ABELINES GÅRD RINGKØBING-SKJERN KOMMUNE

Transkript

1 F R E D N I N G S V Æ R D I E R ABELINES GÅRD RINGKØBING-SKJERN KOMMUNE

2 2 Besigtigelsesdato: Besigtiget af: Stefanie Høy Brink Journalnummer: / Kommune: Ringkøbing-Skjern Kommune Adresse: Sønder Klitvej 87, 6960 Hvide Sande Betegnelse: Abelines Gård Fredningsår: 1974 Omfang: Den firlængede gård (1871) med brolægning på gårdspladsen og langs længernes ydersider BYGNINGSBESKRIVELSE Abelines Gård ligger midt på landtangen Holmsland Klit syd for Hvide Sande. På den anden side af landevejen er en redningsstation med en mindre bygning til raketudstyr og et bådehus. Mod øst er et ældre latrinhus og en indhegnet urtehave. Abelines Gård er en firlænget gård i rød blank mur med hvidtet sokkel og et hel- og halvvalmet, rørtækket tag med mønning af tørv. Gården er opbygget som en karakteristisk vestjysk klitgård med stuelængen mod syd, staldlængen mod vest, laden mod nord og portlængen mod øst. Alle længers facade afsluttes af sugfjæl på nær stuelængen, der mod syd har en hvidtet sparrenkopgesims. I rygningen på stuelængen, der lokalt betegnes æ salshus, er tre hvidtede skorstenspiber med sokkel og krave. Æ salshusets facade er prydet med hvidtede pilastre ved hjørnerne, omkring hoveddøren og under frontkvisten, der lokalt betegnes arkengaffen, i midten. Gårdsiden er hvidkalket. Dørene i facaden i æ salshuset er nyere, tofløjede fyldingsdøre med ruder i den øverste del. Dørene er malet grønblå med hvide stafferinger. Mod gårdsiden er en ældre, enfløjet fyldingsdør med ældre, tredelt overvindue. Derudover er to ældre revledøre. Dørene på gårdsiden er grønmalede. I vestgavlen er ligeledes en ældre revledør. Stuelængens vinduer er dels nyere, traditionelt udførte, og dels ældre vinduer, der er fladbuede, småsprossede, hvidmalede, en- og torammede under fladbuede stik. I arkengaffen er et ældre halvcirkulært vindue med dekorative sprosser, hvorunder der er murankre udført som CSS 1871 KLS. Murankre ses også i begge gavle, hvor der også er luger. Staldlængen er i rød, blank mur mod vest og mod gårdsiden hvidkalket. I den vestre tagflade er en stråtagskvist, hvori der er en luge med et enrammet vindue. På begge staldlængens sider er ældre, grønmalede revledøre og -luger samt enkelte fladbuede staldvinduer,

