I venskab og fjendskab - en filosofisk refleksion over et tragisk mellemværende

Størrelse: px
Starte visningen fra side:

Download "I venskab og fjendskab - en filosofisk refleksion over et tragisk mellemværende"

Transkript

1 I venskab og fjendskab - en filosofisk refleksion over et tragisk mellemværende af Jonas Holst Aischylos trilogi, Orestien, er en af de mest dramatiske og dunkle tragedier, som overleveringen har givet os i hænde. Dens opbygning fremviser en yderst kompliceret grundstruktur, som kan aflæses helt ned i bestemte strofer og ord, der rummer en vanskeligt dechifrerbar flertydighed. I den følgende læsning vil jeg begrænse mig til at forfølge ét centralt fortællingsspor igennem Orestiens tre værker uden at have nogen intention om at give en samlet, udtømmende fortolkning af trilogien, eller at løse de tekstkritiske problemer, som den filologiske forskning er stillet overfor i mødet med Aischylos tekst. Som ledetråd for den filosofiske fortolkningsstrategi, som jeg har valgt at anlægge, tager jeg Aristoteles nøjagtige lokalisering af de tragiske dramaers tyngdepunkt til de store slægtsejendomme. 1 Det er på dette sted, hvor lidelsen vokser sig stor hos dem, der har hinanden kær, at man - ifølge Aristoteles - skal holde udkig efter det sande, tragiske mellemværende, som også udgør baggrunden for Orestiens uhyre skæbnefortælling om Atreusslægtens grusomme undergang: Atreidernes slægtsejendom er hjemsøgt af fortidens dæmoner, der har sat sig som en spærre i familiemedlemmernes relationer til hinanden, hvilket fremkalder en altopslugende forfaldsdynamik, hvor venskab bestandigt slår om i fjendskab. I forfølgelsen af dette spor vil jeg hen imod slutningen søge efter en løsrivelsesmulighed for Atreidernes slægt, hvilket fører mig ind i en refleksion over de ansatser til en venskabets etik, der som brudstykker ligger spredt rundt omkring i trilogien, og som jeg under inddragelse af Sophokles tragedier og Aristoteles etik vil forsøge at samle til et enhedsligt billede. 1. Orestien passer eksemplarisk på Aristoteles iagttagelse af, at drivkraften bag det tragiske handlingsforløb, fejltrinnet (ἁμαρτία), udgår et bestemt sted fra: Det er ikke et hvilket som helst fejltrin, som kan gå for at være tragisk, men det begås af en af dem, der kommer fra de store, velansete familier eller slægtsejendomme, og 1. Poet b AIGIS 7,1 1

2 som har lykken med sig, for eksempel Ødipus og Thyestes. 2 Hvis vi sammenholder denne iagttagelse med måden, hvorpå det tragiske drama, ifølge Aristoteles, er opbygget, så skænkes vi en dybere indsigt i det tragiske mellemværende imellem dem, der har hinanden kær: Tragediens komposition består af en knude, der fra begyndelsen og frem til et omslag i hændelsesforløbet opbygges, og en løsning, som fra og med dette omslagspunkt udløser spændingen, hvilket udgør den resterende del af fortællingen. Knuden har som oftest at gøre med dét, der er foregået udenfor (ἔξωθεν) rammerne af det centrale handlingsforløb i forhistorien, samt noget af det, der hører til indenfor (ἔσωθεν), og som udspiller sig i tragedien. Opbygningen af knuden tager form fra begyndelsen frem til det yderste af den del, hvor omslaget sker og spændingen udløses. 3 Da tragediens mest effektfulde katastrofe bryder frem i det omslagspunkt, hvor venskab forvandler sig til fjendskab, lykke til ulykke 4, markerer det yderste af den del, hvorfra katastrofen tager fart, det øjeblik, hvor de, der står hinanden nærmest, rækker ud efter hinanden for påny at knytte forbindelsen til hinanden, hvilket imidlertid har den skæbnesvangre konsekvens, at de ender med at stå hinanden allerfjernest. Denne sidste konklusion drager Aristoteles ikke i sit tragedieskrift, hvilket i særdeleshed har at gøre med, at han ikke opholder sig nærmere ved sin egen bestemmelse af huset som brændpunkt for tragediens dramatiske opbygning. Spørgsmålet er imidlertid, om han ikke mere end antyder det netop udlagte spor med opgivelsen af navnene, Ødipus og Thyestes, som fører os tilbage i hjertet af de store slægtsejendomme, der former splidagtige brydningsfelter for den genealogiske fortælling. Udover at være deskriptive bestemmelser af hvad der oftest er tilfældet for den tragiske fortællings komposition, vil de aristoteliske begreber ἔξωθεν og ἔσωθεν på indholdsplanet kunne udlægges som væsentlige orienteringspunkter i det katastrofiske tidsforløb, hvor det udefrakommende, der hører fortiden til, træder ind i det nærværende felt, som udgøres af slægtsejendommen. I Orestien forekommer der, som vi skal se, flere af sådanne overgange fra knudens første, spæde forviklinger i forhistorien, som altså ligger udenfor hovedfremstillingen, til det, der falder indenfor det centrale handlingsforløb i og omkring Atreus-slægtens hus. Trilogiens første værk åbner, hvor krigen ved Troja 2. Ibid a Ibid b Ibid a 31. AIGIS 7,1 2

3 er slut. Fra toppen af Agamemnons bolig ser vagten, som igennem en rum tid har ventetpåettegn(σύμβολον) fra Trojas kyster, et lys i natten, det gode budskab (εὐάγγελον), der melder om Agamemnons hjemkomst. 5 Han er i sine tanker allerede begyndt at gå sin herre i møde, da han pludselig stopper op og holder noget tilbage, som han ikke kan få over sine læber: Fik huset røst, så blev det hele sagt. 6 Vagten gemmer på en hemmelighed, som boligen skjuler i sit indre, hvilket gør det tilkommende tvetydigt: Glæden over Agamemnons hjemkomst blandes med frygten for hans komme til hjemmet. Det σύμβολον, som vagten havde udholdt at vente på, viser sig at rumme en ligeså stor ambivalens som natten, der bragte vidnesbyrdet. Lysglimtet, der havde bredt sig som en løbeild over bjergene til Argos, og som blev født af natten, νὺξ φιλία, 7 bliver begyndelsen på undergangen for Atreus-slægtens hus, der allerede længe har ligget indspundet i det væv, hvor nattens dæmoner driver deres dystre spil ved at lade fødsel slå om i død, lys i mørke. I dette væv viser dét, der fremtræder som en ven, sig med tiden at være en fjende. 8 Agamemnons hustru, Klytaimestra, ligger ligesom vagten inde med et tegn og dette varsel 9, lyset fra Troja, som hun tilsyneladende har modtaget med glæde; men ligesom σύμβολoν i vagtens bevidsthed er skilt ad i to uforenelige dele, der korresponderer med lyset og mørket, falder der et uforsonligt skær over de stridende parter ved Troja, som Klytaimestra mener at kunne høre: Det er som jeg kan høre to slags råb derfra. Hæld eddike og olie i den samme skål, de er bestandig fjender, aldrig bliver de ét. Således sejrherrens og den slagnes råb [ ] 10 Det råb, som hun kan skelne fra sit eget vindende folks sejrsråb, er de grædende trojaneres klage over ligene af deres egne. I det næppe hørbare kald, hvormed vennerne jamrende og ufrie søger at nå hinanden på undergangens tærskel, viser den gyldne stad sit menneskelige ansigt, som i hendes bevidsthed ikke repræsenterer 5. Agamemnon Ibid Ibid Lynn-George (1993) har gjort den iagttagelse, at det, der vanligvis fungerer som beskyttelse, dække, hylster og tag, i Orestien omvendes ved at trække sig sammen i en foruroligende lukning, hvilket nattens bolig (Agamemnon 460), hvori Erinyerne indeslutter Atreus-slægten, er det omfattende billede på: Denne omvending invaderer selve huset, fokuset i dramaet, hvor den beskyttede og beskyttende struktur, igennem hvilken familien søger at sikre sig selv, er negeret, så det, der er under tag, snarere er et forborgent mørke, i hvilket arnen mindre former en lyskilde i natten end et sted for uset ofring. (s. 7) 9. τέκμαρ τοιοῦτον σύμβολoν, Agamemnon Ibid AIGIS 7,1 3

4 nogen fjendtlig magt. Klytaimestras sympati ligger i højere grad hos trojanerne end hos hendes eget folk, der til gengæld skal passe på, at de ikke lider en grusom vanskæbne: Sejren er ikke i hus, førend løberen er nået i mål, slutter hun aforistisk af med at sige, hvilket stadigvæk kan vise sig at føre til nederlag, for måske er der ondt i vente. 11 I Klytaimestras ord kan vi ane det omslag, hvor hendes egne går fra at være venner til at bliver fjender, samtidig med at dem, der er blevet udnævnt til fjender, aflægger denne betegnelse og indtræder i venskabets kategori. For at nå til en forståelse af baggrunden for dette omslag hos Klytaimestra - der indvarsler det tragisk ladede mellemværende, som denne undersøgelse har til genstand - vil jeg inddrage en del af den forhistorie, som Orestien bygger på. Ifølge Aischylos genfortolkning af den oldgræske sagnhistorie, fandt den begivenhed, der såede splid imellem Achaiere og Trojanere, sted i Atreus-slægtens hus, hvor den trojanske prins Paris frarøvede Menelaos hans hustru, Helena. I begyndelsen af Agamemnon begynder de skæbnesvangre konsekvenser af dette brud på gæstevenskabet imellem achaiere og trojanere at blive synlige i den måde, hvorpå Atreus sønner, Agamemnon og Menelaos, som gribbe kredser omkring den plyndrede rede, førend de tager forfølgelsen på Paris op. 12 Sammenligningen med de to rovfugle udvikles lidt efter af spåpræsten, Kalchas, der sammenholder de to ørne, som ved deres afrejse er i færd med at æde en drægtig hare over hovedet på dem, med Atreidernes stilling ved Troja. Selvom de to kongebrødre har Zeus, gæstevenskabets og retfærdighedens beskytter, i ryggen, er de ikke sikret imod selv at overskride en hellig grænse, hvilket antydes i den profetiske sammenkædning af menneskenes og dyrenes aktioner. Den tragisk-ambivalente skæbne, der venter forude, træder stadigt tydeligere frem, jo nærmere vi kommer afslutningen på Kalchas varsel for de glubske Atreus-ørne: Han er af Artemis blevet påbudt at udlægge ξύμβολα, de to adskilte tegn, der samler Atreus-sønnernes tvetydige skæbne, fyldt med sejr og nederlag, godhed og ondskab. 13 Hvad Kalchas i sin profetiske tale advarer om, at nogen før afrejsen mod Troja står i fare for at begå helligbrøde på forsamlingspladsen 14, 11. Ibid Ibid Ibid the gathering of the host, lyder Verralls oversættelse (s. 56). AIGIS 7,1 4

5 bliver med udlægningen af de dunkle, symbolske tegn indplaceret i en kronologisk sammenhæng, der både rummer fortidige og fremtidige hændelser: Hvis Atreiderne ikke passer på, så aner Kalchas, at Artemis i hjertet af slægten vil tilberede endnu en art af lovløst offer, der ikke er deleligt. 15 Denne spådom går i opfyldelse, da grækerne i Aulis ikke kan få medbør hen over vandet til Troja, og Agamemnon tager sin egen datter, Ifigenia, som dette andet offer. Ørnen viser i sandhed sin glubske evne til at ofre sit eget afkom på den forsamlingsplads, hvor vennerne mødes for at deles om de fælles goder, hvilket imidlertid er en fællesskabsstruktur, der bestandigt slår om i sin modsætning i Orestien, og efterlader dem, der står hinanden nær og har hinanden kær, fjendtligt adskilt fra hinanden som ofre for en ondartet skæbne. Da Kalchas spådom klinger ud, bevæger vi os helt ind i Atreusslægtens bolig: Sådan varslede Kalchas om død og om stordåd for fyrsternes hus på grund af de rovgriske ørne Hvordan skal Agamemnons misgerning tolkes? Blandt de nyere filosofiske fortolkninger af tragedien er der en udbredt tendens til at løsrive Agamemnon fra den genealogiske kontekst, som Kalchas indplacerer ham i, og anskue ham som et frit individ, der selv er skyld i sine handlinger. 17 Dette perspektiv belyser imidlertid kun den ene side af sagen, som bliver kompliceret af, at der med til det tragiske fejltrin hører en større sammenhæng, som den handlende ikke er herre over. Det er den anden side af sagen, som i det foregående er blevet udlagt med baggrund i slægtsejendommen og den historie, som hører med dertil. Ifølge et tragisk tilværelsessyn, lader de to sider sig vanskeligt adskille, hvilket Kalchas er sig dødeligt bevidst, da han stiller Agamemnon i det frygtindgydende dilemma at vælge imellem at ofre sin datter eller sin autoritet som fører. Kalchas indvilliger ikke nødven- 15. θυσίαν ἑτέραν [ἄνομόν] τιν ἄδαιτον, Agamemnon Ibid Nussbaum (2001) er på det rene med med den oprindelige brøde i Atreus-slægten, men hun vægter det ikke rigtigt, og vælger at anskue Agamemnon som et i princippet frit individ, der står i en presset valgsituation udspændt imellem to onder. Gagarin (1976) placerer fra begyndelsen af sin læsning huset i tragediens brændpunkt, og er ligesom Nussbaum ikke uvidende om den genealogiske kontekst i Orestien, men han vælger ligeledes at ignorere betydningen af det første offer i Atreus-slægten. Det forekommer mig, at begge autorer kun til en vis grænse vil anerkende den profuse flertydighed, som Aischylos bygger sit stykke op omkring. En af de til dato mest fintmærkende læsninger, som med udgangspunkt i en central tekstpassage fra Agamemnon tager særligt hensyn til tragediens flertydighed, finder jeg hos Knox (1974). AIGIS 7,1 5

