Grønlandske dyr og deres skind

Transkript

1 Grønlandske dyr og deres skind

2 Grønlandske dyr, fugle og fisk er det eneste naturlige grundlag for menneskers liv i Grønland. De vilde dyr og fisk udnyttes mere intensivt i Grønland end i Europa alt kan bruges: Kødet bruges til mad, spækket til mad og brændsel samt imprægnering af skind, knoglerne til redskaber og legetøj, skind til beklædning og brugsgenstande som tasker, kajakbetræk og skind, og blodet kan anvendes i madlavning og til farvning. Sæler I Grønland findes der seks forskellige sælarter: ringsæl, grønlandssæl, remmesæl, spættet sæl, klapmyds og hvalros. Sælerne har fra gammel tid været grønlændernes allervigtigste fangstdyr. Ringsæl (natseq) Ringsælen, som er den mindste sæl ved Grønland, findes ved alle Grønlands kyster; den er mest almindelig i områ-der med fast vinteris og i fjorde med bræis. Navnet har den fra sine ringformede tegninger på ryggen. Ringsælen bliver 1,3-1,5 meter lang, og vejer mellem 90 og 100 kilo. Den kan leve året rundt på steder, hvor isen om vinteren bliver helt op til to meter tyk; sælen holder en masse åndehuller i isen åbne, og kan på den måde skaffe til at holde sig under isen vinteren igennem. Hunnerne får en unge hvert år, og de fødes i en hule i en snedrive, gerne op ad et isfjeld. Ringsælen er en af de vigtigste sælarter for grønlænderne, da kødet er det bedste og mest anvendte i dagligdagen, og fordi skindet indgår som en væsentlig bestanddel i den grønlandske nationaldragt. Grønlandssæl (aataaq) Grønlandssælen kaldes også svartside eller sortside. Som udvokset er den let at kende på det sorte hoved og den sorte tegning på ryggen. Som 2-3 årige har denne sæltype grå ryg med masser af mørke pletter. Grønlandssælen yngler ved New Foundland i Canada, og trækker i maj-juni til den sydlige del af Grønlands vestkyst, og derfra videre til Thule, som de når i juni-juli. Den findes også ved østkysten, hvor til den kommer fra ynglepladser ved Jan Mayen. Den hvide unge har ikke et grønlandsk navn, da der aldrig er observeret unger ved Grønland. Sælen bliver 1,5-2 meter, og vejer mellem 100 og 150 kilo. Dens skind bruges fortrinsvis til kamiksåler og til at betrække kajakken med. 2

3 Klapmyds (natsersuaq) Denne sæltyper er den største ved Grønland; den er 1,8-2,5 meter lang og vejer mellem 300 og 400 kilo. Dens pels er lysegrå med mange mørke pletter. Hannen har en blære på hovedet, som den i ophidselse kan puste op så den bliver på størrelse med en bold. Klapmydserne samles i marts-april for at yngle i drivisen både syd, vest og øst for Grønland. Denne sæltype virker på grund af sin størrelse truende, og det er ikke ukendt at den går til angreb på mennesker i jagtsituationer. Skindet bruges bl.a. som betræk på kajakken (og tidligere også på konebåde, som man ikke længere benytter som transportmiddel), til telte og kamiksåler. I gamle dage fyldte man de nedlagte sælers mave og tarme med stykker af kød, spæk, bær og andre planter for at gemme det til vinterforråd. Remmesæl (ussuk) Remmesælen hedder sådan fordi man bruger Dens skind til at lave remme af. Den lever ved alle kyststrækninger, men er ikke så almindelig. Det er en stor sæl, som bliver 2-3 meter lang og vejer kilo. Remmesælen lever mest i drivisen, og kommer aldrig på land; om vinteren opholder den sig ikke i fjorde med et isdække på mere end cm. Sælen yngler kun hvert andet år, og får som andre sæler kun en unge ad gangen. De føder i marts-april ude på isen. De remme, som skæres af skindet, bruges til hundepiske og fangstliner; i gamle dage brugte man tarmene i tørret og udstrakt tilstand til ruder i tørvehusene. Skindet er meget kraftigt, og en dygtig fangerkone kan spalte et remmesælskind op i 2-3 tyndere lag. Spættet sæl (qasigiaq) Den spættede sæl er den næstmindste af de grønlandske sæler. Dens vægt ligger mellem 100 og 125 kilo, og den bliver mellem 140 og 175 cm lang. Den har et uregelmæssigt mønster af mørke pletter. Sælen lever på vest- og østkysten, men bestanden er ikke ret stor. Den spættede sæl lever i skærgården og fjordene, og kan om sommeren gå langt op i elvene efter ørreder.dens smukke og bløde pels er meget eftertragtet til kvindernes nationaldragt, og kødet er velsmagende. Hvalros (aaveq) Hvalrossen er et meget stort havpattedyr, som vejer kilo og bliver 3-3,5 meter lang. I forhold til sin store krop har den et temmelig lille hoved med stødtænder, som er op til en halvmeter lange. Den lever den nordlige del af både vest- og østkysten i drivisen eller ved iskanten. Hvalrossen lever af især af snegle og muslinger, som den finder på havbunden. Hvert andet år i maj-juni får den en unge, som dier i halvandet år. Hvalrossens stødtænder (elfenben) har tidligere haft stor betydning som handelsvare, og dens 3

