Sokrates. samtalens mester. Sokrates

Transkript

1 1 Bent Nabe-Nielsen: Sokrates samtalens mester Sokrates Beretningen om Sokrates er i mere end én forstand en grundfortælling. Den hører til de store fortællinger, som er grundlæggende i den forstand, at den beretter om et menneske, der viede sit liv til den gode sag og den rette livsførelse. Den er desuden en pædagogisk grundfortælling, fordi den gode sag for Sokrates var en pædagogisk opgave, som han livet igennem påtog sig. For Sokrates var liv og pædagogik to sider af samme sag og det til trods for, at han benægtede nogensinde at have undervist og slet ikke at have lært nogen noget. Han var en samtalens mester, hvor ord og liv indgik i en højere sammenhæng, og dog havde Sokrates ikke skrevet et eneste ord. Endvidere er det paradoksalt, at Sokrates af sin samtid blev anset for at være den viseste af alle, og dog understregede han igen og igen i sine dialoger, at han ikke vidste noget. Om livets fundamentale spørgsmål var han efter eget udsagn helt uvidende. Hvem var han da denne besynderlige mand, der til alle tider har kunnet fascinere mennesker, der er optaget af livets store spørgsmål? Hvem var Sokrates? Egentlig er det begrænset, hvad vi ved om den historiske Sokrates. Vi ved, at han blev født 469 f.kr. som søn af en billedhugger, og han skal ifølge overleveringen selv have udøvet billedhuggerfaget. Hans moder var jordemoder. Selv siger han, at han må have arvet anlæg 11

2 for den håndtering og sammenligner sin gerning med en fødselshjælperskes, men eftersom han ikke selv kunne føde nogen visdom til verden, var han af guden pålagt at forløse andres tanker. Vi ved også, at han ud over en periode, hvor han gjorde krigstjeneste levede det meste af sin tid i oldtidens Athen, hvor han vandrede omkring i gaderne og faldt i snak med hvem som helst, han mødte, dog oftest byens unge. Alle i Athen kendte ham, og det var lettere at træffe på ham end at undgå ham, hvad mange nok helst ville. Han lod ingen i fred med sine nærgående spørgsmål, der evig og altid måtte vække til eftertanke og pirre til folks dårlige samvittighed. Det går enhver, som kommer i umiddelbar nærhed af Sokrates og indlader sig i samtale med ham, uden undtagelse således, at hvad som helst han end begynder med at tale om, så undgår han ikke at blive således ført rundt i diskussionen, at han kommer til at stå til regnskab både for sin nuværende og sin tidligere livsførelse: og når han er således fangen, så slipper Sokrates ham ikke løs igen, førend han har undersøgt alt dette til bunds og med klarhed. 1 Sokrates må have været en karismatisk person, en næsten dæmonisk natur, der på mange har virket tiltrækkende, men på andre frastødende og urovækkende. Sokrates siger selv: Jeg bruger hele min dag til at holde jer i ånde, til at drive jer frem, til at irritere hver enkelt af jer, ligesom en bremse der flyver fra det ene sted af kroppen til det andet. 2 Det kan således ikke undre, at han skaffede sig mange fjender, så i året 399 f.kr., da han var halvfjerds år gammel, rejstes der tiltale imod ham. Han kendtes skyldig i følgende forhold: han ødelægger og vildleder de unge, og han anerkender ikke de af staten anerkendte guder, men nye overnaturlige åbenbaringer og dæmoniske stemmer. 3 Da han blev spurgt om, hvilken straf han selv syntes var passende, svarede han: Hvad kan jeg da have gjort mig fortjent til ved min virksomhed? En belønning vel... og spørgsmålet bliver så: hvilken belønning for lang og udmærket tjeneste kan man passende give til en fattig mand, der har brug for al sin tid til at give jer formaninger og gode råd? Jeg kan ikke tænke mig noget mere passende end livsvarig bespisning på Prytaineion (dvs. rådhuset) 4. En sådan foragt for retten må sikkert have virket ugunstig for domsafsigelsen: Sokrates blev dømt til at tømme giftbægeret med skarntydesaft. Situationen er skildret af Platon i Apologien, hvor Sokrates optræder med en uforlignelig ro og værdighed. Selve dødsberetningen findes i Faidon, og den afsluttes med følgende bemærkning af Kriton: 1. Laches s Apologien s ibid s ibid s

