OVER LADEGAARDEN TIL SUNDHOLM

Transkript

1 Aksel Beldring & Kaare Olsen OVER LADEGAARDEN TIL SUNDHOLM Opholdssteder for udstødte, hjemløse med flere i København gennem mere end 100 år. Hvor kunne de bo, når ingen andre ville vide af dem?

2 OVER LADEGAARDEN TIL SUNDHOLM 1. udgave udgave omredigeret i anledning af Sundholms 90 - års dag den 8. april 1998, nu med efterskrift i anledning af Sundholms lukning pr af fhv. inspektør Aksel Beldring og fhv. souschef Kaare Olsen. Tryk: Projekt UDENFOR Forlag: Projekt UDENFOR ISBN:

3 3

4 LAZARUSSEGLET Lazarusseglet er fra gammel tid nært knyttet til fattigvæsenet og senere social- og sundhedsforvaltningen i København. Det var oprindelig våben for Helligåndshospitalet, der blev oprettet umiddelbart før 1300 som hospital for syge og hjemløse og senere kernen i den organiserede fattigforsorg i København. Det blev imidlertid også brugt af andre inden for den offentlige forsorg - f.eks. genfindes det på titelbladet i den af stadsarkivet opbevarede protokol: "Original paa de Fattiges Forraad udi Kiøbenhafn" der påbegyndes i Protokollen er en fortegnelse over fattigvæsenets ressourcer og deres oprindelse. Lazarusseglet var også våben for Almindelig Hospital, der er alle københavnske sociale og sundhedsmæssige institutioners moder. Det er derfor naturligt, at Lazarusseglet forbinder fortid og nutid i en beskrivelse af Sundholms historie. 4

5 PROLOG Tegneren Erling Bressendorff har i årene 1986 til 1992 skabt en række smukke situationsbilleder af Sundholm. Disse billeder var gennem en årrække motiv for Sundholms julehilsner. I sit arbejdsliv var Erling Bressendorff ansat på Sundholm. Ca. 30 år blev det til, senest som bogholder. Det er kærligheden til Sundholm som arbejdsplads, der skinner i gennem alle billederne. Vi har med denne bog ønsket at skabe en ramme om tegningerne og samtidig give et billede i ord af Sundholm og dele af hjemløseforsorgen gennem mere end 90 år. Bogen er en række essays, der både indeholder historiske facts, minder, holdninger gennem tiden til dette særegne klientel, regelsæt og love og ikke mindst minder fra mennesker, der på forskellig måde har haft tilknytning til Sundholm. Det kan nok ikke interessere alle, hvordan forholdene på Sundholm gennem årene har været, men hvis det ikke skrives ned, hvad bygningerne blev brugt til, og hvordan denne verden, der er ukendt for de fleste, var, så går oplysningerne tabt. Vi skal udtrykke en stor tak til alle, der har bidraget med oplysninger og ikke mindst en tak til fhv. sekretariatschef Edward Hee, Magistratens 3. afdelings sekretariat, for inspirerende og kritisk gennemgang af første del af materialet samt Stadsarkivet, Købehavns Bymuseum, Arbejdermuseet og Forvaltningens arkivar. Aksel Beldring Kaare Olsen 5

6 SUNDHOLM, landsbyen for usædvanlige mennesker Som sådan lukkede Sundholm den 31. december Sundholm har gennem årene været en unik social institution ikke alene for København, men for hele landet. Sundholm har ud over - at være opholdssted for beboere, arbejdsplads for personale, "losseplads", endestation for borgerskabets udstødte, der var opgivet af samfundet og dets systemer - også været med til at præge udviklingen og påvirke samfundets opfattelse af, at vejen til resocialisering og reintegration ikke nødvendigvis går gennem isolation, tvang og krav, men i lige så høj grad bygger på ligeværd, medmenneskelighed og ikke mindst socialt engagerede politikere ikke mindst på det kommunale område, samt gode økonomiske og fysiske rammer. Gennem de sidste mange år arbejdede man på Sundholm mere med en udvidelse af udstødtes livsvilskårsrum end indskrænkning gennem kontrol, stramme rammer og regelsæt. Ved bevidst at arbejde ud fra, at et hvert menneske - uanset social status - er en unik personlighed og en ressource både for sig selv og samfundet, blev frigjort energier både hos personale og beboerne til andre formål end kontrol, misbrug, medlidenhed, ynk og elendighed. Ved at vende fokus fra symptomerne hos den udstødte og vægte helheden, er det lykkedes i mange tilfælde at skabe grundlaget for et bedre liv for den enkelte. Målet har ikke været et socialt liv i afholdenhed, men en accept af det enkelte menneskes behov, drømme, ressourcer og muligheder. Kun ved at forholde sig realistisk og respektfuldt til den udstødte og tage udgangspunkt her gennem samtale, nærvær og 6

7 tryghedsskabende tid til opbygning af gensidige relationer kan der skabes grundlag "succes" for alle parter. Social integration - at kunne begå sig i samfundet - har været vigtigere end systemintegration. Målet har ikke været en tilpasning til Sundholm, men til livet uden for Sundholm. Men sådan har det ikke altid været. Blandt ældre Københavnere kan man endnu høre nogen sige: Han ender vel på Ladegaarden? Ladegaarden var Københavns første Tvangs- og Arbejdsanstalt, hvor byens betlere, tiggere, prostituerede, arbejdssky med flere blev anbragt. Man fornemmer, at udtrykket dækker over at det var noget ubehageligt at være der. En af de mange historier, der er om Sundholm, er: En moder kører i bus sammen med sin lille søn forbi Sundholm. Drengen sagde: Se mor, derinde er far. En ældre dame henvendte sig til barnet og sagde: Hvor er det synd for dig og gav barnet en 5 krone. Den ældre dame kunne jo ikke vide, at faderen var ansat på Sundholm. Også viseforfatteren Sigfred Pedersen har med sin vise, Den gamle skærslibers forårssang, givet en karakteristik af Sundholm, idet han i et af versene skriver: Hvor er I nu, alle I jeg kendte, hver buttet pige, hver kammersjuk. Hver anden af jer på Sundholm endte. Hver anden kvaltes i flaskens kluk. Men jeg er stadig i blandt de vakse! Mit hår er hvidt, min tud er rød! Jeg sliver knive, jeg sliver sakse, jeg sliver solskin og dagligt brød. 7

8 I visen Rendestenens Lilje, skrevet af en ukendt forfatter, finder vi følgende vers: Hun kommer der hver aften før midnatsklokken slå i en af Nyhavns knejper, hvor hendes aften går. Men af og til på Sundholm der får hun sin bekomst, for Rendestenens lilje er nu en knækket blomst. Også Storm Petersens fantastiske figurer leder ofte tanken hen på Landevejens riddere, sprittere med flere. Ovenstående anekdoter og viser fortæller lidt om de holdninger og forventninger unge og ældre har til stedet, hvor mange københavnere og andre udefra kom efter lang tids druk og lediggang, når familie, arbejde og venner var mistet, og kun gaden, spritten og elendigheden var tilbage. Men der var en tid før Sundholm, og de følgende sider vil afsløre lidt af dengang og nu. DEN TIDLIGE SOCIALPOLITIK 1700-tallet var på mange områder præget af reformer, som fulgte i oplysningstidens spor. I Danmark medførte det også store sociale reformer, bl.a. fik Danmark i 1708 den første egentlige fattiglov. Med denne lov fik sogne og købstæder pligt til at forsørge de værdige fattige gennem naturalier og pengegaver. Tiggeri blev forbudt, og dette forbud er reelt stadigt gældende. Samtidig fik man også pligt til at jage uværdige fattige bort eller fængsle dem med strafarbejde. 8

9 I København har man Børnehuset på Christianshavn, der også var tugthus for tiggere. Her var der i indsatte og Børnehuset var overfyldt. I 1769 åbnes Almindelig Hospital, Amaliegade 26 i København, der udover at være sygehospital også havde plads til bl.a. 440 fattiglemmer. I 1799 får København sin Kongelige Approberede plan for Fattigvæsenets Indretning og Bestyrelse i Staden København og dens Forstæder, en plan der i 215 paragraffer samlede alle sociale foranstaltninger og samtidig samlede hele det offentlige fattigvæsen i een organisation. Grundtesen i fattigplanen, der var skabt efter påvirkning fra udlandet mest Tyskland, Frankrig og England, var, "at tage sig af alle trængende, som ikke havde og ikke kunne skaffe sig nødtørftigt underhold, at sørge for så vidt muligt, at de gamle og svage blandt disse fik almisse, at de arbejdsføre fik arbejde, når de var villige til at bestille noget, og blev sat til arbejde, når de hellere ville betle". Denne plan betød et brud med fortiden, hvis væsentligste opgave på fattigvæsenets område havde været at bekæmpe det omfattende betleri. Det var imidlertid en plan, der var udarbejdet under økonomisk højkonjunktur. Men da den skulle sættes i værk var vilkårene anderledes bl.a. som følge af Napoleonskrigene, hvilket gjorde det vanskeligt at skaffe det økonomiske grundlag for at realisere planerne. Dermed forsvandt mulighederne for at leve op til de høje mål som lovgivningen havde sat sig med hensyn til de praktiske udslag af tidens tale om borgersind og borgerdyd. Alligevel satte en række af det 18. århundredes bestræbelser sig spor i sociale institutioner, som kom til at fungere længe også ud over den tid der var de oprindelige bygninger beskåret. Et af eksemplerne er Kommunehospitalet og Nørre Hospital, der 9

10 er en direkte fortsættelse af det gamle "Almindelig Hospital". I løbet af tallet blev der også oprettet en række arbejdshuse, der navnlig tog sig af ældre, kvindelige fattiglemmer, men også af fattiglemmer i den arbejdsføre alder og ligeledes af et antal forladte børn. Desuden rådede det københavnske fattigvæsen også over en ejendom i Pustervig, der blev brugt som optagelsesanstalt for "betlere og genstridige fattiglemmer, der ikke ville arbejde. Der var her placeret 133 mænd og 306 kvinder med 17 børn under 15 år. Under bombardementet i 1807 gik denne anstalt til grunde, og brandtomten lå ubenyttet hen, idet fattigvæsenet ikke havde råd til at genopføre anstalten. Brandtomten blev i 1838 indrettet som reservetorv til aflastning af Kultorvet og bære i dag navnet Hauser Plads Selv om man ikke havde råd til en ny bygning skulle problemet med det pågældende klientel jo løses, og her hæfter man sig ved Christian d. IV s gamle ladegaard. FACTS OM LADEGAARDEN I 1608 begyndte Kong Christian IV opførelsen af en ladegaard ved Rosenborg Slot, men opgav senere den Ladegaard og opførte i 1620 en Ladegaard til Københavns Slot som afløser for den Ladegaard Christian III havde opført i den lille Nyby, der lå omtrent, hvor Godthåbsvejen er. Gårdens areal var afgrænset af Ladegaardsåen, dannet af Grøndalsåens sammenløb med Lygteåen i Bispeengen, der løb, hvor Ågade og Åboulevarden nu ligger, og mundede ud i Peblingesøen øst for Ladegaarden. Herfra fortsatte den gennem Skt. Jørgens sø over Vesterbros Torv og ud til Øresund. En del af 10

11 Ladegaardsåen blev overdækket i 1897 og det sidste stykke i Ladegaarden var placeret, hvor Radiohuset nu ligger. I mellemstykket mellem Kleinsgade og Julius Thomsensgade fortæller ældre københavnere, at man stadig kan se rester af de ældre træer, der stod i Ladegaardshaven. Inden byggeriet blev påbegyndt, havde Kongen sikret sig den fornødne landbrugsjord, der skulle forsyne slottet med fødevarer samt foder til kongens stalde. For at have jord nok til græsning købte Kongen en del af Kalveboderne langs søerne, men den væsentligste del skaffede han ved at nedlægge landsbyen Solbjerg (en del af nuværende Frederiksberg Kommune) og lægge dets marker ind under Ladegaarden. I 1628 blæste Ladegaardens bygning - een stor lav længe - om under et stormvejr, hvorefter der i 1630 opførtes en anseelig grundmuret hovedbygning med udhuse. Udenfor Ladegaarden blev der anlagt en befæstning bestående af en fremskudt bastion ( Ladegaards-bastionen) med foranliggende vandgrav, der blev en del af Københavns landbefæstning. Det var et imponerende byggeforetagende med mange nyskabelser, som vakte opsigt langt ud over landets grænser. Herudover ønskede Christian IV to bastioner ved vore dages Trianglen og Ravnsborggade som et fremskudt befæstningsanlæg sammen med trekantområdet Julius Thomsens Gade, Åboulevarden og Rosenørns Alle. (Ladegaardsarealet). Det var kongens tanke, at han ville flytte byens fæstningsanlæg helt ud til søerne. Men da riget fattedes penge, blev disse udviklingsplaner ikke realiseret. Voldgraven og bastionerne blev stort set nedlagt i i forbindelse med projektering af et nyt jernbaneanlæg, og i 1937 blev den sidste af Ladegaardens bygninger nedrevet. I 1645 var underskuddet blevet så stort, at Christian IV måtte 11

12 erkende fiaskoen, og Ladegaarden blev bortforpagtet til Peer Kristensen, som var jyde, men gik under tilnavnet Peer Svenske på grund af sin deltagelse i Kalmarkrigen som rytterknægt. Efter krigen fik han plads ved hoffet og blev kammertjener hos hertug Frederik, den senere Frederik III. Peer Svenske kunne dog ikke klare afdragene, og i 1648 blev Ladegaarden overdraget til Københavns Statholder Christoffer Gabel. For at illustrere størrelsen af Ladegaardens areal kan nævnes, at der ved den nuværende Godthåbsvejens station lå et vogterhus, hvis historie også kan føres tilbage til 1620'erne. Dette vogterhus blev brugt til at holde øje med de bønder, der arbejdede på Ladegaardsmarkerne. Stedet fik senere navnet Kalthus, men det er tvivlsomt om navnet kan relateres til den senere ejer Peder Kalthof, kgl. rust- og tøjmester for Frederik den III. Peder Kalthof anlagde her en Krudtmølle i (Krudtmøllen blev dog nedlagt få år efter). Det var også ham, der skænkede Hollænder Kirken - der lå, hvor det Kgl.Haveselskabs Haver nu ligger ved Frederiksberg Runddel - de to malmstager, som i dag befinder sig på alteret i Frederiksberg Kirke. Blandt gårdens senere ejere findes bl.a. søhelten Niels Juel og materialskriver Peder Klaumann. Den sidste gav gården navnet Grøndal eller Grønnedal. Gården Grøndal, der nu er væk, lå lige ved åen på det sted, hvor S-banen i dag går under Godthåbsvej. Af andre vogterhuse kan nævnes Damhuset, der har givet navn til Damhussøen, Bakkehuset, der i dag er museum, og Rødhus ved den nuværende Peter Bangsvejs begyndelse. Under Svenskernes belejring af København i brændte Ladegaarden, men den genopførtes og indrettedes til Krigshospital omkring 1700-tallet. Da pesten rasede i København i 1711, blev Ladegaarden for et 12

