Hannahs hule. En roman af Jytte Muurmann

Transkript

1 1 Hannahs hule En roman af Jytte Muurmann

2 2 Hun er vist ved at komme til sig selv! Hannah, elskede. Jeg er tørstig. Hannah! Hun ligger i sengen Anders er her, det er hun næsten sikker på det er Anders, selvom hans stemme er dybere, end den plejer at være. Går drenges stemmer i overgang så pludseligt? I går knækkede den, og da hun grinede ad ham, blev han tosset på hende, selvom de elsker hinanden og skal giftes. Hannah, er du vågen. Mor bryder sig ikke om Anders, selvom han minder om far. Det har mor åbenbart aldrig lagt mærke til. Det eneste mor ser, er hans slidte tøj, og hun synes ikke, at han er fin og god nok, selvom han er den bedste ven, hun nogensinde har haft. Mor siger, at han hænger over hende, men det er ikke sandt. Han beskytter hende, og nu må hun beskytte ham. Han skal gå, inden mor opdager ham. Anders! Han svarer hende ikke. Han rører hende ikke, men hun kan mærke ham, og hun skal advare ham. Han kan godt være stædig og stolt, men han plejer at lytte til hende, især hvis hun hvisker. Anders! Hendes mund er tør, og hun har ondt i hovedet. Åh, hvor har hun ondt. Skarpe knive borer sig ind i hendes hjerne, den er ved at sprænges i stumper og stykker. Hun må være syg; det må hun være, og det er en sygdom, der forvrænger lyde og følelser og får sengen og værelset til at vende forkert. Mor, vågn op! En ung ængstelig stemme, hun kender den, kalder på sin mor. Hun vil gerne hjælpe, men hun ved ikke hvordan, og det gør så ondt. Alting er forkert. Hun ved ikke, om hendes øjne er åbne eller lukkede. Anders er som en skygge, og den unge stemme er usynlig. Er det hende selv, der kalder? Kalder på mor? Nej! Det ville hun aldrig gøre. Så længe Anders er her, må hun ikke komme. Mor skal blive væk. Anders skal være her. Anders! Hun falder hen igen. Hannah! Falder hen? Hvad mener Anders? Noget er helt forkert. Hun faldt ned ja, hun faldt ned Anders ikke Anders, Anders er i drømmen eller værelset? En anden? Nej! Hun vågner. Hannah, elskede. Anders!

3 Anders er her. Rummet er stort og Anders stemme er lidt skærende, og han er kridhvid i ansigtet, men hun må ikke grine, selvom han ligner pjerrot Anders. Amalie, hvorfor græder du? Hendes stemme lyder hæs og svag. Amalie knuger hendes hænder. Det gør ondt, men hun må gerne. Hvorfor er jeg på hospitalet? Du faldt ned ad en trappe og slog dig slemt. Mor, jeg er så glad for at høre din stemme, men overanstreng dig ikke. Det er dejligt at have Amalie i nærheden ligesom i gamle dage. Amalie kom løbende om aftenen, når hun var gået i seng, og ville sove hos hende. Hun måtte gerne. Hun smiler, selvom det gør ondt. Amalie må ikke bekymre sig. Jeg er tørstig, Amalie. Amalie forsvinder, og hun bliver bange. Har Simon taget hende? Amalie! Hun må redde hende. Jeg er her, mor. Saftevand? Saftevand. Saft, vand, vandsaft, tevand. Det er mange år siden, hun har smagt saftevand. Hendes Bedstemor blandede saft fra bær, hun havde hjulpet til med at plukke. Ribs var sure og solbær var stærke. Amalie løfter hendes hoved forsigtigt og sætter glasset til hendes læber, og hun drikker begærligt og det gør ondt, men saften lindrer, selvom den smager syntetisk. Bedstemoders var bedre. Nu vil hun hvile sig lidt, men Amelie må ikke gå. Er du her, Amalie? Ja mor, sov bare! Jeg er her, når du vågner igen. Hun ligger bundet til sengens hovedgærde og venter på Simons slag. Hendes krop trækker sig sammen. Simon slår. Han slår hårdt. Det gør ondt, ondt, ondt Hun kan ikke skrige. Hvorfor kan hun ikke skrige? Hendes mund er fyldt med angst; den vil ud, men hun er tavs. Hvorfor? Hvorfor slår han? Mor! Hvad har hun gjort forkert? Hun er et forfærdeligt menneske, der skal straffes. Det må hun være. Hun er ung og nøgen. Hendes krop er glat og smuk, nej, den er fyldt med store, blødende sår. Hun er grim; Anders skal aldrig se det. Hvis han ser hendes smerte, vil han afsky hende. Hun er ikke elskværdig. Hun er ung og forelsket i Simon, og hun ligger i en seng og venter, men hun er bange? Angsten presser hendes strube sammen 3

4 Døren smækkede i med et brag, der sang i hendes ører, men det værste tryk for brystet forsvandt, og følelsen af at være låst fast i et jerngreb fortog sig. Simon var ude af huset, i mindst tre dage. Så meget havde han fortalt hende, selvom det ikke var garanti for noget som helst. Han kunne pludselig stå i døren, med et ondskabsfuldt udtryk i ansigtet, og more sig over hendes forskrækkelse. Hun gik lidt stakåndet nedad trappen og stillede sig for en sikkerhedsskyld lige indenfor hoveddøren og lyttede nervøst til lydene udefra. Hun måtte være helt sikker på, at han ikke kom tilbage, inden hun foretog sig noget som helst. Han startede bilen og speedede op, og hun sukkede af lettelse, selvom sorgen sad dybt i hende, og hun længtes efter dengang for længe, længe siden, da hun stod vinkende udenfor og længtes efter ham endnu inden vognen var forsvundet rundt om hjørnet. Eller var det på Amager, inden rammen omkring deres liv blev altafgørende for Simon? Når hun tænkte efter, havde hun vist aldrig stået udenfor her og vinket. På Amager, derimod, stod konerne ofte ude på vejen og sendte deres mænd og børn af sted, og når cykler og biler var ude af syne, vinkede de hinanden indenfor til formiddagskaffe. Motorlyden var forsvundet. Han var virkelig væk. Stilheden blev kun brudt af skræppende fugle. Hun vendte ryggen til døren og stillede sig hen foran spejlet, der dominerede forstuen, Simon kaldte hall en. Spejlglasset var gammelt og tåget og forvrængede en anelse, men den smukke, ovale mahogniramme opvejede skævheden i dets gengivelse, der kamuflerede hendes skavanker og i øvrigt stemte overens med hendes sindstilstand. Hun følte sig altid lidt usynlig og ved siden af sig selv, når Simon havde været hjemme. Hun lod fingerspidserne følge træets buede kant. Bevægelsen var beroligende, men det var godt, Rasmussen ikke så hende. Hun ville øjeblikkeligt tro, at fruen kontrollerede hendes rengøring. Spejlet havde hængt i hendes elskede farmors soveværelse, over den hvidmalede kommode, med alle farmoderens minder. Spejlet havde også været hvidt. Hun huskede, hvor spændt hun havde været på træsorten, da malingen blev fjernet, og hvor glad hun var blevet, da rammen fandt nåde for Simons blik, hvorimod kommoden, hvis ubestemmelige træsort ikke var fin nok til ham, blev henvist til det ene gæsteværelse. Hun ville gerne have haft den stående, på sin plads under spejlet, som en slags rød tråd tilbage til dengang hun troede, at eventyrene, bedstemoderen fortalte, kunne blive til virkelighed. 4

5 Bedstemoderen havde haft mange hemmeligheder i kommodeskufferne, som kun hun måtte åbne. Den lille Hannah så til med store, forventningsfulde øjne, når hun trak en skuffe ud og afslørede skinnende smykker, fine sølv og guldknapper og akvareller, hun havde malet af sine oplevelser rundt om i verden, dengang hun rejste sammen med bedstefaderen, sørøverkaptajnen. Hendes farmor havde haft fortælleglæde, ligesom faderen, og spandt historier om de fine klenodier og tog Hannah med på utallige eventyr til eksotiske steder, hvor hovedpersonen, der næsten altid mindede om en forbyttet prinsesse, endte med at blive gift med den flotte kaptajn, på det store skib, efter han havde reddet hende fra en skæbne værre end døden. Hun smilede uvilkårligt. Mon hendes trang til drømmerier var en arv fra den gamle? Lille spejl på væggen der Dets lille forvrængning var i virkeligheden underordnet. Indvendigt havde hun det alligevel altid, som om hun gik rundt i et spejlkabinet. Hun var flydende og prisgivet enhver strømning udefra. Hun var et spejl. Simon sagde, hun var svag. Den senere tid havde hun tænkt meget over, om det netop var denne svaghed, han levede højt på. Hun hørte tydeligt Louises skarpe stemme sige ja. Hvor hun savnede telefonsamtalerne med Louise. Hun plejede at styrte til telefonen næsten inden lyden fra Simons bil var forsvundet, for Louises dagklare, fornuftige stemme bragte hende tilbage til noget, der mindede om normalitet, og de fandt ofte ud af et eller andet sammen; kaffe i Louises hyggelige stue eller dejlige have, hvis vejret tillod det. Louise havde været hendes livline, men nu havde hun opgivet hende. Sidste gang de sås, havde Louise sagt, at hun var træt af at være lynafleder; at hun ikke længere gad lægge øre til den gamle, slidte grammofonplade. Hun nærmest skreg, at hun ikke orkede at lytte til den samme triste historie år ud og år ind, og nu måtte hun holde bøtte og skrubbe hjem og forandre den. Det havde været en forfærdelig formiddag. Hun tumlede hjem og drev rundt i huset, uden at vide, hvad hun skulle gøre, og hun endte med at blive vred på Louise og ringede hende op og skældte ud, og Louise smækkede røret på, så det sang i hendes ører, og hun tudede længe og voldsomt. Det var snart tre måneder siden. Tre lange måneder, der sommetider havde gjort hende næsten desperat, men ikke havde fået hende til at forandre noget som helst. Selvom hun havde været på vej til telefonen mange gange de forløbne måneder, ringede hun ikke. Hun vidste, at Louise havde ment, hvad hun sagde, og at hun måtte tilbyde noget konkret, før hun fik en chance. Mon hun nogensinde fik taget sig sammen til at ringe til Louise og fortælle hende, at hun nu var på vej? Ville Louise overhovedet have noget med hende at gøre, eller havde hun fundet ud af, at hun havde det meget bedre uden hende? Hun skuttede sig. Det var ikke til at holde ud at tænke på en fremtid uden Louise, men i dag kunne hun ikke stille noget op. De næste tre dage kunne hun ikke forandre noget som helst, men hvis hun anstrengte sig, ville hun måske finde en løsning. Inde bagved hendes velpolerede facade, hun led under, fandtes der måske et eller andet, hun havde glemt? 5

6 6 2. Vejret tegnede til at være perfekt til en bytur; friskt nok til at sprede den værste bilos, der altid angreb hendes lunger og tøj. Hendes jakke var blevet forbavsende nusset i går, da hun var i København, for at gå rundt i de gader, hun travede tynde i ungdommen. Især jakkekraven. Hun måtte huske at få den med til rensning, næste gang hun indleverede Simons skjorter. Hun havde gået i de gader, Anders holdt så meget af og fortalte om, og da hun drak kaffe på Kultorvet blev hun sentimental over barnevognene, der rullede forbi. Louise og hun bag hver sin barnevogn, læsset med Amalie og Pernille, tæpper og madpakker. Solen, der altid skinnede og glimtede i vandet og børnenes hvin, da de fik lov til at soppe i vandkanten eller byggede slotte og kanaler i sandet og se mor, se... Hun længtes tilbage til den tid, eller i hvert tilfælde til den tid, da Amalie boede hjemme endnu. Hun rejste så pludseligt; inden hun var helt voksen. En dag stod hun i døren og meddelte, at hun havde fundet en lille lejlighed, hun skulle dele med en veninde. Hvorfor? Fra dag til dag uden noget forvarsel og uden nogen forklaring; blot med et af sine smil, der ikke var til at stå for. Hun havde fortvivlet bedt Amalie om at tænke sig om, hun fik jo alt, hvad hun bad om, men pigen så bare på hende, med et udtryk, hun ikke kunne tyde, men anede, hvad betød og sagde, at atmosfæren, der gennemsyrede huset, åd hendes identitet, inden den overhovedet fik lov til at udfolde sig. Selv Simons overtalelsesevner var ikke nok. Amalie flyttede, og hun opdagede, at hun havde trukket vejret igennem hende.

7 Hun måtte ud af huset. Hun løb op og klædte sig på. Hændernes rutinerede bevægelser virkede beroligende. Kjolens gyldne silke faldt naturligt omkring hendes krop, og skjorteblusefaconen gjorde det eksklusive stof dagligdags. Hun smøgede de lange ærmer op fæstnede dem med et par bittesmå rubinbrocher, så det uregerlige stof blev på plads, men følte sig udsat og rullede dem ned. En dag ville hun finde en syerske og få afkortet alle sine langærmede kjoler. Hun åbnede klædeskabsdøren og prøvede at trænge Simons syn på hende så meget i baggrunden, at hun kunne se nøgternt, eller med Anders øjne på kvinden i spejlet. Hun havde stadig en god krop, også uden kjolen og den gode bh, der lovede mere, end hun kunne holde. Selv halsen var nogenlunde pæn, men ansigtet talte sit tydelige sprog. Hvis hun ikke snart tog sig sammen og forandrede sig, ville de bitre rynker omkring munden sætte sig fast for alvor, og hun ville ende med at ligne moderen. Tanken var skræmmende. Hun drejede rundt og smilede kunstigt og anede det Anders så, og som Simon måtte have set, da han endnu så på hende med øjne, der fik hende til at gyse forventningsfuldt. Hun virrede med hovedet og purrede op i det halvlange, rødblonde hår og lod en pudderkvast løbe henover hudens sunde bleghed, hun var stolt af, og som hun kun havde set tilsvarende hos nogle polske badedamer, på et kursted medmineralbade og ækelt, varmt drikkevand, der kom direkte fra kilderne, og som lugtede af rådne æg. Det havde været en ren fornøjelse at se nubrede koner forvandles til glatte kvinder, og at dele den indforståede glæde med dem. Hun smilede ved erindringen, og øjnenes blå iris glimtede, og mundens smalle vidde afrundedes af de lettere opadstræbende mundvige. Mundens optimistiske drag snød, og hvis hun ikke snart forandrede sit liv, ville bedraget indhente hende. Vejen lå stille hen. Havernes duft og frodighed slog imod hendes sanser, med junis påtrængende overdådighed, der ofte gjorde hende trist; især nu, hvor hun listede forbi Louises have som en anden bejler. Hun længtes efter grå mure og liv og støj, der kunne kamuflere uroen. Hun ville stå af på Nørreport station og gå ned til Nyhavn og begynde med en kanalrundfart; hun havde ikke været på rundtur siden Amalie var lille, og hun fortalte hende om livet på Christianshavn, da hun var barn og besøgte bedsteforældrene, der boede i en stor, hyggelig lejlighed i Strandgade. Dengang sad fiskerne i deres både langs kanalen og rensede og bødede garn, og hendes bedstemor købte af og til fisk direkte fra en båd, og fiskene var levende og gispede efter vejret og sprællede, og det var synd for dem, når fiskeren skar hovederne af dem, men måske var det alligevel det bedste? Det var så længe siden, at hun kunne have drømt det, og Amalie var en voksen kvinde og ved at udvikle sig til en drømmedatter igen efter de svære år, da hun absolut ikke var tilbøjelig til at høre historier, der ikke kom ud af hendes egen mund. Amalie havde været mundrap og svær at hamle om med, og hun havde givet hende ret for husfredens skyld og var blevet skældt ud for ikke at 7

8 have selvstændige meninger. Hun huskede, at hun havde trøstet sig med, at Amalie sikkert ville forandre sig, når hun selv fik børn. Simon havde syntes, hun var charmerende, men han havde heller ikke haft hende i det daglige. Hun ville slutte bådturen på Christianshavn og indfri sin gamle barndomsdrøm om at stå øverst oppe i Vor Frelser kirke og se udover byen. Hun havde plaget bedstemoderen om at gå med hende derop, for bedstemoderen havde nemlig fortalt hende, at den gyldne kuppel vogtede over nogle af livets mysterier. Hvad mysterier var, fik hun aldrig at vide, bortset fra, at det havde noget med Gud at gøre, og hun troede på et tidspunkt, at Han sad deroppe og passede på hende. Hun ville gerne tale med ham, men bedstemoderen var ikke stærk nok til at gå med derop, og moderen led af højdeskræk og troede desuden ikke på opiummet. Bagefter ville hun gå lidt rundt derude og se, om hun kunne finde hjørnelejligheden, hun havde drømt om, og som, selv om drømmen var uhyggelig, gav hende en fornemmelse af at betyde forandring. Hun ville afslutte med en god frokost i Ravelinen, med en lille snaps eller to. Hun mærkede forventningens glæde. Simon langt væk. Ud i det blå og fri for Rasmussens bekymrede omsorgsfuldhed; og så kunne hun finde erkendtligheden til hende og dulme den lille snert dårlige samvittighed over at skulke. Vås, ingen var uundværlig, og Rasmussen var sikkert udlært efter små tredive år i de samme riller og behøvede ikke borgfruens dessiner. Båden gled rundt om hjørnet ved Overgaden oven Vandet og kanalen lå doven og skidengrøn bredt ud foran hende, flankeret af enkelte forsømte husbåde og lystbåde, der lå så tæt, at besætningerne kunne puste hinanden i nakken. Det var mange år siden, den sidste erhvervsfisker havde forladt miljøet, og det hele virkede en anelse turistpræget og museumsagtigt, men det var trods alt hendes barndoms kanal. Hun stod af ved Torvet og gik tilbage ad Overgaden oven Vandet og drejede omkring hjørnet og betragtede kirken, der knejsede med det gyldne, snoede spir glimtende i solen. Hun nåede de gamle mure og stirrede op og var ved at opgive sit forehavende, men så mærkede hun en sjælden stædighed, der var fremmed og livgivende og gik beslutsomt ind og købte en billet og begyndte sin himmelflugt. Hun trak vejret dybt og så op. Nu! Trinene var høje, og hun takkede for sine lange, stærke ben og hengav sig nydende til deres styrke og koncentrerede sig om rummets struktur. Store, gedigne egetræsstolper løb på kryds og tværs ved siden af og over hende og ledte hende længere og længere op. Hun passerede klokkespillet og trappeskakten blev trangere. Hun mærkede et svagt, klaustrofobisk ubehag, men fortsatte sammenbidt og stod endelig udenfor og sugede det storslåede panorama ind. Byen bredte sig ud foran hende i et charmerende og fantastisk syn. Hun gik de sidste meter op ad den udvendige, kobberbelagte, snoede stigning og endte indeklemt nær spirets top. Hun op på kuplen og ned på gaden. 8

9 Himmel og helvede. Missionen var lykkedes, og hun var ikke dårlig, og asfalten trak næsten ikke i hende. Flyskrækken måtte være dødsangst. Hun stod helt stille og så sig mæt og begyndte taknemmelig at gå stige ned. Hun havde gjort det. Hun stod på kirkepladsen og pustede tilfreds ud og slentrede langsom over mod Ravelinen og satte sig ved et udendørsbord, med solen i ryggen og halvt bortvendt fra de øvrige frokostgæster, så hun ugenert kunne dykke ned erindringernes store kludepose og måske, måske ikke finde et eller andet hun kunne hægte sig op på. Anders. Volden lå stort set uforanderlig hen. Her havde hendes bedsteforældre spadseret i deres ungdom, når bedstefaderen var hjemme, og senere gik hun turen sammen med bedstemoderen, der fortalte om gamle dage og fik hende til at tro tillidsfuldt på en tryg og lykkelig fremtid. Trygheden havde været en selvfølgelighed, når hun sad i bedstemoderens fine stue og spiste hveder i familiens skød. Hun huskede bedstemoderens varme, hjemmebagte hveder med nykærnet smør og den stærke, søde te med tyk fløde, der, når hun piskede den, forvandledes til blødt flødeskum i kræmmerhusene sammen med det hjemmesyltede, dybrøde jordbærsyltetøj. Senere sad hun der igen, efter den korte hektiske tid, da hun ville erobre Utopia, men hurtigt kapitulerede og efter få år fandt ud af, at bedstemoderens fantastiske historier om kærligheden, der overvinder alt, nærmest havde gjort hende ulevedygtig; eller i bedste fald sårbar. Hun betragtede mismodigt laksesnitten, tjeneren havde sat foran hende. Hendes gode humør var på retur, men Askepot kunne ikke tillade sig at tage en pille til. Hun havde mistet appetitten. Den laks så tilpas kunstig ud til at stamme fra et brug. Den havde vist aldrig levet noget, der nærmede sig et naturligt liv eller fået en elskovsdød, der kunne måle sig med de græske tragediers. Hendes liv mindede om laksens; overfodret med henblik på nytteværdien og dømt til et uforløst liv og en lunken død. Hun lagde kniv og gaffel og tog snapseglasset og rakte det ud mod voldgravens, grønne vand. Hun var lidt beruset og anede et sted dybt inde, at livet ikke kunne være slut endnu. Hun kunne forandre det, hvis hun ville, men ville hun, turde hun? Hun mærkede en hånd på sin skulder og vendte sig forskrækket om og stirrede ind i en velvoksen mave, der ledte op til et ansigt, der tilhørte en af ungdommens drømme. Anders. Hun blev brændende varm. Hannah, min Hannah! Han så ned på hende, og hans smil nåede fra øre til øre. Anders! Er det virkelig dig? Hun gav et befippet fnis fra sig, mens hendes øjne flakkende undersøgte det skæggede ansigt med de blå, blå øjne, der var omkranset af mange smilerynker og den brede, smallæbede mund. Han lignede sig selv; dervar kun årene til forskel. Var det snart tredive? Han betragtede hende nysgerrigt og tog hendes hånd og berøringen føltes elektrisk. Hun trak hånden til sig og rettede febrilsk på håret. 9

10 Ja, det er mig, i egen høje person. Hvor er det godt at se dig igen. Hvad bringer dig til det mondæne Christianshavn? Han trak en stol ud og satte sig og så på hendes glas og løftede hånden til tjeneren, der åbenbart kendte ham og kom med en øl og en snaps. Jeg kommer her næsten hver dag og får en øl eller en kop kaffe. Tænker på gamle dage og på dig. Leder du efter mig? Hans tonefald var ironisk, men sandheden i hans ord ramte hende. Turen til Christianshavn tilhørte ikke bedsteforældrene, men Anders. Hun tog forlegent hans hånd. Hun elskede hans hænder dengang. Stærke hænder. Varme. Det var de stadig. Hun rømmede sig. Anders..! Hvad skulle hun sige. Hun trak sig lidt tilbage og slog kluntet ud med armene og lo fjollet, hørte hun. Jeg har overvundet en gammel skræk og indfriet en gammel drøm i dag. Jeg har været oppe i Vor Frelsers. Hun holdt en lille kunstpause og lod ham se overdrevent imponeret ud. Han kunne stadigvæk lege, men hun så, at hun ikke slap. Dybt inde bag smilet i hans øjne lå de store spørgsmål og ulmede, og hun havde brug for at betro sig, men ikke lige nu. Hvordan har du det, Anders? Hun tændte en cigaret og rakte pakken ud mod ham, men han rystede på hovedet. Selvfølgelig. Anders røg pibe. Nu har jeg det godt. Nej tak, jeg ryger pibe. Han lænede sig over mod hende, og hun mærkede hans varme. Da jeg fik øje på dig, blev jeg sgu helt blød i knæene, ligesom dengang, når vi skulle mødes. Først troede jeg, at du var et fatamorgana. Han tav og rømmede sig. Så blinkede jeg et par gange og vidste, at det var min egen dejlige Hannah, der sad og ventede på mig. Han løftede glasset op til munden, men glemte at drikke. Hun huskede håndens bevægelse. Hvordan har du det, Hannah? Stadig gift med Simon? Ja. Han så nøje på hende, og hans stemme dirrede lidt, men dagen skulle være lys og let. Åh, jeg er husbestyrerinde for en betydningsfuld mand. Han måbede. Anders, jeg har en voksen datter, Amalie, og jeg sad netop og planlagde at myrde hendes far, da du forstyrrede mig. Hun lagde hovedet tilbage og lo. Det lød så uskyldig midt i solen, når hun sad sammen med Anders. Han så ud til at ville kommentere; det var ikke meningen. Kære, det er en lang historie. Fortæl mig lidt om dig. 10

11 Jeg er stort set tilfreds. Lever af at undervise. Litteratur. Skriver forskellige artikler og sysler stadig med mit filosofiske værk. Kan du huske det? Så har jeg klaret et ægteskab og tre unger i pauserne. Du ved, bare sådan! Han knipsede med fingrene. Tre børn og et ægteskab, der lød så nemt; som om det var til at holde ud. Hun havde lagt tonen, men hun fortrød allerede og rejste sig halvt og satte sig igen. Skal vi ikke spadsere en tur på Volden? Hun trængte til at bevæge sig. Det var ikke muligt at sidde stille overfor Anders og være overfladisk. Hun havde ødelagt alting. Han rejste sig hurtigt. Jeg skal ind et øjeblik. Du forsvinder ikke, vel? Han forsvandt ud af hendes synsfelt, men hun mærkede ham tydeligt. Hun betalte tjeneren og gav rigelige drikkepenge og håbede ikke, at Anders ville tage det ilde op og føle det som en hentydning til dengang, han var fattig og hun betalte. Om lidt ville de gå sammen på Volden. Hun havde hørt, at han boede i udlandet, og så var han lige her. De spadserede tavse ved siden af hinanden. Hun følte sig lidt akavet, men han havde det måske på samme måde. Hun havde så mange spørgsmål. Ordene vældede op i munden, men de sad fast bag læberne og klemte hinanden ihjel. Hun drejede hovedet og så indgående på hans profil. Han havde stadig verdens tredjestørste næse. Den var stadig fremtrædende, selv om kinderne var blevet fyldigere med tiden og kamuflerede den. Hvad mon han tænkte på? Var han skuffet? Hun var blevet gammel og stiv. Han vendte sig pludseligt om mod hende. Kikker du på herlighederne? Hun smilede forlegent til ham, og han rakte hånden ud, og hun greb den taknemmeligt. Den var varm og tør. Han rømmede sig. Jeg har et forslag. Skal vi gå hjem til mig; jeg bor i nærheden? Hun havde lyst til det, men hun ville ikke møde hans kone. Hun kunne ikke forbinde ham med nutiden endnu. Det ville jeg gerne, men det har været lidt overvældende at se dig Anders. Jeg kan ikke rumme din kone lige nu. Han standsede brat og slog sig på panden. En af hans karakteristiske bevægelser. Jeg fjols! Jeg har hele tiden en følelse af, at vi skiltes i går. Det er flere år siden, min kone løb sin vej med ungerne. Varmen bredte sig i hendes krop, selvom hun skammede sig lidt over at være så tilfreds med hans svar. Hvad skulle hun sige? Det er jeg ked af på dine vegne, Anders. Det var rigtigt; hvis det havde gjort ham ondt. Hvad med... dine vegne? Hans øjne spillede. Hun overgav sig. Jeg er ikke det mindste ked af det. Nej, hun var glad, men der var spørgsmål i hans blik og hendes svar, der gjorde hende urolig. Det var så længe siden. Anders... 11

12 Klampenborg station lå næsten øde hen. Solen var ved at stå op og duftenes friskhed var nye for hende. Fuglene havde allerede travlt. Hun fik lyst til at gå ned til vandet og krydsede Strandvejen. Sundet lå gyldent foran hende. Det var en smuk morgen. Hun bøjede sig ned og tog sandalerne af og samlede en skal op og knyttede hånden omkring den. Hun var træt, men hun havde ikke lyst til at gå hjem endnu. Hun spadserede langs stranden og borede tæerne ned i det fugtige sand og mærkede dets bukler ramme svangen, og berøringen sendte liv op gennem hendes trætte ben. Hvor var hun søvnig. Simon var ikke hjemme og Rasmussen havde fri. Dagen var hendes, og for en gangs skyld var hun helt tilfreds med, at den lå blank hen. Ingen aftaler overhovedet. Hun gik tilbage ad samme vej og passerede stationen. Nogle få mennesker ventede på toget til København. Hun følte sig udenfor et øjeblik. Disse mennesker havde et mål hver dag, men hun rystede fornemmelsen af sig og ville kun tænke på det glædelige. Huset virkede ubeboet og lidt for stille. Hun længtes tilbage til den varme samhørighed med Anders. Det var så længe siden, selskab havde været andet end pligt. Hun åbnede et par vinduer og havedøren og skænkede et glas iskoldt juice og satte sig udenfor og lyttede til fuglenes sang; de samme fugle som i går, men alting var forandret. Anders havde fulgt hende til Nørreport station. Han var stadig nattevandrer, og hun trængte til at bevæge sig. Hun sagde nej tak, da han ville ringe efter en vogn; hun havde ikke lyst til at sidde indespærret i en bil, der måske lugtede af vildt natteliv, sammen med en overtræt chauffør, der jog af sted og var ligeglad med hende. Hun ville hellere sidde i en anonym togkupe og sunde sig i fred. Måske drømme, at hun var på vej til nye, spændende steder. De standsede på Knippels bro og betragtede vandet, og hun så langt og længtes ud eller frem, og han kyssede hende på kinden og tog hende i hånden og førte hende videre, forbi Børsen og Holmens Kirke. De så over mod Christiansborg, og hun var stolt af gobelinerne. Deres skridt rungede på Højbro plads, og de satte sig et øjeblik på det mindeværdige Storkespringvands kant, hvor hun havde gået forbi og misundt de unge mennesker, der sad afslappede sammen, og gik op ad Købmagergade, og hun ville i Rundetårn, næste gang hun kom til byen. Hun lod hånden glide henover Regensens ru murværk og ramte måske et flere hundrede år gammelt håndaftryk. Da de nåede Kultorvet, satte de sig på en bænk ved siden af den lille, vidunderlige bronzeskulptur af de to gamle mennesker, og hun ønskede, at hun kunne blive siddende ved siden af ham og lytte til hans varme, venlige stemme altid. Hun tændte en cigaret og han fandt sin pibe, og morgengryets stemning greb hende, mens minderne næsten væltede hende omkuld. Hun krøb tættere ind til ham og hans gode duft, og han gav hendes hånd et fortroligt klem. Dengang, i tidernes morgen, travede de rundt i gaderne i 12

13 timevis eller sad på en bænk, som nu, og planlagde fremtiden; og det lå i luften, at den skulle være fælles. Hun havde sukket sentimentalt ved tanken om alle de år, hun havde undværet ham, men vidste godt, at det ikke havde kunnet været anderledes. På Nørreport station stillede de sig tæt sammen et øjeblik, og hun kunne næsten ikke rive sig løs. Hun kyssede ham på kinden og var fortabt og vinkede ivrigt til ham, da toget satte i gang. Hun vinkede distræt, efter han var forsvundet og var glad for, at hun var alene i kupeen. Hun vidste ikke om hun skulle le eller græde. Le; i fremtiden skulle der være plads til latter, god, varm latter. Hun strakte sig smilende. Hvis hun åbnede munden nu, ville hun være hæs som en krage. De havde talt og talt i timevis om gymnasietiden, da de lærte hinanden at kende. Anders var født på Christianshavn, og allerede den første skoledag havde han besluttet, at hendes farmor sikkert havde købt fisk hos hans far, som han hjalp efter skoletid. Det havde betydet noget for dem, at de kunne have set hinanden, da de var små. Skæbnetanken hjalp dem langt ad vejen, da deres forskellige miljøer tørnede sammen. Det havde været en dejlig aften og nat. De havde moret sig; et øjeblik med seksuelle undertoner, men da hun rystede på hovedet, respekterede han hende øjeblikkeligt. Det virkede nærmest som om han var lettet. Måske havde han følt de indirekte forslag som en del af sin borgerpligt, for han havde jo fortalt hende, at hun var lige så smuk som dengang og desuden havde den modne charme. Hun knuselskede ham for den kompliment, der ville have lydt plat fra de fleste andre mænds munde. Hun havde varmet sig ved hans blide galanteri. Han boede rodet og hyggeligt. Hun havde helt glemt den form for charme, men hun havde ikke kunnet lade være med at lægge mærke til støvet. Rasmussen havde stået og kikket hende over skulderen. Kassereolerne langs væggene var fyldte til bristepunktet med bøger, plader og Cd er. Det havde kriblet i hendes fingre efter at få lov til at gå på opdagelse og finde yndlingsdigtene og de foretrukne stykker musik i en indspilning fra den tid, da orkestrene endnu ikke lød som om de var på akkord, havde han sagt. Hun gav ham ret, selvom hun ikke kunne høre forskel. Hans skrivebord lignede Jerusalems ødelæggelse, men han påstod smilende, at han havde system i rodet. Hun troede ham. Han var tilstrækkelig rolig til at have overblik; modsat Simon, der ikke tålte unødige ting som han kaldte alt, der ikke havde umiddelbar nytteværdi. Hun havde kæmpet en hård kamp for at få lov til at indrette huset, så hun trivedes nogenlunde i det. Hvis han flyttede, ville hun fylde stuerne meget mere ud, men det havde lange udsigter, så hun måtte begynde med Amalies værelse og indrette sig der. Det var stort nok til at kunne være kombineret arbejds- og soveværelse. Hvorfor i alverden havde hun aldrig forlangt at have et arbejdsværelse? Gennem alle årene havde hun ikke haft et sted, hun kunne kalde sit eget. 13

14 Amalie trak sig tilbage til sit værelse. Simon sad i sit arbejdsværelse. Hun sad i fællesrummene, hvor alt og alle kunne invadere hende når som helst. Hun havde sat sig i hans alrum med de uopslidelige safaristole og den falmede PH lampe over det store, runde, lavbenede bord hun genkendte, og som byggede bro henover årtier. Han fortalte, at møblerne havde overlevet i sommerhuset, de havde solgt ved skilsmissen. Køkkenafdelingen vidnede om, at der blev tilberedt gode måltider. Hun anede en svag, krydret duft i luften og det gedigne køkkengrej, der hængte på væggene, så brugt ud, og gaskomfuret var nyt og skinnende rent. Køkkenet måtte være hans gebet, og hans gode rundbuestil talte også sit eget sprog. De havde siddet midt i musikken med benene på bordet og spist gammelost på fedt og sigtebrød og drukket engelsk øl, og for første gang i lang tid, havde hun følt sig hjemme og tryg, mens fortidsglimt passerede revy. Hun ville gemme de dyrebare timer sammen med Anders dybt inde et sted, Simon aldrig ville komme. Han havde ikke været i tvivl om, hvis ryg han var så tæt på, at han kunne nå den med fingerspidser, der engang havde kærtegnet den ømt, og han glemte sent den følelse, der overvældede ham. Han havde været nødt til at blive stående musestille, som en anden lurer, indtil hans hjerte faldt så meget til ro, at han kunne give sig til kende, uden at forskrække hende. Han tog et par fjollede dansetrin og begyndte at gå tilbage mod Christianshavn. Han var dødtræt. De tider var forbi, da han ustraffet kunne springe en nattesøvn over, men han havde følt sig næsten latterlig ung, da han kyssede hende og fangede det sårbare i hendes ansigt, der kaldte og havde kaldt på hans beskyttertrang dengang for hundrede år siden. Hvis han skulle være rigtig banal, var årene gledet af ham i de minutter, bortset fra, at han var knapt så usikker som dengang. Hun var stadig en dejlig pige, og hun virkede ikke så uopnåelig mere; selv hun havde været nødt til at tilegne sig en hvis form for realitetssans, og i glimt havde hun endog vist sig bramfri. Indimellem havde hun grinet stort og åbent, og han så en mimik og hørte en lyd, der brød hans erindringsbillede om hende. Hun måtte have været utroligt hæmmet dengang, for selv med hendes nye frigjorthed, var der lidt dronning Victoria over hende. Det var vel derfor Simon havde haft held til at charmere hende med sine såkaldt dybe, mystiske grimasser og håndfaste, ukærlige romantik, der kunne læres i enhver håndbog for bejlere. Hun havde slugt det hele råt, åbenbart hjulpet godt på vej af moderen, den snobbede strigle, hvis skjulte dagsorden, han ikke forstod, da Simon havde været ligeså fattig som ham og købte sine jakkesæt på afbetaling, men han havde intet kunne gøre. Han huskede tydeligt sin næsten vanvittige sorg og desperation over, at hun var blind for hans dybtfølte kærlighed, han ikke fattede, hun kunne være så stæreblind for. 14

15 Han havde ikke evnet spillet eller haft midler til at hamle op med Simons store forestillinger, og han vidste instinktivt, at hvis han luftede sit syn på Simon for Hannah, uanset hvor sagtmodigt det måtte være, ville hun vende ham ryggen, og tanken om slet ikke at se hende havde været ubærlig. Han var endt magtesløs på sidelinjen, verdens ynkeligste rolle, og havde kun kunnet se stiltiende på, at hun endte i Simons garn. Bortset fra, at han havde været rørende naiv og at forelskelse og kærlighed ikke nødvendigvist havde noget med hinanden at gøre, havde han aldrig lært at forstå, hvorfor kvinder så ofte faldt for dumme svin. Selv intelligente kvinder lå på maven for mænd, der ville skide dem et stykke. Han havde truffet en del dumme svin, i årenes løb, og han havde sgu også trøstet deres kvinder, og han havde aldrig forstået, hvad der fik dem til at forelske sig i den slags dominanter. Han var ved at stå på hovedet over en kantsten og ømmede sig bandende. Se, den situation ville den fine Simon aldrig være havnet i; det var det. Simon havde altid vidst nøjagtigt, hvad han foretog sig, og hvilken effekt det havde på omgivelserne. Når han tænkte tilbage, med alderdommens uendelig visdom, havde Simon haft kontrol over situationen i en grad, der ikke var karakteristisk for så unge mennesker. Han måtte sgu have været angst som bare pokker, men det havde de kun set som en styrke hos ham. Han havde også ladet sig forblinde, og så havde han opgivet og havde trukket sig, og sådan endte den kærlighed. Han standsede på Knippels Bro og så udover vandet. Kun havde sagt, at hun ville gå ned til stranden, når kun kom til Klampenborg og mærke, at de var på bølgelængde. Han rystede smilende på hovedet. Hun havde også sagt den slags ting, dengang. Han ville godt kunne forelske sig i hende igen, og nu ville han også kunne hamle op med eventuelle rivaler; det skulle alderen og erfaringen have; og Ilse. Hun havde været god nok, og et par dejlige unger havde de fået ud af det og, hvis han skulle være helt ærlig, havde de også været gode i sengen, de første år, inden hun blev gift med sin karriere, og hans sårede forfængelighed, og mindelser om et andet svigt, forhindrede ham i at kæmpe hårdt nok for deres ægteskab. Ilse havde sikkert kunne tumle Simon, selvom hun ikke var psykopat. Så, så små slag; psykopat kaldte man efterhånden alle og enhver, selv naboen, der ikke ville klippe sin hæk, men alligevel Han nåede morgenværtshuset, hvor han kunne få morgenkaffe og friske rundstykker, og fik lyst til at sidde lidt og lytte til kammesjukkerne og drømme, inden han gik hjem på hovedet i seng. Han håbede hun satte sig i forbindelse med ham inden længe. Måske skulle han forære hende en mobiltelefon? 15

16 16 3. Mødet med Anders havde siddet i hende hele dagen som en lille varm plet, der gav hende en energi, det var længe siden, hun havde haft magen til. Hun vågnede lidt over middag med en fornemmelse af at kunne overkomme alt, selvom hun kun havde sovet et par timer. Det eneste triste var, at hun ikke kunne ringe til Louise og fortælle hende om Anders, og dette sekunds mismod fortalte hende, at hendes nye sindstilstand var skrøbelig og skulle udnyttes, Hun skyndte sig at gøre sig i stand og komme ud af huset, inden Rasmussen kom. Hun havde simpelthen ikke lyst til at konfronteres med Rasmussen, der ville minde hende om, ved sin blotte nærværelse, at alt, når det kom til stykket, var ved det gamle. Hendes gode stemning havde heldigvis holdt sig, og hun havde brugt eftermiddagen til at kigge på møbler til Amalies værelse for at understøtte, hvordan hun ønskede sig fremtiden... uden Simon. Simons vogn holdt i indkørslen. Hun standsede uvilkårligt og havde lyst til at vende om, men åbnede automatisk havelågen, mens hun spekulerede over, hvordan hun skulle forklare sit fravær, selvom det slet ikke skulle være nødvendigt. Han havde sagt tre dage. Hun vidste godt, at det argument ikke ville holde. Hvis han var i dårligt humør, ville alt, hvad hun sagde og gjorde, være forkert. Hvorfor var han kommet hjem før tiden? Det plejede han ikke. Tværtimod; og så netop i dag, hvor hun havde så meget at tænke tilbage på. Hun havde glædet sig til en omelet og benene oppe. Hvorfor i alverden kunne han ikke melde sin ankomst? Telefonen var opfundet. Der var vel ingen, der vadede ind på hans kontor uden aftale? Han forlangte middag, når han var hjemme en

17 sjælden gang, og hun havde bedt ham om at ringe, så hun kunne forberede hans hjemkomst forberede sig til Hun skubbede døren op og så hans vartegn i forstuen. Den sorte skindmappe fik automatisk hendes mave til at trække sig sammen, og alle hendes planer syntes vanvittige. Hun lirkede sukkende sine sko af og gik ud i køkkenet med indkøbsposen. Rasmussen var gået, og køkkenet skinnede. Hun havde sat en ret i ovnen, på hr. Troelsens høflige anmodning. Fiskefad, der skulle tændes for en god halv time inden spisetid. Fisk! Så havde han deltaget i for mange store frokoster igen. Han satte en ære i at holde vægten, men det blev stadig vanskeligere for ham. Han virkede sommetider noget anstrengt i sin veltrimmede krop, og når han havde det værst, kommenterede han hendes alder. Hun satte varerne på plads. Rasmussen skulle have en erkendtlighed næste gang, hun så hende, fordi hun gjorde sig sådan en umage. Det var egentlig Simon, der burde give hende den, for hun tilbad ham. Han vidste det og flirtede tilpas med hende og han havde dermed en medsammensvoren, der kunne være, og havde været nyttig, da han endnu gjorde sig den ulejlighed at prøve at skjule diverse eskapader for hende. Hun havde altid måttet nøjes med Rasmussens andenplads, og den var til at leve med, og måske en fordel nu, hvis... når hun forlod Simon. Rasmussen var altid i balance med verden og aldrig syg, og Simon havde en nærmest barnlig respekt for hende, til trods for sin flirten. Rasmussen var stabil, og hun kendte deres særheder og fandt sig i dem. Det eneste hun nogensinde havde forlangt var, at de forblev Des. Kun Amalie slap af sted med et du i farten, men fik blikket; det lange, der var mere effektivt end ord. Så længe Simon havde Rasmussen, ville han som end dårligt nok opdage, at hun var væk, og Rasmussen havde desuden altid hørt til Amalies billede af en rigtig familie. Det var vigtigt hun blev. Stod hun og planlagde sin flugt? Det var ikke længere tid siden, end i eftermiddags, at hun planlagde, hvordan hun ville indrette huset, når Simon var væk? Hvad ville hun egentlig? Der var intet at sige til, at hendes omgivelser ikke respekterede hende. Trætheden overmandede hende næsten. Hun satte sig tungt og vippede et øjeblik åndsfraværende med tæerne. Hvad nu? Hun var nødt til at kalde på ham, men hun ville have et glas hvidvin, inden hun så ham og modtog et flygtigt kys nærved sin kind, hvis han var i godt humør; hvis han var i dårligt, ignorerede han hende... hvis hun var heldig. Hvis, hvis... Hun hentede vinen i kælderen, men fortrød. Hvidvinen var Simons. Anders og hun var til øl. Hun ville have en kold øl med skum, der lagde sig balsamerende i hendes mundhule og på hendes læber som bløde kys. Klokken var allerede et kvarter over seks. Hvis hun tændte for ovnen nu, kunne de spise ved syvtiden. Mon Rasmussen havde dækket bord? Det plejede hun. 17

18 Solen stod skråt gennem spisestuens små ruder, og den hvide dug og de gule tulipaner midt på bordet sugede lys til sig, og de smukke krystalglas glimtede. Servietringene skinnede nypudsede. Alt var parat til nadveren. Det eneste, og vigtigste, de selv skulle medbringe, var den gode stemning. Hun besteg uvilligt bjerget til første sal og bankede forsigtigt på døren til Simons arbejdsværelse og åbnede den. Det var tomt. Hun hørte en svag snorken fra soveværelset og listede forsigtigt nærmere som en lurer eller tyv. Døren stod på klem, og han lå så lang han var på sengen med tøj på. Herregud, hvor så han forsvarsløs ud. Hans mund stod let åben, og en smule savl fra hans mundvige gled ned mod hovedpuden. I gamle dage ville hun have følt ømhed og have haft lyst til tørre det væk. Det var længe, længe siden. Om lidt ville han fange torsk og vågne med et spjæt. Engang for længe, længe siden, ville selv den lyd have fyldt hende med glæde, fordi den fortalte hende, at han var i live, selvom han var udenfor hendes cirkel. Simon, vi skal spise om tyve minutter? Han vendte sig sukkende, og hun lukkede døren stille og gik ned i køkkenet igen og stillede sig ved vinduet og så udover den store køkkenhave, eller rettere sagt forhenværende, for det var efterhånden flere år siden, hun havde gået rundt derude med rumpen i vejret og sørget for, at de små gulerødder ikke kvaltes i ukrudt. Det var længe siden hun havde interesseret sig for alvor for haven eller for noget som helst andet. Engang havde de siddet derude og nydt aftenernes kølighed efter hede dag, der både skyldtes solens varme og deres heftige elskov. De elskede, mens Amalie var til spil eller sammen med veninderne. Det var smerteligt længe siden, de havde siddet sammen med gode venner over et måltid mad og let og luftig snak om alt og intet. Haven var blevet et fremmed sted; den havde lukket sig om sig selv, og de var jaget væk fra den paradisiske plets lyksaligheder, men det nyttede ikke at blive sentimental, blot fordi Simon lå et sted i huset og sov. Hun hørte ham komme ned ad trappen og tog fiskefadet ud af ovnen og ind. Han havde sat sig. Sad tavs og nedstirrede hende; sådan følte hun det i hvert tilfælde og mærkede, at hendes bevægelser blev klodsede. Hun satte sig. Værsgo! Han øsede en stor portion op; så stor, at hun næsten tabte appetitten. Hun sank sit spyt og øsede rigeligt op til sig selv for ikke at provokere ham. Hun skævede forsigtigt til ham. Han huggede maden i sig som et barn, der var kommet sultent ind fra en voldsom, appetitvækkende leg. Hun spekulerede sommetider over, om hans voldsomme appetit var levn fra hans yderst beskedne barndom eller om det blot var velstandens almindelige, fortravlede glubskhed, der havde lagret sig i hans manerer. Hun spiste besværet, selvom maden var delikat. De hvide fiskestykker svømmede rundt i en velsmagende sauce. Rasmussens hemmelige opskrift, 18

19 der ikke var til at vriste fra hende. Frisk dild og citron og sprødt brød og kold hvidvin og alligevel var stemningen blytung og helt uden den tavse fortrolighed, hun havde oplevet hos andre mennesker. Stemningen stod i skærende kontrast til måltidets lethed. Disse tavse måltider var uudholdelige og gav hende ondt i maven og en følelse af håbløshed. Hun tog sig sammen og lagde ansigtet i forsonlige folder. Hvordan har du haft det? Det var et helt uskyldigt spørgsmål stillet af en kone, der interesserede sig for sin mand, men hendes stemme lød bebrejdende. Uanset, hvad han kunne finde på, var hendes forstillelsesevne slidt op. Ikke dårligt. Han snappede, og hun kvalte sit tåbelige værtindesmil og opgav. Og du? Han så ikke engang på hende, mens han spurgte, men flåede i brødet og proppede det ind i munden og gjorde enhver mulighed for naturlig samtale næsten umulig, og hun vidste jo også godt, han var lige så fuldstændigt ligeglad med hendes svar, som hun havde været med sit spørgsmål, men hun måtte hellere svare. Udmærket, tak. Jeg havde en pudsig oplev Han hørte ikke efter, og hendes ord fløj hjemløse rundt i rummet. Hun opgav og koncentrerede sig om maden, der blev stikkende i halsen og lagde sig i maven som beton. Han tørrede sig omhyggeligt om munden og foldede servietten sammen og stak den igennem servietringens blanke oval og rejste sig. Rasmussen er dygtig. Vil du hilse hende og samtidig bede hende om at sørge for mine skjorter? Første tjenende dame giver anden tjenende dame ordre. Han var halvvejs ude af stuen. Nej! Hun gispede. Han standsede brat, og hun var sikker på, at hun så røg fra bremsesporene på gulvbrædderne. Hun blev helt forskrækket, og hendes hånd fløj op og dækkede munden, så han ikke kunne høre hendes lille, nervøse fnis. Lille ord stor virkning. Hvor mange år havde hun egentlig sagt ja? Sende til rensning. Rasmussen. Han vidste udmærket, at det var hendes job. Følte han glæde ved at fratage hende den sidste berettigelse? Han så hende nu. Tiden stod stille. Han stirrede på hende med overraskelse i blikket under de let løftede øjenbryn og let åben mund. Hvad var det, du sagde? Jeg sagde og siger nej. Hans mund blev en smal, nedadvendt bue og hans øjne isede til. Han lignede sig selv igen, men hun var ikke så bange som hun plejede at være, selvom hun havde erklæret ham åben krig. Ingen modsatte sig straffrit Simon. 19

20 De ventede. Stilheden var øredøvende, men hun blev siddende ubevægelig og jog ham ud af stuen. Døren sang, da han smækkede den i. Hun hev efter vejret og begyndte at ryste, men det gjorde ikke noget. Et eller andet var forandret og hun kom i tanke om en vending, hun havde hørt for nylig. Det var noget med at tabe slagene, men vinde krigen. Hun havde tabt slagene i snart tredive år. Nu måtte hun vinde krigen, selvom det var vanskeligt at forestille sig, at hun nogensinde skulle kunne hamle op med et menneske, der havde taget sit overherredømme for givet i så mange år. Hvad var der galt med hende, at hun havde ladet det komme så vidt, at hun ikke kunne ånde frit mere? Hun rejste sig træt og grædefærdig. Hun måtte finde på en måde for passiv modstand, han ikke kunne gennemskue, men det ville blive meget vanskeligt, for hans indgroede mistro, der var vokset til kolossale højder gennem årene, ville spænde ben for hende. Han var en garvet forhandler og vant til at vinde, og hun kunne ikke forvente almindelig respekt fra ham, der stort set mente, at kvinder kun kunne bruges optimalt til én ting. De grimme tanker gjorde så ondt, at hun sikkert ville have skreget, hvis hun var en anden. Louise ville have skreget i vilden skyld. Louise. Louise var måske den eneste, der vidste, hvordan hendes ægteskab var, og hun havde aldrig ladet sig påvirke af den kamuflerende velstand og hans charme udadtil. Hun havde aldrig manglet noget. Det havde hun hørt så ofte, gennem årene, at hun indtil for nylig havde troet på det, eller i hvert tilfælde havde indrettet sig efter det. Simon havde skabt sig et image som gavmild ægtemand. Han var sluppet af sted med det, fordi hun havde skammet sig for meget over dem begge to til at fortælle, hvordan hun nærmest skulle prostituere sig og lokke penge fra ham. Veninderne havde vist altid været lidt misundelige og havde ment, at hun var forkælet, når hun en enkelt gang sagde noget negativt om Simon. De anede intet om omkostningerne; ensomheden og ydmygelsen. Kun Louise vidste næsten alting, og nu havde hun skubbet hende fra sig. Anders kunne hun under ingen omstændigheder involvere. Ikke endnu. Hun havde kun fortalt ham, at hun og Simon var inde i en mindre ægteskabelig krise, da han spurgte hende om, hvad hun havde ment med at myrde ham. Et øjeblik var hun lige ved at fortælle ham alt, men hun tav. Hvis han kendte sandheden, ville han foragte hende, ligesom Louise gjorde. Hun måtte have Simon ud af huset. Hun ville have det hus; det var hendes. Han kunne tage alle møblerne og malerierne, der alt sammen var hans valg, men huset var hendes, og det lå i nærheden af Louises. Hun havde sørget for det og levet i det, dag ud og dag ind. Huset og hun hørte sammen, og dets vægge rummede Amalies latter og gråd og hendes. Simon hørte ikke rigtigt til. Ikke længere, hvis han overhovedet nogensinde havde gjort det. Da hun travede rundt i eftermiddags og ledte efter steder, der mindede om den uhyggelige drøm, der havde plaget hende den senere tid, vidste hun pludselig, midt på Kultorvet, at drømmens hus var hendes hus, hvor hun efterhånden følte sig som en uvelkommen gæst. Hun var standset mellem to skridt; det 20

21 havde rykket i hende, og hun skyndte sig at tage et lommetørklæde frem og lade, som om hun hostede. Senere satte hun sig ind i en cafe og fik et par drinks og sundede sig, og hun var euforisk et øjeblik og nød det fuldt ud, for erkendelsen af tingenes tilstand overskyggede helt de vanskeligheder, hun ville støde på undervejs til friheden. Louise ville kalde oplevelsen aha. Hun rejste sig og gik gennem den tomme dagligstue opad trappen til hans arbejdsværelse og bankede forsigtigt på døren og åbnede den på klem. Den sad med ryggen til og reagerede ikke. Vil du have kaffe, Simon? Ja, det plejer jeg at ville. Den svarede bøst. Hun lukkede døren forsigtigt. Hvis hun kunne lære at betragte ham fra en komisk vinkel, havde hun måske en chance, men det var svært. Han skræmte hende. Hun gik ned i køkkenet og satte vand over til gammeldags tragtet, stærk kaffe. Det ville have irriteret ham. Han havde altid syntes, hun brugte tiden forkert. Hvorfor dog gøre så meget ud af at lave noget så ordinært som kaffe, der blev skyllet ned på et øjeblik? Passiv modstand? Nej mild, aktiv var bedre. Skjorterne havde virket; havde i hvert tilfælde bragt ham ud af fatning et lille øjeblik. Stik. Vandet kogte. Hun kom et par ekstra teskefulde bønner i tragten. Simon foretrak tynd kaffe. Hun fyldte kanden halvt og satte den på bakken sammen med fars kop og en lille kande med varmt vand og bar bakken op og stillede den forsigtigt foran den og skænkede. Hun holdt vejret. Den tog en mundfuld og var ved at kløjes i drikken og vendte sig arrigt. Hun var bange for at komme til at fnise. Du ved, jeg ikke bryder mig om stærk kaffe. Den så på hende for anden gang den aften. Hun strammede læberne og håbede, at grimassen lignede et imødekommende smil. Det ved jeg. Der er vand i den lille kande. Hun trak sig skyndsomt ud af værelset og mærkede, at hun dirrede, men tilfredsstillelsen ved at irritere ham den, var en rystetur værd, og den kunne vel næppe anklage hende for forsømmelighed? Hun gik mat ned og satte sig i fjernsynsstuen med en kop stærk, stærk kaffe og åbnede for fjernsynet og lagde benene op på sofabordet og skævede uvilkårligt rundt. Simon ville blive vred, hvis han så hende med benene på Rasmussens spejlblanke bordplade. Debatprogram! Diskussionsgruppen bestod af seks, alvorligt, næsten højtideligt udseende mænd, der talte de svages sag. De lignede Simon sammen med hans forretningsforbindelser. Slog de deres koner? Hun skruede ned for lyden og betragtede dem indgående. Hvis én af dem var hustrumishandler, kunne hun ikke gennemskue ham. Tilsyneladende kunne ingen. Det var ubegribeligt og uhyggeligt. Hun slukkede. Hvornår var han blevet så utilfreds med hende, at han måtte slå? Ikke fra begyndelsen. I begyndelsen havde de det dejligt, og det havde været ren fryd at gøre Simon livet behageligt og senere, da Amalie kom, løb hun stærkt, for 21

22 ikke at forstyrre ham, når Amalie græd eller var syg, men det havde ikke været en byrde. Tværtimod. Hun følte sig nyttig og værdsat. Hun elskede dem begge to og følte sig rig, og offeret kom mange år efter, da hun ikke fik smil og tak, hverken fra ham eller Amalie, der abede efter ham, men bebrejdelser, hvis hun ikke gjorde, hvad de var vant til og forventede, og nu var det umindelige tider siden, hun havde følt sig som... noget som helst. Volden var kommet så gradvist, at hun skubbede episoderne fra sig fra gang til gang. Den begyndte med, at han kritiserede hende, og deres forhold var forværret drastisk, da hun opdagede, at han bedrog hende. Hans utroskab havde gjort hende så ulykkelig og chokeret, at hun næsten gik i stå og græd i dagevis. Han bebrejdede hende, at hun forsømte huset og Amalie og sådan som hun opførte sig og så ud, kunne hun vel forstå, at det var fristende for ham at være sammen med andre kvinder. Hun var skinsyg og fortvivlet, når han så på hende med sit spejderblik og efterlod hende med ubesvarede spørgsmål og en følelse af at være for krævende. Han kunne slynge en bebrejdelse ud og styrte ud af huset, så hendes spørgsmål blafrede efter ham, ligesom i aften, og lagredes i rummene og gav åndenød. Hvis hun kunne tapetsere væggene med alle hans spidse bemærkninger og alle hendes forgæves ord, ville det knibe med plads til møblerne. Kun en gang gennemtræk og en grundig hovedrengøring, efter at den var permanent af vejen, ville kunne rense luften. Først flere år efter fortalte nogle veninder hende om deres skænderier, og hun fandt ud af, at han brugte den typiske strategi, at det bedste forsvar var et angreb. De havde prøvet det, men ingen af dem var, så vidt hun vidste, blevet slået. Hvad var forskellen på dem og hende? Trappen føltes uendelig stejl. Hun gik langsomt op og stod i soveværelsesdøren og betragtede sengen med alle tegn på ulyst. Ikke ti vilde heste kunne få hende ned i den seng i aften. Hun tog sengetøjet og gik ind i Amalies værelse og ryddede hendes briks og redte op. Ungpigeværelset stod i skarp kontrast til hendes sindstilstand, men måske kunne hun drømme sig tilbage til udgangspunktet, herinde i det kyske jomfrubur, uden dens uudholdelige vibrationer. Hun gjorde sig nødtørftigt i stand, var for træt til andet, og lagde sig i den smalle seng og ventede. Hun hørte ham gå ud på badeværelset, og hendes mave surrede sig sammen, og hun var så anspændt, at hun blev mat. Sekunderne, fra han lukkede badeværelsedøren til hun hørte ham åbne døren til soveværelset, fik hende til at bide tænderne hårdt sammen, og et øjeblik var hun overbevist om, at døren var for at narre hende, og at han i næste sekund ville stå udenfor den. Der skete intet, men det hjalp hende ikke; det ville i virkeligheden være en lettelse, hvis han reagerede, som han plejede, næsten uanset hvad han fandt på. Som det var nu anede hun ikke, hvad havde han tænkt, da han opdagede, at hendes seng var tom? Hvorfor lod han som ingenting? Hvad pønsede han 22

23 på? Hun stirrede gennem tusmørket hen på døren, men den forblev lukket. Stilheden susede i hendes ører. Hun vågnede med et sæt og mærkede sveden løbe ind i ørerne og danne propper, så hun ikke kunne høre andet end sit hjerte, der hamrede så anstrengt, at brystet brændte, som om hun havde slugt for meget luft. En del af hende var helt klar; hun vidste, hvem hun var, og hvor hun var. På Amalies værelse, men det hjalp ikke. Hun kunne ikke bevæge sig endnu. Hun vænnede sig aldrig til dette ingenmandsland, hvor hun med nød og næppe undgik den skingrende panik. Hun ventede. Hørelsen var ved at vende tilbage; vægurets tik, tak snoede sig fra forstuen opad trappen. Hun koncentrerede sig om lyden, der hørte til i virkeligheden. Hun trak stadig vejret i gispende suk, som Simon måtte kunne høre, hvis han var vågen, men hvorfor skulle han være det? Han sov normalt som en sten. Hun lyttede anstrengt og hørte en svag snorken og slappede lidt af. Lammelsen klingede ud, og hendes arm lystrede. Hun rakte ud og tændte lyset, men mareridtet stod stadig knivskarpt på nethinden og blandede sig med værelsets konturer, der duvede. Hun tørrede sveden af panden og gned øjnene; prøvede at viske synerne væk, men opgav og hengav sig. Farverne havde været smukke, som de plejede at være, og skærende klare. Hun undrede sig altid over, at så smukke farver kunne virke så kolde, at de fik hende til at fryse. Blodrød kulde spærret inde og formet af kraftige, ubrydelige sorte streger. 23 Lejligheden lå i gadeplan på et hjørne, der var skåret af, således at det første værelse måtte være femkantet. Overfor stod et gammelt, knudret træ. Hun bankede på døren, der åbnedes af en fremmed kvinde og gik ind i den første lavloftede stue, der var fyldt med mennesker, hun ikke kendte. De sad parvis og talte lavmælt sammen. Ingen hilste. De ignorerede hende ikke, slet ikke; de så hende ikke. Hun var usynlig. Ja, hun måtte være usynlig. Rundt om i stuen stod store keramikfade med strålende frugter i alskens farver, og hun havde lyst til at sætte tænderne i en stor, saftig pære og rakte ud, men hun kunne ikke nå dem. Der var ingen, der sagde, at hun ikke måtte, slet ikke; hun kunne ikke og nøjedes med at se længselsfuldt på herlighederne. Hun opdagede et fad frugt under en sofa og der var ingen, der kommenterede hendes opførsel, da hun lagde sig ned på gulvet og prøvede at få fat i det, og det flyttede sig lige udenfor hendes rækkevidde i takt med hende. Hun kunne ikke nå det. Hun bad om hjælp, men ingen hørte hende. Ingen opdagede, at hun havde brug for hjælp, og at der var ved at gå panik i hende. Hun flygtede ind i næste rum, der var tåget, og hun så svagt to mennesker brydes. Hun følte snarere end så den ubehagelige situation. Den underlegne råbte om hjælp og så på hende med bønlige øjne, men hun kunne ikke hjælpe ham, kunne ikke flytte benene i hans retning, kun væk fra ham, og hun skyndte sig videre. Lejligheden måtte bestå af mange værelser, mystiske celler med hver sin hemmelighed. Dette rum måtte ligge ud til en gård, hvis der var én. Lejlighedens værelser lå rundt langs husmuren, men de mødtes ikke væg til væg ind mod midten. Der var noget derinde, som hun aldrig kom i nærheden af, selv om hun ønskede det brændende. I gårdværelset lå et menneske på gulvet indhyllet i dødens kappe og et andet menneske stod bøjet over det. Hun ville skrige, men kunne ikke. Hun vendte om og tumlede tilbage gennem lejligheden og ind i det fyldte værelse og tiggede om hjælp. Gæsterne og beboerne og værtinden lo og lo, høje, hånlige lyde forfulgte hende ud på gaden, hvor hun stod med hjertet

24 hamrende i brystet og åndenød og fik øje på træet, der stod på gadens modsatte side. Det var stort og frodigt og meget grønt. Håbet var grønt. 24 Nu var det næsten ovre. Det værste var overstået for denne gang. Hun stod op og ledte efter sin morgenkåbe, men huskede, at hun ikke havde fået den med, og listede frysende hen til badeværelset og fik fat i den. Trappen duvede, men hun nåede uskadt ned i den utydelige dagligstue og fandt cigaretpakken på sofabordet og tændte en cigaret med en hånd, der stadig dirrede. Lugten. Lugtesansen var kommet igen. Angstens sved. En skarp, syrlig lugt. Hun stod usikkert midt på gulvet. Hvad nu? Hvis hun lagde sig igen, ville mareridtet fortsætte. Hun kunne mærke det. Hun skoddede cigaretten og skubbede havedøren op drak grådigt den kølige, friske luft i store, gispende mundfulde og fik langsomt fuld kontrol over sin vejrtrækning. Den grå sommernat gjorde haven lidt uvirkelig, og der var mørke kroge, månens blege lys ikke nåede ind i. Haven levede et hemmelige natteliv, hun ikke havde del i, selvom det var den, hun holdt mest af; havde holdt mest af. Det puslede i en busk. Hun vendte sig skuttende om og lukkede døren og trak gardinerne for. Stuen forsvandt næsten, men hun kendte hver centimeter og var sikker på, at hun kunne finde rundt i den, selv om hun blev blind. Hvorfor i alverden skulle hun pludselig blive blind? Sveden var tørret ind og havde efterladt hende frysende, med en stram, kold hud, kun varmt vand, masser af hedt vand kunne få til at forsvinde. Hun løb op, lyttende efter livstegn fra Simon, og standsede brat foran badeværelsesdøren. Det nyttede jo ikke at tænke på bad nu. Simon ville vågne. Værelset føltes klaustrofobisk. Hun trak heftigt natkjolen op over hovedet og hørte en lille mislyd og så, at det mørnede stof var skredet ved siden af den ene søm. Det kunne ikke repareres. Simon havde foræret hende natkjolen, da han, måske, stadig elskede hende. Han havde købt den i Rom. Hun huskede, at han smilende, nærmest besværgende, da han rakte hende den bløde, kølige silke, der smøg sig omkring kroppen og sagde, at den ville få hende til at længes efter ham om natten, når han var væk. Det var rigtigt. Hun havde aldrig haft den natkjole på uden at mærke et savn, selvom hun ikke mere kunne give det navn og slet ikke forbandt følelsen med Simon. Den var vævet af bindende tråde, det var på tide at bryde. Forbi. Hun lagde det bløde stof til kinden et øjeblik og lod natkjolen dumpe ned i papirkurven. Rasmussen kunne bruge den til pudseklude. Hun løb frysende ned igen. Et glas cognac ville hjælpe og skære toppen af nervespidserne, og hun ville få sin egen hud og krop tilbage og fuld magt over sin hjerne. Hun bad til, at Simon sov lige så længe som han plejede, men det var under alle omstændigheder det sikreste, at komme tilbage til værelset. Hvis Simon nej, ikke Simon nogen... Anders. Stuen føltes upersonlig. Hun længtes efter Anders køkken, som Simon ville vrænge af. Han var så stolt

25 af huset, og især adressen, som han mente var uundværlig og nødvendig, hvis og når han skulle gøre indtryk på sine forretningsforbindelser. Hende skulle han ikke gøre indtryk på. Kustode; hun var kustode i sit eget hjem. Først amme, derefter kustode med kost og logi; aldrig sig selv værd. Mange års smerte sad i væggene, der emmede af sorg og ofte gav hende kvælningsfornemmelser. Hun var sat til at vogte sin egen undergang, mens han så på med tørre øjne og sit lille sarkastiske smil omkring munden. Hans læber kunne være grusomme og krævende, både når de hånede hende, og dengang han endnu kyssede hendes til blods, hvis han var i det humør. De vågne mareridt skjulte sig, ligesom drømmene, i møbler og malerier og greb ud efter hende, hvis hun ikke var på vagt, og de materialiserede sig i hans skikkelse, når han en sjælden gang var hjemme, og hun betragtede ham uden ømhed, men med bange anelser, og hun ventede. Hvad ventede hun på? Det var gyseligt, at hun ventede på, hvad han kunne finde på. Hvis hun kunne skrige Hun tømte glasset. Hun havde været vildt forelsket i Simon; helt forblændet, da han friede, og i begyndelsen trak hun vejret gennem ham og for ham og troede, han havde det ligesådan. Han måtte have været forelsket i hende dengang. Ingen normal person ville kunne spille så overbevisende komedie dag ud og dag ind, men hvem sagde, Simon var normal? Ingen normal person ville vel svigte et menneske, han elskede, så grusomt, som han havde svigtet hende? Hans råberi og hysteriske ordflom forleden aften havde været ubærlig. Hvis han altid havde afskyet hende, som han påstod nu, havde brylluppet været et forfærdeligt bedrag, et svigt, der førte andre med sig. Amalies fødsel. Den havde været langvarig og smertefuld og fuld af rædsel, og hun var alene. Amalie var ved at dø, og hun havde reddet hende, fordi hun skreg op og fik personalet til at reagere. I dag vidste hun, at Amalie havde slugt grønt fostervand, men dengang Amalies lille hoved, der voksede og voksede og blev blåviolet med brede, brune læber Det havde været forfærdelige sekunder, men personalet havde tiet episoden ihjel, og Simon rystede hendes forsøg på at fortælle ham det af sig. Moderen havde heller ikke været interesseret. Hun fik hverken lov til at skrige rædslens efterbyrd ud eller mulighed for at fortælle om det fantastiske øjeblik, da hun fik sit lille barn i armene og vidste, at hun havde skænket hende livet to gange. Hun havde ingen at dele alle tankerne og følelserne med, og fornemmelsen af at være forladt blev ved med at forfølge hende. I dag ville lægerne måske have kaldt hendes tilstand for fødselsdepression, men dengang Hun havde været helt alene. Simon kom først tredjedagen med favnen fuld af blomster og gaver og flere tusinde undskyldninger. Han havde været på forretningsrejse med sin sekretær, en ung kvinde; sikkert én af mange, en uendelig række gennem årene, men det anede hun intet om dengang. Han kom ind på stuen så på aborten. Aborten, ja, det havde hun glemt. 25