6 digvis i Agamemnons drabelige forehavende i det øjeblik, hvor han opgiver offermidlet imod stormen og sulten, som hærger den hellenske lejr. Spåpræsten kender udmærket til de uhyre, bagvedliggende kræfter, som de er oppe imod i Aulis, og hvis oprindelse peger tilbage på Atreidernes slægt, hvilket stiller Agamemnon i et tragisk tvelys. De tragiske skikkelser er både frie og ufrie, skyldige og uskyldige, hvilket i den tyske forskningslitteratur er et ofte anvendt dictum 18, som kommer tragediens sandhed væsentligt nærmere end den, der nøjes med blot den ene side af det modsætningsfyldte spændingsforhold. Det er i lyset af en oprindelig brøde i slægten, som tragedien udsætter afsløringen af, at Kalchas ser Agamemnons skæbne sammenkædet med et andet, lovløst offer, og da spåpræsten slutter sin profeti, er det hele fyrsternes hus, der er involveret, og ikke kun Agamemnon. I Kalchas udlægning af ξύμβολα skal denne huslige sammenhæng høres med, ligesom det andet offer på forsamlingspladsen viser hen til et første offer omkring husets midte. Ud over at betyde varsel eller tegn, refererer ξύμβολα til den brudte genstand, som gæstevennerne deler med hinanden, når de skilles. Parterne bryder den symbolske genstand midt over, hvorefter den ene del tilfalder værten, mens den anden del følger med den bortdragne gæst. Skulle de samme eller senere slægtled igen mødes, vil venskabet imellem de to huse kunne genoptages. Grundlaget for at inddrage denne antikke livssammenhæng i min fortolkning skal søges i den afgørende betydning, der tilkommer slægtsejendommen i Orestien, ogide mange betydningslag, som Aischylos igennem hele trilogien lader indgå i enkelte ordsammensætninger. Kalchas spådom gælder såvel den genealogi, der hører til fyrsternes hus, som det offer af min datter, husets smykke 19, der er det symbolske, værdifulde livsstykke, som Agamemnon hugger over før sin afrejse til Troja. I tragediens fortløbende handlingsgang er den første, som denne åbne flænge i slægten, kommer til at berøre, Klytaimestra, der så at sige holder det andet lod eller tegn i sin hånd; et brudstykke, som imidlertid ikke passer ind i den gamle orden med Agamemnon i spidsen for husets styrelse, der lider skibbrud i dramaet. Det, der tidligere holdt dem sammen - Ifigenia, husets smykke, hvis liv i sig selv 18. Goethe skulle efter sigende være den første, der formulerer denne indsigt, hvilket Lesky (1958) har givet en virkningshistorisk fremstilling af. Hos Schadewaldt (1975) hedder det ordret, at de tragiske skikkelser er unschuldig schuldig (s. 121). 19. δόμων ἄγαλμα, Agamemnon 208. AIGIS 7,1 6

7 var et symbol på deres kærlighed - er revet midt over, og i overensstemmelse med Kalchas tvetydige og dunkle spådom går der skår i gensynsglæden: Sejren er Agamemnons, hvilket lysglimtet bringer bud om, men hævnen tilfalder Klytaimestra, som står i ledtog med mørke, underjordiske kræfter. 20 Vi befinder os foran det yderste af den del, hvor tragediens katastrofe skal til at ske, hvilket indenfor rammerne af dramaets symbolske sprog - og med en vis poetisk frihed - kan siges at være formet som et brudstykke, der fremviser de skarpe kanter, som ikke længere passer ind i venskabets harmoniske mønster, men hvorpå de, der elsker eller rettere har elsket hinanden, skærer sig og river sig til blods. 3. I det perspektiv, som jeg har valgt at anlægge på Orestien, bygger tragediens spændingsfyldte knude på en symbolik, der omhandler venskabets og fjendskabets omslag i hinanden, hvilket Aischylos iscenesætter i flere sammenhængende tempi. Kalchas ξύμβολα kan opfattes som livsstykker eller livstegn, der refererer til familiemedlemmernes brudte forhold til hinanden i den hverken særligt fjerne fortid eller fremtid, hvilket åbner for at få et indblik i den forfaldsdynamik, som er på spil i Atreus slægt. Ligesom der er gået et drabeligt offermåltid forud for Agamemnons ofring af sin datter, vil drabet på Ifigenia afføde flere drab i familien. Det formidlende led, som familien ville kunne genkende hinanden på, er væk, hvilket på skift stiller medlemmerne fremmede overfor hinanden på den samme uhyggelige måde som de venner, der pludselig ikke længere kan eller vil kendes ved hinanden. Sammenhængen imellem de uhyre hændelser, der i slægten går svangre med hinanden, kommer for en dag efter at Agamemnon er kommet hjem, og sandsigersken, Kassandra, som Agamemnon har taget med fra Troja, gør sin entre på scenen. Ankomsten af den fremmede kvinde stiller ikke ligefrem Agamemnon bedre i det forliste forhold til sin kone, hvis uvenlige modtagelse af Kassandra giver et vink om, hvad der er i vente. Klytaimestra har selv taget sig en ny mand og 20. For en mere tilbundsgående analyse af disse dunkle sammenhænge i tragedien henviser jeg igen til Lynn-George (1993), som med afsæt i ordet peplos fremlæser en forbindelse imellem den måde, hvorpå Ifigenia ofres, viklet ind i et klædningsstykke, og den måde, hvorpå daggryet bryder frem af natten, hvilket viser tilbage til det komplekse trådværk, som Erinyerne spinder (ὑφαντοῖς ἐν πέπλοις Ἐρινύων, Agamemnon 1580). AIGIS 7,1 7

8 våbendrager, der skjuler sig indenfor i huset, hvor Agamemnon træder ind, tæt forfulgt af sin kone. På dette overgangssted i tragedien, hvor det fortroligt hjemmevante slår om i en frygtelig ulykke, ser Kassandra sin egen og Agamemnons grusomme undergang flimre forbi ledsaget af fortidige hændelser. Hun mærker, at huset er forhadt af guder 21, for gulvet sejler i blod, efter at der er blevet spist menneskekød i det. En faders skæbne var det at spise sine egne børn efter at være blevet budt indenfor, hvor værten forud for gæstens komme havde parteret børnene og hældt dem i måltidet; et gæstevenskab imellem brødre, der i højere grad var båret af en begærlig, opædende iver fra værtens side end af venskab. Gæsten var Thyestes, der havde ligget i med husets kvinde, hvilket værten, hans egen broder Atreus, fader til Agamemnon og Menelaos, hævner på bestialsk vis. 22 Dette første offermåltid i slægten havde Kalchas spået ville antænde endnu et drabeligt offermåltid, hvilket Agamemnon nødtvungent og dog uden at yde synderlig modstand fuldbyrdede, da han ofrede sin egen datter for at få god vind mod Troja. Dette andet offer bliver igen hævnet af Klytaimestra, som med sig ved sin side har den nye mand i huset: Aigisthos, Thyestes søn. Agamemnon står til regnskab på to fronter, der har sværget sig sammen om at gå til angreb på samme tid. Det dobbelte angreb vokser ud af hans eget hus, som Klytaimestra og Aigisthos har omdannet til en dødsfælde, i hvilken Kassandra og Agamemnon kommer frygteligt af dage. I de mange visioner, som Kassandra har, inden hun dør, når hun at registrere, at Atreidernes hus er ugæstfrit for dets egne, nærmeste venner, og hun ser hævngudinderne, der er groet fast til huset, sidde under taget, i kammeret og på tærsklen til hallens dør 23, hvilket anskueliggør den dæmoniske indespærring, som Atreus slægt lider under. Undergangen klæber til Atreus-slægtens hus, der i to tempi bliver offer for et skændet venskabsbord: Den skæbnesvangre tidsakse oprettes af Atreus, der med sin morbide indbydelse, foretager den første skændige deling henover gæstevenskabets bord ved fordækt at tvinge sin broder Thyestes til at spise sine egne børn. Da Kalchas udlægger de symbolske tegn, frygter han for, at dette første brud på venskabet skal gentage sig og generere et andet offermåltid, som vil koste Ifigenia livet. I Atreidernes slægt er det rovgriskes natur nedarvet, så hvad der til en begyndelse som i slægten også altid er en fødsel forekommer at 21. μισόθεον, Agamemnon Ibid Ibid. 1103, AIGIS 7,1 8

9 være en fortrolig ven af familien, med tiden viser sig at være en dødsfjende, der ernærer sig af sine egnes død. Disse katastrofiske tidsomslag lader Aischylos genlyde igennem hele trilogien i de tvetydige overgange imellem fødsel og død, ungdom og alderdom, lys og mørke, venskab og fjendskab. 4. Det er indlysende, at eftersom intet venskab er muligt i det væv, hvori Atreusslægtens ejendom ligger indspundet, så må den ven, der bryder dette mønster og genskaber en fælles symbolik af sprog og erindring, komme fra et sted, der ligger udenfor vævet og ejendommen. Da koret opfordrer Elektra til at nævne sin afdødes faders venner, lukker ejendommens horisont, hvor indenfor Klytaimestra har holdt hende fastspændt, sig momentant omkring hende: Hvem har ham da så kær, at jeg kan nævne dem? 24 Den mulighed, der åbner sig på dette sted, i begyndelsen af trilogiens anden del, hvor koret og Elektra har fået ekstra luft, er, at én det være sig en guddommelig eller dødelig skal komme det hjemsøgte hus til undsætning. Den ven, som koret beder Elektra om at erindre, er hendes egen broder, Orestes, der er θυραῖός; han er den fremmede udenfor huset, som Elektra kalder på, og hvis tilbagevenden står for døren. 25 På den ene side åbnes slægtens hus med Orestes komme, så de, der har hinanden kær, igen vil kunne udlægge dét for hinanden, som de sammen deles om; men på den anden side har Orestes sit livsgrundlag i selvsamme bolig, som han for lang tid siden er blevet sendt bort fra. Dermed stiller han sig præcis på den tærskel, som koret afmærker med θυραῖος: Det, der står for døren, skifter imellem at være dæmonisk og dødeligt, farefuldt og reddende, fjende og ven. Michael Gagarin har i en omfattende læsning af trilogien udlagt disse duale, dynamiske strukturmomenter som et etisk mønster af aktion og reaktion, gæld og gengæld. Det er en kompleks balance, der er opretholdt af det oldgræske begreb δίκη, som både refererer til den ret, hver enkelt gør gældende, og den ret, der i kraft af at være en generel, gudgiven lov styrer den gensidige given og tagen imellem menneskene. Den iagttagelse, som vi gjorde af, at venskabets midte vedvarende bliver udhulet i Atreidernes slægtsejendom, uddybes af Gagarin med udgangspunkt i en passage fra Gravofferet, hvor Dikē råber på at lade hadefuld tale 24. Gravofferet Ibid AIGIS 7,1 9

