Revolutionen og magten - Sønderborg-arbejdernes historie 1872-1922

1 Revolutionen og magten - Sønderborg-arbejdernes historie 1872-1922 af Frode Sørensen ISBN 87-87153-564 Resumé af bogen som blev udgivet på 90-årsdagen for revolutionen i Sønderborg den 6. november 2008 Perioden 1872-1900: Etableringsperiode, tilbageslag, fornyet vækst Udviklingen i Sønderborg gik ikke voldsomt stærkt i årene efter 1870, men der var en del anlægsog byggeprojekter, og de betød, at landarbejderne fik arbejde i byen. Samtidig begyndte også arbejdere og håndværkere både sydfra og fra Danmark at søge arbejde i Sønderborg. Efter at den første socialdemokratiske forening, ADAV, var stiftet i Tyskland i 1863, blev der etableret en Ortsgruppe i Flensborg, og i 1872 gik den i gang med agitationen i Nordslesvig. I Sønderborg fandt det første socialdemokratiske møde sted i oktober 1872, og det resulterede i oprettelse af en lokalafdeling med nær tilknytning til foreningen i Flensborg. Indtil begyndelsen af 1900-tallet var der en direkte rød forbindelse mellem Sønderborg og Flensborg. Initiativerne til oprettelse af fagforeninger og socialdemokratiske afdelinger i Sønderborg kom fra Flensborg. I perioden 1870-78 stiftede arbejdere i Sønderborg den første arbejderforening, der eksisterede frem til 1875, hvor ADAV overalt i Tyskland blev opløst og afløst af Sozialistischer Arbeiterpartei Deutschlands, SAPD. Allerede i 1875 tog Flensborg-afdelingen initiativ til oprettelse af en lokalafdeling i Sønderborg. 1

arbejder Asmus Grenaae som i 1872 deltog i det første socialistmøde i Sønderborg Afdelingen, som eksisterede indtil indførelsen af Socialistloven i 1878, havde langt færre medlemmer end den tidligere ADAV-afdeling. De socialdemokratiske aktiviteter blev nøje overvåget af Sønderborgs politiforvaltning, pressen og de borgerlige tyske spidser. Da valg til rigsdagen var et offentligt anliggende, kunne myndighederne kontrollere hvem der blev stemt på. Derfor var det også en let opgave at kontrollere, hvem der afgav de 32 stemmer, som i 1878 faldt på den socialdemokratiske rigsdagskandidat, og politiet holdt herefter et vågent øje med de pågældende. Den danske avis Dybbøl-Posten var også skeptisk over for arbejdernes socialdemokratiske aktiviteter, ikke så meget af modvilje mod arbejderstanden, men mere af bekymring for, at danske arbejdere skulle flytte deres stemmer fra den danske borgerlige kandidat til den tyske socialdemokrat. Denne frygt var velbegrundet, da arbejderne i Flensborg, også de dansksindede, i stigende omfang valgte at stemme socialdemokratisk. I perioden fra 1878-1890, hvor socialistloven var gældende, havde socialdemokraterne forbud mod at holde møder samt at udgive tryksager og blade. Forbuddet bevirkede, at socialdemokratiske aktiviteter i Sønderborg reelt ikke eksisterede, heller ikke selv om partiet havde ret til at opstille til rigsdagsvalgene. Efter socialistlovens ophævelse i 1890 spirede arbejderbevægelsen i Sønderborg frem igen, men alle aktiviteter blev mødt med modstand, chikane og overvågning fra politiet og pressen. Selv garnisonen på Sønderborg Slot blandede sig, idet officererne truede med at boykotte Hotel Alssund, hvis værten tillod socialistiske møder på sit etablissement. I Tyskland stiftede socialdemokraterne i 1890 SPD. En Ortsverein blev dannet i Flensborg i starten af 1891. Som i 1872 tog Flensborg-folkene sammen med byens tyske arbejdere og håndværkere initiativ til, at der i august 1892 blev dannet en socialdemokratisk arbejderforening i Sønderborg som en afdeling under SPD-Flensburg. Der var allerede i 1890 erne socialdemokratiske partimedlemmer i Sønderborg. Da al mødeaktivitet skulle varsles over for politimyndighederne, var det en let sag for politiet at føre kontrol ved møder, og efterfølgende lave indberetninger til borgmester/politimester og landråd. Det var modigt af arbejderne at involvere sig i partiarbejdet, for de var konstant politiovervåget, og i mange tilfælde medførte det fyring fra jobbet. Foreninger opstod, når ildsjælene var der, og de blev opløst, når ildsjælene forsvandt. I 1894 kunne politiet således meddele landråden i Sønderborg, at 2

