Ungt firma i gamle huse

Transkript

1 Ungt firma i gamle huse

2 Kloster - Kanonstøberi - Kunstdrejer - Forsikring optakt Det har været en spændende og lærerig opgave at skrive de gamle huses historie, eller rettere nogle fragmenter heraf, og samtidig søge at indflette situationer fra den travle verden, som kendetegner en moderne a-kasse med lige ved forventningsfulde medlemmer plus 36 ansatte i København og fem i Århus. Det at arbejde i de gamle huse gør, at man får nye aspekter ind i sin hverdag. Ikke kun de mange vanskeligheder ved at skulle fungere som et moderne kontor med lysfølsomme computere, umage mødelokaler, skæve gulve og utætte vinduer. Men også glæden ved at mærke, at dagligdagen rummer mere end regelfortolkninger, budgetrevisioner og medlemmer, der er kommet i klemme i det bureaukratiske system; nemlig husenes sjæle i kraft af de skønånder som billedhuggere, digtere og musikere samt storkøbmænd og kunsthåndværkere, der gennem generationer har virket her. Også det liv, som udfolder sig på gaderne og de mennesker, der ses i vinduerne over gården og på gaden, præger hverdagen. På forunderlig vis giver denne åbenbare kontrast megen inspiration til at tackle klassiske problemstillinger med gode nuancer. Jeg er Ulrik Bo Andersen megen tak skyldig for den grundige research, han har stået for. CA er et ungt firma med næsten 70 % af medlemmerne under 40 år og halvdelen af medarbejderne ligeledes under 40 år. Det er mit håb, at medlemmer og medarbejdere vil have glæde og nytte af at læse ungt firma i gamle huse. Ove Bjørn Petersen Tekst og research Ove Bjørn Petersen Ulrik Bo Andersen Layout og opsætning Camilla Aurvig CA, Sværtegade København K ca.dk København, marts 2005

3 Sværtegade 3 Økonomernes hus i København har sin egen historie, hvor Chr. IV fik støbt kanoner, hvor kirkerne fik lavet kirkeklokker, hvor det københavnske borgerskab fik drejet paraplyhåndtag, og hvor en familievirksomhed eksisterede i over 180 år. Huset ligger over for Berlingske Tidende, tæt ved Gl. Mønt, Købmagergade, Strøget og Nørreport Station. Dette område nordøst for Pilestræde var ubebygget indtil omkring år I en periode var her urtehave for slottet. Skt. Clara Kloster I begyndelsen af 1500-tallet blev Skt. Clara Kloster bygget som det sidste klosterbyggeri inden Reformationen. Klosterhaven strakte sig formentlig over til Pilestræde og omfattede altså det, der næsten femhundrede år senere skulle blive civiløkonomernes grund. Klostret er ikke så kendt som Gråbrødre og Helligånd. Det var et stilfærdigt nonnekloster samlet om bøn og indre fromhedsliv, der ikke satte sig noget stærkt præg på byens liv i øvrigt. I dag minder kun gadenavnet Klareboderne os om det forsvundne kloster. I de tumultagtige reformationsår forsvandt nonnernes eksistensgrundlag - almisserne - og nonnerne rejste bort. Nogle år senere brugte den tyske koloni klosterets kirke. I 1596 ses endnu bygningerne på et stik, men nu blev de anvendt til støberi og møntsmedje. Gaden Gl. Mønt går i dag i tværs over tomten. 3