10 og dræbende slag blive gengældt med samme mønt: amphi afløses vedvarende af anti; drama afløses af pathos i overensstemmelse med det grundprincip, πάθει μάθος, at lære igennem lidelse, som Zeus har nedlagt iblandt menneskene. 26 Særligt fra og med begyndelsen af Gravofferet får rettens diskurs mere og mere overtaget, men jeg vil i modsætning til Gagarin hævde, at den gør det på bekostning af venskabets symbolik. Med bortgangen af spåpræsterne, som åbenbart er de eneste, der ligger inde med den ældgamle hermeneutiks indsigter i det symbolske, synes den genealogiske knude, som menneskene er forviklet med, ikke længere at kunne løses af menneskene selv. Fra og med anden del af trilogien anser menneskene retten for at være det eneste instrument, hvormed det er muligt at slå tilbage og intervenere i grådighedens umættelige natur. Hvorledes venskabet fortrænges af retfærdigheden som løsning på knuden, giver sig markant til kende i Elektras og korets fælles kalden på vennens komme. I denne påkaldelse blander der sig en hævntørstig stemme, som råber på retfærdighed, hvilket fremkalder den tragiske effekt af strøm og modstrøm: Orestes bydes på en og samme tid at komme som ven og som fjende af huset. Koret lufter en sidste gang sit håb om ankomsten af en genfunden ven, før det endegyldigt fastslår, at ingen hjælp kommer udefra, men at slægten må redde sig selv indefra. Orestes fastslår efterfølgende, at der skal være endnu et måltid på faderens grav, hvilket han selv og Elektra under udstødelsen af skingrende råb og klageskrig lover at følge op på. 27 Efter at Orestes har indfriet dette løfte og slået sin moder og hendes medsammensvorne ihjel, følger i tragediens tredje del, Eumeniderne, det retssalsdrama, hvor Gagarin ser alle modsætningsparrene i Atreus-slægtens blodige hævncyklus forenet i fredelig harmoni under indsættelse af Areopagos-rådet som øverste dømmende instans i mordsager. Med Athenes - og det vil samtidig sige Athens - domesticering af de underjordiske dæmoner, hvis uophørlige hævntogt fremkalder det karakteristiske gengældesesmønster, som Gagarin vælger at kalde etisk, oprettes en lovgyldig retsinstans, der sætter en bremse i hævncyklussen og lærer athenerne at skride ind overfor lovovertræderen i tide. Af gudernes afsluttende domfældelse af menneskene fremgår det imidlertid, at retten stadigvæk er den straffende ret, overtalelsen forbliver retorisk i sit væsen, begæret er fortsat begær efter mere, hvilket Gagarin også understreger, men spørgsmålet rejser sig i for- 26. Gagarin (1976), s Gravofferet 344, 472ff. AIGIS 7,1 10

11 længelse heraf, om det egentlig er nogen etisk og retfærdig løsning, som trilogien til sidst præsenterer os for. 28 Retten sætter nok en stopper for den altopædende selvtægtsrus, men selv viderefører den blot gengældelsens disciplinering med andre midler, idet den ud fra sine egne, stadfæstede grunde fører krig imod det fremmede, der ikke hører til dens ejendom, og som befinder sig udenfor (θυραῖος ἔστω πόλεος). 29 I forlængelse af den fremlagte interpretation af tragedien og med henblik på at fastholde de ansatser til en venskabets etik, som forefindes i Orestien, rejser følgende spørgsmål sig imidlertid: Begynder etikken ikke først dér, hvor den fremmede, som befinder sig udenfor og er θυραῖος, modtages som gæst i venskabet, og er det ikke snarere denne begyndelse, som de tidligere så splidagtige magters sammenkomst indenfor den retslige sfære i en ligeværdig meningsudveksling bygger på? Den overenskomst, som guderne til sidst i Orestien indgår på vegne af menneskene, bygger ikke på en evig fred, men på en strid, som løses ved hjælp af overtalelse og tvang, og i sidste ende er det måske slet ikke retten, der bringer fred over Athen. Dét at komme overens med hinanden uden at gøre brug af krigens midler fordrer nemlig venskab, hvilket Aristoteles også et sted bemærker og tilføjer, at venner i en vis forstand ikke har rettens idé nødig. 30 Venskab er en højere form for retfærdighed, der bygger på ligeværdighed og respekt for hinandens forskelle og foranderlighed, og det er denne idé, som også Athenes ret kan siges at hvile på. 28. En af de få læsere af Orestien, der sætter spørgsmålstegn ved Zeus retfærdighed, som flertallet af tragediens kommentatorer hævder kun rammer skyldige uden at straffe og fælde dom over uskyldige, er Cohen (1986): Det er flot af kritikere at tale om den store lov, at lære igennem lidelse, som den i et etisk mønster anvendes på Agamemnon, Klytaimestra og Aigisthos. Men hvad med Ifigenia, haren og dens afkom, de trojanske kvinder og deres børn; hvad lærte de af Zeus moralske orden iværksat igennem den store, kosmiske retfærdighedslov? (s. 133) 29. Eumeniderne EN 1155 a AIGIS 7,1 11

12 5. Til trods for de fremlæste ansatser til en venskabets etik i Orestien giver Aischylos tragedie dog ikke nogen egentlig etisk respons på det menneskelige dramas lidelseshistorie, men snarere en politisk-religiøs løsning på knuden. En udgang på Orestien, hvor etikken kunne have åbenbaret sig som den forløsende kraft, ville skulle findes i de passager, der åbner for, at vennen - etikkens menneskelige svar på politikkens guddommeligt institutionaliserede retfærdighed - vil vende den vanskæbne, der overgår menneskene. Hos Aischylos kan den gode skæbne imidlertid kun komme fra guderne, hvilket udelukker, at menneskene i fællesskab og i øjenhøjde med hinanden skulle kunne formidle en løsning på fjendskabets knude og vende det til venskabets fordel. Venskab slår i Orestien bestandigt om i fjendskab, lykke i ulykke, og ingen sjæl kan ændre på dette forløb. Et bestemt sted hedder det: Hvad er vel menneskenes liv? En skygge kun, selv når det lykkes allerbedst (εὐτυχοῦντα σκιά); når det går værst, blir hele tavlen slettet af en fugtig svamp, og denne skæbne er ynkværdig fremfor alt. 31 Den aischyleiske tragediekunst når et af sine af karakteristiske højdepunkter i denne korte, tvedelte passage, der spænder de dødelige ud i skæbnens tvetydige mulighedsstruktur, som har en indbygget tendens til bestandigt at vende sig indad i en eskalerende selvtægtscyklus. Hvor Aischylos vikler menneskene ind i en dual struktur af modsætninger, hvis vekslen afbalancerer enhver form for ekstremitet i stadigt genkommende cyklusser, skal vi imidlertid se, at Sophokles mesterskab består i at frigøre de radikale tendenser, så den duale spænding og de genkommende udligninger ender i et uligevægtigt, asymmetrisk forhold imellem menneskene. Wolfgang Schadewalt har formuleret det på den måde, at den modpol, som de lidende skikkelser råber an hos Aischylos er en objektiv, guddommelig magt, mens råbene i Sophokles tragedier tillige adspredes i retning af fraværende, døde, organiske og uorganiske ting, hvilket afstedkommer en forskydning over imod at henvende sig til den anden i du-form. 32 Under inddragelse af Sophokles Aiasvil jeg forsøge at vise, hvorledes denne forskydning genåbner etikkens mellemmenneskelige felt som løsning på den lidelsesfyldte skyggetilværelse, som de fremmede, der er θυραῖος, henlever. 31. Agamemnon Schadewaldt (1926), s ; se også Sophokles und das Leid, s AIGIS 7,1 12

13 Athenes stemme, der er mig den kæreste af guderne 33, er de første ord, som Odysseus udbryder, da han efter at være kommet på sporet af den afsindige Aias i et af den hellenske lejrs yderste områder hører Athenes stemme. Det var denne stemme, som Aias havde afvist at modtage hjælp fra, før han sammen med Odysseus og de andre hellenske stammer drog i krig mod Troja. Tragedien åbner på det sted, hvor de skæbnesvangre følger af dette afslag begynder at vise sig: Odysseus er hverken klar over, om det er sporene efter Aias eller en anden, som han har fulgt, eller om denne befinder sig indenfor eller udenfor. Athene - der som altid følger Odysseus i opsporingen af fjender - kan imidlertid fortælle sin kriger, at det er de blodige spor efter Aias, som befinder sig i sit telt, hvor han i sin vanvidsrus tror at holde sine hærførere, inklusiv Odysseus, fangen. Gudinden kalder straks den vanvidsramte ud af sit telt, så Odysseus kan få syn for sagn, idet hun samtidig sørger for, at han ikke kan ses af Aias, der storskrydende beretter om, hvor pinefuldt Odysseus har det inde i teltet. At dømme efter den magt, som Athene har over Aias, er det hende, der som straf for hans afslag om at modtage hendes hjælp har gjort den tapre kriger gal, hvorefter han har vendt sig imod Odysseus og resten af den hellenske hær. 34 Stående overfor sin fjende lægger Odysseus dog hverken an til at gøre gengæld eller at slå en hånlig latter op, sådan som Athene opfordrer ham til, men Aias og hans egen menneskelige tilværelse stiller sig i et for den græske tragediegenres karakteristisk tvelys: Jeg ynker ham for hans ulykke, selvom han er min fjende, fordi han lå under for en frygtelig forblindelse, uden at jeg ser mere hen til hans skæbne end min egen. Thi jeg ser, at alle vi levende ikke er andet end fantombilleder (εἴδωλα) eller en flygtig skygge (κούφη σκιά) Aias Det er også Kalchas udlægning i tragedien (Ibid ). I modsætning hertil hævder Athene og Atreus-sønnerne, Menelaos og Agamemnon, at Aias allerede var gal, da gudinden lod ham rette sit raseri mod en hyrdeflok og ikke sin egen hær; at Aias ikke har været venligt indstillet overfor de to kongebrødre, siden de overdrog den afdøde Achilleus våben til Odysseus og ikke til ham selv, er imidlertid ikke ensbetydende med, at han fra da af havde været ude på at angribe dem som en hævntørstig fjende. Aias siger selv i tragedien, at det var Athene, der pustede til ilden og fik ham til at flamme op i et vanvittigt raseri (Ibid ), hvilket er et skæbneomslag, som Odysseus har en bedre forståelse af end gudinden selv og Atreussønnerne. 35. Aias AIGIS 7,1 13

14 Denne indsigt i menneskelivet lægger sig tæt op ad Orestiens væsensbestemmelse af mennesket: Umiddelbart må Odysseus ynke Aias dystre skæbne, der har frarøvet den stolte kriger hans værdighed, hvilket senere skal udslette ham. Denne totale udslettelse bliver i Orestien angivet som den ene af mennesketilværelsens skæbnesvangre muligheder. Hos Sophokles slutter passagen imidlertid ikke med to sidestillede livsmuligheder, men lidelsen med den anden kaster den indsigt af sig, at mennesket er et skyggebillede. Odysseus genkender sin egen menneskelighed i Aias forblindede slagfærdighed, hvilket i sammenhængen vil sige, at han genkender sig selv i den anden, forsåvidt de begge i grunden er skygger. 36 Skyggebilledet kan anskues som et symbol på menneskets endelighed og en bebudelse om, at mennesket ikke står i sit eget lys og frit kan vælge, hvor det vil begynde, og hvor det vil ende. Aias har forvandlet sig til en skygge af sig selv, der har mistet orienteringen i forhold til sin egen identitet, og dette billede falder tilbage på Odysseus og på menneskevæsnet som sådan, idet den indsigtsfulde kriger har øje for det guddommelige lys, som alle levende stiller sig i. Sætningsindlederen jeg ser forudskikker en omfattende indsigt i et fællesmenneskeligt vilkår, hvor skellet imellem ven og fjende er nedbrudt til fordel for et nøgent, sårbart billede af mennesket. Selvom Aias er Odysseus fjende, så skinner hans menneskelighed alligevel igennem. 6. I Philoktet iscenesætter Sophokles handlingsforløbet på en lignende måde, hvilket understreger selve det dramatiskes forrang i forhold til de enkelte karakterer, der kan indgå i forskellige mønstrer alt efter mytens skema. 37 Den unge Neoptolemos er i den yderste kant af øen Lemnos på udkig efter den sårede Philoktet, som den græske hær på sit togt imod Troja efterlod på dette ubeboede, menneskeforladte sted, og i sin søgen bliver han ledsaget af koret, der indkredser grænsestedet: 36. Bowra (1964) når til den samme indsigt under inddragelse af andre sophokleiske tekststeder overleveret i fragmenter samt passager hos Euripides og Pindar (s ). Hertil kunne føjes Aischylos og Platon, hvilket giver et helhedsbillede af en bestemt oldgræsk forståelse af mennesket som en skygge. Til forskel fra Bowras moraliserende konklusion, at menneskene skal være sig deres skyggetilværelse bevidst ellers får de løn som forskyldt, handler det i det følgende om at nå til den etiske indsigt, at denne bevidsthed står det ikke uden videre til det enkelte menneske at tilegne sig. Deri består dets skyggetilværelse, hvis værdifuldhed det kun er en anden og ikke skyggen selv forundt at få øje på. 37. Jf. Poet b-1450a. AIGIS 7,1 14

