J Jul i Frederikssund

Transkript

1 J i Frederikssund

2 JUL I FREDERIKSSUND JUL I FREDERIKSSUND Glædelig j og godt nytår Se Se vores flotte Sand afdeling Med mange spændende nyheder Med mange spændende nyheder Se Se vores vores flotte flotte Sand Sand afdeling Med Med mange mange spændende spændende nyheder nyheder Britiske Henri Lloyd blev grundlagt i i 1963 og Britiske leverer Britiske Henri klassisk Henri Lloyd og Lloyd og stilsikker blev blev grundlagt herremode. grundlagt i 1963 i 1963 og leverer og leverer klassisk klassisk og og Kig ind stilsikker stilsikker i butikken herremode. herremode. og se alle de smarte nyheder til Kig ind Kig i ind butikken i butikken og se og se jegaven... alle alle de smarte de smarte nyheder nyheder til jegaven... til jegaven... Glædelig j og godt nytår Jernbanegade Jernbanegade Frederikssund Frederikssund Jernbanegade Tlf. Frederikssund 47 Tlf Jernbanegade Tlf. Frederikssund Tlf Frederikssund Afdeling Jernbanegade 7 Telefon

3 JUL I FREDERIKSSUND JUL I FREDERIKSSUND 7 Et historisk år og et historisk jehæfte Højdepunkter i Slangerups nyere historie Højdepunkter i Slangerups nyere historie... 5 Og møllen maler... 7 Der var engang i LIlle Rørbæk Min barndomsgade i Frederikssund Jørlunde - en landkommune, der forsvandt Skibby set i et gadespejl Livets gang i Skdelev i En københavnerpræst i Græse/Sigerslevvester Respekt for skattekronerne i Kyndby-Krogstrup Kommune En vandretur i den gamle Ferslev-Vellerup Kommune Frederikssund ved 250 års jubilæet DOD JUL Placér et spejl her! Vip ved den stiplede linie til du kan læse vores hilsen er et helt specielt år. Frederikssund har fejret sit 200 års købstadsjubilæum hele året med masser af aktiviteter i foreninger og institutioner. Det hele kronedes d. 10. september af regentparrets besøg, hvor den åbne karet og de farvestrålende gardehusarer sammen med sol fra en skyfri himmel kastede lys og fest over hele kommunen. Endnu engang beviste Frederikssund, at her kan vi stå sammen, når det gælder. Vi kan feste og fejre, og vi kan præsentere vores natur, vores ktur og vores institutioner med stolthed og værdighed. Som en del af jubilæumsfestlighederne tog Slangerups tidligere skoledirektør, Peder Christensen, initiativ til at formidle en del af udviklingen fra før den forrige kommunesammenlægning i 1970 frem til i dag, hvor de oprindeligt 10 små kommuner via to sammenlægninger - blev forenet i den ny, store Frederikssund kommune. Ti lokale skribenter fra hver sin afkrog af kommunen blev bedt om med udgangspunkt i deres egne erindringer at fortælle lokal-områdets historie. Det kom der et omfattende værk ud af, som i fd længde kan læses på Men da ikke alle borgere har adgang til internettet, valgte redaktionen af J i Frederikssund at publicere forkortede versioner af samtlige artikler i jehæftet. Det er således vores bidrag til jubilæumsfestlighederne. Desuden føjede undertegnede et 11. kapitel til, hvori jeg forsøger at kigge i troldspejlet for at gætte på kommunens udvikling de næste 50 år. J i Frederikssund har også jubilæum. Hæftet udkom første gang i 1979, og det er således gennem 30 år, at jen er blevet forsødet med artikler om og af lokalområdets folk. Næste år forlader vi det andet årtusindes første tiår; vi byder et nyt byråd velkommen og når året er omme, skal der såmænd nok igen ligge et J i Frederikssund under grantræet. Glædelig j - Niels H. Elberling KOLOFON UDGIVER: Lokalavisen Frederikssund, Askelundsvej 2, 3600 Frederikssund tlf fax REDAKTØRER: Henrik Monved og Niels H. Elberling (ansvarshavende) I REDAKTIONEN: Maia Petterson, Hanne Rockhill, Birger Kristensen og Peder Christensen TRYK: Prinfoparitas Frederikssund DISTRIBUTION: Post Danmark GRAFISK OPSÆTNING: Lokalavisen Frederikssund FORSIDE: Jemotiv malet af Maiken Hejnfelt Omdeles i hele Frederikssund Kommune, samt 3310 Ølsted Erhvervsmæssig affotografering af tekst og billeder er ikke tilladt Vi ønsker alle en glædelig j Alt i kopi, print og tryk Foreningsblade Bøger i små og store oplag Kuverter og brevpapir Foldere, brochurer, postkort m.m. Posterprint og plancher PRINFOPARITAS FREDERIKSSUND FALKENBORGVEJ 1D 3600 FREDERIKSSUND TLF AF BENT LUND Ved kommunalreformen i 1970 blev Slangerup kommune sammensat af 3½ sognekommune, idet Slangerup Bysogn, Slangerup Landsogn, Uvelse og halvdelen af Jørlunde Sogn blev lagt sammen. Befolkningstallet var 5.000, hvilket netop var det anbefalede mindstemål. Eftersom disse sogne havde eksisteret i 130 år, forestod der et stort og meget følelsesladet arbejde med at samarbejde dem til én enhed. Der måtte tages udstrakt hensyn til repræsentationen. Det 13 mands store byråd blev valgt uden den store dramatik, men så skle der vælges borgmester, og her gjorde sognerådsformændene fra Bysognet og Landsognet, Christian Agergaard og Po Nielsen, der begge var venstrefolk, krav på stillingen. Efter en stor og til tider bitter debat valgte byrådet Po Nielsen til borgmester. Christian Agergaard meldte sig ud af Venstre og dannede sit eget parti, som han repræsenterede de følgende 12 år. Byrådet stod over for en enorm opgave med at bygge skoler, børnehaver, plejehjem og idrætsfaciliteter, således at kommunen kunne leve op til tidens standard og imødekomme den stærkt stigende befolkning. Det lykkedes, og Slangerup markerede sig i de følgende år ganske meget. Slangerup kommer man ikke udenom Den stærkt stigende biltrafik var ved at kvæle Slangerup. I galgenhumor havde vi fået et nyt motto: Slangerup kommer man ikke uden om. I 20 år havde Slangerup kæmpet for at få en omfartsvej, men det var et dyrt projekt til omkring 100 mil. kr., og det blev udskudt gang på gang. Med bistand blandt andet fra økonomiminister Henning Christoffersen lykkedes det at overbevise den jyske trafikmafia med Risgaard Knudsen i spidsen om nødvendigheden af en omfartsvej. Omfattende ekspropriationer i statslig regi gik i gang, og jeg deltog i dem alle. Det var vanskeligt, men spændende. Derefter kom de store entreprenørarbejder, og i efteråret 1983 gjorde Vejdirektoratet klar til at åbne den statslige del af omfartsvejen. Åbningen skle festligholdes i stor stil den 23. Bent Lund med trafikminister Bent Melchior (til venstre) i forbindelse med indvielsen af Omfartsvejen. Foto: Søren Crillesen. nov Trafikminister Arne Melchior skle klippe snoren, og der var indbudt ca. 100 personer til begivenheden med efterfølgende frokost, der var henlagt til Kalvøpavillonen i nabokommunen Frederikssund. Gennem kommuneingeniør Leif Andersen forespurgte jeg i Vejdirektoratet, om ikke frokosten kunne henlægges til Slangerup, men han kom tilbage med det nedslående svar, at menukortet var trykt, og der kunne ikke rettes et komma i hele arrangementet.. På grund af dette, samt det forhold at kun viceborgmester Knud Andreasen og jeg var indbudt her fra Slangerup, lod jeg gennem Frederiksborg Amtsavis meddele, at jeg ikke kunne deltage, idet min plads var i Slangerup på denne store dag. Flagalléen i Kongensgade ville heller ikke komme i brug. Det blev slået stort op på forsiden i Amts-avisen dagen efter. Københavns Radio kørte på sagen hele morgenen, og få timer senere ringede vejdirektør Per Milner, Vejdirektoratet, hvorefter frokosten straks og med meget kort varsel blev flyttet til Slangerup Gæstgivergård i den flagsmykkede by, og hele byrådet blev indbudt. Det blev en storslået begivenhed, og jeg gav byens befolkning tilsagn om, at til næste sommer, når Amtet havde fdført deres del af omfartsvejen, så ville vi feste for hele byen. Den 24. aug lukkede vi hele den centrale bykerne af med store mure, fremstillet af kunstmaleren Kai Skjødt, og jeg låste personligt portene af, således at vi i de følgende 2 dage kunne afholde den største fest i Slangerups historie. Unge som ældre kort sagt alle - var med, og der blev sunget og danset til flere orkestre rundt om på byens pladser. Omfartsvejfesten varede det meste af natten, og i mange år derefter er denne fest videreført under forskellige navne. Vi måtte finde et nyt motto til Slangerup. Det blev til Kingos by med handelsry. Hemmeligt møde med dronningen Den 15. dec var det 350 år siden, at Thomas Kingo blev født i Slangerup, og den begivenhed ville kirken fejre med festskrift, kransenedlæggelse, foredrag og festgudstjeneste i Slangerup Kirke. Kong Christian den X havde deltaget ved 300 året i 1934, og derfor blev Dronning Margrethe indbudt. Dronningen tog imod indbydelsen og kom sammen med Prins Henrik. Ligeledes kom kirkeminister Mette Madsen, biskop Johannes Johansen og mange andre prominente personer. Til jens fester ÅRETS JULEVIN blev for 1. gang i 14 år et dødt løb mellem: Jetilbud 3 FL Pr. fl. 84,75 Spar 59,25 Dronning Ingrid deltager ved plantningen af en eg. Chile CHARMENERE RESERVA 2008 & Australien CLASSIC SHIRAZ kvalitetsvine, yderst velegnet til jemaden eller som gaver. FRIT VALG Din lokale vinhandler Jetilbud 3 FL Pr. fl. 84,75 Spar 59,25 jeannonce frederikssund.indd 1 12/11/09 11:49:14 4 5

4 JUL I FREDERIKSSUND JUL I FREDERIKSSUND Min hustru Dorrit af Rosenborg var på det tidspunkt formand for menighedsrådet, og hun havde forinden i hemmelighed aftalt med Dronningen, at hun og Prins Henrik efter ceremonien gik med os hjem til en forfriskning. Kirken var stuvende fd, men der var reserverede pladser til de indbudte i koret. Dorrit førte Dronningen op, mens menighedsrådet førte de andre indbudte op. Som byens borgmester blev jeg også ført op, men det var noget længere nede i rangfølgen. Det blev en meget festlig gudstjeneste med deltagelse af biskoppen og sognepræst Knud Andersen samt Slangerupkoret, og der blev udelukkende sunget salmer af Kingo. Ved afslutningen førte Dorrit Dronningen først ud. Mange af byens borgere havde taget opstilling uden for kirken, men Dronningens bil, Krone 1, var kørt helt hen til kirkedøren. Dronningen gik direkte ind i bilen og ud på den anden side og fgtes derefter med Dorrit og Prins Henrik til vores hjem på Kirketorvet. Endelig blev jeg ført ud, og med hastige skridt gik jeg over kirkegården, mens folk råbte til mig: Skynd dig hjem, du har fået gæster. Jeg hilste på Dronningen og Prinsen, og snakken gik livligt en times tid over en kop kaffe. Kong Erik Ejegod hædres med skptur På europæisk plan var København udset til i 1996 at være kturby. Hele hovedstadsområdet blev inddraget heri, både økonomisk og arrangementsmæssigt, og jeg spekerede meget i, hvad Slangerup kunne bidrage med. Der blev nedsat en komite af byrådsmedlemmer, provst Knud Andersen og formanden for Historisk Selskab, Tage Posen. Vi blev enige om at rejse en granitstatue af Kong Erik Ejegod, der er født i Slangerup i 1056 og som blev konge i Udførelsen af den 2,5 høje statue blev overdraget til den anerkendte billedhugger Joseph Salamon, og afsløringen blev fastlagt til søndag den 27. august Statuen blev finansieret af Slangerup kommune med tilskud fra den regionale kturfond. Nu tog planlægningen fart. Vi forsøgte at få Dronning Margrethe til at forestå afsløringen af statuen af hendes forfader i 23. led, men da hun havde ophold i Frankrig på dette tidspunkt, fik vi i stedet tilsagn fra Prinsesse Benedikte. Provst Knud Andersen arrangerede middelaldermusik i kirken lørdag aften og en festgudstjeneste om søndagen. Lunds domkirke blev inddraget, idet Erik Ejegod på en rejse til pave Urban d. 2. i Rom havde udvirket, at der kom et ærkebispedømme i Norden. Domprovst Anders Svenningsen, Lund, som min hustru i forvejen kendte, gav tilsagn om at komme. Selv Vatikanet blev inddraget, idet jeg via vor ambassade i Bern korresponderede med Vatikanets bibliotek for om migt at finde yderligere oplysninger om Erik Ejegods forbindelse til paven. Rigsantikvar Liebgott var stærkt inddraget i det historiske. DR-TV ved Piet van Deurs deltog på et daglangt møde i planlægningen, idet TV påtænkte en større udsendelse på dagen. Sideløbende arbejdede Amatørteaterforeningen med opførelsen af musicalen Erik Ejegod, der var skrevet af sognepræst Visti Christensen og med musik af musikskoleleder Allan Jarmer. Musicalen var sponsoreret af kongelige fonde, byens banker og flere private. De store syngepartier blev sunget af elever fra det Kgl. Musikkonservatorium, og ellers deltog Slangerupkoret og flere børnekor fra skolerne. Alle var iført tidstypiske dragter. Musicalen blev opført flere gange i Slangerup idrætshal, hvor der var opbygget gode kisser. Den fik stor succes og blev senere opført i Tivoli. Selve festdagen startede med en TV-transmitteret festgudstjeneste i den fyldte kirke hvor biskop Rebel BENT LUND, SLANGERUP. Født Medlem af sognerådet i Uvelse fra 1967, viceborgmester i Slangerup kommune fra 1970 og borgmester i Slangerup kommune NB! Artiklen er forkortet af redaktionen. Artiklen i fd længde kan læses på prædikede, og hvor domprovst Svenningsen deltog på klingende svensk, indtil han pludselig slog over i et lige så formfdendt dansk. Domprovsten er af svensk/dansk slægt. Fra kirken var der optog med vægterkorpset og mange faner i spidsen til rådhuspladsen. Forrest i optoget gik Prinsesse Benedikte, min hustru og jeg sammen med vore gæster, rigsantikvar Liebgott, domprovst Svenningsen, ambassadøren fra Bern, egnens præster i ornat, borgmestre fra nabokommuner og vor svenske venskabsby Mjølby. På rådhuspladsen havde en 1000-tallig skare taget opstilling for at overvære afsløringen. Jeg bød velkommen, hvorefter rigsantikvaren talte om Erik Ejegod, og derefter afslørede Prinsesse Benedikte den smukke og statelige statue. Med skoledirektør Peder Christensen som forsanger bistået af en trompetist blev der sunget Kong Christian og Der er et yndigt land. Storkommune i to omgange I 1970 blev de nye storkommuner dannet. Antallet af kommuner i Nordsjælland blev reduceret til 18, og den særlige lovgivning for købstæderne forsvandt. Det var en kæmpe omstilling for de nye byråd. Sognerådsmentaliteten, hvor alle kendte alle, og hvor sognerødderne tog sig af alle detaljer, var svær at udrydde. Nu var der en professionel administration, der kom med indstillinger, og ret hurtigt kom der også tekniske hjælpemidler, såsom lommeregnere, kopimaskiner, mobiltelefoner og EDB. Jeg husker, hvordan vi i budgetfasen i Uvelse sogneråd brugte blyant, for så var det nemt at rette et tal inden endelig vedtagelse. Imidlertid blev der fortsat lagt store opgaver ud til kommunerne, og en del af dem var så store, at vi måtte søge samarbejde med nabokommunerne for at få dem løst. Allerede fra 1970 var der på borgmesterplan kontakt mellem Frederikssund, Jægerspris, Skibby, Ølstykke, Stenløse og Slangerup, popært kaldet 6-klubben. Borgmestre, viceborgmestre og kommunaldirektører deltog i de kvartårlige møder. Kommunale samarbejder er ganske fornuftige, men de har den bagside, at ansvaret for opgavens løsning forflygtiges. Med tiden blev flere og flere opgaver lagt ud i samarbejder. I Slangerup nåede vi således op på 20 store opgaver. Hvis den linie var fortsat, ville det efterhånden være temmelig illusorisk at vælge 6 byråd. Der var simpelthen et demokratisk underskud i de kommunale samarbejder. Syv Bycirkel-borgmestre med Frederikssundfinger-spader. Fra venstre Svend Kjærgaard, Ølstykke, Johannes Nielsen, Stenløse, Bent Lund, Slangerup, Kim Rockhill, Skibby, Ole Find Jensen, Jægerspris, Knud B. Christoffersen, Frederikssund, og Ove E. Dalsgaard, Ballerup. Det var baggrunden for, at jeg i en kronik i Frederiksborg Amts Avis den 13. ji 2002 slog til lyd for en ny kommunalreform med betydelig færre og større kommuner samt foreslog, at vore 6 kommuner dannede en ny Frederikssund kommune. Ideen fængede over det ganske land, og inden der var gået 3 måneder havde indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen nedsat en kommission til at forberede en ny kommunalreform. På lokalt plan blev der udfoldet store anstrengelser for at få etableret en ny kommune af de 6 kommuner, men til slut trak Ølstykke og Stenløse sig ud af samarbejdet, idet de ville gå alene eller søge sammen med andre kommuner. Gad vide, om de har fortrudt? Frederikssund, Jægerpris, Skibby og Slangerup arbejdede målbevidst videre med sammenlægningen, der blev endelig etableret Efter folkeafstemning i Uvelse Sogn valgte et lille flertal at tilslutte sig den nye Hillerød kommune. Og møllen AF ANNEMETTE AARØE Den første tid Jægerspris mølle er et godt eksempel på, hvordan de fleste af vores danske møller har set ud. Det er en stor mølle, en af Danmarks største, med 38 alen eller 24 meter i vingefang. Det vides ikke med sikkerhed, hvornår de første møller dukker op i Horns Herred. Men Abrahamstrup Mølle kan spores tilbage til 1400-tallet. Den lå nogenlunde der, hvor Jægerspris Mølle ligger i dag. Det skrevne vi ved om Abrahamstrup er fra de reparationer, der er udført gennem tiderne. Et eksempel er fra 1648, hvor det blæste kraftigt, og vingerne fløj af. I 1640 hed mølleren Laurits Ibsen. Han var fæstebonde under kongen, der ejede Abrahamstrup Gods. Der var i 1688 ved Kristians V s matrikel kun én kværn i møllen, men der var også en hestemølle, som kunne bruges, når det var stille vejr. Der hørte et lille landbrug til møllen, og mølleren plejede omgang med godsforvalteren og færgemanden. Jo, man var vel noget, når man var møller. Igennem tiderne har der været mange møllere, og der blev slidt godt på møllen. I slutningen af 1700-tallet gik det i øvrigt godt for dansk landbrug, så der blev bygget mange nye møller i hele landet. Interfl ora kan bringe velsignet bud Interflora kan bringe velsignet bud Be stil j eg egav aver erne på inte rflora ra.dk Be stil j eg egav aver erne på inte rflora ra.dk Åbent d. 24/12 til kl lukket fredag d. 25/12 og lørdag d. 26/12 Åbent d. 31/12 til kl maler Acacia Blomster Østergade 32 F - Servicegaden - Tlf Området vest for Møllen blev udstykket, og der blev opført almennyttige boliger i 1970erne. Maleri af Laurits Petersen. En ny hollandsk mølle kom til Jægerspris i 1801, og det var enken Elisabeth Faye, der stod for mølleriet. I 1802 var der hele fire møller at passe: to stubmøller, en hestemølle og så den ny hollandske vindmølle. Da møller Meyer kom til, blev det hurtigt for meget for ham, og møllerne forfaldt. I 1816 blev han fyret. Så kom købmand Munthe fra Holbæk og skle rette op på den dårlige økonomi. For Munthe var det heller ikke let. Han havde en stor forpagtningsafgift, og landbruget gik dårligt. Stubmøllerne var blevet ødelagt i en storm. Hestemøllen og den hollandske mølle havde han heller ikke vedligeholdt, så alt var i stort forfald. Vi ønsker alle en glædelig j og et godt nytår Frederikssund Afdeling, Jægerspris Afdeling, Skibby Afdeling, Slangerup Afdeling, nordea.dk Gør det migt 6 7

