Unge Alkohol. En novellesamling skrevet af elever fra 7. - 9. klasse

& Unge Alkohol En novellesamling skrevet af elever fra 7. - 9. klasse

GODA Foreningen God Alkoholkultur udskrev i november 2013 en novellekonkurrence, hvor elever fra 7. - 10. klasse kunne skrive deres egen personlige novelle omkring temaet unge og alkohol. 875 elever deltog i konkurrencen med stile på højt niveau, og heraf blev 12 udvalgt til offentliggørelse. Redaktører og dommere: Gitte Høj og Anett Wiingaard Omslag: Eva Tryti Tryk: one2one 2014 Novellerne kan downloades på alkoholdialog.dk GODA Løgstørgade 2 2100 København Ø goda.dk og alkoholdialog.dk

UNGE OG ALKOHOL Novellesamling 1. PRÆMIER Bag lukkede øjne 4 af Nikita Marie Søgaard, 9.b, Kristinebjergskolen Som en karrusel 7 af Thea Faldborg Liversage, 8.a, Toftevangskolen 2. PRÆMIER Min skyld 9 af Astrid K. Andersen, 8.u, Holbergskolen Nedbrydelsesberetningen 12 af Klara Rokkedal, 9.a, Hedensted Skole 3. PRÆMIER Det, det blev 15 af Thea Kathrine Tønnesvang, 8.b, Skovvangskolen Knuder 17 af Olivia Schmidt, 7.b,Vorbasse Skole Lyset i det fjerne 19 af Casper Krause, 8.s, Biersted Skole Min far på afvænning 22 af Nichlas Stigsen, 8.a, Sødalskolen Smil og drik op 24 af Liva Helvig Manghezi, 8.v, Amager Fælled Skole Søndermarken 26 af Emil Sonne, 8.c, Johannesskolen Ude af kontrol 27 af Anne Kathrine M. Arve, 8.b., Hårup Skole Venskab over floden 30 af Alma Munk Kronik, 9., Vesterbro Ny Skole

1. præmie i novellekonkurrencen - Unge og alkohol Bag lukkede øjne Af Nikita Marie Søgaard. 9. b, Kirstinebjergskolen 2007, Lalandia, Rødby Bølgerne slår mod mig, tager mig med på deres færd, glider ind i mig. Det varme vand smyger sig om mig, og de badende gæsters stemmer flyder ud i det, da jeg dykker under. Hele verden bliver lukket ude. Larmen forstummer, og jeg forsvinder. Jeg bliver opslugt af min egen verden inde bag prikkende øjenlåg. Jeg flygter ind i et tomrum og venter, mens vandet vugger mig fra side til side. Jeg er flygtet ind i det svømmebassin, der ligger længst væk; flygtet fra det uundgåelige; flygtet fra far. Der er noget galt med ham, men jeg ved ikke hvad. Og måske er det bedst slet ikke at vide det. Han er væk i ét øjeblik, og i det næste sidder han ved et af de hvide plasticborde og spejder efter Mikkel og mig. Stirrer med store, blodskudte øjne, der nærmest kunne hoppe ud af kraniet, hvornår det skulle være. Da jeg ser ham for mit indre blik, kan jeg mærke, hvordan mit hjerte synker ned i mellemgulvet. Han ser endnu mere træt ud, end jeg husker. Fremmed, falmet og forkert. Far drukner inde i mig. Han drukner i tårerne og i mørket bag mine øjenlåg. Og selv drukner jeg i angst. Uvisheden skvulper i mig, og en bølge af fortvivlelse vælter mig omkuld. Alt det, jeg er flygtet fra, indhenter mig. Mine lunger skriger efter luft. Hvor er du, far? Min mave slår knuder; vrider og snor sig. Det gør ondt, far! Et skrig sætter sig fast mellem hjerte og hals. Hjælp mig, far! En hånd griber om mig og trækker mig op mod overfladen; op mod lyset. Det er min bror, Mikkel. Hvad? udbryder jeg hårdere end jeg havde tænkt, samtidig med at jeg gisper efter vejret. Jeg kan se, at han bliver såret, og han er sikkert lige så splittet, som jeg selv er. Det er bare Det er far. Har du set ham? Jeg tror, at han er væk. Mikkels stemme dirrer, da han fortsætter: Jeg tror, at han måske er fuld. Jeg kæmper allerede mod bølgerne, da hans ord rammer mig som tusind knytnæveslag, og noget styrter ned i afgrunden inde i mig. Bølgerne flyder sammen og bliver til tårer i en verden langt væk. Det sorte hav river mig fra side til side, og i et svagt øjeblik overgiver jeg mig. Det fylder mig, bruser gennem min krop og vækker gamle minder fra deres dvale. 2009, Fredericia Endelig kommer far i sin røde bil. Vi skal igen over til ham, som vi altid gør hver anden uge. Ingenting var det samme efter skilsmissen. Og ingenting var det samme efter turen i Lalandia. Men selvfølgelig tilgav vi ham. Og selvfølgelig lader vi, som om ingenting er sket, for vi har ondt af ham. Måske skammer vi os også? 4

Jeg når ikke at tænke tanken til ende, for far parkerer ikke bilen ved siden af de andre på parkeringspladsen. Han stavrer usikkert ud af bilen. Og han har en lang, rød plet på den ellers kridhvide T-shirt. Vin? Alkohol? Han sagde, at han ville stoppe! Antabus? Heeej med jer! vrænger han, som var han vores bedste ven. Jeg kigger nervøst på mor, der vejer og måler ham med øjnene. Men hun gør ikke noget. Så vi kysser farvel, og da vi sidder i bilen, vinker jeg til hende, som er det sidste gang, jeg skal se hende. Selv længe efter vi er kørt om hjørnet, strækker jeg halsen for at få øje på hende. Og selv længe efter vi er kommet hjem til far, sidder jeg nervøst og ønsker, at hun var her. Hvad så, hvad skal vi lave? snøvler far og piller ved nogle røde skjolder på bordet. Vin? Alkohol? Øh Det ved jeg ikke, min stemme knækker mellem hvert ord. Fars blanke øjne stirrer afventende på mig. Men jeg genkender dem ikke. De er så fremmede og fyldt af noget andet, at det umuligt kan være min far. Det kan umuligt være ham, der lærte mig at binde mine sko eller at dividere. Det kan ikke være far, for denne mands øjne er fyldt med en smerte, der brænder gennem mig. En ild, der slikker mig i ansigtet og gør mig varm. En ild, der lader brandvarme tårer glide ned ad mine kinder. Hvorfor græder du? Kom her og få et kram, far breder kejtet sine arme ud og er ved at vælte et glas i farten. Så hold dog op! Lad nu være! skælder jeg svagt, og da jeg ikke rejser mig, bliver hans arme hængende ensomt og akavet i luften. Tror han virkelig, at et kram kan samle stumperne igen? Nej, nu har jeg hørt nok, hans stemme skærer mine hjertestumper i endnu mindre stykker, det er sgu for meget. Hvorfor fanden græder du overhovedet? Det er jo ikke dig, der ser din ven splatte ud på en væg, hver gang du lukker øjnene! Mærker tabet hver gang. Og så græder han. Min soldat knækker sammen. Min stærke far bliver et lille barn. Men hvem skal trøste ham og være hans mor? 2011, Fredericia Det eneste lys i rummet er det, der titter ind gennem sprækken mellem dørtærskel og dør. Persiennerne er trukket for, og jeg kan ikke engang skimte månen mellem lamellerne. Normalt ville jeg have sovet som en sten. Normalt ville jeg have været langt væk i drømmeland. Men ikke i dag. Jeg ligger og stirrer på lyset fra sprækken, mens jeg lytter efter fars fnys, der langsomt bliver til en regelmæssig, højlydt snorken. Jeg er ubevægelig; bange for, at den mindste bevægelse får verden til at kollapse. Samtidig er jeg fyldt med en enorm vrede, et ildhav, der slikker op ad mig. Flammer, der griber efter mig. Men jeg må holde det i ave. Stykkerne skal holdes sammen, bare indtil i morgen. Så vil jeg ringe til mor. Bare jeg selv holder til i morgen. Jeg når ikke at bekymre mig om mere, for Mikkels skrøbelige stemme skærer igennem 5

