Nr. 1 Til Kirsten Munk 23. august 1615

Transkript

1 Christian 4. og Kirsten Munk Da den 38-årige Christian 4. i 1615 mødte den 17-årige Kirsten Munk, forelskede han sig lidenskabeligt i hende og indledte straks forhandlinger med hendes mor Ellen Marsvin om at få lov til at gifte sig med Kirsten. Det lykkedes, og 31. december 1615 skrev kongen kom jomfru 5 Kirsten Munk til mig udi ægteskab. I kongens optegnelser kan ægteskabet og det smertefulde brud følges tæt. Da Kirsten Munk afbrød samlivet i 1628, havde hun født kongen 11 børn. 10 Kilde: Hjerte kære Kirsten Et udvalg af Christian 4. s breve om skilsmissen fra Kirsten Munk. Ved Bent Hansen og Hans Veirup Nr. 1 Til Kirsten Munk 23. august 1615 I august 1615 drog Christian 4. til Braunschweig i Nordtyskland for at mægle i en fyrstestrid. Den 21. ankom han til Ellen Marsvins herregård, Lundegård, hvor han blev et par dage. 15 Jeg bekender for hvermand med dette mit brev, at jeg har udvalgt mig til en ægte staldbroder1 ærlige og velbyrdige jomfrue, Kirsten Munk Ludvigsdatter, som jeg vil leve og dø sammen med, så ingen skal adskille os, før den almægtigste Gud adskiller os ved den timelige død. Jeg vil også forsørge hende med et af kronens len, som hun skal besidde kvit og frit efter min dødelige afgang, så længe hun lever. Mens vi lever sammen, da vil jeg forsørge hende med 20 alting og leve således med hende, at hun skal have årsag til at takke mig. Skrevet på Lundegård, den 23. august Din hjertens allerkæreste herre Christian

2 Nr. 2 Til Kirsten Munk 24. august 1615 Allerede den 24. august rejste kongen videre, og han fik ikke tid til at besøge Pernille Gyldenstjerne, som var gift med lensmanden på Hagenskov slot ved Assens. 30 Hjertens allerkæreste hjerte, Gud i himmelen spare og bevare dig længe og vel; det ønsker jeg dig af hele mit hjerte. Hjertens allerkæreste mus, jeg glemte at sige din moder i går, at hun på mine vegne skulle undskylde mig over for Pernille Gyldenstjerne, at jeg denne gang ikke er kommet til Hagenskov, som jeg lovede hende; thi denne rejse er kommen mig så hastigt på. Men når Gud vil, at jeg kommer til landet igen, da vil jeg begive mig derhen. 35 Allerkæreste mus, jeg venter mig intet svar på dette brev, thi jeg drager i dag herfra til Flensborg og i morgen til Rendsborg. I overmorgen håber jeg at være ved Hamborg. Jeg sagde til dig i går, at hvis du vil skrive, så send brevet til Anne2. Nu befaler jeg dig3 Gud i himmelen og befaler mit hjerte i dit hundrede gange hundrede tusind gode nætter og dage, og gid, at vi 40 snart kan ses igen med helbred og karskhed. Haderslev, den 24. august, anno 1615 Din allerkæreste herre så længe jeg lever, 45 Christian Nr. 8 Redegørelse for ægteskabsbruddet, april 1641 Kongens ægteskabelige samliv med Kirsten Munk endte den 10. november Christian 4. udarbejdede selv flere redegørelser for ægteskabshistorien, hvis formål var, at børnene skulle 50 kende sagernes rette sammenhæng.

