Tilblivelsen af "Livet som kristen"

Transkript

1 LIVET SOM KRISTEN

2 Tilblivelsen af "Livet som kristen" I starten af september 2003 gik jeg en tur og bad. Jeg skulle tale i vores menighed den følgende søndag, men havde denne gang virkelig ingen ide om, hvad jeg skulle tale om. Mens jeg gik og bad over dette, talte Gud pludselig klart til mig. Han sagde, at han ville give mig tre budskaber, alle under overskriften:»livet som kristen«. Han sagde, at budskaberne ville handle om synd, tro og det overnaturlige, og jeg blev meget begejstret over dette og var spændt på, hvad det ville blive til. Om søndagen, da jeg skulle tale, gik jeg tidlig om morgenen ned på mit kontor og bad, hvorefter jeg begyndte at forberede mig på at tale det første budskab»den kristne og synden«. Under forberedelsen oplevede jeg en stor klarhed over skriften, og ting, som jeg aldrig før havde forstået, blev pludselig åbenbaret for mig. Dette var en utrolig stærk oplevelse for mig personligt, og jeg glædede mig meget til at give dette videre i kirken. Responsen fra menigheden var stor, folk fik skriften åbenbaret gennem undervisningen, og vi havde et stærkt møde. Det skete på samme måde med de to andre budskaber. Gud åbenbarede skriften for mig på en helt særlig måde i min forberedelse, hele forløbet blev til stor velsignelse for mig personligt. Jeg havde i starten tænkt mig, at jeg måske på et tidspunkt skulle udgive disse tre lektioner på cd og derigennem få undervisningen ud til vores land, men Gud havde andre planer. Den 4. okt talte Gud igen klart til mig. Denne gang i forbindelse med to andre bøger, som jeg allerede havde skrevet, men som endnu ikke var udgivet. Han sagde, det nu var tid til at udgive bøgerne, men ikke nok med det, så skulle jeg også udgive en bog med disse 3 lektioner, som han havde givet mig. Dette kom helt bag på mig. Så i februar 2004 udgav jeg bogen»den sunde lære«, i juni bogen»fuldfør løbet«og nu, i november, bogen»livet som kristen«.»livet som kristen«er en meget stærk bog, der klart og radikalt ud fra skriften forklarer, hvordan livet som kristen er, eller burde være i forbindelse med synden, troen og det overnaturlige. Jeg tror, denne bog vil være med til, at vi som kristne kommer tilbage på rette spor. Gud velsigne dig med læsningen af bogen»livet som kristen«torben Søndergaard

3 Den kristne og synden Fra bogen Livet som kristen af Torben Søndergaard, Copyright: (C) Torben Søndergaard Alle rettigheder forbeholdes. Bogen kan bestilles igennem vores netbutik. Den kristne og synden 1. En verden til forskel 2. Synden 3. Frelst fra synden 4. Vær fuldkommen 5. Hvad er omvendelse? 6. Hvad sker der i frelsen? 7. Lovløsheden 8. Lev i lydighed mod Ånden 9. Hvad så, når man synder? 10. Vores forhold til synden 11. Et rent hjerte En verden til forskel For nogen tid siden snakkede jeg med en god ven, der fortalte, at de i deres kirke lige var begyndt at mødes ugentligt i små grupper. Han stod sammen med sin kone for en af grupperne, og vi snakkede om, hvordan det gik. Han fortalte blandt andet, at han syntes, det var hårdt at lede en gruppe med alle de forskellige meninger, som folk havde. Faktisk var han ret chokeret over den måde, som mange i kirken tænkte og levede på. Én havde f.eks. sagt:»jamen, der er da ikke rigtig nogen forskel på os, der er kristne, og dem, der ikke er kristne.«denne udtalelse havde jeg hørt før. Jeg har hørt folk sige:»der er ingen forskel. De lever da lige så godt som jeg. Godt nok går jeg i kirke og gør andre ting, men så er det da også det.«men sandheden er, at hvis man lever ligesom dem»ude i verden«altså hvis man lever på samme måde som dem, der ikke kender Gud så har man brug for at vende om og blive frelst. For lever man på samme måde som dem, der ikke kender Gud, vil man også gå fortabt ligesom dem. Sandheden er, at der er stor forskel på dem, der er kristne, og dem, der ikke er. Der er en verden til forskel eller det burde der være. For det at blive en kristen drejer sig nemlig om mere end at tro på Gud og komme i en kirke. Det drejer sig først og fremmest om omvendelse. Jesus siger således:»tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!«(mark. 1,15) Man bliver altså en kristen ved at omvende sig og tro på evangeliet. I Hebræerbrevet tales der om 'begynderundervisning' for kristne. Der står, at det er»omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud.«(Hebr. 6,1) Så det mest grundlæggende i det at blive og være

4 en kristen er at vende om fra døde gerninger og tro på Gud. Tro uden omvendelse er nemlig intet værd - det skal vi se på senere. Men hvad er omvendelse egentlig? Er omvendelse at gå fra vantro til tro altså noget, der sker i ens tanker? Eller er omvendelse mere end det?»så lad da det jordiske i jer dø: utugt, urenhed, lidenskaber og onde lyster, og griskhed, for det er afgudsdyrkelse. Det nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn.«(kol. 3,5-6) Paulus siger her, at vi skal lade det jordiske og det syndige i os dø. Vi skal lade al utugt, urenhed, alle lidenskaber, onde lyster, og al griskhed dø. Vi skal ikke mere leve sådan, for det nedkalder Guds vrede. Eller med andre ord; hvis vi lever sådan, vil vi blive straffet. Paulus forsætter:»den slags hengav også I jer til, dengang I levede sådan.«(kol. 3,7) Der var altså engang, hvor vi levede som utugtige, urene, griske, med onde lyster; men vi blev kristne ved netop at vende om fra alt dette. Paulus fortsætter:»men nu skal også I aflægge det alt sammen: vrede, hidsighed, ondskab, spot og skamløs snak i jeres mund. Lyv ikke for hinanden, for I har aflagt det gamle menneske med dets gerninger og iført jer det nye, som fornyes i sin skabers billede til at have erkendelse.«(kol. 3,8-11) Det er omvendelse, at vende om fra den forkerte måde, man levede på og begynde at leve et helt nyt liv, hvor man ikke mere gør disse ting, som er forkerte. At man vender om og ikke mere lever som utugtige, urene, griske, som løgnere, at man ikke taler skamløs snak osv. Og at man bliver fornyet i at have erkendelse, som vi læste, og begynder at leve det nye liv, som Gud har tiltænkt os. Så omvendelse drejer sig altså om mere end at vende om fra ikke at tro, til at tro, altså alt sammen noget, der sker i ens tanker. Men lad os lige få styr på, hvad synd egentlig er så kan vi gå videre med omvendelsen senere. Synden»Enhver, som gør synden, begår også lovbrud, for synd er lovbrud.«(1. Johs. 3,4) Her ser vi klart, hvad synd er nemlig lovbrud. Bryder man loven (Guds lov), er man en synder. Man kunne også kalde det at være en lovbryder. Gud har sat nogle love og regler op for os alle, på samme måde som vi har nogle love og regler i Danmark. Vi har f.eks. det, der hedder færdselsloven. Færdselsloven er ikke til for at gøre livet irriterende for os, men for at beskytte os. Hvis der f.eks. ingen færdselslov var, så ville der ske rigtig mange ulykker. Man ville ikke turde køre i bil, for man kunne jo aldrig vide, hvad der ville ske. På samme måde er det med Guds lov. Gud har ikke sat sine love op for at gøre livet træls for os. Nej, han har gjort det for at beskytte os, men det er ikke altid vi kan se det. Sandheden er, at vælger vi at leve efter Guds ord eller Guds lov, så lever vi et godt liv. Det siger Bibelen klart:

5 Nød og angst rammer hvert menneske, som gør det onde...; herlighed og ære og fred får enhver, som gør det gode. (Rom. 2,9-10) Så det betyder virkelig meget, hvordan vi lever som mennesker. I dag er næsten hver 10. dansker på en eller anden form for nervemedicin eller lykkepiller, hvilket jeg bl.a. tror skyldes, at man lever uden Guds ord som rettesnor i sit liv. Men ens livsførelse har ikke bare betydning for, hvordan man har det her og nu på jorden. Den bestemmer også, hvad der sker i evigheden bagefter. Lever man som en lovbryder, vil man få sin straf og gå fortabt, og det uanset, hvad man tror, der sker. Så lever du som en lovbryder, må du ikke tøve, men vende om fra det og tage imod tilgivelse, inden det er for sent. Gud elsker os og ønsker ikke at se nogle af os blive straffet, derfor siger han, at vi skal vende om. Nogle bryder sig ikke om, at jeg taler så konkret om synd. De siger f.eks: Jamen Torben, synd handler altså ikke om, hvordan man lever, men mere om, hvad man tror. Synd er nemlig»ikke at tro på Jesus«, som der står i Bibelen. Det er på en måde helt rigtigt, men lad os lige læse, hvor det står:»og når [Helligånden] kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt.«(joh. 16,8-11) Det er altså helt rigtigt, at synd i bund og grund er, at man ikke tror på Jesus, som der står her. Men hvad er tro? Som vi senere vil se, er tro lydighed. Så at tro på Jesus er, at man tror på, hvad han siger og lydigt efterlever det. Tror man på Jesus, lever man efter hans ord. Derfor er synd i bund og grund, at man ikke tror på ham, fordi man ikke tror på hans ord og lever efter det. Nogen mener også, at hvis man tror på Jesus, så kan Gud ikke se ens synd. Forklaringen skulle være, at når vi tror på Jesus, ser Gud os igennem Jesus, hvilket gør, at han ikke kan se vores synd. Konsekvensen af dette er, at det ikke betyder noget, når vi synder, men det passer desværre ikke. Gud ser vores synd, om vi tror på Jesus eller ej. Hvorfor var det egentlig, at Jesus døde for os? Hvad var det, Jesus ville frelse os fra? Hvis man spørger kristne, hvad de er frelst fra, vil man nok få flere forskellige svar. De fleste vil nok sige, at de er blevet frelst fra evig fortabelse, andre vil sige fra sygdom og andre igen vil sige noget andet. Men det, du og jeg i bund og grund er frelst fra, er synden. Det er så synden, der medfører evig fortabelse osv. Men det, Jesus døde for at frelse os fra, var synden, som vi f.eks. kan læse her:»hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.«(matt. 1,21) Da Johannes Døberen så Jesus, sagde han også:»se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.«(joh. 1,29)

6 Disciplen Johannes skrev dette om Jesus i et af sine breve:»i ved, at han blev åbenbaret for at bære vore synder, og der er ikke synd i ham.«(1. Joh. 3,5) Så Jesus kom til jorden for at frelse os fra vore synder. Han er Guds lam, og han bar vores synd. Men hvad betyder det, når vi læser, at Jesus har frelst os fra vores synder, eller når der står, at han bar vores synd? For det første betyder det, at når vi bliver frelst, bliver al den synd, vi har gjort indtil da, tilgivet. Det betyder, Jesus tager alle vores overtrædelser på sig, hvilket gør, at vi nu står helt rene ind for Gud. Så når man vender om og bliver frelst, bliver man tilgivet for sine overtrædelser. Det er det samme, hvis du får en bøde for at køre for stærkt - bøden skal betales. Men når den så er betalt, er du fri og skal ikke tænke mere på den. Nu er det sådan, vi alle har overtrådt Guds lov, og vi derfor alle er skyldige. Men den straf betalte Jesus for os, da han døde på korset. Jesu forsoning træder i kraft, når vi vender om fra vores synd og bliver frelst, og det betyder, at man nu kan gå frit rundt, som om man aldrig nogen sinde har syndet. Og når man er ren og syndfri, kan man komme helt ind og leve tæt ved Gud, hvilket er utrolig stort! Men hvad så efter vi er blevet tilgivet? Kan man så bare synde frit, uden at det har konsekvenser? Nej, slet ikke. Snarere tværtimod. Det at være frelst betyder nemlig ikke»bare«, man er tilgivet det, man før har gjort forkert. Det betyder også, vi er frelst fra syndens bånd. Vi er derfor ikke mere bundet til synden, men vi er nu fri til ikke at synde. Det kommer vi til at tale mere om, for det har stor betydning i vores liv i forhold til synden. Frelst fra synden Når man nævner, at vi som kristne er fri fra synden og dermed fri til at lade være med at synde, vil nogen sige, at det ikke passer. De mener, at man som kristen er bundet til synden hele sit liv, og at man slet ikke kan lade være med at synde, idet de henviser til dette skriftsted i Bibelen:»Vi ved, at loven er af ånd. Men jeg [Paulus] er af kød, solgt til at være under synden. For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.«(rom. 7,14-17) Dette er et af de mere kendte skriftsteder i Bibelen, men også et af de mest misforståede. Jeg har snakket med flere, der kalder sig selv kristne, som bruger dette skriftsted som en undskyldning for at leve i synd. De mener, at det er i orden at synde, for man kan jo ikke gøre noget fra eller til alligevel. Man er jo solgt til at være under synden, som Paulus siger det her. Men sandheden er, at lever man på denne måde, lever man som en synder, der ikke er frelst. For det, Paulus omtaler her, er nemlig, hvordan han havde det, før han blev frelst. Han refererer her fra hans gamle liv, før han blev frelst og befriet fra synden.

7 Lad os først lige slå fast, at Bibelen ikke modsiger sig selv. Er der noget i Bibelen, der virker selvmodsigende, er det, fordi vi ikke har fået det åbenbaret endnu. Vi har altså ikke forstået det rigtigt. Det sker tit med dette afsnit. For det første, så siger Paulus her, at han er»af kød solgt til at være under synden«. Men er Paulus virkelig af kød? Jesus taler klart om at være af kød:»sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd.«(joh. 3,5-6) Hvis man ikke bliver født af Ånden, altså født på ny, hvilket sker i frelsen, vil man slet ikke komme ind i Guds rige. Hvis man ikke vender om og bliver født på ny af Ånden, som Jesus siger, er man stadig af kød og vil derfor ikke komme ind i Himmelen. Så må man da undre sig over, at Paulus i Romerbrevet siger, han er af kød. Er Paulus virkelig af kød? Hvis han er det, så kommer han ikke ind i Guds rige, som vi lige læste. Nej, Paulus er ikke af kød. Han er ikke af kød solgt til at være under synden. Men han fortæller der i Romerbrevet, hvordan han havde det, før han vendte om og blev frelst, da han stadig var af kød under synden. Det kan vi også se ud fra nogle vers fra kapitlet før.»hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den?«(rom. 6,2)»Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden.«(rom. 6,6-7)»Befriet fra synden er I blevet trælle for retfærdigheden.«(rom. 6,18) Paulus siger altså klart, vi er døde fra synden, at vi ikke mere er trælle for synden, og vi er befriet fra synden. Det står flere steder i Romerbrevet kap. 6. Hvordan kan Paulus først sige, vi er befriet og døde fra synden og ikke mere trælle for synden, for så lige efter at sige, at vi er solgt til at være under synden? Det er modsigende. Hvordan hænger det sammen? Jo. Det, vi må forstå, er, at Paulus i Romerbrevet kapitel 7 en overgang taler om, hvordan det var, før han blev frelst. Dengang var han stadig af kød og solgt til at være under synden, og det omtaler han også tidligere i kapitlet:»for dengang vi var i kødet, var de syndige lidenskaber, som loven kalder frem, virksomme i vore lemmer, så at vi bar frugt til døden.«(rom. 7,5) Paulus taler altså om»dengang«, dvs. før Jesus kom ind i billedet. Hvordan havde Paulus det så, dengang han var i kødet, før han blev frelst?

8 Jo, dengang forstod han ikke sine handlinger. Det gode som han ville, det gjorde han bare ikke, og det onde, som han hadede, det gjorde han. Årsagen var, at han stadig var af kød solgt til at være under synden. Synden er nemlig en slags lov, på samme måde som tyngdekraften er en lov. Vi kender alle til tyngdeloven. Det er en lov, som er gældende for alle mennesker i verden, om man vil det eller ej. Det er noget, vi ikke kan frigøre os fra. På samme måde er det også med synden, eller loven, som den også kaldes i Bibelen. Synden er en slags naturlov, som gælder for alle mennesker. Fra det øjeblik, synden kom ind i verden, har syndens lov regeret i generation efter generation, og det har været umuligt at undslippe. Som Paulus har mennesker erfaret, at selv om man ønsker at gøre det gode, magter man det ikke. Men i det øjeblik man bliver frelst, bliver man befriet fra denne lov. Man bliver frelst fra denne lov. Nu er man ikke længere bundet af synden, men fri til ikke at synde, og fri til at gøre det gode! At Paulus, før han blev frelst også var så bevidst om, hvad der var godt, og hvad der var ondt, skyldtes, at han var jøde og farisæer. Han kendte loven og søgte af hele sit hjerte at leve efter den. Han siger endda om sig selv, at han var uangribelig i lovretfærdighed, og at han som farisæer levede efter de strengeste leveregler i jødedommen. (Fil. 3,4-6; Apg. 26,5) Paulus underviste om loven, han dyrkede loven, og han stræbte alt, hvad han kunne, for at overholde loven - men han kunne ikke. Han magtede det ikke, da han stadig var bundet til synden under syndens lov. Han søgte at gøre det gode, for han ønskede at leve efter Guds lov (bl.a. De ti bud). Men han kunne ikke, da han stadig var af kød og solgt til at være under synden. At være solgt til synden betyder med andre ord, at man er låst fast af syndens lov. Den syndige natur holder en fast, sådan at man ikke i egen kraft kan bryde ud af den. Men halleluja pris Gud! Da Jesus døde for os, besejrede han synden og dens magt. I Kristus er vi blevet befriet fra syndens lov, og det kan man også læse, at Paulus blev.»for livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig (Paulus) fra syndens og dødens lov.«(rom. 8,2-3) At Jesus kom for at frelse os fra vores synder, betyder ikke 'bare' at man bliver tilgivet for de synder, man har gjort, men det betyder også, at man er blevet befriet fra syndens lov, så man er fri til ikke mere at synde. Vær fuldkommen Paulus taler ofte om synden, og hans forhold til den:»jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.«(1. Kor. 9,27) Bemærk at Paulus nu, som resultat af frelsen, kan få sin krop til at lystre, selvom det selvfølgelig er krævende. I næste kapitel siger han noget meget interessant:

9 »De fristelser, der har mødt jer, er kun menneskelige. Og Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under.«(1. Kor. 10,13) Paulus der, før han blev frelst, sagde, at han ikke kunne vinde over synden, siger nu, at de fristelser, vi møder, kun er menneskelige, og at Gud altid vil skabe en udvej, så vi ikke bukker under for dem. Men hvad siger han dermed også? Han siger, at vi, der er blevet frelst og befriet fra synden, kan leve et liv uden synd. Vi vil nemlig aldrig nogen siden møde en fristelse, der er for stor for os. Vi er aldrig tvunget til at synde, for vi er ikke solgt til synden mere. Han siger her, at vi aldrig nogensinde vil møde en fristelse, der er for stor for os. Han siger, at der altid med fristelsen vil være en udvej, så vi ikke behøver at bukke under. Når du er blevet frelst, vil du altså aldrig nogen sinde stå over for en fristelse, der er for stor for dig. Det vil Gud ikke tillade. Han vil altid, hele tiden, igen og igen skabe en udvej for dig, så du ikke bukker under. Hvis du altså vælger denne udvej. Som kristne er vi befriet fra syndens lov og kan nu leve uden at synde. Jamen Torben, du kan da ikke sige, at man kan være fuldkommen og aldrig nogensinde synde. Det kan man jo ikke. Jo, man kan ifølge Bibelen blive fuldkommen, og det er det, vi som kristne skal strække os efter.jeg ved godt, at det her virkelig er noget, der kan få folk op af stolene, så jeg skal nok forklare det nærmere. Grunden til, at folk reagerer så kraftigt, er, at der har sneget sig så meget forkert undervisning ind i kirkerne om netop dette. Men Torben, du vil da ikke sige, at du er fuldkommen og aldrig nogensinde synder? Nej, og det siger jeg heller ikke. Jeg siger ikke, at jeg allerede er fuldkommen, for det er jeg ikke. Men jeg siger, vi kan blive fuldkomne, og at det er det, vi alle skal strække os efter. Nogle tror, at når man mener, man kan leve uden at synde, betyder det, at man ikke længere har brug for Jesus, men sådan er det ikke. Selvfølgelig har man brug for Jesus, for det er jo kun i ham, vi kan overvinde synden. Uden Jesus er vi intet og kan intet. At leve uden synd betyder ikke, at Jesus, og det han gjorde på korset for os, får en forkert plads. Det får nærmere den rette plads. Det vil blive klarere senere i denne bog. Lad mig her dele nogle ord af Charles Finney. Han var en af verdens største evangelister, og Gud brugte ham til at bringe en stor vækkelse. Under overskriften»nødvendigheden af hellighed for at komme ind i Himmelen«skriver han:»man kan aldrig bare tale om dette. De kristne må leve hellige liv og på den måde vidne om, at mennesker ikke kan forvente at blive frelst uden at være hellige«. Han fortsætter:

10 »Den idé, at vi ikke kan blive fuldkomne her, er blevet så udbredt, at mange såkaldte kristne ikke engang for alvor har til hensigt at leve et syndfrit liv. De kan ikke ærligt sige, at de bestræber sig på at leve uden synd. De driver rundt med tidevandet på en lemfældig, syndig og afskyelig måde. Djævelen ler utvivlsomt, for det er den sikreste vej til helvede.«det, han siger her, er meget radikalt, men samtidig helt rigtigt. Den idé, at vi ikke kan blive fuldkomne her, som han siger, er blevet så udbredt, at mange såkaldte kristne ikke engang for alvor har til hensigt at leve et syndfrit liv. Desværre er det også sådan i dag. Mange 'kristne' kan i dag ikke ærligt sige, at de bestræber sig på at leve et syndfrit liv. De tager alt for let på synden og lever på en afskyelig måde, for at bruge Finneys ord. Djævelen kan kun glæde sig over dette, for det fører ikke til himlen. Derfor har Satan arbejdet så meget på, at der kommer forkert undervisning ind i kirkerne om netop dette. Han ved nemlig, at hvis han kan få de kristne til at tro, at vi bare er nogle arme syndere, der ikke kan overvinde synden i vore liv, har han os lige, hvor han vil have os. Tror man, at man alligevel ikke kan gøre noget fra eller til over for synden, vil man heller ikke gøre sig de store bestræbelser på at prøve. Men vi skal som kristne bestræbe os på at være fuldkomne. Vi skal strække os efter at leve et liv uden synd, og det er muligt. Jesus siger også, at vi skal være fuldkomne, bl.a. i bjergprædikenen. I bjergprædikenen, som vi finder i Matthæusevangeliet kapitel 5, 6 og 7, taler Jesus bl.a. om loven og synd. Noget af det første, han siger, er meget interessant:»tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.«(matt. 5,17) Jesus kom altså ikke for at afskaffe loven, snarere tværtimod. Han kom nemlig for at opfylde den, og det skal vi have i tankerne, når vi læser videre. Han fortsætter:»sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmeriget. For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.«(Matt. 5,18-20) Efter dette udlægger han dele af loven, og det er tydeligt, at han ikke nedbryder loven, men i stedet strammer den:»i har hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke begå drab, og: Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen. Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild.«(matt. 5,21-23) Han nævner også buddet om ikke at bryde ægteskabet. Jesus forklarer, at ægteskabsbrud ikke kun begrænser sig til sex udenfor ægteskabet. Bare det at kaste et lystent blik på én, man ikke er gift med, er det samme som at begå utugt med personen. At fantasere om, at man har sex med vedkommende, er altså også synd:

11 »I har hørt, at der er sagt: Du må ikke bryde et ægteskab. Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.«(matt. 5,27-28) Jesus udlægger og forklarer på samme måde budene om skilsmisse, det at sværge, gengældelse og det at elske vores fjender, hvorefter han slutter af med det radikale budskab:»så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«(matt. 5,48) Læg mærke til, at det er lige efter en lang remse om, hvad der er synd, at Jesus siger, vi skal være fuldkomne. Hvordan kunne Jesus tillade sig at sige det, hvis det er umuligt for os? Netop, fordi vi i ham kan være fuldkomne. Vi kan sejre over synden i vore liv. Det er det, vi er blevet frelst til. Vi er frelst og befriet fra synden, så vi har mulighed for at leve et syndfrit liv. Det er det, der er vores mål som kristne, det vi skal gå efter. Hvis Jesus mente, at mennesker er skabt til at synde hele vejen igennem livet uden at kunne gøre noget fra eller til, er det virkelig det mest provokerende, han kunne finde på at sige:»så vær da fuldkommen som jeres himmelske fader er fuldkommen.«tænk også på, hvor provokerende det ville være at sige til kvinden, der var grebet i ægteskabsbrud:»gå, og synd fra nu af ikke mere.«(joh. 8,11). Apostlen Peter kommer også med en udtalelse, der ligner det, Jesus sagde om, at vi skal være fuldkomne som vores himmelske fader er fuldkommen. I første Peters brev står der, at vi som kristne skal være hellige i hele vores livsførelse, ligesom Gud er hellig.»som lydige børn må I ikke tilpasse jer de lyster, som I før fulgte i jeres uvidenhed; men ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse, for der står skrevet:»i skal være hellige, for jeg er hellig.««(1. Pet. 1,14-16) Sandheden er, at vi er skabt til at være fuldkomne. Vi er skabt til at være hellige, som Gud er hellig. Vi kan lade være med at synde. Gud har sammen med fristelserne skabt en udvej for os, hans kære børn, så vi ikke behøver at bukke under. Vi er frelst fra synden og er derfor ikke mere solgt til at være slave under den. Er vi frelst, er vi ikke længere arme syndere. Jamen, Paulus er jo en synder? Nej, Paulus var en synder, men blev frelst og befriet fra synden. Jamen, han siger selv, at han er en synder, læs selv:»kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største.«(1. Tim. 1,15) Jeg har hørt kristne i kirker stille sig op og sige, at de er de største syndere, der findes, fordi de tror, det er en hellig indstilling at have. Men det er ikke at være hellig, det viser bare, at man ikke har forstået, hvordan det hænger sammen. Jamen, Paulus siger jo selv her, at han er den største synder?

12 Nej, Paulus siger, at Kristus kom for at frelse syndere, og at blandt dem var han den største. Men han blev frelst og tilgivet, og derfor er han ikke mere en synder. Ordet»er«kan også oversættes med»var«. Så Kristus kom for at frelse syndere, og Paulus siger om sig selv, at han var den største. Det mente han, fordi han havde forfulgt Guds kirke. (Se 1. Kor. 15,9) Det fremgår også tydeligt ud fra teksten, at han der talte om sit gamle liv, som synder. Jeg har også hørt folk kalde sig selv»kristne syndere«. Men at sige, at man er en kristen synder, er ligeså selvmodsigende, som en narkoman, der sidder og sprøjter den dødbringende gift ind i sine årer, mens han siger:»jeg er fri, jeg er så fri. Jeg er så fri fra stoffer.«han er ikke fri fra stoffer, han sidder jo lige og tager det. På samme måde er kristne heller ikke syndere, da det at blive en kristen netop består i at omvende sig fra synden og blive frelst fra dens bånd. Hvad er omvendelse? Omvendelse er altså at gå fra at følge synden og dens lyster til at følge Gud og Hans ord. Enten er man et kødeligt menneske, der vil det kødelige, hvilket medfører evig død. Eller også er man et åndeligt menneske, der vil det åndelige og lever efter Guds Ord.»De kødelige vil det kødelige, og de åndelige vil det åndelige. Det, kødet vil, er død, og det, Ånden vil, er liv og fred.«(rom. 8,5-6) Sandheden er, at man kan komme i en kirke uden at være omvendt. Man kan tro på Gud uden at være omvendt. Man kan være døbt og konfirmeret uden at være omvendt. Man kan læse i Bibelen og bede til Gud uden at være omvendt. Og er man ikke omvendt, er man stadig et kødeligt menneske, der er på vej imod evig fortabelse. Charles Finney har en meget radikal forklaring på, hvad sand omvendelse er:»omvendelse (anger) indebærer altid et had mod synden. Det er at føle mod synden præcis, som Gud gør. Det indebærer altid at forsage synden.«(charles Finney, Principper for vækkelse, s. 280) Mange siger, at de har bedt om tilgivelse for ting, de har gjort, men de har ikke omvendt sig. Det er meget vigtigt, at vi får dette med, da der ingen tilgivelse er uden omvendelse. Det er blandt andet en af grundene til, at vi ser de samme mennesker komme og bede om tilgivelse for den samme synd igen og igen hele livet igennem. Grunden er, at de aldrig rigtig har omvendt sig fra deres synd. Er det tilfældet, er der brug for sand omvendelse, og den kommer bl.a. ved at have en rigtig forståelse af synden og dens konsekvenser, og hvad omvendelse er. Jeg hørte et vidnesbyrd fra en kendt amerikansk prædikant ved navn John Bevere, der kan belyse det. Han fortalte, at der en dag var en dame fra en anden menighed, der ringede til ham og sagde:»jeg er gift med en mand, som slet ikke lever med Gud. Min mand har heller ikke været god ved mig og børnene gennem lang tid. Nu er det sådan, at jeg har mødt en mand i vores kirke, som jeg snakker rigtig godt med, og der skete desværre det, at vi gik i seng sammen. Men jeg har omvendt mig fra det og bedt om tilgivelse.

13 Mine venner synes, at jeg skal lade mig skille fra min mand og blive gift med ham i kirken. Han er jo rigtig god ved mig og ved mine børn, og så er han en kristen, så det vil jo nok være bedre for os. Hvad siger du til det?«john Bevere svarede hende:»du har aldrig omvendt dig. Du har aldrig omvendt dig fra at være sammen med ham.jo det har jeg. Jeg har omvendt mig. Jeg er virkelig ked af det, jeg har gjort, og har grædt og alt muligt.nej, du har ikke omvendt dig. Men godt, lad mig stille dig et spørgsmål: Hvis du vidste, at der blev holdt et sexorgie nede på gaden - altså at mange mennesker kom og havde sex med hinanden, ville du så gå derned og være en del af det?«hun svarede med det samme:»uh nej, aldrig! Det kunne jeg aldrig finde på! Føj da, hvor ulækkert! Det kunne jeg da virkelig aldrig finde på!når du har den samme holdning til det, du har gjort med den mand, da har du omvendt dig, men ikke før.«kvinden havde aldrig omvendt sig, for hun længtes stadig efter det, hun havde gjort. Hør, hvad Charles Finney forsætter med at sige:»jeg kender nogle mennesker, som hævder at være kristne, som ville fryde sig over at gå tilbage til deres gamle levevis, hvis ikke de frygtede at ødelægge deres omdømme. Men hør: Hvis de føler det på den måde, kan de ikke hævde at være kristne; de hader ikke synden. Hvis de længes efter deres gamle levevis, viser de, at de aldrig virkelig har omvendt sig, for at omvende sig består altid i at ændre synspunkter og følelser. Hvis de i sandhed var omvendt, ville de med væmmelse vende sig fra disse ting i stedet for at ønske dem. I stedet for at længes efter Ægypten [deres gamle liv] og ønske at vende tilbage til deres gamle venner og fester, ville de finde deres største fornøjelse i at adlyde Gud.«(Charles Finney, Principper for vækkelse, s. 280) Dette er, hvad sand omvendelse er, nemlig at vende sig fra den forkerte måde at leve på og ændre sine synspunkter og følelser mod synden. Vi skal se lidt mere på, hvad der sker, når man vender om til Gud og bliver frelst. Hvad sker der i frelsen? Der sker meget, når man vender om til Gud og bliver frelst. For det første bliver man tilgivet al synd, man er skyldig i, men man bliver også frelst fra syndens lov, hvilket gør, at man fra da af er fri fra synden. Vi læser fra Romerbrevet kapitel 6 igen:»synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden.«(rom. 6,14) Før vi tog imod nåden og frelsen i Jesus, var vi under loven, og derfor var synden herre over os. Men nu da vi er blevet frelst og kommet under nåden, er vi ikke længere under loven. Det betyder, at synden ikke mere skal være herre over os, for dens magt er brudt i vore liv. Når man bliver frelst, lægger Gud også sine bud og sin ånd i os. Det er en del af den nye pagt, som vi slutter med Gud, når vi bliver frelst.»men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres indre og skriver dem i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.«(hebr. 8,10)

14 Men hvorfor lægger han sin lov og ånd i vores indre? Svaret finder vi i bl.a. i Ezekiels bog:»jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud.«(ez. 11,19-20) Gud lægger sin lov og sin ånd i vores indre og skriver sin lov i vores hjerte, så vi derefter kan følge hans love og omhyggeligt holde hans bud. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg selv oplevede dette, da jeg omvendte mig og tog imod Jesus. Jeg var lige blevet frelst og havde ingen Bibel og kendte derfor ikke særlig meget til, hvad Gud mente om de forskellige ting. Så jeg gjorde bare det, jeg plejede at gøre. Men når jeg gjorde noget, der var synd, kunne jeg med det samme mærke i mit indre, at nogle ting, jeg ellers bare plejede at gøre, var forkert. Det var så tydeligt, at jeg i hele mit legeme kunne mærke, jeg havde syndet imod Gud. Jeg var slet ikke i tvivl. Det var ikke, fordi jeg havde læst i Bibelen, at det, jeg havde gjort, var synd, eller at andre havde fortalt mig, det var synd. Nej, grunden var ene og alene den, at Guds lov nu var kommet ind i mit indre. Når jeg kunne mærke, jeg havde syndet, omvendte jeg mig fra det og lærte derfor hurtigt at leve det nye liv, som Gud havde for mig. Det kom altså mere eller mindre af sig selv, fordi Guds lov nu ikke var noget, jeg forholdt mig til på ydersiden, men noget der var inden i mig. Jeg oplevede det aldrig som en løftet pegefinger. Der gik lang tid, inden jeg lærte De ti bud at kende, men det hele lå allerede i mit indre, fordi Guds ånd var flyttet ind, da jeg blev frelst. At man i dag diskuterer, hvad Gud mener om sex før ægteskab, homoseksualitet, løgn og andre emner, viser bare, at folk ikke har Guds ånd i sig. Hvis man havde Guds ånd i sig, ville man vide, det er synd. Når man vender om og bliver frelst, er man heller ikke længere under de 613 bud og forbud, som Moses fastsatte i Det Gamle Testamente. Dem er vi blevet løst fra. Men det betyder altså ikke, at vi er uden nogen lov. Vi er ikke 'lovløse', for vi er nu alle under Kristi lov (1. Kor. 9,21). Vi er underlagt den lov, som er i vores indre. Vi skal følge Jesus og gøre, hvad han siger - f.eks. i Bjergprædikenen, som vi læste før. Men ikke nok med, at vi under nåden er befriet fra synden, og Guds lov og Ånd er kommet ind i vores indre. Guds ånd, som nu er i vores indre, opdrager og hjælper os til at leve det nye liv, som Gud har til os. Det kan vi bl.a. læse i Titus' brev:»for Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed.«(tit. 2,11-13) Guds ånd opdrager os altså til at leve besindigt, retskaffent og gudfrygtigt i denne verden. Derfor er det altafgørende, at man lytter til Guds ånd. Det kommer vi tilbage til. I frelsen har Gud altså gjort alt det, der skal til, for at hans folk kan leve rent. Herefter er det op til os. Lovløsheden Hvis vi læser videre i Titus' brev, kan vi se, hvorfor Jesus gav sig selv hen for os:

15 »Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger.«(tit. 2,14) Jesus døde altså for at løskøbe os fra lovløshed. Han ville skaffe sig et rent folk, der ville gøre gode gerninger i stedet for at gøre det onde. Men det virker næsten, som om nogle kristne læser det på denne måde:»han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags loviskhed «Men Jesus ville løskøbe os fra al slags lovløshed, ikke loviskhed, og det er en stor forskel. Grunden til, nogen læser det som loviskhed, er, at de tænker på, hvordan farisæerne var med alle deres bud, og hvordan Jesus gik imod det, de stod for. Men Jesus kom ikke for at ophæve loven, så vi bare kunne synde derudaf. Han kom for at opfylde loven. Ikke for at vi skulle vaske bænke og borde, inden vi sætter os for at spise, som farisæerne gjorde. De tilsidesatte nemlig Guds bud for at overholde alle mulige overleveringer, og bl.a. derfor var Jesus efter dem:»dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud. I har tilsidesat Guds bud og overholder kun menneskers overlevering. «(Mark. 7,6-9) Det er rigtigt, vi ikke skal være som farisæerne, der kom med deres egne bud, og som udenpå så smukke ud, men som indeni var fulde af dødningeben og al slags urenhed, som Jesus udtrykte det. (Matt. 23,27) Men vi skal leve efter Guds bud, og vi skal være rene - både indeni og udenpå. Jesus kom for at løskøbe os fra lovløshed, så vi ikke skulle leve som lovovertrædere. Når man taler om det at være lovisk og det at være lovløs, så er der jo to grøfter, man kan falde i. Der står i Bibelen, at i de sidste tider skal lovløsheden tage til. (Matt. 24,12) Vi lever i de sidste tider, bare se dig omkring. Men det er altså ikke loviskheden, Jesus advarer om, der skal tage til i de sidste tider, som nogle tror, men lovløsheden. Sandheden er, at jeg har set mange kristne, der er så bange for at blive loviske, at de kører lige over i den modsatte grøft, nemlig lovløsheden eller synden. Jeg tror, det sker, fordi vi har fået så meget undervisning om, at vi ikke skal være som farisæerne, hvilket vi heller ikke skal. Men det bliver næsten fremført som om, det er synd at holde De ti bud, hvilket det jo slet ikke er. Jeg har kun mødt meget få kristne, hvor det er loviskheden, der er blevet et problem. Så det er altså i første omgang ikke loviskheden, vi skal frygte, men lovløsheden. Loviskheden bliver kun et problem, når man lægger alt muligt ekstra til loven, som farisæerne gjorde det. De kom med alle deres gamle overleveringer (Matt. 23,4). Desuden havde farisæerne ikke deres hjerte på det rette sted, og det skal vi selvfølgelig heller ikke efterligne. Vi kan læse i Matthæusevangeliet, at en farisæer spørger Jesus:»Mester, hvad er det største bud i loven?«[jesus] sagde til ham:» Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men

16 der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne.«(matt. 22,36-40) Så lad os elske Gud af hele vores hjerte og elske vores næste som os selv. Det er det, Gud ønsker. Farisæerne gjorde mange af de rigtige ting, men Gud havde ikke deres hjerte, og det var det, der var galt. Gud vil have vores hjerte. Er vores hjerte ikke hos ham, kan vi gøre alle de rigtige ting, og det gavner os intet. Så lad os virkelig elske Gud af hele vores hjerte, og ud fra det leve det liv Gud har købt os fri til.»det er mere end nok, at I i den forløbne tid har gjort, som hedningerne vil, og levet et liv i udsvævelser, begær, svir, vilde fester, drikkelag og utilbørlig afgudsdyrkelse. Nu, da I ikke længere styrter jer ud i den samme strøm af udsvævelser, undrer de sig og spotter jer for det, men de skal stå til regnskab over for ham, der er rede til at dømme levende og døde.«(1. Pet. 4,3-5) Peter skriver her til de kristne, at nu da vi ikke længere lever på samme måde som dem, der ikke er frelst, undrer de sig og spotter os.»forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.«(2. Tim. 3,12) Når vi lever et gudfrygtigt liv i Kristus, vil folk altså undre sig og spotte os. Du vil derfor som kristen opleve modstand og forfølgelse, fordi du ikke længere styrter dig ud i den samme strøm af udsvævelser, som de andre gør. Eller sådan burde det være. Som det ser ud mange steder i dag, har de»kristne«og de ikke-kristne kun»troen«til forskel. Men der burde gerne være større forskel. For den synd, der adskilte os fra Gud, før vi tog imod Jesus, vil også adskille os fra Gud, nu efter vi har taget imod Jesus. I Galaterbrevet fortæller Paulus om kødets gerninger. Han slutter af med at gøre det klart:»jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige«. (Gal. 5,21) Dette er en advarsel til kristne - altså dem, der er blevet frelst og er under nåden:»kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.«(gal. 5,19-21) Det, vi må forstå, er, at den synd, der adskilte os fra Gud, før vi blev frelst, stadig vil adskille os fra Ham nu, hvis vi giver os hen til den. Det at blive en kristen indebærer netop at omvende sig fra kødelige gerninger og følge Ånden i stedet. Megen undervisning i dag har givet det indtryk, at det at leve som kristen er let som en leg, men det passer ikke. Det er gennem mange trængsler, vi skal gå ind i Guds rige, som der står. (ApG. 14,22)

17 Det er ikke som en leg. Det er heller ikke legende let at sejre over synden i sit liv. Det er en kamp, der skal kæmpes, og sådan er det bare. Der er mange ting, der hele tiden prøver at få os til at give efter for synden. Satan er jo stadig vores modstander, og han giver ikke op så let. Det er rigtigt, at vi er befriet fra synden, men det betyder altså ikke, der ingen kamp er. Men i Kristus har vi kraft til at sejre, så vi er på ingen måde forudbestemt til at bukke under. Spørgsmålet vil altid være. Hvem følger vi? Følger vi Ånden, eller følger vi kødet? Paulus skriver også i Galaterbrevet:»Hvad jeg mener er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil. Men drives I af Ånden, er I ikke under loven.«(gal. 5,16-18) Vi kan altså ikke bare gøre, hvad vi vil, for vi står i en kamp. Vi bliver nødt til at omvende os, for vi skal ikke mere følge kødets lyst, men vandre i Ånden. Der vil komme mange kampe i livet som kristen, men i kampene må vi søge ind til Gud og sejre i ham. I ham har vi alt, hvad vi har brug for. Lev i lydighed mod Ånden»Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets lyster. Stil heller ikke jeres lemmer til rådighed for synden som redskaber for uretfærdighed, men stil jer selv til rådighed for Gud som levende, der før var døde, så I bruger jeres lemmer for Gud, som redskaber for retfærdighed. Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden.«(rom. 6,12-14) Her siger Paulus, at vi netop ikke skal lade synden få plads til at herske i vores legeme, og synden ikke skal være herre over os, da vi er under nåden. Og så forsætter han med det spørgsmål, som tit kommer fra dem, der ikke har forstået, hvad det hele går ud på:»hvad da? Skal vi synde, fordi vi ikke er under loven, men under nåden?«(rom. 6,15) Man kan næsten forstille sig, hvordan Paulus ryster på hovedet og siger: Hvad tænker I da på? Har I ikke forstået noget af det endnu? Han svarede:»aldeles ikke! Ved I ikke, at den, I stiller jer til rådighed for som trælle og viser lydighed, må I også være trælle for og vise lydighed, hvad enten det er synden, og det fører til død, eller det er lydigheden, og det fører til retfærdighed?«(rom. 6,16) Nej, vi skal ikke bare synde, selv om vi er under nåden. For selv når man er under nåden, er det altafgørende, hvem man stiller sig til rådighed for, som vi læser her. Stiller man sig til rådighed for synden, vil det føre til død. Stiller man sig til rådighed for Ånden, vil det føre til retfærdighed. Mange kristne lever f.eks. i konstant fordømmelse. Jeg tror tit årsagen er, at de netop ikke vandrer i lydighed imod Ånden, men i lydighed imod kødet. For vandrer man i lydighed imod kødet, vil man opleve fordømmelse. Midt i fordømmelsen giver nogle sig så til at citere Romerbrevet kapitel 8 vers 1 og håber på, at det kan afhjælpe den dårlige samvittighed:

18 »Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. De lever ikke i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.«(Rom. 8,1 eng. New King James version) Men som der står, er der ingen fordømmelse for dem, der vandrer i Kristus Jesus. Altså dem, som vandrer i lydighed imod Ånden og ikke i lydighed imod kødet. Fordømmelsen kunne jo skyldes, at man netop ikke vandrer i lydighed imod Ånden, så i stedet for at citere dette skriftsted igen og igen har man brug for at vende om og begynde at vandre i lydighed mod Ånden. Gør man det, vil fordømmelsen forsvinde, for der er ingen fordømmelse for dem, som vandrer i lydighed mod Ånden. Lad os læse hele afsnittet:»så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet «(Rom. 8,1-3) Og så siger Paulus:» for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.«(Rom. 8 1,4) Læg mærke til, at der ikke står, at lovens krav skal opfyldes af os, men i os. Loven stiller altså et krav, og det bliver opfyldt ikke af os, men i os. Men hvem er vi? Det er os, der vandrer i lydighed mod Ånden. Her ser vi, hvad Jesus mente, da han sagde, at han ikke kom for at ophæve loven, men for at opfylde den. Han kom for at opfylde lovens krav i os, der vandrer i lydighed mod ham. Dermed bliver vi retfærdige ind for Gud i Kristus. Vi læser videre:»de kødelige vil det kødelige, og de åndelige vil det åndelige. Det, kødet vil, er død, og det, Ånden vil, er liv og fred. For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke. De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag.«(rom. 8,5-8) Vi læser videre i vers 12 og 13:»Brødre, så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det. Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve.«(rom. 8,12-13) Det er altså ikke»bare«et spørgsmål, om man»tror«på Gud, men igen et spørgsmål om, hvem man følger. Derfor er en kristen en person, der har omvendt sig fra synden, og som er begyndt at leve i lydighed mod Ånden. En kristen er én, som ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger og følger Guds lov, som Han har lagt inden i os.»hold jer fra det onde i enhver skikkelse!«(1. Thes. 5,22) Bibelen er meget radikal, når det gælder, hvordan vi skal forholde os til synden, og det er vigtigt, at vi retter os efter det. For når vi retter os efter Guds ord, kommer han og griber ind. Det kan vi blandt andet læse i det efterfølgende vers. Hvis vi holder os fra det onde i enhver skikkelse, så vil

19 »Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme!«(1. Thes. 5,23-24) Dette er en meget stærk tekst. Hvis vi holder os fra det onde, så vil Gud bevare vores ånd, sjæl og legeme fejlfri. Der står ikke bare, at Gud vil bevare vores ånd. Men han vil helt og holdent og fuldt ud bevare både vores ånd, sjæl og legeme, så der ikke er noget at udsætte på os. Wow - sikke et løfte! Så hvis vi holder os fra det onde, eller vandrer i Ånden, vil Gud bevare os helt lydefri. I 2. Peters brev står det endnu tydeligere:»herren formår at fri de gudfrygtige fra fristelse, men at holde de uretfærdige i forvaring til straffen på dommens dag, især dem, der beherskes af kødet i smudsigt begær og foragter Herrens myndighed.«(2. Pet. 2,9-10) Hvis vi lever et gudfrygtigt liv og vandrer i Ånden, så vil Gud fri os fra fristelser. Men vandrer vi i kødet, og lever vi i smudsigt begær, så vil vi blive holdt fast i kødet indtil dommens dag. Mange kæmper med synd og urene tanker, og grunden kan være, at man fylder sig med det forkerte at man ikke har det rigtige forhold til synden. Sandheden er, at slår man ikke synden ihjel i sit liv, så slår den én ihjel. Leger man med synden, går det galt på et eller andet tidspunkt. Lever man i kødet, vil man blive dømt, hvis ikke man vender om og med Åndens hjælp dræber kødets gerninger.»hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve.«(rom. 8,13) Der står også:»elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden.«(1. Joh. 2,15-16) Og Johannes fortsætter:»og verden og dens begær går til grunde, men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.«(1. Joh. 2,17) Så lad os ikke elske denne verden, men lad os alle gøre Guds vilje. Hvad så, når man synder? Men hvad så, når man kommer til at synde? Jo, når man vandrer i Ånden og kommer til at synde, så beder man om tilgivelse, og så er man tilgivet. Lad os læse det mest kendte skriftsted om tilgivelse i Bibelen:»Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed.«(1. Joh. 1,9) Står der her, at hvis man lever i bevidst synd og vandrer i ulydighed mod Gud, så bekender man bare sine synder, og så er det tilgivet? Nej, læses passagen i sin sammenhæng, står der, at når man vandrer i lyset og kommer til at synde, så er der tilgivelse, og her er en stor forskel.

20 Overskriften på afsnittet er»livet i lyset og livet i mørket«. Der kunne også have stået»livet i Ånden og livet i kødet«. Her læser vi hele afsnittet (1. Joh. 1,5-10):»Og dette er det budskab, som vi har hørt af ham [Jesus Kristus] og bringer videre til jer «Altså vores budskab er i bund og grund dette:»gud er lys, og der er intet mørke i ham «Altså Gud er hellig, og der er ingen synd i ham.»hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket [kødet], lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset [Ånden], ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd. Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os...«nogle påstår, at kristne ikke kan være syndfri og bruger dette skriftsted som bevis. Men som du har set, så kan vi i Kristus leve uden synd, og det er vores mål, uanset om det lykkes eller ej. Det er meget vigtigt, at vi ikke er ligeglade, når vi kommer til at synde, men at vi er villige til at indrømme det og bede om tilgivelse. Ellers bedrager vi os selv. Det er sådan, dette vers skal forstås: Hvis du synder og ikke vil indrømme det, leder du dig selv på vildspor. Det er vigtigt, at vi indrømmer vores synd og bekender den, for det åbner for tilgivelsen:»hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os.«(1. Joh. 1,5-10) Så bekend din synd, når du synder, så får du tilgivelse. Johannes taler ikke om at leve i bevidst synd og vandre i lydighed mod kødet. Gør man det, lever man stadig ikke som en kristen, og så er der ikke blot brug for bekendelse, men for omvendelse.»enhver, som er født af Gud, gør ikke synd [lever ikke i bevidst synd]; for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud. Derved bliver det åbenbart, hvem der er Guds børn, og hvem der er Djævelens børn: enhver, som ikke gør retfærdighed, er ikke af Gud, lige så lidt som den, der ikke elsker sin broder.«(1. Joh. 3,9-10) Det bliver altså synligt, hvem der er kristne, og hvem der ikke er, gennem livsførelsen. Lever man i bevidst synd, er man endnu ikke en kristen. En kristen er én, der har omvendt sig fra al bevidst synd og som ved hjælp af Guds lov og Ånd i sit indre er begyndt at leve det nye liv. Man kan som kristen stadig komme til at synde, især i starten, da man først skal lære at leve det nye liv, men når man synder, omvender man sig, beder om tilgivelse, og så tilgiver Jesus og renser den kristne for al urenhed. Forskellen på synden i den kristne og ikke-kristnes liv er således, at den kristne har omvendt sig fra al bevidst synd, men stadig kan komme til at synde. Det gør den kristne ked af det, så han omvender sig med det samme, og Gud tilgiver ham. Den ikke-kristne derimod, han lever i bevidst synd og opsøger den ligefrem. Han hopper i med

21 begge ben, når han har anledningen til det, for han kan lide at synde. Han elsker stadig synden og har aldrig omvendt sig. Den syndige natur og længsel regerer i ham. Vores forhold til synden For at sejre over synden har vi som kristne brug for gudsfrygt. Mange kristnes forhold til synden er meget skiftende. Hvis det går godt i deres forhold til Gud, er de skarpe overfor synden, men går det ikke så godt, er det lige modsat. Lad mig give et eksempel: En mand surfer på Internettet og kommer pludselig ind på en hjemmeside med lidt porno. Han kigger med det samme væk, da han lige har oplevet en masse med Gud. Han vil ikke se på sådan noget. En uge efter føles det, som om Gud er langt væk, og alting virker træls. I stedet for at flygte fra skidtet som før, sidder han nu og leder efter siden. Jeg ved, at mange»kristne«kender til dette. Det handler måske ikke om porno på Internettet, men om alt muligt andet. Går det godt, så er der sejr over synden, og de kan modstå det hele. Men går det ikke lige så godt, får de ondt af sig selv og giver efter for synden. Sådan burde det slet ikke være. Det viser, at man ikke har gudsfrygt i sit liv og ikke har forstået, hvem Gud er. For igennem erkendelsen af Gud får man gudsfrygt.»alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham.«(2. Pet. 1,3) Sandheden er, at den synd, der adskiller fra Gud, når man har det godt, og der er sejr, er den samme synd, der adskiller fra Gud og medfører evig fortabelse, når man har det skidt. Ved du, hvad Paulus siger om gudsfrygt? Han siger, at vi som kristne skal øve os i den. For gudsfrygten er til stor nytte:»øv dig i gudsfrygt; for legemlig øvelse nytter kun lidt, men gudsfrygten er nyttig til alt og har i sig løfte både for dette liv og for det, som kommer.«(1. Tim. 4,7-8) Da jeg fik gudsfrygt i mit liv, bevirkede det, at jeg vendte om fra al synd én gang for alle. Jeg kom tættere på Gud og oplevede endnu mere med ham. Gudsfrygten kom, da jeg så, at Gud virkelig er hellig, og at han straffer synden, hvor den findes. Men samtidig kan jeg også mærke, at jeg har brug for at øve mig i gudsfrygt. For når man snakker med andre»kristne«og betragter tilstanden i kirkerne, kan man så let blive sløv. Man kan tænke:»hvorfor være så hård ved sig selv? Se, hvordan de andre lever! De kan godt tillade sig at gøre det. Hvorfor kan jeg så ikke?«og man giver efter og bliver langsomt, men sikkert, sløv. Det behøver ikke engang at være direkte syndigt, hvad man giver sig af med, men en sløv holdning åbner for synd, hvis man ikke passer på. Så øv dig i gudsfrygt. Vær hård ved din krop og tving den til at lystre, som Paulus sagde, han gjorde. Hvordan skal vi så forholde os, når vi ser synd i andre kristnes liv? Jo, for det første skulle vores forhold til andre kristne som alle andre mennesker udspringe af ægte kærlighed til dem. Vi elsker vores næste og ønsker at se dem lykkes.

22 Har man ægte kærlighed til folk og en sand forståelse af synden og dens konsekvenser, vil man ikke bare sidde og se til, og det skal vi heller ikke. Lever folk i synd, er de på vej til fortabelse, og så er det ikke kærligt at holde mund og»blande sig udenom.«som kristen har man ansvar for sin næste og særligt sine brødre og søstre i Herren. Det omtalte Jesus flere gange. Det står blandt andet beskrevet i Lukasevangeliet:»Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.«(luk. 6,42) Mange læser her, at vi ikke skal sige noget til vores søskende, men det står der ikke. Jesus siger netop her, at vi skal konfrontere dem. Men det er vigtigt, at vi først har renset synden ud af vores eget liv. Nogle er meget hurtige til at pege på alle andres fejl, men ser ikke at de selv fejler. De er ligesom farisæerne, og det skal vi ikke være. Nej, vi skal få renset ud i vores eget liv. Når vi så har gjort det og ser en broder eller søster i Herren, der lever i synd, skal vi i kærlighed sige det til dem og hjælpe dem, så de også kan blive fri. Synden sniger sig langsomt ind i vores liv, hvis vi ikke passer på. Man kan ikke altid selv se det, før det er for sent, og derfor skal vi hjælpe hinanden. Det kan godt være, at den, du siger det til, i første omgang bliver sur, men tager personen imod din advarsel, har du reddet hans sjæl, og han vil være taknemmelig. Hellere at vedkommende bliver sur nu og takker dig i evigheden, end at han takker dig nu og forbander dig i evigheden, fordi du holdt din mund. Hvad så med synd i menigheden? Bibelen fortæller os, at vi skal reagere over for synd i menigheden:»er det da min sag at dømme dem, der står udenfor? Er det ikke dem, som er indenfor, I skal dømme? Dem udenfor skal Gud dømme.»i skal udrydde den onde af jeres midte.«(1. Kor. 5,12-13) Så vi skal altså ikke lade stå til, når der er synd i menigheden vi skal udrydde den. Paulus forklarer hvorfor her:»for det er os, der er den levende Guds tempel, som Gud også har sagt:»jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.«derfor:»drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ikke ved noget urent![ikke bare fysisk urent, men åndeligt]så vil jeg tage imod jer, og jeg vil være jeres fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige.«(2. Kor. 6,16-18) Hvornår vil Gud komme og tage imod os og vandre midt i blandt os, som vi læser? Når vi skiller os ud fra verdens syndige livsførelse og ikke rører ved noget urent, som der står. Når vi lever rent, vil Gud komme og tage imod os. Dette er sagt til menigheden, men også til dig og mig som enkeltperson. Når vi som kirke udrydder synden af vores midte, vil Guds nærvær komme som aldrig før det lover han.»da vi nu har disse løfter, mine kære, skal vi rense os selv for alt snavs på krop og ånd og være hellige i gudsfrygt.«(2. Kor. 7,1)

23 Gud vil altså komme og tage imod os, når vi renser os fra alt urent både som enkeltperson og som menighed. Sikke et løfte. Et rent hjerte Gud elsker os, og han ønsker virkelig fællesskab med os. Man kan læse i starten af Bibelen, hvordan Gud vandrede i Edens have med Adam og Eva, men da synden kom ind i deres liv, blev Gud nødt til at udelukke dem af haven. For Gud er hellig, og han kan ikke have fællesskab med synd. Men han længes sådan efter fællesskabet med os mennesker. Derfor gav han Jesus, for at frelse os fra synden og løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk. Jesus døde for at rense os, så Gud igen kunne vandre midt iblandt os. Han har gjort alt, hvad der skulle til fra hans side nu er det op til os. Jesus siger:»salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.«(Matt. 5,8) Ønsker du at se Gud, som den han er? Ønsker du at vandre med Gud? Ønsker du, at han skal være din far, og du skal være hans barn? Så må du leve rent. Så må du skille dig ud og ikke røre ved noget urent, som vi før læste. Så må du omvende dig fra synden og leve det liv, Gud har for dig. Ønsker du at leve et liv uden fordømmelse og at have frimodighed ind for Gud i bøn? Så må du begynde at vandre i Ånden. Vi burde alle længes efter at leve således. Det liv kan blive vores, hvis vi vil have det. Gud ønsker det, for han elsker os og længes efter os. Han gjorde alt, hvad der skulle til, ved at sende Jesus, så det nu er muligt for os. For det første har han tilgivet os vores tidligere synder. For det andet har han frelst os fra syndens lov. For det tredje har han lagt sin lov og sin ånd i vores indre. For det fjerde opdrager Ånden os til at leve det liv, vi er kaldet til. Gud har gjort, hvad der skulle til, for at han kan vandre sammen med dig og mig. Nu er det os, der må gøre noget. Først må vi omvende os fra synden, og er vi ikke frelst, må vi blive det. Når man så er blevet en kristen, gælder det om at lære Åndens ledelse at kende, så man kan følge den. Det er noget, der skal læres, og det sker gennem et tæt fællesskab med Gud. Jeg taler ikke om fem minutter i bøn og et par bibelvers en gang om dagen. Jeg taler om et liv i fællesskab med ham. At vandre med ham, søge ham og udforske hans ord. At have ham i tankerne hele dagen og samtidig sætte tid af til et dagligt intimt fællesskab med ham, hvor det kun er dig og ham alene sammen. Gud vil begynde at tale til dig så lyt efter. Vær opmærksom på Guds ånd og Guds lov i dit indre, og du vil hurtigt begynde at fornemme ting, som du ikke mærkede før. Ånden leder os på denne måde. Du vil efterhånden opøve en evne til at skelne mellem godt og ondt og derved blive fuldvoksen i dit liv med Gud.

24 »Den faste føde er for de fuldvoksne, som ved stadig brug har opøvet deres evner, så de kan skelne mellem godt og ondt.«(hebr. 5,14) At være fuldvoksen er ikke et spørgsmål om alder, men om livet med Gud. Vi burde som kristne sejre over synden i vores liv, og det er helt mulig. Gennem tæt fællesskab med Gud vil vi lære at vandre i Ånden. Så søg ham og lev det liv, han har købt dig fri til. Har du noget, du behøver at blive sat fri fra, så sker det også igennem fællesskabet med ham.

25 Den kristne og troen Fra bogen Livet som kristen af Torben Søndergaard, Copyright: (C) Torben Søndergaard Alle rettigheder forbeholdes. Bogen kan bestilles igennem vores netbutik. Den kristne og troen 1. Den rette forståelse 2. Hvad vil det sige at tro på Jesus? 3. Ikke nok at tro med sin forstand 4. Jesus er Ordet 5. Guds løfter 6. Retfærdighed af tro 7. Guds vrede over menneskers uretfærdighed 8. Tro er lydighed 9. Binde sig til Jesus 10. Helligåndens dåb Den rette forståelse I denne del -»Den kristne og troen«- vil jeg komme ind på forskellige sider af, hvad troen er og gør i vores liv som kristne. Jeg vil komme ind på nogle sider af troen, som du nok aldrig har hørt om før, men som vil være med til at give dig en større forståelse af, hvad Bibelen egentlig mener, når den taler om tro, og troen på Jesus især. Troen på Guds ord og troen på Jesus er hele fundamentet for os kristne, og derfor er det utrolig vigtigt, at vi har den rette forståelse af, hvad der menes, når vi læser om tro i Bibelen. Har man ikke den rigtig forståelse af det, kan man nemt»gå galt i byen«. Jeg vil komme med et lille eksempel på, hvordan det kan gå galt, hvis man ikke har den samme forståelse af et begreb. Jeg kan bruge det»at brænde«noget. Hvis jeg har en musik-cd, som jeg giver til en ven og beder ham om at brænde den for mig, hvad tænker du så? Beder jeg ham om at brænde cd en i et bål, så den smelter i flammerne? Eller beder jeg min ven om at lægge den i sin computer og tage en kopi til mig? Nogle vil tænke det ene, og andre vil tænke det andet, for»at brænde«kan betyde flere ting. Taler man om»at brænde«i forbindelse med cd'er, er det nemlig et andet ord for at tage en kopi af cd en. Derfor vil det også se tåbeligt ud for en udenforstående, hvis jeg beder min ven om at brænde min cd, og han nikker og laver mig en kopi. Hvorfor gør han det, når jeg har bedt ham om at brænde cd'en af? Dette er bare et eksempel på, at vi ikke bare kan bruge begreber uden at have samme forståelse af, hvad de betyder. Og når vi taler om»at tro«, er det endnu vigtigere, da troen er hele fundamentet i vores liv som kristne. Satan har derfor arbejdet på højtryk for at give os en forkert forståelse af, hvad der menes, når Bibelen taler om troen, og hvad det vil sige at tro på Jesus. Han ved nemlig, at hvis han først kan fordreje forståelsen af troen, har han forført rigtig mange mennesker. Desværre er det i en vis grad lykkedes for ham.

26 Men lad det være slut. Lad os begynde at få den rigtige forståelse af troen, og hvad det vil sige at tro. Hvad vil det sige at tro på Jesus? I Apostlenes Gerninger kan man læse om, at Paulus og Silas sidder i fængsel. De er blevet fængslet, fordi de har forkyndt om Jesus, da det var forbudt. De levede ikke for at adlyde mennesker, men Gud, så de forkyndte alligevel om Jesus på trods af forbuddet, og nu sad de der i fængslet. Vi kan så læse, hvordan der, mens de sidder i det inderste fangehul, pludselig kommer et kraftigt jordskælv, så fængslets grundmure rystes, dørene springer op, og lænkerne falder af alle fangerne. Fangevogteren, der ligger og sover, bliver vækket af larmen og kommer løbende. Da han ser, at alle fangerne er sluppet fri, tager han sit sværd og vil dræbe sig selv, men det lykkes Paulus at forhindre det. Fangevogteren spørger så:»i gode herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?«(ap.g. 16,30) Fangevogterens spørgsmål er det vigtigste spørgsmål, en kristen kan blive stillet af en ikke-kristen. Men det er også vigtigt, at vi kristne kommer med det rigtige svar. Paulus svarer på fangevogterens spørgsmål om, hvad han skal gøre for at blive frelst, og vi læser videre, hvad han svarer:»tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus blive frelst.«(ap.g. 16,31) Svaret er klart: Han skal tro på Herren Jesus for at blive frelst. Efter dette svar kan vi læse, hvordan Paulus og Silas tager med fangevogteren hjem og forkynder Jesu ord for ham og hele hans hus, og hvordan de alle kommer til tro på Herren Jesus:»De svarede:»tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus blive frelst.«de forkyndte nu Herrens ord for ham og hele hans hus. I denne sene nattetime tog han dem med og vaskede deres sår, og umiddelbart efter blev han selv og alle i hans hus døbt. Så tog han dem op i sit hus og dækkede op for dem, og han og hele hans husstand jublede over at være kommet til tro på Gud.«(Ap.G. 16,31-34) Det første, vi skal se på, er, at når Paulus her siger til fangevogteren, at han skal tro på Herren Jesus for at blive frelst, er det ikke et spørgsmål om at tro, at Jesus er en historisk person, der har levet. Det er ellers, hvad mange danskere i dag forbinder med»troen på Jesus«. Hvis man spørger nogle i dag, om de tror på Jesus, svarer de:»ja, jeg tror på, Jesus er en virkelig person, der engang har levet.«men det er ikke det, der tales om, når man taler om at tro på Jesus. Man bliver nemlig ikke frelst ved at tro på, at Jesus er en virkelig person, der engang har levet. Hvis du f.eks. bliver spurgt, om du tror på mig, så er det jo heller ikke et spørgsmål, om du tror på, at jeg er en virkelig person eller ej, men et spørgsmål om at stole på mig og tro på det, jeg siger. På samme måde er det heller ikke et spørgsmål om at tro på, at Jesus var en historisk person, men et spørgsmål om at stole på Jesus og tro på det, han siger.

27 Fangevogteren vidste jo, at Jesus havde levet. Han vidste, Jesus var en virkelig person. Alle snakkede jo om Jesus - Josefs søn fra Nazaret. Fangevogteren vidste nok også, hvad Jesus stod for, da alle snakkede om det, Jesus forkyndte. Han vidste, Paulus og Silas netop var kommet i fængsel, fordi de var efterfølgere af Jesus, og de hørte til»vejen«, som de kaldte det. Så når Paulus og Silas fortæller fangevogteren, han skal tro på Herren Jesus for at blive frelst, var det altså ikke et spørgsmål om at tro på Jesus som en historisk person, der engang havde levet, eller om at tro på, at Jesus var virkelig. Det var et spørgsmål om at tro på, at det, han forkyndte, er rigtigt, som man tror på andre og stoler på, at det, de siger, er rigtigt. Fangevogteren kendte altså meget mere til Jesus, end hvad en almindelig dansker gør. Han vidste, hvem Jesus var, og han vidste, hvad Jesus stod for. Det var jo helt anderledes dengang.»jesus? Ja, ham kender vi alle. Vi kender hans familie, og vi ved, hvordan han går rundt og forkynder om Guds rige og helbreder de syge alle vegne.«så fangevogteren kendte meget mere til Jesus, og hvad han stod for, end hvad en almindelig dansker gør. Men alligevel læser vi i vers 32, at Paulus og Silas:» forkyndte... Herrens ord for ham og hele hans hus«(ap.g. 16,32) Paulus og Silas forkyndte altså ikke blot:»tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst«og stoppede der. Nej, de gik bagefter med ham hjem og forkyndte Jesu ord for alle i husstanden. De forkyndte udførligt, hvem Jesus var, og hvad Jesus sagde, så alle i huset vidste, hvad det var, Jesus stod for, og hvad det var, de skulle tro på for at blive frelst. De forkynde Jesu ord om, at man må fornægte sig selv og tage sit kors op for at tro på ham. (Luk. 9,23) De forkyndte om, at Jesus siger, at den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af ham, skal finde det. (Matt. 16,25) Og at ingen, der lægger sin hånd på ploven og så ser sig tilbage, er egnet for Guds rige. (Luk. 9,62) Det er vigtigt, at vi forstår dette, for når vi taler om troen på Jesus, så er det ikke troen på en eller anden historisk person. Det er ikke troen på en person i sig selv. Hvis det handlede om troen på Jesus som en person, ville alle på Jesu tid jo være frelst, for alle troede på ham. Ingen var jo i tvivl om, at Jesus var virkelig dengang. Når vi altså taler om at tro på Jesus, tales der om at tro på ham og det, han sagde. Altså, tro på det budskab han kom med. Det kan vi også læse om i Johannesevangeliet:»Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.«(joh. 8,30) Folk lyttede til Jesus, og der står, at da de hørte ham tale sådan, kom de til tro på ham. Hvad kom de til tro på? Kom de til tro på, at han var virkelig og levede? Nej, vel. De stod jo lige over for ham og kunne se ham. Da han talte sådan, kom de til tro på ham. Det, de kom til tro på, var hans ord. De kom til tro på, at det han sagde, var rigtigt. Vi læser de næste vers:»jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham:»hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«(joh. 8,31-33)

28 Igen: At tro på Jesus er at tro på hans ord. Det er at tro på, det, han siger, er sandt, som når man tror på andre og det, de siger. Ikke nok at tro med sin forstand Det, som også er meget vigtigt, vi forstår, er, at det ikke er nok med sin forstand at acceptere, at Jesu ord er sandhed. Man skal ikke bare tro med sin forstand, man må også leve efter det. Mange»tror«på, hvad Jesus siger, men lever ikke efter det, og sådan en»tro«frelser dem ikke. Lad os læse nogle af de mere kendte steder i Bibelen: Det første er det afsnit, som mange kristne bruger, når de skal forklare, hvad man skal gøre for at blive frelst. Det står i Romerbrevet:»For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.«(rom. 10,9) Mange kristne mener, med dette vers i tankerne, at det drejer sig om at tro på Gud og bekende Jesus som Herre for at bliver frelst. Herefter får de den ikke-kristne til at gentage en bøn efter sig, om at man tror på Gud og nu bekender Jesus som Herre. Men dette skriftsted taler om meget mere end det at gentage en bøn efter en anden.»for med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse, for Skriften siger:»ingen, som tror på ham, skal blive til skamme.«der er ingen forskel på jøder og grækere; alle har den samme Herre, rig nok for alle, som påkalder ham, for»enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.««(rom. 10,10-13) For det første ved en almindelig dansker ikke, hvad det vil sige at tro på Jesus, og hvad Jesus står for. For det andet ved en almindelig dansker heller ikke, hvad det vil sige at bekende ham som Herre. Det må man først forklare dem, men det bliver ikke altid gjort. Det er altså ikke bare et spørgsmål om at få én til at sige, at han/hun tror på Jesus og bekender ham som Herre. Personen må også begynde at leve det ud i sit liv. Men da mange»kristne«ikke har forstået det, forklarer de det heller ikke for andre og er derfor med til at lede andre folk vild. Man bliver som farisæerne, som Jesus kalder blinde vejledere for blinde. (Matt. 15,14) Men bliver altså ikke frelst blot ved at sige, at Jesus er min Herre. Nej, man må også leve med ham som sin Herre, ellers vil han sige, hvad han sagde i Lukasevangeliet:»Hvorfor siger I: Herre, Herre! til mig, når I ikke gør, hvad jeg siger?«(luk. 6,46) Så vi må ikke bare sige det med vores mund, vi må også leve det ud med vores liv for at blive frelst. Vi læser videre, hvordan Jesus uddyber, hvad det betyder at bekende ham som Herre:»Enhver, som kommer til mig og hører mine ord og handler efter dem - hvem han ligner, vil jeg vise jer: Han ligner et menneske, der byggede et hus, gravede dybt ned og lagde soklen på klippen. Da der blev oversvømmelse, væltede floden ind imod huset, men den kunne ikke rokke det, fordi det var bygget godt. Men den, der hører og ikke handler derefter, ligner et menneske, der

29 byggede et hus lige på jorden uden sokkel. Floden væltede imod det, og straks faldt det sammen, og ødelæggelsen af det hus blev stor.«(luk. 6,47-49) De fleste kristne kender denne lignelse om at bygge på klippe- eller på sandgrund. Men mange læser den som om, at forskellen på at bygge sit liv på sand eller på klippen er, hvorvidt man tror på Jesus eller ej. Dette er også korrekt, hvis man har den rigtige forståelse af, hvad det vil sige at tro på Jesus. Men som vi læser, handler dette ikke bare om, hvad man tror med sin forstand. Forskellen på, om man bygger på klippen eller bygger på sand, er, som vi læser, om man handler på ordet eller ej. Om man gør, hvad Jesus siger til én eller ej. Ikke blot om man»tror«på ham eller ej. Så at bekende Jesus som Herre er at gøre, hvad han siger, altså handle på hans ord. Alle, der kommer i en kirke, vil høre ordet forkyndt, men det gør dem altså ikke automatisk til folk, der bygger deres liv på klippen. At bygge på klippen består ikke i blot at komme trofast i en kirke og høre ordet, man må også handle på det. Vi skal altså ikke bare høre Jesu ord, men vi skal være lydige og handle på det, han beder os om, for ellers bedrager vi os selv ved at tro, at vi er kristne ved at tro vi er Kristi efterfølgere.»vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv.«(jak. 1,22) Som det er i dag, er der desværre en del, som går rundt og»tror«på Jesus og»bekender«jesus som Herre, men som ikke er frelst. Årsagen er netop fejlagtig undervisning. De har nemlig fået en forkert forståelse af, hvad det vil sige at»tro«, og have Jesus som»herre«. Vi læser videre i Romerbrevet kapitel 10:»Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt? - som der står skrevet:»hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!«dog var det ikke alle, der adlød budskabet; for Esajas siger:»herre, hvem troede på det, de hørte af os?«troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.«(rom. 10,14-17) Her er det igen tydeligt. Det handler altså om at tro på et budskab og om at adlyde budskabet. Men som der står, var det desværre ikke alle, der adlød budskabet, hvilket det heller ikke er i dag. Så det drejer sig altså om at tro på og adlyde Jesu ord. Men Jesus afleverede ikke blot et budskab han var budskabet. Jesus er Ordet Vi skal se på sammenhængen mellem Jesus og Ordet. Noget af dette er meget dybt, men kan du gribe det, er det utrolig spændende. Vi læser i Johannesevangeliet:»I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.«(joh. 1,1-3)

30 Her kan vi læse, at Ordet altid har været, og at Ordet var hos Gud, og Ordet samtidig var Gud. Går vi ned til vers 14, kan vi så læse, at det»ord«, der tales om, er Jesus:»Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.«(joh. 1,14) Ordet og Jesus hænger altså sammen, ligesom Gud-Fader, Gud-Søn og Gud-Helligånd hænger sammen. De er forskellige, men alligevel den samme. Vi læser her mere om, hvordan Jesus og Ordet er ét:»gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer...«(ap.g. 17,24) Hvem har skabt verden, ud fra det vi lige har læst nu? Svaret er Gud. Hvordan det skete, kan vi læse i Hebræerbrevet:»I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord.«(hebr. 11,3) Så Gud har altså skabt verden ved sit ord. Men hvad eller hvem er Guds Ord? Svaret er Jesus. Interessant. Gud har altså skabt hele verden ved sit ord, og det er Jesus. Vi læser et andet sted, hvor det også står:»men for os er der kun én Gud, Faderen; fra ham [Gud] er alle ting, og vi til ham. Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus; ved ham [Jesus] er alle ting, og vi ved ham.«(1. Kor. 8,6) Så alting kommer fra Gud, men er skabt ved Jesus. Vi læser lige et skriftsted mere:»i ham [Jesus] blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt.«(kol. 1,16) Læg mærke til, at alt blev skabt i Jesus og ikke af ham. Alting blev skabt af Gud ved Jesus. Og»Ordet«, som Gud skabte verden ved, og»jesus«er én og samme. Jeg ved godt, at dette er dybt, og noget, man kan grunde over i nogen tid, men det er meget interessant. Men ser du, når Bibelen taler om Ordet, så er det det samme som Jesus. Ordet og Jesus hænger sammen. Det er det, jeg blandt andet vil vise dig med dette. Men vi går lige lidt videre. Lad os se lidt nærmere på Hebræerbrevet kapitel 11, eller troskapitlet, som det også kaldes.

31 »Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.«(hebr. 11,1) I Bibelen på Hverdagsdansk lyder det:»tro er en tryg og fuld forvisning om, at det, som vi håber på, vil ske, og en overbevisning om en virkelighed, vi ikke ser.«(hebr. 11,1 HVD) Så er det, jeg spørger: Hvad er det, man har en overbevisning og forvisning om, som man ikke kan se? Jo, svaret får vi i vers 3:»I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt.«(hebr. 11,3) Tro er altså en fuld overbevisning og forvisning om, at det, vi læser i ordet (Bibelen) er rigtigt. Så når der f.eks. står i 1. Mosebog, at Gud skabte verden ved sit ord (Jesus), så tror vi på, at det er rigtigt, også selvom vi ikke har set det. Det er, hvad tro er. Tro er altså en overbevisning og forvisning om, at det, der står i Guds ord, er rigtigt. Og en sådan tro vil altid føre til handling. Lad mig komme med et eksempel. Gud siger i sit ord:» disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de ( ) lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«(mark. 16,17) Tror man på Bibelen, og hvad Jesus siger her, vil man også handle på det. Tror man på det, vil man lægge sine hænder på de syge, og man vil se de syge blive raske. Derfor følger disse tegn dem, der tror. Troen vil altid medføre handling. Man kan ikke sige, at man tror på noget, hvis man ikke handler ud fra, at det er sandt. Man kan ikke tro på Jesus uden at tro på, at Bibelen (ordet) er sand og uden at leve efter den. Hvis man siger, at man tror på Jesus, men ikke tror på, at Bibelen er sand, og lever udfra, den er sand, så lever man i et bedrag. Så lever man på en løgn. Det vil ikke være den rigtige Jesus, man tror på, men nærmere en selvopfunden»jesus«, som man har skabt i sine egne tanker. Man kan ikke tro på Jesus uden at tro på Bibelen. Derfor er en kristen en person, der lever efter, hvad Guds ord siger. Jamen, Bibelen er jo blevet oversat så mange gange. Det er rigtigt, at Bibelen er oversat til dansk, men hver gang Bibelen bliver oversat til et sprog eller et mere moderne sprog, sker det hver gang fra grundsproget. Bibelen er Guds ord, og Bibelen er inspireret af Gud.»Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed.«(2. Tim. 3,16)

32 Gud har besluttet at give os Bibelen, og han har bestemt, at det skal være på denne måde, så sådan er det! Men det er vigtigt, at vi har Helligånden til at åbenbare Bibelen for os, ellers kan det gå helt galt. Bibelen er nemlig meget mere end en bog - den er levende. Det vil jeg komme mere ind på i tredje del, der handler om den kristne og det overnaturlige. Guds løfter Læser man videre i Hebræerne 11, vil man se, hvordan troen på Guds løfter har fået forskellige personer til at handle. De troede på Guds løfter og handlede på dem, og derfor så de løfterne opfyldt. Sådan foregår det også i dag. Jeg tror f.eks. på Guds løfter om helbredelse. Troen på disse løfter får mig til at handle, så jeg lægger mine hænder på de syge, hvilket gør, at mennesker bliver helbredt. Hvis jeg nu ikke troede på Guds løfter om helbredelse, ville jeg heller ikke handle efter det, og hvis jeg ikke handlede efter det, ville jeg heller ikke se disse løfter opfyldt, og derfor ikke se nogen helbredt. Troen skaber handlinger, som gør, at løfterne bliver opfyldt. Er der ingen tro, er der ingen handling. Er der ingen handlinger, er der heller ingen opfyldelse af løfterne. Dette gælder både de løfter, som Gud giver os i sit ord, og de ting, Gud taler til hver enkelt. Et eksempel er et løfte, jeg selv fik for nogle år siden. Den 6. oktober 2001 fik jeg en profeti fra Gud, der lød således:»fordi du har været tro, vil det tage til. Du vil opleve så mange helbredt på én gang, at du ikke kan tælle det. Bliv ved at være tro med at gå på gaden, annoncere og tage ud til folk.«senere talte Gud om, at jeg skulle komme på national TV. Dette var et løfte fra Gud, og det gik i opfyldelse, fordi jeg blev ved med at være tro i det små, som jeg fik besked på, og fordi jeg tog løftet til mig, og levede i det. Efter jeg fik dette løfte, begyndte jeg at forberede mig på at skulle på TV og bede for de syge. Når jeg gik derhjemme på mit kontor og bad, forestillede jeg mig, hvordan jeg lagde mine hænder på kameraet og bad en bøn for seerne. Til sidst havde jeg bedt for de syge igennem fjernsynet i min fantasi så mange gange derhjemme, at det blev helt virkeligt for mig. Det var til sidst, som om det var noget, der allerede var sket. Det var som om, jeg kunne se det usynlige synligt. Og så en dag skete det. Det var et år efter, jeg havde fået løftet fra Gud. Telefonen ringede, og det var fra DR's program 19-direkte. De spurgte, om jeg ville være med i aftenens udsendelse, og jeg sagde ja på den betingelse, at jeg måtte bede for de syge igennem TV et. Det var de med på. Jeg deltog i udsendelsen og bad for de syge. Massevis af mennesker fra hele landet blev helbredt, og en af dem vidnede dagen efter i 19-direkte. Jeg troede på løftet og handlede i overensstemmelse med det, hvilket resulterede i at løftet gik i opfyldelse. Jamen, hvad så hvis de ikke havde ringet til dig?

33 Ja, hvad så? Jeg ved bare, at når Gud giver os et løfte, og vi tager det til os, så sker det. Hvordan han lige gør det, ved jeg ikke. Jeg er ikke afhængig af DR eller en eller anden journalist. Jeg er afhængig af at tro på Guds løfte og leve i overensstemmelse dermed. Tit gør man sig afhængig af omstændighederne, men det er ikke tro. Tro er at være afhængig af Gud og hans løfter. Vi kan i Bibelen læse om, hvordan Abraham fik et løfte fra Gud, og selv om omstændighederne ikke var gode, blev Abraham alligevel styrket i troen på løftet. Derfor fik han, hvad Gud havde lovet.»»jeg gør dig til fader til mange folkeslag.«... Med håb imod håb troede han, at han skulle blive fader til en mængde folkeslag, som det var sagt ham:»så mange skal dine efterkommere blive.«og uden at blive svag i troen så han, at hans krop allerede var uden livskraft han var næsten hundrede år gammel og at Saras moderliv var dødt; og han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte, han blev tværtimod styrket i troen og gav Gud æren og var fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre. Og derfor blev det regnet ham til retfærdighed.«(rom. 4,17-22) Vi skal ikke lade os begrænse af omstændighederne. Vi skal se hen til ham, som giver os løfterne og det er Gud. I Hebræerbrevet kapitel 11 gives der flere eksempler på, at folk troede Guds løfter, handlede på dem og fik løfterne at se. Vi skal læse to af dem:»i tro fik Noa et varsel om det, som endnu ikke var at se, og byggede i sin gudfrygtighed en ark til frelse for sit hus; ved denne tro bragte han dom over verden og blev selv arving til retfærdigheden af tro.«(hebr. 11,7) Noa fik altså et løfte, eller et ord fra Gud om noget, som endnu ikke var at se. Og han handlede efter det, og på grund af dette blev han arving til retfærdighed af tro, som vi læser. Noa var et hundrede år om at bygge arken. Folk hånede ham og kunne ikke forstå, hvorfor han byggede så stort et skib inde midt på land. Men Noa troede Guds løfte og handlede efter det på trods af modstanden. Og han så det ske, som Gud havde talt. Et andet eksempel er Moses:»I tro nægtede Moses, da han var blevet voksen, at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han ville langt hellere lide ondt sammen med Guds folk end for en kort tid opnå en syndig nydelse, og han regnede Kristi forhånelse for en større rigdom end Egyptens skatte, for han havde lønnen for øje. I tro forlod han Egypten uden at frygte kongens vrede; han holdt ud, for det var, som om han så den usynlige.«(hebr. 11,24-27) Moses gav afkald på alt og forlod Egypten, fordi han havde lønnen for øje. For det var som om,»han så den usynlige.«han troede Gud og handlede efter det, og derfor blev det ham, der frelste israelitterne fra Egypten. Men det, vi må forstå, er, at troen i sig selv intet er værd. En fuld overbevisning om, at Guds ord og løfter er rigtige, er i sig selv intet værd, hvis ikke den efterfølges af handling.

34 I dag gør vi troen til noget, som om den i sig selv er noget værd. Men troen er i sig selv værdiløs. Troen er nemlig»kun«den drivkraft, der frembringer det liv, der er nødvendigt for at se Guds løfter opfyldt. Ingen tro, ingen drivkraft. Ingen drivkraft, ingen omvendelse, ingen handling. Og ingen handling, ingen opfyldelse af løfterne og derfor ingen frelse. Så troen er drivkraften, der skal frembringe det liv, der er nødvendigt for se Guds løfter opfyldt og for at se Guds frelse. Mange mener i dag, at troen kan måles uden at se gerningerne, men det kan den ikke. Troen kan kun måles gennem gerninger. Ingen gerninger, ingen tro. Hvis det så lykkes nogen at overbevise om, at de har en tro, men bare ikke gerninger, så er det ikke Guds definition af tro og ikke en tro, der frelser. For en»tro«uden gerninger er død.»for en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt.«(jak. 2,26) Retfærdighed af tro Vi skal nu beskæftige os med»retfærdighed ved tro«. Vi læser fra Galaterbrevet:»Det er som med Abraham: Han troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.«(gal. 3,6) Og videre fra vers 10:»For alle de, som har lovgerninger, er under forbandelse, for der står skrevet:»forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det.«men at ingen bliver retfærdig for Gud ved loven, er klart; for»den retfærdige skal leve af tro«. Loven derimod siger ikke, at det er af tro, men den siger:»den, der holder budene, skal leve ved dem«. Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld - der står jo skrevet:»forbandet er enhver, der hænger på et træ«- for at velsignelsen til Abraham kunne nå ud til hedningerne i Kristus Jesus, og vi ved troen kunne få Ånden, der var lovet os.«(gal. 3,10-14) Her læser vi, at Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed. Og så nævner Paulus de to pagter: Én, hvor frelsen opnås gennem loven og én, hvor den opnås gennem troen. Hvis man vælger loven, altså den gamle pagt, skal man holde budene og»leve ved dem«, som der står. Men hvis man vælger troen, den nye og bedre pagt, den, som Jesus kom for at indstifte, bliver man gjort retfærdig - ikke af lovgerninger - men af tro, som vi læser her. Som du ser, bliver intet menneske gjort retfærdig af loven, men den retfærdige skal leve af tro:»for jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro som der står skrevet:»den retfærdige skal leve af tro.««(rom. 1,16-17) Abraham blev altså ikke gjort retfærdig ved loven, men ved troen. Han troede Gud, og derfor blev han regnet retfærdig. Det var altså troen og ikke gerningerne, der gjorde ham retfærdig, ikke sandt? Jo, men lad os så læse i Jakobs brev:»blev vor fader Abraham ikke gjort retfærdig af gerninger, da han bragte sin søn Isak som offer på alteret?«(jak. 2,21)

35 Her er svaret: Jo! Det lyder umiddelbart modsigende. Før stod der, at det var af tro og ikke af lovgerninger, og nu står der, at det var af gerninger, han blev retfærdig. Men det er ikke modsigende, for vi må huske, hvad tro er. Jakob forklarer selv sammenhængen:»blev vor fader Abraham ikke gjort retfærdig af gerninger, da han bragte sin søn Isak som offer på alteret? Som du ser, virkede troen sammen med hans gerninger, og det var af gerningerne, hans tro blev fuldkommen. Dermed gik det skriftord i opfyldelse, som lyder:»abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.««(jak. 2,21-23) Der står, at Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed. Han blev altså ikke retfærdig af»troen«i sig selv, men han troede Gud og handlede efter den tro, og pga. sine handlinger var han retfærdig. Det var ikke»troen«i sig selv, der gjorde Abraham retfærdig. Jeg tror på Jesus, og derfor har jeg omvendt mig fra al bevidst synd. Jeg lever i lydighed imod ham, og derfor er jeg blevet retfærdig af troen. Jeg er ikke blevet retfærdig ved at holde loven, for ved loven bliver intet menneske retfærdig for Gud, som vi før har læst. Men jeg er blevet retfærdig ved troen, altså ved at jeg tror, og derfor har jeg omvendt mig fra synden og lever med Jesus som min Herre. Det er ikke på grund af»troen«i mit hoved, jeg er blevet retfærdig. Men jeg tror på Jesus og hans ord og lever med ham som Herre, og det gør mig retfærdig. Det er det, der menes, når Bibelen taler om at blive retfærdig af tro. Vi læser videre i Jakobs brev:»i ser altså, at mennesket bliver gjort retfærdigt af gerninger, og ikke af tro alene. Blev skøgen Rahab ikke ligeledes gjort retfærdig af gerninger, da hun modtog sendebudene og lod dem slippe bort ad en anden vej? For en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt.«(jak. 2,24-26) Troen uden gerninger er altså helt død. Vi læser skriftstedet fra Romerbrevet igen:»for jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro som der står skrevet:»den retfærdige skal leve af tro.««(rom. 1,16-17) Står der her, at synderen skal leve af tro, eller at den retfærdige skal leve af tro? Der står, det er den retfærdige, der skal leve af tro. Hvordan bliver man retfærdiggjort? Det bliver man ved at vende om fra sin synd og tage imod frelsen fra Jesus og leve med ham som Herre. Man bliver altså retfærdiggjort ved at tro på evangeliet, omvende sig fra al bevidst synd og begynde at leve i lydighed imod evangeliet. Men nogle har fået den forståelse, at selv om de lever som en synder, er de stadig retfærdiggjort, fordi de»tror«, men sådan hænger det ikke sammen. Jesus forkyndte selv:»tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!«(mark. 1,15)

36 Man kan ikke leve i bevidst synd og ulydighed imod evangeliet og så påstå, man er retfærdig, fordi man»tror«. Sådan hænger det simpelthen ikke sammen. Troen er den drivkraft, der frembringer det liv, som er nødvendigt for at være Gud til behag. Ingen tro, ingen drivkraft. Ingen drivkraft, ingen omvendelse, ingen handling. Og er der ingen handling, er der ingen opfyldelse af løfterne og derfor ingen frelse. Derfor er troen hele fundamentet i vores liv som kristne. Guds vrede over menneskers uretfærdighed Vi læser skriftstedet fra Romerbrevet endnu engang:»for jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. For i det [Guds evangelium] åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro som der står skrevet:»den retfærdige skal leve af tro.««(rom. 1,16-17) Frelsen gælder både for jøde først og for græker, hvis de altså tror. Men hvis vi læser i næste kapitel i Romerbrevet, kan vi læse om Guds dom.»han vil gengælde enhver efter hans gerninger: Dem, der søger herlighed og ære og uforgængelighed ved udholdende at gøre det gode, vil han gengælde med evigt liv; og over dem, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretten, kommer vrede og harme.«(rom. 2,6-8) Så Gud vil altså dømme dem, som søger deres eget, og som er ulydige imod sandheden og lydige mod uretten. Hvad er sandheden? Det er Ordet. Og hvem er Ordet? Det er Jesus. Og Jesus siger om sig selv:»jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.«(joh. 14,6) Så er man ulydig imod sandheden Jesus Ordet, vil der komme vrede og harme. Vi læser videre i Romerbrevet:»Nød og angst rammer hvert menneske, som gør det onde, både jøde først, og græker; herlighed og ære og fred får enhver, som gør det gode, både jøde først, og græker. For Gud gør ikke forskel på nogen.«(rom. 2,9-11) Her står igen om, at det gælder både jøde først og græker. Retfærdighed ved tro var også for både jøde først, og græker. Men nu tales der ikke om troen. Og dog, for dette er tro. Her står, at nød og angst rammer hvert, menneske som gør det onde, både jøde først, og græker. Og herlighed og ære og fred får enhver, der gør det gode, både jøde først, og græker. Så det er altså ikke bare et spørgsmål om, hvad man»tror«, men hvordan man lever. Lad os gå et skridt videre og se på, hvordan man bliver retfærdig ved troen, og hvordan man bliver det ved loven. Så hvordan kommer retfærdigheden ved loven, og hvordan kommer retfærdigheden ved troen?

37 Svaret finder vi i Romerbrevet kapitel 10, som vi også tidligere har læst fra:»om den retfærdighed, som kommer af loven, skriver Moses:»Det menneske, der holder budene, skal leve ved dem.««(rom. 10,5) For at blive retfærdig ved loven, må man altså holde budene. Men da intet menneske kan blive retfærdig ved loven, vælger vi derfor en anden vej. Vi vælger troen, for den retfærdighed, der kommer af troen, er nemlig anderledes. Vi læser videre:»men den retfærdighed, som kommer af tro, siger således: hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.«(rom. 10,6,9) Retfærdigheden af tro kommer netop ved, at man lever med Jesus som Herre. Retfærdighed ved tro er altså et spørgsmål om at leve i lydighed mod Jesus. Man bliver altså ikke retfærdig af»troen«i sig selv. Retfærdighed af troen kommer først, når man vender om fra sin synd og lægger sit liv ned og lever med Jesus som sin Herre og gør, hvad han siger. Så det handler igen om at vandre i lydighed imod Ånden, som vi var inde på i første del af bogen om»den kristne og synden«. Vi er ikke kaldet til at leve i synden, men til at vandre i lydighed imod Ånden. Det er i bund og grund ikke et spørgsmål om, hvad man tror, men om hvem man følger. Om man lever med Jesus som sin Herre og frelser eller ej. Man kan»tro«på Gud, og»tro«på Jesus, men det frelser ikke, hvis man ikke adlyder Jesus som sin Herre. Retfærdigheden af tro kommer nemlig først, når man adlyder Jesus som sin Herre. Med dette i tankerne kan man virkelig se, hvordan det har lykkedes Satan at bedrage danskerne og de»kristne«. Vi prædiker, at man skal»tro«på Jesus og ikke, at Jesus skal være ens Herre. Mange går derfor rundt i vore kirker og i vort land og tror på Jesus, uden at være lydige overfor hans befalinger. Og en sådan tro frelser dem ikke, som vi lige har læst. Jeg har tit hørt mennesker sige om andre:»han tror på Gud inderst inde, han lever bare ikke rigtig efter det.«sådan en tro er desværre intet værd. Jesus er ikke Herre i personens liv, hvis han ikke lever i lydighed mod ordet. Når vi forstår dette, vil vi også bedre kunne forstå missionsbefalingen:»mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«(matt. 28,18-20) Hans befaling, som vi læser her, er nemlig at gøre folk til disciple, og det betyder at gøre dem til efterfølgere af ham. Det sker ved at lære folk at holde alt det, han har befalet. En anden oversættelse lyder: At lære folk at adlyde alt det, han har befalet os. Det handler altså ikke om at»tro«på Jesus, men om at han skal være vores Herre, og vi hans disciple, ved at vi adlyder alt det, han befaler os. Jesus er Ordet, Jesus er sandheden. At tro på Jesus er at leve i lydighed imod ham og Ordet. Det er evangeliet. Gud vil afsløre alt andet. Mange går rundt i et bedrag, men sandheden skal komme frem, så mennesker skal blive frie. Det er nemlig ikke en hvilken som helst tro, der frelser,

38 som vi læser. Det er den tro, der lægger sit liv ned for Jesus og dagligt tager sit kors op og følger ham. Og det er den retfærdighed, som vi har brug for at prædike til mennesker og selv tage imod. Når Bibelen taler om at have Jesus som Herre, menes der ikke bare at adlyde ham, men også dem, han har sat som ledere i kirken. Der er desværre nogle, der mener, at Jesus er deres Herre, mens de er ulydige mod dem, Jesus har sat over dem. De siger, de vil gøre alt, hvad Jesus siger, men når Jesus taler til deres leder om noget, siger de nej tak og henviser til, at de»kun«følger det, Jesus selv siger til dem. Lever man sådan, har man et problem. Er Jesus din Herre, må du også være lydig mod den eller dem, han har sat over dig. Adlyd dine ledere, som er indsat af Gud:»Adlyd jeres ledere og ret jer efter dem, for de våger over jeres sjæle, da de ved, at de skal stå til regnskab; lad dem kunne gøre det med glæde og ikke med suk, for det ville være ulykkeligt for jer.«(hebr. 13,17) At adlyde Jesus på denne måde kan lyde meget negativt og mekanisk. Men sådan skal det helst ikke være. Det skulle gerne komme ud af en ægte kærlighed til ham. En sådan kærlighed får man af at kende ham. Jesus siger selv:»den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig.... Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.«(joh. 14,21-24) Tro er lydighed I Hebræerbrevet kapitel 3 fortælles der om Moses og israelitterne, og vi læser her fra vers 12:»Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud, men forman hinanden hver dag, så længe der er noget, der hedder»i dag«, for at ingen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag.«(hebr. 3,12-13) Emnet er vantro, og ved videre læsning finder man israelitterne i ørkenen som eksempel. Men israelitterne tvivlede da ikke på, at Gud var til, vel? Nej, deres vantro var ikke tvivl om Guds eksistens. De havde lige oplevet, hvordan Gud med mægtige tegn og undere havde ført dem alle sikkert ud af fangenskabet i Egypten. Vantroen bestod ikke i, at de ikke»troede«, men at de gjorde oprør og var ulydige, som man kan læse.»hvem gjaldt det, når han svor, at de ikke skulle komme ind til hans hvile, om ikke dem, der havde været ulydige?«(hebr. 3,18) Først omtales vantro og derefter ulydighed. Der står nu, det var på grund af israelitternes ulydighed, de ikke var kommet ind til hvilen, som Gud havde for dem. Men videre i næste vers står der:»vi ser altså, at det var på grund af deres vantro, at de ikke kunne komme derind.«(hebr. 3,19) Det virker lidt indviklet. Først tales der om vantro, så ulydighed og så vantro igen. Hvis man læser videre i kapitel 4, bliver forfatteren ved med at skifte mellem ordene vantro og ulydighed, og ordene tro og lydighed. På denne måde sættes der lighedstegn mellem tro og lydighed, og vantro og

39 ulydighed. Der menes det samme. Lydighed er det samme som tro. Ulydighed er det samme som vantro. Jeg læste på et tidspunkt religion på VUC/HF, hvor jeg fik en ordentlig snak med vores lærer om netop dette. Hun gav mig ret i, at i Jødedommen, som vi studerede, hang tro og lydighed sammen. Som jøde tror man ikke på ét og gør noget andet. Men hun mente samtidig, at i vores danske kultur kunne man sagtens tro ét og leve efter noget andet. Men sådan hænger det bare ikke sammen, det er et bedrag. Det er ikke Guds definition af tro. Tro og lydighed hænger uløseligt sammen. Tror man på Jesus, så lever man i lydighed imod ham. Alt andet er bedrag.»abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.«(rom. 4,3) Hvordan viste Abraham denne tro, der blev regnet ham til retfærdighed? Det gjorde han, da han var lydig og gjorde, som Gud befalede ham. Han viste sin tro, da han bragte Isak som offer på alteret, og den tro blev regnet ham til retfærdighed, som der står. (Se evt. Jak. 2,21) Tro og lydighed er synonymer. Ligesom vantro og ulydighed er det. Paulus siger:»ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer? Ellers står I ikke jeres prøve.«(2. Kor. 13,5) Hvordan kan man ransage sig selv og se, om man er i troen? Ved at se, om man lever i lydighed imod Jesus og hans ord. Lever du i lydighed, er du i troen. Lever du ikke i lydighed, er du ikke i troen. På denne måde må vi jævnligt ransage os selv. Og finder vi ud af, at vi ikke er i troen, må vi vende om og komme ind i troen igen. Er du i troen? Hvis ikke, så kom ind i den. Er Jesus din Herre? Hvis ikke, så lad ham blive det. Husk at alting kommer ud af et liv med Gud. Start det rigtige sted. Start i dit bønnekammer. Binde sig til Jesus Et andet billede på, hvad det vil sige at tro på Jesus, er at binde sig til ham, og det er et rigtigt godt og stærkt billede. Vi starter med Jesu mest kendte ord:»for således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.«(joh. 3,16) Dette skriftsted misforstås desværre tit, fordi man ikke forstår, hvad det indebærer at»tro«. Jesu ord præsenteres forkert, og det leder mange til at tro, at de har det evige liv, uden at det er tilfældet.

40 Ordet, der er oversat til»tror«her i Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16, er»pisteuo«på græsk. Ordet»pisteuo«kan også oversættes»at holde fast ved«,»at have tiltro til«og»at binde sig til.«lad os nu læse det igen:»for således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som holder fast ved ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv....for at enhver, som har tiltro til ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.«og endelig:»..for at enhver, som binder sig til ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.«da jeg opdagede dette, kunne jeg ikke lade være med at undersøge, hvor man ellers finder udtrykket»at binde sig til«i Bibelen. Det gør man ved ægteskabet. Et eksempel er i Efeserbrevet:»Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Dette rummer en stor hemmelighed - jeg sigter til Kristus og kirken.«(ef. 5,31-32) Paulus skriver her, at det»at binde sig til«og»at blive ét kød med«, rummer en stor hemmelighed sigtet til Kristus og Kirken. Så Paulus drager også denne parallel mellem ægteskabet og troen på Jesus. I 1. Korinterbrev skriver Paulus også:»eller ved I ikke, at den, der binder sig til en skøge, er ét legeme med hende? - det hedder jo:»de to skal blive ét kød.«men den, der binder sig til Herren, er én ånd med ham.«(1. Kor. 6,16-17) Det er store ord! At tro på Jesus er altså det samme som at binde sig til ham og blive én ånd med ham. At tro på Jesus er at vende om og blive én ånd med ham. Man binder sig til ham og vandrer ikke længere i lydighed imod kødet, men i lydighed imod Ånden. At tro på Jesus er det samme som at»gifte«sig med ham. Den interessante forskel er, at i kirken siger man»indtil døden jer skiller,«men i vores forhold til Jesus er det»indtil døden fører os tættere sammen.«tror du på Jesus? Eller lad mig spørge dig, så du kan forstå det: Er du blevet ét med Jesus, har du bundet dig sammen med ham, og lever du i et rent og ægte forhold til ham? Jeg håber, dette billede kan hjælpe dig til at forstå, hvad det vil sige at tro på Jesus. Helligåndens dåb Det kan virke helt håbløst at skulle gøre alt, hvad Jesus siger og leve med ham som Herre. Det er det også, hvis man ikke er villig til at give afkald på sit eget. Er man ikke det, er det umuligt, men er vi villige til at give os til ham, er intet umuligt. Samtidig er det utrolig vigtigt at vide, at vi har én, der hjælper os med at leve det liv, vi er kaldet til at leve. Hjælperen er Helligånden. Uden ham som vores hjælper kan vi ikke leve det liv, Gud har for os.

41 Så jeg vil her kort komme ind på Helligånden og Helligåndens dåb, da det er områder, der er blevet misforstået rundt omkring. Med Helligåndens dåb mener jeg ikke dåben i vand, hvor man bliver døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Helligåndens dåb er ikke en dåb i vand. Dåben i vand er meget vigtig og en stor del af frelsen, så er du ikke døbt i vand, er det vigtigt, du bliver det. Men nu taler jeg altså ikke om dåben i vand men om Helligåndens dåb. Nogle mener, at der kun er én dåb, med begrundelse i Ef. 4,5. Denne ene dåb mener de er i vand, og derfor afviser de, at der er noget, der hedder Helligåndens dåb. Men Bibelen omtaler flere gange, at folk både blev døbt i vand og med Helligånden. Andre gange bruger Bibelen ikke ordet dåb, men at folk blev»fyldt med Helligånden«. Det kan man altså også kalde det. I evangelierne kan vi læse om, hvordan folk blev dødt i vand af Johannes Døberen. Dette var en omvendelsesdåb, som svarer nogenlunde til dåben i vand, som vi kender den. Men Johannes Døberen sagde om sig selv, at han døbte i vand, men at der ville komme en efter ham, der skulle døbe, ikke med vand, men med Helligånd og ild. Han talte om Jesus og Helligåndens dåb, som er nødvendigt for at leve det kristne liv.»jeg [Johannes] døber jer med vand til omvendelse; men han [Jesus], som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånd og ild.«(matt. 3,11) Der tales altså om en dåb med Helligånd og ild. Da Jesus gik rundt på jorden, var han sammen med sine disciple dag ud og dag ind i tre år. Han underviste dem, svarede på alle deres spørgsmål og opmuntrede dem, når det var hårdt. Tænk over det. De var sammen med Jesus hver eneste dag i tre år. De hørte ham undervise. De så, hvordan han helbredte folk. De så ham gøre store tegn og undere, og det må have været helt fantastisk at være sammen med Jesus - at være sammen med Guds søn i egen høje person. Tænk, hvis vi kunne vandre med Jesus i dag på samme måde. Det kunne være mægtigt, ikke? Men alligevel sagde Jesus til sine disciple (og til os), at det var bedst for os, at han gik bort, for hvis han ikke gik bort, kunne han ikke sende Helligånden til os.»men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden [Helligånden] ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.«(joh. 16,7) Det kan være du tænker:»der er da ingenting, der kunne være bedre end det at være sammen med Jesus personligt«nej, det er rigtigt, men det er derfor, vi fik Helligånden. For når man bliver døbt med Helligånden, vil han (Helligånden) hjælpe os med at leve det liv, der behager Gud. Han vil hjælpe os med at vandre med Jesus som vores Herre. En af hans opgaver er nemlig at minde os om alt det, Jesus har sagt, og at give os kraft til at leve det ud.»men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.«(joh. 14,26)

42 »Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner...«(ap.g 1,8) Når vi vender om til Gud og bliver døbt med Helligånden, vil vi få adgang til at opleve en så tæt relation med Jesus igennem Helligånden, som hvis vi selv havde vandret med ham. Og vi vil opleve, at Helligånden minder os om Jesu ord og giver os kraft til at leve det ud. Hvordan får man så Helligånden? Lad mig først slå fast at alle, der har omvendt sig og blevet frelst, har Helligånden i sig, da man ikke kan være frelst uden at have Ånden (1. Kor. 12,3). Men selv om man har vendt om og blevet frelst, skal man stadig døbes med Helligånden, da det ikke er noget, der sker af sig selv. Man kan heller ikke få Helligånden, før man er vendt om, da Helligånden er hellig og ikke kan tage bolig i os, før vi er blevet tilgivet vores synd. Man bliver døbt med Helligånden ved selv at bede om det, eller man kan få en person, som har Helligånden i sig til at bede for sig. Jeg har selv bedt for flere, der har fået Helligånden. Jeg plejer at fortælle dem om Helligånden og Helligåndens dåb og sikre mig, at de er vendt om og virkelig ønsker det. Så beder vi sammen, og jeg lægger hænderne på dem, og så kommer Helligånden over dem, og de begynder for det meste at tale i tunger lige med det samme, ligesom vi også læser det i Bibelen. I del tre vil jeg vende tilbage til, hvad tungetale er og gør, men meget kort fortalt er det et guddommeligt sprog, som man får, når man bliver døbt med Helligånden. Mennesker kan ikke forstå det, da det er vor ånd, der beder til Gud og dermed går i forbøn for en. I Apostlenes Gerninger kapitel 19, kan vi læse om, hvordan Paulus var ude at rejse og møder nogle nye kristne, som endnu ikke var blevet døbt med Helligånden. Sådan er det også nogle steder i dag. Men er du ikke døbt med Helligånden, kan du blive det:»mens Apollos var i Korinth, var Paulus rejst gennem egnene inde i landet og var kommet ud til Efesos. Dér mødte han nogle disciple [kristne] og spurgte dem:»fik I Helligånden, da I kom til tro?«de svarede:»vi har ikke engang hørt, at der er en Helligånd.«Paulus spurgte:»hvilken dåb blev I da døbt med?«de svarede:»med Johannes' dåb.«[omvendelsesdåb i vand]. Så sagde Paulus:»Johannes døbte med omvendelsesdåb og sagde til folket, at de skulle tro på ham, der fulgte efter, det vil sige på Jesus.«Da de hørte det, blev de døbt i Herren Jesu navn, og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede. Der var vel i alt tolv mand.«(ap.g. 19,1-7) Disse kristne var endnu ikke døbt med Helligånden, men det blev de, da Paulus underviste dem og lagde hænderne på dem. Det er vigtigt for en kristen at blive døbt med Helligånden, for han hjælper os til at leve, som vi skal. Helligånden minder os nemlig om alt, hvad Jesus har sagt, og han giver os kraft til at leve det liv, vi er kaldet til at leve. At tro på Jesus er at leve med Jesus som Herre. Til det liv har vi brug for at blive døbt med Helligånden og til stadighed at lade os fylde af Ham Ånden. Det vender jeg tilbage til i del tre. Virker det håbløst at leve et sådant liv, er det et spørgsmål om at lade Helligånden hjælpe dig. Alting skal også gerne udspringe af et liv med Jesus. Hør, hvad Jesus selv siger om sine befalinger til os:»kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«(matt. 11,28-30)

43 Når vi kommer ind i et levende fællesskab med ham, vil vi ikke opleve det som en stor byrde at tjene ham. Det vil være vores liv. Så kom helt ind i hans hvile og lev med ham. Han elsker os og har så meget godt for os, når bare vi giver os helt til ham. Jeg vil slutte denne del af bogen af med Johannesevangeliet, kapitel 3 vers 16. Jeg har skrevet det, så meningen er klar. Hav det i tankerne næste gang du fortæller om troen på Jesus og det at blive retfærdig af tro:»for således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som bliver ét med ham og gør hvad han siger, ikke skal fortabes, men have evigt liv.«

44 Den kristne og det overnaturlige Fra bogen Livet som kristen af Torben Søndergaard, Copyright: (C) Torben Søndergaard Alle rettigheder forbeholdes. Bogen kan bestilles igennem vores netbutik. Den kristne og det overnaturlige 1. Gud er ånd 2. Bibelen 3. Fyldes af Ånden 4. Tungetale 5. Åbenbaring af Ordet 6. Mere end overnaturlige ord 7. Forkynd evangeliet og helbred de syge 8. Nådegaver 9. De kristne i Bibelen 10. Ba'al-profeterne 11. Gud, åbn mine øjne Gud er ånd Jeg har snakket med mange mennesker om Gud. Jeg har ofte stoppet folk, jeg har mødt på gaden, og sagt:»undskyld, jeg forstyrrer. Jeg er kristen. Må jeg få lov til at fortælle dig lidt om det?«mange svarer med et ja, og jeg begynder stille og roligt at fortælle dem om Gud og det at leve med ham. Men der er selvfølgelig også nogle, der siger nej. Dem spørger jeg så:»jamen, tror du da ikke på den åndelige verden?«de fleste svarer, at det gør de. Så fortsætter vi samtalen om Gud derfra med udgangspunkt i den åndelige verden. Grunden til, at mange mennesker siger nej til at høre mere om det at være kristen, men ja til at høre om den åndelige verden, er, fordi de ikke forbinder det at være kristen med noget åndeligt. Det at være kristen sidestilles i dag ikke med noget åndeligt, eller i hvert fald ikke med noget overnaturligt. Men at være en kristen er netop overnaturligt. At være en kristen er at leve et åndeligt og overnaturlig liv, eller sådan burde det være.»gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.«(joh. 4,24) Gud er ånd, og som kristen har man fællesskab med Gud ånd til ånd. Man lever et åndeligt liv i en åndelig verden, hvor man har fællesskab med Gud. Mange»kristne«i dag kender slet ikke til den åndelige verden. De prøver at leve som kristne ud fra det naturlige med deres naturlige sanser og forholder sig kun til det, de kan se og føle på. Men sandheden er, at lever man sådan, lever man ikke som kristen. Gud er ånd, og som kristne har vi fællesskab med ham gennem vores ånd. I anden del fandt vi ud af, at en kristen er en, der er ét med Jesus. En person, der er én ånd med ham. En kristen lever derfor et åndeligt liv med Jesus som Herre og frelser.

45 Når jeg snakker med folk ude på gaden og spørger dem, om de kan nævne tre ting, som de mener kendetegner en kristen, så svarer mange disse tre ting: De bander ikke De går ikke i seng med hinanden før ægteskabet De går i kirke om søndagen. Det er også helt rigtigt. Jeg er kristen, og jeg bander ikke. Jeg gik ikke i seng med min kone, før vi blev gift osv. Så det er på en måde helt rigtigt. Men der er meget mere i det at være kristen end det. Der er hele den overnaturlige og åndelige side. Jeg taler nemlig også i tunger, kaster dæmoner ud og helbreder de syge. Jeg hører Gud tale til mig, og jeg får syner og drømme fra ham. Det er alt sammen overnaturligt og åndeligt, og det hører med til at være en kristen, altså en efterfølger af Kristus. Men hvad nævner Jesus egentlig, når han skal karakterisere en troende? Siger han, at en kristen er en, der ikke bander, ikke har sex før ægteskabet og går i kirke. Eller siger han noget helt andet? Vi læser:»disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«(mark. 16,17-18) Interessant, man skal altså ikke bare kende en kristen på, at vedkommende ikke har sex før ægteskabet, ikke bander og går i kirke om søndagen. Men det der bl.a. karakteriserer en kristen er en, der taler i tunger, kaster dæmoner ud og helbreder de syge. Dette hører altså med til det at være en kristen, sammen med det at have fællesskab med Gud, leve et rent liv, komme i et kristent fællesskab osv. Men vi lever i et religiøst og traditionspræget land, og mange har fået et helt forkert billede af Gud og hvad det vil sige at være kristen. Men en kristen lever et åndeligt og overnaturligt liv, og det håber jeg, du vil forstå, når du har læst denne tredje og sidste del af bogen. Hvis du ikke lever et sådant liv, så fortvivl ikke, men stræk dig efter det. Gå efter det, indtil du lever i det. Det er ikke forbeholdt nogle få, men alle kristne. Bibelen Lad os først læse lidt om Guds ord Bibelen. Bibelen er ikke bare en bog som alle andre bøger. Bibelen er levende og overnaturlig. Vi har fået Bibelen af Gud, og det er bl.a. igennem den, Gud taler til os i dag. I 1. Korintherbrev står der:»vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige.«(1. Kor. 2,12-14) Guds ord, Bibelen, er levende, og for at forstå den, må man være et åndeligt menneske. Som vi så lidt på i anden del, er Jesus og Ordet tæt forbundet. Ordet er Jesus, og Ordet er derfor levende.

46 Men for at kunne forstå Ordet, altså Bibelen, må man være et åndeligt menneske og lære at tolke det åndelige. For at forstå Guds ord rigtigt og for at kunne se Guds rige, må man derfor fødes på ny, som Jesus siger det. Hvis man ikke er født på ny, kan man ikke forstå Bibelen, som den skal forstås. Og Bibelen vil til en vis grad være en lukket bog for en.»jesus svarede ham:»sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.«nikodemus sagde til ham:»hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?«jesus svarede:»sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny.«(joh. 3,3-7) Man må fødes på ny af Ånden, som vi læser her. Det sker, når man vender om fra sin synd og bliver ét med Jesus. Når man gør det, vil man netop opleve, hvordan Bibelen bliver en åben bog for en. Man vil opleve, hvordan den bliver levende. Det har jeg mange eksempler på. Jeg husker tydeligt engang, hvor vi havde et lille møde hjemme i vores stue. Der var i flokken en dame, der blev sat fri fra en dæmon den aften. Hun havde en veninde med, der arbejdede som kirkesanger og kordegn i en folkekirke. Det var for hende en meget stærk oplevelse at se, hvordan veninden blev sat fri, så bagefter gav hun sit liv til Gud. Selvom hun var kirkesanger og kordegn, var hun ikke født på ny. Søndagen efter hun blev født på ny der i vores stue, kom hun til mig og var tydeligvis begejstret. Hun fortalte:»det er helt utroligt, Torben. Da jeg var i kirken i dag, læste jeg ind- og udgangsbønnen, som jeg plejede, men denne gang var det helt levende for mig! Og da præsten talte, forstod jeg det! Jeg forstod det på en helt anden måde! Det var ikke længere bare ord, men det var helt levende. Hvor er det utroligt!«kvinden gjorde det samme den søndag, som hun havde gjort i mange år, men denne gang forstod hun det på en helt anden måde. Hun var blevet født på ny og kunne derfor nu se Guds rige. Et andet eksempel er en ung mand, der nu kommer i vores kirke. Han blev frelst på gågaden, da jeg havde fortalt ham om Gud, og kom nogle dage efter med sin nye Bibel i hånden og var vildt begejstret:»torben! Prøv at læs det her! Læs det! Er det ikke bare så vildt!?«han viste mig et skriftsted, som han var helt begejstret over. Skriftstedet sagde ikke mig noget særligt, men han var helt vild, for Gud havde netop åbenbaret dette skriftsted for ham. Det var blevet til liv for ham og hans ånd, og derfor var han så begejstret. For at opleve Bibelen blive levende for en, ved at Gud åbenbarer den, må man fødes på ny af Guds ånd. Når man bliver født på ny, vil man kunne se Guds rige, som der står. Man vil da begynde at se ting, som man ikke før kunne se. Man vil opleve, hvordan Bibelen bliver levende, og hvordan den virkelig er Guds ord og taler til os i dag. Fyldes af Ånden For at leve i sådan en åbenbaring af Ordet, må vi have et levende fællesskab med Helligånden. Vi læser i 1. Korinterbrev igen:

47 »Dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige.«(1. Kor. 2,13) Det er Ånden, der lærer os Guds ord. Det er Helligånden, der åbenbarer det for os, og gør Ordet levende for os. Derfor må vi som kristne have fællesskab med Helligånden. Har vi intet fællesskab med Helligånden, kan han jo ikke lære os noget. Helligånden gør ordet levende for os. Det er ham, der vejleder os i hele sandheden, og som minder os om alt det, Jesus har sagt:»men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer.«(joh. 16,7,13) Det er meget vigtigt, at vi som kristne har fællesskab med Helligånden, og at vi lader os fylde af ham. At lade sig fylde af Helligånden er ikke noget, der blot sker én gang i livet, men noget man må gøre igen og igen. Måske tænker du på Pinsedag, hvor Helligånden kom og fyldte Jesu disciple:»da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.«(ap.g. 2,1-4) - At blive fyldt af Helligånden er ikke bare en engangsoplevelse. Vi må dagligt lade os fylde af Ånden. I Apostlenes Gerninger kan man læse om, hvordan Peter og Johannes blev stillet for rådet, hvor de skulle forklare, hvordan en syg mand var blevet helbredt, og hvorfor de forkyndte om Jesus.»Fyldt af Helligånden svarede Peter dem «(Ap.G. 4,8) Peter blev ikke kun fyldt af Helligånden på pinsedag. Det var noget, han levede i, og han lod det ske igen og igen. I Apostlenes Gerninger kan vi også læse om menigheden:»da de havde bedt, rystedes det sted, hvor de var forsamlet, og de blev alle fyldt af Helligånden, og de forkyndte Guds ord med frimodighed.«(ap.g. 4,31) Alle blev fyldt af Helligånden. Mange i forsamlingen var også til stede på pinsedag, hvor de blev fyldt af Helligånden for første gang. At blive fyldt med Helligånden er altså ikke noget, der bare skal ske én gang i livet. Man kan læse om mange mænd og kvinder i Bibelen, der lod sig fylde af Helligånden, og som levede i dens fylde. I Apostlenes Gerninger kan vi f.eks. læse om, hvordan menigheden skulle finde syv mænd, der skulle hjælpe med at gøre tjeneste ved bordene. Og vi kan læse, at de ikke blot ledte efter gode menneskelige egenskaber, når de skulle udvælge de syv.

48 »Find derfor blandt jer selv, brødre, syv velanskrevne mænd, fyldt af ånd og visdom, som vi kan sætte til denne opgave.«(ap.g. 6,3) De skulle finde syv, der var fyldt af Ånden. Paulus skriver i Efeserbrevet, at vi som kristne skal lade os fylde..» så I fyldes, til hele Guds fylde nås.«(ef. 3,19) Men hvordan gør man så det? Jo, det gør vi ved at bruge tid på at komme ind for Gud i bøn og tilbedelse. Det at lade sig fylde af Ånden er ikke bare et forslag, det er en formaning:»drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden.«(Ef. 5,18) Når vi taler om Helligånden, taler vi ikke bare om en kraft. Vi taler om en person. Han er den tredje person i Treenigheden, og vi er som kristne kaldet til at have fællesskab med ham, ligeså meget som vi er kaldet til at have fællesskab med Gud Fader og Gud Søn. Faderen er i Himmelen, og Jesus sidder ved hans højre hånd, men Helligånden er her på jorden. Mange kristne kender ham slet ikke, men som kristne er vi kaldet til at have fællesskab med ham:»herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!«(2. Kor. 13,13) Når vi bliver fyldt med Helligånden, kan vi gøre ting, vi ikke kunne før. En af tingene er den personlige tungetale. Den personlige tungetale er et mægtigt og overnaturligt våben, og vi har fået våbnet for at bruge det. Tungetale At tale i tunger giver utrolig meget, men det kræver selvfølgelig, at man gør det. Jeg taler selv meget i tunger og har personlig oplevet, at det har haft stor effekt i mit liv. Man kunne skrive meget alene om tungetalens virkninger, men jeg vil bare nævne noget af det her. Tungetalen er vigtig, hvis vi vil have åbenbaring af Gud og hans ord. Paulus, der har skrevet en stor del af Det Nye Testamente, siger om sig selv:»jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end nogen af jer.«(1. Kor. 14,18) Paulus lagde stor vægt på tungetalen, fordi han netop havde forstået, hvor vigtigt et redskab, det er. At tale i tunger baner vej for at Guds ord, og Guds vilje bliver åbenbaret for os. Det vender vi tilbage til. Men hvad er tungetale? Den personlige tungetale er et bønnesprog, og med den taler man hemmeligheder med Gud. Sproget forstås ikke umiddelbart af dig selv eller andre, så din ånd beder på denne måde uforstyrret til Gud.»Den, der taler i tunger, taler ikke til mennesker, men til Gud; ingen forstår ham jo, det, han taler ved Ånden, er hemmeligheder.«(1. Kor. 14,2)

49 Når jeg beder, kan det ind imellem være svært at vide, hvad jeg skal bede om i forskellige situationer, men så beder jeg i tunger. Herefter oplever jeg tit, at jeg ser situationen klarere, så jeg ved, hvordan jeg skal bede på dansk.»og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke.«(rom. 8,26) Man kan altså sige, at når man taler i tunger, beder man til Gud, ved at Ånden går i forbøn for en. At tale i tunger er også at opbygge sig selv:»den, der taler i tunger, opbygger sig selv.«(1. Kor. 14,4) Hvis man studerer, hvad ordet»opbygge«betyder, finder man ud af, at det betyder»at rejse og opbygge en mægtig bygning.«et billede på tungetalen er derfor, at når du taler i tunger, rejser du en mægtig bygning i dit indre, som skal huse Guds ånd og Guds kraft. Når du taler i tunger, lægger du sten på sten til denne bygning, som Guds ånd kan tage bolig i. Derfor er det vigtigt at tale i tunger. Jo mere man taler i tunger, jo mere kan man komme til at bære af Guds ånd og kraft i sit liv. Så som Paulus burde vi også i dag stræbe efter, at bede mere i tunger end nogen andre. For tungetale er et mægtigt våben og redskab, vi har fået for at bruge. Hvis du tror, den personlige tungetale ikke er for alle, så tager du fejl. Denne tungetale er for alle kristne, og det har stor betydning, at vi får det, Gud har til os. Tungetale er for alle, som tror. Vi læste før, hvad Jesus sagde om de kristne:»disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger...«(mark. 16,17) Tungetale er for alle, som tror for alle, der er blevet ét med Jesus. Satan ved godt, at tungetale er et mægtigt våben for os som kristne. Og han ved også, at hvis vi som kristne virkelig forstod tungetalens betydning, ville vi sejre meget mere, end vi gør. Derfor har han ved hjælp af fejl undervisning og bedrag bildt kristne ind, at tungetale kun er for nogle få udvalgte, men det er ikke korrekt. Jeg vil ikke begive mig ud i den store teologiske udlægning her, men den mest udbredte forkerte opfattelse omkring tungetale er, at der kun er én form for tungetale. Men der er flere forskellige slags, og man kan dele dem op i tre. Den ene har vi selv fået mandat over, ved de to andre er vi totalt afhængige af Gud. Den personlige tungetale, som jeg har talt om her, er en gave, som er til alle kristne. Når man har fået den, kan man helt selv bestemme, hvornår man vil bruge den. Jeg kan bestemme, at jeg vil tale i tunger i de næste ti minutter lige nu, eller jeg kan lade være. Det er helt op til mig. Den personlige tungetale får man, når man bliver døbt med Helligånden, som jeg fortalte om i anden del. Det er en gave, som alle får, der er blevet døbt med Helligånden. Den personlige tungetale er til alle kristne for, at vi skal bruge den.

50 Men sådan er det ikke med de to andre former for tungetale. De er nemlig ikke noget, man som kristen bare kan bruge, som man vil. Her er man total afhængig af Gud. Men det er alligevel noget, vi skal leve i som kristne. Dette er noget meget overnaturligt, som Gud har til os. Den ene af dem er den, vi læser om på pinsedag i Apostlenes Gerninger kapitel 2, hvor de talte på andre sprog. Folk fra andre lande kunne forstå, hvad de sagde i tunger. En mand i vores kirke blev frelst i Afrika, da han var til et møde, og pludselig begyndte en afrikansk kvinde der at fortælle om Jesus på dansk. Hendes ord ramte ham i hjertet, og han gik hen for at snakke med hende. Men da han prøvede at kommunikere med hende, forstod han, at hun ikke kunne spor dansk. Hun vidste heller intet om Danmark, og hvor det lå. Hun havde blot stået og talt i tunger til Gud og vidste måske ikke selv, at der foregik noget usædvanligt. Det, der skete var, at hun fik en tungetale fra Gud, som var på et andet sprog. Da min svigerfar blev fyldt med Helligånden, lå han en nat og talte flydende engelsk, selv om han ikke har haft engelsk i skolen og derfor ikke kunne tale engelsk. Så den ene af dem er at tale et andet jordisk sprog. Den anden form for tungetale, hvor man også er total afhængig af Gud, er den, som Bibelen siger, man kun skal tale, når der er en, der kan udlægge den. Sidste sommer var jeg på et møde, hvor der var én, der fik sådan en tungetale fra Gud. Personens tungetale var højere og anderledes end de andres personlige bøn, og man kunne mærke i sin ånd, at dette var et budskab, der skulle udlægges. Denne gang var det mig, der fik udlægningen. Det var første gang, jeg oplevede at få udlægningen til sådan en tungetale. Det var, som om, jeg vidste, hvad han sagde, og bagefter kunne jeg på dansk komme med udlægningen på hans tungetale, så det blev til opbygning. Formålet med en sådan tungetale er nemlig opbyggelse af menigheden. Ved disse to former for tungetale bestemmer Gud suverænt, hvornår det kommer, og hvem der får dem. Jeg kan ikke bestemme, at nu vil jeg tale i tunger, så afrikanere kan forstå mig, eller at jeg nu vil tale i tunger, så en anden kan udlægge det. Men den personlige tungetale er til alle kristne, og den kan vi selv styre og tale, når vi vil. Hvis man er kristen og ikke har den personlige tungetale, er der to mulige forklaringer: Enten er det fordi, man ikke endnu er blevet døbt med Helligånden, eller også er man det og har fået tungetalen, men har ikke forstået, at man bare selv skal begynde at bruge den. Gud kommer ikke og bevæger læberne for os det sker i hvert fald sjældent. Man må selv begynde at tale, ligesom hvis man vil sige noget på dansk. Har du endnu ikke den personlige tungetale, så få fat i den. Opsøg nogle, der kan hjælpe dig med at få den, for det er også for dig. Det er en stor del af det at være kristen, og det er et mægtigt redskab, Gud har til os. Lad os også gå efter at virke med de profetiske tungetaler. Det er noget, Gud ønsker, vi som hans folk endnu mere skal ind og leve i. Det er overnaturligt og en del af livet som kristen. Bibelen siger, at vi skal stræbe efter det, så lad os det.»jag efter kærligheden, og stræb efter åndsgaverne.«(1. Kor. 14,1) Åbenbaring af Ordet

51 Når vi har fællesskab med Helligånden og taler i tunger, vil han åbenbare Ordet for os. Det synes jeg personligt, er det største, man kan opleve. Selv om jeg har bedt for mange mennesker, der er blevet helbredt eller sat fri fra dæmoner, og har oplevet mange spændende ting med Gud, synes jeg alligevel, at det stærkeste er, når Guds ord bliver åbenbaret for mig. Det er svært at forklare, hvis man ikke selv har oplevet det, men det er utrolig stort. Før jeg blev kristen, tænkte jeg, at alt i Bibelen måtte være blevet opdaget og udforsket. Bibelen er jo en meget gammel bog. Jeg troede, at når man havde læst Bibelen nogle gange, så vidste man, hvad den indeholdt. Men jeg tog meget fejl. Gud åbenbarer stadig helt nye sider af sig selv igennem sit ord. Og emner, der før har været lukkede for folk, åbenbarer han nu. Jeg har flere gange oplevet, hvordan Gud har åbenbaret noget for mig, som jeg ikke har hørt andre fortælle om. Man tror næsten, at man er den eneste i hele verden, han har vist dette til. Det er en meget stor oplevelse. Især når man så giver det videre til andre, og de så også oplever, hvordan det bliver til liv for dem. Et eksempel er min bog»den sunde lære«. Jeg oplevede, hvordan Gud i en 40 dages faste år 2001 åbenbarede sit ord for mig på en ny måde, og hvordan det forvandlede mit liv. Efter denne fastetid kaldte Gud mig til at skrive en bog, hvor han i næsten to uger gav mig et nyt kapitel til bogen hver dag. Jeg oplevede, hvordan jeg sad ved computeren, og hvordan det bare kom til mig, hvad jeg skulle skrive. Det var en helt vild oplevelse. Hvis jeg så gik lidt i stå, rejste jeg mig og gik frem og tilbage på mit kontor og bad i tunger. Når jeg talte i tunger, kunne jeg i min ånd mærke, hvordan Guds ord rejste sig i mig, og det kom til mig, hvad jeg skulle skrive. Jeg kunne mærke, hvordan det begyndte at boble ud fra mit indre, som levende vand lige som Bibelen beskriver det. Derefter kunne jeg igen sætte mig ned og skrive.»den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand. «Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få. For Ånden var der endnu ikke, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort.«(joh. 7,38-39) Åbenbaring af Guds ord er blandt de mægtige ting, tungetalen forløser. Så tal meget i tunger, og du vil opleve åbenbaringer af Guds ord som aldrig før. Jeg oplevede, hvordan Gud åbenbarede en del af sit ord, som skulle ud i vores land, i bogen»den sunde lære«, og det var en stor oplevelse for mig.»den sunde lære«og de ting, som Gud kalder mig til at skrive, er altså ikke bare mine egne ord og min egen idé. Det er noget, der er kommet fra Gud. Jeg tager»bare«imod kaldet og er redskabet til at få det ud. Jeg har bl.a. fået et brev fra en, der har læst»den sunde lære.«hun oplevede ikke bare, hvordan ordet blev til liv for hende, men mærkede også rent fysisk, hvordan Gud rørte ved hende igennem bogen. Hun skrev:»kære Torben Søndergaard

52 Jeg skriver til dig, fordi jeg er én af de lykkelige læsere af»den sunde lære«, som både dig og Gud, skal have stor ros for, den er virkelig suveræn. Den har forvandlet mit liv og mine holdninger på en meget overraskende måde. Allerede i indledningen kunne jeg mærke en varme, svimmelhed og stærk glæde, helt ubeskriveligt, det var helt fantastisk og overraskende. Da jeg læste videre i bogen, fik jeg en følelse af, at der blev holdt en varm hånd på mit hoved, hvor jeg samtidig fik en masse ting åbenbaret, som jeg skulle gøre op med, og i det hele taget forandre i mit liv. Jeg begyndte at hade synden og elske alt godt, som var nøglen til et bedre liv, så jeg kunne forsætte mit liv med Gud. Jeg troede ikke, det var muligt, men jeg følte mig som en nyfrelst. Jeg begynder at se på en anden måde på Gud. En masse problemer og tanker, som jeg bar rundt med før, blev løst. Spærringerne er taget væk og jeg er blevet fyldt med en så stor lykke, som aldrig før. Halleluja. Gud er virkelig stor, meget større end jeg før kunne se. Tusind tak for at du har skrevet denne bog, den har været til stor velsignelse i mit liv, og jeg er overbevist om, at den også vil hjælpe andre mennesker. Gud velsigne dig Kærlig hilsen Evelyn«Her er endnu et af de breve, jeg har modtaget fra folk, der har læst»den sunde lære«:» efter at have købt»den sunde lære«, læste jeg hele bogen på næsten kun én dag! Jeg blev fuldstændig revet med af den. Jeg kunne slet ikke slippe den, da jeg først var begyndt at læse den. Jeg har fået utrolig meget ud af at læse den, og min Guds opfattelse er ændret fuldstændig, jeg er blevet langt mere radikal og i det hele taget meget mere glad! Jeg har fået utrolig meget ud af at læse den, specielt fordi jeg kun har været kristen i ½ år, og det halve år, jeg er kommet i en kirke, har jeg ikke hørt så meget om gudsfrygt - hvilket jeg har savnet! (...) Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at bogen kommer fra Gud. Jeg oplevede faktisk flere gange, inden jeg gik i gang med et nyt kapitel, at de skriftsteder, jeg tilfældigt slog op på under bøn, var præcis de samme som du skrev og kommenterede i det kapitel, jeg var nået til, og som jeg læste lige efter at have bedt... vildt sejt... Gud velsigne dig og din familie. Hilsen Trine«Guds ord forvandler, når Ånden åbenbarer det! Men hvis Ånden ikke åbenbarer det, sker der samtidig heller ikke noget.»den sunde lære«og de andre bøger, jeg har skrevet, er fyldt med skriftsteder fra Bibelen, og Gud har kaldet mig til at skrive dem og står bag dem. Derfor oplever mange, hvordan det giver liv. Jeg siger ikke på nogen måde, at mine eller andres bøger kan stå lige med Guds ord, for det kan de ikke. Det er nemlig Guds ord, der skaber troen, og det er Guds ord i vore bøger, der giver dem liv. Guds ord er levende, og Guds ord er overnaturligt, når Ånden åbenbarer det. Der er ikke andet, der kan stå lige med ordet Bibelen. Men at være kristen består også af mere end overnaturlige ord. Det at være en kristen består også af kraft, tegn og undere, hvilket vi nu skal se på.

53 Mere end overnaturlige ord»jeg [Paulus] kommer snart til jer, hvis Herren vil, og så får jeg at vide, hvordan det forholder sig med disse indbildske, ikke med deres ord, men med deres kraft. For Guds rige afhænger ikke af ord, men af kraft.«(1. Kor. 4,20) Her kan vi læse, at Paulus vil besøge menigheden, fordi der er nogle, der er indbildske og fejl på den. Paulus vil ikke bare høre, hvad de prædiker og siger, han vil se, hvilken kraft de kommer med. For som han siger her, er Guds Rige ikke bare ord, ikke endda overnaturlige ord, men det er kraft. Guds rige og det at være kristen består altså ikke bare af ord, men af kraft, som vi læser. Nogle kapitler før siger Paulus dette:»jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og bæven, og min tale og min prædiken blev ikke fremført med overtalende visdomsord, men med Ånd og kraft som bevis, for at jeres tro ikke skulle afhænge af menneskers visdom, men af Guds kraft.«(1. Kor. 2,3-5) Det er meget interessant, det Paulus siger her. Han ville ikke bare overbevise dem med sine visdomsord, men med ånd og kraft. Han ønskede ikke, at mennesker skulle bygge deres tro på menneskelig visdom, men på Guds kraft. Guds rige består af mere end ord, endda mere end overnaturlige ord: Det består af ånd og kraft. Sandheden er, at mange i dag udelukkende bygger deres tro på ord. Det er farligt, for hvad hvis de ord, man bygger sin tro på, er forkerte? Der findes megen lære i dag, som ikke kommer fra Gud, selv om det er Bibelen, der bliver brugt. Man kan undervise mange forskellige budskaber ud fra Bibelen, hvis man blot tager lidt her og der, hvilket man selvfølgelig ikke skal. Det er hele summen af Guds ord, der er sandheden (Sl. 119,160). For ikke at blive ledt vildt må man altså se, om Gud bekræfter og stadfæster det ord, der bliver talt. Og det gælder selvfølgelig også de ord, vi selv taler. Vi kan læse igennem hele Bibelen, hvordan Gud bekræfter og stadfæster sit ord. Det burde være det samme i dag, da Gud er den samme, som han var dengang.»de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.«(mark. 16,20)»De blev der i lang tid og forkyndte frimodigt i tillid til Herren, som bekræftede ordet om sin nåde ved de tegn og undere, der skete ved deres hænder.«(ap.g. 14,3-4)»..alt imens Gud føjede sit vidnesbyrd til ved tegn og undere og mange slags mægtige gerninger og ved tildeling af Helligånden efter sin vilje.«(hebr. 2,4) Gud bekræftede og stadfæstede sit ord ved at der skete tegn og undere, og at Helligånden kom over folk. Det må også være prøvestenen i dag. Bekræfter og stadfæster Gud ordet hos dem, der deler det? Føjer han sit vidnesbyrd til ved tildeling af Helligånden? Hvis ikke kan årsagen jo være, at det ikke

54 virkelig er Guds ord, der bliver forkyndt, men snarere en personlig teologi, der mere er menneskevisdom end Guds visdom. Når man i Bibelen fortalte folk, at Guds Rige var kommet nær, var det heller ikke bare med en masse ord, som man gør det mange steder i dag. Beviset, på at Guds Rige var nær, var netop helbredelser, tegn og undere altså det overnaturlige. Vi kan for eksempel læse, hvordan Johannes Døber sender nogle af sine disciple til Jesus for at spørge, om Jesus er Messias, som de har ventet på. Læg mærke til, hvad Jesus svarede Johannes disciple. Han giver dem ikke et langt foredrag om, hvad hans teologi er, og hvad han tror på.»da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham:»er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?«jesus svarede dem:»gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.«(matt. 11,2-6) Først fortæller han om alle de overnaturlige ting, som alle er beviset på, at Guds Rige er kommet nær, og så siger han, at evangeliet bliver forkyndt. Forkynder man kun evangeliet om Guds rige med ord, er det på en måde kun et halvt evangelium. Og manifesterer man en masse overnaturligt uden at forkynde Jesu ord, har man også kun et halvt evangelium. Det hele hænger sammen, både ord og det overnaturlige. Et andet sted i Bibelen kan vi læse, hvordan Jesus helbredte én, der er både blind og stum. Bagefter gik farisæerne med det samme i gang med at beskylde Jesus for at gøre det ved Satans kræfter. Det sker også i dag. Mange religiøse folk og præster fornægter hele den overnaturlige side af Gud og hans rige, og beskylder dem, der lever i det, for at være falske profeter og Satans tjenere. Men læs her, hvad Jesus svarede dem:»ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og en by eller et hus i splid med sig selv kan ikke bestå. Og hvis Satan uddriver Satan, er han kommet i splid med sig selv; hvordan kan hans rige så bestå? Og hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere.«(matt. 12,25-28) Han slutter af med at sige:»men hvis det er ved Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.«(matt. 12,29) Det kendetegnende ved Guds Rige var netop det overnaturlige. At folk blev født på ny og fyldt med Helligånden og begyndte at tale i tunger, at folk blev helbredt og sat fri fra dæmoner. Det er alt sammen det, der kendetegner, at Guds Rige er nær. 84 gange i Bibelen bliver Guds Rige eller Himmeriget nævnt. En fjerdedel af evangelierne, (Matthæus-, Markus-, Lukas- og Johannesevangeliet) handler om helbredelse, udfrielse og det overnaturlige. Det overnaturlige er ikke bare en lille del af Guds ord. Det overnaturlige er en del af livet som kristen. Forkyndelsen af ordet og det overnaturlige burde hænge sammen.

55 »Vort evangelium kom ikke til jer blot med ord, men også med kraft og med Helligånd og med fuld vished.«(1. Thess. 1,5) Forkynd evangeliet og helbred de syge Som kristne er vi Kristi udsendinge her på jorden, og vi er udsendt for at gøre det samme som Jesus. Hvis vi betragter Jesu liv og hvad han udrettede, vil vi se, at han ikke bare forkyndte ordet, men han helbredte også de syge. Disse to skriftsteder i Matthæusevangeliet er en slags jobbeskrivelse af Jesu liv:»jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse blandt folket.«(matt. 4,23)»Jesus gik omkring i alle byerne og landsbyerne, underviste i deres synagoger, prædikede evangeliet om Riget og helbredte al sygdom og lidelse.«(matt. 9,35) Så Jesus gik altså omkring og forkyndte evangeliet og helbredte al sygdom og lidelse. Men det var ikke kun ham, der havde den opgave. Vi kan læse i Lukasevangeliet, hvordan Jesus kaldte sine tolv disciple sammen og gav dem magt over dæmoner og magt til at helbrede de syge. Herefter sendte han dem ud for at gøre netop det samme som ham selv:»jesus kaldte de tolv sammen og gav dem magt og myndighed over alle dæmoner og til at helbrede sygdomme. Så sendte han dem ud for at prædike Guds rige og helbrede de syge.«(luk. 9,1-2) I vers 6 står der videre, at de»begav sig af sted og gik fra landsby til landsby, og de forkyndte evangeliet og helbredte overalt.«(luk. 9,6) De skulle altså ikke bare forkynde evangeliet om, at Guds rige var kommet nær, men de skulle også vise, at Guds rige var kommet nær, ved netop at helbrede de syge og kaste dæmoner ud. Men det var ikke kun de tolv disciple, der skulle kaste dæmoner ud og helbrede de syge. Videre i Lukasevangeliet kan vi læse, at Jesus, efter at have sendt de tolv ud, sendte tooghalvfjerds andre ud for at gøre netop det samme som sine tolv disciple. Grunden er, som han sagde:»høsten er stor, men arbejderne er få.«(luk. 10,2) Der var mange syge, der skulle helbredes, og mange, der skulle høre evangeliet, men der var kun få til at gøre arbejdet. Så han sendte de tooghalvfjerds af sted med denne opgave:»helbred de syge i byen og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer.«(luk. 10,9) De tooghalvfjerds skulle heller ikke bare tale om Guds rige, men de skulle vise folk det. De skulle ikke bare forkynde evangeliet, de skulle også helbrede de syge, hvor de kom frem.

56 Men vi må forstå, at det ikke kun var de tolv og de tooghalvfjerds, der skulle forkynde evangeliet, helbrede de syge og kaste dæmoner ud. Jesus har også givet os denne opgave, os der lever som kristne i dag. Jesus har givet os alle en mission, og opgaven er den samme, som den han gav til de tolv og de tooghalvfjerds:»mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«(matt. 28,18-20) Jesus befaler her sine tolv disciple, at de skal gå ud og gøre andre (altså dig og mig) til sine disciple, ved netop at lære os at gøre det samme, som Jesus har befalet dem at gøre. Og det var blandt andet at forkynde evangeliet og helbrede de syge. Så det med at helbrede syge og kaste dæmoner ud er ikke kun for de tolv eller de tooghalvfjerds, der levede den gang, men det er for alle kristne. For dig og mig der lever i dag. Det er for alle, der tror. For alle der er blevet ét med Jesus og har gjort ham til Herre og frelser.»disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«(mark. 16,17-20) Vi læser det så tydeligt her. Der står, at det er noget, der skal følge dem, der tror. Det er altså for dem, der tror, og ikke kun de tolv eller de tooghalvfjerds. Der er nogle, der mener, at helbredelse af syge kun gjaldt dem den gang for mange år siden. Men det passer ikke, det er der intet i Bibelen, der antyder. Det gælder selvfølgelig også i dag. Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid. (Hebr. 13,8) Vi er som kristne alle kaldet til at forkynde evangeliet, helbrede de syge og kaste dæmoner ud. Behovene er jo også de samme i dag som dengang. Det overnaturlige skulle gerne være helt naturligt for os som kristne. Vi skulle gerne alle tale i tunger, helbrede de syge og kaste dæmoner ud osv. Der er stadig en stor høst og meget arbejde, der skal gøres, og derfor er der brug for alle. Rigtig mange danskere lider i dag af en frygtelig angst, depression eller sygdom. De har brug for at blive sat fri i Jesu navn. Mange af de sygdomme, vi ser i dag, har med dæmoner at gøre. Dæmoner er ligeså virkelige i dag som på Jesu tid, og derfor har vi brug for at leve i det samme i dag, som de kristne gjorde dengang. Jeg holdt på et tidspunkt et møde, hvor en dame blev sat fri fra angst. Jeg bad for hende, og dæmonen begyndte at manifestere sig, og jeg befalede den at forsvinde i Jesu navn, hvilket den gjorde. Damen havde i sytten år været bundet af angst, og hun havde de seneste femten år taget medicin for det. Men den dag blev hun sat fri i Jesu navn fra den dæmon, der havde plaget hende i sytten år. Siden hun blev sat fri, har hun ikke rørt medicinen, og hun har ikke haft et eneste angstanfald siden. Hun skrev dette til mig nogle dage efter, hun blev sat fri:»hej Torben!

57 Jeg er stadig lidt ør oven på den enorme oplevelse, jeg fik. Jeg takker Gud af hele mit hjerte for at have mødt dig, for at Jesus igennem dig har helbredt mig, har givet mig friheden og livet tilbage... Under uddrivelsen af dæmonen, da Gud greb ind, mærkede jeg en enorm varme igennem hele min krop. Det var som om, at jeg blev sat i baggrunden af mig selv. Alt var fjernt fra mig. Jeg havde ingen fornemmelse af tid og sted. Jeg hørte i det fjerne, at du bad, jeg hørte dæmonen skrige. Jeg ville prøve at sige noget, jeg kunne ikke, jeg var i baggrunden. På et tidspunkt kunne jeg mærke mit hjerte slå enormt hurtigt (præcis som ved et angst anfald), og det forekom mig, at min puls blev normaliseret lige så pludseligt, som det var startet. Jeg blev bevidst om, hvad der skete og lod det ske. Det mærkedes som presseveer, det skulle ud og jeg kunne ikke kontrollere min krop eller mit sind. Jeg var i Guds hænder. Hele dagen i går har jeg ikke tænkt på ret meget andet, end denne enorme oplevelse. Gud velsigne dig og dine kære. Hjerteligst fra Laila«Hvis du ikke tror, at der er dæmoner i Danmark i dag, så spørg Laila. I sytten år havde hun været plaget af én. Hvis man ikke mener, at der er behov for, at vi som kristne lever i Guds kraft, så tænker man kun på sig selv. Der er så mange behov i dag. Danskerne råber om hjælp, og den kan de finde gennem os, hvis vi kristne rejser os og giver dem det i Jesu navn. Laila havde ikke»bare«brug for, at jeg sagde, at Jesus elsker hende. Nej, det, hun havde brug for, var, at mærke Guds kærlighed til hende, ved netop at blive sat fri. Og det sker igennem os som kristne, dig og mig. Vi er Kristi udsendinge her på jorden. Vi er Jesu hænder og fødder. Det, vi har fået, skal vi ikke bare holde for os selv, men vi er kaldet til at give det videre. Jamen, hvad hvis det ikke rigtig siger mig noget? Så se at blive en rigtig kristen, altså en efterfølger af Jesus. Det er ikke et spørgsmål, om det siger os noget. Det er en befaling, Jesus har givet os. Han sagde:»gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet.«(matt. 10,7-8) Det er for os alle, og vi skal gå efter det. Der står også her, at vi skal opvække de døde. Det har jeg endnu ikke prøvet, men det gør ikke, at jeg går ned og føler, at jeg ikke slår til. Jeg glæder mig bare over, at det også er for mig og glæder mig til den dag, jeg første gang er med til at opvække en død. Helbreder du ikke de syge, og kaster du ikke dæmoner ud, så fortvivl ikke, men glæd dig til at komme ind i det. Beslut dig for at komme ind og leve i det og stop ikke, før du er der. På Jesu tid blev de kristne kaldt kristne, fordi de lignede Kristus ikke bare i det, de sagde, men også i høj grad i det, de gjorde. Sådan burde det også være i dag. At vi som kristne vandrer så lidt i det overnaturlige i dag viser bare, hvor religiøst et land vi lever i. Mange har skiftet livet og kraften ud med traditioner, dåb og konfirmation. Vi har en masse menneskelig lære om Gud (teologi), men meget lidt kraft. Lad os få lære, men lad det være Guds lære og lad os få fat i Guds kraft, så vi ikke kommer med et halvt evangelium.

58 Jamen, hvad hvis man ikke har nådegaven til at helbrede? Ja, hvad så? Den behøver du ikke for at kunne helbrede de syge. Jeg ved godt, det provokerer mange at sige sådan, men det er sandt. Rigtig mange har fået en helt forkert forståelse af, hvad nådegaver er og skal bruges til, så det skal vi lige se lidt på. Nådegaver Bibelen taler om noget, den kalder nådegaver. Det er gaver, som nogle kristne får fra Gud. De hedder»nådegaver«, fordi disse gaver er helt gratis, og Gud giver gaverne, til hvem han vil. Men Bibelen siger, at vi som kristne skal stræbe efter at få disse gaver, hvilket vi også skal. Men hvad er disse gaver egentlig beregnet til?»det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger.«(1. Kor. 12,7-10) Her læser vi altså, at der er forskellige gaver, som Gud giver til hver enkelt til fælles gavn. Og hvis vi læser længere nede, står der:»og i kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger, endvidere nogle med nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at lede, til forskellige slags tungetale. Kan alle være apostle? Eller profeter? Eller lærere? Kan alle gøre mægtige gerninger? Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger? Kan alle tolke tungetale? Men stræb efter de største nådegaver!«(1. Kor. 12,28-31) Så disse nådegaver er nogle særlige gaver, som Gud har sat i menigheden til fælles gavn. Gud har sat apostle, profeter, lærere i menigheden, nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger, og nogle med nådegaver til at helbrede i menigheden, og det er alt sammen til fælles gavn. Men hvad betyder det, når der står, at det er til»fælles gavn«? Svaret finder vi i Efeserbrevet:»Han [Gud] har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde.«(ef. 4,11-14) Aha, Gud har givet nogle i menigheden særlige gaver for at udruste de hellige til at gøre tjeneste. Gaverne er altså ikke målet i sig selv, men de er til fælles gavn for at udruste den enkelte troende, altså for at udruste dig og mig, så vi som troende kan gøre vores tjeneste. Vi har alle en tjeneste, og det er bl.a. at være Kristi udsendinge her på jorden og til at forlige mennesker med Gud. (2. Kor. 5,17-20) Dette er en del af den enkeltes tjeneste. Ikke at vi alle skal sige vores arbejde op og arbejde»fuld tid«med det. Men vi skal alle tjene Gud der, hvor vi er.

59 Lad mig komme med et eksempel på, hvad nådegaver er, og hvordan de skal bruges. Vi siger, at jeg er evangelist og har nådegaven til at helbrede. Så er min opgave ikke bare at holde store helbredelsesmøder og lede mennesker til Gud. Det er det også, ja. Men som vi læste, er jeg netop sat i menigheden for at udruste og træne den enkelte troende, så han eller hun kan gøre deres tjeneste. Er jeg evangelist, og har jeg nådegaven til at helbrede, er jeg sat i menigheden for at undervise de troende. Jeg har fået nådegaven, så jeg kan oplære og lede den enkelte troende til at forkynde evangeliet og helbrede de syge. Her i Herning tror jeg, at omkring 80 % af dem, der kommer i vores kirke, har bedt for syge, der er blevet helbredt, og mange af dem gør det tit. Det betyder ikke, at 80 % i vores kirke har nådegaven til at helbrede de syge, for det har de ikke. Grunden til, at det er så mange set i forhold til andre kirker er, at en eller flere i kirken har disse nådegaver og bruger dem til at undervise, træne og gå foran, så de andre i kirken også begynder at leve i det. At helbrede de syge, kaste dæmoner ud og tale i tunger er for alle troende og har egentlig ikke noget med nådegaver at gøre. Nådegaverne er til for at hjælpe de troende ind i det, de er kaldet til. Ikke alle er evangelister, men alle er kaldet til at forkynde evangeliet, der hvor de er. Ikke alle har nådegaven til at helbrede de syge, men alle troende kan helbrede de syge i Jesu navn. Så drop i første omgang at spekulere på, om du har gaven eller ej. Opdager du senere, at du har gaven, så må du jo begynde at bruge den ved at gå foran og træne andre, så de også kan begynde at helbrede de syge og kaste dæmoner ud. Men start med dig selv. Begynd selv at forkynde evangeliet, helbrede de syge og kaste dæmoner ud, det kan du gøre, så snart du er frelst. Til et møde for kort tid siden blev min gamle efterskolekammerat frelst. Han havde set mig i programmet»syg med Jesus«på DR1. Derefter ringede han til mig, og vi fik en god snak. Det endte med, at han og hans kone ville komme til det næste møde, jeg skulle holde på Sjælland, hvor de boede. Til første møde på Sjælland blev de begge frelst og helbredt. Han for dårlig ryg og hun for smerter i knæet, som hun havde haft i mange år. Til næste møde blev han fyldt med Helligånden og begyndte at tale i tunger. (Hun var ikke med til dette møde). Til dette møde talte jeg bl.a. om, at vi som kristne skal lægge hænderne på de syge, og de skal blive helbredt. Dette forstod han åbenbart. For samme aften ringede han begejstret til mig og fortalte, at han lige havde bedt for sin fodboldkammerat, der var blevet helbredt. Han havde ikke hørt undervisning om, at man skulle have en særlig gave for at kunne det, så han handlede bare i tro, og det skete. Han vidste heller ikke rigtig noget om, hvordan og hvorledes man skulle bede, så han lagde sin hånd på sin vens ben og sagde:»gud vil du ikke nok hjælpe, ved at du helbreder ham«. Hvorefter han sagde undskyld til sin ven, fordi han ikke havde bedt så højt, for han var lidt ny i dette her, og det var første gang, han prøvede. Men vennen var alligevel blevet helbredt. Samme aften havde hans kone fået en meget kraftig hikke, som ikke ville holde igen. Så han prøvede at lægge sin hånd på hende og bad:»gud vil du ikke få hikken til at holde op med det samme«, og med ét var hikken væk.

60 Så samme dag, som han blev fyldt med Helligånden, havde han bedt for to, der blev helbredt. Han kendte ikke meget til, hvordan og hvorledes man skulle bede, men Gud virkede alligevel, fordi han handlede i tro. Så om du har gaven eller ej, så kan du som kristen lægge dine hænder på de syge, så de bliver raske. Beder vi for nogle, der ikke bliver helbredt, skal det ikke hindre os i fortsat at handle på Guds ord, for måske bliver den næste helbredt. Jeg håber, dette sætter tingene lidt på plads for dig. Det er noget, jeg kunne skrive meget mere om og gå meget dybere ind i, men det skal jeg ikke her. Jeg vil bare slå fast, at helbredelse af syge og uddrivelse af dæmoner er for alle kristne. Det skulle netop kendetegne en kristen. Tungetale er for alle kristne. Alle kristne er kaldet til at kaste dæmoner ud. Også drømme og syner er for alle kristne. Vi lever i de sidste tider, hvor Gud på en særlig måde åbenbarer, at dette er for alle, og hvor han udgyder af sin ånd på en ny måde.»det skal ske i de sidste dage, siger Gud: Jeg vil udgyde af min ånd over alle mennesker [alle kristne]. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres unge skal se syner, jeres gamle skal have drømme. «(Ap.G. 2,17) På Jesu tid levede alle de kristne i det, men der har været en tid, hvor det desværre kun har været nogle få, der har levet i det. Men det bliver anderledes. Vi må altså ikke begrænse Gud. Men det gør vi, hvis vi er vantro og ikke har tillid til ham. Lad os handle på Guds ord og se, at det holder. Jesus siger endda, at vi ikke bare skal gøre de ting, han gjorde, men vi skal gøre endnu større ting.»sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen.«(Joh. 14,12) Det er en udfordring for os alle. Jeg er heller ikke der, hvor Gud vil have mig, men jeg er på vej, og jeg strækker mig efter det. Sådan burde vi alle sige: Vi er der ikke endnu, men vi er på vej. Vi må ind og se større ting, end vi har set indtil nu. Også mere end at tale i tunger, kaste dæmoner ud og helbrede nogle få syge her og der. De kristne i Bibelen Vi skal lige læse lidt i Bibelen om, hvordan de kristne og apostlene levede i den første menighed. De er et eksempel for os på, hvordan livet som kristen er eller burde være. Man skal ikke læse meget om dem, før man kan se, at de virkelig levede i den overnaturlige verden, og at det var noget, der var helt naturligt for dem. Vi kan f.eks. læse flere steder, at der skete mange tegn og undere ved apostlene:»ved apostlenes hænder skete der mange tegn og undere blandt folket Ja, man bar tilmed syge mennesker ud på gaderne og lagde dem på senge og bårer, for at blot skyggen af Peter måtte falde på dem, når han kom forbi. Også fra byerne i Jerusalems omegn kom der en mængde mennesker med syge og med folk, der var plaget af urene ånder, og de blev alle helbredt..«(ap.g. 5,12,15-16)

61 Vi kan også læse, at det ikke var anderledes for Paulus:»Gud lod usædvanlige undergerninger ske ved Paulus' hænder. Ja, man bragte ligefrem tørklæder eller bælter, som Paulus havde båret, hen til de syge; og sygdommene forlod dem, og de onde ånder fór ud.«(ap.g. 19,11) Der skete virkelig store mirakler. Om Paulus står der, at Guds kraft flød igennem ham, så man ligefrem lagde hans tøj på de syge, så de blev helbredt og dæmonerne fór ud. Men det var ikke kun de store berømte apostle som de tolv og Paulus, der levede sådan. Et eksempel er også Barnabas:»De [Paulus og Barnabas] blev der i lang tid og forkyndte frimodigt i tillid til Herren, som bekræftede ordet om sin nåde ved de tegn og undere, der skete ved deres hænder.«(ap.g. 14,3-4) Man kan også læse om en mand, som hed Stefanus, der helbredte og oplevede tegn og undere:»fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket.«(ap.g. 6,8) Men hvem var denne Stefanus egentlig? Var han én af de tolv, eller var han én af de tooghalvfjerds? Han var hverken én af de tolv eller de tooghalvfjerds. Han var én af syv mænd, som var blev udvalgt til at hjælpe apostlene med de praktiske ting. Så han var hverken apostel eller én af de tooghalvfjerds. Han var»bare«en troende, der havde ladet sig fylde af Ånden og som tjente Gud. Vi kan også læse, at Gud gjorde mægtige tegn og undere gennem en mand ved navn Filip, som også var én af de syv, der hjalp menigheden med de praktiske ting. (Ap.G. 8,13) Så tegn og undere var noget, der hele tiden skete, og det skete igennem mange forskellige. Det skete igennem de troende og ikke igennem nogle superhelte og særlig udvalgte. I hvert fald ikke mere udvalgt end dig og mig, da vi alle er udvalgte.»men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt.«(1. Pet. 2,9) Alle de kristne på den tid levede mere eller mindre i denne dimension. De helbredte ikke blot de syge og kastede dæmoner ud. De fik også syner, drømme og oplevede, at der kom engle til dem. Vi kan læse, at både Filip og Stefanus fik syner og så engle.»men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side.«(ap.g. 7,55)»Herrens engel talte til Filip og sagde:»bryd op og gå sydpå ad den vej, der går fra Jerusalem til Gaza; den er øde.«(ap.g. 8,26) Men det var altså igen ikke kun de tolv, de tooghalvfjerds eller de syv, der oplevede disse ting. Jeg er sikker på, at man i Apostlenes Gerninger også kunne skrive det samme om en masse andre, hvis ikke det ville fylde for meget. Jesus gjorde også mange andre tegn og undere end dem, der lige er omtalt i Bibelen:

62 »Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog.«(joh. 20,30)...og grunden?»der er også mange andre ting, Jesus har gjort; hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives.«(joh. 21,25) Jesus har kaldet os alle til at leve i hans kraft og gøre overnaturlige gerninger. Vi kan også lige nævne en mand ved navn Ananias. Vi læser bare om ham én gang, og så står der ikke mere om ham. Han var hverken en af de tolv, de tooghalvfjerds, eller de syv. Han var igen»bare«en troende. Man kan i Apostlenes Gerninger læse, hvordan Gud kom til Ananias i et syn og sagde, at han skulle gå til Saulus (som kom til at hedde Paulus) og lægge hænderne på hans øjne, så han ville komme til at se igen. (Ap.G. 9,10) Ananias adlød, og Saulus kunne igen se og lod sig døbe og begyndte at tjene Gud. Det er, hvad man hører om Ananias. Det at se engle var heller ikke kun forbeholdt apostlene eller de to hjælpere Filip og Stefanus. Det var en del af livet med Gud, og sådan burde det også være i dag. I Apostelens Gerninger kapitel 10 kan man læse om, hvordan en mand ved navn Cornelius får englebesøg:»en dag omkring ved den niende time så han tydeligt i et syn Guds engel, der kom ind til ham og sagde:»cornelius!«han stirrede på englen og spurgte forfærdet:»hvad er der, herre?«englen sagde til ham:»dine bønner og dine almisser er steget op til Gud og huskes hos ham. Send nu nogle folk til Joppe efter en mand, der hedder Simon med tilnavnet Peter. Han bor hos garveren Simon, hvis hus ligger ved havet.«(ap.g. 10,3-6) Cornelius fik altså et syn og sendte bud efter Peter, der fik et syn på samme tid. Peter kom til Cornelius, og han og hele hans husstand blev fyldt med Helligånden og begyndte alle at tale i tunger og lovprise Gud. Englebesøg, syner, drømme og den slags er alt sammen en del af livet med Gud, og det er for alle. På et tidspunkt havde jeg et møde, hvor en dame blev sat fri fra en dæmon, som havde givet hende frygt i mange år. Hun kom dagen efter til mig og fortalte ivrigt, hvordan hun om natten havde fået en drøm. Hun vidste, at drømmen var fra Gud, det var hun slet ikke i tvivl om. Den var så anderledes end alt andet, hun havde drømt. Men hun havde ingen ide om, hvad den betød, og hun fortalte mig drømmen, for at jeg skulle tyde den. Hun drømte, at hun pludselig stod op, og der kom en stor guldperle til hende, og hun løftede sine hænder op for at tage imod perlen. Da hun så stod med denne store smukke perle af guld i sine hænder, vågnede hun. Da hun fortalte det, kom tydningen på drømmen til mig. Gud gav mig dette skriftsted til hende:»himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den.«(matt. 13,45-46)

63 Jeg fortalte, at det var et tegn på, at Guds rige var kommet til hende, men at hun skulle lægge alt andet ned for at tage imod det. Dette gjorde hun, og hun tjener Gud stærkt i dag, selv om det har kostet hende en høj pris. Hun kendte ikke noget til Bibelen og slet ikke dette skriftsted, men Gud havde givet hende en drøm, som blev til frelse for hende. Det sjove, som jeg ikke vidste, da jeg gav hende dette skriftsted, var, at hun var købmand ud til fingerspidserne, og at det på dette tidspunkt næsten var det eneste, hun levede for. Så skriftstedet ramte virkelig plet. Hun var som købmanden, der fandt en smuk perle, og hun var villig til at sælge alt for at købe den. Så Gud virker i høj grad med syner, drømme og englebesøg den dag i dag. På Jesu tid og også før Jesus var man meget mere bevidst om den overnaturlige dimension, end mange er i dag. Vi læser lige en beretning om noget meget overnaturligt på Jesu tid, men som virkede helt normalt for alle dengang. Overskriften på beretningen er»den syge ved Betesda dam.derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af.«(joh. 5,1-5) Dette er overnaturligt og meget specielt. Tænk, at det på den tid var kendt af alle og helt»normalt«, at en engel til tider fór ned i vandet, og den første, der så kom ned i det, blev helbredt. Det var ikke unaturligt for dem, sådan var det bare. Hvis vi en morgen læste i Jyllandsposten, at en engel var faret ned i Silkeborg Søerne, og den første, der kom i vandet, blev helbredt for en uhelbredelig sygdom, hvad ville så ske? De fleste danskere ville sige, at det var fup og fidus og ville ikke tro på det. Men det, jeg er mest bange for er, at de fleste kristne ville sige, at det var Satans værk, og at dette umuligt kunne komme fra Gud. Grunden til, at vi ville reagere sådan, er, at vi som danskere på mange måder er så traditionelle og jordbundne i vores måde at tænke på, at vi udelukker den overnaturlige del af Gud. Vi har en helt forkert opfattelse af Gud, og hvad han egentlig formår at gøre. Vi har i vores vantro og fornuft begrænset Gud. Vi lever alt for meget efter det, vi lige ser og forstår. Men det er virkelig tid til, at vi kommer ud af det og ind i det liv, Gud har for os. Det er tid til, at vi ikke begrænser Gud ved vores vantro og hårde hjerter. Ba'al-profeterne Satan prøver at bedrage os på to måder, når det gælder det overnaturlige. Den første er, at han igennem vranglære og bedrag har fået nogle kristne til at tro, at det overnaturlige kun var på Jesu tid. Men siger man dette, siger man samtidig, at Bibelen ikke er Guds ord, og at Gud ikke er den samme i dag, som han var dengang. Det andet han har gjort er, at han har skabt en kopi af det overnaturlige fra Gud, for på den måde at forføre mennesker og forvirre dem.

64 Vi ser i dag en vækkelse inden for det alternative og new age. Folk strømmer til healere og clairvoyante, som aldrig før. Folk søger hjælp ved alternative behandlere uden at vide, at de går i en fælde. Det er ikke Guds ånd, der virker igennem disse mennesker, men dæmoner. Menneskene er for det meste søde og oprigtige og ønsker bare at hjælpe andre, men de er blevet ført vild og fører selv andre vild, uden de er klar over det. Vi kan kende, hvilken ånd der står bag, ved at undersøge, om personen lever med Jesus som Herre. Gør vedkommende ikke det, er det ikke Guds ånd, men Antikrists ånd, der virker.»mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden. Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud; men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, og det er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden.«(1. Joh. 4,1-4) Så tro ikke enhver ånd, men prøv om det er fra Gud, som der står. Vi ser en vækkelse indenfor disse områder, fordi vi som kristne har sovet. Vi er kaldet til at gå med Guds kraft og til at møde folks behov, men da vi sover, kan Satan rigtig virke med sine løgne-tegn og -undere for at føre mennesker vild. (Mark. 13,22-23) Folk har behov og vil finde noget, der kan hjælpe dem. Hvis kirken ikke kan, søger de andre steder hen, hvilket de fleste i dag gør pr. automatik. Men det er tid til, at vi som kristne udfordrer Ba'al-profeterne i vores land, som man kan læse Elias gjorde. På Elias tid var der mange, der tilbad en afgud ved navn Ba'al. Men Elias stod op og viste den sande Guds kraft, så det blev synligt for alle, at Gud var Gud, og at det alene er ham, der skal tilbedes. På samme måde må vi i dag vise, at Gud er mægtig, og at alt det andet er et bedrag, der fører mennesker vild. Dette gør vi ikke blot med ord, men med Guds kraft. Men hvad gjorde Elias? En gang bad han en bøn om, at det ikke måtte regne, og det regnede ikke i landet i tre år og seks måneder; så bad han igen, og det begyndte at regne, og afgrøder fra jorden voksede igen frem. (1. Kong ). Han kom til en enke, der ikke havde mere at spise. Hun ville dø af sult, hvis ikke nogen greb ind. Men Elias profeterede over hende og sagde, at hendes krukke og kande ikke ville blive tom, så hun kunne blive ved med at bage brød, og det skete:»krukken blev ikke tom for mel, og kanden kom ikke til at mangle olie, efter det ord, Herren havde talt ved Elias.«(1. Kong. 17,16) Selv om hun brugte mel og olie, var der hele tiden mere i krukken. Sikke et mirakel. Senere skete det, at enkens søn blev syg og var ved at dø, og vi læser:»»overlad din søn til mig,«sagde Elias og tog ham ud af favnen på hende. Så bar han ham op i værelset ovenpå, hvor han boede, og lagde ham på sin seng. Han råbte til Herren:»Herre min Gud! Vil du virkelig bringe ulykke over denne enke, som jeg har fundet husly hos, og slå hendes søn ihjel?«så kastede han sig tre gange over drengen og råbte til Herren:»Herre min Gud, lad livet vende tilbage i drengen!«herren hørte Elias' bøn, og livet vendte tilbage i drengen, så han blev levende. Elias tog drengen og bar ham ned fra værelset ovenpå, gav ham til hans mor og

65 sagde:»se her, din søn lever!«og kvinden sagde til Elias:»Nu ved jeg, at du er en gudsmand, og at Herrens ord er sandhed i din mund.««(1. Kong. 17,19-24) Dette er bare nogle af de ting, der skete igennem Elias. Man kunne fortælle mange andre ting, han gjorde. Men hvad vi skal lægge mærke til her er, hvordan han udfordrede Ba'al -profeterne og viste, hvem der er den sande Gud. Det kan vi blandt andet læse om i 1. Kongebog kapitel 18, hvor Elias siger til folket:»hvor længe vil I halte til begge sider? Hvis det er Herren, der er Gud, så følg ham; hvis det er Ba'al, så følg ham!«(1. Kong. 18,21) Han fortsætter:»lad os nu få to tyre. Så kan de vælge den ene tyr, skære den ud og lægge den på brændet, men uden at sætte ild til. Jeg vil så gøre den anden tyr i stand og lægge den på brændet uden at sætte ild til. I skal påkalde jeres guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn; den gud, som svarer med ild, han er Gud.«(1. Kong. 18,23-24) Man kan så læse, hvordan Ba'al-profeterne fik lov at begynde. Alle 450 Ba'al-profeter byggede et alter og ofrede tyren på den. De begyndte så at råbe til deres gud Ba'al, men intet skete. De blev ved fra morgen til middag med at danse rundt og råbe på Ba'al, men der skete ikke noget. De råbte så endnu højere og begyndte til sidst at skære i sig selv, så blodet flød fra dem ned på jorden, men intet skete. Vi kan så læse, hvordan Elias byggede sit alter og råbte til sin Gud:»Han lagde brændet til rette, skar tyren ud og lagde den på brændet. Så sagde han:»fyld fire krukker med vand, og hæld det ud over brændofferet og brændet!«så sagde han:»gør det igen!«og de gjorde det igen.»tredje gang!«sagde han, og de gjorde det for tredje gang, så vandet flød rundt om alteret; også renden blev fuld af vand. Ved aftenofferets tid trådte profeten Elias frem og sagde:»herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det i dag blive kendt, at du er Gud i Israel, og at jeg er din tjener, og at det er på dit ord, jeg har foretaget alt dette. Svar mig, Herre, svar mig, så dette folk kan erfare, at det er dig, Herre, der er Gud, og at du har vendt deres hjerte.«da faldt Herrens ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden, ja, selv vandet i renden slikkede den op.«(1. Kong. 18,33-39) Hvor er det vildt! Han bad, og Guds ild faldt med det samme ned og fortærede det hele, både stenene og jorden! Bagefter står der:»da hele folket så det, kastede de sig ned og sagde:»det er Herren, der er Gud! Det er Herren, der er Gud!««(1. Kong. 18,39) Dette har hele Danmark brug for at se. Men det vil kun ske, når vi som kristne er villige til at betale prisen og søge helt ind til Gud og vandre i tæt fællesskab med ham. Men det er helt muligt for os at leve i sådan en dimension, som Elias gjorde. Det er for os alle. Vi kan også leve så tæt på Gud, som Elias gjorde. Jamen, det var jo også Elias en Guds mand fra Det Gamle Testamente. Ja, og hvad så? Elias er også nævnt i Det Nye Testamente. Vi læser lige et af stederne:

66 »Elias var et menneske under samme kår som vi, og han bad en bøn om, at det ikke måtte regne, og det regnede ikke i landet i tre år og seks måneder; og han bad igen, og himlen gav regn, og jorden lod sin afgrøde vokse frem.«(jak. 5,17-18) Her står det sort på hvidt, at Elias var et menneske under samme kår som vi. Det betyder, at Elias ikke havde noget, som vi ikke har eller kan få. Vi står samme sted som ham, med de samme muligheder, som han havde. Tænk på alt det Elias oplevede og levede i, og så står der, at vi er under samme kår som ham. Før Jakob skriver det at»leve under samme kår som Elias«, står der:»bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er.«(jak. 5,16) Når vi omvender os og bekender vores synder, vil vores bøn formå store ting, stærk som den er. Jeg er helt begejstret over dette. Jeg ved godt, at det kan være svært for os at gribe, men får vi fat i det, vil vi se store ting ske. Vi må komme ind i dette og se Guds kraft befri vores land. Tænk på Moses, og hvordan han befriede israelitterne af fangenskab. Det gjorde han ikke med en masse ord, men med store tegn og undere, som man kan læse om i starten af 2. Mosebog. De første tegn og undere han gjorde, kunne Egyptens magimænd også lave. Men sådan blev det ikke ved. Til sidst kom de til kort og måtte erkende, at Moses' Gud var den sande Gud, og de lod alle israelitterne gå. Gud, åbn mine øjne Vi læser passagen om Elias igen:»bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er. Elias var et menneske under samme kår som vi, og han bad en bøn om, at det ikke måtte regne, og det regnede ikke i landet i tre år og seks måneder; og han bad igen, og himlen gav regn, og jorden lod sin afgrøde vokse frem.«(jak. 5,16-18) Når vi kommer helt ind til Gud og lever retfærdigt ind for ham, er vore bønner et mægtigt våben, ligesom Elias' bønner var det. Han havde ikke noget, som vi ikke kan få. Der er altså meget mere for os at få fat i. Bibelen siger, at Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid (Hebr. 13,8). Og at vi skal gøre det samme, eller større ting end han:»sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen; og hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen. Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det.«(joh. 14,12-14)

67 Jeg ved godt, at det er svært at forstå, og det kan køre rundt i hovedet på os. Men det er også netop i hovedet, hele problemet er. Vi har så megen vantro og så mange»erfaringer«, at vi har svært ved at tage imod, hvad Jesus siger her. Men det er Guds ord, jeg fortæller dig her. Det står så klart, og det står fast. Det er ikke bare noget, jeg finder på, men det er noget, Gud siger til os i dag. Problemet er i vores sind, og derfor siger Paulus til os:»tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.«(rom. 12,2) Vi skal ikke tilpasse os denne verden, men fornyes i vores sind. Grunden til, vi skal fornyes i vores sind, er, for at vi kan leve et liv, som behager Gud. Så vi kan komme ind og få fat i alt det, Gud har for os. Paulus beder en bøn for de hellige i Efesos, som vi lige skal læse. Denne bøn burde vi også bede:»derfor, efter at jeg har hørt om jeres tro på Herren Jesus og jeres kærlighed til alle de hellige, kan jeg heller ikke holde op med at takke for jer, når jeg nævner jer i mine bønner.«(ef. 1,15-16) Og her kan vi læse, hvad han beder:»jeg beder om, at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd til at erkende ham, med jeres hjertes øjne oplyst, så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer, hvor rig på herlighed hans arv til de hellige er, og hvor overvældende stor hans magt er hos os, der tror i kraft af hans mægtige styrke.«(ef. 1,17-19) Wow! Vi læser, at han beder om, at vi må forstå, hvor overvældende stor Guds magt er hos os. Og han forsætter med at forklare, hvor stor en magt, han taler om:»med den magt virkede han i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i himlen, højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende.«(ef. 1,20-21) Vi har en mægtig stor kraft, som er i os. Den samme kraft, som opvakte Jesus fra de døde, bor i os, ved Guds ånd. (Rom. 8,11). Jesus har al magt, og han har derfor befalet os at gå ud.»mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor..» (Matt. 28,18) Hans befaling til os er at gøre folk til hans disciple og forkynde evangeliet:»gå ud og prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet.«(matt. 10,7) Vi må ikke gå fejl af Gud. Lad os derfor virkelig søge ind til Gud og bede ham om at vise os, hvor stor og mægtig hans kraft er hos os, så vi begynder at træde ud i endnu større ting. Vi har en mægtig kraft hos os. Vi har Helligånden. Jesus har al magt i himlen og på jorden, og den har han givet til os at vandre i med ham som Herre og frelser.

68 Satan har igennem bedrag bildt mange kristne ind, at de intet har og intet kan. Men alt formår vi i ham, der giver os kraft! (Fil. 4,13) Så lad os søge Gud og lade ham åbne vores øjne, så vi forstår, hvor overvældende stor hans magt er hos dig og mig, som tror. Hans mægtige magt er hos os, for at vi skal bruge den til at befri vores land af Satans greb. Der er også mange andre sider af det overnaturlige, som jeg kunne komme ind på. Men læs selv om Josef, Moses, Elias og Elisa i Det Gamle Testamente og om de mægtige og utrolige ting, de levede i. Læs om apostlene, Paulus, Stefanus, Filip, og de andre i Det Nye Testamente. Og sidst, men ikke mindst: Læs om vor Herre og frelser, Jesus Kristus. Hans liv var et eksempel for os alle. Han viste os vejen, for at vi skulle følge den.»det skal ske i de sidste dage, siger Gud: Jeg vil udgyde af min ånd over alle mennesker...«(ap.g. 2,17) Det gælder også dig.