mine tanker og flår alt, hvad jeg kendte, itu: Hvad nu, hvis han har en pistol og kommer og skyder os? Den spage stemme splintrer noget i mig, der i forvejen blev holdt sammen med lim og tape. Og jeg kan ikke græde, for Mikkel ligger på en seng ved siden af. Jeg kan ikke græde af den angst, der sluger mig hel, for Mikkel må ikke høre det. Jeg kan ikke græde af den magteløshed, der tærer mig levende, for Mikkel må ikke se det. Jeg kan ikke græde den sorg ud, der gang på gang stikker mig i hjertet, for jeg skal være den stærke. Og da jeg svarer, er jeg pludseligt ti år ældre: Han har ikke engang en pistol herhjemme, det er flere år siden, at tjenestemænd måtte have pistoler i hjemmet. Og den piratpistol, han har i skabet, virker ikke. Den er forsvarligt sikret. 2013, Kolding Sygehus Og så døde du. Du forsvandt ned i din flaske, far. En flaske så dyb som det hul, der nu er i mit hjerte. Et hul i det hjerte, der i forvejen var sprættet op på midten. Og så skrider du bare, kradser af og stikker halen mellem benene, akkurat som du plejede. Efterlader os fortabte og forsvarsløse. Femten år og faderløse. Og nu sidder du mellem stjernerne og har forhåbentlig fundet det lys, du søgte. En vis mand fortalte mig engang, at man skal hjælpe sig selv, før man kan hjælpe andre. Men nogle gange kan man først holde op med at græde, når der ikke er flere tårer tilbage. Og nogle gange kan man først betro sig, når ens hjerte holder op med at gøre ondt. 6

1. præmie i novellekonkurrence - Unge og alkohol Som en karrusel Af Thea Faldborg Liversage. 8.a., Toftevangskolen Jeg er ikke pæn nok. Jeg er ikke sød nok. Jeg er ikke sjov nok. Jeg er bare ikke god nok. Jeg mærker en bølge af utilfredshed skylle igennem min krop, da jeg kigger i spejlet. Den sorte nederdel afslører, hvor tykke mine lår er. Blusen får mig til at se så stor ud, at jeg hurtigt hiver den af, kyler den gennem rummet og trækker i noget løsere. Ikke lige så festligt, men det får mig til at føle mig lidt bedre tilpas. Da jeg går i gang med inspektionen af mit ansigt, ryger mit hjerte helt ned i fødderne. End ikke det tunge lag af make-up kan dække mine kedelige ansigtstræk, mine urenheder, mine fejl. Mit hår er kort og sjasket, går til lige under mine kraveben og danner en leverpostejsfarvet ramme om mit ansigt. Jeg ville ønske, jeg så bedre ud. Men der er ikke mere at gøre. Jeg har knap nok sat mig ordentligt til rette i den sølvfarvede Audi, inden min bedste veninde omfavner mig. Jeg giver hende et hurtigt elevatorblik og mærker et stik af jalousi. Hendes sorte hår er trukket tilbage i en fletning, der ligger ned ad ryggen. Hun har en blå kjole på, der er som syet til hende. Ved siden af hende ligner jeg næsten klokkeren fra Notre Dame. Hendes mor, der er aftenens chauffør, hilser pænt, og sammen med sin datter komplimenterer hun mit udseende. De gør sig rent faktisk umage med at få det til at virke overbevisende. Men jeg ved godt, de ikke mener det. Alligevel opmuntrer deres forsøg mig en smule. På parkeringspladsen mødes vi med nogen af de andre piger fra årgangen. Hvor ser du godt ud, skat! Wow, hvor har du de sko fra? Ej, er det Abercrombie? Den klæder dig bare så godt! Alle de nødvendige udtryk for begejstring, beundring og misundelse bliver sluppet fri, inden vi træder ind ad døren til gymnasiets festsal, hvor serpentiner i rød, gul og lilla kun overgås af den kæmpemæssige discokugle, der hænger midt i loftet. Et par enkelte af skolens elever har allerede overtaget dansegulvet, hvor skolens populæreste dulle står omgivet af sin sædvanlige klike. Hun har et krus øl i hånden og er iklædt noget, der minder om en natkjole. Hvordan er jeg endt her?, tænker jeg. Jeg hører ikke til her. Jeg står kejtet i en rundkreds med mine dansende venner og ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. De er alle så glade, så søde og sjove, populære, mens jeg 7

