At blive sig selv, men være en halv pakke. En kort selvbiografi om kønsidentitetsproblemer; af Michele Nielsen Indledning Overskriften rummer mere end man skulle tro, teksten er taget fra børneforskeren Daniel Stern som er en anerkendt og amerikansk børneforsker, og bogen omhandler børns udvikling fra 0 til 7 år. Det var denne bog på pædagogseminariet, som satte skub imod min egen anerkendelse af min skjulte kønsidentitet. En identitet som jeg havde gået og skjult siden jeg var ung, og som skulle få fatale følger fra den dag jeg åbnede mig op for et andet menneske med min dybe hemmelighed. I dag sidder jeg alene i en lejlighed, ingen venner, få bekendte og en familie der er reduceret til én, min mor. Jeg har søgt arbejde som en gal, både som mand og som kvinde, men uden held, og økonomien giver mig kun lov til at overleve, selv om jeg har boet alene i snart 7 måneder, med drømme om at kunne beholde min bil, at indrette min lejlighed og få købt tøj og sko til mit nye liv, kan jeg endnu ikke sige at jeg lever, og alle mine drømme er ved at visne i frustration. De sidste 14 år af mit liv, er gået i sus og dus, med op og nedture, et ægteskab og en søn, masser af familiemedlemmer og traditioner. Kontakt og engagement i institutioner, da jeg ville deltage aktivt i mit barns opvækst. Alt dette er i dag tabt på gulvet og kun minder, og alle disse mennesker har vendt mig ryggen, nogle flere gange endda. Dem jeg troede var mine venner, dem jeg behandlede med stor respekt og omsorg, alle er væk, ikke engang min søn ønsker at se mig mere. Og hvad skyldes så alt dette; har jeg slået et menneske ihjel, eller forgrebet mig på et barn, nej; jeg har så ment bare været ærlig omkring hvem jeg egentlig var i mit indre, været åben, da jeg ikke mere kunne rumme denne indestængte følelse af at føle mig som kvinde mere. Selv om det er 7 år siden jeg åbnede mig med min hemmelighed for min, den gang kone, kæmper jeg stadig med at accepterer og anerkende mig selv og min nye livssituation, jeg er tæt på en afgørelse, måske er det det som gør mig ualmindelig sårbar, men jeg har alligevel en følelse af, at det kan gå begge veje, skal jeg leve som mand, mandekvinde eller kvinde? Der er desværre ikke nogle opskrifter på hvordan man gennemgår en transformation fra mand til kvinde uden mén, vi er alle forskellige, og det er vores historier også, så lad mig starte med at fortælle min. Min Barn- & Ungdom Jeg blev født i Saxogade i 1964, en sidegade til Istedgade på Vesterbro som dengang ikke var helt så modent som det er i dag. Jeg var ikke mere end 1 år, da mine forældre besluttede at blive skilt og flytte fra hinanden, men min far blev hurtigt afløst af en ny mand, og 2 år efter bliver min lillebror født, og endnu en skilsmisse lå rundt hjørnet. Min mor har dog ikke haft den nemmeste barndom i en børneflok med 9, som den yngste pige og en mor som ikke holdt særligt meget af hende. Desværre døde min mors far da hun var omkring 11 år, en far som hun holdt forfærdelig meget af, og dette var gengældt. Min mor har haft en del traumatiske oplevelser som barn, nogle ting er fortrængt, andre holder hun for sig selv. Men både min bror og jeg oplevede ret hurtigt at forældre ikke altid er der for én, for min mor kunne ikke magte at passe 2 børn grundet psykiske problemer, det betød at vi begge måtte tilbringe en del tid på forskellige institutioner op gennem vores opvækst. Da jeg var 7 år fandt min mor så sin sidste mand som hun senere blev gift med, og man skulle nu tro, at hun havde lært hvor svært det var at passe børn og de følger det havde haft, men nej, endnu et barn så dagens lys, min lillesøster blev født. Man skulle tro at forældre lærte af deres fejl, men ikke
