NØRRE LYNGVIG, MARIE FJORDS GÅRD RINGKØBING-SKJERN KOMMUNE

Transkript

1 F R E D N I N G S V Æ R D I E R NØRRE LYNGVIG, MARIE FJORDS GÅRD RINGKØBING-SKJERN KOMMUNE

2 2 Besigtigelsesdato: Besigtiget af: Stefanie Høy Brink Journalnummer: / Kommune: Ringkøbing-Skjern Kommune Adresse: Holmsland Klitvej 91, 6960 Hvide Sande Betegnelse: Nørre Lyngvig, Marie Fjords Gård Fredningsår: 1971 Omfang: Den firelængede gård (beg. af tallet) BYGNINGSBESKRIVELSE Marie Fjords Gård ligger midt på landtangen Holmsland Klit nord for Hvide Sande. Vest for gården er Lyngvig Fyr. Belægningen på gårdspladsen er af kantstillede strandsten, som er kilet fast. Der er enkelte beton pletter. På grunden er desuden en grundmuret bygning, der har form som en redningsstation. Marie Fjords Gård er en firelænget gård i rød blank mur på en sokkel af syldsten og ubrudt, halvvalmet rørtækket tag med mønning af tørv. Gården er opbygget som en variation af en karakteristisk vestjysk klitgård med stuelængen mod øst, aftægts- og bryggerslænge mod syd, stald mod vest og laden mod nord. Alle længers facade afsluttes enten af rødmalede sugfjæl eller murede gesimser på nær stuelængen, der mod øst har en hvidtet sparrenkopgesims af træ. Tagetagerne er uudnyttede. I rygningen på stuelængen, der lokalt betegnes æ salshus, er to murede skorstenspiber med sokkel og krave. På gårdsiden er en nyere, hvidmalet revledør. I gårdsidens tagflade er to tagskægskviste med et nyere enrammet, firdelt vindue i. Gårdsiden er kalket og har en høj sokkel i rød blank mur. Hoveddøren i facaden i stuehuset er en nyere, tofløjet, hvidmalet hoveddør, der sidder i en indfatning af træ. På gårdsiden er desuden en nyere, hvidmalet dør. I nordgavlen er en nyere, traditionelt udført, fladbuet, tofløjet og rødmalet port og to rødmalede luger. Stuelængens vinduer er nyere hvidmalede og en- og torammede under fladbuede stik. Den nordlige ende er helt lukket mod øst på nær en hvidmalet luge, hvori der er et opsprosset rude. I gavlene ses murankre, hvor murankrene i nordgavlen er udført som årstallet Sydlængens gårdside har et udskud i midten og er som stuelængen kalket hvid over en høj sokkel i blank mur. Facaden afsluttes af rødmalede vindskeder. I sydlængens rygning er en muret skorstenspibe med sokkel og krave. I den sydlige tagflade er et høgab