ja, jeg er bare mig. Hende den kvabsede pige, ingen rigtig kan lide. En hånd griber fat i min skulder, og jeg får øje på klassens to klovne. De støtter sig op ad hinanden og kigger småfjollet på mig. Høh, hva så? Er man lidt mopset? råber den ene, og begge drenge knækker sammen af grin. Tag det her, så får du det bedre siger den anden, mens han prøver at få vejret imellem sine latterudbrud. Han rækker mig et lille glas med noget, der ligner appelsinjuice. Jeg tvivler stærkt på, det er det eneste, der er i. Jeg ryster på hovedet, men så mærker jeg pludselig mine veninders dømmende øjne, der borer sig ind i min nakke. Jeg er i hvert fald ikke pæn, og det er der ikke så meget at gøre ved. Jeg er heller ikke super sød, men det kan jeg jo ikke gøre for. Sjov og spændende, det er jeg heller ikke, men det har jeg måske chancen for at rette op på nu, tænker jeg. Hurtigt har min hånd taget imod glasset, og appelsinjuicen er på vej ned i mit svælg. Hvor meget har du fået at drikke? spørger et par sorthårede tvillinger mig. Jeg står midt på dansegulvet, syngende, dansende, morende mig. Alle negative tanker er sendt langt, langt bort. Det ved jeg sgu ikke griner jeg, og læner mig klodset op ad den ene sorthårede pige, hvis tvilling pludselig er forsvundet. Jeg begynder at danse med hende og hendes tvilling, som er vendt tilbage i løbet af et splitsekund, men de skubber mig væk, går, og mumler noget uforståeligt. Jeg danser hen til de andre populære på skolen og tager imod endnu et glas. Der hersker ingen tvivl; dette er mit livs bedste aften. Alle elsker pludselig den sjove, glade mig, der ikke er bange for at råbe og skrige og tiltrække sig opmærksomhed. Noget, jeg ved, jeg aldrig ville turde gøre i ædru tilstand. Jeg ved ikke hvor mange timer, jeg har danset, eller hvor længe siden det er, jeg tog det første shot. Men det er som om eleverne flyder sammen, som om gulvet bevæger sig, som om verden er blevet forvandlet til en karrusel. Hallo? lyder en stemme. Hallo? Skal jeg ringe til din mor? Mit hoved er som en betonklods. Det er mørkt, hvor jeg er, men en ukendt lyskilde bliver stærkere og stærkere. Hvordan har du det? Er du okay? Jeg åbner langsomt øjnene, og lyset borer sig ind i mine trætte øjne. Min veninde sidder lænet ind over mig, så hendes sorte, løse hårs spidser kilder mig i ansigtet. Hallo, er du okay? Hvordan har du det? spørger hun mig og rusker let i mig. Jeg prøver at forklare, at jeg har det ad helvedes til, at jeg har det som om, jeg skal kaste op, at jeg bare vil hjem og sove. Men der kommer ingen ord ud. Svar mig nu, er du okay? Udover kvalmen og den dundrende hovedpine har jeg det vel egentlig meget okay. Men hvad lavede jeg egentlig i går aftes? Hvad gik der dog af mig? Hvorfor troede jeg, at det at drikke mig stangstiv kunne hjælpe? 8

2. præmie i novellekonkurrence - Unge og alkohol Min skyld Af Astrid K. Andersen. 8.u., Holbergskolen Den kolde stol bliver mere og mere ubehagelig for hvert minut, der går. Der er næsten tomt på gangen. Kun nogle få sygeplejersker går rundt, men ingen af dem går ind til dig. Mor og far er faldet i søvn. Vi fik at vide, at der kunne gå flere timer, inden de var færdige med dig, men jeg kan ikke falde i søvn. Mit blik falder på døren på den anden side af gangen. Jeg ved, at du befinder dig et eller andet sted bag den, det er jeg sikker på. Det der skræmmer mig mest er, at jeg ikke ved, hvilken tilstand du er i. Derfor venter jeg med længsel på, at døren skal gå op, men jeg frygter også det øjeblik, den gør. For det er min skyld, at du er derinde. Det hele er min skyld. Jeg husker stadigvæk, dengang jeg fik mit kørekort. Det er efterhånden ved at være et år siden, men jeg tror aldrig, at jeg har været så stolt af mig selv. Det var meningen, at du og jeg skulle få det samtidig, men jeg bestod ikke de første to gange. Det var bare endnu en af de ting, du var åbenlyst bedre til end mig. Lige i starten elskede jeg at køre rundt i mor og fars bil. Derfor var det heller ikke noget problem, når du ringede til mig klokken lort om natten og bad mig om at hente dig fra en eller anden fest, fordi du var for fuld til at komme hjem. Det endte med, at jeg både afleverede og hentede dig til hver eneste fest. Hvad man ikke gør for sine søskende. Mor er begyndt at vågne op. Et kort øjeblik overvejer jeg, om jeg kan nå at løbe væk, men jeg kan ikke få mig selv til det. Hun siger ingenting, og jeg siger ingenting. Mor og jeg har aldrig været særlig tætte. I hendes øjne er jeg bare en skuffelse. Det er selvfølgelig ikke noget, hun har fortalt mig, men det er ikke svært at regne ud. Du var altid det perfekte barn, populær og god til alting. Jeg har derimod altid bare været middelmådig. Hun ved selvfølgelig heller ikke, at du har sneget ud om natten hver weekend, siden vi var 14, og drukket sammen alle dine andre perfekte venner. Mor sætter sig ordentligt op i stolen og kigger på mig. Jeg kigger dog hurtigt væk. Hvis hun var skuffet over mig før, ved jeg ikke, hvordan jeg skal beskrive hendes følelser nu. Hun ved, at det er min skyld. Hun ved det, far ved det, du ved det og jeg ved det. En sygeplejerske går forbi os, men ikke ind til dig, og døren forbliver lukket. Min skyld, det er min skyld det hele. Med tiden blev det trættende at køre dig overalt. Men jeg havde brugt meget af min barndom på at opføre mig som din tjener på grund af mor, så det var svært at sige nej. Jeg havde altid en fornemmelse af, at jeg på en eller anden måde kunne opnå mors accept. Det skete selvfølgelig aldrig. Lige siden børnehaven havde du været mig overlegen. Alle pædagogerne elskede dig. Da vi så begyndte i skole, fik du fra starten 9

