indhold register kort

Transkript

1 vide verden kasper bro larsen Jeg vender altid hjem med Jerusalem-syndrom. Altså af den type, hvor man i ugevis sidder til langt ud på natten med en stak bøger og googler alle de steder og mennesker, man har mødt. Byen er semantisk overdetermineret. Hver sten og hvert skridt er ladet med betydning som vandrede man mellem bogstaverne i en gigantisk bibel. Mit eget hjem er den diametrale modsætning: et vindblæst nybyggerkvarter kun med de ulideligt lette historier, vi selv skaber. Om der dog bare fandtes et enkelt træ, der var ældre end mig! Jeg drages til Jerusalem af dens hellige, historiske tyngde. Og jeg frastødes i min indre protestant, som fortæller mig, at det eneste helligsted er hverdagens her og nu, og at de helligste sakramenter består i at tørre børnene om næsen, kysse sin hustru og passe sit arbejde. For mig gælder det, at jeg arbejder som lektor i Det Nye Testamente og tidlig kristendom på Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet. 16

2 pilgrimsgang palmesøndagsvejen og via dolorosa Udsigten fra Oliebjerget ned over den hellige stad er ikonisk. Særligt betagende er den om morgenen, når solen er i ryggen. Byen lyser hvid og gylden, og de tre abrahamitiske religioner tilbyder sig med hver sit hvælvede gudshus: den muslimske Klippehelligdom på Tempelpladsen, den nyligt genopbyggede Hurva-synagoge i det jødiske kvarter og Gravkirken i det kristne kvarter. Her fra Oliebjerget har erobrere gennem tiden set byen an: fra Nebukadnesar over Titus og Saladin til Moshe Dayan. Og her er fortidens pilgrimme ankommet lettede efter den lange opstigning fra Jordandalen og gennem ørkenen for at overvældes af det første vue over valfartens hellige mål. Oliebjerget danner udgangspunkt for den følgende vandring ad to klassiske, kristne pilgrimsruter i Jerusalem. Den første, Palmesøndagsvejen, markerer Jesu indtog i Jerusalem og fører fra landsbyen Betfage på den østlige bagside af bjerget, hvor Jesus ifølge evangelierne steg på æslet, videre over bakkekammen og ned til Skt. Anna-kirken i den gamle bydel. Her tager den anden rute, Via Dolorosa, over. Turen, som er en oplevelse for både pilgrimme og kulturturister, udgør et fint dagsprogram. Alle er velkomne, men husk at stikke en finger i jorden. Man bør dække sine knæ og skuldre til, når man besøger kirkerne på ruten. Turen går i øvrigt ad trådte stier. Den er koreograferet gennem mange århundreders europæisk-kristen pilgrimsfærd og fører fra (skrift)sted til (skrift)sted i evangeliernes beretninger om Jesus med apokryfe afstikkere. En af de første, der beskrev en sådan vandring i Jerusalem, var en spansk kvinde ved navn Egeria fra slutningen af 300-tallet. Hun kunne ikke få armene ned af begejstring. In ipso loco er omkvædet i hendes itinerar eller vejviser. Det var her, det skete. Og her. Og her. Andre besøgende får som Mark Twain helligstedsforstoppelse og søger asyl på hotelværelset eller 17

3 Udsigt fra Oliebjerget. Den gyldne Klippehelligdom på Tempelpladsen dominerer. Til venstre for helligdommen ses tårnet af den lutherske Church of the Redeemer. Bagved ses Gravkirkens grå kupler og til højre herfor det høje spir fra den romersk-katolske St. Saviour Church Lasse B. Madsen nu om dage på en espressobar i Vestjerusalem. Men det gælder om at sortere i indtrykkene, når man skal læse en by. Vores nøgle er den kristne pilgrimsfærds tre store bølger, som alle typisk har aflejret sig ved helligstederne. Først selve opfindelsen af det hellige land i den kristne forestillingsverden ved den romerske kejser Konstantin den Store og byzantinerne ( ), dernæst korsfarernes erobring med det efterfølgende latinske, dvs. romersk-katolske, kongedømme ( ) og endelig de vestlige kolonimagters land rush til Jerusalem omkring Palmesøndagsvejen begynder som sagt i Betfage, men det nemmeste sted at slå ind på den er ved Fadervor-kirken, Pater Noster, og Himmelfartsmoskeen på toppen af Oliebjerget. Her manifesterer alle tre pilgrimsbølger sig nemlig tydeligt. Og her i området findes de bedste udsigtspunkter. Man ankommer lettest til Oliebjerget eller Mount of Olives, som det hedder 18

4 på engelsk med taxa eller, hvis man er ved den gamle bydel, med bus nummer 75 fra den arabiske busstation, der ligger et par hundrede meter til højre, når man kommer ud af Damaskusporten. Er man på Oliebjerget en palmesøndag, vil man opleve et optog med mange tusinde feststemte kristne med palmegrene. Allerede Egeria kunne berette om det. I dag leveres musikken af de arabiske spejderes sækkepibekorps et levn fra mellemkrigstiden under briterne. Deltagerantallet afhænger af, om de kristne fra Vestbredden bag den israelske separationsbarriere har kunnet få adgang til Jerusalem til højtiden. Fra Oliebjerget kan separationsmuren ses nede i dalen mod øst. da staden blev hellig Vi begynder altså vandringen ved Fadervor-kirken, hvor vi træder ind. Eller det er så meget sagt, for kirken står open air uden tag. Langs siderne anes endnu fundamentet af den oprindelige kirke, Eleona-kirken, som kejser Konstantin lod bygge over hulen, hvor Jesus angiveligt havde undervist sine disciple. Den uanselige hule kan besøges under alteret. Med sådanne kirkebyggerier blev den første kristne pilgrimsbølge skubbet i gang. For det hellige land har ikke altid været helligt i kristen bevidsthed. De første kristne var utopister og kritikere af forestillingen om særligt hellige steder. Det sande Jerusalem var det himmelske Jerusalem, hvor Gud ville tørre hver tåre af deres øjne. Men fra og med 300-tallet indtraf en mentalitetshistorisk vending. Konstantin legaliserede kristendommen og begyndte at anvende den som samlende ideologi for Romerriget selv om illustrationerne på hans mønter viser, at han ikke holdt op med at betale gæld til de gamle guder. Byzans blev den nye hovedstad (nu under navnet Konstantinopel, vore dages Istanbul), og Jerusalem blev kejserens forbindelse til den bibelske fortid. Kort efter det store kirkemøde i Nikæa i 325 drog Konstantins mor, Helena, til Jerusalem, hvor hun ifølge legenderne fandt Kristi kors. Helena byggede en basilika på stedet og opførte et kapel over Jesu grav. Det gav hun navnet Anastasis, opstandelsen, hvilket kirken stadig kaldes 19 indhold register kort

5 pilgrimsgang i de ortodokse kirker. I vest hedder den Gravkirken. Helena stod også bag Fødselskirken i Betlehem og altså Eleona-kirken på Oliebjerget, hvor vi nu står. I de følgende århundreder blev landet tilplastret med hundredvis af byzantinske kirker og klostre, der hver især markerede bibelske begivenheder. Og kristne pilgrimme begyndte at flokkes om landet og byen for at få del i dens storytelling. En sakral geografi blev gradvist kalkeret hen over territoriet. Det skønne Madaba-mosaikkort fra 500-tallet illustrerer sagen. Det ligger, desværre stærkt beskadiget, som kirkegulv i Jordan. På kortet anskues det hellige land som én stor bibelsk temapark på størrelse med Jylland. Når byzantinerne anlagde kirker, anede de typisk ikke, hvor de bibelske begivenheder præcis havde fundet sted. Der var trods alt gået flere hundrede år. Vi har at gøre med det, kultursociologer kalder invented traditions. Og her udbød man, hvad pilgrimmene efterspurgte. F.eks. lå der en gammel kro en dagsrejse fra Jerusalem på vejen mod Jeriko. Her lagde man en kirke og angav dermed, at netop her var stedet, hvor Lukasevangeliets barmhjertige samaritaner havde bragt voldsofret ind. Men Bibelen selv betragter det jo som en fiktiv begivenhed fra en af Jesu lignelser. Der er ikke langt til perron 9¾ på King s Cross Station i London. korsridderne som pilgrimme Den første pilgrimsbølge gjorde landet helligt i kristendommen for stedse. Men bølgen blev brudt med islams fremkomst i 600-tallet. Den anden bølge korsfarertiden var blandt meget andet et forsøg på at vinde terra sancta tilbage fra islam. Også denne bølge har sat sig spor i Jerusalem. Pave Urban II kaldte til forsvar af den hellige grav, og i 1099 erobredes Jerusalem under ledelse af Gotfred af Bouillon. Straks efter blodbadet takkede man Gud i Gravkirken. Ridderne organiserede sig i ordener, f.eks. Johanniterordenen, der drev hospital i Muristan-kvarteret ved Gravkirken, og Tempelridderordenen, som holdt til på Tempelbjerget. Her benyttede de i øvrigt Klippehelligdommen som kirke og satte et 20