3 3 med en rødmalet luge. Mod syd er desuden en nyere, traditionelt udført revledør. På gårdsiden er ligeledes en hvidmalet revledør. På gårdsiden er desuden en rødmalet stolpe i murværket. Vinduerne er nyere, hvidmalede torammede vinduer. Vestlængen er delvist ommuret i nyere, røde sten. Gårdsiden har en høj, hvidtet sokkel. I den vestlige tagflade er et høgab med en rødmalet luge. På vestsiden er en nyere, traditionelt udført, rødmalet revledør. Mod gårdsiden er en nyere, hvidmalet revledør. I sydgavlen er en nyere, tofløjet havedør, hvorover der er en rødmalet luge. I sydgavlen er en revledør, hvorover der er en luge. Både luge og dør er rødmalet. Vinduerne er mod vest små, opsprossede, enrammede og hvidmalede vinduer. Vinduerne mod gårdsiden er rundbuede staldvinduer. I nordgavlen ses murankre. Laden mod nord har en hvidtet sokkel. Mod nord er en stor, rødmalet, tofløjet port, der hæver sig op i den ellers ubrudte tagflade. På gårdsiden er en hvidmalet, tofløjet port. Vinduerne er fladbuede staldvinduer under fladbuede stik. I det indre er indrettet beboelse i øst- og sydlængen, hvor der er en delvis traditionel planløsning. Nordlængen strækker sig i den nordlige del af østlængen. Østlængen er disponeret med en forstue, der giver adgang til to stuer mod syd og mindre værelser mod nord. I den ene stue er et ældre indbygget skab. Køkkenet ligger mod gårdsiden og fra køkkenet kan man gå over i sydlængen. Sydlængen er disponeret med en forstue, der giver adgang til et gennemlyst køkken med spiseplads. Den gamle bageovn er bevaret. Bag køkkenet er et bad samt et værelse og en mindre gang, hvor der er adgang til staldlængen i vest. Det indre er kendetegnet ved en overvejende traditionel materialeholdning med pudsede vægge, bræddelofter mellem synlige bjælker samt flisegulve. Dørene er fortrinsvis nyere, traditionelt udførte fyldingsdøre, hvoraf nogle har ældre beslag og låse. Der er også enkelte ældre fyldingsdøre med ældre gerichter. Vestlængen rummer den tidligere ko- og hestestald. Der er bevaret båse og spiltorve af træ og støbt grebning. Væggene er pudsede og kalkede og der er bræddelofter med synligt bjælkelag. Noget af tømmeret er udskiftet. Laden er inddelt i tre rum, hvor der i det midterste er åbent til tagkonstruktionen. I alle rum er nyere teglgulv og pudsede og kalkede vægge. Rummene i hver ende har bræddelofter med synligt bjælkelag. Foran de store porte er glasdøre.

4 4 BYGNINGSHISTORIE Marie Fjords Gård ligger på den smalle og udsatte landtange Holmsland Klit, der i mange år kun var sparsomt beboet, grundet den dårlige jord. Jorden var fæstegods under forskellige vestjyske herregårde, senest under herregården Søgård og størstedelen af klitten var udlagt til fællesgræsning for kreaturer og får. Således boede der kun 30 familier ved folketællingen i I 1830 gik Søgård på tvangsauktion og gårdene overgik til selveje. I løbet af 1800-tallet voksede antallet af familier dog til 150. Familierne ernærede sig ved en blanding af landbrug og fiskeri, men især de store strandinger og forlis var en stor indtægtskilde, hvor klitboerne bjærgede vraggodset hjem til auktioner, hvor staten solgte det. Det var et stort forlis lillejuleaften i 1811, hvor to engelske krigsskibe forliste på vestkysten ved Thorsminde, der gjorde udslaget. 13 mænd ud af 1400 blev reddet og det blev besluttet at oprette Det nørrejyske Redningsvæsen. Redningsstationer blev opført langs vestkysten med strandfogeder på nærliggende strandfogedgårde. Laden med sine lukkede sider ligger mod nord. Marie Fjords Gård er en af de ældste på egnen og opført i begyndelsen af 1800-tallet. Den er ikke opført som en firelænget gård, men fik først sin nuværende størrelse i den sidste halvdel af 1800-tallet. Marie Fjords Gård havde allerede været i slægten i mange år, da Christen og Karen Marie Fjord overtog gården og strandlenet i Christen blev i 1904 ansat som opsynsmand ved Sdr. Lyngvig Redningsstation, hvor han i mange år havde været redningsmand, hvilket var et meget velset erhverv. I 1914 blev han udnævnt til sognefoged. Christen Fjord gik på aftægt i 1923 og overlod gården til sin søn, mens han selv helligede sig malerkunsten. Sønnen blev gift med Marie, som i flere år havde været husbestyrerinde på gården og hvem gården har sit navn efter. Christen Fjord er også kendt under navnet Kræ Fjord og var i mange år en meget kendt person på egnen. Ikke mindst på grund af sit virke som sognefoged, sognerådsformand, strandfoged, medlem af fiskeriforeningen, redningslauget og partiet Venstre samt som maler. På gården boede i øvrigt den danske maler og forfatter Achton Friis i en periode for at samle stof til sit værk De Jyders Land. Gården er omfattende istandsat inden for de seneste tyve år ved ledelse af arkitekt Steffen Søndergaard. KILDER Peter Duun Andersen. Den vestjyske klitgård. Poul Kristensens Forlag, 2000.

