VMR 05/06. VeterinærMedicinsk Rejseforening. 13. årgang

Transkript

1 VMR 05/06 VeterinærMedicinsk Rejseforening 13. årgang

2

3 Rejserapport Forord: Indholdsfortegnelse Dyrlægestuderende uden grænser v. Bolette Skive 2 Asien Thailandske gadehunde v. Adriana N., Camilla L. & Ann-Katrine M. 3 Ladakh, ja tak! v. Sanne Wiingreen 6 Blandt tigere og munke i Thailand v. Mai-Lis Falk 9 Afrika Hakuna matata! v. Carina Bach Arvidsson 11 Wildlife Utilisation in Southern Africa v. Michelle Kischinowsky 14 Rundrejse i Sydafrika v. Mette Aamand Sørensen 17 Syd-amerika Blandt abeunger og pumaer v. Karen Schou Møller 19 Amerika Solstik og tandrodsbehandlinger v. Janne Scholdager & Karina Nielsen 21 Aldrig mere ikke igen! v. Lars Bak Johansson 23 Tv-stars and.. sick old horses.. v. Majbritt Bisgaard & Marianne Karlsen 25 Equine Surgery på UCDavis v. Camilla Christensen 27 Workaholic i tre måneder på UCDavis?! v. Sally Bock 29 Veterinary Medicine Teaching Hospital i USA v. Jenny Nilsson 32 Otte drog de ud - v. Jonna H., Jesper R., Caroline R., Maja R, Merete K, Louise A., Gitte M. & Line E. Rejserapport UCDavis v. Mia Espersen & Ditte Rasmussen 38 Turen går til WSU! v. Sofie Kildsig 40 Europa En fåret arbejdsferie v. Anne Charlotte Teilmann 42 Regler VMRs rejselegatregler 2007 v. VMR s bestyrelse Redaktion 2006: Christina Christensen Lena Rangstrup-Christensen Pernille Holst Bolette Skive Klaus Hedermann Pedersen Michelle Abel René Hovgaard Sørensen 1

4 VeterinærMedicinsk Rejseforening Dyrlægestuderende uden grænser Velkommen til endnu et nummer af VMRs rejserapport samling. Vi håber, at du vil lade dig inspirere af de mange forskellige rejser, der er blevet gjort af andre veterinærstuderende. Som du kan se i denne samling, og tidligere års hæfter, er mulighederne mange. Du kan vælge at komme i praktik hos en dyrlæge i stort set alle dele af verden det kan IVSA hjælpe dig med. Du kan også benytte dig af en af de samarbejdsaftaler KVL har med andre universiteter det kan den internationale studievejledning hjælpe dig med. Endelig kan du finde på noget selv, måske med hjælp fra nogle af alle dem der før har været af sted, eller gennem VMRs kontakter. Efter hver rapport står nemlig den rejsendes adresse, som du kan benytte dig af til at finde ud af mere om, hvordan du kan komme af sted. Det kan også anbefales at tale med undervisere her på KVL, da mange af dem har kontakter rundt omkring. Med en god portion benarbejde kan det som regel lykkes at skaffe penge til rejsen via legater, fonde og firmaer, så ansøg dem! Og så er der jo selvfølgelig VMRs rejselegater, som uddeles til dem som har sendt rapporter til os, som opfylder kravene trygt bagerst i denne samling rapporter, check opdateringer på VMRs hjemmeside: inden du rejser ud. I år blev det til 29 legatmodtagere, hvor dem der har rejst udenfor Europa får 1800kr og personen der er blevet i Europa får 900kr. Pengene kommer fra DDD der i år gavmildt har støttet med ca kr, som vi takker mange gange for, desuden udbetales noget af Smediefestens overskud. VMR laver andet end at dele legater ud! Igennem International Veterinary Students Association (IVSA) arrangerer vi praktikophold i udlandet og gruppeudvekslinger til andre fakulteter. Vi deltager i IVSA s kongresser og arrangementer, og driver IVSA s Information Office. Sidst med ikke mindst er det VMR der arrangerer den populære og elskede Smediefest. VMR holder medlemsmøde én gang hver blok, og vi er altid glade for at se nye, som gamle, ansigter. Så hold øje med opslagene på VMRs info-mail og på sladderspalten, og kom til næste møde og hør nærmere om, hvad vi laver. Med venlige hilsener Bolette Skive Formand VMR/IVSA-Danmark 2

5 Rejserapport Thailandske gadehunde Det hele startede den 25. november 2004, da Mogens Hansen holdt foredrag på KVL. Han fortalte vidt og bredt om sine tidligere ture til Indien og Thailand, suppleret med såvel flotte billeder af natur og kultur som stødende billeder af de mange syge hunde. Vi var alle opslugt af tanken om at deltage i ét af hans fremtidige projekter, og der gik ikke lang tid før vi alle var på Mogens mailingliste. Projektet gik ud på at indfange, neutralisere, rabies vaccinere og parasitbehandle hundene. Neutraliserede dyr blev øremærket, således at myndigheder og lokale organisationer kan identificere de behandlede dyr. Gennem vores arbejde skulle vi derved sætte et eksempel på, hvorledes problemet i fremtiden kan gribes an af lokalbefolkningen. Den største motivation for at deltage i projektet var den erfaring vi hver især ville få inden for områderne generel håndtering af hunde og katte, deres adfærd, præmedicinering, induktion af anæstesi, kirurgi samt postoperativ behandling. Derudover ville det blive en udfordring dels at arbejde under helt andre kulturelle og religiøse forhold, dels at arbejde i en stor gruppe af frivillige hjælpere, veterinærsygeplejersker, dyrlægestuderende og dyrlæger fra hele verden. Vi holdt infomøde i midten af april i Odense, hvor vi fik etableret en sponsorgruppe og fik klarlagt alle detaljer vedrørende vaccinationer, flybilletter, visumansøgninger og vi mødte en del af de mennesker, som vi senere kom til at arbejde tæt sammen med. Vi stod for det store arbejde i sponsorgruppen men på trods af, at vi havde søgt ca. 30 legater, støttede kun et par firmaer vores projekt. En stor tak til Kruuse, som sponsorerede operationsudstyr, bl.a. operationssæt for omkring kr. Vi fik dog aldrig glæde af dette, da containeren blev tilbageholdt af de korrupte thailandske toldmyndigheder, som mistænkte os for at ville bruge operationssættene på mennesker ja nemlig ja! Derfor købte mange af os selv operationssæt i Thailand, hvor de var langt billigere og lettere tilgængelige, om end af en dårligere kvalitet. Sommeren oprandt og eksamen stod for døren, men tankerne flød hele tiden hen på vores tur til Thailand Først efter endt eksamen kunne vi for alvor begynde at tænke på den spændende rejse. Vi havde en masse korrespondance via mail op til turen, da der både skulle arrangeres holdfordelinger, indlogering i de forskellige byer og vi havde selvfølgelig løbende kontakt med hovedorganisationen for projektet i Bangkok, Soi Dog Rescue. Nogle af os måtte udskyde vores farmakologieksamen, da vores projekt lå i perioden d. 12. oktober-11. november. Camilla og Ann-Katrine tog eksamener forud i august for at undgå at komme bagud Camilla med mere held og to karakterer højere end Ann-Katrine. Sådan kan det jo gå det skidt Datoen for vores afrejse nærmede sig og den 12. oktober stod vi endelig i Kastrup Lufthavn, spændte på den 12 timers lange rejse, som kl. 3 om natten blev mere spændende da der lugtede brændt i kabinen Viste sig dog kun at være en sammenbrændt ventilator Efter et par dage med tilvænning til varmen, afslapning og ikke mindst delfinsvømning, mødtes alle fra projektet i Bangkok d. 16. oktober til en kort briefing, og vi mødte for første gang de 4 3

