Fra plantning til plantager. A/S Plantningsselskabet Sønderjylland

Transkript

1 Fra plantning til plantager A/S Plantningsselskabet Sønderjylland

2 Carsten Porskrog Rasmussen Fra plantning til plantager A/S Plantningsselskabet Sønderjylland Orkanen Adam hærgede en stor del af selskabets plantager i Da oprydning og tilplantning var gennemført, blev det besluttet at markere det med en skulptur ved Jens Hørlücks Plads ved indkørslen til Skærbæk Kalbye Plantage. Torben Ravn og Jørn Steenberg havde under en rejse i Litauen oplevet træskulpturer af Vitalia og Julius Urbanavicius og tog kontakt til kunstnerparret, som i sommeren 2002 skabte denne skulptur af rødder og stamme af en eg, væltet under orkanen. Skulpturen forestiller orkanen Adam som river træerne op med rødderne. Foto: Bent Karlsson

3 Indhold Fra plantning til plantager. A/S Plantningsselskabet Sønderjylland Af Carsten Porskrog Rasmussen Forfatteren og A/S Plantningsselskabet Sønderjylland Udgivet af A/S Plantningsselskabet Sønderjylland Løgumkloster ISBN Prepress: Tryk: Narayana Press Udgivet med støtte fra: SE Vækstpulje Det danske Hedeselskabs Legat Tønder Kommune Den Sønderjyske Plantagefond Forsidebilledet viser Skærbækarealet, som siden 1920 erne har været selskabets kraftcenter, først som planteskole og siden 1980 som juletræsfarm. Billedet har øst opad. I forgrunden, ud mod vejen, de tidligere planteskolebygninger, som nu er falckstation. Dernæst følger juletræsarealerne, som danner en uregelmæssig trekant med juletræer i lange lige rækker. Bag dem, mod nord og øst, ses de arealer, hvor selskabet de senere år har udviklet en frøplantage og bag dem igen Skærbæk Kalbye Plantage, som er én af selskabets ældste plantager. Foto: Bent Karlsson. Forord : Skove og skovrejsning i Sønderjylland før Før skovrejsningen... 9 Landboreformer og fredskovslovgivning Tidlig skovrejsning og hedeopdyrkning Skovrejsning i Nørrejylland Sønderjysk skovrejsning i den tyske tid : Stiftelsen af Plantningsselskabet Sønderjylland Initiativet Aktiekapitalen : Fra Løgumkloster til Skærbæk Kristen Fromsejer Planteskolen De første plantager : Den store ekspansion Udvidet bestyrelse og forretningsudvalg Den anden aktietegning Jordkøbene Tilplantningen Arbejdskraft og økonomi : Plantningssagen i stampe Plantningsmændene Kampen om jorden Plantningen Plantagernes drift : Planteskolen fra fremgang til krise Søren Degns Gård Sortiment og drift Nye bygninger Den store satsning Økonomisk uføre Planteskolens afvikling Samlet balance for Skærbæk Planteskole : På egne ben Ledelsen Forholdet til Hedeselskabet : Plantager og juletræer Plantagerne Juletræer Nye arealer Bagsidebilledet forestiller det areal, hvor Eggebæk Plantage blev anlagt, i Arealet er pløjet, så plantningen kan begynde. Plantagen blev anlagt i et fladt landskab, hvor der var lagt mellem træer og huse. Foto: Museum Sønderjylland.

4 Forord 9: Plantagefond og småaktionærer Storaktionærer og aktionæraftale Plantagefonden De små aktionærer : Orkan over Sønderjylland Orkanen Adam Fra Lauritzen til Jefsen Christensen Rens Hedegård Tradition og tilpasning Traditionens forvaltere Driften Rationaliseringer og udbytte Hyrup : Jagt og andre glæder Skovens nytte Jagt Natur og oplevelser for alle Fra plantning til plantager Plantningsselskabet Sønderjylland Kort over selskabets plantager Skovfogedens anekdoter, af Torben Ravn Medlemmer af Plantningsselskabets Sønderjyllands bestyrelse Utrykte kilder Trykte kilder og litteratur Noter I oktober 2019 er det 100 år siden, at A/S Plantningsselskabet Sønderjylland blev stiftet. Efter afslutningen af Første Verdenskrig i november 1918 var der mange spekulationer omkring fremtiden for Nordslesvig. Mange sønderjyder troede på snarlig genforening med kongeriget og de muligheder, der i den forbindelse ville opstå. Markante sønderjyder troede på ideen med et plantningsselskab, som skulle stiftes i samarbejde med Hedeselskabet. Det nære forhold til Hedeselskabet er fortsat gennem alle årene og gør sig stadig stærkt gældende gennem både medejerskab og nære samarbejdsrelationer på en række forretningsområder. I løbet af de 100 år, der nu er gået, har der hos Plantningsselskabet været gode og mindre gode perioder, men trods det har selskabet vokset sig større i et støt og roligt tempo igennem hele perioden. Gennem de seneste 25 år har især to begivenheder sat deres afgørende præg på selskabet. I 1999 blev flere af Plantningsselskabets plantager ramt af en historisk voldsom orkan, som ødelagde mange ældre og mellemaldrende kulturer. Eftervirkningerne ses stadig i, at aldersfordelingen af selskabets plantager ikke er jævnt fordelt. Der er forholdsvis mange unge kulturer, som må afvente den optimale alder, inden de falder for saven. Selskabet har dog klaret også denne udfordring. Næsten på samme tid blev der sat en mere positiv milepæl i form af oprettelsen af Den Sønderjyske Plantagefond i år Plantningsselskabet indskød egne aktier, fonden købte aktier af ESS, Sønderjyllands amt og sønderjyske kommuner, og den modtog gaver i form af aktiedonationer. Fonden modtager stadig donationer. Her senest ved generalforsamlingen i 2019 er der modtaget aktier fra familien Arkil. Oprettelsen af fonden har skabt grundlaget for at sikre Plantningsselskabet som en stærk og selvstændig sønderjysk virksomhed i fremtiden. Plantningsselskabet har igennem alle 100 år fastholdt de grundlæggende værdier i formålsparagraffen: at erhverve, tilplante og drive skove og plantager i Sønderjylland. Der er aldrig i selskabets historie udbetalt udbytte til aktionærer, hverken stifterne eller deres efterkommere. I den tid vi lever i nu, er opbakningen til Plantningsselskabet fortsat med rødderne godt plantet i den sønderjyske muld, hvor den historiske nationalfølelse i Sønderjylland og respekten og kærligheden til den Sønderjyske natur er de grundlæggende elementer, der sikrer opbakningen til selskabet. Aktionærerne bakker på forbilledlig vis op omkring selskabet og de værdier, der ligger bag. Det stiller krav til den til enhver tid siddende bestyrelse om at drive selskabet kommercielt på de vilkår, der gælder i den tid, de lever i, men aldrig glemme de grundlæggende værdier, der var idegrundlaget, og som har fulgt selskabet gennem hele perioden. Plantningsselskabet Sønderjylland har tradition for at fastholde sin historie ved runde år, og det var naturligt for os at få en samlet fremstilling her, hvor vi fylder hundrede år. Plantningsselskabet vil gerne takke forfatteren, museumsinspektør, Carsten Porskrog Rasmussen for at samle trådene omkring selskabets historie, samt takke alle øvrige, der via indlæg, billeder, vidensdeling og interviews har bidraget til bogen. God læselyst. Per Bonefeld. Bestyrelsesformand. 6 7

5 1: Skove og skovrejsning i Sønderjylland før 1919 Original aktie udstedt til den sønderjyske leder H.P. Hanssen, der var én af selskabets oprindelige stiftere. Aktien er underskrevet af de fem oprindelige bestyrelsesmedlemmer P.O.A. Andersen, Chr. Dalgas, Chr. Lüttichau, O.D. Schack og Jens Hørlück. Aktien tilhører stadig én af H.P. Hanssens efterkommere. Privateje. Skov er den naturlige bevoksning i næsten hele Danmark. Før landbruget nåede landet for cirka år siden, var det meste dækket af tæt skov, og det sidste århundrede har lært os, at områder, der overlades til sig selv, støt og roligt bliver skov igen. På den baggrund kan man undre sig over, at der overhovedet har været behov for skovrejsning. Det er også en forholdsvis ny tanke. I årtusinder har mennesket tvært imod ryddet stadig mere skov for at få plads til dyrkede marker. Først da skoven var reduceret til en ganske lille del af arealet, begyndte man for alvor at skabe mere af den igen. Før skovrejsningen Det havde aldrig været et mål at udrydde skoven, for den rummede mange værdifulde ressourcer, som folk var dybt afhængige af helt op til industrialismens tidsalder. Større træers ved blev brugt til bygnings- og skibstømmer og brændsel. Tyndere grene blev brugt til de flettede hegn, der omgav landsbyernes marker, eller til det fletværk, man lavede bindingsværkshusenes lerklinede vægge over. Træ var dog langt fra den eneste ressource, man fandt i skoven. Svin blev fedet på olden dvs. agern og bog og kvæg græssede mellem træerne. Skov var skævt fordelt i det meste af historisk tid. Allerede i sten- og bronzealderen blev der langt mellem skove og træer på de vestjyske sandjorder. Det skyldtes ikke, at vestjyske bønder var mindre glade for skoven end sjællandske og østjyske, men på sandjorden formåede skoven ikke i samme grad at komme igen, når der blev hugget og 8 9 bidt i den af økser og okser. Når udpint agerjord blev opgivet, blev den ikke til skov, men til hede. Det havde mange uønskede følger. Ikke alene kom befolkningen til at mangle træ, men det skovløse landskab betød også et barskere klima og en ringere jordbund, og det blev kun værre med tiden. Den måde, man græssede arealerne på og brændte dem af eller skrællede tørv, fremmede både lyng og dannelsen af tætte og sure jordlag. På lerjorderne klarede skoven sig bedre, og den fik lov at stå på visse arealer, især dem der var så kuperede eller fugtige, at de alligevel ikke var gode til agerbrug. Heller ikke østpå var skovarealet dog stort i det meste af den tid, hvor landbruget har præget Danmark, og det kom under ekstra pres i de perioder, befolkningen voksede. Efter et lavpunkt i den tidlige middelalder bredte skovene sig ganske vist i 1400-tallet, hvor folketallet var lavere, men fra 1500-tallet til 1700-tallet blev der igen mindre skov i Danmark og Sønderjylland. Ud fra kort har man prøvet at opgøre skovarealet omkring Skønnet ligger på 4-5% for hele Danmark, altså under det halve af, hvad det er i dag. Der er dog grænser for, hvad det siger. Der var nemlig ingen skarp grænse mellem skov og åbent land. Før udskiftningen var der mange træer i det åbne land og mange lysninger i skoven. Regnskaber over, hvor mange svin, der kunne sættes på olden i skovene, viser derimod klar nedgang fra 1500-tallet til 1700-tallet. Det betyder, at der blev markant færre af de store bøge- og egetræer, der giver olden. Skovene blev mere åbne og mere kratagtige. Retten til at udnytte skoven var delt fra en gang i mid-

6 ve dog ikke i et ellers vidtstrakt åbent land. Skovtætheden var betydeligt større østpå, hvor der var store skove ved Stenderup syd for Kolding, omkring Haderslev og Aabenraa og på Als. Forholdsvis var der mere skov i det østlige Sønderjylland end i Østjylland og på øerne. Til trods for det var træ en mangelvare i Sønderjylland i 1700-tallet. Over store dele af hertugdømmet brugte man tørv til brændsel. Myndighederne søgte at få bønderne til at spare på træ, blandt andet ved at erstatte flettede hegn med levende. 2 Det lykkedes, men det blev mere end modvirket af en anden udvikling. Næsten alle Plantningsselskabet Sønderjyllands skove er skabt af mennesker inden for de sidste hundrede år, men i Fårhus Plantage findes et egekrat, som er en beskeden rest af Vestsønderjyllands urskove. Disse egekrat var langt op i tiden temmelig forkrøblede, som det ses på dette foto af Harald Skodshøj fra Landboreformer og fredskovslovgivning Allerede før 1770 var man godt i gang med at udskifte jorderne i dele af Sønderjylland, og resten fulgte over de næste år. Det var ledsaget af flere levende hegn, men også rydning af enkelte træer og smålunde. Steder, hvor bønder og stat eller godsejer delte retten til en skov, fik bønderne ofte overladt visse arealer som kompensation for deres græsningsret, og de blev som regel ryddet. 3 Det betød mere end i Kongeriget, fordi bønderne stod stærkere i det meste af Sønderjylland, og skovarealerne nåede et historisk lavpunkt omkring Det fremherskende skøn er, at hertugdømmet Slesvigs skovareal sank fra 7-8% i 1770 til 4 % i En officiel preussisk skovtælling fra 1870 regner endda kun med 3 %, men det skyldes en mere restriktiv måde at tælle på, hvor man kun medtog skovbevokset areal. 4 For Nordslesvig alene var tallet nok lidt, men ikke meget, højere. Til gengæld var den nye parole, at kvæget skulle ud af skovene. I Slesvig kom der allerede i forordninger om, at de tilbageværende skove skulle hegnes ind og fredes for græssende dyr. De var forløbere for Kongerigets berømte fredsskovslov fra Følgen blev et klart skel mellem skov og åbent land, og skovene fik de lige, tætte bryn, de har i dag. Udenfor var der åbent land, bag bryne- Årtiers fred har gjort, at egekrattet i Fårhus nu er blevet en ganske statelig skov. I en mindre del af den slår man skovbunden, og resultatet er en lysåben skov med store træer, som minder om skovene i landets østlige egne for et par hundrede år siden. Foto: Erik Petersen. delalderen. Godsejerne, herunder kongen, havde retten til de store træer og olden, mens bønderne mange steder havde retten til græsning, til at hugge gærdsel, dvs. kæppe til hegn, og til at bruge blødere træsorter som brænde. En del af skovarealerne blev dog efterhånden såkaldte enemærker, som kongen eller godsejerne sad helt på. Under alle omstændigheder styrede godsejerne bøndernes adgang til mange af skovens ressourcer. Bønderne kunne normalt kun få adgang til tømmer og olden mod betaling. Én ressource, jagt, monopoliserede godsejerne fuldstændig. 1 Det sønderjyske område var noget bedre stillet end det egentlige kongerige Danmark. Der var sågar enkelte skove vestpå i hertugdømmet Slesvig midt i 1700-tallet. Mod nord var der skov ved Rødding og Gram, lidt længere sydpå fandtes Lindet og Draved skove. Meget fyldte disse skone skov, som gradvis blev mere domineret af større træer, og vedmassen pr. hektar øgedes. Den skov, der havde tjent mennesket på mange måder, blev afløst af en skov, der fik ét klart hovedformål: at producere træ. 5 Formentlig kunne de sønderjyske skove levere lige så meget træ i 1870 som hundrede år før, skønt skovarealet var markant mindre. Det rakte dog langtfra til det behov, der var. Træ var igennem 1800-tallet det produkt, der blev losset mest af i de sønderjyske havne. Tidlig skovrejsning og hedeopdyrkning Fredsskovslovgivningen betød omsider en effektiv beskyttelse af de skovarealer, der var tilbage, og en effektiv regule

7 ring af udnyttelsen af træ som ressource. Det nye i den var dog mere metoderne og effekten end selve tankegangen. Skov blev stadig betragtet som en naturressource, der kom af sig selv, og som kunne beskyttes, men ikke skabes. Netop ved samme tid begyndte man dog at tænke i ikke bare at beskytte den skov, der var der, men at plante ny skov. Da Hedeselskabet fyldte 50 år i 1916, blev der rejst en statue af stifteren Enrico Dalgas ved Hovborg. På dette foto fra 1927 sidder Dalgas søn Christian Dalgas til højre med hvid kasket og stok. Personen til venstre er ikke identificeret. Christian Dalgas videreførte sin fars værk og var den drivende kraft bag stiftelsen af Plantningsselskabet Sønderjylland. Foto: Jørgensens atelier/lokalhistorisk Arkiv i Herning. Fuldstændig nyt var der ikke. I 1737 pålagde kongen alle unge mænd i Sønderjylland, som ville gifte sig, at plante ti ege eller 15 bøge og passe dem i tre år. I bedste fald bremsede det skovens tilbagegang i visse egne. Fra Als, hvor vi kender mest til det, var disse brudgomskobler normalt at finde inden for de eksisterende skove og i øvrigt samlet af meget beskedent omfang. Det handlede altså snarere om at forbedre skovens vedmasse end dens areal. 6 Vi skal op i 1800-tallet, før plantning af ny skov virkelig tog fart. Da det skete, blev skovplantning del i et større projekt, som både gik ud på at gøre Danmark rigere, men også rummede en moralsk tanke om at gøre det unyttige nyttigt. Vestjyllands vidstrakte heder optog en meget stor del af rigets areal, men skabte en meget lille økonomisk værdi sammenlignet med ager, eng og skov. Dem måtte man kunne få mere ud af, mente en del embedsmænd og politikere. Midt i 1700-tallet satsede man på at opdyrke hederne, for landbrug var nu en gang den måde, mennesket især kunne gøre naturen udbytterig på. Nybyggere blev indkaldt fra Sydtyskland, og staten investerede store beløb i at få dem til Danmark og hjælpe dem i gang på heder og moser, dels i Sydslesvig dels i Midtjylland. Nøgternt set blev historien om disse kartoffeltyskere dog en meget beskeden succes. Mange af nybyggerne rejste hjem igen eller videre til Rusland, og selv om en del lodder blev overtaget af lokale, blev det kun til små brug, som kun fik en meget lille del af hederne under plov. 7 Fiaskoen med at skabe landbrugsjord på hederne var med til at bane vejen for, at man i stedet begyndte at tænke i skov. Interessen samlede sig om det nåletræ, man importerede fra Norge og Sverige. I Sønderjylland havde man gjort et første forsøg med en nåletræsplantage ved Lindet Skov allerede 1696, men det var ikke gået så godt, at man havde haft lyst til at gå videre. I 1788 begyndte staten igen i Nordsjælland, og i 1802 nåede det atter Sønderjylland. Staten købte et hedeareal ved Jels, og her anlagde man over de næste år Stursbøl Plantage. Så var der en længere pause, før man fortsatte med et areal ved Lerskov nordvest for Aabenraa, hvor staten begyndte at plante i I 1851 fulgte Bevtoft Plantage, og kort efter begyndte man også at anlægge Kelstrup Plantage. Nord for Kongeåen var der tilsvarende initiativer, især de to steder, hvor man havde forsøgt at bosætte kartoffeltyskere: dvs. ved Karup og Randbøl. Statsplantagerne fra tiden kan sammenlignes med kartoffeltyskerkolonierne i århundredet før. De var udtryk for et ønske om at gøre hederne nyttige og en vilje til at investere i det. Endnu var evnen til virkelig at gøre en forskel dog beskeden. De fire plantager i Sønderjylland talte tilsammen kun nogle hundrede hektar, og dele af dem var i dårlig vækst. 8 Nord for Kongeåen var billedet ikke meget anderledes. Vestjylland og Vestsønderjylland var stadig mest præget af arealer, som kun blev udnyttet til ekstensiv græsning, da krigen i 1864 trak op over Sønderjylland og Jylland. Skovrejsning i Nørrejylland Efter at Sønderjylland blev tysk i 1864, var det ikke kun på de politiske og sproglige område, at landsdelen gik en anden vej end Danmark. Det gælder også mange sider af det mere praktiske og økonomiske liv. Før 1864 havde Sønderjylland økonomisk været foran Nørrejylland. I løbet af de næste halvtreds år lagde Nørrejylland sig i overhalingsbanen. En del af det handlede om kultivering af heder. I 1865 hed det i en artikel i bladet Fædrelandet, at man kunne vinde et nyt Slesvig til erstatning for det tabte på de jyske heder. I 1866 stiftedes Det danske Hedeselskab, som havde til formål at fremme frugtbargørelsen af de jyske heder. Selskabet skulle fremme både landbrug og skovrejsning, men især det sidste søgte Hedeselskabet at gøre til en national sag. Selskabets ledende mænd og især ildsjælen Enrico Dalgas havde flere argumenter. Plantager skulle både skabe læ og øget beskæftigelse og gavne den samlede økonomi. Dalgas, som blev Hedeselskabets første leder, fremhævede igen og igen, at der var utallige spor af, at der tidligere havde været skov, hvor der nu var hede. Det var et bevis for, at der godt kunne gro skov, mente han. 9 Når Dalgas talte, blev påvisningen af, at Vestjylland en gang havde været skovrig, i sig selv et argument for, at det burde blive det igen. Synspunktet slog stærkt igennem. Over et halvt århundrede blev de jyske skovarealer mere end fordoblet, og langt det meste af væksten lå i Vestjylland. Succesen havde flere fædre. Staten stod selv for omkring halvdelen af plantningerne, dels på hederne, dels ude i klitterne, hvor man plantede for at dæmpe sandflugten. Det meste af resten var Hedeselskabet stærkt involveret i, og her leverede selskabet ekspertisen både ved plantningen og det senere tilsyn. Fra begyndelsen var det ikke meningen, at Hedeselskabet selv skulle eje plantager, men det ændrede sig ret hurtigt, og selskabet blev med året en meget betydelig skovejer. De fleste plantager, som selskabet var engageret i, blev dog rejst for andre. Godsejere østfra og københavnske rigmænd opkøbte store arealer i Vestjylland og plantede dem til, mens en række lokale landmænd stod bag mindre plantager. 10 En anden model var aktieselskaber. Det begyndte samtidig med Hedeselskabets stiftelse i 1866, da en kreds fra Ribe Amt stiftede et aktieselskab til etablering af en plantage ved Hovborg. Bare to år senere var ambitionerne dog meget større, da en kreds af især politikere og godsejere stod bag Aktieselskabet til de jyske Heders Beplantning, der var tiltænkt en mere almen rolle i forbindelse med plantning. Reelt blev det kun til én plantage, Stilde Plantage ved Holsted, som endda ikke kom alt for godt fra start, og i 1886 måtte selskabet give op. I stedet blev der stiftet et nyt aktieselskab, som overtog ejendommen. Hedeselskabet var fødselshjælper og aktionær, men ellers var det en mere lokal kreds, som stod bag her i anden omgang, og den koncentrerede sig om Stilde. 11 På samme måde opstod 12 13

8 Mindesten for møller Lydik Jacobsen fra Brøns, som var den vigtigste initiativtager til to skovrejsningsprojekter mellem Brøns og Skærbæk, senere sammenlagt til selskabet Brøns Skov. Skoven ligger op til Plantningsselskabets Skærbæk Kalbye Plantage. Foto: Bent Karlsson. en lang række andre aktieselskaber, som typisk stod bag en enkelt plantage hver, men tanken om ét stort plantageselskab blev opgivet bortset fra at Hedeselskabet selv fik den rolle. Det er svært med sikkerhed at sige, hvad der fik både sjællandske godsejere, københavnske grosserere og jyske bønder til at plante skov. Da man i 1868 stiftede Aktieselskabet til de jydske Heders Beplantning, blev det understreget, at der ikke kunne ventes afkast i mange år, men det blev dog optimistisk stillet i udsigt, at investeringen ville blive en god forretning efter år. 12 Det er dog nærmest en undtagelse, at man her trods alt lovede udbytte en gang. Generelt handlede agitationen om nationale og nationaløkonomiske fordele, ikke private. Opdyrkning og tilplantning af hederne blev til hedesagen og plantning til plantningssagen, altså idealistiske projekter. Dalgas søn og efterfølger, Christian Dalgas, fremhævede, at hans far ikke havde argumenteret for, at plantagerne gav direkte udbytte, men at de skabte egnsudvikling, forskønnede landet og gav et bedre klima. 13 Hedeselskabet havde fra begyndelsen stærke forbindelser til partiet Højre, der havde magten i Danmark , og selskabet nød statens bevågenhed og fik store tilskud til sit arbejde. Mange Venstrekredse var længe mere skeptiske og så hellere, at hederne blev opdyrket som landbrugsjord. 14 Landbrug og skovrejsning fandt dog en sameksistens. Mens landbrugets opdyrkning begyndte inde fra gårde og landsbyer og bevægede sig udad mod hederne, kom den mest markante skovrejsning til at ske længst fra landsbyerne, hvor der var større hedeflader, man kunne plante samlet. Samtidig var Hedeselskabet også engageret i at hjælpe med en effektivisering af landbruget, som hang sammen med omstillingen til at forsyne det engelske marked med smør og flæsk. De første år satsede man stærkt på engvanding, som yderligere skulle forbedre de enge, der betød så meget for de vestjyske bønder. Fra vanding af enge gik man imidlertid videre til afvanding af moser og enge, regulering af åer og andre kultiveringsarbejder. På de fugtige arealer, skovfolkene alligevel ikke interesserede sig for, trådte Hedeselskabet dermed i landbrugets tjeneste. 15 Også forstfolkene nærmede sig landbruget. Fra slutningen af 1880 erne gik man for alvor i gang med at støtte anlæggelse af læhegn, og der blev oprettet et stort netværk af lokale læplantningsforeninger. Læplantning bragte forstmænd og landmænd sammen om et fælles projekt, som de første ledede og de andre fik gavn af. 16 Sønderjysk skovrejsning i den tyske tid Sønderjylland oplevede også intensivering af landbruget og anlæg af plantager i tysk tid, men ikke i samme grad som Nørrejylland. En central forklaring er, at det ikke var lige så nødvendigt. Med fri og beskyttet adgang til det nye store tyske hjemmemarked kunne vestslesvigske bønder fortsætte med at satse på stude, modsat de nørrejyske bønder, der reelt blev udelukket fra dette marked. Sønderjyderne tog ganske vist også fat på at kultivere hedearealer, men en betydelig del af de tidligere heder blev til græsningsarealer snarere end ager. 17 Der var heller ikke helt samme argumenter for skovrejsning i Sønderjylland som i Danmark, for det kejserlige Tyskland rummede meget store nåleskove, dels i Østtyskland, dels i Mellem- og Sydtysklands bjergrige egne. Trods det gik den preussiske stat aktivt ind i plantning i Nordslesvig. Den opkøbte store hedearealer og skabte to bælter af store plantager: ét i nordvest med Stensbæk, Hønning og Lovrup plantager, og ét længere mod syd med Årtoft, Bommerlund og Frøslev. I alt plantede staten hektar plantage i Nordslesvig mellem 1864 og Den preussiske stat havde formentlig nationale og politiske motiver til denne plantningsindsats. Statens plantager blev som al statsejendom og andre statsinstitutioner også en bastion for tyskheden i Nordslesvig, for den preussiske stat forventede en loyal tysksindet optræden af sine ansatte. Adskillige forstfolk kom sydfra. Men ud over det så embedsmænd og politikere også positivt på tanken om at få mere ud af heder, moser og andre ekstensive arealer. I 1871 stiftedes Heidekulturverein für Schleswig-Holstein, der mindede en del om Hedeselskabet. Organisationen skulle fremme opdyrkning og skovrejsning ved at tilbyde ekspertise og formidle statstilskud. Samme hjælp kunne man fra 1872 også tilbyde gennem et statskontor. Myndighederne lagde op til, at både kultiveringsprojekter og plantager skulle gennemføres af såkaldte Genossenschaften, dvs. en slags andels- eller interessentskaber, hvor en mindre kreds gik sammen. 19 Den mulighed blev grebet af både dansk- og tysksindede. Mellem Brøns og Skærbæk var der store hedearealer, men de lokale landmænd havde ikke ønsket at sælge til den preussiske stat. Med møller Lydik Jacobsen som drivende kraft stiftede man i stedet i 1881 et andelsselskab, som over de følgende år tilplantede arealet Møllebjerge under vejledning af den tyske forstmand Emeiss. Arealet blev pløjet dybt, der blev etableret afvandingsgrøfter, og dernæst blev der plantet en blandet bevoksning af nåle- og løvtræer. I sin kerne findes den stadig som en forstlig specialitet. Nogle år senere tog man fat på at tilplante et areal syd for Møllebjerge på den såkaldte Kalby Mark. Til det formål blev der blev etableret et nyt andelsselskab. De to skovandelsselskaber bestod videre ind i dansk tid. I 1938 blev de slået sammen under navnet Brøns Skov. Også andre steder blev der etableret plantageselskaber. I 1905 mødtes ti mænd på Mølby kro og besluttede at anlægge en plantage på Oksenvad hede. De etablerede et andels- eller anpartsselskab, som endte med at omfatte 30 anparter. Selskabet købte et areal på 76 hektar, som blev damppløjet og tilplantet året efter. Skoven kaldes i folkemunde ofte for Genossenschaftskoven, fordi selskabet i sin tid på tysk hed et Genossenschaft, men den hedder formelt Oksenvad Skov. Samme år som Oksenvad Skov blev grundlagt, etableredes et tilsvarende selskab af ni gårdejere i Hygum sogn, hvor man begyndte at etablere Fæsted Plantage på noget over 100 hektar. Selv på kanten af Østsønderjylland kunne der etableres plantageselskaber. I Kværs havde man drøftet tilplantning af Kværs Hede allerede 1889, og 1904 etablerede 18 lodsejere et anpartsselskab efter sædvanlig tysk model. Derefter 14 15

