Hannahs hule. En roman af Jytte Muurmann

Transkript

1 1 Hannahs hule En roman af Jytte Muurmann

2 2 Hun er vist ved at komme til sig selv! Hannah, elskede. Jeg er tørstig. Hannah! Hun ligger i sengen Anders er her, det er hun næsten sikker på det er Anders, selvom hans stemme er dybere, end den plejer at være. Går drenges stemmer i overgang så pludseligt? I går knækkede den, og da hun grinede ad ham, blev han tosset på hende, selvom de elsker hinanden og skal giftes. Hannah, er du vågen. Mor bryder sig ikke om Anders, selvom han minder om far. Det har mor åbenbart aldrig lagt mærke til. Det eneste mor ser, er hans slidte tøj, og hun synes ikke, at han er fin og god nok, selvom han er den bedste ven, hun nogensinde har haft. Mor siger, at han hænger over hende, men det er ikke sandt. Han beskytter hende, og nu må hun beskytte ham. Han skal gå, inden mor opdager ham. Anders! Han svarer hende ikke. Han rører hende ikke, men hun kan mærke ham, og hun skal advare ham. Han kan godt være stædig og stolt, men han plejer at lytte til hende, især hvis hun hvisker. Anders! Hendes mund er tør, og hun har ondt i hovedet. Åh, hvor har hun ondt. Skarpe knive borer sig ind i hendes hjerne, den er ved at sprænges i stumper og stykker. Hun må være syg; det må hun være, og det er en sygdom, der forvrænger lyde og følelser og får sengen og værelset til at vende forkert. Mor, vågn op! En ung ængstelig stemme, hun kender den, kalder på sin mor. Hun vil gerne hjælpe, men hun ved ikke hvordan, og det gør så ondt. Alting er forkert. Hun ved ikke, om hendes øjne er åbne eller lukkede. Anders er som en skygge, og den unge stemme er usynlig. Er det hende selv, der kalder? Kalder på mor? Nej! Det ville hun aldrig gøre. Så længe Anders er her, må hun ikke komme. Mor skal blive væk. Anders skal være her. Anders! Hun falder hen igen. Hannah! Falder hen? Hvad mener Anders? Noget er helt forkert. Hun faldt ned ja, hun faldt ned Anders ikke Anders, Anders er i drømmen eller værelset? En anden? Nej! Hun vågner. Hannah, elskede. Anders!

3 Anders er her. Rummet er stort og Anders stemme er lidt skærende, og han er kridhvid i ansigtet, men hun må ikke grine, selvom han ligner pjerrot Anders. Amalie, hvorfor græder du? Hendes stemme lyder hæs og svag. Amalie knuger hendes hænder. Det gør ondt, men hun må gerne. Hvorfor er jeg på hospitalet? Du faldt ned ad en trappe og slog dig slemt. Mor, jeg er så glad for at høre din stemme, men overanstreng dig ikke. Det er dejligt at have Amalie i nærheden ligesom i gamle dage. Amalie kom løbende om aftenen, når hun var gået i seng, og ville sove hos hende. Hun måtte gerne. Hun smiler, selvom det gør ondt. Amalie må ikke bekymre sig. Jeg er tørstig, Amalie. Amalie forsvinder, og hun bliver bange. Har Simon taget hende? Amalie! Hun må redde hende. Jeg er her, mor. Saftevand? Saftevand. Saft, vand, vandsaft, tevand. Det er mange år siden, hun har smagt saftevand. Hendes Bedstemor blandede saft fra bær, hun havde hjulpet til med at plukke. Ribs var sure og solbær var stærke. Amalie løfter hendes hoved forsigtigt og sætter glasset til hendes læber, og hun drikker begærligt og det gør ondt, men saften lindrer, selvom den smager syntetisk. Bedstemoders var bedre. Nu vil hun hvile sig lidt, men Amelie må ikke gå. Er du her, Amalie? Ja mor, sov bare! Jeg er her, når du vågner igen. Hun ligger bundet til sengens hovedgærde og venter på Simons slag. Hendes krop trækker sig sammen. Simon slår. Han slår hårdt. Det gør ondt, ondt, ondt Hun kan ikke skrige. Hvorfor kan hun ikke skrige? Hendes mund er fyldt med angst; den vil ud, men hun er tavs. Hvorfor? Hvorfor slår han? Mor! Hvad har hun gjort forkert? Hun er et forfærdeligt menneske, der skal straffes. Det må hun være. Hun er ung og nøgen. Hendes krop er glat og smuk, nej, den er fyldt med store, blødende sår. Hun er grim; Anders skal aldrig se det. Hvis han ser hendes smerte, vil han afsky hende. Hun er ikke elskværdig. Hun er ung og forelsket i Simon, og hun ligger i en seng og venter, men hun er bange? Angsten presser hendes strube sammen 3

4 Døren smækkede i med et brag, der sang i hendes ører, men det værste tryk for brystet forsvandt, og følelsen af at være låst fast i et jerngreb fortog sig. Simon var ude af huset, i mindst tre dage. Så meget havde han fortalt hende, selvom det ikke var garanti for noget som helst. Han kunne pludselig stå i døren, med et ondskabsfuldt udtryk i ansigtet, og more sig over hendes forskrækkelse. Hun gik lidt stakåndet nedad trappen og stillede sig for en sikkerhedsskyld lige indenfor hoveddøren og lyttede nervøst til lydene udefra. Hun måtte være helt sikker på, at han ikke kom tilbage, inden hun foretog sig noget som helst. Han startede bilen og speedede op, og hun sukkede af lettelse, selvom sorgen sad dybt i hende, og hun længtes efter dengang for længe, længe siden, da hun stod vinkende udenfor og længtes efter ham endnu inden vognen var forsvundet rundt om hjørnet. Eller var det på Amager, inden rammen omkring deres liv blev altafgørende for Simon? Når hun tænkte efter, havde hun vist aldrig stået udenfor her og vinket. På Amager, derimod, stod konerne ofte ude på vejen og sendte deres mænd og børn af sted, og når cykler og biler var ude af syne, vinkede de hinanden indenfor til formiddagskaffe. Motorlyden var forsvundet. Han var virkelig væk. Stilheden blev kun brudt af skræppende fugle. Hun vendte ryggen til døren og stillede sig hen foran spejlet, der dominerede forstuen, Simon kaldte hall en. Spejlglasset var gammelt og tåget og forvrængede en anelse, men den smukke, ovale mahogniramme opvejede skævheden i dets gengivelse, der kamuflerede hendes skavanker og i øvrigt stemte overens med hendes sindstilstand. Hun følte sig altid lidt usynlig og ved siden af sig selv, når Simon havde været hjemme. Hun lod fingerspidserne følge træets buede kant. Bevægelsen var beroligende, men det var godt, Rasmussen ikke så hende. Hun ville øjeblikkeligt tro, at fruen kontrollerede hendes rengøring. Spejlet havde hængt i hendes elskede farmors soveværelse, over den hvidmalede kommode, med alle farmoderens minder. Spejlet havde også været hvidt. Hun huskede, hvor spændt hun havde været på træsorten, da malingen blev fjernet, og hvor glad hun var blevet, da rammen fandt nåde for Simons blik, hvorimod kommoden, hvis ubestemmelige træsort ikke var fin nok til ham, blev henvist til det ene gæsteværelse. Hun ville gerne have haft den stående, på sin plads under spejlet, som en slags rød tråd tilbage til dengang hun troede, at eventyrene, bedstemoderen fortalte, kunne blive til virkelighed. 4