5 5 Christen Fjord. Klitbonde og maler i Nørre Lyngvig. Peter Søndergaard m.fl. Roskilde Universitetsbibliotek skriftserie nr Klitgårde Gode råd og to lokalplaner. Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen landsplanafdelingen, Kulturministeriet, Kulturarvsstyrelsen, Holmsland Kommune og Ringkøbing Kommune m+ringk%c3%b8bing+fjord MILJØMÆSSIG VÆRDI Den miljømæssige værdi knytter sig til gårdens beliggenhed i landskabet i overgangen mellem klithede, ager og engarealer, således at flest mulige af klittens naturlige ressourcer var inden for rækkevidde af gården. Desuden den tætte placering på Lyngvig Fyr, der er opført i 1906, som den sidste i rækken af fyr langs Vesterhavet, der skulle kunne forhindre de mange strandinger og forlis. KULTURHISTORISK VÆRDI Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Marie Fjord Gårds som en velbevaret repræsentant for den vestjyske klitgård med fire sammenbyggede længer, hvor stuelængen ligger mod øst, bryggers og aftægtslænge mod syd, stalden mod vest og laden mod nord. Gården er helt karakteristisk sammenbygget i det ydre såvel som i det indre, således at man kunne bevæge sig fra den ene længe til den næste og derved undgå at skulle udenfor i det barske klima. De fleste klitgårde har stuelængen liggende mod syd, men enkelte gårde har som Marie Fjords Gård den liggende mod øst. Dette er også tilfældet for nabogården. Lyngvig Fyr ligger vest for Marie Fjords Gård. Det har været afgørende for udviklingen af denne bygningstype, hvilke byggematerialer man kunne skaffe lokalt. Da tømmer var sparsomt på egnen og grundet de klimatiske forhold anvendte klitbønderne grundmur, som er et byggemateriale, der er mere modstandsdygtigt overfor klimatisk nedbrydning end for eksempel bindingsværk. Der var dog ingen naturlige forekomster af ler på Holmsland Klit og leret måtte i begyndelsen sejles til Holmsland Klit over fjorden. Mange gårde er desuden opført af sten fremstillet i lokale småovne, hvorfor teglstenene varierer i farve og størrelse, da det kunne være svært at styre brændingen i de primitive ovne. Stenene fra Holmsland Klit og Husby Klit er oftest røde, mens

6 6 gårdene nord herfor er i gule sten. Da teglsten var dyre, brugte klitboerne derfor klægsten, hvor teglsten bedst kunne undværes, det vil sige de mindst udsatte steder, som gårdens inderside og nordfacaden, som det også er tilfældet på Marie Fjords Gård. Klægsten var et stærkt byggemateriale, men meget vedligeholdelseskrævende. Klægstensmure blev pudset med klæg iblandet kogødning, hvorefter de kalkes. Rør til tækning hentede klitboerne ved fjorden. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man "skælkalk", der blev fremstillet ved at brænde skaller og kalksten fra stranden. Sten til belægning, der leder regnvandet væk fra husene og mindsker opsprøjt på murværket, hentede man ligeledes fra stranden. Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold samt af adgangen til byggematerialer. Østlængens kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til de egnskarakteristiske træk med facaden i rød, blank mur med hvidmalede døre og vinduer og halvvalmet tag, der helt karakteristisk er tækket med rør med mønning af tørv. Skorstenspiberne, den tætte vinduessætning, sparrenkopgesims og fyldingsdøren viser tydeligt, at dette var beboelseslængen. Med undtagelsen af den nordlige ende, der fremstår uden vinduesåbninger, men med enkelte luger og en port. Endelig har murankrene i nordgavlen kulturhistorisk værdi, der klart formidler gårdens opførelsesår. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for sydlængens ydre knytter sig til skorstenspibe, vinduessætning og revledøren i midten, der vidner om længens tidligere funktion som aftægtsbolig og bryggers. Hertil kommer høgabet og tagskægskvistene, der vidner om tagrummets funktion til opbevaring. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for syd- og østlængens indre til den traditionelle planløsning med en forstue, der giver adgang til stuer mod sydøst og køkken og mindre værelser mod gårdsiden, hvor køkkenet giver adgang til bryggers- og aftægtslængen. Den mindre bolig er kendetegnende for datidens måde at sikre den ældre generation bolig og kost efter den yngre generations overtagelse af gården. Desuden knytter den kulturhistoriske værdi sig til den traditionelle materialeholdning og de få bevarede ældre døre, låsetøj, gerichter, bageovnen samt det indbyggede skab i stuen, da det vidner om gårdens alder og udvikling. Den kulturhistoriske værdi for vestlængen knytter sig til dens prunkløse fremtræden med mindre vinduesåbninger og høgab, der vidner om, at længen havde en funktionel berettigelse. Tillige vestlængens udgang til både gårdspladsen og mod vest, hvor møddingsplads formentlig har ligget. I modsætning til den øvrige del