13 kortere tidsrum anvendt som Pesthospital. I det følgende halve hundrede år benyttede militæretaten Ladegaarden som fattighus, sygehus og straffeanstalt. LADEGAARDEN OG KØBENHAVN I 1766 besluttede militæret at sælge Ladegaarden til Københavns Kommune. Prisen var rigsdaler. Fra samme år blev Ladegaarden anvendt som afløser for Pesthuset, som i 100 år havde ligget yderst på Vester Fælled (Kalveboderne), og som på daværende tidspunkt blev brugt som opholdssted for byens uhelbredelige syge og afsindige. Under englændernes beskydning af Købehavn i sensommeren 1807 blev Ladegaarden ramt, og man flyttede derfor en stor del af de uhelbredelige syge og afsindige til Frederiksberg kirke, senere til Frederiksborg Slots Ladegaard. 13

14 I 1808 købte København Bistrupgaard ved Roskilde (en del af det nuværende Sct. Hans Hospital) for midler fra en meget velhavende silkehandler Claudi Rosset. Årsagen til denne donation (gave) var, at silkehandleren havde gjort sin datter arveløs på grund af hendes ægteskab, som han ikke bifaldt. I 1816 blev de patienter, der var på Frederiksborg Slots Ladegaard, overflyttet til Bistrupgaard. Ladegaardens bygningerne stod herefter ubenyttede hen helt frem til 1822, hvor København på ny tog dem i brug, denne gang som arbejdsanstalt for fattige og husvilde. FATTIGPLANEN Baggrunden for oprettelsen skal ses i lyset af den under 1.juli 1799 bekendtgjorde kongeligt approberede (godkendt) plan for "Fattigvæsenets Indretning og Bestyrelse i Staden København og dens Forstæder". Planen betegnede i øvrigt et vendepunkt i det københavnske fattigvæsens historie. Før den tid havde der også eksisteret fattigforordninger. Helt tilbage til middelalderen var understøttelse af fattige en barmhjertighedsgerning, almisseuddeling til de omløbende tiggere, mens der til syge og hjælpeløse - blandt andet af Kirken - var oprettet hospitaler, hvis drift administreredes af og opretholdtes ved milde gaver. Rundt omkring i landet, er der endnu minder tilbage om Sct. Jørgensgårdene etc. Den nye lov bevirkede, at ingen med behov for understøttelse fra det offentlige, for fremtiden skulle undvære den. Det betød dog efter den tids opfattelse, at den ydede fattighjælp skulle begrænses til det absolut fornødne for livets opretholdelse. 14

15 København indrettede som nævnt i 1822 Ladegaarden som Arbejdsanstalt for fattige og husvilde og ved Plakat af 9. oktober 1833 tillige som Tvangsanstalt for vagabonder og straffede personer, Eller som det hed sig: Beskæftigelsesindretning, hvor betlere og de uordentlige fattige blev hensat til afstraffelse. Årsagen til ovennævnte "Plakat" (en slags lov) var, at der i København fandtes mange betlere og uarbejdsvillige personer, der ofte foretrak kortere fængselsstraffe uden arbejdspligt i stedet for tvungent arbejde. DE INDLAGTE Antallet af indlagte lå i 1800-tallet på mellem 700 og 900, men selv om Ladegaarden stadig blev udvidet, var der alligevel mangel på plads. Den største belægning havde Ladegaarden 9.marts 1881 med ikke mindre end 1114 indlagte personer. Beboerne på Ladegaarden har været af en broget beskaffenhed. Samtlige beretninger omtaler, hvorledes arbejderne bestod dels af løsladte forbrydere, dels af gamle forarmede håndværkere og tjenestetyende. Det har været et barsk miljø, hvor de værste har haft en dårlig indflydelse på de bedre, men fælles for dem har alene været bedømmelse af graden af arbejdsduelighed 1. I 1839 udbrød der opstand blandt "lemmerne" på grund af planer om at adskille mænd og kvinder ved et højt plankeværk. Der blev stukket ild på bygningerne, som led en del skade, men de blev restaurerede i I fandt en udvidelse sted. I opførtes syd for selve Ladegaarden - Fattiggaarden som 1 Beretning om det Kjøbenhavnske Fattigvæsens stiftelser 1840 København

16 bolig for almissefamilier og husvilde. I 1862 opførtes et tvangshus for mænd, og dette blev udvidet både i 1867 og Ladegaarden bestod derefter af selve Ladegaarden, der med fire sammenbyggede fløje dannede et meget aflangt rektangel, som deltes i to dele ved en mellembygning, hvorved komplekset kom til at indeholde to gårde. I 1870 skete der en sondring i brugen, idet Ladegaarden siden da, udelukkende benyttedes som mandsafdeling, medens Fattiggården blev kvindeafdeling. Herudover blev der omkring 1871 oprettet en sygeafdeling på Ladegaarden med plads til 46 patienter. Denne sygeafdeling er videreført på Sundholm og kunne i 1996 fejre 125 års jubilæum som "Socialt hospital". Den 4. marts 1857 underskrev Frederik VII en lov om ændring af fattigvæsenet fra at være en statsopgave til en kommunal opgave. I 1884 indledtes forhandlinger om opførelse af en helt ny arbejdsanstalt, der skulle ligge i Nørre Allé. (I dag De Gamles By). Opførelsen af denne institution fandt sted i årene , men Ladegaardslemmerne blev snydt, idet byens styre traf beslutning om, at man til Nørre Allé overflyttede patienterne fra Almindelig Hospital i Amaliegade. I stedet gennemførtes forskellige forbedringer og udvidelser på den gamle Ladegaard, men det blev kun en stakket frist. På trods af diverse forsøg på modernisering var forholdene i de gamle bygninger aldeles uacceptable, og i slutningen af 1890'erne begyndte borgmesteren for Magistratens 3. afdeling, Adolph Jacobi og hans medarbejdere på ny at sysle med planer om opførelse af en ny anstalt. Ligeledes bør nævnes, at Christian IX den 9. april 1891 satte sit 16

17 navn dels under en ny fattiglov, dels under loven om aldersunderstøttelse. Den 12. april 1892 fulgte sygekasseloven. Dette betød, at man nu erkendte eksistensen af en gruppe trængende medborgere med behov for offentlig hjælp. LADEGAARDENS BESKÆFTIGELSER Inden vi afslutter historien om Ladegaarden, er det værd at nævne de beskæftigelser, beboerne kunne få anvist. Man skelnede her imellem faglærte og ufaglærte lemmer. For den sidstnævnte gruppes vedkommende kan således nævnes forarbejdning af indkøbte søsten til brosten og skærver samt 17

18 sortering af kryolit, pakning af kakkelovns- og farvepulver, forarbejdning af hatteæsker og papirposer, halm-, siv- og spanskrørsmåtter, ildtændere og riskoste. Een af de mest kendte beskæftigelser fra var den offentlige gadefejning, som Ladegaardslemmerne udførte, og som Ladegaarden havde i offentlig entreprise for Stadens Brolægningsvæsen. De lange rækker af "lemmer", der i de tidlige morgentimer og sene eftermiddagstimer bevægede sig rundt med trillebøre, skovle og koste fulgt af sortklædt uniformeret personale, har mange ældre københavnere hørt deres forældre fortælle om. Endvidere udførte man vej- og markarbejde, tjeneste i køkken og vaskeri samt som sygehjælperarbejde, bud- og hjælpetjenester på kontorer. Kvinderne arbejdede mest med syning og strikning, men også i både køkken og vaskeri, ligesom de for anstalten udførte bogbinding, uldpilning og kædeskæring. (I væveteknikken fandtes udtrykket "kædetråde", der var et særligt trådstykke i tøjet). På anstalten blev følgende håndværk drevet: Bomulds- og linnedvævning samt dugmageri. Der var værksteder for snedkere, drejere, bødkere, malere, murere, sadelmagere, smede, blikkenslagere, bogbindere, skomagere og skræddere. Af mærkesager i Ladegaardens historie kan nævnes, at den første dåb - en mand anslået til ca. 20 år - fandt sted den 22. april Han kunne ikke oplyse sin alder eller fødselsdag. Han blev døbt Anders Fredriksen, og moderens navn blev anført som Birthe. Faderen ubekendt. Den første konfirmation fandt sted i foråret 1836, hvor 16 drenge blev konfirmeret. Året efter blev 2 piger konfirmeret. Alle børn af forældre, der var indlagt i tvangsanstalten. 18

19 FACTS OM SUNDHOLM Arbejdsanstalten Sundholm blev navnet på Ladegaardens afløser. Der gik ca. 130 år efter at Københavns Kommune havde købt Ladegaarden, inden det afgørende skridt blev taget til flytning af den gamle anstalt til tidssvarende bygninger. Det skete i 1898 ved, at borgmesteren for Magistratens 3. afdeling henledte Borgerrepræsentationens opmærksomhed på den østlige del af Amager Fælled som en passende plads for den nye anstalt. Den 6. marts 1899 tiltrådte Borgerrepræsentationen magistratens forslag om at slutte en overenskomst med staten om afståelse af et areal på ca. 31 tønder land på Amager Fælled mod, at Københavns Kommune frafaldt græsningsretten over den øvrige del af Fælleden. I august 1901 gik man i gang med opførelsen af Sundholm. Da arealet var meget lavt liggende, blev det besluttet at tage det nødvendige fyld til hævning af byggepladsen fra en bred grav, der skulle omgive hele terrænet. Deraf navnet Sundholm. 19

20 Denne grav, en egentlig voldgrav, var 12 fod bred i bunden, (3 fod = ca. 1 meter), 56 fod i overfladen og 19 fod dyb. Der blev kun 2 adgange til området nemlig gennem 2 "bevogtede" porte, Brigadeporten og Fælledporten. Disse porte eksisterer stadig. Hele arealet var desuden indhegnet af et 1413 meter langt og 2 m højt ståltrådsgitter, som på indersiden var tilplantet med vilde roser. Terrænet fik form som en lidt uregelmæssig femkant. Hele anstalten, som både rummede arbejds- og tvangsarbejdsanstalt, kostede 2,5 millioner kroner i 1908-priser og var beregnet 20

21 til at rumme ca personer. Arbejdsanstalten fik plads til 600 mænd og 120 kvinder og i Tvangsarbejdsanstalten 220 mænd og 80 kvinder. Arbejdsanstalten var beregnet for voksne personer, som var i besiddelse af arbejdsevner, men som af forskellige grunde var ude af stand til at ernære sig selv, eller som på grund af "drukkenskab eller forsømmelse af forsørgerpligter" trængte til en "opdragende behandling" og/eller regelmæssigt, pligtbundet arbejde. Tvangsarbejdsanstalten var indrettet til modtagelse af personer af begge køn, som enten af domstolene var idømt tvangsarbejde for forskellige lovovertrædelser, f.eks. utugt, eller som efter arbejdsanstaltens reglement var blevet idømt tvangsarbejde for disciplinære forseelser. Da byggeriet var en realitet, blev det vedtaget at opsige lejemålet af Arresthuset på Christianshavn, hvor nogle kvindelige tvangsfanger siden 1897 havde været anbragt. De blev ultimo marts 1908 flyttet fra Christianshavn og den 28. marts var denne overflytning tilendebragt. I løbet af april og maj måned 1908 blev Ladegaarden tømt for samtlige personer. Sundholm blev indviet den 8. april l908 af Kong Frederik VIII. BYGNINGERNE Alle bygningerne kom til at ligge i den nordligste del af arealet, og en tværvej, Hovedvejen, forbandt de to indkørsler og afskar den nordligste del af terrænet. Ligeledes blev anlagt en vej, Ahorn Allé, der skilte Sundholm i en østlig og en vestlig del. I selve den bebyggede del af arealet findes endnu to fra nord til syd førende veje. De løber parallelt med Ahorn Allé, og er ved 21

22 byggegrundens afslutning forbundne med Søndre Tværvej. Der er således tale om 5 grupper af bygninger. Den første gruppe var begrænset af den nordlige grav og forbindelsesvejen mellem portbygningerne. I denne lå fra vest til øst administrationsbygning (bygning A), stald og vognremise (bygning C), maskinhus med elektricitetsværk (bygning D), kulhus (bygning V) og funktionærbygning (bygning B). I den anden gruppe, begrænset af den vestlige del af graven og Vestre Længdevej, lå fra nord mod syd inspektørbolig (bygning T), sygehus, isolationshus for drankere (bygning G) og lighuset (bygning X). I den tredje gruppe mellem Vestre Længdevej og Ahorn Allé, vaskeri (bygning E) og køkken (bygning F) samt syd for disse tvangshus for kvinder og arbejdsanstalt for kvinder (bygningerne H og I). I fjerde gruppe mellem Ahorn Allé og Østre Længdevej lå arbejdsanstalten for mænd. Den bestod af 5 bygninger, af hvilke de 4 (bygningerne R, Q, O og N) ligger parallelt i retningen vest og øst, medens den femte, der danner afslutningen mod Ahorn Allé, ligger i retning nord syd (bygning P). Af de fire førstnævnte bygninger var de to yderste beregnet til sovesale, opholdsrum og spisestuer for mænd, medens de to inderste samt tværbygningen indeholdt værkstedslokalerne. I den sidstnævnte tværbygning, hvor væverierne havde til huse, var de to øverste etager i midterpartiet indrettet til kirke- og forsamlingssal. Den femte gruppe indeholdt, længst mod nord, forvalterbolig (bygning U) og tvangsarbejdsanstalt for mænd (bygningerne K og L). I umiddelbar forbindelse til disse lå motions- og cellegårdene. En arbejdsmark og stenplads, hvor de (ved domstolene) idømte fanger udførte tvangsarbejde. 22

23 Syd for fandtes arbejdsanstaltens stenplads og vest for denne tømmerplads og tømmerskur, blege- og tørreplads samt forskellige træskure. Resten af arealet blev benyttet til have- og landbrug. Bygningerne, der hviler på betonfundamenter, var indtil stueetagen, eller for de højere bygningers vedkommende indtil første sal, opført af røde mursten. Den øvrige del af bygningerne har berappede (bestemt behandling af murværk) oprindeligt hvidkalkede vægge med enkelte røde bånd, og de var belagte med røde falstagsten. Først i 1930'erne fik bygningerne den nu karakteristiske gule farve. Forbi hestestalden og vognskur, der afgav plads til anstaltens heste og køretøjer samt værelser til kuskene og selekammer og foderloft, kom man til det store maskinhus, i hvilket kedler og maskiner, til udvikling af damp, elektricitet samt levering af varmt vand til opvarmning, havde deres plads. 23