5 Bedstemoderen havde haft mange hemmeligheder i kommodeskufferne, som kun hun måtte åbne. Den lille Hannah så til med store, forventningsfulde øjne, når hun trak en skuffe ud og afslørede skinnende smykker, fine sølv og guldknapper og akvareller, hun havde malet af sine oplevelser rundt om i verden, dengang hun rejste sammen med bedstefaderen, sørøverkaptajnen. Hendes farmor havde haft fortælleglæde, ligesom faderen, og spandt historier om de fine klenodier og tog Hannah med på utallige eventyr til eksotiske steder, hvor hovedpersonen, der næsten altid mindede om en forbyttet prinsesse, endte med at blive gift med den flotte kaptajn, på det store skib, efter han havde reddet hende fra en skæbne værre end døden. Hun smilede uvilkårligt. Mon hendes trang til drømmerier var en arv fra den gamle? Lille spejl på væggen der Dets lille forvrængning var i virkeligheden underordnet. Indvendigt havde hun det alligevel altid, som om hun gik rundt i et spejlkabinet. Hun var flydende og prisgivet enhver strømning udefra. Hun var et spejl. Simon sagde, hun var svag. Den senere tid havde hun tænkt meget over, om det netop var denne svaghed, han levede højt på. Hun hørte tydeligt Louises skarpe stemme sige ja. Hvor hun savnede telefonsamtalerne med Louise. Hun plejede at styrte til telefonen næsten inden lyden fra Simons bil var forsvundet, for Louises dagklare, fornuftige stemme bragte hende tilbage til noget, der mindede om normalitet, og de fandt ofte ud af et eller andet sammen; kaffe i Louises hyggelige stue eller dejlige have, hvis vejret tillod det. Louise havde været hendes livline, men nu havde hun opgivet hende. Sidste gang de sås, havde Louise sagt, at hun var træt af at være lynafleder; at hun ikke længere gad lægge øre til den gamle, slidte grammofonplade. Hun nærmest skreg, at hun ikke orkede at lytte til den samme triste historie år ud og år ind, og nu måtte hun holde bøtte og skrubbe hjem og forandre den. Det havde været en forfærdelig formiddag. Hun tumlede hjem og drev rundt i huset, uden at vide, hvad hun skulle gøre, og hun endte med at blive vred på Louise og ringede hende op og skældte ud, og Louise smækkede røret på, så det sang i hendes ører, og hun tudede længe og voldsomt. Det var snart tre måneder siden. Tre lange måneder, der sommetider havde gjort hende næsten desperat, men ikke havde fået hende til at forandre noget som helst. Selvom hun havde været på vej til telefonen mange gange de forløbne måneder, ringede hun ikke. Hun vidste, at Louise havde ment, hvad hun sagde, og at hun måtte tilbyde noget konkret, før hun fik en chance. Mon hun nogensinde fik taget sig sammen til at ringe til Louise og fortælle hende, at hun nu var på vej? Ville Louise overhovedet have noget med hende at gøre, eller havde hun fundet ud af, at hun havde det meget bedre uden hende? Hun skuttede sig. Det var ikke til at holde ud at tænke på en fremtid uden Louise, men i dag kunne hun ikke stille noget op. De næste tre dage kunne hun ikke forandre noget som helst, men hvis hun anstrengte sig, ville hun måske finde en løsning. Inde bagved hendes velpolerede facade, hun led under, fandtes der måske et eller andet, hun havde glemt? 5

6 6 2. Vejret tegnede til at være perfekt til en bytur; friskt nok til at sprede den værste bilos, der altid angreb hendes lunger og tøj. Hendes jakke var blevet forbavsende nusset i går, da hun var i København, for at gå rundt i de gader, hun travede tynde i ungdommen. Især jakkekraven. Hun måtte huske at få den med til rensning, næste gang hun indleverede Simons skjorter. Hun havde gået i de gader, Anders holdt så meget af og fortalte om, og da hun drak kaffe på Kultorvet blev hun sentimental over barnevognene, der rullede forbi. Louise og hun bag hver sin barnevogn, læsset med Amalie og Pernille, tæpper og madpakker. Solen, der altid skinnede og glimtede i vandet og børnenes hvin, da de fik lov til at soppe i vandkanten eller byggede slotte og kanaler i sandet og se mor, se... Hun længtes tilbage til den tid, eller i hvert tilfælde til den tid, da Amalie boede hjemme endnu. Hun rejste så pludseligt; inden hun var helt voksen. En dag stod hun i døren og meddelte, at hun havde fundet en lille lejlighed, hun skulle dele med en veninde. Hvorfor? Fra dag til dag uden noget forvarsel og uden nogen forklaring; blot med et af sine smil, der ikke var til at stå for. Hun havde fortvivlet bedt Amalie om at tænke sig om, hun fik jo alt, hvad hun bad om, men pigen så bare på hende, med et udtryk, hun ikke kunne tyde, men anede, hvad betød og sagde, at atmosfæren, der gennemsyrede huset, åd hendes identitet, inden den overhovedet fik lov til at udfolde sig. Selv Simons overtalelsesevner var ikke nok. Amalie flyttede, og hun opdagede, at hun havde trukket vejret igennem hende.