4 kød og spæk er stadig meget populært; før man spiser kød fra hvalrossen skal det koge i mange timer, eller have været frosset ned i månedsvis. Kødet indeholder nemlig trikiner, som er dødelige for mennesker. Nordboerne, som beboede Grønland fra 982 til ca jagede også hvalrosser, og de brugte dyrenes hud til at lave remme af. Landdyr I Grønland findes der ikke ret mange forskellige landdyr. De nedenfor beskrevne dyr er dem, som har størst betydning for den grønlandske befolkning. Isbjørn (nanok) Dette imponerende dyr lever i Nord- og Østgrøn land; det hænder at de med storisen i forårsmånederne med storisen kommer til Sydvestgrønland. Det er også sket at en bjørn er kommet vandrende over Indlandsisen til Sydgrønland, hvor den er til fare for mennesker og landbrugsdyr. Isbjørnen er ikke helt hvid, snarere gullig; den vejer op til 650 kilo og har en længde af 2,4-3,3 meter. Den lever af sæler, fugle og fisk, og om sommeren desuden af forskellige planter. Isbjørnens kød indeholder ligesom hvalrossens trikiner (se ovenfor). Befolkningen i Thule bruger bl.a. skindet, som er slidstærkt og varmt, til at lave bukser af. Hare (ukaleq) Den arktiske snehare findes stort set over alt i Grønland; den er ca. 50 cm lang og vejer 3-4 kilo. Sommerpelsen er lysegrå med hvid bug og hale. Vinterpelsen er hvid. I gamle dag fangede man harer i fælder, bestående af snore som man spændte ud mellem sten, i dag jages de med gevær kødet er meget velsmagende. I nordgrønland bruges skindet til kamikstrømper der går to skind til en strømpe. Polarræv (terianniaq) Polarrræven findes i to forskellige racer i Grønland: Hvidræv og blåræv. Blårævens sommerdragt er gråbrun, mens vinterdragten er gråsort eller mørkebrun. Hvidræven er hvid om vinteren og broget om sommeren. Polarræven er cm lang, og har en hale på cm. De findes over hele Grønland, og lever ved kystområderne. 4

5 De steder, hvor man ikke jager polarrævene (f.eks. ved flyvepladser), kan de næsten blive tamme. Kødet fra ræven smager udmærket, men det skal koge i mange timer, inden det er klar til at blive spist. I Thule-distriktet anvendes pelsen til vinterklæder til kvinder og børn, og halerne bruges til at dække om knæene mellem mandens bjørneskindsbukser og sælskindskamikkerne; halen bruges også som hættekant på anorakker. Rensdyr (tuttu) Rensdyret levet vildt i størstedelen af Vestgrønland, især på de store sletter mellem Indlandsisen og kysten. Rensdyrets sommerpels er brun med lys bug og hvidt bagparti; vinterdragten er lysere. Rensdyr må jages i perioden 1. august- 30. september, men kun af jægere med særlig tilladelse til at jage rener. I jagtperioden sejler mange familier ind i fjordene, og herfra vandrer de længere ind i landet for at jage. Det er meget anstrengende at bære kødet og skindene fra fjeldet og ned til båden. Rensdyrskind bruges til siddeunderlag på hundeslæderne, soveposer, anorakker og sener fra dyret tørres og anvendes som tråd ved skindsyning. Moskusokse (umimmak) Moskusoksen er naturligt forekommende i Nord- og Nordøstgrønland; herfra blev en del af bestanden i 1962 og 1965 flyttet til Sdr. Strømfjord/Kangerlussuaq. Senere blev moskusokser udsat ved bl.a. Ivittuut og på Svartenhuk-halvøen. I Vestgrønland har dyrene gode, klimatiske forhold, og de formerer sig hurtigere end okserne i Nordøstgrønland, som er udsat for hårde vintre med overisning og store snemængder. Moskusokser er ikke særlig bange af sig, og de kan blive aggressive, hvis man kommer for tæt på dem. Skindet er tungt, og er ikke anvendeligt til tøj. Til gengæld egner pelsen sig godt til strikning; at samle pels nok ind til f.eks. en sweater er et stort arbejde, for man skal selv op i fjeldet og lede efter totter, som moskusoksen har fældet. Kødet er fint og lækkert, og smager lige så godt som rensdyrkød. Moskusoksen er egentlig ikke en okse den tilhører fårefamilien. 5