6 VeterinærMedicinsk Rejseforening energiske og meget engagerede britiske ladies fra Soi Dog Rescue (SDR). Tirsdag d. 17. oktober startede projektet for alvor. Vi blev hentet 7.30 om morgenen og kørt gennem den sindssyge morgentrafik i Bangkok 9 km sydpå til Soi Dog Rescue s hovedkvarter in the middle of nowhere. Som udgangspunkt var vi for mange mennesker til de to præoperative-, fire operations- og to postoperative borde, så dette gjorde det bestemt ikke lettere for os alle at finde vores arbejdsområder og tilpasse os en flydende arbejdsrutine. Desuden fik vi uanmeldt besøg af den thailandske stats veterinærer (Government Vets), hvis opgave var at overvåge og kontrollere vores arbejde og ikke mindst sikre sig, at de studerende ikke opererede. De var meget forstyrrende, da de ikke respekterede vores arbejdsgang og begyndte at bedøve hunde med et for os ukendt anæstesimiddel og tog operationspladserne som det passede dem. Desuden efterlod de bare hunden uden at give den obligatoriske postoperative behandling. Desværre måtte vi alle acceptere, at de var der og smile pænt that s just the thaiway! Dagen efter gik det bedre med at finde arbejdsflowet, og vi blev herefter delt i 3 hold. De tre hold skulle arbejde på mange forskellige steder i Thailand, bl.a. SDR s klinik i Bangkok, et munketempel i Chiang Mai, et primitivt hus på den lille ø Koh Payam og i Ratchaburi hos Pym, en rig og dedikeret hundeelsker, som har bygget sin egen klinik til 12 millioner baht (svarende til 2 millioner danske kroner). Holdene blev i løbet af projektet delt op og omrokeret jævnligt, idet mange ikke kunne deltage i alle projektets 4 uger. Der kom også løbende nye frivillige til, hvilket var en spændende udfordring, da man gang på gang skulle reorganisere holdene. På alle holdene var fremgangsmåden stort set den samme. Indfangning af hundene blev foretaget af nogle frivillige hjælpere, ofte lokale. De blev anbragt i bure, hvorefter de fik præmedicinering, som regel foretaget af os studerende. Da vi ingen vægt havde, blev vi hurtigt rutinerede i at vurdere vægt og afmåle doserne derefter. Dernæst skulle hundene gøres klar til operation og anæstesien skulle induceres. Vi foretog forberedelse og induktion i samarbejde med sygeplejerskerne, hvilket indebar vask af operationsområdet, barbering, desinfektion og ilægning af venekateter. Vi anvendte kun thiopental (injektionsanæstesi), da det er et hurtigt virkende barbiturat, der både er billigt og let at skaffe i Thailand. Dernæst blev hundene opereret af erfarne dyrlæger, nyuddannede dyrlæger og når der var tid; os studerende. På grund af den hurtige udsætning brugte vi resorberbare suturer. Postoperativ behandling blev foretaget af studerende og ind imellem frivillige og bestod af den meget vigtige rabiesvaccination, øretatovering, injektion og spray mod endoog ektoparasitter, injektion af B-vitamin, negleklipning, ørerens og lettere behandling af sår og skrammer. Hundene blev overvåget natten over og frigivet dagen efter i samme lokalområde, hvis der ingen tegn var på komplikationer. Ann-Katrine steriliserer hund. Turen har været udbytterig. Dels har vi lært en masse om den thailandske kultur og the thaiway. Derudover har vi fået en masse erfaring indenfor teamwork, samarbejde på tværs af nati- 4

7 Rejserapport onaliteter og deraf følgende sprogbarrierer, håndtering af hunde og deres adfærd, administration af medicin og ikke mindst fået et indblik i alverdens forskellige kirurgiske teknikker på én og samme type af operation, samt selv fået prøvet at føre kniv og nåleholder! Det var 4 fantastiske uger vi aldrig vil glemme Lokal transport: ca.1000 kr. I alt: ca kr. Adskillige legater er søgt uden held. Dog har Ann-Katrine modtaget kr. fra Dyrlæge W. Lænkholms Rejselegat. Vigtige adresser og kontaktpersoner: Mogens Hansen Kingosvej Helsingør Tlf mh@holgerdanske.net Vi steriliserer katte på samlebåndsmanér... Gode råd: Få 100 % afklaret hvad der forventes af dig som studerende, hvad du vil få lov til at lave og om dine forventninger vil blive mødt inden du melder dig til! Husk visum, hvis du skal opholde dig i Thailand i mere end 30 dage Budgettér med at bo på middelklassehoteller, da det er lettere og mere hyggeligt at bo sammen med resten af holdet. Priserne ligger ca. fra 45 kr. og opefter. Få styr på dine vaccinationer i god tid! Vær hurtigt ude, når du skal bestille flybilletter for at få den laveste pris. Sproget er mange gange dårligt engelsk så kropssprog er en god ting. Rejsebogen Thailand fra Lonely Planet er en stor hjælp! Budget pr. person: Vaccinationer: ca kr. Flybillet: ca kr. Rejseforsikring: ca kr. Kost og logi: 150 kr. pr. dag: ca kr. Soi Dog Rescue Sherry Conisbee 101/24 Thana City Bangna-Trad Km 15 Samut Prakarn Danske Lægers Vaccinationsservice: Den Thailandske ambassades hjemmeside: For yderligere information er I velkomne til at kontakte: Adriana Mai Wendelboe Nielsen (5. år, årgang 2002) Holger Danskesvej 42, lejl Frederiksberg Tlf / adri@dsr.kvl.dk Camilla Ravn Larsen (årgang 2000) Cæciliavej 13, 2. tv 2500 Valby Tlf crl@dsr.kvl.dk Ann-Katrine Meilstrup (4. år, årgang 2002) J.M. Thielesvej 5A, Frederiksberg C Tlf annka@dsr.kvl.dk 5

8 VeterinærMedicinsk Rejseforening Ladakh, ja tak! Hvem? Dyrlægestuderende efter endt 3. studieår, Sanne Wiingreen, Franckesvej 8, 2.th, 2000 Frederiksberg. Tlf: Hvorhenne? Ladakh, også kaldet lille Tibet, et bjergland på størrelse med Danmark beliggende på grænsen mellem Indien og Kashmir. De fleste kunne engelsk. Hvornår? 29. juni 9. august 2006 Hvordan? Gennem den australske organisation, VetCharityOrg Inc, som starter og kører flere dyrevelfærdsprogrammer i udviklingssamfund i Asien. Organisationen er udelukkende baseret på frivilligt arbejde fra dyrlæger, veterinærsygeplejersker og studerende. Gennem længere tids mailkorrespondance blev vi enige om, at projektet the Ladakh Dog Sterilisation Project passede til vores ønsker omkring afrejsetidspunkt og indhold. Hvorfor? For at opnå fornyet energi til studiet, for at teste sine spæde dyrlægemæssige færdigheder og ikke mindst for at få erfaring. Blev de ønsker så opfyldt? Ja, men slet ikke sådan som vi havde forventet. Her er et uddrag fra mine feri s: 1. juli: Hilsen fra Kashmir Så er vi landet i Indien. Vi kom igennem tolden med små snuskede toldere bevæbnet med turban og maskingevær. Backpacken var fyldt med sponsorgaver fra danske medicinalfirmaer bestående af kanyler, nåle, venflon, ormekur m.m. Blev dog kaldt til side af turban-toldfyren, som ikke helt kunne forstå, hvorfor jeg havde så meget metal i tasken. Slog mit hjerte hurtigt, da jeg så hans maskingevær? Det tror jeg nok det gjorde! Og hjertet, det er fortsat på højtryk heroppe i 3500 m højde, og det er lidt svært at trække vejret. Så er det godt vi er havnet i en lille primitiv landsby, Saboo, lidt uden for Leh. VetCharity har fået os indkvarteret hos den indiske projektleders dejlige familie, bestående af 3 generationer under samme tag i et over 450 år gammelt hus. Meget traditionsrigt og bedstemoren er utrolig karismatisk! Hun har to lange grå fletninger ned langs ryggen, og aldrig har jeg set så mange rynker i ét og samme ansigt. Rynkerne folder sig perfekt i hvert eneste smil og smil, dem er der mange af. Huset ligger omkranset af de store Himalayabjerge, der er sneklædte på toppen. Vi bor i en lille oase, hvor vandet løber frit i små kilder. Vandet skulle efter sigende have helende effekt, og i går blev vi taget med op i bjergene. Her fik vi hovedet placeret på en sten, og vandet blev hældt på vores pander. Det var skønt at se bedstemoren få hældt vand på hovedet, mens hun lå og grinede sit tandløse smil og fletningerne blev våde. Om ti dage går vi i gang med at operere gadehundene, og regeringen hernede har sørget for, at hundene bliver transporteret fra byen og omegn ud til os i ambulancer. Gadehundepopulationen stiger og stiger for hvert år, hvilket er et problem for turismen hernede. Værtsfamilien joker nogle gange, og siger, at vi burde køre et sterilisationsprojekt på turisterne også. Man ved aldrig, hvad der sker hernede, end ikke når jeg går ud af døren (for det meste lige efter at have knaldet panden mod den lave dørkarm). Intet er som man havde forestillet sig, og intet bliver som man har planlagt. 3. juli: PANIK Så fik vi det største chok, nok nogensinde! Formanden for The Animal Care Society Center, Kunzang, kørte os ud for at vise os faciliteterne til den ny klinik. Jeg siger Jer: Der er INTET! Området er stort, ligger op mod bjergene og Kunzang har bygget 3 små huse. Han havde aftalt med VetCharity, at der skulle bruges 3 rum af klasseværelsestørrelse. Første fejlkilde: Hvor store er klasseværelser rundt omkring i verden? I Indien er de åbenbart kun kvm. Bygningerne er lavet af ler, væggene smuldrer og gulvet er af sand! Godt nok er vi ikke færdiguddannede dyrlæger, men det er vist ikke optimalt for operationssår?! Vi er de eneste ankomne, og vi blev bedt om, at give de råd vi kunne, om hvad vi skulle bruge og forbedre. Så gik vi i gang: Jeg satte mig og tegnede det store område, med skitser af de små huse. Jeg har tegnet vores ideer til forbedringer af bygningerne, og lavet lister 6

