Hunter S. Thomson Guns & Galskab S. 16. New Hollywood LSD & film S. 34. Kend dine drugs ORDET#22. -Det skæve nummer. -på film Stor Quiz

Transkript

1 ORDET#22 Tidsskrift for film og medier November 2009/Nr. 22 -Det skæve nummer Hunter S. Thomson Guns & Galskab S. 16 New Hollywood LSD & film S. 34 Kend dine drugs -på film Stor Quiz 1

2 ORDET22 INDHOLD 04 Leder -Ordet bliver beruset TEMA - RUS HASH 07 Sex, Drugs & Soundtrack 10 The Daily Inquirer Gossip 12 Smarte drinks & moralske tømmermænd -Alkoholisme på film 16 Hunter S. Thomson Guns & Galskab 20 Quiz Skæve billeder -Hvordan viser man rusen på film? 26 Frederik Andersens Illustrationer 28 If you Tolerate this Anne Rosas Illustrationer 34 New Hollywood LSD & film 36 Klumme 38 Er fremtiden i 3D? 42 Schepelerns Filmquiz Vind biografbilletter 2 Alt det Schepelern elsker 43 Tegneserie Af Mads Mikkelsen 3

3 4 KOLOFON Redaktion Henrik Østergaard Mikkel Kofod Anne Rosa Simonsen Erik Pardos Olsen Agnete Christensen Skribenter Agnete Christensen Mikkel Kofod Erik Pardos Olsen Anne Rosa Simonsen Stine Agerbæk Morten S. Clausen Henrik Østergaard Peter Schepelern Leder Agnete Christiansen Layout Tais Juul Tryk Frederiksberg Trykkeri ISSN Oplag 750 Annoncer Input Brug ORDET! Indlæg, artikler og idéer modtages med glæde. Send en mail til eller kontakt redaktionen. Ordet udgives med støtte af Nordisk Film Fond og Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, København Universitet. LEDER Ordet bliver beruset I vild indtagelse af alt fra Captain Morgan til finsprit (samt resterne fra 80er-temaets flyversjusser) har redaktionen kastet sig ud i en hæmningsløs rus for at finde inspiration til denne udgave: Velkommen til det skæve nummer! Rusmidler har til alle tider været et omdiskuteret emne. Farlige, dragende, afhængighedsskabende, bevidsthedsudvidende, romantiserede, potentielt dødelige. Om det så gælder det første hiv af en smøg på skoletoiletterne i sjette klasse eller junkien, der tager det sidste skud heroin i øjenæblerne, inden han synker sammen i rendestenen medierne har en mening! I 50 erne var det nærmest et kuriosum ikke at se nyhedsværter og politikere intensivt pulsende på en Camel, når man tændte det gnidrede, sort-hvide tv. I 60 erne forargedes husmødre og familiefædre over den unge hippiebevægelses brug af euforiserende stoffer, som senere satte gang i diskussionen om den bevidsthedsudvidende narkotikas kreative værdi for forfattere, musikere og filmskabere. Senere blev nogle af filmhistoriens største værker, som Easy Rider og Apocalypse Now, lavet, mens instruktører og skuespillere væltede sig i sprut og stoffer. I dag taler mange om nypuritanisme. Sundhedsstyrelsen sprøjter antirygekampagner ud som aldrig før. Kampagner mod druk fortæller de unge ét eneste bud: Drikker du dig fuld, er du en taber, en led stodder, og dine venner vil aldrig mere have noget med dig at gøre. I dette nummer af Ordet giver vi en ække bud på, hvad rus egentlig er, og kigger på rus og rusmidlers fremstilling i forskellige medier gennem tiderne: Vi byder bl.a. på en artikel om rusens cinematografiske fremstilling; vi kigger på, hvad der gik galt med den nu aflyste DR2- julekalender H*A*S*H; vi lytter os igennem soundtrackene til de bedste junkiefilm; og endelig smider vi en ekstra quiz oven i hatten bare fordi vi kan! Men det er selvfølgelig bare et uddrag af det vildnis af skævheder, som vi har brygget sammen til dig. Velkommen til Ordet #22 God læsning og skål! Af Agnete Christiansen, Stud. Film- og Medievidenskab den skæve julekalender, vi aldrig fik at se Otte millioner kroner lige ud af vinduet, en rystet instruktør og lækkede afsnit på YouTube. Sagen om årets julekalender, der blev taget af programmet kun et par måneder før udsendelsen, udløste en mindre mediestorm. Samtidig blev det slået fast, at det med fremkomsten af YouTube er blevet næsten umuligt at holde uønsket billedmateriale skjult for offentligheden. Af Anne Rosa Simonsen, BA i film- og medievidenskab Denne her er simpelt hen ikke sjov nok. Man griner ikke. Med disse ord begrundede DR2 s chefredaktør Arne Notkin den 17. september sin aflysning af årets satiriske julekalender, der stadig var under produktion. I kølvandet fulgte udtalelser fra en instruktør, der var rystet og uforstående over for beslutningen, og allerede dagen efter kunne man se de første to episoder på YouTube. DR2-ledelsen reagerede lynhurtigt ved at tilbagetrække videoerne. Teorier og holdninger fløj gennem luften i et sandt web 2.0-kaos, og scrollmeterne var alenlange på både Politikens artikelkommentarer såvel som på YouTubes commentfunktion. Ord som censur og Berlusconi (der jo ret beset er synonymer) blev hvisket i krogene, for hvis der er noget, vi ikke er vant til i Danmark, så er det at opleve stort anlagte produktioner eller udgivelser blive bremset umiddelbart før realiseringen. Politiken udgav for eksempel udelukkende Thomas Rathsacks bog Jæger, fordi Forsvaret ønskede at skrinlægge den ikke fordi den ellers bød på noget, vi ikke i forvejen vidste. Politiets tilbageholdelser af optagelser fra rydningen af Brorsons Kirke medførte højlydte protester. Vi kan bare ikke acceptere censur, selvcensur eller det, der ligner. Troen på og efterlevelsen af retten til at ytre sig frit er blevet noget, vi som nation nærmest går religiøst op i. Derfor kan det næppe overraske, at sagen om H*A*S*Haflysningen fik så stor bevågenhed. Den farlige krigssatire Den mest vedholdende teori om aflysningen gik på, at Notkin et al i virkeligheden aflyste serien, fordi den var for politisk sprængfarlig. H*A*S*H er, som titlen også hentyder til, inspireret af den amerikanske 70 er-tv-serie M*A*S*H men med den aførende forskel, at Korea-backdroppet er erstattet af det fiktive land Problemistan. Sjovt nok rimer Problemistan på Afghanistan, og man skal ikke være specielt kreativt anlagt for at opdage den slående lighed mellem julekalenderens skurke tulibanerne og de afghanske ekstremister fra Taliban. I denne setting følger serien en gruppe udsendte danske soldater i dukkeformat, som bruger en forholdsmæssig stor del af deres tid 5 5

4 Sex, Drugs and soundtracks Copyright: Peter Madsen & Carlsen Comics sig om. På sin vis styrkede det Notkins sag. Langt de fleste brugerkommentarer viste sig nemlig at være enige i hans hovedargument: Serien var usjov. på at ryge hash. Set i lyset af Muhammedkrisen fra 2004 må man naturligvis overveje konsekvensen af at lave satire på islamiske fundamentalister. Men det må have været en overvejelse, som DR2 gjorde sig allerede da julekalenderen var på konceptplanet. Konceptet kunne retfærdiggøres idet vi jo allerede ER i krig i Afghanistan med Taliban som den konkrete fjende vi kæmper mod, og serien vover sig så vidt vides ikke ud i decideret blasfemi. Derfor synes det ikke oplagt, at man aflyste serien af udenrigspolitiske hensyn. Den mest vedholdende teori om aflysningen gik på, at Notkin et al i virkeligheden aflyste serien, fordi den var for politisk sprængfarlig. Dyekjær versus Notkin Internt i Danmark kunne satiren imidlertid med større sandsynlighed skabe røre. At portrættere vores udsendte soldater som en omgang hashrygende slackers ville næppe falde i god jord i de små stuer med pårørende til udsendte unge i væbnet krig, hvor dødstallene stiger måned for måned. Det er muligvis for tæt på og for ømfindtligt, og ved juletid, hvor de udsendtes familier er ekstra sentimentale, er det nok særligt uhensigtsmæssigt med skæv satire. Nu er stemningen til patriotisme, DR2 s ledelse var kort sagt selv havnet i Problemistan, da nyheden om aflysningen bredte sig. ikke parodi. Det understreges også af en nationen! -afstemning på eb.dk, hvor mange mente, at julekalenderen hængte de udsendte tropper ud. En satire må kort sagt vente, til krigen er udkæmpet, eller i det mindste indtil antallet af døde stabiliseres. Og det var ikke kun blandt læser- og seerkommentarerne, at teorien om censur florerede. Den forbitrede instruktør af julekalenderen, Christian Dyekjær, antydede selv i et interview til DR Nyheder den 17. september, at beslutningen kunne være politisk motiveret: Jeg ved ikke, om det er censur, men det er meget mærkeligt. Jeg ved heller ikke, om det er en politisk beslutning, men man kan ikke lade være med at tænke tanken. Fildelingens forbandelser DR2 s ledelse var kort sagt selv havnet i Problemistan, da nyheden om aflysningen bredte sig. Og så, pludselig, var den kontroversielle kalender lækket af en medarbejder på YouTube så alle og enhver med egne øjne kunne se, hvad balladen drejede På den anden side var det pinligt for ledelsen, at deres medarbejdere åbenbart ikke var loyale nok til at holde den kasserede produktion inde for dørene. Og det blev snart endnu mere tydeligt, at hvis nogen sidder inde med noget billed-, lyd- eller videomateriale, som de medvirkende eller afsenderen helst vil feje ind under gulvtæppet, kan man godt regne med, at hele verdens netbrugere snart vil følge sultent med. For selv om DR2 reagerede prompte med copyrightlicens og fik videoerne fjernet fra YouTube, så lå linket stadig på Googles cache, og andre sider fik hurtigt hapset materialet til publicering. Det minder på mange måder om Paris Hiltons problemer med One night in Paris eller for så vidt Lars Løkke, der for nyligt forsøgte at fjerne et billede af sig selv og Sidney Lee, angiveligt fordi det ikke matchede Løkkes statsmands-image. Så hvad kan vi egentlig lære af denne historie? Jo, for det første er det mere kontroversielt at være i krig end at tage stoffer (selvom staten i princippet deltager i det første og forbyder det andet). Hvis du skal lave en julekalender, må dukkerne altså gerne indtage ulovlige euforiserende stoffer, de må bare ikke være soldater. For det andet, hvis du er Arne Notkin, kunne du prøve at gennemskue tidligere i produktionen af årets morsomme julekalender, at den faktisk ikke er sjov. Og for det tredje og dette råd er til alle os i den digitale tidsalder: Jo mere saftigt, beskidt og kontroversielt billedmateriale er, desto hurtigere bliver det allemandseje på nettet. Hvis jeg tænker over de film hvis soundtracks jeg bedst husker, så vil halvdelen af dem omhandle stofmisbrug. Det kan selvfølgeligt bare være mig der har en ensidig film- og musiksmag, men hvis man kigger nærmere på emnet, så er der en række årsager til at et slagkraftigt soundtrack er blevet en næsten obligatorisk del af en vellykket junkiefilm. For hvordan fungerer den fede musik egentlig i film som Trainspotting, Requiem for a Dream og Nordkraft? Et soundtrack bestående af popsange kan naturligvis fungere på samme måde som traditionel underlægningsmusik i film. Det kan sætte et tempo på samme måde som klipning og karakterernes bevægelsestempo, det kan forstærke stemninger i følelses- eller suspenseladede scener, og det kan skabe opmærksomhed på de elementer i filmen, som filmskaberen ønsker at understrege. Udover de mange funktioner det popsangsbaserede soundtrack rummer, åbner denne slags musik op for en række andre funktioner, der er velegnede i lige netop junkiefilm. Lyden af rusen En af de roller musikken kan spille er som en lydliggørelse af rusen. I Requiem For A Dream (Darren Aronofsky, 2000) er det den dubbede bas fra musikken, der signalerer at heroinen overtager hovedpersonernes sanseapparater, og at de fortaber sig i rusen. På samme måde er det i denne film også i høj grad musikken, der signalerer den personlige nedtur som en følge af stofmisbruget. I den engelske Human Traffic (Justin Kerrigan, 1999) er det de oppiskede club-electronica-trommer, der orkestrerer hovedpersonernes flugt fra hverdagens grå trummerum gennem en cocktail af stoffer, alkohol og musik. Fælles for disse to films brug af musik er, at der er stort fokus på bas eller trommer som en nærmest fysisk faktor, der har rødder i handlingen og afspejles i klipning og på billedsiden. Det er en musikalsk funktion, der ses i mange film der afspejler misbrug, fester og ungdomsliv, hvor den tunge bas eller de hektiske trommer understreger situationer med panik, flugt, forvirring eller følelsesløshed. Musikken ledsager altid opturen, men man vil kunne se at en form for overdreven stilhed, skabt gennem forstærkede reallyde uden musik, bliver lydsporet til karakterernes abstinenser og nedtur. Da de to nævnte film mest benytter sig af instrumentale numre og i mindre grad af genkendelige sange, optræder musikken primært som tekstur og kommer herved til at nærme sig den traditionelle underlægningsmusik igen, selv om den brugte musik oftest har rødder i enten rockeller clubscenen. Kulturel intertektualitet Af Stine Agerbæk stud. film- og medievidenskab I mange nyere film om stofmisbrug bruges der som sagt ofte et sangbaseret soundtrack med deciderede sange der i hvert fald i nogen grad stammer fra populærkulturen. Ofte bruges musiksiden til at skabe en tematisk 6 7 7

