Artiklerne blev trykt i jubilæumsskriftet "Sct. Andreas Kirke ".

Transkript

1 Sct. Andreas Kirkes historie. Artiklerne er skrevet i forbindelse med kirkens 100 års jubilæum i 2001 af pastor Mads-Bjørn Jørgensen, der var sognepræst ved Sct. Andreas Kirke i årene Artiklerne blev trykt i jubilæumsskriftet "Sct. Andreas Kirke ". Der var engang I 1556 henlå kirkegården uden for Nørreport i en forfærdelig forfatning. Den var anlagt i peståret 1546 som en assistenskirkegård for byens tre sognekirker Vor Frue, Helligånd og S.Nikolaj, der i fælleskab havde bekostet at få den anlagt og som også delte udgifterne til dens vedligeholdelse. Det var nu så som så med vedligeholdelsen for hen ved ti år senere var den "ødde och wordineridtt" [Øde og uordineret (uordenlig)], som Mester Lavrits Madsen Bøssestøber skriver i sin indberetning, og det skal nok være rigtigt, for kirkegårdens vedligeholdelse sorterede under ham. Som en af Københavns hæderligste og mest ansete borgere var han rådmand i byen og tillige kirkeværge for Vor Frue kirke, som dengang hørte under Københavns Universitet og som sammen med S. Nikolaj Kirke, Helligåndskirken og fra Trinitatis Kirke (Helligtrefoldighedskirke) udgjorde byens hovedkirker. Mester Lavrits Madsen Bøssestøber, der døde i 1570, var altså en betydningsfuld mand, som på et tidspunkt efter 1559 greb gåsefjeren og skrev en kort beretning om kirkegården og kapellet uden for Nørreport. [Skriftet må være udfærdiget efter Chr.3.s død 1559 (kongen omtales som salig) og inden MLMB s død 1570]. Skriftet må nok forstås som et forsvar over for de angreb, han blev udsat for, og som drejede sig om, at han som kirkeværge ikke havde passet kirkegården ordentligt. Han fortæller selv på sit jævne og ligefremme dansk at kong Christian den 3 ofte forlod byen ad Nørreport når han skulle til Esrom og Helsingør eller når han skulle andre steder hen [Ehuortt hans Nade haffde Løst att dragge (hvor hans nåde havde lyst at drage)] og at han med stor utilfredshed havde set, at der gik får og køer på kirkegården uden for Nørreport. Kongen kaldte derfor kirkeværgerne fra Vor Frue Kirke op på slottet og pålagde dem, og det vil frem for alt sige Lavrits Bøssestøber, at sætte et plankeværk op omkring kirkegården, så den kunne være en værdig plads til kristne menneskers begravelser. Plankeværket kom op, men kirkegården og dermed plankeværket måtte udvides da en ny pestepidemi i 1564 gik over byen, og der blev mangel på begravelsesplads. Graverne fra byens kirker måtte selv sørge for, at de døde kom i jorden på den nye kirkegård uden for Nørre Port, hvor arbejdet i et pestår langt oversteg, hvad den faste graver, der var blevet ansat i 1562, kunne klare. Situationen gav anledning til mange klager som Lavrits Bøssestøber måtte tage sig af og som blandt andet førte til, at han fik kongen til at bestemme, hvor dybt ligene skulle i jorden. En gruppe Dannekvinder henvendte sig til Lavrits og bad om, at der måtte blive rejst et kapel på kirkegården, så man kunne komme indendørs, når man ved begravelserne skulle høre de ofte ret lange ligprædikener, som dengang var skik og brug.

2 Lavrits Bøssestøber gik fra byens råd til kongens råd med sit andragende og fik til sidst udvirket, at der med støtte fra byens kirker blev bygget et kapel, som efterhånden overgik til at være sognekirke for den nye bebyggelse, der skød op omkring kirkegården. På et kort over København fra 1585, som nok er det ældst kendte af byen, kan man se kirkegården og kapellet omgivet af plankeværk og træer. Udsnit af kort over København fra ca Kirkegård med kapel uden for Nørreport Resen's Atlas. København ca Kirken uden for Nørreport ses i udsnittet til højre mellem 17 og 18. Fra omkring 1600 voksede en egentlig forstadsbebyggelse frem, og nogle større institutioner flyttede fra byen her ud, og da kongen, Christian 4., under Kalmarkrigen den 24. april 1612 befalede magistraten at indrette et hospital til de sårede soldater, købte man et hus ved siden af den nye kirke uden for Nørreport. Efterhånden var der bosat så mange mennesker i forstæderne Vesterbro og Nørrebro umiddelbart uden for byens volde, at kongen i et brev skrevet på Kronborg 1623 beordrer, at der skal bygges en kirke på kirkegården uden for Nørre Port Den skal være sognekirke for de folk, som bor i forstæderne, så det ikke er nødvendigt for dem at søge ind til Vor Frue Kirke i selve byen, hvor der ikke er stolestader nok, og hvor de derfor forsømmer prædiken naar de kommer udi Byen, og saare slaar sig til Drik og Sværm som der står i et andet brev fra kongen fra At det var nødvendigt for kongen at skrive endnu et brev om sagen to år