24 BYGNINGERNES INDRETNING Arbejdsanstalten for kvinder bestod af stue, første, anden og tredje sal. I stueetagen fandtes i hver gavl en treværelses funktionærbolig. Bygningens midtparti indeholdt spisesal med tilstødende anretterrum og vaskeindretning samt 2 garderober og en opholdsog spisestue for opsynet. Første sal indeholdt visitationsstue, detentionslokaler og garderobe, to arbejdssale, et par opsynsværelser, en stor sovesal og to vaskeindretninger. Den samme inddeling var gennemført for anden og tredje sals vedkommende således, at de tre etager indeholdt 6 arbejdslokaler og 5 sovesale á 24 senge. Tvangsarbejdsanstalten for kvinder var ligeledes opført i 4 etager. Gavlen mod syd indeholdt i stuen og på første sal to treværelses lejligheder for funktionærer. I stueetagens nordlige gavl fandtes badeværelser, venteværelse, lægeværelse og visitationslokale samt garderober for fangerne. Bygningens midterparti blev brugt til spisesal med tilstødende anretterrum og vaskeindretning. Mellem anretterrummet og funktionærboligen var et depot samt en spisestue for opsynet. Første sal havde 8 celler og to arbejdssale samt to opsynsværelser. Anden og tredje sal havde 4 arbejdssale, 4 opsynsværelser, 4 sovesale á 24 senge og 4 vaskeindretninger. 3 af de 4 sovesale var indrettet således, at hver seng stod i et lille rum for sig. Dette rum var dækket med et fletværk således, at fangerne ikke kunne forlade det rum, de var henvist til, medens fletværket gav fri adgang for den friske luft samt fornødent lys til soverummet. Tvangshusets to bygninger for mænd (i gruppe 5) lå med gavlene i 24

25 retning øst og vest. Bygningerne var forbundet med en gård, hvor fangerne med stillesiddende arbejde kunne få den fornødne motion. Endvidere fandtes et par cellegårde til afbenyttelse af de indsatte fanger. I hver af bygningernes vestlige gavle var i stueetagen indrettet to opsynsboliger. I bygningernes midtparti lå en stor spisesal med tilstødende anretterrum og vaskeindretning. I den sydlige bygning fandtes bad, vente- og lægeværelse, samt garderobe for de ankomne fanger i den østlige gavl, medens der i tilsvarende parti af den anden bygning lå et depot, en reservespisestue for fanger og en spisestue for opsynet. I øvrigt indeholdt de to bygninger 14 arbejdssale og 6 sovesale á 27 senge, beregnet for ældre og skikkelige fanger. I bygningerne lå de fornødne depoter og garderober samt opsynsværelser, og ved sovesalene fandtes 8 vaskeindretninger. Oven over receptionslokalerne i den sydlige bygning fandtes, gennem første anden og tredje sal, en panoptisk korridor førende ind til 24 celler bestemt for urolige fanger. Foruden den tidligere omtalte stenplads fandtes mellem graven og tvangshusets bygninger et jordstykke, som fangerne kunne anvende til havearbejde. Ud over de grundmurede bygninger fandtes en del træskure. Disse skulle tjene til opbevaring af tømmer, uld, kryolit m.m., og endelig var i markens yderste hjørner mod sydøst og sydvest nogle tårnlignende bygninger, hvis underste del tjente til opbevaring af mindre markredskaber og værktøj, medens de foroven var forsynet med en platform, hvorfra hele marken kunne overskues. Sygehuset, et egentligt socialt hospital, havde plads til 50 mænd 25

26 og 12 kvinder og modtog patienter fra alle afdelinger. Foruden sygestuerne fandtes cellerum for delirister, konsultationsstue, operationsstue, opholds- og soveværelser for oversygeplejersken og to sygeplejersker samt sovesale for de af Sundholms personale, der gjorde tjeneste som sygehjælpere. På bygningens 2. sal var indrettet en liggehal med vid udsigt mod syd over land og strand. Behandling og sygepleje blev i begyndelsen forestået af en i byen boende læge, men snart efter fik Sundholm egen læge. SVINESTALDEN Svineholdet på Sundholm blev etableret i marts Formålet med oprettelsen var dels at skabe øgede arbejdsmuligheder for de indlagte, dels at skaffe anvendelse for madaffaldet fra kommunens forskellige institutioner og mulighed for produktion af flæsk for disse. Svineholdet bestod normalt af svin med en årsproduktion på ca svin. I 1963 var det nu kun affald fra magistratens 3. afdelings institutioner, folkekøkkenerne samt fra Sundby Hospital og Sønderbro Hospital, idet hospitalsvæsenet for de øvrige hospitalers vedkommende afhænder affaldet til private. Herudover måtte det endvidere anses for utidssvarende og uhygiejnisk, at et sådant svinehold var placeret midt i en storby, der da også fra beboerne omkring Sundholm gentagne gange været fremsat klager over lugten fra svinestalden. Den 27. juni 1963 blev sagen om nedlæggelse af svinestalden fremlagt til godkendelse i Borgerrepræsentationen. Der udspandt sig en dialog mellem en borgerrepræsentant og 26

27 formanden for borgerrepræsentationen. "XX oplyste: jeg har med interesse studeret dette forslag, men har til min bekymring set, at der ikke i forslaget er indeholdt noget om, hvad man har tænkt sig som erstatning ved borgerrepræsentationens beskedne spisning ved juletid og ved budgetdebatten, som jo altid har hvilet udelukkende på svineholdet på Sundholm. Jeg vil gerne bede Magistraten om at overveje, hvordan man skal løse dette problem." Hertil svarede formanden. I sandhedens interesse må jeg oplyse at der også gives fiskeretter af og til." Magistratens forslag blev godkendt og svineholdet nedlagt. TEKNISKE AFDELINGER I forbindelse med opførelsen af Sundholm byggedes et maskinhus (bygning D), som leverede elektrisk kraft, varme og varmt vand til hele anstalten, bl.a. også til de senere opførte nærliggende kommuneskoler. Til en vis grad kan man kalde dette maskinhus for Københavns første fjernvarmecentral. Den store smukke skorsten blev nedrevet i Fjernvarmecentralen blev nedlagt i 1973, hvor Sundholm blev tilsluttet byens nye fjernvarmenet, og kedlerne, for damp til vaskeriet, blev først lukket i Kedlerne blev senere solgt til andre firmaer i Danmark. I maskinhuset var der installeret 4 stk. Sterlingkedler, en Ekonomeiser (et genbrugsapparat, der udnyttede den varme 27

28 røggas, der kom fra kedlerne, inden den blev blæst ud i skorstenen), 2 stk. beholdere til opvarmning af vand og 3 stk. Schäffsteds vandvarmere samt en beholder til rensning af vand. 2 stk. 75 kw dampdynamoer forsynede anstalten med lys og elektricitet til de mekaniske motorer på hele anstalten. Ligeledes blev der oprettet et vaskeri (bygning E), ledet af en oldfrue, og der var beskæftiget ca. 65 mænd og kvinder dagligt. Vaskeriet fik fra 1918 status som centralvaskeri for kommunens institutioner bortset fra hospitaler. Vaskeriet flyttedes i 1942 til en nyopført bygning syd for den gamle (bygning Y) og har siden kunnet henregnes til landets mest moderne storvaskeri med en daglig produktion på omkring 10 tons tøj. På grund af det høje arbejdstempo var der i vaskeriet nu kun beskæftiget lønnet arbejdskraft, ca. 100 medarbejdere. Vaskeriet blev lukket i januar Der blev ligeledes oprettet et væveri, ledet af en væveriformand bistået af en forretter og en dugmager. Her blev der hovedsagelig fremstillet uldne sengetæpper til kommunens hospitaler og stiftelser. Endvidere hvide bomuldsvarer til anstaltens vaskeri. Væveriet beskæftigede ca. 35 mand. Væveriet blev lukket i december I slutningen af 1908 flyttede funktionærerne ind i de indrettede tjenesteboliger På anstalten var der tjenesteboliger til 34 familier, hvorved forstås boliger med køkken. Altså ikke for ugifte! De sidste tjenesteboliger blev først opsagt omkring

29 LIGHUSET I forbindelse med opførelsen af Sundholm blev ligeledes bygget et lighus (bygning X), hvor afdøde lemmer henstod indtil begravelsen. Det vides ikke, hvornår denne skik ophørte. I gennem mange år, har kvartermesteren på Nørre Hospital sørget for begravelser, og da Nørre Hospital lukkes foretages de fleste begravelser fra Sundby Kirke ved Sundholm præst. 29

30 SUNDHOLM KIRKE Kirkebygningen (bygning P) er prydet med et kobberdækket tårn. Kirkesalen er i 2 etager. Salens pulpitur (øverste etage) var forbeholdt de indlagte kvinder, medens mændene havde plads på gulvet. Kirken blev indviet den 28. maj Kirken var en magistratskirke og underlagt Københavns kommune. Det er Københavns biskop, der udsteder et kollats (godkendelse), der gør præsten kaldet til at være præst ved kirken. Der har været tradition for, at næsten alle præster er kommet fra Amager. Prædikestolen havde sin plads i en niche over alteret, hvilket gjorde, at salen også kunne bruges som almindelig foredragssal, idet alteret kunne dækkes af et draperi. Sundholms kirke blev efter 1987 ikke mere brugt til kirkelige handlinger, idet der blev indgået en aftale med den lokale kirke, og opfattelsen var nu, at Sundholms beboere også var borgere i lokalsamfundet. Sundholm havde indtil sin lukning fortsat en præst tilknyttet til personlige samtaler med de beboere, der måtte ønske det. Det var et længe næret ønske at erhverve et kirkeskib, og derfor indkøbte Sundholm i april 1927 et skib af Horsens Tugthus for 325 kroner. Skibet var lavet af en tugthusfange, der var idømt 16 års tugthus. Skibet fik navnet "NAJA "og var en nøjagtig gengivelse af "Glenwood Castle", der forliste den 2. december 1907 ved Melrose i Skotland på rejse fra Wellington N.Z. til Bergen. Skibet har været nedtaget til reparation og har igennem længere tid været opstillet i Sundholms personalekantine. Det blev herfra 30

31 flyttet til administrationsbygningen 1. sal, hvor lokalmuseet for Sundholm blev oprettet. Ved Sundholms lukning ved århundredes slutning er skibet overført sammen med det øvrige kirkeinventar til Danmarks sociale Museum i Svendborg, hvor det nu indgår i museets lokalkirke. Alterkalken er i 1607 skænket til Nikolaj kirke af møntmester Nikolaj Schwabe. Denne kirke brændte Alterkalken er senere, via Helligåndskirken, overført til Ladegaarden og derfra videre til Sundholm. 31

32 32

33 33

34 KLOKKESMØRELAUGET Sundholms klokkesmørelaug blev stiftet i året 1943 af ansatte i maskinafdelingen og har til formål at efterse og kontrollere ophæng, samt smøre den gamle kirkeklokke fra året Den gamle klokke, som forefindes i tårnet på loftet over kirkesalen, blev tidligere anvendt ved forskellige kirkelige handlinger, men siden nedlæggelse af kirkesalen har klokken alene lydt ud over terrænet juleaften, hvor en klokker fra den lokale kirke har ringet julen ind på Sundholm. Kirkeklokken er udvendig forsynet med en indskrift, der lyder således: B. Løw & søn støbte mig til Københavns kommune anno Domini MCMVII. Hvert år ved juletid vandrer ansatte fra maskinafdelingen iført uniform og kasket - med en evt. nyansat - op til det gamle klokketårn, hvor den nyansatte skal indvies i, at foretage den traditionelle handling. Den ny indviede vil så få en lille plade med sit navn ophængt ved siden af skilte fra Efter at have gjort et lille ophold, hvor man også mindes fhv. arbejdskammerater, fortsættes nedgangen fra klokketårnet, og der er hermed afslutning. DE FØRSTE ÅR I anledning af Sundholms 80 års fødselsdag fik Sundholm nedenstående beretning fra fru Guldborg Nobel, hvis fader arbejdede på Ladegaarden og siden fulgte med til Sundholm. Familien flyttede i 1908 ind på Sundholm i en af de indrettede 34

35 tjenesteboliger. (Beretningen er gengivet ordret). "Den gamle "LADEGAARD", der indtil 1908 lå der, hvor radiohuset nu er, var en arbejdsanstalt, hvor de mennesker boede, der fik fattighjælp, skyldte børnepenge eller var drankere. De måtte alle arbejde på værkstederne, som var på "Ladegaarden" eller ved fejning af kommunens torve og gader; de blev kaldt for "Lemmer". - Min far var ansat som mester 1904 på væveriet, vi boede ikke på "Ladegaarden", men kom der hver dag med mad til ham. Jeg husker tydeligt de gule længer i 2 etager og loftet, hvor vi børn fik lov til at tumle os med alt det gamle skrammel, der var kasseret. Jeg husker også gården med de toppede sten med græs imellem og den gamle pumpe med et stort stentrug, som min bror tog bad i og blev skældt ud af vagten! - Det var en stor dag for os, da "Ladegaarden" i 1908 flyttede ud på Sundholm, der lå frit på Amager. Vi flyttede med og kom fra en gammel ejendom ud til en skøn lejlighed med centralvarme, WC og have. - Vi så ikke meget til "Lemmerne" på "Ladegaarden", de var ret lyssky overfor os børn. På "Sundholm" var det meget, meget bedre. - De fattige, der blev forsørget af det offentlige, uden at det skulle betragtes som fattighjælp, blev dog ikke ladegaards lemmer, men husedes på Almindeligt Hospital, forløberen for "De gamles By". Hver torsdag havde beboerne her udgangstilladelse, dette var de forretningsdrivende forberedt på, de havde et passende antal 5 ører liggende, som udgjorde et højst tiltrængt supplement til 35

36 småfornødenheder som skrå o.l. De "gode, gamle tider" var ikke altid så lyse endda! Lemmernes arbejde var ikke blot at rykke ud som gadefejere. På den gamle "Ladegaard" blev der drevet en større industriel virksomhed: skrædderi, væveri, børstenbinderi o.s.v. og lønnen var inddelt i forskellige arbejdsklasser: 4, 8 eller 12 øre. Oprykning fandt sted ved flid, opførsel og dygtighed, og ugens arbejdsfortjeneste blev kun udbetalt med 12, 24 eller 30 øre, resten udbetales ved demission. Øllebrød og vælling, de fyldte i os på tælling på "Sundholm" får vi bedre kår end på den gamle gaard! Her er det noget, som vi selv bestemmer, De ku ej falde på mer at kalde os gemene Ladegaardslemmer! På Sundholms hjem blir man PENSIONÆR! SUNDHOLM blev indviet af Frederik VIII, og i 1908 blev den "Gl. Ladegaard" overflyttet hertil, men kun med arbejdspligt indenfor murene, ikke mere gadefejning. "Sundholm" blev nu også fængsel for kvinder, det var løsagtige piger, der før blev indsat i kvindefængslet på Christianshavn. - Vi boede i den afdeling hvor kvinderne var og vi havde vinduer til den gård, hvor de 2 gange daglig gik tur, 2 opsynsdamer gik vagt, men vi fik alligevel kastet sukker og bolcher ud til dem, når vagterne vendte ryggen til. Pigerne var meget glade for os, og vi kom virkelig til at holde af dem - de var næsten alle gengangere! "Sundholm" var en by i byen - dengang et lukket område med dybe kanaler rundt om og kranset af pigtrådshegn, 2 porte strengt bevogtet af vagter, som undersøgte alt, når de "indlagte" kom hjem fra den ugentlige fridag, hvor de havde omsat de få ører i 36