3 3 hvoraf de fleste er blændende og dem på gårdsiden er nyere. Her er også enkelte etrammede, småsprossede vinduer. Laden er i klægsten og hvidkalket mod nord og i blank mur mod gårdsiden. Mod nord er en stor, nyere, traditionelt udført, tofløjet port, der hæver sig op i tagfladen. På gårdsiden er en nyere traditionelt udført revleport og dør. På begge sider samt i gavlene er en revledør, ældre luger og en- og torammede vinduer, hvor enkelte er nyere, men traditionelt udførte. Porte, luger og døre er grønmalede, mens vinduerne er hvidmalede. I gavlene ses murankre. Portlængen mod øst er i blankmur med en ældre, stor, tofløjet port i midten, der hæver sig op i tagfladen. I porten er en ganglåge. Porten flankeres af to mindre, tofløjede porte samt af en nyere revledør. Mod gårdsiden er en lignende port på den anden side af portrummet samt fem revledøre. Alle porte og døre er grønmalede. Der er på begge sider enkelte mindre, enrammede vinduer og de er, som de andre vinduer, hvidmalede. Abelines Gård er indrettet til museum med en oprindelig planløsning stort set intakt. I stuelængen er stuer mod syd og køkkenet med spisekamre, mælke- og brændselsrum mod gårdspladsen. Ud for hver hoveddør er en forstue, hvoraf den østre adskiller de to fine stuer. Stuen i midten samt det store kammer mod vest omkranses af alkover. Længst mod vest er bryggerset med et bagvedliggende pigekammer. I bryggerset er bevaret bageovn og gruekedel. Det indre er meget velbevaret med oprindelige og ældre brædde- og teglstensgulve, bræddelofter eller listeinddækkede lofter mellem synlige bjælker samt bræddevægge. Dørene er ældre fyldings- og revledøre med gerichter, låsetøj, beslåning og gangtøj. Desuden findes i stuerne indbyggede skabe og alkovelåger. I køkkenet er et ældre brændekomfur samt ældre køkkeninventar, herunder skabe. I den fine stue er ældre vægfliser samt ådrede døre med ådrede topstykker. I storstuen længst mod øst er bræddepaneler samt en bemalet ovnniche, hvor der er en ældre kolonneovn. Den repræsentative sydside, der tydeligt viser, at sydlængen er til beboelse. I staldlængen er en tidligere ko- og hestestald, adskilt af en skillevæg. Ved hestestalen er hakkelsesrum og et karlekammer. I væggen mellem hestestaldene og hakkelsrummet er to ældre luger. I staldene er spiltorve og båse samt støbt grebning. Der er bevaret ældre bræddelofter mellem synlige bjælker, kalkede vægge og revledøre. Laden er inddraget til udstilling. Der er nyere flisegulv og åbent til tagkonstruktionen. I den østlige ende er museumsbutik og billetsalg, hvor der er nyere flisegulv og bræddeloft.

4 4 Portlængen er indrettet med flere mindre rum til fiskeredskaber, gæstestald, tømmerstue samt vaskerum. Der er sandstensgulv, kalkede vægge og ældre bræddeloft mellem synlige bjælker. I selve portrummet er der åbent til tagkonstruktionen. Belægningen på gårdspladsen og langs gårdens ydersider er af kantstillede strandsten, som er kilet fast. BYGNINGSHISTORIE Abelines Gård ligger på den smalle og udsatte landtange Holmsland Klit, der i mange år kun var sparsomt beboet, grundet den dårlige jord. Jorden var fæstegods under forskellige vestjyske herregårde, senest under herregården Søgård og størstedelen af klitten var udlagt til fællesgræsning for kreaturer og får. Således boede der kun 30 familier ved folketællingen i I 1830 gik Søgård på tvangsauktion og gårdene overgik til selveje. I løbet af 1800-tallet voksede antallet af familier dog til 150. Familierne ernærede sig ved en blanding af landbrug og fiskeri, men især de store strandinger og forlis var en stor indtægtskilde, hvor klitboerne bjærgede vraggodset hjem til auktioner, hvor staten solgte det. Det var et stort forlis lillejuleaften i 1811, hvor to engelske krigsskibe forliste på vestkysten ved Thorsminde, der gjorde udslaget. 13 mænd ud af 1400 blev reddet og det blev besluttet at oprette Det nørrejyske Redningsvæsen. Redningsstationer blev opført langs vestkysten heriblandt ud fra Abelines Gård. Østlængen med porte. I forgrunden ses det lille latrin. Abelines Gård blev opført som en erstatning for en gammel fæstegård i midten af 1800 årene af Christen Lauridsen, der havde arvet gården fra sin far. Gården blev langsomt udbygget til sine nuværende fire længer i den sidste halvdel af 1800-tallet og stod færdig i 1871, hvor Christens søn Christen, kaldet Kræ, ejede gården. Kræ blev strandfoged, hvilket betød at han i stormvejr skulle gå vagt ved kysten og hjælpe med at bjærge mandskab og værdier fra strandede og forliste skibe. Strandfogedgårde var derfor ofte store, da de skulle kunne huse nødstedte sømænd. På Abelines Gård blev den østlige ende ofte brugt til huse sømændene. Erhvervet gik i arv, så da Kræ gik på aftægt i 1895 overtog hans to sønner Laurids og Christen gården. Laurids blev i 1890 gift med Abeline, og drev herefter gården alene. Laurids døde i 1904 af tuberkulose og Abeline måtte drive gården videre som enke. Abeline fortsatte i sin svigerfars spor og var strandfoged ved siden af landbruget, men i begyndelsen af 1900-tallet med dampskibenes indtog og de forbedrede navigationsmidler blev strandingerne færre og Abeline måtte finde en ny indtægtskilde. Det blev turismen. Klitten blev et yndet feriemål og i stedet for nødstedte sømænd husede Abeline sommergæster. Det var den samme kunstnerfamilie fra Herning, der hver sommer tilbragte sommeren ved vestkysten. Til gæsterne blev der i den østre ende indrettet et