9 Rejserapport over, hvad vi mangler, og i dag har vi været til møde med dyrlægerne i Leh og fremlagt idéerne. De blev taget vældig godt imod. Dog mente den ene dyrlæge, at der ikke var nogen infektionsrisiko i området, da der ingen bakterier var! Der skal tænkes på ALT! Det er vældigt lærerigt. ALT skal overvejes, så vi har tilbragt et par timer på toppen af vores bjerg med den fantastiske udsigt og tænkt. Andet problem: Vandet kommer jo ikke bare dryppende, så der blev igangsat en vandboring nær vores klinik. De var ikke sikre på, der løb vand i undergrunden der, men tidligt i morges kom der vand op! Vi jublede og tog en masse fællesbilleder. Vores trekkingtur er blevet udsat, da værtsfamilien har inviteret os med til bryllup. Vi regner med at bo hos familien gennem hele forløbet. Det bliver en hel unik chance for at lære og opleve deres traditioner fra første parket. De har adopteret en lille dreng, Zidan, hvis egen familie var for fattig til at have ham. Så nu bor han hos vores værtsfamilie og går i skole her. Han er SÅ flittig! Samtidig er han så genert og nysgerrig på samme tid, at mit hjerte bløder, når jeg ser hans evige smil og spilopperne i hans skæve, brune øjne. Ham vil jeg gerne have med hjem. Her er så skønt, og jeg er ligeglad med, at jeg kun kommer i bad hver fjerde dag (læs: skyl dig udendørs med iskoldt vand oppe fra bjerget), og ligeglad med vi spæner rundt for at få projektet op at køre. Så - nu blinker lyset igen, så går strømmen nok om lidt. 14. juli: Trekking, sygdom og slowmotion! Lige hjemvendt fra trekkingtur i Himalayabjergene. Kun os, en ponymand og 4 heste, som bar vores bagage.. Det var så hårdt, at jeg var lige ved at lægge mig ned og skrige og benytte mig af vores forsikring, som dækker en eftersøgning med op til 1 million kroner Så kunne de fandeme dulme hente mig der, midt i ødemarken. Næsen begyndte at bløde spontant pga. højden, men da vi nåede toppen, var det det hele værd. Boede i telt om natten, og hestene blev sendt op i bjergene efter græs. Lyden af deres klokker rundt om halsen om morgenen, når de kom ned fra bjerget, var det bedste vækkeur, ever! Så nu er vi tilbage på projektet. Ting tager tid i Indien, men vi fik en lille start i går med sterilisation af 3 hunde. Vi vil gerne nå op på hunde om dagen, så vi til sidst når op på 900. Ellers kan det ikke ses på populationsstørrelsen næste år. Vi skulle have bygget en indhegning af sten til hundene, men da vi kom derud i forgårs, så vi, at manden, der bygger det, havde glemt at der skulle være en indgang Kan I forstå, hvad jeg mener, når jeg skriver, at der skal tænkes på alt? Vi spiser ris 2 gange dagligt, selv da jeg var drøn syg, fik jeg skånende rissuppe af familien. Familien er skøn, men jeg deler ikke deres begejstring for ris 19. juli: Første operation! Så fik jeg endelig gang i mine egne operationer. Fik lavet den første selv i dag, lige fra venekateter, anæstesi, kirurgi og sutur, og det var et ret så pænt resultat! Hunden overlevede dog ikke Det gas! Nu får vi vores eget operationsbord fra i morgen (det har kun taget 3 uger at skaffe), og så skal vi indgå som kirurger! Dejligt. Jeg skal dog lige have revurderet proceduren, når vi kommer hjem. Lige nu foregår alt på en alternativ måde. Således fungerer benzindunke som støtte for ryglejet under operation, og handskerne er knap så sterile, idet ham, der har pakket kassen, af en eller anden grund har pakket to højrehandsker i samme pakke hver anden gang! Syg buddhistisk humor, er jeg sikker på. Ellers går alt lidt bedre. Vi har fået hjælpende hænder fra en indisk dyrlæge fra Delhi og sikke hænder! Jeg er sikker på, han kunne gå en handskestørrelse ned, hvis han barberede dem. Samtidig ligner han en tegneseriefigur og har den sødeste, prototypiske, indiske accent. Så jeg må stå og undertrykke et latteranfald, samtidig med jeg lytter koncentreret til, hvad han siger. Er endnu ikke blevet bidt, selvom det har været utrolig tæt på flere gange. Mureren har endelig fundet ud af, at der altid skal være en indgang, når han bygger huse og indhegninger. Så alt er i fineste orden! Jeg er sikker på, at hans jobmængde stiger betydeligt med den lille ændring, og hans kunder får langt mere ud af hans resultat! Ja, ja, vi hjælper således også befolkningen hernede! En eneste klage: Jeg er begyndt at synes, det dufter godt, når vi brændemærker hundenes ører efter operation! Tror det er tegn på, at jeg har fået vegetarmad i al al AL for lang tid 22. juli: Så blev Sanne sgu bidt! Selvom vi hver eneste dag aftaler, at vi kun skal arbejde fra , så dukker der altid noget uventet op. Vi ender altid med først at kunne gå 7

