Skriftlig rapport efter endt ophold. Kasper Møller Boje Rasmussen Hildursgade 5, 1. Tv, 2100 København Ø Kontakt: 5151 0708 eller kaspermbr@gmail.com Udvekslingsophold i Montreal, Canada, August 2014 1) Land By Titel på projektet Canada Montreal Exercise training and eclampsia or obesity/hypertension 2) Beskrivelse af projektet Under mit ophold på forskningscenteret arbejdede jeg på den del af projektet som omhandler fedme. Jeg havde som opgave at påvise tilstedeværelsen af prorenin receptoren i forskellige typer fedtvæv fra mus. Proreninreceptoren har øget ekspression ved fedme og menes at spille en vigtig rolle ift. udvikling af fedme og andre associerede sygdomme. Vha. Western blots viste jeg i hvilke typer fedtvæv proreninreceptoren er udtrykt. Derudover undersøgte jeg genotypen hos forskellige mus vha. PCR. Jeg observerede meget i starten, men kunne efter to uger lave alle procedurer på egen hånd. Hver uge skulle jeg præsentere mine data på et labmøde, hvor min supervisor og de andre medarbejdere kommenterede mit arbejde. Det var både svært, men også meget lærerigt. 3) Beskrivelse af værtslandet/byen Montreal er en fantastisk by. Vi boede i et kvarter der ligger nord for The Village (byens homokvarter) og syd for the Plateau (byens mest hippe kvarter) ikke ret langt fra Downtown. Montreal har det hele: højhuse, masser af butikker, fede barområder, store grønne parker og havneområder. Montreal er hovedstad i Quebec- provinsen. Derfor er både fransk og engelsk hovedsprog her. Hvis man kan fransk har man en fordel, men man kan sagtens klare sig med engelsk. Det gjorde jeg. University of Montreal skulle eftersigende være et meget fransk universitet, så jeg frygtede at ingen kunne engelsk. Men på arbejdspladsen var der heller ikke en sprogbarriere, fordi alle mine medarbejdere også snakkede engelsk. Midt i byen ligger byens varetegn Mount Royal (som sjovt nok har givet navn til byen). Fra bjerget har man den mest fantastiske udsigt ud over byen og havnen. I industrialiseringens begyndelse blev der vedtaget en lov om, at ingen højhuse måtte blive højere en Mt. Royal. Derfor er udsigten ikke blokeret fra toppen af bjerget. I parken på Mt. Royal holder folk picnic og nyder sommeren, lidt ligesom man ser det i New Yorks Central Park. Mt Royal- parken er også designet af den samme arkitekt, som tegnede og grundlagde Central Park. I weekenderne tog vi på ture og så andre områder af Canada. Første
weekend tog vi til Mount Tremblant, som er en nationalpark 2 timer nord for Montreal. Her kan man stå ski om vinteren i et af de mere end 50 små skiområder. Om sommeren kan man campe, hike og fiske i de store søer. Vi købte et telt og lejede en teltplads, og havde en fed weekend, hvor vi virkelig fik set Canadas vilde natur, med skove helt ud til horisonten og ulvehyl om natten! Weekenden efter tog vi til Quebec City (QC) som ligger 2,5 times kørsel nordøst for Montreal. Den er regnet som den mest europæiske by i Nordamerika og med god grund! Her finder man en masse historie og man kan på museer læse en masse om hvordan Canada endte med at blive engelsk frem for fransk, og hvorfor der er nogle områder der stadig er franske. QC er i den grad fransk, og her og i omkringliggende kvarter snakker folk vitterlig kun fransk. Men det er fantastisk by og en fed tur væk Montreal. Den sidste weekend vi havde, tog vi til Toronto. Vi fik mandagen fri, for Toronto ligger min. 6 timers kørsel fra Montreal. Så det er en lidt mere omfattende tur. Også Toronto er super fed by. Igen helt anderledes fra Montreal og QC. Her er der rigtig storbystemning, med gigantiske skyskrabere, dyre designerbutikker, arkitekttegnede museer og teaterområder. Byens vartegn The CN Tower, er et besøg værd og også Royal Ontario Museum er sjovt. Her kan både ses dinosaurer og europæisk eller kinesisk