37 brændevin: 14 ører for en pægl. De prøvede ofte at smugle lidt brændevin med ind; når det blev opdaget, gik de ofte amok og kom ind i en celle, der var i porten. Nogle af dem blev snu, så de nåede at smadre flasken og søbe brændevinen op med sokkerne til en ekstra snaps, når de kom ind på stuen! "Sundholm var et stort bebygget område med høje bygninger og mange værksteder. Der var store fælles sovesale og opholdsrum 2 bygninger var fængsler for de kriminelle, tvangsindlagte mænd og kvinder. Der var eget kraftværk, centralkøkkenet kunne også fattige udefra komme og hente mad fra og lange rugbrød. - Der var også værksteder for alt, vaskeri, væveri, skomager, skrædderi, snedkeri og gartneri, hvor alle de "indlagte" arbejdede. - "Sundholm" forsynede alle kommunale institutioner med alt. Vi var gode venner med alle de "indlagte", de var jo på Sundholm i årevis. - Der var mange dygtige mennesker blandt dem, vi børn fik mange ting, som de lavede, såsom trætøj, dukkehus, legevogn, slæde og stylter. Min far fik et pibebræt udskåret i træ af en dygtig pibeskærer. I midten af hovedbygningen lå Kirken. Her var gudstjeneste hver søndag og alle kom. Tvangsfangerne sad i båse, så de ikke kunne se hinanden. Der var også et stort hospital, dengang kun for "indlagte". Nu er alt forandret. Urbanplanen tog alle de dyrkede marker og gartneriet. - Kanalerne, hvor vi svømmede om sommeren og løb på skøjter om vinteren, er væk, men minderne om den "Gl. Ladegaard" og "Sundholm" lever endnu". Guldborg Nobel. 37

38 38

39 ARBEJDSTID OG LØN Den daglige arbejdstid på Arbejdsanstalten var i timer fastlagt fra mandag til fredag fra kl til 11,30 og til og om lørdagen fra kl til På Tvangsanstalten var reglerne noget skrappere. Her begyndte man at arbejde kl og uafbrudt til kl og igen fra kl til kl Tvangsanstalten rummede personer, der var idømt tvangsarbejde for betleri, løsgængeri, alfonseri, vold m.m. Fangerne, der arbejdede i fællessalen, beskæftigedes med poseklistring, syning af flaskehylstre, knytning af sejlgarn og værkpilning (optrævling af tovværk) samt for nogle enkeltes vedkommende, om sommeren i fri luft, ved brændeskæring og markarbejde. "Lemmernes" soverum var, efter datidens forhold, store velindrettede lokaler med indtil 24 senge i hvert rum. Ved hver seng stod en kasse til opbevaring af private ejendele. Spise- og opholdsstuerne var ligeledes store rum med småborde og stole, hvor de indlagte, foruden at indtage måltiderne, kunne tilbringe fritiden med læsning, samtaler m.m. Bøgerne kunne udlånes fra anstaltens righoldige bibliotek. Ved ankomsten kom de indlagte i bad og blev iført anstaltens tøj. Det private tøj blev desinficeret og opbevaret i garderoben, indtil de forlod anstalten. Næste morgen blev pågældende fremstillet for læge og inspektør, der fik oplysninger om deres hidtidige livsførelse, hvorefter de anbragtes ved det arbejde, de ansås at være egnede til. Faglærte folk fik så vidt muligt arbejde ved deres fag. Under arbejdets gang forsøgte man at vække deres energi og gøre dem duelige til at klare sig uden for Sundholm. 39

40 Det moderne Sundholms aktivitets- og beskæftigelsestilbud er righoldigt, men knapt så struktureret som i gamle dage, og så vidt muligt følges arbejdsmarkedets arbejdstidsregler, hvilket betyder en 37 timers arbejdsuge på 5 hverdage. I dag er beskæftigelsen delt op på tre store hovedområder: Produktionsværkstederne, De Sociale Beskæftigelser, Terrænvedligeholdelse og Projekter. Produktionsværkstederne omfatter Børstenbinderi, Smedien, Elmonteringen og Cykelværkstedet. Produktionsværkstederne er karakteriseret ved produktion med salg for øje. På Børstenbinderiet bindes fortsat koste af alle mulige typer som i gamle dage. Det er et håndværk, der ikke tiltrækker særligt mange, men som er afholdt af de få, der gennem akkord gerne 40

41 hurtigt vil tjene nogle håndører. Smedien arbejder særligt med serieproduktion f.eks. af saltspredere, håndtrailere og bagagebærere. Elmonteringen laver i tusindvis af varmefølere og i ledige stunder pakkes lejetøj, fabrikeres flag eller pakkes julekalendere. En virkelig alsidig produktion. Cykelværkstedet er blevet den helt store indtægtskilde gennem produktionen, der særligt retter sig mod lokalcentrenes cyklende personale. De sociale beskæftigelser omfatter mange forskellige muligheder for beskæftigelse, der som hovedregel har beboernes interesse som udgangspunkt. Hovedstene i De Sociale Beskæftigelser er et snedker-, legetøj-, metal-, og multiværksted alt sammen samlet i P-huset, hvor der også er mulighed for, i den tidligere kirkesal, at spille forskellige boldspil. På 1. sal findes beboernes egen cafe Oasen, redaktionslokale for beboerbladet Sundnyt og bibliotek. Terrænvedligeholdelsen er også en del af beskæftigelsestilbuddet og omfatter vedligeholdelse af terræn, beplantning m.m. Arbejdsdusøren har gennem årene været en vigtig motivation for at bestille noget og et værdifuldt supplement til tidligere tiders lommepenge og nu bistandsydelse eller førtidspension. Her i 1999 udgør den 11,50 kr/time, men i modsætning til tidligere, og til stor fortrydelse for alle, skal der nu betales både A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af dusøren. Sundholm udbetaler arbejdsdusør for ca. kr om året. Serviceloven og Aktivloven, der pr. 1.juli 1998 afløser Bistandsloven vil sætte mere fokus på hele aktiveringsområdet, og det kan ventes, at der i fremtiden bliver færre, der vil benytte sig af tilbuddene på Sundholm. Hertil kommer, at mange i gruppen af førtidspensionister, kan komme i beskæftigelse via forskellige tilskudsordninger. 41

42 RUMFORDSUPPEN Den berømte Rumfordsuppe har også været kendt på Sundholm. Rumfordsuppen var internationalt kendt. Den fik sit navn efter Benjamin Thompson, greve af Rumford - en meget alsidig mand - der levede fra 1753 til Han var født i Amerika, men deltog i uafhængighedskrigen på engelsk side og havnede derfor i Europa - først som officer og politiker i England, hvor han blev adlet, siden i Bayern som minister med både militære og sociale opgaver. Sine sidste ca. 15 år tilbragte han mest i Paris, hvor han nåede betydelige forskningsresultater inden for fysikken. Han fik det eftermæle, at hans arbejde altid havde almennyttigt formål. Denne Rumfordsuppe var en udpræget "spareret" fremstillet ved langsom kogning af vand, gryn og ærter, lidt kartofler, flæsk skåret i små stykker eller i mangel heraf sild. I suppen indgik desuden gammelt og tørt brød. "Det har ikke just været nogen herreret". Omkring 1920 var middagsretterne fastlagt efter en 14-dagsturnus, og spisesedlen kunne se således ud på Sundholm. Mandag: Ærter og flæsk Sagovælling og Lobescowes Tirsdag: Bygvælling og spegesild Ærter og flæsk Onsdag: Sulevælling og oksekød Vandgrød og ragout Torsdag: Byggrynssuppe og kød- Byggrynssuppe pølse eller frikadeller og klipfisk 42

43 Fredag: Grønsuppe og flæsk Grønsuppe og flæsk Lørdag: Risvandgrød og plukfisk Øllebrød og oksekød Søndag: Kødsuppe og oksekød Kærnemælkssuppe og hachis Hver dag fik de indlagte udleveret een dunk hvidtøl til at tage med på arbejdspladsen. I dag er der nedsat kostudvalg bestående både af beboer- og personalerepræsentanter, der sammen med økonomaen lægger månedens kostplan. Den offentliggøres i beboernes blad SUNDNYT, der udkommer hver måned. TVANGSANSTALTEN Driften af tvangsanstalten for mænd ophørte den 1. januar 1933, idet tvangsarbejde som straf blev ophævet ved den nye straffelovs ikrafttræden. I henhold til bestemmelserne i socialreformen af 1933 genoptog tvangsanstalten sin drift den 1. december 1933, men nu som anbringelsesmulighed for Forsømmelige forsørgere, alimentanter m.v. fra København, de sjællandske amter samt Fyn og Lolland- Falster. Der var her 96 pladser for mænd og 24 pladser for kvinder. 43

44 44

45 STRAFFE Som foran nævnt kunne forseelser mod arbejdsanstaltens reglement være årsag til idømmelse af tvangsarbejde, men som regel var det kun mindre straffe, der blev uddelt. De hyppigste forseelser var nok beruselse eller for sen hjemkomst efter tilstået udgang. Straffen herfor var op til 8 ugers udgangsforbud, men udeblivelse og bortgang fra anstalten rummede straffe op til 16 ugers udgangsforbud samt fortabelse af indtægt. Også tobaksrygning, kortspil, dovenskab, ulydighed mod personalet og mange andre ting medførte større eller mindre straffe. Alle domme var administrative og blev afsagt af anstaltens inspektør. Der var ingen appelinstans. I 1961 kommer Lov om Offentlig Forsorg, og den eneste tvangsbestemmelse, der opretholdes helt frem til 1969 er stadigvæk tvangsanbringelse i op til 6 måneder på tvangsarbejdsanstalten. Straffereglementet er i dag afløst af husorden bestemmelser, og personalet har ingen magtbeføjelser ud over, hvad Borgerlig Straffelov siger om nødværge. 45

46 REGLEMENT FOR TVANGSFANGER I ARBEJDSANSTALTEN SUNDHOLM 1. Ved Indsættelsen i Tvangs-anstalten bliver Fangerne visiterede, badede og rensede samt iført den reglemen-terede Fangedragt. Deres egne Klæder afgives til vedkommende Opsyn til Opbevaring, hvorimod andre Effekter som Penge, Papirer, Værdisager og lignende af-gives til Kvartermesteren, under hvem Tilsynet med Tvangsarbejdsanstaltens forskellige Afdelinger i enhver Henseende henhører. I en dertil indrettet Protokol indføres, hvad Fangen maatte være i Besiddelse af, og denne paategnes af Fangen. 2. Fangerne der, om fornødent gøres, afhøres om deres Forsørgelsessted, i hvilken Henseende de er pligtige at afgive fyldestgørende Oplys-ninger, maa ikke i nogen Maade forstyrre den Orden og Rolighed,der skal herske i Tvangs- arbejdsanstalten, ligesom det er dem forbudt at beskadige eller ødelægge Bygning eller Inventar eller forvanske de til Forarbejd-ning leverede Materialer. Ifald saadant sker, er Fangerne pligtige at erstatte Skaden. 3. Fangerne har uvægerlig at udføre det dem paalagte Arbejde, og de kan ikke gøre Fordring paa Betaling herfor. Forsaavidt deres Opførsel er 46 tilfredsstillende, kan de dog forvente, at der ydes dem en Godtgørelse for udført Overarbejde efter nærmere paa Anstaltens Kontor foretagen Opgørelse. Denne Godtgørelse kan for Fanger, der er forsørgelsesberettigede i København, først udbetales ved deres afgang fra Anstalten med et Beløb af indtil 5 Kr. og saaledes, at Resten kan forventes udbetalt ved personlig Henvendelse paa Anstaltens Kontor en Søgnedag mellem Kl med andre 5 Kr. hver 7de Dag, indtil hele Beløbet er udbetalt, samt for Fanger, der ikke er forsørgelses-berettigede i København, med et Beløb af 5 Kr. ved Afgangen fra Tvangsarbejderanstalten, medens Resten af gives enten til Politiet til Udbetaling til vedkommende eller paaføres Afregnings-bogen for at udbetales, naar Vedkommende efter en Indlæggelse i Arbejdsanstal-ten hjemsendes eller dimit-teres. Skulde Paagældende inden 28 Dage efter Afgangen fra Tvangsarbejds-anstalten ved egen Skyld blive arresteret, indsat i Tvangsarbejdsanstalten eller indlagt i Arbejdsanstalten, er Resten af Beløbet fortabt. Personer i Arbejdsanstalten, der af Bestyrelsen med Samtykke af Politidirek-tøren er ikendte Tvangsarbejdsstraf, kan ikke forvente den under dennes Afsoning mulig godskrevne Overfortjeneste udbetalt ved Løsladelsen,men Beløbet kan godskrives Vedkommendes Afregningsbog sammen med den i Arbejdsanstalten god-skrevne Overfortjeneste. Med Hensyn til de