alle evner åbenbart det, for et af de største traumer fra min barndom, som jeg husker var; et børnehjem som min lillebror og jeg var placeret på. Efter en tid kommer min mor og hendes nye mand op og besøger os, og da de tager hjem vælger de at tage min lillebror med hjem; der står jeg med forstanderen af børnehjemmet i hånden, tårene trillende ned af mine kinder og ser min mor og lillebror kører ud ad en grusvej og forsvinde i det fjerne uden mig. Da min lillesøsters far var sømand, tilbragte han det meste af året ude i verdenen, og nu sad min mor med 3 børn hun skulle passe. Vi begyndte at flytte en hel del, hvorfor ved jeg ikke, måske kedede min mor sig, måske prøvede hun at flygte fra sine egne dæmoner. Det betød dog stadig at både min bror og jeg blev kastet rundt på forskellige institutioner og skoler. Som 11 årig kom min far atter ind i billedet, og jeg begyndte at besøge ham engang imellem i weekenderne, det var en smule befriende, for her var det mig der var i centrum, og ingen andre. Her var jeg noget særligt, noget specielt, og blev forkælet. Det skulle dog vise sig at have en del omkostninger da jeg senere, for en kortere periode flyttede hjem til ham, for det viste sig faktisk at min far åbenbart havde en trang til at tænde seksuelt på børn, og jeg var et af dem. Det var med stor overraskelse at vågne op midt om natten, fordi ens far ligger og beføler en på kønsdelene, at han tilbyder én penge for at masturberer og lege med ens kønsdele, og at han selv bliver tilfredsstillet ved at få udløsning på ens lår. Dette stod på et par gange uden at jeg turde sige det til nogen, og jeg flyttede kort efter tilbage til min mor, da min far fandt en kvinde som havde en datter på min alder, og ikke længe efter blev jeg smidt ud, hvorfor fandt jeg aldrig ud af, men fra den dag begyndte tingene at gå galt for mig, jeg blev lige pludselig et meget vanskeligt barn i skolen, det var pædagogisk populært dengang at sætte børn i kasser som adfærdsvanskelig, og endnu engang sad jeg så på en institution, en kostskole i Vestsjælland. Der var faktisk aldrig nogle voksne der spurgte ind til hvad det var jeg gik og tumlede med i mine tanker, i dag havde jeg nok fået diagnosen ADHD, det er jo trenden i dag. Som 16 årig kom jeg så på kostskole igen efter eget ønske, en kostskole jeg tidligere havde været på og kendte, mit 13 ende og sidste skoleskift. Intet var fremmet for mig, jeg kendte lærerne, de fleste unge, omgivelserne og rutinerne. For første gang i mit liv følte jeg mig tryg, rolig i sjælen og i hjemmevante omgivelser. Og det var så her jeg for første gang for alvor blev bekendt med min kvindelige side. Jeg har brugt mange tanker de sidste 7 år; hvad var det der skete i den periode; skete der noget specielt som kunne få fremtvunget min kvindelige side, og hvorfor først som 16 årig, hvorfor ikke før, hvorfor ikke senere? Da skolen sluttede og jeg havde taget min 10 klasse med et eksamensgennemsnit på utrolige 10,4, blev alle eleverne spredt for alle vinde, og som så ofte stod jeg atter alene, uden venner, uden bekendte, og frem for mig stod et langt liv med undertrykkelse og selvbebrejdelse over mine kvindelige følelser. Mit Voksne Liv Som 18 årig søgte jeg ind som professionel soldat ved kamptropperne i Næstved, jeg blev optaget og var glad for at jeg endelig havde fundet et sted hvor der ikke var mangel på mandighed. Som soldat i kamptropperne, et af de hårdeste og sejeste uddannelser i forsvaret, så måtte man da være mand hele vejen igennem. Det viste sig dog hurtigt, at mange af mine soldaterkammerater brugte mig som tudepude og terapeut, når de havde problemer med deres kærester der hjemme; hvorfor valgte de lige mig, stod der samtaleterapi tilbydes på min pande! Jeg erfarede dog meget hurtigt, at mine kvindelige følelser ikke forsvandt fordi jeg rendte rundt med en M75 er eller et maskingevær. Jeg valgte at stoppe og forlade forsvaret inden det var for sendt, og undgik derfor at skulle underskrive en 5 årig kontrakt, derefter hutlede mig gennem tilværelsen som taxachauffør gennem en del år, som jeg for øvrigt var ualmindelig dårlig til. Som 24 årig kom jeg ind på et lukket, men et super godt fodboldhold i Vanløse IF, et hold som skulle give mig mange gode og sjove oplevelser de næste 5 år. Hvert år tog holdet til udlandet for at spille træningskampe, og dette år gik turen til Barcelona, eller rettere Costa Brava som ligger tæt ved. Jeg var nu blevet 25 år, og at jeg skulle miste min mødom og få min seksuelle debut her, lå langt ud over mine egne forventninger. På hotellets diskotek en sen aften, stod der lige pludselig en løvinde uden sidestykke i døren,
på høje hæle, lårkort, håret og barmen var sat op til narrestreger, en smuk og fræk kvinde, og man kunne næsten høre samtlige mænd i diskoteket tabe både næse og mund. Jeg rejste mig resolut op, gik hen til hende, rakte hånden ud og præsenterede mig, 20 minutter efter lå vi oppe på hendes værelse uden tøj på, jeg på ryggen, og hende ovenpå. Yes det er nu, nu sker det sku, endelig er ventetiden forbi, nu bliver jeg en mand, en mand med stort M. Men hør hvad er nu det, hvad er det lige der sker, hvad er det dog der farer gennem mine tanker, hør der er noget der ikke lige stemmer her, det eneste der går gennem mine tanker er; hvad fanden laver jeg her! Det er da ikke som alle andre har beskrevet det; hvorfor føler jeg mig total latterlig og komisk; det virker ikke rigtigt det her. Jeg må væk her fra, bare komme væk, flygt langt væk. Dagen efter stod jeg i samme situation, møder en smuk kvinde, med de flotteste koralgrønne øjne, sportstrænet og modelemne. Endnu en gang får jeg disse tanker og må trække mig, og atter må jeg se et nederlag i øjnene. Der var noget der ikke passede sammen her, noget som jeg desværre ikke fik gjort op med før 15 år efter. Som 33 årig møder jeg så min kommende kone, vi finder hurtigt sammen da jeg efter en enkel overnatning bliver ringet mig op af hende med ordene; hvad så, hvor står jeg, bliver det til noget eller hvad? Jeg flytter så ind efter ca. 1 måned, sælger min egen lejlighed, og dette skulle så holde de næste 14 år, og give mig en søn. Da min søn bliver født 2 år efter i 1999, udvikler jeg den selv samme dag en dødsangst, en angst som skulle forfølge mig gennem de sidste 12 år af dette forhold. Efter ca. 7 års sammenliv, og kort efter min start på min uddannelse som idrætspædagog og giftemål, kan jeg mærke at min kvindelighed trænger voldsomt på, jeg begynder at planlægge en skilsmisse og flytning i mine tanker, jeg kunne simpelthen ikke fortsætte med at leve mit liv som mand, uden i det mindste at have givet min kvindelige side en chance. Jeg tager mod til mig og fortæller min kone, med risiko for at blive smidt ud af døren prompte, om min fortid og min kvindelighed, og hun acceptere min kvindelighed så længe det bare er en gang imellem, og på betingelse af, at hun ikke skal se noget. Jeg har dog ikke fortalt hende hele sandheden, omkring mit ønske om at leve som kvinde og ønsket om at få en kønsskifteoperation. Men jeg lovede mig selv; at jeg fra denne dag aldrig mere ville bebrejde mig selv for at være unormal, ulækker, pervers og en freak, og