Jørgen Møllers erindringer:

Transkript

1 Jørgen Møllers erindringer: Sct. Annægade og der omkring Født næstsidste dag i 1934 var jeg 5 år, da besættelsen startede og 10, da den sluttede. De hændelser, som omtales i det følgende, står dog meget tydeligt i erindringen, hvorimod kronologien kan svigte en gang imellem, ligesom der foretages nogle længere spring i tid engang imellem. Selve besættelsesdagen er væk i hukommelsen, hvilket er naturligt alderen taget i betragtning, dog er der noget med flyvemaskiner, der ligger i baghovedet. I de fleste børnefamilier blev der holdt lav profil med hensyn til, hvad man i virkeligheden syntes om tyskerne; det var den officielle version, vi børn hørte, den der kunne tåle at blive genfortalt, også når fjenden lyttede. Som femårig så jeg ikke noget galt i at finde hagekorset smart, så jeg ville da gerne have sådan et på tøjet. Efter lange plagerier fik jeg syet et med hvid ritråd på en klud, men jeg fik strenge instrukser om, at det kun måtte bruges inde i lejligheden. Jeg var ikke helt tilfreds med resultatet og hagekorskluden forsvandt i øvrigt sporløst i løbet af et par dage. Min eneste anden imødekommenhed overfor tyskerne må hellere komme frem i lyset med det samme: Der var mange tyske soldater på Christianshavn, i starten gik det meget fredeligt for sig, og en dag kom to værnemagtsofficerer spadserende gennem en stille Sct. Annægade. De havde en pose med blommer, og da de passerede os drenge, bød de os på en blomme. Den tog vi imod og spiste med stor fornøjelse! Og uden at vi blev sortlistede af mere patriotiske danskere. Luftværn og husvagter. Noget af det første der havde med krigen at gøre, mener jeg, var indførelsen af husvagter i alle ejendomme. I Sct. Annægade 5 var det min mor, der blev det, vistnok sammen med en fyrskipper, som var væk 14 dage ad gangen. Ikke det mest hensigtsmæssige valg, men listen var dermed udfyldt. Husvagterne mødte til instruktion på Markmandsgades brandstation, fik en gasmaske udleveret og huset blev pålagt indretning af et beskyttelsesrum med bænke i kælderen, opstilling af en kasse med sand på loftet og anskaffelse af forskelligt værktøj. På et tidspunkt skulle der etableres en flugtvej fra tilflugtsrummet, og der blev slået et hul på ca. 1 x 1 meter i muren ind til kælderen i Wildersgade 49. Hullet blev lukket igen med en løs eetstens mur, som let kunne presses ud. Kældervinduet blev sikret med en kasse med sand, og over kældernedgangen blev sat et gult skilt med Tilflugtsrum. Bortset fra enkelte besøg i tilflugtsrummet var heldigvis det eneste, der kom i brug, gasmasken, og det kan godt først være lige efter krigen: Da en af beboerne vaskede storvask, gik der ild i nogle pinde, der lå ved siden af gruekedlen, og det udviklede en så kraftig røg, at ingen kunne komme ned i kælderen. Gasmasken var i mellemtiden blevet legetøj, men den viste sig at virke endnu, for med den på kunne jeg komme ned i kælderen, så branden hurtigt blev slukket med et par spande vand.

