BØRNENES U-LANDSKALENDER Måne Niger Agadèz båden Niamey Digina Maradi TEKST LOUIS JENSEN. FOTOS JØRGEN SCHYTTE. ILLUSTRATIONER MIKALA KLUBIEN
Kamelkaravane Start Mål Ørkenstormen kommer! Søg i skjul og spring en omgang over. Du har fundet brønden! Vand dine kameler og spring fire kameler frem. Du bliver budt på te hos tuaregerne og får nye kræfter. Spring tre kameler frem. Månen skinner i nat. Din karavane kan fortsætte fire kameler frem. Du tror, det er en oase, men det er et fatamorgana. Der blev du snydt! Vent en omgang. Tag på karavanetur gennem den store Saharaørken. Den, der kommer først frem til mål, har vundet. Hver gang man lander på et billede, sker der noget uventet! I skal bruge en terning og en ludobrik til hver spil- Din kamel har væltet din sidste spand med vand. Spring tilbage til brønden og hent noget nyt. Dit gedekid løb væk, mens du sov. Gå fem kameler tilbage og find det. Du er blevet bidt af en skorpion. Du må springe en omgang over. Banditterne lurer på dig! Tag omvejen.
BØRNENES U-LANDSKALENDER 1 Måne båden TEKST LOUIS JENSEN. FOTOS JØRGEN SCHYTTE ILLUSTRATIONER MIKALA KLUBIEN
2 Børnenes U-landskalender 2003 Månebåden Design, produktion og tryk: Datagraf Auning AS Produktion: Udenrigsministeriets Informationskontor Undervisningsmaterialet "Månebåden" består af en elevbog og en lærervejledning med cd-rom. Materialet er tilrettelagt for 1.-3. klasse. Udgivet af Danida i kommission hos Mellemfolkeligt Samvirkes Forlag. 2003 Danida Udenrigsministeriet ISBN 87-7907-178-3 (MS distribution) ISBN 87-7964-732-4 (Danida) Undervisningssæt med 26 elevbøger, 2 lærervejledninger med cd-rom og en gratis DR-video med årets u-landskalenderfilm: ISBN 87-7907-182-1 (MS distribution) Redaktion: Kirsten Selsmark Tekst: Louis Jensen Fotos: Jørgen Schytte Illustrationer: Mikala Klubien Lærervejledning og pædagogisk konsulent: Mikala Klubien Bestilling af materialet: Se omslagets inderside, forrest. Synspunkter, der kommer til udtryk i dette materiale er forfatternes og ikke nødvendigvis sammenfaldende med Udenrigsministeriets.
3 Indhold Sulei 4 Den morgen Sulei blev født 7 Og alting blev grønt 11 Saidu bliver bonde 12 Landsbyen 15 Bingel og attasse-bladene 18 Manden og damen i den hvide bil 20 Ud på marken 23 Kolort 26 En kamel af ler 29 Kamelvæddeløb 31 Ler-sten 35 Engang var der giraffer 38 En fin hat 40 Et navn 44 Skyerne driver forbi 48 Hvad skal vi gøre? 51 Månebåden 52 Træer har store ører 54 99 dråber 57 Floden 61 Et skrig 62
4 Sulei Nu skal du høre historien om Sulei. Ja, egentlig så hedder han Suleiman, men bliver altid kaldt Sulei. Sulei bor i et land, der hedder Niger. Det ligger langt væk, helt nede i Afrika. I Niger er der en stor ørken. Den hedder Sahara. Hvis man rejser igennem Sahara fra nord mod syd, så dukker der til sidst træer og buske og lidt græs og huller med vand op. I ørkenen er der jo næsten kun sand. Stedet med træerne og buskene hedder Sahel. Det betyder kyst, for sådan oplevede de rejsende det i gamle dage: at det var en grøn kyst, de nåede frem til efter rejsen igennem ørkenen. Nu er Sahel i virkeligheden ikke særlig grøn. For der er ikke mange træer. De står spredt, og der er ikke længere så mange søer og vandhuller som i gamle dage. Men tilbage til Sulei: Først boede han lige syd for ørkenen, men han boede på en anden måde, end vi gør. Os i Danmark vi bor jo i huse, der står på det samme sted hele året. Det hus, Sulei først boede i, var et, der kunne flyttes. Det var et telt, fordi Suleis far, som hedder Saidu, og Suleis mor, som hedder Fatami, flyttede hele tiden. De havde nemlig geder og køer og kameler, som levede af græs og buske, og når der ikke var mere græs og vand, så pakkede de teltet og deres ting sammen og rejste af sted for at finde nyt græs og vand. Sådan var deres liv: altid på rejse, altid på jagt efter vand og græs til dyrene. Og sådan var Suleis liv de første år. I Niger er der sommer hele året. Meget varmt for sådan en som dig og mig. Jeg ved det, for jeg har boet i Niger, og sveden løb ned ad mig, og det var, som om hovedet kogte.
5
6
7 Her ser du Suleis store familie. Alle farens tre koner og alle børnene. Sulei selv sidder med sin ged.ved siden af ham sidder hans far med den hvide turban. Ude i den modsatte side af billedet sidder Suleis mor. Hun har en fin halskæde. Den morgen Sulei blev født Før Sulei blev født, havde det ikke regnet i lang tid. Alting var tørt. Knastørt. Der kom intet nyt græs. Når Saidu om natten gik ud af teltet for at se efter regnen, stod det tørre støv op om fødderne. Om dagen hastede de af sted for at finde vand. Men der var intet vand. Dyrene begyndte at dø. Det var forfærdeligt. Det var frygteligt. Men så kom vandet! Om morgenen kom først Suleis mors vand. Det fossede ud mellem benene på hende. Lidt efter kom Suleis hoved. Derefter halsen og skuldrene, og til sidst hele Sulei med ben og arme og ører og øjne og hår på hovedet. Og så kom regnen. Tænk sig, lige i det øjeblik Sulei skreg første gang,
8 begyndte det at regne: Det plaskede ned.alting blev vådt: sandet, kamelernes skind, kamelernes haler og kamelernes øjenbryn. Og den knastørre kamellort blev blød igen. Det regnede resten af dagen, og indtil månen stod lysende på nattehimlen. Fordi Sulei blev født, tænkte Suleis mor. Men hun sagde det ikke højt. Det var jo Allah, der sendte regnen. For der hvor Sulei bor, der hedder Gud Allah, og for menneskene i Niger er det Allah, der har skabt alting i verden: Han har skabt dyrene. Han har skabt menneskene og planterne og myggene. Han har skabt månen og solen og stjernerne. Han har skabt himlen. Og Allah har skabt hvert eneste sandskorn og vandet. Og Allah har skabt regnen. Og alt, hvad Allah gør, er rigtigt.