5 intertekstuel relation mellem filmens narrativ og musik, der er forbundet med bestemte former for stofmisbrug. Det er typisk sange af kunstnere fra rock- eller ravescenen, logisk nok fordi seeren allerede vil have en viden om, at misbrug af forskellige substanser er en integreret del af disse musikgenrers kultur. Ved at benytte sig af allerede eksisterende kulturelle billeder fastlåst i tilskuerens Den tunge bas eller de hektiske trommer understreger situationer med panik, flugt, forvirring eller bevidsthed, kan et soundtrack skabe en form for klichébaseret kulturel realisme, der læner sig op ad myten om sex, drugs and rock n roll. Man vil derfor sjældent opleve at der benyttes metervare-teenagepop eller poleret dinnerjazz på soundtracks til junkiefilm, slet og ret fordi det ikke er kulturelt realistisk og ikke passer ind i fortællingen om kampen mod og kærligheden til stofferne. Derudover vil der som regel være én eller flere karakterer i disse film, der er dedikeret musikfan og dermed er medvirkende til at trække musikken fra soundtracket ind i diegesen. Disse karakterer er derigennem med til at styrke den dobbelteksponering der sker af stoffer og fed musik som en sammenhængende helhed. Beatniks, punks og kunstnere Soundtracket kan samtidig bruges til at skabe en illusion om en bestemt tidsperiode eller en bestemt kulturel gruppering. En stor del af de film der er centreret om stofmisbrug motiverer handlingen ved at foregå i perioder eller miljøer, der 80 ernes England. Denne musikbrug er særligt synlig i biopics om kunstnere, der netop har været en del af et bestemt miljø i en bestemt periode, fx The Doors (Oliver Stone, 1991), Sid and Nancy (Alex Cox, 1986), Quadrophenia (Franc Roddam, 1979) og Factory Girl (George Hickenlooper, 2006). Her er der naturligvis ofte en mere eller mindre diegetisk begrundelse for musikken, men samtidig hægter filmen sig igennem musikvalget på en stemning eller en stil, der oftest er en kulturel markør for perioden og livsstilen. Musikalsk modkultur En fællesnævner for de nyere film, der foregår i eller omkring et stofmiljø, er at i hvert fald en mængde af karaktererne står som modpol til det etablerede samfund. Rollen som rebeller og repræsentanter for en modkultur er samtidig gennem hele filmhistorien blevet forbundet med rockmusikkens farlige rolle i samfundet, og dermed er kombination af disse to roller en logisk konsekvens. Rocken på soundtracket låner en form for rebelskhed til filmens narrativ og karakterer; den optræder som en lydliggørelse af outsiderrollen. I Trainspotting (Danny Boyle, 1996) og den danske pendant Nordkraft (Ole Christian Madsen, 1995) vælger karaktererne Renton og Steso stofmisbruget som en afvisning af forældregenerationens materielle goder og velfriserede bedsteborgerlighed. Ved samtidig at benytte sig af musik der har repræsenteret det samme oprør slås denne pointe ekstra grundigt fast en form for klichébaseret kulturel realisme, der læner sig op ad myten om sex, drugs and rock n roll. I Trainspotting er Renton igennem stort set hele filmen ledsaget af musik af de to kunstnere Lou Reed og Iggy Pop, der begge er kendt for selv at have haft et stort forbrug af diverse narkotika. Hvor resten af musikken i Trainspotting er brit-pop fra samme periode som filmens handling, der understreger hele karaktergruppens kulturelle tilhørsforhold, bliver overleveren Renton associeret med et par andre berømte overlevere, der har klaret et stort narkomisbrug. I Nordkraft har to af karaktererne deciderede temamelodier, der gennem tekst og stemning understreger de enkelte historier. Maria har Save Me af Kira And The Kindred Spirits, og Allan har Beat City af The Raveonettes; begge sange indeholder tekstlinier der tematisk korresponderer med karakterernes situationer. Der er altså mange årsager til at mange junkiefilm benytter sig af sangbaserede soundtracks, og alle de forskellige funktioner er med til at understøtte filmenes fortællinger og karaktertegning. Intertekstualiteten tillader filmen at trække på den oldgamle idé om Sex, Drugs and Rock n Roll som et moderne oprør mod samfundets autoriteter og krav om normalitet. Og så giver det os også bare nogle virkelig fede soundtracks. 8 traditionelt beskrives som misbrugsmiljøer, fx syrehoved-hippier i 60 ernes USA, miljøet omkring Andy Warhols Factory i New York samt punkere og andre alternative i 70 erne og Karaktertegning gennem musik En helt anden måde at bruge det popmusikalske soundtrack i junkiefilm er, når enkelte numre på soundtracket bliver temamelodier for enkelte karakterer i filmen, enten gennem sangens tematiske indhold eller kunstnerens image og historie.

6 The Daily Inquirer Offtherecord,ontheQT,andveryhush-hush. Marijuana Mitchum Hollywood, 31. August 194 Hollywood bad boy, Robert Mitchum, kendt fra adskillige barske Film Noir-roller, blev for nylig snuppet med marijuana i lommen. Los Angeles Politi fik fangsten efter en razzia i en af skuespillerens blonde starletveninder, Lila Leeds Hollywoodhjem. Mitchum tog dommen med vanlig lakonisk kølighed, da den blev læst op i retten. Han kan nu se frem til to måneder i Hotel Tremmely. Den tvungne pause ser dog ikke ud til sætte ham bagud karrieremæssigt. Studie-mogul og milliardær Howard Hughes fra RKO-studiet agter at købe Mitchum fri fra hans kontrakt med David O. Selznick Pictures for over $ Marylin var ude af kontrol! Los Angeles, 1962: Marylin Monroe er fundet død af en overdosis sovepiller. Årsagen menes at være selvmord. Kilder tæt på den afdøde skuespillerinde fortæller, at Marylin var ude af kontrol (har hun nogensinde i sit liv været i kontrol?). Frøken Monroe havde indtil for nylig en hovedrolle i Twentieth Century Fox s 10 kommende romantiske komedie Something s Got to Give. Hun blev dog fyret, da hendes konstante anfald og ustabile opførsel betød store forsinkelser i produktionen. Rollen skal nu i stedet spilles af pæne Doris Day under den nye titel Move over, Darling. Sex, drugs og berusendesladder F ilmhistorie kan være en tør omgang. Men filmhistorien især Hollywoods er også fuld af historier om sex, drugs og sladder. Hvis man skal tro sladderbladene igennem tiden har Hollywoods stjerner svælget i en rus af uartig sex og stoffer. Og selv sladder kan som bekendt være lidt af en beruselse. Ordet præsenterer her nogle af historierne. Sande og mindre sande. The Daily Inquirer Offtherecord,ontheQT,andveryhush-hush. Død ved kokain eller kur? Californien, 1926: Barbara La Marr, skuespillerinde og manuskriptforfatter, døde i nat ved en overdosis heroin. Kun 26 år gammel. Ikke så sært at hun for nylig fortalte i et interview, at hun kun sover to timer i døgnet. Hun havde bedre ting at foretage sig. Hun blev fundet i sin lejlighed, hvor hun havde taget den sidste dosis fra det guldskrin på pianoet, hvor hun altid opbevarede sin kokain af den fineste Benares-blanding. La Marr blev bragt til det store lærred af Douglas Fairbanks i The Three Musketers og hendes sidste film blev The Heart of Siren. Filmstudiet giver for streng slankekur som grund til hendes tidlige død. fundet død på et hotelværelse. Hendes tøj var revet i stykker og andre beviser tyder på voldtægt og mord. Og beviserne peger på Arbuckle. For nylig gav Arbuckle en særdeles generøs donation på hele $ til Massachusetts statsadvokat efter endnu en vild fest i delstaten. Skyldig eller ej, Fatty skal nok ikke regne med at lave mange flere film herefter. videre. Den tidligere skrothandler nu studiechef, Louie Mayer, kendte sin besøgelsestid og præsenterede blot 48 timer efter brylluppet en kontrakt for ungmøen, der måske nok er kær, men hun er ikke nogen skuespillerinde. Den første film med Mrs. Charlie Chaplin, som hun hedder i kontrakten, bliver en saga om husspektakler med titlen The Inferior Sex, fortæller en tilfreds studiechef. OliveThomasmyrdetafMary Pickford? Paris, 10. september 1920: The ideal American girl, Olive Thomas, blev i går fundet død i Paris. Rygterne er, at hun har dræbt sig selv, blevet forgiftet af en gal amerikanske kaptajn eller myrdet af Mary Pickford selv! Olive Thomas havde længe været kærester Jack Pickford, Mary Pickfords bror. Og søsteren kunne eftersigende ikke udstå den yndige Thomas. Fattys vilde fest Hollywood, 1921: Roscoe Fatty Arbuckle fra Mack Sennets Keystone Kops-film er mistænkt for voldtægt og mord. Under en af den populære komikers berygtede dagelange fester med stoffer, korpiger og bootleg whisky, blev wannabe skuespillerinden Virginia Rappe i sin gummicelle i det private sanatorium, hvor han de sidste mange måneder er forsøgt helbredt for afhængighed af morfin. Den populære stjerne mistede eftersigende jordforbindelsen under indlæggelsen på sanatoriet. På grund af chokket ved pludselig at stoppe for sit daglige skud morfin blev han besat af tanken om, at han bevidst var blevet presset ud i sit misbrug. Havde han fat i noget? Kilder beretter, at Paramountstudiet inden indlæggelsen kørte stjernen ekstremt hårdt under filmproduktionerne. Hans efterladte kone Florence fortæller, at det var en flok venner, der kalder dem selv Hollywood Hell-Raisers, men hun kalder dem for bohemer, der førte hendes mand ud i et liv med druk, stoffer og udsvævelser. Gradvist begyndte han at drikke med sine boheme-venner, og snart var dette ikke et hjem. Det var et værtshus. Wallys venners kom her i snesevis på hvilken som helst tid af døgnet. De kom, de blev, de drak. Det var én vild fest efter den anden. Den ene værre end den sidste. Ingen kunne gøre noget for Wally, fortæller enken. Den stakkels enke benyttede lejligheden til at fortælle, at hendes næste film vil være Human Wreckage, der afslører narkotikahandel. Ifølge hende selv en film til minde om Wally Vagabondengiftmednynymfe Beverly Hills, 23. oktober 1918: Kan den lille vagabond, Charlie Chaplin, bare ikke få nok damer? Nu kan den lille fyr åbenbart ikke få dem unge nok. Den 29-årige sjover er blevet gift med den kun 16-årige Mildred Harris. Hans navn har været knyttet til nærved halvdelen af damerne i glimmerbyen indtil Wally Reid død i sin narkoman-celle Hollywood, 18. januar 1923: Kongen af Paramount, Wally Reid, fra de populære Wallace Reid Racing Features, er død 30 år gammel. Han blev fundet 11 Af Henrik Østergaard

