MELLEMØST INFORMATION

Transkript

1 MELLEMØST INFORMATION MÅNEDSOVERSIGT NR ÅRGANG CENTER FOR MELLEMØSTSTUDIER SYDDANSK UNIVERSITET ODENSE Golfen, sikkerheden og det demokratiske spøgelse Lars Erslev Andersen Valg i Saudi-Arabien: Sejr for menneskerettigheder eller islamisme? Søren Hove Fra perlefiskernation til Golfens uddannelsesmekka Benedikte Lohfert Würtz Dubai: Danmark til salg for 20 millioner dollars Martin Hvidt De Forenede Arabiske Emiraters historie Maj Vingum Jensen REDAKTIONELT Redaktion: Maj Vingum Jensen (red.), Peter Seeberg (ansv.), Lars Erslev Andersen og Malene Bøgesvang. Redaktionen afsluttet 3. marts Udsendt til abonnenterne 7. marts Kommentarer og ideer til artikelemner m.m. modtages gerne via på adressen: vingum@hist.sdu.dk. Årsabonnement kr inkl. to bogudgivelser. For privatpersoner kr. 300 ekskl. bogudgivelser. Løssalg kr. 60 Citater tilladt med kildeangivelse. Gengivelse af hele artikler kræver aftale med Mellemøstinformation. Mellemøstinformation, Syddansk Universitet Campusvej 55, 5230 Odense M Tlf ISSN Tema: Golfregionen Golfen, sikkerheden og det demokratiske spøgelse Problemerne i Mellemøsten skal efter 11. september 2001 løses gennem udbredelse af den amerikanske orden i form af frihed og demokrati, hvilket blev indvarslet med chok-kampagnen i Irak. Det neokonservative chok har helt sikkert haft en effekt og skubbet til politiske reformprocesser i Mellemøsten i almindelighed, og i Golfen i særdeleshed. For så vidt chokbølgerne fra Irak fører til fløjlsrevolutioner i de arabiske lande er missionen vellykket, men risikoen er, at for meget chok og for meget bølge fører til sammenbrud af de arabiske Golfstater. I så fald vil prisen være meget højt betalt. Der går et spøgelse gennem Mellemøsten. Demokratiets spøgelse. Palæstinenserne har netop gennemført præsidentvalg og planlægger nu parlamentsvalg; irakerne gennemførte i slutningen af januar parlamentsvalg; Egyptens Mubarak har givet efter for folkeligt pres og tillader nu flere kandidater til præsidentvalget der; i Libanon har folkelige protester presset regeringen til at gå af; Marokko har åbnet Af Lars Erslev Andersen for politiske reformer; Jordan og Yemen har taget skridt i retning af demokratiske valg; Saudi-Arabien har indledt en national dialog og gennemført lokalvalg. Med undtagelse af De Forenede Arabiske Emirater har befolkningerne i de arabiske Golflande ved forskellige lejligheder været ved stemmeurnerne, og senest lyder der fra flere sider i Emiraterne nu krav om, at der også her skal gennemføres valg.

2 Sikkerhed og demokrati Inden vi tegner billedet alt for rosenrødt, kan der være grund til at pege på, at ingen af stederne er gennemførelse af reformer og afholdelse af valg forløbet uden store problemer, ligesom der uden større vanskeligheder kan rejses kritik mod at opfatte de nævnte begivenheder som udtryk for egentligt demokrati. Palæstinensernes valg blev gennemført under de vanskelige vilkår, som den israelske besættelse af Vestbredden indebærer, på samme måde som oprøret og den amerikanske besættelse gav store begrænsninger i valgprocessen i Irak. Mubarak har tidligere haft succes med at smykke sit autoritære regime med en glasur af pseudodemokrati; lokalvalgene i Saudi-Arabien må langt hen ad vejen betragtes som et farceagtigt spil for galleriet; i Marokko har reformerne givet islamisterne større politisk spillerum, og i Jordan og Yemen har valgene ikke været friere, end at de siddende magtpaver har været sikre på at kunne holde fast i styrepinden. Ikke desto mindre blæser der nye vinde i Mellemøsten, hvor de arabiske regimer i stigende grad må tage kravene om folkelig repræsentation i de politiske beslutningsprocesser alvorligt. Selv en så indskrænket national dialog, som den vi ser i Saudi-Arabien, er udtryk for, at magthaverne i kongefamilien i Riyadh ikke længere arrogant kan afvise og fængsle de personer, som formaster sig til at tale for politiske reformer. Dette var ellers dagens orden for blot få år siden, men den gælder ikke længere. Det er dog ikke uden en vis frygt og bæven, at politikere og forskere i Vesten og Mellemøsten tager bestik af den nye situation. For, som antydet i tilfældet Marokko, er der ingen garantier for, at politiske reformprocesser støt og sikkert fører til størrelser a la det kongelige danske demokrati - de rummer faktisk også risikoen for, at the bad guys får plads til at splitte det hele ad. Eller at partier, som ikke bekommer USA, Vesten og demokratiet vel, får flertal. Det er lige præcis denne risiko, der får USA til at fare med lempe med krav om politiske reformer i Golfen og navnlig i Saudi-Arabien. Ikke desto mindre synes især de små arabiske Golfstater, helt modsat forventningerne for kun 10 år siden, at være de lande, der er bedst rustet til at gennemføre en kontrolleret reformproces, der ikke nødvendigvis fører til demokratisering, men som trods alt åbner for stadig større deltagelse i de politiske beslutningsprocesser. Med mindre processen ikke bliver alt for rystet af de politiske chokbølger, der udgår fra Irak. Magtbalancepolitikkens storhed og fald Amerikanerne skulle overordnet tage hensyn til tre forhold i politikken overfor Golfen, som siden Anden Verdenskrig har været bestemt til at sikre fri levering af olie til stabile og moderate priser: Det gjaldt om, som Lord Ismay kynisk har formuleret det, "at holde Iran ude, USA inde og Irak nede". Frem til afviklingen af den Kolde Krig og Golfkrigen i 1991 forsøgte amerikanerne at nå dette mål gennem en magtbalancepolitik, der tog sigte på at afbalancere de tre regionale stormagter Saudi-Arabien, Irak og Iran mod hinanden, uden at tage hensyn til de tre staters indenrigspolitiske forhold. Menneskerettigheder, politiske reformer og demokratisering havde ingen interesse for USA og de vestlige demokratier, så længe olien strømmede frit. Afviklingen af den Kolde Krig, konflikten med Irak, de voksende problemer med en militant islamisme med stærke rødder i Golfen samt ikke mindst terrorangrebene 11. september 2001 ændrede radikalt på denne sikkerhedspolitiske strategi: Magtbalancepolitikken havde hverken forhindret Iraks besættelse af Kuwait i 1990, al-qaidas væbnede kamp mod amerikanske interesser manifesteret gennem aktioner i 1993, 1995, 1996, 1998, 2000 og 2001 eller, at Irak i stigende grad kunne udfordre stabiliteten i Golfen, selvom amerikanerne militært - og med støtte fra briterne - gjorde alt for at stække den irakiske diktator. Magtbalancepolitikken kunne dog notere sig én vigtig succes, nemlig at det var lykkedes at holde Sovjetunionen ude af Golfen. Der var to grunde til for alt i verden at holde USSR væk fra området: For det første et geopolitisk ræsonnement, som handlede om at forhindre den store russiske landmagt ubegrænset adgang til Golfens isfri havne og dermed verdenshavene. Dette kaldtes inddæmning. For det andet skulle USSR 02 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

3 Sikkerhed og demokrati forhindres i at få kontrol over olieressourcerne i Golfen. Her befinder to tredjedele af verdens kendte oliereserver sig. Der er tale om høj kvalitet, der er let tilgængelig, hvilket betyder, at en fjerdedel af det globale forbrug i dag leveres herfra. Det afgørende er imidlertid, at overskudskapaciteten er så stor, at den i sig selv muliggør kontrol med verdensmarkedsprisen. Her indtager Saudi-Arabien med sine store lagre en nøglerolle. Under den Kolde Krig handlede det derfor om at forhindre Sovjetunionen adgang såvel til Golfen som til Saudi-Arabiens oliereserver fordi, "den, der kontrollerer Golfens oliereserver, holder resten af verden i et kvælergreb", som den tidligere amerikanske udenrigsminister Kissinger udtrykte det. Som sagt lykkedes missionen, men prisen var støtte til og nært samarbejde med regulære diktaturer som Iran, Saudi-Arabien og senere Saddams Irak, da Iran faldt fra i I kampen mod Ondskabens Imperium, som var Ronald Reagans navn for Sovjetunionen, var man ikke kræsen i valget af hverken alliancepartnere eller metoder: I Afghanistan fik de hellige krigere støtte, og i Iran og Libanon stoppede man gerne demokratiske processer for at sikre sig, at loyale regeringer forblev ved roret. Helt på samme måde som man endnu i 1992 i Washington og Paris jublede over militærkuppet i Algeriet, der forhindrede islamiske fundamentalister i at komme til magten gennem frie valg. Sikkerhed gennem demokrati I dag er tonen og politikken anderledes: Nu handler det om udbredelse af frihed og demokrati. Gang på gang har George W. Bush slået fast, at vejen til sikkerhed og stabilitet i Mellemøsten og dermed garanti for, at 11. september ikke gentager sig, er udbredelse af demokrati. Det var overskriften for invasionen i Irak, der i takt med, at hverken Saddams forbindelser til al- Qaida eller lagrene af masseødelæggelsesvåben materialiserede sig, efter støvet fra de amerikanske bomber havde lagt sig, mere og mere fik karakter af en klassisk middelalderlig retfærdig krig. Men i moderne kontekst udkæmpet ikke i religionens, men menneskehedens navn. Krigen i Irak skulle ikke længere legitimeres med, at Saddam var en trussel mod verdensfreden, men med at irakerne havde fået demokrati, og at det kunne tjene som eksempel til efterfølgelse for de arabiske befolkninger i andre lande. Sandt nok. Der er næppe tvivl om, at irakernes fremtid i dag er væsentlig bedre end under Saddam, og at flertallet af irakere trods terrorisme og oprør i deres hærgede land ønsker den amerikanske orden i form af et frit og demokratisk Irak. Der er næppe heller tvivl om, at denne situation inspirerer arabere i andre lande til at forstærke kravet om politisk indflydelse. Reformprocesser og det golfarabiske paradoks Det vil imidlertid være forhastet at mene, at alle de politiske udviklinger, vi i dag ser i Mellemøsten, er resultat af det amerikanske demokratiprojekt i Irak. Når libaneserne går på gaden og demonstrerer mod en pro-syrisk regering, der vil fastholde syriske tropper i Libanon, skyldes det ikke den amerikanske besættelse i Irak, men snarere, at Israel i 2000 opgav besættelsen af Sydlibanon. Med israelernes tilbagetrækning mistede den syriske hærs tilstedeværelse i Libanon enhver begrundelse. Det øgede presset på den syriskvenlige regering, og da Syrien gennemtrumfede en forfatningsstridig forlængelse af den pro-syriske libanesiske præsident i september 2004, rejste oppositionen sig. Mordet på den tidligere minister-præsident Hariri, det amerikanske pres på Syrien og troen på og tilliden til, at der er international opbakning til oppositionens krav om syrisk tilbagetrækning, har mobiliseret den libanesiske befolkning. I de arabiske Golfstater har reformprocessen også rødder tilbage til tiden før en demokratisering af Mellemøsten kom på den amerikanske dagsorden. Faktisk har deres politiske udvikling længe været en udfordring for de gængse teorier om manglende demokratisk udvikling i Mellemøsten. Sagen er, at de har været fremstillet som prototyper på det, der er blevet kaldt rentierstater, som er karakteriseret ved at have en meget stor indtægt - rente - der på den ene side overflødiggør opkrævning af skatter og på den Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

