Det siger for det andet, at Jesus kom til verden i kødet, som et menneske under vore kår og vore betingelser. Ja, han blev mere menneske i kødet end

Transkript

1 At følge Jesus Grundlaget for at følge Jesus findes blandt andet hos Mat.16,13-25, hvor Peters i vers 16 siger: "Du er Kristus, den levende Guds Søn!" Hertil svarer Jesus: "Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene!" Peter har altså fået en viden, der er givet ham ovenfra - den stammer ikke fra ham selv. Det passer med Jesu ord i Joh.3,3 og 6,44: Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny, og at ingen kan komme til Jesus uden at Faderen drager ham. Allerede her har Jesus givet forudsætningen for at følge ham: Kun den, der er født på ny - dvs. født af Gud, og i hvem Helligånden har taget bolig, - kun det menneske kan følge i Jesu spor. Man kan altså udmærket vide alt om kristendom, kende alle hemmeligheder og sidde inde med al kundskab uden at kende Jesus. Kun den, der ejer livet i Gud, kan som Peter bekende: Du er Kristus, Den levende Guds Søn!" Og da er al menneskelig kundskab og indsigt i virkeligheden uden betydning - og i værste fald skadelig i forhold til det langt højere, at Gud ved sin Helligånd åbenbarer sin visdom i Kristus, som ingen i denne verden kan forstå eller gribe af sig selv. Umiddelbart efter, at Peter har aflagt sit vidnesbyrd betror Jesus sine disciple, at han er på vej til Jerusalem for at lide ondt og blive slået ihjel. De fleste kender både Peters reaktion: Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig! og Jesu tilrettevisning af Peter: Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil. Peter var ikke længere Jesu efterfølger, men var kommet foran Jesus i egne tanker, der er kødets tanker. Og om kødets tanker siger Jesus, at de er sataniske, og han gør det med ordene. "Vig bag mig, Satan!" Et andet eksempel på at komme foran Jesus finder vi i i beretningen om den blinde tigger Bartimæus i Jeriko. Der står, at de, som gik foran Jesus, ville lukke munden på ham, da han kaldte på Jesus. Og det var netop Bartimæus, Jesus ville møde, og han gjorde det med ordene: Din tro har frelst dig. Luk.18,43. Til alle, der vil efterfølge Jesus, siger han: Hvis nogen vil følge mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage korset op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det. Luk.9, Og Jesus lægger ikke skjul på, hvor hans spor går og hvad det indebærer: At gå til Jerusalem, at blive forkastet af denne verden og denne verdens vise, og at miste livet for at opstå til evigt liv. Det er sporet - Jesu spor. Det forstod disciplene ikke dengang, og det gør vi heller ikke, med mindre det åbenbares os af Faderen. Så langt om grundlaget i al korthed. Opsummeret siger det: - Kun et genfødt Guds barn kan følge Jesus. - At følge Jesus er at følge ham efter. Enhver, der går videre eller går foran, tjener ikke længere Jesus, uanset hvor gode og velmente ens egne tanker og motiver er.

