Fra helvede til evigheden

Transkript

1 Fra helvede til evigheden Skal du med?, spurgte han, mens han pillede nervøst ved sit nøglebundt, der hang og dinglede fra hans bukser. Det var mørkt ude nu, og hun ville ikke forlade huset selvom hun vidste, at hun var nødt til det. Hun nikkede langsomt og samlede sin taske op fra gulvet. Den var tung eller måske føltes det bare sådan fordi hun var træt. Hold kæft, hvor var hun træt helt ind i sjælen. Hun kunne lægge sig ned og sove på det beskidte gulv, men hun vidste, at de måtte videre. Han så på hende med øjne, der fortalte en historie hun kendte kun alt for godt. Kom, sagde han, lad os komme væk herfra inden de kommer tilbage. Han gik hen mod fordøren og tog i håndtaget. Han lagde sin hånd på dørhåndtaget og stoppede pludselig op. Han vendte sig langsomt om. Blikket i hans øjne var anderledes nu, de fortalte ikke længere en historie, de var sorte som mørket udenfor de var døde. Han smilede bredt over hele ansigtet og hun kunne ane hans rådne tænder i skæret fra de sidste flammer fra pejsen i den lille stue. Hun trådte et skridt tilbage. Hun havde set det hele før, og måtte holde sig for munden og næsen for ikke at kaste op. Lugten fra hans mund og svælg var så kraftig, at hun var ved at kaste op flere gange. Han hev i dørhåndtaget og åbnede døren med så meget kraft, at den hamrede op i væggen med et kæmpe brag. Han trådte ud i den kolde natteluft og gik med langsomme skridt mod skoven. Hun fulgte efter ham, men holdt sig et godt stykke bag ham. Hun havde lært af erfaring, at det var bedst sådan. De gik længe - hun vendte sig om flere gange, mens de gik, for at se huset forsvinde bag sig. Det var et gammelt hus med utætte vinduer, fugt og skimmelsvamp i hjørnerne. Bagsiden af huset var for længst kollapset under de kraftige efterårsstorme. Men det havde været tag over hovedet og hun havde følt sig tryg der. Hun følte sig sjældent tryg i hendes verden var tryghed overvurderet. Tryghed fandtes ikke det var en falsk følelse. Man kunne aldrig føle sig tryg, aldrig være sikker på, at der ikke lurede noget derude, som ville hende det værste. Hun havde dog ofte følt, at utrygheden og faren hun følte kom indefra, at den sad dybt begravet i hende. Hun var ofte vågnet op om natten med en følelse af, at det hun følte nærme sig i værelset i mørket, hvor hun lå, kom indefra at det var hendes sjæl, der var på vej ud i værelset, og, at den med sig bar på alt hendes frygt og had i en kæmpe stor rygsæk, som den ville smide midt på gulvet foran hende. Hun troede ikke, at hendes sjæl var dårlig eller, at den ville hende noget ondt. Men der var noget derinde sammen med hendes sjæl, som kæmpede om pladsen og som ofte vandt. Den vandt faktisk hver gang ellers havde hun vel ikke været på flugt i alle disse år. Han stoppede pludselig op foran hende. Han vendte sig om, og hun kunne se, at han var sig selv igen. Når man er død er man vel næppe sig selv man er vel mere noget andet end sig selv. Havde dette været en velskrevet teenageroman, så ville han have været en smuk vampyr, som hun var blevet håbløst forelsket i og som ville have taget hende med til et sted, hvor hun kunne føle sig tryg. De havde giftet sig blandt andre fantasivæsener i en romantisk skov og levet på hans