3 Således, kære Echekrates, døde vor ven! Han var en mand, om hvem vi tør sige, at han var den bedste af alle samtidige, som vi har kendt, ja vel overhovedet blandt alle mennesker den redeligste og den, der besad den dybeste indsigt. 5 I Platons dialoger møder vi fremragende skildringer af mennesket og filosoffen Sokrates. Vi møder her et levende engageret menneske, der, overalt hvor han færdedes, søgte at få mennesker til at forholde sig til livets store spørgsmål. Det er nogle af disse dialoger især ungdomsskrifterne, hvor Platon har haft sit store forbillede i forholdsvis frisk erindring som vil blive lagt til grund for min fremstilling af Sokrates som underviser og som pædagogisk tænker. Det skal dog nævnes, at Sokrates også er omtalt af andre end Platon. Mest kendt er den skildring, Aristofanes giver af ham i komedien Skyerne. Her optræder han som en lille grimrian med opstoppernæse, der mod betaling opøver folk i disputerekunsten. Uden smålige hensyn til, hvad der er sandt, og hvad der er løgn, udøver han sine heksekunster stik imod de af staten anerkendte guder. Sokrates bliver således groft karikeret og på denne måde udleveret til publikums latter. Det er klart, at en sådan skildring ikke har meget med virkelighedens Sokrates at gøre. Heller ikke Xenofons beretning om Sokrates kan der fæstes lid til. Xenofon var en græsk feltherre, som kun havde truffet Sokrates få gange, idet han på det tidspunkt, hvor Sokrates virkede i Athen, var på krigstogt i Asien. I Xenofons beretning er Sokrates karakteriseret som en småborgerlig, snusfornuftig person, der gik omkring og prædikede en dagligdags nyttefilosofi. Som sagt vil jeg udelukkende holde mig til Platons skildring af Sokrates. For Platon var Sokrates både den person, han i sin ungdom kendte og blev fascineret af han var 28 år, da Sokrates blev dømt til at tømme giftbægeret og idealfilosoffen, som i næsten samtlige værker er talerør for hans egen filosofi. Hvad der således er Platons tanker, og hvad der skyldes Sokrates, får vi aldrig svar på. Dog er der almindelig enighed om, at Sokrates som individualitet træder stærkest frem i Platons ungdomsskrifter, mens de senere skrifter, især alderdomsskrifterne, mere er idealfilosoffen der skildres. Men én ting er sikkert: Når en så stor digterisk og filosofisk begavelse som Platon har ladet Sokrates direkte eller indirekte være hovedperson i alle sine værker, må han have været en yderst bemærkelsesværdig personlighed. For at forstå Sokrates må vi kende den tid og det samfund, han levede i. Vi må forstå den politiske situation på hans tid, hvilke filosofiske ideer han var påvirket af, og hvilke tendenser i tiden, han var oppe imod. 5. Faidon, s

4 Sokrates levede i slutningen af den periode i Grækenlands historie, som eftertiden har kaldt den græske storhedstid. Perikles havde omkring 460 f.kr. overtaget ledelsen i Athen, og under ham nåede det græske demokrati sit højdepunkt. Man levede på minderne fra perserkrigene, hvor grækerne oplevede de store sejre ved Marathon (490 f.kr.) og Salamis (480 f.kr.). Der var en enestående følelse af national stolthed og samhørighed, hvor den fælles åndelige ejendom, de homeriske digte Iliaden og Odysseen, flittigt blev anvendt i undervisningen af de unge. Gennem disse heltedigte blev de unges karaktertræk og personlige dannelse opbygget. De sidst tredive år af Sokrates levetid var præget af vedvarende stridigheder mellem Sparta og Athen. Der var tale om en stormagtskonflikt, hvor parterne på skift og på forskellig vis allierede sig med de oprindelige fjender, perserne. Den peloponnesiske krig ( f.kr.) kom til at omfatte hele den græske verden og var den egentlige begyndelse på afslutningen for det klassiske Grækenland. Tiden fra den peloponnesiske krig indtil kong Filip af Makedonien indtog Grækenland år 338 f.kr. er kaldt den senklassiske periode, en nedgangsperiode, hvor kunst og kultur var præget af en stærk individualisme, der kunne udarte sig til hæmningsløs subjektivisme. Den individualistiske tendens var karakteristisk for hele den periode, hvor de mere stabile demokratiske samfundsforhold under Perikles efterhånden udvikledes til politiske konflikter, der førte til indre splittelse. Følelsen af fællesskab og samhørighed blev mere og mere afløst af oplevelsen af at være sig selv nok. I denne periode havde de omrejsende professionelle lærere, sofisterne, stor succes med deres undervisning. Sofisternes stærkeste modstander var Sokrates, hvis utrættelige opgør med dem skildres i flere af Platons dialoger, eksempelvis i Protagoras og Gorgias. Undervisning eller sofisteri? Når ordet sofist i dag har fået en nedsættende betydning, skyldes det, at kendskabet til sofisterne stammer fra deres værste modstandere, der først og fremmest understregede deres negative sider. Fra sofisterne selv foreligger der kun meget sparsomme skriftlige vidnesbyrd. Mest berømt er Protagoras udtalelse om, at mennesket er alle tings mål, dvs. der gives ingen anden sandhed end det enkelte menneskes subjektive oplevelse af verden. Homo mensura -sætningen er udtryk for en ekstrem filosofisk relativisme. Ordet sofist betyder visdomslærer og har således oprindeligt en positiv betydning. Mange sofister har været seriøse tænkere, der spillede en overordentlig stor rolle i forbindelse med overgangen fra adelsvælde og tyranni til demokrati. 14

5 Udviklingen af demokratiet skabte et behov for almindelig dannelse og politisk viden, og for det enkelte menneske ikke mindst et behov for et ståsted i tilværelsen. Med sofisterne indledtes i virkeligheden en oplysningstid, hvor troen på de overleverede idealer fra den homeriske storhedstid blev afløst af en respekt for det enkelte menneskes værdi. Fra de mytologiske verdensforklaringer og fra de førsokratiske filosoffers blanding af forkyndelse og argument til de ældre sofisters optimistiske virke i demokratiets tjeneste er der ikke blot en afstand i tid, men også en spændvidde i tankegang. Den oprindelige græske tanke, at mennesket er gjort af samme stof som verden, og at det derfor er vigtigt at forstå verden for at forstå mennesket, blev mere komplekst udformet under sofisterne og især i den sokratiske tænkning. Men mens sofisterne forkastede den gamle korrespondens mellem menneske og kosmos, fastholdt Sokrates den traditionelle tankegang. For Sokrates var forholdet til kosmos et personligt anliggende, men den gamle idé, som mest radikalt blev fremført af Parmenides, at der bag det, vi umiddelbart sanser, må være en mere virkelig verden, som er stabil og uforanderlig, og som kun kan nås gennem tænkning, bliver fastholdt i den sokratiske tænkning. Denne sokratiske metafysik er i virkeligheden stridens æble i diskussionen med sofisterne. Modsætningerne mellem Sokrates tro på, at der findes en universel sandhed, som kan nås ad tankens vej, og sofisternes subjektive relativisme, er på mesterlig vis anvendt i Platons dialoger. Han opnår således gennem de store kontraster at tydeliggøre spændvidden i såvel tænkningen som livsformen. For sofisterne var det nyttesynspunktet og for Sokrates var det den etiske livsholdning, der var i fokus. For sofisterne var argumentet noget ydre, der kunne anvendes til eget formål, for Sokrates var argumentet et redskab for den rette tænkning, som måtte føre til indsigt i det godes idé. Her var liv og tænkning to sider af samme sag. Sokrates opgør med sofisterne blev skærpet, efterhånden som samfundets opløsningstendenser intensiveredes. Denne tendens kan tydeligt mærkes i Platons litterære produktion fra ungdomsværkerne til de senere manddoms- og alderdomsværker. Læs f.eks. Protagoras og bemærk den loyalitet og gensidige respekt, der til trods for de store uenigheder præger stemningen i modsætning til den uforsonlige og stridbare tone, der mærkes i den første bog i Staten, hvor Sokrates gør sig grundigt upopulær hos sofisten Trasymachos. Fra Protagoras til den yngre generation af sofister, som Trasymachos tilhørte, er der tale om en markant udvikling fra en relativistisk humanisme til en mere kynisk grundindstilling i magtideologiens tjeneste. 15

6 Den sokratiske uvidenhed og visdom Ordet pædagog kommer af det græske pais, der betyder dreng. En pædagog var i det gamle Grækenland en slave, der fulgte drengen i skole. Pædagogen var således en person, der indirekte havde en opdragende virkning på drengen, men som ikke var underviser. Heller ikke Sokrates opfattede sig selv som underviser. For at kunne undervise må man have en viden at meddele, og Sokrates understregede kraftigt, at han var uvidende og kunne derfor heller ikke meddele andre noget. I Apologien eller Sokrates forsvarstale tager han tydeligt afstand fra den undervisning, som de omvandrende sofister tilbyder for penge: Hvis I har hørt sige, at jeg indlader mig på undervisning og tager penge derfor, så er det ikke sandt! For øvrigt ville det efter min mening være en stor og smuk opgave, hvis man virkelig kunne undervise og opdrage sine medmennesker sådan som Gorgias fra Leontinoi, Prodikos fra Keos, og Hippias fra Ellis. Disse tre kan jo alle sammen denne kunst: i alle de byer de kommer til, får de de unge mænd til at opgive at omgås og samtale med deres medborgere og det kunne de dog gøre frit og ganske gratis og i stedet for slutte sig til dem og betale for det, og de unge mænd er tilmed taknemmelige for at få lov dertil. 6 Med Sokrates sædvanlige ironi nævner han, at de tre sofister netop kan den kunst at undervise, fordi de har noget at give videre! Selv har han intet at bidrage med undtagen gennem samtale: Jeg har aldrig været nogens lærer. Men alle og enhver, der har haft lyst til det, har jeg givet lov til at høre på mine samtaler dét har været min gerning her i livet og det har aldrig været sådan, at jeg nok ville samtale med folk, der gav mig penge for det, ellers ikke! Jeg har aldrig gjort forskel på rig og fattig. Om folk bliver dårligere eller bedre heraf, kan jeg da fornuftigvis ikke drages til ansvar for, eftersom jeg aldrig har lovet noget menneske undervisning og aldrig har givet det. 7 Den sokratiske uvidenhed er ofte blevet fortolket på den måde, at Sokrates ironiserer over sin egen uvidenhed. Men hvis det er tilfældet, er det dog besynderligt, at han intetsteds kommer frem med sin viden undtagen i Kriton, som er den sidste dialog, før dødsdommen eksekveres. Denne dialog indtager imidlertid en særstilling ved at angå Sokrates personlige sag og ikke alment menneskelige problemer. Nej, den sokratiske uvidenhed er en eksistentiel uvidenhed, der er gældende for alle mennesker. Men til forskel fra andre er Sokrates 6. Apologien s ibid. s

