Uddrag af Danernes Sagnhistorie Kapitel 1.1 (delvis), 16.4 og 17

Transkript

1 1.1 Årsag til og resumé af arbejdet Uddrag af Danernes Sagnhistorie Kapitel 1.1 (delvis), 16.4 og Årsag til og resumé af arbejdet (Delvis) Kritikernes reaktion mod den romantiske historieskrivning medførte, at Kristian Erslev og brdr. Weibull havde succes med at indføre kildekritikken i Norden helt nødvendigt og berettiget. Statsminister Zahle havde imidlertid i 1913 antaget den radikale Erik Arup som departementchef. De blev personlige venner, hvor Arup holdt talen ved hans begravelse. I 1920 afsatte kong Christian X ministeriet Zahle ved påskekrisen. Erik Arup havde i mellemtiden overtaget Erslevs professorstol, og herfra sagde han tak for sidst ved i 1925 sammen med sine radikale kolleger helt at ignorere kongefamiliens stolte traditioner med sagnkongerne fra Lejre i 1. bind af sin Danmarkshistorie. Begrundet i Adam af Bremen som vel at mærke slet ikke nævnte Jelling og Jellingstenen, som ikke nævnte kongesædet, påstod han at Gorms kongesæde altså var Jelling, og allerede deri synes at ligge, at den kongemagt, der siden Hugleiks dage havde været i Danmark, var begrænset til Jylland. Med henvisning til Adam af Bremen, Arups foretrukne kilde, blev Hardegon (Gorms far) til Svends søn fra Norge, der generobrede Hedeby en opkomling udefra. Magen til tynd argumentation skal man lede længe efter, men væk var Lejrekongerne og kongefamiliens traditionelle afstamning fra dem. Hans arbejde blev med andre eksempler kraftigt kritiseret af en del af tidens kolleger bl.a. foranlediget af hans udtalelse om, at der var historikernes opgave at digte over kilderne, hvad han åbenbart selv tog sig så bogstaveligt, at Kristian Erslev måtte skrive, at Arup kunne blive tryllebundet af sin egen gætning 1. Arup opgav derfor at færdiggøre sit sidste bind hvilket ikke ændrede på, at hans danmarkshistorie på grund af dens materialistiske historiesyn blev toneangivende for de næste mere materialistiske generationer, hvor man så vidt muligt undgik kongernes historie. Ved mordet på Erik Klipping, hvor Arup blev skamrost af sine disciple, begik han fem fejl herunder udelod han i sin udførlige kildesamling pludselig det mellemste Rumelant-vers, som modsagde hans kendsgerninger, der pegede på justitsmord, og fik dermed drejet eftertidens mistanke over på kongefamilien selv. Historielærerforeningens Blad, Noter, kunne derfor i sin anmeldelse af 1 Erslevs anmeldelse i Politiken 15/

2 1.1 Årsag til og resumé af arbejdet undertegnedes bog, Mordet i Finderup Lade skrive: Vi historikere praler jo selv med, at vi sætter spørgsmålstegn ved alt, men tør vi altid sætte spørgsmålstegn ved det, som de store gamle har skrevet? Et koncentrat af bogen er siden bragt som en artikel i Siden Saxo 2015 nr. 2. Man kan være bekymret over, at Arups diciple kunne fortrænge hans hang til fri digtning, selv om denne arbejdsmetode er helt åbenlys i hans hovedværk, Danmarks Historie Erslevs kritik af hans påståede Niels Jyde regering er et eksempel. Skyldes det, som hævdet af Ebbe Kløvedal, der studerede historie ved Københavns Universitet fra , at: hvis man vil beskæftige sig med fortiden, er man nødt til at kitte hullerne til. Det gør faghistorikerne også, men de gør en dyd ud af at lade som om, de ikke gør det 2. Er det blevet en del af historikerens syntese/analyse? Bedre blev det ikke, da Niels Lukman udviklede sine teorier om, at herulerne bragte deres centraleuropæiske sagn til Norden hvad han utvivlsom havde ret i for nogle nordiske sagns vedkommende. Også han faldt imidlertid i den modsatte grøft og påstod, at de danske sagnkonger var herulske, gotiske og hunniske konger. Hans påstande og antiteser var baseret på nogle løse sammenligninger af tilfældige navne i stil med, at Roar må være hunneren Roas. De to simple navne kunne naturligvis minde lidt om hinanden, men Roar hed Hrothgar i det tidligere Beowulf og kongerne var plukket ud enkeltstående de var ikke i sekvens eller fra samme folk og sprog, så påstandene ville aldrig kunne holde til en seriøs kildekritik, som åbenbart ikke har været anvendt på hans egne ideer. Det er behandlet sidst i kapitel 1.2. Situationsfornemmelse kan heller ikke have været Niels Lukmans stærke side, for i sin disputats skrev han, at de gamle danske konger var centraleuropæiske sagnkonger, som var kommet til landet med germanske lejesoldater vel at mærke på tysk i 1943! Han mødte voldsom kritik fra datidens kolleger, men endte med Erik Arups støtte på et sidespor som professor i sagnhistorie! Uanset den manglende kvalitet i kildebearbejdningen vandt Arups materialistiske historielinje i det lange løb på Københavns Universitet og blev fulgt af hans trofaste disciple frem til de endnu mere materialistiske strømninger i Den efterfølgende bølge af materialistisk historie ignorerede i høj grad den politiske historie om kongerne og stormændene, som havde ledet landet og dets indbyggere i 1400 år og derfor også har styret fremskridtet på godt og ondt. Lærer man ikke om det aktuelle styre og begivenhederne omkring det, forstår man naturligvis ikke periodens forløb. Om historiefaget derefter bare blev uvedkommende og kedeligt, eller man ikke ønskede, at eleverne skulle kende den, må andre afgøre, men faget forsvandt i en periode ud af skolen. Det var dog ikke kun de politiske årsager, der førte til sagnkongernes 2 Amtscentralen

3 1.1 Årsag til og resumé af arbejdet forsvinden. Et resultat af kildekritikken var nye værktøjer til historikerne, hvor reglen om to samtidige uafhængige kilder var en afgørende tommelfingerregel. Erslev og Weibull-brødrene talte om ved kildekritik at trække de sikre facts ud og lave en syntese over dem. Det er utvivlsomt en god metode i moderne veldokumenteret historie, selv om retstvister viser, hvor forskelligt begivenheder og dokumenter kan opfattes af parterne og dermed også af historikerne. De sikre facts vil normalt være en illusion, men princippet om i en analyse at udsondre disse mest sikre kilder skal dog ikke anfægtes. Den kan imidlertid ikke stå alene, men må suppleres med metoder til at vurdere de ikke sikre kilder Erslev talte f.eks. om gråzone og sikkerhedsvurdering, men anviste ikke nogen metode. Andre fag nødsages til at arbejde med og rapportere om usikkerheder, hvis forskernes arbejde skal kunne benyttes i praksis. Helt galt går det omkring den ældre histories kilder, hvor stort set ingen begivenheder før 1300-tallet opfylder de grundlæggende krav for at blive behandlet som sikre kilder. Derfor blev sædvanlig kildekritik vedrørende den periode let en akademisk øvelse, som man altid kunne slå hinanden oven i hovedet med. Selv om kravene er blevet mindre rigoristiske og den sunde fornuft vandt fodfæste 3, blev resultatet, at kun 2 ud af 64 historikere på Københavns Universitet i 2017 beskæftiger sig med den danske vikingetid og tidlig middelalder som hovedområde, når man ser på deres produktion plus 1 emeritus. Dette til trods for, at resten af befolkningen betragter vikingetiden som en af danmarkshistoriens mest spændende perioder, der kunne øge fagets popularitet. I den seneste periode, hvor Niels Lund var professor på KU, var der ikke den samme binding til Arup, men frygten for kollegernes kritik på det sårbare område medførte åbenbart, at forskningen gik i retning af skærpet kildekritik af enkeltepisoder og -problemer i og for sig i overensstemmelse med Kristian Erslevs principper om grundlæggende kildekritik, men normalt uden at nogen turde kaste sig ud i de sammenhængende analyser, som giver faget mening kun en enkelt forsøgte uden held 4. I Jylland var der øjensynligt ingen interesse i at sætte spørgsmålstegn ved Jelling, så her kørte tingene i den vante skure. Faget fik en kustodeagtig karakter. Når denne bog når frem til vikingetiden, vil Niels Lunds udmærkede kildekritik blive flittigt brugt, men grundlæggende dur fagets anerkendte metoder ikke til analyse af bogens periode der er behov for en nytænkning, hvor man burde skæve til arkæologien i stedet for at kæmpe imod udviklingen. Arups og Lukmans kildekritik var vel i Erslevs og Weibulls ånd, da de kritiserede kilderne til Lejrekongerne, men de gik videre end nutiden, hvilket har medført, at deres tyndbenede afvisning af Lejre ved opsætning af alternative teorier, som reelt bare var antiteser, desværre kunne blive stående uantastet af 3 Sebastian Olden-Jørgensen: Tilbage til kilderne, Historisk Tidssskrift : Fra det historiske hobbyværksted 3

4 1.1 Årsag til og resumé af arbejdet den spredte forskning, da resultatet passede belejligt til tidsånden. Ikke desto mindre forsvandt deres eneste brugbare argument mod Lejre, da kongshallerne væltede op af jorden de sidste 30 år i det Lejre, som Thietmar i 1018 betegnede som danernes hovedstad, caput regni. Disse arkæologiske resultater har desværre ikke ændret på historikernes indstilling. De er i dag fortsat tavse om udviklingen i Lejre. De benytter sig nu af, at de har defineret sig ud af disse problemer. Mange vil nok mene, at historikeren let kan blive offer for sine egne personlige politiske anskuelser og Arup-eksemplerne bekræfter det. Men da stort set ingen af historikerne mere beskæftiger sig med dansk vikingetid bortset fra fragmentariske brokker i udenlandske kilder behøver betænkelighederne ikke at omfatte nutidens forskere i det efterfølgende. Arkæologerne på deres side arbejder med fysiske levn og kan fagligt ikke udtale sig om, hvem der levede i og brugte dem. Scenen er derfor overladt til TV-folk og museernes formidlere, som gætter løs på må og få i tomrummet uden grundlag, metode og sammenhæng og får fondsmillionerne. Er det hensigtsmæssigt, at historikerne eller deres afløsere i mangel af traditionelle historiske kilder fra ældre tid digter ud fra deres politiske ståsted? Er det så ikke bedre, at fortælle nogle af de gamle sagn, som er opstået meget nærmere begivenhederne, med bedre kilder og med langt bedre føling med emnet bare de vurderes kritisk og med de nødvendige forbehold? Her skal man som et væsentligt og helt generelt forbehold huske, at de detaljerede beskrivelser af begivenhederne under næsten alle omstændigheder er skjaldenes og saga-skrivernes røverhistorier, som skulle sætte kolorit på historierne. Der er naturligvis intet i vejen for, at historikerne følger deres egne interne regler om kildekritik og finder deres overbevisende kendsgerninger. Det er for os alle vigtig holdepunkter i det historiske billede, men blandt vikingetidens få kilder, er vi nødt til også at trække på de usikre kilder med forsigtighed. I den vurdering har historikerne sat sig selv uden for døren defineret sig ud hvad enten det skyldes Arup-kustoder eller kildekritiske fundamentalister. Dette er årsagen til nedenstående arbejde af en ikke-historiker med et langt livs interesse for historie og dertil en lang professionel erfaring i kildevurdering, analyse og manipulationer. Her i bogen forsøges der med yderligere analyser at give et billede af Danmarks samling i løbet af yngre germansk jernalder og vikingetid vel vidende, at resultatet ikke bliver til overbevisende og entydig historie. Det giver imidlertid en bedre fornemmelse af, hvordan de nordiske lande og monarkier er opstået end Arups og ligesindedes gætterier og politisk filosofi. Desuden vil det blive tolket i sammenhæng med de mange arkæologiske fund og udenlandske fragmenter. I arbejdet med bogen blev middelalderens manipulationer, som forskningen påviste , systematiseret og så vidt muligt fjernet, hvorefter sammenhængen mellem de mange sagn blev analyseret indbyrdes, 4

5 1.1 Årsag til og resumé af arbejdet idet der nu i flere af perioderne sås en tydelig kontinuitet. Det viste sig, at 40% af Saxos 9 sagnbøger efter al sandsynlighed drejede sig om sagnkredse omkring Frode den Store og hans familie i tre generationer. Herfra gav Skjoldungesaga med et par korrektioner en god sammenhæng mellem sagn, europæisk historie og de mange arkæologiske fund. Fra midt i 700-tallet findes alle danernes sagnkonger bekræftet i de frankiske annaler og andre udenlandske kilder. 5

6 16.4 De parallelle kongerækker Måske er det lidt sent at se på vidnesbyrd om landets opdeling, men det giver ikke rigtigt mening at diskutere det, før man har været det meste af forløbet igennem. Det er aldrig lykkedes forskerne at nå til enighed om forklaringen på de danske kongerækker. Det skyldes øjensynligt, at udgangspunktet er gammel vanetænkning fremkaldt af Saxo-tidens manipulation, som førte til, at når man ikke vidste andet, var der kun en konge i Danmark. Historiografien fastholdt pr. natur denne vanetænkning. De to ældste kilder, der ikke kun så Danmark sydfra, Adam af Bremen og Roskildekrøniken, nævnte imidlertid, at der sandsynligvis var flere konge,r men de var selv så meget senere end den tid, at de ikke en gang kunne placere dem, de kendte. Også den senere opdeling i landsting tyder på, at man kom fra en opdeling. Et logisk udgangspunkt må derfor være, at der var en konge pr. landskab, hvis vi ikke ved andet modsat Saxo, som vi har vist, havde et andet formål. Rimbert omtaler Horik I som danernes konge og det samme gør de frankiske annaler. Efterfølgeren Horik II omtales på samme måde. Lige så hårdnakket påstår sagaerne imidlertid, at Regnar og Sigurd Ormøje var danernes konger de fortalte om den sjællandske Lejre-kongeslægt. Med overdreven anvendelse af de kildekritiske principper accepterer forskerne derfor de kilder, som anses for historiske, og afviser sagaernes Regnar Lodbrog, som om han var en opdigtet sagnfigur. Antageligt er der blot er tale om to forskellige kongedømmer eller niveauer. Vi er nødt til at tage i betragtning, at Rimbert kun så Danmark fra Hedeby, og at frankerne kun mødte kongen, som regerede over grænseegnene. Disse kilder interesserede sig slet ikke for, hvad der lå bag grænseegnene og de internationale handelspladser. Kun en enkelt gang nævnte de grænsekongernes overherredømme over Vestfold, og det var tilfældigvis i forbindelse med Harald Klak, som senere bosatte sig hos frankerne på et tidspunkt, hvor en overkonge-funktion har været et behov. Vi var allerede tidligt inde på Widsiths og Beowulfs opdeling af danerne med forskellige navne sødaner, syddaner etc.. De forekommer i sene manuskripter og kan derfor skyldes en senere opdeling af danerne, som nævnes i den udgave af Orosius' Verdenshistorie, som Alfred den Store af Wessex fik oversat i 890'erne. Heri indsatte han en geografi samt beretninger fra to samtidige købmænd, Ottar og Wulfstan. Den udkom på det tidspunkt, hvor den store vikingeflåde gik i opløsning, og englænderne var ved at få mere ro og overblik. Ottar kom fra Halågaland, hvor han boede ved det nuværende Tromsø i den nordligste del af Norge. Han beskrev turen herfra via handelspladsen Skiringssal (i Oslofjorden) til Hedeby langs den svenske kyst: "Hedeby ligger mellem venderne, saxerne og anglerne og hører til 6

7 danerne. Da han sejlede fra Sciringesheale havde han på bagbords side Denamearch, på styrbords side det åbne hav i 3 dage. Og så, to dage før han kom til Hæthum, havde han styrbord Gotland og Sillende og mange øer. I disse egne boede anglerne, før de kom her til landet. Og disse to dage havde han til bagbord de øer, som hører til Denemearce." I Alfreds øvrige geografiske beskrivelse kan man læse: Og derfra [Gammelsakserne] mod nordvest er det land, som hedder Angel, og Sillende og til en vis grad danerne Vest for syddanerne er der en arm af verdenshavet, som flyder omkring Brittanien, og nord for dem er der en havarm, som hedder Østersøen, og øst for dem og mod nord bor norddanerne, både på fastlandet og på øerne; og øst for dem bor abodritterne, og syd for dem er floden Elbens munding og en del af gammelsakserne. Norddanerne har mod nord samme havarm, som hedder Østersøen Det var første gang Danmark blev defineret nærmere i kilderne, men temmelig selvmodsigende ved første øjekast. Desværre har sætningerne været genstand for sprogfolks ivrige ordkløveri og forsøg med vores moderne kort og geografiske stednavne, selv om det allerede hos Procopius og Jordanes stod klart, at de gamle historikere, når de beskrev ukendte egne, primært tænkte i folkegrupperinger og sø- og landveje imellem dem. Der var tale om løse angivelser ud fra betragterens synsvinkel man havde ikke overblik via kort. Det gav især et problem, da man beskrev de år, hvor danernes struktur var i opløsning. Weibull kom øjensynligt nærmest. Østersøen må være hele havarmen Skagerak, Kattegat, Bælthavet og nutidens Østersø i modsætning til verdenshavet. Gotland er her Jylland, som nogle af sagaerne kaldte Hreidgotaland udtryk, som ellers tidligere blev brugt om goternes rige og senere om den svenske ø. Ottar betegnede på sin tur gennem Kattegat ligesom Regnarsona Thattr Jylland som et særskilt land, mens Denemearc lå mod øst altså inkl. Halland mv. Man skal imidlertid bemærke, at der i Alfreds beskrivelser benyttes landenavnene Denemearc, Gotland, Sillende og Angel, mens der de fleste andre steder i værket tales om folkeslag. Det skal her også bemærkes, at der i selve citatet af Ottar kun tales om landene Gotland og Sillende, mens anglerne bare boede i disse egne. Man må gå ud fra, at skribenten har nedskrevet eller modtaget Ottars beretning og siden har færdiggjort hele værket. Derfor er den yderligere adskillelse i skribentens geografi mellem Sillende og Angel antageligt hans egen misforståelse, idet Angel geografisk blot var en halvø i Sillende, som må have bestået af Sønderjylland og Slesvig. Ottars rejse gik fra Skiringssal mod syd gennem Østersøen til Sliens munding og Hedeby, så Alfreds skribent må have sluttet den modsatte vej, at Østersøen lå nord for syddanerne. Han fortæller om norddanerne og om 7