7 Hun måtte ud af huset. Hun løb op og klædte sig på. Hændernes rutinerede bevægelser virkede beroligende. Kjolens gyldne silke faldt naturligt omkring hendes krop, og skjorteblusefaconen gjorde det eksklusive stof dagligdags. Hun smøgede de lange ærmer op fæstnede dem med et par bittesmå rubinbrocher, så det uregerlige stof blev på plads, men følte sig udsat og rullede dem ned. En dag ville hun finde en syerske og få afkortet alle sine langærmede kjoler. Hun åbnede klædeskabsdøren og prøvede at trænge Simons syn på hende så meget i baggrunden, at hun kunne se nøgternt, eller med Anders øjne på kvinden i spejlet. Hun havde stadig en god krop, også uden kjolen og den gode bh, der lovede mere, end hun kunne holde. Selv halsen var nogenlunde pæn, men ansigtet talte sit tydelige sprog. Hvis hun ikke snart tog sig sammen og forandrede sig, ville de bitre rynker omkring munden sætte sig fast for alvor, og hun ville ende med at ligne moderen. Tanken var skræmmende. Hun drejede rundt og smilede kunstigt og anede det Anders så, og som Simon måtte have set, da han endnu så på hende med øjne, der fik hende til at gyse forventningsfuldt. Hun virrede med hovedet og purrede op i det halvlange, rødblonde hår og lod en pudderkvast løbe henover hudens sunde bleghed, hun var stolt af, og som hun kun havde set tilsvarende hos nogle polske badedamer, på et kursted medmineralbade og ækelt, varmt drikkevand, der kom direkte fra kilderne, og som lugtede af rådne æg. Det havde været en ren fornøjelse at se nubrede koner forvandles til glatte kvinder, og at dele den indforståede glæde med dem. Hun smilede ved erindringen, og øjnenes blå iris glimtede, og mundens smalle vidde afrundedes af de lettere opadstræbende mundvige. Mundens optimistiske drag snød, og hvis hun ikke snart forandrede sit liv, ville bedraget indhente hende. Vejen lå stille hen. Havernes duft og frodighed slog imod hendes sanser, med junis påtrængende overdådighed, der ofte gjorde hende trist; især nu, hvor hun listede forbi Louises have som en anden bejler. Hun længtes efter grå mure og liv og støj, der kunne kamuflere uroen. Hun ville stå af på Nørreport station og gå ned til Nyhavn og begynde med en kanalrundfart; hun havde ikke været på rundtur siden Amalie var lille, og hun fortalte hende om livet på Christianshavn, da hun var barn og besøgte bedsteforældrene, der boede i en stor, hyggelig lejlighed i Strandgade. Dengang sad fiskerne i deres både langs kanalen og rensede og bødede garn, og hendes bedstemor købte af og til fisk direkte fra en båd, og fiskene var levende og gispede efter vejret og sprællede, og det var synd for dem, når fiskeren skar hovederne af dem, men måske var det alligevel det bedste? Det var så længe siden, at hun kunne have drømt det, og Amalie var en voksen kvinde og ved at udvikle sig til en drømmedatter igen efter de svære år, da hun absolut ikke var tilbøjelig til at høre historier, der ikke kom ud af hendes egen mund. Amalie havde været mundrap og svær at hamle om med, og hun havde givet hende ret for husfredens skyld og var blevet skældt ud for ikke at 7

8 have selvstændige meninger. Hun huskede, at hun havde trøstet sig med, at Amalie sikkert ville forandre sig, når hun selv fik børn. Simon havde syntes, hun var charmerende, men han havde heller ikke haft hende i det daglige. Hun ville slutte bådturen på Christianshavn og indfri sin gamle barndomsdrøm om at stå øverst oppe i Vor Frelser kirke og se udover byen. Hun havde plaget bedstemoderen om at gå med hende derop, for bedstemoderen havde nemlig fortalt hende, at den gyldne kuppel vogtede over nogle af livets mysterier. Hvad mysterier var, fik hun aldrig at vide, bortset fra, at det havde noget med Gud at gøre, og hun troede på et tidspunkt, at Han sad deroppe og passede på hende. Hun ville gerne tale med ham, men bedstemoderen var ikke stærk nok til at gå med derop, og moderen led af højdeskræk og troede desuden ikke på opiummet. Bagefter ville hun gå lidt rundt derude og se, om hun kunne finde hjørnelejligheden, hun havde drømt om, og som, selv om drømmen var uhyggelig, gav hende en fornemmelse af at betyde forandring. Hun ville afslutte med en god frokost i Ravelinen, med en lille snaps eller to. Hun mærkede forventningens glæde. Simon langt væk. Ud i det blå og fri for Rasmussens bekymrede omsorgsfuldhed; og så kunne hun finde erkendtligheden til hende og dulme den lille snert dårlige samvittighed over at skulke. Vås, ingen var uundværlig, og Rasmussen var sikkert udlært efter små tredive år i de samme riller og behøvede ikke borgfruens dessiner. Båden gled rundt om hjørnet ved Overgaden oven Vandet og kanalen lå doven og skidengrøn bredt ud foran hende, flankeret af enkelte forsømte husbåde og lystbåde, der lå så tæt, at besætningerne kunne puste hinanden i nakken. Det var mange år siden, den sidste erhvervsfisker havde forladt miljøet, og det hele virkede en anelse turistpræget og museumsagtigt, men det var trods alt hendes barndoms kanal. Hun stod af ved Torvet og gik tilbage ad Overgaden oven Vandet og drejede omkring hjørnet og betragtede kirken, der knejsede med det gyldne, snoede spir glimtende i solen. Hun nåede de gamle mure og stirrede op og var ved at opgive sit forehavende, men så mærkede hun en sjælden stædighed, der var fremmed og livgivende og gik beslutsomt ind og købte en billet og begyndte sin himmelflugt. Hun trak vejret dybt og så op. Nu! Trinene var høje, og hun takkede for sine lange, stærke ben og hengav sig nydende til deres styrke og koncentrerede sig om rummets struktur. Store, gedigne egetræsstolper løb på kryds og tværs ved siden af og over hende og ledte hende længere og længere op. Hun passerede klokkespillet og trappeskakten blev trangere. Hun mærkede et svagt, klaustrofobisk ubehag, men fortsatte sammenbidt og stod endelig udenfor og sugede det storslåede panorama ind. Byen bredte sig ud foran hende i et charmerende og fantastisk syn. Hun gik de sidste meter op ad den udvendige, kobberbelagte, snoede stigning og endte indeklemt nær spirets top. Hun op på kuplen og ned på gaden. 8