det har jeg faktisk holdt ved med succes. Seksualitet & Kønsidentitet Jeg har gennem hele livet haft det nemmest ved at tilfredsstille mig selv, dog for det meste på en lidt akavet måde uden at røre diller for meget, men det holder jeg for mig selv, men hver gang en pige kom for tæt på, trak jeg mig med alle mulige undskyldninger. Når jeg ser tilbage på mit liv, så har jeg altid været følelsesmæssig tiltrukket til kvinder og fashioneret af deres kroppe, men seksuelt har jeg været tiltrukket til mænd som kvinde, men stadig har jeg ikke kunne finde det rigtigt at skulle kysse og kramme en mand som kvinde. Hvordan klarer man sig så gennem et 14 år langt ægteskab med en smuk, flot og sensuel kvinde, samt et barn som bonus, når man har så store sex og kønsproblemer; er der jo nok mange der spørger? Man bruger sin fantasi, og undskylder mange gange når man ikke kan gennemføre et sammenleje. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har, måtte trække mig fordi jeg ikke kunne udføre min mandlige rolle i sengen, og har måtte fantaserer, at det var mig der var kvinden for overhovedet at kunne gennemføre noget som helst, fik jeg set mit eget sekret kastede jeg nærmest op, til min kones store fornøjelse. I de ca. 24 år jeg gik med min hemmelighed, havde min kvindelighed en fast tendens til at bryde ud af undertrykkelsen en gang imellem, der kunne godt gå mellem 2-3 måneder, og der brugte jeg den primært seksuelt. Jeg anskaffede mig nogle enkelte kvindelige tøjdele, dog intet ekstremt, faktisk helt hverdagsagtige kvindeting, som jeg så nød at have på i weekenden. Jeg tilfredsstillede mig selv, op til flere gange, hvor efter jeg så nærmest flåede tøjet af mig selv, kylede det ned i en affaldspose og smed det ud i den nærmeste container, med dybtfølte selvbebrejdelser, og selvdestruktive tanker om mig selv som; unormal, pervers og klam m.m. Jeg har gjort mig mange og smertefulde refleksioner gennem de sidste 7 år, for jeg kunne ikke få noget som helst til at hænge sammen. Jeg følte mig som kvinde indeni, og kunne mærke at min kvindelighed voksede
støt i takt med at jeg fik mere viden, bl.a. fra internettet, gennem artikler og Youtube, hvor jeg har fulgt op til flere transseksuelle gennem flere år. Jeg var under et gevaldigt pres i mit ægteskab, for min kone kunne mærke at der ikke bare var tale om at tage et par trusser på en gang imellem, der lå mere i det. Og langsomt gik det op for hende, at det var mere alvorligt end hun havde troet, hun var faktisk vidne til at hendes mand som hun elskede højt, langsomt smuldrede væk mellem hendes fingrer, uden at hun kunne gøre noget ved det, og det sammen skete med hendes drømme om en velfungerende familie. Hendes reaktion var ofte at trække sig ind i sig selv, snerre og udspørge mig om 1000 ting jeg ikke kunne svare på omkring min kvindelighed. Det gjorde ofte så ondt i min sjæl at se hende lide og have det skidt, at presset nogle gange blev så stort at jeg ubevist undertrykkede min kvindelighed. Og når min mandlighed var tilbage var alt som det skulle være, min kone var glad, jeg var glad, nu havde jeg jo lige pludselig ingen problemer mere. Min mandlighed varede som ofte ikke så længe, min undertrykkelse holdt ikke mere end få timer, enkelte gange gennem årene op til et par uger, og så var balladen tilbage. For det meste behøvede jeg ikke engang at sige noget til min kone, hun kunne mærke det på mig, når min kvindelighed var der. Jeg har langsomt fjernet mig fra den seksuelle del af min kønsidentitet, i dag forbinder jeg ikke min kvindelighed med seksualitet. Jeg har altid haft det svært med min seksualitet, og