VESTER STRANDGADE 33 RINGKØBING-SKJERN KOMMUNE

Transkript

1 F R E D N I N G S V Æ R D I E R VESTER STRANDGADE 33 RINGKØBING-SKJERN KOMMUNE

2 2 Besigtigelsesdato: Besigtiget af: Stefanie Høy Brink Journalnummer: / Kommune: Ringkøbing-Skjern Kommune Adresse: Vester Strandgade 33, 6950 Ringkøbing Betegnelse: Vester Strandgade 33 Fredningsår: 1980 Omfang: Forhuset og det hermed sammenbyggede sidehus(1872) BYGNINGSBESKRIVELSE Vester Strandgade 33 ligger på hjørnet af Vester Strandgade og Søndergade og afslutter husrækken på den brolagte Vester Strandgade, der strækker sig fra Torvet ned til havnen i Ringkøbing. I nordgavlen er forhuset sammenbygget med et udskud. Bag udskuddet er et lille gårdrum. Vester Strandgade 33 består af et forhus, der er sammenbygget med et sidehus mod øst, der igen er sammenbygget med en garage, der ikke er omfattet af fredningen. Forhus og sidehus danner sammen med et hvidmalet stakit mod Søndergade rammen om et pigstensbelagt gårdrum. Forhuset er grundmuret i én etage og syv fag langt og har et affaset hjørne. På gårdsiden er endnu et udskud. Bygningen hviler på en sorttjæret sokkel og afsluttes af et rødt, halvvalmet tegltag. I begge tagflader ses nyere, runde ovenlysvinduer og i tagfladen mod Vester Strandgade desuden en rytterkvist. Facaden er i rød, blankmur og afsluttes af en hvid, profileret hovedgesims. En tretrins granittrappe fører til den ældre hoveddør med fladbuet, opsprosset overvindue. I udskuddet mod gaden er en traditionelt udført fyldingsdør. På gårdsiden er en nyere, hvidmalet dør. Vinduerne er nyere, men traditionelt udførte firrammede vinduer, hvor den øverste ramme er fladbuet. Over vinduer og døre ses fladbuede stik. I udskuddet er ældre jernvinduer. Vinduer og døre er blåmalede. I det lille gårdrum mod nord er en kældernedgang til kælderen under huset. Vester Strandgade 33 ligger for enden af vejen tæt på havnen. I det indre er indrettet tre lejligheder, der alle har en traditionel planløsning med stuer mod gaden og køkken mod gårdsiden. Tageetagen er udnyttet til værelser. Der er nyere parketgulve og sænkede gipslofter, men vinduerne er overvejende ældre med koblede rammer. Der er bevaret enkelte fyldingsdøre og ellers ses glatte døre og nyere fyldingsdøre. Der er desuden bevaret en ældre ligeløbstrappe.

3 3 Sidehuset er seks fag langt i én etage over en lav, sort sokkel. Taget er et rødt, teglhængt heltag, hvor der i tagfladen ses flere nyere ovenlysvinduer. Mod gårdsiden er to nyere, hvidmalede døre med skråtstillet rude. Vinduerne er ældre og enten torammede eller med jernsprosser, men alle er fladbuede under fladbuede stik. Det indre er indrettet til beboelse med stue mod gårdsiden og køkken mod nordøst. En nyere trappe uden stødtrin fører til den udnyttede tagetage, hvor der er værelser. Der er nyere bræddegulve og synlige bjælker samt nyere glatte døre. BYGNINGSHISTORIE Ringkøbing fik sit navn fra den nærliggende landsby Rindum. Ringkøbing blev nævnt første gang på skrift i 1325, men der har formentlig været by på stedet siden 1200-tallet. Byen fik købstadsrettigheder i midten af 1300-tallet og byens fremgang fortsatte op igennem 1500-tallet, hvor en omfattende studeeksport sikrede at Ringkøbing blev et lovligt toldsted. Fra 1600-tallet gik det den anden vej. Svenskekrigene, stormfloder og oversvømmelser var medvirkende til den hårde tid. Ringkøbing var trods disse omstændigheder begunstiget af handel, grundet havnen, som betjente det store opland. Herfra kunne stude, korn, smør, flæsk, fisk, skind og uld eksporteres til Tyskland, Holland, England og Norge. Men da indsejlingen til fjorden begyndte at sande til og i 1788 måtte studeeksporten ophøre. Med anlæggelsen af skibbroen i 1820 blev forholdene igen bedre. Ringkøbings byplan ændrede sig stort set ikke fra middelalderen og frem til sidst i 1800-tallet, men bygningerne ændrede sig; bindingsværket blev erstattet af grundmur og stråtagene erstattet med tegl. Karakteristisk for Ringkøbings ældste bygninger er i dag de lave småhuse, opført i mørkerøde sten med kraftige, hvide gesimser under store afvalmede tage. Det var især ophævelsen af konsumptionen i 1851, der satte sit præg på byens udvikling, da den herefter kunne brede sig ud over den tidligere toldgrænse. Hovedvejene til Herning og Holstebro blev anlagt kort tid efter og byen begyndte at brede sig ud langs de nye indfaldsveje. Bymarken omkring den gamle bykerne var opdelt i mange smalle strimler og blev først i 1880 udskiftet til større agre. Den vestjyske bane åbnede i 1875, hvor Ringkøbing var en af de nye stationer. Den blev anlagt for at servicere den nye, store havn i Esbjerg hvorefter den lokale skibsfart næsten døde ud og blev erstattet af større industri langs jernbanen. Ligesom resten af landet satte industrialiseringen sine spor i Ringkøbing med både offentlige og private industrier, herunder gasværk, vandværk og elværk, uldspinderi, tæppefabrik og møbelfabrik. Dette viste sig også i arkitekturen, hvor især historicismen kendetegner mange af de

4 4 større byggerier, der skilte sig ud fra den ældre bygningsmasse ved sit større volumen og mere individualiserede præg, der enten hentede sin inspiration fra den sydeuropæiske renæssance eller ældre dansk bygningskunst. Industrialiseringen betød også bedre forhold for havnen. I blev der anlagt en ny havn som afløsning for den gamle skibbro. I takt med industrialiseringen tog byudviklingen fat og det første kvarter, der blev udbygget var mellem den gamle middelalderlige bykerne og stationen, hvor de store industrier lå. Vester Strandgade 33 er opført i I begyndelsen af 1980 erne blev forhus og sidehus inddelt i fire lejligheder og samtidig istandsat. KILDER Kommuneatlas Ringkøbing. Miljøministeriet. Skov- og Naturstyrelsen i samarbejde med Ringkøbing Kommune, MILJØMÆSSIG VÆRDI Den miljømæssige værdi knytter sig til forhusets beliggenhed på et hjørne, hvor den markerer afslutningen på Vester Strandgade og den ældre del af Ringkøbings bykerne. Hertil kommer sammenhængen mellem for- og sidehus og det pigstensbelagte gårdrum, der ophøjer det traditionelle miljø. KULTURHISTORISK VÆRDI Den kulturhistoriske værdi knytter sig til i det ydre til forhuset som en tidstypisk og egnstypisk repræsentant for et byhus i Ringkøbing, der er kendetegnende ved facaden i rød blank mur med hvidtet hovedgesims og halvvalmede, røde tegltage. Hertil kommer det interne bygningshierarki mellem forhus og sidehus, hvor sidehuset med sin mere prunkløse fremtræden underordner sig forhuset, der med sin profilerede gesims, taktfaste vinduessætning, hoveddør og helvalmede tag fremstår mere repræsentativ. Forhuset og sidehus og det mellemliggende pigstensbelagte gårdrum. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den traditionelle grundplan med stuer mod Vester Strandgade og køkkener mod gårdsiden. Hertil kommer de ældre døre og vinduer, der vidner om bygningens alder og udvikling. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for sidehusets ydre til dets sammenhæng med det mere repræsentative forhus, hvor sidehuset er grundmuret med facaden i rød, blank mur og teglhængt heltag, men uden unødig dekoration og med jernvinduer, hvilket vidner om, at sidehuset havde en funktionsmæssig berettigelse.

5 5 Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til disponeringen med et stort rum uden skillevægge, der vidner om, at bygningen ikke altid har været udnyttet til beboelse. ARKITEKTONISK VÆRDI Den arkitektoniske værdi for forhuset knytter sig i det ydre til facadens taktfaste vinduesplacering og facadens enkle, symmetriske fremtræden i rødt murværk med hvidtet gesims, der kun brydes af den asymmetriske placering af indgangspartiet. Det tilbagetrukne indgangsparti samt de fladbuede stik giver facaden et karakterfuldt udtryk trods den enkle komposition. BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER De bærende fredningsværdier knytter sig for forhusets ydre til den grundmurede bygning i en etage med udskud og affaset hjørne over en sort sokkel, med halvalmet tegltag samt facaden i blankt murværk med hvidtet gesims og den ældre hoveddør og de ældre vinduer af træ og jern. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til den traditionelle grundplan med stuer mod gaden og køkken mod gårdsiden samt til de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder døre og vinduer med alle detaljer samt trappen. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig til sidehusets ydre til den grundmurede bygning i en etage over en sort sokkel og med teglhængt heltag samt facaden i blankt murværk og de ældre vinduer af træ og jern. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til disponeringen med et større rum og køkken mod nord samt de ældre vinduer. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. ANBEFALINGER Ingen angivet.