7 7 af landet lå møddingspladsen på vestjyske klitgårde uden for gårdspladsen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for vestlængens indre til dens bevarede opdeling med ko- og hestestald. Tillige staldinventaret, herunder spiltorve, båse og grebning. Hertil kommer de mere robuste overflader, herunder støbte gulve, kalkede vægge og bræddeloft mellem synlige bjælker delvist af skibstømmer samt revledørene, der vidner om bygningens tidligere funktion som stald for flere slags dyrehold. Den kulturhistoriske værdi for laden knytter sig i det ydre til bygningens tidligere funktion som lade. Dette aflæses tydeligt i bygningens ydre, der fremstår lukket mod nord og med mindre vinduesåbninger mod gårdsiden. Endelig har portgennemkørslen kulturhistorisk værdi, da det er et karakterisk træk, at man kunne køre igennem laden og ind på gårdspladsen. Den kulturhistoriske værdi ved ladens indre knytter sig til åbningen til tagkonstruktionen, der muliggjorde opbevaringsplads. Laden var ofte opdelt i gulve, hvor hø og korn blev opbevaret: æ høgwoel høgulvet, æ hawergwoel havregulvet og æ byggwoel byggulvet. Imellem gulvene var loen, hvor kornet blev tærsket. Hertil kommer portgennemkørslen og den robuste materialeholdning, der vidner om ladens funktion til opbevaring af hø og korn. ARKITEKTONISK VÆRDI Den arkitektoniske værdi knytter sig til den firelængede gårds enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt, ubrudt tag, der former sig omkring høgab og porte. Placeringen af vinduernes overkant i gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag. BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER Overordnet knytter de bærende fredningsværdier sig til den firelængede klitgård i dels rød blank mur dels hvidkalkede sider og sokkel med ubrudt, halvvalmet, rørtækket tag med mønning af tørv med stuehuset mod øst, aftægts- og bryggerslænge mod syd, stald mod vest og lade mod nord. De bærende fredningsværdier knytter sig for østlængens ydre til opdelingen i beboelse og lade, skorstenspiberne i rygningen, tagskægskvistene mod gårdsiden, sparrenkopgesimsen, den traditionelt udførte fyldingsdør og taktfaste vinduessætning mod syd

8 8 og lukkede facade i nordenden, nordgavlens luger og port samt murankerne. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig i østlængens indre til den traditionelle planløsning med forstue og stuer mod øst og køkken og mindre værelser mod gårdsiden. Tillige de ældre fyldingsdøre med gerichter, det ældre beslagværk og låsetøj og det indbyggede skab. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. Sydlængens bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til skorstenspiberne i rygningen, høgabet, udskuddet på gårdsiden, den taktfaste vinduessætning og udgang mod både syd og gårdsiden. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. Stuelængen, der lidt utraditionelt ligger mod øst. De bærende fredningsværdier knytter sig for sydlængens indre til den traditionelle planløsning med den tidligere bryggersindgang ved bageovnen samt de mindre værelser i vestenden og baggangen om til staldlængen. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig for vestlængenslængens ydre til de overvejende lukkede sider med mindre staldvinduer, revledøre- og luger samt høgabet. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til opdelingen mellem ko- og hestestald og til det bevarede staldinventar, herunder spiltorve, båse og grebning. Tillige de ældre loftsbrædder- og bjælker samt de kalkede vægge. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig for ladens ydre til de lukkede sider med en portgennemgang i midten og de mindre vinduer mod gårdsiden. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til den delvise bevarede opdeling i gulve, de ubehandlede vægge og den synlige tagkonstruktion. Hertil kommer den traditionelle materialeholdning. ANBEFALINGER Ingen angivet.