3 Fordi vi er vis på, at fru Ellen - herefter som hidindtil - lægger alle årer fra borde, når hun ser sit hold4 til at indbilde vores børn, som vi har avlet med hendes datter, at vi gør deres mor stor uret, da - for at de kan erfare den rette årsag til vores og deres mors skilsmål - har vi nu i egen 55 person villet lade dem forstå den rette årsag, som ingen med sandhed skal kunne sige et ord imod. Da fru Kirsten i sit ægteskab med os havde født ni smukke børn til verden, lod hun sig ved Rhingreven forlede af djævelen til et letfærdigt levned, og både fru Ellen og andre er bekendt 60 med, hvordan det gik for sig, først på Dalum, siden på Kronborg og i København. Endskønt fru Ellen ikke har set det med sine egne øjne, som hun uden tvivl vil svare, da kan hun dog ikke nægte, at hun alligevel kendte til datterens letfærdighed, således som hun bedrev den offentligt for den Allerhøjestes øjne og ansigt. Og dog ville hun ikke, som det anstod en ærlig dannekvinde og undersåt, give os det mindste vink derom. Thi var det sket, da er vi vis på, at 65 fru Kirsten aldrig var kommet ind i den labyrint, som hun stikker i; især i begyndelsen på den tid, da Jens Boldmester5 fik den store sølvkande, fordi tyrken ville stå os bi mod kejseren. Herom forholder det sig således. Da vi under den forgangne krig havde mangel på høje officerer, da foreslog Rhingreven sin fætter Rhingrev Otto, som var en gammel soldat, hvis tjeneste han dog ikke kunne give os 70 vished for, uden at han måtte drage til ham. Hvorfor han fik befaling til, at han skulle forføje sig til samme sin fætter. Mens Rhingreven var borte, drog vi fra Stade6 over til Sjælland. Fru Kirsten drog til Dalum til fru Ellen, og havde før sin bortrejse fra Stade taget afsked med Jens Boldmester, der - så snart 75 Rhingreven kom tilbage igen - ufortøvet skulle lade hende det vide. Hun vil forskylde7 ham hans umage vel. Da Rhingreven nu kom til stede igen, begav Jens boldmester sig straks mod Dalum og stod for porten tidligt om morgenen, mens fru Ellen og datteren endnu lå i hver sin seng. Da en af

4 80 pigerne kom og sagde til fru Kirsten, at Jens Boldmester var ved døren og havde brev med fra Rhingreven, blev fru Kirsten så glad og slog hænderne sammen, så fru Ellen lagde mærke til det. Hvorfor hun sagde: Kirsten, hvordan er det fat, hvorfor er du så glad?. Da svarede hun: Oh, moder, Tyrken vil komme kongen til hjælp mod kejseren. Derfor stod fru Ellen ud på gulvet og tog datteren ved hånden, og de gjorde en vending eller to sammen på gulvet. 85 Siden fik Jens Boldmester en stor forgyldt kande, og de to tyske jomfruer fik hver en diamantring; den herremand, der var hos fru Kirsten - en Hardenberg af slægt - en silkeklædning, og hver af pigerne et stykke guld. 90 Alt det føres her på banen til den ende8 lade verden forstå, at om fru Ellen - på den tid, datteren drev puds med hende - havde advaret os, da ville fru Kirsten have tænkt sig godt om, før hun var kommet videre i teksten. Og omendskønt fru Ellen vil sige, at hun intet ondt har at sige om dem, da er det kendt, at 95 ingen ærlig kvinde går ind til en fremmed mand, mens - og al den stund - han ligger i sin seng, sådan som fru Kirsten gjorde det på Dalum, og således som næsten alle drabanterne så det dagligt. Drabanterne, hvoraf otte eller ti lever endnu, så, hvorledes Rhingrevens drenge9 kom løbende 100 ud fra Rhingreven med bukserne på hovedet, når fru Kirsten kom ind til Rhingreven. Kongen bebrejder Ellen Marsvin, at hun ikke advarede ham. At fru Kirsten var på Kronborg en rum tid sammen med Rhingreven, - og at hun ikke ville til 105 København, selv om fru Ellen mere end en gang havde bud efter hende - det kan ikke nægtes. Da hun endelig måtte komme til København, mødte Rhingreven hende en mil fra København. Da de nu mødtes, stod de af deres vogne og gik alene med hinanden ind i skoven, hvor de blev

5 sammen en rum tid. Jomfruerne og pigerne efterlod hun ved vognen, hvor også generalkvartermester Priis blev. Kusken, som kørte for hende varer nu10 vognhuset på 110 Frederiksborg. Da de nu havde været længe nok i skoven, kom de tilbage til vognene og satte sig sammen på fru Kirstens hynde, og kørte så fod for fod mod København og kyssede kontinuerligt hinanden på vejen. Da barnet11, som i de dage stod lig i København, var begravet - og de, som havde 115 fulgt barnet, skulle til bords - løb fru Kirsten ned bag ved slottet og kørte med Rhingreven ud i haven, hvor de blev alene sammen til langt ud på aftenen. Da fru Ellen nu mærkede, at det blev så groft, at drengene og pigerne på gaden pegede fingre efter datteren, gav hun sig til at græde immer fort og fort12. Men vi måtte ikke vide hvorfor. 120 En dag, da vi gik ned bag ved slottet hen mod Tøjhuset, og fru Kirsten var med på vejen, sagde vi til hende: Hvorfor tusind pokker græder din moder sådan? Da svarede hun: Min moder er gal. Når hun ser, at jeg taler med en af officererne, da bliver hun helt af lave, thi hun kan ikke lide nogen tyskere. Hun kan heller ikke ved sin død lide de jomfruer, der er hos mig. Hertil 125 svarede jeg: Det kan13 være, som det må. Sådan må det ikke sidde sammen14. Var dig, hvad du gør! Vi har endnu aldrig set nogen, som det gik godt i længden, som med vilje gjorde sine forældre imod. Kongen beskylder her Kirsten Munk for at have bedt til Vorherre om at opfylde hendes 130»hjertens begæring«, underforstået kongens død. Når pigerne skulle lave varmt øl til os om morgenen, ville hun have, at når vi havde bud efter det, at de da først skulle bære det ind til hende, for at hun kunne komme sukker i. Da pigerne ikke turde gøre det, al den stund de vidste, at vi ikke ville have sukker deri, da blev hun bister 135 og gal på pigerne. At pigerne ikke gjorde hendes vilje deri15, var prinsens16 skyld. Thi han

6 sagde til pigerne: Se til, hvad I gør; at både I og jeres frue ikke får skam (dvs. velfortjent straf) sammen. Og vi formener for vist, at prinsen en gang sendte bud med salig hofmesteren til fru Kirsten og 140 lod hende sige, at såfremt vi kom noget til, da skulle hun få skam. Thi han så vel, hvad der var fat. En morgen ret tidligt kom fru Kirsten for døren på Runddelen på Københavns Slot og klappede17 på. Da vi ville vide, hvem det var, sagde hun: Det er mig. Da hun nu kom ind, 145 begærede hun at drage til Frederiksborg og dér gå til gudsbord18, hvad vi forlovede19. Men det var ikke hendes ærinde. Thi hun gik ikke til gudsbord, som salig doctor Christian siden sagde os, at hun gik ikke til gudsbord. Men hun drog derfra til Kronborg for at pakke det gods ind, som skulle have været til Sverige, og som vi lod hente tilbage med vores orlovsskib Spes. 150 Da fru Kirsten havde været en stund derinde, fik hun et guldkousken20 frem med noget hvidt pulver i, ligesom sukker. Det satte hun på bordet. Da vi begærede at vide, hvad det skulle dér, da svarede hun: Vil Deres Majestæt bruge pulveret, så vil Deres Majestæt befinde sig meget godt bagefter. Hvortil vi svarede: Hvad tusind syger skal vi bruge det skarn21 til. Vi fejler jo intet, Gud være lovet. Hvorpå hun sagde: Doctor Peter Pay har givet mig det. Det kan på 155 stakket tid betage lysten til kvindfolk. Herover kom vi til at le og bad hende sætte det skarn på bordet. Og det skete også. Så tog hun bort og satte sig op i sin vogn. Da hun nu var neden for slotsbroen, sendte vi bud efter doctor Peter Pay. Da han kom til os, lod vi ham se kouskenet med det hvide pulver, og spurgte ham, om fru Kirsten havde fået det 160 af ham. Da svarede han: Ja! Da vi ville vide hvortil, sagde han: Til at komme på de finner22, hun har i ansigtet. Siden spurgte vi ham, om man kunne bruge det samme indvortes uden fare, hvortil han svarede: Gud bevare os, det er gift!