ekstraopgaver, da alt selvfølgelig var for nemt for dig. Derfra blev det bare værre og værre. Stjernen på fodboldholdet, perfekte karakterer og alt andet en mor kunne ønske sig. Ingen kunne se dine fejl. Du havde blændet dem. Og jo større du blev, jo mindre blev jeg. Jeg var aldrig sur på dig, men jeg var altid misundelig. Jeg prøvede at være lige som dig, at gøre lige som dig og at gøre alt for dig. Jeg ville gøre alt for at det skuffede blik forlod mors ansigt. Derfor forsatte jeg med at køre dig overalt. Nu er far også vågnet. Han har heller aldrig brudt sig om mig, men i forhold til mor prøvede han i det mindste altid på at lade som om. Det er selvfølgelig slut nu, som sagt ved de alle, at det er min skyld. Der er stadigvæk total stilhed, ingen har noget at sige. Det er flere timer siden, vi kom. Klokken er næsten otte om morgenen, og solen er ved at stå op. Normalt ville jeg ligge og sove lige nu efter at have været ude og hente dig. Men den rutine blev brudt i nat, det er derfor, du er derinde, og derfor jeg sidder herude. Hvorfor skulle jeg være så svag? Hvis jeg ikke havde været så skide bange, havde alting været normalt. Det er min skyld det hele. Den sidste gang, jeg nogensinde hentede dig fra en fest, er under en uge siden. Kan du huske det? For det kan jeg. Jeg havde kørt en halv time, da jeg ankom. Du ville ikke følge med ud i bilen. Du plaprede løs om, at jeg blev nødt til at leve livet noget mere, og at jeg bare skulle gå med dig ind og drikke mig skide fuld. Det var ikke nyt for mig at høre. Men i forhold til alle de andre gange havde jeg rent faktisk lyst til at gå med ind. Mor og jeg havde haft et kæmpe skænderi. Det var ikke unormalt for os, men den her gang gik hun over stregen. For første gang nogensinde sagde hun det direkte til mig, hun ønskede, at jeg skulle være mere som dig. Det vidste jeg godt i forvejen, men bekræftelsen skar i mit hjerte. Det var derfor, jeg lod dig trække mig med ind til festen. Der var vel ingen bedre måde at være som dig,end at lade dig styre, hvad jeg gjorde, vel? Indenfor var der støjende og varmt, og inden jeg havde fået kigget mig om, havde du stukket et glas af et eller andet i hånden på mig. Måske var det stemningen, måske trangen til at glemme alt, mit ønske om at være som dig, eller hvad ved jeg, der fik mig til at bunde det inden for få sekunder. Et glas blev til to, to blev til tre, og snart havde jeg lige så lidt kontrol over min krop, som jeg havde over min hjerne. Efter det blev alt sløret. Jeg husker svagt, at du kom over og ville have mig til at køre dig hjem, men ud over det er jeg blank. Det næste jeg husker var, da jeg vågnede op næste morgen med mors stirrende øjne på mig. Vi havde åbenbart klaret det hele vejen hjem, men havde så kørt ind i en lygtepæl på vores vej, som havde lavet en stor bule i bilen, og derefter var vi faldet i søvn. Det var mig, der sad bag rettet, da de fandt os, så jeg fik selvfølgelig stuearrest. Du fik til gengæld ikke en skid, da de mente, at jeg havde en dårlig indflydelse på dig. Du bekræftede ingenting, men benægtede heller intet. Det var sådan det altid var, du tog det som det kom, og jeg tog skraldet for det hele. 10

Hospitalet er ved at vågne lidt op. Flere patienter, læger og sygeplejersker. Der kommer en gang imellem nogle ud fra dit rum, men vi har stadig ikke fået nogen form for information. Jeg begynder at tro, at de gør det med vilje. At de ved, at det er min skyld, og at de derfor straffer mig. Eller at du er derinde, helt okay, og har besluttet dig for at lave sjov med mig. Det var lige sådan noget, du kunne finde på. Selv da vi var helt små, ville du lade som om, du havde slået dig, for at mor skulle give dig en is. Du er så fucking manipulerende. Du har aldrig været ond, men nogle gange har jeg en fornemmelse af, at du ingen samvittighed har. Jeg ved ikke længere, om det er en dårlig ting. For lige nu ville jeg ønske, at jeg ingen samvittighed havde. Skyldfølelsen bliver bare værre og værre, og den skaber et rod i mit hoved, som er umuligt at holde styr på. Endelig kommer en sygeplejerske hen til os. Far rejser sig og spørger om, hvad der er sket. Hun kigger sørgmodigt på os og allerede inden, hun siger noget, ved jeg det. Hendes blik siger det hele, og mens hun bekræfter, hvad jeg allerede ved, bryder jeg sammen. Det er min skyld det hele. Weekenden efter vores bilulykke om fredagen, altså i går, havde jeg stadig stuearrest. Du prøvede at overtale mig til at snige mig ud, så jeg kunne køre dig til en ny fest, men jeg nægtede. Det var ikke så meget på grund af stuearresten. Jeg var bare bange. Jeg havde aldrig været en, der drak meget, og specielt ikke så jeg nærmest ikke kunne huske noget. Det have skræmt mig fra vid og sans at vågne op i bilen uden nogen anelse om, hvad der var sket. Jeg var bange for, at du ville få mig overtalt til at gå med ind igen, så derfor blev jeg hjemme. Du blev sur på mig og prøvede at give mig dårlig samvittighed over det. Du sagde, at det var min skyld, hvis du kørte galt, men jeg sagde, at det var dit eget problem, og at det var meget usandsynligt. Det endte med, at du selv tog bilen, og at jeg lagde mig til at sove. Tre timer efter bankede min mor på min dør og sagde, at du havde været ude for en ulykke. Efter det sagde hun ikke mere. Hende og far mente selvfølgelig, at det var min dårlige indflydelse, der fik dig til at tage ud. Hvis jeg havde fortalt dem sandheden, havde de ikke troet på mig. Og selv om det ikke var min indflydelse, der gjorde det, er det stadigvæk min skyld. Der var så mange gange, jeg kunne have stoppet det. Hvis jeg havde fortalt mor og far, at du sneg dig ud, hvis jeg ikke havde drukket mig fuld weekenden før, eller hvis jeg bare havde kørt dig en sidste gang. Men det gjorde jeg ikke. For jeg er svag, jeg er bange, jeg er et forfærdeligt menneske, og det hele er min skyld, og nu er du væk. 11