3 efter det første brev kommer af, at det kneb med at få kirkebyggeriet i gang eller rettere at finde ud af, hvordan man skulle få det finansieret. Kirken skulle være at betragte som en filialkirke af Vor Frue Kirke og derfor bekostes af Vor Frue Kirkes midler, men professorerne ved Universitet, der ejede Vor Frue Kirke, mente, at det var rimeligt, at byen deltog i bekostningen, hvad byens vise fædre sagde nej til under henvisning til, at de ikke var nævnt i kongens brev om kirkebyggeriet. Så fandt professorerne på, at man kunne bruge den gamle kirkebygning, der var et solidt bindingsværkshus, ved at skalmure den og eventuelt bygge et kapel til, så meget desto mere som der allerede fandtes både stole og altertavle i den gode bygning, som det under alle omstændigheder ville være synd at rive ned. Men murermesteren sagde nej. Hvis kongen havde beordret, og Universitetet havde bestilt en evigvarende Bygning, så kunne han ikke løse opgaven medmindre det blev en helt ny grundmuret bygning, og sådan blev det med tårn og det hele. I december 1624 gav Christian 4. et hus, der lå lige ved kirkegården, til embedsbolig for præsten. Ejeren Peder Iversen var død uden at efterlade sig arvinger, og ejendommen var derfor tilfaldet kongen. Få dagen før kongen i 1625 drog af sted med hæren på det ulyksalige krigstogt i Tyskland, nåede han at udfærdige tre breve om den nye kirke uden for Nørreport. I det ene befalede han, at der på kirken skulle sættes et tårn, tækket med spån, i det andet brev kaldte han Thor Rasmussen til at være præst ved kirken og i det tredje bestemte han, at Universitetet sammen med den kongelige lensmand og fire af sognets bedste borgere skulle have kaldsretten til embedet, hvilket ville sige, at de tre parter i fællesskab bestemte hvem, der fremover skulle være præst ved kirken. Selv om der med Thor Rasmussens ansættelse var kommet præst ved den nye kirken, stod den ikke færdig før i april 1628 hvor den blev indviet den 18.juni af biskop H.P.Resen, men da havde pastor Rasmussen for længst forladt kirken uden for Nørreport til fordel for et embede som general-provst på Gulland og sognepræst i Visby på Gotland. Embedet, der var sammenlagt med embedet i Hvidovre stod ledigt i længere tid og blev først besat i 1628 da Peder Nielsen Sæby fik kaldsbrev som sognepræst ved Den Nye Kirke og samtidig blev tredje kapellan ved Vor Frue Kirke inden for voldene. Han holdt ikke længe, men døde i juli måned 1629, hvorefter hans efterfølger Peder Nielsen Slagelse - ikke på grund af navnefællesskabet, men fordi det dengang var sædvane - overtog embedet med samt enken. Efter Peder Nielsen Slagelses død i 1644 kom man på grund af forskellige interesser ved hoffet og blandt professorerne i den situation at afgørelsen om hvem, der skulle have embedet måtte træffes per sortes, det vil sige ved lodkastning. Man havde i forvejen sikret sig at alle kandidater var indforstået med i givet tilfælde også at overtage enken, der heldigvis var integerrimae famae mulier - en kvinde med et uspoleret rygte. Efter en bøn i kirken, hvor lodkastningen blev lagt i Herrens hånd, stillede man op og kastede lodderne, og Peder Iversen Munk vandt. Han blev derefter sognepræst i Hvidovre (Ovre), tredje kapellan ved Vor Frue Kirke og sognepræst ved den Nye Kirke uden for Nørreport. I hans embedstid fik man ansat en organist ved kirken, som i 1644 var blevet forsynet med et orgel. Herudover fandtes der i kirken en altertavle, som var Vor Frues højaltertavle fra 1569, altersølv, der senere kom til Trinitatis Kirke, en pengeblok, en lysekrone, som senere kom til Vor Frue Kirke, et tårnur og flere klokker. I august 1654 døde Peder Iversen Munk og blev uden vederlag nedsat i hans fader borgmester Iver Povelsens grav i Vor Frue Kirke. Hans efterfølger Hallandsfaren Bent Olufsen slap for at overtage sin formands enke, men måtte betale hende det sædvanlige Nådesår, hvortil hun af den Ny Kirkes indkomst fik 12 slettedaler om året til husleje. Fire år efter Bent Olufsens tiltræde fik general Hans Schack den 9. august 1658 ordre til at nedrive og afbrænde forstæderne og deres Ny Kirke, for at de svenske tropper ikke skulle kunne søge tilflugt der, hvis det skulle komme dertil at alle fredsforhandlinger mislykkedes og Karl Gustav skulle finde på at angribe København, som man var fast besluttet på at forsvare til det sidste.

4 Man håbede på fred, og trak nedrivningen i langdrag. Først da det stod helt klart, at nu kom svensken, sprængte man i al hast kirken i luften efter at have fjernet inventaret. Klokkerne måtte man dog lade hænge, dem var der ikke tid til at tage ned. Senere i 1660 søgte man at finde resterne i ruinerne fra tårnet, uden at vi kan afgøre om det lykkedes. Senere blev resterne af kirken brugt som stenbrud, hvor folk og soldater hentede sten, som kunne sælges og genanvendes til husbyggeri i byen, der altid manglede sten. De sidder og ligger der sikkert stadig rundt omkring i byen. Stenene fra byens nye kirke uden for Nørreport. Spørgsmålet om, hvor kirken og kirkegården lå, har aldrig været undersøgt af museumsfolk eller andre, der kunne have interesse i at få den placeret, så vi har ikke nogen sikker viden om hvor den var at finde. Det eneste vi ved er, at den lå øst for vejen, der fra Nørreport førte over dæmningen mellem Sortedamssøen og Peblingesøen. På et kort i Frederik 5 s atlas fra ser man en kirkegård afbildet, der ligger øst for hovedvejen Frederiksborggade og nord for Farimagsgade. Denne kirkegård, der efter al sandsynlighed er den gamle kirkegård fra 1546, blev senere overført til og brugt af Almindelig Hospital, der lå inden for voldene, og var i brug som kirkegård helt frem til Kirker kommer ikke af sig selv Op igennem sidste halvdel af 1800-tallet voksede Københavns befolkning i forbindelse med den stigende industrialisering og den dermed stigende indvandring fra land til by. Voldene omkring byen var faldet og etagebyggeriet på broerne tog fart ofte som spekulationsbyggeri af ringe kvalitet. Man kan få et begreb om, hvad der skete i de sidste årtier af 1800-tallet ved at iagttage årstalsangivelserne på ejendommene i Nansensgade og tilstødende gader. Det var håndværksvende og ufaglærte, kuske og tjenestepiger, koksopbærere og skraldemænd, der bosatte sig i de nyopførte ejendomme og befolkede de hurtigt voksende kvarterer. Den befolkning, der indvandrede til byen kom fra landet, hvor de havde været omfattet af den sogneinddeling, som havde dækket landet i mange år - ingen ved vel rigtigt hvor mange. Nu voksede der ny brokvarterer op, hvor der i forhuset og i de fem baghuse kunne bo tæt ved tusind mennesker, som til eksempel i Sct. Johannes sogn skulle dele sognekirken med halvfjerdstusinde andre indflyttere. De sociale forhold var beskedne - meget ofte usle med fattigdom, arbejdsløshed og sygdom, mens de kirkelige forhold var præget af for store sogne. På grund af de få kirker og præster til den meget store befolkning blev de kirkelige handlinger masseprodukter i form af bunkebryllupper, hvor syv unge par blev viet ad gang, hold efter hold lørdagen igennem kun afløst af massedåb og begravelser. Selv om den politiske agitation var hidsig ude på venstrefløjen, var det dengang utænkeligt, at man ikke var døbt endsige konfirmeret og det var en skændsel at komme i jorden uden gejstelig medvirken. I kampen for at få rejst nogle flere kirker i København var der præster der påpegede det uanstændige i de vilkår, der herskede i de nye sogne. Man fandt det forargeligt og i Sct. Johannes sogn tog præsterne Steen og Rindom fat på arbejdet med for det første at få skilt den sydlige del af sognet fra og for det andet at få rejst en kirke i sognet, der ville omfatte de cirka tyvetusinde mennesker, der boede mellem Gyldenløvesgade og Sølvgade på den ene led og Farimagsgade og søerne på den anden led. I 1895 fandt Kirke- og Kultusministeriet, at tiden var inde til at udskille det nye sogn, og den 25. november blev det meddelt, at man kunne dele Skt. Johannes sogn efter de foreslåede retningslinier og under navnet Skt Johannes søndre sogn oprette et nyt sog med ca indbyggere, 2 præster, men uden at have noget kirke.

