Indviet jord HVAD KRÆVES DER AF SÆDEMANDEN? OG HVAD KRÆVES DER AF JORDBUNDEN?

Transkript

1 Indviet jord Bibeltime af Finn Wellejus Mark.4.3-8: Hør nu efter: Se, en sædemand gik ud for at så. Og mens han såede, skete det, at noget faldt på vejen, og fuglene kom og åd det op. Og noget faldt på stengrund, hvor det ikke havde megen jord, og det kom straks op, fordi det ikke havde dyb jord; men da solen steg, blev det svedet, og det visnede, fordi de manglede rod. Og noget faldt iblandt tidsler, og tidslerne skød op og kvalte det, og det bar ingen frugt. Og noget faldt i god jord; det skød op og voksede, og det bar frugt og gav tredive og tresindstyve og hundrede fold. Som en af dem, der er med til at udså Herrens ord, har jeg ofte undret mig over, at det samme budskab bliver modtaget ligeså forskelligt, som vi netop læste i Markus 4. Misforstå mig ikke! Det undrer mig ikke, at ordet taler sandt, for det er fundamentet i hele min tro. Men jeg har ofte spekuleret på, hvad der skal til fra min side og fra tilhørernes side, for at den sidste frugtbringende situation opstår. HVAD KRÆVES DER AF SÆDEMANDEN? OG HVAD KRÆVES DER AF JORDBUNDEN? Sædemanden må først og fremmest have et kald fra Gud og således være udsendt af Gud. Både de 12 apostle og de 70 disciple var udsendt af Herren! Det er en afgørende kendsgerning, som også Paulus pointerer. Gal. 1.1: "Paulus, apostel (udsending), ikke udsendt af mennesker, ej heller af noget menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som opvakte Ham fra de døde.."

2 Mennesker, som drager ud i egen kraft, kommer let til at være en hindring for Jesus i stedet for en betroet tjener. Vi må ikke hindre dem, siger Jesus, men det var skønnere, om de kunne vente på Herrens kald og Herrens time. 2. Mat : "Mange skal sige til mig på hin dag; Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn? Og da vil jeg sige dem rent ud: Jeg har aldrig kendt jer (som mit lydige legeme og min brud); vig bort fra mig, I, som øver uret." Her udtrykker Herren, at uden et meget intimt og gensidigt samfund, vil vi komme til at forkludre vor himmelske Faders vilje og øve uret. Derfor er kald og lydighed grundforudsætningen for at være en god sædemand. Den, som har modtaget et kald og er vandret ud i lydighed, ved at det er Herrens kald og Herrens tjeneste, og det fører os til det næste krav. Hvis udsåningen skal bære frugt, må det ord der tales, være Guds ord, givet ved Ånden. Derfor må den gode sædemand nægte at tale af sig selv, men kun tale det, Helligånden indgiver til en given situation. Det er frygteligt farligt og til skade for alle, at tale af sig selv, for derefter at påstå, man har modtaget det fra Herren! Det giver skriften mange advarsler imod. Ezek : Herrens ord kom til mig således: Menneskesøn, profeter mod Israels (menighedens) profeter, profeter og sig til dem, som profeterer efter deres eget hjertes tilskyndelse: Hør Herrens ord!

3 3. Så siger den Herre Herren: Ve profeterne, de dårer, som følger deres egen ånd, uden at have skuet noget! Dine profeter, Israel, er som sjakaler i ruiner. De stillede sig ikke i murbruddet og byggede ikke en mur om Israels hus, så det kunne stå sig i striden på Herrens dag. De skuede tomhed og spåede løgn, idet de sagde:" Så lyder det fra Herren!" uden at HERREN HAVDE SENDT DEM, og dog ventede de ordet stadfæstet. Var det ikke tomme syner, I skuede, og løgnespådomme, I fremsatte? Og I siger:" Så lyder det fra Herren! uden at jeg har talt. Derfor, så siger den Herre Herren: Fordi I forkynder tomhed og skuer løgn, se, derfor kommer jeg over jer, lyder det fra den Herre Herren. Jeg udrækker min hånd mod profeterne, der skuer tomhed og spår løgn; i mit folks samfund skal de ikke være, de skal ikke optages i Israels hus's mandtalsbog og ikke komme til Israels land; og I skal kende, at jeg er den Herre Herren." Det er min erfaring gennem snart 10 års tjeneste for Herren, at der er utrolig mange, der brændende ønsker at blive ordets forkyndere, selvom de ikke har et konkret kald dertil fra Herren. Jeg forstår dem ikke, fordi jeg altid selv har tænkt som Moses, der sagde til Gud: "Jeg er ikke en veltalende mand - send en anden." Det er et stort ansvar, at være Guds mund på jord, og stod det til mig selv, var jeg hellere forblevet på tilhørerpladsen. Men Herren har kaldet mig - så ve mig, om jeg ikke forkynder!