10 VeterinærMedicinsk Rejseforening hjem ved syv-otte tiden, og det er simpelthen fordi indere slet ikke arbejder efter samme mønster som vesterlændinge. Bedst som vi opererer, kommer hundefangerne løbende ind og råber Chai?. Hvis bare det betød: Skal næste hund klargøres?, ville alt gå hurtigere. Men nej, det betyder TE? Og sørme om de ikke står med en kop te parat. Ved ikke om de forventer vi stopper den igangværende operation, for at vi kan drikke te Kunzang tager dog glædeligt imod al den chai, han får serveret, og det resulterer altså i, at han ikke får gjort de ting, som er nødvendige for projektet. Det står mere og mere klart for os, at han vist har startet det projekt mere for hans egen karmas skyld og ikke for hundenes. Mange af hundene er hidsige, og i går fløj en lille satan i benet på mig. Den rullede rundt i bedste krokodillestil med mit bukseben mellem tænderne. Tror kun der var 1 cm mellem mig og Leh hospital. Så fik JEG lov at skære nosserne af dén. ( ) 28. juli: Alskens miner! Sure miner blev kodeordet for denne periode. Projektet gik helt i sort i starten af ugen, hvor Janet, projektlederen, brød helt sammen og græd og græd i frustration over, at intet bliver lavet fra indisk side. Der kommer flere og flere volontører, som alle regner med at kunne udføre et stykke arbejde, men det er svært, hvis der ingen hunde kommer. Vi var taget et par dage væk op til Asiens højest beliggende sø, Pangong Lake. Vi passerede et område, hvor vi ikke måtte køre væk fra vejen, idet det var mineområde. Minerne blev lagt ud i krigen mod Kina i 1990 erne, og militæret havde smidt kortet over minerne væk Ja, dét var vi ikke længere så overraskede over. 30. juli: Skred i tingene Hjemvendt fra miniferie ser alt ud til at gå glat igen. Efter problemerne tidligere på ugen, har Kunzang endelig fået ordnet de ting, han skulle. Ærgerligt det skulle køre så langt ud. Bedstemoren havde tårer i øjnene, da vi kom hjem fra vores miniferie. Sikke nogle knus vi fik! I går var Zidan, adoptivsønnen løbet væk. Vi fandt ham først sent om aftenen, hvor han blev fundet i en anden landsby krøbet sammen i et hjørne. Føj, han fik skældud, på bedste (værste) Ladakhi manér. Ja, det inkluderer, at Kunzang sparkede ham ind i stuen, og at Zidan skulle stå med hovedet nedad i over en halv time. Tænkte, at jeg sgu også var løbet væk, hvis jeg skulle arbejde i 18 timer i døgnet og ingen legekammerater havde som 8 årig. Vi får også set bagsiden af medaljen i paradis. 2. august: Så er det snart hjemad igen I nat var vi ved at skulle flygte fra vores hus. Grunden er, at der de sidste par dage er faldet så meget nedbør i bjergene, som gør, at floden ved huset er løbet over sine bredder. Flere landsbyer og marker er skyllet væk, heldigvis ikke vores endnu! I går dræbte jeg 6 ufødte hvalpe, fordi vi uheldigvis steriliserede en drægtig tæve. Jeg var nødt til at åbne ind til hver hvalp, og give dem hver især en indsprøjtning, idet jeg kunne mærke kraftigt hjerteslag og fordi de bevægede sig meget. 9 hunde var flygtet i morges da vi kom, fordi de havde tygget døren i stykker! 2 af de flygtede hunde stod på toppen af bjerget og kiggede på os, da vi ankom. Det var ligesom en scene i Danser med Ulve! Jeg må indrømme, at jeg følte mig som en helt, da jeg efter lang tids tålmodighed og snilde fik fanget den ene og bar den hele vejen ned af bjerget igen! Puha, det synes uvirkeligt snart at skulle til Danmark igen. Der er mange mennesker jeg vil savne, men indtil nu har vi opereret 165 hunde. Det synes jeg, er en sejr alt taget i betragtning! Knus fra Sanne Budget (udgifter, ekskl. trekking og weekendtur): Flybillet t/r København-Delhi = kr. Flybillet t/r Delhi-Leh = kr. Rejseforsikring = 690 kr. Vaccinationer (Hepatitis A, Tyfus, 3 * Rabies) = kr. Indkvartering privat inkl. mad/drikke = kr. Transport i Indien (Taxa, bus) = 400 kr. Udgift, Husleje i Danmark 1½ måned = kr. Visum = 450 kr. I alt = kr. 8

11 Rejserapport Blandt tigere og munke i Thailand En smuk eftermiddag i april 2006 satte jeg mig ind i flyet til Wien, for derfra at flyve videre til Bangkok, jeg vidste egentlig ikke rigtig hvad der ventede mig, og heller ikke hvad der ville blive min hverdag de næste knapt to måneder, så jeg var godt spændt! Det hele begyndte som en skør idé i mit hoved i november Jeg havde regnet ud, at hvis jeg nu tog to ekstra eksamener (og bestod dem ) i december/januar kunne jeg i princippet holde fri i to måneder i foråret, to måneder hvor jeg kunne gøre lige hvad jeg ville!! Hvad vælger man så, når ens pengepung ikke er alt for fyldt? Jeg ville gerne arbejde med dyr som frivillig, se noget nyt og prøve mig selv lidt af Flere muligheder var oppe og vende, men valget faldt på Tiger Templet, godt hjulpet på vej af Animal Planet og Templets hjemmeside! Tiger Templet er et buddhistisk meditations kloster som ligger ude i et stort skovområde, og fungerer samtidig som et Wildlife Rescue and Conservation Center. Der er i alt 16 tigere på stedet, 8 som er blevet bragt til Templet (oftest er det fordi folk har fundet en tigerunge hvis mor er blevet skudt af krybskytter), og 8 som er født på stedet. Derudover er der en masse andre dyr (heste, koer, vandbøfler, vildsvin, hjorte, geder, hunde, katte, en leopard, en ørn, påfugle, høns og div. andre fugle). Tigrene er i bur det meste fa tiden, mens alle de andre dyr (undtagen leoparden og ørnen) går frit på et stort landområde som er omkranset af en høj mur. Dette landområde tilhører det buddhistiske tempel som også ligger indenfor murene. Fuld af håb, men uden egentlig at forvente at det ville lykkes, henvendte jeg mig til webmasteren på hjemmesiden, og efter et par mails frem og tilbage stod det klart: Jeg skulle til Thailand og passe tigere! Tilbage var så bare at få bestilt billetter, ordne forsikring, blive vaccineret osv. Jeg har aldrig været i østen før, så det var lidt af en oplevelse at stå der i Bangkok alene og skulle finde frem uden at blive snydt alt for meget, men det gik faktisk meget godt, og efter et par dage i Bangkok tog jeg bussen videre ud til Kanchanburi, og derfra endnu en bus ud til Templet, i alt en tur på omkring 4 timer. Ved ankomsten skulle jeg, ligesom turisterne, skrive under på nogle papirer om, at hvis der skete mig noget var det mit eget ansvar, og så blev jeg vist op til mit nye hjem. Jeg skulle bo i et lille hus indenfor murene, med 5 værelser, bad, toilet, rindende vand (koldt) og elektricitet, sammen med de andre kvindelige volunteers. Faktisk meget luksuriøst, til trods for at vi sov på måtter på gulvet, men det vænner man sig forbavsende hurtigt til! Derfra gik turen ned til The Tiger Canyon, hvor tigrene er hver eftermiddag, og hvor turister kan komme og røre ved nogle af dem og få taget billeder af det. Meget afslappet... Efter et par dages tilvænning til stedet og dyrene begyndte arbejdet! En helt almindelig dag kunne se sådan ud: 7.00 mødetid oppe ved tigerburene, rengøring af ungernes bur (der er 4 unger i templet, de er født i september 2005, og vejede på det tidspunkt ca kg, og det var fortrinsvis dem vi som volunteers arbejdede med, men jo længere man er der, jo mere får man også med 9

12 VeterinærMedicinsk Rejseforening de voksne tigere at gøre), derefter vaskede vi ungerne, hver anden dag med shampoo!! Ca. kl gik vi med ungerne i snor op til Templet hvor vi spiste morgenmad sammen med munkene og det faste personale (lokale folk). Efter morgenmad gik vi tilbage med ungerne, og fra ca til havde vi fri til at sove, tjekke mail, vaske tøj, læse, tage på sightseeing eller hvad man nu have lyst til. Kl hentede vi ungerne ud af buret igen så de kunne lege lidt udenfor, og kl. 13 gik vi ned i canyon en med dem og de fleste af de voksne tigere. Eftermiddagen gik med at tage billeder for folk og svare på alle mulig og umulige spørgsmål omkring tigrene. Kl. 17 gik turen op til burene igen, og når alle tigere var inde var det fodringstid for resten af dyrene. Omkring kl var arbejdsdagen slut, de sidste punkter på dagsordnen var aftensmad kl. 18 og meditation i Templet kl. 19. Man har en ugentlig fridag hvor man kan gøre hvad man vil. Stedet havde tilknyttet en dyrlæge, som kom et par gange om ugen, men heldigvis var det ikke så ofte der var brug for ham! Men hvor der er mange dyr samlet sker det jo alligevel at der er brug for en dyrlæge (eller en dyrlægestuderende!), og der er stor variation i arbejdet! Jeg nåede at se en del: En halt hundehvalp, en halt hamster, en hamster med bidsår, to heste med sår efter spark, en tyr med diarré, en tiger med forstoppelse, en tiger med en dårlig hjørnetand, diverse småskrammer på både dyr og mennesker, let fødselshjælp til vores kat, opfodring af en ugleunge (den døde desværre) og en hane der havde været oppe at slås. Så der var nok at se til!! Heldigvis havde vi også tid til at se os om, lære hinanden at kende (der var hele tiden volunteers som kom og gik), lære nogen af de lokale at kende, og i det hele taget lære den thailandske kultur at kende. De thaier som arbejdede i Templet talte ikke ret meget engelsk, men vi havde det sjovt alligevel, og vi udlændinge blev inviteret med til fester, tog på marked sammen med dem osv., der blev i det hele taget gjort meget for at vi skulle føle os hjemme og have det godt. Jeg må sige at jeg havde et rigtig godt ophold! Jeg lærte meget om håndtering af tigere (og så både eksempler på god og dårlig håndtering), deres kropssprog, deres adfærd osv., og jeg lærte meget om den thailandske kultur på både godt og ondt. Jeg lærte en del om tålmodighed og pædagogik i forhold til turister som fx tror at tigrene ryger hash for at være rolige nok til at turisterne kan komme ind og røre ved dem, og desuden tror at tigrene er vegetarer og derfor ikke kan forstå at de ikke kan fodre dem med bananer Jeg lærte også en del om buddhisme og munke, bl.a. er det lidt sjovt at se en munk med mobiltelefon og digitalkamera! Mødte nogle meget hyggelige munke, bl.a. én som var vild med fodbold og som sad og så VM sammen med os andre, og én som gav sin yndlingstiger slikkepinde! Jeg fik mange venner, fra alle dele af verden, og ønsket om at komme tilbage og se mine små tigerunger igen er meget stort! Udgifter: Billetter: 6185,00 kr. (Kilroy) Forsikring: 1095,00 kr. (Gouda) Visum: 175, 00 kr. (60 dage) Vaccinationer: 530,00 kr. (difteri/stivkrampe + havrix 1440) Transport Bangkok-Tempel t/r: Ca. 50,00 kr. Derudover kun lommepenge da man får kost og logi af Templet hvis man er der og arbejder i over en uge. Opholdets varighed: Officielt fra 22. april til 2. juni, men reelt en uges tid længere. Adresse på Templet: Wat Pa Luangta Maha Bua Yannasampanno Foundation (The Tiger Temple) 69 Mu 5, Singh Sub-district, Saiyok District Kancanaburi Province, Thailand Tel: (forvent ikke at den der tager telefonen taler engelsk ) Fax: # Internet: eller Min Adresse: Mai-Lis Falk (V8888, årgang 2000) Frimestervej 29, 3. tv København NV Tel: Mail: falk@dsr.kvl.dk 10