9
10
11 Og alting blev grønt Fra morgen til aften og den halve nat: regn, regn, regn. Det buldrede fra himlen. Det lynede, det bragede og det regnede, det plaskede og sjaskede, og Suleis brødre og søstre stod ude i regnen og blev gennemblødt. "Åh hvor dejligt!" råbte de til hinanden, mens vandet styrtede ind i deres munde. "Åh hvor vidunderligt!" Vandet sprang og løb ned ad dem. Helt ned til tæerne og ud i sandet. Og sandet labbede vandet i sig. Det var alt for længe siden, men nu kom det! Sådan var det, dengang Sulei blev født. Og alting blev grønt! Græsset skød i vejret. Buskene fik nye blade, og Saidus køer og geder og kameler spiste og drak. Saidu takkede Allah, og Fatima sagde, men kun til sig selv, at det var Sulei, der kom med regnen. Da Sulei kunne forstå, hvad Fatima sagde, fortalte hun, hver gang det regnede, Sulei om dengang, han blev født og kom med regnen. Og Sulei glemte det aldrig.vand, det var noget særligt. Når Fatima fortæller historien, tager hun en gammel kalabas frem. Den har hun arvet fra sin mor. Den er meget smuk med fine udskæringer. Nogle af dem forestiller månen. Så løfter hun kalabassen, smiler til Sulei og siger, at dengang han blev født, blev kalabassen fyldt den ene gang efter den anden. Så meget regnede det. Sulei kan godt lide at høre historien. Han lader sin finger glide hen over kalabassen. Hen over de fine månetegn, og han tænker, at månen er en båd, der sejler på himmelhavet.
12 Saidu bliver bonde I gamle dage var tuaregerne krigere. Nu lever de anderledes, men for de fleste mænd er det stadig vigtigt at bære et smukt sværd. Det fortæller, at de er tuareger. Saidu, Suleis far, er tuareg. Fatima er fulani. Fulanierne er nomader. De holder store kvægflokke og rejser året rundt efter græs og vand til kvæget. Saidu så Fatima, da hans geder og kameler krydsede fulanikvæget. Dengang havde han allerede en kone, men han kunne ikke glemme Fatima, og til sidst fandt han hende igen, og så blev de gift. Tuaregerne er ørkenfolk. Det er dem, der rejser på kameler gennem ørkenen. De fragter salt og dadler ud fra oaserne til områderne nord og syd for Sahara. I gamle dage var tuaregerne også krigere. De var modige, og ikke bange for at dø.alle andre var bange for tuaregerne. Nogle gange så overfaldt de bønderne, der boede nede i Sahel, tog deres kvæg og deres hirse og tog mænd og kvinder med tilbage som slaver. Sådan er det heldigvis ikke længere. Ikke helt sådan, selvom tuaregerne stadig har noget, der ligner slaver, men i dag kan enhver slave gå, hvis han vil. Og tuaregerne er ikke længere, hvad de var. De store tørker har gjort det svært at være nomade. Og bønderne tager mere og mere land ind til at dyrke, så der bliver mindre land at rejse rundt i på jagt efter græs og vand. Og vandet forsvinder. Det er ikke let at være nomade i Niger i dag. Mange opgiver og rejser ind til byerne og lever en kummerlig tilværelse. Saidu holdt også op, men måske allermest fordi hans onkel døde, og da Saidu var hans eneste arving, arvede Saidu hans gård og marker. Derfor besluttede han at opgive at være nomade og flyttede ned til gården. Det er dér, i landsbyen, familien bor nu. Det er der, Sulei bor, Sulei som egentlig hedder Suleiman, og som skreg så højt, da han blev født, at himlen åbnede sig, og vandet fossede ned!
13
14
15 Landsbyen De kæmpestore krukker er til hirse. Her gemmer bønderne hirsen fra høsten, så de har mad til næste høst. Krukkerne beskytter hirsen godt mod tamme og vilde dyr. Nu er Sulei ti år. Han har boet i landsbyen de sidste seks år, men han husker udmærket, hvordan det var, da familien rejste rundt med dyrene. Nogle gange tænker han, at det kunne være sjovt at leve sådan igen, men det meste af tiden er han godt tilfreds med livet i landsbyen. Og dyr har de jo stadig: geder, køer og en enkelt kamel. Nu er den godt nok gammel. I landsbyen ligger den ene gård ved siden af den anden. De er alle sammen omkranset af et hegn. Omme bag hegnet ligger husene. De fleste er lavet af lersten og er runde. Har bonden mere end en kone, så er der flere huse. Hver kone skal nemlig have sit eget hus. Og Saidu har nu tre koner. Landsbyen er ikke ret stor. Der bor 151 familier i byen. I alt næsten 1000 mennesker. Sulei kender dem ikke alle sammen ved navn, men deres ansigter kender han, og på lang afstand kan han se, hvem der kommer gående på sandvejen mellem gårdene. Hvert menneske går nemlig på sin særlige måde.
16 Han kender alle børnene. Alle drengene kender han særligt godt. Og allerbedst Lille Burka. Ja, egentlig hedder han jo Burbush, men han bliver aldrig kaldt andet end Lille Burka. De to, Sulei og Lille Burka, er de bedste legekammerater, og i dag er Lille Burka kommet lidt for tidligt ned til Sulei. Han ligger nemlig og sover. Så kravler Lille Burka op i hans seng og tager en ekstra lur. Ude i gården rumsterer Fatima. Hun laver morgenmad over bålet. Det er hirsesuppe. Kogte hirsefrø med lidt mælk i. Hun råber, at Sulei skal stå op. Han bliver liggende. Lille Burka skubber til ham, og så står de begge to op. Sulei vasker sig og børster tænder. Han har ingen rigtig tandbørste, men bruger et stykke af en hirsestængel. Det fungerer fint, når bare man gør det rigtigt. Så spiser de morgenmad. Først suppe og så hirseboller. Altid hirse. Lille Burka får også en portion. Bagefter skal Sulei hjælpe sin far med gederne. De skal ud på marken. De skal ud og finde græs og blade. Lille Burka går med. Og månen, dagsmånen, den kigger ned på det hele.
17
18 Bingel og attassebladene Sulei har sit eget lille gedekid. Det hedder Bingel, og det betyder "min lille søn." Om natten står Bingel bundet til Suleis seng. Så ved han, hvor Bingel er, og det er rart at have Bingel lige ved siden af sig. Sulei og Bingel kan tale sammen. Jo ikke ligesom to mennesker, men de forstår hinanden. Sulei har fået kiddet af sin far. Han skal selv sørge for, at det får mad og vand. På den måde lærer han at passe et dyr, så han ved, hvordan han skal gøre, når han bliver voksen og selv skal skaffe mad til sin egen familie og sine egne dyr.
