Derefter var det ikke særligt bemærkelsesværdigt landskab, vi kørte igennem til Williams i Arizona måske fordi vi var blevet godt forvænt.

SØN 20 Efter en god morgenmad (og øvli havde tanket) kørte vi mod Utah kl. 7.30 (11 grader, skyfrit og lidt blæst). Inde i Utah drejede vi mod syd mod Moab for at komme ned til Williams, der er udgangspunkt for ture til Grand Canyon. Lidt før Moab kom de første flotte, røde klippeformationer og ca. 10 miles efter Moab var Hole in the Rock: en høj klippe med et stort hul ¾ oppe. Området omkring Moab var meget besøgt af offroadere med 2 eller 4 hjul. På vejen kørte vi næsten galt. Vi var lige blevet overhalet og foran ham bremsede en vejarbejds-truck og trak ind til venstre, hvor han skulle arbejde. Den overhalende bil forsøgte at overhale, da vej-trucken bremsede med det resultat at de kørte sammen. Vi bremsede også og der var nu plads i vores egen vejbane, da de to idioter begge var i venstre vejbane. Vi blev enige om at det var øvlis superhelte-kræfter der gjorde at vi ikke kom med i uheldet. Så til byen Blanding, som var forpost til Monument Valley. Monument Valley er (som mange andre steder i området) flad eller let bakket terræn, men Monument Valley har en del karakteristiske, enkeltstående klipper som bl.a. er brugt som kulisser i en del film (se billeder). Storslået natur. Derefter var det ikke særligt bemærkelsesværdigt landskab, vi kørte igennem til Williams i Arizona måske fordi vi var blevet godt forvænt. Området er Navajo-stammens territorium. De er ca. 200.000 og langs highway havde de rigtig mange boder, hvor man kunne købe indianer-tæpper, -kunst og meget andet. Det stod i hvert fald på skiltene, men vi havde ikke lyst til at se nærmere på varerne. I Arizona vandt vi en time og checkede ind på Rodeway Inn kl. 16 (36$ og nu 21 grader). Så det var en transport-etape på 450 miles. Vi bookede os ind på en flyvetur over Grand Canyon til i morgen (via telefon). Det skulle være en særlig oplevelse. Williams ligger på den gamle route 66 og de gør en del ud af det. Vi spiste aftensmad på en bar & grill, der var indrettet i 50 er stil og med mange skilte, benzinstandere og sågar fronten af en gammel Cadillac. Vi fik en rigtig steak med sovs, bagt kartoffel og coleslaw det var rigtig godt. Øvli fik en flaske rødvin, selvom han troede at han kun havde bestilt ½. Men det var godt og vi var tilbage på motellet lidt over 8 og ovenpå rødvinen faldt øvli hurtigt i søvn, mens am så TV. Så rejsebrevet må skrives i morgen. MAN 21 Op lidt over 7 i 7 graders varme og skyfrit og efter en gang cornflakes (vi skulle ikke have for meget i maven inden vi skulle op at flyve) kørte vi mod grand canyon ca. 7.45. Fremme i lufthavnen lige syd for GC en time senere. Vi havde bestilt til kl. 10, så i ventetiden fik vi købt lidt souvenirs. Flyet var særligt indrettet til turister med 19 sæder, hvor hver havde store panorama-vinduer. Kort efter take-off kom de første lufthuller/kastevinde i den friske vind, som den venlige co-pilot havde

advaret os imod. Han havde også joket med at hvis vi fik brug for brækposerne (som der var 5 af pr. person) kunne vi tage den/dem med hjem som souvenir. Turen var på ca. 100 miles og gik over både øst, nord, vest og syd. Luftfartsmyndighederne havde bestemt, at der ikke måtte flyves nede i GC, men udsigten over de bjerglandskaber, som colorado-floden havde udgravet de sidste ca. 250 mio. år var utrolig flot. Fra luften fik vi set ned i en rigtig stor del af GC og selvfølgelig taget en masse billeder. Den nordlige side lå ca. ½ km højere end den sydlige, så her var der stadig en del sne. Efter ½ times tid begyndte am s mave at gøre oprør mod den urolige flyvetur og det hjalp heller ikke, at knægten på sædet foran skabte sin egen souvenir. Så var der pludselig andre prioriteter end fotografering. Øvli var i fin form og havde kun lagt mærke til at am ikke længere tog billeder, så han tog også nogle ud af hendes vindue. Efter ca. tre kvarter landede vi igen og am måtte have en pause med frisk luft og lidt chips inden vi kørte ind i selve GC. Vi købte et adgangskort til alle nationalparker til 80$, da vi har 4-5 stykker mere på programmet (GC alene kostede 25$) og kørte til første udsigts-punkt. Der var mange gæster og det var ikke nemt at finde en p- plads. Vi kom dog frem og am gik frisk og frejdigt helt ud til kanten, mens øvlis respekt for højder og forsigtighed med rækværk og deslige, konstrueret af andre (kald det bare højdeskræk, hvis du ikke selv har et bedre ord) fik ham til at sætte sig 3 meter fra kanten og nyde udsigten derfra. Efter flyveturen havde vi regnet med at udsigten ikke ville være særligt imponerende, men det var faktisk omvendt. Udsigten over landskabet i de 15 km til den anden side af floden var mere imponerende end at se det oppefra. Vi fandt et nogenlunde roligt sted, hvor vi bare sad og nød udsigten. På vej hen til næste udkigs-punkt, mødte vi (for første gang) andre danskere og fik os en lille snak om GC og vores flyvetur. På vejen til de næste udkigspunkter, kørte vi ind og fik et par sandwich til frokost. Am havde overvundet sin luftsyge, men havde nu mavepine. Vi tog alligevel nogle flere udkigspunkter, der (på midten af sydsiden) lå tæt over en godt 1 km lang strækning. Til sidst tog vi en gratis bus til 5 yderligere udkigspunkter og så var vi mætte af flot udsigt. Vi havde ellers sat i morgen af til GC også, men blev enige om at vi havde set nok og i morgen bare ville køre forbi den østligste del. Vi var tilbage på motellet lidt over 3 (16 grader, skyfrit og frisk vind), hvor am gik ind for at pleje sin mave og øvli kørte ud for at købe fornødenheder og tanke. Ved 5-tiden var am frisk nok til at få checket mails, billederne vi havde taget og kigge lidt på kortet for i morgen. Men ikke frisk nok til at gå med ud at spise, så hun fik noget frugt og en cola med ind på værelset, mens øvli gik ud. Da øvli kom tilbage var am stadig vag (for øst-danskere betyder det sløj) og øvli skrev rejsebrevene selv. TIR 22

Klar til at køre lidt over 7 og kørte til et stort supermarked for at købe yoghurt og frugt til am og smoothies til morgenmad. Kun 8 grader, men stadig skyfrit og næsten ingen vind. Så op til GC igen og gennem parken til den østlige del (Desert view). Selvom vi troede at vi havde set nok udsigt til røde klipper, var der alligevel nogle flotte steder, som blev bedre af at der ikke var ret mange mennesker. Der var også et ca 15 meter højt udsigtstårn i mursten, der indvendigt havde mange flotte indianske tæpper, malerier og tegninger. Vi fik også i dag forbedret vores kondi med højdetræning i den tynde luft selvom vi bare gik og nogen gange travede kunne det mærkes på åndedrættet, at vi var kommet op i højderne (ca. 2½ km). Vi kørte videre nord og vest på, hvor vi først kom op på nordsiden af GC. Vi spiste frokost i en stor bjælkehytte i byen Jacob Lake. Hytten havde lige åbnet på lavt blus efter vinteren, med det store rykind 15. maj. Ud på eftermiddagen (vi havde også tabt en time ved at køre ind i Utah) var vi trætte af at se indianerboder, klipper og bjerge, så vi kørte bare igennem Zion Nationalpark. Parken er kendetegnet ved at veje og udsigtspunkter ligger nede og klipperne rejser sig. Det var stadig flot, måske endda rigtig flot, men vores sanser var mættede og kunne ikke rigtig værdsætte parken. Måske kan et gensyn med billederne og en tur på nettet hjælpe os. I byen Hurricane checkede vi ind på Super 8 motel kl. ca. 17 i strålende solskin og 25 grader. Motelkæden er vi godt tilfredse med og am var også glad for igen at have signal på mobillos. Prikken over i et var at vi satte os ved poolen med en forfriskning og checkede mails på den bærbare. Har vi nogen venner, der vil skrive til os, eller er de for misundelige. En tur i supermarked for at købe sund mad og efter am havde spist skånekost, gik vi (igen) på sportsbar for at øvli kunne få varm mad. Det kunne være et koncept, der kunne bruges noget mere i dk med bar til dem, der kun vil drikke og borde til dem, der vil spise med mange fjernsyn til alle. Så gik vi tilbage til motellet (sport igen) og trak i badetøjet og gik i poolen (omkring 29 grader varmt vand). Den var ikke stor, men nok til at man kunne svømme. Det var rigtig dejligt balsam for sjælen siger am. Vejrudsigten både på weather.com og i avisen siger at vejret i morgen bliver med tordenbyger, torsdag med sne og fredag med snebyger, de steder vi havde planlagt at være. Så vi har lavet en plan B, hvis det bliver så slemt, at det enten ikke er til at køre eller at besøge seværdigheder. Vi har nu i alt kørt 4.000 miles (= 6.400 km) på de første 14 dage. Sluttede af med rejsebrev og billeder. ONS 23

Am stod op lidt over 6 og indtog poolen i ensom majestæt, så da øvli gik ud ca. 6.30 troede han ikke sine øjne: Am oppe og aktiv før øvli?? Første gang det er sket. Øvli ordnede som sædvanlig bil og is til køletasken denne gang ikke mens am sov, men mens hun fedede den i poolen. Efter morgenmad på motellet, kørte vi mod Bryce Canyon i 14 grader og næsten overskyet. Det var også første gang. På vejen kørte vi gennem Cedar-passet i ca. 3.200 m højde og nu var der kun 2 grader og stadig meget sne, selvom skisæsonen tydeligvis var slut. Am forslog at vi skulle køre sydpå, for det var da alt for koldt til at stige ud af bilen. No go. Øvli havde igen tungen lige i munden på de smalle og snævre veje i bjergene. Fremme i Bryce Canyon (nu skyfrit og 15-16 grader) udvalgte vi de 4 første af de 13 udsigtspunkter fordi vi var trætte af at se på røde klipper. BC er kendetegnet af formationer af enkeltstående, smalle klippesøjler, ca. 6 km langt og 3 km ud fra kanten. Vi gik fra det første til nr. 2 udsigtspunkt det var god højdetræning (ca. 2.400 m højde). Især ved nr. 2 udsigtspunkt var der stier ned, som gav en helt anden og mere intim oplevelse af landskabet end GC, hvor vi kun kunne beundre selve udsigten. Vi fik mange gode billeder, bl.a. af am nede ved en stor enkeltstående klippe. Det gav et rigtig godt indtryk af størrelsen. Efter frugt, yoghurt og smoothies kørte vi til nr. 4 (Bryce Point) som gav den store udsigt over hele landskabet og derfra tilbage til nr. 3 (Inspiration point). Hér var øvli blevet så træt af røde klipper, at han blev i bilen mens am som en anden bjergged tog udsigtsplatformene i raskt trav. Så videre mod Salt Lake City kl 13. Kort efter kom der flere og flere skyer og am så sin første støv-djævel (hvirvelvind over ørken) og lidt senere kom turens første regnbyge. Da der var mange timers kørsel fra SLC til Yellowstone nationalparken, besluttede vi at køre lidt videre end SLC inden vi gjorde holdt for natten. I SLC var der desværre trafik som på motorvejene omkring København, selvom der var 3 og somme tider 4 spor. Det satte øvlis tålmodighed på en hård prøve. Vi nåede dog frem til Comfort Inn i byen Leyton lidt over 18 (85$, og nu 17 grader og igen skyfrit). Øvli fik en beroligende sjus og am vaskede tøj og hun fandt hurtigt den indendørs pool og spa-bad. Da vasken var overstået tog vi på italiensk restaurant (ca. 19.30) og tilbage på motellet kunne man ikke se ams bagdel for bare skosåler på vej til poolen. Am var dog blevet forvænt med badevandstemperaturer og da der kun var ca. 23 grader, valgte hun spa-badet. Da Øvli kom ned til poolen lidt senere og han og am tydeligvis kendte hinanden fortrak den unge mand, der havde gjort am selskab i spa-badet. Han må have følt sig udkonkurreret og mistede modet. Øvli var nu alene med am og de 3 andre kvinder det kunne han godt lide. Øvli havde forinden checket vejrudsigt for Yellowstone og omegn og med dagsfrost og snebyger, var vi nødt til at fravælge både Grand Teton og Yellowstone. Efter badet, lagde vi så en alternativ rute, der skal gå mod byen Boise i Idaho. Der er 3 andre ting, vi vil huske dagen for: Øvli remsede de 50 stater op i alfabetisk rækkefølge (et levn fra

teenage-årene), am s grineflip i BC, da hun kom i tanke om øvli s reaktion efter opholdet på hundestranden i San Diego og at øvli var ved at brække sig, da han på Subway fik noget senet kylling. TOR 24 Da poolen åbnede 7.30 var øvli klar, men am lå bare og sov også da øvli bankede på hendes dør lidt i 8. Til hendes ros skal dog siges, at hun var klar i løbet af 2 minutter. Mens vi svømmede rundt kom der hvidt ned fra himlen, først slud og så sne. Det var dog bare en byge, men en lidt mærkelig oplevelse at se snevejr ud af vinduerne i poolen. Så bad og morgenmad med god tid og af sted lidt i 10 med letskyet og 5 grader. Vi så et glimt af Great Salt Lake, men den og landskabet omkring er meget fladt, så vi kunne kun se bjergene knap 20 km væk. Lidt længere nordpå var der meget lavthængende skyer og nu kun 3 grader, men de gav ikke noget nedbør til os. Undervejs ledte vi efter en ganske almindelig købmandsforretning, evt. forklædt som supermarked, så vi kunne købe noget frugt og yoghurt. Vi fandt et sted, der hed Lowe s og gik ind, men kom ud igen med uforrettet sag, da det viste sig at det var en forvokset Silvan. Inde i Idaho så vi mange køer på farme. Da staldene var udendørs kunne vi som regel lugte dem inden vi så dem. I byen Twin Falls tog vi en lille omvej for at se Shoshone Falls, der var et pænt lille vandfald, men en behagelig forandring fra røde klipper. Dog kun for øjet, da der var 6 grader og en piv-vind godt at vi ikke er på vej til Yellowstone, hvor der er 10 grader koldere! På vej igennem Twin Falls var der rigtig meget trafik. Den var dog ikke værre en i en dansk by lørdag formiddag, men vi var blevet forvænt med highways og kun få biler, især i Arizona. Vi checkede ind på Super 8 motellet i Boise (58$) lidt før kl 16 i letskyet vejr og 14 grader. Resten af eftermiddagen brugte vi på at vaske tøj, leder efter en urmager til at skifte batteri på øvlis ur, handle i outlets (fabriksudsalg fra store anerkendte mærker, samlet i et stort, stort center), handle frugt og yoghurt i Wal-Mart (2-3 gange A-Z i størrelse), der havde døgnåbent og spise aftensmad på Denny s (burgerkæde med morgenmad og steaks), som også havde døgnåbent. Efter den gode aftensmad med chokolade-brownie og chokolade-sauce og vanilieis til dessert kørte vi tilbage til motellet og var så forspiste, at vi sprang svømmeturen over og i stedet snakkede om morgendagens rute og skrev rejsebrev. Vi har nu kørt 4.800 miles. FRE 25 Morgenen startede uheldigt, da poolen først åbnede kl. 9! Så vi spiste en trist morgenmad og kørte mod Seattle ca. 7.30 (6 grader og skyfrit). Ikke noget nyt om Idaho.

Oregon var meget bakket og noget grønnere end vi ellers havde set. I byen Baker, skulle vi tanke ikke noget unormalt, men lidt anderledes denne gang. Den kvindelige servicemedarbejder midt i 40 erne kom ud og tankede for os. Da øvli gik ind for at betale holdt hun døren! Da øvli så kommenterede hvor galant hun var, svarede hun at det var et godt ord som hun dog ikke kunne huske at have hørt nogen sige. På et tidspunkt kørte vi gennem et pas, der godt nok kun var i 1.500 meters højde, men der var 0 grader og en let snebyge ikke ønskevejr. Ude af passet var der solskin og 14 grader. Op mod grænsen til staten Washington begyndte der at komme vinmarker. Da vi var på vej ud af en Dennys efter at have spist brunch, kom 4 noget forkomne motorcyklister ind for at få varmen. Mens Øvli røg tog vi billeder af deres Harleyer med blomstrende kirsebærtræer i baggrunden. Ellers var det mest bemærkelsesværdige ved staten, at vi fik en time foræret og nu er vi 9 timer efter dk og det er slut med at stille ure før vi kommer hjem igen. Washington startede med en masse vinmarker og udsprungne træer og igen kom vi op i nogle bjerge med sne helt ud til vejen, selvom det kun var i ca. 1.000 meters højde. De mange extra brede nødspor/afkørsler, der var betegnet Chain-up area og var beregnet til at man skulle montere snekæder var pludselig mere forståelige. Bjergene sluttede kort før Seattle (ca. 30 miles) og så var der 15 grader og letskyet. Vi valgte et motel i en af de sydlige forstæder Auburn, hvor vi fandt en Days Inn (80$) lige overfor en stor mall med masser af restauranter. Motellet blev også valgt fordi den havde pool og hot-tub, selvom de var udendørs. Poolen var piv-kold, men vi fik et dejligt boblebad, kun 100 meter fra start- og landingsbanen til en mindre lufthavn. Heldigvis var den kun åben i dagslys for ellers ville det nok være gået ud over nattesøvnen. Ud at kigge på forretninger. I staten Washington må der kun sælges spiritus i egentlige liqour stores ikke i alm. supermarkeder. Aftensmad på Appleby s, der meget betegnende kaldte sig bar & grill, da den havde et bredt udvalg af stegeretter samt pasta, desserter og drinks. Godt besøgt da vi var der kl. godt 18 fredag. Det er normalt tidligt at gå ud at spise i USA, så det var et godt tegn på den gode mad. Maden var også god. Det var en lang tur i dag på 500 miles (800 km). Generelle ting, som vi ikke har skrevet ind tidligere: Alle fastfood-kæder har gratis refill af sodavand, det er rigtig godt at fylde op og tage med i bilen, når vi kører videre. Det har vi hurtigt vænnet os til. Mange spisesteder har også skilte ude med Now Hiring, så vi kunne have fået mange jobs, hvis vi ville. Vi har set rigtig mange sløjfer/klistermærker på bilernes bagsmæk. Det startede med en gul for støtte til tropperne og siden i en lang række afskygninger, bl.a. religion eller anti-abort. Der er også rigtig mange kirker og folk giver udtryk for at være religiøse. En enkelt gang var der evangelium på et stort lysskilt langs highwayen. Det bringer os også til at der er mange skilte langs highways. Både private (hoteller, ejendomsmæglere, casinoer m.v.) og offentlige. De offentlige er som regel indenfor den sidste mile inden en afkørsel, hvor de fortæller hvilke tankstationer, hoteller/moteller/campingpladser samt madsteder, der er tæt på afkørslen, der kommer. God service.

Det er et rigtigt motorcykel-land. Selv i koldt vejr, kører de (som regel) i små flokke på 2-6 og oftest på Harley. Det får os til at vende os, når vi i en by er ude af bilen og hører deres karakteristiske lyd (ikke helt fiskekutter, men næsten). De lokale vender sig ikke om. Der er også mange og rigtig store Harley forretninger, også nogle, der kun sælger brugte. Amerikanerne hyler også over benzinpriserne, som er steget en del mens vi har været her, så de nu nærmer sig 4$ pr. gallon. Omregnet til DKK, er det ca. 5 kr. pr. liter og det er jo klart, at det ikke er til at leve med. Vores har i gennemsnit kørt lige godt 9 km/l. I et af rummene mellem vores forsæder kan der være 600 gram M&M, så er det nemt at forsyne sig, når man er ved at gå sukkerkold. Ud over godstogene, ser vi også rigtig mange trucks, både alm. og med anhænger og sågar med 2 anhængere. De er gode i trafikken, for de holder stort set samme fart som alm. personbiler, undtagen når det går op ad bakke. Afkørslerne på highways er også nummererede, men det tog os lidt tid at finde ud af, at numrene er antal miles fra stats-grænsen. Fx har en by 3 afkørsler, 167, 164 og 158. Det er en fordel, når man lige har vænnet sig til det, for så ved man også hvornår afkørslen kommer og kan også bruge dem på kortet til at finde afstanden mellem a og b. Nummereringen af selve vejene har også et system: lige numre er øst/vest og ulige nord/syd. Numre under 100 er highways mellem stater og over 100 lokale veje i hver enkelt stat. LØR 25 Vi kørte lidt i 8 i 4 grader og skyfrit. Øvli havde fundet en urmager i byen, men da vi kom til adressen, var der ingen forretning. Det ser ud til at han må vente med at få skiftet batteri til vi kommer til San Francisco. Der var meget grønt og forårsagtigt. Det var der også i Microsofts hovedkvarter i bydelen Redmond (som var første stop). Der var ingen vagt, da vi kørte ind, men det var der selvfølgelig i bygningerne. De kalder selv hovedkvarteret for campus, som betyder universitet og det var et meget stort område med masser af bygninger (ca. 40 store), p-pladser, p-kældre og p-huse og træer og buske og endda en sportsplads/fodboldbane. Alt var meget velholdt. Der var dog kun meget få biler, så det må have været en rolig periode. Der er et officielt visitors center, men det har desværre kun åbent på hverdage. På vej til downtown Seattle for at tage færgen til byen Kingston, var der meget trafik på highway og nu 10 grader. Mens vi ventede på færgen undersøgte en bombehund alle bilerne de tager sikkerhed alvorligt. Selve sejlturen med det gode skib Walla Walla tog kun 25 minutter, men det var lidt sjovt at sejle med færge igen og vi fik taget nogle billeder. Vi kørte ned langs Dabob Bay med snoede veje, masser af træer, hyggelige huse, små floder og udsigt over bugten. Flot tur som am kunne have fået mere ud af, hvis hun ikke havde haft et slumre-anfald. I byen Shelton ledte vi først efter noget at spise. Det gav for en gangs skyld ikke resultat (der var kun lokale restauranter, som vi ikke lige havde mod på), men på vej ud af byen reklamerede nogle unge med bilvask. Vi havde set det en gang før (tilbage i Californien) og det foregår ved en tankstation, der stiller vand til rådighed for en ungdomsklub eller lignende, der så vasker folks biler og tager imod de penge, folk har lyst