6 Muristan-kvarteret i den gamle bydel. Flaget er ikke Dannebrog, men johanniterordenens banner, der markerer, at her lå korsfarernes hospital. I 2014 åbnes der for offentlig adgang til de udgravede hospitalshaller. I baggrunden ses Church of St. John the Baptist, Jerusalems ældste intakte kirke (fra 1000-tallet), hvorfra johanniterne tog deres navn. Billedet er taget fra tagene over suq en. Man får adgang til tagene ad jerntrappen på hjørnet af Habad Street og St. Mark Street Kasper Bro Larsen 21

7 pilgrimsgang kors på toppen af den. Mon de vidste, at den er dekoreret med antikristne slogans fra Koranen? Ridderne blev tidens største rejsebureau. Og de stod for genopbygningen af Gravkirken med den grundplan og smukke facade, vi skal komme til at se nede i byen. Fadervor-kirken rummer ikke mange rester fra korsridderne, men kilderne beretter, at de byggede et kapel ved navn Pater Noster. Kapellet og omgivelserne bjergtog to danske bodspilgrimme i midten af 1100-tallet. Viborg-bispen Svend, der var med til at bygge den oprindelige Viborg Domkirke, og hans bror Eskil blev begge begravet ved kirken. At kapellet hed Pater Noster, vidner om, at man var begyndt at associere stedet med fadervorbønnen skønt det ifølge evangelierne var i Galilæa, den blev forelagt for disciplene. Her har praktiske og rituelle forhold spillet ind. For at slippe for den lange tur til Galilæa har man lige siden 300-tallet leget Galilæa flere steder på Oliebjerget og fejret begivenheder, der fandt sted dér, som f.eks. Jesu møde med Moses og Elias ( forklarelsen på bjerget ). I dag er der stadig lidt længere oppe ad vejen et græskortodokst kloster ved navn Lille Galilæa. Er det imidlertid Oliebjergets korsridderlevn, vi leder efter, er det bedre at bevæge sig de 150 meter lige ud fra Fadervor-kirken og hen til den lille Himmelfartsmoske. Det ottekantede kapel med søjlerne er typisk korsfarerarkitektur og stod oprindeligt åbent uden kuppel. Man må gerne træde ind; ja, faktisk er kristne kirkesamfund velkomne til at fejre Kristi himmelfartsdag her. Moskeen er kendt for at rumme Jesu fodspor i klippen, fra da han tog afsæt til himmelfarten. Størrelse 43, vil jeg mene. kapløbet om jerusalem Tilbage i Fadervor-kirken. Kirken, som den står nu, er et nygotisk resultat af den kristne pilgrimsfærds tredje bølge. I løbet af kolonitidens sidste hundrede år blev Jerusalem nemlig genstand for noget, der kunne minde om et rumkapløb. De vestlige imperier kappedes om at plante hvert sit flag på den hellige jord, samtidig med at de store jødiske indvandringer (de såkaldte 22

