KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 3.APRIL SEP VESTER AABY KL Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag, 441,2

Transkript

1 KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 3.APRIL SEP VESTER AABY KL Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag, 441,2 Nu sad de der så igen. Det var det samme sted. Men det var så også det eneste, der var det samme. Eller hvad? Tankerne havde været langt væk. Siden den dag. Tankerne var i det hele taget begyndt at gå deres egne veje nu. Han kunne være svær at råbe op, vidste han godt. Der var så meget, der havde været nemt, der lige pludselig ikke var så nemt mere. Som nu det med Anton. Anton, der nu sad lige ovre på den anden side af bordet på hans værelse. Igen. Efter at de ikke havde set hinanden i en uge. Efter den dag med cykelturen. Og opslaget på Facebook. Mon han var gået for vidt denne gang? Endnu en gang begyndte tankerne at fare gennem Peters hoved. Han mærkede den der afgrund åbne sig under ham. Det var som om en dør smækkede bag ham, og han stod uden for i en snestorm. En dør, der ellers havde stået åben lige så længe, han kunne huske. Han ville ikke smække den dør. Men somme tider var det som om den blæste i af sig selv. Som nu den dag for en uge siden.

2 Det var naturligvis ikke det, han havde villet. Det gik bare somme tider så stærkt. Han kunne så godt lide at sige noget sjovt, noget hurtigt, noget, der var helt anderledes end det omgivelserne ventede, han ville sige. Det havde de tit grinet af. Som regel grinet af. Og det var det, han så gerne ville. Have det sjovt sammen med de andre. Men han ville nok også godt have det sidste ord. Have det store ord at skulle have sagt. Og det fik han, når de andre grinede. I klassen, derhjemme og når de var til fodbold. Men han skulle gå til grænsen hver gang. Ellers syntes han ikke, det var sjovt. Det plejede han også at være god til. For de andre vidste jo godt, at Peter ikke ville dem noget ondt. Vidste godt, at det nu en gang var den rolle, han havde fået i klassen. Derhjemme. Og når de var til fodbold. Men inderst inde vidste han også godt at isen kunne være tynd. For det blev ikke lettere at finde på noget nyt. Og i den senere tid syntes han også, at han var blevet mere alvorlig inden i. At han var blevet lidt træt af den rolle. Måske lige frem også, at han en gang imellem havde lyst til at have en helt anden rolle. Rollen som den alvorlige Peter. Han kunne næsten grine indvendigt ved at tænke de tre ord i sammenhæng. Det kom næsten til at lyde som om man sagde en varm snemand, når man sagde Den alvorlige Peter. Nej uha, Så hellere fjolle videre lidt endnu. Men nu var det så, det måske var gået galt. Peter vidste ikke, om det i virkeligheden var sket mange gange før. Det nye var, at han var begyndt at tænke over det. Den var den der alvorlige Peter, der bankede på. Som blandede sig i, hvad han tænkte.

3 Som blandede sig i, hvordan hans stemme lød. Som blandede sig i, hvordan han havde det med pigerne i klassen. Og somme tider i, hvilken farve han havde i ansigtet. Og nu var der så den der dag. De havde været på cykeltur efter skoletid. Ham og Anton. Bare en tur ud af vejen med hop i sæderne og uden hænderne på styret. Sådan som de plejede. Sådan som de havde gjort tusind gange. Peter vidste ikke, hvad det var, der var sket. Men pludselig var det altså, han havde spurgt: Hey Anton har du egentlig nogen kæreste? Hvad med dig selv? havde Anton svaret. Lidt mut, syntes Peter, Ok ja 4-5 stykker havde han svaret. For sådan plejede han at svare. Sådan regnede han næsten med, at han skulle svare. Men så var det, han også fik øje på den alvorlige Anton. Sådan en fandtes åbenbart også. Ham havde han da heller ikke set før. De var standset op i vejkanten. Længe sagde de ikke noget, men så kom det ganske stille fra Anton. Jeg er blevet forelsket i Pernille. Jeg kan ikke sove om natten, jeg tænker på hende hele tiden. Men jeg ved ikke, om hun vil have mig. Og så var det altså, det var sket: Fjollepeter havde fejet Alvorspeter af banen: Op med næbbet, Anton du må da godt få en af mine! havde Peter svaret. Det kom alt for tæt på at se vennen være ked ad det på den måde.