26 Hans havde indtaget stuen, da han tog Amalie i sine arme og løftede hende over hovedet, og han havde tilsyneladende fuldstændig glemt, at hans første ord til hende, da hun fortalte ham, at hun var gravid, var abort. Hun sank og sank, mens han skreg, at hun skulle have passet på, for han var ikke parat. Da han stod med Amalie, glemte hun det også og var lykkelig for og stolt af den mand, der havde givet hende Amalie og tilsyneladende var tilfreds med hende, trods alt, og han charmerede alle med sine strålende smil, der fik selv de fortravlede sygeplejersker til at se forelskede ud. Han var hendes, og selv moderen smilede et af sine sjældne smil, da hun betragtede sceneriet. Sceneriet, ja. Alle faldt for Simon, men Simon faldt kun for Amalie. Hun blev hurtigt fars pige og guldklump, og han forkælede hende, når han var hjemme og gjorde hendes daglige opdragelse næsten umulig. Heldigvis havde Amalie et godt sind, og hendes, næsten grådige livsappetit, forblev sund og udartede sig aldrig som Simons, men det lå langt ud i fremtiden. Der havde været så meget længsel efter Simon, der hurtigt ignorerede hende, når de var alene, og han rejste også næsten uafbrudt, og moderen havde aldrig tid eller lyst til at give en hjælpende hånd i det daglige, hvilket der ikke var noget at sige til. De havde aldrig haft det rigtig godt sammen, selvom moderen virkede interesseret i hende omkring brylluppet. Hun havde ofte drømt om en mor, der kom farende hver anden dag og hjalp til, om ikke andet så med gode råd, når Amalie var syg. Det ville have været dejligt. Hvis hun for eksempel havde kunnet ringe til moderen, dengang Amalie fik feberkrampe, var meget måske blevet anderledes. Den episode nedbrød totalt hendes vaklende selvværd, selvom Louise senere prøvede at trøste hende med, at hun hverken var den første eller sidste mor, der blev grebet af panik. Trøsten hjalp ikke. Hun glemte aldrig, at hun stod stivnet og så forfærdet på den lille pige, hvis ansigt og krop syntes forvredet. Hun havde troet, at Amalie var ved at dø, og da hun kunne røre sig igen, stak hun af. Hun forlod den lille og styrtede over til huset, hun vidste, var beboet af en ung kvinde med en datter på Amalies alder. Louise havde sluppet alt og løb med tilbage og tog hånd om Amalie, mens hun så passivt til og tænkte, at kvinden opførte sig som en rigtig mor, og det gjorde hun ikke. Hun havde troet, at Amalie skulle dø, og hun havde forladt hende og overladt hende til en fremmed. Hun skuttede sig. Uduelig mor og voldelig far. Det var ikke så underligt, at Amalie havde tilbragt det meste af sin fritid hos Louise og flyttede hjemmefra, så snart hun så sit snit til det, og på en måde havde hun været lettet, selvom hun vidste, at hun ville savne hende forfærdeligt og anede, hvor trist huset ville blive uden hende, for det var på det tidspunkt Simon, oven i alt det andet, begyndte at flirte kraftigt med Amalies veninder, og hans elskerinder blev stadig yngre kvinder; jævnaldrende med Amalie. 26

27 Måske var det i virkeligheden Amalie, han begærede? Hvilke tanker! Det gjorde ondt at tænke så grimt; hun måtte være syg og have narret Anders, siden han havde sagt, at en ting han elskede ved hende både dengang og nu var, at hun havde en anstændig tankegang. Det var til at græde over. Hvornår var hun blevet kynisk? Hvornår var hun egentlig begyndt at miste følelsen af at være et anstændigt menneske? Anders troede det bedste om hende, men han tog fejl. Hun var blevet, selvom hun opdagede, at Simon ikke blot bedrog hende med unge piger, men at han også var ligeglad med, at de var andre mænds unge døtre, og under alle omstændigheder andre kvinders. Hun var blevet, selvom hun foragtede ham og vidste, at hans samvittighed ville sove, så længe hans forretningsforbindelser troede på hans omdømme som fuldendt ægtemand. Hvorfor var hun blevet? Hvorfor var hun her endnu, indsyltet i løgn? Så mange år efter, at Amalie var flyttet hjemmefra, og hendes beskytterrolle var tømt, var hun her stadig!? Hun længtes pludseligt voldsomt efter én at putte sig ind til, ligge i arm med og snakke med; en at elske og synes om. En ven. Hun drømte. En skilsmisse ville ikke blive let. Simon havde truet hende med, at hun ville få kam til sit hår, hvis hun sprællede. Han kunne stadig bruge hende officielt, havde han sagt. Der var noget gedigent over en mand, der havde den samme hustru i mange år. Det var ikke til at bære at tænke på. Hvorfor havde hun ikke været stærk nok til at bryde ud af denne iltfattige osteklokke? Hvorfor lod han sig nøje med en kold fisk? Hustru! Dagen var allerede i fuld gang og flasken tom. Hun måtte se at komme op, inden Simon vågnede, selvom det ikke var så vigtigt. Hvis han begyndte på noget, ville hun tage flasken og Hun var halvfuld og trængte til at sove. I eftermiddag ville hun tage til byen og lede efter den lejlighed, der havde manifesteret sig tre gange i tre drømme. Alle gode gange tre. Den fandtes måske, eller også var hun ved at blive skør. Tiden ville vise det, tiden Sengen lignede en slagmark eller et sted, hvor elskende kroppe havde udført deres ritualer. Hun rettede lagenet nødtørftigt ud og smed sig i sengen, der duvede let, og borede sig ned i madrassen. Dynebetrækket var klamt og lugtede svagt syrligt, men hun turde ikke begynde at finde rent i linnedskabet, og det lugtede kun af hende og ikke ham og en parfume, hun ikke brugte. Han var blevet sløset den senere tid. Han ville ikke tirre hende, nej, det var værre. Han var ligeglad. Det var hun sikker på. Hun vendte sig om på højre side og krummede sig sammen i fosterstilling og trak dynen op over hovedet. I morgen måtte der ske en forandring, men lige nu ville hun sove. Hun kunne ikke falde i søvn, men vendte og drejede sig og krøllede lagenet, så det generede huden, der begyndte at klø voldsomt. Værelset duvede, da hun satte sig op. Hun afskyede tømmermænd, der i værste fald betød, at hun skulle henslæbe dagen med en tung bræmme over panden og sure opstød og 27

28 igennem en dyster aften, der endte med mareridt eller vågne scener, hvis Simon var hjemme. Hvorfor tog han ikke af sted? Han larmede mere end sædvanligt, men han lod hende i det mindste være i fred. Hun så på uret. Han havde sovet over sig. Mon han havde forestillet sig, at hun ville stille vækkeuret for hans skyld, efter seancen i aftes? Sikkert ikke; han havde slet ikke tænkt på morgenvækningen. Hun plejede at passe tiden for ham, havde gjort det i mange år, selvom det var længe siden hun oplevede gyldne morgener, hvor de skiftedes til at sørge for morgenmad og næsten ikke kunne vente på at kaffen blev færdig, så de kunne servere den for hinanden. Det føltes næsten som om de morgener var oplevet af en anden. Havde Simon det på samme måde og sørgede, eller havde han glemt dem? Han opførte sig i hvert tilfælde som én med hukommelsestab. Hun hørte hans støjende fodtrin på trappen. Nu var det vist snart forsvarligt at gå på toilettet. Han kom sjældent op igen, når han var gået ned. Det drejede sig om at have overblik og huske, hvad man skulle, så man blev sparet for mange unødige trin og kunne beskæftige sig med vigtige sager. Sommetider havde hun undladt at hente en ting, hun havde glemt i farten, for ikke at give ham noget at hænge sig i. Endelig smækkede hoveddøren. Hun sad helt stille et øjeblik, men han kom ikke tilbage. Soveværelset rodede, men hun nægtede at rydde op, som hun plejede, inden Rasmussen kom. Det var på tide, at Rasmussen så, hvad hendes helt regnede dem for. Han sked i sin egen rede og regnede med, at nogen skrabede møget væk; og det havde nogen gjort hidtil, men nu ville hun ikke mere. Hun ville bruge sine kræfter til at lægge planer, han ikke skulle have del i. Hun løb ned i køkkenet og smed hans tyndbenede kaffe ud og lavede en kop stærk, som hun drak stående ved køkkenvinduet, mens hun betragtede den forsømte have, der engang havde haft hendes store interesse. Engang havde de brugt haven, så snart de havde tid, og hun forestillede sig den som et paradis og havde ønsket sig en dam i midten med guldfisk og siv og fuglereder med unger, de alle tre kunne følge år efter år, men Simon havde sagt nej, det var for farligt, Amalie kunne falde i. Det havde hun bøjet sig for, men logikken svigtede ham, da han kort tid efter foreslog en swimmingpool. Da havde hun sagt nej, mens Amalie stod ved siden af dem og så bebrejdende på hende, og han var styrtet ud og havde rasende gravet hendes urtehave op, og haven blev aldrig det samme helle igen. Hver gang hun var derude, forfulgte hans raseri hende, og fik hende til at tro, at nu var hun blevet gal. Hun var gået til lægen, og han havde henvist hende til en psykiater, fordi det var pinlig for ham, det var hun sikker på, at hun afslørede en af hans badmintonvenner. Efter først konsultation sagde psykiateren, at hun virkede helt normal, og at det var almindeligt, at manden dummede sig og konen spiste nervepiller. De havde leet, og hun havde ikke kunnet få sig selv til at fortælle ham, at Simon var begyndt at afreagere andre steder end i haven. Inderst inde ville hun så 28

29 gerne tro, at hans overgreb var fejltagelser, som han fortrød for alvor, men det gik langsomt op for hende, at sådan var det ikke. Han kunne simpelthen ikke styre sig. Hvis hun havde fulgt psykiaterens råd om at finde en støttegruppe Hvis hun havde lyttet for alvor til Louise Hvordan var hendes liv? Det nyttede ikke Hun ryddede omhyggeligt op efter sig og gned pligtskyldigt den sorte granitplade, Simon var så stolt af, men som hun ikke kunne fordrage, ekstra. Når han var rejst ville hun have de hyggelige trækøkkenborde tilbage, men først ville hun indrette sig i Amalies værelse. Det var det hyggeligste rum i huset med det lille loftsvindue, der brød nattens og månens lys så smukt. Hun havde nydt sceneriet utallige gange, når hun sang Amalie i søvn, eller sad helt stille og så hende sove. Amalie ville sikkert ikke have noget imod at sove i gæsteværelset, når hun overnattede en sjælden gang, men hun måtte hellere ringe og spørge. Hvis Amalie indvilgede, ville Simons modstand ikke føles uoverkommelig. Hun tog et hurtigt bad og klædte sig på og gik ind i Amalies værelse, der fra i dag skulle hedde Hannahs hule; et rum, hvor tanker skulle være toldfri og drømme dristige. Hannahs hule skulle være begyndelsen til vejen ud, hvis Amalie gav sin tilladelse. Samtalen med Amalie var faldet helt anderledes ud, end hun havde forestillet sig. Hun havde troet, at hun måske ville føle sig tilsidesat, men Amalie havde tværtimod lydt indtrængende, da hun sagde, at det var på høje tid, at det gamle mausoleum blev revet ned. Hun havde aldrig drømt om at sove i det værelse, siden hun flyttede hjemmefra, da det var fyldt med bange anelser og uhyggelige lyde. Hun havde leet afvæbnende, men ordene var ikke til at tage fejl af. Tonen i Amalies stemme havde fået hende til at skamme sig. Hvornår var hun begyndt at bilde sig ind, at Amalie havde været både døv og blind? Hun havde jo aldrig glemt, hvordan Amalie sommetider græd, så det skar hende i hjertet, når Simon havde haft et af sine anfald og var styrtet ud af huset, og hun listede ind i hendes værelse og holdt om hende, og de græd om kap, mens Amalie lod sine hænder glide henover hendes skrammer og blå mærker og så på hende med et blik, et lille barn ikke burde have. Der var ikke noget at sige til, at Amalie aldrig smuttede forbi og desuden havde alle mulige undskyldninger for ikke at komme særlig tit. Når de sås, var det næsten altid til frokost i byen. 29

30 30 3 Hulen var ved at tage form, og hun kunne forestille sig resultatet nu. Hun havde snart dækket det småmønstrede tapet med en blød, naturhvid maling, hun havde fundet i kælderen. Væggene stod helt ubeskrevne. Resultatet var godt, og hun var glad for, at hun ikke havde haft tålmodighed til at vente på en håndværker. Det var flere år siden hun havde haft lyst til et stykke praktisk arbejde. Handlingen var nærmest symbolsk. Huset var under hendes forandring. Værelset var kun et beskedent hjørne, men det var en begyndelse. Hun trak arbejdshandskerne og hovedtørklædet af og stod i døren og beundrede sit værk. Hun kunne næsten ikke rive sig løs. I morgen ville hun købe en bred briks og puder, helst orange og grønne, og finde bedstemoderens hæklede slumretæppe, med de mange glade farver og fylde vindueskarmen med planter. Simon afskyede småborgerlige potteplanter i vindueskarme, men hun havde længtes efter den grønne frodighed, især om vinteren. Hvis hun nogensinde kom til at bo alene i huset, ville hun få bygget en gammeldags vinterhave med subtropiske planter og et lille kildevæld og gulvvarme, så illusionen blev fuldkommen, nej, så virkeligheden blev virkelig. Hun lukkede øjnene et øjeblik. Anders og hende i haven mens sneen føg om hjørnerne udenfor. I morgen ville hun købe en stor, banal bregne, og fredsliljer, og en husfred og pelargonier, der ville stå godt til sengetæppet. Bedstemoderen havde haft husfred og pelargonier i alle karme, og liljer og bregner på etagerer, under hulmønstrede, stivede lyseduge. Hun sagde, at husfred voksede som ukrudt. Mon man kunne købe flittiglise nu om dage?

31 Hun gik ind i badeværelset og vaskede hænder og børstede håret grundigt. Det filtrede lidt, og hun ømmede sig. Hun havde en klat maling i panden. Arbejdstøjet var plettet og vidnede om manglende rutine, men den kunne komme hen ad vejen! Huset var stort! Hun gik nynnende ned og satte vand over til en kop te og hørte døren smække. Hendes hjerte begyndte at hamre, og hun nærmest krabbede sig så langt væk fra køkkendøren som muligt og ventede. Hun havde slet ikke ventet ham hjem. Hvad nu? Hun var slet ikke forberedt. Hun hørte ham nærme sig køkkenet og kunne næsten ikke trække vejret, og så stod han i køkkendøren og lod blikke glide nedover hende med et udtryk, hun ikke kunne tyde. Hun stod helt stille. Han gik hen til køleskabet. Hans bevægelser var hårde og afsnuppede. Hvordan i alverden er det du ser ud? Jeg har malet. Hun lød hæs. Malingen satte sig åbenbart på stemmebåndene. Malet? Hvorfor i alverden har du malet? Hvad har du malet? Hans stemme lød som et maskingevær, og så tav han og stod helt stille; lurede som et rovdyr inden angreb. Hun vaklede og mærkede, hun blev varm i kinderne og fugtig i hænderne, og hans dræbende venten klumpede sammen i hendes mellemgulv. Kvalmen var ved at overmande hende, og hendes hals snørede sig sammen, men hun ville skulle. Jeg har malet Amalies værelse. Jeg havde tænkt mig et arbejdsrum. Jeg kan ikke høre, hvad du siger. Du hørte det. Jeg kan se det på dig. Hun lød trodsig og undrede sig over, hvor hendes mod kom fra. Han så hårdt på hende. Jeg har ikke givet dig lov til at røre Amalies værelse. Det skal stå klar, når hun kommer hjem; og hvad skal du med et arbejdsværelse? Hans foragt var umådelig. Pludselig mærkede hun vreden komme. Den steg til hovedet, og hun så ham gennem et hvidt skær. Den arrogante, dominerende mand. Den! Det kommer ikke dig ved, hvad jeg skal bruge et arbejdsværelse til, og Amalie kan indrette et af gæsteværelserne, hvis hun vil. Jeg vil have hendes værelse; det er det største og hyggeligste. Hun stampede imaginært i gulvet, og hadet til ham og selvhadet dulmede hendes begyndende panik. Han kunne gøre, hvad han ville. Hun så sløret, at han kom buldrende hen mod hende, men hun blev stående, og så stod han foran hende, og hun ventede på slagene og mærkede sin foragt for ham. Hvordan havde hun kunnet lade det sindssyge væsen tage magten? Hvordan havde hun nogensinde kunnet elske ham? Deres øjne mødtes et dirrende sekund, og hendes muskler trak sig sammen, men hun blev stående og så ham tøve, og pludseligt drejede han rundt og styrtede ud af køkkenet på stive ben. Hoveddøren smækkede. 31

32 Hun satte sig udmattet ned på gulvet og holdt om sig selv, mens hendes åndedræt faldt langsomt til ro. Hun frøs, men hun mærkede en slags stolthed. Hun havde gjort det. Hun havde sagt ham imod. Hun kom besværet på benene, der rystede så meget, at hun måtte støtte sig til væggen et øjeblik, inden hun forcerede trappen som et gammelt træt menneske. Det nymalede rum skinnede indbydende, men følelsen af triumf havde forladt hende, og hun følte sig helt tømt. Det var nok bedst, at hun sov i soveværelset i nat, hvis han skulle komme hjem. Hun havde tirret ham nok, og yderligere udfordring lige nu ville skade hendes plan. Hun lukkede døren til værelset og stavrede hen til soveværelset og bad til, at den blev væk i nat. Simon var ikke kommet tilbage, men hun havde næsten ikke sovet. Hun lå i timevis og lyttede til husets og havens lyde og blundede et øjeblik og vågnede med et ryk. En enkelt gang standsede hendes hjerte næsten, da hun hørte en bildør smække, men efter nogle angste sekunder, fandt hun ud af, at det var en genbo, der kom sent hjem. På et tidspunkt opgav hun søvnen og stod og betragtede den blege himmel, hvorfra solens første strejf lys brød tomheden. Hun var lettet, selv om hun vidste, at hun narrede sig selv. Dagslyset eliminerede ikke Simons latente voldelighed. Den havde lagt sig truende over køkkenet i aftes, og hendes krop trak sig erindrende sammen, hver gang hun tænkte på den. Hun fortrød næsten, at hun havde givet Rasmussen fri en uge. Hun havde sendt hende af sted i en taxi med en splinterny, dyr grill, Rasmussen aldrig selv ville have købt, til kolonihaven, hvor hun tilbragte al sin fritid sammen med sin store, frodige familie. Gaven havde skullet standse eventuelle protester i opløbet, Rasmussen fandt sig ikke i at blive dirigeret med, men hun havde nøjedes med at sende hende et langt blik, der rummede et eller andet, der fik hende til at krympe sig, og følelsen af at stå nøgen, overfor den ældre kvinde, var ikke blevet mindre, da hun lagde sin ru hånd på hendes arm. Det gik for alvor op for hende, at hendes impulsive handling havde isoleret hende totalt sammen med Simon, men sket var sket, og det kunne ikke være anderledes. Rasmussen var langtfra dum, og hun havde sikkert lagt to og to sammen, men hun skulle helst ikke opdage, hvor rivende galt det stod til. Indtil videre skulle hun helst tro, at hun arbejdede for en nogenlunde normal familie, hun kunne få brug for hende senere, og det ville være umuligt at opretholde en illusion af noget som helst normalt for øjeblikket. Hun gik ud i forstuen og besluttede, at hun ville have spejlet op i hulen, sammen med kommoden og det spraglede sengetæppe, bedstemoderen hæklede, mens hun fortalte eventyr for den lille Hannah, der sad åndeløs på en skammel tæt opad hendes varme, trygge lår og vidste, at selvom hun gik så grueligt meget igennem, ville prinsen komme og redde hende. Hvis det var sentimental nostalgi, der skulle hjælpe hende igennem, var hun parat til at græde øjnene ud af hovedet. Hun var parat til alt, der kunne hjælpe hende til at 32

33 holde modet oppe, og i øvrigt glædede hun sig til at se møblerne samlede igen. Hun hægtede spejlet af og bar det tunge møbel op og ind i hulen. Hannahs skæve hule. Her ville hun måske kunne tænke klart og finde ud af, hvad der var sket den unge pige, der stod i bedstemoderens soveværelse og troede på fremtiden; hende der var sikker på, at når hun selv kunne bestemme, ville alle besværligheder kunne overvindes. Hvilken illusion. Hvor havde hun set frem til at blive uafhængig af moderen, og da Simon kom, gik eventyret tilsyneladende i opfyldelse; selv moderen var velvillig. Hvordan skulle den unge, forelskede Hannah kunne ane, at hun gik fra asken til ilden? Hun hængte spejlet op over kommoden og hørte næsten de to møbler sukke af glæde over genforeningen og skabe gode vibrationer. I dette værelse, hvis hun fik nogenlunde fred for Simon, ville det måske være muligt at genfinde lidt ungdommelig tro på fremtiden. Tiden var løbet fra hende. Det kunne ikke vare så længe, inden møbeltransporten kom med den indstillelige briks og den smukt flettede stol, der skulle stå ved vinduet, så hun kunne sidde i fred og se ud ad vinduet eller nyde hulen, mens hun lod tankerne flyve frit ind til Anders og fortiden eller planlagde fremtiden. Han var blevet så glad, da hun ringede, at hun blev flov, for hun havde først og fremmest brug for hans hjælp. Hun havde måttet sikre sig, at hun kunne få asyl hos ham, hvis Simon mistede besindelsen, når hun fortalte ham, at hun ville skilles. Hun måtte snart tage sig sammen. Hun længtes efter at få det overstået, selvom hun var bange, men hun havde besluttet sig til at vente, indtil Simons store selskab med hende som trofast, strålende hustru og værtinde, var overstået. Hun afskyede den rolle og havde været fristet til at nægte, men konsekvenserne var uoverskuelige, og desuden kunne hun måske pacificere ham og udnytte situationen, måske endda bede om skilsmisse inden, da hendes eventuelle fravær ville føles katastrofal for ham. Det var altafgørende for ham at virke troværdig og solid i forhold til de betydningsfulde, højst traditionelle arabiske forretningsmænd, hvis koner eller hustruer - højst sandsynligt var håndfast placeret hjemme i deres køkkener, mens hun sad til højbords og havde en stærk fornemmelsen af, at når det kom til stykket, var forskellen mellem konerne og hende, at man kunne se ind i hendes bur. Den røde kuffert. Hun havde set den i kælderen, da hun tømte hulen. Den var fyldt med dagbøger og ungdomsbilleder, hun ikke havde skænket en tanke i mange år. Dagbøgerne kunne måske hjælpe hende til at huske. Øjebliksstemninger, uanset hvordan de ville føles nu, måtte under alle omstændigheder være sandfærdigere end efterrationaliseringer. Dagbøgerne kunne måske fortælle hende, hvem den kvinde var, der giftede sig med Simon. Måske kunne hun få en fornemmelse af, hvorfor han overhovedet havde giftet sig med hende, for hun havde altid kun været en lille del af hans liv, mens han havde været næsten hele hendes. I perioder havde det nærmest føltes, som om han havde overtaget hendes bevidsthed. Jo dårligere de havde det sammen, 33

34 des mere tænkte hun på ham. Louise havde ret, når hun sagde, at hun fandeme var det fødte offer. Hun børstede støvet af kufferten og slæbte den op i hulen og stillede den i et hjørne men fortrød og satte den ind i Amalies lille skab. Simon skulle ikke se den. Når hun var færdig med værelset, og Simon var ude af huset, ville hun gøre fortiden så porøs, at hun kunne slippe igennem. Telefonen kimede og fik hende til at fare sammen. Hvis det var møbeltransporten Hun løb ned og tog den forpustet. Ja? Simon her. Jeg er hjemme ved syvtiden i aften. Han havde allerede lagt røret. Lidt for voldsomt. Klokken var to. Middagsmad! Hun gik ud i køkkenet og åbnede køleskabet, der stadig bar præg af Rasmussen. Mørbradbøfferne var klar til ovnen eller mikroovnen, hvis hun kom i tidsnød. Der var rigeligt med grøntsager i skuffen; gulerødder, kartofler, ærter; og hun kunne blande en salat med grøn peber og tomater og salat, eller en grøn gammeldags med piskefløde og citron og en anelse sukker. Den syntes hun bedst om, men Simon kunne bedst lide den anden. Salathovedet så friskt ud. Middagen var på plads, og hun havde god tid, men hun måtte hellere dække bord nu, så hun ikke glemte det. Hun fyldte bakken med service og bestik og gik ind i spisestuen og så på det store bord og den hvide dug. Hun havde aldrig brudt sig om stuen med dens upersonlige møbler, som et drevent blik ville kunne nikke genkendende til. Stolene var pludselig blevet moderne igen. Simon undlod sjælden at gøre opmærksom på, at de var originale. Det var utroligt pinligt. Hvis dugen blev fjernet, lignede stuen mere et konferenceværelse end en kulinarisk højborg. Det var ikke godt at vide, hvor mange aftaler han havde fået i stand her efter en god middag og en udsøgt borddækning, der altid vakte beundring. Han havde altid taget arbejdet, med at planlægge og arrangere disse selskaber, for givet, og i begyndelsen havde hun da også nydt at arrangere dem. Det var mens hun endnu troede på, at de var til fælles bedste. Hun betragtede de to tallerkener på det store bord. Det var latterligt. Hvorfor kunne de ikke spise i køkkenet til hverdag? Hun savnede Anders hyggelige køkkenkrog. Hun ville finde bedstemoderens smukt broderede dug frem og dække i køkkenet. Hun havde ikke brugt dugen i mange år. Den var for lille til spisebordet. Dugen og nogle blomster kunne kamuflere køkkenets kulde. Resultatet var ikke dårligt. Den svagt laksefarvede, falmede dug stod godt til de blå fresier. Hvad ville Simon mon sige til arrangementet? Dørklokken ringede. Det var chaufføren og en ranglet, ung medhjælper med møblerne. De virkede fortravlede. Goddag, de skal op på første sal møblerne. Pas endelig på væggen! Simon ville se den mindste skramme med det samme og blive rasende Hun holdt vejret, mens de to mænd rundede hjørnet. Hvis Min mand Hun tav. 34

35 Briksen passede til hakket. Hun lagde sig og regulerede indstillingen med benene højt borede nydende kroppen ned i den naturfarvede, ubrugte madras. Hulen var parat til indflytning. Der manglede hun kun et par tæpper på gulvet, selv om de brede gulvbrædder var smukke. Det ville være rart at stå ud af sengen, ned på et tæppe. Hun ville have sin gamle skrivemaskine herop, og musik, og sine yndlingsbøger, og hun måtte have planter, men det hastede ikke. Alt skulle vælges med omhu og fuldt ud være hendes. For første gang i mange år havde hun en afslappende fornemmelse af at være på vej, og hun var næsten sikker på, at drømmen ville standse på dørtrinet. Alting ville være perfekt, hvis Simon forsvandt. Det hamrede på døren og en mand råbte højt og vredt. Hun vågnede og gned øjnene og så på uret. Hannah! Hannah luk op for pokker! Klokken var kvart over syv. Hvad var det med syv? Han ruskede i døren. Ja, et øjeblik. Simon. Simon kom hjem klokken syv. Det var Simon, der stod udenfor døren. Hun mærkede angsten. Hun var slet ikke forberedt. Hvordan i alverden havde hun kunnet falde i søvn? Middagen skulle have været parat, alting skulle have været parat. Hun kom op og lod fingrene glide gennem håret og vidste, at det var nyttesløst. Alting var ude af kontrol. Hvad laver du? Klokken er snart halv otte. Jeg kommer træt hjem, og du ligger og sover. Der er ikke skyggen af middagsmad. Hvad bilder du dig ind? Simon Hun lød bedende uden at ville det. I aften skulle de have været lige, og nu havde hun kludret i det. Maden skulle have stået indbydende på bordet i køkkenet; så indbydende, at han måske ville have indrømmet, at der var hyggeligere end i spisestuen, og efter middagen ville hun have bedt ham om en samtale. Roligt. De skulle have siddet i dagligstuen som to voksne mennesker og have talt om fremtiden, og Simon ville have indset, at de slet ikke passede sammen mere. Undskyld Simon, jeg Kald når du har smølet dig færdig! Hun stod så tæt ved døren, at hun hørte hans åndedræt, og så forsvandt hans tunge trin hen ad gangen, og badeværelsesdøren smækkede i. Hendes ben var ved at give efter, men hun nåede hen til briksen og satte sig tungt og rakte ud efter cigaretpakken, der faldt på gulvet. Hun bøjede sig ned og fik fat i en cigaret og lighteren og forsøgte at tænde, men hendes hånd dirrede så meget, at hun opgav. Simon åbnede døren og trampede nedad trappen og skramlede truende i køkkenet. Hendes blære var ved at sprænges, men hun turde ikke forlade værelset endnu. Hvad skulle hun gøre, herregud, hvad skulle hun stille op? Hun havde lyst til at skrige og holdt sig for munden. 35

36 Hun var nødt til at åbne døren, og hun blev nødt til at gå derned. Hun svedte og tørrede sig nervøst og rev sin kind på en flosset fingernegl. Forrevet var hun. Hun stillede sig foran spejlet, og betragtede opgivende en lille bloddråbe, der piblede frem. Ville han slå? Det var længe siden, han havde slået, så længe siden, at hun havde lullet sig ind i nogle overgivne forestillinger, der forstøvede så hurtigt, at hun, hvis det ikke var for værelset, ville have troet, at hele hendes forehavende var en drøm. Hun savnede Anders. Hun trængte til beskyttelse. Hun styrtede nedad sammen med den lavine, hun havde sat i gang. Hun lagde øret mod den lukkede dør og lyttede intenst. Huset var helt stille. Hun anede ikke, hvor han var, men hun måtte ud, selvom Simon måske var listet op og stod på den anden side af døren? Hun trak vejret skælvende og åbnede den. Trappegangen var tom. Hun løb ud på badeværelset, men nåede ikke at få trusserne ned og stod og følte fornedrelsen, mens den gullige væske bredte sig under hende. Køkkenbordet flød med pålæg og krummer, Simon havde efterladt. Hun begyndte automatisk at rydde op og tog bøfferne, Rasmussen havde forberedt, ud af køleskabet og satte dem i ovnen og rensede et par gulerødder og kartofler og vaskede salaten. Et godt måltid kunne måske formilde Simon. Inderst inde troede hun det ikke, men hvis han kom ud i køkkenet, ville han se hendes gode vilje. Bøfferne medium og hun ville lave gammeldags dressing til salaten. Den kunne han bedst lide, og så ville hun dække i spisestuen. Hun drømte. Uanset hvad hun gjorde i aften, ville Simons humør ikke blive bedre. Hun kunne slukke for ovnen og tage ind til Anders og sidde i hans køkken og blive normal; lytte til musik og få ham til at lægge armene omkring sig. Nej. Anders skulle ikke involveres mere end højst nødvendigt, men hun kunne forsvinde fra huset og komme væk fra Simon, inden han gik amok. Hun slukkede for ovnen. Hvorfor laver du mad? Jeg har spist. Hun snurrede rundt. Han stod i døren. Han havde stadig jakke på, men han havde løsnet slipset, der sad lidt skævt. Hun stirrede sløvt på slipset. Hvis Anders havde løsnet sit slips, hvis han havde et slips, ville han virke afslappet, var hun sikker på. Simon med løsnet slips virkede faretruende. Jeg tænkte Hun tav og bed sig i læben og passede på ikke at se ham lige i øjnene. Hans kinder og hage var dækket af skægstubbe. Han plejede at barbere sig inden middagen. imon Han kom hen imod hende. Nu kunne alt ske. Hun tog et skridt baglæns, men i stedet for at forfølge hende, standsede han og vendte voldsomt rundt med sine knyttede hænder og forlod køkkenet. Lettelsen var så voldsom, at hun fik tårer i øjnene, men hun vidste, at hun ikke skulle føle sig for sikker. Et eller andet i huset hun måske havde overset eller som pludseligt irriterede ham, kunne få ham til at vende tilbage. 36

37 Hun lyttede anspændt, men huset var enerverende stille, og selvom det føltes som om han fyldte hele huset, anede hun ikke, hvor han var. Han kunne stå lige udenfor køkkenet og gribe fat i hende, hvis hun forlod det. Hun havde lyst til at skrige og holdt hånden for munden. Louise. Hvis hun havde været på talefod med Louise Døren til hans arbejdsværelse smækkede i. Hun vidste, det var den dør. Den lød lidt anderledes end de andre døre, fordi han havde smækket den lidt skæv. Hun rejste sig og gik hen til døråbningen og så ubeslutsomt fra hoveddøren til trappen. Skulle hun tilbringe natten i soveværelset, hvis han blev hjemme? Hvis hun sov i hulen, måtte hun finde nøglen til døren. Slåen var ikke nok. Han ville finde alt, hvad hun foretog sig nu, provokerende. Hun var gået alt for hurtigt frem eller for langsomt. Hvorfor havde hun ikke sikret sig et sted at være, inden hun begyndte at udfordre ham? Hun skulle for længst have sikret sig pengene fra farmoderen og ikke have ladet moderen kyse sig. Hvordan var det gået til, at hun stadig opførte sig som en lille pige i moderens selskab, samtidig med, at det på en eller anden måde var lykkedes hende at gøre Amalie til et menneske, der vidste, hvad hun ville og ikke ville finde sig i. Hun ville aldrig have fundet sig i moderens opførsel. Uanset hvor meget det stadig smertede, når hun mindedes sit første forsøg, og uanset hvordan moderen ville betragte hende, var hun nødt til at opsøge hende en af de nærmeste dage og forlange obligationerne, der rettelig var hendes. Tanken gjorde hende dødtræt. Hun huskede tydeligt, da hun prøvede første gang, efter at Simon havde slået hende nogle gange. Hun havde taget tilløb i flere dage, inden hun forsøgte at fortælle kvinden, der havde født hende, om Simons voldelige tendenser, og hendes ønske om at forlade ham. Moderen havde vrænget ad hende og havde beskyldt hende for at være overspændt. Moderens reaktion sårede hende, selvom den var forudsigelig. Hun burde have vidst, at moderen altid ville tage Simons parti. Desuden havde moderen aldrig brudt sig om sin svigermor, hvilket var gensidigt, og hun var blevet vred, da den gamle testamenterede sit barnebarn obligationerne, og den galde hun ikke turde lufte overfor svigermoderen, lod hun det gå ud over sin datter. Hun huskede tydeligt alle stikpillerne, moderen var kommet med, og som havde fået hende til at føle sig uønsket og forladt. Tanken om konfrontationen med moderen lå som en bræmme over hendes pande, og fik hende til at fryse. Louise ville have leet det hele væk på sin godmodige facon; alt ville have været overkommeligt, og pengene føles som hendes helt naturlige ejendom, der skulle hjælpe hende, hvis hun kom i vanskeligheder, som farmoderen havde sagt, med det bestemte ansigtsudtryk, hun altid havde, når hun talte om kvinders vilkår, da hun var ung. Farmoderen havde oplevet sin mors ulykkelige ægteskab med en mand, der bedrog hende næsten åbenlyst og som tog det for givet, at hans kone fik husholdningspenge den dag i ugen, hvor han `krævede sin ret. Hun havde takket farmoderen forbeholdent, havde næsten været vred, fordi hun vidste, at den gamle ikke brød sig om hendes prins på den hvide hest, der 37

38 havde lovet at sørge for og passe på hende, og hun havde sorgløst, som den, der aldrig havde manglet noget, materielt, deponeret obligationerne hos moderen, og da Amalie var født besluttede hun, at de skulle gå ubeskåret til hende. Amalie havde imidlertid villet klare sig selv. Nu trængte hun selv til dem til et tilflugtssted, hvis, nej, når Simon blev for farlig. Indtil da måtte hun prøve at balancere og håbe på, at moderen ikke sladrede til Simon, når hun havde talt med hende. Hvis hun kunne overvinde sig til at røre ham i nat, var hun måske fredet nogle dage. Ideen virkede uoverkommelig og ækel lige nu, men hvis hun gav dem begge lidt tid til at sunde sig, ville det måske kunne lykkes hende at skabe en illusion af det, hun troede, de havde haft sammen engang. Hun vidste, at han var farligere i aften end ellers, fordi han ikke havde afreageret, men hvis hun kunne få ham til at elske med sig i stedet for at slå det hændte stadigvæk, at han så på hende med lidt af den gamle sult i blikket, når hun var indsmigrende. Hvis det lykkedes, ville hun kunne føle sig nogenlunde sikker. Han plejede at sove tungt bagefter, og dagen efter kunne han være nogenlunde fredelig, hvis hun passede meget på ikke at irritere ham. Huset holdt vejret. Hun havde kvalme og ønskede brændende at høre hoveddøren smække, men den forblev lydløs. Hun ville lave kaffe og bringe den op til ham sammen med en stor cognac. Hun skyndte sig op til garderroben og hev silkekimonoen frem. Den var hæslig, men engang havde hun elsket den, fordi den var en gave fra ham, og fordi han havde elsket at stryge henover det bløde stof, der både kamuflerede og fremhævede hendes krop. Hun hadede den, men det var hendes hemmelighed. Hun tog den på og betragtede sig i spejlet. Hun lignede en gammel kurtisane, der bad for sit liv, og det var hun vel egentlig. Et par dråber parfume bag ørerne. Håret sat op med et bånd. Kaffen var gennemsigtig som en jomfru, og hendes sjæl var sort som beg, og alt var som det havde været i lang, lang tid. Hun bar bakken forsigtigt op ad trappen, trin for trin, der føltes tårnhøje og udmattende. Hun måtte hvile sig lidt. Hun satte sig ned, men fortrød. Hvis Simon kom ud og så hende nu, ville han hovere. Hun skulle forføre ham og ikke agere dørmåtte! Hun rejste sig og gik videre og stod foran arbejdsværelsets dør. Den vendte ryggen til hende. Hun glippede med øjnene. Hvad var hun dog i færd med? Hun skyndte sig forbi hans dør og tumlede ind i hulen og satte bakken på skrivebordet og løb ned igen og ledte febrilsk efter nøglen og huskede, at Rasmussen havde et nøglebræt i køkkenskabet. Nøglen hang på sin plads. Hun tog den og løb op igen og ind og lukkede døren og drejede nøglen forsvarligt om i låsen. Hun svedte. Kimonoen brændte. Hun flåede den af og smed den hen i et hjørne og besluttede at kassere den næste dag. Hvad havde hun været i færd med? Total fornedrelse? Hun opførte sig som en natsværmer, der fløj direkte ind i ilden. Hun skænkede en stor cognac og skyllede den ned og tændte en cigaret, der smagte metallisk. Hulen skulle 38

39 have givet hende fred, men hun var lysvågen og hvileløs og fredløs, og hulen var hendes sidste illusion, der var bristet. Hendes dage her var talte. Cognacen begyndte at virke og gav en smule ro. Hun kom i tanke om kufferten og rejste sig og tog den frem fra skabet og åbnede den og stirrede ned på de sorte dagbøger med røde rygge. De var stablet pænt og bundet sammen med et rødt silkebånd, og der var kort- og brevbunker. Hun havde været en ivrig brevskriver dengang. Kærestebrevene fra Anders måtte også være der. Hun fik øje på en stor, blå bog og tog den op. Den var fyldt med glansbilleder, blandt andet nogle gamle, moderen havde fået, da hun var ung, og som den halvstore Hannah havde ønsket sig brændende og arvet, da hun var ti år, med påbud om aldrig at bytte dem væk. De sukkersøde, yndige barneansigter havde været klenodier. Hun havde glemt at give dem videre til Amalie, måske fordi Amalie aldrig stirrede længselsfuldt efter noget som helst. Vil ha, vil ha, havde været hendes motto, og hun havde fået det meste, inden hun nåede at længes, men det havde tilsyneladende ikke spoleret hende, som moderen havde påstået, at det ville gøre. Havde Glansbilledernes skinnende naive, søde virkelighed præget hendes syn på livet og mænd i en grad, der var uudholdelig for andre? Simon havde kaldt hende en uforbederlig drømmer. Nej, han havde vrænget, at hun var så forløjet, at han fik klaustrofobi, når han var sammen med hende. Det var Amalie, der med en slags opgivende ømhed i stemmen, havde kaldt hende drømmer. Hun lod hånden glide nænsomt henover det blanke papir og lagde billederne til side og tog en tilfældig dagbog. Hendes pigenavn stod udenpå omslaget med rund, umoden ungpigeskrift. Den var vist fra det år, hun mødte Simon, der tilhørte den samme klike som Anders, selvom de aldrig havde været venner. Fotoalbummet lå delvist skjult under brevene. Det havde hun glemt. Hun tog det op og åbnede det og stirrede på ansigterne, der lo sort/hvidt til hende og var næsten ligeså falske som glansbillederne. Moderen var med på nogle enkelte billeder, men ellers var det næsten altid hende, der arrangerede og fotograferede. Hun stod midt i det leende hav, som en stor truende, altfavnende bølge. Hun måtte have været ualmindelig træt, efter at have sprunget rundt og arrangeret de spontane scener. Kys hende! Kild ham! Læg armene om hinanden! Øjeblikkets lette, lyse udtryk var resultat af mange udmattende gniderier. Hannah smilede sit store, nervøse smil. Hun vidste, hvad hun kunne vente sig, hvis billederne blev for mislykkede til at vise frem. Hun huskede, hvordan hun høstede ros, når billederne blev vist frem, især til moderens veninder. Moderen fremhævede den unge Hannah, der rødmede af glæde over moderens opmærksomhed, når hun pralede med, at hendes datter var den kønneste og mest ombejlede. Den unge Hannah blev varm af glæde 39

40 og rykkede nærmere moderen, disse øjeblikke, men moderen havde allerede glemt hende. Eftertiden så en lykkelig familie og populær Hannah sammen med vennerne i moderens have. Hun havde bragt sit offer ved moderens teselskaber og udført sin mission, men det vidste hun ikke dengang. Hun huskede imidlertid skuffelsen og det vage ubehag, som hun ikke ville forstå. Havde hun videreført moderens trang til forstillelse og løgn? Hun håbede det ikke, men hun måtte spørge Amalie en dag ved lejlighed. Hun rodede i brevbunken. Det store foto af hende og Anders og Simon måtte ligge her, hvis det stadig eksisterede. Simon havde hadet det billede, der viste ham, at hun havde en fortid, han ingen indflydelse havde på. Hun havde haft det stående fremme, indtil han en dag tog det og kylede det i gulvet. Det var lige efter, Amalie var født, og han tvivlede på, om han var faderen. Hvordan havde han kunnet? Hun huskede, hvordan hun sank og sank og så ham for første gang, og hvordan han græd så fortvivlet bagefter, at hun glemte sine egne skrammer og trøstede ham. Havde hun virkelig troet, at hun kunne hjælpe ham? Det måtte hun have gjort, selvom det ikke var til at fatte. De havde fundet glassplinter flere år efter, og Amalie måtte aldrig gå med bare fødder i det værelse. Hvis hun glemte det, lod han sin irritation gå udover hendes dårlige mor, og hendes tilgivelse var blevet en vane. Havde hun reddet billedet, der repræsenterede tiden inden? Det lå ikke mellem kortene og brevene. Hvor kunne det være? Hun rodede febrilsk. Det var pludseligt livsvigtigt at finde billedet. Hun tog dagbøgerne op én efter én og rystede dem grundigt. Det lå i bogen med den kønne skønskrift, der måtte være fra det år Simon og hun skulle giftes. Hun rakte ud efter brillerne og tog det store foto op og mærkede tårerne presse ved næseroden. Tre unge mennesker betragtede hende smilende. Anja havde taget det billede. Hun havde været dybt forelsket i Anders, men fik aldrig en chance. Da hun blev ufrivilligt gravid med en ukendt mand, efter deres brud, giftede hun sig med Kristian, der tilsyneladende accepterede graviditeten, og så levede hun i et ulykkeligt ægteskab med ham, indtil hun begik selvmord nogle få år efter. Kristian havde ikke brudt sig om den lille pige, der blev bortadopteret efter Anjas død. Det var lige inden de fik fri abort, og hun huskede Anjas bitterhed over et samfund, der stadig så skævt til kvinder, der var kommet i ulykke. Hvor havde de været bange for graviditet dengang. De var de krydsede bens brigade, og seksualitet var farlig. Hvordan i alverden havde de kunnet tæmme begæret uden at gå helt i stykker? Hun huskede den ulidelige lystfølelse, der næsten fik hende til at segne, en aften Anders havde trængt hende op imod en mur og havde presset sit ene ben ind mellem hendes. Moderen var kommet ud og havde fået hende til at skamme sig over sit hamrende hjerte og skød. Tilsyneladende formåede de fleste at få et nogenlunde normalt sexliv, da de blev gift. Havde hun? Nej, angsten, da hun overgav sig til Anders, 40

41 overskyggede glæden, og den angst eller fornemmelse af noget forkert forfulgte hende ind i ægteskabet. Hun havde reageret snerpet overfor Simon, og skyldfølelsen voksede sig stor og uoverkommelig, da Simon opdagede, at hun havde elsket med Anders. Hun glemte aldrig, hvordan han skreg, at hendes knepperi med den stodder havde blokket hendes forbandede kusse ud af form. Hun rejste sig voldsomt og mærkede, at hun var ved at blive stakåndet. Hun måtte ud. Hun låste døren forsigtigt op og trådte ud på reposen. Huset var helt stille, men den beroligede hende ikke, for hun havde ingen fornemmelse af stilhedens karakter. Måske sov Simon, måske var han listet af, uden hun havde hørt det, men han kunne også stå et eller andet sted i huset og vente på hende. Hun vaklede. En del af hende ville tilbage til værelset bag en forsvarligt låst dør, og en del af hende måtte og skulle ud, for ikke at blive kvalt. Hun forcerede trappen på tåspidserne og nåede ned og ud. Den Røde Port ind til Dyrehaven bragte hende nærmere Anders. En svag støj fra Bakken nåede hende, og hun havde lyst til at gå derop og drukne sig i menneskehavet, men opdragelsen sad stadig for dybt hende. Bakken havde altid været stedet for plebejerne, som hendes mor kaldte Bakkens gæster, og hvis man skulle forlyste sig, gik man i Tivoli. Hvad moderen helt nøjagtigt mente med plebejer stod hen i det uvisse, men at han var farlig, var Hannah aldrig i tvivl om; det så hun i moderens ansigt. I øjeblikket ville hun tage imod enhver plebejer, der kom forbi. Hvorfor havde hun ikke ringet til Anders? Hun savnede ham. De havde været på nippet til at elske i skoven engang. De sneg sig væk fra et af moderens utallige haveselskaber. Anders var kommet uanmeldt på besøg, og det passede ikke moderen, men hun havde for travlt til at jage ham væk, og så snart hun var optaget af sine gæster igen, sneg de sig væk og tog cyklerne og kørte ud i det blå. De endte i et solbeskinnet skjul mellem nogle træer, ikke så langt væk fra stedet, hvor hun stod nu. Anders bredte et tæppe ud over visne blade, der knitrede, og satte sig og bød hende ned i reden. De undersøgte hinanden, ivrige og opslugte, og hun registrerede men så ikke hunden, før en ældre mand stod og stirrede på dem med et halvsmil om læberne. Hun havde givet en mærkværdig lyd fra sig og havde haft lyst til at bore sig ned i bladene som et forskræmt dyr, men Anders havde leet højt og befriende. Fra det øjeblik vidste hun, at hun var forelsket i ham. Hun vendte om og gik tilbage mod udgangen. Det nyttede ikke at flygte ind i minder og drømme nu. Hun håbede Simon var taget af sted eller sov. Hun lukkede sig ind og gik ud i køkkenet. Bordet så stadig ud, som de havde efterladt det. Brød og pålæg lå med enderne i vejret. Hun ville ikke rydde op. Han hadede uorden. Rodet måtte være en af hans provokationer; én af hans utallige måder at prøve hende på. Hun smurte et stykke rugbrød med ost og gik op og lukkede sig ind i hulen, hvor det store fotografi, med de tre unge 41

42 mennesker, lå på gulvet. Hun bukkede sig uvilligt og samlede det op og tog brillerne på og satte sig i stolen og havde lyst og ikke lyst til konfrontationen. Ansigterne stod skarpt mod baggrunden, en hvid væg uden distraherende pynt. Hun kunne ikke huske stedet. De havde alle tre klare øjne og gode tænder. Deres hud var helt uden det svage slør, der lå over hendes ansigt nu. Når hun var i dårligt humør, kaldte hun det sit edderkoppespind. Hendes hår stod viltert ud fra hovedet. Krøllerne havde været besværlige, og hun ønskede at få glat hår. Glat og mystisk. I barndommen var det en pine, når moderen forlangte, at det skulle børstes igennem. Hun hev og flåede i den genstridige manke og måtte opgive, og hun havde nærmest opført sig som om den lille piges hår var en personlig fornærmelse mod hende og havde rykket unødigt hårdt i det, når hun opgav og samlede totterne i et hårbånd. Den daglige seance havde føltes som et slags tavst oprør, og lige siden havde hun været glad for sit lidt viltre udseende. Håret var blevet lidt glattere og mattere og tyndere, men det var stadig sit eget, og med lidt held og en god toning virkede det ungdommeligt, uden at være anstrengt. Den unge, smilende pige på fotografiet havde ingen anelse om, hvordan hendes liv skulle blive, og på det tidspunkt levede hun i en slags ingenmandsland, hvor alting snart var muligt. Hun var næsten atten år og drømte om at flytte hjemmefra og Anders og Simon opvartede hende. Det havde været en kort, næsten overmodig tid, der afspejledes i hendes røde skjorteblusekjole og røde stråhat med olivengrønt bånd. Moderen havde hidset sig op. Rødt hår og rødt tøj gik ikke sammen. Der havde også været problemer med grønt og blåt. Det kunne man simpelthen ikke have på samtidig. Det var ikke gået op for hendes mor, at tiderne var ved at forandre sig, og man kunne tillade sig næsten alt. Også skæg, selv om skæg stadig var for kunstnere. Modige Anders. Hun løftede hatten med højre hånd og havde Anders i den venstre, men hun stod tættere ved Simon, der havde en arm om hendes skuldre. Det var ikke til at se, hvem hun følte hvad for, for hun poserede for Anja, den ulykkelige. Hun kendte til Anjas forelskelse i Anders, og hun vidste også, at Anders ikke gengældte hendes følelser, men Anjas ulykkelige kærlighed havde ikke anfægtet hende synderligt. Hun havde følt sig fortjent til to mænds opvartning. Det måtte have været det, hun senere kaldte Amalies ungdommelige ufølsomhed. De havde haft ret til det hele, hvis lejligheden bød sig. Anders stod stor og tryg med den fri arm i bukselommen. Hans brune hår var samlet i nakken, og han havde et tætklippet skæg, der senere blev længere og mere viltert. Hans solbrændte ansigt var fyldt med smilerynker allerede dengang, og han lignede et udendørsmenneske, en skovhugger, med den rød - og grønternede skjorte. Det havde frydet ham, når han blev spurgt om, hvad han studerede. Ingen gættede på filosofi. Han havde sin pibe mellem tænderne og spredte læberne i et stort grin hen imod hende. Simon var lidt udenfor, selv om han stod tæt ved. Han smilede, hans læber havde altid set ud som de gjorde ondt, når han smilede, og hans smukke 42

43 tænder glimtede bagved den udspilede, smalle streg, der sammen med hans ansigts anstrøg af forpinthed havde kaldt på hendes omsorg og beskyttertrang. Hun havde elsket at lade sin hånd glide gennem hans tykke, mørke hår med den løsslupne krølle, der altid faldt ned i panden, og som han prøvede at få på plads med et kast med hovedet. Hun havde været betaget af hans udseende og stolt over at blive set sammen med ham. Anders havde syntes klodset ved siden af ham. Smukke Simon. Han var ikke så stor og frodig som Anders, men mystisk, og han havde en svag aftegning til smilehul i hagen, som hun i forelskelsens tid havde boret sin pegefinger ind i. Han var glatbarberet, men han måtte allerede dengang barbere sig to gange i døgnet, hvis han ville se velsoigneret ud. Han var gyldenbrun, og en blændende hvid skjorte fremhævede kuløren, og fik væggen til at se nusset ud. Det var den sikkert også. Hun huskede pludselig, at billedet var taget til en løssluppen fest i et studenterkollegium. Han så direkte ind i kameraet. Hvorfor havde Simon armen omkring hende? Det var, så vidt hun huskede, Anders og hende, der dannede par. Hun satte sig tungt ned og skjulte ansigtet i sine kolde hænder og huskede og mærkede varmen brede sig helt ned på brystet. Elendige hukommelse. Året efter, Simon og hun var blevet gift, fortalte han hende grinende, at han havde prøvet at vædde med Anders om, hvem der fik hende. Anders havde nægtet at vædde, og det havde heller ikke været heldigt for ham, hvis han havde gjort det, vel? Hun huskede Simons triumferende vel, og hun havde leet sammen med ham og skyndsomst fortrængt hans sejrsfanfare og den vage følelse af at være hans jagttrofæ. Sandheden havde været alt for svær at kapere dengang. Det var den stadigvæk. Hun havde været et let bytte; så let, at han aldrig havde respekteret hende. Moderen havde hjulpet til. Hun huskede tydeligt en af hendes bemærkninger, som hun havde taget afstand fra, men som alligevel lagrede sig i hendes umodne person og var med til at bestemme hendes valg. Hun havde stået og vinket til Anders, der kørte af sted på sin gamle cykel, da moderen stillede sig ved siden af hende og lagde en arm omkring hendes skuldre. Det gjorde hun sjældent. De rørte næsten aldrig ved hinanden. Moderen havde lydt henkastet, men hensigten var ikke til at tage fejl af. Hvorfor køre på knallert, når du kan køre i karet? Hun havde uvilkårligt rykket sig væk fra stemmen, men hun kamuflerede ubehaget bag et smil og en overfladisk bemærkning om, at Anders da var meget sød. Hun skammede sig, men det var efter den dag, hun begyndte at lægge mere mærke til Simon? Han var begyndt at komme oftere i huset, selvom han havde travlt med studierne. Han ville være ingeniør og ud i verden, ligesom hendes far og farfar. Hun syntes det lød eksotisk og spændende og skænkede ikke moderens og bedstemoderens vilkår en tanke. Hun anede intet om bedstemoderens afsavn, når hun var alene i måneder ad gangen. Det var spændende, når piraten kom hjem med gaver fra fremmede lande og alt stod i hans tegn, og 43

44 bedstemoderen havde jo Hannah, når han var væk, og moderen havde sine damer. Hun rejste sig og åbnede døren og gik forbi hans arbejdsværelse og soveværelset, der summede faretruende stille, og nåede ind i badeværelset og betragtede sit kridhvide, hærgede ansigt. Trætheden slog hende næsten omkuld, men hun tog sig sammen og børstede automatisk tænder og rensede ansigtet omhyggeligt. Hun ville gå i seng og gemme sig under dynen og lukke verden ude et øjeblik. Hun skuttede sig og tog tilløb og skyndte sig ind i hulen og lukkede og låste døren Hun vågnede med et sæt, da lyden fra hoveddøren, der smækkede, forplantede sig til hendes krop og fik hendes hjerte til at flakse rundt i kroppen. Hun satte sig langsomt op, øm i hele kroppen, og så sørgmodigt på rodet, der dækkede

45 gulvet. Papirer og bøger lå spredt ud over det hele og lignede et smagløst vævet tæppe. Hun havde lyst til at vende det hele ryggen, men stod op og drejede nøglen om i låsen og følte sig nøgen, selvom hun var sikker på, at Simon var væk. Badeværelset stank af Simons kvælende barbersprit. Hun åbnede et vindue og stillede sig frysende under bruseren, men fik langsomt varmen, da hun frotterede sig kraftigt og tog badekåben på og løb ned i køkkenet. Simon havde ryddet op. Han havde respekt for Rasmussen. Hun havde glemt at fortælle ham, at hun havde givet Rasmussen fri på ubestemt tid. Hun satte vand over til kaffe. Gaskomfur. Anders havde også gaskomfur. Han påstod, at god mad skulle tilberedes over åben ild. Rasmussen havde i hvert tilfælde forlangt gas, da Simon moderniserede køkkenet. Telefonen ringede, og lyden fik hendes hjerte til at hamre igen. Hvem ville ringe så tidligt? Ikke Anders, nej, han ville slet ikke ringe. Hun løftede røret. Hvordan mon Amalie havde det? Det er Hannah. Gitte her. Godmorgen. Hvordan har du det? Det er længe siden. Gittes karakteristiske stemme lød som om den kunne slå om i hysteri ved den mindste anledning. Hun orkede ikke at tale med hende og havde lyst til at lægge røret, men det ville hun aldrig kunne gøre. Goddag Gitte øh? Hendes stemme var hæs. Du lyder så underlig. Er der sket noget? Hun så Gittes nyfigne ansigt så tydeligt, at hun kunne have siddet foran hende med hovedet lidt på skrå. Nej, nej! Ikke det mindste. Hvad med dig? Gittes klokkeklare, kunstige latter gav hende myrekryb. Her. Sket noget? Hvornår sker der noget som helst? Det er lige før en indbrudstyv ville virke adspredende. Nej du, jeg sidder og planlægger dagen, og jeg skal til byen og se på en aftenkjole. Vil du med, så giver jeg en god frokost? Gittes frokoster var grøn salat og sladder om alt og alle. Hun var næsten sikker på, at Gitte havde fået afslag, siden hun ringede til hende, og hun vidste at Gitte vidste, at hun var et svagt led i omgangskredsen. Hun orkede ikke at være sammen med hende, men hvad skulle hun finde på, der kunne få Gitte til at opgive hende? Hvorfor svarer du ikke, Hannah? Er Simon hjemme? Nej, nej. Undskyld, men jeg kan ikke. Jeg maler Amalies værelse. Maler! Hvorfor i alverden maler du? Er håndværkerne gået i strejke? Hun så Gittes tommelange negle for sig og gryntede. Hvad var det for en lyd? Ikke noget, Gitte Jeg vil bruge Amalies værelse til arbejdsrum. Jeg vil have mit eget. 45

46 Åh i guder! Er du gået i barndom, lille bi? Du har et helt hus! Kan du ikke lægge dine sære ideer fra dig i dag? Vær nu sød at hjælpe din gamle veninde. Din smag er så sikker. Du kender min! Det er helt umuligt i dag, Gitte. Jeg tror i øvrigt også, at jeg er ved at få en sommerforkølelse. Eller måske kan jeg ikke tåle malingen. Jeg har ondt i halsen. Uha da, da! Smittefarlig hvad? Jamen så skal mor ikke forstyrre dig mere. Gå i seng med en hed toddy, søde, så ringes vi ved. Møs, møs! Gitte! Trussel om sygdom havde altid været en sikker måde at slippe af med Gitte på. Hun var sygdomsforskrækket og ville vist lade selv sin bedste ven dø i ensomhed. Hun ville aldrig mere være frivilligt sammen med hende. Hun havde intet tilfælles med hende, men Simon havde forretninger sammen med Rasmus, og Gitte var underholdende ved deres selskaber. Man måtte lade hende hendes evne til at agere selskabspapegøje. Hun følte sig pludselig i helt godt humør. Ingen Gitte. Ingen omsorgsfuld Rasmussen. Simon ude. Ingenting, hun ikke havde lyst til. Kaffen var god og stærk. Hun tog den med ud på terrassen. Himlen var lidt overskyet med enkelte solstrejf. Det var glimrende vejr at arbejde i. Gitte havde haft en affære med Simon for nogle år siden, da hun var ligeglad med, hvad Simon foretog sig, bare han holdt sig væk fra hende, men det vidste Gitte ikke. Hun havde holdt sig væk i en periode og var kommet med dårlige undskyldninger, når hun inviterede hende rutinemæssigt til damefrokosterne, mændene satte pris på, de afholdt engang imellem, for at styrke korpsånden. Hvor mange havde vist det? Hvor mange havde nydt godt af Simons gavmildhed? Havde de leet ad hende bag hendes ryg? Havde han været voldsom mod dem? Årene med den evindelige mistanke og skinsyge, der næsten sugede al kraft ud af hende, havde efterladt hende tom til sidst. Hendes følelseskulde overfor ham blev næsten total. En tid agerede hun så mekanisk, at selv han lagde mærke til det og forsøgte at være venlig, og hun brugte alt, hvad hun havde tilbage af energi til at illudere normal, indtil han igen gik sine egne veje. Hun havde ikke kunnet holde ham ud. De eneste intakte følelser hun nærede for ham var angst og afsky. Hun havde ikke engang haft kræfter til at være vred; hun gik rundt i et dirrende vakuum. Hvilken banal livshistorie set udefra; hvilken turbulent, forfærdelig historie hun havde gennemlevet. Nu var det slut. Hun manglede bare at finde ud af, hvornår det begyndte. Dagbogen fra skæbneåret måtte være i kufferten. En pludselig, voldsom længsel fik hende til at dreje Anders nummer. Han skulle ikke involveres alt for meget, men hun kunne altid takke ham for forleden, og hun kunne foreslå ham, at de mødtes et eller andet neutralt sted. Han tog ikke telefonen. Hun blev stående med røret i hånden længe efter, der var nogen fornuftig grund til det, som om hun ventede, at hendes stædighed kunne mane ham frem. Hvad var der i vejen med hende? Hun vidste jo godt, 46

47 at han underviste, og desuden havde de ingen aftaler om noget som helst. Det havde hun sikret sig. Hvis han havde haft telefonsvarer Hun følte irritationen prikke i fingrene, men det var sig selv, hun var irriteret på. Forleden dag havde hun syntes, at det var charmerende, at han ikke ville have for mange distraherende bilyde i sin tilværelse. Hun havde leet anerkendende, da hun så hans sort/hvide transportable fjernsyn, med den mindste skærm, hun nogensinde havde set, og han forklarede hende, at han nægtede at lade sig forføre af historiens mest fordummende og forførende firkant. Han sagde, at den lille børnelokker fodrede alverdens apatigener, og at han ville kæmpe tappert imod, så længe han havde sin fornufts fulde brug og selvbestemmelse. Hun havde nydt hans ivrige stemme, imens hun tænkte på Simons og hendes kæmpestore skærm. Simon måtte have det sidste nye i huset, uanset om han brugte det eller ej. Det var mange år siden, hun havde syntes, at ny teknologi og hans begær efter den var charmerende, men lige nu ønskede hun, at Anders havde haft telefonsvarer. Hun trængte til at høre hans stemme. Alting syntes så normalt og ligetil sammen med ham. Hun opgav og lagde røret og gik tungt opad trappen. Dagbogen lignede de andre dagbøger, men indholdet var skæbnesvangert. Hun tog den og besluttede sig til at læse den på verandaen, der havde betydet så meget for dem de første år, og krummede sig sammen i den gamle kurvestol, hun havde nægtet at skille sig af med, selvom Simon havde været efter hende. Den havde været bedstemoderens yndlingsstol, hvor hun, som gammel, sad med sit slumretæppe over benene ved vinduet og fulgte med i alt, hvad der skete på gaden eller fortalte sin sønnedatter eventyr om prinsen, der erobrede hele verden til hende. Stolen emmede af familiehistorie, der irriterede Simon, måske fordi den var udenfor hans kontrol ligesom hendes fortid var. Han havde forlangt, at hun brændte dagbøgerne, men på en eller anden måde, hun ikke huskede, reddede hun dem. Hun bladede i bogen på må og få, og begyndte at læse der, hvor skriften skiftede karakter og blev lidt uregelmæssig. 47 Kære, elskede dagbog. Jeg er forelsket. Det er jeg sikker på. Han hedder Simon, og han er den smukkeste dreng, jeg nogensinde har set. Han ligner nærmest en filmstjerne, med `fløjlsbløde, mørkebrune øjne. Le ikke, kære dagbog; når jeg ser ind i hans øjne, er jeg ved at besvime. Han er også mystisk. Der er ikke nogen, der ved nøjagtigt, hvordan han er kommet ind i kliken. Han siger, at han kender Anders, men Anders vil ikke tale om ham, måske fordi han er jaloux. Det gør mig på en måde ondt for Anders, men jeg har aldrig lovet ham noget, selvom jeg i lang tid troede, at jeg var forelsket i ham. Det var jeg ikke; det kan jeg mærke nu. Stakkels Anders. Måske kan vi være venner. I øjeblikket vil han ikke tale med mig, selvom vi har kendt hinanden så længe. Jeg skrev, at Simon er den smukkeste dreng, jeg har set. Det passer ikke; han er den smukkeste mand. Anders er en dreng, kan jeg se nu, mens Simon er en rigtig mand. Jeg kan ikke rigtig forstå, hvad han ser i mig, men han siger, at han synes, at jeg er sød. Kære dagbog, tror du, han elsker mig? Bare du kunne svare.

48 Kan du holde på en hemmelighed? Det ved jeg jo, du kan. Simon har kysset mig. Hårdt, ligesom på film. Krævende; ikke som Anders. Anders bekymrer mig lidt, men jeg kan intet gøre. Min kærlighed til Simon er for stærk. Simon, Simon. Elsker han mig ligeså højt, som jeg elsker ham. Min prins har inviteret mig i biografen i morgen. Mon vi skal sidde på kysserækken? Fnis, fnis. Hvor er jeg barnlig. Nu vil jeg sove og drømme om min elskede Simon. 48 Ja, hun havde elsket ham eller været bjergtaget af ham og havde slugt alt, hvad han sagde og gjorde, råt. Når hun tænkte tilbage på Amalie i samme alder, gav hendes naivitet hende en flov smag i munden; og hvor oprigtig havde hun været? Var dagbogen, når det kom til stykket, skrevet til hende alene eller til eventuelle læsere. Hun havde jo altid haft en fornemmelse af, at noget eller nogen, et eller andet, konstant holdt øje med hende.