4 Sikkerhed og demokrati anden side sætter staterne i stand til at betale for en række velfærdsydelser i form af uddannelse, sundhed, infrastruktur og lignende. Kort sagt er de enorme olieindtægter, som de arabiske sheikfamilier i de små Golfstater i årevis har rådet over, blevet brugt til at etablere en social kontrakt, hvor borgerne kvit og frit har modtaget velfærd ved at give afkald på politisk indflydelse. Med andre ord har sheikfamilierne takket være enorme olieindtægter været i stand til at betale borgerne for at lade være med at kræve demokrati ud fra devisen: Ingen skatter, ingen politisk repræsentation. Ikke desto mindre har vi op gennem 1990'erne set, at det netop er de små golfarabiske sheikdømmer, der i modsætning til de ressourcesvagere og befolkningsrige arabiske lande, som f.eks. Egypten, langt bedre har kunnet gennemføre reformer, som spreder indflydelsen på den politiske beslutningsproces. Dette forklares nu ved, at Golfstaterne, med undtagelse af Saudi-Arabien, i langt højere grad end de øvrige arabiske lande har understøttet udviklingen af en uafhængig selvstændig privat sektor, der på den ene side har sørget for et finansielt og økonomisk system, som har integreret landene i den globale økonomi, og på den anden side er blevet tilkendt indflydelse på den statslige økonomiske politik. Dette indebærer ikke en egentlig demokratisering, men har ikke desto mindre vist sig befordrende for en stor grad af økonomisk liberalisme og politisk pluralisme. Pluralismen er dog begrænset til en business-elite, mens den uformuende del af befolkningen fremdeles er placeret på den politiske sidelinie. Demokratisk balancegang Såvel Libanon som det golfarabiske eksempel viser, at der, længe før demokratisering blev sat på den amerikanske dagsorden, har været politiske processer i gang i Mellemøsten, som har ført til krav om økonomiske og politiske reformer. De er både begrundet i ændringen i det internationale politiske system, som afviklingen af den Kolde Krig indebar, og i regionale og nationale forhold. Der er næppe tvivl om, at USA's demokratieksport til Irak og det palæstinensiske valg skubber til disse processer. De krav om valg, som nu lyder fra flere sider, f.eks. i de Forenede Arabiske Emirater, er klart udtryk herfor. Det samme er den nationale dialog i Saudi-Arabien. Som sådan er udviklingen og perspektivet set fra et amerikansk perspektiv positivt og lovende. Der er imidlertid gemt nogle spidse torne på Mellemøstens vej mod demokrati i form af nogle politiske jokere, der kan vise sig nok så ubehagelige. Mange har allerede peget på, at en demokratisk proces meget vel kan føre til valg af partier som bestemt ikke er hverken Europas eller USA's kop the. Således er der ikke mange på de kanter, der føler sig trygge ved tanken om, at Hamas stiller op til det palæstinensiske parlamentsvalg og måske går hen og vinder. På samme måde var man i 1991 særdeles ubehageligt til mode ved udsigten til, at islamiske fundamentalister skulle styre Algeriet. Et islamistisk scenario i Golfen får alle advarselslamper til at blinke hos en nok så optimistisk demokrat i Washington og Bruxelles. Ganske vist er vi utrygge ved kongefamilien i Saudi-Arabien, og ganske vist har vi meget at udsætte på det politiske management i de arabiske Golfstater. Men lige siden Anden Verdenskrig har Golfstaterne været vores mest pålidelige garanter for uhindret levering af prisbevidst olie, og lige præcis den situation ser vi nødigt ændret. Et demokratisk Irak er fint og må godt tjene som eksempel til efterfølgelse for de arabiske Golfstater, men det skulle nødigt føre til en vildt galopperende politisk reformproces i Golfen, hvor risikoen for, at islamisterne for alvor kommer på banen er faretruende stor. Paradokset er, at jo mere amerikanerne får succes med demokratisering af Irak og dermed understøtter presset mod de enerådige sheikfamilier i Golfen, desto større vil risikoen for, at det er anti-amerikanske, islamistiske kræfter, som udfylder den politisk scene i de olierige stater være. Den Kolde Krigs magtbalancepolitik var en succes i den forstand, at den endte med at tage livet af Sovjetunionen, men samtidig åbnede den for en Pandoras æske af nye problemer. De skal nu løses gennem udbredelse af den amerikanske orden i form af frihed og demokrati, der blev indvarslet med chokkampagnen i Irak. Det neokonservative chok har helt sikkert haft en effekt og skubbet til politiske reform- 04 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

5 Sikkerhed og demokrati processer i Mellemøsten i almindelighed, og i Golfen i særdeleshed. For så vidt chokbølgerne fra Irak fører til fløjlsrevolutioner i de arabiske lande, er missionen vellykket. Men risikoen er, at for meget chok og for meget bølge fører til sammenbrud af de arabiske Golfstater - i så fald har Vesten betalt en høj pris for at holde truslerne fra Irak nede, Iran ude og amerikanerne inde. Med andre ord er det ikke ny chokkur, der skal til, dersom demokratisk udvikling i Golfen skal understøttes, men økonomisk integration fulgt op af international politisk dialog: Det neokonservative chok fremmanede måske nok det demokratiske spøgelse, men endnu et chok i Golfen risikerer at føre til et islamiske mareridt - og så er fanden for alvor løs i form af ulidelig mangel på det sorte guld. Men netop den risiko er amerikanerne vist pinligt bevidste om, hvilket begejstringen over de saudiske mænds valg af saudiske mænd til lokalråd uden skygge af politisk indflydelse vidner om. KILDER Cole, Juan: Lebanon Realigment and Syria. (1. marts 2005) Growing calls for elections in UAE. Al-Jazeera 25. februar 2005 Luciani, Giacomo: Oil and Political Economy in the International Relations of the Middle East, i Fawcett, Louise (ed.): International Relations of the Middle East. Oxford, Oxford. U.P Mack, David L.: Trade as a Lever for Reforms in the Arab World. Testimony, Senate Committee on Finance. U.S. Congress. 11. marts 2004 Pollack, Kenneth M.: Securing the Gulf. Foreign Affairs, Vol. 82, nr. 4, 2003 Spotlight on Syria. Interview med Augustus Richard Norton & Hisham Melhem. Jim Lehrer NewHour transcript, 28. februar 2005 Zakaria, Fareed: Glimmers Of Hipe in The Arab World. Washington Post, 21. December 2004 Modtag Center for Mellemøststudiers elektroniske nyhedsbrev Tilmelding via Center for Mellemøststudiers hjemmeside Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