5 Højmessen om søndagen skulle finde sted i Bethesda på Grønttorvet, og de kirkelige handlinger skulle foregå i de forskellige kirker i det indre København og i Skt. Johannes Kirke. Nu manglede man at få bygget en kirke. Men der var delte meninger om kirkebyggeriet i København, for hvem skulle bygge, og for hvilke midler? I 1888 havde man på Christiansborg vedtaget en lov, der skulle gælde fem år, og som muliggjorde, at man over den kommunale ligning kunne opkræve en kirkeskat til at vedligeholde eksisterende kirker eller til at opføre nye for. Selv om loven sådan set var udløbet i 1893 blev den ikke desto mindre det store diskussionsemne, da Borgmester N. H. Hansen i borgerrepræsentationen fremlagde et forslag om at yde kr. til den ny kirke. Uenigheden var stor, og der var en ikke ubetydelig modstand mod at yde så stort et beløb til en ny kirke. Man frygtede det kunne blive begyndelse til et mere omfattende kirkebyggeri i København, som man mente måtte være Københavns kommune principielt uvedkommende. Kommunen skulle ikke blande sig i Folkekirkens sager - kirkebyggeri måtte være et anliggende for staten. Der var delte meninger om sagen i borgerrepræsentationen, og det blev besluttet at sende sagen i udvalg. I andre tilfælde hvor ligningen havde været med til at finansiere kirkebyggeri, havde det været sognet selv, der var blevet pålignet en kirkeskat. Det havde været praksis helt tilbage til 1870 at kommunen på denne måde hjalp kirkebyggerier igang, men i tilfældet den nye kirke i Nørrevoldkvarteret skulle ligningen gælde hele kommunen. Sagen vakte en ikke ubetydelig opsigt og pressen tog ivrig del i diskussionen og det gjorde ikke interessen mindre og argumenterne svagere, at der fra tid til anden var kommunevalg og at byen var en slagmark for de politiske partier. Man diskuterede principper, og man diskuterede beløbenes størrelser. Stærke kræfter søgte at holde om end ikke kirken ude af byen så dog at holde den nede. Man ønskede ikke at Indre Mission, som havde fået øje på København og de forhold den hurtigt voksende befolkning levede under skulle få fodfæste i byen. Men de indremissionske præster i byen havde i 1866 efter et stort møde i Bethesda på Grøntorvet startet et "Arbejde for de vantro masser i hovedstaden", et arbejde som dels skulle gøre noget ved den voksende vantro i befolkningen dels skulle lindre på den sociale nød, uden at man havde gjort sig klart, hvordan det sidst mål skulle nås. Fra den spirende arbejderbevægelse og ikke mindst fra kulturradikale kredse med dagbladet Politiken som talerør, lød der mange stærke ord, og spørgsmåler blev formuleret om det var præsterne, der skulle regere byen eller det var borgerne, der skulle være herre i deres eget hus. Det pricipielle forhold mellem kommunen og folkekirken blev drøftet, og mange fandt at man skulle holde dem adskilt. Folkekirken modtog økonomisk støtte fra staten og præsterne modtog betaling for de kirkelige handlinger, men nogen egentlig kirkeskat var der ikke tale om, det gamle tiendesystem fungerede ikke længere, men var kun delvist blevet afløst af noget nyt. Staten havde i 1893 i forbindelse med ved finanslovdebaten på sin side sådant set tilkendegivet at, man ville deltage i kirkebyggeriet i byen ved at forslå, at staten over en 10-årig periode ydede kr. pr. år til det københavnske kirkebyggeri, mod at Københavns Kommune stillede grunde til rådighed, eller - hvis det ikke kunne lade sig gøre - støttede byggeriet økonomisk. Der rejste sig en voldsom debat om kommunernes indblanding i og medfinansiering af kirker og argumenterne gik på kryds og tværs af kirkelige og politiske tilhørsforhold.

6 Således gjorde præsten H.Ussing sig til talsmand for at kommunen ikke skulle blande sig i kirkebyggerier, det måtte være staten og de frivillige bidrag fra borgerne, der skulle være det økoniomiske grundlag at rejse kirker på. For modstanderne var det en kærkommen udtalelse fra en kirkens mand selv om den nok fra hans side var udtryk for et ønske om, at undgå kommunalpolitisk indblanden i de kirkelige forhold. Man ønskede ikke at kirkerne skulle have et kommunalt overtilsyn. Det kom ikke desto mindre. Hvor stærkt dette overopsyn kom til at virke ved Sct. Andreas Kirke er vanskeligt at sige, men kirken havde i mange år ud over et menighedsråd Københavns Magistrat som et overtilsyn og dertil en bestyrelse som et resultat af at kirke delvist var et kommunalt projekt. Samtidig diskuterede man hvor stort et bidrag de enkelte parter skulle yde. I borgerrepræsentationen var der som sagt stillet det forslag, at kommunen ydede kr ligningsmidler til byggeriet, men heroverfor blev det hævdet, at det ikke kunne være rimeligt at kommunen skulle yde mere end de kr. som staten var villig til at støtte projektet med. Dels var kr. mange penge dels forekom det at være alt for dyrt et projekt, at ville bygge en kirke til over kr., hvilket var en hel del mere end det havde kostet at bygge Matthæuskirken på Vesterbro, Hellig Kors Kirke på Nørrebro og Skt. Jacobs Kirke på Østerbro, som hver havde haft en byggepris på mellem og kr.. Spørgsmålet om, hvorvidt det var en stor eller lille kirke, man burde bygge delte Indre Mission op i Københavns Indre Mission og Indre Mission i resten af landet. For Københavns Indre Mission at se var det store monumentale kirker, der var brug for. Steder hvor folket kunne samles, og som kunne være udgangspunkt for det kirkepolitiske og sociale arbejde. Indre Mission uden for København fandt, at man skulle bygge mange små kirker, hvorfra man i et tæt menighedsliv kunne nå den enkelte i sognet. "Det afgørende i arbejdet for de vantro masser er - at hindre at de vedbliver at være masser. Massebegrebet stiller dem uden for kristendommen, der vil frelse den enkelte", som en af missionens store udtrykte det. Efter at sognet var blevet udskilt fra Skt. Johannes sogn, blev der dannet en komité bestående af 12 indflydelsesrige personer, hvis opgave det var at få sat gang i et kirkebyggeri. Man fremkom med et andragende, som fik en velvillig behandling i Kirkeministeriet og som førte til, at man ved den videre behandling i borgerrepræsentationen under henvisning til den gamle lov fra 1888 anmodede om kr. ligningsmidler. Dette beløb skulle sammen med kr., som man havde fået i overskud i forbindelse med bygningen af Hellig Kors kirke og kr., som man mente ville komme ind som frivillige bidrag kunne række til - sammen med de kr. man forventede at få fra staten - at bygge en kuppelkirke med ettusinde siddepladser og sekshundrede ståpladser på Grønttorvet op mod Ørstedsparken. Borgerrepræsentationen havde besvær med at færdigbehandle sagen om den ny kirke i Nørrevold Kvarteret, som nu både handlede om økonomi og om placering, og efter en langvarig debat udskød man sagsbehandlingen til et senere belejligt tidspunkt. Begge spørgsmål fandt en løsning i borgerrepræsentationen på dets møde i januar Her henviste man kirkebyggeriet til kommunens lille grund ved siden af Kommunehospitalet. Området hed i folkemunde "Hullet" og var ikke på nogen måde attraktivt, men borgerrepræsentationen gav en slags løfte om, at hvis man kunne skaffe de fornødne midler til byggeriet på Grønttorvet og de rette betingelser var tilstede kunne man få grunden ved Ørstedsparken. Til byggeriet besluttede man at påligne byens borgere en kirkeskat på kr., og dermed mente man sagen afsluttet, men heri tog man fejl.