4 Luk : "Den tjener, som kender sin Herres vilje og alligevel ikke har gjort noget rede eller handlet efter Hans vilje, han skal have mange hug; men den, som ikke kender den og har gjort noget, han fortjener prygl for, han skal have få hug. Enhver, som har fået meget givet, af ham skal man kræve meget; og den, som har fået meget betroet, af ham skal man forlange des mere." Hvis ikke sædemanden til stadighed har sin sjæl under Åndens herredømme, så kan han få mange hug. Det er et ganske indlysende faktum. Uden tugt kunne man meget let komme til at gå ved siden af Herrens kald og vilje. Og samtidigt, så holder det os i den stilling, hvor vi kan modtage åbenbaring. "Herre, jeg ved ikke hvorfor alt dette sker med mig og omkring mig, men hvad vil du lære mig igennem det?" Det er i pressede situationer og svære forhold, at Herren er mest nærværende for os! Og så kan vi lytte og modtage åbenbaringer. Hvad vil det egentlig sige, at modtage åbenbaring? I al sin enkelhed er det, at få nyt lys over gamle sandheder -uden at det rokker ved grundsandhederne i skriften! Når vi ser bort fra falske profeter, som laver skriften om efter forgodtbefindende, så kan vi illustrere nyt lys i forkyndelsen på følgende måde: Sædekornet kan (bør) ikke laves om, men udsåningen kan foretages på mange måder. En jordbund af en bestemt beskaffenhed kan pludselig blive ekstra frugtbar ved en ny såmetode, som bringer frøene i den dybde, der giver optimale vækstbetingelser. Herren ved, hvor" dybe" vi er og tilpasser udsåningen af ordet derefter. Hvis ikke sædemanden lytter i stilhed til Herrens påmindelser desangående, så bliver høsten derefter. 4.

5 I 2.Mosebog har vi et dejligt billede på alt det, vi netop har delt angående sædemanden eller Herrens tjener. Hele kapitel 29 handler om forskrifter om præstevielsen, men specielt i vers 24 kan vi læse, hvordan præsternes hænder blev fyldt med alt det, som hørte til indvielsesofringen. 2.Mos.29.24: "..og lægge det alt sammen på Aron og hans sønners hænder og lade dem udføre svingningen dermed for Herrens åsyn." Aron og hans sønner skulle have hænderne fulde af alt det, som hørte til indvielsesofringen, og bagefter blev det ofret som røgoffer på alteret til en liflig duft for Herren. Det samme gælder for en sædemand i dag. Han må være indviet til Herren og have hænderne fulde af alt det, som hører til tjenestekaldet, men samtidigt må det alt sammen ofres til Herren som en liflig duft! Hvis dette ikke sker, er der stor fare for hovmod og opblæsthed. 5 Joh.3.30: "Han bør vokse, men jeg blive mindre." Dette var kravene til den gode sædemand. Sammenfatter vi dem alle i et ord, må det blive "indvielse"! Lad os nu se, hvad der kræves af jordbunden, for at udsåningen lykkes. Jordbunden må være forberedt (pløjet) ved Ånden. Jeg tror vi alle har oplevet på den ene eller den anden måde, at der foregik en pløjning forud for vor omvendelse. Og på den måde blev vi pludselig lydhøre og åbne for Guds ord. Et menneske kan ikke komme til Gud, uden Gud har draget dette menneske.

6 6. Joh.6.44: "Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham på den yderste dag." Da Jesus fortalte lignelsen om sædemanden, sluttede Han også af med at sige i vers 9: "Den, som har øren at høre med, han høre. Og så udlagde Han lignelsen for sine ledsagere og disciple. Mark : "Det, sædemanden sår, er ordet. Men de på vejen, det er dem, hvor ordet bliver sået, og når de hører det, kommer satan straks og borttager ordet, der var sået i dem. Og på samme måde de, som bliver sået på stengrund, det er dem, som straks, når de hører ordet, tager mod det med glæde; men de lader det ikke slå rod i sig og holder kun ud til en tid; når der så kommer trængsel eller forfølgelse for ordets skyld, tager de straks anstød. Anderledes med dem, som blev sået blandt tidsler; det er dem, som har HØRT ordet, men timelige bekymringer og rigdommens bedrag og alskens andre begæringer kommer ind og kvæler ordet, så det bliver uden frugt. Og de, der blev sået i god jord, det er dem, som HØRER ordet og tager imod det, og som bærer frugt, tredive og tresindstyve og hundrede fold."