5 Frederik VI ville dog have en mølle, og han besluttede at flytte den store Holtens Mølle fra Nykøbing Sjælland til Jægerspris. Dette skete i Møller Munthe dør i 1838, men hans enke driver møllen videre. I marts 1854 brænder Jægerspris Mølle, men Frederik VII, der nu var regenten, lader opføre en ny, og det er den mølle, vi har i dag. I 1858 hed mølleren med sikkerhed Søren Larsen. Kort før ham var møller Simon Hansen her et par år. Søren Larsen har mølle og gård frem til 1873, men han misligholder både gård og mølle med tilhørende bageri. JUL I FREDERIKSSUND Min slægt I 1873 kommer mølleforpagter Lorentz Petersen. Han er opvokset i Jægerspris, hvor hans far var dyrlæge og kroholder. Han var uddannet som købmand, og nu skle det hele nok gå godt. Men i maj 1889 brænder møl- legården. Den bliver dog bygget op igen med nyt bageri, og i folketællingen i 1890 kan man se, at der er 15 personer boende på gården. Det er en stor husholdning. Møllen malede for folk som boede tæt ved - ca. 2 kilometer. Betaling var ofte rugmel, som mølleren brugte i et. For det meste var det kun små portioner, f.eks. én tønde korn. bageri- Det var min slægt, der fra 1873 kom til Jægerspris Mølle. Min oldefar møller Lorentz Petersen døde i 1924, og kun en måned efter knækkede vingerne af møllen og kom ikke op igen før i Hans søn Aksel Sofus Lorentz Petersen (min farfar) forpagtede møllen frem til sin død i Han var medlem af Sognerådet i Gerlev Draaby i 33 år. Det var et Sogneråd, der satte afgørende præg på den gamle kommune med bl.a. en stor idrætsplads midt i byen og den store sommerhusudstykning på Kignæsbakken for ikke at tale om nybygningen af en stor moderne Sogneskole i begyndelsen af 1950 erne. Møllen stoppede med at male korn i 1954, og bageriet stoppede i 1964, da der ikke længere var nogen som ville og kunne drive en rentabel forretning. Møllen og kommunen I midten af 1960erne blev det moderne at bo i en mølle. Jægerspris Mølle skle også bruges til bolig. En svensk arkitekt lejede sig ind i møllen. Han smed alt inventar ud og holdt en stor fest for sine venner med papirlygter og paptallerkener, og derpå så vi ikke mere til ham. Men han havde evnet at splitte det indvendige i møllen totalt ad. Heldigvis blev der taget fat på at restaurere møllen i Der blev holdt en stor fest i Jægerspris By, og overskuddet fra festen dannede grundlaget for restaurering af møllen. Der holdes stadig Jægerspris Fest hvert år, og der sættes et beløb af til vedligeholdelse af møllen. Begrænset genoptryk af Maiken Hejnfelt s Frederikssund 200 års jubilæumsserie Samlet pris for alle 7 billeder: kr ,- Serien er genoptrykt på 21 x 21 cm lærred, og monteret på 4 cm dyb blind-ramme. Der laves kun 25 nummererede serier. Se billederne igen på v/maiken Hejnfelt Bestilling modtages på maiken@hejnfelt.dk eller tlf » E n svensk arkitekt lejede sig ind i møllen. Han smed alt inventaret ud og holdt en stor fest for sine venner med papirlygter og paptallerkener «Men hvorfor er nu en mølle indblandet i en kommunes historie? Jo, for Jægerspris Kommune købte i maj måned 1969 den gamle mølle for kroner, og allerede samme år kom der vinger på møllen igen. (Ved eventuel senere handel skal Jægerspris Stiftelse først have buddet om tilbagekøb for et tilsvarende beløb). Mølleren, var nu min onkel, Svend Aarøe Petersen. Han passede og plejede møllen, sørgede for at male korn til mel, tjære og kalke møllen, og ikke mindst fik han oplært et godt hold møllersvende, som kunne køre med møllen. Lynet slog ned I sommeren 2001 slog lynet ned i den gamle mølles vinger. Det var ikke godt men ved hjælp fra flere fonde lykkedes det at få vinger op igen et par år senere, og den gamle mølle fik også en god restaurering af sokler m.m. Formanden for Møllelauget Asger Mansted skriver i en mail dec til mig: Lidt om vores mølle. Ting ta r tid! Som vores Dronning udtalte ved indvielsen af Københavns Metro. Og dette gælder også for møllereparationer! Møllen er nu rettet op, nye fodremme og stolper v/vinduer og døren. Meget stort tømmer, meget arbejde og meget fint tømrerarbejde. Sokkelen er repareret, og der er opmuret mellem bjælkerne ved sokkel og mur i køregangen. Den nye bjørn er på plads. Hatten er spåntækket med nye tagspån incl. blytækning ved mølleakselen. Vindfløjen (et trekantet stk. blik!) og kuglen er nedtaget for renovering m.m. De 2 lemme bliver tilpasset til den nye bjørn. Den vandrette beklædning er delvis fornyet. Hjørnerne får lige straks en blyinddækning. De indvendige skader efter lynnedslaget er stort set i orden. Kun mangler der lidt ved bremsen. Brodækket (nederste gv) er på vej. Udvendigt på sokkelen mangler noget reparation og pudsearbejde, der venter på frostfri forårstemperatur. De lange vinger er på møllebyggerens værksted. Jeg følger udviklingen, så vi kan foretage en besigtigelse ved passende lejlighed. Kontakten til stilladsmanden og en evt. lift er stadig på on. Det er endnu for tidligt at fastsætte en dato for indvielsen Vi har bl.a. modtaget en donation fra Nordea på midler øremærket til nye sejl! I en mail fra februar 2003 skriver Asger Mansted: Vingerne er stadig på møllebyggerens værksted og lidt endnu. En ny vindfløj er under arbejde efter originaltegning med Fr. VII hos tidligere klejnsmed og borgmester Po Madsen. En ny løgformet kugle bliver nok en Svedbergs toilet m/hvidt sæde og Geberit skyllemekanisme. Før 3.515,- NU 1.498,- JUL I FREDERIKSSUND realitet, drejet af en lokal drejer, af et væltet egetræ i Nordskoven. Afskåret af en møllesvend og afhentet af udvalgsformanden (vi har fået det tildelt af skovfogeden.) Den økonomiske side er ikke sort, men nok lidt meleret med lidt lys i udsigt. Til slut skal det siges, at møllens vinger kom på plads i maj måned 2003, og at møllen holdes åben i sommerperioden på lørdage fra kl. 14 til 16 samt efter aftale. Hvis det blæser bliver møllens sejl sat, og der bliver malet korn til mel. Havelse Mølle Flisecenter Havelse Mølle 26 B Frederikssund Tlf Fax KVALITETS FLISER TIL NETTO PRISER Sassi Di Fiume, Vigonza (grå) og beige. 30x30 cm gvflise. Før kr.228,-/m2 NU kr. 188,- m2 incl. moms Jægerspris Mølle og gård før En del af møllerens jord blev til idrætsplads i ARKIVAR ANNEMETTE AARØE Født Formand for Historisk Forening i Jægerspris og leder af Lokalhistorisk Arkiv i Jægerspris. Hun nedstammer fra møllerslægterne i Jægerspris og Lyngerup. NB! Artiklen er uforkortet, men på findes en bred, historisk artikel om livet i Gerlev-Dråby Kommune fra af samme forfatter. Vi ønsker alle en glædelig j Vi er lagerførende i Lip - og Miras produkter Mandag - fredag: Lørdag: ,6x31,6 cm Dakota, rustik gvflise Før kr. 198,-/m2 NU kr. 138,- m2 incl. moms 8 9

6 JUL I FREDERIKSSUND JUL I FREDERIKSSUND Der var engang AF FIN DAHL, ELSENBORG. Jeg er født i 1936 og har levet næsten hele mit liv på Elsenborg. Elsenborg var en ganske almindelig bondegård med køer, grise, fjerkræ og heste. Gode heste var meget vigtige dengang, for det var jo trækkraften. Hestene fik af og til klippet deres haler og manker. Dengang kom der en børstenbinder rundt til gårdene og købte disse afklippede hestehår, som man lavede børster af, og hestehår var en eftertragtet vare. Ud over de almindelige husdyr havde vi også en tyr, som var kørt til. Den kunne spændes for vognen, og var også god at ride på. Hver dag trak den vognen med mælkejungerne ned til landevejen og tilbage igen. Vi kørte ofte søndagstur i marken, eller hentede togrejsende fra Oppe Sundby trinbræt. Min far var endda kørende til dyrskue i Frederikssund med tyren. Det vakte megen opsigt! Den første traktor blev købt i 1951, men vi brugte alligevel heste til langt op i tresserne. Elektricitet fik vi først i 1943, så jeg husker, at vi havde petroleumslamper i stuehuset og petroleumslygter i staldene. I Ll. Rørbæk ligger der 5 gårde, 2 mindre ejendomme og 15 huse rundt omkring det store gadekær. De 5 gårde har nogle fine navne, som lyder: Frydendal, Gyldendal, Stjerneholm, Frogården og Elsenborg - meget idyllisk! Drama i Rørbæk I vores lille landsby er der også sket dramatiske ting. Gården Gyldendal er brændt 2 gange, første gang i 1950erne og igen i 1960erne. Også på gården Stjerneholm har der været ildebrand, hvor en del af de gamle længer samt nogle dyr blev ildens bytte. Det skete i 1970erne. I begyndelsen af 1950erne faldt et lille militærfly ned, lige udenfor landsbyen og 2 personer omkom. I året 2000 skete der noget voldsomt igen. Denne gang på gården Frydendal. Nogle aktivister havde i nattens mm og mørke lukket 8000 mink ud af deres bure. Med det restat, at der var mink alle steder her i landsbyen samt i omegnen. Mange blev indfanget igen, mens andre blev dræbt i trafikken. Dengang var der vintre til! Om vinteren, når det var frostvejr, skle der høstes tækkerør. Det var nødvendigt med frostvejr, for ellers var der for meget vand og for blød bund til at sjappe rundt i. Vi havde strandrør ude ved Roskilde fjord Værebro å og de lidt grovere moserør ved Snostrup sø, hvor vi har en moselod på knapt 2 tdr. land.det var en god vinterbeskæftigelse for karlene. Tækkerørene var til eget brug eller blev solgt. Om vinteren blev der også skovet og savet brænde, hugget risbrænde o.s.v. Der skle bruges meget brændsel til både komfur og kakkelovne. Tørv og formbrændsel (briketter, koks) blev der også brugt meget af. Alt maden blev jo lavet på brændekomfur, og høkassen var en god hjælp. Men ellers var karlene vinteren igennem travlt beskæftiget med at sørge for foder m. m. til dyrene. Der skle køres roer ind til køerne, og slagtesvin skle køres til Frederikssund Svineslagteri. Både heste og køer skle strigles. Der blev strøet med tør halm eller avner under dyrene hver dag, køerne blev malket 2 gange om dagen, og der skle muges ud med trillebør. Derefter skle møddingen sættes. Havde man kartoffelker, skle disse også tilses. Havde kartoflerne det for varmt, rådnede de. Var det frostvejr og var de dækket for lidt, frøs de og blev ubrugelige. Var der nogle vinterdage, hvor der ikke var så travlt, og fjorden var frosset godt til, kunne det hænde, at karlene fik lov at gå ud på isen for at stange ål til husholdningen. I mine drengeår var der noget, der hed Snekastning. Det blev der brugt meget tid på i de år. For det første faldt der kolossalt meget sne i begyndelsen af 1940erne, og for det andet havde man ikke sneplove og den maskinkraft som i dag. i Lille Rørbæk Hvert hus og hver gård havde snekastningspligt. Jo større gård, jo flere folk skle man stille med. Min far var snefoged i Ll. Rørbæk i 40 år. Det var snefogeden, der tog bestik af situationen, hvor-når der skle kastes sne, og han skle sørge for at tilsige mandskab. Jeg mener, at der sommetider var mand i sving på sådan et snekastningshold. Af tømreren og smeden i St. Rørbæk blev der i de år bygget en sneplov til heste. Den stod altid hos sognefogden på Rørbækgård. Hvis der ikke var faldet så meget sne, kunne man spænde sine heste for den og køre sit distrikt igennem. For at sneploven kunne gå godt i bund, skle der helst være noget vægt på. Det var lige noget for os børn at få lov til at køre med der. Handel og vandel I modsætning til i dag, blev mange husholdningsvarer bragt til døren dengang. To gange om ugen kom brødkusken fra Mariendals Mølle - og bageri i Frederikssund. Slagter Mygind fra Fr.sund kom med sin slagtervogn. Fiskemand Mathiesen kom engang om ugen og ostemand Johannes Nielsen kom hver 14. dag. Der kom også en æggemand en gang om ugen. I min barndom kom de alle sammen med hestevogn. Derforuden kom der jævnlig besøg af en børstenbinder, som solgte børster, koste og grydesleve m.m. Pottemageren solgte krukker og fade; kludekræmmeren solgte sokker, undertøj og alle mige beklædningsgenstande. Kludeskomanden og træskomanden kom også jævnlig forbi, og der kom skærslibere, landsstrygere - både mandlige og kvindelige. I Ll. Rørbæk havde vi en lille butik/udsalg. Her kunne man bl.a. købe snus og skråtobak, is, flødeboller, slik og en bestemt slags honningkager, som kaldtes Provstindens guf. Det var mest karlene fra gårdene, der handlede der. Min mormor og morfar var de sidste, som betjente butikken, og den lukkede i 1950erne. I St. Rørbæk var der dengang også en lille telefoncentral. Det var Johannes og Jensine Jensen. Johannes Jensen kørte Taxa, som kaldtes for Lillebil. Landsbysmedjen var en vigtig del i lokalsamfundet. Her fik bønderne skoet deres heste og repareret deres maskiner. Ligeledes var der i St. Rørbæk et mælkeudsalg, samt en lille slagterbutik og en træskomand, som blev kaldt for Amerikaneren. (Han havde vistnok været i Amerika) Inden man skle have nye træsko, kunne man komme og få målt fodens størrelse, så man var helt sikker på, at de færdige træsko passede til foden. Rytterskolen i Rørbæk Undervisningen foregik i Rytterskolen hos lærer Valdemar Hansen. Man gik 7 år i skole, først 3 år i lille klasse, derefter 4 år i store klasse. Store klasse gik i skole om formiddagen og lille klasse om eftermiddagen. Systemet medførte, at der var flere årgange blandet sammen i hver klasse, så undervisningen foregik på flere klassetrin samtidig. Gymnastik havde vi på Stænget, der var et lokale oven på den gamle brugs. Sådan var det, inden forsamlingshuset blev bygget. Skoleudflugten gik bl.a. til Jægerspris Slot med hestevogn. Hestene blev opstaldet i rejsestalden ved Slotskroen, mens vi børn så slottet, spiste den medbragte mad og badede ved Vesterstrand. Ligeledes erindrer jeg fra min skoletid, at alle elever engang var gående ud til Langager Mejeri i Udlejre, hvor vi fik et varmt bad og et glas kærnemælk. Det har været ca og var en god oplevelse for os alle sammen, både det varme bad og et frisk glas kærnemælk. Samtidig fik vi set, hvordan mælken blev behandlet og hvordan, der blev lavet ost og smør. Vores skole fungerede også som bibliotek. I skolestuen stod der 2 store skabe, det ene med børnebøger, det andet med bøger til voksne. Lærer Hansen var bibliotekar og forestod udlån af bøgerne, da biblioteksloven påbød hver kommune, at befolkningen skle kunne låne gratis bøger. Rytterskolen blev nedlagt i 1956, og eleverne fra Rørbæk kom til at gå på Falkenborgskolen i Frederikssund. Da Åbjergskolen blev bygget, skle børnene gå der, hvad de stadig gør. Over indgangen på den gamle Rytterskole er indmuret en sandsten med bl.a. følgende vers, skrevet af Fr. Rostgaard. Halvtredsindstyve Aar, Gud, har du mig opholdet, At Sygdom,Kriig og Pest mig intet ondt har voldet; Thi yder jeg min Tack og breeder ud Dit Navn Og bygger Skoler op de fattige til Gavn. GUD, lad i dette Værck Din NAADES FYLDE kiende. Lad denne min Fundatz bestaa til Verdens Ende, Lad altid paa min Stool een findes af min Æt, Som mener DIG MIN GUD og DISSE SKOLER rætt. Da verdenskrigen kom til Rørbæk Under anden verdenskrig og Danmarks besættelse deltog min far lidt i modstandsbevægelsen, bl.a. med uddeling af illegale blade - våbendepot i en nybygget ajlebeholder og benzin til frihedskæmpernes køretøjer. Ydermere var der gemt en stor B&W skibsmotor i laden, tildækket med en masse halm. Foruden det havde vi en politibetjent boende, fordi han var gået under jorden, som man sagde. Han deltog i arbejdet som almindelig karl, og gik under navnet Peter Larsen. Hans rigtige navn var Gudmund Nørgaard. Efter et stykke tid hos os slap han af sted til Sverige. Den værste dag under krigen var dog en dag, da hipo - og gestapofolk kom på besøg. Helt uventet kom der pludselig 4 5 mand og gennemsøgte hele huset fra kælder til kvist. Min mor og et par af mine søstre var alene hjemme, da vi andre var beskæftiget i marken. Mor og mine søskende fik sig en slem forskrækkelse, for de uventede gæster opførte sig ikke særlig sympa-tisk. De holdt hele tiden øje med, at min mor ikke fjernede noget. De viste tydeligt, at de var bevæbnede, så hun var nødt til at lade dem undersøge hele huset. De fandt nogle illegale blade, men heldigvis ikke en hel sækfd med flere hundrede eksemplarer, som min far havde påtaget sig at uddele på egnen. De fandt ligeledes et par afmonterede granater fra 1.verdenskrig. Det, med de illegale blade, var nok det værste. De hentede min far hjem fra marken, og han måtte forklare, hvad han brugte disse blade til. Han var god til at snakke og fortalte Gestapo, at dem brugte han til lokumspapir. Herefter kørte de, og vi kunne ånde lettet op. ORI idrætsforening og samlingspunkt Den 28. september 1943 mødtes ca. 40 unge mennesker fra Oppe Sundby og Rørbæk på Oppe Sundby Skole - for at stifte en idrætsforening. På den stiftende generalforsamling vedtoges de nødvendige love, og den første bestyrelse blev valgt. I de første år blev der dyrket gymnastik og folkedans. I 1945 fik man et længe næret ønske opfyldt. Det lykkedes at leje en mark på gården Toftesten i Oppe Sundby. Her startede fodboldtræningen. I 1948 lejede man en større og mere velegnet mark fra gården Pedersholm, hvorefter der også kom gang i håndboldtræningen. Senere blev der også spillet badminton samt dyrket gymnastik og atletik. For at skaffe penge til foreningsarbejdet, blev der udvist stor opfindsomhed. Der blev afholdt fastelavnsridning, spillet revy, amatørteater, og der blev holdt nytårs- og pinseballer, sommer-fester m. m. Mange har gennem tiderne udført et stort frivilligt arbejde i ORI. Da jeg var dreng havde Snostrup kommune 500 indbyggere. I 1966 blev Snostrup og Oppe Sundby kommuner lagt sammen. Dermed steg indbyggerantallet til I 1970 kom kommunalreformen. Frederikssund Kommune kom herefter til at bestå af Græse, vester, Oppe Sundby, Snostrup og Frederikssund. I 2007 fandt endnu en kommunesammenlægning sted. Denne gang blev ti kommuner lagt sammen, så der nu er indbyggere i ny Frederikssund Sigerslev- Kommune FIN DAHL, LILLE RØRBÆK. Født Gårdejer på Elsenborg. NB! Artiklen er forkortet af redaktionen. Artiklen i fd længde kan læses på Lækkert modetøj til kvinder - tasker, støvler & tilbehør 10 11

7 JUL I FREDERIKSSUND JUL I FREDERIKSSUND Min barndomsgade i Frederikssund Havnegade med ejendomme Kreditten - udateret avisudklip. AF BODIL TANK CHRISTENSEN Dejlige by med de skovklædte strande by med din blanke, din venlige fjord, søgte du end i de fjernere lande, skønt var dog hjemmet ved Roskilde fjord. Chr. Kock. Havnegade og nogle af dens beboere ca Jeg er født i 1926 i Frølunds Gård i Havnegade 13, en beboelsesejendom med små lejligheder og retirader i gården. Vi boede i baghuset, hvor pladsen var trang, så man kom rimelig tæt på sin nabo. Det var for vores vedkommende frk. Aspe en af byens mange syersker. Jeg husker hende som et elskeligt menneske, og en eminent historiefortæller. Når tiden tillod det, bød hun også på sin helt egen specialitet lidt æblegele med fløde serveret i en lille kop. I baghuset boede også kommissionær Olsen, som flere gange om ugen - slæbende på sin vadsæk - rejste med toget til København for at besørge små og store ærinder for folk. Familien Frølund boede i den store stuelejlighed mod gaden. Fru Frølund var meget gangbesværet, sad hele eftermiddagen ved sit vindue i dagligstuen og iagttog de forbipasserende i sit store gadespejl. Sommetider blev jeg vinket indenfor og blev budt på et Bismarcksbolsje. Jeg nejede pænt og sagde tak, før jeg dalede ned i den grønne plys med antimakassar. Jeg elskede den stue med de utallige nipsgenstande, der var placeret overalt; og mens jeg lod blikket vandre, blev jeg udspurgt om livet i gården og på gaden. De mange næringsdrivende Det hændte, at min far spurgte, om jeg ville med til købmanden. Så tog han mig i hånden, og vi gik ned mod havnen til købmand Elsass. På vore vej kom vi først forbi en lille gæstgivergård i folkemunde kaldt Kreditten. Det var et smukt gammelt hus, det ældste i byen så vidt jeg ved, som desværre en del år senere måtte vige pladsen for nyt byggeri. Men naboejendommen, det gamle apotek (i dag Super Best), fik Havnegade heldigvis lov til at beholde. Købmand Elsass var ejet af to jødiske brødre Meier og Nathan, som drev købmandsgården sammen. De var gift med to søstre Rosalie og Adelheid. Rosalie drev en kortere årrække, assisteret af et par tilrejsende lærerinder, en lille privatskole, der havde til huse i et par lokaler i Foderstofgården. Skolen kan jeg naturligvis ikke huske det var før min tid, men min svigermor havde været elev hos Rosalie Elsass. På den anden side af gaden boede doktor Bacalia med sin grønlandskfødte kone, og et par husnumre længere fremme lå og ligger stadig Foderstofgården. På daværende tidspunkt tilhørte den trælasthandler Holten Lange, som brugte bygningerne til lagerplads. Her var også en lille margarinefabrik, en karetmager og en maler, og ud mod gaden en købmand og små lejligheder. De store gårde med omkringliggende friarealer var fantastiske tumlepladser for byens og gadens mange børn, men ikke helt ufarlige. Trods instrukser hændte det dog, at naturen gik over optugtelsen. Snedker Nielsen Havnegade 20, blev aldrig kaldt andet end Berlineren, Det var en morsom lille mand med et stort kruset hår og et imponerende hvalrosskæg. Han havde værksted og bolig i et rum i baghuset, og man sagde, at han sov mellem limpotter og høvlspåner. I forhuset boede gadens skomager, og spillelærerinde frk. Kold. Hun boede dør om dør med søstrene Caspersen, to midaldrende frøkener, der syede og solgte hatte på størrelse med grydelåg, og når jeg søndag eftermiddag blev sendt op til bager Reddersen i Østergade, promenerede de ofte med den sidste nye kreation på hovedet. Til bal i Hotel Isefjord I Havnegade lå også hotel Isefjord. Her var en nydelig restaurant, en stor og to små sale, og øverst oppe en række værelser til udlejning. Hotel Isefjord har dannet rammen om et utal af festlige begivenheder. Danselærerinden Fru Bøtners imponerende afdansningsbal, og mangen en dilettantforestilling er gået over de skrå brædder. Det helt store var nok Borgerforeningens jetræsfest, som altid løb af stablen anden nytårsdag. Jetræet nåede helt op til loftet smukt pyntet, og der var hundrede af levende lys på grenene.to brandmænd Vi ønsker alle en rigtig glædelig j Havnegade set fra havnen - gammelt postkort. i uniform sørgede for, at alt var under kontrol. Omkring træet gik små piger i taft og tyl og drenge i sømandstøj med vandkæmmet hår. Når Fløjteniels og fru Laura spillede op, sang alle med på de gamle jesange og så var der bal bagefter! Mine skoleoplevelser Jeg var syv år gammel da jeg en aprilmorgen drog af sted med min nye skoletaske, og begyndte som elev på Borgerskolen (i dag Falkenborgskolen) i Frederiksborg-gade, Min skoletaske indeholdt en lille skiffertavle og et blåmalet penalhus med en griffel. Skolen havde syv klasser opdelt i en A- og en B- linje. Den daglige undervisningstid fra otte til femten alle ugens seks hverdage, der altid blev indledt med en morgensang og et Fadervor, blev afbrudt af en times pause midt på dagen. Så kunne man lige nå hjem til den varme middagsmad. Jeg blev glad for min skole og det sociale samvær, der var med kammerater og den yngre lærerstab, som efterhånden kom til. Naturligvis herskede der aldrig tvivl om, hvor autoriteten lå, så undervisningen foregik altid i en god atmosfære. Man terpede meget dengang tabeller, staveord, huskeregler så som: st, sp og sk de aldrig skilles må, og ikke mindst salmevers, der simpelthen skle sidde på rygmarven. Marked på torvet En årlig begivenhed var det store marked på torvet i november. På selve dagen kunne man se teltholderne i fd gang med at etablere sig, og torvet omdannet til en stor markedsplads med alt, hvad en gøglertrup kunne præstere. Her var gynger, karruseller, skydetelt, en oversavet dame, og en spåkonen der sad parat med sin krystalkugle. En dødsdrom måtte vi absolut opleve, mente min far vi skle da se bysbarnet Morian køre på de lodrette vægge. Jeg var ikke helt tryg ved situationen så var det alligevel bedre at besøge teltet med de mangefarvede perlekæder, som en mørkhåret Hjertelig tak fordi I støtter os, således at vi er i stand til at hjælpe, hvor nøden er størst. Alt det bedste til jer fra os frivillige medarbejdere i Kirkens genbrug Havnegade set fra torve-enden med Hotel Isefjord. kvinde med et spraglet sjal falbød eller smage på de glaserede æbler og honningkagerne jeg kan næsten fornemme duften endnu! De fem forbandede år En tidlig forårsmorgen dalede små papirsedler ned med et oprob, der ikke var til at misforstå. Besættelsesmagten manede til ro og orden, og langsomt sænkede mørket sig om byen i mere end en forstand. Men livet fortsatte som før i hvert fald på overfladen. Sidst i trediverne var en ung mand flyttet hertil. Hans navn var Bent Faurschou Hviid, og han kom i lære hos købmand Axel B. Lange. En lidt fanden i voldsk fyr med et stort rødt hår ikke underligt han fik tilnavnet Flammen. Hans videre skæbne kendes vel af de fleste. Også den gamle jødiske familie Elsass og deres børn forvandt uden nogen vidste hvorhen. Fem forbandede år (som vi sang), skle der gå, før der igen blev BODIL TANK CHRISTENSEN, FREDERIKSSUND Født 1926 og opvokset i Frederikssund. Handelsuddannet og bor i dag i Stationsparken. NB! Artiklen er forkortet af redaktionen. Artiklen i fd længde kan læses på fred, så da budskabet om tysk kapitation strømmede ud i æteren, bredte glæden og euforien sig med lynets hast. Folk løb ud på gader og stræder for at fejre befrielsen med naboer og venner, og helt spontant skabtes en tradition, der fortsatte i mange år alt hvad man havde af lys og lysestumper blev tændt og stillet i vinduerne i de små hjem i sandhed et syn, man aldrig glemmer. Kirkens genbrug Østergade Frederikssund Telefon