47 Arter af Arbejde og den Arbejdsmængde, der til enhver Tid mindst fordres udført selv af de arbejds-dygtige, vil nærmere Instruks findes i Arbejdslokalerne. 4. Fangerne skal i Tiden fra 1ste April til 30te September staa op om Morgenen Kl. 5. Enhver skal straks iføre sig sine Klæder og efter at have vasket sig og redet sit Hår Samt ordnet sin Seng begive sig til Arbejdslokalet, hvor Paagældende da, efter at have nydet sin Morgenkost, skal paabegynde Arbejdet Kl.6. Arbejdet vedvarer derefter med Undtagelse af den i 8 ommeldte Tid uafbrudt til Kl.12. Fangerne har nu Tid til at indtage Middagskosten indtil Kl.1, derpaa fortsættes Arbejdet til Kl. 7 1/2, idet dog Aftensmaaltidet indtages Kl. 6 1/2. Kl. 8 1/2 Aften skal Fangerne være i seng. I Tiden fra 1ste Oktober til 31te Marts skal Fangerne staa op Kl.6, Arbejdet begyndes Kl.7 og sluttes Kl.7 1/2. Iøvrigt gælder de samme Regler som i 'ens Begyndelse ommeldt. 5. Efter nærmere Anvisning har Fangerne uvægerligt at rengøre Lokaler og Inventar m. m., uden at de derfor kan forvente noget Vederlag. 6. Udenfor den reglementerede Forplejning og de regle-menterede Spisetider maa Fangerne ikke nyde noget, derimod kan undtagelsesvis Brugen af Skraatobak tillades af 47 Inspektøren. 7. Der skal gives Fangerne Lejlighed til at deltage i Anstaltens almindelige Gudstjeneste. Deltagelse i Gudstjenesten er frivillig. Viser en Fange upassende Opførsel i Kirken, kan han udelukkes derfra, dog ikke for længere Tid ad gangen end 4 Uger. Paa Søn- og Helligdage kan Fangerne med Inspektørens Tilladelse faa udlaant Bøger fra Anstaltens Bibliothek. Paa disse Dage arbejdes kun, udover den nødvendige Renholdelse o.lign., forsaa-vidt Fangerne anmode derom. Fanger, der hensidder i Straffecelle, har ikke Adgang til at overvære Gudstjenesten, og Fanger, der i Henhold til 14 er hensat i Enecelle, kan af Inspektøren udelukkes fra Gudstjenesten; Anstaltens Præst kan dog besøge de Paagældende i Cellen. 8. Forsaavidt vejrliget og Aars-tiden maatte tillade det, skal enhver Fange, hvis Helbreds-tilstand efter Lægens skøn ikke er til Hinder derfor, daglig 2 gange i 1/2 Time ad Gangen opholde sig i Gaarden for at bevæge sig og trække frisk Luft. d. For mandlige Volds-forbrydere, overfor hvilke andre Straffe har vist sig uvirksomme, legemlig Rev-selse efter de i Reglementet for Arrestvæsenet i Danmark af 7/ givne Regler, forsaavidt det ved Læge-erklæring er godtgjort, at de kan taale saadan Revselse - Straffen fuldbyrdes ved Anstaltens Personale. Det paahviler

48 Anstaltens Besty-relse inden hvert Aars15. Septbr. at afgive Indberet-ning til Justitsministeriet om stedfunden legemlig Rev-selse. Den Tid, i hvilken Fangen hensidder i Straffe-celle, medregnes ikke til Tiden for den ham idømte Straf. Viser en Fange aabenbar Mangel paa god Vilje til Arbejdet, kan der fremdeles med Politidirek-tørens Samtykke fastsættes et til den tilbageværende Straffe tid passende Maal af Arbejde med den Virkning, at Fangen ikke løslades, forinden han - medmindre utilregneligt For-fald indtræffer - har fuldført det paagældende Arbejde. Den herved bevirkede For-længelse kan dog ikke overstige 1/3 af den idømte Straffetid. 9. Ingen Fange maa uden Inspektørens Tilladelse have Afbenyttelsen af Skrive-materialer eller uden hans Samtykke afsende noget skriftligt, ligesom Paagæld-ende ej heller uden Inspek-tørens særlige Tilladelse kan modtage Besøg, Breve eller andre Meddelelser. Breve saavel til som fra Fangerne kan først udleveres disse eller afsendes, efter at de er gennemlæste af Inspektøren. 10. Fangerne har ufravigelig at vise det ved Anstalten ansatte Personale Lydighed i enhver Henseende, Skulde en Fange tro sig forurettet og derom vil føre Klage, kan vedkommende begære sig fremstillet for Inspektøren Fangerne skal, forsaavidt Omstændighederne tillader det, have et Bad ugentlig. 12. For mindre Overtrædelser af dette Reglement kan Besty-relsen bestemme, at Paa-gældende skal have fortabt den hele eller en Del af den mulig godskrevne Over-fortjeneste. For enhver grovere Overtrædelse af dette Reglement, for Forsøg paa Desertion eller for anden grovere Uorden, vil Fang-erne, forsaavidt Sagen ikke henvises til Behandling ved Kriminal- og Politiretten, af Anstaltens Bestyrelse efter dertil af Politidirektøren i hvert enkelt Tilfælde meddelt Samtykke kunne ikendes: a. Cellestraf i en Tid af indtil 2 Maaneder, efter Omstæn-dighederne skærpet ved Forbrydelse af godskrevne Overarbejdspenge eller Næg-telse af at anvende disse eller ved Udelukkelse fra Arbejdet i højst 14 dage. b. Haardt Natteleje. c. Mørk Arrest med eller uden Indskrækning af Kosten, der bestaar i, at der foruden Middagsmad kun gives Vand og Brød. 13. Indtil den efter 12 fornødne Kendelse kan tilvejebringes, er Inspektøren i Tilfælde af Opsætsighed eller ustyrlighed, og naar en Fange ikke paa anden Maade kan bringes til at ophøre med at forstyrre den i Anstalten fornødne Ro og Orden, berettiget til

49 forreløbig at anbringe den paagældende i Enerum og efter Omstændighederne ved passende Midler forhindre den Paagældende i at udøve Vold, dog at der uopholdeligt derom gøres Indberetning til Bestyrelsen. eller andre Sikringsmidler kan i det for Øjemedet nødvendige Omfang anvendes for at afværge truende Vold, betvinge voldsom Modstand eller forebygge Rømning. Hensættelse i Sikringsceller i længere Tid end 6 Maaneder kræver Justitsministerens Godkendelse. 14. Spændetrøje, Haandjern, Hensættelse Københavns Magistrats 3. Afdeling, Maj 1930 STRAFFEREGLEMENT FOR ARBEJDSANSTALTEN SUNDHOLM 1. Ingen paa Anstalten indlagt maa forlade denne udeninspektørens Tilladelse. 2. Bortgang uden Tilladelse fra Anstalten - af hvilken som helst Art - bliver, for saa vidt denne Forseelse af inspektøren findes egnet til højere Straf end de nedenfor, bestemte, at henvise til Behandling efter Fattiglovens For for sildig Hjemkomst efter meddelt Udgangstilladelse dikteres Vedkommende: for indtil 1 Time 1 Uges Indeholdelse. fra 1 til 4 Timer 2 Ugers Indeholdelse. efter 4 Time men inden Morgenringning, 3 ugers Indeholdelse. efter Morgenringning men inden Kl. 12 Middag, 4 ugers Indeholdelse. afleveret med Tilgangsvognen, 4 ugers Inde holdelse. Møder Paagældende efter Kl. 12 Middag den følgende Dag, eller er han ikke med Tilgangsvognen, betragtes han som udebleven (kfr. 4). 4. Udeblivelse efter meddelt Udgangstilladelse (kfr. 1) straffes med 8 Ugers Indeholdelse og Fortabelse af Halvdelen af tilgodeskreven Overfortjeneste. Har den Paagældende ingen saadan, anses han med 10 Ugers Indeholdelse

50 Bortgang fra Anstalten eller fra Transport til eller fra Anstalten straffes med Indeholdelse efter følgende Skala: for 1. og 2. Gang, 10 Ugers Indeholdelse. for 3. og 4. Gang, 11 Ugers Indeholdelse. for 5. og 6. Gang, 12 Ugers Indeholdelse. for 7. og 8. Gang, 13 Ugers Indeholdelse. for 9. og 10. Gang, 14 Ugers Indeholdelse. for hver gang senere, 16 Ugers Indeholdelse. Bortgang medfører desuden Fortabelse af Overfortjeneste. Har Paagældende ingen saadan, gives ham en Tillægsstraf af Indeholdelse i 4 Uger. 6. Er der forløbet 1/2 Aar efter Vedkommendes seneste Udeblivelse eller Bortgang, og han har været paa fri Fod i den Tid, reduceres Indeholdelsesstraffen til Halvdelen af de i 4 og 5 anførte, og er der forløbet 1 Aar under samme Forhold bortfalder Straffen. Er udeblivelsen foraarsaget ved Hospitals-indlæggelse, som ikke skyldes Beruselse, eller ved Politiforanstaltninger, for hvilke Paagældende ikke bærer Skylden, bortfalder Straffen. Straffen for den seneste Udeblivelse eller Bortgang bortfalder, forsaavidt den Paagældende ved Københavns Kriminal- og Politiret allerede er straffet for den nævnte Forseelse. 7. Tobaksrygning paa Steder, hvor saadan er forbudt, Straffes med Indeholdelse i 14 Dage og Konfiskation af Pibetøj og Tobak. 8. Naar en Dimitteret paany indlægges inden Udløbet af 28 Dage, dikteres ham følgende Straf: Indlægges han inden 3 Dage, gives ham 6 Ugers Indeholdelse. Indlægges han mellem 4 og 7 Dage, gives ham 5 Ugers Indeholdelse. Indlægges han mellem 8 og 14 Dage, gives ham 4 Ugers Indeholdelse. Indlægges han mellem 15 og 20 Dage, gives ham 3 Ugers Indeholdelse. Indlægges han mellem 21 og 28 Dage, gives ham 2 Ugers Indeholdelse. 9. Det er de Indlagte forbudt at indbringe berusende Drikke af hvad Navn nævnes kan, at modtage saadanne af Besøgende eller paa anden Maade sætte sig i Besiddelse af saadanne. Overtrædelse af dette Forbud straffes med 1 Uges Indeholdelse for hvert Kvantum indtil 1/2 pægl og for hver Gang Forseelsen gentages indtil 6 Gange. Efter den Tid gives 2 Ugers Indeholdelse for hvert Kvantum indtil 1/2 pægl og for hver Gang Overtrædelse finder Sted. 50

51 10. En Indlagt, som under Udgangstilladelse er blevet beruset og som af denne Grund enten a. indbringes af Politiet eller Private i Anstalten. Eller b. i eller udenfor Anstalten gør sig skyldig i Uorden ved at nægte dersteds ansatte Funktionærer behørig Lydighed anses 1 Gang med 1 Uges Indeholdelse, og i Tilfælde af gentagelse med et Tillæg af 1 Uge for hver Gang indtil 12 Uger uanset om han udenfor Anstalten er ikendt Straf for Forseelsen. 11. Indlagte, der som berusede og for det af dem udviste Forhold ville være at anse efter 10, men som tillige a. komme for sent hjem eller b. som berusede ere indbragte til en Politistation og derfor først den f lgende Dag afgives til Fattig væsenet anses med en Grad højere Straf end den, der efter 10 vilde tilkomme dem, uanset den Vedkommende udenfor Anstalten mulig ikendte Straf for Forseelsen. 12. Indlagte, som bliver berusede under Arbejde, anses med 2 Grader højere Straf end den, de ifølge 10 vilde være ifalden uanset om de ere straffede for denne Forseelse udenfor Anstalten. 13. De efter 11 og 12 forhøjede Straffe lægges til Grund ved Beregningen af Straffen i Gentagelsestilfælde. 14. Indlagte, der ere udeblevne eller bortgaaede fra Anstalten og som senere anholdes for Drukkenskab samt derefter afgives til Fattigvæsenet, vil der, naar de derpaa ind lægges i Arbejdsanstalten, være at diktere en Tillægs straf til den, som Paagældende er ifalden ifølge 4 og 5. Straffen for Beruselse bliver da halv saa stor som den Paagældende efter 10 vilde være ifalden. 15. Indlagte, som i 1/2 Aar ikke have været straffede for beruselse, skulle, naar de paany forse sig i Henseende og de sidste Gange ikke have været ikendt højere Straf end for 5. Gang begaaet Forseelse, anses med Straf som for 6. Gang begaaet Forseelse eller med højere Straf, bliver Straffen 4 Ugers Indeholdelse. 16. Indlagte, som i et Aar ikke have været straffede for Beruselse, blive under de i 15 anførte Forudsætninger ansete med Indeholdelse som for 2. eller 3. Gang begaaet Forseelse. 51

52 17. Har en Indlagt ikke været straffet for Beruselse i 1 1/2 Aar anses han som ikke tidligere straffet for denne Forseelse. Skødesløshed eller af mangel paa almindelig Agtpaagivenhed paafører Anstalten eller dens Inventar, er han pligtig at erstatte og skal beløbet fradrages i hans Overfortjeneste eller paaføres hans Konto som Skyld. 22. De i 3-21 anførte Straffe ikendes af Inspektøren. 18. Kortspil, Tærningespil og lignende straffes med Indeholdels e i 14 Dage og Spillenes Konfiskation. Ligeledes straffes al Handel mellem de Indlagte med 14 Dages Indeholdelse. 19. Udvist Dovenskab eller Uefterrettelighed under Arbejdet medfører Fortabelse af Ugens Fortjeneste, forsaavidt den Paagældende er i 1. eller 2. Klasse. For Personer i 3. Klasse medfører den tillige Indeholdelse i 14 Dage. 20. Uforligelighed med Kammerater straffes, forsaavidt Forseelsen ikke efter sin Beskaffenhed egner sig til Behandling efter Fattiglovens 41, med 2 Ugers Indeholdelse. 23. Udviser en Indlagt Ulydighed, Trods eller Opsætsighed mod Foresatte, henvises Sagen til Behandling efter Fattiglovens 41 (kfr. dog 10). 24. Paafører en Indlagt forsætlig Anstalten eller dennes Inventar Skade, skal Beløbet dækkes af hans Overfortjeneste eller paaføres hans Konto som Skyld, medens Sagen iøvrigt henvises til Behandling efter Fattiglovens Overfalder en her Indlagt en anden Indlagt paa en brutal Maade og Sagen ikke straks henvises til Behandling ved Kriminal- og Politiretten, skal Sagen behandles som i Fat tiglovens 41 anført. 21. Enhver Skade, som en indlagt af 26. Benytter nogen Indlagt uretmæssig 52

53 Anstaltens Materiale, bliver den eller de deraf forfærdigede Genstande konfiskerede til Fordel for Fattigvæsenet og Sagen iøvrigt at henvise til Behandling efter Fattiglovens Naar en i Anstalten Indlagt under Udgangstilladelse eller Bortgang har forkommet de ham til Brug udleverede Beklædningssager eller andre Inventarer, er Paagældende forpligtet til at dække Skaden af sin Overfortjeneste, eller om han ingen saadan har, vil Beløbet være at paaføre hans Konto som Skyld, og Sagen henvises iøvrigt til Behandling efter Fattiglovens 41. Har den Paagældende holdt sig paa fri Fod udenfor Anstalten i 1/2 Aar, og der er Sandsynlighed for, at Beklædningssagerne kunne være opslidte, behandles Sagen som almindelig Udeblivelse eller Bortgang (kfr. 4 og Personer, som blive indlagte paa Anstalten efter at have været indlagte paa St. Johannes Stiftelse, og som have forkommet de dem af Fattigvæsenet udleverede Effekter, ville være at behandle efter Reglerne i 27(kfr. dog 29). 29. For udenbys forsørgelsesberettigede Personers Vedkommende eller for Personer, som paa Grund af særlige Forhold ikke kunne ikendes Indeholdelse i længere Tid, henvises Sagens Afgørelse til Magistraten. 30. I saadanne Tilfælde, hvor Inspektøren anser det nødvendigt for at sikre Fred og Orden i Anstalten, kan han strax lade vedkommende Urostifter hensætte i Kachot. 31. Har den Indlagte under eller efter sin tidligere Indlæg gelse i Kommunens Forsørgelsesanstalter paadraget sig Straf, vil dennes Afsoning først begynde at løbe fra 4 Ugers Dagen efter sidste Indlæggelse. Københavns Magistrats 3. Afdeling, den 1. April

