DET HISTORISKE OVERBLIK

Transkript

1 ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVWXYZÆØÅ ,. - _ abcdefghijklmnopqrstuvwxyzæøå DET HISTORISKE OVERBLIK Af Jens Aage Poulsen Dette er en pdf-fil med Det historiske overblik Filen er stillet til rådighed for elever med læsevanskeligheder. Filen må ikke videre distribueres

2 Jens Aage Poulsen DET HISTORISKE OVERBLIK GYLDENDAL

3 Det historiske overblik 1. udgave, 2. oplag 2007 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S Copenhagen. Forlagsredaktion: Marianne Harboe Kort og figurer: Erik Hjørne Grafisk tilrettelæggelse: Erik Hjørne Tegninger: Kirsten Hjørne Omslag: Louise Eldam Phillipsen Teksten er sat med Stone Sans og -Serif Trykt hos Narayana Press Printed in Denmark 2007 ISBN Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Undervisningsministeriets kanonpunkter er gennem bogen markeret på en farvet baggrund som denne. På hjemmesiden gyldendal.dk findes opgaver, forslag til arbejdet med kanonpunkterne m.m.

4 INDHOLD De første mennesker 5 mio f.v.t. 5 Jægerne f.v.t 11 Bønderne f.v.t. 21 Bronzealder fra Middelhavet til Nordnorge f.v.t. 33 Romerne og germanerne 800 f.v.t.-500 e.v.t. 47 Europa i opbrud tidlig middelalder Europa i vækst højmiddelalderen Senmiddelalderen Opdagelserne Renæssance og reformation Al magt til kongen Oplysning og revolution Vejen mod demokrati Moderne tider Europa i verden To verdenskrige og en halvleg Den Kolde Krig Danmark i verden efter Register 268 Billedliste 271

5

6 DE FØRSTE MENNESKER 5 mio f.v.t. Oprindelsen Historie handler om menneskers liv i samfund, og hvordan og hvorfor samfundene har forandret sig. Spørgsmålet er så, hvornår der var væsener, som man vil kalde mennesker, og hvornår der opstod samfund. Homo er det latinske ord for menneske. Forskerne kalder det moderne menneskes forfædre for hominiderne. I det nuværende Etiopien har man fundet fossiler og skeletrester af en hominide-art, der var 4,5 mio. år gammel. Denne art havde hænder, kunne gå oprejst og havde en hjerne, der var ca. 1/3 så stor som en nutidig menneskehjerne. I Afrika har man også fundet spor efter andre arter af hominiderne, der udviklede sig i løbet af de følgende Kranierne viser, hvordan menneskets hjerne har udviklet sig. Fra venstre mod højre: Australopithecus africanus levede for 3-4 mio. år siden. Hjernestørrelsen ca. 1/3 af nutidens menneske Homo habilis levede for 1½-2 mio. år siden og havde en hjernestørrelse på ca. ½ af nutidens menneske. Homo erectus levede for ½-1½ mio. år siden og havde en hjernestørrelse på ca. 2/3 af nutidens menneske Homo heidelbergenis levede for ca. ½ mio. År siden og havde en hjernestørrelse på ca. 2/3 af nutidens menneske Neadertaler levede for år siden og havde en hjernestørrelse som nutidens mennesker. Nutidsmenneske. I 1974 fandt man skelettet af en mere end 3 mio. år gammel kvindelig hominide i Etiopien. Hun tilhørte arten Australopithecus afarensis, som levede for 3-4 mio. år siden. Hun fik navnet Lucy. Ud fra målinger af skelettet lavede man denne model af hende. I levende live var Lucy kun 120 cm høj og vejede mellem 25 og 50 kg. 5

7 DET HISTORISKE OVERBLIK millioner af år. DNA-analyser har vist, at først for mellem og år siden opstod homo sapiens, dvs. det egent lige menneske. Fra for ca år siden bredte de sig fra Afrika til andre egne af verden. Der var flere menneskelignede arter. En af dem var Homo sapiens neandertalensis eller blot neandertalerne. De levede i Centraleuropa fra for ca til år siden. De levede i samfund, jagede bisoner og andre store dyr og begravede deres døde. Forskerne mener også, at de havde et sprog. Alligevel uddøde neandertalerne og andre arter for omkring år siden. De var åbenbart ikke dygtige nok til at tilpasse sig. Kun homo sapiens var tilbage og befolkede efterhånden hele verden. Menneskets vandring fra for år siden Vandringsruter med tidspunkt (år f.v.t.) Ca. udbredelse for neandertal-beboelse Vigtige arkæologiske fundsteder for Homo sapiens Måske har der været neandertalere i Danmark. I nærheden af Randers har man fundet nogle dådyrknogler, som er ca år gamle. Man kan se, at mennesker har knust knoglerne sikkert for at få fat i marven. Fra for omkring år siden bredte Homo Sapiens, de egentlige mennesker, sig fra Afrika til resten af verden. Ud fra fund har forskerne kortlagt de vigtigste vandringsveje. Tallene er årstal før vor tidsregning. 6

8 DE FØRSTE MENNESKER 5 mio f.v.t. Isen, landet og menneskene Et områdes klima bestemmes af, hvor varmt der er om sommeren, og hvor koldt der er om vinteren. I Danmark er juli den varmeste måned med en gennemsnitstemperatur på grader. Sådan har det ikke altid været. I nogle perioder har klimaet været mildere, og i andre har det været køligere. I tidens løb har istider været skyld i de største klimaforandringer. Inden for den sidste mio. år har der været otte istider med tilhørende mellemistider. Vi lever også i en mellemistid. Forskerne mener, at den næste store istid vil nå et højdepunkt om år. Men måske vil den menneskeskabte drivhuseffekt, der skyldes afbrænding af olie, kul osv., påvirke jordens klima så meget, at der ikke kommer en istid. Den seneste istid, Weichel-istiden, begyndte for over år siden og nåede sit højdepunkt for ca år siden. Tidligere istider dækkede hele det nuværende Danmark. Under Weichel-istiden var den sydvestlige del af Central- og Sydeuropa var ikke dækket af is. Her udviklede samfund og kulturer sig. I Frankrig og Spanien er der hulemalerier, som fortæller om dem. Motiverne er ofte jagtdyr som hjort, hest, urokse, bison og mammut. 7

9 DET HISTORISKE OVERBLIK Jylland ikke dækket af is. Istiderne forandrede ikke kun klimaet, men også landet. Under en istid omdannes store mængder vand til is. Det betyder, at vandspejlet sænkes helt op til meter. Derfor bliver flere områder land. Homo sapiens kom til Vesteuropa for omkring år siden, dvs. før isen nåede sin største udbredelse. Man kalder dem også for Cro-Magnon mennesker. Navnet kommer fra stedet i det sydvestlige Frankrig, hvor man fandt skeletrester i I det område og i Nordspanien har man fundet mange spor efter Cro-Magnon menneskene og deres samfund. På vægge og lofter i klippehuler ridsede eller malede de billeder af dyr og jagtscener. Man ved ikke, hvorfor billederne blev malet. Måske troede menneskene dengang, at når de malede billederne, ville guder og ånder sørge for jagtlykken. Måske var det for at illustrere fortællinger om dyr, de havde jaget. I 1908 fandt man i den østrigske by Willendorf denne ca. 11 cm høje stenskulptur. Den fik straks navnet Venus fra Willendorf. Skulpturen er fremstillet for ca år siden. Hvis det var tidens kvindeideal, er det langt fra nutidens. Dengang var levevilkårene barske, og ofte var der mangel på mad. For at kunne overleve graviditeten og føde levedygtige børn var det måske nødvendigt, at kvinderne havde sul på kroppen. 8

10 DE FØRSTE MENNESKER 5 mio f.v.t. HVORNÅR VAR DET NU? 5 mio. f.v.t: Den første menneskelignende art, Ardipithecus ramidus, skilte sig ud fra menneskeaberne. 4 mio. f.v.t: Arten Australopithecus afarensis 3 mio. f.v.t: Lucy 2,5 mio. f.v.t: Arten Homo 1,5 mio. f.v.t: Arten Homo erectus 1 mio. f.v.t.: Homo erectus indvandrer til Europa f.v.t.: Homo sapiens f.v.t.: Neandertalernes storhedstid f.v.t.: Ældste spor af mennesker i Danmark f.v.t.: Weichel-istiden begynder f.v.t.: Det egentlige menneske (Homo sapiens) blev dominerende og bredte sig i de følgende årtusinder over hele verden. Ældste hulemalerier f.v.t.: Venus fra Willendorf 9

11

12 JÆGERNE f.v.t. Da isen forsvandt For omkring år siden blev klimaet mildere, og lidt efter lidt trak isen sig tilbage. Selvom isen forsvandt, var der stadig kun 8-9 grader om sommeren. Planter og buske som mosser og lav, lyng, pil og birk bredte sig. De gav næring til insekter, fugle og dyr, bl.a. rensdyr, der i store flokke trak mod nord. Efter dem fulgte rovdyr som jærv og ulv. Og endelig kom rensdyrjægerne. De kom til området, der nu kaldes Danmark, for mere end år siden. De næste år kalder man jægerstenalderen. Navnet fortæller, at folk levede af at jage dyr og fugle. Det fortæller også, at man fremstillede våben og andre redskaber af sten. Man brugte dog også knogler og horn fra dyr. Folk i jægerstenalderen gik ikke kun på jagt. De fiskede også. Og efterhånden skaffede de sig en stadig større del af maden ved at samle bær, frugter og spiselige planter og rødder. Jægerstenalderen strækker sig over en lang periode omkring halvdelen af den tid, der har været mennesker i Danmark. I løbet af jægerstenalderen ændrede klimaet sig. Sommertemperaturen steg fra 8-10 grader til grader. Det førte til, at plante- og dyreliv forandrede sig. Disse forandringer i naturen måtte menneskene tilpasse sig. Derfor ændrede folks levevis sig i løbet af jægerstenalderen. Billedet er fra omkring Det blev brugt i historieundervisningen, når læreren fortalte om jægerstenalderen. Alle arbejder flittigt. Der er en tydelig opdeling mellem, hvad mænd og kvinder laver. Billedet fortæller måske mest om, hvad man mente om arbejde og kønsroller omkring år Skindtøjet er primitivt. Med jægerstenalderens klima kunne man ikke klare sig med en så simpel beklædning. 11

13 DET HISTORISKE OVERBLIK Temperatur f.v.t Hamburg Federmesser Bromme Ahrensburg Maglemose Kongemose Ertebølle Urokse Mammut Kronhjort Vildhest Vildsvin Rådyr Oversigten viser, hvordan Danmark og dets klima og natur ændrede sig. Du kan også se, at jægerstenalderen kan deles i forskellige tidsaldre. Dem har man givet navn efter steder, hvor man har gjort vigtige fund. Elg Bison Kæmpehjort Ren 12

14 JÆGERNE f.v.t. Istiden slutter f.v.t. Indlandsisen på Grønland kan være flere kilometer tyk, og den ældste is er mange tusinde år gammel. Ved at undersøge den gamle is kan man finde ud af, hvordan klimaet var, dengang isen blev skabt. På den måde har man fundet ud af, at der i løbet af nogle få år omkring f.v.t. blev flere grader varmere. Det måtte så være istidens afslutning. Istiden sluttede faktisk som en naturkatastrofe. Det mildere klima havde fået isen til at trække sig tilbage, så kanten var i Sydsverige og tværs over Østersøen. Efterhånden dannedes en sø af smeltevand på isen. Søen blev større og større. Iskanten virkede som en dæmning, så vandspejlet i søen blev højere og højere i forhold til Kattegat. Til sidst brød vandet igennem iskanten og vandmasserne fossede ud i Kattegat og videre ud i Atlanterhavet. Resultatet var, at store områder i Nordjylland blev oversvømmet. Under den sidste istid var det sydvestlige Jylland ikke dækket af is. Kortet viser isens udbredelse ca f.v.t. Isen formede landskabet. Isens vægt havde trykket landet ned. Det hævede sig, da isen trak sig væk. Sådan så Danmark ud for år siden (kortet til venstre). Da klimaet blev mildere, smeltede isen i den nordlige del af Skandinavien også. Det førte til, at vandstanden i havet steg. Derfor så Danmark sådan ud for omkring år siden (kortet til højre). Den nordøstlige del af landet fortsatte med at hæve sig, mens den sydvestlige del sænkede sig. På kortet er vippelinjen indtegnet. I de sidste år har den nordlige del af landet hævet sig op til 15 meter, mens den sydlige del nogle steder har sænket sig 10 meter. 13

15 DET HISTORISKE OVERBLIK Skovens jægere I løbet af Maglemosetiden blev klimaet mildere. I slutningen af perioden var somrene varmere end i dag. Danmark blev dækket af skov. I begyndelsen var de vigtigste træer birk og asp, der dannede en åben skov. Efterhånden begyndte der også at vokse fyr og hassel, og skovene blev tættere. Varmen betød, at rensdyrene forsvandt. Men i skovene var der mange andre køddyr, som jægerne kunne jage: urokse, elg, kronhjort, råvildt og vildsvin. Desuden levede der pelsdyr som ulv og bjørn i skovene. Maglemosetidens mennesker indrettede sig efter naturen. De flyttede tit fra sted til sted alt efter hvor de bedst kunne skaffe sig føden. I vinterhalvåret sluttede de sig sammen i større grupper, der slog sig ned ved søer eller åer. Når der var mange jægere, var det lettere at jage store køddyr som fx uroksen. Rekonstruktion af urokse. Over skulderen var den ca. 1,90 m høj og vejede omkring kg. Dvs. at den ville give omkring kg kød. 14

16 JÆGERNE f.v.t. Liv og død Ved Vedbæk nord for København har man fundet en gravplads, der er ca år gammel. Her lå knoglerester af 22 mennesker. Fire var nyfødte og et enkelt var ca. ét år gammelt. I alt otte af de begravede var døde, før de blev 20 år. I jægerstenalderen døde mange som ganske små, og under halvdelen nåede at blive voksne. Af de, der blev voksne, nåede kun få at blive mere end år. På grund af børnefødslerne havde kvinderne større risiko for at dø unge end mændene. Ved Vedbæk er to unge kvinder begravet sammen med deres nyfødte børn. Begravelserne i Vedbæk fortæller noget om forholdet mellem mænd og kvinder. I en af gravene lå skelettet af en mand, som var dræbt af et pileskud i halsen. I den samme grav lå også et kvinde- og et barneskelet. Ved kvindens hals lå en flintkniv. Man kan forestille sig, at manden jægeren var omkommet ved et vådeskud. Kvinden og barnet manglede nu deres forsørger. Måske dræbte de andre jægere hende og barnet med kniven. Og bagefter blev de begravet sammen med manden. De døde fik gaver med i graven. Mændene fik våben. Derfor mener man, at det kun var mændene, som jagede. En sådan arbejdsdeling ser man også hos nutidige jægerfolk. Man har beregnet, at mændene i gennemsnit brugte et par timer hver dag til jagt og til at fremstille redskaber. Resten af tiden kunne de slappe af. Kvinderne klarede det øvrige arbejde. De havde derfor en meget længere arbejdsdag. De skulle bl.a. samle spiselige planter og bær fra skoven, tilberede mad, fremstille beklædning af skind og passe børnene. En af gravene ved Vedbæk. En mand og en kvinde er begravet med et barn imellem dem. Manden ligger til venstre. Pilen, der dræbte ham, ses ved hans venstre skulder. 15

17 DET HISTORISKE OVERBLIK Ertebøllekulturen Den yngste del af jægerstenalderen, dvs. fra omkring til f.v.t. kaldes Ertebølletiden. Den er opkaldt efter et fundsted ved Limfjorden. Fundet var bopladsens affaldsdynge, en såkaldt køkkenmødding, der lå meter fra bopladsen. Køkkenmøddingen var 140 meter lang, 20 meter bred og ca. to meter høj. Den indeholdt først og fremmest skaller fra muslinger, østers og snegle. Men der var også knoglerester af større jagtdyr som kronhjort, rådyr, vildsvin og sæler. Man fandt også rester af pelsdyr som vildkat, los, mår og ræv. Desuden rummede køkkenmøddingen affald fra flinthugning og ødelagte redskaber. Rester af menneskeknogler viser, at Ertebølletidens mennesker også begravede deres døde i køkkenmøddingen. Fundene fortalte forskerne, hvordan Ertebølletidens mennesker levede. Man har også fundet ildsteder på køkkenmøddingerne. Nogle forskere har ment, at det måtte betyde, at man boede direkte på køkkenmøddingerne. Men stanken må have Køkkenmøddingen ved Ertebølle blev udgravet første gang i 1890 erne. Arkæologerne sidder på klapstole og følger med i, hvad arbejderne graver frem. Køkkenmøddingen ved Ertebølle er dateret til ca f.v.t. Den er ca m 3. Og man har regnet ud, at den indeholder ca. 20 mio. skaller. 16

18 JÆGERNE f.v.t. været så stærk, at det næppe er sandsynligt. I Ertebølletiden var Danmark stadig dækket af skov. Den blev efterhånden til urskov, dvs. at den bestod af mange forskellige træer og buske, der voksede ganske tæt. Vandstanden i havene steg. Det førte til, at landet blev mindre (se kortet side 13). Der blev færre og færre elsdyr og urokser. Det skyldtes jagt, men også, at det var svært for de store dyr at finde føden i den tætte skov. Bortset fra vildsvin levede der kun få større byttedyr i urskoven. Folk blev boende på det samme sted i længere tid. Man siger, at de blev bofaste. Der var personer på en boplads, som ofte var anlagt ved en kyst eller en søbred for her var der mange dyr og andet spiseligt. Måske burde man kalde Ertebølletiden for fiskerstenalderen, fordi man fik en stor del af føden ved at fiske, fange sæler og samle muslinger og østers. Som før nævnt holdt folk op med at flytte så tit i Ertebølletiden, og bopladserne lå det samme sted gennem år. Derfor overlevede flere børn. Det er forklaringen på, Køkkenmøddingerne rummer millioner af skaller og knoglerester fra byttedyr. 17

19 DET HISTORISKE OVERBLIK at befolkningstallet i den sidste del af Ertebølletiden nåede op på Det betød, at bopladserne lå tæt ved hinanden langs kysterne og ved søer og åer km fra Ertebølle ved Bjørnsholm lå således en anden stor boplads. Det blev efterhånden et problem at skaffe mad nok. Man begyndte at slås om områderne. Det kan man se på skeletresterne, som har spor efter sår. Der er også fundet kranier med ridser, som røber, at personen blev skalperet. Skulle folk overleve, kunne de ikke nøjes med at jage, fiske og samle spiselige frugter og nødder. Det var også nødvendigt at dyrke jorden agerbrug. I en grav fra Ertebølletiden har man fundet et kranium med to helede læsioner. Forskerne mener, at de skyldes slag med en kølle. Ved Ertebølle har man bygget en boplads med huse, som de måske så ud for år siden. 18

20 JÆGERNE f.v.t. HVORNÅR VAR DET NU? f.v.t.: Isen forsvinder fra Danmark f.v.t.: Hamburgtiden begynder rensdyrjægerne kommer f.v.t.: Brommetiden begynder f.v.t.: Arensburgtiden begynder f.v.t.: Maglemosetiden begynder f.v.t.: Kongemosetiden begynder f.v.t.: Ertebølletiden begynder f.v.t.: De første agerbrug i Danmark 19

21

22 BØNDERNE f.v.t. Bonde af nød Indtil ca f.v.t. levede mennesker over hele verden af jagt, fiskeri og indsamling af spiselige bær og frugter. Landbrug, dvs. agerdyrkning og husdyrhold, har sine rødder i Mellemøsten. Her opstod det, da folk opdagede, at vilde kornarter kunne høstes og kornet kunne tages fra og males til mel, som kunne laves til brød. Efterhånden begyndte man at forædle kornarterne. Får og geder var menneskets ældste tamdyr. Omkring f.v.t kom grisen til. Herefter blev koen tæmmet. Og til sidst blev hesten husdyr. I Mellemøsten skete det omkring f.v.t. På det tidspunkt havde asiatiske nomader haft heste i flere tusinde år. Landbruget blev indført af nød, og ikke af lyst. At dyrke jorden og holde husdyr er langt mere arbejdskrævende end at leve af jagt, fiskeri og indsamling. Man blev bønder, fordi der blev for få ressourcer til det voksende folketal. Derfor måtte man finde andre fødekilder og selv være mere aktiv i frembringelsen af mad. Fra Mellemøsten bredte landbruget sig i de følgende årtusinder til Europa. Uafhængigt af udviklingen i Mellemøsten opstod landbruget i Kina på et tidspunkt mellem og f.v.t. og i Mellem- og Sydamerika omkring f.v.t. De ældste spor af landbrug finder man ved nogle af de store floder: Mellem Eufrat og Tigris (bl.a. i det nuværende Irak), i Kina og Sydøstasien og i Mexico og Peru. Billedet af en høstscene er fra et egyptisk gravkammer fra omkring f.v.t. 21

23 DET HISTORISKE OVERBLIK Landbrugets udbredelse. Hvor kommer husdyrene fra? Bortset fra hunden er får og geder verdens ældste husdyr. Vildfår og vildgeder blev fanget og tæmmet. Senere tæmmede man svin og okser. Mennesket beskyttede sine dyr mod de farer, som truede dem. I naturen ville kun de største og kraftigste dyr overleve. Blandt husdyrene var der ikke denne udvælgelse. Det er en af forklaringerne på, at de tæmmede dyr efterhånden blev mindre end deres vilde artsfæller. Efter nogle tusind år med husdyr fandt man ud af, hvordan man ved avlsarbejde kunne få fx større svin. I dag kan man ændre på husdyrenes gener (arveanlæg), så de fx giver mere kød eller producerer endnu mere mælk. FÅR ca f.v.t. Irak HUND ca f.v.t. Idaho, USA GED ca f.v.t. Iran SVIN ca f.v.t. Tyrkiet OKSE/KO ca f.v.t. Lilleasien LAMA ca f.v.t. Peru ÆSEL ca f.v.t. Egypten KAMEL ca f.v.t. Sydl. Rusland DROMEDAR ca f.v.t. Saudi-Arabien HEST ca f.v.t. Ukraine HØNS ca f.v.t. Pakistan KAT ca f.v.t. Egypten GÆS ca f.v.t. Tyskland ALPACA ca f.v.t. Peru 22

24 BØNDERNE f.v.t. Nye samfund Overgangen til landbrug ændrede samfundene totalt. Befolkningen blev bofast, og der opstod en arbejdsdeling. Bønderne producerede mere mad, end de selv kunne bruge. Nogle blev smede og andre håndværkere, som fremstillede redskaber til bønderne. Andre blev handlende. Endelig tog eller fik bestemte slægter magten. Mænd fra denne slægt blev høvdinge, konger og ledere af religionen. Efterhånden opstod der rige handelsbyer med købmandshuse og fornemme templer. Og når man handlede, og magthaverne opkrævede skat, måtte man kunne skrive og regne. I disse samfund udviklede man derfor et tal- og skriftsystem. Den udvikling fandt først sted ved nogle store floder i Mellemøsten og Indien. Et eksempel var floderne Eufrat og Tigris, der bl.a. løber gennem det nuværende Irak og munder ud i Den Persiske Golf. I tidens løb dannede floderne et kæmpemæssigt frugtbart område, Mesopotamien. Her boede sumererne. For år siden havde de et højtudviklet rige, som blev styret af en konge. Foto af en rekonstruktion af et mesopotamisk tempeltårn fra ca f.v.t. Bystaten Uruk var den vigtigste by i sumerernes Mesopotamien. Ruinhøjen Warka den største bevarede ruin i Uruk blev påbegyndt omkring f.v.t. Ca år senere boede der mennesker i Uruk. Omkring f.v.t. var bystaten vokset til ca

25 DET HISTORISKE OVERBLIK Omkring f.v.t. havde sumererne udviklet en slags skrifttegn hieroglyffer. Tidlig skrift De ældste skrifttegn var piktogrammer. Vi bruger også piktogrammer i dag. Computerens tegn for nyt dokument, gem osv. er eksempler på piktogrammer. Sumererne ridsede deres piktogrammer ned i plader af vådt ler med en pind eller et strå. Egypternes hieroglyffer var symbolske tegn. Fx var en hyrdestav et symbol på en hersker. Egypterne udviklede efterhånden mere end hieroglyffer. I praksis brugte man dog kun 1/5 af dem. Oldtidens Egypten Langs Nilen udviklede der sig flere årtusinde før vor tidsregning et højtudviklet rige Egypten. I århundrederne før f.v.t. bestod Egypten af en række bystater, der hver var under ledelse af en høvding. Krige om kontrollen med handelen og alliancer førte til, at høvdingedømmerne efterhånden blev slået sammen. Omkring f.v.t. var der kun ét rige, der fra Middelhavet strakte sig km ned langs Nilen. Riget eksisterede i mere end år, til Alexander erobrede det i 332 f.v.t. I den periode sad 30 herskerslægter (dynastier) på tronen. Man mente, at kongedømmet var skabt af guderne, der styrede naturens kredsløb og årstidernes skiften. Herskeren, faraoen, var ikke selv en gud, men hans embede blev betragtet som guddommeligt. Faraoen havde mange religiøse opgaver. Han stod i spidsen for de religiøse fester og skulle sørge for, at der blev ofret og bygget templer til guderne. Blev guderne ikke dyrket, ville samfundet bryde sammen, mente man. Faraoen sørgede for retfærdighed i riget, dvs. at de rige og stærke beskyttede de svage. Desuden skulle faraoen holde fjenderne ude. I princippet var faraoen enevældig. I praksis var det embedsmænd herunder præster ved templerne, der styrede riget. Denne gruppe udgjorde højst 5 % af befolkningen og var den eneste, der kunne læse og skrive. Skatmesteren og vesiren var de to øverste embedsmænd. Skatmesteren havde ansvaret for finanser og handel, og vesiren for de juridiske og politiske spørgsmål. 95 % af egypterne var analfabeter. De var bønder, håndværkere og arbejdere samt krigsfanger, der blev brugt som slaver. Sumerernes piktogrammer fra omkring f.v.t. 24

26 BØNDERNE f.v.t. Egyptens storhedstider Egyptens lange historie deles ofte i perioder efter rigets storhedstider. Den ældste varede ca. 500 år (omkring f.v.t.) og omtales ofte som Det Gamle Rige. Der blev opbygget en stærk centralmagt. Staten overtog den dyrkbare jord, og bønderne blev arbejdere på store statsgodser. Herfra kunne de udskrives som tvangsarbejdere til anlæg af dæmninger, gravning af kanaler, tempelog pyramidebyggeri osv. Efterhånden lod faraoen sine embedsmænd overtage store jordområder. Derved undergravede han sin magt. Da Nilen gik over sine breder og ødelagde afgrøderne med hungersnød til følge, udbrød der oprør og faraoens stærke stat blev opløst. Omkring f.v.t. kom en ny stærk stat, der har fået navnet Det Mellemste Rige denne eksisterede et par hundrede år. I den periode udvidede Egypten sine handelsforbindelser mod nordøst til områder i det nuværende Libanon, Syrien og Israel. Også mod syd, længere ned i Afrika, styrkede Egypten sin position gennem anlæggelse af fæstningsværker, der skulle forsvare riget mod ydre fjender. Herefter fulgte en periode på omkring 250 år med uro og fremmede, der trængte ind i riget. Det Nye Rige eksisterede omkring f.v.t. Egypten udviklede sig til en militær mellemøstlig stormagt, der erobrede Nubien, Palæstina og Syrien. I den periode blev der bygget en række templer og andre anlæg. I perioden herskede en af de senere mest kendte faraoer, Tutankamon. Efter f.v.t. opstod der atter intern uro i Egypten. Egypten 25

27 DET HISTORISKE OVERBLIK Få kilometer sydvest for Cairo ligger Giza med flere pyramider. Den største er Cheopspyramiden fra omkring f.v.t. Den er opført af 2,5 mio. m 3 kalkstensblokke. Dens side måler ca. 230 m, og den var oprindeligt 146 m høj. Pyramiden rummer faraoen Cheops gravkammer, der blev plyndret nogle århundreder efter hans død. Sfinksen i forgrunden er 73,5 m lang og 20 m høj. Den har en krop som en løve. Dens hoved er tolket som et portræt af faraoen Chephren. Også under Tutankamon førte Egypten krig mod Nubien. Her deltager fararoen selv i sin stridsvogn i angrebet. Faraoen rådede over en professionel hær på op mod mand. Soldaterne var bevæbnet med bue, pil og økse. Desuden kom særlige enheder med stridsvogne, der var bemandet med en vognstyrer og en bueskytte. 26

28 BØNDERNE f.v.t. Tutankamon Tutankamon (ca f.v.t.) blev farao i en kulturel blomstringstid. Templer og andre religiøse monumenter blev restaureret, og embedsmændene genoplivede gamle religiøse traditioner. Han var 8-9 år, da han overtog tronen, og han døde som årig uden at have efterkommere. Tutankamons berømmelse i nutiden hænger sammen med fundet af hans grav i Kongernes Dal i Den store grav var fyldt med enorme mængder af velbevarede kostbarheder og ikke mindst faraoens egen guldkiste. Før fundet blev Tutankamon set som en temmelig ubetydelig farao, som man ikke vidste særlig meget om. Trods berømmelsen ved man stadig ikke meget om hans regeringstid. Han voksede op i Akhetaton, men da han blev farao, flyttede han tilbage til det gamle hovedsæde Theben længere mod syd. Selv om han var enevældig, styrede de ledende embedsmænd riget. Forskerne har været optaget af, hvorfor Tutankamon døde så ung. På baggrund af røntgenbilleder af det balsamerede lig, har nogle hævdet, at han blev myrdet med et slag i hovedet. I 2005 blev Tutankamons lig skannet, og det viste, at faraoen ikke var myrdet med vold. Han var formentligt død af en infektion, der var en følge af et brækket ben. Det kunne dog ikke afvises, at han var blevet forgiftet. Tutankamons guldkiste, der indeholdt hans balsamerede lig. En lille del af Tutankamons gravkammer, som det så ud, da det blev fundet i Faraoerne var ofte mænd. Men der er enkelte eksempler på kvindelige faraoer. En farao skulle helst gifte sig med en af sine søskende. Tutankhamon blev gift med sin halvsøster Ankehesenamon. Fararoerne havde også sidehustruer. At faraoerne skulle gifte sig med en af deres søskende havde symbolsk og religiøs betydning. Billedet viser Tutankamon og Ankehesenamon. Motivet er en dekoration på ryglænet af hans trone. 27

29 DET HISTORISKE OVERBLIK I Danmark Landbruget kom først til området, der nu kaldes Danmark, for omkring år siden. Allerede i Ertebølletiden kendte jægerne i Danmark til landbrug. De havde nemlig kontakt med folk i Nordtyskland, der levede som bønder. Og man byttede varer med dem. Men at dyrke jorden og holde husdyr krævede meget mere arbejde end at være jæger. Derfor blev danskerne ikke bønder, før det var nødvendigt. Men der blev flere mennesker i Danmark. Det betød, at folk ikke kunne nøjes med at gå på jagt, fiske og samle spiselige bær og planter. Hvis jægerfolket ikke skulle dø af sult, var de nødt til også at være bønder. Man er ikke enige om, hvordan det gik til, at danskerne blev bønder Nogle mener, at danskerne lærte sig selv at være bønder sådan lidt efter lidt. Andre siger, at danskerne lærte at dyrke jorden og holde husdyr af et folk, der indvandrede til Danmark. Man fremstillede stadig mange redskaber af sten. Derfor kalder man tiden fra til år f.v.t. for bondestenalderen. Arkæologer klædt i tøj, som det så ud i bondestenalderen, brænder et stykke skov af. På den måde kan de finde ud af, hvordan bønderne i stenalderen fik nye marker. Hvordan dyrkede man jorden? Den første måde, man dyrkede jorden på, kaldes svedjebrug. Man ryddede et stykke skov for de største træer. Bagefter brændte man buske og små træer. Varmen fra afbrændingen frigjorde næring i de øverste centimeter af jorden. Samtidig ødelagde varmen ukrudtsfrøene. Nu kunne man dyrke korn. Men efter få år var næringen i jorden brugt og ukrudtet bredte sig. Så måtte man starte forfra og rydde et nyt stykke skov. Svedjebruget førte til, at store arealer med skov blev brændt af. Derfor blev der færre levesteder for byttedyr og fugle. Det betød, at folk måtte skaffe mere og mere af deres føde fra landbruget. Samtidig blev der stadig flere mennesker. I løbet af år blev det svært at finde egnede skove at brænde af. For at overleve måtte man dyrke jorden på en anden måde, så den ikke blev udpint så hurtigt. Derfor gik man efterhånden over til ardbrug. En ard er en meget simpel plov. Med den ridsede man marken på kryds og tværs, så jorden blev løsnet. På den måde kunne man dyrke markerne i flere år, før jorden var udpint. Men ardbrug krævede mere arbejde end svedjebrug. Det tog lang tid at pløje en mark. Og før man kunne gøre det, måtte man fjerne sten og rødder fra markerne. Man har ved forsøg regnet ud, at det varede to dage at pløje en mark på 100 x 100 meter. 28

30 BØNDERNE f.v.t. Husdyrene Egentlig er det forkert at kalde bondestenalderens svin, får, geder og okser for husdyr. De gik nemlig ude hele året og blev vogtet af hyrder. Svinene fandt selv føden ved at rode efter rødder, nødder og andet spiseligt i skoven tæt ved bopladsen. I områder med meget græs holdt man mange får og geder. Oksen var det vigtigste husdyr. Den blev brugt som trækdyr. Fra oksen fik man over halvdelen af det kød, man spiste, samt huder til beklædning. Men okserne krævede mere pasning end andre husdyr. Fx skulle der skæres løv af træer og buske, så dyrene havde noget at spise om vinteren. I første del af bondestenalderen holdt man først og fremmest husdyr for kødets skyld. Men efterhånden begyndte man at malke okser, får og geder, og man brugte fårenes uld til at lave klæder af. Tæt på døden Folk i bondestenalderen var ikke afhængige af naturen på samme måde som jægerstenalderens mennesker. Men det betød ikke, at man kunne være sikker på at have mad nok. Tørke eller regn kunne ødelægge høsten, og dyrene kunne rammes af sygdomme. Det betød hungersnød. Ved at undersøge skeletrester fra bondestenalderen kan man se, at kun få mennesker blev 40 år. Mange døde under fødslen. Næsten 2/3 af de levendefødte døde, inden de blev voksne. I dag er de fleste bange for at dø. Døden er noget fjernt, man sjældent taler om. I bondestenalderen ønskede man sikkert også at leve så længe som muligt. Men dengang havde man ikke medicin, læger, sygehuse osv. Så døden var hele tiden tæt på. Den var en del af det daglige liv. De døde blev begravet i høje, der lå i nærheden af bopladsen. Måske tilbad man de døde. De fik i hvert fald kostbare gaver med i graven. Fra bondestenalderen kender man store aflange og runde gravhøje. Inde i dem er der kamre bygget af store sten. Her lagde man de døde sammen med de gaver, man gav dem med. Man har fundet gravkamre, der indeholdt skeletdele fra mere end 100 mennesker. I bondestenalderen var der omkring af den slags gravhøje. I dag er kun 1/10 af dem bevaret. Billedet er fra en aflang og meget stor gravhøj på Lolland, der kaldes kong Svens Høj. Gravkammeret er 12,5 m langt. 29

31 DET HISTORISKE OVERBLIK Bopladsen Bopladserne lå i kanten af skoven, tæt ved søer, åer eller fjorde, hvor der også var en bæk. Her kunne man fiske og få drikkevand. Da man boede det samme sted i mange år, byggede man solide huse. I jægerstenalderen var menneskene på en boplads en selvstændig gruppe. I bondestenalderen opstod der stammesamfund. Dvs. at folk fra flere bopladser holdt sammen under en fælles ledelse måske en slags høvding. Han byttede varer med nabostammerne. Og han stod i spidsen for stammens mænd, hvis deres område blev angrebet af fjender. Hver stamme havde en samlingsplads. Her byggede man i fællesskab store høje med gravkamre til de døde. Her mødtes man til religiøse fester, hvor der blev ofret fine lerkar, ravsmykker, økser, dyr og ind imellem også mennesker. På samlingspladserne byttede man også varer som flintøkser og rav. Andre folk? Landbruget var det vigtigste erhverv i bondestenalderen. Men det blev drevet på forskellig måde. Måske er forklaringen, at nye folk kom til Danmark. I Midt- og Vestjylland boede der et folk, der stort set levede af at holde kvæg, og som ikke gjorde så meget ud af at dyrke korn. For at skaffe græsningsarealer til dyrene ryddede og afbrændte de skovene. Omkring f.v.t. rejste folk fra Sverige og Norge til Danmark. De bosatte sig ved kysterne. Her levede de først og fremmest af jagt og fiskeri, men de havde også kreaturer. I gravkamrene og på samlingspladserne har man fundet fine genstande i keramik, flint og rav. De blev sikkert brugt som offergaver og i forbindelse med de religiøse fester. 30

32 BØNDERNE f.v.t. HVORNÅR VAR DET NU? f.v.t.: Landbruget opstår i Mellemøsten f.v.t.: Ældste spor af bystaten Uruk f.v.t.: Landbruget når til Danmark bondestenalderen begynder f.v.t.: Folk fra Sverige og Norge indvandrer til Danmark f.v.t.: Egypten samles i et rige f.v.t.: Det Gamle Rige i Egypten f.v.t.: Cheopspyramiden f.v.t.: Det Mellemste Rige i Egypten f.v.t.: Det Ny Rige i Egypten ca f.v.t.: Tutankamon 31

33

34 BRONZEALDER FRA MIDDEL- HAVET TIL NORDNORGE f.v.t. Kreta, Mykene og fønikerne I Egypten og andre mellemøstlige kulturer var der en stærk efterspørgsel efter metaller og råvarer, som fandtes i Middelhavsområdet. Ofte var det mere effektivt og billigere at transportere disse varer ad søvejen end med karavaner. Den store ø Kreta lå centralt i Middelhavet og havde en stor rolle i handelen fra omkring til f.v.t.. Fra Kreta var der handelsforbindelser så langt borte som til Sortehavet og til England og Spanien, hvorfra der blev importeret tin til fremstilling af bronze. Voldsomme jordskælv og plyndringstogter fra det græske fastland mindskede Kretas position. I hen ved 500 år havde krigerkonger fra det græske fastland magten over handelen. Kongerne byggede imponerende borganlæg i Mykene på Peloponnes (se kort), og der blev udviklet en særlig kultur, som kaldes mykensk, som også havde et skriftsprog. Omkring f.v.t. gik mykensk kultur og samfund i opløsning. Det skyldtes social uro og oprør mod kongerne, da høsten i flere år i træk slog fejl. Samtidig udbrød der krige mellem de mykenske konger.

35 DET HISTORISKE OVERBLIK På det tidspunkt dominerede fønikerne handel og skibsfart i Middelhavet. De levede i området, som stort set er det nuværende Libanon. Men i løbet af 800- og 700-tallet f.v.t. havde grækerne lært sig at bygge bedre skibe. Efterhånden udfordrede grækerne fønikernes handelsmonopol. Det kom til adskillige sammenstød mellem grækerne og fønikerne. De endte med, at grækerne fik kontrollen med handelen i den nordøstlige del af Middelhavet samt langs Sortehavets kyst, mens fønikerne bevarede magten langs Afrikas nordkyst og i den vestlige del af Middelhavet. Ligesom fønikerne anlagde grækerne kolonier langs Middelhavets kyst. I de græske kolonier dyrkede man korn, der blev eksporteret til Grækenland. Kornet blev betalt med håndværksprodukter især keramik. Også slaver blev en vigtig importvare til Grækenland. Handelen skabte et økonomisk grundlag for at kunne opføre store paladser og templer på Kreta. Det største var den enorme helligdom ved Knossos. Her har man bl.a. fundet flere lerfigurer af slangegudinder. Denne er fra omkring 1600 f.v.t. Ruiner af borganlæg i Mykene fra omkring f.v.t. Her skal sagnkongen Agamemnon have hersket. Han blev senere en central figur i det græske skuespil Iliaden. 34

36 BRONZEALDER FRA MIDDELHAVET TIL NORDNORGE f.v.t. Bystaten Grækenland var ikke en samlet stat, men rummede bystater. En bystat bestod af en hovedby med en borg, hvor indbyggerne kunne søge beskyttelse, samt et landområde. De mindste bystater var blot en landsby med en tilflugtsborg. En af de største bystater var Athen. Med landområdet Attika havde bystaten et areal på ca km². Dvs. omkring ¾ af Fyn. Bystaterne handlede indbyrdes og kunne aftale at hjælpe hinanden, hvis fremmede angreb. Men det skete også, at de førte krig mod hinanden. Før 700 f.v.t. havde kongerne sammen med godsejerne magten i de fleste bystater. Men i de følgende århundreder opstod der en styreform, som på nogle områder ligner et moderne folkestyre. Mange hævder derfor, at demokratiet blev opfundet i Grækenland. Athen var en af de førende bystater. Her opstod mange nye ideer, som andre bystater overtog. Man har mange kilder og fund fra Athen. Derfor ved man mest om livet i denne bystat. Man ved ikke, hvor mange mennesker der boede i bystaten Athen, men forskerne skønner, at det var mellem og Akropolis, bystatens beskyttelsesborg, lå højt. Omkring den opstod byen, der ofte var omgivet af en mur. Udenfor lå bystatens marker. Her ses ruiner fra Athens akropolis. 35

37 DET HISTORISKE OVERBLIK Forskel på folk Befolkningen i bystaten var delt i tre stænder eller grupper: borgere, tilflyttere (metoiker) og slaver. De færreste mennesker i bystaten var borgere. Kun mænd kunne have borgerskab, og kun hvis begge ens forældre og bedsteforældre var født og opvokset i Athen. Kun borgere kunne være med til at bestemme i bystaten og eje jord. Til gengæld havde en borger pligt til at være soldat. Ikke alle borgere var velhavende. Mange arbejdede som daglejere eller var håndværkere og småhandlende. Den anden gruppe var metoikerne eller tilflytterne. Metoikerne måtte ikke eje jord eller være med til at bestemme. Alle metoiker skulle have en borger som værge. Han skulle tale metoikens sag. Hvis en metoik fx ville anklage nogen for en forbrydelse, skulle hans værge gøre det for ham. Metoikerne betalte en særlig skat til bystaten, og de skulle gøre krigstjeneste, hvis der var brug for dem. En stor del af selve byens indbyggere var metoiker. De måtte nemlig gerne være bl.a. handlende, håndværkere og sekretærer. Et eksempel var Lysias, der levede omkring 400 f.v.t. Sammen med sin bror ejede han et stort værksted, hvor 120 slaver fremstillede skjolde. Lysias blev dog især berømt, fordi han var dygtig til at skrive taler. Omkring halvdelen af bystatens befolkning var slaver. De fleste var krigsfanger fra fremmede lande eller andre bystater. En slave havde ingen rettigheder. Han eller hun var ejet af bystaten, en borger eller en metoik. Ejeren kunne behandle sin slave, præcis som han ville. De fleste slaver havde det dog langt bedre end de sorte slaver i tallet. Slaverne måtte tage ekstra arbejde og tjene penge. Det lykkedes for en del slaver at spare så meget op, at de kunne købe sig selv fri. Bystaten selv havde også slaver. Nogle var opsynsmænd og sørgede for ro og orden. Andre var sekretærer og lærere. De fleste slaver var dog tjenestefolk, der lavede mad, passede hus og børn. Ca. 1/3 af slaverne arbejdede i sølvminerne. Og de havde det hårdt. At blive dømt til arbejde i en sølvmine kunne også være en straf. Børnene var sammen med husets kvinder, indtil de var 6-7 år gamle. Herefter begyndte pigerne at lære husholdning. Drengene kom i skole, hvor de lærte at læse, skrive og regne og spille musik. 36

38 BRONZEALDER FRA MIDDELHAVET TIL NORDNORGE f.v.t. En kvinde opvarter sin mand. Kvinderne havde ikke noget at skulle have sagt i bystaten. Hendes plads var i hjemmet, som hun holdt for sin mand. Almindeligvis var der stor aldersforskel i ægteskabet. En ung kvinde på 15 år blev ofte gift med en 60-årig mand. Det var kvindens vigtigste opgave at føde manden sønner. Kvinden blev holdt hjemme, så manden var sikker på, at hun ikke havde et forhold til andre mænd. Derimod måtte mænd gerne dyrke sex uden for ægteskabet. Styret i Athen Den demokratiske måde at regere på opstod i Athen. Kun borgerne var med til at bestemme. Deres vigtigste forsamling var Folkeforsamlingen, som mødtes omkring 40 gange om året. Alle ca borgere havde ret til at deltage. Men på grund af arbejde og afstand kunne man ikke møde hver gang. Til hvert møde var der typisk omkring deltagere. Der blev lukket for adgangen, når havde indtaget deres pladser på træbænke. Hvert møde havde en dagsorden med punkter. Alle havde ret til at sige deres mening. Det var dog kun de mest veltalende, der tog ordet. Når de, der ønskede det, havde udtalt sig, traf man beslutning ved afstemning. Det foregik ved håndsoprækning, og mødelederen skønnede, hvad der var flertal for. Folkeforsamlingen traf beslutninger i alle sager og valgte bystatens øverste embedsmænd. Domstolene afgjorde også sager ved afstemning. Retssagerne blev afviklet på torvet. Langs kanten af torvet var opstillet tavler med lovene, så alle kunne læse dem. Til hver retssag blev udtrukket et ulige antal dommere. På den måde var man sikker på, at sagen blev afgjort. Afhængigt af sagens alvor var der fra 201 og op til 1501 medlemmer af hver domstol. Handel med slaver i det gamle Grækenland. 37

39 DET HISTORISKE OVERBLIK Fjerne forbindelser Handel opstår, når der produceres mere, end et samfund selv forbruger. På den måde skabes et overskud, som kan købes eller byttes med varer fra andre samfund. Selv om der produceres et overskud, betyder det ikke, at alle i samfundet har alt, hvad de behøver. Der er ofte fattige, som lider nød. Sådan er det i dag. Og sådan var det for år siden. Det var ikke kun i Middelhavsområdet, folk handlede med hinanden. Der var et handelsnetværk, som strakte sig helt til den nordlige del af Norge. Man kender ikke omfanget af handelen, eller hvilke varer man handlede med. Kun varer, som har efterladt sig spor, kender man til. Dengang blev en række genstande støbt i bronze, som er en blanding af tin og kobber. Tin fandtes i England, i den vestlige del af Frankrig og den sydlige del Tyskland. Salt var også en vigtig vare. Det blev bl.a. udvundet fra saltholdige kilder i det nuværende Frankrig. Rav var en kostbar vare, som blev brugt til halskæder og andre former for smykker. En stor del af ravet blev fundet ved Vesterhavet eller langs Østersøen. Især bronzealderens Danmark var rig på rav. Varestrømmen gik også den anden vej. En del kar og andre bronzegenstande, der er fundet i Nordeuropa, var fremstillet i Centralog Sydeuropa. Fund viser, at der har været et netværk af handelsveje gennem Europa. Man har formentligt også brugt skibe til at transportere varerne. Helleristninger er religiøse billeder, der blev indhugget i klipper og sten i bronzealderen. De findes på klipper på Bornholm og på sten især i Nordsjælland. I Norge og Sverige har man fundet tusindvis af helleristninger. Motiverne går igen i mange helleristninger. Fx er der mange skibe som på billedet. På skibet står to mænd med hævede kultøkser (økser der blev brugt til religiøse ritualer). Solen afbildes også ofte. Forskerne mener, at solen blev dyrket som gud. Det var jo solen, der bragte varme og frugtbarhed. Andre motiver er lurer (blæseinstrumenter), slangefigurer og danserinder. Fotoet viser en rekonstruktion af et græsk handelsskib fra omkring f.v.t. Måske var det disse skibe, der kunne nå helt til Nordnorge. 38

40 BRONZEALDER FRA MIDDELHAVET TIL NORDNORGE f.v.t. Helleristning af en mand, der pløjer med en ard. I hånden har han en kvist, og ved lænden bærer han en pose med sædekorn. Et folk af kvægavlere I bronzealderen var det meste af urskoven i Danmark ryddet. Kun længst fra kysterne, inde i landet, var der stadig urskov. I de øvrige dele af landet var der kun spredte træer, krat og buske tilbage. Imellem dem voksede der græs og lynghede. Befolkningstallet blev ved med at stige, og levevilkårene blev bedre i bronzealderen. På skeletter fra den tid kan man nemlig se, at folk blev både højere og ældre end i bondestenalderen. En af grundene var, at klimaet blev mildere, så man kunne dyrke mere korn. En anden grund var, at folk blev dygtigere til at drive landbrug. Danskerne var blevet bønder, der skaffede føden ved kvægavl og agerdyrkning. De samlede dog stadig spiselige bær og frugter, og engang imellem gik de på jagt. De, der boede i nærheden af fjorde, søer og åer, fiskede også. Men husdyrene betød mest for folk i bronzealderen. Store flokke af køer, får, geder og svin gik frit og fandt føden i området omkring bopladsen. På længere sigt var det en dårlig måde at drive landbrug på. Dyrene trampede jorden hård og rodede trærødderne fri. Frø og spirer blev ædt, så der ikke voksede nye træer især gederne var hårde ved planterne. De åd alt, hvad der var grønt. Og når dyrene gik frit, kunne man ikke udnytte deres møg til at gøde markerne med. Det betød, at de dyrkede områder blev udpint. Du bliver, hvad du spiser Du kender måske kostpyramiden den, hvor man skal spise mest fra bunden. I dag får vi nemlig ofte at vide, hvad vi bør spise. I bronzealderen havde man ikke en kostpyramide. Man spiste for at blive mæt, og man vidste ikke, hvilke vitaminer, kulhydrater, proteiner osv., der var i maden. Alligevel spiste folk i bronzealderen sundt og varieret. I naturen samlede de bær og frugter. Fra husdyrene fik de kød og mælk, og de dyrkede korn til brød og grød. Hen på foråret kunne der være mangel på brødkorn. Så måtte man strække det med frø fra ukrudtsplanter. Selvom det gav brødet en bitter smag, var det alligevel sundt. 39

41 DET HISTORISKE OVERBLIK Husene og højene Folk boede sammen på bopladser. En boplads havde typisk 3-5 huse. Nogle af dem var meget store. Man har fundet spor af huse, der var 50 meter lange og 11 meter brede, og som var inddelt i flere rum. De største huse tilhørte sikkert de rigeste slægter. Et bronzealderhus havde afrundede gavle. Nogle havde vægge af vandrette planker. Andre havde lerklinede vægge. Der var ikke vinduer i husene. Men øverst i gavlene var der åbninger, som sollyset kunne slippe igennem. Ellers måtte man nøjes med lyset fra ildstedet midt i rummet. Langs væggene var der lave bænke. Her sad man, og her sov man. Tæt ved husene lå de små marker. De var indhegnede, så husdyrene ikke skulle æde afgrøderne. Længere borte, mellem de spredte træer, græssede kvæg, heste og får. Grisene rodede i jorden efter spiselige rødder eller tog mudderbad i et vandhul. Mænd med hyrdestave og hunde holdt dyrene samlede. Og de var hele tiden på vagt over for ulve og andre rovdyr. I en halvkreds, som strakte sig bag om bopladsen, lå de store høje. I de største lå de døde fra høvdingeslægten, mens andre af bopladsens døde var begravet i mere uanselige høje.

