EU i alvorlig lederkrise

Transkript

1 EU EU i alvorlig lederkrise Det danske formandskab kommer på en umulig opgave, når det skal afslutte forhandlingerne om EUs udvidelse - Unionen mangler politisk lederskab, og det sender sammen med den økonomiske stagnation EU på slingrekurs - Ny tøven over for udvidelsen kan øge EU-skepsis i både Øst og Vest - Ugebrevet Mandag Morgen analyserer EUs lederkrise BRUXELLES - Udenrigsministrene fra Central- og Østeuropa samt Tyrkiet blev behandlet som den upopulære svigermor, der uventet kommer på besøg, da de forrige søndag mødtes med deres 15 EU-kolleger i Genval uden for Bruxelles. Først blev de indbudte østeuropæere bedt om at vente, fordi deres EU-kolleger ikke var i stand til at overholde tidsplanen. Og da udenrigsministrene fra de 13 ansøger- og kandidatlande endelig over frokosten fik lejlighed til at forklare deres syn på fremtidens Europa - så rejste EU-udenrigsministrene sig diskret én efter én. Udenfor ventede den nationale presse, og det møde var mere interessant end de kommende kollegers syn på, hvordan Øst og Vest får en fælles fremtid i EU. Da den sidste minister fra Central- og Østeuropa skulle holde sit indlæg, var der kun tre EU-ministre tilbage i lokalet. Denne uforskammede behandling af de kommende medlemslandes ministre er kun et af flere kedelige eksempler på, hvilke problemer EU-landene står over for - uden at have en klar idé om, hvordan problemerne skal håndteres eller i hvilken rækkefølge:! Dagsordenen vokser. EU beskæftiger sig i dag med stadig flere emner. På det uformelle udenrigsrådsmøde var der eksempelvis 10 emner på dagsordenen.! Tiden bliver mindre. Det er svært at finde tid i ministrenes kalender, så alle ministre fra de 15 lande kan være til stede på en gang.! Udvidelsen mindsker effektivitet. Når det er svært at få 15 ministres møde til at fungere effektivt, bliver det endnu sværere med 25 ministre.! Ingen eftertanke. Da dagsordenen er så presset, er der ikke længere tid til, at ministre mødes blot for at tænke og udveksle ideer.! Intet lederskab. Hverken i kredsen af stats- og regeringschefer eller i kredsen af udenrigsministre er der en naturlig lederskikkelse. I stedet er tendensen klart, at de nationale interesser dominerer, mens de fælles interesser ofte ofres på det nationale alter.! Uenighed om metode. Endelig kan EU-landene ofte enes om fælles politiske mål. Men det er stadig sjældnere, at der kan nås enighed om en effektiv metode til at få målene opfyldt. Den alvorlige mangel på lederskab og effektivitet i EU-samarbejdet som helhed er dybt alvorlig, fordi EU er på vej ind i den vigtigste og mest omvæltende periode siden murens fald. Forhandlingerne om optagelsen af 10 nye medlemslande skal efter planerne afsluttes under det danske EU-formandskab i anden halvdel af Sideløbende med udvidelsen skal EU-landene reformere landbrugspolitikken, regionalpolitikken og Unionens budget, hvilket bliver et slagsmål om milliarder. Der skal også arbejdes med en ny traktat, og EU-systemet skal strømlines, så det kan fungere effektivt efter udvidelsen. Ønsket om effektivitet kolliderer i lande som Danmark, Sverige og Storbritannien med ønsket om at øge EUs folkelige legitimitet. I disse lande sættes der lighedstegn mellem en ineffektiv og en legitim Union. I ord har EU-landene også gjort både den indre og ydre sikkerhed til et fælles anliggende, men hidtil har der ikke været handling bag ordene, den skal komme nu. Og endelig skal den fælles mønt indføres i praksis. Se også tabel 1. De mange store opgaver, der vil forandre EU-samarbejdet grundlæggende skal gennemføres de nærmeste år på et tidspunkt, hvor Europa både mangler økonomisk fremgang og politisk lederskab. Det kan sætte EU-udvidelsen over styr og skade den europæiske udvikling alvorligt. Ingen naturlig leder blandt EUs udenrigsministre Nr september