7 bevidst om denne uvidenhed, hvilket er fint udtrykt i hans forsvarstale. Han fortæller her, at han engang til sin store forundring havde erfaret, at oraklet i Delfi havde erklæret ham for det viseste af alle mennesker. For at få afklaret, hvad guden dog kunne have ment med en sådan dunkel tale, opsøgte han dem, der havde særligt ry for visdom. Han opsøgte efter tur politikerne, digterne og til sidst håndværkerne, men kom til det resultat, at de pågældende nok var dygtige til deres fag, men i virkeligheden slet ikke var vise. Men de bildte sig ind at være det. Sokrates måtte da indse, at han med hensyn til visdom havde det fortrin frem for andre, at han erkendte sin uvidenhed: Nej sagen er nok den, mine tilhørere, at det er guden, der er vis og med sit orakelsvar vil udtrykke, at menneskelig visdom er meget nær ved at være lig nul. Når han bruger mit navn, er det åbenbart blot som et eksempel, og han siger i virkeligheden dermed dette: I mennesker må vide, at den er den viseste blandt jer, der som Sokrates har indset, at hans visdom, når man holder sig strengt til sandheden, intet er værd. 8 Denne uvidenhed står i en ejendommelig kontrast til Sokrates stærke selvfølelse. Han var aldrig i tvivl om, at han havde en guddommelig mission, og når han ved forskellige lejligheder rådførte sig med sin indre stemme, sin daimon, var det for ham en garanti for, at han gjorde, hvad der var Guds vilje. Det, han således var kaldet til, var at få folk til at indse, at de intet vidste, hvilket var en første betingelse for at opnå sand indsigt. Først når denne hindring var fjernet, var vejen åben for den sande erkendelse, hvilket var, når det gode så at sige havde fået tag i mennesket. Erkendelse er for Sokrates et udtryk for personlighedens engagement og forpligtethed på absolutte etiske værdier. Der er dog ikke tale om et pligtbud, et kategorisk imperativ i kantiansk forstand, men når vore lidenskaber er rettet mod erkendelse af det højeste gode, er viljen også rettet mod det. Man behøver således ikke at ville det gode. Hvis man ved hvad det gode er, vil man også gøre det gode. Det paradoksale i Sokrates tænkning var, at han til trods for sin erkendelse af, at menneskets viden intet er værd, alligevel havde en tro på menneskers mulighed for at opnå sand erkendelse. Sokrates menneske og formidler Som nævnt havde Sokrates intet at meddele, men hans mission var at formidle sand indsigt gennem samtale. Når menneskets tænkning og den ydre verden har samme struktur, og når både mennesket og verden har en indbygget stræben mod det gode som højeste mål, betyder 8. ibid. s

8 det, at den sande indsigt i det gode nås i det øjeblik, det lykkes mennesket at erkende verden gennem sig selv. Sokrates opfattede sig selv som medium for denne erkendelse. Han har intet at meddele, men han kan være fødselshjælper for andres tanker, der stiler mod den sande indsigt. Men det kræver ydmyghed at påtage sig en sådan opgave, og at være formidler eller forløser frem for meddeler kræver en insisteren på samtale og ikke på foredrag. Denne særlige form for samtale kaldes også maieutik efter det græske ord for jordmoderkunst. 9 Da sofisterne opfattede sig selv som undervisere, og Sokrates ville samtale, betød det ofte sammenstød parterne imellem. I Protagoras blev situationen alvorligt tilspidset, da Sokrates anmodede Protagoras om at fatte sig i korthed, fordi, som Sokrates udtrykker det: Jeg har desværre en rigtig elendig hukommelse, og hvis man taler til mig i længere stykker ad gangen, så glemmer jeg, hvad talen egentlig er om. Dersom du derfor sætter pris på at samtale med mig, så vær god at anvende den sidste metode over for mig, og fat dig i korthed. Protagoras svar er meget karakteristisk for en sofist: Hør engang, Sokrates, nu har jeg været i diskussion med mange mennesker i mine dage; hvis jeg havde gjort, som du forlanger, og hver gang havde ført samtalen, som min modstander ville have det, så ville jeg aldrig være blevet erklæret for sejrherre over nogen, og navnet Protagoras ville ikke i dag have haft nogen klang blandt hellenerne! Sokrates svarer med sin sædvanlige ironi: Du er, som du selv siger, og efter hvad man siger om dig, i stand til at forme en drøftelse efter behag med lange eller korte indlæg, du er også trænet i at undervise; jeg derimod duer ikke til de lange taler, hvor gerne jeg end ville. Derfor burde du, som har begge muligheder, have taget hensyn til mig, for at der kunne komme en drøftelse i stand. 10 Situationen var ved at gå fuldstændigt i hårdknude, men til sidst enedes man dog om at fortsætte samtalen uden de lange taler, således at Sokrates kunne være med! Sokrates var altid taktiker, når han stod over for værdige modstandere, hvad eksemplet fra Protagoras også viser. Hans våben var ironien, som han mestrede til fulde. Alligevel var hans optræden yderst hensynsfuld og udviser en respekt for modstanderen. Tonen kan dog undertiden blive skarpere og mere direkte, når Sokrates møder en modstander af hårdere kaliber som for eksempel sofisten Trasymachos i den første bog i Staten. Var Sokrates end skarp i sin argumentation, var han yderst forstående, når han førte samtale med de unge, som endnu ikke som sofisterne havde færdige meninger. 9. græsk: maia = jordemoder og technê = kunst. 10. Protagoras, s