42 BRONZEALDER FRA MIDDELHAVET TIL NORDNORGE f.v.t. Høvdingen I jægerstenalderen behøvede man ikke at planlægge, hvordan man skulle skaffe føden i lang tid fremover. Man levede nærmest fra dag til dag. Efterhånden som landbruget fik en større betydning, blev planlægning nødvendig. Bronzealderens bønder måtte også arbejde sammen. Det gjorde de fx, når markerne skulle høstes, og når de byggede et nyt hus. Men hvem bestemte? Det foregik ikke på demokratisk vis, hvor folk i fællesskab besluttede, hvilke opgaver der skulle løses. Det mandlige overhoved i den rigeste slægt havde mest at skulle have sagt. Det var ikke kun på selve bopladsen, at der var forskel på folks magt og rigdom. Der var også brug for nogen, der kunne holde orden og beskytte bopladserne mod fjender. Det er forklaringen på, at det i løbet af bondestenalderen blev almindeligt, at flere bopladser sluttede sig sammen under en fælles høvding. I bronzealderen herskede hver høvding over endnu flere bopladser. Han var også leder af de religiøse fester. Måske var der ikke kun høvdingedømmer, men store kongeriger i bronzealderen. Ved Kivik i Skåne ligger der en høj med en diameter på 75 meter fra omkring f.v.t. Nogle forskere mener, at den såkaldte Kivik-konge har hersket over det meste af Skandinavien og måske endda over store dele af det germanske område (dvs. den nordlige del af det nuværende Tyskland og Polen). Gravkammeret var rigt udsmykket med bl.a. otte stentavler med helleristninger. Nogle af tegnene ligner symboler og afbildninger, man har fundet i Middelhavsområdet. Det gælder bl.a. stridsvognen trukket af to heste, der ses på den midterste sten. 41

43 DET HISTORISKE OVERBLIK Konservering af lig Når én i høvdingens slægt døde, blev vedkommende begravet i en kiste, der var fremstillet af en udhulet egestamme. Bagefter byggede man en høj af græstørv over kisten. I de sidste hundrede år har man udgravet flere egekister, som indeholdt velbevarede lig og gravgaver. Hvad er forklaringen på det? En høj af græstørv er som en kæmpemæssig svamp, der opsuger det nedsivende regnvand. Derfor omdannes højens indre efterhånden til en slags mose. Græstørv indeholder bl.a. jern. Det vasker vandet ud, og med tiden danner jernet et tæt lag af al omkring midten af højen. Allaget virker næsten som kæmpemæssig konservesdåse. Ilten bliver lukket ude. Derfor rådner kisten, lig osv. ikke. Men i højens moseagtige indre dannes der syre i vandet. Det opløser knoglerne, men bevarer bl.a. træ, uld, hår, tænder og negle. l 1921 udgravede man en egekiste ved Egtved. Den indeholdt liget af en ca. 17-årig pige og nogle brændte knogler fra et 5-6-årigt barn. Egtvedpigen blev begravet omkring år 1370 f.v.t., dvs. i den ældste del af bronzealderen. Resterne af Egtvedpigen og hendes dragt. 42

44 BRONZEALDER FRA MIDDELHAVET TIL NORDNORGE f.v.t. Naturen må betale! I bronzealderen bestod Danmark af en række større og mindre høvdingedømmer. Det førte til, at naturgrundlaget blev udnyttet mere. Folk kunne nemlig ikke længere nøjes med at fremstille det, de selv skulle bruge. De skulle producere så meget, at der også blev et overskud. Dette overskud af korn, kød, huder, honning, rav, vin og andre varer skulle høvdingen have. En del af overskuddet blev så fordelt mellem bopladserne. Andet blev sat ud i moserne som offer til guderne eller blev spist under de religiøse fester. Endelig blev noget af overskuddet brugt til gaver. Høvdingene gav nemlig hinanden gaver, når stridigheder var afsluttet, og når venskaber skulle besegles. På den måde gik kostbare genstande af bronze og enkelte af guld fra høvding til høvding. Og genstandene kunne komne langt omkring. Fx har man på Lolland fundet et bronzesværd, der var fremstillet i Ungarn. Høvdingene samlede enorme rigdomme. Rigdommene var et synligt tegn på deres magt. Når en høvding døde, fik han nogle af de kostbare sager med i graven. Fotoet viser gravgaver fra Guldhøj i Jylland. Øverst ses en taburet. Den ligner fuldstændig en taburet fra omkring 1450 f.v.t., der er fundet i et gravkammer i Egypten. Under taburetten ses bl.a. en økse og en bronzedolk med en skede af træ. Til højre en spånæske. Lurerne er blandt de mest kostbare fund. Alene i Danmark har man fundet mere end 40. Lurerne var blæseinstrumenter, som blev brugt ved religiøse fester. 43

45 DET HISTORISKE OVERBLIK Solvognen Solvognen fra omkring f.v.t. er et af de mest berømte fund fra bronzealderen. Den blev fundet af en bonde, der var ved at pløje sin mark ved Trundholm i Nordsjælland i Solvognen var splittet i mange dele, men det lykkedes Nationalmuseet at samle delene til den næsten 60 cm lange vogn. Med metaldetektorer blev der i slutningen af 1990 erne fundet flere dele. Selv om vognen ikke er komplet, kan man sagtens forestille sig, hvordan den oprindeligt så ud, og hvad dens funktion var. I fund fra bronzealderen er der et stort antal afbildninger af solen. Man dyrkede solen som måske den vigtigste gud. Den fik afgrøderne til at gro og sørgede for årstidernes skiften. Og solvognen fortæller om tidens religion. Den guddommelige sol er anbragt på en vogn og trækkes over himlen af en hest. Bronzealderens mennesker forestillede sig formentligt jorden som flad. Kun den ene side af solskiven er belagt med bladguld. Man kan forestille sig, at den side symboliserer dagen. Når man kører vognen fra venstre mod højre bevæger solen sig over himlen. Der er mørkt om natten, fordi vognen, når den kører tilbage fra højre mod venstre, vender den mørke side til. Solvognen er siden blevet brugt som et nationalt symbol. Det er dog langt fra sikkert, at solvognen er fremstillet i Danmark. Egerhjulet kendes bl.a. fra Mykene i Grækenland og egyptiske grave. Også brug af hesten som trækdyr havde sin oprindelse fra fjerne egne som Sortehavsområdet. 44

46 BRONZEALDER FRA MIDDELHAVET TIL NORDNORGE f.v.t. HVORNÅR VAR DET NU? f.v.t.: Kreta centrum for handel i middelalderen f.v.t.: Storhedstid for mykensk kultur f.v.t.: Bronzealder i Danmark f.v.t.: Solvognen f.v.t.: Egtvedpigen f.v.t.: Kivikkongen f.v.t.: Grækerne anlægger kolonier ved Middelhavets og Sortehavets kyster f.v.t.: Demokratiet udvikles i Athen 146 f.v.t.: Romerne erobrer Grækenland 45

47

48 ROMERNE OG GERMANERNE 800 f.v.t.-500 e.v.t. Fra bystat til stormagt Ligesom Grækenland bestod Italien af en række bystater. I den nordlige del af Italien boede etruskerne. Fra omkring 800 f.v.t. erobrede den etruskiske konge flere områder helt ned til Pompeji, der ligger et par hundrede km syd for Rom. Byen Rom var grundlagt ved et vadested ved Tiberfloden, hvor sø- og landhandel mødtes. Handelen var grundlaget for, at bystaten voksede. I 510 f.v.t. var den så stærk, at den kunne fordrive etruskerne. At romerne havde held til at frigøre sig fra etruskerne hang også sammen med, at etruskerne var svækket i kampen med kelterne, kaldet gallerne, der trængte ned i Italien fra nord. Rom blev en republik, ledet af embedsmænd, som blev valgt af borgerne for et år ad gangen. Som øverste ledere blev to af embedsmændene valgt som konsuler. I de følgende århundreder var det romernes tur til at udvide deres magt. Romerske bondehære tog først de omkringliggende byer. Senere erobrede de det etruskiske område, som kelterne havde taget. Romerne trængte også mod syd og truede de græske kolonier i området. En professionel hær fra Grækenland under ledelse af kong Pyrrhos kom de græske kolonier til hjælp. Kampteknisk var den langt bedre end de romerske bondesoldater. Men romerne sendte blot flere soldater, så den græske hærs sejre blev så dyrekøbte, at Pyrrhos til sidst gav op. Dertil kom at romerne fik hjælp fra Karthago, en koloni, der tilhørte fønikerne, grækernes konkurrenter om magten over handelen i Middelhavet. Resultatet blev, at i 272 f.v.t. havde romerne erobret hele den italienske halvø. Etruskerne havde ikke selv et skriftsprog. Man ved kun noget om dem fra romerske kilder og fra billeder. Motivet er fra et etruskisk gravkammer. 47

49 DET HISTORISKE OVERBLIK Samfundet forandres Erobringerne ændrede samfundet markant. Når romerne havde taget et område, blev det en provins under Rom. Det betød, at den skulle betale skat og afgifter til Rom ofte i form af korn og andre naturalier. Det blev en økonomisk katastrofe for de romerske småbønder, der nu ikke længere kunne få en ordentlig pris for deres korn. Rigdommene fra de erobrede områder kom især de i forvejen velhavende romere til gode. Godsejerne omlagde deres landbrug til vin- og olivendyrkning. Det havde bønderne ikke råd til. Og der var heller ikke arbejde på godserne. Godsejerne foretrak at bruge slaver. Dem var der nok af. Romerne havde taget tusindvis af Tegningen fra slutningen af 1700-tallet viser en romersk hærfører, der efter sejren fejres ved et triumftog gennem Rom. Folk skal bare have brød og skuespil, sagde en romersk kejser. Og ville man have magten i Romerriget, måtte man sørge for, at i hvert fald befolkningen i Rom var nogenlunde tilfredse. Det gjorde politikerne bl.a. ved at betale folk for at stemme på sig. De kunne også dele brød ud til de fattige. Og så blev der bygget store anlæg, hvor folk blev underholdt med væddeløb og andre former for sport samt gladiatorkampe. Billedet er fra omkring 1870 og viser en gladiatorkamp i Rom. 48

50 ROMERNE OG GERMANERNE 800 f.v.t.-500 e.v.t. krigsfanger, som blev solgt som slaver. Bønderne havde ikke andet valg end at søge ind til byerne, hvor de udgjorde et voksende og forarmet proletariat (underklasse). Men bønderne, der var flyttet til byerne, var borgere og havde derfor stemmeret. Det blev en almindelig og accepteret praksis, at folk der gerne ville vælges, betalte de fattige borgere for at stemme på sig. At købe folk til at stemme på sig kunne i længden være en god forretning. Når man var valgt til folkeforsamlingen kunne man sikre sig en højt lønnet post i de erobrede områder. Og som afgået medlem af folkeforsamlingen kunne man være heldig at få en plads i Senatet, der fik stadig mere magt. Kelterne Kelterne, eller gallerne som romerne kaldte dem, bestod af forskellige stammer med et vist fælles sprog og kultur. I løbet af det sidste årtusinde f.v.t. bredte keltiske krigerfolk sig fra Centraleuropa til det meste af det øvrige Europa. Der er fundet spor af keltisk kultur i Danmark, Spanien, Bretagne, Frankrig og især i Skotland og Irland. Før årtusindeskiftet var kelternes storhedstid forbi. Men fx i Irland lever keltisk kultur videre i sproget gælisk, som stadig tales i dag. Relieffet på Gundestrupkarret fra 100-tallet f.v.t. forestiller keltiske krigere. Til venstre vises en offerscene. Kelternes område strakte sig oprindeligt fra det nuværende Frankrig til Tjekkiet (det mørkegrønne område). I 400- og 300-tallet f.v.t. erobrede de nye områder (de lysegrønne områder følg de røde pile). De knuste etruskernes magt. I 390 f.v.t. plyndrede kelterne Rom. Romerne betalte kelterne for at forlade byen igen. 49

51 DET HISTORISKE OVERBLIK Imperiet skabes I det sidste århundrede f.v.t. var Romerriget præget af uro og oprør og voldsom korruption. Alligevel blev romerne ved med at erobre nye områder. I midten af århundredet strakte Romerriget sig stort set rundt om Middelhavet, og romerne havde magten over alle de vigtige handelsveje og -byer. Men nye tider var på vej. Erobringer og nedkæmpelse af indre opstande betød, at Senatet måtte give flere beføjelser til generalerne for de professionelle hære. Når generalerne vendte tilbage efter et succesfuldt erobringstogt, forsøgte flere af dem med deres hære i ryggen at tvinge sig til politisk magt. Senatet rådede ikke over en hær. For at løse problemet måtte det jævnligt tilkalde en anden general for kæmpe for sig. I 60 f.v.t. dannede tre generaler, Pompejus, Crassus og Julius Cæsar, et triumvirat, som tog magten fra Senatet. Triumviratet delte de romerske områder imellem sig og fortsatte med at udvide riget gennem erobring. Crassus faldt i et slag. Cæsar havde succes med at erobre Gallien (nuværende Frankrig og Belgien), og hans soldater forgudede ham. Det ville han benytte sig af. I 49 f.v.t. vendte han med sin hær tilbage til Rom for at tage magten. I 44 f.v.t. fik senatorer Cæsar myrdet. De satsede på, at Senatet så kunne genvinde sin magt. Men et nyt triumvirat af bl.a. Cæsars søsterdattersøn Octavian gjorde op med morderne og tog magten. Efter nogle års strid om magten lykkedes det 31 f.v.t. for Octavian at tage magten i Romerriget. Han blev tildelt navnet Augustus, som betyder den ophøjede. Julius Cæsar myrdes. 50

52 ROMERNE OG GERMANERNE 800 f.v.t.-500 e.v.t. Romerriget var et samlet rige, som havde fælles love og penge. Riget blev styret af en kejser. For at holde sammen på det mægtige rige blev der bygget veje og oprettet et postvæsen. Omkring år 100 var Romerriget størst. Det strakte sig fra England til Nordafrika og fra Spanien til Tyrkiet. Områderne nord for Rhinen og Alperne kaldte romerne Germanien eller Barbaricum. Her boede en række stammer, som romerne kaldte germanere. Model af Rom i det første århundrede. Augustus og de følgende kejsere opførte mange bygninger. Deres opfattelse var, at Rom skulle udtrykke rigets magt og rigdom. 51

53 DET HISTORISKE OVERBLIK Augustus Efter mordet på Cæsar og en magtkamp blev Cæsars søsterdattersøn Octavian (63 f.v.t -14 e.v.t.) enehersker i Romerriget. Octavian var Princeps senatus, dvs. Senatets førstemand. Så magten var hos ham. I 27 f.v.t. gav Senatet ham ærestitlen Augustus, dvs. den ophøje de. I årene, der fulgte, blev han efterhånden tildelt overkommandoen over alle rigets hære. I 12 f.v.t. blev han også valgt til pontifex maximus, dvs. den øverste leder af den romerske statskult (religionen som staten styrede). I historiebøger omtales Octaivan ofte som kejser Augustus. Under Augustus blev Egypten endelig erobret. Ellers iværksatte han ikke udvidelser af Romerriget. Forsøget på at erobre nye områder fra germanerne blev stoppet i romernes katastrofale nederlag i det såkaldte Varusslag i nærheden af den nuværende nordtyske by Osnabrück i år 9. Augustus forsøgte at stabilisere og skabe orden i riget. Grænserne skulle sikres. Det gjorde han bl.a. ved at få krigsveteraner til at bosætte sig langs grænserne og påbegynde fæstningsværker, hvor der ikke var naturlige grænser. Indadtil forbedrede Augustus det administrative system, bl.a. ved at lønne embedsmænd (ansatte ved staten) for at udføre deres arbejde. At staten direkte betalte løn, var noget nyt. De, der udførte den slags opgaver, havde tidligere sørget for deres løn ved vilkårligt at opkræve skat fra borgerne. I Rom iværksatte han flere byggerier og istandsatte eksisterende templer. Han gav ordre til, at indbyggerne i riget skulle registreres. Det er den begivenhed, der i Det nye Testamente beskrives, som kejseren der lod verden skrive i mandtal. Augustus indledte en periode med kejserdømmer, der blev Romerrigets storhedstid. Statue af kejser Augustus. Kejser Augustus ønskede fred og stabilitet under Romerrigets ledelse. Han opførte et tempel for freden, hvor bl.a. dette relief kan ses. 52

54 ROMERNE OG GERMANERNE 800 f.v.t.-500 e.v.t. Nedtur og sammenbrud Kejser Augustus regeringstid var starten på en 200-årig periode med fred og stabilitet. Men omkring år 180 e.v.t. var det slut. Grænseområderne langs Rhinen og Donau og i Lilleasien blev stadig mere massivt angrebet af germanere og andre fjendtlige stammer. Kejserne måtte sende store styrker af sted for at forsvare riget. Militæret kostede enorme summer. Udgifterne til kejsernes byggerier, administrationen og den offentlige underholdning med gladiatorkampe løb løbsk. Indtægterne i statskassen kunne slet ikke følge med, bl.a. fordi der ikke blev erobret nye områder, som kunne pålægges skat. Resultatet var bl.a. prisstigninger. I løbet af 200-tallet brød det stabile kejsersystem sammen. Provinser rev sig løs. Generaler erobrede kejsermagten med magt. I løbet af århundredet var der 27 kejsere, hvoraf mindst 17 blev myrdet. I midten af århundredet trængte germanerne ind i de nordlige provinser. Kun ved at fordoble hæren lykkedes det at trænge germanerne tilbage igen. Udgifterne hertil blev skaffet ved øget skat og tvangsleverancer til hæren. Produktionen faldt, og handelen, der var livsnerven i Romerriget, gik voldsomt tilbage. Mangel på mad fik titusinder af mennesker til at forlade byerne. Rundt om i riget kom det til hungeroprør, som hæren måtte nedkæmpe. I en kort periode under kejser Konstantin den Store ( ) blev tilbagegangen stoppet. Konstantin flyttede i 330 hovedsædet til Konstantinopel (Istanbul). I 395 blev riget delt i en vestlig og en østlig del. Den østlige del blev Det Byzantinske Rige. Det vestromerske Rige eksisterede kun i kort tid. Folkevandringer førte til dets endelige opløsning. I slutningen af 300-tallet trængte hunnerne et mongolsk hyrde- og krigerfolk ind i Europa. De europæiske folkeslag flygtede fra hunnerne og ind på andre folkeslags områder. Det skabte en bølge af folkevandringer, hvor stammer med magt erobrede områder, hvor de kunne slå sig ned. I 410 trængte germanerne igen ind i riget. I 476 erobrede de Rom og afsatte den sidste kejser, Romulus Augustus. Folkevandringer i Europa Romerriget o. år 400 e.v.t. Angler, sakser og jyder Burgunder Goter Hunner Vandaler 53

55 DET HISTORISKE OVERBLIK Hos germanerne Det nuværende Danmark var en del af det germanske område. I løbet af jernalderen var der blevet flere mennesker. Næsten al jord, der kunne dyrkes, var omdannet til marker. Bønderne var også blevet dygtigere til at få noget ud af marker og husdyr. Det var nødvendigt, hvis der skulle skaffes mad til de mange mennesker. Bønderne havde flere husdyr end tidligere. På den måde kunne de skaffe gødning, så kornet gav større udbytte. Men det krævede mere arbejde. Man regner med, at en jernalderbonde i gennemsnit arbejdede timer i døgnet. Folk boede sammen i landsbyer, der lå tæt over hele landet. En del landsbyer var små og bestod kun af 2-3 gårde. Andre havde gårde. De enkelte gårde var lange huse med stald i den ene ende og beboelse i den anden. I landsbyen var der også mindre hytter. De blev brugt til at opbevare afgrøder i og til værksteder til bl.a. smeden og pottemageren. I andre hytter boede trællene. Én af landsbyens gårde var større end de andre. Her boede landsbyens leder. Han var i familie med stammens høvding. Det var landsbylederens opgave at holde ro og orden i landsbyen og beskytte den mod fjender. Han og hans sønner var også høvdingens krigere. Når han blev gammel og døde eller ikke kunne klare opgaven længere, overgik den til hans søn eller bror eller til en anden mand i familien. Et hegn var opført omkring landsbyen. Det skulle holde vilde dyr og fremmede ude. Uden for hegnet lå landsbyens marker. Længere ude lå overdrevet. Her græssede heste, kvæg og andre kreaturer. Længst ude var skoven, hvor folk hentede træ til huse, redskaber og til brænde. Her var grisene hele sommerhalvåret. De fandt føden ved at rode efter spiselige rødder og frø. Jernalderlandsby ved Lejre Forsøgscenter. Der var mørkt i en jernaldergård. Kun flammerne fra ildstedet midt i beboelsen lyste op. Langs væggene var der lave bænke, som beboerne brugte til at sidde og sove på. 54

56 ROMERNE OG GERMANERNE 800 f.v.t.-500 e.v.t. Også krigere Folk i de germanske landsbyer var ikke kun fredelige bønder. Krige og plyndringer var en del af livet. En ung mand fik status og rigdom ved at deltage i togter mod andre stammer. Det var høvdingenes opgave at beskytte mennesker, dyr og landsbyer. Han skulle også helst erobre nye områder. På den måde viste han sin styrke. Efterhånden specialiserede nogle mænd sig til at være krigere. Måske var det de bedst egnede mænd fra landsbyen. Måske var det unge mænd fra høvdingens slægt. De blev sikkert ved med at være bønder. Men når høvdingen havde brug for dem, skulle de være klar til kamp. Når folk døde, fik de deres personlige ting med i graven. På den måde kan vi se, hvilken status de døde havde i samfundet. Især høvdingenes og krigernes grave er rige på gaver. I moser og søer har man fundet store mængder våben, som den sejrende høvding ofrede til guderne efter et slag. De mange våben viser, at flere hundrede krigere deltog i kampene. Alle mænd havde økser, spyd, bue og pile og kunne deltage i forsvaret af landsbyen. Sådan så jernalderkrigerne måske ud. 55

57 DET HISTORISKE OVERBLIK Folk på vandring Omkring f.v.t. forlod folk fra flere germanske stammer, bl.a. kimbrerne og teutonerne fra det nuværende Danmark og Nordtyskland, deres hjemegn for at finde et bedre sted at leve. I jernalderen blev de fleste i det område, de var født. Men blev der for mange mennesker, eller hvis der kom hungersnød eller krig, kunne større grupper, ja hele stammer, bryde op. Men de gode steder var ofte optaget. Var de vandrende heldige, var der plads til få nye beboere. Ellers måtte de rejse videre. Var gruppen stærk nok, kunne den prøve at jage de fastboende væk. Og så måtte de oprindelige beboere begive sig på vandring. Man mener, at kimbrerne og teutonerne forlod deres hjemegn, fordi dårligt vejr og oversvømmelser havde ødelagt deres marker. Undervejs sluttede grupper af folk fra andre germanske stammer sig til kimbrerne og teutonerne. I flere år flakkede de rundt i det nuværende Tyskland, Tjekkiet og Østrig uden at finde et sted at slå sig ned. Så trængte germanerne over grænsen til Romerriget. De spurgte romerne, om de måtte få noget land, hvor de kunne bo. Men det nægtede romerne. Det kom til kamp, som romerne tabte. Herefter fortsatte germanerne deres togt gennem Romerriget. Fra Rom blev flere legioner (hærtropper) sendt af sted for at stoppe de fremmede. I flere år led romerne nederlag. Først da de germanske stammer trængte ned i Italien, lykkedes det at stoppe dem. Dette relief fra 200-tallet viser romerske legionærer i kamp med germanere. De fleste germanere blev dræbt. Resten blev ført til Rom som fanger. 56

58 ROMERNE OG GERMANERNE 800 f.v.t.-500 e.v.t. Her går grænsen! I årene omkring årtusindeskiftet havde romerne erobret et område i Nordtyskland og gjort det til en provins i Romerriget. Publius Varus skulle bestemme i provinsen. Publius Varus mente, at han havde kontrol med området. Han gik derfor i gang med at indføre romerske love, opkræve skatter af germanerne og bygge veje og fæstninger. En af germanernes høvdinge hed Arminius. Han havde været officer i den romerske hær. For sin indsats havde han fået romersk borgerskab. Men Arminius ville ikke blive ved med at være en pligtopfyldende romersk borger. Han havde andre planer. I hemmelighed samlede han en stor germansk hær. Nu var det bare at vente på en lejlighed til at slå til. Lejligheden kom i sommeren år 9, da Varus ledte tre romerske legioner, dvs. ca mand, på et togt langt ind i det germanske område for at erobre mere af germanernes land. Da de mange soldater var ved at passere en flod, angreb germanerne. Slaget varede i tre dage. Alle romerske soldater blev dræbt, enten i kamp eller efter de var taget til fange. Romeren Varus begik selvmord. Nederlaget var meget alvorligt. Hele den romerske hær var på ca mand. Dvs. at 1/6 af den blev udslettet ved slaget i Germanien. Herefter trak romerne sig tilbage til Rhinen, hvor de forstærkede grænsen. Romerne foretog nogle straffeekspeditioner ind i germanernes område, men de prøvede ikke igen at erobre mere af germanernes land. Romerne og germanerne havde også fredelig kontakt med hinanden. Unge germanske mænd blev soldater i den romerske hær, og som det ses på billedet, foregik der en livlig handel over grænsen. 57

59 DET HISTORISKE OVERBLIK Kongerne i Himlingøje I de første århundreder efter vor tidsregning var der en livlig handel mellem romerne og germanerne i Skandinavien. Det kan man se på de mange varer og mønter fra Romerriget, som er fundet i Danmark. Især omkring Himlingøje på Sydsjælland er der fundet mange ting fra Romerriget. Historikerne mener derfor, at der var konger i Himlingøje i 200- og 300-tallet. De herskede over et rige, der bestod af den sydlige del af Skandinavien. Under sig havde kongen stormænd eller høvdinge. Det var folk, han havde lavet aftaler med, og som styrede områder af riget på hans vegne. Himlingøje-kongerne og deres stormænd kom sandsynligvis fra Sverige. Der findes flere gamle beretninger om et germansk folk ved navn danerne, som levede i Skåne. En stor gruppe danere indvandrede til Danmark i 200-tallet. Her fortrængte de herulerene, som oprindeligt boede på Fyn og Sjælland. Danerne var højere end andre germanske folk. Skeletfund viser også, at gennemsnitshøjden steg i perioden. Himlingøje-kongernes rigdomme stammede fra handel og de skatter, de opkrævede i deres rige. Kongerne samarbejdede også med Romerriget. De sendte bl.a. krigere ned i Europa for at hjælpe de romerske kejsere med at bekæmpe germanere, der prøvede at trænge ind i Romerriget. Til gengæld hjalp de romerske kejsere Himlingøje-kongerne i krigene mod andre germanske stammer i Skandinavien. Fra Romerriget fik de rige germanere luksusvarer som sølvbægre, våben og smykker. Fra Skandinavien fik romerne rav, som de regnede for en meget kostbar vare. I Romerriget blev varerne ofte transporteret ad de veje, som romerne havde anlagt. I Nordeuropa var der færre og dårlige veje. Her blev varerne sejlet ad søvejen. Varer fra Romerriget fundet ved Himlingøje: Et drikkeglas samt en arm- og en fingerring af guld. 58

60 ROMERNE OG GERMANERNE 800 f.v.t.-500 e.v.t. HVORNÅR VAR DET NU? 753 f.v.t.: Rom bliver et bysamfund 509 f.v.t.: Rom bliver en repulik f.v.t.: Kelternes storhedstid 270 f.v.t.: Rom hersker over hele den italienske halvø f.v.t.: Kimbrerne og teutonernes togt 44 f.v.t.: Cæsar myrdes 27 f.v.t.-14 e.v.t.: Kejser Augustus 9 e.v.t.: Varusslaget tallet: Himlingøje-riget 313 e.v.t.: Konstantin den Store gør kristendommen til statsreligion i Romerriget 395 e.v.t.: Romerriget deles 476 e.v.t.: Det vestromerske Rige bryder sammen 59

61

62 EUROPA I OPBRUD tidlig middelalder På ruinerne af Romerriget Perioden fra omkring 500 til 1500 kaldes middelalderen. De ca år opdeles ofte i tre, hvor den første, den såkaldte tidlige middelalder, varede til omkring år Denne tidlige middelalder var på mange måder en urolig tid. På ruinerne af det opløste Vestromerske Rige opstod der en række nye stater, der ofte bekrigede hinanden. Kun den østlige del af Romerriget, Det byzantinske Rige, levede videre indtil midten af 1400-tallet. Indtil omkring 700 var det Europas største og stærkeste militærmagt. Kristendommen var de nye vesteuropæiske stater dog fælles om. I begyndelsen af 300- tallet var kristendommen blevet statsreligion i Romerriget. Og trods rigets sammenbrud levede religionen videre. Biskoppen i Rom fik en central og nærmest overstatslig position i den vesteuropæiske kirke. Efterhånden tog han betegnelsen pave. I Det byzantinske Rige blev kejseren ved med at have kontrol med den kristne kirke. Og han ville ikke anerkende paven i Rom som overhoved. Det førte til gnidninger, som endte med et brud i 1054, hvor den kristne kirke blev delt i to: Den katolske og den ortodokse. Det ortodokse Blachernae-kloster ved Konstantinopel (Istanbul). 61

63 DET HISTORISKE OVERBLIK Europa i begyndelsen af 500-tallet. Araberne kommer! Nord for Middelhavet var det gamle Romerrige omkring år 700 omdannet til kristne kongedømmer. Men syd for Middelhavet trængte arabiske muslimer frem. Islam blev grundlagt af profeten Muhammed i første halvdel af 600-tallet. Før sin død i 632 havde hans tilhængere erobret store områder på den arabiske halvø, hvor man tilsluttede sig den islamiske tro. De arabiske muslimer erobrede efterhånden hele Mellemøsten, Perserriget, Egypten og Nordafrika. I 711 sejlede de over Gibraltarstrædet og trængte op i Spanien. Her lå de visigotiske konger i strid med hinanden, så i løbet af kort tid grundlagde de arabiske muslimer et islamisk rige, Cordoba, der strakte sig over det meste af Spanien og Portugal. Muslimerne, der kom til Spanien, blev kaldt maurerne, da hovedparten kom fra Mauretanien i Nordafrika. Fra Cordoba blev muslimske ekspeditionsstyrker sendt over Pyrenæerne og langt op i det nuværende Frankrig. Ved Portiers led disse et nederlag til den kristne konge Karl Martel i 732. De arabisk-muslimske erobrere søgte ikke at omvende folk. Det er en forklaring på, at de så hurtigt kunne trænge frem. De arabiskmuslimske herskere sikrede sig den politiske og økonomisk magt og fremmede handelen. I de erobrede områder fik befolkningen lov til at beholde deres religion, kultur og traditioner. Resultatet blev, at kulturen og økonomien blomstrede, og der skete store fremskridt inden for teknik og videnskab. 62

64 EUROPA I OPBRUD TIDLIG MIDDELALDER Karl Martels sejr over de muslimske styrker ved Portiers i 732. I den kristne europæiske historie er begivenheden blevet udlagt som noget særligt. Det var her det kristne Europa endelig standsede muslimerne. I perioden omkring blomstrede den arabisk-islamiske eller mauriske kultur i bl.a. Spanien. Fotoet er fra slottet Alhambra i Granada. 63

65 DET HISTORISKE OVERBLIK Frankerriget Af de vesteuropæiske kristne kongeriger blev Frankerriget det stærkeste. Frankerne var germanere, som romerne i 300-tallet havde overladt området ved Rhinens udløb. Til gengæld skulle frankerne hjælpe med at forsvare grænsen mod andre germanske stammer. Efterhånden som Romerriget blev svækket, erobrede frankerne flere områder. Omkring 500 gik frankerne over til kristendommen. Efter nogle indre stridigheder tog en ny kongeslægt, karolingerne, magten. De erobrede snart hele området, der udgjorde den tidligere romerske provins Gallien. Den stærkeste af karolinger-kongerne, Karl den Store, erobrede frankerområder i den vestlige del af det nuværende Tyskland, Ungarn og det meste af Italien. I 800 kronede paven Karl den Store som kejser. Og Karl fik pavens velsignelse som Vesteuropas hersker. Til gengæld anerkendte han paven som kirkens overhoved. Karl den Store søgte efter romersk forbillede at opbygge en stærk administration, der kunne holde sammen på riget. Det lykkedes ikke for ham at indføre en pengeøkonomi, der ville styrke statens magt. Samtidig blev Frankerriget efter 800 udsat for stadige hyppige angreb fra vikingerne fra Nord. Efter Karl den Stores død blev Frankerriget delt i tre, der blev henholdsvis til Tyskland og Frankrig samt et område i midten, der var det gamle karolingerriges kerneland. Disse områder blev i og 1900-tallet et stridspunkt mellem Tyskland og Frankrig. Frankerkongen Karl den Store ( ) Vikingernes handelsvarer og -veje. 64

66 EUROPA I OPBRUD TIDLIG MIDDELALDER Vikingerne i nord Siden de første århundreder har der formentligt været konger i det nordiske område. Man ved, at en dansk konge ved navn Hugleik ledede en flåde, som plyndrede Nordfrankrigs kyster omkring 520. Ved Lejre i nærheden af Roskilde er der fundet spor efter en stor kongsgård fra omkring 600. Og i begyndelsen af 700-tallet anlagde en konge en fæstningsvold ved Slesvig. Man ved dog ikke, hvilke områder disse konger herskede over. Men de var i hvert fald så stærke, at de forhindrede Karl den Stores forsøg på at erobre Jylland i slutningen af 700-tallet. I 700-tallet blev den sydlige del af Skandinavien centrum for handelen mellem de vestlige, sydlige og østlige dele af Europa. Der opstod en række handelspladser og byer ved Østersøens, Skagerraks og Nordsøens kyster. I begyndelsen af 700-tallet anlagde kongen Ribe og senere Hedeby ved Slesvig som handelspladser. Hedeby blev i 800-tallet en af Nordeuropas vigtigste handelspladser. Her mødtes nemlig to handelsruter: Én gik mod vest over Nordsøen til bl.a. England og mod syd til bl.a. det nuværende Frankrig, Portugal og Spanien. Den anden rute gik mod øst over Østersøen. De vigtigste handelsvarer var kvæg, trælle (slaver), fisk og pelsværk. Kongen beskyttede handelsbyerne og markedspladserne. Til gengæld fik han afgifter af handelen. Denne indtjening skabte grundlaget for en stærk kongemagt. Hvor det kunne lade sig gøre,

67 DET HISTORISKE OVERBLIK blev varerne sejlet med skib. Handelsmændene kunne sejle langt ned ad de russiske floder. Men for at nå frem til Sortehavet måtte varerne transporteres mere end 250 km over land. Det foregik med slæde, når sneen dækkede landet. Vikingerne nøjedes ikke med at handle. Munke og andre af kirkens folk skrev om de forfærdelige vikinger, der røvede og plyndrede. Især i 800-tallet havde vikingerne frit spil. Lidt efter lidt blev vikingernes hærgen bremset. De europæiske konger fik soldater og byggede fæstninger, så de kunne beskytte sig mod angreb. Andre konger betalte en vikingehøvding i sølv, guld eller landområder for, at han og hans mænd skulle holde andre vikinger ude. På den måde fik vikingehøvdingen Rollo Normandiet af den franske konge i begyndelsen af 900-tallet. Fransk maleri fra Vikingerne er fremstillet som sørøvere, der ikke kun plyndrer, men også bortfører unge kvinder til en ukendt skæbne. 66

68 EUROPA I OPBRUD TIDLIG MIDDELALDER Skibet Skandinavien er omgivet af vand. Fjorde og vandløb fører langt ind i landområderne. Siden stenalderen har menneskene transporteret sig selv og deres varer i både. Det var simpelthen nødvendigt. Efterhånden blev man dygtigere og dygtigere til at bygge skibe. Vikingerne byggede fartøjer til bestemte opgaver, fx til at transportere varer eller som krigsskibe. Et vikingeskibs planker var lavet af kløvede træstammer. De blev altså ikke savet. Derfor kunne plankerne hugges meget tynde og samtidig bevare deres styrke. Det havde stor betydning for skibes sødygtighed. Skibet var meget smidigt. Forstavn og agterende kunne vride sig op til en meter i forhold til hinanden. Det betød, at skibet fulgte bølgerne i stedet for som et stift fartøj at bryde dem. Derfor kunne skibet sejle hurtigt. Var vinden god, kunne skibene holde en gennemsnitsfart på km i timen. Der er ca km fra Norge til Island. Under heldige omstændigheder kunne men sejle denne strækning på under en uge. 67

69 DET HISTORISKE OVERBLIK Vikingerne rejste ud Tusindvis af vikinger brød op fra deres hjemlande og flyttede til fremmede lande. Nogle gange erobrede de et område. Andre gange foregik bosættelsen fredeligt. Omkring år 900 forsøgte den norske konge at få mere magt over befolkningen. Det var mange høvdinge og storbønderne vrede over, og flere forlod Norge rejste til Færøerne og Island. Her kom det ikke til kamp. For bortset fra nogle få irske munke var øerne mennesketomme. Omkring 985 opdagede en islandsk høvding, Erik den Røde, Grønland. I bunden af en fjord fandt han et sted, hvor jorden kunne dyrkes, der var græs til husdyrene og plads til flere mennesker. Erik sendte bud til Island, og flere islændinge flyttede til Grønland. Ca. 15 år senere sejlede Eriks søn, Leif den Lykkelige, på en opdagelsesrejse. Med sine skibe nåede Leif og hans mænd Newfoundland (ø ved Canadas østkyst), hvor de byggede nogle huse. Herfra sejlede Leif og nogle af hans mænd længere mod syd. Vikingerne nåede altså Amerika næsten 500 år før Columbus. Vikinger fra Island bosatte sig i Grønland. Her byggede de flere landsbyer. Dengang var klimaet i Grønland mildere end i dag, derfor kunne man drive landbrug. Nybyggerne fangede også fisk og gik på jagt. Billedet viser ruinerne af en kirke som vikingerne opførte i Grønland. 68

70 EUROPA I OPBRUD TIDLIG MIDDELALDER Leif den Lykkelige sejler mod Amerika. Ved L'Anse aux Meadows på Newfoundland har man genopført vikingernes huse. 69

71 DET HISTORISKE OVERBLIK Vikingerne i England Siden 800-tallet var mange vikinger flyttet fra Danmark til den østligste del af Midtengland. Omkring 900 var de så mange, og de havde så stor magt, at de indførte dansk lov i området. Området blev derfor kaldt Danelagen. I slutningen af 900-tallet angreb skandinaviske vikinger igen England. Denne gang blev angrebene ledet af kongerne, bl.a. den danske Svend Tveskæg. År efter år sendte han op mod 100 skibe på togt. Plyndringerne stoppede først, når englænderne havde betalt en stor sum penge, som blev kaldt danegæld. I 1013 ankom Svend Tveskæg til England med mange hundrede skibe. Denne gang ville han erobre hele landet. Det gamle Danelagen anerkendte straks Svend som konge og slap dermed for plyndringer. Så døde både Svend og den engelske konge. Englænderne valgte Svend Tveskægs søn, Knud, til konge, mens Knuds bror overtog den danske trone. Få år efter døde broren også. Knud herskede nu over både Danmark og England. Senere tvang Knud den norske konge fra tronen og gjorde sig selv til konge af Norge. Han var nu konge over et mægtigt rige, som man senere kaldte Nordsøimperiet, og han fik tilnavnet den Store. Men kun kongen holdt rigerne sammen. Da Knud den Store døde i 1035, gik Nordsøimperiet i opløsning. Billedet fra omkring 1860 forestiller vikingerne, der ankommer til England omkring 800. Englænderne betalte danegæld for at vikingerne skulle lade være med at plyndre deres land. Vikingerne krævede efterhånden mere og mere: År 991: pund sølv År 993: pund sølv År 1001: pund sølv År 1007: pund sølv År 1012: pund sølv 70

72 EUROPA I OPBRUD TIDLIG MIDDELALDER Den store Jellingsten Ved Jelling kirke står to runesten. Den største er den mest fornemme og kunstnerisk bedst bearbejdede runesten i Norden. Omkring 965 rejste kong Harald Blåtand den til minde om sine forældre og ikke mindst for at prise egne bedrifter. Det meste af stenens største flade er dækket af runer omgivet af udhuggede mønstre. På de fleste runesten er runerne hugget i lodrette eller slyngede linjer. Den store Jellingstens runer er indhugget i vandrette linjer og skal læses fra venstre mod højre ligesom en bog. I oversættelse står der: Kong Harald bød gøre disse kumbler (runer) efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder, den Harald som vandt sig hele Danmark Nogle forskere mener, at Harald Blåtand fik ordet den i tredje linje og hele den fjerde linje tilføjet, da han med magt havde erobret den østlige del af landet. Andre hævder, at det ikke drejer sig om Østdanmark, men om tilbageerobringen af grænseområder i Slesvig i 980 erne. Under alle omstændigheder var det en urolig tid. For at bevare kontrollen med riget lod Harald Blåtand opføre mindst fire militære ringborge rundt om i landet. På den anden flade af den store Jellingsten er to fabelvæsner omgivet af slyngede mønstre. Det ene væsen har en løveagtig krop, hvert ben har en fugleklo, og også hovedet er en fugls. Det andet væsen ligner en slange, og den snor sig rundt om løven. Under motivet står der med runer: og Norge. Teksten er en fortsættelse af vandt sig hele Danmark. At Harald Blåtand blev konge i Norge er rent pral. De norske tronarvinger havde kæmpet om magten. Harald Blåtand havde støttet Håkon Jarl, der gik af med sejren. I taknemmelighed herover anerkendte Håkon Jarl den danske konge som overherre. Det havde ingen praktiske konsekvenser og var mere et udtryk for personligt venskab. Forholdet mellem de to blev fjendtligt, da Harald Blåtand faktisk forsøgte at erobre magten i Norge. Den tredje flade på stenen er udsmykket med den korsfæstede Jesus. Et dobbeltbåndet mønster slynger sig omkring ham. Jesus står lyslevende med et udtryk af magt og styrke. Han hænger ikke døende som på de fleste andre korsfæstelsesmotiver. Nederst står der: Og gjorde danerne kristne. Omkring 965 gik Harald Blåtand over til kristendommen. Det havde han sandsynligvis politiske grunde til. Den tysk-romerske kejser Otto den Store havde nemlig pavens opbakning til at underlægge sig områder i det hedenske Norden og indføre kristendommen. Ved at lade sig døbe var Harald Blåtand selv en kristen hersker og dermed havde kejser Otto ikke længere en anledning til at angribe. Til venstre den lille runesten (Gormsstenen). Til højre den store runesten (Haraldsstenen). 71

73 DET HISTORISKE OVERBLIK Vikingetiden slutter I 1066 blev Harold Godwinson valgt som konge i England. Men andre gjorde krav på den engelske trone. En af dem var den norske konge. Han ankom til England med en hær på vikinger. Ved Stamford Bridge i nærheden af York mødtes den engelske og norske hær i et mægtigt slag. Den norske konge blev dræbt, og de norske vikinger flygtede over hals og hoved. Harold Godwinson fik dog ikke tid til at nyde sejren, før en anden forsøgte at erobre kongemagten i England med magt. Det var hertug Vilhelm af Normandiet. Han sejlede over Den Engelske Kanal med en hær på krigere og trængte frem mod London. Tre uger efter sejren ved Stamford Bridge udkæmpede Harolds og Vilhelms hære et blodigt slag ved Hastings i Sydengland. Harold blev dræbt. Vilhelm blev konge i England og fik tilnavnet Erobreren. I slaget ved Hastings bestod Harolds hær af fodfolk. De var udrustede med økser, sværd og lanser. Dette udstyr var typisk for vikingehærene. Vilhelm Erobreren havde også krigere til hest. Og det var noget nyt. At krige blev ført på en ny måde er en af grundene til, at man siger, at slaget ved Hastings i 1066 er afslutningen på vikingetiden. Men der er også andre årsager. Europas konger var blevet stærkere og havde udrustede hære, som kunne modstå vikingernes angreb. Desuden havde de skandinaviske konger nok at gøre med at beholde magten i deres hjemlande. Allerede fra sidste del af 900-tallet blev handelen med Østen mindre. Det betød færre indtægter. Dertil kom, at kongerne ikke længere kunne opkræve danegæld af englænderne. Derfor havde kongerne ikke længere råd til at udruste vikingetogterne. Det ca. 70 m lange Bayeauxtapet viser som en slags tegneserie Vilhelm af Normandiets erobring af England. Billedet viser en af de første scener fra Bayeauxtapetet. Et skib kommer med bud fra England om, at Harold Godwinson er blevet konge i England. Denne oplysning gør Vilhelm rasende, og han beslutter at angribe England. 72

74 VERDENSKRIGE OG EN HALVLEG HVORNÅR VAR DET NU? Ca : Tidlig middelalder 500-tallet: Karolingerriget 520: Hugleik plyndrer Nordfrankrigs kyst 600-tallet: Muhammed grundlægger islam 622: Muhammed dør 700-tallet: Ribe og Hedeby grundlægges 711: Maurerne erobrer store dele af Spanien 732: Slaget ved Portiers 800: Karl den Store bliver kejser 800-tallet: Mange vikingetogter 900-tallet: Norske vikinger bosætter sig på Færøerne og i Island 985: Erik den Røde når Grønland Ca. 1000: Svend Tveskæg angriber England 1013: Svend Tveskæg erobrer England Ca. 1000: Leif den Lykkelige sejler til Amerika : Nordsøimperiet 1054: Den kristne kirke splittes i to: Den katolske og den ortodokse 1066: Slaget ved Hastings. Vikingetiden slutter 73

75

76 EUROPA I VÆKST højmiddelalderen Et bondeliv Højmiddelalderen er tiden fra omkring år 1000 til begyndelsen af 1300-tallet. I den periode voksede befolkningstallet over hele Europa. Man regner med, at befolkningstallet i Danmark nåede 1 million før år For at dække det øgede behov for mad måtte bønderne producere mere. Det skete ved at effektivisere landbruget, udnytte jorden mere og udvide det dyrkede areal. Det var nødvendigt, at bønderne producerede mere, end de selv brugte. En del blev brugt som betaling af skat og afgifter til kongen, kirken og stormændene. Det, bønderne kunne beholde til sig selv, var kun lige nok til, at de kunne klare sig. Hvis der udbrød sygdomme blandt husdyrene eller høsten slog fejl, måtte man sulte. Det, bønderne ikke selv anvendte i deres husholdninger, blev solgt. Allerede i middelalderen havde Danmark en stor eksport af korn, kvæg og fisk. Den voksende handel førte til, at der opstod en række byer. De fleste lå ved fjorde og vandløb, hvor handelsskibene kunne lægge til. Kongen var også interesseret i, at der blev anlagt byer. De skulle nemlig betale skat til ham. Hjulploven var den vigtigste teknologiske forbedring. Den gamle ard kradsede kun i jorden, men hjulploven vendte den. Det betød, at der blev frigivet mere næring til jorden, og derfor kunne man dyrke mere. Med hjulploven kunne bønderne også opdyrke tunge og lerede jorde. Flere bønder måske en hel landsby var fælles om en hjulplov. Den var et stort og klodset redskab, og der skulle 6-8 okser til at trække den. Så det var nødvendigt at pløje større arealer på én gang. Derfor begyndte landsbyens bønder at drive jorden i fællesskab. Der var forskel på folk, der boede i landsbyen. Nogle bønder ejede selv deres gårde. Andre var fæstebønder. Det betød, at de havde lejet en gård af en stormand, en biskop eller måske af kongen. I de fleste landsbyer var der også en smed og en præst. Præsten var også bonde. Han fik en del af sine indtægter ved at drive præstegården. Og så var der dem, som kun havde lidt eller slet ingen jord. De måtte tage arbejde hos bønderne for at klare sig. De levede ofte i stor fattigdom. Når der var misvækst, var det dem, der først bukkede under. Indførelsen af hjulploven betød, at jorden kunne dyrkes bedre. Der skulle dog flere okser end to til at trække hjulploven. En bonde er ved at lære sin søn at pløje med ard. 75

77 DET HISTORISKE OVERBLIK Paven, kongerne og korstog Omkring år 1000 var staterne i Vesteuropa nogenlunde stabile. De blev alle styret af kristne fyrster. Det gjaldt dog ikke det meste af den iberiske halvø (nuværende Portugal og Spanien), Cordoba, hvor de muslimske maurere herskede (se side 62). Paven opfordrede franske stormænd til at tilbageerobre den iberiske halvø til den kristne verden. At føre krig mod muslimerne var en retfærdig sag, hævdede paven. Paven havde også andre grunde end religiøse til sin opfordring. I middelalderen samarbejdede kirken og kongerne. Det var til gavn for begge parter. Men snart opstod der uenighed mellem dem om, hvem der i den sidste ende skulle have mest at have sagt. Paven ønskede at øge sin indflydelse over for Europas kristne herskere især over for den tyske kejser. Hidtil havde det været fyrsterne, der udnævnte biskopperne. Denne ret ville paven have. Men det ville den tyske kejser ikke gå med til. Det førte til strid mellem paven og kejserne i sidste del af 1000-tallet. Ved at stille sig i spidsen for kampen mod muslimerne regnede paven med at styrke sin position overfor kejseren. Europæiske stormænd og konger fulgte pavens opfordring. I 1031 blev kalifatet i Cordoba splittet i en række emirater. Efter kort tid blev de uenige og kom i krig. Derfor var det lettere for de kristne krigere at trænge de muslimske tropper tilbage. I 1085 erobrede de kristne Toledo, der var en af muslimernes vigtigste byer. Det fik emirerne til at slutte fred hinanden imellem og få militærhjælp fra emiraterne i Nordafrika. Så lykkedes det at stoppe de kristnes erobringer i hvert fald indtil videre. I løbet af 1000-tallet trængte et nomadefolk, selsjukkere (ofte omtalt som tyrkere) I 1095 holdt pave Urban 2. (ca ) en tale i Clermont i Frankrig, hvor han opfordrede kristne til at føre krig mod muslimer og befri Jerusalem. Efter Urban 2.s opfordring til korstog drog mennesker under ledelse af Peter Eremit af sted på det såkaldte Folkekorstog. Ved Konstantinopel blev de slagtet af selsjukkerne. Året efter startede de egentlige korstog. 76

78 EUROPA I VÆKST HØJMIDDELALDEREN Korsfarerne angriber muslimsk hær uden for Antiokia (se 1. korstog side 78). frem fra øst. De var muslimer, men erobrede alligevel de østlige dele af det arabiske område og indtog omkring 1070 Jerusalem. Jøder og andre befolkningsgrupper, der boede i byen, fik lov til at blive. Ifølge Bibelen blev Jesus dødsdømt i Jerusalem. Derfor var det en hellig by for de kristne. De kristne pilgrimme fra Europa kunne dog fortsat besøge de hellige steder i byen. Pilgrimsrejsende var ligesom turister nu om dage nemlig en god forretning. Kejseren i Det Byzantinske Rige anså alligevel tyrkerne for at være en trussel. Han henvendte sig til paven for at få hjælp. En erobring af Palæstina og Jerusalem ville yderligere styrke pavens magt. Det var en væsentlig grund til, at han erklærede korstog mod muslimerne i Pavens opfordring førte til en række korstog mod Mellemøsten. Det officielle mål var at trænge muslimerne tilbage fra de områder i det nuværende Israel og Palæstina, hvor de kristne havde hellige steder. Det lykkedes kun i kortere perioder. Korstogene øgede modsætningerne mellem kristne og muslimer. I perioden var der dog også fredelige perioder, hvor der var en livlig samhandel mellem det kristne Europa og det muslimske Mellemøsten. Selsjukkerne Selsjukkerne var et folk fra den vestlige del af Asien. I løbet af 1000-tallet opnåede de magten i det område, der i dag er Irak og Iran. De muslimske selsjukker trængte også ind i Det Byzantinske Rige og erobrede store dele af det nuværende Tyrkiet. De grundlagde Rum-sultanatet. Det var krigere herfra, korsfarerne kæmpede imod under det første korstog. 77

79 DET HISTORISKE OVERBLIK Korstogene en oversigt Fra 1096 til 1270 blev der gennemført otte større korstog. 1. Korstog: Korsfarerne trængte frem gemme Lilleasien og besejrede selsjukkerne. Antiokia blev erobret. Den blev centrum for den første korsfarerstat, fyrstedømmet Antiokia. Under det første korstog blev to andre korsfarerstater oprettet: grevskabet Edessa og kongeriget Jerusalem. En tredje, grevskabet Tripoli, blev oprettet i I 1144 tilbageerobrede muslimerne korsfarerstaten Edessa. 2. Korstog: Pave Eugenius 3. tog initiativ til et nyt korstog. Hovedmændene var den franske konge Ludvig 7. og den franske gejstlige og senere tempelriddernes skytshelgen Bernard af Clairvaux ( ). Også den tyske kejser Konrad 3. sluttede sig til. Samarbejdsproblemer mellem to herskere førte til flere nederlag til muslimerne. Korsfarerne opgav at befri Edessa og forsøgte i stedet forgæves at erobre Damaskus i Syrien. 3. Korstog: I 1186 erobrede den muslimske sultan Saladin Jerusalem. Det blev anledningen til det 3. korstog. Tre af Vesteuropas stærkeste herskere deltog: Richard Løvehjerte af England, den tyske kejser Frederik Barbarossa og Filip 2. af Frankrig. Barbarossa døde undervejs. Og på grund af uenighed mellem kongerne, drog Filip den 2. hjem. Richard fortsatte mod Jerusalem. Men da han fik meldinger om, at hans bror John forsøgte at tage magten i England, sluttede han våbenhvile med Saladin og rejste hjem. 4. Korstog: Paven ville selv lede korstoget fra Rom og undgå at involvere de europæiske fyrster. Det gik dog helt galt. Korsfarerne drog ikke mod Mellemøsten, men plyndrede i stedet den ortodokse by Zadar i det nuværende Kroatien. Herefter sejlede de til Konstantinopel, som de også plyndrede. 5. Korstog: Korstoget blev ledet af hertug Leopold 6. af Østrig og kong András af Ungarn. Korsfarerne gik i land i Egypten. Ved Cairo blev de omringet af muslimske styrker. Muslimerne åbnede sluserne, som holdt Nilens vand tilbage. Hovedparten af korsfarerne druknede. 6. Korstog Dette korstog blev ledet af den tyske kejser Frederik 2. Uden krig, men med løfte om at støtte sultanen af Cairo, fik Frederik overladt de hellige byer Betlehem og Jerusalem. Efter kort tid begyndte ridderordnerne Johanitterne og Tempelridderne at kæmpe om magten i Jerusalem.I 1244 sendte den egyptiske sultan sin hær mod Jerusalem, der blev plyndret, og de kristne blev dræbt. Byen var endegyldigt tabt for de kristne. 7. Korstog: Ludvig 9. (den Hellige) af Frankrig forsøgte forgæves at tilbageerobre Jerusalem. Korsfarerne led alvorlige nederlag, og kongen blev taget til fange. Han blev løsladt mod en stor løsesum. 8. Korstog: 1270 Ludvig 9. var også leder af dette korstog, hvis formål var at erobre Tunis. Da kongen døde, vendte korsfarerne hjem uden at målet var nået. 78

80 De første fire korstog var de mest betydningsfulde. Hvorfor blive korsridder? Paven havde en interesse i korstogene. Men hvad fik hundredtusinder af kristne til at blive korsfarere? En vigtig måske den vigtig ste grund var, at folk i mid delalderen faktisk troede, at det var Guds vilje og en kristen pligt at bekæmpe musli merne og befri Jerusalem. Mange korsriddere var stormænds yngste sønner. I de fleste lande var der tradi tion for, at de ældste sønner arvede godset. De yngste havde ikke udsigt til at arve særlig meget. De måtte selv søge lykken ved at gå i tjene ste hos konger, bisper og an dre stormænd eller de kunne vinde hæder og rig domme ved at drage på kors tog. Der var masser af kostbarheder, man kunne røve fra muslimerne. Mange tu sinde korsfarere slog sig også ned i korsfarerstaterne, hvor de udgjorde en rig og her skende overklasse. Også handelsinteresser spillede en rolle i korstogene. Venedig og andre norditali enske købmandsbyer ønskede at få kontrol over handelen i den østlige del af Middel havsområdet. I samtidens kristne Europa var korsridderne mænd, der kæmpede for Gud. Set med nutidens øjne var korsridderne brutale voldsmænd. I begyndelsen af 1800-tallet så man middelalderen som en romantisk tid med ædle riddere og smukke jom fruer. I bøger og på billeder blev rid derne fremstillet som tapre mænd, der var villige til at ofre deres eget liv i den gode sags tjeneste. Et ek sempel var Sir Walter Scotts ( ) roman Ivanhoe, hvor man føl ger hovedpersonen på korstog med Richard Løvehjerte. Bille det af korsridderen Simon de Mont fort er fra 1800-tallet. 79

81 DET HISTORISKE OVERBLIK Konge og kirke i Danmark Harald Blåtand var konge i Danmark i sidste del af 900-tallet. Nogle danskere var kristne, og i flere byer var der bygget kirker. Men Harald Blåtand bestemte, at kristendommen skulle være alle danskeres religion. Nu blev landet inddelt i stifter, som hver blev styret af en biskop. I begyndelsen var den danske kirke underlagt ærkebiskoppen i Hamburg. Men i slutningen af 1000-tallet overtalte den danske konge paven til, at Danmark fik sin egen ærkebiskop. På den måde fik kongen stor indflydelse på, hvem der skulle være biskop. Kirken og kongen havde god nytte af hinanden. Fx fortalte kirkens folk, at kongen havde sin magt fra Gud. Det var kongerne i Danmark glade for, og de begyndte at kalde sig Konge af Guds Nåde. I middelalderen kunne få mennesker læse og skrive. Men kirkens folk kunne. De læste i Bibelen og andre af kirkens bøger, og de skrev selv om kristendommen. Derfor var det kirkens folk, der førte kongens regnskab og skrev hans dokumenter. Til gengæld beskyttede kongen kirken og dens folk. Og kongen hjalp kirken med at opkræve tiende fra bønderne. Det hed sådan, fordi bønderne skulle aflevere 1/10 af det, de producerede, til kirken. I de første århundreder efter kristendommens indførelse forærede kongerne gårde og jord til kirken. Det blev også almindeligt, at andre skænkede gaver til kirken. Derfor blev kirken efterhånden meget rig. Mordet på kong Knud I højmiddelalderen fik kongerne i Danmark mere magt. Det foregik dog ikke altid fredeligt. Nogle gange var der ufred, fordi der var uenighed om, hvem der skulle vælges til konge. Nogle konger pressede bønderne så meget, at de gjorde oprør. En af dem var Knud (den Hellige) ( ). Bønderne var enige om, at Knud var den hårdeste konge i mands minde. Han opkrævede flere skatter end tidligere konger. En del af pengene gav han til kirken selv om den efter bøndernes mening var rig nok. Og nu forlangte kong Knud oven i købet, at bønderne skulle betale tiende. Kongen boede ikke et fast sted, men på skift på sine gårde rundt om i landet. Når kongen ankom til en af sine gårde, skulle egnens bønder forsørge ham og hans følge og deres heste. De tidligere konger havde ikke forlangt så meget flæsk, øl og korn. Men kong Knud krævede ind. Da nogle bønder klagede, sagde kongen til dem: I ved, at kongen råder over alt, hvad ingen andre ejer. Derfor er skove, søer, åer og fjorde mine. Det vidste bønderne, og kongen fortsatte: Hvis I nægter at give mig det, jeg vil have, må jeres svin ikke være i skovene, og I må ikke fiske. Bønderne kunne ikke undvære skovene eller muligheden for at fiske, så kongen fik, hvad han ville have. En lov bestemte, at bønderne havde ledingspligt. Det vil sige, at de skulle gå i krig for kongen. Knud drømte om at erobre England. De jyske bønder fik ordre på at møde til leding ved Limfjorden. Herfra skulle togtet med over skibe begynde. Bønderne var klar, og skibene var klar. Men kongen manglede. Det hed sig, at han stadig opholdt sig i Slesvig. Bønderne ventede i flere uger. Det blev høsttid, og så begyndte de at drage hjem. 80