54 VANDGRAVEN I Borgerrepræsentationens forhandlinger fra 17. september 1959 kan man bl.a. læse følgende om Sundholms vandgrav. Efter etableringen i af Sønderbro Hospital i 2 af Sundholms bygninger viste det sig, at den ud for hospitalet liggende vandgrav, der omgiver hele Sundholms terræn, frembød forskellige ulemper bl.a. fordi vandgraven i varme og tørre perioder fremkaldte en ilde lugt, og fordi det sundhedsmæssigt måtte anses for uheldigt med en vandgrav så nær ved hospitalet. Samtidig kunne der påpeges en del fordele ved en opfyldning af vandgraven herunder bl.a. muligheden for at etablere en direkte indkørsel fra Sundholmsvej til hospitalet og for at anvende en del af det opfyldte areal til parkeringsplads. Allerede i vinteren 1959 viste der sig mulighed for at få ca m3 jordfyld fra byggeriet ved Nørre Vold og Frederiksborggade og senere en større mængde jordfyld fra udgravningerne til bygning M i De Gamles By. I januar 1962 blev sagen igen behandlet i Borgerpræsentationen om midler til fortsættelse af opfyldning af vandgraven. I referatet kan man bl.a. læse følgende: Et radikalt medlem udtaler: Den radikale gruppe vil med glæde stemme for bevillingen til delvis opfyldning af vandgraven omkring Sundholm. Altfor længe har denne institution ligget som en fæstning og jeg føler trang til at komplimentere borgmester Urban Hansen for hans initiativ, som dog er af fysisk og ikke moralsk art ved endelig at foreslå udslettelse af sporene af fæstningen selv med fare for, at dette kompliment skulle gavne ham og hans parti ved valget den 6. marts". 54

55 Hertil svarede borgmester Urban Hansen Jeg skal ikke dømme om, hvorvidt det er fysisk eller psykisk". Den 19. marts 1964 blev der i Borgerrepræsentationen givet bevilling til at færdiggøre arbejdet med opfyldning m.v. af vandgraven omkring forsorgshjemmet Sundholm. EN HISTORIE OM EN SABEL Gennem flere år hang der en sabel på souschefens kontor med et bæltespænde hvorpå Københavns Kommunes byvåben var. Hvorfor hang den der, og hvad har den været brugt til? I bogen Københavns Kommunes forsørgelsesvæsen i ældre tider og i nutiden (1914) er bl.a. skrevet i afsnittet om Sundholm: Det i tvangshuset tjenestegørende, mandlige opsynspersonale er bevæbnet med sabel. Teamchef Anders Fürst har skrevet om sablen: Det er jo unægtelig en sabel med en særdeles militær baggrund. Den officielle betegnelse er jægerhirchfänger model 1848, og den er fremstillet i treårskrigens to sidste år, nemlig 1849 og 50 i et antal af eksemplarer (dog således at der er fremstillet et antal reserveklinger i 1852). Sablen var hovedsagelig i brug ved jægerkorpsene indtil 1854, derefter ved artilleriet, fra 1869 som fæstningskonstabelsabel og endelig afskaffet i Fodfolket i det oprettede gendarmerikorps har også haft dette sidevåben. Alt dette fremgår også af det våben, der hang på kontoret, idet klingen netop er mærket fremstillingsåret 1850 og stedet Frederiksværk. Bogstaverne BGC på klingeryggen angiver bestandige geværkommission og er udtryk for en kontrol af klingens kvalitet (bestandige geværkommission blev oprettet i 55

56 1827 og nedlagt 1870). Fæstet er mærket med de militære initialer 1AB, samt et nummer jeg ikke i øjeblikket erindrer, men hvilket angiver, at sablen har været brugt ved første artilleribatallion, der blev oprettet 1867 og nedlagt Mærkningen GK 14 angiver gendarmerikorpset, der eksisterede 1885 til 1894, og som i sig selv jo nok har en særdeles interessant historie, idet det jo er Estrup s blå, hvilke referere til uniformeringen. Skedens mærkning er desværre slidt væk, i det man kan se resterne af et 2-tal på knoppen, hvilket angiver starten på mærkningen anden artillebatallion, men såvel 2-tallet som a et som øvrige numre er væk. Jeg glemte at bemærke om skedens nederste beslag var stemplet på jernbunden (på bagsiden), hvis der er en krone er det en skede fra 80érne, medens dem uden krone er de oprindeligt fremstillede. Sablen har således en militær baggrund, men jeg fandt ikke noget, der umiddelbart refererer til Ladegaarden, men de militære stempler angiver i hvert fald en tidsramme, indenfor hvilke våbnet må være overdraget eller købt til brug ved den tidligere Ladegaard. Til slut skal jeg blot fortælle at Tøjhusmuseet i dag har et antal af det nævnte våben på ca , hvorfor det egentlig ikke er helt almindeligt blandt samlere, skønt det som model er det sidste, der blev fremstillet som sidevåben til den danske hær på Frederiksværk, der efter en over 100-årig virksomhed på dette felt indstillede produktionen af danske sidevåben i slutningen af 1850 erne. Imidlertid er der stor sandsynlighed for at sablen ikke kommer fra Ladegaarden men fra straffeanstalten på Christianshavn, idet der bl.a. i inventarregnskab 31. marts 1868 bl.a. fremgår nr. 831 sabler med skede antal 40 og samtidig ved man, at en del personale blev overflyttet fra arresthuset på Christianshavn og til Sundholm, da dette blev taget i brug. 56

57 Sabel og myndighedstegn Københavns Bymuseum FORSORGSHJEMMET Det helt centrale i Sundholm har helt frem til 1.april 1995 været Forsorgshjemmet. Den 1. april 1995 blev ved lov totalforsørgelsen afskaffet ved ændring af Bistandsloven. Det betød, at beboerne - bistandsmodtagere og førtidspensionister m.fl. - fortsat under opholdet kunne beholde deres underholdsydelse og fremover betale for modtagne ydelser: logi og kost, det sidste efter eget valg. Allerede i slutningen af 80'erne ansøgte Sundholm Socialministeriet om tilladelse til et forsøg, hvor indtil halvdelen 57

58 af forsorgshjemsbeboerne under ophold fik lov til at beholde deres underholdsydelse. I forsøget indgik også det nu så bekendte handleplansarbejde, og begge dele var med til at præge udviklingen og den lovgivning der blev iværksat efterfølgende. At blive indlagt på forsorgshjemmet var tidligere ensbetydende med totalforsørgelse og total underlæggelse af institutionens reglement. Helt frem til 1933, hvor Herberget for hjemløse mænd etableres, var forsorgshjemsbetingelserne gældende for alle, der var indskrevet, uanset i hvilken bygning man var placeret. At være på forsorgshjemsbetingelser betød, at offentlige ydelser, personen modtog inden indlæggelse, blev stoppet og først genoptaget ved udskrivning. Det var denne praksis, der bl.a. var med til at udvikle "svingdørsklienter", idet mange lod sig udskrive af forsorgshjemmet sidst på måneden for at få deres ydelse udbetalt, for så, når ydelsen var brugt igen først i efterfølgende måned at lade sig genindskrive til fuld forsørgelse. Et ophold på forsorgshjemmet var også ensbetydende med arbejdspligt, og kun sygdom godkendt af lægen kunne fritage for denne pligt. Gennem arbejdet - der var mange forskellige værksteder, som er beskrevet andet steds - kunne der optjenes en mindre dusør til private fornødenheder. Personer, der var fritaget for arbejdspligt - syge og ældre pensionister - fik udbetalt lommepenge. Gennem de sidste år har forsorgshjemmet særligt været centreret omkring bygning N, der gennem årene har gennemgået flere moderniseringer fra sovesale til mindre sovestuer og i begyndelsen af 70'erne til enkeltværelser på ca. 8 kvm. Her ved udgangen af dette årtusinde har bygningen igen gennemgået en voldsom modernisering. Der er sket en total facaderenovering samt udskiftning af vinduer og indgangspartier. 58

59 Indvendig er der blevet opført en ny trappe, og hele huset er nu opdelt i 12 bo-enheder á 4 personer. Hver bo-enhed er bygget op med opholdsstue med køkken, samt bade og vaskefaciliteter. Med Serviceloven pr.1. juli 1998 er institutionsbegrebet og forsorgshjemsbegrebet afskaffet, og Sundholm fremstår, uanset tilbuddets art, som en social boform med vægt på kortvarige målrettede ophold. Forsorgshjemmet er ved indgangen til det nye århundrede omdannet til en selvstændig funktion som Bocenter, Sundholmsvej 14 med egen ledelse, økonomi og personale. HERBERGET Sundholm fik sit første herberg for mænd i 1933 som en midlertidig foranstaltning til afhjælpning af bolignød hos de mange arbejdsløse københavnere. Dette herberg var beliggende i bygning R frem til 1970, hvor der i Borgerrepræsentationens møde d. 26. juni 1969 blev fremsat forslag om en kapitalbevilling på ca. 5½ mill. kr. til indretning af herberger i 2 af Sundholms bygninger (H og I). Det bestående herberg i bygning R var uegnet til den stærkt påkrævede resocialiserende behandling af herbergsklienter. Sundholms forebyggende og revaliderende indsats var hidtil i overvejende grad kommet dels børn og unge dels invalide- og folkepensionister til gode. Forslaget betød at man forberedte sig på en tilsvarende indsats til fordel for en gruppe mennesker i den såkaldte produktionsdygtige alder, som på grund af specielle problemer havde et særligt behov for hjælp og støtte. Denne gruppe, som navnlig søgte herbergerne for hjemløse, omfattede hovedsagelig enlige mænd, som var lidt oppe i årene. De var ganske vist ofte erhvervsdygtige - og derfor ikke omfattet 59

60 af revalideringslovens bestemmelser - men de havde på grund af personlige forhold, f.eks. forliste ægteskaber, manglende familiekontakt og mangel på stabil omgangskreds, manglende bolig, ensomhedsfølelse m.v., betydelige menneskelige og sociale problemer, som indebar en risiko for - og ofte allerede havde forårsaget - en forringelse af deres erhvervsmæssige og personlige stabilitet. Nogle herberger havde allerede øget deres indsats over for denne hidtil noget forsømte gruppe, hvilket var muliggjort efter ændring af forsorgsloven. En modernisering af herberget på Sundholm var særligt påkrævet, fordi det var det største i København, og dertil det eneste der blev drevet af det offentlige. Af disse grunde, men også på grund af beliggenheden i tilknytning til forsorgshjemmet på Sundholm, var det ofte det vanskeligt stillede klientel, der blev henvist til herberget på Sundholm. Borgerrepræsentationen bevilgede 5½ mill. kr. til indretning af det nye herberg. Pengene blev fordelt med ca. 3 mill. kr. til arkitektarbejde, ca. 2 mill. kr. til ingeniørarbejde og ca. ½ mill. kr. til inventar. I bygning I indrettedes 164 sengepladser, hvor hver herbergsgæst havde sin egen sovekabine. I forbindelse hermed indrettedes de nødvendige toiletter, baderum, vaskerum og depotrum. I stueetagen indrettedes reception og lederkontor samt forskellige depotrum. I bygning H blev der i stueetagen indrettet cafeteria, bolig til herbergslederen samt en afdeling for Sundholms behandlingsteam, der bestod af socialrådgivere og sagsbehandlere. På første og anden sal blev der etableret forskellige opholdsrum, bl.a. læse- og skriverum, musikværelse, hobby- og værkstedsrum, og endelig blev der på 3. sal indrettet en pensionatsafdeling med 16 enkeltværelser til beboere fra forsorgshjemmet, som var blevet stabiliseret i en sådan grad, at de kunne arbejde i byen. 60

61 I 1988 blev herberget igen renoveret. De mange kabiner blev revet ned og herberget renoveret og på 80 årsfødselsdagen kunne det igen tages i brug nu med enkelt og dobbeltværelser til 84 beboere. I 1992 flyttedes modtagelsesfunktionen fra behandlingsafdelingen til herberget, og herberget var frem til lukningen af det gamle Sundholm både modtagelse for alle nyankomne og Sundholms ansigt udadtil udenfor almindelig kontortid. Her var også samling over alarmer, og herbergets personale udførte runderinger på terræn og bygninger i aften- og nattetimerne. I 1998 har Borgerrepræsentationen besluttet en forstærket indsats over for psykisk syge. Det har betydet, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har fået midler til oprettelse af et psykiatrihotel med 24 pladser. Der er også truffet beslutning om, at det skal placeres på Sundholm i bygning I, hvor det vil optage en trediedel af huset. Denne omstilling betyder, at herberget nu er nednormeres til 40 pladser. Det er en voldsom reduktion, der håbes opvejet af omstillingen ved en øget indsats over for psykisk syge hjemløse med misbrug og en øget indsats på det bolig sociale område med en hurtigere anvisning af boliger til hjemløse. Det har fremmet overvejelserne om, at herberget mageskifter med bygning O, pensionatsafdelingen, således at herbergets tilbud på fremover bliver 40 pladser i enkelt- eller parværelse. Det sidste er, at den planlagte flytning til bygning O er sket. Herberget fremstår nu som en selvstændig midlertidig social boform med egen ledelse, økonomi og personale og adresse på Sundholmsvej 16. I herbergscentrets 40 pladser er også inkluderet fire til seks sygesenge samt et dementafsnit på 8 beboere. Så der er altså sket en voldsom reduktion i antallet af herbergspladser. 61

62 SYGE- OG BEHANDLINGSAFDELINGEN Da det nybyggede Sundholm i 1908 overtog beboerne, personalet og funktionerne fra Ladegaarden fulgte sygeafdelingen med. Den nye sygeafdeling fik sin egen store bygning G i 3 etager med liggehal og plads til 50 mænd og 12 kvinder. Der har siden på Sundholm været en sygeafdeling, nu i bygning Q, med plads til et vekslende antal indlagte. Her i 1999 er der plads til 30 patienter. Sygeafdelingen har også haft noget vekslende opgaver at varetage, afhængig af de krav, der blev stillet til den fra omgivelserne. Men egentlig dokumenteret viden om hvordan og under hvilke betingelser en sygeafdeling, placeret i en social institution med overordnede idéer, fungerede, når der nu var (og er) et sygehusvæsen drevet af den samme kommune og med lige adgang for alle, der fejler noget, er ikke umiddelbart tilgængeligt. Der er tilsyneladende aldrig skrevet noget samlet om sygeafdelingen, dens patienter og dens ansatte, og slet ikke om sygeafdelingens funktioner set over et tidsmæssigt længere forløb. Ved at se lidt tilbage i historien kan man måske finde en del forklaring på, hvorfor der på Ladegaarden blev oprettet en sygeafdeling, og hvorfor denne Sygeafdeling blev videreført på Sundholm. Ved begyndelsen af 1800 tallet rådede fattigvæsenet over en række forskellige institutioner. Den fornemste af dem alle var Almindeligt Hospital beliggende i Amaliegade. I 1801 rummede stiftelsen 557 fattiglemmer, hvoraf flertallet nemlig 418 var kvinder. Herudover fandtes der på sygestuerne 306 patienter. "De af Kommunebestyrelsen i 1871 vedtagne 49 punkter betræffende Fattigvæsenets Omorganisation omhandler blandt andet omorganisation af syge- stuerne på Almindelig Hospital. 62