8 syddanerne, som Ottar omtaler som Hedebys ejere men ikke nødvendigvis i hele Sillende, siden han her bruger landenavn. Jyderne nævner han slet ikke. Han må derfor have troet, at norddanerne herskede nord for syddanerne dvs. på fastlandet og øerne mod nord og øst med Østersøen nord for sig. Han har ikke vidst, hvordan magten var delt op mellem syddanernes og nordanernes konger. Det synes Ottar derimod selv med sin adskillelse af Denemark og Jylland, men han har øjensynligt også vidst at strukturen var under ændring, siden han nævnte lande i stedet for folk. Vi ved imidlertid ikke, hvor og hvornår Ottar afgav sin beretning. Svenskernes erobring af Hedeby og udskillelsen af jyderne var tydeligvis ikke kendt i beretningerne. Ottar har jo sikkert primært kendt de politiske forhold set fra Hedeby, og i den henseende hænger udsagnene logisk sammen. Man skal her bemærke, at også det engelske Widsith, som handlede om en tidligere tid, talte om daner og sødaner, hvor sødanerne kan ses som en flådemagt, der måske senere overtog Dannevirke men her talte man også om en jysk konge. Frankerne beskrev i 813 hele området op til Viken som underordnet danerne, og i 873 mødte frankerne to daner-konger. Den todelte opdeling af danernes kongemagt er således ikke nogen usædvanlig oplevelse af forholdene set udefra og understøtter konklusionerne ud fra de danske kilder ovenfor. Formelt må danerne uanset jydernes position have været opfattet som to kongeriger, som Alfred skildrer dem i 800-tallet med hver sin konge af danernes kongeslægt og efter frankernes beskrivelse antageligt med kongen i Slesvig med en paraply- eller overkongefunktion, indtil truslen fra frankerne var overstået sidst i 800-tallet. Sillende nævnes som modsætningen til Jylland, hvilket måske svarer til den senere opdeling i Nørrejylland og Sønderjylland det sidste inkl. Slesvig. Om grænsen gik nord for anglernes gamle territorium, ved vi ikke. Der var ingen naturlige grænser ved den jyske højderyg, hvilket havde nødvendiggjort de gamle voldsystemer. Frankerne har derfor næppe bemærket grænser, da deres hjælpeekspeditionen for Harald Klak i 815 gik op i Sinlendi. Der er næppe tvivl om, at Godfred-sønnerne trak sig over til til Fyn, selv om frankerne påstod, at øen lå tre mil fra land de skulle jo forsvare, hvorfor de ikke forfulgte successen. Det diffuse udtryk til en vis grad danerne i Alfreds krønike tyder på, at syddanernes område været et begrænset område omkring Dannevirke, Hedeby og Sliestorp hvilket også forklarer, hvordan de såkaldte svenskere kunne erobre magten i Danmark, da Siward Ormøje døde og hvorfor tyskernes senere erobring af Hedeby var en begrænset affære, hvor kejseren trak grænse ved Hedeby det var vel det rige Hedeby syd for Dannevirke, som var tyskernes mål, så måskee betyder det, at han trak grænsen ved Dannevirke. Vi skal derfor rekapitulere kongerne. Ser man på kongerne ved grænsen 8

9 efter Dan/Ivar, nemlig Harald Hildetand, Sigifred I/Ring, Godfred, Horik I og Horik II, omtales de både af frankerne og Saxo, som danernes konger. Skjoldungesaga omtaler imidlertid kun en enkelt Sigurd Ring som leddet mellem Randver og Regnar Lodbrog altså antagelig Lejre-kongen. Også frankerne nævner både Sigifred II og Regnar, men ikke som konger. Saxo nævner dem alle, da det tjente hans formål, men han fortæller også, at slægtningen Olav blev indsat som underkonge i Skåne og på Sjælland, og at også Sigfred II kun var konge samme steder under henholdsvis Sigfred I og Godfred altså konger for norddanerne. Magtfordelingen gik ikke altid fredeligt til, da bl.a. Harald Hildetands efterfølgende slægt ønskede fred med frankerne. Efter Godfreds og Hemmings død i opstod der således voldsomme magtkampe mellem mange kandidater. Vindere blev de 4 Godfredsønnerne med Horik I og derefter Horik II, som frankerne omtaler som danernes konger. Efter Horik II møder vi i 873 Lodbrog-sønnerne Sigifred og Halfdan som separate fredsforhandlere hos frankerne, og efter Halfdans død i England hører vi kun om Sigifred. Selv om de enkelte kilder er ufuldstændige og usikre, passer de overens i et tydeligt opdelt mønster, som også kan udledes af Alfreds beskrivelser. Efter Harald Hildetand, som prøvede at gabe over det hele, nødsagedes man til at indsætte en særskilt konge af fælleskongens slægt i norddanernes gamle områder, mens kongen over syddanerne varetog forhandlinger og det fælles forsvar på grund af det stigende pres fra frankerne. Saxo og vel også indirekte frankerne antyder, at norddanernes kongerække er sekundær, mens man slet ikke omtaler de jyske konger og jarler. Vi kan naturligvis ikke afgøre, hvordan dette var organiseret, men må se på den senere organisation i de nordiske lande, om dette lyder sandsynligt. Ser man på borgerkrigstiden i den tidlige middelalder, er det tydeligt at Danmark var opdelt i lande med landsting, som kunne vælge hver sin konge. Rimbert nævnte, at Harald Klak, da han regerede sammen Horik og dennes bror, regerede over en del af landet - hvilket i givet fald må antages at være en geografisk opdeling svarende til den tingmæssige opdeling i lande under borgerkrigene i 1100-tallet. Noget lignende antydes af Roskildekrøniken. (Roskildekrøniken) "Jeg siger konger, for dengang var der mange konger i Danmark; for som det fortælles, var der undertiden to i Jylland, en tredje på Fyn, en fjerde på Sjælland, en femte i Skåne; undertiden var der to over hele Danmark; undertiden endog én over hele Danmark " Vi skal imidlertid også gentage frankernes notits fra 812 om Harald Klak og Reginfred: (ARF 813) De var dog for tiden ikke hjemme, men var draget til Westerfolda (Landskabet vest for Oslofjorden) med en hær, den fjerneste egn 9

10 mod nordvest i deres rige, som skuer over mod nordspidsen af Britannien, og hvis høvding (princeps) og folk nægtede dem lydighed. Da de efter at have underkastet sig dem var vendt tilbage. Syddanernes konger (rex) har altså haft et overordnet forhold over konger/høvdinge (princeps) i de øvrige lande, hvor også Reginher (Regner) i 846 benævnes princeps af frankerne. Muligvis drejede det sig primært om skat og skibe til fælleskongen. Når man læser Niels Lunds De hærger og de brænder (1993 side 38-40) kan man let få den opfattelse, at han så et dansk overkongedømme ligesom frankernes, hvor kejseren var feudalherre over konger og hertuger, som det en tid var populært blandt forskerne. Både dansk og svensk historie i tidlig middelalder peger imidlertid imod på en langt friere nordisk organisation med konger og jarler i hver enkelt landsdel, der var valgt af det lokale ting indenfor en kongeslægt eller hvordan landsdelen nu havde organiseret sig på den tid. Det enkelte ting synes endda i visse situationer senere selv at kunne afgøre, om landsdelen ville stille med skibe til de forskellige aktioner. I Sverige omtalte Snorre omkring 1200 en ordning, som kan være en efterdønning af en dansk løsning endda bekræftet af den senere Västgöta-lov fra 1300-tallet. Her kunne västgöterne vælge eller vrage den konge, som var valgt af svearne. De kunne altså enten have en selvstændig konge, eller de kunne vælge en fælles sveakonge det såkaldte Sveavælde og selv være styret af en jarl under ham. Faktisk skrev Ynglingesaga, at Ivar satte sig i besiddelse af både Sveavældet og Danevældet, men den saga var jo også skrevet af Snorre selv. Hvordan ordningen var i Danmark, er det ikke muligt at sige noget om, men en fælles alliance mod frankerne med en paraply-konge er i alt fald helt naturlig og forventelig, og vi har altså et senere faktisk eksempel herpå. Fælleskongen fik antageligt skatter og bemandede skibe til det fælles forsvar, når det var nødvendigt. Det kit, som bandt fællesriget sammen, har imidlertid næppe været en fast konstitionel struktur med retten til at dele land ud, men behovet for fælles forsvar og fælleskongens personlige militære magt. Derfor ser vi så vekslende forhold i vikingetiden, hvor fællesriget stod og faldt med truslen sydfra, mens vikingerne foretrak at boltre sig frit. Godfreds etablering af Hedeby lige syd for Dannevirke og syddanernes kongerige med muligt magtcenter fra ca. 700 i Füsing ved Slien to kilometer øst for Slesvig var i den sammenhæng et strategisk klogt træk, som har kunnet løse en del af finansieringsproblemet omkring den fælles hærfører på grund af afgifterne fra Hedeby. Hans stående del af hæren kunne således udover at beskytte grænsen også beskytte handelsbyens fredhellighed og handelsruterne samtidig, så han ad den vej kunne opnå store afgifter til medfinansiering af sine aktiviteter. Det er formodentligt årsagen til, at de øvrige konger kunne acceptere paraplykongen så længe. 10

11 Det løse system har sandsynligvis været en forudsætning for vikingeøkonomien, hvor man plyndrede naboerne eller opkrævede skat og tribut, samtidig med at der handledes flittigt i et delvis fredhelligt system, som blev beskyttet af fælleskongen. Fælleskongen kunne endda fralægge sig ansvaret for vikingekongernes bestialske angreb, som Horik gjorde ved flere lejligheder. Vikingekongernes angreb hvert år på de frankiske kyster var medvirkende til, at frankerriget efterhånden brød sammen og til sidst blev opløst. Det har givet vikingekongerne god økonomi og stor magt. Antageligt var det Regnarsønnerne, som støttede den mindreårige Horik II i 854 mod de mange vikingekonger uden land. Efterhånden som truslen fra frankerriget brød sammen, mistede fælleskongen sin magt og betydning, og på et tidspunkt inden 873, hvor Halfdan og Siward ikke mere kan have optrådt på vegne af en mindreårig Horik, må de have taget over som også Sven Aggesen skriver. Vikingeflåden havde taget magten, men samtidig blev magten diffus og spredt over så stort et geografisk område, at den til sidst smuldrede. Derfor fik de islandske sagaer, som så det hele på afstand, efterhånden svært ved endog at skelne mellem Danmark og Danelagen. Kongemagten beskrives af Saxo stadig som delt imellem Regnar-sønnerne især hvis Hvidsærk var Halfdan, men efter Halfdans død i 877 kan Siward muligvis have overtaget magten hos begge danerfolk til sin død i 891. Herefter gik også den danske struktur i opløsning. Frankerne interesserede sig ikke for de interne forhold i Danmark, men den engelske Alfreds opdeling i norddaner og syddaner gør det sandsynligt, at Saxo og sagaerne har ret, når de placerer Sigifred II s familigren i Lejre altså Regnar-slægten. Godfred-grenen repræsenterede jo syddanerne. Saxo nævner da også, at Siward Ring var konge i Skåne og på Sjælland (9.3), mens sønnen Regner nedkæmpede et oprør fra Harald Klak og nogle af landets stormænd med øboernes flåde (9.4.15) og at et oprør mod ham kom fra Jylland og Skåne (9.4.4). Alt peger på, at befolkningen på Sjælland var deres magtbase og dermed er det også sandsynligt, at Lejre, Tissø, Uppåkre og Järrestad hørte deres ceremonihaller omrejsende konger, som de var. Man hører dog ikke meget om Regnars liv hjemme han var først og fremmest vikingekonge. Antageligt var nogle af kongens vigtigste roller også den gang lokalforsvaret, vejfreden og domsfunktionen, som ifølge Saxo tit blev styret af en statholder ofte et familiemedlem. Vikingerne kunne åbenbart både være valgte konger over et territorium eller have magt over skatteland, fælles forsvar eller en flåde. De udrejsende unge på viking fra landsbyerne kunne principielt godt hjemme have været underordnet en anden konge end vikingekongen. Omtalen af de mange konger i sagaerne og på Rökstenen tyder på, at nordboernes kongebegreb var væsentligt bredere end nutidens kongetitel og 11

12 den latinske Rex-titel. Sagaerne bruger jarletitlen på jyske og norske ledere, hvor jyderne kan have været friere i forhold til paraplykongen, så man skal passe på ikke at lægge for meget i disse begreber. Nogle hævder, at Regnar Lodbrog og hans sønner er ren saga. I de frankiske og engelske kilder finder vi imidlertid Bjørn, Sigurd, Ivar, Halfdan og Uffe, hvor de sidste tre omtales som brødre. Der er derfor ikke tvivl om, at de markante Regnar-sønner, Bjørn, Sigurd, Ivar, Ubbe og Hvidsærk som nævnes i sagaerne og Saxo i relation til vikingetogterne, var de samme vikingekonger, hvor en af de to sidste kan have haft tilnavnet Hvidsærk antageligt Halfdan, da denne ifølge Saxo blev konge i Jylland. De samtidige engelske kilder nævner, hvorledes Ivar og Halfdan dominerede den første del af vikingernes hærgen og magtovertagelse i England og Irland. Adam fremhævede Ivar, og nævnte at danskerne fortsatte magten i Northumbria og Irland i over 100 år de omtales endda nogle steder som Ivars slægt. Sigurd og Halfdan møder vi som danske konger, der slutter fred hver for sig med frankerne Adam kaldte dem brødre. Sagnhistoriens detaljer er naturligvis som regel digt eller forbedret overlevering, men hovedlinjerne hænger sammen på tværs af landegrænserne og svarer til brudstykker af sagaernes fortælling. Regnar møder vi ikke i de engelske kilder, men det er antageligt, fordi vi allerede mødte hans forsmædelige død i de frankiske kilder i 846, inden Englandstogterne tog fart. Hans heltemodige død i Ellas ormegård må have været opspind for at skjule sandheden om hans ynkelige endeligt, men sønnerne slog ganske rigtigt en kong Ella mange år efter. Lodbrog-navnet er i de engelske kilder indført senere, da englænderne fik mere overblik over sammenhængene. Englænderne nævner endog ravnebanneret, som blev erobret ved Uffes død, ligesom sagaerne nævner, at Helge reddede Siwards banner og bragte det hjem, da han døde i Tyskland. Slægten behandles i kilderne med respekt og stolthed. Der er næppe tvivl om, at Regnar og måske især hans sønner havde en væsentlig andel i den danske vikingetid. De må have været en væsentlig magtfaktor ved siden af de danske overkonger fra Godfred-grenen, indtil Siward og Halfdan da også overtog hele magten i Danmark i eller inden 873. De to parallelle kongerækker med skiftende forhold indbyrdes samt mere eller mindre frie jyske jarler kan forklare sagaernes og kildematerialets paradokser, og muligheden bekræftes af kildernes omtale af et vekslende antal konger og af forløbet i de senere danske borgerkrige i 1100-tallet inden Valdemars magtovertagelse. 12