49 49. 5 Hun lukkede øjnene. Hun huskede tydeligt Simons kys. Krævende! Mildest talt. Hun gik rundt med sår på læberne og påstod, at det måtte være barndommens forkølelsessår, der var begyndt at plage hende igen. Drillepindene hviskede kyssesår, med himmelvendte øjne, og hun rødmede klædeligt, som om hun skammede sig, men i virkeligheden var hun stolt over, at en mand som Simon havde lyst til at kysse hende; og Simon lo, nej, han grinede, men det ord tillod hun sig ikke at forbinde med lydene, der kom ud af hans guldmund. Anders havde vendt hende ryggen, men hun havde ikke været bekymret for ham, så vidt hun huskede, blot lidt såret over, at han ikke undte hende, hendes lykke og ville forblive hendes ven. Forleden aften, da hun spurgte ham om, hvorfor de skiltes, svarede han let, at hun havde valgt. Hvis han ikke kunne få hende helt frivilligt, ville han slet ikke have hende. Han havde ikke nævnt Simons forslag. Hun havde ikke spurgt, for hun vidste helt ind i knoglerne, at Simons forsøg på at vædde var rigtigt. Hun havde også spurgt ham ud om, hvordan han havde lært Simon at kende, men han havde trukket på skuldrene og svaret, at han sgu ikke kunne huske det og desuden var ligeglad. Det var nutiden det gjaldt. Han forstod ikke, at hun savnede en eller anden plausibel forklaring på, hvorfor hun havde valgt Simon. Havde Simon og moderen konspireret? Han kom næsten dagligt i huset på det tidspunkt, og moderen diskede op med lækkerier og forlod stuen eller foreslog, at de hyggede sig på hendes værelse. Hun havde taknemmeligt varmet sig ved moderens velvilje og gode humør, og Simons besiddende væsen, som hun kaldte lidenskab, overvældede og betog hende. Sådan havde det været. Hvem var hun, at hun kunne lade sig føre så groft bag lyset? Hvem var den gamle koblerske, der var hendes mor og havde burdet beskytte hende. Moderen havde på et tidspunkt talt fortroligt med hende. Nej, hun havde talt til hende. Bitterheden vældede ud af hendes mund, da hun berettede lidenskabeligt om fattigdom og afsavn, hun aldrig ville betro veninderne, der helst skulle tro, at hun var fra et hjem med klaver. Hun huskede, at hun ikke forstod helt, hvad moderen ville opnå, men at hun var for overvældet af hendes nærhed og nærvær til at flygte. Hun havde siddet paralyseret foran moderen, mens hver fiber i hende havde lyst til at flygte. Bagefter havde hun stoppet skammen over moderens ord ned i gemmeposen til alt det andet skrækkelige, hun ikke ville kendes ved, men hun var begyndt at betragte Anders lidt lurvede påklædning med mistro, for hun genkaldte sig moderens velnærede og velkonserverede ansigt, der skrumpede ind og blev spidst, da hun sagde, at fattigdommens grå klo stadig havde tag i hende, men det kunne et forvendt barn som Hannah aldrig forstå, og hun skulle ikke vente

50 hjælp hjemmefra, hvis hun valgte Anders. Der lå trusler og bebrejdelse gemt i ordene, og de forpestede langsomt hendes syn på Anders, som hun bange forestillede sig en ussel fremtid sammen med. Simon og moderen havde gjort det grundigt. Stok og gulerod. Spildte år. Nej, det var ikke sandt. Hun havde Amalie. Hun havde aldrig vidst, hvem hendes mor var. Hendes barndom stod hen i det uvisse, bortset fra fattigdommen. Hun havde skåret alle bånd over til sin familie, da hun kom i huset på Christianshavn og mødte faderen, der var hjemme på orlov fra én af sine lange hyrer. Hun blev gravid og bedsteforældrene tog det i stiv arm, men børnene måtte giftes hurtigt. Hendes far gik glad til alteret sammen med en hvid brud med myrter. Bedsteforældrene, især farfaderen, havde taget det roligt. Han var ikke blind for kvindelige ynder og havde nok nydt godt af dem rundt om i verden. Bedstemoderen var mere forbeholden. Hun kom fra landet fra en gård med mange skorstene, men hun havde samtidig indfølingsevne. Hun havde oplevet tjenestepigers ulykkelige skæbner, når de blev gravide med gårdmændenes sønner, og hendes store hjerte ville ikke udsætte den unge pige for det samme. I virkeligheden handlede hun nok ud fra devisen om, at kunne det ikke være anderledes, var det bedst at man behandlede sine hunde og tjenestefolk godt. Som voksen havde hun ikke været blind for, at hendes elskelige bedstemor besad en slags medfødt arrogance eller selvfølgelighed, der kom af at være født velhavende. Moderen havde sikkert ret. Bedstemoderen regnede ikke rigtigt de nyrige. Simons sans for at tjene penge, imponerede hende aldrig, og hun kaldte ham en gadedreng, der havde været i bad til lejligheden. Bedstemoderen havde såret hende dybt. For første gang tænkte hun over, at moderen måske ikke havde haft det alt for let med sin svigermor, men det værste var, at hun undgik bedstemoderen og ikke fik sagt ordentligt farvel til det menneske, der havde betydet uendeligt meget for hende hele barndommen. Hun krympede sig stadig, når hun tænkte på det. Bedstemoderen installerede hendes forældre i et mindre hus på Amager, der senere skiftedes ud med det store i Hellerup. Det havde været en sort dag, da de flyttede, for nu kunne Hannah ikke mere smutte ind til sin elskede bedstemor med sporvognen, men moderen havde været ubønhørlig. Hun ville op, op og stadig mere. Det var ikke kun de rige, der var grådige. Hun ville så langt væk fra sin fattige barndom som muligt, og hun styrede sin familien med jernhånd for at nå sit mål. Faderen sejlede og var sjældent hjemme, og når han var, formåede moderen at besnære ham. Hannah huskede moderens forvandling i disse perioder. Nu var hun frygteligt uretfærdig. Moderen havde været meget alene og havde det daglige ansvar, og hun havde sikkert savnet sin mand, men hendes sødladne opførsel overfor ham og den lille Hannah havde føltes falsk. Sådan havde hun fornemmet det, men hun var vel også jaloux, fordi moderen tog kostbar tid sammen med faderen, hun også havde så hårdt brug for. Hun havde elsket den glade mand, der var hendes far, og hun syntes, at han var for 50

51 god til moderen, men sådan var det vist ofte. Uanset hvordan mødrene var, fik de vist sjældent den store forståelse. Amalie fortrak tilsyneladende også sin flyvske far frem for hende. Mon man skulle være fraværende for at være elsket for alvor? Hun lukkede dagbogen. Fortiden var så forfærdelig tung, og fremtiden virkede truende. Hannahs hule var et forsøg på at binde fortid og fremtid sammen til et hele, hun kunne leve med, men hvis hun var ærlig, anede hun ikke, om ideen duede. Hvad nu? Hun følte rastløsheden og fortrød næsten, at hun havde sagt nej til Gitte, der ville have fået hende til at glemme følelsen af at træde vande. Hun var dødtræt af sin fejhed. Forandring krævede konfrontation med Simon, men han var ikke hjemme. Undskyldning. Han havde været hjemme i går aftes, men hun havde ikke turdet vove sig ind i løvens hule. Hun havde siddet rystende udenfor hans dør; hun, hans kone! Huset virkede klaustrofobisk. Hun løb op og fandt et par lærredsbukser og en mørkeblå skjorte frem. Simon hadede ukvindelige kvinder. Et irgrønt skurekonebånd om håret. Simon ville højst sandsynligt gå amok, hvis han så hende, men sandheden var, at alt ved hende, kunne fremkalde et anfald hos ham. Det drejede sig slet ikke om hende. Simon var en syg mand. Anders ville acceptere hende, under alle omstændigheder. Toget til København satte i gang og bragte hende nærmere Anders. Hun så ud af vinduet, da toget sagtnede farten. Hellerup station. Moderen. Inden hun vidste af det, stod hun på Hellerup station med en følelse af ufrivillighed og stirrede efter toget og fortrød allerede. Moderen var måske ikke hjemme, eller hun havde ikke lyst til gæster. Gæster! Hun var hendes datter og havde vel lov til at komme uanmeldt. Det skete yderst sjældent. Hun standsede og lod fingrene glide gennem håret og tørklædet faldt af, og hun var klar over, at hun allerede var gået i forsvar. Hvor var det barnagtigt. Enten ville eller ville hun ikke se moderen. Hvis hun ikke havde lyst, kunne hun tage det næste tog. Så enkelt var det. Hvorfor kunne hun aldrig opføre sig lidt naturligt? Hun spadserede ned af den kendte vej. De store huse vendte ryggen til hende. Det havde de altid gjort. Hun havde efterladt et stort stykke rent hjerte på Amager, i det gamle snørklede hus, der lignede et overdimensioneret kolonihavehus og i bedstemoderens stuer. Hun nåede havelågen og kikkede ind i den velplejede have, der virkede livløs og fremmed ligesom huset. Lågen stod lidt åben. Hun gik om i baghaven for at se, om moderen var der. Det ville måske være nemmere at nærme sig hinanden udendørs, hvor luften var friskere end inde, og de kunne tale om roserne. Roserne. Hun huskede, at hun engang imellem havde misundt roserne, moderen beskar og puslede om med en omsorg og nænsomhed, hun aldrig havde skænket hende. Hun da også villet døbe hende Rose, men faderen protesterede; Gudrun, tænk hvis ungen bliver et stort skrummel. Hun havde 51

52 hørt historien mange gange og nydt den hver gang og havde syntes, at faderen var vældig klog og forudseende. Hun gik op til køkkendøren og bankede forsigtigt på og hørte skramlen indefra. Døren blev åbnet på klem, og moderen stak et forpjusket hoved frem. Hun så forbløffet på hende, mens hun overvældedes af en følelse af at være trængt ind på forbudt område. Hun havde aldrig set moderen sådan. Det var middagstid, men moderen stod i en lyserød, plettet morgenkåbe og så ud, som om hun lige var stået op eller slet ikke havde været i seng. God dag mor, jeg kom lige forbi. Giver du en kop kaffe? Moderen trak lidt væk fra døren, og hun gik ind, men standsede brat. Køkkenbordet flød med ølflasker og et overfyldt, stinkende askebæger. Moderen stod ret op og ned og betragtede hende med en grimasse, hun ikke kunne tyde. Tavsheden var kvælende. Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre. Moderen satte sig tungt. Hannah, lad være med at stå og glo! Sæt dig for guds skyld! Vil du have en øl? Moderen snøvlede. Hun rejste sig usikkert og var allerede på vej over efter et glas, som hun satte i bordet med unødig støj og hentede en stærk øl fra køleskabet og satte sig ned og tændte en cigaret og pustede røgen ud gennem næseborene. Hun betragtede moderen i en slags slowmotion og mærkede sin forlegenhed og noget, der mindede om medlidenhed. Moderens smalle læber var grå, uden læbestift, hele hendes ansigt var gråt og furet og fremmed. Hvornår var hun holdt op med at se hende? Hendes hænder var magre kløer med negle, lakken var skallet af. Hun havde lyst til at flygte, men hun blev siddende og stirrede på moderens mund og havde lyst til at råbe til hende, at hun skulle tie stille, men hun gjorde det ikke. Hun sad bare helt stille og ventede på de sædvanlige bebrejdelser og den uudholdelige selvmedlidenhed, moderen næsten tvangsmæssigt var begyndt at spy ud de senere år. Min far var dranker. Han kom fuld hjem, tiere end jeg bryder mig om at huske. Så skulle mor have os unger af vejen. Hun tog tævene. Det eneste fornuftige, jeg kan huske om hende, er, at hun sagde til mig, at hvis en mand lagde hånden på mig bare én gang, skulle jeg smide ham ud. Moderens tonløse stemme havde skræmt hende, men pausen var værre. Hvorfor fortæller du mig det? Hendes hænder dirrede, og hun havde svært ved at få ild i sin cigaret, og hun spildte, da hun løftede sit glas. Hvis hun fik en rystetur nu... Hun drak mekanisk og tørrede sig om munden. Hvorfor mor? Er der sket noget? Hun var på nippet til at række ud efter moderens hånd, men hun lod være. Hun orkede ikke at se hånden forsvinde udenfor sin rækkevidde. Hun huskede for tydeligt, hvordan moderen trak sig tilbage og vendte sig væk, når hun prøvede at tage hendes hånd eller kysse hende. 52

53 Mor! Hendes stemme lød næsten bønfaldende. Moderen så træt på hende. Jeg ryddede op i nogle private papirer og faldt over nogle breve fra din far. Private. Jeg troede, jeg havde smidt dem væk forbandede liv! Liv endte som spyt på moderens hage, og hun rejste sig og krystede armene over brystet; en attitude, der plejede at betyde en af hendes endeløse enetaler, men hun tav, og et udefinerligt udtryk forandrede et øjeblik hendes ansigt, og gjorde det sårbart. Moderen lignede et menneske, der måske gerne ville udspørges. Hvad mener du med det, mor? Som om hendes spørgsmål vækkede moderen, begyndte hun at ligne sit normale, skrappe jeg. Det kommer ikke dig ved Hannah, og jeg vil slet ikke tale om det nu. Moderen så afvisende på hende, og som sædvanligt følte hun hendes stemme, som om hun blev slået. Hun mærkede tårerne og bed tænderne sammen. Hun ville ikke vise sin svaghed mere, hverken overfor moderen eller Simon. Hun rejste sig. Sæt dig, Hannah! Jeg fortæller dig det måske en anden dag. Lige nu trænger jeg til at sove brandert ud. En åbning og brandert? Hvorfor denne nye, grove usikkerhed, der føltes som om et eller andet underlag blev revet væk under hende.? Mor, skal jeg ikke hjælpe dig op? Nej! Jo kom nu. Jeg vil gerne. Moderen trak opgivende på skuldrene og lod hende føre sig op ad trappen, ind i soveværelset, der trængte til udluftning. Hun hjalp moderen i seng og stoppede dynen omkring gamle kvinde, der så lille og fortabt ud i den store ægteseng. Jeg åbner et vindue og trækker gardinerne for ikke? Moderen gryntede. Prøv om du kan sove. Jeg ringer i aften. Hun bøjede sig impulsivt ned og ville kysse den rynkede, usminkede kind, men fortrød. Jeg kommer op med en kande vand. Moderen svarede ikke, men hun syntes, hun så antydningen af smil i det trætte, halvfulde ansigt og mærkede, at hendes næse begyndte at løbe. Hun snøftede og listede ud af værelset og lod døren stå lidt på klem, som hun havde gjort, når hun havde puttet Amalie. Moderens blottelse havde rystet hende. Ikke betroelserne, som hun mere eller mindre havde gættet for længe siden, men selve det, at moderen betroede sig. Et eller andet måtte have rystet hende. Hun hørte moderen snorke. Den tunge dagligstue med de mange porcelænsfigurer og sølvlysestager var ryddelig, men uendelig kedsommelig, og den lugtede lidt hengemt og støvet lå som et fint, gråt lag over det hele. Hun ville spørge moderen, om hun skulle 53

54 bede Rasmussen hjælpe. Hun åbnede havedøren og snusede ind. Det friske pust udefra gjorde hende godt, og fik uvirkelighedsfornemmelsen til at trække sig tilbage. Hun gik videre ind i spisestuen, der også så forsømt ud. Moderen havde altid nægtet at gøre rent og mam var ved at blive gammel og kunne vel ikke nå det hele. Hun måtte være ældre end moderen, omkring de femoghalvfjerds. Hun bar en buket visne tulipaner ud i køkkenet og lagde dem i skraldeposen, der var fyldt og lugtede. Hun måtte huske at tage den med ud. Hvad med faderens arbejdsværelse? Hun vidste, at moderen tilbragte meget tid der, og betragtede det som helligt. Det var altid låst. Amalie havde altid tigget om at måtte komme derind; alverden hemmeligheder måtte jo gemme sig derinde, men selvom hun var det eneste menneske, moderen havde svært ved at sige nej til, fik hun kun lov til at kikke ind en sjælden gang under sin bedstemors skarpe opsyn, en ære, der aldrig var tildelt hende. Hun havde så gerne villet sidde lidt i faderens arbejdsværelse efter hans død, men hun havde fået moderens kategoriske nej. Hun havde vist ikke engang undret sig; havde blot taget det til efterretning, hvorimod Amalie aldrig havde taget noget som helst for givet, hvilket moderen på en eller anden måde accepterede og endda morede sig over. Hun havde selv fortalt om dengang hun havde sagt til Amalie, at det var barnligt at kysse og kæle, og Amalie prompte svarede, at så ville hun altid være barnlig, for hun elskede at kysse og kramme sin mor, der duftede godt og ikke lugtede af cerutter. Overraskende røg moderen kun cigaretter efter den dag. Selvom alle Amalies kontroverser med moderen ikke var endt så godt, havde hun altid betragtet Amalies evne til at stille spørgsmål til de voksnes beslutninger som positiv. Hun havde egentlig aldrig for alvor været i tvivl om, at Amalie ville klare sig, hvorimod hun altid havde haft på fornemmelsen, at det samme ikke gjaldt hende selv. Hun gik tilbage og stod foran døren, der stod på klem, og hørte næsten faderens: Hvad vil min yndlingspige? Hun skubbede døren op, med resterne af barnets angst i maven, og standsede på dørtrinet. Skrivebordet var fyldt med papirer, der lå hulter til bulter; enkelte var havnet på gulvet. Papirkurven var væltet og nogle sammenkrøllede gule ark lå mellem de hvide. Hun gik nærmere og fik øje på et gult ark på skrivebordet og genkendte faderens store, flotte håndskrift. Savnet efter ham jog gennem hende og føltes, som om luften blev sparket ud af hende. Hun kunne næsten lugte ham; den krydrede pibetobak og duften af god barbersprit og tryghed. Han havde oset af tryghed. Hun satte sig i hans stolen, med papiret i hånden, og drejede en omgang rundt med den. Hvis ønsker kunne få ham til at manifestere sig, ville han stå stor og frodig foran hende nu og spørge hende om, hvad der fik hende til at hænge med næbbet. Hun snappede efter vejret. 54

55 Han ville ikke komme, og hun var den voksne, der havde lagt sin barnemor i seng. De gulnede papirer kom hende ikke ved, sagde moderen, og hvis hun kiggede i dem, var det med den voksnes bevidsthed om at gøre noget forkert. Hun løftede arket tæt op til øjnene, orkede ikke at hente sine læsebriller, og følte sig som en tyv og vidste, at hun ville læse det. 55 Nyd du nu den lille pige, min ven. Du er min egen ærbare kone, og alt andet er glemt. Jeg glæder mig til at se jer begge to om tre måneder. Hvis du ønsker hende døbt, inden vi ses, så gør brug af mine forældre og skriv navneforslag til mig. Jeg vil gerne have indflydelse. Det forstår du vel, min pige, og jeg ønsker, at min mor får glæde af den lille. Kys hendes rødlige dun og smukke, blå øjne. De kærligste hilsener fra din ægtemand Andreas. Alt andet er glemt? Hvad betød det? Hvad var der sket? Hun slap brevet, som om det brændte og havde lyst til at løbe op og ruske moderen vågen og spørge hende ud, men et eller andet, bortset fra respekten for moderens temperament, fik hende til at blive siddende. En slags angst; og hun havde ikke kunnet tillade sig at snage i moderens private papirer på den måde. Hun rejste sig modvilligt og forvirret og gik ud og lukkede døren og låste den og lagde nøglen i skålen, der stod på sofabordet i dagligstuen. Hun havde altid vidst, at nøglen i skålen var til faderens arbejdsværelse, men det havde været alt for farligt at tage den i hånden. Hun håbede, at moderen havde glemt, at hun ikke havde låst og lagt nøglen på plads. Hvis hun lod døren stå åben, ville moderen under alle omstændigheder tro, at hun havde snuset. Nu skulle hun opføre sig fornuftigt; som et voksent menneske. Hun tog nøglen og satte den i døren igen og låste op. Fornuftig? Hun anede ikke hvad ordet betød, når moderen var i nærheden. Hun gav en halvkvalt lyd fra sig og havde det, som om hun var ved at kvæles og kunne ikke komme hurtigt nok ud af huset. Havedøren, skraldeposen. Hun lukkede sig ud men fortrød og lukkede sig ind igen og listede ud i entreen og drejede Anders nummer og bad en stille bøn til, at han var hjemme. Hans dagklare stemme ville kunne fjerne den svage panik, der lurede lige bag hendes beherskede bevægelser. Alt andet er glemt. Anders her. God dag, Anders. Det er Hannah. Jeg står på Nørreport station. Hun tav. Nu involverede hun ham. Ja? Undskyld Anders, at jeg sådan ulejliger dig, men må jeg komme forbi? Hellere end gerne. Kaffevandet koger snart. Tak. Han måtte have kunnet høre, at hendes stemme var hæs og fordrejet, men alligevel havde han lydt helt normal og glad for at hun ringede. Alligevel havde hun løjet for ham. Hun lagde røret på og tog det igen og bestilte en vogn. Hun måtte ind til ham straks. Tanken om at skulle vente på toget var

56 ikke til at holde ud. Hvorfor havde hun sagt, at hun stod på Nørre Vold? Hun kunne lige så godt have sagt, at hun havde brug for hans hjælp. Brug for ham. Vognen sneglede sig af sted. Hun følte det som om hele byens røde lys og chaufføren havde rottet sig sammen mod hende, men hun smilede venligt, da de passerede Knippels Bro, og han spurgte hende endnu engang om adressen. Hun bad ham om at standse på Torvet. Der var ingen grund til, at Anders så vognen. Hvorfor? Hun stod stakåndet og så efter bilen, der passerede Anders bopæl. Anders var ikke Simon, og han ville ikke bryde sig om hendes vane med at opføre sig kunstlet, også når der ikke var grund til. Hvorfor havde hun ikke bare sagt, at hun tog en vogn fra Hellerup? Det var ikke mere end nogle få dage siden, hun havde været her sidst, men det føltes som om det var længe, længe siden. Bydelen virkede slidt i dagslyset. Det havde hun ikke lagt mærke til forleden, da hun legede turist, og det gjorde ingenting. Torvet var genkendeligt og fortroligt, og hvis når hun blev skilt fra Simon, ville hun kunne bo her. Huset var vel i virkeligheden en dårlig undskyldning for ikke at tage stilling. Hun kunne købe en lille lejlighed for bedstemoderens penge. Hun drejede om hjørnet og gik hurtigt hen til gadedøren og trykkede på dørtelefonen til tredje sal. Elevatoren var ude af funktion, og hun gispede efter luft, da hun nåede op. Han stod smilende i døren og bredte armene ud, men hun bøjede sig forover for at få vejret og for at få kontrol over sin pludselige forlegenhed. Var det rigtigt at komme? Hun rettede sig op. Han stod stadig med udbredte arme og et påtaget, indsmigrende smil, og hun overgav sig og tog et skridt hen imod ham. Hans varme var magnetisk. Hun lænede sig træt ind til ham og mærkede hans arme omkring sig. Det var så forfærdeligt længe siden, hun havde følt sig så hjemme. Det var dejligt du kom min ven. Jeg tænkte netop på dig, da du ringede. Han havde sluppet hende, og hun var taknemmelig for, at han gjorde så meget ud af velkomsten og tilsyneladende ikke bemærkede hendes kinder og hals, der føltes glorøde. Hun gik ind i entreen og videre ud i køkkenet, der så lidt luvslidt ud i ædru tilstand i dagslys, men stadig var charmerende, og Anders var ikke flosset. Han stod stor og frisk i sin åbenstående, kridhvide skjorte med opsmøgede ærmer. Hun satte sig ned og tog cigaretterne og betragtede ham, mens han lavede kaffe med rolige, beroligende bevægelser. Han foretrak også at brygge den på gammeldags maner. Stilheden mellem dem var naturlig stille. Det var mærkværdigt at noget, der ikke var, kunne fornemmes så forskelligt sammen med forskellige mennesker. Stilheden sammen med Simon larmede. Han satte krus på bordet og skænkede kaffe og satte sig overfor hende. Hvad vil du? 56

57 Hun stivnede over hans direkthed. Han valgte en pibe fra det udskårne pibebræt, der stod på bordet, og stoppede den omhyggeligt og fik ild med små, bakkende lyde og løftede hovedet og så direkte på hende med det isblå blik, der var både krævende og blidt. Hannah, der er en bestemt grund til, at du kommer dumpende, ikke? Hun rømmede sig. Jeg stod ikke på Nørre Port station, men hjemme hos min mor. Nu var det sagt. Hun ville ikke lyve for Anders. Det var jeg sgu klar over. Baggrundsstøjen manglede. Han så godmodigt på hende og hørte pludseligt, hvor barnlig hun havde lydt. Jeg mener, jeg kunne have sagt, at jeg trængte til at se dig, ikke? Ja, det kunne du, for eksempel. Hannah, hvis du er kommet for at betro mig noget, er du er nødt til at have tillid til mig. Hans stemme var opfordrende, men ikke provokerende. Tillid. Det var et stort, farligt ord. Anders, hvad syntes du om min mor dengang? Hun registrerede et svagt ubehag i hans ansigt. Det direkte var åbenbart heller ikke så let for ham. Han glattede sit skæg. Jeg brød mig ikke om hende, men det er ikke så underligt. Jeg var ikke velkommen i hendes hus. Hun havde andre planer med dig. Det vidste jeg ikke dengang, men hendes opførsel sårede mig, og jeg var bange for hende. Jeg var meget forelsket i dig og frygtelig afhængig af hendes syn på mig. Hvor er det længe siden. Hvorfor spørger du? Spørgsmålet var undsluppet hende, inden hun vidste, at hun ville stille det. Jeg ved det ikke, men jeg besøgte hende i dag, uden hun var forberedt, og hun var fuld og usoigneret. Jeg fik et mindre chok, for det er første gang, jeg har set hende sådan. Hun sad og drak stærke øl og røg som en skorsten, og hun talte kryptisk; hun havde set i nogle gamle papirer og var stødt på nogle sager, der havde bragt hende ud af fatning, men hun ville ikke fortælle, hvad det var jeg smugkikkede, da hun var gået i seng og så en kryptisk stump af et brev, min far skrev til hende, da jeg var spæd. Jeg tænkte, at du måske nej. Hun tog en mundfuld kaffe og tændte en cigaret. Hun røg for meget. Anders bakkede på sin pibe. Betroede sig til mig? Hannah men fortæl videre! Min far skriver, at hun skal nyde mig, og at alt andet er glemt. Jeg forstår ikke, hvad han hentyder til, men jeg blev så urolig, og jeg kunne ikke spørge hende, vel? Jeg mener, jeg har snaget i hendes private korrespondance. Det vil hun aldrig tilgive mig. Vi har altid haft et anstrengt forhold til hinanden, men i dag virkede hun på en måde sårbar og lod mig komme lidt tættere på sig end ellers, og så er det første jeg gør at gå bag hendes ryg. Det er lige før jeg ønsker, at hun havde behandlet mig på sin sædvanlige tre skridt fra livet facon. 57

58 Jeg tror, hun har drukket for meget altid, Hannah. Det kan være en af grundene til, at hun ikke har villet have dig for tæt på. Lagde du ikke mærke til, at der altid stod et glas i nærheden af hende? Hvad bildte han sig ind? Han kunne ikke tillade sig. Jamen hun var altid tørstig. Det sagde hun. Det var vand. Hendes stemme havde været alt for skarp. Hun var jo selv kommet hvis han blev vred på hende hun skulle aldrig være kommet. Det var ikke vand, Hannah. Min far drak. Hun opførte sig på en måde, der mindede om hans. Jeg smagte på hendes såkaldte vand. Det var vodka. Og der var ikke mange dråber vand i det. Er du sikker? Han tog hendes hånd og gav den et klem. Hun trak den uvilkårligt til sig. Undskyld Anders, jeg sidder her og bliver næsten vred på dig. Hun skar en grimasse, der aldrig ville kunne forveksles med et smil. Hvis han mistede tålmodigheden Jeg kan ikke være helt sikker. Det kan have været en tilfældighed, at hun drak vodka de par gange, jeg smagte, men jeg tror det ikke. Hun drak på tidspunkter, man ikke plejer at drikke, hvis man har et fornuftigt forhold til spiritus; men det var først og fremmest hendes væremåde, jeg lagde mærke til. Hvordan væremåde? Anders, hun kunne også være ubehagelig overfor andre Det ved jeg, og det er måske ikke særlig klogt at ribbe op i fortiden. Jo Anders, jeg må til bunds, hvis Hvis hvad? Hendes nakkemuskler spændte og gav hende hovedpine. Hun gned sig over panden. Lad os tage en cognac! Han rejste sig og gik ind i stuen, og hun fulgte efter ham; for urolig til at sidde stille. Han havde tilsyneladende været i gang med noget arbejde. Han slukkede for computeren og hentede en flaske fra et lille, rødmalet vægskab og vendte sig om imod hende og rakte hånden ud. Hun tog den tøvende. Anders ville aldrig bilde hende noget ind. Hun nippede lydigt til den store cognac, han havde skænket. Han tog en frisk pibe fra holderen. En stor, buttet pibe. Tobakkens krydrede duft bredte sig i rummet. Hun sukkede dybt. For første gang den dag, følte hun sig nogenlunde afslappet. Det var godt, Anders. Du ved, hvad der skal til. Vil du fortælle mig, hvordan hendes væremåde var? Hun så opfordrende på ham. Hun lagde an på mig, når du vendte ryggen til. Hvad siger du? Hendes stemme rungede og Anders ansigt var utydeligt. Du må have taget fejl. 58

59 Nej Hannah. Hun lagde an på mig, men jeg kunne ikke fortælle dig det, bare prøve at undgå hende, og det gjorde hende vred. Hun mærkede kvalmen og rejste sig hurtigt og løb ud på toilettet og bøjede sig over kummen, men hun kunne ikke kaste op, selvom krampen i mellemgulvet sendte kraftige trækninger op gennem hende. Hun hørte ham stå i døren. Kan jeg hjælpe dig? Hun rystede på hovedet og ville gerne være alene et øjeblik, men hun kunne ikke jage ham væk. Hun smilede ynkeligt til ham og så, at han var meget bleg. Tårerne løb ned ad hendes kinder. Åh, hvor er jeg svag. Jeg skal lige have koldt vand i ansigtet, så kommer jeg ud igen. Han gik heldigvis. Hun stod helt stille. Hvad var det for noget? Havde moderen også lagt an på Simon? Hun huskede pludselig en aften, da Simon hentede hende. Han havde en let sommerjakke på. Moderen stod smilende i entreen for at sende dem af sted. Pludselig gik hun hen til Simon og fjernede et fnug fra hans jakkerevers. Hun havde følt et svagt ubehag, men Simon grinede stort og kyssede svigermor på kinden, og hun klappede ham bagi. Hun skuttede sig og gik tilbage til køkkenet og satte sig tungt og havde svært ved at møde Anders blik. Jeg skammer mig over hende og over mig selv, at jeg altid har lukket øjnene for alting. Hannah, jeg ved sgu ikke, om jeg skulle have fortalt dig det. Han tørrede sig over panden. Hun rakte ud efter hans hånd. Jo, du skulle, selvom det virker ækelt. Jeg kan ikke sove resten af mit liv. Jeg tror, mit ægteskab er baseret på en løgn. Simon. Jeg har haft en anelse om, næsten fra begyndelsen, at der var noget galt Hun tvang sig til at fortsætte. Jeg kan forestille mig nu, at hun også har lagt an på Simon. Ordene hang modbydelige i luften. Hun følte sig nøgen, illoyal. Hun anede i virkeligheden ikke, om de var sande. Måske trængte hun så meget til at føle samhørighed med Anders, at hun ville gøre alt for at komme ham nærmere. Hvis det hele var løgn, havde hun forrådt sin mor og dermed sin elskede far på det groveste. Anders, jeg føler mig så led. Hvad skete der mellem Simon og din mor? Hun prøvede at huske tilbage. det meste var fornemmelser, jeg havde, men der var hans besynderlig magt over hende. Ingen skulle jo fortælle hende noget. Han kunne se på hende, hvis der var noget han ville opnå, og jeg syntes sommetider, hun havde et underligt blankt skær i øjnene, men så slog jeg det hen som hjernespind. Hvis jeg spurgte ham, hvordan han bar sig ad med at få sin vilje, lo han og sagde, at det var hans naturlige charme, hun ikke kunne stå for. Han kunne være utrolig charmerende dengang, så det lød plausibelt. 59

60 Hun så ulykkelig på ham; følte det som om hun sad i kviksand til halsen. Han rejste sig og kom over til hende og trak hende op. Hun lænede sig tungt ind til ham, og han lagde armene beskyttende omkring hende. Du er ikke alene, min pige, vær vis på det. Tak Anders, jeg har brug for, at du siger det. Nu vil jeg gerne hjem. Hun trådte et skridt tilbage og gned hans bryst og håbede, at han forstod helt, hvor meget hans ord betød. Hvor meget han betød. Det var længe siden, hun havde fået ægte sympati. Vil du ringe efter en vogn? Jeg har brug for at være alene. Han gik ind i stuen for at bestille. Hun følte sig så udmattet, at hun havde lyst til at lægge sig på gulvet og sove. Vognen er her om et par minutter. Jeg følger dig ned. Mens de ventede, lagde han en beskyttende arm omkring hendes liv, og hun lænede sig opad ham et øjeblik og ønskede, at de var et ældre ægtepar, der skulle skilles nogle få timer. Dagdrømmene igen. Hun gjorde sig blidt fri, men tog hans hånd. Der var så mange historier, Hun skulle opklare, og hun måtte prøve at gøre det alene, men Anders ville være her på Christianshavn, hvis hun fik brug for ham. Det var hun sikker på og blev bekræftet, da han rakte hende en lille blank nøgle. Den er til mit hjerte og min hoveddør. Hun så antydning af smil i hans ansigt og så rørt ned på pantet. Så meget venlighed. Hun løftede hånden og så sig tilbage, inden vognen drejede om hjørnet. Hun længtes allerede efter ham; havde lyst til at bede chaufføren vende om, men lod være. Det var nødvendigt at tage hjem. Hun låste døren op og stod et øjeblik modløst på dørtrinet, men tog sig sammen og gik hurtigt forbi det blinkende samtaleanlæg ud i køkkenet. Hun havde lovet at ringe til moderen, men det var inden alt dette. At skulle tale med hende i aften var umuligt. Hvis moderen huskede det og gjorde vrøvl, kunne hun sige, at hun havde glemt det. Der var så meget løgn i forvejen, og hvad i alverden skulle hun tale med hende om? Næste gang de skulle tale sammen Ja, hvad så? Turde hun nogensinde spørge moderen om, hvorfor hun havde foretrukket Simon frem for Anders; om det var moderlig bekymring, eller fordi Simon havde fundet sig i hendes tilnærmelser? Ville hun nogensinde kunne få sig til at spørge moderen om, hvordan hun kunne finde på at lægge an på Anders, på sin datters venner? Sikkert ikke, og så ville hun aldrig få at vide, om moderen havde været interesseret i dem for alvor, eller det havde været hende, hun ville ramme? Det var ikke svært at forestille sig alting nu, og under alle omstændigheder havde moderen ramt hende, da hun var barn. Hun havde prøvet at holde hende fra faderen, når han var hjemme. Hun havde snoet sig opad ham i tide og utide, selvom hun aldrig gav udtryk for, at hun savnede ham, når han var væk; og hvad med hende? Moderen havde vist aldrig, som faderen opfordrede 60

61 hende til, nydt den lille pige; og hvad havde faderen ment med, at alt var glemt? Moderen havde alt i alt fået sin vilje. Anders var forsvundet ud i fraværets mørke. Hun huskede, at hun syntes, han var lunken, og hun havde været sikker på, at han ikke elskede hende, og Simon havde været om sig. Han havde feteret og belejret hende på en måde, hun ikke havde kunnet stå for, usikker som hun havde været, på sit eget værd. Det var ikke til at holde ud at tænke på, for da han vidste, at hun følte sig knyttet til ham, lod han hende vente. Hun ventede og ventede, som hun havde ventet på faderen. Hendes ungdom havde været en dødedans, hun først dansede efter moderens, siden efter hans pibe. Det var trist at tænke på, at hun havde været så overfladisk, men det var tristere, at hun havde betalt en så høj pris for sin naivitet og manglende menneskekundskab. Næsten femogtredive års bedrag og selvbedrag. Det eneste opmuntrende var, at Amalie tilsyneladende havde gennemskuet det meste, selvom hende viden måtte have været tung at bære. Hun huskede, hvordan den purunge Amalie havde trukket på skuldrene, når de talte om mænd og ægteskab; arrogancen i det unge ansigt havde ikke været til at tage fejl af. Dengang troede hun, at Amalies reaktion var et ungt menneskes almindelige nedvurdering af den ældre generation, frisindede Louise berettede jo om voldsomme sammenstød med Pernille, men nu troede hun, at Amalie havde gennemskuet sine forældres narrespil og taget afstand til det. Hun skyldte Amalie at fortælle hende, hvor beundringsværdigt stærk hun havde været som gidsel i ingenmandslandet mellem hendes mors eskapisme og fars kynisme. Hun gik ud i entreen. Måske var det en besked fra Amalie, der gemte sig bag de røde blink? Hun trykkede på knappen. Jeg er hjemme cirka atten, og jeg vil sætte pris på en middag. Tror du, du kan overkomme det? Simon! Hun havde glemt den virkelige Simon, og klokken var otte. Hun mærkede nervøsiteten komme krybende. Var han i huset og sad og ventede på hende, eller var han gået i vrede og komme tilbage senere? Hun lyttede anspændt, men opfangede ikke den mindste lyd. Hun prøvede at tænke på Anders arme omkring sig og den tryghed, han udstrålede, men det hjalp ikke. Simons skygge tårnede sig op og spærrede for ham. Hun var alene med Simon. Hun trængte til en drink. Drak hun for meget? Simon antydede det. Han havde tit stukket til hende, hvis hun prøvede at sige ham imod; mon ikke du har fået et glas for meget? Han kendte selvfølgelig til moderens drikkeri, ligesom Anders. Det måtte han gøre. Måske havde hans sarkastiske bemærkninger været en slags bekymring for hende? Nej. Man udtrykte ikke omsorgsfuldhed med den stemme. 61

62 Hun blandede nervøst en Martini og så på glasset. Et stænk Martini i en stor gin. Det mindede om moderens vand! Hun skubbede glasset fra sig og fyldte kedlen og tændte komfuret. Hun ville tage en kop kaffe. Hun hørte en dør, der blev åbnet, og stivnede. Han var hjemme. Trinene på trappen lød alt for høje; de borede sig ind til angsten, og hun gjorde omkring og ville væk, men det var for sent. Han stod i køkkendøren og nedstirrede hende. Nå, fruen er hjemme? Ja, jeg er lige kommet. Og hvad fik dig til at kigge indenfor? Simon, jeg troede Han ville være ligeglad med, hvad hun troede og hvilken forklaring hun kom med. Undskyld, Simon. Det må du nok sige, dovne ko. Du er væk, når jeg kommer træt hjem. Fruen har ikke mange pligter, men én af dem er fandeme at sørge for, at skaffedyret får noget mad, så han har kræfter til at tjene penge til hende. Jeg er ked af det, men jeg vidste ikke, du kom hjem i dag. Jeg ringede! Hans stemme dirrede allerede, og pludselig kunne hun ikke holde det ud. Hvordan skulle jeg vide det, når jeg ikke var hjemme? Hendes tonefald overraskede hende og ham, så hun. Han åbnede munden og snappede efter vejret. Hun mærkede overrumplet, at hun var ved at fnise og holdt sig for munden og vendte sig om mod vasken, som om hun skulle kaste op. Den bevægelse kendte han. Er frue for fin til at se på den hun taler med? Hun drejede sig, men anfaldet var ikke ovre. Hun bøjede sig ned og rettede på sin ene sandal og hostede og kamuflerede den nervøse lyd. Hun følte lettelse, der hurtigt afløstes af mathed, da hun så hans sko tæt ved sig. Han lugtede grimt; fik altid en speciel lugt, når han var i det humør. Hun rettede sig op og rykkede væk fra ham og strakte armene beskyttende frem, selvom det var det værste, hun kunne gøre. Han fulgte efter. Han hadede hende, når hun viste, hvor bange hun var for ham. Hun lod armene falde og stod stille, men vedblev at stirre på ham, selvom det kunne få ham til at gå helt amok. Tiden stod stille. Han var grimt rød i ansigtet, og de blå årer i hans tindinger bankede e. Stilheden rungede og ventetiden var uudholdelig. Hendes ben var ved at give efter, og hun så sig om efter støtte, men der var ingen. Han løftede hånden og slog. Et hårdt slag, der sang i hendes hoved. Hendes kind brændte, mens hun blev ved med at holde hans blik fast og opdagede, at hendes sædvanlige fortvivlelse var afløst af foragt. Han stirrede måbende på hende og vendte om og flygtede? Hun satte sig ned på gulvet og rørte forsigtigt ved kinden, der brændte og allerede var ved at hæve. 62

63 Det var længe siden, han havde slået; den senere tid var hun næsten begyndt at tro og håbe på, at det var et overstået stadium, og at de kunne skilles på en nogenlunde ordentlig måde, selvom hun burde have vidst bedre efter den aften, hvor hun prøvede at bringe separation på bane. Hans kæber var begyndt at arbejde faretruende, og da han styrtede ud af stuen med knyttede hænder, troede hun et øjeblik, at han ville slå. Da han var væk, spekulerede hun over, om han havde forbedret sig, eller om det var Louises trussel om at melde ham, da hun hjalp hende på skadestuen, der gjorde ham tam. Hun havde brændende ønsket, at det var det første. Alle årene var gået med hendes håb om, at det var sidste gang, selvom det kun var i begyndelsen, han angrede og bad om forladelse. Det var helt slut nu. Han skulle aldrig få lov til at slå hende mere, og en af de bedste måder, hun kunne undgå det på, var at involvere så mange som muligt. Han havde åbenbart benyttet sig af, at hun ikke var i kontakt med Louise og i øvrigt havde tiet. Hun ville begynde med moderen; hun skulle se det. Hun rejste sig beslutsomt og kom koldt vand i ansigtet og løb ud i entreen og drejede moderens nummer, men hun svarede ikke. Det var ligegyldigt. Moderen skulle for en gangs skyld se Simons kone. Hun bestilte en vogn og stillede sig ud på vejen og mærkede undrende, at hun var totalt ligeglad med, hvordan hun så ud; hun stod næsten og ønskede, at nogle naboer kom forbi og så hende. Alle de år, hun havde skammet sig Taxien standsede lige udenfor hende. Hun åbnede bagdøren og satte sig ind. Chaufføren skævede til hende, og hun vendte front mod kvinden, der rødmede let. Min mand har vist mig, hvad han dur til. Ham kender jeg! Kvinden smilede syrligt og fik hende til at le, og hun følte sig hjemme sammen med den ukendte kvinde, der havde fået indblik i hendes liv. Vognen lugtede svagt af røg. Hun åbnede et vindue og tog en cigaret og bød kvinden én og tændte for dem. Hun sugede ind og lænede sig tilbage med lukkede øjne. Så er vi her, min ven. Hun betalte og gav rigelige drikkepenge, der var tak for latteren sammen med denne kvinde, hun knapt ville have lagt mærke til under andre omstændigheder. Hun steg ud, og kvinden kvitterede med en løftet hånd til hilsen og dyttede og svingede bilen flot ud fra kantstenen og kørte hurtigt væk. Hun så efter hende og havde stadig en slags opmuntrende lyd i sit hoved, mens hun gik hen til hoveddøren og slog lidt hårdere end ellers, på den gedigne dør, med den blanke messingdragedørhammer, faderen havde haft med hjem fra Østen, der var et sted fyldt med eventyr. Hun havde været bange for den, da han skruede den på døren, men han havde fortalt hende, at i Kina, hvor kejserne kom fra, var den et lykkedyr, og den ville beskytte huset og alle, der boede i det. Når hun savnede ham allermest 63

64 gned hun den, som Aladdin havde gnedet på sin vidunderlige lampe; det eventyr havde bedstemoderen fortalt hende, og engang imellem virkede den sammen med hendes hemmelige, magiske ord, og så stod han udenfor med sine stærke arme bredt ud, parat til at gribe hende, når hun henrykt kastede sig ind til ham. Moderen lignede sig selv igen; det grå hår, der havde hængt tjavset ned på hendes nussede morgenkåbe, var sat op, som hun plejede at have det, og hendes overdrevne makeup var lagt med hendes sans for det dramatiske, selvom hendes attituder var beherskede; men alting var forandret. Hun ville aldrig kunne glemme den halvfulde sjuske, hun nærmest havde båret i seng. Måske ville hun have syntes bedre om kvinden med det stramme smil, hvis hun havde vist det mindste tegn på imødekommenhed eller usikkerhed, men det vidste hun nu, aldrig ville ske. Stå dog ikke der! Kom dog ind, så vi kan lukke døren! Hvordan i alverden er det, du ser ud? Stemmen var halvt irriteret, halvt dominerende. Den stemme havde trykket hende ned hele livet. Hun så trist på det gamle, hårde ansigt, der var hendes mors. Nu skal jeg sige dig én ting mor. Du taler aldrig til mig i den tone mere. Forstået? Sådan havde hun aldrig talt før, og ordene eller tonefaldet fik moderen til at falde ud af rollen et øjeblik, og hun trak sig baglæns ind mod stuen. Hun smækkede døren i og fulgte efter moderen ind i dagligstuen og stod rådvild lige indenfor døren, som hun havde stået skoleret som barn og ung, når moderen havde noget at beklage sig over. De fleste gange havde hun ikke anet, hvad moderen mente, men hun havde været lettet, når hun fik lov til at forlade stuen. Sæt dig dog ned! Hun satte sig automatisk, men opdagede, at det var moderens stol, og rejse sig og satte sig i faderens. Moderen havde allerede overmagten. Hun kunne have grædt, men hun gjorde sig hård og stirrede udtryksløst hen mod døren, hvor moderen stod i døråbningen, lænet op ad karmen, med den ene hånd på hoften. Hvordan er det du ser ud? Har du været oppe at slås? Nej mor, jeg har ikke været oppe at slås. Simon har slået mig. Igen! Hvad siger du til det? Moderen så udtryksløst på hende og åbnede munden, men fortrød åbenbart og vendte rundt og forsvandt ud af stuen. Hvad nu? Kunne hun finde på lade hende sidde alene; udmatte hende indtil hun gik igen? Moderen kom tilbage med to glas og en flaske whisky. Hun fyldte sammenbidt glassene og rakte hende det ene og satte sig ned og tændte en cigaret. Ville hun tie sin nye viden ihjel? Hun huskede, hvordan hun aldrig havde kunnet holde moderens tavse spil ud og var begyndt at plapre; men hun 64

65 kunne nu! Det kriblede i hendes krop, men hun ville blive siddende helt ubevægelig uden at sige noget. Udspillet var moderens. Hannah, han er en sjuft. Moderen tav og kneb læberne sammen, og stuen fyldtes af betydningsfuld tavshed. Hun mærkede tårerne. Moderen var måske alligevel på hendes side? Hun lænede sig spørgende indover bordet og prøvede at få hende til at se på sig, men moderen så ned i gulvet. Hvordan sjuft.? Vil du fortælle, mor? Moderen var blevet meget bleg, og den sære følelse, hun havde haft tidligere på dagen, en slag ømhed eller medlidenhed, vendte tilbage, og hun ønskede, at hun turde lægge armene om den gamle kvinde, der var sunket lidt sammen, i sin stol og klodset forsøgte at tænde sin lighter, men måtte opgive, fordi hendes hænder skælvede voldsomt. Lad mig, mor. Moderen rettede sig op med en kraftanstrengelse og lod hende tænde for sig og så så længe på hende med noget, der lignede fortvivlelse i blikket, at hun forlegent sænkede sit. Hun vidste, at om lidt ville moderen sige noget forfærdeligt. Han var min elsker. Hun stirrede hypnotiseret på moderens mund, der havde været synkroniseret med de ord, hun sagde, men som var så uhyrlige, at hun måtte have taget fejl. Hvad sagde du? Moderen vendte sig om imod hende, men hun så over hendes venstre skulder over mod chatollet, hvor det store billede af faderen i kaptajnsuniform stod i sin fine filigranramme. Vi havde et forhold; Simon og jeg. Forståelsen ramte hende med en slags forsinkelse og borede sig modvilligt ind i hendes bevidsthed og sprængte den tunge stilhed, der havde lagt sig over stuen. Hendes højre øre begyndte at kime, og hun glippede med øjnene, der sved, og mærkede kvalmen og rejste sig og styrtede ud i badeværelset og krummede sig sammen over toiletkummen, uden at kunne kaste op, selvom hendes mellemgulv blev ved med at trækket sig krampagtigt sammen. Hun åbnede for hanen og pøsede koldt vand i ansigtet og vaskede sine hænder omhyggeligt og smurte dem ind i moderens dyreste creme og lod fingrede glide gennem håret. Hendes hovedbund gjorde ondt. Hendes blik strejfede spejlet, og hun registrerede en tåbelig kvinde med en rød kind. Hun begyndte at le hysterisk og blev forskrækket over lyden og samlede sig så meget, at hun kunne gå nogenlunde normal tilbage til stuen og høre det hele. Moderen sad fastfrosset med sammenknugede hænder. Hun havde tømt sit glas; hvis hun drak sig fuld nu Hun løftede hovedet og så op på hende og åbnede munden, der havde kysset Simon, da han var ung og sagde, at han elskede hende. Kvalmen kom igen, og hun sank besværligt nogle gange. Sæt dig Hannah, og lad mig forklare. Ja, gør det. 65

66 Hun satte sig og betragtede masken ved siden af sig med næsten akademisk interesse. Hun følte ingenting. Moderen og Simon. Komisk. Hun fnisede. Det hele var uhyrligt. Hold op, Hannah! Hun kvalte lyden, der lød som gråd. Moderen trak vejret besværet og sukkede tungt. Jeg var ensom. Din far var næsten aldrig hjemme. Jeg var ung endnu, og Simon var charmerende og pågående. Du kom sammen med Anders og behøvede ikke at få noget at vide. Det gjorde din far heller ikke. Jeg gik ud fra, at han morede sig, der hvor han var. Moderen så trodsigt på hende; lignede nærmest et forurettet barn. Hun var ynkelig. Pludselig slog han om. Han blev grov og kaldte mig navne; du aner ikke, hvor grov han var, og en dag sagde han, at han hellere ville have dig. Moderens stemme lød anstrengt og rødmen bredte sig uklædelig i hendes ansigt og krøb videre, langt ned på halsen, ned mod de tomme bryster, der havde givet hende næring engang. Det var ækelt at vide, at hun havde diet ved de bryster, Simon havde begæret, ligesom han engang begærede hendes. Hun samlede sin energi om ansigtet over brysterne og så den grådige mund åbne sig igen. Jeg bad og tiggede ham om at lade dig være, men han hånede mig og truede mig med at fortælle din far om vores forhold, og det kunne jeg ikke bære. Din far var en god mand, og jeg holdt meget af ham, og du elskede ham højt. Tårerne løb ned ad de rynkede kinder. Hun registrerede dem, men de rørte hende ikke, nærmest tværtimod. Hun sad med en grim fornemmelse af, at moderen spillede skuespil. Ja, hendes far havde været en god mand, og moderen havde haft meget at miste, ikke mindst socialt, men hvilken normal mor, ville ofre sit barn, for selv at redde skindet? Hun tændte en cigaret og trak benene op under sig og krummede sig sammen i den store stol. Hun tog et dybt sug og stirrede hårdt på moderen, der nærmest krympede foran hende. Tror du virkelig far ville have forladt dig på grund af en affære? Han sejlede mor, og han elskede os. Du plejer ikke at være naiv. Og mig! Hvordan kunne du skubbe mig i armene på Simon? Hannah, jeg vil ikke tale mere om det nu. Vil du hente min hjertemedicin? Moderens stemme havde mistet sit kommanderende tonefald; hun lød nærmest bedende. Hun rejste sig automatisk, som hun plejede, for at hente pillerne i badeværelset, selvom hendes sædvanlige bekymring for moderens hjerte udeblev. Hun havde et kort øjeblik lyst til at skylle dem ud i toilettet og stirrede forskrækket på hånden, der var anbragt lige over kummen, og trak den til sig og hentede et glas vand i køkkenet, som hun rakte moderen sammen med den livsvigtige medicin. 66

67 Hun satte sig; ventede en slags anger og over den smerte moderen havde forvoldt hende, men hun blev skuffet. Efter et øjeblik lignede moderen sit sædvanlige, beherskede jeg. Hun følte det, som om hun skulle kvæles. Jeg går nu; jeg kan ikke holde det dig ud. Hannah vent! Hun tumlede ud til køkkendøren og lukkede sig ud og smækkede døren. Hun var svimmel og satte sig på en havestol. Hendes ansigt var svedigt og hun var klam over hele kroppen. Hun skulle have bestilt en bil. Hun kunne ikke gå på gaden i den tilstand. Hun rejste sig og gik tilbage til døren og ringede på. Moderen åbnede øjeblikkeligt. Hun skubbede hende til side. Hannah! Kommanderede moderen igen? Jeg skal låne telefonen. Hun skubbede moderen ublidt til side og bestilte vognen, mens hendes blik strejfede hendes indskrumpede skikkelse. Hun havde lyst til at vælte hende og gøs. Hun måtte væk, inden vreden overmandede hende. 67

68 68 6 Papirer og billeder lå udfordrende på gulvet. Hendes ungdom, hele hendes liv lå og gjorde nar ad hende. Glansbillederne var de vigtigste vidner. Løgn på glitret papir, men fotografierne, som moderen havde taget den fatale sommer, var også grelle. Hun huskede, hvor glad hun havde været over moderens gode humør og velvillige indstilling overfor Simon; hvordan hun varmede sig og nød hendes opmærksomhed, når hun vimsede omkring og opvartede og forevigede dem. Simons besøg forbedrede hendes forhold til moderen; hun farvedes af hende, som en kamæleon. Hun blev bange for at miste Simon, for hun anede, at hvis Simon forsvandt, ville hendes forhold til moderen falde tilbage til det gamle. Sådan havde det været. Hun huskede og kunne næsten fornemme, hvordan hun havde haft det. Hun levede i en slags anspændt rus, hun troede var lykke, og som hun ville beholde under alle omstændigheder. Samtidig var hun blevet afhængig af det erotiske. Simon var erfaren og gav hende nydelse, Anders aldrig havde kunnet give hende. Deres seksualitet havde været famlende og usikker, og de grinede meget sammen også i situationer, hun sommetider drømte om, skulle være romantiske. Hun var blevet forført, og hun havde været vild med det. For første gang følte hun, at hun blev set og forstået, og hun elskede Simon og var parat til alt, hvad han forslog. Simon havde skabt den drømmeagtig ramme om deres eksperimenter, hun havde længtes efter; han tilbad hende tilsyneladende. Hun kunne ikke tro, at hans ord og de små gaver han forærede hende, ikke var udtryk for, at han havde været forelsket i hende. Det var lettere at tro, at moderen havde været jaloux, men det var ubærligt, at hans fantasi og erfaring skyldtes hendes mor. Han var lært op af hendes mor! Havde hendes voldelige mor også lært ham at slå? Hun bøjede sig ned og tog en ny dagbog og slog op omkring tiden, da Amalie blev født og rødmede dybt. Det var en skrækkelig fødsel, der skete ting, jeg ikke vil skrive om lige nu Amalie er skøn, men jeg savnede Simon og far... Jeg må ikke være utilfreds og utaknemmelig. Jeg ved godt, at de skal tjene penge I dag var Simon og mor her. Mor så strålende ud, og Simon var så charmerende og sød, at de andre kvinder var misundelige. Simon tog Amalie op og rakte mor hende og mor rødmede af glæde Pludseligt var hun sikker på, at Moderen og Simon fortsatte deres forhold, efter hun var blevet officielt forlovet med Simon. Hun slyngede dagbogen fra sig. Hun huskede dens naive fortælling og vidste nu, at det virkelige liv intet havde at gøre med hospitalsscenen. Stuen med de to andre kvinder, der fik besøg af generte mænd, hun syntes var grå og uinteressante. Simons optræden

69 på de skrå brædder og moderens vitale ungdommelighed. Hun opførte sig bestemt ikke som en bedstemor. De var kommet og gået sammen. Hvor var de kommet fra, og hvor gik de hen efter besøget? Hun så moderens store ægteseng og deres brede briks, hvor moderen måske havde ligget sammen med Simon? Havde de tænkt på hende? Næppe. Simon angrede kun, hvis han blev opdaget; senere gad eller kunne han ikke engang det, og moderen havde åbenbart været låst fast i en utålelig situation mellem begær og angst for, hvad Simon kunne finde på. Det var så ækelt alt sammen; som et betændt sår. Hun længtes efter Anders, men hun kunne ikke forstyrre ham mere i dag, og hun måtte beslutte sig til, hvor meget han skulle vide i første omgang. Havde han nogensinde tilgivet hende hendes kolossale mangel på intuition? Han havde åbenbart mærket råddenskaben. Ville han ynke hende og miste interessen for hende, hvis han fik sandheden at vide? Hun kendte ham ikke rigtigt, selvom illusionen af, at årene forsvandt, lagde sig dulmende over hende, når de var sammen. Hun åbnede døren og lyttede intenst, men hun kunne ikke høre om Simon var i huset. Hun ville under alle omstændigheder låse døren, inden hun lagde sig. Det havde været en lang dag og ikke til at tro, at det var mindre end et døgn siden, hun stod op helt uforberedt på det, der skulle afsløre, at hendes voksenliv var én stor løgn. Ikke blot ægteskabelig træthed, men dødelig løgn. Hendes øjne var tørre og brændte, og gråden var stivnet et sted i brystet. Hun længtes efter barndommens forløsende tårer, der havde efterladt hende blød og mat og med trang til at sove. Hun var dødtræt og lysvågen; befandt sig i en underlig svimmel tilstand. Barndomserindringen var løgn, ligesom så meget andet, hun havde bildt sig ind gennem tiden. Sandheden var jo, at hun ofte havde været knugende angst i mørket, når moderen havde sagt nej til, at døren stod lidt på klem og lukkede den med et bestemt smæld, og alt i værelset forvandledes til uhyrer, og kloen under sengen ville gribe fat i hendes ankel, hvis hun stod op. Amalie havde sovet med vågelampe. Hun gik hen og låste døren og satte slåen for og lagde sig på briksen med tøjet på og ventede på søvnen. 69 Alle parrene i det første værelse var forsvundet, men deres nedrige hvisken hang i væggene og ville hende intet godt. Hun var helt alene og usynlig. Hun havde ledt i alle krogene efter moderen og Simon, men de var væk, og hun undrede sig over, hvorfor hun ville finde dem, når hun var så bange for dem. Deres styrke sad i hendes tanker og de drev hende frem. Hun gik videre ind i det næste værelse og stod i døren og så to skikkelser kæmpe. Hun kunne ikke hjælpe dem, eller hun ville ikke kunne ikke, ville ikke. Skikkelserne vendte sig pludseligt om mod hende, og det var Simon og moderen, og nu da hun havde fundet dem, ville hun væk, men hun kunne ikke flytte benene. De var ikke limet til gulvet, men de ville ikke flytte sig. Skikkelserne forfulgte hende, men ingen rørte sig. Hun hørte bilen starte og åbnede øjnene. Morgenen var skærende. Sollyset borede sig ind gennem ruderne og spaltede hendes hjerne. Hun vendte sig om

70 mod væggen og trak dynen op over hovedet, men drømmebillederne tegnede sig stadig skarpt på nethinden, uanset om hun åbnede eller lukkede øjnene. Hun skuttede sig utilpas og stod op og åbnede døren forsigtigt og gik ud i badeværelset og stillede sig under bruseren og åbnede for det varme vand, der plejede at berolige hende, men ikke nu. Hun havde næret sig ved et uhyres livmoder, ligget i dets fostervand. Hun pressede sine hænder imod tindingerne og kneb øjnene i og åbnede for det kolde vand, og mareridtet trak sig langsomt tilbage. Hun tørrede sig hurtigt og cremede sig mekanisk ind og løb ned i køkkenet, der, selvom det var ryddeligt, så forsømt ud. Støvet lå gråt henover det sorte. Hun vred en klud op i lidt sulfovand og gned bordpladen, der måtte være udtænkt af mennesker uden kendskab til rengøring. Hvorfor i alverden havde hun ikke sat sig op imod Simon, da han valgte det køkken uden at skulle arbejde i det? Hun var en svag, tåbelige kvinde, der hellere ville bevare husfreden end skabe de rimeligste vilkår for sig selv og ikke mindst Rasmussen, der arbejdede i køkkenet hver dag. Hun kunne male det i en farve, der varmede og kamuflere støvet. Hun fandt salmiak i skabet og vaskede fladerne indædt. Hun skrubbede Simon, indtil han blødte og standsede brat og svimmel af salmiakken; hun kunne i virkeligheden ikke forestille sig at ville blive boende ret meget længere. Efter mødet med Anders var det ikke så vigtigt; det var nærmest umuligt. Hun åbnede vinduerne og ryddede sit raseri op og satte vand over til kaffe; hun ville sætte sig ud i haven og få tankerne under kontrol. Hun måtte spørge moderen om, hvad der skulle glemmes, selvom det afslørede, at hun var gået i hendes gemmer. Samtidig havde hun aldrig kunnet tåle at sætte andre mennesker i forlegenhed, hvilket moderen altid havde været mester i. Det rørte hende ikke, at få mennesker til at rødme af skam, uanset om der var vidner tilstede. Hun huskede utallige situationer, hvor hun var ved at synke i jorden af skam, når moderen satte en forsvarsløs i gabestokken. Mor! Mor, er du hjemme? Kinden. Hun styrtede ud på toilettet. Kinden var stadig noget hævet og svagt misfarvet, men med et godt lag pudder var den ikke værre, end en udenforstående kunne tro, at hun var ved at komme over en tandbyld. Hun rodede febrilsk i medicinskabet, men pudderdåsen var der ikke. Hvad var hun i færd med? Amalie vidste, hvad der var sket. Ja Amalie, jeg kommer nu. Hun lod en kam løbe gennem håret og rystede det fremad, så det delvist skjulte kinden. Det slog hende, som altid, hvor smuk hendes datter var, og at hun lignede sin far som ung. Hendes halvlange, mørkebrune hår skinnede om kap med de grågrønne øjne, og hendes kinder var uden makeup og svagt rosa, som om hun havde løbet eller ræset af sted på cyklen, ligesom i barndommen, hvor hun gang på gang kom hæsblæsende ind med alle mulige skrammer og forlangte 70

71 plaster og knus og var væk igen, inden de fik talt om, hvad der var sket og hun kunne nå at komme med sine formaninger. Amalie havde altid været hårdfør. Hun rakte armene frem. Hvor er det dejligt at se dig, men er der sket noget? Gensynssmilet havde forladt Amalies ansigt, og hun holdt hende ud fra sig og så på hende med noget, der lignede medlidenhed. Det var ikke til at holde ud. Hun rev sig løs og forsøgte at smile, men skar en grimasse, der ikke kunne narre nogen som helst og slet ikke Amalie. Vil du have kaffe? Jeg skulle netop Mor, hold op! Hvad er der sket? Hun stod halvt bortvendt fra Amalie og fyldte omhyggeligt kedlen med vand. Spildte ikke en eneste dråbe, men håret svingede tilbage, da hun vendte sig om, og hun stod et øjeblik med den blottede, sårede kind i det afslørende dagslys og så en skygge flyve over Amalies ansigt. Hvordan havde hun kunnet føle noget, der mindende om triumferende foragt, da han slog hende? Amalie Ikke en dør, vel mor? Amalies stemme var sarkastisk, men hun tog hende samtidig varsomt i armen og pressede hende blidt ned på en stol og rakte hende cigaretterne. Hun mærkede gråden i næsen og lo nervøst, en gnæggende lyd, der ikke var latter, men latterlig. Amalie satte sig overfor hende og tog hendes hænder. Sorgen og skammen overmandede hende. Hun var så forfærdelig ked af, at Amalie endnu engang så hende sådan. Hun mærkede tårerne løbe nedad kinderne og næsen løbe. Amalie rakte hende et stykke køkkenrulle. Så, så mor, nu laver jeg kaffe, og så vil jeg have historien. Hun mærkede et lille klem på skulderen, og den kærlige berøring brændte. Amalies moderlig omsorgsfuld føltes næsten værre, end hvis hun var blevet vred. Hun tog sig voldsomt sammen, for ikke at begynde at græde igen. Undskyld, Amalie Hendes stemme var hæs og anstrengt. Drik nu mor! Amalie rakte hende kaffen, og hun drak den i små, beroligende mundfulde og rømmede sig. Amalie, måske var jeg selv uden om det. Jeg Slut det, mor; ellers går jeg. Hun så forskrækket på Amalies ansigt, der havde fået et hårdt udtryk, hun ikke havde set før, og pludseligt blev hun forfærdeligt bange for, at hun ville gå. Gå ikke Amalie; jeg beder dig det eneste jeg havde gjort var at være ude af huset, da han kom hjem jeg vidste ikke engang, at han kom hjem han plejer Det var nok. Amalie var ikke Louise, men hendes datter. 71

72 Jeg er så glad for, at du er her, Amalie, men hvorfor kom du? Er der noget galt? Mormor ringede. Hun sagde, at du ikke har det så godt at du havde været oppe at skændes med far det kan jeg se, du har været. Amalie drak en mundfuld kaffe. Du bliver nødt til at forlade ham, inden det går helt galt. Hun fik en sur smag i munden. Hvad i alverden fik moderen til at involvere Amalie? Hun sendte et halvsmil ud i køkkenet. Det var så længe siden, han havde slået mig, at jeg tror, han blev ligeså forskrækket, som jeg blev. Amalie rejste sig voldsomt og stillede sig foran hende og stirrede på hende med vrede øjne og en mund, der var helt ukendelig. Hun stampede i gulvet. Nu skal jeg sig dig noget, mor, og jeg mener det sgu. Det er sidste gang, jeg kommer rendende; det er i det hele taget sidste gang, jeg sætter mine ben her, så længe du ikke tager dig sammen til at forandre dit liv; tager ansvar for dit liv. Jeg har sagt til far, at han skal lade dig være, og jeg håbede naivt, at han elskede mig så meget, at han lyttede til, hvad jeg sagde, men han er akkurat ligeså uansvarlig som du er. Amalie sank om på stolen og skjulte ansigtet i sine hænder. Amalie, lille Amalie. Hun tabte kaffekoppen og hørte den splintres og nåede Amalie i et skridt og faldt på knæ og krystede hende ind til sig. Amalies skuldre dirrede, men hvis hun græd, var det lydløst, og det var værre, end hvis hun havde hylet. Amalie! Amalie løftede hovedet, og det håbløse udtryk i hendes ansigt var værre end Simons slag; var værre end alt. Jeg er enormt træt af det her, mor. Jeg fatter ikke, at du ikke er gået for mange år siden. Hun rejste sig besværet og satte sig, men tog Amalies hånd. Først elskede jeg ham og troede jeg ved snart ikke, hvad jeg troede. Da jeg endelig besluttede mig, det var for omkring ti år siden, og sagde, at jeg ville skilles, bankede han mig synder og sammen og skreg, at han ville slå mig ihjel, hvis jeg så meget som talte om skilsmisse. Louise fik mig på hospitalet og truede ham med at melde ham, men jeg ville ikke have det; jeg var for bange for ham, og så lovede han Louise, at han ville lade mig være i fred, og det har han stort set gjort i hvert tilfælde fysisk. Jeg anede ikke, at det havde været så slemt. Nej, det var da du var udvekslingsstudent i Frankrig. Du virkede oven i købet gladere end ellers? Du skulle have fred, Amalie. Sikke et liv, og det bliver ikke bedre. Far har nerver på. Firmaet er i krise. Det har skrantet i flere år, men så troede han, at efter krigen Middagen for araberne. Simon havde ikke nævnt den et stykke tid. 72

73 Han fortæller mig aldrig noget. Når jeg har prøvet han siger, jeg skal holde mig fra ham, med mine bekymringer. Og det har du så gjort, ikke? Siddet passiv eller listet rundt om ham på kattepoter. Jeg lærer aldrig at forstå dig og hans eskapader, som du har lukket øjnene for i mange år, selv om du må have vist det. Jeg hørte det, når I diskuterede, eller han slog og du græd. I troede, jeg sov, men jeg hørte det hele, og jeg hadede ham og var bange og ulykkelig og det værste var, når du bagefter fortalte mig, at han elskede os. Det er mere held end forstand, at jeg ikke blev skizofren. Hvordan kunne du? Du vidste det med hans kvinder? Hvordan havde hun kunnet underkende sin datter i den grad? Ja mor, jeg er hverken farveblind eller døv, og jeg så ham også med en elskerinde engang, jeg ville besøge ham på kontoret. Han var sammen med en sekretær. Kan du huske hende den lille med pagehåret og de dunede trøjer? De havde ikke ligefrem chef- sekretærattituder. Jeg kan huske, at jeg først blev meget ked af det, og så blev jeg rasende. Jeg blev vel også voksen. Jeg stolede ikke på ham mere, men jeg udnyttede situationen. Har det aldrig undret dig, at han altid har givet mig alt, hvad jeg pegede på, også når det var urimeligt? Jeg kunne se på dig, når du syntes, det var urimeligt. Dine læber blev smalle. Jeg var ligeglad, for jeg foragtede dig Du skal ikke se så ulykkelig ud. Jeg har en dygtig psykoterapeut. Jeg klarer mig. Gjorde hun. Hun mærkede angsten skylle igennem sig. Amalie sad med foldede hænder i skødet og beherskede sig, men hun havde hørt den lille sprødhed i hendes stemme. Hvilken planet havde hun bevæget sig rundt på, mens Amalie gik på kloden? Hun satte sig på hug foran hende og strøg hendes hår væk fra panden og fangede hendes blik. Amalie, jeg er så ked af det. Ja mor, men jeg kan ikke tale mere om det lige nu. Det var fint at sige det. Amalie forsøgte at smile, men det mislykkedes. Hun tog koppen og løftede den. Lad os skåle for en ny begyndelse, mor. Også for dig. Måske skulle du have noget professionel hjælp. Ville du tænke over det? Hun ville gøre alt, hvad der kunne glæde det dyrebare menneske i stolen. Hun skammede sig og var fortvivlet over, at hun havde været så blind og selvoptaget. Amalie, jeg vil gøre alt, hvad du foreslår. Jeg lover det. Mor, du skal først og fremmest gøre det for dig selv. Hvis du bliver lidt mere realistisk og lidt lykkeligere, får jeg det bedre sammen med dig. Jeg elsker far, selvom jeg hader ham, når han tæver dig, og det skal du fandeme aldrig mere forhindre mig i, men jeg har opgivet ham. Jeg må nøjes med det, han kan give. Han har ikke en chance, men det tror jeg, du har. Amalie gav hende en chance og ros. Taknemmeligheden strømmede gennem hende. Hun lagde sin arme beskyttende om sin datter og omsluttede og 73

74 skærmede hendes krop, der igen rystede svagt og lovede højtideligt sig selv, at Amalie aldrig mere skulle dirre på grund af hende. Amalie gjorde sig blidt fri. Hun lod sine arme falde og vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle gøre. Amalie lignede sig selv igen. Tak mor. Se nu ikke så tragisk ud. Du har faktisk altid været en kærlig mor; du var bare lidt fraværende. Det er du ikke i dag. Jeg kan mærke kontakten. Kan du ikke det, mor? Ordene var betydningsfulde. Hun nikkede og så skyggen af et smil glide henover Amalies ansigt. Hun var vist tilfreds? Hun gjorde tegn til at gå. Hun måtte ikke gå endnu. Amalie! Var du helt alene? Hun holdt vejret. Jeg havde heldigvis farmor og Louise. De lyttede, og jeg var vist den datter, farmor altid havde ønsket sig, og så hjalp jeg hende med at glemme, at hendes søn forsømte hende. Jeg var levende hos hende. Det er jeg stadigvæk. Jeg skylder hende meget, og jeg elsker at være hos hende og Louise. Nu må jeg af sted. Arbejdet kalder. Jeg er midt i en opgave om aktiv lytning. Amalie rejste sig og kyssede hende på kinden og var allerede halvt ude af døren. Amalie! Hendes stemme lød som et skrig. Ja? Hun kom på benene og styrtede hen til Amalie og krystede hende i sine arme. Amalie, du er det bedste, jeg har. Amalie gjorde sig blidt fri, men hendes ansigt lyste op et kort, livgivende øjeblik. Pas på dig selv, mor og giv far grovfilen. Han er styg. Så var hun væk, men hun havde efterladt hende med et lille håb om, at alting ville løse sig. Hun tog de to krus og satte dem i vaskemaskinen. Psykoterapeut? Simons mor? Louise? Det undrede hende ikke, at Amalie havde søgt trøst hos svigermoderen. Den ældre kvinde havde altid haft meget at dele ud af, men Simon havde aldrig villet ikke tage imod hendes kærlighed. Han skammede sig over hende. Han foragtede hendes enkle liv, med dets knappe sprog, der stemte overens med hendes handlinger. Moderen havde også kun mild foragt tilovers for Simons mor, og hun havde langt ad vejen fulgt Simons og moderens syn på hende. Nu skammede hun sig. Hun havde betragtet sin svigermor med deres øjne, mens Amalies sunde fornuft havde søgt hende og nydt godt af hendes gavmilde væsen. Amalie havde fået den omsorg, hun skulle have givet hende, hos svigermoderen. Tanken sved, men hovedsagen var, at Amalie havde haft et fristed, hvor hun følte sig elsket. Hun gik ind i stuen, over til reolen og fandt albummet med billederne af Amalie som barn og teenager frem og stirrede på skolebilledet fra første klasse, hvor den lille Amalie sad ved skolebordet med sin røde madkasse 74

75 foran sig. Hendes smil var ægte. Hun var sikker på, at hendes smil var ægte. Hendes øjne var glade. Hun havde ikke fortalt Amalie om hulen. Hun havde glemt den; den var ikke så vigtig mere, men virkede nærmest som et barnagtigt indslag. Hun tog skolebilledet af sig selv i første klasse op og studerede det indgående. Smilet var prøvende og nåede ikke øjnene, der så lidt bange og blanke ud. Hvis fotografierne talte nogenlunde sandt, havde Amalies liv ikke været så fyldt med angst som hendes. Hun huskede sin konstante anspændthed, når hun var alene sammen med moderen. Senere afløstes den af en kolossal træthed, der fulgte hende overalt. Hun slappede kun af, når faderen var hjemme, og hun græd af sorg, når han tog af sted. Solen forsvandt, når hun vinkede farvel til ham, og hun begyndte at vente igen og længes. Moderen styrede hjemmet, som om hun slet ingen mand havde, og det var næsten umuligt for den lille Hannah at tale med hende om faderen. Var det når hun blev ved med at plage, at moderen slog hende? Hun kunne ikke huske det. Amalie havde talt ofte og gerne om sin far, når han var væk i en længere periode, og hun havde lagt øre til savnet og trøstet så godt hun kunne. Det vidste hun. Var det derfor, Amalie kaldte hende en kærlig mor? Amalie havde fået lov til at længes efter sin far, og hun havde også selv givet udtryk for savn ind imellem. Men Amalie havde opdaget ting om den savnede, som hun ikke burde have oplevet. Hendes egen far blev ved med at have gudestatus langt op i barneårene, og han mistede vel aldrig prinsens stråleglans. Det var måske derfor, hun havde troet så naivt på moderens forsikringer om Simons fortræffeligheder. Helten havde strålet, og hun slugte lyset og kunne ikke skelne distanceblænderen fra den ægte vare. Havde hendes far været ægte? Hvordan havde han kunnet undgå at opdage, at han datter blev tyranniseret af sin mor? Faderens fravær og moderens dominans havde været en stærk cocktail, og hun havde søgt beskyttelse, først hos sin bedstemor, ganske som Amalie havde gjort og senere hos Simon. Hun havde været villig til næsten alt, for at slippe væk fra moderen. Moderens klamme hånd pressede hende ned i madrassen, eller hun slog. Hun huskede pludselig moderens fordrejede ansigt, når hun stod foran hende med tæppebankeren løftet til slag. Hvorfor havde hun glemt det? Hvordan havde hun kunnet glemme de forfærdelige episoder, hvor hun var helt alene med uhyret, og faderen sejlede rundt på de store verdenshave og ikke kunne høre hendes tavse råb om hjælp, når hun krøb sammen i en krog for at beskytte sig mod moderens raseri og slag. Hun gik langsomt op og prøvede at komme i tanke om, hvorfor moderen havde slået. Hun kunne ikke, men hun vidste, at intet barn havde fortjent den behandling, hun havde været udsat for. 75

76 Hun havde lyst til at slå et eller andet i stykker, men det ville hun sikkert aldrig gøre, for hun havde lært at beherske sig til fuldkommenhed. Det var en beslutning og et højtideligt løfte, hun gav sig selv engang for længe, længe siden. Amalie havde aldrig smagt det bitre svigt; ikke engang når hun var øretæveindbydende. Hun rejste sig voldsomt og stod midt på gulvet inden hun vidste af det. Hun havde altid levet med vold, først moderens så Simons. Volden havde gennemsyret hendes liv og var en så integreret del af hende, at bevidstheden om det var gledet ud af hendes bevidsthed i perioder. Hvordan kunne det ske? Hun lukkede øjnene og så et billede af moderen og Simon, der slog hinanden ihjel, og hun dansede på deres grave eller fællesgrav. Hun så ud på den ubarmhjertige sol og længtes efter stormvejr og rusk i de stillestående, vegeterende træer og buske, og hun så på billederne, papirerne og bøgerne, der stadig lå på gulvet. Hun kunne ikke holde ud at se på sin løgnagtige historie. Hun bukkede sig og skovlede rodet ned i den røde, slidte kuffert og skubbede den ind under briksen og gned sine hænder hårdt mod hinanden, som om det kunne få minderne til at forsvinde og rystede på hovedet ad sig selv. Fortiden var slem, men den ville aldrig forsvinde, og hvis hun ikke skulle drukne, måtte hun på én eller anden måde glemme den, eller i hvert tilfælde gemme den så meget væk, at hun fik kræfter til den forandring, der føltes livsnødvendig. Til sine dages ende ville hun synes, at det Simon og moderen havde gjort imod hende var utilgiveligt, men det nyttede ikke, at hun lod sorgen og hadet fortære sig. Hun ville jo ikke have mere med Simon at gøre, og når moderen havde fortalt hende, hvad der skulle glemmes, ville hun måske heller ikke se hende mere. Hun ville i hvert tilfælde aldrig mere finde sig i hendes tyranni. Amalie var uden had; fri. Hun tænkte på den varme taknemmelighed, hun havde følt under Amalies besøg. Amalie havde en livgivende evne til at tilgive, en evne hun på en eller anden måde måtte have en lille andel i; noget hun indeholdt sammen med moderens totale modsathed. I virkeligheden ønskede hun, samtidig med hun var så vred, brændende, at hun kunne handle som Amalie og opnå en slags forsoning med moderen, en renselse, der kunne give hende kræfter til at gøre op med Simon. 76

77 77 7 Hendes smil døde og skuffelsen jog gennem hende, da moderen åbnede døren, men hun mærkede også, at hun følte sig mindre fjollet og stærkere, end hun plejede. Goddag igen mor, der er noget jeg gerne vil spørge dig om. Hun havde lydt venlig, eller i hvert tilfælde neutral. Kom ind! Moderens facade var fuldendt behersket, som om ingenting var sket. Det grå hår var velfriseret og øjne, mund og kinder var behersket fremhævet. I stedet for nervøst at prøve at tø hende op, som hun plejede, forblev hun tavs; gjorde intet for at tækkes hende, og hun så til sin undren, hvordan moderen nærmest skrumpede under hendes blik og blev usikker. Det overraskede hende, hvor let det var at bringe moderen ud af fatning; måske var hun mere påvirket af formiddagen, end hun gav udtryk for, og det var positivt, men samtidig mærkede hun til sin overraskelse, at hun bestemt ikke brød sig om moderens forfjamskelse. At hovere ville aldrig kunne glæde hende; tværtimod. Hun følte sig trist og ussel til mode. Da de nåede ud i haven, gik hun lidt rundt, for at give moderen en chance, og da hun igen så på moderen, vidste hun, at øjeblikket, for noget, der mindede om forsoning, var forpasset, men hun ville ikke overgive sig til sin sædvanlige følelse af håbløshed; moderen udtrykte sig blot refleksmæssigt; lignede den skinbarlige uovervindelighed. Hun var bestemt ikke uintelligent, men hun var vant til at vinde og var usikkert over en udefinerlig stemning, hun ikke forstod. Hun gik beslutsomt hen til bordet. Moderen havde dækket op på terrassen med sine fine, tynde porcelænskopper, med de sarte, blågrønne motiver, faderen havde haft med hjem. Hvis hun havde været blind, ville hun måske have troet, at det fine kaffebord var udtryk for imødekommenhed, men armbåndene over hendes rynkede, gigtprægede hænder, med de smukt formede, rosa negle, ringlede og raslede faretruende og fremkaldte mindelser, der stadig gav hende en sugende fornemmelse i maven. Lyden i huset; sommetider nyttig, fordi hun vidste, hvor moderen befandt sig; sommetider rædselsvækkende, fordi de betød, at moderen stod bøjet over hende og rasende slog løs på hende med tæppebankeren. Selv efter slagene var et overstået kapitel, fordi faderen havde sagt, at slog hun hende igen, gik han, nægtede hun at tage et armbånd på, når hun skulle være fin. Det irriterede moderen, at hun ikke ville bruge sine fine arvestykker, og det var utænkeligt at fortælle hende hvorfor; en grund hun måske ville have benægtet, da hun tilsyneladende havde glemt alt om afstraffelserne. Hun sank en klump. Hvor er det et smukt stel. Ja, min mand var en god mand. Moderens tonefald gjorde hende urolig.