8 JUL I FREDERIKSSUND JUL I FREDERIKSSUND Jørlunde Gårdejer Jens Svendsen, Gærsholm Gård, valgmenighedens grundlægger og højskolens tillidsmand. - en landkommune, der forsvandt AF PEDER CHRISTENSEN Som et af de største sogne arealmæssigt i Nordsjælland, blev Jørlunde Kommune (tidl. skrevet Hjørlunde) ved kommunesammenlægningen i 1970 delt mellem Slangerup- og Ølstykke kommuner. Disse to kommuner indgik ved kommunesammenlægningen i 2007 henholdsvis i Frederikssund- og Egedal nye kommuner. Som andre sogne har Jørlunde sin egen interessante historie. I det følgende skal der berettes lidt om væsentlige kturelle begivenheder i perioden Friskolen - en anderledes skoleundervisning. Sognebogssamlingen det første bibliotek Med landboreformernes gennemførelse og udskiftningen af gårdene i slutningen af 1700-tallet blev der frigjort mange positive kræfter mange steder i landet. Denne udvikling kom ikke mindst til at præge Jørlunde Sogn i 1800-tallet igangsat af en række initiativrige og idealistiske personer, som fandt klangbund i sognet for deres tanker og ideer. Jørlunde blev i 1800-tallet et kturelt kraftcenter på egnen. Allerede i 1806 fik Jørlunde en sognebogssamling, der blev oprettet som en af de første i landet. Ophavsmand hertil var sognepræsten Peder Sølling, der ved siden af den egentlige præstegerning, arbejdede ihærdigt på at oplyse sognets beboere med god og nyttig kundskab. Med frivillige bidrag oprettede Sølling Hjørlunde Sogns Lånebogsamling med 63 bind, der blev anbragt i en længe i præstegården.ved Søllings afrejse fra sognet i 1818 var bogsamlingen vokset til 200 bind. I 1836 kom en initiativrig ung student og huslærer, Niels Holger Callesen til præstegården. Sammen med pastor Gade og den oplyste, ihærdige og stænderdeputerede bonde, Jørgen Pedersen fra Selvlystgården (nu Lindegården) tog Callesen initiativ til, at bogsamlingen gik på omgang mellem tre lånesteder i Jørlunde, Skenkelsø og Sundbylille. Samtidig blev der grundlagt en læseforening, hvor man læste og diskuterede forskellige emner. Skolebyggeri med bidrag fra kong Christian den 8. Blandt disse emner har man formentlig også drøftet tanken om at udvide almueundervisningen med en højere skole for landboungdommen. Den 1. juni 1841 samledes en række gårdejere fra sognet til et møde, hvor man blev enige om at oprette Danmarks første Højere Bondeskole i Jørlunde Sogn. Førnævnte huslærer, Callesen blev ansat som lærer, og skolen begyndte sin virksomhed i et lejet lokale i Sundbylille den 5. november Gruppen bag skolen forpligtigede sig også til at opføre et nyt skole- hus, og i 1844 købte man et jordstykke på Sundbylille mark (ved Højskolevej, der ikke burde bære dette navn læs senere). Der blev i sognet indsamlet 1600 rigsdaler, og kong Christian den 8. skænkede 800 rigsdaler. Den 18. oktober 1844 blev den højere bondeskole i Sundbylille indviet. Fremtiden så lys ud, men som ved alt nyt, var der også mange tvivlere, der ikke kunne se nogen ide i den megen oplysning til bønderdrengene! I 1848 brød treårskrigen ud. De ældre karle blev indkaldt til hæren, hvorefter de unge drenge måtte blive hjemme på gården for at hjælpe til med driften. Callesen søgte andet embede, og skolen måtte indstille sin virksomhed i Bygningen blev solgt til privat husmandsbrug der ligger ved Højskolevej den dag i dag. Danmarks eneste højere bondeskole var nedlagt! Morten Oxenbøll Pontoppidan. Morten Pontoppidan en ildsjæl flytter til egnen Men skolens virksomhed havde ikke været forgæves. I 1867 blev der oprettet en højskole i Freerslev ved Hillerød med cand. theol. Otto Jacobsen som forstander. Trods store forventninger fik skolen kun ringe elevtilslutning og skolen måtte efter nogle år lukke. Men så kom Morten Pontoppidan til Freerslev. Han havde i et par år været kapellan ved Olai Kirke i Helsingør. Pontoppidans personlighed virkede omgående, og der kom snart så mange elever, at man hurtigt måtte beslutte valget om at udvide skolen eller flytte til større omgivelser. Morten Pontoppidan valgte at flytte højskolen til Jørlunde. Han havde fået flere venner blandt de personer, der medvirkede ved den højere bondeskoles virksomhed i Sundbylille, og Pontoppidan følte, at der var grobund for oplysning og højskoleliv i Jørlunde. I foråret 1880 købte Pontoppidan en ejendom på Søgårdsvej (der rettelig burde hedde Højskolevej) beliggende mellem Jørlunde og Sundbylille. Der blev i tilslutning til eksisterende bygninger opført en nybygning med skolestuer og elevværelser endvidere et øvelseshus til idræt og en ny forstanderbolig. Allerede den 2. november 1880 åbnede skolen med 28 karle - og i den følgende sommer med 38 piger. Højskolen blev godkendt med statsstøtte og fremtiden så lys ud. Af lærerkræfter var der i en periode blandt andre ansat broderen, Henrik Pontoppidan - og digteren, Jeppe Aakjær. Morten Pontoppidan var som tidl. nævnt også præst. Han fandt snart, at den religiøse påvirkning på skolen var utilstrækkelig, og samtidig var der blandt flere af sognets beboere et ønske om oprettelse af en frimenighed med Pontoppidan som præst men således, at han også kunne fortsætte som højskoleforstander. En ny kirke blev bygget på rekordtid på et højdedrag ved højskolen, og den 16. januar 1887 blev kirken indviet. Men Morten Pontoppidans politiske aktivitet kom til at koste dyrt! Pontoppidan agiterede kraftig direkte mod Estrups provisorium både i skrift og tale, hvilket medførte, at Estrup indstævnede Pontoppidan for retten for fornærmende injurier. Pontoppidan blev idømt tre måneders fængsel, hvilket blev afsonet i Hillerød arrest. Under disse urolige lederforhold på højskolen faldt elevtilgangen, og samtidig blev skolen frataget enhver økonomisk støtte.. I 1891 var Morten Pontoppidans højskoleeventyr til ende han satte skolen til salg, og flyttede selv til København. I de følgende år forsøgte skiftende forstandere at fortsætte højskolens virksomhed. Bedst lykkedes det for Albrekt Albrektsen i en periode fra 1896 til 1914, hvor Albrektsen måtte fratræde på grund af sygdom. En stor del af egnens befolkning sluttede op omkring skolen, hvor endvidere en friskole fik skolelokale i højskolens bygninger med undervisning af den dygtige og energiske Guria Fogh, der blev gift med gdr. Jens Svendsen, Gjersholmgård i Sundbylille. Jens Svend- Lærer A. Larsen med en klasse i 1930rne. Det frie valg. Du bestemmer selv Pryts Service Er du tilfreds - sig det til naboen. Er du ikke tilfreds - sig det til os. Kommune Henvend dig til kommunens visitatorer DIG Vi ønsker alle vores kunder god j og godt nytår Kvalitet skaber tillid HVORFOR Pryts Service Frederiksborggade 22F 3600 Frederikssund Tlf Jan Pryts Arne Pryts Rose Olsen 14 15

9 JUL I FREDERIKSSUND JUL I FREDERIKSSUND Fastelavn med heste foran Skibby kro, sen var på alle måder en af højskolens og valgmenighedens bærende kræfter, tillige med sine mange initiativer i andelsbevægelsen. 1. verdenskrig slog meget i stykker for højskolerne, og i 1917 måtte Hjørlunde Højskole dele skæbne med flere andre og lukke.. Frimenigheden, der senere blev godkendt som valgmenighed, fortsatte sit kirkeliv med hjælp og velvillighed fra Københavns Valgmenighed om fælles præst. Helt frem til sidst i 1960èrne blev der jævnligt afholdt gudstjeneste i den lille kirke med den meget smukke altertavle Jenat malet af Niels Skovgård og skænket af Guria Svendsen til minde om hendes mand. Gennem årene svandt menigheden ind uden der kom nye til, og i 1970 blev kirken nedrevet. Altertavlen blev skænket til valgmenighedskirken i Ullerød. Kirkegården ligger nu fredet som et minde om dem, der bar tanker og visioner omkring højskole og valgmenighed. En høj granitsten med en bronzeportrætmedaljon af Jens Svendsen er ligeledes placeret på kirkegården Jørlunde Sogneråd forhandlingsprotokollen er intakt Det første skridt på vejen til sognedemokrati var loven i 1841 om oprettelse af et sogneforstander-skab i hvert sogn. I 1868 afløses sogneforstanderskabet af sogneråd på 9 medlemmer. Forhandlingsprotokollerne i Jørlunde Sogn er intakte for hele perioden 1841 til 1970 og giver læseren et indblik i, hvad der er foregået i sognet igennem de ca. 130 år. Her skal der kun nævnes enkelte pudsige eller betydelige beslutninger. I april 1899 fremsender amtsrådet udkast til regler for kørsel med motorvogn på sognets veje. Sognerådet finder det bedst, at der ikke gives tilladelse til kørsel med motorvogne. I oktober 1901 blev husmand Peter Hansen antaget som vejmand for en betaling på kr. 200 årligt, samt fri afbenyttelse af græsset på vejrabatterne. I december 1916 blev det overdraget til formanden at indsende beretning til Statistisk Departement om, hvor store arealer med hvidkål, der findes i kommunen. I december 1932 indbydes sognerådet til møde i Frederikssund angående forhandlinger om Midtsjællandsbanen. Formand og næstformand deltager. I oktober 1933 beslutter sognerådet at købe Dr. Westergaards store ejendom i Jørlunde og om- bygge til alderdomshjem. PEDER CHRISTENSEN, JØRLUNDE Født Tidl. skoledirektør og forvaltningschef i Slangerup. NB! Artiklen er forkortet af redaktionen. Artiklen kan læses i fd længde på Jørlunde Sogneskole som den så ud nyopført i 1939 på bakken ved Skyhøj. Tre vigtige sager for sognerådet K. K. Steinckes sociallov var netop blevet vedtaget af Rigsdagen i Jørlunde Sogneråd henvender sig herefter til nabokommunerne om i fællesskab at oprette alderdomshjem. Formentlig får man ikke svar hurtigt nok, og som en af de første landkommuner, opretter Jørlunde Kommune sit eget alderdomshjem. I april 1937 beslutter sognerådet med stemmerne 8-1 at opføre en ny centralskole og samtidig nedlægge de tre distriksskoler i Jørlunde, Skenkelsø og Sundbylille. Rigsdagen havde i 1937 vedtaget en ny skolelov, der skle modernisere undervisningen i landsbyskolerne. Undertegnede anser ovennævnte beslutning som en enestående, fremsynet og modig beslutning ikke mindst set i lyset af, hvor svært det er at ændre skolestrukturen i de nye storkommuner. Sundbylille Skole var opført i 1919 og altså ikke mere end 18 år gammel. Stort set fik alle andre landkommuner i Nordsjælland først bygget ny centralskole efter 2. Verdenskrig. Jørlunde Centralskole blev opført ved Skyhøj, og indviet den 29. august Skolen fungerer stadig som 10. klasse-center i Egedal Kommune. I ji 1967 vedtog sognerådet enstemmigt at rette henvendelse til Ølstykke Kommune og tilsigte en sammenlægning med denne. Arkitekten bag kommunalreformen i 1970, departementschef i Indenrigsministeriet, Henning Strøm, rejste landet rundt og orienterede om den kommende kommunalreform. På et møde i Jørlunde Forsamlingshus inden ovennævnte beslutning, havde Henning Strøm foreslået en deling af Jørlunde Kommune. Sognerådets beslutning gav anledning til store diskussioner blandt sognets beboere, og i marts 1968 fremsendte en række beboere en liste til sognerådet om tilslutning til Slangerup Kommune. På sognerådets januarmøde i 1969 foretog sognerådet en ny afstemning, og der var 7 stemmer for sammenlægning med Ølstykke og 2 stemmer for kommunalreformkommissionens forslag om deling af kommunen. Som bekendt blev sidstnævnte forslag gennemført uden nogen form for demokratiske afstemninger blandt beboerne. Den 16. marts 1970 afholdt Jørlunde Sogneråd sit sidste møde i Jørlunde Sogns historie vemodigt ja men set i den generelle samfundsudvikling efterfølgende var det nødvendigt. Skibby set i et gadespejl AF NIELS L. NIELSEN Han satte træskoene Skibbys storkøbmand Bjergmark kommer en formiddag kørende gennem byen i sin nye, flotte bil. På fortovet går smed Bruun uden for sit værksted, der havde til huse i den tidligere isenkramforretning, nu Bondestuen. Bjergmark stopper, hilser og spø r, om smeden vil ha en tur. Jo, tak. Han vil da godt prøve det fine køretøj, og for ikke at snavse gvet til træder han ud af træskoene og efterlader dem på fortovet, inden turen begynder. Da bilen er forsvundet, står træskoene tilbage til nogen undren for forbipasserende, der ikke kender årsagen til det efterladte fodtøj. Timerne går, og stadig står fodbeklædningen, hvor smeden har efterladt den, hvilket giver anledning til en hel del snak. Hvor er smeden?? Ved aftenstide løses mystikken dog, da købmanden vender tilbage med sin passager, og træskoenes ejermand atter tager dem i besiddelse. Turen gik såmænd til Vordingborg! I øvrigt lader det til, at lange bilture ligger til slægten. Bruun har en efterkommer i Australien. Flere gange har han besøgt Skibby for at gå i slægtens fodspor. Sidst var i 2006, hvor han med et krydstogtskib gjorde ophold i København. Det benyttede han bl.a. til at tage en taxa fra hovedstaden hertil. Han får en lokal rundvisning af isenkræmmerens sønner mens taxaen står og venter. Sikkerhed eller... På slottet i Jægerspris sidder som der bør tagrender til at føre regnvandet fra tagene til effektive afløb, så murene ikke får vandskader. Fra tid til anden skal tagrenderne renses for blade og andet affald, så de til stadighed kan opfylde deres mission. Nu er det ikke så ligetil en sag som hjemme i parcelhuset. Slottets tagrender sidder for højt for de fleste stiger. Opgaven udbydes i licitation. En blikkenslager i Skibby vinder den. På en udvalgt dag begiver han sig med sine to lærlinge til Slottet med det nødvendige udstyr: nogle spande og noget reb. De tre tager turen op ad de mange trin i tårnet for at nå til loftet. Her finder de frem til et passende, stort tagvindue, som lærlingene kan klemme sig ud gennem. De får bundet reb om sig, så de ikke ved et evt. fejltrin på taget skal ende på slotsgårdens brolægning mange meter nede. De kravler ud og begynder rensningen. Nu har de deres tvivl, om nu mester også holder godt fast i rebet. Det vil de da lige afprøve, så da en spand er fyldt med snask fra tagrenden, tager den ene sit sikkerhedsreb af og binder det i hanken på spanden. Og så får spanden et fur ud over kanten og sejler mod jorden, mens rebet i fd fart trækkes ud gennem vinduet. Da spanden rammer jorden, dukker mesters paniske ansigt også op i vinduesåbningen i forventning om, at han har mistet en af sine lærlinge. Stor er hans forvirring og lettelse, da han bliver ramt af lærlingenes latterbrøl. Efter den tid passer han rebene ved den slags operationer. Og venter med pauseøllen til senere. Det vilde Vesterhav Et efterår indtræffer der som ret sædvanligt en god, gedigen efterårsstorm over Danmark. Kromand Skovmose i Skibby bliver fascineret af vejrets rasen, og inspireret af radioens meldinger om et frådende Vesterhav bestemmer han sig til at ville opleve det vilde hav. Han får sin kone med på idéen, inviterer et par venner med, starter sin store, amerikanske Chrysler og sætter kursen vestover. På vejen over Sjælland melder sten sig, og selskabet gør ved middagstid holdt ved en passende kro for at nyde en god middag. Og da man når til færgelejet i Korsør, er det blevet aften og tid til at finde et sted at overnatte. Næste dag gør Skovmose landgang på Fyn og fortsætter mod vest. Da han når frem til Middelfart, får han imidlertid problemer med bilen og må holde ind på et værksted. Der går så megen tid, at der må endnu en overnatning til. Men på tredjedagen går det så rask over den jyske halvø, Badebroen ved Selsø Møllekrog 1921 eller 1922 med dyrlæge Laurids Petersen og frue på broen, og i vandet Sofie Thamdrup med en af sønnerne. I baggrunden ses sandsynligvis dampskibsfærgen Horns Herred 2 Skibby Kro omkring år I 1889 har Hans Andersen købt kroen. Han er gift med Frederikke, født Andersen, og de har en datter Bodil Marie. Det er migvis mor og datter man ser i døren. Skibby Rejser. Her ses blandt ander ejer Knud Alex Jensen stående op ad bilen. ALT TIL DEN ØKOLOGISKE JUL And - flæskesteg - vin - marcipan - chokolade - slik - frugt - grønt... Speciale: Gavekurve Svanholm Gårdbutik Åbningstider: Mandag-torsdag kl Fredag kl Lørdag-søndag kl Svanholm Allé Skibby - telefon: TANDPROTESER SPECIALKLINIKKEN I FREDERIKSSUND Jeg ønsker alle en glædelig j og et godt nytår Med venlig hilsen Rikke Halskov AUT. KLINISK TANDTEKNIKER RIKKE HALSKOV TLF Åbent alle hverdage undtagen lørdag 16 17

10 JUL I FREDERIKSSUND selvom det er før motorvejenes tid. Og endelig hen på eftermiddagen kan de se klitterne ved Vesterhavet. De parkerer og finder en sti ned til havet for blot at konstatere at havet nu ligger spejlblankt foran dem, ja faktisk er det nu nærmest at ligne ved det store stille -hav. Bal på kroen På Skibby kro blev der i dens velmagtsdage holdt mangt et krobal, som der gik frasagn om. Der blev danset igennem, og ungdommen flokkedes. Gårdmandsdatter Grethe var som sædvanlig med og lod sig villigt og med fryd svinge af de unge mænd, hvoraf nogle dansede rigtigt godt. Den mest eftertragtede dansepartner var krokarlen Svend, der var exceptionel god til denne sport. Nu var der bare det aber dabei, at hun hjemmefra havde fået forbud mod at danse med netop ham. Og dog kunne hun bare ikke lade være! Forbudet skyldtes faktisk ikke, at han tilhørte en anden social klasse eller var kendt som skørtejæger. Vetoet grundede sig i hans øgenavn Svend Gravrust, da han var en meget mørklødet mand. Måske var han født sådan, men tilnavnet mere end antydede den almindelige opfattelse af årsagen: hans mildt sagt usædvanligt ringe hygiejne. Og det blakkede ry viste sig ikke kun at være tom snak! Historien melder intet om, hvordan hendes referat hjemme blev formeret. Frisk luft I den tid, hvor det ikke var almindeligt at besidde en cykel, havde La s Pe sen alligevel fået lyst til anskaffe sig et sådant nymodens transportmiddel. Som gårdmand måtte han kunne tillade sig den luksus. Nu havde han ikke den store indsigt i cyklens mekanik eller øvelse i at køre på den. Og vejene var absolut ikke asfalterede. Så for at bevare dette statussymbol i bedst mig stand gjorde han som flertallet af nutidens motorcykelejere: han satte køretøjet i laden om efteråret og vinteren. Skibby Røgeri BESØG SKIBBY RØGERI-UDSALG! Industrivej Skibby Altid helt nyrøgede ål til dit jebord eller jefrokost s ÍL s ÍLEFILET s R GET LAKS SKÍRET PÍ BESTILLING OBS - SALG! PRIVA TIL TE Når foråret på et tidspunkt var så vidt fremskredet, at vejret var tørt og stabilt, beordrede han sin tjenestekarl til at trække vidunderet frem i lyset og støve det grundigt af. Og smøre det grundigt, så maskineriet kunne fungere tilfredsstillende. Og så skal du huske at skifte luften i dækkene. Den er nok blevet for gammel, var Pe sens slutbesked til karlen. Fru Jensen her og hinsides I mange år havde Karl G. Jensen og hans kone Poa købmandsforretning i byen. I begyndelsen var det ikke en specielt lukrativ beskæftigelse, og udkommet strakte kun til, at privatboligen var et lejemål tæt på forretningen. Imidlertid lå der en dejlig villa på Selsøvej, hvor en fru Jensen boede. Lige et hus, Poa og Karl kunne ønske sig. De og fru Jensen fattede sympati for hinanden, og da fru Jensen var godt til års, overvejede hun, hvad der skle ske med hendes hus, når hun forlod denne verden. Hun ville gerne, at det unge købmandspar kunne købe huset efter hende. Da hun så døde, satte arvingerne huset til salg til kr. Alt for dyrt for Poa og Karl. Andre købte huset, men måtte lade handelen gå tilbage. Så tilbød Poas far at hjælpe de unge med finansieringen, og det lykkedes at overtage huset til kun kr. Familien flyttede ind og nød det nye domicil. En nat blev Poa vækket ved, at nogen prikkede på hendes hånd. Det var fru Jensen! Karl var blevet syg og trængte til omsorg. Senere så Poa fru Jensen stå i et vindue og se ud over haven, da hun kom hjem til huset efter arbejdsdagen i forretningen. Det skete flere gange, at Poa så den gamle ejer, og hun følte, at fru Jensen passede både på sit hus og familien. På et tidspunkt boede en købmandslærling hos dem et par år under sin uddannelse. Han vidste ikke noget om fru Jensen, men en dag fortalte han familien, at han havde set en gammel dame i huset. Han beskrev hende, og det var helt klart fru Jensen! Det var i begyndelsen af 1950 erne. Karrusel En aften var der middagsselskab i Skibby, hvor hovedparten af de mandlige deltagere var medlemmer af det frivillige brandmandskorps. Og selvfølgelig gik alarmen netop, mens de sad ved maden. Alle styrtede af sted. Købmand Karl G. - med det aldrig brugte efternavn Jensen ejede en Ford 29, der oprindeligt var personvogn, men nu ombygget idet bagsædet var erstattet af et lad med presenning over. Isenkræmmerens kone, Kis, der netop havde fået kørekort dagen før og derfor var ekspert som chauffør, følte en stærk trang til at bistå brandmændene. Hun fik overtalt brandchef Karl G. til, at hun skle køre ham til branden. Det gik også fint med at få ham bragt til brandstedet, der ikke var langt borte. Og så kørte hun tilbage til resterne af selskabet, der i mellemtiden havde samlet sig på et nærliggende gadehjørne for at følge med i begivenhederne. Det så med nogen undren Forden med Kis køre forbi dem og fortsætte ad de små gader. Der gik imidlertid kun kort tid, før hun atter dukkede op i samme kørselsretning efter en rundtur i byen. Hun fortsatte atter forbi tilskuerne, der råbte hende an for at få en forklaring på den usædvanlige kørsel, men de kunne ikke høre hendes svar. Atter dukkede hun op, og nu fik hun fortalt, at hun ikke vidste, hvordan hun kunne stoppe køretøjet. Deres gode råd nåede hende dog ikke, før hun igen var forbi dem. Og selskabet morede sig! Karruselkørslen fortsatte flere gange, før det endelig lykkedes dem at få gjort hende klart, at hun jo bare kunne dreje startnøglen retur. Det har hun måttet høre for mange gange siden. NIELS L. NIELSEN, SKIBBY Født Lærer og viceinspektør på Skibby Skole og Marbækskolen Formand for Historisk Forening i Skibby. ±BENT HVERDAGE TIL CA, RDAG KL TIL CA OG S NDAG KL TIL CA OGSÅ SALG TIL PRIVATE Tlf Livets gamg JUL I FREDERIKSSUND Med henblik på specielt dette jeblads læsere er fhv. viceskoleinspektør Niels L. Nielsen gået på jagt i lokalområdet efter de små muntre episoder og ryster her en håndfd anekdoter fra Skibby ud af ærmet. I det omfang, det har været migt, har artiklens forfatter været i forbindelse med efterkommere til de personer, der omtales, og alle har givet deres tilladelse til, at historierne bringes. NB! Denne artikel er ikke identisk med artiklen af samme forfatter, som kan findes på Læs Niels L. Nielsens artikel: Sognekommunen Skibby på nævnte hjemmeside. i Skdelev i 1947 AF JAN JENSEN Livet centrerede sig omkring skolen, kirken, brugsen og kroen. Jeg synes, jeg har oplevet en god tid i et levende og varieret område; husmandsstederne med deres dyrehold, køer-grise-høns, flittige mennesker i et mylder af liv; det krævede opfindsomhed at få de små brug til at løbe rundt. Og så var der gårdene med deres folkehold, som gav liv i klubben og somme tider lidt nyt blod til egnen. I skolen kom alle børn fra Skdelev sogn -1.kl.: 1-2 årg., 2.kl.: 3-4 årg., 3.kl.: 5-6årg. og 4.kl.: 7.årg.- mesterligt ledet af førstelærer Ejner Hansen, som også var kirkesanger. Desuden underviste skiftende lærere og præsten. Vi unger havde en legeplads, som omfattede kirkebakken, gadekæret, Bakkerne (= Skdelev Ås), stranden og mosen med de gamle tørvegrave over for grusgraven. Alt efter årstiden legede vi på isen og kørte i slæde, legede røvere og soldater, gik i vandet ved havnen eller fiskede. Et sandt eldorado at have oplevet. Hjemlig hygge i mørkningen En ting jeg husker fra de mørke aftener var stilheden i stuen, mens pressens radioavis - gammel dansemusik og evt. et hørespil blev aflyttet. Derefter blev radioen slukket, og så var den højeste lyd urets tikken, og så tømrer og elektriker Ammitzbølls raske gang på sine jernbeslåede træsko, når han gik sin runde for at tilse, om der var lys i gadelygterne. Bylauget krævede penge ind til driften, og man betalte efter formåen: 2 kr., 5 kr. eller for brugsuddelerens vedkommende 10 kr. - han var den mest velbeslåede. Det var en stille hygge med de små fortrædeligheder, der nu engang hører med til livet. Min egen tid i Skdelev begynder i 1947, hvor mine forældre flyttede til byen. Min farfar boede dér, og ernærede sig bl.a. ved at være ægsamler for grosserer Thomsen, som eksporterede æg til England. Han bosatte sig derovre; det gik ham godt, og han byggede som sommerresidens en kæmpevilla i engelsk stil i Sønderby. Farfar stod for ægindsamlingen her på egnen og afregningen med leverandørerne, som var konerne på gårde og husmandssteder. Da der blev krise i 1930 erne kunne Thomsen imidlertid ikke betale dem deres tilgodehavende, så samarbejdet mellem farfar og ham ophørte. Men farfar fortsatte med at samle æg og leverede dem nu til slagteriet i Frederikssund. Så kom det naturligt, at han på hestevognen tog pølser og andre slagtervarer med retur til kunder på Skdelev-egnen, først lidt og senere mere omfattende. På den måde blev han den lokale slagter. Da han i 1947 følte sig for gammel til at fortsætte, fik han min far med på at overtage forretningen. Mine forældre boede ved Helsingør i Nygård, hvor jeg Skdelev Brugsforening (udateret billede venligst udlånt af Harly Paaske, Skdelev Dukkemuseum). netop var begyndt i skole. Så de flyttede til Skdelev, og uden forudsætninger overhovedet blev far slagter; det var jo slet ikke gået i dag, men kravene til hygiejne og opbevaring af kødet var langt fra de samme som nu. I slagterlære Jeg begyndte at hjælpe til i forretningen, da jeg var 12 år. Det gik jo lidt ud over friheden, men sådan er det jo med det arbejde. Og så måtte jeg lide den tort at få syet kitler af fru Hesselkjær (den lokale syerske). Jeg kom i lære som slagter og arbejdede andre steder, indtil jeg i 1965 kom hjem og overtog forretningen. En betydelig del af afsætningen skete ved, at jeg kørte faste, ugentlige salgsture i Østbyog Sønderby-området. Jeg havde varerne med i vognen og besøgte mange hjem. Normalt var husmoderen hjemme, men hvis det ikke var tilfældet, var der lagt en seddel med bestilling; og så gik jeg bare ind og lagde varerne i køleskabet. Betalingen fik jeg næste gang. Efterhånden som konerne fik udearbejde, faldt afsætningen, og i 1982 holdt jeg op med at køre salgsture. En betydelig del af vores salg skete til sommerhusbeboere. Hvis vejret blev godt tidligt på sæsonen, kom sommerhusfolket tidligt ud i husene, og vores afsætning blev god. Vi var ligesom landmændene afhængige af vejret i vores forretning. I Skdelev havde vi en del butikker: brugsen med 6-7 ansatte, 2 købmænd, 1 bager, 1 slagter, der også var ægsamler, og fra ca.1950 en Tatol -forretning. Så var der A.P. ( Anders Peter Hansen), der kørte mælk til København, mursten fra teglværket ved Selsø, fragtkørsel og almindelig vognmandskørsel for folk. Desuden Noer med mørtelværket på Skdelev Ås, som leverede en meget velanskrevet mørtel vidt omkring. I byen var der også Smede-Frederik s maskinhandel og en anden smed, Rudolf Jacobsen, som bl.a. var kendt for at lave ålejern og reparere cykler - 2 tømrere, 1 snedker, 1 murer, 1 sadelmager, 1 børstenbinder, 1 glarmester, 1 møller, 1 frisør, og som alle levede af at betjene byens og egnens borgere. Desuden sygekasse og kommunekontor, hvor Ejlersen klarede administrationen sammen med Lisa Danckert. Senere kom metalvarefabrikken, som vel nok toppede. Mens Bjørn Christoffersen havde den var det en god arbejdsplads med ansatte) Eftertiden har imidlertid lært os, at virksomheden ved sin for- Alt til et veldækket jebord - Slagterafdelingen er fyldt med hjemmelavede specialiteter - Bageriet fyldt med lækkert hjemmebag - og hele personalet står klar til at yde byens bedste kundeservice VI SES I HAVNEGADE, FREDERIKSSUND 19

11 urening med affaldsstoffer satte sig et kedeligt spor. Ved brugsen var der livlig trafik tidligt på dagen af mælkevogne, der lige skle have varer med rundt på turen, og af kunder der stimede til med indkøbskurven på armen. Nogle kom for at møde posten og ikke mindst for at få en snak. Meget af nyhedsformidlingen foregik den gang ved disken i byens butikker, uden at den form for nyhedsformidling må forveksle med sladder. Butiksdød Ganske langsomt er de fleste af de små butikker og mindre håndværkere lukkede; enten man kan li det eller ej, går der et stykke af en by tabt, hver gang en butik eller en håndværker stor eller lille lukker. Det hedder udvikling. Teglværk, grusgrav, m ø r t e l v æ r k o g m e j e r i v a r a l l e s a m m e n g o d e, l o k a l e a r b e j d s p l a d s e r. Da min historie begynder, var der 5 familier, der levede af fiskeri ved Skdelev havn, men nu er de alle væk. Men så er der kommet nogle nye virksomheder til i det nye erhvervsområde på Egevej. En maskinfabrik og et værksted med reparation af landbrugsmaskiner, et finmekanisk værksted og DSV s (De sammensluttede Vognmænd) store kontor. Det sidste er nu lukket på grund af flaskehalsproblemer i trafikken ved Kronprins Frederiks Bro; problemer der giver alle som pendler - masser af spildtid. SIKRER DINE VÆRDIER Bo Søndergaard SIKRINGSANLÆG Kroen og kirken Skdelev kro har altid været et samlingspunkt. I krosalen var der gym- nastik, rejsebio en gang om måneden, danseundervisning og diverse fester, bl.a. Brugsens jetræ 4. jedag. Efter branden i 1965 blev kroen genopbygget, og ved den nye kromand Dreisigs dygtighed - blev den et landskendt spisested med revy om sommeren. Den gamle skole i Skdelev lå ved siden af JAN JENSEN, SKULDELEV Født 1940, og han var slagtermester i Skdelev NB. Artiklen er forkortet af redaktionen. Artiklen kan læses i fd længde på Alt i sikring - Nyhed - Tør du vente ABC Alarm Tlf JUL I FREDERIKSSUND Skdelev Kro (udateret). Bybillede fra Skdelev med slagterbutikken (udateret). Tegnet af Ole Brandt, Skibby. Brugsen, men blev i 1955 afløst af den nye central-skole, hvor også børnene fra de små skoler i Østby og Sønderby flyttede til. Den ny skoleordning betød meget for de to små byer. Apropos ktur, så står vores ca. 900 år gamle kirke støt på bakken, og noget tyder på, at sognet er et godt sted at være, for præsterne bliver længe; de sidste to foreløbig ca. 60 år tilsammen. I den anden ende af byen er sportsklubben Kilden en ikke mindre vigtig kturformidler. Der nås måske ikke de tårnhøje restater, men e n m a s s e g o d e o g l i v s l a n g e v e n s k a b e r h a r k a m p e n e p å b a n e n g i v e t. Skæve eksistenser Skdelev havde en del personer, der var med til at sætte kør på hverdagen. Blandt dem var Røg-Hans, der var træskomand og røgmand affaldstræet fra træskoproduktionen var velegnet som brændsel i røgovnen, hvor de lokale fik røget skinker mm. Han var sådan en rar mand, der altid havde en frisk, skæv bemærkning. En af hans kommentarer om vinteren kunne være: Det er saks me lummert i dag ; den faldt, når det frøs grader udenfor. Han elskede stegeflæsk, jo mere fedt, jo bedre. Hvis der så stod en anden kunde i butikken og følte trang til at fortælle ham, at det nok ikke var så sundt for hans helbred, v a r h a n s s v a r : J e g v i l h e l l e re l e v e l i d t g o d t, o g s å e n d a g l æ n g e re. Rigtig mange havde øgenavne. Det gjaldt også Sorte-Hans, der var meget mørk i løden. Han arbejdede med lidt af hvert, af og til på Selsø teglværk, andre gange i grusgraven på Skdelev Ås, men mest tid brugte han måske på at fiske fra Skdelev havn. Han stod bag mange practical jokes. En meget tidlig morgen kom han med sin makker- på vej til havnen - forbi en have med et pæretræ med indbydende frugt. Han og makkeren tog en bid af alle de pærer, de kunne nå op til, idet de dog lod pærerne blive hængende på træet. Ejeren blev ikke netop begejstret ved prøvesmagningen. Når han om formiddagen ofte besøgte Anna-købmand i hendes lille butik, hvis vareudvalg var yderst begrænset, var hans yndlingsfornøjelse at fortælle en historie, som han opfandt på stedet, og som var pure løgn. Så vidste han, at nyhedsformidlingen i løbet af dagen ville bringe historien byen rundt. Til aften morede det ham at høre historien genfortalt for at høre, hvad den var blevet til i dagens løb! Anna-købmand s vigtigste handelsvare var benzin. Når hun fik en ny leverance, skle betalingen falde kontant. Nu var finanserne ikke hendes stærke side, og det skete mere end én gang, at hun i hast måtte til naboer for at låne pengene. Sikring A S Låse- & Sikringsteknik Aps Vi har i fællesskab udført flere store sikringsopgaver SIKRER DINE VÆRDIER JUL I FREDERIKSSUND En københavnerpræst AF SIGNE DORTHE VOLDBY Der var engang for længe længe siden en gammel kirke, bygget midt i 1100-tallet, beliggende i Sigerslevvester sogn, temmelig langt fra Frederikssund, mindst 5-6 kilometer. Kirken havde oprindelig en mandeindgang i sydsiden og en kvindeindgang i nordsiden, som alle andre kirker fra den tid. Det var en god og sædelig idé, så man i kirken ikke tænkte på for meget andet end Gud Da man nogle århundreder senere mente, at det måske var nok med én indgang til vores kirker, da Grøndals Kirke i København, akvarel af arkitekt m.a.a. Holger Jensen. var det oftest indgangen i mandesiden mod syd, der blev bevaret men i Sigerslevvester sogn var der et problem en stor drage havde lagt sig lige foran mandeindgangen - derfor var det den, man lukkede indefra! Kvindeindgangen i venstre side af kirken blev altså den nye hovedindgang og er det stadig Der var på den tid en stor gård i sognet, med to smukke gårdmandsdøtre, der gik i kirke hver søndag Og hvordan det nu ellers burde være med ydmyghed i kirke og at lægge våben og uenigheder fra sig i våbenhuset, så blev det aldrig helt sådan for de to søstre De kappedes om at komme først i kirken og stå øverst og forrest nærmest Gud - eller præsten eller i hvert fald foran alle de andre, absolut helst også foran søsteren En dag sagde den ene søster, ved du hvad, det her er lidt for anstrengende, jeg vil nu i stedet bygge en kirke i Græse, så kan jeg være forrest i Græse Kirke, og du kan være forrest i Sigerslevvester kirke Og vi kan selvfølgelig bare deles om den samme præst og det samme menighedsråd Og sådan blev det Græse kirke blev bygget sidst i 11-hundredtallet af den anden søster, så sognets største kirke er den yngste og måske blev kirken indviet og taget i brug i det Herrens år 1219, hvor Gud fra himlen lod i Græse/Sigerslevvester Punkt1 ønsker nye som gamle kunder glædelig j & godt nytår Frederikssund: Nygade 18, Tlf Åbningstider: Mandag-fredag kl Lørdag kl en rød dug med et hvidt kors dale ned over trængte danskere, der var i krig i Estland. Og alt dette er jo ganske vist Sigerslevvester og Vinterbyøster Ca. 800 år efter flyttede jeg fra et Københavnersogn ud til disse to gamle, dejlige kirker for at være præst på landet. Da min mand og jeg inde i København med efterhånden fire børn og ung pige i huset fik lyst til at prøve noget nyt og anderledes, dukkede Græse/Sigerslevvester kirker op. Jeg kendte egentlig ikke særlig meget til sognene faktisk lagde jeg allerførst mærke til det morsomme, at Sigerslev-vester har samme rytme som en by, der dengang blev kendt i børne-jefjernsyn nemlig Vinterbyøster. Men jeg kendte dog også sognets afgående venlige og søde præst Vagn Hersted, for han og hans kone blev venner med mine forældre, da de som ganske unge gik på Blågård Lærerseminarium i København og er det stadig nu, hvor de alle 4 er over 80 Og jeg tænkte, hvad kan være mere morsomt og udfordrende for en Københavnerpræst end at flytte på landet? Jeg talte med en ny biskop, en ny provst og et nyt menighedsråd og jeg var så heldig, at det blev mig, der fik embedet vi flyttede til Græse i sommeren 1990 i en af de smukkeste præstegårde, der findes i landet, tror jeg! En sjov forskel var, at mens vi i København havde gravet et stykke af vores have op, hvor vi dyrkede salat, ærter, kartofler og andre spændende ting så opdagede vi hurtigt, at det ikke kunne betale sig på landet. Vi skle bare gå ud af præstegården så kunne vi straks købe dejlige kartofler og jordbær og andet godt på gårdene ganske billigt Så der er ingen køkkenhave i vores store præstegårdshave! Der er mange både dengang og nu, der har spurgt mig, om der er stor forskel på at være præst på landet og i byen og jeg har måske allerede fortalt lidt om det Selvfølgelig giver de forskellige rammer, der er på land og by, nogle forskellige livsvilkår for os mennesker! Måske ikke så meget hos unge de er nærmest ens i hele den vestlige verden. Derimod var der en sjov ting, jeg lagde mærke til, da jeg som Københavnerpræst kom til Græse og det var en forskel hos de ældre. Når et ældre menneske i København mistede sin ægtefælle, så var det, de frygtede mest, ofte ensomheden. Derfor var der mange, der blomstrede op, når de f. eks. kom på plejehjem. Men i Græse og Sigerslevvester hørte jeg ofte fra de mennesker, der mistede deres ægtefælle, at det, de frygtede mest, var at skle forlade markerne, 20 21

12 JUL I FREDERIKSSUND JUL I FREDERIKSSUND Græse Kirke. Græse Præstegård sommeren solopgangen, rapsmarkerne om foråret - alt det der gav luft under vingerne og i sjælen. Hvor er det privilegeret, at vi som samfund har mighed for, at nogle ældre kommer på plejehjem og får venner, og andre ældre bliver på gården eller i huset, kigger ud over markerne og får hjemmehjælp dér. Med min guitar i de gamle kirker En lidt særlig del af min historie som præst handler om min guitar. Jeg fik en guitar af mine forældre, da jeg blev 20. Jeg fik lært mig selv et par akkorder og jeg elsker at spille og synge - alene - sammen med andre hvor som helst. Da jeg kom til Græse, spekerede jeg lidt på det med guitaren i kirken jeg var lidt spændt på, hvordan det ville være sådan på landet Men kirkesangeren sagde, Hvor er det forfriskende! Lær os nogle flere nye sange og organisten sagde, Herligt, skal jeg ikke spille med på orglet? så nu stemmer vi altid guitar og orgel sammen og menigheden, også de ældre, og menighedsrådet sagde, Nå ja, alt sådan noget anderledes det har vi skam haft før, da Leif Bork Hansen var præst her Så dér på landet var der åbne arme for alt nyt! En brændende kirkegænger Tro mig der sker mange spændende ting i de fredelige landsbykirker For nogle år tilbage var det en skøn november eftermiddag, det var lørdag, og der skle være bryllup i Sigerslevvester kirke Kirken var fd af glade forventningsfde gæster, det var tusmørke udenfor, og de tændte stearinlys i bænkerækkerne gjorde kirken så smuk som aldrig før Brudens mor sad på øverste række i et smukt rødt sæt tøj med tilsvarende rød hat og et fint rødt net. Meget smart som resten af selskabet og SÅ endelig begyndte orglet vi vidste alle, at nu kom bruden! Og ved I hvad i mine 25 år som præst, så synes jeg faktisk hver gang, at netop denne brud er den smukkeste! Det var hun også dén dag og alle kiggede beundrende på hende. Moderen rakte sig selv og sit kamera ud mod midtergangen for at få det smukkeste billede af sin datter. Og så uden varsel fik flammen i et lys fat i nettet på den smukke røde hat og på bare ét sekund stod net og hat på hovedet af brudens mor i lys lue! Og den eneste, der så det, var mig præsten ved alteret for alle kiggede ned mod bruden Nu var gode råd dyre, vi har sandelig aldrig på universitetet eller på Pastoralseminariet lært noget om, hvad vi skal gøre, når en kirkegænger bryder SIGNE DORTHE VOLDBY, GRÆSE Født Sognepræst i Græse og Sigerslevvester kirkesogne fra NB! Artiklen er forkortet af redaktionen. Artiklen i fd længde kan læses på i brand - jeg nåede bare at tænke, at kirkens brandtæppe ligger i våbenhuset det kunne jeg ikke nå Og i næste splitsekund blev jeg pludselig så glad for min store sorte præstekjole, den måtte da kunne slukke enhver brand og når det kommer til valget mellem en præstekjole eller en brændende kirkegænger, er der jo ikke meget tvivl Jeg sprang altså ud fra alteret og var ved at knappe præstekjolen op for at kaste den over den brændende kirkegænger, da brudens øjne blev større og større ved at se præsten komme farende. Dét fik en af gæsterne til at vende sig om og lige inden, at ilden bredte sig fra hatten til tøjet, nåede han at vippe hatten af brudens mor, så den røg ned på stengvet i kirken og udbrændte foran bruden! Først da kunne vi fortsætte brylluppet, selv om kirken nu ikke længere duftede af parfume og aftershave, men af brændt hat. Et par gange siden har jeg mødt familien i kirken Kan du huske os? spørger de forventningsfdt Det var os med den brændende hat og så ler vi til hinanden og ved, at dét glemmer vi aldrig Spøgelsestimen på kirkegården En anden sjov episode er fra Græse Kirke. Vores unge, vores teen-gruppe ( unge fra kirken, der mødes hver tirsdag og er fantastiske ledere på vores årlige konfirmandlejr) skle overnatte fra lørdag til søndag i Kirkeladen, som vores menighedslokaler hedder. Lørdag eftermiddag var der en af de unge, der sagde, Jeg har faktisk aldrig været på en kirkegård om natten Og med det samme lagde vi dén plan, at når det blev midnat, ville vi gå over på kirkegården og bagefter ind i kirken til midnatsandagt Kort før midnat, da klokken var kvart i 12, aftalte jeg i al hemmelighed med to af vores unge ledere, at de skle liste over på kirkegården og gemme sig, så de kunne forskrække de andre unge Da klokken var 10 minutter i midnat, samlede jeg de andre glade højrøstede unge lige indtil vi kom uden for Kirkeladens lys og varme - for dér lægger kden og mørket sig tæt omkring én i november Der er en del mørkere på landet end i byen De unge gik tættere og tættere sammen, og et par af dem tog mig under armen for en sikkerheds skyld. Da vi kom over på kirkegården, gennem den skæve, gamle låge med knirkende hængsler, så vi noget, vi aldrig glemte. Der var nogen, der om formiddagen havde besøgt deres kæres gravsted og sat en lille glasmontre med et fyrfadslys i og dette lys brændte stadig dér ved midnatstid og kastede de særeste skygger ud på kirkegården. Først blev de unge vældig forskrækkede, men så gik vi tættere på, og en af dem sagde, Hvorfor sætter man egentlig et lys på et gravsted? Og dér stod vi midt i novembernatten og talte om det mest centrale i kristendommen om kirkens gamle stærke forkyndelse om Jesus, som Guds lys, der skinner i mørket. Guds lys skinner i alt mørke, og mørket får aldrig bugt med det Og mens vi stod dér, ved graven i den mørke novembernat med stjerner, der lyste på himlen, bad vi en kort bøn med tak til den Gud, der har den hele vide verden i sin hånd vi bad om, at Han måtte trøste dem, der havde mistet, og om - at Han vil være nær ved os, så vi kan leve med håb og tro Og netop da vi sagde Amen så kom de to unge ledere susende fra hver sin side med træriver i hænderne og skrig og skrål som rædselsfde midnatsspøgelser, og alle de unge var ved at dø af skræk og alt var godt Jo, der er så dejligt her ude på landet! Respekt for skattekronerne AF BIBI BARSLUND i Kyndby-Krogstrup Kommune For mig, en lollænder og provinsbo, var fire år i København rigeligt, så da vi fik mighed for i 1958 at flytte til Horns Herred, nærmere betegnet Kyndbyværket, var det lykken. Omegnen havde alt hvad hjertet kunne begære af flot natur, Isefjorden, Sømer Skov, de høje skrænter, de lave engdrag med bække, der rislede af sted ud i Fjorden, sjældne planter som hjertegræs og lungeurt havde gode vilkår i de uopdyrkede områder. Kyndbyværket lå som en mastodont i vandkanten, og de fleste ansatte var tilflyttere, men også en del var indfødte fra det nordlige Horns Herred. I kommunen Kyndby-Krogstrup var vi på en måde delt i to befolkningsgrupper. Der var de, som altid havde boet i kommunen, nogle i flere generationer, og så os, der blev benævnt som dem fra værket. Selvom der var dette skel, så blev de aktiviteter på Kyndbyværket, så som gymnastik, dans, foredrag osv, også benyttet af de omkringboende. Der var sågar rejsebiograf til stor glæde for de yngste årgange. Kyndbyværket lagde lokaler til alle arrangementer som aftenskolen via husholdningsforeningen planlagde. De indfødte og dem fra værket Kommunalpolitisk var sognerådet også en blanding af indfødte og dem fra værket, fordelt på socialdemokrater, venstrefolk og en upolitisk lønmodtagerliste. Men uanset politiske ideologier - så var det sognerådsformand Sigfred Christiansens livsholdning, der prægede butikken, også selvom han var socialdemokrat. Der var ingen slinger i valsen når det gjaldt sparsommelighed. Skatteprocent og grundskyldspromille var meget lave, alle udgifter vedr. kommunekontorets funktion og personale blev grundigt vurderet. Som formand for Kyndbyværkets husholdningsforening havde jeg været fortaler for, at vi fik asfalteret alle stikvejene på Jungehøj i stedet for den ubehagelige slaggebelægning. Det initiativ medførte, at jeg blev opfordret til at stille op som kandidat til kommunalvalget i Det blev på lønmodtagerlisten sammen med Kaj Gdbjerg. Vi blev v a l g t i n d b e g g e t o - f o r m i g e n l æ re t i d j e g i k k e v i l l e h a v e u n d v æ re t. Respekten for skattekronerne var i højsædet. Den der floskel med at p e n g e n e l i g g e r b e d s t i b o rg e r n e s l o m m e r b l e v g r u n d i g t e f t e r l e v e t. Vi syede og gravede selv Et eksempel var, at kommunesekretær Niels Thomsen og jeg syntes, at kommunekontorets mødesal havde gamle hlede gardiner, som vi ikke kunne være bekendt. Restatet af vores kritik blev, at jeg fik et beskedent beløb af sognerådsformanden til indkøb af gardinstof. At få dem syet og hængt op, skle vi selv klare, så efterfølgende weekend blev mødesalen omdannet til systue. Haven ved kommunekontoret var i en elendig forfatning, så Astrid Skotte, sognerådsmedlem for socialdemokratiet, og jeg mente, at det skle der rettes lidt op på. Vi fik allernådigst tildelt et beløb til indkøb af træer og buske, som vi kunne handle for hos gartneren i Skdelev, men grave dem ned, det skle vi selv, og selvfølgelig trak vi i arbejdstøjet bevæbnet med hakke og spade. At børnene i Kyndby-Krogstrup Kommune skle lære at svømme, blev enstemmigt vedtaget, og en badebro syd for Kyndbyværket var derfor nødvendig til formålet. Af Sigfred Christiansen fik jeg så i opdrag at kontakte O. Sandberg, ejeren af godset Svanholm, for at høre, om han ville donere materialer til en badebro. Jeg satte fdt blus på charmen og fik overtalt Sandbjerg til at give diverse materialer gratis. Så langt så godt, men broen skle jo i vandet og helst uden betalt arbejdskraft - så fem af sognerådet, under Sigfreds ledelse, måtte stå i vand til knæene i 3 dage for at etablere broen - et slid; men svømmeundervisningen fungerede til alles tilfredshed. Jeg lærte at nære mig, når det gjaldt om at komme med gode forslag. Jeg vidste, hvad det indebar af spejderånd og personlig arbejdsindsats, men da kloak syd blev vedtaget, var jeg helt rolig, velvidende, at kloakering - det overlades trods alt til eksperter. De månedlige sognerådsmøder affødte ikke de store politiske debatter, og efter møderne spiste vi sammen, men altid medbragt madpakke. Kun en øl eller vand kunne nydes på kommunens regning. Sparsommeligheden var i højsædet! O m s o rg o g s e r v i c e i d e t n æ re s a m f u n d Kyndby-Krogstrup Kommune havde ikke et alderdomshjem, men en aftale med Skibby Kommune om et vist antal pladser på deres alderdomshjem. Den ordning fungerede fint. De beboere, vi havde på hjemmet, roste især køkkenforplejningen, hvis chef var Gerda. Hendes gode erfaring fra en fortid i et krokøkken kom beboerne til gode. Næsten alle, der fik ophold på alderdomshjemmet, tog 5 til 10 kg på det første år. Handelsmæssigt var vores lille kommune godt forsynet. Vi havde købmand, bager og slagter ved Kyndbyværket, købmanden i Kyndby og Brugsen i Dalby, plus gartneriet på Svanholm. Desuden kom der kørende ostemanden fra Frederikssund, slagteren fra Lyngerup, øl og vand fra Vinter Mølle, mælkemand fra Lyngerup Mejeri, fiskemand osv. Tilsammen et brugervenligt supermarked til døren. Men efterhånden som folk fik råd til bil, kunne disse kørende forretninger ikke betale sig, til stor ærgrelse for de borgere, som ikke havde bil. Men et gode var dog, at Simonsens Busser betjente området. De to sønner Klaus og Trolle havde en utrolig venlig imødekommenhed overfor buspassagerer. Skle vi have besøg af en 7-årig nevø fra København, kontaktede vi bare busselskabet for at høre om chaufføren ville sørge for, at nevøen kom med bussen fra Frederikssund Station til Kyndbyværket. Svaret var altid: Selvfølgelig, Klaus vil stå på perronen og tage imod, når toget ankommer! Man må indrømme, at i de små kommuner var det nære samfund i højsædet. Selvom Kyndbyværkets personaleforening bød på mange arrangementer, så var Dalby Idrætsforening en væsentlig faktor for hele kommunens ungdom med fodbold og gymnastik. Badminton kunne også lade sig gøre, men tennis hørte altid til på Kyndbyværkets særlige tennisbaner, og her blev dystet bravt med Ølstykke Tennisklub hvert år. I hvert fald var festerne efter kampene legendariske - dem gik der mange historier om. Det gjorde der også om de kskibe, som anløb Kyndbyværket. Selvom toldvæsenet trådte i funktion, så forhindrede det ikke de polske og russiske besætninger i at gå rundt og faldbyde spiritus og tobak. Næsten alle i området nød godt af vodka- og cognac - importen. Den daglige postomdeling blev klaret af landposten Harald. Han var helt sin egen og sparede ikke på at kommentere de opkrævninger, som vi indbetalte til ham. Harald havde på en eller anden måde en social funktion ligesom de øvrige landpostbude i kommunen. Den daglige postomdeling var nemlig også et tjek på, om der f.eks. hos svage og gamle borgere var behov for at orientere socialudvalget om behørig hjælp. Ikke en utidig indblanding, men en medborgerlig omsorg! Skibby eller Jægerspris? Den store omvæltning blev nok kommunesammenlægningen i og ligeledes, at Svanholm Gods blev et storkollektiv. Sidstnævnte blev ikke spået en lang levetid, men eftertiden har da vist noget andet og positivt. Kommunesammenlægningen gav to migheder - enten med Skibby eller Jægerspris. Den første en venstrestyret og den anden en socialdemokratisk kommune. Kyndby-Krogstrup Sogneråd var i tvivl, indtil Skibbys kommunaldirektør oplyste: Vi har gjort plads til jer i vores folkeregister! At det var en selvfølge, at vi skle sammenlægges med Skibby, fik helt klart Kyndby-Krogstrup sogneråd til at stejle så valget blev i trods Jægerspris. En god beskrivelse af den gamle Kyndby-Krogstrup Kommune kan læses i Historisk Forenings to bøger fra 1983 og Folk på Svanholm og Billeder fra Kyndby, Kyndby Huse og Kyndbyværket. BIBI BARSLUND, JÆGERSPRIS. Født Sognerådsmedlem i Kyndby Krogstrup Kommune og byrådsmedlem i Jægerspris Kommune NB Artiklen er forkortet af redaktionen. Artiklen i fd længde kan læses på