4 Kloster - Kanonstøberi - Kunstdrejer - Forsikring Kanonstøberi - Giethuset Omkring år 1600 lod Chr. IV et kanonstøberi, Giethuset, opføre i området. Støberiet lavede dog andet end kanoner, kirkernes klokker blev også støbt her. Arkæologer mener, at huset delvis blev bygget af klostrets sten. I dag udgør rester af Giethusets murværk en del af fundamentet til CA s hus. Så vi ejer en bygning, der i sin historie rækker langt tilbage, og som bogstaveligt talt står på en af Chr. IV s bygninger. Men huset har undergået ændringer, der afspejler forskellige historiske epoker. Gaden hed indtil 1661 Giethusgade, senere hed den Regnegade - både Store og Lille - og fra 1773 hed den Sværtegade. Det er uvist, hvor Sværtegade har sit navn fra. Muligvis stammer det fra støberiarbejderne i Giethuset, som vel ikke altid var nyvaskede til fyraften. Københavns Bymuseum undersøgte i december 1984 de gamle murrester under kælderen. Resultaterne af undersøgelsen peger på, at der først stod et hus orienteret mod Pilestræde, hvis sydlige gavlvæg i dag er som en del af husets langsgående, bærende væg. Den løber midt i bygningen næsten parallelt med den nuværende nordvæg imod gården. Huset er opført i første halvdel af 1600-tallet, dvs. den samme periode som den gamle børsbygning. Museet fandt en del teglfragmenter: En del af en tallerken, der indvendig var grønglaseret og langs kanten dekoreret med smalle røde, dekorative bølge- og linjeornamenter; en del af en frisekakkel fra tallet med tekstiltryk på bagsiden; den nedre del af en stor smeltedigel, som må stamme fra støberiet. 4

5 Københavns brande Københavns brand i oktober 1728 hærgede også denne karré. Kun et enkelt hus i Pilestræde undgik flammerne. Netop Sværtegade 3 bærer en tydelig erindring om branden: Huset har en ganske ualmindelig form, idet østgavlen er næsten dobbelt så lang som vestgavlen. Ved regulering af gadeforløbet efter branden flyttede husets ejer facaden helt ud til det nye gadeforløb. København brændte igen i 1795, men denne gang undgik området omkring Pilestræde at blive flammernes bytte. Sværtegade 3 - forhuset Mellem 1730 og 1738 opførte murermester Gothfried Schuster to selvstændige, men sammenhængende huse på brandtomten, som da dækkede Pilestræde 40 samt Sværtegade 1 og 3. Schuster var en af datidens store bygmestre, han opførte bl.a. byens nye rådhus mellem det nuværende Gammel Torv og Nytorv. Begge huse blev opført i to grundmurede etager. Hjørnehuset Pilestræde 40/Sværtegade 1 havde seks fag med kvist over to fag mod Pilestræde og syv fag med kvist over tre fag i Sværtegade 1. Huset i Sværtegade 3 blev opført i fem fag med en gavlkvist over tre fag. I første etage var en port på to fag. I 1744 fraseparerede Gothfried Schuster den del af grunden, som hørte til matrikel 170, dvs. Sværtegade 3. Tallet No. 170 over porten henviser altså til matrikelnummeret, som stadig gælder, lige som ejendommen fortsat hører under Købmager Kvarter. Begge ejendomme er med på det kort i fugleperspektiv, som Christian Gedde fremstillede over København og omegn i På kortet kan man få en ide om, hvordan husene så ud på denne tid, men da Gedde har vist alle huse fra facaden, er ikke alle huse gengivet helt korrekt. 5

6 Kloster - Kanonstøberi - Kunstdrejer - Forsikring Mellem 1764 og 1790 blev huset forhøjet med to etager. Det havde nu endvidere et vinkeltag med fire tagvinduer og en kælder under tre fag. Forhøjelsen var mere end fundamentet kunne bære, og ganske langsomt og gennem de næste 200 år satte huset sig, så der opstod store skævheder i vægge og gulve. Det mærkede man, da huset skulle renoveres i midten af 1980erne. Schwartzerne i Sværtegade Den nuværende udformning af CA s hus skyldes i høj grad en familievirksomheds liv og virke. I mere end 180 år drev familien Schwartz et kunstdrejeri i Sværtegade 3. I dag er det svært at forestille sig, at man fremstillede bogbind, billardkugler og piber af elfenben, fiske- og hvalben på en hånd- eller foddrevet drejebænk, men netop derfor er historien om familien Schwartz værd at fortælle. Det er historien om en svunden tid og et svundet håndværk. Johan Adam Schwartz indvandrede til København fra Tyskland i 1778 og arbejdede hos mange forskellige kunstdrejere, før han endte hos Graumann i Sværtegade. Graumanns forretning lå i Sværtegade 5, hvor Berlingske Tidende nu Tegning af Otto C. erhvervet af CA i