2 - Jesu spor fører til Getsemane og til Golgatha, hvor livet i kødet korsfæstes for at opstå til evigt liv. Hvorfor henvender Jesus sig til alle, når det at følge ham dybest set kun vedrører dem, der er født på ny? Fordi at alle stilles ind i valget om at følge Jesus, og fordi ingen skal være i tvivl om, at det valg er det alt afgørende i et menneskes liv. Det er samtidig det mest forfærdende valg, et menneske må gøre. Jesus siger derom: Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far elle mor mere end mig er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Mat. 10, For den ufrelste gælder: At gå ind i Guds rige og at følge Jesus indebærer, at du mister livet og alt dit eget. Du må dø for at fødes til et nyt liv. Så enkelt og så absolut er det. Og hvis nogen vil gøre det til den letteste sag at blive et Guds barn, så er han ikke længere Jesu efterfølger, men er kommet langt foran ham. For Guds barnet gælder: Du må dagligt tage dit kors op og følge Jesus. Du må hele dit liv fornægte dig selv, så du hver dag og hvert øjeblik dør bort fra dig selv. Også det er enkelt og absolut - og smertefuldt og herligt. Det er det fuldkomne liv i hele dets fylde. Men det fatter det naturlige menneske ikke. Mennesket søger garantier. Det gjorde den rige yngling (Mar.10,17-31). Han søgte sikkerhed for sin frelse, og Jesus gav ham tilsyneladende kun usikkerhed: Sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, og kom så og følg mig! Enkelt og absolut, og ingen formildende omstændigheder, end ikke da den rige yngling gik bedrøvet bort. Der står, at disciplene blev forfærdede og rystede over det, de her oplevede, og det får Peter til at spørge: "Se, vi har forladt alle ting" - underforstået: "Vi har gjort det for din skyld, hvad får så vi?" Den eneste garanti Disciplene fik, og som vi får, er et løfte af Jesus. Intet andet. Og det ord er så anderledes, at vi ikke i os selv kan forstå det, for Jesus lønner ikke som denne verden. Guds tanker er langt over vore - ja er omvendte af vore. At følge Jesus indebærer, at han gør med dig, - ikke som du vil, men efter hans vilje, for du har jo mistet dit eget liv og lever nu troens liv uden garantier bortset fra Jesu ord og løfter. Jesu spor: * * * "Derpå kan I kende Guds Ånd: Enhver Ånd. der bekender at Jesus er Kristus, kommen i kødet, er af Gud." Joh.4,2. Ordene "Jesus er Kristus, kommen i kødet" udtrykker indholdet af og grundlaget for Jesu spor. Det siger for det første, at Jesus er Kristus og dermed Guds salvede, og at Jesus er Gud. Han er ét med faderen, og han er den, ved hvem og til hvem alt i Himlen og på jorden er skabt. "Han var i verden, og verden er blevet til ved ham, men verden kendte ham ikke." Joh. 1,10

3 Det siger for det andet, at Jesus kom til verden i kødet, som et menneske under vore kår og vore betingelser. Ja, han blev mere menneske i kødet end noget andet menneske, for han blev i modsætning til os fristet i alle ting uden selv at synde. Og dog påtog han sig al verdens synd; han bar den op på korset og sonede den. Det forhold, at Gud blev menneske i kødet er ubegribeligt og ufatteligt. Det er ikke opkommet i noget menneskes hjerte, men det skyldes alene, at Gud elskede verden, så han gav sin Søn den enbårne til verden, for at verden skal frelses ved ham. Johannes vidner og siger: "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed." (1.14). Det paradoks, at Gud blev menneske, ligger bag om alt det, der efterfølgende skal siges om Jesu spor, og om det at følge i hans spor. Johannes beskriver Jesu spor så kort: "Han kom til sit eget, men hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem som tror på hans navn." Joh. 1, Sporet indeholder noget ydre: han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Og det indre: Men alle dem, som tog imod ham, dem gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn. Det ydre spor: Jesus blev født i Betlehem og voksede op som søn af en tømrer i Nazaret. Han boede som voksen måske i Kapernaum, men vi ved det ikke med sikkerhed, for han siger selv, at ræve har huler og himmelens fugle reder, men menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved til hvile." Mat.8,20 Endelig ved vi, at Jesus døde i Jerusalem. Men om stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, ved vi ikke, om det var her eller der. Og hvilken Guds nåde. Altså er vi ikke bundet af noget sted for vor tilbedelse. Jesus siger til kvinden ved Sykars brønd: Tro mig, kvinde, der kommer en time, hvor det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender. Vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed. Joh. 4, Jesus efterlod sig heller ikke lærebøger eller dybsindige skrifter, men han var alligevel det levende ord. Vi ved kun, at han skrev med en finger i sandet. Ser vi på Jesu gerning var den i det ydre en fiasko. Han samlede fra begyndelsen store skarer omkring sig og fik mange medløbere, men selv hans egne brødre troede ikke på ham. De sagde: "Gå til Judæa, for at også dine disciple kan se de gerninger, du gør. der er jo ingen, der virker i det skjulte, når han selv ønsker at være offentlig kendt. Når du gør disse gerninger, så vis dig for verden!" Joh. 7,3-4. Det begyndte med, at store skarer fulgte Jesus, men efterhånden blev det færre, og til sidst var det kun få, der fulgte ham på vejen til Jerusalem. Og det sluttede med at han blev forladt af alle, endog af sine disciple, da han blev dømt som en gudsbespotter, og man hånede og spyttede på ham. Og han lod det ske af egen fri vilje uden at gøre modstand, som et lam, der føres hen for at slagtes. Til sidst blev han korsfæstet som en forbandet, og han blev begravet i al hast i en grav i nærheden, fordi man havde mere frygt for den kommende sabbat end for Guds søn. Og

4 tre dage efter, blev hans disciple beskyldt for at have stjålet hans legeme, da han var opstået fra de døde. Sandelig: I det ydre en total fiasko. Om Jesu udseende ved vi kun det, som Esajas siger i 53, 2-3: "Et rodskud af den tørre jord. Hans Skikkelse havde ingen skønhed; vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget." Inden vi læser videre hos Esajas, så lad os et øjeblik være stille for, om vi, når det angår det ydre, er villige til at gå i Jesu spor, eller om vi i stedet ligger under for verdens moder og luner. For også her gælder det, at den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld, skal frelse det." Hos Esajas 53,4-8 læser vi: "Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; Og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham. Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund; som et lam. der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund. Fra fængsel og dom blev han taget bort. Hvem tænkte på hans slægt, da han blev revet bort fra de levendes land?" Vi vil lade Esajas ord stå for sig selv, for at den, som har øre, kan høre, hvad ånden taler til den enkelte gennem disse ord. Det indre spor. Det indre spor hos Jesus indebærer, at alle dem, som tager imod ham, giver han magt til at blive Guds børn, dem som tror på hans navn. Det spor beskriver Paulus i brevet til Filliperne i 2,5-8: "I skal have det samme sindelag overfor hinanden, som var i Kristus Jesus: han som havde Guds skikkelse regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja døden på et kors." Teksten siger om Jesus, at han: - gav afkald - tog tjenerskikkelse på - ydmygede sig selv - blev lydig til døden Jesus gav afkald (tømte sig selv). Jesus gav afkald på at have Guds skikkelse, at vær lig med Gud. Dermed gav han afkald på: - at bruge sin guddomsmagt, og blev som et menneske afhængig alene af sin himmelske Far. - sin hellighed, så han tillod Satan at friste ham, for at han som menneske kunne fristes i alle ting ligesom vi. - sin himmelske herlighed, så han ligesom os led smerte i kødet, led sult og tørst og kendte til at blive træt.

5 Han tømte sig selv for at lade sig fylde alene af Faderen. Ingen egne ønsker og ingen egne krav for at opfylde egne behov. Han tømte sig selv så han kun havde, hvad Faderen gav ham. Og til slut tømte han sin sjæl til døden. Alt hans eget blev sat til side, for at Faderen i ham kunne forlige verden med sig selv ved hans blod på korset. Kan vi også gå i det spor? Både ja og nej. Ingen af os kan sone verdens synd, end ikke vore egne synder. Det er gjort. Gud er forsonet. Det er fuldbragt en gang for alle ved Jesu stedfortrædende død på korset. Men det spor, der fordrer, at vi giver afkald på os selv og tømmer os selv, for at Gud kan være alt i os, så vi kan være ét med Faderen og Sønnen, det spor er omfattet af Jesu ypperstepræstlige bøn for sine disciple og for dem, som ved deres ord kommer til tro på ham. Jesus vil, at hvor han er, der skal også de være, som faderen har givet ham i det samme spor i efterfølgelsen. Jesus tog tjenerskikkelse på. Det første vi bemærker, er, at det er noget Jesus tager på sig. Det er ikke naturligt, at han, som alle skal bekende som Herre, og som skal tilbedes og lovprises i alle evigheder, at han kom for at tjene og give sit liv som løsesum for mange i stedet for at lade sig tjene. Netop det paradoks, at Gud ved Sønnen blev menneske, kommer flere gange til udtryk i brevet til filiperne, og det må derfor være af betydning for vor forståelse af indholdet. Hele 3 gange møder vi det i Fil.2,7: Han tog en tjeners skikkelse på, han blev mennesker lig, og han trådte frem som et menneske. Det viser to væsentlige ting: - At Gud blev menneske og gjorde det frivilligt, fordi Gud er kærlighed og elsker sin faldne og i sig selv fortabte skabning. Det er unaturligt og i modstrid med alt, hvad der kan opkomme i et menneskes tanke. Det er over al måde herligt, helligt og underfuldt. - At Jesus blev sandt menneske under vore kår og på vore vilkår. Det spor, han vandrede i her på jorden, var i kødet, og Johannes siger i sit første brev, at enhver Ånd, der ikke bekender Kristus, kommen i kødet, er ikke af Gud, men det er antikrist's ånd. 1.Joh.4,3. Når nogen derfor vil nedskrive Jesu krav til efterfølgelsen med henvisning til, at Jesus jo var Gud og dermed - underforstået - havde bedre betingelser end os, så er det ikke sandt, og det kommer fra løgnens fader og det er antikrist's ånd. Esajas beskriver Jesu tjenergerning i bl.a. 42,1-4: "Se min tjener, ham støtter jeg, min udvalgte, i ham har jeg fundet velbehag. Jeg lader min ånd komme over ham, og han skal bringe ret til folkene. Han skriger ikke, han råber ikke, han løfter ikke sin røst i gaderne. Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr. Han bliver ikke svag og knækkes ikke, til han har ført retten igennem på jorden; de fjerne øer venter på hans belæring." Hvordan tjente Jesus, og hvem tjente han? Jesus tjente sin himmelske Far ved sin lydighed indtil døden på korset. "Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste; for det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen." 2. Kor.5,18-19.

6 Jesus kom for at tjene os som Guds talsmand, for i ord og gerning at åbenbare Gud og Guds ord for sine disciple og dermed også for os. Sammenfattende beskriver Jesus selv denne tjenergerning med ordene: "Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du har givet mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig; og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig." Joh.17,6-8. Jesus tjente os både gennem ord og gerning i fuldkommen lydighed mod sin himmelske Far, og i denne lydighed var det, at han ydmygede sig selv. Jesus siger om at gå i hans spor og om det at tjene: "Den, som vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener; og den, der vil være den første blandt af jer, skal være alles træl!" Mar.10,43. Og Jesus føjer til: "Når I ved det, er I salige, hvis I gør det." Joh.13,17. Jesus ydmygede sig selv Der er stor forskel på at blive ydmyget og på at ydmyge sig selv. Hvert øjeblik er der mennesker, der bliver ydmyget og mange lader sig ydmyge eller træde på. Anderledes med Jesus. Han ydmygede sig selv. Af egen fri vilje bøjede han sig så dybt, at han kaldte sig selv for den mindste i Himmerig. Lad os se på hvordan Jesus ydmygede sig selv ved at tjene med ordet og i gerning. Ordet: Jesus kom som det levende Ord, og han kom med det evige livs ord. Til trods herfor troede jøderne ham ikke. Jesus siger selv: "Jeg siger jer sandheden, derfor tror I mig ikke." Og han fortsætter: "Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud." Jøderne sagde til ham: "Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af dæmon?" Joh.8, Jesus ydmygede i sandhed sig selv ved at forkynde dem livets ord og ved at åbenbare sig som sandheden. Så stor var ydmygelsen, at de sagde om den hellige Gud i menneskeskikkelse, at han var besat af en ond ånd. Om vor tjeneste med at forkynde ordet i Jesu spor siger vor Herre og Frelser: "Husk det ord, jeg sagde til jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de holdt fast ved mit ord, vil de også holde fast ved jeres. Men alt dette skal de gøre mod jer på grund af mit navn, fordi de ikke kender ham, som har sendt mig." Joh.15, At gå i Jesus spor indebærer, at vi holder fast i Ordet og at vi derfor ligesom Jesus bliver løjet alt ondt på for Sandhedens skyld, så de endog vil mene at de tjener Gud, når de slår os ihjel. Joh.16,2. Det ovenstående bliver så let til pæne ord i en forsamling af hellige, der er samlet om Guds ord. Men det er i hjemmene og på arbejdspladsen, det skal stå prøve, om vi er villige til at følge i Jesu spor, så vi ligesom vor Herre og Frelser lader os ydmyge for Ordets skyld. Gerning: Hele Jesu liv var én gerning, og den var uløseligt bundet til Ordet. Da jøderne spurgte om, hvem han var, sagde han: "De gerninger, som Faderen har givet mig at fuldføre, selve de gerninger, jeg gør, vidner om mig, at Faderen har udsendt mig." Joh.5,36. Og hvilke gerninger? Jesus nævner dem selv: "Blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører; døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige; og salig er den, der ikke forarges på mig." Luk.7,22-23.