2 slot langt væk fra sorg og ulykke, og tæt på evigheden og kærligheden. Men dette var ikke en pladderromantisk teenagefilm dette var virkeligheden han var ikke vampyr eller et andet fantasivæsen. Han havde engang været hendes bedste ven, der døde tragisk af en sygdom på et hospital. I live havde hun set ham lide og nu også i døden. Det var jo ikke ham, der gik der foran hende det var jo ikke ham i kød og blod det var en illusion. Men hun levede i den illusion om hun ville det eller ej. Hun havde ikke bedt om at blive sådan, som hun var. Hun var ikke blevet spurgt eller taget med på råd hun var som hun var på godt og ondt. Hun greb ud efter ham. Hvor er vi på vej hen, spurgte hun. Han så frem for sig. Lidt længere, sagde han bare og fortsatte sin gang. Hun vendte sig om for at spejde efter huset, men hun kunne ikke længere se det fra, hvor de stod. Hun kom ikke tilbage dertil det vidste hun nu. Han tog hendes hånd og førte hende længere ind i skoven. Hans hånd var kold og klam. Hun huskede ham fra dengang han levede, hvor han plejede at tage hendes hånd, når de var ude sammen. Ikke fordi de var kærester, men fordi han godt kunne lide at holde hende i hånden. De er så bløde plejede han at sige, dine hænder. Han smilede og trak hende gennem gaderne i København. De gik langt sammen og så på mennesker og butikker og drak kaffe og snakkede om livet. Det var slut nu det andet liv. De ville aldrig komme til at tale sammen mere på den måde aldrig. De gik, i hvad der for hende, virkede som timer. Hun var træt og slæbte fødderne hen ad den fugtige skovbund, hvilket resulterede i, at hun ofte faldt over nedfaldne grene. Hver gang hjalp han hende med at komme på benene igen. Hun forstod ikke helt, hvordan han kunne hjælpe hende og holde hendes hånd, når han ellers ikke viste nogle former for følelser. Han udstrålede ingen varme, eller genkendelse for den sags skyld, overfor hende. Det virkede ikke som om, at han kunne huske deres liv før sin død. Men alligevel hjalp han hende og beskyttede hende var det bare en dement impuls fra dengang eller var der mere i denne følelseskolde forbindelse til hende. Han stoppede op igen og vendte sig om. Han lyttede intenst og så på hende. De er ikke langt herfra, sagde han. Han knugede hendes hånd og satte farten op. Efter et par minutter begyndte han at småløbe. Hun måtte finde sit indre overskud for at følge med ham. Hun var ved at kaste op af træthed og sult. De løb gennem den mørke skov, forbi træer, der stod som stille tilskuere og fulgte deres flugt den døde og hans levende medfølger. Hun kunne pludselig se det modbide i hele situationen hun løb og holdt hånd med en afdød, der kun eksisterede i hendes bevidsthed. Det hele var en illusion. Hun smilede lidt for sig selv og lukkede øjnene måske var det på tide, at hun også sagde farvel måske skulle hun følge ham. Han stoppede og hun åbnede sine øjne. Foran dem stod et lille hus i en lysning. Det var gammelt og ligeså faldefærdigt, som det hus de havde forladt. Han slap hendes hånd og gik hen mod huset. Han stoppede og lyttede, så tog han fat i dørhåndtaget og skubbede hårdt til døren. Døren åbnede med en høj, knirkende lyd mørket fra huset strømmede ud og blandede sig med mørket fra

3 skoven. Han gik ind ad døren og forsvandt i mørket i huset. Han kom ud lidt efter og kaldte hende hen til sig. Kom, sagde han. Vi er i sikkerhed her. Hun gik hen mod døren og trådte ind i huset. Der lugtede gammelt og muggent. Når man kom ind af døren var der en lille gang og til højre for gangen lå en lille stue med en kamin. Til venstre var et værelse, som så ud til engang havde været et soveværelse. Der var ikke nogen møbler i huset. Hun gik ind i stuen. Skal vi ikke fyre op, spurgte hun. Han nikkede. Jeg henter noget træ, sagde han og forsvandt ud af døren. Hun satte sin taske på gulvet. Huset var mørkt og stille. Det knagede lidt fra gulvbrædderne, hvor hun stod. Men ellers var der ikke en lyd. Hun kunne høre vinden i træerne udenfor og det beroligede hende. Hvis hun havde haft kræfterne til det ville hun gerne have fortsat deres flugt. Hun følte en indre uro og rastløshed det var bedst at komme videre og væk fra dette sted. Hun følte ikke, at de var i sikkerhed her selvom han havde sagt det modsatte. Der var noget afventende ved dette sted. Som en stilhed før stormen. Huset var stille, men hun følte larm i sit hoved og en sitren i sin krop. Hendes hjerte bankede og hendes vejrtrækning var overfladisk og hurtig. Hun hørte skridt bag sig og vendte sig forskrækket om. Det var bare ham hun kunne ane hans skikkelse i mørket. En skikkelse hun have set hundrede gange før, når de badede i havet om sommeren om natten. Hun løb ud i bølgerne og vendte sig om, hvor hun kunne se hans skikkelse på stranden. Han var altid en kylling og det tog ham uanet lang tid at få samlet mod til at spring i bølgerne sammen med hende. Nu stod han der med brænde i favnen. Hun fik pludselig lyst til at holde om ham. Hun savnede ham hun savnede ham så meget, at hendes hjerte gjorde ondt. Hun trak vejret dybt for ikke at græde og gik hen mod ham for at hjælpe ham med brændet. Sammen fik de tændt op i kaminen og satte sig så tæt på flammerne de kunne uden at brænde sig. Hun fandt en Mars-bar i bunden af sin taske. Hun var så træt, at hun havde kvalme, men hun vidste, at hun var nødt til at spise et eller andet for at holde sin krop i gang. Han spiste ikke og han sov heller ikke længere. Han sad og stirrede fjernt ind i flammerne. Hvor skal vi hen, spurgte hun. Langt væk herfra, svarede han. Jamen, hvor er det, spurgte hun igen denne gang lidt irriteret. Han stirrede fortsat ind i flammerne og kiggede på hende. Et sted, hvor du ikke vil hen, men som jeg bliver nødt til at tage dig med til, svarede han. Han kiggede på hende. Hun vidste, at han kunne se hendes sjæl gemt derinde bag selvopbyggede murer og pansrede vægge. Du vil ikke, det ved jeg, men denne beslutning tager jeg for dig, sagde han så. Han vendte igen blikket mod flammerne. Hun forstod ham ikke og vidste ikke, hvad han mente, med det han sagde. Der var engang dengang i deres andet liv hvor de bare skulle kigge på hinanden for at vide, hvad den anden tænkte. De var så tæt forbundet, at hun ofte følte, at hun kendte hvert et hjørne af hans sind. Hun kunne mærke ham før han bankede på hendes dør og vidste før telefonen ringede, at det var ham. Hun havde altid stolet på ham og derfor stolede hun også på ham nu selvom hun ikke længere kunne gennemskue ham. Deres venskab havde været bygget på gensidig ærlighed og en helt grundlæggende følelse af, at de altid kunne stole på hinanden lige meget hvad der skete. Som helt unge, havde de indgået en pagt, hvor de havde underskrevet og forseglet den i deres eget

