Modstandsbevægelsen i Humlum.

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Modstandsbevægelsen i Humlum."

Bertram Michelsen
5 år siden
Visninger:

1 . Af Poul Nobert Jensen Jensen Side 1 af

Poul Nobert Jensen fortæller her om hvordan modstandsbevægelsen kom til Humlum i slutningen af krigen og hvordan det kom til at berøre ham og Rudolf. Vi er i sidste halvdel af 1944.

2 Poul Nobert Jensen fortæller her om hvordan modstandsbevægelsen kom til Humlum i slutningen af krigen og hvordan det kom til at berøre ham og Rudolf. Vi er i sidste halvdel af Politiet er i august måned blevet interneret af tyskerne og befolkningen har sværere og sværere ved at acceptere besættelsen. Rudolf læste på daværende tidspunkt i København, men da skolen blev lukket og tilstandene i byen i det hele taget var for usikre, rejste han tilbage til Humlum. Ud over landet oprettedes der modstandsgrupper der som navnet siger har til formål at yde modstand på forskellig vis. Også i Humlum blev der oprettet en gruppe, der fik jernbanesabotage som arbejdsområde. Hvordan den helt nøjagtig blev dannet er delvis tabt i erindringen, men noget husker jeg da. I Humlum var der et sangkor, hvor Wolder, Rudolf og jeg var med. Her snakkede vi sammen om det, der optog os og især, når vi kom hen til jernbanen, hvor Wolder arbejdede. Her så vi, hvordan de tyske soldater gravede huller langs banelinien for at have beskyttelse, når de stod vagt. Vi kom begge en del på Granhøj på Toftum hos maleren Michael Sørensen og gennem disse forskellige kontakter, dannedes gruppen på en eller anden måde. Den bestod af Carlo, Wolder, Michael, Rudolf og jeg. Vi fik kontakt med Lars Rølle fra Struer, der igen havde kontakt til Nr. Nissum hvor der allerede var en gruppe der holdt til på seminariet. På Nr. Nissum seminarium havde tyskerne beslaglagt en bygning til deres brug mens resten fungerede som normalt. Da der var en stadig kommen og gåen af unge mennesker var det muligt for modstandsgruppen i Nr. Nissum at arrangere sig diskret i seminariets sløjdsal, som lå i kælderen i den bygning som tyskerne brugte. Her holdt vi møder og fik våbeninstruktion, men det var en underlig fornemmelse at mødes, når tyskerne var så tæt på. Vi cyklede til Nissum og i sløjdsalen i kælderen fik vi instruktion i brugen af sprængstoffer og håndvåben. Det var en elev på skolen, Ejnar Bækgaard, der instruerede os. Jeg husker, at han den første gang, vi var sammen tog ladegreb på en pistol, lagde den på bordet, og sagde til os: Nu er det alvor!. Det gjorde stærkt indtryk på os. Vi kunne ikke bruge våben i praksis, da tyskerne holdt til ovenpå. Vi var i Nr. Nissum til undervisning nogle gange og jeg husker, at når vi skulle hjem derfra, skiltes vi uden for, og kørte i hver sin retning hjem. Jensen Side 2 af

3 Det blev Michael Sørensen, der kom til at stå for vores gruppe og det var hjemme hos ham, vi fremstillede det, vi skulle bruge at sprænge med. Det blev bestemt at vi skulle prøve at lave en sprængning og til dette formål valgte vi et par signalmaster nord for Humlum. Lars Rølle var med for at vejlede os. Godt det kun var en prøve, for den blev ikke særlig vellykket. Signalmasten stod på 4 betonsokler og vi satte sprængstof på 2 af disse. Vi forstod ikke helt hvordan sprængstoffet skulle anbringes for at styre sprængkraften og betonsoklerne blev kun delvist ødelagt. Til gengæld lærte vi noget af denne øvelse. Første gang det virkelig var alvor var også nord for Humlum. Sprængstoffet var forberedt hjemme hos Michael. Det var PE2. Sprængstoffet kunne formes næsten som marcipan og var ufarligt, men aktivt ved slag. Først skulle vi jo observere, hvor de tyske vagter gik. Vagterne havde en fast rutine - de gik imod hinanden mødtes snakkede lidt og gik så fra hinanden igen. Dette tidsrum måtte udnyttes vi hjalp hinanden med at gemme den hvide ledning Cortes - under græsset - fæstnede sprængstoffet på skinnerne og satte en blyant i den ene ende. Blyanten var tændsatsen og den der skulle sørge for at sprængningen skete. Den lignede en blyant og bestod indvendigt af et glas med syre og en fjederbelastet slagstift som holdtes på plads af en tynd metaltråd. Når blyanten skulle aktiveres skete dette ved at glasset med syren klemtes i stykker. Syren ville sive ud og i løbet af 30 minutter tære gennem tråden og frigive slagstiften. Og så ville sprængningen ske. Vi kom hjem i god behold. Da sprængningen skete, omkring kl. 1 om natten, lå Rudolf og jeg i vores senge på kvisten. Vi hørte tydeligt braget fra sprængningen hvis ekko rullede mellem husene og det var vel først da, det virkeligt gik op for os, hvad vi var med i. Nu var det virkelig alvor. Når der skulle sprænges kom beskeden fra Struer eller fra Nr. Nissum og det skete en 5-6 gange. En af disse gange hvor vi netop var færdig med at anbringe sprængstoffet på togskinnen, så vi et lys på vejen. Det var en person der kom gående med en lygte i hånden, og som skulle krydse banelinien. Vi holdt en pause mens personen passerede og efter en tid færdiggjorde vi arbejdet og forlod området. Det viste sig senere at det var en pige der skulle besøge nogle mennesker. Jensen Side 3 af

Da det viste sig at de ikke var hjemme, gik hun tilbage mod Humlum den samme vej som hun var kommet. Heldigvis nåede hun over banelinien inden sprængningen og der skete hende ikke noget.