2. præmie i novellekonkurrence - Unge og alkohol Nedbrydelsesberetningen Af Klara Rokkedal. 9.a., Hedensted Skole Lige meget hvad jeg gør, vil min familie aldrig blive glansbilledet igen. Han vil aldrig drille mig med ting, han ikke mener, og vi vil aldrig kunne udgøre et team, som kæmper for retfærdighed ved aftensmadsbordet mod mors og fars onde planer om oprydnings-fredag og sengetid klokken 22:00. Vi vil aldrig blive noget som helst af det, som vi var i første omgang, og nogle gange føles det, som om vi heller ikke vil være et vi længere. Jeg tror, at det var, da den tanke løb igennem stræderne i min hjerne, at jeg blev slået omkuld og landede i sjette omgang. Og jeg vil bare så gerne forstås, så hvis jeg fortæller dig om alle omgangene, som jeg snublede igennem for at lande her, så vil du måske træde til, og du vil måske træde fra. Du vil måske slet ikke forstå overhovedet, men du vil høre. Og det vil ikke være helt rigtigt og virkelig virkeligt, men det vil føles helt virkeligt og virkelig rigtigt for mig. I anden omgang var det de små ting, som øl-lugten, der hang i hans tøj, og de tomme flasker under hans seng. Når jeg kigger tilbage, burde det nok have været allerede dér, at jeg konfronterede ham altså, tage fat ved roden allerede før ukrudtet spirer, ikke? Sige ordene, selvom min stemme rystede. Men det var bare så svært, når barrieren mellem at drikke og drukne, dumt og dømt, høre og lytte og i dag og i morgen er så spinkel, og jeg var så dårlig til at skelne. Men jeg tænkte, at det aldrig ville ske for ham, og jeg tænkte, at chancen for at det ville ske var én ud af en million. Og dengang han hentede mig fra fodbold, og jeg satte mig ind i bilen og blev ramt af hans øl-ånde, tænkte jeg det også. Jeg tænkte det endnu en gang, da vi nåede rundkørslen, og han syntes, at det kunne være sjovt at køre den anden vej rundt. Jeg tænkte det for tredje gang på den køretur, da vi passerede Jacobs hus, fordi det var den femte gang, at jeg havde mindet ham om at holde øjnene på vejen. Og så kom vi hjem, og intet var sket, og han ruskede mig i håret, smilede og sagde, at han skulle være sammen med drengene, så han alligevel ikke kunne hjælpe mig med brøker i aften. Og så tænkte jeg ikke mere på om det kunne ske, for det var jo ikke sket. Og det kunne ikke ske. Og det leder mig til tredje omgang, hvor det skete. I tredje omgang vågnede jeg om natten af mor, der græd. Han havde været sammen med nogle venner og havde ramt en modkørende bilist, da han havde kørt i den forkerte vejbane. Det var en af hans venner, der ringede og fortalte det. Vennen sagde, at han ikke bevægede sig. At de havde ringet efter en ambulance, og at den var på vej. At vi skulle køre til hospitalet nu. Og så kørte vi. Og det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg burde havde skiftet fra min Spiderman pyjamas til noget ordenligt tøj. For mine forældre havde ikke behøvet udtale alvorligheden af situationen, når den så 12

tydeligt stod skrevet i deres ansigter, og jeg ville ikke have, at hans sidste minde om mig var præget af Spiderman. På vej til hospitalet blev vi overhalet af ambulancen, og jeg ved, at det var ham, der var derinde, for jeg kunne sådan mærke det. Sådan en fornemmelse, der gror i dine knogler og efterlader fodaftryk i dine intentioner, som fortæller dig, at det ikke kunne være andre end ham. Og jeg så ambulancens røde og blå farver prikke gennem bilruden i den regnfulde nat og erstatte Spidermantankerne med funderingen om, at rød var for Satan og Helvede og blå for Gud og Himlen. Og jeg tænkte på, om det var bevidst valget af farverne, altså. Jeg tænkte på, hvor han ville høre til, og om Gud tog sådan nogle som ham til sig. At han kunne få min plads, hvis jeg overhovedet havde en. For på en måde er jeg jo medskyldig, når jeg ikke sagde noget, er jeg ikke? Jeg tænkte på alle de ting ved ham, som jeg kunne lide, og alle de ting, jeg ikke kunne lide, og selv to timer efter, hvor hans død var sunket ind, fandt jeg mig selv klyngende til halmstrået af ham. Halmstrået, som stadig ligger hult i min håndflade og minder mig om de ting, jeg ikke kunne lide, og de ting, jeg kunne lide. De ting, der gjorde ham til ham og på den måde mig til mig. Lige dér tænkte jeg for første gang tanken, at hvis han gjorde mig til mig, hvem var jeg så nu? Og hvor går man hen med resterne af sig selv? I fjerde omgang forplantede dag sig ind i nat og lys i mørke, for det var så svært at se og skelne, når jeg savnede ham så meget, selvom det var år siden, han druknede i druk (mors udtryk, som hun bruger, fordi jeg tror, at det er for hårdt for hende at sige, at hendes søn dræbte sig selv og 3 personer i den modkørende bil, fordi han ikke kunne holde sig på sin side af vejen. Jeg tror, det er af samme grund, at jeg også siger det). Hans værelse var der stadig, og nogle gange drak jeg en af ølflaskerne, der stod under hans seng, fordi de mindede mig om ham, også selvom jeg var for ung til at drikke. Og jeg vidste, at det ikke var det minde, han ville have til at blive efterladt af sig selv, men jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne ændre, hvad jeg følte, selvom det jeg følte var så forkert. Så jeg begyndte at lukke mig selv inde i et rum, hvor døgnrytmen forsvandt, og det eneste jeg så var de enlige blinkende blå og røde lys, som mindede mig om alt uvisheden, der lå i min krop. I mit rum stod alt lige så stille som min udvikling hen i mod syvende omgang, og rød dominerede på både vægge og loft og fik mig til at føle noget, som jeg ikke kan beskrive. Den type følelse, som ikke kan overføres til papir, fordi den flyver rundt i rummet, helt op i hjørnerne og helt ned i sprækkerne på gulvet. Løber i dine blodårer som en ny ven eller gammel fjende eller måske begge dele på én gang. Den er vildledt og kan hverken fanges eller nedskrives. Jeg håber, du forstår. Det er vigtigt, at du forstår. I femte omgang begyndte jeg at drikke lidt mere, fordi det var det eneste, jeg vidste, der kunne bringe mig tættere på ham. Fordi han var min storebror, og hans værelse var lige over for mit. Fordi mor og far havde låst døren derind, da de fandt ud af, at jeg tog af hans øller. Fordi de ikke vidste, at det var endnu værre, det, de gjorde. I femte 13

omgang fortalte mor mig også, at hun var glad for, at jeg ikke var i bilen, da det skete, og det gjorde mig virkelig gal. Ikke fordi jeg ikke forstod hende, det må du ikke tro, men fordi jeg ikke ville forstå hende, ikke? Hvis jeg havde været der, ville jeg have kunnet minde ham om at holde øjnene på vejen, ligesom jeg havde gjort før. Jeg blev så gal, fordi essensen af hendes ord var ingenting og alt, og hun slet ikke forstod det. Femte omgang forfaldt, mens sjette langsom trådte ind over mig i det sekund, jeg bevidst begyndte at drikke for at drukne, selvom det aldrig var min intention til at begynde med. Jeg begyndte at bande i Biblen og gå mod medgang, og jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det. Jeg tror, at imellem tomgang og elendighed blev alt så svært at holde ud, så til sidst satte jeg mig ned, ind til ned ramte den faste nonchalante bund af kold jord, og så lagde jeg mig. For druk har fucket med for mange hjerter, den ikke er indehaver af, og rodet med for mange hjerner den ikke ejer. Og på den måde tager druk form som både fuckeren og roderen, som den roder og fucker med mig, vrider alt hvad jeg står for og efterlader mig her i sjette omgang, mens syvende føles så uendelig langt væk. Og jeg foragter fuckeren og roderen, så jeg ved ikke, hvorfor jeg tager genstanden op til min mund. Lader dråberne forurene mig og løbe ned gennem min hals. Og jeg drikker for at drukne. Og jeg tænker på alt det, jeg lige har skrevet, og på alt det, jeg ikke kunne få mig selv til at skrive. Jeg tænker på at slippe halmstrået i min hånd og på at få de blå og røde blink til at stoppe. Jeg tænker på syvende omgang, som er den afsluttende hvileomgang, og jeg tænker, at den er for langt væk. Jeg tænker på ungdommen, som fuckeren og roderen tager fra drengen, og fremtiden, de tager fra manden. Jeg tænker på, om du træder til eller fra, og lige nu tænker jeg på masser af ting. Jeg tænker og tænker, men det eneste jeg rigtig gør er at drikke. Og så drukne. Drikke, drukne, drikke, drukne. Og jeg er ubevidst om, hvilken rækkefølge de to ting kommer i, hvis du forstår, hvad jeg mener. Men ind imellem hver slurk tænker jeg på dig. Dit næste træk. 14