13 Danernes parallelle kongerækker i frankertiden 13

14 17 Hardeknud, "svenskerne" og Gorm 17.1 Kilderne omkring Gorms og Haralds afstamning Det følgende kapitel er en viderebearbejdelse af en selvstændig artikel, hvilket er årsagen til, at nogle tidligere forudsætninger bliver gentaget. Da de frankiske kilder om Danmark ophørte sidst i 800-tallet, var der bortset fra sporadisk omtale i saxiske kilder som Widukind og Thietmar et spring i de sydlige kilder om Danmark frem til Adam af Bremen, som skrev omkring Han blev historikernes hovedkilde til den tidlige Danmarkshistorie. Henrik Janson og Niels Lund såede dog i 1998 alvorlig tvivl om Adams kildeværdi, uden at nogen tog konsekvensen af dette man undgik helst de tidlige kilder medmindre man ville kritisere. Adams egen hovedkilde til Danmarks historie var den danske konge, Svend Estridsen, en biskop og kirkens papirer. De vigtigste nordiske kilder om Danmark, når vi ser bort fra sagaerne, som synes at have deres egen baggrund, er Roskildekrøniken fra ca. 1138, Saxo fra ca og Sven Aggesen fra De to første kirkelige værker er desværre mere eller mindre afhængige af Adam af Bremen især Roskildekrøniken men de tager også afstand fra ham i forskellige situationer. De senere årbøger er eftersnakkere af disse kirkelige kilder, og de mange genealogier kan vi ikke tillægge nogen vægt. Lejrekrøniken, som også er kirkelig, dækker derimod kun de ældre sagnkonger frem til Harald Hildetand altså den gamle Skjoldungeslægt ad mandslinjen. De verdslige kilder har ikke noget problem med Odins søn Skjold, som første danske konge, men i de kirkelige værker har den fortælling været uacceptabelt. Her erstattes Skjold af Dan i Lejrekrøniken som søn af svenske Ypper i Odins rolle. Det oprindelige grundlag for de islandske sagaer om danernes konger var sikkert baggrunden for den forsvundne Skjoldungesaga, hvorfra Regnarsona Thattr og Olaf Tryggvasons Saga stammer (Friis-Jensen 1984) samt den mere uafhængige Jomsvikingernes Saga (Degnbol 1978) alle med stort set samme slægtsrække. Vi har kun sene sagaversioner, men Sven Aggesen fortalte, at han brugte islændingenes sange dvs. skjaldekvad- før Skjoldungesaga. Sagaerne er enige om hovedlinjerne, selv om de anvender forskellige anekdoter og detaljer. Kongerne var stort set de samme, men det fremgår tydeligt, at sagaerne var fokuseret på Lejrekongerne, hvor Regnar Lodbrogs magtbase åbenbart var Sjælland (Saxo 9.3 og 9.4.4/15). Sagaerne nævnte aldrig Godfred, som frankerne til gengæld satte over Regnar. Man må heraf bl.a. kunne udlede, at Godfred, Horik I og Horik II havde magten ved selve grænsen eller et militært overherredømme med henblik på forsvaret af den danske alliances grænse mod frankerne, hvorfor frankerne skrev om ham, mens Regnar kun kan have været vikingleder og lokalkonge i Østdanmark. Denne trone 14

15 havde han ifølge Saxo fra sin far, Sigurd Ring II, som var blevet sat her af Godfred ifølge frankernes hans onkel (morbror?). Sigurd havde derfor brugt sjællænderne mod Harald Klak i det opgør, hvor Sigurd faldt i 812. Det er således sandsynligt, at Godfred var paraplykonge med sæde hos syddanerne, mens Regnar kun var konge på Sjælland og måske i Skåne. Roskildekrøniken talte om 2 konger i Jylland, 1 på Fyn, 1 på Sjælland og 1 i Skåne, men grundlaget nævnes ikke, og det minder om de senere landstingsområder, så det er måske en efterrationalisering. Sønnerne blev i Norden ofte kaldt konger og helt generelt havde alle kilder svært ved at skelne, hvor de danske anførere sad vel nok fordi kongerne rejste meget rundt, etablerede skattelande og styrede med vekslende konger/jarler i deres fravær. Derfor kunne Rökstenen tale om 20 dræbte konger på slagmarken selv om formålet med selve tallet antageligt var en hentydning til en mytologisk kenning. Svend Estridsens adkomst til tronen eller rettere sagt mulighed for at blive kandidat til et kongevalg var efter sædvane medlemskabet af kongefamilien, i hans tilfælde via moderen. Det går igen gennem hele Danmarkshistorien, at familieskabet var hovedkriteriet for valgbarhed inden arveretten i Det har derfor altid burdet undre, at Sven Estridsen ikke havde en bedre fornemmelse af sine forgængere end den, Adam af Bremen øjensynligt demonstrerede og som kirkens efterfølgende skribenter fulgte. Det er et grundlæggende træk i sagnhistorien og den efterfølgende historie, at kongen altid kunne føre sin adkomst tilbage til den gamle kongeslægt ad mands- eller kvindelinje. Et væsentligt formål med kongelisterne har uden tvivl været at pege på dette tilhørsforhold hvad enten man begrundede det med guddommelig afstamning eller senere med den juridiske grundregel, skik fra gamle dage. Selv om landet fra gammel tid var et valgkongerige, valgte man kun ud af det, Sven Aggesen kaldte kongestammen. Der må have været kristne skriftkyndige i landet siden tipoldefaderen Harald Blåtand lidt før islændingenes første skrifter selv om vi ikke kender dem i dag. Inden da havde man benyttet runer, hvor den adkomstret, som lå i kongerækken, må have været noget af det første, man ville skrive ned. Derfor burde det ikke undre, at disse lister dukker op efter kristningen i alle germanske samfund med guder i spidsen. Arne Søby Christensen (2002) har som tidligere nævnt i forbindelse med Jordanes Getica på basis af østgoterne i hunnernes følge påvist, at man ikke i et samfund uden skrift kunne stole på kongelisten længere end 3 generationer. Før da kunne kongefamilien manipulere med kongerækkerne som regel for at forbedre adkomstgrundlaget og knytte det til religionen forudsat selvfølgelig at kongefamilien kunne styre, hvad der måtte blive skrevet, når skriften kom til. Sven Estridsen kunne imidlertid ikke en gang skaffe Adam oplysninger om den nærmeste slægt til den kristne Harald Blåtand, hvis selvfølelse ellers burde have ført til nedskrivning af hans egne forfædre. Ifølge tolkningen af Adam kom Gorms far ud af det blå fra et ukendt Nortmannia som søn af den 15

16 komplet ukendte Svein. Man vil måske sige, at Svein ligger inden for den senere kongelige tradition med navnet Svend, men de kom først 100 år senere, og Svend Estridsen kan netop have valgt Svein for at give indtryk af kontinuitet eller måske var der virkelig en Svein i den senere omtalte plejefamilie. Der skal imidlertid lægges mærke til, at Saxo og Sven Aggesen ikke kendte en sådan Svein Saxo må endda have vidst, at Svein hed noget andet, siden han ikke brugte navnet til sin ublu forlængelse af kongerækken. Det burde have fået historikerne til at være på vagt. Den første mistanke, som denne usædvanlige uvidenhed skaber, må blive, at der var tale om en manipulation, som dem, der er beskrevet af Arne Søby Christensen i de tilfælde, hvor adkomsten til tronen ikke var god nok men en sådan adkomst gav en ukendt Svein vel slet ikke. Det var usædvanligt i kongerækkerne, at kongen kom ind fra højre uden forklaring det var helt i strid med hensigten og burde være forklaret nærmere. Normalt ville manipulationerne have til formål at producere et nært slægtskab, som kongen manglede. Saxo og Sven Aggesen kendte ikke nogen Sven før Sven Tveskæg, men havde en ekstra serie konger. Sagaerne på Island, som Sven Estridsen ikke kunne påvirke, gav derimod Gorm en enkel og utvetydig adkomst som søn af Hardeknud og sønnesøn af Sigurd Ormøje. Hvorfor gik Sven i en stor bue uden om den oplagte islandske forklaring? Kanonisk incest? Var denne forklaring værre? Lå der et problem her? Det gjorde der faktisk, og det var Sven Estridsen selv den første til at kunne se. Sven Estridsens havde nogle år før måttet forskyde sin hustru på pavens anmodning, fordi der var tale om kanonisk incest sagen havde ifølge Adam af Bremen (Bog III,12) ført til bataljer med kirken og efterfølgende et enormt antal uægte sønner. Kirken forbød ægteskab inden for 7 generationer (Gelting 1999/Nors 1987), indtil man nedsatte grænsen ved Lateran Konceliet i Dette har de hedenske danskere naturligvis set stort på før Harald Blåtand. Den svenske historiker, Henrik Janson, beskrev imidlertid i 1998 i sin disputats, Templum Noblissimum, det storpolitiske spil mellem Sven Estridsen, Hamburgkirken, paven og den tyske konge, Henrik IV, som endnu ikke var salvet til kejser. Paven ville have ret til at besætte kirkelige embeder, hvilket Henrik IV nægtede. Sven Estridsen var egentlig allieret med Henrik, men spillede også på paven for at få sit eget ærkebispesæde i Roskilde. Niels Lund skrev i 1998/2002, at Hamburgkirken må have set et dansk ærkesæde som en sådan trussel mod deres overhøjhed i Norden, at de i stedet må have tilbudt at ophøje Harald Blåtand til helgen noget som samtidig ville styrke ærkestiftets stilling i Danmark. Hele Adams beskrivelse af kongerne er ifølge Niels Lund lagt til rette med henblik på kirkens godkendelse af Haralds egnethed som helgen, som må have været et formål med Adams besøg. Antageligt skal det også ses i dette lys, at Sven pressede Hamburgkirken ved at lade Hildesheimbispen oprette et bispestift i Dalby, 10 km fra bispesædet i Lund netop på den tid, hvor Adam kom til 16

17 Danmark. Svens provokerende politik, som oprindeligt skyldtes incestdommen og siden blev et spørgsmål om ærkebispestolen, druknede imidlertid i Investiturstriden mellem paven og kejseren, som begyndte 1071 og kulminerede 1076 året efter færdiggørelsen af Adams værk. Harald blev aldrig helgen i stedet fik Danmark 30 år senere sit eget ærkebispesæde. For Sven Estridsen (og Adam) gjaldt det derfor i spillet om at give et positivt billede af Harald hvad han så sandelig også gjorde, så det både gik ud over dennes far og søn. I den forbindelse var det gift for sagen, hvis Adam kom tilbage til Hamburg med en Danmarkshistorie, hvoraf det indirekte fremgik, at Harald var resultatet af et incestuelt forhold, som endda kunne hindre præsteskab. Han ville aldrig kunne blive helgen. Netop Sven Estridsen måtte i lyset af sit eget problem med reglen se det som et generelt problem for den kongelige adkomst, hvis der havde været kirkelig incest i familien i hedensk tid. Det måtte forventes, at Sven Estridsen lagde røgslør ud over de kongelige slægtsforhold og et røgslør er jo netop, hvad vi ser hos Adam. I mangel af mere sikre kilder end kongemagten måtte dette problem gå igen hos 1100-tallets kirkelige skribenter i det omfang, de fulgte deres kirkelige forgængere. Det er nærmest usandsynligt, at en sådan incest ikke skulle forekomme inden for 7 generationers fyrstekredse, hvor man har brugt strategiske ægteskaber inden for de relativt få konge og jarleslægter i landet uden at se noget problem i det. En konstatering vil i dag med vort sporadiske kendskab til hustruerne være et lykketræf, men kombinerer man Saxo og sagaerne, vil man se, at der fremkommer et incestuelt forhold omkring Hardeknud. Hans mor, Bleja, siges at være efterkommer af Harald Hildetand, hvis mor, Aud, også skulle være stammoder til Hardeknuds fædrene linje. Det kunne være en af årsagerne til Roskildekrønikens mystiske forøgelse af antal led i kongerækken før Hardeknud. Under alle omstændigheder er det vigtigt at gøre sig klart, at det ikke er et spørgsmål om den historiske sandhed, men om hvad man på Svend Estridsens tid troede eller blot frygtede om fortiden. Især han må have haft denne frygt efter det, han havde været ude for med sit eget ægteskab. Incestfrygten er oplagt på Sven Estridsens tid, men det er ikke ensbetydende med, at den blev afgørende for Adam. Vægrer man sig ved at tro på den, vil man stadig stå tilbage med problemet, og det kan altid forklares med en simpel forvanskning, da den tyske Adam skulle oversætte et navn hørt på dansk til latinsk skrift. Om forklaringen er den ene eller den anden, er underordnet for slutkonsekvenserne. Vi skal derfor se nærmere på kilderne og særligt den sætning, som har skabt alle bryderierne. Adams famøse sætning Konstruktions- og rekonstruktionsforsøg af dette forhold har fyldt litteraturen med en uoverskuelig mængde navne og argumenter, som forvirrer mere 17

18 end de gavner helt op til 1970 erne. Det kan undre, at ingen forsker har forsøgt at vaske tavlen ren for kollegernes gamle misforståelser og vrangforestillinger og tænke nyt i stedet for fagets traditionelle byggen fejl på fejl, fordi man er for bundet af historiografien. Derfor går denne bogs løsningsforslag ud på at kassere alle og 1900-tallets diskussioner råt og brutalt og gå direkte til kilderne, som stilles over for hinanden, hvorefter forskellene forklares. Inden da skal vi imidlertid se på den sætning, som har voldt de forskere, som ikke kastede sig over den materialistiske historie, de største bryderier og fået diskussionen til at gå i hårdknude. Forklaringen på miseren kan være så enkel, at Adam som en af sine talrige misforståelser af de nordiske navne har hørt/husket navnet Sievert/Siward som Sven Estridsens og Sven Tveskægs fornavn, da vi taler om en mundtlig information fra et fremmed tungemål. Med den mulighed for øje bør vi læse Adams famøse sætning, som Erik Arup har misbrugt for forvandle kongeslægten til opkomlinge i et Jelling-dynasti: (Adam om Hogers tid ) Han [Sigerich] havde ikke regeret længe, før Sueins søn, Hardegon, kommende fra Nortmannia, frarøvede ham tronen. Der er almindelig enighed om, at Adam fik placeret denne begivenhed 25 år for tidligt. Som vi skal se senere, var Sigerichs far, Gnupa, ifølge Widukind stadig konge i Hedeby i 934, da området blev erobret af den tyske kejser. Adam nævner derimod Gorm som konge i 936, så danernes erobring må altså baseret på disse oplysninger være sket Der er ligeledes enighed om, at Hardegon er en misforståelse af Gorms far, Hardeknud en forklaring som efter 2011 lydligt er blevet styrket af en engelsk mønt med navnet Airde Conut, som englænderne tolker som en Hardeknud / Harde Canute i England. Vi har her i samme sætning et klart eksempel på, hvor meget det er muligt at forvanske, når man skal oversætte et navn til et andet sprog. Oven i købet hedder Gnupas søn på Vedelspang-stenen Sigtrygg, men hos Adam Sigerich, så også her forvanskes stavemåden. Nortmannia er af Arup blevet tolket som Norge og af andre som Normandiet. Adam har dog kendt navnet Nordmannia fra de frankiske annaler, som han også lidt tidligere citerede. Begrebet omfattede antageligt generelt nordboernes riger, men blev bl.a. i 810 brugt om det sted, hvorfra de 200 Danosque (ordet forekommer i samme sætning) skibe angreb friserne altså Godfreds danske flåde. Udtrykket bruges 7 gange af frankerne næsten alle gange om danernes land. Sætningen kan derfor bare fortælle, at Hardeknud kom fra danernes område dvs. også Sjælland, som de danske kilder sagde. Sidstnævnte fejl skal altså tilskrives forskerne ikke Adam men det er også rigeligt med de første grelle misforståelser i en enkelt sætning. Det er derfor vanskeligt i selvsamme sætning at fæste nogen som helst lid til Adams 18

19 Svein, som er ukendt af de danske skribenter, idet den eneste, som citerer det, er Roskildekrøniken, som troede, at der var tale om Sven Tveskæg så Roskildekrøniken har heller ikke kendt nogen Svein. Også her er det sandsynligvis en forvanskning af et andet navn, som for Adam er blevet til Sven Estridsens fornavn, som han i øvrigt også forvanskede til Svein. Figur 1. Sammenligning af kilder Sammenligning af de vigtigste kilder, hvor Erik, Svein og sekvensen Frode-Gorm-Harald kan fjernes som åbenbart forkerte oplysninger fra de kristne manipulationer. Roskildekrøniken er et absurd forsøg på at fremstille en kongerække med start fra Harald Klaks dåb, Ansgar og kristne danske konger, der skal vise kirkens resultater. Roskildekrønikens Sven er taget fra Adam, men med Sven Tveskægs historie, så ingen danske kendte altså Adams Sven. Antageligt var han en manipulation eller forvanskning af ievert/siward. Halfdan opstår også ud af det blå, men han kan være Siwards bror, der optrådte med ham hos franker sagaernes Hvidsærk? Saxo kunne ikke genkende Sven, men har med kyshånd taget mod de tre kristne konger, som synes jysk/engelske muligvis Harald Blåtands forfædre på Thyras side, hvad der kan forklare kristne kirker i Jylland. Horik II (Erik Barn) var af frankerne nævnt som konge, inden Sigurd Ormøje kom til magten, så Horik kan ikke være Sigurds søn, men var fra en parallel kongerække. De 5 hovedkilder viser altså med disse korrektioner samme række af konger før Harald Blåtand, hvis man ser Sven som en bevidst eller ubevidst misforståelse af Sievert/Siward. 19