9 I Platons ungdomsværk Lysis føres samtalen ind på begrebet venskab. Som altid i disse dialoger er udgangspunktet en konkret situation, her en forelskelse mellem to unge mænd. Sokrates fører med fast greb argumentationen frem til en konklusion, som er helt uacceptabel, hvorefter han siger: Hør Menenos, vi skulle da vel ikke være kommet ind på et helt galt spor i vor undersøgelse? hvorefter Lysis svarer bekræftende, men han bliver samtidig rød i hovedet, fordi han har følt sig overrumplet. For at imødegå de unges forlegenhed vælger Sokrates at føre et nyt synspunkt ind i diskussionen. Derefter følger en længere undersøgelse af argumenter for synspunktet, og konklusionen vinder helt uforbeholdent tilslutning. Sokrates beretter: Naturligvis var jeg også selv meget glad i rent jægerhumør ved endelig at have det efterstræbte bytte inden for rækkevidde, men så steg uden at jeg nærmere kan forklare hvorledes en ganske besynderlig tvivl op i mit sind: Mon det, vi var blevet enige om, nu var rigtigt? Det var øjeblikkeligt, som om noget tungt lagde sig over mig, og jeg sagde: Det er dog fortrædeligt, blot det ikke er et drømmeslot, vi har bygget os! Jeg er bange for, at vi i vores undersøgelse af venskabsforholdet er kommet ud i betragtninger, der er lige så falske, som menneskene kan være, når de vil føre andre bag lyset. 11 Den sokratiske ironi synes at være gledet i baggrunden til fordel for en solidaritet med de unge. Diskussionen handler om venskab, men heller ikke ved det tredje forsøg lykkes det at nå en tilfredsstillende konklusion, og dermed slutter dialogen ligesom de fleste af Platons dialoger og læseren kan så tænke videre og eventuelt nå sin egen konklusion. Men i Lysis tales der ikke blot om venskab. Samtalen udspringer af et venskabsforhold og den føres i en venskabelig, ja, næsten kærlig atmosfære. Det nære forhold, Sokrates havde til de mennesker, han færdedes blandt, er levende skildret i mange af Platons værker. Helt uforglemmelig er Alkibiades tale til Sokrates i Symposion: Når jeg hører ham, så banker mit hjerte endnu stærkere end hos dem, der deltager i Korybantfesten, og ved hans ord strømmer tårerne ned ad mine kinder, og jeg ser at det går mange andre på samme måde. Når jeg i sin tid hørte Perikles eller andre store talere, så syntes jeg nok, at de talte godt, men jeg havde ikke nogen af den slags fornemmelser, og mit sind kom ikke i oprør, og jeg følte mig ikke nedslået eller betragtede mig selv som en trælleagtig natur. Men denne Marsyas 12 har mange 11. Lysis, s. 65 & Satyren Marsyas er en mytisk skikkelse, der hører til Dionysos følge. Ifølge myten udmærkede han sig ved sit fløjtespil. Til sidst udfordrede han selve Apollon til en musikalsk væddekamp. Han tabte og som straf for sit hovmod blev han flået levende (jf. Sløk, s. 231). 19

10 gange bragt mig i en sådan sindsstemning, at jeg ikke syntes, det var værd at leve, fordi jeg ikke var bedre end jeg var. 13 Samtalens dialektik Den sokratiske samtale, maieutikken, ligner ikke det, vi i dag vil forstå ved samtale. Der er ikke tale om, at parterne hver især bidrager med forskelligt indhold i samtalens forløb. Der er ét fokuspunkt, et begreb eller problem, der udspringer af situationen, og samtalen har altid en bestemt retning mod et endemål, der i sidste instans kun kan nås via intuitionen. Mens samtalen som udgangspunktet er subjektiv, idet den udspringer af dialogpersonens individuelle forudsætninger, er målet objektivt bestemt gennem det godes idé, der ligger bag om det umiddelbart sanselige. Der er således et kvalitativt spring fra argumentets sproglige form til målet, der ligger hinsides sproget og kun nås ved intuitiv skuen. Den rationelle tanke hører sproget til, mens den intuitive indsigt kun kan formidles i mytens form 14 eller gennem billeder. 15 Den sokratiske samtale er dialektisk i en anden betydning, end den vi kender fra eksempelvis Hegels filosofi. Hos Hegel betyder dialektik, at sandheden i sig selv er modsætningsfyldt, idet den absolutte sandhed formidles gennem modsigelser, der hver for sig har en objektiv eksistens. I Sokrates samtaler er dialektikken et spændingsfelt mellem den subjektive skinviden og den sande erkendelse af den objektive verden af etiske værdier. Den sokratiske samtale eller maieutik er således pædagogisk i egentlig forstand, fordi den bevæger sig i spændingsfeltet mellem det subjektive og det objektive, mellem den enkelte person og kulturens almene indhold. Hvordan er den sokratiske samtale opbygget? Man kan sige, at der er en bestemt struktur, der går igen i de fleste af Platons værker, hvor Sokrates fører ordet: I løbet af samtalen fører Sokrates den anden part ud i nogle følgeslutninger, der opleves umiddelbart falske eller urimelige. Derefter bliver parterne enige om at gå tilbage til tidligere konklusioner, eller man vælger en anden indfaldsvinkel til problemstillingen. Det er karakteristisk, at de sokratiske dialoger ikke afsluttes med en konklusion. De er principielt åbne og uafsluttede, hvilket er begrundet i to forhold: for det første hører en konklusion til i logikken, og den sokratiske argumentation overskrider som nævnt den sproglige form. For det andet lægges der op til, at læseren foretager det sid- 13. Protagoras, s læs f.eks. myten om cikadernes sang i Faidros, s læs f.eks. om det berømte hulebillede i Staten, 7. bog, s. 88, eller Sløk, s

11 ste skridt ind i det personlige etiske valg, som er det egentlige formål med dialogerne. Lad os nu se nogle eksempler på, hvorledes samtalens indhold udspringer af den konkrete situation og det engagement, som dialogpersonen bringer ind i billedet. Vi har allerede nævnt, hvordan det i dialogen Lysis var et konkret venskabsforhold, der gav anledning til samtalen om begrebet venskab. 16 I Charmides falder Sokrates i snak med Kritias om byens ungdom. I samtalens løb kommer sagen til at dreje sig om, hvorvidt der efter Kritias mening er nogen, som i særlig grad udmærker sig ved evner eller skønhed. Kritias nævner så Charmides, Glaukons søn, der netop i dette øjeblik træder ind i sammenhængen. Helt overvældet udbryder Sokrates: Jeg ved godt, at min dom kan man ikke rette sig efter. Det er mig lige så umuligt at dømme om de smukke unge mænd, som det er for en kridtet målesnor at afsætte en streg på en hvidkalket mur; i mine øjne er så at sige alle de unge smukke; men jeg må dog sige, at denne unge mand virkede overvældende på mig ved sin kraft og skønhed Lidt senere føjer han så til: Ja, ved himlen han må være ganske uimodståelig, hvis blot han foruden sin skønhed ejer en eneste ting en skøn sjæl. Nu viser det sig så, at Charmides til trods for sin legemlige fuldkommenhed lider af hovedpine, hvilket giver anledning til en længere samtale om et tryllemiddel, der kan kurere hovedpine. Dette tryllemiddel havde Sokrates, da han som ung soldat var i felten, fået af en af de thrakiske læger, som havde ord for at kunne give mennesker udødelighed, om så skulle være. Thrakeren havde forklaret Sokrates at det er fra sjælen, at alt har sit udspring, både hvad der er ondt, og hvad der er godt for legemet og for den hele person, og det var fra dette udspring, at alt kom strømmende. Sjælen kureres ved visse trylleformularer, sagde thrakeren, og disse trylleformularer er gode tanker. Af sådanne tanker skabes i sjælen klog besindighed, og når denne egenskab er erhvervet og kan komme til at gøre sin virkning, er det straks lettere at skabe sundhed både for hoved og det øvrige legeme. 17 Som man ser, er samtalen motiveret af den konkrete situation, men samtalens retning bestemmes af den overordnede målsætning, som kun Sokrates har en intuitiv forståelse af. Som så mange af Platons dialoger åbner også Faidros op for sceneriet på en ligefrem henkastet måde: Kære Faidros, hvor kommer du fra, og hvor skal du hen? Jeg kommer fra Lysias, Kefalos søn, og skal på en gåtur uden for bymuren, Sokrates. Faidros fortæller så, at han er blevet rådet til at gå en tur i den friske luft uden for by- 16. Lysis, s Charmides, s

12 en. Sokrates slår følgeskab og spørger ind til, hvilke tanker Lysias underholdt med. Det viser sig at være om elskov og den tale, Lysias havde holdt om dette emne, havde Faidros nedskrevet og gemt under sin kappe. Meningen var, at Faidros ville benytte lejligheden til at øve sig i at formulere Lysias tanker, hvilket dog blev forpurret af Sokrates, for som han siger: Du må tro mig, at nok har jeg dig meget kær, men er aldeles ikke til sinds at byde mig til for dine øvelser, hvis Lysias selv er til stede 18 Sokrates overtaler dernæst Faidros til at læse op fra den nedskrevne tale, hvis hovedpointe er at elskov mellem ikke-forelskede er mest fordelagtigt. Efter oplæsningen spørger Faidros, om ikke Sokrates synes, at talen er den bedste, nogen græker overhovedet har fremsat. Sokrates fremfører da nogle kritikpunkter og mener nok, at enten den smukke Sapfo eller den vise Anakreon har sagt noget væsentligere, mens han selv ikke ved noget om dette emne. Faidros nøder da Sokrates til at fremføre deres tanker i en tale. Sokrates indvilger, men først tilhyller han sit hoved (!) og undgår at se på Faidros for ikke at blive skamfuld undervejs. Sokrates holder da sin første tale om elskov, en tale, der har samme pointe, men langt overgår Lysias i psykologisk skarpsindighed. Imidlertid tager samtalen en brat vending, da han hører den guddommelige stemme, der hver gang advarer ham, når han har forbrudt sig mod guddommen, i dette tilfælde Eros. Den følgende tale om eros er en slags kærlighedens højsang, hvor Sokrates forlader den logiske form og anvender mytens sprog i billedet om vognstyreren med de bevingede heste. 19 Der er tale om et poetisk udtryk for sjælen, der som en guddommelig kraft virker ind på den fysiske verden. Faidros tema er dobbelt, idet værket handler om eros eller kærligheden, men det handler også om det at tale og skrive smukt og godt. Om det skrevne ord beretter Sokrates om en gammel ægyptisk myte, hvor det fortælles, at guden Thot, som var den første, der fandt på tal og bogstaver, henvendte sig til kongen over hele Ægypten Thamos eller Amon. Til ham kom Thot og sagde, at især bogstaverne burde gives til andre ægyptere. Men kongen spurgte ham da, hvilken gavn de gjorde. Derpå sagde Thot: Denne kundskab, konge, vil gøre ægypterne visere og bedre til at huske, for her er der blevet fundet et middel for hukommelse og visdom. 18. Faidros, s ibid. s

13 Men kongen sagde: Du allerkyndigste Thot, nu har du, som bogstavernes fader, af velvilje sagt det modsatte af, hvad de formår. For de vil skabe glemsomhed i sjælen hos dem, der lærer dem og forsømmer deres hukommelse, fordi de i tillid til skriften vil erindre sig udefra af fremmede tegn og ikke indefra af sig selv; altså har du fundet et middel ikke for hukommelsen, men for påmindelsen. Du skaffer dem, der skal lære, et skin af visdom, ikke sand visdom, for når de har fået meget at høre hos dig uden at have lært noget, vil de synes at være vidtkyndige, men er for det meste vankundige og besværlige at omgås, da de er blevet skinvise i stedet for vise. Og Sokrates føjer til: Ja, Faidros, for skriften har dette uhyggelige ved sig og ligner rigtignok et maleri. Dets frembringelser fremstår jo også helt livagtige, men spørger man dem om noget, tier de såre højtideligt. Det samme gør også disse ord: man skulle tro, at de talte, som om de selv forstod noget, men spørger man til noget af det, de siger, fordi man godt vil have noget at vide af dem, betegner de altid blot ét og det samme. Og når det én gang er skrevet, tumler hvert ord omkring overalt hos dem, der opfatter det, såvel som hos dem, det slet ikke vedkommer, og det ved ikke, hvem det skal og hvem det ikke skal tale til. Når det misopfattes og angribes med urette, har det altid brug for sin faders hjælp, for det er ikke selv i stand til at værge for sig eller komme sig selv til hjælp. 20 Ud fra en sådan opfattelse af skriftsproget er det forståeligt, hvorfor Sokrates altid valgte samtalen og aldrig det skrevne ord. Platon derimod har efterladt sig en guldgrube af skrevne ord, men til gengæld har han ladet Sokrates føre ordet. I ideel forstand er Platons skrifter skrevet af Sokrates. Platon siger selv i et af sine breve: Jeg har aldrig skrevet noget om disse emner. Der eksisterer ingen afhandling af Platon herom, og det vil der heller aldrig gøre. Hvad der nu kaldes sådan, skyldes Sokrates, en Sokrates, som er blevet smuk og ung. 21 Den pædagogiske utopi Som nævnt i foregående afsnit er den sokratiske samtale ikke en samtale, som vi sædvanligvis forstår den mange vil måske i dag betakke sig for at være en Sokrates samtalepartner! Den er heller ikke en argumentation, som er underlagt logikkens regler faktisk er nogle af Sokrates argumenter ikke logisk holdbare. 22 En sokratisk samtale er dialektisk: den kobler på en bestemt måde dialogpersonens subjektive sprog med en objektiv analyse af begre- 20. Faidros, s se Friis Johansen, s eksempler i Protagoras. 23

14 berne. Der er således ikke tale om en logisk fortløbende tankerække, hvor det ene argument bygger oven på det andet. Alligevel oplever man en indre sammenhæng og en løftet stemning, der præger de sokratiske dialoger. Flere af dem klinger ud i en myte eller et poetisk billede, der hvor argumenterne ikke længere slår til. De har alle et teleologisk grundpræg, idet formålet med samtalen er indsigt i det godes idé, der ligger bag den ydre verden og giver samtalen mening. Man kan sige, at den sokratiske samtale altid sigter mod en pædagogisk utopi. Betragter vi Platons værker i den rækkefølge, de er blevet til i, vil vi kunne se, hvordan denne utopi udvikles. I ungdomsværkerne er dialogerne bygget op ud fra det sokratiske areté-begreb, der bygger på en etisk-religiøs grundholdning, mens de i Platons senere værker får et mere markant filosofisk indhold, hvor eidos-begrebet bliver centralt. 23 De første værker er præget af en udogmatisk søgen efter sandheden, i de senere er det, som om Platon har fundet den. Ikke desto mindre er Sokrates hovedperson i dem alle, men man må nok antage, at han i de senere værker mere er talerør for Platons filosofi. Hvad betyder det sokratiske areté-begreb og i hvilken forstand er der tale om en pædagogisk utopi? Areté var på Sokrates tid et ord, der var almindeligt anvendt i dagligsproget. Det benyttedes ikke blot om mennesker, men også om dyr og ting til at betegne positive egenskaber ved disse. Anvendt på mennesker kunne man sige, at kroppens areté er sundhed eller skønhed. Ordet skabte associationer i retning af noget dejligt eller noget lykkeligt. At areté havde denne betydning i folks bevidsthed er vigtigt for at forstå den sokratiske samtales subjektive grundlag: Sokrates havde ingen problemer med at tale et sprog, som folk forstod! Det er imidlertid væsentligt at lægge mærke til, at Sokrates anvendte begrebet med et bestemt betydningsindhold: areté uden en nærmere bestemmelse betød altid for ham sjælens areté, den eneste absolutte værdi, som er det tilbagevendende tema i samtalerne. Areté er ofte oversat med det danske ord dyd, hvilket er meget misvisende, da det danske ord i modsætning til det græske er et udpræget ulystbetonet ord, der har skær af tung pligt. Udtrykket dyd anvendes, når fornuften har sejret over lidenskaberne. Sokrates forestiller sig ikke en sådan to-deling, men er overbevist om, at der i hele sjælen er indplantet en inderste higen mod areté, mod erkendelse af det gode på samme måde som kroppen higer mod sundhed fra græsk: eidos, der betyder idé (jf. Friis Johansen, s. 89) areté = bedst-hed et navneord beslægtet med áristos, der betyder bedst (på dansk anvendes ordet i aristokrati ) jf. Simonsen s se Simonsen, kap

15 Det er dog først i Platons største værk Staten, at det sokratiske areté-begreb udvikles til en egentlig pædagogisk utopi. Dog har jeg valgt ikke at gå nærmere ind på, hvordan Platon forestiller sig den ideelle stat med de tre stænder som en analogi til sjælens opdeling i tre dele, der hver repræsenterer en egenskab. Der er noget u-sokratisk over Staten, noget docerende og noget bedrevidende, som forekommer ude af harmoni med de tidligere skildringer af Sokrates. Til en indkredsning af Sokrates pædagogiske utopi, hans aretébegreb, vil jeg dog kort beskrive et billede fra Statens sjette bog: I solbilledet sammenlignes det gode med solen. Ved sin kraft skaber solen alt levende på jorden og gør det muligt, at vi med vore øjne, som altså er sol-skabte, kan se omverdenen. Ganske det samme gør sig gældende for det godes idé, der som teleologisk grundprincip muliggør, at vi kan erkende virkeligheden. Sokrates siger herom: solen giver ikke alene de synlige ting evnen til at blive set, men er også årsag til deres tilblivelse, vækst og udvikling, men den er ikke selv tilblivelse Så må du også være klar over, at de ting der erkendes ikke alene får evnen til at blive erkendt af det gode, men at også deres tilværelse og deres væsen stammer derfra; for det gode er ikke tilværelse, men ligger hinsides tilværelsen og overgår den i anseelse og kraft. 25 I solbilledet beskrives det godes idé som den idé, der giver alle andre ideer mening, og som opretholder ordenen i verden. Men mens alle andre ideer kan beskrives rationelt gennem deres forhold til det gode, kan man ikke rationelt beskrive selve det gode, der kun er tilgængeligt for intuitionen og som sådan ligger hinsides det værende. Som et sidste eksempel på sjælens areté som pædagogisk utopi vil jeg anføre et uddrag af den tale, som Sokrates holdt under et drikkegilde, hvor deltagerne efter tur skulle holde en tale for Eros. 26 Sokrates er den sidste i rækken, og hans tale overgår langt de andres i dybde og skønhed. Efter talen træder den berusede Alkibiades pludselig ind i billedet og fortæller, hvorledes Sokrates med sin person legemliggør det ideal, han selv lige havde talt om. Eftersom Sokrates efter eget udsagn ikke kan holde tale, nøjes han med at berette om en tale, som en gammel vis kvinde, Diotema, engang havde holdt. Hun talte først om de forskellige trin, der skal gennemgås for at blive indviet i Eros-kulten: som ung må den unge mand søge de skønne legemer og her bringe de skønne tanker til verden, derefter må han opdage skønheden i alle andre, og dernæst indse, at sjælens skønhed er mere værd end legemets. Derefter når hun frem til følgende betragtning: 25. Staten, 6. bog, s Symposion. 25

16 Således vil han tvinges til at gå et skridt videre og få øje for den skønhed, der findes i menneskenes handlinger og i lovene, indse at alt dette er nært beslægtet indbyrdes, men at den legemlige skønhed i sig selv ikke er opmærksomhed værd. Fra skønhed i handling skal hans vejleder føre ham til skønhed i viden og indsigt, for at han nu, hvor hans blik når vidt omkring, skal bryde sine slavelænker, ikke mere opsluges af skønheden hos én enkelt dreng, én enkelt mand, én enkelt livsform som en nærsynet pedant, men vende sig mod skønhedens vældige hav med altomfattende beundring og bringe mange skønne og herlige tanker til verden i en storslået stræben efter den dybeste indsigt. Den der bringer det i sandhed fuldkomne til verden, hæger om det og får det til at vokse op, han kan blive gudernes ven. Hvis noget menneske kan blive udødelig da er det ham. 27 Ja, således ville Sokrates have talt, hvis han ellers havde kunnet tale! 27. ibid., s