2 De tre isvintre De var kolde! Huset var opvarmet med kakkelovne, så normalt var der kun varme i én stue, og bestemt ikke i soveværelset; en kop vand, der stod i vindueskarmen, var næsten bundfrosset om morgenen. Vandrørene frøs og skulle tøs op med en blæselampe, nogle hyppigere end andre, fordi de gik op gennem den iskolde trappegang. De var til gengæld nemme at komme til. Sne var der også, til tider i store mængder, men for børn var det kun en fornøjelse, det var jo ikke os, der skulle skovle sne rundt om husene. 27. januar 1943 Første gang krigen rigtigt kom til Christianshavn var nok, da B&W s motorfabrik bag ved Christianskirken blev udsat for et bombeangreb. Klokken fem om eftermiddagen angreb otte engelske Mosquito fabriksanlægget for at stoppe produktion af motorer til de tyske undervandsbåde. Tilfældet ville, at vi denne eftermiddag var på besøg hos familie på Østerbro, og dér blev vi om natten, da vi hurtigt fik at vide, at det var umuligt at komme hjem til Christianshavn. Næste dag var der adgang igen, oven i købet over Knippelsbro, hvorfra der ikke var langt til de nærmeste, stadig rygende ruiner af lommetørklædefabriken. At vi kom over Knippelsbro var noget af et held, fordi kort efter blev der opdaget en forsager, en ikke-eksploderet bombe, som lå på vores uautoriserede legeplads Byggeren, resterne af den gamle Brogade, det område hvor Udenrigsministeriet ligger i dag. Bombeangreb var næsten ukendt i Danmark, så der blev udarbejdet kort, som viste alle bombenedslag. De otte RAF fly nedkastede hver fire bomber, hvoraf en del ikke eksploderede, den nærmeste af disse forsagere, den på Byggeren, lå i luftlinje godt 200 meter fra Sct. Annægade 5. Man opgav at fjerne den, den skulle sprænges! Beboerne i et større område blev beordret til at åbne alle vinduer i lejlighederne og gå i kælderen. Det blev til et af de sjældne besøg i tilflugtsrummet. Fra sprængladningen på bomben blev trukket en ledning til en udløsningsdynamo, som blev placeret i Sct. Annægade lige rundt om hjørnet fra Strandgade. Den dobbelte sprængladning, der her var tale om, gav det største brag, vi endnu havde hørt, og der var store skader i Strandgade, og i bagvæggen til bygningen ind mod Asiatisk Plads blev der slået et stort hul. Så snart braget havde lydt var gaderne fulde af mennesker, vi skulle ned for at se på resultatet, hvilket ingen forhindrede os i. Dette bombeangreb øgede ikke interessen for tilflugtsrummet. Under de efterhånden hyppige luftalarmer blev jeg blot lagt på en feltseng i entreen for at undgå glassplinter fra vinduerne, hvis der mod forventning skulle falde flere bomber. Skud fra antiluftskyts hørtes ofte under luftalarmerne, lyskastere strøg over himlen, og sirenerne hylede både ved forvarsling, selve flyvervarslingen og den beroligende afvarsling; lyden af disse sirener finder jeg ubehagelig den dag i dag, når de høres en gang om året. Der kom gang i sabotagerne Christianshavn slap for flere luftangreb, i stedet blev de mere præcise sabotager taget i brug. De to største var rettet mod B&W. Den første jeg husker var sprængningen af fabriksanlægget bag Christianskirken mellem Christianshavns Kanal og havnen. Der kom en serie af meget kraftige glimt og brag, og resultatet af sabotagen var betydeligt større end luftbombardementet, hvor 19 af de 32 bomber ramte andre bygninger end målet B&W. Den næste store sabotage var rettet mod B&W s motorfabrik på Wilders Plads.

3 Det var senere i krigen og så sent på morgenen, at vi på vej til skole over Snurrebroen kunne betragte et kæmpe bål, hvor flammerne stod ud af den store fabrikshal, ud over Kanalen. Det største brag stammede imidlertid fra en af de mindre sabotager, til gengæld var den tæt på. Et lille maskinværksted i Wildersgade 64 arbejdede for tyskerne, og det blev saboteret med en enkelt sprængladning. Der var godt 100 meter fra vore vinduer til værkstedet og ingen bygninger til at tage af for lyden. Mærkværdigvis holdt vinduerne. Logerende af forskellig art Trods 40 år i København var familien stadig dybt jysk, og 4 værelser til 3 generationer var ét for meget, så der var til stadighed en logerende i et at værelserne. Den første logerende, jeg kan huske, var sabotagevagt, en dansker i tysk tjeneste, hvis opgave var at beskytte fabrikker mod sabotører. Vi boede tæt på B&W, så det har formodentlig været hans arbejdsplads. Jeg husker kun et glimt af ham i sort uniform og særligt det store firkantede spænde i bæltet; det lignede det, de tyske soldater var udstyret med. Han har nok været i civil, da han lejede værelset, for hans job var ikke populært. Den næste logerende var til gengæld sabotør. Det var en pæn ung mand, vist nok ingeniørstuderende, og hans uofficielle gøremål blev vi først klar over efter besættelsen. Han overlevede krigen og besøgte familien efter befrielsen. Her fortalte han om to episoder: En aften havde han været ved at sætte sig ind i en pistols funktion, og det resulterede i, at et skarpt skud gik af. Han kunne høre, at min mor læste op for mig i værelset ved siden af, og da skuddet lød, blev der stille. Der gik nogle for ham skrækkelige øjeblikke, indtil han kunne høre, at oplæsningen blev genoptaget ingen tilskadekomne. Historien blev bekræftet mange år efter, idet jeg fandt et 9 mm projektil i dørtrinet, da den blændede dør mellem de to rum blev åbnet. En anden situation fik vi også forklaringen på. Min mor og vores skomager havde en morgen stået foran huset og her set den logerende komme hjem, usoigneret og møgbeskidt i tøjet, hvilket de syntes, at han burde være for god til. Det viste sig, at han havde tilbragt natten i en grøft eller lignende ved Kløvermarksvej efter at have været med til at sabotere en tysk radioinstallation på Kløvermarken. Han gik formodentlig under jorden på et tidspunkt, og nogen tid efter lukkede vi to unge mænd ind i hans værelse, hvorfra de medbragte et tomt pistolhylster. Det gik meget stille for sig, så det må have været andre frihedskæmpere og ikke folk i tyske tjeneste. En af beboerne i huset oplevede derimod at blive taget af tyskerne, som det hed. Han var fyrskipper på Lappegrunden mellem Danmark og Sverige og mistænkt for at hjælpe flygtninge til Sverige. Han blev sat i Horserød lejren i Nordsjælland, men kom heldigvis hjem igen efter nogle uger, medbringende forskelligt husflid, han havde lavet deroppe, bl.a. en bødenål i træ til min bedstefar, som fiskede med garn i Kalveboderne om sommeren. Hipokorpset, det mest berygtede. Blandt os børn var Hipoerne, danskere i tysk tjeneste, dem, der virkelig skabte frygt. Sarte læsere bedes lukke øjnene et øjeblik, for jeg vil ikke undlade ordret at referere noget, som jeg husker som det største gys for os drenge. Rygtet sagde, at Hipoerne skar nossekuglerne ud og maste dem mellem to mursten. Nysgerrigheden var dog større end rædslen, for vi stillede op for at kigge, da der var Hipo razzia i Strandgade ved broen til Wilders Plads. Men vi røg ind i en