7 Vi forstår, at der er nogle tilhørere, som satan har så godt fat i, at forvirringsånder og andre af satans håndlangere kan borttage ordet lige så hurtigt, som det bliver sået. Oplever du det, kære søster eller broder, så er der noget, du burde løses fra. Valget er dit! Så er der nogle tilhørere, som tager imod ordet med glæde, men de lader ikke ordet slå rod i sig - dvs. lever det ud i praksis. De glæder sig over alle forjættelserne, men når Herren så sætter dem på prøve med trængsler og sygdom for at se, om de virkelig regner med Jesus alene, så svigter de og søger hjælp i verden. Hvis man gang på gang undviger de prøver, Herren tillader, så synker man dybere og dybere ned i vantro. Hvis man derimod siger til sig selv:" Om jeg lever eller dør, så er jeg Herrens"! Du har sagt det i dit ord, og hvad der end sker, så regner jeg med dig og dig alene" - så vil troen vokse fra prøve til prøve til Guds ære. Jak : "Mine brødre! I skal regne det for lutter glæde, når I kommer ind i mange slags prøvelser. I ved jo, at når jeres tro prøves, virker det udholdenhed; og udholdenhed skal føre til fuldkommen gerning, så I kan være fuldkomne og helstøbte og ikke stå tilbage i noget." Så er der atter andre tilhørere, som har HØRT ordet, som der står i vers 18. Da jeg sad og læste det under min forberedelse, sprang dette ord hørt frem fra teksten og Herren indgav mig den tanke: Lagde du mærke til, det stod i datid - hørt! Herren spørger os i dag: Hører du til dem, der hører ordet dagligt eller kan det siges om dig, at du har hørt ordet måske for et par dage siden eller en uge siden? Hvis det sidste er tilfældet, så har du ingen modstandskraft mod timelige bekymringer og rigdommens bedrag og alle andre begæringer. 7

8 Det ord, du hørte, vil blive kvalt af alt det, du er så optaget af nu. Lad os blive lige så gode til at huske at spise af ordet, som vi er til at huske vore timelige måltider. Og så er der den sidste tilhørerskare - tilhørerne efter Guds hjerte. De er som indviet jord. De HØRER ordet dagligt (nutid) og tager imod det som Guds ord og handler efter det i praksis. Og derfor bærer de frugt og udtrykker Kristus trefoldigt, seksfoldigt eller tifoldigt. Hvis vi nu vender tilbage til den situation, hvor ordet skal modtages fra en af Guds sædemænd, så er der endnu et krav, der må stilles. Tilhøreren må anerkende, at sædemanden er sendt af Gud og derfor ikke stør sin egen sæd, men Guds sæd! Det er forudsætningen for, at udsåningen skal bære frugt. Når vi har "noget imod" en forkynder, når vi har mistillid til ham og synes, at han burde forkynde ordet, sådan som jeg har set det, længe før han blev en kristen, så anerkender vi ikke den, Gud udsendte og går derved glip af opbyggelsen ved ordet. I Joh kan vi læse, hvordan jøderne knurrede mod Jesus, blot fordi Han sagde dem sandheden. Joh : "Da knurrede jøderne over Ham, fordi Han sagde: "Jeg er det brød, som er kommet ned fra himmelen," og de sagde:"er det ikke Jesus, Josefs søn, hvis fader og moder vi kender? Hvordan kan Han da sige: "Jeg er kommet ned fra himmelen?"" Knurrer vi kære søskende? Lader vi vore forudfattede meninger hindre vort hjerte i at modtage velsignelse fra Herren? Siger vi, som jøderne: "Ham kender vi. Er han ikke søn af den og den. Han er godt nok for eksklusiv!" 8.

9 Må Herren give os nåde til, som der står, at prøve alt og holde fast ved det gode og ligeledes ikke at ringeagte profetisk tale. (l.tess ) Som tilhørere må vi forholde os til det, vi hører, og handle efter det, dersom det stemmer med skriften. 9 Luk.6.49: "Men den, som hører og ikke handler efter det, han ligner en mand, der byggede et hus lige på jorden uden at lægge grundvold; og vandstrømmen styrtede imod det, og straks faldt det sammen, og dette hus's sammenbrud blev stort." Vi har en tilsvarende advarsel i Det gamle testamente. Ezek : "Og de kommer til dig, som var der opløb, og sætter sig lige over for dig for at høre dine ord. Men de gør ikke derefter; thi der er løgn i deres mund, og deres hjerte higer efter vinding. Og se, du er dem som en, der synger en elskovssang med liflig røst og er dygtig til at spille; de hører dine ord, men gør ikke derefter. Men når det kommer - og se, det kommer - skal de kende, at en profet har været iblandt dem." Må Herren give os nåde til at være lydhøre tilhørere, så vore hjerter er modtagelige for Guds ord som indviet jord, og så vi handler efter det, vi hører! Kravene til sædemanden og jordbunden viste sig at være ens og munder ud i begrebet indvielse. VIL VI FORNY VOR INDVIELSE TIL HERREN NU I DAG? Frugterne vil vise det fremover. AMEN.