19 Bingel kan spise alting. Han er jo en ged. Det er derfor, der er så mange geder i Niger. De klarer sig. De spiser næsten alle slags buske, og når de står på bagbenene, så æder de af træerne. Og sådan ser mange træer ud i Niger: Som var der gået en barber gennem hele Sahel med en stor saks og havde klippet træerne flade for neden. Selvom Bingel kan spise næsten alting, så holder han rigtig meget af bladene fra attasse-træet, og i dag har Sulei besluttet, at Bingel skal have sin livret. Derfor går han sammen med Lille Burka over til den familie, der bor ved siden af Suleis familie og spørger, om drengene vil hjælpe ham med at skære grene ned af attassetræet, der står nede ved ler-stedet. Det vil de godt. De finder saven og den store kniv, og så går de alle fire afsted. De store drenge klatrer helt op i toppen af træet og saver grene af. De falder ned på jorden, og lille Burka og Sulei må springe til siden for ikke at få dem i hovedet. "Nu er der nok!" råber Sulei. Det er nemlig ham og Lille Burka, der skal bære grenene tilbage. De bliver skåret i mindre stykker og kommer op på hovedet, og de går ned forbi tærskepladsen. Sikke hun slår! Konen med sin plejl. Det hele flyver og støver omkring hende. Det er hirsen, hun arbejder med. Og Bingel, ja Bingel, han guffer attasse-bladene i sig, så halen vimser! Men han får ikke alle grenene. Resten bliver lagt op oven på tafalaen. Hirsen tærskes. Konen slår på hirsestænglerne, så frøene falder af. Sådan gjorde man også i gamle dage i Danmark.
20 Manden og damen i den hvide bil En dag kommer der en mand og en dame kørende i en hvid bil. På siden af bilen er der en cirkel, og inden i cirklen er der 8 hænder. 4 røde og 4 orange. De kommer for at spørge, om landsbyen vil have en skole? Allerførst taler de længe med den gamle høvding. Bagefter går de rundt i landsbyen og snakker med mange andre mennesker. De kommer også ind i Saidus gård, og der kommer de til at sidde på en bænk under et lille halvtag. Sådan et halvtag hedder en tafala. Sådan et er der inde i alle gårdene lige ved siden af indgangen. Saidus tafala har en masse tørt græs og grene fra attasse-træet på taget. Dér ligger grene og græs højt oppe, så gederne og køerne ikke kan nå det. Ja, Suleis lille gedekid, Bingel, kan jo slet ikke komme derop. Så skal han først have vinger som en fugl eller som en engel. Manden og damen spørger Saidu, hvad han synes? Er det en god ide med en skole til børnene? Saidu løfter turbanen helt op over munden. Så griner han og siger, at så mange penge har de ikke. Det er dyrt at bygge en skole. Så siger damen, at landsbyen ikke selv skal betale for skolen. "Og lærerne," siger Saidu. "De skal også have penge." "Det passer," siger manden. "Vi hjælper," siger damen. Saidu løfter igen op i sin turban og griner. "Måske," siger han. Til sidst siger Saidu, at det vil han godt tænke over, og mens han siger det, tænker han, at det vil være godt for Sulei og hans brødre og søstre at lære at læse og skrive. Saidu har nemlig tænkt over, hvordan det skal gå landsbyen og Sulei og hans andre børn i fremtiden. Det er ikke altid let, og slet ikke når regnen ikke kommer. Han har set og hørt, at den, der lærer at læse og skrive, klarer sig bedst.
21 Landsbyens gamle høvding sidder på sin stol på byens plads. Han holder øje med alting. Tuaregerne har deres egen skrift. Den kaldes tifinagh. Nogle af bogstaverne står ved siden af høvdingen.
22 Sulei sidder på jorden og hører det hele. Da manden og kvinden er kørt, samles mange af landsbyens mænd under byens tafala. De snakker om skolen. Er det en god ide? Er det noget for dem? Vil de fremmede virkelig betale skolen? Om aftenen mens de spiser, spørger Sulei sin far, om skolen virkelig kommer. Sulei ved godt, hvad en skole er, men er det noget for ham? Saidu elsker sin søn. Han lægger armen omkring hans skulder og siger: "Nu får vi se."
23 Ud på marken Suleis far siger, at i dag skal Sulei hjælpe ham i marken, for nu skal hirsefrøene i jorden. Det er nemlig sidst i februar, og det er det rigtige tidspunkt. Enten nu, eller lige efter det andet regnskyl, når regnen kommer. Det bliver nu, fordi jorden er meget løs og sandet. Sulei har prøvet det før. Han løber hen efter Lille Burka, men han er allerede på vej ned til Sulei. Da de får øje på hinanden på sandvejen, griner de og løber frem mod hinanden. Sulei spørger, om Lille Burka vil med ud på marken. Det vil han godt, og så løber de hen og hjælper Saidu med redskaberne. Lille Burka bærer en kalabas med hirsefrø. De er gule. De skinner i solen. De er runde. Først fjerner Sulei de gamle hirsestubbe med skuffejernet. Det hedder en sabku. Bagefter slår han et hul i jorden til frøene. Det gør han med en kalama. Lille Burka går bagefter Sulei med frøene i kalabassen. Han samler en lille klump frø op mellem fingerspidserne og putter dem ned i hullet, skubber jord hen over frøene
24
25 og tramper jorden ned. Sådan fortsætter de, indtil det bliver for varmt. Sulei og lille Burka taler sammen, mens de arbejder. De fortæller hinanden om, hvor godt de varme hirseboller smager. Dem der skal laves af den nye høst. Længere væk på marken går Saidu. Han fjerner også stubbe. Det støver op efter ham. Det hele er tørt, knastørt. Men om tre måneder, til juni, så kommer regnen, og alle frøene spirer, og hirsen skyder op af jorden, og alt bliver grønt! Og Sulei og Lille Burka snakker om skolen. Hvad er det med den skole? Sulei og Lille Burka ved ikke rigtig, hvad de skal synes om at gå i skole. Måske har de lyst. Måske har de ikke lyst, men de er nysgerrige. Hvordan vil det være at skrive? Sulei standser op og bevæger hånden i luften, som om han skriver. Så griner han, og Lille Burka griner, så han er lige ved at tabe kalabassen med hirsefrøene. "Hvordan er det at læse?" spørger Lille Burka og tænker, om det overhovedet er muligt. Så siger han højt, at det kan de helt sikkert ikke finde ud af. Sulei tror heller ikke, at de kan, men da han er den ældste, vender han sig om og siger til Lille Burka, at det kan de godt. Han og Lille Burka kan! Måske det bliver svært for pigerne, men ikke for ham og Lille Burka. Lille Burka siger ikke noget. Han er langtfra sikker. "Hvis du vil," siger Lille Burka, "så vil jeg også." Sulei nikker. Så siger han: "Men det er slet ikke sikkert, at skolen kommer." "Nå nej," siger Lille Burka. Og månen lytter.