82 EUROPA I VÆKST HØJMIDDELALDEREN Da kong Knud og hans hird (livvagt) endelig ankom, var halvdelen af mandskabet rejst, og togtet måtte opgives. Kongen var rasende. Han gav sine fogeder besked på, at de skulle opkræve store bøder af de bønder, der var rejst hjem. Nu havde bønderne fået nok. I Nordjylland sluttede de sig sammen i store grupper. De jagede kongens fogeder væk og plyndrede hans gårde. Kongen og hans hird skyndte sig til Viborg. Men her var der også uro. Så han flygtede til Fyn og tog ophold på kongsgården i Odense. Men store flokke af jyske bønder samledes, for de ville have fat i kongen. De nåede til Odense, hvor de omringede kongsgården. Knud og hans hird søgte tilflugt i en kirke. Måske troede han, at der ville bønderne ikke gøre ham noget. Men han tog fejl. Bønderne trængte ind i kirken, nedkæmpede hirden dræbte kongen og skar hans lig i småstykker. Det skete den 10. juli Efter drabet på kongen begyndte der at gå rygter om, at der skete mirakler ved hans grav. Kirkens folk fortalte, at kong Knud havde gjort meget for at tjene Gud, og at han var en hellig mand. Erik Ejegod, der var konge fra 1095 til 1103, sørgede for, at paven ophøjede Knud til helgen. Det styrkede kongeslægtens magt. Billedet af kong Knud, der dræbes i St. Albans kirke i Odense. 81

83 DET HISTORISKE OVERBLIK Magtens mænd Som nævnt betød bedre dyrkningsmetoder, at landbruget producerede mere. Men kongerne i middelalderen krævede store afgifter af bønderne og pålagde dem nye pligter. Bønderne selv fik det altså ikke bedre tværtimod. I middelalderen gjorde bønderne flere gange oprør, men de blev slået ned med hård hånd. Selv om % af danskerne var bønder, havde de ikke noget at skulle have sagt. Kongen, stormændene og kirkens ledere, biskopperne, havde magten. De fleste stormænd var efterkommere af vikingetidens høvdinge. Stormænd og biskopper ejede mange gårde. Desuden var de ofte lensmænd. Det betød, at de på kongens vegne styrede et område af landet. Den stærkeste bestemte. Derfor afhang kongens magt af, hvor stærk hans hær og flåde var. I vikingetiden var det frivilligt at gå i kongens tjeneste. Kongen kunne derfor ikke være sikker på, hvor mange krigere han havde til sin rådighed. I 1000-tallet blev det en pligt for bønderne at være kongens krigere. Og de skulle selv betale for våben og udrustning. Systemet blev kaldt leding. Landet blev delt i skibener (områder), der hver skulle udruste et skib til 16 ugers togt pr. år. Hvert skiben var igen delt i ca. 20 havner. En havn bestod af 4-6 gårde. Og fra hver havn skulle én bonde stille til togtet. Mødte bønderne ikke til leding, fik de store bøder, som kongens fogeder inddrev med hård hånd. I løbet af 1100-tallet begyndte man at føre krig med rytterhære. Det betød, at fodfolk, der var udrustet med enkle våben, efterhånden mistede deres betydning. Bønderne havde ikke råd til at betale våben, rustning og hest til en rytter. I stedet for at stille til leding skulle de betale skat. Nogle af de velhavende bønder valgte at anskaffe sig våben og udrustning og fortsætte med at være kongens hærmænd. Så kunne de vinde rigdom og ære, og endelig slap de for at betale skat. Hærmand blev efterhånden til herremænd. De udgjorde sammen med de gamle høvdingeslægter en overklasse af jordejende stormænd. Danske korstog Flere danske konger deltog med et følge af krigere i korstog mod Jerusalem. Men der var også korstog mod andre hedenske områder. Kristendommen var stadig ikke udbredt langs den østlige del af Østersøen, dvs. i det nuværende Estland, Letland og Litauen. I 1100-tallet begyndte en tysk ridderorden at erobre områder langs Østersøen. Befolkningen blev tvunget til at betale skat til ridderne og gå over til kristendommen. Også danske konger så en fordel i at gå i krig for kristendommens sag og samtidig med pavens velsignelse at erobre nye områder. Den første var Valdemar den Store. Han blev enekonge i 1157 efter nogle års borgerkrig. Da Valdemar den Store var sikker på at have kontrollen med Danmark, begyndte han at angribe områder langs Østersøkysten. Med støtte fra tyske riddere erobrede han vendernes hovedby Arkona på Rügen. Valdemars to sønner, Knud og Valdemar Sejr, der efterfulgte ham på tronen, fortsatte hans erobringstogter mod bl.a. Estland. I erobrede en stor dansk styrke under ledelse af Valdemar Sejr den nordlige del af det nuværende Estland og grundlagde byen Tallinn, der betyder danskerbyen. Midt i 1200-tallet solgte den danske konge Abel dog det meste af det estiske område til de tyske riddere. I 1346 købte Den tyske Ridderorden resten af Estland af Valdemar Atterdag. 82

84 EUROPA I VÆKST HØJMIDDELALDEREN Absalon Absalon ( ) hører til de kendte personer fra højmiddelalderens Danmark. Han tilhørte den mægtige sjællandske stormandsslægt, Hviderne. Han blev opdraget sammen med den jævnaldrende og senere konge Valdemar den Store. Absalon studerede som en af de første danskere teologi ved universitetet i Paris. I 1158 året efter, at Valdemar den Store havde opnået eneherredømmet i Danmark hjalp kongen Absalon til at blive biskop i Roskilde. I 1177 blev han ærkebiskop i Lund. Absalon var initiativtager til Valdemar den Stores og hans søn og efterfølger, Knuds, korstog langs Østersøen. På den måde høstede den danske kongemagt stor anerkendelse hos paven. Det var baggrunden for, at de danske konger kunne opnå herredømmet over nordtyske områder og i de baltiske lande. Ved Øresund havde Valdemar den Store borgen Havn. Ved den var der en sæsonhandelsplads og et fiskerleje. I 1167 overdrog Valdemar den Store Havn til Absalon. Og under ham udviklede Havn sig til en by. Derfor siger man, at Absalon grundlagde København. At Absalon blev så kendt, skyldes hans sekretær Saxo (ca ). Absalon satte Saxo til at skrive en Danmarkshistorie Gesta Danorum (Danernes bedrifter). Den handler især om kongerne, stormænd og fremtrædende folk inden for kirken. Valdemar den Store og Absalon hører til de store helte i bogen. Statue af Absalon på Højbro Plads i København. 83

85 DET HISTORISKE OVERBLIK Arkonas fald Den slaviske (vendiske) stamme, ranerne, herskede over Rügen. Borgen Arkona var indtil 1169 ranernes hovedsæde. I helligdommen stod statuen af guden Svantevit med fire hoveder. Valdemar den Store og Biskop Absalon angreb i 1160 erne flere gange Rügen. I 1169 erobrede de og ødelagde Arkona. I centrum står Valdemar den Store og biskop Absalon omgivet af danske krigere triumferende på templets plateau. Venderne er beordret til at slæbe statuen af Svantevit ud. Rundt om står venderne magtesløse. Kongemagten og kirken har i samarbejde besejret det hedenske folk. Maleriet er fra 1894 og var inspireret af Saxos detaljerede beretning om begivenhederne. Hvem skal være konge? I begyndelsen af højmiddelalderen støttede kirken og kongen hinanden. Men efterhånden blev kirken meget rig. Og så krævede dens ledere især ærkebiskopperne at få større indflydelse. Det førte til flere alvorlige konflikter mellem ærkebiskoppen og kongen. Uenighederne drejede sig især om to spørgsmål: Hvem havde ret til at udnævne biskopperne? Og hvilke love var de vigtigste kirkens eller kongens? Ærkebiskopperne krævede, at kongen holdt op med at blande sig i kirkens sager. Fx skulle han ikke længere udpege biskopperne. I stedet skulle de vælges af præsterne ved domkirken. Kirken havde sine egne love og sit eget retsvæsen. Det var ikke kun kirkens folk, der skulle rette sig efter dem. Kirkens love fortalte, hvordan man skulle leve som et kristent menneske. Fx måtte en mand og en kvinde ikke dyrke sex med hinanden uden at være gift. Efterhånden begyndte folk også at lade kirken afgøre andre sager. Derfor mente ærkebiskoppen, at kirkens love skulle have større betydning. Men det ville kongen ikke gå med til. Det ville nemlig betyde, at kirken og 84

86 EUROPA I VÆKST HØJMIDDELALDEREN ikke kongen fik penge fra de bøder, som folk blev idømt. To gange lod kongerne ærkebiskopperne fængsle. Det førte til, at der blev et dårligt forhold mellem konge og kirke, og det svækkede kongens magt i sidste del af højmiddelalderen. Situationen blev forværret af, at der efter Valdemar Sejrs død i 1241 igen opstod strid om kongemagten mellem hans sønner, Erik Plovpenning, Abel og Christoffer. Alle tre nåede at blive konger. Men Erik blev myrdet af Abel og Christoffer. Abel blev dræbt i et slag, og Christoffer blev formentligt forgivet. Da Christoffers søn, Erik Klipping overtog tronen, forsøgte han med støtte fra stormændene at genskabe kongemagten. Men også Erik Klipping havde mange fjender og blev myrdet i Erik Klipping blev dræbt i Finderup ved Viborg. Det er aldrig blevet opklaret, hvem der slog ham ihjel. Men landets marsk (hærfører), Stig Andersen, og flere fremtrædende stormænd blev dømt fredløse for mordet. Otto Baches billede De sammensvorne rider fra Finderup er fra

87 DET HISTORISKE OVERBLIK Riget opløses Erik Klipping blev efterfulgt af sin søn, Erik Menved. Han forsøgte at styrke sin magt på to måder: Han byggede nye borge og erobrede områder i Nordtyskland. Men det kostede mange penge at bygge borge og føre krig. Og det blev især dyrt for Erik Menved, fordi han brugte mange lejesoldater. For at skaffe penge opkrævede Erik Menved ekstraskat. Det fik bønderne til at gøre oprør, og de blev støttet af flere stormænd. Oprøret blev nedkæmpet, og lederne blev hængt. Men Erik Menved manglede stadig penge. Så han var nødt til at låne af danske stormænd og nordtyske grever og hertuger. Som sikkerhed for lånet forlangte de landområder i pant. Det betød, at de havde ret til at bruge og opkræve skat i de disse områder, som de ville. Land, der var pantsat, fik kongen ikke skat af. Det betød, at hans skatteindtægter blev mindre. Så når han manglede penge, måtte han pantsætte flere områder. Og sådan fortsatte det. I 1319 døde Erik Menved. Han havde ingen sønner, så hans bror Christoffer blev konge. Under ham blev næsten hele landet og de fleste borge pantsat. Det førte til, at kongen stort set mistede sine indtægter og ikke havde råd til hær og flåde. Resultatet var, at kongemagten blev svagere og svagere. De virkelige magthavere var de nordtyske grever, der havde Danmark som pant. Christoffer fik tilnavnet Uden-Land. Da han døde i 1332, blev der ikke valgt en ny konge. Ruinerne af borganlægget Kalø slot opført i 1313 af Erik Menved. 86

88 EUROPA I VÆKST HØJMIDDELALDEREN HVORNÅR VAR DET NU? Slutningen af 900-tallet: Harald Blåtand konge i Danmark 1085: Kristne konger erobrer Toledo 1095: Pave Urban 2. opfordrer til korstog 1157: Valdemar den Store bliver enekonge 1158: Absalon bliver biskop i Roskilde 1169: Valdemar den Store og biskop Absalon erobrer Arkona : Valdemar Sejr grundlægger byen Tallinn i Estland 1320 erne: Kongerne pantsætter det meste af Danmark 87

89

90 SENMIDDELALDEREN Landbrugskrise og pest Den sidste del af middelalderen, dvs. tiden fra omkring 1350 til 1500 kaldes senmiddelalderen. Mange historikere sætter endda overgangen mellem høj- og senmiddelalderen omkring Det skyldes landbrugskrisen, som indtraf på dette tidspunkt. Omkring år 1300 begyndte befolkningstallet i Europa nemlig at falde. Det førte til, at gårde blev forladt ja, hele landsbyer forsvandt. Der er flere forklaringer på, at der blev færre mennesker, men det begyndte i hvert fald med, at der blev krise i landbruget. Alle dyrkbare områder var taget i brug. Der var mangel på gårde, så mange af dem blev delt. Det betød, at det blev sværere for den enkelte bonde at producere nok. I Danmark gik det rigtig galt omkring I tre år i træk blev landet ramt af misvækst. Det betød hungersnød, og mange døde af sult. Bønderne med den dårligste jord havde sværest ved at klare sig. Deres marker gav et lille udbytte, og de kunne kun skaffe foder til få husdyr. Og med få husdyr blev der produceret for lidt gødning til markerne. Det betød, at jorden lidt efter lidt blev udpint, så udbyttet blev mindre. Udbyttet faldt også, fordi klimaet blev dårligere. Og da priserne på korn også faldt, blev det en katastrofe for bønderne. Mange opgav at dyrke jorden og forlod deres gårde. Nogle forsøgte at få arbejde hos en stormand eller i byerne. Andre hutlede Millioner af mennesker døde af pest. Mange var overbevist om, at pesten var en straf fra Gud, fordi menneskene ikke længere levede efter hans ord. På billedet er en syg munk faldet om. 89

91 DET HISTORISKE OVERBLIK sig igennem ved at tigge. Resultatet var, de fleste småbørn døde af underernæring. På den måde blev der færre mennesker. I midten af 1300-tallet blev Europa hærget af en frygtelig pestepidemi, Den sorte Død, som førte til, at befolkningstallet faldt endnu mere. Pesten kom fra Asien eller Mellemøsten til Italien i Herfra bredte den sig mod nord og nåede Danmark i Ingen ved hvor mange, der døde under pesten. Men det skønnes, at omkring 1/3 af Europas befolkning døde af sygdommen. Dødeligheden var størst i byerne, hvor folk boede tæt. Faldet i antallet af mennesker som følge af landbrugskrisen og Den sorte Død fik store konsekvenser for de europæiske samfund. Gårde lå øde, fordi der ikke var folk til at dyrke jorden. Godsejerne, som ejede gårdene, tabte penge. For at få bønderne til at overtage (fæste) gårdene måtte godsejerne love fæstebønderne gode betingelser. Bl.a. blev deres afgifter til godsejerne sat ned. Mange godsejere opgav også at dyrke korn, som krævede mange ansatte. I stedet gik de over til at opdrætte kødkvæg, som var mindre arbejdskraftskrævende Område ramt af pest Sådan bredte pesten sig i Europa 1348 Standssamfundet I senmiddelalderen var befolkningen opdelt i fire stænder (grupper), der havde hver deres pligter og rettigheder. Gejstligheden og adelen blev kaldt de privilegerede stænder. De betalte ikke skat og var sammen med kongen med til at styre landet. 1. stand: Gejstligheden (kirkens folk) 2. stand: Adelen (godsejerne) 3. stand: Borgerne (købmænd og håndværkerne) 4. stand: Bønderne 90

92 SENMIDDELALDEREN Kirken i krise Korstogene havde styrket pavens magt over for Europas herskere. Men da korstogene hørte op, stod paven svagere. I begyndelsen af 1300-tallet følte paven sig endda så truet i Rom, at pavestolen i 1309 blev flyttet til den franske by Avignon. Den franske konge lovede at beskytte ham. På den måde fik kongen stor indflydelse på paven. Ved at flytte fra Rom mistede paven også en stor del af sine indtægter. For at skaffe penge til pavestolen, begyndte han at sælge afladsbreve, dvs. bevis på, at kirken på Guds vegne havde tilgivet ens synder. Flere syntes, at salget af afladsbreve var forkert. Det betød, at kritikken mod den katolske kirke voksede. Som tiden gik, ønskede de øvrige europæiske herskere, at pavestolen igen blev flyttet til Rom. Men den franske konge ville beholde paven. Resultat blev, at der fra 1378 til 1417 var to paver, en i Rom og en i Avignon. I middelalderen troede man, at kirken var forbindelsen mellem Gud og menneskene. Men under Den sorte Død havde kirken ikke kunnet få Gud til at stoppe pesten. Derfor begyndte mange at stille spørgsmål ved kirkens autoritet. Afladsbrev fra omkring Pavens palads i Avignon. 91

93 DET HISTORISKE OVERBLIK Osmannerne kommer I senmiddelalderen var Europa en kristen verdensdel. Men i den østlige del af Middelhavsområdet gik det ikke så godt for de kristne. I slutningen af 1200-tallet dannede muslimske tyrkere Osmannerriget i Lilleasien. I 1453 erobrede de Konstantinopel, og Det byzantinske Rige brød endelig sammen. I de følgende århundreder trængte tyrkerne længere frem på Balkan og langt op i Centraleuropa. Vesteuropas fyrster forsøgte at danne en kristen front mod tyrkerne. Men de var indbyrdes uenige og førte ofte krig mod hinanden. Både den katolske og den protestantiske kirke opfordrede de kristne fyrster til at bekæmpe de muslimske tyrkere. Krige mod tyrkerne er retfærdige, da tyrkerne ikke er kristne, sagde Martin Luther i begyndelsen af 1500-tallet. De muslimske osmannerne (tyrkere) blev de kristnes fjendebilleder i tallet. Der gik historier om osmannernes grusomhed. De skulle endda spise børn, sagde man. Så var børn i en kristen familie uartige, kunne forældrene true dem med osmannerne. Først da osmannerne belejrede Wien i 1680 erne, blev de kristne fyrster enige om at stå sammen. I de følgende århundreder blev osmannerne drevet tilbage. Efter Første Verdenskrig ( ) blev Osmannerriget endelig opløst. I stedet blev republikken Tyrkiet oprettet. Maleriet forestiller tyrkernes (osmannere) erobring af Det byzantinske Riges hovedstad, Konstantinopel, i I senmiddelalderen skete der også store fremskridt bl.a. inden for lægevidenskaben. Billedet fra tallet viser en mand, der får amputeret sit ben. 92

94 SENMIDDELALDEREN Det danske kongerige genskabes Når man mangler penge, kan man pantsætte sit guldur eller andre kostbare ting. I middelalderen var de danske konger ofte i pengenød, og de pantsatte dele af riget. I 1330 erne var det meste af Danmark således pantsat til tyske og holstenske adelsmænd (se side 86). Da Valdemar Atterdag blev konge i 1340, hørte kun en fjerdedel af Jylland under ham. Men 60 år senere herskede den danske konge over et af de mægtigste riger i Nordeuropa. Hvordan kunne det gå til? Forklaringen er en blanding af tilfældigheder og ikke mindst Valdemar Atterdags og især hans datter Margretes klogskab, magt og list. Da Valdemar Atterdag blev konge, opkrævede han ekstra skat af bønderne. På den måde fik han råd til at frikøbe del efter del af det pantsatte rige. Efterhånden sluttede flere danske adelsmænd sig til kongen. I fællesskab erobrede de resten af landet. Dengang var der en livlig handel mellem landene omkring Nordsøen, Øresund, langs Østersøen og ad floder som Neva og Dvina langt ind i Rusland. I midten af 1300-tallet havde Hansestæderne (se side 98) det meste af handelen og hansekøbmændene tjente mange penge. Valdemar Atterdag ønskede at få del i denne handel. Derfor måtte han skaffe sig indflydelse i Østersøen. Det var grunden til, at han erobrede Skåne i Det følgende år tog Valdemar Öland og Gotland. Det så lyst ud for Valdemar Atterdag. Og der var udsigt til et dansk-norsk forbund, da hans 10-årige datter Margrete blev gift med den norske kong Håkon i Men så ramte ulykkerne Valdemar Atterdag. Hans eneste søn og tronfølger døde. Desuden ville Hansaen ikke finde sig i, at Valdemar Atterdag tog noget af deres handel. Sammen med den svenske konge, hertugen af Mecklenburg og holstenske grever angreb de Danmark. Overmagten var for stor, og derfor måtte Valdemar Atterdag bede om fred. Ved fredsslutningen i 1370 lykkedes det Valdemar at beholde de erobrede områder. Men han måtte gå med til, at Hansaen fik 2/3 af indtægterne af de vigtige markeder, der blev afholdt på Skånesiden af Øresund. Desuden måtte Valdemar overlade Hansaen råderetten over en række borge langs Øresund for en periode af 15 år. Endelig måtte Valdemar gå med til, at en ny dansk konge først skulle godkendes af Hansaen. I 1340 erne havde hertugen af Mecklenburg og Valdemar Atterdag været gode venner. Hertugen hjalp kongen med at erobre det danske rige tilbage. Og Valdemars ældste datter, Ingeborg, blev gift med hertugens søn, Henrik. Men nu havde Valdemar og hertugen været i krig mod hinanden og Valdemar havde tabt. For at få fred med hertugen lovede Valdemar Atterdag, at hvis han ikke selv fik en søn, skulle hertugens barnebarn, Albrecht Ingeborgs og Henriks søn overtage den danske trone. Valdemar Atterdag ( ). 93

95 DET HISTORISKE OVERBLIK Valdermar Atterdag nøjedes ikke med at genoprette kongemagten i Danmark. Han ønskede også at få magten over handelen i Østersøen. I 1361 erobrede han Gotland med Hansaens vigtige handelsby, Visby. Byens rige købmænd skulle aflevere enorme mængder af kostbarheder til kongen. Maleriet af Valdemar Atterdag, der brandbeskatter Visby, er fra Kongerne i Norden Kongerne i Norden var i familie med hinanden og med nordtyske greve- og hertugslægter. Det førte ofte til konflikter om, hvem der skulle være konge. Magnus Eriksson (Smek) konge S Konge N Albrecht 3. konge S Eufemia + Albrecht 2. af Mecklenburg hertug Henrik af Mecklenburg + Ingeborg hertug Valdemar Atterdag konge DK Albrecht 4. af Mecklenburg hertug Maria af Mecklenburg + Vartislav 7. af Pommeren Erik af Pommern unionskonge

96 SENMIDDELALDEREN Listige Margrete I 1375 døde Valdemar Atterdag uden at efterlade sig sønner. Alt tydede på, at hertugen af Mecklenburgs barnebarn, Albrecht, blev dansk konge. Men Margrete, Valdemar Atterdags datter og Norges dronning, kom ham i forkøbet. Hun overtalte det danske rigsråd (se boks s. 96) til at vælge sin og Håkons søn, Oluf, til konge. Da Oluf kun var 5 år, skulle forældrene være hans formyndere og regere på hans vegne. Hansaen var enig i, at Oluf skulle være dansk konge. Hansekøbmændene var nemlig ikke interesseret i, at Albrecht, blev konge i Danmark. En af hertugens sønner, som også hed Albrecht, var nemlig blevet konge i Sverige (Albrecht 3.). Hvis mecklenburgerne fik for stor magt, kunne de true hansestædernes handel. I 1380 døde Margretes mand kong Håkon, og Oluf blev også konge i Norge. I praksis var det dog Margrete, der som hans formynder bestemte. I Sverige blev flere og flere adelsmænd utilfredse med kong Albrecht. De mente blandt andet, at han udnævnte for mange tyskere til ledende stillinger. Margrete støttede den svenske modstand mod Albrecht 3. Hvis han blev afsat, var der nemlig gode chancer for, at Oluf også blev konge i Sverige. Men så udbrød der borgerkrig i Sverige. Og da det gik dårligt for Albrecht, rejste han hjem til Mecklenburg. Margrete + Håkon konge N Oluf konge DK konge N Katharina + Johan af Oberfalz Christoffer af Bayern unionskonge Billedet viser Albrecht af Mecklenburg med den svenske fane med tre kroner. Til højre ses hans far med mecklenburgernes fane. 95

97 DET HISTORISKE OVERBLIK Men så ramte ulykken Margrete. I 1387 døde Oluf pludselig kun 17 år gammel. Hertug Albrecht, som Valdemar Atterdag tidligere havde lovet den danske trone, krævede på ny sin ret. Men Margrete var ham for hurtig. En uge efter Olufs død blev hun valgt til Fuldmægtig Frue og Husbond over Danmark. I løbet af nogle måneder blev hun også valgt i Norge og Sverige. Margrete ville forhindre, at Albrecht blev konge efter hendes død. Derfor måtte der findes en tronarving. Hun adopterede sin søsters barnebarn, Bugislav, hvis far var en ubetydelig pommersk hertug. Under navnet Erik af Pommern blev Bugislav konge i Danmark og Norge. Og de svenske adelsmænd ville også have ham som konge i Sverige. Rigsrådet Rigsrådet var en forsamling, der hjalp kongen med at regere, lave love og dømme i vigtige retssager. Rådet bestod af af landets rigeste stormænd, alle biskopper i landet og lederne af de største klostre. Før kongen blev valgt, skulle han skrive under på en håndfæstning. Det var en aftale mellem rigsrådet og kongen om, hvordan landet skulle styres. Håndfæstningen fortalte også om de særlige rettigheder, som stormændene og kirken havde. Og den satte grænser for kongens magt. Hvis han ikke overholdt håndfæstningen, kunne rigsrådet afsætte ham. Kong Albrecht 3., der var rejst hjem til Mecklenburg fra Sverige, ville ikke opgive den svenske krone. I 1389 gik han og en større lejehær i land i Sverige. Her blev han slået ved Falköping af Margretes og de svenske adelsmænds tropper. Albrecht blev taget til fange. Og så blev Erik også valgt til konge i Sverige. Margrethe 1. er iført en fornem kjole og hermelinkåbe. Kong Albrecht er afbildet som en dværg, der beder om nåde. Kronen er faldet af hans hoved. 96

98 SENMIDDELALDEREN Kalmarunionen Selv om Erik nu var konge i de tre nordiske lande, var der stadig tale om tre helt selvstændige riger. Norge var et arvekongedømme. Så her var Eriks efterkommere sikre på tronen. Men i Danmark og Sverige kunne stormændene vælge en anden til konge. Derfor ønskede Margrete at knytte de tre lande tættere sammen i et forbund eller en union. I 1397 mødtes de mest betydningsfulde stormænd og biskopperne fra de tre lande på Kalmar Slot. Her blev den 15-årige Erik kronet til unionskonge. De tre lande blev ikke én stat. Hvert land beholdt sit rigsråd og sine love, men kongen kunne indkalde til et fælles rigsrådsmøde. Der er ingen tvivl om, at Margrete spillede en vigtig rolle i oprettelsen af unionen. Hun var dygtig og brugte alle midler list, bestikkelse og trusler til at nå sine mål. Men der var også andre årsager til unionen. Der havde tidligere været konflikter mellem kongerne i de tre lande. Det var dårligt for handelen. Købmændene håbede, at unionen ville sikre freden. Unionen gav de nordiske købmænd ret til at færdes frit på tværs af grænserne. Det ville styrke deres handel. Hansaen var interesseret i, at der var strid mellem kongerne. Krige mellem de nordiske konger gjorde det nemlig muligt for Hansaen at overtage mere af handelen, og på den måde kunne de øge deres magt. Ved at indgå i en union begrænsede de nordiske lande Hansaens magt. Også andre, fx mecklenburgerne og de holstenske grever, havde udnyttet ufred i Norden til at skaffe sig indflydelse. Det gjorde de bl.a. ved at støtte én af parterne mod til gengæld at få godser og rettigheder. Nu skulle der være fred mellem de tre lande, og de ville holde sammen mod ydre fjender. De mægtigste adelsslægter ejede godser i flere nordiske lande. Var landene i krig mod hinanden, gav det selvfølgelig problemer. Så for adelen var unionen også en fordel. Spørgsmålet er så, hvorfor kongen og stormændene ikke havde oprettet en union noget før? Svaret er, at indtil slutningen af 1300-tallet havde mecklenburgerne styrke til at bevare deres magt i Norden. Nu var mecklenburgerne svækket af krige med nabolandene. Og da hertug Albrecht 2. døde i 1379 udbrød der uro i selve hertugdømmet. Derfor havde mecklenburgerne ikke tilstrækkelige ressourcer til at sikre, at Albrecht 3. blev på den svenske trone. Havde han haft råd, kunne han fx have givet de mest magtfulde svenske stormænd en større sum penge for deres støtte. Erik af Pommern krones. I baggrunden til venstre ses Margrete. Erik af Pommern blev unionskonge i 1397, men dronning Margrete havde den egentlige magt. 97

99 DET HISTORISKE OVERBLIK Norden og landene omkring Østersøen på Margretes tid Norge Norge havde været et mægtigt rige siden vikingetiden. Norske købmænd handlede i den nordlige del af Atlanterhavet, og kongerne herskede over Orkneyøerne, Shetlandsøerne, Færøerne, Island og områder i Grønland. Men fra slutningen af 1200-tallet begyndte det at gå dårligt for Norge. Hansaen overtog det meste af handelen. Og pesten, Den sorte Død, der hærgede Europa omkring 1350, ramte Norge særlig hårdt. Sverige Sverige blev først et samlet rige i slutningen af 1200-tallet, og der var ofte strid om retten til tronen. I 1319 valgte den svenske adel den norske konge, Magnus Eriksson (Smek), til konge i Sverige. Magnus gjorde det svenske rige større. Han erobrede store områder i Finland og frikøbte Skåne, som den danske konge havde pantsat. Mange svenskere mente, at Magnus brugte alt for mange penge på at føre krig. Især blandt købmændene og ejerne af bjergværkerne blev han upopulær. Det førte til borgerkrig. Den endte med, at Magnus flygtede til Norge. De svenske adelsmænd valgte i stedet Albrecht af Mecklenburg til konge. Hansestæderne Hansaen var et forbund af tyske handelsbyer med Lübeck som den førende. Fra omkring 1300 styrede Hansaen det meste af handelen mellem landene i Nordeuropa. Hansekøbmændene tjente mange penge og havde råd til at bygge store skibe, kogger. Hansaen fik også stor politisk magt. Fx var den flere gange med til at bestemme, hvem der skulle være konger i Norden. I slutningen af 1400-tallet opstod der splittelse inden for Hansaen. Forbundet blev svækket, og i løbet af et par hundrede år gik det i opløsning. 98

100 SENMIDDELALDEREN Havnen i en hansestad. Mecklenburg Den mecklenburgske hertugslægt havde tætte forbindelser til de nordiske kongeslægter. Fx var Henrik af Mecklenburg gift med Valdemar Atterdags ældste datter, Ingeborg. Og det var ikke tilfældigt, at de svenske adelsmænd valgte Albrecht til konge. Den afsatte konge, Magnus, var nemlig Albrechts morbror. Den tyske Ordensstat I begyndelsen af middelalderen erobrede tyske ridderordener områder langs Østersøen. Her grundlagde de en stat og tvang befolkningen til at blive kristne. Omkring år 1500 begyndte Ordensstaten at gå i opløsning. 99

101 DET HISTORISKE OVERBLIK Mod opløsning Kalmarunionen fungerede kun, så længe Margrete levede. Blandt de svenske adelsmænd var der en vis utilfredshed med, at danske og udenlandske stormænd fik embeder og len i Sverige. Men ingen vovede at protestere højlydt over for den mægtige dronning. Efter Margretes død i 1412 fortsatte Erik af Pommern med at forbigå svenske adelsmænd. Efterhånden var de fleste kongelige slotte i Sverige bestyret af danske eller tyske adelsmænd. Vreden ulmede. Og det var ikke det eneste, som svenskerne var utilfredse med. Et par år før sin død planlagde Margrete at erobre Slesvig tilbage fra de holstenske grever. Erik forsøgte at føre planen ud i livet. Det betød 20 års kostbar krig. For at få dækket udgifterne krævede han mere ind i skat. Svenskerne kunne ikke se, hvad kongens krige i Slesvig kom dem ved. Det blev værre, da Hansaen gik ind i krigen på de holstenske grevers side. Hansaen blokerede blandt andet handelen med de nordiske lande. Til gengæld forhindrede Eriks flåde, at hanseaternes skibe kunne sejle igennem Øresund. I det midtsvenske område Dalarne udvandt man kobber og jern. Det meste blev solgt til andre lande. Krigen mellem Erik på den ene side og Hansaen og de holstenske grever på den anden stoppede eksporten. Det var man naturligvis vrede over i Dalarne. Og da danske slotsfogeder opførte sig særdeles hårdhændet over for de svenske bønder i området, udbrød der oprør mod Erik af Pommern. Erik blev også uvenner med danske stormænd. Det endte med, at han blev afsat i både Danmark og Sverige. De svenske stormænd var godt tilfredse med Christoffer af Bayern, der efterfulgte Erik af Pommern. Men da han døde barnløs, foretrak en gruppe magtfulde svenske stormænd at forlade unionen. De valgte en svensk konge, som de også fik anbragt på den norske trone. Tiden fra 1448 til 1520, hvor unionen brød endeligt sammen, var præget af uro. De danske konger, Christian 1., Hans og Christian 2. forsøgte forgæves med magt at få Sverige tilbage i unionen. Til venstre er Unionsdokumentet fra Det indeholder aftalerne om, hvordan unionen mellem Danmark, Norge og Sverige skulle fungere. Dokumentet er skrevet på papir, og det indeholder rettelser. Det tyder på, at man ikke var helt enige. I 1397 blev Erik af Pommern kronet til konge over Danmark, Norge og Sverige. Kroningsbrevet til højre er skrevet på pergament og er forsynet med segl fra 67 fremtrædende mænd. 100

102 SENMIDDELALDEREN Det stockholmske Blodbad I 1517 startede Christian 2. et felttog, der én gang for alle skulle tvinge Sverige ind i unionen. I 1520 gav de svenske stormænd, der var imod unionen, op. Det svenske rigsråd måtte anerkende Christian 2. som arvekonge. I Stockholm blev der holdt en kroningsfest, som varede i flere dage. Også de stormænd, som Christian 2. havde kæmpet imod, var inviteret med. Det skulle være den store forsoningsfest, troede alle. Men Christian 2. havde andre planer. På festens fjerde dag blev stormændene, der havde stået i spidsen i kampen mod kongen, arresteret. Mere end 80 af dem blev halshugget på Stockholms torv. En svensk stormand, Gustav Vasa, havde været imod, at svenskerne overgav sig til Christian 2. Efter blodbadet i Stockholm sluttede flere sig til ham. Snart fik han også støtte fra Hansaen. Gustav Vasa blev rigsforstander i Sverige, og efter et par år blev Christian 2.s tropper trængt helt ud af landet. Svensk billede af Stockholm og Det stockholmske Blodbad. 101

103 DET HISTORISKE OVERBLIK Christian 2. Da Christian 2. blev konge i 1513, havde han allerede erfaringer som hjælpekonge. På faren, kong Hans, vegne havde han regeret Norge. Her støttede han det norske borgerskab og de hollandske købmænd ved at begrænse adelens og hansekøbmændenes rettigheder. I Norge mødte Christian Dyveke, som flyttede sammen med ham. Hun var datter af Sigbrit Villoms, der havde en stor købmandsvirksomhed i Bergen. Sigbrit var en klog kvinde, og Christian rettede sig ofte efter hendes råd. I 1514 blev Christian 2. gift med Elisabeth, der var den magtfulde kejser Karl 5.s søster. Christian 2. fortsatte sit samliv med Dyveke, og hendes mor Sigbrit fungerede som hans vigtigste rådgiver. Det skabte krise i forhold til Karl 5. og en voksende utilfredshed i Rigsrådet og den danske adel. I 1517 døde Dyveke. Christian 2. beskyldte den indflydelsesrige adelsmand Torben Oxe for at have forgivet hende. Rigsrådet frikendte Torben Oxe. Alligevel fik kongen ham henrettet. Det betød, at Christian 2.s forhold til Rigsrådet og adelen blev endnu dårligere. Samme år indledte Christian 2. erobringen af Sverige, der endte med sejren og Det stockholmske Blodbad (se side 101) i Krigen havde været dyr for Christian 2. Han måtte indkræve større skatter fra bønderne. Det udløste et bondeoprør i Nørrejylland. En stor del af den jyske adel sluttede sig til oprøret. I 1523 afsatte Rigsrådet Christian 2., og han forlod landet. Christian 2. ønskede dog at få magten tilbage. Han fik gjort sig gode venner med kejser Karl 5., der lovede at støtte ham økonomisk. I 1531 gik Christian 2. i land med en større flåde i Norge, hvor han blev hyldet som konge. Den dansk-norske konge Frederik 1. ( ) lokkede ham til København. Her blev Christian 2. arresteret. Han blev holdt som fange til sin død i 1559 først på Sønderborg Slot og siden på Kalundborg Slot. Billedet er fra 1515, og er det ældst bevarede af Christian

104 SENMIDDELALDEREN HVORNÅR VAR DET NU? Ca. 1300: Landbrugskrise : Paven i Avignon 1330 erne: Danmark er pantsat 1340: Valdemar Atterdag bliver konge Ca. 1350: Den sorte Død 1375: Valdemar Atterdag dør, og hans datter Margrete overtager magten 1300-tallet: Hansaens magt i Norden vokser 1397: Kalmarunionen 1412: Margrete 1. dør 1453: Osmannerne erobrer Konstantinopel : Christian 2. konge 1520: Det stockholmske Blodbad 103

105

106 OPDAGELSERNE Europa og omverdenen I middelalderen mente man, at verden så ud, som den var beskrevet i Bibelen og kirkens hellige skrifter. Ifølge den kunne Jorden gengives som en cirkel med Jerusalem i centrum. Ud fra dette center bredte der sig tre kendte kontinenter: Europa, Afrika og Asien. Europæerne vidste ikke meget om Afrika og Asien. Først i tallet begyndte portugiserne at udforske Afrika. Norditalieneren Marco Polo havde været i Kina omkring sidste halvdel af 1200-tallet. I det hele taget var middelalderen kendetegnet ved, at det ikke var europæerne, som drog ud i verden, men at andre trængte ind i Europa. Det gjaldt Djengis Khans og hans rytterhær, der hærgede Øst- og Centraleuropa i midten af 1200-tallet. Og det gjaldt Det osmanniske Rige, der åd sig ind på Det Byzantinske Rige, og som til sidst væltede det i 1450 erne. De norditalienske købmandsbyer var i senmiddelalderen og den første del af renæssancen økonomiske og kulturelle kraftcentre. Der var krydderier og luksusvarer og især bomuld, som blev importeret fra Asien. I de norditalienske byer blev der udviklet en omfattende tekstilproduktionen. I forvejen producerede man klæde af uld. Fra araberne bl.a. på Sicilien lærte italienerne at fremstille bomuldsstoffer. Og mens araberne selv fremstillede luksusklæder af bomuld, producerede italienerne billigere hverdagstøj, som der var et stadig voksende marked for. Omkring år 1400 var ca af Milanos indbyggere beskæftigede på byens tekstilfabrikker. Selsjukkerne (se s. 77) havde sikret en stabil vareudveksling fra Østen til Middelhavet. Men omkring 1300 blev de fortrængt af tyrkiske osmanner, som satte sig på handelen. De plyndrede handelskaravaner eller opkrævede enorme afgifter af købmændene. Resultatet blev voldsomme prisstigninger på bomuld, krydderier og luksusvarer. De europæiske konger og købmænd begyndte at overveje at finde søvejen til Asien for at omgå osmannerne. Godt med krydderier For år siden spillede krydderier en meget større rolle end i dag. Det hænger sammen med, at prisen dengang var langt højere. Derfor gav brug af krydderier status blandt de velhavende. Da Christian 4.s lillebror, Ulrik, i 1592 drog til Rostock for at studere, medbragte han 7-8 kg peber. Sukker, som dengang blev fremstillet af sukkerrør, blev også betragtet som et krydderi. Den svenske konge Gustav Vasas ( ) døtre spiste hver mere end ½ kg sukker om dagen. 105

107 DET HISTORISKE OVERBLIK I tallet brugte de velhavende enorme mængder af krydderier. Billedet af måltidet hos fyrsten er fra 1400-tallet. Ekspeditionerne begynder Det blev portugiserne og lidt senere spanierne, der startede ekspeditionerne mod Asien. Der er flere grunde til, at det blev dem og ikke de italienske købmandsbyer, som foretog de første store opdagelsesrejser. I flere hundrede år havde fiskere fra begge lande hentet deres fangst langt ude i Atlanterhavet, og deres skibe nåede ofte havne i Nordeuropa. På den måde fik sømændene erfaring med at sejle på de store have. Spanierne og portugiserne byggede skibe som karraken og karavellen, der kun brugte sejl, og som derfor kunne nøjes med en mindre besætning. Disse skibe egnede sig meget bedre til lange sejladser. Men det var ikke nok at have gode skibe, man måtte også kunne finde vej over havet. Portugiserne og spanierne var dygtige til at navigere, dvs. finde vej over havet. De forbedrede kompasset, som havde været kendt i flere hundrede år. Fra araberne lærte portugiserne matematik og noget om solens og stjernernes position på himlen. Den viden brugte portugiserne til at lave en tabel, så de søfarende kunne regne ud, hvor på havet deres skibe var. Portugiserne kom til Indien før spanierne. Det skyldes måske, at portugiserne planlagde deres ekspeditioner grundigt. Søfarernes beretninger blev skrevet ned, så deres erfaringer kunne bruges af de næste ekspeditioner. Omring 1420 oprettede den portugisiske kongesøn, Henrik, en søfartsskole. Her samlede han folk, der vidste meget om navigation og sejlads. Og herfra sendte han ekspeditioner af sted længere og længere ned langs Afrikas kyst. I begyndelsen var det faktisk ikke de vigtigste mål for Henrik at nå Indien og de øvrige områder i Asien. Som mange andre i 1400-tallet troede han, at der levede et kristent folk 106

108 OPDAGELSERNE Henrik ( ) var ikke selv med på ekspeditionerne. Alligevel blev han kaldt Henrik Søfareren. med deres konge Johannes langt mod syd. Dette folk ville han finde. Det lykkedes naturligvis ikke. Men ekspeditionerne langs Afrikas kyst blev en god forretning for det portugisiske kongehus. Skibene bragte guld, elfenben og slaver med tilbage til Portugal. I 1460 døde Henrik, som fik tilnavnet Søfareren. Men de portugisiske ekspeditioner fortsatte og i 1498 nåede de Indien. Kaptajnen var Vasco da Gama. Året efter vendte han tilbage til Lissabon med tre af sine fire skibe. De var lastet med peber, ingefær, kanel, nelliker og andre kostbare varer fra Østen. Vasco da Gama tjente 60 gange så meget på salget, som ekspeditionen havde kostet. Portugiserne anlagde handelsstationer langs Afrikas og Asiens kyster de forsøgte ikke at underlægge sig landområder. Omkring 1500 troede man, at der var fantastiske væsener i andre dele af verdenen. Billedet forestiller et af Vasco da Gamas skibe, der lastes med varer fra Indien. Et fabeldyr, en enhjørning, er ved at blive hejst ombord. 107

109 DET HISTORISKE OVERBLIK Christoffer Columbus I 1469 blev Spanien samlet til et land. Det skete, da Isabella af Kastilien og Ferdinand af Aragonien blev gift. Det begyndte straks at fordrive de muslimske maurere, der boede i den sydlige del af Spanien. Ferdinand og Isabella mente, at det var Guds vilje, at der kun boede kristne i Spanien. Derfor blev også jøderne fordrevet. I 1492 faldt den sidste af maurernes byer i Spanien. Samme år overtalte Christoffer Columbus ( ) kongeparret til at udruste en ekspedition, der sejlede mod vest. Hans plan var at sejle rundt om Jorden og til Østen. Denne vej var kortere end syd om Afrika, hævdede han. Columbus sejlede fra Spanien med tre mindre skibe. Efter mere end to måneders sejlads nåede han hen på efteråret i 1592 en ø i Bahamasøgruppen. Han var overbevist om, at havde fundet en ø, der lå i Columbus sejler fra Palos de la Frontera i Spanien med skibene Santa Maria, Pinta og Nina i Billedet er fra begyndelsen af 1800-tallet. 108

110 OPDAGELSERNE nærheden af, eller som måske endda var en del af Indien. I 1493 drog Columbus ud på sin anden rejse. Denne gang havde han 17 skibe og mand med. Han grundlagde den første europæiske koloni på øen Hispaniola. Herfra blev der sendt ekspeditioner ud, som lagde flere områder under den spanske trone. Den spanske konge udnævnte Columbus som vicekonge i Spaniens nyerhvervede områder. I 1498 begyndte Columbus tredje ekspedition. Den spanske konge var dog ikke længere tilfreds med Columbus måde at styre besiddelserne på, så han blev afsat. Den fjerde og ret mislykkede ekspedition begyndte i Columbus vendte syg og afkræftet hjem til Spanien fire år senere. To år senere døde han fattig og glemt. Christoffer Columbus foretog fire opdagelsesrejser til Caribien mellem 1492 og Til sin død i 1506 fastholdt han, at det var Asien, han havde nået. På billedet møder Columbus og hans folk lokalbefolkningen. Nogle kommer med gaver, andre flygter bort. 109

111 DET HISTORISKE OVERBLIK Spanierne kommer Columbus mente til sin død, at han var nået til Asien. Andre i Spanien forstod, at det var en ny verdensdel, og ikke Asien. Cuba blev spaniernes hovedsæde i den ny verden. Herfra udsendte de ekspeditioner, som udforskede Caribien, Mellemamerika og Sydamerikas nordkyst. Spanierne ledte efter en passage, så de kunne sejle videre til Asien. Portugiserne nøjedes med at anlægge handelsstationer. Men spanierne erobrede områder i den ny verden og lagde dem under den spanske trone. I spaniernes søgen efter en passage gennem det amerikanske kontinent, mødte spanierne først aztekerne, der levede i det nuværende Mexico. Spanierne hørte rygter om, at aztekerne rådede over enorme mængder af guld og sølv. I 1521 erobrede Hernán Cortés og nogle få hundrede spaniere aztekernes hovedby Technochtitlán, og efter at have dræbt aztekernes hersker Montezuma havde spanierne total kontrol over riget. I begyndelsen af 1530 erne trængte den spanske hærfører Francisco Pizarro med halvandet hundrede mand ned i det mægtige Inkarige, der strakte sig langs Sydamerikas vestkyst. De tog herskeren, inkaen Atahualpa, til fange, henrettede ham og oprettede et spansk styre i landet. Europæernes ankomst til Amerika blev en katastrofe for indianerne. De syd- og mellemamerikanske højkulturer bukkede under, og millioner af indfødte døde primært af sygdomme som kopper, mæslinger og tyfus, som europæerne bragte med sig, og som indianerne ikke havde nogen modstandskraft over Aztekernes hovedby Technochtitlán lå på en ø. Der var dæmninger til fastlandet, og gennem rør blev drikkevandet ledt ind til byen. På søen havde aztekerne flydende haver, hvor de dyrkede grøntsager. 110

112 OPDAGELSERNE for. I Mexico levede der mellem 4,5 og 25 mio. indianere, før europæerne kom. I 1630 var der omkring tilbage. Af Inkarigets ca. 12 mio. indbyggere bukkede mere end halvdelen under. Spanierne bragte nye kornsorter, bomuld, sukkerrør og husdyr som heste med til Amerika. Det skete, at hestene slap løs. De klarede sig godt og formerede sig. Snart var der store flokke af vildheste i hele Amerika. Det var disse heste, som indianerne på Nordamerikas prærie fangede og tæmmede. Brugen af heste ændrede prærieindianernes måde at leve på. Hidtil havde de kun haft hunde som trækdyr, når de flyttede fra sted til sted. Med hestene kunne de rejse længere, og det blev lettere at jage bisonokser, som blev prærieindianernes vigtigste byttedyr. I 1531 drog Francisco Pizarro og 180 soldater af sted mod Inkariget. Uden at møde modstand nåede han frem til byen Cajamarca. Her havde Inkarigets hersker, Atahualpa, et palads. I guldstol og med et følge på flere tusinde em - bedsmænd, præster og ledende officerer blev Atahualpa båret til mødet med Pizarro. Men det var en fælde. Spanierne dræbte mellem og inkaer. Murmaleri udført af en mexicansk kunstner forestiller mødet mellem aztekernes hersker, Montezuma, og Cortés ved Technochtitlán i

113 DET HISTORISKE OVERBLIK Hvordan kunne det lade sig gøre? Hvordan kunne et par hundrede spanske soldater få de mægtige indianske riger til at bryde sammen? I 1500-tallet mente europæerne, at Gud havde hjulpet de tapre, civiliserede kristne spaniere og portugisere med at sejre over de feje, uciviliserede og hedenske indianere. Den forklaring tror ingen på i dag. Der er andre grunde til, at kæmperigerne brød sammen. En af dem var religionen. Aztekernes præster havde set varsler. De blev tolket til, at solen snart ville dø. Aztekerne troede, at en gud i form af en fjerklædt slange, Quentzalcoatl, havde skabt deres samfund. Den var forsvundet. Men en dag ville den vende tilbage. Efter den nuværende sols død, ville Quentzalcoatl oprette en ny og endnu bedre verden. Mange aztekere troede, at europæerne var Quentzalcoatl. En anden grund var spaniernes udrustning. Med deres skydevåben, armbrøster, rustninger, sværd og heste var de langt stærkere end indianerne, der blot kæmpede med køller, pile og stenslynger. Desuden førte de to folk krig på forskellige måder. For spanierne drejede det sig om at dræbe så mange modstandere som muligt. For indianerne handlede det om at få krigsfanger, der kunne ofres eller gøres til slaver. Våbnene og måden at føre krig på fik indianerne til at tro, at de hvide var guder, og derfor gjorde de ikke så hårdnakket modstand. Det var jo nytteløst at kæmpe mod guderne og skæbnen. Også forhold i azteker- og inkarigerne havde betydning for spaniernes sejr. I Aztekerriget ville flere stammer gøre oprør mod aztekerne. De sluttede sig til Cortés. Da Pizarro nåede Inkariget, rasede der en strid om tronen. Atahualpas halvbror var udråbt til inka. Det ville Atahualpa ikke finde sig i. Han gjorde oprør, og der udbrød en blodig borgerkrig, som varede i fem år. Den endte med Atahualpas sejr, og han blev inka. Men riget var blevet svagt, og Atahualpa havde mange fjender. Den vigtigste årsag til rigernes sammenbrud var de sygdomme, som spanierne bragte med sig. Kopper, influenza, mæslinger, røde hunde og en række andre sygdomme var ikke farlige for europæerne. Men sygdommene fandtes ikke i Mellem- og Sydamerika. Derfor havde indianerne ingen modstandskraft, og de døde som fluer. Theodore de Bry lavede mange billeder, der viste, hvor forfærdeligt spanierne behandlede de indfødte. Slaver Spanierne brugte indianerne som slaver. Men de egnede sig ikke til det hårde arbejde i sølvminerene. Allerede i 1500-tallet blev flere hundrede tusinder sorte slaver hentet fra Afrika. Tusindvis af spaniere bosatte sig i den ny verden. Den dag i dag er der stadig tydelige spanske spor i Mexicos og Perus kulturer bl.a. i form af sproget og i måden at indrette samfundet på. 112

114 OPDAGELSERNE Følgerne for europæerne Spanierne organiserede de erobrede områder på samme måde som i Spanien. Det krævede en stor og kostbar administration af embedsmænd samt soldater til at holde styr på området. Spanierne bosatte sig i nyopførte byer, som var centrum for deres administration. Jorden blev udlagt som store spanskejede godser, haciendas, hvor man dyrkede hvede, majs og holdt kvæg. Arbejderne var indianerne og senere anvendte man sorte slaver. Også sølvminerne i Mexico og Peru blev overladt til spanske mineejere. Spanierne erobrede det nuværende Mexico og Peru for at få guld og sølv. Det kostede en stor del af guldet og sølvet. Der var dog et overskud, som kom til Spanien. Det meste brugte kongen og adelen til at bygge slotte og fornemme huse for. De købte også flere krydderier fra Østen og varer fra andre europæiske lande. Spaniens egne virksomheder og landbruget fik kun meget lidt ud af rigdommene. Men det gjorde England. Her købte den spanske adel og hoffet tøj og porcelæn. Det skabte fremgang for engelsk håndværk og industri. Fra Amerika indførte spanierne nye afgrøder som tomater, peberfrugter, squash, chili, tobak, majs og kartofler. Den sidste groede fint i det kolde og fugtige nordeuropæiske klima. Mødet med indianerne ændrede også europæernes måde at tænke på. Før ekspeditionerne havde europæerne troet, at Bibelen og andre gamle skrifter fortalte alt, hvad der var værd at vide. Men disse tekster fortalte ikke om indianerne og Amerika. Det var altså ikke alt, der stod i Bibelen og de gamle skrifter. Der var meget, som menneskene måtte finde ud af selv. Videnskabsmændene begyndte at udforske, undersøge og eksperimentere. Nogle målte stjernernes og planeternes bevægelser. Og de opdagede meget nyt. Fx fandt de ud af, at Solen og ikke Jorden var universets centrum. Andre videnskabsmænd prøvede at lave guld og medicin. Chokolade Spanierne oplevede første gang chokolade, da de mødte aztekerne. I aztekerriget blev chokolade både brugt til at lave drikke af og i madretter. Aztekernes hersker Montezuma sagde om chokolade: Den guddommelige drik, som opbygger modstandskraft og modvirker træthed. En kop af denne kostbare drik og man kan gå en hel dag uden at få noget at spise. På billedet tilbereder en indianer chokolade. Billedet er fra 1500-tallet. 113