til at betale. Denne gang var formålet at få flere til at melde sig som brandmand. Det er nok også nødvendigt med mange af den med så mange træer i området. Kl. 13 fandt vi en kombineret Taco Bell/Pizza Hut, hvor vi spiste frokost. Ved nabobordet sad en sød dame og hendes barnebarn og vi kom i snak. Hun troede vi var tyskere også fordi hun havde boet der nogle år mens hendes mand var udstationeret for US Army. Da vi fortalte at vi gerne ville ud at se Fort Lewis (en stor kaserne i nærheden), men ikke lige vidste hvor den lå, tilbød hun at vise og vej til highwayen. Det var luksus-udgaven: hun kørte foran og pegede på afkørslen selvom det var en omvej for hende. Meget venligt, men det er amerikanere generelt. I Fort Lewis skulle vi først ind i besøgs-centret for at få et indgangskort. Hverken militært ID-kort eller pas hjalp. Vi skulle have en sponsor inde på basen, der kunne sige god for os. Det havde vi ikke, så vi måtte køre igen. Vi skulle have fået vores presse- og informationsmedarbejdere i Hjørring til at finde en sponsor inden vi var taget af sted, men dette tip kan måske hjælpe andre. I 23 grader og stadig solskin kørte vi sydpå mod Mount St. Helens. Det er en vulkan, der i 1980 eksploderede og mistede sin øverste tredjedel. Der var et pænt stykke derind og masser af sne, jo højere vi kom op af de snoede bjergveje. Vi stoppede flere gange undervejs for at tage billeder. Det var godt, for at vi kom op til hovedindgangen, var der lukket. Ikke vores dag i dag. Vi kørte dog ned til en krater-sø (med tiltrængt besøg på restrooms) og så også bjerget fra nord. Så tilbage til highway og sydpå et kort stræk til byen Kelso, hvor vi checkede ind på Super 8 lidt over 18. Øvli ordnede noget vasketøj og am spiste sund aftensmad (skånekost) og lidt over 20 gik vi ud for at spise aftensmad. Det var stadig lunt og dejligt og vi gik ind i en bowling- og fun-center med rigtig mange mennesker. Vi stod så og så på bowlerne mens vi spiste. De var rigtig gode, selvom der ikke var nogen der lavede en perfekt score mens vi var der. På vejen ud gik vi igennem børne-forlystelserne (det var nok også et sted at parkere børnene mens forældrene bowlede). Det var med karrusel, spillemaskiner osv. Tilbage på motellet tog vi en lille svømmetur og så hver til sit ved 22-tiden. SØN 27 Morgenmad kl. 8, pakke og skrive rejsebrev for i går. Kørte de 200 meter over til en Denny s for at spise brunch kl. 11 og så stille og roligt sydpå i 16 grader og skyet vejr. Vi kørte igennem byen Portland, der var en rigtig stor by på sydsiden af en del bugter ud til Stillehavet. Den havde også en hel del motorveje, så da vi kørte gennem downtown, var med at holde tungen lige i munden. I byen Kaiser fik vi vores første milkshake under turen. Dvs am fik en blizzard (snestorm) med rigtige jordbær. Det var bare en extra tyk softice, men am sagde at den var god. Vi havde jo hentet et par dage ved ikke at se Yellowstone, så vi havde rigtig god tid og checkede ind på Best Western (54$) i det udvidede truckstop Oakland 30 miles syd for byen Eugene kl. 15.30 i 22 grader. Vi brugte noget tid på at rydde op i bilen (bagsæde) og checke mails samt udvælge billeder til næste

rejsebrev. Der var også tid til både en svømmetur og hot tub samt tid hver for sig. Lidt over 19 gik vi over til Jenny s restaurant og fik burgers og hjemmelavet walnut pie. Rigtig fint. Vi skrev rejsebrev og fik derfor ikke set alle billederne igennem, så det må vi få gjort i morgen eller onsdag. Am har heldigvis heller ikke længere mavepine, så nu er øvli ikke alene om at skulle spise chips og M&M. Det var en rolig dag, men vi kørte alligevel godt 200 miles, så nu er vi tæt på 6.000 for hele turen. MAN 28 På vej ud af morgenmadslokalet, ville hotel-manageren lige sikre sig at han ikke havde lavet en fejl ved at opkræve os for 2 værelser, når nu der var 2 dobbeltsenge i hver. Da vi havde forsikret ham om at den skam var god nok, var han lettet, for han ville ikke have at vi skulle betale for 2 værelser, hvis vi kun havde brugt et. Meget venlig mand. Vi kørte lidt i 8 i 13 grader og skyet. Vi valgte scenic route til crater lake, som er en stor sø i en ikke-aktiv vulkan, der ligger i ca. 2.500 meters højde. Vi kom kørende nordfra, men den indgang var lukket p.g.a. sne. På vej til starten på den sydvestlige indgang, havde vi undervejs havde set masser af træer (nåle og løv), kørt et langt stykke langs en (for det meste) brusende flod og også set et område med træer, der var væltet af sneen. Vi gjorde holdt ved Diamond Lake (5 grader og skyfrit), der var tilfrosset og havde et par isfiskere ude. En venlig mand på bredden fortalte at der stadig var 1.2 meter is på søen, så der ville nok gå nogle uger endnu før hans bådudlejning kunne starte. Den 23 miles lange vej op til crater lake var snoet og fik hurtigt mere og mere sne i vejsiderne. Næsten oppe var der 2 meter og da vi kom op til indgangen, lå sneen ved bygningerne i 3 meters højde!! Selve vejene var dog fint ryddet. Det er noget af en præstation, fordi området p.g.a. bjergenes indflydelse på hvor nedbøren falder, på en vinter får 13,7 meter sne i gennemsnit!! Vi fandt nemt det første udkigspunkt og det var turen værd. Især fordi klipperne var snedækkede og selve søen helt isfri og dybblå. Turen ned fra toppen var anstrengende med alle de sving og opbremsninger, men vi kom hurtigt til byen Shady Cove (nu 24 grader og letskyet), hvor vi fik et par sandwiches på et lokalt sted og faldt i snak med et par damer, der var flyttet til byen da deres mænd blev pensionerede. De gik meget op i hiking (længere gåture i bakket terræn) og gav os et par tips om steder på californiens vestkyst. På vejen ud til vestkysten fik vi 5 minutters støvregn (lidt over kl. 16) det var længe siden vi havde oplevet det. Da vi kl. 17 checkede ind på Pacific inn i Crescent City(46$), var der 14 grader.