78 Hvorfor siger du det på den måde? For at såre mig? Han var vel også min far? Hun var blevet grebet af en underlig følelse af at være med i et skuespil, hun var den eneste, der ikke anede, hvordan endte. Moderen tændte en cigaret og sugede ihærdigt. Hendes læbestift sad på det hvide papir, og hendes nikotingule fingre gav hende citronduft i næsen. Moderen plejede at gnide fingerspidserne med citronskal, for at få misfarvningen væk, men det så ud som om, hun havde glemt det. Hvad var det, der skulle glemmes dengang? Hendes stemme var hårdere, end det havde været hendes mening. Det gibbede i moderen, men hun beherskede sig hurtigt. Hvad taler du om? Mor, kan vi ikke prøve at komme hinanden lidt i møde? Jeg taler om det brev far skrev, da jeg var nyfødt. Moderen stirrede på hende og glemte asken, der faldt ned i hendes skød. Hun så hypnotiseret på, hvordan en lille glød forandrede farven i moderens mellemblå lærredskjole, men hun advarede hende ikke. Kjolen var ødelagt, og hvis hun gjorde moderen opmærksom på hullet, ville hun have en undskyldning for at udsætte sin forklaring. Har du snaget i mine private papirer? Hvad bilder du dig ind? Nej, jeg snagede ikke. Jeg havde lyst til at sidde lidt i fars arbejdsværelse, og da døren brevet lå frit fremme mor, jeg orker det ikke Hvad skulle glemmes? Svar mig, for søren! Hun mærkede sit hjertets uregelmæssige slag. Hendes tonefald havde været meget anderledes, end moderen var vant til, og følelsen af at overskride en grænse, var meget stærk. Det var underligt; til trods for, at moderen altid havde svigtet hende, og hun havde ventet en slags lettelse, følte hun sig forladt. Var det virkelig muligt, at blive så ødelagt, at selvstændighed gjorde hende utryg? Vanens tryghed? Hun var ikke normal. Hvad havde moderen og Simon gjort hende til? Hvad havde hun ladet dem gøre ved sig? Moderen havde rejst sig, og nogle få anspændte sekunder var hun barn igen, og ventede slagene, og hun mærkede skamfuldt varmen brede sig fra sine kinder helt ned på halsen, og selvom moderen, der travede op og ned ad gulvet, ikke lagde mærke til det, blev hun pludseligt så vred på hende. For pokker mor, hvad skulle glemmes? Hendes stemme lød som piskesmæld. Moderen satte sig besværet. Hun så igen gammel og lidt skrøbelig ud, men hun ville ikke føle noget som helst for hende. Moderen ville misbruge hendes venlighed; tro hun var svag; svag, hun følte sig svag og mat, men moderen skulle ikke vide det. Aldrig mere. Aldrig nogen sinde. Din far er ikke din far. Hun hørte, hvad moderen sagde, men ordene gjorde hende forvirret, og hun følte en stærk trang til at le højt, men et eller andet, hun prøvede at tyde det, i moderens ansigt, standsede lyden, der blev siddende i halsen og var at kvæle 78

79 hende. Hun gispede efter luft og rejste sig voldsomt og begyndte at tumle planløst rundt i tågen, der gjorde hende næsten blind. Sæt dig dog ned, menneske! Hun afskyede moderens bydende stemme, men lystrede, som hun altid havde gjort, fordi det var det lettelse, og ventede på, at haven skulle falde på plads. Hørte du, hvad jeg sagde? Ja, naturligvis hørte jeg, hvad du sagde Hun måtte høre det igen Hvad sagde du? Din far er ikke din biologiske far Faderen, der stolt trillede hende rundt i klapvognen og gjorde omgivelserne spændende. Faderen, der puttede hende og omfavnede hende varmt; det var ham, der lærte hende, at forældre kunne elske deres børn. Hun havde set andre børns forældre og vidste, at hans væremåde var den almindeligste; og den gjorde hende glad; en viden og følelse, hun klamrede sig til, når han havde været så længe væk, at han næsten føltes uvirkelig, og moderens måde dominerede. Sig mig engang; hører du overhovedet efter, hvad jeg siger? Ja nej, jeg Hun ville ikke undskylde. Prøv i hvert fald at høre efter; tror du, det er let at tale om det her? Moderens stemme lød gammel og slidt; det havde hun aldrig før lagt mærke til. Hun tvang sig til at koncentrere sig om moderen, der sad rank i stolen og stirrede frem for sig. Hvis hun endda så på hende Jeg var gravid, da jeg mødte din far, og han vi forelskede os i hinanden, og vi lod som om barnet du var hans. Vi giftede os hurtigt, og ingen vidste noget, selv om jeg tror, at svigermor havde en mistanke. Din far var lykkelig. Han kunne ikke få børn Ubehandlet gonorre. Det sidste var unødvendigt. Med eller uden kønssygdomme havde moderen ikke nået ham til anklerne. Hendes far. Hvem er min far? Det ved jeg ikke. Afvisende; men det kunne hun ikke tillade sig. Var der mange? Hvad kommer det dig ved, Hannah, hvad jeg lavede som ung? Nej, det kom ikke sagen ved. Hun vidste, at hun ville begynde at ryste, inden de første rystelser kom. Far og bedstemor. De to mennesker, hun havde elsket mest var ikke hendes. På en måde. Amalie! Det kunne ikke være sandt. Hun var svimmel. Fliserne duvede og kvalmen arbejdede sig op i halsen. Hun rejste sig og styrtede ind i badeværelset og bøjede sig ind over kummen. Opkastningen og kramperne var voldsomme, og hun havde svært ved at nå at trække vejret mellem anfaldene, og fik en følelse af at blive kvalt. Hun lagde sig på knæ og prøvede at få den begyndende panik under kontrol. Moderen kom ind og stillede sig i døråbningen. Hannah, for Guds skyld 79

80 Gå! Hendes stemme var hæs af anstrengelse, og moderen hørte hende tilsyneladende ikke, men rakte hende en våd klud. Hun hørte hende snøfte og ønskede hende langt, langt væk, men hun havde ikke kræfter til at jage hende væk. Kvalmen stilnede af, og hun rejste sig og åbnede for den kolde hane og lænede sig ind under strålen, der føltes iskold mod hendes hede pande. Hun tørrede sig langsomt og omhyggeligt og lappede skaderne med moderens makeup, der altid havde været strengt forbudt, og gik tilbage til haven. Moderen kom ud, men hun ville ikke tale med hende, men det ville hun ikke; Ikke nu. Hun tog cigaretterne og lagde sig ud i græsset. Skyerne drev. Om lidt kom faderen ud og lagde sig ved siden af hende, og de hjalp hinanden med at finde alle de flygtige væsenerne deroppe, og moderen kom smilende ud med saftevand og hjemmebag, og selvom det sikker var faderen moderen smilede til, var det dejligt alligevel. Hun rykkede nærmere; mærkede trygheden, Hendes far kunne trylle. Hun rejste sig og gik tilbage til moderen, der sad sammensunket i havestolen og stirrede ned i skødet og knugede de gamle hænder hårdt sammen. Hun følte ikke medlidenhed med hende, og hun kunne ikke tåle synet af hende lige nu. Hun måtte væk og have tid. Hendes far var ikke hendes far. Du skulle have fortalt mig det. I, Hannah, I, husk det. Han ville ikke have det. Han ville være din eneste far. Han havde elsket hende. Det var det vigtigste. Hannah Simon Ved Simon det? Jeg Ja. Hun vendte ryggen til moderen og begyndte at gå, men kom i tanke om sin taske og med nøglen og pengene og gik tilstræbt rolig tilbage efter den. Moderen sad, som hun havde forladt hende. Hvordan havde det ynkelige væsen kunnet styre hendes liv? Hun følte en slags medlidenhed og ønskede pludseligt, at hun havde kunnet lægge en hånd på moderens skulder; et eller andet, men det var umuligt. Fortovet duvede en anelse. Hun blev stående et øjeblik og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Hun begyndte at gå uden at vide, hvor hun ville hen. Hendes fødder gik på vat. Hendes mor havde haft et forhold til hendes mand, og hendes far var ikke hendes far. Hvad blev det næste? Kontrol, kontrollen var vigtigst indtil hun nåede hjem. Hun koncentrerede sig om at holde den væk, men mærkede den komme snigende. Hovedbunden isnede, og havde en fornemmelse af, at hårene rejste sig i nakken. Fortovet bølgede op imod hende, og husene blev levende uhyrer, der omringede hende greb ud efter hende. 80

81 Hun standsede; kunne ikke få vejret. Hjertet hamrede højt og anstrengt, og blodet nåede ikke hendes hænder og fødder. Om lidt ville kulden nå hjertet, og hun ville dø. Gode Gud, hun ville ikke dø, ikke her midt på en fremmed vej, hvor alle kunne se det. Hvordan så hun ud? Svedig? Ingen måtte se hende. Det var så skamfuldt. Hun bøjede sig forover og lod, som om hun havde tabt noget og ledte efter det. Hun var helt alene, helt alene Hun skulle dø nu, og hun var helt alene og bange for at dø. Hun ravede ind i en have, hvor en ældre kvinde gik fredeligt og puslede om sine blomster. Hun ville ikke forskrække hende, men hun gispede efter vejret. Kvinden så spørgende på hende. Hvor er De bleg kære. Er der noget galt? Kvinden kom over imod hende. Hvad skulle hun sige? Hun var så bange. Det var så pinefuldt. Må jeg bede om et glas vand? Kvinden tog hendes iskolde hånd, og hjalp hende ned i på en stol. Hvad tænkte hun? Ville hun ikke snart gå ind efter det vand? Må jeg låne toilettet? Kvinden nikkede og fulgte efter hende og pegede på toiletdøren, og hun var snart i sikkerhed. Hun lukkede efter sig og satte sig på brættet og krummede sig sammen. Hvis hun døde nu hun havde legitimation i tasken Kvinden måtte Hun begyndte at ryste og tænderne klaprede i munden. Afføringen løb. Tømte døende mennesker ikke tarmen? Hun kunne ikke beherske sig. Kroppen talte sit eget sprog, og hun måtte følge med. Skulle hun dø på et fremmed toilet og hvad med den stakkels gamle dame? Hvordan har De det? Kvinden bankede let på døren. Hun gylpede og rømmede sig. Jeg har det bedre, tak. Det var rigtigt. Det værste var overstået. Hun rejste sig og mærkede den voldsomme anspændelse afløses af en overvældende træthed, men nu kunne hun klare at komme hjem. Hun døde ikke denne gang. Det vidste hun jo godt, men hun glemte det altid, når anfaldene var over hende. Hun åbnede for den kolde hane og drak grådigt og sprøjtede vand i ansigtet og rettede sig op. Hun var våd helt ned på brystet, og hendes ansigt var grønligt i spejlet; havfrue, men hun kunne klare sig. Hun åbnede døren og prøvede at smile til den gamle kvinde, der stod parat med et glas vand og ikke stillede spørgsmål. Tusind tak. Jeg tror, jeg fik det for varmt. Må jeg ringe efter en vogn? Hun var så taknemmelig for, at turen hjem gik uden tilbagefald, at hun betalte chaufføren alt for store drikkepenge. Hans ansigt åbnedes i et stort smil, hvidt smil, hun ikke kunne lade være med at besvare, selvom Simon kunne være hjemme. 81

82 Vognen forsvandt, og hun vendte sig og så op mod huset. Dets hvide facade var i ro, og garagedøren var lukket. Der var ingen tegn på, at Simon var hjemme, men hun kunne ikke være helt sikker. Han åbnede kun sjældent vinduerne. Om det var kuldskærhed efter alle hans rejser til varme lande eller barndommens fattigdom, vidste hun ikke, men han registrerede ikke dårlig lugt, ikke engang i soveværelset, efter de havde elsket. Han spildte ikke god varme. Hun gik modvilligt hen til huset og lukkede sig ind og stillede sig lige indenfor døren med alle sanser spændte til bristepunktet. Telefonsvareren glimtede rødt som de små røde dråber, der faldt på gulvet foran hende, og hun mærkede pludseligt, at hendes venstre hånd gjorde ondt og så, at hun havde knuget rosenstilkene, den gamle kvinde havde foræret hende så hårdt, at hånden blødte. Kvinden havde rakt hende de smukke, gule roser med et lille smil. Så meget venlighed. Hun gik ud i køkkenet og skyllede hånden og fandt en glaskande og beskar buketten og satte den i vand. Blomsterne lyste næsten for grelt i det sort/hvide køkken, men de ville komme til deres ret oppe hos hende selv. Hun stirrede så længe på de unge, smilende ansigter, at de blev utydelige, og glippede med øjnene. Moderen havde fotograferet. Simon smilede direkte til kameraet, eller til moderen, og viste sine stærke tænder, og hans arm hvilede besiddende på hendes skulder, der blev tynget lidt ned. Hun stod med armene omkring ham og så skråt op på ham, med et henført udtryk i. Simon havde været så smuk, at hun bortset fra at være vild med ham, aldrig kunne blive træt af at betragte ham, hvad enten han var i bevægelse eller sov. Gudskelov, at den unge Hannah ingen anelse havde om, hvad hun gik ind til. Sludder. Hun havde ikke troet på nogen spådom, der satte Simon i dårligt lys. Hun havde et fotografi af hende og faderen et sted. Hun fandt det gamle album og bladede det systematisk igennem og fandt billedet på en af de allersidste sider. Det var fra et af hendes lykkelige øjeblikke. Faderen så smilende ned på hende, og hun stod under hans armhule med armene omkring ham. Hans hånd lå beskyttende langs hendes overarm, og hun så betaget og beundrende op på ham og sendte ham et stort, tandløst smil. Moderen måtte have taget begge billederne, men der var en verden til forskel på dem. Faderen så på hende, mens Simon så på sig selv, men de to verdener havde alligevel en fællesnævner. Hende. Den evige slyngplante. Hun klædte sig af og lagde sig træt i den uredte seng, men stod op igen og fandt sine sovepiller og slugte en og låsede døren og slog slåen for. Hun var så forfærdelig ensom. I morgen ville hun ringe til Anders. Han kunne sikkert hjælpe hen Telefonen kimede arrigt og vedholdende. Hun vågnede med hamrende hjerte og så på uret. Klokken var elleve. Hun måtte have sovet i over tolv timer. 82

83 Telefonen blev tavs, men den havde ringet for længe. Svareren måtte være slået fra. Havde hun gjort det? Hun kunne ikke huske det, men hvis hun ikke havde gjort det. Var Simon hjemme? Hun lukkede øjnene, og gårdsdagens mareridt vendte tilbage. Forbandede virkelighed. Hun ville blive i sengen hele dagen. Hvad havde hun at stå op til? At bevæge sig krævede et minimum af forventning, som hun ikke havde. 83 Faderen lå i sengen med lukkede øjne. Hans ansigt var grågult, og sveden perlede på hans pande. Han vendte hovedet og prøvede at smile opmuntrende til hende, men smilet var en grimasse, og hun mærkede sorgen i maven, og hendes hænder var kolde og fugtige, og hun kunne ikke tage hans hånd, for han havde altid sagt, at hun havde verdens varmeste lille hånd, og han håbede, at hendes hjerte var lige så varmt. Hun tog et håndklæde og tørrede hans ansigt blidt og beroligende, og han rakte ud efter hendes hånd, og hun var nødt til at tage hans, og den var blevet så forfærdelig mager. Huden gled uhindret hen over knoglerne, og de blå årer stod ud gennem huden. Hun skulle smile, men hun kunne ikke, og pludselig begyndte hun at græde og lænede sig ind over ham og lagde armene omkring hans krop, der var så lille og næsten forsvandt under den store hospitalsdyne. Hun vidste, at han var ved at dø, men han måtte ikke. Hans ansigt var træt, åh så træt. Moderen kom ind i hospitalsstuen med en stor buket hvide syrener fra haven og en klase gule bananer, der skar i øjnene. Hvide blomster; hvordan kunne hun? Ønskede hun ham død? Hun så på faderen med sit energiske, muntre ansigt og gik hen til sengen og hilste på ham, men kyssede ham ikke, og rettede hans hovedpude og talte til ham, som om han var et barn, og han blev ikke barn, fordi han var syg. Moderen skrællede en banan og lagde sin arm under hans hoved og løftede det, og pressede et stykke ind i hans mund. Hun ville standse moderens galskab, men hun turde ikke. Faderen var ved at kvæles. Han kæmpede, for at få luft, og hun troede, at han ville dø nu, og en sort sorg og en stor, gul vrede mod den dumme kvinde tog næsten magten fra hende, mens hun stod helt stille og så på. Faderen fik vejret igen, og moderen skjulte forskrækkelsen bag flagrende, ringlende, raslende gebærder, og Hannah kunne flytte benene. Hun gik hen til moderen og flåede den gule kvæler ud af hendes hånd og mimede rasende til hende og skævede til faderen, der heldigvis havde lukkede øjne. Moderen var såret. Hun ville gøre det godt for hendes far, og Hannah undrede sig over, at et nært menneske kunne opføre sig så fuldstændigt ude af trit med situationen. Faderen døde måske om en time, måske nu, og moderens sidste gestus var at proppe mad i hans mund og forhindre ham i at tale. Moderen forlod sygestuen, og hun gik hen til sengen og vædede hans læber. Hun havde lyst til at undskylde og strøg ham over panden og kinderne, og han åbnede øjnene og så dybt på hende. Hans stemme var så svag, så svag da han hviskede: Øjesten, du kender mor. Vil du passe på hende, når jeg er væk? Hun havde stået og mærket modviljen, og hun kunne ikke svare ja til hans sidste ønske Det eneste hun skulle sige for at gøre ham glad var ja ; et lille bitte ord; og hun kunne ikke. Hendes hjerne var helt tom og læberne fast sammenpressede. Tårer igen. Hun lagde armene op omkring hovedet. Hun fik aldrig sagt ja. Faderen døde dagen efter uden at få svar, og hun havde følt et svagt nag, fordi han havde bedt hende om at lyve og en stor sorg, fordi hun var forblevet tavs, for hun vidste godt, at han ikke havde misbrugt hendes kærlighed, men vist hende tillid og lagt sin kones liv i hendes hænder. Hun havde ikke indfriet hans sidste ønske og levede med den dårlige samvittighed. Det havde ikke

84 været hans mening, men han havde aldrig set hendes mor, som hun var, når han var væk. Han var hendes far uanset undfangelse og gener. Han havde elsket hende, og det var det vigtigste. Hun var blodsbeslægtet med moderen, men det var faderen, der formede hendes sind og indgød hende tillid, og det var ikke hans skyld, at Simon og moderen havde misbrugt den. Hun måtte prøve at opføre sig fornuftigt og huske, at hun var mor til Amalie, der var jordnær og elskelig; og det havde hun haft indflydelse på, og den arv havde faderen givet hende. Sådan var det. Hendes far var hendes far og Amalie var hendes datter, og hun havde vist i går, at Simon tilsyneladende aldrig havde fået held til at spolere hende. Hun tog morgenkåben og gik ned. 84

85 85 8 Hun nåede forpustet stationsbygningen og så på uret og opdagede, at hun var kommet alt for tidligt. Da han sagde, at han ville møde hende og komme så hurtigt som muligt, var hun blevet så glad og opsat, at det havde været umuligt at blive i huset. Hun var nærmest styrtet af sted. Hun fandt en bænk trak vejret igennem. Hvis han havde skyndt sig, kunne han være med det næste tog, men hvis han ikke havde nået det, gjorde det ikke noget; hun trængte til at sunde sig. Det vigtigste var, at han kom, og at han uden videre havde sagt ja, selvom hun vist havde lydt en anelse hysterisk. Hans hurtige ja betød vel, at hun betød noget for ham, og at turen til Christianshavn ikke havde været en enlig svale. Hun fik ild i en cigaret og lod blikket glide over mod S-toget, der netop var standset og spyede familier og pædagoger, med store flokke kåde unger ud, i en lind strøm, der ville dele sig i skovfolk og havfolk. Stranden ville snart boble af liv og høje barnestemmer ligesom dengang, Louise og hun sad på græsset på smukke tæpper, de havde købt i Grækenland og nød dagen og pigerne, der byggede sandslotte og sprøjtede vand på hinanden i strandkanten og lykkeligt skrigende, som et par fugleunger, kom flyvende hen til dem og spiste, nej åd deres mellemmadder med glubende appetit. Disse smukke sommerdage havde været altafgørende. Amalies robuste, men kærlige leg med Pernille havde været vidt forskellig fra hendes barndoms nervøst forsigtige, og alt hvad der adskilte Amalies udfoldelse fra hendes i samme alder, fyldte hende med taknemmelighed og en livsnødvendig fornemmelse af, at hun ikke var den halvdårlige mor, Simon sommetider påstod hun var, og at han måske ikke var så slem, selvom hun ikke var blind for, at Louise, som Amalie betragtede som sin anden mor og Pernille havde en stor del af æren sammen med Amalie, der åbenbart var gjort af et helt andet stof, end hun havde været. Dagene havde været gyldne ligesom forleden morgen, da hun gik på den øde strand med sand mellem tæerne og følte sig sat tilbage til en fjern fortid, hvor alt endnu kunne ske, selvom hun vist altid havde accepteret, at de fleste dagdrømme aldrig ville gå i opfyldelse. Hvor hun savnede Louise, men nu varede det måske ikke så længe, inden hun kunne tillade sig at ringe hende op med gode nyheder. Hun kunne allerede forestille sig, hvordan Louise og hun stak hovederne sammen i Louises vildnis af en have, og hun fortalte hende om sin frigørelse fra Simon og om Anders, som hun, af en eller anden grund, næsten aldrig havde talt om. Toget bremsede. Hun glippede med øjnene og tog sig uvilkårligt til halsen; hendes puls bankede hårdt. Den store maskine nærmede sig, og hun tog et skridt bagud; lidt forskrækket og imponeret over dens kolossale kraft. Tog

86 havde altid draget hende, især de gamle, der viste ben. Nu var de pakket ærbart ind, men under panseret dunkede deres hjerter voldsomt og uovervindeligt. Dørene åbnedes og Anders steg ud. Han missede mod solen, og hun kunne se, at hans brystkasse hævede og sænkede sig tydeligt et par gange, selvom hans bevægelser var rolige. Hun trådte frem og vinkede. Årene faldt af hende. Kun cyklerne manglede. Han fik øje på hende, og et par stillestående sekunder anede hun ikke, om hun havde lyst til, hvis hun var i stand til det, at flygte langt væk, og glemme det hele, eller om hun havde lyst til at styrte ind i hans arme. Hun virrede med hovedet, og følelsen af at være paralyseret forsvandt, men hun blev stående; sikker på, at hun ville snuble, hvis hun bevægede sig. Han udstrålede styrke; ligesom toget, der satte i gang og forsvandt og efterlod dem i brusende stilhed. Hun tog sig sammen og gik forsigtigt et skridt hen imod ham. Goddag Anders Tak fordi du kom. Davs min ven. Hvordan i alverden er det, du ser ud? Hun løftede hånden og berørte kinden, der stadig var lidt hævet. Hun havde forsøgt at dække mærkerne med pudder, men selvfølgelig var solen stærkere end makeuppen. Anders, det skal vi ikke tale om nu. Hun skar en grimasse og holdt hans undersøgende blik ud. De stod et øjeblik i fuldstændig tavshed, men hun kneb munden sammen. Hun nægtede at stå på perronen og græde ved hans skulder. Som om han vidste hvordan hun havde det, overgav han sig smilende og tog hendes hånd. Jeg har taget mad og tæppe med. Jeg synes, vi skal finde en stille plet og få en bid brød. Det lyder dejligt, Anders. Hun mærkede tårerne presse på og vendte ansigtet væk, men han virkede stadig afslappet, da hun så på ham igen. Han havde tilsyneladende ikke bemærket hendes bevægelse. Hun gennemstrømmedes af en god følelse. Han forlangte ingenting og pressede ikke på. Hun tog ham under armen, pludselig ligeglad med, hvem der så hende, og bøjede sig impulsivt ind imod ham for at give ham et kys på kinden, men han drejede hovedet, og hun ramte hans mund, og han vendte sig om imod hende og lagde armene omkring hende og kyssede hende alt andet end venskabeligt. Berøringen var mættet af mere end øjeblikket; erindringen overvældede hende, da hun reagerede spontant, uden angst, på hans berøring, og hendes bryster talte et sprog, der ikke var til at misforstå. Hun stod på Klampenborg station, en sollys dag, og begærede ham, og hun havde lyst til at lægge sig sammen med ham, lige her, lige nu, og glemme verden omkring sig. Hun mærkede varmen i sit ansigt og skubbede ham væk, voldsommere end det var hendes mening, og hun kunne se på ham, at hendes krop havde afsløret 86

87 hende, og at han var ligeså berørt som hende. Hele situationen føltes akavet. Hun fortrød mødet; det var for vanskeligt, men hvis hun gik nu, ville hun måske aldrig se ham mere. Hun begyndte at gå over mod skoven. Ikke mere arm? Han nåede op på siden af hende. Hannah, for pokker; vi opfører os som et par indeklemte jomfruer. Havde vi det ikke dejligt forleden? Jo undskyld, Anders. Det er mig, der forkramper alting. Hun tog ham under armen, og efter et par chassétrin, faldt de i takt med hinanden. Bakkens lyde blandedes med fuglekvidder. Bøgene stod høje og ranke og fordelte lys og skygge på sidste års blade, der skinnede som kobber i skovbunden. Kunne den bære? Som om han havde stillet sig det samme spørgsmål, begyndte han at fløjte; ligeså falskt som ungdommens musikalske, unge mand havde gjort, når han ville gøre hende i godt humør. Hun burde kunne slappe af, men lyden gik hende på nerverne. Hun standsede og så opgivende på ham. En krone for dine tanker! Røbede hans stemme, at hun kedede ham? Simon sagde, at hun var uinteressant Anders, måske Lad os sætte os lidt. Hun satte sig på en stub og så spørgende på ham. Hendes hænder var kolde. Anders, du ser pludseligt så alvorlig ud. Hvad er der i vejen? Hun tændte en cigaret og røg nervøst. Han satte sig ved siden af hende og stirrede frem for sig; tog sig sammen? Hun følte sig uendelig træt. Nu sagde han, at han havde fortrudt deres møde, og så var det hele forbi. Han vendte sig om imod hende, og hans blik fik hendes hjerte til at slå vildt. Nu Jeg kan huske dengang, du forlod mig og forlovede dig med Simon. Jeg ved godt, at jeg trak mig, men jeg kunne ikke hamle op med ham. Du var fuldstændig bjergtaget. I Lang tid cyklede jeg herud og prøvede at få styr på mit liv. Ja! Hun så ulykkelig på ham; men han var blevet, selvom han havde indset, at Simon havde strålet så voldsomt, at han blegnede. Hun huskede sidste gang, han besøgte hende. Han var kommet cyklende på sin gamle skærveknuser, som han kaldte sin cykel, og stod udenfor døren. Hun havde syntes, han så lidt ussel ud i det grå dagslys. Hans jakke var slidt ved håndleddene, og det irriterede hende pludselig. Hvorfor kunne han ikke være lidt opmærksom på sin påklædning? Simon ville aldrig besøge hende i sådan en mundering. Hun glædede sig allerede til om aftenen, hvor hun skulle ud med Simon. Hendes nye kjole lå parat på sengen, og hun håbede, at Simon ville fri. 87

88 Moderen gik rundt med et hemmelighedsfuldt udtryk i ansigtet og et særligt drag om munden. Hun kunne ikke greje moderens opførsel, men den havde gjort det let for hende at opføre sig grimt overfor Anders. Hun huskede ikke mere, hvad hun sagde til ham, men synet af hans skuldre og ryg havde forfulgt hende alle årene; især når hendes ægteskab gik dårligere end normalt. Da han satte sig op på cyklen og forsvandt, havde han efterladt hende med en fornemmelse af noget skæbnesvangert, selvom den stærkeste følelse havde været lettelse over hans modstandsløse retræte, og inden hun havde lukket døren efter ham, var anelsen forsvundet, og alle hendes sanser koncentreredes om Simon og hendes fremtid sammen med ham. Grusomme, vidunderlige forelskelse. Anders ville kun forstå tilstanden, hvis han havde prøvet den. Det gjorde ondt at mindes afskeden, men det kunne ikke gøres om, og hvis det var hævn, Anders havde ønsket, havde hans rival til fulde sørget for den. Hun lagde sin hånd over hans i en forsonende gestus, hun håbede, han forstod. Jeg kan også huske det hele, Anders. Du så hjerteskærende trist ud, men Simon friede til mig den aften. Han tog hånden til sig. Hun så forskrækket på ham og ventede halvt om halvt, at han ville rejse sig, men han blev siddende og tændte sin pibe med velovervejede, langsomme bevægelser. Tavsheden var enerverende, men båndet mellem dem føltes så skrøbeligt, at hun ikke turde bryde den. Hun ønskede, at han ville sige et eller andet, eller skælde ud og råbe op, men hun vidste, at sådan en opførsel lå Anders fjernt. Hun betragtede ham anspændt og så, at han gjorde tegn til at tale. En skygge af et smil for over hans ansigt, og hun kunne have grædt at lettelse. Anders Han vendte sig om mod hende. Hans ansigt var sørgmodigt. Da jeg hørte om jeres forlovelse, blev jeg næsten sindssyg af fortvivlelse. Jeg elskede dig eller var dybt forelsket i dig; det ved jeg ikke, men jeg var parat til at leve sammen med dig, og så opdagede jeg, at du var faldet for den plattenslager. Jeg havde set ham på slap line, når du ikke var til stede, men jeg ville ikke fortælle dig det, og hvis jeg havde gjort det, havde du sikkert ikke troet mig. Selv om jeg var så ung, var jeg klar over, at den sikreste måde at sende dig i armene på ham var at bagtale ham, og under alle omstændigheder havde du også valgt ham. Ingenting kunne gøres om. Hvert sekund både dengang og nu var endegyldigt. Hun strøg ham forsigtigt over ryggen for at fjerne sit gamle billede af hans krummede ryg og hans fortvivlelse, mens hun halvt om halvt forventede, at han ville ryste hende af, men han sad helt stille og nød det umiddelbart eller lod hende udføre sin bodshandling. Efter bruddet eller hvad det var vi var jo ikke engang officielt forlovede, cyklede jeg herud, når jeg havde fri. Sommetider pjækkede jeg. I en periode kunne jeg kun ånde, når jeg sad, hvor vi to lå, da hunden stod og gøede ad os Jeg græd og rasede og forbandede jer, mest Simon, langt væk Vil du have en øl? 88

89 Det gibbede i hende. Øl? Ja tak. Hun tog flasken, med en hånd, der dirrede, og satte den for munden. Øllet løb nedad hendes hage, og Anders rakte hende en serviet. Tak. Lige nu minder du om min mor. Ølskægget hun kunne ikke drikke af flaske. En skygge af et smil slørede hans vemodige udtryk, men hun lod sig ikke narre. Han var stadig i dårligt humør. Dyrehaven på godt og ondt, Hannah. Dig og pinsefrokosterne i min barndom Og ungdom. Min mors latter, der næsten altid endte i gråd. Hun glemte et eller andet, og min far kunne sjældent tage det med godt humør. Det faldt ham aldrig ind, at han kunne have hjulpet hende. Vores skovtur endte altid med, at de småskændtes, og inden vi sluttede på Bakken, var han blevet i lidt for godt humør eller ondskabsfuld, og det endte næsten altid med, at min mor tog os unger i kraven og forsvandt. Når han endelig kom hjem, krævede han sit vi lå i etagesenge i soveværelset Jeg kan huske første gang, jeg så, hvordan du boede jeg troede, at når man boede sådan, med plads nok til ikke at gå hinanden på nerverne, havde man større mulighed for at blive lykkelig. Jeg drømte om dig og mig sammen i et stort, luftigt hus. Jeg springer. Han løftede flasken. Af og til tævede han hende. Hun så chokeret på ham; han kunne ligeså godt have slået hende. Anders, du kan ikke tillade dig Hvad var det han ikke kunne tillade sig? Hun havde sendt bud efter ham, og det første han havde set, var mærket på hendes kind, der havde fået ham til at mindes sin mor. Anders, jeg ville fortælle dig det gør mig ondt for din mor Ja, Simon har slået mig, og jeg vil skilles, men det er ikke så let som du måske tror. Hvad med din mor? Hun blev. Jeg forstod hende ikke og foragtede hende sommetider, og jeg hadede min far. Jeg besluttede, at jeg aldrig ville slå eller tvinge nogen til noget. Jeg vidste ikke, at Simon var voldelig, men der var et eller andet over ham undskyld Hannah! Det gør ikke noget. Hun fyldtes af en stor ømhed for den lille dreng, der så sin far slå sin mor uden at kunne hjælpe hende. Hun havde troet, at han var svag og ikke viste, hvad han ville; helt modsat Simon, der pressede på og overbeviste hende om, at hans kærlighed var stærkere end Anders nogensinde ville blive. Anders, jeg er så ked af det. Jeg tog fejl. Hvad med dig og din kone? Gider du virkelig høre om det? Hans blå blik borede sig ind i hendes. Hun kunne ikke holde det ud og så ned, men rykkede nærmere og lagde sin hånd på hans arm. Han lod den ligge. 89

90 Jeg fik det langsomt bedre og tænkte ikke konstant på dig, og sommeren efter cyklede jeg herud og sad her eller i vores hule, og en dag opdagede jeg, at jeg havde lyst til at se andre mennesker og gik på Bakken og mødt Ilse. Hun var en vældig sød pige, jordbunden og glad, og til min store overraskelse, ville hun have mig. Hun var selvbevidst og vidste, hvad hun ville, og det bedste ved det hele var, at hun gav mig selvtillid. Hun lærte mig, at man godt kan få sin vilje og det man ønsker, selvom man ikke bruger rå magt og slår. Jeg holdt holder meget af hende, og rollen som mor har hun klaret godt egentlig bedre end jeg har klaret min rolle som far. Han rejste sig, og hun så op på ham. Lad os finde vores plet! Han rakte hende sin hånd, og hun tog den og skammede sig over sin grimme følelse af misundelse og smålighed, hans pæne omtale af Ilse havde fået op i hende. Hun havde måske valgt forkert, men hun havde haft valget, og hun burde være glad på hans vegne. Han opførte sig som om hans ikke havde lagt mærke til det stemningsskift, han måtte have kunnet se i hendes ansigt og styrede hende sikkert frem mellem træerne. Han havde tilsyneladende ikke glemt, hvor pletten var. Det havde hun, men hun genkendte øjeblikkeligt lysningen, da de stod der. Den lignede sig selv; træerne måtte være vokset siden dengang, men hun kunne ikke se det. Tredive år var ikke meget i træernes verden. Han tog hendes hånd og trak hende hen til en stor, slank bøg og pegede på dens glatte stamme. Hun gik nærmere og så et hjerte, skåret ind i dens bark. Anders og Hannah. Bogstaverne lignede runer. Det snittede jeg efter vores brud; som en slags besværgelse. Han havde travlt med tæppet, og hun stod rørt og forlegen og så ham pakke ud og arrangere og vidste, at hun ikke kunne spise her. Stedet blødte. Anders! Han rettede sig op og så indadvendt på hende. Anders, jeg kan ikke sidde her. Vi må finde et andet sted. Han blev nærværende og så indgående på hende og åbnede munden, men fortrød og pakkede føjeligt sagerne sammen igen. Var han irriteret? Hvis han var, kunne hun ikke se det. Simon ville have snerret, nej, det ville ikke have været nødvendigt. Hun ville aldrig have vovet at foreslå Simon et andet sted. Hannah, fortæl mig, hvorfor du ikke vil sidde her. Hans stemme var blid, og han så venligt på hende. Det ved jeg ikke. Hun havde lydt alt for afvisende. Anders! Ja, min ven. Jeg vil ikke tænke på, hvordan jeg var dengang. Ikke nu. Det gør så ondt, og jeg fortryder så mange ting Hjertet alting 90

91 Hun håbede, at han forstod, at det ikke var genoplevelse hun ville; det var noget nyt. Hun mærkede det klart og ønskede, at Anders ville kunne lide hende, når han fandt ud af, hvordan hun var nu. Hvor vil du sidde? Hans stemme havde en lille utålmodig mislyd, der skyldtes hende. Hun slog opgivende ud med armene.. Det ved jeg ikke. Så bestemmer jeg. Han begyndte at gå, og hun fulgte efter, ligesom hun havde gjort hele sit liv. Stands, Anders! Hendes stemme havde været alt for skarp. Han vendte sig overrasket og stod foran hende og havde krav på en forklaring. Hvordan kunne hun sige til ham, at han et par sekunder havde mindet hende om Simon, uden at såre ham? Hun fugtede læberne. Det dur ikke, Anders. Jeg vil hjem. Han tog et skridt hen imod hende, og hun veg. Simon. Det var ikke til at holde ud. Hun var håndsky igen og det var pinligt. Han rakte hånden frem, og hun tog den tøvende. Tilgiv mig Hannah. Jeg buser for hurtigt frem, men jeg har ventet længe på det her. Mere eller mindre i tredive år. Ja. Anders, det er mig; jeg ved, at jeg opfører mig forkvaklet, og det eneste jeg beder til er, at du ikke opgiver mig. Hendes ord forvandlede hans ansigt til rynket venlighed og han bredte sine magnetiske arme ud. Hun tog et par skridt hen imod ham.. Tak, Anders. Alting er alt for voldsomt. Jeg fik et chok i går, og jeg er træt, men jeg vil så gerne være sammen med dig. Det er det vigtigste. Jeg skal nok beherske mig. Lad os få noget at spise. Han stillede rygsækken fra sig og bredte tæppet ud. Stedet var neutralt og ikke særlig romantisk, men det var godt sådan. Beskyttet. Hun satte sig dødtræt ned, men følte for første gang noget, der mindede om ægte glæde. En snaps? Ja tak. Han tryllede en snapseflaske og to smukke glas med stilk frem af den velassorterede taske og skænkede gavmildt op og rakte hende det ene med en komisk grimasse, der fik hende til at le. Kom så Hannah; ned med den! Lad os drikke til vi skammer os. Hun drak lydigt og fik næsten tårer i øjnene. Snapsen brændte i munden, men ilden spredte sig ud i alle kroppens kroge og gav hende varmen tilbage. Hun tændte en cigaret og betragtede sin ungdomsven, der pakkede mad ud og var huslig. Det klæder dig Anders; du ligner én, der har prøvet det før. Jeg har været hjemmeløbende far i mange år. Hun var ved at kløjes i snapsen. Hørte hun rigtigt? Hvabehar? 91

92 Du hørte det godt, ikke? Jeg gik hjemme, mens børnene var små. Ilse var er karrierekvinde. Stor stilling. Mere eller mindre gift med sit arbejde. Hun lo. Husmoderforeningens skovtur. Ordene var fløjet ud af hendes mund. Havde hun såret ham? Undskyld Anders. Det skal du ikke undskylde. Tværtimod. Jeg kunne lide det, og jeg nød stor agtelse blandt mine kvindelige fæller Rollefordelingen var i øvrigt ikke så fremmedartet i halvfjerdserne, i vores miljø. Vores. Anders havde levet sammen med en kvinde i en menneskealder. Hvordan skulle hun kunne hamle op med hende? Hun var og blev jaloux på den fremmede kvinde, der måtte kende Anders ud og ind. Hun betragtede ham indgående. Han virkede så fortrolig. Hans bevægelser lignede den unge Anders, men han bar rundt på en historie og fortællinger, hun aldrig ville høre. Hans kone hans børns mor var en del af hans liv, hun aldrig ville blive. Hvordan er Ilse? Hendes stemme var venligt neutral. Ilse er effektiv og, som de kalder det i dag, omstillingsparat. Omstillingsparat? Besynderligt ord. Det lød nærmest, som om han beskrev en maskine. Hvad betyder det helt nøjagtigt? Det ved jeg sgu ikke, men det er noget med, at ens chef har et standpunkt, til han tager et andet, og man halser bagefter uden at se sig tilbage, tror jeg. Sådan lidt hurtigsmart. Hannah for pokker, jeg lyder sgu bitter; det er jeg forhåbentlig ikke, og Ilse er langtfra overfladisk. Han slog ud med armene, og hun så tydeligt, at Ilses omstillingsparathed havde betydet noget. Anders! Mit spørgsmål var alvorligt ment. Godt Hannah, så sætter jeg grammofonpladen på. Hun er velbegavet og flittig, nærmest stædig. Hun har arbejdet sig op til den stilling, hun har i dag. Hun fortjener den, men det har kostet en stor del hjemmeliv. De første år var gode, men da børnene blev store, kneb det med sammenholdet; jeg mistede min status, og den bløde mand var efterhånden blevet umoderne, hvilket jeg ikke opdagede. Jeg er træg og skal bruge tre gange så lang tid som hende, og det kunne hun ikke vente på. Vi irriterede hinanden, og vores sexliv fungerede ikke. Hun fandt én med ambitioner, og hvad siger du i øvrigt til en mand, der mere eller mindre har ladet sig forsørge af sin kone? Det ved jeg ikke. Hun svarede for hurtigt, men hun anede ikke, hvad hun mente om det. Hun havde hørt om de mænd, men den livsstil var så forskellig fra Simons og hendes, at hun aldrig havde tænkt nærmere over det. Anders var den første mand, hun havde truffet, der valgte børnene. Simon ville foragte ham. Anders, det må vel være op til familierne, hvad de finder ud af. 92

93 Ja, det burde det være, men det er det ikke, og vi blev begge to påvirkede af omgivelserne. Hendes forældre tilgav mig aldrig, selv om Ilse fortalte dem, at vi havde taget en fælles beslutning. Han var bitter. Havde Ilse forladt ham? Elskede han hende stadigvæk, og sad han her sammen med hende, fordi han kedede sig og ikke kunne få en kompetent kvinde? Anders, mig behøver du ikke at konkurrere med! Hun lød spids og afvisende. Hun havde selv bedt ham om at fortælle om Ilse, men hun havde ikke troet, at den fremmede kvinde skulle vokse sig større og større og gøre hende lillebitte og ubetydelig. Hvordan ser hun ud? Han betragtede hende indgående. Anders, jeg er almindeligt nysgerrig. Er du sikker på det? Ilse er køn. Ligner faktisk en dukke. Lyst hår, store blå øjne, slank og lille, med jernnæven kamufleret af kjolefolderne. Han grinede og rakte hende et stykke med laks og dild på groft, hjemmebagt rugbrød og smør. Hun nød at spise i det fri; maden smagte ekstra godt. Hannah, du er smuk! Hun så befippet på ham. Jeg er i hvert tilfælde stor og stærk. Undskyld! Tak Anders, det var sødt sagt. Hun huskede, hvordan de havde ført dybe samtaler og havde pjattet sammen, mens de egentlig aldrig havde dyrket det romantiske. Hun havde leet befriende sammen med Anders, men hun havde ikke begæret ham, og det blev den humorforladte, forførende Simon, hun var dånet sammen med. Hun mærkede til sin forundring, at hun havde lyst til manden, der sad midt i lys og skygge og udstrålede interesse for hende, men hun turde ikke byde sig til. Hun havde såret ham nok, og så længe hun ingen anelse havde om, hvorfor hun følte sig så fysisk tiltrukket af ham, ville hun holde afstand; passe på ham. Han skulle ikke bøde for, at hun var forsømt og beruset, og desuden kunne hun heller ikke vide, om hun var plaster på det sår, Ilse, det havde hun på fornemmelsen, havde givet ham, uanset hvor glat han fortalte om hende. De var nødt til at tage sig tid til at udfylde de vigtigste huller fra de mellemliggende år, og for hende var det altafgørende at finde ud af, om hun var forelsket i ham, nej, det vigtigste var at finde ud af, om han stadig var forelsket i Ilse. Hvis han brugte hende Hun havde drukket for meget, selvom hun vidste, at hun let kom til at gøre ting, hun fortrød. Hun rykkede lidt væk fra ham. Simon er heller ikke så slem, som jeg har fortalt dig. Anders så overrumplet på hende, og hun fortrød, at hun havde bedt ham om at fortælle om Ilse. Hun skulle ikke have drukket, men nu var det ligegyldigt. Hun havde kvalt alt det hun længtes efter i en fortid, hun hadede. Simon var er en god far. Amalie elsker ham. Han har ikke slået mig altid; kun når han har for meget at tænke på. Du må huske, at jeg altid har ladet mig 93

94 forsørge. Jeg duer ikke til meget; en antikvitet uden den store salgsværdi. Simons ord, men det behøvede han ikke at vide. Hold op, Hannah! Han så vredt på hende, men hun var ligeglad. Jeg fatter ikke, hvorfor du sidder her sammen med mig. Jeg må være det helt store antiklimaks ovenpå din vidunderlige kone. Hun tog flasken og satte den for munden og drak grådigt. Han hev flasken til sig og tog hende i armen. Hun rystede sig fri. Hvad går der af dig? Jeg er sammen med dig, fordi vi var venner engang, og desuden Han havde fortrudt. Hun var helt alene. Har du glemt, at jeg er gift? Han rejste sig voldsomt og lod hende forsvinde. Anders, du må ikke gå! Jeg er så ked af det; jeg ved ikke, hvad der går af mig. Han satte sig igen og så på hende med øjne, der viste, at han havde gennemskuet hende. Tak. Skammen brændte rødt på hendes hals og bryst. Hvordan kunne han holde af hende? Du skal have noget kaffe. Hun tog imod kruset og drak lydigt. Hannah, hvad var det for slemme ting, du ville fortælle mig om? Kaffen skvulpede over. Simon har slået mig hele vores ægteskab. Nej, der har været en kortere pause, men nu er han begyndt igen. Hun satte kruset i græsset og skjulte ansigtet i sine hænder. Han havde et forhold til min mor, da jeg traf ham, og det fortsatte efter, vi var blevet gift. Det er den grimme, usminkede sandhed. Hvis du går, kan jeg godt forstå det. Gudfader bevare mig vel; hvad er det dog, du siger?! Hun så hans chokerede ansigt, og hun ville bryde sammen, hvis han trøstede hende. Jeg siger sandheden. Nu ved du det, og jeg føler mig så snavset. Det er så ækelt jeg kan ikke tale mere om det nu. Det er for svært. Forstår du? Hendes stemme var alt for skarp. Angsten jog gennem hende. Hvor meget ville han finde sig i? Jeg forstår alt for godt. Hannah, min stakkels pige Årene gled af hende, og hun gav efter og begyndte at græde voldsomt. Gråden sled i hende. Hvad skulle der blive af hende? Af dem? Han tog hende i sine arme og knugede hende tæt ind til sig og var den ven, hun havde savnet. Hun var så forfærdeligt træt. Læg dig ned og luk øjnene, Hannah. Jeg passer på dig. 94

95 Hun måtte have sovet. Hun åbnede øjnene og så op på Anders, der sad og betragtede hende. Jeg faldt vist i søvn? Ja, du snorkede også. Er det rigtigt? Kun nogle små, hyggelige lyde. Skal vi gå? Hun rejste sig, taknemmelig over, at han opførte sig helt almindeligt, og hjalp ham med at pakke sammen. Tak for det hele Anders. Du aner vist ikke, hvor meget det betyder, at Han lagde en finger på hendes læber. Hannah, du behøver ikke. Jeg er meget glad for, at du åbnede dig for mig. Jeg føler det som en tillidserklæring. Kommer du snart ind og besøger mig? Ja. Hun havde lyst til at forlade det hele og tage med ham ind, men det var umuligt. De kyssede hinanden, da toget kom, og hun stod og vinkede længe efter, hun var udenfor hans synsvinkel. Anders. Hun længtes allerede efter ham, men savnet var ikke håbløst. For første gang troede hun for alvor på, at hun ville kunne klare det, der måtte komme. Simons bil holdt for åben dør i garagen, og øjeblikkeligt forlod den skrøbelige følelse af håb og fred, hun var endt med at opnå sammen med Anders, hende. Hun havde lyst til at vende om, men hvor skulle hun gå hen? Louise havde udelukket hende, og hun turde ikke belaste Anders mere, end hun allerede havde gjort. Amalie kunne hun ikke drømme om at belaste; det havde Louise advaret hende imod, og hun gav hende ret. Hun kunne ikke blive stående. Simon holdt måske øje med hende. Hun åbnede lågen og gik langsomt gennem haven, hen mod huset, der føltes mere og mere som et fængsel og vidste, at selvom Simon flyttede, hvilket var utænkeligt, ville hun aldrig kunne blive boende. Det eneste hun ville forlange var en pæn bolig og et underholdsbidrag, hun kunne leve af, indtil hun kom i gang med et eller andet. Et eller andet? Hun skuttede sig; orkede ikke at tænke på det. Hun låste sig ind og stod i entreen og vejrede, som så ofte før, og mærkede sin vejrtrækning blive overfladisk og bad til, at hun ikke gik i panik. Huset virkede faretruende stille. Når hun fik kontrol over sit åndedræt, ville hun måske kunne nå op på værelset og låse døren, inden Simon opdagede, at hun var komme hjem. Hun drømte. Naturligvis havde han opdaget det, og desuden var en låst dørs beskyttelse illusorisk, hvis han ville ind. Hun glemte aldrig, hvordan han, så let som ingenting, splintrede soveværelsesdøren en aften, hun nægtede at have noget med ham at gøre. Hun trak vejret helt igennem og listede opad trappen og nåede ind i værelset og låste døren og lyttede til husets nervøse stilhed, der stod i grel modsætning 95

96 til den blide, skrå eftermiddagssol gennem de små ruder. Hun sank ned på sengen; dødtræt og lysvågen. Måske sov Simon og havde ikke opdaget, hvor længe hun havde været væk. Hun kunne lade som ingenting og gå ned og begynde på middagen. Hvis han blev hjemme, var hun nødt til at finde på et eller andet Den blotte tanke om mad gav hende kvalme, og det eneste hun havde lyst til var at ligge et øjeblik. Hun skævede ufrivilligt hen mod døren og foragtede sig selv. Foruden tævene levede hun som en kvinde fra attenhundredetallet, og kvindefrigørelsen var aldrig nået til Klampenborg; ikke engang pubertetsoprøret. Simon havde haft let spil. Hun rejste sig sammenbidt og bøjede sig ned efter kufferten og tog en tilfældig dagbog og lagde sig på briksen og slog op på en tilfældig side. 96 Simon slog mig, da jeg sagde, jeg ikke ville have abort. Han blev rasende og spurgte, om jeg troede, han havde ønsket at tvære gift med en avlsko jeg er så ulykkelig. Jeg kan ikke fortælle det til et eneste menneske. Simon er så charmerende, det siger alle. Hvad skal jeg gøre, kære dagbog? Kvalmen arbejdede sig op i hendes mund. Hvordan havde hun kunnet glemme, at hun tabte barnet? Hun pressede sine knyttede hænder mod øjnene for at bremse de forfærdelige billeder, der truede med at kvæle hende. Aborten havde ikke været et af skæbnens grumme luner, som Simon og hun sørgede over sammen. De blodige billeder; og lydene. Simons spark. Hendes skrig. Hospitalet. Simon sparkede barnet ud af hende. Bagefter tiggede og bad han hende om ikke at fortælle, hvad han havde gjort. Han græd voldsomt, og hun tilgav ham og elskede ham, og de fandt på historien om, at hun var blevet overfaldet på gaden. Hun gylpede. Hvordan havde hun kunnet? Det var ikke normalt. Bogen gled ned fra hendes skød og lå sort og neutral for hendes fødder og lignede en hvilken som helst uskyldig dagbog, men den indeholdt alverdens smerte. Kære Anders. Hvordan havde hun kunne vælge så forkert dengang? Havde giftermålet overhovedet været hendes valg? Ville hun ikke have opdaget Simons sande natur, hvis moderen ikke havde presset på? Sikkert ikke. Hun havde været forgabet i Simon og begærede ham og skænkede ikke Anders en tanke. Hun elskede hans krop, der var fin og gyldenglat, helt anderledes end Anders robuste. Hun kunne ikke blive træt af at betragte ham, når han sov og lignede en uskyldig dreng, og hendes hedeste ønske var at blive mor til en søn, der lignede ham. Hun havde elsket at elske med ham. Han fik hendes krop til at gløde og brænde. Hun var lykkelig, og hun troede Simon delte hendes følelser. Hvorfor? Samtidig med, at han behandlede hende som en sart plante, havde han kneppet en ældre, erfaren kvinde, hendes mor, så safterne sprøjtede. Hvor fik hun de ord og syner fra?

97 Hun huskede det. Det måtte være sket efter moderens og hans forhold var afsluttet. Fra uge til uge forandrede han sig radikalt overfor hende, og hun forstod ingenting og lo den aften, hun besejlede sin skæbne. Han havde bedt hende om at binde sine testikler op. Hun ville først ikke; hun syntes det var underligt, men hun så et udtryk i hans ansigt, der fik hende til at gøre, som han bad om. Hun sad og stirrede fra hans fårede ansigt til det røde bånd omkring hans blålige kønsdele, og hun havde lyst til at græde, men kom til at grine. Det havde ikke været hendes mening at le, for hun ville ikke såre ham, men hun skammede sig over ham og var frygtelig skuffet. Han slog og pulede hende så hårdhændet, at hun skreg af smerte. Han lo. Efter det var den løgn, der isolerede hende mere og mere, begyndt. Når hendes veninder betroede hende deres rodede kærlighedsliv, og hun lagde krop til deres tårer og raseri, glemte hun at fortælle dem, at hendes liv, som hun gav indtryk af var stabilt og lykkeligt, var et helvede; at hun levede sammen med en voldelig mand, der forbandt sex og vold. Enkelte mistroede hende, alle var misundelige, men hun viste ikke andre sit snavsede tøj. Hun havde ikke været sin mors datter for ingenting. Vold! Efter den skæbnesvangre nat faldt Simon over hende og krævede sin ret, især når de havde skændtes, og længe turde hun ikke gøre modstand. Han havde kaldt hende frigid, når hun var passiv. Passiv? Hun havde været apatisk. Tæv og sex, sex og tæv, og hun havde haft dårlig samvittighed, fordi hun lo engang. Han gebærdede sig nærmest som en kæderyger. Tæv og sex, sex og tæv. Hvordan havde hun så længe kunnet fortrænge, hvor forfærdeligt det var? Senere slap hun, og fravær af tæv gjorde cølibat udholdelig. Han begyndte at blive væk, også når han var i landet. Hun vidste ikke, hvor han overnattede, eller hvad han foretog sig, men hun havde mistanke om, at han havde en eller flere elskerinder. Ja, hun havde været lettet, men det havde også været ensomt og sommetider angstfyldt, og i begyndelsen var hun også jaloux. Amalie var hendes lyspunkt alle årene. Amalies nærvær og kærlighed havde reddet hende, og hun havde savnet hende smertefyldt, da hun flyttede hjemmefra, men der skulle gå endnu nogle år, inden tanken om at forlade Simon tog form. Hvorfor? Værelset føltes pludseligt snævert. Hvordan i alverden havde hun kunnet forestille sig, at dette lille rum kunne frigøre hende fra noget som helst. Det eneste der ville kunne gøre hende fri var, at hun gjorde op med Simon én gang for alle. Hun rejste sig voldsomt. Nu. Hun åbnede døren og tog et par skridt hen imod Simons arbejdsværelse og standsede. Hun turde ikke konfronteres med ham. Lysten var overvældende, men angsten var større. Herregud. Hun vaklede tilbage til sit fængsel og satte sig tungt ned. Hvis hun dog bare havde et menneske Løsningen var ligetil. Hun havde i virkeligheden kredset om den i flere dage. Louise. Hun ville ringe til Louise, der ikke ville lægge røret, når hun hørte, 97

98 hvor inderligt hun trængte til hende; trængte til det sidste lille spark for at komme videre. Turde hun? Var Louise hjemme? Hun kendte ikke længere Louises vaner. Undskyldninger. Hun tændte en cigaret og sugede ind. Metalsmag. Hun skoddede den og tog trappen i et stræk og stod forpustet foran det tavse apparat, der med et kunne bringe hende nær Louise. Hun drejede hendes nummer med en hånd, der dirrede, men hun følte sig fast besluttet. Louise her. Hendes hjerte hamrede ved lyden af stemmen, hun havde længtes efter så voldsomt efter. Hannah, du er afsløret. Jeg kan se, at det er dig. Jeg savner dig. Gør du? Louise Louises ord fik hendes øjne og næsen til at løbe, og hun mærkede for alvor, hvor anspændt hun havde været. Louise Hendes stemme var grødet af bevægelse. Åh, mit hoved løber over; vent lidt. Hun styrtede ud i køkkenet og fandt køkkenrullen og tørrede og pudsede og jog tilbage til den velsignede livline, der havde været afbrudt alt for længe. Louise, jeg hvordan har du det? Lige nu? Strålende. På længere sigt. Rimeligt. Du Hannah, har svinet slået dig igen? Det gibbede i hende. Hun havde helt vænnet sig fra Louises direkte, hurtige facon, der altid havde overrumplet hende. Hannah! Ja. Ja, han har, og jeg har sagt, at jeg vil skilles. Louise, han lader som om han ikke hører det; men det er heller ikke det værste. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Nå. Jeg trænger sådan til at tale med dig om forskelligt. Hvem var det, jeg så dig sammen med på Klampenborg station? Hun mærkede, at hun blev brændende varm. Hvem ellers mon havde set hende. Simon? Hvis Simon Anders. En gammel skolekammerat vi mødtes tilfældigt på Christianshavn for nylig. Hun tav og lyttede intenst og syntes bestemt, at hun hørte en lyd oppefra, men den overdøvedes af Louise, der slog en høj latter op. Hvor havde hun savnet den grove lyd, der kom helt nede fra maven, og krøllede i halsen på vej ud. Nå, da, det må jeg nok sige. Jo, der var en lyd. Stod Simon og lyttede? Hun sænkede stemmen og holdt munden tæt ved røret. Louise, jeg tror han står og lurer. Kom herover med det samme. Mener du det? Kom nu! 98

99 Tak Louise, tak. Jeg kommer med det samme. Hun lagde røret forsigtigt og lyttede til den ildevarslende stilhed. Der kunne ikke være tale om at gå ovenpå og skifte, men nøgler Hun fik øje på ekstranøglerne på knagen og tog dem. Ansigtet i spejlet på vej ud chokerede hende. Hun så farlig ud, men det var underordnet. Det vigtigste var, at hun var på vej over til Louise. 99

100 100 9 Hendes armhuler var svedige, og hun kunne lugte sig selv. Hun havde ventet en opringning fra Pernille og var blevet helt perpleks og overrasket over sin reaktion, da hun hørte Hannahs stemme. Hun havde bildt sig ind, at hun havde arbejdet sig igennem bruddet. Hendes hjerte opførte sig stadigvæk besynderligt, men hun havde vist lydt nogenlunde normal; én med kontrol over situationen og overskud, selvom sandheden var, at hun havde fortrudt sin invitation, næsten inden hun havde lagt røret. Det var sandt, at hun savnede hende; deres fælles historie var alenlang, men, men hun orkede i virkeligheden ikke at lytte til Hannahs klagende betroelser i timevis. Hun havde hørt dem før, og samtalen tydede på, at Hannah ikke havde forandret sig radikalt. Hun havde simpelthen ikke kræfter til andet i øjeblikket end sit eget, og hun orkede ikke at have Simon rendende med alle sine insinuationer, der stensikkert ville følge med, hvis hun begyndte at se Hannah igen. Fandens. Hvordan kunne hun på noget tidspunkt have bildt sig ind, at Hannahs og hendes venskab var forbi? Hvis Hannah ikke havde henvendt sig, ville hun som end selv have gjort det på et tidspunkt, selvom det ikke ville have været netop nu, hvor hende problemer med at beholde huset var så presserende. Nå, hvad søren; det var rigtigt, hun kunne ikke huske, hvem der havde sagt det, at alting var lidt for sent, den dag man stod og gloede ned i et stort, mørkt hul. Hun rejste sig fra sit skrivebord med et suk og lod uvilkårligt blikket løbe henover stuen. Det store, pragtfulde foto af Pernille og Amalie skulle i skuffen. Der var ingen grund til at rive Hannah det i næsen, inden Amalie havde talt alvorligt med hende; og hvornår ville hun tage sig sammen til det? Hun tog billedet og åbnede kommodeskuffen, men fortrød og stillede det tilbage. Alle ville skåne Hannah, fordi hun var sart og belastet, men det eneste der skete var i virkeligheden, at de lukkede hende ude og samtidig kæmpede med deres dårlige samvittighed, og hvis man skulle være helt ærlig, manipulerede de hende godt og grundigt, så hun aldrig fik muligheden for at vågne op til deres verden. Hun gik ind i soveværelset og trak sin bluse over hovedet og tog en tunika, Hannah havde foræret hende, frem. Hun havde lyst til at glæde hende, men hun mærkede allerede tyngden og galden over, at Hannah ikke foretog sig noget; en følelse, som hun langsomt havde arbejdet sig væk fra de forløbne måneder. Det var blevet uudholdeligt på længere sigt at være vred på hendes

101 101 vegne, når vreden ikke førte til forandring. Den sidste tid, inden hun sagde stop, havde hun følt sig som en rigtig led heks, for sommetider havde Hannah næsten givet udtryk for, at hun var en endnu større tyran end Simon. Sådan en dag mærkede hun, at hun ikke var helt ny længere; kræfterne var ikke de samme som for blot fem år siden; det var rigtigt, hvad hendes lidt ældre veninder havde sagt. Vent bare; fem år i vores alder tærer mere på kræfterne, end du drømmer om. Livet var blevet for kort til alt for meget hurlumhej. Det var en gave, især sådan en majdag, og hun ville presse det til sidste dråbe sammen med mennesker, der kunne løfte hende, når det blev for skrøbeligt, og det kunne Hannah ikke bidrage med, selvom hun tidligere ikke havde vidst alt det gode, hun ville gøre, vel at mærke, når hun var nogenlunde ovenpå, hvilket hun ikke havde været de seneste år, hvor hun forandrede sig og levede så vegeterende og i en slags ikke tid, at man skulle tro, hun havde en særlig linje til de højere magter, der hviskede hende i ørerne, at hun blev trehundrede år. I morgen var blevet hendes valgsprog, og det havde været for opgivende, når uret løb hurtigere end man kunne følge med til. Desuden var der noget deprimerende ynkeligt over en rynket, femoghalvtredsårig teenager. Hun gik ud i køkkenet og fyldte kaffemaskinen og tog cognacen frem. En dram plejede at hjælpe. Hun havde sgu savnet kvindemennesket, når det kom til stykket, og det kunne jo være, at Hannah endelig havde taget sig sammen, og så havde hun brug for et helle, hvis Simon rullede sig ud, og det var vist uundgåeligt. Han var barsk og et dumt svin, og hun havde truet ham med politiet, hvis han blev ved med at føre sig frem overfor Hannah, men han ville aldrig være blevet så farlig for hende, som han var for Hannah. Der var noget i Hannahs natur, der pirkede til hans grimme tendenser; måske kunne han i virkeligheden ikke forstå venlighed og forståelse, og forståelse havde han fået. Hun havde, om nogen, lagt ører til Hannahs udlægning af hans ulykkelige barndom og hendes patetiske jamen jeg elsker ham jo. Hun huskede tydeligt, hvordan han havde stukket halen mellem benene engang hun skreg, at han og ikke hans barndom var ansvarligt for de blå mærker og øjne, Hannah bar rundt på. Simon afskyede hende, og selvom hun ikke var decideret bange for ham, havde hun bestemt ikke lyst til hans trusler. Hun ville bede Hannah om ikke at fortælle ham, at de var begyndt at ses igen. Kaffemaskinen begyndte at gurgle, den trængte vist til afkalkning, det gjorde hun sgu også, og satte kopper og glas på bakken. Det var en smuk aften og haven stod i fuldt flor. Hannah elskede den; de skulle sidde ude. Det var også lettere at trække vejret udendørs. Hun gik ud på terrassen og snusede ind. Foråret var snart forbi, og hun havde haft for travlt til rigtigt at nyde det, selvom hun for nogle år siden havde besluttet at tage endeligheden ind i sit liv, hver gang hun oplevede noget dejligt.

102 Netop det var Hannah god til; hun kunne virke så henført, at det virkede irriterende og iscenesat, men det fortalte sikkert mere om hende end om Hannah. Hun dækkede de to gamle havestole med spraglede tæpper og satte sig. Hvis Hannah var gået hjemmefra, lige efter de talte sammen, kunne hun være på trapperne nu. Hun mærkede forventningen krybe ind over sig. Hun glædede sig til at se den tåbelige kone og havde det nærmest, som om hun skulle til sit første bal. Hun blev vist aldrig klogere og gudskelov for det; på en måde. 102 Duggen var faldet, hun skulle have husket en jakke, og planter og blomster duftede sødt og krydret. Det var aldrig til at finde en ligeså fascinerende parfume. Hun passerede en stor, smuk guldregn, der kastede sine filigranskygger på fortovet. Amalie havde været ved at spise en bælg engang, og Simon havde forlangt deres gamle træ med de gyldne ranker fældet. Både Amalie og hun havde gjort oprør. Hun havde foreslået, at de satte hønsenet omkring træet, så Amalie ikke kunne nå det, men Simon havde været ubøjelig og havde kaldt hende uansvarlig og sjusket, mens Amalie hørte på det. Han anede ikke, at Amalie ikke forstod, at det smukke guldtræ, i hvis krone alferne boede, kunne være farligt. Aftenen var lun, og aftensolens bløde lys lagde sig beskyttende omkring hende, og om lidt skulle hun sidde sammen med Louise i hendes gamle have, der var fyldt med guldregn, og hvor mennesker altid have måttet indrette sig efter naturen. Hun huskede tydeligt episoden efter at de havde fældet deres guldregn. Simon havde foreslået, at Louise også fældede sine, men hun sagde kategorisk nej, og Simon blev rasende. Louise bad ham skrubbe hjem til sig selv og kaldte pigerne sammen og deklamerede med sin dybeste gravrøst, at hvis de rørte træet, faldt støvet af alfernes vinger og de døde og blev puttet ned i jorden, hvor ormene ville æde dem, til de skreg af smerte. Efter svadaen smilede hun beroligende, og pigerne tog historien til sig som et nyt, spændende eventyr og holdt beskyttende fingrene fra træerne, så alferne kunne leve i fred og ro. Hun havde nået havelågen og stod foran det gamle skrummel af et hus, der gav hende en overvældende, velkendt følelse af at være kommet hjem. De havde løbet ud og ind hos hinanden, da børnene var små, og Louise tog orlov. Amalie og Pernille havde tumlet nøgne rundt i havens vildnis og sceneriet havde altid mindet hende om Scherfigs malerier; og af hende, der ventede med udbredte arme på Amalie, der tumlede ind i hendes favn. Fotografiet var et klenodie; bevægelsen, der udtrykte ren glæde og kærlighed. Louise havde knipset og foreviget et lykkeligt øjeblik. Havelågen knirkede, da hun åbnede den. Det havde den altid gjort. Louise havde hørt for den utallig gange, men hun lod knirkeri være knirkeri, og parerede med et smil. Den var hendes hjemmelavede tyverialarm, sagde hun. Louise havde altid evnet at suge det bedste ud af næsten enhver situation.

103 103 Hun trådte ind og indfangedes øjeblikkeligt af havens fortættede atmosfære. Den store gran, som egentlig skulle være fældet for mange år siden til jul, skyggede stadig for stuen, og fliserne var stadig ujævne og kantede med det ukuelige ukrudt, der borede sig op alle vegne og flyttede sten. Louises valgsprog var livet frem for alt. Hun flyttede fødderne forsigtigt, for ikke at snuble, selvom hun havde lyst til at styrte af sted. Jeg sidder i haven! To sjæle én tanke. Hendes hjerte hamrede. Hun skulle sidde sammen med Louise i haven i tusmørket, ligesom i gamle dage, når ungerne sov, og hun fortalte Louise alting, så godt hun kunne, og Louise kom med gode råd, hun næsten aldrig fulgte, men som skabte en følelse af samhørighed. Hun skråede over græsplænen og standsede inden hun rundede hjørnet. De kraftige syrenbuske var på deres højeste; auberginefarvede, rød og lyslilla og hvide. Louise havde aldrig været særlig entusiastisk, når det gjaldt haven, men syrenbuskene havde hun været klar over skulle beskæres for at udvikle sig smukt. Guldregnen i bunden af haven lyste. Hun trådte frem og så Louise sidde på terrassen. De gamle, hvidmalede havemøbler, der havde trængt til maling så mange år, hun huskede, var stadig i brug, selvom Louise hvert forår havde truet med at købe plastik for nemheds skyld. Alting var som det plejede at være. Hendes øjne blev fugtige, og tårerne forvandlede de levende lys, Louise havde ulejliget sig med, til stjerner, og den største stjerne havde dækket bord med flasker og glas og termokande. Hun var ventet og velkommen. Hun tog et par skridt frem, og Louise rejste sig og kom hen imod hende med udbredte arme og sin sædvanlige hjertevarme aura. Velkommen fortabte datter. Flasken er slagtet. Sæt dig! Tak. Hun bøjede sig impulsivt og slog armene om den lille kvinde og kyssede hende på begge kinder. Hun glemte altid, hvor lille Louise var; i erindringen var hun blevet stor. Louise, jeg er så glad for, at du ville se mig. Det samme her, min ven. Mit hjerte galopperer af sted. Sæt dig nu ned og lad os prøve at slappe af. Hun satte sig i den store, hyggelige stol med de bløde, slidte hynder. Det var hendes plads, og Louise havde lagt en skotskternet plaid, hun aldrig havde set før, over stoleryggen, og kaffen og cognacen duftede. Hun ville ikke græde. Hun skubbede sig tilrette, med benene oppe, og mødte Louises afventende blik, men hun måtte have et øjeblik. Haven er vidunderlig, Louise. Min ligner snart en brakmark. De sidste par år har jeg næsten ikke været derude, for Simon vil have en havearkitekt, han kender, til at ordne den. Hun sukkede men tog et tag i sig selv. Skidt med det. Mine timer i det hus er snart talte. Virkeligt?

104 104 Ja hvordan har du det Louise? Jeg har det meget godt; alt er mere eller mindre ved det gamle, nej, det er faktisk ikke helt rigtigt, men det kan du høre om hen ad vejen. Jeg synes, du skal fortælle mig, hvad der er sket. Alt var ikke helt som det plejede. Det nyttede ikke at forhale tiden, men hvor skulle hun begynde? Hun drak en mundfuld kaffe og tændte en cigaret og lænede sig tilbage i stolen og rømmede sig. Louise ventede tavst. Har du terapeutkappen på nu? Ja, det kan du godt kalde det. Du ved, at jeg ikke orker den gamle traver mere, ikke? Ja, og jeg kan godt forstå dig, men nu er det alvor. Jeg vil skilles. Det er ikke på grund af den anden mand. Han hedder Anders, og jeg mødte ham tilfældigt på Christianshavn. Jeg kendte ham, da jeg var meget ung det er Simons adfærd. Volden? Sådan var Louise. Ja, ja også den, men Hun bremsede sig selv. Hans og moderens forhold måtte komme bagefter Han slog mig forleden. Det er ellers længe siden. Jeg havde næsten glemt, hvordan det er, og for første gang blev jeg rasende i stedet for ked af det jeg fik tid til at tænke, for han prøvede ikke at voldtage mig bagefter. Hun græmmedes over sin frygtelige bitterhed og greb cognacglasset og drak ud. Væsken brændte, men hun trængte til at tage toppen af sine følelser, der var ved at tage magten fra hende. Hun havde aldrig været så grov før, og hun kunne ikke tyde Louises udtryk. Sig noget, Louise! Kan du huske den gang, du fik spiral, og jeg fortalte Simon det? Ja. Han blev rasende og slog mig. Den mide! Vi snakkede om kvindefrigørelse den aften. Kan du huske det? Jeg anede ikke, at en skide spiral kunne være et problem. Han ville jo ikke have flere børn. Nej, det var efter, jeg havde fået den provokerede abort. Den havde han sgu provokeret min ven. Du ville gerne have en unge til. Du ville have reden fuld. Ja, jeg så en hel flok små Simon er. Louise løftede kaffekoppen og spildte. Satans, jeg bliver så edderspændt gal på den hund. Han opsøgte mig bagefter og bad mig holde snuden for mig selv, og jeg svarede, at han kunne gå ad helvede til, og så langede han ud, men jeg afværgede slaget og gav ham et spark i hans grimme nosser. Man er vel gammel gymnast. Louises heftighed forskrækkede hende, men pludselig lagde hun hovedet bagover og grinede højt og gispende. Lyden virkede som en lettelse, men hun kunne ikke le med, selvom det sikkert havde set komisk ud. Når Louise beskrev Simon på den måde, fik hun altid lyst til at forsvare ham, og det var

105 105 det værste hun kunne gøre, hvis hun ønskede Louises hjælp. Hun rømmede sig. Jeg kan godt se det grinagtige. Hvordan turde du? Hannah! Det er forskellen på dig og mig. Der er ingen mand, der nogensinde har eller vil komme til at slå mig. Hun tørrede sine øjne. Det var bare for at få dig til at huske der var noget i dine øjne Hvis jeg skal hjælpe dig, gider jeg ikke høre mere på dine forsøg på at undskylde ham. Jeg kan ikke fordrage ham, og jeg tilgiver aldrig en mand, der har slået en kvinde, og jeg kan i øvrigt ikke lide svage mænd. Svage? Svage, ja. Simon er et svagt pjok. Simon svag. Det var en overraskelse. Jeg har altid betragtet mig som den svage i vores ægteskab. Han bestemmer det meste. Ja, det gør han. Alt det, der kan vejes og måles, men det er sgu dig, der har skabt den smule atmosfære, der er i det hus. Når han viste sine kolde, pralværelser frem, lunede man sig ved dit smil og dine afbødende kommentarer. Når han blev for pinlig, var det dig, der glattede ud og fik stemningen i vejret, uden at såre den nar. De fleste af os så, hvordan han var, men mange var afhængige af ham. Han kunne true dem på deres pengepung, og det var nok for ham. Penge, penge, penge og den indbyggede magt de giver. I hvert tilfælde i hans verden. Han nasser på dig Hannah! Gud ved hvor mange aftaler, du har hevet i land uden at vide det. Du skylder ham ikke noget. Var det sådan folk så på Simon og hende? Louise gjorde i hvert tilfælde, og under alle omstændigheder varmede ordene, og hun følte sig ikke så illoyal overfor ham, som hun havde gjort for et øjeblik siden. Louise, han vil ikke skilles, han siger, at jeg ødelægger hans virksomhed, og hvis jeg presser det igennem, vil han tage alt fra mig, og det kan jeg ikke overskue. Jeg har ingen uddannelse. Jeg har penge, fra min farmor, til en bolig, men jeg har ikke noget at leve af. Hun bed sig i læben. Hun klynkede, og det tålte Louise ikke. Louise, jeg ved godt, at jeg er privilegeret og har mere end de fleste, og at du sidder hårdt i det i perioder, men jeg Glem mig et øjeblik. Du skal nok få lejlighed til at høre mit klynkeri. Tankelæseren Louise sendte hende et fint smil, der fik hende til at rødme, men det gjorde ikke noget. Det økonomiske kan du få hjælp til; du skal bare have en god advokat. Jeg tror ikke, du kommer til at mangle til dagen og vejen, når hun er færdig med Simon. Du må endelig ikke få den samme advokat, som han har. De spiller sikkert golf sammen. Jeg har en god ven, der kan hjælpe dig. Mette hedder hun, men Hannah, det kan ikke udelukkende være det økonomiske, der trykker dig. Det ligner dig ikke.

106 106 Nej, du har ret. Jeg er så forfærdelig bange for, hvad han kan finde på. Hun skuttede sig. Naturligvis er du bange, men tænk dig om; det har du sgu altid været. Hun hørte utålmodigheden i Louises stemme. Hvis Louise opgav hende, vidste hun ikke, hvem hun skulle hente hjælp hos. Hannah, slap nu lidt af. Du sover her i nat, og så taler vi videre i morgen. Hvad siger du til det? Kan jeg sove her? Hendes kinder blev våde, men hun prøvede at smile. Muligheder. Ikke mere angst. Ja, du kan. Selvfølgelig kan du det. Altid. Jeg har i øvrigt hele første sal til rådighed om to måneder. Min lejer skal flytte til udlandet, og jeg har ikke råd til huset uden at leje ud. Du kan leje lejligheden, og fortæl mig så, hvad det er for en mand, du har mødt. Du så glad ud. Eftermiddagen vendte tilbage. Hun smilede sørgmodigt og så ud i haven. Hvad skulle hun sige? Han var stadigvæk en hemmelighed, og hvis de talte for meget om ham, ville han forsvinde. Han var min følgesvend, inden jeg mødte Simon. Vi opfriskede gamle minder i eftermiddags. Jeg holdt holder meget af ham. Simon kendte ham også overfladisk. Nu havde hun allerede sagt for meget. Louise så nysgerrigt og lidt drillende på hende. Er du forelsket i ham? Det ved jeg ikke, men han er tryg at være sammen med. Han er venlig. Hun mærkede varmen i kinderne. Hvad med dig Louise? Louise rejste sig. Ikke noget særligt. Kom nu skal jeg vise dig, hvor du skal sove. Louise løb fra svaret, og hun kunne ikke presse på. Hun var gæst. Louise, hvorfor tror du Simon er sådan? At han tæver dig? Det ved jeg sgu ikke. Der kan være hundrede og sytten forklaringer; den ene sørgeligere end den anden, men lad du psykologerne om dem. Det vigtigste for mig er heldigvis ikke hvorfor han slår, men at han slår, og hvis jeg skal beskæftige mig med noget som helst hvorfor, bliver det, hvorfor du lader ham slå dig. Husk, at det han gør imod dig aldrig kan undskyldes. Det lød så enkelt alt sammen, når hun var sammen med Louise, mens det hjemme Hun ville ikke tænke mere på det i aften. Gæsteværelset var gennemhyggeligt med gamle mahognimøbler fra Louises mormor. Louise havde bevaret ting, som hun ville give sin sjæl for at eje. Hun havde så lidt gammelt. Simon havde ikke villet have det gamle skrammel indenfor sine døre. Værelset mindede om barndommen på Christianshavn, når hun var puttet i seng, og bedstemoderen kom ind med saft og fortalte historier. Det havde

107 107 været et fristed ligesom dette. Hvornår ville hun komme til at føle sig fri i eget hjem? Hvornår ville hun kunne gå rundt i sine egne rum uden at være bange? Hvornår ville hun kunne være alene, eller invitere gæster, uden at Simon blandede sig? Louise læste ikke historier for hende, men det var trygt at høre hendes skridt udenfor. Hun følte sig så godt tilpas. Hvor var hun heldig at have Louise og Anders. Louise ville få fat i en advokat, og så skulle hun indgive skilsmissebegæring. Det lød højtideligt. Hvorfor vidste hun intet som helst om Simons økonomiske situation? Deres! Louise havde indrømmet, at hun også var et nokkefår, da hun blev skilt første gang. Paul havde truet med at tage børnene, hvis hun stillede for store økonomiske krav. Hun forlangte kun det nødvendigste, mod at få børnene, og for at klare sig igennem, omdannede hun huset til en slags bofællesskab i en periode og mødte Rasmus. Da hun blev skilt fra ham, var hun blevet klog af skade og vidste alt om sin økonomiske situation. Hun havde leet, da hun fortalte det. Louise fik tingene til at lyde lette eller i hvert tilfælde overkommelige. Hvor var hun livskraftig. Hendes lille person udstrålede energi. Guderne skulle vide, at hun gerne ville lære lidt af Louise og slippe af med fornemmelsen af, at hendes engang så varme, flydende blod var stivnet i årerne som lava, der til evig tid var dømt til den samme, uforanderlige form. I morgen måtte hun tage sig sammen og tale med Simon og forberede ham, og hun ville hente noget tøj og bo hos Louise nogle dage. Hun turde ikke være hjemme, når han havde fået besked. Louise var vist gået i seng. Huset var stille, men det var en god stilhed uden lurende skygger, der greb ud efter hende. Hun lagde sig på siden og betragtede skyggerne på væggen, og én af dem forvandledes til Simon, der stod foran hende med løftet hånd og had i blikket. Hun kneb øjnene sammen, som om hun kunne lukke synet ude. Hvorfor i alverden ville han ikke skilles? Drejede det sig udelukkende om økonomi, eller havde Louise ret, når hun påstod, at Simons magtbegær også spillede ind? Skulle hun leje sig ind hos Louise, hvis hun foreslog det? Det var to selvstændige lejligheder, og de behøvede ikke at gå hinanden på nerverne; hun vidste alt om Louises trang til at være alene og ville respektere den. Tanken gav i hvert tilfælde håb. Hun åbnede øjnene. Simons skygge var væk, og for første gang i lang tid, mærkede hun en behagelig døsighed. Det skulle nok gå alt sammen. I løbet af de sidste måneder var hendes billede af Hannah blevet stadig mere uigennemtrængeligt og porcelænsagtigt, og hun var blevet forskrækket, da hun så smerten ved hendes øjne og mund, og den dårlige samvittighed og ømhed havde næsten taget magten fra hende, imens de omfavnede hinanden. Hun lovede i sit stille sind, at hun gå langt for ikke at svigte hende igen. Hendes vrede imod Simon var blusset op, men i løbet af aftenen mærkede hun også sin gammelkendte irritation over Hannahs vægelsind ligge lige under

108 108 overfladen. Den kommende tid ville blive en udfordring. Vist kunne hun kvæle Simon med koldt blod, men Hannah skulle ikke tro, at hun kunne deponere hovedet i hendes gaderobe. De skulle og måtte finde ud af, hvad de kunne gøre, inden Hannah glemte, hvorfor hun var kommet og under hvilke betingelser; og glemsom det var hun stadigvæk, når det gjaldt hendes charmerende ægtemand, der stadig kunne narre fremmede, som han havde narret hende i begyndelsen af deres bekendtskab, indtil hun opdagede, at hun instinktivt veg lidt, om end ikke fysisk, så mentalt, når han kom for nær. Hun var begyndt at iagttage Hannah og opdagede, at hun gjorde det samme; det kunne være en bestemt bevægelse med skuldrene eller hovedet; et eller andet var galt, ligesom Simons øjne, når han ikke troede sig iagttaget. De virkede flade eller bundløse. Spillet i dem døde pludseligt, som om der blev trykket på en lyskontakt. De første gange hun så det, troede hun, at det var lysreflekser, der spillede hende et puds. Hun havde aldrig nogensinde kunnet begribe, hvad der havde fået Hannah til at acceptere tæv, men hun huskede tydeligt første gang, hun så hende maltrakteret og troede på hendes historie om, at hun var faldet ned af sin køkkentrappe, fordi hun var så klodset, og hvordan hun kun ganske langsomt fik mistanke om, hvad der foregik, men ikke turde spørge, fordi hun trods anelserne ikke kunne tro, at det var rigtigt. I lang tid havde hun ventet på, at Hannah skulle fortælle sandheden, men det var først sket, da hun satte Hannah stolen for døren og sagde, at hvis de skulle være andet og mere end gode bekendte, gad hun ikke lægge ører til løgnehistorier, selv perlehøns ville gennemskue. Det havde været en alvorlig ment ordre, men Hannah var kommet til at grine og fortalte derefter sin grimme historie og græd som pisket, men forsvarede Simon mellem hulkene. Hvor var hun blevet gal, og i lang tid troede hun, at hun kunne frelse hende, men hun endte i en slags resignation og erkendte, at hun opførte sig som pårørende til en dranker, og at hun enten måtte acceptere Hannahs adfærd eller skippe hende, og på et tidspunkt nænnede hun det ikke, men fortsatte mere for Amalies end for Hannahs skyld. Den lille nervøse pige blomstrede, når hun legede sammen med Pernille, og hun kom løbende over, når hun så sit snit til det, og Hannah virkede ikke jaloux, men taknemmelig, for selvom hun var verdensfjern og opførte sig uforståeligt, elskede hun Amalie lidenskabeligt og ønskede det bedste for hende, når det bedste blot ikke var at lade sig skille fra Simon, der besynderligt nok også blev ved med at have en stor plads i Amalies hjerte, til trods for at hun måtte have set og hørt mere, end hun havde godt af. Børns loyalitet var sommetider ubegribelig. Først nu, efter at Amalie havde forelsket sig for alvor, så hun tydeligt, hvor vanvittigt hendes mor sløsede sit liv bort og ønskede, at hendes forældre skiltes. Det måtte Hannah vel også kunne mærke, selvom hun ikke anede noget om årsagen til Amalies forandrede indstilling.

109 109 Det var et nyt problem sammen med alle de andre. Hvordan ville Hannah tage forlovelsen? Det var på tide, at Amalie fortalte hende om den, så ikke endnu en fortielse forpestede deres belastede venskab. Hun hørte en svag snorken fra Hannahs værelse og lagde sig godt til rette. Bortset fra alle problemerne, der var til for at løses, var hun trods alt glad for at have Hannah liggende inde ved siden af, og strøtanken om, at hun kunne overtage førstesalen virkede ikke usandsynlig. Det ville i øvrigt være en stor fordel, at få et menneske i huset, som hun kendte godt og kunne stole på. Hun var dødtræt af den usikkerhed det gav, når lejerne opsagde lejemålet næsten uden varsel. Hun kunne simpelthen ikke få økonomien til at løbe rundt uden lejer. Hun vågnede ved lyden af Louises fløjten, der ikke var noget at tale om rent musikalsk, men som trængte ind og gav hende den næsten glemte følelse af, at dage kunne bringe noget godt. Hun åbnede øjnene og missede vanemæssigt med øjnene mod det skarpe morgenlys, men værelset lå badet i et akvariegrønt lys fra træerne, der stod lige udenfor vinduet. Hun gabte inderligt. Det var umindelige tider siden, hun havde sovet så godt, og hvis hun havde drømt, måtte det have været noget rart, for hun var afslappet og uden den sædvanlige stivhed i kæben og nakken. Morgenen var grøn, gylden og rosa. Kaffeduften sivede ind gennem nøglehullet og blandede sig med værelsets let jordslåede, minderige lugt. Hendes mave rumlede. Hun stod op og satte sig på sengekanten og så rundt i værelset, der set med nøgterne øjne så slidt ud. Væggene trængte til en gang maling, og gardinerne var falmede, men det havde en atmosfære, der fik hendes forsøg, på at skabe en hyggelig hule, til at virke ynkeligt. Hannahs hule var en katastrofe, der havde suget husets dårlige stemning til sig, inden den overhovedet var færdig. Hvor ville det være vidunderligt at vågne i Louises hus hver morgen. Hun stak sit pjuskede hoved ud ad døren og så Louise, der allerede sad på terrassen ved morgenbordet og læste i sin uundværlige morgenavis. Hun brugte briller nu. God morgen Louise. Louise tog brillerne af og gned øjnene og så venligt på hende. Godmorgen min ven. Har du sovet godt? Kom og få noget morgenkaffe. Ja tak til det hele. Morgenmaden måtte være til ære for hende. Louise havde sjældent appetit før opad formiddagen, hvis hun ikke havde forandret sig. Hun vendte om og gik tilbage til værelset og så, at hun havde lagt en frottekåbe i sengens fodende. Hun måtte have været i værelset, mens hun sov. Badekåben måtte betyde, at Louise gik ud fra, at hun spiste inden hun gjorde sig i stand. Hun satte sig med ryggen til solen og mærkede en behagelig varme over lænden. Vild luksus. Louise havde skænket kaffen, og friske rundstykker lå indbydende i en lille kurv og duftede fristende.

110 110 Vil du have en sektion? Louises blik var langt inde i storpolitik. Nej tak, jeg sidder lidt og nyder stemningen. Læs bare videre. Hun tog et rundstykke og delte det og smurte et tykt lag smør på. Simon ville vende sig i sin seng, hvis han så det. Usundt frås. Hun hørte hans vrantne stemme og følte den i maven, men tog trodsigt en knasende bid, der efterlod tandmærker i det gule. Det smagte himmelsk. For fremtiden ville hun vælte sig i smør, hvis det passede hende. Hun smilede. Haven var endnu vildere i dagslys, end hun huskede den, og hun syntes næsten, hun så Amalie komme imod sig med de små arme bredt ud som vinger. Guldregnen stod stadig og lokkede med sine frugter, og græsplænen var fyldt med mælkebøtter og bellis og nogle bittesmå, klart blå hoveder, hun aldrig kunne huske navnet på. Var det forglemmigej? Der var eksotiske buske, og bregner skød op af jordbunden under træerne i baghaven. Louise måtte have hentet dem i skoven. Hun havde også forsøgt sig, men hun havde været dygtigere til gulerødder, selvom det var denne tilsyneladende tilfældige frodighed, hun nød mest. Hun betragtede Louise, der holdt avisen langt fra kroppen og rynkede panden og rystede på hovedet. Hun havde altid fulgt med. Hun var levende interesseret i alting og prøvede at forandre verden, mens hun drømte og skabte fantasterier, der ikke kunne bruges i den virkelige verden. Hun blev trist, når hun tænkte tilbage på alle de golde fantasterier, hun havde fyldt sit liv med. Louise havde fuldstændig ret; det var på høje tid, hvis.. alting. Hun rømmede sig så kraftigt, at Louise sænkede avisen og så spørgende på hende over brillerne. Ja? Du har dyppet avisen i smørret. Louise vendte avisen. Den gule klat sad midt på et fotografi med dræbte og sårede indfødte. Simon var en grib. Han havde troet, at han kunne rykke ind med sine tjenstydelser, når krigen var overstået, men han havde fået en lang næse, og skuffelsen havde fået ham til at opføre sig næsten psykopatisk. Han blev rasende på det land, han havde været med til at ødelægge, i stedet for at blive vred på sig selv. Louise skrabede smørret af med sin kniv. Hun havde været med i marcherne imod krigen, imens hun marcherede målløst rundt i sit velhavende hjem. Sådan. Louise lagde kniven og tog brillerne af. Jeg har et forslag, Hannah. Jeg tager med dig hjem og venter på dig, imens du fortæller Simon, at det er alvor. Skilsmissen. Hvis han går amok, fortæller du ham, at jeg melder ham med glæde. Hvad siger du til det? Jeg ved ikke. Det er jo afpresning, og desuden er jeg bange og er det ikke lidt barnagtigt? Det ved Gud det er, men det er faktisk også barnagtigt at tæve folk.

111 111 Louise så mildt, ironisk på hende, og hun måtte give hende ret. Hun fnes nervøst og holdt sig for munden. Louise vidste ikke, hvordan Simon kunne være, selvom hun troede det, men der var vel ikke andet at gøre, end det Louise forslog, og en god, gammeldags sammensværgelse passede egentlig ganske godt ind i helheden. Jeg tror, det er en god ide, og tak fordi du tager med. Nu gør jeg mig i stand. Louise smilede stort. Fint, Hannah. Sådan skal det være, hvis venskab skal holdes. Bilen holdt stadig i garagen og den overstadige stemning forlod hende. Hun skævede til Louise, hvis beslutsomhed sad i den fremskudte hage og kastet med hovedet. Der havde altid været stor overensstemmelse mellem Louises kropssprog og følelser. Hun trak vejret tungt og fjumrede med nøglerne, og Louise klappede hende beroligende på ryggen, men det hjalp ikke ret meget. Hun dirrede og fortrød sin fandenivoldskhed, og havde lyst til at vende om, men Louises foragt ville være lige så ubærlig som Simons vrede, og skilsmissepapirerne skulle sendes hurtigst muligt, inden Louise mistede tålmodigheden med hende. Sæt dig ud i køkkenet, Louise. Der er drikkevarer i køleskabet og i et af køkkenskabene Åh, hvor er jeg bange. Louise klappede hende beroligende på ryggen og krydsede fingre og smilede opmuntrende, men hun mærkede den velkendte mathed, der altid overvældede hende, når hun skulle stå ansigt til ansigt med Simon. Hun så appellerende på Louise, men opgav og slæbte sig opad trappen. Døren til arbejdsværelset var lukket. Hun bankede på og hørte hans hm og åbnede døren forsigtigt og gik ind. Han lå på ottomanen med dokumenter på maven og gulvet. Rummet var nusset og lugtede indeklemt. Det var tydeligt, at Rasmussen havde ferie. Hun ville give hende lønforhøjelse og få hende til at arbejde videre for Simon, så Amalie ikke skulle komme hjem til et forsømt barndomshjem. Hun rømmede sig, men han fortsatte sin læsning, og hun stod skoleret og ventede. Det havde hun altid gjort. Den ydmygende scene gik pludselig op for hende. Hun rømmede sig igen. Simon, jeg vil skilles! Han sænkede dokumentet og så uinteresseret på hende. Igen! Hold op med de narrestreger, dumme kvinde. Han løftede papiret op foran ansigtet igen. Hun var grædefærdig. Han behandlede hende som det rene ingenting. Han ignorerede hende, mens hun stod, som en skamskudt fugl, med hjertet flaksende rundt i brystet. Hun stod her i sit eget hus og opførte sig latterligt. Tårerne blindede hende, og hun kneb øjnene hårdt i og spærrede dem op. Hun stirrede på papiret, som om hendes blik kunne brænde igennem det og få ham til at reagere, men den eneste lyd i værelset var fra dokumentet, da han vendte en side.

112 112 Det er alvor Simon. Jeg bor hos Louise et par dage og du får skilsmissepapirerne. Hendes stemme var svag, men hun havde sagt det, hun kom for. Nu så han på hende og smed arrigt papirerne på gulvet og kom op at stå. Louise, den intrigante so. Jeg vil råde dig til at holde dig langt væk fra hende. Han pegede på hende, og hun stirrede fascineret på ham. Det grimme menneske var hendes mand. Hun knyttede hænderne og vreden pressede mod tindingerne og hun havde lyst til at slå ham og knuse ham. Hendes åndedræt blev uregelmæssigt. Hun måtte ikke gå i panik nu, det var vigtigt, hun kom ud af døren igen, med et skin af værdighed. Hun plejede at liste tudende af. Hun ville ikke. Ville ikke. Han drejede sig velovervejet og vendte ryggen til hende. Hvor havde hun stirret på den afvisende ryg mange gange. Louise sad nedenunder og ventede på hende. Gudskelov for Louise. Du får papirerne om et par dage. Hun var tør i munden og meget bange nu, men han skulle forstå, at hun mente, hvad hun sagde. Han tog et par lynhurtige skridt hen imod hende, og hun veg, men hun kunne ikke flygte. Hun var lam i benene. Louise sidder nedenunder. Hun ringer efter politiet, hvis du rører mig. Den kvækkende stemme var hendes. Hun gispede. Han standsede overrasket. Han så lidt fjoget ud, ligesom dengang med sløjfen. Hans kæber arbejdede. Han var rød i hovedet, og hans krop var spændt, som hos et rovdyr, der var ved at nå sit offer, men han standsede og greb sin store, tunge brevpresser og kylede den imod væggen, hvor den lavede et stort hul, inden den faldt på gulvet med et bump. Hun gøs. Det var hende, han ramte. Det vidste hun. Hun bakkede ud af værelset og lukkede døren og tumlede hen mod hulen. Han åbnede døren, og hun stivnede. Forbandede, skøre kællinger. Der var en snert falset i hans skingre, hysteriske stemme, men hun vidste pludselig, at han ikke ville røre hende lige nu. Han smækkede døren, så det sang i hendes ører. Hun proppede hurtigt noget tøj ned i sin weekendtaske og listede forbi hans værelse, ind i badeværelset efter de nødvendigste toiletsager. Hvordan kunne hun tænke på creme nu? Hun kunne købe det, hun kom til at mangle. Hun bøjede sig ned og drak et par slurke vand og havde lyst til at lægge sig på gulvet og blive liggende, men hun måtte ud af huset, inden han pustede sig op igen. Louise sad og drak juice. Hun rejste sig hurtigt, og hun gennede hende hen imod døren og åbnede den og skubbede hende ud og smækkede døren i efter sig, med en voldsomhed, der undrede hende. Hun havde gjort det. Hun stod rystende og stirrede fraværende på Louise og blev langsomt nærværende. Hun greb Louises hånd. Kom, så går vi.

113 113 Tavsheden var betydningsfuld. Hun mærkede varmen fra Louises hånd, og hendes hjerte begyndte at falde til ro. Hun standsede. Jeg fik sagt, at jeg vil skilles. Det var ikke så meget, men jeg var bange. Jeg hørte dig. Du var modig. Lyttede du? Det er klart, jeg gjorde. Jeg stod parat neden for trappen med brandslangen. Pludselig kunne hun ikke rumme mere. Hun lagde hovedet bagover og lo højt og gispende, mens tårerne løb ned ad hendes kinder. Jeg gjorde det! Det ved gud du gjorde. Du trynede ham, Hannah. Det er sgu lige før, jeg får respekt for dig. Louise smilede skævt til hende. Respekt gav en varm fornemmelse. Der var tusinde ting, hun ville have sagt til Simon, men hun havde sagt det vigtigste. Han betød ikke så meget, og for eftertiden måtte han nøjes med at smide rundt med brevpressere. Han var komisk. Hun havde været rædselsslagen, men hendes blod flød for en gangs skyld varmt og rødt rundt i kroppen, og hun havde en fremtid. Selvfølgeligt havde hun det. Hun tog Louise under armen og så ned på hende. Vil du ringe til advokaten, når vi kommer hjem? Er allerede sket, min ven. Jeg stolede oven i købet så meget på dig, at jeg har lagt en flaske skum på køl. Louises overstadighed varmede, men hvordan ville hun reagere, når hun hørte resten? Louise, der er også noget andet. Louise standsede og vendte sig brat om mod hende. Har du allerede fortrudt? Nej, nej, men Hun holdt hånden frem. Det var begyndt at dryppe, men Louise bemærkede det ikke. Det regner! Hvad så! Jeg vil gerne vente, indtil vi er kommet hjem. Ok, men jeg glemmer det ikke. De var blevet drivvåde, inden de nåede hjem og besluttede, at de ligeså godt kunne tage nattøj på, inden de spiste. Hun havde dækket i køkkenet. Maden var blevet hendes gebet; hun havde fået Louise til at spise lidt om morgenen, inden hun gik i gang med sit arbejde. Det gav hende en følelse af at være til gavn og en slags balance i deres venskab. Der var så lidt hun kunne gøre, men at føre hus var hun ekspert i, selvom Rasmussen havde gjort hende næsten overflødig i Simons hus. Her blev hendes indsats påskønnet. Louise var nærmest rørende taknemmelig, når maden stod på bordet, og de værste nullermænd endte i støvsugeren. Hvis hun flyttede ind, kunne hun fortsætte med at hjælpe Louise, hvis

114 114 Jeg tror, jeg vil besøge min mor i morgen. Der er nogle penge fra min farmor stakkels far! Hvad mener du med stakkels far? Det var det, jeg ville fortælle dig. Hun så fra køkkenvinduet, der var mat af regn, til Louise der så opmærksomt på hende. Hvad ville hun tænke? Ville hendes nyvundne respekt for hende forsvinde? Hun mærkede, at hendes øjne løb til og snøftede en gang. Jo altså Det er svært, Louise, men jeg skal nok Simon og min mor havde et forhold, da jeg mødte ham. Hun lød stakåndet og heden steg fra hendes hals til kinderne, der blev glohede. Hun kunne næsten ikke fastholde Louises forbløffede blik. Jeg har næsten lige fået det at vide. Min mor fortalte mig det, og jeg ville konfrontere Simon med det, men jeg turde ikke. Jamen kæreste dog! Jeg er målløs. Ja, det kan jeg godt forstå. Jeg fik et chok og gik i panik; vidste ikke rigtigt, hvad jeg foretog mig; jo, vidste det, men stod nærmest udenfor mig selv og så tydeligt Simon og min mor det var så ækelt. Hun skuttede sig og tog en cigaret. Hendes hænder skælvede, og Louise skyndte sig at tænde for hende. Hun inhalerede og pustede ud. Hvad er det dog for noget, du har levet i? Det er så pinligt at tale om? Det må i hvert tilfælde være pinefuldt for dig, stakkels menneske. Louises medfølelse gjorde smerten næsten uudholdelig, og hun mærkede, at hun ikke skulle tale ret meget mere om det, hvis hun ikke skulle bryde sammen. Det var ligesom om følelserne var for voldsomme og krydsede hinanden og skabte en slags kortslutning i hendes trætte hjerne. Hun inhalerede. Louise, jeg vil vide noget mere. Min mor er nødt til at fortælle hele sandheden nu. Jeg tør godt udfritte hende, når jeg ved, at jeg kan komme hjem til dig bagefter, men jeg kan ikke mere lige nu. Hele mit ægteskab har åbenbart været en farce. Hun greb Louise i armen. Hvad tænker du på? Jeg tænker på, at jeg kunne vride halsen om på de to mennesker. Hvad er din mor dog for et menneske? Det er ikke hendes utroskab eller aldersforskellen eller den slags, jeg tænker på. Det sker hele tiden, men jeg kan ikke forlige moderrollen med hendes opførsel. Hendes og Simons gemene spil. De gav dig ikke en chance. Kunne du virkelig ikke fornemme, at der var noget galt? Hvad med respekten nu, Louise? Foragter du mig? Skråt op med respekten. Jeg holder af dig. For helvede, du var kun et stort, umodent barn! Louise accepterede hende. Respekten måtte komme med tiden. Trætheden var ved at vælte hende omkuld, og hun var lidt svimmel, men det gjorde ikke

115 115 noget. Hvis hun ville sove, kunne hun gå ind på værelset og lægge sig, uden at være bange. Vist havde hun kun lige fået hul på bylden, og materien sad der stadigvæk, men i løbet af nogle ganske få dage havde hun foretaget sig ting, hun for ganske kort tid siden ville have troet umulige. Det rakte lige nu. Louise, jeg er udmattet! Jeg lægger mig lidt.

116 Et kort øjeblik havde hun haft på fornemmelsen, at moderen opførte sig anderledes, end hun plejede, da hun tog imod hende i døren, men det måtte have været ønsketænkning. Hun havde bildt sig ind, at der var en slags blødhed i moderens ellers stærkt kontrollerede attituder, og hun havde været ved at række armene frem, men lod dem falde, da moderen krydsede sine foran brystet. Øjeblikket var forpasset, hvis der overhovedet havde været et øjeblik. Jeg har dækket i haven. Moderen lød som hun plejede og fik selv en almindelig opfordring til at lyde som en ordre. Hun sukkede lydløst og så sig selv udefra traske lydigt efter den gamle kvinde ud til det korrekt dækkede bord, der virkede livløst sammenlignet med Louises. Den svagt rosa dug og porcelænet med blå blomst matchede, og krystalglassene glimtede i solen, men det nyttede ingenting. Stemningen ved moderens kaffeborde var næsten givet på forhånd. Hun var kaffetørstig, men kaffe kunne også betyde, at moderen havde en undskyldning for at bælle cognac i sig, og hun kunne ikke tåle spiritus. Når hun genkaldte sig disse utallige seancer, med moderen i hovedrollen, var de næsten altid endt med, at hun blev fuld og delte uforskammetheder ud. Anders havde sikkert ret. Hun drak. Mor, jeg har taget en dejlig hvidvin med. Ville det ikke være rart med et glas, imens den er kold? Udmærket. Henter du glas? Moderens første rolle var fornem - frue - venter - med - benene - samlet til - siden - og - hænderne - let foldede - i - skødet. Det havde hun egentlig aldrig lagt mærke til tidligere, måske fordi hun var blevet opdraget til at kopiere denne attitude til fuldkommenhed. Hun savnede Louises ben midt i krystallerne. Hun gik ind i spisestuen og åbnede buffeten, med den eksotiske duft, der mindede hende om faderen, når han grinende så hende pakke gaver ud, og tog et par glas. Både moderen og hun selv var på vagt, men hvis hun prøvede at sænke paraderne, Louises udtryk; hun manglede hendes styrke, kunne de måske komme til en slags forståelse. Hun gik ud og satte sig og trak hvidvinen op og skænkede og var hele tiden bevidst om moderens falkeblik, der næsten kunne tvinge hende til at spilde på

117 117 dugen. Det var latterligt. Hver gang hun var sammen med moderen, opførte hun sig næsten tvangsmæssigt klodset. Hun prøvede at fortrænge det pludselige skarpsyn, samværet med Louise havde givet hende, og fremtvang en forsonende grimasse, men moderen lod sig ikke charmere; hun brugte sit gamle kneb med at sidde musestille og tavs, og de eneste lyde, der sprængte stilheden var fuglefløjt og kvidren. Hun mærkede sin sædvanlige spændingshovedpine, men forsøgte at bevare roen og prøvede at fange moderens blik. Moderen undveg, og hun opgav. Hvordan lærte du Simon at kende? Det havde været hendes mening at lyde venlig, men hendes stemme var skarp og forurettet og fik det til at gibbe i moderen, der spildte en dråbe vin på sin lyse silkebluse og satte glasset fra sig med et smæld. Jeg traf ham på en restaurant. Restaurant? Hvordan? Han trak, og jeg tog ham med hjem og betalte for hans ydelser. Chokket fik hende til at blusse, og hendes hænder blev kolde og stive. Hun stirrede på moderens furede ansigt, der havde forskubbet sig, og kastede hovedet bagover og skraldgrinede og kunne ikke holde op. Simon prostitueret og moderen på rov; det var forrykt. Hun mærkede tårerne løbe nedad sine kinder. Hold op med det hysteri, Hannah! Du spurgte. Der er ingen formildende omstændigheder. Jeg betalte også det meste af hans underhold, mens hans læste. Hvordan i alverden troede du, at han havde råd til det liv han førte sammen med dig? Tåbelige pigebarn. Alle din farmors og fars eventyr. Den fremmede kvinde spyttede ordene ud med et grimt drag om munden. Hun havde lyst til at slå munden og få den til at tie. Du kendte hans baggrund. Han kom fra ingenting. Da han havde udsuget mig, ville han have dig. Kvinden blev ved; borede pile ind, der brændte uudholdeligt. Du skal ikke sige et eneste ondt ord om far og farmor. Hun stod foran moderen og så bestyrtet på sin højre hånd, der sved og videre hen på moderen, der sad helt stille med et mørkerødt mærke på sin venstre kind. Hun rakte ud efter hende. Undskyld mor. Det skulle jeg ikke have gjort. Det gik så hurtigt. Hun sank ned foran moderen og prøvede at tage hendes hænder, men moderen rykkede væk. Det havde hun altid gjort. Sæt dig over, Hannah. Jeg havde fortjent det. Hun rejste sig sløvt og gik hen og satte sig i stolen og anede ikke, hvad hun skulle gøre. Moderen sad stadig rank med et besynderligt udtryk i øjnene, hun ikke kunne tyde. Hun stirrede på hendes kind. Hun hadede Simon, og hun havde slået sin mor. Hun var ligesom dem. Sig noget mor! Hvad var det du sagde om Simon? Det hørte du vist godt.

118 118 Moderen tog langsomt en cigaret fra sølvetuiet, Simon og hun havde foræret faderen til hans tres års fødselsdag, hans sidste, og tændte med guldlighteren, de havde foræret hende til hendes tresårs og tog det lille, fine glas og tømte det i en mundfuld og tog flasken og fyldte det igen. Hendes bevægelser var genkendelige fra utallige andre gange, men kvinden med den røde kind var fremmed. Det her er på en måde en lettelse. Jeg har båret rundt på den hemmelighed alt for mange år, men jeg havde ingen at betro mig til. Hvis du ønsker hævn, kan jeg godt fortælle dig, at jeg har fået min straf. En slags livsvarigt fængsel. Jeg kan ikke undskylde mine handlinger, men jeg har lov til at komme med en forklaring. Ønskede hun hævn? Hun stirrede på uhyret, der havde sat hende i verden. Hun anede ikke om hun ønskede hævn, men når hun havde fået det hun var kommet for, ønskede hun aldrig at se moderen igen. Hvis det var hævn Der er nogle penge fra far. Jeg skal bruge dem nu. Penge! Der er ingen penge. Dem narrede Simon og jeg fra dig med en underskrift, da vi besøgte dig efter fødslen. Kan du ikke huske den glade familie på barselsgangen? Vi tænkte, at du ikke lagde mærke til en lille underskrift midt i al familieidyllen. Jeg beklager, og nu vil jeg ind og ligge. Moderen rejste sig brat og vaklende, men fandt balancen og stavrede stift forbi hende ind i huset, og hun sad tilbage ude af stand til helt at forstå. Kvalmen skyllede ind over hende. Hun bøjede sig forover og krampede i mellemgulvet og kastede op, og det ulækre, ildelugtende fluidum stod i kaskader udover moderens velplejede græsplæne. Solen havde bevæget sig. Hun måtte have siddet længe i haven. Hun tog en mundfuld hvidvin og prøvede at skylle den sure, ætsende fornemmelse ud af munden. Moderen havde trukket gardinerne for på første sal. Nu lå hun sikkert i den store ægteseng. Havde hun ligget i den sammen med Simon, mens faderen var væk? Hvor havde hun selv været? Noget tydede på, at Simons og moderens forhold fortsatte, efter at hun og Simon blev forlovet. Hun havde delt svedigt kød med moderen. Presset i tindingerne ville ikke forsvinde, men hun mærkede intet optræk til panik, kun lede. Ækle billeder af moderens nøgne, svedende krop i Simons arme og stumper af episoder fra fortiden passerede revy. Modbydelige billeder, hun ikke kunne slippe. Hvordan kunne en mor få over sit hjerte at bedrage sit barn på den måde? Hvordan havde Simon kunnet udnytte dem begge to så kynisk? Afpresseren Simon, trækkerdrengen Simon; hendes mand. Hun var en fiasko. Havde moderen været lige så betaget af ham, som hun var de første år? Det kunne undskylde hende. Nonsens. Intet kunne undskylde, at hun ikke havde advaret hende mod det uhyre. Slog han også moderen? Moderen havde slået hende. Den man elsker tugter man. Voldtægt var ikke sex, men magt og moderens slag var ikke kærlighed. Kunne hun dog blot skrabe de to mennesker ud af sin tilværelse; udslette dem fra sin bevidsthed og sit synsfelt.

119 119 Hun havde lyst til at gå, men hun havde stadig nogle spørgsmål, moderen skulle svare på. Når hun var blevet skilt fra Simon, kunne hun derimod vælge hverken at se dem mere eller sætte sine ben i sit barndomshjem, der til trods for alle de gode minder fra faderens tid, altid ville minde hende om, at det var kilden til hendes misrøgtede liv. Hun savnede Louises fornuft og Anders venlighed. Anders hørte til, inden hun blev hvirvlet ind i det modbydelige spind. Hvis hun så ham, ville dette vågne mareridt forsvinde. Hans hænder ville stryge mellemtiden væk, og hun ville genopstå, levende og ubesmittet. Anders, som hun havde set ned på fordi hans jakkeærmer var flossede, mens hun morede sig sammen med Simon, for sine egne penge. Hun havde fortjent dette her. Hun gik ind i køkkenet og skyllede munden og tændte en cigaret. Huset var dødstille, og hun blev grebet af barndommens angst for, hvad moderen kunne have fundet på. Hun styrtede modvilligt opad trappen og løb forpustet ind i moderens værelse. Moderen var gået i seng og lå med et vådt stykke over panden og øjnene og de gamle, rynkede arme over dynen; et ynkeligt syn, der sædvanligvis ville give hende dårlig samvittighed, men som pludseligt gjorde hende rasende. For hendes skyld kunne moderen lægge sig til at dø lige nu. Det ville være en lettelse; som at skrabe en kvast myg af huden. I barndommen havde hun været rædselsslagen, når moderen ikke rørte sig. Hun troede, at hun var død og tiggede hende om at tale, for faderen sejlede på de syv verdenshave og druknede måske, og hun var helt alene i verden, hvis moderen døde. Sommetider havde moderen låst soveværelsesdøren og ladet hende stå udenfor og banke forgæves på døren. Aldrig mere. Hun prikkede moderen på skulderen. Fortsatte dit forhold til Simon, efter vi var blevet forlovet? Moderen fjernede kluden og satte sig op. Hendes øjne var matte huler i det indfaldne ansigt. Hun var ældet i løbet af de sidste dage. Engang havde hun diet den kvindes bryster, og Simon havde kærtegnet dem. Ja; et stykke tid. Jeg tiggede og bad ham om at fortsætte. Jeg var besat af ham. Moderen havde ikke set på hende, og nu lagde hun sig ned igen med ryggen til hende. Afvisningen gjorde hende svimmel. Hvad med far? Hendes stemme dirrede, men hun blev ved. Det var moderen ikke vant til. Hun vendte sig om og mødte hendes blik. Din far? Det havde ikke noget at gøre med din far. Jeg holdt af din far. Han var en god mand. Du aner ikke noget om virkeligheden. Du har altid levet i en kokon. Amalie kendte mere til livet som elleveårig, end du gør nu. Mennesker som dig Hannah, opgiver man, og beskytter så godt man kan, mens man lever livet. Hvordan kunne moderen få sig selv til at tage ordet beskytte i sin mund? Beskyttede! Hvorfor fortalte du mig ikke sandheden?

120 120 Jeg var bange for at miste jer begge to. Simon var begyndt at true mig; han sagde, at han kunne få mig anklaget for barnerov. Det troede jeg ikke på, men latterliggøre mig, kunne han have gjort, og hvis du samtidigt vendte ryggen til mig, havde jeg slet ingenting; din bedstemor havde sine øjne på mig, og hvis din far ville skilles, endte jeg som konen i muddergrøften. For pokker, Hannah, jeg kæmpede for at overleve, jeg var syg efter Simon, og jeg håbede, at han eller du ville slå op, så han og jeg kunne fortsætte. Idiotisk. Simon var, hvor pengene var, og de var hos dig. Moderen skjulte sit ansigt i hænderne. Han nød at såre mig. Jeg er sikker på, at han blev ved med at begære mig, men hans grådighed var større. Betroelserne var afskyelige. Moderkærlighed eller kærlighed til Simon eller en mængde uidentificerbare følelser, der ikke havde med kærlighed at gøre. Det var det samme. Skaderne var uoprettelige. Slog han dig? Ja. Hvorfor fandt du dig i det? Jeg kunne lide det for pokker. Det var blandt andet det, jeg betalte ham for. Ordene kom langt væk fra. Hun var nærmest følelsesløs, da hun lukkede døren efter sig og gik ned til telefonen og ringede Louise op. Louise vil du hente mig? Hun stod parat og så på uret, da Louises gamle bil svingede rundt om hjørnet. Der var kun gået tyve minutter siden hun ringede, men hvert eneste minut havde føltes som en evighed, der pressede imod kroppen indefra. Louise dyttede en gang og standsede og lænede sig over mod passagersædet og åbnede døren. Du er grøn i ansigtet. Indvendigt er jeg rødglødende eller hvid af raseri eller sort som beg. Hun satte sig ind og spændte sikkerhedsselen, mens Louises blik brændte hendes kind, der måtte være ligbleg eller ildrød. Hun kunne ikke mærke det. Hun bed tænderne sammen. Nu kom spørgsmålene, men hvordan skulle hun nogensinde kunne fortælle et andet menneske det, hun havde hørt? Hvad så? Louises venlige stemme var næsten mere end hun kunne holde til. Hun begyndte at græde lydløst, og fandt sit lommetørklæde og pudsede næsen kraftigt og tog sine cigaretter. Må jeg ryge? Ja, naturligvis. Hannah, hvorfor er du lige pludselig så formel? Hun stirrede lige ud, uden rigtigt at se noget og sank sammen. Lad være med at se på mig, ikke? Jeg kører. Louise, jeg Hun rettede sig op og så ud ad sideruden, der var snavset. En dag ville hun vaske Louises bil, så hun sparede penge, eller bedre endnu. Hun ville forære

121 121 hende en vask, selvom hun måske fik et værre besvær med at få hende til at tage imod Hannah!? Simon var trækkerdreng, og min mor forlangte tæsk. Var det virkelig hende, der sagde det? Stemmen var lidt fremmed, men ordene kom ud af hendes mund. Hun vendte sig om imod Louise og ventede at se hendes ansigt udtrykke afsky, men hun lignede sig selv og koncentrerede sig helt dagligdags om kørslen. Sig noget Louise! Hun havde vist alligevel sagt for meget. Det var pokkers. Stakkels ven. Du har grund til at være chokeret Hvad føler du, Hannah? Det ved jeg ikke. Det var egentlig underligt, for hun var helt sikker på, at hvis Louise havde fortalt hende tilsvarende, ville hun være blevet vred. Det er underligt, ikke, at jeg ikke kan mærke, at jeg er vred? For det burde jeg da være, ikke? Det er måske lidt besynderligt, men lad være med at bilde dig ind, at du er underlig. Du reagerer blot på din helt personlige måde. Vreden kommer forhåbentlig. Du trænger til nogle ture i det muntre køkken. Hvad mener du? Du trænger til at slå noget i stykker. Og skrige. Louise lagde en hånd på hendes knæ. Du trænger til at afreagere. Hvad mener du om min mors opførsel? Jeg mener, at det er utilgiveligt, at hun ikke fortalte sandheden dengang, men det vigtigste er, hvad du føler. Hvad med hendes tilbøjeligheder? De er en privatsag. Hannah, det er ikke altid det vigtigste hvad andre gør, men at du reagerer på en måde, du kan leve ordentligt med. Louise, hun er min mor! Jeg slog hende. Åh Gud, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hun skjulte ansigtet i hænderne. Louise trak ind til kantstenen og standsede bilen og lagde armen omkring hendes skuldre. Hannah, du handlede. Jeg kan ikke sige, at jeg synes det er rigtigt at slå på mennesker, men jeg kan godt forstå dig. Du sagde nej til det, din mor har gjort. Du tog ansvar for dig selv, selv om du ikke får ros af mig for måden, du gjorde det på. Hvordan ansvar? Jeg forstår ikke din snak om ansvar for sig selv. Jeg slog hende Louise! Ja, og det var ikke særlig smart af dig. Hensigtsmæssigt. Det ville sikkert have været bedre for dig, hvis du havde lært at sige ja og nej i rette tid. Kan du høre terapeuten? Når du slår din mor, skal du kæmpe med din dårlige samvittighed bagefter. Det er ikke sundt for dig.

122 122 Hvad ville du have gjort? Tja ideelt ville jeg have fortalt hende, at jeg afskyede hendes opførsel, og at jeg aldrig mere ville behandles på den måde; og måske være gået. I praksis ville jeg måske også have gokket hende én. Louise skar en grimasse, og hun kom til at fnise og mærkede, at Louises klovneri lettede presset lidt. Hun tændte en ny cigaret, og Louise rullede sit vindue ned. Hvad ville du gøre nu, hvis du var mig? Hannah, jeg er ikke dig. Hvad vil du gøre? Det ved jeg ikke. Nej, men det skal du finde ud af, og du kan få fred og ro til at finde ud af det hjemme hos mig. Du kan blive boende så længe, du har lyst. Ring til Amalie og fortæl, hvor du er, og hvis der er andre og så er der advokaten. Advokaten? Hende har jeg fuldstændig glemt. Det må du undskylde. Hun var et kæmpefjols. Louise gjorde sig ulejlighed for hendes skyld, og hun glemte aftalen. Undskyld Louise. Jeg er et utaknemmeligt skarn! Alt forladt. Jeg har fået en ny tid til dig om et par dage, og så holder jeg dig i snor, indtil du lærer, at din udeblivelse går mest ud over dig selv. Er du klar til at køre igen? Jeg trænger sgu til en whisky. Tak for hjælpen Louise. Hun lænede sig tilbage i sædet og lukkede øjnene. Udmattelsen havde tag i hende, men det var ikke så slemt. Hun sad ved siden af sin ven, og det skulle nok gå alt sammen. Hvordan kan du holde mig ud, Louise? Det er let min ven Du klokker ikke velovervejet i det. Jeg tror, der er håb for dig, Hannah. Når du har lært at lytte til dig selv og bruge din sunde fornuft, er du så god som ny. Så god som ny? Det lød besnærende, men hvordan i alverden kunne hun blive ny, når hun åbenbart ikke vidste, hvem den gamle var? Louise var så dagklar og mente det godt, men hun kunne ikke vide, hvordan muldvarper levede. Når hun sad her og tænkte tilbage på alle årene, havde hun levet i formørkelse, og hun kunne ikke huske væsentlige lyspunkter, selv om der måtte have været nogle. Alle mennesker måtte have gode stunder; ellers døde de. Naturligvis havde der været glade stunder. Amalie havde været og var stadig et lyspunkt, og hun elskede hende, og forleden dag havde hun sagt, at hun var en kærlig mor, selvom hun også havde været så fraværende, at Amalie havde måttet søge nærhed hos sin farmor. Hvor meget vidste Amalie? Hun måtte tale med hende. Louise stillede sit hus til rådighed. De ville kunne tale roligt sammen, uden Simons ånde i nakken. Louise, jeg vil gerne invitere Amalie. Jeg bliver så bange, når jeg tænker på, hvad hun har gået igennem. Hun siger, jeg er en god mor, men jeg ved snart ikke. Amalie elsker dig Hannah, og hun taler også oprigtigt pænt om dig.

123 123 Hvor ved du det fra? Du ved da, at hun er kommet jævnligt hjemme hos os gennem årene, og hendes følelser for familien holdt jo ikke op, selvom vi ikke sås. Hun rykkede lidt væk. Louise havde hemmeligheder for hende. Hun var udenfor. Amalie havde brugt Louise, og de havde lukket hende ude. Hun mærkede skinsygen og skammede sig. Hun burde være glad for, at Amalie ikke havde været ligeså ensom, som hun selv havde været, men Louise kunne godt havde fortalt hende det. Havde hun prøvet at tage Amalie fra hende? Man skulle tro, at Louise havde nok i sine egne børn. Hvorfor ved jeg ikke noget om det? Det ved jeg ikke. Har Amalie ikke sagt noget? Nej. Aldrig nogensinde! Hun mærkede tårerne presse i næsen. Hun var ensom og udenfor. Louise var alligevel ikke til at stole på, når det kom til stykket. Hannah! Ja. Hvad tænker du på? Ikke på noget vigtigt. Det er løgn! Løgn? Mener du, jeg lyver? Ja, vist lyver du; så det driver. Jeg kan mærke fugten helt herover. Du er ikke billig, hvad? Det håber jeg ikke. Fortæl, hvad du følte, da jeg fortalte dig om mit fortrolige forhold til Amalie. Giv dig selv en chance. Chance? Hvad mener du? Du har lige fortalt mig, at du taler med Amalie, om mig, og jeg ved ingenting. Hvorfor ved jeg ingenting? Det er ikke fair. Hvorfor i alverden er det unfair? Fortæl mig det! Skal du bestemme, hvem Amalie taler med? Er du jaloux? Amalie er desuden Pernilles veninde. Meget gode veninde. Er hun det? Det vidste jeg ikke. Nej kære. Jeg tror det er en god ide at tale med pigen. Ring du til hende og få hende over. Louise, jeg er jaloux og jeg skammer mig over det. Så har du et problem, ikke? Ved du hvad Hannah, jeg er blevet klar over, at jeg er nødt til at møde andre mennesker med en smule tillid, selvom jeg kan risikere at blive skuffet. Det nytter ikke noget, at jeg trækker mig tilbage, hvis folk agerer anderledes, end jeg har forventet. Det er uholdbart, og forhold er sgu ikke alt eller intet. Blandede følelser er tilladte. Forstår du hvad jeg siger? Nej. Undskyld, jeg trætter dig. Hold op med dine undskyldninger og skuffede forventninger og brug kræfterne til at finde ud af, hvem du er, og glem et øjeblik hvordan andre er. Du kan højst sandsynlig ikke forandre dem, kun finde ud af, om du kan holde dem ud.

124 124 Louises ord føltes næsten som slag, og hun krympede sig. Situationen var forfærdelig ubehagelig. Hun frøs og hun var flov, og nu var Louise skuffet over hende. Hun gjorde alting forkert. Hvad skulle det ende med alt sammen? Hun blev aldrig et rigtigt menneske, andre mennesker kunne tage alvorligt. Er du skuffet over mig? Nej for pokker, men det tror du, jeg er, og så kan jeg egentlig kun trække følehornene til mig, og beskytte mig imod dine forestillinger. Skulle vi ikke snakke om noget andet et øjeblik? Hun forstod ikke alle Louises ord. Hun passede hele tiden på, hvad hun sagde, bortset fra før med Amalie. Hun skulle have holdt sin mund. Hvad i alverden kunne hun gøre for at få Louise i godt humør igen? Hvad tænkte hun om hende netop nu? Der var ikke noget særligt udtryk i hendes ansigt. Hun koncentrerede sig om kørslen. Var hun skuffet over Louise? Det kunne hun ikke tillade sig, efter alt det Louise havde gjort for hende. Det var dybt utaknemmeligt. Hun var utilpas, for skuffelsen sad i hende uanset hvad den ville ikke forsvinde. Det letteste ville være, at hun selv forsvandt. Ja, hun var skuffet over, at Louise havde holdt hende udenfor, men hun kunne jo ikke bestemme over Louise. Hun kunne tale med hvem som helst, og hvis hun var skuffet over hende betød det, at hun ville bestemme over hende. Hun ville have Louise til at underlægge sig hende, som hun selv var underlagt andre mennesker. Hun stirrede på kvinden ved siden af sig og fik varmen igen. Hun lo. Louise, jeg var og er skuffet og jaloux og jeg har lov til at være det, men min skuffelse siger ikke noget om dig heller ikke, hvis du havde gjort noget jeg var lykkelig for. Er det sådan? Der er vist ved at gå en prås op for dig. Det er sådan vi arbejder i selvhjælpsgrupperne, men du er nu kvikkere end de fleste. Tror du, jeg ville have nytte af sådan gruppe? Du har allerede svaret, ikke? Louise så drillende på hende. Hun havde virkelig blandede følelser for hende i øjeblikket, men verden gik tilsyneladende ikke under af den grund. Er det så enkelt? Jeg kan love dig for, at det er svært for de allerfleste. Skinsygen sad stadig og gnavede, men nu vidste hun i hvert tilfælde, at det var hende selv, der kunne forandre følelsen, og det var på en måde betryggende. Hun bestemte og var ikke afhængig af andres tilladelse. Hun trak vejret dybt, og Louise skævede til hende. Louise? Ja? Vil du tage med mig hjem en af de første dage? Jeg skal hente nogle ting. Til enhver tid.

125 Garagedøren var åben og bilen væk, men det behøvede ikke at betyde at Simon var det. Han havde præsteret at parkere et andet sted for at overraske hende. Engang havde hun betragtet det som noget positivt. Hun trak vejret dybt og låste op og stod et øjeblik på dørtrinet og vejrede, men hun var næsten sikker på, at han var ude, og desuden ville Louise komme om lidt. Hun gik ind, men lod døren stå på klem. Huset lugtede hengemt. Hun måtte hellere lufte godt ud, inden hun gik. Simon var en gris, men det vidste kun hun. Han så altid ulastelig ud, inden han forlod huset. Hun gik en runde og åbnede vinduerne og lod alle dørene stå på vid gab. Der var ikke meget vind, men det var bedre end ingenting. Hun længtes pludselig efter en voldsom efterårsstorm, med blæst, der ruskede i træerne. Hun elskede de drivende, forrevne skyer henover himlen og suset i træerne. Nu kunne hun gå ud, uden at skulle forklare eller forsvare sine følelser; om ikke så længe ville hun kunne gå ud af sin egen dør, uden at skulle spørge om lov. Trappen var grålig af støv, og nullermændene, der havde samlet sig i hjørnerne, bevægede sig dovent i lyset. Skulle hun vaske den? Nej hun ville ikke. Det var lettere at forlade et snavset hus. Hun nåede op. Døren til hulen stod åben. Hun stirrede opgivende på papirer og kosmetik, der lå spredt overalt. Han havde skrevet luder henover spejlet. Hvor blev Louise af? Hun bed tænderne sammen og hoppede over drengestregerne hen til skabet og hev tøj ud på må og få og proppede det ned i sin weekendtaske og gik forbi Simons dør, der var lukket, ud på badeværelset og fyldte sin store toilettaske med det mest nødvendige. Hele hendes krop kløede og brændte. Hun havde lyst til at styrte væk, men hun blev. Han skulle aldrig mere få lov til at tyrannisere hende. Aldrig mere. Hoveddøren knirkede svagt, og hun frøs fast. Hvis det var Simon Louise Hun snappede efter vejret og mærkede panikken. Louise? Ja, så er jeg her. Hun registrerede den våde, varme nedad lårene. Herregud, hun stod og tissede. Det skulle Louise ikke se. Hun lukkede badeværelsedøren og trak trusserne af og skyllede dem hurtigt op og tørrede gulvet. For sidste gang. Hun åbnede døre og så Louise stå i døren ind til ødelæggelsen. Hvad mener du? Han er sgu desperat. Har du et fotografiapparat? Ja, hvorfor? Jeg synes, hans kunstværk skal foreviges. Det kan man da ikke, Louise? Selvfølgelig kan man det. Vil du skåne hans sarte sind?

126 126 Nej, men nu har du set det. Jeg indrettede hulen for nogle dage siden. Det er Amalies gamle værelse. Jeg trængte til mit eget. Det har han åbenbart ikke kunnet acceptere. Han vil kyse dig. Plejer han at gøre sådan noget? Nej, det er sjældent. Han er normalt øm over ting. Hun bøjede sig og samlede billedet med Anders, Simon og hende op. Det er Anders. Hun blev varm i kinderne, da Louise så på hende. Det er gået op for mig, at jeg var glad i den korte periode, jeg kendte ham, men han var så anderledes. Simon var ligesom min mor. Hvis jeg havde fået Anders, var mit liv blevet et andet. Det var det ganske givet, men det var måske ikke blevet bedre. Det kan du ikke vide. Det nytter ikke at tænke sådan. Hver gang jeg begynder at tænke i de baner, bliver jeg deprimeret. Det eneste man kan gøre, er at prøve at leve ved siden af det, der er sket, uden at lade det æde sig op. Jeg har tygget min fortid godt igennem og har fordøjet det meste. Slaggerne må jeg leve med; helst uden at blive kvalt. Louises dybe suk gav hende lyst til at beskytte hende. Du har haft et hårdt liv, Louise. Ja, det ved den søde grød, jeg har, og det har de fleste. Lad os få pakket og komme væk. Vi tager noget mad i fryseren. Rasmussen har fyldt op til dårlige tider. Jeg laver mad til dig i aften. Hun så rundt i det raserede rum og vidste, at hun aldrig ville føle sig hjemme i det hus mere. Det undrede hende, at hun for bare en uge siden ville gøre næsten alt for at beholde det. Tid var ubegribelig og afhængig af følelser. Fortiden og nutiden udløste skræmmebilleder, hun fik mareridt af, mens fremtiden Selvom hun var bange, ville hun gå med åbne øjne, på sine to stærke ben ind i fremtiden og prøve at fordøje fortiden, ligesom Louise havde gjort. De gik ned i køkkenet, og hun kunne ikke lade være med at sammenligne det med Louises hyggelige. Hun havde altid følt sig som gæst her. Når hun fik sit eget, ville hun indrette det efter alle kunstens regler og fylde det med dufte og farver. Hun ville lave dejlig mad, hun selv havde valgt, til sine venner, uden at være bange. Det er besynderligt, at du tænker på mad, når du er så bange? Er det? Hun tømte fryseren. Kom Louise; nu går vi. Hun lå i en sort, ildelugtende brønd med glatte, stejle sider, og hun ville op og havde brug for kræfter, men den forfærdelige træthed ville ikke forlade hende. Louise råbte til hende, men hun forstod ikke, hvad hun sagde, og hun havde ikke kræfter til at løfte armene, så Louise kunne få fat i hende. Det slimede vand steg langsomt og ubønhørligt, og hun var lammet, og hendes liv var ingenting værd. Vandet nærmede sig hendes mund og næse, og hun kunne ikke få luft, og Simon lo og lo, og hun blev kvalt.

127 127 Hun skreg og vågnede og så forvildet op i Louises venlige ansigt. Hun kunne ikke bevæge sig, men hun mærkede, at hun var klistret af sved. Drømmens krogede fingre greb stadig ud efter hende. Hun var så tørstig. Hendes mund var slimet og halsen gjorde ondt. Hun fulgte Louises bevægelser, da hun hældte klart vand i et skinnende glas, der glimtede gult i lyset, og satte det til hendes læber, og hun drak nogle små slurke, der var ved at kvæle hende. Vand. Drukne. Reddet. Drømmen løsnede sit tag i hende. Hun satte sig halvt op i sengen og forsøgte at smile, men skar ansigt. Louise tog hendes hånd. Mareridt? Ja. Lettelsen over at have Louise i værelset og dagslyset, der strømmede ind gennem det åbne vindue, løsnede hendes lemmer, og tungen lystrede. Jeg har drømt meget den senere tid, især hvis jeg sover om dagen. Kan du huske, hvad du drømte? Nej, ikke rigtigt, men det var ækelt og kvælende. Jeg har stadig en ubehagelig fornemmelse af katastrofe. Jeg er vist lidt overspændt. Jeg kommer op nu. Tak for hjælpen Louise. Er det værste overstået? Louises omsorg gjorde hende næsten flov. Hun måtte berolige hende. Ja, jeg klarer mig nu. Louise forlod værelset, og hun stod op og gik usikkert hen til vinduet og lod blæsten køle sit ansigt. Hun havde været ved at drukne og udmattelsen sad stadig i knoglerne. Hvis hun lagde sig et øjeblik nej, hun måtte prøve at bryde med de gamle vaner. Louise stod på pinde for hende, og hvis hun lagde sig til at sove, ville Louise måske tro, at hun ikke værdsatte det, hun gjorde for hende. Hun havde afbrudt Louise. Det mindste kun kunne gøre, var at lave mad i aften, så Louise kunne koncentrere sig om sit arbejde. Hannah sov nu, og det var hende vel undt. Hun havde fået det ene chok efter det andet de sidste dage. Da hun hentede hende hos hendes mor, havde hun knapt kunne stå på sine ben, på vej ud i bilen, og det havde været svært at forstå, hvad hun rablede af sig, mens hun sad stivnet på sædet og knugede sine hænder så hårdt sammen, at hun havde krampe, da de nåede hjem. Hun havde fået hende til at lægge sig straks, men tre gange stod hun i stuedøren og stirrede på hende med åben mund, selvom hun ikke sagde en lyd, og det var først da hun fik hende til at tage en afslapningspille, at det lykkedes hende at få hende til at blive liggende, og hun blev siddende hos hende, indtil hun var faldet i søvn. Og i dag. Simon var farlig; det var hun ikke i tvivl om, og han vidste, hvor Hannah var. Måske skulle de få politihold. Hun var heller ikke selv sikret mod hans overgreb, og hun var mere urolig, end hun lod Hannah vide. De måtte huske at lukke og låse om natten.