15 Hvor er hans opholdssted henne? Hvorhenne betræder han jorden, hjemme eller ude (θυραῖον)? 38 Philoktets tilværelse er reduceret til den blotte og bare udveksling med årets cyklus, og det eneste tegn på menneskeliv er den nødstedtes eget klageskrig, der genlyder fra Ekkonymfens bjergegn. Med lidelsen som eneste ledsager slæber den sårede kriger sig afsted, og det er igennem Neoptolemos konfrontation med denne menneskeskæbne, at tragedien fremstiller en klarsynet løsning på lidelsens knude: [ ] red mig og hav medlidenhed med mig, idet du indser alle frygtelige tings (πάντα δεινά) farefuldhed for de dødelige, hvilket ligger i dels at lide godt, dels at lide ondt. 39 Philoktet sigter med disse ord til det samme fænomen, som Odysseus i mødet med Aias berøres af, nemlig en form for medlidenhed, der har tanke for andet og mere end lidelsen selv. Ligesom Odysseus skal Neoptolemos nå til den indsigt, at det lidelsesfyldte skæbnevilkår, som Philoktet med hele sit flængede korpus bærer vidnesbyrd om, også angår ham selv som dødelig, og er et fællesmenneskeligt vilkår, sålænge livets grænsesten ikke lægges af mennesket selv. Mærket af en uhyre, sælsom form for medlidenhed er Neoptolemos ude af stand til at drage en klar grænse imellem sin egen og Philoktets skæbne, hvilket udsætter ham for den samme ufortrolige nødstedthed som sin fremmede gæsteven. 40 Philoktet havde allerede tidligt gjort sin fremmede gæst opmærksom på, at det symbolon, som de deler imellem sig, er lidelse og smerte 41, hvilket på godt og ondt kommer til at besegle venskabet imellem dem. Neoptolemos har, ifølge Philoktet, hjulpet ham op af det dynd, som hans fjender trampede ham ned i, så han igen med taknemmelighed kan se dagens lys, men hvad Philoktet ikke véd, det er, at de selvsamme fjender står bag Neoptolemos og styrer ham. Da Neoptolemos skal til at tage skridtet ud af sin gæstevens hule, er han i vildrede, og kan ikke længere holde Philoktet for nar. Philoktet tror først, at han har smittet Neoptolemos med sin sygdom, eftersom denne udstøder samme smertessuk som ham selv, men det viser sig hurtigt, at Neoptolemos er nødstedt i det farvand mellem det gode og det onde, som Philoktet havde udpeget som alle dødeliges bestemmelsessted. Neoptolemos erkender, at han er drevet bort fra sit eget væsen, som ville Philoktet 38. Philoktet, Ibid Ibid Ibid AIGIS 7,1 15

16 det godt, for i stedet blindt at adlyde ordrer fra sin fører, der vil Philoktet det værste. Efter at have udført sin førers ordre, hvilket Philoktet først ikke tilgiver ham, vender Neoptolemos imidlertid tilbage, idet han lader venskabet til den fremmede sejre over sine egnes interesser. 7. Det fremmedartede, som Neoptolemos bliver berørt af og kan genkende hos sig selv, er Philoktets beskrivelse af sig selv som et skyggebillede (καπνοῦ σκιά, εἴδωλον) 42, hvilket er den indsigt, der også bliver Odysseus til del efter at den vanvittige Aias er trådt frem for ham. Hvad Odysseus ser i en vision, er næppe, at mennesket er selve den mørke silhouet, der falder på verden, men at menneskelivet som sådan er en skyggetilværelse, der står i dødens tegn. I fremtrædelsen af den blændede Aias for øjnene af Odysseus mørklægges den stolte krigers skikkelse, så han er ukendelig, hvilket samtidig kunne udlægges som et varsel om hans snarlige død; men det er præcis i denne fremmedartede stilling, at der for Odysseus blik viser sig en fælles menneskelighed. For Aias selv er der imidlertid tale om en total formørkelse, hvilket træder markant frem i en af den græske tragediekunsts stærkeste omslagsscener. Efter at krigeren først har gjort front imod sine egne, står sporene fra vanviddet pludselig klare for ham, og han trækker sig tilbage, ind i husets mørke, hvor alt slår om: Mørke, mit lys (σκότος, ἐμὸν ϕάος). 43 Aias kan ikke genkende sig selv, hvilket er den vanvittiges vilkår i opvågningens nu, at det forbigangne ligger hen i et mørke, som trækker et spor hen til dennes egen bolig. Odysseus har fulgt dette spor uden præcis at vide, om det var en vens eller en fjendes, hvilket ved denne grænseovergang alleryderst i lejren fører ham frem til en indsigt i det grundvilkår, at mennesket er en skygge, der flakker i lyset af det guddommelige. Det rent ydre opsporingsarbejde, hvor Odysseus går i sin fjendes fodspor, forvandler sig til en refleksion over det indre væsen i mennesket, at det ikke står i sit eget, selvtilstrækkelige lys, men fra begyndelsen af sin dødelige tilværelse er udsat for dunkle kræfter, som det ikke er suveræn herre over. Indsigten i det humanes konstitutive sårbarhed leder Odysseus frem til en menneskelig tydning af det aischyleiske εὐτυχοῦντα σκιά, der - selvom den ikke redder Aias nægter at prisgive krigeren 42. Ibid Aias 395. AIGIS 7,1 16

17 til skæbnens blinde kræfter. Efter at Aias har taget sit eget liv, står Menelaos og Agamemnon fast på, at Aias ikke var andet end en fjende, som skal have lov til at ligge ubegravet oven jorde. Odysseus modsætter sig imidlertid, at Aias udslettes helt som et ubetydeligt skrifttegn, og han gør i stedet den indsigt gældende, at fjendskab er et udslag af menneskets skyggeagtige væsen, som stadigvæk lader aspekter af venskabets godhed komme til syne. I den følgende passage, hvor Odysseus lige til det sidste træder ind for Aias overfor sin fører, er det som om Sophokles har taget Agamemnon-figuren fra Aischylos tragedie og konfronteret ham med en udlægning af venskabet, der kan rumme fjendskabets modstand uden selv at blive fjendtlig: Ag.: Odysseus, kæmper du for denne i stedet for mig? Od.: Ja, jeg hadede, da det var ædelt at hade. Ag.: Eftersom han er død, skulle du så ikke træde ham under fode? Od.: Atreide, var dig for at svinge dig op til at handle uædelt. Ag.: Det er ikke let for en tyran at holde det ædle i ære. Od.: Og dog at ære de venner, der taler godt og med velberådet hu. (ἀλλ εὖ λέγουσι τοῖς φίλοις τιμὰς νέμειν.) Ag.: Den ædle mand skulle adlyde dem, der er i ledelsen. Od.: Stop engang! Du styrkes jo, idet dine venner sejrer. Ag.: Husk på hvem den mand er, som du yder din tjeneste. Od.: Denne mand var fjende, men han var ædel. Ag.: Hvad er det, du vil gøre? Ærer du dette lig af en fjende? Od.: Hans mesterskab (ἁρετή) står nemlig højere end hans fjendskab. Ag.: Dette karakteriserer de dødelige, der er vankelmodige. Od.: Nu er der virkelig mange, der er venner, for senere at blive fjender. 44 Der sker det ekstraordinære i denne passage, at Odysseus ikke alene udfordrer kongens egenrådige tyranni, men samtidig bryder han med magtfuldkommenhedens første bud, der havde stået uantastet i den oldgræske krigeretik: at hjælpe venner og at skade fjender. 45 Denne alle store kulturtraditioners urgrund støder på en anden grund i den modstand, som Odysseus yder, idet han henlægger princip- 44. Ibid Jf. Blondell (1989); se iøvrigt Mitchell/Rhodes (1996). AIGIS 7,1 17

18 pet for at blive styrket og for at sejre udenfor sig selv hos vennen, der ikke længere er en fjende, men en fremmed som ham selv. For Agamemnon, der -iskarpkontrast til Odysseus videre indsigt - anser Aias lig for at være en blot og bar skygge (ἤδη σκιά) 46, og som i egenskab af at være fører går ud fra, at enhver er herre over sig selv, må et venskab, der betænker parternes endelighed, tages som et udtryk for vankelmodighed og fejhed. Odysseus viser imidlertid efterfølgende, hvorledes et sådant venskab også involverer den øverstbefalende i det omfang denne vil være konsekvent og overholde sit bud om at hjælpe sine venner. Da Agamemnon ikke vil vise den afdøde kriger, der gik til angreb på sine egne, den sidste ære, henleder Odysseus opmærksomheden på venskabet, der snarere end at opretholde de udstukne grænser nedbryder grænsedragningen imellem egne venners godhed og hine fjenders ondskab. Odysseus giver venskabet den særegne status at formidle imellem ekstremerne, så hvad der til en begyndelse ser ud til at være hinandens modsætninger, træder ind på samme sted ved siden af hinanden. Både Athene og Agamemnon hæver sig på deres side over de menneskelige anliggender, og opfordrer Odysseus til at træde Aias under fode, men denne lader sig ikke styre. Athene og Agamemnon er nok Odysseus førere i jagten på fjender, men denne ensidige erkendelse kan Odysseus ikke længere anvende i det øjeblik, hvor grænsen imellem egne venners godhed og hine fjenders ondskab ikke lader sig opretholde. Odysseus uddrager en menneskelig visdom af det flakkende menneskebillede, som han ikke længere blot forfølger som en udenvælts fjende, men som han træder ind for og genkender stående på tærskelen ind til sit eget. Mens Athene kun ønsker at demonstrere og få anerkendt gudernes styrke, hvormed hun i sin selvforståelse holder Odysseus i kort snor som var han en spartansk hund 47, tolker Odysseus i et menneskeligt perspektiv det guddommelige som en grænsebestemmelse, der kommer til syne i vanviddet og i døden Aias Ibid Lesky (1963) giver passagen, hvor Odysseus når til indsigt i menneskets skyggevæsen, en fremtrædende plads i den græske antiks forståelse af det humane, og drager den samme konklusion, at det er som om denne Odysseus (Sophokles Odysseus i modsætning til Homers min tilføjelse, JHS) træder væk fra sin gudinde og stiller sig hen ved siden af det lidende menneske. (s. 64) Bergson (1986) føjer dertil, at der hen igennem Aias sker en forskydning fra det guddommelige til det menneskelige helt frem til slutningen, hvor Odysseus træder ind i stedet for de øverste regeringsprincipper, Athene og Agamemnon, som løsning på knuden. AIGIS 7,1 18

19 Odysseus går ud til denne grænse på det sted, hvor han beder sin fører og sin ven om at betænke, at han, Odysseus, også selv en dag kommer til at stå på undergangens tærskel (καὶ γὰρ αὐτος ἐνθάδ ἵξομαι). 49 For Agamemnon lyder det som det rene vanvid, og han forstår det som om Odysseus udelukkende tænker på sig selv; men i det omfang Odysseus tænker på sig selv, betænker han samtidig Aias begravelse, da han sætter Aias mesterskab ligeså højt som sit eget. Hinsides fjendskabets grænselinjer viser vennen sin afdøde modpart respekt på den ligeværdige måde, hvorpå Odysseus ikke ser mere hen til Aias skæbne end sin egen, og Agamemnon må således indse, at hvis han står overfor at skulle begrave Odysseus, så fortjener Aias det i lige så høj grad. Odysseus har sået tvivl om krigeretikkens fordring, at ét straffes med ét, hvorefter fjenden altid mødes med fjendskab, for ét viser sig at være to: Den formodede fjende stiller sig i et tvelys, der åbenbarer hans menneskelighed fra venskabets side. Odysseus træder ikke blot ind for Aias, men han træder i stedet for ham, hvilket for kongen Agamemnon resulterer i en form for magtdeling, der kaster et nådesløast lys over menneskets egenmægtige og formørkede herredømme, og den eneste udvej for den øverste magt, stående ved denne grænse for magtfuldkommenhed, er at træde af. 8. Sophokles delte ikke Aishylos tro på en Zeus, der arbejdede sig igennem menneskehedens lidelser for at skabe orden ud af kaos, retfærdighed ud af vold, genforening ud af strid. 50 Jeg har forsøgt at vise, at Sophokles derimod troede på en anden løsning, hvor venskab indtræder som den formidlende instans, der løser op for de kramper, som menneskene lider under. Det sophokleiske menneske kan ganske vist forekomme at være det mest ensomme menneske, som er set på jorden, men det er i denne yderste nød, at der for dette sårbare og udsatte væsen - somerbådeδεινός og θυραῖος - viser sig et muligt tilhørsforhold indenfor den etiske sfære i venskabet mellem fremmede. Med henblik på at føre den filosofiske refleksion over det tragiske mellemværende til ende, hvor venskab slår om i fjendskab, og finde en vej ud af dette katastrofiske landskab, kunne jeg tænke mig at inddrage Aristoteles tanker om venskabet. I de tre etikker, som er blevet os overleveret i Aristoteles navn, indtager venskabet en fremtrædende plads med Den 49. Aias Knox (1983), s. 53. AIGIS 7,1 19