8 aliyah er) tog fart især fra det pogromhærgede Rusland. Det tyrkisk-muslimske osmannerrige Europas syge mand solgte jord og helligsteder til højestbydende. Med dampskib og tog ankom regenter, kendisser, filantroper, arkæologer, flygtninge og pilgrimme; og Jerusalem voksede sig ud over sine mure. Resultatet kan vi bl.a. se her på Oliebjerget. Omkring 1850 var det et goldt bjerg med gamle begravelsespladser, nedslidte ruiner og spredte olivenlunde. På fotografier dateret tyve-tredive år senere er der tale om én stor, international kirkebyggeplads. Fadervor-kirken blev indviet i 1870 som klosterkirke for karmelitternonner. I dag besøges den først og fremmest for sine kakkeltavler med fadervor på over hundrede sprog. Et udtryk for den katolske kirkes internationalisme. Prøv at finde den danske tavle. Min kollega siger, den ikke viser en gammel dansk bibeloversættelse, men en hjemmelavet. I de senere år er der kommet mange nye tavler til på udviklingslandenes forskellige sprog. De vidner om kristendommens aktuelle vandring mod syd. Nu besøges kirken af mange pilgrimsgrupper fra lande med voksende middelklasser, f.eks. Indien, Brasilien og Nigeria ofte iklædt rejseselskabets ensfarvede truckerkasketter. palmesøndagsvejen Nu har vi nøglerne og må hellere sadle apostlenes heste. Palmesøndagsvejen går ned ad Oliebjerget, imellem de jødiske gravpladser og forbi en række kirker, alle fra den tredje bølges byggeboom, typisk med rester fra byzantinerne og korsfarerne. Først støder vi på Tårekirken, også kaldet Dominus Flevit, Herren græd en efterdønning fra 1955 og dermed en af Jerusalems nyeste kirker. Det var angiveligt her, Jesus græd over Jerusalem og over templets fremtidige skæbne. Kirken er formet som en tåre af franciskanermunken Antonio Barluzzi, kaldet det hellige lands arkitekt. Sjældent har én mand fået lov til at præge sin periodes kirkebyggerier så stærkt: Fra mellemkrigstiden har vi blandt mange eksempler Church of All Nations længere nede i dalen, kirken på hyrdernes mark ved 23 indhold register kort

9 Russiske påskepilgrimme i optog på Via Dolorosa Maj Hasager Betlehem og Saligprisningernes Kirke, Church of the Beatitudes, oven for Genesareth Sø. Barluzzi was here. Heldigvis blev et storstilet Mussolini-relateret projekt ikke til noget. De bevarede tegninger viser en gigantisk, fascistisk Gravkirke à la Albert Speers Germania Volkshalle. I Tårekirken har Barluzzi imidlertid været genial. Altertavlen er af gennemsigtigt glas. Alt andet ville nu også være dumt med den udsigt. Vandrer vi længere ned ad bjerget, kommer vi til kir- 24

10 ker, der markerer Getsemane Have, hvor Jesus blev taget til fange skærtorsdag aften. Den første er et stykke Kreml: den russiskortokse Maria Magdalene-kirke med de syv gyldne løgkupler. Russerne mistede i forbindelse med Krim-krigen en række helligsteder til de franskstøttede katolikker. Af den grund satsede tsaren og den russisk-ortodokse kirke i de følgende år voldsomt i pilgrimskapløbet. Pilgrimmene optrådte simpelthen som det russiske imperiums avantgarde bag osmannernes linjer. Og der kunne være op mod femten tusind russere i byen i påsken. Kirken her er bygget i 1880 erne af tsar Alexander III (svigersøn til Christian IX, Europas svigerfar ), som i høj grad brugte den russisk-ortodokse kirke som redskab til at dæmme op for de begyndende revolutionære ideer i riget. Næste stop er franciskanernes Getsemane Have med Church of All Nations og haven med de skønne tusindårgamle oliventræer. I oktober kan man følge høsten og måske få en oliebjergsoliven med hjem. Min datter har stadig sin i en lille æske. Kirken hedder, som den gør, fordi forskellige nationer har stået for udsmykningen. Det er en Barluzzi-kirke fra 1920 erne, som er bygget lige oven på en byzantinsk kirke fra første bølge. Et vindue i gulvet afslører sågar, at de nye mosaikker følger mønstrene fra det oprindelige kirkegulv. Klippen inde i kirken markerer, hvor Jesus bad til Gud i sin dødsangst. kedrondalen Går vi nu ned i Kedrondalen et stenkast derfra ifølge Lukasevangeliet kan vi besøge Getsemanegrotten, hvor Judas forrådte Menneskesønnen med et kys. Mere interessant er dog kryptkirken ved siden af, der markerer den relativt sene, apokryfe overlevering om Jomfru Marias, gudsmoderens, grav. Facaden ligner et stykke af Gravkirkens og hørte da også til stedets korsridderkirke fra 1100-tallet. Kirken blev græskortodoks ejendom ved det store, voldelige kup natten til palmesøndag 1757, hvor man også tog ejerskab over Gravkirken og Fødselskirken i Betlehem. Dog har andre kirkesamfund også altre her i kryptkirken og 25 indhold register kort

11 pilgrimsgang Skt. Anna-kirken med den franske trikolore. I Jerusalem skiller end ikke franskmændene kirke og stat. Manden i midten er en russisk-ortodoks pilgrimspræst faktisk er her også en muslimsk mihrab, dvs. en bedeniche vendt mod Mekka men katolikkerne har lige siden kuppet nægtet at fejre gudstjeneste her. I stedet for byggede tyske benediktinermunke i begyndelsen af 1900-tallet Marias Hensovelseskirke, Dormition Abbey, på Zionbjerget. Vi vandrer nu op i den gamle bydels muslimske kvar- 26