3 de folk, som havde stiftet en socialdemokratisk forening i 1892, nu var flyttet fra byen. Men i sommeren 1898 opstod der igen en socialdemokratisk lokalafdeling i Sønderborg Sozialdemokratischen Wahlverein Sonderburg und Umgegend. Denne afdeling var aktiv helt frem til stiftelsen af en selvstændig, socialdemokratisk partiforening i 1904. Fagforeningerne kom for alvor i gang i perioden 1890-1900. Skrædderne dannede allerede et halvt år før socialistlovens ophævelse en mellemting mellem en fagforening og en brancheforening. I 1892 var turen kommet til datidens HK ere, ekspedienterne hos egnens købmænd. Formerne dannede i 1893 forløberen til Formernes Fagforening og Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund, træarbejderne kom i 1894, arbejdsmændene i 1895 og murerne i 1896. Ved overgangen til 1900-tallet var mange arbejdere i Sønderborg organiseret i partiforening og/eller fagforening. Man kunne ikke altid tale om selvstændige foreninger med en formand. Ofte var der en tillidsmand, benævnt 1. Bevollmächtiget, og hans fuldmagt og bemyndigelse blev givet af Flensborg-afdelingen eller direkte fra fagforeningernes hovedsæde. Af medlemslister fremgår, at den nationale og geografiske sammensætning af fagforeningernes medlemmer, var alsidig. Medlemmerne kom både fra Nordslesvig, Sydslesvig, Holsten og den øvrige del af Tyskland samt fra Danmark. skomager Wilhelm Lange kom fra Flensborg til Sønderborg omkring århundredskiftet og var indtil stiftelsen af SPD-Sonderburg kontaktperson til partiforeningen i Flensborg, han stoppede først som aktiv i partiforeningen i 1934 og var i 20 år foreningens kasserer I forbindelse med valgkampen til Rigsdagen i 1902 var ønsket om egen partiforening højt på ønskesedlen blandt Sønderborgs arbejdere, men rigsdagskandidat Heinrich Mahlke frarådede dette med begrundelsen, at man endnu ikke havde den fornødne styrke. SPD-Flensburg mente ikke, at medlemsunderlaget i Sønderborg var stort nok, selv om dette var tilfældet i Aabenraa og Haderslev. Men tingene kom hurtigt til at ændre sig. Perioden 1900-1918: Magtens fundament støbes I begyndelsen af 1900-tallet var det slut med 1890 ernes lidt tilfældige etableringer og nedlæggelser af fagforeninger og socialdemokratiske arbejderforeninger. Meget havde været bestemt af hvem, der tog et initiativ, og når initiativtagerne var borte, blev foreningen ofte opløst. Majfesterne, som siden 1890 havde været et tilløbsstykke i Flensborg, startede i Sønderborg i år 1900 i det små nærmest 3

som en fest på stranden. Uanset, at der var arbejderforeninger for socialdemokrater i Sønderborg i 1890 erne, så var de socialdemokratiske medlemmer i Sønderborg direkte medlemmer hos SPDFlensburg, men omkring år 1900 var der nu blevet så mange, at de fik deres egen tillidsmand. Jernbanen mellem Tinglev og Sønderborg blev indviet i 1901 Den nyetablerede jernbaneforbindelse mellem Sønderborg og Flensborg, som blev indviet i 1901, skulle for alvor sætte skub i tingene. Stadig flere arbejdere og håndværkere sydfra kom til byen for at deltage i de store anlægs- og