128 128 Hun havde alt i alt forfærdeligt ondt af Hannah og ville gerne have kunnet trylle hendes smerte væk, men i virkeligheden var der ikke så meget andet hun kunne gøre, end at være på pletten, når hun havde brug for at tale; arbejdet var og blev Hannahs. Hun tog sine briller af og gned øjnene og strakte sig. Hun var begyndt at få hold over lænden, når hun sad for længe ved computeren eller var anspændt længere tid ad gangen. Måske kunne hun bede Hannah om at give sig en omgang massage; hun havde helende hænder; og det var vigtigt at fremhæve alt, hvad der kunne give hende noget selvværd. Hvad med hende selv? Hun havde svært ved at koncentrere sig om brevene, selvom de, når det kom til stykket, var dem hun skulle leve af, og de stakkels mennesker ventede på hendes gode råd. Hannahs situation åd sig langsomt ind på hende; akkurat som hun havde frygtet. Det var næsten umuligt at slå bremserne i og se sin bedste ungdomsveninde fare durk ned i helvede. Hannah stod ved kanten nu, men det havde hun gjort før, efterladende sine omgivelser i noget der lignede kaos, mens hun endnu engang tog Simons parti og nærmest betragtede hjælpen udefra, specielt hendes, som en slags indblanding. Simon havde stadig stor magt over hende, men det kunne være, at hendes frygtelige eftermiddag hos moderen, hvor hun havde oplevet, at den sidste rest af hendes grundlag var skredet, ville betyde et gennembrud. Det håbede hun inderligt, for ellers blev hun nødt til at bakke ud ligesom sidst. Hvis Hannah viste tegn på en forsoning med Simon, ville hun gøre det. Hun slukkede computeren og gik ud i køkkenet. Hannah havde sagt i morges, at hun ville lave aftensmad; det betød meget for hende at kunne gøre noget som tak for husly, men hun ville ikke vække hende. Hun havde brug for søvn. Det var sgu svært at balancere. Skriget var skarpt. Hun tabte en tallerken på gulvet, men skrævede henover skårene og styrtede ind i værelset. Så, så Hannah. Små slag. Det er bare mig. Hannah åbnede øjnene og så det kendte ansigt og sine arme, der fægtede i luften. Louise lagde en hånd på hendes kind, og hun greb den. Louise gjorde sig blidt fri. Der er mad i haven om et kvarter. Hun satte sig brat op og tog sig til hovedet. Åh Louise, jeg skulle have lavet middagsmad til dig. Jeg må være faldet i søvn igen. Det må du undskylde. Louise skar en grimasse. Fandens oldemor døde af dem undskyldningerne. Du har som end befundet dig i Morfeus arme i tre timer. Du sloges for at komme fri. Mere drøm? Ja, det var det vel. Tre timer! Louise gik tilbage til køkkenet og skramlede med potter og pander. Det var en hyggelig, beroligende lyd, men det var hende, der skulle have tilberedt et

129 129 udsøgt måltid, som tak til Louise for alt det, hun havde gjort for hende. Hun gik sukkende ud i badeværelset og betragtede sit forsovede ansigt i spejlet. Hun var ikke meget bevendt. Hun sov bare eller beklagede sig. Hun åbnede for den kolde hane og pøsede vand i ansigtet og vaskede hænder. Stegelugten nåede ind til hende og gav hende kvalme, selv om Louises frikadeller var ligeså gode som bedstemoderens. Louise havde rutinen. Hun havde altid stegt bjerge af frikadeller, når hun havde gæster. Og kold kartoffelsalat. Det var billig mad og velset, sagde hun og jonglerede med det store lerfad, der egentlig var til at ælte dej i. Louise havde mange gæster dengang. Huset var samlingspunkt, for Paul havde været lige så udadvendt som hende. Mon hun stadig festede? Sikkert. Hun kunne ikke forestille sig Louises hus livløst, ligesom Simons, der kun illuderede liv en sjælden gang, når han holdt et af sine krampagtige selskaber og tilførte huset kunstigt åndedræt! Hun ville aldrig tilbage til huset, uanset hvad der skete. Simon kunne overtage pralværelserne, hvis han gav hende nok til en ny bolig, enten hos Louise, helst hos Louise, eller et andet sted; måske på Christianshavn. Bedstemoderens penge var væk, men Louise sagde, at hun vel havde krav på en erkendtlighed efter mange års tro tjeneste. Så er der serveret madame! Havebordet var smukt dækket med det elfenbensfarvede fajancestel med blå kant fra Louises mormor. Tallerkenerne stod godt til den let falmede olivengrønne dug. Hun havde stoppet de svagt blå servietter ned i vinglassene. Louise havde aldrig haft tålmodighed til at lære at folde servietter, og hun slap godt fra det. Solen stod lavt, og lys og skygge lå skråt, svalende henover sceneriet. Hun havde altid holdt mest af denne tid på dagen. Hun gik ind i køkkenet, hvor Louise stod med blussende kinder. Er der noget, jeg kan hjælpe med? Ja. Du kan trække rødvinen op, så kommer jeg ud med maden. Maden var god og rigelig. Louise øsede op på sin tallerken og begyndte at spise og kom med små sjove lyde; en vane, de ofte havde moret sig over. Hun stirrede ublu og fascineret på hende. Det var livgivende at se et menneske spise mad for alvor og ikke sidde med spids mund og nippe forbeholdent til den. Hun tænkte med ubehag på rækken af fornægtende, afpillede kvinder, hun havde spist sammen med i tidens løb. Spis nu, Hannah. Det er Prebens frikadelleopskrift. Han eksperimenterede med forskellige grøntsager i farsen. I aften er det reven gulerod, hakket spinat, løg og hvidløg. Ja tak. Hendes mave gjorde oprør, men hun øsede en lille portion op og tog en mundfuld, for ikke at virke uhøflig og alt for utaknemmelig, og opdagede, hvor sulten hun var. Hun åd nærmest om kap med Louise, der blinkede til hende. Hun tog sit glas.

130 130 Tak Louise. Hendes øjne løb i vand, men Louise ignorerede det og lænede sig tilbage i stolen og bøvsede, og inden hun vidste af det, sad de og lo tøset. Hun elskede hende. Velbekomme, min ven. Nu skal vi have kaffe og cognac. Nu skal jeg vaske op og lave kaffe. Hun sprang op, men Louise så alvorligt på hende og skubbede hende tilbage i stolen. Sæt dig Hannah! Hør nu her! Du er rekonvalescent i dag. Du må gerne hjælpe med at tage ud af bordet, men du skal ikke gøre gengæld, i hvert tilfælde ikke lige nu og her. Jeg er din ven. Husk det! Jeg holder af dig. Louises søde ansigt og irettesættelsen rørte hende og følelserne pressede i halsen og måtte have lyd. Hun kunne ikke beherske sig, men bøjede sig forover og skjulte ansigtet i hænderne og begyndte at græde og mærkede Louises arme omkring sig og hendes mund, der mumlede ord, hun ikke opfattede, men kunne høre var trøstende. Hun var et fjols og et klynkehoved. Hun tog servietten, Louise rakte hende, og pudsede næse og blev døv og måtte synke og grine. Hun slog armene om venindens mave og borede sit ansigt ind mod den og mindedes farmoderen, der altid havde stået parat, hvis det var muligt. Louise strøg hende over håret og frigjorde sig blidt. Gå nu ind og vask dit ansigt, så laver mor her kaffe imens. Louise smilede opmuntrende og gik, og hun så efter hende. Den slags mennesker fandtes også. Måske var det ikke så slemt alt sammen. Hun rejste sig og tog salatfadet og gik ind. Sommernattens tusmørke havde lagt sig over haven, og myggene summede omkring dem, uden respekt for myggelysene. Hun trak benene op under sig og dækkede dem med kjolen, og Louise pakkede sig ind i et tæppe. Cognacflasken var næsten tom, og de havde begge to en streg på. Det var længe siden, hun havde følt sig så virkelig. Holder du stadig improviserede fester? Ja, en gang imellem, men vi er efterhånden spredt for alle vinde og har hvert vores. Jeg ser en del til Ilse og Lars, men deres ægteskab knager. Jeg er ikke sikker på, de holder til sølvbrylluppet. Tom og Preben er døde af Aids. De nåede ikke at få gavn af den nye medicinske behandling. Er det sandt? Hvor sørgeligt. Jeg kan godt huske dem. De var meget forelskede i hinanden; Tom og Preben. Meget, men de var hiv positive, da de lærte hinanden at kende, og da Tom blev syg og døde, kunne Preben ikke komme over det. Han begik selvmord. Han kunne ikke holde ud at være alene, og han vidste hvilke pinsler, han skulle igennem Jeg savner dem. Det er en frygtelig sygdom. Du må høre mange ting i dit arbejde? Ikke så meget konkret sygdom, mere følelsesmæssige problemer. Hvilke problemer?

131 131 De samme problemer som altid; som vores. Ulykkelig forelskelse, utroskab, generationskløfter, den sexglade kone og sløve mand, eller arbejdsnarkomanen med den forsømte kone. Verden forandrer sig kun tilsyneladende. De fundamentale problemer er de samme, som da jeg var ung. Sommetider lidt smartere pakket ind, men de samme. Jeg oplever almindelige, anonyme menneskers verdenskriser hver dag. Og vold? Ja, der er også vold. Jeg råder altid ofrene til at forlade den voldelige partner. Han forandrer sig stort set kun til det værre, uanset hvad han lover. Louise så insisterende på hende; lidt for længe, men hun holdt hendes blik og tændte en cigaret. Hvordan kan du holde det ud? Alle de sørgelige ting hele tiden. Alle de gentagelser. De er ikke gentagelser. Når de skriver til mig, er de unikke og behøver ikke at tænke på gentagelser eller proportionsforvrængning. Et øjeblik er de, og deres ulykkelige situation, det vigtigste i hele verden, og jeg kan godt råde, hvis jeg holder mig det for øje hver gang, jeg åbner et brev; og svarene findes næsten altid i spørgsmålene. Jeg underbygger det, de allerede fornemmer eller ved, og så trøster jeg dem og fortæller, at deres tanker og følelser er gode nok. Jeg moraliserer for eksempel aldrig. Er det det du gør for mig nu, Louise? Du er vanskeligere at håndtere, min ven. Jeg er personligt involveret, og så mister jeg let min såkaldte objektivitet, selv om jeg prøver at lytte til det du siger og ikke til det, jeg drømmer om, du siger. Jeg vil gerne have dig ud af dit forbandede ægteskab, og jeg kan komme til at presse dig ud i noget, du ikke kan magte. Det sker ikke med mine pennevenner. Deres anonymitet beskytter dem mod mig. De behøver ikke at føle sig presset af mine svar. Du er meget glad for dit arbejde, ikke sandt? Det er jeg og de mennesker giver også mig noget. De sætter ind imellem ord på mine personlige problemer. Den dag jeg bliver arrogant og kynisk, holder jeg op. Jeg håber ikke, det sker. Jeg synes, du er et sjældent menneske, Louise. Jeg er så glad for at kende dig. Louise så væk; det virkede sårende, for det havde været hendes mening at glæde hende, men udtrykket i Louises ansigt gav hende nærmest en fornemmelse af at have sagt noget forkert. Tak, Hannah, men Louises lød træt, og det fik angsten, for at hun ville bede hende om at flytte, til at blusse op. Louise! Hendes stemme dirrede. Skål Hannah, for fremtiden, men du må ikke lægge dit liv i mine hænder.

132 132 Hun dukkede sig uvilkårligt og mærkede, at hendes kinder glødede. Hun havde det nøjagtigt på samme måde, som når moderen skammede hende ud. Var det sådan Louise så hende? Hun rankede sig. Nej, Louise. Louise så oprigtigt forbavset på hende, og det gik op for hende, at hun havde overreageret; der havde ikke været brod i Louises stemme; kun venlig opfordring til hende om at tage sig sammen. Hun måtte passe på ikke at se spøgelser. Hun smilede udglattende. Louise gengældte smilet, og hendes ansigt blev igen helt fortroligt, men hun lagde også mærke til, hvor træt hun så ud. Hvor havde hun sine tanker? Den dårlige samvittighed skyllede igennem hende, og ømheden for den lille kvinde fortrængte hendes egne bekymringer. Louise var hendes ven og venlig, men hun var kun et menneske, og selvom hun var rummeligere, end hun nogensinde kunne gøre sig håb om at blive, var hun godt på vej til at udmatte hende. Hun måtte passe på hende. Hun rakte angergivent hænderne frem. Louise, jeg misforstår dig ikke. Jeg ved, at du vil mit bedste. Louise nikkede, og de sad i tavshed overfor hinanden og nippede til deres drinks, men stilheden mellem dem var ikke ubehagelig. Louise havde trukket sit tæppe op omkring skuldrene og forsvandt næsten i stolen, og skyggerne i hendes ansigt gav hende et skær af venlig heks. Hvad mon hun selv lignede? De var ved at blive gamle, selvom de, eller i hvert tilfælde hun, opførte sig ligeså umodent som en uforstandig teenager. Det var overvældende at forestille sig, at hendes liv nogensinde skulle blive noget, der endte lykkeligt eller i hvert tilfælde tilfredst. Og Louise; hun fortjente én; en dejlig mand, der kunne tage sig af hende, når hun var slidt op. Louise, drømmer du? Jeg nyder den livgivende fred. Lyt engang til puslerierne. Instinkterne har sejret endnu engang. Unger alle vegne. De kan slet ikke lade være, dyrene. Tænk at være bevidstløst og ansvarsløst programmeret til det, vi andre kæmper med hele livet for at få til at lykkes. Hvordan går det med Paul? Det ved jeg ikke. På en måde orker jeg det ikke, og det gør han åbenbart heller ikke; ellers havde han nok taget sig sammen til at lade sig skille. Louises stemme dirrede vredt eller opgivende? Hun kunne ikke skelne hendes ansigtsudtryk. Louise, du må kunne få så mange. Ha! Du skulle snakke, og desuden hænger de attraktive ikke længere på træerne; dem der kan kapere en stærk kvinde. Ældre, stærk kvinde, nul mand. Du har måske en chance tilgiv mig Hannah; det var ondskabsfuldt. Ja; og Simon? Hvad med Simon? Hvad vil han have? Manden er syg i hovedet oveni sit almindelige forstokkede syn på kvindens plads, som han deler med enhver lidt gammeldags indstillet mand. Louise gjorde sig virkelig umage. Hun lo.

133 133 Louise, jeg er selv ude om det. Skål. Hvad forlanger du af en mand? Ups! Ikke småting. Giv mig en smøg! Louise! Bland dig udenom. Louise tændte og inhalerede, som den inkarnerede ryger, hun havde været, og pustede røgen ud med alle tegn på nydelse, og skoddede cigaretten med et suk. Jeg tør sgu ikke. Min astma. Hun hostede og tørrede sig om munden. Manden i mit liv? Jeg vil have en fuldgyldig plads i hans totale verdensbillede, og det kræver, at han også har noget mellem ørerne. Jeg bliver for eksempel liderlig af en god samtale og får måske lyst til at elske med manden, men jeg kan ikke holde en mand ud, der målrettet prøver at tale mig i seng. Gab! Forstår du? Og hvis jeg ikke kan få min åndelige orgasme, vil jeg i hvert tilfælde være lidenskabeligt forelsket og hinsides enhver fornuft. Jeg er ikke til hyggeknald eller lagengymnastik eller rendyrket, fejlfri SEX med minimalsnak. Du kan godt se, at jeg forlanger månen, ikke? Hun havde været lidenskabeligt forelsket i Simon engang. Hun sukkede. Simon har aldrig gidet finde ud af, hvem jeg er. Nej, det har han sgu ikke. Nå, min ven, jeg er dødtræt. Alderen er begyndt at indhente mig. Jeg bliver hurtigere træt nu, end for blot fem år siden. Jeg vil det samme, men jeg er nødt til at planlægge stramt, hvis jeg skal nå bare halvdelen af det, jeg nåede førhen. Hvad med dig? Det ved jeg ikke rigtigt. Jeg har været så forfærdeligt træt de senere år, selvom jeg ikke har særlig mange pligter. Hun rejste sig. Louise, tusind tak for i dag. Den har været fantastisk. Hun rejste sig hurtigt og tog et par skridt rundt om bordet. Louise så op, og hun tog hendes ansigt imellem sine hænder og smaskkyssede hende på begge kinder. Louise lo. Godnat Hannah og selv tak og drøm sødt om Anders!

134 Hun lå veltilpas på ryggen med armene over hovedet og gennemlevede aftenen, mens hun fulgte træernes skyggebilleder, der dansede henover væggene og loftet til fuglenes fløjt. Hendes middag for Louise havde været vellykket, og de havde også drukket en del god rødvin, som hun havde hentet hjemme, mens Louise sad udenfor i sin bil. Hun havde følt sig akavet, mens hun tog flaskerne, men det lettede på hendes humør, da Louise grinende åbnede bildøren og modtog hende med tøserne på æblerov, og hun havde været godt tilfreds, da de sad sammen i Louises have og nød den gode vin, der ellers var øremærket til Simons betydningsfulde gæster. Louise havde nydt at få maden serveret, og for en gangs skyld havde de udelukkende genopfrisket gamle dage, da de var unge og børnene var små og hendes liv endnu var nogenlunde udholdeligt. De var blevet yngre og yngre, som aftenen skred frem, og til sidst virkede det helt naturligt, at det var Anders, hun fortalte om. Simon var forsvundet fra hendes bevidsthed et kort øjeblik og hun var næsten lettet; godt hjulpet på vej af rødvinen. Hvordan var det gået, hvis hun havde givet efter for Anders dengang og var blevet gravid med ham? En lille Anders eller Andrea. Hun lukkede øjnene. Hun skulle møde Anders. Hun havde fortalt moderen, at hun skulle besøge en veninde; for husfredens skyld. Når hun så, hvad hendes veninder fik lov til, kunne hun se, at hun var i kort snor, men hun orkede eller turde ikke, sætte sig op mod moderen. Så længe hun boede hjemme, måtte hun rette sig efter moderen, og det resulterede i, at hun snød sig til det sjove. Moderen anede ikke, at hun satte Anders stævne på Bakken; Moderens forhadte Bakken, der kun var for plebejerne, hvem de så var. Hun havde sin pæne sommerkjole, med de smalle rosa og hvide striber, på, og i rygsækken havde hun sine skarpt grønne jeans og en løs patentstrikket bluse. Hun skiftede rutinemæssigt bag et træ i skovens udkant og gik tilbage til den røde port og ventede på Anders, den forbudte, der kom cyklende fra København. De spadserede igennem skoven hånd i hånd op mod Eremitagen, mens aftensolen glimtede skråt gennem træerne, og Anders have tæppe og termokande med, og de satte sig i en lysning og drak te med rom, mens de blege stjerner og månen kom frem. Han deklamerede digte for hende om hjerte og smerte, som hun skrev ind i dagbogen og broderede videre på, når hun var i sikkerhed, efter en åndeløs vej fra hoveddøren til værelset, forbi moderens soveværelse, hvorfra den lette, frelsende snorken lød. Moderen lagde sig kun til at sove, hvis hun havde løjet godt nok til at moderen troede på hendes venindebesøg.

135 135 Det havde været om efteråret, og Anders lagde nænsomt sin jakke omkring hendes skuldre, og når hun blev lidt beruset og lagde sig villigt og forventningsfuldt tilbage på tæppet, lagde han sig halvt over hende, og hans store krop beskyttede hende, mens hun blev våd og en brændende varme sendte magiske stråler ned i hendes fødder og ud i hendes lænder, og hun skreg tavst efter ham, mens hun gjorde sig fri. Hun var rædselsslagen ved tanken om at blive gravid. Da vinteren kom, besøgte hun ham i hans klubværelse, og hun lærte at beherske sig til en fuldkommenhed, der fik hendes begær til at blegne. Det druknede i præservativer og angst.. Der havde været for meget angst i hendes liv og for lidt tryg glæde, selvom hun havde gjort meget for at få den. Hun havde skabt fuldendte, ydre rammer, men de havde været skrøbelige som korthus, og angsten for moderen og graviditet afløstes hurtigt af angsten for Simon; i det hele taget havde hun aldrig prøvet at slappe helt af, for selv imens Simon var sød imod hende, havde der været et eller andet i hans opførsel, hun slet ikke kunne forstå og i begyndelsen troede var styrke, men som hun hurtigt fandt ud af var en slags undertrykt farlighed. Selv nu, hvor hun var væk fra hans påvirkning, mærkede hun vibrationerne, hver gang hun tænkte på ham. Hun skuttede sig og tog et tag i sig selv. Louise havde ret. Ingen kunne vide, om hendes tilværelse var blevet lykkeligere sammen med Anders, og hvis det var blevet ham, ville hun ikke have fået Amalie. Tanken var uhyrlig. Hun var forbundet med fortiden og stod i taknemmelighedsgæld til den. Den havde givet hende Amalie. Tankespind nyttede ikke noget, men måske havde hun fået flere børn sammen med Anders? Han havde fortalt hende, at hans bedste tid var, mens børnene voksede op og havde brug for ham. De skulle ses. Louise havde foreslået, at hun inviterede ham til middag sammen med Amalie og Pernille, inden den fest, de havde besluttet at holde for de venner fra gamle dage, hun kendte, og som Louise endnu havde forbindelse med. De var ikke Anders venner, men hun var også mere eller mindre fremmed for dem nu. Hun så det hele for sig og mærkede spændingen. Sammenskudsgilde i Louises have; ligesom i gamle dage. Festen ville blive helt anderledes, end de koldt kalkulerede selskaber i Simons dyre spisestue. Hun ville ikke tænke på ham nu. Advokaten ville sende ham en skilsmissebegæring med økonomiske krav. Så fik de se, hvordan han reagerede. Louise sagde, at hun ikke skulle forlange for lidt fra begyndelsen, for han ville sandsynligvis prøve at snyde hende. Hvordan mon deres økonomi så ud? I Louises hoved måtte hun være velhavende. Hun ville bruge nogle af pengene på Louises hus, der trængte til reparationer. Det var synd, at det varme hus forfaldt. Det burde stå i al fremtid som et venligt asyl. Et helle midt i den kaotiske virkelighed. Louise var blevet fuld i aften og lod sig hjælpe ind i seng. Hun havde nydt at hanke op i hende og putte hende. Der var glæde ved at være den stærkeste og bruge styrken til noget godt. Hun havde kysset Louise på munden, der lugtede kraftigt af sprit og hvidløg, og Louise havde mumlet søster, inden hun faldt i

136 136 søvn med et brag og begyndte at snorke, og hun gik rundt i huset et øjeblik og ryddede op, mens hun nød sikkerheden. Der var ingen onde spøgelser under sengen, der greb ud efter hende; kun varme og tryghed. Hun hørte listende trin. Louise var vågnet. Så kunne hun godt stå op. Hun kunne se Louise for sig. Hun havde sikkert tømmermænd og trængte til kaffe. Louise sad ved det åbne køkkenvindue, med et stort glas vand foran sig. Hun skar ansigt. Puh ha; for pokker hvor jeg har tømmermænd. Hvordan kom jeg i seng? Jeg bar dig i mine stærke arme. Ja, jeg gik vist ud som et lys, og jeg skal åbenbart ikke dø i synden. Jeg laver kaffe, og lidt morgenmad vil måske hjælpe. Mad? Du må være robust. Jeg tror, jeg går i seng igen. Louise skar en komisk grimasse, der fik hende til at smile, og forsvandt. Hun var lysvågen og sulten, selvom klokken ikke var ret mange. Hun ville spise sin morgenmad på terrassen og nyde dagens begyndelse, ligesom i barndommen. Solen havde nået haven og dens stråler fik dugdråberne til at glimte som fint slebne krystaller. Hun så efter pindsvinet, der plejede at pile henover græsset, mens fuglene fløjtede og puslede i træer og buske. Hun listede ud i bedstemoderens have, for at se til sine kaniner, som hun havde fået i fødselsdagsgave af bedsteforældrene, men som hun ikke måtte have hjemme hos moderen, der sagde, at hvis hun kom i nærheden af de dyr, ville hun slagte dem og servere ragout til middag. Den lille Hannah havde troet moderen, og skrækken sad i hende, for hun elskede de små, bløde væsener. I lang tid vågnede hun tidligt om morgenen, før fanden fik sko på, sagde bedstemoderen, og løb ud i det våde græs med bare tæer, for at se til kaninerne, og først når hun var sikker på, at de levede, hørte hun, at fuglene fløjtede, og at haven var paradisets have. Når bedstemoderen vågnede, kaldte hun godmodigt på hende og tørrede hendes fødder, og hun kom ind i det sommerlyse køkken og fik dejlig varm havregrød med strøsukker og smørklat, der lå blødt på tungen og smagte himmelsk, fordi hun var ved at dø af sult, og fordi bedstemoderen kunne lide hende og sagde, at så længe hun levede, skete der ikke kaninerne noget ondt. Illusion; haven virkede så harmonisk, men under overfladen lurede dyrene på hinanden og gjorde hinanden ondt. Livet i haven mindede om hendes, men hun havde mulighed for at forandre sit, selvom de mange år sammen med moderen og Simon havde givet hende følelsen af, at hendes ulykke var naturgiven. Moderen havde hånet og vrænget ad bedstemoderen forleden dag. Hvordan kunne hun nænne det? Hun måtte vide, at det menneske havde betydet alt for den lille pige, hun ikke brød sig om. For det havde hun ikke gjort. En kvinde, der elskede sit barn, ville ikke true med at tage hendes kæreste ejendom fra hende. Hver gang hun tænkte på moderen, kunne hun stadigvæk overvældes af savn efter bedstemoderen og faderen, selvom hun også fik dårlig samvittighed, når hun tænkte på, hvordan hun havde behandlet bedstemoderen, den sidste tid hun levede.

137 137 Da hun lærte Simon at kende, belejrede han hende, og hun svigtede den gamle kvinde, hvilket ikke havde været Simons skyld, hvis hun skulle være ærlig, men hendes egen. Simon havde taget, hvad han kunne få, men hun havde svigtet sin bedstemor. Hun krummede sig sammen. Døden var grusom. Pludseligt, fra sekund til sekund, forandrede verden sig og intet kunne gøres om. I lang tid var hendes glade minder om bedstemoderen været overskygget af et fastlåst billede af en gammel, ventende kvinde i en stol, selvom hendes fornuft vidste, at bedstemoderen vidste, at hun var elsket af sit barnebarn. Moderen skulle ikke have hånet bedstemoderen, men at hun gjorde det, burde ikke have ophidset hende så meget. Moderen havde blot udtrykt det, hun altid havde følt for sin svigermor. De havde aldrig brudt sig synderligt om hinanden og sås kun, når det var påkrævet. Bedstemoderen vidste, hvad hun kunne forvente af moderen, mens hun næppe kunne have forestillet sig, at et menneske, hun havde hjulpet og støttet, ville have så lidt til overs for hende. Louise havde ret. Det drejede sig ikke om, hvad Simon og moderen havde gjort eller gjorde; på en måde var de ærlige, mens hun havde været tankeløs og blottet for omsorg, da det gjaldt. Hun havde villet være gode venner med dem alle sammen og var endt med at være ingenting. Fanden tage hende. Fanden tage dem. Smerten over at have svigtet sin elskelige bedstemor måtte hun leve med. Hun ville ikke gemme hende bort mere, men leve ved siden af hende og alle andre levende og døde, på sin egen måde. Hun rejste sig omtumlet og gik ind. Hun var forfærdelig træt i hovedet; et par timers søvn ville sikkert gøre godt, og hun forsømte ikke noget, så længe Louise sov sine tømmermænd ud, og når Louise vågnede, skulle de sludre hyggelig om, hvem de skulle invitere til festen. Det skulle nok gå alt sammen. Hun vågnede med et sæt og så på lyset og uret. Klokken var lidt i tolv, og Louise havde sikkert været i gang i mange timer. Hvad mon hun tænkte om hende? Hun vendte sig om på siden og kom op og vaklede hen til vinduet, som hun smækkede på vidt gab. Himlen var næsten overskyet og det så ud til regn. Optimismen fra den foregående dag var væk. Hun havde ondt i hele kroppen, og hvordan i alverden skulle hun kunne forandre noget som helst, når hun ikke engang kunne komme op om morgenen? I går havde fremtiden været til at håndtere, og nu stod hun her og havde ondt og var bange. Hun var indfiltret i Simon og moderens spind. Hvordan kunne hun tro, at hendes vilje nyttede noget som helst? Hun så pludselig sig selv udefra og rystede irriteret på hovedet og klædte sig hurtigt på. Godmorgen, Louise!

138 138 Louise sad og arbejdede ved sin computer. Hun havde indrettet sig ved dagligstuevinduet, så hun både kunne holde øje med, hvad der skete indendørs og udendørs, hvilket havde været nødvendigt, da der var små børn i huset, men som nu var en vane, Louise havde svært ved at bryde, selvom hun egentlig gerne ville gøre dagligstuen til ren hyggestue. Arbejdsbordet var rodet og mindede om Anders. Hun stod i døren og følte en slags misundelsen. Rodet gav stuen en atmosfære, hendes stuer aldrig havde ejet, fordi Simon havde forlangt, at de altid skulle stå parate til gæster. Han havde sagt, at hun skulle holde dem sådan, at han kunne komme hjem midt om natten med en prominent gæst. Da hun begyndte at afsky Simon, havde hun haft lyst til at spørge ham om den lige linje fra prominent til steril orden, men hun havde ikke turdet og blev ved med at holde stuerne i noget hun følte var ubeboelig tilstand; en slags udstillingsvinduer, der ikke tog hensyn til medarbejdernes ve og vel. Godmorgen, syvsover. Når du har drukket kaffe, ville du måske hjælpe mig? Jeg har nogle breve, jeg gerne vil have, du læser. Jeg har fjernet navne og adresser. Har du lyst? Louise slog ned på en tast med en bevægelse, der betød punktum og vendte sig smilende. Ja, det vil jeg meget gerne. Jamen så siger vi det. Louise vendte sig om mod computeren igen. Hendes spinkle ryg passede slet ikke til hendes autoritet; den burde læne sig imod en rokokostol, imens hun broderede eller læste digte for sin beundrere, men i stedet for sled hun som et bæst ved den computer, der sikkert også skadede hendes smukke øjne. Vås. Hun var misundelig; Louise ville hade sådan en tilværelse. Det var begyndt at regne, og store dråber gled ned ad ruderne og efterlod striber som tårer på en sminket kind. Vinduerne trængte til at pudses. Ville Louise mon blive stødt, hvis hun sendte bud efter en vinduespudser? Louise havde brug for rengøringshjælp. Når hvis hun flyttede ind, ville hun foreslå det. Hvordan mon der så ud hjemme? Hun måtte hellere sætte sig i forbindelse med Rasmussen, og Simon hun kunne ikke udskyde mødet med ham. Hun måtte ringe hjem eller til kontoret og foreslå, at de talte sammen. Hendes mave snørede sig sammen; det havde den gjort i mange år, hver gang hun tænkte på Simon eller skulle se ham. Hvornår var smerterne blevet så dagligdags, at de hørte med til hendes liv? Hun skyllede sin kop og tallerken og vaskede hænder og gik ind i stuen, hvor Louise holdt pause med strækøvelser. Man bliver ikke yngre. Er der mere kaffe på kanden? Ja, nu skal jeg hente den. Hun gik tilbage til køkkenet og skænkede kaffe i to krus. Hun ville drikke kaffe med Louise og ryge en cigaret. Det var sådan frokostpausen, på en arbejdsplads, var. Hyggelig.

139 139 Hun rakte Louise et krus og satte sig ved siden af hende. Hvad skal jeg hjælpe med? Hun kunne næsten ikke vente. Iveren sad i kroppen og blev til utålmodighed. Se her! Louise rakte hende en lille bunke breve. Jeg vil gerne have, at du læser dem, og skriver dit bud på et svar. Det skal ikke gå hurtigt, husk det! Det kræver rutine og erfaring at gennemskue dem. Du skal læse mellem linjerne. Lægge mærke til nødråbene, der ofte er pakket godt ind. Skal vi gå i gang? Du kan sidde ved spisebordet eller i køkkenet. Her er papir og kuglepen. Og tak, Hannah! Hun trak sig tilbage til køkkenet. Hun elskede dets slidte charme. Det så brugt ud på en god måde, ligesom en lykkelig kvinde, der så forelsket på sin mand efter mange års ægteskab. Simons og hendes sølvbryllup er hult og en parodi, især da han rejser sig, for at holde sin tale til hende. Hun har lyst til at proppe et eller andet ind i hans veltalende mund, der skamroser hende. Hans ord er tykke og lugter som stegeos, men hun ser rundt på de smilende gæster og behersker sig. Alle skåler for den smukke sølvbrud og sender anerkendende øjekast til Simon, der stråler som en sol. Hans dag er reddet, for han har sikkert ordnet et par forretningerne mellem retterne. Hun har kvalme og lister op i soveværelset i løbet af aftenen og græder som pisket, men ingen savner hendes selskab og opdager det, og hun er så forfærdelig alene og ensom. Hun er så ensom, at hun har lyst til at skrige, men det er utænkeligt i Simons hus; i hvert tilfælde, når han har selskab. Det er en anden sag, når de er alene. Hun har blå mærker under den smukke selskabskjoles lange ærmer. Hun rystede ubehaget af sig og tændte en cigaret og tog et brev fra bunken og så på den runde, lidt barnlige skrift. Kære Louise. Jeg er en ung pige på l9 år, der er lesbisk. Mine forældre ved det ikke, og jeg tør ikke fortælle det til dem. Min mor taler altid om børnebørn. Jeg er enebarn. Jeg har det godt med mine forældre. Jeg har mødt en pige, i den kristne forening, jeg kommer i, og vi er kommet til at elske hinanden. Hvad skal jeg gøre? Ulykkelig. Herregud. En ulykkelig skæbne beskrevet med fire linier. Hun lod brevet synke ned i skødet og tændte en cigaret til, hun røg for meget, og gik hen og åbnede vinduet og stod lidt og lyttede til regnens beroligende lyd. Hun havde ofte set lignende breve i ugebladene, men hun havde ikke hæftet sig ved dem. De havde ikke vedrørt hende, men nu var hun blevet involveret i et ukendt menneskes liv. Louise havde spurgt hende, om hun ville hjælpe, og hun havde sagt ja, for at hjælpe Louise. Hun ville have Louises accept. Havde hun tænkt på de mennesker, hun skulle hjælpe? Nej, men det ville hun prøve på nu. Hun læste brevet igen. Stakkels unge pige. Hun måtte føle sig meget ensom. Brevet brændte. Hun holdt et menneskes liv i sine hænder. Nej, nu måtte hun holde op; det var ikke hende, det drejede sig om. Hvordan i alverden kunne det gå til, at de forældre ikke opdagede noget? Hvorfor kunne hun ikke fortælle dem det? Var hun bange for dem? Var de ligeglade med deres datter?

140 140 Nej, datteren skrev, at hun havde et godt forhold til forældrene, så det var ikke grunden. Pigen skrev ikke noget om, hvorfor hun ikke turde fortælle forældrene det. Det var mangelfuldt. Var den muslimske piges forældre, der lod deres datter leve med sin voldelige, homoseksuelle mand, ligeglade med deres datter? Dette var Louises hverdag; at sidde dag ud og dag ind og læse om andre menneskers ulykkelige skæbner. Hvordan kunne hun holde det ud? De to unge kvinders skæbner havde allerede berørt hende så meget, at hun havde det dårligt. Louise havde mange skæbner i sine hænder hver dag. Hun måtte begynde forfra. Hvordan kunne hun råde den lesbiske pige, når hun intet kendte til den slags problemer? Det ville være lettere, hvis hun kendte en ung, lesbisk pige. Tænk, hvis det var Amalie. Hvordan ville hun reagere, hvis det var Amalie? Hun ville ikke tænke på Amalie nu. Ikke i den forbindelse. Hun rejste sig og gik igen hen til vinduet og stirrede ud i haven. Det var holdt op med at regne, og solen var ved at bryde frem. Regndråberne glimtede i buskene og træernes blade. Undvigelsesmanøvre. Hun mærkede en svag smerte i venstre tinding. Hun kunne ikke komme tilbage til Louise og fortælle, at hun ikke kunne finde ud af det. Louise ville miste tålmodigheden med hende, inden hun nåede at vinde hendes respekt. Hun så på uret. Hun havde brugt små to timer til ingenting; var faldet i staver og havde tænkt på sit eget. Hun havde lyst til at smide det hele fra sig. Brevet, Simon, Louise, skilsmissen, moderen og de besværlige erindringer om bedstemoderen. Hun kunne gå i seng og blive der, indtil hun døde. Det var muligt, at hun var klynkende og umoden, men lige nu var det for besværlig at være for tæt på mennesker; undtaget Louise, men Louise havde ikke ubegrænset tid. Skulle hun mure sig inde? Vrøvl, men hvad skulle hun så gøre? Louise havde sagt, at det ikke nyttede noget at blive skuffet, hvis andre mennesker ikke opførte sig, som hun ønskede og forventede. Det gjaldt også den modsatte vej! Hun skulle ikke løse opgaven for at gøre Louise tilfreds, men for sin egen skyld og for at hjælpe pigen. Hun skulle gøre sit bedste, og være sin egen dommer og bevare fornuften, uanset Louises ros eller ris. De kunne altid diskutere indholdet. Hvis hun ikke kunne besvare pigen brev, havde hun alligevel gjort sit bedste, og det ville Louise respektere. Det vidste hun. Hun stillede sig i døråbningen til stuen. Louise, det er ikke sikkert, jeg kan besvare brevet fra den unge, lesbiske pige, men jeg vil gøre mit bedste. Louise vendte sig smilende. Det er jeg sikker på, du vil. Hun gik tilbage til køkkenet og satte sig og læste om de fortvivlede bedsteforældre, der ikke måtte se deres lille sønnesøn på tre år, fordi forældrene var skilt. Det var da en tragedie. Hvorfor var der ikke en lov, der beskyttede bedsteforældre? Barbarisk!

141 141 Hun rejste sig og satte vand over til te og læste om drengen, der havde lyst til at slå sin mor ihjel, fordi hun drak, og fordi han var så bange for, at hun skulle dø af sit misbrug. Hvordan kunne voksne tillade, at børn blev drevet så langt ud? Hvad var det dog for en mor? Og datteren, der blev chikaneret på det groveste af forældrenes husven. Var verden gal? Fandtes der overhovedet lykkelige mennesker? Kunne hun tillade sig at klage? Hvilken planet havde hun befundet sig på alle disse år? Det var som om hendes problemer skrumpede, når hun læste om de ulykkelige skæbner. Hvordan skulle hun kunne hjælpe dem? Trætheden havde meldt sig. Hun rejste sig og lavede te og gik ind i stuen. Vil du have en kop te, Louise? Jeg kan ikke svare de mennesker. Det gør mig så ked af det, når jeg læser om deres ulykke, og jeg skammer mig over, at jeg klynker. Hvorfor, Hannah? Det er som om mine problemer bliver til ingenting. Sådan er det ikke. Du har virkelig store problemer, synes jeg. Hvis det ikke er alvorligt, når en mand banker sin kone, så står verden ikke længere. Jamen alle de mennesker De har deres problemer, og du har dine, og jeg kan love dig for, at de alle sammen synes, at deres specielle problem er stort, siden de henvender sig til mig. Hannah, dine problemer bliver ikke små, fordi deres er store. Du kan ikke tage deres problemer på dig, men du kan prøve at hjælpe dem. Tror du, jeg kan det? Ja, du må vide det men alligevel Jeg kan ikke få den unge, lesbiske pige ud af hovedet, og jeg tænker hele tiden på, at det er synd for forældrene. Det er jo så anderledes; og børnebørn! Det er ikke forældrene, der har skrevet til mig. Jeg vil ikke tage stilling til om det er synd for dem. Jeg synes, det er synd for pigen, at hun har så svært ved at fortælle sine forældre noget, der så vigtigt for hende. Jeg synes ikke det tyder på, at de har et særlig nært forhold til hinanden, vel? Jamen hun skriver, at de har et godt forhold. Det må da være på forældrenes præmisser, synes du ikke? Louise strakte sig. Nu slutter jeg for i dag. Jeg er stiv i nakken. Hvad siger du? Du kan fortsætte i morgen, hvis du har lyst. Om ikke andet, så lærer du noget, og jeg får én at snakke med om dem. Ja, måske. Kommer du ud og drikker te? Hun var ør i hovedet af træthed, og hun havde ikke besvaret et eneste brev. Hun var ikke meget bevendt. Nej, måske ikke, men hun havde gjort et hæderligt forsøg. Hun skænkede den brændende varme drik op i to store tekopper og kom fløde og honning i sin. Louise drak te uden noget. I morgen var der atter en dag. Det skulle nok gå alt sammen. Louise kom ud og satte sig ved spisebordet, overfor hende, og hun mærkede den tilfredsstillende fornemmelse af fællesskab, der ikke gjaldt hendes private

142 142 liv, men udsprang af en fælles sag. Hvordan mon hendes liv var blevet, hvis hun havde haft et arbejde? Simon var opslugt af sit arbejde og det var Louise og Anders og hans forhenværende kone også. De var noget i kraft af deres arbejde, uanset hvordan deres familieliv gik. Hun havde ingenting og måtte hive sig selv op ved hårrødderne. Tomgang. Måske kunne hun begynde at studere igen? Det havde hun råd til, når hun boede til leje hos Louise. Hun kunne også foreslå at købe halvdelen af huset. Hvad tænker du på, Hannah? Louise havde fået lidt farve i kinderne; rejste sig lynhurtigt af asken, mens hun stadig var dødtræt. Jeg er nærmest tanketom. Skal vi ringe og invitere til festen, når vi har spist? Hun længtes efter Anders, og hun glædede sig til at præsentere ham for Louise. Ja. Sammenskud, ligesom i gamle dage. Det er da ikke nødvendigt, jeg kan godt betale som tak for husly. Nej tak, Hannah. Sammenskud. Så skylder ingen noget økonomisk. Der er fattigrøve imellem, og de kan være meget stolte, men du må gerne lægge en ekstra skilling i madkassen. Hun mærkede rødmen helt ned på halsen. Hvor tykhudet og ubetænksom kunne hun være? Hun var en forvænt idiot. Hun skævede til Louise, der stod og så på køleskabets halvtomme gab, og rejste sig beslutsomt. Hun ville ikke bore i fadæsen, men stille og roligt lægge pengene og ikke tænke mere over det. Hun skulle lære hver dag, og det vidste Louise. Køkkenet var stadig hyggeligt. Ingen bebrejdende ord fløj rundt i rummet og klistrede væggene til. Hun gik over til Louise og lagde en hånd på hendes skulder. Jeg giver middag. Louise vendte sig smilende. Skønt!.. Hun stod under den varme bruser. Klokken var mange, men hun var ikke særlig træt, nærmest mæt af dagen og i højt humør. Da de havde grinet lidt af køleskabets triste fremtoning, fortalte og forklarede Louise hende, hvad hun plejede at gøre i nødstilfælde og bestilte middag over telefonen, og en halv time efter bestillingen, stod et bud ved døren, med en rygende, varm pizza, der smagte af løssluppenhed. Hun ville gerne have set Rasmussens ansigt. De havde tømt et par flasker rødvin, mens Louise skrev gæstelisten, og de blev enige om, at hun skulle ringe til deres fælles bekendte og Anders og

143 Amalie, mens Louise kontaktede sine venner og bekendte, som hun ikke kendte. Louises liste var lang, og hun havde mærket et lille misundelsesstik; men kun et øjeblik! De ringede og stuen genlød af latter og suk og kan du huske... Det var længe siden, hun havde moret sig så kosteligt. Midt i overskuddet havde hun også ringet til Simon, der var i landet, og aftalt at mødes med ham, og hun havde ikke grinet, men mavekrampen var til at holde ud, da hun mødte Louises opmuntrende blik og så hendes tommel pege opad. Anders glæde for invitationen havde været helt tydelig. Hans varme stemme løb ud af røret og forplantede sig til hendes krop, og hun skævede til Louise, men hun var optaget og talte med honningstemme. 143 Jean - Pierres krøluldsstemme, og hans store, smukke krop og det klassiske ansigt, og hans styrke, da han bød hende op til dans og hun dansede, med en intensitet, hun ikke anede, hun besad. Han førte og hun fulgte med, men hun var både passiv og aktiv på samme tid. I hendes synsfelts yderkant havde hun set Simon betragte sig, og det var ham, hun dansede for. Da musikken standsede, svævede hun stadig og havde svært ved at komme tilbage til gulvbrædderne, og Jean havde leende ført hende hen til den nærmeste stol og havde hentet hende en drink, som han overrakte hende med udsøgt elegance. Det havde været en stjernestund. Hvis han ikke havde været bøsse Det var den nat, hun elskede med Simon første gang og opdagede begærets magt. Han kendte hendes krop, selv om det ikke var muligt. Hellige enfold! Hun havde været overbevist om, at han var skabt for hende alene, mens han kneppede med den uengageredes sikkerhed. Hun havde undret sig og nydt hans lidenskab, der højst sandsynlig havde været liderlighed, eller måske ikke engang det. Hun var gift med en trækkerdreng! Da hun fik orgasme, var hun bundet og ville have mere. Anders blev uduelig i hendes øjne, hun kunne aldrig mere nøjes med hans famlende usikkerhed. Hun havde aldrig skænket det en tanke, at hun var part i handlingen og havde indflydelse, hvis hun ville. Jean Pierre såede og gødede hende den aften, og Simon høstede. Hvor havde hendes selvopholdelsesdrift befundet sig den nat? Det var overvældende og uhyggeligt at tænke på, hvor sikker hun havde været, da hun stod ved korsvejen og skulle vælge mand. Hun havde forkastet Anders uden at vakle; men han havde utroligt nok bevaret et udholdeligt minde om hende. Hvor havde hun meget at være taknemmelig over. Hun kunne lægge sig i en tryg seng, uden at være bange for Simons humør, eller ensomheden i den store, prangende ægteseng. Louise lå i nærheden, og hun skulle snart se Anders. I morgen ville hun finde et godt svar til den unge, lesbiske pige. Hvis hun lærte Louise kunsten af, og kunne svare mennesker professionelt, kunne hun blive Louises partner, eller åbne sit eget bureau. Korrespondance mod betaling. Det lød lusket, men der var intet lusket ved Louise. Det vidste hun. Hun var begyndt at arbejde på den måde, da børnene var små, og Paul og Rasmus var forsvundet ud i det blå. Hun huskede tiden, da Rasmus gik. Louise havde været opløst, men hun havde bevist, at man kunne komme videre i livet, selv om det håbløst ud.

144 144 Det så indviklet ud, når Louise betjente sin computer, men hun havde fortalt, at den nye teknik var enkel og lettede hendes arbejde, for tiden krævede, at hun svarede hurtigere, end i gamle dage; i hvert tilfælde når det gjaldt de unge og yngre pennevenner. Det gjaldt også selvhjælpsgrupperne. Tålmodighed var ikke en dyd længere, og desuden føltes tiden ofte dræbende lang, når man var ulykkelig. Computeren var guld værd. Sommetider brevvekslede hun med en klient i længere tid og gemte brevene. Så tog hun ekstra betaling, men hun var aldrig grådig. Det vidnede hendes brevbunke og hendes stramme økonomi om. Det havde været interessant at høre om Louises arbejdsliv, og næsten som om de var kolleger. Klienterne var sommetider dybt taknemmelige, og sommetider blev de afhængige og ville have venskab, men Louise satte grænsen ved papiret og computeren. Hun havde fortalt, at hun én gang overgav sig. Hun havde brevvekslet med en ung pige et stykke tid, da pigen truede med at begå selvmord, hvis hun ikke ville møde hende. Pigen viste sig at være manisk, og hun fik hende under behandling hos en psykolog, men hun begik selvmord senere, efter at have beskyldt Louise for, ikke at have taget sig nok af hende. Efter den grimme oplevelse forblev Louise ord for klienterne, og hun lærte for alvor at skille sig ud fra sine pennevenner, som hun af og til kaldte dem. Måske lå hun her i Louises hus og var konen med æggene, men hendes drømme lød ikke så tåbelige, i hvert tilfælde ikke så længe, de befandt sig i hendes hoved. Hvis hun endte med at blive Louises partner, måtte hun have briller. Kontaktlinserne generede, og Simon bestemte ikke mere, hvordan hun skulle se ud. Han kunne have sine udvendige drømme, om at to på atten er bedre end én på seksogtredive, for sig selv. I hans tilfælde måtte det i øvrigt snart blive tre, hvis alderen skulle passe! Hun klukkede og lukkede øjnene. Hun ville lære at betjene en computer. Louise kunne sikkert anbefale hende et godt kursus.

145 Huset var en kolos på lerfødder. Haven gyngede, da hun slæbte sig modvilligt op ad havegangen og lukkede sig ind. Det var ubegribeligt, at hun følte sig så fremmed i et hus, hun havde boet i så mange, vigtige år af sit liv. Hun havde været svimlende forelsket her, og Amalie havde løbet omkring i stuerne, men hendes latter var forsvundet for længst, og der var kun ekkoet fra kløenes hårde lyd tilbage. Huset var glædesløst. Hun lukkede døren og gik hen imod trappen, men fortrød og endte i køkkenet. Hun måtte have lidt at styrke sig på, inden hun ryddede op i hulen. Hvis Simon så rodet, kunne det gøre ham i ekstra dårligt humør, selvom det var ham selv, der var gået amok. Hun mærkede uviljen mod ham tydeligt og så Louises sarkastiske smil for sig. Louise ville aldrig nogensinde rydde en mands raserianfald op efter ham, men hun var ikke Louise og hele hendes fremtid afhang af Simon, der kunne trække skilsmissen ud. Hun fortrød, at hun ikke havde taget imod Louise tilbud om at køre med. Hun havde følt sig så sikker og fuld af selvtillid, da de sad ved morgenbordet, men nu var hun bange igen. Hvis han lagde hånd på hende i dag, ville hun sprøjte gift i den lille, usle trækkerdrengs øjne. Nej, hun ville sikkert krybe sammen, som hun plejede. Han ville komme om en times tid. Om en time skulle hun stå ansigt til ansigt med ham, og få ham til at forstå, at hun forlod ham; og hun skulle helst ud af huset uden skrammer og blå øjne. Hun ville ikke kunne bære skammen og Louises øjne, hvis han slog hende. Hvor var sprayen? Hun ville klæde sig om og tage kjolen, med de store lommer, på, så hun kunne skjule sprayen i dem. Var det ikke ulovligt at spraye folk i øjnene? Hvorfor var det ulovligt at forsvare sig? Hun opdagede, at hun trak vejret hurtigt og uregelmæssigt og prøvede at koncentrere sig om sit åndedræt, men det mislykkedes. Tårerne begyndte at løbe; hun havde ikke kontrol over noget som helst. Hun var ynkelig. Hulen. Hun måtte op i hulen og rydde op. Nu! Hun rejste sig og gik langsomt op ad trappen, men fortrød halvvejs oppe og løb ned til telefonen og drejede Rasmussens nummer. Huset var snavset. Det var helt naturligt at bede Rasmussen om at komme og tage sig af det. Nu!

146 146 Det var mere en følelse, et koldt pust, end lyd, der fik hendes hjerte til at slå hårdt. Hun rettede sig op og vendte sig om. Simon stod lænet opad dørkarmen. Hvor længe havde han stået og betragtet hende? Hendes blik flakkede nedover ham og fandt et punkt lidt til højre for hans øre. Han var ulasteligt klædt og velbarberet, men hun så en voldelig gadedreng, der slog sig igennem livet. Hun sank besværet og prøvede at få sin mund under kontrol. Goddag Simon har du været her længe? Alt for længe. Hvor er du blevet bredrøvet. Havde han drukket, eller var han bare i sit vulgære humør? Han var farligst, når han var isnende ædru. Hun begyndte at fryse. Hvor meget vidste han, hun vidste? Havde han talt med moderen? Hun mærkede kulden i hovedbunden, men prøvede at holde munden i ro og se direkte på ham, og det var som om hun et sekund så ham med Louises øjne. Hvorfor havde hun aldrig lagt mærke til det grusomme træk omkring hans mund? Hun rejste sig og rettede ryggen, men faldt lidt sammen og var en rotte, trængt op i en krog. Han var ildevarslende tavs. Det var underligt, at ingenting kunne føles så ladet. Kvælende ingenting. Det var aldrig klogt at indlede en samtale med ham, når han var i det humør, men han havde åbenbart besluttet sig til, at hun lagde ud. Hun rømmede sig. Simon, du ved, at jeg anmelder dig, hvis du rører mig. Rasmussen kommer om lidt. Du ved, jeg vil skilles. Hun tav anspændt. Hans øjne skinnede, og hans ansigt skiftede kulør. Hans hænder åbnede og lukkede sig krampagtigt, men han flyttede sig ikke. Jeg vil fanden gale mig ikke skilles, din møgso! Hun veg. Hvis hun kunne få ham væk fra døren, ville hun kunne trække vejret lettere Simon, jeg trænger til en drink; du ved svage sjæle Han opfattede tilsyneladende ikke, at hun lød kunstig, men hørte hendes indrømmelse af svaghed. Hun holdt vejret og håbede, at hendes imødekommende grimasse ville holde lidt endnu. Han vendte sig og gik hen mod arbejdsværelset, og lettelsen skyllede ind over hende. Matheden var overvældende, men hun tvang sine ben til at flytte sig. Rasmussen kunne være her om et kvarter. Hun havde sagt, det hastede. Hun stillede sig i døren og stirrede intenst på hans bevægelser. Hvad vil du have? Hans stemme var kontrolleret. Raseriet lå lige under overfladen. Cognac, tak. Han stod med ryggen til hende, med let spredte ben og rank ryg. De brede skuldre var lige. Den harmoniske skikkelse havde betaget hende engang. Hun hadede den. Han vendte sig, og hun gik et skridt frem i værelset og tog drinken. Han så forholdsvis kontrolleret ud nu, men det kunne skifte fra sekund til sekund. Han var uberegnelig, men hun måtte spørge.

147 147 Tak Simon, har du nogensinde elsket mig? Han stivnede. Elsket? Nej! Han fnøs ordene ud, og hånen var ikke til at tage fejl af. Hun kunne ikke tro ham, ville ikke. Heller ikke i begyndelsen, Simon? Hun hørte sin stemmes bedende tonefald. Den var patetisk, men hun kunne ikke standse. Aldrig, men du var uskyldig og let, og vi bollede tåleligt sammen, inden du blev frigid. Du skulle have set dig selv, når jeg havde dig under behandling. Du var grinagtig. Et lille Guds ord Forelskelse hørte sgu ikke til, der hvor jeg voksede op. Hun krympede sig skamfuldt, men hun hørte også en bitterhed i hans stemme, som hun aldrig havde lagt mærke til før. Hvorfor giftede du dig med mig? Hvorfor pinte hun sig selv? Fordi du var meget sød og præsentabel. Det havde jeg brug for og pengene, for helvede; jeg havde brug for startkapital. Han var uhyrlig, men hun tog imod grovhederne med et imødekommende smil om munden. Hvad var det dog for noget alt sammen? Hun var så uendelig led ved det hele, og hovedpinens knivskarpe smerte borede sig ind i hendes venstre tinding, men hun måtte fortsætte. Så længe han ydmygede hende med ord, slog han ikke. Jeg ved det med min mor og dig. Hvor kunne du gøre det? Han stivnede et sekund, men fandt lynhurtigt sin overlegne attitude igen og så på hende med noget, der mindede om medlidenhed. Den gamle havde sgu klasse, og hun kneppede som en drøm. Han lo! Det var sidste udkald for hende. Hun vidste, hvad det drejede sig om, og hun betalte, hvad det kostede. Modsat dig. Du har sgu aldrig løftet en finger. Heller ikke i sengen. Hvor langt turde hun vove sig ud? Han nød øjensynligt at slå hende med ord, og så længe han havde ordet og kunne klare sig verbalt, slog han næsten aldrig. Hun rømmede sig besværet. Hvordan lærte du hende at kende? Hans ansigt fortrak sig i et glimt, som om han var ved at græde, men det var så hurtigt overstået, at hun ikke var sikker. Gennem min mor. De trak sammen på et tidspunkt, da de var unge. Inden din mor blev gravid, og fik din far på krogen. Han lignede sig selv og hans stemme havde spyttet ordene ud. Hun mærkede kvalmen komme med en uvant styrke og rejste sig og styrtede ud mod badeværelset, men overgav sig i gangen og sank ned på knæ og kastede voldsomt op. Hun hulkede og kastede op og var ved at blive kvalt. Hun blev ved og ved, indtil den gule galde ætsede hendes hals og mund.

148 148 Da hun rejste sig, så hun ham stå i døråbningen med et lille smil. Han nød det! Hun tumlede ned ad trappen og var ved at snuble og greb fat i gelænderet og fandt balancen. Hun nåede hoveddøren og åbnede den og styrtede ud. Hun måtte væk. Hun så sig forvirret om og anede ikke, hvordan hun var kommet tilbage til Louises hus. Hun måtte have haft en slags blackout. Hun var styrtet af sted uden taske og nøgler. Nu havde hun ikke nøgler til sit lovformelige hjem mere. Udmattelsen var overvældende. Hun havde mest lyst til at gemme sig i et mørkt hul og skjule skammen. Hun var dummere end tilladt. Louise havde advaret hende. Louise kendte åbenbart Simons psyke bedre, end hun gjorde. Hun havde bedt hende om at overlade alting til advokaten, men hun havde nægtet at tro, at hun ikke kunne opnå en slags forsoning med ham, eller i hvert tilfælde en forklaring, de begge kunne leve med. Det havde været forfærdeligt naivt. Nu stod hun med en historie, der var endnu æklere end moderens, og Simon var helt kold. Han havde ikke turdet eller tænkt på at slå hende, men han havde ramt hende hårdere end nogensinde. Hans ord klæbede med næsten fysisk kraft til hende, men hun ville aldrig kunne vaske stanken af sig. Hun var dødeligt såret, selv om hendes arme var uden skrammer og blå mærker, og hendes ansigt var uskadt. Louise kom ud af huset og løb hende i møde. Hendes søde ansigt var helt stramt af bekymring, men da hun nåede hen til hende, kunne hun ikke se hende i øjnene. Hun mærkede hendes arme omkring sig og skjulte ansigtet i hænderne. Louise, jeg kan ikke tale om det nu. Jeg vil sove. Hun frøs. Louise hjalp hende ind i værelset og fik hende i seng og lagde dynen beskyttende omkring hende og strøg hende over kinden. Hun krympede sig. Simon strøg hende over kinden de første år; senere slog han den samme kind hårdt, hårdt. Jeg laver noget stærk te og kommer tilbage om et øjeblik. Du skal ikke tænke på noget som helst. Det er godt, hvis du kan sove. Louises blide, rolige stemme. Louises hus. Hun lukkede øjnene og så Simons hånlige grimasse og åbnede øjnene og så Louises kærlige ansigt og lukkede øjnene igen

149 Dagene efter besøget i huset og Simons totale ydmygelse af hende, havde været tunge, og hun havde grædt meget; mere end når han havde slået hende, men Louise havde været fantastisk og havde givet hende fred til at forsøge at få hold på sine følelser og tanker. Hun havde blandt andet foreslået hende at skrive et brev til Simon, og det havde hun gjort. Hun ville aldrig sende det, hvilket ikke var det vigtigste, havde Louise sagt; brevet var terapeutisk, og Simon ville alligevel ikke forstå noget som helst; en konklusion hun også havde slidt sig frem til. Hun havde været fire dage om at skrive brevet, sommetider var hun gået i stå, men Louise havde haft ret. Processen havde føltes som en slags mental renselse, der gik fra ren smerte og sorg til en slags vrede, selvom vreden havde været svær at få frem. Som dagene gik, havde hun indset, for alvor, at vreden havde spillet en forbavsende lille rolle i hendes liv, hvilket, ifølge Louise, havde burdet undre hende. Hun havde opdaget, at hun havde lettere til klynk end til vrede, hvis hun ikke var opmærksom hele tiden. Louise påstod, at vreden var livsnødvendig for hendes heling; de defensive følelser og tilstande havde hun haft nok af, og hun havde også anbefalet hende at ignorere Simon et øjeblik, selvom det lød ulogisk, for hun kunne alligevel ikke forandre ham. Hun havde fulgt Louises råd og borede i sig selv og lod være at bebrejde Simon. Hun følte sig på en måde stærkere efter de følelsesladede dage, og samtidig med, at hun var begyndt sin frigørelse fra Simon, var hun begyndt at tænkte på sin svigermor, som næsten var forsvundet ud af hendes tilværelse, fordi Simon aldrig havde tilladt hende at besøge hende alene. Det havde altid undret hende, for han havde intet imod, at Amalie boede hos hende nogle dage ad gangen. Da hun havde ringet svigermoderen op og havde spurgt, om hun ville have et besøg, havde hun lydt så rørende glad, at hun blev forfærdelig skamfuld over at have svigtet hende alle årene, og hun havde allerede nu besluttet at gøre noget ved det, men først og fremmest var hun nysgerrig; hvem var den kvinde

150 150 i virkeligheden, der havde opdraget Simon og som havde foretaget sig ting, hun havde svært ved at tro på var sande? Hun ville også gerne vide, om Simon altid havde været, som hun kendte ham. Hun bildte sig ind, at hendes ægteskab ville være lettere at tænke tilbage på, hvis Simons ondskab var medfødt. Dette havde hun af en eller anden grund ikke fortalt Louise. Hovedbanegården. Stemmen fik hende tilbage til kupeen. Hun rejste sig forfjamsket og var ved at falde over sidemandens ben, men kom ud og tog den rullende trappe op til den store, hyggelige hal, der duftede af forventning og skuffede drømme, selvom det havde været nemmere at gå til udgangen til Istedgade. Hvor var hallen forandret, men det var også umindelige tider siden, hun havde været her sidst. Simon havde altid villet flyve eller køre i bilen, når de rejste. Hun derimod havde holdt af at rejse med tog; sætte sig ind i en ren kupe og læne sig tilbage og mærke den enorme maskines kolossale kraft og togets dunk mod skinnerne. Måske kunne hun få Louise med på en rejse, når alt dette var overstået? De kunne tage nattoget og spise morgenmad i Paris. Sidde på én af boulevarderne og betragte folkelivet og drikke cafe au lait og slentre over mod Eiffeltårnet, og hun ville endnu engang imponeres over dets storslåede konstruktion. Hun havde gået der med Simon og troet, at hendes lykkefølelse også var hans. Det var bittert at tænke på, at Simons hjerte ikke havde været med, men Louise sagde, at hendes lykkefølelse dengang var ægte og værdifuld, uanset hvad Simon havde følt. Hun gik ud af hovedindgangen og ned mod Frihedsstøtten, der fik en særlig, symbolsk betydning for hende. Hun håbede, at hun var befriet for Simons åg næste gang, hun gik her. Svigermoderen havde lydt forbavset, da hun hørte hendes stemme, og hun havde mærket den dårlige samvittighed over at have forsømt hende gennem alle årene. Amalie havde altid elsket sin farmor, uanset hvad Simon syntes om hende. Det måtte hun huske. Desuden var det ualmindeligt naivt at betragte sine medmennesker som enten sorte eller hvide, i hendes alder; kun en søvngænger levede uden mellemregningerne mellem ønske og realitet. Det havde svedet lidt, men Louise havde ret. Hun havde fulgt Simon bevidstløst i mange år; først som hans beundrer, senere som totalt desillusioneret. Mon deres ægteskab var gået anderledes, hvis hun havde været stærkere? Hun drejede ned ad Vesterbrogade og nød dens brede åbenhed, der hurtigt indsnævredes, og blev til larmende, hidsigt liv. Dens forgreninger havde været mørk, fattig realitet, da hun lærte Simon at kende, og hun var altid bange, når de besøgte svigerforældrene, der boede i et baghus dengang. Nu boede svigermoderen til gaden, og huset var moderniseret. Hun ville købe kager. En æske fuld. Svigermoderen havde hang til søde sager. Amalie sagde altid, at de havde smovset, når hun kom hjem fra et besøg hos sin farmor, med chokoladerester i mundvigene og ondt i maven.

151 151 Det var så længe siden, men Amalie besøgte stadig sin farmor. Mon hun havde kager med? Sad de og talte fortroligt? Hvad var hun gået glip af? Opgangen var nymalet, og lugten var anderledes end dengang, men trappetrinene var næsten mere snavsede, end de havde været dengang. Hun gik op til anden sal og ringede på. Svigermoderen måtte have stået i nærheden af døren, for hun åbnede, inden hun havde flyttet hånden fra klokken. Den gamle kvinde så glad på hende og greb hende i armen. Kom ind min søde pige, lad som om du er hjemme. Jeg har lavet kaffe, og du har kager med, kan jeg se. Goddag svigermor, tak fordi du vil se mig. Hun blev næsten trukket ind i entreen med det smalstribede tapet og lampetterne over den lille kommode og stod forlegent og vidste ikke, hvordan hun skulle opføre sig. Hun rømmede sig. Det er vist første gang, jeg besøger dig alene. Når det blev sagt højt, lød det uvirkeligt. Hun rakte forlegent svigermoderen kagerne og bøjede sig ned og kyssede hendes rynkede kind. Svigermoderen så gammel ud, og hun havde vist tabt sig, men hendes øjne var klare og nysgerrige. Hun havde egentlig aldrig set nøje på svigermoderen, der blot var Simons uelskede mor. Desuden havde hun også altid været ubehageligt tilpas, når Simon og hans mor var i samme stue. Nu så hun indgående på den lille, vævre kvinde, der havde båret Simon og næret ham, indtil han voksede hende over hovedet og forkastede hende. Simon lignede hende lidt, men Amalie slægtede hende mere på. Hun anede, hvordan Amalie ville se ud som gammel. Sæt dig ind, Hannah! Hun gik ind i stuen og satte sig i sofaen og så sig omkring. Svigermoderen havde altid haft en ægte sans for hygge. Halvtredsermøblerne var slidte, men bedste kvalitet og velplejede, og reproduktionerne på væggene vidnede om god smag og faldt ind med familieportrætterne, blandt andet Amalie i alle aldre, og skabte en tvangfri atmosfære; Simon havde ikke sin smag, for gennemført kølig indretning, hjemmefra. Sofabordet var dækket omhyggeligt, med blå blomst. Mange af stykkerne havde hun og Simon foræret hende i fødselsdagsgaver og til jul. Hun genkaldte sig svigermoderens slidte hænder, der tog varsomt om den buttede sukkerskål. Hun var øm om stellet. De hænder havde gjort rent på Frederiksberg hospital i en menneskealder, men de havde aldrig mistet deres følsomhed. Hvordan skulle hun udfritte den gamle kvinde ud, uden at såre hende alt for meget? Svigermoderen kom ind i stuen med porcelænskaffekanden knuget ind til brystet. Hun gik lidt usikkert og stirrede koncentreret frem for sig, og hun så lettet ud, da skatten stod sikkert på bordet. Vil du skænke Hannah? Gigten. Der er piskefløde i kanden. Jeg henter kagerne. De er pragtfulde. De må have kostet en formue.