7 har sit annoncecenter og altså lige over for butikkens nuværende placering. I 1801 fik Johan Adam Schwartz borgerbrev som drejer og blev Graumanns kompagnon. Da Graumann døde i 1804, overtog Schwartz virksomheden og - som det var skik og brug den gang - Graumanns enke. To år senere, i 1806, købte Schwartz ejendommen Sværtegade 3 for rigsdaler courant. Et ganske pænt beløb, som han enten havde tjent ved godt og flittigt arbejde eller arvet sammen med virksomheden og enken. Johan Adam Schwartz fik ingen børn, men hidkaldte i stedet nevøen Johan Georg fra Tyskland, som blev knyttet til virksomheden i Johan Georg fik borgerskab som kunstdrejer i 1808 og allerede i 1812 blev han hof-kunstdrejer. I virksomhedens første 50 år producerede Schwartzerne især kamme af ben fra bardehvalen, paraplyhåndtag i elfenben og ikke mindst kirurgiske instrumenter. I en annonce i Fædrelandet i 1850erne reklamerede firmaet for en Clyso Pompe, som var en transportabel lavementsprøjte. Pumpen havde flere formål, den kunne således også "for Læger tillige tjene som Mavesprøjte." Onkel og nevø var driftige og flittige folk, og i 1826 opførte de et baghus i gården. Det tjente både som værksteder og lager, men også som sovesal for virksomhedens læredrenge og svende. Baghusets adresse er i dag Pilestræde 40C, og det vender vi tilbage til senere. Ombygningen i 1847 I 1847 fik Schwartzerne arkitekt H.C. Stilling til at ombygge huset. Stilling var en af byens førende 7

8 Kloster - Kanonstøberi - Kunstdrejer - Forsikring arkitekter, som også stod bag Casino-bygningen, Folketeatret og nogle af Tivolis ældste bygninger. Stilling tilføjede en etage til huset og gav, i det i det hele taget sit nuværende udseende med den karakteristiske facade og den elegant udstyrede butik. Udstillingsvinduerne fik flotte rundbuer, som også går igen over porten. Butikslokalet blev udstyret med diske i træ med glasmontre på toppen til de fint forarbejdede varer, træpaneler og glasmontre på væggene. På den tid indføjede arkitekter i stigende grad såkaldte senklassicistiske elementer i husenes facader, ofte med et noget overdekoreret resultat til følge. Den skæbne er heldigvis ikke overgået Sværtegade 3. Ved ombygningen genanvendte håndværkerne en del af tagkonstruktionen, som sine steder altså er mere end 250 år gamle. Helt frem til butikkens lukning i 1983 stod der en ganske særlig stol i butikslokalet, hvor kunderne kunne hvile deres trætte ben. På en metalplade bar stolen følgende indskrift: År 1806 plantede jeg i vor gård et lille ahorntræ. År 1857, da dets top nåede op over huset, måtte det gjøre plads for vor dampkjedel. Af dette træ har min søn Adam ladet denne stol forfærdige til mig. I.G. Schwartz. 8 Foto : Nationalmuseet

9 Mere om Schwartzerne Industrialiseringen slog først for alvor igennem i Danmark fra 1870erne, men allerede fra 1850erne mærkede man dens positive og negative sider i Sværtegade 3. I 1857 opstillede firmaet en af landets allerførste dampmaskiner, som skulle drive drejemaskinerne. Det øgede givet produktiviteten. Omvendt mærkede familien Schwartz de negative sider af industrialiseringen ved, at mange produkter overgik fra håndværk til at blive produceret som industrivarer. Samtidig steg mange råmaterialer som hvalbarder voldsomt i pris. Firmaets overlevelse i disse nye tider blev at satse på at være kunstdrejere med streg under kunst. Frem mod århundredeskiftet fremtryllede kunstdrejerne det ene mesterværk efter det andet - i elfenben produceredes bogbind, skakspil, skakbrikker og opsatser. Kamme, manchetknapper, papirknive, pudderdåser, smykker og meget andet blev fremstillet i alt hvad der kan drejes: narhvaltand, rav, perlemor, ibenholt, palisander, guld og sølv. Blandt mesterværkerne hører utvivlsomt firmaets brudegave, en vifte, til Chr. IX s ældste datter prinsesse Alexandra, da hun i 1863 ægtede prinsen af Wales, den senere kong Edward VII. Foto : Nationalmuseet 9

