NYTÅRSBUDSKABET 7. JANUAR 2014

Transkript

1 NYTÅRSBUDSKABET 7. JANUAR 2014 Det ordentlige Adelgilde er viet broderskabstankens formål. I særdeleshed mindes vi i denne højtidsstund vore hedengangne brødre. Som kansler og fg. oldermand er det min opgave i aften, at oplæse gildets traditionelle nytårsbudskab. Dette træk i gildelivet har rødder tilbage til gildets allerførste dage, da man nok havde en skrå, men ikke på skrift - hvem kunne læse dengang? To gange om året måtte oldermanden derfor erindre brødrene og søstrene om gildeloven - den mundtlige lov - leges orales - sagt på latin. Nytårsbudskabet består som altid af et kort uddrag af gildets historie, der er så værdifuld, at den mindst en gang om året skal levendegøres for brødrene. Gildets historie berettet gennem en opsummering af de store mænd og helstøbte mennesker, som har haft betydning for gildets beståen, og det er den kraftkilde, vi vil øse af på denne dato, for at skabe den festlige aften i broderskabets varme, vi har kendt gennem generationer. Dette budskab skal opildne og styrke alle brødre, men særlig de unge, for det er dem, der skal fortsætte traditionerne og vise broderskabets sande værdi. Når julen er forbi, og vi har forladt det gamle år, samles vi St. Knudsbrødre efter god gammel skik på Knud Lavards dødsdag, den 7. januar til det Ordentlige Adelgilde på St. Knudsborg. På denne dag vil vi udtrykke vor glæde og taknemmelighed over, at vi fik lov til trods dårlige tider og ufred i landet, at beholde vort gamle gildehus, og at vor uvurderlige sølvskat og vore to historiske faner fra 1759 og 1859, som var anbragt i sikkert skjul i ugerningstiden nu atter frit og uantastet kan glæde vore øjne og besidderglæde sammen med vor nye, tredie fane forlenet os af kong Frederik IX, og forsynet med årstallet Vi vil også glæde os over, at vi i dag igen kan vise Danmarks farver inde og ude, og nyde vore tyske medborgeres respekt og anerkendelse. Her i gildehuset føler vi os hjemme, de kære gamle ting bliver levende for os, og fra væggene taler de gamle portrætter til os - disse brave mænd. St. Knudsbrødre af de bedste. Jeg spørger jer Har I alle i det forløbne år gjort jeres broderpligt? - har I opført jer således, at I er jeres hedengangne brødre værdige? Har I forstået at bevare den 1

2 hellige arv, der blev jer betroet?" Disse spørgsmål må hver eneste af jer besvare samvittighedsfuldt og med ansvarsbevidst ærlighed. Tænk altid på, at det at være St. Knudsbroder ikke kun består i at nyde, men i lige så høj grad i at yde, altid at være parat til efter evne at bringe et offer for gildet og brødrene. At være St. Knudsbroder betyder også at være menneske i ordets ideelle og sande betydning. En St. Knudsbroder føler en naturlig trang til kun at gøre det gode, hjælpe den svage og i det hele taget være et forbillede for alle mennesker, ikke kun for sine brødre! En St. Knudsbroder skal altid være klar over, at han, når gildet kalder, hører hjemme i broderkredsen, også og især, ved de festlige foranstaltninger. At være St. Knudsbroder må for enhver af os, være en tungtvejende og dybtgående overbevisning, som forpligter! Disse ord om de helt selvfølgelige broderpligter skal efterleves, om man med rette, vil kunne kaldes St. Knudsbroder og dermed bære vor skytsbroder St. Knud Lavards navn og mærke, for ordene var hans! Det er ham til ære, at vi helligholder den 7. januar, dette menneske til ære, der kom til at betyde så uendelig meget for vort land og vore folk, frem for alt for det højeste gode, han med broderskabstanken begyndte og plejede i gildet i Slesvig, det såkaldte "edsgelag", hvis oldermand han var. Knud Lavard blev skændigt snigmyrdet den 7. januar 1131 i Haraldsted-Skov. Inden sin død havde han formået at tænde en fakkel i en mørk og grusom tid, efter at have sikret landets grænse mod syd og skabt agtelse og respekt for loven. Han var ubønhørlig overfor ugerningsmanden, var han end af nok så høj en byrd men han beskyttede og hjalp den svage, denne Danmarks første riddersmand. Uplettet, som hans rygte var hos almuen, begyndte man snart efter hans død at betragte ham som en helgen, og på kongens og folkets bøn, kanoniserede paven ham som helgen i november 1169 og efter skrinlæggelsen den 25. juni 1170 på højalteret i Ringsted, havde Danmark fået en ny helgen og de mange almuegilder en skytspatron, der selv havde været banebrydende for broderskabstanken. Med ægte stolthed har vi lov til at betragte det som et tegn på St. Knudsbroderkredsens styrke, at vi i dag, over 800 år efter Knud Lavards helliggørelse kan samles i eget gildehus til denne mindefest på hans dødsdag, i 2

3 dette ældste eksisterende St. Knudsgilde, som vi har den ære at repræsentere. Vi vil også i dag mindes de brødre og velyndere, der bidrog til udsmykningen af broderskabets bygning, såsom Frederik V., der skænkede gildet den første fane med indskriften "anno 1759", og den folkekære konge, Frederik VII, der som æresbroder flere gange var med i broderkredsen her i denne sal, og som følte sig særlig vel blandt sine Knudsbrødre. Frederik VII gav os den anden fane med årstallet "anno 1859" og et værdifuldt sølvkrus. Derefter tænker vi i ærbødighed og med taknemmelighed på Frederik IX, der forlenede os den nye og tredie fane med årstallet 1959 på den grønne bund. Vi mindes også med særlig respekt de brødre, der reddede gildet i tider, hvor det var kommet i yderste nød. Vi mindes i første række Fr. VII s dusbroder, vor kendte æresoldermand Johann Kruse, foregangsmanden for dansk skole- og kirkeliv i vor landsdel, som i året 1840, da gildet var på nippet til at glide over på fremmede, fjendtlige hænder, der ville tilsnige sig vore kongelige privilegier, med rastløs energi og held sørgede for nyt blod og nye kræfter til gildets opretholdelse, og som kronede sine anstrengelser med at bygge og navngive St. Knudsborg i Blandt hans efterfølgere i oldermandsstolen mindes vi særlig Gustav Johannsen, Flensborgs ukronede konge, som byens borgere kaldte ham. Han forstod ikke bare at holde gildet på højden, men også at skabe respekt udadtil, trods ændrede politiske og statslige forhold. Han skabte samkvem med de andre gilder i byen og var hovedmanden ved stiftelsen af korporationsskydningerne. Da Gustav Johannsen døde i 1901, fulgte en række år med en deprimerende gæld, der skyldes en langvarig retssag, som Gustav Johannsen havde ført og vundet, den drejede sig om dette grundstykke, som byen mente at eje. Gildet skrumpede ind og talte efterhånden kun ti mand. Tre af disse skal nævnes på denne dag for deres aldrig svigtende tro på gildets betydning, det er den vævre oldermand, stenhuggermester Thomas Jensen, den tapre landsoldat", som han blev kaldt. Det er gildets daværende kaptajn Rosenbek og den mangeårige kasserer Theodor Rasmussen, der i disse trængselsår skabte traditionen med den 7. skål. Oldermand Thomas Jensen gik nødtvunget i forhandlinger med Nationalmuseet i København for at sælge vor sølvskat og på denne måde redde gildet fra en økonomisk ruin, men da greb redaktør Jens Jessen ind som den frelsende broder, idet han overtalte 50 af Borgerforeningens medlemmer til at træde ind i gildet som betalende overordentlige brødre. Dette tilskud til gildekassen sammen med en økonomisk støtte fra den gamle danske "Spare- og Lånekasse", der også skal 3

4 nævnes med ære og i taknemmelighed bevirkede at gildet kunne ride stormen af, og i 1910 lykkedes det for de tre førnævnte brødre, Thomas Jensen, Rosenbek og Theodor Rasmussen, at tilføre gildet nyt blod. Blandt de nye brødre var advokat Christian Ravn, der i 1914 blev gildets oldermand. Med ham indledtes den glanstid, som vi nyder godt af den dag i dag. Oldermand Ravn satte sig to mål, at forbedre gildets økonomi og at udgive gildets ældste skrå. Begge dele kronedes med held, men vi har meget mere at takke oldermand Ravn for. Ikke bare udgav han den gamle skrå, men det er også hans fortjeneste, at det gamle håndskrift fra ca der indeholder gildeskråen, kom tilbage til byen. Vor gældende skrå, som vi nu har levet med i flere generationer, er også Ravns værk. På tidløs vis fører den os tilbage til den oprindelige gildetanke i fællesskab at værne om vor ret og vor by. Alle de mange gøremål vi har fået gennemført med hensyn til vedligeholdelse og udbygning af gildets bygning ude og inde, havde ikke kunnet komme i stand uden ærefulde donationer fra, Ejderlandets Samfund, Sydslesvig Udvalget af 5. maj, Rislumfonden, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal samt Kirsten Langkilde s Legat. Denne hjælp betyder, at vi ikke bare har kunnet opfylde kravet om at bevare det nedarvede, men at vi afleverer en forøget arv til vore efterkommere, som nu derfor er forpligtede, ikke kun overfor de hedengangne brødre, men også overfor vore mange velyndere. De trange tider omkring 1840, efter 1864 og efter 1900 havde utvivlsomt resulteret i, at vi ikke havde haft et St. Knudsgilde i Flensborg i dag, hvis der ikke havde været St. Knudsbrødre som oldermand Johann Kruse og oldermand Gustav Johannsen, bror Jens Jessen, oldermand Thomas Jensen, kaptajn Rosenbek, kasserer Theodor Rasmussen og æresoldermand Christian Ravn. ÆRET VÆRE DERES MINDE Jeg vil også nævne en række navne, der vil genkalde levende minder om brødre, der satte deres præg på festlighederne ved tidligere adelgilder, men som i dag ikke mere færdes blandt os. Husker I: Oldermand Johann Wrang, æresbroder Tage Jessen, æresbroder Jacob Kronika, Æresbroder Ingwer Harck, Æresbroder Juergen Jürgensen, Æresbroder. Christian Schütt, Æresbroder Kai Lübcke, Æresbroder Johnny Holst, Æresbroder "Söhne" Hans Jørgen Hansen, Æresbroder Otto Nielsen, bdr. Einar Ramsing 4