2 Udenrigsminister Mogens Lykketoft havde slips på hele forrige weekend, da han mødtes med sine EU-kolleger. I og for sig ikke underligt for politikere på det niveau, men et af mange små tegn på, at EU-samarbejdet har forandret sig. Tidligere var de halvårlige møder mellem EU-udenrigsministrene virkelig uformelle. Intet slips, ingen dagsorden og intet presserum. Derimod et forum, hvor ministrene kom virkeligt tæt på hinanden, opnåede fortrolighed med hinanden, og i en atmosfære af gensidig tillid opstillede store fælles visioner, som de efterfølgende gennemførte i fællesskab. Den slags tillader EU-udenrigsministrene sig ikke længere. Ved forrige weekends uformelle møde i Genval var der ti emner på dagsordenen. Mødet var i store perioder præget af mangel på fokus, og ministrene varetog nationale interesser i stedet for at sætte fokus på den fælles fremtid. Ud over store oplagte emner som Makedonien, Mellemøsten og Europas fremtid, besluttede et ufokuseret belgisk formandskab, at der også skulle bruges tid på emner som eksempelvis Cuba og Afrika. Formandskabets manglende fokus blev suppleret af, at der som så ofte før også var medlemslande, som af indenrigspolitiske årsager var tvunget til at hyppe nationale kartofler ved EU-møderne. I Genval var det eksempelvis den franske udenrigsminister, som tog spørgsmålet om WTO og landbrugsreform op for at markere en fransk modstand mod dette. Udenrigsministrene tager sig af andet og mere end blot udenrigspolitikken i EU. Det er udenrigsministrene, som gennem deres månedlige møder skal sørge for, at der er sammenhæng i europapolitikken. Derfor er det af afgørende betydning, at møderne mellem EU-udenrigsministrene fungerer. Men tendensen er, at det ikke er tilfældet. En af forklaringerne, som både erfarne iagttagere og diplomater peger på, er, at der ikke er nogen naturlig leder i kredsen. Da muren faldt, blev begivenhederne håndteret af erfarne og europæisk engagerede udenrigsministre som tyske Hans-Dietrich Genscher, franske Roland Dumas og britiske Douglas Hurd. I dag er der ikke den slags naturlige ledere blandt udenrigsministrene. Den tyske udenrigsminister Joschka Fischer ser gerne sig selv som en leder, men det gør hans kolleger ikke. Han har tendens til at tale til sine kolleger i stedet for at samarbejde med dem, og hans jetset-livsstil har højere prioritet end lysten til at arbejde detaljeret med kompliceret diplomati. Eksempelvis forlod han en diskussion under udenrigsministerrådsmødet for at tage på joggingtur med sine livvagter. I resten af kredsen er der ingen af ministrene, der ser sig selv som en naturlig leder. Den franske minister, Hubert Vedrine, har kun ringe indenrigspolitisk magt. Den italienske udenrigsminister, Renato Rug giero, er ganske ny og repræsenterer den mindre populære Berlusconi-regering. Den britiske udenrigsminister, Jack Straw, er ny og betragtes som mindre pro-europæisk og hjælpsom end sin forgænger, Robin Cook. Og Spanien kan på grund af landets konfrontatoriske diplomati aldrig blive et fælles samlingspunkt. Blandt de mindre EU-lande har Belgien tidligere spillet rollen som landet, der altid insisterer på Unionens bedste. Men den belgiske udenrigsminister, Louis Michel, er der ikke udelt begejstring for. Eller som det med et smil blev bemærket i korridorerne i Genval: Louis Michel er manden, der den ene uge erklærede krig mod Jörg Haider, og som ugen efter tog til Congo for at deltage i Laurent Kabilas begravelse. Europa-Kommissionen så også gerne sig selv som det naturlige samlingspunkt, men blandt EU-lande er der kun ringe respekt for Europa-Kommissionen og dens italienske formand, Romano Prodi, der har været og er en udpræget skuffelse. 2 Nr september 2001

3 Mm EUs overlæssede arbejdsprogram Formandskab 2002 er nationalt valgår, 2003 folkeafstemningsår, 2004 europæisk valgår S Sverige, S Belgien S Spanien S Danmark S Grækenland S Italien S Irland S Holland Uafklaret Topmøder Valg Traktat Udvidelse Budget ØMU Sikkerhed Kilde: S Gent i okt. S Laeken i dec. S Erklæring om EUs fremtid fra Laeken topmøde. S Forhandlinger om medlemskab. S EU-samarbejdet om retlige og indre anliggender udbygges løbende frem til Ugebrevet Mandag Morgen. S Barcelona i marts S Sevilla i juni S Bruxelles i okt. S København i dec. S Frankrig S Tyskland S Holland S Danmark S Irland S Sverige S Konvent indleder traktatarbejde. S Civilt forum drøfter ny traktat. S Ny irsk folkeafstemning om Nice-traktaten. S Forhandlinger om medlemskab. S Landbrugspolitikken skal reformeres S Mønter og sedler introduceres. S Ny chef for Centralbanken udpeges. S Arbejde med EU-militærstyrke. Uafklaret Uafklaret Uafklaret S Østrig S Finland S Belgien S Portugal S Konventet afslutter sit arbejde. S Nice-traktaten træder i kræft, hvis Irland stemmer ja. S Nationale parlamenter godkender nye medlemslande. S Folkeafstemning om EU-medlemskab i en række lande fra Central- og Østeuropa. i Sverige og/ eller Storbritannien. S EU-styrke på mand skal være operationel. S Udpegelse af ny EU-Kommission. S Valg til EU- Parlamentet. S Regeringskonference om ny EU-traktat. S Nationale parlamenter godkender nye medlemslande. S Folkeafstemning om EU-medlemskab i en række lande fra Central- og Østeuropa. S Diskussion om reform af EUs budget indledes. i Sverige og/ eller Storbritannien. S Ny EU-Kommission tiltræder S EU udvides med op til 25 medlemslande. i Sverige og/ eller Storbritannien. Tabel 1: Arbejdsopgaverne er enorme. EU-landene skal de kommende år blandt andet afslutte udvidelsesforhandlingerne, reformere landbrugs- og regionalpolitikken samt justere Unionens indtægter og udgifter. Spørgsmålet om effektivitet glider i baggrunden Manglen på dagligt lederskab af EU-samarbejdet står i nærmest skærende kontrast til den enorme arbejdsopgave, der venter Unionen de kommende år. Hvis EU skal følge sine egne løfter, så skal der alene inden for de kommende 15 måneder - altså frem til afslutningen af det danske formandskab ske følgende:! Afslutning af udvidelsesforhandlinger med 10 lande (Polen, Tjekkiet, Ungarn, Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Cypern og Malta).! Etablering af en militær EU-udrykningsstyrke på mand.! Indførelse en fælles EU-mønt. Nr september

4 ! Forhandlinger om en reform af den fælles landbrugspolitik og EUs finanser. Dette meget omfattende opgavekompleks skal gennemføres i en periode, hvor der skal afholdes mindst syv nationale valg - herunder i Frankrig og Tyskland, samt gennemføres endnu en folkeafstemning om Nice-traktaten i Irland, som er et af de lande, der står til at tabe mest ved EU-udvidelsen. Midt i dette morads af arbejdsopgaver og nationale valg forventes det også, at EUlandene reflekterer og retter blikket fremad for at udforme en fælles vision for fremtidens Europa. Det arbejde sætter landene i gang i december ved Laeken-topmødet med en erklæring om Europas fremtid, og erklæringen følges umiddelbart op med et konvent, hvor repræsentanter for de nationale parlamenter, Europa-Parlamentet, Europa- Kommissionen og de nationale regeringer i fællesskab skal forsøge at formulere deres visioner for fremtidens Europa. Hvis EU skal fungere effektivt, når medlemskredsen udvides fra de nuværende 15 til 25 lande eller flere, er det på høje tid, at Unionen beg ynder at planlægge det fremtidige samarbejde. Men stadig flere EU-politikere er holdt op med at se spørgsmålet om effektivitet som den væsentligste opgave. I stedet mener de, at hovedprioriteten må være at byg ge bro til den voksende andel af befolkningen, der er skeptisk over for EUsamarbejdet. I forhold til lande som Danmark, Sverige og Storbritannien er denne problemstilling ekstra kompliceret. Her mener mange politikere, at hvis EU skal gøres mere acceptabelt, så skal EU-landene i fællesskab ikke kunne vedtage regler, der går et eller flere lande imod. Med andre ord er der i disse lande et udbredt ønske om en mindre effektiv Union. Nationale hensyn styrer EUs dagsorden Ser man på den enorme arbejdsopgave, der efterhånden har ophobet sig som følge af EU-landenes egen tidsprioritering, så er pessimismen langsomt beg yndt at sprede