10 Kloster - Kanonstøberi - Kunstdrejer - Forsikring Tredje generation af Schwartzerne var på dette tidspunkt kommet til. Han hed Johan Adam lige som stifteren, og firmaet hed nu I. G. Schwartz & Søn, idet man den gang ikke tog forskellen mellem bogstaverne i og j så højtideligt. Johan Adam II blev især kendt for sine offentlige tillidshverv. I en periode var han formand for Industriforeningen, han var kraftigt medvirkende til at oprette Den Nye Håndværkerskole, han var medlem af Københavns Borgerrepræsentation, lige som han var aktiv i Arbejdernes Boligforening. Som tak for sidstnævnte indsats fik han opkaldt en gade efter sig - J.A. Schwartzgade i kartoffelrækkerne på Østerbro. Selv om I.G. Schwartz & Søns rolle som betydende kunstdrejervirksomhed var ved at rinde ud ved Johan Adam IIs død i 1874, eksisterede virksomheden i yderligere 100 år. Johan Adam IIs søn Frans Schwartz overtog firmaet i en kort periode mellem 1911 og Herefter blev det omdannet til aktieselskab og blev i højere grad et handelsselskab, som handlede med tekstilvarer. Der blev dog stadig drejet kunstdrejergenstande i Sværtegade. Erik Broe (billedet nedenfor), som overtog virksomheden i 1952 og var dens sidste ejer, blev udlært hos I.G. Schwartz & Søn i 1930 erne. 10 Foto : Nationalmuseet

11 Fredningen Huset er nu fredet som de fleste andre i karréen Pilestræde-Sværtegade-Gl. Mønt-Møntergade. Fredningsstyrelsen har derfor spillet en aktiv rolle ved restaureringen, og blandt andet er butiksinventaret i stuen fredet. Dette enestående klenodie er pietetsfuldt istandsat i midten af 1980 erne. De nye beboere I efteråret 1985 købte CA ejendommen af Berlingske Tidende. FDC flyttede ind som lejere af 1. og 2. etage, mens CA selv havde 3. og 4. etage. I august 1988 flyttede FDC, og CA blev nu enebeboer af hele ejendommen. I nogle år stod både 1. og 2. etagen tomme, men i en periode var 2. salen udlejet til et shippingfirma. Renoveringen At sætte Sværtegade 3 i stand var en både udfordrende, krævende og spændende opgave. Renoveringsarbejdet skulle udføres med fuld respekt for områdets helhed, de enkelte bygningers historie og materialernes genuitet. Ved at overdrage opgaven til arkitekt Jens Chr. Varmings tegnestue blev kvalitet sat i højsædet. Tegnestuen var kendt for et langt arbejde med det ældre København, både som den fantasifulde og kyndige forsker og som den, der kunne bringe værdifulde huse fra tidligere århundreder ind i det 20. århundrede i god brugsstand - og altid med vidtgående bygningshistoriske hensyn. Trods alle forudgående undersøgelser og beregninger skete der uforudsete ting og sager. Stærke nerver og masser af godt humør var helt nødvendige. Der viste sig bl.a. at være hussvampe i en del af det øverste af huset foruden forudsigelige mængder af andre svampe, råd og lignende. 11

12 Kloster - Kanonstøberi - Kunstdrejer - Forsikring For at understøtte den ene gavl var det nødvendigt at pilotere, så 10 solide betonpiller blev banket op til seks meter ned i jorden og holder nu husets østende. Da man nærmede sig slutningen af byggeriet, viste skorstenen sig at have en gammel skade, der kunne have udviklet sig ret dramatisk, så der måtte hugges ned og mures op. Den tonstunge skorsten havde med årene sat sig og trukket hele huset nedad, så gulvene hældede dramatisk, væggene var revnet og dørene bandt. Bag paneler løb mus og rotter rundt. Huset var træt. Det var de to ekstra etager, der var kommet på huset i sidste halvdel af 1700-tallet, der havde fået det til at sætte sig lige så stille og roligt og alligevel ganske voldsomt. Planen for renovering Overskriften for restaureringsplanen var at sætte alting i stand, så det ikke længere kan knække og revne, og så det kan bruges af moderne mennesker - men bevar huset! Etagernes grundplan var ligetil: store reelle rum, to mod gaden og to mod gården, en lille entre samt en trappe, som løber gennem hele ejendommen. Desuden de nødvendige sanitære installationer. Vinklerne var højst usædvanlige, så kontorfunktionerne måtte tilpasse sig huset og ikke omvendt. Schwartz s butik i stueetagen gav et helt specielt problem. Fredningsmyndighederne havde fredet butikken med alt dens inventar, så den skulle blive stående og måtte ikke ændres. Den var nemlig enestående i sin karakter, og fordi den i så mange år var forblevet uforandret. Facaden Facaden blev malet med lys gul som hovedfarve, vindueskarmene var grå, vinduer og gesimser var hvide 12