6 Saudi-Arabien Valg i Saudi-Arabien: Sejr for menneskerettigheder eller islamisme? "Det går fremad med Saudi- Arabiens demokrati" udtalte Gerhard Schröder på sit statsbesøg i Saudi-Arabien den 27. februar Schröder hæftede sig ved, at de første saudiske kommunalvalg i disse måneder bliver afviklet i de saudiske provinser, og glædede sig over udviklingen. Men spørgsmålet er, om den tyske premierministers optimisme står mål med virkelighedens realiteter i det stærkt reaktionære Saudi- Arabien. Af Søren Hove Sjældent har kommunalvalg fået så stor opmærksomhed. Siden Saudi-Arabien indledte de første valg i februar 2005 i Riyadh har både arabisk og vestlig presse skrevet utallige artikler om det såkaldte spirende demokrati i Saudi- Arabien, og der vil ganske givet blive skrevet endnu flere artikler, efterhånden som kommunalvalgene også i de andre saudiske regioner løber af stablen over de næste tre måneder. Men hvordan skal man forstå disse valg? Er der tale om en bølge af parlamentarisme og semi-demokrati, der endelig fejer hen over Saudi-Arabien, og hvem vinder valgene? Siden de saudiske islamister efter de første valg i Riyadh står til at vinde majoriteten af pladser, kunne man fristes til at spørge: Er det i virkeligheden begyndelsen til enden på den svage demokratiseringsproces, hvis komme flere optimistiske kommentatorer har varslet? Saudisk parlamentarisme? Inden forventningerne til en fremtidig saudisk parlamentarisme skrues i vejret, er det vigtigt at understrege, at de saudiske kommunalvalg ikke er udtryk for repræsentative lokaldemokratier. For det første er kvinder, folk fra militæret og de op mod 3 millioner gæstearbejdere i Saudi-Arabien nægtet valgdeltagelse både som kandidater og vælgere. For det andet har byrådene ingen reel politisk indflydelse, men skal udelukkende koncentrere sig om byplanlægning og urban udvikling. Sidst men ikke mindst udnævner kongefamilien selv - sideløbende med de 592 folkevalgte pladser, der skal besættes i 178 lokale råd - lige så mange medlemmer til de samme råd. Den regerende kongefamilie, al-saud, kan med andre ord direkte styre byrådene gennem disse udvalgte loyalister. Den samme håndgribelige kongelige kontrol er karakteristisk for det nationale majlis al-shura-råd, som siden dets oprettelse i 1992, har haft meget begrænset magt. Også her har kongefamilien hidtil udnævnt samtlige pladser, og selvom majlis al-shura i årenes løb er udvidet fra 60 til 120 pladser, kan rådet i demokratisk forstand næppe karakteriseres som andet end tandløst, idet det kun har en symbolsk rådgivende funktion og ingen reelle beføjelser over for den saudiske regering (læs kongefamilie). Når demokratiet i Saudi-Arabien har haft svære vilkår, skyldes det først og fremmest modvilje fra den regerende kongefamilies side. Den første konge Ibn Sauds sønner har siden faderens død i 1953 samlet al politisk magt under hvad, man kunne betegne som et dynastisk monarki, hvor kongefamilien monopoliserer de statslige embeder. I dag 06 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

7 Saudi-Arabien sidder Kong Fahd al-saud som konge med flere brødre som ministre, og efter Fahd står en anden af Ibn Sauds sønner klar, nemlig Saudi-Arabiens reelle hersker siden Fahds sygdom, kronprins Abdullah. Eventuelle arvefølgestridigheder ordnes traditionelt internt i familien - ligesom andre diskussioner om statens administration - og følgelig har Saud-familiens incitament til at udvide den snævre kreds af beslutningstagere været meget lille. Saud-familiens modvilje mod at dele magt og indflydelse med befolkningen har op gennem 1970'erne været godt hjulpet af de enorme olieindtægter, der har muliggjort store velfærdsstigninger og hævet den almene befolknings levestandard i form af ny infrastruktur, hospitaler, uddannelsesinstitutioner og moderne storbyer. Kongefamilien har ikke behøvet at indkræve skatter, men har tværtimod kunnet fremstille sig selv som nationens velgørere, idet de har haft direkte adgang til olieindtægterne og dermed har været sparet for mange af de sociale uroligheder, der har præget mellemøstlige lande uden enorme økonomiske ressourcer. Men den uformelle sociale kontrakt mellem kongefamilie og befolkning om oliefinansierede velstandsstigninger til gengæld for politisk apati er i de senere år i stigende grad blevet testet. Den saudiske middelklasse, som efterhånden er vokset frem som konsekvens af det stigende uddannelsesniveau og den økonomiske velstand, har gennem demonstrationer og åbne breve til kongefamilien gjort det klart, at de i fremtiden forventer større del i beslutningsprocessen. Statens administration har ifølge mange liberale været for ineffektiv, og især den voksende arbejdsløshed og underskud på de offentlige budgetter, som er vokset de seneste år, har været genstand for kritik. Samtidig har Vesten stillet krav til Saudi-Arabien om økonomisk og politisk liberalisering og respekt for menneskerettighederne. Og selvom disse krav altid har været underordnet Vestens interesser i stabile olieleverancer og lave priser, har kritikken alligevel kompromitteret kongefamilien. For at afvise kritikken og kravene om demokratisering fra indenrigspolitiske og udenrigspolitiske aktører, har kongefamilien flittigt benyttet sig af Islam. Ved at indskrive sit monarki i en særlig islamisk styreform - som kongefamilien selv mener blev grundlagt allerede i 1744 med alliancen mellem Saud-familien og den puritanske islamiske reformator, Muhammad Ibn Abd al-wahhab, hvor Saud forpligtede sig på at håndhæve islamiske normer - kan al-saud efter egen mening undslå sig demokratiske normer og krav. F.eks. afviste Kong Fahd i 1992 enhver form for demokratisk valg med henvisning til Islam. "Vestens demokratiske system passer ikke ind i vores del af verden Islam er vores sociale og politiske lov. Islam er en komplet konstitution, der indeholder sociale og økonomiske love samt et komplet system for statsstyring og retfærdighed", udtalte Kong Fahd. Med henvisningen til Koranen og til en særlig islamisk partikularisme undtager kongefamilien dermed sig selv for demokrati eller valg, men forpligter sig samtidig på en islamisk politisk diskurs. Islamisk kritik Denne islamiske diskurs, skabt af kongefamilien selv, har dog vist sig problematisk. Da den politiske debat og legitimitet gennem kongefamiliens egen selviscenesættelse har været forbundet med religion og islamisk dyd, har Saudi-Arabien haft svært ved at afvise den kritik, som oppositionelle islamister har fremført inden for de sidste to årtier, idet oppositionen netop benytter den samme islamiske terminologi som kongefamilien. Islam har på den måde fungeret som et tveægget sværd, der dels har givet stof til kongelig legitimitet, men samtidig har åbnet for islamisk kritik fra flere sider. Det gælder på den ene side den kritik, som de radikale jihadister med folk som Osama bin Laden i spidsen har rettet mod al-saud siden golfkrigen 1990/91. Disse jihadister har kritiseret kongefamilien for ikke at være tilstrækkeligt puritanske eller rettroende og for at forbryde sig mod deres islamiske baggrund. Især har kritikken rettet sig mod de amerikanske tropper, som i forbindelse med Golfkrigen blev udstationeret på baser i Saudi-Arabien, og flere gange har jihadisterne fulgt den verbale kritik op med terroraktioner mod såvel amerikanske tropper som saudiske regeringsinstitutioner. Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

8 Saudi-Arabien På den anden side har såkaldte liberale islamister fremført kritik af kongefamilien. Selvom denne kritik også har haft en islamisk referenceramme, har kravene her i højere grad været rettet mod mere gennemsigtighed i administrationen, mindre nepotisme inden for kongefamiliens rækker, bæredygtig økonomi og større indflydelse på beslutningsprocesserne. I flere åbne breve til kong Fahd og gennem både fax og internet har de argumenteret for at starte en proces, som bevæger sig i retning af en politisk liberalisering med mere magt til shura-rådet. Denne proces er ifølge de liberale islamister ikke i strid med islam, men tværtimod i fin overensstemmelse med islamiske traditioner om rådslagning. Det er i høj grad denne kritik fra liberale islamister, som har vendt kongefamiliens legitimering mod al-saud selv, som har bevirket visse forbedringer i Saudi-Arabien. Kongefamilien har ikke kunnet afvise kritikken, idet kritikken netop var formuleret i forlængelse af statens eget islamiske grundlag. Dette blev bl.a. tydeligt i 1991, hvor 52 navngivne islamister underskrev det åbne brev Letter of Demands til Kong Fahd, hvilket var stærkt medvirkende til, at kongefamilien i marts 1992 så sig nødsaget til at oprette det rådgivende råd, majlis al-shura, og nedskrive en basal forfatning for Saudi-Arabien. Hvem vinder og hvem taber? De liberale islamister har på den måde fungeret som alliancepartnere for Vesten i deres fælles bestræbelse på at få menneskerettigheder, parlamentarisme og liberalisering på den saudiske dagsorden. Men man skal være påpasselig med at formode, at Saudi-Arabiens liberale oppositionelle islamister lader sig indpasse i en standardiseret vestlig opfattelse af demokrati og udvikling. Den saudiske eksilgruppe MIRA (Movement for Islamic Reform in Arabia) er et godt eksempel på dette. Gruppen ledes af den saudiske eksilpolitiker Saad al-faqih, som gennem sine internetpublikationer har kritiseret kongefamilien siden midten af halvfemserne. På baggrund af sin anti-saudiske kritik er al-faqih ofte i Vesten blevet fremstillet som en menneskerettighedsaktivist og liberal reformator, men denne opfattelse blev ikke desto mindre revideret i december 2004, da FN's sikkerhedsråd satte al- Faqihs navn på listen over mistænkte for støtte til al-qaida. Selvom mange aktører i FN kan have interesse i at forbinde al-faqih til al-qaida, og selvom han selv afviser denne forbindelse, kan en hurtigt gennemlæsning af MIRA's hjemmeside dog illustrere, at den islamiske - og nogle gange fundamentalistiske - udlægning af Islam også findes blandt de såkaldte liberale islamister. I hvor høj grad de saudiske liberale islamister benytter sig af en symbolsk og retorisk kode i deres politiske budskaber, og i hvilket omfang deres krav om saudisk parlamentarisme er foreneligt med vestligt demokrati, er svært at sige. Det er ligeledes meget usikkert, om kongefamilien tillader reformprocessen i Saudi-Arabien at udvikle sig videre end disse måneders lokalvalg. Det må tiden vise. Det er ikke desto mindre et faktum, at de saudiske islamister - uanset om der er tale om radikale jihadister eller liberale islamister - har overvundet et vigtigt tabu i Saudi-Arabien, fordi de via forskellige midler har erobret den politiske diskurs og gjort politisk diskussion mulig. Den effekt har hverken Vesten, saudiske republikanere eller tressernes arabiske nationalister kunnet opnå i det reaktionære kongerige. Islamisterne har således ikke fejlet i deres kritik, selvom hverken Osama bin Ladens revolution eller de liberale islamisters parlamentarisme nødvendigvis er lige om hjørnet. Man skal tværtimod kigge på den langsigtede betydning - bølgebrydereffekten, om man vil - som den islamiske opposition har haft på det saudiske samfund. Den islamiske kritik har leveret rammen for en bredere og mere omfattende kritik, og islamisterne vil i fremtiden måske transformere sig til en mere diversificeret national bevægelse, hvor andre oppositionelle grupper vil kunne overtage den førende diskurs. Islam leverede rammen for den første kritik, men i anden omgang kan det måske lede til diskussionen af emner som national identitet, borgerrettigheder, det saudiske lederskab og forholdet mellem religion og politik. Først når denne diskussion tages, vil optimister som Gerhard Schröder have mere at hænge deres håb om saudiske demokrati på. 08 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