115 Spanien og Portugal blev uenige om de nyopdagede lande. Paven mæglede mellem spanierne og portugiserne. I 1494 blev den spanske og den portugisiske konge enige om at dele verden imellem sig. Grænsen blev trukket 2000 km vest for De Kapverdiske Øer (demarkationslinjen). Spanien fik områderne vest for grænsen og portugiserne øst for grænsen. I 1529 trak spanierne og portugiserne en tilsvarende grænse i Stillehavet. Kortet viser de vigtigste opdagelsesrejser omkring Danmark var også med Også danskere deltog i forsøget på at finde søvejen til Indien. Dengang i 1400-tallet var der gode forbindelser mellem det portugisiske og det danske kongehus. I 1470 erne opfordrede den portugisiske konge Christian 1. til at deltage i en fælles dansk-portugisisk ekspedition mod nordvest, dvs. mod Grønland. Man troede, at Grønland var landfast med Asien. Men man satsede på, at der var en passage, så man kunne sejle igennem til Indien og Kina. Ekspeditionen nåede sydspidsen af Grønland. Hvor den blev jaget bort af eskimoer. En storm førte den til New Foundland. Herfra vendte den hjem. Men forsøgene på at finde søvejen til Indien over Grønland fortsatte i og 1600-tallet. Søkyndige hævdede, at sejladsen over Grønland til Indien kun var 1/5 af ruten syd om Afrika hvis man altså bare kunne finde passagen. I 1618 sendte Christian 4. (se side 128) to ekspeditioner af sted. Under ledelse af Jens Munk sejlede den ene mod nord. Ove Giedde stod i spidsen for den anden, der sejlede syd om Afrika. Jens Munk nåede med sine to skibe Hudsonbugten i Canada, hvor han ville overvintre. Men kulden og sygdomme gjorde det af med næsten alle af de ca. 200 mand, der var med. Kun Munk selv og to mand overlevede, og det lykkedes dem at sejle det ene skib til Bergen. Det gik bedre for Ove Giedde. I 1620 nåede han Indiens sydøstkyst. Her aftalte han med den lokale hersker, naiken af Tanjore, at det danske kompagni måtte slå sig ned i en lille fiskerby, der fik navnet Trankebar. I de næste 225 år til den i 1845 blev solgt til England var den en vigtig base for Danmarks handel med Asien. 114

116 OPDAGELSERNE HVORNÅR VAR DET NU? 1200-tallet: Marco Polos rejser Ca. 1420: Henrik Søfareren opretter en portugisisk søfartsskole 1492: Columbus første ekspedition til Amerika 1498: Vasco da Gama når Indien 1521: Spanierne erobrer Aztekerriget 1530 erne: Spanierne erobrer Inkariget 1618: Jens Munks og Ove Gieddes ekspeditioner 1620: Danmark får kolonien Trankebar 115

117

118 RENÆSSANCE OG REFORMATION Antikken genopdages Norditalienske bystater som Firenze, Genova, Pisa og Venedig havde tjent gode penge på at transportere og levere forsyninger til korsfarerne. Fortjenesterne blev investeret i produktionen og handel. Det gjaldt bl.a. fabrikation af klæde. Desuden oprettede rige købmandsfamilier et bankvæsen, hvor konger, adelige og virksomheder kunne låne penge mod at betale rente. Tidligere havde det kun været konger, kirken og velhavende adelsmænd, der havde haft råd til at bygge fornemme boliger og udsmykke dem med kostbare kunstværker. Nu i begyndelsen af 1300-tallet havde de rige norditalienske købmænd og fabrikanter også råd. Og de skabte det økonomiske grundlag for renæssancen. Ordet betyder genfødsel eller genopdagelse. Og det var antikken, som skulle genopdages. I 1340 erne beskrev den italienske forfatter Francesco Petrarca de foregående århundreder som en mørk tid. Den skulle erstattes af en fremtid, der byggede på ideerne fra det antikke Rom. De rige borgere ville ikke blot bygge ligesom kongerne. En ny tid var begyndt. Man opførte paladser, hvor man efterlignede stilarter inden for arkitektur og boligindretning, som man kendte fra antikkens græske og romerske ruiner. Også inden for litteratur og kunst kom antikken på mode. De antikke forfattere blev oversat til modersmålet. I midten af tallet blev bogtrykkerkunsten opfundet. En bog skulle ikke længere skrives af for at blive kopieret. Og man udsmykkede sit hjem med vellignende portrætter og skulpturer. Renæssancens arkitekter var inspireret af byggerier fra antikkens Grækenland og Rom. På billedet ses en tidligere klædefabrik fra midten af 1500-tallet: Fabbriche Nuove di Rialto ved Grand Canal i Vendig. 117

119 DET HISTORISKE OVERBLIK I renæssancen blev det populært at holde karneval. De brede gader og åbne pladser i byerne var typiske for renæssancen. Titelblad fra en digtsamling af den italienske forfatter Francesco Petrarca ( ). Nyt syn på mennesket, verden og magten I middelalderen var det en udbredt opfattelse, at havde man succes i livet, skyldtes det alene Guds nåde. I renæssancen ændredes synet på mennesket. Selv om man ikke tvivlede på, at Gud havde skabt menneskene, havde den enkelte en fri vilje og kunne selv forme sit liv. Derfor var det også ens egen fortjeneste, hvis man fx var rig. Og tilsvarende ens egen skyld, hvis man var fattig. Gud havde givet det enkelte menneske nogle evner. Det var ens pligt at udfolde og bruge disse evner fornuftigt og hensigtsmæssigt til at opnå viden om verden. Idealmennesket sørgede derfor for at erhverve sig viden om alle områder i livet og ikke kun være specialist på et enkelt. Nogle af renæssancens personer, der var særlig dygtige til at udvikle og anvende deres mangesidige evner, blev også i samtiden anset for at være genier. Et eksempel var Leonardo da Vinci. Han var både maler, billedhugger, arkitekt, videnskabsmand og opfinder. Han fandt på nye måder at udnytte kunstvanding på og opfandt avancerede våben. 118

120 RENÆSSANCE OG REFORMATION Leonardo da Vinci ( ) udviklede avancerede krigsmaskiner som denne gigantiske armbrøst. Videnskabsmænd studerede planeter og stjerner. De målte, hvordan de bevægede sig i forhold til hinanden. På den måde fandt den polske astronom Kopernicus i midten af 1500-tallet ud af, at solen var universets centrum. Det var altså ikke Jorden, som man hidtil havde ment. Og Jorden bevægede sig i en bane omkring solen. I middelalderen havde kirken stor magt i perioder større end kongen. I senmiddelalderen blev statsmagten med kongen i spidsen styrket i de fleste europæiske lande. Mens landegrænserne tidligere i middelalderen ofte ændrede sig som følge af bl.a. erobringer, kom grænserne til at ligge mere fast i og 1600-tallet. Samtidig udgjorde staterne i højere grad mere sammenhængende områder, som kongerne kontrollerede, beskyttede og opkrævede skat af. Fra Italien bredte renæssancen sig mod nord, og dens stilarter ændrede sig. I midten af 1500-tallet slog den igennem i Danmark. Renæssancens højdepunkt var under Christian 4. (se side 128). Leonardo da Vincis maleri fra 1508 af Jomfru Maria, en engel samt Jesus og Johannes Døberen som børn. 119

121 DET HISTORISKE OVERBLIK Bogtrykkerkunsten Siden 1300-tallet havde man trykt billeder, der var skåret, ridset eller ætset. Det foregik stort set på samme måde, som når man laver linoleumstryk. Men det var umuligt at skære en side med bogstaver. Så man kunne ikke trykke bøger. Omkring 1450 fik den tyske bogtrykker Johann Gutenberg en idé. Han lavede løse bogstaver af metal. Bogstaverne blev sat sammen til linjer. Linjerne blev samlet, så man kunne trykke en bogside af dem. Metoden var simpel. Det store problem var at udvikle en tryksværte, som ikke løb ud på papiret. Også det fandt Gutenberg og hans medarbejdere ud af. Gutenbergs opfindelse blev en stor succes. Hans første udgivelse var Bibelen, der blev trykt i 200 eksemplarer. I løbet af få år var der trykkerier i alle lande i Europa, og prisen på bøger faldt meget. 300 trykte eksemplarer kostede det samme som én håndskrevet. I år 1500 var der trykt ca titler i mio. eksemplarer. Kineserne kom dog først med bogtrykkerkunsten. Allerede i 800-tallet skar de bogsider med tekst og billeder i træ. Siderne blev trykt på papir. Det varede ca. 500 år, før europæerne fandt ud af den metode. Trykkeri fra omkring Mændene ved vinduerne sætter bogstaverne sammen til ord. I midten står to trykpressere. Til højre lægger en mand sværte på bogstaverne. I forgrunden ligger stakke med færdigtrykte ark. De sendes til bogbinderen, der gør bogen færdig. 120

122 RENÆSSANCE OG REFORMATION Kalkmaleri i Brøns Kirke i Sønderjylland fra omkring Paven, kardinaler og munke er samlet omkring et tomt dokument, der er forsynet med en række segl. På hver sin side af dokumentet ses to narre. Den ene rækker et par briller til paven. Nedenunder står to grupper, der diskuterer. Det er sandsynligvis protestanter og katolikker, der diskuterer afladshandelen. Kirken under angreb I middelalderen havde den katolske kirke økonomisk og politisk magt. Bortset fra nogle adelige og kongelige, var det stort set kun kirkens folk, der kunne læse og skrive. Og det var munkene, der kopierede bøgerne ved at skrive dem af. Derfor havde kirken også monopol på viden og uddannelse. Siden 1300-tallet havde kirken været udsat for kritik. Det gjaldt især afladshandelen (se side 91). Bogtrykkerkunsten betød, at kirken mistede sin eneret på at udgive bøger. I løbet af senmiddelalderen og renæssancen faldt antallet af analfabeter. Det blev nødvendigt for købmænd og virksomhedsejere at kunne læse og skrive. Man regner med, at knapt halvdelen af folk i byerne kunne læse. På landet var det langt færre. Bogtrykkerkunsten, og det at flere kunne læse og skrive, betød, at debat og kritik kunne nå ud til en større kreds. Blandt gejstligheden (kirkens folk) var der diskussion af den katolske kirke. En del mente, at kirkens lære var blevet for indviklet. I løbet af årene havde paven og hans rådgivere lavet nye regler, og mange af dem fandtes slet ikke i Bibelen. Derfor ville flere gejstlige ændre kirkens lære, så den kom til at passe med det, der stod i Bibelen. De syntes også, at Bibelen skulle oversættes, så flere kunne læse, hvad der var den sande kristendom. I begyndelsen af 1500-tallet voksede kritikken af kirken. For at skaffe penge til bygning af en ny Peterskirke i Rom havde paven sendt agenter, der solgte afladsbreve rundt i Europa. Ifølge kirkens lære havde helgener et overskud af gode gerninger, som kirken rådede over. Og det var dette overskud der blev solgt ud af i form af afladsbreve. På den måde kunne man købe forkortelse af den tid, man efter sin død måtte tilbringe i skærsilden. Mange gejstlige folk syntes, at salg af afladsbreve var forkert. 121

123 DET HISTORISKE OVERBLIK Luther og reformationen De gejstlige, der syntes, at den katolske kirke udviklede sig i en forkert retning, håbede, at deres kritik kunne forbedre den katolske kirke. En af de kritiske gejstlige var den tyske munk Martin Luther, der underviste på universitetet i byen Wittenberg. I begyndelsen var det også afladshandelen, som Luther var særlig utilfreds med. I 1517 skrev han på et stort stykke papir 95 teser (argumenter) mod afladshandelen. Ifølge nogle beretninger satte Luther papiret op på kirkedøren i Wittenberg. Luther skrev bl.a., at man ikke selv kunne gøre noget for at komme i himlen. Og at man ikke kunne gøre sine onde gerninger gode igen uanset hvor mange afladsbreve man købte. Alene Gud kunne frelse menneskene. Og man ville blive frelst, hvis man fortrød sin synder og troede på ham. Luther skrev også, at alle var lige over for Gud. Derfor kunne kirkens folk ikke være særlige udvalgte, der skabte forbindelsen mellem Gud og menneskene. Luther havde skrevet sine teser på latin. Men en bogtrykker oversatte dem til tysk og udgav dem. Mange var enige med Luther. Det betød, at det blev vanskeligere for afladshandlerne at sælge afladsbreve. Derfor klagede de over Luther til paven. Luther håbede, at paven ville indse, at det var forkert at sælge afladsbreve. Ja, faktisk troede Luther, at paven ikke kendte til afladshandelen. Men han blev skuffet. Efter nogen tid fik han at vide, at den var godkendt af paven. Nu forstod Luther, hvor galt det stod til med den katolske kirke. Han udgav et skrift, hvori han hævdede, at selv paver kunne tage fejl. Kun ved at studere Bibelen kunne man afgøre, om noget var sandt eller ej. Og i Bibelen stod der ikke noget om afladshandel, skærsild og helgendyrkelse. Det var altså noget, som kirken selv havde fundet på. Paven var klar over, at Luther kunne blive farlig for den katolske kirke. Derfor forsøgte paven at true ham til at lade være med at udbrede sine tanker. Billedet forestiller Luther, der er i færd med at oversætte Bibelen til tysk. Anti-luthersk billede, der viser, at Luther er inspireret af Satan. 122

124 RENÆSSANCE OG REFORMATION Men Luther blev ved med at kritisere den katolske lære og pavekirken. Han foreslog de tyske fyrster, at de oprettede en ny slags kristendom, der var uafhængig af paven. Præster og munke skulle have lov til at gifte sig, og der skulle holdes gudstjeneste på tysk. Præsten måtte kun prædike det, der stod i Bibelen. Man måtte ikke bede til helgenerne længere, men kun til Gud. Desuden ville Luther afskaffe de fleste af den katolske kirkes hellige handlinger, sakramenterne. Kun dåben og nadveren skulle bevares. Det var for meget for paven. Han udsendte en bandbulle mod Luther. Det var en ordre om at arrestere Luther og sende ham til Rom. Desuden skulle bøgerne, han havde skrevet, brændes. Men Luther lod sig ikke skræmme. Sammen med sine studerende brændte han pavens bandbulle uden for Wittenberg. Nu bad paven den tyske kejser om hjælp. Kejseren ville have Luther til at sige, at han fortrød det, han havde sagt og skrevet om den katolske kirke. Det nægtede Luther, så på pavens vegne dømte kejseren ham fredløs. Det betød, at Luther skulle arresteres og brændes. Men i Tyskland var der mange, som støttede Luther, så det lykkedes ham at flygte. Et års tid måtte han holde sig skjult hos en fyrste. Herefter vendte han tilbage til Wittenberg og fortsatte sit arbejde. Pavens dom over Luther var ikke ophævet. Men Luther blev ikke arresteret, fordi han havde fået endnu flere tilhængere. Efterhånden fik tusindvis af mennesker kendskab til hans lære. Mange steder især i det nordtyske område gennemførte fyrsterne og kirkens folk en reformation af kirken. Luther mente, at præsterne i deres prædikener skulle holde sig nøje til det, der stod i evangeliet, dvs. til det, de kunne læse i Bibelen om Jesu liv og gerninger. Derfor blev Luthers lære også kaldt evangelisk. De, der udbredte og prædikede den lutherske lære, blev kaldt prædikanter. Luthers tilhængere blev omtalt som lutheranere eller protestanter, fordi de protesterede mod paven. Paven lyste Martin Luther i band,men Luther brændte pavens bandbulle. Billedet er fra 1800-tallet. 123

125 DET HISTORISKE OVERBLIK Protestanterne kommer! Mange rejste til Wittenberg for at høre Luther fortælle om den nye lære. Også munke og præster fra Danmark. En af dem var Hans Tausen. I 1525 vendte han tilbage til et kloster i Viborg. I begyndelsen prøvede han ikke at udbrede den lutherske lære. Men da han havde en god uddannelse, underviste han klosterets munke. Engang imellem holdt han også gudstjeneste, og så var klosterkirken fyldt til sidste plads. Efterhånden tog Hans Tausen mere og mere af Luthers lære med i sine prædikener. Også andre præster og munke begyndte at udbrede Luthers lære. De kritiserede også den katolske kirkes enorme rigdomme, og at den blandede sig i landets styre. Dengang sad de katolske biskopper og de førende adelsmænd i rigsrådet (se side 96), der regerede sammen med kongen. De katolske biskopper var rasende og forlangte, at de lutherske præster og munke blev arresteret og dømt som kættere for at gå imod den sande kristne lære. Kongen, Frederik 1., var officielt katolik. I sin håndfæstning havde han forpligtet sig til at beskytte den katolske kirke og bekæmpe protestanterne. Men han syntes, at der var meget godt ved den lutherske lære. Bl.a. var han enig med Luther i, at kongerne skulle bestemme over kirken. Derfor brød Frederik 1. håndfæstningen og gav de lutherske præster og munke tilladelse til at prædike. Måske regnede Frederik 1. med, at katolikkerne og protestanterne kunne leve fredeligt side om side. Hans Tausen ( ) var en af hovedmændene bag indførelsen af reformationen i Danmark. Den nye gudstjeneste med prædikenen som den centrale del. 124

126 RENÆSSANCE OG REFORMATION Borgerkrig I 1533 døde Frederik 1. Det havde været sædvanligt, hvis rigsrådet havde valgt hans ældste søn den 30-årige Christian, der var hertug i Slesvig og Holsten, som hans efterfølger. Men Christian var overbevist protestant, og han ønskede at den lutherske lære skulle indføres i hele landet. I rigsrådet var flertallet katolikker. De foretrak, at Frederik 1.s næstældste søn, hertug Hans, blev konge. Han var vokset op på Nyborg slot, hvor han havde fået en god, katolsk opdragelse. Der var dog det problem, at Hans kun var 12 år. Derfor vedtog rigsrådet at udsætte kongevalget og selv regere indtil videre, til Hans som 15-årig blev myndig. Udsættelsen blev anledningen til en blodig borgerkrig fra 1534 til Lübeck var den ledende by i Hansaen. Byens borgmester Jürgen Wullenwever, ville benytte den kongeløse tid til at styrke Hansaens position i Østersøområdet. Wullenwever gav Lübecks hærfører grev Christoffer af Oldenburg besked på at samle en lejehær. Med det officielle mål at ville genindsætte den afsatte og fængslede Christian 2. på tronen, angreb grev Christoffer Danmark. Malmøs borgere støttede grev Christoffer og gjorde oprør mod rigsrådet. Senere sluttede de københavnske borgere sig til oprøret. På Fyn og i Nordjylland samlede borgere og bønder sig til et oprør mod adelsmændene og med kravet om, at Christian 2. skulle være konge igen. Af to onder foretrak de jyske og fynske rigsråder, at Frederik 1.s ældste søn, Christian, blev konge. Hertug Christian sendte en rytterhær op i Jylland for at knuse oprøret. Han sluttede fred med Lübeck. Så overgav Malmø sig. Men først efter et års belejring overgav København sig. Hertug Christian blev konge under navnet Christian 3. Han fængslede straks de katolske biskopper, der havde nægtet at vælge ham som konge. De fleste blev dog løsladt efter kort tid. Men det var slut med den katolske kirke, der blev afløst af den evangelisk-lutherske, eller den protestantiske. Grevens Fejde Borgerkrigen fik navn efter grev Christoffer af Oldenburg. Han var hærfører for de lejetropper, som Lübeck betalte for at erobre Danmark. Officielt var målet at få genindsat den afsatte Christian 2. Men Christoffer, der var i familie med Christian 2., drømte selv om at overtage tronen. Grev Christoffers tropper besatte først Sjælland og Skåne. Her fik han støtte af store byer som København og Malmø, der ønskede Christian 2. som konge. Byer og borge, der støttede Rigsrådet blev plyndret. I begyndelsen af 1535 fordrev den svenske konge Christoffers tropper fra Skåne. Og også på Sjælland blev han trængt tilbage. Christoffer og hans lejetropper blev i København, da hertug Christian belejrede byen. Da København overgav sig, rejste han tilbage til Lübeck. Hertug Christian, den senere Christian 3., havde en dygtig hærfører, Johan Rantzau. Billedet er et udsnit af et kobberstik, som viser Johan Rantzaus bedrifter under Grevens Fejde ( ). 125

127 DET HISTORISKE OVERBLIK Den ny kirke I 1537 vedtog Christian den 3. og rigsrådet Kirkeordinansen. Denne lov var skrevet af Luthers medarbejder Johan Bugenhagen og bestemte, hvordan den protestantiske kirke skulle være i Danmark. Da Danmark var katolsk, blev præsterne udnævnt af biskopperne eller adelsmændene. Nu valgte menigheden i sognet præsten, som dog skulle godkendes af biskoppen. Præsterne i stiftet valgte biskoppen, der skulle godkendes af kongen. Gudstjenesten blev ændret, så den foregik på dansk i stedet for på latin. Prædikenen var gudstjenestens vigtigste del og varede mindst en time. I sin prædiken skulle præsten holde sig til Bibelens ord. Og han skulle lære menigheden, at troen var den eneste betingelse for frelse. Præsten fortalte også, at man som god protestant ikke kunne nøjes med at tro på Gud. Man skulle også arbejde flittigt og være tilfreds med sin plads i samfundet, uanset om man var købmand eller fæstebonde. Gud havde nemlig skabt samfundet og givet hver enkelt en plads i det. Gode kristne og nyttige borgere Landets få skoler havde hørt under den katolske kirke. Nu overtog kongen og rigsrådet ansvaret for undervisningen. De bestemte, at alle børn skulle have en eller anden form for undervisning. Som et minimum skulle børnene lære, hvad der stod i Bibelen, så de kunne blive gode kristne og nyttige borgere. Degnen (kirkesangeren) fik til opgave at undervise bøndernes børn. Det skulle foregå to eftermiddage om ugen og om søndagen efter kirketid. Men det blev en fiasko. Degnen var som regel dårlig til at undervise. Desuden mente bønderne, at det var vigtigere, at børnene arbejdede. Derfor holdt de ofte børnene hjemme. I købstæderne var undervisningen som regel bedre. Håndværkerne og de handlende syntes, at det var nyttigt, at børnene gik i skole. Især hvis de ud over den obligatoriske undervisning i religion også lærte at skrive og regne. I hver købstad blev der oprettet en latinskole, som kun optog drenge. Som det fremgår af navnet, var latin det vigtigste fag. Kun få mennesker kunne latin, men det var et internationalt sprog, som engelsk og tysk er det nu om dage. Mange bøger og vigtige breve blev skrevet på latin. Latinskolerne blev meget populære. Undervisningen var nemlig gratis, og eleverne fik mad, tøj og husly. Alligevel forlod de fleste elever latinskolen efter få år. En del af dem blev ansat som degne. Enkelte gennemførte hele uddannelsen, der varede 8-9 år. Nogle af dem blev embedsmænd. Andre læste til præst på universitetet. Gammel latinskole ved Skt. Mikkels Kirke i Slagelse. 126

128 RENÆSSANCE OG REFORMATION Sådan fik danskerne det Kongen tilgav borgerne og bønderne, at de som en samling gale, ubesindige hunde havde gjort oprør. Alligevel kom især bønderne til at mærke, at de havde fået en konge, der var venner med adelen. Mange bønder blev tvunget til at give deres gårde til kongen og blive hans fæstere. Og adelsmændene fik lov til at udnytte fæstebønderne, som de ville. Kongen overlod det meste af handelen med udlandet til adelsmændene. Fx blev mange adelige meget rige ved at sælge korn og kvæg til tyskerne. Fra gammel tid havde adelsmændene været kongens soldater. Til gengæld slap de for at betale skat. Nu havde man imidlertid geværer og kanoner. Det betød, at de rustningsklædte adelshære blev utidssvarende. Mange adelsmænd blev i stedet højtstående embedsmænd for kongen og de var stadig fri for at betale skat tallet var en blomstrende tid for handel og håndværk. Købmændene tjente mange penge til landet. Derfor sørgede kongerne for at lave love, der gavnede byernes handel. Lidt efter lidt overtog københavnske købmænd handelen med udlandet fra adelsmændene. En del af disse købmænd blev meget rige. Og da kongen og adelsmændene, lånte penge af dem, fik de efterhånden også indflydelse på landets styre. Det var kirkens folk, gejstligheden, der mærkede mest til forandringerne. Biskopperne og abbederne havde ikke længere indflydelse på styret af landet. Kirken havde mistet sine værdier og var nu økonomisk afhængig af kongen. Men gejstligheden blev bevaret som selvstændig stand. Den omfattede biskopper, provster, præster og lærere. Deres opgave var at sørge for, at danskerne levede efter den lutherske lære. I klostrene var der stadig munke og nonner. Kongen havde givet dem lov til at blive i disse resten af deres liv. Men de måtte ikke holde katolske messer. I byerne blev mange klostre indrettet som hospitaler. De skulle være en slags plejehjem, som kunne tage sig af gamle, fattige og syge. Men hospitalerne havde kun plads til få fattige og syge. Resten måtte tigge for at klare sig. For at begrænse tiggeriet, blev der oprettet fattigkasser, som folk skulle betale til. Beløbet blev fordelt mellem dem, der led nød. Men det var ikke nok, så mange måtte stadig tigge. Man regner med, at mellem og mennesker hutlede sig igennem ved tiggeri. Det svarede til mellem 5 og 10 % af befolkningen. I middelalderen tog den katolske kirke sig af de fattige. 127

129 DET HISTORISKE OVERBLIK Fede tider for nogen Man har kaldt tiden for adelsvældets periode. Efter reformationen i 1536 blev Kirken underlagt kongen og havde ingen selvstændig magt. Nu var det kun de adelige, som ejede mest jord, der sad i rigsrådet og sammen med kongen styrede riget. I det meste af perioden gik det økonomisk godt. Danmark var et landbrugsland, og priserne på korn steg frem til omkring Fremgangen kom først og fremmest de adelige godsejere til gode. De udvidede deres godser ved at opkøbe mere jord, og de ryddede skove og inddrog enge til marker. Og mange adelige fik råd til at bygge nye herregårde. Bønderne fik ikke så stor gavn af de højere kornpriser. Udbyttet var stadig kun 3-4 gange det korn, der blev sået. Hovedparten brugte bønderne selv, og en del gik til skatter og afgifter. De fleste bønder var fæstere, der havde lejet deres gård og marker af en godsejer. Antallet af fæstere voksede, så omkring 1650 tilhørte kun 6 % af de dyrkede arealer selvejere. Kongen ejede ca. halvdelen, og adelen omkring 40 %. Den lille resterende del var marker, der tilhørte borgere i byerne. Livet som fæstebonde var en daglig kamp for tilværelsen. Hovedparten af det, de producerede, anvendte de selv. Resten skulle godsejeren have som landgilde. Det vil sige for leje af gården. Desuden havde fæstebonden pligt til at arbejde gratis for godsejeren et antal dage om året. Det blev kaldt hoveri. År med misvækst kunne betyde, at fæstebonden ikke kunne betale sin landgilde. I bedste fald måtte han skylde godsejeren i værste blev han sat fra gården. De mange krige gik hårdt ud over bønderne. De skulle brødføde og huse soldaterne både de danske og fjendens. De blev også tvunget til at bygge fæstninger og udføre andre slags arbejder for militæret. Christian 4. en renæssancekonge Efter Reformationen i 1536 overtog staten, dvs. kongemagten, kirkens enorme rigdomme. Som andre konger og fyrster i Europa i tallet, ville den danske konge vise sin magt og rigdom ved at opføre slotte og andre bygningsværker. Udsmykningen tog den tids bedste kunstnere sig af. Især under Christian 4. ( ) nåede renæssancen til Danmark. Kongen fik opført en række slotte og andre bygninger, fx Tøjhuset, Børsen, Rundetårn og Rosenborg. De fleste er i hollandsk renæssancestil. Kongen satte ofte selv sit personlige præg på bygningernes udformning. Bl.a. er Børsens snoede 128

130 RENÆSSANCE OG REFORMATION tårn kongens opfindelse. Med sine byggerier ville han markere kongens selvstændige magt. Derfor kom han flere gange i konflikt med Rigsrådet. Indtil 1620 erne var Christian 4. en af Europas rigeste fyrster. Det skyldtes de store indtægter, kongemagten fik fra Øresundstolden, dvs. fra de skibe, der sejlede gennem Øresund. Fra 1618 til 1648 blev der i Nordeuropa udkæmpet en række krige, som samlet kaldes Trediveårskrigen. Modsætninger mellem katolske og protestantiske hertuger og fyrster i Det Tysk-Romerske Rige var en af anledningerne til krigene. Christian 4. ønskede at stille sig i spidsen for en protestantisk hær, som ville bekæmpe den katolske tyske kejser. Trods rigsrådets modstand gik han ind i krigen, hvor han led et forsmædeligt nederlag. Nederlaget fik ikke Christian 4. til at føre en mere forsigtig udenrigspolitik. For at få flere penge i kassen hævde han Øresundstolden. Derved blev han uvenner med hollænderne, og svenskerne brugte det som anledningen til at angribe Danmark. Christian 4. hører til de mest kendte konger i Danmarkshistorien. Det skyldes især hans mange byggerier. På kongens samtid var man ikke så begejstret. Byggerierne kostede enorme summer. Og på grund af de mange tabte krige var statskassen efterhånden tømt. Maleri af Trediveårskrigen. Slaget ved Lutzen mellem den tyske kejsers tropper under ledelse af Wallenstein og den svenske kong Gustav Adolfs hær i Billedet er malet få år efter slaget. 129

131 DET HISTORISKE OVERBLIK Den Westfalske Fred 1648 I flere fyrste- og kongedømmer i Det Tysk- Romerske Rige havde der været krige mellem protestanter og katolikker siden 1520 erne. I 1555 indgik fyrsterne en religionsfred. Det blev aftalt, at herskeren afgjorde, om alle hans undersåtter skulle være protestanter eller katolikker. Det blev dog ikke afklaret, hvad der skulle ske, hvis fyrsten skiftede tro. I Böhmen (det nuværende Tjekkiet) var kejseren i Det Tysk-Romerske Rige også konge. Kejseren var katolsk. I 1618 nægtede protestanterne i Böhmen at anerkende kejseren som konge, og de valgte i stedet deres egen. Det blev starten på en række krige mellem protestantiske fyrster på den ene side og kejseren og katolske fyrster på den anden. Krigene fik siden navnet Trediveårskrigen. I begyndelsen gik det godt for kejseren. Men bl.a. den franske og den engelske konge var ikke interesseret i, at kejseren blev for stærk. Derfor støttede de Christian 4., da han i 1625 gik ind i krigen for at hjælpe de trængte protestantiske fyrster. Som nævnt led Christian 4. nederlag. Det gik heller ikke bedre for den svenske konge, der i 1630 gik ind i krigen mod kejseren. Det fik Frankrig til at gå ind i krigen på protestanternes side, der nu klarede sig bedre. Men ingen af parterne kunne vinde, og man begyndte derfor en årelang forhandling om fred. I 1648 blev Den Westfalske Fred indgået. Her blev det én gang for alle afgjort, om de enkelte fyrstendømmer i Det Tysk-Romerske Rige skulle være katolske eller protestantiske. Det betød, at den nordlige del af riget overvejende blev protestantisk, mens den sydlige blev katolsk. Flere fyrstendømmer bl.a. Brandenburg og Bayern blev udvidet. Samtidig blev konger og fyrster i Det Tysk-Romerske Rige helt uafhængige af kejsermagten. Freden fastslog dermed staternes absolutte suverænitet, som siden har været et grundlæggende princip for forhold mellem stater. Fra da af og ind til Det Tysk- Romerske Rige blev endelig opløst i 1806, var kejseren kun en kransekagefigur. Efter de mange års krige, der havde involveret mange af Europas lande, ønskede forhandlerne at skabe en balance mellem de europæiske stormagter, der kunne sikre fred og stabilitet i Europa. Det lykkedes. Selv om der var en række kortvarige krige mellem enkelte lande, udbrød der ikke omfattende krige mellem de europæiske stormagter før Napoleonskrigene ( ). Den Westfalske Fred underskrives i

132 RENÆSSANCE OG REFORMATION Balladen med svenskerne I 1520 erne forlod Sverige definitivt unionen med Danmark og Norge. Hverken Gustav Vasa eller den danske konge, Christian 3., ønskede flere kostbare krige om Unionen. I begyndelsen af 1500-tallet var Norge økonomisk svækket. Der var få adelsmænd tilbage, og de var ikke stærke nok til at styre landet. Det benyttede Christian 3. sig af. Da han overtog tronen i 1536, nedlagde han det norske rigsråd, og dermed Norge som et selvstændigt rige. Det blev en del af Danmark som Skåne og Jylland. I begyndelsen af 1560 erne overtog Frederik 2. den danske og Erik 14. den svenske trone. Begge konger ønskede at herske over hele Norden, og så var det slut med det fredelige forhold mellem Danmark og Sverige. I 1563 udbrød den første af fire store krige, som Danmark og Sverige udkæmpede i de følgende ca. 100 år. De vigtigste årsager til krigene var kampen om magten i Norden, herredømmet over handelen med Østersølandene og Øresundstolden, som Danmark opkrævede. Resultatet af krigene blev, at Danmark måtte afgive store områder, og landet var ikke længere en nordeuropæisk stormagt. Krigene gik først og fremmest ud over civilbefolkningen. Illustrationen viser udsnit af et billede, hvor soldater overfalder en landsby. Befolkningen plyndres, myrdes og voldtages. 131

133 DET HISTORISKE OVERBLIK Krigene med Sverige Den Nordiske Syvårskrig I 1563 angreb Frederik 2. Sverige med en hær, der hovedsageligt bestod af udenlandske landsknægte. Kongen mente, at den ville få den svenske konge Erik 14. til at overgive sig i løbet af kort tid. Men da lejehæren var trængt ind i Halland, stoppede fremgangen. I de følgende år bølgede krigen frem og tilbage i den sydlige del af Sverige. Både den svenske og den danske hær led enorme tab. Derfor gik man mere og mere over til at hærge og plyndre hinandens civilbefolkning. I det hele taget gik krigen især ud over almindelige mennesker. De skulle uden betaling levere forsyninger til hærene. Desuden blev mange ramt af pest og andre smitsomme sygdomme, som landsknægtene førte med sig. I 1570 blev der endelig indgået en fredsaftale. Ifølge den skulle begge lande give de erobrede områder tilbage, og Sverige skulle betale krigsskadeserstatning. Kortet viser de områder, som Sverige erhvervede

134 RENÆSSANCE OG REFORMATION Kalmarkrigen Christian 4. ( ) drømte om at genvinde herredømmet i Norden. Samtidig stræbte den svenske konge efter at gøre sig fri af Danmarks omklamring og at udvide sin magt i Østersøområdet. Begge konger ønskede derfor et opgør. Anledningen til krigen var en strid om den nordligste del af Skandinavien. Den danske hær erobrede Kalmar Slot og andre vigtige svenske borge. Men den havde ikke styrke til at tvinge svenskerne helt i knæ. Krigen forstyrrede hollændernes handel i Østersøen. Med hjælp fra England tvang Holland parterne til at slutte fred. Resultatet blev, at Sverige skulle betale en større krigsskadeserstatning. Men Christian 4. fik ikke opfyldt sin drøm om at blive ny unionskonge. Og selv om fredsaftalen bestemte, at svenskerne ikke skulle betale Øresundstold, følte de sig stadig spærret inde af Danmark. Torstenssonkrigen Christian 4. var bekymret over, at Sverige erobrede store områder langs Østersøen. Derfor støttede han svenskernes fjender, og satte Øresundstolden op. Det ville svenskerne ikke finde sig i, og uden at erklære krig besatte en svensk hær under ledelse af general Lennart Torstensson først Jylland og siden Skåne. Ved fredsslutningen mistede Danmark Jämtland, Herjedalen samt øerne Ösel og Gotland, der var vigtige for at kunne kontrollere handelen i Østersøen. Desuden skulle Sverige overtage Halland i 30 år. Nu var svenskerne ikke længere spærret inde. Og da Sverige også overtog landområder i Nordtyskland tæt ved Danmarks sydgrænse, var det danskernes tur til at føle sig klemte. Vægtæppet viser Christian 4., der inspicerer sine soldater under Kalmarkrigen. I baggrunden ses Kalmar Slot. I 1644 deltog Christian 4. selv i søslaget på Kolberger Heide. Det blev et af de få slag, som Danmark vandt. Under slaget blev kongen såret i øjet, men kæmpede videre. Maleriet er fra Sangen Kong Kristian stod ved højen mast handler om begivenheden. 133

135 DET HISTORISKE OVERBLIK... Krigene med Sverige Karl Gustav-krigene Sverige fortsatte sine erobringer i Østeuropa. Men i 1650 erne sluttede Polen og andre af Sveriges fjender sig sammen, og så begyndte det at knibe for den svenske konge, Karl 10. Gustav. Det benyttede den danske konge, Frederik 3., sig af og erklærede Sverige krig. Men næppe var krigen erklæret, før Karl Gustav med sin hær rykkede op i Jylland. Da sunde og bælter frøs til, fortsatte han over isen mod København. Danmark måtte bede om fred, og betingelserne var hårde: Sverige skulle have Skåne, Bornholm, Blekinge, Bohus og Trondheim Len. Få måneder senere fortrød Karl Gustav, at han ikke havde beholdt hele det danske rige. Krigen begyndte igen, og snart var Danmark atter besat. Det lykkedes dog Frederik 3. med støtte fra københavnerne at forhindre, at hovedstaden blev erobret. Hollænderne kom det belejrede København til undsætning. De ville forhindre, at Sverige kom til at dominere Østersøhandelen. Da Karl Gustav døde, ønskede svenskerne at slutte fred. Resultatet blev, at Bornholm og Trondheim Len blev givet tilbage til Danmark. Den svenske hær gik over det tilfrosne Lillebælt. Da tropperne gik i land ved Ivernæs (nu: Wedellsborg Hoved), kom det til kamp med danske soldater, der hurtigt blev nedkæmpet. På billedet ses hærens march over de isbelagte bælter fra Jylland til Sjælland. 134

136 RENÆSSANCE OG REFORMATION HVORNÅR VAR DET NU? Ca. 1450: Bogtrykkerkunsten opfindes 1517: Luthers teser 1523: Sverige forlader endegyldigt Kalmarunionen 1525: Hans Tausen begynder at prædike Luthers lære i Danmark : Grevens Fejde 1536: Reformationen 1537: Kirkeordinansen : Den Nordiske Syvårskrig : Christian : Kalmarkrigen : Trediveårskrigen 1648: Den Westfalske Fred : Torstenssonkrigen : Karl Gustav-krigene 135

137

138 AL MAGT TIL KONGEN Staten, det er mig! I løbet af 1600-tallet fik kongerne i mange europæiske lande den totale magt. De kunne bestemme lovene, afgøre hvordan landet skulle regeres, udnævne embedsmænd, erklære krige osv. Kongen blev heller ikke valgt af adelen, men hans ældste søn arvede automatisk tronen. Denne styreform kaldes enevælde. Kongen havde den absolutte magt. Man mente, at det var bedst for samfundet, hvis befolkningen blev styret af en autoritet, der holdt ro og orden. Folk kunne nemlig ikke styre sig selv. Uden en stærk kongemagt ville der opstå kaos, og samfundet ville gå i opløsning. Dengang talte man om naturretten. Det var den måde, som Gud syntes var bedst og mest retfærdig at indrette samfundet på. Og Gud bestemte jo alt, og derfor skulle staterne også styres enevældigt. Gud og ikke fx adelen skulle udvælge kongen. Derfor talte man om konger af Guds nåde. Selv om kongerne havde al magten, måtte de ikke være tyranner, der kun tænkte på sig selv. Deres opgave var at regere på den måde, som var bedst for samfundet. I Versailles uden for Paris fik Ludvig 13. i 1620 erne bygget et jagtslot. Sønnen, Ludvig 14. ( ) udvidede slottet til tidens mest storslåede kongeslot. Byggestilen kaldes barok, som er kendetegnet ved stram symmetri, der også går igen i den enorme park. Ved hoffet i Versailles var der omkring personer fra adelige til tjenestefolk. Frankrig var det første land, hvor enevælden blev indført. Efter en række krige i tallet var kongemagten styrket. I 1620 erne blev Richelieu førsteminister. Han var inspireret af ideerne om enevælden, og han arbejdede målrettet på at styrke kongens magt på adelens bekostning. Under Ludvig 14., der var konge fra 1643 til 1715, nåede enevælden i Frankrig et højdepunkt. Derfor var det rigtigt, når han sagde: Staten, det er mig! Filosoffen Thomas Hobbes ( ) skrev bogen Leviathan i I den hævdede han, at enevælden var den bedste og mest fornuftige styreform, og at den var til gavn for alle i samfundet. På bogens forside er samfundets medlemmer tegnet i kongens krop. 137

139 DET HISTORISKE OVERBLIK Penge i statskassen I dag kan vi købe varer fra alverdens lande. De fleste regeringer i verden har lavet aftaler, som gør det let at handle på tværs af landegrænser. Vi handler altså i stigende grad internationalt. Og det er godt for økonomien, mener de fleste. Sådan så man ikke på økonomien for år siden. Dengang var det vigtigt for den enkelte konge at have så mange penge, først og fremmest guld, som muligt i statskassen. Denne økonomiske idé kaldes merkantilisme. En fyldt statskasse gav magt. Under de enevældige konger blev skatteopkrævningen effektiviseret. En stor del af pengene blev brugt til administration og forsvar. Tidligere havde kongerne brugt lejetropper. De blev suppleret eller helt erstattet af en national hær af tvangsudskrevne bønderkarle. En del af pengene blev brugt til at bygge fornemme slotte og holde et stort hof. På den måde viste kongen sin magt. For at få penge i statskassen skulle indbyggerne arbejde flittigt, så de kunne betale meget i skat. Og det var godt, hvis landet kunne sælge varer til udlandet. Så kom der også penge i kassen. Men der gik penge ud af landet, hvis man købte varer i udlandet. Så det skulle man så vidt muligt undgå. Derfor drejede det sig om, at landet blev selvforsynende, dvs. at alle varer, som befolkningen havde brug for, blev fremstillet i landet. Kolonierne spillede en vigtig rolle for, at et land kunne blive selvforsynende. Fra kolonierne kunne landet skaffe sig råvarer, guld, sølv, krydderier, silke og andre varer, som man havde brug for, men som man ikke selv havde eller kunne fremstille. Og folk i kolonierne købte de varer, som man ikke selv brugte. Det var ofte en fordel at sælge de overskydende varer til sine kolonier frem for til nabolandene. Europæerne bestemte nemlig, hvad deres varer skulle koste, når de blev solgt til deres kolonier. Kongerne sendte ekspeditioner ud for at tage kolonier. En konge betalte sjældent selv for ekspeditionerne. Som regel lod han private selskaber, kompagnier, udruste skibene. Til gengæld gav han kompagnierne monopol (eneret) på at handle i et bestemt område. Der Kolonierne spillede en vigtig rolle i det merkantilistiske system. Først i 1950 erne og 1960 erne blev kolonierne selvstændige. Billedet fra en fransk skolebog fra 1920 erne viser, hvilke varer franskmændene fik fra kolonierne. 138

140 AL MAGT TIL KONGEN var ikke nogen, der spurgte indbyggerne i kolonierne om deres mening. I og tallet var der stort set ingen i Europa, der tænkte på, at jagten på varer fra kolonierne betød undertrykkelse og udnyttelse af andre folkeslag. Og få europæere syntes, at det var et problem at transportere millioner af sorte som slaver fra Afrika til Amerika. Man mente jo, at de sorte og andre ikke-europæiske folk var langt bag efter de civiliserede kristne europæere. Faktisk gjorde man disse primitive og uvidende mennesker en tjeneste ved at tage deres område og lære dem om kristendommen, mente man. Kolonier og trekantshandel En koloni er en bosættelse eller en handelsstation, som en stat opretter i et andet land. En stat kan have flere grunde til at erhverve sig kolonier. Formålet kan være at øge handelen, sikre råstoffer eller gøre det muligt for staten at skaffe sig af med et befolkningsoverskud. Kongerne overlod handelen med kolonierne til private kompagnier, der fik monopol (eneret) på handel med bestemte områder. I tallet var skibene blevet bedre, og al handel foregik ad søvejen. Skibene fulgte bestemte ruter, hvor fremherskende vindretninger og strømforhold gjorde det lettest at komme frem. Efterhånden udviklede der sig et netværk af handelsruter mellem Europa, Afrika og Vestindien, der kaldtes Trekantshandel. Skibene sejlede fra Europa lastet med tekstiler, våben, ammunition, og spiritus. Langs den vestafrikanske kyst havde de europæiske kolonimagter anlagt en række handelsstationer. For de medbragte varer købte man her slaver, elfenben og guld. Så fortsatte man over Atlanterhavet til Amerika først og fremmest til Vestindien. Her blev slaverne solgt. Skibene blev lastet med bomuld, tobak og rom og satte kursen mod Europa.

141 DET HISTORISKE OVERBLIK Landet i krise Efter Karl Gustav-krigene (se side 134) var Danmark blevet mindre. Det var også et hærget og fattigt land, og staten havde en enorm gæld. Den skulle betale for lejetropper, og den skyldte købmændene mange penge for varer, som var leveret under krigen. Når staten manglede penge, plejede kongen og rigsrådet at kræve mere skat af borgerne og især af bønderne. Men de kunne simpelthen ikke klare flere byrder. I 1500-tallet havde Danmark haft en god eksport af korn og stude, men nu var efterspørgslen og dermed priserne på disse varer faldet. Det betød, at bønderne blev fattigere. Med mellemrum havde pestepidemier hærget landet. I 1654 døde ca. 1/3 af den københavnske befolkning af pest. Dertil kom krigene med plyndringer og ødelæggelser. Og det gjorde det ikke bedre, at klimaet blev køligere i løbet af 1600-tallet. Alt i alt steg dødeligheden, og det skønnes, at befolkningstallet på 15 år fra 1645 til 1660 faldt med 1/5. Problemet for kongen, Frederik 3., blev derfor, at bønderne ikke kunne betale landets gæld. Statskuppet 1660 Christian 4. havde forsøgt at styrke sin magt på adelens bekostning. Da han døde i 1648, ønskede rigsrådet at styrke sin kontrol med hans søn og efterfølger, Frederik 3. Han måtte derfor underskrive en håndfæstning, der gav rigsrådet og adelen større magt. Men i 1660 skulle landets gæld betales. For at løse problemet indkaldte Frederik 3. og rigsrådet til et stændermøde (Der var fire stænder: adelen, gejstligheden (kirkens folk), borgerstanden og bondestanden). I efteråret 1660 mødtes udsendinge for adelen, gejstligheden og borgerstanden i København. Bondestanden var ikke repræsenteret. Kongen foreslog, at stænderne i fællesskab indfriede gælden ved at betale en ekstra skat. Det accepterede borgerne og de gejstlige. Men adelen nægtede. Det var deres ret, at de ikke skulle betale skat. Siden middelalderen havde adelstanden været skattefri mod til gengæld at gøre krigstjeneste for kongen. Men kun få adelsmænd havde kæmpet mod svenskerne. Under krigene var mange adelige endda flygtet ud af landet. Københavnerne og kongen havde forsvaret hovedstaden alene, da byen var belejret i vinteren Der var ikke noget at sige til, at stemningen mod de adelige var fjendtlig. Borgerne og de gejstlige foreslog, at kongens ældste søn altid skulle overtage tronen (arvekongedømme). Når kongemagten blev arvelig, skulle rigsrådet ikke længere udarbejde kongens håndfæstning. Det betød, at rigsrådet og dermed adelen mistede indflydelse. Adelen var naturligvis imod at indføre arvekongedømme. Men da Frederik 3. tilkaldte sine soldater og gav ordre til at lukke Københavns porte, bøjede de adelige sig. Frederik 3. fik sin håndfæstning leveret tilbage. Som tegn på at den var ophævet, blev den skåret over med en kniv. Og stænderne overlod det til kongen at udarbejde de love, som landet skulle regeres efter. I begyndelsen af 1661 udsendte kongen enevolds-arveregeringsakten. Han var altså ikke alene arvekonge, men også enevældig. 140

142 Billedet er fra 1666 og forestiller Frederik 3. ( ), der hyldes som arvekonge i Kongen og dronningen sidder på en trone foran Børsen. Fra himlen rammer en solstråle tronen. Frederik 3. var jo konge af Guds nåde. En rød løber er lagt til slottet, hvor det nuværende Christiansborg ligger. Til venstre i billedet ses Holmens Kirke. I nederste venstre hjørne har kunstneren Wolfgang Heimbach afbildet sig selv. Styret Enevælden betød, at magten var samlet hos kongen. Men han kunne ikke overkomme at regere Danmark og Norge alene. Derfor blev der lavet et nyt og stærkt styre, og det fik hovedsæde i København. Styret bestod af kollegier. Et kollegie var et regeringskontor, som blev ledet af 8-12 medlemmer (kolleger). Nu om dage skifter antallet af ministerier fra regering til regering. På samme måde ændredes antallet af kollegier. Kollegierne forberedte sagerne til kongens afgørelse. Det foregik i geheimekonseillet senere kaldet statsrådet. Det var en forsamling, der bestod af kongen og lederne af kollegierne. Kabinettet var kongens eget kontor med hans personlige rådgivere. Nogle enevældige konger traf beslutningerne i kabinettet i stedet for i geheime-konseillet. Danske Kancelli Kommercekollegiet Lokaladministration (Amter) Kongen Kabinettet (Kongens personlige rådgivere) Geheime-konseil (Statsråd) Tyske Kancelli Indenrigsministerium (sager, der vedrørte landets indbyggere) Udenrigsministerium (tog sig også af hertugdømmerne Slesvig og Holsten) Stats-kollegiet Hæren Flåden Retsvæsen Kommissioner med særlige opgaver Skatkammerkollegiet* Kancellierne Krigskollegiet Admiralitetskollegiet Højesteret Handels- og erhvervsministerium *Tog sig af rigets penge. Det blev også kaldt Rentekammeret. 141

143 DET HISTORISKE OVERBLIK Samfund under forandring? Kongens personlige sekretær, Peder Schumacher skrev Kongeloven, som var en slags grundlov for, hvordan landet skulle styres. Danmarks og Norges grundlov havde været den håndfæstning, som hver konge måtte underskrive, før han blev kronet. Kongeloven afløste håndfæstningerne. Den blev gjort færdig og underskrevet af Frederik 3. i Den kom til at gælde indtil 1849, hvor enevælden blev afskaffet. Kongeloven gav de enevældige konger næsten ubegrænset magt. Kongen bestemte lovene, han var den øverste dommer og leder af kirken, hæren og flåden, og han kunne ansætte og afskedige embedsmænd. De eneste begrænsninger, Kongeloven lagde på kongens magt, var, at han ikke måtte afgive den. Han måtte heller ikke bortgive dele af riget, fx som hertugdømmer til brødre eller sønner. Endelig skulle kongen være protestant. Efter enevældens indførelse mistede adelen sine privilegier. Alle, der havde råd, måtte købe godser. Det benyttede en del velhavende storkøbmænd sig af. Og adelen mistede sin skattefrihed. Den blev dog delvist genindført i Kongen begyndte også at ansætte sønner af velstående borgere i statens tjeneste, dvs. som embedsmænd i stedet for kun at udnævne adelssønner. Men langt op i tallet var der mangel på uddannede embedsmænd. Derfor beholdt mange adelige deres Frederik 3. og Peder Schumacher med Kongeloven i hænderne. Da Frederik 3. blev konge i 1648 måtte han underskrive den strengeste håndfæstning nogensinde. Rigsrådet ønskede nemlig at få mere kontrol med den ny konge, end det havde haft med Christian 4. Under Karl-Gustav-krigene ( ) viste Frederik 3., at han var en dygtig og handlekraftig konge. Mens mange medlemmer af Rigsrådet under krigene forlod landet, blev Frederik 3. i København og deltog aktivt i forsvaret af hovedstaden under belejringen Derfor stod han meget stærkt efter krigene, og det havde afgørende betydning for indførelse af enevælden. Til forskel fra en del af periodens konger var Frederik 3. en velbegavet og lærd mand. Han grundlagde en stor privat bogsamling, som senere blev grundstammen i Det Kongelige Bibliotek. 142

144 AL MAGT TIL KONGEN Peder Schumacher Peder Schumacher ( ) var søn af en velhavende københavnsk vinhandler. Som ung studerede han i flere europæiske lande og kom bl.a. til Frankrig, hvor han var meget betaget af Ludvig 14.s enevældige styreform. Han blev ansat som Frederik 3.s personlige sekretær, og kongen bad ham skrive Kongeloven, dvs. den lov der skulle gælde under enevælden. Peder Schumacher fik stor indflydelse og blev meget rig. Han tog navnet Griffenfeld. Men da han fornærmede Frederik 3.s efterfølger, Christian 5. ( ), blev han i 1676 dømt til døden. I sidste øjeblik omstødte kongen dødsdommen, og Griffenfeld blev sat i fængsel. Her tilbragte han 22 år. Få måneder efter sin løsladelse, døde han. poster. Kongen kunne give folk, der havde råd til at købe store godser adelige titler som greve og baron. Enevælden betød forandringer i toppen af samfundet. For hovedparten af befolkningen betød enevældens indførelse kun begrænsede forandringer. Landbruget var Danmarks vigtigste erhverv. For at overvinde landets økonomiske krise skulle der gang i produktionen. Men det var svært ernes krige samt sult og sygdom, der fulgte i deres kølvand, havde kostet hver 8. dansker livet. Desuden var mange gårde, marker og husdyrbesætninger ødelagte under krigen. Dertil kom, at kornpriserne faldt, og det var et problem for Danmark, der tjente penge ved at sælge korn til udlandet. Krigene i Europa i første halvdel af 1600-tallet betød, at der var færre mennesker og derfor mindre behov for korn. Det førte til lavere priser. Prisfaldet skyldtes også, at England, Polen og Rusland begyndte at sælge korn på det europæiske marked. Først omkring 1730 begyndte priserne på korn at stige, og det blev bedre tider for bønderne. 143