9 Omkring år 1900 kunne man fra Vongshøj nord for Nørre Løgum Kirke se ud over et landskab, der var meget fattigt på træer bortset fra enkelte forkrøblede ege. Midt i billedet ses Løgumkloster og bag byen anes egnens eneste gamle skov, Draved Skov. Sådan var det landskab, Plantningsselskabet Sønderjylland begyndte sit virke i. Foto: Museum Sønderjylland. Udsigten fra bakkerne over Nørre Løgum i dag viser, hvor meget Plantningsselskabet og andre har ændret det sønderjyske landskab i løbet af de sidste hundrede år. Foto: Erik Petersen. blev jorden damppløjet og en tilplantning indledt, hvorved den 62 hektar store Kværs Plantage opstod. 20 Disse anpartsselskaber var ikke de eneste private, som plantede skov. Godsejerne på Gram og Schackenborg anlagde plantager, og det samme gjorde andre landmænd, men slet ikke i samme omfang som i Kongeriget. Den samlede private skovrejsning i Nordslesvig omfattede hektar og stod altså tilbage for den statslige modsat i Kongeriget. Samlet blev der tilplantet omkring hektar i Nordslesvig i tysk tid, og skovprocenten steg til omkring 4,5. 21 Det var en markant fremgang, men langt mindre end det, der skete nord for Kongeåen, hvor skovprocenten steg fra 3 til 7½, om end noget af forskellen kan ligge i måden at tælle på. Endnu større forskel var der med hensyn til læplantning. Her blev der i hele Slesvig plantet cirka kilometer hegn, som måske har kunnet give læ til omkring hektar. Det meste skete dog i Sydslesvig, og i Nordslesvig var omfanget meget beskedent og langt under vestjysk standard. 22 Mange mente, at der stadig var meget at gøre. Blandt dem var foreningen Landeværnet, som blev stiftet Stifter og formand var de danske sønderjyders ledende politiker H.P. Hanssen, mens grev Otto Didrik Schack på Schackenborg blev foreningens sekretær. Landeværnets hovedformål var at sikre, at danskejet jord forblev på dan- ske hænder trods den tyske stats indsats for det modsatte, men ved siden af det engagerede Landeværnet sig også i kultivering og tilplantning. Landeværnet oprettede et hede- og moseudvalg, som fik gårdejer Jens Hørlück i Skodborg som formand. Udvalget trådte straks i aktivitet og var med til at stifte en halv snes anpartsselskaber, der kultiverede eller tilplantede arealer. Det fulgte helt den model, man i forvejen kendte, og som den preussiske stat gav tilskud til. For Landeværnet var det imidlertid en vigtig pointe, at man skulle undgå at blive bundet for tæt til tyske organisationer, så i stedet for at søge hjælp hos Heidekulturvein tog man kontakt til Hedeselskabet. Parterne indgik en aftale om, at én af Hedeselskabets mænd, Michael Steffensen, blev konsulent for Landeværnet. 23 Alt det fik ende med Første Verdenskrig, som afbrød mange forbindelser over Kongeåen og i øvrigt betød, at sønderjyske bønder fik rigeligt andet at tænke på end mosekultivering og tilplantning af hedejord. Oven i alt det døde Steffensen, så også på det personlige plan var der brud. Men både forbindelsen over Kongeåen og plantningstanken blev genoptaget efter krigen. Et markant resultat var Plantningsselskabet Sønderjylland

10 Plantningsselskabet Sønderjylland er et genforeningsprojekt. Da Første Verdenskrig sluttede i efteråret 1918, blev det hurtigt klart, at det bar mod folkeafstemning om Nordslesvigs fremtid. Ingen var i tvivl om, at en samlet afstemning for hele Nordslesvig ville give dansk flertal, og allerede før man for alvor var i gang med afstemningskampen, forberedte folk både nord og syd for Kongeåen tiden efter Genforeningen. Det handlede om meget mere end at flytte en grænse og udskifte flag. Sønderjylland skulle blive en del af Danmark, og sønderjyske forhold skulle tilpasses danske. Det var drevet både af lyst og nødvendighed. For mange sønderjyder var Danmark et forbillede, man gerne ville følge, og mange i Danmark ville gerne udbrede deres programmer og metoder til landsdelen. Men på vigtige punkter var der heller ikke noget valg. Sønderjyske bønder skulle fremover leve under samme markedsvilkår som bønder nord for Kongeåen, og det krævede omstilling til et mere intensivt agerbrug. Hedeselskabet mente, at tilnærmelse til danske forhold også måtte omfatte skovrejsning. Initiativet 2: Stiftelsen af Plantningsselskabet Sønderjylland For sønderjyderne var det naturligt at se nordpå ikke bare efter forbilleder, men også efter støtte til omstillinger efter dansk mønster. Den 31. januar 1919 mødtes Landeværnets bestyrelse på Folkehjem i Aabenraa, og her besluttede man at bede Hedeselskabet om hjælp. På foreningens vegne skrev Jens Hørlück til Hedeselskabets hovedkontor i Viborg 5. februar. Han redegjorde for Landeværnets Hede- og Moseudvalg, dets arbejde før krigen og det samarbejde, man havde haft med Hedeselskabet. Landeværnet ejede stadig 200 hektar hede på Rømø, som man ikke havde nået at få tilplantet. Nu ville man gerne have Hedeselskabets hjælp både med heden på Rømø og andre i fremtiden lignende tilfælde. Hørlück sluttede brevet med, at der i fremtiden vil være mange lignende spørgsmål, som trænger til Hedeselskabets hjælp. 24 Fem dage senere skrev formanden for Fælleslandboforeningen for Nordslesvig P.J. Refshauge til lederen af Hedeselskabets grundforbedringsvirksomhed Jens Westergaard for at bede om hjælp til kulturarbejder. På mindre end en uge havde sønderjyderne bedt Hedeselskabet engagere sig på begge sine hovedfelter. Hedeselskabet greb med glæde opfordringerne. Kulturarbejderne blev hovedsagen, og på det punkt udarbejdede Hedeselskabet straks planer for en sønderjysk afdeling, som blev til virkelighed efter Genforeningen og fik sæde i Tønder. 25 Men også Hedeselskabets plantningsafdeling tog imod invitationen fra Sønderjylland. I april mødtes selskabets bestyrelse med H.P. Hanssen og Jens Hørlück i Ribe for at drøfte plantning. Allerede ved den lejlighed præsenterede Hedeselskabet sønderjyderne for ideen om et sønderjysk plantageaktieselskab. Man håbede, at sønderjysk plantning ville være så god en sag, at både folk fra Kongeriget og Sønderjylland ville indskyde kapital. 26 Plantageaktieselskaber var en form, man allerede kendte både nord og syd for Kongeåen. I dagene maj 1919 kørte lederen af Hedeselskabets skovbrugsafdeling, skovrider Christian Dalgas, til Sønderjylland for at se på forholdene. Med i bilen var hans unge assistent Kristen Fromsejer, som Dalgas havde udset som kommende leder af plantningsarbejdet i Sønderjylland. På turen talte de igen med nøglepersonerne fra Landeværnet, H.P. Hanssen, Grev Schack og Jens Hørlück, men også med fælleslandboforeningens konsulent Hans Hansen og redaktør Andreas Grau. Sønderjyderne havde i forvejen fundet jord, som kunne købes til tilplantning. Det drejede sig om to hedearealer på hhv. 105 hektar ved Eggebæk nær Tinglev og 57 hektar ved Løgumkloster. Begge var damppløjet før krigen, men ikke blevet opdyrket eller tilplantet, og de var siden groet til igen. Det var den slags arealer, man var på udkig efter. Dalgas fandt dem lidt små, men sønderjyderne havde særlige grunde til at pege på dem, fortalte han Hedeselskabets repræsentantskab: Det ønskedes af d herrer i Sønderjylland, at vi af nationale grunde fik et areal, der var temmelig langt sydpå. For folkene fra Landeværnet var det nye selskab et led i jordkampen ganske som tyske statsplantager i sin tid. Derfor ville sønderjyderne tage fat i egne, hvor meget af jorden var på tyske hænder. For Hedeselskabet var det vigtigt at begynde steder, hvor indsatsen kunne skabe ringe i vandet. Rømø passede hverken til det ene eller det andet. Dalgas købte arealet ved Løgumkloster og sikrede sig forkøbsret på det andet. I sin rapport til Hedeselskabets bestyrelse nævnte han videre, at man skulle bruge en plantørbolig ét af de to steder. Han havde først tænkt på Tinglev, men nu fandt han Løgumkloster bedst egnet. Fromsejer skulle snarest vende tilbage og se på mulighederne sammen med Jens Hørlück. 27 Dalgas forelagde forslag til vedtægter og indbydelse til aktietegning for det sønderjyske plantningsselskab for Hedeselskabets bestyrelse den 6. juni og for repræsentantskabet den 24. juni og fik det godkendt begge steder. Over for repræsentantskabet oplyste Dalgas, at man oprindelig kun havde tænkt sig et mindre interessentskab, men at bestyrelsen var blevet enig om at gå videre under indtryk af, at man på rejsen i Sønderjylland var kommet i forbindelse med folk, der ville støtte sagen. 28 Sønderjydernes opbakning havde påvirket planerne, men det var Hedeselskabet og især Dalgas, som lagde linjen. Helt uden sønderjysk aftryk var processen dog ikke. Repræsentantskabet mødtes dagen efter med Jens Hørlück og endnu en sønderjyde, Christian Ludvigsen fra Sandet ved Arrild, som fik forelagt udkastene til vedtægter og stif- Gårdejer Jens Hørlück fra Skodborg var den sønderjyde, der spillede en største rolle ved stiftelsen af Plantningsselskabet Sønderjylland, og han blev medlem af bestyrelsen fra starten. Foto fra 1935 i privateje

11 telsesdokument. Dalgas havde foreslået, at indbydelsen til aktietegning skulle underskrives af syv fra Hedeselskabet, to andre fra Kongeriget og syv sønderjyder. Ludvigsen mente dog, at der burde være ni sønderjyder på listen, og sådan blev det. Dalgas liste talte af sønderjyder ud over Ludvigsen selv Jens Hørlück, H.P. Hanssen og Grev Schack fra Landeværnet samt fælleslandboforeningens formand Refshauge, dens næstformand forpagter Jens Højer og dens konsulent Hans Hansen. Det blev nu suppleret med to sydslesvigere. 29 Det var et politisk hensyn. I sommeren 1919 var den sønderjyske danskhed splittet på spørgsmålet om, hvor langt sydpå den nye grænse skulle gå, og mere konkret om Flensborg og dele af Sydslesvig skulle med til Danmark. Ved at tage to sydslesvigere med, signalerede man, at man ikke havde afskrevet Sydslesvig på forhånd. Derimod var der ingen repræsentanter for det tysksindede Sønderjylland på listen. Kredsen bag Plantningsselskabet Sønderjylland var en kombination af Hedeselskabet og dets bagland og det dansksindede Sønderjylland. Begge så det kommende plantningsselskab som et led i den kommende genforening, og for sønderjyderne var det også en forlængelse af jordkampen. Det var en vision, som de tyske nordslesvigere umuligt kunne dele, og der blev ikke gjort noget for at få dem med. Den formelle stiftelse af A/S Plantningsselskabet Sønderjylland fandt sted i oktober Den 17. blev stiftelsen endeligt godkendt af Hedeselskabets bestyrelse, og den 23. underskrev de i alt 18 stiftere det formelle stiftelsesdokument. Selskabet fik aktieselskabets form, og foreløbig blev aktiekapitalen fastsat til kroner. Aktierne skulle være frit omsættelige. Selskabets formål skulle være at erhverve, beplante og udnytte plantningscentre i Sønderjylland. Der står videre i stiftelsesdokumentet, at selskabet agter at erhverve foreløbig tvende hedearealer i Sønderjylland ved Tinglev og Løgumkloster. Købet blev anslået til kroner, beplantning og opførelse af plantørbolig til kroner. Endelig blev stiftelsesomkostningerne anslået til kroner. Alt i alt regnede man med, at etableringen af selskabet og de to plantager ville koste mere end hele aktiekapitalen, men man havde håb om at kunne få statstilskud. Umiddelbart rakte pengene ikke videre end til de to planlagte plantager, men de var dog kun den opgave, man foreløbig ville gå i gang med. Ordet foreløbig, formålsparagraffen og navnet lagde op til et bredere virke. 30 På den måde var der en mindelse om det ellers kuldsejlede selskab til de jydske Heders Beplantning fra P.O.A. Andersen var fra 1899 departementschef i finansministeriet og såkaldt statsgældsdirektør og blev regnet for en meget dygtig embedsmand. Han var personligt velstillet og stærkt engageret i skovrejsning. I 1919 blev han den første formand for Plantningsselskabet Sønderjylland. Foto: Det kongelige Bibliotek. Denne gang havde Hedeselskabet dog mere hånd i hanke med tingene. Ved stiftelsen blev der valgt en bestyrelse på fem personer. Den kom til at bestå af statsgældsdirektør P.O.A. Andersen, der var medlem af Hedeselskabets repræsentantskab, Hedeselskabets formand kammerherre Hans Helmuth Lüttichau, dets ledende skovbrugsfunktionær skovrider Cristian Dalgas samt de to sønderjyder Grev O.D. Schack og Jens Hørlück. 31 Hedeselskabet fik således den dominerende indflydelse, men satte også sine egne ledende folk ind i projektet. Det var et stærkere engagement end normalt i de mange plantageaktieselskaber, Hedeselskabet havde været med til at tage initiativ til og administrere. Også det er tegn på, at det nye selskab var tiltænkt en rolle ud over det sædvanlige. Aktiekapitalen Den centrale grund til at stifte et sønderjyske plantageaktieselskab var at rejse penge. Dalgas understregede, at Hedeselskabet ikke af egne midler kunne anlægge plantager i Sønderjylland. Plantageaktieselskaber var en prøvet form, som Hedeselskabet var godt kendt med. I Nørrejylland var pengene typisk kommet fra en blanding af rigmænd og lokale bønder. På møderne i 1919 påtog Hedeselskabet sig selv at bidrage med kroner, og medlemmer af bestyrelse og repræsentantskab tegnede sig for ikke mindre end kroner. 32 Hedeselskabets repræsentantskab talte folk, som både var velstillede og engagerede i plantning. En bredere aktietegning gik i gang i begyndelsen af 1920, da afstemningen 10. februar havde bekræftet, at Nordslesvig ville blive dansk. Det gik så godt, at bestyrelsen besluttede at hæve målet fra til Det var til gengæld overoptimistisk. Aktietegningen nåde kun i løbet af de første par år, og gennem resten af tyverne voksede det kun med ca En del aktier var tegnet på det vilkår, at beløbet skulle indbetales i rater, og ikke alle disse beløb blev betalt. I 1928 måtte man derfor nedskrive aktiekapitalen til ca kroner. De aktier, der ikke var fuldt betalt, blev slettet eller erstattet med aktier på mindre beløb. 34 Broderparten af både aktiekapital og aktionærer kom fra Kongeriget. 35 Hedeselskabet endte med at bidrage med Én af de lister, der blev brugt, når selskabets støtter var rundt for at tegne aktier i Listen her omfatter en række bønder fra Branderup, Bovlund og omegn, der blev tegnet som aktionærer af Christian Ludvigsen. Rigsarkivet, Plantningsselskabet Sønderjyllands arkiv

12 Allerede i juni 1919 forpligtede en række medlemmer af Hedeselskabets bestyrelse og repræsentantskab sig til at tegne aktier for store beløb, som fremgår af denne liste, der dog har fået en senere datering. Øverst på listen har vi Plantningsselskabets kommende formand P.O.A. Andersen og som nr. 4 og 5 henholdsvis skovrider Chr. Dalgas og tidligere statsminister I.C. Christensen. Som nr. 3 og 4 fra bunden har vi de to sønderjyder, der var med på mødet i juni, Jens Hørlück og Chr. Ludvigsen. Listen sluttes af en ung Kristen Fromsejer. Rigsarkivet, Plantningsselskabet Sønderjyllands arkiv kroner, men ellers blev næsten hele aktiekapitalen tegnet af omkring 550 private personer, hvoraf godt 300 var fra Kongeriget. Private kongerigske aktionærer indskød i alt kroner eller 54,6 % af aktiekapitalen. Den største private aktionær var vekselerer Henriques fra København, som indskød hele kroner. På en delt andenplads kom formanden P.O.A. Andersen med kroner, men der var ikke så få bidrag på kroner, især fra godsejere og forretningsmænd. De øvrige kongerigske aktionærer kom især fra bestemte egne og miljøer, og det hænger sammen med, at en ret lille kreds af personer havde tegnet de fleste af dem. Skovrider Hornemann fra Tolne havde tegnet ikke mindre end 57 aktionærer på egnen omkring Hjørring og Frederikshavn, og når der var over 30 aktionærer fra området omkring Ballerup og 25 fra Sdr. Omme, skyldes det utvivlsomt også, at bestemte personer har været aktive der. Venstrehøvdingen I.C. Christensen, der var én af de 18 stiftere, havde ikke agiteret på sin vestjyske hjemegn, men i stedet på Christiansborgs gange, hvor han havde fået næsten 40 folketings- og landstingsmænd med blandt aktionærerne. Syv var konservative, alle de andre venstremænd inklusive det enlige medlem, som repræsenterede Venstres færøske søsterparti. I København havde P.O.A. Andersen selv, skibsreder Hans P. Carl og især redaktør P. Chr. Borregaard været aktive og sikret en pæn støtte. Sønderjydernes eget bidrag var også betydeligt. I alt blev der her tegnet aktier for kroner, hvilket var godt en tredjedel af den samlede kapital. Langt de fleste af pengene kom fra bønder. Det var typisk for Sønderjylland, hvor det meste af overklassen havde været tysksindet, og bønderne havde været rygraden i det danske arbejde. Det store flertal af de godt 200 sønderjyske aktionærer tegnede hver én eller to akter á 100 kroner, men hele otte tegnede kroner hver. Det var Grev Schack, Jens Hørlück og Chr. Ludvigsen samt Apoteker Kjems, Jens Hørlücks bror Niels Jokum Hørlück i Rurup, og yderligere tre bønder på egnen omkring Løgumkloster kroner var ingen bagatel. Det svarede til prisen på en hektar god landbrugsjord. Også i Sønderjylland var der en påfaldende geografisk skævhed i aktietegningen. I de tre østsønderjyske købstæder tegnede man kun aktier for kroner i alt, og på landet østpå var det forholdsvis endnu mindre. De østsønderjyske bønder havde ingen direkte interesse i hedeplantning og fandt altså heller ikke sagen vigtig nok til, at de ville putte penge i det, og hverken H.P. Hanssen, Refshauge eller Hans Hansen gjorde nogen større indsats for at vinde aktionærer. Langt de fleste sønderjyske aktionærer kom fra et bælte gennem Midtsønderjylland fra Skodborg og Rødding i nord til Løgumkloster i syd med egnen omkring Skærbæk som eneste vigtige udløber. Det var egne, som både var præget af mange dansksindede bønder og en interesse for tilplantning, men det var også først og fremmest her, at selskabet havde sine ildsjæle. Når Skodborg-Rødding-egnen og egnen omkring Arild, Branderup og Toftlund hver bidrog med over kroner, skyldes det Jens Hørlücks og Christian Ludvigsens indsats. Foran alle andre lå dog egnen omkring Løgumkloster, hvor apoteker Kjems havde været aktiv. Det har næppe skadet agitationen på Løgumklosteregnen, at Kjems kunne henvise til, at den ene af de påtænkte plantager skulle ligge der, men generelt var det ikke de lokale hensyn, som dominerede. Tinglevegnen, hvor der også skulle plantes, bidrog stort set ikke, mens der kom mange penge fra egnen omkring Skodborg og Rødding, hvor selskabet ikke havde planlagt nogen aktivitet. Det afgørende var en kombination af dansk sindelag, interesse for plantning og lokale ildsjæle. Det var en sønderjysk, ikke en lokal indsats, man ville gøre. Sikre på hvad der fik de kongerigske velhavere og sønderjyske bønder til at slutte op om selskabet kan vi vel ikke være, men der kan opstilles begrundede formodninger. Hedeselsabet havde længe solgt skovrejsning som en patri

13 otisk snarere end egennyttig gerning, og som investering var det selv i bedste fald så langsigtet, at stifterne næppe selv vil kunne få udbytte. Over for Hedeselskabets repræsentantskab sagde Dalgas direkte om det nye selskab, at nogen indtægt kan jo ikke ventes i lang tid. 36 Den trykte indbydelse til aktietegning lægger ud med en historisk redegørelse for sønderjyske skovforhold som fremhæver, at der var forholdsvis lidt skov i landsdelen, men gode muligheder for at skabe det. Det nævnes, at både Fælleslandboforeningen og Landeværnet havde bedet om hjælp, og på den baggrund har Hedeselskabet ment bedst at kunne fremme Plantningssagen i Sønderjylland ved at der søges oprettet forskellige Plantningscentrer hver bestående af Tdr. Land Plantage med tilhørende Planteskoler, hvor Egnens Beboere kan faa let Adgang til at erholde Planter, og hvorfra en Plantningsassistent kan virke for Plantningssagen i det omgivende Land særlig for Oprettelsen af Hegn og Smaaplantninger, som hvorfra der kan høstes lokale Erfaringer paa Plantningsomraadet. Derpå omtales arealerne ved Eggebæk og Løgumkloster, og så fortsætter teksten: Da Hedeselskabet ikke har Midler til Indkøb og Beplatning af disse Arealer, har undertegnede Indbydere i Forstaaelse med Hedeselskabet ment det rigtigst at søge denne Plantningsbevægelse fremmet af et særligt Selskab. Man forsøgte således at tegne aktier med argumenter om at fremme plantningssagen eller plantningsbevægelse. Prospektet oplyser desuden, at køb og tilplantning af arealerne ved Tinglev og Løgumkloster budgetteredes til kroner, og der forventedes statstilskud på Der manglede dermed som var just det beløb, man ville tegne aktier for. 37 Derimod er der ikke noget, som ligner en forretningsplan eller løfter om udbytte. Eneste antydning af det findes i vedtægterne, som fastslog, at et evt. udbytte skulle fordeles med 25 % til reservefond, 25 % til en ekstra dispositionsfond og 50 % til aktionærerne. 38 Den sidste bestemmelse fandt man dog ikke værd at nævne i indbydelsen, som mere ligner det grundlag, en senere tid har rejst penge til sportshaller på, end et moderne prospekt til aktietegning. I 1920 kunne man sammenligne med forsamlingshuse, der ofte var skabt og finansieret som aktieselskaber, hvor udbyttet ikke var økonomisk overskud, men det liv, husene var ramme om. Plantningsselskabet Sønderjylland var et idealistisk, patriotisk aktieselskab, der skulle fremme plantningssagen. Den eneste stifter, som havde en direkte egeninteresse, var Hedeselskabet selv, da plantningsselskabet skulle hjælpe med til at sikre aktivitet i det sønderjyske distrikt, man skulle til at opbygge. For de øvrige aktionærer handlede det om en generel støtte til plantning og i hvert fald for nogle også om et ønske om at gøre en dansk indsats i Sønderjylland og bidrage til at befæste landsdelen i Danmark. Det nationale hensyn nævnes ganske vist ikke i tegningsindbydelsen, men det var så selvfølgeligt i de kredse, der stod bag, at det lå som en undertone bag det hele. Hvis nogen overhovedet håbede på udbytte, lå det langt ude i fremtiden og formentlig langt nede på prioriteringslisten. 3: Fra Løgumkloster til Skærbæk Den 1. oktober 1920 begyndte Plantningsselskabet Sønderjylland sit praktiske virke, idet den 29-årige forstassistenterne Kr. Fromsejer tiltrådte sit arbejde som Hedeselskabets plantningsmand i det vestlige og sydlige Sønderjylland og plantør for Plantningsselskabet. Fromsejer fik ansvaret for Hedeselskabets arbejde i hele Sønderjylland syd for Gram og Ribe, som nu blev til Hedeselskabets 12. plantagedistrikt. Her begyndte han på bar mark. Opgaven var at få gang i plantning af både plantager og læhegn, og som led i det blev han de næste par år stærkt involveret i oprettelsen af en række sønderjyske plantningsforeninger, som fremmede læplantning og småplantager. Den næste snes år lignede Fromsejers sønderjyske virke det, generationen før havde haft i Vestjylland, hvor hovedvægten var på plantning mere end drift af etablerede skove. I dette virke fik Plantningsselskabet Sønderjylland en rolle, der rakte videre end tilplantningen af de arealer, det selv kom til at eje. Da Hedeselskabet blev stiftet i sin tid, var det tanken, at det kun skulle levere ekspertise og rådgivning, men ikke selv eje og drive skovejendomme. Det havde ændret sig, så Hedeselskabet var blevet én af landets største skovejere, og Hedeselskabets egne ejendomme fungerede som baser for selskabets forstfolk. Der var dog steder, hvor Hedeselskabet arbejdede fra en base, det ikke ejede, men kun administrerede. Det gælder bl.a. Tolne Skov i Vendsyssel og Stilde Plantage ved Holsted, som var ejet af lokale aktieselskaber, men centrum for to af Hedeselskabets plantningsdistrikter. Den model fulgte man nu i Sønderjylland. Fromsejer fik base hos Plantningsselskabet Sønderjylland. Kristen Fromsejer Christian Dalgas havde selv valgt den mand, han sendte til Sønderjylland i efteråret Allerede den 29. april 1919 skrev han til Hedeselskabets bestyrelse om valget af den forstmand, som Hedeselskabet i en ikke for fjern fremtid må sende til Sønderjylland. Dalgas beskrev først de krav, man måtte stille: Det må helst være en yngre mand, der er let bevægelig, som er nøje kendt med selskabets traditioner og arbejdsmåde ikke mindst i de egentlige hedeegne, hvor vi har nøje samarbejde med befolkningen, og som på ret selvstændig måde kan påbegynde organisationen i øvrigt direkte under min ledelse. Han fortsatte, at den eneste eller i alt fald bedst egnede af vore yngre forstmænd hertil måtte jeg anse at være min herværende assistent Fromsejer, der tillige er bestyrer af Hareskov Plantage. Ham gav Dalgas det skudsmål, at han har de sidste år på en heldig måde i det væsentlige ledet Hammerum Herreds Plantningsforening foruden adskillige andre foretagender, og han er fuld af initiativ. Dalgas indstilling blev de næste dage tiltrådt af Hedeselskabets tre bestyrelsesmedlemmer. 39 Kristen Fromsejer havde haft skovplantning på tætteste hold i hele sit liv. Han var født i 1890 på hedegården Fromsejer, som hans far året efter solgte til den københavnske forretningsmand Jacob Moresco, der begyndte at tilplante den. Kristen Fromsejers far blev på stedet som 24 25