26 Kolort Den anden dag, det husker du sikkert godt, da hjalp Lille Burka Sulei med at så hirsen ude på marken. Nu spørger Lille Burka Sulei, om han vil hjælpe med at samle kolort hjemme i Burkas gård. Det vil Sulei godt. Burka er jo hans bedste ven.al lorten fra køerne og kamelerne og gederne ligger allerede i en stor dynge, og nu skal Burka og Sulei skovle den op i plasticsække. De bruger hænderne. Lorten er jo helt tør. Den lugter ikke længere, og det generer dem ikke at løfte den op med hænderne. Den er faktisk helt fin og smuldrer mellem fingrene på dem, og de ved begge to, at kommer der ikke gødning ud på markerne, så kommer der ikke ret megen hirse op af jorden. Og kommer der ingen hirse, så er der ingen mad. Så bliver maven ét stort, tomt hul, der står og suser og råber på en hirsekage. Sulei har prøvet at gå sulten i seng. Og stå sulten op og gå sulten i seng igen. Det er ikke sjovt! Men regnen! Uden regnen så er alt arbejdet intet værd. Så har de skuffet, sået og gødet forgæves. Men regnen kommer, siger Lille Burkas far. Sulei og Lille Burka nikker: Regnen kommer! Den kommer plaskende lige ned på de tørre marker! Den fyldte sæk kommer op på æslets ryg. Og så ud på marken.
27
28
29 En kamel af ler Sulei og Lille Burka fortsætter med kolorten, indtil det bliver rigtig varmt. For når klokken bliver tolv, så er der 38 grader. Så varmt at æslerne, altså dem der ikke arbejder, går ind i husenes skygger. De står helt stille, ligesom klistret fast til væggen. De ånder langsomt, kigger lidt op og presser sig ind i skyggen. Det ser ud, som om de er lige ved at styrte til jorden. Men det passer ikke. De klarer sig. På vej hjem går Sulei og Lille Burka forbi smeden, og bagefter hen over pladsen foran moskeen. Der er landsbyens tafala, og mange af mændene sidder inde i skyggen og snakker sammen. De kan høre, at de snakker om manden og damen i den hvide bil. Skolen, tænker Sulei. Sulei har aldrig tænkt på, at han skulle i skole. Han har altid forestillet sig, at han skal være bonde ligesom sin far. Plante hirse og høste den igen. Passe dyrene, køerne og gederne, og reparere husene. Sådan har han tænkt. Ikke på skolen. Og hvordan skal han også kunne lære at læse og skrive? Det er garanteret alt for svært. Sulei og Lille Burka synes også, det er varmt, men først vil de lege lidt, inden de går ind i Lille Burkas hus. De får Lille Burkas to brødre og nogle andre drenge med, og så leger de. Sulei bliver bundet til et træ med et tov. Han sidder oven på noget af sit eget og de andres tøj. Nu skal de andre prøve at tage tøjet, som Sulei sidder på. Hvis det lykkes, så må de slå Sulei med tøjet, men hvis Sulei når at gribe fat om en af de andre drenge, så skal han bindes fast til træet, og Sulei går fri. Det er sjovt. De griner og springer omkring. Sulei er lige ved at fange Lille Burkas storebror, men storebroren får i stedet fat i et stykke tøj og slår Sulei. De andre
30 griner, men så fanger Sulei med et hurtigt greb hans ben. Så gider de store drenge ikke mere. Men Sulei siger til Burka, at de skal prøve at trække om kap. Sulei bliver bundet fast i rebet. Det går ned mellem hans ben, og nu skal Lille Burka prøve, om han kan trække Sulei hen til sig. De trækker og trækker. Sulei kan ikke forstå, at Lille Burka trækker så hårdt. Det plejer han ikke, men så lægger han alle kræfter i, og Lille Burka vælter omkuld. De prøver igen. De griner. De vælter. Bagefter laver de kameler af ler. Først knuser de det tørre ler i en kalabas, så hælder de vand over leret og ælter det hele godt sammen. Når de har lavet nok kameler, så leger de kamelvæddeløb. De skiftes til at vinde. Først vinder Suleis kamel, og bagefter Lille Burkas. En af kamelerne taber et ben i farten, men det kan heldigvis sættes på igen. Og månen, den ser ned.
31 Kamelvæddeløb I dag er en særlig dag. Der skal nemlig være kamelvæddeløb. Ikke bare et med lerkameler, der taber et ben i svinget. Nej! rigtige kameler. Kameler med lange ben og store øjne. Opløbet er lige ved siden af markedspladsen. Sulei og Lille Burka kommer i god tid. Der er ikke sket noget endnu. Der er ikke engang kommet nogen kameler. Der er kun Sulei og Lille Burka. Men så kommer de: kamelerne. Den ene efter den anden. Drengene kender de fleste af kamelerne, for de tilhører bønder i landsbyen. Men der kommer også kameler, de ikke kender. Sulei hører nogen sige, at de fremmede kameler kommer langt væk fra for at vinde væddeløbet. Det tror Sulei ikke, at de kan. Landsbyens hurtigste kamel, den med den røde saddel, den er der ingen, der kan løbe fra. Det er Sulei sikker på. Han forklarer det til Lille Burka, men den ser godt nok hurtig ud, den fremmede kamel. "Nej," siger Sulei, "kamelen med den røde saddel. Det er den hurtigste. Den er lige så hurtig som vinden!"