13 Rejserapport Hakuna matata! Jeg har i lang tid haft en fascination for Afrika og specielt dyrelivet på dette kontinent. Efter en måned i Sydafrika i 2003, voksede denne fascination og jeg har siden søgt efter muligheder for at tage til et afrikansk land og arbejde med dyrene. Jeg fandt en organisation med base i England som hedder Travellers World Wide, og det var gennem denne organisation, jeg blev optaget af Kenya Wildlife Service (KWS) Veterinary team og mit eventyr kunne starte. Det hele gik som planlagt, op til to uger før afrejse, hvor jeg modtager et brev hvori Travellers aflyser min rejse grundet uroligheder i Nairobi. Jeg fik ingen detaljer af organisationen, så jeg kontaktede ambassader og udenrigsdepartementet for at finde ud af om Kenya befindt sig i en krise jeg burde være opmærksom på. Da jeg ikke finder ud af noget, tager jeg kontakt til John Muthee, der skulle være ansvarlig for mig under mit ophold i Kenya. Han fortæller at lejligheden hvor jeg skal bo i har haft indbrud og at Travellers derfor ikke længere vil sende frivillige til Nairobi. Han siger dog, at jeg stadig er velkommen under hans organisation som hedder Tembeza, og at han stadig kan arrangere bolig og støtte mens jeg er i landet. Da jeg jo allerede er optaget af KWS, beslutter jeg at fuldføre planen. Det viser sig at være den rigtige beslutning, da alt går fint under mit ophold i Kenya. Hele turen kræver meget planlægning og fra at have fundet en organisation, sparet nok penge sammen og til jeg tager afsted er der gået over et år. Da jeg sidder i flyveren og vi letter fra Kastrup, føler jeg mig utrolig lettet, over at jeg endelig er på vej! Under min tid i Nairobi boede jeg hos en canadisk pige og hendes kenyanske kæreste. Deres hjem ligger i et flot lejlighedskompleks omgivet af høje mure og mange sikkerhedsvagter, så her følte jeg mig meget sikker. Ellers er det absolut ikke at se bort fra, at Nairobi ikke er den sikreste by i verden. Her bor mange millioner mennesker og de kulturelle og samfundsmæssige forskelle fra København er mange. Byen har sine flotte sider, med fine parker, muséer og områder i overflod af rigdom, men størstedelen af byen præges af dårlig infrastruktur, kriminalitet og en ond cikel af arbejdsløshed og fattigdom. Min første weekend i Nairobi står på sightseeing, og jeg besøger Giraffe Center, Karen Blixens afrikanske hjem og Elephant orphanage, hvor der aktivt arbejdes med opdragelse og genudsættelse af elefantunger. Mandag morgen møder jeg kl. 8:00 på Kenya Wildlife Service headquarters. På kontoret møder jeg Dr. Joel Nyamweya, som er meget imødekommende. Han fortæller planen er, at vi skal køre med et stort team til Lake Magadi og sætte halsbånd på to elefanter af hensyn til overvågning og forskning. Sammen med os kommer også et team af journalister, som skal følge vores oplevelser. Han advarer mig mod at dette ikke er en national park, men et vildt og ubeskyttet område i Kenya hvor Masai krigere lever omgivet af de vilde dyr. Denne er en del af problematikken, som KWS arbejder meget med at løse, er at få befolkningen til at leve i fred med sine domesticerede dyr ved siden af alle de vilde dyr. Før vi når at komme af sted, bliver vi kaldt ud til Nairobi National Park, hvor man har fundet en død bøffel. Vi kører ud i parken for at lave en Post Mortem undersøgelse. Dyrlægen kan ikke umiddelbart se tegn på hvorfor buffaloen er død, 11

14 VeterinærMedicinsk Rejseforening Ind imellem de ovenfor nævnte projekter, tilbragte jeg tiden i Nairobi, hvor jeg arbejde på Nairobi Animal Orphanage og Safari Walk. I de dage hvor dyrlægerne ikke umiddelbart havde noget at lave, gik jeg derover for at hjælpe til med at rengøre dyrenes indhegninger, fodre dyrene og hjælpe dyrlægen med at behandle de dyr der var kommet til skade. Her behandlede vi blandt andet en pygmæ flodhest som havde fået en absess på ryggen og vi behandlede geparder, hyæner og aber som alle havde sår, der var angrebet af fluer. Vi bedøvede og behandlede løden er relativt ung og velernæret, så han vil gerne udelukke Anthrax (miltbrand). Tilbage i laboratoriet får jeg så for første gang i mit liv set Bacillus anthracic stave i mikroskopet! Klokken bliver to, før vi endelig sidder i den firehjulstrukne landrover på vej mod elefantprojektet. På vejen stopper vi, og får en meget sen frokost - mit første inhemske måltid kenyansk mad. Ugali som er mejsmel kogt i vand til en fast hvid masse, Fry som er en sammenkogt ret af gedekød, grøntsager og kartoffler, og Nyama choma, den kenyanske nationalret, som direkte oversat betyder grillet kød og i de fleste tilfælde er gedekød. Dette spiser man fra samme tallerken og med fingrene, it tastes sweeter that way. Det er en fantastisk smuk tur og jeg nyder at kigge ud af vinduet og sidde ved siden af Dr. Nyamweya og lytte til hans mange historier og vittigheder. Disse turer igennem dele af Kenya giver et godt indblik i hvordan befolkningen bor på landet, meget primitivt og mange steder uden rindende vand eller elektricitet. Efter et møde med alle involverede i elefantprojektet får vi serveret en sen aftensmad og klokken 23 går dyrlægen og jeg tilbage til værelset for at forberede os til næste dag. Inde på værelset, i det meget sparsomme lys fra en enkelt lampe, viser Dr. Nyamweya mig hvordan man forbereder pile med etorphine (elefantmorfin). Efter pilene er forberedt, går vi i seng under vores myggenet. Klokken 5 næste morgen står vi op, for nu starter projektet for alvor. Vi er i alt 6 biler som kører ud i det tidlige morgengry og mødes ved flyveren med danske Henrik Rasmussen fra Save the elephant. Den lille flyveren tager afsted og snart får vi signal om hvor elefanterne befinder sig. Det bliver en vild jagt igennem den kenyanske savanne med 100 km/h off-road. Da vi kommer frem til den bedøvede elefant, sidder den op i en meget farlig stilling og vi otte personer som først var fremme kæmper med at vælte denne gigant på siden. Nogle hælder vand på ørene for at køle elefanten, andre udtager prøver, mens jeg bliver sat til at overvåge respirationen. Vi satte halsbåndet på elefanten og tømte pladsen for mennesker, før dyrlægen injicerede antidotet. Efter dagene ved Lake Magadi fik jeg, sammen med KWS dyrlægerne, lov til at deltage i be- handling af en giraf med konjunktivitis. Jeg tog prøver og gav antibiotika til en leopard, som skulle genudsættes efter 2 ugers karantæne, pga at den havde overfaldt og såret en mand og hans geder. Jeg aflivede mit første dyr, en Bush Duiker antilope som blev fundet efter den var kørt over og havde brækket alle fire lemmer. En hel dag gik med at prøve på at få en leopard, som var gået ind i en families have og klatret op i et 40 meter højt træ, ned. Derudover tog jeg med Dr. Domnic Mijele og et KWS team, inklusive to amerikanske dyrlægestuderende fra University of Minnesota, lidt nordpå til Mwea, til et fugleinfluenzaovervågnings projekt i fire dage. Dette var også utroligt spændende. Vi satte net op for at indfange fugle og tage diverse prøver for at undersøge dem for fugleinfluenza. Mens vi var igang med dette projekt havde vi hvide beskyttelsesdragte på fra top til tå, beskyttelses briller og maske for mund og næse. Det så meget dramatisk ud med et helt team af hvidklædte mennesker blandt lokalbefolkningen som arbejdede på de omgivende risplantager. Mange munde at mætte 12