13 således, at det hvide og grå fik overtaget på butikken. Over butikken meddeler fredede bogstaver om Schwartz tilknytning til huset. Længere oppe fortæller støbte bogstaver, at Sværtegade har fået ny ejer: Økonomernes Hus, indtil 2004 Cilviløkonomernes Hus. Øverst lyser tre nybyggede kviste. Som facaden står i dag, trækker den uvilkårligt opmærksomhed på sig på grund af butiksvinduerne og den prægnante farvesammensætning. Huset praler ikke, men det skjuler sig heller ikke. Foto : CA s arkiv Kælderen Kælderen var så lys, at myndighederne godkendte den til faste arbejdspladser, men den blev indrettet til frokoststue og mødelokale. I åben forbindelse med frokoststuen blev opsat et gedigent køkken i en meget stærk, massiv udgave. Det står i sin naturlige lyse lød mod de hvide vægge og det sorte gulv med hvidevarer og lamper. Den store tragtformede emhætte udelukker næsten dekorationen. Stuen Hvor før Schwartzerne drøftede med kunderne, hvor- 13

14 Kloster - Kanonstøberi - Kunstdrejer - Forsikring dan de kunne dreje en knap, skulle der nu handles en anden vare over disken - service. Her blev etableret reception, hvortil alle medlemmer og andre med ærinde i huset når ad en kort trappe fra portrummet. Porten Portrummet står i lyse farver, hvid, grå og gul. Midt i rummet deler en glasport det i to, og en marmortavle fortæller om de tidligere ejere. Det opvarmede rum bagest i porten står i direkte forbindelse med husets indvendige trappe. Gulvet blev belagt med nye egetræsklodser, der lignede de gamle. I porten rev man en etage væk og afslørede et porthvælv fra 1800-tallet. Det står nu genopfrisket med sine bånd og kassetter i hvide og grå nuancer. I bunden er kassetterne malet gule. Etagerne På 1. og 2. sal blev der indrettet kontorer, og på 2. sal giver træpaneler tre af kontorerne en helt særegen stemning. 14 Foto : Camilla Aurvig

15 Bemærkelsesværdigt er lokalet med væggene smykket med små klassicistiske gipsrelieffer med arkaiske motiver og paneldøre, der kan åbne sig til skabe bagved. Med store vinduer og lofthøjde tynger de mørke paneler ikke rummene, men giver dem en fornemmelse af soliditet og tidløshed. Kontorerne ind mod gården har stærkt kantede former - her står den store skorsten og de tidligere ildsteder, der i stuen, 1. og 2. sal er istandsat og fritlagte. Glargården - Pilestræde 40 B/ Sværtegade 1 I sommeren 1992 udvidede CA betydeligt som følge af en stor medlemstilgang, og hele huset blev taget i brug. Samtidig måtte CA derudover leje sig ind i Pilestræde 40 B - Glargården. Pilestræde har vel sit navn efter byens avlsgård, Pilegården, der nævnes første gang i I daglig tale kaldtes gaden for Springgade, da byens tyre var opstaldet her. I 1881 blev navnet ændret til Pilestræde, da man fandt det oprindelige navn for vulgært. Pilestræde blev valgt, fordi der her i middelalderen var store mængder af stynede piletræer, som byens borgere brugte til stave og gærder, når de skulle indhegne deres kålhaver. Hjørneejendommen Pilestræde 40/Sværtegade 1 blev som nævnt opført mellem 1730 og 1738 af Gothfried Schuster sammen med Sværtegade 3. Mellem 1758 og 1837 udskiltes første det ene af ejendommens syv fag mod Sværtegade og siden yderligere et fag som en 15