9 Saudi-Arabien KILDER Dekmejian, Richard: The Liberal Impulse in Saudi Arabia. Middle East Journal, summer 2003, vol. 53, iss. 3, Fandy, Mamoun: Saudi Arabia and the Politics of Dissent. New York, Palgrave 2001 Letter of Demands findes på (2. marts 2005) Movement for Islamic Reform in Arabia: (2. marts 2005) Okruhlik, Gwenn: Making conversation permissible - Islamism and reform in Saudi Arabia, i Quintan Wiktorowics (red): Islamic Activism. A social movement theory approach. Indiana University Press, Bloomington, 2004 Herb, Micahel: All in the Family: Absolutism, Revolution, and Democracy in the Middle Eastern Monarchies. Albany, State University of New York Press 1999 International Herald Tribune, 25. marts 1992 Taheri, Ahmed: Winds of change in traditional kingdom, Gulf News, 10. februar Yamani, Mai: Craddle of Islam: The Hijaz and the Quest for an Arabian Identity, London, I.B.Tauris 2004 Ny kandidatuddannelse i Mellemøststudier Kandidatuddannelsen i Mellemøststudier skal give grundlæggende viden om problemstillinger og forandringsprocesser, der har været med til at forme det moderne Mellemøsten. Uddannelsen vil fokusere på regionens nutidige samfunds- og kulturforhold og inddrage problemstillinger, der vedrører den danske og europæiske integrations- og kulturmødeproblematik. Uddannelsen er tværfaglig. Mellemøsten vil blive belyst ud fra forskellige faglige tilgange; f.eks. politologi, sociologi, historie, økonomi, antropologi, kulturanalyse og religionshistorie. Uddannelsen har en samlet normering på 2 årsværk, men er tilrettelagt, så det er muligt at læse enkelte fag på uddannelsen og lade dem indgå i uddannelser ved andre fag eller universiteter. I studiet indgår 3 måneders praktikophold ved organisationer, NGO'er, ambassader eller firmaer i Mellemøsten eller ved danske institutioner med relationer til Mellemøsten. Uddannelsens mål er: - at kvalificere de studerende til selvstændigt og ud fra et metodisk og analytisk fundament at arbejde med afgrænsede historiske, politiske, økonomiske, kulturelle og religiøse problemer i regionen. - at oparbejde kvalifikationer, der er relevante for arbejdsfunktioner ved institutioner i Mellemøsten og/eller i danske, skandinaviske og europæiske integrationssektorer, som f.eks. kommuner, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors og arbejdsformidlinger. Den nye kandidatuddannelse starter september For nærmere information, kontakt Center for Mellemøststudier på middle-east@hist.sdu.dk eller telefon /2177 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

10 Qatar Fra perlefiskernation til Golfens uddannelsesmekka Umiddelbart er Qatar en lille afsveden halvø, der udgår fra Den Arabiske Halvø i Golfen - arealet er cirka en fjerdedel af Danmarks. Lidenheden til trods blev Qatar en selvstændig nation i 1971 og er nu pga. olie og naturgas et af verdens rigeste lande og nok et af verdens hurtigst udviklende samfund. Qatar forsøger at finde en balancegang mellem det moderne og det traditionelle. Måske er landet i det stille i færd med til at vende det dystre billede af den arabiske verden, tegnet af bl.a. forfatterne til Arab Human Development- rapporterne. Qatar er et emirat baseret på mandlig arvefølge. Landets overhoved er emiren, som regerer over et patriarkalsk politisk system, der er domineret af al-thani-familien - en position den magtfulde familie har haft siden midten af 1800-tallet. Den siddende emir, sheik Hamad bin Khalifa al-thani, overtog embedet i 1995 efter et ublodigt kup mod sin far, sheik Khalifa bin Hamad al-thani, der selv kom til magten i ligeledes ved et ublodigt kup mod sin far. Al-Thani-familien har medlemmer placeret på alle politiske og administrative nøgleposter, og i kraft af ægteskaber, økonomiske forbindelser og personlige venskaber er der etableret tætte bånd mellem al-thanifamilien og de mest velstående og indflydelsesrige qatarske forretningsfamilier, hvor stamme-tilhørsforholdet stadig er en central statusmarkør. Qatars befolkning udgør cirka indbyggere, hvoraf hovedparten bor i landets hovedstad Doha. Imidlertid er kun små qatarer - resten er 2. eller 3. generations indvandrere fra de nærliggende lande, bl.a Palæstina samt en stor gruppe midlertidige gæstearbejdere. Oliestat med ambitioner Begyndelsen til det moderne Qatar blev skabt fra midten af 1960'erne og frem til midten af 1980'erne, hvor landet gik fra at være et fattigt britisk protektorat, som mest var kendt for sit fiskeri og perlefiskeri, til at være en uafhængig Af Benedikte Lohfert Würtz stat med moderne infrastruktur, servicevirksomhed og industrier. Denne udvikling blev primært skabt via udenlandsk arbejdskraft og ekspertise og blev finansieret af de store olieindtægter. Fra slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne betød de lave oliepriser på verdensmarkedet, at Qatar måtte aflyse eller optage lån for at gennemføre en række ambitiøse udviklingsprojekter. Strategien var klar. Man ville diversificere økonomien, og denne satsen-på-flere-heste har også betydet massive investeringer i udvindingen af naturgas i det såkaldte North Field, der er verdens største naturgasfelt. Diversificeringspolitikken har samtidig givet anledning til store investeringer i lokale fiskeri-, landbrugsog industriprojekter og i investeringer i udlandet - ikke mindst USA og Europa. Det har ligeledes været en ambition at gøre Qatar til et finansielt og handelsmæssigt center i regionen. Afholdelsen af WTO-topmødet i Doha i november 2001 skal ses i denne forbindelse. Landet gjorde sig imidlertid for alvor internationalt bemærket i 2003, da amerikanerne etablerede sit regionale hovedkontor for den militære invasion af Irak i Qatar. Samtidig skærpedes opmærksomheden på Qatar, fordi landets uafhængige tv-station, al-jazeeras, dækning af krigen kom i de vestlige mediers søgelys. 010 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

11 Qatar I dag er hovedstaden Doha bogstavelig talt under total forandring - der bygges overalt: Vejnet, hoteller, konferencefaciliteter, stor ny lufthavn, museer, boligbyggeri, hospitaler, uddannelsesinstitutioner og kommercielle hovedkontorer. Qatar huser de Asiatiske Olympiske Lege i 2006, hvilket afspejler en stærk satsning på sport, og man investerer ligeledes massivt i turisme, blandt andet ved at udvikle attraktive resorts langs kysten. På uddannelsesområdet er Qatar ved at overhale sine naboer. I 2004 igangsatte al-thani-eliten en gennemgribende modernisering af skolesystemet. Uden tvivl er Qatar det første land på den arabiske halvø, som sætter punktum for den gamle "sorte" skole med udenadsterperi, autoritære strukturer og megen vægt på Koran-læsning. Det nye skolesystem styres efter principper, som bevidst forsøger at oplære elever, lærere og forældre i at tage ansvarligt del ikke kun i skolen, men også i det civile samfund. Således satser man bevidst på at skabe en kultur for pluralistisk tænkning - hvor det gode argument må vinde over det mindre gode og hvor tænkning derfor bør være kritisk. Ud over denne langsigtede kulturrevolution har staten investeret i udenlandske universiterer, således at studerende kan læse f.eks. medicin på det hæderkronede amerikanske universitet Cornell - ikke i New york - men i Doha. Byen kan meget vel udvikle sig til den arabiske halvøs uddannelsesmekka, der generøst tager imod studerende fra hele området. På kultursiden er der tilsvarende ambitiøse satsninger. Verdensberømte arkitekter har tegnet et museum for islamisk kunst, som forventes at blive Golfens arkitektoniske svar på operahuset i Sydney - og som vil rumme islamisk kunst, bl.a. opkøbt gennem et helt liv af en multimillionær kunstkender, der er tæt på al-thanierne. Ligeledes bygges et museum for fotokunst, og nationalbiblioteket og nationalmuseet nybygges og renoveres, samtidig med at der planlægges at knytte uddannelsesaktiviteter til disse institutioner og etablere globale vidensnetværk. I det hele taget satser Qatar ambitiøst på at vinde prestige og anerkendelse - ikke kun fra sine naboer i regionen, men nok så meget fra det internationale samfund. Set fra et vestligt perspektiv har al-thani-eliten sat absolut turbo på den hastigt accelererende udvikling, som foregår økonomisk, politisk og kulturelt, samtidig med at samme elite fastholder, at dette hamskifte kan ske uden at qatarerne mister sin egenart som folk. Indtil nu har denne turbomodernisering - som mange måske vil forledes til at kalde topstyret vesterlandisering og/eller amerikanisering - dog ikke skabt synlige beviser på folkelig modstand. En af grundene kan være, at det regerende al-thani-par - i modsætning til så mange andre politiske eneherskere i de arabiske lande - generelt betragtes med stor respekt af de fleste i Qatar. Al-Thani-familiens forhold til nabolandene Al-Thani-familien udgør en slags funktionselite i Qatar, der er sammenlignelig med den position, som Saud-familien indtager i det Saudi-Arabien, som Qatar ofte sammenlignes med, og som det både politisk, religiøst og strategisk har stået meget nær. Qatar har da også haft tætte bånd til Saudi-Arabien og domineres religiøst af en mildere udgave af den wahhabisme, som ligeledes findes i Saudi-Arabien. Al- Thani-eliten baserer sin legitimitet på en vagtsom balance mellem respekt for traditionen og nødvendigheden af nye måder. Sheik Khalifa, den gamle emir, der oppebærer en ren ceremoniel funktion som "alle qatarers far", fastholdt i hele sin regeringstid de traditionelle stammesamfunds værdier og traditioner, og i modsætning til den ekstravagance, som kendetegnede mange af nabolandene i forbindelse med det store olieboom i 1970'erne, fastholdt sheik Khalifa en moderat og tilbageholdende udgiftspolitik. I samme ånd fastholdt han en ekstremt topstyret forvaltningstradition, der på trods af mindre reformer i begyndelsen af 1990'erne hovedsageligt gik ud på at bevare gældende praksis - herunder al-thani-familiens hævdvundne ejendoms- og rådighedsret over statens finanser, herunder olieindtægterne. Ligeledes fastholdt han den traditionelle majlis-tradition, som er en traditionel beduininstitution - et ældsteråd af mænd, som leder en stamme og som langsomt indvier stammens drenge til de roller, de skal spille som voksne. Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