32
33 Det har han hørt sin storebror sige. "Måske er den fremmede hurtigere," siger Lille Burka. Sulei griner: "Den er langsom. Lige så langsom som en mand med ét ben!" Tuaregerne elsker deres kameler. Næsten lige så meget som deres koner. De er smukke, kamelerne. De er hurtige. De er hårdføre, og der er så mange gode historier fra gamle dage om, hvor udholdende kameler er, og hvor mange dage de kan vandre i ørkenen uden vand. Kamelen hedder også ørkenens skib. Den sejler og vugger hen over sandhavets store bølger. Så stiger rytterne op på deres kameler, men først må kamelen lægge sig ned. Der er højt op. Rytteren hidser sin kamel op ved at råbe, sætte benene hårdt ind i siden på den og slå med pisken. På den måde bliver kamelen klar til løbet. Så rider de væk, ud af landsbyen, ud på en mark fem kilometer væk, for der starter væddeløbet. Nu venter alle. Snakken går. Hvem vinder? "Nu kommer de!" er der en, der råber, og lidt efter får Sulei også øje på kamelerne. Der står en støvsky op. Kamelerne tordner frem mod målstregen. Nu ser Sulei dem tydeligere. De lange ben stolprer af sted, strækker ud. Den forreste kaster benene frem, og højt oppe, helt oppe i luften, sidder rytteren. Han slår med pisken. Han ser sig tilbage efter de andre, og så stryger han over målstregen, mens han råber og triumferende løfter sin pisk op over hovedet. Det var ikke den med den røde saddel, der vandt. Det var heller ikke den fremmede, men en ung kamel fra landsbyen. Sulei er godt tilfreds. Det var jo alligevel en af landsbyens kameler, der vandt! Og den med den røde saddel blev nummer 3. Den fremmede blev nummer 2. De går hen til vinderen. Kamelens store øjne ser forvirret omkring. Kroppen ryster. Der hænger store flager af hvidt skum om mulen. Det er sandt, kamelerne kan klare sig længe uden vand. Men ikke en tørke, så dør også kamelerne. Men vandet kommer jo. Snart. Om to måneder.
34
35 Ler-sten En fin seng! Og stolpen der bærer taget. Alle krukkerne i loftet er til mad. Den mad man bruger til daglig. Ismael, det er manden, der bor ved siden af Suleis far, har spurgt Suleis far, om Sulei kan hjælpe ham med at lave ler-sten. Det kan han godt, siger Saidu. Ismael er bonde ligesom de fleste andre i landsbyen, og så er han rigtig dygtig til at lave ler-sten. Derfor har han tit travlt, og nu er der en mand henne i den anden ende af landsbyen, der skal giftes. Det er med kone nummer 2, og derfor skal han have bygget et nyt hus. Hver kone har nemlig sit eget hus, men det har jeg jo allerede fortalt dig. Ismael skal lave alle stenene. Huset bygger manden selv, men Ismael er forsinket, så nu har han travlt. Bryllupsdagen er fastsat, og bruden kan jo ikke stå uden tag over hovedet. Og uden vægge, så alle og enhver kan se lige ind på den smukke og nykøbte bryllupsseng. Sulei løber hen efter Lille Burka. Han skal også hjælpe med. Så er det sjovest, for Lille Burka er jo hans bedste ven. De møder hinanden midt på sandvejen, og Lille Burka siger med det samme, at han gerne vil hjælpe til.
36 En ny og færdig hytte. Når taget bliver slidt, så laver man et nyt. Sådan begynder man at bygge en ny hytte. Den er rund. Det giver mest plads. Stolpen inde i midten bærer det hele. Først hakker Ismael leret løs. Så blander han det med vand og tørre og knuste stængler fra hirseplanten. Når blandingen er æltet godt sammen, så kører han den hen til formen. Sulei og Lille Burka hjælper til. Først, så skal formen gøres våd. Det gør Sulei. Så øser de den gode blanding op i formen, presser leret ned, så der ingen huller bliver.til sidst glatter de overfladen og løfter forsigtigt formen op. Og sådan fortsætter de sammen med Ismael, indtil det bliver for varmt. Nu skal stenene tørre, siger Ismael, da de går hjemad. Han er godt tilfreds med drengenes hjælp, og han giver dem hver et klap på skulderen. Noget skal tørre, for at det bliver godt. Det skal lerstenene. Andet skal vandes, for at det bliver godt. Det skal planterne i gartnerens have. Og det skal hirsen. Den skal vandes af skyerne. Ikke bare en gang, men mange gange. Så bliver høsten god. Sulei siger farvel til Lille Burka og går ind i gården. Månen kigger ned, og Sulei kigger op. En svale flyver hen over Suleis gård. Den sætter sig i træet ved huset og synger: Kvi-vit. Det har den lært i Danmark. Dér er den nemlig født, og der siger svalerne kvi-vit, når de møder hinanden oppe i luften, og nu vil den hjem igen, for nu er det april, og nu bliver det forår i Danmark. Den flyver op fra træet, op i den dejlige luft, synger sit kvi-vit og flyver mod nord.
37
38 Engang Sulei har fået det forklaret før, men nu fortæller gartneren Ghoda det igen: Stedet, hvor Ismael laver ler-sten, er et særligt sted, fordi der altid, næsten altid er vand i jorden. "Engang," siger Ghoda og peger ud over markerne. "Engang løb der en flod her!" Han bevæger armen, peger længere ud til venstre, og Sulei og Lille Burka følger den udstrakte finger. Der er en lavning i markerne. "Dér løb floden," siger Ghoda. "Og her, hvor vi står, var en sø. Det er derfor, vores by hedder landsbyen ved søen. Men nu er der ingen flod, heller ingen sø!" Ghoda rynker panden og slår træt ud med hånden. Ud over de knastørre marker. Så siger han: "Dengang kom der giraffer ned til floden og drak vand." Sulei ser floden for sig. Bred og dyb, fyldt med vand og fisk.alle slags fisk med glinsende skæl og mærkelige, store øjne. Langs bredderne vokser der græs og buske og store træer. Ikke bare to eller tre træer, men en hel skov. En på hver bred. Og om aftenen og om morgenen kom dyrene ned for at drikke: løver, gazeller, elefanter og giraffer på deres lange, tynde ben. Ghoda ser bedrøvet ud.
39 var der giraffer Det gør Sulei og Lille Burka også. Det ville have været dejligt med alt det vand. Og dyrene! Sulei ser en stor elefant inden i sit hoved. Den løfter snablen og trompeterer. Han griner. Lille Burka griner også, og Ghoda hiver lidt ned i hatten og griner. Så går han sammen med drengene op til sin have. Det er sand alt sammen i haven, men hvis Ghoda husker at vande hver dag, så vokser tomaterne, bønnerne og salaten. Den er lysende grøn. Den er sprød og saftig, for Ghoda er dygtig og glemmer aldrig at vande eller at lukke hegnet omkring haven, for gør han det, så går gederne ind og gufler det hele i sig på to minutter. Ghoda bøjer sig ned. Han taler med salaten. Sulei tænker, at det kan man godt: tale med grøntsagerne. "Også med dyrene," siger Sulei. Han taler jo selv med Bingel. "Med alting, med træer, med myrer, med fuglene," siger Ghoda. "Engang!" råber Ghoda efter drengene, da de går ud af haven. "Engang igen!" Han mener floden og vandet og alt det grønne. Sulei og Lille Burka ved, at Ghoda drømmer om, at hele Sahel igen skal blive én stor have. "Men så skal der meget vand til," siger Sulei til Lille Burka. Lille Burka nikker. Så meget vand kan han slet ikke forestille sig, at der findes i hele verden.