12 ter gennem Skt. Stefanusporten, hvor kristen tradition vil, at steningen af den første kristne martyr fandt sted. Porten kaldes også Løveporten på grund af løvefigurerne på facaden. Det var herigennem, israelske faldskærmstropper i 1967 rykkede frem for at erobre Grædemuren. Inden for porten og et stykke op ad gaden ligger der til højre først en græsk-ortodoks, dernæst en katolsk helligdom, der markerer den apokryfe overlevering om Jomfru Marias fødehjem. Skt. Anna-kirken, opkaldt efter Jomfru Marias mor, er ligesom Fadervor-kirken på Oliebjerget en af de ejendomme, franskmændene modtog af osmannerne som tak for hjælpen efter Krim-krigen. Den bestyres af De Hvide Fædre, en katolsk orden koncentreret om mission og godgørende arbejde i de tidligere franske kolonier i Afrika. Byggestilen er en ren lise for minimalistiske nordboere. Romansk arkitektur fra 1100-tallet dog med svagt spidsede vinduesbuer. Der er tale om noget af det mest velbevarede fra korsfarertiden, Jerusalem kan byde på. Sultan Saladin lod nemlig kirken stå som koranskole, jf. den bevarede arabiske indskrift over indgangen. Akustikken er fantastisk, så dagligt høres grupper af pilgrimme i spontan flerstemmig sang. Er de alle sammen i Ecco-sandaler, ved vi, hvor de kommer fra. På Skt. Anna-kirkens grund findes også en stor udgravning, som menes at rumme resterne af Bethesda Dam med de fem søjlegange. Ud over at lægge navn til utallige danske missionshuse er det stedet, hvor Jesus helbredte den lamme med det både banale og basale spørgsmål: Vil du være rask? Her slutter Palmesøndagsvejen. via dolorosa Inden vi kan holde middagspause, skal vi vandre et kort stykke ad Via Dolorosa (latin for den smertefulde vej). Den begynder nogle hundrede meter længere oppe ad gaden ved halvbuen, der går over vejen. I løbet af 14 stationer eller stoppesteder fører ruten os gennem Jesu lidelseshistorie langfredag, fra forhøret hos Pilatus til korsfæstelsen og gravlæggelsen. Der er tale 27 indhold register kort

13 pilgrimsgang Gravkirken 10 SLUT Etiopisk kloster Suq Khan as-zait Street 9 7 Al-Wad Street 6 Via Dolorosa m 3 4 Al-Takiyyah Ascent Saraya 5 Al-Khalidiyya Al-Wad Street Via Dolorosa Ecce Homobuen Lille Grædemur Suq al-qattanin 2 START 1 Tempelbjerget Christian Quarter Road Muristan Road Kort over Via Dolorosa om en katolsk meditationsserie, også kaldet Via Crucis, korsets vej, som kan findes i utallige kirker verden over. Paven leder hvert år på langfredag en tv-transmitteret vandring ad de 14 stationer omkring Colosseum i Rom. Lignende cyklusser findes i protestantisk sammenhæng i Kingos passionssalmer og i Bachs passionsoratorier. Og det er vel næppe meningen, at lidelsen skal dyrkes for sin egen skyld, men at man forsøger at holde fast i den store undtagelse: At nogen går i døden, for at andre kan leve. I Jerusalem går ruten fra det muslimske kvarter til det kristne kvarter med Gravkirken. Stationerne er markeret med romertal på runde metalskjold. Rutens udgangspunkt er stedet, hvor Antoniaborgen lå på Jesu tid. Her har man længe ment, at Pilatus jerusalemresidens, prætoriet, var, men i dag hælder arkæologerne til, at det snarere er identisk med Herodes gamle palads. Det lå i Øvrebyen, dvs. i det højtliggende overklassekvarter, hvor vi nu finder det armenske kvarter mellem Jaffaporten og Zionporten. Også hvad angår rutens mål, Gravkirken, er det meget usikkert, 28