20 Det må stå klart efter Henrik Jansons og Niels Lunds kritik af Adam af Bremen, at der ikke kan tilkomme ham nogen fortrinsstilling over for de øvrige kilder. Selv om han var tidligst, var han også mest fremmed for de emner, han skrev om. Niels Lund har forstærket sin kritik af Adam i Historisk Tidsskrift, hvor han skrev: Der er ingen bedre grund til at tro, at Jellingdynastiet var fremmede i Danmark end til at tro, at deres forgængere i det såkaldte svenskevælde var. De kom godt nok fra Sueonia, men det blev de ikke svenskere af og Det havde nok været bedre at slå sig til tåls med, at Adam ikke havde bedre styr på Jellingdynastiet, end han havde på det forudgående Olafdynasti 5. Niels Lund, som har været vores generations mest fremtrædende historiske vikingetidshistoriker, bekræfter altså bogens syn på Adams kildeværdi omkring Jellingdynastiet, som det allerede fremgik af bogens tidligere udgave fra 2004 og undertegnedes artikel i Siden Saxo uden at han har draget den nødvendige konsekvensen heraf. Det vælter simpelthen kildegrundlaget for Jellingdynastiet allerede før vi ser på de andre kilder. Vi skal bemærke, at Absalons verdslige kollega, Sven Aggesen (1185), lige før sin egen omtale af Sigurd Ormøje og hans efterkommere skrev, at han ikke på fabelskrivernes eller løgnefortællernes vis lader konger følge i uafbrudt tidsfølge efter hinanden, om hvilke jeg dog har erfaret, at de var adskilte fra hinanden ved et ikke ringe tidsmellemrum. Jeg vil derfor overlade efterforskningen angående dette til en omhyggelig efterfølger. Fik Sven Aggesen mundkurv på? Vi kan i alt fald med god samvittighed korrigere kilderne vi er jo endda blevet opfordret til det af en som vidste, hvad der skete. Inden vi ser nærmere på navnet Sveins mulige oprindelse, skal vi derfor se på alle kilderne og sammenligne dem. Her får vi også lejlighed til at vurdere den sammenhæng, fejlen er opstået i. De forskellige kilders kongerækker står nu side om side i Figur 1. Her fremtræder 3 væsentlige afvigelser i kongerækkerne: Saxos Erik Barn Denne fejl af Saxo er også omtalt tidligere. Saxo placerede Erik Barn som søn af Siward/Sigurd Ormøje og far til Knud (Hardeknud). Den mindreårige Erik/Horik II kendes jo imidlertid fra frankerne som Siwards forgænger og som nevø til Horik 1 i dennes slægtslinje så han kan umuligt være Sigurds søn. Årsagen til Saxos fejl er muligvis, at Erik Barns far også synes at have heddet Siward som bror til Horik I. Der har været 4 i slægten ved navn Sievert/Siward/Sigurd/Sigifred (samme navn på de forskellige sprog). De ses sammenblandet flere steder. Vi kan roligt fjerne Erik fra pladsen efter Sigurd Ormøje hos Saxo, hvor parallellen er sat ind for at forlænge linjen. 5 Historisk Tidsskrift , side 250 og

21 De tre kristne konger Ser man på Figur 1, står vi både i Roskildekrøniken og hos Saxo og delvis også Sven Aggesen med samme serie af tre på denne tid ukendte konger, Frode Gorm Harald, hvorefter senere følger Gorm den Gamle (Saxo 9.11), Harald Blåtand og Sven Tveskæg. Roskildekrøniken er skrevet et halvt århundrede før Saxo og var næppe i 1138 omfattet af de samme forlængende manipulationsformål som i Valdemarstiden. Den enkle løsning er, at disse kristne konger er kommet ind ved en fejltagelse, da de ikke forekommer hos Adam, og da Saxo og Sven Aggesen godt nok bruger henter dem fra Roskildekrøniken, men sætter dem ind et andet sted i kronologien og øjensynligt ikke kender dem, siden de må forklare dem som Gudrum af Anglia og Harald Klak eller også genkender de dem netop. Desuden var der slet ikke plads til dem i kronologien og det giver heller ikke mening med kristne konger i Danmark på den tid. Valdemartidens skribenter har grund til at medtage dem som en del af forlængelsen, selv om de ikke hører hjemme i Gorms familielinje, men det vækker yderligere mistanke, at Aggesen udelader Gorm. Det er imidlertid vigtigt at lægge mærke til, at Roskildekrøniken indledes med Harald Klaks dåb, Ansgars mission og en tidlig kristning af Danmark, hvorefter tronen går over på hans kristne bror Erik. Der ligger et klart kirkepolitisk formål bag dette fokus som en fortsættelse af Adams manipulation af kirkens resultater. Michael Gelting nævnte i kommentarerne til sin oversættelse af Roskildekrøniken, at kronikøren ikke har haft den ringeste anelse om tallets historie, men blot stykkede nogle tidligere forlæg sammen herunder naturligvis især Adam. Han betegnede krønikens beskrivelse af kirken som fantasi, og sådan fremtræder den helt klart, når man tager teksten for dens pålydende. Følger man derimod Geltings kommentarer om en ukvalificeret sammenstykning, dukker der en helt anden mulig historie op bag de tre konger. Beskrivelsen af trioen lyder således i Michael Geltings oversættelse: (Roskilde) År 826 blev Harald, Danernes konge døbt i Mainz Danernes konge, kong Haralds broder Erik. Da han var død blev Erik Barn ophøjet til tronen (Ivars plyndringer) Mens dette stod på, døde kong Horik II, og Frode blev ophøjet til tronen; Han blev døbt af ærkebiskop Unni af Bremen. Straks blev de kirker genrejst, som før var ødelagt: Slesvig og Ribe. En tredje kirke byggede kongen i Århus... Nogle siger at biskop Unni prædikede for Gorm og Harald, som var konger i Danmark, og gjorde dem venligt stemt mod de kristne Denne Gorm var fader til Harald Harald var kristen og havde tilnavnet Blåtand og Klak-Harald Ved Haralds død samlede en vis Sven, en overløber fra nordmændene, en stor skare og angreb England, jog kong Ethelred ud, og beholdt selv riget. Hans Sønner Gorm og Hardeknud da de havde dræbt danernes kong Halfdan. delte de Danmark 21

22 til Gorm England til Hardeknud. Gorm, den meget grusomme konge, opslog sit kongesæde på Sjælland. Harald blev konge efter hans død Allerførst bør man notere sig, at Gorms kongesæde lå på Sjælland, hvilket er vort ældste kildeudsagn om kongesædets beliggenhed udover Thietmar. Det skyldes ikke Adam, men dansk viden. Frode og den første serie af Gorm Harald Sven kan lyde som Gorm den Gamle til Sven Tveskæg, da netop Gorm den Gamle og hans svigerfar Harald Klak levede på Unnis tid, og da Sven Tveskæg senere fordrev Ethelred og overtog England fra ham. Denne første Sven fremtræder imidlertid i Roskildekrøniken samtidig med Adams ukendte Sven. Man skulle tro at forfatteren derefter looper tilbage i rækken for at fortælle lidt mere om Gorm og Harald, men der overtager Hardeknud jo det England, som Sven Tveskæg har erobret og hvem er Frode og Halfdan? Derfor blev de umiddelbart kasseret ovenfor uanset korrektheden af efterfølgende afsnit. Allerede i starten burde det stå klart, at Roskildekrøniken med Harald Klak, de to Horik er og Lodbrogsønnen Ivar i England beskriver tre parallelle kongerækker, selv om det måske ikke er gået op for kronikøren jf. Michael Geltings omtale af tilblivelsen. Efter Ivar kommer de tre kristne konger, hvor faderen Frode er ukendt, mens Gorm ligner den Gudrum, som overtog Lodbrogsønnernes kongerige i East Anglia, da de rejste videre altså en parallel til Ivar. Sønnen Harald kaldes bl.a. Klak-Harald, som andre steder er navnet på Thyras jyske jarlefar dvs den kristne række har måske været Harald Blåtands mødrene slægt. Efter dem kommer den mystiske Sven med den samtidige Halfdan. En kong Halfdan kendes på denne tid kun som Ivars bror, der også er omtalt hos Adam sammen med broderen Sigurd tre parallelle brødre. De resterende er Hardeknud, Gorm, Harald Blåtand og Sven Tveskæg altså de følgende generationer, men med forkerte slægtsforbindelser. Hvis vi gemmer Svend/Halfdan til senere, kan forklaringen være, at vi står med Harald Blåtands parallelle fædrene og mødrene slægter samt nogle brødre. Hvis man ser på Roskildekrønikens kristne islæt, de mange navne og muligheden for at kronikøren har stykket forlæggenes navnerækker forkert sammen, kan forklaringen være båret af en tidligere kirkelig idé om, at en beskrivelse af kongedømmet skulle begynde med Harald Klaks dåb, Ansgar og kristendommens indtog. Derfor beskrev man først de kristne konger, som var Harald Blåtands kristne mødrene slægt fra England og Jylland, og derefter hans hedenske fædrene slægt fra Østdanmark. De var smeltet sammen med en sammenlægning af Danmark til følge og var endt med den endelige kristning en præcisering af Haralds østdanske og jyske adkomst og samtidig en indikering af, at der havde været kristendom i slægten siden Ansgar men Roskildekrøniken har opfattet forlæggene, som om de kom efter hinanden. Alternativt kan det være et ukendt engelsk forlæg, som beskrev Gudrums slægt, da Michael Gelting netop foreslog et ukendt engelsk forlæg omkring Ivar. Det 22

23 kan vi naturligvis ikke vide, men det kan forklare Roskildekrønikens vrøvl, hvis de ukendte konger er Thyras jyske jarleslægt, som var blevet kristen i England. Det har helt klart været svært for alle historikere at udskille kongerækkerne fra hinanden, og også Adam tog forbehold for disse mange kongerækker. Hvoror skulle Roskildekrøniken være klogere? Vi ser nærmere på dette, når vi har læst Saxo, men vi kan jo være temmelig sikre på, at han med kyshånd ville gribe Roskildekrønikens misforståelse af forlæggenes dobbelte kongerækker til sit eget formål at forlænge kongerækken: (Saxo 9.8) Kongemagten gik straks efter over til hans søn Frode. Hans lykke, som forøgedes ved våbendåd og krig, nåede et sådant omfang, at han atter lagde de lande, der i sin tid var faldet fra Danmark, under det gamle åg og tvang dem til lydighed som i fordums dage. I England, som alt en stund havde været kristnet, tog han imod den hellige dåb. Da det var hans attrå, at den frelse, han selv havde vundet, også skulle blive hans folk til del, bad han Agapetus, som den gang var pave i Rom, om at lade Danmark oplære i kristendommen. Men han oplevede ikke at få sit ønske opfyldt, thi han døde, inden sendemændene fra Rom var kommet. Hans hensigt var visselig bedre end hans held, og for sit fromme forsæt opnåede han lige så stor løn hisset som andre for, hvad de får udrettet. (Saxo 9.9) Efter Frodes død kom hans søn Gorm, som førte tilnavnet Engelskmand, fordi han var født i England, på tronen der på øen. Men den lykke var mindre varig end rask til at falde i hans lod, thi da han drog fra England til Danmark for at ordne sagerne der, blev et langvarigt tab følgen af et kortvarigt fravær. Englænderne, som holdt for, at alt håb om at opnå friheden beroede på hans fraværelse, pønsede på almindeligt frafald fra danskerne og tog over hals og hoved mod til sig og gjorde oprør. Men jo mere englænderne hadede og foragtede ham, des mere trofast holdt danskerne fast ved ham. Så da han begærlig efter herredømmet strakte begge hænder ud efter de to lande, fik han det ene, men mistede uigenkaldelig det andet, thi han gjorde aldrig noget kækt forsøg på at vinde det tilbage. Så vanskeligt er det at holde sammen på store riger. (Saxo 9.10) Derpå blev hans søn Harald konge i Danmark. Efterslægten har halvvejs glemt ham og har ingen ypperlige bedrifter at melde om ham, fordi han mere lagde vægt på at bevare kongemagten end på at udvide den. Saxo satte altså rask væk Roskildekrønikens Frode Gorm Harald ind som kristne konger i sit forlængelsesprojekt. Som denne første Gorm Engelskmand indsatte han umiskendeligt billedet af den danske kong Guδrum i East Anglia , som blev døbt under navnet Aδelstan og kendes fra den Angelsaksiske Krønike her kaldt Anglici, den engelske eller Enski. Ham kan Saxo ikke selv have troet på som dansk konge det var bevidst 23

24 manipulation og sønnen Harald kaldte både Sven Aggesen og Roskildekrøniken for Klak-Harald altså Thyras far ifølge sagaerne. Roskildekrøniken kaldte ham i sin forvirring endda både Klak og Blåtand. Vi kender ingen historisk familiebaggrund for den kristne Guδrum i East Anglia, og Saxo kunne ikke fortælle noget om hans far Frode 6. Muligvis repræsenterer han tillige et slægtsled til Harald Klak, siden Harald er placeret som krønikens startfigur. Roskildekrøniken havde fejlagtigt placeret den parallelle Horik/Erik som Haralds bror. Der ses ingen Erik mellem Harald Klaks 3 brødre, og Harald Klaks sønner hed Gudfred og Rolf, men forbindelsen kan skyldes kvindelinje, hvilket sjældent omtales. Forbindelsen kan være skabt af en jysk jarl gift med en søster eller datter til Harald Klak, hvis man skal følge indikationerne i Roskildekrøniken. Guδrum må under alle omstændigt have været af høj byrd, da han kæmpede side om side med Regnar-sønnerne, som han afløste i East Anglia, da de drog videre til Northumbria og Irland men modsat dem blev han døbt som led i et forlig med Alfred den Store. Var Klak- Harald en søn af denne kristne Guδrum/Aδelstan, som blev sendt hjem for at overtage til familiens gamle jarledømme i Jylland? Saxo siger andetsteds, at Gorm den Gamle begærede den engelske kong Hedelradi s datter Thyra til ægte (Saxo ). Der var ingen kong Eδelred i England på det tidspunkt, da Alfreds bror, Eδelred I, var død i 871 og Eδelred II blev født i 978. En tredje Æδelred, som døde i 911, var eolderman i Mercia og fik sin datter allerede i 880 erne, så hun kunne snarere være Gorms mor end hans hustru. Var Eδelred i virkeligheden Klak-Haralds dåbsnavn i England eller blandede Saxo Thyras far og farfar sammen? Var East Anglias Guδrum en af Harald Klaks efterkommere på spindesiden, som sønnens navn, Klak-Harald, antyder, og som også Roskildekrøniken indikerer? Det bliver ren spekulation. Hvis Klak-Harald var kommet ind i et jysk jarledømme ad denne vej, har han antageligt været kristenvenlig. Mens Harald Blåtand i 936 højst kan have været ung mand uden magt til at gå imod faderen i Hedeby, kan svigerfaderen Klak-Harald have ledsaget Gorm og have været den Harold hos Adam, som kunne tillade sig at optræde venligt overfor Unni og kunne tillade kirker i Jylland, hvor Gorm næppe havde nogen magt. Det kan også forklare tyskernes udpegning af 3 jyske bisper i 948. Det kan altså være en sådan kristen familiegren, som Roskildekrønikens forlæg skildrede uden at forstå. Undlod Saxo senere at rette kronikørens fejl, da man ønskede at Danmark skulle fremstå som et samlet rige. Er det derfor man indsatte disse kristne konger og roste Thyra, da denne gren jo i lige så høj grad var Harald Blåtands forfædre? Måske er vore kilder grundlæggende slet ikke så uenige de havde bare forskelligt formål i et manipulativt miljø. Hvis den kristne gren stammede fra Harald Hildetand havde Gorm ved sit 6 Visse steder kan man læse, at Frode er nævnt i den engelske Brompton-krønike, men navnet viser sig at være fra en 1800-tals omtale af krøniken, som kan have haft navnet fra Roskildekrøniken. 24

25 ægteskab Thyra måske opnået, at Harald Blåtand blev efterkommer af skjoldungen Harald Hildetand ad kvindelinje i stedet for den betænkelige vej via Sigfred Ring noget man senere måtte kamuflere på grund af kristne incestregler og ønsket om at få det hele til at se ud som ét rige. Er dette årsagen til, at Saxo på Absalons tid dristede sig at lægge Thyras familie ind som Roskildekrønikens kristne kongerække i sin forlængelsesproces? Var det en jysk jarlerække, som bragte et jysk jarledømme med kristne sympatier og en mulig Skjoldunge-forbindelse ind i rigsfællesskabet via Gorms ægteskab med Thyra? Vi har her begivet os ud i spekulationer, som man heldigvis kan se helt bort fra i forbindelse med vurderingen af danernes kongerække og problematikken Lejre/Jelling. I den sammenhæng kan vi nøjes med at konstatere, at de 3 kristne konger ikke kan være Gorms forfædre, at de ikke er nævnt som række i de udenlandske kilder, og at der er slet ikke tidsmæssigt er plads til 7 generationer på 100 år. Vi kan med sindsro fjerne dem fra danernes kongerække. Svein Af Roskildekrøniken fremgik det tydeligt, at den danske forfatter helt klart ikke kendte andre ved navn Sven end Sven Tveskæg og Sven Estridsen, siden han måtte bruge Sven Tveskægs erobring af England og fordrivelsen af Ethelred som denne første Svens historie. Adams Svein er altså ukendt hos alle danske skribenter og er desuden den eneste forskel, vi har tilbage i forhold til de fire nordiske kilder, som alle peger på Sjælland som kongesæde Sven, som i Roskildekrøniken står samtidig med Halfdan, må være et falsum eller en fejltagelse. Derfor skal vi til slut se på, om der kan være en forklaring på det navn, som Adam har skrevet som Svein. Adam nævner inden Svein dels Heiligo, som må være den Helge, der ifølge sagaerne regerede på vegne af Hardeknud, da han var mindreårig. Desuden nævnes svenskerne, som antageligt kun var konger i Hedeby-området. Tilbage står de tidligere omtalte brødre, Halpdeni og Sigifred, som Adam angiveligt har fra de frankiske annaler altså det danske navn Halfdan og hans bror Siwardus (Latin)/Sievert (dansk)/sigurd (islandsk). Halfdan optræder som nævnt også i Roskildekrøniken samtidig med Hardeknuds far, Sven, men Halfdans bror, Sigifred, mangler. Er Svein simpelthen en misforståelse, fordi Adam med god grund ikke har kunnet gennemskue, at den Sigifredus, som han havde læst om i annalerne som Halpdenis bror, var samme navn som den Sievert/Siward, som han hørte fra Sven Estridsens mund på dansk? Det er jo hændeligt, når man ser på de andre grelle misforståelser, der findes i Adams værk og endog i den samme sætning som Svein jf. afsnittet om Adam famøse sætning. Og tror vi ikke på denne misforståelse, har vi som sagt stadig manipulationen på grund af incestfrygten. Adams Svein er usandsynlig, og Sigifred/Sievert er den mest sandsynlige forklaring. 25