9 Himmel og helvede. Missionen var lykkedes, og hun var ikke dårlig, og asfalten trak næsten ikke i hende. Flyskrækken måtte være dødsangst. Hun stod helt stille og så sig mæt og begyndte taknemmelig at gå stige ned. Hun havde gjort det. Hun stod på kirkepladsen og pustede tilfreds ud og slentrede langsom over mod Ravelinen og satte sig ved et udendørsbord, med solen i ryggen og halvt bortvendt fra de øvrige frokostgæster, så hun ugenert kunne dykke ned erindringernes store kludepose og måske, måske ikke finde et eller andet hun kunne hægte sig op på. Anders. Volden lå stort set uforanderlig hen. Her havde hendes bedsteforældre spadseret i deres ungdom, når bedstefaderen var hjemme, og senere gik hun turen sammen med bedstemoderen, der fortalte om gamle dage og fik hende til at tro tillidsfuldt på en tryg og lykkelig fremtid. Trygheden havde været en selvfølgelighed, når hun sad i bedstemoderens fine stue og spiste hveder i familiens skød. Hun huskede bedstemoderens varme, hjemmebagte hveder med nykærnet smør og den stærke, søde te med tyk fløde, der, når hun piskede den, forvandledes til blødt flødeskum i kræmmerhusene sammen med det hjemmesyltede, dybrøde jordbærsyltetøj. Senere sad hun der igen, efter den korte hektiske tid, da hun ville erobre Utopia, men hurtigt kapitulerede og efter få år fandt ud af, at bedstemoderens fantastiske historier om kærligheden, der overvinder alt, nærmest havde gjort hende ulevedygtig; eller i bedste fald sårbar. Hun betragtede mismodigt laksesnitten, tjeneren havde sat foran hende. Hendes gode humør var på retur, men Askepot kunne ikke tillade sig at tage en pille til. Hun havde mistet appetitten. Den laks så tilpas kunstig ud til at stamme fra et brug. Den havde vist aldrig levet noget, der nærmede sig et naturligt liv eller fået en elskovsdød, der kunne måle sig med de græske tragediers. Hendes liv mindede om laksens; overfodret med henblik på nytteværdien og dømt til et uforløst liv og en lunken død. Hun lagde kniv og gaffel og tog snapseglasset og rakte det ud mod voldgravens, grønne vand. Hun var lidt beruset og anede et sted dybt inde, at livet ikke kunne være slut endnu. Hun kunne forandre det, hvis hun ville, men ville hun, turde hun? Hun mærkede en hånd på sin skulder og vendte sig forskrækket om og stirrede ind i en velvoksen mave, der ledte op til et ansigt, der tilhørte en af ungdommens drømme. Anders. Hun blev brændende varm. Hannah, min Hannah! Han så ned på hende, og hans smil nåede fra øre til øre. Anders! Er det virkelig dig? Hun gav et befippet fnis fra sig, mens hendes øjne flakkende undersøgte det skæggede ansigt med de blå, blå øjne, der var omkranset af mange smilerynker og den brede, smallæbede mund. Han lignede sig selv; dervar kun årene til forskel. Var det snart tredive? Han betragtede hende nysgerrigt og tog hendes hånd og berøringen føltes elektrisk. Hun trak hånden til sig og rettede febrilsk på håret. 9

10 Ja, det er mig, i egen høje person. Hvor er det godt at se dig igen. Hvad bringer dig til det mondæne Christianshavn? Han trak en stol ud og satte sig og så på hendes glas og løftede hånden til tjeneren, der åbenbart kendte ham og kom med en øl og en snaps. Jeg kommer her næsten hver dag og får en øl eller en kop kaffe. Tænker på gamle dage og på dig. Leder du efter mig? Hans tonefald var ironisk, men sandheden i hans ord ramte hende. Turen til Christianshavn tilhørte ikke bedsteforældrene, men Anders. Hun tog forlegent hans hånd. Hun elskede hans hænder dengang. Stærke hænder. Varme. Det var de stadig. Hun rømmede sig. Anders..! Hvad skulle hun sige. Hun trak sig lidt tilbage og slog kluntet ud med armene og lo fjollet, hørte hun. Jeg har overvundet en gammel skræk og indfriet en gammel drøm i dag. Jeg har været oppe i Vor Frelsers. Hun holdt en lille kunstpause og lod ham se overdrevent imponeret ud. Han kunne stadigvæk lege, men hun så, at hun ikke slap. Dybt inde bag smilet i hans øjne lå de store spørgsmål og ulmede, og hun havde brug for at betro sig, men ikke lige nu. Hvordan har du det, Anders? Hun tændte en cigaret og rakte pakken ud mod ham, men han rystede på hovedet. Selvfølgelig. Anders røg pibe. Nu har jeg det godt. Nej tak, jeg ryger pibe. Han lænede sig over mod hende, og hun mærkede hans varme. Da jeg fik øje på dig, blev jeg sgu helt blød i knæene, ligesom dengang, når vi skulle mødes. Først troede jeg, at du var et fatamorgana. Han tav og rømmede sig. Så blinkede jeg et par gange og vidste, at det var min egen dejlige Hannah, der sad og ventede på mig. Han løftede glasset op til munden, men glemte at drikke. Hun huskede håndens bevægelse. Hvordan har du det, Hannah? Stadig gift med Simon? Ja. Han så nøje på hende, og hans stemme dirrede lidt, men dagen skulle være lys og let. Åh, jeg er husbestyrerinde for en betydningsfuld mand. Han måbede. Anders, jeg har en voksen datter, Amalie, og jeg sad netop og planlagde at myrde hendes far, da du forstyrrede mig. Hun lagde hovedet tilbage og lo. Det lød så uskyldig midt i solen, når hun sad sammen med Anders. Han så ud til at ville kommentere; det var ikke meningen. Kære, det er en lang historie. Fortæl mig lidt om dig. 10

11 Jeg er stort set tilfreds. Lever af at undervise. Litteratur. Skriver forskellige artikler og sysler stadig med mit filosofiske værk. Kan du huske det? Så har jeg klaret et ægteskab og tre unger i pauserne. Du ved, bare sådan! Han knipsede med fingrene. Tre børn og et ægteskab, der lød så nemt; som om det var til at holde ud. Hun havde lagt tonen, men hun fortrød allerede og rejste sig halvt og satte sig igen. Skal vi ikke spadsere en tur på Volden? Hun trængte til at bevæge sig. Det var ikke muligt at sidde stille overfor Anders og være overfladisk. Hun havde ødelagt alting. Han rejste sig hurtigt. Jeg skal ind et øjeblik. Du forsvinder ikke, vel? Han forsvandt ud af hendes synsfelt, men hun mærkede ham tydeligt. Hun betalte tjeneren og gav rigelige drikkepenge og håbede ikke, at Anders ville tage det ilde op og føle det som en hentydning til dengang, han var fattig og hun betalte. Om lidt ville de gå sammen på Volden. Hun havde hørt, at han boede i udlandet, og så var han lige her. De spadserede tavse ved siden af hinanden. Hun følte sig lidt akavet, men han havde det måske på samme måde. Hun havde så mange spørgsmål. Ordene vældede op i munden, men de sad fast bag læberne og klemte hinanden ihjel. Hun drejede hovedet og så indgående på hans profil. Han havde stadig verdens tredjestørste næse. Den var stadig fremtrædende, selv om kinderne var blevet fyldigere med tiden og kamuflerede den. Hvad mon han tænkte på? Var han skuffet? Hun var blevet gammel og stiv. Han vendte sig pludseligt om mod hende. Kikker du på herlighederne? Hun smilede forlegent til ham, og han rakte hånden ud, og hun greb den taknemmeligt. Den var varm og tør. Han rømmede sig. Jeg har et forslag. Skal vi gå hjem til mig; jeg bor i nærheden? Hun havde lyst til det, men hun ville ikke møde hans kone. Hun kunne ikke forbinde ham med nutiden endnu. Det ville jeg gerne, men det har været lidt overvældende at se dig Anders. Jeg kan ikke rumme din kone lige nu. Han standsede brat og slog sig på panden. En af hans karakteristiske bevægelser. Jeg fjols! Jeg har hele tiden en følelse af, at vi skiltes i går. Det er flere år siden, min kone løb sin vej med ungerne. Varmen bredte sig i hendes krop, selvom hun skammede sig lidt over at være så tilfreds med hans svar. Hvad skulle hun sige? Det er jeg ked af på dine vegne, Anders. Det var rigtigt; hvis det havde gjort ham ondt. Hvad med... dine vegne? Hans øjne spillede. Hun overgav sig. Jeg er ikke det mindste ked af det. Nej, hun var glad, men der var spørgsmål i hans blik og hendes svar, der gjorde hende urolig. Det var så længe siden. Anders... 11