4 blod. Det havde de grint af mange gange, da de blev ældre den naive ungdom, hvor tanken om ærlighed og broderskab kan foreviges og efterleves på et stykke papir med lidt blod. Hun ville ønske, at hun havde beholdt det stykke papir, for lige nu virkede det som om, at det var det eneste, der forbandt dem sammen. Hun ville sove. Hun kunne ikke mere og lagde sig ned på gulvet. Det var beskidt og lugtede muggent, men hun var ligeglad hun ville bare sove. Hun faldt i en dyb søvn og drømte om livet før. Hun drømte om kærligheden og lyset. Hun huskede lyset, som stærkt og varmt. På dette sted var lyset altid koldt og svagt. Hun kunne aldrig se alt omkring sig og det frustrerede hende hun kunne kun ane silluetter og grålige skygger. Hun drømte om ham, som han havde været hun havde elsket ham mere end hun troede. Hun vågnede pludseligt. Hun frøs ilden var gået ud og stuen var mørk og kold. Hun kunne ikke fornemme, at han var hos hende. Han måtte være gået uden for. Hun lå på det kolde gulv og kunne mærke, at det trak op gennem gulvbrædderne. Hun var stiv i ryggen. Hun forsøgte at rejse sig, men det gjorde ondt i hendes hofte og hendes højre ben sov. Pludselig stivnede hendes krop. Hun hørte en lyd i hjørnet af stuen det lød først som en mus eller noget større en rotte eller kat måske. Men nu kunne hun høre vejrtrækning. En lav hæs vejrtrækning. Hun kunne høre, at hvad end der var i hjørnet, begyndte at røre på sig. Hendes hjerte bankede så hurtigt, at hun var bange for, at få et hjertestop. For selvom hun skulle dø på denne rejse, nægtede hun at dø i samme stue med det der lige nu befandt sig i hjørnet af dette hus. Hun forsøgte at holde vejret og rørte sig ikke en tomme selvom hele hendes krop skreg til hende, at hun skulle rejse sig og løbe for sit liv. Hun var bange nej, hun var rædselsslagen. Hvor fanden var han? Hvorfor havde han forladt hende? Det der var i hjørnet rørte mere på sig. Det lød som om, at det rejste sig op. Havde det ligget længe og luret på hende der i mørket. Havde det været der, da de ankom til huset? Det begyndte at bevæge sig hen over gulvet mod hende. Hun kunne høre den hæse vejrtrækning nærme sig. Det lød som om, at det trak sig selv hen over gulvet, som om det ikke kunne rejse sig helt op eller som om, at det manglede noget af kroppen og derfor måtte trække det, det havde tilbage, efter sig. Hun lå ned og vidste, at noget var på vej mod hende i mørket at noget kravlede hen mod hende og hun kunne ikke røre sig og derfor intet gøre. Den hæse vejrtrækning blev kraftigere det lød ikke som et menneske, men heller ikke som et dyr. Det lød som den mest forfærdelige lyd hun nogensinde havde hørt. Hun huskede den sidste tid på hospitalet inden han døde. Hans vejrtrækning var blevet tungere og mere rallende. Hun huskede de sidste dødspjæt inden han sov ind et par dage senere. Lydende fra hans krop var blevet mere intense. Da han trak vejret for sidste gang, så hun ham smile et smil, der fortalte hende, at han var ok. Det var slut. Nu var det måske snart slut for hende, mens hun lå der og ventede på, hvad der lige om lidt kom kravlende ud af skyggerne på gulvet. Hun lukkede øjnene. Det kom nærmere og hun følte, at det talte til hende. Men hun kunne ikke høre ordene. Den hæse vejtrækning blev højere og hun kunne lugte råddenskab og blod. I sit indre så hun et sort, slimet bæst uden underkrop og med sorte øjne, nærme sig, hvor hun lå. Bæstet talte til hende. Se på mig, sagde det. Men hun vidste, at så