7 Smarte drinks og moralske tømmermænd alkoholisme på film Man tænker måske først på alvorlige dramaer som Bænken eller Leaving Las Vegas, når det gælder alkoholisme på film. Men fuldskab kan også være sexet, elegant eller simpelthen bare komisk, når det portrætteres på det store lærred og Hollywoods syn på druk har vaklet omtåget frem og tilbage alt efter de skiftende moralske standarder op igennem det 20. århundrede. Af Erik Pardos Olsen stud. film- og medievidenskab Stangstive komikere og drukfældige skurke Forbudstiden, flapper-kvinder og gangstere Fuldskab blev for første gang vist på film i 1898 i en 30-sekunders reklame for DeWar s Scotch Whiskey - den første reklame i levende billeder nogensinde. I reklamen ser man fire glade herrer i kilter danse rundt, mens ordene Scotch Whiskey blinker i baggrunden, hvilket antyder, hvorfor de danser så glade rundt erne i USA var som bekendt forbudstiden, og man havde et decideret moralsk syn på alkoholisme. Druk var moralsk forkasteligt; der var noget dæmonisk ved sprut (the Devil Drink), og der var visse smitsomme grupper i samfundet, der spredte det moralske fordærv. Op igennem 1910 erne blev alkohol udnyttet som et slapstick-element, der gjorde komikernes bevægelser i filmene endnu mere klodsede og fjollede. Charlie Chaplin, Max Linder og Fatty Arbuckle måtte alle, efter en tår øl, kæmpe for at bevæge sig rundt i en genstridig og forvirrende omverden. Visse ting ændrer sig aldrig, fx underholdningsværdien ved at se en fuld person kæmpe for at bevæge sig rundt. I skrivende stund er Youtubevideoen drunk man wants beer blevet set 787,530 gange. Men ofte var det skurkene i stumfilmene, der blev vist som alkoholikere for at forklare deres karikerede ondskab. Den komiske skurkinde i Rescued by Rover (1905) kidnapper en baby og drikker energisk af en flaske sprut. Den mere alvorlige skurk i D.W. Griffiths naturalistiske Broken Blossoms (1919) drikker sig fuld, før han giver sig til at tæske sin datter i skikkelse af stakkels, uskyldige Lillian Gish. 12 Der var noget dæmonisk ved sprut (the Devil Drink)... Hollywood blev samtidig mere og mere løssluppent, både bag kulisserne og foran kameraet. Det var the roaring 20 s, the Jazz Age, og flapper-kvinderne var overalt. Disse unge kvinder provokerede med kort page-hår, korte skørter og makeup. De kunne selv køre, danse til jazz-musik, dyrke tilfældig sex og ikke mindst ryge og drikke som mænd. Lunch is poured! -Our Modern Maidens, 1929 Flapper-kvinderne dukkede selvfølgelig også op på det store lærred, mest i skikkelse af Joan Crawford og Anita Page i film som Our Dancing Daughters (1928), Our Modern Maidens (1929) og No Limit (1931). I disse film flød den ulovlige sprut frit og førte uvægerligt til sex, bedrag og moralske tømmermænd. Her blev der ytret replikker som Lunch is poured! og No thanks, I never drink. She just inhales. Gangsterfilmene i starten af 30erne handlede selvfølgelig om spiritus-smugling. De foregår i en fordærvet, nihilistisk verden, hvor man altid følger en enkelt gangster, der stiger til tops, hvorefter han falder dybt, indtil døden er den eneste udvej. Titler som Doorway to Hell (1930) og The Public Enemy (1931) er ganske sigende for det syn på gangstere, man skulle få ud af filmene. W. Fields, overklasseliv og den onde cirkel W. Fields er uden tvivl en af de store drukkenbolt-skikkelser på det store lærred. Her blev fuldskaben en karakter-attribut, men Fields var aldrig helt ligeså anarkistisk som de samtidige Marx Brothers. En W. Fields-person var som regel en middelklasse-familiefar med en utaknemmelig kone og én loyal, kærlig datter. Alkoholismen var en flugt fra og et skjold mod den absurde, kyniske verden omkring ham. 13 Foto: Carsten Villadsen

8 Foto: Declan Quinn Fuldstændig bizart blev det i hans The Fatal Glass of Beer/ Øllet blev hans skæbne fra Titlen kommer af den horrible sang om fuldskabens farer for en ung mand i storbyen, som Fields dybt ironisk synger i filmen. Men druk blev også vist i et alvorligt lys i 1930 ernes USA, hvor alkoholisme ikke længere blev set som moralsk fordærv, men snarere som en genetisk betinget sygdom. Denne biologiske model viste sig at fungere til alkoholikernes fordel, fordi samfundet hellere ville bruge penge på behandling af, hvad man så som en sygdom og altså ikke alkoholikernes egen skyld. Under depressionen var folk ganske vist fattige, men ikke fattige nok til at holde sig væk fra biograferne. Her kunne de se fordømmende film om de rige, udsvævende overklassemenneskers tomme liv. Det var i f.eks. Topper (1937) og After Office Hours (1935); i den sidstnævnte bliver der ytret replikker som: Why shouldn t I be drunk? I got more right to be drunk than anyone else in the world! I 1945 kom en af de helt store alkoholikerfilm, The Lost Weekend, baseret på den delvist selvbiografiske roman af Charles Jackson. Med The Lost Weekend fik man endelig en film, der seriøst satte fokus på alkoholismens onde cirkel og de medførte selvmordstanker. Men filmen fik klistret en optimistisk slutning på (i modsætning til bogen), og bogens antydninger af homoseksualitet blev der sprunget let henover. En populær idé var, at alkoholikeren sad fast i Freuds orale stadie. 50 erne og alkoholisme i ægteskabet I 50 erne begyndte man at se på alkoholisme ud fra en psykologisk model, hvor alkoholisme blev knyttet til traumatiske (barndoms) oplevelser. En populær idé var, at alkoholikeren sad fast i Freuds orale stadie. I mellemtiden var den idylliske forstadsfamilie blevet idealet i USA, og selv reklamer for alkohol viste forsamlinger af familier og venner, der grillede i baghaven, mens de nød et glas vin, øl eller whiskey. Men efterhånden blev den blomstrende WASP-middelklasse mere og mere apatisk, og bag den pæne facade var der mange, der brugte alkohol - eller piller til at dulme smerten. Nogle enkelte film i 50 erne og starten af 60 erne afslørede bagsiden af den amerikanske drøm. Tre film satte her fokus på alkoholisme, først Come Back, Little Sheba (1952), hvor Shirley Booth leverede en kraftpræstation som en desperat, ensom kone til en alkoholiker. The Country Girl (1954) var også et brutalt kig på et ægteskab mellem en alkoholiseret, falleret musical-stjerne, spillet af Bing Crosby, og hans hårdt prøvede kone (Grace Kelly). Man indså, at enhver der bare drank too much too often kunne blive alkoholiker. I en af de helt store alkoholiker-film, Days of Wine and Roses fra 1962, spiller Jack Lemmon og Lee Remick et ægtepar fanget i drukkens onde cirkel. Days er det ene eksempel på en film, der følger 60 ernes nye sociologiske model: Alkoholisme kunne være bestemt af mange forskellige faktorer såsom kultur og miljø. Alkoholikerne blev ikke længere set som psykologisk eller biologisk anderledes fra normale mennesker. Man indså, at enhver der bare drank too much too often, som et AAmedlem siger i Days, kunne blive alkoholiker. I Danmark fik vi også i 1950 en alkoholikerfilm med det konfliktfyldte ægteskab som backdrop. Det var Bodil Ipsens Café Paradis, hvor én af de alkoholiserede personer (noget utroværdigt) omvendes til ansvarlig familiefar til sidst, mens en anden ender med at dø af drukken. Filmen indeholder altså de to typer alkoholiker-historier : Den onde cirkel, der ender i død, og den moralske forløsningshistorie, der ender lykkeligt. Drukfilm i dag socialrealisme og komedier Hvor står alkoholisme på film i dag? For det meste ser vi det i alvorlige, hudløse dramaer om den onde cirkel, der ender med hovedpersonens død. Mike Figgis Leaving Las Vegas fra 1995 er uden tvivl en af de ultimative alkoholiker-film, hvori Nicolas Cage i sin bedste rolle tager til Las Vegas for at drikke sig ihjel, men møder kærligheden i skikkelse af en luder (Elizabeth Shue). Prostitutionens og alkoholismens mareridt bliver blandet sammen for at give ét stort, bredt billede af samfundets uretfærdighed. Herhjemme fik vi i 2000 et stort nedslag i form af Per Flys Bænken, hvor Jesper Christensen spillede alkoholikeren Kaj, der lever i det allernederste lag af samfundet. Mere aktuel er Martin Zandvliets Applaus (2009) med Paprika Steen som alkoholiker, og fra den amerikanske indie-scene kom i 2008 den fantastiske Julia med Tilda Swinton som alkoholiker. Den kvindelige alkoholiker-figur er åbenbart på vej frem! Altså bliver alkoholisme den dag i dag taget alvorligt af de filmskabere, der beskæftiger sig med det. Men filmmediet er også blevet mere frit og åbent, og der er stadig plads til komedier, hvor druk bare bliver brugt som et komisk element præcis som i 1910 erne. Tænk blot på publikumssuccesen The Hangover. Det moralske 1930 er-50 er Hollywood ville utvivlsomt have rynket på næsen af idéen om en komedie om fuldskabens frygtelige konsekvenser. Fotos: John F. Seitz 14 15