historie. Ud for Torontos kyst (byen ligger ned til Lake Ontario) ligger en række små øer, som er omdannet til parker og strande. Her kan man snildt bruge en dag i godt vejr til at cykle rundt på de broforbundne øer og bade på nudiststranden (der er også en normal badestrand, men det er ikke lige så sjovt). Men skal sætte god tid af til at se Toronto, fordi det er en meget lang og ret kedelig køretur dertil fra Montreal. Et godt tip til transport rundt i Quebec: Vi brugte AmigoExpress til at komme rundt. Hvis man opretter sig som bruger på siden, kan man få lift af lokale bilejere, som kører som vej som man selv skal. F.eks. koster en tur fra Montral til QC 20$, i stedet for 100$ i bus. 4) Det sociale under opholdet Det sociale under opholdet var ret blandet. Jeg rejste med min kæreste, Liv, så vi havde ofte planer for, hvad vi skulle. Jeg mødtes med de andre udvekslingsstudenter et par gange, men havde generelt ikke så meget kontakt til dem. Derimod havde vi det sjovt med de drenge vi boede hos og vi mødte også en masse sjove mennesker på vores ture. En gang om ugen gik jeg med de andre ansatte på forskningscenteret ud for at spise frokost, hvilket også var hyggeligt. 5) Det praktiske (mad, bolig, den lokale research exchange gruppe) Vi lavede ret ofte mad derhjemme, fordi vi for det meste var på tur i weekenden og spiste på restauranter der. Det fungerede rigtig godt. Den lejlighed vi boede i var til gengæld lidt af en oplevelse for at sige det mildt. I lejligheden vi boede i, bor der normalt 4 drenge, som jeg tror, aldrig har lært at rydde op eller gøre rent. Derfor var lejligheden meget beskidt og direkte uhumsk, da vi flyttede ind. Der var ikke et værelse da
vi ankom kl 24 fra Danmark, fordi der var en anden udvekslingsstuderende der havde taget vores værelse. Så vi sov på beskidte lagener og i vores eget tøj, det første stykke tid. Det var en rigtig hård opstart og det gjorde nok, at vi ikke havde lyst til at blive hjemme i weekenderne. Udover skidt alle vegne, var det ikke noget varmt vand i bruseren og vi havde ikke internet (hvilket man dog ikke kan forvente!). Til gengæld var der mus i køkkenet, der efter et stykke tid blev så vant til os, at de pilede rundt mellem vores fødder. Så alt i alt var det ikke den bedste oplevelse, men vi lærte at leve med det og synes det hele var lidt komisk til sidst. Vi var hurtige til at skrive rundt og forklare vores situation, både til Danmark og Canada, og vi fik også fin respons. Særligt fra Danmark var der virkelig styr på det og det var vi meget taknemmelige for. Den lokale exchange gruppe virker enormt uorganiseret! Det mest irriterende var, at ingen rigtig tog ejerskab af vores exchange ophold, altså der var ingen enkeltperson der tog sig af tingene. Derimod fik vi i en periode mails fra 7 forskellige personer, der alle ville vide, hvad der skete. Derfor var det ikke rigtig hjælp, for vi følte ikke rigtig at der blevet taget hånd om tingene. Til sidst kom der dog styr på det og vi fik også tilbudt andre steder at bo. På daværende tidspunkt havde vi dog gjort rent i køkken, bad og værelse så der var til at være og vi havde vænnet os til det. Det skal siges at lejligheden lå rigtig godt ift. begge vores forskningscentre. Det praktiske aspekt af vores ophold har all in all været en blandet fornøjelse. 6) Ansøgningsprocessen Ansøgningsprocessen var ret omfattende og man skal sørge for at skrive alle vigtige datoer ned. Det er vigtigt at gemme ALLE mails man får, for tit står der nogle små detaljer, som kan være afgørende for om man kommer afsted. Hjemmesiden som IMFSA Quebec bruger er enormt gammeldags og kunne godt bruge en modernisering. Jeg synes generelt at ansøgningsprocessen har været god og overskuelig, og jeg har været enormt glad for at komme til Canada, på min førsteprioritet og med min kæreste.