7 Der rejst sig en debat i byens dagblade for og imod en kirkeskat, og i februar måned blev der afholdt et stort møde om sagen i danserestauranten Kæden i Dronningens Tværgade, hvor bølgerne gik højt, efter hvad man kan læse ud af referatet i Politiken. Med det store møde i Kæden syntes sagen at have nået sit højdepunkt, og efterhånden som tiden gik faldt sindene til ro. Nu stod der kun tilbage at få godkendt forslaget i Rigsdagen om, at Københavns borgerrepræsentation kunne påligne byens borgere en ekstra skat på kr. til kirkebyggeriet, sådan som det var blevet vedtaget i borgerrepræsentationen. Nu viste det sig, at der var gået politik i sagen, og at der i Rigsdagen var et flertal imod at udskrive skatten. Dermed var sagen afgjort på den måde at kommunen stillede grunden ved siden af Kommunehospitalet til rådighed for byggekomiteen, og at man derudover fik de lovede kroner fra staten, resten måtte man selv. Hvordan skaffer man kr? Det var nu op til komiteen at tilvejebringe de nødvendige midler. Man havde kr. fra staten samt et ikke ubetydeligt beløb i hundredtusindkronersklassen, som var indsamlet ikke mindst blandt sognets beboere, det man manglede for at kunne få tilladelse til at sætte byggeriet i gang var kroner til erstatning for de kr., kommunen ikke havde fået lovhjemmel til at opkræve som skat. Formanden for komitéen, pastor Julius Steen, gik til generalkonsul Julius Holmblad og forelagde sagen. Steen havde i en periode været konstitueret i Slotskirken, hvor generalkonsul Holmblad havde haft sin gang som kirkegænger, men de to mænd havde ikke haft nærmere kontakt, før Steen henvendte sig til ham. Efter hvad Steen kalder "en længere alvorlig Samtale" fik han, inden de skiltes, et mundtligt tilsagn om, at kirkekomitéen skulle få det omtalte beløb, så byggeriet kunne gå i gang. Nu syntes vejen banet, for at det udkast til en kirke i Nørrvold Kvarteret, som arkitekt Martin Borch havde udarbejdet, og magistraten og ministeriet havde godkendt, at det kunne blive til virkelighed. Det havde ikke været noget let sag at få placeret en kirke med plads til mennesker på den lille grund ved Kommunehospitalet, men det var lykkedes for arkitekt Borch ved blandt andet mod en årlig leje - at få en tilladelse til at anbringe kirkens stræbepiller på hospitalets grund. Arkitekten og hans medhjælpere arkitekterne Munck og Axel Petersen var gået i gang med det meget omfattende tegnearbejde, der lå mellem det første forslag og den endelige udformning, da man fik meddelelse om generalkonsul Julius Holmblads død. Arkitekt Martin Borch's udkast til en kirke i Nørrevold-kvarteret

8 Julius Steen havde ingen papirer endsige vidner, der kunne bekræfte, at han havde fået løfte fra generalkonsul Holmblad på de kroner til kirkens færdiggørelse. Efter nogen tøven forelagde Steen sagen for generalkonsulens enke, som straks meddelte den bekymrede pastor, at hun ville respektere det løfte hende afdøde mand havde givet. Ja det blev ikke ved det, for hun vedlagde yderligere kroner, så kirken kunne få sig et orgel, som det sømmer sig for så stor og fin en kirke. Oven i disse store gaver forærede generalkonsulinden kirken et alterbillede der viser bespisningen af de fire tusinde med syv brød og nogle småfisk. Kunstneren Wilhjelm, der har malet billedet, har ladet disciplen Andreas føre en dreng frem til Jesus med brødene og fiskene og således digtet lidt videre på beretningen til ære for Sct. Andreas Kirke. Endelig kunne arbejdet gå i gang, og den 4. oktober 1898 nedlagde man blandt blomster og flag under overværelse af stiftsprovst, geheimekonferensråd, borgmestre, politidirektør og indtil flere professorer og præster grundstenen til kirken, der nu havde fået navnet Sct. Andreas Kirke. Julius Steen, der foretog selve grundstensnedlæggelsen med skriftrulle og en håndfuld af tidens mønter, afsluttede sin lille tale med at konstatere, at man i komitéen stadig manglede kroner for at kunne fuldende byggeriet, men at man da var fortrøstningsfulde og regnede med at også disse penge ville komme ind. Offerviljen var stor blandt de håndværksmestre, der arbejdede på kirken, så selv om de munkesten, der skulle bruges kostede kroner mere end almindelige sten, så fandt man udvej for fordyrelsen ved at teglværket der leverede stenene, fakturerede dem, som var det almindelige sten. På grund af at stenene var helt specielle kopier af middelalderens teglsten, var der ind imellem leveringsvanskeligheder, som forsinkede byggeriet. Til gengæld blev det så en murfacade, som man skal helt til Roskilde Domkirke for at finde magen til, og da et hold svenske arkitektstuderende med deres lærer stod midt i det halvfærdige tårn, blev de efter en del diskussion enige om, at det nok var et middelaldertårn, som man var ved at forsyne med en ny kirkebygning. 1. februar 1899 gik alt arbejde i stå. Der var erklæret lockout, og det blev til den store lockout, der varede helt frem til september og endte i det berømte Septemberforlig, som fastslog arbejdernes ret til at organisere sig og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Sct. Andreas Kirke var fra den allerførste begyndelse, og til den stod færdig i februar 1901 en del af de kampe, som både politisk og religiøst blev kendetegnende for begyndelsen af det sidste århundrede, hvor samfundet endnu engang var lagt i støbeskeen. De sidste midler til færdiggørelsen af kirken blev bragt til veje i form af en række foræringer til kirken fra borgerskab og håndværksmestre, så man ved indvielsen søndag den 3. marts 1901 kunne glæde sig over de smukke lysekroner, prædikestolen, glasmalerierne, kirkeskibet, sølvtøj, messehagel, døbefont og meget mere af kirkens udstyr og inventar. Det var sammen med alt malerarbejdet i kirken givet som gaver i ønsket om trods kirkepolitisk strid og partipolitisk kævl at rejse en monumental kirke i København. Følgende præster har været ansat ved Sct. Andreas Kirke indtil 2001: Sognepræster J. Steen A. Alsinger T. Beyer Christensen B. Erritzøe P Michaelsen Eva Meile Mads-Bjørn Jørgensen Nicolai Halvorsen Residerende kapellaner T. Høyer A. Alsinger T. Beyer Christensen