5 hun på det ville hun dø. Hun lukkede øjnene hårdt i og ventede. Hun kunne mærke, at bæstet var tæt på hende nu. Hun rystede over hele kroppen og ventede. Hun mærkede noget koldt og slimet røre hendes hånd. Den hæse vejtrækning var nu så tæt på hende, at hun følte, at bæstet lå ved siden af hende. Den stoppede pludselig op og hev kraftigt efter vejret det var som om, at den tog tilløb mod hende, som om den ville angribe men der skete ikke noget. Hun turde ikke åbne sine øjne. Hun følte, at hun lå længe sådan med øjnene lukkede og bæstet ved hendes siden. Hun rørte på sin hånd, hvor hun havde mærket det kolde og slimede hun kunne mærke bæstet hive efter vejret, da hun rørte det. Hun åbnede øjnene og så direkte ind i hovedet på det. Hendes krop frøs hun ville skrige, men kunne ikke. Alt hendes frygt og forbier, som hun forgæves havde forsøgt at undertrykke, væltede nu op i hende med en sådan kraft, at hun kastede op. Hun gik i panik og forsøgte at rejse sig fra gulvet, men bæstet lå oven på hende nu og gloede intenst på hende med øjne hun kun kunne ane i mørket. Hun kunne mærke dets ånde på sit ansigt og lugten var ubeskrivelig. Fra dets hals kom en lyd, der mindede hende om de katastrofefilm hun havde set om folks sidste time, hvor de skriger om hjælp eller beder desperat for deres liv. Hun hørte en stemme i sit hoved sige Giv op nu bare giv slip og det gjorde hun. Hendes krop slappede af og hun lukkede øjnene. Det var ligegyldigt nu hun skulle dø og hun var ligeglad med om bæstet ville æde hende eller tage hende med sig. Det var slut. Lad hende være, lød det pludseligt henne fra døren. Hun så op og kunne ane ham i døråbningen. Du rører hende ikke, sagde han med en lav ru stemme. Hans nøgler raslede i hans buksekant. Hvad fanden skulle han med de nøgler? Hvad var ideen med at tage sine nøgler med sig i døden? Han gik langsomt hen mod hende og bæstet. Bæstet hvæsede af ham og kravlede længere ind over hende. Den nægtede at give slip på hende og klistrede sig fast til hende. Hun kunne næsten ikke få vejret og begyndte desperat at hive efter vejret. Den omklamrede hende med klaustrofobisk intensitet og hun kunne mærke, at hun var ved at besvime. Han stod over hende nu. Forsvind din ildelugtende lort og lad hende være i fred, hvæsede han mod bæstet. Bæstet hvæsede af ham og hun kunne mærke, at det forsøgte at lange ud efter ham med, hvad hun kunne skimte som en klo i mørket. Hun sparkede ud efter bæstet og ramte det på siden af kroppen. Det peb som en hund og sprang på ham. Det væltede ham omkuld og de tumlede rundt på gulvet. Hun kunne ikke rejse sig, men slæbte sig hen i det ene hjørne og krøb sammen. Hun kunne ane de to skygger kæmpe i mørke. Der blev stille. Hun vidste ikke, hvad der var sket. En skikkelse rejste sig fra gulvet. Kom, sagde han roligt, vi skal videre. Hun var ved at tude af lettelse han havde klaret det og hun var i live lidt endnu. Du skal med nu, sagde han. Hun rejste sig fra gulvet og fumlede efter sin taske. Nej, sagde han, den behøver du ikke mere ikke hvor vi skal hen. Hun forsøgte at se ham i øjnene i mørket. Det er slut nu smerten og pinslerne du får det godt, hviskede han. Hun kunne næsten genkende ham igen, som den han havde været engang. Hun nikkede og tog ham i hånden.

6 Hun efterlod sin taske og de få fysiske minder hun havde tilbage. De gik ud af døren og fortsatte deres vandring gennem skoven. Denne gang så hun sig ikke tilbage denne gang var hun klar. Hun klemte hans hånd og han vendte sig om. Du er fri nu, sagde han og klemte hendes hånd tilbage. De forsvandt som to skygger ind blandt træerne for altid at forsvinde og aldrig vende tilbage.