15 Rejserapport ven Shaba, der var hævet på det ene bagben og haltede. To nyankomne løve- unger skulle have mælk og calciumtabletter. Derudover startede og afsluttede jeg gerne dagen med at give mælk i sutteflaske til tre små dejlige antilopeunger. Til forskel fra den aggressive løve Shaba var dette en hjertelig fornøjelse. Jeg fik også mulighed for at lege med geparder, hygge med den venlige løve Charlie og hyænerne Muriel og Marcel og andre dyr, som gerne ville stimuleres. Min sidste uge i Kenya rejste jeg, sammen med Dr. Nyamweya og to rangers, til Mt. Kenya National Park. Vi blev tilkaldt af Serena Hotels Mountain Lodge som havde observeret flere elefanter med fælder rundt om benene. Den eneste mulighed vi havde for at komme nær dyrene, var at sidde og vente ved hotellet, til at de kom til vandhullet for at drikke. Heldigvis kom de tilskadekommende dyr også forbi og under vores uge på stedet, behandlede vi en bøffel med en fælde af jernsnor rundtom halsen og en elefantunge som haltede pga en fælde som sad flere centimeter dybt ind i benet. Vi så desværre mange skadede dyr, som vi ikke havde mulighed for at behandle, fordi de holdt sig for langt væk, og det skar i hjertet at se små elefantunger halte omkring og se de utrolige familiebånd hvorved de andre i flokken beskyttede den skadede for en hver pris. Man føler sig på en gang så hjælpeløs og samtidigt så arrig over at vide at mennesker kan være så onde og foretage denne ulovlige jagt. Under størstedelen af min tid i Kenya var jeg den eneste hvide person og den eneste af det kvindelige køn. Mit nye navn var Mzungu som betyder white person og i nogle af de mest primitive områder tror jeg næsten folk syntes, at jeg var mere eksotisk end hvis en elefant var gået forbi. Det var en spændende afveksling, dels at arbejde på Animal orphanage og Safari walk som minder meget om zoologiske haver, og dels at være afsted, både i nationalparker og udenfor disse, i det helt vilde Kenya. Jeg har hele tiden fået den bedste vejledning og virkelig blevet taget med i overvejelser og behandling af dyrene. Det forventedes at jeg selv gjorde mine egne overvejelser og afleverede en detaljeret rapport efter hver behandling. Alle var meget imødekommende og venlige mod mig og jeg blev hurtigt one of the team hos KWS. Idag har jeg minder, venskaber og gode kontakter i Kenya, og jeg vil helt sikkert vende tilbage en dag. Tip: Ta en god dosis af tålmodighed med til Afrika lad stress blive i Danmark! Hakuna Mata! Organisationer: Kenya Wildlife Service Veterinary Department P.O. Box Nairobi, Kenya vet@kws.org Tembeza Kenya: Work Experience Kalyan House, Suite #1 Tubman Road Nairobi, 00200, Kenya info@tembezakenya.com Ophold: fra 30 juni til 3 august Sprog: Swahili og Engelsk (absolut en fordel hvis man lærer nogle Swahili fraser) Indlogering: Tembeza sørger for bolig og når man er ude med KWS inkvarteres man oftest på lodges. Godt at være forberedt på primitiveforhold, mange steder er vand en luxus-vare. Budget: Til Tembeza Kenya: ophold, mad og omkostninger med KWS DKK Flyvrejse til Kenya med KLM DKK Vaccinationer, mod Gul feber, Hepatitis A og B, Rabies og Diphteri-tetanus DKK Bush jakke (vindtæt) 200 DKK Bush sko 400 DKK Lommepenge DKK Totalt: DKK Ansøger: Carina Bach Arvidsson Vinkelager 11 st. th Vanløse Tlf. Nr: Årgang

16 VeterinærMedicinsk Rejseforening Wildlife Utilisation in Southern Africa SYMCO The 10th Biennial International Symposium on Wildlife Utilisation in Southern Africa A Veterinary Perspective 24. juni 9. juli 2006 National Zoological Gardens of South Africa 9. juli 26. juli 2006 Det hele startede en kølig efterårsdag tilbage i oktober 05, dengang der var opslagstavler i vandrehallen. På plakaten stod der noget i retningen af SYMCO... wildlife Africa vet students... join us, og træt af at høre om invertebraters kønsdele og hungrende efter at røre ved et ikkeallerede-dødt-dyr skulle der ikke meget til at overbevise mig om, at jeg blev nødt til at tage med! Turen begyndte på mange måder langt inden jeg og mine sommerfugle (i maven!) landede i Johannesburg lufthavn. Vi var 60 heldige udvalgte blandt 150 ansøgere verden over. Dertil kom 10 lokale studerende og 10 lokale arrangører. Da jeg var den eneste KVL er (og ikke havde mange at drøfte min spænding og pakkeliste med), var jeg glad for, at der hurtigt blev skabt et aktivt netværk gennem en Yahoo Gruppe. Hvem der sad på hvilket fly hvilken dag og hvem der tog hvilken type alkohol med var de mest populære emner. Som følge deraf sad jeg 6 mdr senere på flyet med en irer (+ Bailey s), franskmand (+ champagne), canadier (+ Canadian Club) og en snaps ved min side. Hver deltager skulle have typiske drikkevarer med fra sit hjemland. Rhino immobilisation... Vi blev hentet i lufthavnen og kørt til Onderstepoort Faculty of Veterinary Science, der ligger en time derfra i Pretoria, hvor vi i overtræt tilstand fik hilst på de resterende 67, smidt taskerne på kollegieværelserne og direkte ud på guided tur på deres helt fantastiske top-tunede campus. Ved velkomstceremonien samme aften fik vi en lille forsmag på hvad vi havde at vente... laaange dage, supergod og rigelig mad samt iskolde næser! De fleste af os havde klukket lidt, da vi tidligere på dagen i fuld solskin og 35 grader fik udleveret diverse fleece beklædningsdele... samme aften sad jeg så tildækket med min... og mine nye venners fleecetrøjer på... indendørs! HINT 1: Sørg for at få et værelse på the Sunny Side ellers ender du med at ligge og kramme vandflasker fyldt med varmt vand fra hanen hele natten! Næste dag startede på skolebænken, med forelæsninger om emner som wildlife diseases, poisonings in vultures, conservation medicine og wildlife pathology. Der var mere eller mindre spændende foredrag under hele symposiet. Forelæserne, de fleste specialiserede dyrlæger, var alle meget engagerede og deres entusiasme var svær ikke at lade sig påvirke af. På utallige busture besøgte vi bl.a. Kruger National Park, De Wildt Cheetah and Wildlife Centre, som arbejder med bevarelse og forøgelse af gepard- og vildhunde bestandene, samt Hluhluwe Game Reserve (drop at prøve at udtale det!), hvor vi lærte om traditionelle anlæg, bomas, til indhegning af dyr. Her fik vi også lov at skyde med anæstesigeværer... som rigtige wildlifedyrlæger! Vi besøgte en Zulu landsby, Cape Vidal med den smukkeste strand og flod samt Pilanesberg National Park (den som KBH Zoo lige har fået 3 næsehorn fra!). I nationalparkerne fik vi hands-on erfaring med nogle af de ting vi havde lært til forelæsningerne. Vi var med til at immobilisere flere næsehorn for at udstyre dem med en chip i hornet og overværede fangsten af et næsehorn, der var blevet solgt til en rig russer. Og en nervepirrende natepisode, hvor en stor hanløve skulle have fjernet sit GPS halsbånd, mens dens bror vandrede omkring et par meter fra os. Vilde afrikanske hunde skulle der tages prøver fra. For mig var den mest fantastiske oplevelse at overvære immobiliseringen af en stor 14