152 152 Hun trippede ud, og Hannah skænkede kaffe i kopperne og passede på ikke at spilde på den snehvide, broderede dug med rosenknopper. Svigermoderen kom ind igen med det store kagefad, der næsten tog magten fra hende. Hun havde købt kager til et stort selskab. Hun havde stået i butikken og ikke kunnet vælge. Spis nu Hannah, du ser ud til at trænge til det, og du har købt til et helt regiment. Fråseri, min pige. Svigermoderen så vellystigt på kagerne og besluttede sig til en stor, saftig napoleonskage. Hun tog en stor bid, og nydelsen gled henover hendes ansigt, og gav rynkerne en drejning opad. Jeg får ligefrem mundvand, svigermor. Hvad synes du, jeg skal tage? Napoleonskagen er skøn, Hannah. De spiste i tavshed et øjeblik. Hun nænnede ikke at ødelægge den gode stemning, selvom hun var utålmodig efter at spørge om det, hun var kommet for, og hun nød også øjeblikket sammen med svigermoderen, der var fundamentalt forskellig fra moderen. Hun var varm. Svigermoderen så op og tørrede sig om munden. Man bliver hellig af sådan en kage. Fortæl mig så, hvorfor du er kommet en helt almindelig hverdag. Du sagde ikke så meget i telefonen. Har Amalie det godt? Ja svigermor, det tror jeg. Sidst vi sås, virkede hun glad nok. Hun var utilpas. Det var næsten uoverkommeligt at spørge, men hun måtte gøre det. Svigermor, jeg vil skilles. Simons og mit ægteskab er slidt op; han opfører sig mærkværdigt indimellem. Hvordan var han egentlig som barn og helt ung? Hun fortrød spørgsmålet, inden hun var færdig med at spørge. Den gamle kvinde så pludselig bedrøvet ud. Hvor var hendes ansigt bevægeligt, helt ulig moderens. Han slår dig; Amalie har fortalt mig det. Bare så du ved, at jeg ved det. Jeg har undret mig over, at du har holdt ud så længe, men jeg turde ikke blande mig. Du må vide alt om, hvor voldsom han kan blive. Svigermor, hvis det er for svært? Nej Hannah; det har altid været svært. Han var en stille dreng i det daglige, men engang imellem fik han raserianfald, der gjorde mig bange, for han ville ikke tale om, hvorfor han var så vred eller han vidste det ikke jo vidste det gjorde han nu nok det er min skyld. Tårerne var begyndt at løbe nedad svigermoderens kinder. Svigermor, det var ikke meningen at gøre dig ked af det. Hun rakte sin hånd over bordet, og svigermoderen tog den og gav den et klem. Det er i orden, Hannah. Det forsvinder ikke, bare fordi vi ikke taler om det. Det legede jeg i mange år. Vi slog ham ikke, Hans kunne ikke gøre en flue fortræd, der var ingen ond stedfar, men jeg fik af og til klager over Simon; han kom tit i slagsmål på gaden og i skolen, men der blev ikke gjort et stort

153 153 nummer ud af det. Her var mange bøller, også sataner, der tævede deres koner blå og gule åh Hun tav brat og pudsede næse. Jeg er så ked af det, Hannah. Jeg foretog mig nogle ting, inden jeg mødte Hans jeg skammer mig sådan. De gamle hænder vred sig krampagtigt. Hvad oplevede han, svigermor? Hendes stemme var gudskelov blid. Amalies hengivne farmor skulle skånes så meget, som muligt. Svigermor, Simon har fortalt noget. Du må ikke være så fortvivlet. Jeg skal bare vide lidt mere, end jeg har gjort indtil nu. Jeg har sovet det meste af mit liv, men det går ikke mere, for Simon bliver værre og værre. Jeg vil ikke mere. Det var en utrolig lettelse, at sige det højt, men den gamle kvinde krympede sig mere, end hun kunne holde ud at se på. Hun rejste sig impulsivt og gik over til hende og lagde armene omkring den spinkle krop og var den voksne, der trøstede et ulykkeligt, sårbart væsen. Den gode magt? Svigermoderen gjorde sig blidt fri og snøftede og så dybt alvorligt på hende, mens hendes ansigt fik en uklædelig, rødviolet farve. Hun led med hende, men tav. Svigermoderen havde ligeså meget brug for at fortælle sandheden, som hun havde haft af at skrive brevet. Endelig fik svigermoderen nogenlunde kontrol over sig selv og rankede sig. Jeg trak i mine unge dage. Åh Har Simon fortalt dig det? Det var en slem tid. Nu er det næsten respektabelt at have den slags arbejde; de viser det også i fjernsynet, men dengang blev vi virkelig set ned på. Jeg var det usleste, usle og jeg hadede mig selv, men jeg havde igen uddannelse, og jeg kunne ikke få en plads i huset eller nogle andre steder. Ingen ville have sådan én som mig, med en fortid og horeunge, og mine forældre havde smidt mig ud. De var hellige. Svigermoderen tav og drak en mundfuld kaffe og var langt væk i historien, hun sikkert havde gentaget for sig selv utallig gange. Hun trak vejret besværet og rømmede sig. Jeg fik en veninde, der tjente godt og fortalte, at det ikke var så slemt, og jeg ville gerne tro hende. Et stykke tid efter var jeg heldig at møde Hans. Han vidste, hvem jeg var, han var faktisk min kunde, men han ville have mig alligevel. Vi boede i min lejlighed. Hans havde ingen steder at bo. En tid syntes jeg, at Vorherre så mildt ned på mig, men så var der en mor til én af Simons kammerater, der fortalte Simon om min fortid. Måske kunne han pludselig huske alle onklerne. Jeg var nødt til at tage dem med hjem, så Simon ikke var alene. Jeg passede på, syntes jeg, men jeg ved ikke, hvad han har set og hørt; nogle af dem slog. Lejligheden var lille. Han kom aldrig over skammen. Fra den dag, han fik det at vide, var han ikke til at styre. Hvis sladrehanken vidste, hvad hun gjorde imod Simon dengang, ville hun rådne op i helvede hun døde af kræft for nogle år siden, og jeg

154 154 godtede mig. Jeg kan jo ikke gøre tingene om, Hannah, men hvis du vidste, hvor inderligt jeg har fortrudt... De sad i dyb tavshed og hun undrede sig over, at hun kun følte sympati med svigermoderen. Var den veninde, du tale om, min mor? Den gamle kvinde strammede munden, men hendes mimik og øjne kunne ikke lyve. Du må ikke være så hård mod din mor, Hannah. I virkeligheden kunne hun slet ikke klare den tilværelse. Den spolerede hende og gjorde hende bitter, og hun blev hård for at overleve. Hun fik en abort hos en kvaksalver, og det var ved at slå hende ihjel. Han var et grådigt svin og beskidt, men han levede højt på os piger. Jeg har aldrig kunnet forstå, at et eneste, anstændigt menneske kan være imod fri abort Så blev hun gravid igen og prøvede at tage sit liv. Det var lige inden, hun traf din far, og de arrangerede sig, men jeg tror aldrig, hun elskede din far, selv om hun talte om ham med respekt. Han var en strålende mand, men det hjalp hende ikke. På en måde tror jeg, at min kærlighed til Hans frelste mig. Hvorfor har du og mor næsten ikke set noget til hinanden gennem årene? Jeg tror ikke, hun kunne holde ud at være i stue med noget eller nogen, der mindede hende om fortiden. Måske var hun i virkeligheden blødere end mig, da vi var helt unge. Ved Amalie noget om det her? Nej Hannah; i hvert tilfælde ikke fra min mund. Vidste Simon, at mor og du kendte hinanden? Det ved jeg ikke. Vidste mor hvem Simon er? Den gamle kvinde bevægede hovedet på en måde, der både kunne betyde ja og nej. Hun nænnede ikke at bore mere, men rejste sig og så ned på Simons mor. Jeg bliver nødt til at gå, men jeg kommer snart igen. Hun tog svigermoderens hænder i sine, og den gamle kom på benene og fulgte hende ud. Hun vendte sig i døren. Svigermor, Amalie må aldrig få noget at vide. Der ingen grund til det, vel Bertha? Hun elsker dig, farmor, at du bare ved det. Hun så den gamle kones glæde over ordene. Hun havde sagt det rigtige; hverken mere eller mindre. Efter afskeden med svigermoderen kunne hun ikke komme ned på gaden hurtigt nok. Hun trængte til at se anonymt liv omkring sig; liv hun kunne bilde sig ind levedes fredeligt og lige ud ad landevejen. Ville hun nogensinde kunne leve normalt efter disse vågne mareridt? Det var svært at forestille sig. Hun spadserede hurtigt tilbage mod Hovedbanegården, men anspændtheden, der havde afløst sindsbevægelsen, sad som en uforløst kløe under huden og i tindingerne og gjorde hende rastløs. Hun havde løst til at sætte i løb og prajede en taxa og sank ned på bagsædet med et ufrivilligt

155 155 suk, der fik chaufføren til at se en ekstra gang på hende. Hun skar en grimasse, hun håbede han opfattede som et smil, og gav ham sin adresse; hun ville tage hjem efter sin taske og sine personlige papirer inden Simon fandt på at gemme dem. Trætheden satte ind, men hun var også sært glad for, at hun endelig var begyndt at lære svigermoderen at kende, efter alle de bevidstløse år. Hvis hun havde lært hende at kende som ung hvis svigermoderen havde været hendes mor? Kærligheden flød ud af alle den gamle kvindes porer. Måske havde hun været en glad og naturlig kvinde i dag, hvis hun havde fået del i sådan en kærlighed? Svigerfaderen havde været en stille mand, der altid kyssede sin kone i nakken. Sådan huskede hun ham. Kys og søndagscigar, hvis lugt havde irriteret hende. Hun længtes pludselig efter ham, men det var for sent, ligesom så meget andet. Der havde været en stille samhørighed mellem de to mennesker, og selvom Simon bar rundt på en grim viden, var det alligevel ubegribeligt, hvordan han havde kunnet udvikle sig til en så kynisk og utilgivende mand; eller var det? Hun lukkede øjnene og svigermoderen, da hun fortalte sin sørgelige historie for hende, trådte tydeligt frem. Stakkels barnløse kvinde; hun skulle aldrig vide noget om Simon og moderen, hvis det stod til hende. Hun havde lidt nok. Hun ville besøge hende oftere i fremtiden og prøve at forsøde hendes liv med andet end kager. Hun smilede. De kunne måske opleve ting sammen, og Amalie kunne være med? Tre generationers kvinder på opdagelse i verden og i hinanden. Det lød dejligt. Hun hengav sig til bilens rytme. Chaufføren kørte godt og sikkert. Simon kørte uregelmæssigt og for hurtigt. Hans bil havde aldrig ligget godt på nogen som helst vej. De nåede huset alt for hurtigt. Hun betalte med rigelige drikkepenge og skævede hen imod garagen, der heldigvis var tom. Hun så på uret. Låsesmeden ville komme klokken fire. Hun gik langsomt om i baghaven og blev ked af at se den så forsømt. Simon måtte have fat i en havemand til at rydde op. Hun ville ikke have noget med den at gøre mere. Hun ville savne haven, men hun kunne måske få et lille stykke jord hos Louise, der ikke interesserede sig for havearbejde. Det ville være dejligt at gå stille og fredeligt i Louises have, uden at være bange for Simons uberegnelige indfald. Hun satte sig på Simons plads og sig vemodigt omkring. Afsked! Det var mange års historie, hun forlod. Når der var faldet ro over hendes tilværelse, ville hun måske kunne huske glade minder herfra. Det var Amalies barndomshjem, og hun ville heldigvis kunne komme, når hun havde lyst. Simon elskede, trods alt, sin datter. Hun måtte bede Amalie om at besøge sin far nej, det var en sag mellem Amalie og Simon. En bil standsede på vejen. Hun rejste sig og gik om foran, hvor låsesmeden allerede stod ved hoveddøren, og da hun havde vist ham legitimation, tog det

156 156 ham ikke mange øjeblikke at få låsen op; det virkede ikke særlig betrykkende. Stedet måtte være et eldorado for tyveknægte. Det havde hun aldrig spekuleret over før. Det havde Simon åbenbart heller ikke, selv om han gerne ville kontrollere alt. Hun betalte manden og gik ind i entreen. Tasken hang på knagen, hvor hun havde efterladt den. Nøglerne lå i den. Hun lukkede døren og gik opad trappen standsede brat. Hun tog sig gispende til hjertet. Simon havde oversmurt væggene med maling og skrevet luder henover hendes smukke spejl. Hun gav en chokeret lyd fra sig og tog en bluse og forsøgte at gnide ordet væk, men hun tværede den røde maling ud og opgav. Fotografierne lå stadig spredt på gulvet. De fleste var ødelagte. Hun bøjede sig ned og samlede dem op og tog dagbøgerne, som han af en eller anden grund havde ladet ligge; hun ville ellers have troet, at han ville have brugt dem imod hende. Hun måtte hellere tage dem med over til Louise. Hun bed tænderne sammen og fyldte den røde kuffert, hendes første, med billeder, papirer og en af Amalies slidte bamser. Hun ville ikke lade ham overskygge glæden ved besøget hos svigermoderen. Han skulle aldrig, aldrig mere få lov til at kyse hende. Klædeskabsdøren stod åben, og han havde ødelagt en del tøj, men hun fandt nogle mere eller mindre tilfældige stykker og klaskede dem ned i en stor taske og gik ud og lukkede døren efter sig med et smæld, der lød som en afsked, og kom i tanke om morgenkåben, hun havde fået af Amalie. Den hang i badeværelset. Hun ville savne det smukke badeværelse, men et nedsænket badekar kunne højst give en smule øjeblikkelig tilfredshed, aldrig erstatte et ordentligt liv. Der var fremtid i Louises beskedne brusekabine. Hun løb ned ad trappen og lukkede sig ud og spadserede langsomt hjem til Louises hus. Louise sad bøjet over sin computer med et koncentreret udtryk i ansigtet. Hun løftede hovedet, og de vinkede til hinanden, og da hun kom ind i huset gik hun forbi stuen ud i køkkenet. Hun trængte til at være lidt i fred, og hun kunne ligeså godt vænne sig til at være fastboende og ikke en krævende gæst, der forventede opmærksomhed hele tiden. Hun følte sig lige med et lidt hjemløs, men det trøstede hende at tænke på, at det ikke varede så længe, før hun fik fod under eget bord og en uplettet seng at sove i. Hun ville indrette det lille sovekammer med skråvæggene med hulens møbler. Hun mærkede kræfterne vende tilbage. Hun ville snart have sit helt private fristed; sin hule. De var blevet enige om at spise omelet til aften ovenpå storspisningen i går. Louise skulle passe lidt på vægten. Hun ville tilberede et godt måltid til den travle kvinde, der gavmildt stillede sine enemærker til hendes rådighed. Hun havde så meget at berette og håbede, at Louise ikke var for træt til at lytte. Og så var der brevet fra den unge lesbiske pige. Det ville være dejligt, hvis hun kunne hjælpe hende og Louise. Hun gik ind i værelset og pakkede ud og satte et billede af Amalie med studenterhue på natbordet, opad sengelampen, og klædte sig af og tog et par

157 løse bukser og en ældgammel, håndtrykt busseronne på og følte sig hvirvlet mange, mange år tilbage i tiden. 157 Hun var ganske ung og slentrede ofte rundt i Københavns gamle gader, når moderen troede, hun var sammen med en veninde. Hun havde købt busseronnen i en lille, uanseelig kælderbutik, man næsten skulle vide lå der, for at få øje på den. Hun var gået tøvende ned ad kældertrappen, men en klokkes sprøde klang beroligede hende, og pludselig stod hun i et farveorgie, enhver indianer ville være stolt af, og hun berusede sig i muligheder, mens den ældre kunstnerinde smilende så på. Hun havde besluttet sig til busseronnen med den brede bort i det smukkeste mønster, hun nogensinde havde set, og hun blev vist ind i et miniature prøverum og tog den på. Hun skiftede ikke alene ham, men også sind, da hun lod det kølige, glatte bomuldsstof glide ned over hovedet. Hun lo. Hun huskede, hun lagde hovedet tilbage og lo højt, og kvinden smilede stort og pakkede hendes skjortebluse ind i brunt papir. Hun var en dronning, da hun steg op i sollyset og euforien havde holdt sig, til hun kom hjem, og moderen så kritisk på hendes skat og spurgte, om hun skulle til karneval. Hun var blevet så forfærdelig skuffet og flov, og hun mistede sin umiddelbare glæde over klædningsstykket. Busseronnen blev gemt væk, men hun passede på, at den ikke blev kasseret. Busseronnen havde været forud for sin tid, eller hun var for sent på færde, men nu sad den, hvor den skulle, og selv om hun havde forandret skikkelse, passede den hende. Hun gik tilbage til køkkenet og tog brevet fra den ulykkelige pige op og læste det igen. Det så mindre faretruende ud i dag. Hun satte sig ved spisebordet og lagde papir til rette og tændte en cigaret. Haven var ved at falde til ro. Farverne var blide og beroligende og fuglene fløjtede deres aftensang. Det skulle nok gå alt sammen. Kære unge lesbiske pige. Du står overfor et vigtigt valg i dit liv. Du kan vælge løgn og fortielse, og disse to vil forfølge dig hele dit liv, eller du kan være stærk og fortælle dine forældre sandheden, uanset hvor bange du er, og give dem en chance for at vise, hvem de er. Hvis de elsker dig, og det tror jeg de gør, vil de acceptere dig, som du er. Jeg ønsker dig held og lykke med din store opgave og din fremtid. Hun så på svaret. Det havde været let at skrive. Hun krydsede fingre for pigen og håbede, at Amalie ikke havde tunge hemmeligheder for hende. Måske kunne hun spørge? Hun kendte for lidt til Amalies liv, efter hun var flyttet hjemmefra og egentlig også fra den sidste tid, hun boede hjemme. Årene var løbet fra hende; hun blev forbavset, da Amalie en dag stod i døren og forkyndte, at hun ville flytte, og hun så op fra sin bog og stirrede på en ung kvinde og ikke en lille unge. Hun nåede ikke at reagere, inden Amalie lukkede barndommens dør. Hendes værelse havde stået uforandret indtil nu; det havde været som om både Simon og hun ventede, at hun ville komme hjem fra skole. Simons reaktion forleden dag, da han opdagede, at hun havde skændet Amalies værelse, som han kaldte hendes indflytning, vidnede i bund og grund om, at

158 158 han stod i stampe. Han havde forlangt, at hans hjem stod uforandret, når han gæstede det. Han havde aldrig oplevet de ens, grå dage i det store, tomme hus, med ekkoet fra alle de slag, han havde tildelt hende i årenes løb, som eneste selskab; et selskab, hvis støjende adfærd rungede stadig højere i hendes hoved og til sidst havde været ved at gøre hende skør. Hvornår begyndte han at slå hende? Hun rejste sig og gik hen til vinduet og så ud og længtes efter Anders, men hun kunne ikke ringe til ham, for hun havde bestemt, at de ikke skulle ses før selskabet. Hun ville ikke bruge ham som værn mod Simon. Første gang han slog hende var efter fødslen. Moderen kom i tide og utide og blandede sig i alt og overnattede, selv om hun sagtens kunne klare moderrollen med Rasmussens hjælp til det praktiske arbejde. Desuden havde Rasmussen fire børn, der alle opførte sig ordentligt og var godt i vej. Hun sagde det stolt og med glimt i øjnene. Moderen havde forladt huset i vrede med en spids bemærkning til Simon om, at nu kunne han se, hvordan han ville klare sig. Hun havde undret sig lidt over bemærkningen, men Amalie optog alle hendes tanker, og hun havde ikke tænkt nærmere over det; var nærmest lettet over at have Amalie for sig selv. Hun skuttede sig og lukkede vinduet og skruede en anelse op for varmeapparatet og lagde sig på sengen. Et par aftener efter moderens optrin begyndte han at kræve små ydelser i sengen, hun ikke kunne give ham, og han hånede hendes missionærstilling. Hun blev så forfærdeligt ked af det og flov, og han pirkede til hende, og fik hende til at græde, og han beordrede hende til at holde op med hyleriet, der kunne vække Amalie, og da hun ikke holdt op, slog han hende og væltede sig over hende og borede sig ind i hende og stønnede. Hendes krop huskede stadig den brændende fornemmelse, der jog gennem hendes underliv; det havde gjort så ondt, når han var voldsom, især lige efter fødslen, men skammen havde været værre end smerten. Hvordan havde hun kunnet elske det sygelige menneske? Hun havde jo været knyttet til ham! Det var unormalt. De havde gentaget mønstret i flere år, og hun endte på skadestuen, hvor hun bildte lægen ind, at hun var klodset og han så medlidende på hende. Efter den episode holdt Simon sig så meget hjemmefra som muligt, og hun følte sig skyldig, når Amalie savnede sin far. Hun begyndte også at lede efter små beviser på, at han havde andre kvinder, men selv om hun var jaloux i begyndelsen, blev det gradvist en lettelse for hende at være fri for ham. Hun forstod stadig ikke, hvad havde fået hende til at blive år efter år? Amalie sagde forleden, at hun havde været fraværende. Hun måtte have været apatisk ligesom hjemme, når moderen huserede, og det sikreste var at være usynlig. Hun havde vel egentlig kun været synlig, når faderen var hjemme på orlov? Simons slag havde afløst moderens, og hun havde været passiv modtager. Louise måtte vide noget om, hvad der fik et menneske til at finde sig i det uhyrlige, i årevis.

159 159 Hun rejste sig. Det var på tide at begynde på aftensmaden. Hun skænkede et stort glas rødvin og så på den røde væske. Den lignede blod. Hun hældte rødvinen i vasken og hentede æggene i køleskabet. Louise kom ud og satte sig og tog et glas rødvin. Hun så træt ud. Har du nået, det du satte dig for? Louise nikkede og strakte sig. Det var anstrengende, men nu har jeg fri Hvor er du spændende klædt på! Hvor kommer den smukke busseronne fra? Jeg anede ikke, at du har sådan noget tøj. Du overrasker mig. Louise rejste sig smilende og kom over og stillede sig ved siden af hende og følte på stoffet. Den er fra min tidlige ungdom et slags forsinket ungdomsoprør. Hun sendte Louise en skæv grimasse og slog æggene ud. Du, Louise... Ja? Hvorfor slår Simon, og hvordan kan det være, at jeg har fundet mig i hans opførsel, så mange år? Hvad er der galt med mig? Hun koncentrerede sig nervøst om æggene, der splattede ud og var for gamle, selv om hun havde købt dem for et par dage siden. Louise gik tilbage til bordet og satte sig og lod fingrene glide gennem sit hår. Jeg ved det ikke, Hannah, men du kan få fat i en psykolog, der måske kan komme med et godt bud. Hvilket bud? Hannah, jeg er på glatis, men min erfaring er, at de fleste svar kommer af sig selv, hvis jeg giver mig lov til at tænke stille og roligt over tingene. Det eneste jeg er nogenlunde sikker på er, at Simon ikke kan fordrage kvinder i al almindelighed, og at han sandsynligvis er bange for os og der er måske ikke noget at sige til det, vel? Uanset hvad hans mor har fortalt dig, så må det have været et chok for ham, at opdage, hvad moderen lavede, sådan som verden er skruet sammen, ikke? Hvad mente Louise? Skulle hun tilgive og glemme? Hun vendte sig såret Jeg troede, du holdt med mig. Det lød barnligt, men sådan følte hun. Hold op, Hannah. Du ved, hvor jeg står, men på et tidspunkt var han sikkert et normalt barn, hvis skæbne er, at han aldrig er blevet voksen. Han bliver med at hævne sig. Tænk på alle hans kvinder; han virker tvangspræget på mig. Måske tæver han også sine bekendtskaber. Tror du virkelig? Er det ikke kun mig, han afskyr? Det kan jeg ikke forestille mig. Hannah, jeg tror, nej jeg ved, at han trænger til behandling, men du får vist aldrig ham til at indrømme, at der er noget galt med ham, vel? Han aner måske ikke engang, at han er galt afmarcheret. Hold dig væk fra ham og husk, at voldtægt ikke er elskov! Voldtægt er magtmisbrug. Hvad med mig?

160 160 Prøv at gøre dig mentalt fri af ham og find ud af, hvad du ønsker. Bryd vanen. Jeg vil råde dig til at få professionel hjælp. Professionel hjælp. Lægen havde sagt, at hun var normal, men lægen havde naturligvis ikke vist, at Simon slog. Det måtte ligge lidt. Du Louise, tror du, at Amalie har taget skade? Jeg mener, jeg har prøvet at svare den unge lesbiske pige, og så blev jeg pludselig så bange, hun virker så ensom, og forældrene ved ikke noget om hende. Hun piskede ihærdigt i æggemassen, men opgav og satte sig over ved bordet og tændte en cigaret og rejste sig og tog et glas vand og satte sig. Louise var tavs. Nu havde hun overbebyrdet hende igen. Undskyld Louise, du er træt, og jeg Lad være, Hannah, gu er jeg træt, men jeg ved også, hvornår jeg har fået nok. Irettesættelsen fik hende til at rødme, og hun kneb læberne sammen, men Louise lagde enten ikke mærke til det eller overså det. Du har altid vist Amalie, at du elsker hende, ikke? Ja! Louise rakte sin hånd ud mod hende, og hun greb den og mærkede et lille klem. Hun vidste, at hendes følelser for Amalie var sande, men hun havde også elsket Simon, og hun havde været fraværende. Se ikke så fortvivlet ud, Hannah. Amalie ved, du elsker hende. Det har hun fortalt mig. Jeg tror, at Amalie har en chance for at få et godt liv, men hun har ikke haft godt af at se sin mor blive slået. Han har aldrig slået Amalie! Nej, han skulle næsten have en præmie, ikke? Hold op, Hannah og tal med hende og lær hende at kende. Hvad tror du, hun synes om Simon? Hendes stemme var hæs, og hun rømmede sig kraftigt. Glem Simon! Amalie er voksen. Hun må gøre op med sin far, hvis hun har brug for det. Det er ikke din skyld, at Simon er som han er, men det er dit ansvar, at du lod ham tyrannisere dig, og det er både Simons og dit ansvar, at I lod Amalie vokse op i sådant et hjem. Louise havde ret. Hvis hun havde været ansvarlig, var hun løbet langt væk, første gang Simon lagde hånd på hende. Hvad tænker du på, Hannah? At jeg har været en dårlig mor. Stands det klynkeri! Du har gjort det så godt du kunne, Der er ingen der gør det godt nok. Du har vist Amalie, at du elsker hende; det er det vigtigste. Det kan du bide skeer på, min ven. Apropos skeer, skal vi ikke snart have noget at spise? Louise grinede, og hun forsøgte at smile. Tak Louise, selv om jeg ikke rigtig forstår, alt hvad du siger. Jeg vil tale med Amalie. Jeg er ikke så bange mere. I hvert tilfælde ikke lige nu.

161 161 Det er jeg glad for, men læn dig nu ikke for meget opad min pseudoterapi, vel Hannah? Tænk og føl selv, kone! De spiste og Louise trak sig tilbage, og hun gik i gang med opvasken. Når hun flyttede ind, ville hun foreslå en opvaskemaskine. Hun tørrede køkkenbordet og vred karkluden op og hængte den til tørre. Gøremålene mindede hende om gamle dage, inden Rasmussen tog fuldstændigt over. Hvorfor havde hun ladet hende gøre det? Hvorfor havde hun ladet Simon slå, som om hun fortjente det? Hvorfor havde Simon stadig en sær magt over hende? Simon slog, men han var ikke selv blevet slået. Selv om moderen havde slået hende, havde hun aldrig slået nogen Hvorfor havde hendes mor slået hende? Hvordan havde hun kunnet slå det lille, bange barn, der stod foran hende og ikke vidste, hvorfor hun skulle straffes? Hvad var hendes mor for et menneske? Hvad var de for nogen mennesker? Hun listede ind i stuen og hentede cognacflasken. Hun havde lyst til at sidde i det fredelige køkken og nyde et glas, mens Louise hvilede sig. Hun skænkede op og drak. Hun så rundt. Det ville ikke vare så længe inden hun skulle være en del af dette hus, om end hun fik sit eget køkken. Hun fik sit eget. Ordene fik hende til at boble forventningsfuldt. Hun var glad for, at hun ikke havde fortalt Louise om værelset. Det var uvæsentligt.

162 Gæt hvem det er? Hun for sammen. Stemmen var forvrænget, og hun mærkede en hånd på sin skulder og havde lyst til at flygte, selvom hendes sunde fornuft sagde hende, at hun ikke var i fare; hun sad i Louises have, men bare folk dog ville lade være med at komme bag på hende. Hun vendte sig vredt og stirrede op i Amalies kære ansigt. Amalie! Hun omfavnede hende og kyssede hende på begge kinder. Amalie gjorde sig fri. Du kvæler mig! Hej mor, hvordan går det? Du sad vist og drømte? Amalie dumpede ned på drømmesengen, som Louise havde placeret under det bredkronede træ, der fungerede som parasol. Hun kunne aldrig huske, hvad det hed. Amalie, det er vel nok en overraskelse. Har du fri? Skal jeg hente noget til dig? Nej tak, mor. Pernille kommer ud med noget. Pernille? Ja, vi har taget en fridag. Der er noget du skal vide, mor. Amalies ansigt skiftede hurtigt udtryk. Hun havde altid haft et letbevægeligt ansigt, ligesom sin farmor. Der var ingen, der kunne se trættere og dejligere ud, den samme dag, ja, næsten fra minut til minut, end Amalie. Hun mærkede uroen krybe ud i fingerspidserne, selvom Amalie så ud til at stortrives. Amalie, er du syg? Hendes voksne datter lagde hovedet bagover og grinede. Ja, det kan man måske godt sige. Jeg er syg af forelskelse, mor. Hun mærkede varmen brede sig i kroppen og nå kinderne. Forelsket? Hvor dejligt min skat. Fortæl! Hvem er han? Amalie så pludselig meget alvorlig ud, men forelskelse var også en alvorlig sag. Hun rejste sig og kom over og satte sig på hendes skød, og lagde armene omkring hendes hals og sin kind imod hendes. Det var mange år siden, hun havde gjort det. Minderne strømmede gennem hende, og hun gengældte omfavnelsen.

163 163 Fortæl Amalie! Jeg er så spændt. Amalie rettede sig op og lagde sine hænder på hendes skuldre og fangede hendes blik. Hendes øjne var blanke, og det unge ansigt var svagt rosa og sårbart. Forelsket. Det er svært mor. Hvorfor var det svært? Var Amalie gravid? Vidunderligt, hvis hun skulle være mormor. Elsker han dig? Mor! Ja? Jeg er lesbisk. Pernille er min kæreste. Lesbisk? Ordene kom langt væk fra, selv om Amalies mund bevægede sig tæt ved hendes ører. Lesbisk var et underligt ord. Da hun var ung, kendte man det næsten ikke. Man sagde det ikke højt. Ikke i hendes barndomshjem. Hendes arme ville skubbe Amalie væk; hun måtte holde godt fast i hende. Hvad havde hun gjort galt? Eller Simon? Mor! Ja Amalie. Det var ækelt og unaturligt, og nu kunne hun ikke blive mormor. Mor, sig noget! Amalie rejste sig og stod foran hende, men hvad skulle hun sige. Ved Simon far det? Det ved jeg ikke. Jeg har ikke fortalt ham det, men Louise pressede på, for at få mig til at fortælle dig det. Ved Louise det? Hun mærkede varmen brede sig ned over ansigtet ned på halsen. Nu var hun vist spættet. Louise vidste det. Hvorfor havde hun ikke sagt noget? Hun tvang sig til at se på Amalie, der stod foran hende og lignede sig selv, men føltes fremmed. Hun sænkede blikket til et sted omkring Amalies mave og så, at hun havde hænderne begravet i bukselommerne, men hun så kvindelig ud alligevel. Hofternes runding. Amalie lesbisk? Hun så op og Amalies violblå øjne borede sig ind i hendes. Er du chokeret, mor? Amalies stemme krævede svar. Det ved jeg ikke. Hun svarede for hurtigt. Øjeblikket var vigtigt. Ja. Nu begyndte tårerne at løbe ned ad hendes kinder. Hun måtte tage sig sammen. Hun kunne ikke sidde her og føle ubehag ved sit barn. Amalie var hendes datter! Hun så Pernille komme ud. Hun var en stor, flot kvinde, der ville kunne få Simon til at opføre sig charmerende. Hun holdt hånden for munden for at kvæle det lille nervøse fnis, der pressede sig på. Amalie gik hen til Pernille og kyssede hende let på kinden, et venindekys, og tog bakken fra hende.

164 164 Blinkede hun til hende? De kom hen til bordet. Hun måtte sige noget, men hvad? Hvorfor, Amalie? Hvorfor, mor, hvad? Det ved jeg da ikke; sådan er jeg bare. Amalies stemme dirrede lidt, og Pernille kom over og gav hånd. Hun måtte tage den. Goddag Pernille. Hvordan har du det? Fint, tak. Jeg er forelsket. Hun så kærligt på Amalie. Det var ikke til at holde ud. Hun burde ønske dem tillykke, men hun kunne ikke. Undskyld Hun rejste sig og svajede, men gjorde sig umage med at gå naturligt. Hun flygtede fra Amalie. Det var forfærdeligt, men hun kunne ikke holde ud at være i nærheden af de to lesbiske piger. Louise stod i køkkenet og smurte ostemad. Hendes ryg så vist lidt anspændt ud. Falske ven. Hvorfor havde hun ikke sagt noget? Var de overhovedet venner? Lesbisk! Hun havde kvalme. Louise vendte sig og så udæskende på hende, og hendes ansigt var meget alvorligt. Nå Hannah, fik Amalie fortalt dig det? Ja. Vreden og afmagten skyllede ind over hende. Hun støttede sig til dørkarmen. Hvorfor fortalte du mig det ikke, Louise? Hvordan kan du spørge? Skulle du vide noget så vitalt om din datter fra anden side. Tag dig sammen, Hannah! Det var rigtigt, men hun var vred på Louise alligevel. Hun havde en klump i halsen, og hun mærkede på vejrtrækningen, at hun var på vej til hysteri. Hvornår fik du det at vide? Hun gispede. Louise stod helt stille. Da de kom dumpende arm i arm. Hvad følte du? Jeg fik et mindre chok, og så skyndte jeg mig at se glad ud og ønske dem tillykke og held og lykke. Da de var gået, bed jeg et par gulvtæpper ihjel. Louise! Hun kunne ikke lade være at grine. Latteren pressede sig opad og ud af hendes mund. Louise kom hen til hende med et lille smil og lagde sine arme omkring hende og aede hende på kinden. Så, så Hannah. Hjælp mig med maden, og lad os komme ud til de unge elskende, ikke? Gider du tage smørrebrødet? Hun tog fadet og mærkede at hver fiber i kroppen ville ind på værelset og under dynen i hundrede år. Hun var løbet sin vej og havde svigtet Amalie; og hun havde knapt afsluttet sit forstående brev til den unge, lesbiske pige. Hun duede ikke, men hun elskede Amalie: Amalie var den vigtigste i hendes liv. Hun måtte virkelig anstrenge sig. Hvordan? Louise skubbede blidt til hende. Kom så!

165 165 Amalie og Pernille sad ved siden af hinanden, tilsyneladende fordybet i samtale, men hun så tydeligt, at Amalie havde følehornene ude, og at de vibrerede i hendes retning. Hun gik hen til bordet og satte maden og vendte sig mod Amalie. Amalie, jeg er ikke god til det. Tilgiv mig. Jeg elsker dig. Louise siger, at jeg skal ønske jer held og lykke. Hendes stemme lød helt forkert, men et smil bredte sig i Amalies ansigt. Tak mor. Det er godt nok lige nu. Hun satte sig og så fra Amalie til Pernille og tilbage til Amalie. Hun så lykkelig ud; hun lignede hende, da hun var nyforelsket i Simon. Måske var det ikke så forskelligt, når det kom til stykket. Louise skænkede kaffe og satte sig ved siden af hende. Det var betryggende. Louise var god nok. Var hun ikke? Vi vil giftes, mor? Amalie tog Pernilles hånd. Jeg har friet. Giftes? Hvordan? Det var unaturligt. To kvinder op ad kirkegulvet og alle deres venner og bekendte i kirken, nysgerrigt strækkende hals. Simon! Hvad ville Simon sige? Hun turde ikke fortælle ham det. Du må selv fortælle far det hele. Naturligvis, mor. Ham er jeg ikke bange for. Det skal du ikke spekulere på. Bange! Louise sagde, at Simon var bange? Hun var en ravnemor. Amalie, jeg skal nok være der, hvis du vil have det. Det lover jeg. Hun prøvede at slappe af og undgå hovedpinen, der var på vej. Tak mor, det varmer. Amalie kom over til hende og lagde armene omkring hendes hals. Hun duftede dejligt. Du er tapper mor. Du skal nok vende dig til tanken. Pernille havde siddet helt stille. Hannah fangede hendes blik, der var meget mørkt, hendes øjne glødede, men hun smilede til hende og vendte sig om mod sin mor og sendte hende et fingerkys, og Louise så varmt på sin datter. Louise var et fint menneske. Hun kunne godt have forberedt hende! Endelig gik pigerne. Hun havde set på uret. De havde været der i tre kvarter, der på samme tid havde føltes uendelige og som nogle få minutter, fordi hun havde været for slået ud til at forholde sig til, hvad der foregik. Det hele stod tåget for hende; hun var ikke engang sikker på, at hun havde sendt Amalie nogenlunde tryg af sted. Hun tog opvasken og Louise slog græsplænen, og græssets friske duft nåede helt ind i køkkenet og svøbte hende ind i sommer og almindelighed. Hun ville ikke tænke mere på det nu. Hun var så træt, så træt. Hun ville gå i seng. Louise ville forstå. Hun gik hen til køkkendøren. Louise, jeg lægger mig lidt. Gør det, min ven.

166 166 Hun gik ud i badeværelset og stillede sig foran spejlet, og hendes ansigt så ud som det plejede. Hun åbnede for det kolde vand og bøjede sig ind under hanen, og lod strålen ramme sin pande. Sove. Hun trængte til at sove. Hun længtes efter Anders. Hvad ville Simon sige? Louise var i haven. Trygge, søde Louise. Hun kunne godt have forberedt hende. Vel kunne hun ej. Hun gik langsomt ind i værelset og trak gardinerne for og lagde sig på sengen og lukkede øjnene. Det skulle nok gå alt sammen. Om lidt var hun skilt fra Simon, og så ville hun begynde et helt nyt liv. Advokaten havde sagt, at hun ville ende med at få så mange penge, at hun ikke behøvede at frygte fremtiden. Huset var hendes. Det havde Simon sørget for af skattetekniske grunde, og hun skulle også have del i virksomheden, men den ville hun overlade Simon, uanset hvad andre tilrådede hende. Pengene fra huset kunne sikre både Amalie og hende. Amalie og Pernille skulle have en god start. Der havde været ulvindesmil omkring advokatens mund, og hun havde blinket til dem, mens Louise klemte hendes hånd betryggende. Ja, det skulle nok gå alt sammen. Det skulle lykkes, uanset Simons krumspring, og hun kunne vel leve uden børnebørn. Amalie! Hun var tør i munden, og hendes stemme var hæs, men hun skreg og skreg, for hun kunne ikke nå Amalie, selv om hun så hende sammen med den store flok kvinder, der lo og pegede fingre ad hende og løftede og bar Amalie væk på stærke arme, mens de sendte hånende skældsord efter hende, og ikke ville lade hende komme i nærheden af sin datter, der var lille og skrøbelig og trængte til hende. Amalie var hendes, men det vidste kvinderne ikke, og Amalie kærtegnede kvindernes bryster og baller og lo og lo. De lo alle sammen. Hun stod grædende tilbage, da de forlod hende, for hendes fødder flyttede sig ikke, selv om hun bevægede dem desperat. Flokken blev mindre og mindre og forsvandt til sidst, og hun ville aldrig få Amalie at se mere, og det var en katastrofe, for hun hørte den hjerteskærende barnegråd langt borte. Hun satte sig op med et sæt og så sig forvirret om. Gudskelov. Hun var i Louises gæsteværelse, og Louise lå i værelset ved siden af, og Amalie lå sikkert trygt i sin seng sammen med Pernille? Hendes kinder var våde, og sengetøjet var klamt og krøllet. Hun stod op og tog dynen og lagde den over en stoleryg ved det åbne vindue og åbnede døren forsigtigt og listede ud i gangen og hentede et rent lagen og pudebetræk. Hun havde haft mareridt; men om hvad? Natten var stille og tanketom, og hendes ensomhedsfølelse var næsten ubærlig, men hun kunne ikke vække Louise. Hun gik ud i køkkenet og øste lidt yoghurt op og dryssede sukker på og gik udenfor og satte sig på terrassen. Det var køligt. Hun rejste sig og hentede morgenkåben og huskede cigaretterne. Det var Amalie, hun havde drømt om; det var hun sikker på, men hun kunne ikke huske, hvad drømmen handlede om. Utåleligt. Det var måske rigtigt, hvad Louise sagde, at hendes eneste håb, om at slippe for de grimme drømme, var at tale om sine følelser, men hvordan kunne hun være bekendt at fortælle om sin skuffelse over Amalie, og at hun var så ked af, at drømmen om at

167 holde Amalies lille barn i sine arme og snuse dets duft ind, var knust i går eftermiddags, i Louises frodigt grønne have. Hun følte sig degraderet, og det hjalp slet ikke, tværtimod, at Louise havde sagt, at Pernille kunne lade sig inseminere, det lød som om de var dyr, og Pernille var åbenbart kvinden, for Amalie skulle aldrig være gravid, og hun skulle aldrig følge Amalies mave, der voksede og hjælpe hende, hvis hun fik problemer. Louise var blevet vred på hende og have snerret, at her var noget hun selv måtte finde ud af; hun kunne ikke, og hun ville aldrig mere høre om minusserne; kun om børnenes reelle vilkår, men det var jo også lettere for hende. Det var Pernille, der skulle være gravid, hvis de ville have børn, og hun følte sig jaloux på Louise, selvom hun vidste at det var urimeligt, og Simon? Simon havde drømt om Amalies søn, der engang skulle overtage virksomheden, men han havde også forhindret hende i at få flere børn; måske et, der ikke var homoseksuelt. Til helvede med Simon; det drejede sig om, at hun lærte at håndtere livet som det var. Hvad bildte hun sig egentlig ind? Amalie var sund og rask og forelsket, og hun sad her og flæbede! Slog kvinder hinanden? Hun mærkede tårerne løbe ned ad sine kinder og var glad for, at Louise sov. Hun tændte en cigaret og sugede røgen begærligt ind. 167

168 Lejligheden var blevet, som hun havde drømt om. Hun så sig tilfreds omkring. Udlejeren, en moden, fraskilt kvinde, havde været glad for, at hun overtog den lidt før den aftalte tid, for hun skulle flytte til Italien med sin kommende mand, og parret ville gerne bryde op så hurtigt som muligt. Kvinden havde strålet af glæde, da hun, næsten rødmende, fortalte Louise og hende den gode nyhed. Kvinden bestyrkede hende i troen på, at hun havde valgt rigtigt, og at det aldrig var for sent at begynde forfra. Hun begyndte sin rundtur og svævede nærmest. Det var næsten ikke til at tro, at hun havde sit eget nu. Lejligheden havde været velholdt, men hun var glad for de strukturhvide vægge i stedet for de gule, kvinden havde haft. Træværket stod råt. Hun havde ikke bestemt sig til farven endnu. Hun bestemte selv! Det gibbede i hende. Træværket skulle måske være perlegråt eller stribet, hvis hun havde lyst til det. Hun begyndte at fløjte. De stærkt kolorerede, abstrakte malerier, som hun havde købt af Esben gennem årene, ville komme til deres ret mod den neutrale baggrund. Endelig var det slut med at nyde dem i kælderen, når Simon var ude af huset. Hun ville ikke have gardiner, i hvert tilfælde ikke endnu. Lyset skulle kunne nå stuen uhindret, men hun ville have et sort rullegardin i soveværelset, så hun kunne gardere sig mod lyset, når hun fik sine hovedpineanfald. Hele lejligheden skulle møbleres enkelt med møbler, der udstrålede varme og gæstfrihed. Ingen kolde møbler som hjemme. Hun ville have gedigne, moderne træmøbler og jordfarver i alle nuancer og rød okker og et ensfarvet, diset blåt tæppe, eller måske skulle hun nyde gulvets naturlige skønhed. Da hun var gravid, havde det været livsvigtigt for hende at være omgivet af en bestemt blå farve, en helt bestemt nuance, som hun kun kunne fornemme. Hun løb fra butik til butik og så på stoffer og gav ekspeditricer grå hår i hovedet, for hun kunne ikke forklare farven, men hvis hun så den, ville hun genkende den øjeblikkeligt.. Hun fandt den til sidst i en lille forretning, og indehaveren, en pertentlig, lille mand, vidste ikke hvad farven kaldtes. Hun havde haft det med den farve, som visse gravide kvinder havde det med bestemte fødemidler. Simon ville ikke have gardinerne hængt op, men han indvilgede til sidst i, at hun hængte dem op i barneværelset, og så sad hun derinde og sugede farven til sig og drømte om det lille barn, der voksede støt og roligt i hendes mave.

169 169 Det eneste hun ville have med hjemmefra, bortset var møblerne fra hulen, var det gamle, perlemorsindlagte chatol med alle skufferne og den smukke klap, med det grønne, slidte filt, der måske ville give hende lyst til at skrive dagbog igen. Bedstemoderen havde siddet ved den klap og skrevet til sin mand. Hannah så det drømmende udtryk, i hendes kære ansigt, for sig og sendte hende et imaginært kys. Hun ville også have vitrinen med Buddha, der sad sort og mystisk og smilede sit gådefulde smil til elefantguden Ganesh, der var vis. Alt kunne lade sig gøre i vitrinen. Russiske trolde legede med kinesiske fruer og fugle og katte sludrede hyggeligt med bjørne, mindre end dem selv. Amalie, der havde været i Zoologisk have flere gange og kendte dyrenes størrelsesforhold, strakte hals og ville bæres og kommenterede ihærdigt herlighederne på hylden, der var forbudt at røre. Simon kunne beholde resten. Ville han blive boende? Adressen havde altid betydet meget for ham. Det måtte han selv om; hovedsagen var, at han købte hende ud. Hun forstod ikke, at det hus havde betydet alfa og omega for hende, for så kort tid siden. Hun kunne knapt huske, at hun havde boet andre steder end her i Louises hus, der muligvis også ville blive hendes. Louise overvejede at sælge halvdelen til hende, med det forbehold, at hun var sikret stueetagen, uanset første sals skæbne. Den ville være hendes problem, hvis hun, guderne forbyde det, flyttede. Louise så mulighederne i at kunne slappe af økonomisk for en gangs skyld; og det ville være mere ligeværdigt. De behøvede ikke at genere hinanden. Deres eneste fællesrum var den store entre, med knagerne og trappen op og ned til kælderen. Hun var så glad for ordningen. Den gamle, hjemløse ham var ved at slippe sit tag i hende. Skiftet kløede, og hun var stadig lidt ussel, men hun følte sig bedre og bedre tilpas for hver dag der gik, og hun havde mange, gode år at se frem til. Det var stadig vanskeligt at fatte, at Amalie var forlovet med Pernille, og det var bekymrende at tænke på Simons reaktion, men det var godt, hun ikke boede under samme tag som ham, når han hørte sandheden. Nu ventede hun kun på Louise, der ville køre med hende over til huset og vente sammen med hende på vognmanden, der skulle bringe hendes få ting hjem. Hjem! De var blevet enige om, at det skulle være i dag, mens Simon var i udlandet, selvom det var lidt ydmygende, men Louise havde ret i, at én gang til ikke ville gøre hverken fra eller til. Ydmygelserne ville snart være historie. Hun havde ringet til hans kontor og sikret sig hans fravær, men hun følte sig aldrig helt sikker på, at han ikke pludselig stod og betragtede hende. Han var rasende over hendes beslutning og kaldte hende navne, der stadig forstyrrede hende, selvom det ikke rørte hende så meget mere. Det var vidunderligt at have venner bag sig. Hun var rig.

170 170 Lejligheden ville kunne nå at være nogenlunde i orden inden havefesten. Hun glædede sig, som et lille barn, til at vise Anders den. Måske ville han overnatte; ligge sammen med hende i hendes egen seng, og spise morgenmad sammen med hende ved hendes eget bord. Det var mere end hun havde turdet drømme om, for blot en måned siden. Hun åbnede alle vinduerne og trak vejret dybt og havde lyst til at synge. Det var umindelige tider siden, hun havde fløjtet og sunget. Forventningen flammede i hendes bryst og pressedes mod hendes strube, opad og ud. Den boblede ligefrem. Hun tog et par dansetrin og lo højt og begyndte at fløjte. Ih du milde, hvor lød hun falsk. Hannah! Hun vendte sig og så fjoget på Louise, der stod i døren og betragtede hende smilende. Hendes store, grå øjne druknede næsten i smilerynker. Hun så glad på den lille, lidt slidte kvinde, med det gråsprængte hår, der havde givet hende nyt liv, og hun overvældedes af ømhed for hende og fik en klump i halsen og havde lyst til at forgylde hende. Det er en stjernestund, Louise. Takket være dig. Jeg skylder dig alt. Hun lød patetisk, men ordene var sande. Louise skar en grimasse. Så, så Hannah, men tak skal du have. Louise lod sine fingre glide gennem håret og var vist forlegen. Er du parat? Vi må hellere tage af sted, inden du smelter! Ja. Hun tog Louises hånd og kyssede den og lagde den imod sin kind. Hun var underligt bevæget, og hun så fugt i Louises øjne. Ja, det er vist en god ide. Hun betragtede sørgmodigt den forsømte have og huset, der virkede så forladt. Han anede vel ikke, at Rasmussens mand plejede at gå til hånde, eller måske var han ligeglad. Hun ville lægge en seddel til Rasmussen, nej, hun måtte ringe og forklare; invitere Rasmussen i Tivoli til frokost og takke hende for alle årene. Hun havde været mere end kone, men hun hørte ikke til i Louises hus, og hun holdt af Simon. Det fik han måske brug for nu. Hun kunne ikke lade være med at have ondt af ham. Var hendes advokat for hård? De havde trods alt haft gode stunder, og de havde Amalie sammen. Louise betragtede hende nysgerrigt. Fortryder du, Hannah? Hun var forbløffet over spørgsmålet. Nej! Aldrig, jeg blev bare lidt sentimental. Det kan jeg godt forstå. Jeg kan huske, da jeg blev skilt fra Rasmus. Jeg ville skilles, men jeg kunne næsten ikke slide mig løs af vores fælles historie, og hver gang jeg fortalte nogen noget, sagde jeg vi. Jeg tror, der gik et helt år, inden jeg var jeg. Kom! Louise åbnede havelågen, og hun fulgte efter hende og mærkede den sædvanlige tyngde i kroppen og den gammelkendte ulyst til at gå op ad havegangen. For et øjeblik siden troede hun, at hun var stærk. Der var vist

171 171 lang vej igen. Hun måtte huske Simons slag, hver gang hun var ved at blive blød om hjertet. Hvor var det godt, at Louise var med. Louise! Ja? Jeg håber du får en god mand. Du har fortjent det. Tak, men hvorfor siger du det? Fordi jeg tænker meget på Anders i min nye lejlighed. Hun standsede og greb Louises hænder. Fordi jeg er så taknemmelig for, at du har hjulpet mig ud af dette helvede. Jeg mærker ham tydeligt. Louise gjorde sig fri og smilede lidt vemodigt. Lad os håbe, at vores hus bliver lykkens hus. Kom, lad os få det overstået. Hun satte nøglen i låsen og dirkede den frem og tilbage. Louise, han har skiftet lås. Hvad skal vi gøre? Louises kæber begyndte at arbejde. Den sjover! Hvis han også har skiftet i køkkendøren, så knus en rude og send bud efter en glarmester. Hvis han ikke kan komme i dag, blænder vi den med et bræt. Hvad bilder han sig ind? Han er sgu for barnagtig, den store forretningsmand, hvad Hannah? De så på hinanden og begyndte at skraldgrine på tælling. Hun så på Louise og tørrede øjnene. Jeg tror det hjælper at grine ham ihjel. Tak Louise. Køkkendørens lås var også udskiftet. Louise fandt en klud i redskabsskuret og slog vinduet ved låsen ind. Lyden fra det knuste glas, der ramte køkkengulvet, skar i hendes hoved, og hun følte sig som en forbryder, men rystede ubehaget af sig. Simon fik det, han havde gjort sig fortjent til. Louise vendte sig med et beskt smil om munden. Sådan! Færdigt arbejde. Jeg har prøvet det før, men af mindre dramatiske årsager. Køkkenet så ubeboet ud. Hun var fremmed her. Blander du et par drinks? Martini til mig. Hun fejede glasskårene op. Lad os sætte os ud i haven, Louise. Vi har god tid. Jeg ringer lige efter glarmesteren. Baghaven lignede et vildnis. Græsset stod ankelhøjt og mælkebøtter smilede om kap med bellis og forglemmigej. Hækkens tætte krop kronedes af strittende kviste, og blomsterbedene var ved at blive kvalt i ukrudt. Haven passede på en måde bedre til hendes temperament nu, end den havde gjort i sin overpertentlige form, men den fortalte alt for meget om Simons forfatning og gav hende dårlig samvittighed. Hun hentede en klud i køkkenet og tørrede bordet og to stole af. De satte sig og skålede. Sammensvorne. Louise rejste sig og stillede sig med ryggen til hende og så ud. Du ønskede mig en god mand. Ja.

172 172 Jeg længes efter sådan en. Jeg har været ret lystig i mit liv, men der har været mere slagtøj, end der har været strygere. Louise vendte sig, og forsøgte at smile, men hendes sårbare ansigt var nøgent. Jeg trænger til kærlighed og frem for alt respekt og hengivenhed og troskab. Jeg er blevet hudløs på mine gamle dage. Jeg troede, jeg ville blive mere og mere hårdhudet, men det er en gammel løgn. Jeg har svært ved at have tillid til mænd. Jeg tror ikke på deres gode hensigter, selvom jeg ved, at de gode mænd findes. Anders, for eksempel, hvis han er så sympatisk som du beskriver ham. Jeg betragter efterhånden mig selv som et knald, og det er helt forkert, for jeg ved, at jeg har fortjent mere, som du siger. Jeg trænger til en god, gedigen mand. Hvis du vidste, hvad jeg har lagt ører til i årenes løb Kvinder, der har været udsat for alle slags krænkelser i barndommen og ikke tør hengive sig. Pædofile fædre, der påstår, at de gør deres små døtre en tjeneste. Mænd, der voldtager små drenge. Hustrumishandling, som den du har været udsat for, og værre. Lemlæstelser. Børnemishandling; spædbørn med brækkede knogler og hjerneblødning. Jeg kunne blive ved. Der findes kvindelige uhyrer, men det meste er mænds værk. Hvad er de dog for en art? Louise! Hun havde hørt resignationen i Louises stemme, men hun kunne ikke trøste, for alt hvad hun havde sagt var rigtigt og til at blive skør af, hvis hun tillod sig at tænke alt for meget over det. Louise! Ja, Hannah; og så er der de almindelige mænd, der bedrager deres koner efter noder, men her er kvinderne godt med nu. Jeg vil have troskab; ikke af moralske grunde, men fordi et eneste fejltrin ødelægger tilliden, og den kan aldrig, aldrig genoprettes. Man kan prøve at tilgive og glemme, men splinten vil sidde et sted og gnave. Louise satte sig og tog sit glas. Skål for fremtiden. De drak og sad i tavs samhørighed. Fuglene puslede i træerne og hækken og fløj til og fra rederne, hvor ungerne skræppede op. De dannede par eller levede et promiskuøst liv uden at lade sig anfægte. De gjorde, hvad de måtte gøre fra fødsel til død. Bevidsthed var en besværlig størrelse, men den åbnede jo også mulighed for de sublimeste oplevelser. Hannah, er du forelsket i Anders? Hun så på sin veninde. Ja! ja, det tror jeg Jeg ved det ikke. Anders hørte ikke til her; hun sad i Simons have ved Simons hus, hvor hun havde levet næsten hele sit voksenliv. Det var Amalies barndomshjem og afskeden var sværere, end hun havde forestillet sig, da hun gik rundt i sin nye lejlighed. Lige nu var Anders kun en skygge fra fortiden, og Simon var helt tydelig. Louise så medvidende på hende og rakte over bordet og tog hendes hånd i sin.

173 Det er tungt at skilles, Hannah, men sørg for ikke at lade følelserne løbe af med dig. Lad os gå i gang! De rejste sig, og hun vendte sig i havedøren og så vemodigt udover sit tabte paradis. Hun måtte ringe til Rasmussen og bede hendes mand komme over. 173 Det havde været en bevæget eftermiddag. Hvis Louise ikke havde skubbet på, sad hun sikkert i huset endnu. Minderne kom ud af alle husets sprækker og furer; især tiden fra Amalies tidligste barndom, inden Simon blev voldelig for alvor. Amalie hang i hans bukseben, når han var hjemme, og hendes lattermilde, lille ansigt vendte op mod ham, og der var ikke gnist af frygt i hendes øjne. Hun genkaldte billedet af den unge kvinde, der smilende kom ud i haven med en bakke forfriskninger og kaldte den lille pige og den smukke mand til sig og betragtede dem med en stolt ømhed, der næsten gjorde ondt og var ved at kvæle hende, mens de kastede sig grådigt over kage og saftevand og kaffe, og hun lo. Den eneste malurt i bægeret var, at Simon uden varsel, og i hendes øjne umotiveret, skældte Amalie ud for en bagatel, og forsvandt ind i huset og lukkede døren til arbejdsværelset, og at hun ikke turde gå derind, fordi der stod med store, usynlige bogstaver på døren: Adgang forbudt. Hun trøstede den opløste Amalie, så godt hun kunne og fandt på mange besynderlige undskyldninger for hans opførsel, som Amalie troede på. Hun brugte meget tid til at undskylde og bortforklare hans opførsel, og det var ris til hendes egen rumpe, for Amalies syn på dem begge blev forvrænget og endte en overgang med, at hun så sin mor som lyseslukkeren, der ikke undte hende de sjove stunder sammen med hendes far. Senere forandrede Amalie syn på ham, og hun søgte hende, men da var det for sent. Hun var allerede på vej ind i sin drømmeverden og var fraværende. Det gjorde ondt at tænke på alle svigtene. Det værste havde været, da hun forsøgte selvmord, og Amalie stod ved hendes seng og spurgte, om det var hendes skyld. Det var ikke til at holde ud at tænke på. Var det Simons og hendes svigt, der var skyld i at Amalie var homoseksuel lesbisk; det var et underligt, truende ord, der ville chokere Simon. Han hyldede normaliteten ved festlige lejligheder. Hun havde fundet sine glemte eventyr i chatollets hemmelige rum. Dem havde hun skrevet, når virkeligheden blev for voldsom. Hun ville læse dem engang ved lejlighed, når hun var stærk nok. Måske kunne hun få lidt mere at vide om den unge kvinde, der fra lykkelig husfrue på sit slot, forandredes til en bævende gople. Én gang løb hun hjem til moderen, men blev sendt tilbage med ordene: Man ligger, som man har redt. Hendes grusomme, ulykkelige mor havde haft et ondskabsfuldt udtryk i ansigtet, der chokerede hende, og som hun ikke forstod. Louise var kommet ind og havde lagt en beroligende hånd på hendes skulder og havde sagt, at hun skulle huske slagene, og det have hjulpet hende væk fra de afsporede tanker, så hun kunne komme videre med det, hun måtte gøre. Hun skulle væk fra pestens hule; men tung og næsten uoverkommelig havde eftermiddagen været, og hun var en slatten klud bagefter og gik i seng fra alt

174 174 rodet, så snart de kom tilbage til Louises hus. Hjem. Hun måtte ringe til Amalie og spørge, om der var ting, hun ville have, skønt det var vel ikke nødvendigt. Hendes far boede i huset, og Amalie havde herefter to hjem plus sit eget. Hun ville have en alvorlig snak med Amalie engang ved lejlighed. Måske kunne de tale sammen ved haveselskabet. Hun skulle se Anders. Han var ved at få ansigt igen. Det havde været skræmmende, da han forsvandt i Simons hus; han hørte ikke til i de omgivelser. Hun skulle begynde på en frisk og fylde lejligheden med Anders ord og duft, og Simon skulle aldrig, aldrig komme over hendes dørtrin. Louise havde travlt i køkkenet. Klokken var over syv og havens lange skygger var balsamerende. Lydene fra potter og pander var beroligende. En svag duft af en krydret ret nåede hendes næse og gjorde hende sulten. I morgen ville hun begynde at indrette lejligheden. Den værste malerlugt var væk, og hun elskede allerede den hvide renhed, der udvidede de små rum og passede fint til de skrå vægge. Hun var et heldigt menneske, der fik en chance til, og Louise havde foreslået hende at gå ind i frivilligt arbejde med voldsramte kvinder, når hun var faldet til ro, og skammen ikke var så voldsom mere. Louise sagde, at mange kvinder ikke havde et bagland, især de fremmede, der risikerede familiens overgreb og forfølgelse. Måske kunne hun hjælpe og støtte? Hun havde Louise og Anders og Amalie, selvom Amalie naturligvis også havde Simon at tænke på. Hun ville ringe til Anders, når de havde spist. Samtalerne med ham gjorde hende glad, og hans ansigt ville blive helt tydeligt igen, når hun hørte hans venlige, runde stemme. Han ville mane Simon i jorden. Telefonens kimede og borede sig ind i værelset. Hun håbede det ikke var til hende. Louise bankede på døren og åbnede den og så beklagende på hende. Simon. Han er edderspændt. Tag det roligt, Hannah. Han kan ikke gøre dig noget. Husk det! Hun mærkede sin mave trække sig sammen; sultfornemmelsen blev til kvalme. Jeg kan ikke tale med ham nu. Jeg tør ikke. Jo Hannah! For pokker, du kan ikke blive ved med at flygte. Den røde telefon stod på køkkenbordet og glødede. Hvis hun tog røret ville hun brænde sig. Ja? Simon her. Hvad fanden bilder du dig ind, skøre kælling; plyndre huset, mens jeg er væk. Jeg slår dig ihjel. Nej Simon, jeg har kun taget de to stykker fra min farmor, og mine personlige effekter. Du kan beholde resten; og du skal ikke true mig, så melder jeg dig til politiet. Hendes stemme rystede og hende krop huskede alle slagene, men Louises ansigt holdt hende oppe, og han var kun i telefonen. Han kunne ikke nå hende.

175 175 Jeg skal nok få fat i dig, forbandede luder, og så skal du få af fars hammer, din grimme, uduelige so. Hans stemme var skinger. Louise tog røret. Hun havde røde skjolder på kinderne. Lille mand, din rolle er udspillet. Sølle nar, hold dig væk fra hende. Du når hende ikke til sokkeholderen. Jeg slår sgu også dig ihjel, din forpulede mæfikke. Hans skingre stemme løb rundt i køkkenet. Louise holdt, rød i hovedet, røret hen imod hende, og hun hørte knaldet, da han smækkede på. Hovsa! Den slemme dreng tabe vist noget. Louise truede ad røret. Det så komisk ud. Hun begyndte at fnise hjælpeløst, og Louise rakte hende et glas vand, som hun drak begærligt. Hendes hals var tør, og hun trak vejret alt for overfladisk. Hannah! Slap af! Ja, mor. Pludselig lagde hun hovedet tilbage og lo. Hylede nærmest hysterisk. Jeg klarede ham sgu. Ja, vel gjorde du så for helvede. Kom, tag og dæk bord i haven, så retter jeg an. Vi trænger til luft og mad. En masse mad Hannah! Ja? Jeg tror ikke, vi skal regne med, at han bluffer. Hun så ham helt tydeligt for sig. Nej! Nejet smældede som en dør, der smækkede hårdt i; nu var det helt forbi. Hun registrerede Louises forskrækkede ansigt og tog sig voldsomt sammen. Herregud, de skulle more sig om et par dage.

176 Om morgenen var hun vågnet og havde set mismodigt ud på en blytung, regnmættet himmel, der åbnede sluserne med tropisk voldsomhed. Regnen var livgivende for haven, der havde tørstet i mange dage, men det var ærgerligt, at regnguderne netop i dag væltede velsignelserne ud over dem i tykke tove, der prikkede som hagl mod ruderne, selvom Louise tog det med godt humør og bad regnen om at lægge sig lidt mere på skrå, så den kunne vaske ruderne, men bortset fra det, gruede de begge to for aftenen og lyttede spændt til vejrudsigten hele formiddagen. Meteorologerne lovede heldigvis opklaring hen under aften, så de kunne være udendørs. Hun så ud på solen. Græsplænen var allerede nogenlunde tør. Det var godt. Gæsterne ville kunne være inden døre med lidt god vilje, hvis regnen begyndte igen, men havefesten ville ikke blive det samme. Lygterne og lysene i det grønne var den halve fornøjelse, og den store plade på bukken kunne ikke stå i stuen. Louises arrangement var charmerende og helt ulig hendes egne formfuldendte selskaber, men det krævede plads og godt vejr, for da Louise var kommet i gang med adressebogen, havde hun ikke været til at standse. De havde bedt gæsterne finde nogle gamle klude frem, der kunne sætte dem i nostalgisk humør, og den medbragte mad skulle være retter fra dengang. Der kom sikkert en hel del brune ris. Var det mikro- makro det hed? Hun ville have busseronnen på. Den havde Anders aldrig set. Louise havde stadig den gamle, grønne sari med guldbroderi, hun havde foræret hende. Den ville klæde hendes lille skikkelse. Hun havde været med Simon på forretningsrejse, men han havde som sædvanlig travlt og havde efterladt hende hos en stor, indisk familie, med strenge traditioner, men hun var ung og vant til moderens strikse opdragelse og fandt sig i at blive placeret. Hun blev iklædt en lyserød sari af indiske kvinder, der aldrig forlod den inderste gård, og aldrig mere så verden udenfor, når de var blevet gift. De lo og lo, og hun stod iblandt dem og følte sig stor som en ko. De bittesmå, yndefulde kvinder dansede rundt om hende og skvadrede op på et syngende sprog, hun ikke forstod, men hun havde følt sig sært knyttet til dem, og det havde været en stjernestund.

177 177 Hans plan for hende havde vist sig at være en god ide. Hun havde haft det dejligt, ligesom forleden aften sammen med Louise. De havde fjantende og grinende fundet gamle smykker og perler frem, der ville være et fastelavnsris værdigt. Det havde været sjovt at glemme alt om smagfuldhed og lade den barnlige glæde over kulørte perler og gule smykker udfolde sig. Hun havde været fem år den aften og stod med næsen i sin bedstemors smykkeskrin. Forhåbentlig ville der blive mange af den slags aftener. Lejligheden var snart bragt i orden, bortset fra køkkenet, der trængte til nyt træværk og det baderum med sauna, hun ville installere i kælderen, men det måtte komme senere, når hun fik penge fra huset; hun kunne bo her nu. Hun så sig omkring og blev varm om hjertet. Selv om der stadig manglede enkelte møbler, blandt andet en lille sofa, udstrålede stuen allerede ro. Hun havde bestilt den; blågrøn, smal fløjl, der mindede hende om havet, når blæsten purrede op i det. Den skulle stå overfor vinduet, så hun kunne sidde og se trætoppene mod himlen og de drivende skyer, eller en blåsort, frostklar stjernehimmel, der videde sig ud mod uendeligheden. Chatollet stod under vinduet og bredte sig veltilpas og ventede på skrivende stunder. Det havde næsten været usynligt i Simons hus. Soveværelset lignede hulen, der ikke var blevet mange dage gammel, men fik hende til at beslutte sig til forandringen. Hun ville kunne sove roligt her. Bedstemoderens slumretæppe var dekorativt og fyldt med gode minder. Måske ville hun ligge under det sammen med Anders en nat. Louise havde villet have engangstallerkener og bestik, der kunne kasseres efter brug. Hun gad ikke stå med opvasken bagefter. Det var fornuftigt, men hun havde gennemtrumfet, at de brugte glas og rigtigt bestik. Det var ubehageligt at tænke på plastik i forbindelse med drikkevarer, og hun ville gerne lufte krystallerne, og bestikket var let at have med at gøre. Mændene ville måske foretrække at drikke øllerne af flasken. Hun havde også taget et par af de store tunge middagsduge. De ville se smukke ud mod det saftiggrønne græs sammen med lysestagerne fra deres bryllup, som hun havde tyvstjålet, fordi hun elskede det hammerslåede sølv. De havde fået de smukke antikviteter af nogle af de venner, der kom i aften; måske ville de nikke genkendende til dem, måske; det var så forfærdelig længe siden alt sammen. Louise havde forestillet sig maden på den rå planke, i den emballage gæsterne bragte den i, men hendes smukke fade blev accepteret, og det var rart at løse opgaverne i fællesskab og fordragelighed. Borddækningen i Simons hus havde været næsten givet på forhånd, bortset fra blomsterarrangementerne. Louise sagde ja, ja, med et lille, godmodigt smil, til hendes forslag og havde bestemt maden, de skulle bidrage med. Kartoffelsalat og frikadeller. Så enkelt. De havde siddet udenfor, aftenen før, og drukket vodka og pjattende skrællet kartofler i lange baner og skåret dem i terner, indtil deres håndled føltes skøre, og Louise havde lagt dem i kogende vand med lidt olivenolie og salt og givet dem et opkog, hvorefter hun havde

178 178 slukket for dem og påstået, at de ville blive møre af eftervarmen. De havde væddet, og Louise havde fået ret. Kartoffelstykkerne var blanke og tilpas møre, da vandet var koldt, og hun blev dømt til at give hende morgenkaffe på sengen. Den aften havde været det hele værd. Hun lo stille. Det var næsten ikke til at fatte, at hun gik her i Louises have og følte sig lykkelig. Louise stod i køkkenet og stegte frikadeller. Duften nåede ud til hende, og mindede hende om, at hun skulle afløse hende. Louise skulle i bad og hvile sig en time. De havde aftalt at pleje sig selv og hinanden, indtil de fremstod som to af datidens duller med fod på lorten, som Louise overgivent udtrykte sig. Hun glædede sig til at sætte Louises krøllede manke. Et sted langt, langt ude i periferien stirrede Simon vredt på hende, men hun gik her bag den store, smukke tjørnehæk, og han kunne ikke nå hende. Hun gik hurtigt ind i køkkenet, og Louise vendte sit røde, svedige ansigt mod hende, og synet af Simon forsvandt. Nå, så er det din tur. Du kan stille frikadellerne i varmeskabet, når de er færdige. Nu går jeg op og flader ud. Louise strøg en krølle væk fra panden og tog kitlen af og rakte hende den. Hun tog den på, og den stumpede, og det var dejligt at se derangeret ud. Ja, gør det. Bordet er dækket. Hun tog mål af farsen og opvasken. Jeg kommer op om en times tid og ordner dit hår. Hvad med kartoffelsalaten? Den er færdig. En portion med karry og løg og én med dild og hvidløg. Um. Jeg bliver helt sulten. Louise forsvandt, og hun tog dessertskeen og formede lammefarsen, med hakket spinat, til harmoniske, let ovale boller. Louise havde været rundhåndet med hvidløg. Hun håbede, at alle gæsterne kunne lide det; ellers ville der være så meget andet at vælge imellem. Hjemmelavet pate og leverpostej. Louise havde sørget for, at der var system i galskaben, og noget for enhver smag. I deres ægteskabs første år stod hun i Simons hus med blussende kinder og tilberedte lækre måltider til deres gæster, der allerede dengang overvejende var Simons, men det havde ikke gjort noget, dengang. Hun var lykkelig, når han var tilfreds. Senere fortrød hun, at hun ikke havde beholdt sine veninder, men Simon brød sig ikke om dem, og de gled stille og roligt ud i glemslen. Nu manglede hun bindeledet mellem fortid og nutid; bortset fra Louise, kære, kære Louise, der havde bevaret kontakten til de fleste af sine venner, hvilket havde givet hende styrke, da hun skulle skilles. Hun var ikke Louise, der kom fra en børnerig, åben familie, hvor der altid var plads til én til, uanset hvor mange eller få frikadeller der var. Hun huskede deres impulsive visitter ved spisetid dengang. Louises mor tog imod dem, med et stort smil, og dækkede op til dem ved det pakkede spisebord. Når de var bænket omkring det, kom hun ind med en kæmpegryde, som hun plantede midt på bordet og annoncerede, at de skulle have bankekød i dag. Hun

179 179 tilføjede med et smil, at kød var der ikke meget af, så de skulle banke i bordet hver gang, de fik et stykke. Hun huskede Louises mors måltider som fantastiske. Hun prøvesmagte en gylden frikadelle. Den var lækker. Hun tog én til og fik lyst til en øl. Maden snart færdig. De var i vældig god tid. Hun tog de sidste snavsede skåle og køkkenredskaber og vaskede dem op. Køkkenet skinnede. En god husmor efterlader køkkenet i samme stand, som hun har overtaget det, inden hun sætter sig til bords. Frøken Iversens bestemte stemme lød høj og klar fra køkkenvasken. Moderens eneste forlangende vedrørende hendes uddannelse. Hun havde elsket at læse og ville gerne studere videre, men hun blev oplært til at være en god hustru og husmor; en rolle hun heller ikke fik lov til at beholde ret længe, fordi Simon ville have ung pige i huset. Det brugte man. Stakkels, snobbede Simon. Stakkels hende; men nu var det overstået. For fremtiden ville hun klare sig selv og bage og kokkerere i sit eget køkken. Hun ville gerne lave mad til Louise, hvis hun fik lov; det fik hun nok, for Louise var ikke særlig glad for den daglige madlavning. Louise var faldet i søvn med et håndklæde omkring sit våde hår. Hun aede hende blidt på kinden, og hun rejste sig med et sæt og så sig forvildet omkring og blev klar og gned sine øjne og gabte inderligt og strakte sig. Hvad er klokken? Halv seks. Vi har god tid. Jeg har taget en øl med til dig. Tak. Jeg skal tisse. Så ordner jeg dit hår, inden jeg går i bad? Okay. Kors i hytten, hvor er jeg træt. Tag lidt vand i ansigtet, Louise. Koldt. Javel, herskerinde. Hun tændte en cigaret og satte sig på sminkebænken foran spejlet og betragtede sit ansigt nøgternt. Alderen var ved at indhente hende. Ansigtet var overbroderet med småbitte, fine rynker, der ville blive dybe, bekymrede furer, hvis hun ikke tog sig i agt. Det ansigt trængte til glæde og kærlighed de næste hundrede år. Louise kom ind og stillede sig bag hende og smilede. Hun så mere vågen ud nu. Øjnene var ved at falde. Du er smuk, Hannah. Hvad siger du? Tak. Hun blev rød i hovedet, og hendes øjne flakkede, men Louises blik holdt hende fanget. Det var pænt sagt, Louise; som at give en tørstig noget at drikke. Jeg vil gerne gøre dig glad, Hannah, men jeg mener faktisk, at du er smuk på en lidt slidt, sart måde. I lige måde, Louise.

180 180 Tak skal du have; og nu hvor vi har skamrost hinanden så det driver, skulle vi måske forvandle de hvide løgne til sandhed. Lad os få lagt lidt krigsmaling... John har måske sin guitar med. Kan du huske ham? Ja. John bamsebjørn, med den smukke falset. Hvad blev der af ham? Han giftede sig med sin Birgit og fik tre uelskelige børn og en stor, lun virksomhed med bløde stoffer og unge ekspedienter. Ja, du hørte rigtigt. Birgit er gift igen og bor i Frankrig, sammen med en vinbonde. Jeg taler sommetider med hende. Jeg tror, hun er lykkelig. John skifter ekspedienter ud, som vi andre skifter tandbørste. Han spillede godt. Vi blev alle sammen musikalske sammen med ham. Ja. Han kunne skabe en intim stemning i stearinlysets skær. Hannah, jeg tror jeg vil have godt med sort på vipperne og en rød prik i panden. Skal ske frue. Louise var ved at tage form. Hendes tykke, krusede, gråsprængte hår blev tæmmet bag ørerne, med små spænder, og hun tog et par røde, kæmpestore øreringe på, der klædte hende. En indisk sigøjner. Sarien svøbte sig blødt omkring hendes lille, let buttede krop. Du er færdig Louise. Skønt resultat. Ja, jeg er en prinsesse. Hun snurrede rundt et par gange og nejede, og de lo. Nu går jeg ned og sætter mig i haven. Kald, når du skal have hjælp. Hun så efter den flagrende stemning, der forsvandt ud af døren. Det var dejligt at lege. Hun gik ind i badekabinen og stillede sig under bruseren. Hun glædede sig til at tage de nye silketumpebukser på og mærke stoffets glatte kølighed mod benene. Louise i kjole og hende i bukser; den omvendte verden. Det var bekvemt med bukser. Fremover ville hun bruge lange bukser i det daglige, ligesom Louise. Moderen og Simon kunne De skulle aldrig mere bestemme over hende. Hun tørrede sig og cremede sig ind og løb op og tog tøjet på og så sig tilfreds i bedstemoderens spejl, der hang renset og kronede kommoden og kvitterede med et lettere forvrænget smil og et par store, blå, forventningsfulde øjne. Hun var skæv af lykke. Hun ville have det lille pandebånd på; den gamle svederem fra rejsen til Indien. Hun havde gemt den, sammen med busseronnen, i alle disse år, som om hun havde haft en anelse om fremtiden. Der var ikke grund til at ulejlige Louise. Hun trængte til at hvile sig. Alt var parat. Anders kom snart med klapstolene, der skulle placeres rundt om i haven, og derefter ville gæsterne begynde at dumpe ind, som Louise sagde. Hun åbnede chatollets hemmelige skuffe og tog de gulnede ark papir op og stirrede på dem og tog brillerne, der var lidt fedtede. Hun pudsede dem og satte dem på næsen og så på skråskriften. Eventyret om trolden og den smukke pige, der fik hinanden, fordi de havde stemmer tilfælles og talte samme sprog, skrev hun umiddelbart efter bruddet med Anders og forlovelsen med Simon.