4 opgang i samme øjeblik, de så ud til at ville komme i nærheden af vores udkikspost. Også i krydset Sct. Annægade og Wildersgade var der Hipo opbud. Fra vores vindue kunne vi se en makinpistolbevæbnet Hipo, der stod på hjørnet ved Holstebro Isenkram og rettede maskinpistolen mod nogle, der stak hovederne ud af vinduerne i Kasernen (Wildersgade 60). Hovederne blev lynhurtigt trukket ind. Jeg oplevede en periode med stærkt forøget frygt: En kammerat og jeg havde leget med et trykkeri fra min bedstefars Spækhøkerforretning, det var enkelte gummibogstaver på et træskaft. Vi havde lavet en masse små sedler, og det endte med, at vi fandt på at smide dem ud ad vinduet til nogle kammerater, der stod i Wildersgade. På en af dem havde jeg skrevet England er min ven, Tyskland er min fjende. Det havde jeg glemt, men en lidt ældre fandt den og råbte op til os La vær med sådan noget så jeg blev klar over fadæsen. De næste mange dage havde jeg det ikke godt, men ventede at blive afhentet af Hipo på grund af denne propagandaforbrydelse. Der skete dog intet. Tilspidsede situationer. I de senere krigsår blev hverdagen betydeligt mere urolig. Den første, uhyggelige episode mener jeg fandt sted i august Der var mange rygter, og min mor ville evakuere os til Sommerhuset i Hvidovre. Turen derned blev noget speciel: Til fods til Christiansborg, hvor vi i mangel af sporvogne kom med en lastbil til Enghave. Derfra med et propfyldt S-tog (i modsætning til sporvognene kørte de til Valby), og derfra igen til fods (busserne var også hørt op med at køre) de 3 kilometer til Hvidovre. At tyskerne også fandt situationen spændt fremgik af, at der i rundkørslen på Toftegårds Plads var opstillet en feltkanon, der pegede ud af Gl. Køgevej. Den forblev dog tavs. Den næste krise oplevede vi i 1944 med generalstrejken. Der gik rygter om, at der ville blive lukket for vand, el og gas. Det første kunne der tages forholdsregler imod, og spande og baljer blev fyldt op. Hvor længe det skulle vare, vidste man ikke, men der kom Kloramin tabletter i beholderne, så vandet kunne holde sig længere. Der blev vist slet ikke brug for vandreserverne, før strejken blev afblæst. Christianshavn og Amager isoleret Langebro blev saboteret og for at forhindre noget lignende med Knippelsbro eller som straf blev Knippelsbro lukket. Der var mange, der skulle hjem fra Sjællandssiden, og om aftenen blev der arrangeret en større færgefart fra Nyhavn til Christianshavn, bl.a. kom min mor over i en robåd. Dagen efter spærringen var der mange mennesker, der stod og argumenterede med de tyske vagter for at komme over broen, men på et tidspunkt blev en værnemagtsofficer træt af det og trak sin pistol og fyrede den af op i luften. Det sluttede sagen og vores nysgerrighed, alle spænede væk, vi ned ad Strandgade hjem til sikkerheden, en status vores hjem aldrig mistede. På trods af krigen blev hverken gadedør og køkkendør låst om dagen, helt i modsætning til i dag. Spærringen blev lettet. Fodgængerfærdsel blev tilladt midt på broen i sporvognssporene, indsnævret af en afspærring og med tyske vagtposter fordelt over broen. Senere blev kørsel med hestevogne med bænke på ladet tilladt, så de dårligt gående kunne komme til sporvognene, som fik vendeplads på Kgs. Nytorv. Vanskelige skoledage for lærerne I begyndelse af 1945 tog tyskerne den største af Christianshavns kommuneskoler, den i Dronningensgade; den er i dag Beboerhuset.