63 Om Ladegaarden skrives, at "I den sydvestlige Fløj, såkaldt MARKfløj på 1. sal findes 4 sygelokaler på hver 100 kvardratalen. Disse planlægges slået sammen til 2 rum med plads til henholdsvis 12 og 11 senge. Videre er bl.a. anført "Ladegaardens patienter findes uværdige til optagelse i Almindeligt Hospital. I underbilag til forslag til Fattigvæsenets budget i 1887 fremgår det ikke bare, at der er nogle sygestuer, men en egentlig sygeafdeling, og i regulativ for Kommunelæger i København år 1896 fremgår i regulativets 31, at der på Ladegaarden er en sygeafdeling. I referat af Borgerrepræsentationens møde den 13. juni 1904 blev Magistratens indstilling af 17. november 1902 angående opførelse og indretning af en ny tvangs- og arbejdsanstalt behandlet ved første behandling. Af referater fremgår: "I sygehuset har man i tagetagen, som indeholdt langt mere rum, end der var anvendelse til for, helt fjernet midterpartiet over sygestuerne og omdannet det til et fladt tag, hegnet ved bygningens endepartier mod øst og vest og ved nogle lokaler for sygeplejersker m.m. mod nord, således at det fortræffeligt vil kunne benyttes til liggehal for mange brystsyge, som altid findes i en sådan anstalt og måske andre patienter. Videre er at læse, at gulvbelægningen i sygeafdelingen bliver linoleum på beton. I ordensreglementet for sygeafdelingen er anført i 1 bl.a. "Til renholdelse og vagthold udtages det fornødne personale blandt de indlagte. Måske havde/har det etablerede sygehusvæsen ikke ønsket at behandle /modtage den slags patienter? Syge- og behandlingsafdelingen har gennem alle årene haft en central betydning for, at Sundholm har kunnet rumme de mange 63

64 forskellige personlighedstyper og problemer samt løse de mange sundhedsmæssige opgaver i forbindelse med hjemløshed. I mange år var modtagelsen tæt forbundet med sygeafdelingen, men blev overflyttet til herbergsafdelingen i begyndelsen af 90'erne. Her ved udgangen af det 20. århundrede fremstår syge- og behandlingsafdelingen som et væsentligt socialt- og sundhedsmæssigt tilbud, når den hjemløse har ondt i socialen og helbredet ikke kan holde til det hårde liv. Det er karakteristisk for hovedparten af patienterne, at de enten er valgt fra eller selv har valgt de primære sundhedstilbud fra. Oftest på grund af manglende evne til at overholde behandlingskrav, regler og tidspunkter. Mellem 50 og 75 patienter behandles ugentligt for vidt forskellige sygdomme i konsultationen, der i dag også behandler mange udeboende. I tilknytning til afdelingen er Sundhedstjenesten, der omfatter somatisk, psykiatrisk og psykologisk bistand ikke alene over for Sundholms beboere og brugere, men også som et tilbud til hele det københavnske hjemløseområde. Derudover er tilknyttet det opsøgende arbejde Basen, på Hovedbanegården og den københavnske del af S-togsnettet samt de nærliggende pladser og torve. I dag rummer afdelingen 30 sengepladser fordelt på 8 i et særligt afsnit for demente, aktive alkoholikere, 16 enestuer og to- og tre sengsstuer. En væsentlig opgave er i dag behandling og pleje af anderledesheden, der ikke kan rummes i mere målrettede behandlingsinstitutioner, af psykisk syge med og uden misbrug, stofmisbrugere i alle afskygninger, HIV-positive og AIDS-syge, samt almindelige hjemløse med ubehandlede somatiske lidelser, ligesom der altid skaffes en ekstra plads, når den opsøgende medarbejder ringer, og har fået motiveret en af posefolket til at 64

65 lade sig indlægge. Fremtiden tegner knap så lys for afdelingen. Stærke kræfter i forvaltningen arbejder på at overdrage ansvaret for behandlingsafsnittet til HS ud fra en betragtning om, at hjemløse - bredt forstået - skal behandles i det primære og sekundære sundhedssystem som alle andre borgere. Skulle det blive sådan, kan man frygte, at den moderne fattigforsorg, der i dag varetages af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen bliver et væsentligt, betydningsfuldt tilbud til hjemløse fattigere. Det sidste er, at borgerrepræsentationen, trods stor modstand fra fx Stadslæge og Socialminister, har besluttet at lukke syge- og behandlingsafdelingen ved udgangen af 1999 og lade det døgnsygeplejebetjente afsnit erstatte af sygesenge på henholdsvis Mændenes Hjem, Korshærens herberg i Hillerødgade og på Herbergscentret og overflytte ambulatoriefunktionen til Forchammervej, hvor kommunen i forvejen har et tilbud til byens HIV-smittede og AIDS-syge. Med dette tiltag, som er en del af kommunes omstillingsplan for hjemløseområdet kan man frygte, at det vil medføre flere tidlige dødsfald, samt at flere hjemløse over længere tid vil gå rundt med smittefarlige sygdomme som fx tuberkulose, hepapitis og HIV inden de bliver så dårlige, at de får taget sig sammen til at bliver indlagt eller behandlet. Men sådan må det vel gå, når en tidligere magistrat for social og sundhedsforvaltning bliver afløst af et udvalg for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning, så glider det sociale i baggrunden til fordel for det "normale" og anderledesheden får ringere vilkår. 65

66 SUNDHOLMS BEBOERE Sundholms traditionelle beboere har altid været "bumser", alkoholikere, fattige, husvilde, betlere og tiggere. Som regel var det lediggang og for megen sprut, der førte til anbringelse på Sundholm. Tidligere skete anbringelse oftest ved ordensmagtens og fattigvæsenets foranstaltning, sjældent ved egen henvendelse. Denne tvangsmæssige anbringelse - enten ved en dom eller ved at være samlet op i Københavns gader og kørt på Sundholm - gjorde, at Sundholm af de almindelige borgere blev betragtet som stedet for byens og landevejens udskud. Ladegaardslemmerne var karakteriseret som subsistensløse og arbejdssky ofte med et overmåde stort forbrug af øl, brændevin og sprit og hertil et meget groft sprogbrug og adfærd. Oprettelsen af Sundholm ændrede ikke på borgernes opfattelse af klientellet, og det var da også fortsat ovenstående gruppe, der oftest kom på Sundholm. At "komme på det offentlige" var en stor skændsel i gamle dage, ja helt frem til midten af 50'erne, og at komme på Sundholm var en endnu større skændsel. At være Ladegaardslem eller Sundholmer var et fedt. Det var naturligt, at beboerne kom til at føle sig som sådanne og også opførte sig derefter. Øl, brændevin og sprit var fortsat drømmen, der skulle realiseres ved løsladelsen, eller som blev brugt for at dulme samvittigheden. Denne mindreværdsfølelse er blevet bearbejdet på mange forskellige områder. For det første, at gøre beboerne opmærksomme på, at Sundholm er en del af et socialt system, som det er legalt at bruge, når man bliver hjemløs og hvad deraf følger. For det andet, både hos beboere og personale at skabe en bevidsthed om, at Sundholm ikke er endestation, men en station på vejen. Bliver man i dette billede, så er det tilladt både at stå af 66

67 toget, men også at stå på igen, når tiden føles moden. For det tredje, at bevidstgøre for os selv, at hjemløse ikke mangler et hjem, men en bolig at skabe et hjem i. Dette var sloganet på vores postlogo i mange år, for de langvarige ophold på Sundholm var nøje knyttet til manglende bolig og det udsigtsløse i ikke at kunne skaffe sig en bolig. Et fjerde element afslørede sig, da vi ændrede på arbejdstilbuddene og gjorde de sociale elementer til det mere centrale. Det viste sig, at mange af beboerne havde skjulte evner og talenter. Ting, der gennem deres opvækst var blevet tæmmet, fordi de faldt uden for normerne. Det betød - at det anderledes - der hidtil havde været opfattet som noget negativt, nu blev en styrke, der kunne arbejdes med, noget der over tid kunne skabe grobund for en ny identitet og selvværdsfølelse. Den begyndende organisering i beboerråd i de enkelte huse og et Fællesråd for hele Sundholm, var også med til at frigøre positive kræfter. Denne proces, der vel aldrig bliver færdig, gjorde, at vi formulerede sætningen: Sundholm, et sted for usædvanlige mennesker, en station på vejen. Det blev gennemført, at det kom til at stå som hoved på det officielle brevpapir. Grundbegreber i arbejdet er i dag, at turde ikke at være kravstillende i mødet med beboeren, at give den nødvendige tid og turde rumme beboeren med alle hans problemer. Det stiller store krav til personalet, men lægger også en del af ansvaret for opholdets succes på beboeren. Med Serviceloven, hvor institutionsbegrebet er afskaffet, kaldet vi nu os for: Sundholm, landsbyen for usædvanlige mennesker i håb om, at de bygninger, der for snart 100 år siden blev bygget til denne gruppe mennesker, også i fremtiden må kunne danne ramme om et boligtilbud, der kan rumme de mennesker, som andre helst ville 67

68 være foruden, og at vi dermed til en hver tid, kan være med til at ændre den hjemløses livstilsvilkårsrum. BOLIG- OG ARBEJDSLØSE MÆND Årene under og efter første verdenskrig var en tid med stor bolignød, hvilket bevirkede, at der i 1933 blev indrettet et herberg for hjemløse mænd i en af Sundholms bygninger. Herberget havde med sine 72 pladser egentlig karakter af en nødforanstaltning. Men det skulle snart vise sig at blive et permanent tilbud, der tilmed som følge af anden verdenskrig og de derved atter opståede boligvanskeligheder, blev udvidet til i en periode at kunne disponere over 306 pladser. Senere var behovet heldigvis dalet, men i 1961 rådede Sundholm dog alligevel over 164 pladser på herberget. I 1988 var der 84 pladser på Sundholms herberg, som siden 1980 tillige har været åbent for hjemløse kvinder. Herberget var et betalingslogi, hvor der for en billig penge kunne købes logi, mad og fås et bad. Forventningen var, at disse arbejdsløse, der var endt i hjemløshed på grund af arbejdsløshed, gæld og ofte familieopløsning, hver dag skulle ud at søge arbejde eller møde til kontrol. Hvem husker ikke stadig de lange rækker af arbejdsløse foran kontrolboderne i Kødbyen i Ingerslevsgade. Derfor blev herberget hver morgen kl. 7 låst af og først åbnet igen kl. 17, og de arbejdsløse mænd var så henvist til byens gader og værtshuse i dagtimerne. Desværre skete der for de arbejdsløse, der boede på Sundholm, ofte en sammenligning med Sundholms traditionelle brugere, hvilket gjorde det svært for den arbejdsløse herbergsbeboer at få et arbejde. Sundholms herberg var derfor ikke et eftertragtet sted og var som 68

69 regel det sidste sted, man søgte, når pengene var små og problemerne store. At være kvinde i Sundholm var heller ikke let. Traditionen tro var de helt op til 70'erne isoleret i en særlig kvindeafdeling. Kvinderne var som regel også alkoholiserede. Ofte efter et langt liv i prostitution eller som servitricer på byens værtshuse. Mange var også efter skilsmisse fra en alkoholiseret og brutal mand og dårligt betalt arbejde endt på Sundholm. Mange, der kom på Sundholm, endte også deres dage der. De blev indlagt på plejeafdelingen, idet der ikke var "plads" for dem på byens almindelige plejehjem. Med bistandslovens indførelse skete der en omstilling. De ældre blev integreret i de almindelige plejehjem og Sundholms plejeafdeling lukket. Sundholm forsøgte med ringe held helt frem til midten af 80'erne at forbeholde Sundholm for de hjemløse og utilpassede i samfundet, men udviklingen gjorde, at nye grupper dukkede frem. De psykiatriske hospitaler lukkede deres store asylafdelinger og forsøgte en integrering af de psykisk syge i det almindelige boligsamfund. De psykisk syge fik således lejligheder i pensionistboligerne og i de sociale boligkomplekser. Mange klarede det, men der var også en stor gruppe, der ikke gjorde det. I hospitalsasylet var de ikke alene beskyttet mod andre, men også mod misbrug. Mange klarede ikke alenetilværelsen og fik et alkohol- eller et stofproblem, idet hash og andet nu var blevet almindeligt. En stor gruppe af denne personkreds - i dag kendt under betegnelsen psykisk syge - posedamer, posemænd og sindslidende - begyndte i større tal at dukke op på Sundholm. Også gruppen af stofmisbrugere, der var forlist i 60'ernes frie liv, og som ikke kunne eller ville behandles for deres stofmisbrug, begyndte at komme på Sundholm. 69

70 Og i takt med den stigende og langvarige arbejdsløshed gennem 80'erne, samt de stigende uddannelseskrav, begyndte en ny gruppe af yngre at frekventere Sundholm. Endvidere ses nu oftere og oftere 2. generationsindvandre og flygtningen, der har svært ved at tilpasse sig det danske. Langt hovedparten kommer i dag ved selvhenvendelse, tvunget af omstændighederne. Personantallet er blevet decimeret betydeligt, og fortsætter denne udvikling, vil Sundholm ved århundredskiftet kun rumme ca. 10 pct. af, hvad det oprindelig blev bygget til. Personkredsen har fået bedre fysiske rammer, eneværelser har afløst de store sovesale, og der er også skabt en anden holdning beboere og personale imellem. Kæft, trit og retning er blevet afløst af motivation, forståelse og samarbejde. Årsag og virkning til ophold på Sundholm, der ved starten var forholdsvis ukompliceret, drøftes stadig, men nu ca. 100 år senere er problemet blevet mere komplekst og dermed også vanskeligere at løse, hvis det i det hele taget kan løses? 70