16 Kloster - Kanonstøberi - Kunstdrejer - Forsikring selvstændig del af bygningen, som kaldtes communikationen. Ejendommen blev forhøjet med to etager mellem 1806 og 1812, hvor gavlkvistene samtidig forsvandt. Inden 1850 er huset blevet forhøjet med endnu en etage, og der er kommet heltag med seks zinkinddækkede tagvinduer til gaden og tre mod gården. I ombyggedes kælderen og 1. etage, så der opstod fire butikker i gadeniveau og en indskudt etage derover. CA på tre etager Schuster ejede selv ejendommen de første par år. Siden har den bl.a. været ejet af en vinhandler Jens Christian Jacobsen i begyndelsen af 1800-tallet, en boghandler Rudolph Klein i 1870 erne, Dansk Sæbeindustri i en kort periode omkring 1920 og herefter og frem til 1959 Glarmestrenes Glasforsikring A/S. Sidstnævnte udstedte den 28. december 1932 en deklaration om, at ejendommens navn er Glargaarden, som ejendommen fortsat hedder i dag. I løbet af 1993/94 rådede CA også over 1. og 2. etagen i Pilestræde. For at skabe let adgangsvej blev der i sommeren 1994 brudt hul i væggen mellem husene, 16 Maleri af Hans voigt Steffensen

17 så der nu er direkte adgang mellem Sværtegade 1. sal og Pilestræde 2. sal. Trappen kaldes i daglig tale hullet. I forbindelse med CA s 20 års jubilæum i 1998 blev kunstmaleren Hans Voigt Steffensen stillet den opgave at udfærdige et maleri af gadehjørnet Pilestræde og Sværtegade. I sommeren 2003 blev facaden mod gården gennemrestaureret med blandt andet nye vinduesrammer. Den 1. september blev det store stillads taget ned, men inden da blev CA s medarbejdere foreviget på stilladset. Nu kunne både medarbejdere og gæster glæde sig over den smukke facade i gården. I foråret og sommeren 1994 gennemgik facaden på Sværtegade en total renovering. Pudset blev banket af helt ind til stenene, og de gamle stukornamenteringer blev genetableret. Efter mange større og mindre omflytninger har forsikringsafdelingen nu belagt hele Sværtegade. Kælderen er Foto : Preben Rasmussen 17

18 Kloster - Kanonstøberi - Kunstdrejer - Forsikring blevet til arkiv, og 4. sal er frokoststue. Pilestræde rummer CA s øvrige funktioner. Pilestræde 40 C - baghuset Efter statsbankerotten i 1813 og afståelsen af Norge i 1814 røg Danmark ind i en økonomisk afmatning, der varede de næste 20 år. Afmatning gjaldt dog ikke Kunstdrejer Schwartz. I 1826 opførte Schwartz et sammenhængende bag- og sidehus i gården bag forhuset til Sværtegade 3. Huset blev opført i grundmur i tre etager med delvis høj kælder samt loft. Det meste af huset blev brugt til lager og værksted, men i kældersalen i sidebygningen var der også beboelse. Her boede firmaets otte læredrenge, for den gang var det kutyme, at mester sørgede for både uddannelse, kost og logi. En arbejdsdag på 16 timer er ikke for børn - det var det den gang! Den yngste læredreng begyndte allerede kl med at tænde op i kakkelovnene på værkstedet og hente vand til svendene. Resten af læredrengene og svendene begyndte arbejdet kl. 6. Svendene kunne holde fyraften allerede kl. 20, mens drengene måtte blive ved til kl. 22. De to sidste timer fik de nemlig en lille betaling for deres arbejde, som blev udbetalt samlet efter endt læretid. De første 14 timer fik børnene ingen betaling for. Og børn var de, allerhøjest store drenge, som vel kun lige var blevet konfirmeret, før de kom i lære. Læretiden varede seks år. I 1857 byggede Schwartzerne endnu en lille bygning i gården. Det var en enetages bygning med skorsten, som rummede en dampkedel. Maskinen skulle drive drejebænkene, og på dette tidspunkt blev de fleste 18