3. præmie i novellekonkurrence - Unge og alkohol Det, det blev Af Thea Kathrine Tønnesvang. 8.b., Skovvangskolen Et koldt vindpust giver mit hår liv. Jeg griber en lok. Den føles tør mellem mine kolde fingre, og de spaltede spidser kan ikke længere ignoreres. Jeg vender mit blik og lader lokken danse videre med resten af håret. Lyset fra byen skærer lidt i mine trætte øjne, og den konstante støj fortæller mig, at aftenen langt fra er slut. Jeg lukker kort øjnene, føler mine vaklende ben give lidt efter og åbner dem igen. Min mave knurrer af mig, næsten som en kælen kat. Sult er noget nyt for mig, en ting jeg altid har vidst eksisterede, en ting jeg altid har vidst dræber folk, men aldrig en ting, jeg har haft brug for at forholde mig til. Ikke før alt blev til det, det blev. Kom nu Anna, det er ikke hver dag, man fylder 15 år! Mies blik var strengt, og det krævede ikke et geni at regne ud, at hun var godt træt af mig. Jeg stod stille. Det var som om, min krop havde lyst til at lystre, lyst til at have det sjovt, lyst til at slippe ansvaret, men min hjerne sagde nej. Jeg sagde nej. Jeg tror ikke, det er så godt svarede jeg tøvende. Jeg kunne mærke hendes skuffede blik hvile på mig. Fint svarede hun kort og vendte sig. Jeg ser ham for mig. Ser hans fedtede, uvaskede hår, hans tavse intetsigende blik og den grønne flaske limet til hånden. Langsomt bevæger jeg mig mod kanten, som jeg har gjort det så mange gange før, og mine vaklende, men sikre skridt tager mig tilbage til den første gang. Jeg husker, hvordan jeg næsten havde været nødt til at kravle af frygt for at få overbalance og falde for tidligt. Dagen havde været vindstille, og regnen havde fjernet det mascara, mine tårer ikke havde formået at fjerne. Jeg husker, hvordan min krop tidligere var blevet opfyldt af opgivelse og sorg, hvordan følelserne havde snoet sig om mine muskler, knogler og organer, og ledt dem til toppen af blokken. Men tydeligst af alt husker jeg, hvordan følelserne langsomt blev erstattet af frygt og skam. Hvordan kunne jeg nogensinde have overvejet at forlade ham? Han har brug for mig. Hallo? råbte jeg så højt, min ømme hals tillod. Huset, jeg engang havde kendt som mit hjem, var koldt og mørkt. Langsomt gik jeg ind i stuen. Den var tom. Hvor var han mon? Jeg smed min taske, men lod jakken blive på. Far? Køkkenet var ligesom stuen, hvis altså ikke endnu mere tom. Med tunge skridt gik jeg mod den halvt lukkede soveværelsesdør. Egentlig havde jeg hele tiden vidst, hvor han var, men jeg kunne aldrig få mig selv til at kvæle den spinkle stråle af håb, der kom til live, hver gang jeg trådte ind i entreen. 15

Hej far, sagde jeg så positivt som muligt, da jeg trådte ind i soveværelset, men gråden i min stemme var ikke nem at skjule. Jeg kunne mærke tårerne hobe sig op, og jeg skyndte mig at kigge væk. Jeg havde aldrig haft held med at tæmme dem. Hvad har du lavet i dag? Egentlig regnede jeg ikke med et svar, men jeg havde en teori om, at jo mere, jeg snakkede med ham, des hurtigere ville han blive sig selv igen, des hurtigere ville vi blive os selv igen. Jeg tænker på hende. Tænker på hendes blide ord og kærlige blik, tænker på, hvor hun mon er. Før alt blev til det, det blev, troede jeg ikke på nogen gud eller noget paradis, men nu er alt andet for smertefuldt at forestille sig. Jeg kigger op. Jeg føler mig tæt på hende. Føler hun er lige over mig. Føler hendes varme arme gribe ned efter mig og trække mig op, tæt ind til hende, som var jeg et lille barn. Føler hendes hænder tørre mine tårer væk og føler hende trøste mig, som kun en mor kan. Køleskabets gule blinkende lys var svagt og fortalte mig, at det snart sang på sidste vers. Et par enkle øl, en pakke gammel smør og nogle lidt for elastiske gulerødder prydede en enkel hylde, men ellers var det tomt. Jeg hørte mig selv sukke dybt. Det sidste brød havde jeg spist i morges, og der var ikke meget tilbage af månedens kontanthjælp. Pludselig hørte jeg lyden af en lukkende dør. Tusinde tanker fløj gennem mit hoved. Jeg forestillede mig min far komme smilende mod mig, forestillede mig, at han krammede mig og fortalte mig, at han ville bestille en pizza i stedet for at tage derhen igen i aften. Jeg forestillede mig det. Langsomt gik jeg mod entreen. Han var i gang med at tage sin jakke på. Far? Min stemme var lav og mere hæs, end jeg havde forventet. Far, vil du ikke lade være at bruge for mange penge i aften? Jeg kunne igen mærke tårerne, de sneg sig langsomt ind på mig, som havde de ligget i baghold, og angreb mig uden varsel. Hurtigt tørrede jeg dem væk, jeg var nødt til at være stærk. Mmn.. mumlede han svagt som svar. Før alt blev til det, det blev, ville jeg være blevet sur over et så intetsigende svar. Nu var jeg bare lettet over at blive bekræftet i, at han stadig hørte mig, at han stadig var derinde. En sød duft, jeg ikke ved hvor kommer fra, rammer min næse, lukker mine øjne og fører mig tilbage. Tilbage til alt, alt det, der var. Jeg ser smilende ansigter og nybagte boller, hører grin og børneskrig for mit indre øre, og mærker en melankolsk stemning strømme gennem mine blodårer. Jeg føler, jeg flyver. Føler jeg flyver gennem alle minderne lagret i mit sind, ser dem som en lang strøm af små hurtige, men betydelige klip for mit indre øje. Pludselig lander jeg. Stedet er koldt og farveløst. Jeg ser på min lærer og hans udstrakte hånd. Jeg hører ham sige; Anna, du kan ringe hertil, hvis det bliver for meget derhjemme. De kan hjælpe dig! Jeg husker, hvordan jeg tavs tager imod det krøllede, varme papir, og hvordan det senere glider ud af min svedige håndflade ned i skraldespandens mørke dyb. 16