145 DET HISTORISKE OVERBLIK De kære børn I dag er ca. 20 % af den danske befolkning børn. I 1600-tallet var tallet %. I gennemsnit fødte en gift kvinde ét barn hvert 2. eller 3. år. Selv om en kvinde ofte først blev gift, når hun var år, kunne det blive til en del fødsler. Antallet af børn blev dog begrænset af, at dødeligheden blandt spædbørn var uhyggelig stor. Mellem1/10 og 1/5 døde i løbet af det første år. Før de fyldte 10 år, var yderligere 1/5 døde af sult, pest eller andre sygdomme. For børn i de fattigste familier var dødeligheden endnu større. Nogle historikere mener, at den store risiko for, at barnet døde, betød, at forældrene undgik at knytte sig følelsesmæssigt til det, før de var nogenlunde sikre på, at det overlevede. Andre historikere hævder, at forældrene nærede følelser for deres børn uanset om der var fare for, at de døde. Det var dog nødvendigt, at nogle børn overlevede. Der var nemlig brug for deres arbejdskraft på gården. Og børnene blev sat til at bestille noget, så snart de var i stand til det. Som 4-6-årige kunne de se efter deres mindre søskende og fx passe ænder og gæs. Senere fik de flere og større opgaver, og som årige arbejdede de som de voksne. Var der brug for barnets arbejdskraft på gården, blev det boende hjemme. Hvis ikke, kom det ud at tjene som 9-10-årig karl eller pige og blev dermed optaget i en anden husstand. Forældre og andre voksne bestemte, hvad børnene skulle lave. Og børnene havde at adlyde, ellers vankede der lussinger og prygl. Man mente, at børn var født syndige, og at man med straf kunne drive det onde ud af dem. Dengang vidste almindelige mennesker ikke, at omsorg og kærlighed var nødvendigt for, at børn kunne udvikle sig rigtigt. Man måtte også have børn og helst drenge for at sikre sig i alderdommen. Der var ikke folkepension eller plejehjem. Når bonden ikke længere kunne arbejde, overlod han ofte gården til en af sønnerne mod, at han selv kom på aftægt på gården. I fattige familier kunne det være en ulykke at skulle brødføde endnu et barn. Nogle valgte derfor at dræbe den nyfødte. Som dødsårsag kunne forældrene anføre, at de i søvne var kommet til lægge sig på barnet, eller at det var kvalt i dynen. Sådanne uheld kunne naturligvis ske. Børnene sov i alkoven hos forældrene, og de små børn var svøbte, det vil sige viklet ind i et langt stykke stof, så de ikke kunne røre sig. Uheldet forekom dog så hyppigt, at det fik sin egen betegnelse: Opprimering. Som straf skulle forældrene bekende deres synd i kirken. Ved gentagelser skulle de betale en mindre bøde. Men den var mere overkommelig end at skulle mætte et barn mere. Sygdom, sult og krig betød, at omkring 1/3 af børnene døde, før de blev voksne. I den fattigste del af befolkningen døde næsten halvdelen som børn. Det hjælper ej at sige nej med døden må vi vandre, står der på maleriet, som er fra slutningen af tallet. Spædbarnet, som døden bærer, er svøbt. 144

146 AL MAGT TIL KONGEN Den Skånske Krig I 1670 døde Frederik 3., og hans søn blev enevældig under navnet Christian 5. Den ny konge var ikke særlig begavet, og han interesserede sig ikke særlig meget for at regere. Han overlod en stor del af magten til de ledende embedsmænd især til Peder Griffenfeld. Men én ting optog Christian 5.: at tilbageerobre de landområder, der var tabt til Sverige. Efter Karl Gustav-krigene var Danmark blevet klemt inde af Sverige og dets forbundsfælle, det gottorpske hertugdømme. Derfor ønskede kongen at erobre Skåne, Halland og Blekinge tilbage og knække den gottorpske hertugs magt. Det var ikke så ligetil. Sverige var militært meget stærk. Desuden havde landet sluttet forbund med Frankrig. I 1670 erne kom Frankrig i krig, og Sverige måtte hjælpe sin allierede. Det ville Christian 5. benytte sig af. Han fik opbakning af Spanien og flere tyske stater, der lovede at sende ham penge til at føre krig for. Et angreb på Sverige kunne betyde, at Danmark også kom i krig med Frankrig. Og det var Griffenfeld imod. Han beundrede Ludvig 14., som havde gjort Frankrig til Europas stærkeste magt. Denne magt kunne ikke besejres uanset hvem, der støttede Danmark, mente Griffenfeld. I stedet foreslog han, at man prøvede at overtale Ludvig 14. til at bryde sin alliance med Sverige til fordel for et forbund med Danmark. Bagefter kunne Danmark så erobre Skåne. For én gangs skyld var Christian 5. helt uenig med Griffenfeld. Med en hær, der overvejende bestod af lejesoldater, besatte Christian 5. Skåne og store dele af Slesvig og Holsten. Så fik den svenske konge samlet sin hær til modangreb. Efter et stort slag ved Lund måtte danskerne forlade det meste af Skåne. Til søs gik det bedre for danskerne. Mest berømt er slaget i Køge Bugt, hvor svenskerne mistede 20 skibe og marinesoldater. Krigen trak i langdrag. Danmark besatte Gotland og Öland og de vigtige fæstningsbyer Helsingborg og Landskrona. Men ingen af parterne kunne vinde en endelig sejr. I 1679 begyndte man at forhandle om fred. Christian 5. forlangte, at Danmark beholdt de erobrede områder. Men Frankrig ville ikke gå med til, at dets allierede, Sverige, skulle afstå landområder. Så da der blev sluttet fred, blev grænserne ikke ændret. I december 1676 mødtes den svenske og den danske hær ved Lund. Omkring soldater udkæmpede det blodigste slag, der har fundet sted i Nordens historie mistede livet og danskerne tabte. Maleriet af slaget er fra Rytteren med den lyse hat er den svenske konge Karl

147 DET HISTORISKE OVERBLIK Den Store Nordiske Krig I slutningen af 1600-tallet var Sverige den stærkeste magt i Nordeuropa. Men så døde den svenske konge, og hans kun 15-årige søn Karl 12. overtog tronen. Den russiske zar, kongen af Sachsen-Polen og Frederik 4. af Danmark ville udnytte tronskiftet til at erobre områder fra Sverige. I hemmelighed dannede de et anti-svensk forbund. I 1700 trængte polske soldater ind i Livland (se kortet herunder), og Danmark besatte Gottorp i Nordtyskland. Siden ville den danske konge erobre Skåne, Halland og Blekinge. Men Holland og England ville ikke have, at den danske konge kom til at herske på begge sider af Øresund. De hjalp derfor svenskerne med at sætte tropper i land på Sjælland. For at få fred med Sverige måtte Frederik 4. træde ud af det anti-svenske forbund. Svenske Karl 12. kunne nu koncentrere sig om at føre krig mod russerne og polakkerne. I flere år gik det godt for svenskerne, I 1660 var Sverige Østersøområdets hersker. Men landet havde mange fjender, blandt andet Rusland. Den russiske zar ønskede nemlig også at få magten over Østersøen. I løbet af 1700-tallet mistede Sverige hovedparten af de erobrede områder. Kortet viser de områder Sverige måtte afstå, og årstallene fortæller, hvornår det skete. 146

148 AL MAGT TIL KONGEN og til sidst måtte Sachsen-Polen også bede om fred. Men i 1709 led Karl 12. et alvorligt nederlag ved Poltava i Sydrusland. Efter svenskernes nederlag gik Danmark og Sachen- Polen igen ind i krigen mod Sverige. Anden halvleg af Den Store Nordiske Krig var i gang. Det gik bedre for danskerne end tidligere. Men da der blev sluttet fred i 1720, måtte Danmark acceptere, at stormagterne Frankrig og England bestemte fredsbetingelserne. De ønskede at forhindre, at Rusland fik kontrollen over Østersøen. Derfor ville de ikke svække Sverige for meget ved at give Skåne, Halland og Blekinge tilbage til Danmark. Resultatet blev, at Sverige skulle betale rigsdaler til Danmark. Desuden fik den danske konge Slesvig som et arvehertugdømme. Den svenske konge Karl 12. blev dræbt ved Fredrikshald. Billedet fra 1884 forestiller soldater, der bærer den dræbte konge hjem. 147

149 DET HISTORISKE OVERBLIK Kolonier i Island Krigene mod Sverige gik ikke så godt for Danmark. Men de danske konger førte også en merkantilistisk økonomisk politik (se side 138) og deltog i jagten på kolonier. Siden oprettelsen af Kalmarunionen (se side 97) havde Færøerne, Island og Grønland hørt med til det danske rige. Christian 4. ville gøre Island til en god forretning. Han overgav monopolet på handelen med Island til en gruppe københavnske købmænd. Øen blev delt i omkring 20 handelsdistrikter, som blev fordelt mellem købmændene. De forpligtede sig til regelmæssigt at levere varer til islændingene. Til gengæld måtte islændingene kun handle med distriktets købmænd. Købmændene havde således monopol på handelen. De bestemte, hvor meget de ville give for islændingenes varer som tørrede torsk, fåreskind og svovl og hvor meget de ville sælge deres egne for. Købmændene tjente styrtende med penge. Men islændingene blev fattigere. Problemerne blev værre af, at Island i og 1700-tallet jævnligt blev ramt af naturkatastrofer som vulkanudbrud og jordskælv. Fra begyndelsen af 1800-tallet voksede islændingens krav om, at monopolet skulle afskaffes. I det hele taget ville islændingene have lov til at bestemme over deres egne forhold. Det var den danske konge ikke indstillet på. Først i 1874 blev det islandske Alting genoprettet, og islændingene fik en vis selvbestemmelse. I 1904 fik Island hjemmestyre, og i 1918 blev Island en selvstændig stat. Kun kongehuset var fælles med Danmark. I 1944 brød Island helt med Danmark og blev en republik. Kolonier i Grønland Også Grønland blev koloniseret. Ekspeditionerne, der prøvede at finde nordvestpassagen (søvejen nord om Nordamerika til Asien), kom i kontakt med eskimoerne i Grønland. Efterhånden begyndte skipperne at handle med eskimoerne. Eskimoerne fik redskaber af jern i bytte for skind og stødtænder fra narhvaler. Narhvaletænder kunne sælges for enorme summer til de europæiske hoffer. Man troede nemlig, at narhvaletænderne var horn fra fabeldyret enhjørningen. I Europa begyndte man også at bruge hvalolie til lamper. Det blev fremstillet af hvalspæk. Især hollandske hvalfangerskibe fangede hvaler ved Grønland. Det fik Christian 4. til at interessere sig for Grønland, og han sendte en ekspedition af sted. Det lykkedes dog ikke Christian 4. at få købmænd til at oprette kompagnier, der ville tage sig af handelen. I begyndelsen 1720 erne fik præsten, Hans Egede, overtalt den danske konge Frederik 4. til at udruste en ekspedition til Grønland. Hans Egede ville både udbrede kristendommen og gøre Grønland til en god forretning. I løbet af århundredet blev der oprettet om- Frem til 1800-tallet blev Færøerne styret som en dansk koloni, hvor handelskompagnier havde monopol på handelen. Billedet er fra 1500-tallet og viser færøske hvalfangere, der flænser en hval. 148

150 AL MAGT TIL KONGEN kring 20 kolonier i Grønland. De færreste handelsselskaber tjente penge på Grønland. I 1774 overtog den danske stat selv monopolet og oprettede selskabet, der senere blev til Den kongelige grønlandske Handel, forkortet KGH. Det lykkedes heller ikke for staten at gøre de grønlandske kolonier til en god forretning. Efter Anden Verdenskrig ( ) begyndte de europæiske stater at afvikle deres kolonier. Efter 250 års dansk kolonistyre var grønlænderne blevet helt afhængige af at kunne bytte og købe varer af KGH. Det ville føre til en katastrofe, hvis Danmark bare overlod grønlænderne til sig selv. På den anden side kunne Grønland ikke blive ved med at være kolonier. I 1953 blev det bestemt, at Grønland skulle være et dansk amt. I løbet af 20 år skulle Grønland ændres fra at være et fangersamfund til at være et moderne samfund efter dansk forbillede. Der blev brugt milliarder af kroner på at modernisere Grønland. Grønlænderne skulle især arbejde i fiskerierhvervet og med råstofudvinding fra minerne. Det kunne kun lade sig gøre ved at flytte grønlænderne fra de spredtliggende bopladser til større byer, hvor der blev bygget fabrikker, nye boliger, sygehuse, skoler osv. Den hektiske udvikling skabte store problemer. Den blev gennemført hen over hovedet på de almindelige indbyggere i Grønland. Næsten alt byggeri blev udført af danske håndværkere. Der var for få grønlændere, der havde en uddannelse. Så de fleste nye stillinger inden for undervisning og sundhed blev besat af danskere, som endda fik mere i løn end deres grønlandske kollegaer. I løbet af 1970 erne voksede grønlændernes utilfredshed med den danske politik. Grønlænderne ville selv styre udviklingen. I 1979 fik Grønland hjemmestyre. Nogle grønlændere mener, at Grønland skal være en selvstændig stat. Men det er svært at se, hvordan Grønland skal kunne klare sig selv. Det går ikke så godt for hverken fiskeriet eller minedriften. I 2007 modtog Grønland knap 4 mia. kroner i tilskud fra Danmark. Dvs. godt kr. pr. indbygger. Billedet er fra Nuuk. 149

151 DET HISTORISKE OVERBLIK Kolonierne i troperne I midten af 1600-tallet besluttede Christian 4. og rigsrådet, at Danmark også skulle have andel i Afrikas rigdomme. Der blev oprettet et kompagni, som fik monopol på handelen med Afrika. Kompagniet købte et landområde på Guineakysten af den lokale konge. Her anlagde man fæstningen Christiansborg. Senere fik danskerne flere fæstninger langs kysten. Som dansk soldat var det ingen fornøjelse at blive udstationeret på fæstningerne på Guineakysten. Mange døde af tropesygdomme, eller de blev dræbt i sammenstød med andre europæere og de indfødte. I de første år var det mest elfenben, guld og krydderier, som danskerne købte af de lokale høvdinge. Men det blev snart anderledes. I 1660, da Frederik 3. blev enevældig, ønskede han, at Danmark fik flere kolonier. Nogle år senere lagde et dansk skib til ved en af De Vestindiske Øer. Øen var lille, kun omkring 83 km 2. Hollænderne havde tidligere forsøgt at kolonisere øen, men havde nu forladt den. Øen fik navnet St. Thomas og blev gjort til en dansk koloni. En guvernør blev sat til at bestyre den. Det var svært at overtale danskere til at flytte til St. Thomas og opdyrke øen. Af de få, der slog sig ned på St. Thomas, omkom de fleste af sygdom. Andre blev dræbt af sørøvere, der hærgede i området. I begyndelsen af 1670 erne forsøgte kongen igen at kolonisere øen. Næsten 200 personer sejlede af sted fra København. En stor del af dem var straffefanger. Ved ankomsten til St. Thomas var 1/3 af dem døde, og et halvt år senere var der kun omkring 30 tilbage i kolonien. Guvernøren på St. Thomas gav dog ikke op. I kolonier på andre øer udførte sorte slaver det hårde arbejde. Sådan skulle det også være på St. Thomas. Allerede i 1680 var der anlagt 45 plantager på øen, og befolkningen bestod af 156 hvide og 175 slaver. I 1718 blev også St. Jan en dansk koloni. Og i 1733 købte Danmark St. Croix af Frankrig. Sorte føres til kysten for at blive solgt som slaver. Mange millioner af sorte blev ført som slaver fra Afrika til Amerika. Forholdende ombord på slaveskibet var umenneskelige, og mange mistede livet under overfarten. Også danske skibe deltog i transporten. I løbet af perioden fra 1670 til begyndelsen af 1800-tallet transporterede danske skibe ca slaver fra Afrika til Amerika. Fra danske forter i Guineabugten blev der yderligere solgt omkring slaver til opkøbere fra andre lande. Slaverne blev sat til at udføre hårdt arbejde ved at arbejde ved sukkermøller og høste sukkerrør. 150

152 AL MAGT TIL KONGEN HVORNÅR VAR DET NU? 1620 erne: Versailles bygges : Solkongen Ludvig : Karl Gustav-krigene 1660: Enevælde i Danmark 1665: Kongeloven : Den Skånske Krig 1700, : Den Store Nordiske Krig 1718: St. Jan dansk koloni 1720 erne: Hans Egede i Grønland 1733: Danmark køber St. Croix 1774: KGH (Den kongelige grønlandske Handel) oprettes 151

153

154 OPLYSNING OG REVOLUTION Naturlige rettigheder Man kalder perioden fra slutningen af tallet til slutningen af 1700-tallet for Oplysningstiden. Perioden har fået sit navn, fordi den tids filosoffer, videnskabsmænd og forfattere var overbeviste om, at mennesket ved hjælp af fornuften kunne finde ud af alt. Den viden, forskerne fandt frem til, skulle ucensureret gives videre til alle mennesker. På den måde kunne man overvinde uvidenhed og overtro, så mennesket kunne blive frit, fik et bedre liv og samfundene udviklede sig positivt. Oplysningsfilosofferne kunne ikke acceptere, at de enevældige konger var herskere af Guds nåde. I stedet skulle en konge regere efter folkets vilje. Det betød altså, at folket havde nogle naturlige og umistelige rettigheder. De vigtigste var retten til ejendom, frihed og lighed. Og det var statens (kongens) opgave at beskytte disse rettigheder. En vigtig rettighed handlede om ens hus, virksomhed og alt andet, som man ejede. Det måtte staten eller andre ikke bare tage. Man sagde, at ejendomsretten var ukrænkelig. Frihed indebar blandt andet, at man måtte tale, skrive og tro efter ens overbevisning. Tanken og fornuften måtte være frie for at blive udviklet, mente filosofferne. Frihed betød også, at man ikke kunne straffes, før man var dømt. Med lighed mente man, at alle var født lige. Det betød dog ikke, at goderne skulle fordeles, så alle blev lige rige. Tværtimod mente de fleste oplysningsfilosoffer, at rigdom var belønningen for, at man brugte sin fornuft. Filosofferne i oplysningstiden mente, at alle skulle have mere viden. På den måde ville man blive bedre til at bruge sin fornuft og det ville være til gavn for samfundet. Billedet er fra et illustreret leksikon, der viser skriveredskaber. 153

155 DET HISTORISKE OVERBLIK Den engelske filosof John Locke ( ) studerede medicin og naturvidenskab. Senere blev han huslærer for en engelsk adelsmand. I 1690 udkom hans bog, der handlede om, hvordan et land skulle regeres. Bogen fik stor betydning for senere oplysningsfilosoffer. Charles de Secondat de Montesquieu (mõntæs kjø) ( ) var en fransk filosof. I bogen Lovens ånd fra 1748 skrev han om statens pligt til at beskytte den enkeltes frihed og om adskillelse mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Deling af magten Oplysningstiden faldt sammen med den periode, hvor de fleste lande i Europa blev regeret af enevældige fyrster. Oplysningsfilosofferne kom med ideer til, hvordan borgerne burde være med til at styre. Omkring 1690 udgav den engelske filosof John Locke to bøger, en om menneskets erkendelse og en om styreformer. Han skrev, at alle mennesker var født lige, frie og uafhængige. Men menneskene kunne ikke klare sig alene. Derfor sluttede de sig sammen i fællesskaber og dannede samfund. Det kaldte han en samfundspagt. At være medlem af et samfund indebar, at den enkelte måtte afgive noget af sin frihed. Derfor kunne han ikke længere gøre præcist, hvad han havde lyst til. Man skulle dog kun give afkald på så lidt frihed, som var nødvendigt for det fælles bedste, dvs. for at samfundet fungerede. Locke kaldte det almenvellet. Hvad der var almenvellet skulle afgøres af folkeviljen. Locke mente, at folkeviljen var, hvad der var flertal for i samfundet. En forsamling, der var valgt af borgerne, skulle have den lovgivende magt. For lovene skulle være et udtryk for folkeviljen. En udøvende magt skulle sørge for, at lovene blev ført ud i livet. Locke forestillede sig, at en konge havde den udøvende magt. Den franske filosof Montesquieu var optaget af demokratiet, som det eksisterede i oldtidens Grækenland. De græske tanker om demokrati brugte han til at arbejde videre med Lockes ideer. Mens Locke delte magten i to, ville Montesquieu dele den i tre: Den lovgivende, den ud øvende og den dømmende magt eller myndighed. Montesquieu mente, at de tre myndigheder skulle være helt uafhængige Den franske filosof François-Marie Arouet Voltaire ( ) mente, at alle skulle have ret til at give udtryk for deres synspunkter. I en diskussion skal han have sagt: Jeg foragter Deres mening herom, men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre den. 154

156 OPLYSNING OG REVOLUTION af hinanden og være i indbyrdes balance. Montesquieus idé om magtdeling gælder også nu om dage. Et land, der er styret demokratisk, skal havde en tredeling af magten. I Danmark vedtager Folketinget lovene, og det har derfor den lovgivende magt. Regeringen består af en række ministre, og de skal som udøvende magt sørge for, at lovene gennemføres. Og endelig har domstolene den dømmende magt. Locke og Montesquieu var enige om, at staten (myndighederne) skulle sikre, at det enkelte menneske havde så stor frihed som muligt. De talte begge om den tolerante stat, der kun skulle blande sig i borgernes tro og moral, hvis de skadede samfundet. Andre filosoffer som Voltaire skrev om denne tolerance. Den blev formuleret som religionsfrihed og senere som ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed. Effektivt arbejde Alle skulle lære mere, mente filosofferne. Kun gennem oplysning kunne almindelige mennesker tænke fornuftigt og blive lykkelige. Derfor blev alverdens viden samlet, nedskrevet og udgivet i en letlæselig form i et slags leksikon på 17 bind, som blev kaldt Encyklopædien. Nogle filosoffer som Adam Smith ( ) beskæftigede sig også med, hvordan varer blev fremstillet og solgt. Smith mente, at staten skulle lade være med at blande sig i produktionen. Han mente, at virksomhederne frit skulle sælge deres varer og til den pris, de kunne få for dem. Det ville være til gavn for både virksomhederne og samfundet. Smith ville også lave om på måden at producere på. Som eksempel brugte han en virksomhed, der lavede synåle. På virksomheden lavede hver håndværker nålen helt færdig. Det var ikke effektivt og derfor ufornuftigt og unaturligt, sagde Smith. I stedet burde arbejdet deles op. Fx skulle nogle save jernstykker i passende længder, andre skulle hamre stykkerne til nåle, og andre igen bore hul til tråden. På den måde kunne der fremstilles flere nåle på den samme tid. Ved at dele arbejdet op i mindre enheder, kunne det udføres af ufaglærte. Derfor behøvede ejeren af virksomheden ikke at ansætte faglærte håndværkere, der skulle have mere i løn. Og det var fornuftigt, syntes Smith. Den engelske filosof Adam Smith ( ) var især optaget af økonomi og produktion. Hans ideer fik stor betydning for, hvordan man fremstillede og solgte varer. Smiths ideer om opdeling af produktionen blev brugt på fabrikkerne. De første fabrikker opstod i England i 1700-tallet. Billedet er fra omkring 1835 og forestiller en tekstilfabrik. 155

157 DET HISTORISKE OVERBLIK I oplysningstiden skete der også store fremskridt inden for lægevidenskaben. I 1796 foretog lægen Edward Jenner ( ) den første vaccination mod kopper. Men nogle var mistroiske overfor denne videnskab. Den satiriske tegning viser Jenner i færd med at vaccinere mod kopper. Konsekvenserne er store køer vokser ud på de vaccinerede. Enevælden under forandring Man skulle tro, at de enevældige konger ville forbyde filosofferne at skrive om andre styreformer. Men faktisk tog mange af kongerne ideerne til sig og forsøgte at regere til gavn for almenvellet og udviklingen i landet. Kongerne forsøgte fx at oprette skoler for alle. Det gjorde de danske konger også i 1720 erne og 1730 erne dog uden den store succes. Landbrug og håndværk blev moderniseret. Der blev mere tolerance inden for det religiøse område. Den danske konge tillod fx, at mennesker, der ikke tilhørte den protestantiske trosretning, fx jøder fik lov til at slå sig ned i bestemte byer. Lovene blev mildere, og i mange lande blev det forbudt at bruge tortur under afhøring. Disse forandringer kalder man oplyst enevælde. Kongerne fulgte dog ikke alle filosoffernes råd. De var ikke særlig villige til at give noget af magten fra sig. Og selv om folk fik en vis grad af frihed til at give udtryk for deres mening, var der stadig censur. Den oplyste enevælde kom især til udfoldelse i kongeriget Preussen. I løbet af 1700-tallet udviklede det sig til en af Europas stærkeste magter. Udviklingen fandt især sted under Frederik den Store, der blev konge i Han gennemførte reformer, der gjorde det muligt for landbrug og håndværk at producere mere effektivt. Selv om Preussen var et protestantisk land, gav Frederik den Store katolikker og jøder lov til at arbejde og have virksomheder i landet. 156

158 OPLYSNING OG REVOLUTION Oplyst enevælde i Danmark Tiden efter 1730, hvor kongerne var Christian 6. ( ), Frederik 5. ( ) og Christian 7. ( ) er perioden med oplyst enevælde i Danmark. Det enevældige styre gennemførte i denne tidsperiode meget, som var til gavn for landet og dets befolkning. Christian 6. var meget religiøs. Han bestemte, at alle børn skulle gå i skole, og at de skulle konfirmeres. I skolen skulle de lære kristendom, dansk, skrivning, regning og at være lydige. Det gik dog ikke så godt med at få bygget skoler. Man kunne nemlig ikke blive enige om, hvem der skulle betale. Men konfirmationen blev indført som en slags eksamen i kristendom. Hvis man ikke var konfirmeret, måtte man ikke gifte sig eller overtage en gård. Det enevældige styre styrkede også det danske sprog. Tidligere var fransk og tysk almindeligt ved hoffet og i regeringen. Det skyldtes, at de fleste ministre og embedsmænd havde fået deres uddannelse i udlandet. Under Frederik 5. blev det også muligt at uddanne sig i Danmark. Fra omkring 1750 begyndte befolkningstallet i Europa at vokse. Samtidig blev England efterhånden et industriland, hvor flere og flere varer blev fremstillet på fabrikker. Det betød, at Danmark kunne sælge mere korn og kød til udlandet og priserne på landbrugets produkter steg. Det blev altså gode tider for Danmark. Man taler om den florissante (blomstrende) periode. At deltage i krige kunne ødelægge et lands handel. Derfor prøvede regeringen at undgå at komme i strid med andre lande. Regeringen førte en neutralitets-politik. Den politik stod sin prøve omkring 1760, hvor en række europæiske lande var i krig. Faktisk betød krigene, at den danske handel voksede. Danmark var jo neutralt, og derfor kunne danske skibe sejle frit uden at risikere at blive sænket. Desuden kunne vi handle med alle de krigsførende parter. Danske handelsskibe ud for Algier i

159 DET HISTORISKE OVERBLIK Krigene I Den Preussiske Syvårskrig ( ) kæmpede den ny stormagt Preussen, der var i forbund med England, mod Østrig, Frankrig, Rusland og Sverige. Preussen tabte, men mistede dog ikke landområder. I samme tidsrum udkæmpede England og Frankrig en krig i og om deres kolonier. Til sidst måtte franskmændene bede om fred. Resultatet blev, at Frankrig måtte afgive sine mest værdifulde kolonier i Nordamerika og Indien til England. I 1770 erne ønskede en række nordamerikanske stater at løsrive sig fra England. Det førte til Den Amerikanske Frihedskrig ( ). Frankrig gik ind i krigen på amerikanernes side. Engelsk maleri af søslag mellem franske og engelske krigsskibe i Billedet er malet få år efter begivenheden. 158

160 OPLYSNING OG REVOLUTION Landsbyfællesskabet I 1700-tallet var % af befolkningen i Danmark bønder. Sådan havde det været siden middelalderen. I alt var der omkring bøndergårde, hvoraf de fleste lå samlet i ca større og mindre landsbyer. Få bønder ejede selv deres gårde. Langt de fleste var fæstebønder. Det betød, at de havde lejet deres gård af en af de hovedgårde (godser), der lå spredt over landet. De fleste godser var ejet af adelsmænd og andre af kongen. I leje betalte en fæstebonde en afgift til godsejeren i form af penge eller korn og andre produkter. Desuden skulle fæstebonden arbejde gratis et antal dage om året for jordejeren. Landsbyens dyrkbare jord var typisk delt op i tre vange (dele). På de to vange blev der dyrket rug og byg, mens den tredje lå brak. Bønderne dyrkede jorden i fællesskab. Men man vidste, hvilke marker der hørte til den enkelte gård. Den dyrkede jord blev fordelt, så alle gårde fik noget af den mest frugtbare jord og den dårlige jord. Det betød, at den enkelte gård kunne have marker op til forskellige steder, og at de enkelte marker ofte var små smalle striber. Hvis der hørte store dyrkede arealer til landsbyen, kunne der være langt, og det var tidkrævende at nå ud til de yderste marker. I landsbyen bestemte bønderne. De mødtes efter kirketid for at aftale, hvilket arbejde der skulle ske i ugens løb. På mødet kunne man også idømme hinanden bøder, hvis man ikke havde overholdt aftalerne. Bøderne blev som regel betalt med øl. Og bøden blev straks drukket af de fremmødte. Kortet viser landsbyen Årslev. Alle gårdene er samlet i landsbyen. Rundt om ligger markerne, der er delt op i tre vange. Strimlerne med numre er marker, der hører til den enkelte gård. 159

161 DET HISTORISKE OVERBLIK Stavnsbåndet Også i Danmark ville de enevældige konger og deres regering øge produktionen, så der kom flere penge i statskassen. Ligesom andre enevældige konger ville den danske have en national hær. I 1701 oprettede Frederik 4. en landmilits, der bestod af ca bønderkarle. De skulle hjælpe den professionelle hær af overvejende udenlandske lejesoldater. Hver godsejer skulle stille med et antal soldater. Hvor mange afhang af, hvor stor en mængde korn, der blev dyrket på hans gods. De fleste bønderkarle ville helst slippe for at være soldater. Mange karle rejste, hvis der var udsigt til, at godsejeren ville udpege dem til landmilitsen. Hvis karlene rejste, betød det mangel på arbejdskraft. Og det blev et problem. Godsejerne klagede deres nød til kongen. I 1733 indførte Christian 6. stavnsbåndet. Det betød, at alle mænd mellem 14 og 36 år skulle blive på det gods, hvor de var født. Senere blev stavnsbåndet udvidet til at gælde mænd mellem 4 og 40 år. Men stavnsbåndet gjorde ikke landbruget mere effektivt. I anden halvdel af 1700-tallet steg prisen på korn og kød. Kongen og godsejerne ønskede derfor at øge produktionen. Kongen nedsatte en kommission, der skulle komme med ideer til, hvordan der kunne produceres flere landbrugsvarer. Den foreslog Mange dage om året arbejdede bonden på det gods, hvor han var stavnsbundet. Om søndagen, når andre havde fri, måtte bønderkarlene efter kirketid træne til soldat under en korporals skældsord og prygl. Tegningen viser en mand, der er halvt bonde og halvt soldat. 160

162 OPLYSNING OG REVOLUTION bl.a., at den enkelte bonde fik samlet sin jord. Det skete kun enkelte steder. På nogle godser eksperimenterede man med nye dyrkningsmetoder. De betød ofte mere arbejde til fæstebønderne. Og da de ikke fik noget ud af det, voksede utilfredsheden, og bønderne klagede til kongen. I 1786 nedsatte kongen en ny kommission, der skulle komme med forslag til, hvordan bøndernes forhold kunne forbedres vel at mærke for at få bønderne til at være mere effektive. Kommissionen var inspireret af oplysningstidens ideer om friheden og den private ejendomsrets betydning. Hvis bønderne selv ejede deres gårde, ville de selv få fordelen af en større indsats. Der blev oprettet en slags bank, hvor bønderne kunne låne penge, så de kunne købe deres gårde. En lov fra 1787 bestemte, at godsejerne ikke kunne forlange, at en bonde forlod sin fæstegård, uden at en domstol havde afgjort sagen. Godsejerne måtte heller ikke længere straffe sine bønder. Året efter, i 1788, blev stavnsbåndet ophævet. Samme år blev der indført en slags værnepligt for alle mandlige indbyggere af bondestanden. Mænd fra andre samfundsgrupper skulle ikke være soldat. Den praktiske betydning af stavnsbåndets ophævelse var begrænset. Men den fik stor symbolsk betydning. Stavnsbåndets ophævelse i 1788 fremhæves ofte som den vigtigste af landboreformerne i sidste halvdel af 1700-tallet. Andre reformer fik i praksis langt større betydning. Frihedsstøtten uden for Vesterport blev rejst i 1792 som et markering af stavnsbåndets ophævelse. Billedet viser Christian 7. og kronprins Frederik, der hyldes ved Frihedsstøtten af glade og taknemmelige bønder. 161

163 DET HISTORISKE OVERBLIK Frihed på amerikansk Siden slutningen af 1500-tallet var europæere udvandret til Nordamerika. Her fordrev man indianerne fra østkysten, og der blev grundlagt en række kolonier. I sidste halvdel af 1700-tallet var der 13 kolonier langs Nordamerikas østkyst, der hørte under den britiske krone. Amerikanerne, befolkningen i kolonierne, blev efterhånden mere og mere trætte af, at blive styret af engelske guvernører og embedsmænd og af at skulle rette sig efter love, der var vedtaget i England. De var også vrede over, at den skat, de skulle betale blev brugt i England og ikke i kolonierne. I 1776 mødtes repræsentanter fra kolonierne. De blev enige om, at kolonierne skulle frigøre sig fra England. De skrev Den Amerikanske Uafhængighedserklæring. Den blev indledt med nogle rettigheder, som borgerne i de nye stater skulle have: Vi anser følgende sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at Gud har givet dem visse umistelige rettigheder, Til disse hører liv, frihed og stræben efter lykke... Det var dog ikke meningen, at slaverne skulle være frie. Så de hvide nybyggere, der havde magten i de nye stater, bestemte hurtigt, at rettighederne ikke gjaldt for hverken de sorte eller indianerne. Siden midten af 1700-tallet havde amerikanernes utilfredshed med England ulmet. De var bl.a. vrede over, at de skulle betale told af varer fra England, mens englænderne ikke skulle betale told af varer fra kolonierne. Der var flere protestaktioner. Den kendteste fandt sted i Boston i Et engelsk skib lastet med te lå i havnen. Amerikanske kolonister forklædt som indianere stormede skibet og smed teen i vandet. Begivenheden førte til en optrapning af konflikten, der endte med Uafhængighedskrigen Benjamin Franklin ( ), John Adams ( ) og Thomas Jefferson ( ) arbejder på Uafhængighedserklæringen i Billedet er fra slutningen af 1800-tallet. 162

164 OPLYSNING OG REVOLUTION Stormen på Bastillen Bastilledagen, den 14. juli, er Frankrigs nationaldag, som markerer årsdagen for stormen på Bastillen i Bastillen var en gammel fæstning fra 1300-tallet, som staten i tallet anvendte som fængsel. I foråret 1789 havde den enevældige Ludvig 16. sammenkaldt repræsentanter fra de franske stænder for at løse landets store økonomiske problemer. Gejstligheden (kirken) og adelen gik nølende med til, at de også i et vist omfang skulle betale skat, og at borgerne også fik indflydelse. Kongen havde tilsyneladende accepteret, at han måtte afgive noget af sin magt. Men i løbet af sommeren forsøgte Ludvig 16. at trække i land. Det gjorde borgerne i Paris rasende. Under slagordene: Frihed, Lighed og Broderskab stormede de Bastillen ikke for at befri fangerne men for at skaffe sig våben, der var opbevaret der. Bastillestormen fik først og fremmest symbolsk betydning. Den markerede borgernes første sejr over det enevældige styre. Mange mener derfor, at det var den begivenhed, der startede Den franske Revolution. Stormen på Bastillen i

165 DET HISTORISKE OVERBLIK Frihed på fransk Borgerne i Frankrig var optaget af filosoffernes ideer om samfundet og menneskets rettigheder. Og franskmændene krævede, at adelens og kirkens særlige rettigheder skulle afskaffes. Blandt andet skulle adelige og gejstlige også betale skat. Det førte til Den Franske Revolution, som brød ud i Under revolutionen erobrede borgerne magten i Frankrig. I 1793 henrettede de kongen, Ludvig 16. Borgerne skabte et friere samfund. Men friheden kom ikke de fattigste franskmænd til gode. Revolutionen sluttede i 1799, da Napoleon (se side 169) tog magten og indførte en slags militærdiktatur i Frankrig. Ved revolutionens start i 1789 blev Erklæringen om menneskets og borgernes rettigheder vedtaget. Den skulle gælde for alle mennesker og til evig tid. Disse naturlige og umistelige rettigheder var: Frihed, ejendomsret, sikkerhed og ret til modstand mod undertrykkelse. Disse rettigheder kaldes for borgerlige og politiske rettigheder. Rettighederne beskrives nøjere i erklæringens 17 punkter. Nogle sikrede det enkelte menneskes rettigheder over for staten. Det drejede sig blandt andet om lighed for loven, retfærdige retssager, og at ingen måtte fængsles uden at være dømt. Andre punkter handlede om demokratiske rettigheder som ytrings- og religionsfrihed. Frihedsrettighederne gjaldt kun for borgerne. En borger var en mand, der havde foden under eget bord, dvs. at han var overhoved i en husstand. Ligesom de sorte slaver og indianerne i Amerika ikke var omfattet af rettighederne gjaldt de ikke for kvinder, tjenestefolk og fattige. Senere under Den Franske Revolution krævede de fattigere dele I 1793 midt under Den Franske Revolution blev kongen, Ludvig 16., henrettet. 164

166 OPLYSNING OG REVOLUTION Den franske Menneskerettighedserklæring bestod af 17 punkter. Sceptret, englen til højre holder i hånden, er kongens magtsymbol. Det rækkes til englen til venstre, der har brudt enevældens lænker. Mellem tavlerne med menneskerettighederne er ris bundet om en stage. Det er en fasces, som er et gammelt romersk magtsymbol. På toppen af stagen hænger en rød hue som tegn på de revolutionære franske borgere. På himlen er en trekant med et øje, som enten symboliserer Gud eller måske fornuften med tre sider: Frihed, lighed og broderskab. af befolkningen, at de rige skulle dele deres velstand med dem. Den private ejendomsret skulle altså begrænses, så der også blev økonomisk lighed. I 1795 udsendte arbejderne og andre fattige i Paris Plebejernes Manifest. I det stod der bl.a.:... alt, hvad en enkelt tilegner sig, udover hvad han behøver til sit underhold, er tyveri fra samfundet. Dvs. at rigdomme den enkelte ejede og tjente udover det, der var nødvendigt for at klare sig, skulle overdrages til samfundet. Rigdommene skulle så fordeles til de fattige. Men de velhavende borgere havde magten og rigdommene. Og de ville ikke dele med de fattige. Derfor blev lederne af de fattige arresteret og henrettet, så der blev sat en stopper for forsøget på at ødelægge den hellige ejendomsret. 165

167 DET HISTORISKE OVERBLIK Ophævelse af slavehandel I 1500-tallet begyndte portugiserne og spanierne at tage slaver fra Afrika og anvende sorte slaver i deres kolonier i Mellem- og Sydamerika. I 1600-tallet fortsatte englænderne, franskmændene, hollænderne og til en vis grad danskerne slavehandelen. Slavehandelen nåede sit højdepunkt i 1700-tallet. Man mener, at indtil omkring 1800 blev mio. sorte transporteret over Atlanterhavet som slaver. De fleste kom til at arbejde i sukkerrørsplantagerne på De Vestindiske Øer eller i Brasiliens sølvminer. En del slaver kom også til Nordamerika, hvor de arbejdede i tobaks- og bomuldsplantagerne. Danmark erhvervede sig i sidste halvdel af 1600-tallet den 86 km 2 store ø St. Thomas i Vestindien. I begyndelsen af 1700-tallet fik Danmark yderligere St. Jan (50 km 2 ) og St. Croix (218 km 2 ). Omkring 1800 var der ca slaver og ca hvide på de tre øer. I 1700-tallet gav De Vestindiske Øer overskud. Men fra slutningen af århundredet blev kolonierne en dårlig forretning. Det skyldtes først og fremmest, at man i Europa begyndte at udvinde sukker af sukkerroer. I løbet af sidste halvdel af 1700-tallet ændredes europæernes opfattelser af mennesker. Man begyndte at tale om, at alle havde ret til frihed. Derfor voksede kritikken af at føre sorte over Atlanten som slaver. I begyndelsen af 1790 erne forbød England, der havde flest kolonier, slavehandelen. I 1792 tog den danske konge Christian 7. den samme beslutning. Forbudet gjaldt dog først fra 1803, så der var god tid til at forsyne sig med slaver. Det var kun handelen med slaver, der blev forbudt og ikke slaveriet som sådan. Alligevel gavnede forbuddet slaverne. For at holde deres slavebestand ved lige måtte plantageejerne behandle dem bedre, så de levede længere. Og så kunne han opmuntre sine slaver til at få børn. I Europa ændrede man også synet på måden at fremstille varer på. En slave ville altid lave så lidt som muligt. For at få slaver til at arbejde var det nødvendigt med opsynsmænd. Hvis man i stedet gav folk løn efter, hvor meget de lavede, ville de være mere effektive. I 1833 besluttede det engelske parlament, at alle slaver skulle være frie. Og plantageejerne fik en erstatning. Efter uroligheder på St. Croix blev de danske slaver på øerne frigivet i Slavehandel på Afrikas kyst. Billedet er fra 1830 erne. Til venstre sælger en afrikansk høvding nogle krigsfanger til europæerne. Ved bordet studerer et par europæere guld og andre kostbarheder fra Afrika. Til højre er slaverne anbragt i en lejr. 166

168 OPLYSNING OG REVOLUTION HVORNÅR VAR DET NU? Ca. 1690: John Lockes bog om styreformer 1733: Stavnsbåndet indføres : Christian : Frederik : Preussiske Syvårskrig : Florissante periode 1796: Vaccination mod kopper : Christian : Den Amerikanske Uafhængighedserklæring 1788: Stavnsbåndet ophæves 1789: Stormen på Bastillen. Den Franske Revolution starter 1789: Erklæringen om menneskets og borgernes rettigheder 1795: Plebejernes Manifest 1803: Danmark forbyder slavehandel 1833: Engelske slaver frigives 1848: Danske slaver frigives 167

169

170 VEJEN MOD DEMOKRATI Napoleonskrigene ( ) Krigene, der fra 1792 til 1815 hærgede Europa kaldes Napoleonskrigene. Selv om Danmark ikke var direkte indblandet, blev de katastrofale for riget. Det begyndte i Frankrig. Den Franske Revolution (se side 164), der startede i 1789, havde ført til voldsomme forandringer. Borgerne havde taget magten fra den enevældige konge. Den østrigske kejser og andre enevældige herskere i Europa var bekymrede for, om revolutionen ville brede sig. Derfor overvejede de at stoppe Den Franske Revolution med magt. I 1792 erklærede den franske konge Østrig krig. Han satsede faktisk på at tabe krigen. Han håbede nemlig, at det ville betyde, at revolutionen brød sammen, så han kunne genvinde magten. Efter nogle måneder blev kongens plan afsløret, og han blev henrettet. Men krigen fortsatte, og franskmændene var begejstrede. Med krigen kunne revolutionen spredes til hele Europa. Men efterhånden kom krigen mest til at dreje sig om at erobre nyt land. I slutningen af 1792 gik franskmændenes gamle fjende, englænderne, ind i krigen. Sammen med blandt andre Rusland, Holland, Østrig, Portugal og Spanien dannede de en alliance, der skulle bekæmpe Frankrig. Men franskmændene klarede sig. Og da den dygtige general Napoleon Bonaparte fik ledelsen af hæren i 1794, vandt denne flere og flere sejre. Ét efter ét sluttede alliancens medlemmer fred med Frankrig. I 1797 var England alene tilbage mod Frankrig. Dermed sluttede Napoleonskrigenes første del. Napoleon Napoleon Bonaparte ( ) og hans militære stab. Napoleon blev født på Korsika og fik en uddannelse fra militærakademiet i Paris. Hans indsats under krigen førte til, at han hurtigt kom til tops inden for hæren. I 1799 blev han førstekonsul og indførte en slags militærdiktatur. I 1804 lod han sig krone til kejser. Efter nederlaget i 1814 trak han sig tilbage og fik øen Elba som fyrstendømme. I nogle måneder i 1815 forsøgte han at erobre magten tilbage. Han led dog endeligt nederlag ved Waterloo og blev som krigsfange anbragt på St. Helena. Her døde han i

171 DET HISTORISKE OVERBLIK Anden del begynder Napoleon ønskede at besejre englænderne én gang for alle. Men den engelske flåde var verdens største, så en landgang i England var for risikabel. Englænderne måtte først udsultes. Det skulle ske ved at erobre de vigtige kolonier, der forsynede England med varer. Først ville Napoleon tage Egypten og siden Indien. Felttoget mod Egypten fandt sted i 1798, og landet blev besat. Men Napoleons plan slog alligevel fejl. For under ledelse af admiral Nelson ødelagde en engelsk flåde den franske i et stort slag i Middelhavet. Og nu var det umuligt for franskmændene at bevare forbindelsen til Egypten. Slaget på Reden I 1800 havde Danmark haft held til at holde sig ude af krigene. Det var godt for danske handelskompagnier, der leverede varer til de krigsførende parter. For at beskytte handelsskibene havde Danmark, Sverige, Preussen (stat i den nordlige del af det nuværende Tyskland og Polen) og Rusland indgået et væbnet neutralitetsforbund. Man ville bruge magt for at beskytte sin neutralitet. Derfor sejlede handelsskibene i konvojer ledsaget af krigsskibe. Storbritannien havde Europas største krigsflåde. Det betød, at briterne havde magten i de europæiske farvande. Det væbnede neutralitetsforbund var en trussel mod Storbritan- Slaget ved Abukir i 1798 blev den franske Middelhavsflåde ødelagt. Franskmændene måtte herefter forlade Egypten. 170

172 VEJEN MOD DEMOKRATI niens søherredømme, mente briterne. Næst efter Storbritannien havde Danmark den største flåde i Europa. Og Danmark havde endda planer om at forstærke sin flåde. Kunne briterne bevare magten på havet, hvis Danmark frivilligt eller under tvang sluttede sig til Frankrig, og dermed også var i krig mod England? Storbritannien krævede derfor, at Danmark meldte sig ud af neutralitetsforbundet. Det nægtede kronprins Frederik (den senere Frederik 6.). I 1801 sejlede en stor britisk flåde under ledelse af Parker og Nelson ned gennem Øresund og angreb danske skibe, der lå for anker ved København. Slaget på Reden varede 6-7 timer, så var briterne trængt så langt frem, at de kunne bombe resten af flåden og selve havnen. Nu gav kronprins Frederik op. Nelson og Parker sejlede hjem, da kronprinsen lovede, at Danmark meldte sig ud af neutralitetsforbundet og stoppede udbygningen af flåden. Og Danmark måtte give engelske krigsskibe ret til at kontrollere, hvilke varer danske fartøjer sejlede med. Samtidig blev Ruslands zar myrdet. Den ny zar var mere venligt stemt over for England. Og i England fik man en ny regering, der ønskede at afslutte krigen. I 1802 blev der sluttet fred mellem Frankrig og England, og dermed sluttede anden del af Napoleonskrigene. Slaget på Reden var kortvarigt, men blodigt. Mere end danske soldater blev dræbt eller såret. Maleriet af Slaget på Reden er udført af Christian Mølsted ( ) i år efter begivenheden. Til venstre for masten ses den kun 17-årige søofficer Peter Willemoes ( ) opmuntre sine mænd til at fortsætte kampen. Få år senere blev Willemoes dræbt i et søslag ved Sjællands Odde. 171

173 DET HISTORISKE OVERBLIK Københavns bombardement I begyndelsen af 1800-tallet drøftede den russiske zar og den franske kejser Napoleon i hemmelighed et forbund, der var vendt mod Storbritannien. Engelske spioner kom på sporet af planerne. Storbritannien frygtede, at Frankrig og Rusland simpelthen ville tage den danske flåde. Det kunne give problemer. Derfor besluttede englænderne at komme dem i forkøbet. I 1807 krævede de den danske flåde, til krigen var overstået. Nu stod Danmark igen med et uløseligt problem, som kronprinsen og regeringen diskuterede længe. Gik de ind på englændernes krav, ville Frankrig og Sverige angribe. Englænderne havde ikke tid til at vente på danskernes svar. En stor engelsk flåde sejlede ned i Øresund soldater blev sat i land nord og syd for København, og snart var hovedstaden belejret fra både sø- og landsiden. Der gik et par uger med mindre sammenstød mellem de engelske belejrere og danske soldater. Men da kronprinsen ikke ville bøje sig for englændernes krav, mistede de tålmodigheden. I fem døgn overdængede englænderne København med brandbomber og kanonkugler. Så overgav byens kommandant sig, og englænderne sejlede af sted med den danske flåde. Bombardementet kostede københavnere livet. Endnu flere blev såret, og store dele af byen blev ødelagt. Det var verdens første større terrorbombardement af en bys civilbefolkning. Siden er det blevet en almindelig måde at føre krig på. Englænderne bombarderer København i

174 VEJEN MOD DEMOKRATI Tabet af Norge Efter bombardementet foreslog den engelske regering en dansk-engelsk alliance. Det afslog kronprinsen. Han var rasende på englænderne, og i stedet indgik han en alliance med Frankrig. Det betød, at Danmark var i krig med England. Efter Christian 7. blev kronprinsen enevældig konge i 1808 under navnet Frederik 6. I mangel på en flåde udrustede kongen kanonbåde, som han prøvede at bekæmpe de engelske skibe, der sejlede gennem dansk farvand, med. Efter et mislykket felttog mod Rusland i var det klart for de fleste, at Napoleon ville tabe krigen. Én efter én vendte hans tidligere forbundsfæller sig imod ham. Til sidst var det kun Danmark, der støttede Napoleon. Frederik 6.s ministre forsøgte forgæves at få kongen overtalt til at bryde med Napoleon. Krigen mod Storbritannien var kostbar for Danmark. Dertil kom, at staten var gået glip af toldindtægter, som handelsskibe måtte betale, når de sejlede gennem Øresund. Det førte til, at den danske stat gik fallit i Om efteråret samme år blev de franske tropper jaget ud af Nordtyskland. Sverige, der var allieret med Storbritannien besatte Slesvig og Holsten. I 1814 gav Frederik 6. op og sluttede fred med Sverige og Storbritannien. Prisen var høj: Sverige overtog Norge. Som et plaster på såret fik Frederik 6. det lille tyske hertugdømme Lauenburg. Han måtte dog gå med til, at både Holsten og Lauenburg kom med i det nyoprettede Tyske forbund. Den franske hær blev overrasket af den hårde russiske vinter. Felttoget i blev en fiasko. 173

175 DET HISTORISKE OVERBLIK Frederik 6. I 1784, da kronprins Frederik ( ) kun var 16 år, blev han reelt det enevældige overhoved i den danske helstat. Ved farens død i 1808 blev han kronet som Frederik 6. Frederik 6.s dumstædige udenrigspolitik i de sidste år af Napoleons-krigene fik katastrofale konsekvenser for Danmark med statsbankerot og tabet af Norge. Men da kongen gjorde en ihærdig indsats for at få landet på fode igen, var han meget populær. I 1830 erne var det dog klart, at kongen ikke ville give folket mere indflydelse, end det havde fået gennem stænderforsamlingerne. Især blandt de liberale i byerne blev han upopulær. Det danske rige eller helstaten Danmark bestod i 1814 af fire dele: Kongeriget, og hertugdømmerne: Slesvig, Holsten og Lauenburg. I slaget ved Leipzig 1813 led Napoleon et knusende nederlag til en allieret hær bestående af tropper fra Storbritannien, Rusland, Østrig, Preussen og Sverige. Napoleon blev tvunget til at gå af. Han blev forvist til øen Elba i Middelhavet. I 1815 vendte Napoleon tilbage til Paris. Her lykkedes det ham at samle en større hær. Billedet viser de allierede, der nedkæmpede Napoleons tropper i slaget ved Waterloo samme år. 174

176 VEJEN MOD DEMOKRATI Europa omkring 1800 Europa 1815 Før Napoleons endelige nederlag i 1815 mødtes konger og fyrster til en kongres i Wien. Her aftalte de, hvordan grænserne i Europa skulle være efter Napoleons nederlag. 175

177 DET HISTORISKE OVERBLIK Livet i Danmark Omkring 1830 var der ca. 1,2 mio. mennesker i Danmark. Af dem boede knapt 1 mio. på landet. Lidt over levede i København og lige så mange i mindre byer. En del af landbefolkningen var bønder, der ejede eller havde fæstet (lejet af godsejerne) de ca gårde. Da kornpriserne steg, klarede den gruppe sig godt. Men hovedparten af landbefolkningen var husmænd og landarbejdere. Husmændene havde som regel lidt jord, så de kunne dyrke foder til en ko og et par grise. For at klare sig måtte de også arbejde for bønderne og godsejerne. Landarbejderne havde ikke jord at dyrke eller husdyr. Som ordet viser, arbejdede de for bønderne og godsejerne. Priserne på mad, tøj og andre nødvendige varer steg, men lønnen lå fast. Derfor blev levevilkårene for husmænd og landarbejdere dårligere i 1830 erne og 1840 erne. De og deres familier levede fattigt på og ofte under sultegrænsen. I byerne kom den økonomiske fremgang fra omkring 1830 først og fremmest overklassen, dvs. højere embedsmænd, storkøbmænd, større håndværksmestre og virksomhedsejere, til gode. Af Københavns godt indbyggere udgjorde denne gruppe og deres familier et par tusinde personer. Almindelige håndværkere og handlende klarede sig nogenlunde, mens arbejdere og tjenestefolk levede under usle kår. Nederst og skubbet ud af samfundet var de allerfattigste. Ganske vist bestemte loven, at sognekommunerne skulle hjælpe de fattige, der ikke kunne klare sig selv. Men det kneb med at få loven overholdt. Derfor måtte de hutle sig igennem ved at tigge. I dårlige tider, som i årene efter Napoleonskrigene, hvor Danmark var gået fallit, var gruppen af fattige meget stor måske op mod I 1835 fik 6 % af Københavns befolkning fattighjælp. En person på fattighjælp fik i gennemsnit 4 rigsdaler om året. Så meget tjente en håndværker på 2-3 uger. Det var altså umuligt at overleve på fattighjælp alene. For at holde den værste sult fra døren var det nødvendigt at tigge eller begå kriminalitet. Mange var fattige i begyndelsen af 1800-tallet. For at undgå hungersnød og epidemier uddelte staten nødvendige varer som brød, smør, kød og brænde. På billedet ses en fattig pige, der forsøger at sælge tændstikker. 176