71 KEDELPASSER PETRI FORTÆLLER Efter 30 års ansættelse i maskinafdelingen på Sundholm vil jeg her kort fortælle lidt om nogle beboere, som vi havde beskæftiget hos os i maskinværkstedet og den gamle fyrplads (kedelhallen). Jeg vil begynde med at fortælle om en lille rude i maskinværkstedet, som har historisk værdi. Jeg har ikke selv oplevet det, da historien om den stammer fra 2. verdenskrig, men jeg har fået den fortalt af en ældre tidligere ansat maskinmester, som selv oplevede det. Sundholm havde dengang voldgrav omkring sig. Da maskinmesteren med nogle af hans folk skulle reparere en vandpumpe, som havde forbindelse til vandet i voldgraven, kom tilbage igen til værkstedet, fløj der pludselig en vildfaren kugle igennem ruden og havnede i den modsatte ende af værkstedet. Alle mand havde smidt sig ned på gulvet. Det viste sig, at det var nogle tyskere, der havde skudt fra Brigadevej ca. 200 m derfra. Vi fandt aldrig kuglen, men ruden eksisterer den dag i dag. Dato og årstal, , er indgraveret på den. Vi har altid passet godt på den, og det har vinduespudseren også. Da jeg begyndte som kedel- og maskinpasser i 1968, havde jeg den første oplevelse med en beboer på Sundholm. Det var nu en lidt usædvanlig oplevelse. Det var en af de første nattevagter ved vores store kedelanlæg. Jeg var alene på vagten, da jeg pludselig i det halvmørke, der var omkring mig, hørte en kvindestemme højt oppe fra en af kedlerne. Hun råbte, at hun ville kaste sig ud deroppe fra, fordi hendes kæreste var gået fra hende. Nu var gode råd dyre. hvordan fik vi hende ned igen. Jeg råbte op til hende om at tage det roligt, og langt om længe fik jeg hende overtalt til at komme ned og få en kop kaffe samt beroliget hende. Jeg var glad for, at jeg fik reddet hende og ringede dermed til opsynsvagten, som hentede hende. Det viste sig, at hun havde listet sig ind på fyrpladsen bagved en 71

72 af kedlerne og kravlet op ad trappen til kedeltoppen ca m oppe. Man må da håbe, hun har det godt i dag. Vi havde fem beboere beskæftiget hos os i mange år. De hed Besser, Gorm, Petersen, Henry og Ivan. Besser var en gammel mand. Han blev 90 år. Hver morgen stillede han på værkstedet, hvor han havde sin faste plads. Der stod han trofast og reparerede forskellige ting, som han nu var god til. Han var altid påpasselig med ikke at røre ved noget, som han kunne komme til skade med. Han havde en yderst høflig og pæn optræden. Han hilste altid på alle med sin gamle filthat, som han havde på hver dag. Han drak stærke drikke, men ikke på arbejdet. Vi var glade for ham. Gorm og Petersen arbejdede mest ved rengøringen, bl.a. gulvene på fyrpladsen og i maskinhallen hver fredag. De var som regel altid villige til at hjælpe til. Gulve og diverse trapper var altid rene og pæne. De havde et lille opholdssted i kælderen, hvor de kunne nyde den drikkelse, som de nu holdt af. Gorm havde sin egen stol med navn på, og det var kun ham, de måtte sidde på den. Henry havde til opgave at pudse messing og kobbergelændere, som vi havde ved maskinerne. Han blev senere beskæftiget ved børstenbinderiet. Han var på Sundholm i over 30 år. Han havde også sine ture ind imellem og kom på arbejde, når han følte at være i form til det. Ivan, som kom fra Jugoslavien, var også beskæftiget hos os i flere år med diverse rengøringsarbejde. Han var også dygtig til at reparere cykler og fik senere sit eget lille værksted i en gammel bunkers fra krigens tid ved de gamle barakker på Sundholms område. Besser og Henry er døde nu, men Gorm, Petersen og Ivan flyttede uden for Sundholm i lejlighed. Da det skulle være en kort beretning, vil jeg slutte her. Dengang var Sundholms maskinafdeling en endnu større 72

73 arbejdsplads med mange maskiner og et stort kedelanlæg. Ved rengøringsarbejde samt diverse ufagligt arbejde var disse beboere en god hjælp hos os. De følte derved også, at de havde noget at se hen til. Det var lidt om nogle beboere i Sundholm, som maskinafdelingen var glade for. Venlig hilsen, fra en kedel- og maskinpasser PERSONALE Sundholms personale fulgte med fra Ladegaarden sammen med inspektør A.C. Øst, for hvem der hænger en mindeplade over indgangsdøren til administrationsbygningen - A. Han blev i 1910 afløst af inspektør Carl Lütz-Høppermann, der regerer helt frem til Hurtigt forøgedes personalestyrken. Hovedparten af de ansatte var mænd med en håndværksmæssig uddannelse, de kunne vise beboerne til rette på de forskellige arbejdspladser. Tilsynspersonale blev oftere ansat efter deres fysiske drøjde end deres pædagogiske kunnen. I de første år var Sundholms beboere med i alle beskæftigelserne, der havde tilknytning til hverdagen, såsom vask, rengøring, køkkentjans og budtjeneste. Efterhånden som det blev moderne med aftaler mellem arbejdere og arbejdsgiver, overgik flere og flere af de daglige funktioner til personalet, og beboerne blev alene henvist til beskæftigelse ved renholdelse af egne rum og ved værkstederne, tilknyttet institutionen og bestemt for beboerne. I 1933 kommer Inspektør V. Christophersen til. Han sidder helt frem til 1958, hvor han afløses af inspektør Max Sandahl. Det var i det år, Sundholm fejrede sin 50-års dag. 73

74 Da Sundholm altid har været en kommunal institution, har det været almindeligt, at den også blev benyttet, når kommunen skulle rationalisere, f.eks. da sporvejene overgik til busdrift. I den forbindelse fik flere af konduktørerne ansættelse på Sundholm som portører. Der går også historier om, at da Danmark solgte de Vestindiske øer i 1917, var der noget af garnisonens stampersonale, der fik tjeneste på Sundholm, men denne historie er ikke sand. Det første personale var udstyret både med håndjern, knippel og sabel, og personalet havde gradstegn på uniformerne. En del af dette udstyr stammer ikke fra de Vestindiske øer, men fra det personale, der blev overført fra Arresthuset på Christianshavn, da det bliver lukket. Nu bliver der kortere tid mellem inspektørskiftene, allerede i 1967 træder inspektør Romer Larsen til. Karakteristisk for samtlige inspektører frem til 1967 har været en administrativ baggrund for funktionen som inspektør. Med inspektør Ole Lund, der træder til i 1978, og inspektør Aksel Beldring fra 1986 vælges der nu ledere med baggrund i den pædagogiske verden. En gennemgribende strukturændring med afdelingsopdeling først i 80 erne gav også mulighed for på afdelingsniveau at ansætte afdelingsledere med pædagogisk skoling. I dag er mange forskellige personalekategorier ansat på Sundholm, alt efter hvilken funktion de udfører. Den megen specialisering og opsplitning i faggrupper, der i dag er kendetegnende for arbejdsmarkedet, er også gældende på Sundholm. I 1908 var der ansat 1 inspektør, 1 forvalter samt kontorpersonale. Herudover var ansat 1 inspektionsassistent, 2 kvartermestre, 1 værkfører, 1 væver, 1 dugmager, 1 skomager, 1 gartner, 1 snedker og 25 opsynsmænd samt 5 kvindelige opsyn. Køkkenet blev forestået af en økonoma, som til sin hjælp havde en husjomfru og 2 piger. 74

75 Vaskeriet blev ledet af en bestyrerinde med bistand af en assistent og nogle piger. Linnedmagasinet sorterede under oldfruen. Om natten førtes tilsyn af 5 vægtere, som stod under tilsyn af den ene af opsynsmændene. Til besørgelse af anstaltens kørsel havde man 3 kuske til Anstaltens 4 heste. Sygeplejen blev ledet af 1 læge med bistand af 1 oversygeplejerske og 2 sygeplejersker. Gudstjenesten lededes af en præst, der også hver 14. dags aften holdt foredrag for de indlagte. En organist ledede sangen i kirken. Hele det store maskinanlæg til brug for anstaltens køkken, opvarmning, belysning samt udvikling af elektrisk kraft blev ledet af en maskinmester med 2 undermestre og 5 fyrbødere. I alt var ansat ca. 80 medarbejdere. I 1992 er der på Sundholm ansat ca.180 personer med vidt forskellige uddannelser og funktioner. Tilsynsførende assistenter, formænd og kvartermester, rengøringspersonale, 4 forskellige stillingskategorier i centralkøkkenet, sygeplejersker og sygemedhjælpere, administrativt personale i form af kontorassistenter, kontorfunktionærer og overassistenter, sagsbehandlere og socialrådgivere, værkstedsmedarbejdere og aktivitetsmedarbejdere, kantinepersonanale, overlæge og reservelæge, lægesekretær, psykolog, maskinmester, smede og elektrikere, forvalter, bogholder, souschef og inspektør. Præsten kommer nu kun på besøg een gang ugentligt. I denne opsummering ses tydeligt samfundsudviklingen. Arbejdstiden er blevet kortere og opgaverne mere specialiserede, men også mere komplicerede. I 1999 er der på Sundholm 160 normerede fuldtidsstillinger besat med ca.180 personer. En ny personalegruppe er dukket op, nemlig socialpædagoger, idet en del af de tilsynsførende assistenter har 75

76 ønsket at uddanne sig og efterfølgende fortsætte deres arbejde på Sundholm. Efteruddannelse og øvrige kursusaktiviteter er blevet en væsentlig faktor i den løbende opkvalificering af personalet. Københavns kommune har lavet sit eget 16-dages efteruddannelsesprogram for tilsynsførende og andre med klientrettede funktioner, ligesom både kommunen og Sundholm har kreeret kurser målrettet enkelte funktionsområder og problemtyper. 76

77 77

78 DE FREMMEDE Allerede i 1925 blev den ene af Sundholms tvangsbygninger for mænd udlejet til staten, der anvendte den til optagelse af mænd, der var dømt til internering i henhold til lov nr. 133 af 11. april Denne lov omhandler lov om sikkerhedsforanstaltninger mod visse personer, der udsætter retssikkerheden for fare. Loven blev underskrevet af Kong Christian d. X den 11. april 1925 på Skagen. Udviklingen siden "Ladegaardsårene" har heldigvis medført, at behovet for pladser på Sundholm er blevet stadig mindre, hvilket har betydet, at man efterhånden har kunnet lukke flere og flere bygninger, først og fremmest de oprindelige tvangshuse for mænd og kvinder. I 1954 blev de første bygninger, nemlig K og L, udlejet til Københavns Hospitalsvæsen, som efter gennemgribende ombygning tog dem i brug under navnet Sønderbro Hospital. I 1957 fik hospitalet overladt endnu en bygning, nemlig Sundholms sygeafdeling (bygning G), der blev indrettet til langtidsmedicinsk afdeling. Endnu senere er også en væsentlig del af den tidligere forvalterbolig (bygning U) overtaget af hospitalsvæsenet. Bygning E, som indtil 1941 husede Sundholms vaskeri, blev fra 1.april 1969 udlejet til Revalideringsvirksomheden Sønderbro og efterfølgende til Væksthuset. Observationshjemmet Sønderbro, hvor unge kriminelle anbringes, er indrettet i den tidligere inspektørbolig (bygning T). I bygning R, det tidligere herberg for hjemløse mænd, har kommunen indrettet et moderne kursuscenter, som frekventeres af medarbejdere fra hele Københavns kommune. I 1982 etablerede Omsorgsafdelingen en døgnhjemmesygepleje i bygning B, og i samme bygning blev i 1987 indrettet et 78

79 bofællesskab i samarbejde med PSU-sektionen (psykisk udviklingshæmmede, socialfaglig afdeling). I forbindelse med at døgnhjemmeplejen rykkede til bedre lokaler uden for, oprettedes her Pensionat Fristedet for ikke integrerbare psykisk syge med misbrug, og i 1999 blev der på 1. sal også plads til det nye udslusningsprojekt. Endelig er Sundholms drivhus med tilhørende gartnerjord fra 1. januar 1983 overgået til Revalideringsvirksomheden Sønderbro og pr. 1. januar 1992 til Inerfa og Væksthuset. I bygning U har Sundby Hospitals afdelinger depot for rent linned, og på første sal har narkoinstitutionen i Ingerslevsgade et bofællesskab for 4 personer. Dette bofællesskab er nu nedlagt og lokalerne overtaget af Sundholm, der siden 1996 og frem til 1998 etablerede projekt Mistelten. Et forsøgsprojekt med 4 yngre og 4 ældre behandlingsmotiverede stofbrugere. Projektet er afsluttet og er blevet en integreret del af Sundholms botilbud. I dag huser den tidligere vaskeribygning (bygning Y) Kulturfabrikken, der drives af magistratens 1. afdeling. Det sidste et etableringen af Psykiatrihotellet i bygning I. Det bør nævnes, at et af de mørke punkter under 2. verdenskrig, der berørte Sundholm, var besættelsesmagtens overtagelse af Vestre Fængsel, hvilket medførte, at fængselsvæsenet lejede nogle bygninger på Sundholm til en del af de fanger, man havde siddende i Vestre Fængsel. Dette fortsatte også i nogle år efter krigen. Ved befrielsen i 1945 skiftede benyttelsen af de udlejede bygninger karakter, idet det nu var slagne fjenders håndlangere af forskellig art, der blev anbragt i fængselsvæsenets afdeling på Sundholm. 79

80 SUNDHOLM BLIVER MINDRE: I Borgerrepræsentationen møde den 11. juni 1970 blev startskudet taget til at Sundholm blev mindre., idet Magistraten fremlagde en sag om at et areal på m2 af matr. nr. 1.bk.Eksercerpladsen (Sundholm) blev overført fra Magistratens 3. afdeling til Ejendomsdirektoratet. Årsagen var at Københavns socialfilantropiske boligselskab havde tilbudt at købe ovennævnte areal udenfor Sundholm (Hørgården) Grunden hertil var at boligselskabet ønskede at bygge plejehjem og særboliger for bevægelseshæmmede. Købssummen blev ansat til kr. og samtidig blev det besluttet at sælgeren forbeholdt sig ret til at købe ejendommen tilbage i år 2040 og alene mod tilbagebetaling af de erlagte grundkøbssummer uden erstatning for bygningerne eller andet. Også Thorvaldsens Museum kunne bruge Sundholm. I forbindelse med restaurering af friserne på Thorvaldsens Museum blev det besluttet at opsætte en prøve på en restaureret frise. Man valgte Sundholm og den 3. juni 1923 blev en frise opsat på bygning Z for afprøvning til evt. restaureringsforsøg af friserne. Friserne hang der indtil slutningen af 1989 hvor den måtte give op og resterne blev nedtaget. Friserne blev udført af Axel Johan Johansen født 1872 og død Kilde Thorvandsens Museum 80

81 SUNDHOLM UNDER 2. VERDENSKRIG I Erik Carlé s bog "Fængselsvæsenet under besættelsen kan man bl.a. læse: "Det blev da også skrevet den 11. februar 1942 til departementschef Eivind Larsen, at man ville undersøge visse muligheder i forbindelse med arbejdsanstalten Sundholm. 81