Eva Egeskjold Kongens løgne

Eva Egeskjold Kongens løgne Illustreret af Iona Brinch Andersen & Vig

Brødre af Blodet 4 Kongens løgne Eva Egeskjold og Forlaget Andersen & Vig 1. udgave, 1. oplag 2016 Brødre af Blodet 4 Illustration og omslag: Iona Brinch Redaktion og læsevejledning: Tina Sejling Mørk Grafisk tilrettelæggelse og sats: Strunge Grafik Trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg Kongens løgne ISBN 978-87-996891-9-4 Lix: 17 Eva Egeskjold Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Brødre af Blodet-serien består af fem bøger: Brødre af Blodet 1 Vildornen Brødre af Blodet 2 Krigstid Brødre af Blodet 3 Fenjans hule Brødre af Blodet 4 Kongens løgne Brødre af Blodet 5 Iliana og Belin Illustreret af Iona Brinch Til Laust og Bjarke Forlaget Andersen & Vig

Kapitel 1 Bjarke skubber den gamle kone til side. Han hører hende jamre af skræk. Hun falder. De to krigere træder ind ad døren. De lukker den bag sig og går ud til hver sin side. Bjarke mærker vreden boble lige under huden. Han vil ikke give op uden kamp. Hvis de to mænd får fat i ham, vil det aldrig lykkes ham at finde sin far. Eller Laust. Laust Han husker alt det, hans gode ven har lært ham. Så går han løs på den ene kriger. Uden en lyd snurrer han rundt og sparker ham over struben. I farten griber han en stol og hamrer den ind i ansigtet på den anden. Han ruller rundt og får fat i ildrageren*. Så slår han den ene krigers sværd til side og rammer den anden lige på siden af hovedet. Den ramte kriger falder til gulvet med en rallen. Den anden gør udfald*. Han snerrer vredt, da han ser, at han er alene. Det skal du ikke slippe godt fra, din rakker*! råber han. Han kaster sig frem med et brøl. Hans klinge suser ned mod Bjarkes ansigt. Bjarke springer til side og mærker en skarp smerte på siden af hovedet. Klingen har ramt ham. Blod løber fra hans øre. Øret dunker og føles varmt. Så vender han rundt og slår krigeren over nakken af al kraft. Krigeren brøler af smerte og taber sit sværd. I det samme er Bjarke over ham og samler krigerens sværd op på vejen. Så hugger han til. Klingen glider let ind i krigerens ryg. Han gisper og ligger så helt stille. Blodet breder sig ud på gulvet. 2 3

Bjarke vender sig om mod den gamle kone. Han hjælper hende på benene. Hvad med jarlens søn? Laust? stønner han. Tog de ham med? Den gamle kone nikker. Hendes ansigt er hvidt af rædsel. De... de tog alle byens unge mænd, hvisker hun. Bjarke knytter hænderne. Så det var derfor, hans far havde haft så travlt med at få ham ud af byen! Hans far vidste, at kongens mænd var på vej! Han forstår godt sin far. Men angsten for, hvad der er sket med ham, blander sig med vrede. Hvis han bliver dræbt på grund af dette, så tilgiver jeg ham aldrig, tænker Bjarke. Han skulle have ladet mig rejse, mumler han hæst. Jeg skulle nok have klaret det. Det er jeg sikker på. Men han ved godt, at det langt fra er sikkert. Mange unge mænd har måttet lade livet i kampen mod Balgars krigere. Går det? Den gamle kone kigger bekymret på ham. Hun har lagt en hånd på hans arm. Det mærker han først nu. Bjarke nikker. Vreden blander sig med sorg. Hvis der sker noget med hans far Hans mave knuger sig sammen. Måske er han allerede død? Vreden fejer sorgen til side. Han må drage til kongens borg. Hurtigst muligt. Han må finde Laust. Inden det er for sent. Inden han bliver sendt i krig. De har en opgave, de skal løse. Sammen. Han husker Fenjans ord. Kong Tyrian skal dø. Og Raik skal dø. Tak, hvisker han og ser den gamle kone i øjnene. Tak, fordi du kom og fortalte mig, hvad der var sket. Men nu må jeg afsted. Vil du se efter hytten for os? Den gamle nikker. Hun ser efter ham, da han sætter i løb. Held og lykke til, Bjarke Karlssøn, lyder hendes stemme. Bjarke løfter sin hånd til farvel og forsvinder i mørket. 4 5