40 En fin hat Når der er marked i landsbyen, og det er der hver torsdag, bager Suleis mor hirseboller. De hedder maasa og bliver stegt i olie. De ligner æbleskiver og smager skønt. Når Fatima har bagt en portion, lægger hun dem fint op på en bakke. Sulei sætter bakken op på hovedet og går af sted. Så er der nogen, der køber, og Sulei gemmer pengene i lommen, og når alle bollerne er solgt, går han tilbage til Fatima med pengene og får bakken fyldt igen. Markedet er en hel masse tafalaer, der er sat sammen. Markedet ligner en skov med en masse tynde træer, og under alle træerne sidder menneskene med deres varer og i skygge for solen. Sulei kan godt lide, når der er marked. Så sker der noget:alle folkene ude fra de endnu mindre landsbyer og de små landbrug kommer nemlig ind til Suleis landsby for at handle. Eller for at snakke og se, hvad der sker. Markedet dufter og lugter. Nogle sælger løg og gulerødder og salat. Nogle sælger geder og høns. Og nogle sælger hirse. Alt muligt bliver solgt og købt. Men der er mindre på markedet nu. Den sidste høst er ved at være spist, men nu kommer der jo snart en ny høst. For om en måned kommer regnen! Og så spirer hirsen, og så er der igen mad til dyrene og menneskene. Og brøndene er stadig fulde af vand! Månen, den ser ned på markedet, men Sulei får ikke øje på månen. Det er jo også midt på dagen.
41
42
43
44 Et navn Oppe i den anden ende af landsbyen er der født en dreng. Nu skal han have sit navn, og Suleis far og hans tre koner er inviteret med til festen. Sulei vil også med. Gården oppe ved det nye barn er fyldt med mennesker. Ved indgangen og under tafalaen sidder alle mændene. Der sætter Sulei sig også. Henne ved huset, hvor den unge mor og barnet er, sidder alle kvinderne. Der er en særlig stemning. Alle er spændt. De venter, og så kommer barberen. Han har lyseblåt tøj på. I hånden holder han en ragekniv og et læderbælte. Han går ind i huset. Sulei lister bagefter. Han vil se, hvad der sker. Inde i huset sidder en gammel kone med det lille barn. Barberen sætter sig ned, og med det samme kommer der et fad fyldt med vand. Barberen hælder vand over barnets hoved og sæber håret ind.
45
46
47 Han gør det langsomt og omhyggeligt, og alle inde i huset følger nøje med. Allerførst skærper han kniven på bæltet. Det har han sat fast til sin storetå. Derefter barberer han langsomt og omhyggeligt drengens hår af. Ved siden af fadet ligger en lille bunke hirsefrø og en sølvring. Barberen tager en tot hår og lægger den ned til frøene. Det tager lang tid at få alt håret af. Han gør det omhyggeligt. Sulei kigger. Den lille dreng siger ikke et ord. Det kan han jo heller ikke. Men han skriger heller ikke. Han ligger fredeligt i den gamle kones arme. Så ser Sulei tre mænd komme trækkende med en ged. Det er festmåltidet. De går om bag huset. Sulei følger med. De to af mændene lægger geden ned. Den tredje har en meget skarp kniv. Først graver han et lille hul lige under gedens hals, og så snitter han. Hurtigt, præcist, og det halve af gedens hals er skåret over. Den bevæger sig voldsomt, men mændene holder godt fast. Blodet fosser ud og ned i jorden. Så råber den mand, der kaldes en griot. Han råber barnets navn, så alle ved, at sådan er navnet. Det er en lang sang, han laver, for samtidig fortæller han om barnets forfædre.alt hvad de har lavet af stort og enestående, og nu hører Sulei igen om tuaregerne i gamle dage: at de havde masser af kameler, at de organiserede karavaner, at de var modige krigere, som ingen kunne klare i krig. Til sidst beder manden oppe fra moskeen en bøn. Og til allersidst bliver hirsen, sølvringen og hårtotterne gravet ned i jorden. Sådan gør de, hver gang et barn får sit navn. Bagefter er der fest: Geden bliver stegt, hirsebollerne bagt, og alle snakker og morer sig, og forældrene til det lille barn viser stolt alle gaverne frem. Og snart kommer regntiden. Om en uge er det juni. Fra nu af kan regnen komme når som helst. Og alt er parat. Hirsen er i jorden, og alle i landsbyen tænker på regnen. Og månen, den sejler gennem himmelhavet.
48 Skyerne driver forbi Det er juni. Der driver skyer forbi fra vest mod øst. Sådan er det hvert år. Og snart, måske allerede i aften går der hul på skyerne, og regnen falder ned på markerne. Saidu ser op. Sulei og Lille Burka ser op. Alle ser op på skyerne. Fatima ser på Sulei, men der kommer ingen regn. Intet hul i skyerne. "I morgen," siger Saidu. Men hele næste dag og aften og natten med: ingen regn. "Hvad siger Ghoda?" spørger Saidu Sulei. Ghoda, det er gartneren. Det husker du nok, og Sulei snakker jo næsten hver dag med Ghoda. Sulei ved ikke, hvad han skal sige, for Ghoda ser ikke ud, som om han tror, at der kommer regn. Og sådan fortsætter det. Dag efter dag: ingen regn. Landsbyen holder vejret. Sulei hører mændene under byens tafala snakke om sidste gang, der ingen regn kom. Det var forfærdeligt. Til sidst døde dyrene.til sidst var brøndene tomme. Og til allersidst begyndte menneskene også at dø. Sådan må det ikke gå, tænker han. Og han tænker på den gang, han blev født, da han skreg, og da regnen kom. Skal han skrige igen?
49
50
51 Hvad skal vi gøre? Nu er der gået for lang tid. Alt for lang tid. Og det bliver stadig varmere. Stadig mere og mere tørt. Æslerne kliner sig op til lervæggene, og Sulei og Lille Burka har ikke rigtig lyst til at lege længere. De voksne bliver mere og mere ængstelige. Fatima tager kalabassen med månetegnene frem, men ingenting hjælper. Heller ikke bønnerne henne i moskeen. Anar, en gammel mand, ingen ved, hvor gammel han er, heller ikke han selv, men Sulei er sikker på, at han er mere end hundrede år, går ud til det hellige træ. Det har jeg ikke fortalt dig om før, men sådan et ligger der fire kilometer uden for landsbyen. Det er et baobabtræ, det er umådeligt gammelt og stort. Det venter også på regnen. Så laver det store, hvide blomster. Sulei ved, at tuaregerne i gamle dage ofrede en ged til træet, før de gik i krig. Så strømmede blodet ned i jorden til træets rødder og op i træet, og som tak fik krigerne træets kræfter og held i krigen. Nu trækker Anar af sted med en ged. Kniven har han i den anden hånd. Han ofrer geden til træet. Men det hjælper ikke. Ingen dråber falder fra himlen. Og månen, den kigger ned. Nu ligner den en båd.