178 Nye tanker mødtes de europæiske stormagter Østrig, Storbritannien, Rusland, Preussen og Frankrig i Wien for at aftale en fred for Europa efter Napoleonskrigene. De var enige om, at grænserne skulle trækkes, så stormagternes herskere var tilfredse. Ellers ville der igen udbryde krig. Forhandlerne i Wien var også enige om, at de liberale og især de nationale ideer, der var opstået i slutningen af 1700-tallet, skulle undertrykkes. Liber betyder frihed. Tilhængerne af liberalisme ville afskaffe enevælden og lade borgerne vælge en forsamling, der bestemte lovene. Tilhængerne af de nationale tanker mente, at nationen var det vigtigste fællesskab. En nation var et folk, der havde et fælles sprog, en fælles historie og kultur. Mange gik både ind for de liberale og de nationale ideer. Derfor blev de kaldt nationalliberale. Men de liberale og nationale strømninger kunne ikke undertrykkes. I 1830 førte et oprør i Frankrig til, at kongen måtte gå af. Den nye konge måtte skrive under på en fri forfatning (grundlov), som gav borgerne stor magt. Oprøret i Paris inspirerede til uro og krav om frie forfatninger andre steder i Europa. Selv om uroen ikke bredte sig til Danmark, var den enevældige Frederik 6. nervøs. I Slesvig og Holsten begyndte flere at tale om, at hertugdømmerne skulle sluttes sammen og have en fælles fri forfatning. I 1831 besluttede kongen at oprette fire stænderforsamlinger: en for øerne (Fyn, Sjælland, Lolland, Falster, Møn m.fl.), en for Nørrejylland (dvs. landet nord for Kongeåen), en for hertugdømmet Slesvig og en for hertugdømmerne Holsten og Lauenburg. Medlemmerne af stænderforsamlingerne var valgt af mænd, der var fyldt 25 år, og som rådede over ejendom eller formue af en vis størrelse. Dvs. kun godsejerne, en del af gårdejerne samt de mest velhavende i byerne måtte stemme. I alt havde lidt under 3 % af Over hele Europa blomstrede de nationalliberale ideer i begyndelsen af 1800-tallet. På billedet er det ungareren Lajos Kossuth ( ), der arbejdede for, at Ungarn skulle rive sig løs fra Østrig (habsburgske rige). befolkningen valgret. Stænderforsamlingerne kunne kun give kongen gode råd om lokale forhold i forsamlingens område. Som regel rettede kongen sig dog efter forsamlingernes råd. Med stænderforsamlingen havde den enevældige konge åbnet op for, at borgerne fik en vis medindflydelse. For de nationalliberale var det ikke nok. I deres avis Fædrelandet bragte de artikler om det ønskværdige i at afskaffe enevælden helt og indføre en fri forfatning (grundlov). Så satte Frederik 6. hælene i. Han udsendte et reskript (en kongelig beslutning). I det gjorde han klart, at Vi (dvs. kongen) alene vide, hvad der var bedst for landet. 177

179 DET HISTORISKE OVERBLIK De nationalliberale og Slesvig Overklassen i København bestod af akademisk uddannede højtstående embedsmænd. Mange af dem sluttede sig i 1840 erne til de nationalliberale. De ville opløse helstaten (se kort s. 174). De mente, at hertugdømmerne Holsten og Lauenburg af sproglige og historiske grunde var tyske. Derfor skulle de helt udskilles af riget. Til gengæld skulle hertugdømmet Slesvig indlemmes i kongeriget. Begrundelsen var, at i vikingetiden og middelalderen var Slesvig en del af Danmark. Grænsen skulle gå ved floden Ejderen (Ejderen var grænsefloden mellem hertugdømmerne Slesvig og Holsten). De nationalliberale ønskede, at enevælden blev erstattet af en fri forfatning. Dvs. en styreform, hvor man valgte en forsamling, som bestemte landets love. De nationalliberale forstillede sig ikke, at alle skulle have valgret. Kun de begavede, de dannede og de rige skulle være med til at styre riget, som de nationalliberales talsmand Orla Lehmann senere udtrykte det. Til denne gruppe hørte efter de nationalliberales opfattelse byens borgerskab og gods- og gårdejere på landet. Selv om gårdejerne hørte med til de personer, der skulle være med til at styre, havde de nationalliberale kun begrænset støtte blandt bønderne. Siden slutningen af 1700-tallet havde den enevældige konge indført reformer (ændringer), der havde gjort det muligt for bønderne selv at komme til at eje deres gårde (se side 156). Derfor var den enevældige konge populær blandt bønderne. Ved at støtte bøndernes ønsker om flere landboreformer, fik de nationalliberale dog bøndernes opbakning i sidste del af 1840 erne. Også i Slesvig og Holsten blev befolkningen påvirket af de liberale og nationale strømninger i 1830 erne og 1840 erne. De slesvig-holstenske nationalliberale ønskede, at Slesvig og Holsten skulle sluttes sammen til én stat med en fri forfatning. Det danske kongerige og Slesvig-Holsten skulle dog være i union med hinanden, og de to stater skulle have en fælles konge. De nationalliberale i Danmark og i hertugdømmerne var altså enige om at afskaffe enevælden. Men i spørgsmålet om Slesvigs skæbne var de uenige. Og problemet var ikke sådan at løse. I Nordslesvig talte de fleste dansk i hvert fald på landet mens tysk var mere udbredt i byer som Haderslev og Åbenrå. I Sydslesvig var tysk det mest udbredte sprog. Konflikten spidser til I 1848 døde Christian 8., og hans søn blev konge som Frederik 7. Samtidig var der igen oprør mod enevælden rundt om i Europa. I Frankrig flygtede kongen, og kongedømmet blev afskaffet. Landet blev en republik dvs. med en præsident i spidsen og med en meget fri forfatning, der blandt andet gav alle mænd over 21 år valgret. I Østrig, Italien og i en række stater, der var med i Det Tyske Forbund, udbrød der opstande. Ofte satte kongerne og fyrsterne militæret ind mod oprørerne. Herskerne lovede dog, at der blev indført forfatninger, der sikrede folks frihed og gav almindelige mænd indflydelse på styret. Oprøret bredte sig til hertugdømmerne. På et møde i Rendsborg (by ved Ejderen) blev slesvig-holstenerne enige om at kræve, at Slesvig og Holsten skulle forenes og have en fælles fri forfatning. Desuden skulle Slesvig også med i Det Tyske Forbund. Endelig ville man bevæbne slesvig-holstenerne. Lederne skulle rejse til København for at forelægge kongen slesvig-holstenernes krav. Før de 178

180 VEJEN MOD DEMOKRATI Frederik 7. ( ) og grevinde Danner (født Louise Rasmussen) ( ). Grevinde Danner var datter af en ugift tjenestepige og kom som ung ind på balletskolen ved Det Kongelige Teater. I 1830 erne mødte hun kronprins Frederik og blev hans elskerinde. I 1848 flyttede hun officielt ind hos kongen og fik navnet Danner. To år efter blev de gift. Det lykkedes for grevinde Danner at dæmpe kongens drikkeri. Men at kongen havde giftet sig med en kvinde, der ikke var af kongelig slægt, vakte forargelse i overklassen. Hun testamenterede sin formue til velgørende formål, bl.a. til opførelsen af et hjem for fattige kvinder: Grevinde Danners Stiftelse i Gyldenløvesgade i København. slesvig-holstenske udsendinge ankom, var rygtet om deres krav nået til København. Nu handlede de danske nationalliberale hurtigt. De var nemlig bange for, at kongen og hans regering bøjede sig for slesvig-holstenerne. Derfor indkaldte de nationalliberale til store møder i København. Her blev man enige om at fremsætte følgende krav til kongen: Slesvig skulle være en del af kongeriget, og hele landet skulle have en fri forfatning. Dagen efter gik de nationalliberales ledere ledsaget af mennesker til kongen. Da kongen så den store folkemængde, der havde samlet sig på slotspladsen, bøjede han sig for kravet. Kongen dannede en ny regering, der skulle udarbejde en fri forfatning. Regeringen bestod hovedsageligt af nationalliberale, der ønskede, at Slesvig skulle med i Danmark. Nogle dage senere fik de slesvig-holstenske udsendinge foretræde for kongen. Han kunne kun gå med til, at Holsten fik en fri forfatning og afviste, at hertugdømmerne blev forenet, og at Slesvig kom med i Det Tyske Forbund. 179

181 DET HISTORISKE OVERBLIK Mellem den 22. og 24. februar 1848 gjorde borgere og arbejdere i Paris oprør. Hæren blev sat ind. Da mange soldater sluttede sig til oprøret, flygtede kongen til England. Kongemagten blev afskaffet, og Frankrig blev en republik, hvor alle mænd, uanset ejendom, fik stemmeret til den lovgivende forsamling. Borgerkrig Slesvig-holstenerne besluttede nu at gøre sig fri af Danmark med magt. De dannede en regering, som samlede en hær på mand, hvoraf en stor del var utrænede frivillige. I det første store slag led slesvig-holstenerne et nederlag til den mand store danske hær, der stod i Slesvig. Men så fik slesvigholstenerne hjælp fra Preussen og Det Tyske Forbund med en styrke på i alt soldater. Efter nogle alvorlige nederlag måtte den danske hær trække sig tilbage til Fyn, mens slesvig-holstenerne og den preussiske hær besatte Nørrejylland. Så kom den russiske zar Danmark til hjælp. Han kunne ikke acceptere, at Preussen udvidede sin magt. Med trussel om krig fik han de preussiske tropper til at trække sig ud af Nørrejylland. Preussen og Danmark underskrev nu en våbenstilstand. Danmark benyttede våbenstilstanden til at styrke hæren ved at indføre almindelig værnepligt (alle unge mænd skulle 180

182 VEJEN MOD DEMOKRATI være soldater). Samtidig drøftede regeringen, om der skulle afholdes en afstemning i Slesvig for at få afklaret, om borgerne i Slesvig ønskede at høre til Danmark eller ej. Efter afstemningens resultat kunne man så dele Slesvig, og dermed ville problemet være løst. England, Rusland og andre europæiske stormagter syntes, at det var en god løsning. Men Frederik 7. ville ikke gå med til en deling af Slesvig. Derfor måtte det slesvigske spørgsmål afgøres på slagmarken, og Danmark opsagde våbenstilstanden med Preussen. Krigen begyndte igen. I begyndelsen gik det dårligt for danskerne. Men i juli 1849 vandt den danske hær en sejr ved Fredericia. Og da Preussen efterhånden var træt af krigen, indgik landet en ny våbenhvile med Danmark, og et år senere blev der sluttet fred med Preussen. Nu stod den danske og den slesvig-holstenske hær alene over for hinanden. Men trods den danske overlegenhed fortsatte slesvigholstenerne kampen. Krigen rykkede nu ned i Slesvig. Slesvig-holstenerne led en række nederlag, men de ville ikke give op. Først da Rusland og Østrig tvang Preussen til at få slesvig-holstenerne til at opløse deres hær, blev der sluttet fred. Danmark havde vundet krigen. Men i virkeligheden løste den ingen problemer. Rusland, Preussen og Østrig ville ikke gå med til, at Slesvig blev indlemmet i Danmark. Det blev bestemt, at hertugdømmerne skulle styres hver for sig. Helstaten med alle dens konflikter fortsatte altså. Jørgen Sonnes maleri af danske soldater, der angriber tyske soldater ved Dybbøl 5. juni Jørgen Sonne malede billedet i Han overværede ikke selv slaget, men havde indhentet oplysninger fra soldater, som havde deltaget. 181

183 DET HISTORISKE OVERBLIK Grundloven I juni 1849 midt under krigen fik Danmark sin første fri forfatning, og dens bestemmelser var nedskrevet i Grundloven. Her blev borgernes rettigheder slået fast. Der blev oprettet en rigsdag, der havde den lovgivende magt. Rigsdagen bestod af to kamre (forsamlinger): Folketinget og Landstinget. Lovene, der blev vedtaget, var dog først gyldige, når kongen havde underskrevet dem. Derfor havde kongen stadig del i den lovgivende magt. Kun mænd over 30 år med egen husholdning måtte stemme ved valgene til Rigsdagen. Karle og tjenestefolk, der boede hos andre, havde derfor ikke stemmeret. Man havde heller ikke stemmeret, hvis man levede af fattighjælp. Og kun mænd over 25 år og med egen husholdning kunne vælges til Folketinget. Et medlem af Landstinget skulle være mindst 40 år og være forholdsvis velhavende. Kongen og regeringen havde i fællesskab den udøvende magt, og de uafhængige domstole fik den dømmende magt. Grundloven betød, at Danmark fik folkestyre, dvs. at folket vælger de mennesker, der vedtager lovene. I 1849 fik kun en del af befolkningen stemmeret. Først i 1915 fik kvinder og fattige lov til at stemme til Rigsdagen. Efterhånden blev valgretsalderen sat ned. I dag er den 18 år. Kongen, eller nu om dage dronningen, er ikke længere en del af den udøvende magt. Den grundlovsgivende Rigsfor samling Den oprindelige plan var, at Grundloven skulle gælde i konge riget og i Slesvig. Ved den endelige fredsslutning i måtte den danske regering bøje sig for stor magternes krav om, at helstaten skulle bevares. Det betød, at Grund loven kun gjaldt for kongeriget, mens kongen fortsat var enevældig i hertugdømmerne, hvor man også beholdt stænderforsamlingerne. Det var den grundlovsgivende Rigsforsamling (se billedet), der udarbejdede Grundloven i

184 VEJEN MOD DEMOKRATI Magtens tredeling I et demokrati er magten delt mellem en lovgivende, udøvende og dømmende magt. Lovgivende magt: Forsamling(er), valgt af vælgerne, der gennem afstemning beslutter, om et lovforslag skal vedtages eller ej. Udøvende magt: Regeringen skal sørge for at få lovene ført ud i livet. Ofte er det regeringen, som foreslår lovene. Dømmende magt: Domstole, der er uafhængige af den lovgivende og den udøvende magt, og som dømmer efter lovene. 183

185 DET HISTORISKE OVERBLIK Kvinders valgret Da folkestyret blev indført i Danmark i 1849, fik kvinder ikke stemmeret. Kun ustraffede mænd, der var fyldt 30 år og havde egen husstand, dvs. havde familie, der boede i egen eller en lejet bolig, måtte stemme. Dengang talte kun få kvinder for ligestilling mellem kønnene. Først fra 1880 erne blev kravet fremsat med større styrke. Det skyldes især, at Dansk Kvindesamfund (oprettet 1871) blev mere markant i sine holdninger. I begyndelsen var det ikke valgret, der var kvindernes vigtigste mål. Det var kampen mod den undertrykkelse, der fandt sted i ægteskabet. Desuden ønskede kvinderne at få ret til at uddanne sig og blive ansat i det offentlige. Efterhånden kom kvinders valgret også på dagsordenen. Nogle syntes ikke, at Dansk Kvindesamfund arbejdede nok for denne sag. De oprettede foreninger som Kvindelig Fremskridts forening og Kvindelig Valgretsforening. Langsomt begyndte mændene at acceptere, at kvinderne fik valgret. I 1903 fik de lov til at stemme, når der var valg til menighedsrådet. I 1908 fik kvinderne stemmeret til kommunevalgene og i 1915 til Rigsdagen. Ved det første valg til Folketinget i 1918 stemte næsten lige så mange kvinder som mænd. Men selvom der var flere kvinder, man kunne stemme på, stemte de fleste kvinder på mænd. Det betød, at kun fire af Folketingets 140 medlemmer var kvinder. Overalt i Europa og USA krævede kvinder ligestilling omkring I nogle lande gik det voldsomt til, som her, hvor franske kvinder tømmer boksene med stemmesedler i I Danmark foregik kampen fredeligt. I de fleste lande fik kvinder stemmeret omkring I Frankrig skete det dog først i

186 VEJEN MOD DEMOKRATI I stormagternes skygge Europas stormagter, Rusland, Preussen, Østrig, England og Frankrig, spillede en afgørende rolle for, hvilke muligheder Danmark havde. Stormagterne havde fastlagt fredsbetingelserne efter borgerkrigen De skulle også godkende, at Christian af Glücksburg arvede tronen, når den barnløse Frederik 7. døde. Stormagterne blandede sig også i, hvem der kunne sidde i den danske regering. Fx forlangte Rusland, at nationalliberale ministre blev erstattet med folk, der gik ind for helstaten. Indtil slutningen af 1850 erne førte den danske regering helstats-politik. Rigets tre dele, kongeriget, Slesvig og Holsten, havde hver sine love. Regeringen prøvede dog at få gennemført en fælles forfatning med de love, der skulle gælde for hele riget. På den måde ville man gøre Danmark til en slags forbundsstat som fx USA. Men slesvig-holstenerne var imod fællesforfatningen, da de blev bakket op af Preussen og Østrig. Trods politiske problemer var 1850 erne og 1860 erne en økonomisk fremgangstid for Danmark. Jernbanebyggeri, indførelsen af telegrafen og udbygning af postvæsenet betød, at forbindelsen mellem landsdelene blev forbedret. I 1857 indførtes loven om næringsfrihed. Tidligere var håndværkere og handlende organiseret i lav og gilder. De bestemte, hvem og hvor mange der måtte producere og sælge bestemte varer, og til hvilken pris. Nu mistede lav og gilder deres magt. Alle fik ret til at oprette en virksomhed, der kunne fremstille og handle med varer. Den frie konkurrence betød, at der opstod nye virksomheder og fabrikker. Mange tog dampmaskinen i brug. Dampkraft var langt mere effektiv end de tidligere energikilder som vand- og vindkraft. Industrialiseringen var begyndt i Danmark. I 1860 erne kom der for alvor gang i jernbanebyggeriet i Danmark. 185

187 DET HISTORISKE OVERBLIK Mod katastrofen I 1863 opgav den national-liberale konseilpræsident (statsminister) C.C. Hall at lave en fælles forfatning for helstaten, kongeriget og de tre hertugdømmer. I stedet vedtog Rigsdagen en fælles forfatning for kongeriget og Slesvig, men ikke Holsten og Lauenburg. Den blev kaldt Novemberforfatningen, og den var et klart brud på fredsaftalen efter Treårskrigen. Men den nationale stemning var stærk i befolkningen, og der var opbakning til, at Danmarks grænse skulle gå ved Ejderen. Man var villig til at gå i krig for sagen. Det var jo gået fint i Treårskrigen. Og den svenske konge havde lovet at hjælpe Danmark militært, hvis det skulle komme til krig med de tyske stater. Desuden var Hall overbevist om, at stormagterne ville acceptere Novemberforfatningen. Frederik 7. støttede Hall. Men kongen døde, før Novemberforfatningen blev skrevet under. Hans efterfølger Christian 9. gik ind for helstaten. Desuden frygtede han en krig. Kongen vægrede sig i tre dage, før han efter pres fra de nationalliberale skrev under. Og reaktionen kom. I januar 1864 stillede Preussen og Østrig Danmark et ultimatum: Novemberforfatningen skulle trækkes tilbage inden 48 timer, ellers erklærede de Danmark krig. Christian 9. havde et par uger forinden afskediget regeringen Hall og udnævnt en ny nationalliberal regering med D.G. Monrad som konseilspræsident. Novemberforfatningen blev dog ikke trukket tilbage. Den ny regering satsede på, at Storbritannien, Rusland og Frankrig ville forstå, at forfatningen var den bedste løsning på det slesvigske problem, og at de derfor ville lægge pres på Preussen og Østrig. Men det skete ikke. Christian 9. ( ) med familien. Man kaldte ham Europas svigerfar, fordi en række af hans børn blev gift med prinser og prinsesser fra andre europæiske kongehuse. Christian 9. står længst til højre. 186

188 VEJEN MOD DEMOKRATI Slaget ved Dybbøl Det danske forsvar var slet ikke rustet til krig. Bevillingerne til militæret var skåret ned siden Treårskrigen. Preusserne og østrigerne var talmæssigt overlegne, og især de preussiske styrker var udstyret med effektive og moderne våben. Den danske hær tog først opstilling ved det gamle fæstningsværk Dannevirke ved Slesvig. Før det kom til egentlige kampe indså den øverste general de Meza, at fæstningen ikke kunne holdes. Derfor gav han ordre til at trække hæren tilbage til fæstningen Dybbøl. Den preussiske og østrigske hær fulgte efter og belejrede Dybbøl. I et par måneder bombarderede fjenden systematisk Dybbøl med langtrækkende kanoner. I ti uger holdt den danske hær stand ved Dybbøl. Situationen blev mere og mere håbløs. Men regeringen forlangte, at hæren skulle holde Dybbøl for enhver pris. Stormagterne var nemlig samlet i London til en konference om Slesvig og Holsten. Ved at lade hæren blive ved Dybbøl håbede regeringen, at stormagterne ville lade Danmark beholde det meste af Slesvig. Men inden konferencen traf nogen beslutning, stormede østrigerne og preusserne den 18. april Dybbøls skanser, som var ødelagte af ugers beskydning. Efter få timer måtte danskerne overgive sig, og en våbenhvile blev vedtaget. En fredskonference begyndte i London med stormagterne som mægler. Under fredsforhandlingerne var der forskellige forslag til deling af Slesvig. Også Preussen tilbød at dele Slesvig efter sproggrænsen. Det vovede konseilspræsident Monrad ikke at tage stilling til. Han overlod beslutningen til Christian 9. Han afslog en deling, og krigen startede igen. De tyske og østrigske tropper fordrev den danske hær fra Als, og hele Jylland blev besat. I efteråret 1864 indså Christian 9., at kongeriget var truet. Der måtte sluttes fred for enhver pris. Og den blev høj. Bortset fra områder syd for Kolding, ved Ribe og Ærø mistede kongen hele Slesvig, Holsten og Lauenburg. Efter nogle få år blev hertugdømmerne provinser i Preussen. Niels Simonsens maleri af danske soldater, der trækker sig tilbage fra Dannevirke. 187

189 DET HISTORISKE OVERBLIK Jørgen Sonnes maleri af danske soldater, der forsvarer Dybbøl. I 1864 blev Slesvig helt udskilt fra Danmark, og det danske mindretal i Slesvig blev tvunget med i Tyskland. De bedrøvede sønderjyske piger blev et symbol på mindretallets skæbne. Plakaten blev solgt i mange tusinde eksemplarer. Krigens følger Krigen i 1864 blev kort, men den fik stor betydning. Det danske rige blev formindsket med 2/5 af sit areal og med mere end 1 mio. indbyggere. Det betød, at befolkningstallet sank fra 2,5 til 1,7 millioner. Danmark var nu blandt Europas mindste lande. Til gengæld var Danmark blevet en ægte nationalstat. Inden for grænserne var der ikke mindretal, der ønskede at høre til et andet land. Det er en væsentlig forklaring på, at nationalfølelsen blev stærkere i årtierne efter De fleste 188

190 VEJEN MOD DEMOKRATI Otto von Bismarck ( ) var en af de dygtigste statsmænd i 1800-tallet. Han mente, at Preussen skulle gå i spidsen for en omdannelse af Det Tyske Forbund til en egentlig og stærk stat. Og det lykkedes. Efter krigen med Danmark i 1864 blev Slesvig og Holsten underlagt Preussen. Østrig prøvede at forhindre, at Preussen tog magten i Det Tyske Forbund. I 1866 vandt Preussen en krig med Østrig. Samme år oprettede Bismarck Det Nordtyske Forbund. I var Det Nordtyske Forbund i krig mod Frankrig. Frankrig tabte, og som en hån mod franskmændene blev Det Tyske Kejserrige oprettet i spejlsalen på Versaillesslottet uden for Paris. På podiet står den tyske konge Wilhelm, der blev udnævnt til kejser. Bismarck står i den hvide uniform midt i billedet. danskere opfattede sig som et lille, men stolt folk, der stod sammen om Gud, konge og fædreland. Det betød et stærkere nationalt fællesskab og et voksende had til tyskerne. Efter krigen i 1864 var Preussen den stærkeste magt i Det Tyske Forbund. Det havde Østrig svært ved at acceptere. I 1866 kom det til en kortvarig, men blodig krig mellem Preussen og Østrig, som Østrig tabte. Bismarck ( Preussisk og tysk statsmand) arbejdede nu på at samle medlemmer af Det Tyske Forbund til en egentlig stat. Det gjorde Frankrig bekymret, og i kom landet i krig med de nord- og sydtyske stater under ledelse af Preussen. Frankrig tabte og måtte afgive land til kejserriget Tyskland, der blev dannet i Tyskland var en ny og mægtig stormagt midt i Europa. Det ødelagde magtbalancen mellem stormagterne og øgede spændingerne, der til sidst førte til Første Verdenskrig ( ). Denne krig tabte Tyskland. Ved fredsslutningen besluttede man, at folk i Slesvig skulle stemme, om de ville høre til Danmark eller Tyskland. Resultatet blev den nuværende grænse. 189

191 DET HISTORISKE OVERBLIK Genforeningen Tyskland var blandt taberne efter Første Verdenskrig (se side 189). Under fredsforhandlingerne havde den amerikanske præsident Wilson anbefalet, at sejrherrerne ikke blot tog land fra taberne. Det ville føre til nye konflikter, sagde han. I stedet anbefalede han, at befolkningerne skulle afgøre, hvilket land de ønskede at tilhøre. Siden Danmark tabte krigen i 1864 havde ca dansksindede i Nordslesvig måttet acceptere, at de var borgere i Tyskland. Efter Tysklands nederlag regnede mange danskere med, at Danmark ville få hele Slesvig. Men Rigsdagen besluttede, at den endelig grænse skulle fastlægges efter en folkeafstemning. I 1920 blev der afholdt en folkeafstemning i Slesvig. Folk kunne tilkendegive, om de ønskede at høre til Tyskland eller Danmark. Resultatet blev, at grænsen blev ændret til den nuværende. Dvs. nogenlunde som det tilbud om deling af Slesvig, som Preussen havde tilbudt, men som Christian 9. afslog ved fredsforhandlingerne i På fotoet rider Christian 10. ( ) over grænsen til Nordslesvig (Sønderjylland), der efter folkeafstemningen i 1920 blev en del af Danmark. 190

192 VEJEN MOD DEMOKRATI HVORNÅR VAR DET NU? : Napoleonskrigene 1801: Slaget på Reden 1807: Københavns bombardement : Kongressen i Wien 1848: Oprør i Paris breder sig til andre europæiske hovedstæder : Treårskrigen 1849: Grundloven 1857: Lov om næringsfrihed 1863: Novemberforfatningen : Christian : Krig mod Preussen og Østrig. Slesvig og Holsten afgives : Fransk-tysk krig 1871: Det tyske kejserrige oprettes : Første Verdenskrig : Christian : Genforeningen 191

193

194 MODERNE TIDER Industrialisering Industri er brug af maskiner til at fremstille et stort antal ensartede varer. Industrialiseringen begyndte i Storbritannien i midten af 1700-tallet og slog igennem i det meste af Vesteuropa og USA i løbet af 1800-tallet. Industrialiseringen betød store forandringer i samfundet. For det første anvendte man maskiner i stedet for mere enkle redskaber. I det gamle bondesamfund producerede vind, vand, mennesker, dyr og planter energien. I industrisamfundet kom energien fra kul, olie og naturgas. For det andet blev varerne i industrisamfundet produceret på fabrikker. Her skulle den enkelte arbejder kun fremstille en lille del af den færdige vare. Tidligere var en vare typisk fremstillet af den samme håndværker. For det tredje betød maskinernes opdeling og forenklingen af arbejdsprocesserne, at der var mindre brug for faglært arbejdskraft. Kvinder og børn fik også arbejde på fabrikkerne. Det gav et stort udbud af arbejdskraft, og derfor kunne fabriksejerne trykke lønnen (give lav Overalt i Europa blev der bygget fabrikker i 1800-tallet. Billedet er fra et dansk jernstøberi. 193

195 DET HISTORISKE OVERBLIK løn). For det fjerde betød industrialiseringen, at byerne voksede. Her lå fabrikkerne, og derfor måtte arbejderne flytte dertil. I byerne blev der gode tider for boligspekulanterne overalt i Europa. De hundredtusinder af tilflyttere skulle jo have tag over hovedet. Læger gjorde opmærksom på, at dårlige og usunde boliger gjorde beboerne syge. Men myndighederne lavede ikke love, der fik bygherrerne til at opføre bedre boliger. Tværtimod blev der ofte dispenseret fra gamle regler om fx, hvor store husene måtte være, og hvor tæt de måtte bygges. I København tjente husejere enorme summer på at opføre etageblokke med en række side- og bagbygninger, hvor der var plads til mange lejligheder. De såkaldte korridorkomplekser var særligt billige at bygge. På hver etage lå lejlighederne på begge sider af en lang, smal gang, der strakte sig gennem forhuset og ud i sidebygningerne. På den måde kunne bygherren nøjes med en opgang i hver ende af korridorerne til bygningens 90 lejligheder. Korridorerne var mørke og uden mulighed for udluftning. Lejlighederne var meget små ofte under 25 m 2. Når de ikke var større, slap husejeren nemlig for at betale bygningsafgift. Udvandring Fra slutningen af 1700-tallet blev der flere og flere mennesker i Europa. Det skyldtes bl.a. at sundhedsforholdene efterhånden blev bedre, og at lægerne blev dygtigere til at behandle sygdomme. Men det var svært at finde arbejde til de mange mennesker. Derfor valgte nogle at udvandre til Amerika eller Australien. I løbet af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet udvandrede ca. 50 mio. fra Europa. Fra Danmark udvandrede ca , dvs. ca. 1/10 af befolkningen. Inden man begyndte at anvende skibe, der var drevet af dampmaskiner, tog det 5-7 uger at sejle fra Danmark til Amerika. Efter anvendelse af dampkraft tog det kun to uger. Den bedre transport betød også, at flere udvandrede. 194

196 MODERNE TIDER Opfindelsen af dampmaskinen i 1700-tallet var grundlaget for industrialiseringen. På billedet ses James Watt ( ), der udviklede dampmaskinen og forskellige måder at bruge dampmaskinen på. Fotoet er fra Prinsessegade i Kbh, Det var tilladt at have baggårde med et areal på helt ned til 11 m 2. På dette lille areal skulle der være skraldespande og retirader (gårdlokummer). Som en tommelfingerregel var der tre retirader til 20 lejligheder. På dette usunde sted, hvor solen sjældent eller aldrig nåede ned, måtte børnene lege, hvis de ikke skulle opholde sig på gader og stræder. På mange fabrikker var en stor del af arbejderne kvinder og børn. De var lige så effektive som mændene, men de skulle ikke have så meget i løn. Billedet er fra en klædefabrik fra 1800-tallet. 195

197 DET HISTORISKE OVERBLIK Industrien til Danmark I sidste del af 1800-tallet begyndte industrialiseringen i Danmark. Det var svært at finde arbejde i landbruget. Derfor flyttede tusindvis af mennesker fra landet til byerne for at arbejde på de nye fabrikker. I landbruget var der ikke fast løn og arbejdstid. Karlen eller pigen blev som regel ansat for et halvt år ad gangen. Og de aftalte med bonden, hvor mange penge de tjente, og hvilke opgaver de skulle udføre. På fabrikkerne var der ingen faste aftaler heller ikke om, hvor længe man var ansat. Den mand eller kvinde, der ville arbejde til den laveste løn, fik ofte arbejdet. Det var godt for fabriksejerne, men dårligt for arbejderne. På fabrikkerne var der nemlig ikke arbejde til alle og arbejdsløse fik ikke understøttelse. Derfor prøvede folk ofte at få et job ved at tilbyde, at de ville arbejde billigere end andre. Grundloven gav folk ret til at oprette foreninger. Arbejderne kunne derfor organisere sig, så de holdt sammen som en gruppe og på den måde stod stærkere i forhold til arbejdsgiverne. Københavnske murersvende var nogle af de første, der oprettede såkaldte arbejdergrupper. I 1851 strejkede murersvendene for at få bedre løn og arbejdsforhold. Men trods grundlovens bestemmelser arresterede politiet lederne. I England, Frankrig og Tyskland, hvor industrialiseringen var længere fremme end i Danmark, opstod arbejderbevægelser, hvor arbejdere på tværs af erhverv støttede hinanden. De fleste bevægelser tog socialistiske ideer til sig, og i mange lande blev der oprettet socialistiske partier. I begyndelsen af 1870 erne var der også en arbejderbevægelse i København. Lederne var Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff. De stiftede også et socialistisk parti. De håbede, at de fleste arbejdere ville stemme på partiet ved valgene. Partiet udgav også avisen Socialisten. Maleriet af strejkende er fra Arbejderne forhandler med fabriksejeren, der står på trappen. 196

198 MODERNE TIDER Slaget på Fælleden I 1872 strejkede de københavnske murere for at få mere i løn. I Socialisten skrev Louis Pio artikler, der bakkede op om strejken. Murerne fik naturligvis ikke løn, når de strejkede. For at skaffe penge til dem indkaldte Det danske Socialistparti til et møde på Nørre Fælled. Under overskriften Målet er fuldt! opfordrede Pio alle arbejdere i København til at møde op. Men den københavnske politimester troede, at mødet var starten på et oprør ligesom det var sket året før i Paris. Han henvendte sig til regeringen, der godkendte, at han forbød mødet. Mange tusinde arbejdere trodsede forbuddet og mødte op på Nørre Fælled. Politimesteren gav ordre til, at politiet og husarer skulle splitte mødet. Resultatet blev et voldsomt sammenstød mellem ordensmagten og arbejderne, der blev kendt som Slaget på Fælleden. Ingen blev dræbt, men på begge sider var der mange sårede. Det socialistiske partis ledere Pio, Brix og Geleff blev dømt for at have opfordret til oprør, og straffen var flere års fængsel. Nørre Fælled lå, hvor Fælledparken er i dag. Den samtidige tegning viser husarer og politi, der angriber arbejderne. 197

199 DET HISTORISKE OVERBLIK Socialisme I midten af 1800-tallet skrev Karl Marx ( ) og Friedrich Engels ( ) om den tids kapitalistiske samfund. I et sådant samfund ejede nogle få fabrikker og andre virksomheder. Dem kaldte Marx og Engels for kapitalister. De havde stor magt, bl.a. fordi regeringen og myndighederne støttede dem. Arbejderne var den største gruppe eller klasse i samfundet. De ejede ikke andet end deres arbejdskraft. Den måtte de sælge til kapitalisterne for at klare sig. Men det, arbejderne fremstillede, var meget mere værd end den løn, de fik for deres arbejdskraft. Det var urimeligt, mente Marx og Engels. De mente, at man ville få et mere retfærdigt samfund, hvis arbejderne ejede fabrikkerne i fællesskab. Et sådant samfund blev kaldt socialistisk. Men kapitalisterne ville naturligvis ikke frivilligt opgive deres fabrikker. Og regeringen ville bruge militæret og politiet til at beskytte kapitalisterne. Arbejderklassen måtte derfor bruge magt, hvis de ville overtage styret og fabrikkerne og indføre socialismen. Karl Marx ( ). De europæiske arbejderbevægelser tog ideerne om socialisme til sig. I 1871 startede parisiske arbejdere et oprør. De erobrede store dele af byen, som de udråbte til et socialistisk samfund, Pariserkommunen. Så blev hæren sat ind. I løbet af få uger var Pariserkommunen nedkæmpet. Ca mennesker blev dræbt. 198

200 MODERNE TIDER Fagforeninger Regeringen, politiet og fabriksejerne håbede, at den socialistiske arbejderbevægelse ville gå i opløsning, når lederne var forsvundet. Men det skete ikke. Tværtimod organiserede flere og flere arbejdere sig i fagforeninger. Da det socialistiske parti ændrede navn til Socialdemokratiet, meldte endnu flere sig ind i partiet. Ændringen af navnet fortalte nemlig, at partiet ønskede at få magten ad demokratisk vej og ikke gennem revolutionære og voldelige metoder. For fagforeningerne og Socialdemokratiet var der nok at tage fat på. På fabrikkerne var arbejdsdagen timer seks dage om ugen. Lønningerne var så lave, at det ofte var nødvendigt, at både manden, konen og de store børn arbejdede. Mange arbejderfamilier boede i små, fugtige og usunde lejligheder. I sidste del af 1800-tallet gennemførte fagforeningerne jævnligt strejker. Virksomhedsejerne svarede igen på arbejdernes krav med lockout. Dvs. ved at nægte arbejderne adgang til arbejdspladsen. Det betød, at arbejderne ikke tjente penge. I slutningen af århundredet var der fagforeninger i de fleste byer i Danmark. De sluttede sig sammen til De samvirkende Fagforbund, der i dag kaldes LO. Arbejdsgiverne organiserede sig i Dansk Arbejdsgiverforening. De hyppige strejker og lock-out er var ikke godt for hverken arbejderne eller virksomhedsejerne. Efter en flere måneder lang arbejdskamp i 1899, hvor arbejdsgiverne havde lock-out et ca arbejdere, blev De samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsgiverforening enige om regler for arbejdsmarkedet. Bl.a. skulle parterne hvert andet år forhandle løn og arbejdsvilkår. Kun hvis parterne ikke kunne blive enige og forhandlingerne brød sammen, måtte fagforeninger strejke og arbejdsgivere lock-out e. Reglerne for arbejdsmarkedet er ændret i tidens løb. Men parterne aftaler stadig løn og arbejdsvilkår. Og i sammenligning med fx Frankrig er der få strejker og lock-out er i Danmark. Der tales til en begejstret folkemængde. Måske agiteres der for, at der skal kæmpes for bedre arbejdsvilkår. I baggrunden ses fagforeningsbannere. 199

201 DET HISTORISKE OVERBLIK Bedre tider Gamle og syge, der ikke kunne klare sig selv, kunne få fattighjælp. Men det var meget ydmygende. Modtog de fattighjælp, blev de regnet for andenrangs mennesker, der bl.a. mistede deres stemmeret. I blev der vedtaget love, som forbedrede forholdene. Således kunne alle over 60 år søge kommunen om at få alderdomsunderstøttelse. Tidligere kunne myndighederne anbringe fattige, gamle og syge på fattighuse og -gårde mod deres vilje. Nu blev det bestemt, at de, der ikke længere kunne klare sig selv, skulle hjælpes, så de kunne klare sig i deres eget hjem, hvis det kunne lade sig gøre. Det var dog de kommunale myndigheder, der tog stilling til, om man var værdigt trængende og skønnede, hvilken hjælp man i så fald var berettiget til. I 1922 blev den såkaldte aldersrente dog et fast beløb til alle, der var fyldt 65 år. I slutningen af 1800-tallet oprettede fagforeningerne arbejdsløshedskasser. Men de kunne kun give de arbejdsløse en minimal understøttelse. Fra 1907 fik arbejdsløshedskasserne støtte fra staten, og nu blev understøttelsen sat op. Forbedringerne for de fattige, gamle og syge skyldtes først og fremmest, at fagbevægelsen og dets politiske talerør, socialdemokratiet, fik større indflydelse. Det var også fagbevægelsens fortjeneste, at arbejdstiden efterhånden blev sat ned, og man fik ret til ferie. For landarbejdere skete forbedringerne dog i et langsommere tempo. I 1890 erne blev der gennemført sociale reformer, som forbedrede forholdene for de fattige og syge. Men de fik kun det allermest nødvendige. Fotoet er fra Kværkeby fattiggård omkring år

202 MODERNE TIDER Velfærdsstaten Velfærdsstaten opstod i Tyskland i 1880 erne. Her blev der vedtaget en lov om, at arbejderne skulle tegne forsikringer, så de fik hjælp, når de blev gamle og syge. Fra begyndelsen var den danske velfærdsstat anderledes. I Danmark fik alle mænd og kvinder over 60 år, der ikke kunne forsørge sig selv, ret til alderdomsforsørgelse i Og pengene til den blev betalt over skatten. I 1920 erne kom Socialdemokratiet i regeringen. Samtidig pressede fagforeningerne på for at få vedtaget love, der hjalp folk i nød. Tidligere havde hjælpen fra det offentlige været afhængig af, om kommunen mente, at man havde brug for hjælp. I 1933 blev der vedtaget en stor socialreform, og nu fik alle, der havde behov, ret til hjælp. Efter Anden Verdenskrig steg samfundets udgifter til velfærdstaten. Én vigtig grund var, at flere modtog hjælp fra velfærdsstaten. Det drejede sig fx om studerende, som fik uddannelsesstøtte, forskellige orlovsordninger for børnefamilier og mere hjælp til de ældre. En anden grund var, at det offentlige påtog sig flere serviceydelser, fx blev flere og flere børn passet i daginstitutioner. Det betød, at det offentlige brugte flere og flere penge på velfærd. Derfor var det nødvendigt at opkræve mere i skat. Efterhånden blev Danmark det land i Europa, hvor man betalte mest i skat. Siden 1990 erne har politikerne og andre drøftet, hvordan skatten kan sættes ned uden at forringe velfærdsstaten. I slutningen af 1800-tallet begyndte staten på forskellige måder at tage sig af de fattigste. Her uddeles der mad til de arbejdsløse og fattige på Christianshavns politistation. Tegningen er fra

203 DET HISTORISKE OVERBLIK Kanslergadeforliget Allerede i 1920 erne var den amerikanske økonomi en af de mest dominerende i verden. Op gennem årtiet var kursen (prisen) på amerikanske aktier steget og steget. Men i efteråret 1929 opstod der et rygte om, at kurserne ville falde. Derfor ønskede mange aktieejere at få solgt dem, så længe kursen var nogenlunde. Men når der er flere aktier til salg, end der er ønsker om at købe dem, falder kursen. På få dage raslede kursen ned. Det udløste en krise i den amerikanske økonomi, der bredte sig til Europa. For at beskytte deres økonomi satte mange regeringer skarpe grænser for import. Det førte til, at den internationale handel blev reduceret til 1/3. Krisen ramte for alvor Danmark i Det skyldtes især, at priserne på landbrugsvarer, som blev eksporteret til Storbritannien og Tyskland faldt dramatisk. Derfor fik de danske Thorvald Stauning ( ) var statsminister i perioderne landmænd svært ved at klare sig, og og Billedet er en valgplakat fra antallet af tvangsauktioner voksede. I 1932 kom næsten landbrug på tvangsaktion. Landbruget var hovederhvervet fik hjælp til at afvikle deres gæld og støtte til i Danmark. Dets vanskeligheder bredte sig til eksporten. Der blev vedtaget en lov, der forlængede overenskomsterne og forbød strejker andre erhvervsgrene. Arbejdsløsheden steg og steg og nåede i 1932 op på 1/3 af arbejdsstyrken. I vinteren var der optræk til man en storkonflikt. og lockout i et år. På den måde forhindrede storkonflikt. Arbejdsgiverne varslede lockout På længere sigt var socialreformen det vigtigste i forliget. Den betød, at ældre og han- for at tvinge arbejderne til at gå 20 % ned i løn. dicappede fik ret til henholdsvis aldersrente Den socialdemokratisk-radikale regering og invaliderente, dvs. økonomisk hjælp fra det måtte gøre noget. Den 30. januar indgik regeringen og Venstre det såkaldte Kanslergade- sygekasser, så alle kunne få gratis lægehjælp. offentlige. Der blev indført et system med forlig. Forliget har sit navn efter statsminister Desuden blev arbejdsløshedsunderstøttelsen Thorvald Staunings lejlighed, hvor parterne forbedret. mødtes. Forliget gavnede landmændene, der 202

204 MODERNE TIDER HVORNÅR VAR DET NU? 1871: Pariserkommunen 1872: Slaget på Fælleden : Lov om alderdomsunderstøttelse 1899: Storlockout og septemberforlig 1929: Økonomisk krise i USA og Europa 1933: Kanslergadeforliget , : Thorvald Stauning statsminister 203

205

206 EUROPA I VERDEN Imperiet Omkring 1900 var det britiske imperium det største rige, der nogensinde har eksisteret. Storbritanniens dronning Victoria herskede over 1/4 af verdens befolkning og 1/4 af klodens landområder. Det hele begyndte omkring år 1500, hvor europæiske stater gik i gang med at skaffe sig kolonier rundt om i verden (se side 139). De første par hundrede år byttede europæerne sig til krydderier, silke, porcelæn og andre luksusvarer. I løbet af 1700-tallet begyndte industrialiseringen i Europa, og nu fik europæerne mere brug for råvarer, der blev forarbejdet på europæiske fabrikker. Indtil de sidste årtier af 1800-tallet havde det hovedsagelig været private selskaber, som handlede med kolonierne. Herefter begyndte statsmagterne (regeringerne) i Storbritannien og andre europæiske stormagter at tage Den afrikanske stamme, hereroerne, gør i 1904 oprør mod de tyske koloniherrer. De tyske tropper tvinger hereroerne ud i ørkenen, hvor (80 % af hereroerne) dør af sult. Indien var en af Storbritanniens kolonier. På billedet herunder ses Dronning Victoria af England ( ). Til venstre ses en indisk tjener med hendes stok. 205

207 DET HISTORISKE OVERBLIK aktiv del i udnyttelsen af kolonierne. Det skete ved, at militæret blev brugt til at underlægge sig lande i andre verdensdele. Og for stormagterne gjaldt det om at skaffe sig så mange kolonier som muligt og skabe sig store imperier. Dermed indledtes den periode, der kaldes imperialisme. Det skete jævnligt, at stormagterne krævede samme områder. Det førte til sammenstød, der skabte risiko for krig i Europa. Det blev helt galt, da Europa i 1871 fik en ny stormagt. Den tyske kejser, Wilhelm 1. krævede nemlig, at Tyskland også skulle have kolonier. I 1884 mødtes repræsentanter fra de europæiske stormagter i Berlin. Her skulle de forhandle sig frem til en deling af verden. Det var ikke så lige til, og man blev kun enige om, hvordan Afrikas kystområder skulle fordeles. I de følgende år var der fortsat konflikter mellem stormagterne om kolonierne, men de blev klaret gennem forhandling. Kolonikapløbet betød, at spændingen mellem stormagterne voksede. Derfor brugte de enorme summer på at forstærke deres hær og flåde, og der skulle ikke meget til at udløse en krig. Hvilket også skete i 1914 (se side 212). 206

208 EUROPA I VERDEN Hvorfor kolonier? Det var først og fremmest af økonomiske grunde, at europæiske lande skaffede sig kolonier. Europas mange fabrikker fremstillede flere og flere varer, og dermed blev behovet for råvarer større. Samtidig skulle varerne sælges, og når landets egen befolkning ikke ønskede at købe mere, måtte resten sælges til udlandet. For at beskytte produktionen i deres eget land, lagde de europæiske nationalstater told på udenlandske varer, så disse blev dyrere end landets egne. Her kom kolonierne ind i billedet. Fra kolonierne kunne de europæiske lande skaffe billige råvarer, og til kolonierne kunne de afsætte de færdigvarer, der ikke kunne sælges i Europa. Og så gav det status at have mange kolonier. I Europa voksede antallet af mennesker stærkt i løbet af 1800-tallet. Den voksende befolkning var en tredje grund til at erhverve sig kolonier. Befolkningstilvæksten betød nemlig arbejdsløshed og fattigdom, der flere steder førte til uro og oprør. For at skaffe sig af med befolkningsoverskuddet prøvede regeringerne på at få folk til at udvandre. Der var også et fjerde motiv til at underlægge sig kolonier. Europæerne mente, at de selv var det mest civiliserede og udviklede folk i verden, mens ikke-europæerne var primitive. Det kunne man jo se på den teknologiske udvikling med fx fabrikker og jernbaner. Europæerne betragtede farvede folk som en slags børn. Og ligesom forældre tog sig af og opdragede deres børn, så de hvide det som deres pligt at sørge for de tilbagestående farvede folkeslag. Her spillede de kristne missionærer en vigtig rolle. De ønskede både at udbrede den rette tro og en europæisk måde at være på. At de hvides samfund var nået til et højere stade end de farvedes, blev forklaret ud fra Charles Darwins udviklingsteori. Den gik ud på, at i naturen og i samfundene havde der altid været en naturlig udvælgelse, hvor den bedst egnede klarede sig. De hvide havde klaret sig bedst og var derfor de farvede racemæssigt og kulturelt overlegne. Raceforskere opstillede ligefrem en teori om, at jo lysere hud et folk havde, des højre var det placeret på rangstigen. Jøderne var dog en undtagelse, mente man. Ganske vist var de lyse, men de havde slet ikke de samme racemæssige kvaliteter som rigtige europæere. Kolonierne fik afgørende betydning for den økonomiske fremgang i Europa. Fotoet fra 1922 viser en havn i Nigeria, hvorfra der udskibes palmeolie. 207

209 DET HISTORISKE OVERBLIK Imperialismens konsekvenser For Europas stormagter var det en fordel med billige råstoffer fra kolonierne. Men som markedsområder blev kolonierne ikke så gode, som stormagterne havde satset på. Dertil kom, at der var mange udgifter ved at have kolonier, fx til militær, administration og anlæggelse af havne, veje og jernbaner. For koloniområderne fik imperialismen alvorlige følger. Kolonierne måtte indrette deres produktion efter moderlandets behov. Jernbanerne blev således lagt, så de forbandt det indre af kolonien med havnebyerne, og koloniadministrationen skulle først og fremmest sikre ro og orden. Desuden udkonkurrerede europæiske industrivarer koloniens egne håndværkere. I løbet af 1950 erne og 1960 erne blev de fleste kolonier selvstændige stater. Men mange af dem fik en række problemer. Især i Afrika var kolonierne i sin tid etableret uden hensyn til befolkningens nationale eller stammemæssige tilhørsforhold. Det har siden skabt uro og blodige opstande. Ofte har landene også økonomiske problemer. Det er karakteristisk, at de fattigste lande i verden er tidligere kolonier. Der er ingen tvivl om, at de europæiske stormagters udnyttelse af kolonierne er en væsentlig grund til disse landes fattigdom. [illu_229_afrikabillede. VED IKKE HVAD DET BLI- VER GØR PLADS SÅ FINDER JEG ET DER PASSER I FORMAT EVT. EN BILLEDBOKS] Mange afrikanske lande har grænser, der blev fastlagt i imperialismens tidsalder. Det betyder, at der bor folk fra forskellige nationaliteter og stammer i det samme land, og ofte er en nationalitet splittet i flere lande. Det er en del af forklaringen på Afrikas mange problemer. På fotoet ses krigere fra en af Afrikas mange private militser. 208

210 EUROPA I VERDEN HVORNÅR VAR DET NU? : Imperialisme 1871: Det tyske kejserrige oprettes med Wilhelm 1. som kejser 1884: Stormagtskonference i Berlin om fordeling af kolonierne 1901: Dronning Victoria af England dør 1904: Den afrikanske stamme, hereroerne, gør oprør mod de tyske koloniherrer : Første Verdenskrig 1950 erne og 1960 erne: De fleste afrikanske kolonier opnår selvstændighed 209

211

212 TO VERDENSKRIGE OG EN HALVLEG Ulmende utilfredshed Efter krige mod Danmark (1864), Østrig (1866) og Frankrig ( ) blev kejserriget Tyskland oprettet som en ny stormagt i Europa. Det skabte spændinger mellem de europæiske magter, og disse voksede i løbet af 1800-tallet. Der blev holdt fred. Men utilfredsheden ulmede. Franskmændene følte sig ydmyget af tyskerne og ønskede hævn. Og så var der kolonierne, områderne som Europas stormagter havde underlagt sig i Afrika og Asien. Der var jævnligt uenigheder mellem stormagterne om retten til bestemte områder. Og den nye stormagt, Tyskland, ville også være med i kampen om kolonierne. Det trak op til krig. Stormagterne sluttede forbund med hinanden på kryds og tværs. Og de brugte enorme summer på at opruste deres hær og flåde. Nogle frygtede krigen. Andre mente, at den var en nødvendighed. Luften måtte renses for at skabe en ny balance, sagde de. Fra slutningen af 1800-tallet brugte de europæiske stormagter enorme summer på at opruste militært. På billedet anbringes en 100 tons kanon på et engelsk skib. Første Verdenskrig blev udløst af mordet på den østrigske tronfølger og hans hustru i Bosniens hovedstad, Sarajevo, den 28. juni Balkan var i forvejen et uroligt hjørne af Europa, og der havde været krige i begyndelsen af århundredet. Fotoet viser øjeblikket umiddelbart før mordet. 211

213 DET HISTORISKE OVERBLIK Første Verdenskrig Og krigen kom. I 1914 begyndte den mest forfærdelige krig, som europæerne nogensinde havde oplevet. På den ene side stod Centralmagterne: Tyskland og Østrig-Ungarn samt enkelte andre lande. På den anden var de Allierede: Frankrig, Storbritannien og Rusland. I 1915 sluttede Italien og i 1917 USA sig til de allierede. Millioner af soldater blev dræbt uden at nogen af parterne fik det endelige overtag. Men da USA gik ind i krigen, kunne Centralmagterne ikke blive ved med at klare sig, og i 1918 blev der sluttet våbenstilstand. Krigen var den hidtil blodigste i Europa. På fire år var 9 mio. soldater dræbt. Dertil kom mio. mennesker, der døde af epidemier og sult. De hårdeste slag blev udkæmpet i Nordfrankrig. Enorme områder var ødelagte, franskmænd var hjemløse, 1,4 mio. franske soldater havde mistet livet, og dobbelt så mange var såret. Derfor hadede franskmændene tyskerne. De havde startet krigen, og nu skulle Tyskland betale! Ved fredsforhandlingerne i 1919 krævede den franske premierminister, at Tyskland skulle betale en enorm krigsskadeserstatning. Det skulle også afgive store landområder, og landet måtte kun have ganske få soldater. Den franske premierminister tænkte altså mere på hævn end at skabe ny balance i Europa. Den engelske premierminister vidste, at så hårde fredsbetingelser ville skabe vrede og had i Tyskland og det kunne føre til en ny krig. Men omkring engelske soldater var omkommet under krigen det skabte en stærk antitysk stemning i England. Derfor gik den engelske premierminister ind for franskmændenes krav. På tegningen søger de europæiske stormagter Rusland, Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Østrig- Ungarn at holde låget på gryden med Balkan Troubles, der har nået kogepunktet. 212

214 TO VERDENSKRIGE OG EN HALVLEG USA s præsident Wilson havde lavet en række punkter, der skulle sikre en varig og retfærdig fred i Europa. Bl.a. skulle alle folkeslag have ret til selv at bestemme, hvilken stat de ville tilhøre, og de europæiske stater skulle skære ned på deres militær. Han mente også, at det var forkert, at Tyskland skulle betale et kæmpebeløb i krigsskadeserstatning. I forvejen havde krigen kostet enorme summer, og mange tyskere levede på sultegrænsen. Præsident Wilson fik mildnet de franske krav en smule. Men for Tyskland var fredsbetingelserne barske: Tyskland skulle påtage sig al skyld for krigen. Tyskland skulle afgive landområder til nabostaterne, bl.a. Alsace Lorraine, som Tyskland havde taget fra Frankrig i Tyskland skulle afvæbnes. Man måtte have en svagt udrustet hær på højst mand og have en mindre flåde. Tyskland mistede sine kolonier. Tyskland skulle betale en enorm krigsskadeserstatning. 213

215 DET HISTORISKE OVERBLIK Fredens konsekvenser For Tyskland blev fredsbetingelserne en katastrofe. De førte til fattigdom, arbejdsløshed og elendighed i begyndelsen af 1920 erne. Derfor var tyskerne utilfredse og vrede. Nogle mente, at Tyskland kunne have vundet krigen, men at generalerne var blevet narret til at søge våbenstilstand. Hvem havde ført Tyskland bag lyset og så at sige dolket landet i ryggen? Det havde det tyske nazistparti et svar på: De skyldige var et komplot af jøder, kommunister og kapitalister. Efter krigen lykkedes det oven i købet komplotmagerne at få den tyske kejser afsat, og Tyskland blev en republik med en præsident i spidsen. Adolf Hitler var leder af nazistpartiet. Han var dygtig til at holde taler om den uretfærdige og ydmygende fred, det nuværende elendige styre, jøder og kommunister. Og han talte overbevisende om, hvordan nazisterne ville genskabe tyskernes ære og gøre Tyskland til et godt sted at leve. Op gennem 1920 erne sluttede flere sig til Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti (NSDAP), som var nazistpartiets officielle navn. I 1933 stemte så mange på partiet, at det kunne overtage magten. Næppe var det sket, før nazisterne satte det demokratiske system ud af kraft. Adolf Hitler blev Fører, dvs. diktator. Jøder, sigøjnere, politiske modstandere og andre, som At være jøde er en religion. I de sidste år har der været jøder i Europa. I perioder blev de forfulgt af de kristne. Efterhånden og især i løbet af 1800-tallet blev jøder af mange opfattet som en menneskerace, der var kendetegnet ved bestemte, ofte dårlige, egenskaber. I Europa, men også i USA blev jøderne udsat for hån, og mange betragtede jøder med mistro. Man beskyldte dem bl.a. for at rage rigdomme til sig, så andre mennesker levede i fattigdom. I tegninger blev jøderne ofte fremstillet som fede, kyniske og grådige mænd. Et eksempel er denne franske tegning fra 1893, hvor franskmænd kræver penge tilbage fra jøder. Den antijødiske stemning gjorde det let for Adolf Hitler og nazisterne at gøre jøderne til syndebukke for Tysklands ulykker. 214

216 TO VERDENSKRIGE OG EN HALVLEG nazisternes anså for at være fjender af folket, Tyskland og føreren, blev forfulgt. I fredsbetingelserne efter Første Verdenskrig måtte Tyskland kun have en begrænset militær styrke. Alligevel begyndte det nazistiske styre at opbygge hær, flåde og luftvåben. Frankrig og England protesterede, men gjorde ikke noget alvorligt for at forhindre det. På grund af en verdensomfattende økonomisk krise omkring 1930 havde Tyskland fået udsættelse med betaling af krigsskadeserstatningen. Da Hitler kom til magten, holdt Tyskland op med at betale erstatning. Efterhånden krævede Hitler også, at landområder, der var afgivet efter Første Verdenskrig, og hvor den tyske befolkning var i flertal, skulle tilbage til Tyskland. I 1936 sendte han hæren ind i den demilitariserede zone øst for Rhinen (se kortet side 213). I 1938 invaderede tyske tropper Østrig. De fleste østrigere tog godt imod dem. Østrig var jo også et tysktalende land. I grænseområder i Tjekkoslovakiet boede der mange tyskere. I 1938 krævede Hitler, at disse områder skulle høre med til Tyskland. Hitler lovede regeringerne i Frankrig og Storbritannien, at han ikke ville kræve flere landområder. Derfor bøjede de to stormagter sig. Regeringen i Tjekkoslovakiet blev ikke spurgt. Der er flere grunde til, at mange tyskere sluttede sig til nazisterne. Når noget går dårligt, har man brug for syndebukke. Og nazisterne havde svaret på, hvem der var skyld i fattigdom og elendighed: jøder, kommunister og kapitalister. Nazisterne havde også løsningen: Den enkelte tysker var ikke noget alene. Man måtte stå sammen som et folk, et fællesskab, under den samme fører. På fotoet ses Adolf Hitler ( ) stående i en bil, omgivet af heilende folk. 215

217 DET HISTORISKE OVERBLIK I skyggen af Tyskland Det var lykkedes Danmark at holde sig uden for Første Verdenskrig. Det var en handelsmæssig fordel, fordi man kunne sælge varer til de krigsførende parter på begge sider. Danmark var et lille land. Derfor gjaldt det om at holde sig gode venner med naboerne. Da Hitler kom til magten i Tyskland i 1933, gjorde den danske regering sig ekstra anstrengelser for at tilpasse sig nazisternes ønsker. Hitler skulle jo nødig finde på at kræve Sønderjylland tilbage efter afstemningen i Det var vigtigt, at danske aviser, bøger og blade ikke kritiserede forholdene i Tyskland. Derfor opfordrede regeringen redaktørerne til at fjerne eller omskrive afsnit i journalisternes artikler, der kunne opfattes som antityske. De fleste danskere var enige i regeringens politik over for Tyskland. Jo rigere Tyskland blev, des flere landbrugsvarer købte det i Danmark. Omverdenen var klar over, hvordan nazisterne behandlede jøderne. Men hverken de europæiske stormagter eller USA greb ind, før det var for sent. Fotoet er fra 1939, hvor demonstranter i New York forsøger at råbe myndighederne op. Forfølgelsen af jøderne blev mere og mere brutal i Tyskland i løbet af 1930 erne. Her morer tyskerne sig over ældre jøder, der bliver tvunget til at skrubbe gaden med børster. I løbet af 1930 erne blev nazisternes forfølgelse af mennesker, som de anså for fjender, mere og mere brutal. Det gik først og fremmest ud over jøder og sigøjnere, men også kommunister, socialdemokrater og andre politiske modstandere blev forfulgt. Derfor steg antallet af mennesker, der ville ud af Tyskland. En del prøvede at komme over grænsen til Danmark. Men de danske myndigheder var ikke interesseret i at tage imod tusindvis af fremmede. Desuden ville det måske provokere de tyske myndigheder, hvis flygtningene fik lov til at blive i Danmark. Fremmedloven bestemte, hvordan myndighederne skulle behandle folk, der flygtede til Danmark. I 1934 året efter Hitler var kommet til magten blev den strammet. Politiet kunne afvise udlændingene ved grænsen. I takt med at nazisternes forfølgelse af jøderne blev mere brutal, steg antallet af jøder, der forlod Tyskland. Men Danmark reagerede ved yderligere stramninger af fremmedloven. I 1938 var det klart for omverdenen, at det nazistiske styres mål var at tvinge jøderne ud af Tyskland. Nu blev grænsen til Danmark helt lukket for jødiske flygtninge. 216

218 TO VERDENSKRIGE OG EN HALVLEG Demokrati i krise I 1930 erne var der økonomisk krise i Danmark. Arbejdsløsheden var høj. Mange landmænd havde svært ved at klare sig og måtte lade deres gårde gå på tvangsauktion. Samtidig var mange utilfredse med det demokratiske system, parlamentarisme. Det indebar, at en regering måtte gå af, hvis flertallet i Rigsdagen (svarer til Folketinget) krævede det. Systemet gjorde regeringen alt for afhængig af Rigsdagen, mente man. Medlemmerne af Rigsdagen var valgt af befolkningen. For at få folk til at stemme på sig ved valgene lovede kandidaterne vælgerne guld og grønne skove. Men en regering måtte føre en politik, der var til gavn for hele landet og ikke kun for enkelte grupper. Det kunne endda være nødvendigt at gennemføre noget, der var til ulempe for store dele af befolkningen. Men det var svært. Medlemmerne af Rigsdagen stemte imod lovforslag, der kunne gøre dem upopulære ellers blev de jo ikke valgt igen. Mange mente derfor, at parlamentarismen var skyld i, at den økonomiske krise ikke var overvundet. Nogle mente endda, at den demokratiske styreform var en fejltagelse. Nogle få håbede, at kommunisterne ville få magten i Danmark ligesom i Sovjetunionen. Der havde det kommunistiske parti med Stalin i spidsen magten. Og i Sovjetunionen var der ingen økonomisk krise. Tværtimod var der en forrygende økonomisk fremgang, og befolkningen fik det materielt bedre og bedre. Andre, der var utilfredse med det demokratiske system, mente, at Danmark burde tage ved lære af, hvad den fascistiske diktator Mussolini havde gjort i Italien og Hitler i Tyskland. Begge steder var der gang i produktionen, og arbejdsløsheden var stort set afskaffet. Også medlemmer af Det Konservative Folkeparti var kritiske over for demokratiet. Det gjaldt især i partiets ungdomsorganisation, hvor der var en vis beundring for fascismen. Josef Stalin ( ) var diktator i det kommunistiske Sovjetunionen fra 1920 er til sin død. Især i 1930 erne oplevede Sovjetunionen økonomisk fremgang. Men prisen var høj. Stalin forfulgte mennesker, der ikke rettede sig blindt efter hans krav. Hans styre kostede ca. 20 mio. mennesker livet. 217

219 Det historiske overblik I 1926 fik Benito Mussolini ( ) diktatorisk magt i Italien, og han tog titlen il Duce (føreren). Mussolini fik skabt ro og orden i Italien og bragte landet ud af den økonomiske krise. Mussolini drømte om at genskabe Romerriget og begyndte at erobre områder i Nordafrika. I 1936 indgik Mussolini og Hitler en alliance. Da fascisterne blev fordrevet fra magten i Italien i 1945, blev Mussolini henrettet. Fascisme Fascisme kommer fra det italienske fascio, der betyder gruppe. Den fascistiske bevægelse blev dannet af bl.a. Benito Mussolini i Fascisterne ønskede en stat, hvor al magt var samlet hos staten og dens fører, Mussolini Il Duce. Alle i samfundet skulle arbejde til gavn for samfundet. Modsætninger mellem arbejdere og fabriksejere skulle væk. Derfor forbød fascisterne både fagforeninger og arbejdsgiver foreninger. Fascisterne var modstandere af demokratiet. Føreren skulle derfor ikke vælges, men i kraft af sine gerninger vise, at han var den stærkeste og bedst egnede til at lede samfundet. Nationalisme og militarisme var andre træk ved fascisterne. Mussolini forsøgte således at gendanne Romerriget og førte en række blodige erobringskrige. 218

220 TO VERDENSKRIGE OG EN HALVLEG Anden Verdenskrig 1938 havde Hitler lovet, at han ikke ville kræve, at flere landområder blev en del af Tyskland. Men Hitler holdt ikke sit løfte. I 1939 indgik Tyskland og Sovjetunionen en ikke-angrebspagt. Samtidig lavede de en hemmelig aftale om at dele Polen imellem sig. Den 1. september 1939 angreb Tyskland Polen fra vest, mens Sovjetunionen angreb fra øst. Hitler havde håbet, at England og Frankrig ville bøje sig igen. Men det skete ikke. To dage senere erklærede de Tyskland krig. Anden Verdenskrig var startet. Den danske regering og befolkningen håbede, at Danmark kunne holde sig ude af krigen og bevare sin neutralitet ligesom under Første Verdenskrig. I Tyskland havde man heller ikke planer om at angribe Danmark. Tværtimod ønskede det krigsførende Tyskland at bevare et godt forhold til Danmark, hvorfra tyskerne købte mange landbrugsvarer. Men Tyskland ønskede at få kontrol med Norge. Herfra importerede tyskerne jernmalm. Tyskland havde også brug for Norge af militære grunde. I Norge ville tyskerne anlægge flyvepladser. Herfra skulle bombefly sendes mod England. Angrebet på Norge skulle være et effektivt og hurtigt overraskelsesangreb, som fik kodenavnet Weserübung (Weser-øvelse). For at gennemføre det måtte den tyske hær kunne transportere tropper op gennem Jylland. Fra flådebaser i Frederikshavn og Skagen skulle tropperne sejles videre til Norge. Dengang var flyenes rækkevidde begrænsede, derfor måtte det tyske luftvåben også have Ålborg flyveplads til rådighed og derfor besluttede den tyske militære ledelse, at Danmark også skulle besættes. Tysklands angreb på Polen den 1. september 1939 udløste Anden Verdenskrig. Billedet viser tyske tropper på vej gennem det sønderbombede Polen. 219

221 Det historiske overblik Den 9. april 1940 Klokken fire om morgenen den 9. april 1940 begyndte Tysklands angreb på Danmark. Tyske tropper trængte ind i Jylland. Et skib landsatte tyske tropper i Københavns havn. Bombemaskiner fløj over hovedstaden og nedkastede flyveblade, der opfordrede til, at befolkningen ikke skulle gøre modstand. Den tyske gesandt (repræsentant) i Danmark oplyste den danske regering om de tyske planer. Accepterede regeringen de tyske troppers tilstedeværelse i landet,kunne Danmark bevare sin uafhængighed. Tyskland ønskede kun at fortsætte det gode samarbejde. Fra tysk side betragtede man altså ikke Danmark som besat. Klokken halv seks mødtes kongen, regeringen og den militære ledelse. Efter et kort møde besluttede de at bøje sig for det tyske krav. Tyske bombefly over København den 9. april De nedkastede flyveblade, der meddelte, at Danmark var besat. De danske soldater i Sønderjylland var dårligt udrustede og havde svært ved at stille noget op mod den velbevæbnede tyske invasionsstyrke. Først et par timer efter at kongen og regeringen besluttede at opgive kampen, nåede beskeden frem til tropperne i Sønderjylland. Det betød, at 11 danske soldater blev dræbt, og omkring 20 blev såret. Der var også kampe omkring Amalienborg Slot, hvor fem soldater blev dræbt. Tyske soldater i København den 9. april

222 TO VERDENSKRIGE OG EN HALVLEG Godt forhold I forhold til andre lande, Tyskland besatte, var besættelsen af Danmark særdeles mild. De tyske myndigheder kaldte det heller ikke en besættelse. I stedet sagde de, at tyske tropper var i landet for at beskytte eller værne Danmark. Derfor blev de tyske tropper og myndigheder omtalt som værnemagten. Danmark fik endda lov til at beholde sin hær og flåde. Al forbindelse mellem danske og tyske myndigheder foregik gennem udenrigsministeriet på samme måde som før besættelsen. I praksis foregik samarbejdet med det tyske udenrigsministeriums gesandt i Danmark, der fik titlen rigsbefuldmægtiget. Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre havde regeringsmagten. Efter besættelsen blev regeringen udvidet med ministre fra Det Konservative Folkeparti og Venstre. Derfor taler man om en samlingsregering. Det var regeringens politik, at Danmark fortsat skulle være neutralt. Samtidig ville den samarbejde med Tyskland. Kun på den måde kunne landet bevare sin selvstændighed, mente man. Og på den måde kunne man sørge for, at landbruget og fødevareproducenterne tjente godt på at sælge varer til det krigsførende Tyskland. I de første år af Anden Verdenskrig troede de fleste, at Tyskland ville sejre. I maj 1940 overgav Frankrig sig. Nu var der kun Storbritannien tilbage til at kæmpe mod Hitlers Tyskland. Regeringen og de fleste danskere mente, at Danmark som lille land ikke kunne stille noget op mod den mægtige nabo. Det bedste, man kunne gøre, var at samarbejde og tilpasse sig den nyordning af Europa, som ville ske efter Tysklands sejr. Til gengæld for landbrugsvarer fik Danmark leveret kul og andre råstoffer fra Tyskland. På billedet ses en levering af svinekød til Tyskland. 221

223 I 1940 indledte det tyske luftvåben et bombardement af London og andre engelske storbyer. Tyske ubåde sænkede skibe på vej til og fra Storbritannien. Aktionen var starten på operation Seelöwe, som var navnet på Tysklands plan om at erobre Storbritannien. Englænderne forsvarede sig hårdnakket, og det engelske luftforsvar blev bedre og bedre. I september 1940 opgav Hitler operation Seelöwe. I stedet begyndte han at forberede angrebet på sin virkelige fjende, Stalins kommunistiske Sovjetunionen. Meget af London blev bombet. Her søger folk beskyttelse i undergrundsbanen. Den største forandring i hverdagen var, at der fra besættelsestidens start skulle være mørklægningsgardiner for alle vinduer. Det gjorde det vanskeligt for fjendtlige fly at orientere sig. Livet gik videre For de fleste danskere betød besættelsen ikke de store ændringer af hverdagen i hvert fald ikke i begyndelsen. De tyske soldater opholdt sig på kaserner og flyvepladser, som besættelsesmagten havde beslaglagt. Den største ændring var, at der skulle være mørklægningsgardiner i alle vinduer. Og i perioder var der udgangsforbud. På grund af krigen opstod der efterhånden mangel på varer. For at undgå voldsomme prisstigninger blev en række dagligvarer som kød, mel og sukker rationeret. Alligevel steg priserne på mad og brændsel, men det gjorde lønnen ikke. For mange familier betød det en kraftig nedgang i levestandarden. Folk, der boede på landet, klarede sig som regel bedre. De kunne dyrke grøntsager i haven og holde høns og måske husdyr. Landmændene blev mere velhavende under besættelsen. Priserne for landbrugsvarer blev fordoblet i løbet af de første år af besættelsen. Der var efterspørgsel på kød. Selv om det var forbudt, faldt mange landmænd for fristelsen til indimellem at sælge en sort gris. Operation Barbarossa I efteråret 1940 begyndte de nazistiske ledere at forberede operation Barbarossa, angrebet på og erobringen af Sovjetunionen. Forberedelserne varede et halvt år. Alligevel var det tilsyneladende en overraskelse for Stalin, da angrebet kom i juni mio. tyske soldater, fly og tanks deltog i krigens hidtil største angreb. I løbet af to uger trængte tyskerne 500 km ind på sovjetisk område. I løbet af efteråret stod de tyske styrker i nærheden af Moskva og Leningrad. Den tyske fremrykning foregik 222

224 Frikorps Danmark blev oprettet i 1941 som et særligt korps under Waffen SS. Det blev sat ind i Tysklands krig mod Sovjetunionen. På billedet ses Frikorps Danmark under en march. Uafhængighed? Trods besættelsen var Danmark en selvstændig stat. Tyskland havde dog forskellige forventninger til Danmark, som regeringen tilpassede sig. Det gode forhold til den mægtige nabo måtte bevares. Det var både en økonomisk og politisk fordel for Danmark. Da Tyskland 1941 angreb Sovjetunionen, afleverede tyskerne en liste med navnene på 38 kommunistiske ledere i Danmark, som man ønskede skulle fængsles. Regeringen havde ingen betænkelighed ved at efterkomme ønsket og gav politiet ordre til at gå i aktion. Det danske politi viste stor imødekommenhed og arresterede 339 medlemmer af DKP (Danmarks Kommunistiske Parti). Omkring 2/3 blev dog løsladt igen. En måneds tid senere vedtog Rigsdagen en lov, der forbød DKP. Det var en klar overtrædelse af Grundloven. De tyske nazister opfordrede europæerne til at slutte sig til kampen mod kommunisterne. Den danske regering fastholdt, at landet var neutralt. Derfor ville den ikke erklære Sovjetunionen krig. Men for at vise imødekommenhed gav regeringen tilladelse til, at danske officerer kunne melde sig til tysk krigstjeneste. Også unge mænd, der havde aftjent deres værnepligt, fik lov til at gå i tysk tjeneste. I løbet af krigen meldte ca danskere sig til det tyske Waffen SS. Omkring halvdelen af dem blev sat ind i kampene i Sovjetunionen. Her omkom mere end 2.000, og ca. 400 personers skæbne er stadig ukendt. I 1941 sluttede Danmark sig også til den antikommunistiske pagt, Anti-kominternpagten, som det nazistiske Tyskland, fascistiske Italien og Spanien samt Japan havde oprettet. med uhyre brutalitet over for civilbefolkningen og de sovjetiske soldater. Så satte den russiske vinter ind med graders kulde. Den tyske hær stod så langt inde i Rusland, at det var svært at få forsyninger fra Tyskland frem. Derfor stoppede den tyske fremrykning. I foråret 1942 gik den sovjetiske hær til modangreb. Men Hitler gav ordre til, at Stalingrad byen, der var opkaldt efter hans vigtigste fjende skulle erobres. Slaget om Stalingrad begyndte i sensommeren 1942 og varede til december 1943, hvor de tyske tropper måtte trække sig tilbage. Billedet viser tyske troppers fremrykning under operation Barbarossa. I løbet af krigens første tre uger trængte den tyske hær km ind i Sovjetunionen. 223

225 DET HISTORISKE OVERBLIK Nazisternes folkedrab I 1939 erobrede Tyskland det meste af Polen på få dage. Den østligste del af Polen blev besat af Sovjetunionen. For nazisterne tilhørte den polske befolkning en underlegen race. Det var Hitlers plan, at polakkerne skulle arbejde til gavn for Tyskland. Som stat blev Polen nedlagt, og tyskerne delte de erobrede områder i to: Warthegau i vest, der blev indlemmet i Tyskland og Generalguvernementet i øst. I Polen udgjorde jøderne den største befolkningsgruppe efter polakkerne. Jøderne blev gennet sammen i særlige områder, ghettoer. Her levede de under forfærdelige forhold mennesker måtte deles om et værelse, og den daglige madration indeholdt kun 300 kalorier. Og de blev tvunget til at arbejde for tyskerne som slavearbejdere. Dødeligheden var enorm. Det var jo nazisternes plan, at jøderne skulle væk. I 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen og trængte langt ind i Østeuropa. Her boede der mange millioner jøder. Særlige SS-enheder blev sat ind for at dræbe jøderne. Men det gik for langsomt. Tyskerne regnede ud, at udslettelsen af jøderne ville vare mindst seks år. I januar af 1942 mødtes en gruppe højtstående nazister i Berlin for at udarbejde en endelig løsning på jødeproblemet. Og løsningen fandt man. Der skulle oprettes særlige tilintetgørelseslejre, hvor jøderne blev aflivet med gas og derefter brændt. Kvinder og børn ankommer til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau. 224

226 TO VERDENSKRIGE OG EN HALVLEG Dødslejre Næppe var nazisterne kommet til magten, før de oprettede de første koncentrationslejre. Her blev kommunister og andre politiske modstandere indsat. Siden blev homoseksuelle, medlemmer af Jehovas Vidner, jøder, sigøjnere og andre uønskede individer anbragt der. I lejrene knoklede og sultede fangerne langsomt ihjel. Efter 1941 oprettede nazisterne egentlige tilintetgørelseslejre. De fleste blev opført i Polen og andre østeuropæiske lande. Det skyldes, at i de områder var der mange jøder og andre befolkningsgrupper, som nazisterne opfattede som uønskede. I Polen levede der ca. 3 mio. jøder. En anden grund til at placere tilintetgørelseslejrene uden for Tyskland var, at den tyske befolkning ikke skulle se, hvad der foregik i lejrene. Den mest berygtede tilintetgørelseslejr var Auschwitz-Birkenau i det sydlige Polen. Mange døde af sult og sygdom, men de fleste blev dræbt ved hjælp af gas % af de omkomne var jøder. Blandt de øvrige dræbte var sigøjnere, polakker og russere den største gruppe. Ingen ved nøjagtigt, hvor mange uønskede individer tyskerne nåede at udrydde. Nogle forskere har anslået, at det drejer sig om op mod 6 mio. jøder og 0,5-2 mio. sigøjnere. Dertil kommer et enormt antal mennesker især fra Polen og andre fra øst- og centraleuropæiske lande. Alene i Auschwitz- Birkenau skulle ca. 1,5 mio. mennesker være omkommet. I udryddelseslejrene levede fangerne under forfærdelige forhold. Fotoet er fra en barak for kvinder i Auschwitz-Birkenau. 225

227 Det historiske overblik Modstanden I de første år var der få, som gjorde noget aktivt mod besættelsen. Da DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) blev forbudt i 1941, begyndte de at udsende illegale blade, der protesterede mod samarbejdspolitikken. De lavede også enkelte aktioner mod virksomheder, der fremstillede varer til tyskerne. Få lyttede til modstandsfolkene. De fleste opfattede dem som ballademagere. Politikerne kaldte dem kriminelle og opfordrede folk til at melde gerningsmændene til politiet. Indbyrdes var de små modstandsgrupper uenige og mistænksomme over for hinanden. I begyndelsen af 1943 vendte den tyske krigslykke. I Nordafrika og ved Stalingrad led de tyske hære nederlag. Flere og flere indså, at krigen næppe ville ende med Tysklands sejr. Langsomt begyndte holdningen til samarbejdspolitikken og modstandsvægelserne at ændre sig. Og lidt efter lidt voksede antallet af sabotageaktioner mod virksomheder, der fremstillede varer til tyskerne. Modstandsfolkene fik hjælp fra Storbritannien, der nedkastede våben til grupperne og sendte agenter til landet, som kunne undervise dem i at udføre sabotage. I sommeren 1943 tog sabotagen til i omfang. Samtidig blev bybefolkningen mere og mere utilfredse med de forringede leve- og arbejdsvilkår. Resultatet blev omfattende strejker i august Churchill-klubben (opkaldt efter den engelske premierminister Winston Churchill) bestod af drenge fra Aalborg. Gruppen udførte sabotage mod tyskerne. De blev arresteret i 1942 og sat i dansk fængsel. 226

228 TO VERDENSKRIGE OG EN HALVLEG august 1943 Den nazistiske ledelse i Tyskland var utilfreds med balladen i Danmark. Den tyske rigsbefuldmægtigede blev kaldt til Berlin. Her fik han at vide, hvad han skulle gøre. Den rigsbefuldmægtigede fremlagde de tyske krav for den danske regering. Den skulle erklære Danmark i undtagelsestilstand (en særlig tilstand, fx under krig, hvor de sædvanlige love sættes ud af kraft), lade værnemagten censurere pressen, forbyde strejker og indføre dødsstraf for sabotage. Ellers ville den tyske besættelsesmagt selv slå til. Det ville regeringen ikke gå med til. Den 29. august 1943 gik den af, og Rigsdagen blev sendt hjem. De tyske tropper begyndte straks at afvæbne det danske militær. Flere steder kom det til kampe, der kostede 24 danske soldater livet. I en periode tilbageholdt tyskerne det militære mandskab, hvorefter soldaterne blev sendt hjem. Tyskerne kunne have valgt selv at overtage al magten i Danmark og have styret landet med hård hånd ligesom andre besatte områder. Men hverken den politiske ledelse i Danmark eller den tyske besættelsesmagt var interesseret i et totalt brud. Derfor blev styret af Danmark overladt til de ledende embedsmænd i ministerierne, departementscheferne. Selv om regeringen var gået af, blev de vigtigste ministre, bl.a. statsminister Buhl, taget med på råd. På det økonomiske område fortsatte samarbejdet altså, og de tyske besættelsesmyndigheder forhandlede med departementscheferne. Men nu var det det tyske politi, især Gestapo, der blev sat ind mod modstandsbevægelsen. Og besættelsesmagten gjorde alvor af truslen om dødsstraf. I september 1943 blev den første modstandsmand dømt til døden og skudt. Fra vinteren gik det for alvor tilbage for tyskerne. I Nordafrika led en tysk-italiensk hær nederlag. Ved Stalingrad (nu: Volgograd) blev den tyske hær knust. Fotoet viser tyske krigsfanger, der føres bort. Om sommeren 1943 gik allierede styrker i land på Sicilien, og et par uger senere brød Mussolinis fascistiske styre sammen. 227

229 DET HISTORISKE OVERBLIK Jødernes flugt I sensommeren 1943 besluttede Hitler, at Danmark skulle renses for sine ca jøder. Men en tysk embedsmand røbede planen, og det lykkedes de fleste jøder at flygte til Sverige. Nazisternes aktion mod de danske jøder startede natten mellem den 1. og 2. oktober Men den nat lykkedes det kun tyskerne at arrestere omkring 260. Mange danskere løb en stor risiko ved at skjule jøderne og hjælpe dem til Sverige. Men det hører også med til historien, at fiskerne, der transporterede flygtningene over Kattegat og Øresund, tjente godt på at hjælpe. I gennemsnit var prisen kr. pr. flygtning. Danskerne er berømte for deres indsats for at redde jøderne. Men spørgsmålet er, om redningsaktionen kunne gennemføres med den samme succes, hvis Danmark i 1930 erne havde givet ophold til lige så mange jødiske flygtninge som fx Holland. Det må ikke glemmes, at der også var enkelte danske embedsmænd, der aktivt støttede nazisternes forsøg på at udrydde jøderne. Det er dokumenteret, at det danske politi i løbet af de første år af besættelsen på eget initiativ sendte mindst 20 jøder til den visse død i Tyskland. En kvinde skjules i et lastrum under flugten til Sverige. 228

230 TO VERDENSKRIGE OG EN HALVLEG Modstanden vokser Dødsstraf for sabotage skabte ikke mere ro. Tværtimod blev der flere og flere modstandsgrupper, og antallet af sabotageaktioner steg. Det gik især ud over de såkaldte værnemagere, dvs. firmaer, som arbejdede for tyskerne. Befolkningen fik også mere sympati for modstandsfolkene. Mange begyndte at omtale dem som frihedskæmpere. Ændringen af holdningen til modstanden hang først og fremmest sammen med, at det gik tilbage for Tyskland på alle fronter i efteråret Få var i tvivl om, at nazisterne ville tabe krigen. Spørgsmålet var bare, hvor længe tyskerne ville blive ved med at kæmpe. I september 1943 dannede ledende modstandsfolk Frihedsrådet. Formålet var at få forskellige modstandsgrupper til at arbejde sammen. Det lykkedes til dels. Men til det sidste var der stærke modsætninger mellem kommunistiske og ikke-kommunistiske grupper. Mange hjalp i det små modstandsbevægelsen, fx ved at uddele illegale blade. Højst var aktive modstandsfolk, og af dem deltog omkring i større aktioner. Våben og sprængstoffer blev smuglet ind fra Sverige eller kastet ned fra engelske fly. Under besættelsen gennemførte modstandsgrupperne mellem og sabotageaktioner. Konflikten spidser til I 1944 var Tyskland på tilbagetog på alle fronter. Forbundsfællen det fascistiske Italien brød sammen. De allierede tropper erobrede store dele af Italien. I 1941 gik USA ind i krigen på de allieredes side, og amerikanske tropper deltog i landgangen i Normandiet i juni På Østfronten trængte den russiske hær de tyske tropper tilbage. Udsigten til snarligt tysk nederlag fik flere danskere til at støtte modstandskampen. Sabotageaktionerne blev større og mere dristige. Tyskerne svarede igen ved såkaldt schalburgtage. De sprængte populære institutioner og virksomheder som fx Tivoli og Tuborg i luften. Besættelsesmagten truede med at henrette arresterede modstandsfolk, hvis I juni 1944 sprængte modstandsgruppen Bopa en virksomhed i luften. Virksomheden producerede våben til værnemagten. 229

231 DET HISTORISKE OVERBLIK sabotagen ikke hørte op. I sommeren 1944 gjorde tyskerne alvor af truslen, og et antal arresterede modstandsfolk blev skudt. Det fik ikke antallet af sabotageaktioner til at falde tværtimod. Besættelsesmagten oplevede, at det danske politi blev mere og mere uvilligt til at opklare sabotageaktioner. Og Gestapo havde arresteret flere danske betjente, der var aktive i modstandskampen. Tyskerne frygtede, at hele det danske politikorps på et tidspunkt ville slutte sig til modstandsbevægelsen. Derfor besluttede besættelsesmyndighederne at arrestere det danske politi. I september 1944 slog de til. Henved betjente blev sendt til koncentrationslejre i Tyskland, hvor 100 omkom nåede at komme væk, og en del af dem sluttede sig til modstandsbevægelsen. I den resterende del af besættelsestiden tog modstandsgruppernes aktioner til, og kampen mod besættelsesmagten blev mere forbitret. Fabrikker, der producerede varer til tyskerne, blev sprængt i luften, og jernbanetog med materialer og tropper til Tyskland blev afsporet. Danskere, der røbede navne på modstandsfolk til tyskerne, blev likvideret, og flere gange kom det til ildkamp med tyske styrker. Ved årsskiftet 1945 kunne ingen være i tvivl om, at Tyskland ville tabe krigen i løbet af kort tid. I januar februar trængte de allierede tropper ind i selve Tyskland. Den 30. april begik Hitler selvmord. Den 5. maj overgav de tyske tropper i Danmark sig til englænderne. Der blev dannet en såkaldt befrielsesregering, som bestod af medlemmer af Frihedsrådet og de gamle samarbejdspolitikere. Retsopgøret I 1945 vedtog Rigsdagen love, der gjorde det muligt at straffe folk, som havde samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Man vedtog også et tillæg til straffeloven, som gjorde det muligt at idømme dødsstraf. Dødsstraffen var ellers afskaffet i Efter Befrielsen arresterede modstandsbevægelsen næsten mennesker. Af dem blev der rejst tiltale mod ca , og omkring blev idømt en straf. 78 blev dømt til døden. Heraf blev 46 henrettet. Retsopgøret er siden blev stærkt kritiseret. Det er problematisk at indføre love med tilbagevirkende kraft. Mange havde jo samarbejdet med tyskerne i god tro. Desuden var det først og fremmest de små fisk, som blev straffet. Efter befrielsen overtog modstandsbevægelsen ansvaret for ro og orden. Den arresterede ca mennesker, som man mistænkte for landsskadelig virksomhed. 230

232 TO VERDENSKRIGE OG EN HALVLEG HVORNÅR VAR DET NU? : Første Verdenskrig 1919: Versaillesfreden : Hitler diktator i Tyskland 1920 erne-1953: Stalin diktator i Sovjetunionen 1926: Mussolini diktator i Italien 1939: Tyskland angriber Polen. Anden Verdenskrig begynder 1940: Tyskland besætter Danmark, Norge, Holland og det meste af Frankrig 1941: Tyskland angriber Sovjetunionen 1942: Nazisternes beslutning om at udrydde jøderne i Europa 1943: Tyskland lider nederlag ved Stalingrad 1943: Den danske regering går af 1943: Jødernes flugt 1944: Politiet arresteres 1945: Befrielsen Anden Verdenskrig slutter 231

233 Under krigen havde USA i dybeste hemmelighed udviklet atombomben. Med få dages mellemrum i begyndelsen af august 1945 kastede amerikanerne bomber over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki. Kort tid efter overgav Japan sig betingelsesløst. Den amerikanske præsident hævdede, at bomberne var nødvendige for at få Japan til at overgive sig. Uden dem måtte amerikanske tropper besætte selve Japan. Og her ville japanerne yde så hårdnakket modstand, at det kunne koste op imod 1 mio. amerikanske soldater livet, hævdede præsidenten. Det egentlige formål med bomberne var nok snarere at demonstrere over for Sovjetunionen, at USA var den stærkeste magt i verden. Fotoet på denne side viser den ca. 20 km høje paddehattesky efter bomben over Nagasaki. Fotoet på side 233 viser ødelæggelser efter en af bomberne.

234 DEN KOLDE KRIG Supermagterne Efter Anden Verdenskrig be satte Storbritannien, Frankrig, USA og Sovjetunionen Tyskland. De europæiske stormag ter Storbritannien og Frankrig havde ikke kunnet klare sig alene over for Tyskland. Derfor var det USA og Sov jetunionen, der var de egentlige sejrherrer. Indtil Sovjetunionen be gyndte at gå i opløsning i slutningen af 1980 erne, var det disse to supermagter, som man kaldte dem, der be stemte i verden. I begyndelsen stod USA langt stærkere end Sovjetunionen. Der havde ikke været kæmpet på amerikansk jord, men krigen var gået hårdt ud over Sovjet unionen. Cirka 20 mio. sov jetborgere havde mistet livet, og de tyske tropper havde ødelagt sovjetiske virksomhe der. Derfor var produktionen under det halve af, hvad den havde været før krigen. Før Anden Verdenskrig havde forholdet mellem Sov jetunionen og USA været an spændt. Men de havde stået sammen i kampen mod det nazistiske Tyskland. Forskel lene mellem de to supermagter var enorme. Og de var helt uenige om, hvordan samfundene skulle indrettes. I årti erne efter Anden Verdenskrig var stemningen mellem de to supermagter stadig anspændt. Flere gange var der optræk til krig mellem dem. Både USA og Sovjetunionen oprustede vold somt. De udviklede flere og mere kraftige atomvåben. Til sidst rådede de over så mange, at de kunne udslette Jordens befolkning flere gange. Man kalder årtierne efter Anden Verdenskrig for Den Kolde Krig. Man kan sige, at det var en krig på ord og trusler. Det kom ikke til di rekte eller varm krig mellem USA og Sovjetunionen. Men der var en række indirekte krige eller stedfortræderkrige mellem andre lande, hvor supermagterne støttede hver sin side. Ud over disse stedfortræderkrige forsøgte supermagterne at bekæmpe og genere hinanden politisk og økonomisk. 233

235 DET HISTORISKE OVERBLIK Verdenserklæringen om Menneskerettighederne Man havde talt om menneskerettigheder i flere århundreder. Men før Anden Verdenskrig var menneskerettigheder ikke noget, som var internationalt anerkendt. Hvad magthaverne gjorde ved landets egne borgere var deres egen sag, og det blandede andre lande sig ikke i. Efter krigen og nazisternes grusomheder mod jøder, sigøjnere og andre undertrykte folk, blev man enige om, at der skulle gøres noget. Man ville skabe internationale regler, der sikrede den enkeltes grundlæggende rettigheder over for staten. I efteråret 1945 oprettede omkring 50 af verdens lande De Forenede Nationer, FN. Formålet med FN var at sikre fred, frihed og retfærdighed i verden. Et vigtigt middel hertil var at få vedtaget nogle menneskerettigheder, som alle medlemslande skulle respektere. Man nedsatte derfor en kommission, der fik til opgave at lave et forslag til disse rettigheder. Kommissionen havde både medlemmer fra de vestlige demokratiske lande og fra det kommunistiske Sovjetunionen. Medlemmerne fra de vestlige lande lagde mest vægt på de såkaldte borgerlige og politiske rettigheder. Det var retten til frihed (fx ytringsfrihed og religionsfrihed), lighed og ejendom. De sovjetiske medlemmer mente, at sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder var de vigtigste. Det var fx retten til arbejde, en ordentlig løn, undervisning og social tryghed. Kommissionen arbejdede i næsten tre år. De vestlige lande havde flertallet og bestemte det meste af indholdet. Sovjetunionen truede med at forlade kommissionen, hvis Verdenserklæringen om Mennneskerettighederne ikke også indeholdt sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder. Det gik de vestlige lande med til, og de sovjetiske synspunkter blev tilgodeset fra artikel 22 til artikel 28. Den 11. december 1948 vedtog FN s generalforsamling Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. Det var dog ikke alle lande i FN, der stemte for. Fx lod Saudi-arabien være med at stemme, fordi artikel 18 giver ret til at skifte religion. Det mente Saudi-arabien ikke var foreneligt med islam. Hvad mon disse gadebørn i dag helst ville have opfyldt: Deres borgerlige og politiske rettigheder eller de sociale og økonomiske? 234

236 DEN KOLDE KRIG FN Forenede Nationer Under Anden Verdenskrig opstod ideen om at oprette en international organisation, der skulle forhindre, at fremtidige uenigheder mellem stater udviklede sig til krig. I 1945 blev FN (Forenede Nationer) stiftet af 50 stater, deriblandt Danmark. I dag er næsten 200 lande medlem af FN, dvs. stort set alle verdens stater. Organisationen havde dog ikke held til at løse konflikten mellem supermagterne. Men det er ofte lykkedes FN at dæmpe eller forhindre en konflikt. FN s hovedkvarter i New York. Nedrustningskommissionen International domstol UNCTAD (Konference for handel og udvikling) Sikkerhedsrådet 5 faste medlemmer (USA, Rusland, Kina*), Storbritannien, Frankrig) og 10 medlemmer, der vælges for to år ad gangen**). Et forslag kan kun vedtages i Sikkerhedsrådet, hvis det får 9 stemmer. Stemmer et fast medlem imod, falder forslaget. Fredsbevarende styrker Formynderskabsråd Det økonomiske og sociale råd UNHCR (Højkommission for flygtninge) UNICEF (FN s børnefond) * ) I 1949 overtog Mao magten i Kina. Men pladsen i Sikkerhedsrådet blev overladt til Taiwan. Først i 1971 fik Kina igen sin faste plads i Sikkerhedsrådet. Generalforsamlingen Alle medlemslande Sekretariatet Ledes af generalsekretæren, der vælges af Generalforsamlingen for 5 år ad gangen. Særorganisationer: FAO: Levnedsmidler og landbrug UNESCO: Undervisning, videnskab, kultur WHO: Sundhed Verdensbanken IMF: Valutafonden WTO: Told og handel ** ) I 2006 var Danmark medlem af Sikkerhedsrådet for tredje gang. 235

237 DET HISTORISKE OVERBLIK Jerntæppet I februar 1945 et par måneder før Anden Verdens krig sluttede mødtes den sovjetiske diktator Stalin, den britiske premierminister Churchill og den amerikanske præsident Roosevelt for at drøfte en kommende fred. Krigen var gået hårdest ud over Sovjetunionen. Stalin ville beskytte sit land mod fremtidige angreb. Derfor krævede han, at landets nabostater skulle være venligtsindede over for Sovjet. Det bøjede Roosevelt sig for selv om det betød, at Sovjetunionen fik en vis kontrol med disse lande. Det var begyndelsen til Europas deling, hvor et jerntæppe, som man kaldte det, delte Europa i et Øst og Vest. Efter krigen blev det nemlig mere og mere klart, at Stalin ikke ville nøjes med at have et godt forhold til sine naboer, men arbejdede for, at Sovjetunionen fik magt over nabostaterne, og at de fik et styre (kommunisme) ligesom i Sovjetunionen. USA ville forhindre kommunismen i at brede sig. På længere sigt ville USA arbejde for, at Sovjetunionen og det kommunistiske system brød sammen. I 1947 præsenterede den amerikanske præsident Truman den såkaldte Trumandoktrin. Ifølge den ville USA støtte lande og folk, som forsøgte at forhindre en kommunistisk magtovertagelse. USA var interesseret i, at det krigshærgede Europa hurtigt kom økonomisk på fode efter krigen. For det første mente amerikanerne, at utilfredse og fattige mennesker var tilbøjelige til at slutte sig til kommunisterne. Kommunisterne lovede jo bedre leveforhold, arbejde til alle og lave priser på nødvendige varer. For det andet var det vigtigt, at europæerne blev i stand til at handle mere med USA. Det var nemlig nødvendigt for USA at øge sin produktion. Ellers kunne der ikke skaffes arbejde til de mange soldater, der vendte hjem fra krigen. USA vedtog Marshall-planen, opkaldt efter den amerikanske udenrigsminister. Den gik ud på at hjælpe Europa med enorme beløb, der blev givet som gaver og lavtforrentede lån. Hjælpen fik afgørende betydning for, at Vesteuropa kom sig økonomisk oven på krigen og den økonomiske fremgang i 1950 erne. I 1946 holdt den nu afgåede engelske premierminister Churchill en tale i USA. Her sagde han bl.a., at et jerntæppe havde sænket sig tværs ned gennem Europa. Begrebet jerntæppe blev et symbol på Europas deling. På fotoet introducerer den amerikanske præsident Truman Winston Churchill, der er på vej hen til talerstolen. 236

238 DEN KOLDE KRIG Marshall-hjælp I form af gaver og lån ydede USA ca. 13 mia. US-Dollars i form af Marshall-hjælp. I 2006 ville det svare til ca. 100 mia. Euro. De største modtagere var Storbritannien og Frankrig. Danmark modtog ca. 0,3 mia. US-Dollar. En stor del af beløbet blev brugt til at mekanisere det danske landbrug. På fotoet fra 1948 bliver den første Ferguson traktor hejst i land i Københavns havn. I 1945 var der ca traktorer i Danmark. I 1950 var der ca Marshallhjælpen betød, at det blev økonomisk overkommeligt for mange landmænd at købe en traktor. Tyskland deles Uenigheden mellem USA og Sovjetunionen blev endnu tydeligere, da de to supermagter samt Storbritannien og Frankrig skulle aftale, hvad der skulle ske med Tyskland efter Anden Verdenskrig. Nogle måneder efter krigens afslutning blev Tyskland delt i fire besættelseszoner, der blev administreret af de fire sejrherrer: USA, Sovjetunionen, Frankrig og England. Også hovedstaden Berlin blev delt i fire sektorer. Et militærstyre, som bestod af repræsentanter fra de fire sejrherrer, skulle regere det besatte Tyskland. Sejrherrerne forestillede sig, at når de blev enige om en endelig fredsaftale som Tyskland betingelsesløst skulle gå med til skulle besættelsen høre op. Netop omkring fredsaftalen opstod der problemer. Stalin krævede, at Tyskland skulle betale en stor krigsskadeserstatning. Den skulle bruges til at genopbygge Sovjetunionen. Frankrig mente også, at tyskerne skulle betale en stor krigsskadeserstatning. Det ville svække Tyskland, så landet ikke udgjorde en trussel mod Frankrig i fremtiden. USA så helt anderledes på sagen. Amerikanerne ønskede, at hele Europa altså også Tyskland så hurtigt som muligt blev en købedygtig samarbejdspartner. Storbritannien sluttede sig til det amerikanske synspunkt. Frankrig bøjede sig nølende. Med USA s vedtagelse af Truman-doktrinen og Marshall-planen var det ikke længere muligt for supermagterne at blive enige. 237

239 DET HISTORISKE OVERBLIK Aftalen blev, at hver besættelsesmagt kunne indkræve krigsskadeserstatning i sin zone. USA lovede Frankrig og Storbritannien enorme beløb i Marshall-hjælp mod, at de opgav krav om krigsskadeserstatning. Sovjetunionen inddrev hårdhændet sin erstatning fra deres zone, øst-zonen. Varer, maskiner, ja hele fabriksanlæg blev flyttet til Sovjetunionen. Det betød, at genopbygning af øst-zonen gik meget langsomt. Samtidig blev forholdet mellem den tyske befolkning og de sovjetiske besættelsesstyrker meget dårligt. USA brugte enorme summer på at få genopbygget sin zone og hjalp Frankrig og Storbritannien med deres. Amerikanerne arbejdede ihærdigt for at få udbygget samarbejdet mellem de tre vestlige zoner. USA s mål var, at de tre zoner blev samlet til en ny stat, der skulle være et værn mod Sovjetunionen og kommunismen. I foråret 1948 brød samarbejdet mellem de fire besættelsesmagter helt sammen. Det startede med, at det tjekkoslovakiske kommunistparti ved et kup og med hjælp fra Sovjetunionen overtog magten i Tjekkoslovakiet. Samme år forsøgte Sovjetunionen forgæves at presse de vestallierede (USA, Frankrig og England) til at forlade Berlin, der også var blevet delt i fire zoner, men som lå langt inde i den sovjetiske øst-zone. I 1949 blev de vestlige zoner slået sammen til Forbundsrepublikken Tyskland (Bundesrepublik Deutschland, forkortet BRD). Et par måneder senere blev den sovjetiske øst-zone og sektor til Den Demokratiske Tyske Republik (Deutsche Demokratische Republik, forkortet DDR). I daglig tale blev det til henholdsvis Vesttyskland og Østtyskland. Tyskerne blev ikke spurgt, om de syntes, at deres land skulle deles. I 1949 kom SED til magten i Østtyskland. Under påvirkning af Sovjetunionen begyndte SED-regeringen at omdanne Østtyskland efter sovjetisk forbillede. Vesttyskland var et demokrati, der mindede om andre demokratiske vesteuropæiske lande. Berlin og andre tyske byer var sønderbombet, og der var mangel på mad. Billedet fra 1946 viser tyskere, der dyrker grøntsager foran den ødelagte Rigsdagsbygning. 238

240 DEN KOLDE KRIG Luftbroen Berlin, som var delt mellem de fire besættelsesmagter, lå i DDR. I foråret 1948 indførte Sovjetunionen begrænsninger på de vestallieredes jernbanetransport til deres sektorer i Berlin. På den måde ville Sovjet presse USA, Storbritannien og Frankrig ud af hovedstaden. Da de vestallierede nogle måneder senere indførte en ny fælles valuta, D-marken, i deres zoner, lukkede Sovjetunionen helt for transport ad floder, baner og landeveje til Berlin. De vestallierede svarede igen ved at oprette en luftbro, dvs. flyve forsyninger ind til deres zoner i Berlin. Efter ca. 10 måneder opgav Sovjetunionen og åbnede igen for adgangsvejene til Berlin. På fotoet ses ladning af et fly, der skal mod Berlin med forsyninger. I sommeren 1945 bestemte sejrherrerne, at Tyskland skulle gøres mindre. Polen og Sovjetunionen overtog området øst for floderne Oder og Neisse samt Østpreussen. Dvs. et område på km 2 eller mere end 2 1/2 gange større end Danmark. 239

241 DET HISTORISKE OVERBLIK Verden deles Med Trumandoktrinen ville USA forhindre, at flere lande i verden blev kommunistiske. Fra slutningen af 1940 erne førte den amerikanske regering derfor en inddæmningspolitik. Den gik ud på, at USA indgik alliancer med og ydede økonomisk støtte til de regeringer, der ville hjælpe med at stoppe Sovjetunionens indflydelse og kommunismens udbredelse. I Kina gik det ikke, som amerikanerne kunne ønske det. Siden midt i 1946 havde Kina været hærget af en blodig borgerkrig mellem Mao Tse-Tungs kommunistparti og general Chiang Kai-sheks nationalistparti. Selv om USA støttede Chiang Kai-shek, måtte han i 1949 opgive kampen, og Kina blev kommunistisk under ledelse af For mand Mao. Samme år oprettede USA forsvarsalliancen, NATO, der var vendt mod Sovjetunio nen. Som de fleste vesteuro pæiske lande sluttede Dan mark sig til NATO. I 1955 blev Vesttyskland optaget i NATO. Som medlem af NATO var man forpligtet til at hjælpe hinanden fx i tilfælde af militære angreb udefra. Det fik Sovjetunio nen til at oprette en kommu nistisk forsvarsalliance, Warszawapagten. Ud over Sovjet unionen var følgende øst europæiske lande med i alli ancen: Albanien, Bulgarien, Polen, Rumænien, DDR, Tjekkoslovakiet og Ungarn. Det var tydeligt, at verden var delt i en USA-ledet og en Sovjet-ledet blok. Efter en blodig borgerkrig oprettede Mao Tse-Tung ( ) i 1949 Den kinesiske Folkerepublik. Hans kammerater vores allierede. En NATO-plakat fra slutningen af 1950 rne. 240

242 DEN KOLDE KRIG Krig i Korea Den Kolde Krig havde kun varet i få år, da det så ud til, at den ville udvikle sig til en direkte krig mellem Sovjet unionen og Kina på den ene side og USA på den anden. I 1945 var Korea blevet delt ved den 38. nordlige breddegrad i en nordlig kommunistisk stat og en syd lig med et højreorienteret styre. Begge stater oprustede kraftigt, og ingen af dem lagde skjul på, at de ville befri modpartens befolk ning fra et undertrykkende styre. Efter nogle grænsestridig heder begyndte en egentlig krig mellem de to koreanske stater i De nordkore anske styrker trængte langt ned i Sydkorea. USA fryg tede, at hele Korea blev kommunistisk. Det lykkedes amerikanerne at få FN s Sikkerhedsråds opbakning til militær hjælp til Sydkorea. Formelt var det FN, der ved at føre krig mod Nordkorea ville skabe fred i Korea. Re elt var det hovedsageligt amerikanske tropper, der kæmpede. Sovjetunionen støttede Nordkorea med vå ben og udstyr, men Sovjet blev ikke direkte involveret i krigen. Efter et massivt luftbom bardement af Nordkorea trængte de amerikanske tropper op i Nordkorea. Det kommunistiske Kina brød sig ikke om at have de ameri kanske tropper så tæt på og gik ind i krigen på nordkore ansk side. Efter tre års blodig krig, som kostede ca. 2,5 mio. mennesker livet, blev der indgået en våbenhvile. I 2007 lå grænsen stadig ved den 38. nordlige breddegrad, og der var endnu ikke sluttet endelig fred mellem Nord- og Sydkorea. Koreakrigen viste, at spændingen mellem super magterne var så stor, at der når som helst kunne udbryde krig. I de følgende ti år brugte USA og Sovjetunio nen enorme ressourcer på at udvikle atomvåben. Amerikanske marinesoldater passerer et brændende hus under Koreakrigen. Da Kina gik ind i krigen, foreslog den ledende amerikanske general, at USA angreb Kina med atom våben og en gang for alle fik tilin tetgjort det kommunistiske styre. Den amerikanske præsident Truman var ikke helt afvisende over for tan ken. Men Storbritannien og de andre europæiske allierede protesterede voldsomt. At angribe Kina ville ud løse en tredje verdenskrig. Det bøjede Truman sig for. 241

243 DET HISTORISKE OVERBLIK Berlinmuren I Europa var det stadig Berlin, der var brændpunktet for konflikten mellem Sovjetunionen og USA. I 1958 forsøgte Sovjet igen forgæves at tvinge de vestlige lande USA, Storbritannien og Frankrig ud af Berlin. Det var forholdsvis let at komme fra den ene sektor til den anden i byen. Mange østtyskere, der ønskede at flygte fra DDR, benyttede sig af den mulighed. Var de først kommet ind i den vestlige del af Berlin, kunne de komme videre til Vesttyskland. Hvert år forlod ca østtyskere DDR. Ofte var det unge og veluddannede, som rejste til Vesten. Det var et problem for DDR og dermed også for Sovjetunionen. At så mange østtyskere flygtede til Vesten, var til gengæld en fordel for USA og de vestallierede. Så kunne vesteuropæerne se, hvor forfærdelig kommunismen var udvandringen ville svække DDR og måske få systemet til at bryde sammen. Efter en økonomisk krise i DDR omkring 1960 steg antallet af flygtninge kraftigt. Hver måned i første halvdel af 1961 forlod ca mennesker landet. Det blev nødvendigt for den østtyske regering at stoppe flugten. Med accept fra Sovjetunionen opførte østtysk militær og politi en næsten 160 km lang mur rundt om Berlins vestsektorer Vestberlin. Folk, der boede i Vestberlin, måtte godt komme ud, men østberlinere og østtyskere kunne ikke komme ind i den vestlige del og derfra muligvis flygte til Vesttyskland. Berlinmuren stoppede masseflugten fra DDR. De fleste østtyskere var efterhånden En mand fra Vestberlin vinker til Østberlin på den anden side af muren. 242

244 DEN KOLDE KRIG ganske tilfredse med forholdene, og stadigt færre overvejede at flygte. Den kommunistiske stat tog sig nemlig af sine borgere fra vugge til grav. Det var et trygt samfund, hvis man fandt sig i, at man ikke måtte kritisere styret, og at det var svært at få lov til rejse til Vesten. Folk i Østtyskland havde ikke råd til så meget som fx folk i Vesttyskland. Til gengæld var man sikker på uddannelse og arbejde og trygge sociale forhold. Og kunne man acceptere, at der ikke var ytringsfrihed, og at man kun måtte tage på ferie i andre kommunistiske lande, var det måske ikke dårligt, mente mange. Med Muren var Berlinspørgsmålet så at sige løst. Dermed blev spændingen mellem Sovjetunionen og USA mindre. Berlinmuren var en næsten 160 km lang mur rundt om Berlins vestsektorer. Den første Berlinmur blev i hast opført natten mellem den 12. og 13. august Senere blev den erstattet af nye og mere effektive spærringer. Folk i Vestberlin kunne frit rejse til Vesttyskland. Gennem DDR skulle de dog køre ad ganske bestemte veje. De måtte ikke standse før grænsen. Gjorde de det, dukkede det østtyske politi straks op. Også efter Berlinmuren var opført forsøgte folk at flygte. Og folk var opfindsomme. Her svinges en kvinde fra Østberlin ind i en kælder i Vestberlin. 57 personer nåede at flygte på denne måde, inden flugtvejen blev opdaget. 243

245 DET HISTORISKE OVERBLIK På randen af atomkrig Den største afspænding mellem USA og Sovjetunionen fandt sted efter Cuba-krisen i I 1959 havde oprørere under ledelse af Fidel Castro afsat Cubas korrupte diktator. Efter Castros kup beslaglagde den cubanske stat amerikanske virksomheder på Cuba. Det blev amerikanerne vrede over. USA støttede et modkup mod Castro. Da det mislykkedes, boykottede USA al samhandel med Cuba. Castro henvendte sig nu til Sovjetunionen for at få hjælp og mulighed for at øge handelen med de kommunistiske lande. Den sovjetiske leder Nikita Krustjov var meget interesseret i at få indflydelse i et land, der lå mindre end 200 km fra USA. Cuba accepterede, at Sovjetunionen i dybeste hemmelighed byggede raketanlæg på øen. Missiler herfra kunne på få minutter ramme ethvert mål i USA. Men amerikanske spionfly opdagede det sovjetiske byggeri. Den amerikanske præsident John F. Kennedy krævede raketanlægget på Cuba fjernet. Det nægtede Krustjov. Sovjetiske skibe var på vej til Cuba med missilerne. Kennedy gav den amerikanske flåde besked på at blokere adgangen til Cuba. Han meddelte Krustjov at forsøgte de sovjetiske skibe at trænge igennem blokaden, ville der blive krig. I næsten en uge var der en frygt for, at en krig mellem Sovjetunionen og USA ville starte. I sidste øjeblik gav Krustjov de sovjetiske skibe ordre til at vende om. Cubakrisen havde bragt supermagterne på randen af en krig, der ville blive udkæmpet med atomvåben. De fleste var klar over, at en sådan krig i tab af menneskeliv og ødelæggel- Fidel Castro (f. 1926) forsøgte første gang at erobre magten på Cuba i I 1959 lykkedes det. Trods alderen og sygdom sad han stadig på magten i Billedet stammer fra en optagelse taget fra et amerikansk spionfly. Det viser det sovjetiske missilanlæg på Cuba i

246 DEN KOLDE KRIG ser ville overgå alle tidligere krige. Krustjov og Kennedy blev derfor enige om prøve at forebygge fremtidige kriser og dæmpe våbenkapløbet. Krustjov talte om, at de to supermagter var meget forskellige. Men de måtte acceptere hinanden og leve i fredelig kappestrid, som han sagde. På den måde blev Berlinmuren og Cubakrisen anledningen til en årig periode med afspænding mellem de to supermagter. Der var fortsat modsætninger mellem USA og Sovjetunionen, og begge parter brugte store mængder penge på at modernisere deres atomvåben og militære styrker. Men langsomt kom der gang i et samarbejde. I 1970 erne mødtes lederne af supermagterne flere gange og aftalte begrænsning af atomvåben. Kold krig anden halvleg I stoppede afspændingen mellem supermagterne. Den Kolde Krigs anden halvleg begyndte. Det skyldtes begivenheder i Afghanistan og i Europa. Det skyldtes også, at USA fik en præsident, Ronald Reagan, som var meget fjendtlig over for kommunismen og Sovjetunionen. Afghanistan var et tilbagestående og muslimsk samfund, hvor klaner og krigsherrer havde haft magten i århundreder. I slutningen af 1970 erne fik Afghanistan en kommunistisk regering, der forsøgte at modernisere landet. Det ville betyde, at klanlederne mistede deres magt. Og det var de ikke interesserede i. Derfor angreb de regeringen og hæren. Fra islamiske lande strømmede unge mænd til Afghanistan for at slutte sig til mujahedinerne, som man kaldte de muslimske oprørere. Det kneb for den afghanske regering og hæren at klare sig. Derfor bad de Sovjetunionen om hjælp. Efter nogen tids tøven sendte Sovjetunionen fra årsskiftet store troppestyrker til Afghanistan. Sovjetunionen led store tab i kampen mod mujahedinerne. Efter 10 år trak Sovjetunionen sig endelig ud af Afghanistan i Landet flød med våben, som blev brugt i en langvarig og blodig borgerkrig, der lagde store landområder i ruiner. På fotoet studerer mujahedinere et kort. 245

247 DET HISTORISKE OVERBLIK USA protesterede og boykottede De Olympiske Lege, der blev afholdt i Moskva i USA nøjedes ikke med at boykotte OL. Amerikanerne frygtede, at Sovjetunionen ville benytte invasionen i Afghanistan til at få indflydelse i Den Persiske Bugt, bl.a. over Iran og Irak. Herfra fik USA en stor del af sin olie. Det ville være en katastrofe for USA, hvis Sovjetunionen fik kontrollen med olien. Derfor støttede amerikanerne mujahedinerne med penge og våben. Missiler i Europa var en anden sag, der forværrede forholdet mellem USA og Sovjetunionen. I slutningen af 1970 erne begyndte Sovjetunionen at udskifte missiler, der var placeret i Østeuropa, og som var rettet mod Vesteuropa. USA havde også missiler. De var placeret i bl.a. Vesttyskland og var rettet mod Sovjetunionen og de kommunistiske lande i Østeuropa. Men USA og de øvrige medlemmer af NATO mente, at de nye sovjetiske missiler ville give Sovjetunionen overtaget i Europa. Derfor vedtog NATO i 1979 den såkaldte dobbeltbeslutning: Sovjetunionen skulle fjerne missilerne inden tre år, ellers ville NATO opstille næsten 600 moderne atommissiler i Vesteuropa. Hvis Sovjet fjernede missilerne, ville NATO til gengæld tilbyde Sovjetunionen en nedrustning af det vesteuropæiske atomforsvar. Men parterne kunne ikke blive enige. I 1981 blev Reagan præsident i USA. Især i sin første præsidentperiode fra 1981 til 1984 var Reagan meget fjendtlig over for kommunismen og Sovjetunionen. Det var nødvendigt for USA at opruste for at kunne forsvare sig, mente han. På hans initiativ blev et nyt antimissilsystem, det såkaldte Stjernekrigsprojekt, startet. Det gik i korthed ud på, at man ved hjælp af satellitter skulle opdage og nedskyde sovjetiske missiler, før de ramte amerikansk jord. I 1983 spidsede krisen mellem Sovjetunionen og USA til, da Reagan kaldte Sovjetunionen for ondskabens imperium (the evil empire). Senere på året nedskød en sovjetisk jager et sydkoreansk passagerfly, der ved en fejltagelse var kommet ind over sovjetisk territorium. Alle ca. 300 ombordværende omkom. Reagan fordømte Sovjetunionen for at nedskyde et civilt fly, der var kommet ud af kurs. Sovjetunionen undskyldte sig med, at man troede, at det var et spionfly. Samme år begyndte USA at opstille de første atommissiler i Vesteuropa. Forholdet mellem de to supermagter var igen blevet ekstremt dårligt. I slutningen af 1970 erne begyndte Sovjetunionen at placere SS-20 missiler i Østeuropa. Missilerne var placeret på lastbiler, og derfor var det svært at finde ud af, hvor de var. Hvert missil var forsynet med tre atomsprænghoveder, der hver var ti gange så kraftige som Hiroshima-bomben. 246

248 DEN KOLDE KRIG Murens fald 1989 I slutningen af 1980 erne skete der store omvæltninger i Østeuropa. Det førte til en langsom opblødning af Jerntæppet, der delte Europa i Øst og Vest. I 1980 erne havde Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande i Østeuropa alvorlige økonomiske problemer. I Sovjetunionen fik en ny leder, Mikail Gorbatjov, til opgave at gennemføre reformer (ændringer), der kunne redde Sovjetunionen og det kommunistiske system. Siden slutningen af 1940 erne havde Sovjetunionen styret de østeuropæiske lande. Et led i Gorbatjovs reformer var at give landene større selvstændighed, så de hver især kunne løse deres egne problemer. Men hverken i Sovjetunionen eller i dets nabolande lykkedes det at forbedre økonomien eller det kommunistiske system. I 1989 pressede oppositionen (folk, der ville have indført demokrati) kommunistpartiet i Polen til at opgive sin eneret på magten. Nu fik også andre partier lov til at stille op til valgene. I flere år havde Ungarn været det mest frie af de østeuropæiske lande. Her indførte kommunistpartiet af sig selv frie valg og gjorde det lettere at rejse over grænsen til Østrig. I DDR ville ledelsen ikke gennemføre reformer. Det førte til store demonstrationer, som styret overvejede at stoppe med magt. Men det skete ikke. Måske fordi tusindvis af østtyskere flygtede til Vesttyskland via Ungarn. Det kunne lade sig gøre, fordi befolkningen i Østeuropa forholdsvis frit kunne rejse til et andet kommunistisk land. I november 1989 gav ledelsen i DDR op og tillod østtyskerne at besøge Vestberlin Muren faldt. Mange østtyskere, der havde protesteret mod styret, regnede med, at DDR ville udvikle sig til en demokratisk stat, og at der også ville ske andre forandringer til gavn for befolkningen. Efter en årrække kunne Østog Vesttyskland så genforenes. Men det havde de færreste østtyskere tålmodighed til at vente på. De krævede en hurtig genforening. Den 2. oktober 1990 blev DDR opløst, og der blev dannet delstater. Dagen efter blev de optaget i Forbundsrepublikken (BRD Vesttyskland). Natten mellem den 9. og 10. november 1989 åbnede myndighederne i DDR adgangsvejene gennem Berlinmuren. Natten og de følgende dage udviklede sig til en folkefest. Med Muren faldt også DDR. 247

249 DET HISTORISKE OVERBLIK Sovjets sammenbrud Sovjetunionen fik et enormt beløb fra Forbundsrepublikken (BRD) for at opgive det gamle DDR og acceptere genforeningen. Men i Sovjetunionen voksede utilfredsheden med Gorbatjov. Han var blevet leder af Sovjetunionen i 1985, hvor supermagten havde alvorlige økonomiske problemer. Gorbatjov havde fået til opgave at modernisere det kommunistiske system. Men hans forsøg var slået fejl, og de økonomiske problemer var oven i købet blevet større. Desuden havde han svigtet Sovjetunionens interesser ved at tillade Tysklands genforening. Og han havde ikke slået hårdt ned på de kræfter i Estland, Letland og Litauen, der prøvede at bryde ud af Sovjetunionen. I 1991 forsøgte grupper inden for kommunistpartiet et kup mod Gorbatjov. Det mislykkedes, men flere republikker benyttede I 1990 erne levede 1/3 af russerne under fattigdomsgrænsen. Dvs. at de højst havde et beløb, der svarede til ca. 400 kr. at leve for om måneden. Fotoet viser en hjemløs mor og hendes barn, der må overnatte udendørs. 248

250 DEN KOLDE KRIG Mens millioner af russere blev ludfattige efter kommunismens sammenbrud, blev nogle få tusinde enormt rige. sig af uroen til at erklære sig selvstændige. I løbet af et par måneder blev Sovjetunionen opløst, og dermed havde Gorbatjov mistet sit magtgrundlag. På supermagtens ruiner opstod 12 nye stater. Langt den største var Rusland, hvor Boris Jeltsin blev præsident. En af Jeltsins første handlinger var at opløse det kommunistiske parti. Den Kolde Krig var endegyldigt forbi. Under Jeltsin fik russerne politisk frihed og demokrati. Der blev gennemført store ændringer, der skulle forbedre Ruslands dårlige økonomi. Omvæltningerne gjorde nogle få russere meget rige, men de fleste blev fattigere. I 1998 var den sovjetiske økonomi ved at bryde sammen. Først i begyndelsen af 2000-tallet begyndte det langsomt at blive bedre. Danmark i Den Kolde Krig Danmark lå tæt på de kommunistiske lande DDR og Polen. Udbrød der krig mellem NATO og Warszawapagten, ville Danmark uundgåeligt blive en slagmark. Militærøvelser i Danmark under Den Kolde Krig handlede ofte om, hvordan man sammen med NATOpartnerne skulle forsvare sig mod et angreb fra Warszawapagten. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 og Warszawapagten opløsning er det kommet frem, at de kommunistiske lande faktisk havde detaljerede planer for et angreb på Danmark. På tilsvarende måde havde NATO planer for, hvordan man bedst kunne føre krig mod Warszawapagten. Under Den Kolde Krig var befolkningen i Danmark dog ikke enige om, hvilken forsvarspolitik landet skulle føre. De fleste syntes, at Danmark var bedst beskyttet ved at være medlem af NATO. Og mange ville gerne bruge endnu flere penge på militæret, end man gjorde. Andre mente, at Danmark skulle melde sig ud af NATO og slutte sig til gruppen af alliancefrie stater, dvs. stater, der var neutrale i forhold til USA og Sovjetunionen. Blev der tilstrækkeligt mange alliancefrie stater, kunne de måske mægle mellem USA og Sovjetunionen og overtale dem til at afskaffe hovedparten af deres atomvåben. I Danmark var der også et kommunistparti (DKP), som under Den Kolde Krig var meget loyal over for Sovjetunionen. DKP arbejdede for, at Danmark skulle blive et kommunistisk land. Partiet havde dog kun begrænset tilslutning i befolkningen. I perioder var det slet ikke i Folketinget, og kom DKP ind, var det kun med få mandater. 249

251 DET HISTORISKE OVERBLIK Den stille efterkrigstid Også Danmark fik Marshall-hjælp (se side 237). De fleste penge blev brugt til at købe traktorer og andre landbrugsmaskiner. Men i efterkrigstiden var det svært for danske landmænd at få solgt deres varer. Efter Tysklands nederlag havde tyskerne ikke råd til at købe så mange landbrugsvarer. Og det tidligere så rige Storbritannien, der før krigen havde aftaget masser af bacon og smør, var ikke så rigt længere. Og i andre lande, som Danmark skulle sælge landbrugsvarer til, fik bønderne store beløb af staten. Derfor kunne de sælge deres egne landbrugsvarer billigere end de danske. Så det var svært for det danske landbrug at eksportere til disse lande. Landbrugets nye maskiner kunne lave det arbejde, som landarbejderne før havde gjort. I løbet af 1950 erne mistede omkring landarbejdere deres arbejde. Mange af dem rejste til byerne, hvor de håbede at få arbejde på fabrikkerne. Industrien klarede sig heller ikke så godt i begyndelsen af 1950 erne. Produktionen foregik på forældede maskiner. Samtidig steg prisen på jern og andre råvarer, som industrien skulle købe i udlandet. Det betød, at mange fabrikker måtte lukke, og arbejdsløsheden steg fra 7 % til 12 %. I 1950 erne var der mangel på boliger især i byerne. Og i lejlighederne var der ikke meget plads. I den lille stue må de store børn ordne lektier, mor reparere tøj. Imens ligger far på sofaen og slapper af efter arbejdet på fabrikken. 250

252 DEN KOLDE KRIG Fra slutningen af 1950 erne fik mange familier i Danmark råd til et større forbrug. Måske kunne man købe bil. Om søndagen kunne man køre en tur og spise frokost i det grønne. De glade 60 ere Men fra omkring 1957 skete der noget, der for alvor satte gang i dansk industri: Prisen på råvarer faldt, og udlandet begyndte at købe flere danske varer. Samtidig blev det lettere for virksomhederne at låne penge. Nu blev der råd til at købe nye maskiner og bygge nye fabrikker, og industrien fremstillede flere og flere varer. I løbet af 1960 erne steg antallet af mennesker, der fik arbejde, med over om året. Det skyldtes, at flere kvinder fik erhvervsarbejde. Samtidig var der født særlig mange børn omkring De fleste af disse store årgange kom i arbejde i løbet af 1960 erne. Arbejderne ønskede at få noget ud af den øgede produktion. På mange fabrikker strejkede de, fordi de ville have mere i løn. Der var næsten ingen arbejdsløse, så arbejdsgiverne kunne ikke skaffe sig en ny og billigere arbejdskraft. Derfor måtte de bøje sig. Lønningerne steg, men det var ikke altid en ulempe for virksomhederne. Nu behøvede arbejderne ikke at bruge alle deres penge til husleje, mad og tøj. De fik også råd til at købe andre varer. Noget af det første, man købte, var et fjernsyn. Der blev også råd til hårde hvidevarer som køleskab og vaskemaskine, samt møbler og andre varige forbrugsgoder, der var fremstillet på danske fabrikker. Fremgangen kom også byggeriet til gode. Flere og flere fik råd til at købe deres egen bolig. I løbet af 1960 erne blev store områder af Danmark dækket af parcelhuskvarterer. 251

253 DET HISTORISKE OVERBLIK Energikrisen 1973 I oktober 1973 angreb Egypten og Syrien Israel. De ville tvinge Israel til at forlade Gazastriben og Vestbredden, som det havde holdt besat siden en krig i Oktoberkrigen, som angrebet blev kaldt, varede kun få dage, da det hurtigt lykkedes USA og Sovjetunionen at få landene til at indgå en våbenhvile. De arabiske olielande prøvede at overtale USA og Europa til at få Israel til at forlade de besatte områder. Da det ikke lykkedes, skar olielandene ned på deres produktion af olie. Samtidig satte de prisen i vejret. På den måde ville de tvinge USA og de europæiske lande til at lægge pres på Israel. Olielandenes beslutning kom som et chok for de vestlige industrilande. Olien havde været meget billig. Fx kunne en dansk gennemsnitsfamilie betale sit årlige energiforbrug med en ugeløn. Og dengang var boligerne stort set ikke isolerede. Det var snart vinter, og Danmark havde kun lager af olie og benzin til tre måneder. Derfor besluttede regeringen at spare på energien. Gadebelysningen blev slukket om natten, og det blev forbudt at køre i bil om søndagen. Samtidig blev danskerne opfordret til at isolere deres huse. Man skulle også tage hurtige og helst kolde brusebade i stedet for at fylde badekarret med det kostbare, varme vand. De højere oliepriser betød, at det blev dyrere for fabrikkerne at fremstille varer. Og når folk måtte bruge flere penge til at dække deres energibehov, havde de ikke længere råd til at købe så mange varer. Det betød, at den stærke økonomiske vækst gik i stå, og arbejdsløsheden voksende op gennem 1970 erne og 1980 erne. Israelske tanks under fremrykning under Oktoberkrigen i I 2005 forlod Israel Gazastriben, men det langt større område, Vestbredden, er stadig besat. 252

254 DEN KOLDE KRIG For at spare på energien blev der indført bilfrie søndage. Men andre transportformer blev taget i brug. Hvorfor gik det galt? Oliekrisen udløste den økonomiske krise, men var ikke den egentlige årsag. I det meste af 1960 erne kunne danske virksomheder udvide og sælge alt, hvad de producerede. Men i slutningen af årtiet begyndte det at knibe. Det førte til afskedigelser, og nogle virksomheder måtte endda lukke. Det fik dog ikke arbejdsløsheden til at vokse. I årene omkring 1970 fik mange nemlig arbejde i staten og ved kommunerne. Det offentlige ansatte endda så mange, at virksomhederne manglede arbejdskraft. Desuden anlagde det offentlige veje og byggede mange boliger, hospitaler og andre institutioner i den periode. Det gav beskæftigelse til titusinder af bygge- og anlægsarbejdere. I 1960 erne oversteg værdien af det, Danmark fik fra udlandet, det vi leverede. Man siger, at der var underskud på betalingsbalancen. Den vigtigste grund var, at vi importerede for mere, end vi eksporterede. For at få råd til det, måtte vi låne penge i udlandet. I 1960 skyldte Danmark næsten ingen penge til udlandet. I 1975 var udlandsgælden vokset til 25 mia. kr. Gælden kunne kun betales tilbage, hvis eksporten blev større end importen. I 1973 besluttede regeringen derfor at støtte virksomheder, der fremstillede varer til eksport. Pengene skulle skaffes ved at skære ned på det offentliges byggeri. Regeringen håbede, at de ledige bygningsarbejdere fik arbejde i eksportvirksomhederne. Men sådan kom det ikke til at gå. Trods økonomisk hjælp fra staten fik danske virksomheder endnu sværere ved at sælge varer til udlandet. Andre lande var nemlig også ramt af krise og arbejdsløshed. Først omkring 1990 blev værdien af eksporten større end importen, og Danmark kunne begynde at nedbringe sin store gæld. I løbet af 1990 erne faldt arbejdsløsheden. Men der blev ikke straks fuld beskæftigelse som i 1960 erne. En vigtig grund var, at maskiner og ny computerstyret teknologi overtog mere og mere af produktionen, og derfor blev der mindre brug for menneskelig arbejdskraft. I det første årti af 2000-tallet faldt arbejdsløsheden yderligere. For mange virksomheder blev det svært at skaffe arbejdskraft. Men mange i alderen fra 18 til 65 stod dog stadig uden for arbejdsmarkedet. Det skyldtes først og fremmest, at de ikke kunne leve op til de høje krav bl.a. med hensyn til uddannelse. 253

255 DET HISTORISKE OVERBLIK Danmark og Europa Efter en folkeafstemning i 1972 blev Danmark medlem af EF eller EEC (De europæiske Fællesskaber), som EU tidligere hed. Debatten om EF før og efter afstemningen viste en del om danskernes selvforståelse og deres syn på Danmark og Europa. Hovedparten af befolkningen ønskede at bevare Danmarks status som en uafhængig stat. Derfor argumenterede ja-tilhængerne med de handelsmæssige og økonomiske fordele, som Danmark ville få af at blive medlem af EF. Til gengæld nedtonede og bagatelliserede ja-siden, at Danmark skulle afgive magt til EF. Modstanderne mod EF talte til danskerens nationalisme. På plakater var afbildet børn med tekster som Når jeg vokser op, vil jeg være dansker! og For min skyld mor, stem nej. Også nationale symboler som Holger Danske og Dybbøl Mølle blev anvendt i nej-kampagnen. EF blev også opfattet som en bureaukratisk (langsomt arbejdende) og udemokratisk organisation, der var i modstrid med den danske grundlov. Og EF blev fremstillet som en organisation, der var til fordel for internationale virksomheder, men skadede almindelige menneskers arbejdsforhold. Modstanden mod EF skabte en bølge af ny-nationalisme. Det blev in at genoptage gamle danske traditioner. En nej-plakat fra Folkebevægelsen mod EF. Plakaten fremhæver det nordiske samarbejde som alternativ til EF. Det er vist ved fem svaner, hvoraf den ene (Danmark) er løsrevet. En ja-plakat med glade cykelpiger. 254

256 DEN KOLDE KRIG HVORNÅR VAR DET NU? 1945: Atombomber over Hiroshima og Nagasaki. Anden Verdenskrig slutter 1945: FN oprettes 1946: Churchills tale om Jerntæppet 1947: Trumandoktrinen og Marshall-planen 1949: Mao Tse-Tung omdanner Kina til en kommunistisk stat 1949: Tyskland deles : Koreakrigen 1959: Fidel Castro tager magten i Cuba 1961: Berlinmuren bygges 1962: Cubakrisen 1967: Junikrigen i Mellemøsten. Israel besætter Sinaihalvøen, Gazastriben og Vestbredden 1973: Oktoberkrig og oliekrise 1973: Danmark kommer med i EF (EU) 1979: Sovjetunionen invaderer Afghanistan 1979: NATO s dobbeltbeslutning : Reagan præsident i USA 1989: Murens fald 1990: Tyskland genforenes 1991: Sovjetunionen opløses 255

257

258 DANMARK I VERDEN efter 1989 Maastricht 1992 Siden slutningen af 1980 erne havde EF s regeringer forhandlet om et tættere samarbejde, der skulle gøre EF til en politisk union. Resultatet blev Traktat om Den Europæiske Union. Statslederne underskrev den i den hollandske by Maastricht. Derfor er den bedre kendt som Maastricht-traktaten. I Danmark kunne en ændring af EF s regler kun ske, hvis befolkningen gik ind for det. Derfor skulle de danske vælgere tage stilling til traktaten ved en folkeafstemning i Efter Berlinmurens fald i 1989 og den begyndende genforening mellem Øst- og Vesteuropa var danskernes modstand mod EF blevet mindre. Og da de fleste partier og et flertal i Folketinget gik ind for traktaten, regnede de fleste politikere med, at danskerne ville stemme ja. Men til de flestes overraskelse stemte et lille flertal nej. Det danske nej skabte opmærksomhed ude i Europa. Der blev talt om, at EF havde fået for stor magt i forhold til de enkelte landes parlamenter. Franskmændene havde hele tiden været meget EF-tro, men nogle måneder senere stemte kun et lille flertal ja til traktaten. Det var et klart signal til EF om, at udviklingen mod en europæisk forbundsstat gik for hurtigt. Men det største problem for EF var alligevel det danske nej. Alle medlemmer skulle nemlig sige ja til Maastricht-trataten ellers kunne Unionen ikke gennemføres. I efteråret 1992 gik de andre EF-lande med til, at Danmark fik en særlig aftale, så det slap for enkelte punkter i traktaten. I maj 1993 blev der holdt en ny afstemning. Samtlige partier bortset fra Fremskridtspartiet anbefalede at stemme ja. Denne gang var der flertal for et ja. Den daværende danske udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (f. 1941) var langt fra tilfreds med, at danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten i At et flertal havde stemt ja ved afstemningen den 18. maj 1993 udløste voldsomme uroligheder på Nørrebro i København. 257

259 DET HISTORISKE OVERBLIK Traktaten der faldt Ligesom Rusland skulle de tidligere kommunistiske lande i Østeuropa omstille deres økonomi til markedsøkonomi, dvs at prisen på en vare blev bestemt af, hvad den kunne sælges for. Prisen var altså ikke bestemt af regeringen. I de fleste lande gav det problemer i form af arbejdsløshed, faldende lønninger og dårligere leveforhold. I 2007 var problemerne ikke løst, men det gik fremad. Så meget, at de fleste østeuropæiske lande blev optaget i EU i henholdsvis 2004 og Inden for EU gik udviklingen af samarbejdet dog i stå. I begyndelsen af det nye årtusinde blev statslederne enige om en ny traktat, som skulle gøre det lettere at træffe beslutningerne i EU og derved styrke samarbejdet. I 2005 skulle den ny traktat til folkeafstemning i EUlandene. Det skete først i Frankrig og Holland. Men til politikernes overraskelse blev resultatet et nej. Det betød, at folkeafstemningerne i de fleste andre lande, bl.a. i Danmark blev udsat. Siden har man i EU arbejdet på at justere traktaten, så den kan blive vedtaget. Siden EU eller rettere EF blev oprettet i 1957 var målet en slags europæisk forenede stater. Med de mange og meget forskellige stater, der nu er med, er dette mål næppe realistisk. Forskellene, ja uenigheden, i EU blev tydelig i 2003, da enkelte EU stater bl.a. Storbritannien og Danmark deltog i det USAledede angreb på Irak. Stater som Frankrig og Tyskland var imod, da en krig mod Irak ikke var godkendt af FN. 258

260 DANMARK I VERDEN EFTER 1989 En ny verdensorden? Med Sovjetunionens sammenbrud var der én supermagt tilbage USA. Den amerikanske præsident talte om en ny verdensorden. Liberalisme (se side 177), demokrati og menneskerettigheder skulle være de bærende værdier. Mange mente, at alle lande i verden i løbet af få år ville have regeringer, der gik ind for disse værdier. Og var der enkelte, der ikke kunne finde ud af det, ville USA som verdens stærkeste militærmagt fungere som en slags verdenspoliti. I begyndelsen så det ud til at fungere. I 1990 angreb den irakiske diktator Saddam Hussein nabolandet Kuwait. Med FN s opbakning blev der sat et USA-ledet modangreb ind. I løbet af få uger måtte Hussein give op. Men i forbundsrepublikken Jugoslavien gik det helt galt. Republikkerne Slovenien og Kroatien rev sig løs. Det ville Serbien ikke finde sig i, og det kom til krig. I 1992 startede en blodig borgerkrig i Bosnien mellem kroater, serbere og muslimske bosniakker. Befolkningsgrupperne forsøgte ved hjælp af vold og massakrer at gennemføre etnisk udrensning, dvs. at jage de andre på flugt. EU og FN forsøgte at få parterne til at forhandle. Især var serberne ubøjelige. Først da NATO i 1995 greb ind militært, stoppede borgerkrigen. På det tidspunkt var blevet dræbt. Nogle år senere udbrød der uro i den serbiske provins Kosovo. Hovedparten af provinsens indbyggere er albanske muslimer. Serberne slog hårdt ned på civilbefolkningen og drev op mod en million på flugt. Overgrebene standsede først, da NATO bombede Serbien. Med trusler, vold og terror drev serbiske styrker albanerne på flugt i Kosovo i I juli 1995 gennemførte serbiske militser (små private hære) en massakre på mænd og drenge i den bosniske by Screbrenica. Det fik USA og NATO til at gribe militært ind i borgerkrigen og tvinge parterne til forhandlingsbordet. 259

261 DET HISTORISKE OVERBLIK 11. september 2001 Den 11. september styrede to kaprede passagerfly ind i World Trade Center, der brød i brand og styrtede sammen. Efter nogle timer ramte et tredje kapret fly det amerikanske forsvarsministerium Pentagon. I et fjerde kapret fly lykkedes det passagerer at overmande flykaprerne, og flyet styrtede ned i en skov. Mere end mennesker omkom ved terrorangrebene. Det blev hurtigt klarlagt, at al Queda, Osama bin Ladens ekstremistiske islamiske terrornetværk, stod bag aktionen. Al Queda havde sine træningslejre i Afghanistan, hvor det var beskyttet af det islamiske Taleban-styre. Det afghanske styre nægtede at udlevere Osama bin Laden til USA. De fleste stater i verden bakkede derfor op om USA s krig mod Taleban. Danske soldater deltog på amerikansk side. I løbet af et par måneder med voldsomt bombardement og indsættelse af landstyrker lykkedes det at fordrive Talbanstyret i Afghanistan. Men man fik ikke fat i Osama bin Laden, der gemte sig i de uvejsomme bjergegne mellem Afghanistan og Pakistan. At have afsat Talaban-styret var ikke nok for USA. Præsident Bush havde erklæret krig mod terrorisme. Han talte om ondskabens akse, der for ham bestod af Nordkorea, Irak og Iran, som ifølge Bush støttede terroristerne og selv arbejdede for at udvikle masseødelæggelsesvåben. For USA og Vesteuropa udgjorde Sovjetunionen tidligere en trussel, indtil denne supermagts sammenbrud. Ti år senere havde den internationale terrorisme overtaget rollen som den store trussel. Terrorangrebet 11. september De to tårne i World Trade Center er ramt. Kort efter styrter de sammen. 260

262 DANMARK I VERDEN EFTER 1989 Guantanamo I kampen mod terror tog USA midler i brug, som var klare krænkelser af menneskerettighederne. Mistænkte terrorister blev sendt til afhøring i lande, hvor man anvendte tortur. Den amerikanske hær tog mange fanger i Afghanistan. En del af dem blev transporteret til Guantanamo-basen på Cuba. USA ville ikke anerkende og behandle fangerne som krigsfanger. USA ville heller ikke behandle dem som arresterede, der var mistænkt for terrorisme, dvs. for en kriminel handling. Det ville betyde, at en dommer inden for 24 timer skulle afgøre, om der var grundlag for at fængsle dem, til en domstol kunne afgøre deres sag. De amerikanske myndigheder opfandt betegnelsen ulovlige kombattanter (dvs. ulovlige krigere) om fangerne. Myndighederne mente derfor, at de havde ret til at tilbageholde fangerne uden at de blev stillet for en domstol. Efter et par år blev nogle af fangerne frigivet. Men i 2007 havde flere hundrede fanger været fængslet i Guantanamo i fem-seks år uden at de var blevet stillet for en domstol. 261

263 DET HISTORISKE OVERBLIK Krigen mod Irak Efter Irak-krigen , hvor Irak havde angrebet Kuwait, måtte den irakiske diktator Saddam Hussein love at stoppe udviklingen af Iraks masseødelæggelsesvåben (atomvåben, kemiske og biologiske våben). Og den beholdning, landet evt. havde udviklet, skulle ødelægges. Inspektører fra FN skulle kontrollere, om det faktisk var foregået. Saddam Hussein lagde gang på gang hindringer i vejen for våbeninspektørerne. Efter terrorangrebet i 2001 var USA og Storbritannien overbeviste om, at Irak snød våbeninspektørerne og fortsatte udviklingen af masseødelæggelsesvåben. Det nægtede Saddam Hussein. Alligevel forsøgte USA at få FN s Sikkerhedsråds (se side 235) opbakning til en krig mod Irak for at sikre at masseødelæggelsesvåbnene var fjernet. Det ville Sikkerhedsrådet ikke gå med til. De ville lade våbeninspektørerne kontrollere landet igen. Det ville USA ikke vente på. Sammen med Storbritannien og i en såkaldt koalition af flere andre lande, bl.a. Danmark, angreb USA Irak i foråret I løbet af syv-otte uger og med små tab vandt koalitionen en militær sejr. En af de mange bilbomber i Irak. 262

264 DANMARK I VERDEN EFTER 1989 Irak blev på ny gennemsøgt for masseødelæggelsesvåben. Man fandt ikke noget. Tilsyneladende havde Saddam Hussein overholdt sit løfte fra 1991 om at ødelægge de farlige våben. Nu blev USA s og koalitionens begrundelse for angrebet, at man ville befri irakerne for den brutale diktator, hjælpe med genopbygningen af landet og med at få indført demokrati. Men det var tilsyneladende en umulig opgave at skabe fredelige tilstande i Irak. Koalitionen, der nu var en besættelsesmagt i landet, blev udsat for angreb fra irakiske modstandsgrupper. Og de forskellige religiøse grupper havde militser, der rettede terrorangreb mod civilbefolkningen. I 2007 var Irak et land i opløsning og på randen af en blodig borgerkrig. På en typisk dag ville 2-3 soldater fra koalitionsstyrkerne blive dræbt, og civile irakere blive ofre for selvmordsbombere. Danmark havde soldater i Irak. I sommeren 2007 blev de danske tropper trukket ud af Irak. Siden begyndelsen af 1990 erne har danske tropper været involveret i flere fredsskabende aktioner rundt om i verden. 263

265 DET HISTORISKE OVERBLIK Globalisering Ordet globalisering er brugt oftere og oftere siden 1990 erne. Det dækker over, at mennesker og samfund på forskellige områder bliver mere afhængige af hinanden på tværs af landegrænser. Gennem internationale tv-kanaler og internettet kan vi hurtigt få informationer om begivenheder fra hele verden. Og via telefonen, mail og andre kommunikationssystemer kan vi umiddelbart komme i kontakt med personer på den anden side af kloden. Musik, mode og spisevaner, fx fastfood er blevet international. De er eksempler på kulturel globalisering. Man kan også tale om en politisk globalisering. Efter kommunismens sammenbrud anses liberal økonomi med fri konkurrence og demokratiske styreformer for den eneste acceptable. USA og EU forsøger at udbrede denne samfundsmodel til alle lande i verden. Den økonomiske globalisering er det mest markante af globaliseringens områder. Den internationale handel er vokset. Og produktionen af varer foregår på tværs af landegrænserne. Typisk fremstilles varen i et land, hvor lønningerne er lave, fx Asien mens udviklingsafdelingen fortsat er i et vesteuropæisk land. Globaliseringen sker på mange niveauer. Her transporterer en kineser computerudstyr gennem trafikken i en kinesisk storby. 264

266 DANMARK I VERDEN EFTER 1989 Nye danskere Globaliseringen betyder også, at mennesker flytter fra land til land. I slutningen af 1960 erne manglede virksomhederne i Danmark arbejdskraft. Og der var for få, som ville påtage sig de hårde og snavsede jobs. Men arbejdet skulle udføres. Derfor tillod regeringen, at virksomhederne ansatte arbejdere fra Tyrkiet, Jugoslavien og andre fattigere europæiske lande. I begyndelsen blev de nye arbejdere kaldt fremmedarbejdere. Siden blev de betegnet som gæstearbejdere. Som tiden gik, ønskede mange gæstearbejdere at få deres familie til Danmark og blive her. Og så blev de indvandrere. Siden 1970 erne har også en del flygtninge fået asyl og opholdstilladelse i Danmark. I 1983 var der ca indvandrere i Danmark, dvs. knapt 2 % af befolkningen. I 2007 var omkring af landets indbyggere indvandrere og deres efterkommere, dvs. næsten 9 % af befolkningen. Det kneb med mange danskeres tolerance over for indvandrerne og flygtningene. Danskerne havde svært ved at acceptere de fremmedes anderledes religion og måde at leve på. Mange frygtede, at de fremmede i løbet af få årtier ville udgøre flertallet og gøre Danmark til et islamisk land. Partier og bevægelser, der ønskede at begrænse antallet af fremmede, fik stor tilslutning. Dansk Folkeparti blev stiftet i Partiet ønskede helt at stoppe indvandringen især fra muslimske lande, og flygtninge, der var i Danmark, skulle så hurtigt som muligt sendes ud. Efter terrorangrebet den 11. september 2001 blev partimedlemmernes tone over for islam og muslimsk kultur mere aggressiv. Det gav et godt resultat for Dansk Folkeparti. Ved folketingsvalget senere på året fik partiet 22 mandater og dermed en indflydelsesrig rolle som støtteparti for den ny regering, der bestod af Venstre og Konservative. Det gentog sig efter valget i Integrationen af indvandrerne i det danske samfund var ikke lykkedes. Det skyldtes bl.a., at det var uklart, hvad man mente med integration. Skulle indvandrerne forkaste deres gamle kultur og helt tilpasse sig det danske samfund, dvs. få et job og lære at tale dansk og i det hele taget leve som almindelige danskere? Eller ville det være en fordel, hvis indvandrerne beholdt deres kultur og at mødet mellem dansk og fremmed kultur kunne være frugtbart? Under alle omstændigheder var det ikke så ligetil for folk med en anden baggrund at finde sig til rette i Danmark. Mange indvandrere og flygtninge bosatte sig i bestemte bydele, hvor de efterhånden kom til at udgøre en meget stor del af befolkningen. Danmark var blevet et land med flere kulturer. Men noget tydede på, at kulturerne isolerede sig fra hinanden og kun i begrænset omfang havde noget med hinanden at gøre. 265

267 DET HISTORISKE OVERBLIK Muhammedkrisen I begyndelsen af 2000-tallet blev tonen i debatten om indvandrere og islam mere rå i Danmark. Også omverdenen bemærkede og kritiserede Danmark for de holdninger, der kom til udtryk og stramningerne i lovgivningen, som blev indført. De danske medier især Jyllands-Posten bragte jævnligt artikler om de samfundsmæssige problemer, som indvandrerne skabte og én fremhævede, at islamisk kultur var vanskeligt foreneligt med en vestlig og demokratisk kultur. I efteråret 2005 bragte Jyllands-Posten 12 karikaturtegninger af den islamiske profet Muhammed. Jyllands-Posten begrundede tegninger med, at i et samfund med demokrati og ytringsfrihed må man finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Ifølge islam er det forbudt at afbilde profeten Muhammed. Da historien om tegningerne i januar-februar 2006 nåede de muslimske lande, udløste det voldsomme demonstrationer. Her afbrændes danske flag. 266

268 DANMARK I VERDEN EFTER 1989 HVORNÅR VAR DET NU? 1989: Murens fald : Første krig mod Irak 1991: Sovjetunionens sammenbrud 1992: Maastrichttraktaten : Borgerkrig i det tidligere Jugoslavien 1995: Massakren i Screbrenica 2001: Terrorangreb på USA. 2001: USA og andre lande angriber Talebanstyret i Afghanistan 2003: USA og andre lande angriber Irak 2006: Muhammedkrisen 267

269 DET HISTORISKE OVERBLIK 11. september august A Absalon (biskop) Afghanistan 245, 246, 260, 261 aflad/afladshandel 91, 121, 122 Afrika 5, 6, 62, , 114, 139, 150, 166, 206, 208 akropolis 35 allierede 212, 229, 230, 238, 239 Amerikanske Uafhængighedserklæring, Den 162 Anden Verdenskrig Anti-kominternpagten 223 Arkona 82, 84 Athen Augustus Aztekerriget B Bayeauxtapet 72 Bismarck, Otto von 189 bogtryk 117, bonde 21, 28-30, 41, 47, 54, 75, 82, 89, , 144, 159, , 196 bondestenalder boplads 16-18, 29-30, bronzealder bystat 23, 24, 35-37, 47, 117 Byzantinske Rige, Det 53, 61, 77, 92, 105 REGISTER C Centralmagterne 212 Christian , 125 Christian , 119, , 133, 140, 148, 150 Christian , 160 Christian , 161, 166 Christian Christian , 190 Christian Christoffer Christoffer (Uden-Land) 86 Christoffer af Bayern 95, 100 Churchill, Winston 236 Columbus, Christoffer Cordoba 62, 76 Cortés, Hernán Cro-magnon 8 Cuba/Cubakrisen Cæsar 50, 52 D da Gama, Vasco 107, 114 da Vinci, Leonardo dampmaskine 185, danegæld 70, 72 Danelagen 70 Dannevirke 187 Dansk Arbejdsgiverforening 199 Darwin 207 DDR (Østtyskland) , , demokrati 34, 37, , 164, 183, 217, 238, 247, 249, 259, 263, 264, 266 DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) 223, 226, 249 Dybbøl 181, E EF/EU 254, , 264 Egede, Hans 148 Egtvedpigen 42 Egypten 24-27, 170, 252 energikrisen/oliekrisen enevælde 137, , , Erik af Pommern 96-97, 100 Erik Klipping 85 Erik Menved 86 Erik Plovpenning 85 Ertebøllekultur F fabrik 155, 157, 185, , , 207, FN (Forenede Nationer) , 241, 258, 259, 262 Folketinget 182, 184 Frankerriget 64 Franske Revolution, Den , 169 Frederik , Frederik , 132 Frederik , Frederik , 148, 160 Frederik Frederik , , 177 Frederik , 181, Frihedsrådet fæstebonde 90, , 159, 161 Første Verdenskrig 189, 190,

270 REGISTER G Genforeningen 190 germaner/germanien 51-56, 64 Gestapo 227, 230 ghetto 224 Giedde, Ove 114 globalisering Gorbatjov Grevens Fejde 125 Griffenfeld, Peder 143, 145 Grundloven 182, 196 Gutenberg, Johann 120 H Hansa/Hansestæderne 93-95, , 125 Harald Blåtand 71, 80 Harold Godwinson 72 Hedeby 65 helleristning 38, 41 helstaten 174, 178, 181, 182, Himlingøje 58 Hitler, Adolf , 228, 230 hjulplov 75 Hobbes, Thomas 137 Holocaust (folkedrab) Holsten 93, 100, 125, 145, , , Homo sapiens 6, 8 høvding 23-24, 40-43, 54-58, 66-68, 82, 150 håndfæstning 96, 124, 140, 142 I imperialisme industrialisering 185, , 205 indvandrer/indvandring Inkariget Irak islam/muslim 62-63, 76-79, 92, 108, 245, 259, 260, istid 7-8, 13 J Jellingesten 71 Jeltsin, Boris 249 jernalder Jerusalem jægerstenalder 11-18, 28-30, 41 jøde 77, 108, 156, 207, , , 228, 234 K Kalmarkrigen 133 Kalmarunionen 97, 100 Kanslergadeforliget 202 kapitalist 198 karl Karl 10. Gustav 134 Karl Karl Karl den Store Karl Gustav-krigene 134, 140, 145 Karl Martel karolinger 64 kelter 47, 49 Kennedy, John F KGH (Den Kongelige Grønlandske Handel) 149 kimbrer 56 Kivik 41 Knud 70, 80-81, 82, 83 Knud den Hellige Kolde Krig, Den koloni 34, 47, 109, , , 158, 162, 166, , 211 Kongeloven Konstantin den Store 53 Konstantinopel 53, 76, 78, 92 Koreakrigen 241 korstog 76-79, Kosovo 259 Krustjov, Nikita Københavns bombardement 172 L landbrug 21-23, 28-30, 39, 41, 75, 82, 128, 143, , 160, 196, 202, 216, 221, 250 landsbyfællesskab/dyrkningsfællesskab 159 Landstinget 182 Locke, John lock-out 199 Ludvig Ludvig , 143, 145 Ludvig Luther, Martin M Mao Tse-Tung 240 Margrete Marshallhjælp , 250 Marx, Karl 198 Mecklenburg menneskerettigheder 165, 234, 259, 261 merkantilisme 138 Mesopotamien 23 modstandsbevægelse 227, Montesquieu Munk, Jens 114 Muren (Berlinmuren) , 245, 247 Mussolini, Benito Mykene Maastrichttraktaten

271 DET HISTORISKE OVERBLIK N Napoleon/Napoleonskrigene nationalliberal , NATO 240, 246, 249, 259 naturret 137 neandertaler 6 Nordiske Syvårskrig, Den 132 Novemberforfatningen 186 NSDAP (Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti) 214 O Operation Barbarossa Operation Seelöwe 222 Operation Weserübung 219 oplysningstiden , 161 Osmanniske Rige, Det 105 P Pariserkommunen 198 pave 61, 64, 76-79, 91, Petrarca, Francesco Pio, Louis Pizarro, Francisco Preussen 156, 158, , , pyramide R Reagan, Ronald Reden, Slaget på Reformationen , 128 renæssance , Richard Løvehjerte 78, 79 rigsdag , 186, 217, 227, 230 rigsråd 95-97, , , 140 Romerriget 48-53, 56-58, 61 S samlingsregering 221 Samvirkende Fagforbund (LO) 199 Saxo 83 schalburgtage 229 selsjukker 76-78, 105 Sikkerhedsrådet 235, 262 Slaget på Fælleden 197 Slaget ved Dybbøl 187 Slave/slavehandel 34, 36-37, 48-49, , 139, 150, 162, 166 Slesvig 100, 125, 145, 147, , , Smith, Adam 155 Solvognen 44 Stalingrad 223, 226, 227 Statskup 140 Stauning, Thorvald 202 Stavnsbåndet Stockholmske Blodbad, Det 101, 102 Store Nordiske Krig, Den Stormen på Bastillen 163 strejke , 202, 226, 251 Svantevit 84 Svend Tveskæg 70 Søfareren, Henrik 107 T Tausen, Hans 124 teutoner 58 tiende 80 tilintetgørelseslejr Torstenssonkrigen 133 Trediveårskrigen 129, 130 trekantshandel 139 Trumandoktrinen 240 Tutankamon Tyske Forbund, Det 173, 175, , 189 Tysk-Romerske Rige, Det 129, 130 V Valdemar Atterdag Valdemar den Store Valdemar Sejr 82, 85 Valgret , 182, 184 Venus fra Willendorf 8 Verdenserklæringen om Menneskerettighederne 234 Versailles 137 Vestindiske Øer, De 150, 166 Vesttyskland (BRD) , , viking/vikingetiden Vilhelm Erobreren 72 Voltaire W Waffen SS 223 Warszawapagten 240, 249 Westfalske Fred, Den 130 World Trade Center

272 BILLEDLISTE Billedliste Side: 4: Gyldendals Billedbibliotek 5ø: The Natural History Museum 5n: Scanpix/Corbis 6: Gyldendals Billedbibliotek 7: Gyldendals Billedbibliotek 8: Naturhistorisches Museum, Wien 10: Gyldendals Billedbibliotek 11: Dansk Skolemuseum 14: Museum für Naturkunde, Berlin 16: Gyldendals Billedbibliotek 17: Gyldendals Billedbibliotek 18ø: Gyldendals Billedbibliotek 18n: Polfoto 20: Gyldendals Billedbibliotek 21: Scanpix/Corbis 23ø: Polfoto 23n: Scanpix/Corbis 24ø: Gyldendals Billedbibliotek 24n: Louvre 26ø: Mathilde Foto/Søren Lauridsen 26n: Scanpix/Corbis 27: Scanpix/Corbis 28: Lejre Forsøgscenter 32: Scanpix/Corbis 34ø: Arkæologisk Museum, Heraklion 34n: Scanpix/Corbis 35: Gyldendals Billedbibliotek 36: Antikensammlung, Berlin 37ø: Scanpix/Corbis 37n: Scanpix/Corbis 38tv: Gyldendals Billedbibliotek 38th: Polfoto 39: Gyldendals Billedbibliotek 40: Scanpix/Corbis 41: Scanpix/Corbis 42: Foto Lennart Larsen, Nationalmuseet 43: Foto Kit Weiss, Nationalmuseet 44: Foto John Lee, Nationalmuseet 46: Bridgeman Art Library 47: Scanpix/Corbis 48: Scanpix/Corbis 49: Foto Kit Weiss, Nationalmuseet 50: Bridgeman Art Library 51: Scanpix/Corbis 52: Alinari 54: Lejre Forsøgscenter 55: Thomas Borberg, Polfoto 60: Scanpix/Corbis 63ø: Scanpix/Corbis 63n: Mathilde Foto/Søren Lauridsen 64: Scanpix/Corbis 67: CDanmark/Gyldendals Billedbibliotek 68: Scanpix/Corbis 69n: Scanpix/Corbis 70ø: Bridgeman Art Library 70n: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg 71: Gyldendals Billedbibliotek 72: Musée de la Tapesserie, Bayeux 74: Det Kongelige Bibliotek 75: Scanpix/Corbis 76tv: Gyldendals Billedbibliotek 76th: Bridgeman Art Library 77: Scanpix/Corbis 79: Scanpix/Corbis 81: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg 83: Foto Thorkild Jensen, Gyldendals Billedbibliotek 84: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg 85: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg 86: Foto Ole Laasby, Gyldendals Billedbibliotek 88: Gyldendals Billedbibliotek 89: Bridgeman Art Library 91ø: Bridgeman Art Library 91n: Mathilde Foto/Søren Lauridsen 92: Bridgeman Art Library 93: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg 94: Nationalmuseet, Stockholm 95: Staatsarchiv Schwerin/ Gyldendals Billedbibliotek 96: Det Kongelige Bibliotek 99: Gyldendals Billedbibliotek 100tv: Gyldendals Billedbibliotek 100th: Rigsarkivet 101: Det Kongelige Bibliotek 102: Foto Hans Petersen, Statens Museum for Kunst 104: Bridgeman Art Library 106: Bridgeman Art Library 107tv: Gyldendals Billedbibliotek 107th: Bridgeman Art Library 108: Bridgeman Art Library 109: Gyldendals Billedbibliotek 111ø: Mary Evans Picture Library 111n: Bridgeman Art Library 113: Bridgeman Art Library 116: Bridgeman Art Library 117: Bridgeman Art Library 118: Bridgeman Art Library 119: Bridgeman Art Library 121: Foto Jens Jørgen Frimand, Gyldendals Billedbibliotek 122tv: Scanpix/Corbis 122th: Gyldendals Billedbibliotek 123: Scanpix/AKG/Wartburg 124tv: Foto Jens Jørgen Frimand, Gyldendals Billedbibliotek 124th: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg 125: Gyldendals Billedbibliotek 126: Foto Nils Hartmann, Gyldendals Billedbibliotek 127: Scanpix/Corbis 128: Bridgeman Art Library 130: Bridgeman Art Library 131: Martin Lehmann, Polfoto 133: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg 134: Det Kongelige Bibliotek 136: Bridgeman Art Library 137: Det Kongelige Bibliotek 138: Bridgeman Art Library 141: Rosenborg Slot 142: Gyldendals Billedbibliotek 143: Det Kongelige Bibliotek 144: Gyldendals Billedbibliotek 145: Statens Konstmuseer, Stockholm 271

273 DET HISTORISKE OVERBLIK 146: Bridgeman Art Library 148: Bridgeman Art Library 149: Scanpix/Biofoto/Morten Rasmussen 150ø: Bridgeman Art Library 150n: Gyldendals Billedbibliotek 152: Statens Museum for Kunst 153: Bridgeman Art Library 154: Scanpix 155tv: Scanpix/Corbis 155th: Gyldendals Billedbibliotek 156: Gyldendals Billedbibliotek 157: Gyldendals Billedbibliotek 158: Bridgeman Art Library 159: Gyldendals Billedbibliotek 160: Gyldendals Billedbibliotek 161: Statens Museum for Kunst 162ø: Bridgeman Art Library 162n: Gyldendals Billedbibliotek 163: Det Kongelige Bibliotek 164: Bridgeman Art Library 165: Gyldendals Billedbibliotek 166: Det Kongelige Bibliotek 168: Bridgeman Art Library 169: Bridgeman Art Library 170: Bridgeman Art Library 171: Willemoesgaard, Assens 172: Gyldendals Billedbibliotek 173: Bridgeman Art Library 174ø: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg 174n Scanpix/Corbis 176: Københavns Bymuseum 177: Bridgeman Art Library 179: Gyldendals Billedbibliotek 180: Scanpix/Corbis 181: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg 182: Foto Hans Petersen, Den Hirschsprungske Samling 184: Bridgeman Art Library 185: Keystone Photo 186: Det Kongelige Bibliotek 187: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg 188ø: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg 188n: Det Kongelige Bibliotek 189: Bridgeman Art Library 190: Gyldendals Billedbibliotek 195tv: Københavns Bymuseum 195ø.th: Bridgeman Art Library 195n.th: Gyldendals Billedbibliotek 196: Bridgeman Art Library 197: Gyldendals Billedbibliotek 198ø: Gyldendals Billedbibliotek 198n: Scanpix/Corbis/Allinari Archives 199: Gyldendals Billedbibliotek 200: Det Kongelige Bibliotek 201: Illustreret Tidende 1886, Gyldendals Billedbibliotek 202: Polfoto 204: Bridgeman Art Library 205: National Portrait Gallery, London 207: Scanpix/Corbis 208: Polfoto 210: Gyldendals Billedbibliotek 211ø: Scanpix/Corbis 211n: Gyldendals Billedbibliotek 212: Scanpix/Corbis 214: Bridgeman Art Library 215: Gyldendals Billedbibliotek 216: Scanpix/Corbis 217: Gyldendals Billedbibliotek 218: Polfoto 219: Scanpix/Corbis 220: Gyldendals Billedbibliotek 221: Gyldendals Billedbibliotek 222ø: Scanpix/Corbis 222n: Frihedsmuseet 223ø: Gyldendals Billedbibliotek 223n: Scanpix 224: Vejen til Auschwitz, Karl Christian Lammers 225: Scanpix/AFP 226: Gyldendals Billedbibliotek 227: Scanpix/Corbis 228: Frihedsmuseet 229: Københavns Bymuseum 230: Gyldendals Billedbibliotek 232: Scanpix/Corbis 233: Gyldendals Billedbibliotek 234: Scanpix/Corbis 235: Gyldendals Billedbibliotek 236: Scanpix/Corbis 237: Gyldendals Billedbibliotek 238: Scanpix/Corbis 239: Gyldendals Billedbibliotek 240: Gyldendals Billedbibliotek 241: Scanpix/Corbis 242: Scanpix/Corbis 243: Polfoto 244tv: Scanpix/Corbis 244th: Gyldendals Billedbibliotek 245th: Scanpix/Corbis 246: Scanpix/Corbis 247: Scanpix/Corbis 248: Scanpix/Corbis 249: Scanpix/Corbis 250: Gyldendals Billedbibliotek 251: Gyldendals Billedbibliotek 252: Scanpix/Corbis 253: Polfoto 254: Gyldendals Billedbibliotek 256: Polfoto 257: Scanpix/Corbis 259ø: Scanpix/Corbis 259n: Scanpix/EPA 260: Scanpix/Corbis 261th: Scanpix/Reuters 262: Polfoto 263: Polfoto 264: Scanpix/Corbis 266: Scanpix/EPA Gyldendals Forlag har forsøgt at finde frem til alle rettighedshavere til de anvendte illustrationer. Skulle der være rettighedshavere, som det ikke er lykkedes at finde frem til, vil disse ved henvendelse få udbetalt honorar i henhold til gældende regler. 272