de 4 kvinder jeg har været sammen med, der vil jeg nok ikke blive husket som en Casanova, hvis de da overhovedet kan huske mig, stort set samtlige oplevelser har været en katastrofe. For 4år siden opfordrede min kone mig til at være sammen med en mand som kvinde, efter noget tid tog jeg mod til mig og besøgte en Swingerklub. Der gik ikke længe før jeg fik et klap på skulderen; er du interesserede, spurgte en noget brunstig mand. For første gang i mit sexliv, følte jeg et nærvær og en ro i mig selv, jeg følte mig ikke hverken komisk eller latterlig, nej for første gang følte jeg at det var rigtigt. Selvom jeg ikke tillod at blive rørt mellem benene eller blive kysset, og at jeg heller ikke selv blev tilfredsstillet, var følelsen bare så rigtig som aldrig før. For ca. 1 år siden opfordrede min kone mig så igen, og endnu engang tog jeg mig mod til at besøge en mand, og denne gang hjemme hos denne privat. Jeg var nysgerrig efter at vide om min første oplevelse bare havde været en enlig svale, men nej, atter havde jeg følelsen af at det var rigtigt, og det gav mig på nogen måder en smule mere ro i sindet, for nu vidste jeg jo at jeg ikke var helt forkert på den, i mine følelser af at være en kvinde. Det sidste år sammen med min kone var en smule atypisk, måske en smule bizar på nogle måder, jeg opfordrede min kone til at finde en elsker, for jeg kunne jo alligevel ikke leve op til det man forventede af en mand, og som kvinde kunne jeg godt forstå hendes manglende bekræftelse af at være en kvinde. Denne opfordring tog hun med et smil, og kastede sig ud i et forhold med en anden gift mand, som blev efterfulgt at en ny elsker som endte med at blive hendes kæreste og samlever. Hun lever i dag et liv med en mand som elsker hende højt, tilfredsstiller hende som den kvinde hun fortjener, og de er begge to meget forelskede i hinanden, ih hvor dejligt, og hvor gør det mig glad. For 5 år siden søgte jeg hjælp inde på Rigshospitalets Sexologiske Klinik, men blev mødt med et knytnæveslag i ansigtet uden sidestykke. Aldrig i mit liv havde jeg mødt nogen mere modbydelige behandlere end dem jeg snakkede med derinde. Jeg blev skræmt fra vid og sans og stak halen mellem benene, nu havde jeg gået gennem lang tid og kæmpede med at acceptere mig selv og mine følelser, endelig havde jeg efter et langt liv overvundet min undertrykkelse og givet slip på mit indre, som jeg lagde i deres hænder på denne klinik, og hvad sker der så, man får at vide efter bare 45min; du er IKKE transseksuel, det er noget du bilder dig ind; du er pervers, og tænder på at klæde dig i kvindetøj. Kig dig i et spejl, du ER en mand. Alligevel søgte jeg derind igen i 2011, mest af alt for at blive anerkendt efter at have fået stillet diagnosen transseksuel af 3 gynækologer, en højt anset psykolog med stor erfaring omkring transeksualisme, 2 læger på gynækologisk klinik under Herlev hospital, samt diverse personer jeg har været gennem samtaleforløb med de sidste 7 år grundet min angst. Men som første gang serverede klinikken på Rigshospitalet en lige højre, og en enkelt i mellemgulvet; du er stadig ikke transeksuel efter vores mening, men vi kan tilbyde dig et samtaleforløb, som du ikke må forveksle med et behandlingsforløb.