9 B. Erritzøe Gert Holthor N. C. Lilleør 1969 Konstitueret sognepræst Gitte Ravn Iversen 1.dec marts 1993 Kateketer Jørgen Nielsen H. Chr. Hansen L. Jørgensen J. Pedersen A. Oksbjerg Knud Müller Ejnar Olsen Kaldskapellan C. E. Dam-Hendriksen 1922 Hjælpepræster Gitte Ravn Iversen maj-nov.1992 Birgitte Bjørn Christensen Sct. Andreas Kirkes orgel I forbindelse med kirkens bygning og færdiggørelse i 1901 blev der i første omgang ikke installeret et orgel. Kirken blev derimod forsynet med et harmonium, som stadig har sin plads på pulpituret, selvom det ikke bruges mere. Allerede efter kort tid blev der anbragt et orgel over hovedindgangen i skibets østgavl, således som det kan ses på et billede af kirkens indre fra Orglet blev bygget af orgelbygger Starup og havde 31 stemmer, fordelt på 2 manualer og pedal. Orglet var, hvad der ikke var en selvfølgelighed på den tid, forsynet med elektrisk blæser - og orglet var i øvrigt en gave, doneret til kirken af enkefru Julius Holmblad. Dette orgel stod til 1956, hvor det måtte vige for det nuværende, der blev placeret på samme plads som det oprindelige. Visse dele af træværket, herunder den opgående sol, som danner afslutning på den øverste del af orglet, blev dog genanvendt, da orgelbyggerfirmaet Th. Frobenius & Co. byggede det nye instrument. Orglet anses med rette for at være et af de bedste i København, og orgelbyggerfirmaet har da også i stor udstrækning anvendt det til demonstration for potentielle kunder. Det er ligeledes blevet anvendt til indspilning af adskillige grammofonplader med klassisk og nyere orgelmusik af kirkens tidligere organist Jørgen Ernst Hansen, ligesom der af professor Leif Thybo i 1956 blev komponeret et værk specielt for Sct. Andreas-orglet, Concerto II St. Andrew's. Dette værk blev i 1971 sammen med andre værker af Leif Thybo indspillet på plade netop på Sct. Andreas - orglet, hvilket kan tages som et udtryk for komponistens glæde ved specielt dette orgel. Orglets klangskønhed medfører, at det aldrig er trættende at høre på, og den noget mørke, varme klang er fri for den skrigende karakter, som desværre ikke sjældent findes hos nyere orgler. Selv med fuldt værk, - det vil sige når alle stemmer er i brug samtidigt - er klangen værdig og smuk. Orglet er ganske stort og omfatter 4 værker med i alt 40 stemmer. Hovedværket med 11 stemmer er placeret midt i facaden. På hver side er det omgivet af pedaltårnene, i hvilke pedalværkets 11 stemmer har plads, mens overværket med 10 stemmer er placeret øverst i orglet - oven over hovedværket. Overværket var oprindeligt planlagt at skulle have været placeret som et rygpositiv, men dette blev opgivet af arkitektoniske årsager.

10 Under overværket findes brystværket med sine 8 stemmer, og umiddelbart derunder er spillebordet placeret. Hvert værk spilles fra sit eget klaviatur, hvoraf de 3 spilles med hænderne (manualerne), mens 1 spilles med fødderne (pedalet). På spillebordet spilles overværket fra øverste manual, hovedværket fra det midterste manual, mens det nederste manual betjener brystværket. Denne opbygning giver de letteste føringsveje for mekanikken, det vil sige de træk - og trykstænger m. m., som forbinder den enkelte tangent med den tilsvarende luftventil, gennem hvilken luften ledes til piberne. At forbindelsen mellem tangent og ventil er rent mekanisk, er af den største betydning for spillet, og der bygges i dag næsten udelukkende orgler med denne såkaldte mekaniske traktur - i modsætning til for år siden, hvor der til disse forbindelser blev anvendt de mere upræcise (men mindre kostbare) pneumatiske eller elektriske trakturer. Orglet rummer visse spillemæssige hjælpemidler. Dels er der mulighed for at koble værkerne sammen - således som det nedenfor fremgår af orglets disposition - dels er der mulighed for på forhånd at vælge i alt 3 forskellige registreringer på hvert værk. Ved aktivering af en pedal kan da skiftes momentant mellem de 3 registreringer, - et hjælpemiddel, der især finder anvendelse i romantisk og nyere musik. Orglets disposition Fordelingen af stemmerne på de forskellige værker betegnes som orglets disposition, og denne er som følger: Hovedværk Overværk (i svelle) Brystværk Pedal Quintatøn 16' Principal 8' Rørfløjte 8' Oktav 4' Nathorn 4' Nasat 2 2/3' Oktav 2' Blokfløjte 2' Mixtur IV Cymbel III Trompet 8' Gedakt 8' Quintatøn 8' Salicional 8' Principal 4' Blokfløjte 4' Tværfløjte 2' Quint 1 1/3' Sesquialtera II Scharff III Dulcian 8' Tremulant Gedakt 8' Rørfløjte 4' Principal 2' Gedakt 2' Sivfløjte1' Cymbel II Ranket 16' Krumhorn 8' Tremulant Principal16' Subbas16' Oktav 8' Gedakt 8' Oktav 4' Gemshorn 4' Nathorn 2' Mixtur III Basun 16' Trompet 8' Skalmej 4' Orglet har mekanisk traktur, elektromekanisk registratur med 2 frie kombinationer og generalcrescendo og har følgende koblinger: OV/HV, BV/HV, HV/P og OV/P. Organister ved Sct. Andreas Kirke: Joh. Beck Lauritz Hansen Jørgen Ernst Hansen Finn Viderø Hans Thomas Eriksen 1976 Kirken under besættelsen Ved kirkens indvielse var altertavlen et billede malet af kunstmaler Vilhjelm, som viste Andreas, der fører

11 den lille dreng med fiskene og brødet til Jesus. Sådan skriver pastor Julius Steen i den lille bog, der blev udgivet ved kirkens 25-års jubilæum. Billedet blev i sin tid skænket af generalkonsulinde Holmblad, enken efter Julius Holmblad, der i en for kirkekomitéen vanskelig situation havde skænket penge til kirken og sikret dens færdiggørelse. Om denne altertavle meddeles det i august 1944 i menighedsrådets forhandlingsprotokol, at billedet er blevet nedtaget på grund af, at der er blevet forøvet hærværk mod billedet. Der har været Vandaliserings besøg i Kirken skrev man, og der er blevet skud mod billedet, som har fået to huller, hvorfor man har taget det ned og erstattet det med et krucifix, der hang et andet sted i kirken. Besøgene i Kirken, som man også kaldte episoden, havde givet anledning til at man havde taget kontakt til et vagtselskab og fået tilbud på vagt i kirken tre gange hver nat formedelst 103 kroner om måneden. Om man har modtaget tilbuddet vides ikke, men begivenheden, der gav to skudhuller i altertavlen, der trods reparation stadig kan ses på bagsiden af billedet, vidner om, at også Folkekirken deltog i livet under besættelsen og delte vilkår med alle andre. Det var nødvendigt i Kirkeministeriet at udsende en række cirkulærer der afspejler den usikkerhed man nærede med hensyn til ikke hvornår, men hvordan krigen ville ende. Under Hensyn til, at man i den nuværende Situation ikke kan bortse fra den Mulighed, at Krigen i større Omfang, end det hidtil er sket, kan medføre, at der her i Landet sker omfattende Skade paa baade fast Ejendom og Løsøre og da særlig Brandskade, finder Ministeriet Anledning til at indskærpe, at det under en eventuel Katastrofesituation bør ligge de ansvarlige alvorligt paa Sinde at træffe saadanne Foranstaltninger, som efter de paagældendes bedste Skøn under de foreliggende Forhold maa anses for mest egnede til at sikre Kirkebøgerne mod Ødelæggelser. Cirkulæret er fra juni 1944 og vidner om den frygt, man nærede for, at landet i krigens sidste udvikling kunne blive krigsskueplads med katastrofale ødelæggelser til følge. Cirkulæret fortsætter med en redegørelse for, hvilke tiltag, der vil være passende for at sikre kirkebøgerne imod ødelæggelse. Året før i november 1943 havde det været nødvendigt for kirkeministeriet at udsende et cirkulære til Biskopperne om visse Ægtevielser. Her er det ikke ministeriet, der hersker over kirken, men omstændighederne der har taget over, når man den 29. november skriver: Da det maatte anses for nødvendigt, at der tillægges Vielser, som foretages af tyske Retsembedsmænd her i Landet under den nuværende Besættelse, Gyldighed efter dansk Ret, har Justitsministeriet ved en Lovanordning af 20. November 1943 bestemt følgende: Ægteskabsstiftende Virkning tillægges Vielser, der her i Landet er foretaget efter 9.april 1940 eller fremtidig foretages af tyske militære Retsembedsmænd, som efter tysk Ret gyldigt kan foretage Vielser, saafremt Brudgommen paa Vielsens Tidspunkt henhører til den tyske Værnemagt eller gør Tjeneste i tyske militære Styrker. Idet Ministeriet vedlægger det fornødne Antal Eksemplarer af nærværende Cirkulære, skal man herved anmode Deres Højærværdighed om at ville gøre Præsterne i det Dem betroede Stift bekendt med foranstaaende. Man måtte altså affinde sig med at besættelsesmagten havde tiltaget sig retten til at udføre vielser, som også havde retslig gyldighed i landet selvom ægteskabet var indgået efter tysk ret. Af samme dato 29. November 1943 udsendes der et Cirkulære til Stiftsøvrighederne og til Overtilsynet for Kirkerne i København og paa Frederiksberg angaaende Luftværnsforanstaltninger i Kirker. I de Kirker, der ikke efter deres Beskaffenhed i sig selv egner sig til Benyttelse som Tilflugtsrum, maa der drages Omsorg for Indretning af Tilflugtsrum, der kan rumme det Antal Personer, Kirken er beregnet for. Tilflugtsrummets Beliggenhed og nærmeste Vej dertil bør være afmærkede ved Opslag eller paa anden tydelige Maade. For hver Kirke skal der være udarbejdet en kort Instruktion for de tilstedeværende, angivende hvilke Forholdsregler, der maa iagttages ved Flyvervarsling (Luftangreb).