7 Dengang troede de ikke på ham, selv om gerningerne vidnede om ham. Johannes fortæller, at "skønt han havde gjort så mange tegn for øjnene af dem, troede de ikke på ham." Joh.12,37. Det er ikke anderledes i dag. I Jyllands-Postens leder den 8. juni 2003 stod der: "Det er indlysende, at man ikke skal tage beretningerne om Jesu undere som en faktisk tilsidesættelse af naturlovene." (Avisens påstand er, at Jesus ikke har magt over naturlovene). Både på Jesu egen tid og nu nedgøres Jesu undere og tegn, og som det dengang gik med Jesus, vil det gå med dem, der i dag følger i hans spor. Da Jesus stod foran den sidste store gerning - at dø på korset - ydmygede han sig selv i en grad som overgår al forstand og al erkendelse. Det var ikke mennesker, der ydmygede ham. Selv siger han om denne gerning: "Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til, for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre." Joh.10, Kort tid før Jesu blev forrådt og korsfæstet forlod de fleste af hans efterfølgere ham, og Jesus spurgte sine disciple, om de også ville forlade ham. Peter svarede på deres vegne: "Herre! Hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds Hellige." Joh Men kort tid efter i Getsemane, da Jesus er taget til fange, står der så ydmygende om dem: "Da lod alle disciplene ham i stikken og flygtede." Mat Hvorfor? Fordi Jesus havde sagt: "Det er alt sammen sket for at profeternes skrifter skal opfyldelses." Jesu forblev tro mod det profetiske ord, mens disciplene flygtede og lod Jesus ene. De svigtede og veg ud af sporet. Jesus kender også alle vore svigt - og alligevel elsker han os, og derfor døde han i vort sted, for at vi kan følge ham. Den ultimative ydmygelse, at Jesus - Gud i menneskeskikkelse - lader sig håne og spytte på, og lader sig dømme som synder og som gudsbespotter og til sidst lider døden som en forbandet på et kors, er for stort til at beskrives. Og endnu dybere og endnu mere ufattelig er Jesu ydmygelse, da han på korset bliver forladt af Faderen for at sone verdens synd. Herren må selv ved Helligånden åbenbare det for den enkelte. Jesus blev lydig til døden, ja døden på et kors. Hele Jesu liv var et liv i lydighed. Det begyndte i hjemmet i Nazaret, og efter at han var døbt i Jordan, får vi det første indblik i hans lydighed, da han efterfølgende fristedes i ørkenen. Men den ultimative prøve på lydighed møder vi i Getsemane, hvor Jesus blev lydig til døden. Her står han overfor Gud den almægtige fuld af sorg og gru og dybt bedrøvet til døden. Og som den, der er gjort til synd, er han skyldig at opfylde hele loven - ikke blot dets bogstav men hele Guds krav til fuldkommen hellighed. I mødet med Gud og under byrden af al verdens synd, møder Jesus i Getsemane fortvivlelsen og forargelsen. - Fortvivlelsen over synden, og fortvivlelsen over at være gjort til synd og til at skulle bære synden ind i døden i gudsforladthedens mørke. - Forargelsen over, at han som er Guds søn, der har al magten og som i sin hellighed er uden synd, at han af egen fri vilje skal give Gud ret og blive lydig til døden på et kors. Denne kalk var det, han bad om at blive skånet for - både fortvivlelsen og forargelsen. Men troen og lydigheden sejrede, da han bad: "Dog ikke som jeg vil, men

8 som du vil." Esajas beskriver denne kamp med ordene: "Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund; som et lam, der føres til slagtning, som et får, der er stumt, mens det klippes, åbnede han ikke sin mund. Es.53,7. Og fordi Jesus forblev lydig i absolut afhængighed af Faderen, blev han troens banebryder i Getsemane og dens fuldender på Golgata. Og han blev ophav til en evig frelse, for ved hans lydighedsoffer forsonede Gud verden med sig selv. Dette troens og lydighedens spor, der på begge sider er afgrænset af fortvivlelsen på den ene side og forargelsen på den anden, går fra Getsemane til Golgata. Og ethvert menneske stilles ind i valget om at følge det spor. Til to af sine disciple, der bad om at få sæde ved hans højre og venstre side, siger Jesus, at de skal få lov at drikke den kalk, som han skal drikke. Det samme gælder alle, der vil gå i Jesu spor, for alle må drikke den kalk og dø bort fra sig selv for at gå ind i Guds rige. Du står ikke med hele verdens synd som Jesus gjorde. Men du står med dig selv og din synd overfor den levende og hellige Gud. Og da må du vælge: Enten dit eget spor eller at følge i Jesu spor. Dit eget spor ender i fortabelsen. I ulydighedens vantro ender du enten med at fortvivle over dine synder, og det ender med evig gråd, eller du forarges i vrede og hovmod over Guds frelse, og det ender med evig tænderskæren. For som fortvivlelse og forargelse hører sammen her i tiden, hører gråd og tænderskæren sammen i evigheden. At følge i Jesu spor fører dig fra Getsemane til Golgata, hvor du og alt dit må dø. For den som vil frelse sit liv, skal miste det, men den, som mister sit liv for Jesu skyld, dvs. i efterfølgelsen af ham, han skal frelse det. At gå i det spor er troens vej i lydighed. Og på Golgata, hvor du ender i dødsmørket, der møder du Gud - ikke som dommer, men som din himmelske Far, der favner dig i sin evige kærlighed. For på Golgata ser Gud Jesus i dit sted. Jesus gik forud for dig, og han står nu mellem dig og Gud. Hans blod er en soning for alle dine synder, så du nu ejer Guds retfærdighed i Jesus ved den tro, som han af nåde skænker dig. Sporet over Golgata fører videre til påskemorgen - til opstandelsen fra de døde. Født af Gud får du et helt nyt liv, og du får Helligånden som pant på dit nye liv. Paulus siger om det liv: "Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere mig selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds Søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig." Gal.2, I det nye liv er du ét med Faderen og Sønnen. Du har barneret og barnekår i Guds rige, og du ejer allerede her og nu det evige liv. Men hele denne skat har du i et lerkar. Her i tiden bærer du skatten i et legeme, der er mærket af synden. Og sådan forbliver det, til dit legeme forløses, enten ved at Jesus henter dig hjem til sig, eller du møder din Frelsen i skyen, når han kommer igen. For Jesu spor fører hjem i Himlen. Jesus er faret op til sin himmelske Fader for at gøre en bolig rede for dem, som følger i hans spor, - for at, hvor Jesus er, der skal også de være, som hører ham til. På den dag, hvor vi hjemme i himlen skal synge Guds og lammets sang og tilbede i al evighed, da skal alt det blive synligt og åbenbart, som vi her i tiden kun aner og skimter med troens øje, mens vi i lydighed følger i Jesu spor. * * *

9 I forbindelse med vort daglige liv siger Guds ord, at vi er skabte i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud lagde til rette, for at vi skulle vandre i dem. Ef.2,10. Spørgsmålet er så, hvilket spor jeg efterlader mig i min hverdag. De fleste af os har et naturligt ønske om at sætte vort eget mærke eller fingeraftryk, så vort spor bliver synligt - men hvis det er tilfældet, vandrer vi i vort eget spor. Hvis du ønsker at vandre i Jesu spor, så bliver dit spor i hjem og på arbejdsplads anderledes end det, du af naturen ønsker. - Og sådan må det være, for du har givet afkald på dig selv, så du ikke efterlader dit eget spor, men Jesu spor, så sandt du vandrer i efterfølgelsen. Du ser det måske ikke, men din Fader, som er i det skjulte, han ser det - også der, hver du ligesom din frelser i det ydre kun oplever nederlag. Sejren er ikke din, for det er Jesus, der sejrer og vinder sejer i dig, som følger hans spor. Til gengæld tilregnes du af Guds nåde hele Jesu sejr, hans syndfrihed og hans hellighed. Ikke til din ære, men til hans, som skænker dig alt med ham. Efterskrift: Når der i dag er så lidt forfølgelse af menigheden i Danmark, er det så fordi, at alt det, Jesus siger om prisen for at tage korset op og følge ham, ikke gælder i vor tid eller i vort land? Eller er det, fordi menigheden har valgt et spor, hvor omkostningerne ikke er væsentlige, og hvor verdens accept og anerkendelse vejer tungt? Bed Gud om, at han ved Helligånden må vejlede dig / os til hele sandheden, både når det gælder vor egen og menighedens efterfølgelse af Jesus.