jerusalem Jerusalem_3korr.indd 1 28/02/

Transkript

1 jerusalem Jerusalem_3korr.indd 1 28/02/

2 jeru salem Eksterne redaktører Michael Bach Henriksen & Kasper Bro Larsen jerusalem vide verden Forfatterne og Aarhus Universitetsforlag 2014 Omslag og tilrettelægning, Trefold Bogen er sat med Swift og trykt hos Narayana Press, Gylling Printed in Denmark 2014 ISBN Aarhus Universitetsforlag Jerusalem_3korr.indd /02/

3 vide verden jerusalem utopi eller rå realitet Jerusalem er et konkret sted på jorden, men også en by, mange har knyttet drømme og forventninger til. En by i himlen er den blevet kaldt. Jerusalem lever i mange menneskers bevidsthed, uden at de nogensinde har boet i den, endsige besøgt den. Det gælder næppe mange andre byer i verden. Jerusalem findes som mental tilstand, men den er også en realitet i Mellemøsten som hovedstad i Israel, der mod nord grænser op til Libanon, mod øst til Syrien og Jordan og mod sydvest til Egypten. Jerusalem er et politisk brændpunkt. Blod og tårer knytter sig til byen. Meget er både smukt og fascinerende, men byen er også vigtig at konfrontere sig med i et forsøg på at forstå de dybe konflikter i Mellempia tafdrup Jeg debuterede med Når der går hul på en engel i 1981 og har udgivet 15 digtsamlinger, senest Salamandersol i Desuden har jeg udgivet to romaner, en poetik og to skuespil. I poetikken fra 1991 skrev jeg bl.a. om identitet og nævnte for første gang min jødiske baggrund: Jeg er digter, kvinde, jøde, dansk. Rækkefølgen er vilkårlig, jeg er det hele på én gang, men sproget kan kun angive rækkefølge, ikke simultanitet. Herefter fulgte tre digte i Krystalskoven fra 1992, der berørte en jødisk tematik. Det, jeg havde lagt låg på, dukkede af sig selv op i mine tekster. Den franske digter Arthur Rimbaud siger: Det er forkert at sige: Jeg tænker: Det skulle hedde: Jeg bliver tænkt. Jeg tog derfor konsekvensen og rejste til Jerusalem for at konfrontere mig med den side, jeg ikke anede, hvordan jeg skulle forholde mig til, fordi jeg er døbt og vokset op i en kristen kultur. Det blev dengang til to voldsomme møder, der ændrede mit liv og resulterede i bogen Territorialsang. En Jerusalemkomposition. Jeg kom til Jerusalem fra en dansk baggrund med det danske sprog i bagagen. Det var på dansk, Jerusalem skulle indfanges som by, som mental tilstand, som historisk og mytisk sted. Og det var til Danmark, jeg skulle vende hjem. Min første rejse fandt sted fra sidst i august til sidst i september 1992, den anden i maj måned Jeg ville ikke blot være turist, det var mit ønske at bo og arbejde i byen. Efter min anden rejse til Jerusalem kunne jeg imidlertid ikke tage tilbage til Fyn. Jeg tog derfor ind til mit arbejdsværelse i Zinnsgade i København. Da jeg gik omkring i kvarteret der, havde jeg en euforisk følelse af ikke at kunne sætte mine ben på fortovet. Jeg svævede nærmest over det og vidste, at noget nyt skulle ske. Jerusalem havde været en vigtig katalysator for mig til at tænke mit liv igennem. Jeg havde i min bevidsthed ved mødet med byen flyttet mig så meget, at jeg måtte tage konsekvensen og skifte bopæl. Rent fysisk kunne jeg umuligt komme tilbage til mit udgangspunkt. På bare en time skaffede jeg den lejlighed i København, hvor jeg nu bor. 4 5 Jerusalem_3korr.indd /02/

4 intro østen. For mig blev den desuden et afsæt til at tænke over, hvordan jeg skulle forholde mig som dansker til at have en jødisk baggrund, til den kendsgerning at have jødiske forældre, der som unge under Anden Verdenskrig var tvunget til at påtage sig identiteten som flygtninge og opholde sig i Sverige fra oktober 1943 til maj År, der mærkede deres erindring for livstid. Jerusalem er en by bygget i Judæaørkenen. Den er hele fem tusind år gammel og højhellig for tre store religioner: den jødiske, den kristne og den muslimske. I ca. tre tusind år har det været den hellige by for jøderne, i ca år for de kristne og i mere end 1300 år den tredjehelligste for muslimerne efter Mekka og Medina. Den gamle bydel består af fire kvarterer: Det kristne, det armenske, det jødiske og det arabiske, de ligger som fire kamre i et hjerte, både forenet og adskilt. Eller man kunne sige, at folk bor side om side i kvarterer, der ikke er mere adskilt end klædestykker, som en søm går igennem. Byen udgøres ganske enkelt af disse tæt forbundne, men separate dele. Fortid og nutid er på én gang til stede i Jerusalem. Montrerne på museerne rummer genstande, der stammer tilbage fra langt før vores tidsregning: sten fra altre til ofring, drikkekar, lerkrukker til at begrave fostre eller nyfødte, der døde. I byen er der adskillige steder indlagt tykt glas i gaderne, så man fra et nutidigt perspektiv, med udsyn til skrald, vasketøj og myldrende børn, får et flere meter svimlende dybt kig vertikalt ned til ruiner af forhistoriske bygninger og gader. I Jerusalem blev det jødiske tempel bygget, den vigtigste helligdom i landet i antikken, Guds opholdssted på jorden ifølge klassisk jødisk tankegang. Jesus blev korsfæstet i Jerusalem, og herfra steg Muhammed op gennem de syv himle. Den religiøse mangfoldighed i Jerusalem betyder desværre også, at mange fjender er samlet på ét sted. I luften rivaliserer minareter med synagoger og kirketårne, på jorden ses mure med pigtråd og glasskår, der ikke ligefrem indbyder til passage. Byen kan betragtes som ét stort bedehus, hvor hver religion synger med sit næb i et undertiden temmelig blodigt opgør om territorier i Israel: Vestbredden, Gaza og Golan. Paragraffer fortolkes meget forskelligt. Israelere bosætter sig i områder, som blev erobret i Seksdageskrigen i 1967, og områder i det indre Jerusalem ændrer på forskellig vis karakter. Jøder flytter ind i muslimske kvarterer i den østlige del, og muslimer benytter gamle synagoger til boliger. Religionerne besætter hinandens steder med deres liv, deres sange og overtager fremmede områder indefra. I Jerusalem høres dundrende kirkeklokker blande sig med metalliske stemmer fra båndoptagere i minareter, der elektronisk kalder til bøn. Endelig findes der en voksende gruppe mennesker i byen, der bander højlydt over alle de religiøse: Bloody religions! De religiøse og mentale frontdannelser er uoverskuelige, men mange lever med forskellene uden at se det store drama. Som en chauffør sagde: Vi kysser ikke hinanden, men vi arbejder sammen og understregede, at intifadaen, som foregik dengang, kun skyldes få.... Hver religion beder under sit tag kuplet, spidst eller teltformet men bønnerne stiger mod den samme himmel hvor fugle sværmer i zenit. Fuglene spiller en rolle i flere digte i min bog Territorialsang, som jeg under begge besøg i Jerusalem skrev på. Titlen er hentet fra fugleverdenen. Biologisk set synger fugle af instinkt. Sangen knytter sig til deres adfærd, som regel med en dobbeltfunktion: at bortskræmme fremmede hanner fra et territorium og for at lokke uparrede hunner til området. Dvs., at sangen ikke er ensidigt truende, men også lokkende og kaldende. Territorialsangen er forskellig fra fugl til fugl, men fælles er det, at fuglene vogter over deres territorium. Når jeg kalder digte, der tematiserer Jerusalem, Territorialsang, er koblingen til den politiske og religiøse verden ikke tilfældig. Territorial er i sig selv et stærkt ladet ord. Samme rytmer og lyde gentages i det uendelige i fugles territorialsang med forskellige raffinementer fra art til art. I billedlig forstand er det også de samme 6 7 Jerusalem_3korr.indd /02/

5 intro problemer, man i Israel gentager og strides om. Fra slutningen af det 19. århundrede er mange jøder på grund af antisemitisme emigreret til Palæstina. Fra vidt forskellige lande er de kommet, fordi de som jøder følte sig forfulgt eller chikaneret i deres hjemland. Stort indtryk gjorde en meget gammel mand, som jeg talte med på et bibliotek, hvor han kom hver dag. Han var specialist i russisk tundra og havde af gode grunde aldrig fundet arbejde i Israel, men for sin sikkerheds skyld havde han slået sig ned der. Oprettelsen af en jødisk stat blev først en kendsgerning efter Holocaust. Våben og metoder har skiftet undervejs, men siden jøderne efter Anden Verdenskrig ved FN s beslutning fik tildelt Israel har der været konflikter mellem jøder og palæstinensere. Af gode grunde betragter palæstinenserne lige så vel Jerusalem som deres hovedstad. Men Jerusalem er udelelig for både jøder og muslimer. Af alle de hellige steder i Jerusalem er Tempelbjerget i den gamle bydel den mest bemærkelsesværdige, hvor Klippehelligdommen og al-aqsa-moskeen er bygget oven på den tidligere old-israelitiske helligdom, templet, der ifølge Bibelen blev opført af kong Salomo i det 10. århundrede f.kr. Her i det allerhelligste stod Pagtens Ark, der ud fra overleveringen rummede stentavlerne med de ti bud, som Moses fik af Gud på Sinaibjerget. I dag er Vestmuren, også kaldet Grædemuren eller Klagemuren, eneste levn fra Det Andet Tempel, som blev bygget omkring 520 f.kr., renoveret og ombygget af Herodes den Store og ødelagt år 70 e.kr. under den jødisk-romerske krig med Titus som hærfører. Det er her, jøderne beder og stikker små sammenrullede sedler med bønner ind i sprækkerne, mens soldater med maskinpistoler vogter. Et uvant syn for mig, da jeg kom første gang, men en del af gadebilledet for indbyggerne. Den ventede Messias skal først over en muslimsk kirkegård for at komme den forudsagte vej. Og ikke langt fra denne mur ligger Via Dolorosa, ad hvilken Jesus bar korset frem til klippen, hvor Gravkirken er bygget. En kaotisk kirke, hvor de forskellige retninger inden for kristendommen strides og beder under samme tag. På hebraisk betyder Knesset forsamling. Det er navnet på parlamentet, der har eksisteret siden Regeringen har med Knesset-bygningen fra 1966 haft sit hovedsæde i Kiryat Ben-Gurion, en af de nyere bydele i Jerusalem. Her i parlamentet tages de politiske beslutninger, der influerer konkret på dagligdagen og påvirker atmosfæren. F.eks. kom jeg under hedebølgen i begyndelsen af mit første besøg til nogle huse i den arabiske bydel, hvor jødiske familier netop var flyttet ind, fordi den israelske stat havde udnyttet en ellers sjældent brugt lov. Det krævede mere politibeskyttelse, men det var, hvad disse jøder ønskede. Aftentemperaturen var på 33 grader, men jeg oplevede den som 43 på grund af den tilspidsede situation. På sin vis har én lang krig udspillet sig siden den 14. maj 1948, hvor Israel erklærede sin uafhængighed. Ikke bestandigt åbne kampe, men en egentlig fred er ikke sluttet, siden staten Israel blev proklameret. Krigstilstanden er kun afløst af få pauser med fred. Én lang territorialsang har således lydt, for problemerne er stadig ikke klaret, skønt mulighederne for en tostatsløsning med mellemrum drøftes. Indtil videre er alle initiativer til fredsforhandlinger dog endt i politisk hårdknude. De tre store religioner samlet i Jerusalem skaber en fanatisme og galskab, der kan være svær at forestille sig. Situationen under mine besøg var indimellem så anstrengt, at jeg åndede lettet op, når jeg efter en dags vandring kom tilbage og lukkede døren efter mig. Det var ikke tyveri og voldtægt, man skulle frygte, det var overlagt mord. Hvornår en bombe blev sprængt i en bus, på en café eller et marked, eller en fanatiker gik amok, kunne umuligt forudsiges. Pludselig sendtes en spytklat af vrede gennem luften, eller en flaske blev kastet og splintrede, så den ramte menneskene omkring. Hvordan det er at leve i den fjendtlige atmosfære permanent, kan man som besøgende kun gisne om. Efter endt skolegang tog de jødiske elever varmt afsked med hinanden, for ingen vidste, hvem der 8 9 Jerusalem_3korr.indd /02/

6 intro overlevede militærtjenesten, som forskelligt fra vores forhold er obligatorisk for begge køn. De sagde: Vi ses i ungdomslandsbyen. Ungdomslandsbyen udgør den del af gravpladsen, hvor unge, der falder som soldater, bliver begravet. Med andre ord: Gruppen ses der igen, når den første af kammeraterne er faldet. Jerusalem består af mange sektioner. Jeg genså kort byen for få år siden, og da havde de ultra-ortodokse jøder opkøbt huse mange andre steder i byen end i bydelen Mea Shearim, hvor de ellers er kendt for at holde til, og bosættelserne var påfaldende udvidet. Jerusalem er således mange byer på én gang, skillelinjerne går på kryds og tværs religiøst, politisk og socialt. Ingen anden by forener folk som Jerusalem, og ingen anden splitter mere. Små og store sammenstød finder sted. Kørte jeg uden for Jerusalem, lærte jeg allerede under mit første besøg at tage sikkerhedsselen af, når jeg kom gennem arabiske landsbyer for at kunne springe hurtigt ud, hvis bilen på grund af en kastet molotovcocktail skulle bryde i brand. I og omkring Jerusalem gælder det om at holde øjne og ører åbne, når man bevæger sig rundt, og vedvarende orientere sig om skiftende politiske situationer. Selv bliver jeg imidlertid også tjekket, når jeg som kvinde går omkring alene, af både politi og militær eller tilbudt et lift. Hvor kommer jeg fra? (Danmark). Hvad vil jeg? (Skrive digte). Hvor skal jeg hen? (Ingen steder, jeg bor i en bog). Man kan orientere sig om Jerusalems historie, men ikke på forhånd forestille sig nutiden og slet ikke efter den første intifada. Det er umuligt at forberede sig på det uforudsigelige, men man kan i det mindste lære at være mere på vagt. Jeg havde mange overvejelser om, hvordan jeg skulle skildre skønheden med frygtens grammatik indbygget i digtene, for dobbeltheden er symptomatisk. Jerusalem er ikke mit sted forstået på den måde, at jeg ingen familie har der, og jeg kendte ingen, da jeg tog dertil, men det blev et vigtigt led i min identitetsforståelse at rejse til Jerusalem for at reflektere over livsbetingelser, og hvordan jeg skulle forholde mig til mine jødiske rødder. Da krigen og dermed flygtningeårene var ovre, og mine forældre i deres udlængselstrang havde truffet hinanden i London, gjaldt det for dem om at bygge en tilværelse op i Danmark igen. Det eneste, de ønskede sig, var at have lov til at leve som ganske almindelige danskere og ikke at skulle forfølges mere. Ligeledes gjorde de efter krigen alt for ikke at fastholde sig selv i den traumatiske situation, en flugt udløser:... I mørket bag en luge til fiskegrej min far og hans familie i en kutter over Sundet til Sverige På bunden af en anden båd min morfar og på en hylde i maskinrummet min mor og hendes mor Inspirationen til digtet Horisont kom i toget hjem fra Berlin sidst i november 1993, hvor jeg havde gået omkring på den jødiske gravplads og læst Nelly Sachs. Jeg nævner her for første gang i mit forfatterskab min families flugt til Sverige. Mine forældres liv i et andet land hører ikke blot til deres verden, også til min. De blev naturligvis præget af disse år, men deres frygt har også kastet en skygge ind i mit liv. Mine forældre var næppe undtagelser ved at tale både lidt og underforstået om det jødiske. Jeg var som mine søskende blevet døbt, for at vi skulle undgå samme skæbne som dem under krigen. Men min far, der var døbt, havde ikke desto mindre som min mor også været tvunget til at flygte, eftersom han havde en jødisk mor. Selv forsøgte jeg at skubbe tankerne til side i mange år, for hvad skulle jeg stille op med dem, når jeg havde så ringe indsigt i jødisk historie og kultur? Fyrre år gik der, før jeg for alvor begyndte at tænke over min jødiske baggrund. Problemstillingen kom først frem i 1991, da jeg skrev om begrebet identitet i poetikken Over vandet går jeg. Skitse til en poetik. Året efter strejfede jeg samme tanke i Krystalskoven. Overvejelserne over det jødiske begyndte at dukke op Jerusalem_3korr.indd /02/

7 intro i mine tekster og krævede, at jeg konfronterede mig med problematikken. Ordene pegede tilbage på mig. Forlangte noget af mig. Eftersom min familie havde en klar erindring om besættelsen og flugten til Sverige, har jeg levet med disse erfaringer og er en slags andenhåndsvidne til det, der skete for mine forældre og mange andre danske jøder. Der findes begivenheder, der ikke må glemmes, hvilket også var en del af grunden for mig til at tage til Jerusalem. Jeg forventede at komme til et sted, hvor åndelige værdier var i højsædet, men det, der mødte mig, da jeg i starten af 90 erne rejste dertil, var en by overvåget af militær, soldater i gaderne udstyret med M-16-automatrifler eller Uzi-maskinpistoler. De første dage led jeg af regulær dødsangst, fordi jeg fornemmede spændingerne så stærkt, at jeg knap kunne trække vejret. Men jeg var også bange, fordi jeg følte mig sært frygtløs og ville skaffe mig viden om noget af alt det, jeg ikke kendte til. Nej, det var ikke de åndelige værdier, der dominerede. Det, jeg hørte, var ord som fraværsidentitet, byggeboom og massedeportation. Alle de forestillinger, jeg gennem årene havde dannet om Jerusalem, krakelerede brat ved synet af de konkrete steder:... At lade pupillen rammes af sol og snerpe sig ind til et stik Synke ned bag det navngivne og genkalde sig sine egne billeder anderledes ophøjede end en tilfældig sten udråbt som Jesus salvelsessten Betragte Getsemane Have som et endeløst sted uden vandslange og efterladte haveredskaber mellem roser og liljer, tagetes og pelargonier Opgive forestillingen om en spalte i klippevæggen som det sted, hvor Golgatabjerget revnede som en tand eller mærkerne i klippen i Himmelfartskapellet som Jesus fodaftryk næsten udvisket af kys Det er besynderligt at opleve steder, man forinden har dannet sig egne billeder af. Hvem tænker på, at der ligger en haveslange og haveredskaber i Getsemane Have, hvor Jesus opholdt sig aftenen før sin korsfæstelse ifølge Det Nye Testamente? At haven neden for Olie- bjerget ikke er ret stor? Men tankevækkende er det at se de næsten tusindårige, skyggefulde oliventræer, der vokser her, og som har været vidne til vigtige begivenheder, der danner baggrund for vores bevidsthed i dag. Jerusalem forekom mig fremmed, men jeg kunne skrive om den, fordi jeg som besøgende var involveret på en anden måde end indbyggerne. Netop på grund af distancen kunne jeg skrive. Havde jeg været en del af byen, ville det have været uoverskueligt, jeg ville have været absorberet af den eller for nærsynet til at danne mig et overblik. Jerusalem udgør et evigt spændingsfelt. Europas hjerte har Milan Kundera kaldt byen, men Jerusalem er ikke et symbol, den er sig selv og intet andet. Digtene i Territorialsang er implicit baseret på religionskrig, det vanvid, der resulterer i udrensninger, forfølgelser etc., men eksplicit på mit møde med Jerusalem og den skønhed, der findes midt i kaos. F.eks. er Jerusalems arkitektur overraskende. Som kun få af de byer, jeg har set, har den gennemgående en kvindelig arkitektur præget af yndefulde buer, tragter og arkader. Byen betager ligeledes, fordi husene er bygget af samme, allestedsnærværende stenart. I stærkt sollys forekommer Jerusalem hvid. Det er et særlig kompromisløst lys, der springer ud af murene midt på dagen. Benhvidt og blændende kan skæret være. Når lyset er knap så skarpt, ændrer byen imidlertid farve. Kalkstenen fra bjerget optræder nu i gule, rosa og beige nuancer, og i solnedgangslyset tændes Jerusalem i honninggyldne, eventyrlige farver. I forstæderne glider husene kamæleonagtigt sammen med ørkenfarverne. En stor stilhed kan sænke sig over byen i ørknen den time. Op til Jerusalem, siger man med en vis dobbeltbetydning, og rent fysisk bevæger man sig opad for at komme til den, mens man passerer klipper, figentræer, oliventræer, pinjer, kaktusser, blomster i et sandt farveorgie, flokke af får, hvis nuancer i pelsen glider i ét med jord og klipper. Det er overvældende, at en by kan skyde op af et bjerg i ørknen, hvad den kun kan, fordi der findes vand i undergrunden: Jerusalem_3korr.indd /02/

8 intro... Stille står luften mellem gravene på hvilke sten blomstrer evigt for de døde Lovet være sandhedens dommer Stille som i Jerusalems dyb, hvor vandet drypper i de mere end totusindårige cisterner ekko af sjæle, der endnu våger Hver dråbe falder med sit smæld én stavelse, som i ordet død. For mig er det ikke afgørende at få udpeget et bestemt sted eller en særlig sten som hellig. Om det var det ene eller andet sted, en begivenhed udspandt sig, vides alligevel ikke med sikkerhed. Men landskabet er gribende. Ørkenen og de frugtbare dale lever, hvis man kender bare lidt til de bibelske fortællinger. Selv mine drømme blev påvirket af landskabet omkring Jerusalem. I dagtimerne lyder et mylder af stemmer i Jerusalem. Det mangfoldige og det modstridende eksisterer side om side. En mosaik af kulturer. En rigdom eller en katastrofe? Duftene er mange og stærke, lige fra de eksotiske krydderier i basarerne til parfumer og lugte af nyslagtet fjerkræ eller muldæslernes gødning i gaderne. Visse øjeblikke dvælede jeg ved det betagende i Jerusalem, andre ved, at byen var ren turbulens. Ingen anden by kan på så kort tid skifte atmosfære og få jorden til at brænde under fødderne. Der strømmer fortsat immigranter til Jerusalem. En del af de mennesker, der opsøger byen, forveksler sig selv med profeter, og det påvirker stemningen i gaderne. Ikke så få væltes omkuld af den psykiske tilstand, man har kaldt Jerusalem-syndromet, en religiøst funderet psykose. At give navn til en mental lidelse er noget, der kun er få byer beskåret. Jerusalem-syndromet rammer især religiøse fanatikere med forestillinger, der umuligt lader sig indfri i mødet med kendsgerninger, der hører stedet til. Forventning og rå realitet kolliderer her. Drøm og virkelighed. Vanviddet og afsindigheden trives i mange stadier og tilmed meget synligt i en by, hvor man lever udendørs fra morgen til aften. Nogle forholder sig til det himmelske Jerusalem, andre til det jordiske. Heavenly and earthly Jerusalem call out to each other and the poet is caught in their crossfire, skriver digteren Gabriel Levin, der selv bor i byen. Rejserne til Jerusalem har givet mig indsigt i, at krig i dag er så avanceret, at den kun har tabere. Fred koster noget, nemlig at land afgives. Jøder kommer til at trække sig fra visse bosættelser, for at palæstinensere kan få deres områder. Fred indebærer, at jøder og palæstinensere skal samarbejde. Så enkelt og så vanskeligt er det. På rejserne indså jeg, at identitet ikke ligger fast, den må bestandig tilkæmpes eller generobres. Som dansk jøde er omstændighederne komplicerede. Jeg skal leve i det konstante spændingsfelt. Det er præmisserne. At være jøde er at have del i en kollektiv historisk erfaring, der rummer jødernes skæbne så langt tilbage, den er beskrevet. Det er også at leve i en evig udsathed og med nye bølger af antisemitisme, som når højreekstremistiske kræfter de seneste år igen har vendt sig mod både jøder, romaer og homoseksuelle i Europa. En dansk jødisk identitet er en kompleks identitet, der bl.a. indebærer, at man ikke kan slække på kravene til sig selv, fordi man undertiden åbenlyst bedømmes anderledes, andre gange skjult, skønt det benægtes, eller det sker ubevidst. Man må vedvarende kvalificere sig, være i bevægelse, leve med en særlig opmærksomhedsgrad. Være lysvågen. Jeg har fået det danske sprog og den danske kultur i vuggegave. Det er den kultur, jeg holder af, og hvis rødder jeg kender til. Desuden værdsætter jeg og føler mig langt hen forbundet med europæisk åndsliv, mens det jødiske hos mig snarere ligger latent. Intet var mere helt det samme efter mine rejser til Jerusalem. Sådan var det kort og godt. Jerusalem er et kraftcentrum, noget sker med én, når man har været i den by. Man kan komme med hvilken som helst baggrund for at opleve en forvandling sætte ind. I mit liv fik mødet med Jerusalem ikke mindst eksistentiel betydning. Jerusalem er på alle måder uforudsigelighedens by Jerusalem_3korr.indd /02/

9 vide verden pilgrimsgang palmesøndagsvejen og via dolorosa kasper bro larsen Jeg vender altid hjem med Jerusalem-syndrom. Altså af den type, hvor man i ugevis sidder til langt ud på natten med en stak bøger og googler alle de steder og mennesker, man har mødt. Byen er semantisk overdetermineret. Hver sten og hvert skridt er ladet med betydning som vandrede man mellem bogstaverne i en gigantisk bibel. Mit eget hjem er den diametrale modsætning: et vindblæst nybyggerkvarter kun med de ulideligt lette historier, vi selv skaber. Om der dog bare fandtes et enkelt træ, der var ældre end mig! Jeg drages til Jerusalem af dens hellige, historiske tyngde. Og jeg frastødes i min indre protestant, som fortæller mig, at det eneste helligsted er hverdagens her og nu, og at de helligste sakramenter består i at tørre børnene om næsen, kysse sin hustru og passe sit arbejde. For mig gælder det, at jeg arbejder som lektor i Det Nye Testamente og tidlig kristendom på Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet. Udsigten fra Oliebjerget ned over den hellige stad er ikonisk. Særligt betagende er den om morgenen, når solen er i ryggen. Byen lyser hvid og gylden, og de tre abrahamitiske religioner tilbyder sig med hver sit hvælvede gudshus: den muslimske Klippehelligdom på Tempelpladsen, den nyligt genopbyggede Hurva-synagoge i det jødiske kvarter og Gravkirken i det kristne kvarter. Her fra Oliebjerget har erobrere gennem tiden set byen an: fra Nebukadnesar over Titus og Saladin til Moshe Dayan. Og her er fortidens pilgrimme ankommet lettede efter den lange opstigning fra Jordandalen og gennem ørkenen for at overvældes af det første vue over valfartens hellige mål. Oliebjerget danner udgangspunkt for den følgende vandring ad to klassiske, kristne pilgrimsruter i Jerusalem. Den første, Palmesøndagsvejen, markerer Jesu indtog i Jerusalem og fører fra landsbyen Betfage på den østlige bagside af bjerget, hvor Jesus ifølge evangelierne steg på æslet, videre over bakkekammen og ned til Skt. Anna-kirken i den gamle bydel. Her tager den anden rute, Via Dolorosa, over. Turen udgør et fint dagsprogram. Og den går ad trådte stier. Den er koreograferet gennem mange århundreders europæisk-kristen pilgrimsfærd og fører fra (skrift)sted til (skrift)sted i evangeliernes beretninger om Jesus med apokryfe afstikkere. En af de første, der beskrev en sådan vandring i Jerusalem, var en spansk kvinde ved navn Egeria fra slutningen af 300-tallet. Hun kunne ikke få armene ned af begejstring. In ipso loco er omkvædet i hendes itinerar eller vejviser. Det var her, det skete. Og her. Og her. Andre besøgende får som Mark Twain helligstedsforstoppelse og søger asyl på hotelværelset eller nu om dage på en espressobar i Vestjerusalem. Men det gælder om at sortere i indtrykkene, når man skal læse en by. Vores nøgle er den kristne pilgrimsfærds Jerusalem_3korr.indd /02/

10 kommer ud af Damaskusporten. Er man på Oliebjerget en palmesøndag, vil man opleve et optog med mange tusinde feststemte kristne med palmegrene. Allerede Egeria kunne berette om det. I dag leveres musikken af de arabiske spejderes sækkepibekorps et levn fra mellemkrigstiden under briterne. Deltagerantallet afhænger af, om de kristne fra Vestbredden bag den israelske seperationsbarriere har kunnet få adgang til Jerusalem til højtiden. Fra Oliebjerget kan den israelske seperationsmur ses nede i dalen mod øst. Udsigt fra Oliebjerget. Den gyldne Klippehelligdom på Tempelpladsen dominerer. Umiddelbart til venstre for helligdommen ses tårnet af den lutherske Church of the Redeemer. Bagved ses Gravkirkens grå kupler og til højre herfor det høje tårn fra den romersk-katolske St. Saviour Church Lasse B. Madsen tre store bølger, som alle typisk har aflejret sig ved helligstederne. Først selve opfindelsen af det hellige land i den kristne forestillingsverden ved den romerske kejser Konstantin den Store og byzantinerne ( ), dernæst korsfarernes erobring med det efterfølgende latinske, dvs. romersk-katolske, kongedømme ( ) og endelig de vestlige kolonimagters land rush til Jerusalem omkring Palmesøndagsvejen begynder som sagt i Betfage, men det nemmeste sted at slå ind på den er ved Fadervor-kirken, Pater Noster, og Himmelfartsmoskeen på toppen af Oliebjerget. Her manifesterer alle tre pilgrimsbølger sig nemlig tydeligt. Og her i området findes de bedste udsigtspunkter. Man ankommer lettest til Oliebjerget eller Mount of Olives, som det hedder på engelsk med taxa eller, hvis man er ved den gamle bydel, med bus nummer 75 fra den arabiske busstation, der ligger et par hundrede meter til højre, når man da staden blev hellig Vi begynder altså vandringen ved Fadervor-kirken, hvor vi træder ind. Eller det er så meget sagt, for kirken står open air uden tag. Langs siderne anes endnu fundamentet af den oprindelige kirke, Eleona-kirken, som kejser Konstantin lod bygge over hulen, hvor Jesus angiveligt havde undervist sine disciple. Den uanselige hule kan besøges under alteret. Med sådanne kirkebyggerier blev den første kristne pilgrimsbølge skubbet i gang. For det hellige land har ikke altid været helligt i kristen bevidsthed. De første kristne var utopister og kritikere af forestillingen om særligt hellige steder. Det sande Jerusalem var det himmelske Jerusalem, hvor Gud ville tørre hver tåre af deres øjne. Men fra og med 300-tallet indtraf en mentalitetshistorisk vending. Konstantin legaliserede kristendommen og begyndte at anvende den som samlende ideologi for Romerriget selv om illustrationerne på hans mønter viser, at han ikke holdt op med at betale gæld til de gamle guder. Byzans blev den nye hovedstad (nu under navnet Konstantinopel, vore dages Istanbul), og Jerusalem blev kejserens forbindelse til den bibelske fortid. Kort efter det store kirkemøde i Nikæa i 325 drog Konstantins mor, Helena, til Jerusalem, hvor hun ifølge legenderne fandt Kristi kors. Helena byggede en basilika på stedet og opførte et kapel over Jesu grav. Det gav hun navnet Anastasis, opstandelsen, hvilket kirken stadig kaldes i de ortodokse kirker. I vest hedder den Gravkirken. Helena stod også bag Fødselskirken i Betlehem og altså Eleona-kirken på Oliebjerget, hvor vi nu står. I Jerusalem_3korr.indd /02/

11 pilgrimsgang de følgende århundreder blev landet tilplastret med hundredvis af byzantinske kirker og klostre, der hver især markerede bibelske begivenheder. Og kristne pilgrimme begyndte at flokkes om landet og byen for at få del i dens storytelling. En sakral geografi blev gradvist kalkeret hen over territoriet. Det skønne Madaba-mosaikkort fra 500-tallet illustrerer sagen. Det ligger, desværre stærkt beskadiget, som kirkegulv i Jordan. På kortet anskues det hellige land som én stor bibelsk temapark på størrelse med Jylland. Når byzantinerne anlagde kirker, anede de typisk ikke, hvor de bibelske begivenheder præcis havde fundet sted. Der var trods alt gået flere hundrede år. Vi har at gøre med det, kultursociologer kalder invented traditions. Og her udbød man, hvad pilgrimmene efterspurgte. F.eks. lå der en gammel kro en dagsrejse fra Jerusalem på vejen mod Jeriko. Her lagde man en kirke og angav dermed, at netop her var stedet, hvor Lukasevangeliets barmhjertige samaritaner havde bragt voldsofret ind. Men Bibelen selv betragter det jo som en fiktiv begivenhed fra en af Jesu lignelser. Der er ikke langt til perron 9¾ på King s Cross Station i London. korsridderne som pilgrimme Den første pilgrimsbølge gjorde landet helligt i kristendommen for stedse. Men bølgen blev brudt med islams fremkomst i 600-tallet. Den anden bølge korsfarertiden var blandt meget andet et forsøg på at vinde terra sancta tilbage fra islam. Også denne bølge har sat sig spor i Jerusalem. Pave Urban II kaldte til forsvar af den hellige grav, og i 1099 erobredes Jerusalem under ledelse af Gotfred af Bouillon. Straks efter blodbadet takkede man Gud i Gravkirken. Ridderne organiserede sig i ordener, f.eks. Johanniterordenen, der drev hospital i Muristan-kvarteret ved Gravkirken, og Tempelridderordenen, som holdt til på Tempelbjerget. Her benyttede de i øvrigt Klippehelligdommen som kirke og satte et kors på toppen af den. Mon de vidste, at den er dekoreret med antikristne slogans fra Koranen? Ridderne blev tidens største rejsebureau. Og de stod Muristan-kvarteret i den gamle bydel. Flaget er ikke Dannebrog, men johanniterordenens banner, der markerer, at her lå korsfarernes hospital. I 2014 åbnes der for offentlig adgang til de udgravede hospitalshaller. I baggrunden ses Church of St. John the Baptist, Jerusalems ældste intakte kirke (fra 1000-tallet), hvorfra johanniterne tog deres navn. Billedet er taget fra tagene over suq en. Man får adgang til tagene ad jerntrappen på hjørnet af Habad Street og St. Mark Street Kasper Bro Larsen Jerusalem_3korr.indd /02/

12 pilgrimsgang for genopbygningen af Gravkirken med den grundplan og smukke facade, vi skal komme til at se nede i byen. Fadervor-kirken rummer ikke mange rester fra korsridderne, men kilderne beretter, at de byggede et kapel ved navn Pater Noster. Kapellet og omgivelserne bjergtog to danske bodspilgrimme i midten af 1100-tallet. Viborg-bispen Svend, der var med til at bygge den oprindelige Viborg Domkirke, og hans bror Eskil blev begge begravet ved kirken. At kapellet hed Pater Noster, vidner om, at man var begyndt at associere stedet med fadervorbønnen skønt det ifølge evangelierne var i Galilæa, den blev forelagt for disciplene. Her har praktiske og rituelle forhold spillet ind. For at slippe for den lange tur til Galilæa har man lige siden 300-tallet leget Galilæa flere steder på Oliebjerget og fejret begivenheder, der fandt sted dér, som f.eks. Jesu møde med Moses og Elias ( forklarelsen på bjerget ). I dag er der stadig lidt længere oppe ad vejen et græsk-ortodoks kloster ved navn Lille Galilæa. Er det imidlertid Oliebjergets korsridderlevn, vi leder efter, er det bedre at bevæge sig de 150 meter lige ud fra Fadervor-kirken og hen til den lille Himmelfartsmoske. Det ottekantede kapel med søjlerne er typisk korsfarerarkitektur og stod oprindeligt åbent uden kuppel. Man må gerne træde ind; ja, faktisk er kristne kirkesamfund velkomne til at fejre Kristi himmelfartsdag her. Moskeen er kendt for at rumme Jesu fodspor i klippen, fra da han tog afsæt til himmelfarten. Størrelse 43, vil jeg mene. kapløbet om jerusalem Tilbage i Fadervor-kirken. Kirken, som den står nu, er et nygotisk resultat af den kristne pilgrimsfærds tredje bølge. I løbet af kolonitidens sidste hundrede år blev Jerusalem nemlig genstand for noget, der kunne minde om et rumkapløb. De vestlige imperier kappedes om at plante hvert sit flag på den hellige jord, samtidig med at de store jødiske indvandringer (de såkaldte aliyah er) tog fart især fra det pogromhærgede Rusland. Det tyrkisk-muslimske osmannerrige Europas syge mand solgte jord og helligsteder til højestbydende. Med dampskib og tog ankom regenter, kendisser, filantroper, arkæologer, flygtninge og pilgrimme; og Jerusalem voksede sig ud over sine mure. Resultatet kan vi bl.a. se her på Oliebjerget. Omkring 1850 var det et goldt bjerg med gamle begravelsespladser, nedslidte ruiner og spredte olivenlunde. På fotografier dateret tyve-tredive år senere er der tale om én stor, international kirkebyggeplads. Fadervor-kirken blev indviet i 1870 som klosterkirke for karmelitternonner. I dag besøges den først og fremmest for sine kakkeltavler med fadervor på over hundrede sprog. Et udtryk for den katolske kirkes internationalisme. Prøv at finde den danske tavle. Min kollega siger, den ikke viser en gammel dansk bibeloversættelse, men en hjemmelavet. I de senere år er der kommet mange nye tavler til på udviklingslandenes forskellige sprog. De vidner om kristendommens aktuelle vandring mod syd. Nu besøges kirken af mange pilgrimsgrupper fra lande med voksende middelklasser, f.eks. Indien, Brasilien og Nigeria ofte iklædt rejseselskabets ensfarvede truckerkasketter. palmesøndagsvejen Nu har vi nøglerne og må hellere sadle apostlenes heste. Palmesøndagsvejen går ned ad Oliebjerget, imellem de jødiske gravpladser og forbi en række kirker, alle fra den tredje bølges byggeboom, typisk med rester fra byzantinerne og korsfarerne. Først støder vi på Tårekirken, også kaldet Dominus Flevit, Herren græd en efterdønning fra 1955 og dermed en af Jerusalems nyeste kirker. Det var angiveligt her, Jesus græd over Jerusalem og over templets fremtidige skæbne. Kirken er formet som en tåre af franciskanermunken Antonio Barluzzi, kaldet det hellige lands arkitekt. Sjældent har én mand fået lov til at præge sin periodes kirkebyggerier så stærkt: Fra mellemkrigstiden har vi blandt mange eksempler Church of All Nations længere nede i dalen, kirken på hyrdernes mark ved Betlehem og Saligprisningernes Kirke, Church of the Beatitudes, oven for Genesareth Sø. Barluzzi was here. Heldigvis blev et storstilet Mussolini-relateret projekt Jerusalem_3korr.indd /02/

13 de syv gyldne løgkupler. Russerne mistede i forbindelse med Krim-krigen en række helligsteder til de franskstøttede katolikker. Af den grund satsede tsaren og den russisk-ortodokse kirke i de følgende år voldsomt i pilgrimskapløbet. Pilgrimmene optrådte simpelthen som det russiske imperiums avantgarde bag osmannernes linjer. Og der kunne være op mod femten tusind russere i byen i påsken. Kirken her er bygget i 1880 erne af tsar Alexander III (svigersøn til Christian IX, Europas svigerfar ), som i høj grad brugte den russisk-ortodokse kirke som redskab til at dæmme op for de begyndende revolutionære ideer i riget. Næste stop er franciskanernes Getsemane Have med Church of All Nations, og haven med de skønne tusindårgamle oliventræer. I oktober kan man følge høsten og måske få en oliebjergsoliven med hjem. Min datter har stadig sin i en lille æske. Kirken hedder, som den gør, fordi forskellige nationer har stået for udsmykningen. Det er en Barluzzi-kirke fra 1920 erne, som er bygget lige oven på en byzantinsk kirke fra første bølge. Et vindue i gulvet afslører sågar, at de nye mosaikker følger mønstrene fra det oprindelige kirkegulv. Klippen inde i kirken markerer, hvor Jesus bad til Gud i sin dødsangst. Russiske påskepilgrimme i optog på Via Dolorosa Mai Hasager ikke til noget. De bevarede tegninger viser en gigantisk, fascistisk Gravkirke à la Albert Speers Germania Volkshalle. I Tårekirken har Barluzzi imidlertid været genial. Altertavlen er af gennemsigtigt glas. Alt andet ville nu også være dumt med den udsigt. Vandrer vi længere ned ad bjerget, kommer vi til kirker, der markerer Getsemane Have, hvor Jesus blev taget til fange skærtorsdag aften. Den første er et stykke Kreml: den russiskortokse Maria Magdalene-kirke med kedrondalen Går vi nu ned i Kedrondalen et stenkast derfra ifølge Lukasevangeliet kan vi besøge Getsemanegrotten, hvor Judas forrådte Menneskesønnen med et kys. Mere interessant er dog kryptkirken ved siden af, der markerer den relativt sene, apokryfe overlevering om Jomfru Marias, gudsmoderens, grav. Facaden ligner et stykke af Gravkirkens og hørte da også til stedets korsridderkirke fra 1100-tallet. Kirken blev græskortodoks ejendom ved det store, voldelige kup natten til palmesøndag 1757, hvor man også tog ejerskab over Gravkirken og Fødselskirken i Betlehem. Dog har andre kirkesamfund også altre her i kryptkirken og faktisk er her også en muslimsk mihrab, dvs. en bedeniche vendt mod Mekka men katolikkerne har lige siden kuppet nægtet at fejre gudstjeneste her. I stedet Jerusalem_3korr.indd /02/

14 pilgrimsgang Skt. Anna-kirken med den franske trikolore. I Jerusalem skiller end ikke franskmændene kirke og stat. Manden i midten er en russisk-ortodoks pilgrimspræst via dolorosa Inden vi kan holde middagspause, skal vi vandre et kort stykke ad Via Dolorosa (latin for den smertefulde vej). Den begynder nogle hundrede meter længere oppe ad gaden ved halvbuen, der går over vejen. I løbet af 14 stationer eller stoppesteder fører ruten os gennem Jesu lidelseshistorie langfredag, fra forhøret hos Pilatus til korsfæstelsen og gravlæggelsen. Der er tale om en katolsk meditationsserie, også kaldet Via Crucis, korsets vej, som kan findes i utallige kirker verden over. Paven leder hvert år på langfredag en tv-transfor byggede tyske benediktinermunke i begyndelsen af 1900-tallet Marias Hensovelseskirke, Dormition Abbey, på Zionbjerget. Vi vandrer nu op i den gamle bydels muslimske kvarter gennem Skt. Stefanusporten, hvor kristen tradition vil, at steningen af den første kristne martyr fandt sted. Porten kaldes også Løveporten på grund af løve- figurerne på facaden. Det var herigennem, israelske faldskærmstropper i 1967 rykkede frem for at erobre Grædemuren. Inden for porten og et stykke op ad gaden ligger der til højre først en græsk-ortodoks, dernæst en katolsk helligdom, der markerer den apokryfe overlevering om Jomfru Marias fødehjem. Skt. Anna-kirken, opkaldt efter Jomfru Marias mor, er ligesom Fadervor-kirken på Oliebjerget en af de ejendomme, franskmændene modtog af osmannerne som tak for hjælpen efter Krim-krigen. Den bestyres af De Hvide Fædre, en katolsk orden koncentreret om mission og godgørende arbejde i de tidligere franske kolonier i Afrika. Byggestilen er en ren lise for minimalistiske nordboere. Romansk arkitektur fra 1100-tallet dog med svagt spidsede vinduesbuer. Der er tale om noget af det mest velbevarede fra korsfarertiden, Jerusalem kan byde på. Sultan Saladin lod nemlig kirken stå som koranskole, jf. den bevarede arabiske indskrift over indgangen. Akustikken er fantastisk, så dagligt høres grupper af pilgrimme i spontan flerstemmig sang. Er de alle sammen i Ecco-sandaler, ved vi, hvor de kommer fra. På Skt. Anna-kirkens grund findes også en stor udgravning, som menes at rumme resterne af Bethesda Dam med de fem søjlegange. Ud over at lægge navn til utallige danske missionshuse er det stedet, hvor Jesus helbredte den lamme med det både banale og basale spørgsmål: Vil du være rask? Her slutter Palmesøndagsvejen Jerusalem_3korr.indd /02/

15 pilgrimsgang Suq Khan as-zait Street Gravkirken Etiopisk kloster 10 SLUT Det russiske Alexander-hospice 7 Al-Wad Street 6 Via Dolorosa Taniya m 3 4 Saraya 5 El-Khadiya Al-Wad Street Via Dolorosa Ecce Homobuen Lille Grædemur Suq al-qattanin 2 START 1 Tempelbjerget Christian Quarter Road Muristan Road Kort over Via Dolorosa bymuren og derfor ikke kan udelukkes at have fungeret som henrettelses- og begravelsessted. Men det er nok mere sandsynligt, at det i sin tid blev valgt af kejserinde Helena, fordi det allerede var et helligsted, nemlig for den græskromerske gudinde Afrodite. Under korsfarerne har der været konkurrerende Via Dolorosa-ruter etableret af forskellige katolske ordener, men eftersom franciskanerne i 1342 fik status som Custodia Terrae Sanctae, dvs. som vogtere af den katolske kirkes helligsteder og værter for dens pilgrimme, blev det dem, der kom til at bestemme. Franciskanerne gav Via Dolorosa sit nuværende forløb i midten af 1800-talmitteret vandring ad de 14 stationer omkring Colosseum i Rom. Lignende cyklusser findes i protestantisk sammenhæng i Kingos passionssalmer og i Bachs passionsoratorier. Og det er vel næppe meningen, at lidelsen skal dyrkes for sin egen skyld, men at man forsøger at holde fast i den store undtagelse: At nogen går i døden, for at andre kan leve. I Jerusalem går ruten fra det muslimske kvarter til det kristne kvarter med Gravkirken. Stationerne er markeret med romertal på runde metalskjold. Rutens udgangspunkt er stedet, hvor Antoniaborgen lå på Jesu tid. Her har man længe ment, at Pilatus jerusalemresidens, prætoriet, var, men i dag hælder arkæologerne til, at det snarere er identisk med Herodes gamle palads. Det lå i Øvrebyen, dvs. i det højtliggende overklassekvarter, hvor vi nu finder det armenske kvarter mellem Jaffaporten og Zionporten. Også hvad angår rutens mål, Gravkirken, er det meget usikkert, om den ligger historisk korrekt, altså hvor Jesus blev korsfæstet og begravet. Den nyeste arkæologi tyder på, at stedet, hvor Gravkirken står, på Jesu tid lå uden for Franciskanernes emblem ses overalt i det hellige land, her ved 5. station på Via Dolorosa. De to krydsede arme beskytter Golgata og tilhører henholdsvis Jesus og Frans af Assisi. Begge har stigmata i hænderne Frans fik dem pludselig i forbindelse med en vision men munken adskiller sig ved at bære en kutte med ærme. Korset er korsriddernes såkaldte Jerusalemkors med fire små kors i kvadranterne. Efter sigende skal de fem kors tilsammen symbolisere Jesu sårmærker: de fire sår på hænder og fødder samt såret fra spyddet i siden Kasper Bro Larsen Jerusalem_3korr.indd /02/

16 pilgrimsgang let altså under pilgrimsfærdens tredje bølge. Man fornemmer på rutens forløb, at det ikke altid har været lige let at få det til at gå op med de hævdvundne 14 stationer. De første to stationer tematiserer begivenheder, som fandt sted hos Pilatus i prætoriet. Den 1. station (domfældelsen) er den muslimske al-omariya-madrassa til venstre. Her gik i øvrigt en af 1980 ernes palæstinensiske topterrorister, Abu Nidal. Stationen er udgangspunkt for franciskanernes fredagsprocession langs ruten. Forrest går muslimske kavasser eller vægtere med tyrkisk fez og sølvstav efter gammel osmannisk lov. For at bane vej slår de sølvstaven i brolægningen en klikkende lyd, som før i tiden dagligt prægede byens lydbillede. Læg også mærke til døren under trappen op til skolen, velbevogtet af israelske soldater. Det er her, Vestmurstunnellen slutter: den tunnel, som israelske arkæologer gravede i forlængelse af Grædemuren, under det muslimske kvarter, og som er en stor turistattraktion særligt for jødiske pilgrimme. De israelske myndigheder ønskede oprindeligt at afslutte tunnelen i zionsøstrenes nærliggende kloster, men nonnerne sagde nej. Benjamin Netanyahu lod så i september 1996 udgangen her åbne, midt i det muslimske kvarter. Det førte til store optøjer anført af Yassir Arafat, der opfattede handlingen som israelsk kolonisering. Op mod hundrede mennesker blev dræbt. Via Dolorosa er fortsat en vej fuld af menneskelig smerte. Den 2. station ligger på vejens højre side og markerer stedet, hvor Jesus modtog korset. Bag muren befinder et franciskansk klosterkompleks sig med Piskningskirken, Church of the Flagellation, til højre, hvor Barluzzi (igen) har stået for restaureringen, og Domfældelseskirken, Church of the Condemnation, til venstre, hvor Jesus modtog sin dom, og Pilatus gav ham korset. Nogle, især katolske pilgrimme, vandrer Via Dolorosa med et stort oliventræskors på ryggen som en imitatio Christi-handling. Det er her, man kan leje dem hos en lokal muslimsk familie. Om aftenen vandrer sønnerne tilbage fra Gravkirken med korsene. Som arabiske Moses Hansen er. Men med to kors på hver skulder. Den romerske Ecce Homo-bue. Oprindeligt dannede den indgang til et romersk forum fra omkring 135 e.kr. Som billedet viser, blev buen frilagt i 1860 erne for at indgå i byggeriet af Ecce Homo-kirken. Via Dolorosa går under den store bue til højre. Prøv at træde ind i kirken fra gaden, og se, hvordan den mindre, venstre bue nu udgør kirkens apsis med alter ecce homo Vandringen videre ad Via Dolorosa fører os til Ecce Homo-buen, opkaldt efter Pilatus præsentation af Jesus for folket: Se, hvilket menneske eller Her er manden! udsagnet er flertydigt. Til højre ligger Ecce Homo-basilikaen med klosteret, hvor zionsøstrene holder til. Klosteret blev grundlagt i 1858 af broder Marie- Alphonse Ratisbonne, en aristokratisk Alsace-jøde, som blev omvendt til katolicismen og siden arbejdede for, at andre jøder skulle følge ham. I dag ser søstrene det som deres opgave at støtte jødisk-kristen dialog. Under klosteret kan man nyde køligheden i Struthion-cisternerne, som bragte vand til templet på Jesu tid, og gå på den romerske brolægning. Traditionelt har man identificeret den med stenbroen (lithostratos), hvor Pilatus ifølge Johannesevangeliet havde sit dommersæde. Læg i øvrigt også mærke til de antikke brætspil, som er ridset ned i kvadrene. Soldaterne spillede jo Jerusalem_3korr.indd /02/