12 Instruksen bør være opslaaet paa en for alle tilstedeværende tydelig Maade. Saafremt Flyvervarsling (1 Minuts stigende og faldende Sirenetone) indtræffer paa et tidspunkt, hvor der ringes med Kirkeklokkerne, indstilles Klokkeringningen straks. Klokkeringningen maa ej heller paabegyndes under Flyvevarsling. Indtrædelse af Alarmtilstand (2 Sirenetoner à 22 Sekunders Længde med en kort Pause) medfører derimod ingen Indskrænkning i Klokkeringningen. Saafremt Flyvervarsling (Luftangreb) indtræffer under Gudstjenesten, bekendtgøres dette for de tilstedeværende, og der gives disse Instruks om, hvilke Forholdsregler der bør iagttages, herunder om, hvor Kirkens Tilflugtsrum, eller hvis saadant ikke findes, nærmeste offentlige Tilflugtsrum er beliggende. Gudstjenesten kan herefter fortsættes i Kirken under Flyvervarslingsperioden (Luftangrebet). Indtrædelse af Alarmtilstand under Gudstjenesten nødvendiggør ikke nogen midlertidig Afbrydelse af denne som foran beskrevet. Det var altså ikke nødvendigt at standse Gudstjenesten ved Luftangreb, Gudstjenesten kunne fortsætte, efter at kirkegængerne var blevet oplyst om hvor Tilflugtsrummet kunne findes. Forklaringen på hvorfor politiet og de kirkelige myndigheder havde besluttet, at det skulle være sådan findes lidt længere nede i cirkulæret, hvor der står: Ved Reglernes Affattelse har (man) taget Hensyn til, at et meget stort Antal Kirker, og da navnlig næsten alle de fra Middelalderen stammende, er saaledes beskafne, at de med Hensyn til Sikkerhed mod Sprængstykker staar paa Højde med de fleste Tilflugtsrum, og at Indretningen af særlige Tilflugtsrum i saadanne Tilfælde ikke er fornøden, ligesom særlig Sikring ad Vinduerne efter Omstændighederne vil kunne undlades. I foråret 1945 da man troede, at 4. maj havde gjort en ende på krigen, kom krigen til Sct. Andreas Kirke. Vi kender historien, fordi en dame, der har haft en del af sin barndom i sognet nærmere bestemt på hjørnet af Bartholinsgade og Nansensgade lige over for Sct. Andreas Kirke, har meddelt et uddrag af hendes fars dagbog fra den 6. maj Heri fortælles der om de begivenheder der fandt sted i og omkring kirken den dag Den Danske Brigade vendte hjem fra Sverige. Else, for det hedder damen, der har meddelt mig, hvad der står i hendes fars dagbog, forlod sine forældres lejlighed for at se, hvad der var i gære i krydset Gothersgade/Farimagsgade. Det blev fortalt, at man ventede at soldaterne fra Sverige ville køre denne vej forbi, og at man havde taget opstilling for at hylde dem. Jublen var stor da de nåede frem til krydset, men pludselig blev de beskudt fra hustagene. Soldaterne sprang af vognene og begyndte at skyde op ad husene efter de Hipoer, der havde anbragt sig på taget af ejendommen skråt over for kirken. Der blev vild forvirring blandt de forsamlede mennesker, som søgte at komme ind i kirken ad en sidedør for at søge tilflugt i kirken. Dagbogen fortæller: Mange var dybt bevægede, faldt i hinandens Arme i Graad, en gravid Kvinde fik ondt." I det virvar der opstod, efter at man på grund af skyderiet ude på gaden havde søgt tilflugt i kirken, var der nogen, der måtte tage sig af de bange og bekymrede og ikke mindst søge at skaffe hjælp til den gravide kvinde. Else søgte uden held en læge blandt de tilstedeværende. I stedet meldte en sygeplejerske sig til at tage sig

