KØBMAND HOLSTS GÅRD FREDERIKSHAVN KOMMUNE

Transkript

1 F R E D N I N G S V Æ R D I E R KØBMAND HOLSTS GÅRD FREDERIKSHAVN KOMMUNE

2 2 Besigtigelsesdato: Besigtiget af: Maria Wedel Gjelstrup Journalnummer: / Kommune: Frederikshavn Kommune Adresse: Søndervej 1 A-C, 9990 Skagen Betegnelse: Købmand Holsts Gård Fredningsår: 1970, udvidet 1985 Omfang: De fire længer omkring gårdspladsen (sydlængen før 1801, ombygget 1819, 1877, 1885 og 1893, vestlængen 1818, sydgavlen grundmuret før 1925, nordlængen 1815, ombygget 1818 og 1893, østlængen 1826, udvidet 1827). BYGNINGSBESKRIVELSE Den tidligere købmandsgård ligger midt i den gamle del af Skagen by på et hjørne af Kroghsvej og Søndervej. Gården består af fire fritliggende, enetages længer, der er placeret omkring en gårdsplads. Stuehuset, der udgør den sydlige længe, er grundmuret med et bislag midt på havesiden og en mindre tilbygning på gårdsidens. Bygningen har en fremspringende, sorttjæret sokkel og herover gulmalede mure, der afsluttes af en hvid, enkel gesims, som på den østre del af gårdsiden er udført som en konsolgesims. Taget er lagt med røde vingetegl og har hvidtet kantforskælling. I tagryggen findes en hvid skorstenspibe med sokkel og krave. I tagfladen mod nord ses en lille, bræddeklædt, rødmalet kvist med teglhængt heltag og et trerammet, hvidmalet vindue. I den øvrige tagflade findes enkelte små støbejernsvinduer. Foran bislaget findes en bred, støbt trappe, der fører op til en ældre, tofløjet hoveddør beklædt med lister. På bislagets sider findes to etrammede, rundbuede vinduer. Husets øvrige vinduer er alle placeret i hvidtede murfalse, under fladbuede stik, med hvidmalet spejl og muret, sålbænk. Vinduerne varierer mellem to- og trerammede vinduer, der alle er hvidmalede. Flere er ældre, mens dem i den østlige del er nyere kopier udført med koblede rammer. Tilbygningen mod gården har et halvtag af pap, en ny hvid hoveddør og flere små, etrammede vinduer. Stuehuset mod syd. Indvendigt er den oprindelige grundplan stort set bevaret med stuer mod gaden, køkken og bryggers mod gården og to trapper til loftetagen. I den østlige del er sket en større udskiftning af materialer med blandt andet nye trægulve, klinkegulve og vinduer. Af bevarede materialer findes flere ældre trægulve, pudsede lofter og lofter med synlige bjælker samt bræddebeklædte vægge i køkkenet samt fyldingsdøre og revledøre med greb, klinkefald og beslag. Loftet står uudnyttet på nær et nyt værelse over køkkenet. Østlængen ses fra sydøst.

3 3 Østlængen er grundmuret og har mod øst en mindre udbygning. Soklen er fremspringende og gråmalet, og murene er gulmalede med en hvid savskiftegesims. Taget er et heltag med nye røde tegl og hvidtet kantforskælling. I tagryggen findes to hvide skorstenspiber med sokkel og krave. Alle døre, tre mod vest og en mod øst, er nye og hvidmalede med en rude i den øverste del. Ligeledes er alle vinduer nye og hvidmalede. De er alle torammede og placeret i em hvidtet murfals med skrå bundfals. I nordgavlen og sidehuset, findes to nye rødmalede, flammerede døre samt tre nye, rundbuede termovinduer med udvendigt monterede jerngitre. Indvendigt er alle overflader og bygningsdetaljer udskiftet. Fra den oprindelige bygning er kun bevaret fritliggende spær i det store køkken alrum,hvor der er åbent til kip. Vestlængen er en bindingsværksbygning med lodret, rødmalet fjællebeklædning, men sydgavlen er grundmuret og afsluttet af en enkel, hvidtet gesims. Fjællebeklædning har synlige, gennemstukne bjælketapper og er nederst og øverst afsluttet af vandrette brædder, der ligger uden på beklædningen. Ligeledes findes flere vandrette brædder under vinduerne. Under taget findes små konsoller, der holder de vandrette brædder. Taget er afvalmet og teglhængt med hvid kantforskælling og i tagryggen ses en hvid skorstenspibe med sokkel og krave. I gårdsiden findes to ældre revledøre, hvoraf den sydligste har et overvindue. Desuden er her en ældre, tofløjet revleport, samt flere ældre vinduer, der varierer mellem et- og torammede. På havesiden findes et par torammede vinduer. Vinduer og døre sidder alle i plan med fjællebeklædningen og er grønmalede. I sydgavlen findes lignende grønmalede vinduer, der er placeret i hvidmalede murfalse med fladbuet stik og hvidmalet spejl og skrå bundfals. I den nordre del af længen findes rødmalede revledøre og porte til begge sider. Vestlængen mod vest Vestlængen har bevaret sin oprindelige grundplan med en mindre bolig i de syv sydligste fag, mens de resterende fag indeholder garage, værksted og opbevaring. Overfladerne i boligen er primært nye, mens der i de øvrige rum er bevaret ældre overflader, herunder træskillevægge, oprindelige trægulve og ældre trætrapper. Nordlængen er mod gården gulkalket og grundmuret med et udskud langs hele muren, der afsluttes af en hvid, enkel gesims. De øvrige sider er opført med rødmalet, fjællebeklædt bindingsværk, og der er synlige, gennemstukne bjælker i en del af havesiden, og under tagudhænget er sugfjælen båret af konsoller. Længen er højremsbygget med et nyt heltag belagt med røde tegl, der har en hvid kantforskælling. I gårdsiden findes forskellige