17 pilgrimsgang om Jesu klæder. Brolægningen er imidlertid rester fra et senere forum, som kejser Hadrian i 135 e.kr. etablerede i forbindelse med sin omdannelse af Jerusalem til romersk garnisonsby under navnet Aelia Capitolina. kvarterets øer På vej mod den 3. station passerer vi den græsk-ortodokse udgave af Pilatus prætorium, og man begynder i højere grad at fornemme, at Via Dolorosa også er en kommerciel handelsvej. Vi støder på gaden ved navn Al-Wad Street, og det er tilladt at søge materiel føde. På hjørnet til højre bag den røde dobbeltdør befinder Austrian Hospice sig, en wiener-oase fra før fin-desiècle midt i den orientalske basar. Cafeen byder på Apfelstrudel og Sachertorte serveret af østrigske nonner Sound of Music-style. Kagen kan nydes i haven, hvor man kun af og til afbrydes af muezzinens kalden til muslimsk tidebøn. Den er til gengæld så metallisk og øredøvende, som sad man bag Wiens mure under osmannernes belejring. Og man bør ikke snyde sig selv for at liste op på hospicets tagterrasse. Her gives den bedste solnedgangsudsigt over byen med dens karakteristiske kuplede tage. Jeg må altid lige forbi. Austrian Hospice er i øvrigt det første af de mange nationale pilgrimsherberger, som europæerne etablerede under den tredje bølge. Det blev grundlagt i 1863, men fik sit gennembrud, da kejser Frans Josef i forbindelse med Suez-kanalens åbning i 1869 besøgte herberget. På samme gadehjørne kan vi langs Al-Wad Street se nogle jødiske ejendomme midt i det muslimske kvarter. Kigger vi op ad Al-Wad Street til højre, ser vi længst væk en bygning med israelsk flagbanner og niarmet lysestage på taget. Det er den lejlighed, Ariel Sharon købte i 1987 for, som han sagde, at skabe reelt naboskab mellem jøder og arabere. Engang var bygningen i øvrigt Mediterranean Hotel, hvor Mark Twain i 1867 boede på sin pilgrimsrejse. I dag ejes bygningen af Ateret Yerushalayim, Jerusalems Krone, en national-religiøs organisation, der betragter sig selv som brobygger mellem den religiøse og den sekulære zionisme. F.eks. gør de gerne tjeneste 32 i det israelske forsvar. Jævnligt opkøber de arabisk ejendom i Østjerusalem; vi passerede faktisk en af deres nyere bosættelser lige uden for Fadervor-kirken på Oliebjerget. Det drejer sig om den bebyggelse, som er markeret med et gigantisk israelsk flag. Det kan ses fra hele byen. I den gamle bydels muslimske kvarter bor nu omkring tusind jøder, hvorfor organisationen kalder bydelen det fornyede jødiske kvarter. Før krigen i 1948 var her nemlig en del jødiske synagoger, som jordanerne raserede. En af disse står endnu og fungerer som gruppens yeshiva for torastudier. Den ligger lidt nede ad gaden på venstre hånd ved Via Dolorosas 5. station. Det er huset med de mange israelske flag på taget. mod det kristne kvarter Tredje og fjerde station ligger om hjørnet til venstre ad Al-Wad Street omkring kirken Our Lady of the Spasm. Den er armensk-katolsk, dvs. tilhørende de armenere, der anerkender den katolske pave. Den 3. station er den første af tre stationer, der markerer, hvor Jesus faldt, mens den 4. repræsenterer Jesu møde med sin dånende mor. Begivenhederne er ikke nævnt i Bibelen, men er senere fanfiktion. De er højdramatisk gengivet i den katolske Mel Gibsons film The Passion of the Christ, hvor Via Dolorosa praktisk talt er drejebog. I kirkens forgård finder man et mindesmærke for det armenske folkemord. Jesu lidelse er prisme for menneskers lidelse. Den 5. station på det næste hjørne er stedet, hvor den ellers ukendte Simon af Kyrene fik ordre til at bære Jesu kors. Til højre for døren ses Jesu aftryk i stenen, som mange pilgrimme kort berører. En af de Indiana Jones-lignende arkæologer fra 1800-tallet, Charles Warren, bemærkede lakonisk, at Jesus nok var meget høj. Der er vel en fem, ti meter ned til det antikke gadeniveau. Oppe igen og overfor ligger restaurant Abu Shukri med Østjerusalems bedste hummus og foul. Interiøret er campingborde og plasticstole. Hertil løber araberdrenge ærinder for mor om morgenen. Om eftermiddagen sidder jødiske uni-veninder og sms er til Jerusalem_3korr.indd /02/

18 pilgrimsgang Vestjerusalem. For nogle år siden udspillede der sig her en lokal udgave af the hummus wars, da flere restauranter dør om dør konkurrerede om at være den rigtige Abu Shukri. De gode vandt, men husk: De lukker omkring klokken 16. Ikke noget med aftensmad her. Den 6. station er Den Hellige Veronikas hjem. Ifølge den apokryfe middelalderlegende tørrede hun Jesu blodige ansigt med sin svededug. Det er det, den latinske inskription fortæller. Dugen viste bagefter et afbillede af ansigtet. I dag kan relikviet ses i mange katolske kirker i Europa, herunder i Peterskirken i Rom. Som den skeptiske humorist Mark Twain sagde, er næppe nogen overlevering i Jerusalem underbygget med så mange vidnesbyrd. På denne del af Via Dolorosa er der i øvrigt rig mulighed for at købe alt i arabisk bling-bling og kristent merchandise. Jerusalemkors, kejserens mønt, enkens skærv, tornekroner. Den hellige stads hellige stads. Nogle ting tog allerede de byzantinske pilgrimme med hjem: vand fra Jordanfloden, hellig jord og lamper med hellig olie. Nogle pilgrimme kan ikke få nok og genopfører Jerusalem derhjemme: F.eks. kirkekomplekset Det Hellige Jerusalem i Bologna og The Holy Land Experience i Florida. Den 7. station ligger ved overgangen til det kristne kvarter. Den markerer med endnu et lille franciskansk kapel, hvor Jesus vandrede ud ad byporten og faldt for anden gang. Ved station 8 trøster Jesus Jerusalems døtre, dvs. byens kvinder, der græder over ham. Stenen med korset i muren bærer en græsk indskrift, der røber historiens slutning: IC XC NIKA, Jesus Kristus sejrer. over og under gravkirken For at nå den 9. station skal man tilbage til den 7. station, dreje til højre gennem suq en, dvs. den overdækkede basar, og gå op ad trappen til højre, hvor der på engelsk skiltes til det koptiske patriarkat. En lille gåtur fører os til stationen, der markerer, hvor Jesus faldt for tredje gang. Vi er faktisk nu på Gravkirkens tag, hvor to orientalske kirkesamfund holder til. Bag den 9. station er de første, vi møder, kopterne fra den Etiopisk munk fra Deir As-Sultan Kasper Bro Larsen orientalsk-egyptiske kirke, der for tiden er udfordret som mindretal i det arabiske forår. Her ligger deres Antonius-kloster og Skt. Helena-kirke, hvis cisterne rummer et helt ufatteligt langt ekko. Man kan uden problemer synge firstemmigt med sig selv. Over for Skt. Helena-kirken kan man træde ud på selve taget til Deir As-Sultan, klostret, hvor de etiopiske munke holder til. De har ingen rettigheder i selve Gravkirken, men har i konkurrence med kopterne skaffet sig rådighed over de to kapeller, der danner smutvej ned til pladsen foran Gravkirken. Ude på taget går man ned til højre. Alternativt vender man tilbage til suq en og ankommer til Gravkirken ad den ordinære Via Dolorosa. De sidste stationer befinder sig i Gravkirken. Følges den ordinære rute som angivet på kortet, passerer man et par ofte oversete erindringssteder. Vil man nemlig se resterne af den oprindelige, konstantinske gravkirke fra 300-tallet, skal man ikke først og fremmest besøge den nuværende, mindre gravkirke, men dens naboer. Første stop er i så henseende Zalatimos konditori. Zalatimo kan være svær at finde, for han skilter ikke. Det er der åbenbart ingen grund til, når familien siden Jerusalem_3korr.indd /02/

19 pilgrimsgang 1860 har lavet den mest vidunderlige mutabbak, en foldet, sprød butterdejspandekage med puddersukker og fåreost eller valnødder. Men butikken ligger for foden af den trappe, der førte os op mod det koptiske patriarkat, og et lille skilt med et firtal angiver, at adressen er Suq Khan as-zait 4. I lageret i bagbutikken venter en sjælden oplevelse hvis altså man giver en slat drikkepenge og medbringer sin fantasi. I mørket anes resterne af hovedindgangen til den oprindelige gravkirke eller muligvis til Afrodite-templet fra endnu før. Omkring 50 meter længere henne ad Via Dolorosa på højre hånd gemmer der sig flere og mere velbevarede rester af den oprindelige kirke. Det er i kælderen hos det russiske Alexander Hospice, en anden af Gravkirkens naboer. Jerusalem er fuld af den slags. vejs ende Jeg elsker pladsen foran korsfarernes Gravkirke, men går ikke gerne ind i selve kirken. Dystre historier om magtkampe og blodbad holder mig tilbage fra kristendommens allerhelligste. Her er menneskeligt, alt for menneskeligt. Status Quo-aftalen fra 1852 fordeler nøje, hvilke områder de seks forskellige trosretninger har til rådighed, hvornår og hvor længe de må holde gudstjeneste, gå i procession og gøre rent. Kun i indbyrdes enighed må ændringer foretages. Derfor forfalder en del. Stigen på facadegesimsen er blevet aftalens symbol. Den har stået på samme plads i hvert fald siden første halvdel af 1800-tallet, hvor den figurerer på David Roberts orientalistiske litografier. Aftalen kan dog også betragtes som andet end en falliterklæring. Jeg hørte for nylig en jødisk fredsaktivist omtale Status Quo-aftalen som den pragmatiske konfliktmæglers ønskedrøm: Man laver en præcis kontrakt her er mit, og der er dit og naturligvis bliver aftalen med mellemrum brudt; men så vender man tilbage til status quo. Som hun sagde: Hvis bare israelerne og palæstinenserne kunne nå frem til noget lignende. Men lad os følge Via Dolorosa til ende. På grund af Status Quo-aftalen er stationerne i kirken ikke angivet med skilte. Den 10. station er i frankernes kapel op ad Gravkirken omkring Den berømte stige står på sin plads under det højre af de store vinduer i facaden. Læg mærke til, hvor åben pladsen foran kirken var før byggeriet af Muristan-basaren omkring Litografi af David Roberts, udgivet i 1840 erne trappen til højre på kirkens facade. Her markerer man, at soldaterne tog tøjet af Jesus og fordelte det mellem sig. Den 11. station, hvor Jesus blev sømmet til korset, er det franciskanske kapel over Golgata-klippen. Man går op ad trappen til højre lige inden for hovedindgangen. Barluzzi (!) har restaureret loftet med tydelig skelen til San Clemente-kirken i Rom. Mosaikken øverst med den himmelske Kristus er dog korsfarernes den eneste af deres udsmykninger, der overlevede storbranden i Lige ved siden af ligger den 12. station (Jesu dødsøjeblik) i form af det græsk-ortodokse kapel. Her stod korset, siger traditionen, og Golgata-klippen kan berøres gennem et hul under alteret. Under kapellet her findes Adams kapel. Ifølge overleveringen var Golgata nemlig også stedet, hvor Adam lå begravet. Jesu blod flød derfor fra korset ned til det første menneske og frelste dermed hele menneskeheden. Klippen siges at være revnet ved det jordskælv, som Jesu død udløste. Den 13. station er nedtagelsen fra korset, som markeres med salvelsesstenen på gulvet lige foran hovedindgangen. Pilgrimme kysser den og berører den Jerusalem_3korr.indd /02/

20 angiver, at her er verdens navle, dvs. verdens midte en egenskab, der jo kan tillægges ethvert sted på jordens overflade, som en dansk pilgrim fra 1860 erne bemærkede. Det har han på sin vis ret i. Nu er Via Dolorosa vandret til ende, og vi kan sætte os ud i gården for at kigge på mennesker. Eller resten af kirken kan besøges. Man kan f.eks. begynde i franciskanerkapellet, som markerer Jesu genforening med sin mor efter genopstandelsen. Endnu en apokryf overlevering. Den illustrerer, at passionsdramaets mål er at lede til katharsis, til forløsning. I kapellet står en katolsk-modernistisk bronzeskulptur med de 14 Via Dolorosa-stationer, som vi har vandret ad. Men kunstneren har tilføjet en 15. station. Jeg skal undlade at afsløre hvilken. Gordons Golgata. Golgata betyder hovedskalsted, og klippen centralt i billedet danner vitterligt en kranielignende form. Foran klippen ligger i dag en af de travle, arabiske busstationer på Sultan Suleiman Street Kasper Bro Larsen med deres smykker og souvenirs. Enkelte medbringer ligefrem ligklæder påtænkt sig selv og gnider dem på stenen. Den 14. og sidste station er graven, hvor Jesus blev lagt. De fleste forventer nok, at den befinder sig et godt stykke fra Golgata, men der er ikke mere end tredive meter derhen! Det var bl.a. denne historiske usandsynlighed, der fik den britiske krigshelt, general Gordon, til i 1883 at udpege en gravhule nord for Damaskusporten som Jesu sande grav. Her passes endnu i dag den tilstødende idylliske have, the Garden Tomb ved Nablus Road, af internationale protestanter af mere eller mindre pietistisk og karismatisk tilsnit. Den traditionelle grav befinder sig imidlertid her i Gravkirken inde i kapellet midt i den store rotunde. Kapellet står omgivet af aparte stålstivere, der holder det oppe i tilfælde af jordskælv. Der er ofte lang kø, hvis man vil derind. Over for graven ligger den centrale, græsk-ortodokse del af kirken med en marmorfont midt på gulvet. Den Jerusalem_3korr.indd /02/

21 pilgrimsgang noter alternative vandringer Jerusalem Trail Vandrerute på 42 kilometer rundt om byen. Se Jewish National Fonds vandre- og cykelruter Omkring Jerusalem og i hele Israel. Se Sabeel Palæstinensisk økumenisk-kristen organisation, som afholder Via Dolorosa-vandringer langs den israelske separationsbarriere. Se hostel Ecce Homo Convent 1 Via Dolorosa 41. Den gamle bydel. [email protected]. kirker og moskeer Church of John the Baptist 1 Ingen regelmæssige åbningstider. Christian Quarter Road. Den gamle bydel. Church of the Pater Noster 1 Oliebjerget. De russisk-ortodokse kirker Åbent tirsdag og torsdag Lukket søndag. Oliebjerget. Gravkirken 2 Åbent 5-21 (april til september) og 4-19 (oktober til marts). Det er en særlig oplevelse at være der tidligt om morgenen, når den muslimske portner åbner dørene. Søndag morgen og formiddag kan de forskellige kirkesamfunds gudstjenester følges på skift. Mellem Suq Khan as-zait og Christian Quarter Road. Den gamle bydel. Himmelfartsmoskeen 2 Sædvanligvis åben i dagtimerne. Vagten kan kontaktes på telefonnummeret, der er angivet ved indgangen. Lukket fredag. Oliebjerget. Kirkerne på Palmesøndagsvejen og Via Dolorosa Er typisk åbne 8-17 med middagspause Søndag er der kun åbent for gudstjeneste. The Garden Tomb 3 Åbent og Søndag kun åbent for gudstjeneste. Conrad Schick Street, en lille sidevej til Nablus Road. Østjerusalems centrum. Se links Christian Information Centre Franciskansk kontor i det gamle østrig-ungarske posthus på Omar Ibn al-khattab Square ved Jaffaporten. Oplyser om gudtjenestetider, processioner, pilgrimsvandringer, retræter etc. Den gamle bydel. Se Det græsk-ortodokse patriarkat Se De tyske protestantiske kirker Se Franciskanernes hjemmeside for pilgrimme Virtuelle ture og historiske beskrivelser af helligstederne. Se Franciskansk mediehus Holder alverdens katolikker orienteret om kirkeårets gang i Jerusalem. Se Oversigt over kristne gæstehuse og pilgrimsherberger Se processioner og ritualer Den hellige ilds mirakel De ortodokse kristnes ritual i Gravkirken 2 påskelørdag (ifølge ortodoks kalender). Ilden tændes og spredes til alle deltageres stearinlys og flyves i helikopter til bl.a. Grækenland Jerusalem_3korr.indd /02/

22 pilgrimsgang Festen for Guds moders hensovelse Ortodoks. Den 25. august klokken 5 om morgenen bæres Jomfru Maria-ikonen fra pladsen foran Gravkirken til Jomfru Marias grav ved Getsemane Have. Den 5. september bringes ikonen tilbage. Fodvaskningen Skærtorsdagsritual ved Gravkirken og i andre kirker ifølge hhv. katolsk og ortodoks kalender. Palmesøndag Processionen med palmegrene afgår fra Betfage klokken Skærtorsdagsvigil Franciskanernes aften- og nattevandring fra Getsemane Have i Kedrondalen til Hanegalskirken, Church of St. Peter in Gallicantu, på Zionbjerget. Via Dolorosa Franciskanerne leder en liturgisk procession med afgang fra 1. station hver fredag klokken 16 (april til september) eller klokken 15 (oktober til marts). til de sultne sjæle Abu Shukri 2 Lukker omkring klokken 16. Ved hjørnet af Al- Wad Street og Via Dolorosa. Den gamle bydel. Austrian Hospice 3 Via Dolorosa 37. På hjørnet af Al-Wad Street og Via Dolorosa. Den gamle bydel. Se Zalatimo Brothers 4 Konditoriet findes mellem 7. og 8. station på Via Dolorosa, for foden af trappen med skiltet op til det koptiske patriarkat. Suq Khan as-zait 4. Den gamle bydel. Se 42 Jerusalem_3korr.indd /02/

23 vide verden jøderne de mange slags heidi laura Jeg ankom til et lille års studieophold i Jerusalem i 1995 medbringende mit bedste skolehebraisk. Da var jeg netop blevet cand.phil. i jødiske studier ved Københavns Universitet og var gået i gang med en langhåret ph.d.-afhandling om jødisk mystik. Mit Jerusalem det år blev ikke mindst det akademiske: campuslivet på Scopusbjerget, de dunkle dage med mikrofilm af hebraiske middelaldertekster i Nationalbibliotekets kælder, bogindkøb i de ultra-ortodokse kvarterer og vandreture gennem alle byens kvarterer med min yngste datter i klapvogn. Siden er jeg blevet lidt bedre til gadeslang og endnu gladere for markedet Mahane Yehuda og er gået fra akademiker- til journalistfaget. Forfatteren A.B. Yehoshua kalder Jerusalem en svær by i en af sine noveller, og jeg er enig. Svær, sammensat, seriøs, jovist men hvad er der galt med det, når man er lige lidt nærmere himlen end alle andre? Hver gang jeg vender tilbage, føler jeg det samme sus ved at få øje på byen på de syv bjergtoppe. I starten ser man det ikke: de jødiske forskelligheder. Jerusalem er så vrimlende og overvældende, at øjet først gradvist begynder at læse de små detaljer, som skiller grupperne fra hinanden. Kigger man efter og lærer man lidt om de mange slags jødiske kulturer, som lever sammen i Jerusalem ender man med at kunne læse hele Jerusalems jøderi som en slags myldrende billedbog: Dér går en Satmar-hasid med børneflok, dér en bukharisk jøde, dér en bosætter, dér to små aldrende tysk-jødiske damer og derhenne et par hipster-ortodokse. Om de alle sammen ved, hvor tydeligt de har markeret sig selv klædt sig ud, om man vil er et godt spørgsmål. Hvad ved vi selv om, hvor genkendelige vi faktisk er for netop vores eget lille udsnit af samfundet som fælle og pålidelig person midt i mylderet? Øjet aflæser de mest subtile tegn, og hjernen registrerer: Dér går en af min slags. I Jerusalems tætte sammenrend af jødiske identiteter er netop den mekanisme på spil, og i nogle kredse er den helt bevidst: Blandt de mange ultra-ortodokse grupper går man konsekvent klædt i sin egen grupperings tøj og får dermed også den fordel, at man altid kan kende sine egne. Det handler om hatte, frakkesnit, farver, typer af kalotter, længden af ørelokker, måden, man sætter sit tørklæde på som gift kvinde eller at man netop aldrig bærer tørklæde, men derimod paryk med en lille hat ovenpå. For insideren er det fuldstændig klart aflæselige tegn for alle andre blot en del af gadens strøm af indtryk. Men også som fascineret betragter kan man lære at læse mange af tegnene og på den måde se meget dybere ind i Jerusalems jødiske verden Jerusalem_3korr.indd /02/

24 jøderne enklaver Jerusalem har i lange perioder slet ikke været jødisk de sidste to tusind år har været en omtumlet tid, hvor det igennem epoker var romere, korsfarere eller muslimer, som beherskede byen og ikke gav adgang til jøder. Men siden de gennemgående jødevenlige osmanner erobrede Mellemøsten i 1500-tallet, har der været en voksende og konstant jødisk tilstedeværelse, samtidig med at byen har overskredet bymurenes gamle grænse og har bredt sig ud over de omkringliggende bjerge. De første kvarterer uden for murene var netop jødiske, bekostet af jødiske filantroper. Med tiden har de tilbyggede jødiske kvarterer i vid udstrækning fået hver deres stemning og befolkningsgruppe. Selv om Jerusalem i så udpræget grad er de fromme jøders by, er den stadig også hjemsted for en hel række sekulære jødiske kulturer. De har i overvejende grad deres base i den moderne vestlige del af Jerusalem, hvor kvarterer som det tyskprægede Rehavia, kulturelitens Yemin Moshe, det middelklasseafslappede German Colony, kunstneriske Ein Kerem eller campusagtige French Hill stadig er pletter af kosmopolitisk moderne jødisk kultur midt i en tiltagende from by. Og også de sekulære jøder har deres subkulturer af hipstere, politiske aktivister, universitetsnørder og nydelige ældre damer som taget ud af mellemkrigstidens Wien. De ultra-ortodokse kvarterer er vokset fra kernen i Mea Shearim, Beit Israel og Geula til i dag at være et bredt bælte gennem byen fra Vestjerusalems centrum og mod nordøst. Alt imens de religiøse bosætteres kvarterer udgør de ydre bastioner omkring byen, langt inde på det tidligere jordanske område, som blev erobret i 1967; blandt de største er Pisgat Zeev, Har Gilo og Maale Adumim. Jerusalems mange slags jøder udgør et spektrum med uendelig detaljeringsgrad, og stadig nye hårfine fraktioner bliver konstant til. Hvis man tror, at den jødiske kultur er præget af sammenhold og ensartethed kan man roligt tro om igen på verdensplan er jøderne en utroligt broget gruppe, og Jerusalem er en slags vanvit- Sort jakkesæt og fedora er uniformen for de ultra-ortodokses mere moderne fløj. Mange af disse mænd tilhører miljøet omkring de utallige yeshivaer i Jerusalem; religiøse akademier, hvor man studerer Talmud og udlægger den store jødiske tradition. Kvinder i dette miljø klæder sig ærbart, men ofte elegant; bemærk den klædelige paryk. Det ultra-ortodokse miljø er ikke bare opdelt i utallige fraktioner omkring rabbinere, yeshivaer og politiske holdninger, men skæres også igennem af sociale og økonomiske forskelle Ari Zelenko Jerusalem_3korr.indd /02/

25 jøderne håret på tindingerne sandsynligvis var dette nemlig i bibelsk tid et sørgeritual, som blev praktiseret blandt de nabofolkeslag, man netop ønskede at adskille sig fra. Dette forbud er så med tiden gledet over til at blive praktiseret som et påbud: Du skal lade håret på tintig mosaik af alle forskellighederne, et sted, hvor de forstørres og for alvor træder frem. Det præger gadelivet dér, hvor alle mødes. Og her taler vi både om et religiøst spektrum, der går fra demonstrativt supersekulær til ultra-ultra-ortodoks og samtidig et etnisk spektrum, der afspejler gamle hjemlande og moderne selvbevidsthed. Alt er samlet her. Nu skal vi kigge. Det gør man allerbedst fra fredag til lørdag. dem med sorte hatte Det vestlige Jerusalem pulserer og ånder i den jødiske kalenders rytme. Fredag er fridag for de fleste i Israel, hvor man til gengæld arbejder om søndagen og dermed smart nok er en dag forud, når alle andre vesterlændinge møder mandag morgen. Butikslivet stopper dog slet ikke op fredag, som er ugens livligste dag i Jerusalem og særlig fantastisk på Mahane Yehuda markedet, som forbinder alt og alle i Jerusalem. Hertil suser alle med sporvogn, bus eller på gåben, ofte trækkende små indkøbsvogne, for at hente forsyninger til den forestående sabbat, den jødiske hviledag fra fredag aften til lørdag aften. Intet sted kan man kigge jøder plus palæstinensere og alle de andre så grundigt som her og tjekke, om man nu også har fået lært alle kategorier, mens man nipper til kaffe eller måske en falafel. Gå en tur op og ned af markedets hovedgade, som blot hedder Mahane Yehuda, og fortsæt ind i de overdækkede basar-gader. De første, man lægger mærke til, er uundgåeligt de ultra-ortodokse i sorte frakker og sorte hatte: the blackhats, i Israel også kaldet haredim, de gudsfrygtige. De er næsten alien-agtige i al deres fremmedartethed i starten skæg bølger, og ørelokker duver omkring mændene, mens de i evig hast bevæger sig frem. De unge mænd er blege, bebrillede og krumbøjede efter intense studier i de jødiske religiøse akademier, yeshivaerne. De frommeste grupper lader ørelokkerne vokse til fantastiske længder og bruger tid på at pleje og krølle dem, så de hænger smukt. At lade håret gro ved tindingerne er den helt konkrete måde at overholde et af Toraens bud på. Budet siger, at man ikke må fjerne Satmar-hasidim gør klar til et massearrangement, hvor deres rebbe skal velsigne årets skolebørn afholdt få dage før det israelske valg i januar Satmar er utvetydigt anti-zionistisk og imod staten Israel og stemmer ikke ved landets valg. Måske derfor denne demonstration af egen styrke? Lange frakker kapotes og sorte hatte med flad hattepuld er karakteristisk påklædning for denne og andre konservative hasidiske grupper. På bagsiden af vejskiltet ses et billede af den nu afdøde lubavitcher-rebbe, en af Satmars yndlingsaversioner. Det lykkedes dem da også at få ham helt dækket til med deres egne bannere Ari Zelenko Jerusalem_3korr.indd /02/

26 jøderne dingerne gro så langt som muligt! Det er et gammelt fromhedstegn at gøre meget ud af disse peyot payes på jiddisch og man ser i Jerusalem ikke mindst mange små drenge med lange payes og helt kortklippet hår. Ultra-ortodokse mænd ses i øvrigt ofte optaget af øm nussen af deres peyot eller nulren af skæg måske en slags ventil for en kropslighed, som ellers er temmelig undertrykt. De dinglende frynser over buksekanten, som man ser hos mange ortodokse mænd, bæres i lydighed mod endnu et bud fra Toraen, som nøje beskriver, at man skal sætte frynser i hjørnet af sin kappe for konstant at minde sig selv om at holde Toraen. Den moderne ultra-ortodokse mand skubber ofte fartøjer med op til fire småbørn foran sig og har endnu flere børn ved hånden. Kvinderne dækker ærbart næsten hele kroppen med langærmede kjoler og tætte strømper, og gifte kvinder dækker deres hår til, mange med parykker. Det er en skrøne, at de alle er skaldede under tørklædet eller parykken kun i enkelte puritanske fraktioner af byens ultra-ortodokse, primært blandt Satmar-hasidim, praktiserer man, at kvinderne rager håret af og bærer stramme, sorte tørklæder om hovedet. De fleste andre har skam deres hår, men pakker det blot væk, når de er sammen med andre end deres allernærmeste. Parykkerne begyndte man at bruge som hårdække i 1800-tallet, da især østeuropæiske jødiske kvinder ofte drev forretninger og derfor havde brug for at være præsentable. Med tiden er parykken blevet et symbol på den strengeste ortodokse livsform; moderne ortodokse og kvinder fra bosættermiljøerne har helt andre stilarter i hovedbeklædning. Ultra-ortodokse familier er velsignet børnerige, for man tager Toraens allerførste bud alvorligt: Vær frugtbare, og mangfoldiggør jer. Eftersom man også gifter sig tidligt i disse miljøer ægteskaberne er semi-arrangerede; man præsenteres for et passende parti, men kan godt sige nej tak er verdens cirka 1,3 millioner ultra-ortodokse jøder den hurtigst voksende befolkningsgruppe på verdensplan. Men bemærk, at Ortodokse jødiske kvinder dækker deres hår, når de er blevet gift. Det kan gøres på utallige måder, men især på den nationalreligiøse fløj er voluminøse tørklæder den foretrukne stil Ari Zelenko der trods alt kun er tale om omkring 10 % af Israels befolkning (mod blot 1 % i 1948), og at de ultra-ortodokse selv i Jerusalem stadig kun udgør knap 30 % af befolkningen. ultra-ortodokse subkulturer Brug lidt tid på at studere alle disse herrer i sort, indtil forskellene træder frem: Nogle er f.eks. i lange frakker, andre i sorte jakkesæt nogle endda i gyldne eller stribede kaftaner og pludderbukser og med hvide hæklede kalotter med kvast (alt sammen elementer af en særlig Jerusalem-stil). De gyldne og stribede kaftaner bæres i øvrigt kun af gifte mænd. De lange frakker er et tegn på loyalitet over for forfædrenes traditioner, for hele tøjstilen er direkte import fra og 1800-tallets Østeuropa, hvor man overtog den ikke-jødiske befolknings lange kaftaner. Til hverdag går de fleste i den ret enkle, mørke kapote, på helligdage trækker man i kaftaner af silke og Jerusalem_3korr.indd /02/

27 jøderne damask med bælte til, en bekishe. At gå i korte sorte jakkesæt er et udtryk for, at man enten er ung og ugift dette er de fleste yeshiva-studerendes uniform eller tilhører en lidt mere moderne og udadvendt gruppering end de langfrakkede. Hattene har også rigtig mange variationer: Den mest almindelige er den sorte fedora, som med sit svip på hatteskyggen lige så godt kunne optræde i en film fra 1930 erne; et forsigtigt buk for en mere moderne form for ultra-ortodoksi. Meget mere konservative er de runde, sorte hatte med brede skygger, som altid følges med en lang, sort frakke de bæres af Bobov-, Vizhnitz-, Ger-, Belz-, Zanz- og Satmar-hasidim med variationer fra helt flade typer til hatte med høj puld. Pelshuerne er en anden sag, som vi kommer til. Hasidim er en af de store undergrupper af ultra-ortodokse; dvs. tilhængere af en folkelig mystisk bevægelse, som opstod i 1700-tallets Polen, og som siden har fået utallige undergrupper. Oprindeligt var hasidim en slags spirituelle hippier i datidens religiøse jødiske verden, i dag hører de til de allerstrengeste ortodokse. En hasid ordet betyder from eller hengiven er knyttet til en mester, som ikke bare er lærd, men i endnu højere grad vismand og mystiker. Lige siden det tidlige 1800-tal blev denne rolle som hasidisk mester kaldet tzadik eller rebbe nedarvet i fædrene linje, så der opstod store dynastier. Dynastierne fik navn efter mesterens hjemby, og man taler derfor stadig i dag om lubavitchere (fra Lyubavichi i Rusland), gerer (fra Góra Kalwaria i Polen), vizhnitzere (fra Vyzhnitsia i Ukraine) eller satmarer (fra Satu Mare i Rumænien), selv om det nu er generationer siden, at de hasidiske mestre faktisk holdt hof i disse byer. Ger-dynastiet har i dag deres base i Jerusalem og har som flere andre grupper skabt sine egne forstadskvarterer i bjergene omkring Jerusalem. Som hele den ultra-ortodokse verden er også den hasidiske stærkt optaget af at genopbygge sig selv efter det ekstremt hårde slag, som Holocaust var. Heraf den gevaldigt hurtige befolkningstilvækst i kraft af store familier og tidlige ægteskaber. I 1800-tallet havde Jerusalem et blomstrende samfund af uzbekiske jøder, kaldet bukharim efter byen Bukhara. Deres smukke broderede kalotter ses stadig i gadebilledet som en lille mindelse om den rige jødiske kultur, der engang udfoldede sig i Centralasien og de mange forskellige etniske jødiske grupper, man engang kunne opleve i Jerusalem Ari Zelenko Kvinderne udfolder sig meget mere broget end de sorte herrer. I nogle hasidiske miljøer klæder kvinderne sig bevidst gammeldags, og ugifte piger har lange fletninger. Nogle gifte kvinder bærer parykker, som bestemt ikke ligner naturligt hår, og andre bærer en shpitzel et slags fyldigt, polstret tørklæde, der giver hovedet en vis æggeform. Andre hasidiske gruppers kvinder er ganske chikke: Lubavitcher- og visse bobover-kvinder går med smarte, designede parykker og lækkert tøj, som dog selvfølgelig dækker arme og ben behørigt. Et par høje hæle er ingen hindring eller en dyr taske. Variationerne afspejler også økonomiske forskelle; de mere åbne ultra-ortodokse grupper giver plads til sekulære uddannelser og erhverv inden for bl.a. IT og handel, som fører til mere velstillede familier. I byer Jerusalem_3korr.indd /02/

28 jøderne som New York og Antwerpen er mange ultra-ortodokse således knyttet til disse byers diamanthandel. I andre miljøer er idealet et liv tilbragt i studier for mandens vedkommende skærmet for den moderne verdens fristelser og forstyrrelser hvor indtægten blot består i et beskedent stipendium og måske en deltidsløn indbragt af kvinden i familien. En hel del ultra-ortodokse kvinder arbejder i dag som lærerinder, funktionærer og endda inden for teknik og IT. Den udvikling er med til at gøre hele det ultra-ortodokse miljø mindre rigidt, end det måske umiddelbart virker. Også denne verden er i stadig, men diskret, forandring. de sefardiske og orientalske Kig lidt mere på herrerne i korte sorte jakkesæt, og prøv at bemærke forskelle. En del af dem har nemlig først adopteret denne klædedragt inden for de seneste generationer. Indtil 1980 erne var de sortklædte ortodokse jøder altid ashkenaziske med rødder i Øst- og Centraleuropa. Men i takt med at grupper af sefardiske jøder begyndte at markere sig stærkere i den ortodokse verden, overtog de det ultra-ortodokse mærkat for lærdom og religiøs udmærkelse: det sorte tøj. Ortodokse sefardiske kvinder går dog aldrig med paryk, hellere med mønstrede huer over håret eller med hatte sat oven på et stramt bundet tørklæde, som dækker håret. Sefardiske jøder er efterkommere af de spanske jøder, som i 1492 blev fordrevet af det spanske regentpar, Ferdinand og Isabella. Det spanske liv ligger altså mange generationer tilbage i mellemtiden har de levet i hele Middelhavsområdet, og en del er nået til både Syrien og Irak; de har i generationer talt arabisk, fransk, tyrkisk og græsk ud over ladino, den jødisk farvede spanske dialekt, de oprindeligt tog med sig. De største grupper af sefardiske jøder i Israel og Jerusalem stammer fra Marokko, Bulgarien, Grækenland og Tyrkiet. Man bruger ofte udtrykket sefardisk til også at dække jøder fra bl.a. Yemen, Irak og Iran, men det er temmelig upræcist, da disse orientalsk-etniske grupper (også kaldet mizrahi-jøder) har deres egne traditioner. Mens jøderne i Europa blev splittet mellem moder- nisering og traditionalisme fra 1800-tallet og frem og dermed delte sig op i nytænkende og ortodokse oplevede de sefardiske og orientalske jøder ikke denne splittelse nær så stærkt. De blandede det gamle og det nye uden de store sværdslag. Des hårdere var slaget, da hovedparten ankom til det unge Israel omkring 1950 og kunne konstatere, at statens zionistiske grundlæggere så dem som primitive og gammeldags. De blev bunden i den jødiske stat, de simple og fattige arbejdere fra betonbyerne på trods af at især sefardiske jøder traditionelt har set sig selv som toppen af det jødiske åndshierarki (og ofte har set de ashkenaziske jøder som lidt usofistikerede). Reaktionen kom i 1980 erne, hvor mennesker fra disse lag i det israelske samfund i ret store tal begyndte at støtte det nye religiøse parti Shas ikke nødvendigvis fordi de var udpræget religiøse; dragningen bestod snarere, præcis som islamisme andre steder, i at man fra Shas side kombinerede en stor social indsats i belastede miljøer med en ny, stolt religiøs bevidsthed. En del sefardiske jøder har taget hele den ultra-ortodokse livsstil til sig, andre kalder sig snarere traditionelle og holder fast ved den lempelige religiøse livsstil, som var typisk for sefardisk liv tidligere. de hæklede Grænsen er flydende over til den store gruppe af moderne ortodokse jøder fra alle etniske grupper, som i Jerusalem forenes i at bære kalot, kippa, og for kvinders vedkommende som regel kjole frem for bukser. Men skellet er slet ikke ubetydeligt; livsformen er meget forskellig mellem blackhats og de hæklede kalotter. Først og fremmest er de hæklede langt mere integrerede i samfundslivet, og især politisk er de to grupper voldsomt forskellige. De ultra-ortodokse grupper er skeptiske over for den sekulære jødiske stat, mens de nationalreligiøse hører til dens mest dedikerede støtter. Nogle undergrupper af de moderne ortodokse er ret lette af få øje på en fredag på Mahane Yehuda. For selvfølgelig skilles alle de hæklede kalotter og deres Jerusalem_3korr.indd /02/

29 Ortodoks på hippie-måden. Flipperne er endnu en fraktion på den religiøse fløj. Mange af dem har søgt fra et sekulært liv til en mere åndelig livsform; man kan tale om en hel bevægelse af tilbagevendte jøder siden 1960 erne, såkaldte ba alei teshuvot. Mange er knyttet til miljøet omkring Diaspora Yeshiva eller den tolerante hasidiske bevægelse Lubavitch Ari Zelenko bærere af et mylder af forskelle; nogle har lange skæg og måske antydningen af ørelokker, andre er glatbarberede og egentlig uskelnelige fra alle andre lige med undtagelse af kalotten. Nogle ganske få bærer store, broderede kalotter med blomstermønstre: bukhariske kalotter. Bærerne er enten efterkommere af det rige samfund af uzbekiske jøder, som engang boede i sit eget kvarter i byen, Habukharim, men i dag er mere sjældne; eller hippiejøder med en faible for de smukke, folkloristiske kalotter. Ortodokse hippie-jøder er en subkultur for sig. De har deres base på Diaspora Yeshiva på Zionbjerget, men man kan sagtens være heldig at få øje på nogle stykker en fredag på markedet. Kig efter klassisk hippiestil kombineret med kalot, skæg, frynser hængende ud under skjorten og lange gevandter i bohemestil for kvindernes vedkommende. Mange af dem kommer oprindeligt fra sekulære eller meget lempeligt religiøse jødiske miljøer og har opsøgt en mere rig spirituel verden i et hjørne af det ortodokse miljø, hvor der også er plads til lidt flower power, en joint i ny og næ og måske en vegetarisk eller økologisk livsstil sammen med hele pakken af jødisk tradition. Der er egentlig ikke så langt fra jødisk hippie-tøjstil til bosættertøjstil, selv om de ikke nødvendigvis kan blive enige om så meget andet. Især bosættermiljøets kvinder dyrker en slags orientalsk flipperstil med lange, flagrende kjoler, sandaler, dinglende smykker og kæmpestore tørklæder viklet om hovedet. Mændene er mere nedtonede med skjorteærmer, bare fødder i sandalerne og ekstra store hæklede kalotter ikke sjældent kan man ane et våben diskret placeret ved bukselinningen. Orientalisme og spejderuniform i skøn forening. De synes at tale evigt i mobiltelefon måske er der bare mere logistik, når man bor ude i bosættelserne. En del bosættere lever ret isoleret i nyanlagte småbyer langt fra alting i de besatte områder andre kan sådan set tage sporvognen hjem til de bosættelser i de oprindeligt jordanske områder, som i dag fungerer som Jerusalem_3korr.indd /02/

30 jøderne Hæklet kalot til manden og lang nederdel og tørklæde til kvinden klassisk stil for nationalreligiøse par i Israel. Her på indkøb på markedet Mahane Yehuda fredag formiddag. Bemærk, hvordan denne gruppe af kvinder ikke nødvendigvis dækker alt hår til og mændene ikke kunne drømme om at have skæg og ørelokker Ari Zelenko kæmpestore yderkvarterer i Jerusalem, f.eks. til Pisgat Zeev. Her bor de ideologiske bosættere sammen med alle dem, som blot manglede et sted at bo til rimelig leje, især mange nyindvandrede russere. Den draperede stil med nederdele i maxilængde deles også af mange kvinder fra den store lejr af nationalreligiøse Israels store midterfløj af religiøse zionister, som med den unge dynamiske leder Naftali Bennett har fået mere vind i sejlene de seneste år. De religiøse zionister spænder fra meget lempelige ortodokse med hældning mod venstrefløjssynspunkter til de sande høge på bosætterfløjen en i sandhed uhomogen gruppe. De forenes i de jødiske traditioner, deres zionisme og både mænds og kvinders indsats i hæren. Det er herfra, at rigtig mange mænd til elitetropper og de farligste funktioner rekrutteres, og derfor ser sekulære israelere de religiøse zionister som langt mere forståelige medborgere end de ultra-ortodokse, alle yderligere forskelle til trods. Læg også mærke til de etiopiske jøder, falashaerne, som, siden de indvandrede i 1980 erne, er blevet en markant jødisk gruppering i Israel. Ingen immigrantgruppe i Israel har stukket så markant ud som disse afrikanske jøder og har måttet bevise sig selv så eftertrykkeligt. Mange er nationalreligiøse; de bringer en helt ny sort coolness til den jødiske familie. Som alle andre immigranter er de blevet accepteret som immigranter under den såkaldte Law of Return fra 1950, som sikrer alle jøder et tilflugtssted i Israel. Og jødisk forstås her i vid forstand, idet også efterkommere af jøder og personer gift med jøder inkluderes for at beskytte alle disse mod antisemitisk forfølgelse. Det har den pudsige konsekvens, at ikke alle, der accepteres som israelske borgere, også accepteres som jøder i staten Israel. Det strengt ortodokse overrabbinat hersker nemlig over den interne definition af, hvem der er jødisk og de følger den ortodokse regel om, at kun børn af jødiske mødre og dem, der er konverteret efter ortodoks praksis, gælder. Mange af f.eks. de russiske immigranter, som kom efter 1989, er ikke jøder ifølge overrabbinatet og kan ikke gifte sig eller blive begravet Jerusalem_3korr.indd /02/

31 jøderne i Israel, medmindre de da vil gøre det efter kristent eller muslimsk ritual. Der findes nemlig ikke borgerligt ægteskab eller civil begravelse i Israel. De etiopiske jøder blev heller ikke accepteret af overrabbinatet som jøder, fordi deres tradition afveg fra den gængse. De har derfor i store tal konverteret til standard-rabbinsk jødedom. Endnu et israelsk paradoks. på tværs af fraktionerne En meget stor befolkningsgruppe i Israel definerer sig som traditionelle de har et nært forhold til religionen, men ikke nødvendigvis på den ortodokse måde til enhver tid. I praksis er de så godt som uskelnelige fra på den ene side de nationalreligiøse, på den anden side de sekulære israelere de kan meget vel gå med en lille kalot noget af tiden, men ikke altid og kvinderne klæder sig, som de vil. Så det er ikke alt, man kan kigge sig til i Jerusalem, trods alt. Man kan prøve at holde lidt øje med, hvad de forskellige grupper køber på markedet og opdage, at det er svært at se forskel. Jerusalems jødiske madkultur er vidunderligt åben, og selv om de orientalske jøder traditionelt har deres egne typer af brød til sabbatten, elsker de også de østeuropæiske fletbrød og de mange kager lavet på gærdej alt det, som især de ortodokse ashkenazier hæger om, samtidig med at også de elsker orientalske lækkerier. Kadosh-konditoriet i Shlomtzion HaMalka Street længere inde mod centrum er et smukt eksempel på, hvordan madtraditioner flyder frit mellem de forskellige jødiske etniske grupper: Her har flere generationer af en gammel Jerusalem-familie med kurdisk-sefardiske rødder serveret ægte wienerbagværk siden 1970 erne. Bag markedet ligger en stribe ældre bebyggelser, som tilsammen er kendt som Nahlaot, og som udmærker sig ved sin særlige blanding af religiøse beboere side om side med jødisk indie-stil, et kvarter med en del natteliv. Slå et slag forbi gaderne omkring kunst- og designakademiet Bezalel og se, hvordan befolkningen forandrer sig i forhold til markedskvarteret; her støder man Skinny jeans og skarpe solbriller. Selvfølgelig kan man være ortodoks med stil i Jerusalem, som disse hipster-ortodokse på spadseretur gennem markedet Mahane Yehuda Ari Zelenko ofte på hippe unge på cafeerne og i genbrugsbutikkerne. Med lidt held kan man observere hipster-ortodokse i kvarteret: moderigtige, stylede typer med kalotter. Nahlaot fortsætter over i Rehavia, som tog form i 1930 erne som de mange nyankomne tyske flygtninges nye hjem. Den oprindelige generation af immigranter er ved at være uddød tidligere kunne man ofte høre tysk talt i kvarteret men med sin Bauhaus-stil vidner kvarteret stadig om en gruppe, som i høj grad var med Jerusalem_3korr.indd /02/

32 jøderne til at forme det kunstneriske og akademiske liv i Jerusalem. Man kan gå ad Ussishkin Street og dreje ned ad Ramban Street, hvor man virkelig fornemmer, at dette er en haveby på et bjerg. Hvor bjerget ender ligger en park, og man ser ud over dalen. Et mødested for jøder på tværs af alle fraktioner, der forenes i glæden ved traditionen og lysten til at diskutere og videreudvikle den, finder man i akademiet Elul i den sydlige bydel Katamon. Elul kalder sig en moderne Beit Midrash, det traditionelle akademi for jødisk lærdom og udmærker sig ved at være åbent for både sekulære og religiøse, hvis bare de har lyst til at studere og diskutere frit. Stedet er skabt af den dynamiske Ruth Calderon, professor i talmudstudier, som i 2013 blev valgt ind i Knesset for Yesh Atid-partiet. Universitetsbyen Jerusalem har også sin egen subkultur af religiøse akademikere, som med diminutive kalotter og damer i elegante kjoler og måske en baskerhue på sned eller en lille hat til delvist at dække håret fører den traditionelle jødiske smag for lærdom over i den akademiske lejr. Deres primære habitat er campus-området ved Givat Ram og Hebrew University på Scopusbjerget; har man lyst til at stifte lidt mere bekendtskab med den verden, er filmen Footnotes fra 2011 et godt sted at starte. I denne lejr kan man være både humanist, kosmopolit, med på noderne og ortodoks. Der er ingen ende på nuancerne af jødedom i Jerusalem. en shtetl i jerusalem Tag måske en afstikker til de ultra-ortodokse kvarterer som f.eks. Mea Shearim i fredagstravlheden, men husk i så fald at være pænt tildækket med en kjole, der dækker knæ og albuer og ikke er for nedringet, til kvinder og en hat til mænd, plus lange ærmer og lange bukser. Forvent ikke noget hjerteligt og direkte møde med befolkningen her, men udvis høflighed, og vær diskret med kameraet. Den verden, man har skabt her, er en selvbærende boble af ortodoksi. Der er en reserveret selvtilstrækkelighed over hele miljøet, for man sætter ikke pris på at blive bekigget som en zoologisk I det ultra-ortodokse samfund i Mea Shearim undgår man moderne urene medier, og derfor er vægavisen en vigtig fælles kilde til nyheder. Den stribede kaftan med tilhørende knæbukser er en Jerusalem-specialitet, som bæres af visse ekstra-konservative grupperinger i dette miljø. Bemærk også den hæklede hvide kalot, som titter frem under hatten Ari Zelenko have, men man er på den anden side dog åbne over for kunder til de mange butikker i området. Området omkring hovedgaderne Mea Shearim og Yehezkel er selvsagt fantastisk til at indkøbe jødiske rituelle genstande og bøger: Her er lysestager i sølv, alt i ultra-ortodoks beklædning, legetøj over jødiske temaer og børnebøger om ortodokse familier. Op til de jødiske højtider kan man her købe udstyr: lys og lysestager til hanukka i december; ting til at larme med, så man kan overdøve den onde Hamans navn under læsningen af Esters bog til purim om foråret; pynt til den traditionelle løvhytte under sukkot om efteråret. Man kan få fantastiske traditionelle birkes- og ostekager og de store fletbrød, challot måske de lækreste ashkenazi-spiser i et ellers tungt køkken, skabt til Østeuropas kulde og nøjsomhed og ikke Levantens frodige hede. Mange steder kan man høre lyden af yeshiva-studier gennem de åbne vinduer: En stadig singsang af tekstrecitation, Jerusalem_3korr.indd /02/

33 jøderne spækket med indslag af højlydte diskussioner. Det kan føles som at være kastet tilbage til en verden af i går i det forsvundne jødiske Østeuropas shtetler, små jødiske byer, som ikke mindst Marc Chagall har skildret i sine billeder. Men man skal lige minde sig om, at den østeuropæiske jødiske kultur ikke var nær så bastant ortodoks som denne verden. Sæt solnedgangstimen fredag aften af til at indånde stemningen ved Grædemuren i den gamle bydel hele Jerusalems fælles døgnåbne friluftssynagoge. Her samles alle jødiske grupper, mens sabbatten og natten begynder. En hel række yeshivaer ligger i det genopførte jødiske kvarter tæt på Grædemuren, og herfra stiger mange ned for at deltage i gudstjenesten, der indleder sabbatten. Den kaldes at modtage bruden, for sabbatten er som en yndig brud, man gifter sig med de næste 24 timer og fejrer med festmåltider og dans. Når man forlader Grædemuren i den friske nat, ligger den jødiske del af byen stille omkring én busser kører ikke, de fleste restauranter og cafeer er lukkede. Også det sekulære jødiske Jerusalem er langt mere stille end evigt åbne Tel Aviv, hvor man går ud fredag aften. Heldigvis er der jo åbent hos muslimerne og de kristne, som også kan sørge for en taxa hjem. i synagogen Man kan bruge lidt af Jerusalems stille sabbatslørdage på at gå på opdagelse hos de forskellige etniske jødiske grupper, selv om de ikke er nær så udprægede i dag som for nogle generationer siden. Efter synagogetid henad 11 om formiddagen ser man ofte de enkelte menigheder forsamlet foran deres synagoger, f.eks. den italienske synagoge i Hillel Street. På hverdage kan man her besøge den udsøgt smukke synagoge og museet om de italienske jøders kultur. Man kan også gå forbi de ultra-ortodokse kvarterer på sabbatten, hvor alle er i deres fineste tøj mange mænd nu med runde pelshatte, en såkaldt shtreimel. Shtreimlen var i 1700-tallets Polen den fine mands hovedbeklædning, som jøderne gradvis overtog. Den findes både i flade versioner af varierende bredde og højde og som en spids pelshue, en såkaldt spodik. Og den er varm at bære på en sommerdag i Jerusalem. Lad helt være med at fotografere i disse kvarterer på sabbatten og jødiske helligdage, og tal heller ikke i mobiltelefon. Vil man selv opleve en jødisk gudstjeneste, kan det ikke anbefales at møde op i de ortodokse synagoger, hvor man ikke vil forstå meget af den hebraiske liturgi eller ritualerne, og hvor man uundgåeligt vil være en meget påfaldende outsider. Prøv i stedet Hebrew Union College på King David Street, reformjødedommens center i Jerusalem, hvor gudstjenesten er på engelsk, og der hersker en venlig og åben stemning over for alle grupper. Man kan også snuse til de syriske jøders traditioner, hvis man dvæler lidt uden for Ades-synagogen i Nahlaot i mørkningen, inden sabbatten slutter lørdag aften. Indenfor forsamles man og dyrker menighedens smukke sangtraditioner, mens den hellige dag langsomt rinder ud. Til sidst afslutter man sabbatten med det klassiske ritual, hvor man over vin og lys og krydderier sætter skel mellem helligdag og hverdag. I Adessynagogen bruger de ofte ranker af duftende urter frem for de europæiske jøders tørrede krydderier. Og derfra kan man gå direkte ud i nattelivet, mens alting åbner igen i Jerusalem, og en ny uge går i gang Jerusalem_3korr.indd /02/

34 jøderne noter byvandringer om jødisk historie Der findes guidede vandreture gennem både Mea Shearim, Nahlaot og det jødiske kvarter i den gamle bydel. Se f.eks. og film Jerusalem Cinematheque 4 Altid et rigt udvalg af jødiske film og restaurant med skøn udsigt. Hebron Road 11. Syd for Yemin Moshe-kvarteret. Se jer-cin.org.il. helligdage Husk, at alt lukker til yom kippur, forsoningsdagen. Man kan opleve løvhytter i mange religiøse kvarterer til sukkot, løvhyttefesten; til purim er der maskerade. Under pesach-festen, den jødiske påske, sælger almindelige supermarkeder og bagere ikke brød og kager bagt på mel. For en kalender med de jødiske helligdage, se Judaism/festivals.html. indkøb og smagsprøver Mange butikker med religiøse genstande på Mahane Yehuda 5 sælger amuletter, såkaldte sgulot, som fremmer frugtbarhed, økonomi m.m. Og selvfølgelig enhver tænkelig variation over hamsa, den femfingrede hånd, der afværger det onde øje. Yderligere kan man finde jødiske religiøse genstande i butikkerne op ad Mea Shearim Street og Yehezkel Street. Henholdsvis Mea Shearim og Geula. Kadosh 1 Wienerbageri ejet af kurdiske jøder. Shlomtzion HaMalka 6. Nahalat Shiva. Har man ikke fået nok søde sager på Kadosh, så besøg Mahane Yehuda-markedet eller Mea Shearim. Prøv f.eks. kugel jerushalmi, en karamelliseret budding lavet af spaghetti, der spises til sabbatsfrokosten, halva lavet af sesam og sukker, som fås i utallige variationer, og flettede sabbatsbrød, challot. I ugerne op til pesach kan man købe særligt usyret brød og kager bagt uden mel i alle fødevarebutikker. jødeudkigssteder Bezalel Academy of Arts and Design Jerusalem Ved Bezalels gamle hovedbygning finder man ofte hipster-jøder, det bedre borgerskab og trendy typer. Omkring Shats Street, Shmuel HaNagid Street og Bezalel Street. Nahlaot. Se www. bezalel.ac.il. German Colony De sekulære jerusalemitters højborg. Hæng f.eks. ud ved biografen Lev Smadar 6 Lloyd George 4. German Colony. Mahane Yehuda 5 Mellem Jaffa Road og Agrippas Street. Hebrew University 7 Scopusbjerget. Se new.huji.ac.il/en Jerusalem_3korr.indd /02/

35 jøderne Universitetscampussen Givat Ram 8 De jødiske nørders hjemmebane ikke langt fra The Israel Museum. Der er cafeer i det grønne område mellem institutterne og en god universitetsboghandel: Academon i Sherman Building, som sælger bøger om jødisk historie og kultur på europæiske sprog. Indgang til campus fra Balfour Road. Givat Ram. yeshivaer og synagoger Ades-synagogen 9 Syrisk-jødisk synagoge kendt for sin sangtradition. Beersheva Street 7. Nahlaot. Chabad House 3 Er man jødisk og vil snuse til ultra-ortodoks jødedom, er man velkommen hos disse lubavitcher-hasidim: jødedommens svar på Indre Mission. Habad Street 31. Den gamle bydel. Se Diaspora Yeshiva 10 Zionbjerget. Se org. Også berømt for sit musikalske vedhæng, Diaspora Yeshiva Band. Se Elul 11 En nutidig yeshiva, åben for begge køn og både sekulære og religiøse jøder. Bostanai 8. Katamon. Se org.il. Hebrew Union College 12 Regelmæssige reform-gudstjenester. Tjek tidspunkterne for gudstjenesterne på edu ved at søge på Murstein synagogue. King David Street 13. Mamilla. Museum of Italian Jewish Art and Synagogue 13 Italiensk synagoge og museum. Lukket mandag og lørdag. Hillel Street 27. Nahalat Shiva. Se 68 Jerusalem_3korr.indd /02/

36 vide verden al-haram klippen, hvor konflikterne sprang jakob skovgaard-petersen Vi begynder i Kairo for knap 30 år siden. I et lille mørkt værelse i et slumkvarter på en kvælende sommerdag. Vi sad på gulvet foran en gammel spåkone klædt helt i sort med et læs kohl om øjnene. Hun kunne kun kravle, men var hurtig nok med hænderne, da hun kogte kaffe. En ven havde taget mig med for at høre om mulighederne for at kaste en forbandelse over en rival. Der var godt nyt til ham: Han ville blive gift med sin elskede, få ti børn og komme på hajj til Mekka. Så skævede hun til mig. Jeg kunne næsten høre, hvordan det knagede: Hvordan skulle hun stille mig, hendes første vesterlandske klient, tilfreds? Det lykkedes! Hun oversatte bare sin spådom til kristent mere skulle der ikke til. Jeg ville tage til Jerusalem og dér møde min udkårne, og sammen ville vi få fem børn. Vi betalte og gik tilfredse derfra, optaget af hver vores lille dagdrøm. Skønt jeg ikke er overtroisk, glemte jeg ikke min spådom. Men jeg havde ikke travlt; det var ganske rart at vide, at man altid kunne tage til Jerusalem og begynde på anden del af sit liv. Jerusalem er længslen efter det andet liv. Det, som skal komme. Ifølge islamisk teologi er det i Jerusalem, at menneskene skal forsamles den dag, verden går under. Det er det sted, Gud sendte sine mange profeter, og det sted, hvorfra Muhammed steg til himmels. Det sted, altså, hvor jorden møder himlen. Alle muslimer kender derfor Jerusalem, den hellige by eller det hellige tempel, al-quds, al-bait al-muqaddis. Men de kan af praktiske og politiske grunde ikke komme dertil. Det er heller ikke pligtigt. Valfarten til Mekka er en søjle, en pligt for hver troende. Og kommer man så langt, besøger man næsten altid Medina, hvor profetens gravmoske ligger. Op igennem historien har Jerusalem ikke været en fast tredje destination; ingen af de fire pilgrimsruter til Mekka gik dér forbi. For muslimer var Jerusalem nok hellig, men på en anden facon. Mekka var Muhammeds fødeby, dér levede han og fik sine første åbenbaringer. Byen Medina tog imod ham, da han var på flugt, og her grundlagde han sit jordiske rige. Til Jerusalem kom profeten kun én nat. Men hvilken nat! Koranen afviser gang på gang, at profeten kan lave mirakler, men ét mirakel var han dog centrum i: lailat al-isra wa l-mi raj natterejsen, hvor han på den vingede hest al-buraq rejste fra Mekka til Jerusalem, og himmelrejsen, hvor han derfra rejste gennem de syv himle, prædikede for alle profeterne og blev stedt for Guds trone for endelig at vende tilbage. Det andet liv, selv for ham. Koranen selv fortæller faktisk ikke denne historie. Men dens sura 17 begynder med dette vers: Højlovet være Han, der lod sin tjener rejse om natten fra det fredhellige bedehus til det fjerneste bedehus, hvis område Vi har velsignet, for at vise ham nogle af Vore tegn. Han er Den Hørende og Den Seende. Jerusalem_3korr.indd /02/

37 Klippehelligdommen med al-buraq-muren i forgrunden som er det arabiske navn for Grædemuren. Broen til højre giver ikke-muslimer adgang til Haram-plateauet ad Mughrabiporten. Under porten findes den lille al- Buraq-moske med ringen, som fabeldyret angiveligt blev tøjret i Kasper Bro Larsen Politi ved al-aqsa-moskeen. I moskeen findes en kopi af den skønne elfenbensprædikestol (minbar), som Saladin lod installere i forbindelse med erobringen af Jerusalem fra korsfarerne i Den originale prædikestol brændte i 1969, da en sindsforvirret australsk, kristen fanatiker satte ild til den Lasse B. Madsen Dette vers er gennem tiden blevet set som refererende til rejsen til Jerusalem, og derfor har suraen også fået navnet natterejsen. Det fjerneste bedehus hedder på arabisk al-masjid al-aqsa, dvs. al-aqsa-moskeen. Som for de andre religioner har Jerusalem gennem historien på én gang været noget spirituelt og noget ganske konkret, en himmelsk stræben og en jordisk, territorial ambition. Og sådan er det den dag i dag. Detaljerne om natte- og himmelrejsen står at læse i Siraen, Muhammeds levnedsbeskrivelse, og i Hadith, Muhammeds udtalelser, der sammen med Koranen udgør islams grundlæggende kilder. Og lailat al-isra wa l-mi raj er en af kalenderårets vigtigste nætter, på den 27. i måneden rajab. Natten markeres med bønner, og den nærliggende fredag vil temaet i prædikenen over hele verden være Jerusalem. Nogle steder i sin spirituelle dimension som stedet, hvorfra Muhammed steg til himmels; særligt de islamiske mystikere, sufierne, elsker denne historie og har anvendt hans opstigning gennem de syv himle som model for de stadier, de selv skal gennemrejse på vejen mod Gud. Men andre steder i sin politiske dimension, om staten Israels jerngreb om al-aqsa-moskeen og den muslimske forpligtelse til at befri den. Variationer, igen, over Jerusalem som det andet liv, det, der skal komme. Men natterejsen udtømmer langtfra Koranens interesse for Jerusalem. For hvor Mekka og Medina er referencerammen i Koranen, er Jerusalem dens scene. Her foregår mange af dens fortællinger. Her lå kong Salomos prægtige tempel, og her advarede profeterne folk imod ugudelighed: Abraham, Lot, David, Zakarias, Johannes. Moses ville lede israelitterne ind i det forjættede land, men de vægrede sig, og fyrre år skulle gå. Her blev Maria født og viet til templet, hvor hun Jerusalem_3korr.indd /02/

38 Klippehelligdommen som souvenir Kasper Bro Larsen voksede op alene, kun forsørget af Gud. Og da hun havde født sit barn under en palme øst for byen, måtte hun vandre ind, forpligtet til tavshed, forhånet og anklaget for hor, indtil den spæde Jesus oplod sin røst og bekræftede, at han var udvalgt af Gud som profet. I Koranen er det Jesus, ikke Muhammed, der udfører mirakler. Er Mekka åbenbaringens by og Medina lovens, så er Jerusalem miraklets. ziyara: det klassiske muslimske besøg Byen er scene for den hellige historie, javel. Men modsat andre hellige byer er der mere end én historie. Byen lever af at være hellig. Dens politik, erhverv, økonomi, uddannelser langt det meste kan føres tilbage til byens hellighed for tre religioner. Der er flere religioners forskellige, ja, polemiske historier. Jødedom, kristendom og islam har desuden hver især sekter og retninger, som skændes indbyrdes. Her har Gud givet sig til kende, men hvad det betyder, det skændes man stadig om. Byen har ikke én betydning, og dens borgere er så uenige, at de må beskyttes imod hinanden. Selv om de troende langt borte nok kan tro det, er der ingen seren og forklaret atmosfære over byen. In- Indgang til madrassa Ashrafiya på al-haram. Karakteristisk for den mamlukkiske arkitektur i Jerusalem ( ) er halvkuplen over indgangen og de skiftevist farvede forbandter (ablaq) Kasper Bro Larsen gen himmelsk fred. Til gengæld er der jordisk drama; religion er territoriel her, og man slås om den. Pilgrimmene kommer derfor heller ikke til den store forbrødring eller forening. Mange muslimer, f.eks. sorte amerikanere, har berettet om den helt overvældende følelse, det var at deltage i en hajj til Mekka; millioner af mennesker udførte de samme ritualer på de samme dage og delte den samme glæde. I Jerusalem er intet synkront, og pilgrimmene bliver ikke en del af en Jerusalem_3korr.indd /02/

39 al-haram højere enhed. Hver især må gøre, hvad han skal; og så skæve misbilligende til ham ved siden af. De, der bedst forstår at tilpasse sig denne kakofoni af religion er nok souvenirsælgerne, der falbyder alle religionernes ikoner og symboler. Men for den konsekvente troende er det jo egentlig en uantagelig sammenblanding. Og han vil have et forbillede: Jesus ryddede templet for kræmmere, da han gjorde sit indtog i byen, og det samme gjorde Muhammed ved sit indtog i Mekka. Så Jerusalem er en by, der lever af at tiltrække religiøse besøgende. Hvordan besøger man så Jerusalem som muslim? Det er ikke helt let at sige. Netop fordi det er et ziyara, et besøg, og ikke en hajj. Hertil er der en bestemt form for litteratur, som vi ikke har fra så mange byer, men i stort tal fra Jerusalem: lovprisninger af byen. I dette tilfælde Fada il al-quds, Jerusalems attraktioner, om hvad der forefindes i byen af hellige ting, hvordan folk holder dem hellige, og hvorfor de i det hele taget er der. Denne litteratur er forfattet af lokale og gentager sig selv. Men netop derfor ser man de mere varige strukturer og prioriteringer, for den vil altid begynde med det prægtigste og så gå nedad i rækken. Og den vil citere profeten for, hvad godt han har sagt om stedet. I Jerusalem er det langt mere end andre steder; men modsat f.eks. Damaskus og Kairo samler det sig udpræget om én lokalitet: al-haram ash-sharif. al-haram ash-sharif Skal man som muslim besøge Jerusalem er der kun ét sted, der tæller: al-haram ash-sharif Den Ædle Helligdom, som på dansk kaldes Tempelbjerget. Det gælder i øvrigt også den, der kommer af interesse for islam og muslimsk kultur. Men det er et kompliceret sted med mange navne og forandrede forhold og fortolkninger gennem tiden. Også mere end den almindelige muslim vil være klar over. Al-Haram ash-sharif er navnet på det plateau, hvorpå al-aqsa-moskeen og Klippehelligdommen står, foruden en række mindre islamiske bygninger. Før lå kong Salomos tempel og det andet jødiske tempel her. Det var Herodes den Store, der byggede de kæmpe mure, der Plakat designet af den tysk-jødiske grafiker Franz Kraus i Plakaten viser al-haram med Klippehelligdommen set fra Oliebjerget og var oprindeligt en zionistisk hverveplakat, der skulle få vestlige jøder til at indvandre til det skønne Palestine, dvs. det britiske mandatområde. I dag er motivet blevet ikonisk og ses ironisk nok særligt i palæstinensiske sammenhænge, hvor plakatens Palestine læses som et forvarsel om en arabisk Palæstina-stat omkranser plateauet, der ligger noget over den gamle bydel mod vest og gravpladserne i Kedrondalen mod øst. Plateauet er næsten rektangulært og måler omkring en halv kilometer i nord-syd-længden og godt tre hundrede meter i bredden. Det er det mest omstridte stykke land på kloden. Det er nemlig ikke bare muslimer, der giver klippen en plads ved tidernes ende. Det gør i alt fald nogle kristne og jøder også. For mange jøder var erobringen af klippen i 1967 en begivenhed af messianske proportioner. Men den fik mildest talt ikke rivaliseringen til at ophøre. Nu har man den komplicerede situation, at muslimerne kontrollerer klippens overflade (inden for rammer sat af israelerne), mens Israel kontrollerer dens sider. Den sydlige del af Vestmuren er den, vi kender som Grædemuren og som centrum i jødisk fromhed. Her ryddede israelerne et helt kvarter, marokkanernes, for at skabe den store plads, der nu ligger foran den. Og herfra udgår den lange tunnel, som senere er gravet langs med al-haram, til muslimernes store skræk og vrede. Begge parter anklager hinanden for at ødelægge den andens ruiner og anvende arkæologien til at gøre krav på mere af klippen. Selv det sekulære Israel er Jerusalem_3korr.indd /02/

40 Klippehelligdommen med Kædekuplen i forgrunden. Fotografier fra 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet viser den store kuppel i mat og mørkegrå udgave, men i løbet af 1900-tallet har særligt det jordanske, hashemitiske kongehus sponsoreret restaureringer, så den i dag fremstår skinnende og forgyldt Mai Hasager voldsomt optaget af Tempelbjerget. Zionismen har ligefrem taget navn efter klippen Zion, der i jødisk tradition identificeres med Tempelbjerget. Men mere ekstreme nationalreligiøse jøder har gjort tilløb til at sprænge de muslimske helligdomme i luften, og en hel jødisk yeshiva i byen, The Temple Institute, er dedikeret til studiet af oprettelsen af Det Tredje Tempel. Sidder man oppe på plateauet, kan man undertiden se nationalreligiøse jøder gå rundt, beskyttet af israelske soldater, og som developere udpege, hvad de drømmer om at få fritlagt. De palæstinensiske besøgende følger dem med øjnene, rasende men magtesløse. Kampen om al-haram har gjort turister til kastebolde. I de senere år har der kun været adgang til plateauet om formiddagen samt en enkelt time om eftermiddagen, og dens to store seværdigheder, Klippehelligdommen og al-aqsa-moskeen, er kun for de troende. På fredage og islamiske helligdage er det hele lukket af. Tunnelerne langs Grædemuren er derimod åbne for en spirituel oplevelse, som der står i byens officielle turistbrochurer, der fremmer de jødiske seværdigheder og forbigår alle de islamiske mesterværker nede i byen, som også står og forfalder. For ikkemuslimske turister er der kun én indgang og dermed én lang kø mens de lokale muslimer kan gå op gennem seks porte, der dog alle er bevogtede af israelske soldater. Den centrale placering minder om hovedmoskeen i andre gamle arabiske byer. Men modsat andre islamiske byer i regionen er der ikke rigtigt andre store moskeer i den gamle bydel og ingen, hvor der prædikes om fredagen. Det nærmeste, man kommer, er Omar-moskeen med den høje minaret lige over for Gravkirken, hvis bedeniche er prydet med et korancitat om Jomfru Maria. Bemærk, hvordan den gamle bydels handelsgader (aswaq) ligger neden for al-haram med de fineste gader, Suq as-silsilleh og Suq al-qattanin, ledende op til pladsens indgangsporte. På de gader vil man finde fontænerne, skolerne, badene og andre offentlige institutioner. Mange er doneret af mamlukkiske og osmanniske sultaner. på besøg på plateauet Men et besøg i Jerusalem uden at stå på Tempelpladsen er fattigt. Der er megen Skjønhed paa Tempelpladsen, mange pragtfulde Udsyn og maleriske Kig. Ofte maatte jeg tænke paa Salmistens næsten forelskede Udbrud: Smukt løfter sig hans hellige Bjærg, Alverdens Fryd, skrev min oldefar Carl Skovgaard-Petersen i Landet hvor Kilderne Sprang mellemkrigstidens kristne rejsefører til Palæstina. Og det er sandt; det er smukt og underligt fredfyldt i orkanens øje. Den første kendte danske konvertit til islam, Knud Holmboe, kom et par år efter og fortæller, at netop kontrasten til Gravkirkens mylder og teater betog ham så meget, at det var heroppe, han fandt ud af, at han var muslim. Et held for ham, at Klippehelligdommen dengang var åben for vesterlændinge Jerusalem_3korr.indd /02/

41 al-haram Hvad kan man gøre oppe på al-haram, når nu Klippehelligdommen, al-aqsa-moskeen og det islamiske museum deroppe er lukket for ikke-muslimer? Tja, man må jo så se på bygningerne udefra. Al-Aqsa-moskeen er ikke synderligt spændende, men Klippehelligdommen kan man ikke se sig mæt i. Den fungerer som en moske, men er bygget efter helt andre principper, dels er den en ottekant og dermed uden klar bederetning, dels åbner den sig i midten ned til klippen selv, jordens navle, som man også kan gå ned til i en slags kapel. Såvel indeni som udenpå er den ornamenteret med Koranvers, som proklamerer, at Gud er én, og Muhammed og Jesus er Guds profeter, så tro på Gud og hans budbringer og sig ikke tre sådan som de kristne ellers gør med treenighedslæren. I mangel på adgang til Klippehelligdommen kan man besøge dens lillesøster, Kædekuplen, Dome of the Chain, lige øst for den. Den er også opført af kaliffen Abd al-malik i slutningen af 600-tallet og har formentlig tjent som bait al-mal, skatkammer. Ifølge overleveringen vil en kæde udspændt her på dommedag forhindre synderne i at komme i paradis. Ellers er det bedste, man kan gøre, vel at drive omkring og søge at falde i snak med de lokale muslimer. Hele al-haram-plateauet er en moske. De steder, hvor man skal foretage afvaskninger før bønnen, er placeret ved portene. Man går rundt med sko på, men mange breder deres bedetæppe ud i det fri snarere end at gå ind i moskeen. Ved årets to store fester al- idayn beder folk i rækker på hele området, og siden går de så ud ad porten mod nordøst, Stammernes port, Gate of the Tribes, for at besøge familiegraven på den muslimske gravplads umiddelbart øst for bymuren. Men også på en almindelig fredag strømmer Jerusalems beboere op på al-haram; det er en indgroet del af at være muslim i Jerusalem at markere as-sumud, udholdenhed eller standhaftighed imod den israelske besættelse. Det meste af året vil der også blive afholdt undervisning for voksne i det fri snarere end inde i moskeen. Folk lejrer sig i en cirkel om en lærer, som underviser i islamisk jura, etik, teologi eller andet. Når jeg har lyttet med, var det hyppigt også politisk, præget af Hizb at-tahrir, en radikal islamistisk gruppe, som er stærk i Jerusalem (hvor den oprindeligt kommer fra), men som også findes i Danmark. Modsat islamistiske massebevægelser som Hamas afviser Hizb at-tahrir parlamentarisk demokrati og ser moderne historie som én stor sammensværgelse imod muslimerne. De ser sig bekræftet af de nationalreligiøse jøders forsøg på at overtage al-haram og den gamle bydel. Omvendt føler israelerne sig bekræftet i deres mistro til en fred med palæstinenserne, når de ser gengivelser af Hizb at-tahrirs voldelige og anti-jødiske retorik. I dag forbinder muslimer al-haram-plateauet alene med Muhammeds natte- og himmelrejse. Men sådan har det ikke altid været. Tyskeren Andreas Kaplony har omhyggeligt for hver periode registreret de navne, indskrifter og ritualer, som de muslimske kilder nævner. Han mener at kunne afdække en række lokaliteter, ikke mindst i forbindelse med murene og portene, som var genstand for muslimsk kult i de første århundreder af islams historie. Den sydøstlige port, som nu er muret til, var i de klassiske kilder det sted, hvor Gud tilgav David. Det er også ved den port, at Maria voksede op i sit eget lille kammer, at englene ifølge Koranen gav hende vinterfrugter om sommeren og sommerfrugter om vinteren, og at hun senere fik sin bebudelse. Og der er andre lokaliteter forbundet med begivenheder, som Koranen nævner i sammenhæng med Salomo, Abraham, Jakob, Zakarias og Johannes Døberen. Ofte forbundet med bønner, man skulle bede, og nådesbevisninger, man kunne få. At bede ved den tilmurede port på plateauets østside (den såkaldt gyldne port) sagdes eksempelvis at være som at træde ind i paradis og stå foran Jesus og Maria. Der synes at have været en bestemt rute, som de besøgende tog, med særlige bønner de forskellige steder. Alt det er imidlertid glemt. Spørger man de folk, der er ansat på al-haram, siger de afvisende, at det kender de ikke noget til. De opfatter den slags spørgsmål som forsøg på at få dem til at anerkende, at der ligger et jødisk tempel neden under deres al-haram ash-sharif. De Jerusalem_3korr.indd /02/

42 sig selv som murabitat, kvinder i garnisonen, hvor Jomfru Marias hytte, som omtales i Koranen, har ligget. De diskuterer det ivrigt, tilsyneladende for første gang. Men ender med at forklare mig, at al-haram i islam er thalith al-haramain, det tredje af helligstederne, fordi Muhammed landede her på sin natterejse. Og kun derfor. Det er en aqsa-isme, dvs. en ideologi om al-haram og Jerusalem som muslimsk. En ideologi, der modsvarer zionismen. En studiekreds er ved at samle sig ved Yusuf-kuplen på al-haram Lasse B. Madsen ting, som man nu kender til, har til formål at afvise de jødiske krav og legitimere de muslimske. Derfor er de underjordiske, såkaldte Salomos Stalde nu omdannet til moske (som man ikke kan se, men der er en trappe ned i det sydøstlige hjørne), og man viser Davids bedeniche i den sydlige del af muren, øst for al-aqsamoskeen. David og Salomo betragtes som muslimske profeter. I en dokumentar-serie, Profeternes land, på den store arabiske tv-kanal al-arabiyya fra 2010 følger den saudiske tv-vært sporene fra de muslimske profeter i Syrien, Jordan og Palæstina. To af dem, David og Salomo, er uløseligt forbundet med Jerusalem. For jøder og kristne er David og Salomo primært konger. Muslimer ser dem derimod først og fremmest som profeter, der prædikede Guds absolutte enhed, men israelitterne ville ikke lytte. I serien forklarer forskellige muslimske missionærer, at arkæologer ikke har fundet noget jødisk tempel, men at David og Salomo bad i al-aqsamoskeen, som er genopbygget flere gange. Jeg spørger en gruppe tilslørede kvinder, hvis studiekreds omtaler muslimsk fest for moses For at spore den moderne aqsa-isme, skal vi tilbage til de 1920 ere, hvor min oldefar Carl og konvertitten Knud Holmboe sad heroppe, hver med så stort religiøst udbytte. Som domprovst i Roskilde var det Carls sigte at knytte bånd mellem det kristne Danmark og landet, hvor kilderne sprang. Det var han god til; kapitlerne i hans bog lyder som en liste over danske menighedshuse: Bethania, Bethel, Bethesda, Bethlehem. Store steder i den hellige tid, men i hans øjne kun en afglans af sig selv i dag. Der står selvfølgelig også en del om samtiden, men det er, må man sige, i fordomsfulde vendinger. Om araberne hedder det, at de er svigefulde og løgnagtige, og jøderne er ikke meget bedre. De værste synes at være dem, der kan engelsk og tror, de er civiliserede. Carl er derfor bedre tilpas, da han i påsken 1923 får mulighed for at overvære den muslimske Nabi Musafest, hvor man forsamles på al-haram for så at begive sig nogle mil i retning af Det Døde Hav til det sted, hvor Moses angiveligt skulle være begravet (Carl kan afvise lokaliteten, da Bibelen klart nævner, at Moses er begravet på Nebo-bjerg på den anden side af Jordanfloden). Han beskriver, hvordan man er draget ud med dundrende musik og vajende bannere. I centrum ser han en yngre Mand med et næsten Kristus-lignende Ansigt. Hudfarven er bleg, Linierne rene og Skægget rødligt. Det er ingen anden end den berygtede stormufti af Jerusalem, Amin al-husseini. Al-Husseini måtte flygte fra Palæstina, fordi han havde været en af drivkræfterne i den palæstinensiske opstand Jerusalem_3korr.indd /02/

43 al-haram Nabi Musa-festen Billedet er taget i Kedrondalen. Mod syd ses Jebel Batn Al-Hawa, også kaldet Forargelsens Bjerg, med benediktinerklostret på toppen (nu pilgrimsherberget Maison d Abraham). Øverst til højre ses Tempeltinden, dvs. bymurens sydøstlige hjørne 1939, og efter at have været i Irak og Italien endte han i Berlin under krigen som jødehader og medvider til Holocaust. Som sådan er han den figur, der forbinder den palæstinensiske befrielseskamp med nazismen og derfor en central komponent i israelsk propaganda siden 1950 erne. De faner eller standarter, som min oldefar observerede på marchen til Nabi Musa, er en del af aqsaismen. Turister, der følger Via Dolorosa, vil kort før den 6. station, hvor Veronika rakte Jesus sin svededug, se en lille gade, der går op til venstre. Den fører op til mufti al-husseinis hus efter ca. hundrede meter. Gadens navn er al-bayariq, standarterne. Festen til Nabi Musa begyndte med, at en grøn fane blev båret hen til muftien, som forrettede en bøn og rullede fanen ud. Muftiens familie, husseinierne, var blevet installeret af osmannerne som vogtere over Nabi Musa, så det var deres store årlige manifestation, som nu blev drejet i en nationalistisk retning og flere gange endte med uroligheder. Da Jordan overtog området efter Israels etablering i 1948, blev marchen forbudt. Men den er på sin vis blevet genoplivet. I en del år organiserede man i stedet en march til en anden profetgrav, Nabi Saleh, der lå inde i Israel. Men siden er rejsen blevet vendt om og går nu til al-haram ash- Sharif. I 1990 erne opstod en islamistisk bevægelse i Israel selv, ledet af Raed Salah, borgmester i byen Umm Fahm. Han blev en helt blandt muslimerne i Jerusalem og Israel, da han i 1996 tog initiativ til restaureringen af Salomos Stalde, de underjordiske rum ved pladsens sydøstlige hjørne, der som nævnt blev lavet til en moske denne gang til israelske arkæologers forargelse. I år 2000 brød den anden intifada ud, netop fordi den israelske politiker Ariel Sharon insisterede på at besøge Tempelbjerget (som han jo kaldte det). Da Israel under optøjerne søgte at forhindre muslimer i at komme til al-haram for at bede (og demonstrere), organiserede Salah bustransporter for muslimer i israelske byer til Jerusalem. Der er nu en større organisation, al-bayariq, som dagligt arrangerer snesevis af gratis busrejser til Jerusalem, for at folk skal bede i al-aqsa-moskeen. internationaliseringen af aqsa-ismen Lad os lige vende tilbage til den tidligere periode i 1920 erne, da mufti Husseini begyndte at organisere systematisk modstand imod den zionistiske indvandring. Nabi Musa-marchen var en del af projektet om at manifestere en national palæstinensisk vilje og tog som sådan for alvor til i størrelse efter Første Verdenskrig og etableringen af det britiske mandat over Palæstina. Spændingerne kulminerede med de såkaldte Western Wall Disturbances i 1929, da arabisk modstand imod permanente jødiske installationer foran Grædemuren eksploderede i kampe og over to hundrede gensidige mord på jøder og arabere et forvarsel om de mange kampe og krige, der senere skulle følge. Muftien var blandt dem, der havde agiteret imod, hvad han hævdede, var zionistiske ambitioner på Tempelbjerget. Han så nu, hvordan de internationale jødiske organisationer reagerede på urolighederne med Jerusalem_3korr.indd /02/

44 al-haram Klippehelligdommen som vægdekoration Kasper Bro Larsen konferencer og krav i de vestlige lande, og erkendte behovet for at få en tilsvarende internationalisering på muslimsk side. Så han indkaldte til en pan-islamisk konference. Jerusalem-konferencen i december 1931 var ikke den første pan-islamiske konference, men det var den mest succesrige. Der kom 156 deltagere, fra så forskellige steder som Nigeria, Bosnien, Sovjetunionen og Ceylon. Den blev åbnet på yaum al-isra wa l-mi raj aftenen for natterejsen hvor man gik i procession op til al-aqsa-moskeen og som noget helt usædvanligt (også sidenhen) lod en shia-muslimsk frem for en sunni-muslimsk lærd lede solnedgangsbønnen. Det var en manifestation af den ed, man svor, om at muslimerne måtte stå samlet over for truslen imod helligstederne. En tredje dansker, der bosatte sig i Jerusalem i 1920 erne, missionæren Alfred Nielsen, tolkede i tidsskriftet The Muslim World konferencen som et forsøg på at lave et muslimsk modsvar til zionismen. Flere af talerne var inde på, at Palæstina (og hele Levanten, som var blevet henholdsvis fransk og britisk mandatområde) var profeternes jord og derfor det hellige land for muslimerne. De delegerede rejste hjem og skrev i deres landes aviser om den zionistiske trussel imod Jerusalem og al-aqsa-moskeen. Indsamlinger blev foranstaltet, og Jerusalem kom på landkortet som den første af de to bederetninger og det tredje af helligstederne. Al-Aqsamoskeen blev indbegrebet af muslimernes trængsler og forhåbninger, om end det blev den ottekantede Klippehelligdom med den gyldne kuppel, der blev det visuelle symbol. Senere, efter den iranske revolution, kom der en årlig al-quds-dag (i slutningen af ramadanen) og talløse institutioner fik navnet Al-Aqsa fra tv-stationer til skoler på Nørrebro. Og prædikenen på yaum al-isra wa l-mi raj drejer sig om israelsk besættelse snarere end mødet med Gud. Min oldefar endte sin gennemgang med at konstatere, at den tempelplads, der fordum var Hjemsted for den forhærdede Jødedom, er nu Hjemsted for det islamitiske Kristushad. Men engang vil vel Korset igjen tage Halvmaanens Plads paa Omar-moskeens knejsende Kuppel; thi ét er sikkert: et gjenrejst Palæstina kommer til at staa i Korsets Tegn. Et fromt ønske om at sejre over de andre religioner, helt i byens ånd. Religionernes fredelige sameksistens forekommer om muligt endnu mere urealistisk end et kors på Klippehelligdommen. Men så igen: Jerusalem er jo drømmen om det andet liv Jerusalem_3korr.indd /02/

45 al-haram noter moske Omar-moskeen 5 Over for Gravkirken. St. Helena Road. Den gamle bydel. museum The Museum for Islamic Art in Jerusalem 14 HaPalmach Street 2. Kiryat Shmuel. Se seværdigheder al-haram ash-sharif Tempelbjerget. For ikke-muslimer er der adgang op ad trærampen syd for Grædemuren. Åbningstiderne er afhængige af de politiske forhold, men der er sædvanligvis åbent søndag til torsdag klokken og (alle tidspunkter er én time tidligere fra oktober til marts). Der er lukket på muslimske helligdage og hele Ramadanen, som i 2014 varer fra den 28. juni til den 27. juli, og som for hvert år ligger elleve dage tidligere i den vestlige kalender. For ikke-muslimer er der pt. kun adgang til pladsen, ikke til hovedhelligdommene, al-aqsa-moskeen 6 og Klippehelligdommen 7 Den gamle bydel. Se 88 Jerusalem_3korr.indd /02/

46 vide verden bøgerne i forfatternes fodspor Som turister gør vi os altid forestillinger om det sted, vores rejse går hen, inden vi ankommer. Er destinationen en metropol som New York eller London, er vores billeder af byen som regel formet af utallige film. Vi ser ikke Brooklynbroen i New York uformidlet og for første gang, for Woody Allens Manhattan med den berømte filmplakat af de to forelskede på bænken under broen har allerede foreviget den. Og vi betragter ikke Big Ben med et uskyldigt øje, for tv-serien Javel, hr. minister og talrige andre filmstrimler har for længst gjort den berømte bygning fra Londons skyline hjemmevant. Helt anderledes er det med Jerusalem, der ligesom New York og London op gennem tiden har krævet retten til betegnelsen verdens centrum. Her har vi ikke en endeløs række af film og tv-serier at forme vores forestillinger efter. Israel har godt nok en hastigt voksende filmindustri, men den er som landet selv af nyere dato og desuden centreret i Tel Aviv. Og Hollywood bevæger sig kun nødigt til Jerusalem, selv om byen bugner af det stof kærlighed og had som klassikerne er gjort af. En undtagelse er Brad Pitts spektakulære zombiefilm World War Z, hvor et længere afsnit udspiller sig i Jerusalem. Tilsyneladende. I virkeligheden er blockbusteren optaget på Malta. Det var åbenbart nemmere at opføre en kopi af Jerusalems gamle bydel i Maltas hovedstad, Valletta, end at benytte den originale som kulisse. Så nej, heller ikke hér er der hjælp at hente for den besøgende. Helt billedløse er vi dog ikke som besøgende i Jerusalem, for i stedet for film og tv-serier har vi utallige klip fra nyhedsudsendelserne at forme vores Jerusalemforestillinger efter. Her er problemet imidlertid et groft misforhold mellem kærlighed og had, mellem skønhed og konflikt. Der er alt for meget af sidstnævnte i mediernes dækning; Jerusalems skønhed har en dårlig presse. Derfor har de fleste af os en tilbøjelighed til at se indre tv-billeder af stenkastende unge palæstinenmichael bach henriksen Jeg kom til Jerusalem første gang i 1999 som litteraturstuderende og blev omgående berørt både fysisk og mentalt. Her var et sted, hvor alt havde betydning og svømmede over af mening historisk, kulturelt, politisk og religiøst. Det var på højden af fredsforhandlingerne mellem israelere og palæstinensere, og mange troede, at en varig fred var inden for rækkevidde. Freden er siden rykket længere væk, men min fascination af Jerusalem er intakt, for byens særlige blanding af fortidsminder og fremtidshåb er unik. Jerusalem er sammen med New York simpelthen verdens mest interessante, smukke, levende og vibrerende by. Som kulturredaktør på Kristeligt Dagblad siden 2005 har jeg fulgt livet i byen tæt og glæder mig efter hvert besøg til at komme igen. Og gang på gang finder jeg, at det ikke er de politiske kommentatorer og de religiøse prædikanter, der indfanger byens ånd bedst, men derimod forfatterne. Når man følger i deres fodspor finder man sin egen vej ind i byen Jerusalem_3korr.indd /02/

47 Hotel King David Kasper Bro Larsen sere under de to intifadaer, når talen falder på Jerusalem. Eller af israelske soldaters ydmygelser af palæstinensere ved checkpoints nær den massive skillelinje, som man alt efter temperament og politisk observans kalder for apartheidmuren eller sikkerhedshegnet. I den indre biograf dukker måske også billeder op af aggressive mandlige ortodokse jøder, der forulemper forbipasserende kvinder med en efter deres strenge opfattelse lidt for liberal påklædning. Eller af bulldozere, der gør plads for endnu en udvidelse af en af de mange bosættelser i Jerusalem-området. bøgernes by Selv havde jeg billeder som disse kørende i hovedet, inden jeg satte foden i Jerusalem for første gang. Had, konfrontationer, uforsonlighed, religiøst vanvid: Alt dette ventede utvivlsomt min kæreste og mig det trekvarte år, vi skulle bo i byen, mens jeg skrev universitetsspeciale om romangenrens udvikling, og hun arbejdede på et hospital som fysioterapeut. Men med titlen på en Johannes Møllehave-bog må jeg sige, at det var en skuffelse, der ikke gik i opfyldelse. Fordomme og parader faldt lynhurtigt, og de indre tv-billeder viste sig at være vel, ikke falske, for virkeligheden i Jerusalem er vitterligt præget af konfrontationer, men bare ikke dækkende. Langtfra. Jerusalem er så meget mere end had og konflikter; f.eks. er solnedgangen over byen det smukkeste syn i verden. Og en bid af en falafel på Abu Shukris restaurant i den gamle bydel er en himmerigsmundfuld. Og stemningen en langfredag nat i Getsemane Have blandt de tusind år gamle oliventræer er dybt rørende. Og eftermiddagste på det legendariske King David Hotel med den moderne politiske historie hviskende fra de kosmopolitiske kulisser er voldsomt stimulerende. Og, og, og Listen er endeløs. Faktum er, at Jerusalem byder på oplevelser, som man ikke finder noget andet sted i verden, og sætter tanker i gang, der kan ændre den besøgendes liv. I stedet for afsky for den mellemøstlige heksekedel fik jeg grundlagt et kærlighedsforhold til Jerusalem, som for hvert besøg er blevet dybere og har fået tilføjet flere nuancer. Som litterat og kulturredaktør levede jeg både dengang og nu en stor del af tiden i bøgernes verden. Når man nu ikke har film og tv-serier at forme sit første Jerusalem-besøg efter, er det godt, at bøgerne byder sig til med rige forestillinger om, hvad Jerusalem er for en by. Litteraturen om byen er enorm, og utallige er de forfattere, der har skrevet om den hellige stad, rigtig mange med et religiøst mål for øje. Her skal det imidlertid ikke handle om religiøse skrifter eller politiske traktater, men om hvordan moderne romanforfattere har set på byen Jerusalem_3korr.indd /02/

48 bøgerne oz og barndommens land Et godt sted at begynde for den besøgende er den israelske forfatter Amos Oz erindringsroman En fortælling om kærlighed og mørke fra Heri skildrer forfatteren, der er født i 1939, sin opvækst i byen i årene omkring oprettelsen af staten Israel i 1948 og fører til sidst sine erindringer frem til nutiden, hvor han betragtes som en af Israels største forfattere og en oplagt nobelpriskandidat. Oz var enebarn og boede med sin far og mor, der senere begik selvmord, i bydelen Kerem Avraham på Amos Street nummer 18 i en mørk og fugtig lille lejlighed. Dengang var området præget af bibliotekarer, lærere og funktionærer fra Østeuropa på flugt fra nazismen; i dag er ultra-ortodokse jøder flyttet ind i bydelen, der ligger i forlængelse af bydelen Mea Shearim. Det er nemt at finde barndomshjemmet, der dog ikke er indrettet til museum eller lignende og set udefra falder i ét med gadens øvrige lave, lyse boligblokke med gamle aircondition-anlæg på facaderne og rod i forhaverne. Det er en oplevelse at gå turen fra Amos Street ned gennem Mea Shearim til Haneviim Street og slutte ved Damaskusporten. Ud over de mange sanseindtryk med parykklædte ortodokse kvinder, der skubber deres poder med krøllede hårlokker i små klapvogne, duften fra gadens bagerier og hele stemningen fra handelslivet langs gaden, er gåturen også en tidsrejse: fra dengang omkring statens grundlæggelse, hvor Jerusalem var præget af nytilkomne zionister med en verdslig dagsorden, til i dag, hvor religiøs ortodoksi på både jødisk og arabisk side sætter sit præg på byen. Oz er en formidabel historiefortæller og vækker ubesværet en tabt verden til live. Ligesom i hans nyklassiske roman Min Michael fra 1968, der foregår i samme del af Jerusalem, inviteres læseren i En fortælling om kærlighed og mørke indenfor i et Jerusalem med mangfoldige excentriske personligheder. Her er den virile bedstefar Aleksander, den verdensfjerne litteraturprofessor onkel Josef og bedstemor Shlomit med rengøringsvanvid. De bebor et livligt, men også fugtigt og duknakket Jerusalem, hvor fremtiden er uvis: Man lever i en årtusindgammel by, der gang på gang er blevet erobret og underlagt fremmede magter, og katastrofen kan indtræffe igen. Derfor er jubelen over resultatet af afstemningen i FN s generalforsamling i 1947, hvor delingsplanen for Palæstina vedtages, da også stor. Lige indtil de arabiske hære angriber Israel, og Uafhængighedskrigen, som israelerne kalder den, og Katastrofen, som palæstinenserne kalder den, er en realitet. konflikten I litteraturen om Jerusalem spiller konflikten ofte og naturligt nok en fremtrædende rolle. Amos Oz har altid engageret sig politisk og var i mange år en fremtrædende stemme i fredsbevægelsen. Hans holdninger er dog mere nuancerede end dem, man ofte møder i den politiske debat, hvor skråsikre kommentatorer og bedrevidende førstegangsbesøgende kappes om at tildele enten israelerne eller palæstinenserne hele skylden for den gamle konflikt. For Oz at se handler Mellemøstkonflikten også om os i Europa, som bærer en stor del af ansvaret for krigene og for at få konflikten løst. Han mener, at de værste konflikter ofte er dem, der bryder ud mellem forfulgte, og nævner som eksempel, at to børn, der er blevet mishandlet af de samme forældre, ikke nødvendigvis vil slå sig sammen i fælles oprør mod deres ophav. Snarere aktiveres en psykologisk mekanisme, der gør, at børnene ikke ser den anden som en lidelsesfælle, men betragter hinanden som skræmmebilleder af deres forhadte undertrykkere. Oversat til konflikten i Mellemøsten mener Oz, at vi i Europa spiller rollen som den undertrykkende part, for vi har både forfulgt jøder og arabere. Han skriver i En fortælling om kærlighed og mørke: Det Europa, der tyranniserede, ydmygede og undertrykte araberne gennem imperialisme, kolonialisme, udnyttelse og undertrykkelse, er det samme Europa, der undertrykte og forfulgte jøderne og til sidst tillod eller ligefrem hjalp tyskerne med at udrydde dem fra hvert hjørne af verden og Jerusalem_3korr.indd /02/

49 bøgerne myrde næsten dem alle sammen. Men når araberne ser på os, ser de ikke en håndfuld halvhysteriske overlevende, men en ny europæisk udløber af kolonialisme og når vi kigger på dem, ser vi heller ikke ofre som os selv og lidelsesfæller, men derimod kosakker, der gennemfører pogromer, blodtørstige antisemitter og nazister i forklædning. Oz har en god pointe her. Ligesom den besøgende gør sig mange forestillinger om Jerusalem, inden hun eller han ankommer første gang, ser befolkningsgrupperne i Israel ofte karikaturer af hinanden. Jøden ser ikke en lidelsesfælle, men en nazist; araberen ser ikke et offer, men en koloniherre, som Oz skriver. Man længes undertiden næsten efter, at Bibelens billedforbud kunne udbredes til hele Israel og Palæstina, så man ikke gør sig billeder og forestillinger om hinanden, men ser hinanden, som man er. Oz er dog ikke pessimist, men snarere realist. Han har sagt, at der nok skal komme fred i området, men ikke som de mere naive fredselskere tror. Jøder og arabere vil aldrig falde hinanden om halsen. I stedet siger han med en omformulering af det berømte hippie-slogan: Make peace, not love. I begyndelsen af En fortælling om kærlighed og mørke tager den lille Oz-familie på en længere travetur gennem byen fra nord til syd, en rute, som man også kan gå i dag. Eller måske få en taxachauffør til at hjælpe med at tilbagelægge. Den begynder i Kerem Avraham nordvest for den gamle bydel og slutter i bydelen Talpiot i Jerusalems sydlige del, en fjern og temmelig farlig hebraisk forstad, som der står i erindringerne, hvor familiens onkel, den berømte bibel- og litteraturforsker Josef Klausner, boede. Familien besøgte ham hver anden eller tredje lørdag til en slags litterær salon med lærd meningsudveksling, der formede den unge forfatterspire Oz. På turen ad gaderne Haneviim, Strauss, King George og Hebron passerer man en række vigtige historiske bygninger såsom The Great Synagogue og hovedkvarteret for The Jewish Agency for Israel, der er ansvarlig for immigrationen af jøder til Israel, og ender længere ude på en S.Y. Agnons hus Rahel Jaskow lille, litterær gade, der i dag hedder Klausner, opkaldt efter onkel Josefs residens. Huset findes ikke længere, men det gør til gengæld en anden berømt hebraisk forfatterbolig i samme gade, nemlig nobelprisvinderen S.Y. Agnons hus. Her kan man nyde den velplejede have og træde indenfor i forfatterens arbejdsværelse, stuer og lille terrasse, hvor skudhuller efter angreb fra arabiske landsbyer stadig kan ses. I dag er Talpiot ikke en temmelig farlig hebraisk forstad, som Oz husker den fra sin barndom, men en stille og velstående del af Jerusalem, der i øvrigt også rummer forfatterhjemmet for Eliezer Ben- Yehuda, manden, der var en nøglefigur i genoplivningen af det hebraiske sprog i slutningen af 1800-tallet, og som et hovedstrøg i byen er opkaldt efter. Også et besøg værd for den litterært interesserede Jerusalem_3korr.indd /02/

50 bøgerne steder at stille læselysten i Jerusalem. For det første er der Steimatzky-kæden, hvor man finder sektioner med nye bøger på både hebraisk og engelsk. Kæden, der også fører engelsksprogede aviser og magasiner, er landsdækkende, og den bedste afdeling i Jerusalem er nok den i den nyåbnede shoppinggade Mamilla tæt på Jaffaporten. Man kan også slå vejen forbi universitetsboghandlen Academon på Hebrew University, hvis ene afdeling ligger på Scopusbjerget, og som er velassorteret inden for både akademisk og bredere litteratur. På Saladin Street er der to gode boghandler, Educational Bookstore og The Jerusalem Bookseller, der begge rummer mange nye titler om den israelsk-arabiske konflikt og revolterne i Mellemøsten, foruden romaner og digtsamlinger. De to boghandler er også litterære saloner, der ofte inviterer forfattere til historiske bøger eller debatartikler indenfor til læsermøder om aktuel politik. Den femte og bedste mulighed for læseren på jagt efter gode engelske bøger er imidlertid boghandlen på American Colony Hotel på Nablus Road nord for Damaslitterære åndehuller Oz bor ikke længere i Jerusalem. Som ung gjorde han oprør mod sin far og flyttede ud i en kibbutz mellem Jerusalem og Tel Aviv. Han vendte sig mod forestillingen om den rigtige jøde som en lærd bogorm, nedbøjet over åndfulde skrifter med melankolske Chopintoner i baggrunden i et dunkelt oplyst og reolbeklædt hjem. Oz ville ud og have luft, væk fra den kloge far, og omfavnede i stedet 1960 ernes voksende kibbutzbevægelse, hvor idealet var den solbrændte, muskuløse traktorfører, der opdyrker den golde ørken i den nye stat og synger glade arbejdersange om aftenen efter en lang dag i appelsinlunden. Eller: Det var i hvert fald forestillingen. Helt sådan så virkeligheden ikke ud, og i sin nye novellesamling Mellem venner fra 2013 indkredser Oz, hvorfor kibbutzbevægelsen gradvist døde ud, mens Israel forandrede sig fra et socialistisk til et kapitalistisk land med it-løsninger, og ikke appelsiner, blandt de primære eksportvarer. I dag bor Oz i ørkenbyen Arad, men kommer ofte til Jerusalem, hvor man kan være heldig at møde ham i bogcafeen Tmol Shilshom tæt ved Zion Square. Dette atmosfærefyldte åndehul med et omfattende vegetarspisekort og en fremragende cheesecake er indrettet i et hyggeligt og passende skævt hus fra det 19. århundrede og specialiserer sig i litterære oplæsninger og forfattermøder, hvor Israels populære forfattere som Sayed Kashua, David Grossmann, Etgar Keret, A.B. Yehoshua og andre lægger vejen forbi. Cafeen sælger brugte bøger på både engelsk og hebraisk, og mestrer man ikke sidstnævnte, kan man tage et par hundrede meter op ad Jaffa Road fra Tmol Shilshom, hvor Jerusalems bedste engelske brugtbogshandel ligger i sidegaden Yaabetz mellem Jaffa Road og Hillel Street. Den hedder Sefer ve Sefel og fører alle de vigtige titler af israelske og jødisk-amerikanske forfattere, foruden en masse krimier og faglitteratur. Endnu flere brugte bøger finder man ikke langt derfra i boghandlen Book Gallery på Shatz Street. Foretrækker man nye bøger, er der mindst fem Bogcafeen Tmol Shilshom Jerusalem_3korr.indd /02/

51 amerikansk messiansk menighed i Jerusalem under ledelse af Anna Spafford (i romanen hedder hun fru Gordon), der er overbevist om, at jødernes tilbagevenden til Jerusalem og omvendelse til kristendommen ville fremskynde Kristi genkomst. Spaffords flok havde til huse i en koloni lige uden for Damaskusporten i dét, der i dag er et velanskrevet hotel og legendarisk mødested for alverdens krigskorrespondenter. På hotellets vægge kan man i billeder og ord lære mere om Spaffords koloni, ligesom boghandlen har bøger om den berømte amerikaner. Der er en skøn stemning på hotellet, som allerede i 1880 erne blev betragtet som et behageligt sted at opholde sig. Lagerlöf skriver: American Colony hotel kusporten, der tilmed rummer en af Jerusalems bedste litterære historier. selma lagerlöfs jerusalem Det er egentlig kun halvdelen af den svenske forfatter og nobelprismodtager Selma Lagerlöfs store roman Jerusalem, der foregår i den hellige stad. Men den storslåede fortælling indkredser som få andre religiøsitetens væsen og kan den dag i dag bruges som både et mentalt og konkret vejkort over Jerusalem, med udgangspunkt i American Colony Hotel, der i slutningen af 1800-tallet var en missionsstation. Romanen, der udkom i , er en slægts- og kærlighedsroman baseret på virkelige hændelser samt Lagerlöfs besøg i byen. Efter en religiøs vækkelsesbølge i et sogn i Dalarne slutter en kreds af bønder sig til en Kolonisterne var meget glade for, at de havde fået lov til at leje det nye, pragtfulde hus uden for Damaskusporten. Det var så stort, at det kunne huse næsten dem alle sammen, kun et par familier havde måttet leje sig ind andetsteds. Huset var også meget behageligt at bo i med sine tagterrasser og åbne søjlegange, der var et dejligt tilflugtssted i sommervarmen. De kunne ikke lade være med at synes, det var en særlig Guds nåde, at et sådant hus havde været ledigt. Ikke alt er dog fryd, gammen og idelig religiøs lykke blandt de amerikanske missionærer, for livet i 1800-tallets sygdomsbefængte Jerusalem er strabadserende, og skillelinjen mellem lykke og vanvid kan være papirtynd. Romanen tematiserer den enorme forskel, der kan være mellem de billeder og forestillinger, vi gør os af et fremmed sted, og så virkeligheden. De svenske bønder havde primært deres bibelhistorie som rejseguide, inden de satte kursen mod Jerusalem, og forventede at se mælk og honning flyde i de guldbelagte gader, mens løven og lammet græssede fredeligt sammen på markerne omkring den hellige stad. Men nej. Afstanden mellem drøm og virkelighed kan være stor og kræve menneskeliv: Jerusalem_3korr.indd /02/

52 bøgerne Det forholder sig virkelig sådan, at ikke alle mennesker er stærke nok til at leve længe i Jerusalem. Selv om de kan holde klimaet ud og ikke bliver smittet med sygdomme, kan det ske, at de bukker under. Den hellige stad gør dem melankolske eller sindssyge, ja, den kan endda slå dem ihjel. Man kan ikke opholde sig der et par uger uden at høre folk sige om en eller anden, der pludselig er død: Det er Jerusalem, som har slået ham ihjel. Den, som hører sådan noget, må naturligvis blive meget forbavset. Hvordan kan en by slå ihjel? Det er imidlertid ikke kristendommen eller troende mennesker over en bred kam, som Lagerlöf kritiserer. Hendes roman er en jordnær, luthersk religionskritik, som understreger, at pilgrimmen ikke er mere from eller rettroende end bonden, der blev hjemme i Dalarne og dyrkede sin jord. Hun er ude efter den sværmeriske religiøsitet, som alle dage har været en del af det jerusalemske bybillede, og kritiserer tendenser hos de kristne missionærer til dobbeltmoral og til under et dække af fromhed at puste til ulmende interne konflikter. Spaffords indflydelsesrige menighed udrettede imidlertid også meget hæderværdigt med dens omfattende filantropi og er et udtryk for en kristen tilstedeværelse i Jerusalem, der var betydeligt større tidligere end i dag, men som er en uomgængelig del af historien om Jerusalem. Sharons hus skuffede forfattere Lagerlöfs svenske bønder var ikke de eneste, der i 1800-tallet blev skuffede over mødet med det virkelige Jerusalem og byens indbyggere, der nok kunne virke overvældende på den civiliserede besøgende. Spedalske, krøblinge, de blinde og sindssyge overfalder en fra alle sider, skrev således Mark Twain i sin berømte rejsebog Uskyldige i udlandet, hvor den amerikanske humorist satiriserer over amerikanske turister og pilgrimme. Twain boede under sit ophold i 1867 på et legendarisk hotel, Mediterranean Hotel, i den muslimske del af den gamle by, som man også kan se i dag. Hotel er det dog ikke længere: Først købte Likud-lederen Ariel Jerusalem_3korr.indd /02/

53 bøgerne Sharon i slutningen af 1980 erne bygningen til privatbolig i sit forsøg på at øge den jødiske tilstedeværelse i det muslimske kvarter, i dag uddannes her jødiske religiøse ledere. Twain opholdt sig ikke mange dage i Jerusalem, som han fandt chokerende lille af omfang, men dog længe nok til at gøre sig særligt lystig over forholdene i Gravkirken med dens forlorne vrøvl, prangende og billige udsmykning. Han købte dog en bibel fra byen med hjem til sin mor i det midtvestlige USA, men konkluderede alligevel: Navnkundige Jerusalem, det stateligste navn i historien, er blevet en landsby for fattige begrædeligt kedelig og livløs jeg ville ikke ønske at bo her. Lidt, men kun lidt, mildere stemt var landsmanden Herman Melville, der besøgte byen i 1856, og som resultat skrev det længste amerikanske digt nogensinde, Clarel: A Poem and Pilgrimage in the Holy Land, på linjer. Melville var også forfatter til en af de største amerikanske romaner, Moby-Dick fra 1851, men havde midlertidigt forladt USA i skuffelse over modtagelsen af sin store hvalfangerroman og fandt inspiration i Jerusalems fanatiske energi og sjæl, som han skrev i sine notesbøger. Men han havde meget svært ved at forstå samtidige messianske bevægelser som Anna Spaffords. Han talte hånligt om sine apokalyptiske amerikanske landsmænd og deres uhyrlige jødemani, som var halvt melankoli, halvt farce. I Clarel er titelpersonen en ung teologistuderende, som ankommer til Jerusalem med ønske om at komme tættere på Gud. I stedet for religiøs vækkelse møder han en række bizarre personer, hvoraf han knytter kontakt til nogle og rejser med dem rundt til bl.a. Mar Saba-klosteret og Betlehem. Melvilles mening med digtet er imidlertid ikke så meget at levere en vejviser til 1800-tallets ludfattige og meget overskuelige Jerusalem, men mere at kommunikere den afgrundsdybe forskel som titelpersonen og med ham forfatteren Melville finder mellem de religiøse forestillinger og den skinbarlige virkelighed. Som andre forfattere op gennem historien havde Melville et skarpt blik for misforholdet mellem de billeder, vi gør os af et sted, og den virkelige by, og han konkluderede på baggrund af sit besøg i det hellige land: Intet land fjerner romantiske forventninger hurtigere end Palæstina, især Jerusalem. For nogle er skuffelsen hjerteskærende. philip roth i jerusalem Hvor Melville og Twain blev skuffede over mødet med det virkelige Jerusalem, fandt deres landsmand og kollega i det 20. århundrede, Philip Roth, sine besøg i 1980 erne og 1990 erne langt mere stimulerende. Han blev inspireret af byen, og i videre forstand af hele den mellemøstlige konflikt, til den store roman Operation Shylock fra 1993, der næsten udelukkende foregår i Jerusalem og udspiller sig ved en række navnkundige steder som Grædemuren, King David Hotel, Israelmuseet, American Colony Hotel, den jødiske del af den gamle by og militærdomstolen i Ramallah. Romanens titel henviser til Shakespeares skuespil Købmanden i Venedig, hvor Shylock er en rig og hensynsløs jøde, der vil have hævn over de kristne, der hader ham på grund af hans religion; Shakespeare er gentagne gange op gennem historien blevet anklaget for antisemitisme i forbindelse med stykket. Når man går i Roths fodspor til disse steder i dag kan man sagtens bruge romanen som en slags vejviser, for stederne er realistisk beskrevet i romanen. De fungerer som faktuelt bagtæppe til romanens fantastiske handling. På samme måde som en anden af Roths romaner, Modliv, der også til dels udspiller sig i Israel, er Operation Shylock en ekstremt ordrig og snakkesalig roman, der vender og drejer spørgsmål om moderne jødisk identitet og Israels rolle i Mellemøsten. Roth er født i 1933, og for ham er Jerusalem et fristed: Her er jøderne i overtal og kan holde fri fra den historiske rolle som minoritet. Men Jerusalem er også et spejlkabinet, hvor intet er, hvad det giver sig ud for at være, og hvor fundamentale spørgsmål som hvem er jeg? og hvad Jerusalem_3korr.indd /02/

54 bøgerne er meningen med livet? kan endevendes og fordobles igen og igen. I Operation Shylock er hovedpersonen en forfatter, der hedder Philip Roth, ligesom romanens rigtige forfatter. Han forbereder en rejse til Jerusalem for at interviewe den reelt eksisterende forfatter Aharon Appelfeld, da han får at vide, at en anden person ved navn Philip Roth huserer i Jerusalem med en bizar idé. Den falske Roth vil en gang for alle løse pladsproblemet med jødernes tilstedeværelse i Israel og Palæstina med et forslag om, at alle jøder vender tilbage til deres oprindelige europæiske udgangspunkt. Hitler er jo død, og jøderne er ikke truede længere, så hvorfor leve som immigranter i Mellemøsten, når man kan leve som indfødte borgere i Europa? lyder den falske Roths argument. Ideen er jo skør, men ikke mere, end at den falske Roth vinder gehør for den og fylder forsamlingshuse og foredragssale i Jerusalem med sit oplæg til en ny diaspora. Og mere skør er ideen heller ikke, end at den virkelige Philip Roth, altså ham, der har skrevet romanen, heri finder et dramatisk brændstof til en fantastisk rejse gennem Jerusalem for sin hovedperson Philip Roth, der jagter den falske Roth. Ind på den jerusalemske scene træder hurtigt både PLO, den israelske efterretningstjeneste, den falske Roths lokkende elskerinde Jinx, den historiske betydning, som Shylock-figuren har haft for omverdenens syn på jøderne, foreningen Anonyme Antisemitter, hvor man kan bekende sit jødehad og få hjælp til at håndtere det, og den i højeste grad virkelige retssag mod John Ivan Demjanjuk, der i 1988 stod anklaget ved distriktsdomstolen i Jerusalem for at være identisk med massemorderen Ivan den Grusomme fra kz-lejren Treblinka. jerusalems aftryk I dette virvar af stemmer, indtryk, argumenter og analyser opstår en medrivende politisk fabel, der på raffineret vis spejler dét Jerusalem, der for den besøgende i byen ofte kan tage sig ud som en højlydt, anmassende og krævende størrelse. Som en af romanens mange jødiske stemmer siger: Vi taler alt for meget, vi siger for meget, vi kan ikke holde mund i tide. En del af jødernes problem er, at de aldrig kan finde det rigtige tonefald. Forfinet? Rabbinsk? Hysterisk? Ironisk? En del af jødernes problem er, at de taler for højt. Alt for hidsigt. Alt for aggressivt. Uanset hvad de siger, eller hvordan de siger det, er det uanstændigt. Uanstændighed er et karakteristisk jødisk stilistisk træk. Forfærdeligt. Men dermed er det sidste ord ikke sagt. Godt nok har Philip Roth gjort uanstændighed til sit litterære varemærke, siden han brød igennem med skandaleromanen om den forargelige jødiske præmieonanist Alexander Portnoy i 1969 (dele af Portnoys genvordigheder foregår i øvrigt også i Jerusalem), og godt nok er mange af hans ordrige romaner fyldt med uanstændige personlige og politiske bud på, hvad menneskelivet er. Men den anden side af hans og mange andre moderne jødiske forfatteres ekspressive ordstrøm er, at romanerne vil læseren noget. Det er ikke ligegyldig snak. Læseren skal tage stilling, være med, komme på banen, vove et øje, engagere sig, bekende sin holdning, tage del i samtalen. Akkurat som Jerusalem kræver det af sin besøgende, der måske finder byen uanstændig og anmassende, men aldrig nogensinde ligegyldig. Og hvad mere er: Ligesom Oz, Lagerlöf, Twain, Melville, Roth, og alle de andre forfattere, sætter også vi aftryk på byen, når vi besøger den, og skriver videre på dens årtusindlange historie Jerusalem_3korr.indd /02/

55 bøgerne noter kulturhistoriske bygninger American Colony Hotel 2 Rummer også en af byens bedste boghandler samt Cellar Bar, det legendariske mødested for journalister, diplomater, spioner og politikere. Louis Vincent Street 1 ved Nablus Road. Østjerusalems centrum. Se King David Hotel 3 King David Street 23. Mamilla. Se Mediterranean Hotel 8 I dag kendt som bygningen med Ariel Sharons lejlighed. Ingen adgang. Al-Wad Street. Den gamle bydel. The Great Synagogue 15 King George Street 56. Mellem Nahalat Shiva og Rehavia. Se The Israel Museum 16 Ruppin Boulevard. Givat Ram. Se The Jewish Agency for Israel 17 King George Street 48. Mellem Nahalat Shiva og Rehavia. Se litterære huse og cafeer Academon 7 Universitetsboghandel. Hebrew University. Scopusbjerget. Amos Oz barndomshjem 18 Amos Street 18. Kerem Avraham. Book Gallery 19 Shatz Street 6. Nahalat Shiva. Educational Bookstore 20 Saladin Street 19 & 22. Østjerusalems centrum. Se Eliezer Ben-Yehudas hjem Ein Gedi Street 28. Talpiot. Se The Jerusalem Bookseller 21 Boghandel og litterær salon. Saladin Street. Sefer ve Sefel 22 Jerusalems bedste engelske brugtbogshandel. Yaabetz Street 2, en lille gade som løber mellem Jaffa Road og Hillel Street. Nahalat Shiva. S.Y. Agnons hjem Klausner Street 16. Talpiot. Se eng.shimur.org/agnon. Steimatzky Israels største boghandlerkæde med flere afdelinger i Jerusalem. Den bedste afdeling ligger i shoppinggaden Mamilla 23 tæt ved Jaffaporten. Mamilla. Se Tmol Shilsom 24 Tæt Yoel Moshe Salomon Street 5. Tæt ved Zion Square i Vestjerusalem. Nahalat Shiva. Se Jerusalem_3korr.indd /02/

56 vide verden kvartererne sammen hver for sig steffen jensen Jeg er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har været mellemøstkorrespondent for TV2 siden stationens oprettelse for 25 år siden. Tidligere har jeg arbejdet for Berlingske Tidende, Weekendavisen, Aktuelt og DR. Jeg har skrevet bøgerne Rapport fra en ørkenspejling og Untold Stories og været medforfatter på Bekymringen rundt. Inden jeg blev journalist, læste jeg bibelsk og romersk arkæologi og mellemøststudier på bl.a. Hebrew University i Jerusalem. Jeg bor i Jerusalem med min kone og to børn i kvarteret Ramat Danya, der betyder Danmarkshøjen. Et navn, der ligesom så mange andre af Jerusalems kvarterer, rummer en spændende historie. Ved første øjekast har jeg næsten ikke forladt Danmark, til trods for at jeg har boet i Jerusalem i over to årtier. Mit hjem er nemlig fyldt med danske eller i det mindste skandinaviske møbler, danske bøger og internetradio, der sender P1 fra Danmarks Radio ud i højtalerne, og for at det ikke skal være løgn, så hedder kvarteret, vi bor i, Ramat Danya Danmarkshøjen! På den ene side er mit liv stadig meget dansk, om end det udfoldes langt borte fra Danmark; på den anden side er det også, selv om det lyder som en selvmodsigelse, meget jerusalemsk. For selv om Jerusalems sære kludetæppe af kulørte, modsætnings- og kontrastfyldte borgere alle bor i den samme by, så gør de det underligt nok både sammen og hver for sig. I deres eget hus og kvarter bor og lever mange, som de altid har gjort, som var de stadig i det gamle land, inden de selv eller deres forfædre udvandrede til det hellige land. Vores kvarters navn er sådan set også en rigtig Jerusalem-historie. Danmarkshøjen hæver sig op over Danmarksparken lige ved siden af. De fleste tror, at det ligesom Danmarksskolen og Danmarkspladsen, der ligger andre steder i byen, er til ære for Danmark på grund af redningen af de danske jøder under Anden Verdenskrig. Men det er det ikke. Det har i virkeligheden slet ikke noget med Danmark at gøre, men det er der bare ikke længere nogen, der ved eller kan huske. Da boligområdet blev bygget i begyndelsen af 1970 erne, lå det på en bakketop helt ude i Jerusalems yderste sydvestlige udkant. Nu er byen for længst vokset forbi vores kvarter og strækker sig ud omkring Ein Kerem, som engang var en landsby helt uden for Jerusalem. Dengang da kvarteret blev opført stod der et stort skilt ved foden af højdedraget, hvorpå der stod: Her bygger Danya Cebus. Entreprenørfirmaet bag byggeprojektet var opkaldt efter de to familier, Jerusalem_3korr.indd /02/

57 Ein Kerem med Church of St. John the Baptist. Her markerer den katolske kirke Johannes Døberens fødested. Som billedet viser, er Ein Kerem omkranset af Jerusalem Forest, en pinjeskov plantet i årene efter statens Israels oprettelse munke, som engang lå i området. Bakkedraget i Jerusalems nordøstlige udkant fik angiveligt sit navn af briterne, der i begyndelsen af den britiske mandatperiode lige efter Første Verdenskrig, , opkaldte det efter den britiske general John French, som havde sit hovedkvarter på højen. Så det burde egentlig have heddet General French-højen eller måske bare Frenchhøjen. På engelsk hedder det faktisk French Hill, efter navnet på generalen ikke The French Hill i betydningen fransk. Men det er lige meget. I dag hedder det boligkvarter, som sidenhen er opført på bakkedraget, Givat HaTsarfatit, Den Franske Høj, og alle tror, at det har noget med Frankrig at gøre. Man kan naturligvis ikke fortænke folk i Jerusalem i at tro, at der er en dansk og en fransk høj, for der er en German Colony, en American Colony (som dog blot er et hotel), en Russian Compound, et Austrian Hospice, en tysk-lutheransk kirke, en skotsk kirke osv. Mange fremmede lande har igennem tiderne haft deres natioder ejede det: Danya og Cebus. Danya er samtidig det hebraiske ord for Danmark. Derfor kaldte folk fornøjeligt bakken for Danya-højen efter den ene af de israelske familier bag firmaet. Mange år efter kvarteret var færdigbygget, og skiltet for længst taget ned, kunne ingen længere huske, hvorfor kvarteret hedder sådan, så nu tror alle, at det er til ære for Danmark, og den vildfarelse lader vi dem forblive i. Den historie er mere almindelig, end man skulle tro. bydele som historiekamp Selv om folk i Israel i mange andre sammenhænge er voldsomt historiebevidste, så får de også ofte historien helt galt i halsen. Men da historien for alle hernede tjener til legitimering af alt muligt mellem himmel og jord i bogstaveligste forstand så kæmper man til døden for sin egen særlige version af virkeligheden, også selv om den måske er forkert. Et andet eksempel med kvarterernes navne, og forkerte navne, er French Hill. På hebraisk hedder højen Givat HaTsarfatit, hvilket betyder Den Franske Høj efter landet Frankrig. Men området har intet som helst med Frankrig at gøre, selv om forfatteren til en israelsk guidebog skriver noget om et kloster med franske British War Cemetary, French Hill Jerusalem_3korr.indd /02/

58 nale brohoveder i den hellige stad. På grund af Jerusalems religiøse betydning for den kristne verden skulle alle mulige nationer vise deres tilstedeværelse, særligt da osmannerne begyndte at åbne op fra omkring 1850 og frem. Havde man international betydning, skulle ens nationale banner også veje over et eller andet pompøst i Jerusalem. I det mindste et lille beskyttet kompleks, hvor ens præster, nonner og pilgrimme kunne komme og hvile sig, når de besøgte Jesu grav og byens kristne helligsteder. St. Andrew s Scots Memorial Church blev indviet i 1930 og knejser over Hinnoms Dal. Nedenfor ses gravene ved Hinnoms skulder (Katef Hinnom), hvor man fandt to små sølvamuletter med bibeltekst fra omkring 600 f.kr. Søren Holst kolonierne Lad mig som eksempel nævne Migrash HaRussim eller på engelsk Russian Compound, der ligger i den centrale del af Vestjerusalem øst for Jaffa Road. Russian Compound blev oprindelig opført midt i 1860 erne for at hjælpe de mange russisk-ortodokse pilgrimme og varetage de tsar-russiske interesser i denne del af Mellemøsten. Området inkluderede da et konsulat, en russisk-ortodoks religiøs mission, et hospital, et hostel og Treenighedskirken. Under det britiske mandat overtog mandatregeringen området og brugte det til en del af sin administration. I 1960 erne købte den israelske stat området med undtagelse af den russisk-ortodokse kirke, som stadigvæk fungerer og det huser nu en del af Jerusalems rådhus, et politihovedkvarter, som snart nedlægges, et par museer og en række restauranter og natklubber. Her finder man også Sergei Imperial Hospice fra 1890, et pilgrimshotel for russiske adelige, der i 2011 atter blev overdraget til de russiske myndigheder efter at have huset israelske administrationskontorer. Bygningen med tårnet i renæssancestil er opkaldt efter tsar Alexander III s bror og rummer den skønne Sergei s Courtyard Garden. Tyskerne gik et skridt videre. Her flyttede en hel gruppe kristne pietister i 1870 erne til Jerusalem, hvor de ønskede at bo indtil Jesu snarlige genkomst. De kaldte sig templere, selv om de ikke havde noget med korsfarertidens tempelriddere at gøre. De opførte sig et helt kvarter med en distinkt tysk atmosfære i byens Jerusalem_3korr.indd /02/

59 Skilte ved indgang til Mea Shearim 06_04 (tyskernes huse) Kasper kigger efter foto af hus med tekst på tysk sydlige udkant omkring vejen til Betlehem og den dal, som i dag er en gade og hedder Emek Refaim, eller Spøgelsernes Dal. Tyskernes huse er helt anderledes end den lokale byggestil, selv om de ikke som hjemme i Tyskland er bygget i træ, men derimod i den lokale jerusalemsten. De tyske huse har skrånende teglstenstage og små velholdte, indhegnede haver omkring, og derfor kom området til at hedde Moshava Germanit eller German Colony. I årene umiddelbart efter German Colonys opførelse, begyndte lokale velhavende kristne arabiske familier at bygge deres prægtige hjem ved siden af det tyske kvarter. Det var både for at komme ud af den overbefolkede gamle bydel, for at bo i nærheden af de tyske kristne og for at kunne bo ved vejen til Betlehem. På den måde opstod Baka-kvarteret. De fleste af tyskerne i German Colony blev deporteret af briterne til Australien under Anden Verdenskrig, da de helt åbent identificerede sig med nazismen. De fleste af araberne i Baka flygtede eller blev drevet på flugt under 1948-krigen, og området blev efter krigen en del af staten Israel. I dag er German Colony, hvor mange af de tyske templeres huse stadigvæk står, og nabokvarteret Baka et par af de smukkeste og mest attraktive områder i Jerusalem, fortrinsvis beboet af jøder fra Vesteuropa og USA. Her finder man også et nyanlagt parkanlæg (Train Track Park), som løber seks kilometer langs de gamle jernbanespor på strækningen Jerusalem-Jaffa, der blev lukket i Parken begynder ved den restaurerede gamle banegård, der nu er blevet kulturcenter under navnet First Station med restauranter, udstillinger og events. Der er åbent syv dage om ugen, også på sabbatten en af det sekulære Jerusalems små sejre. Bethlehem Road og Emek Refaim er hyggelige café- og forretningsgader med en helt særlig, nogen vil sige næsten helt civiliseret europæisk Jerusalem_3korr.indd /02/

60 atmosfære, som adskiller området fra andre kvarterer i den hektiske, kontrastfyldte jerusalemske trykkoger. Den prægtige smukke middelalderlige bymur livlig og gudfrygtig ghetto Selv om Jerusalem er én by, så er den delt op i kvarterer, som på mange måder hver især har deres egen særskilte karakter og historie. Nogle af dem er endog beboet af mennesker, der har gjort kvarteret til en slags selvbestaltet ghetto, som skal beskytte dem imod alle de andre. At man i Jerusalem bor sammen, men gør det hver for sig, ser man tydeligst i Mea Shearim-kvarteret lige nordvest for den gamle bydel. Kvarterets navn betyder De Hundrede Porte, og det kunne for den uindviede give en fornemmelse af et meget åbent og gæstfrit nabolag. Det er det ikke. Tværtimod. Mea Shearim er meget lukket og et kvarter udelukkende beboet af ultra-ortodokse jøder. Haredim kalder de sig selv de gudfrygtige. Vi taler ikke om almindeligt religiøse. End ikke om ordinære ortodokse. Her er det ultra-ortodokst religiøse jøder, der forsøger at skærme sig af mod omgivelserne og alt moderne. Alt nyt, åbent og frit anses her for farligt. Folk her er så ultra, at der konstant er stridigheder og rivaliseringer mellem grupperne internt om, hvem inden for kvarteret der er mest ultra. Selv om Jerusalem ligger i det subtropiske Mellemøsten, hvor det om sommeren nemt kan blive over 40 grader varmt, så går indbyggerne klædt, som jøder gjorde det i det kolde Central- og Østeuropa i 1700-tallet under Den Lille Istid: Mændene er klædt i lange sorte frakker og går med store sorte filthatte. Nogle af dem, de såkaldte hasidim, vil på jødiske helligdage endog bære en stor pelshat på hovedet, som om de stadigvæk befandt sig i en forblæst landsby langt ude på de russiske stepper. At spadsere en tur igennem Mea Shearim er som en tur tilbage i tiden. Som et frilandsmuseum for, hvordan en jødisk ghetto i Europa må have set ud for flere århundreder siden. Men det er ikke et museum. Det er levende mennesker, der bebor kvarteret. De har blot besluttet sig for at leve i et andet århundrede end Jerusalem_3korr.indd /02/

61 kvartererne resten af byens befolkning. Og hvis der, som navnet påstår, faktisk er hundrede porte til Mea Shearim, så er de alle sikkert lukkede og låste for at beskytte beboerne imod den moderne verdens påvirkning. uden for murene Jerusalems gamle bydel er et afsondret kvarter helt for sig selv. Grænsen imellem det nye Jerusalem og den gamle bydel er helt klar og nem at få øje på. Det er nemlig sultan Suleiman den Prægtiges smukke middelalderlige bymur fra 1530 erne, som omslutter den kvadratkilometer, der indtil sidste halvdel af 1800-tallet ikke var Jerusalems gamle bydel, men tværtimod hele Jerusalem. Under osmannerne kunne man hver aften høre vægterne råbe: Al-bab, al-bab, dvs. Porten, porten! Så gjaldt det om at komme indenfor, før portene blev lukket for natten. Står man uden for denne bymur med ryggen mod Jaffaporten, så ser man foran sig et lille område af små huse med røde teglstenstage bygget tæt sammen og omridset af en gammeldags vindmølle i nabolagets fjerneste udkant. Dette lille kvarter kaldes Yemin Moshe efter den britisk-jødiske filantrop Moses Montefiore, som opførte det i midten og sidste halvdel af 1800-tallet. Det var det allerførste boligområde, der blev opført uden for bymuren. Der var ganske enkelt ikke længere plads til alle Jerusalems beboere inden for den middelalderlige bymurs beskyttelse. Byen var ikke bare overbefolket, men de uhygiejniske forhold var efterhånden blevet så utålelige, at de i sig selv udgjorde en alvorligere fare for liv og helbred end risikoen for at blive overfaldet af omstrejfende beduiner, hvis man boede uden for bymuren. Lige ved siden af Yemin Moshe-kvarteret, nærmest bygget sammen med det, ligger et par lange bygninger med bitte små lejligheder. Det er Mishkenot Shaananim, som er en smule ældre, bygget omkring Selv om boligforholdene her var meget bedre og sundere end de uhumske forhold, der eksisterede inden for bymuren, så var byens jøder i starten utilbøjelige til at flytte herud, hvor de følte sig udsatte og ubeskyttede over for overfald. Først da Moses Montefiore byggede møllen og Yemin Moshe-kvarteret ved siden af, blev der tale om en levedygtig egentlig bydel. Senere kom flere kvarterer til som Nahalat Shiva og Nahlaot, der begge ligger på sydsiden af Jaffa Road. Nahalat Shiva er i dag et hyggeligt område med cafeer og restauranter omkring Yosef Rivlin Street. Nahlaot er med sine små gader et charmerende mix af gamle jødisk-ortodokse miljøer, små synagoger, kunstnertyper og nytilkomne velhavere, der er med til at trække huspriserne voldsomt i vejret. Siden er endnu flere kvarterer kommet til som en konsekvens af de mange bølger af jødiske indvandringer. Og når man ser på, hvor stor Jerusalem er blevet, er det ret ubegribeligt, at hele byen indtil for halvandet hundrede år siden var trængt sammen i det lille område inden for den gamle bydels mure, men sådan var det. den gamle bydel Det bringer os tilbage til den gamle bydel, der også som alt andet i Jerusalem er delt op i kvarterer: et kristent, et armensk, et jødisk og et muslimsk. Det armenske kvarter er det mindste og det muslimske det største. Det muslimske kvarter ligger i den gamle bydels nordøstlige hjørne. Man kommer ind igennem Damaskusporten, Herodesporten (som også kaldes Blomsterporten) eller Løveporten. Kvarteret, som anslået huser omkring indbyggere, omslutter næsten hele Tempelbjerget, hvor det jødiske tempel lå på Bibelens tid, indtil det blev ødelagt af romerne i år 70 e.kr. Nu er det Klippehelligdommen og al-aqsamoskeen, der ligger her. Muslimerne kalder området al-haram ash-sharif Den Ædle Helligdom. Da Grædemuren, som jøder kalder Vestmuren, var en del af den mur, som omgav Tempelbjerget, ligger dele af jødedommens helligste sted delvist inde i det muslimske kvarter. Især en lille bid af muren, som en anti-zionistisk fraktion af de ultra-ortodokse jøder hellere bruger end den egentlige Grædemur, som de mener, er blevet et nationalistisk, zionistisk symbol. HaKotel HaKatan hedder denne lille del af muren, som Jerusalem_3korr.indd /02/

62 Zionporten med skudhuller fra Den Arabisk-israelske Krig i 1948 Søren Holst også ligger tættere på stedet, hvor det jødiske tempel må have stået. Her får man også indtryk af, hvordan Grædemuren så ud, før man i 1967 efter Seksdageskrigen lavede den store plads, Western Wall Plaza, foran muren. Der boede også en hel del jøder i det muslimske kvarter indtil 1948 og særligt indtil det arabiske oprør i 1929, hvis umiddelbare anledning var en strid om retten til Grædemuren. Siden byens genforening i 1967 er jøder dog begyndt at flytte ind i kvarteret igen. Nu som bosættere. Noget, der med jævne mellemrum fører til spændinger og optøjer i området. I den gamle bydels nordvestlige hjørne ligger det kristne kvarter, som bl.a. omfatter Gravkirken, den kristne verdens allerhelligste sted. Det kristne kvarter indeholder yderligere et par snese kristne helligsteder, men de kristne har også helligsteder inde i det muslimske kvarter. Mest prominent naturligvis de første dele af Via Dolorosa Jesu lidelses vej fra Antonia-borgen til Golgata. Man kommer direkte ind i den kristne bydel igennem Den Nye Port, New Gate, i nordvest, eller Jaffaporten, som også giver adgang til det armenske kvarter. Det armenske kvarter, det mindste af de fire, huser omkring tusind armeniere. Det ligger til højre, når man kommer ind i den gamle bydel ad Jaffaporten, og det dækker bydelens sydvestlige kvarter frem til Zionporten. Armenien var den første nation, der overgik til kristendommen. Angiveligt allerede i begyndelsen af 300-tallet. Armenierne er ikke som de fleste af områdets andre kristne, arabere, og igennem århundrederne har de formået at bevare deres identitet intakt, fordi de ikke ofte gifter sig uden for deres etniske gruppe. Som et resultat af tyrkernes folkemord på armenierne under Første Verdenskrig fik kvarteret øget sin befolkning med armenske flygtninge fra det tyrkisk-osmanniske imperium. Det sidste af de fire kvarterer i den gamle bydel er det jødiske kvarter. Det ligger i bydelens sydøstlige hjørne og går fra Zionporten ned til Grædemuren og Jerusalem_3korr.indd /02/

63 kvartererne Møgporten Dung Gate. Ja, sådan hedder den faktisk. I begyndelsen af det 20. århundrede boede der omkring jøder i kvarteret, men de flygtede eller blev fordrevet under den første arabisk-israelske krig i 1948, hvor Østjerusalem og den gamle bydel blev besat af Jordan, som senere annekterede området. Efter Seksdageskrigen i 1967, hvor Israel erobrede den østlige bydel, blev det jødiske kvarter genetableret og moderniseret. Det var i mellemtiden blevet befolket af palæstinensiske arabere. Mange af dem flygtede under krigen, andre blev tvunget ud, da kvarteret blev eksproprieret. De arabiske beboere fik tilbudt erstatning, men de fleste af dem nægtede at modtage den, fordi de dermed ville legitimere tabet. Femogtyve arabiske familier forblev i det jødiske kvarter, som nu har omkring tusind indbyggere. magtens centrum Der er mange andre kvarterer i Jerusalem. Morasha, Mamilla, Talbiyeh, Rehavia, Katamon, Abu Tor for blot at nævne nogle. Alle med deres egen særlige historie. Ofte en historie, som på godt og ondt afspejler områdets dramatiske og ofte ulykkelige historie og særlige sammensætning af beboere kulturelt, socialt, religiøst og etnisk. Vi slutter med et kvarter, der ikke har mange faste beboere, men ikke desto mindre er nok så betydningsfuldt. Jerusalem er Israels hovedstad, og området omkring Israel-museet, hvor bl.a. de ældst kendte bibelhåndskrifter Dødehavsrullerne befinder sig, hedder Kiryat HaMemshala eller Regeringskvarteret. Her ligger parlamentet, Knesset, alle ministerierne (undtagen Forsvarsministeriet, som ligger sammen med generalstabens hovedkvarter i Tel Aviv), Højesteret og Nationalbanken. I dette store område finder man også Holocaust-museet Yad Vashem og den nationale gravplads på toppen af Mount Herzl med bl.a. gravmonumentet for Theodor Herzl, grundlæggeren af den moderne politiske zionisme. Men som alt andet i Israel-Palæstinakonflikten er Jerusalems status naturligvis også omstridt. Som det Shrine of the Book med Dødehavsrullerne på Israel-museet. I baggrunden ses Knesset, det israelske parlament wikimedia altid har været tilfældet i denne by, så er striden ikke bare imellem parterne indbyrdes. Resten af verden er også involveret og blander sig i alt, hvad der foregår. Nu skal man blot i stedet for en kirke eller et hospice markere sin tilstedeværelse politisk og diplomatisk med deklarationer, holdninger og løftede pegefingre, for Jerusalem er ikke som nogen som helst anden by i verden. Hvad der sker her, får safterne i kog internationalt på en helt anden måde, end hvad der sker i Calcutta, Adelaide, København eller San Francisco. Ifølge FN s delingsplan fra 1947 skulle Jerusalem have været en international by. Jøderne accepterede delingsplanen, det gjorde araberne ikke, og 1948-krigen satte under alle omstændigheder en stopper for FN-planen. Landkortet kom til at se helt anderledes ud. Israel erobrede den vestlige del af byen, og Jordan den østlige. Året efter udråbte Israel Vestjerusalem til sin hovedstad. I 19 år var byen delt i to med en mur og et Jerusalem_3korr.indd /02/

64 kvartererne ingenmandsland tværs igennem. Under krigen i 1967 blev Jerusalem genforenet. Israel erobrede den jordanske side af byen og annekterede den sidenhen. Selv om Jerusalem i 1967 igen blev én by, og ingenmandslandet imellem de to halvdele fjernet, så anser det store flertal af byens befolkning stadigvæk byen for at være delt. I forskellige meningsmålinger om Jerusalem foretaget i det sidste årti, mener % af indbyggerne i byen, at Jerusalem er en delt by. Der er stadigvæk forskel på øst og vest ligegyldigt hvad. Resten af verden anerkender ikke Israels annektering af Østjerusalem eller for den sags skyld Jerusalems status som Israels hovedstad. Så selv om Knesset, hele statsadministrationen inklusive Udenrigsministeriet ligger i Jerusalem, så er alle udenlandske ambassader placeret i Tel Aviv, hvilket betyder, at vejen op til Jerusalem hver dag er fuld af diplomatbiler, som fragter de udenlandske ambassadører, charge d affaires og andre topdiplomater op til deres egentlige arbejdsplads: regeringskontorerne i den hovedstad, de ikke anerkender, for at mødes med landets ledere og embedsmænd. kampen om kvartererne I dag bor der vel omkring mennesker i Jerusalem, men det afhænger lidt af, hvilke kvarterer man regner med til Jerusalem, og hvilke man fraregner. Her er der selvfølgelig også uenighed mellem israelere og palæstinensere. Israel regner en række af de nye jødiske satellitbyer/bosættelser omkring Østjerusalem med, mens de ekskluderer en række palæstinensiske forstæder. Palæstinenserne, som også kræver byen til deres fremtidige hovedstad, gør naturligvis præcis det modsatte. På den måde kan hver side nemlig få sin egen befolkningsgruppe til at synes lidt større og lidt mere dominerende, mens modparten samtidig skrumper lidt ind. Israels vurdering er, at 64 % af byens indbyggere er jøder, 32 % muslimer og 2 % kristne. Men selv om både den jødiske og den arabiske befolkning i Jerusalem er steget siden 1967, så vokser den arabiske så meget hurtigere, at den jødiske andel af byens befolkning som helhed støt falder. Fra 74 % i 1967, til 72 % i 1980, 68 % i år 2000 frem til 64 % i Fortsætter den udvikling, så vil den jødisk-israelske befolkning blive et mindretal i den by, de anser for at være deres hovedstad. Intet er enkelt eller ligetil i Jerusalem, og det har det aldrig været Jerusalem_3korr.indd /02/

65 kvartererne noter fotografi Elia Photo 9 Armensk fotograf, der sælger genoptryk af familiens store samling af historiske fotos fra Jerusalem. Al- Khanka Street 14. Den gamle bydel. Se gravplads Mount Herzl Vestjerusalems nationale gravplads og Theodor Herzls gravsted. Tag sporvognen til endestationen Mount Herzl. Se have Sergei s Courtyard Garden & Sergei Imperial Hospice 25 Heleni HaMalka Street 13. Russian Compound. kirker Gravkirken 2 Åbent 5-21 (april til september) og 4-19 (oktober til marts). Det er en særlig oplevelse at være der tidligt om morgenen, når den muslimske portner åbner dørene. Søndag morgen og formiddag kan de forskellige kirkesamfunds gudstjenester følges på skift. Mellem Suq Khan as-zait og Christian Quarter Road. Den gamle bydel. St. Andrew s Scots Memorial Church 25 David Remez Street 1. Syd for Yemin Moshe-kvarteret. Se links Mishkenot Shaananims kulturcenter. Yemin Moshe. Se For Jerusalems officielle turisthjemmeside Se museer The Israel Museum 16 Det vigtigste stop uden for den gamle by for historisk interesserede. Foruden arkæologiske samlinger er der en 2000 kvadratmeter stor model af Jerusalem på Jesu tid. Ruppin Boulevard. Givat Ram. Se Yad Vashem Israels Holocaustmuseum. Har HaZikaron. Indgang ved Mount Herzl. Se parlamentet Knesset 27 Givat Ram. For seneste nyt og informationer om åbningstider for den besøgende, se øvrige vandremål First Station 28 Den historiske gamle banegård i Baka-området, der nu er restaureret og åbnet som kulturcenter på David Remez Street 4. Se HaKotel HaKatan 10 Den lille Grædemur. Den lille Grædemur ligger ved Jernporten, Iron Gate, der fører til Tempelpladsen. For enden af Bab Al-Hadid Street, en sidegade til Al-Wad Street. Den gamle bydel. Jerusalem Walks Et af flere bureauer og enkeltmandsforetagender, der arrangerer guidede byture, bl.a. til Mea Shearim og den gamle bydel. Se Jerusalem_3korr.indd /02/

66 vide verden smagværdigheder sansernes hovedstad poul joachim stender En gammel onkel gav mig en rejse til Israel i Seværdighederne var fantastiske. Maden elendig. Men da jeg vendte tilbage 25 år senere, var det israelske køkken blevet formidabelt. Det er ikke nok at se et land. Et land skal også smages. Drevet af en åndelig og fysisk sult begyndte jeg at vende tilbage til Israel igen og igen. Først på private ture. Senere som rejseleder for Akademisk Rejsebureau, hvor jeg nu tre gange om året fører grupper rundt i Jesu fodspor. I Matthæusevangeliet i Det Nye Testamente bliver Jesus kaldt frådser og dranker. Det giver derfor god mening at følge ham også på restauranterne og barerne. Min lidenskab for mad har ført til, at jeg har udgivet kogebogen Præsten & Kogejomfruen. Desuden er jeg fast madskribent på Kristeligt Dagblad samt arrangør af madarrangementer diverse steder. Ud over mad interesserer Gud og sex mig. Jeg er præst i folkekirken og har skrevet en bog om kristendommen og erotikken. Den kaldte jeg Med Gud i sengen. Midt i Jerusalem ligger Tempelbjerget. Da kong Salomo omkring år 900 f.kr. foretog indvielsen af det første tempel, blev der ofret okser og får. Dette tempel blev ødelagt. Men et nyt skød op, og Herodes den Store udvidede det til en bygning så overvældende, at den fremstod som et digt i sten. Her fortsatte de utallige ofringer af bl.a. duer, okser og lam. Jerusalem må med alle disse slagtninger og kødafbrændinger på Tempelbjerget have lugtet som en blanding af et Steff-Houlberg-slagteri og en grillbar. Men sådan opfattede den jødiske gud Jahve det ikke. Duftene gjorde voldsomt indtryk på ham. Ifølge Første Mosebog indåndede han den liflige duft fra brændofrene og sagde til sig selv, at han aldrig mere ville gentage syndfloden. Tilsyneladende er der intet som dufte, der kan gøre både guders og menneskers hjerter bløde. I dag er templet væk. Tilbage står ikke meget andet end Grædemuren. Den er jødernes vigtigste helligdom og samtidig verdens største postkasse med alle de bønner, der dagligt stikkes ind i murens revner. Tempelbjerget, som muslimerne kalder al-haram ash-sharif, og som er prydet af deres store helligdomme Klippehelligdommen og al-aqsa-moskeen, er blevet lugtfri. Brænd- og slagtofringernes tid er forbi. Men det er stort set også det eneste sted inden for de gamle mure i Jerusalem, at duftene ikke vælter sanselige og pirrende frem. Jerusalem er fortsat duftenes by. den gamle bydel Den gamle bydel inden for murene er Jerusalems bankende hjerte. Ligesom et menneskehjerte er delt i fire kamre, er den gamle by delt i fire områder: det jødiske, kristne, muslimske og armenske kvarter. Hvert kvarter har sine dufte. De to mest duftende kvarterer er det kristne og det muslimske kvarter. I det kristne kvarter er der en Jerusalem_3korr.indd /02/

67 Vandpibebar Kasper Bro Larsen duft af røgelse, myrra og nardus. Kvarteret vrimler med kirker og klostre. Den vigtigste helligdom, ikke bare i det kristne kvarter, men i hele kristenheden, er Gravkirken, hvor Jesu korsfæstelse og opstandelse æres. Seks kristne trossamfund deles om kirken, og det eneste, de kan blive enige om, er at bruge røgelse i deres forskellige gudstjenester. I souvenirbutikkerne rundt om Gravkirken, i basaren på King David Street og langs Christian Quarter Road sælges duftende myrra og røgelse, som vismændene ifølge Matthæusevangeliet bragte julenat til Jesusbarnet. Også nardusolie er til salg. På Jesu tid var det en ekstremt dyr oliebaseret duft, som en prostitueret, til stor forargelse for de tilstedeværende, smurte hele Jesu krop ind i. Mange kvindelige turister køber myrra og nardus som parfume og vender hjem duftende som det kristne kvarter i Jerusalem. I det muslimske kvarter, der er det største og mest befolkede af de fire kvarterer, intensiveres duftene. På Al-Wad Street dufter der af falafel, modne tomater, friskpresset granatæblesaft, myntete og kardemommekaffe. Ved indgangen til det gamle bomuldsmarked på Al-Qattanin Street er duftene søde og tunge. Her ligger nogle få arabiske bagerier med deres massive stenovne. Ved slagternes marked, Suq al-lahamin, er der blod i luften fra slagtede dyrekroppe. Og ved Suq al-attarin beruses man af krydderierne. Fælles for duftene i den gamle bydel i Jerusalem er deres blanding af det evige og verdslige. Det ene øjeblik duften af myrra, nardus, røgelse og brændende sabbatslys. Det næste øjeblik duften af grillstegt kød, æbletobak fra en vandpibebar, indvolde og den helt specielle duft af en sesampasta ved navn tahin. Men sådan er det også med Jerusalems lyde: De kristne trossamfund, der ringer med deres kirkeklokker. Lyden af muezzinens stemme fra minareten. Jødernes jamrende mumlen ved Grædemuren. Og samtidig sirenerne fra ambulancer, grinende turister, råbende gadesælgere, roterende cementblandere. Det hellige og verdslige er vævet ind i hinanden i Jerusalem. at smage byen Når vi taler om turistmål, siger vi seværdigheder og sightseeing, som om det at besøge en by først og fremmest handler om at se. Men lige så vigtigt er det at huske en by med sin smagssans. Der burde være et ord på dansk, der hedder smagværdigheder. Køkkenet i Jerusalem er et overdådigt fusionskøkken. En gigantisk sammensmeltning af madtraditioner. En velsmagende mosaik. Det kan smages, at byen har fire tusind års historie bag sig og alligevel er en purung by, fordi staten Israel kun har eksisteret i godt 65 år. Det kan også smages, at byen er omdrejningspunktet for de verdensomspændende religioner, jødedommen, kristendommen og islam. Og endelig kan det smages, at Jerusalem siden indvandringen af jøder i slutningen af 1800-tallet, er blevet befolket med mennesker fra cirka 80 lande, der alle har taget deres kulinariske vaner med sig Jerusalem_3korr.indd /02/

68 smagværdigheder Det er ikke svært at forestille sig, hvor voldsomt maden i Jerusalem er præget af, at byen er fuld af sefardiske og orientalske jøder fra Spanien, Portugal, Marokko, Tyrkiet og Irak. De bragte fyldte grøntsager, krydrede retter, ja, hele Middelhavets mad med sig. Og af ashkenaziske jøder fra Rumænien, Tyskland, Rusland, der kom med deres rødbedesuppe, fyldte fisk, hakket lever og kyllingesuppe. Og af palæstinensiske muslimer. Af kristne arabere. Af jøder fra Yemen, Argentina, Sydindien, Usbekistan og USA. Af koptere fra Egypten og græsk-ortodokse munke. Fælles for dem alle er, at de ikke kun har taget deres kulinariske traditioner med sig. De har også ladet sig inspirere af hinanden og deres arabiske nabolande. Maden er derfor et prisme, der i duft, farver, smag og konsistens reflekterer den religiøse, etniske og kulturelle forskellighed. Men ikke bare det. Israels råvarer påvirker i høj grad køkkenet. Der dyrkes f.eks. over fyrre forskellige frugter, der leveres dugfriske til markederne og butikkerne. Det vrimler med fede køer i Golanhøjderne, der giver kød, mælk og ost af høj kvalitet. Kibbutzerne har dambrug med karper og sanktpetersfisk. Jerusalems køkken er lokale råvarer. Man har på fornemmelsen, når man spiser i byen, at man virkelig er i det land, som Det Gamle Testamente beskriver som et land med hvede og byg, med vin og figner og granatæbler, et land med olivenolie og honning. Der er folk, der påstår, at man kan definere det italienske, franske og nordiske køkken, men ikke det israelske. Sludder. Det israelske køkken, og dermed Jerusalems køkken, kan beskrives med et ord: mangfoldigt. markedets mangfoldighed På Jerusalems største jødiske marked Mahane Yehuda oplever man det enorme udbud af råvarer og specialiteter, der skal til for at tilfredsstille så mange forskellige madtraditioner. Oplev markedet alene eller med kokken Tali Friedman fra Tali Friedman s Atelier, som er en af de mange, der laver organiserede indkøbsture rundt på markedet med efterfølgende madlavning og Mahane Yehuda-markedet. Her findes alt i råvarer i fineste kvalitet, hvilket tiltrækker både ortodokse og sekulære, orientalske og ashkenazier, jøder og arabere. Kasper Bro Larsen spisning. Markedet ligger mellem Jaffa Road og Agrippas Street og har eksisteret siden de tyrkiske osmanner. Det har over 250 boder, der sælger marcipankager, halva (sød sesamkage), olier, frugter, grøntsager, fisk, kød, nødder, eksotiske krydderier, vine, likører og meget mere. Både arabere og jøder kommer der. Om fredagen, før de første tre stjerner viser sig på himlen og fortæller, at sabbatten skal indledes, er stemningen særlig intens. Hundredvis af jøder gør de sidste indkøb inden deres helligdag. Bl.a. køber de det sødtduftende og flettede challah-brød, der spises, når sabbatten indledes. Brødene fås ikke bedre andre steder i Jerusalem, hvis man lige ser bort fra Lendner Bakery i det ultra-ortodokse jødiske kvarter Mea Shearim. Luften på markedet er tyk af råb, sved, okseudskæringer, tahin, za atar (krydderiblanding af isop, salt og sesamfrø), våde, skælbeklædte fisk, sødmen fra tørrede frugter og forventningen om sabbattens fred og Jerusalem_3korr.indd /02/

69 Bjerg af za atar-krydderi i Suq Khan as-zait. Den hvide og vinrøde pynt er henholdsvis sesamfrø og det syrlige sumak. Tilsammen danner farverne en palæstinensisk manifestation med Klippehelligdommen øverst Kasper Bro Larsen ro. Det hele blander sig med det specielle lys, der er i Jerusalem. På en gang skarpt, så skyggerne på bygninger og træer springer overdrevent frem, og underligt udefinerbart, som om der er tale om det lys, der blev skabt af Gud Herren i Første Mosebog, før sol, måne og stjerner blev til. Ikke underligt, at Jerusalem har fået tilnavnet Den Gyldne Stad. morgenmad i himlen, frokost i helvede Morgenmaden og frokosten er for israelerne dagens vigtigste måltider. Aftensmaden spiller slet ikke den rolle, som måltidet gør i Danmark. Det bedste, som det israelske køkken har skænket menneskeheden, er hotelmorgenmaden. Den overdådige morgenmad stammer fra kibbutzerne. De, der arbejdede i kibbutzen, stod meget tidligt op, spiste næsten intet og gik ud for at arbejde, inden solen fik for meget magt. Efter et par timer vendte arbejderne tilbage til en stor og styrkende morgenmad, nærmest en brunch, med alle de produkter, kibbutzen havde at byde på. Dette koncept tog hotellerne til sig, og de fleste bedre hoteller i Jerusalem serverer en imponerende morgenmadsbuffet. I de fleste lande er salater anset som noget, man spiser til middag eller om aftenen. Men i Israel og særligt Jerusalem er salaterne en del af morgenmaden. Bl.a. den salat, der kaldes israelsk salat med masser af fint hakkede tomater, agurker, løg, søde peberfrugter og en dressing af citron og olivenolie. Ud over salaterne er der hummus, mange slags mælkeprodukter, frugter, varme retter, amerikanske pandekager med sirup, bourekas (en slags wienerbrød med forskelligt fyld), marineret og røget sild, frisk juice, æg i forskellige varianter, bl.a. Mellemøstens shakshuka, der er æg pocheret i en sovs af tomater, løg, chili og spidskommen. Vover man sig ind på det mondæne Mamilla Hotel på King Solomon Street, hvor kokke står ved kogeøer og tilbereder den varme del af morgenmaden, kan tanken strejfe en, at man spiser morgenmad i paradis. Frokosten kan senere på dagen tages i helvede. Uden for Suleiman den Prægtiges mure, der omringer det gamle Jerusalem, ligger Hinnoms Søns Dal mod vest og syd. I gammel tid var der en gud ved navn Molok, som der blev ofret børn til. Profeten Jeremias kalder dalen for Morddalen. Da Det Gamle Testamente blev oversat til græsk, blev navnet Hinnoms Dal til Gehenna, der er Det Nye Testamentes ord for helvede. Men endnu en blodig historie er knyttet til dalen. Efter at Judas, der forrådte Jesus, havde kastet lønnen for sit forræderi ind i templet, købte de øverste præster ved templet pottemagermarken for pengene. Den skulle bruges til begravelsesplads for fremmede, der døde i Jerusalem. Marken blev kendt som Hakeldama, dvs. Blodmarken, og er blevet identificeret med et sted på Hinnomdalens sydlige skråning. I denne dal ligger Jerusalems ansete biograf Cinematheque med restauranten Lavan. Restauranten har en fantastisk udsigt ind i den blodige dal. Men er samtidig et spisested, hvor maden er på højde med udsigten. Hvis man er et par stykker, der spiser sammen, skal man lære, at i Israel indledes en frokost altid med Jerusalem_3korr.indd /02/

70 smagværdigheder masser af små mezze (antipasti eller tapas), som sættes på tallerkener. Dem deler man med hinanden ved at skrabe noget af indholdet over på sin tallerken med kniven. På restaurant Lavan og mange andre steder kan det være grillede auberginer med yoghurt, tahin og tomatvinaigrette, sauteret kyllingelever med æbler og knuste kartofler, snehvid labanost, jerusalemsalat med krydderurter, tahin og feta, grillede peberfrugter og tabuleh, der er arabisk salat af bulgur og friske grøntsager. Hovedretten kunne være en kyllingeschnitzel, det mest anvendte kød i Israel, med ristede kartofler med hvidløg og rosmarin. Desserten, et lille stykke baklava (fillodej lagt i lag med valnødder, appelsinsirup, kanel med mere) eller den populære tyrkisk inspirerede malabi, en cremet budding med sirup, råsyltede bær eller andre toppings. vin til de fortvivlede Giv øl til den, der er ved at gå til grunde, og vin til de fortvivlede, står der i Ordsprogenes Bog i Det Gamle Testamente. Cirka fire hundrede gange er vinplanten og vinen nævnt i Bibelen. I Det Nye Testamente lavede Jesus 570 liter vand om til 570 liter vin ved et bryllup i Kana. Der hersker ingen tvivl om, at Israel allerede på bibelsk tid var kendt for sine fine vine og fortsat er det takket været den franske baron Edmond James de Rothschild, som i slutningen af 1800-tallet fik grundlagt den moderne israelske vinproduktion, der i dag omfatter cirka to hundrede vingårde. Nogle af vinene kommer fra Golanhøjderne, hvor druerne dyrkes i 1200 meters højde. Der er turister, der ikke vil drikke disse vine, fordi de produceres i det territorium, som Israel tog fra Syrien i 1967 under Seksdageskrigen og senere gjorde til en del af staten Israel, men de går glip af fremragende vine. Bl.a. vinene fra vingården Yarden, der har vundet den ene internationale pris efter den anden. En Yarden Pinot Noir, lagret 16 måneder på franske egetræsfade og fløjlsblød som en varm nat i Jerusalem, kan stærkt anbefales til byens krydrede retter. Er man mere til politisk korrekte vine Taybeh-øl Ari Zelenko og tilmed hvidvine, er der Chardonnay fra Judæahøjderne. Danske ølentusiaster valfarter desværre ikke til Jerusalem for at drikke øl. Heller ikke til den årlige Jerusalem Beer Festival. Men Jerusalem har udmærket øl. Taybeh er en palæstinensisk øl, der også drikkes af israelerne. Fås også uden alkohol, da muslimerne ikke må indtage alkohol. Goldstar er ligeledes en fin øl. Maccabee Premium Beer, som også sælges mange Jerusalem_3korr.indd /02/

71 smagværdigheder steder, er en udmærket pilsner, men ikke på højde med Goldstar og Taybeh. Inden for de sidste par år er der, ligesom i Danmark, skudt mange mikrobryggerier op. Bl.a. et bryggeri i Tel Aviv med det sjove navn Dancing Camel. Bryggeriet laver spændende, amerikanskinspireret øl. Smag sådan en ale på Glen Bar, der tre gange er blevet udråbt til Jerusalems bedste ølbar. Er man hverken til vin eller øl, ligger der f.eks. en café og restaurant ved navn Panoramic Golden City ved fontænen centralt i Muristan-basaren i den gamle bydels kristne kvarter. Den har tagterrasse med udsigt over hele den gamle by og serverer en fremragende kardemommekaffe og myntete. Ingen bør besøge Jerusalem uden at have smagt disse to varme drikke højt hævet over byens tage. olivenolien går igen Det virker, som om der ikke eksisterer en kulinarisk rød tråd i Jerusalem ud over mangfoldigheden. Alle grupperinger spiser på hver sin måde. Og alligevel er der noget, der går igen. Olivenolien. Øst for Jerusalems gamle bydel rejser Oliebjerget sig. Her ligger Getsemane Have, hvis navn betyder oliepresse. Jesus opholdt sig ofte under oliventræerne, bl.a. skærtorsdagsaften, hvor Judas forrådte ham, og tempelsoldaterne anholdt ham. Dødsangstens kirke, Church of All Nations, som står i haven, forsøger at fange den angste, blåviolette dødsstemning fra aftenen. Jøder, kristne og muslimer er stort set uenige om alt. Men en ting kan de blive enige om. Nemlig at prise oliventræet og dets frugter. I Det Gamle Testamente bliver træet tilbudt værdigheden som træernes konge. I Det Nye Testamente er Kristus en græsk oversættelse af det hebraiske Messias, der betyder: Den olivenolieindsmurte. I Koranen fremhæves olien, der også kan anvendes som lampeolie, for at være så klar, at den ville lyse, selv om ingen gnist tændte den. Olien flyder som en grøn-gullig, duftende strøm gennem Jerusalems køkkener hos alle jødiske, kristne og muslimske grupperinger. På FN s flag er der et billede af en olivengren, der omslutter jordkloden. I Det Gamle Testa- Arabisk mezze hos Abu Shukri. Fra venstre og med uret: pickles, falafel, myntelemonade, salat med tahin-dressing, chilisovs og hummus med foul. Min sjæl, hvad vil du mer? Kasper Bro Larsen mente er der en fortælling om en due, der kommer tilbage til Noahs ark med et olivenblad i munden og dermed bebuder, at der efter den voldsomme syndflod er indgået fred mellem himmel og jord. Oliventræet symboliserer den fred, som Jerusalem har så hårdt brug for. Men som endnu kun er symbolsk til stede i køkkenerne i form af olivenolien og olivenfrugterne. jerusalems gadekøkken En anden rød tråd i det kulinariske Jerusalem er gadekøkkenet, der kan udfolde sig rigt, fordi vejret i Jerusalem er så fantastisk. Selv i januar kan man opleve solrige, varme dage. Ingen har smagt Jerusalem uden at have smagt på byens gadekøkken. Selv om maden er alt andet end neutral i smagen, er gadekøkkenet alligevel et ingenmandsland. Der er ingen grupperinger i Jerusalem, som ikke kan spise en falafel eller en portion hummus eller en shawarma eller en Jerusalem Mixed Grill. Uden for Damaskusporten langs Sultan Suleiman Street finder man nogle af de bedste af Jerusalems mange fremragende falafelboder. Midt på fortovet står Jerusalem_3korr.indd /02/

72 smagværdigheder svedende kokke og tilbereder maden. Ofte er der en kødrand af mennesker foran boderne. En garanti for, at falaflerne og grønsagerne er helt friske. En falafel er tilberedt af kikærter, der er blevet blendet, formet som kugler og stegt sprøde i olie for straks at blive klemt ned i et pitabrød (desværre ikke lunt) sammen med tahin, hummus, hakket salat og indimellem en stærk sovs ved navn harif. En anden god ting ved gadeboderne er, at der også serveres fremragende hummus. I Jerusalem er hummus ligesom peanutbutter i USA og Nutella i Nordeuropa. Det bliver fortæret i enorme mængder. Hummussen er en kikærtepasta lavet af kogte og blendede kikærter, olivenolie, citron, spidskommen, hvidløg, tahin, cayennepeber og salt og peber. Der er ikke kun en konstant strid om, hvordan en god hummus skal laves, men også om hvilket land der har skænket verden hummussen. Det har ført til hummuskrig mellem Libanon og Israel. I 2009 lavede libanesiske kokke to tons hummus for at demonstrere, at hummus er en libanesisk ret og ikke stammer fra Israel. Men året efter fremstillede Israel fire tons hummus, der blev serveret i en gigantisk parabolantenne. Man tænker: Gid, alle krige i Mellemøsten blev ført på den måde. Ligesom der på hvert gadehjørne i Jerusalems gamle bydel er en kirke, en moske eller en synagoge, er der også på hvert gadehjørne et godt sted at spise shawarma. Shawarma-kødet, der kan bestå af marineret kalkunkød tilsat lammefedt, er lag efter lag blevet sat på et spyd og grillet roterende. Shawarma betyder på tyrkisk: at rotere. De fleste steder lægges det grillede kød ned i et pitabrød sammen med hummus, tahin, løg, stegte auberginer, pommes frites, salat og mange andre gode ingredienser. Men man skal ikke affinde sig med pitabrødet. De bedste shawarmaer er dem, hvor indholdet er rullet ind i en durumrulle, der hedder lafah, og som kan minde om en stor tortilla. Desværre bliver mad indimellem tilpasset turisternes smag. Man sparer på krydderierne og lader være med at bruge ingredienser, som man bilder sig ind, at turisterne ikke kan lide. Men sådan er det ikke på Agrippas Street nær det jødiske marked Mahane Yehuda. Der kan man finde adskillige gadekøkkener, der serverer en udiplomatisk Jerusalem Mixed Grill bestående af grillede indvolde af kyllingelever, kyllingehjerte, milt, nyrer, kalkunkød og måske også testikler. Altsammen garneret gavmildt med spidskommen, kardemomme, koriander, paprika, hvidløg med mere. Sådan en Mixed Grill skal spises på en taburet på fortovet med den ene hånd fuld af servietter for ikke at have fedtet fossende ned over hagen og med trafikken brølende og osende på gaden som uhyret Leviathan i Jobs Bog. Foretrækker man at spise Jerusalem Mixed Grill på en kølig restaurant, så prøv Shipudei HaGefen på Agrippas Street 74 ved Mahane Yehuda. det sexede granatæble Til gadekøkkenet i Jerusalem hører også det ildrøde granatæble. I den gamle bydel er der ikke mange steder, hvor der ikke i den lange granatæblesæson fra september til februar bliver presset granatæbler på stedet, solgt som skummende, læskende juice. Granatæblet er fascinerende. Det er smukt, nærmest sexet, og man forstår godt, at en smuk kvindes tinding i Højsangen sammenlignes med et bristet granatæble. Det seksuelle er knyttet tæt sammen med granatæblet. De mange kerner opfattes som et symbol på frugtbarhed, ligesom det påstås, at det er godt for mænds potens at drikke granatæblejuice. Nogle argumenterer stædigt for, at det æble, slangen i Paradis fristede Eva til at spise, var et granatæble. Og måske er der noget om snakken. For straks Eva og Adam havde spist af det, opdagede de, at de var nøgne. Granatæblets seksuelle undertoner går hånd i hånd med det religiøse. Det har været afbildet på søjlerne i det jødiske tempel og på ypperstepræstens dragt. Der er jøder, der påstår, at der er præcis 613 frø i æblet svarende til Toraens 613 forbud og påbud, at kong Saul sad under et granatæbletræ, der måske har været helligt, og at granatæblets top med sine spidser ligner Davidstjernen, osv. Men det er ikke udelukkende af seksuelle eller religiøse grunde, at man skal prøve ga Jerusalem_3korr.indd /02/

73 Granatæblesaft Kasper Bro Larsen Kosher bager. Magdaniat Pe er, Mahane Yehuda at få alt blod ud. Ligeledes må indvoldenes fedt og den store hoftenerve heller ikke spises. Forbuddet mod at spise kød sammen med mælk nævnes tre gange i Bibelen. Ortodokse og ultra-ortodokse jøder kan endda have et køkken til kød og et køkken til mælk. På de fleste kosher restauranter skal man ikke regne med at kunne få mælk i sin kaffe! I modsætning til muslimerne er der ikke et forbud mod alkohol. Whisky, vodka, gin, rom, øl og meget andet er kosher. Men vin er først kosher, når vinen er fremstillet ved at følge nogle bestemte krav. De fleste jøder afholder sig fra svinekød og blod. Men de øvrige regler tages ofte afslappet. De jødiske spiseregler handler ikke kun om identitet og tro, men er også en måde, som jøden husker sin religion på. I den jødiske påske mindes jøderne, hvordan deres gud førte dem bort fra slaveriet i Egypten. Det gør de bl.a. ved at spise lam og usyret brød, dvs. uden surdej og/eller gær, og bitre urter. Hver eneste bid, der serveres, er forbundet med en fortælling om befrielsen fra trældommen i Egypten. Lammet spises for at huske, hvordan døden gik jødernes dør forbi. Man havde nemlig smurt lammeblod på dørstolperne til de isradekøkkenets nypressede granatæblejuice. Det smager vidunderligt af Jerusalem, som var byen gået gennem en frugtpresse og kommet ud som læskende væske! smag gud For jøderne er mad ikke bare mad. Jøderne ser andet end kulhydrater, proteiner og fibre i det, de spiser. De smager andet end salt, sødt, bittert, surt og umami. Mad er også for dem erindring, frelseshistorie, identitet. Ved at spise på en bestemt måde spiser en jøde sig sammen med andre jøder og deres gud Jahve. Der er mange madvarer, som en rettroende jøde i Jerusalem ikke må indtage. Først og fremmest skal maden være kosher, som betyder egnet eller tilladt. I Tredje Mosebog, kapitel 11, optræder de jødiske spiseregler. Det er ikke tilladt at spise svin, kamel, hare, kanin eller defekte dyr. Rejer, hummer, muslinger, østers, blæksprutte er heller ikke tilladt, fordi de ikke har finner og skæl. Blod er, ifølge jødisk etik, sjælen. Derfor skal ethvert dyr slagtes rituelt, så alt blod kommer ud af det. Men det er ikke nok. Kød drysses med salt eller lægges i vand eller brændes over åben ild for Jerusalem_3korr.indd /02/

74 smagværdigheder elitiske huse, så dødsenglen kunne vide, hvilke hjem den skulle springe over. Når jøderne tygger de usyrede brød, matzot, husker de med smagssansen, hvordan de måtte forlade Egypten i så stor hast, at der ikke var tid til at lade dejen til brødet hæve. De bitre urter, der i den jødiske påske kan bestå af endiviesalat, persille, agurker og karse, er en fortælling om de bitre trængsler, jøderne måtte gennemgå som slaver i Egypten. Til den jødiske nytårsfest, Rosh HaShanah, serveres mange søde sager, f.eks. æbler i honning, for at symbolisere håbet om et sødt og godt nyt år. Mange spiser granatæbler og beder om at blive fyldt med så mange gode gerninger, som der er kerner i granatæblet. Det var jødernes største helligdag, sabbatten, der udviklede deres simremad. Ingen jøde må arbejde på helligdagen. Derfor er det ikke tilladt at lave mad. Før sabbatten indledes, kan man derfor sætte en tung gryde over med grøntsager og kød, der langsomt bliver tilberedt, uden man rører en finger. Mad og religion er i jødedommen kogt sammen. Det gælder i og for sig også i islam og kristendommen. Ved at afholde sig fra svinekød, halalslagte alle dyr, faste i ramadanen og holde sig fra alkohol husker muslimerne Allah og profeten Muhammeds bud. I kristendommen er der ingen spiseregler. Alt er tilladt. Og dog afholder mange kristne trossamfund i Jerusalem sig fra kød, madolie, fisk med mere i løbet af fastetidens fyrre dage inden påske for gennem deres mad eller mangel på mad at ihukomme Jesu vandring mod død og opstandelse. I påsken spises lammesteg for at huske, hvordan Jesus, som Guds lam, blev slagtet på Golgata. Jerusalems køkken er i høj grad påvirket af de tre store religioner, som byen betyder uendelig meget for. kættersk finale I Vestjerusalem, på Yoel Moshe Solomon Street nummer 15, ikke mere end ti minutters gang fra Jaffaporten, ligger Zuni. Restauranten har åbent 24 timer i døgnet. Menuen er befriende kættersk i et Jerusalem, hvor rettroenhed også er et spørgsmål om, hvad man putter i munden. Der serveres rosastegte koteletter og delikate pølser fra det svin, som både jøderne og muslimerne er enige om at foragte. Men bedst af alt: Restauranten har et fantastisk udvalg af de jødisk blacklistede skaldyr. Muslinger i vermouth, blæksprutter i ingefær og citron, rejer med artiskokker. Selv om Jerusalem er beliggende på randen af Judæaørkenen og absolut ikke er en fiskeby, kan man på Zuni spise sig tæt på havet. Som den eneste by i verden findes Jerusalem to steder på samme tid. Både på jorden og i himlen. Det fornemmer man, når man spiser på Zuni. Man bliver i tvivl om, hvorvidt himlen er i maden eller maden i himlen Jerusalem_3korr.indd /02/

75 smagværdigheder noter bagere Ja far Sweets 5 Arabisk konditori med alt i baklava og ikke mindst den palæstinensiske ostekage knafeh. Suq Khan as- Zait. Den gamle bydel. 4 Lendner Bakery Leib Dayan Street 10. Mea Shearim. Magdaniat Pe er To butikker: 5 HaMagid Street 5 og 6 Eitz Chaim Street 33. Henholdsvis German Colony og Mahane Yehuda. Marzipan 7 Agrippas Street 44. Mahane Yehuda. markeder og madlavning Mahane Yehuda 5 Læs mere om det overdådige jødiske marked Mahane Yehuda på Suq al-attarin 11 Arabisk krydderi-basar. Den gamle bydel. Suq al-lahamin 12 Arabisk slagter-basar. Den gamle bydel. Tali Friedman For hjemmeside om madture og madlavning med Friedman, der også viser rundt på det jødiske marked, se restauranter Abu Shukri 2 Byens bedste hummus og mezze. Lukker omkring klokken 16. Ved hjørnet af Al-Wad Street og Via Dolorosa. Den gamle bydel. Barood 8 Sefardisk ikke-kosher restaurant, som serverer svinekød. The Jerusalem Courtyard. Jaffa Road 31. Tæt ved Yosef Rivlin Street. Nahalat Shiva. Machneyuda 9 Hipt israelsk fusionskøkken. Beit Yaakov Street 10. Mahane Yehuda. Se Mamilla Hotel 10 Nyd en morgenmad i paradis. King Solomon Street 11. Mamilla. Se Notre Dame Roof Top Wine & Cheese Restaurant 6 Fantastisk udsigt. Åbent mandag-torsdag klokken 17-01, fredagsøndag klokken HaTsankhanim Road 3. Morasha. Restaurant Lavan 4 Tilknyttet Jerusalem Cinemateque. Hebron Road 11. Syd for Yemin Moshe. Restaurant Panoramic Golden City 7 Ved fontænen centralt i Muristan-basaren. Aftemos Market 130. Den gamle bydel. Shipudei HaGefen 11 Glimrende Jerusalem Mixed Grill. Agrippas Street 74. Mahane Yehuda. Ticho House 12 Restaurant med hyggelig have, udstillinger og live jazz om tirsdagen. HaRav Kook Street 9. Russian Compound. Se program på Zuni 13 Yoel Moshe Solomon Street 15. Beit Israel. Se øl Glen Bar 14 Jerusalems bedste ølbar. Shlomtzion HaMalka Street 18. Mamilla. Mere information om øl i Jerusalem og Jerusalems ølfestival findes på Jerusalem_3korr.indd /02/

76 vide verden under byen fortidens sten og nutidens ideer søren holst En efterårsdag i 1996 standsede min tidligere specialevejleder Fred Cryer mig på gangen på Københavns Universitet, hvor jeg gik rundt og ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle stille op med mig selv som ret nyuddannet teolog. Han skulle redigere en nyudgivelse af nogle af Dødehavsrullerne og havde tænkt sig at ansætte mig som videnskabelig assistent, sagde han og han ville i øvrigt starte med at sende mig et år til Jerusalem for at stå i lære hos fagets største kanoner. Jeg endte med at blive der i to år og kom praktisk taget aldrig uden for byen: Når jeg ikke studerede og arbejdede, løb jeg rundt og så på kirker, moskeer, synagoger og udgravninger og lærte de lokale kulturer at kende. Til sidst blev jeg kaldt hjem, hvor jeg skrev en ph.d.-afhandling om sproget i Dødehavsrullerne og endte med at blive lektor i teologi ved Københavns Universitet. Men min sjæl (eller hvad det nu er) sidder stadig dernede og spiser hummus, læser israelske romaner og hører arabisk popmusik. Jeg tager ned og ser til den, når jeg kan. Den imponerende bymur omkring Jerusalems gamle bydel frister én til at tro, at fortidens Jerusalem står lyslevende for ens øjne, og man kan i fantasien befolke den med hele det bibelske og historiske galleri af helte og skurke fra kong David til kong Herodes og videre op gennem tiden. Men det er en illusion: Muren er bygget under den osmanniske sultan Suleiman den Prægtige for mindre end fem hundrede år siden. Som pedantisk historiker får man lyst til at tænke den væk og i fantasien genopbygge de tidligere mure der, hvor de stod på Det Nye og Det Gamle Testamentes tid. Den øvelse vil jeg gerne invitere læseren til at deltage i: Vi tager en tur baglæns fra romernes Jerusalem og ned gennem byens historie, til vi ender i den fjerneste fortid, arkæologien kan grave frem. Undervejs kommer vi til at opleve talrige links mellem fortidens sten og nutidens ideologi: I Jerusalem har fortiden altid aktuel betydning. det romerske jerusalem Vores første mellemlanding er som sagt det Jerusalem, som blev bygget under den romerske kejser Hadrian og hans efterfølgere fra 135 e.kr. Lige siden har skiftende magthavere nemlig stort set fulgt den samme grundplan, når man byggede nyt efter krige eller jordskælv. Femogtres år før Hadrians tid var en jødisk opstand mod romerne endt med, at byen og dens tempel blev lagt i ruiner og brændt af, og han besluttede at genopbygge byen i romersk stil. Byer vokser i højden, efterhånden som århundrederne går, fordi man bygger oven på murbrokkerne fra sidste gang, noget blev revet ned. Så de synlige rester af Hadrians by ligger lavere end nutidens gadeniveau. Uden for Damaskusporten kan vi, lige til venstre for det nutidige portanlæg, stikke hovedet ind mellem to af de arabiske handlendes boder og se et stykke af en Jerusalem_3korr.indd /02/

77 Damaskusporten. Nederst til venstre under gadeniveau ses en mindre bue i kejser Hadrians romerske port fra omkring 135 e.kr. Kasper Bro Larsen lavereliggende plads med en mindre portåbning. Det ser beskedent ud, men er også kun den ene af to mindre porte, der flankerede en større hovedport, som nu ligger begravet under den brolægning, vi går på, når vi bevæger os ind gennem den nutidige Damaskusport, hen over midten af det, som var den nordlige adgangsvej til Hadrians by. Den romerske model for byers opbygning var inspireret af den grundplan, som blev fulgt, når romerske hærafdelinger slog lejr: en nogenlunde kvadratisk by med mure, som svarede til de fire kompasretninger, og en port midt i hver mur. Gaderne i nord-syd-gående retning blev kaldt cardo, og hovedgaden var således cardo maximus (den største cardo), mens gader mellem øst og vest hed decumanus. Det forbillede følger byen faktisk den dag i dag, og når vi har klemt os gennem menneskemylderet omkring selve Damaskusporten, går cardo maximus i en lige linje mod syd, og efter knap 50 meter når vi til en forgrening, hvor en anden cardo skiller sig ud og løber parallelt, men længere mod øst. Madaba-kortet. Mosaikken fra 500-tallet befinder sig i Jordan og viser det hellige land. Her ses en kopi, kun med Jerusalem-delen, fra cardo en i den gamle bydel. Flere markante, nu ødelagte bygninger kan identificeres. Fra venstre (nord) langs cardo en: Hadrians port og forum med søjlen ved den nuværende Damaskusport, Konstantins gravkirke, Nea-kirken og Zionkirken. Som det ses, er det Gravkirken og ikke Tempelpladsen, der danner fokus i mosaikkens byzantinsk-kristne sammenhæng. Den græske tekst siger i øvrigt den hellige by Jerusalem Kasper Bro Larsen Det er den lidt mindre befærdede Al-Wad Street eller på hebraisk HaGai begge dele betyder dalen. Den fører ned til Grædemuren. Til højre løber Suq Khan as- Zait (på hebraisk Beit HaBad), som går aldeles samme vej som Hadrians cardo maximus. På Madaba-kortet kan man se, at denne grundplan går tilbage til oldtiden. Beliggenheden er det eneste, der her er tilbage af den romerske hovedgade. Romerne lod sig ikke nøje med så lidt plads som den nuværende smalle gyde, hvor man kan blive nødt til at springe i ly i en butik, når en palæstinensisk knægt skal forbi med sin trækvogn med varer. Men vi kan få en smagsprøve på fortidens mere spektakulære cardo er, hvis vi fortsætter mod syd ad Suq Khan as-zait til det jødiske kvarter. Langs med Jewish Quarter Road kan man flere steder se dele af den romerske cardo maximus med dens fem meter høje søjler og 12 meter brede brolægning, der skråner svagt til begge sider for at lede regnvandet Jerusalem_3korr.indd /02/

78 under byen væk. Sandt at sige er cardo en her nok fra byzantinsk tid, altså to til fem århundreder efter Hadrian, for efter mange arkæologers mening blev den sydlige del først indlemmet i byen, da den ikke længere fungerede som lejr for den romerske 10. legion. Men Hadrians egen cardo har set ud på samme måde. jerusalems ødelæggelse Før kejser Hadrians tid var Jerusalem som nævnt blevet lagt i ruiner af den romerske 10. legion under ledelse af den senere kejser, general Titus. Det skete i år 70 e.kr. Man kan se spor af ødelæggelserne og af byen, som den så ud før romernes angreb i og omkring den gamle bydels jødiske kvarter. Her bevæger vi os meget bogstaveligt under byen. Efter Seksdageskrigen i 1967 blev der iværksat en omfattende renovering af det jødiske kvarter, og det gav arkæologerne mulighed for at se, hvad der gemte sig under de foregående århundreders byggeri. I dag kan man i det sydøstlige hjørne af Hurva Square få adgang til resterne af fire beboelseshuse fra tiden, umiddelbart før Jerusalems ødelæggelse i år 70. På den ene side spadserer man rundt i reelle udgravninger og ser mure, badeanlæg og mosaikgulve præcist dér, hvor arkæologerne fandt dem. Men fordi udgravningerne ligger i kældrene under nutidigt byggeri og ikke under åben himmel, har man på den anden side kunnet give fantasien lidt hjælp og føje en smule rekonstruktion til selve fundene: F.eks. står der små borde i rummene, hvor der måske har boet velhavende præstelige familier. Bordene har nydelige ben af træ, som naturligvis er en moderne genskabelse af ting, der var rådnet væk; arkæologerne fandt kun bordplader af sten og måtte tænke sig til resten, ud fra hvad man véd om oldtidens boliger. Et mindre, men endnu mere dramatisk levn fra den samme tid er Det Brændte Hus ved den østlige ende af Tiferet Israel Street i det jødiske kvarter. Ud over potteskår, køkkengrej og mønter fandt man her dels et sværd, dels knoglerne fra en ung kvindes underarm. Hun må være død under den brand, som huset har Phasael-tårnet Hinnons dal Nuværende bymur Jesu tid Kong Hizkiahs tid Den anden mur? Golgata Jesu Grav Tårn-dam Hippicus-tårnet Mariamne-tårnet Herodes palads Pilatus borg? Øvrebyen Ypperstepræstens palads?? Hinnons dal Den tredje mur, evt. endnu nordligere? (40-70 e.kr.) Antonia-borgen Den anden mur Den første mur Teater Trappe Ofelhøjen Nedrebyen Dragedam Siloam- Dam Betesda Dam Israel Dam Tempel Den kongelige søjlegang Trappe Kedrondalen Fåreporten? navn efter eller måske er hun blevet dræbt af romerske soldater, som derefter stak huset eller hele kvarteret i brand. Og sværdet kan jo tyde på, at husets beboere deltog aktivt i modstanden mod romerne. Det er kun gætteri, men formidlingsivrige gemytter har brugt Gade Gade Davidsbyen Tempelbjerget Salomos søjlegang Gihonkilden Davidsbyen (8.-9.årh. f.kr.) og Herodes Jerusalem Jerusalem på Jesu tid Kedrondalen Jerusalem_3korr.indd /02/

79 under byen det som grundlag for en film på en lille halv time, som vises på et lærred hen over det udgravede hus, og som fortæller historien om erobringen af Jerusalem fra beboernes synspunkt. Både puritanske forskere og filmæsteter vil krumme tæer over det rigeligt kulørte melodrama, men de store armbevægelser ledsages af en god portion solide historiske oplysninger, især fra den jødisk-romerske krønikeskriver Josefus. herodes den stores tempel En del byer er blevet lagt i ruiner af romerske tropper, uden at vi betragter det som hovedpunkter i verdenshistorien. Det særlige ved Jerusalem var templet, som også gik op i flammer. Hvis vi fortsætter et enkelt minuts gang videre østpå og en anelse til højre, kan vi fra toppen af en bred trappe se Grædemuren eller Vestmuren, som den hyppigst kaldes både på engelsk og hebraisk og op over den rager i den sydlige ende den forholdsvis uanselige, grå al-aqsa-moske og midt på pladsen Klippehelligdommen, som er bygget hen over den klippe, som også det jødiske tempel dækkede. Hvis vi vil forestille os templet i al dets pragt, skal vi altså i fantasien anbringe det præcis på den gyldne kuppels nuværende plads. Vi skal op på selve Tempelbjerget eller på arabisk al-haram ash-sharif for at få et helt dækkende indtryk af, hvor omfattende et anlæg det drejer sig om. Det var kong Herodes den Store (ham med barnemordet i Betlehem), der iværksatte det kolossale projekt, mens han regerede landet på romernes vegne i årene 37-4 f.kr. Ikke blot ville han renovere templet selv, men det skulle lægges så storslået an, at der ikke var magen til i den antikke verden. Den synlige del af muren omkring Tempelpladsen er kun en ottendedel af pladsens samlede længde på mere end en halv kilometer. I den nordlige ende måtte enorme mængder af selve grundfjeldet hugges væk, fordi det ragede for højt op, og mod syd måtte der bygges et system af buer og søjler, som al-aqsa-moskeen altså hviler oven på, for at denne ende kunne komme op i niveau med resten af pladsen. Herodes den Stores tempel ifølge Jerusalem-modellen på Israel-museet. Modellen viser byen umiddelbart inden templets fald i år 70 e.kr. Tempelpladsen, der her ses fra sydøst, er bygget i græsk-romersk stil med søjlegange og den kongelige stoa til venstre. I baggrunden til venstre anes tårnene fra Herodes citadel og palads, til højre Antonia-borgen, som han lod bygge til at overvåge Tempelpladsen Berthold Werner (Wikimedia) Templet selv er der intet tilbage af, men skønt næppe én eneste sten, der rager op over jordhøjde på Tempelpladsen, er fra før-islamisk tid, er selve pladsen et imponerende vidnesbyrd om Herodes ambitioner som bygherre. Berømte nytestamentlige scener fandt sted her: fra den tolvårige Jesus belæring af de lærde i templet til den såkaldte tempelrensning, hvor han væltede vekselerernes og de handlendes borde. Og stedet er stadig et brændpunkt for ideologiske spektakler: Et forsvindende lille, men højrøstet og medievant mindretal blandt jødiske religiøse ekstremister ønsker at genopbygge templet hvilket jo forudsætter, at Klippehelligdommen først skal fjernes med bulldozere eller dynamit. Den forgyldte syvarmede lysestage, de vil udstyre dette fremtidige tempel med, er allerede gjort klar og står udstillet i en glasmontre oven for den trappe, hvor vi for lidt siden kiggede ned mod Grædemuren. Palæstinensiske ledere, bl.a. Yassir Arafat selv, har som modtræk luftet den åbenlyst forrykte påstand, at der overhovedet aldrig har ligget et jødisk tempel på pladsen Jerusalem_3korr.indd /02/

80 Mausolæer i Kedrondalen. Bag cypresserne ses fra venstre Absaloms grav, Hezirs sønners grav og Zakarias grav. Hullet i facaden på Absaloms grav vidner om besøg af gravrøvere. Monumenterne er delvist hugget fri af klippen, som man også ser det i Petra i Jordan Søren Holst gravkammer med udsigt Uden for muren omkring Tempelpladsen nyder selv de døde udsigten: På hele Oliebjergets vestlige skråning, med udsigt til stedet, hvor templet stod, ligger de jødiske gravpladser tæt. Og nede i Kedrondalen står tre-fire særligt imponerende monumenter for døde judæere hugget ud af klippen. Det er sikkert velhavende præstefamilier, som har anlagt sig familiegrave her, så tæt på templet som tænkeligt. Den nordligste, med tilnavnet Absaloms grav, hvis top ligner en køkkentragt eller en nissehue, rummer gravkamre i sit terningeformede indre, men suppleres af et gravanlæg hugget ud i klippen bag ved den, som kaldes Joshafats hule. Ud over at være en grav i sig selv, er monumentet altså en slags gigantisk gravsten, som markerer stedet for gravene bagved. Lidt længere sydpå finder vi et lignende system i Zakarias grav med den pyramideformede top, som slet ikke indeholder gravkamre; derimod fører en udhugget gang gennem klippen til gravanlægget umiddelbart til venstre, Hezirs sønners grave, som den altså er monument for. De tre første navne skyldes frodig fantasi, men forbindelsen til familien Hezir har vi fra en inskription på selve graven, og navnet kendes også fra lister over præstelige familier i Bibelen. Hvis vi et øjeblik gør en omvej bort fra den gamle bydel og dens mure, kan vi finde et endnu mere imponerende og ofte overset gravanlæg en halv kilometers vej nord for den gamle bydel, der hvor Nablus Road og Saladin Street mødes. Det kaldes Kongernes grave, for da man fandt det i 1800-tallet, tog man for givet, at så storslået et gravmonument måtte være selveste de gammeltestamentlige kongers sidste hvilested. En trappe, som er hugget ud af klippen, fører ned til en åben plads foran en imponerende facade, og bag facaden er et helt netværk af gravhuler. Man forstår godt tanken om, at der må have stået kongelige ressourcer bag. Det gjorde der for så vidt også, blot fra et andet land og en anden tidsalder: Det er dronning Helene fra den lille persiske vasalstat Adiabene, der i 1. århundrede e.kr. konverterede til jø Jerusalem_3korr.indd /02/

81 under byen dedommen, som har indrettet sit familiegravsted her. Medbring lommelygter, for gravhulerne er dybe, og der er bogstaveligt mørkt som i graven. uden for tempelpladsen Vi vender tilbage til Herodes pragtanlæg: I den arkæologiske park, The Jerusalem Archaeological Park, der lægger sig op ad Tempelpladsens sydside, er der gravet ned til langt under nutidigt gadeniveau, så anlægget ser endnu mere ærefrygtindgydende ud. Her ved det sydvestlige hjørne af pladsen ligger dynger af mange tons tunge stenblokke i et virvar som Lego-klodser, der er hældt ud af en æske: Det er sten fra de øverste lag af Herodes murværk, som romerske legionærer i år 70 e.kr. har stået svedende og prustende uden for ruinerne af det nedbrændte tempel og møjsommeligt vippet ned fra murens top ved hjælp af løftestænger. Men at fuldføre ødelæggelsen har de simpelthen ikke haft tid og kræfter til, og en meget stor del af muren har stået uændret siden Herodes tid. Man behøver ikke være arkæologisk fagmand for at kunne se med et enkelt blik på vore dages Grædemur, at den er sammensat af flere slags murerarbejde, og at ambitionsniveauet blive mere og mere beskedent, jo højere (dvs. senere i historien) vi kommer op. Omtrent oven over dyngerne af nedvæltede sten er der et tykt fremspring i muren; det er en rest af en kolossal bue, Robinson s Arch, som har ført ud fra muren, og som bar en trappe, der en snes meter fra muren drejede til venstre og førte ned på pladsen syd for tempelområdet. At en god del af de besøgende ankom til Tempelpladsen fra sydsiden, kan man også få et indtryk af, hvis man fortsætter mod øst langs Tempelpladsens sydlige mur, gennem en beskeden åbning i bymuren, som er lavet af nutidige arkæologer for at gøre deres arbejde i området nemmere. Her kan man se en bred trappe, som fører op til en dobbelt port; begge dele stammer fra Herodes tid og har været en af pilgrimmenes adgangsveje til tempelområdet ved de tre valfartsfester, påske, pinse og løvhyttefest. Det er efter sigende her på trappen, at Neil Armstrong, det Vestmuren eller Grædemuren. Herodes eget murværk er præget af en let genkendelig stil, som var blevet introduceret kort før hans regeringstid: De enorme stenblokke er hugget glatte i kanten, så de har en ca. 10 centimeter bred frise rundt om det mere uforarbejdede midterfelt. På billedet ses det tydeligst til højre for kapersbusken i murværket. Når man først er begyndt at kigge efter denne type kvadre, får man øje på dem alle vegne Ari Zelenko første menneske på månen, betroede en israelsk arkæolog, at han var mere begejstret over at træde her, end da han tog sit berømte store spring for menneskeheden. Længere østpå er en tredobbelt port, The Huldah Gates; enkelte dele af den (i venstre side) stammer også fra Herodes, men det meste er fra tidlig islamisk tid. Den synlige Grædemur er som nævnt kun en beskeden stump af den vestlige mur omkring Tempelpladsen. Langt hovedparten er skjult, i kraft af at byen simpelthen er vokset op ad muren. En tunnel, Western Wall Tunnels, giver imidlertid adgang til at følge muren hele vejen til pladsens nordlige ende og se Jerusalem_3korr.indd /02/

82 under byen hasmonæerne Men vi skal videre fra Herodes og bagud i tiden: På området inden for Citadellets mure ligger nogle af de mest overskuelige arkæologiske udgravninger i byen. Overskueligheden bliver hjulpet på vej af, at man kan få et fikst overblik over det forvirrende virvar af murværk fra forskellige tidsaldre ved at se tingene an oppe fra borgens mure og tårne. Resterne af den mur, som Herodes forstærkede med sine tre tårne, strækker sig herfra i sydlig retning gennem næsten hele borggården. Den er bygget under hasmonæerne et dynasti af jødiske konger, der regeen lang række smagsprøver på de fund, arkæologerne har gjort, både fra bygningen af muren og fra tidligere perioder af byens historie. hjemme hos herodes Herodes hovedkvarter lå ikke ved templet, men var borgen lige inden for Jaffaporten, som siden korstogenes tid har haft det misvisende øgenavn Davids Tårn (det har intet med den bibelske kong David at gøre), og som mere ædrueligt bare kaldes for Citadellet. Det er borgens nordøstlige tårn, vi skal fokusere på. Allerede set nede fra pladsen inden for Jaffaporten, Omar Ibn al-khattab Square, er det tydeligt, at det, omtrent som vore dages Grædemur, er bygget i flere omgange: De gigantiske sten i den nederste halvdel er fra Herodes tid, den øverste del er tilføjet af de egyptiske mamlukker, som i 1300-tallet genopbyggede tårnet efter korstogene; professor Jerome Murphy-O Connor fra den katolske École Biblique lidt nord for Damaskusporten skriver spydigt, at mamlukkerne byggede for at gøre indtryk Herodes byggede for evigheden. Vi skynder os ind på borgen. Den rummer også en oplysende udstilling om byens historie, men lad os starte med at klatre op i netop det tårn, vi kiggede på nede fra pladsen. Nu skal vi nemlig for alvor til i fantasien at rive mure ned. Josefus fortæller, at Herodes forstærkede bymuren med tre tårne, som han opkaldte efter sin storebror Phasael, sin ven Hippicus og sin yndlingshustru Mariamne (som han siden fik henrettet). Tårnet, vi står på, er det ene af dem. På Herodes tid var det sikkert betydeligt højere og udgjorde murens nordvestlige hjørne. Hele bymuren på nordsiden af Jaffaporten, der strækker sig op mod den nye bydels centrum, lader vi altså nu forsvinde op i den blå luft, og til gengæld forestiller vi os en bymur, som fra Davids Tårn svinger mod øst ned gennem den nuværende gamle bydel og ca. følger vore dages King David Street, souvenirsælgernes paradis. På den måde kommer hele den gamle bys kristne kvarter, og dermed også Gravkirken, hvis to sølvfarvede kupler vi tydeligt kan se fra tårnet, til at ligge uden for byen. Og kun hvis den gør Citadellet på Omar Ibn al-khattab Square inden for Jaffaporten det, er det muligt, at den ligger på stedet, hvor Jesus blev henrettet og begravet Jerusalem_3korr.indd /02/

83 under byen rede Judæa under dets sidste periode som selvstændig stat i oldtiden, dvs. i de sidste firs år før landet kom under romersk overherredømme i 63 f.kr. Skønt denne mur løber ti, tyve meter inden for den nuværende bymur, fortæller den altså, at den nuværende gamle bydels sydvestlige del (i dag det armenske kvarter), som dengang blev kaldt for Øvrebyen, allerede på den tid var en del af det befæstede Jerusalem. angribende babylonere og assyrere Øvrebyen har sit navn, fordi den ligger højere end det område, som Jerusalem omfattede i byens tidligste tid, og som ligger syd for Tempelpladsen. Indtil hasmonæerne byggede den mur, vi kan se i Citadellets gård, havde Øvrebyen ligget forladt uden for den befæstede by, lige siden kong Nebukadnesars babylonske hær raserede byen godt fire århundreder tidligere, i 587 f.kr. Men at byen før Nebukadnesars angreb omfattede i hvert fald en del af Øvrebyen, kan vi se i det jødiske kvarter, på hjørnet af Tiferet Israel og Plugat HaKotel Street, lidt nord for Hurva Square, hvor fundamentet af en syv meter bred bymur fra 700-tallet f.kr. er blevet afdækket og stadig er synlig i et område mellem de nutidige beboelseshuse. Muren fortsætter ind under Jewish Quarter Road, men hvor langt mod vest byen dengang strakte sig, er til dels åbent for gætteri. Lidt gætteri indgår der vel også, når man til hjælp for fantasien har opstillet en målepind i udgravningen, der viser, at muren i sin storhedstid ragede otte meter i vejret. Men alene bredden på det fundament, der står tilbage, fortæller noget om den kolossale arbejdsindsats, byggeriet har kostet. Hvis arkæologerne har ret i at datere denne brede mur, som den meget præcist bliver kaldt, til 700-tallet f.kr., er det nærliggende at forbinde den med kong Hizkija. Det er ikke kun Bibelen, der fortæller, at han havde god grund til at befæste sine bymure, fordi de assyriske konger førte en særdeles aggressiv udenrigspolitik, og assyrerkongen Sankeribs hær belejrede f.eks. byen i 701 f.kr. uden dog at have held til at indtage den: Sankeribs egen selvbevidste version af begivenhederne er blevet fundet på en slags mindesten i hans palads i Nineve (i nærheden af vore dages Mosul i Irak). davids by Før Hizkija eller hvem det nu var byggede denne mur, har den befæstede by efter alt at dømme kun omfattet et område syd for Tempelpladsen på størrelse med måske en tiendedel af vore dages gamle bydel. Rester af huse fra flere perioder af byens historie kan ses i de åbne udgravninger umiddelbart syd for pladsen, men den største opmærksomhed er nu om stunder rettet mod Davids By yderligere nogle hundrede meter mod syd, på den anden side af landevejen Derekh Ha- Ofel, som løber langs den nuværende bymurs sydside. Her støder historieforskning og ideologi for alvor sammen: Udgravningerne ligger midt i den palæstinensiske landsby Silwan, og beboerne føler med en vis ret, at man laver deres nabolag om til et jødisk-arkæologisk Disneyland, når der midt på den relativt fattige gade ved navn Ma alot Ir David bygges et pompøst indgangsparti med det blå-hvide israelske flag blafrende over en mandshøj skulptur af en forgyldt harpe flankeret af ordene Davids By i gigantiske bogstaver på engelsk og hebraisk men ikke på arabisk, som jo dog ellers er den israelske stats andet officielle sprog. Det insisterende fokus på netop kong David, der ifølge Bibelen erobrede byen for tre tusind år siden, opfattes nemt som et bevidst forsøg på at spænde den arkæologiske videnskab for en bestemt politisk vogn, der skal fremhæve staten Israels historiske ret til byen på palæstinensernes bekostning. På den anden side kan det ikke benægtes, at fundene i området er spændende og seværdige, og at præsentationen af dem er sober og lærerig. Enkelte af dem går i øvrigt tilbage til væsentligt før den bibelske kong Davids tid. Vi kan starte med at skynde os forbi køerne ved billethullet og ned ad trappen til udgravningens område G; der er nemlig gratis adgang til den del af området, som er over jordens overflade. På vejen derned peger Jerusalem_3korr.indd /02/

84 under byen et skilt på noget, som beskedent kaldes Large Stone Structure, som efter den israelske arkæolog Eilat Mazars mening simpelthen er kong Davids palads! De tykke mure må bestemt være bygget af nogen, som rådede over rigelig arbejdskraft, men sammenhængen med lige akkurat David er omstridt. Vi forstår nemmest den arkæologiske sammenhæng, hvis vi fortsætter ned til selve område G: Her kan man se resterne af nogle huse, som er bygget oven på en såkaldt glacis, en kæmpemæssig skrånende kunstig vold bygget af sten. I husene har man bl.a. fundet potteskår og lerklumper, som har været brugt til at forsegle breve, og som har aftryk fra afsenderens personlige segl med hans navn. Husene er bygget i 700- eller 600-tallet f.kr., og den skrånende glacis nedenunder, som helt klart ikke er bygget som fundament for disse relativt små huse, må altså være ældre og have haft et formål i sig selv. Mazar forestiller sig, at den har skullet understøtte Jerusalems kongelige akropolis, som så har ligget højere oppe ad skråningen præcis der hvor Mazar har fundet sin Large Stone Structure. Fortolkningen af fundenes forhold til hinanden er i sig selv nogenlunde ukontroversiel. Der har ligget en virkelig stor bygning på toppen af højen, og det virker oplagt, at den har været hjemsted for den lokale høvding eller konge. Balladen begynder, når der sættes navn og dato på fundene: Det kan virke som en bagatel, om en kongsgård i Jerusalem er godt tre tusind år gammel (som Mazar hævder) eller kun godt og vel 2900 år, som nogle af hendes kritikere mener. Men forskellen er afgørende, hvis man vil parre fundene med den bibelske beretning om kong David i al hans glans: Så kan det jo ikke nytte noget, hvis byggeriet stammer fra et århundrede efter den tid, hvor Bibelen fortæller, at David gjorde Jerusalem til hovedstad i et imperium. For en almindelig besøgende er det nok mere spændende at lade teorier og beviser passe sig selv og i stedet kigge på det, der faktisk er at se. At Jerusalem nogle få århundreder efter Davids tid faktisk var en befæstet kongeby, som var væsentlig nok til, at assyreren Sankerib brugte tid på at belejre den, er ikke til diskussion. Det mest storslåede i Davidsbyen vedrører netop det, som næst efter selve bymuren er det allervigtigste under en belejring: vand tørstige sjæle Hvis man har købt billet ved indgangen til Davids By, kan man et stykke neden for område G få adgang til at se Jerusalems vandforsyning i oldtiden indefra. At det overhovedet var her syd for den senere tempelplads, at man i Jerusalems ældste tid slog sig ned, hænger sammen med én ting: Gihon-kilden. Den leverer mellem 40 og 100 kubikmeter vand om dagen og kan derfor mageligt holde en befolkning på i hvert fald 2500 forsynet med drikkevand. Man byggede byen på den øverste del af højen, og det betød desværre, at kildens udspring et stykke nede ad højens østlige side var uden for bymurene. Det er intet problem til dagligt, men katastrofalt under en belejring: Ikke alene kommer man selv til at tørste, men fjenden, der også skal holde den brændende mellemøstlige sol ud, har rigelige forsyninger og kan derfor blive ved, lige så længe han gider. På et tidspunkt har nogen fået den brillante idé at dække kildens udspring til og lede den gennem en tunnel til et bassin inde i byen. Bibelen giver kong Hizkija æren for projektet, og som nævnt havde han i hvert fald god grund til at være bekymret for belejringer. Ti meter inde i tunnelen efterlod de stolte håndværkere sig en inskription (nu på museum i Istanbul), som fortæller om, hvordan de begyndte fra hver sin ende og til sidst kunne høre hinanden, da der kun var en meter klippe imellem dem. Kongens navn er ikke nævnt, så det er nok ikke på hans initiativ, at inskriptionen blev lavet. Lige inden man træder ned i vandet, viser et skilt til venstre mod en endnu ældre, kanaanæisk tunnel, som i dag er tørlagt og forsynet med elektrisk lys. Den er ganske kort og fører ud på højens østlige skråning, hvorfra man stille og roligt kan spadsere op til Davidsbyens indgang. Men hvis man ikke har tendens til klaustrofobi, bør man fortsætte lige ud gennem den Jerusalem_3korr.indd /02/

85 under byen 538 meter lange vandførende tunnel; det er en suveræn oplevelse for enhver, der har en lille Indiana Jones i maven. Men det er et populært udflugtsmål, som man ikke skal regne med at have for sig selv: Sidst jeg var der, tilbagelagde jeg turen gennem tunnelen sammen med to jødiske pigeskoler, som af deres lungers fulde kraft sang den gamle hasidiske vise om, at hele verden er en snæver bro, som det gælder om at krydse uden frygt. Vandet er enkelte steder en halv meter dybt og kan efter sigende finde på at stige til 70 centimeter, så shorts og badesandaler er den ideelle påklædning, og lommelygte er obligatorisk. Ved enden af tunnelen løber vandet ud ca. 30 centimeter lavere end det løb ind eller sagt med andre ord, tunnelen har en hældningsgrad på mindre end 0,6 %. Man forstår godt, at de ansvarlige følte trang til at fejre sig selv med en inskription. Og som turist i fortiden har man besøgt det ældste Jerusalem med manér, når man kommer vadende ud i den anden ende. 168 Jerusalem_3korr.indd /02/

86 under byen noter grave og udgravninger Kongernes grave Gravene har været lukket i et stykke tid på grund af istandsættelse, og hvornår de åbner, vides endnu ikke. Ud over at se, om døren under skiltet med Tombeau des Rois på Saladin Street er åben, kan man ringe på den grønmalede dør tyve meter til venstre. Østjerusalems centrum. The Jerusalem Archaeological Park 13 Udgravningerne syd for Tempelpladsen. Nær Dung Gate. Den gamle bydel. Se Tunnelerne langs Grædemuren 9 Western Wall Tunnels. Kun adgang med guidet rundvisning. Bestil plads i god tid via english.thekotel.org. Mød op ti minutters tid i forvejen i den overdækkede passage, som forbinder Al-Wad Street med pladsen foran Grædemuren. Billetterne skal afhentes i det lille billethus, inden turen begynder. Den gamle bydel. muren Bymuren Man kan gå oven på bymuren, hhv. nordom fra Jaffaporten til Løveporten og sydom fra Jaffaporten til parkeringspladsen syd for Grædemuren. Billet købes ca. hundrede meter til syd for Jaffaporten på ydersiden af bymuren. Åbent søndag-lørdag klokken 9-16, fredag dog kun til klokken 14. Den gamle bydel. museer og udstillinger Citadellet 14 Også kaldet Davids Tårn. Den gamle bydel. Se Rockefeller Archaeological Museum 29 Arkæologisk samling grundlagt under briterne. Åbent klokken 10-15, lørdag klokken Lukket tirsdag og fredag. Gratis adgang. Sultan Suleiman Street 27. Østjerusalems centrum. The Israel Museum 16 Det vigtigste stop uden for den gamle by for historisk interesserede. Foruden arkæologiske samlinger er der en 2000 kvadratmeter stor model af Jerusalem på Jesu tid. Ruppin Boulevard. Givat Ram. Se Church of the Redeemer 15 Arkæologisk udstilling om Jerusalems historie og bymurens forløb gennem tiderne. Muristan Road. Den gamle bydel. Se Franciscan Arcaeological Museum 16 Overset museum med genstande fra franciskanske udgravninger i Det Hellige Land. Via Dolorosas 2. station. Den gamle bydel øvrige arkæologiske steder Davids By 17 Ma alot Ir David Street. Silwan. Se Ecce Homo Convent 4 I kælderen findes en brolægning fra Hadrians tid (135 e.kr.) samt de endnu ældre Struthion-cisterner. Mellem Via Dolorosas 2. og 3. station. Den gamle bydel De herodianske huse 18 og Det Brændte Hus 19 Henholdsvis Hurva Square og Tiferet Israel Street. Den gamle bydel. Se Tempelpladsen 20 For ikke-muslimer er der adgang op ad trærampen syd for Grædemuren. Åbningstiderne er afhængige af de politiske forhold, men der er sædvanligvis åbent søndag til torsdag klokken og (alle tidspunkter er én time tidligere fra oktober til marts). Der er lukket på muslimske helligdage og hele Ramadanen, som i 2014 varer fra den 28. juni til den 27. juli, og som for hvert år ligger elleve dage tidligere i den vestlige kalender. For ikke-muslimer er der pt. kun adgang til pladsen, ikke til hovedhelligdommene, al- Aqsa-moskeen og Klippehelligdommen. Se Jerusalem_3korr.indd /02/

87 vide verden østjerusalem mellem den grønne linje og den grå mur Hvilken anden by end Jerusalem kunne gøres til omdrejningspunkt i en amerikansk præsidentvalgkamp? Ingen. Det var en trængt Mitt Romney, der i 2012 i sin iver efter at appellere til amerikanske jøders hjerter proklamerede, at hans første handling som amerikansk præsident ville være at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Han glemte lige i forbifarten, at Jerusalem også er de palæstinensiske araberes ønskede hovedstad! Det var bl.a. derfor, at Arafat ikke kunne underskrive en fredsaftale, da han mødtes med Clinton og Ehud Barak ved Camp David i Han blev kun tilbudt en meget lille del af Jerusalem. Arafat vidste, at han ved at afgive Jerusalem ville blive lynchet af hele den samlede arabiske og islamiske verden. Spørgsmålet om Jerusalems status står centralt og hidtil uløseligt i den uendelige Israel-Palæstinakonflikt. Jerusalem Yerushalayim på hebraisk og al-quds (Helligdommen) på arabisk er hovedstad for to folk og tre religioner. Byens status som Israels officielle hovedstad er ikke internationalt anerkendt. Men det er den i det jødiske folks hjerter, og jeg tror ikke, at det på nogen måde vil ændre sig i fremtiden. Men Jerusalem er også vigtig for kristne, eftersom det var her, Jesus blev dømt, korsfæstet, begravet og opstod, og for muslimer, der i den tidlige islamiske periode bad med ansigtet vendt mod Jerusalem og ikke mod Mekka som i dag. Under et af mine besøg i Jerusalem besøgte jeg en af de største muslimske seværdigheder i byen, al-aqsa-moskeen. Den anses for at være bygget på det sted, hvorfra Muhammed ifølge overleveringen drog på sin himmelrejse på fabeldyret al-buraq. Her fik jeg foræret en koran, som jeg ved min hjemkomst til Danmark gav til min mor, der nærmest kogte over af begejstring, netop fordi moskeen er det tredjevigtigste sted i islam. Jerusalem var indtil Seksnaser khader Min far var palæstinenser, min mor syrer. Jeg er født i Syriens hovedstad Damaskus i Min far rejste til Europa efter arbejde, og da jeg var 11 år gammel, flyttede familien op til min far. Fra barnsben hørte jeg ofte om det besatte Jerusalem og så billeder derfra. Jeg hørte mine bedsteforældre beklage sig over, at man ikke længere kunne gøre ophold i Jerusalem, når man skulle på pilgrimsfærd. Men billeder af helligdommen med den store flotte guldkuppel prydede væggen i de fleste palæstinensiske hjem. Siden blev jeg cand. polit., læste mellemøststudier og er ved at lægge sidste hånd på en master i teologi. Jeg var folketingsmedlem i perioden og er nu tilknyttet den amerikanske tænketank Hudson Institute. Jeg er vært i radioprogrammet Arabiske stemmer på P1 og fungerer jævnligt som rejseleder til Jerusalem. Jeg er meget optaget af tro og religion og har i den forbindelse udgivet bøgerne Modsætninger mødes sammen med tidligere overrabbiner Bent Melchior, Tro mod tro med præsten Kathrine Lilleør og senest Bekendelser fra en kulturkristen muslim i Jeg besøgte Jerusalem for første gang i Det var en meget speciel følelse for mig at stå på Oliebjerget og endelig skue ud over byen Jerusalem_3korr.indd /02/

88 Ramallah Østjerusalem Yassir Arafat som vægtæppe. Mandens smilende portræt hænger mange steder i Østjerusalem Vestjerusalem Den gamle bydel ter som i øvrigt tidligere var den britiske højkommissærs residens. Under Seksdageskrigen besatte Israel det jordanske Østjerusalem sammen med resten af Vestbredden og lige siden har Østjerusalem og bydelens arabiske indbyggere været under israelsk kontrol. Siden er den israelske mur kommet til som et fact on the ground, og Østjerusalem er blevet som en lus mellem to negle. Mod vest ønsker palæstinenserne ikke at integrere sig i det israelsk-jødiske Jerusalem; i de øvrige retninger har muren isoleret Østjerusalem fra sit palæstidageskrigen i 1967 første stop på muslimers pilgrimsfærd, når de skulle til Mekka og Medina, muslimernes helligste byer. Byen har en lang historie med muslimsk flertal og dominans. I dag er over en tredjedel af byens ca. otte hundrede tusind indbyggere arabiske palæstinensere, først og fremmest med muslimsk, men også nogle med kristen baggrund. Langt de fleste bor i Østjerusalem, dvs. i kvartererne øst for Den Grønne Linje, som i årene delte byen midt over og udgjorde grænsen mellem Israel og Jordan. Denne våbenstilstandslinje er Israels seneste FN-anerkendte grænse. Igennem det centrale Jerusalem følger den en nord-sydgående akse umiddelbart vest for den gamle bydel. Nord for den gamle bydel lå den eneste overgang, den såkaldte Mandelbaum Gate, nær ved det nuværende Museum on the Seam, et museum med kunst, der behandler menneskerettighedsspørgsmål og den sociopolitiske situation lokalt og globalt. Syd for den gamle bydel tog linjen et sving, således at Zion-bjerget med Davids grav kom til at høre til Israel. Længere mod syd dannede linjen et ingenmandsland omkring Talpiot, hvor FN havde (og har) sit hovedkvar- Xxxxxx Betlehem Vestbredden Separationsbarriere Den Grønne Linje Jerusalems bygrænse Israelske bosættelser Jerusalem_3korr.indd /02/

89 Den Grønne Linje. Sporvognslinjen Jerusalem Light Rail, der åbnede i 2011, kører langs Den Grønne Linje mellem den gamle bydels New Gate og stoppestedet Shimon HaTsadik mod nord i Sheikh Jarrah-kvarteret. Sporvognen passerer igennem både jødiske og arabiske kvarterer, hvilket får nogle til at se den som en potentiel fredsskaber, mens andre ser den som endnu et fact on the ground, der camouflerer den FN-anerkendte grænse og Israels annektering af Østjerusalem. F.eks. er rangerområdet placeret i Østjerusalem, ved French Hill Ari Zelenko nensiske opland på Vestbredden. Østjerusalem har derfor ikke kunnet følge med i det økonomiske boom, som f.eks. Ramallah, Vestbreddens de facto hovedstad, oplevede i årene Men på trods af situationen holder det arabiske Østjerusalem sig i live og hører ethvert Jerusalem-besøg til. Lad os først besøge Østjerusalems randområder langs muren. Til sidst tager vi en smuttur til Ramallah. muren Andre steder i verden nedbryder man mure. I Israel bygger man dem, hvilket den 790 kilometer lange barriere mellem det jødiske Israel og palæstinenserne på Vestbredden er et godt eksempel på. Tanken om en decideret fysisk adskillelse af palæstinensere og jøder opstod på den israelske venstrefløj i Museum on the Seam. Museet ligger ved Den Grønne Linje, der i årene udgjorde grænsen mellem Israel og Jordan. Bygningen var en militærpost, og facaden står stadigvæk svært beskadiget efter kampe. Fra neonskriften lyser dag og nat en håbsprofeti formuleret af den israelske kunstner Dani Karavan kølvandet på den anden intifada, den såkaldte al-aqsaintifada, der varede fra 2000 til Flere selvmordsbombere og terrorangreb på israelsk jord gjorde, at Ehud Barak så en adskillelse som eneste udvej. Hans valgmotto var ligefrem: Vi er hér. De er dér, hvilket vel er meget sigende for situationen i Israel. Bygningen af muren blev imidlertid først påbegyndt sommeren 2002 af den højreorienterede Ariel Sharon, hvis valgløfte var Sikkerhed og ægte fred. Betonmuren er set med mine øjne meget grim. Den har 18 overgange og 34 checkpoints, som bevogtes af israelske soldater. Nogle steder er muren fire meter og andre steder otte meter høj, og der er vagttårne flere steder langs den. Det er en grænse, der skiller to folk, hvorfor nogle kalder den for enten skilsmissemuren, separationsmuren eller apartheidmuren. Den har kostet omkring to milliarder dollars at bygge. Under alle omstændigheder lader muren til at fungere efter Jerusalem_3korr.indd /02/

90 ter fra Middelhavskysten, er palæstinenserne flyttet til Ramallah, da de er afskåret fra deres marker og dermed blevet berøvet deres levebrød. Og i al-walaja syd for Jerusalem er beboerne så godt som indhegnet fra alle sider af muren. Israels højesteret har dog nogle steder tvunget politikerne til at ændre murens rute. I Abu Dis i Østjerusalem ville de israelske myndigheder dele det palæstinensiske al-quds-universitet midt over igennem universitetets campus. Dette ønske blev underkendt af højesteret. Endvidere har palæstinensere svært ved at komme rundt på grund af muren, hvilket bl.a. betyder, at det hospital eller den lægeklinik, de tidligere kunne nå på fem minutter, nu tager to timers kørsel at komme til. Muren xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx xxxxxxxxxxxxxxxxxxxx Mai Henriksen hensigten set fra et israelsk synspunkt. Antallet af terrorhandlinger er i løbet af de sidste ti år faldet betragteligt. Men det, som har hindret selvmordsbomber, er ikke bare muren. Det er simpelthen blevet dårlig stil at sprænge sig selv i luften. Martyrmyten er derfor ved at være en saga blot. Fra et palæstinensisk synspunkt har muren derimod kun skabt yderligere frustration, som hos mange forstærker hadet til staten Israel. Problemet er imidlertid ikke så meget muren i sig selv, selv om man må sige, at den ikke ligefrem pynter i det smukke landskab. Problemet er nærmere dens beliggenhed, idet den for størstedelens vedkommende ligger på den palæstinensiske side af Den Grønne Linje. Der er således ikke bare hevet tusindvis af træer op med rode, foruden at marker er annekteret, men muren har også kvalt forretningslivet i f.eks. den nordlige del af Betlehem. I byer såsom Qalqilya mod nord, Vestbreddens vestligste by beliggende kun 12 kilome- graffiti Folk på begge sider af muren har formået at give muren et kunstnerisk præg. På den side af muren, der vender imod den israelske side, er der flere steder malet idylliske landskabsmalerier, mens den palæstinensiske side er prydet med slogans og graffiti, særligt ved Checkpoint Betlehem og Checkpoint Qalandia ved Ramallah. Den berømte britiske streetart-kunstner, der kendes under pseudonymet Banksy, har også givet sit bidrag til udsmykningen af muren. Han har bl.a. tegnet et hul i muren, hvorigennem man ser palmer og hvide sandstrande, hvilket er et godt billede på, hvad man måske kan drømme om, hvis man er så uheldig at leve på den forkerte side af muren. Den side, hvor man ikke bare har taget palæstinensernes land, men også deres vand. Amerikaneren Ron English har nyfortolket Picassos klassiske Guernica-motiv fra Den Spanske Borgerkrig, der med kubistiske former viser nød, lidelse og elendighed. Jeg husker også et maleri af et juletræ omringet af en mur hele vejen rundt meget illustrativt billede af Betlehem samt et kæmpe billede af en ung bevæbnet Leila Khaled (den tidligere flykaprer tilknyttet PFLP), der sammen med ordene Don t forget the struggle pryder muren ved Betlehem, hvor muren er Jerusalem_3korr.indd /02/

91 Graffiti på separationsmuren ved Betlehem. Leila Khaled er palæstinensernes Che Guevara, tilknyttet det marxistisk-leninistiske PFLP og en af Blekingegadebandens helte. Graffitien til højre viser separationsmuren omringe et juletræ som et billede på Betlehems situation Kasper Bro Larsen Silwan. Kvarterets navn er en arabisk udgave af Siloam, som kendes fra Biblen. I baggrunden på bjergtoppen anes Government House, FN s hovedkvarter overtaget efter briterne Lasse B. Madsen grimmest og værst. Men især husker jeg de store bogstaver med erklæringen Make hummus not walls, hvilket man godt kan smile af. Kikærtepastaen hummus er elsket af både jøder og arabere, hvorfor de verbalt slås om, hvem der opfandt det. Man kan dog også opfatte budskabet på muren som noget forsonende. Noget begge parter kan blive enige om at elske. Hvis de bare også kunne blive enige om andre og vigtigere ting end hummus. byen bag muren Bevæger vi os mod det nordlige Østjerusalem, støder vi på palæstinensiske beboelseskvarterer som Qalandia, Kafr Aqab, Anata samt flygtningelejren Shuafat. De ligger alle sammen i Jerusalems kommune men muren har helt eller delvist isoleret kvartererne fra resten af byen. Hermed er mere end mennesker afskåret fra Jerusalem og fra basale rettigheder som skoler, hospitaler og mulighed for højere uddannelse. Sydøst for Oliebjerget ligger et andet kvarter, som muren har afskåret fra Østjerusalem: Al-Atsariya. Eller som byen kaldes i Det Nye Testamente: Betania. Som man måske kan høre af det arabiske navn, refererer det til Lazarus, en af Jesu venner, der ifølge Johannesevangeliet med Jesu hjælp genopstod fra de døde. Lazarus grav siges at ligge i al-atsariya, som derfor er et gammelt kristent valfartssted, men siden 2004 har bydelen været stærkt påvirket af muren. Den indskrænker i høj grad de handlendes muligheder for at tiltrække både israelske og arabiske kunder, ligesom pilgrimme og turister overser stedet. Men bus 36 kører altså stadig dertil fra en af de arabiske busstationer uden for Damaskusporten skønt den må køre en omvej for at passere muren. Da der er flere arabiske busstationer uden for Damaskusporten, skal man være Jerusalem_3korr.indd /02/

92 østjerusalem opmærksom. Det er den, der ligger på Sultan Suleiman Street et par hundrede meter til højre, når man kommer ud af porten. Al-Atsariya er i øvrigt en del af område B, jf. Osloaftalens inddeling af Vestbredden i tre zoner. Zone A er under 100 % palæstinensisk kontrol, heriblandt Betlehem og Ramallah og udgør ca. 11 % af Vestbredden. I zone B er der israelsk militær kontrol og palæstinensisk civil kontrol, f.eks. i Hebron. Zone B udgør cirka 28 % af Vestbredden. Zone C er under fuldstændig israelsk kontrol og hermed langt den største del af Vestbredden. silwan og sheikh jarrah Bevæger vi os tilbage til den vestlige side af muren hvilket er nemt nok for os med dansk pas er der i disse år særlig politisk opmærksomhed omkring bydelene Silwan sydøst for den gamle bydel og Sheikh Jarrah nord for den. Der er tale om arabisk-palæstinensiske kvarterer, som imidlertid også har stor betydning i jødisk historie. De arabiske beboere udsættes jævnligt for chikane, eksproprieringer og bosættelser fra jødisk, nationalreligiøs side. I Silwan graver israelske arkæologer efter Davidsbyen, dvs. det Jerusalem, kong David skal have grundlagt. Udgravningerne og det imponerende vandsystem kan besøges, herunder Siloadammen, som nævnes i Det Nye Testamente. I Kedrondalen nedenfor Silwan går King s Valley Trail, som for nylig blev anlagt under protest fra lokale beboere. Det blev anset som endnu et stykke infrastruktur, der udsletter forskellen mellem det egentlige Israel og den besatte Vestbred og dermed gør en tostatsløsning sværere at realisere. Sheikh Jarrah-kvarteret huser fornemme villaer bygget af fine arabiske familier som husseinierne og nashashibierne. De fleste er fra slutningen af 1800-tallet, da Jerusalem voksede ud over den gamle bydels mure. Et berømt byggeri var Shepherd Hotel, der var ejet af den muslimske mufti, men blev udlejet og bl.a. virkede som mødested for det dekadente arabisk-britiske selskabsliv i 1940 erne. Bygningen blev revet ned i 2011 for at give plads til jødiske bosættelser. Den gamle arabiske overklasses byggestil kan også iagttages ved de hyggelige restauranter på Shimon HaTsadik Road i kvarteret. Sheikh Jarrah forbindes i jødisk tradition med ypperstepræsten Simon den Retfærdige, hvis grav siges at ligge her og her har været en jødisk befolkning ved siden af den arabiske, indtil Østjerusalem blev jordansk efter 1948-krigen, og de blev fordrevet. I dag er kvarteret derfor genstand for jødisk overtagelse af boliger med mere eller mindre lovlige midler. Prøv at gå ned ad Uthman ibn Affan Street, og læg mærke til de israelske flag ved enkelte af husene. Her har også tværkulturelle menneskerettighedsgrupper i årevis holdt ugentlig fredagsdemonstration i solidaritet med de palæstinensiske beboere. På det seneste er protesterne dog ved at aftage. brugtvognsdalen Sydøst for Sheikh Jarrah finder vi i gåafstand dalen Wadi al-joz, der oprindeligt var et område hvor velhavende palæstinensere havde landsted. Senere flyttede velhaverne permanent til området, og i 1948 flygtede adskillige indbyggere fra Jerusalems gamle bydel til Wadi al-joz. I 1967 erobrede Israel dalen og udlagde store dele af den til grønt område, hvorved det blev sværere for palæstinensere at udvide deres forretninger eller få byggetilladelse i området. Resultatet blev, at området faldt i værdi, hvorved mange mekanikere fik råd til at få sig et værksted her, hvorfor den fik tilnavnet Brugtvognsdalen. Dette førte til et økonomisk boom i 1980 erne, der varede, indtil den første intifada skræmte de jødiske kunder væk. Siden hen er muren blevet bygget, hvilket yderligere afskærer området fra omverdenen, med svære økonomiske problemer til følge, da de tidligere kunder nu tager til Vestbredden for at få repareret deres biler i stedet. Går man i dag ned i dalen finder man nok stadig brugte biler, men de er sjældent i stand til at man kører nogen steder hen i dem. Og apropos biler så må palæstinensere ikke benytte hovedvej 443 for at Jerusalem_3korr.indd /02/

93 Yabous Cultural Centre. På As-Zahra Street i Østjerusalems centrum ligger en lang række palæstinensiske kultur- og uddannelsesinstitutioner, ofte i flotte, gamle arabiske villaer. Her finder man de priviligerede og kreative unge arabere. Med smartphone, latte og tørklæde Kasper Bro Larsen komme til Ramallah. De er henvist til at benytte lange og dårligt vedligeholdte småveje for at komme frem og tilbage. Hovedvej 443 er således forbeholdt israelere, der rejser mellem Jerusalem og Tel Aviv. Israel eksproprierede i 1988 palæstinensisk jord langs hovedvejen, for at udvide den med den begrundelse, at vejen skulle bruges af landsbyboere. Vejen skærer gennem Vestbredden og var tidligere hovedgennemfartsvej for det sydlige Ramallah mod Jerusalem. Men mellem 2000 og 2002 dræbte palæstinensere fem israelere på hovedvej 443, hvorfor militæret siden 2002 har forhindret palæstinenserne i at bruge vejen. østjerusalems centrum Skønt Østjerusalem er presset, giver byen mulighed for at opleve arabisk kultur. Området omkring hovedstrøget Saladin Street, nord for Herodesporten i den gamle bydels mur, er i den forbindelse Østjerusalems handels- og kulturcentrum. Her kan f.eks. nævnes The Palestinian National Theatre, også kaldet al-hakawati, der er et palæstinensisk teater, som både forsøger at bevare den palæstinensiske kultur og at skabe nyt. På As-Zahra Street, en sidegade til Saladin Street, ligger endvidere en række kulturinstitutioner. Der er f.eks. Edward Said National Conservatory of Music, som bl.a. er ansvarligt for Palestine Youth Orchestra, og som står for festivaler såsom Layali Tarab fi Quds al-arab og Jasmine-festivalen med henholdsvis arabisk og klassisk vestlig musik. Desuden er der Palestinian Art Court al-hoash som er et center for palæstinensisk kunst med galleri, og Yabous Cultural Center, der bl.a. arrangerer musik- og filmfestivaler. Disse steder besøges dog hovedsagligt af den veluddannede del af befolkningen. Det gælder også det velbesøgte Jerusalem Hotel ved Nablus Road. I den skønne gårdhave mødes palæstinensere, expats og peaceniks, dvs. unge vesterlændinge, der arbejder mere eller mindre frivilligt for fredsarbejde i palæstinensiske institutioner. Det er, som om denne idealistiske gruppe har afløst fortidens strøm af volontører til de israelske kibbutzer. Hotellet serverer byens bedste palæstinensiske myntelemonade. Og så er der folkemusik med den arabiske lut, oud, hver fredag og mandag aften. Ellers er mulighederne for at more sig i den arabiske del af byen ret begrænsede. Kasinoerne, barerne og klubberne har for længst givet efter for islamisternes pres og har lukket deres forretninger. Spil anses for at være syndigt, og spiritus sælges kun i etablissementer for turister. Dette påvirker dog ikke den mere traditionelle del af byens befolkning. De mødes stadigvæk over en vandpibe arghila og tager til bryllup eller på familiebesøg torsdag aften, som de altid har gjort. Eller de går en tur i basaren i den gamle bydel, hvor der særligt ved Damaskusporten og i Suq Khan as-zait er en atmosfære af liv og farver, der nærmest blænder øjnene, og skønne dufte af krydderier, der sætter sig fast i ens næse, når man går rundt. Der handles både til højre og venstre, hvilket altid får mig til at tænke på, hvad Jerusalem_3korr.indd /02/

94 Chik i Østjerusalem. Den figursyede frakke og matchende tørklæde er højeste mode hos kvindelige muslimske universitetsstuderende Lasse B. Madsen Ja far Sweets. Arabisk konditori med alt i baklava og ikke mindst den palæstinensiske ostekage knafeh. Suq Khan az-zait Kasper Bro Larsen man i den arabiske verden siger om palæstinensere fra Jerusalem: at man ikke kan løbe om hjørner med dem. De er kløgtige købmænd. de unge Der er også en del arabiske sports- og fitnessklubber i Østjerusalem. Det, der dog fanger de unge mest, er, som så mange andre steder i verden, fodbold. De er ligefrem opdelt i henholdsvis Madridi- og Barcalonegrupper, hvilket måske bl.a. kan forklares med, at der intet lokalt topfodboldhold er at heppe på. Man må derfor finde sine idoler andre steder i verden. Endvidere er de fleste aktiviteter i den arabiske del af Jerusalem kønsopdelte. Så hvis man vil kigge på piger eller mænd er en gåtur på gaden om aftenen ofte løsningen for de unge. Eller man kan tage en tur over til den jødiske del af byen og f.eks. aflægge Jerusalem Mall et besøg. Den ligger i den sydvestlige bydel Malha. Det er byens største og mest populære indkøbscenter. Ved de kristne højtider stormer kristne palæstinensere fra Vestbredden til. De har ofte fået adgangstilladelse til Jerusalem for at besøge helligstederne, men benytter også lejligheden til at få købt ting, man kun kan drømme om på Vestbredden. I øvrigt ansættes mange af byens arabere med kristen baggrund i stigende grad i butikkerne i den jødiske del af Jerusalem. Der er ligesom ikke så meget for dem at lave i den arabiske del af byen, der domineres af muslimske palæstinensiske købmænd med generationers erfaring i baglommen. Faktisk omtales de gerne af andre arabere lidt nedsættende som qudsi-købmænd Jerusalem-købmænd. Jeg vil dog mene, at de har en del at være stolte over, da en del af dem tilhører byens gamle elite, der kan føre sine aner helt tilbage til profeten Muhammeds tid. De har på bedste vis formået Jerusalem_3korr.indd /02/

95 østjerusalem at overleve samtlige kriser og konflikter, der har ramt byen. Kaster man et blik på Jerusalems unge generation, så har de jo næsten samme interesser, drømme og håb for fremtiden. De klæder sig også ens, hvad enten de er jøder, kristne eller muslimer, hvis det da ikke lige drejer sig om unge kvinder med tørklæder. Kontakten mellem unge med henholdsvis jødisk og muslimsk baggrund kan dog være årsag til et problem, man ikke hører så meget om i de vestlige medier. Nemlig blandede ægteskaber mellem jødiske piger og muslimske mænd. Man glemmer helt, at byen Jerusalem ikke bare er historiske bygninger og religiøse seværdigheder, men også en moderne by fuld af levende mennesker, der lever i nutiden. Mennesker, der forelsker sig uden først at spørge om id-kort, religiøs og etnisk baggrund. ramallah vestbreddens tel aviv Østjerusalems isolerede og trængte situation betyder, at størsteparten af det palæstinensiske kulturelle og politiske liv foregår i Ramallah. Ramallah ligger ca. 15 kilometer nord for Jerusalem, adskilt fra Jerusalem af den israelske mur, men inden for det samme urbanområde som Jerusalem. Byen blev i 1998 efter 31 års israelsk besættelse overdraget til det palæstinensiske selvstyre, som et resultat af Oslofredsprocessen. Byen ligger nu i zone A under fuld palæstinensisk kontrol. Det palæstinensiske selvstyre ønskede at placere deres hovedkvarter i Østjerusalem i det såkaldte Orient House ved siden af The Palestinian National Theatre på Abu Obeida Street. Her havde PLO haft hovedkontor i dele af 1980 erne og 1990 erne. Det blev dog afvist af Israel. Hovedkvarteret ligger derfor i dag i Ramallah. Oprindeligt var Ramallah en kristen by, men i dag udgør muslimer majoriteten af byens befolkning, og de kristne udgør en minoritet på ca. 24,7 %. Indtil for nylig var det dog alligevel en kristen, kvindelig borgmester, der dagligt ledede kommunen Ramallah al-bireh. Det er nemt nok at finde til Ramallah. Ganske vist anser israelerne mange af A-områderne for at være farlige at besøge. Der hænger således et stort skilt lige før Ramallah, der advarer israelere om ikke at komme der advarslerne er sat op af israelerne selv. Men det er ikke noget problem for turister at besøge området. Bus 18 kører fra Jerusalem dagen igennem dvs., når der er så mange passagerer, at det kan betale sig at køre fra den gamle busstation på Nablus Road, ca. tre hundrede meter lige ud fra Damaskusporten. Læg mærke til de hvide, arabiske busser: Dem med grønne striber kører mod den nordlige Vestbred (f.eks. Ramallah), mens dem med blå striber kører rundt i Jerusalem og sydpå (f.eks. mod Betlehem). I Ramallah kan man både se moskeer og kristne kirker. Selv Jehovas Vidner har en rigssal der. Endvidere er byen kendt for at være centrum for kunst og kultur og for at være den mest liberale palæstinensiske by med mange velbesøgte biografer, restauranter, cafeer og barer. Om natten holder flere af butikkerne åbent, især om sommeren, hvor temperaturen er behageligst om natten. Byens borgere går ofte ud for at få en drink, en middag eller en vandpibe som ikke findes bedre end her og man må sige, at byens mange cafeer, barer og restauranter er et besøg værd. De finere ligger i den gamle bydel og i det nyrige Al-Masyoun-kvarter syd for centrum. Det gælder f.eks. restauranterne Orjuwan, Snobar og Tropicana. Selv et kvindeligt basketballhold har Ramallah, hvilket måske skyldes, at byen er centrum for de palæstinensiske feministers aktiviteter. Byens kvinder læser ofte på universitetet i stedet for at gifte sig tidligt, og flere cafeer drives af kvinder, der også finansierer lokale organisationer. Hvor Østjerusalem sidst på aftenen kan ligne en spøgelsesby, er Ramallah uden tvivl Vestbreddens kulturelle hovedstad med en forholdsvis højtuddannet befolkning. Årsagen er formentlig, at en del af byens indbyggere i årenes løb er udvandret til USA og Canada, hvorfra de sender mange penge til familie og venner i Ramallah. En økonomisk bistand, der medfører udvikling på flere niveauer. Men det er også den politiske elites foretrukne by, hvilket man bl.a. kan se på de mange byggerier, ofte ikke i beton, Jerusalem_3korr.indd /02/

96 har for nylig, efter tilladelse fra Arafats enke og det palæstinensiske selvstyre, åbnet graven for at undersøge resterne af ham. På baggrund af retsmedicinernes rapporter mente Arafats enke så i 2013 at kunne bekræfte, at Arafat var blevet forgiftet med det radioaktive stof polonium. Den konklusion er der dog langtfra enighed om. I december samme år konkluderede en anden forskergruppe, at Arafat var død af naturlige årsager. Mysteriet fortsætter. En af de ting, man kan se på museet, er Arafats sidste kufiya det arabiske hovedtørklæde til mænd. Det skulle sågar lugte af ham endnu. Slagter, Barcelona-fan men med jerusalemsten. Udenlandske ambassader og institutioner har også bosat sig i området. F.eks. ligger Det Danske Hus i Ramallah de modtager gerne gæster og fortæller om deres arbejde samt husets historie, når man anmelder sin ankomst i god tid. Ramallah er også kendt for sit Yassir Arafat-museum. Arafat tilbragte de sidste år indtil sin død i 2004 i Ramallah og er ligeledes begravet i byen tæt op ad museet. Man anslår, at mausoleet har kostet omkring 3,5 millioner dollars at bygge. Monumentet for Arafat blev bygget i Der står altid to soldater vagt ved indgangen, og om aftenen er det belyst. På graven står skrevet et hyldestdigt til Arafat af den palæstinensiske, politiske digter Mahmoud Darwish. Bag monumentet ligger Arafats præsidentpalads al-muqata a som blev sønderskudt og belejret af israelerne i to år under den anden intifada, mens Arafat opholdt sig der. Man de visionære Desværre gengives og fortælles Israel-Palæstinakonflikten ofte gennem ekstremerne, der er hinandens brændstof, i sort-hvide vendinger. Det, som ligger imellem det sort-hvide, betones sjældnere, selv om det er dér, de visionære tanker, håbet og kimen til en fredelig sameksistens ligger. Den visionæres rolle er ofte overladt til de intellektuelle på begge sider akademikerne, digterne, kunstnerne og forfatterne. Blandt de intellektuelle i Østjerusalem dyrkes den afdøde Columbia-professor Edward Said som ingen anden, og hovedpointerne fra hans kolonialismekritiske værk Orientalisme fra 1978 kendes udenad. Said blev født i Jerusalem under det britiske mandat og gik i den anglikanske St. George s School på Nablus Road, inden familien flyttede til Kairo og siden til USA, hvor han endte på prestigeuniversitetet i New York. Skolen, han gik på, er stadig en attraktiv privatskole for Østjerusalems velhavende arabere også de muslimske. I tilknytning til skolen ligger den britiske St. George s Cathedral, der udgør en tidslomme fra tiden under briterne. En anden intellektuel er den syriskfødte palæstinensiske professor i filosofi og rektor på Al-Quds-universitetet, Sari Nusseibeh. I sin selvbiografi Once Upon a Country: A Palestinian Life fra 2008 skriver Sari Nusseibeh bl.a.: Er det ikke netop denne manglende evne til at forestille sig de andres liv, der er kernen i konflikten? Jerusalem_3korr.indd /02/

97 østjerusalem Passager i Nusseibehs bøger om de andre giver associationer til den verdensberømte israelske forfatter Amos Oz: De beskriver livet på hver sin side af muren men som parallelle verdener. Ironisk nok, og såmænd symptomatisk for Israel-Palæstinakonflikten, er Nusseibeh og Oz både allierede i deres overordnede tilgang til konflikten og personlige venner. Nusseibeh er født i Damaskus, men hans berømte familie har rødder i Jerusalem gennem de seneste 1300 år, Oz er født i Jerusalem, mens hans mor kom til Israel fra Ukraine i 1930 erne, og faren kom fra Litauen. Nusseibeh var som ung mand frivillig i HaZore a-kibbutzen i det nordlige Israel. Oz deltog som ung mand både i Seksdageskrigen og i Yom Kippur-krigen også kaldet Oktoberkrigen i 1973 på israelsk side. Sammen giver de to mænds baggrund et godt og repræsentativt billede af, hvor broget og komplekst tilhørsforholdet til Israel og Palæstina kan være, og af parternes selvforståelse. Dyrkelsen og ihukommelsen af palæstinensernes og jødernes ofre udgør en stor del af selvforståelsen, af traditionerne. På den ene side Nakba eller Katastrofen dvs. palæstinensernes fordrivelse i 1948 på den anden side Holocaust. Denne kompleksitet går igen overalt i Israel og Palæstina. Både på det etniske, religiøse og politiske plan. Og på gadeplan, når man rejser i området. På trods af muren, menneskerettighedsbrud og diskrimination er der mennesker, der viser nye veje. I 2006 grundlagde den palæstinensiske Shadi Zmorrod og den flamske Jessika Devlieghere The Palestinian Circus School i Bir Zeit i udkanten af Ramallah. Deres formål med skolen var at modarbejde den offerkultur og den idealisering af fortiden uden noget fremtidsperspektiv, som præger mange unge palæstinensere. Men at tro på fremtiden kræver selvtillid, hvilket er svært at udvikle hos unge mennesker, der lever i et fjendligt miljø. Derfor kan cirkus være det perfekte værktøj. Allerede efter få ugers hårdt arbejde og støtte udefra opførte den lille cirkusskole deres første forestilling for et publikum på 250 personer i Ramallah: Circus Behind the Wall. Snesevis af elever følger nu de ugent- lige lektioner på skolen. Om sommeren turnerer man på Vestbredden, og der har været arrangeret ture til Europa for eleverne, hvis håb for fremtiden kan blive smadret til enhver tid. Lyset for enden af tunnelen kan alt for let slukkes. Hverdagen er stadigvæk præget af hævngerrighed, hegne, vejspærringer, checkpoints, vagttårne og trusler. Så hvad nytter en palæstinensisk cirkusskole? Et muligt svar er, at man aldrig må glemme, at det bl.a. er gennem kultur, at man danner sin identitet. Og en cirkusskole kan være med til at skabe et selvværd hos den nye generation, der i sidste ende måske vil overvinde følelsen af had Jerusalem_3korr.indd /02/

98 østjerusalem noter historiske bygninger Orient House 30 PLO s hovedkvarter. Abu Obeida Street. Øst jerusalems centrum. Se kulturinstitutioner Al-Mamal Gallery. 21 Al-Jawalida Street 6 ved New Gate. Den gamle bydel. Centre for Jerusalem Studies 22 Afdeling på Sari Nusseibehs Al-Quds University, der jævnligt afholder udstillinger og guidede ture om Jerusalems arabiske historie. Suq Al-Qattanin. Den gamle bydel. Se Det Danske Hus i Palæstina Dar Ibrahim Street 31. As-Sariyeh. Ramallah. Se Edward Said National Conservatory of Music 31 As-Zahra Street 11. Østjerusalems centrum. Se Museum on the Seam 32 Hel Handasa Road 4. Mea Shearim. Se St. George s Cathedral & St. George s School 33 Nablus Road 20. Østjerusalems centrum. The Palestinian Art Court al-hoash 34 As-Zahra Street. Østjerusalems centrum. The Palestinian Circus School Ramallah. Se home.palcircus.ps/en. The Palestinian Heritage Museum 2 I skolegården bag American Colony Hotel. Abu Obeida Street. Østjerusalems centrum. The Palestinian National Theatre 30 Abu Obeida Street. Østjerusalems centrum. Se Yabous Cultural Center 31 As-Zahra Street. Østjerusalems centrum. Se links This Week in Palestine Anbefalelsesværdigt magasin om kulturelle begivenheder, ture, forelæsninger og attraktioner i Østjerusalem og Palæstina. Magasinet kan downloades fra den tilhørende hjemmeside og er gratis på hoteller i Østjerusalem. Se Sheikh Jarrah Solidarity Informerer om udviklingen i Sheikh Jarrah-kvarteret. Se Breaking the Silence Israelske veteraner fra hæren arrangerer ture og fortæller om deres erfaringer som soldater på Vestbredden. Se restauranter Restauran Azzahra 15 Arabisk mad og Østjerusalems bedste pizza. As-Zahra Street 13. Østjerusalems centrum. Jerusalem Hotel 16 Ved Nablus Road. Østjerusalems centrum. Se Orjuwan Restaurant og natklub. Al-Masyoun. Ramallah. Snobar Restaurant og natklub med pool. Ein Sama an. Ramallah. Tropicana Al-Masyoun. Ramallah. storcentret Jerusalem Mall Også kaldet Malha Mall. Derekh Agudat Sport Beitar. Malha Jerusalem_3korr.indd /02/

99 vide verden fantasibyen gode steder at drømme martin krasnik Jeg har boet i Jerusalem i flere omgange. Først som barn i begyndelsen af 1970 erne med mine forældre. Min lillesøster blev født midt under Yom Kippur-krigen i Senere kom jeg til Jerusalem på lejrskole med den jødiske skole og igen, da jeg studerede på Hebrew University på Scopusbjerget midt i 1990 erne. Ud over København, hvor jeg arbejder på DR2 s Deadline, er Jerusalem den by, jeg føler mig mest hjemme i. Af den grund tager jeg heller ikke til Jerusalem for at se alle de store turistattraktioner. Men for at slappe af, hænge ud og daske rundt sammen med alle de andre jerusalemitter. Hvis du befinder dig i Jerusalem i slutningen af juli, så gå op på Tempelpladsen og find et godt sted at sidde. Har du brug for en mere håndfast visualisering i den følgende øvelse, så tag hen på Israel-museet, og sæt dig ved modellen af Jerusalem i det første århundrede e.kr. Her ser man Herodes tempel med de strenge, skarpe linjer, tidens største helligdom, man ser den nedre by, byens gamle kerne, de små gyder, hvor de fattigste bor i deres sammenpressede huse, og den øvre by med de bredere gader og større boliger for de mere velhavende, de religiøse overhoveder, de lærde, købmændene, og de politiske ledere I slutningen af juli er det meget varmt i Jerusalem, og man orker alligevel ikke at gå så meget rundt. Forestil dig nu samme dag for snart to tusind år siden, år 70 e. Kr., helt nøjagtig den 9. dag i den jødiske måned av. Formålet med de næste minutter er at fjerne al den romantik og æstetiske sentimentalitet, du sikkert har suget til dig efter nogle dage i denne skønne by. Du skal nok ikke lige netop have spist, når du går i gang, men lidt vand er måske en god ide, især hvis du er lidt sart. Nu sker der følgende: Herinde, i gyderne og husene omkring det jødiske tempel, bag bymurene, er mange hundrede tusinde mennesker spærret inde af den romerske hær, anført af Titus, kejserens søn. Selv ikke med tres tusind soldater, romerske legionærer og lejesvende og Roms moderne krigsmaskiner har han kunnet forcere murene og hans angreb er blevet slået tilbage. Nu sidder Titus i Antonia-tårnet, det militære fort på den nordvestlige yderside af Tempelpladsen og ser ned over de oprørske jerusalemitter. Han har forsøgt at kvæle indbyggernes moral. Han har naturligvis stoppet alle forsyninger af mad og vand. Alle, der er flygtet, og alle fanger bliver korsfæstet. Titus kan se lige over Jerusalem_3korr.indd /02/

100 fantasibyen på nogle af de fem hundrede jøder, der bankes op på trækors hver eneste dag, og Oliebjerget lige over for Tempelpladsen er proppet med kors med døende og døde. De romerske legionærer og ikke mindst de hidkaldte lejesoldater har muntret sig med at sømme folk op med hovedet nedad, på siden, i groteske stillinger. Nogle af de indespærrede prøver at flygte efter at have slugt deres spareskillinger, hvilket får soldaterne til at sprætte dem op, tage pengene, og smide ligene i bunker op ad bymurene. Her ligger de i dynger og rådner og bliver spist af vilde hunde og får hele byen til at stinke. Jerusalems befolkning, især i den nedre, fattige bydel sulter og tørster, folk slås om mad og vand. Der er nok mange derinde, der tænker: Nu kan det da ikke blive værre. Der tager de fejl. en alt for menneskelig by Hvorfor skal man nu lige huske den historie? Fordi alle modsætningerne i Jerusalem ikke bare gør byen vild og fascinerende, nej, de udgør en konstant, ulmende konflikt, en latent tilintetgørelse. Jerusalem er på mange måder et monument over de værste menneskelige egenskaber og følelser: had, fanatisme, jalousi, besiddertrang og magtfuldkommenhed, opført i overensstemmelse med religionernes inderste, sorte kerne: den ikke-eksisterende anerkendelse af andres sandheder og dermed en fuldkommen mangel på evne til at dele. Man skulle tro, det måtte være en grim by. Men det er det ikke. Detaljerne om de dage i sommeren år 70 e.kr. kan læses i Flavius Josefus Den Jødiske Krig. Josefus levede fra år 37 til ca. 100 og var en jødisk lærd, hvis oprindelige navn var Josef ben Matityahu. Han bekæmpede romerne under den jødisk-romerske krig som leder af styrkerne i Galilæa, indtil han overgav sig og tog det romerske navn. Han sluttede sig til kejser Vespasian og derefter Titus, der altså nu sidder i tårnet over tempelpladsen og har givet sine folk ordre til at sætte ild til templets indgange. Josefus forældre og familie er stadig fanget bag murene, og hans historie er siden genfortalt flere ste- 10_01 Mur med nedfaldne sten xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx xxxxxxxx der, særligt blodigt i den britiske historiker Simon Sebag Montefiores virkelig gode bog med titlen Jerusalem. Biografien om Jerusalems historie, der også er kommet på dansk. Han er efterkommer af Moses Montefiore, den britisk-jødiske bankmand, der efter to dage i det overfyldte, sygdomsplagede Jerusalem finansierede det første kvarter uden for bymurene, Yemin Moshe, der Jerusalem_3korr.indd /02/

101 10_02 Titus-buen xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx xxxxxxxxxxxxxxxxxxx ligger neden for King David Hotel. Det var i midten af 1800-tallet. Titus skal genindtage Jerusalem. Flere år med politisk kaos i Rom har nemlig givet jøderne i Jerusalem mulighed for at smide koloniherrerne ud og overtage kontrollen med byen, der har gennemlevet en guldalder, økonomisk, religiøst, befolkningsmæssigt, den mest eftertragtede by mod øst, bygget omkring den største kendte helligdom, som jøder i hele regionen betaler skat til. Anledningen til oprøret nogle år forinden var netop, at den romerske præfekt krævede råderet over denne tempel-skat. Der er nu gået fem år, hvor Jerusalem har erklæret sig selvstændig, og denne opsætsighed kan Rom selvfølgelig ikke ignorere. et vildt dyr Som Montefiore beskriver det, har tre forskellige jødiske guerillagrupper i Jerusalem længe kæmpet ind- byrdes om magten over byens befolkning, som i disse måneder også tæller mange tusinde pilgrimme, der er ankommet til pesach, påskefesten, nogle måneder forinden. Mellem en halv og en hel million mennesker er fanget af belejringen. Jødiske byer i områderne uden for Jerusalem er blevet nedkæmpet, og jødiske krigsherrer og deres folk er kommet til byen og går på rov i gyderne efter mad og penge; dræber mænd, voldtager kvinder, og gør ifølge Josefus Jerusalem til et bordel og torturkammer omkring templet, der stadig fungerer med daglige bønner og ofringer. De moderate kræfter, der har ønsket forhandling, er blevet dræbt eller er flygtet. Nu drives folk af fanatisme og desperat overlevelseskamp. Folk spiser hvad som helst, kolort, hø og læder, beskriver Montefiore. Josefus fortæller om en rig kvinde, der er blevet gal og har kvalt sin egen søn og ristet ham over et bål. Duften fra det makabre måltid får hårdføre guerillakrigere til at styrte ind i huset, men de kommer rystende ud igen. Jerusalem er, skriver Josefus, et vildt dyr, der er blevet vanvittigt, og som, rasende af sult, er begyndt at spise sit eget kød. Hurtigt får ilden fat. Romerne stormer ind, og i de følgende dage tilintetgør de byen og plyndrer så meget guld, at guldprisen falder over hele Østen. Ti tusind mennesker bliver slagtet i selve templet. I helligdommens skatkammer har seks tusind kvinder og børn gemt sig. Romerne tager guldet ud og sætter ild til alle udgangene, så alle derinde brændes levende. Josefus skriver, her hengivet efter Montefiore, om lyden fra den dødskamp, der stiger op fra byen: Der var krigsråbene fra de romerske legionærer, som styrtede fremad, skrigene fra rebellerne, omringet af flammer og sværd, et mylder af mennesker, som flygtede i panik for kun at falde i armene på fjenden, og der var deres skrig, da de mødte deres skæbne, blandet med hele byens jamren og klagen. Transjordan og de omkringliggende bjerge bidrog med deres ekko. Man skulle tro, at hele Tempelbjerget var ved at koge op fra grunden, det hele som én stor flamme Jerusalem_3korr.indd /02/

102 Jøderne kom til at leve i Jerusalem på andres nåde i de næste to tusind år. Spredt over hele Mellemøsten og siden overalt i verden blev Jerusalem en drøm, en længsel efter frihed. Selv den sekulære zionisme, der så Jerusalem som en religiøs udørk og Tel Aviv som den nye verden, gik i ekstase, da Israel i 1967 på få dage vandt over de arabiske hære og generobrede den gamle bydel og Grædemuren. 10_03 Davidsbyen med bosættelse xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx Således gik det Jerusalem. Hele templet blev ødelagt, sten på sten væltet ned fra Tempelpladsen, og resten af byen raseret. Når du har sundet dig lidt, så tag hen og se Det Brændte Hus, et lille museum over udgravningen af en bolig i den øvre bydel, som romerne tog sig af en måned efter ødelæggelsen af templet. Her mødte de ingen modstand, folk var allerede døende af sult og sygdom. Josefus anklagede jøderne selv for deres bys skæbne: Opstanden ødelagde byen, mens romerne ødelagde opstanden. Hvor mange blev dræbt? Josefus overdriver sikkert, når han siger, at det var mellem en halv og en hel million mennesker. Men kun få tusinde overlevede, flygtede eller blev slæbt med Titus og hans legionærer til Rom i triumftog, sammen med den syvarmede lysestage fra templet, i dag afbildet på Titusbuen på Via Sacra ved Forum Romanum. Denne gang blev templet aldrig genopbygget, og netop denne tilintetgørelse har ifølge Montefiore betydet, at man kunne genopbygge Jerusalem som en fantasi. mellem drøm og virkelighed På den måde bygger Jerusalem altså både i abstrakt og konkret forstand på ruinerne af Herodes tempel. Stenene fra bygningerne på Tempelbjerget ligger under jorden eller sidder ligefrem i murene rundt omkring i den gamle by. Går man ind gennem Jaffaporten og ligeud, ned gennem den arabiske suq ad David Street, et godt stykke, indtil man ad en smal gyde til højre kommer til hjørnet af Habad Street og St. Mark Street, så kan man gå op ad en smal jerntrappe og derfra over tagene ned mod Grædemuren. Det er ikke så nemt at finde, men prøv engang. Man kan høre livet og mylderet nede i gyderne, men heroppe er der stille, og pludselig drejer man om et hjørne og har den gyldne kuppel og muren foran sig. Dér har jeg siddet utallige gange og glemt hvilket årstal, jeg befandt mig i, eller hvem jeg var. Det er dét, de kalder Jerusalemsyndromet. Jerusalem svæver stadig mellem fantasi og virkelighed. For mig har Jerusalem altid ligget netop dér. Min totalt sekulære familie har hvert år til pesach-festen afsluttet måltidet med at sige skål og næste år i Jerusalem. Derhjemme i køkkenet hang en keramikdims med et billede af Jerusalems tage. Og i det store fælleslokale på den jødiske skole i København hang en enorm fotostat af Grædemuren og guldkuplen. Vi lærte den israelske nationalsang, Hatikva, hvor man synger om en dag at blive frie i Zions land og Jerusalem. Jeg voksede op i årene efter 1967, og Israels sejr i Seksdageskrigen skabte også i den jødiske diaspora en euforisk lettelse og let messiansk ekstase, som varede helt frem til Libanonkrigen i Pludselig forestil Jerusalem_3korr.indd /02/

103 fantasibyen lede billederne af den gamle by med Grædemuren og kuplerne noget virkeligt. Det var måske også derfor, mine forældre flyttede til Jerusalem og ikke Tel Aviv, da de tog til Israel for at studere i Vi boede et stykke uden for byen, i Shoresh, 17 kilometer ned ad vejen til Tel Aviv, og historierne handler selvfølgelig om, at man dengang færdedes frit, købte ind i Hebron, tog på ture til Betlehem, gik på hebraisk-hold med unge palæstinensere. Det gør man ikke længere, og idet jeg ikke kan huske et kuk af mine år som 2-4-årig jerusalemit, har jeg gennem årene fyldt mine egne historier og forestillinger ovenpå. Det er det, der for mig gør byen så enestående menneskelig: Den handler næsten altid om, hvad der var engang, eller hvordan det vil blive. Der bliver dvælet meget lidt ved, hvad der sker i dag. dagligdagsdasken Derfor er der noget særligt ved at foretage sig helt, helt almindelige, nutidige ting og sager i netop Jerusalems mærkelige mellemtilstand af drøm og virkelighed. Ikke ved monumenterne og udgravningerne, ikke i kirkerne, synagogerne eller moskeerne, men almindelig, dagligdags hængen ud og dasken rundt. Gå i det store supermarked Supersol på hjørnet af Gershon Agron Street og Keren HaYesod Street og køb hummus og pitabrød indtil klokken 23 de fleste aftener. Dask hen og spis på restaurant Mona i kunstakademiet Bezalels gamle bygning. Dalr ned ad Emek Refaim i German Colony og glo på mennesker. Tjek, hvad der går i teateret, om ikke andet så for at spise på Jan s Tea House, en nærmest hemmelig restaurant, hvor man i over fyrre år har ligget i store puder og spist og drukket. Gå til fodboldkamp på Teddy Stadium, og se Beitar Yerushalayim spille. Klubben var historisk tæt knyttet til den jødiske undergrundshær Irgun, der bekæmpede både araberne og briterne under mandat-tiden fra 1920 til 1948, hvor flere spillere og klubmedlemmer blev deporteret til Afrika. Hvis man kan fange en kamp mod ærkerivalerne fra Haifa, så er det bare med at komme derhen. 10_04 Kunstakademiet Bezalel xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx Da jeg var studerende i byen i 1990 erne, boede jeg i Rehavia, på Keren HaYesod Street lige skråt over for den store synagoge. Dengang var det sekulære, unge Jerusalem på vej fremad, og alle i området synes at gå i jeans og t-shirt. De ortodokse, som man med et slangudtryk kalder hadossim, boede i deres egne områder, og dem kunne man bare undgå, hvis man ikke gad dem. I dag, tyve år senere, er det omvendt. Det sekulære Jerusalem er ved at forsvinde og forskanser sig i German Colony. Jeg kender selv efterhånden ingen jævnaldrende, der stadig bor i byen, mit gamle kvarter er delvist overtaget af ortodokse jøder, sorte hatte, sorte frakker og skæg, hvilket også betyder, at den ro, jeg altid har fundet lige dér, ja, faktisk i hele byen, er sværere at finde. Så jeg har nogle helligsteder, rundt om i byen. Der er kælderrestauranten Armenian Tavern i det armenske kvarter i den gamle bydel, hvor områdets ukronede Jerusalem_3korr.indd /02/

104 fantasibyen Teddy Stadium. Arenaen er opkaldt efter Teddy Kollek, Jerusalems legendariske borgmester over næsten tredive år ( ). Lige bag ved stadion anes den nye multihal, der åbner i 2014 konge, min armensk-palæstinensiske ven Albert, tager alverdens dignitarer med hen for at spise kubeh og den armenske version af shislik. Der er selvfølgelig restaurant Pinati på King George Street, når nu kroppen kræver en omgang hummus med kød, hvilket virkelig kræver en sikker hånd, og det har de hér (Pinatis hummus er den næstbedste i byen, synes jeg, nummer ét afslører jeg senere). Og så er der min oldgamle yndlingshangout, café Tmol Shilshom, hvor intet forandres, heller ikke deres geniale cheesecake. Nu, når jeg ikke har en lejlighed, vil jeg helst bo på YMCA, der ligger i mit gamle kvarter. At YMCA er en forkortelse, ved de færreste i byen, der bare udtaler hotellet som ét ord ymca! Sengene er dårlige, værelserne kedelige, men det ligger perfekt, der er et motionscenter i kælderen, og stemningen i bygningen er så skøn, måske pga. arkitekten Arthur Harmon, der også tegnede Empire State Building i New York. Hvis solen skinner, kan man snildt sidde det meste af formidda- YMCA. På bygningens facade står der side om side et citat fra hver af byens store monoteistiske religioner: jødedommens Herren, vor Gud, Herren er én på hebraisk, kristendommens Jeg er vejen på aramæisk og islams Der er ingen gud foruden Allah på arabisk gen på terrassen. Når man bliver træt af det, kan man gå ned til Jerusalem Cinemateque, der ud over at vise gode film, har en restaurant og en terrasse, hvor jeg må have tilbragt månedsvis med at glo op på de gamle bymure. den sekulære modstandskamp Men selv om det sekulære Jerusalem er under belejring, sker der (naturligvis) tilsyneladende umulige Jerusalem_3korr.indd /02/

105 fantasibyen 10_07 Machneyuda xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx ting samtidig. De tilbageværende sekulære kæmper trodsigt for sagen, så der åbner hele tiden nye, sjove steder, hvor man tænker, hov, hvor kom det fra? Især i Mahane Yehuda, den jødiske suq, er der kommet flere helt fantastiske restauranter, og hvis man kun har tænkt sig at spise ét sted i Jerusalem, er det dér, på restaurant Machneyuda, hvor man bliver nødt til at prøve alle forretterne og desuden deres kyllingelever & kartoffelmos, som er rigelig grund til at ville indtage Jerusalem igen. Hvis man ikke har bestilt bord, så kom tidligt og gå en tur på markedet. Hvis man er i tvivl om, at der hele tiden udleves mærkelige fantasier i Jerusalem, så gå igennem den gamle bydel, ind gennem de arabiske kvarterer, det kristne og det muslimske, og ud gennem Damaskusporten. De fleste jøder i byen vil sige, ja, naturligvis, Jerusalem er det jødiske Israels evige og udelelige hovedstad. Men hvor mange jøder kan man få øje på her? Gå videre ind i det arabiske Østjerusalems centrum, f.eks. ad gaderne Harun al-rashid eller Ibn Sina uden for Herodesporten. Hvor mange af butiksnavnene står på hebraisk? Hvor mange jøder er der her? Hvis man spørger jødiske jerusalemitter, hvor ofte de mon går en tur her i Østjerusalem, vil de se underligt på én. Jerusalem er kun udelelig i jødernes fantasi. Derfor er det også et must at komme hen og se muren, der adskiller byen fra de omkringliggende palæstinensiske områder på Vestbredden. Tag en bus eller en taxa til Abu Dis, det palæstinensiske byområde, der er skåret over af betonmuren. Eller tag over til Silwan, der ligger lige syd for den gamle bydel, på ruinerne af nogle af de ældste, beboede områder i byen og derfor genstand for heftig arkæologisk polemik. Jødiske bosættere har gjort krav på stedet og erklæret det for centrum for kong Davids historiske by. Det er jo dét med Jerusalem. Byen er blevet ødelagt to gange, belejret 23 gange, angrebet 52 gange og erobret eller generobret 44 gange. Den er måske både en drøm om fortiden og fremtiden, men den eksisterer faktisk i virkeligheden lige nu. Ligesom os selv. Og virkeligheden i dag er som bekendt sjældent lige så god, som den var engang eller som det, man drømmer om vil komme en dag. Derfor vil Jerusalem også skuffe mange, der besøger byen første gang: Den er jo for meget, alt for larmende, for ubehøvlet, for stædig og fordomsfuld, alt for virkelig og menneskelig. Når man har fået for meget af alt det, så tag hen på Israel-museet igen. Ikke langt fra modellen over byen i det første århundrede er der en helt vidunderlig installation ved navn The Space That Sees, opført af den amerikanske kunstner James Turell: Man går ind i bjergsiden og kommer ind i et kammer helt i gråt og hvidt. Her er ingenting, ingen artefakter, ingen arkæologiske fund, ingen religiøse eller historiske forklaringer eller anvisninger, intet andet end én selv, gulvet, væggene og et stort hul foroven, så loftet er den blå himmel. PS: Den bedste hummus i Israel, muligvis i hele verden, kan man få i Restaurant Caravan i Abu Ghosh, en arabisk landsby ti minutter nede ad motorvejen til Tel Aviv Jerusalem_3korr.indd /02/

106 fantasibyen noter film Jerusalem Cinemateque 4 Hebron Road 11. Syd for Yemin Moshe-kvarteret. Se jer-cin.org.il. fodbold Teddy Stadium David Ayalon Road. Malha. gåture Jerusalem Reality Tours Arrangerer blandt andet gåture til Silwan og omkring betonmuren i Abu Dis. Jaffa Street 4. Uden for Jaffaporten i den gamle bydel. Se hotel YMCA Hotel 3 Arches 17 King David Street 26. Mamilla. Se museum The Israel Museum 13 Ruppin Boulevard. Givat Ram. Se Det Brændte Hus 19 Tiferet Israel Street. Den gamle bydel. Se restauranter Armenian Tavern 8 Armenian Orthodox Patriarchate Road 79. Den gamle bydel. Caravan Inn HaShalom Street 65. Abu Gosh. Se Restaurant Machneyuda 18 Beit Yaakov Street 10. Mahane Yehuda. Se Restaurant Mona 19 Shmuel HaNagid Street 12. Nahlaot. Restaurant Pinati 20 King George Street 13. Nahalat Shiva. Tmol Shilshom Café 24 Yoel Moshe Salomon Street 5. Tæt ved Zion Square i Vestjerusalem. Nahalat Shiva. Se supermarked Supersol 35 På hjørnet af Keren HaYesod og Gershon Agron. Tsarfat Square. tehuset Jan s Tea House 21 Chopin Street 5. Under Jerusalem Theatre. Talbiyeh Jerusalem_3korr.indd /02/

107 vide verden kristendomme mangfoldige og truede arter peter lodberg Min største oplevelse i Jerusalem var en råkold januardag. I snevejr gik vi de fem kilometer fra Checkpoint Betlehem ind til den gamle bydel. Al trafik var brudt sammen, og den gyldne by lå hvid og forklaret. Til en forandring åndede alt fred og ro i den by, der kan sætte verden i brand, hvis man krydser de synlige og usynlige grænser. Jeg kan blive noget så træt af Jerusalem, fordi den bare er for meget: for megen religion, for mange skøre mennesker, for meget militær, for megen historie og forvirring om, hvad der er sandt og falsk. Og så alligevel. Jeg vender hele tiden tilbage ikke kun fordi jeg har oplevet Jerusalem i snevejr, men også fordi jeg har set ørkenen blomstre i slutningen af marts. Det var, mens jeg havde forskningsorlov fra min stilling som lektor i teologi på Aarhus Universitet. Jerusalem vækker modstridende følelser. På den ene side spiller byen en afgørende rolle i hele den bibelske fortælling, der ender med visionen om det ny Jerusalem, der kommer ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Det er en by, hvor der ikke længere er sorg, skrig eller pine. Byens porte lukkes ikke om dagen, og det bliver aldrig nat. Smukkere kan en drøm ikke beskrives, og Jerusalem vækker drømmen om opfyldt længsel. På den anden side er det byen, der kan få Jesus til at græde, fordi den ikke ved, hvad der tjener til dens fred. Det er byen, der slår sine profeter ihjel, og det er stedet, hvor Jesus selv bliver korsfæstet. Det er også i Jerusalem, at de første kristne menigheder bekender ham som den opstandne frelser og mødes for at træffe beslutning om, at forkyndelsen om den opstandne ikke kun skal gælde for jøder, men for alle mennesker. Uden Jerusalem ville der ikke være kristne. Men dermed bliver Jerusalem ikke automatisk en hellig by, som kristne skal valfarte til. I modsætning til jødedom og islam er kristendommen den eneste af de store monoteistiske religioner, der ikke indeholder et krav om at tage på pilgrimsrejse til et bestemt sted f.eks. Jerusalem. Tværtimod understreger Jesus selv ifølge Johannesevangeliet, at der skal komme en tid, hvor man hverken skal prise Gud på samaritanernes bjerg, Garizim, uden for Nablus eller på Tempelbjerget i Jerusalem. I stedet er tiden nu til, at Gud skal tilbedes i ånd og sandhed, dvs. alle steder. Men Jesu genfortolkning af de traditionelle ideer om Jerusalem var ikke nok til, at kristne holdt sig væk fra byen og koncentrerede kræfterne derhjemme i deres lokale kirker. Det foretrak ellers teologen Gregor af Nyssa fra den tyrkiske provins Kappadokien. Inden sin død omkring 394 e.kr. skriver han til en god ven, at han skal fortælle sine venner, at de skal lovsynge Jerusalem_3korr.indd /02/

108 kristendomme Herren på det sted, hvor de bor. Ifølge Gregor kommer man ikke nærmere Gud ved at flytte sig til et nyt sted. Sagen er nemlig den, at lige meget, hvor man er, vil Gud komme til én. Gregor formaner derfor sin ven om, at man hellere skal fortage en pilgrimsrejse ud af sin krop mod Gud end tage på pilgrimsrejse fra Kappadokien til Palæstina. Gregors advarsel skal nok ses på baggrund af, at der allerede havde etableret sig en trafik i den retning i slutningen af 300-tallet. Men den er også udtryk for, at kristendommen i de første århundreder ikke betragtede Jerusalem som et kristent hovedkvarter. De kristne hovedbyer kom til at ligge andre steder rundt omkring Middelhavet: Antiokia (nutidens Antakya i Tyrkiet), Alexandria (Egypten), Rom og Konstantinopel (nutidens Istanbul). Da romerne ødelægger det jødiske tempel i år 70, flygter de kristne i Jerusalem til Pella i Jordan, og kun i begrænset omfang søger de tilbage til Jerusalem. alle kirkers moder Det forandrer sig for alvor i 300-tallet, da den byzantinske kejser Konstantin begynder processen, der gør kristendommen til det romerske imperiums officielle religion. Jerusalem bliver i de næste tre hundrede år et vigtigt sted for kristne og vokser i teologisk betydning som alle kirkers moder. De imperiale interesser bliver understøttet af et blomstrende klosterliv i den palæstinensiske ørken. Her trives forestillingen om, at den hellige mands kraft er afhængig af den guddommelige krafts tilstedeværelse på de hellige steder. Ikke mindst munken Kyril af Scythopolis (død omkring 558 e.kr.) fremhæver Jerusalem som det vigtigste hellige sted, fordi det var her, Kristus led, døde og opstod. I dag er ørkenklosterlivet en skygge af sig selv i forhold til tidligere, men man kan fortsat få et levende indtryk af, hvordan ensomhed, spiritualitet og ørken hænger sammen, hvis man besøger Mar Saba-klosteret i Judæas ørken ca. 30 kilometer øst for Jerusalem. Det er grundlagt i 483 e.kr. af Den Hellige Saba og betragtes som det ældste kloster i verden, hvor der Mar Saba-klostret i Kedrondalen. Dalen med Kedronbækken løber fra Jerusalem (mellem Oliebjerget og den gamle bydel) til Det Døde Hav. Det er kvindetårnet til venstre Kasper Bro Larsen har været klosterliv uafbrudt fra grundlæggelsen til i dag. Det er absolut et besøg værd. Er man på egen hånd, er det en god idé at tage taxa eller en bus fra den palæstinensiske busstation ved Damaskusporten til Checkpoint Betlehem. Busstationen finder man lettest, hvis man går ud ad Damaskusporten og et par hundrede meter til venstre. På den anden side af Sultan Suleiman Street står en masse busser med blå skilte. Tag bus nummer 21 til Checkpoint Betlehem, passér den israelske mur, og find en taxachauffør, der er god til engelsk. Aftal en pris, og få ham til at fortælle om sit liv, mens I kører ned igennem Judæas ørken til klosteret. Hvis du er heldig, inviterer han dig på kaffe hjemme hos sig selv. Fremme ved Mar Saba kan mænd og kun mænd være heldige at få lov til at komme ind i klosteret, der er bygget som en ørnerede på den ene side af den stejle klippevæg, som leder ned til Kedrondalen. Kvinder er henvist til et særligt kvindetårn, og spørger man Jerusalem_3korr.indd /02/

109 kristendomme kirkehistorie for dummies Som regel vil man så få en tegning, der kaldes Ortodoksi livets træ. Den viser Kristus, der hænger på korsets træ, og over hans hoved står skrevet den østlige, ortodokse kirke, der betragter sig selv som den eneste sande kirke. Ud over en række bibelsteder, der skal bevidne kirkens guddommelige sandhed, fremhæver tegningen det ortodokse mirakel med den hellige ild, der hvert år til påske bliver tændt af den ortodokse kirkes patriark i Gravkirken i Jerusalem. Det understreges, at de forskellige kristne kirker har deres forskellige påskeceremonier, mens det kun er den ortodokse patriark, der får overgivet den hellige ild af Gud imod al fornuft. Resten af tegningen viser, hvordan en række forskellige kirkesamfund i historiens løb er blevet brækket af som grene fra det sande livstræ, fordi de har gjort sig skyld i kætteri. På den første afbrækkede gren står bl.a. monofysitterne fra 400-tallet. Oversat til nutidens kiren af de 15 græsk-ortodokse munke om baggrunden for kønsdiskrimineringen, kan man være heldig at få beretningen om, at sidste gang kvinder opholdt sig i klosteret, slog lynet ned og ødelagde dele af klosteret. Det vil man forhindre en gentagelse af. Og det kan man måske godt forstå! Fra kvindetårnet er der en fantastisk udsigt ud over dalen og de flotte bjergformationer. Naturoplevelsen bliver endnu større, når man kan stå og kigge ned på klosteret oppefra og se, hvordan den ene bygning føjer sig organisk til den næste. Fra kvindetårnet fører en trappe dybt ned i dalen. Tager man turen ned ad de mange trapper, stopper man uvilkårligt op hele tiden for at betragte klosteret fra nye vinkler. Helt nede i dalen er der et vidunderligt syn op på klosteret, der hænger ud over klippeskrænten. På den anden side af flodlejet kan man se de huler, som munkene fra klosteret søger tilflugt i, når de vil være alene for at bede og faste. Klosteret er nemlig et lavra, dvs. et kloster, der kombinerer fællesliv og ensomhed. En af hulerne er markeret med et stort kors. Det er her, klosterets grundlægger Den Hellige Saba efter sigende skal have opholdt sig. Uanset om man er mand eller kvinde, må man ikke snyde sig selv for en helt unik oplevelse i Judæas ørken. Hvis ikke det kan blive til et klosterbesøg, må man nøjes med en ørkenvandring. Men udflugten til Mar Saba lønner sig altid. Det kan være svært at finde det rigtige tidspunkt at besøge Mar Saba-klosteret på, fordi munkene skal faste eller forberede sig til de mange helligdage i den græskortodokse kalender, men torsdage er som regel et godt tidspunkt. Når man så efter en rundvisning i kirken og fremvisning af Den Hellige Sabas lig, der på mirakuløs vis ikke er gået i total forrådnelse, står og nyder en kop kaffe efter at have lagt lidt penge til klosteret, kan det anbefales at spørge, om man må få munkenes fotokopierede tegning af hele den kristne kirkes lange og brogede historie. Ortodoksi: Livets træ. Mar Saba-munkenes tegning over kirkehistorien Kasper Bro Larsen Jerusalem_3korr.indd /02/

110 Den etiopiske kirke på Ethiopia Street, bygget omkring Rundkirkens arkitektur sender tydelige hilsner til Klippehelligdommen og til Salomos tempel, sådan som mange har forestillet sig det. Tag skoene af, når du besøger kirken kesamfund udgøres denne gruppe af orientalske kirker som den armenske, den etiopiske, den syriske og den koptiske, dvs. egyptiske kirke. Dem møder vi alle inde i Jerusalem, f.eks. i og omkring Gravkirken, hvor de alle har kapeller. Og de har hver deres særlige historie og liturgi. Armenerne vender vi tilbage til, for de har deres eget kvarter i den gamle bydel. Etioperne opfatter sig selv som den slægt, der kom ud af det gammeltestamentlige møde mellem dronningen af Saba og kong Salomo i al sin pragt. Den syrisk-ortodokse kirke holder gudstjeneste på Jesu eget sprog, aramæisk. De har i øvrigt en lille fin kirke i den nordøstlige ende af det armenske kvarter, Church of St. Mark, som de opfatter som nadversalen, hvor Jesus holdt sit sidste måltid med disciplene. Og kopterne benytter sig af et sprog, Koptisk munk med kalansowa. Kysen, som også bæres af de syrisk-ortodokse munke, er den hellige Antonius hovedbeklædning. På hver side af hovedet er seks kors, der tilsammen symboliserer apostlene. Et trettende kors i nakken repræsenterer Kristus. Sammensyningen i midten refererer til legenden om dæmonerne, der rev Antonius kyse midt over Kasper Bro Larsen der går tilbage til faraonerne, foruden det arabiske. Ligesom hos syrerne bærer deres præster en slags kyse med små korstegninger på. Fælles for de nævnte orientalske kirkesamfund er, at de ikke anerkender formuleringen fra det fjerde Jerusalem_3korr.indd /02/

111 kristendomme fælles kirkemøde i år 451 i Kalkedon (i dag en forstad til Istanbul) om Kristus som både sand Gud og sandt menneske uden sammenblanding og uden adskillelse. I stedet lægger monofysitterne vægten på Jesu ene guddommelige natur, der gennemtrænger den menneskelige natur. Det hører med til historien, at kirkerne i Armenien, Syrien, Etiopien og Egypten alle har været lokale kirker, der ikke ønskede en overnational styring fra den ortodokse kirke i Konstantinopel. På en anden og noget større gren, der er blevet brækket af fra det sande livstræ, står den romersk-katolske kirke og årstallet 1054, hvor det store skisma mellem det katolske Rom og det ortodokse Konstantinopel fandt sted. Den forklarende tekst understreger, at paven det år brød med den sande kirke, fordi han ønskede at være kirkens hoved og begyndte at ændre ved nogle af Kristi grundlæggende læresætninger. Pavens kætteri består hovedsageligt i, at han har ændret i trosbekendelsen, så Helligånden ikke kun udgår fra Gud Fader, men også fra Guds Søn, det såkaldte filioque, så der ikke længere er et ligeværdigt forhold i den treenige Gud mellem Gud Fader, Søn og Helligånd. Det er også et kætteri, at paven vil have den kirkeretslige myndighed i kirken og vil være ufejlbarlig. På den romersk-katolske gren ses en hel masse blade. Nogle af bladene er faldet ned og ligger i en stor bunke. På det første nedfaldende blad står der luthersk 1517, og på det næste blad står der anglikansk 1534, og herefter følger alle de kirkesamfund, der traditionelt henregnes til de protestantiske kirker. Årstallet 1517 henviser til begyndelsen på den lutherske reformation, hvor Martin Luther offentliggjorde sine 95 teser mod den romersk-katolske kirkes afladshandel og den dertil knyttede teologi markerer året for Henrik VIII s brud med den katolske kirke, idet han understregede, at det nu var den engelske konge, der var den anglikanske kirkes jordiske overhoved. Fejlen hos både Martin Luther og Henrik VIII er ifølge tegningen, at de ikke vendte tilbage til den sande kirke, men etablerede deres egne protestantiske kirkesamfund. At de ortodokse munke på Mar Saba-klosteret ikke har meget tilovers for Kirkernes Verdensråd og det økumeniske samarbejde mellem nutidens mange kirkesamfund, ses tydeligt nederst på tegningen. Her samles alle bladene under betegnelsen: Kirkernes Verdensråd Økumeni (Pan-kætteri Antikrists stridsvogn): Man er således ikke i tvivl om, at når man igen forlader klosteret, så siger man også farvel til den sande kirke, sådan som den har kæmpet igennem århundreder for den sande lære. I det lys blegner selv de mest indædte teologiske kampe i den danske folkekirke. at træde ind i nutidens fortid Det spændende og dybt fascinerende ved Jerusalem er, at man træder lige ind i kirkens lange historie og brogede nutid, når man bevæger sig indenfor i den gamle bydel. Her møder man tidligere tiders teologiske kampe og politiske konflikter som en nutidig realitet ikke bare i form af oplysninger på en tegning. Jerusalem er levende historie og dermed også levet kirkehistorie. Den letteste indgang finder man via Jaffaporten. Det var her, den tyske kejser Vilhelm II i 1898 gjorde sit indtog i byen til hest, og den britiske general Allenby i 1917 mere ydmygt vandrede ind til fods. Her ligger også kirkens historie i bogstaveligste forstand for den besøgendes fødder. Tager man gaderne på venstre hånd, når man kommer ind ad porten, kommer man ind i det kristne kvarter. Her ligger kirker, klostre, præsteseminarier, trykkerier, hoteller og kontorer for de store kirkesamfund. Ortodokse præster færdes hjemmevant i det livlige kvarter og skiller sig ikke specielt ud. De kan kendes på deres sorte præstekjole, på den stive cylinderhat (den såkaldte kamilavkion), på det ofte lange hår og på skægget, der er tegn på værdighed og hellighed. At skægget er vigtigt i den ortodokse tradition, ses også på flere af de ikoner, der hænger rundt omkring i Jerusalems ortodokse kirker. Flere ikoner afbilder således Jesus med skæg. I de første århundreder var Jerusalem et bispesæde Jerusalem_3korr.indd /02/

112 kristendomme Græsk-ortodokst præstepar ved Jomfru Marias grav i Kedrondalen. Præstens kamilavkion har en lille skygge på toppen, som er karakteristisk for de græske præster. Bæres et slør på hatten, er bæreren ortodoks munk. I øvrigt: Tegnet over porten og foran på den lille søjle ses mange steder i Jeruselam og markerer den græsk-ortodokse patriarks besiddelser i det hellige land. Tegnet viser et tau og et phi for taphos, dvs. Jesu grav Kasper Bro Larsen under Cæsarea (beliggende ved havet mellem vore dages Tel Aviv og Haifa), men i 451 blev det omdannet til patriarkat med ansvar for de kristne helligsteder. Den ortodokse patriark blev fordrevet i 1099 under korstogene og erstattet af den latinske patriark fra den romersk-katolske kirke, inden han igen kunne vende tilbage i Lige siden har der været en dyb uenighed mellem de to patriarker omkring kontrollen over og beskyttelsen af de kristne helligsteder, selv om Status Quo-aftalen fra 1852 har skabt en vis form for våbenhvile mellem de stridende parter. I dag bor de i gaderne Greek Catholic Patriarchate Street og Latin Patriarchate Road kun et stenkast fra hinanden. Den ortodokse patriark i Jerusalem er græker, mens menigheden især består af arabisktalende palæstinensere. Det betyder, at gudstjenesten fejres på arabisk i de græsk-ortodokse lokalmenigheder, mens sproget er græsk i patriarkatet. Fra tid til anden skaber det uenighed mellem den græske ledelse af kirken og det arabisktalende lægfolk. Den seneste store konflikt har udspillet sig omkring de to hoteller New Imperial og New Petra Hostel ved Jaffaporten. En tidligere patriark solgte dem til udenlandske jødiske investorer, hvilket udløste vrede og stor modstand blandt lægfolket, fordi de ønsker at beholde så megen ejendom som muligt på palæstinensiske hænder. Sagen førte til, at patriarken blev afsat. Den ortodokse kirke er ikke bare den største jordbesidder i Jerusalem f.eks. ligger det israelske parlament, Knesset, på kirkens jord men det er også det største kristne kirkesamfund i Israel og Palæstina med omkring halvfjerds tusind medlemmer. Det er ca. 40 % af det nuværende antal kristne. Desuden er der omkring tyve tusind russisk-ortodokse kristne, som særligt siden kommunismens fald er immigreret til Israel under dække af den israelske Law of Return, der giver personer med jødisk ophav ret til at bosætte sig i Israel. Disse russisk-ortodokse kristne er endnu ikke blevet en del af de lokale ortodokse kirker Jerusalem_3korr.indd /02/

113 Franciskanermunk ved Getsemane Have. De tre knuder på det hvide reb minder munken om sine løfter: fattigdom, kyskhed og lydighed Lasse B. Madsen det katolske latinerkvarter Når man går rundt i det kristne kvarter ved Jaffaporten, kan man let gå ind ad Greek Catholic Patriarchate Street, hvor Melkitter-kirken ligger. Den ligger klemt inde mellem to bygninger i den smalle gade. Gå ind i kirken, og nyd de fantastiske ikoner. Tag imod en venlig opfordring til at drikke en kop kaffe, og få historien om kirken, der har rødder tilbage til den første menighed i Antiokia, hvor man for første gang brugte betegnelsen kristen, og som siden 1729 har været anerkendt som en fuldstændig del af den katolske kirke. Melkitter-kirken anerkender således paven i Rom, mens gudstjenesten følger liturgien i den østlige, ortodokse kirke. Den hører derfor til de såkaldt græskkatolske kirker (ikke at forveksle med de græsk-ortodokse, som jo ikke anerkender paven). Har man mistet orienteringen i de små gader i det kristne kvarter, kan man bare kigge op og få øje på det store gul-hvide flag, der viser, at her hersker den katolske kirke. I Mellemøsten kaldes kirken for den latinsk-katolske kirke, og det latinske patriarkat blev som sagt etableret i 1099 i forbindelse med korstogene. Det ophørte, da korsfarerne blev fordrevet, men i løbet af 1300-tallet fik paven gennem forhandlinger med muslimske ledere indsat fransciskanerordenen som Custodia Terrae Sanctae: De skulle tage sig af de kristne helligsteder og kirker i det hellige land og sørge for den kirkelige betjening af romerkirkens medlemmer og pilgrimme. Derfor kan man mange steder støde på franciskanermunke i deres karakteristiske brune munkedragt i spidsen for pilgrimme på Via Dolorosa, omkring deres hovedkloster på Zionbjerget eller til gudstjeneste i Gravkirken. Det latinske patriarkat blev genetableret i 1847, og i 1987 blev den første patriark af palæstinensisk afstamning udnævnt. Det gul-hvide flag symboliserer også Vatikanets tilstedeværelse, og den pavelige nuntius, dvs. ambassadør, indgår på kirkens og Vatikanets vegne aftaler med den israelske regering og de palæstinensiske myndigheder. Særligt påtrængende er aftaler om arbejdstilladelser for præster, munke og nonner, byggetilladelser, skatteforhold og retten til uhindret adgang til de kristne helligsteder i Jerusalem for kristne på Vestbredden. Vatikanet spillede også en vigtig rolle i år 2000 under Camp David-forhandlingerne, hvor det blev foreslået at lade det kristne kvarter overgå til en palæstinensisk stat, mens det armenske kvarter skulle høre under den israelske stat. Det var det værst tænkelige scenarie for de kristne, fordi de dermed ville blive endnu mere splittet, end de er i forvejen. Gennem Vatikanets og flere internationale kirkelige organisationers intense lobbyarbejde blev planerne forpurret. Der bor i dag ca. fem tusind arabisk-talende katolikker i Østjerusalem ud af ca. tyve tusind i Israel og Palæstina. De største grupper på Vestbredden findes i Betlehem og Ramallah. Gudstjenesterne i de lokale Jerusalem_3korr.indd /02/

114 kristendomme menigheder følger katolsk liturgi, men foregår på arabisk. Når man går ad Latin Patriarchate Road kan man over for Gloria Hotel besøge Society of Saint Yves, den katolske kirkes menneskerettighedsorganisation, der dokumenterer de mange forhindringer, kristne oplever, hvis de vil bo i den gamle bydel. Undersøgelser viser, at hvis de kristnes nuværende udvandring fra den gamle bydel fortsætter i samme takt som i dag, så vil de være så godt som væk i Tilbage vil kun være udenlandske præster, munke og nonner, som holder de kristne helligsteder og kirker i gang, så de kan besøges af turister og pilgrimme fra udlandet. armeniere og anglikanere At situationen er alvorlig for de kristne, kan man forvisse sig om, når man besøger de mange kirker og falder i snak med de lokale kristne. Det gælder ikke mindst for armenierne, der bor i det armenske kvarter omkring Armenian Orthodox Patriarchate Road, som er vejen til højre, når man kommer inden for Jaffaporten. Den armenske kirke er det ældste nationale kirkesamfund i Jerusalem. Allerede i 638 begyndte den armensk-apostolske kirke at udpege sin egen biskop i Jerusalem, og han fik senere titel af patriark. På gaden ligger den fantastisk smukke Jakobskirke, Cathedral of St. James, der lyses op af olielamper med olivenolie fra markerne omkring Jerusalem, og lige ved siden af et lille museum, der fortæller om det tyrkiske folkedrab på armenierne i På det tidspunkt voksede menigheden i Palæstina til omkring tyve tusind. De fleste er dog vendt tilbage til Armenien, og i dag er der omkring tusind medlemmer tilbage, hvoraf de fleste bor i det armenske kvarter i Jerusalem og i Betlehem. I det armenske kvarter er der rig lejlighed til at nyde et armensk måltid med grillet khorovats-kebab eller købe noget af det meget flotte armenske lertøj. På vejen til det armenske kvarter passerer man forbi Christ Church på venstre hånd. Det er lige over for indgangen til Citadellet på Omar Ibn al-khattab Square. Kirken gemmer sig lidt af vejen, men den er Armensk vægmaleri fra Gravkirken. Billedet illustrerer legenden om Jesu kors rejse gennem Armenien, efter at det var blevet generobret fra perserne i 600-tallet. Begivenheden fejres hvert år i midten af september. Læg mærke til Ararat-bjerget i baggrunden og den særlige armenske præstekutte med spids hætte Kasper Bro Larsen uhyre interessant, ikke blot fordi den med sin nygotiske byggestil på en fin måde beriger de mange stilarter i den gamle bydel med et engelsk touch. Det er nemlig den første anglikanske kirke i Jerusalem, og den går tilbage til det missionsarbejde, som London Society for Promoting Christianity Amongst the Jews indledte i 1841, da en konverteret rabbiner blev indsat som den første anglikanske biskop i Jerusalem. Tanken var, at når jøderne har omvendt sig til Kristus, så vil Kristus komme igen, og Gudsriget bryde frem. Politisk udmøntede tanken sig i støtte fra dele af den anglikanske kirke til tanken om at oprette en jødisk stat, hvilket lagde grunden til både britisk imperialisme i Mellemøsten og den såkaldte kristne zionisme, der i dag er særlig udbredt blandt konservative kristne i USA. De har sågar en såkaldt Christian Embassy i Jerusalem. Kirkerummet i Christ Church vidner om ønsket om at fremme kristendommen blandt jøder. Inskriptioner og udsmykning er på hebraisk, og der findes ikke Jerusalem_3korr.indd /02/

115 kristendomme Alteret i Christ Church. Den hebraiske tekst gengiver Jesu ord fra nadverindstiftelsen: Gør dette til min ihukommelse Ian W. Scott et kors i kirken. Historien fortæller, at der har været et kors i kirken i perioden fra , mens Østjerusalem var under jordansk kontrol. Korset skulle forhindre, at de jordanske myndigheder skulle beslaglægge kirken i den tro, at den var en synagoge. Den anglikanske kirke byggede i 1898 St. George s Cathedral, der ligger på Nablus Road lidt nord for Damaskusporten. Med sine hvide sandsten og bygninger omkring en stor plads er det tydeligt, at domkirken er bygget med New College i Oxford som forbillede, og i 1976 blev den første palæstinensiske biskop i Jerusalem udnævnt her. Dermed indledtes for alvor processen frem mod at etablere en lokal palæstinensisk anglikansk kirke. I dag er der omkring to tusind medlemmer i bispedømmet, hvilket gør den til den største protestantiske kirke i Jerusalem. I kirken hænger det engelske våbenskjold, der den 14. maj 1948 blev taget ned fra væggen i den britiske koloniadministration, da briterne overgav sit mandatområde til FN. Det blev samtidig begyndelsen til oprettelsen af den israelske stat. Augusta Victoria-hospitalets kirketårn. Herfra runger malmen ned over byen med den nostalgiske indskrift Wilhelm II, deutscher Kaiser. Klokkeringning i Jerusalem blev i øvrigt først tilladt i løbet af 1800-tallet, da osmannerne kom under europæisk pres. Indtil da kaldte kristne til kirke ved at slå på træ- og metalgongonger American Friends Service Committee (AFSC) AFSC -Middle East Ad omveje gik drømmen om etableringen af en stat for jøder i opfyldelse, men vi mangler fortsat at se, om det betyder, at de kommer til at tro på Kristus, og om det bliver indgangen til opfyldelsen af visionen om det ny Jerusalem. Historiens ironi er, at ikke mindst blandt anglikanere findes i dag den stærkeste opbakning til en selvstændig palæstinensisk stat og kritik af Israels fremfærd mod den palæstinensiske befolkning. at dele sol og vind lige Jerusalem er rig på eksempler på, at politiske og religiøse alliancer kan skifte i historiens løb. Tidligere hørte den anglikanske kirke sammen med den Jerusalem_3korr.indd /02/

116 kristendomme lutherske kirke, fordi den engelske dronning og den prøjsiske konge i 1841 besluttede at etablere et fælles protestantisk bispedømme i Jerusalem. Samarbejdet gik i stykker i 1886, hvor de prøjsiske lutheranere gik deres egne veje. Kun 12 år senere i 1898 rider kejser Vilhelm II ind gennem Jaffaporten for at indvie Forløserkirken, Church of the Redeemer, på Muristan Road til de tyske lutheranere og lægge grundstenen til Marias Hensovelseskirke, Dormition Abbey, på Zionbjerget for de tyske katolikker. Kejser Vilhelm II kunne dermed slå to fluer med ét smæk. Han kunne på den ene side dele sol og vind lige mellem tyske lutheranere og katolikker og på den anden side sætte et tydeligt tysk aftryk på Jerusalems jord i skarp konkurrence med de øvrige europæiske stormagter. Kejser Vilhelm brød sig ikke om den religiøse tumult i Gravkirken, men nåede at lægge grundstenen til Augusta Victoria-hospitalet på Scopusbjerget nordøst for den gamle bydel. Fra denne rhinborgs kirketårn er der en fantastisk udsigt. Hospitalet, der er opkaldt efter kejserens hustru, indskriver sig i verdenshistorien, fordi briterne i en årrække anvendte det som hovedkvarter. Winston Churchill og Lawrence of Arabia opholdt sig der i 1921 for at deltage i de forhandlinger, der skulle føre til oprettelsen af den jordanske stat under kong Abdullahs ledelse. I dag anvendes hospitalet af palæstinensere fra Vestbredden når de kan komme igennem de mange israelske checkpoints, der forhindrer den frie bevægelighed i området. Det lutherske kirkesamfund i Jordan og Det Hellige Land driver i dag hospitalet sammen med flere skoler og sociale institutioner med støtte fra Tyskland og de nordiske lande. I forhold til sit lille medlemstal på ca. fem hundrede arabisktalende medlemmer heraf tre hundrede i Jerusalem spiller den lutherske kirke en fremtrædende rolle. Som en menighed bestående af mange palæstinensiske flygtninge efter krigene i 1948 og 1967 insisterer kirken på at bevare håbet om en retfærdig fremtid og forsøger at give det videre til børn og unge gennem uddannelse og socialt arbejde. åh, jerusalem Jerusalem er både en forbandelse og en velsignelse for de kristne. Jerusalem, der skulle være fredens by, er i løbet af den kristne kirkes historie blevet til splittelsens og ufredens by. Inden for én kvadratkilometer oplever man to tusind års levet kristendom med liturgisk skønhed, dyb åndelig fromhed og teologisk engagement kombineret med jalousi, magtkampe og konflikt. Historiens dybe ironi er, at lige præcis i den by, hvor kristendommen begynder, er det altid kristne udefra, der ved bedre: armeniere, grækere, russere, englændere, tyskere og amerikanere. Hvornår får de kristne på stedet lov til selv at bestemme før det er for sent? Jerusalem_3korr.indd /02/

117 kristendomme noter hoteller Gloria Hotel 9 Latin Patriarchate Street 33. Den gamle bydel. New Imperial 10 Nær Jaffaporten. Omar Ibn al-khattab Square. Se New Petra Hostel 11 Nær Jaffaporten. Omar Ibn al-khattab Square. Se kirker og klostre Christ Church 23 Anglikansk. Omar Ibn al-khattab Square. Den gamle bydel. Church of St. Mark 24 Syrisk-ortodoks. Ararat Street. Den gamle bydel. Den etiopiske kirke 36 Ethiopian Street. Mea Shearim. Church of the Redeemer 15 Forløserkirken. Luthersk. Muristan Road. Den gamle bydel. Gravkirken 2 Åbent 5-21 (april til september) eller 4-19 (oktober til marts). Det er en særlig oplevelse at være der tidligt om morgenen, når den muslimske portner åbner dørene. Søndag morgen og formiddag kan de forskellige kirkesamfunds gudstjenester følges på skift. Mellem Suq Khan as-zait og Christian Quarter Road. Den gamle bydel. Himmelfartskirken i Augusta Victoria-hospitalet 37 The Church Ascension. Luthersk. Martin Buber Road. Scopusbjerget. Church of St. James 25 Jakobskirken. Armensk. Armenian Orthodox Patriarchate Road. Den gamle bydel. Mar Saba-klostret Judæaørkenen. Ca. 30 kilometer øst for Jerusalem. Dormition Abbey 38 Maria Hensovelseskirke. Romerskkatolsk. Zionbjerget. Melkitter-kirken 26 The Melkite Church. Greek Catholic Patriarchate Street. Den gamle bydel. St. George s Cathedral 39 Anglikansk. Nablus Road 20. Østjerusalems centrum. kirkesamfundenes adresser Christian Embassy 40 Rachel Imenu Street 20. German Colony Coptic Orthodox Patriarchate 27 Ved Via Dolorosas 9. station. Den gamle bydel. Ethiopian Orthodox Patriarchate 28 Ved Via Dolorosas 8. station. Den gamle bydel. Greek Orthodox Patriarchate 29 Greek Orthodox Patriarchate Street. Den gamle bydel. Latin Patriarchate 30 Romersk-katolsk. Latin Patriarchate Road. Den gamle bydel. Se Syrian Patriarchal Exarchate 41 Chaldean Street 6 ved Nablus Road. Østjerusalems centrum. links Alternative Tourism Group Star Street 74. Beit Sahour. Øst for Betlehem. Se Jerusalem Center for Jewish-Christian Relations Se Society of Saint Yves Latin Patriarchate Road 26. Den gamle bydel. Se The Palestinian Bible Society Se pbs-web.com/wp. souvenirs Sandrouni Der er flere Sandrouni er, der sælger armensk keramik. Den bedste butik må være den, der ligger til højre lige efter den første halvbue over Armenenian Orthodox Patriarchate Road, når man kommer fra Jaffa-porten. Den gamle bydel. Palestinian Pottery 42 Showroom med værksted. Nablus Road 14. Østjerusalems centrum. Se com Jerusalem_3korr.indd /02/

118 vide verden ungdommen det folkelige vestjerusalem allan sørensen Mit første møde med denne kompromisløse, smukke, fanatiske by var i august Jerusalem staden, der ikke levner plads til tvivlerne sagde: Elsk mig, eller had mig. I dag gør jeg begge dele. Som tidligere studerende på Hebrew University i Jerusalem, korrespondent for Kristeligt Dagblad og snart fra august 2014 for Berlingske samt forfatter til bogen Pundik & Krasnik lever jeg med byens ufortyndede virkelighed helt inde på livet. Selvmordsbombere, religiøs intolerance, uretfærdighed og besættelse. Men også intellektuel tørst, historisk volumen, åndelige udfordringer og mangfoldighed. Jerusalem er i dag byen, der har meget mere at byde den sekulære befolkning sammenlignet med 1990 erne. Det er samtidig også en by, der er drevet i en strengere religiøs retning, og som i dag er mere ortodoks end nogensinde før i Israels moderne historie. For mig er kampen om byens sjæl mellem muslimer, jøder og kristne, mellem liberale og religiøse fundamentalister, mellem fortid og fremtid præcis det, der giver Jerusalem sin charme. Det ser man tydeligt, når man retter blikket mod de unge i Jerusalem. Fem unge kvindelige soldater står midt i en af de tomme gyder på Jerusalems grøntsagsmarked Mahane Yehuda. En vagthund sidder på stengulvet, mens de fem diskuterer aftenens patruljeordrer. En ortodoks kvinde med postejfarvet page-paryk maser sig gennem det efterladte skrald med en tohjulet indkøbsvogn uden for de lukkede boder. Syv børn følger hende tavst. Gadekatte kæmper om nogle få madrester. Var det ikke for lyden af en sprød kontrabas, trommer og en improviserende kvindestemme, kunne denne scene være taget på et hvilket som helst tidspunkt i grøntsagsmarkedets lange, hektiske og ofte dramatiske liv. Det kunne have været en af de uhyggelige aftener i tiden efter den dobbelte selvmordsaktion en varm julidag i 1997, hvor to selvmordsbombere tog livet af 16 handlende på markedet. En tid, hvor markedet ofte så flere katte og soldater end handlende. En periode, hvor alle dem, der ikke var tvunget til at købe ind lige her eller til at krydse de smalle gyder for at komme hjem, holdt sig på sikker afstand. Markedet eller HaShuk, som Jerusalems indbyggere kalder det, var nede med nakken. Kunderne svigtede. Turisterne holdt op med at komme. Ingen friske mellemøstlige krydderier eller bugnende bjerge af indbydende frugt kunne fortrænge frygten. Forretninger begyndte at lukke. Et ucharmerende indendørsmarked blev i Mahane Yehuda åbnet for at dæmme op for sikkerhedsmanglerne ved et åbent marked. Indendørsmarkedet, der også var resultatet af den storcenterbølge, som Israel har befundet sig i siden 1990 erne, var et næsten panisk forsøg på at holde liv i det historiske, jødiske marked, der blev grundlagt under osmannerne i slutningen af 1800-tallet. Selv den anden palæstinensiske opstand, den såkaldte al-aqsa-intifada, der varede fra 2000 til 2005, fik ikke Jerusalem_3korr.indd /02/

119 ungdommen byens befolkning til at købe ideen om et sikkert, men overdækket og indelukket storcenter med grøntsager og frugt. Mens tusinder af israelere og palæstinenserne mistede livet i den anden af de palæstinensiske opstande mod den israelske besættelse, var det, som om de fleste af byens borgere næsten havde opgivet markedet. I de dage i Jerusalem spiste man pizza, kørte med bus og sad på café med livet som indsats. I sådan en situation var markedet en unødig udfordring af skæbnen for mange. På en måde, der er meget typisk for det konfliktramte Jerusalem, har markedet i dag rejst sig i en duft af smagfuld fornyelse. De smalle gyders charme er genoprettet. Mahane Yehuda har fået sin renæssance og er nu et af byens foretrukne forlystelsessteder, når mørket sænker sig. Denne aftens lyd af jazzmusik, klappende hænder og højlydt snakken på grøntsagsmarkedet er en del af det fornyede marked. Ud over et væld af nye og pænere butikker, der er åbnet, i takt med at de handlende er vendt tilbage, er shuk en nu også levende på en helt anden måde. Ikke kun overladt til forbipasserende, katte og soldater. vestjerusalems rytme Den energiske musik kommer fra Shuka, en lille café-restaurant på Rehov HaEgoz, Nøddegaden, der er klemt ind mellem fiskeboder og grøntsagsforretninger. En israelsk guide står på et hjørne og fortæller om et Jerusalem under forandring til en gruppe ældre tilhørere fra området omkring Tel Aviv. På træstolene, der er placeret tilfældigt i gyden foran Shuka, sidder unge og midaldrende israelere. Nogle af dem har kippa på hovedet. Shuka er som en forlænget arm af Nahlaot-kvarteret, der ligger lige over for markedet på den sydlige side af Agrippas Street. Nahlaot er et af de kvarterer i den vestlige del af byen, der minder mest om den gamle bydel i Østjerusalem. Smalle gyder og tæt byggeri. Nahlaot skød op i 1870 erne, da den gamle bydel inden for murene blev for overbefolket. To jødiske nabolag, et 12_02 Nahlaot Francesco Collina med sefardiske indbyggere og et andet med ashkenazijøder, er med tiden smeltet sammen til Nahlaot. Studenter kommer til området på grund af billige priser og de mange mindre lejligheder. Kunstnere lader sig inspirere af den unikke atmosfære, og boligspekulanter har de seneste år fået øje på stedets potentiale, mens ortodokse familier med lange rødder i området klamrer sig til en asketisk levevis. Men for de fleste borgere i Jerusalem er Nahlaotkvarteret et sted, hvor alle byens borgere mødes. Nogle dage til gadefest. Mange af dem kommer også på Shuka, nogle dage til livemusik og to gange om måneden til foredrag med berømte israelere. Shukas tre ejere er fra bosættelsen Maale Adumim uden for Jerusalem, og i dag er Shuka et af de eneste steder i byen, hvor barfodede blomsterpiger og de såkaldte bakketop-bosættere med hæklede kippaer kan ses danse side om side Jerusalem_3korr.indd /02/

120 Hipster, Mahane Yehudi, foto Ari Zelenko. May 5th i gaden Etz Hayim Udsigt fra Oliebjerget. Den gyldne Klippehelligdom på Tempelpladsen dominerer. Umiddelbart til venstre for helligdommen ses tårnet af den lutherske Church of the Redeemer. Bagved ses Gravkirkens grå kupler og til højre herfor det høje tårn fra den romersk-katolske St. Saviour Church Lasse B. Madsen Shuka er stedet, hvor højre- og venstrefløj mødes uden de sædvanlige spændinger. Som Nahlaot-kvarteret er det ikke noget smart sted. Der er ikke brugt millioner på det rigtige design. Men stedet har en nerve, der ikke kan købes for penge. Det er, som om det moderne Israels Vestjerusalem har sin helt egen rytme. En tilværelse i konfliktens vold har gjort befolkningen hård. Byens helligdomme og religiøse status har været et trækplaster for de allermest konservative. Statistikkerne har i mange år vist, at konflikt, religiøs nidkærhed og økonomisk underudvikling, sammenlignet med Tel Aviv, jager byens unge sekulære væk. Enten kan de ikke få øje på fremtiden i Jerusalem, der er en af Israels fattigste byer. Eller også går den konstante politiske konflikt dem på nerverne. I den evige sammenligning med sprudlende Tel Aviv er Jerusalem altid blevet udpeget som taberen. Tør og kedelig. Fattig på kultur af slagsen, der tiltrækker de unge og sekulære. Men den israelske standardvending om, at det bedste ved Jerusalem er vejen til Tel Aviv, er begyndt at miste sin evne til at overbevise. Jerusalem er de seneste år blevet selvforsynende med attraktive barer og cafeer som Shuka, der vokser ud af byens særlige sammensætning, historie og konflikt, og som kun i mindre omfang er resultatet af en fiks ide og ønsket om at gøre en god forretning. Flere af disse mødesteder er måske mindre originale og autentiske sammenlignet med Shuka, men de er med til at give byens forlystelser et højere niveau. kunstnerne vender tilbage Blandt dem er HaSkhena eller Naboen på Beit Yaakov Street i nærheden af Mahane Yehuda. I modsætning til mange af de nye steder omkring markedet har HaSkhena fået et ekstra pift. Stilen går en balancegang mellem det konservative og det lidt mere højtravende Jerusalem_3korr.indd /02/

121 ungdommen Her er lukket på sabbaten, den ugentlige hviledag, for at imødekomme det religiøse og traditionelle publikum. Hver fredag eftermiddag byder HaSkhena på jazz og jahnun, en traditionel yemenitisk ret, inden gæsterne sendes hjem for at markere sabbaten med familien. Et koncept, der for første gang i årevis skaber en vis balance i forholdet mellem Jerusalem og Tel Aviv. Det er årsagen til, at grupper fra middelhavsbyen i stigende grad lader sig guide gennem Jerusalems enestående stemning. Miriam, en talentfuld balletinstruktør fra Tel Aviv, valgte for nylig at slå sig ned i Jerusalem. Hun er en del af en ny og interessant udvikling, hvor unge sekulære israelere nu flytter til Jerusalem i stedet for at forlade byen. Det er for tidligt at vurdere, om der er tale om en stabil tendens, eller om vi er vidner til et midlertidigt fænomen. Men sikkert er det, at flere og flere for tiden flytter tilbage til Jerusalem. I Jerusalem er den jødiske del af byen groft sagt delt op mellem to befolkningsgrupper: den ortodokse og den ikke-ortodokse, mens Østjerusalem fortrinsvis er arabisk. I årevis har det stærkt voksende antal ortodokse jøder skabt spændinger i byen. Ortodokse jøder flytter ind i kvarterer, der engang hovedsagligt var sekulære, og i løbet af kort tid begynder en ofte uskøn kamp om kvarterets identitet. I dag er der flere elever i ortodokse skoler end i de almindelige offentlige skoler. Befolkningen i Jerusalem er vant til denne permanente kamp og de mange slagsmål om forlystelsesstedernes ret til at holde åbent på sabatten. Enhver sekulær borger i Jerusalem ved, at ikke-kosher restauranter og forlystelsessteder, der holder åbent på sabatten, ikke nødvendigvis kan tages for givet i fremtiden. Derfor sætter de stor pris på hvert enkelt af de steder, der vover at holde åbent om lørdagen. Selv om der i dag er flere af den slags steder sammenlignet med situationen for tyve år siden, er fornemmelsen blandt byens ikkereligiøse befolkning, at den ortodokse gruppe er en stor del af årsagen til, at Jerusalem ikke har udviklet den samme kulturelle pluralisme som f.eks. Tel Aviv. Reklameskilte med kvinder bliver revet ned. Barer udsættes for chikane. Og medlemmer af det ortodokse samfund fører nøje regnskab med, hvem der holder åbent og hvornår. Repræsentanter klædt i sort møder endda op her og der for at overtale ejere eller gæster til at overholde sabatten. Ikke at det virker, men det er udtryk for de konstante spændinger, som Vestjerusalems to befolkningsgrupper lever med. Det er, som om denne problemstilling indtil for nylig var forbeholdt Jerusalem. I Tel Aviv, Haifa og Be er Sheva kæmpede beboerne ikke de samme kampe. Men den fornyede politiske debat om den ortodokse befolknings rolle i det israelske samfund har gjort Jerusalems problemer mere synlige for den brede befolkning. Samtidig føler mange på den ikke-ortodokse side af Jerusalem, at de nu står stærkere i kampen mod de ortodokse og kan tillade sig mere. I sidste ende smitter det af på kreativiteten. For Miriam er Jerusalem derfor noget særligt. Ikke på den hellige måde. Men netop fordi kunst og kreativitet i Jerusalem er meget mere under pres her end i Tel Aviv. Hver dans er en lille sejr. Et lille åndehul i en dogmatisk dagligdag. I Tel Aviv havde hun en lovende karriere foran sig. Hun arbejdede hårdt og var eftertragtet. Men noget manglede. Som hun selv beskriver motivet bag flytningen, er der noget ved Jerusalem, som der ikke er ved Tel Aviv: I Tel Aviv var mit job som balletinstruktør et almindeligt arbejde. I Jerusalem føler jeg, at jeg er med til at skabe, siger hun. en ny undergrund dukker op Lige præcis denne tanke er drivkraften bag dannelsen af en slags kult-gruppe eller undergrundsforlystelse i Jerusalem. De kalder sig Taltalistim, som på dansk bedst oversættes med dem med krøllerne. Sjovt nok bruger de ordet undergrund om sig selv. For snart tyve år siden var baren The Underground ved Zion Square byens næsten eneste bar og diskotek, som også holdt åbent fredag og lørdag. Soldater ville møde op i store grupper, smide deres maskingeværer på et af bordene i et af de to hulelignende rum og kaste sig ud i vild dans på bordene sammen med turister fra hele Jerusalem_3korr.indd /02/

122 Ben Yehuda Street Benjamin Cohen Soldaterfoto Kasper Bro Larsen verden, narkomaner og både unge og garvede bargængere. Alle kom på The Underground. Mest fordi byen dårligt bød på andet. I dag ligger The Underground begravet under Ha- Mashbir, Israels svar på Magasin, og den nye undergrund har fat i byens publikum. Det var heller ikke noget tilfælde, at en af Taltalistims første fester blev afholdt på HaMashbirs nøgne etager, mens bygningen stadig var under opførelse. Taltalistim er kendte for sine både vovede og velplanlagte projekter. I løbet af vinteren 2012 arrangerede man en fest i en forladt synagoge. En lørdag aften. En af årets koldeste. Alligevel dansede næsten to hundrede arabere, sekulære og religiøse jøder sammen til langt ud på natten i noget, der syntes at være et forsøg på at genvinde sanserne og en smule normalitet i en dybt konservativ by. I løbet af de seneste år er Taltalistim blevet en sikker investering for dem, der for længst har droppet de store og mere mekaniske danseklubber i Talpiot-kvar- teret. Den berømte klub HaOman 17 er f.eks. langtfra, hvad den var for 15 år siden. Gennemsnitsalderen er tvunget ned i nærheden af år. Jerusalemitterne synes i stedet at have udviklet en smag for det eksperimenterende, det vovede og det originale. En aftengåtur rundt i det vestlige bycentrum omkring Zion Square viser dog ofte det modsatte. Her er det t-shirt-butikker, falafelboder, vekselerer, kiosker, judaica-forretninger og større cafékæder, der præger bybilledet. De helt unge teenagere, som ikke er blevet indkaldt til hæren endnu, samles på Ben-Yehuda Street og Khatulot-torvet (Katte-torvet) og blander sig med turisterne. Yosef Rivlin Street, der ligger i Nahalat Shivakvarteret, kunne være en gade i en spansk badeby. De små barer har ansatte til at lokke besøgende indenfor med tarvelige menu-kort og storskærme, der viser fodbold. Nahalat Shiva er det tredje jødiske kvarter, der blev bygget uden for den gamle bys mure. Et projekt, der begyndte som fælles investering og mejeri for en række familier, er siden en omfattende renovering i 1980 erne blevet byens måske mest travle område, hvor restauranter og barer åbner, lukker og skifter Jerusalem_3korr.indd /02/

123 ungdommen navn alt efter, hvad den overordnede sikkerhedssituation tillader. nattelivscentrum i vest Jerusalems samling af kulturelle avantgardister kommer sjældent her. Plastikstolene, de hvide borde, menukortene på russisk og engelsk, støjen, og det meget unge publikum har gjort den lille geografiske trekant til den del af Jerusalem, som mange turister husker for det pulserende aften- og natteliv. Men for mange lokale er trekantområdet blevet for kommercielt og nerveforladt. Med to undtagelser. Sira, en mørk meget mørk bar på Ben Sira Street, der forbinder Ben Shetah Street og Hillel Street, har en særlig status i Jerusalem. Under fredsprocessens tidlige år i 1990 erne, da stedet stadig hed Diwan, var det her, unge jøder og arabere kom for at drikke en øl i fællesskab og udtrykke utilfredshed med den manglende fremgang i forhandlingerne. Under al-aqsa-intifadaen i 2000 var det et af de eneste steder i byen, hvor man følte sig sikker for selvmordsbombere. Logikken var, at et sted med så mange lokale arabiske kunder, og som oven i købet er vanskeligt at finde, ikke ville blive udvalgt som mål. Og sådan blev det heldigvis. Mens restauranter og barer i området måtte dreje nøglen om og flytte til Tel Aviv, stod Diwan tilbage som et solidt stamsted for studenter, aktivister og musikere. For mange af dem er Siras som Diwan jo hedder i dag enkle koncept med det hulelignende design og annoncering af månedens alternative koncerter på små postkort en kvalitativ kontrast til teenage- og turistfælderne i gaderne lige om hjørnet. Den anden undtagelse i Nahalat Shiva for det lidt ældre, men stadig kvalitetsbevidste publikum, er Barood en jazzbar med et interessant middelhavskøkken. Barood er et lille hyggeligt sted kilet ind i Jerusalems såkaldte baggård HaHatzer HaYerushalmit. En alt for ofte overset gyde mellem Jaffa Road og den sydlige ende af Yosef Rivlin Street. Barood er stedet, hvor lokale forfattere kommer for at lade sig inspirere af det lille stykke Jerusalem, som Barood er. Af de dele af byens historie, der vises via billeder på væggene. Af de små, men intense ugentlige liveoptrædender med græsk, tyrkisk og balkansk musik. For mange vækker det minder om deres egne jødiske familier, der kom til byen fra fjerne lande på flugt fra nazisternes Holocaust. Barood er opkaldt efter det ord, som byens byggeriarbejdere engang brugte som advarselssignal, før de bragte dynamitten under de hårde klipper til sprængning, når et nyt nabolag skulle grundlægges. Til forskel fra Sira måtte ejeren Daniela slæbe Barood gennem intifadaen og lukke tidligt, når nogle få stamkunder, der havde vovet sig ud, gik hjem igen. I Jerusalem er der udbredt respekt for de ejere, der ikke gav op, da bomberne krævede ugentlige ofre i gaderne. De kaldes for overleverne. Daniela fra Barood er en af dem. grænser overskrides i nattelivet Skråt over for indgangen til Jerusalems baggård på den anden side af Jaffa Road hæver en bakke sig. I oldtiden var det byens mest attraktive strategiske punkt. I dag er bakken kendt som Russian Compound eller Migrash HaRussim fordi man under det tyrkiske osmannerrige omdannede stedet til at tage imod de mange kristne pilgrimme, der begyndte at komme til Jerusalem fra Rusland. I 1958 købte Israel bakken fra Sovjetunionen og byggede rådhuset, der ligger lige over for den gamle bydels mur. Bakken er en sær blanding af russiske kirker, et berygtet israelsk fængsel, et nyt boligområde og, i udkanten, nogle af byens bedst kendte forlystelser. Under den første palæstinensiske intifada, der begyndte i 1987, blev palæstinensere bragt til afhøring hos sikkerhedstjenesten i det israelske fængsel. Byens borgere kan berette om, hvordan de ofte hørte høje skrig om natten inde fra bygningen. Endnu et kapitel af Jerusalems dramatiske fortid. I dag er facaden en anelse pænere, selv om det stadig er muligt at se følelser i kog, når palæstinensiske familier kommer til fængslet for at besøge tilbageholdte pårørende eller klage over en arrestation Jerusalem_3korr.indd /02/

124 12_04 Russian Compound Mange vil mene, at Russian Compound, der også grænser op til det ultra-ortodokse Mea Shearim-kvarter, er en lille, men stærkt koncentreret udgave af Jerusalem. Bakken er hjemsted for det grimme og smukke. Det betagende og det frastødende. Sekulære og ortodokse jøder side om side med nye ambitiøse boligbyggerier. Det er heller ikke noget tilfælde, at området i årevis har været centrum for nattelivet. I 1990 erne efter den massive russiske immigrationsbølge til Israel fandt et nyt skud på stammen frem til bakken. Russiskinspirerede barer som Glasnost og Putin var voldsomt populære, indtil de fik dødsstødet af intifadaen og kommunens boligplaner. Siden intifadaens afslutning i 2005 er det de såkaldte overlevere, der er rykket ind på Heleni HaMalka Street, bindeleddet mellem Jaffa Road og Russian Compund. I stedet for at flytte til Tel Aviv efter lukning af tidligere barer har nogle af byens garvede bar-ejere bragt et nyt og, med Jerusalems målestok, mere eksperimenterende koncept med sig op ad gaden. Tre barer med samme ejere er skudt op ved siden af hinanden på Heleni HaMalka siden 2007: HaTaklit (Grammofonpladen), HaCasetta (Kasettebåndet) og HaVideo (Videoen). Som Sira er HaTaklit blevet scenen for de eksperimenterende musikere i byen og magnet for både jødiske og arabiske studerende, der sagtens kan kombinere god forlystelse og venskab med snak om politik. Kontrasten mellem denne side af Jerusalem og den politisk anspændte bliver ikke tydeligere, end når gæsterne på HaTaklit sidder ved bordene på fortovet og hygger sig, mens den pigtrådsbeklædte mur til fængslets afhøringslokaler hæver sig lige bag dem. Avi, en af ejerne af de tre barer, kender den slags kontraster, der er vanskelige at finde andre steder i Israel. Han fortæller en anekdote fra HaVideo for at antyde, at de politiske spændinger ikke er den eneste kilde til de kontraster, som byen byder på. HaVideo ligger lige ovenfor og rundt om hjørnet og er en af Jerusalems eneste erklærede barer for homoseksuelle. En aften oplevede Avi en særlig scene i baren, da to ortodokse jøder og to arabere sad som de eneste fire foran bartenderen. Alle fire var homoseksuelle, og alle fire gift med kvinder og fædre til børn. En situation, der har særlig betydning i en by, hvor homoseksualitet mildt sagt ikke er noget, man praler med. Den årlige Gay Parade i Jerusalem er årsag til heftig debat og et udskældt fænomen fra den ortodokse befolknings side. Under paraden i 2005 blev tre deltagere stukket ned med kniv af en ortodoks jøde. Det er, som om Jerusalem er i færd med at bryde sine egne grænser, til trods for at byen anses for at være mere konservativ end for år siden. Den voksende ortodokse befolkning og den til tider meget anspændte politiske situation sætter tingene på spidsen og sier dem fra, der er for svage eller apatiske. Tilbage bliver overleverne. Dem, der bliver, fordi de vil. Fordi de har et passioneret forhold til byen, og fordi de alle sammen vil noget med de ideer, de har. Sammenlignet med scenen i Jerusalem for tyve år siden, hvor de to vulgære barer The Underground og Arizona var de mest attraktive steder at gå i byen, har situationen aldrig været bedre og mere rig end nu Jerusalem_3korr.indd /02/

125 ungdommen noter barer og restauranter Barood 8 Sefardisk ikke-kosher restaurant, som serverer svinekød. The Jerusalem Courtyard. Jaffa Road 31. Tæt ved Yosef Rivlin Street. Nahalat Shiva. HaCasetta 22 Kasettebåndet. Horkanos Street 1 ved Heleni HaMalka. Russian Compound. HaSkhena 9 Naboen. Beit Yaakov Street 11. Mahane Yehuda. Slow Moshe 23 Typisk Nahlaot-bar med en blanding af hipstere, nyvakte religiøse typer og arbejdere. Nisim Bakhar Street 6. Nahlaot. HaTaklit 24 Grammonfonpladen. Heleni Hamalka 7. Russian Compound. HaVideo 24 Videoen. Horkanos Street 1 ved Heleni HaMalka. Russian Compound. HaOman HaOman Street 17. Talbiyeh. Shuka 26 Rehov HaEgoz 17. Mahane Yehuda. Sira Pub 27 Ben Sira Street 4. Mamilla. israels magasin HaMashbir 43 King George Street 20. Nahalat Shiva. links Der findes flere beskrivelser af det fascinerende Nahlaotkvarter og dets unikke blanding af vestjerusalemske karakteristika. Se f.eks. Undergrundsfænomenet Taltalistim er svært at få hold på ad de sædvanlige guidekanaler, men man kan følge bevægelsen på Facebook. Se Jerusalem_3korr.indd /02/

126 vide verden grænsen den delte by herbert pundik Min tilknytning til Palæstina og Israel er nærmest prænatal. Mine forældre opkaldte mig efter den første engelske højkommissær over mandatet Palæstina, Herbert Samuel, der var af jødisk oprindelse. Senere erfaringer, vores flugt over sundet i oktober 1943, chokket over Holocaust, bevidstheden om, at det eneste relevante svar på antisemitismen var et jødisk hjemland, medførte, at jeg deltog i den første israelsk-arabiske krig, Herfra var der kun et kort spring til vor udvandring i l954. I øvrigt er jeg født på Østerbro i København i 1927 af forældre, der indvandrede som børn til Danmark fra henholdsvis Rusland og Tyskland. Jeg blev student fra Ordrup Gymnasium i 1947 og var ansvarshavende chefredaktør for Politiken Jeg er fortsat medarbejder sammesteds. Jeg har skrevet dette kapitel for at gøre opmærksom på den uret, den palæstinensiske befolkning i det annekterede Østjerusalem og dets opland er ofre for under den israelske besættelse. En dråbe malurt i turistens bæger. Jerusalems gamle bydel den kvadratkilometer, der ligger inden for de tyrkiskbyggede mure fra 1500-tallet er ikke blot besat, men også besættende. Besat blev den af de israelske soldater, der stormede den under Seksdageskrigen i juni 1967 og erobrede den fra kongeriget Jordan. Besættende har den været siden tidernes morgen. Troende jøder, muslimer og kristne har skabt et fantasibillede af denne by som en gylden stad, smykket med spir og tårne, dvælende i fred i Judæas bjerge. Chokket over at blive konfronteret med den barske virkelighed kan føre til den kortvarige sindslidelse, der hedder Jerusalem-syndromet. Jerusalem er legendernes og myternes holdeplads. Her lades fornuften ude. Her tørner drømmebilleder sammen med virkeligheden, som mange troende ikke kan se for skoven af myter. Når mange israelske politikere i tide og utide højstemt erklærer, at det genforenede Jerusalem skal forblive Israels hovedstad til evig tid, er det myterne, der overvælder dem. Virkeligheden er en anden, men den tør mange politikere og mange vælgere ikke se i øjnene, fordi de ikke vil slippe drømmen. Kort efter erobringen af den arabiske del af Jerusalem vedtog det israelske parlament, Knesset, at annektere Østjerusalem og lægge byen ind under det jødiske Vestjerusalems kommune. Siden den israelske befrielseskrig i havde Jerusalem været delt i en israelsk og en jordansk del. Men virkeligheden lader hånt om Knessets beslutning. Efter 45 års israelsk styre er byen stadigvæk delt, nu af en usynlig grænse, der løber gennem indbyggernes sind og forestillinger. Den blokerer ikke mindre end den gamle fysiske grænse af minefelter, mure og pigtrådsspærringer, der eksisterede før erobringen i 1967 og den tvungne genforening Jerusalem_3korr.indd /02/

127 grænsen det hellige bjerg En smuk jødisk legende fortæller, hvorfor Gud netop valgte det bjerg, der dominerer den gamle by, som helligsted. Jøderne kalder det Tempelbjerget. På arabisk kaldes det al-haram ash-sharif. Her ofrede Abraham alligevel ikke Isak, og herfra drog profeten Muhammed på himmelrejse. Ifølge en tradition vil Jesus vandre gennem den gyldne port op på Tempelbjerget på genopstandelsens dag. Ifølge jødisk og muslimsk tradition er Tempelbjerget det sted på jorden, hvorfra der er kortest afstand mellem Gud og mennesket og mellem jorderiget og paradis. Det gælder for begge religioners troende, at en bøn fremsagt på dette sted opvejer hundrede eller flere bønner udtalt andre steder. I den bitre politiske strid om kontrol med det hellige bjerg, der er et af de problemer, der blokerer vejen til israelsk-palæstinensisk fred, signalerer valget af bjergets navn éns politiske holdning. End ikke ord kan forblive neutrale, når man taler om Jerusalem. Anvender man betegnelsen Tempelbjerget, bliver man anset for at være anti-muslim, og siger man al-haram ash-sharif i samtale med israelere, opstår der straks en mistanke om, at man er propalæstinensisk. Ifølge legenden, der forklarer Guds valg af dette omstridte bjerg som skueplads for sine gerninger, dyrkede to brødre jorden på bjergets top. Den ene var ugift, den anden havde kone og børn. Efter høsten delte de afgrøden ligeligt og placerede negene i hver sin halvdel af laden. Den nat kunne den ugifte bror ikke falde i søvn. Tanken om det uretfærdige i, at han, som kun havde én mund at mætte, skulle have halvdelen af kornet, lod ham ikke i ro. Derfor stod han op og flyttede nogle neg fra sin halvdel over til broderens. Denne kunne heller ikke falde i søvn. Modsat broderen var han velsignet med kone og børn. Det var ikke retfærdigt, at han også skulle have halvdelen af afgrøden. Derfor stod han op og flyttede nogle af sine neg over til broderens. Om morgenen så de, at hver havde en halvdel. De faldt hinanden om halsen, og Gud velsignede dem og stedet. Jerusalems historie dementerer denne legende om broderkærlighed. Den hellige by er en heksekedel af religiøse, etniske og nationale modsætninger og konflikter, som placerer byen højt på listen over de mest eksplosive punkter på jorden, der kan bringe verdensfreden i fare. Det skorter ikke på kærlighed til Jerusalem, men det er en kærlighed præget af jalousi, der ikke tolererer andres. En kærlighed så fortærende, at den enes sandhed er den andens løgn. Fra Tempelpladsen kaster muslimer med mellemrum sten mod jøder, der beder ved Grædemuren. Og omkring Grædemuren demonstrerer ortodokse jøder mod tilhængere af den reformerte jødedom, i protest mod at den tillader kvinder at fungere som rabbinere. I Gravkirken strides græsk-ortodokse munke med koptiske kristne om, hvem der har ret til at polere en bestemt lampe eller feje et bestemt hjørne. Digterpræsten Kaj Munk beskrev Gravkirken som en vanhelligdom. Han flygtede efter et besøg forpjusket og opreven, som han skrev i bogen Vedersø Jerusalem Retur, fra Præster i Hobetal, der ter sig, saa man bliver bange som Peer Gynt i Daarekisten og skotter efter, om Udgangen er aaben endnu. jerusalems tvesind Jerusalem er farlig for ubefæstede sjæle. Byen er for stærk. Den lider af for meget historie, som ustandseligt bryder op på overfladen, og som kogende lava forgifter sindene og tilintetgør håbet om, at mennesker vil kunne leve en almindelig grå hverdag, hvor de har fred til at bekymre sig om prisen på et kilo tomater. I mange henseender står tiden stille for de troende i den hellige by. Ydmygelser, forfølgelser, martyrier og overgreb på helligdomme har ingen dato. De opleves, som var de sket i går, selv om de kan ligge årtier eller århundreder tilbage. Kristne, jøder og muslimer oplever nutiden i lyset fra fortidens myter og historiske begivenheder. Men måske er der alligevel håb at hente i en anden jødisk legende, hentet fra Talmud, bibelkommentaren, der blev afsluttet omkring 500 e.kr. Den omfatter bl.a. de rabbinske lærdes fortolkninger af Toraens mange forskrifter. Den burde belære de troende om, at den Jerusalem_3korr.indd /02/

128 grænsen gud, som de alle tror på, ikke foragter kompromiser. Legenden fortæller, hvordan Jerusalem fik sit navn: Abraham kaldte byen Jeru, ærefrygt, og Noahs søn, Sem, kaldte den Salem, fred, og Herren sagde: Kalder jeg byen Jeru som Abraham, så fornærmer jeg den gudfrygtige Sem. Og kalder jeg den Salem, så fornærmer jeg den retskafne Abraham. Derfor vil jeg kalde den Jerusalem. Selv den ikketroende bevæger sig ikke uberørt gennem det gamle Jerusalem inden for murene. Man går med nerverne uden på huden. Fem gange dagligt bliver ens sanseapparat attakeret af muezzinernes råb til de rettroende muslimer om, at bønnens time er inde. Tre gange dagligt iler ortodokse jøder til Grædemuren for at bede. De går ikke, de iler netop, for at understrege forventningens glæde ved atter at skulle henvende sig til Gud. Klædt i sort, brudt af de hvide frynser, der afslører, at de bruger det påbudte rituelle klædebon inderst på kroppen, ville de virke påfaldende i enhver anden sammenhæng. Her opleves disse Guds soldater lige så naturligt som processionerne af syngende kristne, der har lejet store trækors, som de bærer ad Via Dolorosa mod Gravkirken i et forsøg på at genleve Jesu trængsler. Der er ingen fornuftig forklaring på Jerusalems eksistens. Byen eksisterer på grund af menneskets behov for tro. Den er ikke opstået, fordi der var rig adgang til vand, der kunne lokke oldtidens nomader til stedet. Den ligger heller ikke ved en korsvej, hvor datidens karavane- og hærveje krydsede hinanden. Jerusalem har ingen økonomisk eller strategisk betydning. Byen ligger otte hundrede meter over Middelhavets overflade, i grænselandet mellem den gule ørken og den grønne kystslette. Vandskellet løber tværs igennem byens jødiske del. Til den ene side løber det kostbare regnvand mod tilintetgørelsen i Det Døde Hav, til den modsatte side løber det ned i den frugtbare kystslette langs Middelhavet. Vandskellet er et udtryk for den hellige bys tvesind. Død eller liv. Kærlighed, der vendes Vandtårne Lars Buch Viftrup til had. Jerusalem ligger, hvor fornuften hører op. På grænsen til den golde ørken. historien om østjerusalem En dansk teolog, Valdemar Schmidt, besøgte Palæstina i I bogen Reise i Grækenland, Ægypten og det hellige Land beskriver han sit første indtryk af Jerusalem: Den første Gang igjennem de snævre smudsige Gader mellem de halvt ødelagte Huse, hvoraf mange ligger fuldstændigt i Ruiner, maa navnlig for Den, der kommer fra det civiliserede Europa, have noget yderst Nedtrykkende ved sig. På hint Punkt hvor man for første Gang seer den hellige Stad, møder Øiet næsten intet Andet, end Øde og Tørhed Jerusalem_3korr.indd /02/

129 grænsen Hans beskrivelse er delvis aktuel, ikke for det jødiske Vestjerusalem, men for det palæstinensiske Østjerusalem, hvor der bor arabere. Ifølge den jødiske Association for Civil Rights in Israel lever 78 % under den officielle fattigdomsgrænse. Østjerusalem er det tredje Jerusalem. Der er det himmelske og det jordiske og så Østjerusalem, det glemte, diskrimineret af den israelske kommunalforvaltning og overset af turister, der ofte kun besøger den gamle bydel. Kun 11 % af det kommunale budget er allokeret Østjerusalem, hvor 40 % af byens otte hundrede tusind indbyggere lever. De israelske faldskærmssoldater angreb den gamle bydel onsdag den 8. juni 1967 klokken 8. De angreb østfra, gennem Løveporten, hvor Via Dolorosa begynder. Dagen før havde israelerne erobret den bjergkæde, der ligger øst for den gamle bydel bestående bl.a. af Scopusbjerget og Oliebjerget. Forsvarsminister Moshe Dayan havde givet tropperne ordre til at omringe den gamle bydel bag murene, men ikke angribe den. Han kalkulerede med, at den ville falde af sig selv, efter at de arabiske kvarterer uden for murene var erobret. Dayan frygtede de politiske konsekvenser, hvis et israelsk angreb skulle beskadige hellige steder. Ministerpræsident Levi Eshkol, der af sind var en tøver, vaklede, men højrefløjens leder i den nationale samlingsregering, Menahem Begin, krævede, at hæren skulle erobre byen. Klokken 4 om morgenen blev det oplyst, at FN s Sikkerhedsråd havde opfordret til våbenhvile. Blev der ikke handlet hurtigt, ville Grædemuren forblive på jordanske hænder. Eshkol gav Dayan ordre til at angribe. Klokken 7, blot tre timer efter angrebet var indledt, kunne general Uzi Narkis rapportere at Tempelbjerget er på vore hænder. Israelske soldater stod ved Grædemuren, det vigtigste jødiske helligsted, hvortil jøder ikke havde haft adgang, siden Jordan under krigen i 1948 havde erobret den gamle bydel. Budskabet gik som et elektrisk stød gennem den israelske befolkning. Grædemuren og Tempelbjerget repræsenterede Zion, den jødiske længsel efter udfrielse, som gennemsyrer jødiske religiøse ritualer og 13_03 Bosættere Lars Buch Viftrup Jerusalem_3korr.indd /02/

130 grænsen traditioner. Man oplevede et næsten messiansk vingesus over landet. Få holdt hovedet koldt. Kommende generationer vil græde over Jerusalems erobring, advarede disse stemmer. Ret fik de. Hjemkomsten til den hellige by og de palæstinensiske områder på Vestbredden med deres bibelske geografi udløste en messiansk fundamentalisme og nyreligiøsitet i den israelske befolkning, der skulle få langtrækkende og katastrofale følger. Det var i dette beruselsens øjeblik, at sloganet Jerusalem, genforenet i al evighed i den israelske befolkning opstod, og at bosætterbevægelsen blev udklækket. Jøderne var vendt tilbage til deres bibelske hjem, og bosætteren var garant for, at land og folk skulle forblive forenet. Tre dage efter erobringen ryddede israelske bulldozere det arabiske fattigkvarter, der lå tæt op af Grædemuren. Friarealet foran muren var kun syv meter i dybden. Indbyggerne blev tvangsforflyttet. I stedet opstod der en stor plads, der kan rumme over hundrede tusind mennesker. Israel havde fået sin Piazza del Popolo, nationens civilreligiøse træfpunkt. De arabiske beboere fik tilbudt indkvartering i arabiske huse, som var blevet forladt af familier, der havde valgt at flygte før erobringen. Denne evakuering var i strid med Genèvekonventionen. Den blev symptomatisk for den israelske besættelsespolitik indtil i dag. Forhindringer, der ligger i vejen for den overordnede nationale interesse Jerusalems judaisering bliver ryddet af vejen uden smålige hensyn til internationale konventioner eller til den arabiske befolknings velfærd. Den 27. juni 1967, tre uger efter erobringen, indkaldte den israelske viceguvernør det arabiske byråd. Han oplæste et dekret, der med øjeblikkeligt varsel opløste det. Kommunens ansatte vil fra nu blive betragtet som midlertidigt ansat af den israelske Jerusalemadministration, sluttede han. Fra det øjeblik var de to dele af Jerusalem administrativt forenet. annekteringen af østjerusalem Tre uger efter erobringen af Østjerusalem vedtog den israelske regering at annektere byen og indlemme den i Israel. Under jordansk styre havde Østjerusalem omfattet syv kvadratkilometer. Israel udvidede den til 70 kvadratkilometer og annekterede således en del af den palæstinensiske Vestbred. Skønt der var tale om en overordentlig vigtig beslutning, var regeringens debat overfladisk. Den handlede mindre om konsekvenserne af annekteringen, end om hvorledes man kunne forhindre, at pressen gjorde for meget ståhej ud af annekteringen. To dage senere blev beslutningen ophøjet til lov. I juli vedtog FN s Sikkerhedsråd to resolutioner, der opfordrede Israel til at omstøde beslutningen om at annektere Østjerusalem og afholde sig fra at ændre status quo. Denne internationale fordømmelse tilsidesatte den israelske regering. Man havde jo taget sit arvegods tilbage, som på grund af uheldige historiske omstændigheder midlertidigt, det vil sige i to tusind år, havde været på fremmede hænder. Annekteringen af Østjerusalem i 1967 betød, at de arabiske indbyggere som bosiddende i Israel har de fleste rettigheder og pligter som israelere. De skal betale skatter og afgifter til Israel og har til gengæld ret til at blive behandlet på israelske hospitaler og til at modtage sociale ydelser som arbejdsløshedsunderstøttelse, børnebidrag og folkepension. I modsætning til den palæstinensiske befolkning i de besatte områder har de ret til at bevæge sig frit og søge arbejde i Israel. De kan studere ved israelske uddannelsesinstitutioner, hvilket de næsten ikke udnytter, ligesom de kun anvender det israelske retssystem, når de har konflikter med israelske jøder eller med israelske offentlige institutioner. I tilfælde af interpalæstinensiske konflikter foretrækker palæstinenserne at bruge det ikke-officielle mæglingsapparat, der fungerer i Østjerusalem. De har ikke valgret til det israelske parlament, fordi de kun er permanent bosiddende i Israel, ikke statsborgere, men de har ret til at stemme ved kommunalvalg. Kun få benytter sig af det, fordi det kan fortolkes, som om de Jerusalem_3korr.indd /02/

131 grænsen accepterer den israelske annektering af Østjerusalem. Derfor er de palæstinensere ikke repræsenteret i Jerusalems byråd. Set fra et officielt israelsk synspunkt er den forenede by Israels hovedstad skønt ikke blot annekteringen af Østjerusalem, men også israelsk suverænitet over det jødiske Vestjerusalem, ikke er internationalt anerkendt. Det skyldes, at FN s beslutning af november 1947 stadig står ved magt. Både Øst-og Vestjerusalem har, set fra et FN-synspunkt, fortsat status som et internationalt område. En af de få ting, jøder og muslimer er enige om, er, at tanken om internationalisering er dødfødt. den forenede by er en illusion Kampen om Jerusalem blev ikke afgjort på krigsskuepladsen. Den forenede by er forblevet en illusion, til trods for at skiftende israelske regeringer siden 1967 med næsten alle midler har forsøgt at tvinge den arabiske befolkning til underkastelse og accept af israelsk overhøjhed. Et af Israels mål har været at bevare demografisk overlegenhed. Det mislykkedes, til trods for at man har forsøgt, hvad man kan kalde ikke-voldelig etnisk udrensning af den arabiske befolkning, og har investeret megen møje og mange penge i at oprette store bosættelser i form af satellitbyer på palæstinensisk område. Det nationale mål, formuleret af en ministerkomite, er, at den demografiske balance, der eksisterede ved erobringen og foreningen i 1967, skulle sikres, det vil sige 18 % palæstinensere og 72 % jøder. I dag er forholdet Israel risikerer efter 45 års bestræbelser at tabe den demografiske kamp om Jerusalem. Palæstinensernes hemmelige våben er livmoderen. Udvidelsen af Jerusalems kommunes areal med 63 kvadratkilometer ud over de syv kvadratkilometer, som Israel overtog fra jordanerne, er af Israel blevet begrundet med forsvarsmæssige hensyn. I realiteten er den et led i den demografiske kamp med palæstinenserne. Den har givet plads til oprettelsen af 17 nye forstæder, der ligger som en ring omkring Jerusalem og delvis afskærer byen fra den palæstinensiske Vest- Shuafat. Udsigt fra den israelske bosættelse Pisgat Zeev hen over separationsmuren til flygtningelejren Shuafat. Lejren er den eneste, der ligger inden for Jerusalems kommunegrænse, men er ikke desto mindre afskåret herfra af muren. Pisgat Zeev er i øvrigt den største jødiske bosættelse omkring Jerusalem med over indbyggere Lars Buch Viftrup bred. Størstedelen af arealet er blevet eksproprieret fra de palæstinensiske ejere, der har afslået at modtage kompensation fra kommunen, fordi det ville blive opfattet som unationalt og en indirekte anerkendelse af den israelske besættelse. Den nye kommunegrænse blev trukket efter princippet mest jord og færrest arabere. Man eksproprierede mange landsbyers jord, men holdt selve landsbyen udenfor. De 17 nye israelske forstæder er i princippet illegale bosættelser, som f.eks. Har Gilo og Har Homa syd for Jerusalem samt French Hill og Pisgat Zeev mod nord. I alt bor der cirka israelere i disse nye forstæder. Til sammenligning tjener, at der i de seneste 45 år kun er givet tilladelse til oprettelse af tre nye Jerusalem_3korr.indd /02/

132 grænsen arabiske forstæder. Kommunen bruger byplanlægning i kampen for at bevare det jødiske flertal i Jerusalem. israelsk chikane Strategien fremgår af en rapport fra Planlægnings- og Byggekomiteen for Jerusalem, der blev offentliggjort i 1978 og fortsat er aktuel. Ethvert område, der ikke er befolket af jøder, er i fare for at blive løsrevet fra Israel og overladt til arabisk kontrol. Derfor skal byens jurisdiktion sikres gennem byggeri først og fremmest i de mest fjerntliggende områder, som det formuleres. Jødisk byggeri bliver således opmuntret, mens der lægges hindringer i vejen for palæstinensisk byggeri. Mens jødiske bygherrer får tilladelse til at bygge i højden, skal palæstinenserne bygge lavt. Det er vanskeligt for palæstinensere at få byggetilladelse. Den officielle forklaring er i reglen, at der endnu ikke er udviklet en lokalplan for området. Sendrægtigheden med at behandle ansøgninger om byggetilladelser har det resultat, at palæstinenserne bygger uden tilladelse. Ca. tyve tusind ulovlige huse er opført i de palæstinensiske distrikter. Det skyldes ikke kun bolignød, men er også et udtryk for palæstinensisk modstand mod besættelsen og annekteringen. I mange tilfælde bygger palæstinenserne for at forhindre israelsk ekspropriation. Kommunen har mistet kontrollen. I gennemsnit bliver der udstedt firs ordrer om nedrivning årligt. I en del tilfælde bliver de ikke iværksat, og hvor det sker, får den skadelidte finansiel kompensation fra palæstinensisk side. Ifølge Internationalt Røde Kors nedrev Jerusalems kommune 52 palæstinensiske bygninger i Østjerusalem i Den diskriminerende boligpolitik fremgår bl.a. af en beslutning truffet på et møde den 5. februar 2014 i det kommunale byplanlægningsudvalg. Her blev bevilliget 558 tilladelser til at bygge boliger i de israelske forstæder af det besatte palæstinensiske Østjerusalem, men kun 45 til bygning af boliger i de kvarterer, der er befolket af palæstinensere. Taktikken bag kommunens diskriminerende boligpolitik er at skabe så ringe boligvilkår for den palæsti- nensiske befolkning, at folk vælger at forlade byen og enten udvandre eller at flytte over grænsen til områder under det palæstinensiske selvstyre. Resultatet af den israelske boligpolitik er, at den palæstinensiske del af den forenede by er overbefolket, og at priserne på lejemål er konstant stigende. Ved udflytning risikerer de palæstinensere, der har arbejde i Jerusalem, at falde som ofre for kommunens bestræbelser på at udtynde den palæstinensiske befolkning, også kaldet etnisk udrensning. En palæstinenser, der som permanent bosiddende i det israelsk annekterede Jerusalem, har et blåt israelsk id-kort og dermed ret til alle de sociale ydelser, som israelske jøder har adgang til, risikerer at miste disse rettigheder, hvis myndighederne opdager, at han er flyttet uden for kommunen. Uanset om han fortsat passer sit arbejde i Jerusalem, risikerer han at blive slettet i folkeregistret under henvisning til, at hans tilværelses omdrejningspunkt nu ligger uden for Jerusalem. Denne israelske udtyndingspolitik rammer mellem to og tre hundrede palæstinensere årligt. Den praktiseres især, når det religiøse Shas-parti kontrollerer Indenrigsministeriet. Dets ledere anser det for deres hellige pligt at udsætte det øjeblik, hvor palæstinenserne bliver flertallet i det forenede Jerusalem, hvilket demografer anslår, vil ske i Betonmuren, der, når den er færdig, vil isolere Jerusalem fra den palæstinensiske Vestbred, har i første række et forsvarspolitisk formål, men den tjener også den demografiske strategi. Muren er cirka syv hundrede kilometer lang og løber gennem landet fra nord til syd. Størstedelen af dens forløb ligger på palæstinensisk område, altså øst for den såkaldte Grønne Linje, som angiver grænsen mellem Israel og det besatte Palæstina. Den Grønne Linje, der løber parallelt med muren, strækker sig over 350 kilometer. Muren snor sig gennem palæstinensisk område og adskiller ofte palæstinensiske landsbyer fra landmændenes jord og plantager. Cirka 8 % af Palæstinas territorium ligger vest for muren og er svært tilgængeligt for landmændene på Jerusalem_3korr.indd /02/

133 Gadesælger på Suq Khan as-zait. Kvinden her er fra Betlehem og tager derfor hjemmefra klokken 3 om morgenen for at stå i kø til kontrol ved separationsmuren. Herfra tager hun så bus nummer 21 ind til byen med sine krydderurter Kasper Bro Larsen grund af israelske sikkerhedsforanstaltninger. Ifølge officiel israelsk opfattelse er der tale om en sikkerhedsmur, hvis formål er at beskytte den israelske civilbefolkning mod terroristattentater. I den henseende har muren været effektiv, men mange kritikere mener, at der også er tale om en skjult dagsorden, der har motiveret den israelske regerings beslutning om at konstruere muren. Dens syv hundrede kilometer lange forløb angiver den tilbagefaldslinje, som den israelske regering vil vælge, såfremt forhandlingerne mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre om en fredelig løsning skulle bryde sammen. I en række tilfælde har palæstinensere i samarbejde med israelske menneskerettighedsorganisationer fået medhold af den israelske højesteret i sager anlagt mod det israelske forsvarsministerium i protest mod murens forløb. Det har tvunget ministeriet til at ændre murens forløb. Muren kan iagttages fra mange udsigtspunkter i Jerusalem. Det anbefales at tage en palæstinensisk taxa f.eks. fra Damaskusporten til landsbyen Abu Dis, hvis man er interesseret i at komme tæt på muren. Husk at forhandle om prisen med chaufføren før afgang. Visse steder, f.eks. ved flygtningebyen Shuafat, går muren inde på kommunalt område, således at byen med dens tyve tusind indbyggere ligger uden for muren, men på kommunens område. Halvdelen af indbyggerne har israelske id-kort, men kommunen betragter byen som ingenmandsland og leverer ingen sociale ydelser, hverken renovation, kloakering, politi eller brandvæsen. Østjerusalem er Jerusalem kommunes fattiggård. Heller ikke kulturelt er der så meget at se i denne del af byen, for det er begrænset, hvad Østjerusalem uden for den gamle bydel bag murene har at byde på af attraktioner for turister. Langt de fleste palæstinensiske institutioner ligger i Selvstyrets midlertidige hovedstad, Ramallah. Nævnes skal dog Rockefeller-museet for arkæologi, som man finder i Østjerusalems centrum uden for Herodesporten. Museet blev grundlagt i l938 og omfatter mange tusinde arkæologiske genstande udgravet i den britiske mandatperiode fra 1920 til Samlingen er præ Jerusalem_3korr.indd /02/

134 jødiske lever på fattigdomsgrænsen. For at citere den israelske menneskerettighedsorganisation B Tselem: Jerusalem er ikke blot et symbol, men også en levende by. Dens historie handler ikke blot om profeter og dybe sandheder, men også om systematisk diskrimination, angreb på dens palæstinensiske indbyggeres fundamentale rettigheder og om ejendomsberøvelse. Rockefeller-museet. Museet blev bygget i 1930 erne og rummer især arkæologiske genstande fundet under det britiske mandat ( ). Bygningerne er, ligesom f.eks. briternes Government House i Talpiot, et udtryk for såkaldt Mediterranean modernism en blanding af kolonialistisk magtdemonstration og orientalsk lokalkolorit. Under Seksdageskrigen indtog israelerne tårnet som udkigspost og bragte en stor samling Dødehavsruller til Israel-museet i Vestjerusalem. Tårnet i baggrunden hører i øvrigt til Hebrew University på Scopus-bjerget Søren Holst senteret kronologisk, og et af højdepunkterne er en ni tusind år gammel skulptur fra oasebyen Jeriko. Museet er åbent hele ugen på nær tirsdag og fredag, og der er gratis entre. Men fortidens skatte ændrer ikke på nutidens kritisable forhold, og værst går kommunens talrige forsømmelser ud over børnene. Den er ansvarlig for skoleapparatet i Østjerusalem. Der mangler 1100 klasseværelser. Næsten seks tusind børn får ingen undervisning, og er henvist til private skoler mod betaling. Dobbelt så mange palæstinensiske børn som Jerusalem_3korr.indd /02/

135 grænsen noter museum Rockefeller Archaelogical Museum 29 Sultan Suleiman Street 27. Åbent klokken 10-15, lørdag klokken Lukket tirsdag og fredag. Gratis adgang. Østjerusalems centrum. organisationer Breaking the Silence Israelske soldater fortæller og viser rundt i de besatte områder. Se B Tselem Den israelske menneskerettighedsorganisation (The Israel Information Center for Human Rights in the Occupied Territories). Se Institute for Palestine Studies Se NGO Den israelske NGO Ir Amim, hebraisk for Nationernes By, arrangerer informative ture gennem palæstinensisk Jerusalems grænseområder hver fredag eller efter aftale. [email protected]. Passia The Palestine Academic Society for the Study of International Affairs. Se sightseeing Alternative Tours Alternativ sightseeing finder man hos Alternative Tours i tilknytning til Jerusalem Hotel ved Nablus Road. Østjerusalems centrum. Kan kontaktes på [email protected], eller se This Week in Palestine Anbefalelsesværdigt magasin om kulturelle begivenheder, ture, forelæsninger og attraktioner i Østjerusalem og Palæstina. Magasinet kan downloades fra den tilhørende hjemmeside og er gratis på hoteller i Østjerusalem. Se Jerusalem_3korr.indd /02/

136 vide verden register Altenberg, Peter 7, 10, 85, , 113 Apfelstrudel 5, 91-92, Badeschiff 222 Beethoven 38, 73, 101, , , Belvedere 21-27, 41, 110, 115 Berg, Alban 10, , 233, 235 Bömischer Prater Brunnenmarkt Burenwurst 45, 55, 59 Burgtheater 28, 32-33, Café Central 10, 91-92, 95, 99, Café Griensteidl 7, 84, 92, 102 Café Landtmann 91-92, 124 Café Schwarzenberg 9-10, 13, 17 Debreziner Eichendorff, Joseph von 8 Frans Josef I, kejser 12, 27-28, 34, 83-84, 96, 108, 114, , , , 161, 197, 236, 244 Freud, Sigmund 8, 10, 13, 15, 22, 34, 83-85, 87-88, 90-92, 107, 189, 202, 216 Freud, Sigmund, Museum 88-89, 98 Hansen, Theophilus 28, 31, 83, 85, 101, 110, 117, 189, 194, , 247 Heiligenstadt 37, Heldendenkmal der Roten Armee 27 Herzelgruft 69 Heuriger 21, 39, 64, 124, , 241 Himlen/Der Himmel Hitler, Adolf 13, 15, 27, 30, 91, 113, 150, 189, , , , 265 Hochstrallbrunnen 27 Hofmannsthal, Hugo von 6-7, 10, 13, 16, 82, 113 Josephinum 77, 157 Kaisergruft 69, 72, 75, indsæt ny tekst Karl-Marx-Hof , , , 264 Kärntner Ring 9, 239 Käsekrainer 48, 55, 56 Klimt, Gustav 7, 22-25, 30, 32-33, 95-96, 101 Kunsthistorisches Museum 11, 29 Laaer Wald Lainzer Tiergarten Lasallehof Leberkäse 51, 57 Lobau Mach, Ernst 83-85, Mahler, Gustav 6, 10, 13-14, 99, 107, 189, 233, 235, , 248 Michaelergruft Mozart 8, 29, 67, 71, 73, 141, , Musikverein, Wiener 6, 28, 31, , , 239 Musil, Robert 11, 87, 96 Narrenturm 10, Naschmarkt 11, 60, 106, 117, 121, 133, Nationalbiblioteket 8, 30, 31, 156 Naturhistorisches Museum 11, 29 Nestroy, Nepomuk 66, 73 Polgar, Alfred 7, 13, Raimund, Ferdinand 66, 175 Rilke, Rainer Maria 6-7, 16, 82 Ringstrasse/Ringen/ Ringgaden 9, 14, 17, 27-28, 33-36, 83-84, 91-92, 95, 105, 114, 124, 165, , , 199, 205, 239, 254 Roth, Joseph 13-16, 107 Sachertorte 5, 92, Schiele, Egon 7, 22-25, 30, 189 Schlagobers 5, Schnitzler, Arthur 7, 13, 85-88, 90-91, 98-99, 113 Schönberg, Arnold 10, 13, 82, 100, 233, 235, 247 Schubert, Franz Sisi (kejserinde Elisabeth) 12, Spittelberg Staatsoper 10, 13, 17, 28-29, 34, 56, 58, 195, Strauss, Johan (den ældre og den yngre) 6, 247 Strauss, Richard 6-7, Jerusalem_3korr.indd /02/

137 vide verden Therme Wien Tröpferlbad 224 Waldviertler 49 Webern, Anton von 10, 13, 100, 259 Wienerlieder Wiener Philharmonikerne 14, Wiener Schmäh 43 Wienerschnitzel 5, 9, 18, 106, 127, 131, Wittgenstein 10, 14, 84, 85, Wolf, Hugo 6, 248 Zweig, Stefan 13, 113, 126, 189 indsæt ny tekst Jerusalem_3korr.indd /02/

138 noter Numrene i sort henviser til seværdigheder Numrene i grøn henviser til barer, restauranter, spisesteder, cafeer og lignende sporet, noter s Karl-Marx-Hof 2 Beethoven Wohnung Heiligenstadt 3 Hundertwasserhaus 4 Müllverbrennungsanlage Spittelau 5 21er Haus 6 Kunsthaus Wien 7 Leopold Museum 8 Österreichische Galerie Belvedere 9 Belvedere 1 Gasthaus Zum Renner 2 Mayer am Pfarrplatz 3 Schübel-Auer 4 Steinschaden pølseboderne, noter s Artur 6 Bitzinger 7 Irisgasse 8 Naschmarkt 9 Währinger Straße 10 Weiskirchnerstraße 10 Wiener Würstel 12 Würstelstand Am Hohen Markt 13 Bei der Lerchenfelder Kirche 14 Bitzinger (Prater) 15 DONAU indsæt ny tekst 16 Heisse am Gürtel 17 Rudy s Imbiss 18 Taborstraße 19 Würstelstand Leo 20 Bermudabräu, Krah Krah & Zum Kuchldragoner 21 Zum Kuchldragoner 22 B72 23 Babu 24 Gürtelbräu 25 Rhiz døden, noter s Bestattungsmuseum Wien & Zentralfriedhof 11 Augustinerkirche & Herzgruft 12 Jødisk begravelsesplads 13 Kaisergruft 14 Michaelergruft 15 Sankt Marxer Friedhof 16 Narrenturm 17 Josephinum 18 Baumgartner Höhe 19 Theater in der Josefstadt 26 Heuriger Hans Maly 27 Heurigen Hengl-Haselbrunner 28 Cafe Prückel wienerjeg er, noter s Arthur Schnitzlers hus 21 Haus Wittgenstein 22 Loos-Haus 23 Otto Wagners pavilloner 24 Wiener Musikverein 25 Wiener Secession 26 Albertina 27 Filmmuseum 28 MuMok Jerusalem_3korr.indd /02/

139 29 Sigmund Freud Museum 30 Türkenschanzpark 31 Deutsches Volkstheater 32 Universität Wien 29 Café Bräunerhof 30 Café Central 31 Café Griensteidl 32 Café Landtmann 33 Café Museum 34 Café Schwarzenberg multikulti, noter s Museum Judenplatz 34 Jüdisches Museum Dorotheergasse 35 Kirche am Hof 36 Kirche der Heiligen Dreifaltigkeit 37 Stephansdom 38 Brunnenmarkt 39 Naschmarkt 40 Viktor-Adler-Markt 41 Heeresgeschichtliches Museum 42 Wien Museum 43 Hofburg & Spanische Hofreitschule 44 Palais Esterházy 45 Burgtheater 46 Kahlenberg wienerkøkkenet, noter s Dino s American Bar 36 Loos American Bar 37 Spirito Santo 38 10er Marie 39 Zawodsky 40 Aïda 41 Café Diglas 42 Café Hummel indsæt ny tekst 43 Demel 44 Café Weidinger 45 Hotel Sacher & Restaurant Rote Bar 46 Alt Wiener Gastwirtschaft Schilling 47 Augustinerkeller 48 Karl Kolarik s Schweizerhaus 49 Kim Kocht 50 Plachutta 51 Plachuttas Gasthaus zur Oper 52 Restaurant Wiener 53 Skopik & Lohn 54 Steirereck habsburgerne, noter s Hofburgkapelle 48 Hofmobiliendepot 49 Neue Burg 50 Schönbrunn kreativitet, noter s Filmcasino 52 Chocolaterie Pâtisserie Fruth 53 Anna Stein 54 das möbel 55 Gabarage 56 art point 57 Das Studio 58 Dirndlherz 59 Dörte Kaufmann, Mein Design, Näherei Apfel, Henzls Ernte & Schubert Sterbewohnung 60 Frauenzimmer & Männersache 61 GEA, Lila & ulliko 62 Glanz & Gloria 63 Ina Kent, useabrand & Wiener Unart 64 Kingpin 65 Kleidermacherei und Zentralwerkstatt Jerusalem_3korr.indd /02/

140 vide verden 66 Le Miroir 67 Milch 55 Henzls Ernte 56 Europa 57 Phil 58 Tanzcafé Jenseits hitler, noter s Felberstraße Herberg for hjemløse 70 Mandehjemmet 71 Sechshauserstraße Simon-Denk-Gasse Stumpergasse Akademie der bildenden Künste Wien 75 Haus-des-Meeres 76 Josef Stalin 77 Lev Trotskij 78 Synagogen 59 TWalch indsæt ny tekst 87 Mozarthaus 88 Schubert Geburtshaus 89 Schönberg 90 Theater an der Wien 91 Wiener Konzerthaus 92 Wiener Staatsoper 93 Haus der Musik socialisme, noter s Engelshof (Wohnhausanlage Friedrich-Engels-Platz) 95 Winarskyhof 96 Stalin-mindesmærke erholung, noter s Amalienbad 80 Badeschiff 81 Jörgerbad 82 Krapfenwaldlbad 60 Café Restaurant Cobenzl 62 Häuserl am Himmel 63 Oktagon am Himmel 64 Waldgrill Cobenzl musikken, noter s Beethoven Eroicahaus 84 Beethoven Pasqualatihaus 85 Haydnhaus 86 Mahlers hjem Jerusalem_3korr.indd /02/

141 vide verden 280 Jerusalem_3korr.indd /02/