14 bestyrer og kom til at forestå tilplantningen. Sønnen voksede op i og med plantagen. Han valgte at følge i sin fars fodspor. Efter at have arbejdet praktisk i en plantage, blev han elev på Hedeselskabets elevskole i Birkebæk ved Herning. Her residerede Christen Dalgas, og han oplærte to til fire unge mænd ad gangen som plantningsassistenter. Det var en overvejende praktisk orienteret lederuddannelse, som bedst kan sammenlignes med en skovfogeduddannelse. Et par år efter at have afsluttet uddannelsen fik Fromsejer en stilling som assistent for Dalgas. I 1916 blev Kristen Fromsejer i sine velmagtsdage i 1940 erne, hvor han var blevet skovrider både for Plantningsselskabet og hos Hedeselskabet. Foto i privateje. han desuden daglig leder af Hareskov Plantage, som tilhørte Baron Reedtz-Thott, men var administreret af Hedeselskabet. 40 Fromsejer havde således en bred erfaring med plantning og en tæt tilknytning til Dalgas personligt. Hans rod blandt jyske hedebønder var også en fordel i forhold til at være på bølgelængde med de bønder, han især skulle virke blandt. Hedeselskabets plantningsdistrikter blev normalt ledet af en skovrider. Fromsejer blev ved flytningen til Sønderjylland forfremmet fra forstassistent af 2. grad til forstassistent af 1. grad, men han forblev altså forstassistent. 41 Denne særlige titel ved Hedeselskabet svarede til en skovfoged, og fortstassistenterne var typisk ledere af større plantager eller daglige ledere i en del af Hedeselskabets plantningsdistrikter. At Fromsejer ikke blev skovrider, hænger sammen med, at han dels var ung og dels ikke uddannet forstkandidat, men også med, at hans distrikt først skulle opbygges. I den fase fulgte Dalgas distriktet tæt. Fromsejers stilling blev en mellemting mellem den, forstassistenter normalt havde, og den, selskabets skovridere ellers indtog. Med årene nærmede hans reelle position sig dog de andre distriktslederes. Da han kom til Sønderjylland, var han eneste ansatte ved distriktet, men allerede i 1922 fik han forstassistent Schjær Jacobsen som medarbejder. Han blev boende i Løgumkloster, da Fromsejer flyttede til Skærbæk, og blev også knyttet til Plantningsselskabet som plantør. Han forblev i dette job helt til I 1932 ansattes endnu en skovfoged, F. Rasmussen, som blev placeret i Rens, og i 1944 blev skovfoged Jørgen Schmidt placeret i Skærbæk. Hertil kom en række faste skovarbejdere eller opsynsmænd. Jens Meck fik tilsynet med Løgumkloster Plantage, mens Magnus Wind blev placeret ved Lundbæk og Eggebæk plantager nær Tinglev, og Olav Christensen i Fårhus. Både Schjær Jacobsen og Christensen havde embedsboliger, der tilhørte Plantningsselskabet Sønderjylland, men alle andre medarbejdere end Fromsejer var ansat ved Hedeselskabet, der så stillede deres indsats til rådighed mod betaling. 43 Omkring 1930 stod Fromsejer som leder af et distrikt, som både i areal, aktivitet og personale kunne måle sig med mange af Hedeselskabets andre. Fromsejers manglende akademiske grad var dog længe en hindring for, at han kunne få den skovridertitel, hans kolleger i samme position havde. I 1931 blev han imidlertid efter ønske fra Plantningsselskabets bestyrelse udnævnt til skovrider ved Plantningsselskabet Sønderjylland under hensyn til assistent Fromsejers udstrakte og anerkendte virksomhed i plantningssagens tjeneste i Sønderjylland, og hans lønbidrag fra Plantningsselskabet blev hævet fra til kroner om året. 44 Nøgternt set var det ulogisk, at han skulle have en finere titel for at administrere plantningsselskabets fire plantager end hele Hedeselskabets distrikt, men sådan blev det. Det er et tegn på, at forholdet mellem Fromsejer og Plantningsselskabet var noget ganske særligt. Titlen kunne opfattes sådan, at Fromsejer nu havde en friere stilling som leder af Plantningsselskabet end som distriktsleder for Hedeselskabet, men da Plantningsselskabet samme år pga. en ny aktieselskabslov blev forpligtet til at udpege en direktør, blev det ikke Fromsejer, men Dalgas, som fik den titel. Efter Dalgas afgang fra Hedeselskabet kort efter gik titlen i 1934 til Christian Flensborg, der året før havde afløst ham som leder af plantningsafdelingen. 45 Dalgas og Flensborgs direktørtitel var ikke et udtryk for, at Hedeselskabet satte sig tungere på Plantningsselskabet end før, men en markering af, at Fromsejer ikke skulle være for selvstændig. Da Dalgas gik af, benyttede Plantningsselskabets bestyrelse sig af lejligheden til at foreslå Hedeselskabet at forfremme Fromsejer til skovrider også i hans hovedstilling. Det ville være en markering af, at det særlige tilsyn, Dalgas havde haft, nu ophørte. Svaret var umiddelbart velvilligt, men der skete ikke noget. I 1938 tog Plantningsselskabets bestyrelse igen sagen op, og man tilbød at forhøje Plantningsselskabets bidrag til Fromsejers løn. Året efter blev Kristen Fromsejer omsider skovrider ved Hedeselskabet i øvrigt den sidste uden eksamen som forstkandidat. 46 Han havde påtaget sig opgaven med at skabe et plantningsdistrikt fra bunden og fik nu anerkendelsen, men da havde han allerede i næsten en halv snes år haft den eftertragtede skovridertitel. At den kun gjaldt ved Plantningsselskabet var en nuance, som kun Hedeselskabet og dets forstfolk rigtigt lagde mærke til. Fromsejer blev for den brede offentlighed skovrider Fromsejer allerede fra Fromsejer glemte næppe, at Plantningsselskabet havde hjulpet ham afgørende på vej og givet ham skovridertitel otte år før Hedeselskabet. Ved en senere lejlighed fik han en reprimande fra Hedeselskabets ledelse, fordi et avisreferat af en generalforsamling i Plantningsselskabet Sønderjylland gav indtryk af, at Hedeselskabet i sammenligning med Plantningsselskabet er en ret ubetydelig virksomhed. 47 Hvis både Fromsejer og sønderjyderne tillagde Plantningsselskabet en større betydning, end man helt brød sig om i Hedeselskabets hovedsæde i Viborg, bar Hedeselskabet dog selv hovedansvaret. Selskabet, og især Christian Dalgas, havde gjort Plantningsselskabet til navet i Hedeselskabets sønderjyske hjul. Planteskolen Det var næppe tilfældigt, at der i indbydelsen til aktietegning i Plantningsselskabet står, at det skulle drive plantningscentre og ikke bare plantager. Over for Hedeselskabets repræsentantskab beskrev Dalgas tanken sådan, at man skulle etablere plantningscentre, hvorfra plantningsbevægelsen kunne brede sig videre. 48 Dalgas præciserede ikke, hvad der lå i at være plantningscenter, men en vigtig forudsætning for plantningsvirksomhed var, at man kunne skaffe de rigtige planter. Hedeselskabet stod normalt selv for planteforsyningen fra sine egne planteskoler, som man havde anlagt ude over landet. I 1. plantagedistrikt i Vend

15 areal tæt ved byen, mens Fromsejer i første omgang måtte tage til takke med en lejet aftægtsbolig i Løgumgårde. Året efter flyttede han dog til en lejet bolig i Løgumkloster by. Den var noget forsømt, men han og hans søster, der holdt hus, fik skik på den med det resultat, at ejeren opsagde lejemålet for selv at flytte ind i den! Til gengæld satte han det hus til salg, han selv havde boet i. Det blev nu købt til tjenestebolig af plantningsselskabet, og her fik Fromsejer base de næste fem år. 53 Planteskolen i Løgumkloster kom hurtigt i gang, og allerede i 1922 solgte den næsten 1,1 million planter - et tegn på, hvor hurtigt Fromsejer havde fået gang i plantager og Den lille planteskole i Løgumkloster, hvor selskabet begyndte sin virksomhed. Foto: Museum Sønderjylland. syssel var det dog A/S Tolne Skov, som drev planteskolen. 49 Den model blev overført til Sønderjylland, og det var grunden til, at Fromsejer også blev ansat ved Plantningsselskabet. Hans ansættelsesaftale sagde, at han ud over sin løn fra Hedeselskabet skulle have halvdelen af planteskolens overskud. Da der kom til at gå en rum tid, før der var noget overskud, blev det ændret til et fast beløb, i første omfang kroner om året. 50 I det lange løb havde Plantningsselskabet størst grund til at være tilfreds med det bytte, skønt beløbet blev hævet flere gange. Etableringen af en sønderjysk planteskole var en vigtig forudsætning for at drive plantningsarbejde på den måde, Hedeselskabet ønskede, for der var ikke tradition for lokale forstplanteskoler i tysk tid, så man kunne ikke bygge på noget bestående. Da Dalgas i april 1919 slog de første streger til det sønderjyske Plantningsarbejde, regnede han med, at der skulle etableres planteskoler i både Tinglev og Løgumkloster. Oprindelig forestillede Dalgas sig, at Fromsejer og den vigtigste planteskole skulle placeres i Tinglev, der havde langt den bedste jernbaneforbindelse, mens der skulle ansættes en underordnet plantør i Løgumkloster. Efter turen til Sønderjylland i maj skiftede han dog mening, så Fromsejer nu skulle placeres i Løgumkloster. Det blev godkendt af Hedeselskabets bestyrelse i juni Grunden kendes ikke, og trafikalt var det ingen fordel. Det mest sandsynlige er vel, at det hang sammen med den lokale opbakning og interesse. I foråret 1920 var Fromsejer i Løgumkloster for at lede efter jord til en større planteskole og et sted at bo. Apoteker Kjems lovede at hjælpe. 52 Til planteskolen fandt man et Luftbillede af Skærbæk Planteskole i Foto i privateje

16 læplantning. 54 De fleste planter var dog købt hos andre planteskoler, og inden man rigtig fik gang i en selvstændig produktion, blev planteskolen ramt af sygdommen kartoffelbrok, og statens tilsyn krævede den lukket. I løbet af 1925 blev de planter, det var lovligt at bruge, udplantet i plantagerne, og resten blev destrueret. I stedet begyndte man at udlevere planter i Skærbæk, der havde en bedre jernbaneforbindelse end Løgumkloster. I 1925 lejede Plantningsselskabet 1,2 hektar tæt ved jernbanen, og her begyndte Fromsejer at opbygge en ny planteskole. I foråret 1927 drøftede Plantningsselskabets bestyrelse, om man skulle flytte Fromsejer til Skærbæk, og det blev besluttet senere på året. I 1928 købte man 1,7 hektar, og i 1930 yderligere 2,7 hektar. Helt blev der dog ikke lukket i Løgumkloster, hvor man opretholdt en beskeden planteskole, som typisk udleverede planter om året af ganske få arter. 55 Jernbaneforbindelsen var et vigtigt argument for at flytte planteskolen, for ellers lå Skærbæk unægtelig temmelig ucentralt i Fromsejers distrikt. Han havde imidlertid personlige grunde til at foretrække Skærbæk. I 1925 var han blevet gift med Christiane Marie Degn fra Gesing lige syd for Skærbæk, og i 1927 fik han og hans kone mulighed for at overtage hendes fødegård. Fromsejer fik grønt lys fra Hedeselskabet til at gøre Skærbæk til centrum for sin virksomhed og rykke ind på gården på betingelse af, at han antog en karl, der stod for det meste af gårdens drift. Huset i Løgumkloster blev overtaget af hans nærmeste medarbejder, skovfoged Schjær Jacobsen. 56 Den nye planteskole lå i den sydlige del af Skærbæk, mellem jernbanen og hovedvejen. Arealet blev inddelt i felter med læhegn af løvtræ. Mellem dem kom nåletræskulturerne efterhånden i god vækst. Et stykke ind i trediverne var der dog mest tale om en handelsplanteskole, som videresolgte planter, der var fremavlet andre steder, men med tiden voksede egenproduktionen. Frem til midten af 1930 erne svingede det årlige salg mellem trekvart og halvanden million planter. To tredjedele var nåletræer, og her var rødgran klart vigtigst fulgt af bjergfyr og hvidgran. Det hænger sammen med, at Fromsejer normalt anlagde plantager af rødgran iblandet bjergfyr og med hvidgran som læbælte. Blandt løvtræerne var tjørn vigtigste træsort, og det skyldes igen, at Fromsejer foretrak denne træsort til læhegn. Skærbæk Planteskole var en ganske betydelig virksomhed i 1930 erne. Her ses personalet. Foto i privateje. Planter pakket og klar til levering fra Skærbæk Planteskole i Foto i privateje

17 Afbrækket i Løgumkloster og den nye start i Skærbæk var ikke gratis. Ganske vist var der overskud i , men det skyldtes realisering af værdier, og der var konstant underskud , hvor man igen byggede op i Skærbæk. I 1933 kunne Fromsejer dog igen opvise overskud på planteskoledriften. Endnu var det småt, men bare to år senere var det steget til omkring kroner. 57 Det var et afgørende vendepunkt. Planteskolen ændrede sig fra omkostning til et aktiv, der ikke bare forstmæssigt, men også økonomisk, kunne støtte plantningsvirksomheden. Hedeselskabet var sluppet for etableringsomkostninger i en halv snes år ved at overlade planteskoledriften til Plantningsselskabet, men på længere sigt blev det til stor fordel for Plantningsselskabet Sønderjylland. De første plantager Reelt blev planteskolen den del af Plantningsselskabets virke, som fik størst betydning, men i indbydelsen til aktietegning var plantagerne hovedsagen. Her nævnte man de to arealer, man allerede havde sikret sig. De godt 50 hektar ved Løgumkloster havde Dalgas købt for ca kroner, mens de 108 hektar ved Eggebæk kom til at koste omkring kroner. Man kan måske undre sig over, at Dalgas turde købe, før Plantningsselskabet overhovedet var stiftet, men købsprisen svarer til den aktiekapital, Hedeselskabet og dets egne repræsentantskabsmedlemmer tegnede sig for allerede i sommeren Begge arealer var hedearealer. Dem var der efterhånden ikke mange tilbage af i Sønderjylland, og der var også tidligere gjort forsøg på at få opdyrket de to arealer, der var pløjet med dampplov før Første Verdenskrig. De var imidlertid hverken bragt i kultur eller tilplantet, før krigen kom, og siden var de groet til igen. Da Fromsejer første gang så arealet ved Eggebæk i 1919, var der adskillige steder lyng i knæhøjde. Kr. Fromsejer tog allerede i 1921 fat på arealet ved Løgumkloster. De følgende fem år blev det systematisk tilplantet, så det nu med rette kunne bære navnet Løgumkloster Plantage. Da Fromsejer var færdig i Løgumkloster, gik han i gang på arealet ved Eggebæk, som nu blev til Eggebæk Plantage. Her blev der frem til 1932 tilplantet godt 70 ha. Hvert efterår blev omkring ti hektar pløjet for at blive tilplantet året efter. Ud over det plantede man cirka én hektar træer om året direkte i lyngen. I den periode, plantningen stod på, drev selskabet i øvrigt en lille planteskole i Eggebæk, så man kunne fremavle nogle af planterne i det miljø, de skulle gro i. 58 I løbet af en god halv snes år tilplantede Plantningsselskabet på den måde de to arealer, der var på hånden allerede ved selskabets grundlæggelse. Det havde dog fra begyndelsen været meningen, at der med tiden skulle komme flere til. Allerede i 1922 besluttede Plantningsselskabet at købe et tredje areal på 60 hektar nord for Abild. Købet gik i orden i 1924, men inden man var kommet i gang med at tilplante det, fik man en henvendelse fra byrådsmedlem Alfred Torp i Tønder. Han foreslog, at Tønder by købte arealet og tilplantede det som beskæftigelsesarbejde. Det tog plantningsselskabet imod. 59 Til gengæld købte Plantningsselskabet knap 72 hektar øst for Skærbæk i Ligesom de to plantager, man allerede havde, var det et gammelt hedeareal, som allerede var damppløjet en gang, men ikke bragt i kultur. Her gik Fromsejer i gang med plantningsarbejdet , da han var færdig i Eggebæk. Den fik navnet Sølvbæk Hede Plantage. Samme år som selskabet købte Sølvbæk Hede, erhvervede det endnu et areal ved Skærbæk. I 1874 havde lokale folk etableret et interessentskab efter tysk mønster og købt et areal på 24 hektar nord for byen. Man havde dog aldrig fået tilplantet mere end 8 hektar. I 1928 solgte interessentskabet arealet til Plantningsselskabet Sønderjylland. En del af prisen var aktier i Plantningsselskabet. Det meste af arealet blev tilplantet i 1934, og det fik navnet Skærbæk Kalbye Plantage. 60 Plantagerne blev anlagt efter de principper, Hedeselskabet havde brugt nord for Kongeåen. Målet var at skabe produktive nåletræsplantager. Hovedtræarten var rødgran, som er udbredt i Norge og Sverige og giver gode, lige stammer, men i Eggebæk plantede Dalgas og Fromsejer også partier af den nordamerikanske sitkagran, som har flere sidegrene, så der kommer flere knaster, men trives bedre under visse forhold. Rødgran og sitka blev som regel blandet med såkaldte ammetræer af bjerg- eller contortafyr, der skulle beskytte mod hårdt vejr de første år og trække væksten opad, for derefter at blive tyndet væk. Som læbælter blev der plantet kapper af hvidgran, men de var ganske tynde. Næsten hele arealet blev plantet med de produktive træsorter, bortset fra at en del mosepletter fik lov at ligge. Her strøede Fromsejer birkefrø ud, og de fleste af moserne er siden groet til med birk og andre træer. 61 I 1934 ejede selskabet fire plantagearealer med i alt omkring 250 hektar. Over 13 somre havde man tilplantet hektar. Arealet var ikke specielt stort i forhold til så mange andre plantageselskaber under Hedeselskabets administration. Det var mere usædvanligt, at der var tale om fire enkelte plantager under samme selskab. Plantagerne lå på en linje fra Skærbæk til Tinglev. Ved Løgumkloster mødtes denne linje med det bælte, hvor selskabet havde de fleste af sine sønderjyske aktionærer, men snarere end at falde sammen dannede de to linjer et T. Plantningsselskabet indledte sin skovrejsning i Løgumkloster Plantage i Her ses de første graner seks år senere, i I baggrunden Løgumkloster Kirke. Foto: Museum Sønderjylland

18 4: Den store ekspansion mulighed for, da man havde brugt det meste af aktiekapitalen på de plantager, der allerede var anlagt. Schack ville derfor rejse ny kapital. Han mente, at det samtidig ville kræve en større bestyrelse for at få bredere kredse repræsenteret. Han foreslog, at bestyrelsen blev udvidet til tolv, men at der samtidig blev indført et forretningsudvalg på tre personer, som kunne tage sig af de løbende spørgsmål sammen med Fromsejer og Hedeselskabets afdelingschef, der var Plantningsselskabets officielle direktør. Forslaget blev vedtaget. Senere på året blev Plantningsselskabets vedtægter ændret og bestyrelsen udvidet. 64 Umiddelbart forblev balancen mellem folk fra Kongeriget og sønderjyder den samme som før. Ind i bestyrelsen kom fire fra Kongeriget, nemlig konsul Th. Muus fra Plantningsselskabets Sønderjylland var født under optimistiske forventninger til tiden efter Genforeningen. Selskabets næste store skridt var derimod en reaktion på 30 ernes økonomiske og politiske trusler. Økonomisk var det ikke gået så godt efter Genforeningen, som mange havde håbet. Omstillingen til danske forhold havde kostet penge, og samtidig havde de fleste sønderjyske landmænd og mange andre satset forkert på, hvornår gæld og kapitaler skulle omveksles til kroner. Ondt blev værre, idet tyverne og trediverne var præget af alvorlige landbrugskriser. Det tyske mindretal vejrede morgenluft og søgte at vinde de kriseramte for den tyske sag, som i løbet af 1930 erne fik nazistisk partifarve. På dansk side søgte man at rykke sammen og mobilisere alle de kræfter, man kunne. Det fik Plantningsselskabet Sønderjylland sin plads i. Der blev tilført ny kapital, så man kunne udvide aktiviteten. På den måde blev selskabet igen en del af tidens dansk-nationale projekt. Udvidet bestyrelse og forretningsudvalg En vigtig baggrund for, at Plantningsselskabet kom til at spille en ny rolle fra midten af 1930 erne var, at det havde fået ny formand. P.O.A. Andersen var død i Hans plads i bestyrelsen blev overtaget af en anden af Hedeselskabets støtter, sagfører Hulegaard, der i forvejen var selskabets advokat, men formandsposten gik til Grev O.D. Schack. Det kunne ikke mærkes med det samme. Så længe Christian Dalgas ledede Hedeselskabets plantningsafdeling, var det mest ham, Fromsejer ordnede tingene sammen med. Bestyrelsen mødtes som regel kun i forbindelse med den årlige generalforsamling i København, ganske som den havde gjort det siden 1920, og der deltog sjældent andre i generalforsamlingen end bestyrelse og advokat. At generalforsamling og bestyrelsesmøde i 1934 blev henlagt til Esbjerg og året efter til Schackenborg kunne virke som en lille detalje, men det var et varsel om, at ting var ved at forandre sig. 62 Otto Didrik Schack var i 1930 erne én af grænselandets førende personligheder. Han havde som ung arvet Schackenborg gods, men også tidligt engageret sig i egnens anliggender i øvrigt, og tidligt meldte han sig under danske faner. I 1912 var han, som vi har set, blevet sekretær for Landeværnet, og i 1919 blev han formand for de dansksindedes politiske parti, Vælgerforeningen. I den anledning havde han med et vist held søgt at balancere mellem de såkaldte Aabenraa- og Flensborgfolk i spørgsmålet om, hvor grænsen skulle gå. I 1920 blev han amtmand over Tønder Amt. Her søgte han på én gang at fremme egnens udvikling og være imødekommende over for det tyske mindretal. 63 Over for det nazistiske pres på grænsen stod han til gengæld fast. Han hørte til dem, der mente, at det bl.a. skulle imødegås ved at skabe udvikling. Og her tiltænkte han Plantningsselskabet Sønderjylland en rolle. I juni 1936 mødtes Plantningsselskabets bestyrelse i Skærbæk, men mødet fortsatte på Schackenborg, og her indviede Grev Schack bestyrelsen i tanker, han havde gjort sig. Plantningsselskabet skulle bidrage mere til at skabe beskæftigelse og økonomisk fremgang, som kunne skabe optimisme. Det havde selskabet umiddelbart ikke den store Lensgreve Otto Didrik Schack var formand for Plantningsselskabet Sønderjylland Selskabet sørgede senere for, at der blev rejst en mindesten for ham i Kongenshus Mindepark. Blandt de mænd, der har fået deres egen sten i parken, er han den eneste, der havde sit virke i Sønderjylland. Foto: John V. Nielsen

19 Odense, overpræsident J. Bülow og bankdirektør Eigtved fra København og bankdirektør C. Andersen fra Århus. Fra Sønderjylland indtrådte amtsrådsmedlem Alfred Kristensen, Bylderup Bov, amtmand Kresten Refslund Thomsen, Aabenraa, og bankdirektør Johan Paulsen, Tønder. Nu var der fem sønderjyder mod syv fra det øvrige land, men forretningsudvalget kom til at bestå af tre sønderjyder: Jens Hørlück, Alfred Kristensen og Johan Paulsen. Fremover var det dem, der tog stilling til de fleste spørgsmål sammen med Fromsejer. Den sønderjyske røst var blevet kraftigere. Det blev yderligere understreget af, at en stor del af bestyrelsesmedlemmerne fra det øvrige land kun sjældent deltog i møderne de følgende år. Den faste stok var Schack, forretningsudvalget og først Dalgas og siden Chr. Flensborg fra Hedeselskabet. Stort flere mødte der hverken til bestyrelsesmøder eller generalforsamlinger, men forretningsudvalget var blevet en afgørende med- og modspiller for Hedeselskabets folk. 65 Ret uortodokst fik selskabet to formænd, da Schack ikke blev medlem af forretningsudvalget, som Johan Paulsen blev formand for. Men de var begge sønderjyder. Den anden aktietegning Et centralt mål med den udvidede bestyrelse var at få kontakt til kredse, der kunne skaffe penge. I 1937 udgjorde Plantningsselskabets aktiekapital kroner. Bestyrelsen besluttede at tegne nye aktier, til man nåede Målet blev senere hævet til Inden aktietegningen kom i gang, fik Plantningsselskabet en henvendelse fra bestyrelsen for A/S Københavns Plantageselskab, som var stiftet i 1934 af en gruppe københavnske forretningsmænd for at etablere plantager, ikke mindst i Sønderjylland. Selskabet havde i 1935 købt jord dels ved Skærbæk, dels lige op til Eggebæk plantage altså i de samme egne, som Plantningsselskabet Sønderjylland havde engageret sig i. Bestyrelsen for A/S Københavns Plantageselskab foreslog, at de to selskaber lavede en fælles kampagne for at rejse ny kapital eller ligefrem slog sig sammen. Tankerne om sammenlægning eller fælles kampagne blev dog opgivet, men bankdirektør Eigtved indtrådte i begge bestyrelser for at sikre forbindelsen mellem selskaberne. Plantningsselskabet Sønderjylland lovede at lade være med at tegne aktier i den kreds, der stod bag det københavnske selskab. 67 Det var naturligvis en begrænsning, men man kunne dårligt indvende noget imod, at andre gik ind i den sag, man selv ville fremme. Et prospekt til aktietegning forelå i juni Det redegjorde for Plantningsselskabets arbejde til nu. Begrundelsen for at søge ny kapital lød: Da der, til trods for det store plantningsarbejde, der er udført i Sønderjylland, der og navnlig i den vestlige del findes nogle af vort lands mest skovfattige og vindhærgede egne Sønderjyllands skovprocent ligger endnu omkring 3 %, mens Nørrejylland har godt 9 % - har bestyrelsen, for at kunne fortsætte sin virksomhed, besluttet at udvide aktiekapitalen. 68 Sønderjyllands lave skovprocent som i øvrigt blev gjort lavere, end den faktisk var var i sig selv grund nok til at plante. Nærmere redegørelse for brugen af pengene var det ikke, for slet ikke at tale om løfter om fremtidigt kontant udbytte. Faktisk havde man ved den nylige ændring af vedtægterne også ændret paragraffen om, at halvdelen af et eventuelt overskud skulle udloddes. Nu hed det i stedet, at de tre fjerdedele af et overskud, som ikke var bundet til en lovpligtig reservefond, skulle anvendes efter generalforsamlingens bestemmelse. 69 Muligheden for at få kontant gevinst af aktier var dermed yderligere nedtonet, omend den principielt stadig ikke var udelukket. Aktietegningen foregik under hånden ved, at medlemmerne af Plantningsselskabets nu udvidede bestyrelse diskret henvendte sig til personer og institutioner, man håbede ville være velvillige. 70 En liste i plantningsselskabets arkiv viser, hvordan indsatsen blev fordelt. Hulegaard, Muus og Eigtved henvendte sig især til en mindre kreds Side fra protokollen over aktietegningen Siden viser bl.a., hvordan Kr. Refslund Thomsen og Jens Hørlück havde været aktive for at få de sønderjyske sogneråd til at tegne aktier, men det fremgår, at også bl.a. Grev Schack og advokat Hulegaard bidrog til at skaffe aktionærer. Rigsarkivet, Plantningsselskabet Sønderjyllands arkiv

20 af virksomheder og velhavere i Kongeriget, mens Refslund Thomsen, Paulsen og først og fremmest Jens Hørlück drog rundt i Sønderjylland. I alt tegnede bestyrelsen 137 nye aktionærer, hvoraf Jens Hørlück alene tegnede de 64 om end overvejende mindre poster! Henvendelserne til private personer gav ikke samme resultat som i Det havde nu været krisetider en del år, og specielt de landmænd, der udgjorde så stor en del af de første aktionærer, var hårdt ramt. Trods det lykkedes det at tegne aktier for i alt kroner blandt private sønderjyder, mest i form af små beløb på 50 eller 100 kroner. Sagen havde stadig folkelig opbakning. Næste alle disse beløb blev tegnet ved Jens Hørlücks energiske indsats. Privatpersoner i Kongeriget indskød denne gang godt kroner, men pengene kom fra ret få personer. Afgørende var det, at ét af de nye bestyrelsesmedlemmer, konsul Muus fra Odense, tegnede aktier for hele kroner. Han blev dermed selskabets største private aktionær. Ellers blev aktietegningen i Kongeriget naturligvis begrænset af, at Københavns Plantageselskab allerede havde været hos nogle af de kredse, der havde sympati for plantning i Sønderjylland, men Muus, Hulegaard og Eigtved fik dog enkelte velhavere vundet. Samlet var de private bidrag således ikke ubetydelige, men dog langt mindre end i Til gengæld fik bestyrelsen denne gang stort udnytte af at henvende sig til selskaber og offentlige myndigheder. Man havde fået to bankfolk i bestyrelsen, og nu søgte man at få banker og sparekasser til at tegne aktier. Det gav godt Heraf kom de fra Nationalbanken i form af en gave, så de aktier kom derfor til at tilhøre Plantningsselskabet selv. Det samme gælder for yderligere kroner aktier skænket af forskellige andre. I september 1937 besluttede bestyrelsen sig for at forsøge at få de fire sønderjyske amter til at tegne aktier. 71 Udgangspunktet var godt med to amtmænd og to amtsrådsmedlemmer i bestyrelsen. At Tønder amtsråd reagerede positivt, var ventet, men overraskende nok var det næste Sønderborg, som selskabet ellers ikke havde meget at gøre med, men dog havde Refslund Thomsen som amtmand. Det tog Kr. Refslund Thomsen og Jens Hørlück lidt længere tid at få Aabenraa og Haderslev amtsråd med, men Aabenraa tegnede så til gengæld aktier for kroner mod de tre andre amters kroner hver. Da amterne var på plads, interesserede man sig for sognerådene. Grev Schack foreslog, at man tilbød de enkelte sogneråd medbestemmelse over, hvad de penge, de måtte komme med, skulle bruges til. Ovenikøbet skulle selskabet doble op, så en kommune ved at indskyde f.eks kroner kunne sikre sig, at der blev investeret i plantning på stedet. Bestyrelsen bad Schack udforme et nærmere oplæg. 72 Det synes ikke at være sket, men muligvis blev ideen brugt mindst én gang. I hvert fald ligner det en tanke, at Bov sogneråd, hvor selskabet lige havde købt et areal, gik ind med kroner. Ud over det indbragte kampagnen blandt kommunerne yderligere knap kroner, mest fra egnene omkring Skodborg og Skærbæk. Derimod holdt de kommuner på Løgumkloster- og Tinglevegnen, hvor man havde plantet mest, sig tilbage. I 1940 lykkedes det dog borgmester Paulsen at tegne aktier i en håndfuld sogne nær Tønder, hvor Grev Schack i forvejen havde fået Møgeltønder sogneråd med på sagen. Aktietegningen blandt private, pengeinstitutter, amter og kommuner rejste på den måde i alt omkring kroner, næsten alt sammen i årene Selskabet fik dog endnu et stort indskud under besættelsen. I 1942 kom direktøren for Sønderjyllands Højspændingsværk, Jes Christiansen, i bestyrelsen, og ikke længe efter stillede han i udsigt, at værket kunne tænke sig at tegne aktier for hele kroner. Hedeselskabet var ikke begejstret. Direktør Flensborg skrev, at han var betænkelig ved, at en enkelt aktionær med så stort indskud vil kunne dominere selskabet. Han var samtidig bange for, at højspændingsværket ville arbejde for, at plantagerne især skulle producere elmaster, sagde han. Grev Schack og borgmester Paulsen delte ikke Hedeselskabets skepsis. De var ikke bekymrede for, at værket ville trække selskabet i en forkert retning, og mente i øvrigt, at elmaster kunne være et udmærket produkt blandt andre. Schack skrev dog, at man kunne overveje at indføre en stemmeretsbegrænsning og nævnte i den forbindelse, at også konsul Muus havde mange aktier. Han undlod taktfuldt at påpege, at Hedeselskabet selv havde endnu flere. 73 Enden blev, at ikke højspændingsværket selv, men de to vigtigste af de andelsselskaber, som ejede værket, gik ind som aktionærer i Plantningsselskabet. Elforsyningsselskabet Andelsselskabet Sønderjyllands Vestkyst (EASV) og Sønderborg og Aabenraa Amters Elforsyning tegnede hver aktier for ikke mindre end kroner. De to selskaber blev nu Plantningsselskabets største aktionærer. Fromsejer greb Schacks tanke og foreslog forretningsudvalget, at man indførte en stemmeretsbegrænsning. 74 Det blev dog ikke gennemført. Grunden er ukendt, men det er en nærliggende tanke, at Hedeselskabet heller ikke var forelsket i en idé, der ikke bare ville begrænse elselskabernes men også Hedeselskabets egen vægt. Med de to elselskabers aktier var den samlede aktiekapital oppe på kroner. Dermed stoppede aktietegningen. Jordkøbene Den nye aktiekapital kom hurtig ud at arbejde, idet selskabet gik i gang med de største arealkøb og tilplantninger i Arealet ved Fårhus, som Plantningsselskabet købte i 1938, blev tilplantet under krigen. Her ses unge plantninger i Foto: Harald Skodshøj/Museum Sønderjylland

21 sin historie. Bare det korte spand af år fra 1938 til 1943 forvandlede Plantningsselskabet Sønderjylland fra at være ét blandt flere sønderjyske skovselskaber til det suverænt største, og det blev landsdelens største private jordejer efter Gram og Schackenborg godser. 75 I 1936 og 1937 havde selskabet tilkøbt i alt 28 hektar i tilknytning til Løgumkloster og Eggebæk plantager, som på den måde voksede. Virkelig gang i jordkøbene kom der i 1938, hvor man købte 76,5 hektar ved Fårhus. Året efter købte man godt 60 hektar. I 1940 holdt man en kort pause i jordkøbene, men kun for at købe så meget mere året efter. På bestyrelsesmødet i september 1941 orienterede Christian Flensborg om, at man var ved at købe ikke mindre end 236 hektar! 76 En del af købene gik først i orden året efter, men samlet købte man ikke mindre end 314 hektar. Derpå ebbede købene ud, men det blev dog til yderligere 29 hektar de to sidste krigsår, så man ved krigens afslutning stod som ejer af ca. 780 hektar. Det var næsten en tredobling i forhold til ti år før. De store jordkøb omfattede både udvidelser af de eksisterende plantager og arealer på andre steder. Skærbæk Kalbye plantage blev udvidet med 40 ha., og den oprindelig ret lille plantage blev dermed mere end fordoblet i areal. Løgumkloster Plantage blev udvidet med 57 ha. gennem en stribe køb i 1937, 1939 og 1943, og der blev købt godt 18 ha. til Eggebæk Plantage. Ene af de fire gamle plantager forblev Sølvbæk Hede Plantage uændret af omfang. Samlet tegnede udvidelserne af de bestående plantager sig dog kun for en fjerdedel af jordkøbene, og antallet af enheder steg hastigt. I 1938 havde Fromsejer fået 76,5 ha. græsareal på hånden nær Fårhus. De var tiltænkt det nystiftede A/S Københavns Plantageselskab, men en konsulent, som så på arealet for københavnerne, fandt det uegnet. Det var Fromsejer absolut ikke enig i. Arealet var sammenhængende og stødte op til den store statslige Frøslev Plantage, som var i god vækst, og Fromsejer vurderede, at boniteten var bedre end flere af Plantningsselskabet Sønderjyllands bestående plantager. Han foreslog da Plantningsselskabets forretningsudvalg at overtage arealet, og det fik han grønt lys for. 77 Arealet blev omdøbt til Fårhus Plantage, som allerede blev udvidet med yderligere 42 hektar. Selskabets femte plantage blev på den måde hurtigt én af de største. Selskabets sjette plantage blev grundlagt, da det købte knap 26 hektar ved Nybo nordvest for Løgumkloster i Det blev muligt at købe yderligere jord til 1944 og 1945, så man nåede 65 ha. Arealet fik navnet Nybo Plantage. Nybo var ligesom Fårhus et areal efter Fromsejers hoved. Arbejdet med Eggebæk og Løgumkloster plantager havde overbevist ham om, at det var bedre at tilplante jord, der havde været dyrket, og desuden var der tale om pænt store samlede arealer især efter tilkøbene. 78 Med sine næste køb gik selskabet derimod på kompromis med Fromsejers ønsker. To køb omfattede arealer, som det var en langt større udfordring at tilplante. I 1943 købte man 50 ha. ved Nørre Smedeby i Bov Kommune. Der var tale om det areal, hvor Nørre Smedeby Grusgrav og Skærvefabrik havde ligget en menneskealder, og det var noget af et månelandskab, selskabet overtog. Arealet fik navnet Kruså Plantage. En stor udfordring var også nogle arealer i Hvidding sogn syd for Ribe, som selskabet købte i I udgangspunktet var der tale om 118 ha., og der blev endda købt yderligere 11 ha. året efter. Området bestod af heder og moser, og der var allerede gjort mislykkede forsøg på at tilplante det. Under Plantningsselskabets ejerskab fik det navnet Lundsmark Hede Plantage, skønt det foreløbig forblev hede og mose. To andre arealer var som sådan ikke så vanskelige at tilplante, men de var små, og derfor var det svært at skabe en ordentlig plantage på længere sigt. Ved Vester Højst købte man i ha., som lå ud til Arnåen. Dette areal fik navnet Hungerborg Plantage. Året før købte man 17 ha. nær Over Jerstal. Arealet blev døbt Torsbjerg Søndre Plantage. Det dannede en lang spids trekant, så store dele af arealet var udsat for vinden. Det var i øvrigt det eneste areal, der lå uden for den skrå linje fra Kruså til Ribe, som selskabets plantager ellers dannede. I årene lige efter krigen fik selskabet sin 11. plantage, da det i 1949 købte knap 11 ha. nær Løgumkloster. Arealet havde den fordel at ligge tæt ved Løgumkloster og Nybo Plantager, men det lå desværre for sig selv på åben mark. Plantningsselskabet døbte det Kjemslund Plantage efter apoteker Kjems, som havde hørt til de tidlige støtter. Tilplantningen Der havde været en pause i Plantningsselskabets plantninger i årene , selv om man manglede en stor del af Sølvbæk Hede. Her tog man igen fat i årene , hvor det beplantede areal i plantagen steg fra 20 ha. til 55. Det var den første plantage, Fromsejer anlagde, efter at Dalgas faste tilsyn var ophørt, og han valgte da at udskifte læbælterne af hvidgran med løvtræskapper, især af egetræ. De var kopieret efter Brøns Skov og andre plantager på egnen, som var anlagt før 1920 af den tyske forstmand Emeiss. Ellers blev plantagen anlagt med rødgran som blivende træsort og bjergfyr som hjælpetræer. Da man var færdig med Sølvbæk Hede, gik man videre med de nytilkøbte arealer ved Fårhus, som stort set blev tilplantet Fromsejer havde set rigtigt, da han havde udvalgt disse arealer. Rødgranerne kom til at udvikle sig særdeles godt, og 50 år senere blev de kåret som frøbevoksning. Slag i slag gik det videre gennem 1940 erne. Typisk plantede man to-tre steder hvert år, og de fleste år plantede man samlet ha., nogle år endda mere. Granerne bredte sig over de tilkøbte arealer ved Eggebæk og Løgumkloster. Torsbjerg blev tilplantet i 1941 og Hungerborg i Kjemslund var dårligt købt, før den blev plantet til. I Nytilplantet areal i Eggebæk Plantage Foto: Harald Skodshøj/ Museum Sønderjylland

22 de første efterkrigsår plantede man i øvrigt også de tilkøbte arealer ved Skærbæk Kalbye Plantage til. 79 Målet var fortsat at skabe produktiv skov på den størst mulige del af arealet, og bortset fra brugen af løvtræskapperne fortsatte tilplantningen efter de principper, der hele tiden var brugt. Plantningsselskabet Sønderjylland gemte de to mest problematiske arealer til sidst. Ved Kruså øjnede selskabet efter krigen en chance for at få gjort arbejdet billigt. Frøslevlejren havde efter krigen fået navnet Fårhuslejren og var nu fyldt med hjemmetyskere og andre, der var dømt efter landssvigerloven. Plantningsselskabet indgik en aftale med fængselsvæsenet om, at fangerne skulle udføre arbejdet. Man gik i gang i 1947 og fik over et par år tilplantet omkring 40 ha. 80 Derefter vendte man opmærksomheden mod Lundsmark Hede. Boniteten var dårlig, og arealet var delvis lyngklædt og ellers præget af moser og andre våde huller. Fromsejer besluttede derfor, at man i første omgang kun skulle plante bjergfyr, som skulle kvæle lyngen. Først når det var sket, ville man gå over til en egentlig tilplantning. Over to år plantede man 50 ha. bjergfyr. Derpå indstillede man foreløbig videre plantning på stedet. På generalforsamlingen i 1951 kunne Kr. Fromsejer meddele, at Plantningsselskabet Sønderjylland siden sin start 32 år før havde tilplantet i alt 576,5 ha. 81 Han sagde ikke, at de to tredjedele var sket siden I løbet af de 14 år havde man plantet ca. 25 ha. om året. Det var den mest markante nyplantningsindsats i selskabets historie. Arbejdskraft og økonomi At forvandle de mange hede-, græs- og landbrugsarealer til plantage krævede både penge, forstmæssig indsigt og en stor arbejdsindsats. Den forstmæssige indsats leverede Fromsejer og skovfogederne fra Hedeselskabet. Her blev staben udvidet i 1944, da skovfoged J. Schmidt blev ansat og placeret i Skærbæk, og han fik tilsyn med de fleste af selskabets plantager. En stor del af arbejdsindsatsen kom fra de faste folk, der var tilknyttet de enkelte plantager. Mand og kone fulgtes ad. Manden gravede hullerne, og konen stak planterne i. Der skulle tages to spadestik pr. hul, og Fromsejer var nøjeregnende med, at arbejdet blev gjort omhyggeligt. På en enkelt dag nåede opsynsmanden i Eggebæk og naboplantagen Lundbæk under Københavns Plantageselskab, Magnus Wind og hans kone op på at plante træer. 82 Ét af motiverne bag den indsats, Plantningsselskabet Sønderjylland gjorde, var at skabe lokal vækst og beskæftigelse. Det gjorde man også, om end det samlede omfang var forholdsvis begrænset. Plantningsselskabet Sønderjylland investerede i 1940 erne typisk kroner om året i nyplantninger og yderligere kroner i bevoksningspleje, udtynding og vejarbejde i de bestående plantager. 83 Nogle af pengene gik til planter eller andre materialer, men der blev hvert år udbetalt løn svarende til 6-10 fuldtidsansatte. Nogle af disse penge gik til Hedeselskabets faste folk, resten til en noget bredere kreds af mennesker, der fik en del, men ikke hele, deres udkomme fra plantningsvirksomhed og andet skovarbejde. Hertil kommer dog dem, der arbejdede i planteskolen, hvis stab var en del større. Rent økonomisk var det til gengæld en stor opgave, Plantningsselskabet påtog sig i årene fra 1937 til Arealkøb og tilplantning kom til at hvile på tre økonomiske søjler. De i alt ca i ny aktiekapital var den første. Det lagde en bund, men rakte reelt ikke langt. Statstilskud betød væsentlig mere. Hidtil var der normalt ydet et statstilskud på 1/3 af udgiften til første kultur. Allerede i 1930 havde byrådsmedlem Alfred Torp fra Tønder dog sagt til Fromsejer, at det burde være muligt at opnå ekstra statstilskud til plantning i Sønderjylland for at bekæmpe arbejdsløsheden. Året efter fik Torp arrangeret et møde mellem ham selv, Schack og Fromsejer på den ene side og indenrigsminister Bertel Dahlgaard, som var Torps par- Bed i Skærbæk Planteskole 1940 med ædelgran til venstre og rødgran til højre. Foto: Harald Skodshøj/Museum Sønderjylland

23 tifælde, på den anden. Man aftalte ved den lejlighed, at Hedeselskabet skulle søge et ekstra tilskud på kroner til plantningsformål i Sønderjylland. Det blev en fast ordning fra 1932, så der årligt blev bevilget kroner til læplantning og kroner til plantager. Plantningsselskabet Sønderjylland fik en del af det sidste beløb. Under besættelsen steg statstilskuddene yderligere. I 1939 fordobledes de særlige tilskud til Sønderjylland, og i 1941 blev det almene tilskud til fredskovsplantager øget fra 1/3 til 2/3 af kulturudgiften. Det skete under indtryk af, at der var stor mangel på brændsel under besættelsen, men det var klart, at plantning kun ville hjælpe på meget langt sigt og til den tid var det jo ikke givet, at der var brug for træ. Formentlig vejede et andet motiv tungere. Projekter, der skabte beskæftigelse, var ikke alene en hjælp til arbejdsløse, men også en måde at holde folk hjemme i Danmark på, så de ikke skulle sendes til Tyskland. 84 Samlet modtog Plantningsselskabet i de travle år statstilskud på kroner. Det var tæt ved halvdelen af de kr., selskabet brugte på kulturudgifter, og halvanden gang så meget, som man fik ud af aktietegningen. Gunstige statstilskud og velvillige aktionærer rakte dog ikke. Den tredje økonomiske søjle bar mere end de to tilsammen. Det var Skærbæk Planteskole, der netop kom ud med sit første virkelig store overskud. Med en enkelt undtagelse gentog det sig hvert eneste år gennem fyrrerne. For perioden gav planteskolen et samlet overskud på ikke mindre end kroner fire gange så meget som udbyttet af aktietegningen og mere end dobbelt så meget som statstilskuddene. 85 Mere end noget andet var det overskuddet fra planteskolen, som gjorde det muligt for selskabet at opkøbe og tilplante adskillige hundrede hektar. Indirekte hang planteskolens indtjening dog også sammen med tidens statstilskud til plantningsvirksomhed. Når staten støttede læ- og skovplantning, skabte det øget efterspørgsel efter planter, og dem leverede Skærbæk Planteskole broderparten af, takket være den tætte tilknytning til Hedeselskabet og derigennem også til plantningsforeningerne. Generelt accepterede Hedeselskabet, at Skærbæk Planteskole havde denne meget fordelagtige position, men til gengæld lod man Plantningsselskabet bidrage til udgifter, der ellers ville have været Hedeselskabets, inklusive lejlighedsvise gratialer til nogle af Hedeselskabets folk. Det var derfor ikke unaturligt, at direktør Flensborg i december 1940 spurgte, om Planteskolen ville dække udgiften til en gengasgenerator til Fromsejers bil, så han kunne blive ved med at køre under krigen. Grev Schack var positiv, men stillede som betingelse, at alle planter til Hedeselskabets arbejde i Fromsejers distrikt blev købt i Skærbæk. Det var ingen tilfældig bemærkning. Under krigen skete en del af læplantningen ved, at Hedeselskabets såkaldte flyvende korps rykkede ud og foretag plantningen som beskæftigelsesarbejde. I november havde Jens Hørlück opdaget, at korpset købte planter fra planteskoler andre steder i landet til brug i Sønderjylland. Det var reelt det, Schack nu søgte at stoppe. Da Fromsejer tog spørgsmålet op med lederen af korpset, blev han mødt med et krav om 20 % rabat. Det fandt Fromsejer urimeligt. Han understregede, at Plantningsselskabet var en særlig sønderjysk institution, der har betydet en ikke ubetydelig del for plantningssagens fremgang hernede siden 1920, og han understregede, at et overskud ikke blev udbetalt, men geninvesteret. Nu blev Planteskolens arbejde efter hans opfattelse undermineret af Hedeselskabet, som ønskede rabatten for selv at kunne tjene på salget. 86 I dette stykke var Fromsejer entydigt planteskolens og dermed Plantningsselskabets mand. Sagen blev først løst på et bestyrelsesmøde i Plantningsselskabet, hvor også Flensborg var til stede. Her enedes man om, at Skærbæk Planteskole fik eneret på leverancer til plantning i sit distrikt mod en rabat på 10 % ved salg til Hedeselskabets korps. 87 Hedeselskabet havde taget en moderat told af planteskolens gyldne position, men stort set fik den lov til at bestå. I 1950 var Plantningsselskabet Sønderjylland et veletableret og solidt foretagende, der begyndte at konkurrere med Gram gods om at være landsdelens vigtigste private skovejer. Fromsejer, der var kommet til Sønderjylland som ung plantningsassistent, var nu en højt respekteret skovrider på tres, og træerne i hans første plantager ved at få en anselig højde. Det lod sig dog ikke skjule, at den solide modenhed var ledsaget af, at tempoet i plantningsvirksomheden gik markant ned. Overraskende var det ikke. Nord for Kongeåen var plantningen allerede løjet markant af efter Første Verdenskrig. I det sønderjyske havde Fromsejer fundet en jomfruelig mark, men nu var den ved at være lige så opdyrket som nord for Kongeåen, og det ekstra rygstød, plantning havde fået under Besættelsen, var også ved at være en overstået sag. Det kan minde om det dansk-nationale projekt i Sønderjylland, som også tabte fart ved samme tid, fordi de oprindelige mål var nået. Plantningsmændene 5: Plantningssagen i stampe Hurtige skift i ledelsen har aldrig været stilen i Plantningsselskabet Sønderjylland. Tyve eller tredive år i direktion eller bestyrelsen er intet særsyn, og to af de mænd, der har betydet mest for selskabet, nåede at holde fyrre års jubilæum i arbejdet. Men naturen kræver sit, og skiftende formænd og bestyrelsesmedlemmer holdt med mellemrum mindeord over afdøde bestyrelsesmedlemmer på selskabets generalforsamlinger, hvor publikum dog stort set indskrænkede sig til den øvrige bestyrelse og selskabets revisor. 88 I 1930 havde man mindet Plantningsselskabets første formand, statsgældsdirektør P.O.A. Andersen. Han havde været selskabet en god støtte, også i kraft af en solid aktiepost, men ikke været meget inddraget i det daglige arbejde. Ti år senere tog selskabet afsked med den mand, der havde været arkitekten bag det hele. Skovrider Christian Dalgas var som ung gået i sin far, Hedeselskabets stifter Enrico Dalgas, fodspor, og han fik hele sit arbejdsliv i Hedeselskabets tjeneste. For Plantningsselskabet Sønderjylland var han den reelle leder til sin pensionering i 1933, og derefter fortsatte han bestyrelsen. I 1939 døde han, 77 år gammel. I 1949 var det igen en formand, man skulle mindes. Mens Dalgas var hovedkraften i, at Plantningsselskabet overhovedet blev stiftet og fik sin særlige opgave i den sønderjyske plantning, havde Grev Schack hovedæren for, at selskabet havde fået en mere selvstændig profil og stærkt udvidet opgave. Plantningsselskabet fik opsat en mindesten for ham i Kongenshus Mindepark og satte ham senere det stolteste minde, en plantningsmand kunne få, da det i 1950 erne gav en ny plantage hans navn. I 1952 døde det sidste medlem af den oprindelige bestyrelse fra 1919, Jens Hørlück. Helt tilbage fra stiftelsen havde han været den sønderjyde, der engagerede sig dybest i projektet, og han var blevet medlem af de første forretningsudvalg, en plads han beholdt til sin død. Han var en mand med brede kontakter i Sønderjylland, som kom selskabet til stor nytte både mht. at rejse aktiekapital og at følge med i, hvor der var jord til salg. Også ham ønskede selskabet at mindes på en særlig måde ved stiftelse 44 45