13 af den gravide og trøste de bekymrede. Else gik op i menighedshuset og lukkede et vindue op, der vendte ud mod Nansensgade. Herfra kunne hun tale med beboere i ejendommen på den anden side af gaden og fortælle de frihedskæmpere, der var kommet til stede om situationen. De bad hende om at få åbnet porten ind til den lille gård bag kirken, så de kunne komme den vej ind. Else fik fat i kirketjeneren, og porten blev åbnet, men synet af de bevæbnede frihedskæmpere i kirken skabte yderligere uro og bekymring hos dem, der havde søgt at bringe sig i sikkerhed for kuglerne. Efterhånden stilnede skyderiet af, og man forlod kirken i små grupper for med forsigtighed langs husmuren at komme hjem i sikkerhed. Mads-Bjørn Jørgensen: SCT. ANDREAS KIRKE Pastor emeritus Mads-Bjørn Jørgensen har skrevet nedenstående artikel om Sct. Andreas Kirkes historie, arkitektur og inventar i Sct. Andreas Kirke i Artiklen er skrevet med henblik på udgivelse som folder. Afsnittet om orglet er skrevet af organist Hans Thomas Eriksen. Artiklen lå klar til finpudsning og korrektur i Jeg har foretaget enkelte tilføjelser og omgrupperinger af tekst i denne internetudgave. André Palsgård BELIGGENHED På hjørnet af Øster Farimagsgade og Gothersgade ligger Sct. Andreas Kirke som en imponerende bygning på en lille skæv grund, der var blevet tilbage efter opførelsen af Kommunehospitalet i 1850erne. Sognet var med sine indbyggere i 1896 ved påbud fra Kirke- og Kultusministerietblevet udskilt fra Sankt Johannes Sogn og havde foreløbig fået navnet Sankt Johannes Søndre Sogn. Det ny sogn omfattede området mellem Søerne og Nordre- og Øster Farimagsgade, og residerende kapellan ved Sct. Johannes Kirke, Julius Steen, blev på trods af, at der endnu ikke var nogen kirke, indsat som sognepræst med foreløbige gudstjenester i festsalen i Indre Missions hus Bethesda på Grønttorvet. Planlægningen af en kirke i Voldkvarteret var dog ældre end sognet, idet en officiel komité allerede i 1886 havde vedtaget, at der skulle opføres to nye, store kirker i København til "aflastning af kirkenøden" i den hurtigt voksende by. Den første af de to kirker, Hellig Kors Kirke på Nørrebro, var blevet opført så tidligt som i Nu manglede man at bygge den anden kirke i det Søndre Sogn i kvarteret omkring Nansensgade. FORHISTORIE I 1556 henlå kirkegården udenfor Nørreport i en forfærdelig forfatning. Omtrent på samme sted, hvor Sct. Andreas Kirke nu ligger, lå der for ca. 300 år siden en kirkegård, der var anlagt på Christian den IVs befaling. Den var anlagt i peståret 1546 som en assistenskirkegård for byens tre sognekirker Vor Frue, Helligånd og S. Nikolai, der i fællesskab havde bekostet at få den anlagt og som også delte udgifterne til dens vedligeholdelse. På kirkegården havde man bygget et lille kapel, som senere blev udvidet til at være en lille kirke. Den blev indviet i 1628 af biskop Resen og blev kaldt "Kirken udenfor Nørreport", men stod kun i 30 år. I året 1658 blev den revet ned for at hindre svenskerne i at søge til dér under deres belejring af København.

14 Der gik 200 år før der igen blev opført en kirke udenfor Voldene, så det var først i 1861, man kunne indvie den nuværende Sct. Johannes Kirke på Nørrebro. Nørrebros befolkning voksede imidlertid med rivende hast (i løbet af det første 10-år fra til ). Skønt der ved pastor Frimodts energiske arbejde var blevet bygget yderligere to kirker - Sct. Stefans Kirke i 1874 og Sct. Jakobs Kirke i så talte Sct. Johannes Sogn i 1885 over mennesker. Op igennem den sidste halvdel af 1800-tallet voksede Københavns befolkning i forbindelse med den stigende industrialisering og den dermed stigende indvandring fra land til by. Voldene omkring byen var faldet og etagebyggeriet på broerne tog fart, ofte som spekulationsbyggeri af ringe kvalitet. Man kan få et begreb om, hvad der skete i de sidste årtier af 1800-tallet ved at iagttage årstalsangivelserne på ejendommene i Nansensgade og de tilstødende gader. Det var håndværkssvende og ufaglærte, kuske og tjenestepiger, koksopbærere og skraldemænd, der bosatte sig i de nyopførte ejendomme og befolkede de hurtigt voksende kvarterer. De sociale forhold i de nye brokvarterer, hvor der kunne være op til fem baggårdehuse var ofte præget af fattigdom, arbejdsløshed og sygdom, mens de kirkelige forhold var præget af alt dor store sogne. På grund af de få kirker og præster til den meget store befolkning blev de kirkelige handlinger masseprodukter i form af bunkebrylupper, hvor syv unge par blev viet ad gangen, hold efter hold lørdagen igennem, kun afløst af massedåb og begravelser. Der foreligger en fortegnelse over de kirkelige handlinger, hvoraf blot her kan nævnes følgende eksempel: Søndag den 8. september 1895: Kl Skriftemål, højmesse med altergang Kl Jordpåkastelse i kapellet ved Kirken (6 børn) Kl : 8 børns dåb Kl : 8 børns dåb Kl : 7 brudepar vies Kl : 1 brudevielse Kl : 8 børns dåb Kl : 2 brudepar vies Kl : 1 brudevielse Kl : 1 brudevielse Kl : 5 børns dåb Kl : Skriftemål, aftengudstjeneste med altergang Samme dag: Begravelse på forskellige kirkegårde Efter at sognet var blevet udskilt fra Sct. Johannes sogn, blev der dannet en komité bestående af 12 indflydelsesrige personer, hvis opgave det var at få sat gang i et kirkebyggeri. Man fremkom med et andragende, som fik en velvillig behandling i Kirkeministeriet og som førte til, at man ved den videre behandling i borgerrepræsentationen under henvisning til den gamle lov fra 1888 anmodede om kr. i ligningsmidler. Dette beløb skulle, sammen med kr., som man havde fået i overskud i forbindelse med bygningen af Hellig Kors Kirke, og kr., som man mente ville komme ind som frivillige bidrag, kunne række til sammen med de kr. man forventede at få fra staten at bygge en kuppelkirke med ettusinde siddepladser og sekshundrede ståpladser på Grønttorvet op mod Ørstedparken. Efter mange problemer og megen modstand fandt sagen sin endelige løsning på et møde i borgerrepræsentationen i januar Her henviste man kirkebyggeriet til kommunens lille grund ved siden af Kommunehospitalet. Området hed i folkemunde "Hullet" og var ikke på nogen måde attraktivt, men det var, hvad man til syvende og sidst måtte lade sig nøje med. Borgerrepræsentationen havde godt nok givet en slags løfte om, at hvis man kunne skaffe de fornødne midler til byggeriet på Grønttorvet, og de rette betingelser var tilstede, kunne man få grunden ved Ørstedparken, men i sidste ende blev denne placering afvist.