5 Eleverne herfra blev overført til den mindre afdeling i Prinsessegade, og med hjælp fra Døtreskolen lykkedes det at få plads til alle ved at inddele eleverne i to hold. Det ene gik i skole fra 8 til 12, det andet hold fra 12 til 16, og hver uge blev der byttet om. Fire daglige undervisningstimer var ikke meget, selvom lørdagen blev brugt, så lærerne har haft deres hyr med at få en undervisningsplan op at stå. Eleverne havde et mere afslappet syn herpå, der var ikke problemer med at få den øgede fritid brugt. 4. maj 1945 Vi var 4-5 drenge, der løb i en aftenstille Strandgade og spillede fodbold (med en forhenværende tennisbold), da en af kammeraternes lillesøster kom løbende fra Sct. Annægade og råbte krigen er forbi. Der er næppe gået et minut, før stilheden var afløst af et menneskehav, alle skulle på gaden og fejre befrielsen. Det første mål var Knippelsbro, hvor trafikken var indskrænket til området midt på broen. Allerførst skulle de forhadte afspærringer væk, så de rød-hvide brædder og trefødder blev smidt i vandet, og det skete, mens de tyske værnemagtssoldater så på. Vagtposterne beholdt geværerne på ryggen, og jeg husker ingen episoder, hvor det kom til konfrontation den aften mellem danskere og de tyske soldater, de var sikkert lige så glade som os for, at nu var det slut. Der kom en tysk lastbil over broen med soldater på ladet, og de vinkede og vi vinkede igen. Det blev sent, før vi vendte hjem, jeg til fredens første balle for at blive væk så længe. Den ultimative befrielse Tyskerne havde beslaglagt den ene kommuneskole til flygtninge, og frihedskæmperne tog den anden, den i Prinsessegade, så for os skolebørn på Christianshavn blev 5. maj en befrielse i dobbelt betydning. Lærerne kastede håndklædet i ringen og sendte os på sommerferie! Vi kunne godt lide vores skole, men fritiden var nu bedre, så en ferie fra 5. maj til dag langt ude i horisonten var en gave fra højere magter. Ferien fik selvfølgelig en ende engang i begyndelsen af august, og ved den lejlighed besluttedes det at flytte skoleåret fra start den 1. april til en uge ind i august. For mit vedkommende startede jeg på 5. klasse i april og igen i august. Ufredelig fred Efter jublen det første døgns tid kom der nogle urolige dage med hyppige skudsalver, hvor modstandsbevægelsens folk jagede Hipoer, stikkere og andre, som havde været i tysk tjeneste. Fra vinduet kunne vi følge, hvordan nogle modstandsfolk lå i stilling på hjørnet foran Holstebro Isenkram med et rekylgevær rettet nedad Wildersgade mod Kanalen og Wilders Plads. Der blev dog ikke skudt fra denne stilling i dette tilfælde. Mere voldsomt gik det for sig et par dage efter. En Hipo eller lign. havde forskanset sig i en lejlighed øverst i den moderne ejendom i Sct. Annægade 13, og under kampen kastede en frihedskæmper fra terrassen over en håndgranat ind ad vinduet til lejligheden, mens en kammerat lå i stilling under vinduet. En af frihedskæmperne blev såret kørt væk i ambulance, og hele kampen blev fulgt af et hundrede mennesker fra Snurrebroen, hvorfra vi havde første parket til dramaet det var den gang op til den enkelte at vurdere risikoen ved at få tilfredsstillet sin nysgerrighed.

6 Så blev der fred. Skyderierne hørte op, og for os børn blev de følgende sommermåneder en sjov og spændende tid. Der var nye helte, og der dukkede hele tiden ny ting op, især husker jeg da vores købmand i butikken, nok et par år efter, viste en kuglepen frem, den kunne skrive under vandet!. Jørgen Møller