En længere gåtur ud til havet (hotellet lå 300 meter fra stranden) og tilbage langs en sandstrand, handle lidt fornødenheder og let aftensmad på Taco Bell. Lidt mærkelig by, for selvom vi var i downtown med masser af forretninger og restauranter og tæt på stranden, var der kun få mennesker og heller ikke mange biler hele aftenen. Det har der været stort set alle de andre steder, vi har været. Vi fandt aldrig forklaringen. Under planlægningen af morgendagens tur, talte vi også lige am s billeder nu 1.353! Øvli er langt bagefter med knapt 600, men han skal jo også passe sin kørsel (bruger han som undskyldning). Vi har nu kørt 6.200 miles. TIR 29 Vi vågnede op til våde veje og efter at have spist indkøbt morgenmad (yoghurt og frugt) kørte vi sydpå ad highway 101 halv 8 i 8-9 grader og overskyet. Ved kørte ind i Redwood National Forrest, der har 100 meter høje fyrretræer. Der var diset og første regnbyge var 8.30. Vi gjorde holdt (i næsten tørvejr) ved Big Tree, der var et træ ca. 4 meter i diameter, men knækket knapt halvvejs oppe så det kun var ca. 40 meter højt. Redwoods er forholdsvis slanke, og bliver ikke særligt spidse. Det største kendte træ er 122 meter højt og 7 meter bredt og er ca. 2.000 år gammelt. Det oprindelige folk i Redwood var yurok indianerne, som brugte redwood træer til at bygge kanoer, som var havgående. Så kørte vi til turistkontoret og ventede på at de åbnede kl. 9 og fik lidt råd om ruter. Vi kørte så til Lady Bird Johnson Cove, hvor vi gik en 1½ km lang rute i skoven. Der var mange velvoksne træer, som vi tog billeder af, men som så mange andre steder før, giver billederne langtfra fuldt indtryk af storheden og afstandene. Rigtig god vandretur i tørvejr og næsten ingen mennesker. På vej tilbage ad ruten mødte vi dog et ældre (formoder vi) ægtepar og et yngre (formoder vi) bøsse-par. På vej syd på ramte vi endnu en kraftig, men kortvarig regnbyge og kørte ind på en Denny s for at få frokost. Her måtte am give fortabt og kunne ikke spise op og det var endda uden dessert. For at komme tilbage til civilisationen (læs motorvej) måtte vi gennem 40 + 30 miles snoede bjergveje. Første stræk var ikke så slemt, men strækket fra Mendocino til byen Ukiah var særligt slemt, for ud over de ca. 40 km/t i gennemsnit var der også mange smalle veje og dårlig asfalt. På vejen mødte vi ca. 40 gamle racerbiler, både Mercedes, Porsche, Alfa Romeo og Jaguar fra 40 erne og 50 erne, der lod til at være med i et racerløb, men de var veldisciplinerede og holdt sig i deres egen vejbane. Det var en tur, der var meget udfordrende for en chauffør og især for Øvli, der måtte holde (ryge)pause hver halve time. Det længste stræk uden sving eller nedbremsning var 40 meter. Vi checkede ind på motel 6 (49$) i byen Ukiah lidt over seks på en dag, hvor det højst var 14 graders varme. Aftensmad af det vi havde i bilen: bananer, appelsin, yoghurt, kiks og chips.

Ellers planlægning af resten af turen og rejsebrev, mens vi så slutningen af en slutspils-basketball-kamp. Vi kørte 300 miles i dag, så nu er vi på 6.400 (=10.240 km). ONS 30 Afsted kl. 7 i 6 graders varme og uden morgenmad. I byen Hopland fandt vi en gammeldags cafe, der serverede morgenmad. Til vores store pandekage fik vi hjemmelavet boysenbær-sirup, godt. På vej til Sonoma så vi de første af rigtig, rigtig mange vinmarker. I Sonoma bad bilens computer om at få skiftet motorolie, så vi kørte ind på en kombineret tankstation/kvikpot. Mens de skiftede olien, gik vi over til et butikscenter og læste avis og drak smoothies i solskinnet. Øvli fik hævet lidt kontanter og am gik ud for at lede efter en speciel legetøjs-bamse til en pige i dk. Da bilen var klar (29$ for det hele) og vi steg ind igen, havde de endda støvsuget (der var lidt sand og småsten og grannåle) og smidt vores skraldepose ud god service. Mekanikeren spurgte lidt til hvor vi kom fra og sagde: Nice car. Det var stor ros fra en amerikaner, der måtte have set næsten alle slags biler. Både på vej ind i Sonoma, mens vi ventede på bilen og på vej ud var det rigtig hyggeligt og så ud til at være et rart sted at være, men vi skulle videre. Inden vi kørte ind i Napa Valley havde vi ikke lavet research vi ville bare ud på nogle vingårde og smage god vin. Derfor kørte vi første til byen Napa og ind på turist-kontoret. Vi fik nogle brochurer og et kort over dalens ca. 400 vingårde. Vi kendte Sutter Home fra dk og satte kursen de ca. 25 miles nordpå. På vej ud af Napa overhalede vi Napa Wine Train. Det var et gammeldags tog, som man kan booke en tur til et par vingårde med. Undervejs bliver man winet og dinet og rygerne stod på bagperronen. På Sutter Home fulgte de standarden: Gå ind fra gaden og smag vin. Køb så det du har lyst til flasker, kasser eller få det eftersendt. Vi købte dog bare en flaske hver, da vi ikke har mere plads i kufferten. Noget af vinen sælger de så selvfølgelig kun på stedet, så man køber mere. Så kørte vi over på den anden side af gaden til V. Sattori, som er et af de få steder, hvor man kan spise frokost og så oven i købet udendørs under skyggefulde træer. Der var rigtig dejligt vejr selvom bilens udendørs-termometer sagde 16 grader. Vi købte (i deres delikatesse-butik, der reklamerede med at de havde alt til en picnic-kurv og vin, selvfølgelig) en italiensk udgave af en skinke og ost-sandwich. Både her og på de andre vingårde var der flot og meget velplejet natur. Vi havde talt om at tage en ballontur over Napa Valley, men vi havde ikke fået bestilt og da de primært fløj tidlig morgen, var det for sent. Ærgerligt, især for am, der trængte til at få genskabt sin tillid til ting, der flyver (efter flyveturen i GC). Så kørte vi sydpå for at være klar til Yosemite og checkede ind på Vagabond Inn (50$) i byen Merced i 22 grader og skyfrit. am fik vasket og så planlægning for i morgen.