Et højt bump vækkede mig fra den urolige søvn, jeg var faldet i. Hurtigt åbnede jeg øjnene. Hallo? råbte jeg og kunne mærke, at min stemme ikke ville være brugbar ret meget længere. Mine trætte ben førte mig langsomt mod entreen, hvor en høj banden nu havde erstattet den sene nats ro. Et svagt suk listede sig over mine læber. Tavs gik jeg mod den forvirrede skikkelse, der lå halvt viklet ind i det gulvtæppe, der normalt dækkede det beskidte gulv. Langsomt bøjede jeg mig ned, satte mig på hug ved siden af ham, som var jeg en pædagog ved siden af et grædende barn, og lagde en hånd på hans skulder. I et par sekunder sad jeg helt stille, studerede ham med mine trætte øjne, og afventede hans næste træk. Han brød ud i gråd. Jeg åndede lettet op, men det var kun halvhjertet. Alternativet ville have været en lussing, men jeg kunne aldrig bestemme mig for hvilken smerte, der var værst. Kom så stønnede jeg lavt, mens jeg fik ham rejst og støttede ham på mine svage skuldre. En stank af alkohol fyldte mine næsebor, flød gennem mit luftrør og slog lejr i mine lunger. Før alt blev til det, det blev, gav lugten mig kvalme og fyldte mig med afsky. Nu sagde den bare far. 3. præmie i novellekonkurrence - Unge og alkohol Knuder Af Olivia Schmidt. 7.b., Vorbasse skole Noah, jeg vil vente på dig. Mine øjne lukkede sig op og blev straks blændet af det skarpe sollys. Jeg vågnede op fra mit daglige mareridt med en dunkende hovedpine. Med hjørnet af dynen tørrede jeg sveden af min våde pande. Langsomt satte jeg mig op og kiggede rundt i mit dagslysfyldte værelse. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid syntes, at der var noget uhyggeligt over mit værelse. Alt stod på sin plads, der var ingen lyde, der var lyst, men noget gør det ubehageligt at være der. Som en refleks strakte jeg armen over mod den anden side af sengen, men som jeg altid glemmer, var der ingen. Jeg sagde et par bandeord og rejste mig. Men det gik nok lidt for hurtigt for mit hoved, for mit syn blev sløret i et kort øjeblik. Mit syn kom langsomt tilbage, og jeg kunne se hver detalje af mit rum. I min egen lille zombieverden, gik jeg ud af mit værelse og ud i køkkenet. Jeg åbnede lågen til det lille skab. Det lugtede som om et vilddyr havde vandret ind, fået unger og var død derinde. Jeg holdt vejret og greb en tilfældig flaske. Med et hurtigt smæk slog jeg lågen tilbage mod dens magnetlåse. Den satte sig fast og lavede en øreskærende lyd, lidt ligesom den irriterende lærer, der sliber neglene hen over tavlen for at få elevernes opmærksomhed. 17

Med tunge, dovne skridt trak jeg mig hen mod sofaen. Jeg skruede låget af glasflasken og lugtede til den stærke duft. Jeg elsker dig, Noah. Stemmen i mit hoved talte til mig, og så kunne jeg ikke andet end at lytte. Den har snakket til mig i lang tid, lige siden hun gik. Det er ikke hendes stemme, men det er hende. Det er jeg sikker på. Den snakker på samme måde, den bruger de samme ord, den gør mig glad. Den bringer den lille smule glæde, som hun gav, tilbage ind i mig. Men alt det blev knust da hun sprang. Jeg kunne have reddet hende, men jeg fejlede. Jeg gav hende ikke nok, jeg elskede hende ikke nok, jeg sagde for få ord, jeg skubbede hende ud. Jeg fortjente hende nok ikke. Lyden af kørende biler fyldte mine ører. Jeg løb hen mod hende, men hun stoppede mig med et ryst på hovedet. Hun tog et par dybe indåndinger og strakte armene ud til hver side. Hun kiggede på mig og hviskede ord, som jeg sværger på, at jeg aldrig vil glemme. Jeg tog et skridt mod hende Et skridt mere og jeg springer. Hun pegede med en finger mod mig. Nej, det kan du ikke gøre. Det har du for meget til, sagde jeg med en rystende stemme. Hvad? Hvad er det, som jeg har? Hun slog armene ud til siden. Du har din familie, din skole, din musik. Hun kiggede ned. Du har mig. Men jeg har det ikke godt hviskede hun stille. Så du vil bare give op i stedet for at prøve at få det løst? Ja. Jeg mærkede en knude forme sig i maven. Det må du ikke, vi har alle brug for dig. Nej, jeg bliver nødt til det. Jeg frøs lige, hvor jeg stod. Noah, jeg vil vente på dig. Jeg prøvede at få nogle nej er sagt, men min hals krøllede, og ordene sad fast nede i halsen på mig. Nej var alt, jeg sagde. Jeg elsker dig, Noah. Og før jeg kunne skrige eller løbe mod hende, havde hun lænet sig bag over. Jeg rystede på hovedet, som om det kunne fjerne det grimme minde fra min hukommelse. Jeg tog en stor mundfuld af den stærke alkohol. Den samme brus kravlede op i mig. Sidste gang, jeg havde det sådan, var kun et par timer siden, for jeg har brug for det. Nej. Stemmen talte med mig igen. Jo, jeg har brug for alkoholen. Den giver mig evner til at kunne glemme ting og bare være glad. Jeg kan gøre, hvad jeg vil, uden at tænkte over hver eneste konsekvens, det har. Det er den eneste måde, jeg kan leve. Men så alligevel er det ikke. Alkohol får mig til at glemme ting i en kort periode, og efter en nats søvn er alt tilbage som før. Det hjælper ikke. Det er som noget smertestillende medicin, det hjælper i lidt tid, men før eller siden må du tage den rigtige medicin, som smager grimt og blive rask. Måske, måske skulle jeg prøve den rigtige medicin? At glemme hende og komme videre? Ja. 18