12 Qatar Med det fredelige kup i 1995, hvor Hamad bin Khalifa al- Thani kom til magten, brød man med forestillingen om, at alle landets indtægter naturligt kun tilflyder al-thanistammen. Der tænkes nu i et nationalt budget, og i den for os så velkendte forestilling om, at et lands ressourcer bør komme alle tilgode. Samtidig arbejdes der på at udvikle institutioner, hvor inspirationen ikke er fra den gamle majlis, men fra vesterlandsk demokratitænkning. Qatar er både medlem af Organisationen af Olieeksporterende Lande, OPEC, af Organisationen af Arabiske Olieeksporterende Lande, OAPEC, og af Den Arabiske Liga. Medlemskabet af Golfens Samarbejdsråd, GCC, knytter Qatar tæt til de andre arabiske golfstater, Kuwait, Saudi-Arabien, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Oman. Qatar har tidligere haft et begrænset råderum i sin udenrigspolitik i kraft af sin traditionelle placering tæt op ad den saudiske. På en række områder har sheik Hamad imidlertid forsøgt af føre en mere selvstændig og uafhængig udenrigspolitik fra begyndelsen af 1990'erne. Med amerikanske soldater placeret i ørkenen lige uden for Doha, føler man sig sikker på et vist kritisk spillerum. Det er ingen hemmelighed, at det lille Qatar indimellem kan provokere det store Saudi-Arabien - ikke mindst pga. den frie tv-station al-jazeera. Selv samme tvstation er nu i 2005 sat til salg i fri licitation - hvilket yderligere kunne mindske en statslig regulering. Landets udvikling efter opdagelsen af olie ligner på nogle områder de andre golflandes. Også i Qatar er man dybt afhængig af fremmed arbejdskraft og importerer såvel ufaglært, billig arbejdskraft som veluddannede eksperter, især vesterlændinge. I dag ville samfundet uden tvivl gå mere eller mindre i stå, hvis Qatarerne pludselig stod alene tilbage. Men om få generationer vil man kunne dæmpe denne afhængighed ved at give statsborgerskab til flere og ved den massive satsning på uddannelse. Ligeledes føres der "qatariseringspolitik", som kræver, at arbejdsgivere ansætter en vis procentdel qatarere på almindelige vilkår. Altså bedste mand/kvinde på jobbet. Det er et radikalt opgør med traditionen om, at man hjælper hinanden - den traditionelle såkaldte positive nepotisme: at man får job og karriere i kraft af sit familietilhørsforhold og ikke i kraft af egne individuelle kompetencer. Det traditionelle og det moderne i Qatar Efter 11. september 2001 og invasionen af Irak i 2003 har al-thani-eliten forsøgt at profilere Qatar som et reformsøgende, moderat muslimsk land med en tolerant og samarbejdssøgende indstilling såvel indadtil som udadtil. Selvom al-thani-familien dominerer det politiske liv og udgør op imod 40 % af den etnisk qatarske befolkning, er familien ikke en homogen blok med fælles synspunkter og interesser. Den tidligere emir, Khalifa bin Hamad al-thani, var kendt som en af Golfens mest konservative og traditionelt indstillede ledere, hvorimod sønnen, den unge sheik Hamad, repræsenterer en ny og langt mere åben og dynamisk ledelsesstil. Han overtog emir-posten som 47- årig og blev derved den yngste af Golfens ledere, og han står som repræsentant for en ny generation af yngre og veluddannede qatarer - både i og uden for al- Thanifamilien. Det er på vegne af denne nye generation, han har forsøgt at forny og modernisere det qatarske samfund og politiske system indefra. Han har taget initiativ til en delvis ophævelse af den traditionelt meget restriktive censur og offentlighedskontrol i landet, og i marts 1999 blev der gennemført lokalvalg, hvor kvinder for første gang fik stemmeret. I 2003 stemte 96 % af de stemmeberettigede qatarere for en ny forfatning, som omfatter dannelsen af et parlament og direkte valg hertil. Det er således nye tider, der med sheik Hamad er kommet til Qatar. På det retslige område skal der også findes en balance mellem gammelt og nyt. Med dybe rødder i wahhabismen er det utænkeligt, at Qatar lader sig inspirere af et muslimsk land som Tyrkiet, der jo formelt er sekulært. Qatars lovgivning baseres dog på flere fundamenter, herunder sharia (islamisk lov), osmannisk lov og europæisk lovgrundlag, og der findes domsinstanser og appelmuligheder i forbindelse med retssager. Det ser ud til, at man på nogle områder tilnærmer sig en lovgivning, der mere og mere tager udgangspunkt i den retstænkning, som ligger bag Deklarationen om Menneskerettigheder af Et eksempel på dette er en ny arbejdsmarkedslovgivning, som blev implementeret i 2004 og som sikrer 012 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

13 Qatar en juridisk regulering af løn- og ansættelsesforhold også for ufaglærte gæstearbejdere. Udenlandske kritikere af Qatars behandling af ufaglærte arbejdere har ofte sammenlignet deres tidligere juridiske status med slavers. Følger man - som vesterlænding - de lokale aviser i Qatar, vil man meget vel bemærke i hvor høj grad islam og Koranen inddrages i diskussioner af det rette liv og oftest som en slags facitliste på det rigtige svar. Man oplever således en dyb respekt over for religionen og det er denne respekt, som al-thanierne tilsyneladende forholder sig til og ikke ønsker at ændre eller provokere. Set i dette perspektiv er det meget følsomt at røre ved de dele af lovgivningen, som alle mener bør følge religionens anvisninger. Al-Thani- eliten er ingenlunde hævet over at hente sin legitimitet i det religiøse og den religiøse korrekthed. Qatar som medspiller i den regionale udvikling? Qatar kan meget vel indtage pladsen som klassens duksedreng i den arabiske verden - vel og mærke set fra Vesten, hvor vi jo helst ser, at andre lande imiterer vores samfundssystem. Set fra andre synsvinkler kan Qatar opfattes som en frafalden eller som en provokatør. Men uafhængigt af hvilket prisme, der ses igennem, er Qatar godt på vej til at udvikle et civilsamfund, der baseres på gennemsigtig professionel regeringsførelse samtidig med, at en fri meningsdannelse er mulig. Kvinderne i Qatar har ret til at køre bil og behøver ikke at benytte ansigts-slør (burqa) offentligt - dog er det almindeligt, at kvinderne bærer en sort abaya og samtidig dækker håret med et tørklæde. Som led i en kulturel og politisk modernisering fik kvinderne i Qatar for første gang stemmeret ved lokalvalgene i marts Ikke blot i Qatar, men også i resten af Golfen gav denne reform anledning til betydelig politisk opmærksomhed. Emirens kone, sheika Mozah Bint Nasser al-misned, spiller en meget aktiv rolle inden for det samfundspolitiske område, især uddannelse, forskning og udvikling - hun indtager en slags rollemodel for kvindernes nye position i Qatar. Det lader til, at kvinderne er ved at finde deres vej gennem de højere uddannelser og ind på toneangivende positioner i samfundet. Emirens kone har ved flere lejligheder vist vejen for ligeberettigelse. Mobilnettet i Doha brød sammen, da sheika Mozah første gang i 2002 ved en stærkt mediedækket officiel begivenhed indtog talerstolen uden at bære den for kongefamiliens kvinder så vante burqa og gennemførte den officielle tale, medens Emiren sad tavst på tilhørerpladsen. Alle ringede til alle for at sprede nyheden, og især de yngre kvinder rankede stolt ryggen! Det mest synlige tegn på reformerne er den delvist selvstændige, berømte arabiske satellitkanal al-jazeera, der blev oprettet i 1996, og som har indvarslet et forum for en fri offentlig debat i de ellers så censurerede samfund i Mellemøsten. Det er vanskeligt at vurdere, om åben, fri og kritisk debat i medierne reelt censureres, eller om der er tale om en form for selv-censur. I hvert fald fornemmer man i Qatar, at den traditionelle kultur ikke indbyder til kritik af magthaverne. Derfor er satsningen på uddannelsessystemet altafgørende. Man kan forestille sig, at det kan blive meget vanskeligt for al-thani-eliten at lægge låg på ytringsfriheden, når kommende veluddannede generationer har lært at betragte denne frihed som en rettighed. Ånden kommer som bekendt ikke ned i flasken igen. Mens de internationale medie-øjne fanges ind af andre brændpunkter i Mellemøsten, så foregår der måske et overset dramatisk hamskifte i et lille afsvedent land. KILDER Andersen, Lars Erslev (red.): Samfund, sygdom og sundhed på den arabiske halvø. Odense Universitetsforlag, 1995 Ferdinand, Klaus: Bedouins of Qatar. København, Rhodos, 1993 Hvidt, Martin (red.): Mellemøsthåndbogen. Fakta om landene i Mellemøsten og Nordafrika. 3. udg., Syddansk Universitetsforlag (28. februar 2005) (28. februar 2005) (28. februar 2005) Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