20 Nichomacheiske Etik som det pragteksemplar, hvori venskabet vies to bøger i modsætning til alle de andre dyder, der hver kun tildeles en bog eller mindre. I lyset heraf må tragediernes skildring af venskabets skrøbelige, foranderlige fronter være en særlig, stor udfordring for den aristoteliske etik, der i vid udstrækning funderer det politiske fællesskab på det stabile venskab imellem gode mænd. I det samme kapitel af Poetikken, hvor Aristoteles fremstiller tragediens sande mellemværende, gør han det imidlertid klart, at den sandt for dyden gode mand ikke vil optræde i en tragedie, da dette ville være vanhelligelse. 51 Det kan Aristoteles have sine gode grunde til at sige, og jeg skal her ikke komme nærmere ind på, om filosoffen af hensyn til sit ordnede menneske- og verdensbillede holder hånden over det antikke dydsmønster, der altså enten går helt fri af de voldsomme skæbneomslag, eller bærer katastroferne på sine skuldre og lader det gode skinne igennem, som Aristoteles udtrykker sig i Den Nichomacheiske Etik. 52 Det afgørende i denne sammenhæng er, at den aristoteliske etiks begreber ikke kan hjælpe os med at fremlægge en filosofisk funderet løsning på de menneskelige lidelsers knude, sålænge etikkens fremstilling af det gode liv ikke tager konfrontationen med tragedierne og udsætter alle dyders gode og selvtilstrækkelige mand for at blive slået så meget ud af kurs, at han har ekstra ressourcer nødige, som han ikke kan give sig selv. Der forekommer imidlertid en passage i Den Eudemiske Etik, hvor Aristoteles åbenbart under hensyntagen til venskabets fundamentale udsathed for at slå om i fjendskab strækker sig til det yderste for at tænke en anden indgang til det fællesmenneskelige gode end igennem lykkens ypperste repræsentanter, de gode mænd, der principielt set altid står i deres eget lys og ud fra fornuftens evidente grunde træffer den rette midte uden at gå til yderligheder: På en måde er også det modsætningsfyldte venskab af det gode. For modsætninger stræber imod hinanden igennem midten (δὶα τὸ μέσον); ligesom to brudstykker (σύμβολα) stræber imod hinanden, for ad denne vej bliver der en midte ud af begge. 53 Aristoteles forklarer efterfølgende, at det modsætningsfyldte er et ledsagefænomen (κατὰ συμβεβηκός) 51. Poet b EN 1100 b-1101 a. 53. EE 1239 b For en lignende formulering i Den Nichomacheiske Etik, se EN 1159 b AIGIS 7,1 20

Læsning. Prædikeren kap 3.

Læsning. Prædikeren kap 3. 02-01-2015 side 1 Prædiken til midnatsgudstjeneste 2014. Christianshede Læsning. Prædikeren kap 3. Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. En tid til at fødes, en tid

Læs mere

Lindvig Osmundsen. Side 1 01-05-2015 Prædiken til Bededag 2015.docx. Prædiken til Bededag 2015. Tekst: Matt. 3,1-10

Lindvig Osmundsen. Side 1 01-05-2015 Prædiken til Bededag 2015.docx. Prædiken til Bededag 2015. Tekst: Matt. 3,1-10 Lindvig Osmundsen. Side 1 01-05-2015 Prædiken til Bededag 2015. Tekst: Matt. 3,1-10 I samtale med Gud om sit liv. Sådan kan man beskrive det tema som teksterne til Bods og bededag handler om. Kong David

Læs mere

Vi har ganske givet vore egne eksempler, som vi bærer rundt på af store og små brud, der er sket. Nogle af os har brud, der endnu gør ondt.

Vi har ganske givet vore egne eksempler, som vi bærer rundt på af store og små brud, der er sket. Nogle af os har brud, der endnu gør ondt. 1. søndag efter påske Brændkjær 408-300 - 54-249 -236, v. 5-6 218 Vi ved som regel, når vi har dummet os, når vi har begået en fejl. Vi har vel prøvet det alle sammen. Har prøvet at sige det, der ikke

Læs mere

Læsevejledning til Den etiske fordring, Kap. X,1(Instansen i fordringen) og XII (Fordringens uopfyldelighed og Jesu forkyndelse)

Læsevejledning til Den etiske fordring, Kap. X,1(Instansen i fordringen) og XII (Fordringens uopfyldelighed og Jesu forkyndelse) Læsevejledning til Den etiske fordring, Kap. X,1(Instansen i fordringen) og XII (Fordringens uopfyldelighed og Jesu forkyndelse) I kap. X,1 hævder Løgstrup, at vor tilværelse rummer en grundlæggende modsigelse,

Læs mere

Prædiken til Nytårsdag, 1. januar 2014 kl. 17, Vor Frue kirke. Tekster: Sl. 90 og Matt. 6,5-13. Salmer: 712, 434, 586 / 588, 125, 718, 716.

Prædiken til Nytårsdag, 1. januar 2014 kl. 17, Vor Frue kirke. Tekster: Sl. 90 og Matt. 6,5-13. Salmer: 712, 434, 586 / 588, 125, 718, 716. Prædiken til Nytårsdag, 1. januar 2014 kl. 17, Vor Frue kirke. Tekster: Sl. 90 og Matt. 6,5-13. Salmer: 712, 434, 586 / 588, 125, 718, 716. Af domprovst Anders Gadegaard Den første dag i et nyt år er en

Læs mere

risikerer ikke at blive snydt, fordi GPS troede, jeg mente Rom oppe ved Lemvig i Jylland. Jeg må nødvendigvis være mere opmærksom på ruten undervejs.

risikerer ikke at blive snydt, fordi GPS troede, jeg mente Rom oppe ved Lemvig i Jylland. Jeg må nødvendigvis være mere opmærksom på ruten undervejs. Gudstjeneste i Skævinge & Lille Lyngby Kirke den 15. februar 2015 Kirkedag: Fastelavns søndag/a Tekst: Matt 3,13-17 Salmer: SK: 192 * 441 * 141 * 388,5 * 172 LL: 192 * 450 * 388,3 * 441 * 141 * 388,5 *

Læs mere

Tekster: Sl 27,1-5, Rom 3,19-22a, Matt 2,13-23

Tekster: Sl 27,1-5, Rom 3,19-22a, Matt 2,13-23 Tekster: Sl 27,1-5, Rom 3,19-22a, Matt 2,13-23 Salmer: 122 Den yndigste 117 En rose så jeg 114 Hjerte løft 125 Mit hjerte altid vanker (438 Hellig) Kun i Vejby 109.5-6 (Som natten aldrig) 103 Barn Jesus

Læs mere

i deres spil. tabte kampe.

i deres spil. tabte kampe. Fjerde søndag efter trinitatis 13.juli 2014. Domkirken 10: 743 Nu rinder solen op, 598 O Gud, 306 O Helligånd, 710 Kærlighed til fædrelandet, 752 Morgenstund, Nadver: 377 I Herrens udvalgte. Gråbrødre

Læs mere

Kyndelmisse 2014 Gettrup, Hurup

Kyndelmisse 2014 Gettrup, Hurup Kyndelmisse 2014 Gettrup, Hurup Det er kyndelmisse. Det er den dag, hvor man i gamle dage, i den katolske kirkes tid, bragte sine stearinlys til kirken, for at få dem velsignet, sammen med kirkens lys.

Læs mere

UGE 3: GUDS FOLK. Scene 1 Pagten Fortællingen bygger på 1Mos 11-18, 22, 26-50 & 2Mos 1 FORBEREDELSE FORTÆLLING & DIALOG

UGE 3: GUDS FOLK. Scene 1 Pagten Fortællingen bygger på 1Mos 11-18, 22, 26-50 & 2Mos 1 FORBEREDELSE FORTÆLLING & DIALOG UGE 3: GUDS FOLK FORBEREDELSE Det store billede Det er her vi skal hen hovedpunkterne som denne samling skal få til at stå tydeligt frem. Vores identitet som Guds familie. Gud valgte sit folk af ren og

Læs mere

Gudstjeneste i Skævinge & Lille Lyngby Kirke den 6. september 2015 Kirkedag: 14.s.e.Trin/A Tekst: Luk 17,11-19 Salmer: SK: 3 * 330 * 508 * 582 * 468,4 * 12 LL: 3 * 508 * 582 * 468,4 * 12 I Benny Andersens

Læs mere

Iphigenia i Aulis. (Iphigenie in Aulis) Tragedie i 5 Akter. Efter Euripides ved Hugo Schoppl. Dansk tekst ved Ole Wagner. Schreibers repertoire nr.

Iphigenia i Aulis. (Iphigenie in Aulis) Tragedie i 5 Akter. Efter Euripides ved Hugo Schoppl. Dansk tekst ved Ole Wagner. Schreibers repertoire nr. Iphigenia i Aulis (Iphigenie in Aulis) Tragedie i 5 Akter Efter Euripides ved Hugo Schoppl Dansk tekst ved Ole Wagner Schreibers repertoire nr. 65 Svendborg 2011 2 Iphigenia i Aulis (Iphigenie in Aulis)

Læs mere

Stille bøn. I modet til at kunne sige fra. Stille bøn. I kærlighed og omsorg

Stille bøn. I modet til at kunne sige fra. Stille bøn. I kærlighed og omsorg Tidebøn Du kan bede disse tidebønner alene eller sammen med andre. Er I flere sammen, anbefaler vi, at I beder bønnerne vekselvist. Hvor det ikke er direkte angivet, er princippet, at lederen læser de

Læs mere

Lindvig Osmundsen.Prædiken til Helligtrekongerssøndag 2015.docx 04-01-2015 side 1. Prædiken til Helligtrekongers søndag 2015. Tekst: Matt. 2,1-12.

Lindvig Osmundsen.Prædiken til Helligtrekongerssøndag 2015.docx 04-01-2015 side 1. Prædiken til Helligtrekongers søndag 2015. Tekst: Matt. 2,1-12. 04-01-2015 side 1 Prædiken til Helligtrekongers søndag 2015. Tekst: Matt. 2,1-12. Menneskehedens åndehul. Det sted hvor Jesus blev født var et hul i jorden. Et sted uden for den lille by Betlehem, i en

Læs mere

Guds fulde rustning JESUS ACADEMY TEMA: GUDS FULDE RUSTNING

Guds fulde rustning JESUS ACADEMY TEMA: GUDS FULDE RUSTNING Guds fulde rustning JESUS ACADEMY TEMA: GUDS FULDE RUSTNING Du er i krig Når du blev en kristen så fik du samtidig en fjende. Derfor stemmer det ikke at alle dine problemer vil blive løst om du bare tager

Læs mere

Prædiken til 26. dec. kl juledag

Prædiken til 26. dec. kl juledag 1 Prædiken til 26. dec. kl. 10.00 2014-2. juledag 122 Den yndigste rose 129 julebudet til dem, der bygge - Hartmann 105 Venner sagde Guds engel blidt 131 - Blåt vældes lys frem - Haumann 439 O, du Guds

Læs mere

Konfirmandord. Fra det Gamle Testamente. Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet. (1 Sam 16,7)

Konfirmandord. Fra det Gamle Testamente. Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet. (1 Sam 16,7) Konfirmandord Fra det Gamle Testamente Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet. (1 Sam 16,7) Vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din

Læs mere

Det er en konflikt som rigtigt mange mennesker vil kende til.

Det er en konflikt som rigtigt mange mennesker vil kende til. Tekster: Sl 84, Rom 12,1-5, Luk 2,41-52 Salmer: Evangeliet, vi lige har hørt åbner i flere retninger. Det har en dobbelttydighed, som er rigtigt vigtig ikke bare for at forstå dagens evangelium, men det

Læs mere

Det er et knudepunkt på frelseshistorien med Jesus

Det er et knudepunkt på frelseshistorien med Jesus Prædiken 1. Pinsedag 2012 Apostlenes Gerninger kap 2 og Johs. 14-15-21 Pinse jul og påske og Pinse Hvad er det der gør den Pinse til en højhelligdag? Det er et knudepunkt på frelseshistorien med Jesus

Læs mere

Prædiken af Morten Munch Julesøndag, 30/12-2012 Tekst: Luk 2,25-40 MENNESKETS OG TIDENS FORLØSNING

Prædiken af Morten Munch Julesøndag, 30/12-2012 Tekst: Luk 2,25-40 MENNESKETS OG TIDENS FORLØSNING Luk 2,25-40, s.1 Prædiken af Morten Munch Julesøndag, 30/12-2012 Tekst: Luk 2,25-40 MENNESKETS OG TIDENS FORLØSNING Det uforløste menneske Simeon er en betagende, ældre herre, en lidt mystisk person unik

Læs mere

Prædiken Fastelavns søndag. Holdt i Hinge kl. 9.00 og i Thorning kl. 10.30.

Prædiken Fastelavns søndag. Holdt i Hinge kl. 9.00 og i Thorning kl. 10.30. Prædiken Fastelavns søndag. Holdt i Hinge kl. 9.00 og i Thorning kl. 10.30. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Korsvar Jesus tog de tolv til side og sagde til dem:»se, vi går op til Jerusalem,

Læs mere

Palmesøndag. Salmevalg

Palmesøndag. Salmevalg Palmesøndag Salmevalg 15: Op al den ting 176: Se, hvor nu Jesus træder 36: Befal du dine veje 241: Tag det sorte kors fra graven 754: Se, nu stiger solen Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus

Læs mere

21. søndag efter trinitatis II

21. søndag efter trinitatis II 21. søndag efter trinitatis II»Fædrene spiser sure druer, og sønnerne får stumpe tænder.«sådan hørte vi før ordsproget fra Ezekiels bog. Et ordsprog der heldigvis, vil ligge fjernt fra de fleste menneskers

Læs mere

De 24 (2x12) Hellige Nætter af Malue Wittusrose

De 24 (2x12) Hellige Nætter af Malue Wittusrose De 24 (2x12) Hellige Nætter af Malue Wittusrose Ifølge gamle kilder er der 24 hellige nætter omkring Julen hvor energien er særlig stærk, og hvor vi med fordel kan meditere, bede og sætte nye intentioner

Læs mere

At forsage er at sige nej eller at afvise noget. Når vi forsager djævelen, siger vi dermed nej til alt det onde vi siger fra over for verdens

At forsage er at sige nej eller at afvise noget. Når vi forsager djævelen, siger vi dermed nej til alt det onde vi siger fra over for verdens At forsage er at sige nej eller at afvise noget. Når vi forsager djævelen, siger vi dermed nej til alt det onde vi siger fra over for verdens ondskab, selvom vi godt ved, at den findes. Djævelen er Guds

Læs mere

Kapitel 1: Begyndelsen

Kapitel 1: Begyndelsen Kapitel 1: Begyndelsen Da jeg var 21 år blev jeg syg. Jeg havde feber, var træt og tarmene fungerede ikke rigtigt. Jeg blev indlagt et par uger efter, og fik fjernet blindtarmen, men feberen og følelsen

Læs mere

Det er det kristne opstandelseshåb, at der i døden er opstandelse og liv i evigheden hos Gud i Himlen.

Det er det kristne opstandelseshåb, at der i døden er opstandelse og liv i evigheden hos Gud i Himlen. Gudstjeneste i Skævinge & Lille Lyngby Kirker den 3. november 2013 Kirkedag: Allehelgensdag/A Tekst: Matt 5,1-12 Salmer: SK & LL: 402 * 566 * 571 * 787 * 569 Langt de fleste af os, vil der en dag blive

Læs mere

Bønnens grundvold JESUS ACADEMY TEMA: BØN ER FÆLLESSKAB MED GUD

Bønnens grundvold JESUS ACADEMY TEMA: BØN ER FÆLLESSKAB MED GUD Bønnens grundvold JESUS ACADEMY TEMA: BØN ER FÆLLESSKAB MED GUD Alle mennesker beder på et eller andet tidspunkt, selv om man måske ikke bekender sig som troende. Når man oplever livskriser, så er det

Læs mere

Foredrag af Bruno Gröning, Graz, 17. oktober 1955

Foredrag af Bruno Gröning, Graz, 17. oktober 1955 Henvisning: Denne oversættelse følger den nøjagtige afskrift af Bruno Grönings foredrag, som han i Graz optog på lydbånd den 17.10.1955. For at sikre kildens ægthed, blev der bevidst givet afkald på sproglig

Læs mere

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 1. søndag i fasten side 1. Prædiken til 1. søndag i fasten 201. Tekst. Luk. 22,

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 1. søndag i fasten side 1. Prædiken til 1. søndag i fasten 201. Tekst. Luk. 22, side 1 Prædiken til 1. søndag i fasten 201. Tekst. Luk. 22, 24-32. I en tid hvor religion nærmest anses for at være roden til alt ondt, er det 3 vigtige tekster vi har fået at lytte til. Fastetiden i kirkeåret

Læs mere

Prædiken til 3. søndag i Fasten, Luk 11,14-28. 1. tekstrække.

Prædiken til 3. søndag i Fasten, Luk 11,14-28. 1. tekstrække. 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 3. marts 2013 kl. 9.30 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 3. søndag i Fasten, Luk 11,14-28. 1. tekstrække. Salmer DDS 736: Den mørke nat forgangen er Dåb: DDS 448,1-3 DDS 448,4-6

Læs mere

Prædiken til 12. s. e. trin. 7. sept. 2014 kl. 10.00

Prædiken til 12. s. e. trin. 7. sept. 2014 kl. 10.00 1 Prædiken til 12. s. e. trin. 7. sept. 2014 kl. 10.00 5 O, havde jeg dog tusinde tunger 406 Søndag morgen fra de døde 276 dommer over levende og døde 695 Nåden hun er af kongeblod 439 O, du Guds lam 387

Læs mere

Prædiken 7. s.e. Trinitatis

Prædiken 7. s.e. Trinitatis Prædiken 7. s.e. Trinitatis Salmer DDS 2: Lover den Herre DDS 401: Guds ord det er vort arvegods DDS 355: Gud har fra evighed givet sin søn // DDS 52: Du Herre Krist DDS 447: Herren strækker ud sin arm

Læs mere

1.søndag i fasten II. Sct. Pauls kirke 9. marts 2014 kl. 10.00. Salmer: 753/336/172/617//377/439/45/679

1.søndag i fasten II. Sct. Pauls kirke 9. marts 2014 kl. 10.00. Salmer: 753/336/172/617//377/439/45/679 1 1.søndag i fasten II. Sct. Pauls kirke 9. marts 2014 kl. 10.00. Salmer: 753/336/172/617//377/439/45/679 Åbningshilsen + I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, amen! Det er forår og faste. Og 1.

Læs mere

3. søndag efter påske

3. søndag efter påske 3. søndag efter påske Salmevalg 402: Den signede dag 318: Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige 379: Der er en vej som verden ikke kender 245: Opstandne Herre, du vil gå 752: Morgenstund har

Læs mere

Selvkontrol. Annie Besant. www.visdomsnettet.dk

Selvkontrol. Annie Besant. www.visdomsnettet.dk 1 Selvkontrol Annie Besant www.visdomsnettet.dk 2 Selvkontrol Af Annie Besant Fra Theosophy in New Zealand (Oversættelse Thora Lund Mollerup & Erik Ansvang) Hvad er det i mennesket, som det ene øjeblik

Læs mere

Bindingen af Satan i Åb 20,1-3 kan derfor ikke være Satans binding ved Jesu første komme. b) Satans forførelse af folkene

Bindingen af Satan i Åb 20,1-3 kan derfor ikke være Satans binding ved Jesu første komme. b) Satans forførelse af folkene De tusind år (Åb 20,1-10) Ordet og Israel, 2010 nr. 8 s.12-17 Der er tekster, der er gået teologi i. Dette er sket med Åb 20,1-10. På et tidligt tidspunkt i kirkens historie begyndte man at forstå tusindårsriget

Læs mere

Den Indre mand og kvinde

Den Indre mand og kvinde Den Indre mand og kvinde To selvstændige poler inde i os Forskellige behov De har deres eget liv og ønsker De ser ofte ikke hinanden Anerkender ofte ikke hinanden Den største kraft i det psykiske univers,

Læs mere

Bruger Side Prædiken til 6.s.e.påske 2015.docx. Prædiken til 6.s.e.påske 2015 Tekst: Johs. 15,26 16,4.

Bruger Side Prædiken til 6.s.e.påske 2015.docx. Prædiken til 6.s.e.påske 2015 Tekst: Johs. 15,26 16,4. Bruger Side 1 17-05-2015 Prædiken til 6.s.e.påske 2015 Tekst: Johs. 15,26 16,4. Dåbsvandet drypper fra barnets isse, og bedsteforældre blinker med våde øjne. Glæde og stolthed, slægtens og familiens nye

Læs mere

Tekster: 732, 549, 573, 552, 788 Tekster: Sl. 23, sl , Matt

Tekster: 732, 549, 573, 552, 788 Tekster: Sl. 23, sl , Matt Tekster: 732, 549, 573, 552, 788 Tekster: Sl. 23, sl 139.1-12, Matt. 5.13-16 Forleden var jeg på Frederiksberg kirkegård. Det er jeg som regel, når jeg er i København, fordi jeg har en nevø, der er begravet

Læs mere

Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort 5 Mos. 30, 19-20 Joh. 6, 37

Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort 5 Mos. 30, 19-20 Joh. 6, 37 Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre. 1 Mos. 8, 22 Joh. 6, 35 Jeg er livets brød. Den, som kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der

Læs mere

Side 1. En farlig leg. historien om tristan og isolde.

Side 1. En farlig leg. historien om tristan og isolde. Side 1 En farlig leg historien om tristan og isolde Side 2 Personer: Tristan Isolde Isolde Kong Mark Side 3 En farlig leg historien om Tristan og isolde 1 En kamp på liv og død 4 2 Isolde den skønne 6

Læs mere

Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den.

Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den. Gudstjeneste i Skævinge & Lille Lyngby Kirker den 9. marts 2014 Kirkedag: 1.s.i fasten/b Tekst: Luk 22,24-32 Salmer: SK: 614 * 698 * 199,1-4 * 199,5+6 * 679,1 LL: 614 * 698 * 624 * 199,1-4 * 199,5+6 *

Læs mere

Tekster: Es 7,10-14, 1 Joh 1,1-3, Luk 1,26-38

Tekster: Es 7,10-14, 1 Joh 1,1-3, Luk 1,26-38 Mariæ Bebudelse Tekster: Es 7,10-14, 1 Joh 1,1-3, Luk 1,26-38 767 Tiden skrider 68 Se hvilket menneske 71 Nu kom der bud 201 Det hellige kors 477 Som korn 773 Bliv hos os Og Ordet blev kød og tog bolig

Læs mere

Prædiken holdt af sognepræst Henning Wehner i Haderslev Domkirke / , s.e.Tr. 12. juli 2015 Dom kl Matt.

Prædiken holdt af sognepræst Henning Wehner i Haderslev Domkirke / , s.e.Tr. 12. juli 2015 Dom kl Matt. Prædiken holdt af sognepræst Henning Wehner i Haderslev Domkirke 754-397 - 396 / 277-287,2+3 52 6.s.e.Tr. 12. juli 2015 Dom kl.10.00. Matt. 5,20-26 BØN: I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn! Amen.

