MIN PSYKISKE FØDSELSDAG ER DEN 15. APRIL 2009 DET VAR EN ONSDAG

Transkript

1 MIN PSYKISKE FØDSELSDAG ER DEN 15. APRIL 2009 DET VAR EN ONSDAG AF JOURNALIST IBEN BAADSGAARD AL-KHALIL, årige Osman Sari er kurder og blind. Da han kom til Danmark fra Tyrkiet for fem år siden, havde han ingen lyst til livet og var helt afhængig af sin familie. På Blindeinstituttet mødte han andre blinde og fandt ud af, at man kan have et værdigt og aktivt liv på trods af en funktionsnedsættelse. Her startede et nyt og meget aktivt liv - Den 15. april 2009 er min psykiske fødselsdag - det var en onsdag. Den dag accepterede jeg, at jeg er blind, og at jeg alligevel kan leve et aktivt liv. De første 16 år af mit liv boede jeg i Tyrkiet, og ingen i min omgangskreds eller familie forstod mit handicap. Da jeg blev familiesammenført med min far i Danmark, startede jeg på Blindeinstituttet - og det var her, jeg lærte om mine muligheder. Jeg blev mødt med støtte, forventninger og krav om, at jeg udviklede mig til en selvstændig person, siger Osman Sari. Han fortæller, hvordan han på instituttet accepterede, at han var blind og ville være det hele livet. Han opdagede, hvordan man kunne leve livet med en funktionsnedsættelse. Osman Sari er dog samtidig bevidst om, at det er nødvendigt for ham at bo i Danmark for at kunne være aktiv og leve et selvstændigt liv som blind. I Tyrkiet ville han blive undertrykt som kurder, og han ville møde mange fysiske forhindringer, når han skulle bevæge sig rundt på egen hånd. - I Tyrkiet ønskede jeg bare at dø. Kantstenene var nærmest en halv meter høje og gjorde det umuligt at komme rundt alene. Jeg så ikke noget formål med livet som blind. I Danmark har jeg den danske stat bag mig, og som handicappet har jeg en masse rettigheder, som giver tryghed, fortæller han.

2 Det er blandt andet de mange rettigheder, og mulighederne for at påvirke sin egen - og andre med funktionsnedsættelsers situation - som giver Osman mod på det danske foreningsliv, hvor han er aktiv i flere forskellige foreninger. 21 ÅR OG FRIVILLIG BLÆKSPRUTTE Det var helt tilfældigt, at Osman hørte om Dansk Blindesamfund (DBS). - Jeg var til et møde med min socialrådgiver på Blindeinstituttet, og hun fortalte mig om DBS. Ikke fordi de kunne fortælle mig om mine rettigheder, men fordi de kunne give mig et buskort, fortæller han. Han meldte sig straks ind i DBS og modtog sit første medlemsblad. Herfra gik det hurtigt, og hans stærke samfundsengagement førte ham ind i flere foreninger. I dag er han bl.a. medlem af flere kurdiske foreninger, Dansk Blindesamfund og Dansk Blindesamfunds Ungdom (DBSU), Sammenslutningen af unge med handicap (SUMH), Socialistisk Folkeparti (SF), Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU) og brugerrådet på Blindeinstituttet. Han nøjes sjældent med at være menigt medlem. For han blander sig i stort set alt og laver frivilligt arbejde, hvor han kan komme af sted med det også før det danske sprog var helt på plads. - I Tyrkiet var jeg ikke aktiv i foreninger, men nu dyrker jeg politik på forskellige niveauer. I DBSU og Blindeinstituttets brugerråd handler det om vilkårene for de synshandicappede, i de kurdiske foreninger er det kulturpolitik, i SFU er det bl.a. integration - og i bestyrelsen for SUMH handlede det om den bredere handicappolitiske dagsorden. - Man kan beskrive frivillighed som en bil og dens hjul. Forestil dig en kæmpestor lastbil med mange hjul. På den måde er de frivillige. Da jeg var med til at arrangere en forårskonference i en af foreningerne, var jeg et af hjulene på sådan en lastbil. Osman synes, noget af det bedste ved at bo i Danmark er, at han har indflydelse på sin egen situation og som aktiv i forskellige foreninger er med til at forbedre forholdene for andre mennesker med og uden handicap. - Når jeg i Tyrkiet taler om Danmark, så fortæller jeg, at jeg snakker med flere folketingsmedlemmer. Vagterne inde i Folketinget kender mig udmærket. Selvom jeg er blind og udlænding, får jeg lov til at tale med landets ledere, siger han. De mange handicapforeninger til trods, er han dybest set kurder, før han er blind. Den kurdiske identitet har han haft længst. Det at være blind og accepten af sit handicap er endnu ganske nyt for ham.