14 Dubai Dubai: Danmark til salg for 20 millioner dollars Af Martin Hvidt I en del af januar måned opholdt jeg mig i Dubai med henblik på at lave forstudiet til et forskningsprojekt vedrørende den udviklingstilgang, som Dubai har forfulgt over de sidste 40 år - en tilgang som adskiller sig markant fra den strategi, som nabostaterne Saudi-Arabien, Oman, Kuwait, Bahrain og til dels Qatar har forfulgt. Denne artikel ser nærmere på Dubai som en udviklingsstat. Af Martin Hvidt Sælgeren slår op i sine papirer og finder Danmark. Den m2 store ø er fortsat er til salg og kan erhverves for lidt over 20 millioner dollars. Ellers er resten af det store kunstigt skabte ø- projekt for verdens velhavere ved at være udsolgt. Sælgeren, der gav mig det gode tilbud på Danmark, tilhørte det halvoffentlige byggemodnings selskab, Nakheel. Nakheel er bygherre for to spektakulære projekter. The World - verden er et af dem. Fire km uden for Dubais kyst er der ved at blive etableret øer, der set ovenfra ligner et verdenskort. Her tilbydes internationale velhavere deres egen ø. Har man råd, kan man købe f.eks. Frankrig eller Australien og indrette den med slotte, golfbaner, gæstehuse, helikopter landingsplads osv. Da der stort set ikke er restriktioner på, hvad man må bygge på sine private øer, er det kun fantasien og størrelsen af ens bankbog, der sætter grænserne. Her tilbydes fuldstændig uforstyrrethed. Danmark er en ø på m2 og er fortsat til salg for dollars. 24 timers helikopterservice fra lufthavnen sikrer, at verdens velhavere hurtigt og nemt kan komme frem til deres private paradis. Det andet store projekt, Nakheel står for, er The Palms - palmeøerne - som er tre palmeformede øer, hvor palmens stamme tager sit begyndelsespunkt på kystlinien og hvor palmens krone består af en række arme med en længde på 500 til 700 meter. Alle villaer har således gode tilkørselsforhold og egen strand. Den største palme strækker sig 14 km ud fra kysten og er 8 km bred, hvilket giver den et areal på størrelse med Manhattan. Sammenlagt vil de tre palmer rumme villaer og lejligheder, indkøbscentre, forlystelsesparker, sejl-sportsfaciliteter, golfbaner, førsteklasses hoteller osv. To af palmerne er tænkt som et refugium for rige folk fra hele verden, mens den tredje palme skal være turistmål. Da boligerne til den første palme, som står færdig i 2006 blev udbudt til salg, blev den udsolgt på et par måneder (fodboldspilleren David Beckham har f.eks. købt hus der), mens salget af villaerne på den anden palme, efter sigende gik på en formiddag. Der er endnu ledige grunde på den tredje og største palme, så skulle man have mellem 9 og 15 millioner kroner i overskud, har man endnu muligheden! Disse projekter er blot to af en lang række, der i disse år er ved at ændre bystatens udseende. Af eksempler kan nævnes verdens højeste bygninger, som er under opførsel og forventes inden for tre år at hæve sig til over 700 meter, Dubai Land, som er en af de største forlystelsesparker i verden inklusiv en komplet formel 1 bane, en Jurassic Park med syv elektronisk styrede dinosaurer i fuld størrelse, verdens største indendørs 014 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

15 Dubai skisportscenter, Dubai International Financial Center (et internationalt finanscentrum med arbejdspladser), Dubai Health City - en hospitalsby, der sigter mod at kunne konkurrere med internationale hospitaler i vesten om de mange mellemøstlige kunder - og Dubai Internet og Medie City, verdens eneste frihandelszone for medievirksomheder. Det, der forbløffer ved Dubai, er ikke, at de bygger stort og dyrt, for det gør de olierige nabolande også (Saudi- Arabien, Oman, emiratet Abu Dhabi). Det er måden, de gør det på. Det lille emirats udvikling synes at være styret af en stærk vision om, at Dubai skal have en solid og bæredygtig økonomi, når dets beskedne oliereserver udtømmes inden for de kommende 20 år. Endvidere satser Dubai entydigt på, at international kapital skal stå for hovedparten af investeringerne i landet. Slutteligt forbløffer det, hvordan landet gennem en bevidst strategi søger at markedsføre eller brande sig selv via de største, mærkeligste og arkitektonisk mest banebrydende projekter. Dubai Hvad er grundene til, at bystaten Dubai, et traditionelt Golfarabisk sheikdømme med et areal mindre end Fyn, er på vej til at opnå status som Shanghai eller Hong Kong? I et forsøg på at forstå udviklingen i Dubai, er det frugtbart at tage udgangspunkt i begrebet "udviklings-staten." På et teoretisk niveau skelnes der mellem tre forskellige statstyper: Den kapitalistiske, neo-liberale stat eksemplificeret ved USA og i mindre omfang England, den kapitalistiske socialstat, som f.eks. Skandinavien og Tyskland, og den kapitalistiske udviklingsstat, eksemplificeret ved Japan, Sydkorea, Taiwan og Singapore. Den amerikanske udviklingsforsker og Japan-specialist, Chalmers Johnson, kendetegner udviklingsstaten ved: - en politisk stabil og relativ autonom stat, der kan modstå politisk pres fra særinteresser - en veludviklet arbejdsdeling mellem den offentlige og den private sektor under strategisk ledelse af den offentlige sektor - omfattende investeringer i uddannelser samt sikring af en vis refordeling af den økonomiske vækst mellem samfundets borgere, og slutteligt - statens respekt for markeds-og prismekanismer: Staten blander sig bevidst i markederne, men på en måde så markedsmekanismen aldrig tilsidesættes. Mens IMF og verdensbanken de sidste 20 år har prædiket en udviklingsmodel for 3. verdenslande, der bygger på de neo-liberale dyder, herunder ideen om minimalstaten, liberalisering, økonomisk åbenhed og markedsøkonomi, så har "udviklingsstaterne" som Japan og Shanghai opnået deres vækst gennem en omfattende central planlægning, væsentlige indgreb i og styring af markederne og ikke mindst en stærk ledelse med en klar vision om vækst. Disse karakteristika synes også at kendetegne Dubai. Politisk stabilitet har præget Dubai gennem de sidste mere end 100 år under Makhtoum-familiens egenhændige ledelse. Dubai er et såkaldt dynastisk monarki, hvor arvefølgen ideelt set fastlægges på baggrund af evner og ikke førstefødselsret. Det betyder, at den herskende familie udvælger den bedst egnede af de yngre familiemedlemmer til at efterfølge en ældre sheik. Denne ordning har sikret et overordentligt stabilt styre i Dubai. Dubais nuværende leder er sheik Muhammed, som er tredjeældste søn af sheik Rashid bin Saeed al-makhtoum, som var leder Den førstefødte søn, sheik Makhtoum, varetager premiereministerposten i Emiraterne. Den næstældste søn, sheik Ahmed, bestyrer en række af statens holdingselskaber, bl.a. luftfartsselskabet The Emirates samt en række firmaer, som f.eks. DUBAL (Dubai Aluminium) og DUGAS (gasselskabet), mens den fjerde søn slår sine folder i finansverdenen. Dubai er altså et familiebaseret styre, hvor alle familiemedlemmer varetager centrale pladser i landets administration. Et yderligere kendetegn ved ledelsesformen i Dubai er, at Makhtoum-familien har været overordentlig dygtig til at inkorporere andre ledende familier og kompetente enkeltpersoner i landets ledelse, hvilket har betydet, at der siden 1940'erne ikke har været nogen former for opposition til landets regering. Styreformen sikrer endvidere en overordentlig hurtig beslutningsproces - mens den på den anden side ikke sikrer demokratiske forhold i vestlig forstand. Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

