Mødedeltagere: Lennart Damsbo-Andersen, Gert Møller, Jens Kronborg, Martin Taarup, Oluf Brandt, André Gremaud og Verner Ljung. Afbud: Anne Knudsen, Fritze Tillisch og Stig Samson Naur Referat 1. Godkendelse og underskrift af referat af bestyrelsesmøde den 23. april 2010. Referatet godkendt og underskrevet af de fremmødte bestyrelsesmedlemmer. 2. Siden sidst 2.1. Genopslag af stillingen som sekretariatsleder Orientering om forløbet af første opslag. Stillingen genopslås primo august. Forløbet styres fortsat af det nedsatte ansættelsesudvalg. 2.2. Aktuelt vedrørende sekretariatet Sekretariatet har ansat Marianne Søgaard Sørensen 30 timer om ugen fra 1. august og foreløbig frem til 31. december 2010. 2.3. Nybesættelse af foreningens udvalg Der indkaldes forslag til kandidater til en 2-årig periode i henholdsvis uddannelsespolitisk udvalg og pædagogisk udvalg med henblik på nykonstituering på næste bestyrelsesmøde. Det besluttes, at arbejdsgruppen vedr. det internationale arbejde fortsætter endnu et år med speciel fokus på udbredelse af kendskabet til charteret for de danske produktionsskoler. 2.4. Status vedr. lærlingeprojekt (ny lov samt forsøgsprojekt) Loven om produktionsskolebaseret erhvervsuddannelse er vedtaget. Bekendtgørelser ventes til høring snarest og udsendt inden lovens ikrafttræden pr. 1. august 2010. Sager vedr. det hidtidige forsøg fortsætter efter forsøgsreglerne. 1
Det besluttes, at den indtil nu fungerende styregruppe for forsøgsprojektet fortsætter, men også bidrager til og følger udviklingen i den permanente ordning, herunder kommer med forslag til, hvorledes foreningen fortsat kan få indsigt i, hvilke unge der visiteres til den særlige erhvervsuddannelse og i hvilket omfang. 2.5. Status vedr. lovgivning omkring ungepakken De modtagne udkast til bekendtgørelser vedr. bl.a. uddannelsesparathedsvurdering, uddannelsespligt og vejledningslov udsendes til skolernes orientering. Der henvises til det allerede udsendte notat til skolerne om ungepakken og produktionsskolerne som udgangspunkt for den videre drøftelse, formulering og formidling af foreningens holdninger. Der søges afholdt et fælles møde med repræsentanter for Ungdommens Uddannelsesvejledning efter sommerferien med henblik på afstemning af synspunkter og holdninger til relevante elementer i ungepakken. 2.6. Orientering fra PSF s repræsentanter i råd og udvalg Orientering fra møde i REU til efterretning. 2.7. Dispensationer for bekendtgørelsen om unges farlige arbejde Giv Agt arbejdsgruppen har netop orienteret produktionsskolerne om Arbejdstilsynets opsigelse af den fælles dispensation fra bekendtgørelsen om unges farlige arbejde med virkning fra nytår 2011, herunder om nye ansøgninger fra de enkelte skoler. 2.8. Kontaktmøde med Undervisningsministeriet d. 11. juni 2010 På mødet blev det bl.a. oplyst, at ministeriet i efteråret vil foretage en evaluering af de meritgivende kombinationsforløb. Endvidere blev det oplyst, at man forventer, at Skat på et tidspunkt vil udsende nærmere vejledning til regionerne med nytolkning af momsregistrering af produktionsskoleværksteder som konsekvens af den tidligere omtalte afgørelse fra Landsskatteretten i en konkret sag fra en produktionsskole. 3. Bestyrelseskursus d. 10.-11. juni 2010 i Middelfart Orientering fra kurset til efterretning. 2
4. Aktuel politik 4.1. Genopretningsaftalens forslag vedr. produktionsskolerne Der henvises til det udsendte materiale til skolerne, herunder specielt om baggrunden for den af foreningen valgte strategi, samt til oversigt over henvendelser fra og til foreningen og fra skolerne til politikere og presse. Bestyrelsen er enig i at fastholde og argumentere for den valgte strategi vedr. de 2 varslede indgreb (målgruppebegrænsning og skoleydelsesreduktion) og vil derfor som forening prioritere indsatsen for at påvirke alle beslutningstagere, herunder involvere medlemsskoler og alle mulige andre, der kan bidrage til opmærksomhed omkring sagen og altså dermed arbejde for en mulig ændring eller justering af indgrebene. I indsatsen indgår møde med repræsentanter for skolerne, når lovforslagenes bemærkninger er kendt, deputationer til folketingets uddannelsesudvalg under behandlingen af lovforslagene, løbende opfølgning af kontakter til politikere og organisationer m.fl., deltagelse i debat i pressen og andre steder med artikler og oplæg, løbende orientering af og udsendelse af informationsmateriale til skolerne m.v. 5. Oplæg til finanslov 2011 vedr. produktionsskoler Det i foråret vedtagne oplæg vedr. produktionsskolevirksomheden gennemgås og justeres, så ønsker og formuleringer tilpasses den aktuelle politiske dagsorden. 