3. præmie i novellekonkurrence - Unge og alkohol Lyset i det fjerne Af Casper Krause. 8.s., Biersted Skole Han tog chancen. Han slap sit faste tag om hende i et forsøg på at skabe afstand mellem dem. Hendes læber trykkede sig mod hans, og duften virkede som en vidunderlig og magisk magt, der uden videre overmandende alt hans modstand, men han var nødt til at kæmpe imod. Han måtte ikke give op, selvom al modstand inde i ham føltes fortabt. Han tog imod det blide kys, og hans mund blev fyldt med smagen af jordbær. Det føltes som om alt inde i ham stod stille. Dette var den bedste og mest vidunderlige følelse i verden. Han førte hånden op til hendes mund, og kiggede hende dybt i øjnene. Hendes øjne var så glimtende og så inspirerende. De lignede stjerner. Han førte sine læber mod hendes ansigt, da alt pludselig blev opslugt af intetheden. Han blev mødt af kæmpemæssige vanddråber. Han kunne høre nogle summende lyde i baggrunden. Hans syn var sløret og utroligt dårligt. Hans ben og mave rystede. Han kunne ikke tænke klart. De summende lyde i baggrunden blev større og større. Hans ben begyndte at kunne føle igen. Hans arme begyndte at røre på sig. Han kunne mærke vandet nu. Han følte, at vandet kildede ham. Han åbnede forsigtigt øjnene og så sin mor stå med en bruser i hånden. Hun så træt og frustreret ud. Hendes rynker i panden skinnede igennem i det stærke lys i badeværelset. Han havde ikke lagt så meget mærke til dem før nu. Hans øjne kiggede op og faldt i et med lyset. Hans hoved føltes tungt og bedøvet. Hans øjne lukkede i hårdere og tungere end nogensinde før. Det var blevet mandag. Jeppe lå i sin seng i den dybeste søvn. Han vågnede op med et sæt. Han lå i sin seng. Hans mave gjorde ondt, og han kunne mærke en velkendt følelse i kroppen. Han stormede ud på toilettet. Hans syn var sløret og tungt. Han kunne smage sin egen ånde. Den skar nærmest i munden på ham. Han kunne høre sin mor skrige: Jeppe, hvad tror du lige, at du har gang i? Han skubbede døren til toilettet op og lod sig vælte ned foran toilettet. Han kiggede ned i toilettet. Han kunne mærke, at det kom snigende. Det kom langsomt, men alligevel hurtigt. Han brækkede sig. Hans mor stod i døren til toilettet. Han kiggede på hende med sine tomme øjne. Hans mave trak sig sammen, da han mødte sin mors blik. Det gjorde ondt at se hende ked af det. Han lænede sig over toilettet igen. Han tog fat i rugbrødsmaden. Den føltes tung i hænderne. Hans mor satte sig overfor ham uden at sige noget. Han havde det som om, at han lige var blevet kørt over. Hans hår sad nede i panden, og hans øjne var knebet helt sammen. Han var bleg og lignede en, der ikke havde fået noget at spise i flere dage. Han mødte sin mors blik. Hun begyndte at snakke til ham. Hun var sur og skuffet, det kunne man se. Hendes 19

øjne skreg af negativitet, og hendes mund vendte nedad. Hun tog en dyb indånding og spurgte så: Hvordan kan jeg stole på dig, Jeppe?. Jeppe kiggede ned i tallerken. Han havde en dårlig smag i munden. Han kunne ikke tænke klart. Det eneste, der var i hovedet på ham, var den drøm, han havde haft. Den virkede så virkelig og så klar. Han havde kysset med en pige fra sin klasse. Hans venner havde kigget stolt op på ham. Han håbede på, at det var virkelighed, men inderst inde vidste han godt, at det var en drøm. Han mor hamrede hårdt i bordet. Det gav et sæt i Jeppe. Hun krævede i det mindste et svar. Jeppe forklarede undskyldende, men der var intet at gøre. Han blev mødt af en dejlig, kold morgenvind. Det susede igennem hans hår og kildede ham i hovedbunden. Han var på vej i skole. Jeppe gik i 8. klasse. I hans klasse drak de næsten alle sammen. Det startede med, at det kun var de seje fra klassen, som drak, men nu var det næsten alle. Jeppe har altid været ham drengen, der fulgte med de andre. Han har aldrig nogensinde kysset en pige før. I klasselokalet blev han mødt af en masse undrende blikke. Han kunne mærke sine kinder blusse. Han var ikke vant til opmærksomhed, og det havde han det helt fint med. Der blev hvisket i krogene af klassen. Jeppe så ned i bordet og rettede lidt på sit hår. Der lugtede altid mærkeligt i hans klasse. Der var altid en, der havde en spegepølsemad med, som fyldte rummet med dens stank. I dansktimen skulle de snakke terminsprøver, som de snart skulle op i. Jeppe fulgte lyttende med, da hans telefon lige pludselig vibrerede. Det gav et sæt i Jeppe. Hans klasselærer kiggede over på ham med et blik, der kunne dræbe. Dansklæreren fortsatte heldigvis. Jeppe listede forsigtigt mobilen op af lommen, mens han forsigtigt kiggede ned. Hans mor havde skrevet til ham. Jeppe, det gør mig rigtigt ked af det, når du konstant ikke holder vores aftaler. Jeg troede, at jeg kunne stole på dig. Jeg er bekymret for dig. Du kan altid komme til mig, hvis du har brug for hjælp. Det ved du da godt, ikke? Du drikker alt for meget. Jeg ved, at du har nogle venner, der drikker. Jeg vil have dig til at træffe dine egne beslutninger og stå inde for dem. Det er derfor, at jeg har bestilt tid hos en psykolog. Hun vil snakke med dig om dine problemer. Jeg havde håbet, at det ikke skulle være på den måde, men det må desværre blive sådan. Du skal tage bussen til Aalborg senest om en time. Knus mor. Jeppe kunne mærke, at hans vrede steg. Han var frustreret og sur over, at hans mor aldrig forstod noget. Han havde styr på sit liv. Hun skulle altid blande sig. Hans mave var stram, og hans muskler var spændte. Han tog en dyb indånding og rakte hånden op. Han kom med en troværdig undskyldning og forlod klasseværelset. Nogle uger senere. Jeppe havde været ved psykologen, tre gange. Den første gang kom som et chok for Jeppe. Psykologen fik ham til at komme ud med alt. Psykologen forstod ham. Hun lærte ham, at alkohol ikke er nødvendigt for at have det sjovt. Der gik flere uger. I hele processen med psykologen blev han klogere på alkohol og fik 20