12 Klampenborg station lå næsten øde hen. Solen var ved at stå op og duftenes friskhed var nye for hende. Fuglene havde allerede travlt. Hun fik lyst til at gå ned til vandet og krydsede Strandvejen. Sundet lå gyldent foran hende. Det var en smuk morgen. Hun bøjede sig ned og tog sandalerne af og samlede en skal op og knyttede hånden omkring den. Hun var træt, men hun havde ikke lyst til at gå hjem endnu. Hun spadserede langs stranden og borede tæerne ned i det fugtige sand og mærkede dets bukler ramme svangen, og berøringen sendte liv op gennem hendes trætte ben. Hvor var hun søvnig. Simon var ikke hjemme og Rasmussen havde fri. Dagen var hendes, og for en gangs skyld var hun helt tilfreds med, at den lå blank hen. Ingen aftaler overhovedet. Hun gik tilbage ad samme vej og passerede stationen. Nogle få mennesker ventede på toget til København. Hun følte sig udenfor et øjeblik. Disse mennesker havde et mål hver dag, men hun rystede fornemmelsen af sig og ville kun tænke på det glædelige. Huset virkede ubeboet og lidt for stille. Hun længtes tilbage til den varme samhørighed med Anders. Det var så længe siden, selskab havde været andet end pligt. Hun åbnede et par vinduer og havedøren og skænkede et glas iskoldt juice og satte sig udenfor og lyttede til fuglenes sang; de samme fugle som i går, men alting var forandret. Anders havde fulgt hende til Nørreport station. Han var stadig nattevandrer, og hun trængte til at bevæge sig. Hun sagde nej tak, da han ville ringe efter en vogn; hun havde ikke lyst til at sidde indespærret i en bil, der måske lugtede af vildt natteliv, sammen med en overtræt chauffør, der jog af sted og var ligeglad med hende. Hun ville hellere sidde i en anonym togkupe og sunde sig i fred. Måske drømme, at hun var på vej til nye, spændende steder. De standsede på Knippels bro og betragtede vandet, og hun så langt og længtes ud eller frem, og han kyssede hende på kinden og tog hende i hånden og førte hende videre, forbi Børsen og Holmens Kirke. De så over mod Christiansborg, og hun var stolt af gobelinerne. Deres skridt rungede på Højbro plads, og de satte sig et øjeblik på det mindeværdige Storkespringvands kant, hvor hun havde gået forbi og misundt de unge mennesker, der sad afslappede sammen, og gik op ad Købmagergade, og hun ville i Rundetårn, næste gang hun kom til byen. Hun lod hånden glide henover Regensens ru murværk og ramte måske et flere hundrede år gammelt håndaftryk. Da de nåede Kultorvet, satte de sig på en bænk ved siden af den lille, vidunderlige bronzeskulptur af de to gamle mennesker, og hun ønskede, at hun kunne blive siddende ved siden af ham og lytte til hans varme, venlige stemme altid. Hun tændte en cigaret og han fandt sin pibe, og morgengryets stemning greb hende, mens minderne næsten væltede hende omkuld. Hun krøb tættere ind til ham og hans gode duft, og han gav hendes hånd et fortroligt klem. Dengang, i tidernes morgen, travede de rundt i gaderne i 12

13 timevis eller sad på en bænk, som nu, og planlagde fremtiden; og det lå i luften, at den skulle være fælles. Hun havde sukket sentimentalt ved tanken om alle de år, hun havde undværet ham, men vidste godt, at det ikke havde kunnet været anderledes. På Nørreport station stillede de sig tæt sammen et øjeblik, og hun kunne næsten ikke rive sig løs. Hun kyssede ham på kinden og var fortabt og vinkede ivrigt til ham, da toget satte i gang. Hun vinkede distræt, efter han var forsvundet og var glad for, at hun var alene i kupeen. Hun vidste ikke om hun skulle le eller græde. Le; i fremtiden skulle der være plads til latter, god, varm latter. Hun strakte sig smilende. Hvis hun åbnede munden nu, ville hun være hæs som en krage. De havde talt og talt i timevis om gymnasietiden, da de lærte hinanden at kende. Anders var født på Christianshavn, og allerede den første skoledag havde han besluttet, at hendes farmor sikkert havde købt fisk hos hans far, som han hjalp efter skoletid. Det havde betydet noget for dem, at de kunne have set hinanden, da de var små. Skæbnetanken hjalp dem langt ad vejen, da deres forskellige miljøer tørnede sammen. Det havde været en dejlig aften og nat. De havde moret sig; et øjeblik med seksuelle undertoner, men da hun rystede på hovedet, respekterede han hende øjeblikkeligt. Det virkede nærmest som om han var lettet. Måske havde han følt de indirekte forslag som en del af sin borgerpligt, for han havde jo fortalt hende, at hun var lige så smuk som dengang og desuden havde den modne charme. Hun knuselskede ham for den kompliment, der ville have lydt plat fra de fleste andre mænds munde. Hun havde varmet sig ved hans blide galanteri. Han boede rodet og hyggeligt. Hun havde helt glemt den form for charme, men hun havde ikke kunnet lade være med at lægge mærke til støvet. Rasmussen havde stået og kikket hende over skulderen. Kassereolerne langs væggene var fyldte til bristepunktet med bøger, plader og Cd er. Det havde kriblet i hendes fingre efter at få lov til at gå på opdagelse og finde yndlingsdigtene og de foretrukne stykker musik i en indspilning fra den tid, da orkestrene endnu ikke lød som om de var på akkord, havde han sagt. Hun gav ham ret, selvom hun ikke kunne høre forskel. Hans skrivebord lignede Jerusalems ødelæggelse, men han påstod smilende, at han havde system i rodet. Hun troede ham. Han var tilstrækkelig rolig til at have overblik; modsat Simon, der ikke tålte unødige ting som han kaldte alt, der ikke havde umiddelbar nytteværdi. Hun havde kæmpet en hård kamp for at få lov til at indrette huset, så hun trivedes nogenlunde i det. Hvis han flyttede, ville hun fylde stuerne meget mere ud, men det havde lange udsigter, så hun måtte begynde med Amalies værelse og indrette sig der. Det var stort nok til at kunne være kombineret arbejds- og soveværelse. Hvorfor i alverden havde hun aldrig forlangt at have et arbejdsværelse? Gennem alle årene havde hun ikke haft et sted, hun kunne kalde sit eget. 13

