Vi har lavet denne folder for at give vores brugere et bedre indblik i, hvad vi laver, hvem vi er, og hvordan vores nye retsbygning er indrettet. Folderen indeholder desuden også en del praktiske informationer, som vi håber, du kan have gavn af. Indhold: Hvem er vi? Kan man overvære en retssag? Hvis du er vidne Hvor skal du vente? Nervøs? Retsbygningen Kaffeautomat Ris & Ros Kunst VELKOMMEN TIL RETTEN I HOLBÆK
Hvem er vi? Ved Retten i Holbæk er vi ca. 52 ansatte, og de er fordelt således: Retspræsident, Anette Codam, er øverste chef. 6 dommere 1 administrationschef 3 retsassessorer 4 dommerfuldmægtige 35 kontormedarbejdere 2 retsbetjente Vores ansatte kan kendes på et rødt emblem med et domstolslogo på tøjet. Kan man overvære en retssag? De fleste retssager er offentlige, hvilket vil sige, at man kan gå ind og overvære mødet. Er retsmødet begyndt skal du liste stille ind og sætte dig bagest i lokalet. Hvis retssagen ikke er offentlig, må du ikke bare gå ind. Det burde stå på retslisten ved siden af døren, hvis retsmødet er for lukkede døre. Ellers kan du altid få fat i en af vores retsbetjente og spørge, om mødet er for lukkede døre eller spørge i informationen. Hvis du er vidne Hvis du er vidne, skal du ikke gå ind, før du bliver kaldt ind. Efter din vidneforklaring, må du gerne blive og overvære resten af retsmødet, hvis du ønsker det. Hvor skal du vente? Vi opfordrer alle, der skal møde i retten til at møde i god tid og være klar, når man bliver kaldt ind. Er du i tvivl om, hvor du skal møde, kan du få hjælp i informationen. I venteværelserne er der et udvalg af diverse blade, aviser og børnebøger. Vi forsøger så vidt muligt at undgå ventetid, men uforudsete forsinkelser kan man aldrig helt undgå. Vi beder dig derfor have tålmodighed, hvis du ikke bliver kaldt ind til tiden. Tag kontakt til informationen eller vores retsbetjente, hvis du synes, du har ventet længe. Nervøs? Det er naturligt at være nervøs, inden man skal i retten. Det er vi forberedte på og vant til at håndtere. Du kan her se en af vores retssale. Når du bliver kaldt ind, skal du sætte dig i stolen i midten foran dommerbordet.
Hvis det er en straffesag, vil anklageren sidde til højre for dig og forsvareren til venstre for dig. Hvis du er indkaldt som vidne vil den tiltalte sidde ved siden af forsvareren. Vidner du i en civil sag sidder sagsøger til højre for dig og sagsøgte til venstre for dig. Skal du vidne i en retssag, hvor du er bange for, at du kan blive truet, generet eller lignende, kan du tage kontakt til en af vores retsbetjente. De kan sørge for, at du kommer til at vente i et sikkert rum, indtil du skal give din forklaring. Det er dog meget sjældent, at vidner oplever noget ubehageligt. Retsbygningen Efter 5 års ventetid kunne vi i sommeren 2012 endelig flytte ind i vores nye retsbygning. Bygningen er indrettet med mange åbne rum, med lyse farver og højt til loftet, hvilket understreger domstolenes værdier om åbenhed, ansvarlighed og troværdighed. I stuen og på 1. salen ligger vores retssale, navngivet med bogstaverne A-H. I stuen ligger desuden vores mødelokaler, som bliver brugt til fogedog skifteretsmøder. På 1. og 2. salen er de ansattes kontorer, hvor sagerne bliver forberedt. Retsbygningen blev officielt indviet den 24. september 2012, hvor blandt andet justitsminister Morten Bødskov holdt tale for rettens ansatte og de indbudte gæster. Kaffeautomat Når du kommer ind via hovedindgangen, drejer du til venstre lige før elevatoren, følger gangen og drejer til venstre, hvor der står en automat. Der kan købes både kaffe og varm kakao. Ris & Ros Retten i Holbæk arbejder hele tiden på at blive bedre. Derfor er vi også meget interesserede i at få feedback fra vores brugere. Både godt som skidt. Du kan skrive til os på Holbaek@domstol.dk.
Kunst I foyeren hænger Pelargonie, et stort 9x9 meter kunstværk, skabt af tekstildesigneren Tina Ratzer. Ensfarvede og mønstrede stofstrimler er med håndens kraft flettet direkte på væggen og former en gigantisk blomst, som byder de besøgende velkommen til retsbygningen. I retssal A hænger kunstværker af Anette Graae, venligst udlånt af kunstneren. Rundt omkring i retssalene og mødelokalerne hænger der en række malerier af kunstneren Ingrid Britta Christensen, venligst udlånt af Odsherred Kommune. Værdier ved Danmarks Domstole Ansvarlighed Domstolene skal træffe rigtige, velbegrundede og forståelige afgørelser i rette tid. Vi skal derfor have de nødvendige faglige og menneskelige kompetencer til at løse opgaverne med højst mulig kvalitet og effektivitet. Respektfuld behandling Vi behandler alle ordentligt og med respekt. Vi viser forståelse for den enkeltes situation og baggrund, og vi har respekt for forskellighed. Vi udtrykker os forståeligt både i skrift og tale. Troværdighed Ved domstolene arbejder vi efter loven og er troværdige. Vi lader os ikke påvirke af uvedkommende hensyn. Vi er upartiske og neutrale, og vi er bevidste om, at vi til hver en tid også skal fremstå sådan.
Åbenhed og lydhørhed Domstolene skal være åbne og tilgængelige for alle. Vi samarbejder med hinanden og med vores brugere med respekt for de rammer, der gælder for domstolene. Vi arbejder for, at domstolene som organisation og arbejdsplads udvikler sig tidssvarende. Retten i Holbæk Domhusstræde 1 4300 Holbæk Telefonnummer: 99 68 66 00 E-mail: Holbaek@domstol.dk Hjemmeside: www.domstol.dk/holbaek Kontonummer: 0216 4069134262 Åbningstider: (alle hverdage) 8:30-15:00