4 Men Anton var vendt om og var cyklet af sted. Og nu fik Fjollepeter skældud af den alvorlig Peter. Inde i det samme hoved. Peter måtte simpelthen stå af cyklen og trække hjem - så flov var han. Det var jo da det sidste, han havde villet. Hvorfor var han også altid så fjollet? Hans bedste ven havde haft brug for at betro sig, og nu havde han skubbet ham væk. Normalt ville Peter have indhentet ham på cyklen og skubbet ham ned i vejkanten. Men det var som om det ikke ville virke denne gang. Var han gået for vidt denne gang? Var det afslutningen? Op med humøret sagde Peter alligevel til sig selv, da der var gået lidt tid. Og så havde han gjort det: Lavet det der opslag på klassens Facebookside. Han vidste egentlig godt, det var dumt, men det var så nemt at gøre. Anton er lun på Pernille. 5 små ord. Der nu fløj rundt i klassen. Det var såmænd ikke det værste. De fleste vidste det vist godt i forvejen. Men han havde svigtet sin bedste ven. Han havde sagt noget videre, som skulle være en hemmelighed. Noget, man kun betroede sin allerbedste ven. Og nu var der så gået en uge. Intet havde han hørt.

5 Før nu, hvor Anton var kommet op ad trappen og havde banket på. Peters mor havde lukket ham ind. Han satte sig på den anden side af bordet. To meter væk. Nej, to kilometer væk. Er du stadig min bedste ven? Det var ikke Peter, der spurgte. Han vidste vist nok for første gang i sit liv ikke hvad han skulle sige. Det var Anton. Det var Anton, der var gået den lange vej fordi han ikke kunne holde det ud længere. Fordi der var så meget, der bandt, at afsløringen og Facebookopslaget ikke kunne holde det væk længere. Ja, kom det stille fra Peter. Er du sikker, spurgte Anton igen. Ja, svarede Peter. Han havde slet ikke lyst til at sige mere. Så tag din cykel og kom med, svarede Anton. De cyklede ud ad vejen. Uden hop i sædet, men dog også uden hænderne på styret. Hvad fik dig til at komme? spurgte Peter langt om længe. Kan du huske, da vi henne hos præsten hørte om den anden Peter - ham fra Bibelen? Ham med hanen? Peter var ved at få fat i sig selv igen. Ja, det kan jeg godt. Ham, der svigtede Jesus tre gange. Jeg kom til at læse videre i Bibelen, sagde Anton. Peter skulle lige til at sige noget sjovt, men heldigvis lykkedes det ham at tie stille. Jesus tilgav Peter, stod der. Og satte ham til at vogte får. Nu var det meget svært for Fjollepeter at tie stille.

6 Jeg tænkte, at jeg ville prøve det samme med dig, fortsatte Anton. Nu gik den ikke længere: Du kan da selv være et får! Anton gav Peter et puf. Nøj, hvor det lettede. Nej, jeg mener, holde fast i dig som min bedste ven selvom du lavede det der opslag om mig og Pernille. Det må du også undskylde, sagde Peter. Han kunne ikke mindes, at han nogen sinde havde fået så stor en gave som at få lov til at sige det. Det hedder tilgivelse stod der. Gud lægger det til, som vi ikke selv kan gøre. Og du kan tro, jeg var vred på dig. Men det er jeg ikke mere. Det er det alt det med Gud og Jesus handler om. Alt det, vi hørte nede hos præsten i vinter. Alt det, vi lige har fejret i påsken. At Gud lægger det til vores liv, som vi ikke selv kan finde ud af. Peter havde stadig væk svært ved at tie stille. Stod hans bedste ven nu ikke og holdt prædiken for ham. Men det var jo rigtigt nok, at han havde fået det meget bedre, og at han ikke selv kunne have gjort noget ved det. Så det var godt, at Anton havde fundet ud af det og kunne komme med det. Han skulle lige til at sige noget, men Anton afbrød ham: Nu tror jeg, vi skal cykle hjem igen, sagde Anton. Jeg har ikke så meget tid mere. Jeg har en aftale i aften. Jeg skal i biografen med Pernille. AMEN