17 Rejserapport Jeg mødte optimistisk og veludhvilet op til 8 o clock morning meeting and rounds, hvor jeg ikke blev mødt og ikke introduceret til personalet, som bestod af 3 dyrlæger med ugentlig vagtordning, 1 gnaven sygeplejerske, 2 animal handelefanttyr. Fra en helikopter ramte dyrlægerne elefanten, som vandrede omkring vognen i hvad der føltes som en evighed for så at dratte om ved siden af os. Ved alle immobiliseringerne stod dyrlægerne for al anæstesi og den initielle overvågning, mens vi overværede det hele fra sikkerheden i vogne. Derefter fik vi i mindre grupper prøvet kræfter med monitorering af respiration, puls, slimhinder, injektioner og blodprøveudtagninger. Det var til tider en smule frustrerende at være så mange rundt om ét dyr, specielt når alle prøvede at tage the Kodak picture of the year, men generelt var dyrlægerne meget gode til at involvere og aktivere os alle. Det er svært at sige hvad der var værst og bedst, for ankommer man med et åbent sind og ser bort fra de frustrerende stunder med African time, lokale landsbyer man hellere ville have stoppet ved end at have suset forbi i en bus og mangel på alt, der lugter af privatliv, kan det let gå hen og blive en af de bedste oplevelser nogensinde. HINT 2: Pak uret langt væk... det volder dig mere frustration end nytte. Vi skulle alle have noget typisk mad og drikke med hjemmefra til den kulturelle aften. Med 23 forskellige nationaliteter kan man ikke undgå at udsætte smagsløgene for skotsk haggis, schweizisk absinthe og japanske... ja, jeg tror vist, at det var indtørrede og rådne fugleæg (delikatesse!!). Denne aften gav mig mulighed for at vise folk, hvordan man skyller sild ned med snaps. Jeg solgte mine mange overskydende lakridser og mine plastik bondegårdsdyr på en auktion senere, hvor pengene hvert år går til et dyrerelateret formål denne gang til pleje af et ungt næsehorn. HINT 3: Overbevis dem om, at snaps smager bedre end rådne fugleæg. Arrangørerne af SYMCO er selv studerende, og da det er en ny gruppe hvert år, betyder det, at programmet varierer fra gang til gang. Hvis man ønsker at opbygge et internationalt netværk og har den mindste interesse for vilde dyr, natur og dyrelægearbejde er SYMCO en enestående chance for at få det hele i en pakkeløsning. Jeg ønskede at udnytte flybilletten fuldt ud, så jeg havde hjemmefra kontaktet zoologiske haver og rehabilitetscentre for at forhøre mig om praktikmulighederne. Det var svært at få svar, men jeg fik arrangeret et 16 dages ophold på hospitalet i National Zoological Gardens of South Africa (NZG). De havde ikke et decideret program (Info: det har Johannesburg Zoo!), men de forsikrede mig, at jeg nok skulle få indsigt i alle zoo-dyrlægens opgaver. Realiteterne viste sig at være anderledes. Mokopane Michelle i helikopter Efter afskeden med mine nye SYMCO venner fik jeg et lift til zoologisk have, hvor jeg blev mødt af en dame som jeg havde fået kontakt med hjemmefra. Hun havde hjulpet mig med den vanskelige boligsituation. Et krav til boligen var, at den lå tæt ved praktikstedet, da jeg af alle inklusive Lonely Planet var blevet advaret mod at tage bus, tog og taxa! (Ja, hva gør man så? Cykler var ukendt og bilerne kører på den forkerte side!). MANGE s, telefonopkald og frustrationer senere blev jeg indlogeret i en 4- værelses delelejlighed i selve Zoo. Lejligheden var meget fin med fælleskøkken, stue, og (ikke mindst) aircon apparater, der efter min ankomst var kronisk fastlåst på 31 grader! Umiddelbart troede jeg, at det ville være fantastisk at bo i parken, men efter fyraften var det mørkt og der var ringe belysning. Zoo lå i den dårlige ende af det dårlige kvarter i Pretoria, så det var ikke så smart at vandre rundt alene hverken som hvid eller kvinde. 15

18 VeterinærMedicinsk Rejseforening lers/rengøringsfolk, diverse forskere samt laboratoriepersonale. Der var desværre langt imellem de syge dyr, men jeg sørgede for at holde mig til hvor jeg kunne, stille spørgsmål og tilbyde at lave en masse overflødige fæces flotationer. Efterhånden fik jeg lov at stå for plejen af nogle indlagte patienter tvangsfodring af fugle, rensning af skildpaddesår og pasning af gribbe. Jeg fik lov at assistere ved darting af antiloper og røngtenundersøgelser af en Siamang abe. Tiderne kørte på African time og det var svært at udfylde hullerne med ture i parken, da tidsplanen ofte blev ændret og jeg ikke ville gå glip af en procedure. HINT 4: Investér i en god tyk bog. Ved frokosttid kunne personalet ikke komme langt nok væk fra hinanden, og nogle spiste tilmed deres madpakke i bilen. Ja, noget var helt galt med arbejdsklimaet på hospitalet, men fagligt var de i top. I stille perioder oplærte jeg en praktikant i at bruge en computer og gik ud i parken og blev venner med dyrepassere og kantinearbejdere. Ikke nok med, at jeg blev klogere på foderplaner og pasning af dyrene, lærte jeg også en hel del om Sydafrikas blodige fortid. Det var enormt spændende at høre om hvordan mange hvide føler skyld over hvad folk med deres hudfarve har udsat medmennesker for og hvordan de sorte stadig kæmper en tavs kamp for ligestilling post apartheid. Afslutningen var et anti-klimaks på en ellers inspirende og lærerig tur. Jeg vil klart anbefale at tage med på SYMCO 2008, men vil være tilbageholdende med NZG. Ansøger: Michelle Kischinovsky Steenwinkelsvej 3A, 1. tv 1966 Frederiksberg C Tlf.: / michelle@dsr.kvl.dk Årgang Ved afrejse V6 er. Hvis du har nogle spørgsmål eller vil se billeder er du meget velkommen til at kontakte mig. Vejledende budget: SYMCO kursusafgift incl. bankgebyrer 14800,- Flybillet (STA travel) t/r 6325,- ISIC kort (påkrævet) 100,- Forsikringer 1050,- Malariapiller 350,- Kost og logi i NZG (16 dage): 1000,- I alt 23625,- Legater: KVL s Jubilæumsfond 4000,- Valborg J. Hartings s Fond 8000,- Sprog: Engelsk Adresser: SYMCO University of Pretoria Faculty of Veterinary Science Private Bag X 04 Onderstepoort, Pretoria 0110 Republic of South Africa Fax: +27(0) symco@op.up.ac.za National Zoological Gardens of South Africa (NZG) Postadresse: PO Box 754 Pretoria 0001 Republic of South Africa Fysisk adresse: 232 Boom Street Pretoria 0002 Republic of South Africa Tlf.: +27(0) ; ; Fax: +27(0) info@zoo.ac.za Kontaktpersoner: Dr. Anza Kharibe eller Dr. Ian Espie Relevante links:

19 Rejserapport Rundrejse i Sydafrika Efter at jeg i sommeren 2004 var i Grønland på studieophold trængte jeg efterhånden til at komme ud og rejse igen. Da min kæreste så besluttede sig for at tage til Sydafrika og arbejde i et halvt år, var der jo lige pludselig en oplagt mulighed for at komme af sted. Så jeg gik i gang med at arrangere mit ophold ved at kontakte IV- SA og ved at skrive på DDDs alle-liste. Da jeg ikke var helt sikker på, hvornår jeg kunne rejse der var lige en eksamen der skulle overstås arrangerede jeg selv de to første uger af mit ophold via kontakter fra danske dyrlæger og så arrangerede den sydafrikanske IVSA repræsentant resten. For både at få noget praktisk erfaring samt få set så meget af landet som muligt valgte jeg, at jeg maksimalt ville være det samme sted i to uger. Det betød selvfølgelig ekstra udgifter til transport, men det har været alle pengene værd. Jeg startede i en lille by ved navn Kimberley, der ligger i den sydvestlige del af landet. Her var jeg to uger hos en dyrlæge, der ejer en blandet praksis. Han havde tidligere undervist i intern medicin hos mindre husdyr, så han var vant til studerendes dumme spørgsmål, og var selv rigtig god til at stille udfordrende spørgsmål. Der findes mange eksotiske sygdomme i Sydafrika, som jeg kun svagt kunne erindre at have læst om, så når man ser en patient med erlichiosis eller lumpy skin disease, så er der ikke andet for end at gå hjem og læse op på tingene! Og så håbe på at man kan svare på spørgsmålene næste dag. Det var en rigtig travl klinik, vi arbejde fra 8-22 næsten hver dag, også i weekenderne. Men det var rigtig spændende, alle var rigtig søde, og når der var tid til det, tog de mig med ud og besøgte farme og på safari! Pga. den økonomiske situation i landet er man meget opmærksom på at genbruge så meget som muligt. Der betyder bl.a., at sprøjter, katetre o. lign. vaskes og steriliseres. I starten syntes jeg, at dette var meget uhygiejnisk, fordi vi herhjemme fx er vant til at bruge nye sprøjter hver gang, men jeg må erkende, at jeg nu synes vi frådser for meget i Danmark. Så tog jeg til Johannesburg til et stort hestehospital, hvor jeg både var med de udkørende dyrlæger og havde et par dage på selve hospitalet. Den ene dag var jeg med en dyrlæge ude i en af de nærliggende townships, hvor vi gratis behandlede de fattiges dyr. Det var meget spændende at opleve, men jeg må tilstå, at jeg tog derfra med en følelse af afmagt det vi kunne tilbyde af behandling for det enkelte dyr var slet ikke tilstrækkeligt, desværre! Men der var masser af hands on, jeg vaccinerede og gav ormepiller til omkring 100 hunde og fik skåret nogle hovbylder ud! Oryx, som jeg skød fra helikopteren. Herfra rejste jeg til Pretoria, hvor jeg var et par dage på den eksotiske klinik på den sydafrikanske veterinærskole samt en uge på deres hestehospital. Sikke et sted! De studerende har ansvar for ALT, men har slet ikke tid til alt det de skal. De møder ind om morgenen kl og skal fodre og gå med hestene. Så skal der behandles, og det kan tage frygtelig lang tid, fordi de er nødt til at benytte den billigste medicin og ikke den bedste eller nemmeste at administrere. Fx findes phenylbutazon kun i pilleform, og man er så nødt til at stå og mase op til 30 piller, før man kan blande det op i sirup og æblemos og give det til hesten. Desværre er der lærermangel på skolen, hvilket betyder, at den enkelte studerende kommer til at stå og vente længe på hjælp fra underviseren. Det betød desværre, at der ikke var tid til grundige rounds, så de forskellige cases kunne gennemgås. Om aftenen og natten er der kun studerende på vagt, og man kan så ringe til dyrlægen, hvis man synes der er behov for det. Meget af det medicin de bruger, skal gives hver 4. time, så i løbet af ens nattevagt skal man op 17

20 VeterinærMedicinsk Rejseforening mange gange for at behandle. Og med nattevagt hver anden aften, så bliver man træt ret hurtigt! Men alt det overstående til trods, så havde jeg en rigtig god uge. Jeg havde ikke mine egne patienter, men det gjorde ikke noget, for så havde jeg meget bedre tid til at se de spændende ting, der skete i løbet af dagen, fx scanninger, røntgengennemgange, mindre operationer osv. Og de studerende var rigtig søde og meget glade for min hjælp. Desværre endte jeg herefter et frygtelig kedeligt sted i udkanten af Pretoria. Allerede efter den første dag var jeg godt klar over, at her gad jeg ikke være. Hvis de havde to katte og en hund inde i løbet af en dag, så havde de travlt! Så jeg ringede til ham dyrlægen jeg var hos først, og spurgte om jeg måtte komme hen til ham igen. Det måtte jeg heldigvis gerne, og nu var det blevet vinter hernede, så han havde lidt arbejde med vilde dyr. Jeg var her igen en uge, hvor vi blandt andet var ude at bedøve en løve og nogle forskellige antilopearter, super spændende. Så havde han arrangeret med en anden dyrlæge i byen, at jeg kunne være hos ham de næste to uger. Og det gjorde absolut ikke noget, for han arbejdede udelukkende med vilde dyr! Så jeg fik rektalundersøgt en masse bøfler, skudt med bedøvelsesgevær fra land og helikopter, slæbte rundt på antiloper og bøfler og behandlede en stakkels lille antilope for bidsår. Min familie og venner har nærmest ikke hørt om andet fra min tur, men det var virkelig også fedt, og noget som man ikke kommer til at prøve i Danmark. Og selv de sydafrikanske studerende var misundelige, for så meget får de sjældent lov til! De andre steder jeg har været har jeg enten boet gratis eller betalt lidt for kost og logi, men her betalte jeg omkring 500 kroner pr. dag. Men taget i betragtning af, hvad jeg fik for pengene, var det det hele værd. Fx missede jeg to bedøvelsespile fra helikopteren til en samlet medicinværdi på omkring 1000 kroner, ups! Efter mine uger som wildlife dyrlæge fløj jeg til Cape Town, hvor jeg var på et smådyrshospital. De havde også et tilhørende hestehospital, og jeg endte med at tilbringe mest tid med en gammel dyrlæge, der kørte ud i forstæderne til Cape Town. Han var rigtig hyggelig og fortalte en masse spændende ting om landets historie, og så var det en god måde at få set det smukke område på. Vi lavede småting som at raspe tænder, vac- cinere, bedøve heste der skulle klippes og så på haltheder. Mine sidste to uger tilbragte jeg på et smådyrshospital i Pretoria. Der var ikke ret travlt, men de var rigtig søde til at sætte mig ind i de cases der var, og jeg fik lov til at lave så meget som jeg ville. Og så havde de en masse gode opslagsbøger, som jeg brugte en del tid på at læse i. Mange af sygdommene er de samme, men selvfølgelig har jeg også set en masse eksotiske sygdomme. Det er jeg faktisk rigtig glad for at have set, for det er sygdomme, som vi i Danmark skal kende til som differentialdiagnoser, og når man først har set en hund med Parvo-virus, så glemmer man det ikke. Og selvom standarden måske nok er lavere end i Danmark, så har jeg stadig lært en utrolig masse, både praktisk og teoretisk. Folk snakker både engelsk og afrikaans i Sydafrika, men lad ikke det være en hindring. Nogle ejere vil helst snakke afrikaans, men så har alle dyrlægerne været søde til at oversætte det vigtige for mig. Og generelt er folk meget interesserede i at høre om, hvordan tingene fungere i Danmark, og i at høre hvordan jeg holder min hud så fin lys.de er ikke vant til vedvarende regn og sne dernede! Jeg har alle steder boet privat, hvilket jeg har været meget glad for. Det har givet mig et rigtig godt indblik i, hvordan samfundet fungerer, og jeg har fået snakket en hel masse engelsk. Til sidst må jeg da hellere lige nævne, at det da også er blevet til fire ugers ferie med masser af safari og fantastisk natur, så jeg giver Sydafrika mine bedste anbefalinger! Budget: Rejseudgifter: kr. Rejseforsikring: kr. Vaccination: kr. Kost og logi: kr. I alt: kr. Legater: kr. fra Oticonfonden, fra Dyrlæge Jacobsens Fond, fra Intervet Udgifter i alt: Kontaktperson: ivsa@op.up.ac.za Ansøger: Mette Aamand Sørensen (årgang 2001) Storm Petersens Vej 4, lejlighed Frederiksberg Mobil: