Pels vil altid være noget helt unikt

Transkript

1 1700-talles kongelige hermelin: Portræt af Kong Christian VII af Danmark ( ), malet i 1789, som hænger på Rosenborg Slot. 4 det er et drømmemateriale på lige linje med champagne, diamanter og glamour. Hvis du finder en mand, som køber dig en pels, så har du skudt papegøjen. else skjold, modeforsker ved Designskolen Kolding Pels vil altid være noget helt unikt Pels er det ældst kendte beklædningsmateriale i Norden og er blevet brugt til forskellige former for beklædning i over 2000 år. Vi er stadig vilde med at svøbe os i pelsen, og det naturlige materiale er uden tvivl blevet et stof, som har boret sig ind i vores kulturhistories DNA. historie Af Helle stigel hansen, hsh@kopenhagenfur.com Else Skjold er modeforsker ved Designskolen Kolding, og i samarbejde med Kopenhagen Fur er hun gået i gang med at se på, hvilken status pelsen har i vores samfund i dag. Hun forklarer, at for at forstå hvorfor menneskers opfattelse af pels ligger så dybt i vores kultur, skal vi skrue tiden ca. 800 år tilbage. Tilbage i 1200-tallet var det udbredt blandt kongelige og den aristokratiske elite at bruge pels for at vise status og rigdom. Dengang var vinterpelsen fra egernets bug det allerfineste. Det ultrabløde skind blev syet på indersiden af kjoler og silkekåber, og kun et lille ombuk i kraven eller på ærmet afslørede den enorme rigdom, der lå bag det eksklusive materiale. - Fordi det altid har været meget centralt, at pels var noget eksklusivt, så er pels også blevet brugt som en afspejling af bevægelserne i samfundet. De rige og magtfulde var dem, der havde pelsen, fortæller Else skjold. I det hele taget var der strenge forordninger om, hvilket tøj man måtte gå i ud fra, hvilken stand man havde. I tallet begynder egernet at blive udskiftet med hermelin, der kendes som det store kongeskind. Det særegne lille hvide dyr med den sorte hale ses også i mange illustrationer fra eventyrbøger og fortællinger om konger og dronninger. Stadig var den sarte pels et materiale, som var forbeholdt adelige. Pels i Paris i 1800-tallet Else Skjold fortæller videre, at det først er i 1850 erne, at vi begynder at se pels som et modefænomen. På det tidspunkt begynder modesæsonerne, som vi kender i dag med flere forskellige sæsoner og modeshows, at dukke op i Paris, og her integrerer designerne pelsen i deres haute courture. Enevælden afskaffes, og i industrialiseringens blomstringstid blev fabriksejerne og erhvervsmændene den nye ledende klasse. Nu skulle industrimagnaten ud og vise sig frem og i særdeleshed vise pengene frem. Det blev ofte gjort ved sammen med hustruen at promenere på gaden eller køre tur i droschen iført pelskåbe. 12 TIDSSKRIFT FOR DANSK PELSDYRAVL

2 SCANPIX Pelskåberne kostede i slutningen af 1800-tallet mellem frank, hvilket svarede til et lille hus. Det vil så svare til, at en pels i dag ville koste op imod en million. Selvom hermelinen nu fik selskab af lidt større skind som ræv og leopard, var der altså ingen tvivl om, at den stadig var et statussymbol. Brug-og-smid-væk Industrialiseringen satte for alvor gang i masseproduktionen og den tekniske udvikling. Den tekniske udvikling, som også kom buntmagerne til gode, og snart spyttede fabrikkerne ikke kun tøj, men også møbler og andet interiør ud på rækker. Pelsen bliver dog ved med at være en luksus, som kun de få har adgang til. Den resterende beklædningsmode blev derimod demokratiseret forstået på den måde, at pludselig får alle adgang til nyt tøj, fordi det bliver billigt. Hvor mødre før i tiden sad hjemme og syede kjoler og stoppede strømper, kommer de nu på arbejdsmarkedet, og strikkepinden bliver skiftet ud med en pengepung, og den glade brug-og-smid-væk-kultur får sin fødsel. Men produktionen af pels er forsat forholdsvis dyr, og priserne forbliver på et niveau, som stadig kun giver adgang for de familier, som er særligt godt stillet økonomisk. Derfor bliver pelsen heller aldrig rigtig en del af den hurtige mode, måske med undtagelser som tilbehør og detaljer. - Prisniveauet og historien gjorde og gør delvist stadig, at når man tænker på pels, så tænker man på de der store filmdivaer, der var i Hollywood. Det er et drømmemateriale på lige linje med champagne, diamanter og glamour. Hvis du finder en mand, som køber dig en pels, så har du skudt papegøjen, fortæller Else Skjold. Anti-pels bevægelsen I 1970 erne, protesternes årti, kommer ungdomsoprøret bragende, og her må pels også stå for skud. De unge vil som bekendt gøre op med alt, hvad deres forældre stod for. Den første store antipelsbølge bliver derved aktuel, men ifølge Else Skjold handler demonstrationerne ikke kun om pels. - De unge vil gøre op med overforbruget og status. De gør op med alt det, deres forældre stod for af småborglighed, fortielse og løgne. Når de så danner denne Nr. 7. oktober

3 SCANPIX SCANPIX Dette er et typisk eksempel på 1400-tallets dragter. Den velhavende herre på billedet bærer en kappe, som er foret med kattepels. Det var kun de kongelige, der måtte bruge det såkaldte gråværk, som er maveskindet fra egernets vinterdragt. Pelsen blev oftest brugt på en diskret måde, hvor man lod det titte frem i kraven og ærmeombukket. Da automobilen for alvor rykker ud på gaden i starten af 1900-tallet, bliver kørepelsen det nye store hit. Både mænd og kvinder har en pels til køreturen. Kvinder stadig i de finere pelse som mink og ræv, mens mænd klæder sig i den vilde pels, fortrinsvis vaskebjørn. her anti-pelsbevægelse, handler det derfor ikke kun om pels, men om den status, pelsen havde på det tidspunkt. Det handlede om de diskussioner, der var i samfundet, og sådan er det stadigvæk. Pels spiller bare altid en særlig rolle, fordi det er et særligt materiale, og det vil det altid være, forklarer Else Skjold. Men ligesom pelsen gennem tiderne har stået for status og rigdom, så har der samtidig været noget konsistent i pelsen, som en stor del af resten af materialerne i modeverdenen ikke har kunnet hamle op med: nemlig levetiden. Forbruget er gået amok Efter 2. verdenskrig var pengene små, og der var mangel på råvarer. Også til fremstilling af beklædning. Derfor blev både kaninskind og mulvarpeskind brugt til klæder, og generationspelsen blev også flittigt luftet, fordi man ikke kunne skaffe andet. Kunne man ikke finde hele jakker, pyntede man sit tøj med små pelsstykker. - I virkeligheden var den form for udnyttelse af pelsen jo en enormt bæredygtig tankegang. Og det er præcis noget af det, vi snakker meget om nu. Det samme stykke tøj kan være et stykke hverdagstøj, og så kan det piftes op ved at tilføje for eksempel en pelskrave, så man på den måde vil bruge tøjet. Og dertil kommer selvfølgelig, at pelsen i forvejen kan holde sig i år, forklarer Else Skjold. De seneste par år er bæredygtighed blevet en central værdi i samfundet. Og som tidligere beskrevet har moden altid været sådan indrettet, at den afspejler samfundet på godt og ondt. Derfor er designerne også begyndt at påtage sig en ny rolle. I stedet for bare at levere ting, som er efterspurgt, er der kommet en mere kritisk tilgang, og de er begyndt at stille spørgsmål. Noget af det, modeverden lige nu blandt andet er optaget af, er spørgsmål om det, at ting skal udvikle sig hurtigt, og vi hele tiden skal vækste, er en værdi i 14 TIDSSKRIFT FOR DANSK PELSDYRAVL

4 I modebilledet i dag, bliver pelsen virkelig afprøvet, både på hvordan den bruges men også i hvilken sammenhæng, og hvor grænserne ligger. Dragten her består af både sæl, mink og ræv. 4 sig selv ernes brug-og-smid-vækkultur er gået amok inden for tekstilbranchen, og faktum er, at 85 procent af alt det tøj, der bliver købt, ikke bliver genbrugt, men ender på lossepladsen. - Naturen kan simpelthen ikke holde til, at der bliver udvundet alle de her materialer, som ikke bliver brugt. Og rent økonomisk er det også en underlig tankegang. Der er så mange ressourcer, som er blevet brugt til løn, til høst osv. Man kunne lige så godt brænde pengesedler af, fortæller Else Skjold. Pels og bæredygtighed Else Skjold ser, at pelsen, historien tro, glider med samfundsbevægelsen, som i øjeblikket tegner sig som en modbevægelse mod de seneste års fokus på vækst og forbrug. Inden for modever - den har brug-og-smid-væk fået en ny spiller på banen, og han hedder Slowfashion. - Sådan nogle bevægelser starter selvfølgelig altid hos en eller anden elite i samfundet. Men historien fortæller, at det stadigvæk er det, der ligesom er tonedannende. Denne her gruppe stiller krav til deres produkter. De vil have tøj, hvor der er tilført kærlighed og respekt. De vil passe på deres ting, så de holder længe, og designerne tænker netop denne langtidsholdbarhed ind i deres designs, fortæller Else Skjold. I den bevægelse ser hun samtidig et stort potentiale for pelsen til at genfortælle sin historie, som i mange år har handlet om prestige og status. Pelsen er helt grundlæggende et naturligt materiale, som ved siden af historien om status også har haft en underlæggende fortælling om et produkt, der holder længe. På den måde passer det naturligt ind i vores tids opfattelse af bæredygtighed. Else Skjold peger dog på, at hvis pelsen skal leve op til samfundets krav til produkternes etik, så skal det være bæredygtigt fra start til slut. -Pels bliver ikke bæredygtigt, ved at man bare gør eller siger det, som man plejer. Nr. 7. oktober

5 60 ernes pels var den klassiske sølvbryllupspels. Lange frakker, som heldige husmødre kunne iføre sig, hvis der var penge i lommen på ægtemanden. Det var blandt andet denne form for statussymbol, som 70 er oprørerne protesterede mod. 4 Ud fra bæredygtighedsaspektet, så er det sandt, at pelsen holder længe. Men man bliver også nødt til at se på alt det, der kommer før. Dyrene skal have det godt, produktionen af foder, garvningen og farvningen må ikke svine, og så skal designet samtidig gøre, at tøjet kan genbruges langt længere end alle mulige andre ting. Forskningsprojektet, som er sat i gang i forbindelse med den nye partnerskabsaftale mellem Kopenhagen Fur og Kolding Designskole ser netop på, hvordan man kan skabe et fokus på den bæredygtige produktion og brug af pels fra råmateriale til slutbrug, hvor Else Skjolds fokus ligger på brugeren. SCANPIX Nr. 7. oktober