14 Franciskanernes emblem ses overalt i det hellige land, her ved 5. station på Via Dolorosa. De to krydsede arme beskytter Golgata og tilhører henholdsvis Jesus og Frans af Assisi. Begge har stigmata i hænderne Frans fik dem pludselig i forbindelse med en vision men munken adskiller sig ved at bære en kutte med ærme. Korset er korsriddernes såkaldte Jerusalemkors med fire små kors i kvadranterne. Efter sigende skal de fem kors tilsammen symbolisere Jesu sårmærker: de fire sår på hænder og fødder samt såret fra spyddet i siden Kasper Bro Larsen om den ligger historisk korrekt, altså hvor Jesus blev korsfæstet og begravet. Den nyeste arkæologi tyder på, at stedet, hvor Gravkirken står, på Jesu tid lå uden for bymuren og derfor ikke kan udelukkes at have fungeret som henrettelses- og begravelsessted. Men det er nok mere sandsynligt, at det i sin tid blev valgt af kejserinde Helena, fordi det allerede var et helligsted, nemlig for den græskromerske gudinde Afrodite. Under korsfarerne har der været konkurrerende Via Dolorosa-ruter etableret af forskellige katolske ordener, men eftersom franciskanerne i 1342 fik status som Custodia Terrae Sanctae, dvs. som vogtere af den katolske 29

15 pilgrimsgang kirkes helligsteder og værter for dens pilgrimme, blev det dem, der kom til at bestemme. Franciskanerne gav Via Dolorosa sit nuværende forløb i midten af 1800-tallet altså under pilgrimsfærdens tredje bølge. Man fornemmer på rutens forløb, at det ikke altid har været lige let at få det til at gå op med de hævdvundne 14 stationer. De første to stationer tematiserer begivenheder, som fandt sted hos Pilatus i prætoriet. Den 1. station (domfældelsen) er den muslimske al-omariya-madrassa til venstre. Her gik i øvrigt en af 1980 ernes palæstinensiske topterrorister, Abu Nidal. Stationen er udgangspunkt for franciskanernes fredagsprocession langs ruten. Forrest går muslimske kavasser eller vægtere med tyrkisk fez og sølvstav efter gammel osmannisk lov. For at bane vej slår de sølvstaven i brolægningen en klikkende lyd, som før i tiden dagligt prægede byens lydbillede. Læg også mærke til døren under trappen op til skolen, velbevogtet af israelske soldater. Det er her, Vestmurstunnellen slutter: den tunnel, som israelske arkæologer gravede i forlængelse af Grædemuren, under det muslimske kvarter, og som er en stor turistattraktion særligt for jødiske pilgrimme. De israelske myndigheder ønskede oprindeligt at afslutte tunnelen i zionsøstrenes nærliggende kloster, men nonnerne sagde nej. Benjamin Netanyahu lod så i september 1996 udgangen her åbne, midt i det muslimske kvarter. Det førte til store optøjer anført af Yassir Arafat, der opfattede handlingen som israelsk kolonisering. Op mod hundrede mennesker blev dræbt. Via Dolorosa er fortsat en vej fuld af menneskelig smerte. Den 2. station ligger på vejens højre side og markerer stedet, hvor Jesus modtog korset. Bag muren befinder et franciskansk klosterkompleks sig med Piskningskirken, Church of the Flagellation, til højre, hvor Barluzzi (igen) har stået for restaureringen, og Domfældelseskirken, Church of the Condemnation, til venstre, hvor Jesus modtog sin dom, og Pilatus gav ham korset. Nogle, især katolske pilgrimme, vandrer Via Dolorosa med et stort oliventræskors på ryggen som en imitatio Christi-handling. Det er her, man kan leje dem hos en 30

16 Via Dolorosa ved 1. og 2. station. Israelske vagter står ved udgangen af Vestmurstunnellen. I bagrunden ses den såkaldte Ecce Homo-bue, der oprindeligt dannede indgang til et romersk forum fra omkring 135 e.kr. I 1860 erne blev dele af buen inkorporeret i Ecce Homo-kirken til højre. Prøv at træde ind i kirken fra gaden, og se, hvordan buen udgør kirkens apsis med alter Kasper Bro Larsen lokal muslimsk familie. Om aftenen vandrer sønnerne tilbage fra Gravkirken med korsene. Som arabiske Moses Hansen er. Men med to kors på hver skulder. ecce homo Vandringen videre ad Via Dolorosa fører os til Ecce Homo-buen, opkaldt efter Pilatus præsentation af Jesus for folket: Se, hvilket menneske eller Her er manden! udsagnet er flertydigt. Til højre ligger Ecce Homo-basilikaen med klosteret, hvor zionsøstrene holder til. Klosteret blev grundlagt i 1858 af broder Marie- Alphonse Ratisbonne, en aristokratisk Alsace-jøde, som blev omvendt til katolicismen og siden arbejdede for, at andre jøder skulle følge ham. I dag ser søstrene det som deres opgave at støtte jødisk-kristen dialog. Under klosteret kan man nyde køligheden i Struthion-cisternerne, som bragte vand til templet på Jesu tid, 31

17 pilgrimsgang og gå på den romerske brolægning. Traditionelt har man identificeret den med stenbroen (lithostratos), hvor Pilatus ifølge Johannesevangeliet havde sit dommersæde. Læg i øvrigt også mærke til de antikke brætspil, som er ridset ned i kvadrene. Soldaterne spillede jo om Jesu klæder. Brolægningen er imidlertid rester fra et senere forum, som kejser Hadrian i 135 e.kr. etablerede i forbindelse med sin omdannelse af Jerusalem til romersk garnisonsby under navnet Aelia Capitolina. kvarterets øer På vej mod den 3. station passerer vi den græsk-ortodokse udgave af Pilatus prætorium, og man begynder i højere grad at fornemme, at Via Dolorosa også er en kommerciel handelsvej. Vi støder på gaden ved navn Al-Wad Street, og det er tilladt at søge materiel føde. På hjørnet til højre bag den røde dobbeltdør befinder Austrian Hospice sig, en wiener-oase fra før fin-desiècle midt i den orientalske basar. Cafeen byder på Apfelstrudel og Sachertorte serveret af østrigske nonner Sound of Music-style. Kagen kan nydes i haven, hvor man kun af og til afbrydes af muezzinens kalden til muslimsk tidebøn. Den er til gengæld så metallisk og øredøvende, som sad man bag Wiens mure under osmannernes belejring. Og man bør ikke snyde sig selv for at liste op på hospicets tagterrasse. Her gives den bedste solnedgangsudsigt over byen med dens karakteristiske kuplede tage. Jeg må altid lige forbi. Austrian Hospice er i øvrigt det første af de mange nationale pilgrimsherberger, som europæerne etablerede under den tredje bølge. Det blev grundlagt i 1863, men fik sit gennembrud, da kejser Frans Josef i forbindelse med Suez-kanalens åbning i 1869 besøgte herberget. På samme gadehjørne kan vi langs Al-Wad Street se nogle jødiske ejendomme midt i det muslimske kvarter. Kigger vi op ad Al-Wad Street til højre, ser vi længst væk en bygning med israelsk flagbanner og niarmet lysestage på taget. Det er den lejlighed, Ariel Sharon købte i 1987 for, som han sagde, at skabe reelt naboskab mellem jøder og arabere. Engang var bygningen 32

18 i øvrigt Mediterranean Hotel, hvor Mark Twain i 1867 boede på sin pilgrimsrejse. I dag ejes bygningen af Ateret Yerushalayim, Jerusalems Krone, en national-religiøs organisation, der betragter sig selv som brobygger mellem den religiøse og den sekulære zionisme. F.eks. gør de gerne tjeneste i det israelske forsvar. Jævnligt opkøber de arabisk ejendom i Østjerusalem; vi passerede faktisk en af deres nyere bosættelser lige uden for Fadervor-kirken på Oliebjerget. Det drejer sig om den bebyggelse, som er markeret med et gigantisk israelsk flag. Det kan ses fra hele byen. I den gamle bydels muslimske kvarter bor nu omkring tusind jøder, hvorfor organisationen kalder bydelen det fornyede jødiske kvarter. Før krigen i 1948 var her nemlig en del jødiske synagoger, som jordanerne raserede. En af disse står endnu og fungerer som gruppens yeshiva for torastudier. Den ligger lidt nede ad gaden på venstre hånd ved Via Dolorosas 5. station. Det er huset med de mange israelske flag på taget. mod det kristne kvarter Tredje og fjerde station ligger om hjørnet til venstre ad Al-Wad Street omkring kirken Our Lady of the Spasm. Den er armensk-katolsk, dvs. tilhørende de armeniere, der anerkender den katolske pave. Den 3. station er den første af tre stationer, der markerer, hvor Jesus faldt, mens den 4. repræsenterer Jesu møde med sin dånende mor. Begivenhederne er ikke nævnt i Bibelen, men er senere fanfiktion. De er højdramatisk gengivet i den katolske Mel Gibsons film The Passion of the Christ, hvor Via Dolorosa praktisk talt er drejebog. I kirkens forgård finder man et mindesmærke for det armenske folkemord. Jesu lidelse er prisme for menneskers lidelse. Den 5. station på det næste hjørne er stedet, hvor den ellers ukendte Simon af Kyrene fik ordre til at bære Jesu kors. Til højre for døren ses Jesu aftryk i stenen, som mange pilgrimme kort berører. En af de Indiana Jones-lignende arkæologer fra 1800-tallet, Charles Warren, bemærkede lakonisk, at Jesus nok var meget 33 indhold register kort

19 over og under gravkirken For at nå den 9. station skal man tilbage til den 7. station, dreje til højre gennem suq en, dvs. den overpilgrimsgang høj. Der er vel en fem, ti meter ned til det antikke gadeniveau. Oppe igen og overfor ligger restaurant Abu Shukri med Østjerusalems bedste hummus og foul. Interiøret er campingborde og plasticstole. Hertil løber araberdrenge ærinder for mor om morgenen. Om eftermiddagen sidder jødiske uni-veninder og sms er til Vestjerusalem. For nogle år siden udspillede der sig her en lokal udgave af the hummus wars, da flere restauranter dør om dør konkurrerede om at være den rigtige Abu Shukri. De gode vandt, men husk: De lukker omkring klokken 16. Ikke noget med aftensmad her. Den 6. station er Den Hellige Veronikas hjem. Ifølge den apokryfe middelalderlegende tørrede hun Jesu blodige ansigt med sin svededug. Det er det, den latinske inskription fortæller. Dugen viste bagefter et afbillede af ansigtet. I dag kan relikviet ses i mange katolske kirker i Europa, herunder i Peterskirken i Rom. Som den skeptiske humorist Mark Twain sagde, er næppe nogen overlevering i Jerusalem underbygget med så mange vidnesbyrd. På denne del af Via Dolorosa er der i øvrigt rig mulighed for at købe alt i arabisk bling-bling og kristent merchandise. Jerusalemkors, kejserens mønt, enkens skærv, tornekroner. Den hellige stads hellige stads. Nogle ting tog allerede de byzantinske pilgrimme med hjem: vand fra Jordanfloden, hellig jord og lamper med hellig olie. Nogle pilgrimme kan ikke få nok og genopfører Jerusalem derhjemme: f.eks. kirkekomplekset Det Hellige Jerusalem i Bologna og The Holy Land Experience i Florida. Den 7. station ligger ved overgangen til det kristne kvarter. Den markerer med endnu et lille franciskansk kapel, hvor Jesus vandrede ud ad byporten og faldt for anden gang. Ved station 8 trøster Jesus Jerusalems døtre, dvs. byens kvinder, der græder over ham. Stenen med korset i muren bærer en græsk indskrift, der røber historiens slutning: IC XC NIKA, Jesus Kristus sejrer. 34

20 Etiopisk munk fra Deir As-Sultan, klostret på Gravkirkens tag. Munkens modersmål er amharisk, men i kirkens særprægede liturgier anvendes det oldetiopiske ge ez Kasper Bro Larsen dækkede basar, og gå op ad trappen til højre, hvor der på engelsk skiltes til det koptiske patriarkat. En lille gåtur fører os til stationen, der markerer, hvor Jesus faldt for tredje gang. Vi er faktisk nu på Gravkirkens tag, hvor to orientalske kirkesamfund holder til. Bag den 9. station er de første, vi møder, kopterne fra den orientalsk-egyptiske kirke, der for tiden er udfordret som mindretal i det arabiske forår. Her ligger deres Antonius-kloster og Skt. Helena-kirke, hvis cisterne rummer et helt ufatteligt langt ekko. Man kan uden problemer synge firstemmigt med sig selv. Over for Skt. Helena-kirken kan man træde ud på selve taget til Deir As-Sultan, klostret, hvor de etiopiske munke holder til. De har ingen rettigheder i selve Gravkirken, men har i konkurrence med kopterne skaffet sig rådighed over de to kapeller, der danner smutvej ned til pladsen foran Gravkirken. Ude på taget går man ned til højre. Alternativt vender man tilbage til suq en og ankommer til Gravkirken ad den ordinære Via Dolorosa. De sidste stationer befinder sig i Gravkirken. Følges 35