3 JEG ER FRIVILLIG, FORDI JEG IKKE KAN LADE VÆRE Osman blev frivillig gennem sine personlige netværk. De opsøgte ham og tog ham med til forskellige møder. - Jeg har lyttet og kastede mig hurtigt ud i at blive aktiv. I starten var jeg slet ikke nogen god repræsentant for nogen, fordi jeg kun talte meget lidt dansk. Men jeg var nysgerrig og spurgte om alt muligt, for jeg vidste jo ingenting. Jeg kedede mig derhjemme; var lige startet på Blindeinstituttet og jeg kendte ingen mennesker. Derfor meldte jeg mig ind i de mange foreninger for at have noget at fylde tiden ud med. Da jeg kunne se, der var seriøsitet i det, og at man faktisk kunne bidrage med noget, så jeg blev ved, siger han. Osman havde mange gode grunde til at kaste sig ud i det frivillige arbejde: kedsomhed, ønskede at bryde social isolation, kendskab til sine rettigheder og muligheder, søge efter nationalt og kulturelt fællesskab - og så ville han også gerne møde en potentiel kæreste. I dag vil han skabe forandring. - Jeg var til et arrangement forleden i en kurdisk forening. Flere spurgte mig, om jeg altid kørte rundt i taxa. De kunne ikke forstå, hvordan jeg kunne komme rundt alene. Så fortalte jeg dem, at jeg tager busserne og toget det andet ville også være alt for dyrt, fortæller han med et skælmsk grin. Selv om Osman har været aktiv stort set siden han kom til Danmark, ved han godt, at der ikke er mange af hans slags i foreningslivet. Og han er pessimistisk, fordi han ved, hvor vanskeligt det er at få flere minoritets-danskere til at deltage. - Jeg er den eneste perker, der er aktiv i DBS-U. Ja undskyld mit sprog. Der er masser af medlemmer, som deltager engang imellem. Han ønsker, at der kommer flere aktive med etnisk minoritetsbaggrund, så han ikke er så unik eller skiller sig sådan ud og han vil gerne gøre foreningerne endnu mere mangfoldige. - Jeg savner det meget. Engang imellem bliver vi interviewet til et auditivt blad i DBS-U. Jeg er den eneste, der har accent og nogle grammatiske fejl. Danskerne har sådan en fælles tone i deres stemmer, men min stemme er unik. Det vil jeg ikke blive ved med at være, siger Osman. I takt med at han selv blev mere uafhængig og lærte mere og mere om at leve med sit handicap blev han også opmærksom på, hvor meget han kunne gøre for andre. Et sådan område er familier med etnisk minoritetsbaggrund, som har børn med handicap. Her ser han et særligt behov for oplysning og viden.

4 ACCEPT OG VIDEN ER HELT AFGØRENDE De første 15 år af sit liv, accepterede Osman ikke, at han var blind. Og i misforstået godhed pakkede familien i Tyrkiet ham ind og gjorde alt for ham. - Da jeg startede på Blindeinstituttet, kunne jeg hverken læse eller skrive. Jeg kunne ikke gå alene rundt, og jeg kunne ikke engang spise så godt selv. Jeg talte både kurdisk og tyrkisk, men kunne jo ikke tale dansk. Som 17 årig måtte jeg lære alle de ting, man lærer i børnehaven her i Danmark, siger Osman Sari. - Mine forældre vidste intet om synshandicap, da jeg voksede op i Tyrkiet. Der var ingen, der kunne fortælle dem, hvordan det er, at have et synshandicappet barn. Bl.a. findes der ingen offentlige medarbejdere, som har det som arbejdsområde. Osmans far har heller ikke i Danmark været med i en forældregruppe. Faktisk er det Osman, der er familiens rådgiver i forhold til rettigheder, sagsbehandlere og den slags. Faren og familien er ikke så aktiv og velintegreret, som Osman godt kunne tænke sig. Han mener, at familier til handicappede børn skal engagere sig i det danske samfund, lære dansk og skaffe sig viden. - Accepter, at I har et handicappet barn! Så klar er udmeldingen fra Osman. - Man skal tro på, at ens børn ikke behøver beskyttelse, bare fordi de har et handicap. Min familie har ikke været den bedste til at støtte mig. For de har ikke haft viden nok. Jeg kender en kurdisk familie med en svagtseende pige. De slår hende ihjel psykisk, fordi de ikke accepterer det. De siger: du går langsomt, hvorfor kan du ikke se? Det er forkert og jeg bliver skuffet og ked af det, siger han. Osman og hans familie fik hjælp af Blindeinstituttet. I 2010 anbefalede instituttet, at Osman skulle flytte ind på Blindeinstituttets Boafdeling, hvor de kunne lære ham flere færdigheder. - Mine forældre har gudskelov udviklet sig rigtig meget. Instituttet trøstede dem og sagde: Osman Sari kan godt stå på egne ben. Det er ikke så let at overbevise en kurdisk familie om at give slip. Det er virkelig svært for en kurder at acceptere det. Når de har et blindt barn, tror de, at man er helt afhængig af familien, fortæller Osman. Men Osmans pointe er, at det er utrolig vigtigt for barnets udvikling og liv, at få mulighed for at udvikle sig selvstændigt, skabe egen identitet og uafhængighed i den grad det er muligt. Da han flyttede hjemmefra, udviklede han sig voldsomt. Osman fik pædagogisk støtte til at strukturere og koordinere sin hverdag. I starten græd hans søster, bare han tog hjemmefra om morgenen, når han skulle på instituttet. De har udviklet sig, men de ringer stadig dagligt og tjekker op på ham, nu hvor han bor i egen lejlighed.

5 - I dag betragter min familie mig som en vigtig person. De tror, jeg er en professor. Jeg er klog og kompetent. De tænker, at jeg kan det hele. De kan ikke forstå, jeg ikke har en kæreste, siger han med et smil. Osman overvejer uddannelser. Det er vigtigt for ham at få høj status og være et godt forbillede for andre blinde udlændinge. - Jeg vil gerne være jurist og vise andre udlændinge, at man både kan være blind og jurist! Jeg vil gerne arbejde med kurdernes rettigheder, med international jura i FN eller EU og Europarådet i Nordisk handicapråd eller verdens blindeunion eller med musikernes internationale rettigheder. Osman er ikke sådan til at stoppe.