24 Johan Paulsen var formand for Plantningsselskabet Sønderjylland den lange periode fra 1949 til Det meste af tiden var han samtidig direktør for Tønder Landmandsbank og borgmester i Tønder. Her ses han midt i billedet i samtale med Hedeselskabets direktør Frederik Heick, der også var medlem af Plantningsselskabets bestyrelse i en årrække. Foto: Museum Sønderjylland. af Jens Hørlücks Mindelegat, som op gennem 1960 erne blev tildelt folk, der havde plantet læhegn og småplantager. 89 Den af det oprindelige hold, som holdt ved længst, var Kristen Fromsejer, men modsat de andre havde han også været en ung mand ved selskabets start. I mere end fyrre år bestred han dobbeltfunktionen som leder af Hedeselskabets sønderjyske plantningsdistrikt og Plantningsselskabet. Hans indsats gav ham i folkemunde hædersnavnet Sønderjyllands Dalgas. 90 I 1961 faldt han for pensionsalderen. For de plantningsmænd, der faldt fra, blev der dog altid fundet nye. Grev Schacks død førte til, at selskabet fik en mere normal ledelse, idet Johan Paulsen, der i forvejen var formand for forretningsudvalget, nu også blev formand for bestyrelsen. Som sin forgænger var han én af Vestsønderjyllands ledende skikkelser, og reelt var hans indflydelse snarest endnu større end Schacks. Siden 1937 havde han været direktør for Tønder Landmandsbank, og fra 1939 til 1970 forenede han denne centrale post i erhvervslivet med at være Tønders borgmester. Hertil kom utallige andre tillidshverv. I Plantningsselskabets bestyrelse sad han ikke mindre end 43 år fra 1937 til Hørlücks død efterlod en ledig plads i forretningsudvalget. Den gik til hans tidligere forkarl, forpagter Hans Hinrichsen. I 1962 indtrådte Jens Hørlücks søn Anders i bestyrelsen, og i 1966 kom også han i forretningsudvalget, da det tredje oprindelige medlem af det, Alfred Kristensen udtrådte. Arven fra Jens Hørlück var særdeles nærværende. Hørlück havde fra begyndelsen været en udpræget sønderjysk røst i selskabets kor. Dem kom der flere af med tiden. Da bestyrelsen blev udvidet i 1930 erne, blev den sammensat af fem fra Sønderjylland og syv fra det øvrige land. Sønderjydernes tal steg dog støt i de følgende år, og i 1950 udgjorde de otte af tolv, hvis man medregner tre amtmænd med embede i Sønderjylland. Denne balance bestod gennem halvtredserne, men efter 1963 steg det sønderjyske kontingent yderligere, så der i 1970 kun var to tilbage fra det øvrige land. Selskabet blev således med tiden mere og mere sønderjysk. Én ting ændrede sig dog ikke. Bestyrelsen bestod af plantningsmænd. Det skulle vare en rum tid endnu, før den første kvinde kom ind. Samtidig med, at selskabet blev mere sønderjysk, kom Fromsejers ånd til at fylde mere. Da Chr. Flensborg trak sig tilbage fra Hedeselskabets ledelse i 1943, foreslog Plantningsselskabets forretningsudvalg, at selskabet fremover fik to direktører. 91 Det blev gennemført, og fra da delte Fromsejer direktørhvervet med Flensborgs efterfølger som leder af Hedeselskabets plantningsafdeling, skovrider Birger Steenstrup. 92 Ved sin egen afgang som skovrider i 1961 fik Fromsejer plads i Plantningsselskabets bestyrelse, og der blev han til sin død i Som skovrider og direktør blev Fromsejer afløst af B. Lindskov Christiansen. Han var da 40 år gammel og en anden type end Fromsejer, men fik også en anden opgave. Fromsejer havde først og fremmest været plantningsmand, og hans vigtigste opgaver havde været at fremme plantning af plantager og læhegn og drive den planteskole, som leverede planterne. Lindskov var forstkandidat og kom i højere grad til at være skovbrugsmand og forvalte og udvikle plantager, som nåede en moden alder. Lindskov bragte en vis forstmæssig fornyelse med sig. Til gengæld havde han ikke samme folkelighed som Fromsejer men heller ikke samme folkelige arbejdsmark. Kampen om jorden Den 13. september 1952 holdt Plantningsselskabet Sønderjylland bestyrelsesmøde og generalforsamling i Skærbæk. I sin beretning fremhævede Fromsejer, at både økonomien og væksten i plantagerne udviklede sig godt. De opgaver, man havde stillet sig såvel i etableringsfasen som under den ekspansion, der var indledt 15 år før, var stort set løst. Bortset fra mindre eng-, hede- og mosepletter var der kun utilplantede arealer tilbage i Kruså og Lundsmark Hede. Det sidste sted skulle der en større kultiveringsindsats til, før man kunne gå i gang med en egentlig tilplantning. Her ventede således stadig en opgave, men ellers var selskabet ved at være ved vejs ende med at tilplante den jord, man rådede over. Hidtil havde det ikke været nogen begrænsning. Tilplantning var hele tiden fulgt op med køb af nye arealer. Økonomisk var selskabet godt rustet til at gå videre, da planteskolen gav betydelige overskud. Hertil kom en gave fra Nationalbankens Koldingfilial i 1952 på ikke mindre end kroner. Selskabets økonomi kan nu efterhånden tillade, at selskabet atter erhverver arealer, men for tiden finder der kun ringe udbud af jord sted, sagde Fromsejer. Han sluttede sin beretning med, at det største 46 47

25 problem for tiden er at finde jord til fortsat udvidelse af selskabets virksomhed. 93 Sagen var den, at en grundlæggende forudsætning for selskabets virke ikke gjaldt mere. Det havde hele tiden været underforstået, at det var øde og udyrkede arealer, der skulle tilplantes. Nu var der snart ikke flere tilbage. De få tilbageværende hedearealer var ved at blive fredet, og landmændene havde ikke længere store arealer, som kun blev afgræsset nødtørftigt. Fortsat skovrejsning ville stort set kun kunne ske på agermark, og det var der kun meget begrænset mulighed for. Landbruget fik bedre tider i 1950 erne, og bønderne fik traktor. Det betød, at de kunne drive større arealer, og derfor ville de fleste hellere købe jord til end sælge fra. Samtidig vogtede landbrugsmyndighederne nidkært over, at ingen jord, som kunne dyrkes, gik tabt. Men også selve begrundelsen for at plante mere skov var anfægtet. Hovedargumentet havde været økonomisk vækst og egnsudvikling, men der var ikke meget vækst eller udvikling i at forvandle agerjord til skov, for det gav mindre produktion og mindre beskæftigelse end fortsat landbrugsdrift. Samtidig var 1930 ernes og de tidlige besættelsesårs arbejdsløshed stort set forbi, så plantning som beskæftigelsesarbejde gav ikke samme mening mere. Det var derfor rimeligt at stille sig selv det spørgsmål, om der overhovedet skulle plantes mere skov i Danmark. På et bestyrelsesmøde i 1954 fremhævede Birger Steenstrup dog, at Danmark stadig var nødt til at importere træ, og derfor burde der efter hans mening også fremover erhverves og tilplantes arealer. 94 Når Steenstrup ville plante træer under selvforsyningens banner, lå det fint i tråd med de sidste årtiers erfaring. Årene før krigen havde været præget af handelsrestriktioner, krigsårene af varemangel og de første efterkrigsår af mangel på valuta til at købe træ for. Bestyrelsen støttede tanken og fastholdt den op gennem 1950 erne og 1960 erne, skønt idealet om selvforsyning ellers var vigende i en tid med øget frihandel. Det er ikke så mærkeligt. Mange af bestyrelsens bærende kræfter havde nu i årevis arbejdet for plantningssagen. Det lå mere naturligt for dem at finde grunde til at fastholde sagen end at erklære den for afsluttet. Plantningsselskabet havde altså fortsat vilje til at tilplante yderligere arealer, men kun i ringe grad evne til at få fat på jord, man kunne plante på. Det lykkedes ganske vist at købe et areal ved Rejsby, men det blev kort efter solgt til det lokale menighedsråd, som allerede ejede naboarealet. 95 I 1955 havde man held til at købe godt 30 ha. ved Bajstrup nær Tinglev. Det meste var agerjord, men der indgik også hede- og mosearealer. Et mindre naboareal tilhørte Statens Jordlovsudvalg, som havde til opgave at skaffe jord til husmandsbrug, men tidligere også havde hjulpet Plantningsselskabet til at erhverve en række arealer. Da man henvendte sig denne gang, havde piben fået en anden lyd. Jordlovsudvalget ville gerne overtage de 30 ha. I bytte kunne udvalget tilbyde et mindre plantningsareal nær grænsen og ikke mindre end 75 ha. plantage i Fredstrup Skov nær Tinglev. Plantningsselskabets forretningsudvalg beså arealerne. Det konkluderede, at selskabet kunne gå med på at mageskifte arealet ved Bajstrup mod arealet ved grænsen, skønt det sidste var mindre egnet til tilplantning. 96 Derimod var man imod at købe det store plantageareal med det argument, at det ligger uden for selskabets formål at erhverve tilplantede arealer, idet det egentlige formål er at forøge landsdelens skovprocent. Det spillede også ind, at man i givet fald skulle betale i bytte, og det ville sluge alle selskabets likvide midler. Forretningsudvalget tilbød dog at gå ind med en halvpart, hvis Hedeselskabet ville købe den anden. 97 Den handel blev ikke til noget, og Plantningsselskabet fik lov til at beholde Bajstrup-arealet. Alligevel måtte det gå den vej, det havde været imod. Statens Jordlovsudvalg kastede nemlig i stedet sine øjne på Lundsmark Hede, som udvalget gerne ville udstykke til husmandsbrug i stedet for Bajstruparealet. I 1958 foreslog Jordlovsudvalget da et nyt mageskifte. I bytte tilbød man den lille parcel ved Bajstrup, et mindre utilplantet areal ved Brøns, et mindre stykke af Fredstrup Plantage og den lille Fælled Plantage ved Burkal. På mange måder var det et dårligt bytte for Plantningsselskabet. Det skulle afstå næsten 130 hektar mod at få 50, som var spredt på fire steder, og omkring halvdelen af disse var endda allerede tilplantet. Mageskiftet ville derfor reducere beholdningen af plantningsarealer med omkring 100 hektar. Alligevel gik selskabet ind på det. 98 Det vigtigste motiv var uden tvivl, at man ikke ville stå i vejen for landbruget og Jordlovsudvalget. Kort over det omstridte areal ved Bajstrup. Kortet viser arealet, da meget af det endnu var hede. Siden blev det tilplantet som Grev Schacks Plantage. Fra selskabets 50-års jubilæumsskrift. Der er en vis ironi over denne kamp om jorden. Bajstrup-arealet var en lang smal trekant, som det ikke var let at skabe stabil skov på, og Lundsmark Hede var så ringe jord, at Plantningsselskabet havde haft det liggende utilplantet en rum tid. Det var dog endnu ringere egnet til ager, og da interessen for at oprette nye husmandsbrug døde ud i de følgende år, blev resultatet, at arealet kom til at ligge udyrket hen, og det groede siden siden gradvis til med buske og træer. Trods disse vanskeligheder ville selskabet ikke opgive at gøre det, der var dets egentlige formål. I 1959 mente formanden, borgmester Paulsen, at man næppe kunne regne med at få lov til at tilplante agerjord. I stedet burde selskabet interessere sig for tidligere grusgrave, ligesom man havde gjort i Kruså. 99 Derved kunne selskabet forvandle ørken til idyl. 100 To år før havde man købt 15 hektar ved Hovslund, hvoraf noget var tidligere grusgrav eller mose. 101 Videre ad den vej kom man ikke. I stedet lykkedes det faktisk at købe en del agerjord i Det største køb var en ejendom på 27 hektar nær statsskoven Hønning Plantage. Videre lykkedes det at gennemføre et mageskifte, hvor man afstod omkring 10 ha. mose ved Fårhus mod at få 16,5 ha., som kunne tilplantes ved Nybo. Et areal ved Eggebæk Plantage blev købt, men man lod det gå videre til Københavns Plantageselskab. Endelig købte selskabet godt 10 ha. ved Rens, som man fik lyst fredsskovspligt på og gav plantagenavn. Reelt var selskabet dog ikke særlig interesseret i at tilplante dette lille areal. Bag købet lå i stedet et ønske om at sikre sig en vis goodwill hos jordlovsudvalget med henblik på spørgsmålet om selskabets erhvervelse af ejendomme, der var undergivet landbrugspligt, som borgmester Paulsen udtrykte det. 102 På mere direkte dansk betød det, at man var villig til at ofre Rens-arealet for at få lov til tilplante andre arealer i stedet. I forsøgte Plantningsselskabet forgæves at bytte Rens-arealet ud mod et andet, men da den hidtidige forpagter gerne ville købe jordstykket, fik man det med i et større jordfordelingspro

26 I 1962 købte Plantningsselskabet Høyberg Plantage af Tønder kommune. Selskabet havde selv ejet arealet i 1920 erne, men afhændet det til Tønder kommune, der havde gennemført tilplantningen som beskæftigelsesprojekt. I 1964 tilplantede selskabet yderligere et lavt areal med sitka. Det er her fotograferet tre år senere. Foto: Harald Skodshøj/Museum Sønderjylland. jekt, som i stedet gav selskabet hele 23 ha., der arronderede Løgumkloster og Kjemslund plantager. I alt vandt man således plantningsarealer på 66,5 hektar mod at afstå 10 hektar mose. Det var trods alt noget, men klart mindre end man havde vilje og penge til. 103 I stedet betrådte selskabet den sti, man så sent som 1958 havde været imod: at købe bestående plantager. I så forretningsudvalget på flere. Mest markant var det, at man købte den 61 ha. store Høyberg Plantage ved Visby. Det var et areal, selskabet selv havde ejet , men solgt til Tønder Kommune, som derefter havde fået det plantet til. Nu overtog selskabet det som bestående plantage. Ved samme tid købte man også den kun 9 ha. store Løgumgårde Plantage nord for Løgumkloster, og endelig købte man 1970 Ulhøj Plantage på 15. ha, som var nabo til det areal nær Hovslund, selskabet selv havde tilplantet nogle år før. 104 Plantningen Den stærkt reducerede tilgang til jord gjorde naturligvis, at omfanget af plantningen gik markant ned efter Tilplantningen i Kruså ebbede ud i midt i halvtredserne, og de næste år var der mest tale om lidt underplantning og udfyldning af mindre huller rundt om i plantagerne. I slutningen af 1957 var der dog grønt lys for at tilplante arealet ved Bajstrup. Det blev besluttet at opkalde det efter selskabets afdøde formand, så det fik navnet Grev Schacks Første generation af træer i Høyberg er for længst fældet, men plantagen rummer stadig de træer, som blev plantet i 1964, og som i dag er de ældste grantræer i selskabets plantager. Foto: Erik Petersen. Plantage, og samtidig besluttede bestyrelsen at bruge Nationalbankens gave til at dække udgifterne til at købe og tilplante arealet. Plantningen blev indledt i 1958 og gennemført over de næste 6-7 år. I de samme år blev også de 15 hektar ved Hovslund tilplantet. Da de ligger ud til Hærvejen og nær den berømte Hærulfsten, valgte selskabet at kalde det Hærulf Plantage. Da disse plantager var ved at være færdigtilplantede, gik man videre med arealet ved Hønning, som blev tilplantet og fik navnet Svinhøj Plantage. Samtidig med det fik Lindskov Christiansen tilplantet de arealer, man havde købt ved Nybo og Løgumkloster plantager. 105 I alt voksede selskabets tilplantede areal fra ca. 570 ha. i 1951 til 733 i 1963, hvor alle plantager blev målt op af Hedeselskabet. 106 Mellem en tredjedel og halvdelen skyldtes dog køb af bestående skov. Den reelle plantning var på 6-8 ha. om året. Det var markant mindre end tidligere, men dog stadig en tilvækst. Forstmæssigt var der tale om både kontinuitet og fornyelse. De egehegn, som var indført sidst i 1930 erne, blev rammen om flere plantager, men Lind

27 I 1960 erne var træerne i de ældste plantager så store, at man kunne begynde at fælde. Her ses Ejnar Møller og hustru i gang med at køre træ ud. Det var udbredt, at mand og kone arbejdede sammen, når de blev hyret til forskellige opgaver. Foto: Harald Skodshøj/Museum Sønderjylland. Selskabet havde store indtægter fra udnyttelse af grus og sten i Kruså Plantage i 1960 erne. Foto: Harald Skodshøj/Museum Sønderjylland. skov opgav Fromsejers brug af bjergfyr som ammetræer og plantede rene rødgranplantninger fra begyndelsen. Han eksperimenterede dog også lidt med andre træsorter, men kun på mindre arealer. Plantagernes drift Mens tilplantningen ebbede ud, blev der andet at se til i plantagerne. I 1960 erne var selskabet godt i gang med at skifte ham fra især at være et plantningsselskab i retning af at være et skovselskab. Fra anlæg skiftede fokus til drift, og plantagerne gik fra at være en omkostning til et aktiv. Det begyndte med juletræer. Fromsejer yndede at plante rødgranerne så tæt, at der kunne tages nogle ud som juletræer. Det kom til at give udbytte otte-ti år efter, at de enkelte plantageafsnit var anlagt. Den store plantningskampagne fra 1938 til 1951 gav sig derfor udslag i et betydeligt juletræssalg på omkring stk. om året fra 1948 til Det gav selskabet gode indtægter. I de år stod Fromsejer for salget af juletræer fra store dele af Jylland til Tyskland, og i tyske aviser fik han tilnavnet Danmarks juletræskonge. 107 I Fromsejers tid var juletræer rødgran, som blev tyndet ud af plantninger, der var anlagt for at blive til store træer med tiden. Lindskov Christiansen anlagde enkelte egentlige juletræskulturer af nordmannsgran, som blev det nye modejuletræ fra 1960 erne. Stadig var det meste af selskabets juletræshøst dog rødgran. Omfanget var stort i årene , og de bedste år skovedes over træer. Det afspejlede ikke længere rytmen i skovplantningen, men var resultat af en mere målrettet produktion. Økonomisk var udbyttet dog stærkt påvirket af, at rødgranpriserne faldt fra Ellers gik der en rum tid, før plantagerne begyndte at give udbytte af betydning. De bjergfyr, der var plantet som ammetræer i mange af de tidlige plantager, blev efterhånden 52 53

28 beskåret eller nedsablet, og så vidt muligt blev grenene solgt til faskiner. Men ellers var træerne for unge til at give større tømmerudbytte. Under krigen, hvor landet skreg på brændsel, kunne man kun bidrage med omkring hundrede rummeter om året. Efter krigen begyndte en udtynding, som gav rummeter om året, som dog stadig mest bestod af småeffekter. Når skovrider Steenstrup i 1950 erne kunne fortælle om gode træpriser på plantningsselskabets generalforsamlinger, havde det mest akademisk interesse for selskabet. Det ændrede sig omkring Selskabets ældste plantager var ved at være 40 år gamle, og desuden var Lindskov indstillet på at hugge noget kraftigere end Fromsejer. Han hævede næsten med det samme årshugsten fra omkring 500 m 3 til over m 3, og fra 1965 begyndte plantagerne at give overskud. Hugsten havde stadig mest karakter af udtyndinger, så det overvejende var mindre værdifulde effekter, man skovede. Til midten af halvfjerdserne udgjorde lægter, stager og pæle typisk en tredjedel til halvdelen af årshugsten. De blev bl.a. brugt til raftehegn. Det var en del af skovarbejdernes håndværk at skære disse tynde træer op i de rette længder og lave stabler af en bestemt størrelse. Det marked svandt dog hen i halvfjerdserne. I stedet blev de mindre værdifulde effekter solgt til industriformål, ikke mindst til spånplader. I halvfjerdserne blev det suppleret med et betydeligt og stigende salg af cellulosetræ til Norge. Også såkaldt kassetræ spillede en rolle, og samlet kom træ til industriformål til at tegne sig for omkring 80 % af hugsten i halvfjerdserne. Bygningstømmer udgjorde derimod kun %, for de fleste plantninger var stadig for unge til at give træ af de bedste dimensioner. Der var dog endnu en grund til, at plantagerne kastede penge af sig, nemlig undergrunden. Kruså Plantage var anlagt på et tidligere grusgravsareal, men den oprindelige skærvefabrik havde interesseret sig mere for sten end for grus. I 1962 fik Plantningsselskabet en henvendelse fra en entreprenør, som var interesseret i at gennemgrave arealet en gang til, nu efter grus. En aftale blev indgået, og plantningerne veg igen for et månelandskab. Økonomisk var det dog gunstigt. Blot frem til 1969 fik selskabet kroner for gruset og i erstatning for de ryddede træer. Det var denne indtægt, som sikrede sorte tal på plantageregnskaberne. Fra 1965 gav alle dele af selskabet overskud, så selskabet tjente gode penge. Da man kun i begrænset omfang kunne købe jord, voksede både overskuddet og formuen. Det bidrog alt sammen til, at opmærksomheden samlede sig om planteskolen, der var den eneste del af selskabet, som ekspanderede. 6: Planteskolen fra fremgang til krise I mange år var Skærbæk Planteskole hjertet i Plantningsselskabet Sønderjyllands virke. Plantagerne fyldte langt mest i landskabet, men planteskolen betød betydeligt mere økonomisk og beskæftigelsesmæssigt. Den gjorde, at Plantningsselskabet Sønderjylland blev en virksomhed af betydning, og den gav økonomiske muskler til resten af arbejdet. Men derudover var den omdrejningspunktet i hele det sønderjyske plantningsarbejde syd for Ribe, for den leverede planter ikke bare til Plantningsselskabet selv, men også til de sønderjyske læplantningsforeninger og det øvrige plantningsarbejde under Hedeselskabets ledelse. Det gik godt, så længe dette plantningsarbejde fortsatte i den gænge, det var begyndt. Da det ebbede ud, kunne man have indskrænket planteskolen. I stedet søgte man at omstille den til at være en virksomhed, der bevarede sin størrelse, men levede på andre præmisser og af et andet marked. Det tegnede godt i begyndelsen, men endte med en økonomisk katastrofe, der bragte selskabet i den største krise, det har oplevet. Søren Degns Gård Ved krigens slutning rådede Skærbæk Planteskole over godt 4 hektar jord, centralt beliggende i Skærbæk mellem jernbanen og hovedvejen. Arealet var dog ved at være for lille, og samtidig var jorden sine steder ved at være plantetræt. Da plantningen på den tid lå på det højeste niveau nogen sinde, var der behov for at finde nye og større arealer. Kommunen var interesseret i at udstykke den bestå- ende planteskole til byggegrunde, så der var god mulighed for at afhænde arealet, hvis man kunne finde anden jord. En mulighed viste sig i 1946 da Søren Degn, der havde været én af selskabets første aktionærer, døde. Hans gård blev sat til salg. Den omfattede blandt andet en del jord nordøst for Skærbæk by. Plantningsselskabet købte gården i 1947, og samtidig afstod man dele af det gamle planteskoleareal til kommunen. 108 Foreløbig blev de centrale funktioner på det gamle areal, men i begyndelsen af 1949 henvendte sognerådet sig igen og bad om at købe hele det gamle planteskoleareal. Plantningsselskabet søgte i første omgang at få sognerådet til at give en højere pris, end det havde budt, men det lykkedes ikke. Man endte så med at tage mod den tilbudte pris på det vilkår, at Plantningsselskabet fik lov til at flytte pakhuse og vandingsanlæg. Det blev gennemført i løbet af det følgende år. 109 Bygninger og stamparcel på Søren Degns Gård blev først bortforpagtet, men allerede året efter solgt. Sammen med salget af det gamle planteskoleareal dækkede det hele købs- og flytteudgiften. 110 Selskabet havde på den måde fået en markant større planteskole, men arealerne lå noget spredt. Fromsejer påpegede, at det var et problem for driften. 111 I 1959 tilbød Jordlovsudvalget imidlertid et mageskifte, som både ville øge arealet med 9 hektar og give en markant bedre arrondering. Forretningsudvalget fastslog, at tilbuddet giver planteskolen den ideelle afrunding, som man fra første færd har drømt om, men ikke turde håbe på. Selskabet slog derfor til, skønt prisen var høj. 112 I 1964 købte Plant

29 ningsselskabet yderligere 17 ha. nord for byen og afstod i stedet mindre velbeliggende arealer. 113 Man var nu oppe på et stort set velarronderet areal på 48 ha., og Skærbæk Planteskole var blandt landets største. Sortiment og drift I hele Kristen Fromsejers embedsperiode var Skærbæk Planteskole indrettet på produktion og salg af planter til læhegn og plantager. Salgslister fra forskellige år i fyrrerne viser, at nåletræer udgjorde % af de solgte planter. Langt vigtigst var rødgran, der i de fleste år tegnede sig for mere end hver anden plante, som blev solgt fra Skærbæk Planteskole. Øvrige nåletræssorter af betydning var bjergfyr, hvidgran, sitka og ædelgran. Tjørn udgjorde cirka halvdelen af de solgte løvtræer og dermed ca. 10 % af alle solgte planter, men man solgte også rød- og hvidel, birk, seljerøn, eg, bøg, naur, liguster og hunderoser (hyben). Sortsammensætningen afspejler Fromsejers plantningsprincipper. Plantagerne blev anlagt med rødgran og til dels sitka som bestående træer og bjergfyr som ammetræer, der skulle beskytte mod frost og trække væksten opad. Hvidgran og eg blev benyttet som kapper omkring plantagerne, mens tjørn, røn mv. især blev brugt til læhegn på markerne. Mens den relative fordeling af sorterne var temmelig konstant op gennem fyrrerne, begyndte mængderne at vige. Salget kulminerede lige før og under krigen, hvor man solgte 3-4 millioner planter om året. Lige efter krigen var der afmatning, og i var man nede på at sælge cirka halvanden million planter. To år senere var det dog atter steget til cirka 2½ million planter. 114 Derefter er der ikke bevaret salgslister, men vi ved, at selskabets egen Radrensning af bede med skovplanter Skovplanterne havde hele tiden været rygraden i planteskolens drift, men i 1960 erne blev de overhalet af haveplanter. Foto: Harald Skodshøj/Museum Sønderjylland. plantningsaktivitet gik ned. Læplantningen holdt nogenlunde tempoet til omkring 1960, men også med svagt vigende tendens. Alt peger derfor på et vigende, men ikke dramatisk faldende salg af læ- og skovplanter op gennem 1950 erne. Opgjort i faste priser var omsætningen fra hegns- og skovplanter stort set stabil fra 1940 til Efter 1960 gik salget af hegns- og skovplanter imidlertid stærkt tilbage. Aktiviteten i de plantningsforeninger, der var knyttet til Fromsejers distrikt, faldt på ganske få år fra en plantning af cirka en million planter om året før 1960 til under midt i årtiet som følge af reducerede statstilskud. Helt galt blev det, da også efterspørgslen efter rødgran til juletræer faldt. I 1964/65 solgte Skærbæk Planteskole endnu rødgranplanter, men i 1966/67 var salget halveret, og selskabet måtte destruere planter. Det gentog sig året efter. 115 Det kunne have trukket tæppet væk under planteskolen, hvis den ikke havde udviklet en anden forretningsgren. Fromsejer havde allerede i de tidligste år solgt lidt roser og bærbuske, men fra slutningen af trediverne var han gået i gang med en større produktion af roser, og salget steg til stk. om året. Hertil kom en ret betydelig forhandling af indkøbte bærbuske, frugttræer og hæk- og prydbuske. Før krigen omfattede det dog stadig kun ca. 5 % af omsætningen, men i løbet af krigsårene steg det til omkring 25 %. På det niveau forblev det i resten af fyrrerne, men i løbet af halvtredserne steg salget af haveplanter yderligere, og i 1960 udgjorde det lige under halvdelen af omsætningen. 116 Netop i 1961, da Fromsejer gik af, overhalede salget af haveplanter salget af forstplanter, og op gennem tresserne blev haveplanterne endnu mere dominerende. Planteskolens tætte tilknytning til plantningssagen svandt ind. Den blev i stigende grad en forretning, der baserede sig på salg til private haver snarere end læhegn og plantager. Økonomisk var omstillingen fra forstplanteskole til haveplanteskole i første omgang en klar succes. Igennem tredive år fra sidst i trediverne til sidst i tresserne var planteskolen selskabets guldæg. Plantagerne gav næsten kun udgifter før midten af tresserne, hvor de første store hugster satte ind. Det var planteskolen, der fik den daglige drift til at hænge sammen, og det var den, der gjorde det muligt at blive ved at købe jord og plante den til. Planteskolen var ikke selskabets centrale formål, men den var helt uundværlig for at opfylde formålet i praksis. Planteskolens overskud udviser en bølgebevægelse, som hænger sammen med, at prisforhøjelser blev foretaget i ryk. Således var overskuddet vigende nogle år i halvtredserne, til man i 1956 foretog en væsentlig prisforhøjelse. De næste ti år blev planteskolens bedste. Umiddelbart var omstillingen til haveplanter en stor succes, for planteskolen havde aldrig tjent så mange penge som Derimod kunne det andet styrtdyk i salget af skovplanter sidst i tresserne mærkes, men bortset fra et enkelt år var der dog stadig overskud frem til begyndelsen af halvfjerdserne. 117 Ud over at være et guldæg var planteskolen også en ganske stor arbejdsplads. Et billede fra 1930 viser 18 ansatte, og få år senere var tallet oppe omkring 25. Sidst i halvtredserne beskæftigede planteskolen 5-10 mænd og omkring 30 kvinder, dog ikke alle på fuld tid. Hertil kom en halv snes skolebørn, som lugede bede i sommerhalvåret. 118 Det er væsentlig mere end den beskæftigelse, plantagerne skabte, i hvert fald lokalt. Et formål med plantningsvirksomheden havde hele tiden været at skabe lokal vækst og beskæftigelse. Reelt var det mest planteskolen, som bidrog med det. Det lod sig så ikke nægte, at den med årene i stigende grad gjorde det i konkurrence med private planteskoler og havecentre. Nye bygninger I begyndelsen af 1966 stod planteskolen på højden af sin succes. Bygningerne var dog ikke længere tidssvarende. Nu hvor man især solgte haveplanter, stillede det øgede krav til 56 57