181 181 Hun havde vidst uden at vide. Hun lagde papirerne tilbage. Hvor havde hun været ensom den aften og fyldt med bange anelser, hun ikke havde kunnet eller villet gennemskue. Hun tog brillerne af og tørrede øjnene og løb ned og ud i haven og satte sig ved siden af Louise, der sad og så drømmende ud. Hun lod sine fingre glide henover Louises bløde kind. Fem ører for dine tanker, kære. Hannah, kan du huske Jean Piers dans? Ja, den glemmer jeg aldrig. En bil standsede lige udenfor deres hus, og en bildør smækkede. Louise blinkede til hende, og hun rejste sig og gik rundt om husets hjørne og så ind i Anders øjne. Hvor ser du godt ud Hannah! Forandret. Tak; og velkommen. Jeg har glædet mig til at se dig. Han satte en stak stole fra sig og omfavnede hende. Her bor du godt, hvad? Bag hækken. Ja. Skal vi hjælpe med stolene? Louise kom til syne, og Anders stirrede forbavset på hende. Hun rakte en hånd frem. Jeg er klædt ud! Velkommen. Hannah har talt pænt om dig. Louise sendte ham et stort smil og fangede hendes øjne og blinkede, og hendes gavtyveansigt udstrålede velvilje. Hun skævede til Anders, der så godmodigt på Louises mimik, og hun følte sig let til mode. De kunne vist lide deres første indtryk. Anders havde en groft vævet vadmelsskjorte på og beige sandaler, med rem til storetåen. Enkle virkemidler med god effekt. Han var tidløs og prunkløs, og hun stod og fik lyst til ham og rødmede. Louise grinede. De gik til og fra bilen til haven flere gange og satte stolene spredt rundt om, så gæsterne kunne rokere. Louise hentede en kold øl til Anders, og han kyssede hende på næsen, mens Louise var ude af syne. Jeg har savnet dig. Hvorfor ville du ikke se mig? Anders, jeg vil ikke have, at du skal involveres alt for meget i mit rod. Det er snart overstået, og det hjælper mig utroligt, at du er et sted derude og tænker på mig. Hvis du gør? Hun trængte til hans forsikring. Det gør jeg; det ved du, men jeg vil også gerne hjælpe nu. Louise kom med øllen, og Anders satte sig og så fra Louise udover haven og tilbage igen. Han løftede flasken. Det er næsten en urskov, du har her, eller en botanisk have. Louise satte sig og fulgte hans blik. Ja, først var det tidsnød, og så fandt jeg ud af, at jeg godt kan lide den, på den måde, og det kan Hannah også. Ikke sandt? Louise løftede smilende sin flaske imod dem. Skål for jer to.

182 182 Louises åbenbare imødekommenhed gav hende en rar fornemmelse, og hun var taknemmelig for, at hun nævnede hende i forbindelse med haven. Det hjalp hende til at føle, at hun hørte til. Hun sendte Simons store græsplæne en sørgmodig tanke. Han endte også med at bestemme over deres have, men nu, hvor han havde den alene, forsømte han den. Hvad tænker du på Hannah? Anders tog hendes hånd. Jeg tænker på, at jeg er et heldigt menneske. Bildøre begyndte at smække, og stemmer trængte ind i haven. Louise rejste sig og så appellerende på hende. Nu går det løs. Anders, gider du trække øl og vin op? Kom Hannah! Hun rejste sig og havde lyst til at kysse Anders, men nøjedes med at strejfe hans skulder. Han var faldet til, næsten inden han kom. Hun mærkede varmen i kinderne og gik efter Louise, ud til havelågen, for at tage imod fortiden. Fremtiden trak øl op i haven. Det var en broget forsamling, der invaderede deres hjem, og navne svirrede omkring hendes hoved. Hun fik mange kindkys af vildt fremmede, eller folk, hun måske havde glemt. Det var meget forvirrende alt sammen og helt anderledes, end de kontrollerede velkomster, hun var vant til. Kindkys, der ramte kinden og berøringer, bortset fra håndtryk, brugtes ikke i Simons hus. Alle havde lystret Louise, og der var meget Indien og Afrika. Jean Pierre havde også iklædt sig sit halvfjerdsertøj. Lys beige jakke med høj flip, kakibukser og en lille kalot og klipklapper. Han styrede lige over mod hende, med et stort, hvidt grin i sit sorte ansigt, og krystede hende i sin store favn, der var blevet væsentlig fyldigere, end den var, da hun dansede med ham. Kunne han stadig danse? Hun håbede det. Hans krusede hår var blevet gråt. Han holdt hende ud fra sig. Hvor er det godt at se dig, lille dansemus. Du ser strålende ud. Hvordan har du det? Hun skævede til Anders og så ham smile. Hun lagde hovedet tilbage og så hengivent op på den høje mand. Jean Pier, hvordan har jeg kunnet leve år efter år uden dig? Hun tog hans ansigt mellem sine hænder og trak ham ned og kyssede ham på kinderne. Kom, du skal hilse på min nye elskede, Anders. Jeg skal skilles fra Simon. Simon, kan du huske ham? Charmetrolden? Ja. Godt. Du har sgu været tålmodig. Hun hørte det godt, men bemærkningen krævede ikke svar. Hun trak af sted med ham og fik fat i Anders. Min yndlingsmand, bortset fra dig, Anders. De to mænd hilste venligt på hinanden.

183 183 Davs Jean, det er længe siden. Ja, der er løbet meget vand i åen nå, så du er den heldige. Ja, ja, det må jeg vel slå mig til tåls med. Han grinede. Er der noget, jeg kan hjælpe med? Hun rystede smilende på hovedet. Nej tak. Alt er i orden. Nyd det Jean Pierre. Hun vendte sig og så sig omkring efter Louise og fik øje på Gitte, der stod sammen med gemalen Jørgen, der så lidt træt og mismodig ud. Gitte var i lårkort, og hun stod med let indadvendte fødder og strakte lægge. Hun manglede kun tommelen i munden, så ville hun illudere en forurettet teenager. Gitte vendte sig om imod en lille, tyk mand i gevandter, der fik ham til at ligne en Buddha i natskjorte. Hun kendte ham ikke. Hun bevægede sig lidt rundt og så Jørgen gå over til Louise og gribe hendes hånd og se på hende, med mere end et venskabeligt blik. Var han målet for Louises mystiske, ensomme, filosofiske ture, som hun kaldte sine udflugter til Nordsjælland? Louise strøg Jørgen diskret over armen, og hendes ansigt afspejlede en ømhed, der gjorde hende forlegen, og gav hende en følelse af at lure. Hun fortsatte med at cirkulere. Hannah! Hun vendte sig om og så ned. Henry! Han måtte være kommet senere end de andre. Hun smilede og rakte hånden frem. Hvordan har du det? Hannah, se ikke så ukomfortabel ud. Det går fint. Hvordan med dig? Jeg har det rigtig godt i aften. Det er min ven, der står derovre. Anders. Jeg skal skilles. Fra gadedrengen? Ja. Henry, skal jeg hente noget mad og drikkeligt til dig? Ja tak, min ven. Jeg kører over til det lille havebord. Find noget lækkert. Jeg kan ikke lide leverpostej; og husk snaps og øl. En stor snaps. Hun gik over til det store bord, hvor der var små hvin og kan du huske. Gæsterne spiste godt. Det havde tyndet ud i kartoffelsalaten. Louises glansnummer. Hun tog en tallerken og begyndte at fylde den. Henry kørte galt sammen med sin kone Karen og deres lille søn Kim. Karen og Kim blev dræbt på stedet. Henry var i livsfare i lang tid, men blev langsomt til noget, der lignede et menneske igen. Hun vendte sig og betragtede ham. Han sludrede med en yngre, buttet kvinde, der rettede på tæppet omkring hans visne ben med en bevægelse, der ikke var helt professionel. Han klarede sig tilsyneladende nu. Louise havde fortalt, at han led af svære humørsvingninger, i flere år efter ulykken, og prøvede at begå selvmord. Han havde været ved at gå til af bitterhed mod Karen, som han påstod, havde kørt uansvarligt og knust hans

184 liv. Senere indrømmede han, at han havde en del af skylden. De havde skændtes, fordi Karen netop havde opdaget, at han havde en affære. De var uvenner, da hun døde. Efter selvmordsforsøget indvilgede han i at få professionel hjælp. Det var måske en god løsning; professionel hjælp. Hos en psykolog! Hun havde hørt, han var en god advokat. Det hjalp åbenbart ikke at være arbejdsmæssigt konsolideret. Hun gik tilbage og rakte ham maden og drikkevarerne og hilste på kvinden. Hannah. Pas på ham! Beate. Jeg gør et hæderligt forsøg. Velbekomme Henry. Hovsa, hvor er jeg i det spil? Han så glad fra hende til kvinden. Hun savnede Anders. Han sad og sludrede med en kvinde, hun kendte af udseende, men ikke huskede, hvad hed. Hun nærmede sig, og Anders trak en stol hen ved siden af sig, og rakte hende sin hånd. Kan du huske Iben? Han så fornøjet fra hende til kvinden, som hun ikke anede, hvem var, og hun følte et stik ved hjertet. Der var så meget levet liv imellem dem. Jeg tror ikke? Vi læste sammen på universitet. Iben er gift med én af Louises venner. Verden er lille. Kvinden rakte hånden frem, og hun tog den. Et godt håndtryk. En varm hånd. Et brunt ansigt omkranset af gråsprængt, tykt hår og brune øjne med gyldne glimt. Hvad havde Anders og hun sammen? Arbejde? Hun kendte ham slet ikke. Hun smilede lidt stift og håbede ikke, at Anders lagde mærke til det. Hun tændte en cigaret og sugede ind og tog imod snapsen, Anders rakte hende. Hun lagde sin hånd besiddende på hans lår og skammede sig, men hun kunne ikke lade være. Hun havde brug for at mærke varmen fra hans krop. Han lagde sin hånd over hendes, og hun slappede lidt af og begyndte at nyde de brusende stemmer og en høj latter, der løftede stemningen. Hej mor. Hun vendte sig. Goddag Amalie, hvor er det dejligt at se dig. Amalie stod foran hende iført hendes gamle trompetbukser med lap og lav talje, så man kunne se hendes navle, der var piercet. Det havde hun ikke anet. Hun så fascineret på den lille ring med den blå sten og fra stenen op på Amalies mund, hvis humoristiske drag gjorde hende perpleks. Hun rejste sig for hurtigt og væltede stolen og var et fjols og omfavnede Amalie og vendte sig om mod Anders og slog ud med hånden. Det er Amalie Anders og Iben. Hej Anders. Nå, så du er den nye prins? Velkommen. 184

185 185 Hun kunne synke i jorden, men Anders tog bemærkningen i stiv arm og hilste smilende på Amalie, der så sig omkring. Sæt dig ned, Amalie. Nej tak mor, jeg skal snakke med Pernille om noget vigtigt skolen. Vi har ikke set hinanden siden i morges. Pernille tonede frem med et par tallerkener mad og rakte Amalie den ene. De gjorde tegn til at gå, men det var pludseligt vigtigt, at hun foretog sig noget. Hun vædede sine læber og mærkede kæberne strammes. Det er Pernille, Amalies forlovede. Hendes stemme lød anstrengt. Hun hørte det, men Anders blev ved med at smile venligt. Nu var det værste overstået. Amalie lagde sin mund til hendes øre og gav hende et lille klem. Du er modig mor. Jeg elsker dig. Glæden ved Amalies ord sendte en varm strøm igennem hende, og hun mærkede, at hun rødmede og skævede til Anders, der smilede fortroligt til hende. Hun så efter Amalie, der forsvandt med Pernille i hælene. Hendes nye familie. Hun var overvældet. Som om Anders vidste det, tog han hendes hånd igen, men sagde heldigvis ingenting; øjeblikket var helligt og hendes alene, men Anders nærhed og stemme, der blandedes med kvindens, og deres erindringer fra en fjern fortid, lagde sig omkring hende som et fint, beskyttende lag. Hun ønskede at kunne sidde sådan i hundrede år, imens tjørnehækken voksede op omkring dem og lukkede al ondskab ude, men hun måtte hellere se, hvordan Louise havde det. Hun gav hans hånd et lille tryk og frigjorde sig og tændte en cigaret. Jeg tror, jeg vil vise værtindesiden et øjeblik. Hun rejste sig og havde lyst til at kysse Anders og smilede til Iben og så sig omkring efter Louise, men hun kunne ikke få øje på hende. Pludselig stod Gitte foran hende med sit oversminkede, nyfigne ansigt. Hun havde lyst til at vifte hende væk eller stikke af, men hun kunne ikke beslutte sig og blev stående. Hun håbede, at hendes ansigt var neutralt venligt. Gitte lagde hovedet på skrå. Nå Hannah, jeg ser, du har fået svigerdatter! Ja? Det må have været et chok for dig, med din bornerte livsholdning, mener jeg. Hvad mener du? Hun så skadefryden lyse ud af den grimme kvinde, hvis øjne var blanke og rødsprængte. Hun følte sig svag og så sig om efter støtte, men alle var optaget, og hun var helt alene med Gitte. Hendes hjerne arbejdede under højtryk, men der kom ikke én eneste fornuftig tanke ud af den buldrende tomhed. Hun havde aldrig kunnet hamle op med Gitte. Hold op, Hannah. Dit perfekte hjem må have slået revner.

186 186 Gitte purrede op i den alt for ungdommelige frisure, der ikke var sat til ære for halvfjerdserfesten, men var hendes håbløse fornægtelse af ældning og død, og hun kom nærmere og greb fat i hendes arm med en næsten desperat iver. Hun veg. Gitte, jeg vil ikke tale om det. Amalie er min datter. Ja, det er hun, Hannah. Hun lo højt og perlende og glædesløst. Nå, så er hun i hvert tilfælde fri for ustyrlige mænd, ikke? Gittes grimme, aldrende klo rettede igen på håret, og hun smilede beskt og drejede om på hælen og svansede væk. Hun stod helt stille og havde lyst til at tørre trykket fra Gittes fingre væk. Hun følte sig afklædt og havde en sur smag i munden, og hvis hun havde turdet, ville hun have forfulgt det frygtelige kvindemenneske og rusket hende, men hun turde ikke, og Gittes ryg var sårbar, og hun havde jo ret. Hun havde svært ved at kapere Amalies valg. Bornert? Måske, men hun elskede Amalie. Det var hun sikker på; og Anders havde taget det i stiv arm, og hun skulle nok vænne sig til tanken. Hun fik øje på Louise, der kom hen imod hende. Det var ubegribeligt, at en bunke kød og knogler kunne forme sig så forskelligt. Forskelligheden lå udenfor det måleliges sfære, for i virkeligheden var Gitte smukkere end Louise, hvis man gennemgik deres ansigter og kroppe ganske nøgternt. Louise stod foran hende og hendes blotte nærvær var balsam, der lagde sig lindrende over episoden. Jeg så, du var udsat for heksen. Du skal ikke tage dig af hende. Hun er stakkels Jørgen vil skilles. Louise? Ja, vi elsker hinanden. Hannah, se ikke sådan ud. Gitte har altid været sådan. Det ved du. Hendes opførsel har ikke noget at gøre med Jørgen og mig. Han havde for længst fået nok, da vi fik øje på hinanden på den måde. Jeg ved det, Louise. Jeg har haft hende jævnligt i telefonen, men jeg vidste ikke, det var dig. Jeg håber, du får det, du gerne vil have. Tak, min ven. Nu går jeg ind og sætter noget nostalgisk, sentimental musik på. Louise forsvandt ind i huset. Hun havde lyst til at løbe efter hende, men hun blev stående. Når musikken kom, ville hun danse med Anders i den lune sommeraften. Hun var glad på Louises vegne. Louise og Jørgen. Han var sympatisk. Verden var under stærk forandring. I løbet af en enkelt måned var det blevet til Amalie og Pernille og Louise var blevet hendes familie; Louise og Jørgen og Anders og hende. Hvad blev det næste? Hun sendte Anders et fingerkys. Jeg kommer snart og byder dig op til dans. Han grinede. Tak elskling, jeg trænger til at blive bortført af en smuk kvinde. Han var vist lidt påvirket og dejlig. Hun så kærligt på ham. En mand begærede hende. Anders ville have hende. Hun tog et par dansetrin til ære for

187 187 ham, men standsede brat og skyndte sig ind i huset, ud på toilettet, og satte sig på sædet. Tilstanden kom altid som lyn fra en klar himmel. Hendes hjerte begyndte at hamre, og hun kunne ikke få luft. Hårene rejste sig i hendes hårbund, der blev kold og svedig. Væggene trak sig sammen omkring hende, og om lidt blev hun mast. Gulvet bølgede. Hun rejste sig og klamrede sig panikslagent til håndvasken og bøjede sig frem og stønnede. Nu døde hun. Hun begyndte at ryste. Tænderne klaprede viljeløst i hendes tørre mund. Ingen skandale, men hun måtte have døren op. Håndtaget var langt væk, og det stirrede ondskabsfuldt på hende. Hun lagde sig ned på gulvet og foldede hænderne og kneb øjnene fast i og beherskede trangen til at skrige. Hun måtte undgå skandale, og hvad ville Anders tænke? Hvis hun skulle dø nu, måtte hun dø. Det bankede på døren. Hannah, er du derinde? Louises stemme. Hun tog sig sammen. Ja. Er der noget galt? Nej! Nej, jeg skal bare have lidt vand i ansigtet, så kommer jeg. Louise fjernede sig. Hun rejste sig forsigtigt. Hun kunne vist stå på benene nu, men matheden overvældede hende og var ved at vælte hende omkuld igen. Hun måtte op og ligge et øjeblik. Hun lirkede døren forsigtigt op og så sig omkring. Der var fri bane. Hun trak sig besværet op ad trappen og vaklede ind i værelset og lukkede døren. Hun turde ikke låse den. Hun smed sig på sengen og krummede sig sammen i fosterstilling og trak slumretæppet op over hovedet. Hvis hun lå helt stille, gik det alt sammen. Hannah? Hun måtte have været væk et øjeblik. Ja? Det er Anders. Må jeg komme ind? Ja. Han så bekymret ned på hende, og hun prøvede at smile, men hendes læber dirrede. Hun rejste sig og undgik hans øjne. Jeg tror, jeg har drukket for meget. Kan jeg hjælpe dig? Nej tak Anders. Jeg kommer ned om et øjeblik. Hun lød afvisende, men hun kunne ikke holde hans bekymring ud. Han skulle gå. Gå! Ordet rungede i hendes hoved, og det blev heldigvis der. Han gik og lukkede døren efter sig. Hun sad ubevægelig og stirrede på den. Hvis hun kunne kalde ham tilbage Hun havde lyst til at lægge sig ned igen og sove. Hvordan kunne hun drømme om lykke? Hun var ingenting og omgivet af dygtige, stræbsomme mennesker, der evnede at more sig. For eksempel Iben. Anders ville snart opdage, hvor ligegyldig hun var. Og neurotisk. Han havde mere brug for en Iben. Det var i virkeligheden ikke så uforståeligt, at Simon

188 188 var utilfreds og vred. Han havde mødt spændende mennesker hver dag, mens hun havde gået hjemme og var blevet dummere og dummere som årene gik. Hun gik hen til vinduet og stirrede trist på de kulørte lamper, som hun havde syntes var sådan en god ide for nogle få timer siden. De så fjollede ud, og gæsterne var alt for højrøstede. Det var et held, at Louise havde inviteret de nærmeste naboer og genboer. Anders så op og fik øje på hende og vinkede hende ned. Hun redte sig og så flygtigt i spejlet og brød sig ikke om synet. Hun var kedelig. Trappen var stejl og hun var ved at vende om, men pludselig stod Anders smilende ved dens fod og rakte armene op imod hende. Hun begyndte at gå ned, og han tog et par trin op og lagde armene omkring hende, og der var måske håb? Han kyssede hende og måske ville det gå alt sammen. Så, min ven, nu går vi to ud og danser det triste ud af kroppen. Han vidste det noget. Hun fik tårer i øjnene. Han gned hendes iskolde hænder, og hans omsorg fik hende næsten til at bryde sammen igen, men han greb hende om livet og hvirvlede hende rundt, og overraskelsen fik hende til at le, og Louise så glad på hende fra Jørgens favn. Hun lænede sig tæt op ad Anders, der begyndte at danse, og hun fulgte ham stift og mærkede hans kropsvarme og begyndte at slappe af. Beatles sang. Må jeg låne skønjomfruen? Anders pustede. Jean Pierre prikkede ham på skulderen og så opfordrende på hende, og det var fryd. Rockmelodien bragede ud i sommeraftenen. Hun nød dens direkte udfordring, der forplantede sig fra hendes fødder op gennem kroppen; hun var eftertragtet. Hun smilede til Anders, der skar en komisk, fortvivlet grimasse, og lirkede sig fri af ham og gled over i den store mands arme. Han krystede hende ind til sig, og hun mærkede hans råstyrke og så hans elegance og huskede med alle sanser, og han fik hende til at flyve endnu engang. Hun rørte knapt jorden, men havde alligevel en vidunderlig forbindelse med den. Han svingede hende rundt og slap hende og greb hende; han jonglerede med hende og alting var, som det havde været engang, og som det skulle være. Hun hørte gæsternes taktfaste klap og var euforisk og ikke det mindste forlegen. Da musikken standsede, bukkede han dybt for hende og kyssede hendes hånd og førte hende formfuldendt tilbage til Anders. Tak for lån, min ven. Vær du glad for mine tilbøjeligheder. Han kyssede hende på kinden og viftede krukket med hånden. Hun var helt ny, og Anders var virkelig. Skal vi have lidt at spise? Ja tak. Jeg er blevet sulten. Hun mærkede Anders arm omkring livet og skimtede Amalie, der dansede med Pernille. Deres ansigter var sødmefyldte, som kun unge, forelskede ansigter kunne være. De var et smukt par, men hvor ville det have været fuldendt, hvis Pernille var en flot mand, selvom Simons og hendes gode udseender ikke havde skabt nogen form for lykke jo, i allerhøjeste grad;

189 189 Amalie. Hun tog Anders hånd og banede sig vej gennem de dansende og stødte ind i børnene, der morede sig strålende. Bordet var næsten ribbet, men hun reddede sig lidt salat og et stykke nøddepostej og et stykke brunligt, hjemmebagt brød, og sørgede for, at Anders fik et par stykker sild og et par af Louises frikadeller og lidt bundskrab kartoffelsalat. Hun lo lidt. Hun prøvede at sælge Louise til Anders med frikadeller. Hun ville så gerne have, at han syntes rigtig godt om hende. Anders sørgede for drikkevarer. Hun så, at han kaprede en snapseflaske. De holdt begge to meget af snaps. Louise kunne ikke fordrage det. Lad os sætte os op på terrassen. Anders pegede og hun fulgte ham og balancerede ud og ind mellem de dansende og pappet bøjede faretruende. Det var ganske givet ikke en kvinde, der opfandt paptallerkener. Davs, Hannah! Kristian? Han var næsten uigenkendelig. Hans halvlange hår så ikke helt rent ud, og det koparrede ansigt var rødt og lidt svampet. Hun havde glemt ham indtil forleden dag, da hun huskede Anja. Hvordan går det? Jo tak. Hovedet op og benene ned. Sommetider omvendt. Jeg ser, du har fundet sammen med Anjas store kærlighed. Jeg fik ikke mange chancer dengang. Hun elskede ham sgu inderligt, selv om han svigtede både hende og tøsen. Han lød bitter og kvinden, han var sammen med, så forlegent fra hende til ham. Hvad var det egentlig, han havde sagt? Hvad mener du med Anja og tøsen? Jeg sagde helt nøjagtigt, at tyren Anders har en datter et sted, han aldrig har gidet tage sig af. Hun mærkede kulden. Anders havde sat sig, og han vinkede til hende. Hun måtte drømme. Anders ville da aldrig svigte et barn? Han talte gerne om sine børn. Hun så vist på Kristian. Er du sikker, Kristian? Hannah for helvede! Den stodder ødelagde mit liv. Han vendte sig og vaklede hen imod bordet, og hun nikkede venligt til kvinden, der trak beklagende på skuldrene og gik efter ham, og hun stod og anede ikke, hvad hun skulle gøre. Hun nåede hen til Anders og så indgående på ham, og hans fortrolige ansigt forandrede sig for hendes øjne. Hun kendte ham overhovedet ikke. Hendes ungdomsminder duede ikke. Anders! Ja, min blomst. Ligner jeg mig selv fra dengang? Jeg ved godt, at du genkender mit udseende jeg tænker på min væremåde. Han betragtede hende forskende.

190 190 Tja. Jeg synes ikke, du har forandret dig så meget, eller også har vi begge to forandret os i samme retning. Jeg synes ikke, du er så fremmed. Han rakte hende en snaps og løftede sit glas. Skål Hannah; for en god, fælles fremtid. Udfordrede han hende? Skål, Anders. Vidste han, hvad hun tænkte på? Han så ikke ud til at have det videre godt. Hun så, at Kristian nærmede sig terrassen og ønskede, at beskytte Anders, uanset hvad han havde gjort. Kristian skulle ikke få lov til at ydmyge ham i hendes nærvær. Hun rejste sig voldsomt. Anders, jeg skal lige hente noget. Jeg kommer om et øjeblik. Hun gik ind i huset og stod lidt for at sunde sig og gik ud i køkkenet, der flød. Hun begyndte planløst at rydde op og opgav og satte sig og tændte en cigaret. Hendes mave gjorde oprør. Har du det godt, Hannah? Sikke en dans! Louise stod foran hende med blussende kinder. Hendes øjne strålede. Hun så glad ud. Ja, Jean er formidabel; han kørte mig træt. Jeg har det fint. Jeg kommer ud om et øjeblik. Ud med dig til din elskede! Hun puffede blidt til Louise, der fnisede som en anden skolepige og snuppede et par flasker rødvin og dansede ud. Hun håbede inderligt, at Louises lykke måtte vare ved. Hannah! Anders stod i køkkendøren. Hans ansigt var meget blegt og furerne i hans pande var dybe. Kristian havde været efter ham. Ja? Skal vi gå en tur? Hun rejste sig hurtigt og gik hen til ham og havde lyst til at trøste ham, men hun tav og nøjedes med at tage hans hånd, der var fugtig. Han knugede hendes. Jeg siger lige til Louise, at vi går lidt. Hun må få nogle andre til at hjælpe med kaffen. Hun følte sig rolig. De gik ikke i takt, og det kneb for hende at følge med ham. Hun standsede forpustet. Vent lidt, Anders; lad os gå over i skoven! Som du vil. Han lød forpint. Villavejen lå øde hen, men latter, snak og musik hørtes tydeligt inde fra haven, selv om hækken afbødede støjen. Aftenen var lun; én af de sjældne, danske sommeraftener, hvor klimaet gav hende en fornemmelse af at være sydpå eller indendøre.

191 191 Det var en lettelse at komme lidt væk fra selskabet; at lade hørelse og syn hvile, men hun mærkede tydeligt Anders anspændthed, der forplantede sig til hende og fik hendes hjerte til at slå hårdt. Hun bad til, at hun ikke fik et anfald nu, hvor Anders havde brug for hende. De passerede porten og skovens aftenkølighed og duften af jord ramte hendes sanser. Hun skuttede sig og fortrød, at hun ikke havde taget mere tøj på. Et tog skar gennem stilheden. Anders gik ligeud. Han lagde vist ikke mærke til hende, eller hvor han var. Hannah! Han standsede og vendte sig om imod hende. Jeg har en datter en datter, jeg ikke anede noget om, for et øjeblik siden. Ja? Hvordan skulle hun reagere? Hun følte en slags lettelse uden helt at vide hvorfor, men hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre; det eneste hun vidste, var at han behøvede hende. Hun strøg ham over kinden og rømmede sig. Anders, Kristian fortalte mig det, lige inden han kom hen til dig. Jeg var fej. Jeg turde ikke nævne det. Tænk ikke på det. Han er en ondskabsfuld, fordrukken satan. Han nød det. Hun stillede sig tæt op ad ham. Vil du fortælle om det? Han strøg sig over panden. Der er ikke så meget at fortælle. Jeg havde en kort affære med Anja, efter dig. Hun var forelsket i mig, og jeg var fortvivlet og såret, men jeg sagde til hende, at det ikke kunne blive hende og mig, eller jeg sagde det måske ikke tydeligt nok jeg ved det ikke. Det lyder kynisk, men hun var ved hånden og jeg kunne godt lide hende. Lad os sætte os et øjeblik. Bænken var fugtig. Hun satte sig og stirrede intenst på den foroverbøjede skikkelse. Ved hånden. Var kvinder ved hånden? Hun havde været ved hånden, når Simon ønskede det. Anders ryg så trist ud. Fortæl noget mere! Hun lød kommanderende. Han rettede sig op og så hende i øjnene. Hun blev gravid. Det siger Kristian. Jeg tror den skiderik. Da hun døde, kræft, det vidste jeg ikke, blev den lille pige bortadopteret. Åh, for pokker. Det er ikke til at holde ud. Han krummede sig sammen igen og skjulte ansigtet i hænderne. Hun mærkede hans smerte, men var udenfor. Jeg anede det ikke, Hannah. Jeg mødte Ilse og forelskede mig og glemte Anja. Hvorfor tror du, hun ikke fortalte dig det? Jeg havde sagt til hende, at jeg under ingen omstændigheder ville have børn, før jeg var færdig på universitetet. For helvede, jeg ville ikke have barn med hende. Vi var ulykkelige begge to; hun fortalte, at hun lige havde slået op med én, og vi var ensomme, men pludseligt klamrede hun sig til mig og jeg trak

192 192 mig sådan husker jeg det og så forsvandt hun ud af mit liv. Jeg var lettet. Det var let. Stakkels kvinde. Tårerne løb ned ad hans kinder. Hun havde lyst til at tørre dem væk og tage ham i sine arme, men hun turde ikke. Hun lagde sin hånd på hans ryg. Kom Anders, lad os gå lidt. Hun tændte en cigaret og sugede røgen ind og hostede og frøs. Han havde en datter et sted derude, som han aldrig ville lære at kende. Det var ubærligt. Anders vil du sove hos mig i nat? Mit soveværelse er så meget i orden, at vi sagtens kan være der. Han tørrede sine øjne og så træt på hende. Jeg er vist ikke meget værd lige nu. Anders! Ja tak, Hannah. Det vil jeg gerne. Skal vi gå tilbage? Jeg fryser lidt. Ja, lad os det. Hun rejste sig og rakte sin hånd frem imod ham og var hans mor og storesøster og ven og elskede. Hun ville passe på ham. Du er en god ven, Hannah. Hun var pludselig stolt. Hun levede det rigtige liv og kunne være til nytte. Kom! De standsede et øjeblik, inden de gik ind i haven. Anders lagde armene omkring hende, og hun stillede sig tæt ind til ham og hørte en guitar og dæmpet sang. Stemmerne lød sprøde og rustne og uvante med at synge, men samhørigheden var tydelig. Anders skævede til hende, og hun prøvede at smile, men det mislykkedes. Hun havde for ondt af ham. Han havde fået en datter og mistet hende igen, uden at kende hende. Kristian var hævngerrig eller fortvivlet, og skaden var sket. Haven bølgede. Lysene var næsten brændt ned og kastede urolige skygger på de blege ansigter, der var vendt imod Louise, der sad midt i kredsen bøjet over guitaren. Hun begyndte at synge. Hendes smukke altstemme var vemodig. Alle duvede fra side til side og brummede med, så godt de kunne. De var nutiden. Nogle havde forandret sig, næsten til ukendelighed, og enkelte var døde, Anja var død, men de levende var sammen; det var livet, og festen havde vel været en god ide; trods alt. Anders satte sig, og hun gik over og skænkede kaffe i to krus. Anders drak sort. Så meget vidste hun med sikkerhed om ham. Louise lagde guitaren under gæsternes protester. De klappede ihærdigt, men hun ville ikke spille mere. Hun huskede, at de havde udnyttet Louise groft dengang. Louise havde troligt spillet, mens de flirtede med hinanden. Louise så glad ud og skævede over til Jørgen, der sad ved siden af Gitte, men halvt vendt bort fra hende, og hun fik medlidenhed med hende. Hun så uanfægtet ud, men hendes hænder åbnede og lukkede sig krampagtigt og røbede alt det, hende ansigt prøvede at skjule.

193 193 Engang blomstrede Gitte, og Jørgen havde været stolt som en pave, da han præsenterede hende for kliken. Gitte var kommet med den modnere kvindes fyldige erfaringer, og mændene sværmede lidt for hende, og kvinderne spurgte hende til råds. De giftede sig trods aldersforskellen, der var ualmindelig dengang, og vel stadig var det, og deres ægteskab fungerede fint, indtil Jørgen endelig blev moden nok til at ønske børn, og Gitte nægtede at blive mor igen. Børn havde ikke været med i hendes planer, hvilket hun holdt fast ved og pinte ham med. Gitte havde to døtre, fra sit første ægteskab, der voksede op hos deres far. Jørgen havde i virkeligheden aldrig tilgivet hende, at hendes passion havde været større end hendes moderfølelse, og savnet af børn og Jørgens pres havde langsomt forandret den frodige kvinde til en overfladisk havgasse. Livet havde vel været hårdere imod hende, end hun kunne bære? Hun ynkede kvinden, men hun kunne ikke lide hende. Hun rakte Anders kruset, med den varme drik, og satte sig ved siden af ham, og han lagde sin arm omkring hende og trak hende ind til sig. Hun ville gerne ligge tæt ind til ham under slumretæppet lige nu. Louise kom over til dem. Hannah, jeg skal bruge dig i fem minutter. Hun rakte hånden frem mod hende og smilede til Anders. Kvindeting. Hun tog Louises hånd og rejste sig og kyssede Anders på kinden og fulgte efter Louise. Du ser så alvorlig ud? Ja. Simon har været her. Jeg smed ham ud. Nej! Hun mærkede de små nakkehår. Jo, Hannah. Han vidste, at vi har selskab. Amalie hentede tøj derovre i eftermiddags. Hvad sagde han? Han udspyede gift. Jeg behøver vel ikke at gentage. Du kender ham. Louise tøvede, og hun havde lyst til at ruske hende. Louise, hvad mere? Pas på ham, min ven. Jeg tror virkelig, at han er farlig. Volden lå lige under hans dyre jakke, og han stank af spiritus. Den sædvanlige sugende fornemmelse i mellemgulvet overvældede hende sammen med kvalmen, og den gode stemning havde aldrig eksisteret. Anders ansigt fortonede sig og bedstemoderens slumretæppe var løgn. Hvad skal jeg dog gøre? Prøve at tage det med ro, Hannah; men undgå ham. Han falder måske til ro på et tidspunkt. Jeg må tilbage. Jørgen venter. Kommer du med? Hun greb fat i Louise. Hvad sagde de andre? Jeg tror ikke, der var andre end mig, der så ham. Jeg var inde efter lys i stuen, da jeg opdagede, at han var på vej ind i haven. Jeg kom ud i en fart. Du

194 194 skulle have set mig spurte omkring hjørnet. Jeg er sikker på, at man kunne se røgen. Kære Louise prøvede at lette stemningen, men det hjalp ikke. Jeg kommer om et øjeblik. Jeg skal lige op efter en pakke cigaretter. Vil du sige til Anders, at jeg er på vej? Louise nikkede og efterlod hende sammen med angsten. Hvornår slap hun fri? Hun gik langsomt op ad trappen og ind i den nye lejlighed, der skulle have været fri af fortidens skygger, men de klæbede til alt og spærrede for fremtiden. Hun skænkede en stor cognac og satte sig tungt på sengen og drak grådigt og rejste sig og skænkede en til. Varmen bredte sig i hendes krop, og spiritussen lettede trykket i hendes hoved. Hun skyllede endnu en cognac ned og tændte en cigaret og stillede sig hen til vinduet og så desperat ned på de festende mennesker. Hun måtte frigøre sig fra Simon, én gang for alle, men hvordan? Hun rettede på potteplanterne og gik ud i køkkenet med askebægeret. Hun måtte tale med Simon; tale alvorligt med ham, for en gangs skyld. Han måtte kunne forstå, at deres samliv var slut, og at det var til begges bedste. Han skulle forstå det. Latteren og snakken bølgede op imod hende. Anders sad alene og drak kaffe. Han så bekymret ud. De havde alt for mange løse ender i deres liv, til at indlede et forhold, selvom han havde betroet sig til hende ude i skoven. Det var en begyndelse, og hun havde været til nytte, og det ville hun gerne være fremover, men hun måtte først gøre sig fri af Simon, og hun havde ikke fortalt Anders en brøkdel af alt det forfærdelige, hun havde været udsat for. Hun var ikke parat. Hun drak og ønskede inderligt, at han ville vente på hende. Hun mærkede tydeligt, at hun ikke var vant til at drikke, men følelsen var egentlig rar. Hun drak igen. Måske kunne hun hjælpe Simon over hans voldsomme vrede, hvis hun gjorde sig meget umage. Anders havde evnen til kærlighed; det vidste hun, og det havde hun vist også. Simon kunne måske ikke elske, men måske kunne hendes nye overskud puste liv i ham? Det allerbedste ville jo være, at de skiltes i fordragelighed; også for Amalies skyld. Hun skulle have givet ham en chance for at vænne sig til tanken om skilsmisse, men det hele var gået så hurtigt, og på en måde havde hun været styret af kræfter, hun ikke forstod. Simon måtte være blevet chokeret. Hun kunne vel egentlig ikke være sådan en opførsel bekendt, efter alle de år. Han var sikkert hjemme nu. Klokken var mange, og han kørte i øvrigt ikke, når han havde drukket, og det var sjældent, han brugte taxi. Hun kunne lige smutte hjem, nej, over til Simon, og så kunne de drikke en cognac sammen og tale ud om tingene, og hun kunne komme tilbage og slutte sig til Anders, uden han opdagede, at hun havde været væk. Hvis Simon fik det bedre, ville Anders blive helt tydelig igen.

195 195 Hun skænkede en sidste cognac op og tømte glasset og tog sin uldne jakke og gik ned ad trappen og ud af køkkendøren og så sig omkring. Baghaven var øde, bortset fra et par, hun ikke genkendte i halvmørket, der var optaget af en inderlig omfavnelse, der stak lidt ved hjertet. Hun listede ubemærket forbi dem og nåede havelågen og åbnede den forsigtigt og stod i sikkerhed på vejen, der lå hen i fredeligt halvmørke. Hun var i virkeligheden ikke bange for Simon. Måske havde hun drukket for meget, men det kunne være på sin plads, for en gangs skyld. Anders og Amalie havde kaldt hende modig og en god ven. Det var dejligt at vide, at de satte pris på hende. Louise gjorde også, og Simon havde prøvet at kontakte hende, og det bedste ville være, hvis hun blev gode venner med ham. Når de blev gode venner, kunne de måske le ad det alt sammen. Hun var ved at snuble, men fandt balancen og lo stille og havde en rar svævende fornemmelse. Hun tændte en cigaret og lænede sig op ad et rækværk og betragtede den blege sommerhimmel. Hvor var her stille; en dejlig stilhed ovenpå snak og musik, men når hun havde talt med Simon, måtte hun skynde sig tilbage og danse med Anders, inden han blev urolig. Amalie var overhovedet ikke bange for Simon. Det kunne hun fortælle ham; det ville sikkert gøre ham i godt humør. Han blev altid i godt humør, når det havde noget med Amalie at gøre, men hun ville ikke fortælle ham, at Amalie var lesbisk. Det ville ikke være klogt i aften. I aften skulle de forsones, og så kunne de tale stille og roligt om Amalie en anden dag. Hun havde lovet at hjælpe Amalie. Hun gik nynnende videre og standsede foran huset, der var mørkt, bortset fra soveværelset, lyset strømmede ud fra, som om han havde projektører derinde. Lyset virkede næsten paralyserende. Han havde udtænkt alle sine nederdrægtigheder inde bag de vinduer. Hun følte et svagt ubehag og trak automatisk ind i skyggen. Hendes hænder var fugtige og dirrede; hun stirrede på dem og mærkede, at deres sitren spredte sig til resten af kroppen. Hvad i alverden havde fået hende til at vove sig i nærheden af Simons hus? Cognac; hun havde drukket for meget cognac, selvom hun ikke kunne tåle det, og rusen havde gjort hende dumdristig. Hun måtte se at komme tilbage til Anders, der ventede på hende i Louises trygge have, og blive ædru og bruge sine kræfter til at lære ham at kende. Hun vidste udmærket, hvordan Simon var, og hun kunne aldrig, aldrig forandre ham. Louise havde ret. Han var farlig. Hun mærkede grebet i armen, inden hun sansede ham. Nå, der er du, dronning Hannah. Hans mund fortrak sig i noget, han kaldte et smil ved visse lejligheder. Hun mærkede angsten tage over, mens hun forsøgte at virke rolig. Han kunne lugte angst, ligesom en glubsk hund. Ja, jeg kom for at tale med dig om fremtiden. Jeg synes, vi skal være gode venner.

196 196 Synes du det? Du er sgu ikke billig, din møgso. Først leger du Anders slyngveninde, og så kommer du rendende og beder om godt vejr. Jeg så jer! Du stinker af ham! Han lugtede af whisky. Hun prøvede at gøre sig fri af hans greb, men han holdt fast og vred hendes arm rundt. Hun var bange. Åh, hvor var hun bange. Slip mig Simon, så går jeg igen. Du kan tro nej, min fine ven. Nu går vi to ind og får en god snak sammen. Det var det du kom for, ikke? Skulle hun skrige? Naboerne ville komme løbende, og alt ville være afsløret. Hun boede stadigvæk i nabolaget og kunne møde folk i forretningerne. Kunne hun skrige? Hendes mund var tør, og tungen var helt tyk. Hun gispede. Slip mig, Simon. Det gør ondt. Hun vred sig i hans greb, og smerten jog gennem armen og skulderen. Jeg skriger, hvis du ikke slipper mig. Ja, skrig du bare. Jeg er bedøvende ligeglad. Du kan hyle lungerne ud af kroppen, for min skyld, men det gør du ikke. Du er bange for renommeet, min fine ven. Jeg kender dig. Slip mig, Simon, så er du sød. Hun klynkede ynkeligt og hadede sig selv for den klynken, og hadede ham for hans overlegenhed, og hun var så bange. Hendes krop trak sig sammen og indstillede sig på det værste. De bevægede sig stadig nærmere hoveddøren, og når hun var gået ind ad den dør, var hun totalt prisgivet ham. Hun samlede sine sidste kræfter og spændte kroppen. Hun ville ikke finde sig i ham mere! Han reagerede usikkert på hendes bevægelse. Hun sparkede bagud, og han slap hende og krummede sig sammen. Hun vendte sig stod og stirrede paf på ham. Hendes ben var følelsesløse og kunne ikke flytte sig, og hendes hjerte bankede vildt. Han stønnede, og lyden vækkede hende. Hun vendte om og løb ud af haven og spænede som besat nedad villavejen. Hun måtte langt væk, inden han kom til sig selv igen. Louises hus og hendes summede stadig af stemmer og musik, som om intet var hændt. Hun listede forbi det forelskede par, ind i huset og videre ind i badeværelset, hvor hun sank udmattet ned på toiletbrættet. Hun dirrede, og hendes fingre snurrede, men der var ikke optræk til panik eller angst. Det var besynderligt. Hun trak vejret igennem og fik langsomt kroppen under kontrol, og mærkede en frydefuld tilfredshed. Hun havde opført sig tåbeligt, men da det kneb, havde hun forsvaret sig. Hun rejste sig og så indgående på sit spejlbillede. Hendes ansigt var kridhvidt, men hun havde en særlig glød i øjnene. Hun smilede prøvende. Det gik. Hun tændte en cigaret og gik ud i haven og satte sig ved siden af Anders, der så smilende på hende. Nå min ven, der er du. Jeg troede, du var faldet i tønden. Han var beruset og afslappet, og han lagde sin arm omkring hendes skulder, og hun smilede blidt til ham.

197 Ja, det var jeg også lige ved. Han skulle bare vide, men hun ville aldrig fortælle en levende sjæl, hvor tåbeligt, hun havde opført sig. 197

198 Hun vågnede med et sæt ved lyden af en der skreg Simon og lå helt stille og lyttede med tilbageholdt åndedræt, men den eneste lyd hun hørte, var fra hendes hjerte, der dunkede i tindingerne. Hun blev langsomt klar i hovedet og åndede lettede ud. Hun lå i sit nye soveværelse, alene, og Simon ville ikke kunne komme uset ind i huset; det måtte have været hende, der havde skreget. Hun satte sig hurtigt op, og det sortnede et øjeblik for hendes øjne. Hun havde tømmermænd. Hun kom op på sengekanten og bøjede hovedet ned mellem knæene, og bevægelsen fik hendes stakkels hoved til at føles, som om det skulle sprænges i tusinde stykker; og kvalme havde hun også. Hun våndede sig. Huset var stille. Louise, og hvem der ellers overnattede, sov sikkert endnu. Festen var trukket ud til den tidlige morgen, og der var blevet drukket kraftigt. Hun havde skålet mange gange med Anders, der skænkede rundhåndet op i hendes glas, mens han drak stærk øl af flasken, som om det var saftevand, og det var vist endt med, at de hjalp hinanden op ad trappen. Hvor var han for resten? Hun længtes efter ham; længtes efter at tale med ham; hun havde nærmest klamret sig til ham, da hun kom tilbage fra sin uforsvarlige tur, der havde gjort hende uhyggeligt ædru, og hun havde haft en næsten ustyrlig trang til at fortælle ham, hvad hun havde gjort, men hun havde ikke turdet. Til gengæld havde han været åbenmundet. Hvad var det, han havde fortalt hende? Hun rejste sig og gik hen til vinduet og så ned i haven, der flød med flasker og pap og fyldte askebægre. Det ville tage nogle timer at gøre den i orden. Måske ville Anders hjælpe, når de havde spist morgenmad. Hun havde en grim smag i munden og gylpede surt og gik ud på toilettet og slugte et par hovedpinetabletter og drak et stort glas vand. Hendes ansigt var ophovnet og mascaraen var tværet ud omkring øjnene, der sved, og hendes ungdoms busseronne var fyldt med pletter. Hun klædte sig hurtigt af og vaskede sit ansigt og børstede tænderne grundigt, men hun kunne ikke blive den dårlige smag kvit. Det eneste, der måske ville hjælpe, var god, stærk kaffe. Hvad var det, han havde fortalt hende? Hun gik tilbage og tændte en cigaret og sugede røgen ind og hostede. De lå under samme tag, selv om meningen havde været, at de skulle ligge sammen, men Anders ville ikke. Hvorfor? Fordi hun var for fuld? Sludder; sådan var Anders ikke. Hun gned sine tindinger. Aids. Han havde fortalt, at han ville lade sig teste for aids, efter et par skødesløse knald. Knald! Ordet havde gjort hende skidt tilpas, og et øjeblik blev han lidt mindre værdifuld i hendes øjne.

199 199 Selvom hun ikke drømte om, at han havde levet i cølibat, syntes hun, at han skulle have beskyttet sig; desuden, hvis hun var ærlig, var hun også blevet skuffet over, at hans seksuelle tilbageholdenhed skyldtes hans uvilje mod at fortælle hende om sine dumheder, og ikke, at han havde givet hende lidt tid ovenpå Simon. Han havde fortalt, at sandsynligheden for, at han var blevet smittet var næsten lig nul, men at han syntes, de skulle være på den sikre side. Hun stivnede. Sikre side! Simon havde boltret sig uhæmmet gennem årene; mon han havde beskyttet sig? Hun begyndte at vandre hvileløst rundt i værelset. Hun havde aldrig tænkt på, hvor udsat og helt afhængig af Simons ansvarlighed, hun havde været. Tænk hvis han havde aids og havde smittet hende? Det ville være en grusom hævn, der svarede til det had han sikkert følte for hende. Gode Gud! Hun måtte også til lægen hurtigst muligt. Hun rev morgenkåben ned fra bøjlen og slyngede den om sig og styrtede ned ad trappen og glemte, at det femte trin knirkede voldsomt. Hun ville ikke vække Anders, hvis han stadig sov. Hun ville ikke se ham i øjnene endnu. Hun standsede foran døren til gæsteværelset og hørte til sin lettelse, at han snorkede støt. Hun måtte være alene et øjeblik i Louises køkken. Hendes eget var for trangt. Det krævede ro at være i det. Lejligheden var i virkeligheden klaustrofobisk, og hun længtes efter sine store, lyse stuer og sit triste køkken, med Rasmussen som sit faste holdepunkt. Hvad var det dog hun havde vovet sig ud i? Anders var en fremmed, og hun havde slet ikke lyst til ham nu. Simon var forfærdelig, men genkendelig. Hun var for gammel til at begynde forfra. Den sidste måned havde rullet livets grimme sider frem for hende, og hun havde været uforberedt. Alt havde været sort eller hvidt indtil da; nu var det meleret, lidt for meget. Sludder. Der var ingen vej tilbage. Hun satte vand over til kaffe og tog en bakke og gik ud i haven, hvis tilstand stemte overens med hendes. Skidt og møg alle vegne. Hun satte sig i en havestol og blev våd bagi. Sørens! Øl i popoen røven. Op i røven! Lort! Hun vidste ikke, om hun skulle le eller græde. Hun tændte en cigaret og inhalerede og hostede og lagde hovedet tilbage og lo højt og en anelse hysterisk og så Anders forsovede ansigt, der stirrede forbavset på hende. Hun prøvede at standse den dumme latter, men hun havde det nøjagtigt som dengang, hun gik til præst og skulle være helt stille. Anders kom over imod hende, og hans bekymrede ansigt fik hende til at le endnu mere. Han tog hende i armen og ruskede hende let. Hannah, hold op! Han skulle lade hende være. Alle skulle forsvinde og lade hende være i fred. Hannah! Hun mærkede lussingen og tog sig til kinden. Hvor vovede han? Hun rejste sig voldsomt og løb ind og op og smækkede sin dør hårdt i. Hun hørte hans tunge trin og ville låse døren, men hun orkede det ikke, og Anders var ikke

200 200 Simon. Hun sank om på sengen og krummede sig sammen og græd hjerteskærende. Tårerne strømmede, og nu blev hun så grim så grim. Hun hørte ham komme ind og trak dynen op over hovedet. Kunne han dog ikke forsvinde. Han satte sig på sengekanten og tog om hende og strøg hendes hår, og hun tudede som en ulv, og hvor lød det tåbeligt, men der var intet at gøre ved det. Hun rakte armene op imod ham, og han lagde sig beskyttende ved siden af hende. Hun snøftede og sukkede. Anders var Anders. Anders var ikke Simon. Lys og skygge tegnede eftermiddagen. Hun vågnede langsomt og strakte sig. Hendes krop føltes mere afslappet end ellers, og hendes hovedet var frit for alle slags smerter. Hun satte sig op, og stemmer fra haven flød ind i værelset og lagredes i væggene. Hun hørte en mørk stemme og Louises latter og kunne ikke lade være med at smile. Louises latter var smittende. Jørgen måtte være dernede. Hun rejste sig og drak lidt vand og tændte en cigaret og gik over til vinduet og så ned. Den plads var efterhånden blevet hendes yndlings. Vanen havde allerede invaderet hende. Hun havde brug for vaner, men de skulle være sundere, end de havde været. Haven var gjort rent og blomstervældet og duftene var berusende. Anders sad med sin pibe i hånden og et stort, åbent smil om munden. Jørgen havde vist været morsom? Hans ansigt lignede en flækket træsko, som bedstemoderen ville have sagt. Louises hånd lå på hans arm, og hendes ansigt udtrykte ren glæde og forelskelse. De drak te og rom. Hun gik ud og pøsede koldt vand i ansigtet og børstede tænder. Hun så helt præsentabel ud nu. Hvad tænkte Anders om hendes opførsel om morgenen? Det kunne ikke være noget slemt, for så ville han vel være gået. Han havde haft chancen. Han var altså interesseret i hende for alvor, og hans betroelse om aids havde været omsorg. Omsorg, ja. Det måtte være muligt at lære en gammel hund nye kunster. Hun smilede til spejlet og purrede op i håret, der var lidt fugtigt. Hun trængte til et bad, men hun gad ikke. Lidt naturlig lugt hørte til hendes nye image. Hun nynnede. Nå, skønne kvinde; tornerosesøvnen hjalp? Hun vendte sig overrumplet og rødmede og havde svært ved at stå stille, men hun kunne ikke forsvinde, for Anders spærrede døren. Lo han ad hende? Den filur. Hun længtes efter ham, og hans blotte nærvær var overvældende. Hun ville være tæt ved ham. Hun gik ind i hans favn og lagde armene omkring hans nakke. Jeg tror, jeg er forelsket i dig, Anders. Hun slap ham. Var det hende, der havde sagt det? Tja, det var det. Hun omfavnede ham igen og mærkede hans hjerte, der slog hårdt og i takt med hendes. Jeg elsker dig, Hannah.

201 201 Han strøg hende over håret og tog hende under hagen og kyssede hende. Hun blev helt svag og ville ligge sammen med ham, men hun skubbede ham blidt væk og rømmede sig. Anders kan du huske, dengang vi pustede præservativer op? Han lo. Hun elskede hans latter. Ja, vi var meget generte dengang. Måske kunne vi bruge dem til noget mere fornuftigt nu? Hans stemme kærtegnede hendes bryster. Hun tog hans hoved imellem sine hænder og kyssede ham på næsen. Hun var smertelig glad. Gid øjeblikket kunne fryses fast, så hun kunne tage det frem og holde om det en gang imellem. Hun så indtrængende på ham og mødte hans alvorlige, blanke øjne, og alt var som det skulle være. Jeg lader mig også teste. Kommer I ned, børn? Der er mad! Louises dagstemme nåede op og brød fortryllelsen, men hun flød på dønninger, der kunne bære, uden for rummet. Hun svævede forbi Anders. Hun ville tage sin romantiske, sart dueblå kjole på; han havde elsket at se hende med den farve, da de var unge.

202 Hun stod og så ud i haven. Regnen silede ned, og den lave himmels døde, grå lys havde lagt sig som en kvælende dyne over haven og huset. Hun gentog for sig selv, at haven trængte til vand, efter de mange, solrige dage, men det hjalp ikke. Hun var og blev trist. Louise havde haft rasende travlt; hun havde skullet indhente det, hun havde forsømt den seneste tid, og nu var hun taget på landet med Jørgen, nogle dage og kom først sent hjem, og Anders havde ikke tid til at være sammen med hende. Han stod for de psykologiske tests af personaleemner i en stor virksomhed. Han sagde, at jobbet i virkeligheden kunne klares med en smule sund fornuft og ikke krævede speciel ekspertise, men konsulentarbejdet gav ham smør på brødet, samtidig med, at han kunne lide det. Dette var altså hverdagen, der kunne blive lige så trist som før, hvis hun ikke forandrede sig; Louise havde sagt, at den nærmeste tid, nu hvor hun ikke havde Simon at skylde for alt, kunne blive vanskelig. Ordene havde såret hende og gjort hende flov, men ved nærmere eftertanke vidste hun godt, at Louise havde ret. Det var svært og hun var hele tiden i fare for at falde tilbage til sin apatiske facon. Der var også noget andet; hun misundte Louise og Anders deres travlhed og følte sig udenfor. Tekstbehandlingskurset, som Louise havde anbefalet hende at tage, var en god ide på længere sigt, for Anders havde bedt hende om at korrekturlæse og renskrive noget materiale. Det var hun glad for. Hun havde været dygtig til dansk i gymnasiet. Hun glædede sig virkelig til det stykke arbejde, for det ville give hende mulighed for at lære ham at kende fra flere vinkler, og hun var stolt over, at han viste hende ægte tillid, ved at indvi hende i sine inderste tanker og ved at betragte hende som et intelligensvæsen, men hun skulle først begynde om nogle dage, når han havde tid til at sætte hende ind i arbejdet. Louise havde tilbudt hende at besvare breve, men hun turde ikke, så længe hun var uafklaret og forvirret. Hun kunne ikke adskille sine følelser fra brevskrivernes, og Louise havde ret; livet var ikke et syngespil. Advokatens redegørelse havde været deprimerende at høre på. Simon ignorerede hendes henvendelser og havde stadig ikke skrevet under på separationspapirerne. Hun forestillede sig, at han ville give sig, hvis hun tilbød ham virksomheden ubeskåret, mod at hun overtog huset, men advokaten havde anbefalet hende at vente lidt. Hun kunne ringe til ham og foreslå handelen. Han kunne købe hende ud bagefter, hvis han ville blive boende. Det ville spare dem for meget besvær, og sådan en aftale var klart til hans økonomiske fordel, hvilket var rimeligt. Det var trods alt ham, der havde skabt firmaet, og hun ville gå ud af ægteskabet ligeså velhavende som hun var, inden Simon og moderen bedrog hende.

203 203 Hun fyldte vandkanden og begyndte at vande potteplanterne, der tilsyneladende trivedes godt. Hun ville også vande Louises, og senere kunne hun tilberede frokosten. Hun trængte til noget ekstra godt sådan en dag. Klynkehoved. Hun satte vandkanden fra sig på køkkenbordet og løb ud i gangen og løftede telefonrøret. Der måtte ske noget. Hun drejede Simons nummer og fik hans sekretær. Den unge, let snøvlende stemme irriterede hende pludselig. Lille frøken, vil De være venlig at stille mig om til min mand? Øjeblik. Nu skal jeg se, om han er ledig. Pigen lød som om hun fnisede til en eller anden. Det er jeg sikker på, han er. Hendes stemme var direktørfruehoven, og hun hørte den unge piges snøft og kunne ikke lade være med at more sig lidt. Simon her. Piskesmæld. Det er Hannah. Jeg har et forslag. Giv mig halvdelen af husets vurdering, så vil jeg ikke gøre krav på mere, hvis du vil lade dig skille hurtigt. Hun kendte ikke den hårde forretningskvinde, men stemmen var hendes. Tavsheden varede så længe, at hun troede forbindelsen var afbrudt. Det er umuligt. Jeg har ikke pengene. Hvad mener du? Du er sgu alle pengene værd. Hvordan i helvede tror du, jeg har klaret de lange, stille perioder, når du ikke skulle mangle noget? Huset er belånt til sidste sten, min fine ven. Kom ned på jorden. Hun satte sig ned og vidste ikke, hvad konsekvenserne ville blive. Havde han snydt hende? Hvad så? Hun følte sig ligeså dum som hun lød. Du kan splitte firmaet, og så går det på tvangsauktion, eller du kan slå dig til tåls med et klækkeligt underholdsbidrag. Tænk over det. Forbindelsen blev afbrudt. Hans stemme havde lydt hård, men for en gangs skyld havde han udeladt de værste gloser. Hun kunne ikke overskue det, han havde sagt, men hun vidste, at deres økonomi ikke var så god, som hun havde troet. Hvordan kunne han belåne huset, uden at hun vidste noget om det? Hvad havde hun skrevet under på i årenes løb? Underholdsbidrag. Hun ville ikke blive fri af ham på den måde. Det var skræmmende og utåleligt. Hun skulle aldrig have ringet, men have ladet advokaten tage affære. Fremover ville hun forholde sig afventende og undgå den knugende nederlagsfornemmelse, han altid kaldte frem i hende. Hun gik tilbage til køkkenet og fyldte vandkanden, men rastløsheden havde tag i hende. Måske ville det hjælpe på hendes humør med en rask spadserertur i skoven, inden frokost hun kunne også spise sin frokost ude i skoven, for

204 204 eksempel. Ideen virkede fristende i forhold til en enerverende eftermiddag hjemme. Hun åbnede det rodede klædeskab og ledte efter regntøjet, men det var der ikke. Hun kom i tanke om sækken, hun endnu ikke havde pakket ud og løb ned i kælderen og undersøgte den. Intet regntøj; og hvor var gummistøvlerne? Hun sukkede. De stod hjemme i Simons hus. I kælderen. Hun vidste nøjagtigt, hvor de stod; og regntøjet hang på knagen lige indenfor kælderdøren. Hun gik ærgerlig op, og lige med et blev det altafgørende for hende at få sit regntøj; hun havde også brug for det og gummistøvlerne, hvis hun ville i haven, hvor alt var dyngvådt. Hun havde ret til at få det. Hun vidste, at hun opførte sig barnagtigt, men Simon havde gjort hende så vred. Han troede stadig, at han kunne opføre sig som det passede ham, og desuden var hun næsten sikker på, at hans lille sekretær havde overværet samtalen; det ville i hvert tilfælde forklare hendes halvuforskammede opførsel. Hun smækkede kanden i køkkenbordet. Hun ville hente tingene. Simon var på kontoret, og Amalie havde givet hende nøgle til køkkendøren, fordi hun syntes, at det var urimeligt, at hun var lukket ude fra huset, så længe skilsmissen ikke var på plads. Kærlige, anstændige Amalie havde sagt, at hun vel ikke skulle straffes yderligere, fordi hun havde været nødt til at flygte. Hun havde fortalt hende om en østrigsk model, hvor loven påbød de voldelige mænd at forlade hjemmet. Det lød som sød musik og retfærdigt, men det var svært at forstille sig, at det kunne gennemføres. Mændene bestemte jo det meste. Hvad mon Louise ville sige til hendes plan? Louise mig her og Louise mig der; det var på tide, hun foretog sig noget, uden at spørge Louise, om end det kun var i tankerne. De var to selvstændige personer med hver deres lejlighed. Hun kunne lige så godt vænne sig til det først som sidst, og nu var Jørgen og hun sammen helt officielt, så det var begrænset, hvor meget de så hinanden. Hun længtes efter Anders. Han blev så underligt utydelig, når de ikke var sammen. Simons ansigt dominerede, men det ville sikkert blive bedre, når de havde elsket med hinanden? Der var kun fire dage til, de kunne få svarene på testen. Det hastede i virkeligheden ikke så meget. Hun mærkede stadig Simons slag, når Anders rørte ved hende, men den modbydelige fornemmelse kunne vel ikke blive ved i al evighed? Måske skulle hun søge professionel hjælp? Hun ville tale med Anders om det, næste gang de sås. Ikke flere spekulationer. Nu skulle der handles. Handles. Det var en dagklar, stærk glose. Hun skrev en besked til Louise, hvis hun skulle komme hjem før tiden, og tog sin paraply og gik ned og lagde sedlen på Louises køkkenbord og gik bagom huset ud på den rolige, regnvåde villavej. Det havde været en god ide at komme ud. Hun snusede ind. Jordlugten var gennemtrængende og behagelig. Den bastante regn havde næsten elimineret

205 205 blomsterduftene, men når solen kom frem, ville de komme tilbage med overvældende styrke. Hun gik rask til og nåede huset og lukkede sig ind og stod i det store, upersonlige køkken, der virkede fremmed. Det var skinnende rent. Simon havde stadig Rasmussen. Hun fik ikke sagt ordentligt farvel til hende, tivolifrokosten var ikke blevet til noget, men det var der intet at gøre ved. Rasmussen var Simons og fortid. Hun kunne ikke nære sig, men gik hen og åbnede køleskabet og tog et karton ananassaft og skænkede et stort glas og drak tørstigt. Hun var ikke nervøs; der var ikke noget at være bange for. Hun ville sidde et øjeblik og ryge en cigaret, inden hun gik ned i kælderen. Måske var det sidste gang, hun var i huset. Hun lod sørgmodigt hånden glide henover den store, grimme, grå køkkenbordsplade. For kort tid siden havde den været det nærmeste, hun kunne forestille sig en forandring. Lyden nåede hende, og hun frøs fast midt i en bevægelse og lyttede intenst. Smerten jog igennem hendes hånd. Cigaretten havde brændt hende. Hun rejste sig og holdt vejret og kastede skoddet i køkkenvasken og åbnede for det kolde vand og holdt fingeren ind under det. Der var nogen i huset. Nej, det kunne ikke passe. Tyve? Amalie? Den ubestemmelige lyd var der igen. Det fornuftigste var at komme væk. Hun tog et skridt hen imod døren, men fortrød. Hun var nysgerrig, og desuden havde hun stadig et vist ansvar for huset. Hun listede ud til trappen og så op, men alting lignede sig selv. Trappeløberen var ren. Igen den lyd! En svag stønnen? Skulle hun forsvinde? Hendes ben blev tunge, og hun satte sig på det nederste trappetrin og prøvede at få vejrtrækningen under kontrol. Hvis Amalie lå hjælpeløs et eller andet sted deroppe, ville hun aldrig tilgive sig selv, hvis hun forlod hende. Hun rejste sig og greb en paraply fra holderen og begyndte at gå op ad trappen og passede på ikke at rammen de trin, der knirkede. Lyden kom fra soveværelset. Hun vidste, at hun skulle vende om, men hun kunne ikke; den halvåbne dør sugede hende til sig, og hun fortsatte sin farlige leg, hun vidste det var farligt, og listede på tåspidserne hen og så ind. Hun stivnede og stirrede paralyseret. Simon stod bøjet halvt ind over den store seng, hvor en ung kvinde lå bundet. Det var hans sekretær? Hvordan kunne det gå til? Hun havde talt med det unge, hovne væsen for ikke ret lang tid siden. Mobiltelefonen! Hun glemte altid, at det meste ikke var, hvad det gav sig ud for. Pigens ansigt var forfærdeligt ophovnet, og hendes øjne var knebet fast i. Hun blødte fra et sår i panden, og hun havde røde mærker og striber efter slag, på den nøgne, forsvarsløse krop. Hun mærkede kvalmen og hørte en mærkelige piben. Den kom fra hende selv. Hun holdt sig for munden. Hverken Simon eller pigen ænsede hende.

206 206 Simon var nøgen, med opbundne testikler, og han havde en rem i sin løftede hånd. Han var klar til næste slag. Hun ville råbe, for at hjælpe pigen, men hun turde ikke. Hvad skulle hun gøre? Hvad skulle hun dog gøre? Hun var ude af stand til at flytte sig. Værelsets grusomme tableau bandt hende. Hun så fascineret på Simons arm, der spændtes og nærmede sig pigens krop. Remmen ramte hende, men hun skreg ikke? Hvorfor skreg hun ikke? Pludselig lagde hun mærke til pigens mund. Hun var kneblet. Hun skreg. Gav pigen lyd. Hun var pigen. Simon vendte sig og fik øje på hende. Han stod helt stille og fyldte hele rummet, og musklerne i hans voldelige krop spændtes. Hun så musklerne svulme på overarmene, og i næste øjeblik stod han foran hende, med spyt i mundvigene og kulsorte, vanvittige øjne. Han var sindssyg; pludselig vidste hun, at han var syg. Hun prøvede at flytte benene, men han greb fat i hende og nu skete det. Nu slog han hende ihjel. Hun blev helt mat og mærkede, at han nærmest løftede hende. Det gjorde ondt i brystet. Hans arme låste hendes fast, og de nærmede sig trappen, og hun kunne ikke gribe fat i gelænderet. Han puffede hende voldsomt i ryggen, og hun bumpede nedad trinene og svævede frit og stødte mod skarpe kanter og bumpede videre og videre ned i mørket. Hendes hoved ramte noget hårdt, og en skærende smerte borede sig ind i hendes nakke. Så dumt Den unge kvinde! Hun prøver at rejse sig op, men opgiver. Hun er mørbanket; som om Simon har slået hende. Amalie siger, at hun er faldet ned ad en trappe. Hvor er hun klodset. Den unge pige Pigen ligger på sengen Simons seng! Hun åbner øjnene. Anders! Ja, min ven. Hvordan har du det? Jeg har ondt. I hovedet. Over det hele. Hvad er der sket? Anders, er det noget jeg har drømt, eller er der en ung kvinde Ved du noget om en ung kvinde i Simons hus? Kvinden lå i sengen, og Simon stod bøjet over hende, med en rem i sin løftede hånd. Hvad er der sket med kvinden? Anders ansigt fortrækker sig. Svar, Anders! Hun ligger på intensiv. Han tager hendes hånd, men hun trækker den til sig. Hun vil ikke syltes ind i ømhed. Hvordan har hun det? Han bider sig i læben og vender sig halvt væk og ser ud i rummet. Hun følger hans bevægelse og får øje på Amalie, der sidder stille som en støtte. Svar! Hvordan har hun det?

207 207 Hendes stemme lyder hysterisk; som et skrig. Skrig. Hun venter på, at ekkoet fra den skingre lyd forsvinder. Hvis kvinden dør, er det hendes skyld, fordi hun altid står og ser på. Hun har set på, i stedet for at hjælpe. Det er det sædvanlige, men nu må det slutte. Svar mig! Hvordan har hun det? Anders ansigt er modvilligt. Hun har det meget dårligt, Hannah. Prøv at slappe af. Du har hjernerystelse og skal hvile dig, og du kan ikke hjælpe hende. Du er ikke skyld i det, der er sket. Husk det. Hvile mig. Jeg skal hvile mig, mens en ung kvinde ligger et sted og lider? Jeg hjalp hende ikke! Hun mærker tårerne og vrede? Ja, hun er vred på Simon og sig selv. Simon har skubbet hende ned ad trappen. Hun har ladet ham skubbe sig ned ad trappen. Anders tørrer hendes tårer væk med fingrene, og hun må beherske sig, for ikke at rykke hovedet til siden, selv om han vil hende det godt. Hun har ikke fortjent al den omsorg. Amalie kommer hen til sengen og bøjer sig ind over hende og tager hendes hoved mellem sine hænder. Mor, den unge pige har en chance. Politiet har taget far med. Han ringede efter hjælp. Amalies hænder er iskolde, og hendes tårer rammer hendes ansigt. Blid sommerregn. Stakkels Amalie, der elsker sin far. Stakkels unge, naive pige. Hun må trøste Amalie Anders pas på Amalie! Hun sover vist igen. Kun et lille øjeblik så