Tilblivelsen af "Livet som kristen"

Transkript

1 LIVET SOM KRISTEN

2 Tilblivelsen af "Livet som kristen" I starten af september 2003 gik jeg en tur og bad. Jeg skulle tale i vores menighed den følgende søndag, men havde denne gang virkelig ingen ide om, hvad jeg skulle tale om. Mens jeg gik og bad over dette, talte Gud pludselig klart til mig. Han sagde, at han ville give mig tre budskaber, alle under overskriften:»livet som kristen«. Han sagde, at budskaberne ville handle om synd, tro og det overnaturlige, og jeg blev meget begejstret over dette og var spændt på, hvad det ville blive til. Om søndagen, da jeg skulle tale, gik jeg tidlig om morgenen ned på mit kontor og bad, hvorefter jeg begyndte at forberede mig på at tale det første budskab»den kristne og synden«. Under forberedelsen oplevede jeg en stor klarhed over skriften, og ting, som jeg aldrig før havde forstået, blev pludselig åbenbaret for mig. Dette var en utrolig stærk oplevelse for mig personligt, og jeg glædede mig meget til at give dette videre i kirken. Responsen fra menigheden var stor, folk fik skriften åbenbaret gennem undervisningen, og vi havde et stærkt møde. Det skete på samme måde med de to andre budskaber. Gud åbenbarede skriften for mig på en helt særlig måde i min forberedelse, hele forløbet blev til stor velsignelse for mig personligt. Jeg havde i starten tænkt mig, at jeg måske på et tidspunkt skulle udgive disse tre lektioner på cd og derigennem få undervisningen ud til vores land, men Gud havde andre planer. Den 4. okt talte Gud igen klart til mig. Denne gang i forbindelse med to andre bøger, som jeg allerede havde skrevet, men som endnu ikke var udgivet. Han sagde, det nu var tid til at udgive bøgerne, men ikke nok med det, så skulle jeg også udgive en bog med disse 3 lektioner, som han havde givet mig. Dette kom helt bag på mig. Så i februar 2004 udgav jeg bogen»den sunde lære«, i juni bogen»fuldfør løbet«og nu, i november, bogen»livet som kristen«.»livet som kristen«er en meget stærk bog, der klart og radikalt ud fra skriften forklarer, hvordan livet som kristen er, eller burde være i forbindelse med synden, troen og det overnaturlige. Jeg tror, denne bog vil være med til, at vi som kristne kommer tilbage på rette spor. Gud velsigne dig med læsningen af bogen»livet som kristen«torben Søndergaard

3 Den kristne og synden Fra bogen Livet som kristen af Torben Søndergaard, Copyright: (C) Torben Søndergaard Alle rettigheder forbeholdes. Bogen kan bestilles igennem vores netbutik. Den kristne og synden 1. En verden til forskel 2. Synden 3. Frelst fra synden 4. Vær fuldkommen 5. Hvad er omvendelse? 6. Hvad sker der i frelsen? 7. Lovløsheden 8. Lev i lydighed mod Ånden 9. Hvad så, når man synder? 10. Vores forhold til synden 11. Et rent hjerte En verden til forskel For nogen tid siden snakkede jeg med en god ven, der fortalte, at de i deres kirke lige var begyndt at mødes ugentligt i små grupper. Han stod sammen med sin kone for en af grupperne, og vi snakkede om, hvordan det gik. Han fortalte blandt andet, at han syntes, det var hårdt at lede en gruppe med alle de forskellige meninger, som folk havde. Faktisk var han ret chokeret over den måde, som mange i kirken tænkte og levede på. Én havde f.eks. sagt:»jamen, der er da ikke rigtig nogen forskel på os, der er kristne, og dem, der ikke er kristne.«denne udtalelse havde jeg hørt før. Jeg har hørt folk sige:»der er ingen forskel. De lever da lige så godt som jeg. Godt nok går jeg i kirke og gør andre ting, men så er det da også det.«men sandheden er, at hvis man lever ligesom dem»ude i verden«altså hvis man lever på samme måde som dem, der ikke kender Gud så har man brug for at vende om og blive frelst. For lever man på samme måde som dem, der ikke kender Gud, vil man også gå fortabt ligesom dem. Sandheden er, at der er stor forskel på dem, der er kristne, og dem, der ikke er. Der er en verden til forskel eller det burde der være. For det at blive en kristen drejer sig nemlig om mere end at tro på Gud og komme i en kirke. Det drejer sig først og fremmest om omvendelse. Jesus siger således:»tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!«(mark. 1,15) Man bliver altså en kristen ved at omvende sig og tro på evangeliet. I Hebræerbrevet tales der om 'begynderundervisning' for kristne. Der står, at det er»omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud.«(Hebr. 6,1) Så det mest grundlæggende i det at blive og være

4 en kristen er at vende om fra døde gerninger og tro på Gud. Tro uden omvendelse er nemlig intet værd - det skal vi se på senere. Men hvad er omvendelse egentlig? Er omvendelse at gå fra vantro til tro altså noget, der sker i ens tanker? Eller er omvendelse mere end det?»så lad da det jordiske i jer dø: utugt, urenhed, lidenskaber og onde lyster, og griskhed, for det er afgudsdyrkelse. Det nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn.«(kol. 3,5-6) Paulus siger her, at vi skal lade det jordiske og det syndige i os dø. Vi skal lade al utugt, urenhed, alle lidenskaber, onde lyster, og al griskhed dø. Vi skal ikke mere leve sådan, for det nedkalder Guds vrede. Eller med andre ord; hvis vi lever sådan, vil vi blive straffet. Paulus forsætter:»den slags hengav også I jer til, dengang I levede sådan.«(kol. 3,7) Der var altså engang, hvor vi levede som utugtige, urene, griske, med onde lyster; men vi blev kristne ved netop at vende om fra alt dette. Paulus fortsætter:»men nu skal også I aflægge det alt sammen: vrede, hidsighed, ondskab, spot og skamløs snak i jeres mund. Lyv ikke for hinanden, for I har aflagt det gamle menneske med dets gerninger og iført jer det nye, som fornyes i sin skabers billede til at have erkendelse.«(kol. 3,8-11) Det er omvendelse, at vende om fra den forkerte måde, man levede på og begynde at leve et helt nyt liv, hvor man ikke mere gør disse ting, som er forkerte. At man vender om og ikke mere lever som utugtige, urene, griske, som løgnere, at man ikke taler skamløs snak osv. Og at man bliver fornyet i at have erkendelse, som vi læste, og begynder at leve det nye liv, som Gud har tiltænkt os. Så omvendelse drejer sig altså om mere end at vende om fra ikke at tro, til at tro, altså alt sammen noget, der sker i ens tanker. Men lad os lige få styr på, hvad synd egentlig er så kan vi gå videre med omvendelsen senere. Synden»Enhver, som gør synden, begår også lovbrud, for synd er lovbrud.«(1. Johs. 3,4) Her ser vi klart, hvad synd er nemlig lovbrud. Bryder man loven (Guds lov), er man en synder. Man kunne også kalde det at være en lovbryder. Gud har sat nogle love og regler op for os alle, på samme måde som vi har nogle love og regler i Danmark. Vi har f.eks. det, der hedder færdselsloven. Færdselsloven er ikke til for at gøre livet irriterende for os, men for at beskytte os. Hvis der f.eks. ingen færdselslov var, så ville der ske rigtig mange ulykker. Man ville ikke turde køre i bil, for man kunne jo aldrig vide, hvad der ville ske. På samme måde er det med Guds lov. Gud har ikke sat sine love op for at gøre livet træls for os. Nej, han har gjort det for at beskytte os, men det er ikke altid vi kan se det. Sandheden er, at vælger vi at leve efter Guds ord eller Guds lov, så lever vi et godt liv. Det siger Bibelen klart:

5 Nød og angst rammer hvert menneske, som gør det onde...; herlighed og ære og fred får enhver, som gør det gode. (Rom. 2,9-10) Så det betyder virkelig meget, hvordan vi lever som mennesker. I dag er næsten hver 10. dansker på en eller anden form for nervemedicin eller lykkepiller, hvilket jeg bl.a. tror skyldes, at man lever uden Guds ord som rettesnor i sit liv. Men ens livsførelse har ikke bare betydning for, hvordan man har det her og nu på jorden. Den bestemmer også, hvad der sker i evigheden bagefter. Lever man som en lovbryder, vil man få sin straf og gå fortabt, og det uanset, hvad man tror, der sker. Så lever du som en lovbryder, må du ikke tøve, men vende om fra det og tage imod tilgivelse, inden det er for sent. Gud elsker os og ønsker ikke at se nogle af os blive straffet, derfor siger han, at vi skal vende om. Nogle bryder sig ikke om, at jeg taler så konkret om synd. De siger f.eks: Jamen Torben, synd handler altså ikke om, hvordan man lever, men mere om, hvad man tror. Synd er nemlig»ikke at tro på Jesus«, som der står i Bibelen. Det er på en måde helt rigtigt, men lad os lige læse, hvor det står:»og når [Helligånden] kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt.«(joh. 16,8-11) Det er altså helt rigtigt, at synd i bund og grund er, at man ikke tror på Jesus, som der står her. Men hvad er tro? Som vi senere vil se, er tro lydighed. Så at tro på Jesus er, at man tror på, hvad han siger og lydigt efterlever det. Tror man på Jesus, lever man efter hans ord. Derfor er synd i bund og grund, at man ikke tror på ham, fordi man ikke tror på hans ord og lever efter det. Nogen mener også, at hvis man tror på Jesus, så kan Gud ikke se ens synd. Forklaringen skulle være, at når vi tror på Jesus, ser Gud os igennem Jesus, hvilket gør, at han ikke kan se vores synd. Konsekvensen af dette er, at det ikke betyder noget, når vi synder, men det passer desværre ikke. Gud ser vores synd, om vi tror på Jesus eller ej. Hvorfor var det egentlig, at Jesus døde for os? Hvad var det, Jesus ville frelse os fra? Hvis man spørger kristne, hvad de er frelst fra, vil man nok få flere forskellige svar. De fleste vil nok sige, at de er blevet frelst fra evig fortabelse, andre vil sige fra sygdom og andre igen vil sige noget andet. Men det, du og jeg i bund og grund er frelst fra, er synden. Det er så synden, der medfører evig fortabelse osv. Men det, Jesus døde for at frelse os fra, var synden, som vi f.eks. kan læse her:»hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.«(matt. 1,21) Da Johannes Døberen så Jesus, sagde han også:»se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.«(joh. 1,29)

6 Disciplen Johannes skrev dette om Jesus i et af sine breve:»i ved, at han blev åbenbaret for at bære vore synder, og der er ikke synd i ham.«(1. Joh. 3,5) Så Jesus kom til jorden for at frelse os fra vore synder. Han er Guds lam, og han bar vores synd. Men hvad betyder det, når vi læser, at Jesus har frelst os fra vores synder, eller når der står, at han bar vores synd? For det første betyder det, at når vi bliver frelst, bliver al den synd, vi har gjort indtil da, tilgivet. Det betyder, Jesus tager alle vores overtrædelser på sig, hvilket gør, at vi nu står helt rene ind for Gud. Så når man vender om og bliver frelst, bliver man tilgivet for sine overtrædelser. Det er det samme, hvis du får en bøde for at køre for stærkt - bøden skal betales. Men når den så er betalt, er du fri og skal ikke tænke mere på den. Nu er det sådan, vi alle har overtrådt Guds lov, og vi derfor alle er skyldige. Men den straf betalte Jesus for os, da han døde på korset. Jesu forsoning træder i kraft, når vi vender om fra vores synd og bliver frelst, og det betyder, at man nu kan gå frit rundt, som om man aldrig nogen sinde har syndet. Og når man er ren og syndfri, kan man komme helt ind og leve tæt ved Gud, hvilket er utrolig stort! Men hvad så efter vi er blevet tilgivet? Kan man så bare synde frit, uden at det har konsekvenser? Nej, slet ikke. Snarere tværtimod. Det at være frelst betyder nemlig ikke»bare«, man er tilgivet det, man før har gjort forkert. Det betyder også, vi er frelst fra syndens bånd. Vi er derfor ikke mere bundet til synden, men vi er nu fri til ikke at synde. Det kommer vi til at tale mere om, for det har stor betydning i vores liv i forhold til synden. Frelst fra synden Når man nævner, at vi som kristne er fri fra synden og dermed fri til at lade være med at synde, vil nogen sige, at det ikke passer. De mener, at man som kristen er bundet til synden hele sit liv, og at man slet ikke kan lade være med at synde, idet de henviser til dette skriftsted i Bibelen:»Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg [Paulus] er af kød, solgt til at være under synden. For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.«(rom. 7,14-17) Dette er et af de mere kendte skriftsteder i Bibelen, men også et af de mest misforståede. Jeg har snakket med flere, der kalder sig selv kristne, som bruger dette skriftsted som en undskyldning for at leve i synd. De mener, at det er i orden at synde, for man kan jo ikke gøre noget fra eller til alligevel. Man er jo solgt til at være under synden, som Paulus siger det her. Men sandheden er, at lever man på denne måde, lever man som en synder, der ikke er frelst. For det, Paulus omtaler her, er nemlig, hvordan han havde det, før han blev frelst. Han refererer her fra hans gamle liv, før han blev frelst og befriet fra synden.

7 Lad os først lige slå fast, at Bibelen ikke modsiger sig selv. Er der noget i Bibelen, der virker selvmodsigende, er det, fordi vi ikke har fået det åbenbaret endnu. Vi har altså ikke forstået det rigtigt. Det sker tit med dette afsnit. For det første, så siger Paulus her, at han er»af kød solgt til at være under synden«. Men er Paulus virkelig af kød? Jesus taler klart om at være af kød:»sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd.«(joh. 3,5-6) Hvis man ikke bliver født af Ånden, altså født på ny, hvilket sker i frelsen, vil man slet ikke komme ind i Guds rige. Hvis man ikke vender om og bliver født på ny af Ånden, som Jesus siger, er man stadig af kød og vil derfor ikke komme ind i Himmelen. Så må man da undre sig over, at Paulus i Romerbrevet siger, han er af kød. Er Paulus virkelig af kød? Hvis han er det, så kommer han ikke ind i Guds rige, som vi lige læste. Nej, Paulus er ikke af kød. Han er ikke af kød solgt til at være under synden. Men han fortæller der i Romerbrevet, hvordan han havde det, før han vendte om og blev frelst, da han stadig var af kød under synden. Det kan vi også se ud fra nogle vers fra kapitlet før.»hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den?«(rom. 6,2)»Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden.«(rom. 6,6-7)»Befriet fra synden er I blevet trælle for retfærdigheden.«(rom. 6,18) Paulus siger altså klart, vi er døde fra synden, at vi ikke mere er trælle for synden, og vi er befriet fra synden. Det står flere steder i Romerbrevet kap. 6. Hvordan kan Paulus først sige, vi er befriet og døde fra synden og ikke mere trælle for synden, for så lige efter at sige, at vi er solgt til at være under synden? Det er modsigende. Hvordan hænger det sammen? Jo. Det, vi må forstå, er, at Paulus i Romerbrevet kapitel 7 en overgang taler om, hvordan det var, før han blev frelst. Dengang var han stadig af kød og solgt til at være under synden, og det omtaler han også tidligere i kapitlet:»for dengang vi var i kødet, var de syndige lidenskaber, som loven kalder frem, virksomme i vore lemmer, så at vi bar frugt til døden.«(rom. 7,5) Paulus taler altså om»dengang«, dvs. før Jesus kom ind i billedet. Hvordan havde Paulus det så, dengang han var i kødet, før han blev frelst?

8 Jo, dengang forstod han ikke sine handlinger. Det gode som han ville, det gjorde han bare ikke, og det onde, som han hadede, det gjorde han. Årsagen var, at han stadig var af kød solgt til at være under synden. Synden er nemlig en slags lov, på samme måde som tyngdekraften er en lov. Vi kender alle til tyngdeloven. Det er en lov, som er gældende for alle mennesker i verden, om man vil det eller ej. Det er noget, vi ikke kan frigøre os fra. På samme måde er det også med synden, eller loven, som den også kaldes i Bibelen. Synden er en slags naturlov, som gælder for alle mennesker. Fra det øjeblik, synden kom ind i verden, har syndens lov regeret i generation efter generation, og det har været umuligt at undslippe. Som Paulus har mennesker erfaret, at selv om man ønsker at gøre det gode, magter man det ikke. Men i det øjeblik man bliver frelst, bliver man befriet fra denne lov. Man bliver frelst fra denne lov. Nu er man ikke længere bundet af synden, men fri til ikke at synde, og fri til at gøre det gode! At Paulus, før han blev frelst også var så bevidst om, hvad der var godt, og hvad der var ondt, skyldtes, at han var jøde og farisæer. Han kendte loven og søgte af hele sit hjerte at leve efter den. Han siger endda om sig selv, at han var uangribelig i lovretfærdighed, og at han som farisæer levede efter de strengeste leveregler i jødedommen. (Fil. 3,4-6; Apg. 26,5) Paulus underviste om loven, han dyrkede loven, og han stræbte alt, hvad han kunne, for at overholde loven - men han kunne ikke. Han magtede det ikke, da han stadig var bundet til synden under syndens lov. Han søgte at gøre det gode, for han ønskede at leve efter Guds lov (bl.a. De ti bud). Men han kunne ikke, da han stadig var af kød og solgt til at være under synden. At være solgt til synden betyder med andre ord, at man er låst fast af syndens lov. Den syndige natur holder en fast, sådan at man ikke i egen kraft kan bryde ud af den. Men halleluja pris Gud! Da Jesus døde for os, besejrede han synden og dens magt. I Kristus er vi blevet befriet fra syndens lov, og det kan man også læse, at Paulus blev.»for livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig (Paulus) fra syndens og dødens lov.«(rom. 8,2-3) At Jesus kom for at frelse os fra vores synder, betyder ikke 'bare' at man bliver tilgivet for de synder, man har gjort, men det betyder også, at man er blevet befriet fra syndens lov, så man er fri til ikke mere at synde. Vær fuldkommen Paulus taler ofte om synden, og hans forhold til den:»jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.«(1. Kor. 9,27) Bemærk at Paulus nu, som resultat af frelsen, kan få sin krop til at lystre, selvom det selvfølgelig er krævende. I næste kapitel siger han noget meget interessant:

9 »De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.«(1. Kor. 10,13) Paulus der, før han blev frelst, sagde, at han ikke kunne vinde over synden, siger nu, at de fristelser, vi møder, kun er menneskelige, og at Gud altid vil skabe en udvej, så vi ikke bukker under for dem. Men hvad siger han dermed også? Han siger, at vi, der er blevet frelst og befriet fra synden, kan leve et liv uden synd. Vi vil nemlig aldrig nogen siden møde en fristelse, der er for stor for os. Vi er aldrig tvunget til at synde, for vi er ikke solgt til synden mere. Han siger her, at vi aldrig nogensinde vil møde en fristelse, der er for stor for os. Han siger, at der altid med fristelsen vil være en udvej, så vi ikke behøver at bukke under. Når du er blevet frelst, vil du altså aldrig nogen sinde stå over for en fristelse, der er for stor for dig. Det vil Gud ikke tillade. Han vil altid, hele tiden, igen og igen skabe en udvej for dig, så du ikke bukker under. Hvis du altså vælger denne udvej. Som kristne er vi befriet fra syndens lov og kan nu leve uden at synde. Jamen Torben, du kan da ikke sige, at man kan være fuldkommen og aldrig nogensinde synde. Det kan man jo ikke. Jo, man kan ifølge Bibelen blive fuldkommen, og det er det, vi som kristne skal strække os efter.jeg ved godt, at det her virkelig er noget, der kan få folk op af stolene, så jeg skal nok forklare det nærmere. Grunden til, at folk reagerer så kraftigt, er, at der har sneget sig så meget forkert undervisning ind i kirkerne om netop dette. Men Torben, du vil da ikke sige, at du er fuldkommen og aldrig nogensinde synder? Nej, og det siger jeg heller ikke. Jeg siger ikke, at jeg allerede er fuldkommen, for det er jeg ikke. Men jeg siger, vi kan blive fuldkomne, og at det er det, vi alle skal strække os efter. Nogle tror, at når man mener, man kan leve uden at synde, betyder det, at man ikke længere har brug for Jesus, men sådan er det ikke. Selvfølgelig har man brug for Jesus, for det er jo kun i ham, vi kan overvinde synden. Uden Jesus er vi intet og kan intet. At leve uden synd betyder ikke, at Jesus, og det han gjorde på korset for os, får en forkert plads. Det får nærmere den rette plads. Det vil blive klarere senere i denne bog. Lad mig her dele nogle ord af Charles Finney. Han var en af verdens største evangelister, og Gud brugte ham til at bringe en stor vækkelse. Under overskriften»nødvendigheden af hellighed for at komme ind i Himmelen«skriver han:»man kan aldrig bare tale om dette. De kristne må leve hellige liv og på den måde vidne om, at mennesker ikke kan forvente at blive frelst uden at være hellige«. Han fortsætter:

10 »Den idé, at vi ikke kan blive fuldkomne her, er blevet så udbredt, at mange såkaldte kristne ikke engang for alvor har til hensigt at leve et syndfrit liv. De kan ikke ærligt sige, at de bestræber sig på at leve uden synd. De driver rundt med tidevandet på en lemfældig, syndig og afskyelig måde. Djævelen ler utvivlsomt, for det er den sikreste vej til helvede.«det, han siger her, er meget radikalt, men samtidig helt rigtigt. Den idé, at vi ikke kan blive fuldkomne her, som han siger, er blevet så udbredt, at mange såkaldte kristne ikke engang for alvor har til hensigt at leve et syndfrit liv. Desværre er det også sådan i dag. Mange 'kristne' kan i dag ikke ærligt sige, at de bestræber sig på at leve et syndfrit liv. De tager alt for let på synden og lever på en afskyelig måde, for at bruge Finneys ord. Djævelen kan kun glæde sig over dette, for det fører ikke til himlen. Derfor har Satan arbejdet så meget på, at der kommer forkert undervisning ind i kirkerne om netop dette. Han ved nemlig, at hvis han kan få de kristne til at tro, at vi bare er nogle arme syndere, der ikke kan overvinde synden i vore liv, har han os lige, hvor han vil have os. Tror man, at man alligevel ikke kan gøre noget fra eller til over for synden, vil man heller ikke gøre sig de store bestræbelser på at prøve. Men vi skal som kristne bestræbe os på at være fuldkomne. Vi skal strække os efter at leve et liv uden synd, og det er muligt. Jesus siger også, at vi skal være fuldkomne, bl.a. i bjergprædikenen. I bjergprædikenen, som vi finder i Matthæusevangeliet kapitel 5, 6 og 7, taler Jesus bl.a. om loven og synd. Noget af det første, han siger, er meget interessant:»tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.«(matt. 5,17) Jesus kom altså ikke for at afskaffe loven, snarere tværtimod. Han kom nemlig for at opfylde den, og det skal vi have i tankerne, når vi læser videre. Han fortsætter:»sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget. For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.«(Matt. 5,18-20) Efter dette udlægger han dele af loven, og det er tydeligt, at han ikke nedbryder loven, men i stedet strammer den:»i har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke begå drab, og: Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen. Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild.«(matt. 5,21-23) Han nævner også buddet om ikke at bryde ægteskabet. Jesus forklarer, at ægteskabsbrud ikke kun begrænser sig til sex udenfor ægteskabet. Bare det at kaste et lystent blik på én, man ikke er gift med, er det samme som at begå utugt med personen. At fantasere om, at man har sex med vedkommende, er altså også synd:

11 »I har hørt, at der er sagt: Du må ikke bryde et ægteskab. Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.«(matt. 5,27-28) Jesus udlægger og forklarer på samme måde budene om skilsmisse, det at sværge, gengældelse og det at elske vores fjender, hvorefter han slutter af med det radikale budskab:»så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«(matt. 5,48) Læg mærke til, at det er lige efter en lang remse om, hvad der er synd, at Jesus siger, vi skal være fuldkomne. Hvordan kunne Jesus tillade sig at sige det, hvis det er umuligt for os? Netop, fordi vi i ham kan være fuldkomne. Vi kan sejre over synden i vore liv. Det er det, vi er blevet frelst til. Vi er frelst og befriet fra synden, så vi har mulighed for at leve et syndfrit liv. Det er det, der er vores mål som kristne, det vi skal gå efter. Hvis Jesus mente, at mennesker er skabt til at synde hele vejen igennem livet uden at kunne gøre noget fra eller til, er det virkelig det mest provokerende, han kunne finde på at sige:»så vær da fuldkommen som jeres himmelske fader er fuldkommen.«tænk også på, hvor provokerende det ville være at sige til kvinden, der var grebet i ægteskabsbrud:»gå, og synd fra nu af ikke mere.«(joh. 8,11). Apostlen Peter kommer også med en udtalelse, der ligner det, Jesus sagde om, at vi skal være fuldkomne som vores himmelske fader er fuldkommen. I første Peters brev står der, at vi som kristne skal være hellige i hele vores livsførelse, ligesom Gud er hellig.»som lydige børn må I ikke tilpasse jer de lyster, som I før fulgte i jeres uvidenhed; men ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse, for der står skrevet:»i skal være hellige, for jeg er hellig.««(1. Pet. 1,14-16) Sandheden er, at vi er skabt til at være fuldkomne. Vi er skabt til at være hellige, som Gud er hellig. Vi kan lade være med at synde. Gud har sammen med fristelserne skabt en udvej for os, hans kære børn, så vi ikke behøver at bukke under. Vi er frelst fra synden og er derfor ikke mere solgt til at være slave under den. Er vi frelst, er vi ikke længere arme syndere. Jamen, Paulus er jo en synder? Nej, Paulus var en synder, men blev frelst og befriet fra synden. Jamen, han siger selv, at han er en synder, læs selv:»kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største.«(1. Tim. 1,15) Jeg har hørt kristne i kirker stille sig op og sige, at de er de største syndere, der findes, fordi de tror, det er en hellig indstilling at have. Men det er ikke at være hellig, det viser bare, at man ikke har forstået, hvordan det hænger sammen. Jamen, Paulus siger jo selv her, at han er den største synder?

12 Nej, Paulus siger, at Kristus kom for at frelse syndere, og at blandt dem var han den største. Men han blev frelst og tilgivet, og derfor er han ikke mere en synder. Ordet»er«kan også oversættes med»var«. Så Kristus kom for at frelse syndere, og Paulus siger om sig selv, at han var den største. Det mente han, fordi han havde forfulgt Guds kirke. (Se 1. Kor. 15,9) Det fremgår også tydeligt ud fra teksten, at han der talte om sit gamle liv, som synder. Jeg har også hørt folk kalde sig selv»kristne syndere«. Men at sige, at man er en kristen synder, er ligeså selvmodsigende, som en narkoman, der sidder og sprøjter den dødbringende gift ind i sine årer, mens han siger:»jeg er fri, jeg er så fri. Jeg er så fri fra stoffer.«han er ikke fri fra stoffer, han sidder jo lige og tager det. På samme måde er kristne heller ikke syndere, da det at blive en kristen netop består i at omvende sig fra synden og blive frelst fra dens bånd. Hvad er omvendelse? Omvendelse er altså at gå fra at følge synden og dens lyster til at følge Gud og Hans ord. Enten er man et kødeligt menneske, der vil det kødelige, hvilket medfører evig død. Eller også er man et åndeligt menneske, der vil det åndelige og lever efter Guds Ord.»De kødelige vil det kødelige, og de åndelige vil det åndelige. Det, kødet vil, er død, og det, Ånden vil, er liv og fred.«(rom. 8,5-6) Sandheden er, at man kan komme i en kirke uden at være omvendt. Man kan tro på Gud uden at være omvendt. Man kan være døbt og konfirmeret uden at være omvendt. Man kan læse i Bibelen og bede til Gud uden at være omvendt. Og er man ikke omvendt, er man stadig et kødeligt menneske, der er på vej imod evig fortabelse. Charles Finney har en meget radikal forklaring på, hvad sand omvendelse er:»omvendelse (anger) indebærer altid et had mod synden. Det er at føle mod synden præcis, som Gud gør. Det indebærer altid at forsage synden.«(charles Finney, Principper for vækkelse, s. 280) Mange siger, at de har bedt om tilgivelse for ting, de har gjort, men de har ikke omvendt sig. Det er meget vigtigt, at vi får dette med, da der ingen tilgivelse er uden omvendelse. Det er blandt andet en af grundene til, at vi ser de samme mennesker komme og bede om tilgivelse for den samme synd igen og igen hele livet igennem. Grunden er, at de aldrig rigtig har omvendt sig fra deres synd. Er det tilfældet, er der brug for sand omvendelse, og den kommer bl.a. ved at have en rigtig forståelse af synden og dens konsekvenser, og hvad omvendelse er. Jeg hørte et vidnesbyrd fra en kendt amerikansk prædikant ved navn John Bevere, der kan belyse det. Han fortalte, at der en dag var en dame fra en anden menighed, der ringede til ham og sagde:»jeg er gift med en mand, som slet ikke lever med Gud. Min mand har heller ikke været god ved mig og børnene gennem lang tid. Nu er det sådan, at jeg har mødt en mand i vores kirke, som jeg snakker rigtig godt med, og der skete desværre det, at vi gik i seng sammen. Men jeg har omvendt mig fra det og bedt om tilgivelse.

13 Mine venner synes, at jeg skal lade mig skille fra min mand og blive gift med ham i kirken. Han er jo rigtig god ved mig og ved mine børn, og så er han en kristen, så det vil jo nok være bedre for os. Hvad siger du til det?«john Bevere svarede hende:»du har aldrig omvendt dig. Du har aldrig omvendt dig fra at være sammen med ham.jo det har jeg. Jeg har omvendt mig. Jeg er virkelig ked af det, jeg har gjort, og har grædt og alt muligt.nej, du har ikke omvendt dig. Men godt, lad mig stille dig et spørgsmål: Hvis du vidste, at der blev holdt et sexorgie nede på gaden - altså at mange mennesker kom og havde sex med hinanden, ville du så gå derned og være en del af det?«hun svarede med det samme:»uh nej, aldrig! Det kunne jeg aldrig finde på! Føj da, hvor ulækkert! Det kunne jeg da virkelig aldrig finde på!når du har den samme holdning til det, du har gjort med den mand, da har du omvendt dig, men ikke før.«kvinden havde aldrig omvendt sig, for hun længtes stadig efter det, hun havde gjort. Hør, hvad Charles Finney forsætter med at sige:»jeg kender nogle mennesker, som hævder at være kristne, som ville fryde sig over at gå tilbage til deres gamle levevis, hvis ikke de frygtede at ødelægge deres omdømme. Men hør: Hvis de føler det på den måde, kan de ikke hævde at være kristne; de hader ikke synden. Hvis de længes efter deres gamle levevis, viser de, at de aldrig virkelig har omvendt sig, for at omvende sig består altid i at ændre synspunkter og følelser. Hvis de i sandhed var omvendt, ville de med væmmelse vende sig fra disse ting i stedet for at ønske dem. I stedet for at længes efter Ægypten [deres gamle liv] og ønske at vende tilbage til deres gamle venner og fester, ville de finde deres største fornøjelse i at adlyde Gud.«(Charles Finney, Principper for vækkelse, s. 280) Dette er, hvad sand omvendelse er, nemlig at vende sig fra den forkerte måde at leve på og ændre sine synspunkter og følelser mod synden. Vi skal se lidt mere på, hvad der sker, når man vender om til Gud og bliver frelst. Hvad sker der i frelsen? Der sker meget, når man vender om til Gud og bliver frelst. For det første bliver man tilgivet al synd, man er skyldig i, men man bliver også frelst fra syndens lov, hvilket gør, at man fra da af er fri fra synden. Vi læser fra Romerbrevet kapitel 6 igen:»synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden.«(rom. 6,14) Før vi tog imod nåden og frelsen i Jesus, var vi under loven, og derfor var synden herre over os. Men nu da vi er blevet frelst og kommet under nåden, er vi ikke længere under loven. Det betyder, at synden ikke mere skal være herre over os, for dens magt er brudt i vore liv. Når man bliver frelst, lægger Gud også sine bud og sin ånd i os. Det er en del af den nye pagt, som vi slutter med Gud, når vi bliver frelst.»men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres indre og skriver dem i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.«(hebr. 8,10)

14 Men hvorfor lægger han sin lov og ånd i vores indre? Svaret finder vi i bl.a. i Ezekiels bog:»jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.«(ez. 11,19-20) Gud lægger sin lov og sin ånd i vores indre og skriver sin lov i vores hjerte, så vi derefter kan følge hans love og omhyggeligt holde hans bud. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg selv oplevede dette, da jeg omvendte mig og tog imod Jesus. Jeg var lige blevet frelst og havde ingen Bibel og kendte derfor ikke særlig meget til, hvad Gud mente om de forskellige ting. Så jeg gjorde bare det, jeg plejede at gøre. Men når jeg gjorde noget, der var synd, kunne jeg med det samme mærke i mit indre, at nogle ting, jeg ellers bare plejede at gøre, var forkert. Det var så tydeligt, at jeg i hele mit legeme kunne mærke, jeg havde syndet imod Gud. Jeg var slet ikke i tvivl. Det var ikke, fordi jeg havde læst i Bibelen, at det, jeg havde gjort, var synd, eller at andre havde fortalt mig, det var synd. Nej, grunden var ene og alene den, at Guds lov nu var kommet ind i mit indre. Når jeg kunne mærke, jeg havde syndet, omvendte jeg mig fra det og lærte derfor hurtigt at leve det nye liv, som Gud havde for mig. Det kom altså mere eller mindre af sig selv, fordi Guds lov nu ikke var noget, jeg forholdt mig til på ydersiden, men noget der var inden i mig. Jeg oplevede det aldrig som en løftet pegefinger. Der gik lang tid, inden jeg lærte De ti bud at kende, men det hele lå allerede i mit indre, fordi Guds ånd var flyttet ind, da jeg blev frelst. At man i dag diskuterer, hvad Gud mener om sex før ægteskab, homoseksualitet, løgn og andre emner, viser bare, at folk ikke har Guds ånd i sig. Hvis man havde Guds ånd i sig, ville man vide, det er synd. Når man vender om og bliver frelst, er man heller ikke længere under de 613 bud og forbud, som Moses fastsatte i Det Gamle Testamente. Dem er vi blevet løst fra. Men det betyder altså ikke, at vi er uden nogen lov. Vi er ikke 'lovløse', for vi er nu alle under Kristi lov (1. Kor. 9,21). Vi er underlagt den lov, som er i vores indre. Vi skal følge Jesus og gøre, hvad han siger - f.eks. i Bjergprædikenen, som vi læste før. Men ikke nok med, at vi under nåden er befriet fra synden, og Guds lov og Ånd er kommet ind i vores indre. Guds ånd, som nu er i vores indre, opdrager og hjælper os til at leve det nye liv, som Gud har til os. Det kan vi bl.a. læse i Titus' brev:»for Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed.«(tit. 2,11-13) Guds ånd opdrager os altså til at leve besindigt, retskaffent og gudfrygtigt i denne verden. Derfor er det altafgørende, at man lytter til Guds ånd. Det kommer vi tilbage til. I frelsen har Gud altså gjort alt det, der skal til, for at hans folk kan leve rent. Herefter er det op til os. Lovløsheden Hvis vi læser videre i Titus' brev, kan vi se, hvorfor Jesus gav sig selv hen for os:

15 »Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger.«(tit. 2,14) Jesus døde altså for at løskøbe os fra lovløshed. Han ville skaffe sig et rent folk, der ville gøre gode gerninger i stedet for at gøre det onde. Men det virker næsten, som om nogle kristne læser det på denne måde:»han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags loviskhed «Men Jesus ville løskøbe os fra al slags lovløshed, ikke loviskhed, og det er en stor forskel. Grunden til, nogen læser det som loviskhed, er, at de tænker på, hvordan farisæerne var med alle deres bud, og hvordan Jesus gik imod det, de stod for. Men Jesus kom ikke for at ophæve loven, så vi bare kunne synde derudaf. Han kom for at opfylde loven. Ikke for at vi skulle vaske bænke og borde, inden vi sætter os for at spise, som farisæerne gjorde. De tilsidesatte nemlig Guds bud for at overholde alle mulige overleveringer, og bl.a. derfor var Jesus efter dem:»dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud. I har tilsidesat Guds bud og overholder kun menneskers overlevering. «(Mark. 7,6-9) Det er rigtigt, vi ikke skal være som farisæerne, der kom med deres egne bud, og som udenpå så smukke ud, men som indeni var fulde af dødningeben og al slags urenhed, som Jesus udtrykte det. (Matt. 23,27) Men vi skal leve efter Guds bud, og vi skal være rene - både indeni og udenpå. Jesus kom for at løskøbe os fra lovløshed, så vi ikke skulle leve som lovovertrædere. Når man taler om det at være lovisk og det at være lovløs, så er der jo to grøfter, man kan falde i. Der står i Bibelen, at i de sidste tider skal lovløsheden tage til. (Matt. 24,12) Vi lever i de sidste tider, bare se dig omkring. Men det er altså ikke loviskheden, Jesus advarer om, der skal tage til i de sidste tider, som nogle tror, men lovløsheden. Sandheden er, at jeg har set mange kristne, der er så bange for at blive loviske, at de kører lige over i den modsatte grøft, nemlig lovløsheden eller synden. Jeg tror, det sker, fordi vi har fået så meget undervisning om, at vi ikke skal være som farisæerne, hvilket vi heller ikke skal. Men det bliver næsten fremført som om, det er synd at holde De ti bud, hvilket det jo slet ikke er. Jeg har kun mødt meget få kristne, hvor det er loviskheden, der er blevet et problem. Så det er altså i første omgang ikke loviskheden, vi skal frygte, men lovløsheden. Loviskheden bliver kun et problem, når man lægger alt muligt ekstra til loven, som farisæerne gjorde det. De kom med alle deres gamle overleveringer (Matt. 23,4). Desuden havde farisæerne ikke deres hjerte på det rette sted, og det skal vi selvfølgelig heller ikke efterligne. Vi kan læse i Matthæusevangeliet, at en farisæer spørger Jesus:»Mester, hvad er det største bud i loven?«[jesus] sagde til ham:» Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men

16 der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne.«(matt. 22,36-40) Så lad os elske Gud af hele vores hjerte og elske vores næste som os selv. Det er det, Gud ønsker. Farisæerne gjorde mange af de rigtige ting, men Gud havde ikke deres hjerte, og det var det, der var galt. Gud vil have vores hjerte. Er vores hjerte ikke hos ham, kan vi gøre alle de rigtige ting, og det gavner os intet. Så lad os virkelig elske Gud af hele vores hjerte, og ud fra det leve det liv Gud har købt os fri til.»det er mere end nok, at I i den forløbne tid har gjort, som hedningerne vil, og levet et liv i udsvævelser, begær, svir, vilde fester, drikkelag og utilbørlig afgudsdyrkelse. Nu, da I ikke længere styrter jer ud i den samme strøm af udsvævelser, undrer de sig og spotter jer for det, men de skal stå til regnskab over for ham, der er rede til at dømme levende og døde.«(1. Pet. 4,3-5) Peter skriver her til de kristne, at nu da vi ikke længere lever på samme måde som dem, der ikke er frelst, undrer de sig og spotter os.»forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.«(2. Tim. 3,12) Når vi lever et gudfrygtigt liv i Kristus, vil folk altså undre sig og spotte os. Du vil derfor som kristen opleve modstand og forfølgelse, fordi du ikke længere styrter dig ud i den samme strøm af udsvævelser, som de andre gør. Eller sådan burde det være. Som det ser ud mange steder i dag, har de»kristne«og de ikke-kristne kun»troen«til forskel. Men der burde gerne være større forskel. For den synd, der adskilte os fra Gud, før vi tog imod Jesus, vil også adskille os fra Gud, nu efter vi har taget imod Jesus. I Galaterbrevet fortæller Paulus om kødets gerninger. Han slutter af med at gøre det klart:»jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige«. (Gal. 5,21) Dette er en advarsel til kristne - altså dem, der er blevet frelst og er under nåden:»kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.«(gal. 5,19-21) Det, vi må forstå, er, at den synd, der adskilte os fra Gud, før vi blev frelst, stadig vil adskille os fra Ham nu, hvis vi giver os hen til den. Det at blive en kristen indebærer netop at omvende sig fra kødelige gerninger og følge Ånden i stedet. Megen undervisning i dag har givet det indtryk, at det at leve som kristen er let som en leg, men det passer ikke. Det er gennem mange trængsler, vi skal gå ind i Guds rige, som der står. (ApG. 14,22)

17 Det er ikke som en leg. Det er heller ikke legende let at sejre over synden i sit liv. Det er en kamp, der skal kæmpes, og sådan er det bare. Der er mange ting, der hele tiden prøver at få os til at give efter for synden. Satan er jo stadig vores modstander, og han giver ikke op så let. Det er rigtigt, at vi er befriet fra synden, men det betyder altså ikke, der ingen kamp er. Men i Kristus har vi kraft til at sejre, så vi er på ingen måde forudbestemt til at bukke under. Spørgsmålet vil altid være. Hvem følger vi? Følger vi Ånden, eller følger vi kødet? Paulus skriver også i Galaterbrevet:»Hvad jeg mener er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. Men drives I af Ånden, er I ikke under loven.«(gal. 5,16-18) Vi kan altså ikke bare gøre, hvad vi vil, for vi står i en kamp. Vi bliver nødt til at omvende os, for vi skal ikke mere følge kødets lyst, men vandre i Ånden. Der vil komme mange kampe i livet som kristen, men i kampene må vi søge ind til Gud og sejre i ham. I ham har vi alt, hvad vi har brug for. Lev i lydighed mod Ånden»Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets lyster. Stil heller ikke jeres lemmer til rådighed for synden som redskaber for uretfærdighed, men stil jer selv til rådighed for Gud som levende, der før var døde, så I bruger jeres lemmer for Gud, som redskaber for retfærdighed. Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden.«(rom. 6,12-14) Her siger Paulus, at vi netop ikke skal lade synden få plads til at herske i vores legeme, og synden ikke skal være herre over os, da vi er under nåden. Og så forsætter han med det spørgsmål, som tit kommer fra dem, der ikke har forstået, hvad det hele går ud på:»hvad da? Skal vi synde, fordi vi ikke er under loven, men under nåden?«(rom. 6,15) Man kan næsten forstille sig, hvordan Paulus ryster på hovedet og siger: Hvad tænker I da på? Har I ikke forstået noget af det endnu? Han svarede:»aldeles ikke! Ved I ikke, at den, I stiller jer til rådighed for som trælle og viser lydighed, må I også være trælle for og vise lydighed, hvad enten det er synden, og det fører til død, eller det er lydigheden, og det fører til retfærdighed?«(rom. 6,16) Nej, vi skal ikke bare synde, selv om vi er under nåden. For selv når man er under nåden, er det altafgørende, hvem man stiller sig til rådighed for, som vi læser her. Stiller man sig til rådighed for synden, vil det føre til død. Stiller man sig til rådighed for Ånden, vil det føre til retfærdighed. Mange kristne lever f.eks. i konstant fordømmelse. Jeg tror tit årsagen er, at de netop ikke vandrer i lydighed imod Ånden, men i lydighed imod kødet. For vandrer man i lydighed imod kødet, vil man opleve fordømmelse. Midt i fordømmelsen giver nogle sig så til at citere Romerbrevet kapitel 8 vers 1 og håber på, at det kan afhjælpe den dårlige samvittighed:

18 »Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. De lever ikke i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.«(Rom. 8,1 eng. New King James version) Men som der står, er der ingen fordømmelse for dem, der vandrer i Kristus Jesus. Altså dem, som vandrer i lydighed imod Ånden og ikke i lydighed imod kødet. Fordømmelsen kunne jo skyldes, at man netop ikke vandrer i lydighed imod Ånden, så i stedet for at citere dette skriftsted igen og igen har man brug for at vende om og begynde at vandre i lydighed mod Ånden. Gør man det, vil fordømmelsen forsvinde, for der er ingen fordømmelse for dem, som vandrer i lydighed mod Ånden. Lad os læse hele afsnittet:»så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet «(Rom. 8,1-3) Og så siger Paulus:» for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.«(Rom. 8 1,4) Læg mærke til, at der ikke står, at lovens krav skal opfyldes af os, men i os. Loven stiller altså et krav, og det bliver opfyldt ikke af os, men i os. Men hvem er vi? Det er os, der vandrer i lydighed mod Ånden. Her ser vi, hvad Jesus mente, da han sagde, at han ikke kom for at ophæve loven, men for at opfylde den. Han kom for at opfylde lovens krav i os, der vandrer i lydighed mod ham. Dermed bliver vi retfærdige ind for Gud i Kristus. Vi læser videre:»de kødelige vil det kødelige, og de åndelige vil det åndelige. Det, kødet vil, er død, og det, Ånden vil, er liv og fred. For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke. De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag.«(rom. 8,5-8) Vi læser videre i vers 12 og 13:»Brødre, så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det. Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve.«(rom. 8,12-13) Det er altså ikke»bare«et spørgsmål, om man»tror«på Gud, men igen et spørgsmål om, hvem man følger. Derfor er en kristen en person, der har omvendt sig fra synden, og som er begyndt at leve i lydighed mod Ånden. En kristen er én, som ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger og følger Guds lov, som Han har lagt inden i os.»hold jer fra det onde i enhver skikkelse!«(1. Thes. 5,22) Bibelen er meget radikal, når det gælder, hvordan vi skal forholde os til synden, og det er vigtigt, at vi retter os efter det. For når vi retter os efter Guds ord, kommer han og griber ind. Det kan vi blandt andet læse i det efterfølgende vers. Hvis vi holder os fra det onde i enhver skikkelse, så vil

19 »Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme!«(1. Thes. 5,23-24) Dette er en meget stærk tekst. Hvis vi holder os fra det onde, så vil Gud bevare vores ånd, sjæl og legeme fejlfri. Der står ikke bare, at Gud vil bevare vores ånd. Men han vil helt og holdent og fuldt ud bevare både vores ånd, sjæl og legeme, så der ikke er noget at udsætte på os. Wow - sikke et løfte! Så hvis vi holder os fra det onde, eller vandrer i Ånden, vil Gud bevare os helt lydefri. I 2. Peters brev står det endnu tydeligere:»herren formår at fri de gudfrygtige fra fristelse, men at holde de uretfærdige i forvaring til straffen på dommens dag, især dem, der beherskes af kødet i smudsigt begær og foragter Herrens myndighed.«(2. Pet. 2,9-10) Hvis vi lever et gudfrygtigt liv og vandrer i Ånden, så vil Gud fri os fra fristelser. Men vandrer vi i kødet, og lever vi i smudsigt begær, så vil vi blive holdt fast i kødet indtil dommens dag. Mange kæmper med synd og urene tanker, og grunden kan være, at man fylder sig med det forkerte at man ikke har det rigtige forhold til synden. Sandheden er, at slår man ikke synden ihjel i sit liv, så slår den én ihjel. Leger man med synden, går det galt på et eller andet tidspunkt. Lever man i kødet, vil man blive dømt, hvis ikke man vender om og med Åndens hjælp dræber kødets gerninger.»hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve.«(rom. 8,13) Der står også:»elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden.«(1. Joh. 2,15-16) Og Johannes fortsætter:»og verden og dens begær går til grunde, men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.«(1. Joh. 2,17) Så lad os ikke elske denne verden, men lad os alle gøre Guds vilje. Hvad så, når man synder? Men hvad så, når man kommer til at synde? Jo, når man vandrer i Ånden og kommer til at synde, så beder man om tilgivelse, og så er man tilgivet. Lad os læse det mest kendte skriftsted om tilgivelse i Bibelen:»Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.«(1. Joh. 1,9) Står der her, at hvis man lever i bevidst synd og vandrer i ulydighed mod Gud, så bekender man bare sine synder, og så er det tilgivet? Nej, læses passagen i sin sammenhæng, står der, at når man vandrer i lyset og kommer til at synde, så er der tilgivelse, og her er en stor forskel.

20 Overskriften på afsnittet er»livet i lyset og livet i mørket«. Der kunne også have stået»livet i Ånden og livet i kødet«. Her læser vi hele afsnittet (1. Joh. 1,5-10):»Og dette er det budskab, som vi har hørt af ham [Jesus Kristus] og bringer videre til jer «Altså vores budskab er i bund og grund dette:»gud er lys, og der er intet mørke i ham «Altså Gud er hellig, og der er ingen synd i ham.»hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket [kødet], lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset [Ånden], ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd. Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os...«nogle påstår, at kristne ikke kan være syndfri og bruger dette skriftsted som bevis. Men som du har set, så kan vi i Kristus leve uden synd, og det er vores mål, uanset om det lykkes eller ej. Det er meget vigtigt, at vi ikke er ligeglade, når vi kommer til at synde, men at vi er villige til at indrømme det og bede om tilgivelse. Ellers bedrager vi os selv. Det er sådan, dette vers skal forstås: Hvis du synder og ikke vil indrømme det, leder du dig selv på vildspor. Det er vigtigt, at vi indrømmer vores synd og bekender den, for det åbner for tilgivelsen:»hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os.«(1. Joh. 1,5-10) Så bekend din synd, når du synder, så får du tilgivelse. Johannes taler ikke om at leve i bevidst synd og vandre i lydighed mod kødet. Gør man det, lever man stadig ikke som en kristen, og så er der ikke blot brug for bekendelse, men for omvendelse.»enhver, som er født af Gud, gør ikke synd [lever ikke i bevidst synd]; for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud. Derved bliver det åbenbart, hvem der er Guds børn, og hvem der er Djævelens børn: enhver, som ikke gør retfærdighed, er ikke af Gud, lige så lidt som den, der ikke elsker sin broder.«(1. Joh. 3,9-10) Det bliver altså synligt, hvem der er kristne, og hvem der ikke er, gennem livsførelsen. Lever man i bevidst synd, er man endnu ikke en kristen. En kristen er én, der har omvendt sig fra al bevidst synd og som ved hjælp af Guds lov og Ånd i sit indre er begyndt at leve det nye liv. Man kan som kristen stadig komme til at synde, især i starten, da man først skal lære at leve det nye liv, men når man synder, omvender man sig, beder om tilgivelse, og så tilgiver Jesus og renser den kristne for al urenhed. Forskellen på synden i den kristne og ikke-kristnes liv er således, at den kristne har omvendt sig fra al bevidst synd, men stadig kan komme til at synde. Det gør den kristne ked af det, så han omvender sig med det samme, og Gud tilgiver ham. Den ikke-kristne derimod, han lever i bevidst synd og opsøger den ligefrem. Han hopper i med