7 Få dage før hun præsenterede23 os dette pulver, kom hun ind til os i sengekammeret og 165 sagde, at hun nu mere24 var blevet en aflægs kvinde, hvorfor hun ville råde os til at se os om efter en smuk pige, som kunne vare25 os. Anne Jakob Mikkelsens var i stuen26 nu, og hun kendte de smukkeste, der var i byen. Om vi ikke ville befale hende at lede én ud? Vi stod længe og så på hende og sagde så til hende: Den umage har vi ikke fornøden. Du har jo selv smukke piger, som kan forrette27 det. Hvorfor skulle man gøre sig umage for andre? 170 Hvorledes de to samtaler rimer med hinanden, det ved jeg ikke. Anno før Sankt Mortens aften befalede vi prinsen at tage salig hertug Ulrik og den gamle grev von Thurn med sig til Frederiksborg, hvortil fru Kirsten også fik befaling at komme 175 for salig frøken Annes skyld; thi vi holdt meget af det salige barn, som hun ikke kunne fordrage, fordi det lignede os, hvorfor vi heller ikke ville tage alene med det derhen, for at hun ikke hemmeligt skulle gøre hende noget ondt. Thi hvis vi ikke var kommet til måde dermed29, ville hun have slået barnet med en jernstang for en synål, som lille Tyra30 anklagede hende for at have kastet bort. 180 Da vi nu samme Sankt Mortens aften kom til bords, sad fru Kirsten og surmulede og ville hverken se eller tale til prinsen eller salig hertug Ulrik, hvorover det lag31 blev spildt32. Da det nu var tid at gå i seng, lukkede hun døren mellem os og sig, og lagde to tyske jomfruer 185 sammen med nogle andre kvinder tværs for døren, så ingen kunne komme igennem. Hvorfor vi til evigt minde straks om morgenen lod lægge en temmelig stor kampesten på vejen bagud hen til den lille ladegård. Den sten er der endnu, med årstal hugget ind og et sæde gjort deri. Anno , Ægidii dag, fødte fru Kirsten den kasserede frøken, ved hvis ankomst til verden 190 fru Ellen ikke ville indfinde sig, uanset at hun var til stede ved alle de barselssenge, fru Kirsten lå i. Og det havde uden tvivl sin årsag, som fru Ellen bør sige os her, al den stund hun tiere end

8 én gang i vores påhør ønskede af Gud, at datteren måtte sætte livet til i den barselsseng, hvad fru Ellen senere har tydet34 derhen, at, fordi datterens opvartning ikke stod os så vel an, som hun gerne så, da ønskede hun det sådan. 195 Når fru Kirstens parti35 vil besmykke hendes horeri, lader de sig fornemme36, at Rhingreven ikke var her i landet på den tid, fru Kirsten fik denne unge. Det kommer ikke os ved, om det forholder sig således eller ej. Men det kommer an på, om fru Kirsten var hos os 40 uger, før hun fødte dette sidste barn. Vi for vores vedkommende har aldrig nævnt Rhingrevens navn på 200 anden måde, end Pontius Pilatus navn nævnes i vores Troens Artikler37. Ligesom ingen kan læse, som han bør, uden at nævne dette navn, så kan der heller ikke tales om fru Kirstens hoereris begyndelse, midte eller ende, uden at Rhingrevens navn bliver nævnt. Da vi mærker, at fru Ellen ikke kan nægte noget af alt det, som er sagt, skal hun nu i påhør af 205 denne sammenkomst38 lade os forstå, om hun anser vores lange tålmodighed over hendes datters grove excesser for at være sket af nåde eller vanvittighed39 eller tåbelighed. At fru Kirstens yngste barn er en horeunge, det bevises af vores tegnebøger40, hvorefter fru Kirsten er blevet med denne unge otte dage efter, at hun lukkede døren på Frederiksborg mellem os og sig. Derfor må fru Kirsten lede en far op til det. 210