52 Månebåden Skal jeg skrige igen, tænker Sulei. Om natten står han op og går ud på marken. Han skriger. Han kigger op. Han skriger igen, men nej. Nej, der kommer ingen regn. Han ser op på himlen. Dér er månebåden. Den sejler hen over himmelhavet. Sulei tænker, at dér ville han gerne sidde: oppe i månebåden og se ud over hele verden, ned på ørkenen og Sahel og alle menneskene. Og så ville han drive alle himlens skyer sammen, som når Saidu driver kvæget sammen, så himlen til sidst blev helt sort. Og så ville han slå hul på bunden af himmelhavet, så vandet plaskede ned i hovedet på alle menneskene. Sulei går skuffet tilbage. Han tænker på, hvad Saidu sagde til Fatima, da de spiste til aften. Saidu sagde, at der stadigvæk var vand i byens to brønde, men hvis regnen ikke kommer, så skal dyrene vandes fra brøndene, og så bliver brøndene måske også tomme. Til sidst sagde Saidu: "Og hvis tørken fortsætter, Allah forbyde det! så kommer nomaderne snart med deres kvæg og vil have vand fra brøndene. Og der er jo ikke nok til både dem og os! Så går det galt!" Sulei standser op på sandvejen. Hvordan skal det så gå med Bingel? tænker han. Han ser op på månebåden. Så går han ind og sover. Sulei drømmer om månen. Han spørger, om han må komme op i månebåden. Månen siger ikke noget, men Sulei kan mærke, at den tænker over hans ønske, og lige med ét sidder han oppe i månebåden. Hvor er det fint at sidde her! Hvor fint at blive vugget frem og tilbage, som var man et lille bitte barn. Og han kan se ned på hele landet: hele ørkenen med kamelkaravaner og grønne oaser, der ligger som strålende smykker på et hvidt klæde. Og dér, i oasen, står en lille pige med brune øjne. Hvad er det? spørger Sulei sig selv. Hvad er det, der sker inde i hjertet? Så står han pludselig igen nede i landsbyen. Månen sejler videre. Der sidder køer oppe i båden. Gad vide, hvor de skal hen? tænker Sulei. Og så siger han til sig selv, han drømmer jo stadig, at det er de døde køer, fra sidst der var tørke. Nu er de der, hvor der altid er rigeligt med vand, og han bliver glad over, at køerne alligevel får slukket deres tørst. Så taler månen til Sulei. Den siger, at han skal tage sin kalabas og gå ud efter vand. Han skal spørge alle dem, han møder, om de vil give ham vand. Sulei undrer sig ikke. Det er jo en drøm. Han ser op på månen, så siger han, at det skal han nok. Månen nikker og sejler stille af sted. Køerne ser ned efter Sulei. De vinker. Der er også en lille ged. Sulei vågner. Drømmen står lysende klar inden i hans hoved. Han står med det samme ud af sengen, finder kalabassen og går ud af huset.
53
54 Træer har store ører Det er ved at blive morgen. Der ligger et gråt lys over husene og hegnene, og ovre ved naboen hører han en, der rumsterer. Han løber ud på sandvejen, ned forbi ler-stedet og ud på marken. Han går mod vest, for der kommer regnen fra. "Alle dem jeg møder," siger Sulei til sig selv. "Træet," siger han og standser op foran det første træ ude på marken. Sulei går hen til træet. Han holder kalabassen frem og spørger træet, om det vil give ham lidt vand. Træet siger ingenting. Sulei spørger igen. "Jeg mangler også vand," siger træet og ryster en gren. "Vi mangler alle sammen vand." Sulei siger ikke noget. Han kan mærke, at træet tænker. "På to betingelser," siger træet. Sulei nikker. "For det første skal du lære at tænke mere på træerne.vi hjælper gerne jer mennesker, vi skygger for jer og dyrene, og vi gør det lettere for hirsen at vokse. Vi giver træ til at bygge huse med, træ til skeer og brænde og redskaber og stole og borde og senge." Det er rigtigt, siger Sulei til sig selv. Han har aldrig før rigtig tænkt over, hvor nyttige træer er. "Derfor skal du kun fælde træer, når det er meget nødvendigt. Og altid plante nye!" "Det lover jeg," siger Sulei. "Og den anden ting," fortsætter træet, "du skal gå i skole og lære at læse og skrive." Sulei undrer sig, hvor ved træet fra, at der måske kommer en skole. "Træer har store ører," siger træet. "Vi hører alting!" Sulei rynker panden.
"Jeg har også gået i skole," siger træet. "Jeg har lært af vinden og jorden og luften og regnen, men du er jo et menneske, og for et menneske er det vigtigt at lære om tallene og bogstaverne." Sulei er ikke sikker. Han er slet ikke sikker på, at han kan lære at læse og skrive. "Du kan godt," siger træet. "Jeg lover det," siger Sulei, og i samme øjeblik stiger en fin lyd op fra kalabassen. Det lyder, som faldt der en dråbe. Sulei kigger efter. Det blinker af vand på bunden af kalabassen. Han siger tak og går hurtigt videre. Det er mærkeligt, at træer kan snakke. Det kan træer jo ikke, men i dag er sikkert en helt særlig dag, tænker Solei, mens han går videre. 55
56
57 99 dråber "Spørge alle," siger Sulei til sig selv. Lidt efter møder han en slange. Sulei standser op. Han er ikke bange for slangen. Han ved, at slangen er mere bange for ham, end han er for den.alligevel går der en isnen ned gennem hans ryg. Sulei holder kalabassen frem. "Giv mig lidt vand," siger han. "Høflighed!" siger slangen. "Åh, ja," siger Sulei. "Giv mig venligst lidt vand!" "Det var bedre," siger slangen. Slangen har ikke lyst til at hjælpe Sulei. Han er jo et menneske, og mennesker og slanger er ikke gode venner.alligevel er der noget ved Sulei, som får slangen til at hjælpe ham. "Men lov mig," siger slangen. Så opgiver den at sige det, den ville, hvisler og snor sig væk, men i samme øjeblik hører Sulei en vidunderlig lyd, som når en dråbe vand rammer en anden dråbe vand. "Tak!" råber han efter slangen og går videre ud over marken. Der er ikke andet end det tørre sand og de hvide hirsestubbe, men han skulle jo spørge alting. Han lægger sig på knæ, holder kalabassen frem mod en hirsestub og beder høfligt om vand. Han hører en lille, vidunderlig lyd. Som når en dråbe vand rammer to dråber vand. Det blinker op fra kalabassen. Sulei ler. Han vil rejse sig op, men så husker han: Alle, spørg alle. Han kigger sig omkring. Der er jo også marken. Der er alt sandet. Han spørger høfligt sandet. "Er det mig, du spørger?" Sulei ser sig forvirret omkring. Er det sandet, der taler? Nej, det er en myre. En lille, fin myre. Den er standset op, og nu ser den op på Sulei med sine mærkelige myreøjne. "Også dig skulle jeg spørge," siger Sulei. "Jeg skulle spørge alle. Det sagde månen." "Værsgo," siger myren, og skynder sig videre. Det blinker fra kalabassens bund. Det lyder, som når en dråbe vand rammer tre dråber vand. Så blinker det igen, og nu lyder det, som når en dråbe vand rammer fire dråber vand. "Det er os," siger sandskornene. Vi er tredive millioner lige her under dine fødder. "Tak," siger Sulei.
58 Han går videre. Han spørger en fugl. Den der hedder en wutu-tu, og dens fjer har vidunderlige farver: sort, hvid og grøn. Han spørger termitterne, han spørger en sort bille. Den skinner og stråler i solen. Og en lille mus og en høj kamel, men ikke skyerne, dem tør han ikke spørge. Og hver gang blinker det i bunden af kalabassen, for de vil alle hjælpe ham. Måske fordi han er så høflig? Måske fordi han fortæller dem om måneskibet, som nu sejler oppe på himlen. For det er blevet nat, men Sulei går videre. Månen siger ikke noget, og der er ingen køer, der vinker ned til Sulei. Langt ude, oppe på himlen, står en lysende stjerne. Spørg alting, siger det i Suleis hoved. Og han spørger høfligt stjernen. Stjernen nikker med sin ene spids. Den ser ned på Sulei. Den kender ham godt. Ja, selv Suleis drøm kender den. "Du kender alting?" spørger Sulei. Stjernen nikker, og i det samme falder en dråbe ned fra dens venstre spids, lige ned gennem luften og ned i Suleis kalabas. Og en vidunderlig lyd, som når en dråbe vand rammer ti dråber vand, stiger op fra kalabassen og ind i Suleis ører. Sulei går videre. Han spørger mange andre, og hver gang får han en dråbe. Men ikke svalen. Den er jo fløjet til Danmark. Det grå morgenlys rejser sig op. Det står på køernes horn, for nu møder Sulei en flok kvæg. Han smiler, for hornene ligner jo månebåden. Det har han aldrig tænkt over før. En af køerne standser op og ser på ham. "Se mine horn," siger koen. "Kender du dem?" Sulei nikker, og så fortæller han om månebåden. Og han fortæller om træet og slangen og hirsestubben og myren og sandet og wutu-tu-fuglen og termitterne og den sorte bille og den lille mus og den høje kamel og stjernen og alle de andre, han har mødt. Og at han er gået ud for at lede efter vand. "Det er vi også," siger koen. "Måske du kan hjælpe mig?" spørger Sulei høfligt og holder kalabassen frem. "Det vil jeg," siger koen, og løfter hovedet og snuser. "Jeg kan lugte floden. Den vej!" siger koen og nikker fremad. Sulei siger tak, og idet han snurrer omkring og løber frem mod floden, hører han en vidunderlig lyd fra kalabassen. Det lyder, som når en dråbe vand rammer 99 andre dråber.
59
60
61 Floden Så meget vand har Sulei aldrig set før. Foran ham løber floden, bred og dyb. Han står først helt stille. Forbavset og forundret. Så går han langsomt ned til floden. Der er græs, grønt græs. Det støver ikke under hans fødder, men føles blødt og vådt. Og der ligger både. De ligner månebåden. Det gør Sulei glad, og han holder kalabassen frem og beder floden om vand. Først siger floden ingenting. Den har jo også alt sit vand, som den skal flytte. Hele dagen, hele natten, altid skal vandet flyttes længere ned, helt ud til havet, men så hører den Sulei. "Tag alt det, du vil!" siger floden. Sulei går frem til bredden, men da han vil bøje sig ned og fylde vand i kalabassen, opdager han, at den allerede er fuld af vand. Han råber farvel til floden, vender omkring og skynder sig tilbage til landsbyen. Nu har han vandet, og selvom der ikke er mere, end der kan være i en lille kalabas, så er han sikker på, at det er noget særligt vand. Noget helt særligt vand, som kan strække langt.
62 Et skrig Sulei løber og løber. Han løber forbi koen. Og forbi alle de andre. Og forbi stjernen. Og forbi den høje kamel. Og forbi den lille mus. Og forbi den sorte bille. Og forbi termitterne. Og forbi wutu-tu-fuglen. Og forbi sandet. Og forbi myren. Og forbi hirsestubben. Og forbi slangen. Og han råber tak til dem alle sammen. Og forbi træet. Det bevæger bladene. "Jeg skal nok!" råber Sulei i farten. Han mener skolen. Han skal nok huske at gå i skole. Sulei ser kun fremad, hen mod landsbyen. Han styrter af sted fra vest mod øst. Havde han standset op et øjeblik og set sig tilbage, så havde han fået øje på skyerne, der jager frem efter ham. De kommer nemlig også fra vest og flyver mod øst, sorte, blå og fulde af vand. Og så hurtigt kommer de, at de overhaler Sulei, men han har kun øje for landsbyen og for at komme hjem med det vidunderlige vand. Og så falder han! Sulei snubler over en hirsestub. Han styrter lige frem i luften, kalabassen flyver ud af hans arme, vandet flyver ud af kalabassen, og Sulei skriger af forfærdelse, ærgrelse og raseri. Men lige i det øjeblik, han skriger, kommer regnen. Skyerne åbner sig, vandet pøser ned. Det plasker, det sjasker, det vælter ned over huse og træer og dyr. Fremme i landsbyen løber alle ud af husene. De kigger op. De ser på hinanden. De ler. Sulei ligger helt stille. Han er lykkelig. Han kan næsten høre hirsefrøene begynde at spire. Skyerne åbner sig. Månebåden titter frem. Og Bingel. Ja, Bingel, han skal ikke dø!
63
64