5.1. Oplæg til finanslov 2011 vedr. EGU Det i foråret vedtagne oplæg specielt vedr. EGU gennemgås og justeres, så ønsker og formuleringer tilpasses den aktuelle politiske dagsorden samt møde i eftersommer/efterår med undervisningsministeren, der har udtrykt ønske om et møde med foreningen om EGU. 6. Anmodning om foreningens hjælp til at videreføre forsøg med tilbud om psykologog socialrådgiverbistand til særligt sårbare produktionsskoleelever. Bestyrelsen har drøftet anmodningen fra Produktionsskole kuba på vegne af 4 produktionsskoler i København. Bestyrelsen anerkender, at produktionsskolerne bør kunne have mulighed for at tilbyde bl.a. psykologbistand til deltagere, der har særligt behov. Imidlertid har foreningen nu aktuelt kendskab til i hvert fald 4 forsøgsprojekter, i hvilke der indgår psykologbistand under forskellig form og omfang til deltagere på produktionsskoler, og finder derfor, at der er behov for en nærmere undersøgelse og fælles drøftelse i skoleformen for at finde frem til en samlet fælles strategi, der evt. via en periode med forsøgsmidler kan føre frem til ordning med en permanent finansiering, der omfatter alle produktionsskoler. 3
Foreningen vil på denne baggrund tage skridt til en nærmere drøftelse med bl.a. repræsentanter for de kendte forsøgsprojekter i løbet af vinteren eller foråret 2011. 7. Årsmødet/generalforsamlingen Med baggrund i en henvendelse fra Østfyns Produktionsskole om afviklingen af foreningens generalforsamling i april 2010 har bestyrelsen drøftet sagen, herunder bl.a. om den manglende debat og forslag om begrænsning af deltagelsen i generalforsamling til de 3 stemmeberettigede medlemmer fra hver medlemsskole m.m. Det er bestyrelsens standpunkt, at så mange som muligt fra skolerne, hvadenten der er tale om bestyrelsesmedlemmer, ledelse eller medarbejdere, skal kunne deltage og føle sig som en del af generalforsamlingen. Bestyrelsen synes også, at det er et problem, at der ikke er nogen nævneværdig debat og vil naturligvis kigge nærmere på gode ideer og forslag, der kan føre til mere debat, men skal så i øvrigt henvise til den vigtige og ofte ganske omfattende og vigtige debat, der finder sted i andre fora mellem generalforsamlingerne. 8. Internationalt 8.1. Foreningens charter Den endelige tekst til charteret for de danske produktionsskoler er hermed godkendt. Den danske tekst og oversættelserne til engelsk og tysk lægges straks på foreningens hjemmeside. Charteret sendes til undervisningsministeren til orientering. 8.2. Vedr. evt. deltagelse i den tyske produktionsskoleforenings årsmøde i september Der er enighed om at deltage i en del af den tyske forenings årsmøde torsdag d. 23. september, bl.a. for at præsentere charteret, og at kombinere denne deltagelse med afholdelse af bestyrelsesmøde (se nærmere under punkt 7). 9. Næste møder 9.1. Fastsættelse af mødedatoer De næste bestyrelsesmøder er aftalt således: 4
Torsdag d. 2. og fredag d. 3. september: Fælles bestyrelsesmøde med Forstanderkredsen og Uddannelsesforbundet. Tidspunkt fra frokost kl. 12.00 den første dag til efter frokost kl. 13.00 næste dag. Stedet er endnu ikke valgt. Torsdag d. 23. og fredag d. 24. september: Bestyrelsesmøde kombineret med deltagelse i den tyske produktionsskoleforenings årsmøde i Karben v/ Frankfurt am Main. Planen er afgang med morgenfly torsdag og hjem næste med morgenfly eller senere efter eget valg. Nærmere udsendes snarest. Tirsdag d, 26. oktober: Bestyrelsesmøde i Folketinget i København. Tidspunkt på dagen er endnu ikke fastlagt. 9.2. Planlægning af indholdet af det fælles bestyrelsesmøde Bestyrelsen foreslår, at der indgår en diskussion af ungepakken med deltagere udefra, f.eks. fra repræsentant for Ungdommens Uddannelsesvejledning. Vejle, d. 23. juni 2010 Verner Ljung Referent 5