19 håndværksmaskiner drevet manuelt, så den har givet vakt stor opsigt. Hvornår bygningen blev revet ned melder historien ikke noget om. I takt med, at firmaet ændrede sig i retning af kunstdrejer- og handelsvirksomhed, ændrede pladsbehovet sig også. Fra 1860 erne var det heller ikke længere almindeligt, at læredrengene boede hos mester, så efterhånden fik andre lejere også deres gang i baghuset. I en lang periode efter år 1900 husede ejendommen bl.a. hof bogbinder Anker Kysters bogbinderi. Kyster var en af tidens ypperste bogbindere, og han har for eksempel indbundet det eksemplar af Grundloven fra 1915, der står på Christiansborg. I.G. Schwartz & Søn brugte imidlertid bygningerne lige til det sidste og bevarede et værksted i sidebygningen, og så sent som i 1946 rummede baghuset firmaets paraply-afdeling. Baghuset blev grundigt renoveret i slutningen af 1980 erne og blev især ombygget til kontorer. Huset blev isoleret, vinduerne blev repareret og malet, og taget måtte skiftes, da der viste sig at være svamp i tagkonstruktionen. Foto : Camilla Aurvig 19

20 Kloster - Kanonstøberi - Kunstdrejer - Forsikring Inden renoveringen havde huset rummet alt fra skireparationsværksted over systue til fotoatelier, og mellem 1973 og 1984, da Berlingske Tidende ejede ejendommen, havde avisens skyttelaug sin skydebane i tagetagen. Lige som resten af karréen er bag- og sidehuset fredet. Schwartzerne opførte oprindeligt huset som en del af Sværtegade 3, men i dag er adressen Pilestræde 40 C, selv om matrikelnummeret er Købmager Kvarter 170, altså Sværtegade 3. Ændringen skyldes formentlig, at der nu er adgang til huset via porten i Pilestræde 40. CA flyttede ind i Pilestræde 40 C 2. sal den 26. maj 2004 og har i dag indrettet karriererådgivning. Medarbejderne sidder i to-mandskontorer, så der er plads til tre samtalerum til fortrolige samtaler med medlemmerne. Skulpturen Konchylion af Charlotte Basse står i karriererådgivningens reception. Den blev afsløret ved åbningsreceptionen i 2004 af CA s formand Max Ørnskov Hansen. 20 Foto : Mark Andersen

21 Købmandsgård - Brændevinsbrænderi - Kaserne - Lager - Værksted Vesterport 8K Økonomernes Hus i Århus har sin egen historie, hvor der blev handlet med korn og frø, hvor der blev brygget brændevin, hvor der blev repareret cykler, og hvor soldater har været indlogeret. Vesterport Området omkring Vesterport har ligget inden for Århus bys mure helt siden 1200-tallet. Byens vestlige port mod Viborg stod indtil midten af 1800-tallet ved Vesterbro Torv for enden af Vesterport. Oprindeligt var Vesterport en del af Vestergade, som på dette sted drejede skarpt mod nord op mod Vesterbro Torv. Denne del af gaden var ikke særligt lang, og den kaldtes derfor ofte for Lille Vestergade. I 1910 skiftede gaden navn til Vesterport. De første tegn på beboelse af Vesterport 8 stammer fra 1300-tallet. Da man i 1846 gravede på gårdspladsen, fandt man en møntskat på 89 mønter. De fleste var såkaldte hanseatiske wittenpenninge, hvoraf de yngste var slået efter reces Mønterne er formentlig blevet gravet ned i urolige tider, men ejeren er altså ikke kommet tilbage efter sin skat. Købmandsgård I 1761 stod der en trelænget gård i to stokværk på stedet, som blev ejet af købmand Mogens Blach. Gården blev opført mellem 1693 og 1761, det nøjagtige årstal kendes ikke. Gården var ret stor og bestod af et forhus i 22 fag med to porte, et 18 fag sidehus mod nord og to baghuse på ni og 11 fag. Dertil kom et halvtag på 13 fag. Købmand Ejner Søren Jensen Schmidt ejede gården i 1811, som da var blevet ændret og udbygget. Det nordlige sidehus bestod nu af ni fag og i forlængelse heraf 15 fag. Begge dele var i to stokværk. Bygningen 1