5 5 lille køkken og det lille latrinhus blev opført ved urtehaven. Gårdens beboere gjorde som alle gjorde på landet, de satte sig bag køerne i stalden, men det kunne man ikke byde feriegæsterne. Lokummet blev placeret ved urtehaven, så var gødningen ved siden af. I 1886 fik Abelines gård installeret en telefon. I perioden installerede staten en telefon i én gård i hver af klittens samlinger af huse og gårde. I 1895 blev telefonen på Abelines Gård til central, som Abeline bestyrede. Abeline døde i To af hendes børn, Metea og Niels Christian, boede fortsat på gården, men solgte den i 1958 til skibsreder C.C. Clausen fra Sønderjylland. Han købte flere gårde og forsøgte sig med fåreavl. Metea og Niels Christian fik lov at blive boende i stuehuset. De følgende år begyndte gården at forfalde, men i 1974 fik amtmant Bach fra Ringkøbing stiftet en forening med det formål at redde gården, og i 1977 åbnede Abelines Gård som museum. Abelines Gård var en strandfogedgård og den tilknyttede redningsstation lå lige ved siden af gården. KILDER Peter Duun Andersen. Den vestjyske klitgård. Poul Kristensens Forlag, Gert Alsted. Abelines Gård Klitgårde Gode råd og to lokalplaner. Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen landsplanafdelingen, Kulturministeriet, Kulturarvsstyrelsen, Holmsland Kommune og Ringkøbing Kommune MILJØMÆSSIG VÆRDI Den miljømæssige værdi knytter sig til gårdens beliggenhed i det åbne landskab i overgangen mellem klithede, ager og engarealer, således at flest mulige af klittens naturlige ressourcer var inden for rækkevidde af gården. Hertil kommer sammenhængen mellem den firlængede gård, redningsstationen og det lille latrinhus, der vidner om gårdens funktion som strandfogedgård og hus for sommergæster. Endelig har den lille urtehave på gårdens østside miljømæssig værdi. Urtehaven, lokalt betegnet kålgården, lå på gårdens læside indhegnet af et bræddestakit, så gårdens dyr ikke kunne komme ind. KULTURHISTORISK VÆRDI Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Abelines Gård som en velbevaret repræsentant for den vestjyske klitgård med fire sammenbyggede længer, hvor stuelængen ligger mod syd, stalden mod vest, laden mod nord og portlængen mod øst. Gården er helt

