RÅDETS TREDJE DIREKTIV af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (90/232/EØF)

Transkript

1 1990L0232 DA Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor B RÅDETS TREDJE DIREKTIV af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (90/232/EØF) (EFT L 129 af , s. 33) Ændret ved: Tidende nr. side dato M1 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 L

2 1990L0232 DA RÅDETS TREDJE DIREKTIV af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (90/232/EØF) RÅDET FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, særlig artikel 100 A, under henvisning til forslag fra Kommissionen ( 1 ), i samarbejde med Europa-Parlamentet ( 2 ), under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg ( 3 ), og ud fra følgende betragtninger: Ved direktiv 72/166/EØF ( 4 ), senest ændret ved direktiv 84/5/EØF ( 5 ), har Rådet vedtaget bestemmelser om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse; i henhold til artikel 3 i direktiv 72/166/EØF skal hver medlemsstat træffe alle formålstjenlig foranstaltninger for at sikre, at erstatningsansvaret for motorkøretøjer, der er hjemmehørende i den pågældende stat, er dækket af en forsikring; der bør inden for rammerne af disse foranstaltninger træffes bestemmelse om, hvilke skader der dækkes, samt om forsikringens nærmere vilkår; ved direktiv 84/5/EØF, ændret ved akten vedrørende Spaniens og Portugals tiltrædelse, blev forskellene mellem medlemsstaterne med hensyn til beløbsrammer og vilkår for de lovpligtige ansvarsforsikringer mindsket betydeligt; der består dog stadig betydelige forskelle med hensyn til sådanne forsikringers dækningsomfang; der skal sikres personer, der lider skade ved uheld forvoldt af motorkøretøjer, ensartet behandling, uanset hvor i Fællesskabet uheldet finder sted; der er navnlig lakuner i den i visse medlemsstater gældende lovpligtige forsikringsdækning af passagerer i motorkøretøjer; for at beskytte denne særligt sårbare kategori af potentielle skadelidte bør sådanne lakuner udfyldes; det er nødvendigt at fjerne enhver usikkerhed med hensyn til anvendelsen af artikel 3, stk. 2, første led, i direktiv 72/166/EØF; alle lovpligtige forsikringer for motorkøretøjer bør dække hele Fællesskabets område; endvidere skal den enkelte forsikringspolice i den forsikredes interesse på grundlag af én enkelt præmie i hver medlemsstat give den dækning, som er foreskrevet i lovgivningen i denne medlemsstat, eller den dækning der kræves efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor køretøjet er hjemmehørende, når denne dækning er større; i henhold til artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF skal hver medlemsstat oprette eller godkende et organ, som skal yde erstatning til personer, der lider skade ved ulykker af uforsikrede eller ukendte køretøjer; denne bestemmelse griber dog ikke ind i medlemsstaternes ret til at tillægge eller undlade at tillægge dette organs intervention en subsidiær karakter; ( 1 ) EFT nr. C 16 af , s. 12. ( 2 ) EFT nr. C 304 af , s. 41, og EFT nr. C 113 af ( 3 ) EFT nr. C 159 af , s. 7. ( 4 ) EFT nr. L 103 af , s. 1. ( 5 ) EFT nr. L 8 af , s. 17.

3 1990L0232 DA i tilfælde af et uheld forvoldt af et uforsikret køretøj skal skadelidte i visse medlemsstater bevise, at den ansvarlige part er ude af stand til eller nægter at yde erstatning, før han kan gøre krav gældende over for ovennævnte organ; dette organ har bedre muligheder for at rejse krav mod den ansvarlige part end skadelidte; det bør derfor undgås, at organet som en betingelse for at yde erstatning til skadelidte kan kræve, at denne godtgør, at den ansvarlige part er ude af stand til eller nægter at betale; opstår der en tvist mellem ovennævnte organ og et ansvarsforsikringsselskab, om hvem af dem der skal yde erstatning til skadelidte, bør medlemsstaterne for at undgå forsinkelse i udbetalingen af erstatningen til skadelidte udpege hvilken af disse parter, der i første omgang skal yde erstatning til skadelidte i afventning af tvistens afgørelse; personer, der lider skade ved færdselsuheld, har undertiden vanskeligheder med at få oplyst navnet på det forsikringsselskab der dækker erstatningsansvaret for et motorkøretøj, som er impliceret i et uheld; medlemsstaterne bør i disse personers interesse træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at nævnte oplysning tilvejebringes hurtigst muligt; de to tidligere direktiver om ansvarsforsikring for motorkøretøjer bør suppleres med ens bestemmelser under hensyn til alle de ovenstående betragtninger; disse supplerende bestemmelser, der vil øge beskyttelsen af de forsikrede og personer, der lider skade ved uheld, vil yderligere lette passagen af Fællesskabets indre grænser og hermed gennemførelsen og funktionen af det indre marked; udgangspunktet bør derfor være et højt forbrugerbeskyttelsesniveau; der skal i henhold til Traktatens artikel 8 C tages hensyn til omfanget af den indsats, der må gøres inden for økonomier på forskellige udviklingstrin; der bør derfor indrømmes visse medlemsstater en overgangsordning, der giver dem mulighed for at gennemføre visse af direktivets bestemmelser gradvis UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV: Artikel 1 Med forbehold af artikel 2, stik. 1, andet afsnit, i direktiv 84/5/EØF skal den i artikel 3, stk. 1, i direktiv 72/166/EØF omhandlede forsikring dække ansvaret for personskader, der ved færdsel med et køretøj forvoldes på andre passagerer end føreren. Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at sikre, at enhver lovbestemmelse eller enhver klausul i en forsikringspolice, der udelukker en passager fra forsikringsdækning med den begrundelse, at han vidste eller burde have vidst, at føreren af køretøjet var påvirket af spiritus eller af et andet rusmiddel, da ulykken fandt sted, ikke har nogen indvirkning på krav fra en sådan passager. I dette direktiv forstås ved»køretøj«et køretøj som defineret i artikel 1 i direktiv 72/166/EØF. Artikel 1a Den forsikring, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 72/166/ EØF skal dække person- og tingsskade på fodgængere, cyklister og andre ikke-motoriserede trafikanter, der som følge af en ulykke, hvori et motorkøretøj er involveret, har ret til erstatning i henhold til den nationale civilret. Nærværende artikel berører hverken erstatningsansvaret eller skadesbeløbet.

4 1990L0232 DA Artikel 2 Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger, således at alle lovpligtige ansvarsforsikringer for motorkøretøjer: dækker hele Fællesskabets område på grundlag af en enkelt præmie og i hele aftalens løbetid, også i perioder hvor køretøjet befinder sig i en anden medlemsstat under aftalens løbetid, og på grundlag af ovennævnte præmie giver den dækning i hver medlemsstat, som er foreskrevet i dennes lovgivning, eller den dækning der kræves efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor køretøjet er hjemmehørende, når denne dækning er større. Artikel 3 Følgende punktum tilføjes som sidste punktum i artikel 1, stk. 4, første afsnit, i direktiv 84/5/EØF:»Medlemsstaterne må imidlertid ikke tillade, at organet gør udbetalingen af erstatning betinget af, at skadelidte på en eller anden måde godtgør, at den ansvarlige part er ude af stand til eller nægter at betale.«artikel 4 I tilfælde, hvor der opstår tvist mellem det i artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF nævnte organ og et ansvarsforsikringsselskab om, hvem der skal yde erstatning til skadelidte, træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til, at en af disse parter udpeges til straks og i første omgang at yde erstatning til skadelidte. Hvis den endelige afgørelse går ud på, at den anden part skulle have betalt hele erstatningen eller en del deraf, skal denne part udrede det pågældende beløb til den part, som har udbetalt erstatningen. Artikel 4a 1. Når et køretøj sendes fra en medlemsstat til en anden, betragtes, uanset artikel 2, litra d), andet led, i direktiv 88/357/EØF ( 1 ), den medlemsstat, hvor risikoen foreligger, som bestemmelsesmedlemsstat i tredive dage fra det tidspunkt, hvor køber har accepteret leveringen, selv om køretøjet ikke formelt er registreret i bestemmelsesmedlemsstaten. 2. Såfremt et køretøj bliver involveret i en ulykke i den i stk. 1 nævnte periode, mens det er uforsikret, skal det organ, hvortil der er henvist i artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF i bestemmelsesmedlemsstaten udrede den erstatning, der er fastsat i nævnte artikel. Artikel 4b Medlemsstaterne sikrer, at forsikringstager på ethvert tidspunkt har ret til at anmode om en erklæring om erstatningskrav fra tredjemand for skader, som berører det eller de køretøjer, der har været omfattet af forsikringsaftalen i mindst de seneste fem år af aftaleforholdet, eller om, at der ikke foreligger sådanne krav. Forsikringsselskabet eller et organ, som en medlemsstat har udnævnt med henblik på at sørge for obligatorisk forsikring eller levere sådanne erklæringer, sørger for, at forsikringstager modtager denne erklæring inden 15 dage fra anmodningen. ( 1 ) Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni 1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjenesteydelser (EFT L 172 af , s. 1). Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF (EFT L 181 af , s. 65).

5 1990L0232 DA Artikel 4c For så vidt angår den forsikring, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 72/166/EØF, kan forsikringsselskaber ikke gøre en selvrisiko gældende over for den skadelidte ved en ulykke. Artikel 4d Medlemsstaterne sikrer, at skadelidte ved ulykker, der er forårsaget af et køretøj, som er dækket af en forsikring som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 72/166/EØF, kan rejse krav direkte mod det forsikringsselskab, som skadevolderen er ansvarsforsikret i. Artikel 4e Medlemsstaterne fastlægger den procedure, der er beskrevet i artikel 4, stk. 6, i direktiv 2000/26/EF ( 1 ) med henblik på behandling af skadesager i forbindelse med ulykker, som er forårsaget af et køretøj, der er dækket af en forsikring som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 72/166/EØF. I tilfælde af ulykker, der kan behandles inden for rammerne af systemet med nationale forsikringsbureauer, som omhandlet i artikel 2, stk. 2, i direktiv 72/166/EØF, fastlægger medlemsstaterne den samme procedure som proceduren i artikel 4, stk. 6, i direktiv 2000/26/EF. Ved anvendelse af denne procedure skal enhver henvisning til et forsikringsselskab forstås som en henvisning til nationale forsikringsbureauer som defineret i artikel 1, nr. 3, i direktiv 72/166/EØF. Artikel 5 1. Medlemsstaterne sikrer, uden at det berører deres forpligtelser i henhold til direktiv 2000/26/EF, at de informationskontorer, der åbnes eller godkendes efter artikel 5 i samme direktiv, giver de oplysninger, der er nævnt i artiklen, til enhver, der har været involveret i en færdselsulykke, som er forårsaget af et køretøj, der er dækket af en forsikring som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 72/166/EØF. 2. Kommissionen forelægger senest den 31. december 1995 en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af stk. 1. Kommissionen forelægger i givet fald passende forslag for Rådet. Artikel 6 1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme dette direktiv senest den 31. december De underretter straks Kommissionen herom. 2. Uanset stk. 1 har Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien og Den Portugisiske Republik en frist indtil den 31. december 1995 til at efterkomme artikel 1 og 2 har Irland en frist indtil den 31. december 1998 til at efterkomme artikel 1 for så vidt passagerer bag på motorcykler og en frist indtil den 31. december 1995 til at efterkomme artikel 1 for så vidt angår andre køretøjer samt til at efterkomme artikel 2. ( 1 ) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv) (EFT L 181 af , s. 65).

6 1990L0232 DA Artikel 7 Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.