Læs mere

4. søndag efter Trinitatis

4. søndag efter Trinitatis 4. søndag efter Trinitatis Salmevalg 747: Lysets engel går med glans 302: Gud Helligånd, o kom 276: Dommer over levende og døde 688: Skal kærlighed sin prøve stå 696: Kærlighed er lysets kilde Dette hellige

Læs mere

Kristen eller hvad? Linea

Kristen eller hvad? Linea Forord Du er ret heldig Du sidder lige nu med en andagtsbog, der er den første af sin slags i Danmark. En andagtsbog som denne er ikke set før. Den udfordrer måden, vi tænker andagter på, og rykker grænserne

Læs mere

LIVETS MENING. Prædiken af Morten Munch 18. s. e. trin / 29. sep. 2013 Tekst: Matt 22,34-46

LIVETS MENING. Prædiken af Morten Munch 18. s. e. trin / 29. sep. 2013 Tekst: Matt 22,34-46 Matt 22,34-46 s.1 Prædiken af Morten Munch 18. s. e. trin / 29. sep. 2013 Tekst: Matt 22,34-46 LIVETS MENING Hvad er meningen? Hvad i al verden er meningen? Hvad er livets mening? Mange vil sige, at der

Læs mere

Tekster: 1 Mos 11,1-9, ApG 2,1-11, Joh 14,22-31 Salmer: Pinsedag kl 9.00 synger vi

Tekster: 1 Mos 11,1-9, ApG 2,1-11, Joh 14,22-31 Salmer: Pinsedag kl 9.00 synger vi Tekster: 1 Mos 11,1-9, ApG 2,1-11, Joh 14,22-31 Salmer: Pinsedag kl 9.00 synger vi I Rødding 290 I al sin glans 286 Var I ikke 282 Apostlene 294 Talsmand 291 Du som går ud Kl 10.30 synger vi i Lihme: 290

Læs mere

kvinden fra Kanaan kan noget usædvanligt hun kan ydmyge sig det kan vi vist alle sammen

kvinden fra Kanaan kan noget usædvanligt hun kan ydmyge sig det kan vi vist alle sammen 1 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte:»forbarm dig over mig,

Læs mere

Bruger Side Prædiken til 6.s.e.påske Prædiken til 6.s.e.påske 2016 Tekst: Johs. 17,

Bruger Side Prædiken til 6.s.e.påske Prædiken til 6.s.e.påske 2016 Tekst: Johs. 17, Bruger Side 1 08-05-2016 Tekst: Johs. 17, 20-26. Dette er en usædvanlig og helt speciel tekst, som vi lige har hørt. Et medhør ind i Guds eget lønkammer. Gud Fader og Gud søn taler sammen. Vi kalder kap

Læs mere

er der næstekærlighedsbuddet og på den anden side muligheden eller mangel på samme for at yde hjælp.

er der næstekærlighedsbuddet og på den anden side muligheden eller mangel på samme for at yde hjælp. Gudstjeneste i Skævinge & Lille Lyngby Kirke den 30. august 2015 Kirkedag: 13.s.e.Trin/A Tekst: Luk 10,23-37 Salmer: SK: 754 * 370 * 488 * 164,4 * 697 LL: 754 * 447 * 674,1-2+7 * 370 * 488 * 164,4 * 697

Læs mere

12.s.e.trin 2014. En lille pige blev engang i gamle dage lagt på trappestenen til en herregård.

12.s.e.trin 2014. En lille pige blev engang i gamle dage lagt på trappestenen til en herregård. 12.s.e.trin 2014 En lille pige blev engang i gamle dage lagt på trappestenen til en herregård. Hun var et pudsigt barn, hun havde klumpfod og et særpræget udseende. Men alle på herregården var enige om,

Læs mere

1.s i Fasten d. 13.3.11. Matt.4,1-11.

1.s i Fasten d. 13.3.11. Matt.4,1-11. 1.s i Fasten d. 13.3.11. Matt.4,1-11. 1 Hvis der nogensinde har eksisteret et menneske, der har turdet kalde tingene ved rette navn, så er det Jesus. Han kaldte det onde for ondt. Satan for Satan. Det

Læs mere

22. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 16. november 2014 kl. 10.00. Salmer: 123/434/574/382//379/439/674/266

22. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 16. november 2014 kl. 10.00. Salmer: 123/434/574/382//379/439/674/266 1 22. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 16. november 2014 kl. 10.00. Salmer: 123/434/574/382//379/439/674/266 Åbningshilsen Efter gudstjenesten har fire i menigheden forberedt kirkefrokost til

Læs mere

Profetisk syn om vækkelse og muslimernes skæbne i Danmark og Europa

Profetisk syn om vækkelse og muslimernes skæbne i Danmark og Europa 1 Profetisk syn om vækkelse og muslimernes skæbne i Danmark og Europa Indskrevet d. 20-07-2013. af Michael Augard. http://komtiljesus.dk/profetisk-syn-om-muslimernes-skaebne-i-danmark-og-europa Et profetisk

Læs mere

J A N E H A N S E N H O Y T { M A S T E R P L A N } G U D S O P R I N D E L I G E H E N S I G T M E D M Æ N D O G K V I N D E R

J A N E H A N S E N H O Y T { M A S T E R P L A N } G U D S O P R I N D E L I G E H E N S I G T M E D M Æ N D O G K V I N D E R J A N E H A N S E N H O Y T { M A S T E R P L A N } G U D S O P R I N D E L I G E H E N S I G T M E D M Æ N D O G K V I N D E R Indholdsfortegnelse Forord...5 Kapitel 1: Nutidens virkelighed...7 Kapitel

Læs mere

Langfredag, Hurup 2015. Herre Jesus Kristus, sig: Vi går til Paradis! AMEN

Langfredag, Hurup 2015. Herre Jesus Kristus, sig: Vi går til Paradis! AMEN Langfredag, Hurup 2015 Herre Jesus Kristus, sig: Vi går til Paradis! AMEN Ypperstepræsterne og de skriftkloge spurgte: Sig os, er du Kristus, Guds Søn? De spurgte ikke, fordi de ville tro ham, hvis han

Læs mere

Sidste søndag i kirkeåret I Salmer: 732, 332, 695, 365, 217, 431

Sidste søndag i kirkeåret I Salmer: 732, 332, 695, 365, 217, 431 Sidste søndag i kirkeåret I Salmer: 732, 332, 695, 365, 217, 431 Det er sidste søndag i kirkeåret og teksten om verdensdommen kan næsten lyde som en dør der bliver smækket hårdt i. Vi farer sammen, vender

Læs mere

(18) Lod og del. Om gåden og kærligheden

(18) Lod og del. Om gåden og kærligheden (18) Lod og del Om gåden og kærligheden TEKST: FØRSTE KORINTHERBREV 13 DER ER to ting, man ikke skal tale for meget om: glæde og kærlighed. At tale om dem kunne udvande øjeblikket. For når glæde og kærlighed

Læs mere

Feltpræst Ulla Thorbjørn Hansen: Tale ved den militære begravelse af konstabel Mikkel Jørgensen fra Toreby Kirke den 3. november 2010 klokken 11

Feltpræst Ulla Thorbjørn Hansen: Tale ved den militære begravelse af konstabel Mikkel Jørgensen fra Toreby Kirke den 3. november 2010 klokken 11 Feltpræst Ulla Thorbjørn Hansen: Tale ved den militære begravelse af konstabel Mikkel Jørgensen fra Toreby Kirke den 3. november 2010 klokken 11 Lad os alle rejse os og høre biblens tale om Guds omsorg

Læs mere

HVOR BLEV RETFÆRDIGHEDEN AF?

HVOR BLEV RETFÆRDIGHEDEN AF? Prædiken af Morten Munch 21. s. e. trinitatis, 2. tekstrække, 16/10-2016 Tekst: Luk 13,1-9 Luk 13,1-9 s.1 HVOR BLEV RETFÆRDIGHEDEN AF? Forklaringer på det onde Det ondes tilstedeværelse i vores verden

Læs mere

Trinitatis Søndag. Salmevalg

Trinitatis Søndag. Salmevalg Trinitatis Søndag Salmevalg 355: Gud har fra evighed givet sin søn os til Herre 417: Herre Jesus, vi er her 69: Du fødtes på jord 364: Al magt på jorden og i himlen 375: Alt står i Guds Faderhånd Dette

Læs mere

Mikkel Christian Rahbek, 3.y, Gammel Hellerup Gymnasium Pandoras Æske

Mikkel Christian Rahbek, 3.y, Gammel Hellerup Gymnasium Pandoras Æske Pandoras Æske For mere end 2000 år siden skrev Hesoid sit værk Værker og Dage, der bl.a. indeholdt myten om Pandoras Æske. Denne myte har spillet en særlig rolle igennem senere europæisk idehistorie, hvor

Læs mere

Begravelse. I. Længere form Vejledende ordning

Begravelse. I. Længere form Vejledende ordning Begravelse Der anføres i det følgende to begravelsesordninger: en længere og en kortere. Begge kan anvendes ved jordfæstelse og ved bisættelse (brænding). Ordningerne er vejledende, men jordpåkastelsen

Læs mere

Baggrunden for dilemmaspillet om folkedrab

Baggrunden for dilemmaspillet om folkedrab Baggrunden for dilemmaspillet om folkedrab Ideen med dilemmaspillet er at styrke elevernes refleksion over, hvilket ansvar og hvilke handlemuligheder man har, når man som borger, stat eller internationalt

Læs mere

Prædiken til 9. søndag efter trinitatis, Jægersborg kirke 2014. Salmer: 754 447 674 v. 583 // 588 192 v.7 697

Prædiken til 9. søndag efter trinitatis, Jægersborg kirke 2014. Salmer: 754 447 674 v. 583 // 588 192 v.7 697 Prædiken til 9. søndag efter trinitatis, Jægersborg kirke 2014 Salmer: 754 447 674 v. 583 // 588 192 v.7 697 Læsninger: 1. Mos. 18,20-33 og Luk. 18,1-8 I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Det er

Læs mere

Prædiken Påskedag 2014, Vor Frue Kirke, København.

Prædiken Påskedag 2014, Vor Frue Kirke, København. Prædiken Påskedag 2014, Vor Frue Kirke, København. Stine Munch. Kristus - opstanden og evig nær - Vi takker dig for denne morgens nye håb, der rækker ned i grave og ind i mørke sind. Vi beder dig: Læg

Læs mere

Førend gudstjenesten begynder, ringes der tre gange med kirkens klokke(r). Sidste ringning slutter med bedeslagene.

Førend gudstjenesten begynder, ringes der tre gange med kirkens klokke(r). Sidste ringning slutter med bedeslagene. Højmesseordning Autoriseret ved kgl. resolution af 12. juni 1992 Forkortet gengivelse af folkekirkens højmesseliturgi. Førend gudstjenesten begynder, ringes der tre gange med kirkens klokke(r). Sidste

Læs mere

Mariæ Bebudelsesdag d.10.4.11. Luk.1,26-38.

Mariæ Bebudelsesdag d.10.4.11. Luk.1,26-38. Mariæ Bebudelsesdag d.10.4.11. Luk.1,26-38. 1 Der er ni måneder til juleaften. Derfor hører vi i dag om Marias bebudelse. Hvad der skulle ske hende overgik langt hendes forstand, men hun nægtede alligevel

Læs mere

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 2. søndag i Advent side 1. Prædiken til 2.søndag i advent Tekst. Lukas 21,25-36.

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 2. søndag i Advent side 1. Prædiken til 2.søndag i advent Tekst. Lukas 21,25-36. 04-12-2016 side 1 Prædiken til 2.søndag i advent 2016. Tekst. Lukas 21,25-36. Adventstiden er fyldt af forventning. At vente på noget fylder meget i vores liv. Vi er alle mennesker som lever med forventninger.

Læs mere

4. søndag efter trinitatis I Salmer: 403, 598, 313, 695, 599, 696

4. søndag efter trinitatis I Salmer: 403, 598, 313, 695, 599, 696 4. søndag efter trinitatis I Salmer: 403, 598, 313, 695, 599, 696 De sidste par uger har der kørt en serie på dr2 med titlen i følelsernes vold, her bliver der i hvert afsnit sat fokus på én bestemt følelse

Læs mere

3. søndag i fasten. Salmevalg

3. søndag i fasten. Salmevalg 3. søndag i fasten Salmevalg Den mørke nat forgangen er, 736 Hyggelig rolig, 411 Kom, Gud Helligånd, kom brat, 305 Gud, vi er i gode hænder, 675 Du ved det nok, mit hjerte, 634 Dette hellige evangelium

Læs mere

Joh 1,19-28 (4. s. i advent, I, 18. dec. 2016, KVK)

Joh 1,19-28 (4. s. i advent, I, 18. dec. 2016, KVK) Joh 1,19-28, s.1 Joh 1,19-28 (4. s. i advent, I, 18. dec. 2016, KVK) Genkendelsens glæde Vi har alle forskellige erfaringer af det, vi kalder genkendelsens glæde. Det kan være, når vi møder personer, vi

Læs mere

7. søndag efter Trinitatis 2014, Helligsø og Hurup Mattæus 10, 24-31. Herre, lær mig at leve, mens jeg gør Lær mig at elske, mens jeg tør det, AMEN

7. søndag efter Trinitatis 2014, Helligsø og Hurup Mattæus 10, 24-31. Herre, lær mig at leve, mens jeg gør Lær mig at elske, mens jeg tør det, AMEN 7. søndag efter Trinitatis 2014, Helligsø og Hurup Mattæus 10, 24-31 Herre, lær mig at leve, mens jeg gør Lær mig at elske, mens jeg tør det, AMEN Som tiden dog går! siger vi tit. Nu er det allerede fire

Læs mere

2. juledag 2014, Vestervig kirke. Fællesgudstjeneste Sydthy Provsti Mattæus 23, 34-39

2. juledag 2014, Vestervig kirke. Fællesgudstjeneste Sydthy Provsti Mattæus 23, 34-39 2. juledag 2014, Vestervig kirke. Fællesgudstjeneste Sydthy Provsti Mattæus 23, 34-39 Herre Jesus Kristus. Forbarm dig over mig synder. Styrk mig til at tage imod din fred og til at bringe den ind i verden.

Læs mere

Der kan sagtens være flere steder i en gudstjeneste, hvor vi har med Gud at gøre. I sidder hver især med erfaringer og et liv,

Der kan sagtens være flere steder i en gudstjeneste, hvor vi har med Gud at gøre. I sidder hver især med erfaringer og et liv, 2.s.e.Helligtrekonger, den 14. januar 2007. Frederiksborg slotskirke kl. 10.- Tekster: 2.Mosebog 33,18-23; Johs. 2,1-11: Salmer: 403-434-22-447-315/319-475 P.H. Bartolin - - - - - - - - - - - - - - - -

Læs mere

9 Påkaldelse af ærkeenglen Mikael

9 Påkaldelse af ærkeenglen Mikael 6 9 Påkaldelse af ærkeenglen Mikael Hellige ærkeengel Mikael, forsvar os i kampen; vær vort værn mod djævelens ondskab og efterstræbelser. Gud kue ham; derom beder vi ydmygt; og du, fyrsten over den himmelske

Læs mere

Side 1. Den store helt. historien om herkules.

Side 1. Den store helt. historien om herkules. Side 1 Den store helt historien om herkules Side 2 Personer: Herkules Kongen Nevøen Side 3 Den store helt historien om herkules 1 De to slanger 4 2 Dræb løven 6 3 Løvens skind 8 4 Hulen 10 5 Herkules dræber

Læs mere

13. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 14. september 2014 kl. 10.00. Salmer: 736/434/683/179//365/439/469/373

13. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 14. september 2014 kl. 10.00. Salmer: 736/434/683/179//365/439/469/373 1 13. søndag efter trinitatis II. Sct. Pauls kirke 14. september 2014 kl. 10.00. Salmer: 736/434/683/179//365/439/469/373 Åbningshilsen Efter højmessen sørger en af vore frivillige for kirkefrokost, så

Læs mere

2. Pinsedag. 13. juni Vestervig (Ashøje) Provstigudstjeneste.

2. Pinsedag. 13. juni Vestervig (Ashøje) Provstigudstjeneste. 2. Pinsedag. 13. juni 2011. Vestervig (Ashøje). 10.30. Provstigudstjeneste. Johs. 3,16-21: Thi således elskede Gud verden. Det er 2. pinsedag på Ashøje og i Jerusalem. Apostelen Peter er gået uden for

Læs mere

Juledag d.25.12.10. Luk.2,1-14.

Juledag d.25.12.10. Luk.2,1-14. Juledag d.25.12.10. Luk.2,1-14. 1 Julen var noget, der skete engang. Et barn blev født I Betlehem et menneske, der blev til fryd og fred for alle, selv for os, der lever i dag. Julen er en drøm. En drøm

Læs mere

Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst.

Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst. Epistel: 1. Korintherbrev 13 Evangelielæsning: Johannes 14, 1-7 Frygt ikke, kære folkevalgte. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst. Derfor Danmark, frygt kun ikke, frygt er ej af kærlighed

Læs mere

3.s.e. Påske d.15.5.11. Johs.16,16-22.

3.s.e. Påske d.15.5.11. Johs.16,16-22. 3.s.e. Påske d.15.5.11. Johs.16,16-22. 1 Dagens tekst er hentet fra Jesu afskedstale den sidste aften, han er sammen med sine disciple inden sin tilfangetagelse, lidelse, død og opstandelse. Han forudsiger,

Læs mere

Lindvig Osmundsen Prædiken til Skærtorsdag 2016 Bording Side 1. Prædiken til Skærtorsdag Tekst. Johs 13,1-15. Fodvaskningen.

Lindvig Osmundsen Prædiken til Skærtorsdag 2016 Bording Side 1. Prædiken til Skærtorsdag Tekst. Johs 13,1-15. Fodvaskningen. Prædiken til Skærtorsdag 2016 Bording Side 1 Prædiken til Skærtorsdag 2016. Tekst. Johs 13,1-15. Fodvaskningen. Skærtorsdag er en dag hvor der skete meget i Jesu liv. Jesu er i Bethania hvor han har overnattet

Læs mere

4. søndag efter trinitatis, den 19. juli 2016 Vor Frue kirke kl. 17. Tekst: (5. Mos 24,17-22) Mt 5,43-48 Salmer: 313, 434, 276, 710, 292, 473, 778.

4. søndag efter trinitatis, den 19. juli 2016 Vor Frue kirke kl. 17. Tekst: (5. Mos 24,17-22) Mt 5,43-48 Salmer: 313, 434, 276, 710, 292, 473, 778. 1 4. søndag efter trinitatis, den 19. juli 2016 Vor Frue kirke kl. 17 Jesper Stange Tekst: (5. Mos 24,17-22) Mt 5,43-48 Salmer: 313, 434, 276, 710, 292, 473, 778. Gud, lad os leve af dit ord som dagligt

Læs mere

Prædiken ved åbningsgudstjenesten ved Danske Kirkedage 2013. Del 1. Tekst: Filipperbrevet 2:5-11

Prædiken ved åbningsgudstjenesten ved Danske Kirkedage 2013. Del 1. Tekst: Filipperbrevet 2:5-11 Prædiken ved åbningsgudstjenesten ved Danske Kirkedage 2013 Del 1. Tekst: Filipperbrevet 2:5-11 Jeg er jo bare et menneske. Sådan forklarer vi vores svagheder. Det hører med til at være menneske, at jeg

Læs mere

Evangeliet er læst fra kortrappen: Matt 10,32-39

Evangeliet er læst fra kortrappen: Matt 10,32-39 1 Anden juledag, Sankt Stefans dag I. Sct. Pauls kirke 26. december 2015 kl. 10.00. Salmer:123/434/102/122//124/439/112/ Hvad er det, der gør jul til noget særligt /129 Åbningshilsen Festen for Undernes

Læs mere

Lindvig Osmundsen Side 1 21-06-2015 Prædiken til 3.s.e.trinitatis 2015.docx. Prædiken til 3.søndag efter trinitatis 2015. Tekst. Luk. 15,1-10.

Lindvig Osmundsen Side 1 21-06-2015 Prædiken til 3.s.e.trinitatis 2015.docx. Prædiken til 3.søndag efter trinitatis 2015. Tekst. Luk. 15,1-10. Lindvig Osmundsen Side 1 21-06-2015 Prædiken til 3.søndag efter trinitatis 2015. Tekst. Luk. 15,1-10. Hvem elsker det sorte får? Hvem elsker den uregerlige dreng som aldrig kan gøre som han skal. Hvem

Læs mere

Prædiken holdt i Haderslev Domkirke af sognepræst Henning Wehner. 408 349 448 305 / 540 227,9-234 3.s.e.P 26. april 2015 Dom kl.10.00 Joh.

Prædiken holdt i Haderslev Domkirke af sognepræst Henning Wehner. 408 349 448 305 / 540 227,9-234 3.s.e.P 26. april 2015 Dom kl.10.00 Joh. Prædiken holdt i Haderslev Domkirke af sognepræst Henning Wehner 408 349 448 305 / 540 227,9-234 3.s.e.P 26. april 2015 Dom kl.10.00 Joh.16,16-22 Der var ét billede i denne prædiketekst, som nogle her

Læs mere

Lindvig Osmundsen. Prædiken til julesøndag side 1. Prædiken til julesøndag Tekst. Matt. 2,13-23.

Lindvig Osmundsen. Prædiken til julesøndag side 1. Prædiken til julesøndag Tekst. Matt. 2,13-23. 12-2015 side 1 Prædiken til julesøndag 2015. Tekst. Matt. 2,13-23. Verdens skæve gang. Det gør ondt i sjælen at læse og høre denne tekst om barnemordene i Betlehem. Betlehem som vi har forbundet med julens

Læs mere

Trænger evangeliet til en opgradering?

Trænger evangeliet til en opgradering? Trænger evangeliet til en opgradering? Holdningen til evangeliet Træk, man gerne vil acceptere: Kirkens ritualer (Dåb, vielser, begravelser) Kirkens sociale engagement Kirkens omsorg for børn og ældre

Læs mere

Hvor mange gange skal jeg tilgive? Prædiken af Lea Skovsgaard 22. søndag efter trinitatis

Hvor mange gange skal jeg tilgive? Prædiken af Lea Skovsgaard 22. søndag efter trinitatis Hvor mange gange skal jeg tilgive? Prædiken af Lea Skovsgaard 22. søndag efter trinitatis For et par år siden kunne man i biograferne se Susanne Biers film hævnen. En barsk film der som titlen indikerer

Læs mere

Prædiken holdt i Haderslev Domkirke af sognepræst Henning Wehner / s.i fasten 8. marts 2015 Dom kl Luk 11.

Prædiken holdt i Haderslev Domkirke af sognepræst Henning Wehner / s.i fasten 8. marts 2015 Dom kl Luk 11. Prædiken holdt i Haderslev Domkirke af sognepræst Henning Wehner 747-336 - 448-292 / 69-208 - 217 3.s.i fasten 8. marts 2015 Dom kl.10.00 Luk 11.14-28 Vi er nu et godt stykke inde i den del af kirkeåret,

Læs mere

Anna Monrad, Ubberup Valgmenighed: Prædiken til 1. søndag i advent 2015

Anna Monrad, Ubberup Valgmenighed: Prædiken til 1. søndag i advent 2015 Anna Monrad, Ubberup Valgmenighed: Prædiken til 1. søndag i advent 2015 Advent handler som bekendt om forventning. De fleste af os kan godt lide, når alt går, som vi havde forventet. Så føler vi, at vi

Læs mere

730 Vi pløjed. 17 Almægtige og kære Gud (evt. forkortet) 29 Spænd over os. 729 Nu falmer skoven. 277 Som korn. 728 Du gav mig

730 Vi pløjed. 17 Almægtige og kære Gud (evt. forkortet) 29 Spænd over os. 729 Nu falmer skoven. 277 Som korn. 728 Du gav mig 730 Vi pløjed 17 Almægtige og kære Gud (evt. forkortet) 29 Spænd over os 729 Nu falmer skoven 277 Som korn 728 Du gav mig Vi er taget i skoven for at holde takkegudstjeneste over den høst, der nu er i

Læs mere

UGE 8: MISSIONEN OG KRAFTEN

UGE 8: MISSIONEN OG KRAFTEN UGE 8: MISSIONEN OG KRAFTEN FØR DU BEGYNDER Det store billede Det er her vi skal hen hovedpunkterne som denne samling skal få til at stå tydeligt frem. Missionsbefalingen om at gøre til disciple og om

Læs mere

For jeg ved med mig selv, at livet byder på udfordringer, hvor end ikke nok så meget fromhed og tro, kirkegang, bøn og

For jeg ved med mig selv, at livet byder på udfordringer, hvor end ikke nok så meget fromhed og tro, kirkegang, bøn og Gudstjeneste i Skævinge & Lille Lyngby Kirker den 2. februar 2014 Kirkedag: 4.s.e.H3K/B Tekst: Matt 14,22-33 Salmer: SK: 720 * 447 * 13 * 636 * 487,7 * 34,3 LL: 720 * 23 * 13 * 636 * 487,7 * 34,3 Jesus

Læs mere

Skærtorsdag. Sig det ikke er mig!

Skærtorsdag. Sig det ikke er mig! Skærtorsdag Sig det ikke er mig! Matthæus 26, 17-30 fra DNA Disciplene har lige sat sig til bords med Jesus, for at spise et festmåltid sammen. Det er højtid. Alle er fyldt med festglæde. Jesus rejser

Læs mere

Indhold. 7 1. samling: Bibelens røde tråd. 13 2. samling: Helligånden formidler. 20 3. samling: Shhh! Gud taler. 26 4. samling: Nåde-leverandør

Indhold. 7 1. samling: Bibelens røde tråd. 13 2. samling: Helligånden formidler. 20 3. samling: Shhh! Gud taler. 26 4. samling: Nåde-leverandør Indhold 5 Forord 6 Vejledning 7 1. samling: Bibelens røde tråd 13 2. samling: Helligånden formidler 20 3. samling: Shhh! Gud taler 26 4. samling: Nåde-leverandør 32 5. samling: Lev i Bibelen 39 6. samling:

Læs mere