4 Da det viste sig at de ikke var hjemme, gik hun tilbage mod Humlum den samme vej som hun var kommet. Heldigvis nåede hun over banelinien inden sprængningen og der skete hende ikke noget. Men oplevelsen blev fortalt i byen dagen efter. Sprængstoffet vi brugte, skulle jo opbevares og et af gemmestederne var Wolders bistader. Vi synes det var et godt sted da vi mente at det ikke ville være det første sted tyskerne ville undersøge. Det gik godt en tid. Wolder var en jovial mand som var ansat ved banen og det var ham som ringede bommene op og ned. Han var glad for at snakke og hans kone blev så nervøs over at han skulle komme til at sige noget, at sprængstoffet til sidst i huj og hast måtte flyttes ud i andre bistader i området. Månederne gik og vi anede, at krigen snart måtte slutte. Flere meldte sig nu og ville være med i modstandsbevægelsen det havde selvfølgelig sine positive sider, men gjorde også at det blev sværere at kommunikere uden de forkerte fik fat i det og derved blev det farligere. De nyere folk var gennemgående meget nervøse og vi sagde tit til hinanden, at det var godt, de ikke havde været med hele tiden, for så kunne det være gået rigtig galt. Den 4. Maj om aftenen sad vi hos vores bror Kaj og hørte fredsbudskabet. Denne aften meldte der sig også nogen vi kendte og som ville være med, bl.a. Arnold Sørensen. Det var vi godt tilfredse med, for han havde bil og den kunne vi godt bruge. Ud på aftenen den 4. Maj kom den tyske kommandant fra Toftum gående gennem byen. Han var ledsaget af to soldater, en på hver side. Han var noget beruset og bevæbnet, så vi var nervøse for, hvad han kunne finde på. Vores overordnede ordre, som vi havde modtaget fra Nr. Nissum, var, at ingen modstandsfolk skulle blande sig i noget i forbindelse med tyskernes overgivelse, så vi lod ham være. Heldigvis gik han hjem uden yderligere episoder og næste dag overgav de sig. Jensen Side 4 af

Vi ventede på at få vores ordrer / vores opgaver. Da de kom fik vi vagtopgaver sammen med Hjermgruppen ved Oddesund Syd. Vi skulle bevogte de militære anlæg og holde øje med, at intet blev fjernet.

Ved et tilfælde ramte skuddet en telefontråd og det var jo ikke så heldigt. Blandt materiellet på stedet fandt Rudolf et par mastesko, kravlede op i telefonpælen og fik ledningen sat sammen igen.

5 Vi ventede på at få vores ordrer / vores opgaver. Da de kom fik vi vagtopgaver sammen med Hjermgruppen ved Oddesund Syd. Vi skulle bevogte de militære anlæg og holde øje med, at intet blev fjernet. Vi var jo bevæbnet Rudolf med en tysk Parabellum pistol og en dag på vagt skød han et varselsskud, da en person gik rundt på det forbudte område. Ved et tilfælde ramte skuddet en telefontråd og det var jo ikke så heldigt. Blandt materiellet på stedet fandt Rudolf et par mastesko, kravlede op i telefonpælen og fik ledningen sat sammen igen. Vagten var ofte lang og tiden kunne gå langsomt. Som lidt tidsfordriv skød vi med nogle signalpistoler som også var på depotet. Bl.a. et rottehul var mål for nogle skud og lidt efter kom der en grøn rotte ud af hullet! Vi fik også lejlighed til at smage vores første glas rødvin der stod en del flasker i magasinet men vi syntes, det var surt! Vi eksperimenterede også med tyskernes efterladte stavhåndgranater og efter en sådan prøve, hang der en død kat i en hegnstråd. Vores vagt tjeneste ved Oddesund ophørte, da de engelske tropper kom til egnen ca. 10 dage efter befrielsen og overtog ansvaret for al tysk ejendom. Der var mange festligheder i Struer i anledning af befrielsen. Her deltog alle os, der havde været aktive i Struer og i de mindre byer i omegnen til parader, taler, koncerter o.a. Vi var jo ret populære i området i befolkningen vi bar grønne armbind som tegn på, at vi havde været på den rigtige side. Jensen Side 5 af

Der blev lavet en speciel session i Aalborg for de, der havde været med i frihedskampen og der tog jeg op og blev indkaldt til militærtjeneste for de næste 11

6 Der blev lavet en speciel session i Aalborg for de, der havde været med i frihedskampen og der tog jeg op og blev indkaldt til militærtjeneste for de næste 11 måneder. 5 år efter befrielsen var der en sammenkomst på Nr. Nissum seminarium og 50 år efter var vi inviteret til Struer til en stor fest. Jensen Side 6 af

Relaterede dokumenter

Alt forandres LÆSEPRØVE

Alt forandres LÆSEPRØVE Joan Bach Ludvigsen LÆSEPRØVE Alt forandres Noveller To par Han vidste, hvad hun ville sige, så snart de var gået derfra. Når de var kommet ud af opgangen og havde gået et par minutter