6 6 karakteristisk sammenbygget i det ydre såvel som i det indre, således at man kunne bevæge sig fra den ene længe til den næste og derved undgå at skulle udenfor i det barske klima for at komme over i laden. Stuehusets kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til de egnskarakteristiske træk med facaden i rød, blank mur med arkengaf, hvidtede detaljer omkring hjørner og hoveddørene og sparrenkopgesims, der sammen med skorstenspiberne i rygningen tydeligt viser at dette var beboelseslængen. Gårdsiden er kalket og fremstår ligesom de øvrige længer langt mere prunkløs end den repræsentative sydfacade på stuehuset. Hertil kommer de to symmetrisk placerede hoveddøre, der lokalt betegnes æ sals, og som ligeledes er karakteristiske for en vestjysk klitgård, hvor den ene førte ind til en forstue og den anden til et bryggers eller aftægtsboligen. Nordlængen laden er som den eneste kalket hvid på ydersiden. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for stuehusets indre til den stort set oprindelige planløsning med en forstue, der er flankeret af de fine stuer mod syd og en forstuegang til dagligstuen med alkover, ligeledes mod syd, mens køkken, spisekamre og mælkerum vender mod nord. Fra køkkenet er en smal gang til brændselsrummet, bryggerset og pigekammeret, ligesom der er en baggang, således at man kunne bevæge sig uden om de finere stuer til funktionsrummene. Den bevarede planløsning vidner således om, hvordan de repræsentative stuer holdtes adskilt fra funktionsrummene. Endelig har de mange ældre og oprindelige bygningsdele og -detaljer med tidstypiske bemalinger kulturhistorisk værdi, idet de vidner om gårdens historie og udvikling samt rummenes indbyrdes hierarki, hvor stuerne er karakteriseret ved bræddegulve, paneler, fyldingsdøre og ovnnicher og funktionsrummene er karakteriseret ved tegl- og flisegulve, revledøre samt støbejernskomfuret i køkkenet og bageovnen og gruekedlen i bryggerset. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for vestlængens ydre til dens prunkløse fremtræden med mindre vinduesåbninger, der vidner om længen havde en funktionel berettigelse. Tillige vestlængens udgang til både gårdspladsen og den mod vest liggende møddingeplads. I modsætning til den øvrige del af landet lå møddingepladsen på vestjyske klitgårde uden for gårdspladsen. De to små luger mod gårdspladsen vidner om, at gården også har haft fårehold og høns, hvilket også var karakteristisk for den vestjyske blandingsøkonomi. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for vestlængens indre til dens bevarede opdeling med ko- og hestestald, hakkelsrum til foder og karlekammeret, der helt karakteristisk ligger i forbindelse med hestestalden. Tillige staldinventaret, herunder grebning, båse, spiltorve og lugerne i væggen mellem hakkelsesrum og hestestalden,

7 7 der svarede til antallet af heste i stalden. Hertil kommer de mere robuste overflader, herunder pigstensgulve og støbte gulve, kalkede vægge og bræddeloft mellem synlige bjælker samt revledørene, der vidner om bygningens tidligere funktion som stald for flere slags kreaturer. Den kulturhistoriske værdi for laden knytter sig i det ydre til nordsidens opførelse i klægsten, der var et billigere byggemateriale end teglsten og kunne fremstilles hjemme, da de blot skulle tørre i solen. Væggene er pudset med klæg og herefter kalket hvid. Bygningens tidligere funktion som lade aflæses tydeligt i bygningens ydre, hvor de fire luger på nordsiden vidner om ladens opdeling i gulve, hvor hø og korn blev opbevaret: æ høgwoel høgulvet, æ hawergwoel havre gulvet og æ byggwoel byggulvet. Hver luge gav adgang til et gulv, og derved kunne man læsse af vognen udefra. Imellem gulvene var loen, hvor kornet blev tærsket. Endelig har den store portgennemkørsel kulturhistorisk værdi, da denne ligeledes er karakteristisk for en lade på en vestjysk klitgård. Den kulturhistoriske værdi ved ladens indre knytter sig til den delvist bevarede opdeling mellem de forskellige gulve samt åbningen til tagkonstruktionen, der muliggjorde opbevaringsplads. Hertil kommer portgennemkørslen og den robuste materialeholdning, der vidner om ladens funktion til opbevaring af hø og korn. Den kulturhistoriske værdi for østlængen knytter sig i det ydre til dens prunkløse fremtræden med få vinduesåbninger, store portgennemkørsel og mange revledøre på gårdsiden. Østlængen er helt traditionelt opført med adgang til tømmerstue, vognport og rum til fiskeriredskaber fra gårdsiden. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for østlængens indre til den robuste materialeholdning med pigstensgulve, kalkede vægge og bræddelofter mellem synlige bjælker samt inddelingen i mindre rum. Endelig knytter den kulturhistoriske værdi sig til brolægningen omkring gårdspladsen og langs gårdens ydervægge. Brolægningen er af egnskarakteristiske kantstillede strandsten, der er kilede fast. Gårdspladsen er anlagt i forskellige mønstre og farver, der er lagt som rulleskifter, og opdeler gårdspladsen i baner, og den tidligere brønds placering fortsat kan ses i belægningen. ARKITEKTONISK VÆRDI Den arkitektoniske værdi knytter sig til den firlængede gårds enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt tag, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen og porte.