byggearbejder, der blev fordoblet fra 1905 med anlæggelsen af den store marinestation. Derfor skete der i perioden fra 1901-1913 store ændringer i fagforeningerne. Det var kendetegnende for den nye struktur, at den blev så langtidsholdbar, at man efter Genforeningen uden de store komplikationer kunne tilpasse strukturen til det danske fagforeningssystem. De store anlægs- og byggearbejder, som for alvor tog fart fra 1904-05, fik strømmen af arbejdere og håndværkere sydfra til at vokse markant. Arbejderne, de såkaldt Fremdgeschriebene, var organiserede, og ofte havde de været medlem af SPD, hvor de kom fra. På initiativ af disse sydfra indvandrede murere og tømrere blev ønsket om egen SPD-Ortsverein til virkelighed den 7. august 1904. Det danske forsamlingshus i Bismarckstrasse/Østergade lagde den 7. August 1904 lokale til stiftelsen af den overvejende tyske socialdemokratiske partiforening (SPD-Sonderburg) 4

5 Medlemstallet var på stiftelsesdagen 40, men i løbet af de næste fire år skulle det vokse til over 200. Fra 1909 gik medlemstallet dog tilbage. Arbejderne og håndværkerne, som var kommet til byen fra Schlesien, Sachsen, Thüringen, Brandenburg, Mecklenburg og Pommern, Niedersachsen og Slesvig-Holsten havde afsluttet deres job, og drog igen af sted på nye udfordringer. De arbejdere, som blev i området, havde fundet sig en ægtefælle her. Jævnsides hermed havde samarbejdet mellem Sønderborgs forskellige fagforeninger udviklet sig så godt, at man allerede den 1. oktober 1904 besluttede at danne paraplyorganisationen Gewerkschaftskartell, der skulle have ansvaret for at koordinere fælles aktiviteter: 1. majfester, forhandlinger med arbejdsgivere, demonstrationer og strejker. Ved rigsdagsvalgene i starten af 1900-tallet opstod der et vist samarbejde mellem socialdemokraterne og de dansksindede sønderborgere. På grund af de tyske myndigheders chikane over for begge parter udviklede samarbejdet sig hurtigt, og arbejderne fik til stor irritation for myndighederne og det tyske borgerskab lov til at benytte det danske forsamlingshus i Bismarckstrasse til deres møder. I 1905, året efter stiftelsen, tog Gewerkschaftskartellet initiativ til to meget vigtige aktiviteter for arbejderne i Sønderborg: 1. majfesterne og opførelsen af arbejdernes eget hus - Central-Herberge - i daglig tale kaldet Gewerkschaftshaus. Dette hus, der kom til at ligge i Bergstrasse 7, fik de næste 70 år en uvurderlig betydning for arbejderbevægelsen i Sønderborg. Murerne og tømrerne havde fra starten den afgørende indflydelse i partiet. I 1907 udgjorde murerne mere end 50 % af medlemmerne, og flere gange var det en murer eller en tømrer, der sad i formandsstolen. I 1910 blev formanden for murerne og forretningsfører i Gewerkschaftshaus, Richard Hempel også formand for SPD-Sonderburg. Fra det tidspunkt var Hempel der kom fra Sachsen arbejderbevægelsens ubestridte leder. Han forsøgte i 1908 forgæves at blive opstillet til valget til borgerrepræsentationen, men opstillingen lykkedes ved valget i 1913, og selv om han og den anden kandidat, murer Walter Eggert, ikke blev valgt, fik de et så godt valg, at det vakte opmærksomhed og bekymring i det tyske borgerskab. Efter udbruddet af 1. verdenskrig den 1. august 1914 mistede såvel fagforeningerne som SPDSonderburg medlemmer. Reelt var det kun de ældre socialdemokrater, der var tilbage i byen, mens alle andre var i felten. De få aktiviteter, der var inden for fagbevægelse og parti, blev klaret af de ældre medlemmer 5