4 4 støbejernsstaldvinduer, en tofløjet, rødmalet revleport og en revledør. I østgavlen ses en bræddedør. Indvendigt ses en fritstående trækonstruktion og der er åbent til kip. Laden bruges til lager og står uopvarmet. BYGNINGSHISTORIE Gården beskrives første gang i 1801 som en firelænget købmandsgård, der bestod af et 16 fag stuehus mod syd, og en ni fags længe mod nord. Hertil fandtes mod øst en otte fags længe og mod vest en ni fags længe. Stuehuset stod delvist i mur og bindingsværk med fjælleklædt nordside, der tillige havde tilbyggede udskud over syv fag og ét over fire fag, som senere blev ombygget til en kvistbygning, der igen senere blev anvendt til butik. I 1819 blev huset udvidet med tre fag mod vest. I 1877 stod bygningen grundmuret på nær tre fag, der endeligt blev grundmuret i Nordlængen er udvidet med flere fag i henholdsvis 1815 og 1818, og har gennem årene været brugt til både tørvehus, stald, lade, karlekammer og pakhus. I 1893 blev sydmuren omsat til grundmur og taget blev teglhængt. Vestlængens sydgavl Østlængen, der var indrettet til stald, vognremise og brændehus, blev nedbrudt i 1826 og i stedet blev opført et 13 fag langt, fjælleklædt bindingsværkshus med tegltag. I 1827 blev huset udvidet med tre nye fag, og foruden de tidligere funktioner var her nu bageri, senere også en gæstestald og rullestue. Ved en brandtaksation i 1925 beskrives længen som en grundmuret længe indrettet til beboelse, vaske- og brændehus. Vestfløjen var i 1818 udvidet fra ni til 17 fag, udført i fjælleklædt bindingsværk delvist med stråtag, delvist med tegltag. I 1837 blev gårdsiden omsat til udmuret bindingsværk og taget er dækket af tegl, der tillige havde fået en skorstenspibe i rygningen, i den nu beboede del. I 1837 står længen med 18 fag, i 1893 var alle fag teglhængte og i 1925 var sydgavlen blevet grundmuren. I de senere årtier er der sket flere ombygninger. På stuehusets gårdside er fjernet en kælderbygning med paptag, ligeledes er to af de skorstene fjernet, ligesom en gennemgående sålbænk på gårdsiden. Tillige er alle mure blevet malet i stedet for kalket og de fleste vinduer og døre er blevet ændret fra lysegrøn til hvid. Østlængen er ligeledes ombygget og fremstår med malede mure. Over vinduerne var der tidligere fladbuede stik. Taget er ligeledes nyt og der er nu kun to skorstenspiber i stedet for de oprindelige tre. Alle vinduer og