14 Amalie trak sig tilbage til sit værelse. Simon sad i sit arbejdsværelse. Hun sad i fællesrummene, hvor alt og alle kunne invadere hende når som helst. Hun havde sat sig i hans alrum med de uopslidelige safaristole og den falmede PH lampe over det store, runde, lavbenede bord hun genkendte, og som byggede bro henover årtier. Han fortalte, at møblerne havde overlevet i sommerhuset, de havde solgt ved skilsmissen. Køkkenafdelingen vidnede om, at der blev tilberedt gode måltider. Hun anede en svag, krydret duft i luften og det gedigne køkkengrej, der hængte på væggene, så brugt ud, og gaskomfuret var nyt og skinnende rent. Køkkenet måtte være hans gebet, og hans gode rundbuestil talte også sit eget sprog. De havde siddet midt i musikken med benene på bordet og spist gammelost på fedt og sigtebrød og drukket engelsk øl, og for første gang i lang tid, havde hun følt sig hjemme og tryg, mens fortidsglimt passerede revy. Hun ville gemme de dyrebare timer sammen med Anders dybt inde et sted, Simon aldrig ville komme. Han havde ikke været i tvivl om, hvis ryg han var så tæt på, at han kunne nå den med fingerspidser, der engang havde kærtegnet den ømt, og han glemte sent den følelse, der overvældede ham. Han havde været nødt til at blive stående musestille, som en anden lurer, indtil hans hjerte faldt så meget til ro, at han kunne give sig til kende, uden at forskrække hende. Han tog et par fjollede dansetrin og begyndte at gå tilbage mod Christianshavn. Han var dødtræt. De tider var forbi, da han ustraffet kunne springe en nattesøvn over, men han havde følt sig næsten latterlig ung, da han kyssede hende og fangede det sårbare i hendes ansigt, der kaldte og havde kaldt på hans beskyttertrang dengang for hundrede år siden. Hvis han skulle være rigtig banal, var årene gledet af ham i de minutter, bortset fra, at han var knapt så usikker som dengang. Hun var stadig en dejlig pige, og hun virkede ikke så uopnåelig mere; selv hun havde været nødt til at tilegne sig en hvis form for realitetssans, og i glimt havde hun endog vist sig bramfri. Indimellem havde hun grinet stort og åbent, og han så en mimik og hørte en lyd, der brød hans erindringsbillede om hende. Hun måtte have været utroligt hæmmet dengang, for selv med hendes nye frigjorthed, var der lidt dronning Victoria over hende. Det var vel derfor Simon havde haft held til at charmere hende med sine såkaldt dybe, mystiske grimasser og håndfaste, ukærlige romantik, der kunne læres i enhver håndbog for bejlere. Hun havde slugt det hele råt, åbenbart hjulpet godt på vej af moderen, den snobbede strigle, hvis skjulte dagsorden, han ikke forstod, da Simon havde været ligeså fattig som ham og købte sine jakkesæt på afbetaling, men han havde intet kunne gøre. Han huskede tydeligt sin næsten vanvittige sorg og desperation over, at hun var blind for hans dybtfølte kærlighed, han ikke fattede, hun kunne være så stæreblind for. 14

15 Han havde ikke evnet spillet eller haft midler til at hamle op med Simons store forestillinger, og han vidste instinktivt, at hvis han luftede sit syn på Simon for Hannah, uanset hvor sagtmodigt det måtte være, ville hun vende ham ryggen, og tanken om slet ikke at se hende havde været ubærlig. Han var endt magtesløs på sidelinjen, verdens ynkeligste rolle, og havde kun kunnet se stiltiende på, at hun endte i Simons garn. Bortset fra, at han havde været rørende naiv og at forelskelse og kærlighed ikke nødvendigvist havde noget med hinanden at gøre, havde han aldrig lært at forstå, hvorfor kvinder så ofte faldt for dumme svin. Selv intelligente kvinder lå på maven for mænd, der ville skide dem et stykke. Han havde truffet en del dumme svin, i årenes løb, og han havde sgu også trøstet deres kvinder, og han havde aldrig forstået, hvad der fik dem til at forelske sig i den slags dominanter. Han var ved at stå på hovedet over en kantsten og ømmede sig bandende. Se, den situation ville den fine Simon aldrig være havnet i; det var det. Simon havde altid vidst nøjagtigt, hvad han foretog sig, og hvilken effekt det havde på omgivelserne. Når han tænkte tilbage, med alderdommens uendelig visdom, havde Simon haft kontrol over situationen i en grad, der ikke var karakteristisk for så unge mennesker. Han måtte sgu have været angst som bare pokker, men det havde de kun set som en styrke hos ham. Han havde også ladet sig forblinde, og så havde han opgivet og havde trukket sig, og sådan endte den kærlighed. Han standsede på Knippels Bro og så udover vandet. Kun havde sagt, at hun ville gå ned til stranden, når kun kom til Klampenborg og mærke, at de var på bølgelængde. Han rystede smilende på hovedet. Hun havde også sagt den slags ting, dengang. Han ville godt kunne forelske sig i hende igen, og nu ville han også kunne hamle op med eventuelle rivaler; det skulle alderen og erfaringen have; og Ilse. Hun havde været god nok, og et par dejlige unger havde de fået ud af det og, hvis han skulle være helt ærlig, havde de også været gode i sengen, de første år, inden hun blev gift med sin karriere, og hans sårede forfængelighed, og mindelser om et andet svigt, forhindrede ham i at kæmpe hårdt nok for deres ægteskab. Ilse havde sikkert kunne tumle Simon, selvom hun ikke var psykopat. Så, så små slag; psykopat kaldte man efterhånden alle og enhver, selv naboen, der ikke ville klippe sin hæk, men alligevel Han nåede morgenværtshuset, hvor han kunne få morgenkaffe og friske rundstykker, og fik lyst til at sidde lidt og lytte til kammesjukkerne og drømme, inden han gik hjem på hovedet i seng. Han håbede hun satte sig i forbindelse med ham inden længe. Måske skulle han forære hende en mobiltelefon? 15