26 Sammenligningen af kilderne Når ovennævnte tre oplagte fejl Erik Barn, de tre kristne konger og Svein pilles ud, står vi tilbage med fem ens kongerækker i alle Figur 1 s kilder. Det er underordnet, om alle har statholderen Helge med, og at de svenske konger ikke indgår heri. Som det ses i figurens rækker, som er indrammet med orange, viser de fem kilder identiske kongerækker og altså den kongerække, som de neutrale og forholdsvis sene sagaer hele tiden har brugt, men vi har ræsonneret os frem til kongerækken uden brug af disse sagaer. Mens selve kilderne af mange grunde alle må betegnes som behæftet med stor usikkerhed, synes der at ligge samme kongerække bag alle beretningerne. Det er på sin vis ikke overraskende, at denne kongerække, som havde betydning for kongeslægtens adkomst, har været alment kendt, hvorefter skjalde og forfattere har koblet de fortællinger på, som har passet ind i deres kram. Kongerækken er altså kommet rimeligt helskindet gennem denne proces, hvis vi ser bort fra de bevidste manipulationer og fejl, som vi kan gøre rede for. Det var da også forventeligt, at sikkerheden i kongerækken i 900-tallet langsomt burde nærme sig den tidlige middelalders især fordi vi nu har mange parallelle kilder, som øger vores sikkerhed. Vi kan altså fastslå, at der ikke er noget grundlag for at tale om andre mandlige forfædre til Gorm end rækken Gorm Hardeknud Sigurd Ormøje Regnar Lodbrog og antageligt også til Godfreds nevø, Sigifred II, som faldt i magtkampen mod Harald Klak og dennes brødre i 812. Der ses naturligvis bort fra de betænkeligheder, som DNA-analyser kan give omkring alt familieskab i dag, da det accepterede familieskab som altid bliver det afgørende. Gudernes blod betyder naturligvis ikke noget i et kristent samfund det blev i stedet kontinuiteten i opvæksten til den traditionsbærende rolle omgivet af gensidig respekt og dermed også kongens indgroede forståelse for denne rolle, som blev afgørende for styreformens levedygtighed. Kildernes omtale af kongesædet: Erik Arup påstod i Danmarks Historie: sikkert er det, at Gorm omkring 950 var konge, og at hans kongesæde var Jelling. og allerede deri synes at ligge, at den kongemagt, der siden Hugleiks dage havde været i Danmark, var begrænset til Jylland. Den eneste kilde, som Arup den gang kunne hævde at have til sin påstand om Jelling, er Sven Aggesen, som skrev, Deres overlevende søn, Harald Blåtand, som arvede riget, udførte begge forældres begravelse som et ædelt mausoleum efter hedensk skik i to ens høje ved kongens gård i Jelling. Arup måtte vanen tro ignorere en sådan kilde, der modsagde hans opfattelse om kongerækken, og det er også godt det samme, da det i dag dendrologisk står klart, at Aggesen har omtalt det anlæg, som Harald byggede i 968 efter Gorms død. Vi ved endda, at der ikke er fundet bygninger på stedet i flere århundreder før Haralds byggeri. Gorm havde altså ikke noget kongesæde i Jelling. Før de 26

27 sseneste udgravninger har Aggesens udtalelse kunnet bruges som sovepude af de historikere, der var hoppet på Arups limpind, men i dag holder den undskyldning ikke. To andre omtaler af Jelling gående på guden Høder og på en guldring på Jelling Hede er skrevet efter, at Harald gjorde Jelling kendt ved at opføre sit kæmpemonument. Vi har altså ingen kilder overhovedet om et forhistorisk kongesæde i Jelling, da runestenene kun fortæller, at stedet var begravelsesplads eller mindesmærke. Erik Arups Jelling-kongedømme er en tom og udokumenteret påstand. Ser vi på kilderne om kongesædets beliggenhed udover ovenstående konklusion om kongeslægten er det ikke til at komme uden om den eneste samtidige, men sekundære kilde, Thietmar af Merseburg, som før sin død i 1018 skrev, at Lejre var danernes hovedstad og kultsted. På det tidspunkt stod Lejrehallen der endnu, selv om kongesædet var under flytning til Roskilde 8 km nede ved fjorden. At bispen Thietmar sandsynligvis overdrev de hedenske daneres menneskeofringer, ligesom den senere Adam om Uppsala, påvirker ikke udsagnet om Lederun på Selon som danernes caput regni. Det næste afgørende udsagn er Roskildekrønikens Gorm opslog sit kongesæde på Sjælland. Roskildekrøniken har misforstået de 250 år gamle kongerækker som så mange andre men det er den ældste danske kilde, som kendte placeringen af det danske kongesæde 120 før og det harmonerede altså med Thietmar. Hvis vi tager kongesædet i de øvrige danske hovedkilder, gav Lejres betydning sig selv ud fra navnet Lejrekrøniken, som i øvrigt nævnte Lejre 7 gange. Saxo nævnte Lejre 10 gange i forbindelse med kongerne Rolf, Ingeld, Fredlejf, Harald Hildetand og Olav, ligesom han nævnte Sjælland som Lodbrog-grenens magtbase. Sven Aggesen nævnte Lejre som berømt kongesæde en gang. Sagaerne nævnte Lejre mindst 10 gange. Adam nævnte kun Roskilde som kongens sæde i 1075, hvor han besøgte Sven Estridsen aldrig Lejre og Jelling, hvilket også gælder Roskildekrøniken. Alle vore 8 skriftlige kilder skriver eller harmonerer altså med, at Lejre var Gorms oprindelige kongesæde. Jelling var Harald Blåtands værk, da ingen kilder peger på Jelling før 968. Arkæologien støtter Lejre som hovedsædet, men den vil blive uddybet senere. Erik Arups udpegning af Jelling som kongeslægtens sæde står i dag som helt udokumenteret hvilket harmonerer med Erslevs omtale af Arups gætterier. At nutidens historikere følger Arups vildspor er derfor absurd. Dermed er gennemgangen af problemerne ikke slut. Vi skal først kontrollere, om denne kongerække løser de problemer, man stod med i 1970 erne, hvor historikerne af den gamle skole var kørt helt fast i hårdknuden, mens de andre var blevet opslugt af materialismen eller lå under for dens menighed. 27

28 17.2 Hardeknud og "svenskerne" Hvad enten Adam af Bremen havde motiv til at skjule sandheden eller han blot begik fejl, så må det påvirke hans kirkelige efterfølgere. Adam gjorde ikke meget ud af Hardeknud udover den erobring af Hedeby, som han altså slet ikke havde udført. Saxo ville derimod ikke skubbe Hardeknud bort som konge. Tværtimod roste han ham som en over al forventning gæv mand (Saxo 9.7), men fortalte primært om hans værger. Vi skal derfor undtagelsesvis begynde med sagaerne, når vi vil beskrive de sidste sagnkonger i Gorm slægt: (Jomsvikingernes Saga AM291) Knud (den Fundne) opfostrede Si-gurd Ormøjes søn og gav ham sit eget navn og kaldte ham Harde-Knud. Og Harde- Knuds søn var Gorm, der blev kaldt den Gamle eller den Mægtige. Olaf Tryggvasons Saga fortæller tilsvarende: (Fragmenta) Olav Kinrikssøn var søn af Ivar Vidfadmes morbroder. Han var i Sigurd Rings dage jarl i Northumberland, indtil kong Ingjald af Englands søn fordrev ham. Ring gav ham da jarledømme i Jylland. Han havde sønnen Grim, denne havde sønnen Audulv hin Stærke, og han sønnen Gorm hin Barnløse. Han havde ingen børn, men der blev en gang fundet et barn i en skov og bragt til ham. Han kaldte drengen Knud og udpegede ham til sin eftermand. Knud var søn af Arnfinn Jarl og dennes egen søster. Derfor havde faderen ladet barnet udsætte. Knuds søn Gorm var jarl i Jylland. Han opfostrede Sigurd Ormøjes søn Knud, der efter sin fødeegn kaldtes Harde-Knud. Han var konge i Danmark. Hans søn var Gorm den Gamle. Islændingene synes generelt at have haft svært ved at adskille daners og jyders riger og lande i Danmark og Danelagen, men det vil ikke være usædvanligt, at en adopteret jysk jarlesøn kom til f.eks. York og blev kristen. Arngrimur Jonson synes at være løbet lidt sur i sagaforklaringernes forskellige forekomster af Gorm. Sagaerne viser imidlertid klart tilbage fra Gorm den Gamle til Hardeknud og hans far Sigurd, søn af Regnar Lodbrog og sønnesøn af Sigurd Ring. Gorms afstamning er så enkel, som den kan blive, men den er kasseret af tidligere historikere, fordi den ikke stemte overens med de tidlige kirkelige kildeskrifter, som man regnede for mest pålidelige. Modsat Adam havde også Sven Aggesen Canute som søn af Regnar Lodbrog-sønnen Siward, men placerede de 3 kristne konger efter Knud og inden Gorm. Kilderne har imidlertid samme konger i samme rækkefølge efter analysen i forrige underkapitel. Det er kun indplaceringen af de 3 kristne konger, som er forskellig, fordi de ikke havde noget at gøre her. Selv om det kun er sagaer, bør vi i Jomsvikingernes Saga fæste os ved den usædvanlige og tilsyneladende overflødige indledningsberetning om Knud den Fundne, som blev udsat i skoven som spæd på grund af incest, men blev fundet 28

29 og adopteret af en dansk konge / jarl. Knud den Fundne fik altså navnet Hardeknud, som antageligt netop kunne betyde Skov-Knud. Harde eller Haraδ er stednavnebetegnelser i Danmark og Jylland, hvor man på OE knytter navnet til skov. Hvorfor ligefrem indlede sagaen med en så usædvanlig historie og væve den sammen med et lige så usædvanligt navn? Der må være en årsag til denne historie, som også kendes andre steder fra. Navnet kendes i Danmark kun fra to personer, begge konger, hvoraf den første angiveligt efter sagaerne var opkaldt efter sin plejefar Knud den Fundne altså måske Skov-Knud. Plejesønnen Hardeknud blev konge som mindreårig i 891, men allerede i 883 dukkede navnet ifølge Symeon af Durham også op i York, da Guδred søn af en Hardiknut blev konge. Denne først kendte Hardiknut omtales i forbindelse med den engelske Sct. Cuthberts historie (Symeon af Durham 1129 på basis af en anonym 1000-tals krønike), da hans kristne søn Guδreδ i ca. 883 blev blev frikøbt som vikingernes træl og valgt som konge ved et kompromis i York. Om det er derfor plejefaderen i sagaerne også kaldes Trælle-Knud, vides ikke. Guδreδ var kristen dansker og kunne derfor både accepteres af vikingerne og de kristne. Guδreδ døde allerede i 894/95, men faderen kan have levet videre. Guδreδs begravelse i York Minster nævnes i de engelske krøniker. Hardiknut eksistens blev betvivlet, da Symeons fortælling om ham er fra I 2011 dukkede navnet imidlertid op som Airde Conut i nærhe-den af York på en kristen mønt, som synes præget mellem 895 og 903. Den blev fundet 120 km vest for York i Silverdale. Sprogforskere (Porck 2014) har foreslået, at mønten med Airde Conut skyldes den danske kong Hardeknud, og at han skulle komme fra Normandiet, da stavningen har frankisk præg. Det er imidlertid helt usandsynligt, at et meget sjældent navn skulle komme fra Normandiet, hvor det ikke kendes, hvorimod det to gange med kort mellemrum forekom ved York og ellers ingen andre steder end senere i den danske kongeslægt endda inden Rollos tid. Årsagen til stavemåden kan f.eks. i stedet være, at danskerne i York brugte en frankisk møntmester, hvilket ikke er usandsynligt, da danskerne også opererede der. På grund af prægetidspunktet stiller historiker og numismatiker fra British Museum, Gareth Williams, det rimelige forslag, at mønten skyldes et barnebarn, men der nævnes ikke noget barnebarn eller nogen engelsk konge af det navn. Da mønten bærer titelbetegnelsen rex, som ikke harmonerer med Simeon af Durhams engelske Hardeknud, kan mønten måske være udstedt af den engelske værge på vegne af den danske Hardeknud, som blev rex som barn i 891 f.eks. sammen med de Siefredus mønter, som ifølge Steenstrup også blev udstedt med en Knut omkring Siefredus begyndte at optræde som plyndrende viking i Wessex i 893, men blev øjensynligt senere konge i Northumbria ifølge mønter, som efterfølger af Guδreδ. Det var muligvis Guδreδ, som Adam nævnte sammen med sønnerne Sigerih, Olav og Reginald (Adam 2.25 ). Adam kan dog også have talt om en senere Guδreδ. Allerede Steenstrup nævnte Hardiknut som en mulig Knud den Fundne 29

30 (Normannerne 1876). Han var således på sporet, men rodede sig på grund af ovennævnte Cnut-mønter ud i tanken om, at Guδreδ var danske Hardeknud, hvad der er udelukket, da Guδreδ i kilderne nævnes som søn af Hardiknut og som død i 894/95. Niels Lund nævnte Steenstrups omtale af Hardiknut, men noterede blot, at Symeons senere omtale ikke var tilstrækkelig dokumentation for navnets eksistens i York. Niels Lunds skeptiske argument er altså nu forældet med fundet af Airde Conut-mønten som et samtidigt levn. Hvem der udstedte mønten er ligegyldigt her, da den for os blot skal vise, at navnet eksisterede som et navn i York i 890 erne - altså som bekræftelse på Symeons beretning. Det eneste afgørende i vor sammenhæng er, at det meget sjældne Hardeknud-navn som det eneste sted i verden udover den danske kongerække nu er dokumenteret to gange i Northumbria, hvor det første gang nævnes kort før den danske Hardeknud ikke i Normandiet eller Norge, som ellers begge har været foreslået som Adams Nortmannia. Sagaernes fortælling er helt i overensstemmelse med den faktiske forekomst. Det skal bemærkes at Erik Kroman har foreslået en tolkning, som normannernes oversøiske besiddelser men som nævnt tidligere brugte frankerne allerede i 810 navnet Nordmannia om Godfreds besiddelser en tekst som Adam kendte. Var danske Hardiknut (Skov-Knud) i York synonym med både Knud den Fundne, som Jomsvikingernes Saga hævdede, og Saxos / Sven Aggesens værge Enni-Gnub. Det sidste navn kan være en sproglig forvanskning af engelske Knud / Knud Enski, hvis vi følger samme navnedannelse som East Anglias Guδrum / Gorm Enski? Skyldes Adams mystiske Nortmannia-historie, at Hardeknud var placeret hos en kristen dansk familie i de danske besiddelser i Northumbria eller kom han blot fra Sjælland? Om plejefaderen i York hele tiden var Hardiknud, også efter Guδreδs død, eller en af hans andre sønner, hvis navne vi ikke kender f.eks. en Svein eller Gorm er uvist. Saxo indikerer et opgør med værgerne, som kan skyldes, at Hardeknud brød med plejefamilien i York og vendte hjem kort efter 900, hvor han også erstattede statholderen Helge/Heiligo hvad Saxo og Sven Aggesen ikke har indset, da de omtalte Ennignub. York kan synes langt væk, men byen var på den tid Regnarsønnernes især Ivars engelske hovedkvarter, hvorfra også Hardeknuds mor skulle stamme som engelsk kongedatter ifølge sagaerne. Saxo nævnte ganske vist, at hun var oldebarn af Harald Hildetand, men de oplysninger modsiger ikke hinanden. Det har været naturligt at sætte Sigurds søn i pleje hos familie der, hvor han var i sikkerhed for hjemlige konkurrenter, mens faderen rejste rundt som konge og viking, som vi hører om i de frankiske annaler. Der er af og til rejst tvivl om eksistensen af den første danske kong Hardeknud, fordi han siges at mangle hos Adam (hvad han dog ikke gør) og i nogle af sagaversionerne. Bl.a. Olafur Halldorsson (Halldorsson 2000) foreslog derfor, at han var indsat som en fiktiv person i sagaerne. Den første danske kong Hardeknud er imidlertid eneste sandsynlige link, som kan have overført det nordiske navn fra den første engelske Hardiknut til Knud den Stores søn 30

31 Hardeknud 140 år senere. Det er også vanskeligt at se, hvorfor og hvordan man skulle kunne opfinde en fiktiv dansk konge med et sådant navn i sagaerne. Det er langt lettere og mere logisk, at nogle af de senere sagaskribenter har valgt at fjerne den første danske Hardeknud fra deres sagaversion, fordi han ikke var nævnt direkte som konge hos Adam. Denne første Hardeknud må altså have eksisteret, og det bekræftes af, at også både Saxo og Sven Aggesen placerer en Knud/Loddenknud mellem Sigurd Ormøje og Gorm, selv om han ved første øjekast synes at mangle hos Adam, fordi han står som Hardegon. Regnarsona Thattr fortæller om Hardeknud: (Regnarsona) Sigurd Orm-i-Øje var gift med Blæja, datter af kong Elle. Deres søn var Knud, der blev kaldt Hardeknud, som efterfulgte sin far på Sjælland, Skåne og Halland, men Viken faldt fra hans rige. Sigurd Ormøje faldt som tidligere nævnt i det store slag i Tyskland i 891 hvilket passer med dateringen i York. Det fremgår som tidligere omtalt både af Fulda-annalerne og to af sagaerne og selv om han skulle være dræbt sydpå 4 år før, som nogle hævder, ændrer det ikke på sammenhængene. Fra slaget i Tyskland ankom ifølge sagaerne Sigurds følgesvend, Helge den Hvasse, og regerede for ham i Danmark (Helge blev senere gift med Hardeknuds søster, Aslaug). Helge er sandsynligvis den Heiligo, som Adam af Bremen nævnte som den første danske konge inden Gorm d. Gamle. (Adam) Efter normannernes nederlag har der - ved jeg - regeret en kong Heiligo, elsket for sin retfærd og redelighed. Vi ved ikke, hvornår den samlede kongelige overhøjhed/alliance over det senere danske område til forsvar mod frankerne ophørte. Måske opløstes det i 854, så Horik 2 kun fik magten i Sønderjylland, mens resten var fordelt på Regnarsønnerne det giver sagaerne jo indtryk af. Adam fortæller efter bemærkningen om Heiligo: (Adam) Efter ham (Heiligo) fulgte Olaph, som kom fra Sveonien og tog det danske rige med våbenmagt. Han var far til mange sønner, blandt hvilke Chnop og Gurd efter faderens død havde herredømmet. Hvad vi fra nu vil berette, har vi fundet i forskellige andre, ingenlunde uvederhæftige bøger. Men noget har den berømmelige danerkonge (Svend Estridsen) fortalt os på vor anmodning derom. Hvis man sammenholder med oplysningerne i Olav Tryggvasons saga og Regnarsona Thattr om, at Sigurds søn Knud kun regerede over Sjælland og Skåne og Halland, vil det passe med, at Olaf og hans sønner tog magten i 31

32 Slesvig fra Heiligo, efter denne var trådt ind efter Sigurd. Eventuelt kunne det være hele Jylland - som var det "land", der interesserede Hamburg-kirkens skribenter. En svensk interesse specielt for Hedeby og omegn var dog mere naturlig, da Hedeby var vigtig for handelsvejen til Sverige og en mindreårig, der herskede over flere lande med værger, kan antageligt have fristet Olaf til at sætte sig på handelsruten. Antageligt har Olaf kun erobret syddanernes gamle område. Derefter kom Adams Hardegon, som altså var Hardeknud, som blev konge i Østdanmark. Vi er nu klar til at se på Saxo s udgave af Hardeknud, som herefter bliver let genkendelig, hvis man blot husker, at Saxo fejlagtigt satte Erik (Horik II) ind mellem Sigurd og Knud: (Saxo 9.7) Eriks (Sigurds) søn Knud var endnu kun et barn, så både han og riget trængte til en formynder. Men da det tyktes de fleste, at det både var besværligt og let kunne vække misundelse at påtage sig dette hverv, besluttede man at udtage en mand dertil ved lodkastning, thi de viseste danskere var bange for i så vigtig en sag selv at træffe et valg. De stolede mere på skæbnen end på deres egen mening og ville hellere lade valget komme an på en tilfældighed end på moden overvejelse. Så skete det da, at en vis Ennignup, en mand af den største og mest ufordærvede dyd, blev nødt til at tage dette byrdefulde hverv på sine skuldre. Da han havde tiltrådt styrelsen, som lodkastningen havde tildelt ham, tog han ikke mindre hensyn til hele rigets tilstand end til kongens unge alder, hvorfor da også nogle, som ikke er synderligt kyndige i historien, har tildelt ham en plads midt i kongerækken. Da Knud efter at have trådt sine børnesko var vokset op til mand, fjernede han dem, der havde vist ham den velgerning at opfostre ham. Efter at have været en knøs, man næsten havde opgivet alt håb om, blev han en over al forventning gæv mand. Kun den ene ting ved ham må man begræde: Han døde uden at have antaget kristendommen. Regnarsona Thattr fortæller yderligere om Hardeknud: (Regnarsona) Gorm var hans søn. Han var opkaldt efter sin fosterfar, der var søn af Knud den Fundne. Han havde alt land i forlening af Regnarsønnerne, mens de var på krigstogt. Omtalen indebærer, at også Gorm den Gamle skulle være vokset op i York denne gang som fostersøn af Gorm, som skal have været søn af Knud den Fundne og altså bror til Gudred. Her kan man frygte, at fortællingen er gået i ring, eller at vi misforstår sagaen, men det ændrer ikke på hovedforløbet, hvorvidt Gorm er opvokset i York eller Danmark. Vi vender dog tilbage til spørgsmålet under Gorm. 32

33 Hvad angår svenske Olav kan der være flere forklaringer. Niels Lund stiller sig tvivlende overfor et svenskervælde, men de behøver ikke at have været særligt svenske. Sagaerne omtaler Regnars søn, Bjørn Jernside, som hersker over Svea-land. Olav kan være hans slægtning, hvilket kunne forklare, hvorfor svenskekonger med god ret kunne gøre krav på magten i Hedeby. Det synes i alt fald at være den forklaring, sagaerne ønsker at indicere. En anden mulighed kan være Anunds efterkommere. Den positive, men lidt uselvstændige kong Olaf, som Ansgar mødte i Birka to år efter Anunds generobring af magten, kan have været en ung søn af Anund. Anunds midlertidige danske asyl, den danske medvirken ved generobringen af Uppland, som vi kender fra Rimbert, det senere togt til Kurland, sønnernes navne og Horiks anbefaling af Ansgar til Olaf kunne tyde på, at Anund var knyttet til det danske kongehus via slægts- eller ægteskab. Olaph, som altså havde et navn brugt i svearnes kongefamilje, kan derfor have hævdet arveret i Danmark - hvilket kan forklare den opportunistiske svenske magtovertagelse i det fjerne Hedeby og dens relativt langvarige succes. Sveriges historie kender man i øvrigt meget lidt til i den periode. Kongerne kendes primært fra Ynglingesaga og den kongeliste, som var tilføjet Hervararsaga, men som tidligere har vist sig at afvige fra de danske værker. Det var imidlertid i den periode, at svenskerne fik væsentlige interesser i handelsvejen til Sortehavet via de russiske floder, og mange vesteuropæiske forskere mener, at "Rus"-dynastierne i Novgorod og Kiev, som blev oprettet i 860'erne, havde en svensk baggrund. Det sidste harmonerer med forløbet i Hedeby. Også Norge fik en storhedstid, hvor Harald Hårfager ifølge Snorre samlede Norge og organiserede et helt ny rige - en beskrivelse, som man i dag anser for at være efterrationalisering. Nordmændene satte sig fast på de nordatlantiske øer og på besiddelser i de keltiske områder i Skotland, men hvordan magtbalancen var i Irland i den danske svækkelsesperiode, er mere usikkert. Det var i samme periode, at Island blev koloniseret, og man mener, at en del af bosætterne netop flygtede for Harald Hårfager. Andre islændinge kom fra de kollapsende danske vikingeriger i England og fra Irland, hvor nybyggerne ifølge DNA-undersøgelser havde hentet mange kvinder Gorm den Gamle Derefter dukker Hardeknuds søn, Gorm, op i sagaerne. I Regnarsona Thattr så vi ovenfor, at Gorm skulle være opkaldt efter sin fosterfader, Gorm, som var søn af Knud den Fundne og det samme kan læses i Olaf Tryggvasons Saga. Gorm skulle altså være opvokset hos samme familie i York ligesom Erik Ejegod og Knud Lavard senere voksede op hos Skjalm Hvide og hans søn, Asser Rig. Det harmonerer fint med Erik Kromans hypotese om, at det var Gorm den 33

34 Gamle, der i underskrev sig som Gudrum på vidnelister i York, inden Gorm dukkede op i Danmark i 936 i stedet (Kroman 1976). Niels Lund har med god ret anført, at det ikke dermed er bevist, at Gorm kom fra York (Niels Lund 1993), men sammen med oplysningerne om Yorks Hardiknut lyder det plausibelt. Derimod hænger det ikke sammen, når Erik Kroman gættede på, at Gorm var sønnesøn af Gudrum i East Anglia, og Gudrum var sandsynligvis også for sen til at være Knud den Fundnes plejefar. Det er imidlertid ikke afgørende, om de to kongesønner var opvokset i York eller andetsteds. Det nævnes kun, fordi det kan få alle oplysninger til at falde på plads hvilket ellers var temmelig utopisk i betragtning af beretningernes kvalitet. Hvis Hardeknud og måske også hans søn voksede op i Northumbria, kan det måske forklare nogle af de associationer, som er opstået på grundlag af Sven Estridsen søforklaringer. Om det har inspireret Sven Estridsen til en decideret nødløgn, eller blot har ført Adam på misforståelsernes vildspor, eller om en af fosterfaderens sønner i York faktisk hed Svein, ved vi ikke, men i Roskildekrøniken (Gelting 1979) er det tydeligt, at kommunikationen til sidst kunne ende helt i skoven med en sammenblanding med Sven Tveskæg og hans modstander Ethelred. Vi skal nu følge, hvordan Gorm blev konge i Danmark. Ifølge Regnarsona Thattr overtog han kongemagten efter sin far, dvs. i Østdanmark. Derefter kan vi følge beskrivelsen i Olav Tryggvasons Saga: (Trygg) Da Gorm var blevet voksen af alder, fik han en kone, som hed Tyre. Hun var datter til Harald Jarl i Jylland, han blev kaldt Klak-Harald. Kong Gorm gik med sin hær ind i det rige i Danmark, der hed Hreidgoterland, men nu kaldes Jylland, mod den konge, der regerede der. Han hed Gnupe. De holdt nogle slag, og det endte sådan, at Gorm fældede denne konge og tog hele hans rige i besiddelse. Derefter gik Gorm til angreb på en konge, der hed Sølverskalle, og havde stridigheder og kampe med ham, og Gorm vandt til stadighed sejr og til slut fældede han kongen. Derefter drog han gennem Jylland og for hærgende frem således, at han fældede alle kongerne helt sydpå til Slien og han blev en mægtig konge. Svenske Olafs søn Gnupa/Chnop og sønnesønnen Sigtrygg/Sigerich er bekræftede af runeindskrifterne på Vedelspangstenene ved Hedeby, men Adam har ikke forstået eller interesseret sig for at der antageligt var tale om flere kongeriger på den tid. Sammenholder vi med Adam af Bremen: (Adam ) Han (Olaph) var far til mange sønner, blandt hvilke Chnop og Gurd efter faderens død havde herredømmet. Hvad jeg herefter vil berette, har jeg fundet i forskellig pålidelige bøger. Andet har danernes berømte konge på forespørgende fortalt mig: Efter Olaph, sveonernes førstemand (princeps), som regerede over danerne sammen med sine sønner, 34

35 indtog Sigerich hans plads. Han havde ikke regeret længe, før kong Sveins søn, Hardegon, som kom fra Nortmannia, frarøvede ham tronen. Det er uklart, om disse mange danerkonger herskede samtidig. I betragtning af den meget forskellige tilblivelseshistorie bag de to værker er sagaerne og Adam forbløffende enige om erobringen af Hedeby bortset fra at Adam i sin rækkefølge placerer den i ærkebisp Hogers tid Han nævner imidlertid også, at han er i tvivl om, hvem der herskede hvor og hvornår. Efterfølgende nævner han kristenforfølgelser fra daner og slaver, hvor slaverne erobrede Hamburg, men disse daner kom ikke nødvendigvis fra Hedeby det kan netop være kommet fra Hardegons (Hardeknuds) norddanske rige, så han kan være noteret i kirkens papirer ved den lejlighed. Formodentlig har Adam haft svært ved at parre de tyske og danske kilder sammen på grund navne- og sprogforbistring, da Sven næppe har dateret sine oplysninger. Som vi skal se nedenfor hos Widukind, er denne danske erobring dateret en generation for tidligt af Adam, så han nævner Hardegon som kongen. Det hænger fint sammen med Adams senere afsnit: (Adam om Henriks angreb 934) Hos danerne herskede på den tid Hardeknuth Wrm, en grusom orm og ikke så lidt fjendtlig over for de kristne Dernæst angreb han (den tyske kong Heinric) med en hær danernes land og skræmte med sit første angreb kong Worm så stærkt, at denne lovede at rette sig efter hans befalinger og bønfaldt ham om fred. Således fastlagde den sejrrige Heinric rigets grænser ved Sliaswic, som i dag hedder Heidiba, indsatte en markgreve og forordnede, at kolonister fra Saxonien slog sig ned der. Alle disse begivenheder, som en klog dansk biskop har fortalt mig (Adam om Unnis rejse i 936) Men da den Guds bekender kom til danernes land, hvor, som sagt, den grusomme Worm dengang herskede, formåede han ikke at ombestemme kongen på grund af dennes medfødte vildskab. Til gengæld skal han have vundet kongens søn Harold for sig ved sin prædiken. Og han opnåede at han gav tilladelse til offentlig udøvelse af kristendommen, som hans far altid havde hadet. Der stod ikke noget dansk kongenavn i de første tyske kilder efter begivenheden. I Widukind af Corveys Saxer Krønike (973) læser man imidlertid om kejser Henrik, som angreb Hedeby 934 og hævdede at døbe den danske konge der. Denne konge hed Nuba dvs. Gnupe/Gnuba/Chnop fra sagaerne og runestenen ved Hedeby og endda Adam selv ved omtalen af de svenske konger. Årstallet 934 er bekræftet af flere af tidens annaler, og en enkelt anden talte også om dåb, men kun Widukind skrev navnet 39 år efter. Adam skrev først 100 år efter Widukind og skrev endda selv, at han var i tvivl. Måske tog han blot Worm fra sin kilde til det efterfølgende afsnit om Unni. Løsningen på denne kildekonflikt burde være elementær. Det kan derfor ikke 35

36 undre, at det er Gnuba, som passer med resten og accepteres af de fleste forskere som den overvundne konge (Halldorson 2000/Østergaard 1994, note 45, Niels Lund 2013 ), mens Wurm er den senere Gorm. Hardeknuth Wrm betød nemlig ifølge de fleste forskere Hardeknuds søn Wurm (Opr. Lis Jacobsen 1928). Adam havde altså også kongerækken Hardeknud og hans søn Gorm, men fejldaterede dem 140 år efter. Om det var bevidst, ved vi ikke, men omtalen af Worm gav ham mulighed for at skrive, at kejseren skræmte hele danernes land, så den grusomme Wurm måtte bede om fred ikke kun en lokalkonge i Hedeby-området. Åbenbart indså han ikke, at Gorm straks efter kejserens erobring må have fjernet den Gnupa, som havde underlagt sig kejseren og kristendommen. Gorm har genindført hedenskaben og det er naturligvis dette, der er årsagen til, at Unni blev så overrasket, da han drog derop i 936. Figur 2. Harald Blåtands slægt Grundlaget er her især sagaerne, som man antageligt har troet på Sven Estridsens tid. Sagaerne anså Regnars far som Sigurd Ring, søn af Randver, men frankerne nævnte både Godfreds forgænger Sigifred I ( ) og Godfreds nevø (nepos) Sigifred II ( 812), som ifølge Saxo var Regnars far, Siward Ring. Klak-Haralds slægtslinje et blot eksempel på en forklaring af den usikre Roskildekrønike. Dette giver sammenhæng overalt, hvis vi ser bort fra Adams kopister 36

37 men Gorm må nødvendigvis være kommet efter kejserens angreb på Gnupa i 934. Trods Adams egne advarsler, har man stirret sig så blind på hans formodede kildeværdi, at man ikke har indset, at det er hans misforståede eller manipulerende påstande, der har fremkaldt bruddene på den enkle logik i de øvrige kilder og måske givet anledning til hundrede års diskussioner mellem forskerne. Ærkebiskop Unni havde øjensynligt ventet let spil i Hedeby efter kejserens angreb, men mødte uventet modstand hos den nye Gorm i 936, hvor Haralds tilsidesættelse af faderen på det tidlige tidspunkt er absurd. Den må åbenlyst være en del af propagandaspillet for at fremhæve Harald, hvor han må have brugt en omtale af Harald Klak. Unni måtte derfor drage videre til Birka, hvor han døde. Vi skal særligt lægge mærke til Adams bemærkning Således fastlagde den sejrrige Heinric rigets grænser ved Sliaswic, som i dag hedder Heidiba, indsatte en markgreve. Det er åbenlyst, at Heinrich kun erobrede området syd for Dannevirke, hvor han lagde sin grænse og indsatte sin markgreve. Han erobrede altså ikke Danmark nord for Hedeby, men kun Gnupas område, som derfor primært må have være Hedeby ikke hele Danmark. I al sin enkelhed fortæller sagaerne altså, at Gorm blev konge efter faderen Hardeknud i Østdanmark og giftede sig strategisk med en jysk jarledatter. Derefter fortæller de i lighed med den korrigerede Adam, at Gorm udnyttede Gnupas svækkelse i 934 til at tage Hedeby. Siden indtog Gorm med svigerfaderens hjælp de jyske lande et efter et indtil han kun manglede svigerfaderens eget. Det overtog Harald Blåtandt til sidst efter hans død og kunne bygge sin magtmanifestation inde ved den vigtige nord-sydgående vej ved Jelling, hvor den var vendt både mod jyder og tyskere. Sagaerne var ikke enige omkring overtagelsen af Klak-Haralds jyske jarledømme, hvor de fleste blot nævnte, at Gorm overtog det. Den sene Olaf Tryggvasons Saga dramatiserede imidlertid med, at Harald Blåtands bror, Knud, overtog morfaderens jarledømme, og at Knud senere blev dræbt i et slag mod Harald stik mod Adams billede. De øvrige sagaer og Saxo fortæller, at Knud døde på et fælles krigstogt til York. Alle sagaer og Saxo var enige om, at Gorm døde ved meddelelsen om Knuds død, og de fleste fortalte den samme vandreanekdote om Thyras spidsfindigheder i den anledning. Vi kan ikke ophøje sagaerne til historie. Det kan de ikke bære. Det er de ensartede udsagn fra de hver især usikre kilder, som sammen med frankernes oplysninger giver sandsynligheden i konklusionen om de to parallelle kongerækker, hvor den nuværende kongeslægt stammer fra Godfreds søster og sandsynligvis Sigifred I. Det er nu tiden til at se, hvad Saxo fik ud af Gorm: (Saxo ) Nu blev Gorm konge, en mand, som bestandigt var fjendtligt sindet imod kristendommen og opsat på at tage al ære fra de kristne, 37

