Æblerne hænger og lyser, georginerne stråler i. bedet. En munter glæde ved at gro, som var det. forårsdage, som det hedder i sangen, der i de her

Transkript

1 16.s.e.trin Høstgudstjeneste. Domkirken kl. 10 og Gråbrødre 17: 729 Nu falmer, 730 Vi pløjed, (305 Kom Gud Helligånd), 224 Stat op, 728 Du gav mig. Nadver: 349 Herren, han har. Døden kaster altid en skygge ind i livet. Døden kaster altid en skygge ind i vores liv. Døden er der altid, et eller andet sted. Også når vi tænker mindst på den. Digteren Tomas Tranströmer skriver: Midt i livet hænder det, at døden kommer / og tager mål af mennesker. Det besøg / glemmes og livet går videre. Men tøjet / sys i det stille. Efterår og høst. På de særligt strålende dage er det som om sommeren får sin anden luft. Æblerne hænger og lyser, georginerne stråler i bedet. En munter glæde ved at gro, som var det forårsdage, som det hedder i sangen, der i de her uger nærmest synges i laser rundt omkring i sognegårde og forsamlingshuse. Og som digteren antyder, så suger vi al den her pragt og grolyst til os, fordi vi ved vinteren og mørket snart kommer, at det er tæt på. Septembervejrets særlige charme er jo samspillet mellem sol og skygge. De lysende farver op imod det mørke, solen, der hænger lavere på himlen, gule blade, sorten muld og stubbene de golde. En flok varmt gule kantareller på en mørk

2 skovbund. Kontraster der gør det klart, at afskeden er til stede. Og frugternes modenhed skyldes jo, alt andet lige, at de er forrådnelsen nær. Efteråret, høsttiden - om det så er den i naturen eller i menneskelivet, er en forsigtig tilnærmelse til det uafvendelige, hvor det, der er, hverdagens små gaver, skinner og lyser så meget stærkere. Og hvor et solvarmt æble direkte fra grenen aldrig har smagt så godt, og dit røde hybenhjerte taknemligt slår bag falmet rosendragt. Der er forsonlighed over efteråret og høsten, en vis forsonlighed med, at det går mod vinter. En forsonlighed som den folkekære efterårssang hjælper os med, og som gør, at vi så gerne vil synge den. Men fortrænge kan den ikke, at kulden og mørket igen er på vej, og at døden for hvert efterår og for hver høst kaster stadigt længere skygger. At målet er taget og tøjet sys i det stille. Og her er det, at dagens evangelietekst sætter ind med den nøgterne beskrivelse af, hvad det altid ender med, den dag, hvor skyggerne så fylder det hele og det disede stemningsfulde høstvemod afløses af tung vinterlig realisme. Det ender med et begravelsesoptog. De levendes farvel til den

3 døde, som der intet poetisk formildende er ved. Især ikke her, hvor en mor bærer en søn til graven. Grædende og jamrende går de ud af byens port, og imod dem kommer Jesus og hans følge. Begravelsesoptoget og Jesu skare. Som to hære møder de hinanden ude i det åbne land. Dødens hær og livets hær. Som to hære støder de sammen. Og modsat hvad vi ellers altid oplever og erfarer, er det døden, der må vige. orden, og vi må jo lære at leve med den død og vinde modenhedens milde magt og alt det der. Men her i evangeliernes fortællinger om Jesus gives, om jeg så må sige, pokker i naturens og dødens orden. Jesus ser, når mennesker igen må bøje nakken for det uafvendeliges tyranni, han oprøres og ynkes og siger til moren, der som det naturligste af alt græder sine øjne ud han siger til hende: Græd ikke!. Han kalder den døde tilbage til livet og giver ham tilbage til hende. Vi bruger mange kræfter på at forsone os med, at det går den vej. Vi gør meget ud af at forsone os med naturens orden. Og naturens orden er dødens På enhver måde unaturligt. På enhver måde imod alt, hvad vi ellers erfarer. På enhver måde uforsonligt og krigerisk overfor den død, der altid