Lidt senere sniger han sig ind på jarlens gård. Der er stille og helt mørkt inde i husene. Månen kaster et hvidt lys ned på gårdens tage. Skyggerne er dybe. Bjarke skjuler sig i dem og lister frem mod stalden. Han skal bruge en hest. En hurtig én. Han skal også bruge våben. Måske kan det også lykkes ham at stjæle noget mad. Jarlen og hans krigere er på vej til kongens borg. Det ved han nu. Så der er kun få mænd hjemme til at holde vagt. En hund gør et sted i nærheden. For første gang i sit liv finder han det ikke forkert at stjæle. Han er vred på kong Tyrian og vred på jarlen. Men først og fremmest er han bange for, hvad der vil ske med Laust og hans far. Det er kun rimeligt, at jarlen låner mig en hest. Og våben og mad, fnyser han for sig selv. Han sniger sig ind i våbenkammeret. Det er næsten tomt. Krigerne har taget de fleste våben med. Han finder alligevel et godt sværd og et par daggerter*. Der ligger også nogle gode pile. Dem tager han og stikker i sit kogger. Hvem er du? En blød stemme lyder bag ham. Han snurrer rundt og retter sværdet mod den, der har talt. 6 7

Der står en kvinde i døren. Hun holder en lysestage frem for sig. Den lille flamme blafrer i vinden. Hvem er du? gentager hun. Hvad laver du her? Hendes stemme er blevet skarp. Bjarke synes, der er noget bekendt ved kvinden. Hun har blå, let skrå øjne. Hendes hår er lyst og langt. Hun ser på ham med smalle øjne, og hun holder en kniv i den ene hånd. Mit navn er Bjarke. Jeg er ven af jarlens søn. Laust. Han slipper ikke kvinden med blikket. Åh. Kvinden stikker kniven i sit bælte. Hun kigger ud og trækker så døren i efter sig. Bjarke rynker panden. Så du hedder Bjarke, hvisker kvinden. Jeg er Hild. Mor til Laust. Hvordan kender du til mig? spørger Bjarke. Han sænker sværdet. Hild sukker. En mor ved altid mere, end hendes søn måske går og tror, siger hun gådefuldt. Jeg vidste godt, at han trænede dig i smug. Jeg tror, det samme gælder dine forældre. Min far, siger Bjarke med mørk stemme. Jeg har kun min far tilbage. Så længe det varer. Kongens mænd tog ham med. Åh, udbryder Hild igen. Det gør mig ondt. De stirrer på hinanden lidt. Så siger Bjarke: Jeg er her for at at låne en hest og nogle våben. Din søn er i fare, Frue. 8 9

Hild udstøder et dybt suk. Det ved jeg, hvisker hun. Han er draget i krig. Der løber tårer ned ad hendes kinder. Hun sætter sig tungt ned på en bænk. Fortæl mig det hele, Bjarke, beder hun. Om jer to. Bjarke begynder at fortælle. Om hulen. Om det magiske blodbånd, der knytter ham og Laust sammen. Om alt det, Fenjan har fortalt. Om Tyrian. Om Raik. Og om kong Balgars døtre. Da han er færdig, rejser Hild sig. Hun er blevet bleg. Jeg vidste det, hvisker hun. Hendes stemme skælver. Hun støtter hånden mod væggen. Erilar er ikke længere den mand, jeg giftede mig med i sin tid. Det har han ikke været i mange år. Jeg vidste, at der var noget galt. Noget var sket. Men jeg vidste bare ikke hvad. Han taler næsten ikke til mig mere. Hun stirrer på Bjarke. Der er i sandhed noget galt med vores konge. Kom! Hun gør tegn til ham om at følge med. Tag våbnene med dig og gå ind og sadl min hest. Det er den sorte med den brede blis. Så pakker jeg noget mad til dig imens. 10 11