38 som om de var de vederstyggeligste mennesker. Alle, der bekendte sig til den tro, pinte han med al den fortræd af forskellig slags, han kunne, og blev ikke træt af at forfølge dem med bagvaskelser. Ja, for at genindføre det gamle hedenskab i templerne jævnede han den kirke, som fromme mennesker havde bygget på byen Slesvigs grund, fuldstændig med jorden, som om det var en vanhellig bolig for ugudelighed. Han straffede således dem, han ikke havde pint og plaget, med at rive deres gudshus ned. Skønt han havde ord for at have en overmåde anselig skikkelse, svarede hans sjæl kun lidet til legemet. Han var nemlig så at sige så mæt af at herske, at han nøjedes med at bevare sin kongelige magt og myndighed uden at bryde sig om at udvide den. Han holdt det for bedre at værne om det, han havde, end at strække hånden ud efter andres. Han var mere opsat på at passe på det, som hørte ham til, end på at forøge det ved at erhverve mere. (Saxo ) Da rigets ældste opfordrede ham til at gifte sig, begærede han den engelske konge Ædelreds datter Thyra til ægte. Hun, som overgik andre kvinder i alvor og dygtighed, stillede sin bejler det vilkår, at hun først ville gifte sig med ham, når hun fik Danmark i morgengave. Det gik han ind på, og så blev hun trolovet med ham. Den nat, da hun for første gang besteg det ægteskabelige leje, bad hun på det indstændigste sin brudgom, om han i tre nætter ville lade hende i fred. Hun ville nemlig ikke have samkvem med ham, før end en drøm havde givet hende varsel om, hvorvidt hendes ægteskab ville blive frugtbart, og under skin af kyskhed opsatte hun derfor sin indvielse i ægteskabets hemmeligheder, idet hun skjulte sit forsæt om at lære sit afkom at kende under blufærdighedens skær. Med påtagen ærbarhed ventede hun med at have ægteskabeligt samkvem med sin husbond, til hun havde udforsket, hvad lykke hun ville have med at forplante ætten. Somme holder dog for, at når hun lod sin husbond vente på ægtesengens glæder, var det fordi hun ved sin afholdenhed ville formå ham til at antage kristendommen. Skønt den unge mand brændte af elskov til hende, foretrak han dog at give efter for hendes afholdenhed hellere end for sin egen attrå. Det var sømmeligere at bekæmpe sin elskovslyst end at nægte sin elskede, hvad hun med tårer bad ham om, thi han anede ikke, at det var af beregning, hun bad ham derom. Han troede, det kom af blufærdighed, og således blev han, der burde have favnet hende som husbond, hendes kyskheds vogter for ikke lige ved begyndelsen af sit ægteskab at få det mærke på sig, at han var så hengiven til vellyst, at hans attrå var stærkere end hans ærbarhed. Og for ikke at foregribe den elskov, møen formente ham, flyttede han sig ikke blot langt til side fra hende, men lagde oven i købet sit dragne sværd imellem dem, så at han delte lejet imellem sig og sin brud. Men den gammen, han frivilligt havde givet afkald på, havde i stedet han kort efter af en frydefuld drøm. Da han var faldet i søvn, forekom det ham, at der kom to fugle ud fra hans hustrus skød, den ene større end den anden. De svang sig til vejrs og fløj op imod himlen. Da der var gået en liden stund, kom 38

39 de tilbage og satte sig på hver sin af hans hænder. Anden og tredje gang vovede de sig, efter at have hvilet sig lidt, med udspilede vinger op i luften, men til sidst kom den mindste af dem ene tilbage til ham, og dens fjer var bestænkede med blod. Som han nu lå der i dyb søvn, jamrede han sig i sin forfærdelse over dette syn og fyldte hele huset med høje skrig. Da hans folk kom til og spurgte, hvad der var på færde, fortalte han, hvad han havde drømt. Thyra, som nu skønnede, at hun ville blive velsignet med afkom, opgav nu sit forsæt og var lige så opsat på at aflægge sin kyskhed, som hun før havde været ivrig til at bede om at måtte bevare den. Hun gav afkald på sin jomfrustand og hengav sig i elskov, undte sin husbond den gammen at favne hende, som han lystede. Hun lønnede ham således for hans dyd og afholdenhed, men det ville hun aldrig have gjort, sagde hun, hvis ikke hans drøm havde givet hende vished om, at hun ville blive frugtbar. Således kom hun på en lige så snild som usædvanlig måde, ved at anstille sig kysk, til kundskab om det afkom, hun skulle føde. Hun blev da heller ikke skuffet i sin forventning, thi det varede ikke længe, før hun havde den glæde at blive moder til Knud og Harald. Da de havde nået manddomsalderen, udrustede de en flåde og kuede slavernes tøjlesløse overmod. Ikke engang England undlod de at plage på samme måde. Edelred glædede sig over deres mod, som om den overlast, hans dattersønner gjorde ham, var ham en sand fornøjelse, og tog imod den skammeligste uret, som om det var den kosteligste velgerning. Han holdt det nemlig for en langt større dyd, at de var tapre, end at de viste ham skyldig ærbødighed, og derfor anså han det for langt bedre, at de hjemsøgte ham som fjender end gjorde sig behagelige for ham som fejge mænd. I selve deres store kærlighed så han en prøve på det manddomsmod, de ville lægge for dagen i fremtiden. Thi han kunne ikke tvivle om, at de, som for så kækt frem imod deres mødrene frænder, med tiden også ville hjemsøge fremmede. I den grad foretrak han den uret, de øvede imod ham, for skyldig lydighed, at han med forbigåelse af sin datter bestemte, at de skulle arve England efter ham. Han betænkte sig ikke på at lægge mere vægt på, at han var bedstefader, end på, at han var fader. Deri handlede han jo ikke uforstandigt. Han var nemlig på det rene med, at det sømmede sig bedre, at mænd havde kongemagten end kvinder, og holdt for, at der burde gøres forskel på en ukrigerisk datter og tapre dattersønner. Således gik det til, at Thyra, skønt hun selv blev gjort arveløs, uden misundelse så sine sønner arve hendes faders rige. Hun holdt nemlig for, at det, at de blev foretrukne for hende, snarere var til ære end til skam for hende. Efter at de nu havde beriget sig ved at gøre mangfoldigt bytte på vikingetog, satte de med det største mod deres håb til at angribe Irland. Medens de belejrede Dublin, som holdtes for at være landets hovedstad, gik kongen med nogle få folk, der var særdeles dygtige i bueskydning, ind i en skov, der lå tæt ved byen. Her var Knud med en stor mængde af sine krigere optaget af at se på lege, der holdtes ved nattetid. Kongen omringede ham da på svigefuld vis og afskød langt borte fra en pil imod ham. Den ramte ham i brystet og gav ham 39

40 banesår. Men Knud, som frygtede for, at hans fjender skulle bryde ud i jubel over den fare, han var stedt i, og derfor var opsat på at skjule, at han var dødeligt såret, råbte med sin stemmes sidste kraft til sine mænd, at de skulle føre legene til ende uden forstyrrelse. Ved denne list opnåede han, at danskerne underlagde sig Irland, før end irlænderne havde fået nys om hans død. Hvem ville ikke sørge over en sådan mands død, hvis selvbeherskelse skaffede hans krigere sejren ved, at hans kløgt nåede længere end hans liv? Danskerne var nemlig stedt i den yderste vånde og i sådan fare, at de var lige ved at opgive håbet, men ved at lyde deres døende høvdings bud sejrede de snart over dem, de frygtede for. På den tid var Gorm blevet så højt bedaget, at han gik på gravens rand. En lang række år havde han været blind, og eftersom han havde nået en alder, der strakte sig til menneskelig levetids yderste grænse, var han mere bekymret for sine sønners liv og trivsel end for det stakkede liv, han havde igen. Men særligt sin ældste søn elskede han så højt, at han havde svoret, at han ville dræbe den, som først meldte ham hans død. Da Thyra havde fået sikre tidender om hans død, og ingen turde sige det rent ud til Gorm, tog hun sin tilflugt til list og forkyndte i gerning, hvad hun ikke turde sige med ord. Hun tog nemlig det kongelige skrud af sin husbond og iførte ham usle klæder og bar også andre tegn på sorg til skue, hvorved hun åbenbarede grunden, thi i gamle dage plejede folk at gøre brug af sådanne tegn ved ligfærd, for at det barske udvortes kunne vidne om sorgens bitterhed. Så sagde Gorm: "Melder du mig Knuds død?" -- "Den melder du, og ikke jeg", svarede Thyra, og ved de ord gjorde hun sin husbond dødsens og sig selv til enke, så hun på en gang fik sin husbond og sin søn at sørge over. Da hun meldte manden sønnens død, forenede hun dem i døden og kom til at følge dem begge til graven med samme tårer, idet hun begræd den ene som hustru og den anden som moder, skønt hun just da snarere burde have været opmuntret ved trøst end knust af ulykker. Det må stå klart, at Saxos indledende beskrivelse af den store dumme Gorm næppe er helt dækkende og det må også gælde Sven Aggesens "Gorm den Dvaske". Gorm gennemførte tværtimod en decideret magtovertagelse og havde bl.a. ved kamp genvundet Hedeby. Det kunne Saxo bare ikke fortælle, for hos ham skulle helten være Gorms kristne søn, Harald Blåtand Adam af Bremens helgenkandidat ikke en hedensk Gorm. Den sidste klassiske pointe fra Thyra "Den melder du, og ikke jeg" kendes bl.a. fra Lejrekrøniken og fra Paulus Diaconus' beretning om Roduulfs og herulernes nederlag. Den kan måske ses som et eksempel på den måde, hvorpå sagnene - eller fragmenter heraf - har cirkuleret rundt en vandreanekdote. Netop Roduulf hævdes jo af nogle forskere at være basis for legenden om Rolf Krakes død, selv om der snarere er tale om begrænsede lån til kolorering af en i øvrigt eksisterende sagnfigur som her. Den lille runesten i Jelling fortæller imidlertid i sit klare sprog om Thyras død før Gorm, så vandrehistorien om 40

41 Thyras bemærkninger ved Gorms død bliver derfor anskuelsesundervisning i sagaernes upålidelighed det var og blev skjaldehistorier. 7 Historiens konturer kan imidlertid skimtes gennem fortællingere, men forskellene omkring overtagelsen af det jyske jarledømme, vikingetogterne og Knuds og Gorms død er for store til, at beretningerne kan blive andet end sagnhistorie her må vi holde os til kombinationen af kongerække, arkæologi og runesten.. Saxo får helt elimineret Gorms politiske indsats - i modstrid med sagaerne, men i overensstemmelse med kirkens formål. Navngivningsskikken kunne indikere, at der virkelig har været en Svein fra Nortmannia i familien måske i en af de mødrende grene for Haralds søn blev døbt Sven. Gorms og Thyras slægt kan teoretisk være en baggrund for, at denne Sven Tveskæg lagde så stor vægt på at drage til England og erobre land der. Niels Lund nævner i den forbindelse, at skjaldekvad på Knud den Stores tid antydede, at denne bl.a. også havde begrundet sin adkomst til Figur 3. Oversigt over kilderne til Lejre Jellingstenene er del af et gravmonument. De omtaler ikke noget kongesæde. Lejre er alle omtaler af konger i Lejre, mens Jelling kun er omtale Haralds senere kongsgård. Der forekommer også to helt irrelevante omtaler, som er senere. den engelske trone med slægtskab med Ivar Regnarsøn 8 hvilket også vil være korrekt efter ovennævnte, da hans tiptipoldefar var bror til Ivar. Sven Estridsens morfar kendte altså åbenbart den slægtslinje, vi kommer frem til. Alt dette bliver desværre aldrig dokumenteret historie. Som kilderne er manipuleret eller sammensat via Island, må vi tale om en rekonstruktion af sagnhistorien Gorms liv er stadig kun sagn, men hans og Thyras eksistens kender vi fra Jelling-stenene og de ens kongerækker i alle fem kildetyper giver en høj sandsynlighed for selve kongerækken, som da også havde et vigtigere formål at tjene som dokumentation for slægtens adkomst. 7 Birgit Sawyer har forsøgt at bytte om på rækkefølgen af Gorms og Thyras død ved at hævde, at den lille Jellingsten var et falsum, men det blev overbevisende tilbagevist af Marie Stoklund. Hikuin 32, Lund 1993, s

42 Inden vi endeligt konkluderer vedrørende Lejre i stedet for Erik Arups Jelling, skal vi imidlertid se sagen fra runologisk og arkæologisk synsvinkel, idet vi allerede sidst i kapitel 17.1 så, at de historisk /litterære kilder entydigt peger på Lejre frem for Jelling, som det repeteres her ovenfor Runesten og arkæologi Den jyske Thyra (Þorvi) kan have haft sit barndomshjem i det midtjyske område omkring Jelling, da hendes far jo i sagaerne nævnes som en jysk jarl, Klak-Harald. Lisbeth Imer har peget på, at Jelling synes at give bedst mening, hvis Gorm var fra Sjælland, da der i området omkring Jelling findes tre andre runesten, der nævner Thyra. De er alle tre rejst af Tue Ravnunge og nævner hans rejsning af Þorvis høj som stenenes anledning. Læborg og Bække ligger ved Hærvejen 30 km sydvest for Jelling, og Horne ligger 70 km mod vest ved Varde. Læborgstenen kalder hende sin drottning i den brede betydning herskerinde, så Tue har altså stået i et underordnet forhold til hende. Det gør Birgits Sawyers teorier om, at han var hendes anden mand, usandsynlige. Ingen af stenene nævner imidlertid Gorm eller Danmark. Også rent runologisk kan de 3 sten være rejst af samme rister, idet der bl.a. er visse fælles karakteristika ved Horne og Læborg Horne i det stenfattige Vestjylland er mindre end stenene inde ved den stenrige højderyg 9. Det kan naturligvis ikke bevises, at der er tale om Jellings Thyra, men uanset diskussioner om det teoretisk mulige, må det anses for helt usandsynligt, at to forskellige herskerinder med samme navn på samme tid skulle give anledning til rejsning af både sten og høj inden for dette område ved hærvejen, som kun kan have haft en hersker på dette niveau og vi kender kun Jellings vikingetidshøje. Endda ligger Haralds bro ved Ravning Enge midt mellem Jelling og Læborg/Bække. Gorm selv rejste den lille sten i Jelling efter hende og kaldte hende sin kone og Danmarks bod (but) - og i det hele taget giver både runesten og senere Sven Aggesen og sagaerne Thyra en ganske særlig rolle i forhold til andre dronninger. Stenene tyder på, at sagaerne talte sandt om den jyske jarl, og de giver den fornemmelse, at jarlens folk på de lokale sten ærede jarlens datter og ignorerede sjællænderene og Gorm. Ifølge en saga var det hendes sønner, Knud og Harald, som jyderne anerkendte som jarlens efterfølgere. Adams fejldatering af erobringen gav ham lejlighed til i sin omtale af Worm at skrive, at kejseren skræmte hele danernes land ikke kun en lokalkonge i syddanernes område så den grusomme Wurm måtte bede om fred. Åbenbart indså han ikke, at Gorm straks efter kejserens erobring må have 9 Hikuin nr. 32, Michael Lerche Nielsen Birgit Sawyer Marie Stoklund Niels Lund. Marie Stoklund tilbageviste Birgit Sawyers alternative teorier, men lod Michael Lerche Nielsen give den runologiske beskrivelse, som er åben for, at stenene fortalte om Gorms dronning. 42