Konklusion Jeg har gjort mig tanker om min kvindelighed kunne bunde i det overgreb min far lavede på mig som barn, om det kunne skyldes at jeg ikke føler jeg slår til som mand, eller et skalkeskjul for at flygte fra min angst, eller måske i frygten ved det enorme ansvar at være forældre. Mange gange gennem årene har min kone givet udtryk for at mine følelser ikke kunne være oprigtige, at de måtte bunde i noget andet. Hun har opfordret mig til at opsøge psykologer, så de kunne få fjernet denne følelse. Selv har jeg sagt til hende, jeg er forvirret omkring mange ting, men en ting ved jeg; de følelser jeg har inde i mig er nogle meget behagelige følelser, de føles rigtige, det der giver mig problemer er alt det udenom bl.a. dig, så hvorfor i alverden skulle jeg dog få noget der føles godt og rigtigt til at forsvinde! Kan det være rigtigt at min kvindelighed udspringer grundet min fars overgreb; utænkeligt, for allerede flere år inden dette skete kan jeg huske, at jeg skulle til fastelavn på fritidshjemmet, og jeg ville klædes ud som gravid kvinde, jeg tror altså ikke at det var helt almindeligt den gang, og min mor nægtede da også pure. Hvorfor blev jeg først bekendt med min kvindelighed som 16 årig, hvorfor ikke før? Da jeg blev kastet rundt på institutioner og vi flyttede hver gang normale mennesker bare ville tapetserer, blev jeg da udsat for omsorgssvigt om nogen, og som 16 årig havde jeg for første gang i mit liv ro omkring mig selv, hvilket jo også gav mig tid til at finde mit rigtige jeg, at jeg så ikke var særlig venlig mod denne opdagelse, bundede måske i frygt for at andre måske skulle finde ud af det, og dermed svigte mig igen! Og i dag kan jeg jo se hvor mange der har svigtet mig, stort set alle jeg overhovedet har kendt har vendt mig ryggen; så min frygt har da været velbegrundet. Jeg føler mig bedst tilpas i kvindetøj og med sminke, jeg har altid søgt kvindegrupper, og havde det forfærdeligt i mandegrupper. Selv om jeg stadig ikke helt har affundet mig med min situation, mit nye liv, så føler jeg mig mere som mig selv end nogensinde før. Jeg går klædt som semikvinde til dagligt, med sminke og feminin top og har gjort det siden jeg flyttede for mig selv, dog vil mange ikke opdage noget før de kommer helt tæt, at skulle tage det sidste skridt og gå 100% som kvinde, kommer nok først den dag min garderobe kan tilbyde en større variation, både hvad angår tøj og sko, og når mit hår er langt nok til en tur hos damefrisøren. Jeg kan mærke at jeg har svært ved at skulle fremtræde helt som kvinde i nærområdet hvor jeg bor, men alle andre steder er jeg ligeglad. Jeg har dog stadig skræk for at tage med bus og tog efter mørkets frembrud, men håber at jeg kan få overvundet denne fobi som er kvælende for mit store ønske om at opbygge et netværk af nye veninder og bekendte. At fremtiden virker skræmmende er ikke nogen hemmelighed, alligevel har jeg det fantastisk ved at være i hormonbehandling med både østrogener og antiandrogener, førstnævnte har jeg nu været på i 7 måneder, det andet 17 dage. Det at jeg ved min krop arbejder på fulde kraft mod et mere feminint udseende hele døgnet, giver mig styrke og kraft til at komme gennem dagen, jeg oplever desværre flere dårlige ting og ser sjældent de gode. At jeg har forandret mig psykisk, og sagt farvel til min mandlige aggressivitet er en befrielse, en aggressivitet som jeg aldrig fandt rigtig, og som jeg havde det ualmindelig forfærdelig med. Seksuelt har jeg indstillet mig på at chancen for at indlede et intimt forhold til et andet menneske ikke vil komme på tale før den dag jeg er blevet helt mig selv, har fået foretaget en feminiseringsoperation af ansigtet, og en kønsskifteoperation. Sker dette ikke, da jeg åbenbart ikke kan få hjælp af det danske sundhedssystem, og selv må skaffe de uhyrlige summer der skal fremskaffes, må jeg som udgangspunkt affinde mig med et liv i intimt ensomhed, for man kan jo ikke gå ud og finde en partner, når man kun kan tilbyde en halv pakke. Af Michele Nielsen