5 Lorenz, bdr. Rudolf Schmidt, bdr. Waldemar Albertsen, Æresbroder Claudius Christiansen, bdr. Adam Helms, bdr. Johann Michaelsen, bdr. Dennis Kiralfy, Æresbroder Karl H. Köpcke, bdr. Rolf Petersen, bdr. Hans Ronald Jørgensen, bdr. Knud S. Hansen, Æresoldermand Bent Ole Olesen, bdr. Theodor Jürgensen, Æresbroder Hans Fahrendorf, bdr Rolf Duschner, bdr. Svend Hansen, bdr. Ole Vigård, bdr. Fritz Baade, bdr. Helmuth Christensen, broder Herbert Nielsen, Æresbroder Andreas Lauszus, brd. Flemming Andersen og alle de brødre og gode venner, vi mistede, mens vi selv blev ældre i gildet. Hver især har vi mistet brødre, vi i denne stund tænker på med særligt savn. Næsten hvert år har vi St. Knudsbrødre måttet høre nytårsbudskabet slutte med et farvel til brødre, vi mistede i året, der gik. I 2013 måtte vi tage aksked med æresbroder Poul Wendelboe. Æresbroder Poul Wendelboe var stille sovet ind efter kort tids sygdom i sit hjem på Otiumgården i Aalborg den 27. september i en alder af 102 år. Kære æresbroder Poul Wendelboe, du blev broder i St. Knudsgildet allerede i 1964, d.v.s. i næsten 50 år har du sat dine spor og dit præg i og på vores broderskab. Med rette blev du udnævnt til æresbroder i 1991, hvor æresoldermand Ole Olesen og dine brødre hyldede dig for dit virke både her og i hjemmegildet "Det broderlige Skydeselskab, Papegøjegildet af 20. maj Dit motto var "at gavne og fornøje". Du var altid parat til at fortælle om gode oplevelser og give historiske tilbageblik fra dit lange liv. Du vidste uendelig meget om gildelivet i dag og før i tiderne. Og det kunne du gøre spontant, i alvor og i skæmt. Jeg er glad for, at jeg lærte dig at kende. Samtaler med dig var altid interessante og gav anledning til eftertanke. Du har gjort meget for, at historien omkring vore gilder holdtes levende. Du var primus motor i kontakten med venskabsgilderne, en indsats der ikke kan vurderes højt nok. Alt dette takker vi dig for, kære Poul. Du kunne bedre end mange andre se tilbage på et langt og lykkeligt, rigt liv, selvom skæbnen også var hård imod dig. Du mistede 3 sønner og din første hustru. Men på den anden side havde du den store glæde, at kunne følge med i gildelivet til det sidste og det gjorde du med glæde. I de senere år foretog du dig ikke mere de store rejser, så vi så dig desværre ikke mere i Flensborg, men i Aalborg tog du alle chancer til at møde op til 5

6 gildearrangementer, således at vi kunne genopfriske gamle minder og fælles oplevelser. Flere gildebrødre, bl.a. også oldermanden, deltog i din begravelse fra Hasseris Kirke den 2. oktober og viste dig den sidste ære. Kære Povl, vi takker dig for dit broderskab og din kærlighed til broderskabet, der har stået på i næsten 50 år. Vi takker dig for dette liv. Vi vil aldrig glemme dig. Velkomsten vil nu gå fra broderhånd til broderhånd med ordene "Mindes dine hedengangne brødre. Må jeg bede om, at dette foregår i al stilhed. doc.harck/nytårsbudskabet 6