43 fjernet den Gnupa, som havde underlagt sig kejseren og kristendommen. Gorm har genindført hedenskaben og det er naturligvis dette, der er årsagen til, at Unni blev overrasket, da han drog derop i 936. Man skal lægge mærke til Sven Aggesens omtale af Harald Blåtand: Medens han udsendte Hæren for at trække den uhyre Steen afsted, som han havde bestemt at sætte som Mindesmærke paa sin Moders Gravhøi, udbrød en Opstand i Landet, dels paa Grund af de nye Religionsskikke, dels ogsaa formedelst det utaalelige Trældomsaag, de led under. Sven Aggesen anså altså Jelling som stedet for Thyras høj, men det var i så fald nok den lille sten, der blev placeret på højen. Som tidligere nævnt havde danerne i 700-tallet sat sig på grænseområdet som syddaner danernes grænseland, som på germansk kan være blevet til Danmark (OE: Denemarc). Disse navne blev nævnt i Alfred den Stores Orosios-historie fra sidst i 800-tallet. Brugen af et navn med denne særprægede betydning på Haralds magtmanifestation, Jellingstenen, tyder på en veneration for danernes gamle grænseforsvar, som han på denne måde havde genetableret nu mod det tyske kejserrige. At det navnemæssigt blev accepteret som en genskabelse af danernes grænseherredømme tyder også på, at Gorm kom fra Østdanmark. Det er vanskeligt at forestille sig, at Harald skulle have brugt navnet, hvis han var jyde. Vi ved ikke, hvad der ligger i udtrykket Danmarks bod, men det gamle sammenhold mellem jyder og daner fra krigene mod frankerne i det oprindelige Danernes Grænseland blev i alt fald bødet sammen, da hun fik sin adkomst til faderens jyske jarledømme i ægteskabet med Gorm. Det har sikkert krævet en politisk indsats fra hendes side på hjemegnen at få slægtens jyske adkomstret overført til valg af en af Gorms sønner hvis det var sådan, det foregik. Gorms yndlingssøn, Knud, har antageligt været den ældste, siden han fik sin farfar navn, mens den yngre søn blev opkaldt efter sin morfar i sagaerne. Da Knud døde med eller uden Haralds hjælp overtog Harald sandsynligvis retten til kongemagt over hele Danmark. Derfor kunne Harald nogle år efter faderens død tillade sig at skrive på den store Jellingsten, at han vandt sig Danmark al. Hans adkomst til denne samling skyldtes måske i høj grad adkomst fra både faderen og moderen og dermed en politisk sejr, mens Gorm havde gjort det meste af det militære forarbejde ifølge sagaerne. Det var Gorm, der ved ægteskabet forenede to rivaliserende linjer af kongeslægten. Gorm og hans hedenske rådgivere har næppe kendt eller respekteret de kirkelige regler om incest som heller ikke var rimelige. Senere indgik Valdemar Atterdag en lignende alliance mellem Kristoffer- og Abellinierne ved gensamlingen af landet efter en lempelse af kirkens regler til fjerde led. Hans datter kom til at kæde de nordiske lande sammen som værge for sønnen og ved ægteskab. Således virkede den danske skik fra gamle dage og man brugte den. Når man erkender, at Gorms slægt kom fra danerne, slipper man for alle 43

44 de krumspring, som man har diskuteret ivrigt. 10 Det er derfor ikke nød-vendigt at tage dem op her. Egentlig burde vi forvente, at en af Klak-Haralds gårde har ligget her, men der er slet ikke er fundet spor af et beboet høvdingesæde i eller i nærheden af Jelling, trods ihærdige og intensive gravninger 11. Kultur-ministeriets database og kortet på museets hjemmeside viser meget få vikingetidsfund i nærheden. Der ligger heller ingen jernalderhøje ved Tue Ravnunges runesten, som ligger spredt i et område, som må være samme dominansområde som Jelling inde ved hovedvandskellets hærvej. Antageligt er det Klak-Haralds gamle jarledømme, hvor Thyra er blevet gravlagt i en stor gravhøj lagt demonstrativt på højsletten nær hærvejen ved et arbejde udført af hendes egne folk, som hermed præciserede hendes rolle, som Tue Ravnunges lidt provokerende sten også antyder. Gorm var blot hendes mand i dette område. Da Harald Blåtand først havde fået magten og samlet hele landet kunne han også begrave sin far her og på den måde gøre deres grave til et symbolsk mindesmærke for samlingen af rigerne. Nationalmuseets konkluderer da også i dag, at der er tale om et strategisk placeret mindesmærke. Niels Lund kunne i alt fald i 2006 skrive om 1000-tallet: Da var Jelling ikke noget magtcenter, hvis det nogensinde var andet end et gravmæle 12. Danmarks hovedstad endte ifølge Adam af Bremen med at blive Roskilde og på det punkt er han en samtidig kilde. Der er intet, der tyder på, at Jelling har været sæde for noget tidligere jysk kongedømme hverken i historie, arkæologi eller sagn. Siden har Niels Lund også i 2013 taget forbehold for, om Gorm er begravet i Jelling. Tvivlen om hans grav i højen er berettiget, men ellers er det et overdrevent teoretisk forbehold, da et anlæg af disse dimensioner med Jellingstenene og gravhøjene opført af Harald umuligt kan forklares på anden måde end et kongeligt gravmæle, som også Nationalmuseet konstaterer tidspunkt, tekst og symbolik peger på begge forældre. Der er alene grund til at overveje, om det er hans kristne grav, man har fundet under kirkegulvet, og hvad formålet var med sydhøjen. Var sydhøjen oprindeligt tænkt som Gorms eller Haralds grav i den første omvæltningens tid. Det er påbegyndt som et hedensk mindesmærke i stil med de 450 år ældre høje i Uppsala i en stor stensætning med nordhøjen som centrum. Det tomme gravkammer i Nordhøjen 13 blev ifølge dendrologiske analyser bygget i 958/959. Gorms sten efter hende blev fundet ved kirken, men kan først have stået på hendes høj efter den skik, som Sven Aggesen nævner. 10 Niels Lund 2013 Danmarks Kongegrave. 11 Vi har ingen viden om, hvorvidt Jelling havde tilknytning til den danske kongemagt før begravelsen af Thyra. Stedet er i et par sagaer nævnt i uvæsentlig sammenhæng, men det kan være senere brug af navnet. Arkæologisk er der ingen spor af kongsgård før Harald Blåtand eller markante ældre spor bortset fra, at nordhøjen er bygget over en bronzealderhøj. Skibssætningen er antageligt anlagt sammen med nordhøjen. 12 Hikuin 32, 2006 s Der er slet ikke fundet nogen grav i Sydhøjen. 44

45 Poppos Jernbyrd menes udført af den senere bisp Folkmar (Poppo som en frisk latinisering) fra Køln, som kan have været i Danmark mellem 962, hvor Harald nævnes i forbindelse med Wickmann, og 965. Han arbejdede på det tidspunkt for kejserens bror, bisp Bruno, og dannelsen af et nyt rige mod nord ved Harald Blåtands tiltræden har utvivlsomt medført en diplomatisk aktivitet. I 965 sendte Kejser Otto da også et frigørelsesbrev for tysk skat til de danske bispestifter, så det er mest sandsynligt, at hele kristningsprocessen er sket måske med Jylland som et tidligere kirkevenligt område. Antageligt skal Jellinganlægget også ses som et modstykke til de tyske kejserpaladser til brug for forhandlinger som ovennævnte. 14 Harald fik i løbet af 960 erne ligeledes et overherredømme over Ladejarlen og Erik Blodøkses sønner i Norge. Derefter kunne Harald rejse den store sten med teksten: Harald bød gøre disse kumler efter Gorm, sin fader, og Thyre, sin moder. Den Harald, som vandt Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne. Som teksten står, er den tilstrækkeligt bred til at dække, at hans far allerede havde erobret det meste af dette rige, bortset fra Norge og morfarens jarledømme, som Harald (eller broderen Knud) antageligt selv overtog fra morfaren via moderen. Omkring 968 blev det store rhombeformede anlæg rejst, hvor det tidligere hedenske anlæg blev udbygget til en kongsgård et arbejde som sluttede med den tomme sydhøj i 970. Det vil være naturligt, hvis den store Jellingsten er rejst i forbindelse hermed men ikke nødvendigvis. Harald Blåtands Jelling har ingen mindelser om den tids kirkelige anlæg andre steder det er helt Haralds eget. Jelling synes i første omgang at have været tænkt som en indhegning i stil med Lejre og Tissø med hovedhallen mellem højene, men de fundne bygninger udenom synes kun i mindre grad at være blevet taget i anvendelse. Kongens hovedsæde lå senere i Roskilde, som blev Danmarks hovedby for konge og kirke ifølge Adam af Bremen kun 8 kilometer fra det gamle hedenske kongesæde i Lejre, som forsvandt i løbet af de næste 75 år. Det var øjensynligt bare flyttet ned til fjorden. Det er forståeligt, at det gik sådan, uanset hvilke planer Harald oprindeligt måtte have haft. Allerede Godfreds sønner anvendte i 815 den taktik at trække sig tilbage til en ø, da Dannevirke ikke holdt mod frankerne, idet danerne havde magten på havet. Også i 1848 og 1864 trak man sig tilbage til brohovederne ved overgangene mod øerne, Dybbøl (til Als) og Fredericia (til Fyn). Man havde i 900-tallet udbygget Dannevirke herunder opført Halvkredsvolden om Hedeby men den holdt ikke til tyskernes angreb i 973/74. Jelling blev derfor kun en skræmmende magtdemonstration overfor jyder og tyskere og samtidig 14 Jeanette Varberg. 45

46 et militært og kongeligt brohoved for et sjællandsk dynasti (som afløser for det gamle anlæg ved Erritsø ved flugtvejen til Fyn). Lejre/Roskilde forblev kongens hovedsæde i sikkerhed for tyskere og utilfredse jyder. Som nævnt er der rundt om gravanlægget i de senere år udgravet et imponerende rhombeformet palisadeanlæg fra 968 med enkelte huse, men ligesom Harald Blåtands senere Trelleborge synes det aldrig brugt i noget nævneværdigt omfang og peger ikke på nogen sammenhæng med fortiden udover at det fortsætter traditionen fra danernes anlæg i Lejre, Tissø og Järrestad med en stor indhegning omkring mjødhal og offersted/tempel blot til et andet formål og i en helt anden målestok og geometri centreret om Nordhøjen. Nogen lægger vægt på geometrien, og det vil da heller ikke være overraskende, hvis Harald ønskede at demonstrere, at også han magtede de klassiske dyder, som man kender fra frankisk renæssance med Karl den Stores Kirke i Aachen og måske også fra Rökstenens rafinerede gåder, som opstod under et lignende pres sydfra. Måske var Jelling hans forsøg på at ændre danernes hedenske symbolik til sin egen version af dansk kristendom noget nyt og storslået. Denne symbolik vandt ligesom Rökstenens aldrig indpas i Norden, og allerede i 1000-tallet blev et hus opført tværs over Haralds palisade, så dette anlæg fik ingen betydning efter Harald Blåtand. Kun gravpladsen og runestenene fik fortsat betydning som nationalt mindesmærke og var årsag til den senere permanente stenkirke. Stolpehullerne peger mere mod en oprindelig halbygning end mod en traditionel kirke før Jellings lille stenkirke i 1000-tallet, hvor man placerede en kirke mellem de hedenske høje. Denne kirkes skib blev senere kor for den nuværende kirke, mens det gamle kor blev revet ned. Begravelsen i gravhøjen synes senere flyttet i så fald antageligt til den hallignende bygning, som Harald opførte vinkelret på stenskibets akse, så den afveg lidt fra den senere stenkirkes øst/vest-retning. I så fald har hallen, ligesom i Lejre, haft en religiøs funktion inden de egentlige kirkebyggerier begyndte. Man har fundet et skelet i en kammergrav, som stammer fra en mand, der døde i års alderen 15. Dette kan harmonere med Gorm og en magtovertagelse omkring 935 som nævnt ovenfor men næppe meget tidligere. Graven ligger imidlertid ikke logisk i kirkerne og Thyras grav har man slet ikke fundet. Sammenhængene tyder på, at gravkammeret i Nordhøjen fra 958 er udført til Thyra, mens Gorm kan være lagt der nogle år efter. Det, man troede var hans dødsår, skyldes alene dendrologien i gravkammeret han er antageligt død mellem 958 og 963. Stenen og hele gravmælet må nok i højere grad ses som Haralds manifestation af en nyetableret kongemagt end som et ønske om, at mindes forældrene men en begravelse af forældrene i monumentet får stærk symbolsk betydning for samlingen og for Haralds adkomst til hele riget, hvis Thyra af fødsel var jysk jarledatter, mens Gorm var østdansk kongesøn. Det var helt 15 Steen Hvass: De kongelige monumenter i Jelling, Jørgen Jensen 2004 (side ). 46

47 naturligt at placere parrets grav i en sådan magtmanifestation i Jylland med karakter af et forsvarsværk i sikker afstand fra grænsen, så den både kunne rettes mod tyske men især mod jyske modstandere en grundtanke, som gik videre i Trelleborgene. Harald Blåtand har muligvis forsøgt at opbygge et centralt kongesæde for sit nye kongerige, men han nåede aldrig at fylde noget i den tomme skal. Det overdimensionerede anlæg omkring graven forstærker blot fornemmelsen af selvforherligelse og manglende realisme et blændværk. Hans tilhængere ville nok sige, at anlæggene netop fik den tilsigtede afskrækkende effekt i hans kraftige fokusering på den tyske fjende, men måske havde den været overflødig efter kristningen af Danmark, hvis ikke han havde provokeret dem i 973. Den afskrækkende effekt var dog nok primært rettet mod indenlandske modstandere af samling, kristning og beskatning/slaveri, og her holdt den ikke, da angrebet kom fra hans egen søn. Harald Blåtand selv blev sat fra bestillingen af sønnen og antageligt først begravet i Venden og senere måske flyttet til Roskilde, hvis vi skal tro Adam. Det ligger uden for denne fortælling. Hvis jarlen har haft en gård i Jelling hvilket kunne forventes med placeringen af Thyras grav må den have ligget, hvor den centrale hal lå. Der er imidlertid ingen indikationer heraf, hverken i historie, sagn eller arkæologi. Selv om den skulle blive fundet, viser de tidligere citater af Sven Aggesen, at Sven kendte til Harald Blåtands kostbare projekter og højene i Jelling, så det var med denne viden, at han som eneste kilde talte om Harald Blåtands kongsgård i Jelling, men ellers tidligere nævnte Lejre som berømt kongesæde hans udtalelse kan derfor ikke misbruges som indiktion af et kongesæde i Jelling før Harald selv. Ingen kilder overhovedet peger på, at Gorm eller hans forfædre skulle have haft sæde i Jelling. Runetekstens tvetydighed giver desværre plads til den manipulation, som kom til at præge hele den efterfølgende historieskrivning. Oprindeligt ville man vise Odin og Thor som kongeslægtens forfædre i slægtslinjen for at legitimere familiens ret. Senere ville man påvise forfædrenes skik fra gamle dage, hvor tronen gik fra far til søn selv om sandheden nok er, at man formelt valgte inden for den guddommelige slægt. Til sidst blev historien offer for de politiske forhandlinger om ærkebispesædet, så slægtslinjen blev skjult af det tunge røgslør. Saxo gjorde det ikke bedre med sin manipulation, så i dag er det meget vanskeligt at adskille sandhed og usandhed. Det fører til følgende sammendrag af argumenter omkring danernes kongesæde: 1. De 5 litterære kilder om danerkongerne på Gorms tid peger samlet på kongestammens Regnar Lodbrog-gren som Gorms slægt ikke en fremmed eller jysk slægt. Kongerne kendes alle fra udenlandsk historie. 2. Thietmar peger før 1018 på Lejre som de hedenske daners hovedstad. 47

48 3. Både Roskildekrøniken, Lejrekrøniken, Sven Aggesen, Saxo og sagaerne peger på Sjælland/Lejre som kongesæde. Der eksisterer intet om et Jelling før 968 end ikke hos Adam. 4. Arkæologien peger på Lejre som kongesæde i 500 år Jelling var tomt. 5. Tues runesten indikerer, at Thyra kom fra Midtjylland. 6. Adam fortæller, at Roskilde fortsatte som konge- og bispesæde Lejres naboby. 7. Daneren Harald Blåtand valgte navnet Dan -mark på sit samlede rige. 8. Jelling fremstår som et strategisk placeret mindesmærke for landets samling intet peger på, at det nogensinde har fungeret som kongesæde. Konklusionen bliver, at vi selvfølgelig ikke kan bevise, at det var den sjællandske kongestamme, der samlede Danmark, men de mange argumenter taler alle for, at Lejre efter al sandsynlighed var kongens hovedsæde. Intet peger på Jelling før 968. Selve det historiske forløb af denne periode i øvrigt kan næppe blive betryggende historieskrivning det er sagnhistoriske anekdoter, mens forløbet i de følgende 200 år langsomt blev til mere pålidelig historie. Vi må nøjes med den mest sandsynlige forklaring på hovedlinjerne, og det er nok også tilfredsstillende for de fleste af os. Erik Arup har øjensynligt i sin personlige politiske forbitrelse over kongens fremfærd i Påskekrisen i 1920 og forinden uden seriøs kildekritik overtalt sine radikale kollegers støtte til at ændre kongefamiliens afstamning fra Lejre-kongerne til en ukendt opkomling fra et ukendt land og har sammen med sine fæller opfundet et jysk kongedømme (Jellingdynasti) hvilket hans disciple siden fulgte blindt, da historiesynet ændrede sig. Endnu i dag kan vi i historiebøger, Den Store Danske og danmarkshistorien.dk læse om Gorm den Gamle som søn af den udenlandske Sven og det nye Jellingdynasti. Vi andre må konstatere, at den nuværende kongeslægt må stamme fra Østdanmark med hovedsæde i Lejre. Alt taler for at slægten stammede fra Regnar Lodbrog og hans far Sigurd Ring II. Sigurd, som faldt i 812, var Godfreds nevø og dermed var han antageligt også barnebarn af den første Sigifred, hvis herkomst både nævnes som nevø af Harald Hildetand, samt skånsk skjoldunge, svensk, norsk og enten frisisk eller russisk. Fra Sigifreds tid blev de danske konger nævnt af frankerne, og det reddede ham i 782 prædikatet den opblæste Sigifred, som med gudløst scepter styrer et pestsvangert rige. Han har åbenbart opfyldt sin rolle som forsvarer af de hedenske riger. 48

49 Gorms og Harald Blåtands ceremonihal i Lejre. 49