30 både salgslokaler og lagerrum, og kontorpersonalet havde trange kår. Endelig var det tidens ånd, at der skulle være ordentlige forhold for personalet med frokoststue og toiletter. Derfor besluttede man at bygge nyt, og i 1968 rejste planteskolens nye bygninger sig. Det var symptomatisk for selskabets økonomi, at man kunne dække det meste af udgiften på ca af likvide midler. 119 De nye bygninger formåede dog ikke at sikre den fortsatte udvikling af planteskolen, som man havde håbet på. Tvært imod begyndte økonomien at skrante. Omsætningen steg stadig, men ikke så stærkt som før. Værre var det, at udgifterne steg mere end indtægterne. Der var stadig overskud, men det var ikke stort, og borgmester Paulsen rynkede i 1971 brynene og påpegede, at planteskolen ikke formåede at forrente den kapital, man nu havde investeret. To år senere så han igen kritisk på den økonomiske situation. 120 Bestyrelse og forretningsudvalg foretog sig dog ikke noget drastisk. Det hænger sammen med, at selskabet i øvrigt gik godt. Siden havde den øvrige drift givet overskud. Plantagerne var ved at være i den alder, hvor man høstede af den investering, der var gjort i selskabets tidlige år, og kulturudgifterne var aftagende, da der mest var tale om genplantning. Da man heller ikke købte jord i større stil, blev overskuddene akkumuleret til en likvid kapital, som gav gode renteindtægter. Selskabet var velhavende og Planteskolens nye bygninger, der blev opført i Luftfoto fra 1969: Museum Sønderjylland. havde råd til, at planteskolen en tid var knap så gylden en forretning, som man havde været vant til. Den store satsning Efter en menneskealder nedlagde Johan Paulsen formandshvervet for Plantningsselskabet i Han efterfølger blev Anders Hørlück, der var søn af én af selskabets stiftere Jens Hørlück. Han havde været med i bestyrelsen siden 1962 og i forretningsudvalget siden 1966, så han var på alle måder godt kendt med selskabet. 121 Selskabets bestyrelse stod på dette tidspunkt over for et afgørende valg med hensyn til planteskolen, og det var blevet klart allerede året før formandsskiftet. Med oliekrisen fra 1973 var økonomien yderligere forværret, så planteskolen nu gav underskud. Lindskov Christiansen var pessimistisk, da han udsendte sin årsberetning til bestyrelsen. Det var ikke lykkedes at få indtægterne til at vokse i takt med de hastigt stigende udgifter. Han anbefalede, at man enten omlagde driften til store produktioner af få sorter eller helt afviklede planteskolen og tilplantede arealet med juletræer. Anders Hørlück afviste blankt Lindskovs forslag. Han var indstillet på en vis rationalisering og samarbejde med andre planteskoler, men ikke lukning. Det var der almindelig opbakning til i bestyrelsen. 122 Det er ikke så mærkeligt. Plantningsselskabets samlede økonomi var stadig sund, og ingen forlangte et egentligt udbytte. I den situation blev aktivitet og beskæftigelse et mål i sig selv. For Anders Hørlück og mange andre i bestyrelsen ville en lukning af planteskolen nu være som at give op uden kamp. Ved samme tid blev planteskolens daglige leder gennem mange år, forvalter Pinkowsky, syg. Skovfoged Nørregaard overtog den daglige ledelse, men han fratrådte 1. december Lindskov Christiansen måtte derfor selv påtage sig den daglige ledelse, hvad der med hans egne ord var en aldeles uholdbar situation. Man søgte derefter en ny leder. Valget faldt på havebrugskandidat Claes Foghmoes, Anders Hørlück var født i Han havde overtaget gården i Skodborg efter sin far Jens Hørlück. Han blev formand for Plantningsselskabet i 1975, men ikke længe efter fik han konstateret kræft, og han var syg under en del af selskabets værste krise. Foto fra Privateje. der tiltrådte 1. april Der var tale om en ung og ret nyuddannet mand uden nævneværdig leder- eller forretningserfaring, som nu fik et meget stort ansvar. Foghmoes strategi var det stik modsatte af, hvad Lindskov Christiansen havde foreslået. I stedet for at forenkle 58 59

31 kulturer, ved side af de traditionelle skov- og hegnsplanter. Oven i det skulle man have egen anlægsgartnerafdeling. 124 Man ville kort sagt ekspandere på mange felter på én gang. Strategien var dristig og rummede betydelige udfordringer. Afsætningen af skov- og hegnsplanter var gået ret let, fordi de var afsat til det plantningsarbejde, Hedeselskabet havde ledet i distriktet. Nu skulle man på den ene side drive en stor handelsplanteskole, som opererede på et frit marked Personalet ved Skærbæk Planteskole i 1969, hvor tingene endnu gik godt. Med jakke og slips ser vi skovrider Lindskov Christiansen, der havde det øverste ansvar, og helt til højre forvalter Pinkowsky, der var den daglige leder til Helt til venstre har vi Laurits Trip, der efter lukning af planteskolen fortsatte som fast mand ved juletræsproduktionen i Skærbæk. Foto Harald Skodshøj/Museum Sønderjylland. og afvikle, ville han udvikle og ekspandere, og i stedet for atter at dreje planteskolen mod noget mere forstmæssigt, ville han satse endnu mere på det private havepublikum. Det ville han på flere måder på én gang. Planteskolen skulle være et havecenter, der kunne møde alle de haveinteresseredes behov. Det krævede et omfattende indkøb af varer, men derudover ville Foghmoes satse på en stor produktion af forskellige prydbuske mv. i potter, såkaldte containerog nødvendigvis måtte have et større sortiment, end man kunne producere, og på den anden side en kommerciel produktion af haveplanter, som man ikke uden videre kunne regne med at afsætte i egen butik. Alt det krævede kompetencer inden for både produktion og salg og en omfattende styring. Det tog man ikke alvorligt nok. Ikke mindst skulle det senere vise sig fatalt, at man ikke fik et regnskabssystem, der gjorde det muligt at følge økonomien i forretningens enkelte dele hver for sig. Alt gik i én stor kasse. 125 Den store aktivitetsstigning kunne mærkes på det første årsregnskab efter Foghmoes tiltræden. Planteskolens omsætning steg fra 1,5 million til over 2,1 million. Udgifterne steg imidlertid endnu mere. Resultatet var et lille overskud før afskrivninger og et underskud efter afskrivninger på ca I sig selv var det ikke skræmmende. Man var midt i en stor omstilling, og Lindskov Christiansen understregede, at nogle af udgifterne knyttede sig til opstart af nye produktioner, som ville give indtægt senere. I øvrigt gav plantagerne overskud, og selskabet havde penge i banken, så det samlede resultat af selskabets drift var et lille overskud. Regnskabet blev da også godkendt uden større debat. Reelt var regnskabet for året imidlertid dårligere, end det ved første øjekast så ud til. Salget var kun steget i kraft af prisforhøjelser. Det meste af omsætningsfremgangen kom fra en produktion til lager, som var indtægtsført. 126 Det var afgørende, at de stærkt øgede udgifter snart blev fulgt af et øget salg. Salget steg faktisk året efter, men det gjorde udgifterne også, og første udkast til regnskab viste et underskud på cirka kroner. Forretningsudvalget drøftede det med Foghmoes, der anførte, at han kun havde opgjort værdien af de salgsklare planter, men ikke talt halvfabrikata med i opgørelsen af planternes værdi. Det bad forretningsudvalget ham så gøre, og på den måde fremkom et overskud før afskrivninger på godt kroner og et overskud efter afskrivninger på Selskabet havde imidlertid haft et forrygende salg af skovplanter, så man Haveplanter i den nye skyggehal i Skærbæk Foto: Harald Skodshøj/ Museum Sønderjylland. næsten havde tømt bedene. Derimod var der igen produceret langt flere haveplanter, end der var solgt. Beholdningens bogførte værdi var øget med yderligere godt kr. Nøgternt set fik forretningsudvalget Foghmoes til at pynte på et forvejen optimistisk regnskab. Ud over det gav heller ikke dette regnskab anledning til nogen større debat eller markante tiltag på generalforsamlingen. Lindskov Christiansen påpegede, at der var usikkerheder ved de opgjorte værdier af beholdningerne, især af haveplanter, men han fokuserede mest på, at arbejdslønnen steg kraftigt, så der måtte mekaniseres. 128 Mens Lindskov havde fokus på at spare, ville Foghmoes fortsat ekspandere. Han havde forinden foreslået, at man investerede i et kølehus. Så ville man bedre kunne producere til engrossalg af planter i potter, mente han. Udgiften blev anslået til Formanden udbad sig mere information om rentabiliteten. 129 Ved næste møde i juli forelagde Foghmoes et overslag, der gik ud på, at kølehuset ville øge overskuddet med Forretningsudvalget gav grønt lys. 130 Skønt den nye strategi stadig ingen resultater havde leveret, var man villig til at gå videre

32 Inden man fik spaden i jorden, måtte forretningsudvalget dog igen mødes i september 1977 for at se på økonomien. Et regnskab for første halvdel af det nye regnskabsår fremviste overskud, men igen var det ikke fremkommet ved øget salg, men forøgelse af lagerets bogførte værdi. Likviditetsmæssigt havde der igen været underskud. Den tidligere så fyldte pengekasse var tom. Tvært imod var planteskolens konto overtrukket med over kroner. Forretningsudvalget besluttede at optage et lån og dekreterede samtidig investeringsstop. 131 Økonomisk uføre To år i træk havde planteskolen haft underskud og samtidig forøget de bogførte værdier af lageret markant. Reelt havde der manglet næsten i, at de to års salg havde kunnet dække de løbende udgifter og nødvendige afskrivninger. Et stykke ad vejen havde det kunnet forklares med, at man var midt i en omstillings- og opbygningsproces, for planteproduktion tager tid. Regnskabet for 1977 forelå, da forretningsudvalget mødtes i maj Det viste, at udviklingen fra de to forudgående år fortsatte. Salget var godt nok steget, men udgifterne var eksploderet, for det øgede salg bestod overvejende af planter, der var købt udefra. Regnskabet fremviste et underskud på kroner for planteskolen alene. Endda var værdien af plantebeholdningen for tredje år i træk opskrevet, denne gang med næsten en halv million. Reelt manglede der altså salgsindtægter på tæt ved en million for, at tingene kunne balancere. 132 Selskabets gæld var nu oppe på næsten halvanden million, og med en rente på 20 % steg den hastigt. Nu lyste alle advarselslamper rødt. Anders Hørlück skrev til lederen af Hedeselskabets plantningsafdeling, Søren Grosen, og spurgte, hvordan han og Lindskov, der begge formelt var direktører i Plantningsselskabet, havde fordelt ansvaret imellem sig. 133 Hørlück satte fingeren på et ømt punkt. Grosens direktørtitel var uden reelt indhold, og Lindskov havde de seneste år stort set koncentreret sig om plantagerne og ladet Foghmoes køre planteskolen. Det stemmer dårligt med et direktøransvar. Reelt var det imidlertid forretningsudvalget, som havde valgt en anden strategi end den, Lindskov havde forslået, og ansat Foghmoes. På den måde er det ikke uforklarligt, hvis Lindskov mente, at planteskolen og Foghmoes nu kørte direkte under bestyrelse og forretningsudvalg, uden om ham. Og det var unægtelig noget sent, at formanden begyndte at spørge til, hvordan ledelsen hang sammen, da man først hang ud over afgrunden. Grosen gav den ønskede orientering, som bestyrelsen tog til efterretning, og der blev ikke ændret på den øverste ledelse. Derimod greb man ind i den daglige styring af planteskolen. Foghmoes mente, at fortsat ekspansion var eneste overlevelsesmulighed. Formanden og forretningsudvalgets nyeste medlem, folketingsmand Johan Philipsen, ville derimod have en specialisering. På baggrund af denne uenighed og den dårlige økonomi valgte man at afskedige planteskolelederen. 134 I princippet ønskede forretningsudvalget en ny stærk leder af planteskolen. I juni besluttede man at annoncere efter en sådan, men i august blev det sat i bero. I november 1978 mente selskabets revisor, at der var brug for en leder med handelstalent. Nu blev der annonceret, men der kom kun to ansøgninger, og forretningsudvalget fandt ingen af dem kvalificerede. Man kørte videre med Lindskov som direktør og to hidtidige afdelingsledere som hhv. produktions- og salgschef. 135 Det var i bedste fald en nødløsning. Umiddelbart efter Foghmoes afskedigelse fik forretningsudvalget Plantningsselskabets revisor til at foretage en kritisk gennemgang af økonomien. En driftsanalyse for perioden viste, at planteskolens egenproduktion gav et stort negativt dækningsbidrag allerede før kapacitetsomkostninger. Salget af indkøbte planter gav derimod en vis fortjeneste. Budgetterne pegede på fortsat underskud for 1978 og 1979, men et lille overskud for Revisor påpegede imidlertid, at det forudsatte en stram styring og ændret forretningspraksis. 136 Det blev besluttet at ændre regnskabspraksis, så man kunne se økonomien i de enkelte driftsgrene. I januar redegjorde Lindskov over for Plantningsselskabets bestyrelse for sit syn på problemerne. Der var generel krise i branchen, men Skærbæk Planteskole havde sine helt særlige problemer. Den store satsning på et bredt sortiment var efter Lindskovs mening ikke lykkedes, og det egentlige planteskolearbejde var forsømt, så kulturerne ikke var plejet og renholdt, som de burde, og der havde været store spild. Lindskov mente, at det var ved at være rettet op, men han ønskede stadig, at man koncentrerede sig om færre produktioner. Endnu bedre ville det dog være helt at opgive planteskoledriften og i stedet satse på juletræer. Det havde han sagt flere gange før, men ikke fået opbakning til. Det fik han heller ikke nu. Bestyrelsen ville se tiden an endnu et halvt år, men imens skulle der være fokus på besparelser og salg. 137 Da regnskabet for 1978 forelå hen på foråret, var det umiddelbart det værste i selskabets historie. Samlet havde selskabet et underskud på trekvart million og planteskolen alene på omkring For første gang i fire år var den bogførte værdi af planterne dog faldet, og salget var steget mere end udgifterne. 138 Regnskabet og et ikke særlig lovende budget for 1979 blev drøftet på bestyrelsesmøde og generalforsamling i Nu var to bestyrelsesmedlemmer, Hans Hinrichsen og Pinholt, indstillede på at følge Lindskovs forslag og lukke planteskolen. Endnu ønskede resten dog at fortsætte. Lindskov Christiansen udtrykte også selv en forsigtig optimisme. 139 Planteskolens afvikling I juni 1979 trak Anders Hørlück, der var alvorligt syg, sig fra posten som Plantningsselskabets formand. Hans forholdsvis korte formandsperiode var blevet et mareridt. Hans afløser var et ret nyt navn i selskabets ledelse, advokat Jens G. Poulsen fra Gråsten, der var kommet i bestyrelsen i Siden november 1978 havde han på opfordring af Johan Philipsen deltaget i forretningsudvalgets møder, og nu tog han så over. Poulsen havde næppe været formand en måned, før han blev kaldt til krisemøde hos direktør Peter Christensen fra Sydbanks Tønder-afdeling i juli Inden mødtes han med planteskolens daglige ledelse og selskabets revisor. Poulsen fik her at vide, at økonomien for første halvår 1979 udviklede sig endnu værre end budgetteret. Samtidig var planteskolens ledere uenige i det kritiske spørgsmål om værdien af plantebeholdningen. Salgschefen mente ikke, at den repræsenterede den store værdi, mens produktionschefen omvendt mente, at man i 1980 Advokat Jens Poulsen blev medlem af Plantningsselskabets bestyrelse i 1977 og overtog formandshvervet midt under den dybe krise i Det faldt i hans lod at afvikle planteskolen. Kun tre år senere døde han. Her er han fotograferet i en privat festlig stund. Foto: Privateje

33 nemgik de sidste måneders forhandlinger og indstillede, at bestyrelsen besluttede at lukke planteskolen. 140 Den 24. august mødtes Poulsen med Hedeselskabets direktør K. Sandahl Skov. Poulsen krævede, at Hedeselskabet holdt Plantningsselskabet skadesløs, da Hedeselskabets folk principielt havde haft ansvaret. Sandahl Skov kontaktede sin bestyrelsesformand A.W. Nielsen. Den 10. september indgik de en aftale med Poulsen. Den indebar, at Hedeselskabet købte planteskolens plantebeholdning for 2 millioner kroner og driftsmateriellet for ca Hedeselskabet lovede videre at afgive både Lindskov Christiansens tjenestebolig og hans tjenestejagt i 300 ha. plantage. På den måde påtog Hedeselskabet sig et ansvar og gav Plantningsselskabet en hjælpende hånd i nødens stund. Selskabets øverste ledelse har vel erkendt, at man dels havde et formelt ansvar, dels selv havde svigtet både Plantningsselskabet og Lindskov ved at tillade, at man udviklede planteskolen til et kommercielt havecenter under Lindskovs formelle ansvar, skønt Lindskov gentog, at det var uholdbart, og at det var tydeligt, at han ikke kunne eller ville styre den. Ud over det havde Hedeselskabet et naturligt ønske om at beholde Plantningsselskabet som kunde, og det opnåede man. Poulsen lovede at lade den hidtidige administrationsordning køre videre og lod tanken om egen skovfoged falde. 141 Da Plantningsselskabets bestyrelse mødtes den 17. september 1979, var der hurtigt enighed om at afvikle planteskolen og godtage aftalen med Hedeselskabet. Begge direktører trådte tilbage, og Plantningsselskabet ville fremover klare sig uden egen direktion. Straks derefter gik man i gang med den endelige afvikling af planteskolen. Alle de cirka 20 ansatte blev opsagt, men omkring halvdelen fik andet arbejde ved Hedeselskabet, især på den nye planteskole Brønlundgård ved Gabøl. Poulsen havde over for Grosen og Sandahl Skov betonet, at Plantningsselskabet ikke ønskede at fortsætte med Lindskov som daglig leder. Sandahl Skov havde peget på, at der ville have salgsklare planter for 2 millioner. På det efterfølgende møde med banken fik Poulsen et nyt lån, men også en opfordring til at handle hurtigt. Bankdirektøren mente, at der i den grad manglede styring på planteskolen. Efter de to møder meldte Poulsen klart ud. I et brev til forretningsudvalgets andre medlemmer, Hinrichsen og Philipsen, erklærede han, at han ikke havde tillid til planteskolens ledelse. Hvis en genopretning overhovedet var mulig, ville den tage så lang tid, at det truede selskabets eksistens. Planteskolen burde afvikles, og Poulsen udtrykte håb om, at man kunne sælge noget jord til kommunen og komme af med gælden. Samtidig foreslog Poulsen, at man opsagde samarbejdet med Hedeselskabet og selv antog en skovfoged som daglig leder. Det sidste er temmelig bemærkelsesværdigt, for efter lukning af planteskolen ville resten af selskabet passe ganske godt til Hedeselskabets driftsmodel. Det peger på, at der også var slidt stærkt på tilliden til både Hedeselskabet og Lindskov personligt. Den 17. august mødtes Poulsen igen med selskabets revisor og planteskolens ledere. Nu vurderede produktionschefen plantebeholdningen endnu højere end en måned før, men samtidig var salgschefen stærkt tvivlende over for, om man kunne få ret meget ind ved salg af egne planter. Da forretningsudvalget mødtes tre dage senere, var der stadig diskussion om, hvad beholdningerne var værd, men det var markant, at 75 % af indtægten siden nytår var kommet fra videresalg af indkøbte planter. Egenproduktionen gav altså stadig ringe salg. På dette møde besluttede forretningsudvalget at afvikle planteskolen. Det har næppe været svært at få Hinrichsen og Philipsen med på det, for de havde længe talt for, at man lukkede eller indskrænkede kraftigt. Herefter tog forretningsudvalget en snak med Grosen alene, og her krævede man Lindskov fjernet. Grosen oplyste, at Hedeselskabet kunne tænkes at ville købe plantebeholdningen, hvis planteskolen skulle lukkes. Efter dette møde skrev Poulsen et fortroligt notat til selskabets bestyrelse, hvor han genfra nytår blev en anden skovriderstilling ledig ved Hedeselskabet, og han mente, at Lindskov kunne få den. 142 Umiddelbart var Lindskov dog ikke ret interesseret i at flytte til en anden landsdel. Når planteskolen blev lukket og driften omstilles på den måde, han selv længe havde foreslået, så han heller ikke problemer i at fortsætte. Han fik støtte af sin gamle chef, skovrider Steenstrup, der mente, at resten af plantningsselskabets bestyrelse i for høj grad gav Lindskov Skærbæk Planteskole findes ikke mere, men det meste af dens arealer tilhører stadig Plantningsselskabet, som nu i snart 40 år har brugt dem til at producere juletræer. Arealet er stadig kantet af læhegn fra planteskoletiden, og man har bevaret vandingsanlæggene. Her ses det meste af arealet. I forgrunden den nye læsseplads med maskinhus og mandskabshuset Lærkehuset. Foto: Bent Karlsson,

34 skylden. Andre bestyrelsesmedlemmer medgav, at også bestyrelsen havde sit ansvar, men fastholdt en markant kritik af Lindskov. Han endte med at erkende, at det ville blive for besværligt at fortsætte og flyttede til en stilling længere oppe i Jylland. 143 Enden på Skærbæk Planteskole blev også enden på hans tid som leder af Plantningsselskabets drift. Det kan diskuteres, om det var retfærdigt, men det er ikke usædvanligt, at en bestyrelse efter en krise ønsker en ny leder. Her blev tingene kompliceret af dobbeltstillingen. At Hedeselskabet overhovedet gik med til en forflytning er et udtryk for, hvor central en plads Plantningsselskabet havde i det sønderjyske distrikt. Økonomisk havde Hedeselskabets tilbud om at købe planterne hjulpet, men det var ikke nok til at komme ud af gælden. En oplagt mulighed var at sælge bygningerne, som nu var overflødige. Som køber havde man Skærbæk Kommune i tankerne. Kommunens interesse var næppe helt så stor som den gang, man købte den gamle planteskole, for byudviklingen gik ikke så hurtigt her under krisen i 1979, og planteskolen lå i landzone. På et møde i december tilbød kommunen dog at købe bygningerne for kr. og de 12 hektar jord vest for banen for knap en million. Poulsen anbefalede bestyrelsen at slå til, og det gjorde man så. 144 Samlet balance for Skærbæk Planteskole Afviklingsåret blev et sidste mareridt, idet planteskolen kom ud med et underskud på kroner, skønt planterne, der var bogført til godt 1,3 million, blev overtaget af Hedeselskabet for 2 millioner, mens et likvideringsudsalg uden tvivl ville have givet en brøkdel af dette beløb. Uden dette salg og den gode pris havde det set langt værre ud. Siden 1973 havde planteskolen tabt godt 2,5 million i løbende priser. Det var en trist afslutning på en ellers blomstrende forretning. I årene optjente planteskolen nemlig et samlet overskud på godt og vel 1,9 millioner kroner i lø- bende priser. Omregnes alle resultater i 1979-priser, havde planteskolen i årene givet et overskud svarende til 7,8 millioner kroner, mens man siden havde tabt 2,9 millioner. 145 Meget af de mange års overskud var akkumuleret som værdier i selskabet. Godt nok var den bogførte egenkapital i 1979 nede på kroner, men det dækker over en yderst konservativ værdiansættelse af plantagerne. Den reelle indre værdi var godt 8 millioner kroner. Det var også en del af grundlaget for, at Sydbank havde givet selskabet nye lån midt i dets krise. De fleste af planteskolens gode år havde ligget i den periode, hvor den var nært knyttet til plantningssagen. Fromsejer havde da med én kasket på hovedet afsat planter til de plantningsforeninger og plantager, han administrerede, og med en anden kasket stået for at producere planterne i Skærbæk. Det fungerede godt, ikke mindst fra Plantningsselskabets synspunkt. Fra begyndelsen af tresserne skulle planteskolen leve på helt andre vilkår. Den blev nu en kommerciel virksomhed, som skulle klare sig på det langt friere marked for haveplanter. I første omgang gik det faktisk rigtig godt, men i halvfjerdserne gik det helt galt. Der er ingen tvivl om, at planteskolen da fik en ledelse uden forretningssans og i det hele taget uden evne til at styre en sådan virksomhed, men selskabet var heller ikke klædt på til opgaven. Der blev ikke gennemført en tilstrækkelig økonomistyring, og i den øverste ledelse var der for mange folk, der havde en finger på rattet, men ingen, der tog rigtig fat om det. Men det var også en stor udfordring for et idealistisk selskab at drive en selvstændig kommerciel virksomhed, som ikke var forbundet med den plantnings- og plantagedriftsvirksomhed, som var selskabets primære opgave og Hedeselskabets plantningsafdelings primære kompetence. Det var man ikke alene om at sande. A/S Tolne Skov, der var administreret på samme måde, løb ind i helt tilsvarende problemer, da man prøvede at omstille sin planteskole til haveplanter. Også det endte med en lukning. 146 Økonomisk havde barometeret stået på orkan for Plantningsselskabet i 1979, og stormen havde væltet planteskolen omkuld. Ellers var Plantningsselskabet kommet ud af det med resten af virksomheden i behold, og bestyrelsen var endt med at fortsætte med Hedeselskabets traditionelle administration. Samarbejdet og tillidsforholdet blev genskabt de næste år, men erfaringen fra 1970 erne var ikke glemt. I blev forandringer i Hedeselskabets organisation og den personkreds, Plantningsselskabet mødte, anledning til, at bestyrelsen igen så på samarbejdsformen. Udgangen blev, at Plantningsselskabet tog et nyt stort skridt mod øget selvstændighed. Ledelsen Det blev et næsten helt nyt hold, som skulle sætte Plantningsselskabets kurs efter lukningen af planteskolen. I resten af sin historie havde selskabet været præget af høj kontinuitet i bestyrelsen, men netop i de bevægede år omkring 1980 var der stor udskiftning. Man kan ikke beskylde bestyrelsesmedlemmerne for at løbe af pladsen, men over en kort årrække døde en hel række medlemmer, eller de trak sig på grund af alder og sygdom. Af den bestyrelse, som havde besluttet at lukke planteskolen i 1979, var der kun to tilbage fire år senere: de tidligere Venstrepolitikere Erik Jessen og Johan Philipsen. Til gengæld fik selskabet otte nye bestyrelsesmedlemmer i løbet af disse fire år. Direktør Jens Oksen repræsenterede elselskabet EASV, mens Hedeselskabets direktør Sandahl 7: På egne ben Skov blev valgt ind i Resten kom fra selskabets øvrige sønderjyske bagland. De talte amtsborgmester Kr. Philipsen, de fire landmænd Lauritz Jørgen Lauritzen, Ebbe Fink-Nielsen, Anders Dons Hørlück og Hans Jefsen Christensen og endelig den første kvinde i selskabets bestyrelse, Nanna Hørlück. Hun var ganske vist bosat på Sjælland, men som datter af Anders Hørlück og barnebarn af Jens Hørlück repræsenterede hun alligevel selskabets sønderjyske tradition. Det blev understreget, da hun nogle år senere flyttede tilbage til Skodborg. Hendes slægtning Anders Dons Hørlück repræsenterede en anden gren af slægten, der også havde været aktionærer fra begyndelsen. De tre andre havde ikke samme familietradition bag sig, men blev håndplukket, fordi folk i bestyrelsen troede, at de ville passe ind i kredsen og have respekt for selskabet. Ebbe Fink-Nielsen havde været på jagt hos Plantningsselskabet, men havde ikke haft andet med det at gøre. Han blev inviteret til middag hos Jens Poulsen, som han kendte, sammen med skovrider Nannestad, og efter aftenens samtaler om blandt andet skove og Sønderjylland blev han opfordret til at stille op til bestyrelsen. Jeg var til eksamen, siger han. 147 Hans Jefsen Christensen blev opfordret til at træde ind af Lauritzen, som kendte ham fra arbejdet i landboforeningen. Hans Jefsen Christensens farfar havde været blandt de oprindelige aktionærer, men familien havde ikke derefter haft nogen tilknytning til selskabet. Selv havde han plantet læhegn på sin gård, men ellers ikke haft med skove og plantning at gøre, men han vurderede, at det kunne være en interessant form for jordbrug, som han udtrykker det

35 Lauritz Jørgen Lauritzen (i midten) blev selskabets formand i Året efter blev Ebbe Fink-Nielsen (tv.) medlem af forretningsudvalget og Nanna Hørlück medlem af bestyrelsen. Her ses de i 1990 erne ved indvielsen af Jens Hørlücks Plads ved Skærbæk, hvor der er opsat oplysningstavle og borde og bænke. Foto: Privatveje. Plantningsselskabet var Hedeselskabets barn. Som andre børn havde det været igennem en vis frigørelse over årene, men familieforholdet var dog forblevet tæt. I 1979 havde der været røg i køkkenet, og Jens Poulsen havde overvejet at bryde med forældreselskabet i Viborg. Så vidt kom det ikke, og man fandt hinanden igen. Hedeselskabets direktør, Sandahl Skov, der havde forhandlet aftalerne på plads med Jens Poulsen, meddelte, at han ville deltage i Plantningsselskabets generalforsamling i Jens Poulsen indbød ham så også til bestyrelsesmødet 6. februar. Ved den lejlighed sagde Sandahl Skov, at Hedeselskabet gerne så, at forbindelsen blev tættere igen. Et nærliggende sted at begynde var bestyrelsen. Her var Hedeselskabets indflydelse blevet mindre gennem årene, og siden 1973 havde det kun været repræsenteret af den pensionerede skovrider Birger Steenstrup. Han forlod begyndelsen og stabilitet senere. I 1980 udvidede man det til fem personer ved at optage Svend Aage Laursen og Lauritz Jørgen Lauritzen i det. Det blev dog ingen varig ordning. I 1981 døde Hans Hinrichsen og året efter også selskabets formand Jens G. Poulsen. Da Laursen samtidig trak sig ud af bestyrelse og forretningsudvalg, valgte man atter at reducere forretningsudvalget til tre. Som formand afløstes Jens G. Poulsen af gårdejer og Fra 1983 indtrådte en ny stabilitet i bestyrelsen. Ni af de bestyrelsesmedlemmer, selskabet havde efter generalforsamlingen det år, sad stadig i bestyrelsen 15 år senere. I løbet af den periode var der stor set kun udskiftning i repræsentanterne for Hedeselskabet og elselskabet ESS. Resten udgjorde en fasttømret flok, som overvejende bestod af sønderjyske landmænd og politikere. Også i forretningsudvalget var der stor udskiftning i bevurderingsmand Lauritz Jørgen Lauritzen. Mens de fleste landmænd i selskabets bestyrelse er kommet fra det lidt større landbrug og kendte sønderjyske slægter, var Lauritzen ejer af en mindre gård ved Løgumkloster. Han var en stilfærdig og underspillet person, der ikke desto mindre formåede at træde i karakter og kom til at gøre en stor indsats for selskabet. I forretningsudvalget blev Lauritzen og Johan Philipsen suppleret med Ebbe Fink-Nielsen. De tre udgjorde forretningsudvalget fra 1983 til 1990, hvor Johan Philipsen trak sig efter hele 37 år i selskabets bestyrelse. Hans plads i forretningsudvalget blev overtaget af Hans Jefsen Christensen. 149 Helt efter traditionen blev forretningsudvalget sammensat blandt de bestyrelsesmedlemmer, der ikke kom fra storaktionærerne. De repræsenterede selskabets sønderjyske bagland og identificerede sig især med Plantningsselskabets selv. Det fik betydning, da der igen kom opbrud i forholdet til Hedeselskabet. Forholdet til Hedeselskabet styrelsen samtidig med, at Grosen og Lindskov gik af som direktører i På generalforsamlingen i 1980 blev Sandahl Skov indvalgt i stedet. 150 Hermed var der igen en tæt forbindelse, om end den kun omfattede én person på bestyrelsesplan. På papiret blev forholdet til gengæld mere distanceret i den daglige ledelse, idet titlen som direktør ved Plantningsselskabet bortfaldt. De næste år var der alene tale om, at Hedeselskabet forvaltede Plantningsselskabets plantager, som det gjorde for andre skovselskaber. I praksis var forskellen mindre. Lederen af Hedeselskabets 12. distrikt var stadig reelt Plantningsselskabets daglige leder. Den nye mand på posten blev skovrider Leif Nannestad, der tiltrådte som leder af Hedeselskabets sønderjyske plantagedistrikt den 1. april Helt ukendt med Plantningsselskabet var han ikke, for han havde i otte år stået for Hedeselskabets såkaldte plantageregulering og i den forbindelse lavet driftsplaner for Plantningsselskabet. 151 Han brugte sin erfaring som planlægger og iværksatte en større gennemgang af selskabets plantager for at kortlægge træbestanden og vedmassen, og med det udgangspunkt lavede han en langsigtet hugstplan. Det var med til at overbevise Plantningsselskabets bestyrelse om, at der nu var styr på tingene, og Nannestad vandt dens tillid. Det blev tydeligt, da en ny aktieselskabslov fra 1983 betød, at selskabet igen skulle have en direktør. Plantningsselskabets bestyrelse pegede da på Nannestad. Det betød, at man skulle vende tilbage til den gamle dobbeltstilling. Nu var Hedeselskabet betænkeligt af principielle grunde, men lod sig dog overtale. 152 Stort set fungerede det genoprettede samarbejde godt i de følgende år. Ved et par lejligheder forholdt især Ebbe Fink-Nielsen sig kritisk til de gebyrer, man betalte til Hedeselskabet. Nannestad søgte i april 1984 med en længere redegørelse at vise, at niveauet var rimeligt. Et par år senere rejste Fink-Nielsen igen spørgsmålet, og forretningsudvalget og Nannestad havde ifølge mødereferatet en sund 68 69

36 Leif Nannestad på besøg på Skærbækarealet Han havde selv stået for plantningen af første generation juletræer på arealet i 1980 erne. Her er han i samtale med sin efterfølger som forstlig leder af Plantningsselskabet, Torben Ravn, som var kommet til Sønderjylland som ung skovfoged, mens Nannestad var skovrider der. Foto: Bent Karlsson. indført en ny direktionsmodel, men den holdt ikke længe. I 1988 fratrådte to af tre direktører, herunder Peter Friis, som meddelte, at han derfor ønskede at udtræde af Plantningsselskabets bestyrelse efter kun lidt over et år. Midt i det opsagde Leif Nannestad også sin stilling med virkning fra 1. oktober I første omgang blev Hedeselskabets skovrider på Vejleegnen, Finn A. Jensen, konstitueret som leder af det sønderjyske distrikt, og i september 1988 blev han også udpeget som ny direktør for Plantningsselskabet, men det var kun en midlertidig løsning. 155 Alt dette skabte uro hos Plantningsselskabet, og den steg, da Hedeselskabet foreslog en person til direktør, som var uacceptabel for Lauritzen. Det fik formanden til at overveje, om den hidtidige ordning også var gunstig fremover. Den 24. august mødtes Lauritzen med Hedeselskabets direktør Anders Pedersen for at drøfte Hedeselskabets administration af Plantningsselskabet. To dage senere fik han en nærmere redegørelse for principperne og Hedeselskabets prispolitik. 156 Samtidig begyndte Lauritzen og Plantningsselskabets revisor en grundig gennemgang af regnskaberne for at opgøre, hvad Hedeselskabets administration kostede i sammenligning med Jens Poulsens gamle idé om at ansætte egen skovfoged og nøjes med en mere selektiv brug af Hedeselskabets servicetilbud. Den model foreslog Lauritzen Plantningsselskabets forretningsudvalg på et møde i december. Som ny skovfoged og direktør for selskabet pegede han på Hedeselskabets skovfoged i Skærbæk, Torben Ravn, som Plantningsselskabet kendte gennem de sidste tre år, og som i forvejen havde det daglige tilsyn med den juletræsforretning i Skærbæk, som selskabet nu satsede på. Forretningsudvalget bakkede op om forslaget, dog med større overbevisning fra Ebbe Fink-Nielsens side end Johan Philipsens. 157 Lauritzen havde inden da haft samtaler med Torben Ravn, som var interesseret. 158 I begyndelsen af 1989 mødtes Lauritzen igen med Anders Pedersen, som søgte at overtale ham til at fastholde totaladministration ved Hedeselskabet. Pedersen tilbød, at Hededahl Skov og Peter Friis blev valgt på generalforsamlingen i På den måde gjorde man alt for, at tingene skulle fortsætte roligt. Sådan kom det ikke til at gå. Hedeselskabet var under forandring. Gennem mange år havde selskabet modtaget store statstilskud til det rådgivningsarbejde, skovridere og skovfogeder havde udført, og de var ansat på vilkår, der lignede tjenestemænd. Nu var det under aftrapning, og Hedeselskabet skulle klare sig selv. Efter Sandahl Skov var der saglig snak i den anledning. 153 Foreløbig blev det dog ved kritiske spørgsmål. I 1986 trak Sandahl Skov sig tilbage som direktør for Hedeselskabet. Ved det følgende bestyrelsesmøde i Plantningsselskabet foreslog han, at hans bestyrelsespost skulle gå til Hedeselskabets nye skovbrugsdirektør Peter Friis. Johan Philipsen foreslog imidlertid, at Sandahl Skov blev i bestyrelsen et stærkt udtryk for, hvor glade man var blevet for ham i det sønderjyske. Udgangen blev, at både San- selskabet kunne stille med en skovfoged, der skulle koncentrere sig om driften af Plantningsselskabet. Han kaldte ved den lejlighed Plantningsselskabet for en livsnerve for Hedeselskabet. Lauritzen fastholdt dog sit ønske om en anden ordning, og det bakkede Plantningsselskabets bestyrelse op om på et møde i februar. Man ville have egen skovfoged, men lade Hedeselskabet levere regnskabsføring, entreprenørvirksomhed og manuelt skovarbejde mod betaling. 159 På generalforsamlingen i maj fortalte Lauritzen, at selskabet var i gang med forhandlinger med Hedeselskabet, som var direkte, men i en god og venskabelig tone. Lauritzen sagde dog også, at han måtte finde andre løsninger, hvis ikke forhandlingerne førte til resultat, og Torben Ravn ville under alle omstændigheder tiltræde 1. juli. 160 Virkeligheden var, at parterne på det tidspunkt var ganske langt fra hinanden. Anders Pedersen tog dog igen kontakt til Lauritzen, og Hedeselskabet udarbejdede et nyt forslag. På det grundlag lykkedes det at blive enige. 161 Året 1989 danner skel i Plantningsselskabets historie og repræsenterer et nyt afgørende skridt i retning af selvstændighed. Det betød ikke et brud med Hedeselskabet. Tvært imod var Hedeselskabet stadig regnskabsfører for Plantningsselskabet, og skovarbejderne var stadig ansat der. Oven i det leverede Hedeselskabet entreprenørbistand og i et vist omfang forstlig rådgivning, og det kom stadig til at stå for meget af salget og leverancen af planter. Men naturligvis gjorde det en forskel, at det ikke længere var Hedeselskabets mand, som var daglig leder. Et andet udtryk for selvstændiggørelse var, at Plantningsselskabet ikke længere havde Hedeselskabets folk til at føre aktiebog og forhandlingsprotokol eller indkalde til bestyrelsesmøder og generalforsamlinger. Jens Poulsen lod Astrid Fangel, der var ansat i hans advokatfirma, overtage disse opgaver. Efter Poulsens død fortsatte hun med det, men fra 1984 direkte for selskabet, som hun nu officielt blev sekretær for. 162 I sig selv var det også et skel, at der kom en ny mand som 70 71

37 direktør. Torben Ravn blev hvis vi ser bort fra et par korte overgangsperioder den fjerde i rækken af daglige ledere af Plantningsselskabet. Af hans forgængere havde Fromsejer forvaltet sin dobbeltstilling på en måde, så han i høj grad blev identificeret både med Hedeselskabet og Plantningsselskabet. Lindskov og Nannestad havde gjort en stor indsats for selskabet, men dog klart været betragtet som Hedeselskabets mænd. Torben Ravn blev nu derimod alene knyttet til Plantningsselskabet. Hans tiltræden var derfor både et skel på det personlige og det organisatoriske niveau. Torben Ravn som ung skovfoged i Sønderjylland sammen med sin lidt ældre kollega Leif Grønbjerg, der dengang var skovfoged i Rens Hedegård. Det var Leif Grønbjerg, som et par år senere anbefalede Torben Ravn som daglig leder over for Plantningsselskabet. Foto: privateje. Som i sin tid Fromsejer var Torben Ravn en forholdsvis ung mand, der kun havde en kortere karriere bag sig, da han overtog styret. Han er født i 1957 og var uddannet som skovfoged i Året efter blev han ansat ved Hedeselskabet, og i 1984 kom han til Sønderjylland. Nu blev han selvstændig leder af et selskab, kun 32 år gammel. 163 Her i jubilæumsåret har det varet tredive år. Der er et stykke vej til Fromsejers fyrre år, men Torben Ravns tid som direktør for selskabet er allerede nu længere end Lindskovs og Nannestads tilsammen. Også på den måde danner 1989 epoke i selskabets historie. Plantningsselskabet Sønderjylland var kommet igennem sin store krise i 1979 uden at miste andet end planteskolens bygninger og en mindre del af dens areal. Alle plantagerne var stadig i behold, og målt på hektar var reduktionen ubetydelig. Tilbage var plantagerne, som til gengæld nåede en fase, hvor man både kunne høste og skulle forny. Til dem føjede selskabet over de næste år et nyt forretningsområde i form af dyrkning af juletræer på den tilbageværende del af planteskolearealet. Til sammen gav de to forretningsgrene et grundlag for, at selskabet igen kunne begynde at vokse, både ved køb af bestående skov og en skovrejsning, det ikke havde oplevet siden midten af 1950 erne. Tyve år efter planteskolens lukning var selskabet en mindre og mere fokuseret virksomhed, men det sad på større arealer end nogensinde. Plantagerne 8: Plantager og juletræer I Fromsejers tid havde plantagevirksomheden handlet om plantning og pleje. Lindskovs tid havde været en overgangsfase, hvor man gradvis begyndte at få ret pæne træmængder ud af udtyndinger, mens plantagerne voksede til. I 1980 var hovedparten af selskabets bevoksninger mellem 30 og 60 år gamle, så man for alvor kunne høste af det, der var plantet. Virksomheden begyndte at ligne et modent skovselskab. Plantningsselskabet havde ikke været særligt kræsen med de arealer, man havde plantet til. Flere plantager var anlagt på jord af ret dårlig bonitet, og adskillige havde en form og størrelse, der ikke var optimal for skov. Trods det stod der efterhånden ganske værdifulde bevoksninger i de fleste plantager, så det var faktisk lykkedes at skabe skov. Der var dog udfordringer ved at føre plantagerne godt videre. Fromsejer havde plantet i den hast, han kunne komme til, uden at skele meget til, hvilken rytme det ville give, når plantagerne skulle fornys. Nannestad tog fat på at indsamle detaljeret viden om træbestandene og at udarbejde en langtidsplan over skovning og genplantning. Da mange arealer var plantet inden for en kort årrække, ville hugsten alt andet lige blive meget ulige fordelt over de følgende år. 164 I løbet af efteråret udarbejdede Nannestad forskellige modeller, som han forelagde bestyrelse og forretningsudvalg, der på den måde både fik en langt mere detaljeret viden om, hvor man stod, og blev mere direkte inddraget i at lægge strategien. Man valgte en plan, som ville betyde en ret høj omdriftsalder og udjævne skovningerne. 165 Det betød, at man skulle skrue lidt op de første år, men ellers strække hugsten mest muligt. Planen blev rettesnor for de følgende års virksomhed. Selskabet gik straks i gang med at øge hugsten. Det var vanskeligere at strække skovningerne i den anden ende, da naturen blandede sig. Fromsejer havde plantet ret store ens bevoksninger af gran og kun lavet ganske smalle læbælter, og det gjorde plantagerne ustabile i kraftig vind. Stormfald i 1989 og 1990 svarede til over et års planhugst og efterlod yderligere bevoksninger udsatte, så man måtte fremskynde skovningerne for at få træet bjærget, før det var for sent. Alt i alt betød det en noget kraftigere hugst end planlagt. Plantningerne var så gamle, at man kunne begynde på 72 73

38 kraftigt i de værdifulde bevoksninger i Fårhus og Eggebæk i 1994 og , hvor priserne var gode, og holdt igen i år med ringere priser. Torben Ravn konstaterede bagefter, at man lige så godt kunne have fældet det hele i 1994, hvor prisen var høj, og sat pengene i banken, men at man dog havde fået en lidt jævnere rytme i arbejde og indtjening ved at trække det. 167 Samlet blev der foretaget hovedskovninger på over 300 hektar i løbet af disse tyve år. Disse arealer skulle tilplantes igen, og der fulgte nye aktive plantningsår. Fra et niveau, der havde svinget mellem 2 og 12 hektar i 1970 erne, nåede man op på at genplante omkring ti hektar årligt i 1980 erne og omkring 20 i 1990 erne. 168 Anden generation af bevoksninger blev ikke meget anderledes end første, da målet fortsat var at producere tømmer, og rødgran og sitkagran efter almindelig erfaring var de bedst egnede træsorter til det. Læbælterne blev dog flere og bredere og kom til at bestå af en blanding af mange sorter. Lindskov havde ud over det plantet mindre partier dels af skovfyr dels af ædle gransorter til pyntegrønt. Det gjorde Nannestad også i beskedent omfang, og han supplerede blandt andet med lidt lærk. 169 Denne udvikling fortsatte under Torben Ravn, som også brugte lærk og fyr som stabiliserende elementer. nobilis, blev især plantet for at man kunne klippe grene, der kunne bruges til pynt ude og inde. Lindskov havde tidligt interesse for pyntegrønt og begyndte at plante ædle gransorter forskellige steder i plantagerne, blandt andet i Skærbæk Kalbye og Hærulf/Ulhøj. Fra begyndelsen af 1970 erne kunne selskabet årligt sælge tons pyntegrønt, og det steg gradvis til omkring 50 tons fra Nobilis giver ikke særligt harmoniske juletræer, men det gør den såkaldte nordmannsgran fra Kaukasus. Ud over nålefastheden og en frisk grøn farve udmærker nordmannsgrannen sig ved en form, hvor de enkelte grene træder tydeligt frem og giver gode muligheder for også at fremhæve lys og pynt. Det betyder til gengæld, at det bliver en mere iøjnefaldende forskel på mere og mindre harmoniske træer. Blandt andet derfor er den mere krævende at dyrke og kræver stor omhu, men den vandt frem i Danmark i 1960 erne. Lindskov anlagde i 1960 erne blandt andet en kultur af nordmannsgran i Hærulf Plantage. Med en omdriftsalder på kun omkring 10 år har juletræer en helt anden rytme end det traditionelle skovbrugs år og tjener derfor både til at skabe en hurtigere omsætningshastighed og en udligning af forskelle over tid. Det havde mange andre skove allerede indrettet sig på. Lindskov havde flere gange argumenteret for, at man skulle opgive planteskoledriften og i stedet satse på juletræer i Skærbæk. Den plan blev nu realiseret. Arealerne i Skærbæk havde særlige fordele. Det tætte netværk af læhegn gav et gunstigt klima, og man havde vandingsanlæg, der kunne sikre mod tørre somre. Endelig var det ikke undergivet fredsskovspligt, så man var ikke begrænset af regler om kun at måtte plante en mindre del til med juletræer, som man ellers var i plantagerne. De planteskolearealer, selskabet stadig rådede over, skiftede nu navn til Skærbækarealet og blev omstillet til ren juletræsproduktion. Tilplantningen blev indledt i 1980 og stort set afsluttet 1981 og I 1985 kunne man dog ind- Umiddelbart efter salget af planteskolen købte Plantningsselskabet den såkaldte kommuneskov, der stødte op til Eggebæk Plantage og blev lagt til den. Den ses til højre i billedet, mens vi har den oprindelige del af plantagen til venstre. Foto: Erik Petersen. hovedskovninger, især i Eggebæk, Løgumkloster og Fårhus. Det betød, at andelen af tømmer steg, så hugsten blev mere værd. Op gennem 1980 erne kunne man samtidig glæde sig over, at træpriserne var gode. 166 I halvfemserne blev det mere svingende, men Plantningsselskabet skovede Juletræer Nannestads vigtigste opgave var dog få gang i en juletræsproduktion. Lige så længe som juletræer har været almindelige hos danskerne, har de været en indtægtskilde for skovbruget. Det klassiske juletræ, rødgranen, var den vigtigste træsort i de jyske hedeplantager og også temmelig udbredt i andre landsdele. Længe kunne man derfor høste juletræer ved at tynde i bevoksninger, som var anlagt for at producere tømmer. Det havde Fromsejer udnyttet. Rødgranen er dog ikke særlig nålefast, når den kommer ind i varmen, og det skabte interesse for andre gransorter, hvis nåle bedre bliver siddende. Nogle, blandt andet Fra 1980 gik skovrider Nannestad i gang med at få tilplantet de tidligere planteskolearealer med juletræer. Her ses en ny kultur i Den blev anlagt med usædvanligt små planter, hvad der var muligt, fordi jorden var så ren. Det gjorde etableringen meget billig. Foto: Leif Nannestad/privateje