13 JUL I FREDERIKSSUND JUL I FREDERIKSSUND En vandretur i den gamle Ferslev-Vellerup Kommune AF JENS BROGAARD JENSEN Artiklen er formet som en vandretur rundt i den gamle kommune. Ferslev-Vellerup kommune bestod af de to sogne Ferslev og Vellerup. Vellerup var en af landets mindste kommuner, hvor der næsten var en siddeplads til alle beboere i Vellerup kirke på en gang! Området har landsbyerne Venslev, Ferslev, Vejleby, Vellerup og Røgerup. Fra Frederikssund kunne man tage med Simonsens busser (rutebilselskab fra Skibby) til Horns Herred - og stå af i Venslev. Venslev er kendt for en meget fin stjerneudskiftning af jordene, der hørte til byens gårde. I Venslev var der en filial af Bondestandens Sparekasse - i starten i et lokale på kroen - senere flyttede sparekassen over på den anden side af gaden i rejsestalden, hvor der også var mekanikerværksted. Thomas havde et ishus, hvor det for byens unge var en yndet sport at lave bremsespor med cyklen i småstenene foran huset! Vognmand Regnar Pedersen kørte områdets grise til Frederikssund andels-svineslagteri. I byen var der to frysehuse, to frisører, manufakturforretning, gartner, slagter, smed, og en købmand med grovvareforretning, som senere flyttede op på skolelodden nu HC Venslev, der begyndte sin virksomhed i 1904, og som gennem årene voksede sig stor, og er i dag en af de få tilbageværende korn- og foderstoffirmaer med byggemarked og købmandsforretning i privat eje. Håbet og skolen Omdrejningspunktet i kommunen var kroen, der gik under Jens Brogaard Jensens far ved vandpumpen navnet Haabet. Her holdt jetræsforeningen Godthåb jetræ - idrætsforeningen havde gymnastik, og der blev holdt mange fester. Sognerådet holdt sine møder her, og meget andet foregik på kroen. I skolen gik børnene fra Venslev og Vejleby, med en lærer Vejleby Skole 1903 (Inge Jensen, Hammerbakke 5). til to klasser af gangen. I 1954 blev der indgået skoleforbund med Skibby, hvorefter 5. klasse og opefter gik i skole i Skibby. Undervisningen blev klaret af en lærer H.P. Pedersen - to klasser sammen om formiddagen - og de to andre klasser sammen om eftermiddagen. Lærer Pedersen var tillige organist i kirkerne. Ud af byen i retning mod Ferslev gik der røde køer på markerne, og langs vejen var der træmaster på begge sider - luftledninger med elektricitet fra NESA og telefon fra KTAS. Telefoncentralen blev fdautomatisk i 1969, og der blev lagt kabler i jorden. Mange af elledningerne er først kommet i jorden indenfor de sidste 10 år. I krigsårene blev mange af kommunens veje asfalteret. I 1941 var der gymnastikopvisning ved Gråsø (et område ikke langt fra Blakke Mølle på vej mod Vejleby), og mange af gymnasterne fik tjære på deres hvide sko, da man gik med idrætsforeningens fane forrest fra Venslev til Gråsø! Møllen og kirken Halvvejs til Ferslev, hvor vejen går til højre mod Vejleby, lå Blakke Mølle. Som navnet siger, var der en mølle med bageri, der i mange år forsynede området med brød fra brødkuskens to ugentlige ture. Kommunens vejmand boede i Ferslev. Ved snerydning om vinteren skle gårdene stille med folk til snekastning men nogle gårde skle altid køre roer ind, når snefogeden ringede! I Ferslev lå telefoncentralen. Den hed godt nok Vejleby, men det var valgt som navn for ikke at forveksle Ferslev med lignende bynavne på Sjælland! Den person, som passede centralen vidste meget om, hvad der foregik i lokalområdet! Præstegården lå nær kirken, men ingen af de to kirker lå nær kroen! I forbindelse med en bispevisitats omkring 1850 brændte præstegården. Der var fyret op aftenen forinden. Begge kirkebøger gik til, så senere tiders slægtsforskning har givet større udfordringer - ikke blot med at tyde håndskriften fra den, der havde ført kirkebogen! Bag ved kirken lå skolen, her underviste A.H. Nielsen, der tillige var kirkesanger. Når man som landsbyskolelærer dengang boede på skolen, var der ikke mange skridt til kirken. Købmand, Brugs og andelsmejeri I Ferslev var der bl.a. købmand, smed, tømrer, bødker m.m. Mange ting blev opkaldt efter Ferslev-Vellerup Kommune, som f.eks. brugsen, mejeriet, andelsfryseriet og idrætsforeningen. Brugsen begyndte i 1883 i Vejleby, men flyttede snart til ejede bygninger i Ferslev. I 1901 blev man enige med andelsmejeriet om at få trukket en ledning fra Skibby til Ferslev, så der kunne installeres telefon i brugsen med omstilling til mejeriet. I 1924 blev der indlagt elektricitet. Brugsen havde fra 1898 til 1917 kvindelig uddeler: Sofie Bendsen enke efter uddeler Hans Bendsen. Først i 1962 i forbindelse med vedtægtsændringer, blev det migt for kvinder at kunne indvælges i bestyrelsen! Som så mange andre steder i Danmark, hvor andelsbevægelsen tog fart, blev mejeriet startet i1880erne. Sidst i 1940erne blev mejeriet udvidet væsentligt med nyt osteri. Dengang havde mejeriet 148 leverandører - i dag er der en tilbage! Mejeriet blev nedlagt i Ved siden af mejeriet - på jord, der oprindeligt tilhørte præstegården, lå idrætspladsen. Den blev vist nok anlagt i forbindelse med, at kreds 57 havde 50 års jubilæum i Dengang kunne det falde pastor Pedersen for brystet, at der blev spillet fodbold på søndage i kirketiden! Når man fortsatte videre efter mejeriet, skle man over kirkebakken, inden man nåede til Vejleby. Når Alfred Karlsen fra Venslev, som kørte taxakørsel, kørte en brud til kirke - viftede han på toppen af kirkebakken med et lommetørklæde ud af vinduet, så klokkeren kunne begynde at ringe oppe fra kirketårnet. Vejlebys attraktioner Noget af det første, man kom til i Vejleby, var Rich. Frederiksens vognmandsforretning, som bl.a. havde fragtrute til København - og også kørte grise til slagteriet i Frederikssund. På Elmegården, som Schelund Simonsen ejede, var der kontor for Holbæk med flere Amters brandforsikring, med Schelund Simonsen som branddirektør.. I Vejleby boede også Oluf Andersen, der først var sygekassemand - og siden sognerådsformand. Han sad i mange år og styrede hele kommunens administration fra en lille stue. Senere blev kontoret flyttet til Ferslev, hvor blandt andet uddeling af rationeringsmærker efter krigen - var en af de kommunale opgaver! Byen havde brødudsalg fra Blakke Mølle. Smed og træskomand var der også - hos træskomanden kunne man få saltet og røget kød. Købmandsforretningen blev drevet af Nanny og Madsen, der ikke som så mange andre - havde ølsalg i bagbutikken! Tæt derved boede fragtpeter, der havde angorakaniner. Ulden fra kaninerne fik han vejet hos købmanden! Når bussen ankom, blev mange pakker lagt af til afhentning hos Hanne Christiansen. Det var før postvæsenet tog sig af at levere pakkepost. Færgen til Orø Videre mod syd ud af Vejleby, drejer vejen lidt til højre. Hvis man tidligere i stedet gik ligeud, kom man ad en grusvej til Vellerup, der kaldtes Sandvejen. Det var den oprindelige vej mellem Vejleby og Vellerup, og den gik forbi Klinger-møllen, hvor egnens landmænd havde fået malet deres korn. Desværre blev dele af vejen på et tidspunkt pløjet op - det kunne vist nok lade sig gøre, fordi der ikke kunne dokumenteres hævd på at færdes på vejen. Fgtes den ordinære vej, kom man til Korsvejen, hvor der drejes til højre til Hammer Bakke, hvorfra der er færgeforbindelse til Orø. I mange år stod færgepeter for overfarten, og i 1962 kom den første såkaldte trækfærge, der kunne medtage biler. Mod Vellerup lå Vejleby skole, som var skole for Vejleby og Vellerup fra 1870 til 1954, lagt nogenlunde midt mellem byerne. På vejen mod Vellerup ses flere høje - bl.a. en høj nær Vellerup, i hvilken der er en jættestue, som for få år siden er blevet restaureret. Vellerup havde engang et såkaldt hospital, som hørte til herregården Egholm. Senere blev hospitalet omdannet til savværk. Der var hele to købmænd. Hagelunds forretning klarede sig forholdsvis mange år takket være det, der i dag hedder Vellerup Sommerby. Fra VellerupVig var der førhen færgeforbindelse til Holbæk. Der var således engang tre steder at sejle fra: VellerupVig, Hammer Bakke og Rendebæk kro. I mange år var der busrute fra Skibby til Holbæk via Ferslev Vellerup kommunes byer, drevet af Alex Jensen. AF NIELS H. ELBERLING Vellerup Savværk cirka Frederikssund ved 250 års jubilæet Her i det skelsættende år 2059 kan købstaden Frederikssund fejre sit 250 år jubilæum. Byen er yngre end mange af Danmarks andre købstæder; men den har på mange måder markeret sin status både som selvstændig by og som opland for hovedstaden. Kigger vi tilbage på de seneste 50 år, må vi konstatere, at det har været en turbent tid, som har medført langt flere ændringer for byen o g d e n s b o rg e re e n d n o g e n t i d l i g e re p e r i o d e a f s a m m e v a r i g h e d. Knapt var kommunen kommet over de mange vanskeligheder, som sammenlægningen i 2007 mellem Slangerup, Skibby, Jægerspris og Frederikssund medførte, før statsminister Lars Løkke Rasmussen i 2010 dekreterede nedlæggelse af de 5 regioner, som også var restatet af 2007-reformen. Statsministeren ønskede de sidste opgaver overført fra regionerne til kommunerne, mens han samtidig krævede fdstændig kontrol over både kommunernes økonomi og den måde, hvorpå de løste deres opgaver. Hver statslig styrelse blev således pålagt at oprette en særlig afdeling, som skle følge og styre kommunernes forvaltning af opgaverne og gribe ind, hvis det kommunale selvstyre skejede ud i forhold til regeringens politiske mål eller værdigrundlag. For at løse de nye opgaver blev kommunerne pålagt endnu en frivillig sammenlægning, og Frederikssund valgte at lægge sig sammen med Halsnæs, da de gamle kommuner i Egedal havde fravalgt Frederikssund allerede i forhandlingerne op til reformen i Hillerød forsøgte ganske vist at lokke både Frederikssund og Halsnæs til at underkaste sig den tidligere regionshovedstad, men de lokale politikere bed fra sig og fik Hillerød til at opgive sit imperialistiske forsøg, da det stod klart, at en megakommune (som den af Hillerød ønskede) ville komme til at opføre og drive den nye tunnelforbindelse under Roskilde Fjord, som ellers var en statsopgave. Her henviste Statsminister Løkke til den globale finanskrise, som gjorde det umigt for staten samtidigt at lempe borgernes skat og betale en tunnelforbindelse ved Frederikssund. Nu kom den nye kommunalreform som bekendt til at koste Løkke Rasmussen regeringsmagten, og den ny statsminister, Helle Thorning, fjernede prompte de planlagte skattelettelser og lod staten opføre tunnelforbindelsen. Denne blev indviet med pomp og pragt i 2020, hvor Kong Frederik X klippede den røde snor mens pensioneret b o rg m e s t e r O l e F i n d J e n s e n s a n g N å r j e g s e r e t r ø d t fl a g s m æ l d e. Røgerup Sidste by var Røgerup, som man kom til fra Vellerup ved at gå omkring Egholm - herregården hvortil mange gårde har haft tilknytning. Til Røgerup kommer man også via vejen fra Ferslev. Når man kommer fra Ferslev, blev det første hus i Røgerup bygget netop der, hvorfra det var migt at se gadebelysningen i Skibby!!! Røgerup bestod hovedsageligt af fem gårde, hvoraf to brændte i Hvor de to gårde havde ligget, blev betonfabrikken bygget. Fra Røgerup mod syd går vejen ned af Nakkedamsbakken - en bakke, der delvis er udgravet for at gøre den mindre stejl. Udgiften hertil blev af Ferslev Vellerup Kommune ved at gå rettens vej pålagt den daværende Skibby Kommune til at betale en andel af, vistnok en tolvtedel! Neden for bakken lå kommunegrænsen, der samtidig var amtsgrænse. Og her slutter min vandretur i den gamle Ferslev Vellerup Kommune. JENS BROGAARD JENSEN, VELLERUP Født Økonomikonsent og gårdejer. Tidl. Medlem af Skibby byråd og nuværende medlem af Frederikssund byråd. NB! Artiklen er forkortet af redaktionen. Artiklen i fd længde kan læses på Der blev stor glæde i Herredet over den ny forbindelse, og for første gang i 25 år kunne borgerne nå på arbejde rettidigt! Nye byområder i vest og syd Den globale opvarmning blev mærkbar allerede i 20 erne. Vandet langs nordkysten og i Roskilde Fjord steg godt 80 cm, og det betød, at de sommerhuse, som tidligere havde ligget i første række ved vandet, kom til at ligge i første række i vandet. Til gengæld steg de bagvedliggende sommerhuse i værdi. Militæret forlod endeligt Jægerspris området i Danmark havde ikke længere brug for at træne artillerister og kampvognsenheder, idet vi ikke længere ønskede at påtvinge andre nationer vores fortolkning af demokrati og ytringsfrihed gennem militær magtudøvelse. Det smukke skydeterræn blev derfor udlagt som rekreativt område, hvor folk fra ind- og udland kan glæde sig over uspoleret natur. Ganske vist tales der nu om at opføre en større bymæssig bebyggelse på en del af området, for at vi kan huse nogle af de mange flygtninge, som klimaforandringerne er i færd med at fordrive fra tørkeområderne i Sydeuropa; men disse planer er endnu til politisk debat, idet især Dansk Folkeparti vender sig mod tanken om at huse et stort antal fundamentalistiske katolikker. Partiet frygter som bekendt, at Paven kunne få politisk indflydelse i landet ikke mindst til skade for de danske kvinder, som ville lide under papisternes kvindeundertrykkende holdninger. I Store Rørbæk opstod et helt nyt byområde. De første huse blev opført i 2015, da boligpriserne igen tog fart i takt med, at finanskrisen aftog; og i 2030 stod den helt nye by ved navn Rørskov færdig. Samtlige parcelhuse og boligblokke med almennyttige lejligheder blev opført som energirigtige passivhuse, som producerer mere energi, end de forbruger, og de er således billige i drift. Det centralt beliggende indkøbscenter i Rørskov reducerede trafikpresset på stationsområdet i Frederikssund, hvor der var komplet kaos hver eneste dag fra 2010 og de næste år. Og Rørskov detailhandel kan i dag glæde sig over, at der kommer kunder fra hele den københavnske vestegn, idet S-tog og motorvej bringer dem direkte til det arkitektonisk attraktive butiksområde, som domineres af specialforretninger, kunsthåndværkere, cafe er, gallerier og musikscener af forskellig art. Bibliotek i midtbyen Også i midtbyen skete store forandringer i 20 erne. Det ny hovedbibliotek som ligger hvor Kvickly var placeret, før de flyttede ind i Sillebro Centret blev indviet i Fhv. kturudvalgsformand, Grethe Olsen fejrede sin 78 års fødselsdag samme dag som biblioteket blev åbnet; og som den der i en menneskealder havde kæmpet hårdnakket for et tidssvarende bibliotek, holdt hun åbningstalen. Heri indgik følgende kostelige, uforglemmelige og ofte citerede sætning: Vel var beslutningen om et nyt bibliotek på ingen måde kvik ; men her hvor man i forne tiders Kvickly kunne handle livsfornødenheder, rensecremer og flødekager, kan borgerne nu hente åndelig føde, spirituel renselse og kturelt flødeskum

14 JUL I FREDERIKSSUND De fleste af byens skoler blev nedlagt i slutningen af 30 erne i takt med, at al undervisning foregår elektronisk i elevernes hjem. Det har også endegyldigt løst alle problemer med mobning, disciplin i klasseværelset, lærermangel og antallet af elever med anden etnisk baggrund. Der er ingen klasser, ingen disciplin og én lærer pr. tusind elever. De tidligere folkeskoler er i dag indrettet som plejehjem for byens hastigt voksende antal ældre over 85 år. Dog anvendes Falkenborgskolen fortsat til indskoling og folkeoplysning. Kun et hotel fik midtbyen aldrig. De talrige planer om hotelbyggeri på Kalvøen måtte opgives i de økonomisk ugunstige tider, og i dag savner ingen lokal overnatning. For efter at S-toget i 2055 blev suppleret med de gennemgående og særdeles hurtigt kørende magnettog, vil alle hellere benytte et af de mange hoteller i Københavns centrum. Der er altid ledig kapacitet og letbenede lystigheder i nabolaget. Infrastrukturen I 2042 påbegyndtes S-togslinjens udvidelse dels vestpå til Jægerspris og Skibby, dels mod nord til Frederiksværk. Det blev et fornemt stykke ingeniørkunst. Den vestlige linje føres ad en tunnel under havnen og fjorden til stationen ved Gerlev, mens nordlinjen ledes gennem et tunnelrør, som udmunder lige syd for Græse Bakkeby, hvor stationen blev anlagt. På vejen mod den foreløbige endestation i Frederiksværk, opførtes stationerne i St. Havelse, Ølsted og Kregme. Her er der selvsagt sket en vældig tilvækst af boliger og erhverv. For tiden presser Hundested borgerne hårdt på, for at S-toget kan blive ført helt frem til Hundested Havn, men da denne ved en yderligere vandstandsstigning formentlig bliver periodisk oversvømmet, har det lange udsigter. Frederikssundsmotorvejen blev helt færdig i I første omgang blev der anlagt en 4-sporet profilløs vej gennem det åbne land; men allerede i 2035 opstod behovet for at udvide til 3 spor i hver retning. I 2049 besluttede folketinget, at der skle foretages en VVM-undersøgelse, og her blot 10 år senere, forventes restatet af denne snarest. Samtidig ønsker beboerne i kommunens nordlige dele (det tidligere Halsnæs), at motorvejen føres videre hertil. Til gengæld gik det hurtigt med den lille lufthavn, som skle betjene forbindelsen ad luftvejen mellem Frederikssund og lufthavnene i Sturup og Kastrup. Helioporten ved Ellehammervej blev indviet allerede i 2019, og i dag er der 10 faste helikopterafgange for lokale forretningsfolk, som har ærinder ude i NIELS H. ELBERLING, JÆGERSPRIS Født Fhv. forstander for Kunsthøjskolen Thorstedlund i Frederikssund. Artiklen findes også på JUL I FREDERIKSSUND den store verden. Ikke mindst kommunens erhvervsvirksomheder glæder sig over flyforbindelserne; men også byrådsmedlemmerne, som skal pleje deres kontakter f.eks. i Vuxi-regionen i Kina, har stor fornøjelse af helioporten. Kturlivet Over hele landet kendes Frederikssund som vikingebyen. Nu har byens borgere spillet vikingespil i 107 år, og det går strygende hver sommer. I år opføres f.eks. Rolf Krake for 28. gang, og lokale såvel som et stort antal tilrejsende løser billet til stykket. Vikingespillets formand er sønnesøn af den navnkundige Jesper Wittenburg, som var vikingernes førstemand og indehaver af samtlige kongeroller i perioden omkring Frederikssunds 200 års jubilæum. Igen til sommer forventes et rekordstort publikum og et tilsvarende overskud. Vejret er jo ikke længere et problem, da det slet ikke regner om sommeren. Ganske vist skaber de mange palmer på Kalvøen ikke helt samme stemning som bøgetræerne i fordums tid. På den anden side lyder parakit papegøjernes plapren ganske godt, når vikingerne fægter. Og vikingespillet nyder fordel af, at Kalvøen igen er blevet en ø på grund af vandstandsstigningen, for nu kan spillets vikingeskib sejle hele vejen rundt om friluftsscenen under forestillingen. Byens musikliv blomstrer. Snake City Jazz er den eneste tilbageværende jazzfestival i landet, og samtlige plejehjem og ældrecentre kører hvert år alle brugere og beboere til festivalens mange scener og telte. Og det forlyder fra pålidelig kilde, at der de seneste to år har vist sig ganske enkelte unge under 40 år til nogle af de koncerter, hvor der ikke medvirker banjo. Det er en udvikling, som glæder arrangørerne. Den klassiske musik har det også godt. Frederikssund Kor og Symfoniorkester holder koncert over og under broen flere gange årligt, og de tiltrækker et stort publikum ikke mindst, når de har det folkelige musikgeni fra årtusindets begyndelse, Bo Davidsens oratorium Hyben på programmet. Mange nuværende borgere husker, hvordan deres bedsteforældre med patos fortalte, at de havde overværet værkets første opførelse. På sportens område har Frederikssund udviklet sig. Fodboldens førstehold har netop kvalificeret sig til Champions League og skal møde Beijings hold på udebane. Rleskøjtepigerne er fortsat EU-mestre i akrobatisk badutløb, og formanden for Frederikssund Golfklub har præsteret hole-in-one på samtlige 18 hler. Men han er også veteran og har øvet sig i 25 år lige siden han gik på pension. Alt i alt går det godt i den lille by ved fjorden, og vi er mange, der med spænding ser frem til, hvad fremtiden måtte bringe. God 250 års jubilæumsfest! W W W. T O P S O E. C O M Vi ønsker alle medarbejdere, naboer og borgere i Frederikssund en rigtig glædelig j og et godt nytår Året rinder ud, og har været et begivenhedsrigt år også for Haldor Topsøes Katalysatorfabrik i Frederikssund. På trods af situationen i omverdenen har vi fortsat et godt aktivitetsniveau. Vi fastholder derfor vores initiativer til udvikling af en endnu bedre fabrik fremover. Mennesker for byggeri - Byggeri for mennesker siden 1948 Vi er i gang med at forbedre infrastrukturen på fabrikken. Åbningen af vores nye lager på Centervej er et vigtigt skridt, og med m2 lagerplads er der plads til at vokse. Også Topsøes køb af kommunens materielgård på Heimdalsvej er et vigtigt skridt mod at skabe endnu bedre arbejdsvilkår. Vi var glade for og stolte af migheden for at vise vores arbejdsplads frem. I har vi engageret os mere i lokalmiljøet, og det forventer vi at fortsætte med. Vi ser frem til et frugtbart 2010 og ønsker alle en rigtig glædelig j og et godt nytår. Venlig hilsen Henrik Gdberg Pedersen, fabriksdirektør Hos Topsøe som mange andre steder i byen var Dronning Margrethe II s besøg et absolut højdepunkt. Frederikssund - Roskilde - Hillerød - København Frederikssund Shoppingcenter

15 Vi ønsker alle en rigtig glædelig j og et godt nytår