6 Får (sava) I begyndelsen af 1900-tallet blev fåreavl indført i Sydgrønland, som et alternativ til fangst og fiskeri, som i den periode havde dårlige vilkår. Der er i dag 60 større besætninger fordelt i de tre sydgrønlandske kommuner Narsaq, Qaqortoq og Nanortalik. Fårene går frit i fjeldet i forårs- og sommermånederne, og de samles ind om efteråret; ca lam sendes til slagtning i Narsaq. I vintermånederne går dyrene i løsdriftsstalde, og deres foder består dels af lokalt høstet hø og korn, dels af kraftfoder importeret fra Island. Fugle Der findes mange forskellige fuglearter i Grønland, men jeg har valgt kun at omtale ederfuglen, da dens skind er blevet brugt i langt højere grad end skind fra andre fugle. Ederfugl (miteq) Ederfuglen findes over hele Grønland, undtagen på nordkysten; den ruger på øer og skær, ofte i store kolonier. Det er en yndet spise, og af dunene lavede man tidligere inderanorakker og vægtæpper, og dunene fra rederne var desuden en vigtig handelsvare. Skindbehandling Skind har, ligesom kød, stor betydning for befolkningen i Grønland; skind bruges bl.a. til tøj, og mange familier af afhængige af salg af skind fra nedlagte fangstdyr. For at kunne sælge skindet er det meget vigtigt, at forarbejdningen af skindet foregår korrekt. Alle former for sælskind renses med en ulo for spæk, og alt fedt skrabes af skindets bagside. Derefter vaskes skindet i sæbevand (i gamle dage i urin), og skindet tørres i en spileramme (innerfik) i frost og skygge. Det er hårdt arbejde, som tager lang tid. Sælskind Afhåret skind (erisaaq): Skindet fugtes og rulles sammen, og efter et par dage kan hårene skrabes eller rykkes af. Efter en skylning og endnu en tørring bliver skindet sort-brunt og vandtæt. Erisaaq bruges 6

7 især til kamikker, og i gamle dage brugte man det som betræk på kajak og umiaq (konebåd). Hvidt skind (unneq): Det afhårede skind fugtes og rulles endnu engang; derefter kan det yderste mørke hudlag trækkes af. Tørring i frost og skygge giver det pæneste hvide skind, som bruges til kamikker i kvindernes nationaldragt. Farvet skind (tungujorsiaq): Farvet skind er i virkeligheden hvidt skind, som farves. I gamle dage brugte man blod, sod og plantesaft til farvning, men i dag anvendes maling eller cykellak. Det farvede skind bruges til skindbroderi (avittat). Fugleskind Skindet flåes af fuglen ved at man skærer et snit i halsen, og trækker skindet af. Vrangen vendes ud på skindet, og det skrabes eller tygges for fedt. Derefter tørres og blødgøres skindet, som bl.a. kan anvendes til inderanorak. Skind fra landdyr Landdyr har ikke så tykt et fedtlag som sæler, og er derfor lettere at behandle. Skindets kødside skrabes med en ulo, og vaskes eventuelt med vand. Skindet spiles ud på en ramme og sættes til tørre; når det er tørt blødgøres det ved at man gnubber skindet mellem hænderne. Skind fra landdyr bruges til køretæpper, soveunderlag og tøj. Syning Det bedste materiale at sy skind sammen med er senetråd, som er tørrede rygsener fra rensdyr, hvidhvaler og store sæler. Senerne renses for kød, vaskes og tørres i stræk. Herefter kan man trække tynde tråde af, som skal blødgøres inden de er klar til at sy med. At blødgøre senetråd gøres ved at man trækker tråden gennem munden og nulrer den på kinden flere gange, indtil tråden er helt blød. Ønsker man en lidt kraftigere tråd, snoes flere tynde tråde sammen. Senetråd er den bedst egnede tråd til syning i skind, fordi det arbejder sammen med skindet begge dele er organiske materialer. Når skindet bliver vådt gør senetråden det også, og den svulmer op og fylder syhullet ud, og den skærer ikke igennem så sømmen revner, hvilket godt kan ske hvis man bruger nylontråd. 7

8 Til fremstilling af en komplet dragt medgår en anselig mængde materialer som naturen forsyner eskimoerne med: 4-6 fjordsæler til pels 1 fjordsæl til bukser 1 blåside til kamikker 1/8 sortside til såler 1 renskind eller hundeskind til strømper edderfugleskind til inderpels Tegning: Jens Rosing Tegning: Jens Rosing Læs mere: Benny Génsbøl: Grønlands natur en rejsehåndbog Grønlands økologi en grundbog. Redaktion: Erik W. Born og Jens Böcher Materialet må gerne kopieres. 8