22 i 15 fag er stort set identisk med det nuværende sidehus med svalegangen. Købmand T. F. Severin opførte i 1827 et nyt baghus på 20½ fag i to stokværk og med kælder under de 11 fag. I 1918 blev 2-3 fag mod syd nedbrudt for at give plads til en stor grundmuret lagerbygning i fire etager, men ellers står baghuset, som da det blev opført. I 1847 opførte Severin det lille enetages sidehus mod syd, Vesterport 8K, som Økonomernes A-kasse nu har lejet. Huset er opført i bindingsværk og grundmur i ni fag. Huset blev formentlig brugt til lager. Købmand og rådmand Jens Poulsen Hald erstattede i 1849 forhuset og det nordlige sidehus med det nuværende forhus og sidehus, som begge er i grundmur og to etager. Halds gård rummede både pakhuse, stalde, en tømmerplads og - som det var typisk for den tids købmandsgårde - et complet Brændeviinsbrænderi paa circa 5 Tdr. Størrelse, med tilhørende Kjelder, Kar og øvrige Apparater, som der stod i salgsannoncen i Aarhus Stiftstidende den 30. august Jens Poulsen Hald tog borgerskab som købmand i Århus i 1810, og udvidede med tiden sin forretning, så han ejede flere ejendomme i Vestergade. Ved siden af købmandsforretningen havde han fra 1815 en lang række borgerlige ombud og var både rodemester, overformynder og takserborger. Han var desuden medlem af Borgerrepræsentationen fra 1838 og rådmand fra Vesterport 8 var netop fuldført, da han døde. Kaserne Rådmand Halds gård har gennem tiden været anvendt til mange formål. I slutningen af 1800-tallet havde den stedlige garnisonskommandant bolig i forhuset, mens baghuset var indrettet til kaserne med spisesal i kælderen. Det enligt beliggende sidehus blev muligvis 2

23 Købmandsgård - Brændevinsbrænderi - Kaserne - Lager - Værksted også anvendt til kaserne på dette tidspunkt. Den nordlige mur blev i hvert fald omsat til grundmur i 1875, da den blev indrettet til beboelse. Lager og værksted Efter år 1900 har gårdens bag- og sidehuse især været anvendt som lagre og værksteder. Det gjaldt også frøavler og frøhandler Helm-Petersen, som fra 1910til 1930 ejede både Vesterport 8K og nabogården i Vestergade 58. Begge gårde var store, men ikke så store, som Helm-Petersen vist gerne ville have det til at se ud. På firmaets brevpapir har bygningerne i hvert fald fået tilføjet et par ekstra fag. Hermansen Cykler Fra 1932 og de næste knapt 50 år frem havde Cykelhandler Hermansen forretning i Nørre Allé. Værkstedet og lageret lå i Vesterport 8K. Hermansen var af den gamle skole og reparerede cykler iført hvid skjorte og slips - og vel at mærke uden at få pletter på skjorten. Forretningen hedder stadig Hermansen Cykler, men den er nu flyttet over på den anden side af Nørre Allé og har fået ny ejer. Fredning I 1970 blev hele gården fredet, men alle bygningerne var i meget dårlig stand og trængte til at blive sat i 3 Foto : Bygningsdirektoratet i Århus

24 stand. Renoveringen kom først i gang, da byggefirmaet Olav de Linde købte gården af Låsby-Svendsen i I løbet af 1979 og 1980 blev butikkerne i forhuset omdannet til boliger, og sammen med de eksisterende lejligheder blev de solgt som ejerlejligheder. Totalrenovering af Vesterport 8K Sidehuset Vesterport 8K blev først renoveret i Huset var på det tidspunkt så faldefærdigt, at det næsten var ved at falde sammen. Der var ingen vandinstallationer i huset, vandet kom i stedet fra en vandslange, som løb tværs over gårdspladsen. Kakkelovne sørgede for varmen. Olav de Linde gennemførte en særdeles omfattende renovering af huset. Valget af arkitekt faldt på Knud Krøll. Foto : Poul Pedersen og Ole Hein Pedersen Taget Hele taget inklusiv spær og dækket mellem stue- og loftsetagen blev fjernet. Nogle af spærene kom tilbage på plads, andre måtte skiftes ud. Der blev lagt nye tegl og installeret nye Velux GGL2 ovenlysvinduer. Facaden Bindingsværket blev delvis skiftet ud, og der blev muret nye tavl og sokler. De to portdøre i husets østli- 4