15 ARKITEKTEN Martin Borch arbejdede inden for tidens historicistiske retning. Især i de tidlige bygninger gjorde mangeartede inspirationskilder sig gældende, eksempelvis nord-italiensk renæssance i Landsarkivet, nederlandsk renæssance i facaden til Højbro Plads 5 og i Nørregade 2 en vis klassicisme, der iøvrigt også viste sig i senere byggerier. Med Sct. Andreas Kirke indtrådte omkring 1900 en drejning imod et nyt og skærpet forbillede i dansk middelalderarkitektur. Kendetegnende for disse bygninger er en vis tyngde i bygningskroppen, en stærk plastisk karakter og stor stoflighed, der opstår i samspillet mellem bygningsmassen og teglstenen. Teglstenen, det dominerende byggemateriale, knytter de enkelte bygningsdele sammen i en helhed og anvendtes, sammen med formsten til en enkel dekorativ detaljering af murværket. Sct. Andreas Kirke er særligt repræsentativ for denne formgivning. Som en genfortolkning af den danske landsbykirke tilstræber den gennem sine tunge mure i munkesten at genskabe lidt af middelalderkirkens stemning. Arkitekt Martin Borch (1852 (Skern) 1937 (Kbh.). Martin Borch blev uddannet på Kunstakad. Kbh , lille guldmed. i 1878, opm. af middelalderk. på Bornholm 1874; suppl. underv. i akvarelmaling. Martin Borch rejste en del i udlandet, bl.a. Italien 1882, Italien 1891, Italien, Grækenland og Konstantinobel 1909, Italien 1913, Italien og Sydfrankrig 1922, Martin Borch var ass. Ved Kunstakademietsts arkitektskole og kgl. bygningsinspektør Martin Borch havde bl.a. udstillinger på Charlottenborg Forår , 1937 (mindeudst.), verdensuds., Paris 1889, 1900, Da. Kunstnerslægter, Charlottenborg Af bygningsværker, som Martin Borch var arkitekt på, kan bl.a. nævnes følgende: Provinsarkivet, nu Landsarkivet for Fyn, Odense ( ), ombygn. Højbro Pl. 5, Kbh. ( ), Sct. Andreas Kirke ( ), Det da. Selskabs. Sk., Forchhammersvej 18, Frb. ( ), kapel, Ny Skt. Nicolai Kgrd., Køge (1900), tilbygn. til Rigsdagsbygn., nu Østre Landsret, Fredericiag., Kbh. ( ). Martin Borch stod for udv. samt ombygn. af Kgl. Vet.- og Landbohøjskole, Kbh. ( ), Inst. For teoretisk Fysik, nu Niels Bohr Inst., Blegdamsvej 15, Kbh. (1920, senere udv.), Studiegården, Tagensvej 15, Kbh. ( ), Den kgl. Mønt, Amager Boulev. 115, Kbh. ( ). Af restaureringer stod Martin Borch bl.a. for Konsistoriets Hus, Kbh. Univ.gård (1904), Vor Frue Kirke, Kbh. (1904), Skt. Nicolai Kirke, Kbh. (1905), Borchs Kollegium Kbh. ( ). Af projekter kann nævnes Stat.Mus. f. Kunst (1885 og 1886), Chr. Borg (1887 og 1888), Landsarkivet, Kbh. (1890), Glyptoteket (1891), Skt. Andreas Kirke, Kbh. (1897), talescene, Det kgl. Teater ( ), Aarhus Univ. (1926). Desuden har Martin Borch foretaget opmålinger, tegnet møbler, mindetavler og gravminder. Martin Borch forestod adskillige restaureringsopgaver og bidrog i aktuelle debatter med mange artikler, især i Architekten, bl.a. var han, hvad der var ret enestående, en varm fortaler for, at C.F. Hansens Christiansborg skulle blive stående og istandsættes efter branden. GRUNDSTENEN Endelig kunne arbejdet gå i gang, og den 4. oktober 1898 nedlagde man blandt blomster og flag under overværelse af stiftsprovst, geheimekonferensråd, borgmestre, politidirektør og indtil flere professorer og præster grundstenen til kirken, der nu havde fået navnet Sct. Andreas Kirke. Julius Steen, der foretog selve grundstensnedlæggelsen med skriftrulle og en håndfuld af tidens mønter, afsluttede sin lille tale med at konstatere, at man i komitén stadig manglede kr. for at kunne fuldende byggeriet, men at man da var fortrøstningsfulde og regnede med, at også disse penge ville komme ind. KIRKEINDVIELSE Kirkeindvielsen fandt sted søndag den 3. marts 1901, og man kunne glæde sig over de smukke lysekroner, prædikestolen, glasmalerierne, kirkeskibet, sølvtøj, messehagel, døbefont og meget mere af kirkens udstyr og inventar. Det var sammen med alt malerarbejdet i kirken givet som gaver i ønsket om trods kirkepolitisk

16 strid og partipolitisk kævl at rejse en monumental kirke i København. KIRKENS EKSTERIEUR Kirken er bygget i senromansk stil med motiver fra sjællandske murstenskirker. Stilen harmonerer smukt med det byzantinsk inspirerede Kommunehospital. Facaderne over en granitsokkel og alle bærende led indvendig er opmurede af munkesten og fugede på lignende vis som i de gamle kirker. Hovedindgangen mod Farimagsgade er udført i granit og prydet med granitsøjler samt et par yderst karakteristiske løver udført af billedhugger Anders Bundgaard (der også har skabt Gefionspringvandet ved Langelinie) således som de almindeligt anbragtes i middelalderen som dørvogtere ved portalen, bl.a i Lunds Domkirke. I tympanon, det halvrunde granitfelt over portalen, er udhugget et kors omgivet af vinløv samt anbragt et Alfa og Omega. Anders Bundgaard ( ) billedhugger. Uddannet på teknisk skole; på Kunstakademiet,bl.a. under Th. Stein. Anders Bundgaard udførte den udvendige skulpturelle udsmykning af Københavns Rådhus og Christiansborg Slot (portrætmaskerne, kongeportalen og folketingsportalen). Bedst kendt er Anders Bundgaard som ovenfor nævnt for Gefionspringvandet (1908, Langelinie, Kbh.) hvor han naturalistisk har fastholdt et motiv fra nordisk mytologi. Cimbrertyren (1937, Aalborg) er et andet større arbejde. Kunstmuseet ejer Skat i gemme (1905) og en række mindre skitser. Anders Bundgaard foretog adskillige rejser til udlandet, til Paris første gang 1889, og til Italien, hvorfra han i besøgte Egypten og Grækenland.

17

18 Kirke og kor Selve kirken består af et 45 m langt og 9.5 m bredt skib og kor i ét, liggende nordligt på grunden. Hertil slutter sig et sideskib med 3 sidestillede spidsgavle ud mod Gothersgade samt i det sydøstlige hjørne et tårn

19 med udbuet kobbertækt spir (53,3 m). Vinduerne er samlet i grupper på 3. I korvæggen mod vest er der en stor vinduesrose. Kirken rummer siddepladser. Tårnet hæver sig i en højde af 32 m til gesimsen og til fløjknappen 53 m. Det er dækket af kobber og huser 3 klokker, skænket af Geheimeråd Liebes efterladte; den største bærer indskriften: "Jeg vil ophøje dig, min Gud, og love dit navn evindelig. Anno Domini MDCCCC" (1900). På de to mindre læses indskrifter, forfattet af stiftsprovst Paulli: "Mens slægterne skifter som dagens timer, Til dom eller frelse jeg kalder og kimer. Jeg bringer de budne, som færdes dernede, Det budskab fra oven, at alting er rede." KIRKENS INTERIEUR Kirkerummet, der er opført i mørkerøde sten med hvidkalkede hvælv, virker harmonisk på trods af, at der ikke har været plads til at give kirken mere end to skibe og dermed kun ét sidepulpitur. Kirkens kor, som er hævet tre trin over skibet, præges af et antependium i violette farver af Vibeke Gregers fra 1990.

20 En anden kvindelig kunstner, Ernestine Nyrop, har i 1920 malet de store nytestamentelige fresker "De hellige tre Konger" og "Kvinderne ved graven" på korets nord- og sydvæg. Krucifikset over alterbordet er forgyldt og stammer fra kirkens første tid. Bag krucifikset ses et freskomaleri af et livstræ. Tidligere var kun en del af livstræet synligt, da det fungerede som ramme om en stor, romantisk altertavle af J. Wilhjelm "Bespisningen i ørkenen". Altertavlen blev beskadiget af nazistiske pistolskud under krigen og hænger nu efter at være blevet restaureret på sidepulpituret.