16 16 3. Mødet med Anders havde siddet i hende hele dagen som en lille varm plet, der gav hende en energi, det var længe siden, hun havde haft magen til. Hun vågnede lidt over middag med en fornemmelse af at kunne overkomme alt, selvom hun kun havde sovet et par timer. Det eneste triste var, at hun ikke kunne ringe til Louise og fortælle hende om Anders, og dette sekunds mismod fortalte hende, at hendes nye sindstilstand var skrøbelig og skulle udnyttes, Hun skyndte sig at gøre sig i stand og komme ud af huset, inden Rasmussen kom. Hun havde simpelthen ikke lyst til at konfronteres med Rasmussen, der ville minde hende om, ved sin blotte nærværelse, at alt, når det kom til stykket, var ved det gamle. Hendes gode stemning havde heldigvis holdt sig, og hun havde brugt eftermiddagen til at kigge på møbler til Amalies værelse for at understøtte, hvordan hun ønskede sig fremtiden... uden Simon. Simons vogn holdt i indkørslen. Hun standsede uvilkårligt og havde lyst til at vende om, men åbnede automatisk havelågen, mens hun spekulerede over, hvordan hun skulle forklare sit fravær, selvom det slet ikke skulle være nødvendigt. Han havde sagt tre dage. Hun vidste godt, at det argument ikke ville holde. Hvis han var i dårligt humør, ville alt, hvad hun sagde og gjorde, være forkert. Hvorfor var han kommet hjem før tiden? Det plejede han ikke. Tværtimod; og så netop i dag, hvor hun havde så meget at tænke tilbage på. Hun havde glædet sig til en omelet og benene oppe. Hvorfor i alverden kunne han ikke melde sin ankomst? Telefonen var opfundet. Der var vel ingen, der vadede ind på hans kontor uden aftale? Han forlangte middag, når han var hjemme en

17 sjælden gang, og hun havde bedt ham om at ringe, så hun kunne forberede hans hjemkomst forberede sig til Hun skubbede døren op og så hans vartegn i forstuen. Den sorte skindmappe fik automatisk hendes mave til at trække sig sammen, og alle hendes planer syntes vanvittige. Hun lirkede sukkende sine sko af og gik ud i køkkenet med indkøbsposen. Rasmussen var gået, og køkkenet skinnede. Hun havde sat en ret i ovnen, på hr. Troelsens høflige anmodning. Fiskefad, der skulle tændes for en god halv time inden spisetid. Fisk! Så havde han deltaget i for mange store frokoster igen. Han satte en ære i at holde vægten, men det blev stadig vanskeligere for ham. Han virkede sommetider noget anstrengt i sin veltrimmede krop, og når han havde det værst, kommenterede han hendes alder. Hun satte varerne på plads. Rasmussen skulle have en erkendtlighed næste gang, hun så hende, fordi hun gjorde sig sådan en umage. Det var egentlig Simon, der burde give hende den, for hun tilbad ham. Han vidste det og flirtede tilpas med hende og han havde dermed en medsammensvoren, der kunne være, og havde været nyttig, da han endnu gjorde sig den ulejlighed at prøve at skjule diverse eskapader for hende. Hun havde altid måttet nøjes med Rasmussens andenplads, og den var til at leve med, og måske en fordel nu, hvis... når hun forlod Simon. Rasmussen var altid i balance med verden og aldrig syg, og Simon havde en nærmest barnlig respekt for hende, til trods for sin flirten. Rasmussen var stabil, og hun kendte deres særheder og fandt sig i dem. Det eneste hun nogensinde havde forlangt var, at de forblev Des. Kun Amalie slap af sted med et du i farten, men fik blikket; det lange, der var mere effektivt end ord. Så længe Simon havde Rasmussen, ville han som end dårligt nok opdage, at hun var væk, og Rasmussen havde desuden altid hørt til Amalies billede af en rigtig familie. Det var vigtigt hun blev. Stod hun og planlagde sin flugt? Det var ikke længere tid siden, end i eftermiddags, at hun planlagde, hvordan hun ville indrette huset, når Simon var væk? Hvad ville hun egentlig? Der var intet at sige til, at hendes omgivelser ikke respekterede hende. Trætheden overmandede hende næsten. Hun satte sig tungt og vippede et øjeblik åndsfraværende med tæerne. Hvad nu? Hun var nødt til at kalde på ham, men hun ville have et glas hvidvin, inden hun så ham og modtog et flygtigt kys nærved sin kind, hvis han var i godt humør; hvis han var i dårligt, ignorerede han hende... hvis hun var heldig. Hvis, hvis... Hun hentede vinen i kælderen, men fortrød. Hvidvinen var Simons. Anders og hun var til øl. Hun ville have en kold øl med skum, der lagde sig balsamerende i hendes mundhule og på hendes læber som bløde kys. Klokken var allerede et kvarter over seks. Hvis hun tændte for ovnen nu, kunne de spise ved syvtiden. Mon Rasmussen havde dækket bord? Det plejede hun. 17

18 Solen stod skråt gennem spisestuens små ruder, og den hvide dug og de gule tulipaner midt på bordet sugede lys til sig, og de smukke krystalglas glimtede. Servietringene skinnede nypudsede. Alt var parat til nadveren. Det eneste, og vigtigste, de selv skulle medbringe, var den gode stemning. Hun besteg uvilligt bjerget til første sal og bankede forsigtigt på døren til Simons arbejdsværelse og åbnede den. Det var tomt. Hun hørte en svag snorken fra soveværelset og listede forsigtigt nærmere som en lurer eller tyv. Døren stod på klem, og han lå så lang han var på sengen med tøj på. Herregud, hvor så han forsvarsløs ud. Hans mund stod let åben, og en smule savl fra hans mundvige gled ned mod hovedpuden. I gamle dage ville hun have følt ømhed og have haft lyst til tørre det væk. Det var længe, længe siden. Om lidt ville han fange torsk og vågne med et spjæt. Engang for længe, længe siden, ville selv den lyd have fyldt hende med glæde, fordi den fortalte hende, at han var i live, selvom han var udenfor hendes cirkel. Simon, vi skal spise om tyve minutter? Han vendte sig sukkende, og hun lukkede døren stille og gik ned i køkkenet igen og stillede sig ved vinduet og så udover den store køkkenhave, eller rettere sagt forhenværende, for det var efterhånden flere år siden, hun havde gået rundt derude med rumpen i vejret og sørget for, at de små gulerødder ikke kvaltes i ukrudt. Det var længe siden hun havde interesseret sig for alvor for haven eller for noget som helst andet. Engang havde de siddet derude og nydt aftenernes kølighed efter hede dag, der både skyldtes solens varme og deres heftige elskov. De elskede, mens Amalie var til spil eller sammen med veninderne. Det var smerteligt længe siden, de havde siddet sammen med gode venner over et måltid mad og let og luftig snak om alt og intet. Haven var blevet et fremmed sted; den havde lukket sig om sig selv, og de var jaget væk fra den paradisiske plets lyksaligheder, men det nyttede ikke at blive sentimental, blot fordi Simon lå et sted i huset og sov. Hun hørte ham komme ned ad trappen og tog fiskefadet ud af ovnen og ind. Han havde sat sig. Sad tavs og nedstirrede hende; sådan følte hun det i hvert tilfælde og mærkede, at hendes bevægelser blev klodsede. Hun satte sig. Værsgo! Han øsede en stor portion op; så stor, at hun næsten tabte appetitten. Hun sank sit spyt og øsede rigeligt op til sig selv for ikke at provokere ham. Hun skævede forsigtigt til ham. Han huggede maden i sig som et barn, der var kommet sultent ind fra en voldsom, appetitvækkende leg. Hun spekulerede sommetider over, om hans voldsomme appetit var levn fra hans yderst beskedne barndom eller om det blot var velstandens almindelige, fortravlede glubskhed, der havde lagret sig i hans manerer. Hun spiste besværet, selvom maden var delikat. De hvide fiskestykker svømmede rundt i en velsmagende sauce. Rasmussens hemmelige opskrift, 18