Murer Richard Hempel fra Volkmarsdorf ved Leipzig var i perioden 1908-1920 Sønderborg-arbejdernes ubestridte leder Straks efter revolutionen i november 1918 og krigens afslutning var Hempel tilbage i spidsen for arbejderbevægelsen. I løbet af kort tid havde han retableret partiforeningen, hvor medlemstallet på få måneder nåede op på mere end 400. Han tog også initiativer til genoplivning af fagforeningerne, hvoraf nogle var blevet næsten opløst under krigen. Gewerkschaftskartellet fortsatte, i første omgang dog med den aldrende Peter Nepchen som formand. Hempels store periode som arbejdernes leder var for alvor indledt. Revolutionen blev den direkte årsag til Hempels og Sønderborg-arbejdernes direkte vej til magten i byen. Perioden 1918 1920: Fra asken til ilden Revolutionen blev gennemført stille og roligt i Sønderborg 6. november og helt uden blodudgydelser modsat i Kiel, hvor revolutionen kostede otte menneskeliv og mange sårede. Lederen af revolutionen i Sønderborg, marinesoldaten Bruno Topff, er i flere sammenhænge fremstillet som en lidt komisk person. Men det er en klar fejlvurdering! I en kaotisk tid med et kejserrige i opløsning var det umuligt at gennemføre så omfattende ændringer uden en fast hånd. Hvis ikke Topff havde haft betydelige organisatoriske evner, ville han ikke kunne have gennemført revolutionen og skabt ordnede forhold i de tre dage, han sad på posten som præsident, dvs. leder af Soldaterrådets præsidium. Marinesoldaten, skrædder Bruno Topff, var lederen af revolutionen i Sønderborg og første formand/præsident for Soldaterrådet, dog kun i tre dage fra den 6.-9. November 1918 6

7 Tiden fra november 1918 og indtil sommeren 1920 er en af de væsentligste perioder i Sønderborgarbejdernes historie. Det fundament, som i en tid med store begrænsninger fra myndighedernes side var bygget op indtil 1. verdenskrigs udbrud, skulle hurtigt repareres, og en bygning skulle rejses. Revolutionen var helt afgørende for, at det tyske styres centralistiske beslutningsprocesser blev afskaffet. Og dannelsen af et særligt arbejderråd i Sønderborg som en del af det større Soldater- og Arbejderråd betød, at arbejderne for første gang fik reel indflydelse på byens administration. En af de fire plakater som Topff nåede at få trykt og publiceret i sin korte regeringstid Tiden fra november 1918 og indtil sommeren 1920 er en af de væsentligste perioder i Sønderborgarbejdernes historie. Det fundament, som i en tid med store begrænsninger fra myndighedernes side var bygget op indtil 1. verdenskrigs udbrud, skulle hurtigt repareres, og en bygning skulle rejses. Revolutionen var helt afgørende for, at det tyske styres centralistiske beslutningsprocesser blev afskaffet. Og dannelsen af et særligt arbejderråd i Sønderborg som en del af det større Soldater- og Arbejderråd betød, at arbejderne for første gang fik reel indflydelse på byens administration. Kravet om en afstemning om Nordslesvigs fremtidige nationale tilhørsforhold satte gang i de nationale diskussioner især blandt de borgerlige dansk- og tysksindede, men også arbejderne involverede sig i dette spørgsmål. Retableringen af fagforeningerne og Socialdemokratiet gik hurtigt, og der kom stærke, tyske fagforeningsfolk i spidsen for de toneangivende foreninger og for partiet i Sønderborg. SPD i Slesvig-Holsten havde i 1902 af taktiske årsager anerkendt nordslesvigernes ret til national selvbestemmelse. Det gav socialdemokraterne i Sønderborg et betydeligt problem: De anerkendte selvbestemmelsesretten, men de ønskede personligt at forblive som en del af den nye tyske republik i stedet for at blive en del af et efter deres mening forældet dansk monarki. 7

Hjemkomsten fra fronterne til arbejdsløshed, mangel på mad og boliger var med til at bevidstgøre arbejderne politisk, og de havde to muligheder: det tyskorienterede socialdemokrati, SPD, eller den danskorienterede Sønderjysk Arbejderforening, SAF. Den havde eksisteret fra 1911, men havde kun nogle få hundrede medlemmer. I januar og februar 1919 gennemførte SAF en så flot hvervekampagne, at de nordslesvigske arbejdere strømmede til. Den nationale kamp for at vende tilbage til Danmark betød meget for de dansksindede arbejdere, men de ville også have indflydelse på deres sociale og økonomiske fremtid. SAF fik over 12.000 i løbet af et år, men en del medlemmer tilhørte dog ikke arbejderstanden. Hempel havde håbet, at de danske arbejdere ville skrue ned for kravet om en folkeafstemning her og nu og vente nogle år. Så var han overbevist om, at de ville blive så glade for det ny Tyskland, at de gerne ville blive under tysk styre. Arbejdernes fremtid lå efter hans mening i et industrialiseret Tyskland og ikke i landbrugslandet Danmark. Han måtte dog opgive sin oprindelige strategi, da han i marts 1919 var klar over, at der ville komme en afstemning, og Nordslesvig med stor sandsynlighed ville blive dansk. Men Hempel var ikke opgivende, for det vigtigste for ham var trods alt, at arbejderne ville vedblive at være socialdemokrater. Det sociale tilhørsforhold var vigtigere end det nationale. Samme holdning havde det danske socialdemokratis formand Th. Stauning, der ønskede at undgå konfrontationer mellem danske og tyske arbejdere. Straks fra Andreas Graus tiltræden som redaktør af Dybbøl-Posten 1. januar 1919 kom der en uforsonlig tone mellem ham og de to arbejderledere Hempel og Preuss, selvom der fra foråret 1919 blev udviklet et vist samarbejde mellem danske SAF og tyske SPD. En fælles kontakt til det danske socialdemokrati havde en vis indflydelse, men især deres fælles problemer i dagligdagen var afgørende. Manglen på levnedsmidler og arbejde førte de to arbejderorganisationer nærmere sammen, og i juni 1919 gennemførte de i fællesskab en stor demonstration med kravet om levnedsmidler, bekæmpelse af smughandel og sidst men ikke mindst: kravet om arbejde til en rimelig løn. Denne demonstration knyttede for alvor de danske og tyske arbejdere sammen, og samarbejdet fortsatte frem til afstemningen 10. februar. Der er ingen tvivl om, at dansksindede arbejdere stemte dansk, og tysksindede arbejdere stemte tysk ved folkeafstemningen den 10, februar 1920. De tyske arbejdere var kede af at skulle forlade den nye republik, hvor de nu var kommet af med kejseren, og de brød sig ikke om det danske monarki. Men da slaget var tabt, var de alligevel fortrøstningsfulde: I dag er vi tyske arbejdere, i morgen er vi danske arbejdere, men først og fremmest er vi socialdemokrater. Men andre ord, den sociale identitet var vigtigere nationale. 8

9 Fregatten Olfert Fischer i Sønderborg havn den 5. Maj 1920 med danske soldater. Arbejdernes samarbejde i forbindelse med demonstrationer, strejker og fra 1920 også 1.majfesten udviklede sig. Og tiden herefter frem til sommeren 1920 bar præg af, at den nationale kamp var et overstået kapitel for de fleste arbejdere. Nu var dagligdagens problemer i højsædet, og der var jo ikke forskel på de danske og de tyske arbejderes problemer. Derfor besluttede SAF at deltage i den årlige 1.majfest sammen med SPD og fagforeningerne. I utilfredshed med dette meldte redaktør Grau sig ud af SAF. Selv ikke hans argumenter var stærke nok til at nedbryde arbejdernes solidariske samarbejde på tværs af nationale skel. SAF havde egentlig besluttet at lave en fællesliste med SPD til byrådsvalget i 1920, men denne beslutning blev efter en større diskussion omgjort, og SAF opstillede sin egen liste. Arbejderbevægelsen var nu igen delt nationalt, og det fik mange til at melde sig ud af SAF og ind i Socialdemokratiet. Markante danske fagforeningsfolk som Christoffer Føgh og Jørgen Philipsen blev her modtaget med åbne arme og blev placeret som nr. 1 og 2 på listen til byrådsvalget, mens den hidtidige førstemand Richard Hempel måtte tage til takke med 3. pladsen. Danske og tyske arbejdere i Sønderborg var på vej til at være samlet. Perioden 1920-1922. Genforening og borgmesterpost Sommeren 1920 stod naturligvis i genforeningens tegn. Den danske regering og kong Christian X mødtes med sønderjyderne ved den officielle genforeningsfest i Kongeskansen den 11. juli. Her var der også fundet plads til en kort tale fra en dansksindet arbejder, Hans Lorentzen, Gråsten. Men efter at festtøjet var lagt tilbage i skabet, var det igen dagligdagens problemstillinger der overskyggede den afsluttede nationalkamp. Danske og tyske arbejdere stod sammen, da de højlydt protesterede mod udvisningen af deres respekterede topleder Oscar Preuss, og de brugte mange kræfter på at påvirke de danske landspolitikere til at tage affære. Samtidig støttede de familien Preuss økonomisk, og han fik da også lov at vende tilbage til Sønderborg. 9

Der var lidt skærmydsler i forbindelse med overdragelsen af medlemmerne fra SPD til Socialdemokratisk Forbund, da Sønderborgs socialdemokrater ikke ville deltage i et fællesmøde i Aabenraa, hvor de socialdemokratiske partiforeninger skulle overdrages til den danske arbejderbevægelses førstemand, Thorvald Stauning. Men overgangen fra tysk til dansk forløb dog ret let for såvel parti som fagforeninger i Sønderborg. Det var ikke helt tilfældet i de tre andre købstæder, hvor der var optræk til dannelse af fagforeningskartel med fortsat tilknytning til Tyskland. Efter Genforeningen forsvandt SAF s fundament, for kampen for at vende tilbage til Danmark var jo klaret. Medlemmerne meldte sig i sommeren og efteråret 1920 i stort tal ind i Socialdemokratisk Forening. De tyske fagforeninger tilsluttede sig uden større problemer de danske fagforeninger i Sønderborg, og medlemmerne valgte den dygtigste og mest markante til formand uden at tænke på om vedkommende var dansk eller tysk. Helt så let gik det ikke i de øvrige nordslesvigske købstæder. I Sønderborg kom SAF s sidste overlevelsesforsøg i forbindelse med byrådsvalget den 26. juli. SAF stillede med sin egen liste, og man kunne forvente, at denne liste og den socialdemokratiske ville være lige stærke. Men sådan blev det langtfra, for prominente SAF-medlemmer forlod partiet og meldte sig under den socialdemokratiske fane, hvor to af dem blev endog placeret i toppen af valglisten. Socialdemokratiet fik herved valgt fem og SAF to byrådsmedlemmer. Den sønderjyske arbejderforenings opløsning i Sønderborg skete reelt i forbindelse med folketingsvalget i september 1920. De tilbageblevne SAF-medlemmer ville ikke støtte deres egne opstillede kandidater, og de opfordrede med stor succes de danske arbejdere til at stemme på Socialdemokratiets kandidat, den københavnske bagersvend J.P. Nielsen. Sønderborgs første byråd efter Genforeningen, borgmester J. H. Kock sidder for bordenden,, den socialdemokratiske fraktion ved langsiden til venstre. Også den mangeårige arbejderfører Hempel sang på sidste vers. For at undgå tab af stemmer på grund af nationale holdninger havde Stauning ikke ønsket den tyskorienterede Hempel som socialdemokratisk folketingskandidat men foretrukket J.P. Nielsen. Og dette fravalg kombineret med en tiltagende alkoholproblemer førte til Hempels smertelige brud med Socialdemokratiet. 10

11 I forhold til perioden 1918-1920 gik den korte byrådsperiode på knap to år forholdsvist stille og roligt. I byrådet var forretningssproget nu dansk, og efter en lille episode på det første byrådsmøde blev der taget hensyn til, at nogle af medlemmerne endnu havde det svært med dansk. Borgmester J. H. Kocks ledelse af byrådet bar præg af, at han var en venlig mand, som måske var mere erhvervsmand end han var politiker. SAF s to medlemmer af byrådet var ret anonyme, og deres tid som byrådsmedlemmer stoppede da også efter første periode. Selvom arbejdet i byrådet kun sjældent betød nationale konfrontationer, så var der uoverensstemmelser i dagligdagen mellem de dansksindede og de tysksindede borgerlige, og dette gav socialdemokraterne og deres bagland råderum til at bringe sig i en gunstig position til næste byrådsvalg i marts 1922. Sønderborg Amts Socialdemokrat, som fra starten af 1922 blev udgivet i Sønderborg, fik straks en fremtrædende plads i agitationen og valgkampen. Redaktør Marius Pedersen var også ansvarlig for den socialdemokratiske agitation og medlemshvervning. Kandidatlisten til byrådsvalget den 5. marts 1922 blev stærk og alsidig sammensat. Blandt kandidaterne var der både danske, der var kommet nordfra efter Genforeningen, og sydfra indvandrede tyskere, der i mange år havde boet i Sønderborg, samt kandidater, som var født og opvokset i byen og omegnen. Men Socialdemokratiet fik hjælp til at vinde borgmesterposten fra en helt uventet kant nemlig fra redaktør Andreas Grau. At han beskyldte den socialdemokratiske liste for at være tyskdomineret, kunne ikke overraske ud fra hans tidligere kritik, men at han samtidig i uforsonlige vendinger kritiserede den borgerlige tyske liste, det var overraskende og taktisk dumt, for uden opbakning fra denne liste ville det være umuligt for de danske borgerlige at beholde borgmesterposten. Derfor blev valget i 1922 til en socialdemokratisk triumf og kronen på 50 års hårdt arbejde. De borgerlige danske og socialdemokraterne fik hver otte mandater, og da de fem tyske byrådsmedlemmer efter Graus frontalangreb ikke kunne drømme om at støtte genvalget af borgmester Kock, så var vejen banet for Sønderjyllands første socialdemokratiske borgmester, lærer Johan Jacobsen. 11

Sønderborgs første socialdemokratiske borgmester, den tysksindede lærer Johan Jacobsen (1864-1937). Jacobsen var borgmester i perioden 1922-1933. Redaktør Marius Pedersen skrev, at socialdemokraterne egentlig ikke havde ønsket borgmesterposten, da der på tværs af de nationale skel var borgerligt flertal i byrådet. Men det skal man ikke lægge mere i, end når Grau kaldte socialdemokraterne, som var kommet til Sønderborg fra kongeriget, for forrædere, når de ikke stemte på den danske J.H. Kock, men på deres partifælle, den tyskorienterede Johan Jacobsen. For dengang som i dag: Borgmesterposten siger man ikke nej til, den er vejen til magten. Hermed var Sønderborg-arbejdernes kamp gennem et halvt århundrede fra ingenting til den magtfulde borgmesterstol afsluttet. Kampen havde undervejs krævet sine ofre. Den mest markante blandt disse var Richard Hempel, der har været en af hovedpersonerne i denne skildring. Han var født i Volkmarsdorf en forstad til Leipzig, hvor hans far var tømrermester. Efter at have fået sit svendebrev som murer, drog han på valsen, kom til Sønderborg i 1903 og slog endeligt ned her i 1906. I 18 år kom Hempel til at præge udviklingen i arbejderbevægelsen i Sønderborg. Han kan betegnes som en klog, veltalende og rationelt tænkende mand, der først ønskede at afprøve forhandlingens vej, før han anbefalede at tage skrappere midler i brug. I Sønderborgs travle byggeår 1905-1908 var han i spidsen for murerne og forretningsfører for Gewerkschaftshaus, og da stagnationen i Sønderborg indtraf i 1909-10 påtog han sig atter rollen for at bibeholde et aktivt SPD-Sonderburg, selvom der var færre medlemmer. Specielt kontakten til Flensborg blev styrket i Hempels formandsperiode. Denne kontakt til førende tyske socialdemokrater fik afgørende betydning for hans store gennembrud i november 1918. Jobbet som formand for Arbejderrådet gav stor politisk indflydelse og banede vejen for pladsen i borgerrepræsentationen og senere rådmandsposten. Hempels realitetssans var stor i tiden op til afstemningen om Nordslesvigs nationale tilhørsforhold. Han ønskede ganske vist, at Nordslesvig skulle forblive i den nye republik, Tyskland, men han accepterede samtidig SPD s beslutning om, at befolkningen skulle have mulighed for at stemme 12

13 herom. Og da det hurtigt viste sig, at vinden blæste i dansk retning, så talte det at være socialdemokrat mere end det nationale. Hans realitetssans var også medvirkende til, at Ladegården blev i byens eje, idet han med et veto modsatte sig et salg. Herved sikrede varige værdier for byen i en tid, hvor de borgerlige gik ind for et salg, der ville have ført til en stak marksedler, der hurtigt var blevet helt værdiløse. Richard Hempel, fotograferet kort efter valget til byrådet i 1920. Perioden 1919-20 blev også en psykisk hård tid for Hempel. Hans folketingskandidatur blev ikke til noget, og hans tiltagende drikkeri gav så store problemer, at det i august 1920 kom til et brud med Socialdemokratiet. Man ønskede ham heller ikke som formand for Arbejdernes Fællesorganisation. Dette skabte en bitterhed hos ham, der blandt andet gav sig til udtryk i uoverlagte verbale angreb på venner og fjender. Hempels deroute sluttede, da han den 15. august 1921 blev fyret som forretningsfører for Fagforeningshuset. Ingen kender den præcise årsag til fyringen, men tre dage senere døde han. En stor indtagelse af alkohol var antageligt årsag til, at hans hjerte ikke kunne mere. Men arbejderbevægelsen glemte dog ikke Hempel trods hans udmeldelse af partiet. Den 22. april 1945, knap to uger før afslutningen på 2. verdenskrig, var der interessentskabsmøde i arbejderbevægelsens højborg Bjerggården. Punkt 3 på dagsordenen var Eventuelt, et punkt, hvor man sædvanligvis kan diskutere alt uden at beslutte noget. Men denne dag blev en undtagelse, idet det blev besluttet at opsætte en sten på Richard Hempels gravsted. På stenen skulle der stå: Richard Hempel, født den 19. juli 1882. Død den 18. august 1921. Rejst af Arbejdernes Hus, Bjerggården. Mindestenen på Skt. Marie Kirkegård blev afsløret torsdag eftermiddag den 19. juli 1945, hvor Hempel ville være fyldt 63 år. Ved indvielsen deltog repræsentanter fra Bjerggården og Sønderborgs fagbevægelse. Stenen, der var dækket af Dannebrog, blev afsløret af dagbladet Sønderjydens 13

redaktør H. Larsen-Bjerre. Han omtalte den store betydning, som Hempel havde haft for arbejderne i Sønderborg fra hans ankomst til byen i starten af 1900-tallet og indtil sin død i august 1921. Det er bemærkelsesværdigt, at arbejderbevægelsen i Sønderborg kun 2½ måned efter ophøret af den tyske besættelse valgte at hædre en tysk arbejderleder for hans indsats for alle arbejdere i byen. Dette afspejler klart den positive vurdering af Hempels indsats. Mindestenen på Skt. Marie Kirkegård over arbejderbevægelsens førstemand sachsiske murer Richard Hempel(1882-1921), stenen blev afsløret den 18. juli 1945. 14