16 Dubai Forholdet mellem den offentlige og den private sektor er præget af et tæt samarbejde og tillid. Som gammel handelsby har Dubais eksistens været afhængig af en stor og effektiv klasse af handelsfolk, der kunne fylde havnene og soukområderne med aktiviteter. Sheik Muhammed ser det - lige som sin far og farfar gjorde - som en opgave for staten at give handelsfolkene de bedst mulige vilkår for at udøve deres virke. Kun herigennem kan omsætningen skaffe indtægter (import- og eksportafgifter) til landet. Sheiken er i tæt kontakt med handelsfolkene og har inkluderet disse i hans private konsultative enhed, det såkaldte executive council. Selv efter oliepengene begyndte at tilflyde landet i 1969 er der ikke ændret i dette gensidige afhængighedsforhold mellem den offentlige og den private sektor. Olien har nok givet sheiken en alternativ indkomstkilde, men i modsætning til i Abu Dhabi er den for beskeden til, at han kan belave statens udvikling på den, da oliereserverne er små og olien er forholdsvis dyr at udvinde. Sheikens opgave er at skabe rammer for den private sektor, der både reducerer risikoen ved større investeringsprojekter og gør det attraktivt for dem at følge de udviklingsmål, som sheiken sætter. Sheiken bidrager til den private sektors aktiviteter ved bl.a. at stille jord til rådighed til byggeprojekter og gennem statslige investeringer i såkaldte strategiske aktiver, som f.eks. havnene Port Rashid og Jebel Ali, luftfartsselskabet The Emirates, Palmeøerne, Dubailand, medie- og internetbyen. Tilliden går også ud på, at staten hurtigt og effektivt holder, hvad den lover. Hvis staten har lovet at etablere den nødvendige infrastruktur (veje, internetforbindelser eller andet) til et stort byggeprojekt, gør den alt for at levere disse rettidigt. Både den offentlige og den private sektor synes at være båret af samme stolthed og vision om at gøre Dubai til ét af de bedste steder i verden at gøre forretning. Dubai har investeret betydeligt i uddannelse: Først ved at give alle ret til en universitetsuddannelse i udlandet og siden - efter opbygningen af egne universiteter - til en universitetsuddannelse i hjemlandet. Særligt dygtige studerende får fortsat betalt deres uddannelse i udlandet. Disse forhold gælder dog kun de indfødte i landet. Spørgsmålet om arbejdskraftressourcer er løst på en helt anden vis, nemlig gennem import af arbejdskraft. De godt en million fremmedarbejdere i landet varetager forskellige opgaver - fra lavt rangerende bygningsarbejdere til højt placerede embedsfolk. Det private erhvervsliv er således ikke afhængigt af indenlandsk arbejdskraft, og kan i princippet frit vælge sammensætningen af arbejdsstyrkens kvalifikationer. Der findes ikke præcise tal for, hvordan den økonomiske vækst refordeles i samfundet, men grundet den meget tætte sammenhæng mellem den offentlige og private sektor, hvor den private sektor i høj grad står for de sektorer i økonomien, der vinder ved udviklingsprojekterne, har den stærke stigning i BNP i høj grad spredt sig i samfundet. Slutteligt hersker der ingen tvivl om Dubais respekt for markeds- og prismekanismer. Respekten er gået så vidt, at den offentlige sektor - Dubai kommune - skal være selvfinansierende. Der opkræves ikke skatter, men derimod betales der afgifter for en lang række ydelser. Det gælder f.eks. udstedelse af næringsbreve, arbejdstilladelser og kørekort. Det betyder dog ikke, at staten undlader at blande sig. Dubai søger at gøre stedet attraktivt for udenlandske investorer ved at oprette frihandelszoner, hvor lokale og internationale firmaer gives en række økonomiske incitamenter, f.eks. fritagelse fra skatter og told. Herigennem sænkes virksomhedens etablerings- og driftsomkostninger i landet, uden at det dog ændrer ved at, selve produktionen og ikke mindst samhandlen med verden foregår på normale markedsmæssige vilkår. Afslutning Dubai har en udviklingsstats væsentligste karakteristika: En stærk ledelse, et udbygget samarbejde med den private sektor, kvalificeret arbejdskraft, vækstpolitik, der inkluderer spredning af velfærden blandt borgerne og en stærk tro på markedskræfterne. Og slutteligt har Dubai stærke visioner om at udvikle sig. Dubais held er, som det udtrykkes af bestyrelsesformanden for Dubai International Financial Center, Anis al-jallaf, at landet har mangel på 016 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

17 Dubai ressourcer, hvilket har betydet, at Dubai ikke har kunnet læne sig tilbage og se oliepengene rulle ind. De har måttet arbejde for dem. De visionære projekter, som f.eks. Palmeøerne og Verden, er gode eksempler på, hvordan Dubai bevidst har søgt nye veje i bestræbelserne på at udvikle sig. Ewans, Peter B.: Predatory, Developmental and Other Apparatuses: A comparative Political Economy Perspective on the Third World State. Sociological Forum. 4(4) 1989 Herb, Michael. All in the Family. Absolutism, Revolution, and Democracy in the Middle Eastern Monarchies. New York, SUNY 1999 Johnson, Chalmers A.: The nonsocialist NICs: East Asia. International organization. No. 40, 2 Spring 1986 KILDER Ud over nedenstående litteratur bygger artiklen på information fra 18 interviews foretaget blandt beslutningstagere og forskere i Dubai mellem den 15. til 30. januar 2005 Lauridsen, Laurids S.: The Developmental State and the Asian Miracles: An Introduction to the Debate. I L.S. Lauridsen (red.): Institutions and Industrial Development: Asian Experiences IDS Roskilde University 1995 Sampler, Jeffrey, and Saeb Eigner: Sand to Silicon: Achieving Rapid Growth Lesons from Dubai. London, Profile Books 2003 Wilson, Graeme: Father of Dubai. Sheikh Rashid bin Saed Al-Makhtoum. Dubai, Media Prima 1999 Ny bacheloruddannelse arabisk og kommunikation Arabisktalende lande spiller i dag en vigtig rolle internationalt, både økonomisk og politisk. Samtidig udgør de arabisktalende lande et væsentligt aktivitetsområde for danske virksomheder og dansk udviklingsbistand. Desuden er arabisk et af de største minoritetssprog i Danmark, hvilket stiller krav til de offentlige institutioner, f.eks. kommuner, amter, ministerier, sundhedsvæsenet, sociale myndigheder og domstole. Dette kræver kommunikationsmedarbejdere, der kan varetage forbindelsen til virksomheder og organisationer og forestå reklame- og oplysningskampagner. Det er på den baggrund at Syddansk Universitet nu udbyder en bachelor i erhvervssprog og international erhvervs-kommunikation med kombination arabisk og kommunikation. Bacheloruddannelsen i arabisk og kommunikation består af en basisuddannelse med en sprogdel, en kommunikationsdel og fællesfag, en specialiseringsdel samt et bachelorprojekt. Tredje studieår foregår ved en uddannelsesinstitution i et arabisk land. Syddansk Universitet har i dag samarbejdsaftaler med universiteter og sprogskoler i Jordan, Kuwait, Syrien, Ægypten og Yemen. Bacheloruddannelsen i arabisk og kommunikation har en meget bred kompetenceprofil, der omfatter alle typer af professionel kommunikation mellem dansk- og arabisktalende, hvad enten kommunikationen foregår i Danmark eller i Mellemøsten. Det vil typisk være jobtyper som f.eks. kommunikations- og informationsmedarbejdere, marketingsassistenter, indvandrer-konsulenter, medarbejdere ved asylcentre og kontorfuldmægtige i styrelser og ministerier. Der kræves ingen forkundskaber i arabisk. Den nye bacheloruddannelse starter september For nærmere informationer om uddannelsen, kontakt Center for Mellemøststudier: middle-east@hist.sdu.dk eller på telefon: / Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

18 De Forenede Arabiske Emirater De Forenede Arabiske Emiraters historie Området ved vestkysten af den Persiske Golf har igennem tiderne været arena for skiftende mellemøstlige og europæiske storrigers forsøg på at opnå kontrol med den vigtige handelsrute til Fjernøsten. Siden har fundet af store oliereserver gjort, at også globale supermagter fik interesser her. De syv små sheikdømmer, der i dag udgør de Forenede Arabiske Emirater, har været afhængige af andre storrigers planer og indbyrdes kampe om Golfregionen, og landets indenrigspolitiske problemer og indbyrdes styrkeforhold er fortsat bestemt af andre staters planer og indbyrdes kampe om det strategisk vigtige område. Af Maj Vingum Jensen Oldtiden Selv om arkæologiske fund fra området, vi i dag kender som de Forenede Arabiske Emirater, er sparsomme, ved man, at området har været berørt af flere højkulturer, heriblandt Dilmunkulturen som havde sit centrum i Bahrain. De tidligste arkæologiske fund, som kan dateres ca år tilbage i tiden, vidner om, at området også dengang var et vigtigt handelsknudepunkt mellem Mesopotamiens bystater og fjernere østlige kulturer. Dadler og perler var områdets vigtigste handelsvarer, og udgjorde sammen med fiskeri områdets vigtigste erhverv, men fund af landbrugsredskaber og rester af vandingssystemer indikerer, at også landjorden blev opdyrket. Siden det persiske storrige vandt frem fra omkring år 500 fvt., har der været magtkampe mellem "den persiske side af Golfen" (det nuværende Iran) og "den arabiske side af Golfen" (det nuværende Bahrain, Qatar, Emiraterne og Oman). Befolkningerne på de to sider af Golfkysten begyndte samtidigt at migrere: Persere har slået sig ned ved vestkysten som følge af erobringer eller for at tage del i den attraktive og omfattende handel, til tider for at unddrage sig hjemlig politisk og økonomisk kontrol. Det samme har den arabiske befolkning gjort på østkysten. Befolkningen i den nuværende stat, de Foredene Arabiske Emirater, er derfor en blanding af arabere og persere. Området blev islamiseret i år 632, som et af de sidste på den Arabiske Halvø, og fik i de efterfølgende århundreder stor betydning som handels- og finanscentrum. Det skete i takt med, at Abbasidekalifatet med centrum i Bagdad voksede frem og efterspurgte luksusvarer fra området - både lokalt producerede varer, som smukke perler, og handelsvarer, som tekstiler, krydderier og porcelæn fra Indien og Kina. Navigationsteknikker og optegning af landkort blev udviklet og forfinet, og arabiske handelsrejsende var fra 800-tallet i stand til at sejle hele vejen til Kina. Under hellenismen og Romerriget mistede området for en tid noget af sin handelsmæssige betydning, da disse magter var mere opsatte på at konsolidere deres magt i Middelhavsområdet og Europa. Området tilhørte senere det persiske kongedømme under Hormuz i 1300-tallet, indtil det blev erobret af portugiserne i Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

