jerusalem Jerusalem_3korr.indd 1 28/02/

Transkript

1 jerusalem Jerusalem_3korr.indd 1 28/02/

2 jeru salem Eksterne redaktører Michael Bach Henriksen & Kasper Bro Larsen jerusalem vide verden Forfatterne og Aarhus Universitetsforlag 2014 Omslag og tilrettelægning, Trefold Bogen er sat med Swift og trykt hos Narayana Press, Gylling Printed in Denmark 2014 ISBN Aarhus Universitetsforlag Jerusalem_3korr.indd /02/

3 vide verden jerusalem utopi eller rå realitet Jerusalem er et konkret sted på jorden, men også en by, mange har knyttet drømme og forventninger til. En by i himlen er den blevet kaldt. Jerusalem lever i mange menneskers bevidsthed, uden at de nogensinde har boet i den, endsige besøgt den. Det gælder næppe mange andre byer i verden. Jerusalem findes som mental tilstand, men den er også en realitet i Mellemøsten som hovedstad i Israel, der mod nord grænser op til Libanon, mod øst til Syrien og Jordan og mod sydvest til Egypten. Jerusalem er et politisk brændpunkt. Blod og tårer knytter sig til byen. Meget er både smukt og fascinerende, men byen er også vigtig at konfrontere sig med i et forsøg på at forstå de dybe konflikter i Mellempia tafdrup Jeg debuterede med Når der går hul på en engel i 1981 og har udgivet 15 digtsamlinger, senest Salamandersol i Desuden har jeg udgivet to romaner, en poetik og to skuespil. I poetikken fra 1991 skrev jeg bl.a. om identitet og nævnte for første gang min jødiske baggrund: Jeg er digter, kvinde, jøde, dansk. Rækkefølgen er vilkårlig, jeg er det hele på én gang, men sproget kan kun angive rækkefølge, ikke simultanitet. Herefter fulgte tre digte i Krystalskoven fra 1992, der berørte en jødisk tematik. Det, jeg havde lagt låg på, dukkede af sig selv op i mine tekster. Den franske digter Arthur Rimbaud siger: Det er forkert at sige: Jeg tænker: Det skulle hedde: Jeg bliver tænkt. Jeg tog derfor konsekvensen og rejste til Jerusalem for at konfrontere mig med den side, jeg ikke anede, hvordan jeg skulle forholde mig til, fordi jeg er døbt og vokset op i en kristen kultur. Det blev dengang til to voldsomme møder, der ændrede mit liv og resulterede i bogen Territorialsang. En Jerusalemkomposition. Jeg kom til Jerusalem fra en dansk baggrund med det danske sprog i bagagen. Det var på dansk, Jerusalem skulle indfanges som by, som mental tilstand, som historisk og mytisk sted. Og det var til Danmark, jeg skulle vende hjem. Min første rejse fandt sted fra sidst i august til sidst i september 1992, den anden i maj måned Jeg ville ikke blot være turist, det var mit ønske at bo og arbejde i byen. Efter min anden rejse til Jerusalem kunne jeg imidlertid ikke tage tilbage til Fyn. Jeg tog derfor ind til mit arbejdsværelse i Zinnsgade i København. Da jeg gik omkring i kvarteret der, havde jeg en euforisk følelse af ikke at kunne sætte mine ben på fortovet. Jeg svævede nærmest over det og vidste, at noget nyt skulle ske. Jerusalem havde været en vigtig katalysator for mig til at tænke mit liv igennem. Jeg havde i min bevidsthed ved mødet med byen flyttet mig så meget, at jeg måtte tage konsekvensen og skifte bopæl. Rent fysisk kunne jeg umuligt komme tilbage til mit udgangspunkt. På bare en time skaffede jeg den lejlighed i København, hvor jeg nu bor. 4 5 Jerusalem_3korr.indd /02/

4 intro østen. For mig blev den desuden et afsæt til at tænke over, hvordan jeg skulle forholde mig som dansker til at have en jødisk baggrund, til den kendsgerning at have jødiske forældre, der som unge under Anden Verdenskrig var tvunget til at påtage sig identiteten som flygtninge og opholde sig i Sverige fra oktober 1943 til maj År, der mærkede deres erindring for livstid. Jerusalem er en by bygget i Judæaørkenen. Den er hele fem tusind år gammel og højhellig for tre store religioner: den jødiske, den kristne og den muslimske. I ca. tre tusind år har det været den hellige by for jøderne, i ca år for de kristne og i mere end 1300 år den tredjehelligste for muslimerne efter Mekka og Medina. Den gamle bydel består af fire kvarterer: Det kristne, det armenske, det jødiske og det arabiske, de ligger som fire kamre i et hjerte, både forenet og adskilt. Eller man kunne sige, at folk bor side om side i kvarterer, der ikke er mere adskilt end klædestykker, som en søm går igennem. Byen udgøres ganske enkelt af disse tæt forbundne, men separate dele. Fortid og nutid er på én gang til stede i Jerusalem. Montrerne på museerne rummer genstande, der stammer tilbage fra langt før vores tidsregning: sten fra altre til ofring, drikkekar, lerkrukker til at begrave fostre eller nyfødte, der døde. I byen er der adskillige steder indlagt tykt glas i gaderne, så man fra et nutidigt perspektiv, med udsyn til skrald, vasketøj og myldrende børn, får et flere meter svimlende dybt kig vertikalt ned til ruiner af forhistoriske bygninger og gader. I Jerusalem blev det jødiske tempel bygget, den vigtigste helligdom i landet i antikken, Guds opholdssted på jorden ifølge klassisk jødisk tankegang. Jesus blev korsfæstet i Jerusalem, og herfra steg Muhammed op gennem de syv himle. Den religiøse mangfoldighed i Jerusalem betyder desværre også, at mange fjender er samlet på ét sted. I luften rivaliserer minareter med synagoger og kirketårne, på jorden ses mure med pigtråd og glasskår, der ikke ligefrem indbyder til passage. Byen kan betragtes som ét stort bedehus, hvor hver religion synger med sit næb i et undertiden temmelig blodigt opgør om territorier i Israel: Vestbredden, Gaza og Golan. Paragraffer fortolkes meget forskelligt. Israelere bosætter sig i områder, som blev erobret i Seksdageskrigen i 1967, og områder i det indre Jerusalem ændrer på forskellig vis karakter. Jøder flytter ind i muslimske kvarterer i den østlige del, og muslimer benytter gamle synagoger til boliger. Religionerne besætter hinandens steder med deres liv, deres sange og overtager fremmede områder indefra. I Jerusalem høres dundrende kirkeklokker blande sig med metalliske stemmer fra båndoptagere i minareter, der elektronisk kalder til bøn. Endelig findes der en voksende gruppe mennesker i byen, der bander højlydt over alle de religiøse: Bloody religions! De religiøse og mentale frontdannelser er uoverskuelige, men mange lever med forskellene uden at se det store drama. Som en chauffør sagde: Vi kysser ikke hinanden, men vi arbejder sammen og understregede, at intifadaen, som foregik dengang, kun skyldes få.... Hver religion beder under sit tag kuplet, spidst eller teltformet men bønnerne stiger mod den samme himmel hvor fugle sværmer i zenit. Fuglene spiller en rolle i flere digte i min bog Territorialsang, som jeg under begge besøg i Jerusalem skrev på. Titlen er hentet fra fugleverdenen. Biologisk set synger fugle af instinkt. Sangen knytter sig til deres adfærd, som regel med en dobbeltfunktion: at bortskræmme fremmede hanner fra et territorium og for at lokke uparrede hunner til området. Dvs., at sangen ikke er ensidigt truende, men også lokkende og kaldende. Territorialsangen er forskellig fra fugl til fugl, men fælles er det, at fuglene vogter over deres territorium. Når jeg kalder digte, der tematiserer Jerusalem, Territorialsang, er koblingen til den politiske og religiøse verden ikke tilfældig. Territorial er i sig selv et stærkt ladet ord. Samme rytmer og lyde gentages i det uendelige i fugles territorialsang med forskellige raffinementer fra art til art. I billedlig forstand er det også de samme 6 7 Jerusalem_3korr.indd /02/

5 intro problemer, man i Israel gentager og strides om. Fra slutningen af det 19. århundrede er mange jøder på grund af antisemitisme emigreret til Palæstina. Fra vidt forskellige lande er de kommet, fordi de som jøder følte sig forfulgt eller chikaneret i deres hjemland. Stort indtryk gjorde en meget gammel mand, som jeg talte med på et bibliotek, hvor han kom hver dag. Han var specialist i russisk tundra og havde af gode grunde aldrig fundet arbejde i Israel, men for sin sikkerheds skyld havde han slået sig ned der. Oprettelsen af en jødisk stat blev først en kendsgerning efter Holocaust. Våben og metoder har skiftet undervejs, men siden jøderne efter Anden Verdenskrig ved FN s beslutning fik tildelt Israel har der været konflikter mellem jøder og palæstinensere. Af gode grunde betragter palæstinenserne lige så vel Jerusalem som deres hovedstad. Men Jerusalem er udelelig for både jøder og muslimer. Af alle de hellige steder i Jerusalem er Tempelbjerget i den gamle bydel den mest bemærkelsesværdige, hvor Klippehelligdommen og al-aqsa-moskeen er bygget oven på den tidligere old-israelitiske helligdom, templet, der ifølge Bibelen blev opført af kong Salomo i det 10. århundrede f.kr. Her i det allerhelligste stod Pagtens Ark, der ud fra overleveringen rummede stentavlerne med de ti bud, som Moses fik af Gud på Sinaibjerget. I dag er Vestmuren, også kaldet Grædemuren eller Klagemuren, eneste levn fra Det Andet Tempel, som blev bygget omkring 520 f.kr., renoveret og ombygget af Herodes den Store og ødelagt år 70 e.kr. under den jødisk-romerske krig med Titus som hærfører. Det er her, jøderne beder og stikker små sammenrullede sedler med bønner ind i sprækkerne, mens soldater med maskinpistoler vogter. Et uvant syn for mig, da jeg kom første gang, men en del af gadebilledet for indbyggerne. Den ventede Messias skal først over en muslimsk kirkegård for at komme den forudsagte vej. Og ikke langt fra denne mur ligger Via Dolorosa, ad hvilken Jesus bar korset frem til klippen, hvor Gravkirken er bygget. En kaotisk kirke, hvor de forskellige retninger inden for kristendommen strides og beder under samme tag. På hebraisk betyder Knesset forsamling. Det er navnet på parlamentet, der har eksisteret siden Regeringen har med Knesset-bygningen fra 1966 haft sit hovedsæde i Kiryat Ben-Gurion, en af de nyere bydele i Jerusalem. Her i parlamentet tages de politiske beslutninger, der influerer konkret på dagligdagen og påvirker atmosfæren. F.eks. kom jeg under hedebølgen i begyndelsen af mit første besøg til nogle huse i den arabiske bydel, hvor jødiske familier netop var flyttet ind, fordi den israelske stat havde udnyttet en ellers sjældent brugt lov. Det krævede mere politibeskyttelse, men det var, hvad disse jøder ønskede. Aftentemperaturen var på 33 grader, men jeg oplevede den som 43 på grund af den tilspidsede situation. På sin vis har én lang krig udspillet sig siden den 14. maj 1948, hvor Israel erklærede sin uafhængighed. Ikke bestandigt åbne kampe, men en egentlig fred er ikke sluttet, siden staten Israel blev proklameret. Krigstilstanden er kun afløst af få pauser med fred. Én lang territorialsang har således lydt, for problemerne er stadig ikke klaret, skønt mulighederne for en tostatsløsning med mellemrum drøftes. Indtil videre er alle initiativer til fredsforhandlinger dog endt i politisk hårdknude. De tre store religioner samlet i Jerusalem skaber en fanatisme og galskab, der kan være svær at forestille sig. Situationen under mine besøg var indimellem så anstrengt, at jeg åndede lettet op, når jeg efter en dags vandring kom tilbage og lukkede døren efter mig. Det var ikke tyveri og voldtægt, man skulle frygte, det var overlagt mord. Hvornår en bombe blev sprængt i en bus, på en café eller et marked, eller en fanatiker gik amok, kunne umuligt forudsiges. Pludselig sendtes en spytklat af vrede gennem luften, eller en flaske blev kastet og splintrede, så den ramte menneskene omkring. Hvordan det er at leve i den fjendtlige atmosfære permanent, kan man som besøgende kun gisne om. Efter endt skolegang tog de jødiske elever varmt afsked med hinanden, for ingen vidste, hvem der 8 9 Jerusalem_3korr.indd /02/

6 intro overlevede militærtjenesten, som forskelligt fra vores forhold er obligatorisk for begge køn. De sagde: Vi ses i ungdomslandsbyen. Ungdomslandsbyen udgør den del af gravpladsen, hvor unge, der falder som soldater, bliver begravet. Med andre ord: Gruppen ses der igen, når den første af kammeraterne er faldet. Jerusalem består af mange sektioner. Jeg genså kort byen for få år siden, og da havde de ultra-ortodokse jøder opkøbt huse mange andre steder i byen end i bydelen Mea Shearim, hvor de ellers er kendt for at holde til, og bosættelserne var påfaldende udvidet. Jerusalem er således mange byer på én gang, skillelinjerne går på kryds og tværs religiøst, politisk og socialt. Ingen anden by forener folk som Jerusalem, og ingen anden splitter mere. Små og store sammenstød finder sted. Kørte jeg uden for Jerusalem, lærte jeg allerede under mit første besøg at tage sikkerhedsselen af, når jeg kom gennem arabiske landsbyer for at kunne springe hurtigt ud, hvis bilen på grund af en kastet molotovcocktail skulle bryde i brand. I og omkring Jerusalem gælder det om at holde øjne og ører åbne, når man bevæger sig rundt, og vedvarende orientere sig om skiftende politiske situationer. Selv bliver jeg imidlertid også tjekket, når jeg som kvinde går omkring alene, af både politi og militær eller tilbudt et lift. Hvor kommer jeg fra? (Danmark). Hvad vil jeg? (Skrive digte). Hvor skal jeg hen? (Ingen steder, jeg bor i en bog). Man kan orientere sig om Jerusalems historie, men ikke på forhånd forestille sig nutiden og slet ikke efter den første intifada. Det er umuligt at forberede sig på det uforudsigelige, men man kan i det mindste lære at være mere på vagt. Jeg havde mange overvejelser om, hvordan jeg skulle skildre skønheden med frygtens grammatik indbygget i digtene, for dobbeltheden er symptomatisk. Jerusalem er ikke mit sted forstået på den måde, at jeg ingen familie har der, og jeg kendte ingen, da jeg tog dertil, men det blev et vigtigt led i min identitetsforståelse at rejse til Jerusalem for at reflektere over livsbetingelser, og hvordan jeg skulle forholde mig til mine jødiske rødder. Da krigen og dermed flygtningeårene var ovre, og mine forældre i deres udlængselstrang havde truffet hinanden i London, gjaldt det for dem om at bygge en tilværelse op i Danmark igen. Det eneste, de ønskede sig, var at have lov til at leve som ganske almindelige danskere og ikke at skulle forfølges mere. Ligeledes gjorde de efter krigen alt for ikke at fastholde sig selv i den traumatiske situation, en flugt udløser:... I mørket bag en luge til fiskegrej min far og hans familie i en kutter over Sundet til Sverige På bunden af en anden båd min morfar og på en hylde i maskinrummet min mor og hendes mor Inspirationen til digtet Horisont kom i toget hjem fra Berlin sidst i november 1993, hvor jeg havde gået omkring på den jødiske gravplads og læst Nelly Sachs. Jeg nævner her for første gang i mit forfatterskab min families flugt til Sverige. Mine forældres liv i et andet land hører ikke blot til deres verden, også til min. De blev naturligvis præget af disse år, men deres frygt har også kastet en skygge ind i mit liv. Mine forældre var næppe undtagelser ved at tale både lidt og underforstået om det jødiske. Jeg var som mine søskende blevet døbt, for at vi skulle undgå samme skæbne som dem under krigen. Men min far, der var døbt, havde ikke desto mindre som min mor også været tvunget til at flygte, eftersom han havde en jødisk mor. Selv forsøgte jeg at skubbe tankerne til side i mange år, for hvad skulle jeg stille op med dem, når jeg havde så ringe indsigt i jødisk historie og kultur? Fyrre år gik der, før jeg for alvor begyndte at tænke over min jødiske baggrund. Problemstillingen kom først frem i 1991, da jeg skrev om begrebet identitet i poetikken Over vandet går jeg. Skitse til en poetik. Året efter strejfede jeg samme tanke i Krystalskoven. Overvejelserne over det jødiske begyndte at dukke op Jerusalem_3korr.indd /02/

7 intro i mine tekster og krævede, at jeg konfronterede mig med problematikken. Ordene pegede tilbage på mig. Forlangte noget af mig. Eftersom min familie havde en klar erindring om besættelsen og flugten til Sverige, har jeg levet med disse erfaringer og er en slags andenhåndsvidne til det, der skete for mine forældre og mange andre danske jøder. Der findes begivenheder, der ikke må glemmes, hvilket også var en del af grunden for mig til at tage til Jerusalem. Jeg forventede at komme til et sted, hvor åndelige værdier var i højsædet, men det, der mødte mig, da jeg i starten af 90 erne rejste dertil, var en by overvåget af militær, soldater i gaderne udstyret med M-16-automatrifler eller Uzi-maskinpistoler. De første dage led jeg af regulær dødsangst, fordi jeg fornemmede spændingerne så stærkt, at jeg knap kunne trække vejret. Men jeg var også bange, fordi jeg følte mig sært frygtløs og ville skaffe mig viden om noget af alt det, jeg ikke kendte til. Nej, det var ikke de åndelige værdier, der dominerede. Det, jeg hørte, var ord som fraværsidentitet, byggeboom og massedeportation. Alle de forestillinger, jeg gennem årene havde dannet om Jerusalem, krakelerede brat ved synet af de konkrete steder:... At lade pupillen rammes af sol og snerpe sig ind til et stik Synke ned bag det navngivne og genkalde sig sine egne billeder anderledes ophøjede end en tilfældig sten udråbt som Jesus salvelsessten Betragte Getsemane Have som et endeløst sted uden vandslange og efterladte haveredskaber mellem roser og liljer, tagetes og pelargonier Opgive forestillingen om en spalte i klippevæggen som det sted, hvor Golgatabjerget revnede som en tand eller mærkerne i klippen i Himmelfartskapellet som Jesus fodaftryk næsten udvisket af kys Det er besynderligt at opleve steder, man forinden har dannet sig egne billeder af. Hvem tænker på, at der ligger en haveslange og haveredskaber i Getsemane Have, hvor Jesus opholdt sig aftenen før sin korsfæstelse ifølge Det Nye Testamente? At haven neden for Olie- bjerget ikke er ret stor? Men tankevækkende er det at se de næsten tusindårige, skyggefulde oliventræer, der vokser her, og som har været vidne til vigtige begivenheder, der danner baggrund for vores bevidsthed i dag. Jerusalem forekom mig fremmed, men jeg kunne skrive om den, fordi jeg som besøgende var involveret på en anden måde end indbyggerne. Netop på grund af distancen kunne jeg skrive. Havde jeg været en del af byen, ville det have været uoverskueligt, jeg ville have været absorberet af den eller for nærsynet til at danne mig et overblik. Jerusalem udgør et evigt spændingsfelt. Europas hjerte har Milan Kundera kaldt byen, men Jerusalem er ikke et symbol, den er sig selv og intet andet. Digtene i Territorialsang er implicit baseret på religionskrig, det vanvid, der resulterer i udrensninger, forfølgelser etc., men eksplicit på mit møde med Jerusalem og den skønhed, der findes midt i kaos. F.eks. er Jerusalems arkitektur overraskende. Som kun få af de byer, jeg har set, har den gennemgående en kvindelig arkitektur præget af yndefulde buer, tragter og arkader. Byen betager ligeledes, fordi husene er bygget af samme, allestedsnærværende stenart. I stærkt sollys forekommer Jerusalem hvid. Det er et særlig kompromisløst lys, der springer ud af murene midt på dagen. Benhvidt og blændende kan skæret være. Når lyset er knap så skarpt, ændrer byen imidlertid farve. Kalkstenen fra bjerget optræder nu i gule, rosa og beige nuancer, og i solnedgangslyset tændes Jerusalem i honninggyldne, eventyrlige farver. I forstæderne glider husene kamæleonagtigt sammen med ørkenfarverne. En stor stilhed kan sænke sig over byen i ørknen den time. Op til Jerusalem, siger man med en vis dobbeltbetydning, og rent fysisk bevæger man sig opad for at komme til den, mens man passerer klipper, figentræer, oliventræer, pinjer, kaktusser, blomster i et sandt farveorgie, flokke af får, hvis nuancer i pelsen glider i ét med jord og klipper. Det er overvældende, at en by kan skyde op af et bjerg i ørknen, hvad den kun kan, fordi der findes vand i undergrunden: Jerusalem_3korr.indd /02/

8 intro... Stille står luften mellem gravene på hvilke sten blomstrer evigt for de døde Lovet være sandhedens dommer Stille som i Jerusalems dyb, hvor vandet drypper i de mere end totusindårige cisterner ekko af sjæle, der endnu våger Hver dråbe falder med sit smæld én stavelse, som i ordet død. For mig er det ikke afgørende at få udpeget et bestemt sted eller en særlig sten som hellig. Om det var det ene eller andet sted, en begivenhed udspandt sig, vides alligevel ikke med sikkerhed. Men landskabet er gribende. Ørkenen og de frugtbare dale lever, hvis man kender bare lidt til de bibelske fortællinger. Selv mine drømme blev påvirket af landskabet omkring Jerusalem. I dagtimerne lyder et mylder af stemmer i Jerusalem. Det mangfoldige og det modstridende eksisterer side om side. En mosaik af kulturer. En rigdom eller en katastrofe? Duftene er mange og stærke, lige fra de eksotiske krydderier i basarerne til parfumer og lugte af nyslagtet fjerkræ eller muldæslernes gødning i gaderne. Visse øjeblikke dvælede jeg ved det betagende i Jerusalem, andre ved, at byen var ren turbulens. Ingen anden by kan på så kort tid skifte atmosfære og få jorden til at brænde under fødderne. Der strømmer fortsat immigranter til Jerusalem. En del af de mennesker, der opsøger byen, forveksler sig selv med profeter, og det påvirker stemningen i gaderne. Ikke så få væltes omkuld af den psykiske tilstand, man har kaldt Jerusalem-syndromet, en religiøst funderet psykose. At give navn til en mental lidelse er noget, der kun er få byer beskåret. Jerusalem-syndromet rammer især religiøse fanatikere med forestillinger, der umuligt lader sig indfri i mødet med kendsgerninger, der hører stedet til. Forventning og rå realitet kolliderer her. Drøm og virkelighed. Vanviddet og afsindigheden trives i mange stadier og tilmed meget synligt i en by, hvor man lever udendørs fra morgen til aften. Nogle forholder sig til det himmelske Jerusalem, andre til det jordiske. Heavenly and earthly Jerusalem call out to each other and the poet is caught in their crossfire, skriver digteren Gabriel Levin, der selv bor i byen. Rejserne til Jerusalem har givet mig indsigt i, at krig i dag er så avanceret, at den kun har tabere. Fred koster noget, nemlig at land afgives. Jøder kommer til at trække sig fra visse bosættelser, for at palæstinensere kan få deres områder. Fred indebærer, at jøder og palæstinensere skal samarbejde. Så enkelt og så vanskeligt er det. På rejserne indså jeg, at identitet ikke ligger fast, den må bestandig tilkæmpes eller generobres. Som dansk jøde er omstændighederne komplicerede. Jeg skal leve i det konstante spændingsfelt. Det er præmisserne. At være jøde er at have del i en kollektiv historisk erfaring, der rummer jødernes skæbne så langt tilbage, den er beskrevet. Det er også at leve i en evig udsathed og med nye bølger af antisemitisme, som når højreekstremistiske kræfter de seneste år igen har vendt sig mod både jøder, romaer og homoseksuelle i Europa. En dansk jødisk identitet er en kompleks identitet, der bl.a. indebærer, at man ikke kan slække på kravene til sig selv, fordi man undertiden åbenlyst bedømmes anderledes, andre gange skjult, skønt det benægtes, eller det sker ubevidst. Man må vedvarende kvalificere sig, være i bevægelse, leve med en særlig opmærksomhedsgrad. Være lysvågen. Jeg har fået det danske sprog og den danske kultur i vuggegave. Det er den kultur, jeg holder af, og hvis rødder jeg kender til. Desuden værdsætter jeg og føler mig langt hen forbundet med europæisk åndsliv, mens det jødiske hos mig snarere ligger latent. Intet var mere helt det samme efter mine rejser til Jerusalem. Sådan var det kort og godt. Jerusalem er et kraftcentrum, noget sker med én, når man har været i den by. Man kan komme med hvilken som helst baggrund for at opleve en forvandling sætte ind. I mit liv fik mødet med Jerusalem ikke mindst eksistentiel betydning. Jerusalem er på alle måder uforudsigelighedens by Jerusalem_3korr.indd /02/

9 vide verden pilgrimsgang palmesøndagsvejen og via dolorosa kasper bro larsen Jeg vender altid hjem med Jerusalem-syndrom. Altså af den type, hvor man i ugevis sidder til langt ud på natten med en stak bøger og googler alle de steder og mennesker, man har mødt. Byen er semantisk overdetermineret. Hver sten og hvert skridt er ladet med betydning som vandrede man mellem bogstaverne i en gigantisk bibel. Mit eget hjem er den diametrale modsætning: et vindblæst nybyggerkvarter kun med de ulideligt lette historier, vi selv skaber. Om der dog bare fandtes et enkelt træ, der var ældre end mig! Jeg drages til Jerusalem af dens hellige, historiske tyngde. Og jeg frastødes i min indre protestant, som fortæller mig, at det eneste helligsted er hverdagens her og nu, og at de helligste sakramenter består i at tørre børnene om næsen, kysse sin hustru og passe sit arbejde. For mig gælder det, at jeg arbejder som lektor i Det Nye Testamente og tidlig kristendom på Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet. Udsigten fra Oliebjerget ned over den hellige stad er ikonisk. Særligt betagende er den om morgenen, når solen er i ryggen. Byen lyser hvid og gylden, og de tre abrahamitiske religioner tilbyder sig med hver sit hvælvede gudshus: den muslimske Klippehelligdom på Tempelpladsen, den nyligt genopbyggede Hurva-synagoge i det jødiske kvarter og Gravkirken i det kristne kvarter. Her fra Oliebjerget har erobrere gennem tiden set byen an: fra Nebukadnesar over Titus og Saladin til Moshe Dayan. Og her er fortidens pilgrimme ankommet lettede efter den lange opstigning fra Jordandalen og gennem ørkenen for at overvældes af det første vue over valfartens hellige mål. Oliebjerget danner udgangspunkt for den følgende vandring ad to klassiske, kristne pilgrimsruter i Jerusalem. Den første, Palmesøndagsvejen, markerer Jesu indtog i Jerusalem og fører fra landsbyen Betfage på den østlige bagside af bjerget, hvor Jesus ifølge evangelierne steg på æslet, videre over bakkekammen og ned til Skt. Anna-kirken i den gamle bydel. Her tager den anden rute, Via Dolorosa, over. Turen udgør et fint dagsprogram. Og den går ad trådte stier. Den er koreograferet gennem mange århundreders europæisk-kristen pilgrimsfærd og fører fra (skrift)sted til (skrift)sted i evangeliernes beretninger om Jesus med apokryfe afstikkere. En af de første, der beskrev en sådan vandring i Jerusalem, var en spansk kvinde ved navn Egeria fra slutningen af 300-tallet. Hun kunne ikke få armene ned af begejstring. In ipso loco er omkvædet i hendes itinerar eller vejviser. Det var her, det skete. Og her. Og her. Andre besøgende får som Mark Twain helligstedsforstoppelse og søger asyl på hotelværelset eller nu om dage på en espressobar i Vestjerusalem. Men det gælder om at sortere i indtrykkene, når man skal læse en by. Vores nøgle er den kristne pilgrimsfærds Jerusalem_3korr.indd /02/

10 kommer ud af Damaskusporten. Er man på Oliebjerget en palmesøndag, vil man opleve et optog med mange tusinde feststemte kristne med palmegrene. Allerede Egeria kunne berette om det. I dag leveres musikken af de arabiske spejderes sækkepibekorps et levn fra mellemkrigstiden under briterne. Deltagerantallet afhænger af, om de kristne fra Vestbredden bag den israelske seperationsbarriere har kunnet få adgang til Jerusalem til højtiden. Fra Oliebjerget kan den israelske seperationsmur ses nede i dalen mod øst. Udsigt fra Oliebjerget. Den gyldne Klippehelligdom på Tempelpladsen dominerer. Umiddelbart til venstre for helligdommen ses tårnet af den lutherske Church of the Redeemer. Bagved ses Gravkirkens grå kupler og til højre herfor det høje tårn fra den romersk-katolske St. Saviour Church Lasse B. Madsen tre store bølger, som alle typisk har aflejret sig ved helligstederne. Først selve opfindelsen af det hellige land i den kristne forestillingsverden ved den romerske kejser Konstantin den Store og byzantinerne ( ), dernæst korsfarernes erobring med det efterfølgende latinske, dvs. romersk-katolske, kongedømme ( ) og endelig de vestlige kolonimagters land rush til Jerusalem omkring Palmesøndagsvejen begynder som sagt i Betfage, men det nemmeste sted at slå ind på den er ved Fadervor-kirken, Pater Noster, og Himmelfartsmoskeen på toppen af Oliebjerget. Her manifesterer alle tre pilgrimsbølger sig nemlig tydeligt. Og her i området findes de bedste udsigtspunkter. Man ankommer lettest til Oliebjerget eller Mount of Olives, som det hedder på engelsk med taxa eller, hvis man er ved den gamle bydel, med bus nummer 75 fra den arabiske busstation, der ligger et par hundrede meter til højre, når man da staden blev hellig Vi begynder altså vandringen ved Fadervor-kirken, hvor vi træder ind. Eller det er så meget sagt, for kirken står open air uden tag. Langs siderne anes endnu fundamentet af den oprindelige kirke, Eleona-kirken, som kejser Konstantin lod bygge over hulen, hvor Jesus angiveligt havde undervist sine disciple. Den uanselige hule kan besøges under alteret. Med sådanne kirkebyggerier blev den første kristne pilgrimsbølge skubbet i gang. For det hellige land har ikke altid været helligt i kristen bevidsthed. De første kristne var utopister og kritikere af forestillingen om særligt hellige steder. Det sande Jerusalem var det himmelske Jerusalem, hvor Gud ville tørre hver tåre af deres øjne. Men fra og med 300-tallet indtraf en mentalitetshistorisk vending. Konstantin legaliserede kristendommen og begyndte at anvende den som samlende ideologi for Romerriget selv om illustrationerne på hans mønter viser, at han ikke holdt op med at betale gæld til de gamle guder. Byzans blev den nye hovedstad (nu under navnet Konstantinopel, vore dages Istanbul), og Jerusalem blev kejserens forbindelse til den bibelske fortid. Kort efter det store kirkemøde i Nikæa i 325 drog Konstantins mor, Helena, til Jerusalem, hvor hun ifølge legenderne fandt Kristi kors. Helena byggede en basilika på stedet og opførte et kapel over Jesu grav. Det gav hun navnet Anastasis, opstandelsen, hvilket kirken stadig kaldes i de ortodokse kirker. I vest hedder den Gravkirken. Helena stod også bag Fødselskirken i Betlehem og altså Eleona-kirken på Oliebjerget, hvor vi nu står. I Jerusalem_3korr.indd /02/

11 pilgrimsgang de følgende århundreder blev landet tilplastret med hundredvis af byzantinske kirker og klostre, der hver især markerede bibelske begivenheder. Og kristne pilgrimme begyndte at flokkes om landet og byen for at få del i dens storytelling. En sakral geografi blev gradvist kalkeret hen over territoriet. Det skønne Madaba-mosaikkort fra 500-tallet illustrerer sagen. Det ligger, desværre stærkt beskadiget, som kirkegulv i Jordan. På kortet anskues det hellige land som én stor bibelsk temapark på størrelse med Jylland. Når byzantinerne anlagde kirker, anede de typisk ikke, hvor de bibelske begivenheder præcis havde fundet sted. Der var trods alt gået flere hundrede år. Vi har at gøre med det, kultursociologer kalder invented traditions. Og her udbød man, hvad pilgrimmene efterspurgte. F.eks. lå der en gammel kro en dagsrejse fra Jerusalem på vejen mod Jeriko. Her lagde man en kirke og angav dermed, at netop her var stedet, hvor Lukasevangeliets barmhjertige samaritaner havde bragt voldsofret ind. Men Bibelen selv betragter det jo som en fiktiv begivenhed fra en af Jesu lignelser. Der er ikke langt til perron 9¾ på King s Cross Station i London. korsridderne som pilgrimme Den første pilgrimsbølge gjorde landet helligt i kristendommen for stedse. Men bølgen blev brudt med islams fremkomst i 600-tallet. Den anden bølge korsfarertiden var blandt meget andet et forsøg på at vinde terra sancta tilbage fra islam. Også denne bølge har sat sig spor i Jerusalem. Pave Urban II kaldte til forsvar af den hellige grav, og i 1099 erobredes Jerusalem under ledelse af Gotfred af Bouillon. Straks efter blodbadet takkede man Gud i Gravkirken. Ridderne organiserede sig i ordener, f.eks. Johanniterordenen, der drev hospital i Muristan-kvarteret ved Gravkirken, og Tempelridderordenen, som holdt til på Tempelbjerget. Her benyttede de i øvrigt Klippehelligdommen som kirke og satte et kors på toppen af den. Mon de vidste, at den er dekoreret med antikristne slogans fra Koranen? Ridderne blev tidens største rejsebureau. Og de stod Muristan-kvarteret i den gamle bydel. Flaget er ikke Dannebrog, men johanniterordenens banner, der markerer, at her lå korsfarernes hospital. I 2014 åbnes der for offentlig adgang til de udgravede hospitalshaller. I baggrunden ses Church of St. John the Baptist, Jerusalems ældste intakte kirke (fra 1000-tallet), hvorfra johanniterne tog deres navn. Billedet er taget fra tagene over suq en. Man får adgang til tagene ad jerntrappen på hjørnet af Habad Street og St. Mark Street Kasper Bro Larsen Jerusalem_3korr.indd /02/

12 pilgrimsgang for genopbygningen af Gravkirken med den grundplan og smukke facade, vi skal komme til at se nede i byen. Fadervor-kirken rummer ikke mange rester fra korsridderne, men kilderne beretter, at de byggede et kapel ved navn Pater Noster. Kapellet og omgivelserne bjergtog to danske bodspilgrimme i midten af 1100-tallet. Viborg-bispen Svend, der var med til at bygge den oprindelige Viborg Domkirke, og hans bror Eskil blev begge begravet ved kirken. At kapellet hed Pater Noster, vidner om, at man var begyndt at associere stedet med fadervorbønnen skønt det ifølge evangelierne var i Galilæa, den blev forelagt for disciplene. Her har praktiske og rituelle forhold spillet ind. For at slippe for den lange tur til Galilæa har man lige siden 300-tallet leget Galilæa flere steder på Oliebjerget og fejret begivenheder, der fandt sted dér, som f.eks. Jesu møde med Moses og Elias ( forklarelsen på bjerget ). I dag er der stadig lidt længere oppe ad vejen et græsk-ortodoks kloster ved navn Lille Galilæa. Er det imidlertid Oliebjergets korsridderlevn, vi leder efter, er det bedre at bevæge sig de 150 meter lige ud fra Fadervor-kirken og hen til den lille Himmelfartsmoske. Det ottekantede kapel med søjlerne er typisk korsfarerarkitektur og stod oprindeligt åbent uden kuppel. Man må gerne træde ind; ja, faktisk er kristne kirkesamfund velkomne til at fejre Kristi himmelfartsdag her. Moskeen er kendt for at rumme Jesu fodspor i klippen, fra da han tog afsæt til himmelfarten. Størrelse 43, vil jeg mene. kapløbet om jerusalem Tilbage i Fadervor-kirken. Kirken, som den står nu, er et nygotisk resultat af den kristne pilgrimsfærds tredje bølge. I løbet af kolonitidens sidste hundrede år blev Jerusalem nemlig genstand for noget, der kunne minde om et rumkapløb. De vestlige imperier kappedes om at plante hvert sit flag på den hellige jord, samtidig med at de store jødiske indvandringer (de såkaldte aliyah er) tog fart især fra det pogromhærgede Rusland. Det tyrkisk-muslimske osmannerrige Europas syge mand solgte jord og helligsteder til højestbydende. Med dampskib og tog ankom regenter, kendisser, filantroper, arkæologer, flygtninge og pilgrimme; og Jerusalem voksede sig ud over sine mure. Resultatet kan vi bl.a. se her på Oliebjerget. Omkring 1850 var det et goldt bjerg med gamle begravelsespladser, nedslidte ruiner og spredte olivenlunde. På fotografier dateret tyve-tredive år senere er der tale om én stor, international kirkebyggeplads. Fadervor-kirken blev indviet i 1870 som klosterkirke for karmelitternonner. I dag besøges den først og fremmest for sine kakkeltavler med fadervor på over hundrede sprog. Et udtryk for den katolske kirkes internationalisme. Prøv at finde den danske tavle. Min kollega siger, den ikke viser en gammel dansk bibeloversættelse, men en hjemmelavet. I de senere år er der kommet mange nye tavler til på udviklingslandenes forskellige sprog. De vidner om kristendommens aktuelle vandring mod syd. Nu besøges kirken af mange pilgrimsgrupper fra lande med voksende middelklasser, f.eks. Indien, Brasilien og Nigeria ofte iklædt rejseselskabets ensfarvede truckerkasketter. palmesøndagsvejen Nu har vi nøglerne og må hellere sadle apostlenes heste. Palmesøndagsvejen går ned ad Oliebjerget, imellem de jødiske gravpladser og forbi en række kirker, alle fra den tredje bølges byggeboom, typisk med rester fra byzantinerne og korsfarerne. Først støder vi på Tårekirken, også kaldet Dominus Flevit, Herren græd en efterdønning fra 1955 og dermed en af Jerusalems nyeste kirker. Det var angiveligt her, Jesus græd over Jerusalem og over templets fremtidige skæbne. Kirken er formet som en tåre af franciskanermunken Antonio Barluzzi, kaldet det hellige lands arkitekt. Sjældent har én mand fået lov til at præge sin periodes kirkebyggerier så stærkt: Fra mellemkrigstiden har vi blandt mange eksempler Church of All Nations længere nede i dalen, kirken på hyrdernes mark ved Betlehem og Saligprisningernes Kirke, Church of the Beatitudes, oven for Genesareth Sø. Barluzzi was here. Heldigvis blev et storstilet Mussolini-relateret projekt Jerusalem_3korr.indd /02/

13 de syv gyldne løgkupler. Russerne mistede i forbindelse med Krim-krigen en række helligsteder til de franskstøttede katolikker. Af den grund satsede tsaren og den russisk-ortodokse kirke i de følgende år voldsomt i pilgrimskapløbet. Pilgrimmene optrådte simpelthen som det russiske imperiums avantgarde bag osmannernes linjer. Og der kunne være op mod femten tusind russere i byen i påsken. Kirken her er bygget i 1880 erne af tsar Alexander III (svigersøn til Christian IX, Europas svigerfar ), som i høj grad brugte den russisk-ortodokse kirke som redskab til at dæmme op for de begyndende revolutionære ideer i riget. Næste stop er franciskanernes Getsemane Have med Church of All Nations, og haven med de skønne tusindårgamle oliventræer. I oktober kan man følge høsten og måske få en oliebjergsoliven med hjem. Min datter har stadig sin i en lille æske. Kirken hedder, som den gør, fordi forskellige nationer har stået for udsmykningen. Det er en Barluzzi-kirke fra 1920 erne, som er bygget lige oven på en byzantinsk kirke fra første bølge. Et vindue i gulvet afslører sågar, at de nye mosaikker følger mønstrene fra det oprindelige kirkegulv. Klippen inde i kirken markerer, hvor Jesus bad til Gud i sin dødsangst. Russiske påskepilgrimme i optog på Via Dolorosa Mai Hasager ikke til noget. De bevarede tegninger viser en gigantisk, fascistisk Gravkirke à la Albert Speers Germania Volkshalle. I Tårekirken har Barluzzi imidlertid været genial. Altertavlen er af gennemsigtigt glas. Alt andet ville nu også være dumt med den udsigt. Vandrer vi længere ned ad bjerget, kommer vi til kirker, der markerer Getsemane Have, hvor Jesus blev taget til fange skærtorsdag aften. Den første er et stykke Kreml: den russiskortokse Maria Magdalene-kirke med kedrondalen Går vi nu ned i Kedrondalen et stenkast derfra ifølge Lukasevangeliet kan vi besøge Getsemanegrotten, hvor Judas forrådte Menneskesønnen med et kys. Mere interessant er dog kryptkirken ved siden af, der markerer den relativt sene, apokryfe overlevering om Jomfru Marias, gudsmoderens, grav. Facaden ligner et stykke af Gravkirkens og hørte da også til stedets korsridderkirke fra 1100-tallet. Kirken blev græskortodoks ejendom ved det store, voldelige kup natten til palmesøndag 1757, hvor man også tog ejerskab over Gravkirken og Fødselskirken i Betlehem. Dog har andre kirkesamfund også altre her i kryptkirken og faktisk er her også en muslimsk mihrab, dvs. en bedeniche vendt mod Mekka men katolikkerne har lige siden kuppet nægtet at fejre gudstjeneste her. I stedet Jerusalem_3korr.indd /02/

14 pilgrimsgang Skt. Anna-kirken med den franske trikolore. I Jerusalem skiller end ikke franskmændene kirke og stat. Manden i midten er en russisk-ortodoks pilgrimspræst via dolorosa Inden vi kan holde middagspause, skal vi vandre et kort stykke ad Via Dolorosa (latin for den smertefulde vej). Den begynder nogle hundrede meter længere oppe ad gaden ved halvbuen, der går over vejen. I løbet af 14 stationer eller stoppesteder fører ruten os gennem Jesu lidelseshistorie langfredag, fra forhøret hos Pilatus til korsfæstelsen og gravlæggelsen. Der er tale om en katolsk meditationsserie, også kaldet Via Crucis, korsets vej, som kan findes i utallige kirker verden over. Paven leder hvert år på langfredag en tv-transfor byggede tyske benediktinermunke i begyndelsen af 1900-tallet Marias Hensovelseskirke, Dormition Abbey, på Zionbjerget. Vi vandrer nu op i den gamle bydels muslimske kvarter gennem Skt. Stefanusporten, hvor kristen tradition vil, at steningen af den første kristne martyr fandt sted. Porten kaldes også Løveporten på grund af løve- figurerne på facaden. Det var herigennem, israelske faldskærmstropper i 1967 rykkede frem for at erobre Grædemuren. Inden for porten og et stykke op ad gaden ligger der til højre først en græsk-ortodoks, dernæst en katolsk helligdom, der markerer den apokryfe overlevering om Jomfru Marias fødehjem. Skt. Anna-kirken, opkaldt efter Jomfru Marias mor, er ligesom Fadervor-kirken på Oliebjerget en af de ejendomme, franskmændene modtog af osmannerne som tak for hjælpen efter Krim-krigen. Den bestyres af De Hvide Fædre, en katolsk orden koncentreret om mission og godgørende arbejde i de tidligere franske kolonier i Afrika. Byggestilen er en ren lise for minimalistiske nordboere. Romansk arkitektur fra 1100-tallet dog med svagt spidsede vinduesbuer. Der er tale om noget af det mest velbevarede fra korsfarertiden, Jerusalem kan byde på. Sultan Saladin lod nemlig kirken stå som koranskole, jf. den bevarede arabiske indskrift over indgangen. Akustikken er fantastisk, så dagligt høres grupper af pilgrimme i spontan flerstemmig sang. Er de alle sammen i Ecco-sandaler, ved vi, hvor de kommer fra. På Skt. Anna-kirkens grund findes også en stor udgravning, som menes at rumme resterne af Bethesda Dam med de fem søjlegange. Ud over at lægge navn til utallige danske missionshuse er det stedet, hvor Jesus helbredte den lamme med det både banale og basale spørgsmål: Vil du være rask? Her slutter Palmesøndagsvejen Jerusalem_3korr.indd /02/

15 pilgrimsgang Suq Khan as-zait Street Gravkirken Etiopisk kloster 10 SLUT Det russiske Alexander-hospice 7 Al-Wad Street 6 Via Dolorosa Taniya m 3 4 Saraya 5 El-Khadiya Al-Wad Street Via Dolorosa Ecce Homobuen Lille Grædemur Suq al-qattanin 2 START 1 Tempelbjerget Christian Quarter Road Muristan Road Kort over Via Dolorosa bymuren og derfor ikke kan udelukkes at have fungeret som henrettelses- og begravelsessted. Men det er nok mere sandsynligt, at det i sin tid blev valgt af kejserinde Helena, fordi det allerede var et helligsted, nemlig for den græskromerske gudinde Afrodite. Under korsfarerne har der været konkurrerende Via Dolorosa-ruter etableret af forskellige katolske ordener, men eftersom franciskanerne i 1342 fik status som Custodia Terrae Sanctae, dvs. som vogtere af den katolske kirkes helligsteder og værter for dens pilgrimme, blev det dem, der kom til at bestemme. Franciskanerne gav Via Dolorosa sit nuværende forløb i midten af 1800-talmitteret vandring ad de 14 stationer omkring Colosseum i Rom. Lignende cyklusser findes i protestantisk sammenhæng i Kingos passionssalmer og i Bachs passionsoratorier. Og det er vel næppe meningen, at lidelsen skal dyrkes for sin egen skyld, men at man forsøger at holde fast i den store undtagelse: At nogen går i døden, for at andre kan leve. I Jerusalem går ruten fra det muslimske kvarter til det kristne kvarter med Gravkirken. Stationerne er markeret med romertal på runde metalskjold. Rutens udgangspunkt er stedet, hvor Antoniaborgen lå på Jesu tid. Her har man længe ment, at Pilatus jerusalemresidens, prætoriet, var, men i dag hælder arkæologerne til, at det snarere er identisk med Herodes gamle palads. Det lå i Øvrebyen, dvs. i det højtliggende overklassekvarter, hvor vi nu finder det armenske kvarter mellem Jaffaporten og Zionporten. Også hvad angår rutens mål, Gravkirken, er det meget usikkert, om den ligger historisk korrekt, altså hvor Jesus blev korsfæstet og begravet. Den nyeste arkæologi tyder på, at stedet, hvor Gravkirken står, på Jesu tid lå uden for Franciskanernes emblem ses overalt i det hellige land, her ved 5. station på Via Dolorosa. De to krydsede arme beskytter Golgata og tilhører henholdsvis Jesus og Frans af Assisi. Begge har stigmata i hænderne Frans fik dem pludselig i forbindelse med en vision men munken adskiller sig ved at bære en kutte med ærme. Korset er korsriddernes såkaldte Jerusalemkors med fire små kors i kvadranterne. Efter sigende skal de fem kors tilsammen symbolisere Jesu sårmærker: de fire sår på hænder og fødder samt såret fra spyddet i siden Kasper Bro Larsen Jerusalem_3korr.indd /02/

16 pilgrimsgang let altså under pilgrimsfærdens tredje bølge. Man fornemmer på rutens forløb, at det ikke altid har været lige let at få det til at gå op med de hævdvundne 14 stationer. De første to stationer tematiserer begivenheder, som fandt sted hos Pilatus i prætoriet. Den 1. station (domfældelsen) er den muslimske al-omariya-madrassa til venstre. Her gik i øvrigt en af 1980 ernes palæstinensiske topterrorister, Abu Nidal. Stationen er udgangspunkt for franciskanernes fredagsprocession langs ruten. Forrest går muslimske kavasser eller vægtere med tyrkisk fez og sølvstav efter gammel osmannisk lov. For at bane vej slår de sølvstaven i brolægningen en klikkende lyd, som før i tiden dagligt prægede byens lydbillede. Læg også mærke til døren under trappen op til skolen, velbevogtet af israelske soldater. Det er her, Vestmurstunnellen slutter: den tunnel, som israelske arkæologer gravede i forlængelse af Grædemuren, under det muslimske kvarter, og som er en stor turistattraktion særligt for jødiske pilgrimme. De israelske myndigheder ønskede oprindeligt at afslutte tunnelen i zionsøstrenes nærliggende kloster, men nonnerne sagde nej. Benjamin Netanyahu lod så i september 1996 udgangen her åbne, midt i det muslimske kvarter. Det førte til store optøjer anført af Yassir Arafat, der opfattede handlingen som israelsk kolonisering. Op mod hundrede mennesker blev dræbt. Via Dolorosa er fortsat en vej fuld af menneskelig smerte. Den 2. station ligger på vejens højre side og markerer stedet, hvor Jesus modtog korset. Bag muren befinder et franciskansk klosterkompleks sig med Piskningskirken, Church of the Flagellation, til højre, hvor Barluzzi (igen) har stået for restaureringen, og Domfældelseskirken, Church of the Condemnation, til venstre, hvor Jesus modtog sin dom, og Pilatus gav ham korset. Nogle, især katolske pilgrimme, vandrer Via Dolorosa med et stort oliventræskors på ryggen som en imitatio Christi-handling. Det er her, man kan leje dem hos en lokal muslimsk familie. Om aftenen vandrer sønnerne tilbage fra Gravkirken med korsene. Som arabiske Moses Hansen er. Men med to kors på hver skulder. Den romerske Ecce Homo-bue. Oprindeligt dannede den indgang til et romersk forum fra omkring 135 e.kr. Som billedet viser, blev buen frilagt i 1860 erne for at indgå i byggeriet af Ecce Homo-kirken. Via Dolorosa går under den store bue til højre. Prøv at træde ind i kirken fra gaden, og se, hvordan den mindre, venstre bue nu udgør kirkens apsis med alter ecce homo Vandringen videre ad Via Dolorosa fører os til Ecce Homo-buen, opkaldt efter Pilatus præsentation af Jesus for folket: Se, hvilket menneske eller Her er manden! udsagnet er flertydigt. Til højre ligger Ecce Homo-basilikaen med klosteret, hvor zionsøstrene holder til. Klosteret blev grundlagt i 1858 af broder Marie- Alphonse Ratisbonne, en aristokratisk Alsace-jøde, som blev omvendt til katolicismen og siden arbejdede for, at andre jøder skulle følge ham. I dag ser søstrene det som deres opgave at støtte jødisk-kristen dialog. Under klosteret kan man nyde køligheden i Struthion-cisternerne, som bragte vand til templet på Jesu tid, og gå på den romerske brolægning. Traditionelt har man identificeret den med stenbroen (lithostratos), hvor Pilatus ifølge Johannesevangeliet havde sit dommersæde. Læg i øvrigt også mærke til de antikke brætspil, som er ridset ned i kvadrene. Soldaterne spillede jo Jerusalem_3korr.indd /02/

17 pilgrimsgang om Jesu klæder. Brolægningen er imidlertid rester fra et senere forum, som kejser Hadrian i 135 e.kr. etablerede i forbindelse med sin omdannelse af Jerusalem til romersk garnisonsby under navnet Aelia Capitolina. kvarterets øer På vej mod den 3. station passerer vi den græsk-ortodokse udgave af Pilatus prætorium, og man begynder i højere grad at fornemme, at Via Dolorosa også er en kommerciel handelsvej. Vi støder på gaden ved navn Al-Wad Street, og det er tilladt at søge materiel føde. På hjørnet til højre bag den røde dobbeltdør befinder Austrian Hospice sig, en wiener-oase fra før fin-desiècle midt i den orientalske basar. Cafeen byder på Apfelstrudel og Sachertorte serveret af østrigske nonner Sound of Music-style. Kagen kan nydes i haven, hvor man kun af og til afbrydes af muezzinens kalden til muslimsk tidebøn. Den er til gengæld så metallisk og øredøvende, som sad man bag Wiens mure under osmannernes belejring. Og man bør ikke snyde sig selv for at liste op på hospicets tagterrasse. Her gives den bedste solnedgangsudsigt over byen med dens karakteristiske kuplede tage. Jeg må altid lige forbi. Austrian Hospice er i øvrigt det første af de mange nationale pilgrimsherberger, som europæerne etablerede under den tredje bølge. Det blev grundlagt i 1863, men fik sit gennembrud, da kejser Frans Josef i forbindelse med Suez-kanalens åbning i 1869 besøgte herberget. På samme gadehjørne kan vi langs Al-Wad Street se nogle jødiske ejendomme midt i det muslimske kvarter. Kigger vi op ad Al-Wad Street til højre, ser vi længst væk en bygning med israelsk flagbanner og niarmet lysestage på taget. Det er den lejlighed, Ariel Sharon købte i 1987 for, som han sagde, at skabe reelt naboskab mellem jøder og arabere. Engang var bygningen i øvrigt Mediterranean Hotel, hvor Mark Twain i 1867 boede på sin pilgrimsrejse. I dag ejes bygningen af Ateret Yerushalayim, Jerusalems Krone, en national-religiøs organisation, der betragter sig selv som brobygger mellem den religiøse og den sekulære zionisme. F.eks. gør de gerne tjeneste 32 i det israelske forsvar. Jævnligt opkøber de arabisk ejendom i Østjerusalem; vi passerede faktisk en af deres nyere bosættelser lige uden for Fadervor-kirken på Oliebjerget. Det drejer sig om den bebyggelse, som er markeret med et gigantisk israelsk flag. Det kan ses fra hele byen. I den gamle bydels muslimske kvarter bor nu omkring tusind jøder, hvorfor organisationen kalder bydelen det fornyede jødiske kvarter. Før krigen i 1948 var her nemlig en del jødiske synagoger, som jordanerne raserede. En af disse står endnu og fungerer som gruppens yeshiva for torastudier. Den ligger lidt nede ad gaden på venstre hånd ved Via Dolorosas 5. station. Det er huset med de mange israelske flag på taget. mod det kristne kvarter Tredje og fjerde station ligger om hjørnet til venstre ad Al-Wad Street omkring kirken Our Lady of the Spasm. Den er armensk-katolsk, dvs. tilhørende de armenere, der anerkender den katolske pave. Den 3. station er den første af tre stationer, der markerer, hvor Jesus faldt, mens den 4. repræsenterer Jesu møde med sin dånende mor. Begivenhederne er ikke nævnt i Bibelen, men er senere fanfiktion. De er højdramatisk gengivet i den katolske Mel Gibsons film The Passion of the Christ, hvor Via Dolorosa praktisk talt er drejebog. I kirkens forgård finder man et mindesmærke for det armenske folkemord. Jesu lidelse er prisme for menneskers lidelse. Den 5. station på det næste hjørne er stedet, hvor den ellers ukendte Simon af Kyrene fik ordre til at bære Jesu kors. Til højre for døren ses Jesu aftryk i stenen, som mange pilgrimme kort berører. En af de Indiana Jones-lignende arkæologer fra 1800-tallet, Charles Warren, bemærkede lakonisk, at Jesus nok var meget høj. Der er vel en fem, ti meter ned til det antikke gadeniveau. Oppe igen og overfor ligger restaurant Abu Shukri med Østjerusalems bedste hummus og foul. Interiøret er campingborde og plasticstole. Hertil løber araberdrenge ærinder for mor om morgenen. Om eftermiddagen sidder jødiske uni-veninder og sms er til Jerusalem_3korr.indd /02/

18 pilgrimsgang Vestjerusalem. For nogle år siden udspillede der sig her en lokal udgave af the hummus wars, da flere restauranter dør om dør konkurrerede om at være den rigtige Abu Shukri. De gode vandt, men husk: De lukker omkring klokken 16. Ikke noget med aftensmad her. Den 6. station er Den Hellige Veronikas hjem. Ifølge den apokryfe middelalderlegende tørrede hun Jesu blodige ansigt med sin svededug. Det er det, den latinske inskription fortæller. Dugen viste bagefter et afbillede af ansigtet. I dag kan relikviet ses i mange katolske kirker i Europa, herunder i Peterskirken i Rom. Som den skeptiske humorist Mark Twain sagde, er næppe nogen overlevering i Jerusalem underbygget med så mange vidnesbyrd. På denne del af Via Dolorosa er der i øvrigt rig mulighed for at købe alt i arabisk bling-bling og kristent merchandise. Jerusalemkors, kejserens mønt, enkens skærv, tornekroner. Den hellige stads hellige stads. Nogle ting tog allerede de byzantinske pilgrimme med hjem: vand fra Jordanfloden, hellig jord og lamper med hellig olie. Nogle pilgrimme kan ikke få nok og genopfører Jerusalem derhjemme: F.eks. kirkekomplekset Det Hellige Jerusalem i Bologna og The Holy Land Experience i Florida. Den 7. station ligger ved overgangen til det kristne kvarter. Den markerer med endnu et lille franciskansk kapel, hvor Jesus vandrede ud ad byporten og faldt for anden gang. Ved station 8 trøster Jesus Jerusalems døtre, dvs. byens kvinder, der græder over ham. Stenen med korset i muren bærer en græsk indskrift, der røber historiens slutning: IC XC NIKA, Jesus Kristus sejrer. over og under gravkirken For at nå den 9. station skal man tilbage til den 7. station, dreje til højre gennem suq en, dvs. den overdækkede basar, og gå op ad trappen til højre, hvor der på engelsk skiltes til det koptiske patriarkat. En lille gåtur fører os til stationen, der markerer, hvor Jesus faldt for tredje gang. Vi er faktisk nu på Gravkirkens tag, hvor to orientalske kirkesamfund holder til. Bag den 9. station er de første, vi møder, kopterne fra den Etiopisk munk fra Deir As-Sultan Kasper Bro Larsen orientalsk-egyptiske kirke, der for tiden er udfordret som mindretal i det arabiske forår. Her ligger deres Antonius-kloster og Skt. Helena-kirke, hvis cisterne rummer et helt ufatteligt langt ekko. Man kan uden problemer synge firstemmigt med sig selv. Over for Skt. Helena-kirken kan man træde ud på selve taget til Deir As-Sultan, klostret, hvor de etiopiske munke holder til. De har ingen rettigheder i selve Gravkirken, men har i konkurrence med kopterne skaffet sig rådighed over de to kapeller, der danner smutvej ned til pladsen foran Gravkirken. Ude på taget går man ned til højre. Alternativt vender man tilbage til suq en og ankommer til Gravkirken ad den ordinære Via Dolorosa. De sidste stationer befinder sig i Gravkirken. Følges den ordinære rute som angivet på kortet, passerer man et par ofte oversete erindringssteder. Vil man nemlig se resterne af den oprindelige, konstantinske gravkirke fra 300-tallet, skal man ikke først og fremmest besøge den nuværende, mindre gravkirke, men dens naboer. Første stop er i så henseende Zalatimos konditori. Zalatimo kan være svær at finde, for han skilter ikke. Det er der åbenbart ingen grund til, når familien siden Jerusalem_3korr.indd /02/

19 pilgrimsgang 1860 har lavet den mest vidunderlige mutabbak, en foldet, sprød butterdejspandekage med puddersukker og fåreost eller valnødder. Men butikken ligger for foden af den trappe, der førte os op mod det koptiske patriarkat, og et lille skilt med et firtal angiver, at adressen er Suq Khan as-zait 4. I lageret i bagbutikken venter en sjælden oplevelse hvis altså man giver en slat drikkepenge og medbringer sin fantasi. I mørket anes resterne af hovedindgangen til den oprindelige gravkirke eller muligvis til Afrodite-templet fra endnu før. Omkring 50 meter længere henne ad Via Dolorosa på højre hånd gemmer der sig flere og mere velbevarede rester af den oprindelige kirke. Det er i kælderen hos det russiske Alexander Hospice, en anden af Gravkirkens naboer. Jerusalem er fuld af den slags. vejs ende Jeg elsker pladsen foran korsfarernes Gravkirke, men går ikke gerne ind i selve kirken. Dystre historier om magtkampe og blodbad holder mig tilbage fra kristendommens allerhelligste. Her er menneskeligt, alt for menneskeligt. Status Quo-aftalen fra 1852 fordeler nøje, hvilke områder de seks forskellige trosretninger har til rådighed, hvornår og hvor længe de må holde gudstjeneste, gå i procession og gøre rent. Kun i indbyrdes enighed må ændringer foretages. Derfor forfalder en del. Stigen på facadegesimsen er blevet aftalens symbol. Den har stået på samme plads i hvert fald siden første halvdel af 1800-tallet, hvor den figurerer på David Roberts orientalistiske litografier. Aftalen kan dog også betragtes som andet end en falliterklæring. Jeg hørte for nylig en jødisk fredsaktivist omtale Status Quo-aftalen som den pragmatiske konfliktmæglers ønskedrøm: Man laver en præcis kontrakt her er mit, og der er dit og naturligvis bliver aftalen med mellemrum brudt; men så vender man tilbage til status quo. Som hun sagde: Hvis bare israelerne og palæstinenserne kunne nå frem til noget lignende. Men lad os følge Via Dolorosa til ende. På grund af Status Quo-aftalen er stationerne i kirken ikke angivet med skilte. Den 10. station er i frankernes kapel op ad Gravkirken omkring Den berømte stige står på sin plads under det højre af de store vinduer i facaden. Læg mærke til, hvor åben pladsen foran kirken var før byggeriet af Muristan-basaren omkring Litografi af David Roberts, udgivet i 1840 erne trappen til højre på kirkens facade. Her markerer man, at soldaterne tog tøjet af Jesus og fordelte det mellem sig. Den 11. station, hvor Jesus blev sømmet til korset, er det franciskanske kapel over Golgata-klippen. Man går op ad trappen til højre lige inden for hovedindgangen. Barluzzi (!) har restaureret loftet med tydelig skelen til San Clemente-kirken i Rom. Mosaikken øverst med den himmelske Kristus er dog korsfarernes den eneste af deres udsmykninger, der overlevede storbranden i Lige ved siden af ligger den 12. station (Jesu dødsøjeblik) i form af det græsk-ortodokse kapel. Her stod korset, siger traditionen, og Golgata-klippen kan berøres gennem et hul under alteret. Under kapellet her findes Adams kapel. Ifølge overleveringen var Golgata nemlig også stedet, hvor Adam lå begravet. Jesu blod flød derfor fra korset ned til det første menneske og frelste dermed hele menneskeheden. Klippen siges at være revnet ved det jordskælv, som Jesu død udløste. Den 13. station er nedtagelsen fra korset, som markeres med salvelsesstenen på gulvet lige foran hovedindgangen. Pilgrimme kysser den og berører den Jerusalem_3korr.indd /02/

20 angiver, at her er verdens navle, dvs. verdens midte en egenskab, der jo kan tillægges ethvert sted på jordens overflade, som en dansk pilgrim fra 1860 erne bemærkede. Det har han på sin vis ret i. Nu er Via Dolorosa vandret til ende, og vi kan sætte os ud i gården for at kigge på mennesker. Eller resten af kirken kan besøges. Man kan f.eks. begynde i franciskanerkapellet, som markerer Jesu genforening med sin mor efter genopstandelsen. Endnu en apokryf overlevering. Den illustrerer, at passionsdramaets mål er at lede til katharsis, til forløsning. I kapellet står en katolsk-modernistisk bronzeskulptur med de 14 Via Dolorosa-stationer, som vi har vandret ad. Men kunstneren har tilføjet en 15. station. Jeg skal undlade at afsløre hvilken. Gordons Golgata. Golgata betyder hovedskalsted, og klippen centralt i billedet danner vitterligt en kranielignende form. Foran klippen ligger i dag en af de travle, arabiske busstationer på Sultan Suleiman Street Kasper Bro Larsen med deres smykker og souvenirs. Enkelte medbringer ligefrem ligklæder påtænkt sig selv og gnider dem på stenen. Den 14. og sidste station er graven, hvor Jesus blev lagt. De fleste forventer nok, at den befinder sig et godt stykke fra Golgata, men der er ikke mere end tredive meter derhen! Det var bl.a. denne historiske usandsynlighed, der fik den britiske krigshelt, general Gordon, til i 1883 at udpege en gravhule nord for Damaskusporten som Jesu sande grav. Her passes endnu i dag den tilstødende idylliske have, the Garden Tomb ved Nablus Road, af internationale protestanter af mere eller mindre pietistisk og karismatisk tilsnit. Den traditionelle grav befinder sig imidlertid her i Gravkirken inde i kapellet midt i den store rotunde. Kapellet står omgivet af aparte stålstivere, der holder det oppe i tilfælde af jordskælv. Der er ofte lang kø, hvis man vil derind. Over for graven ligger den centrale, græsk-ortodokse del af kirken med en marmorfont midt på gulvet. Den Jerusalem_3korr.indd /02/