BEDRE KOORDINERING AF FUSIONSKONTROL I DANMARK OG EU

21. februar 2003 Af Frithiof Hagen, direkte tlf. 3355 7719 Resumé: BEDRE KOORDINERING AF FUSIONSKONTROL I DANMARK OG EU EU-Kommissionen har foreslået en generel revision af EU's fusionskontrolregler, der bl.a. vil indebære en bedre arbejdsdeling mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder. Der foreslås en forenkling af henvisningssystemet: Kommissionen får enekompetence, når alle de berørte EU-lande eller mindst tre af dem indvilliger i, at en sag henvises til Kommissionen. Dette kan i nogle tilfælde betyde, at en medlemsstat bliver nedstemt og fratages kompetence til at behandle en fusionssag, Kommissionen kan fremover henvise sager på eget initiativ til EUlandenes konkurrencemyndigheder, og Kommissionen får mulighed for at opfordre medlemslandene til at henvise sager til Kommissionen, de anmeldende parter kan tage initiativ til henvisning af en fusionssag forud for anmeldelsen. Forslaget tilsigter, at de sager, der har betydelige grænseoverskridende virkninger, men som ikke når op over de nugældende - høje - omsætningstærskler i fusionsforordningen, kan behandles af Kommissionen, mens de fusioner, hvis virkninger hovedsagelig er nationale eller lokale, behandles af medlemsstaterne. I en tidligere udsendt grønbog foreslog Kommissionen, at den automatisk fik enekompetence i sager, der skulle anmeldes i tre eller flere EU-lande. Dette forslag vakte betydelig modstand og er ikke med i det foreliggende revisionsforslag. AE har i vedlagte høringssvar til Konkurrencestyrelsen støttet de foreslåede ændringer. P:\GS\06-til ny hjemmeside\erhverv og samfund\2003\fusion-fh.doc

2 BEDRE KOORDINERING AF FUSIONSKONTROL I DANMARK OG EU EU-Kommissionen har fremlagt et forslag om en revision af fusionsforordningen, hvor et af hovedelementerne er en mere hensigtsmæssig metode til fordeling af fusionssager mellem Kommissionen og de enkelte EU-landes konkurrencemyndigheder. Samfundskontrol med større virksomhedsfusioner er et vigtigt led i bestræbelserne på at sikre effektiv konkurrence. Kontrollen med fusioner af virksomheder udøves i Danmark og EU i fællesskab, således at typisk de meget store fusioner, målt på virksomhedernes omsætning, behandles i EU-regi (regler gældende siden 1990), mens de noget mindre fusioner behandles af de danske konkurrencemyndigheder (regler gældende siden 2000). Der er samtidig - under visse betingelser - mulighed for, at fusionssager kan henvises fra EU til behandling i Danmark eller den modsatte vej. Formålet med de foreslåede ændringer er at sikre, at de sager, der har betydelige grænseoverskridende virkninger, men som ikke når op over de nugældende - høje - omsætningstærskler i fusionsforordningen, kan behandles af Kommissionen, mens de fusioner, hvis virkninger hovedsagelig er nationale eller lokale, behandles af medlemsstaterne. Dette søges opnået ved en smidiggørelse og forenkling af henvisningssystemet for fusionssager både fra Kommissionen til den nationale myndighed samt fra den (de) nationale myndigheder til Kommissionen. Herudover foreslås det, at de anmeldende parter skal kunne tage initiativ til henvisning forud for fusionsanmeldelsen. EU-Kommissionen har tidligere - i december 2001 - fremlagt en grønbog 1, hvor man lagde op til en debat om en revision af fusionsforordningen. Heri foreslog Kommissionen bl.a., at der skulle indføres automatisk EUkompetence i fusionssager, der skulle anmeldes i tre eller flere EU-lande. 1 Grønbog om revision af Rådets forordning (EØF)nr. 4064/89 (fusionsordningen)

3 Dette forslag blev udsat for omfattende kritik og er ikke med i Kommissionens forslag til revision af fusionsforordningen. Kommissionen lægger op til, at Rådet skal drøfte ændringsforslaget i løbet af 2003, og at den endelige forordning herefter kan træde i kraft den 1. maj 2004. Der kræves enstemmighed i Rådet for en vedtagelse. Forordningen kræver ikke ændringer i de danske fusionsregler. Forslagets gennemførelse vil have betydning for fordelingen af fusionssager mellem Kommissionen og medlemsstaterne, herunder Danmark. Gældende regler EU-regler I EU har der været regler om fusionskontrol siden 1990. Med gennemførelsen af Det Indre Marked i 1986 blev behovet for fusionskontrol øget. Afskaffelsen af grænserne inden for Fællesskabet gav virksomhederne øgede mulighed for strukturændringer i form af internationale fusioner. Når en fusion har fællesskabsdimension, er den omfattet af fusionskontrolforordningen. Det indebærer, at Kommissionen er enekompetent til at behandle fusionen, og at den enkelte medlemsstat som følge heraf ikke må anvende sin nationale konkurrencelovgivning på fusionen. Omsætningstærsklerne er vist i boks 1. Hvis de deltagende virksomheders omsætning overstiger omsætningstærsklerne i EU's fusionsforordning, skal fusionen anmeldes til EUkommissionen. I så tilfælde skal der ikke ske anmeldelse til Konkurrencestyrelsen.

4 Boks 1. EU-rettens regler om fusionskontrol finder anvendelse på fusioner. hvor: 1a) alle deltagende virksomheders samlede omsætning på verdensplan tilsammen overstiger 5 mia. euro og 1b) mindst to af de deltagende virksomheders samlede omsætning i Fællesskabet hver især overstiger 250 mia. euro, eller ifølge den såkaldte 3-lande regel: 2a) alle de deltagende virksomheder tilsammen har en samlet omsætning på verdensplan, der overstiger 2,5 mia. euro, 2b) alle de deltagende virksomheder tilsammen har en samlet omsætning i hver af mindst tre medlemsstater, der overstiger 100 mio. euro 2c) mindst to af de deltagende virksomheder hver især har en samlet omsætning i hver af mindst tre medlemsstater, som omhandlet i punkt b), der overstiger 25 mio. euro, og 2d) mindst to af de deltagende virksomheder hver især har en samlet omsætning i Fællesskabet, der overstiger 100 mio. euro. Fusionskontrollen i situation 1 og 2 gælder dog ikke, hvis hver af de deltagende virksomheder har over to tredjedele af deres samlede omsætning på fællesskabsplan i èn og samme medlemsstat. 1 euro = ca. 7,50 kr. Forordningen medfører en forudgående kontrol, idet en fusion ikke må gennemføres, førend den er blevet erklæret for forenelig med fællesmarkedet, enten fordi fusionen ikke rejser alvorlig tvivl med hensyn til, om den er forenelig med fællesmarkedet, eller fordi fusionen ikke skaber eller styrker en dominerende stilling, som bevirker, at den effektive konkurrence hæmmes betydeligt. Langt de fleste fusioner godkendes i den såkaldte Fase I, men antallet af sager under den såkaldte Fase II - de mere komplicerede sager, der kræver yderligere grundige analyser - er stigende. Danske regler Med en ændring af Konkurrenceloven, der trådte i kraft den 1. oktober 2000, fik Danmark indført fusionskontrol - som det sidste land i EU. Den danske fusionskontrol er bygget over principperne fra EU og betyder, at fusioner over en vis størrelse ikke må gennemføres, før de er blevet vurderet af Konkurrencerådet.

5 Reglerne indebærer, at Konkurrencerådet kun kan godkende en fusion, hvis den ikke "skader eller styrker en dominerende stilling, der bevirker, at den effektive konkurrence hæmmes betydeligt". Det er kun fusioner mellem virksomheder af en vis økonomisk styrke, der er omfattet af reglerne. En virksomheds økonomiske styrke bliver målt ved dens omsætning. Hvis en fusion er omfattet af fusionsreglerne, skal den anmeldes til Konkurrencestyrelsen. En anmeldt fusion må ikke gennemføres, før den er blevet godkendt af Konkurrencerådet. Boks 2. Omsætningsgrænser Konkurrencelovens regler om fusionskontrol finder anvendelse på fusioner, hvor: 1. de deltagende virksomheder tilsammen har en samlet årlig omsætning i Danmark på mindst 3,8 mia.kr. og mindst to af de deltagende virksomheder hver især har en samlet årlig omsætning i Danmark på mindst 300 mio.kr., eller 2. mindst èn af de deltagende virksomheder har en samlet årlig omsætning i Danmark på 3,8 mia.kr. og mindst èn af de øvrige deltagende virksomheder har en samlet årlig omsætning på verdensplan på mindst 3,8 mia.kr. Den første af reglerne vedrører udelukkende de deltagende virksomheders omsætning i Danmark. Reglen tager sigte på fusioner, hvor mindst to af deltagerne har en forholdsvis stor omsætning på det danske marked. Hvis en stor virksomhed opkøber en meget lille virksomhed, falder fusionen under omsætningsgrænsen. Den anden regel er en kombination af de deltagende virksomheders omsætning i Danmark og internationalt. Reglen vedrører især de tilfælde, hvor en virksomhed, der er stor på det danske marked, fusionerer med en stor udenlandsk virksomhed. Det kan tilføjes, at omsætningsgrænserne i det oprindelige lovforslag lå noget lavere, idet de vedtagne grænser på henholdsvis 3,8 mia.kr. og 300 mio.kr. i lovforslaget kun var 3,0 mia.kr. og 200 mio.kr. Fusioner mellem virksomheder, der har en mindre omsætning end grænseværdierne, skal ikke anmeldes. Disse fusioner er lovlige uden Konkurrencerådets godkendelse.

6 Omsætningstærsklerne i den danske konkurrencelov er væsentligt lavere end de omsætningstærskler, der gælder efter EU's fusionskontrolforordning. De generelle omsætningsgrænser i EU på henholdsvis 5 mia. og 2,5 mia. euro - svarende til henholdsvis ca. 37,5 mia.kr. og knap 19 mia.kr. - ligger langt højere end den generelle danske omsætningsgrænse på 3,8 mia.kr. Det er således typisk de meget store fusioner, der er omfattet af EU's regler. Procedurereglerne vedrørende den danske fusionskontrol tager udgangspunkt i fusionskontrolforordningen. Dette betyder, at proceduren for Konkurrencerådets behandling af en anmeldt fusion modsvarer Kommissionens procedurer, herunder Fase I- og Fase 2-proceduren og muligheden for afgivelse af tilsagn mv. Henvisning af fusion til national behandling (artikel 9) Kommissionen kan i stedet for selv at behandle en anmeldt fusion henvise sagen til national behandling, hvis en medlemsstat har anmodet herom, jvf. fusionsforordningens artikel 9. En medlemsstat kan anmode om henvisning af en fusion, hvis den truer med at skabe eller styrke en dominerende stilling, hvorved den faktiske konkurrence vil blive hæmmet betydeligt på et særskilt marked i den pågældende medlemsstat. En medlemsstat kan tillige anmode om at få henvist en fusion, hvis den påvirker konkurrencen på et særskilt marked i den pågældende medlemsstat, og dette marked ikke udgør nogen væsentlig del af fællesmarkedet. I førstnævnte tilfælde er Kommissionen tillagt et betydelig skøn, når den vurderer en anmodning fra en medlemsstat. Kommissionen kan vælge enten selv at behandle fusionen eller at henvise den helt eller delvist til national behandling. En hel eller delvis henvisning forudsætter, at Kommissionen er enig med medlemsstaten i, at der foreligger et særskilt marked i medlemsstaten, som hæmmes betydeligt af fusionen. Henvisning vil sædvanligvis ske, hvis Kommissionen vurderer, at de nationale konkurrencemyndigheder bedre er i stand til at foretage en grundig undersøgelse af fusionen og dens virkninger på det særskilte nationale marked.

7 Hvis der er tale om sidstnævnte situation henvises fusionen automatisk, hvis Kommissionen er enig i, at der er tale om et særskilt marked, idet Kommissionen alene kan erklære fusioner uforenelige med fællesmarkedet, hvis de hæmmer konkurrencen på en betydelig del af fællesmarkedet. Henvisninger til Kommissionen efter artikel 22 Før artikel 22 blev ændret i 1998, havde den til formål at give medlemsstaterne mulighed for at anmode Kommissionen om at overtage en sag og vurdere virkningerne af fusioner, der ikke nåede op på tærsklerne i fusionsforordningen. Bestemmelsen tog oprindeligt sigte på de medlemsstater, der endnu ikke havde et hensigtsmæssigt redskab til at undersøge fusioner på nationalt plan. Da alle medlemsstater nu har indført fusionskontrol, betyder det i praksis, at potentialet for at anvende artikel 22 i dens oprindelige form er meget begrænset. De ændringer, der trådte i kraft i 1998, havde til formål at give artikel 22 en ny funktion, som bestod i at give to eller flere medlemsstater mulighed for at henvise en sag i fællesskab, når de mente, at Kommissionen var bedre i stand til at handle. Intentionen var således at styrke anvendelsen af EU's konkurrenceret i sager, hvor fusionen havde grænseoverskridende virkninger. Ændringerne i artikel 22 viste sig at virke mindre effektivt. Kommissionen har hidtil kun modtaget meget få fælles anmodninger om at behandle en sag. Behov for revision af reglerne I den tidligere udsendte grønbog redegjorde Kommissionen for det hidtidige forløb, siden fusionsforordningen trådte i kraft i 1990. EU-Kommissionens hovedsynspunktet er, at det lykkedes at tilvejebringe en effektiv fusionskontrol på EU-plan. I de første 11 år er over 1.800 fusioner blevet anmeldt til EU-Kommissionen, jvf. tabel 1. Kun 18 eller 1 procent blev forbudt af EU-Kommissionen. Langt de fleste - knap 1.600 - blev godkendt uden tilsagn.

8 Tabel 1. EU-Kommissionens fusionsbeslutninger, 1990-2001 2001 1990-2001 Ikke omfattet 1 53 Godkendt 299 1.574 Godkendt med tilsagn 1) 13 86 Henvist til national myndighed 6 33 Fase I i alt 319 1.746 Henvist til national myndighed 0 1 Godkendt 5 20 Godkendt med tilsagn 1) 10 57 Forbudt 5 18 Deling 0 2 Fase II i alt 20 98 Beslutninger truffet i alt 339 1.844 Note 1): Den mest anvendte form for tilsagn er frasalg af en virksomhed, men også opsigelse af eksklusiv distributionsaftaler og adgang til infrastruktur eller nøgleteknologier er anvendt i et antal sager. Formålet med et frasalg er at skabe vilkår for, at en ny konkurrent kan opstå eller at styrke eksisterende konkurrenters stilling. Kilde: EU-Kommissionen. 143 blev godkendt - enten i Fase I eller i Fase 2 - med tilsagn fra de involverede parter. Herudover blev 34 sager henvist til behandling hos de nationale konkurrencemyndigheder. Langt de fleste fusioner bliver dog anmeldt direkte til de nationale konkurrencemyndigheder. I år 2000 blev der her anmeldt godt 3.000 fusioner, mens der blev anmeldt 346 til Kommissionen. Samtidig har der været en tendens til en stigning i antallet af sager, hvor en fusion skal anmeldes i tre eller flere medlemsstater, jvf. også tabel 2. EU's udvidelse i 2004 må antages at fortsætte denne tendens. Tabel 2. Fusioner anmeldt i flere medlemsstater, 1998-2000 Antal medlemsstater som en fusion er Antal anmeldt til To medlemsstater 294 Tre medlemsstater 31 Mere end tre medlemsstater 39 I alt 1) 364 Note 1) Det samlede antal fusioner i EU i perioden var 4.303 Kilde: Jvf. tabel 1

9 Dette forhold samt en række andre ændrede forhold i EU, siden fusionsforordningen blev indført i 1990, har givet anledning til forslaget om en revision af denne. Blandt de ændrede forhold siden 1990 kan nævnes, at EU er blevet udvidet fra 12 til 15 stater, aftalen om det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS-aftalen) fra 1994, indførelsen af ØMU'en i 1999 og af euroen i 2002. Hertil kommer så udvidelsen i 2004. "One-stop shop-princippet" Et af hovedprincipperne i EU's fusionsregler er, at Kommissionen - og ikke de enkelte lande - behandler fusioner med fællesskabsdimension. Denne enekompetence er endvidere kombineret med det såkaldte one-stop shopprincip, der betyder, at fusionspartnerne kun skal anmelde en grænseoverskridende fusion ét sted i EU, nemlig til Kommissionen. En fusion, der ikke opfylder tærsklerne i EU's fusionsregler, skal parterne ofte anmelde i en eller flere medlemsstater. Dette kan give en række besværligheder og omkostninger ved grænseoverskridende fusion. I 1998 indførte Kommissionen de såkaldte 3-lande regel, hvorefter EU havde kompetence i sager, der skulle anmeldes i tre eller flere EU-lande, og hvor den generelle omsætningstærskel var 2,5 mia. euro, mens omsætningstærsklen i hovedreglen fra 1990 fortsat var 5 mia. euro, jvf. boks 1. 3-lande reglen har overført et antal fusionssager til EU, men har ikke løst problemerne tilstrækkeligt. Som anført i Grønbogen var der i 2000 kun ca. en ud af fem fusioner, som var anmeldelsespligtige i tre eller flere medlemsstater, der faldt ind under denne bestemmelse. Desuden sås der en tendens til en stadig stigning i antallet af parallelle anmeldelser til tre eller flere medlemsstater og EU's forestående udvidelse til 25 medlemsstater fra 2004 må ventes yderligere at ville forstærke problemerne med parallelle anmeldelser til et betydeligt antal medlemsstater.

10 Forslag: Smidigere henvisningsregler Hovedelementerne i forslaget, der tilsigter en mere hensigtsmæssig arbejdsdeling mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder er en forbedring af mulighederne for henvisning. Det foreslås, at Kommissionen får enekompetence, når alle de berørte EU-lande eller mindst tre af dem indvilliger i, at en sag henvises til Kommissionen, Kommissionen fremover kan henvise sager på eget initiativ til EUlandenes konkurrencemyndigheder, og at Kommissionen får mulighed for at opfordre medlemslandene til at henvise sager til Kommissionen, de anmeldende parter kan tage initiativ til henvisning af en fusionssag forud for anmeldelsen. Samtidig foreslås en forenkling og forbedring af de materielle kriterier for anvendelse af henvisningsreglerne. Efter artikel 9 skal medlemsstaterne ifølge den nuværende formulering vurdere, om den planlagte fusion truer med at skabe eller styrke en dominerende stilling eller ej. Kommissionen foreslår, at denne passage slettes, således at der åbnes mulighed for at anmode om henvisning på grundlag af, at konkurrencen vil blive mærkbart påvirket på et særskilt marked i en given medlemsstat. De nationale myndigheder vil dermed ikke skulle fremlægge udførlige foreløbige analyser i relation til den konkurrencemæssige vurdering af sagen. Det vil lette og fremskynde brugen af artikel 9. 3-lande sager ikke automatisk til EU I Grønbogen om revision af fusionsforordningen, som Kommissionen udsendte i december 2001, lagde den op til, at alle fusionssager, der skulle anmeldes i tre eller flere EU-lande, automatisk ville overgå til EU, så Kommissionen fik enekompetence til at behandle sagen. Forslaget vakte betydelig modstand og er ikke medtaget i det foreliggende forslag til revision af fusionsforordningen. Et EU-land kan nedstemmes I stedet foreslås en udvidet adgang for medlemslandene til at henvise sagen til Kommissionen: Hvis alle eller mindst tre medlemslande beslutter at henvise en sag, får Kommissionen enekompetence til at behandle denne. Dette indebærer, at et - eller flere - EU-lande kan blive nedstemt og frataget kom-

11 petencer i en fusionssag, der f.eks. berører fem medlemslande, og hvor mindst tre lande beslutter at henvise sagen til Kommissionen. Forslaget om at give Kommissionen initiativret til både at henvise en sag til et medlemsland (i dag kan det kun ske efter anmodning fra medlemslandet) eller til at opfordre et - eller flere - medlemslande til at henvise en sag til Kommissionen repræsenterer også en nydannelse, der kan bidrage til at nedbringe sagsbehandlingstiden ved fusionssager. Det er ligeledes nyt, at de involverede parter - som ofte er dem, der umiddelbart kender fusionssagen bedst - får mulighed for at fremsætte en begrundet anmodning om henvisning af sagen begge veje forud for anmeldelsen. En svaghed ved de nuværende henvisningsregler er nemlig, at de kun kan anvendes, efter at fusionen er anmeldt til enten Kommissionen eller de nationale konkurrencemyndigheder. Det kan ikke undgå at føre til et betydeligt spild af tid og administrativ ineffektivitet, og det lægger unødvendige byrder og omkostninger på fusionsparterne. For at afhjælpe disse svagheder foreslås det derfor, at artikel 9 (henvisning fra Kommission til medlemslande) og artikel 22 (henvisning fra medlemslande til Kommission) skal kunne finde anvendelse i en fase forud for anmeldelsen, når fusionsparterne anmoder om det. Andre ændringer Ud over en ændring af henvisningsreglerne indeholder forslaget om en revision af fusionsforordningen en række andre ændringer, herunder mere fleksible tidsrammer både for anmeldelse af planlagte fusioner til Kommissionen samt for vurderingen af fusioner. Endvidere foreslås det, at det nu fastsættes udtrykkeligt, at flere transaktioner, der betinger hinanden indbyrdes eller er så snævert forbundne, at de ud fra deres økonomiske rationale bør behandles som en og samme fusion, skal antages at udgøre en og samme fusion. Tidligere har Kommissionen ved en række lejligheder måttet afgøre, om flere transaktioner, der var forbundne i flere forskellige henseender, skulle anses for at udgøre en og samme fusion.

12 Spørgsmålet er relevant med hensyn til fastlæggelsen af, om det er Kommissionens eller medlemslandet, der har kompetence i sagen. En transaktion, der måske ikke i sig selv har fællesskabsdimension, fordi den ikke når op over tærsklerne i fusionsforordningen, kan alligevel falde ind under fusionsforordningen som en del af en fusion, der består af mere end èn transaktion. Herudover foreslås det, at vedr. vurderingskriterierne for afgørelsen af, om en given fusion kan godkendes, suppleres den gældende såkaldte "dominanstest" - d.v.s. det vurderes, om en fusion skaber eller styrker en dominerende stilling, som bevirker, at den effektive konkurrence hæmmes betydeligt inden for Fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf - med en passus, der sigter på at omfatte en situation, hvor f.eks. den 2. og 4. største aktør på et oligopolitisk marked fusionerer, hvorved konkurrencen forringes uden, at fusionsparterne opnår dominans på markedet. Herved klargøres det, at EU's vurderingskriterium reelt er det samme, som anvendes i andre lande, herunder USA. Endelig foreslås det, at bødestørrelserne - der har været uændret siden 1990 - hæves med henblik på at tillægge dem en afskrækkende virkning. Fordele for både myndigheder og virksomheder Selvom forslagene på enkelte områder er mindre vidtgående end i Grønbogen, så indebærer de, at det overordnede fusionskontrolsystem i Europa revideres, således at Kommissionen og de nationale myndigheder både sammen og hver for sig kan udnytte deres ressourcer bedre til at værne om konkurrencen i EU og samtidig lempe unødige byrder for erhvervslivet, både hvad angår omkostningerne ved at overholde reglerne og i relation til øget retssikkerhed. Det gælder i særdeleshed for mellemstore virksomheder, der på grund af deres begrænsede størrelse ikke når op på de nugældende - høje - tærskler i fusionsforordningen, men stadigvæk er nødt til at indgive anmeldelse til flere nationale myndigheder. Det er ikke effektivt, at samme fusionssag behandles af konkurrencemyndigheden i flere EU-lande samtidigt. En lempelse af de administrative procedurer, reducerer omkostningerne ved fusionskontrollen for såvel konkurrencemyndighederne som virksomhederne.

13 \\1651-fs-0\vol2\brugere\gs\1-fh-kon.doc Konkurrencestyrelsen 6. juni 20 Att.: fuldmægtigelev Annette Juhl Journal 0216/F e-mail: aj@ks.dktbl@ks.dk Vedr. forslag til ændring af Rådets forordning nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser AE har følgende bemærkninger til ovennævnte forslag: AE finder det vigtigt med en effektiv og smidig fusionskontrol både på nationalt plan og på EU-plan. Derfor er det hensigtsmæssigt, at man søger at tilpasse reglerne i lyset af de administrative erfaringer samt under hensyn til den generelle økonomiske udvikling, herunder globaliseringen og fusioner på tværs af grænserne samt ikke mindst den forestående udvidelse af EU fra 2004. Med op til 25 medlemmer er det vigtigt at sikre den bedst mulige udnyttelse af de samlede administrative ressourcer vedr. fusionskontrol i EU og i de enkelte medlemslande. På den baggrund kan AE tilslutte sig det fremlagte forslag til ændring af den gældende fusionskontrolforordning, hvor hovedelementerne er en mere hensigtsmæssig metode til fordeling af fusionssager mellem Kommissionen og medlemsstaterne samt en tydeliggørelse af hvilke fusioner, der kan forbydes/skal tillades med hjemmel i forordningen. AE er enig i, at et vigtigt element i en bedre arbejdsdeling mellem Kommissionen og medlemslandene er den foreslåede forenkling og smidiggørelse af henvisningssystemet, både hvad angår henvisning af sager fra Kommissio-

14 nen til de enkelte EU-lande samt henvisning af sager fra de enkelte EUlande til Kommissionen. Vedr. vurderingskriterierne for afgørelsen af, om en given fusion kan godkendes, kan AE tilslutte sig de supplerende formuleringer af dominanstesten, idet AE i den forbindelse finder det væsentligt at fastholde, at vurderingskriterierne grundlæggende bør være de samme på EU-plan og i de enkelte medlemslande også set på baggrund af den øgede rolle, henvisning af sager mellem EU-Kommissionen og de enkelte EU-lande fremover vil spille. AE kan endvidere tilslutte sig, at Kommissionens håndhævelsesbeføjelser styrkes, herunder en regulering af de nuværende bødestørrelser, der har været uændret siden 1990. Med venlig hilsen Frithiof Hagen Direkte telefon: 3355 7719