19 der ikke var til at vriste fra hende. Frisk dild og citron og sprødt brød og kold hvidvin og alligevel var stemningen blytung og helt uden den tavse fortrolighed, hun havde oplevet hos andre mennesker. Stemningen stod i skærende kontrast til måltidets lethed. Disse tavse måltider var uudholdelige og gav hende ondt i maven og en følelse af håbløshed. Hun tog sig sammen og lagde ansigtet i forsonlige folder. Hvordan har du haft det? Det var et helt uskyldigt spørgsmål stillet af en kone, der interesserede sig for sin mand, men hendes stemme lød bebrejdende. Uanset, hvad han kunne finde på, var hendes forstillelsesevne slidt op. Ikke dårligt. Han snappede, og hun kvalte sit tåbelige værtindesmil og opgav. Og du? Han så ikke engang på hende, mens han spurgte, men flåede i brødet og proppede det ind i munden og gjorde enhver mulighed for naturlig samtale næsten umulig, og hun vidste jo også godt, han var lige så fuldstændigt ligeglad med hendes svar, som hun havde været med sit spørgsmål, men hun måtte hellere svare. Udmærket, tak. Jeg havde en pudsig oplev Han hørte ikke efter, og hendes ord fløj hjemløse rundt i rummet. Hun opgav og koncentrerede sig om maden, der blev stikkende i halsen og lagde sig i maven som beton. Han tørrede sig omhyggeligt om munden og foldede servietten sammen og stak den igennem servietringens blanke oval og rejste sig. Rasmussen er dygtig. Vil du hilse hende og samtidig bede hende om at sørge for mine skjorter? Første tjenende dame giver anden tjenende dame ordre. Han var halvvejs ude af stuen. Nej! Hun gispede. Han standsede brat, og hun var sikker på, at hun så røg fra bremsesporene på gulvbrædderne. Hun blev helt forskrækket, og hendes hånd fløj op og dækkede munden, så han ikke kunne høre hendes lille, nervøse fnis. Lille ord stor virkning. Hvor mange år havde hun egentlig sagt ja? Sende til rensning. Rasmussen. Han vidste udmærket, at det var hendes job. Følte han glæde ved at fratage hende den sidste berettigelse? Han så hende nu. Tiden stod stille. Han stirrede på hende med overraskelse i blikket under de let løftede øjenbryn og let åben mund. Hvad var det, du sagde? Jeg sagde og siger nej. Hans mund blev en smal, nedadvendt bue og hans øjne isede til. Han lignede sig selv igen, men hun var ikke så bange som hun plejede at være, selvom hun havde erklæret ham åben krig. Ingen modsatte sig straffrit Simon. 19

20 De ventede. Stilheden var øredøvende, men hun blev siddende ubevægelig og jog ham ud af stuen. Døren sang, da han smækkede den i. Hun hev efter vejret og begyndte at ryste, men det gjorde ikke noget. Et eller andet var forandret og hun kom i tanke om en vending, hun havde hørt for nylig. Det var noget med at tabe slagene, men vinde krigen. Hun havde tabt slagene i snart tredive år. Nu måtte hun vinde krigen, selvom det var vanskeligt at forestille sig, at hun nogensinde skulle kunne hamle op med et menneske, der havde taget sit overherredømme for givet i så mange år. Hvad var der galt med hende, at hun havde ladet det komme så vidt, at hun ikke kunne ånde frit mere? Hun rejste sig træt og grædefærdig. Hun måtte finde på en måde for passiv modstand, han ikke kunne gennemskue, men det ville blive meget vanskeligt, for hans indgroede mistro, der var vokset til kolossale højder gennem årene, ville spænde ben for hende. Han var en garvet forhandler og vant til at vinde, og hun kunne ikke forvente almindelig respekt fra ham, der stort set mente, at kvinder kun kunne bruges optimalt til én ting. De grimme tanker gjorde så ondt, at hun sikkert ville have skreget, hvis hun var en anden. Louise ville have skreget i vilden skyld. Louise. Louise var måske den eneste, der vidste, hvordan hendes ægteskab var, og hun havde aldrig ladet sig påvirke af den kamuflerende velstand og hans charme udadtil. Hun havde aldrig manglet noget. Det havde hun hørt så ofte, gennem årene, at hun indtil for nylig havde troet på det, eller i hvert tilfælde havde indrettet sig efter det. Simon havde skabt sig et image som gavmild ægtemand. Han var sluppet af sted med det, fordi hun havde skammet sig for meget over dem begge to til at fortælle, hvordan hun nærmest skulle prostituere sig og lokke penge fra ham. Veninderne havde vist altid været lidt misundelige og havde ment, at hun var forkælet, når hun en enkelt gang sagde noget negativt om Simon. De anede intet om omkostningerne; ensomheden og ydmygelsen. Kun Louise vidste næsten alting, og nu havde hun skubbet hende fra sig. Anders kunne hun under ingen omstændigheder involvere. Ikke endnu. Hun havde kun fortalt ham, at hun og Simon var inde i en mindre ægteskabelig krise, da han spurgte hende om, hvad hun havde ment med at myrde ham. Et øjeblik var hun lige ved at fortælle ham alt, men hun tav. Hvis han kendte sandheden, ville han foragte hende, ligesom Louise gjorde. Hun måtte have Simon ud af huset. Hun ville have det hus; det var hendes. Han kunne tage alle møblerne og malerierne, der alt sammen var hans valg, men huset var hendes, og det lå i nærheden af Louises. Hun havde sørget for det og levet i det, dag ud og dag ind. Huset og hun hørte sammen, og dets vægge rummede Amalies latter og gråd og hendes. Simon hørte ikke rigtigt til. Ikke længere, hvis han overhovedet nogensinde havde gjort det. Da hun travede rundt i eftermiddags og ledte efter steder, der mindede om den uhyggelige drøm, der havde plaget hende den senere tid, vidste hun pludselig, midt på Kultorvet, at drømmens hus var hendes hus, hvor hun efterhånden følte sig som en uvelkommen gæst. Hun var standset mellem to skridt; det 20