4 kaster sin skygge ind i vores liv. Modenhedens milde magt, stille høstligt vemod. Rend og hop. Der er en død. Der er en sorg så stor. Og hvor Jesus kommer med sin skare og sit rige, der fedtes ikke for døden. Der har skyggerne ikke hjemsted. Der hersker livet uforkortet. Vi har ikke en Jesus iblandt os, der går og vækker vores døde og standser vores tårer. Hvad vi der imod har, er det håb, at hans rige, hvor livet hersker, engang skal sætte sig igennem og at dem, der blev taget fra hinanden skal gives tilbage til hinanden. Vi har det håb, at der er en anden mening med livet end døden. Og at hos Gud kaster den ikke skygger, og at hvor Gud er, skal hans børn være. Det er håbet, det levende håb, som vi døbes til og begraves på, og som skal kaste sit lys ind i vores dødsmærkede liv, hvor målet er taget, og tøjet altid sys i det stille. På den måde er håbet altid en opstand mod naturens gang og naturens orden. Hvor vi har det med at forsone os med naturens gang og naturens orden, giver håbet os mod til at se længere og mod til at leve på, at vi har en Gud og en far, der rejser levende fra døde og altid har en fremtid til os, og i hvis hånd intet er afgjort på forhånd, og

5 hvor det uafvendelige kan vendes. Det er vildt, men vi kan ikke være det foruden. I dag synger vi de kære gamle høstsalmer, dem som de fleste kan synge med på, og som er med til at fore folkekirken og gør den folkelig. Og det gør de, fordi de sætter ord på den fornemmelse vi alle går rundt med, når skoven falmer og fuglesangen daler: vemod og tilfredsheden med at få høsten bjerget. På den måde er vi alle bønder. Selv på den inderste stenbro. Mange alvorsmænd har vrænget over salmernes påståede stemning af grundtvigiansk selvfedme og glæde ved bjerget høst, fyldte lader og alle gode gaver, propritærsalmer, hvor den syngendes øjne duggedes ved tanken om nøjsomme og knoklende husmænd på slægtens marker. Selv har jeg netop harceleret over høstligt vemod og forsoning med det uafvendelige, men grundtonen i de her folkekære salmer er jo en anden, nemlig taknemmelighed overfor alt, det vi har fået, alt det jorden bærer, det daglige brød. Og det er en taknemmelighed, der ikke lukker sig om sig selv, som ikke svælger i sit eget vemod, og som ikke bliver ved naturens rundgang og kredsløb. Det er en taknemmelighed over, at vi

6 samtidigt med, at vi glæder os over alt, hvad vi har fået og får i dette liv, også, i Jesus, har fået håbet om, at der er noget, der holder, når dette liv ikke er mere, når årstidernes vekslen standser, når døden endelig indfinder sig og tøjet, den tog mål til, er syet færdigt. Der er gået kristentro i de her salmer. Der er gået håb i dem, og derfor kan vi synge dem og alle de andre, og hjælpe håbet på benene, når det vakler, og holde skyggerne på afstand, når de truer, og huske os på at sige tak, for den overflod, der er blevet vores i Jesus Kristus, og som vi skal dele med vores næste. Her og nu. I dette liv. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed. Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af. Lad din Ånd holde os i bevægelse. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær

7 os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Vi beder for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.. Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os. (Vær med vores soldater derude. Giv dem frimodighed til at rygte deres tunge ansvar og lad dem ikke gå under i, eller miste sig selv til, krigens ondskab.) Vær hos de ulykkelige i Syriens borgerkrig og de ufattelige menneskemasser på flugt. Hold hadets mørke på afstand i en region, hvor rædslerne ingen ende synes at skulle få. Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn.

8 Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed, den store skærsommer. Amen. Tillysninger Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen