Nollund Kirke. Søndag d. 15. maj 2016 kl Egil Hvid-Olsen. Salmer.

Transkript

1 1 Nollund Kirke. Søndag d. 15. maj 2016 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til pinsedag, Joh. 14,15-21, 2. tekstrække. Salmer. DDS 290 I al sin glans nu stråler solen. DDS 291 Du, som går ud fra den levende Gud. DDS 282 Apostlene sad i Jerusalem DDS 299 Ånd over ånder, kom ned fra det høje. Altergang: DDS 309 Bøj, o Helligånd, os alle. DDS 723 Naturen holder pinsefest. Tekstlæsninger. Denne hellige lektie skriver profeten Jeremias: Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som

2 2 den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige:»kend Herren!«For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd. Jer 31, Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte:»hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.«apg 2,1-11. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde:»elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende,

3 3 at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«joh 14, Prædiken. Vi bruger ikke længere ordet pagt særlig meget. Vi foretrækker at tale om aftaler, hvad enten de er indgået i al venskabelighed eller er juridisk bindende. Det ændrer dog ikke ved, at pagten er et tilbagevendende tema i Bibelen. I Det Gamle Testamentes 2. Mosebog fortælles det, at Gud slutter en pagt med israelitterne. Pagtslutningen på Sinajbjerget med lovtavlerne som en slags slutdokument står centralt. Så stor betydning fik den, at en jødisk høstfest med årene ændrede karakter til en højtid, hvor man netop fejrede pagtslutningen på Sinaj. Denne højtid var og er den jødiske pinse. I mosebøgerne forklares det, at hvis israelitterne følger Guds love som fylder mindst halvdelen af de fem bøger vil han støtte dem. Men egentlig er pagten endnu ældre, for allerede Abraham var blevet udset af Gud til at være stamfar for det israelitiske folk. Han indførte oven i købet det fysiske pagtstegn, som omskærelsen er. At dette pagtstegn var alvorligt ment, understreges af Guds grundige retningslinjer: Otte dage gammel skal hver dreng hos jer omskæres, slægt efter slægt. Det gælder såvel den træl, der er født i dit hus, som enhver fremmed, du har købt, og som ikke hører til din slægt. Både den, der er født i dit hus, og den, du har købt, skal omskæres. Sådan skal I bære min pagt på kroppen som en evig pagt. Men en

4 4 uomskåret mand, en hvis forhud ikke er omskåret, skal udryddes fra sit folk. Han har brudt min pagt. 1 Selvom pagtstegnet selvsagt ikke bliver vist frem i fuld offentlighed, lægges der i den gammeltestamentlige tankegang umådelig stor vægt på, at enhver mandlig israelit mangler det lille stykke hud. Netop fordi pagtstegnet befinder sig det mest intime sted på kroppen, er det kun den altskuende Gud, der er i stand til at konstatere, om en mand tilhører hans udvalgte folk eller ej. Pagtens alvor understreges yderligere af endnu en fortælling om Abraham. Den findes, kort inden Gud udtaler sin omskærelsesordre. Abraham får besked på at slagte en kvie, en ged og en vædder. Derefter skal han skære dyrene midt over og lægge halvdelene over for hinanden. 2 Man mener, at dette var en praksis, der indeholdt en symbolsk advarsel. Dem, der sluttede pagten, måtte forvente, at der ville ske det samme med dem, som det var tilfældet med de slagtede og delte dyr, hvis en af dem løb fra sin forpligtelse. I dette tilfælde er det dog ikke Abraham, men Gud, der forpligter sig. Han vil sørge for, at Abraham bliver stamfar til israelitterne. Selvom Gud kan forudsige, at de vil komme til at lide under slaveriet i Egypten, vil det ikke være et tegn på, at han har brudt sin pagt. Efter 400 år vil han komme dem til hjælp og lade dem indtage en række områder, der tilsammen skal udgøre deres land. De slagtede og parterede offerdyr understreger alvoren i Guds løfte, som han når man læser videre i Det Gamle Testamente da heller ikke bryder. Tværtimod er det israelitterne, der gang på gang løber fra deres forpligtelser. Dette får Gud til igen og igen at straffe sit udvalgte folk, så de vender tilbage til en livsførelse med lovoverholdelse og gudsfrygt i centrum. At forholdet mellem Gud og hans såkaldte ejendomsfolk ikke var uproblematisk blev også slået fast i dagens gammeltestamentlige læsning fra profeten Jeremias Bog: De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Denne replik indeholder både skuffelse og vrede, og man forventer endnu en barsk konsekvens af 1 1. Mos. 17, Mos. 15.

5 5 israelitternes ugudelige levned. Denne gang går det imidlertid anderledes. Gud vil slutte en ny pagt med et helt andet indhold: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige:»kend Herren!«For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Det lyder jo vældig godt! Men det virkelig revolutionerende kommer først til allersidst, hvor Gud siger: Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd. Der er ikke noget at sige til, at netop dette udpluk fra Jeremias Bog er kommet med blandt det udvalg af bibeltekster, der læses i kirken. Guds udtalelse peger nemlig frem mod Det Nye Testamentes budskab, hvor tilgivelsen vægtes højere end hævnen, kærligheden højere end hadet. Man kan sige, at Gud træder i karakter i Det Nye Testamente, idet han handler mere guddommeligt end menneskeligt. Det had og den hævntørst, der præger Gud i blandt andet mosebøgerne, giver ham et forbløffende menneskeligt ansigt. Vi bliver jo også vrede og uforsonlige, når andre løber fra virkelig vigtige løfter. Men i Det Nye Testamente ændrer Gud synsvinkel. Han hæver sig over menneskelig smålighed og insisterer på en så kompromisløs kærlighed, at dens lige ikke findes blandt hans skabninger. Pudsigt nok bliver han mere guddommelig af at lade sig føde som et menneske. Erfaringerne fra hans menneskeliv medfører, at han kan forstå, hvad der driver os på godt og ondt. Derfor har han også lettere ved at tilgive os og give os en ny chance. Han accepterer ikke, når vi synder, for synd er og bliver forkastelig. Men han forstår, at vi har brug for en, der taler vores sag. Han ved, at vi har brug for en, der kan forsvare os mod vore egne fejltrin. Denne opgave tager han selv på sig. Det er netop, hvad dagens evangelietekst slog fast. Evangelisten Johannes lader Jesus udtale, at han vil give disciplene en talsmand; altså en der kan tale på deres vegne. Det, talsmanden siger, vil være sandt, for Jesus betegner ham som sandhedens ånd. At det ikke er en hvilken som helst ånd slås fast, idet Jesus omsorgsfuldt meddeler, at han ikke vil efterlade disciplene faderløse.

6 6 Der er en klar sammenhæng mellem den talsmand og sandhedsånd, Jesus taler om, og Gud. Talsmanden taler sandt, fordi den er Guds ånd. Men i kraft af at Jesus selv er Gud, er talsmanden også hans ånd. Det, Jesus hermed afslører, er, hvad man på et senere tidspunkt gav betegnelsen Den Treenige Gud. Gud, Jesus Kristus og Helligånden er tre sider af samme sag. De udgør hver især tre forskellige måder, hvorpå Gud handler. Selvom Helligånden er den mindst håndgribelige af de tre, er den ikke mere diffus, end at Jesus kan betegne den som en talsmand. Det originale græske ord for dette er parakletos, som svarer til det latinske advocatus og så har vi nok en fornemmelse af, hvad Helligåndens virke går ud på. Den vil være vores advokat, sagfører eller forsvarer. Mens Gud ofte påtager sig rollen som anklager i Det Gamle Testamente, afslører Det Nye Testamente, at han siden skiftede sindelag såvel som taktik og blev vores forsvarer. Han gik oven i købet så vidt, at han lod sig henrette for at tage den straf på sig, som han tidligere ville have tildelt alle skyldige med fuld styrke. Og ikke nok med det. Det Nye Testamente afslører, at Gud udvidede sin pagt til ikke kun at gælde jøderne, men alle, der tror på ham. Han insisterede på at være Gud for alle sine skabninger, og tilmed at være det på den faderligt omsorgsfulde måde. Det er derfor, Jesus siger, at han ikke efterlader disciplene og dermed heller ikke os - faderløse. Vi har Helligånden som vores talsmand. Den taler vores sag over for sig selv. At Helligånden taler vores sag kunne vi ikke vide, hvis den ikke også havde talt sin egen sag. Men det var netop, hvad den gjorde den første pinsedag. Helligånden stiftede den kristne kirkes fællesskab af troende. Af den grund kaldes pinsen også for kirkens fødselsdag. I læsningen fra Apostlenes Gerninger hørte vi, at Helligånden talte sin sag gennem disciplene. Den sørgede for, at de blev grebet af det kristne budskab, så de slet ikke kunne lade være med at forkynde det for enhver, der ønskede at lytte. Der var ingen grænse for, hvem Åndens budskab var rettet imod, for den gamle pagt var erstattet af en ny. Den jødiske pinsefejring, der højtideligholdt pagtslutningen på Sinaj,

7 7 blev i den kristne sammenhæng ændret til en højtid med et helt andet indhold. Budskabet var ikke længere begrænset til kun at gælde et særligt folk, hvilket i pinsefortællingen understreges ved, at selv dem, der var kommet fra fjerne lande og talte fremmede sprog, forstod, hvad disciplene sagde, og tog deres forkyndelse til sig. Dermed markeres det universelle ved det kristne budskab, som siden blev spredt endnu længere ud, hvorved det også nåede her til Danmark. Ved at tilbyde sit budskab til alle på jorden, stiftede Gud selv sin verdensomspændende kristne kirke, der består af alle os, der tror på den treenige Gud, sådan som han beskrives i Det Nye Testamente. Vi er ikke bundet af et særligt pagtstegn, for troen er den, der forener os med Gud. Med Jesus Kristus har den gammeltestamentlige pagt undergået en så tilbundsgående revision, at trusler er erstattet af løfter, straf af tilgivelse og hævntørst af kærlighed. Af den grund giver det god mening at ønske hinanden tillykke med kirkens fødselsdag! Amen.