Kapitel 7. 7.december 965

Transkript

1 Kapitel 7 7.december 965 Fra Fruen vågnede af sine sælsomme drømme måske i går nat, Fruen var ikke sikker på at hendes tidsfornemmelser var i orden i dette rum hvor det var vanskeligt at holde styr på nat og dag, fordi der ikke var noget dagslys, ingen naturlig skiften i lysets livhavde Fruen været klar over, at hun blev bedøvet og holdt i en omtåget og sløv tilstand. Fruen kunne mærke det på den hovedpine hun havde, når hun vågende af sine små døse. Fruen kendte nok til urter og deres virkninger til at hun kunne genkende det. Fruen havde ganske diskret hældt den suppe og væske ud som blev serveret til hende, efter drømmene hvor Oldenissen havde givet sin advarsel. Resultatet var, at hun var blevet temmelig syg, så Fruen var klar over at giften fra Mørks mænds pil, der havde flænset hendes lår, endnu ikke var helt ude af kroppen. Så hun havde spiste og drukket Side 1

2 det der blev serveret. Fruens store bekymring var bare, hvor meget af alt det skidt hun havde i sin krop, som ville gå over til hendes dejlige datter, som hun ammede. Noget gik over, for datteren var alt for stille af en nyfødt at være, og Fruen var bange og skræmt ved tanken om, at dette kunne skade barnet. Da hun vågnede efter de forunderlige drømme - var hun helt sikker på at alt hvad hun så var en løgn, et skalkeskjul for at få hende til at sige hvor Oldernissens kar var gemt. Fruen havde en anelse om karets betydning, og vidste at Oldernissen havde fået hende og hendes mand til at sværge ved deres liv og børns liv, at de ville forsvare karret, til sidste blodsdråbe. Bittert, tænkte Fruen, at det kom så nok til at stemme overens med den virkelig som hun befandt sig i nu. Mørks mænd og hun var sikker på at det var dem som stod bag denne forestilling, ville have det kar. Mørk havde forsøgt at få karet tidligere, men var blevet afvist. De havde nok kun lavet hele denne teaterforestilling, fordi hun var alt for svag til mere hårdhændende metoder for afhøringer. Men Fruen viste, at lige så snart hun var rask nok, så ville Mørks mænd angribe hende eller allerværst bruge hende nyfødte datter som et våben mod hende. Fruen håbede endeligt, at de ikke havde fundet Jasmin selvom de falske nisser flere gang havde bedyret at hele følget var i sikkerhed. Men der var ikke noget hele følge, der var kun Jasmin. Måske vidste de ikke at fire af de seks der red ud allerede var døde. Fruen var nu helt klart over, at hun med de spor hun havde efterladt, havde ledt fjenden direkte hen til den unge forsvarsløse pige. Og det var noget Fruen var ked af og havde en inderlig dårlig samvittighed over. Side 2

3 Fruen havde kigget nærmere på de to såkaldte nisser som var tilstede. Nisser var de ikke, stakler som var maskeret, unge piger som var tvunget til at drikke nogle urter, der gjorde tungen tyk i munden så deres tale blev mere nissisk. Sådan var der masser af tegn som viste, at alt var et skalkeskjul. Men det var temmelig gennemført, så der var en person bag ved alt dette som havde et stort organisationstalent. I ly af det flakkende lys fra tællelysene og de skygger de kastede, havde Fruen flettet nogle af pilene ud af datterens vugge. Hun havde brugt datterens tis, til at blødgøre piletræet, så det var blødgjort og var til at arbejde med, og havde nu en forarbejdet nogle korte spidse stikvåben, som var hårde og skarpe nok til at slå en fjende ihjel med når piletræet igen var tørret op. Fruen gjorde klar til et flugtforsøg, men en flugt krævede informationer om stedet, antal fjender, mulighed for transport væk, for hende og hendes datter, alt sammen noget som hun manglede, men hun ville forsøge alligevel. Måske mistede hun livet i forsøget, men det ville hun gøre under alle omstændigheder hvis hun blev. Hun var i klar bedring, mente at hun blot behøvede en gang mere af Mørks bedøvende og rensende suppe, så var Fruen klar til at gå i aktion, hvis hun fik muligheden. Men hun var bange for at hendes tågede hjerne var for optimistisk, og hun ville vente med endeligt at gøre et udfald, til hun var klar i hovedet. Men hun vidste at denne bedring endelig ikke måtte blive kendt af lederen af denne opsætning. Derfor havde Fruen længe spekuleret over hvordan hun kunne simulere en sygdom der var troværdig og vanskelig at undersøge og bevise, men som samtidig krævede at hendes krop ikke var bedøvet, hvis den skulle kunne modstå denne sygdom. Valget, som det eneste, var barselsfeber. Fruen var irriteret over sig selv, at det skulle tage så Side 3

4 lang tid for hendes hoved at finde ud af den løsning, men det viste hvor trægt alt gik under indflydelse, af de højrøde blomsters korn. Omstændighederne for en barselsfeber var tilstede og det var egentlig et under at hun ikke udviste tegnene på det. Dødligheden var høj, og tog hvert år mange gode kvinder. Men Fruen havde altid været stærk, og havde gode fødedygtige hofter, som hendes mand altid kærligt havde sagt med stolthed i stemmen. Fruen savnede ham inderligt. Hun begyndte at iscenesætte barselsfebersymptomer. Hun spændte alle sine muskler under tæpperne, spændte, slappede af, spændte slappede af, til blodet pumpede rundt i kroppen på hende og sveden drev af hende. De falske nisser var blevet dybt bekymrede og var skyndt sig af sted, sandsynligvis for at spørge om råd. Fruen grinede lidt for sig selv, for denne barselsfeber, ville gøre Mørks mænd panikslagne, og give Fruen den ro, som hun havde behov for, for at blive klar til et flugtforsøg. Døde hun ville de aldrig få de oplysninger som de åbenbart behøvede så desperat. Hun havde bedt de falske nisser om specielle madvarer og urter for at komme i bedring, og hun havde fået dem. Fruen have været klog nok til at bede om det i små portioner, og i kendte kombinationer med andre urter. Ingen havde spekuleret over kombinationen af disse urter. På tværs af de kendte kombinationer som hun bad om, var der dødsensfarlige våben. Det var anstrengende for Fruen, at agere barselsfeber, og det gjorde ondt i kroppen og i hendes muskler af al den aktivitet. Fruen kunne lugte når hun besørgede, at det dog var godt med den aktivitet i hendes lemmer, for masser af affaldsstoffer blev skyllet ud af hendes krop, sammen med de store mængder af rent kogt vand som hun nu indtog. Side 4

5 Men hele det spil gav Fruen kostbar tid, så hun kunne slippe for Mørks mænds afskyelige afhøringsmetoder. Metoder de ville anvende ligeså snart der var den mindste mulighed for det. Det var metoder Fruen vidste at hun ikke ville overleve, ligeså vel, som hun vidste at på et tidspunkt, ville Mørks mænd sandsynligvis få de informationer de ønskede. Så hellere dø i et flugtforsøg, så havde hun da gjort hvad hun kunne. Det kraftig vedvarende aktivitet, med at spænde muskler og slappe af, der samtidig skulle ske, så ingen fattede mistanke, gjorde at hun på et tidspunkt trængt til noget søvn. Men inden hun tillod sig selv at sove, havde hun kastet sig hvileløst frem og tilbage, rablet en hel masse nonsens af, som om hun talte i vildelse. Midt i blandt nonsens, havde fruen givet Mørks mænd vejen til et af så sæds depoterne. Det var godt beskyttet, og fik man ikke slået fjedren fra, inden man gik ind gennem døren til det kælderrum, så havde de første 3 der gik ind, den tvivlsomme fornøjelse af at få nærkontakt med de gode spyd der blev fabrikeret på hendes storgård tidligere storgård. Den tak skulle Mørks mænd da have. Hun faldt i søvn. Da hun vågne igen var hun klar over at hun havde sovet alt, alt for længe. Der var ingen der ville tro på en barselsfeber nu. Mørks mænd ville sandsynligsiv tro at alle de urter som hun havde fået, havde virket. Hun lå helt stille, kontrollerede sine åndedræt så de stadigvæk var en sovendes, men vendte sig om på siden bare for en sikkerhed skyld, hvis en forkert vejrtrækning skulle have afsløret hendes vågne tilstand. Side 5

6 Ganske langsom, førte hun en af pilespidserne som hun havde lavet for et par søvne siden ind i hende hals, så hun fik opkastningsreaktioner i gang. Hun forstærkede dem, men beviset på at hun havde sovet for længe, kom, da det kun var galde der blev kastet op. Anstrengelserne ved dette fik hende til at svede igen så håret klistrede til hendes hoved, og de falske nisse igen blev panikslagne, og hendes datter satte i nogle hyl, der havde præcis den lydstyrke som de skulle have for et nyfødt barn. Utroligt gennemtrængende, og det bragt en ro og en styrke til Fruens forpinte sjæl og en uro i resten af rummet. Og hun besluttede sig for, at bedre forvirring ville hun nok ikke få og det kunne lige så godt blive udnyttet. Panikken og uroen var stor i det lille rum. Fruen væltede ud af fra sit leje, hev i den falske nisse pige og skreg at Fruen nu troede at hun døde, og var i dødskramper. Hjælpe mig, red mig og den unge pige skyndte sig ud. Rummet var tomt og døren åben. Fruen tog sine våben, urterne, skinnene som havde været hendes leje i en ukendt periode, og vigtigst af alt sin datter. Fruen løb ud af døren, ind i en mørk tunnel, der var svagt oplyst. Standsede et ganske kort øjeblik, ganske overrasket, for hun genkendte gangen som en af hendes egne tunneler på sin gård. Det var derfor hun kendte lugten. Nu vidste Fruen præcist hvor hun var og hvor hun nu skulle hen. Hun løb med datteren klynkende i sine arme ned gennem gangene. Måtte smide et af skindene, da det hindrede hende i sit løb. Side 6

7 Fruen havde et mål. Et depot længere fremme, som Mørks mænd forhåbentlig ikke havde opdaget. Det havde en dør, som faldt i et med de omkringværende vægge. Man skulle vide at den var der for at finde den. Der var kun ganske få der kendte til rummet, men havde Mørks mænd fanget en af disse medlemmer af hendes husstand, så kunne det godt være at Mørks mænd kendte til depotet. En krop kan kun holde til en vis mængde smerte. Fruen løb med hjertet hamrende, så blodet susede i kroppen, så det eneste Fruen næsten kunne høre var sig selv. Manglede kun en drejning i tunnelgangen, så ville hun være ved depot døren. Tog drejningen og standsede brat. En gruppe var på vej hen i mod hende. Ingen mulighed for at gemme sig. Ingen mulighed for at nå tilbage til det tidligere rum og ligge og lege syg på lejet. Hun var set, var opdaget. Fruen sank samme på tunnellens gulv, fordi hendes ben nægtede at bære hende længere og vilje der havde fået dette flugtforsøg til at ske, forsvandt ud i mørkets rum. Side 7

8 Side 8