sig. Fraværet af lederskab har blandt andet haft den konsekvens, at EU-landene har ladet nationale hensyn afgøre den fælles dagsorden. Mest tydeligt er det på hele det afgørende spørgsmål om en reform eller som minimum justering af den fælles landbrugspolitik. Det er reelt nødvendigt for at kunne optage et land som Polen, uden at EU enten står med en enorm regning eller i en situation, hvor polske bønder skal behandles anderledes en bønderne i andre EU-lande. EU-landene har længe været bevidste om behovet for justeringer og er også indstillede på at gå i gang med forhandlingerne. Men de er endnu ikke indledt, og det er der kun én forklaring på: det kommende franske præsidentvalg i april og maj næste år. Frankrig står til at tabe ved en landbrugsreform og er modstander af den. Det blev senest bekræftet af præsident Chirac, da han i sidste uge åbnede den store årlige franske fødevaremesse. Tilsvarende er en europæisk debat om finansieringen af EU-udvidelsen henvist til efter det tyske forbundsdagsvalg i oktober 2002 af hensyn til den tyske indenrigspolitiske debat. Beslutningen om at tage hensyn til nationale valg i store medlemslande kan ende med at få den konsekvens, at det ikke bliver muligt for det danske EU-formandskab at afslutte forhandlingerne om optagelse af nye medlemslande. Udvidelsen mod øst skal finansieres, og det kan kun ske på to måder: Enten ved at spare penge eller ved at finde nye indtægter. På et tidspunkt, hvor verdensøkonomien har det mindre godt, er det stort set umuligt at finde opbakning til at tilføre EU-samarbejdet flere penge fra de nationale pengekasser. Tilbage er altså kun muligheden at spare. Det betyder, at de nuværende EU-lande skal acceptere, at deres kommuner og bønder og fiskere osv. i fremtiden får færre penge fra EU-kassen. Penge der i stedet skal gå til at gøre konkurrenterne i de nye medlemslande mere konkurrencedygtige. Et budskab der ikke er let at sælge og forklare på et tidspunkt, hvor det går dårligt med nationaløkonomien. Men finder EU-landene ikke det nødvendige politiske mod til at gennemføre reformerne, vil udvidelsen blive forsinket. Og det ser ud til, at EU-landene allerede har fundet argumentet, der kan forklare en udskydelse: den økonomiske recession i Centralog Østeuropa og især i Polen. Ved pressebriefingerne i Bruxelles er journalisterne beg yndt at stille spørgsmålstegn ved, om Polen reelt opfylder Københavns-kriterierne 4 Nr september 2001

5 om blandt andet en velfungerende økonomi, der kan klare konkurrencen i EUs indre marked. Og EU-talsmændene, der skal forsvare udvidelsen, svarer blot, at Kommissionen endnu ikke er færdig med sine undersøgelser af det spørgsmål. EU-systemet er langsomt ved at opbyg ge forklaringen på en yderligere forsinkelse af udvidelsen, som skal kunne aktiveres, hvis det viser sig, at der ikke er den politiske vilje blandt EU-landene til at overholde deres egen tidsplan. En yderligere forsinkelse vil kunne få alvorlige følger. Næste år er der valg i Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet. Både i Tjekkiet og Slovakiet er der stærke parlamentariske kræfter, som er villige til i valgkampen at bruge EU-skepsis og EUs manglende vilje til at gennemføre en hurtig udvidelse. Reelt er EU-problemerne ikke større, end at egentlig politisk lederskab og vilje til at udpege den vej, EU-samarbejdet skal følge, vil kunne bringe EU-toget tilbage på sporet. Men, som en EU-korrespondent med 15 års erfaring for nylig pegede på i en kommentar i et europæisk dagblad, så er det for øjeblikket med EU-samarbejdets evne til at vælge vej, som da Alice i Undrelandet mødte katten og spurgte, hvilken vej hun skulle gå. Det afhænger af, hvor du skal hen, svarede katten. Det er næsten lige meget, sagde Alice. Så er det lige meget, hvilken vej du går, sagde katten. Bare jeg kommet et sted hen, sagde Alice som ekstra forklaring. Det gør du sikkert, hvis du bare går tilstrækkeligt langt, sagde katten. Ole Vigant Rybor g or@mm.dk Nr september