9 Hunter S. Thompson: Doktoren af Gonzo, Guns og Galskab H an er blevet tævet af Hells Angels, har gået vilkårligt til angreb på folk med peberspray, og endte sit liv med en selvforskyldt kugle for panden. Historierne om Hunter S. Thompson er mange. Røverhistorierne endnu flere. Journalistikkens enfant terrible fristes nogle måske til at kalde ham i virkeligheden ganske upassende, medmindre ungen har fået en flaske whiskey inden for vesten og er fucked up på stoffer. Selv med journaliststandens fordrukne ry taget i betragtning, giver Hunter S. Thompson, selvudnævnt Doctor of Journalism, formentlig de fleste af sine kolleger narkotikaomtåget baghjul udi rusmiddelsmisbruget. Alligevel lykkedes det ham at blive en af de mest bemærkelsesværdige og nyskabende journalister samt at grundlægge en ny journalistisk genre: Gonzo. Gonzo: New Journalisms fordrukne lillebror Thompson begyndte sin karriere i den mere traditionelle ende af journalistikken. Hans Af Agnete Christiansen, Stud. Film- og Medievidenskab Jeg vil ikke anbefale narkotika, sprut, vold eller galskab til nogen. Men mig har det altid hjulpet. Således indskriver Hunter S. Thompson sig ikke alene i journalistikhistorien, men også som et meget håndfast og selvbevidst argument om rusmidlers kreative indflydelse på det menneskelige sind. fik dog sit gennembrud, da han fulgte en gruppe Hells Angels-rockere rundt i USA på motorcykel og i en subjektiv, memoiragtig stil beskrev deres liv som Amerikas udstødte. Efter et år blev HA erne trætte af deres snagende følgesvend og sendte ham, efter en omgang god, gammeldags rockertæv, tilbage til verden som journalistisk superstjerne. I 1970 skrev Thompson artiklen The Kentucky Derby is Decadent and Depraved og tog her det første skridt ind i det, han senere karakteriserede som Gonzojournalistik. Gonzojournalistikken er en afart af New Journalism, en journalistisk retning, der opstod i 60erne blandt journalister som Tom Wolfe, Truman Capote og Norman Mailer. New Journalism adskiller sig fra andre journalistiske genrer ved i højere grad at forlade sig på skønlitterære virkemidler: Journalisten lægger ofte mere vægt på skildring af miljø, stemning og personer end hårde fakta. Interviewede personer citeres ikke i korte udsnit, men længere og mere dialogprægede scener. Og vigtigst af alt træder journalisten ned fra væggen, ud af fluekostumet og ind i historien som en aktiv deltager, der kommenterer og interagerer. Thompson sagde selv, at hans journalistiske udgangspunkt var William Faulkners idé om, at fiktion ofte er det bedste fakta, og Gonzo er derfor karakteriseret ved en endnu mere ekstrem brug af skønlitterære virkmidler: Stil og humor vægtes højere end faktuel nøjagtighed, og det er ofte ikke til at skelne de virkelige elementer fra de fiktive. Gonzo lader desuden hånt om velmenende principper om journalistisk objektivitet. Skønt størstedelen af grundlaget for Thompsons historier er sande, filtreres de konstant gennem Thompsons gale og småparanoide personlighed, hvilket resulterer i en manisk, ravende og hypersubjektiv stil. Thompson overdriver gerne begivenheder for dramaturgiens skyld og går ikke af vejen for hverken skældsord eller vulgaritet. Den ironiske personlige reportage En vigtig del af Gonzojournalistikkens humor er ironi, hvilket Christine Isager bl.a. beskæftiger sig med i sin artikel Reporteren og hans persona (Rhetorica Scandinavica nr.26). Ironi beskrives som et trekantsdrama, hvor ironikeren påtager sig en forestillet identitet som gør grin med en andenpart, et offer, til ære for en observatør, som dermed føler et overlegent fællesskab med ironikeren. I genren den ironiske personlige reportage, som Thompsons gonzojournalistik er en del af, påtager reporteren sig ofte rollen som både ironiker og offer ved at fremstille en ironisk persona. På skrømt fremstiller skribenten sig selv fx som naiv eller moralsk anløben, han skaber et tekstligt jeg, som han kan ironisere over til morskab for læseren. Ofte vil den ironiske persona være en karikatur over en bestemt type mennesker i den virkelige verden, som skribenten og læseren sammen kan grine af. Thompson tager dog skridtet videre. Hvor læseren i den stabile ironiske reportage altid er klar over skribentens ironiske distance til sin selvfremstilling, slører Thompson forholdet mellem sin persona og sig selv, så læseren til sidst ikke kan kende forskel. I Isagers artikel bruger hun The Kentucky Derby is Decadent and Depraved som eksempel. Her er Thompson sammen med sin faste tegner Ralph Steadman taget i derbyet i Kentucky for at dække begivenheden for bladet Scanlan s Monthly. Selve derbyet bliver i artiklen kun nævnt med få ord, og Thompson fokuserer som en god NJ-journalist på miljøet og menneskene, der (som titlen antyder) er en noget broget affære. Foto: Nicola Pecorini 16 I starten af artiklen agerer Thompson den klassiske ironiker, der udstiller de depraverede derbygæster, og læserne kan føle sig trygge i det moralske fællesskab med Thompson. Efterhånden afslører Thompson dog sig selv som præcis så dekadent som resten af derbygæsterne. Et eksempel, som Isager fremhæver, er Thompsons omtale af sin peberspray. Gennem hele artiklen joker han Læserne må indse, at skribenten i virkeligheden er værre end de dekadente med at ville spraye folk, der kommer i vejen, men i slutningen står det klart, at han ikke bare laver sjov, men rent faktisk har taget pebersprayen i brug i virkeligheden (dette bekræftes desuden af Steadman i hans erindringer om Thompson). Den paranoide og amoralske persona er smeltet sammen med Thompson selv, og læserne må indse, at skribenten, som de overlegent har indtaget observatørrollen sammen med, i virkeligheden er værre end de dekadente derbygæster (Isager, Christine, Rhetorica Scandinavica Nr. 26) Frygt og lede Sin mest kendte reportage, Fear and Loathing in Las Vegas, skrev Thompson i 1971 for magasinet Rolling Stone. Artiklen var oprindeligt en bestillingsopgave for bladet Sports illustrated, hvor Thompson skulle dække ørkenracerløbet Mint 400 ved Las Vegas. Hvad der kom ud af denne opgave var en romanlang rablende svada om stort set alt andet end selve løbet, skrevet på 36 timer i feberlignende og formentlig stofpåvirket tilstand. Sports Illustrated afviste artiklen og ikke uden nag men Rolling Stone-redaktøren Jan Wenner kunne se potentialet og trykte den ad to omgange. Wenner fik ret. Fear and Loathing blev ikke alene en succes. Den dannede skole for en række nye journalister og blev desuden filmatiseret i 1998 med Johnny Depp, Thompsons personlige ven, i hovedrollen. Jagten på den tabte og fortabte amerikanske drøm er her (og i meget af hans øvrige journalistik) et tema hos Thompson, som undertitlen A savage journey to the heart of the American dream også mere end antyder. Her følger man reporteren Raoul Duke, der 17

10 sammen med sin samoanske advokat Dr. Gonzo tager til Las Vegas i en bil fuld af stoffer og sprut for at dække racerløbet Mint 400. Duke er naturligvis Thompson selv, og den samoanske advokat er den mexicansk-amerikanske advokat Oscar Acosta, som kæmpede for mexicansk-amerikaneres rettigheder, en sag, som Thompson selv var dybt involveret i. I Fear and Loathing træder gonzosubjektiviteten igen tydeligt frem. Fra reportagens første sætning er skellet mellem sandhed og fiktion udvisket: Vi var et eller andet sted i nærheden af Barstow ved grænsen til ørkenen, da stofferne begyndte at virke. Thompson var uden tvivl på stoffer i store dele af sit liv, men i Fear and Loathing er de i lige så høj grad et stilistisk kneb, en undskyldning for igen og igen at lade frygten og paranoiaen eskalere til usandsynlige højder. Men også for at fremstille omgivelsernes galskab i et endnu grellere lys, som når Thompson i sin meskalinhallucination (og formentlig som en spydig kommentar) pludselig ser hotelpersonalet og journalisterne, der hænger i hotelbaren, som blodindsmurte, kødædende reptiler. Han og Dr. Gonzo (efter indtag af alvorlige mængder meskalin) tager ind for at dække en konference om narkotika. 18 Andre gange, hvor frygten er velbegrundet, synes Thompson ironisk overlegen og upåvirket (både af stofferne og paranoiaen), som når han og Dr. Gonzo (efter indtag af alvorlige mængder meskalin, naturligvis) tager ind for at dække en politi- og advokatkonference om narkotika. Her træder Thompson for alvor ind som observerende ironiker og udstiller den samlede politi- og advokatstand som en flok reaktionære bondeknolde, der forsøger at dæmonisere en stofkultur, som de tydeligvis ikke har kendskab til overbevisende demonstreret af Thompson og en paranoid Dr. Gonzo, der opholder sig kampskæve til konferencen uden at blive opdaget, endsige anholdt. Til sidst konkluderer Thompson tørt: Der var garanteret ingen risiko involveret. De stakkels bæster [politiet, red.] kan ikke kende forskel på meskalin og makaroni. politik. Han fik simpelthen det bedste og mest aggressive frem i mig, og nu hvor han er væk, føler jeg mig ensom. Den politiske journalistik: Nixon Ende Ud over Fear and Loathing in Las Vegas er Thompson mest kendt for sit virke inden for kritisk politisk journalistik, hvor han usentimentalt og blodtørstigt, for ikke at sige hadsk, udstillede politikere, der efter hans mening ikke var værdige til at regere landet. Thompson var selv trods sit dundrende stofmisbrug, sin lemfældige omgang med våben og sin generelle aggressivitet engageret i arbejdet for samfundets svageste. I 1970 forsøgte han sig selv i politik, hvor han dog var i sit mere provokatoriske hjørne: Hans primære kampagneløfter var at omdøbe Aspen til Fat City og at afkriminalisere stoffer (dette mente han dog ganske seriøst), og han insisterede konsekvent på at omtale sin republikanske modkandidat som Min langhårede modstander, da denne var karseklippet, og Thompson selv havde barberet sig skaldet. Stofferne havde trods alt sin pris. Fear and loathing in Las Vegas var måske nok en kæmpe succes og utvivlsomt større, end hvis den i stedet havde handlet om racerløbet Mint 400, som Thompson oprindeligt var hyret til at skrive om. Men nonchalancen omkring de journalistiske opgaver gav også bagslag. Han overskred konsekvent deadlines (dette kan dog hænge sammen med Thompsons ideal om den rene Gonzo, der skulle skrives i nuet og trykkes uredigeret) og blev kun tålt af magasinerne på grund af sin kultstatus. Thompson blev bl.a. udsendt for at dække den boksekamp melllem George Forman og Muhammed Ali, der senere blev kendt som The Rumble in the Jungle, men gav i sin rus af stoffer og ligegyldighed billetterne væk og gik glip af kampen. Denne gang kunne den mislykkede opgave ikke fikses med 36-timers speedskrivning om alt og intet, og efter denne skuffelse kunne Thompson lægge en skriveblokering til sin personlige deroute. Hans primære kampagneløfter var at omdøbe Aspen til Fat City og at afkriminalisere stoffer. Den fallerede amerikanske drøm var også et stort tema i Thompsons politiske journalistik. Især anklagede han republikanerne for at have undergravet denne grundpille i det amerikanske samfund ikke mindst efter præsidentvalget i 1972, hvor Richard Nixon vandt over den demokratiske præsidentkandidat George McGovern. Nixon var om nogen Thompsons yndlingsaversion. Thompson mente det formentlig ganske dybtfølt, da han på et tidspunkt kaldte Nixon for: En Hitlertype, en inkarneret gangster og forbryder med brugtvognsmoral (i øvrigt ganske klarsynet af ham) eller sammenlignede ham med Det Onde selv. Og selvom han sikkert også ganske oprigtigt mente, at Nixons begravelse var illegitim, og at manden i stedet skulle have været brændt i en skraldespand, udtrykte Thompson et tab efter Nixons død. Efter mange års fuldtidsjob som Nixons politiske nemesis, måtte den velberettigede plageånd erkende, at aggressiv politisk journalistik kræver ingen ringere modstand end den republikanske Djævel, Richard Nixon: Det var Nixon, der fik mig ind i... kaldte Nixon for: En Hitlertype, en inkarneret gangster og forbryder med brugtvognsmoral. Som forventet takkede Thompson af med et brag. 20. februar 2005 skød han sig en kugle for panden i sit hjem Owl Farm i Woody Creek, Colorado. Som meget andet fra hans gale indre fik resten af verden også del i hans sidste tanker gennem hans selvmordsbrev, der blev udgivet i Rolling Stone: No More Games. No More Bombs. No More Walking. No More Fun. No More Swimming. 67. That is 17 years past more than I needed or wanted. Boring. I am always bitchy. No Fun for anybody. 67. You are getting Greedy. Act your old age. Relax This won t hurt 19

11 Kend dine drugs (på film) ORDET udnytter dobbeltnummerets berusende muligheder og giver dig nu endnu mere filmquiz end nogensinde før her uden Schepelerns sværhedsniveau, med svar i bladet og ingen præmier udover din egen stolthed over at være en kæmpestor filmnørd. For det ved vi jo at du er, og at du har brug for at bevise. 1. Nicolas Cage spillede alkoholiker i Leaving Las Vegas, men hvem spillede den prostituerede kvinde, han får et forhold til? 2. Easy Rider Satyricon 6. Hvad er The Dudes foretrukne drink i The Big Lebowski? Long Island Ice Tea Kim Basinger Martini Charlize Theron White Russian Elizabeth Shue Hvem instruerede Trainspotting? Danny Boyle Stephen Frears Darren Aronofsky W. Fields Humphrey Bogart Woody Allen 4. I hvilken film fra 1911 så man for første gang en stof-påvirket hallucinationssekvens? Den danske Morfinisten Den tyske Der Letzte Mann Den franske L Inhumaine 5. Hvilken af disse film er kendt for, at stort set alle på filmholdet var skæve under produktionen? The Holy Mountain Cigarette Girl Naked Lunch Monkey on My Back Confessions of an Opium Eater D. 3. Hvem sagde A woman drove me to drink and I didn t even have the decency to thank her? Hvilken af følgende Hollywoodstjerner døde ikke af en overdosis? 8. om 11. Hvem spillede en ensom ældre kvinde på speed i Requiem for a Dream? 16. Hvad blev Lucky Lukes cigaretter erstattet med i løbet af 1980erne? Diane Ladd En tandstik Judi Dench Et halmstrå Ellen Burstyn En pibe 12. Kærlighed kan også være et berusende, farligt stof hvilken af disse film handler ikke om erotomani? 17. Hvilken dansk film fra 1950 skildrede alkoholisme? Café Paradis Judy Garland Fatal Attraction Ingen tid til kærtegn River Phoenix The Last Kiss Kispus Ava Gardner À la folie pas du tout I ll Cry Tomorrow fra 1955 handler Alkoholisme Morfin-misbrug Opiumsmisbrug 9. Hvilken kvindetype fra 1920 erne var kendt for at have let til druk og rygning? Flapperen WASP en Femme fatale en 10. Hvilken satirisk film af Jason Reitman handlede om tobakindustriens pro-rygekampagner og sleske PR-folk? 13. Hvem beskriver heroin-rusen med ordene Take the best orgasm you ever had, multiply it by a thousand and you re still nowhere near it? Jared Leto i Requiem for a Dream Ewan McGregor i Trainspotting Johnny Depp i Fear and Loathing in Las Vegas 14. Hvilket stof fører til død og galskab i exploitations(kult)filmen Reefer Madness fra 1936? LSD Opium Hash 200 Cigarettes Thank You for Smoking 15. I hvilken bizar junkie-film bliver en skrivemaskine til en stor bille, der taler ud af en anus-lignende åbning i ryggen? 18. Du bør vide, hvilken junkie-film denne replik er fra: We can t stop here. This is bat country! Trainspotting Easy Rider Fear and Loathing in Las Vegas 19. Hvornår brød Nicolas Winding Refn igennem med Pusher? Applaus er den nyeste danske alkoholiker-film; hvem har instrueret den? Christoffer Boe Johan Melin Martin Zandvliet Se svarene på side Af Erik Pardos Olsen, stud. film- og medievidenskab 21

12 En sløret kameravinkel kunne vise at en person var fuld, svimmel eller bare meget lykkelig. Vi kender det alle sammen pludselig snurrer det hele rundt, man bliver helt svimmel, og man ved bare, at der er kommet alt for meget sprut indenbords. Ja, jeg snakker selvfølgelig om scenen i F.W. Murnaus Der Letzte Mann fra 1924, hvor hovedpersonen har drukket sig alt for fuld, og kameraet snurrer rundt med ham på en drejeskive for at vise svimmelheden. Skæve billeder hvordan viser man rusen på film? Hvordan viser man på film, at nogen er påvirket af stoffer eller alkohol? Gennem filmhistorien er der dukket alskens syrede virkemidler op, og især junkie-filmen har udviklet sin egen æstetik. Ordet kigger tilbage på de skæve billeder Det første eksempel på en film, der viser rusen fra den berusede persons POV, var muligvis Ferdinand Zeccas Rêve à la Lune (1905), hvor en fuld mand ser syner af dansende flasker champagne. Næste druk-hallucination kom allerede i 1906 med The Dream of a Rarebit Fiend af Edwin S. Porter, hvor en fuld mand stavrer hjem og opdager, at møblerne forsvinder, og lilleput-djævle kravler op på hovedet af ham og stikker til det med treforke. Til sidst bliver han trukket henover nattehimlen af sin svævende seng, som han holder fast i én af stolperne på. Også i Frankrig havde man i 1920 erne sans for, hvilke impressionistiske virkemidler man kunne udnytte for at vise, at en person var stangstiv. En sløret kameravinkel, ufokuseret eller med et filter henover, kunne vise at en person var fuld, svimmel eller bare meget lykkelig (og hvad er forskellen egentlig?) I Feu Mathias Pascal (1926) af Marcel L Herbier blev der brugt en skæv kameravinkel i et shot af en hønefuld kvinde, der vakler hen ad en gang. 22 Fotos: Matthew Libatique Af Erik Pardos Olsen stud. film- og medievidenskab 23

13 syretrip. Dialogen bliver meningsløs og forvirrende, klipningen hurtig og fragmenteret, og stemningen er truende og ubehagelig. Det er interessant, at selv om filmen ses som et nybrud i Hollywood, så giver den os stadig en slutning, hvor de fritlevende hovedpersoner modtager den ultimative straf døden ligesom i så mange tidligere, afskrækkende junkie-film. Faktisk var den første film, der omhandlede LSD, gyseren The Tingler. Genre-chok gysere og science fiction på stoffer Svimle tyskere og danske morfindrømme Men hvad med stofferne? Her kan vi faktisk råbe hurra for Danmark, for den første film nogensinde med en stof-hallucinationssekvens var den danske Morfinisten fra 1911, om en børsmægler, der må berolige sig selv med noget morfin, hver gang aktiemarkedet styrtdykker. Hans hallucinationer blev skabt med spejl-tricks og dobbelteksponering af en drømmeagtig kollage af billeder. En anden nævneværdig dansk produktion var Opiumsdrømmen fra 1914, der blev populær i USA, men forbudt i Danmark på grund af en kyssescene. Scener med det vageste seksuelle indhold blev opfattet som stødende dengang, men scener med stofmisbrug var helt acceptable og blev tit brugt som et komisk Scener med stofmisbrug var helt acceptable og blev tit brugt som et komisk indslag. 24 indslag. Europæiske lande var generelt hurtige til at lære at bruge special-effekter til at vise påvirkede hallucinationer. I den tyske Opium (1919) blev der brugt ekstradiegetiske indstillinger af et landskab, der glider forbi, filmet fra en båd på vej ned ad en flod. Nogle af disse indstillinger var undereksponerede, slørede eller ligefrem vendt på hovedet for at desorientere publikum. Afskrækkende lærestreger farverig exploitation og I USA blev der op igennem 30 erne, 40 erne og 50 erne sat mere og mere fokus på stoffer i de mest afskrækkende, groteske film, man kan forestille sig, hvor budskabet altid var, at man bare skulle sige nej. Dwain Esper var kongen af de kulørte exploitationfilm om stoffernes frygtelige konsekvenser; han stod bl.a. bag Sinister Menace og Tell Your Children/Reefer Madness. I 1957 kom André De Toths Monkey on My Back, en mareridtsagtig morfin-misbrugsfilm, holdt i mørke billeder med avantgarde-musik i stedet for dialog i store dele af filmen. På alkoholiker-filmfronten var der The Lost Weekend i 1945, der viser drankerens delirium tremens i en hallucinationsscene, hvor hovedpersonen ser en mus blive fanget og ædt af en flagermus - et syn der får ham til at skrige i ren fortvivlelse. Stoffilmene gav selvfølgelig mulighed for mere syrede hallucinationer end alkoholikerfilmene, især LSD-filmene, og dette gjorde dem overordentlig populære. Psychedelic Wet (1968) brugte mærkelige undervandsoptagelser til at vise hallucinationerne; som oplysningsfilm blev den selvfølgelig vist i skoler, men også som en populær baggrund til rock-koncerter. B-filmene og især gyserne var ivrige til at udnytte et emne som stoffer til at retfærdiggøre nogle syrede hallucinationssekvenser. Faktisk var den første film, der nogensinde omhandlede LSD, en Vincent Price-gyser fra 1958 med den sigende titel The Tingler. En af de mærkeligste junkiefilm nogensinde var Albert Zugsmiths Confessions of an Opium Eater fra 1962, hvor vi igen følger Vincent Price, da han forvilder sig ind i en opiumhule og ryger opium sammen med de skumle kinesiske stereotyper. Hans hallucinationssekvens involverer forvrængede billeder af kæmpeedderkopper, sværdfisk og diverse gyser-monstre, der langer ud efter ham. Der kom snart flere bizarre kult-gysere, der involverede LSD eller fiktive stoffer, såsom Roger Cormans X The Man with the X-Ray Eyes (1963), Blue Sunshine (1977) og Liquid Sky (1982). Et eksempel, der kan tages mere seriøst, er Adrian Lynes fremragende Jacob s Ladder (1990), der glider flydende mellem virkelighed og mareridt måske fordi hovedpersonen er på stoffer, måske på grund af noget helt andet. David Cronenberg er også en instruktør, der altid har flirtet med stoffer som tematik. Hans Naked Lunch (1991) blander sit romanforlæg med detaljer fra forfatteren William Burroughs eget liv samt Cronenbergs egen syrede fantasi. Her vises stofmisbrugerens verden som et mystisk, mellemøstligt land ved navn Interzone, hvor kroppe, skrivemaskiner og seksualiteter alle muterer sig ud i nye mærkelige former. Dolly-cam, fast-motion og babyer på loftet De seneste store nedslag indenfor junkiefilmen har været præget af en slags surrealistisk socialrealisme de giver et realistisk billede af hverdagen for en junkie, men samtidig er der masser af visuelt lir til at vise hallucinationerne. Danny Boyle fangede vores opmærksomhed i 1995 med den energiske Trainspotting, en på det tidspunkt eksplosiv og forfriskende ærlig film om junkielivet. Filmen var fuld af både morsomme og skræmmende billeder, fra toilet-dykketuren til den kravlende baby på loftet. Det næste store nedslag var uden tvivl Darren Aronofskys Requiem for a Dream i 2000, om fire personer, hvis liv bliver ødelagt af afhængighed. Filmen var overrumplende visuelt opfindsom i sin brug af f.eks. dolly-kamera foran en persons ansigt, mens vedkommende bevæger sig rundt i fast-motion, hvilket giver personen et bizart, dukkeagtigt look. De mange hektiske kamera-tricks blev hugget af Ole Christian Madsen i Nordkraft (2005), den indtil videre største danske junkie-film. Hvad fremtiden vil bringe af junkie- og alkoholikerfilm bliver spændende, men indtil videre er begge disse problemer (eller glæder) efterhånden blevet behandlet på film med al den visuelle opfindsomhed, man kunne ønske sig. Det har været omtrent et helt århundrede af skæve, skæve billeder. Her vises stofmisbrugerens verden som et mystisk, mellemøstligt land ved navn Interzone... Easy Rider kom på banen i 1969 og brugte den anamorfiske fish-eye -linse til den berømte sekvens i New Orleans-kirkegården, hvor alle personerne åbenbart er på et meget dårligt 25

14 Af Frederik Andersen 26 27

15 If you tolerate this Storesøster og lillebror sidder i køkkenet og tegner, da deres mor kommer ind, sætter sig ved bordet og tænder en cigaret foran børnene. Prompte udløses to iltmasker fra loftet, som børnene tager på, amens moren roser deres kreative evner. Billedet fader, og en bestemt mandestemme siger Vil du ikke selv holde op, så lad i det mindste ikke røgen skade dine børn. Sundhedsstyrelsens tv-spots går aggressivt til værks for at stoppe folks rygning. Men er det etisk forsvarligt? Af Morten S. Clausen og Anne Rosa Simonsen, BA i film- og medievidenskab I begyndelsen svævede danskernes røg tungt over landet. Politikerne så, at røgen var skidt. Politikerne sagde: Der skal være forbud! Og rygning blev forbudt. Forbuddet mod rygning i det offentlige rum blev en realitet i Og trods Kim Larsens noget underlødige modkampagne og værtshusenes pludselige udvidelser af barområdet, så det offentlige rum mindskedes og dermed tillod rygning, var danskerne egentlig godt tilfredse med rygeforbud på offentlige steder. Der herskede en generel konsensus om, at selv om rygning er tæt knyttet til festligt samvær og sociale relationer, så har man på offentlige steder ret til røgfri luft. For der hersker efterhånden ingen tvivl om, at rygning udgør en alvorlig helbredsfare. Lungekræft, åreforkalkning, impotens, forringet kondition og KOL er blot nogle af de uheldige bivirkninger ved rygning, og passiv rygning kan, om ikke andet, være vældigt generende. Det er en udbredt holdning, at man ikke bør have lov til at påføre andre mennesker sundhedsrisici og ubehag, fordi man som individ er afhængig af nikotinrusen. Deraf det offentlige rygeforbud. Men hvad med rygning i det private? Cowboys med cancer Vi skal ikke langt tilbage i historien, før rygning var comme il faut og en naturlig del af voksenlivet. Vores forældre fik deres første cigaretpakke i konfirmationsgave af deres forældre, og der var en veritabel tåge af røg i de danske stuer såvel som på restauranterne, i flyene og på arbejdspladserne. Den amerikanske dramaserie Mad Men portrætterer med stor historisk troværdighed mennesker, karrierer og drømme på et reklamebureau i slutningen af 1950 erne. I det første afsnit står bureauet over for en stor udfordring, da deres kunde, cigaretproducenten Lucky Strike, kræver en løsning på, at rygning nu officielt mistænkes for at være farligt. Op til nu havde man fokuseret på rygningens funktionelle fordele, så hvordan skal man håndtere denne nye belastende viden? Bureauets skarpeste kniv i skuffen får heldigvis en genial idé: At brande Lucky Strike som et livsstilsprodukt og opgive den faktuelle produktoplysning. It s toasted bliver mærkets tagline, og dette er starten på årtiers kommerciel sammenknytning af rygning og cool livsstil. Mad Men er ganske vist fiktion, men det er historisk korrekt, at Lucky Strike med It s toasted lagde grundlaget for decideret branding af cigaretter. Men så blev the Marlboro Man syg. Han fik diagnosen lungekræft som følge af den årelange, intensive rygning. Sidenhen mødte vi the Marlboro Man. Et macho-ikon, der iført cowboyoutfit og med en Marlboro i mundvigen solgte maskulin rygning på plakater, i biografreklamer og i ugeblade. Men så blev the Marlboro Man syg. Eller, det vil sige, tre af de skuespillere, der havde spillet ham, fik diagnosen lungekræft som følge af den årelange, intensive rygning. Marlboro Reds fik det ucharmerende øgenavn Cowboy Killers, da alle tre døde af kræftsygdommen. I Danmark begyndte myndighederne at reagere på det stigende antal undersøgelser, der fastslog de sundhedsmæssige risici forbundet med rygning. Først fik cigaretreklamerne begrænset deres synlighed. Siden fik producenterne forbud mod at kalde deres cigaretter light, fordi betegnelsen kunne forlede forbrugerne til at tro, at der var færre skadelige stoffer i light-cigaretter. Dernæst fulgte de obligatoriske advarsler på pakkerne, der på meget synlig vis advarer om rygningens konsekvenser. Rygestopkurser tilbydes nu på arbejdspladser, i foreninger og for private. Apotekerne sælger nikotintyggegummi som aldrig før. Sundhedsstyrelsen fyrer op for antirygekampagnerne i gallopperende tempo, så rygerne bliver stadig færre og færre. Og de få, der stadig trækkes med deres afhængighed, synes at havne i en marginaliseret og ringeagtet underklasse i et Danmark, der i stigende grad går op i at leve sundt. Passiv rygning i parcelhuset Hvis du skal ryge her, så gå udenfor! er navnet på en kampagne målrettet rygende forældre, som Sundhedsstyrelsen gennemførte i Det tidligere omtalte tv-spot med iltmaskerne 28 29

16 var et vigtigt led i denne kampagne. Fra statens side ville det være politisk selvmord at lovgive om, hvorvidt folk må ryge i deres private stuer. I dette tilfælde kan man dog (som i det offentlige rygeforbud) argumentere med henvisning til påvirkningen af andres sundhed: For så vidt rygning foran andre har en sundhedsskadelig effekt på dem eller udgør voldsom gene, er det fra samfundets side velsagtens på sin plads at påvirke folks handlinger, hvis ikke gennem lov, så gennem oplysning. Særligt i denne situation, hvor børn ikke selv kan vælge røgen fra, er det vigtigt at informere. Spørgsmålet er derfor ikke, om det er etisk forsvarligt at køre en kampagne mod forældres rygning. Spørgsmålet er, hvorvidt den konkrete kommunikation og udformning af argumenter kan forsvares. Lad os derfor se nærmere på tv-spottet i Sundhedsstyrelsens 2008-kampagne, som blev beskrevet i artiklens indledning. Scenen er sat i et helt almindeligt køkken, en genkendelig og idyllisk hverdagssituation tilført hyggelig fuglekvidder på lydsiden. Da moren tænder cigaretten, ændrer scenen imidlertid karakter. Lighterlyden er høj og rungende, og i baggrunden skiftes fuglekvidderen ud med en truende synth-akkord. Da maskerne akkompagneret af en accentueret, dump lyd falder ned fra loftet, starter et væld af negative konnotationer: Hængning, flystyrt, hospitaler og ikke mindst livsfare. Brugen af iltmasker fungerer som omvendt argumentation, idet de jo rent faktisk er børnenes redningsplanke: Er der brug for en så ekstrem foranstaltning, må røgen virkelig være farlig! Utålelig argumentation? Brugen af iltmasker fungerer som omvendt argumentation, idet de jo rent faktisk er børnenes redningsplanke: Er der brug for en så ekstrem foranstaltning, må røgen virkelig være farlig! Det vigtigste budskab i spottet må imidlertid være Børn kan ikke tåle passiv rygning, som toner frem på skærmen efter den direkte verbale henvendelse til den rygende forælder. Det gentages nemlig også af stemmen, der lægger tryk på ikke. Men hvordan skal dette begreb, kan ikke tåle, egentlig forstås? Tankerne bliver umiddelbart ledt hen på allergier. Tag som eksempel en person, der ikke tåler skaldyr: Han bliver meget syg, hvis han får en smule og er i livsfare hvis han får for meget. Han skal derfor under alle omstændigheder undgå skaldyr, fordi det skaber en øjeblikkelig biologisk reaktion der truer hans helbred og muligvis hans liv. Omvendt kan tåle forstås som ikke at have godt af: Jeg kan ikke tåle at gå ude om efteråret, for så bliver jeg forkølet. Kort sagt er budskabets konnotationer alvorlige, men sætningens semantiske betydning er utydelig. Hvis vi analyserer kampagnens argumentation, er påstanden eller budskabet, at man ikke bør udsætte børn for passiv rygning, og belægget er eksplicit, at børn ikke tåler passiv rygning (med den implicitte betydning, at børn risikerer akut fare ved udsættelse for passiv rygning). Hjemmelen er, at rygning generelt er farligt for helbredet, og at passiv rygning dermed også er farligt. Tv-spottet signalerer livsfare, og begrebet tåler ikke insinuerer samme alvor. Men på Sundhedsstyrelsens egen hjemmeside står der ikke noget om akut fare foruden risiko for vuggedød (hvilket jo ikke vedrører de to 5-10-årige børn i spottet). Til gengæld nævnes risiko for flere forkølelser, mere mellemørebetændelse, større risiko for allergi og astma, større risiko for selv at blive fast ryger og så de gammelkendte risici for hjertekarsygdomme og kræft. Men er det virkelig nok til at retfærdiggøre kampagnens fordømmende tone? Ikke-rygeres børn får for eksempel også astma og allergier. Der er ingen links der kan uddybe, hvordan man er kommet frem til, at børn af rygere får flere forkølelser, og man må spørge sig selv: Set i forhold til spottets visuelle budskab, hvad er en forkølelse så? Kampagnefilmen har insinueret bål og brænd, men i virkeligheden italesat ufatteligt lidt. Eller sagt på en anden måde: Filmen benytter sig primært af appelformen patos, altså følelsesladet overtalelse, suppleret med en vis etos Sundhedsstyrelsens troværdighed som autoritet og ekspert, mens logosapellen, de fornuftsmæssige og faktuelle forhold, fuldstændig udelades. Det bør understreges, at der i for sig ikke er noget galt i at basere sin argumentation på patosappel. Men argumentationen bliver uredelig, fordi Sundhedsstyrelsen samtidig bruger sin høje etos som nogen, der har forstand på skadevirkninger ved rygning, til at argumentere for en påstand, som kun tilnærmelsesvist er sand: Nemlig at børn tager direkte, akut og umiddelbar skade af passiv rygning. De dumme, de onde og de virkelig infantile Der uddybes ikke, hvordan man er kommet frem til, at børn af rygere får flere forkølelser, og man må spørge sig selv: Set i forhold til spottets visuelle budskab, hvad er en forkølelse så? Hvis vi vender tilbage til rollefordelingen i tvspottet med iltmaskerne, tegnes der et meget negativt billede af den rygende mor. Selv om hun tager en rudekuvert frem, hvilket signalerer økonomisk ansvarlighed, og selv om hun i et anfald af gedigen forældreomsorg advarer sine børn mod de skoldhede drikkevarer på bordet, ender vi med en fremstilling af moren som barnlig, ignorant og egoistisk. Med ordvalget Vil du ikke selv holde op... antydes det, at moren har foretaget et lystbetonet valg om ikke at stoppe med at ryge, selv om det er farligt for hende og hendes børn. Vil i stedet for eksempelvis kan ignorerer det faktum, at rygere ofte har urimeligt svært ved at holde op. Nikotin er det mest afhængighedsskabende stof vi kender det overgår langt alkohol og kokain. Brugen af formuleringen i det mindste er også interessant i en retorisk forstand, da det får afsenderen til at fremstå som den (bedre) vidende autoritet. Det lyder som en forælders irettesættelse af et barn, der ikke kan se ud over sin egen næsetip, og morn beskrives dermed som barnlig og umoden. Samme konklusion må man nå frem til, når storesøsteren spiller den ansvarsfulde voksne og hjælper lillebroren med iltmasken. Forældre, der ryger, skildres altså som bevidst ondsindede eller ligeglade med deres børn. Rygere, der kun skader sig selv, må til gengæld bare være jævnt dumme. Den seneste kampagne fra Sundhedsstyrelsen i 2009 benytter sig af en ekstremt konfronterende skræmmestil, hvor vi blandt andet i tv-spots ser læger mase tyktflydende gult fedt ud af hvad der påstås at være en rygers blodåre. Når de dumme rygere ikke kan forstå de skriftlige advarsler på cigaretpakkerne, må Sundhedsstyrelsen ty til mere forståelige billeder. Den efterfølgende afsløring af, at den tilstoppede blodåre var konstrueret til lejligheden, sår dog tvivl ved kampagnens troværdighed og virker som ren manipulation. For at samle op på det indledende spørgsmål om, hvorvidt kampagnen Hvis du skal ryge her, så gå udenfor! kan forsvares rent etisk, afhænger svaret af hvilken etik man måler ud fra. Men ud fra et formidlingsetisk synspunkt kan man i særlig grad kritisere kampagnens brug af ordet vil. Hvis du ikke selv VIL stoppe med at ryge, så lad det i det mindste ikke gå ud over os andre. Det er os, skatteyderne, der betaler for dine livsstilssygdomme, så hvad om du tog dig sammen? På den baggrund kan man mene, at Sundhedsstyrelsens kampagne overtræder de formidlingsetiske regler for redelighed. Man kunne ønske sig en mere lødig argumentation og en mere positiv formidling, så skræmmebilleder ikke behøver diktere folks livsstil. If you tolerate this, then your children will be next

17 Af Anne Rosa Simonsen 32 33

18 NEW HOLLYWOOD: Mens det måske er tvivlsomt, at Lindsay Lohans trang til at pudre næsen højner den kunstneriske kvalitet af hendes skuespil, er det dog sikkert, at man ofte har diskuteret sammenhængen mellem euforiserende stoffer og kreativitet. Mange af historiens mest anerkendte værker er produceret under indflydelse af forbudte rusmidler. Et af de mest markante eksempler er 60erne og 70ernes amerikanske nybølge inden for film, New Hollywood, hvor stofferne nærmest kan siges at have reddet filmbranchen. Fotos: Vittorio Storaro Af Agnete Christiansen, stud. film- og medievidenskab Da LSD reddede filmbranchen 34 50erne: Cinemascope og Smell-O- Vision 50erne efterlod den amerikanske filmbranche i chok. Studiesystemet var faldet, biograferne solgt fra og publikum flyttet ud i forstæderne, hvor de af uvisse årsager sad klistret til små gnidrede skærme og henrykkedes over uskarpe billeder på de nye såkaldte fjernsyn. I desperation over de faldende indtægter forsøgte selskaberne at gøre filmene større, vildere og mere spektakulære med tiltag som Cinemascope, 3D-film og Technicolor. Alle sanser skulle aktiveres selv lugtesansen blev ikke ladt i fred med nye duftfilmsteknikker med sigende navne som Smell-O-Vision og Odor- Rama. Men lige lidt hjalp det. For hvad de gamle, hvide mænd med cigar ikke havde opdaget var, at samfundet var under forandring. Blandt de unge opstod der gennem 60erne en større og større trang til at frigøre sig fra samfundet, fra hæmmende beklædningsdele og fra den konforme, borgerlige bevidsthed, der blev overvundet ved brug af nye, kemiske vidundere som LSD. Hurtigt opstod en række modkulturer, der kæmpede for fri sex og mod statens krig i Vietnam, der inden sin afslutning i 1973 nåede at kræve amerikanske liv. Samtidig fortsatte Hollywood med at producere Dorris Day-komedier og Sound of Music -rip offs, ja, selv selvretfærdige pro-krigsfilm, som The Green Berets, hvor all-american hero John Wayne giver både nordvietnamesere og krigsmodstandere det glatte lag. Roger Cormans drenge Alt håb syntes ude, men omkring filmproducenten Roger Corman samlede sig en gruppe unge mænd, der i langt højere grad end det forstokkede Hollywood forstod tidens ånd. Corman var kendt som King of the Bs og spyttede splat, gys og surferfilm ud til det hungrende ungdomspublikum i de amerikanske drive-ins. Med hjælp fra sin stab lavede han op til 7 film om året, nogle af dem optaget på mindre end tre dage, og til gengæld lod han sine medarbejdere, unge filmentusiaster, låne sit udstyr til at lave film i fritiden. Jack Nicholson, Martin Scorsese, Steven Spielberg og George Lucas er kun et udpluk af disse, og med Cormans hjælp skabte de en ny bølge inden for amerikansk film, der overrumplede branchen og kronede instruktøren som den ubestridte konge af filmen. New Hollywood opstår They re young, they re in love and they kill people. De nye instruktører forstod ikke blot tiden de levede i den med alt, hvad det indebar. Selv da de blev mere etablerede og ikke længere lavede film på Cormans udlånte udstyr, kunne deres filmproduktioner ikke være længere fra studiesystemets samlebåndsproduktion. Som med så mange andre nybølger rykkede filmholdene ud af studierne, ud i den virkelige verden, hvilket gav de nye film en særlig æstetik, og filmenes temaer var ikke idyllisk samliv og familie, men oprør, stoffer og mennesket mod systemet. Dette vandt genklang blandt de unge - især med film som Bonnie and Clyde, en romantiseret voldsballade, der i hidtil uset eksplicitte billeder skildrer et ungt par, der myrder sig vej gennem Amerika i en rus af frihed og ung kærlighed. They re young, they re in love and they kill people lød taglinen som en morbid glorificering af dem, der gjorde alt for at gå imod samfundet og systemet. De unge filmskabere nøjedes dog ikke med at visualisere ungdommens livsstil, de tog i allerhøjeste grad selv del i den. Det skortede ikke med sprut og stoffer på settet. Ofte var både crew og skuespillere uarbejdsdygtige på grund af for stort indtag af diverse kemikalier og spiritus, og produktioner overskred regelmæssigt både deadlines og budget. Stoffer og Oscars: Easy Rider Den skæve motorcykelfilm Easy Rider fra 1969 handler om to bikere, spillet af Peter Fonda og Dennis Hopper, der smugler stoffer over den mexicanske grænse og derefter tager til musikfestivalen Mardi Gras i New Orleans, hvor de sammen med to prostituerede tager LSD. Filmen undersøger mange af hippietidens idealer som frihed og fri kærlighed, samt spændingerne mellem hippiekulturen og samfundets konservatisme. Easy Rider blev især bemærket for sin dynamiske visuelle stil, der nok er mest markant i sin visualisering af hovedpersonernes syretrip, som fremstilles i hurtige klip og overeksponeret film. Det var også en af de første film, der brugte kendte musiknumre i stedet for specialkomponeret musik til underlægningen. Produktionen foregik også i hippiekulturens vilde ånd. Hopper og Fonda hyrede ikke noget crew, men fik hjælp af venner og hippier, som Hopper og Fonda hyrede ikke noget crew, men fik hjælp af venner og hippier, som de mødte under optagelserne. de mødte under optagelserne og alle tog stoffer. Selv de joints, der bliver røget i selve filmen, var rigtige, og optagelserne blev ofte afbrudt af umotiverede grineflip. Hopper, der instruerede filmen, var til gengæld i en dårlig periode. Han gik regelmæssigt amok under sine paranoide trips og truede bl.a. skuespilleren Rip Torn, der oprindeligt skulle have spillet Jack Nicholsons rolle, med en kniv til et præproduktionsmøde. Trods de mange problemer blev filmen en kæmpe succes: Den blev nomineret til to Oscars og vandt for bedste debutfilm i Cannes. Skæv filmkunst i junglen: Apocalypse Now Endnu grellere var det under produktionen af Francis Ford Coppolas Apocalypse Now, en filmatisering af Joseph Conrads roman Heart of Darkness. I filmen er handlingen, ganske i tidens ånd, flyttet fra Congo til Vietnam og handler om officeren Willard, der sendes dybt ind i det mareridtslignende Vietnam og i de mørke og vanvittige afkroge af menneskets sind. Filmen blev optaget på Filippinerne under uafbrudt påvirkning af stoffer. Både instruktør, crew og medvirkende væltede rundt i en konstant LSD-dis, og hovedrollen Martin Sheen var tæt på at dø af et hjerteanfald. Optagelserne endte med at tage seks måneder, dog ikke kun pga. stoffer, men fordi Coppola lånte alt krigsmateriel af Filippinernes præsident Marcos, der samtidig skulle bruge sine helikoptere til at nedkæmpe et oprør. Do drugs; make art! Alligevel må det til dels siges at være rusmidlerne, der reddede filmen under New Hollywood-bølgen. Forfatteren Aldous Huxley har beskæftiget sig med euforiserende stoffers påvirkning af den menneskelige kreativitet og er kendt som en fortaler for brug af psychedelia. Han mente ikke, at rusmidler nogensinde ville kunne gøre en dårlig kunster til en dygtig kunster, eller at stoffer kan vække et skjult talent. Men euforiserende stoffer kan give ikke bare kunstnere, men også almindelige mennesker en ny bevidsthed om og et syn på Både instruktør, crew og medvirkende væltede rundt i en konstant LSD-dis... verden, som ikke havde været muligt uden, og som kan fungere som katalysator for nye ideer og tanker. Kunne New Hollywood-folkene have forstået hippie- og antiestablishmentgenerationen så godt, hvis ikke de havde set verden gennem de samme multifarvede LSDbriller? Formentlig ikke. Og hvad kan vi så lære af det, børn: Do drugs and become famous! 35

19 Klummen - Agnete Christiansen, Medievidenskab Stud. Film- og En klumme. Ordets første og i virkeligheden et ubehageligt lille stykke journalistik. Forhåbentligt ikke helt så meget for læseren som for skribenten, der uvægerligt må forfalde til enten lommefilosoferen eller et forceret forsøg på morsomhed og i alle tilfælde til egocentrisme. Undertegnede er lykkeligvis en stor fan og praktiserer gerne alle tre ting, især som det jo gør sig gældende, når man skal have udfyldt sider i et magasin efter forespørgsel. En klumme skal, hvis jeg i øvrigt har forstået ret (min sparsomme erfaring med klummer stammer primært fra at have set de samme tre afsnit af den pseudofeministiske serie Sex & The City nogle hundrede gange), gerne behandle et aktuelt emne med en skæv vinkel eller et almenmenneskeligt problem/semieksistentielt spørgsmål med en personlig vinkel. Da jeg ingen smag har for aktualitet, faldt valget for mit vedkommende hurtigt på den personligt vinklede klumme. Naturligvis i temanummerets ånd med omdrejningspunktet rus, et emne, som jeg følte mig erfaren nok til at kunne bidrage til, i og med at jeg på Roskilde Festival 2008 havde prøvet at fyre en fed, som de unge siger. I samme nu, som jeg havde lagt mig fast på et emne i den lettere ende, dog turneret med en dyb og velresearchet sociologisk pointe til slut nemlig mit misbrugslignende forhold til TvDanmark after school specials i blev jeg imidlertid bragt i knæ af en influenzalignende sygdom (som heldigvis umuligt kan have været den såkaldte svinepest, da jeg til punkt og prikke har fulgt opslagene på toiletterne med KUAs H1N1-håndvaskeregulativer). Samtidig havde jeg fornøjelsen af at skulle skrive dette nummers artikel om journalistikkens egen heksedoktor, Hunter S. Thompson, hvilket set i bakspejlet var omtrent det dummeste, jeg kunne gøre. At give sig i lag med Hunter, når man, som jeg, begiver sig ud på den millimetertynde is, som nogen kalder personlig journalistik, kan kun munde ud i to præcis lige uudholdelige konsekvenser: prætentiøs efterligning eller uproduktivt mismod. I min febervildelse følte jeg naturligvis, at der kun var en vej frem: Til helvede med Tv-Danmark. Hvis det afdankede syrehoved kan, så kan jeg også, hvæsede jeg. Stoffer var tydeligvis den eneste vej til 36 storslået journalistik. Eneste problem var, at jeg ikke havde nogen. Christiania var en åbenlys løsning, men panserne, tænkte jeg, panserne kan jeg ikke slippe udenom. Sidste uge blev jeg taget i Metroen uden billet og forsøgte febrilsk at vise bryst gennem 5 cm uld, mens en upåvirkelig og tydeligvis homoseksuel kontrollør bonnede mig for 600 kr. Ingen chance for at slippe levende ud af Staden med så meget som en kvart joint. I desperation efter den poetiske rus gav jeg mig i stedet i kast med toiletskabets glæder: Paracetamol, ibuprofen, acetylsalisylsyre, Zymelin, Otrivin, antihistamin og en halv pakke hexokain, der havde overskredet sidste brugsdato med tre måneder. Sweet! Jeg tog en af hver og lagde mig på sengen og ventede på mit livs syretrip. Imod al forventning begyndte feberen i stedet at lette. Satans! Nu var der kun en udvej. Jeg havde frygtet den, for når først man tager den, er der ingen vej tilbage: Metaklummen anslag om, hvordan jeg forsøger at skrive en klumme, hvorefter jeg indser, at jeg ikke har mere plads og desuden har deadline om to timer. Bingo! Og med disse ord forlader jeg dig kære læser, for jeg har allerede overskredet både deadline, antal anslag og formentlig også din tålmodighed 37 Foto: MMVIII NEW LINE PRODUCTIONS, IN ALL RIGHTS RESERVED.

20 Er fremtiden i 3D? Af Mikkel Kofod remtiden er her igen. 3D har været F forsøgt før uden succes. En filmbranche, der som alle andre er kriseramte, håber på, at et længste tilløb i filmhistorien er slut. 3D-filmen er kommet, og denne gang er det for at blive. Hvad der tidligere ansås for at være en tarvelig gimmick, er nu blevet udråbt som filmbranchens fremtid. Be 3 D or be square! Siden 1890erne, hvor de første eksperimenter med formatet fandt sted, har man arbejdet på at forbedre udbredelse og teknisk kvalitet, men det er først nu det giver mening at tale om et egentligt gennembrud. Big business O g det hele handler om penge. Selvfølgelig. Men de filmiske muligheder er også enorme. Kun en økonomisk tåbe frygter nemlig ikke at lave film i disse tider. Salget af dvd er falder, og det nye format Blue Ray mangler endnu et fornuftigt prisleje på afspillere, før det endelig slår igennem. Hvis det nogensinde sker. For mange satser på at sejle direkte forbi Blu Ray-bølgen og tørskoet til det forjættede land, hvor det eneste der ikke er digitalt, er den computer, som afspiller filmen. Tiden med dvd er, videobånd og laserdiscs er forbi; snart eksisterer film kun som filer på en harddisk. Og så er en indtægtskilde, der ellers har været sikker for filmbranchen siden videomaskinen vandt frem i 1980erne, endegyldigt tørret ud. Ulovlig download af film, der ofte ikke har fået premiere endnu, bliver stadig mere almindeligt, 38 Det gælder om at få hevet folk væk fra den bærbare og ind i biografen. I 1946 gik millioner mennesker i biografen i USA hver uge (rekord for én uge: 98 millioner!) ud af en befolkning på 140 millioner. Et rekordstort antal der stadig ikke er overgået. E B TVets skærm var lille, sort-hvid og kvadratisk. Derfor svarede Hollywood igen ved at gøre deres film større og vise dem i farver. Hidtil havde alle film været i det TV-lignende 4:3-format, men herefter blev alle film optaget i 16:9-format. Det nye rektangulære 16:9-format gjorde biografoplevelsen mere overvældende, fordi billedet var større, og dets rektangulære form mindede om menneskets naturlige synsfelt, der også er rektangulært. Målet var at gøre oplevelsen ved at se filmen i biografen væsentligt større end ved at se den i fjernsynet derhjemme. Den første film der benyttede sig af denne nye teknik var den ellers ikke mindeværdige Men jeg så ham dø (The Robe, 1953) af Henry Koster. selv blandt pæne borgere. Finanskrisen gør ikke livet lettere for den blødende patient. Der er kun et sted denne tilbagegang kan vendes til optur: I biografsalen. Det gælder om at få hevet folk væk fra den bærbare og ind i biografen. Historien viser, at når filmbranchen især Hollywood er presset på pengepungen, finder de på noget nyt. De ændrer filmene, farverne og nu fremvisningen. Men film i 3-D er ikke noget nyt. Langt fra. Og Hollywood har før klaret sig ud af kriser, der opstod, fordi teknologiske fremskridt holdt folk i hjemmet og væk fra biograferne. Spektakulær fiasko fter 1946 ændredes filmbranchen i US TV et kom og faldt sammen med en generel højkonjunktur i det amerikanske samfund. Folk flyttede til forstæderne og havde brug for et underholdningsmedie, der kunne udfylde fritiden, som mest foregik i hjemmet. TV et passede perfekt, og i 1957 var det gennemsnitlige billetsalg per uge halveret til 47 millioner. Antallet af spillefilm per år faldt fra 500 til 150. Det var varige forandringer i folks hverdag. Biografen var ikke længere den gennemsnitlige families fælles forlystelse, men kun en lille del af det voksende udbud af fritidsmuligheder, der fulgte med voksende forbrugerkultur. Hollywood var tvunget til at lokke folk tilbage i biografen ved at udvikle filmmediet. pengene ligger i den tredje dimension. Men vil det lykkes denne gang, og hvorfor gik det galt tidligere? D Højkonjunktur dræber Hollywood Målet var at gøre oplevelsen ved at se filmen i biografen væsentligt større end ved at se den i fjernsynet derhjemme. Selvom den første farvefilm var fra 1935, Mamoulians Becky Sharp, var kun 20 % af alle biograffilm i farver i Inden slutningen af årtiet, var dette tal steget til 50 % og Hollywood tvunget til at billiggøre den dyre teknologi. I dag er det næsten utænkeligt at se en Hollywood-film i sort/hvid, med mindre det er udtryk for et kunstnerisk valg. På samme måde er biografernes lydanlæg kraftigt opgraderet, og 16:9-formatet senere kom det endnu bredere Cinemascope-format fuldstændig standard. elønningen ved at besvære sig hele vejen fra forstæderne og til biografen skulle være en stimulering af andre sanser end kun syns- og høresansen. Ikke alle tiltag var lige succesfulde. Den mest spektakulære fiasko fra Hollywoods side var nok forsøget på at indføre film akkompagneret af duft, som heldigvis døde allerede i udviklingsfasen. Langt større var succesen, da man forsøgte sig med 3D-film, selvom de stadig var en sjældenhed. Ved at kombinere to kameraers film og ved at bruge de specielle 3D-briller opnåede man et overraskende godt indtryk af en tæt forgrund og en bevægelig baggrund, der skulle imitere effekten af, når et menneske ser med begge øjne. Afrikas Djævle (Bwana Devil,1953), var den første af den slags film, men også Hitchcock forsøgte sig med Dial M for Murder (1954). Udstyret til optagelse af 3D-film var meget dyrt og besværligt, især fordi råfilmen var meget lidt lysfølsom, og der derfor skulle bruges store mængder projektører. Dette besværliggjorde kamerabevægelser, og da fremvisningsudstyret også var meget dyrt, slog 3D-film aldrig igennem. Der blev kun lavet få film (dog af notabiliteter som Alfred Hitchcock og Douglas Sirk), og produktionen af 3D-film stoppede i 1955, selvom der stadig blev gjort enkelte forsøg de følgende år. IMAX-film, som eksempelvis Planetariet viser på en hvælvet flade, der næsten totalt omslutter publikum, er faktisk efterhånden blevet en selvstændig og rentabel genre, hvilket viser publikums lyst til ekstraordinære filmoplevelser. Konturerne af en regulær trafikprop af 3D-film tegner sig med 14 titler på vej i