19 De Forenede Arabiske Emirater Europæisk rivalisering Med Vasco da Gamas opdagelse af søvejen til Indien i 1498 fik Golfen nu også strategisk betydning for de fremvoksende europæiske kolonimagter, som ønskede at sikre sig kontrollen og dermed også indtægterne fra toldstationer på ruten til Fjernøsten. Portugiserne var den første stormagt, der kontrollerede de vigtige farvande, men fra midten af 1600-tallet svækkedes deres indflydelse, og i stedet vandt den hollandske, siden den franske og til sidst den engelske kolonimagt kontrollen over kystområdet og farvandene. Den lokale befolkning bestod, som sagt, af arabiske og persiske stammer, hvoraf ingen havde formået at skabe en egen stormagt. De lokale sheiker (klanledere) var alle afhængige af andre magters stridigheder om handelsruten, og de opretholdt eller indtog deres magtpositioner med støtte fra skiftende herskere fra andre magter, som igen var afhængige af de forskellige stormagters styrkeforhold i området. Den første større, lokale magt, vi finder i området er stammesammenslutningen al-qasimi, som blev dannet i slutningen af 1700-tallet med magtcentrum i skiftevis Sharjah og Ras al-khaimah. Hovedindtægtskilderne var handel, salg af perler, sørøveri og indtægter fra det gebyr, de opkrævede fra fremmede skibe for sikker sejlads gennem den Persiske Golf. Al-Qasimi-stammens magt udstrakte sig både på den østlige og vestlige side af den Golfkysten, og de kontrollerede en stor del af farvandene i det Indiske Ocean og den Persiske Golf. Desuden rådede de over en overraskende stor flåde på 900 fartøjer, som både var udstyret til at føre krig og til handel. Al-Qasimi-stammens stærke flåde voldte store problemer for englænderne, som gjorde meget for at nedkæmpe den lokale, stærke sømagt. Englænderne kaldte al-qasimimagten for "pirater", og i samme ånd døbte de området Piratkysten. Der var dog også europæere blandt sørøverne i den Persiske Golf. Den nuværende emir af Sharjah, Sultan Muhammad al-qasimi, har vist personlig interesse i at gøre op med denne negative diskurs og har skrevet en Ph.D.-afhandling med titlen The Myth of Arab Piracy in the Gulf. Efter flere års kampe og fjendskab vandt briterne i 1820 et afgørende slag, hvor de tilintetgjorde alle al-qasimistammens skibe og erobrede Ras al-khaimah, som efterfølgende blev kontrolleret af en britisk militær enhed. Indflydelsen fra Saudi-Arabien og England kom til at sætte rammerne for områdets politiske udvikling frem til i dag. Fredspagtstaterne Efter nederlaget i 1820 underskrev områdets ledende sheiker en fredstraktat med Storbritannien, som lovede sheikerne beskyttelse, mod at de begrænsede slavehandlen og sørøveriet. Men på trods af fredsaftalen bekrigede sheikdømmerne fortsat hinanden, og pirattogterne fortsatte. Dette var til så stor gene for perlefiskeriet, at lokale sheiker flere gange på egen hånd fornyede aftalen med briterne. Det skete i 1835 med "den maritime fredspagt", hvori sheikerne fra Abu Dhabi, Dubai, Sharjah og Ajman gensidigt lovede fred på havene i perledykkersæsonen, og i 1853 indgik de "traktaten om evig maritim fred". Den aftale, der gav konføderationen navnet Fredspagtstaterne. Al-Qasimi-stammen var allieret med al-saud-familien i det nuværende Saudi-Arabien og var, som dem, inspireret af wahhabismen. Sammen udgjorde de to klaner en regional modvægt til det voksende al-bu Said-dynasti i Oman, og al-qasimi-sammenslutningen siges at have udgjort Saudfamiliens forlængede arm til søs. I takt med at Indien begyndte at blive vigtig for Storbritannien fra omkring 1750, blev briterne i stigende grad interesseret i at sikre sig kontrollen over søvejen via Golfen og dermed adgangen til landet, der senere blev "imperiets kronjuvel". Storbritannien var først og fremmest interesseret i at sikre sig kontrollen i farvandene ud for kysterne og blandede sig normalt ikke i den førte politik på landjorden. Men da andre europæiske stormagter begyndte at vise interesse i Fredspagtstaterne, blev endnu en række særaftaler underskrevet i Disse gik ud på fortsat britisk beskyttelse af de lokaler herskere og, som noget nyt, at sheikerne lovede ikke at indgå aftaler af nogen art med andre lande uden først at opnå Storbritanniens godkendelse. Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr

20 De Forenede Arabiske Emirater Resultatet af al-qasimi-stammens nederlag i 1820 var også, at en anden stammekonføderation, Bani Yas, efterhånden overtog dominansen i området. De to stammesammenslutninger havde traditionelt rivaliseret hinanden. Bani Yas kom fra al-ain- og Liwa-oaserne i Abu Dhabi og var - i modsætning til al-qasimi-stammen - stærke på landjorden. Med Banu Yas som områdets dominerende magt rykkede magtcentrum i løbet af tallet til Abu Dhabi og Dubai. Bani Yas' magt nåede sit højdepunkt i årene , hvor sheik Zayid bin Khalifah - også kaldet Zayid den Store - regerede i Abu Dhabi. Under fortsat britisk beskyttelse konsoliderede han sin magt i kystområderne og blandt klanerne længere inde i landet. Det var dog fortsat Storbritannien, der reelt dominerede landet. Efter sheik Zayid bin Khalifas død i 1909 var Abu Dhabi præget af interne magtkampe, og der var hyppige stridigheder om grænsedragninger sheikdømmerne imellem. Det var således en krævende opgave for Storbritannien at mægle og sikre fred i området. I tiden omkring Første Verdenskrig lykkedes det englænderne at holde Saudi-Arabiens kommende konge, Abd al-aziz, fra at erobre sheikdømmerne på Fredspagtkysten. Storbritanniens rolle som dominerende magt og beskytter af den lokale elite var en realitet, og for sheikerne har denne måde at sikre sig politisk og territoriel status quo varet ved til i dag. gjorde det samme sig gældende - nu blot i forhold til udvinding af olie: Fra 1913 til 1922 underskrev lokale sheiker aftaler med Storbritannien, hvori de lovede ikke at give koncessioner på olie til firmaer, som ikke på forhånd var godkendt af Storbritannien. Traktaterne betød, at Fredspagtstaterne var frataget ethvert politisk råderum, og sammen med Storbritanniens manglende interesse i at modernisere landet betød det, at sheikdømmerne var tilbagestående, fattige og havde ringe kontakt til omverdenen. Med krakket på Wall Street i 1929 blev stort set al perlehandel indstillet, og da japanerne kort efter opfandt en metode til kunstigt at kultivere perler, var Golflandenes hovedindtægtskilde alvorligt svækket. 31 % af Fredspagtstaternes befolkning var beskæftiget i perleindustrien, indtil olieindustrien senere tog over. De små Golfstaters økonomier var i dyb krise i 1930'erne. Da Iran, Irak og Saudi-Arabien i 1920'erne og 1930'erne begyndte at vise interesse for de kriseramte Fredspagtstater, nød sheikerne atter godt af, at Storbritannien garanterede områdets territorielle integritet. Briterne stod dog fortsat hårdt fast på at bestemme over olieudvindingsaftalerne med de internationale firmaer. Således advarede den britiske udsending i 1937 om, at koncessioner kun måtte gives til Petroleum Concessions Ltd, hvilket alle emirer rettede sig efter, undtagen sheikh Shakhbut af Abu Dhabi - men også han måtte bøje sig i Fundet af olie andre steder i Golfregionen i begyndelsen af 1900-tallet og håbet om også at finde olie i Fredspagtstaterne betød, at Storbritanniens forhold ikke længere udelukkende drejede sig om strategiske interesser ved kystområderne og søvejene, men nu også om grænserne på landjorden. Storbritanniens dominans var ændret fra at være handelsmæssig karakter til at omfatte politisk kontrol på alle niveauer. Den politiske kontrol betød dog ikke en interesse i at udvikle og modernisere landet: Som det havde været tilfældet med tidligere storriger og kolonimagter, der havde kontrolleret området og udelukkende havde været interesseret i at sikre sig farvandskontrol og toldstationer, Olieselskaberne ønskede at vide, hvor Fredspagtstaternes grænser gik, men Golfstaterne havde aldrig tidligere forsøgt at fastlægge de territorielle enheder. I årene efter 1930 var der mange stridigheder om Fredspagtstaternes indbyrdes og ydre grænser. Abu Dhabi og Dubai var således kortvarigt i krig med hinanden i årene , og mange af stridighederne er endnu ikke bilagt. Årene op til selvstændigheden På Storbritanniens opfordring blev der i 1952 dannet et råd, hvor de syv emirer skulle mødes hver andet år for at drøfte politiske forhold. På sigt var det meningen, at det skulle føre til fælles administration og senere en føderation. Fredspagtstaterne havde imidlertid udviklet sig 020 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 22. årgang Nr