8 8 Placeringen af vinduernes overkant i gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag. Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og stik over vinduerne, dørens stafferinger og skorstenspibernes hvide sokkel og krave giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør med de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og efterfølgende kontrastfulde bemalinger med stærke farver. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre og skabslåger og alkovedøre. Denne afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi. BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER Overordnet knytter de bærende fredningsværdier sig til den firlængede klitgård med halvvalmet, rørtækket tag med mønning af tørv med stuehuset mod syd, stald mod vest, lade mod nord og portlænge mod øst samt til belægningen på gårdspladsen og omkring ydermurene. De kantstillede strandsten langs ydermurerne og på gårdspladsen er også fredet. De bærende fredningsværdier knytter sig for stuehusets ydre til facaden i blank mur med arkengaf, hvidtede pilastre omkring hjørnerne og hoveddørene, hvidtet sparrenkopgesims samt de to traditionelt udførte hoveddøre, tillige den hvidkalkede gårdside og murankrene i arkengaffen og gavlene. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til den bevarede planløsning med forstue og stuer mod syd og funktionsrum, herunder køkken, spisekamre, mælkekammer, brændselsrum og bryggers mod gårdsiden, pigekammeret ved bryggerset, baggangen, dagligstuen med alkover. Endvidere de oprindelige og ældre overflader, herunder brædde-, flise- og teglgulve, bræddelofter mellem synlige bjælker og bræddevæggene. Tillige de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder vægfliser, fyldingsdøre med ådring, bemalinger, beslåning,

9 9 gang- og låsetøj, de ådrede døroverstykker, gerichter, træpaneler, ovnnicher, jernovne, spisekammerenes inventar, støbejernskomfuret i køkkenet samt gruekedel og bageovn i bryggerset. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig for staldlængens ydre til facaden i blank mur og den hvidkalkede gårdside, til de overvejende lukkede sider med mindre staldvinduer, revledøre- og luger samt stråtagskvisten. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til opdelingen mellem ko- og hestestald, hakkelsesrummet og karlekammeret samt til det bevarede staldinventar, herunder båse, spiltorve og grebning, til lugerne i skillevæggen. Tillige pigstensgulv, loftsbrædder- og bjælker samt de kalkede vægge. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig for ladens ydre til konstruktionen i klægsten med hvidkalket nordfacade og gårdfacade i blank, rød mur med portgennemkørsel samt til de lukkede sider og de fire luger i nordsiden. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til den delvise bevarede opdeling i fire gulve, de kalkede vægge og den synlige tagkonstruktion. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig for østlængens ydre til facaderne i rødt, blankt murværk, portrummet med den traditionelt udførte revleport med ganglåge samt gårdsidens revledøre. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til portrummet og længens opdeling i mindre, adskilte rum med pigstensgulv og kalkede bindingsværksvægge, loftsbrædder og synligt bjælkelag. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. ANBEFALINGER Ingen angivet.