Aftensmad på Denny s med steak, hvidløgsbrød og jordbær-milkshake. am var forspist og øvli skriver brev og begge tidligt i seng. TOR 1 Gik over på Denny s og spiste morgenmad kl. 7. Afsted til Yosemite kvart i 8 i 11 grader og skyfrit. På vej op var der også bjerg-kørsel, men ikke så langt eller så slemt som i går. På vej op var der vejarbejde 2 steder. Det første varslede forventet ventetid på 15 min. og det andet på 30, men vi kom hurtigt igennem. Yosemite er en nationalpark med en dyb dal, høje, stejle klipper, vandfald og floder, som ikke ligger så højt over havet, så den kan besøges hele året. Dog meddelte de at en af hovedattraktionerne, Glacier Point var lukket. Da vi havde vist vores adgangskort, kom seværdighederne i hastig rækkefølge. Den første var et 190 meter højt vandfald (Bridal Veil eller brudeslør), hvor det meste af vandet forstøver undervejs og med lidt god vilje danner et slør. Der er masser af vand-sprøjt, når man (kun am) går op mod det udsigtspunkt, der er tættest på vandfaldet. Det næste var El Capitan, der er en ca. 300 meter lodret klippe som en del af en lille bjergkæde. Den var meget imponerende nedefra vejen med næsten helt glatte klipper. Den er øverst på alle friklatreres (en ekstrem form for bjergbestigning, hvor man kun er sig selv til at hamre spigre i klippen og forankre tov m.v.) liste, men der var ikke nogen, der var i gang opad, da vi var der. Næste var endnu et vandfald, Yosemite, som var 2-delt. Vi så det dog kun fra god afstand. Endelig kom vi op til den centrale p-plads. Vi tog den gratis rundtursbus. I modsætning til den i Grand canyon, havde denne ikke særlig mange interessante steder i forhold til gift shops, campingpladser og hoteller. Vi stod dog af for at gå en knap 2 km lang tur til mirror lake (spejlsøen). Det var en god lille vandretur ad natursti langs en flod og søen var et lavvandet stykke af floden, der flød langsomt. Vi delte stien med en flok turister til hest. Det var åbenbart en ofte benyttet rute, for der var en del hestepærer at holde øje med på stien. Vi fandt søen, der også var flot, især med stejle klipper i baggrunden. På kortet så det ud som om man forholdsvist nemt kunne gå rundt om søen og floden. Efter ca. 1 km mere uden udsigt til at kunne krydse floden, sagde øvli stop! Jeg er ikke kommet herover for at dyrke motion i min ferie. Vi vender om og går tilbage og det er sidste gang du får mig lokket med ud på en lille nem vandretur. Langt om længe tilbage (nu 16 grader og stadig strålende sol) og tage bussen tilbage til start og spiste frokost lidt i 2. Der var mange egern, der pilede rundt om fødderne på os. De er åbenbart vant til at der er nem mad, selvom der på hvert bord er advarsler om ikke at fodre dem eller de fugle, der også var helt tæt på. Så købe nogle postkort og så mod udkørslen. På vejen måtte vi lige se Half Dome, som er en klippe, der mangler halvdelen og af mange betragtet som et af Yosemites vartegn.

Igen forbi vejarbejde uden større ventetid, men igen med nogle kilometers bjergkørsel. Nede fra bjerget var der nu 25 grader og vi kørte forbi en masse plantager med bl.a. mandler, appelsiner, asparges, jordbær, valnødder og oliven. I byen Tracy ville vi finde en Quality inn (som vi havde fundet i kuponhæftet), men ved motorvejsafkørslen så vi motel 6, Denny s og Shell. Så det tog vi. Det var dog en lille streg i regningen at de ikke havde internet, men vi har fundet de steder vi skal se i San Francisco, så vi klarer os uden. Vi satte os ned ved poolen og nød en kold i solskinnet og der var stadig 25 grader lidt over seks. Dejligt. Aftensmaden var primært frugt- og mejeri-produkter. En stor jordbær-milkshake i et rigtigt glas med flødeskum på toppen til hver. Der var dog ikke plads i glasset til hele portionen, så vi fik hver den stålbeholder, der var brugt til at mikse med sammen med resten af milkshaken. For am var det et helt måltid, mens øvli tidligere på dagen letsindigt havde lovet også at tage deres dobbelte chokoladekage oveni. Det kom ned og kom ikke op igen. FRE 2 Op ca. kl. 7 og over på Denny s for morgenmad. Så tanke for næstsidste gang og nordpå mod Berkeley Universitetet. Vi ville bare se hvordan et amerikansk universitet så ud og det lå fint på vejen til downtown SF. Lidt over 9 fandt vi Visitors Centre, hvor vi fik udpeget nogle interessante steder. Vi startede med en smoothie på en cafe inde på området. Der var mange bygninger ligesom på et dansk universitet, men de fleste hed XXXXX Hall efter den person, der havde finansieret opførelsen. Kun sjældent fremgik det, om det var kemi, fysik, arkitektur eller noget andet, der var bygningens primære anvendelse. Vi var inde i Centre of paelontology (forsteninger af forskellig slags) og så bl.a. et Tyrannosaurus Rex-skelet i kopi. Vi kunne dog ikke blive enige om hvorvidt det var her Ross i tv-serien Venner underviste. Vi kom (i en anden bygning) ind i et auditorium (forelæsningssal), der med plads til 420, var stedets største. Am var oppe i et højt klokketårn, der var opført i 1924 som en kopi af tårnet på Markus-pladsen i Venedig. Der var ansat en person (i dette tilfælde en dame) til at sidde i elevatoren og styre om den skulle køre op eller ned. Herfra var der en rigtig god udsigt over Oakland, bugten og SF. Efter at have set hovedbiblioteket med store læsesale og højt til loftet, gik vi en omvej og så nogle flere bygninger inden vi gik ned på cafeen og fik en god smoothie igen (nogle af os). Så tog vi turen over Bay Bridge (4$). Der var en god udsigt ind mod skyskraberne i SF, selvom der var lidt diset. Da klokken kun var omkring 12 og de fleste moteller først starter check-in kl. 15, valgte vi at køre gennem SF, ud ad highway 101 og over Golden Gate. Den var dog ikke gylden heller ikke tæt på, men nærmest rustrød. Lige efter broen gik i land var der et udkigspunkt, som vi kørte ind på. Vi kørte videre op ad 101 og var inde og se den lille fiskerby Sausalito, som havde havne (kommercielle, lystbåde og husbåde) på en ca. 3 km lang strækning, så den var ikke så lille endda. Videre nordpå for at finde et sted at spise frokost, men uden held, så vi kørte tilbage til SF (når vi kom nord fra til Golden Gate skulle vi betale 5$, mens det var gratis den anden vej) og checkede ind på Rodeway Inn, som var et motel med plads til bilen, selvom det kun lå 1½ km fra downtown (Union Square).