5 5 døre er udskiftet, de tidligere døre udgjordes af en enkel dør med pålagte, profilerede brædder i sildebensmønster, to revledøre med overvinduer og to fyldingsdøre med vindue. KILDER Huse i Skagen, Kappelborg og Østerby, Skagen Kommune, Miljøministeriet Fredningsstyrelsen, Skagen Kommuneatlas, Byer og bygninger MILJØMÆSSIG VÆRDI Den miljømæssige værdi knytter sig til det samlede bygningsanlæg med de fire længer, der ligger omkring en delvist brolagt gårdsplads. Værdien knytter sig endvidere til det stensatte knæbak, som flere af bygningerne hviler på. Et knæbak er en lille forhøjning, der er egnskarakterisktisk for Skagen. Knæbak var almindelige førhen for at forhindre vinden i at tilfyge eller underminere fundamentet og samtidig hæve huset over vinterens højtstående grundvand. Foran syd- og vestlængen findes mod gaden en lille forhave, der er omkranset af et rødmalet stakit, hvori der sidder en hvidmalet, tofløjet havelåge ud for stuehuset. Brugen af et lavt stakit i træ er en klassisk egnsskik i Skagen. Samlet set bidrager alle elementer til oplevelsen af et miljø, der bærer en stor autenticitet og vidner om det tidligere liv på en stor købmandsgård. Hvidmalet tofløjet havelåge. KULTURHISTORISK VÆRDI Den kulturhistoriske værdi for Købmand Holsts Gård knytter sig til det samlede anlæg, der med bygningernes indbyrdes placering og forskellige materialer afslører et hierarki imellem dem, som er karakteristisk for en tidligere købmandsgård, med beboelseslænger i grundmur og ladebygninger primært i bindingsværk. I det indre giver de delvist bevarede grundplaner, bygningsdetaljer og materialer tillige et indblik i bygningernes oprindelige funktion og udseende. Herunder det lille bislag, der vidner om gårdens fine hovedindgang, der gav adgang direkte fra vejen, uden om gårdspladsen. Den kulturhistoriske værdi viser sig endvidere i vestlængens indre med beboelse til de folk, der tjente på gården. Resten af vestlængen og nordlængen afslører med de enkle materialer og de pragmatiske konstruktioner deres oprindelige funktion til stalde og opbevaring. Fjællebeklædningen på vestlængen.

6 6 Hertil kommer vestlængens bræddebeklædning, der i Skagen kaldes fjælle. Fjælleklædte huse var næsten enerådende i Skagen frem til midten af 1800-tallet, på grund af omkostningerne ved at fragte materialer til den uvejsomt beliggende by. Da nye veje var anlagt blev det nemmere at fragte byggematerialer til byen og grundmuring blev almindelig udbredt. Ved forbedring af de eksisterende huse koncentrerede man sig om udskiftning af bygningernes udsatte sider: syd og vest, som det kan aflæses gårdens længer. Foruden fjællene, aflæses mange andre egnskarakteristiske træk, herunder stuehusets øst- og vestvendte gavle, der mindskede modstanden fra vestenvinden. Trækkene ses tillige ved farveholdningen med gule mure, røde tage, hvid kantforskælling, hvide murfalse og nordlængens udskud, hvis form er særlig for Skagen. Hertil kommer nordlængens højremskonstruktionen med to indre stolperækker, der er tappet op i de langsgående højremme og herpå bærer taget, er typisk for ladebygninger i nordjylland. ARKITEKTONISK VÆRDI Den arkitektoniske værdi knytter sig til stuehusets delvise symmetri med bislaget som en fremhævet midte, der markerer sig med det kraftige udhæng med udskårne spær. Hertil kommer de hvide detaljer som vinduer, vinduesfalse og gesims, der skaber kontrast til de gule mure. De kraftige sålbænke tildeler samtidig en tyngde til murene. Arkitekturen er foruden dette karakteriseret ved en enkel og stilfærdig fremtræden. De to ladebygninger karakteriseres ved et enkelt materialevalg, hvor især gentagelsen af bjælkeender og den lodrette bræddebeklædning skaber en rytme, der underbygger de velproportionerede former. For alle bygninger gælder, at de til dels ubrudte tagflader har arkitektonisk værdi ved deres tyngde og traditionelle afslutning. Stuehusets hvide vinduer i hvide murfalse. Indvendigt findes arkitektonisk værdi i de ældre døre og gerichter i stuehuset, samt til det store åbne rum i nordladen, hvor højremskonstruktionen står synlig sammen med den store ubrudte tagflade. BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER I bygningernes ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til hele anlægget med de fire længer, herunder kontrasten mellem de murede dele og det fjælleklædte bindingsværk samt de delvist ubrudte tage. Hertil kommer de ældre vinduer, døre og porte, samt alle detaljer ved ladebygningernes bindingsværk og det fremhævede bislag på

7 7 stuehuset. Endvidere knytter værdierne sig til den traditionelle og egnskarakteristiske materiale- og farveholdning. I bygningens indre knytter de bærende fredningsværdier sig til den delvist bevarede grundplan i stuehuset, herunder den fine indgang via bislaget, de mange stuer på række samt de ældre trægulve, døre og gerichter. I vest- og nordlængens indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de bevarede grundplaner samt de mange ældre konstruktioner og materialer. Hertil kommer højremskonstruktionen, synlige loftbjælker samt de mange trægulve og støbte gulve. Endelig den traditionelle materialeholdning. ANBEFALINGER Det anbefales, at en kommende restaurering af stuehuset gøres mere nænsomt end østlængens modernisering, hvor de fleste værdier er gået tabt. Ligeledes anbefales det, at gipslofterne i den sydlige del af vestlængen på sigt fjernes og de pudsede lofter genskabes.