Stutteri Dallas v/tine & Jens Daigaard Grundlagt på ejendommen i Læborg, som naboerne kaldte "Lille Dallas", derfor nærliggende med navnet, da stutteriets heste skulle navngives. I 1993 købte vi vores første hoppe med Hannoveraner afstamning, Tingbjerggårds Mille, faderen "Bonsoir" DH 378 var efter den berømte Hann. Hingst "Bolero". Mille var en DV hoppe, som blev kåret i DH i Dansk Varmblod. Mille lever ikke mere, men nåede at få 8 afkom og vi fremviste en afkomstsamling efter hende i 2008 og blev tilkendt en bronzemedalje for samlingen. Samlingen bestod af 2 døtre og 2 datterdøtre, som vi alle fortsat ejer. To af hopperne blev redet og 2 havde føl v/siden. Copyright Wiegaarden Foto Et par af "Mille's" afkom er solgt til U.S.A. og Norge og "Leutnant Dallas" efter "Heslegårds Louis" (en Lauries crusador xx søn), som nu er i Norge har vi besøgt flere gange og holdt flere ferier hos
hans ejer. Stutteriets stolthed og "Flagskib" er pt. "Debut Dallas" efter "Mille's" datter "Revue Dallas" (far:b.h. Romancier), og faderen er B.H. Don Schufro. "Debut Dallas" blev solgt til Østrig som føl, men forblev hos os indtil han var godt 3 år og var således med til hingstekåring i Herning inden han kom til Østrig. I år fylder han 10 år og går International dressur på Inter I og Inter II plan og er altid placeret mellem de 4 første. Vi er blevet rigtig gode venner med hans ejer samt hans rytter i Østrig, og har besøgt dem flere gange og holdt ferie der. Det er nogle fantastiske oplevelser vi har i den forbindelse. "Revue Dallas" har flere afkom, som tegner lovende, bl.a. en 5 års vallak efter "Don Frederico" : "Darco Dallas ", han er pt. i prof. Ridning. Allerede før vi startede vores stutteri, havde nogle af vores hestevenner været i Tyskland for at købe gode hannoveranske hopper, så det gav den første interesse for disse heste, som vi var meget begejstrede for. Vi havde da forinden været inviteret med til Hingste kåringen i Verden, hvilket var en kæmpeoplevelse. Ikke så meget omgivelserne, men derimod hingstenes kvalitet, som overgik alt vi før havde set. Derudover blev vi betaget af tyskernes rolige og professionelle
måde at håndtere hestene på. I 1994 tog disse venner, Laila Roshmann og hendes mand, os med til Tyskland, idet vi gerne ville købe en hoppeplag af Hannoveransk afstamning. Vi havde sat en øvre pris, som vi kunne betale og vi var 3-4 forskellige steder og fik forevist en række årings hoppeplage, hvoraf én faldt særligt i vores smag. Den blev købt, en hoppe efter hingsten "P.B. Allround" efter "Argentinus". Hoppen fik navnet "Alicia Dallas", idet hoppen ikke var navngivet på daværende tidspunkt. "Alicia Dallas" blev sendt til Hermann Meyer i Freiburg, for at blive gjort klar til rideprøve, som den bestod med glans og blev kåret i "Hauptstutbuch", med Jochen Meyer som rytter." Alicia Dallas" blev også kåret i DV, hvor hun kom i DS. "Alicia Dallas" fik 3 hoppeføl efter "Lauries Crusador xx", desværre havde Alicia store problemer ved 3 ud af 4 folinger, og vi mistede 2 hoppeføl herved. Dog fik vi lov at beholde "Ladyca Dallas" efter "Lauries Crusador xx", og hun er i dag en af vore stamhopper i avlen. Efter besvær ved den 4. foling også valgte vi at sælge "Alicia Dallas" som ridehest. Hermann Meyer var i flere år behjælpelig med at huse vores hopper, når de skulle til bedækning i tyskland, dette samarbejde med ham og hans søn Jochen, lærte os meget til gavn igennem årene fremover. I denne sammenhæng vil vi også takke avler Laila Roschmann, samt dyrlæge/avler Ulla Hagen som vi ofte har søgt råd hos, og vi kan varmt anbefale nye avlere at lytte til de mere erfarne.
"Ladyca Dallas" er en fantastisk avlshoppe, som har produceret det ene gode afkom efter det andet. Hun er kåret i Hovedstambogen i både Hann.forb. og DV. Vi har anvendt såvel Hann.kårede hingste, som DV-hingste med Hann.blod til hende. Copyright Wiegaarden Foto Hendes første hoppeafkom "Darbie Dallas" efter "B.H. Don Romantic" opnåede en sølvmedalje ved Eliteskuet i DV. "Darbie Dallas" er udtaget til Unghestechampionatet i Herning i år. "Ladyca Dallas's" næste hoppeafkom "Hekla Dallas" er efter "His Highness" fremstilles til kåring i år i både Hann.forbundet og DV, så det glæder vi os til og er meget spændte på. "Ladyca Dallas" har også en Weltmeyer-søn "Welldone Dallas" som Tine fryder sig over at ride, han skal dog nok sælges, da det kniber med tiden til at ride flere heste på lidt højere niveau end unghestene kræver, og han er for go' til bare at være "hyggehest".
Vi valgte i sin tid at gå til Hannoveranerforbundet, idet vi ikke var tilfredse med det udvalg, der var i dressurhingste på det danske marked på daværende tidspunkt. Derfor meldte vi os ind i forbundet og fik vore hopper kåret, det gav os frit valg på alle hylder, og det har vi fortsat. Vi har med glæde imødeset de nye tiltag i Danmark fra Hannoveranerforbundet, da det gør alting meget lettere for alle os Hann. avlere. Vores fælles ambition med stutteriet og vores heste er at få flere ud og gå international dressur rundt om i verden. Dog er vores højeste prioritet at hestene får det godt, hvor de end havner, da de er en stor del af vores liv og "familie". Og da det er lysten, der driver værket, skal der være dejlige oplevelser, som opvejer alt det hårde arbejde. PS: Hesteinteressen er en bacille, som smitter, derfor er vores 2 døtre på henholdsvis 10 år og 13 år også angrebet af bacillen. Børnene har hver deres pony og stutteriet tæller pt. 15 heste i alle aldre. Tine rider selv mange af vores heste, og begge piger hjælper godt til, både i stald og med håndteringen af hestene. De har
allerede lagt billet ind på den hest, som en dag skal afløse deres pony. Med venlig hilsen Tine & Jens Daigaard samt Julie & Helena