Efter en eftermiddagslur (vi havde ikke kørt mere end knapt 100 miles, men der var ret vild trafik på motorvejene) gik vi downtown, fik en pizza-slice undervejs og til det centrale turist-bureau for at få anbefalet gode og billige hoteller til de sidste par dage. På tilbagevejen var vi inde på de 6 nærmeste, vi var blevet anbefalet, så vi havde noget at beslutte os ud fra. Efter aftensmad på Burger King, gik øvli tidligt i seng med sin lette forkølelse og am surfede tv-kanaler. LØR 3 Øvli synes at vi skulle op kl. 7 og vækkede am, der hurtigt trak i tøjet og vi fandt hurtigt et morgenmadssted, hvor vor mor selv stod i køkkenet og dirigerede sin mand rundt til småopgaver. Klassisk morgenmad, dog med den variation at vi fik pandekager med friske jordbær og flødeskum. På vejen så vi en del bumser, hjemløse og andre skøre mennesker, der tilsyneladende var de eneste, der var tidligt oppe lidt utrygt, specielt for am, synes hun. Så ud på vores sidste længere køretur ud til stillehavskysten (5 miles vestpå) og nogle miles ned langs kysten og zig-zag tilbage. Første stop var Alamo Square, en park beregnet til hundeluftere, og som østpå havde udsigt til postcard row, som er det mest fotograferede sted i SF. Det er dog bare 7 flotte, farvede viktorianske huse med SF skyline i baggrunden. Det var umuligt at få en p-plads i nærheden, så vi måtte et par gader væk, hvor der var parkometre (25 cents for 10 minutter). Tilbage med bilen, gik vi på Mel s Diner, som startede som et drive-in-sted i 50 erne og nogenlunde havde beholdt stilen. Vi fik begge milkshakes og am en frugt-skål og øvli en varm apple-pie. Der var små juke-boxe ved hvert bord, hvor man for 25 cents kunne bestille sin sang fra 50 erne og 60 erne. Den blev dog ikke spillet kun ved det bord, men i hele restauranten. Der var mange mennesker og noget støj, så det var svært at høre. Vi gik ned til en urmager, vi havde spottet dagen før og øvli fik endelig sat nyt batteri i sit. Imens så am på de ustillede ure og fandt et godt bling-bling ur, som var et smykkeur. Med hver vores virkende ur, gik vi tilbage til motellet. Efter en lur (øvli trængte for en gangs skyld mest) gik vi ved 15.30-tiden ned for at se rådhuset, operaen og koncertsalen. Rådhuset var næsten som Amalienborg med guld og en stor central balkon. Operahuset havde åbent, men de var meget tæt på at begynde en ballet-forestilling, så vi kunne kun være i forhallen uden at købe billet, så vi fik ikke set det indvendigt. Så en lille bitte gåtur ud til et hus, am havde set i formiddags på Divisadero & Turk. Der var kun knapt 2 km derud og på vejen var der blandt flotte huse og udsigter også skumle kvarterer. Så vi ville ikke udfordre skæbnen og gik en anden vej tilbage. Huset var godt nok flot, men en lang gåtur for så lidt. Men ingen udfordring er for lille for mesterfotografen, der jo må opsøge motivet i modsætning til amatøren, der venter på motivet.

Hjemme gik am på internet-jagt efter et hotel til sidste dag (vi havde tidligere bestilt sejltur til Alcatraz til tirsdag), mens øvli fik en sjus. Efter en lang søgning, fik vi booket og gik rundt om hjørnet til en pizzabar. Efter at have fyldt maverne gik vi stille og roligt tilbage til motellet, men blev afbrudt af endnu et af mange, mange meget larmende udrykningskøretøjer. Forhåbentlig skyldes det bare at de bruger den brede Van Ness-boulevard som gennemkørsel og ikke at der virkelig er så mange ulykker eller indbrud i dette kvarter. Am mente ikke at hun kunne klare at give bidrag til nyhedsbrevene uden god is, så hun købte en god chokoladeis med hjem (Hägen-Dazs). Efter nyhedsbrevene gik vi hver til sit ca. 21.30. SØN 4