39 drage yderligere 5,5 hektar til formålet, men så var der fyldt op. 170 På den måde kom man hurtigt i gang, men det lod sig ikke nægte, at Nannestad nu selv skabte den svaghed i Skærbæk, som hans forgængere havde gjort i plantagerne i form af en meget ujævn tilplantning. I årene kunne første generation af juletræer høstes med godt resultat i Skærbæk. Omhyggelig pasning og de gode klimatiske forhold gjorde, at selskabet fik færdige juletræer ud af op mod 80 % af planterne, hvilket da var langt over normalen. De fem år solgte man årligt juletræer. Den meget korte anlægsfase gav til gengæld bagslag de følgende år. I årene sank salget af juletræer til under om året. Torben Ravn tilstræbte en mere jævn produktion, og derfor plantede selskabet fra 1990 fast nordmannsgran hvert år. Det begyndte at give resultat sidst i 1990 erne. Juletræerne kunne mærkes på selskabets økonomi. I perioden lå selskabets årlige omsætning på 2-2,5 million kroner, men under den første juletræskampagne i Skærbæk blev det omtrent fordoblet. Omsætningen faldt igen, da der var ved at være ryddet i Skærbæk, men man nåede på ny en omsætning på omkring 4 millioner dels i 1994, hvor man benyttede gode træpriser til at skove kraftigt, dels i de sidste år af 1990 erne, hvor der både var skovning i plantagerne og en ny generation af juletræer klar. Juletræerne betød endnu mere for overskuddet end for omsætningen, da dækningsbidraget var markant større end ved træproduktion. Samlet var nettooverskuddet på knap ti millioner i årene , men broderparten kom fra juletræerne. Den arv, man havde i form af plantagerne, gjorde, at selskabet kunne hvile i sig selv og forny skovene, men juletræerne sikrede, at selskabet igen kunne ekspandere. Ganske vist fik man ikke lov til at beholde alle pengene, da skatteforholdene var mindre gunstige end i 1940 erne og 1950 erne. I årene betalte selskabet stort set ikke skat, da man kunne modregne det gamle underskud fra planteskolen, men da indtægterne igen steg fra 1989, steg skatten også. I alt betalte selskabet 2,9 million i selskabsskat over de næste 11 år. Men trods det, blev der opsamlet penge. Selskabet gjorde det samme med dem, som man altid havde gjort. Man købte jord. Nye arealer I 1990 erne brugte plantningsselskabet rug som dækafgrøde for nyplantninger. Det var formanden, Lauritz Jørgen Lauritzens idé. Her ses han sammen med Torben Ravn i en kultur af rødgran og sitka i Eggebæk. Foto: Erik Røj Jørgensen Et bærende træk gennem næsten hele Plantningsselskabets virke har været trangen til at vokse. Når selskabet havde haft penge, havde det købt jord, og helst jord, som kunne tilplantes. I 1970 erne var der ikke sket meget. Tilplantningsjord var næsten ikke til at købe. Kombinationen af høje landbrugspriser efter EF-medlemskabet og den fortsatte mekanisering skabte et hektisk marked for jord. Oven i det var de sandjorder, selskabet især havde købt, blevet mere interessante for landbruget, efterhånden som vandingsanlæg blev almindelige. Derimod var det principielt stadig muligt at købe bestående skov, men under planteskolens krise i slutningen af 1970 erne havde selskabet ikke midler at købe for. Da en mindre parcel, der rakte ind i Skærbæk Kalbye Plantage, blev til salg i 1978, måtte man nedlægge Jens Hørlücks mindelegat for at frigøre midler til at købe det for. 171 Selskabet gik videre, så hurtigt, som det fik råd. I 1990 tilbød Statens Jordlovsudvalg plantningsselskabet 22,5 hektar plantage, som stødte op til Eggebæk. Umiddelbart havde man stadig ingen penge, men så snart der tegnede sig et salg af Skærbæk Planteskoles bygninger, slog Plantningsselskabet til. 172 Store midler havde selskabet ikke at gøre godt med de næste år, men alligevel bød man på flere arealer, dog med ret ringe held. Det blev ved småudvidelser af Kruså Plantage, Skærbæk Kalbye Plantage og Skærbækarealet. 173 Selskabets appetit på at købe jord voksede efter et godt regnskab i 1984, og det bød på flere arealer, dog foreløbig uden held. Da man fik tilbudt en skovparcel i Fredstrup Skov, som stødte op til selskabets plantage dér, mente Johan Philipsen, at der skal afgives tilbud på alt det, der kan fås. At plantagen var forsømt, betød mindre, for dårlig pleje og græs kan der gøres noget ved, sagde han. Dette køb lykkedes, og selskabets areal i Fredstrup blev dermed næsten tredoblet. 174 Fra midten af 1980 erne åbnede der sig for første gang i lang tid mulighed for at købe agerjord. Landbruget var ramt af krise, og EF søgte at reducere landbrugsproduktionen ved braklægning. En del landmænd ville nu gerne sælge jord. I begyndelsen af 1987 købte selskabet 20 hektar agerjord ved Eggebæk, og samtidig indledte man forhandlinger om køb af yderligere ca. 30 hektar samme sted og 16 hektar, som stødte op til Nybo. Lauritzen påpegede, at de foretagne og påtænkte køb ville sluge op mod tre fjerdedele af den likvide kapital på 2,1 million. Hermed er vi nok nået til et punkt, hvor vi i respekt for selskabets økonomiske sikkerhed og formåen bør stoppe og have tilplantningsopgaverne løst, inden vi går videre med nye tilkøb, sagde Lauritzen på generalforsamlingen i Det blev en sej kamp at få myndighedernes tilladelse, da lovgivning og forvaltningen stadig først og fremmest søgte at varetage landbrugsinteresser og sikre jord til interesserede landmænd. Ved slutningen af 1989 kunne Plantningsselskabet dog glæde sig over, at det var lykkedes at få købene godkendt. 175 Umiddelbart havde selskabet ikke pengene til tilplantningen af de nye arealer, men det løste de næste års gode salg af juletræer. Tilplantningen begyndte i Nybo, hvor selskabet prøvede forskellige metoder til plantning. Det følgende år var tørt, og her var der en klar forskel, da kun 1 % af de planter, der var anlagt i dybdepløjet jord, gik ud, mens det gjaldt 25-58% på parceller med mere traditionel pløjning og over 80 % ved kulturer anlagt direkte i stubmarken. 176 Derpå blev alle følgende plantninger anlagt efter dybdepløjning. Det stoppede dog igen, da en dybdepløjning ramte et stort arkæologisk område. Det medførte en lovændring, så der kun kunne dybdepløjes efter arkæologisk forundersøgelse. Jordkøbene fortsatte , i første omgang igen med bestående skov. Nybo Plantage blev udvidet med en bestående plantage på 13 ha. og Svinhøj med 21 ha., mens man 76 77

40 Aagaard Plantage var den første nye plantage, selskabet havde anlagt i over tredive år, og den første, som Torben Ravn stod for. Det meste af plantagens areal er tilplantet med nåletræer, men der er brede løvbælter både ved randene og inde i plantagen. Efter godt tyve år har træerne nået en anselig højde. Foto: Forfatteren. fik tilkøbt endnu en mindre parcel til Eggebæk. Til gengæld afhændede man den lille Løgumgårde Plantage på 9 hektar. Selskabet havde afstået jord før, men aldrig bestående skov. Afhændelsen blev dog modsvaret af, at den hæderkronede Tønder med flere Amters Plantningsforening valgte at forære selskabets lille plantage ved Løgumkloster i forbindelse med, at foreningen opløste sig selv. 177 På den måde blev én lille plantage ved Løgumkloster erstattet af en anden, som Plantningsselskabet døbte Krigsfangerskoven. Det vigtigste arealkøb midt i halvfemserne var dog 57 hektar agerjord ved Korup nær Ravsted, som selskabet købte i slutningen af Det var en markant tilbagevenden til tidligere tiders satsning på nyplantninger. Én forudsætning var, at man kunne få lov til at købe, men det gik igennem uden større problemer, fordi skovrejsning igen var en sag, som staten gik stærkt ind for. Der blev også ydet betydelige tilskud til skovrejsning på agerjord, og det håbede selskabet at få del i. Her blev man dog fanget i en juridisk karrusel, for selskabet kunne kun få lov til at købe jorden, hvis landbrugspligten blev ophævet og jorden pålagt fredsskovspligt, men omvendt kunne man kun få tilskud til plantning, hvis jorden havde status af landbrugsjord! Plantningsselskabet henvendte sig både til jordbrugskommissionen og ministeren, men opnåede ikke andet end uforpligtende velvilje, men ingen ændring af reglerne. På den måde gik man glip af et tilskud på over eller ca efter skat. Man valgte dog at købe alligevel, og arealet fik navnet Aagaard Plantage. 178 For første gang i over 30 år skulle plantningsselskabet anlægge en helt ny plantage, og endda i åbent terræn. Det havde man ikke gjort siden 1950 erne. Aagaard Plantage var som alle tidligere plantager anlagt med vedproduktion som hovedformål, og derfor blev det meste tilplantet med rødgran og sitka, men den udvikling, der havde været undervejs de sidste årtier, blev forstærket i form af brede bælter af blandet løvtræ både mod syd, vest og øst og tværs ned gennem plantagen. Et areal, der ligger noget for sig selv, blev tilplantet med nobilis til klippegrønt, og for første gang plantede man et areal til med douglasgran, som var en gransort, der på det tidspunkt var ny interesse for. På den måde tilstræbte man at skabe en mere stabil plantage, som også bød på flere indtægtsmuligheder. 179 Arealkøbene i 1980 erne og 1990 erne sluttede i 1999 med endnu en ejendom ved Korup, denne gang en forholdsvis nyanlagt plantage på 43 hektar. Det var en ejendom, hvor der var rejst skov nogle år før, så man fik hermed en plantage af næsten samme alder som Aagaard kun en kilometer derfra. Plantagen blev kaldt Korup Plantage. Købet af Korup Plantage markerede den foreløbige afslutning på en periode med en betydelig vækst i arealerne. Ved udgangen af 1979 ejede selskabet 968 hektar. Tyve år senere var det vokset til hektar. Det er en tilvækst på 240 hektar eller hele 25 %. 180 En betydelig del var bestående skov, men selskabet havde også gennemført en ny skovrejsning på over 100 hektar et niveau, der ikke var set siden begyndelsen af 1950 erne. 9: Plantagefond og småaktionærer Før 1980 havde det ikke været særligt tydeligt, at Plantningsselskabets Sønderjylland er et aktieselskab. Det udbetalte ikke udbytte og havde ikke meget med de fleste aktionærer at gøre. Da man i 1980 for første gang oplevede, at en aktiepost af en vis størrelse blev sat til salg for en pris, der var markant højere end man var vant til, vakte det dog tanker. Det gentog sig i forbindelse med ændringen i forholdet til Hedeselskabet , og det blev anledningen til, at selskabets bestyrelse og kredsen af institutionelle storaktionærer blev enige om at indgå en aktionæroverenskomst. Det blev afsæt for ti år senere at danne en fond, der med tiden er blevet selskabets største aktionær. Samtidig har selskabet dog også arbejdet på, at de mindre aktionærer og selskabet er kommet til at kende hinanden bedre. Storaktionærer og aktionæraftale Plantningsselskabet Sønderjylland var grundlagt som et idealistisk selskab, men havde fået aktieselskabets form, fordi den var kendt og anset for praktisk. Oprindelig havde vedtægterne talt om udlodning af halvdelen af et udbytte, men i 1936 var det ændret til, at det var overladt til generalforsamlingen at disponere. Denne ændring kom lige før, selskabet pga. planteskolen faktisk begyndte at tjene penge, og siden da havde generalforsamlingen hvert eneste år ladet hele overskuddet blive i selskabet. En række af de andre plantageaktieselskaber, der var skabt i tilknytningen til Hedeselskabet, opførte sig på samme måde, men ikke alle. Selskabets praksis med at være et rent idealistisk aktieselskab var således hverken enestående eller givet. Trods den lange tradition indebar aktieselskabsformen, at selskabet kunne kontrolleres af en stor aktiepost. Oprindelig havde Hedeselskabet været eneste egentlige storaktionær med cirka ni procent af kapitalen. Det havde ændret sig med den store aktietegning i årene Den havde dels reduceret Hedeselskabets aktiepost til omkring 5 %, dels skabt flere nye storaktionærer, især de to elselskaber, der kom til at sidde på kr. eller cirka 9 % af kapitalen hver. Hedeselskabets direktør Chr. Flensborg havde ikke været begejstret over, at elselskaberne fik så stor en post og dermed blev større aktionærer end Hedeselskabet. Da muligheden bød sig, søgte Hedeselskabet at få det ændret igen. I 1949 mente Plantningsselskabet Sønderjylland, at Hedeselskabet burde dække nogle udgifter. Hedeselskabet var villig, men ville have aktier for pengene. Over de næste fire år indbetalte det kr. som ny aktiekapital. Det gjorde atter Hedeselskabet til største aktionær. Det var Plantningsselskabets bestyrelse med på, men flertallet ønskede ikke, at det skulle gå videre. Da man i 1958 fik tilbudt, at en betaling til Hedeselskabet for administration kunne ske i form af aktier, sagde Plantningsselskabets bestyrelse nej. 181 Hedeselskabets aktietegning i 1950 erne havde hævet aktiekapitalen til kroner. Ved to senere lejligheder havde man løst stigende lovkrav til aktiekapitalen ved at opskrive aktiernes pålydende til det dobbelte, så aktiekapitalen øgedes til i 1983 og videre til i 1996, 78 79

41 men ellers var der ikke tegnet nye aktier. 182 I 1978 var Hedeselskabet største aktionær med cirka 17 %, mens de to elselskaber hver havde cirka 8 % og Sønderjyllands Amt 2 % som arv fra de fire gamle amter. To private firmaer havde også hver et par procent, og selskabet lå selv inde med en aktiepost. 183 Udviklingen i resten var svær at holde styr på. Selskabets aktiebøger blev kun ført ajour, når nye aktionærer meldte sig for at få registreret, at en aktie havde skiftet ejer, som regel ved arv. Da selskabet ikke betalte udbytte, var det langt fra alle, der henvendte sig og fik registreret ændringer i ejerskabet. Ikke få aktier blev simpelt hen glemt af ejerfamilierne. Der var kun delvis en sammenhæng mellem ejerskab og selskabets ledelse. Bestyrelsen havde siden 1930 erne haft repræsentation for Hedeselskabet, elselskaberne og amterne, men ellers bestod den mest af sønderjyske politikere og landmænd, hvoraf nogle nok var aktionærer, men dog snarere repræsenterede et mere alment sønderjysk bagland og en opbakning til selskabets formål end specifikke ejerinteresser. I 1980 blev man imidlertid mindet om, at selskabets aktiekapital kunne handles, og at det kunne påvirke magten over det. Det år satte selskabets næststørste private aktionær, vekselererfirmaet Henriques, sin aktiepost på knap 2 % til salg. Firmaet forlangte en væsentlig højere pris, end selskabets aktier ellers blev handlet til. Det var første gang, man oplevede, at nogen så mere kommercielt på ejerskabet, og prisen gav kun mening, hvis en køber troede på, at Plantningsselskabet kunne bringes til at udbetale udbytte eller endda sælge ud af værdierne. Selskabets bestyrelse ønskede, at de udbudte aktier blev sikret på en hånd, der bakkede op om traditionen. Plantningsselskabet Sønderjylland kunne ikke selv skaffe pengene midt under planteskolens krise. I stedet købte Hedeselskabet aktierne, og det lykkedes at gøre det til en lavere pris end først forlangt. Det fjernede umiddelbart bekymringen for, at pengeinteresser skulle forsøge at sætte sig igennem i selskabet. Til gengæld blev forretningsudvalget uroligt over, at Hedeselskabet var meget nær på at få så stor en aktiepost, at Hedeselskabet dermed kunne få en meget dominerende indflydelse på Plantningsselskabet. Jens Poulsen tog sagen op med Sandahl Skov. De blev enige om, at Plantningsselskabet selv kunne købe aktierne til den pris, Hedeselskabet havde givet, og det skete efterfølgende. 184 På den måde blev balancen mellem aktionærgrupperne opretholdt. De temmelig kontante forhandlinger med Hedeselskabet i og det gensidige tab af tillid i denne periode fik Anders Pedersen var direktør for Hedeselskabet og dermed med til at forhandle aktionæroverenskomsten i Foto: Hedeselskabet. I 1990 rejste Københavns Plantageselskab, Hedeselskabet og Plantningsselskabet Sønderjylland i fællesskab en sten til minde om Kristen Fromsejer. Stenen står ved Københavns Plantage øst for Skærbæk, som tilhører det førstnævnte selskab. Foto: Erik Røj Jørgensen én af bestyrelsens veteraner, Erik Jessen, til at mene, at den eksisterende aktionærkreds måske ikke var sikkerhed nok. Jessen var bekymret for evt. opkøb og bortsalg af aktiverne, skrev han til Lauritzen, og han opfordrede til, at man prøvede at sikre selskabet gennem en fondsdannelse. Han antog, at amt, kommuner og pengeinstitutter ville være villige til at indskyde deres aktier. 185 Uden at det blev sagt direkte, var det også en modvægt til Hedeselskabet, han gerne ville have. Ganske vist havde Hedeselskabet siden 1930 erne aldrig brugt sin aktiepost til at sætte sig på selskabet eller tvinge sin vilje igennem, men teoretisk set kunne gøre det i en evt. alliance med andre. Og i en periode, hvor ting var i opbrud og tilliden svækket, begyndte nogen at tænke over denne mulighed. To måneder senere fik Lauritzen yderligere grund til at forfølge ideen, idet Sydbank annoncerede efter aktier i selskabet. 186 Hvem der stod bag, og hvad de ville, vidste man ikke. En tanke var, at det kunne være Hedeselskabet, der ville købe sig til magten. Det afviste dets direktør Anders Pedersen dog bestemt i et brev til Lauritzen. Han foreslog ganske vist, at han selv fik plads i Plantningsselskabets bestyrelse, men understregede, at han ikke gik efter magt, men ville være et stabiliserende element. 187 Plantningsselskabets bestyrelse drøftede spørgsmålet på sit møde i oktober Anders Pedersens ønske om en bestyrelsesplads blev anset for rimeligt, men samtidig blev bestyrelsen enig om at undersøge, om kontrollen med selskabet kunne sikres gennem et holdingselskab eller en fond. Først ville man diskret undersøge de store aktionærers stilling. 188 Hen over vinteren blev der forhandlet med Hedeselskabet, elselskaberne og Sønderjyllands Amt. Tankerne om fond eller holdingselskab blev foreløbig opgivet, 80 81

42 men parterne blev enige om en aktionæraftale, som blev underskrevet i marts-april Dens formål var at sikre selskabets fremtidige eksistens, specielt i forbindelse med at afværge spekulationskøb fra nye aktionærer. Parterne lovede hinanden en forkøbsret til kurs 200, som var langt under, hvad aktierne ville være værd, hvis man ville opløse selskabet og sælge plantagerne. En tillægsaftale gav dog Hedeselskabet lov til at udtræde, hvis den nyligt indgåede samarbejdsaftale mellem Plantningsselskabet og Hedeselskabet skulle blive forringet. 189 Med aktionæraftalen bekræftede den sædvanlige kreds af storaktionærer deres opbakning til Plantningsselskabet. Hedeselskabet havde endnu en gang været en loyal støtte, men dog også understreget, at opbakningen ikke var fuldstændig betingelsesløs. Den eneste større aktionær, som ikke var med i aktionæraftalen, var grovvarefirmaet Muus, der siden 1930 erne havde været største private aktionær. Denne aktiepost erhvervede Plantningsselskabet imidlertid selv i Kredsen af større aktionærer blev lidt mindre, og selskabets beholdning af egne aktier noget større. Plantagefonden Aktionæraftalen skabte foreløbig ro, men tanken om en fond var ikke opgivet. I begyndelsen af 1997 tog forretningsudvalget den op igen. Man skitserede en fond, der skulle overtage storaktionærernes aktier og have til formål at sikre selskabets virke fremover. Da man nu var i gang, vendte man også en ret gammel tanke om hel eller delvis sammenlægning med Københavns Plantageselskab, der havde meget til fælles med A/S Sønderjylland. Det var stiftet i 1934 med det formål at rejse plantager, især i Sønderjylland, og det havde siden etableret fire sønderjyske plantager, hvoraf de to største lå tæt op ad nogle af Plantningsselskabet Sønderjyllands. Begge selskaber havde været drevet af Hedeselskabet og stort set af de samme skovfolk. Allerede i 1989 havde Plantningsselskabet Søn- derjylland indvalgt Københavns Plantageselskabs formand Eskild Wind i bestyrelsen i en forventning om, at han ville arbejde for en sammenlægning. 191 Videre var man dog ikke kommet. Eskild Wind (t.h.) i samtale med Kristen Fromsejers søn Peter ved indvielsen af mindestenen Wind var i en årrække formand for Københavns Plantageselskab, og i 1989 var han også blevet medlem af bestyrelsen for Plantningsselskabet Sønderjylland. Drømme om, at det ville føre til sammenlægning af selskaberne, blev ikke til virkelighed. Foto: privateje. For at afprøve, om det kunne blive til noget, mødtes Forretningsudvalget og Kresten Philipsen med repræsentanter for Københavns Plantageselskab på amtsgården i Aabenraa i marts Nogen entydig konklusion blev ikke draget, men forretningsudvalgets tro på muligheden kølnedes. På et bestyrelsesmøde i Plantningsselskabet tre dage senere var Kresten Philipsen imidlertid stærk fortaler for at arbejde videre for en sammenlægning. Han blev støttet af Erik Jessen, men formanden konkluderede blot, at forretningsudvalget skulle arbejde videre. 192 Den lidt uklare konklusion hænger efter alt at dømme sammen med, at Lauritzen ikke troede alverden på sammenlægning. Forretningsudvalget fik i stedet udarbejdet et forslag til en fondsdannelse for Plantningsselskabet Sønderjylland alene hos en advokat. 193 Da sagen kom op på bestyrelsesmødet i efteråret 1997, talte Kresten Philipsen dog igen varmt for sammenlægning af de to selskaber. Formanden bemærkede, at indflydelsen i så fald skulle fordeles ud fra plantageareal. I og med at A/S Sønderjylland ejede næsten tre gange så stort et areal som A/S København, ville det sikre, at A/S Sønderjylland blev dominerende. Sagen blev diskuteret livligt, men det blev besluttet at forhandle videre med A/S København. 194 Det blev dog hurtigt klart, at parterne ikke kunne mødes. Når det kom til stykket, var begge sider kun interesserede på egne præmisser. Københavns Plantageselskab var oprindelig stiftet af en ret snæver kreds af københavnske forretningsmænd. Én af de oprindelige ejerfamilier havde allerede før 1997 dannet James Meyers Mindefond, som skulle sikre dette selskab, og den sad nu på over 90 % af aktierne i Københavns Plantageselskab. Kredsen bag fonden gik efter 100 % ejerskab, og den meddelte nu, at man ikke ønskede at fusionere, hvis ikke den nye fond fik fuld kontrol med plantagerne i et sammenlagt selskab. Kresten Philipsen forsøgte forgæves at få Eskild Wind til at gøre en indsats for at få det synspunkt blødt op. A/S Sønderjyllands forretningsudvalg fandt det omvendt hverken muligt eller ønskeligt at komme af med de mange små aktionærer, og i det hele taget var Lauritzen, Fink-Nielsen og Jefsen Christensen kun interesserede i sammenlægning, hvis det i praksis var A/S Sønderjylland, der var det fortsættende selskab. 195 Ideen om fusion med A/S København forsinkede processen, men i foråret 1998 opgav Plantningsselskabets bestyrelse den og besluttede at gå efter en ny fond, der skulle sikre kontrol med Plantningsselskabet Sønderjylland, hvor man dog gerne samtidig ville bevare private sønderjyske aktionærer. 196 Partnere bag aktionæraftalen mødtes da på amtsgården i juni Formanden for ESS var positiv, mens Sydvest Energi (tidligere EASV) var mere henholdende. Afgørende var det imidlertid, at Hedeselskabets direktør Ove Kloch meddelte, at Hedeselskabet af politiske årsager ikke kunne give sine aktier til en fond, idet Hedeselskabet havde aktier i omkring 40 plantageselskaber og ikke ville skabe en præcedens. Han understregede imidlertid også, at han ikke kunne forestille sig en situation, hvor Hedeselskabet ville udbyde sin aktiebeholdning i A/S Plantningsselskabet Sønderjylland til anden side. Parterne på mødet blev enige om at arbejde videre med tanken om en fond, som i første omgang kunne overtage de aktier, Plantningsselskabet selv lå inde med. 197 Ove Kloch havde nævnt, at der måske kunne findes en mellemform, hvor storaktionærerne ikke afstod aktierne til fonden, men deponerede dem der. I oktober 1998 sagde han, at Hedeselskabet var parat til at deponere sine aktier i fonden, hvis elselskaberne ville overdrage deres fuldt ud. 198 Elselskabernes svar i januar var, at de kun ville være med på samme vilkår som Hedeselskabet. 199 I sidste ende sprang Sydvest Energi dog helt fra tanken om at deponere aktier. Man henviste til, at selskabets advokat ikke mente, at det ville være juridisk muligt. Ét af plantningsselskabets bestyrelsesmedlemmer, Florianna Rask, spurgte så, om elselskabets advokat mon var københavner! 200 Det får stå hen, om en sønderjysk advokat havde fundet færre hindringer

43 Én for én brast nogle af de forhåbninger, mange i Plantningsselskabet havde haft til tanken om en fond. Det fik Lauritzen til at tvivle på, at det overhovedet gav mening at gå videre, men Ebbe Fink-Nielsen og Hans Jefsen Christensen gik ind for at lave en fond alligevel. 201 I begyndelsen af 1999 forelå udkast til en fundats. Fondens formål skulle være at eje aktier i Plantningsselskabet, evt. også udøve stemmeret for andre aktier og i øvrigt støtte Plantningsselskabets formål. 202 Grundkapitalen skulle især bestå i, at Plantningsselskabets indskød nominelt kroner aktier eller godt 8 % af aktiekapitalen, som det selv ejede, og ud over det kunne selskabet indskyde likvid kapital. Det blev godkendt på Plantningsselskabets generalforsamling i 1999 med en enkelt aktionærs modstand. Fonden blev endelig stiftet af Plantningsselskabets bestyrelse den 31. marts Lauritzen var syg, så det blev Ebbe-Fink-Nielsen, som kom til at føre forhandlingerne til ende og underskrive stiftelsesdokumentet. Den nye fond fik navnet Den sønderjyske Plantagefond. Bestyrelsen blev lig med Plantningsselskabets egen bestyrelse, da Plantningsselskabet endte med at være eneste stifter. I fonden indskød Plantningsselskabet de aktier, man selv lå inde med, og desuden vedtog man at overføre kroner årligt over de næste fire år. 203 Fonden var fra begyndelsen mindre og svagere end håbet, men til trods for, at storaktionærerne ikke havde villet overdrage deres aktier, kunne Plantningsselskabets bestyrelse glæde sig over, at de havde bakket op om selve fondstanken og ikke modsat sig overførelse af aktier og penge fra selskabet til fonden. Yderligere blev den gamle aktionæraftale fornyet, så fonden blev part i den og endda fik primær forkøbsret til de andre parters aktier. 204 Det fik betydning, da Kresten Philipsen, der var blevet formand for ESS, fik elselskabets bestyrelse med på at lade fonden købe elselskabets aktiepost på nominelt kroner til den aftalte kurs på 200 i Fonden havde ikke tilstrækkelige midler, så Plantningsselskabet måtte give en ekstra gave på kroner for at købet kunne komme i hus. 205 Året efter meddelte Sønderjyllands Amt, at amtet også var villigt til at sælge sine aktier til fonden. Denne gang valgte man i stedet at lade Plantningsselskabet købe aktierne og forære dem til fonden. 206 Med disse to handler var fonden nået op på en aktiepost, der godt og vel matchede Hedeselskabets. Den voksede støt de følgende år. I 2004 modtog man aktieposter på nominelt kroner som gaver fra forskellige aktionærer, og i 2005 købte fonden poster på nominelt kroner af en række sønderjyske kommuner. Derpå lå fondens De senere år er det blevet en fast tradition, at der er udflugt til én eller flere af plantagerne i forbindelse med generalforsamlingen. Her ses en række aktionærer forsamlet under udflugten i Fårhus Plantage Foto: Erik Petersen. I 2012 gik Plantningsselskabet i gang med systematisk at prøve at finde frem til flere aktionærer. Selskabets daværende sekretær Jørn Steenberg og Torben Ravn var i en række medier for at fortælle om selskabet og de mange aktier, hvis skæbne man ikke kendte. Foto: Erik Petersen

44 aktiekapital stille i en årrække, men lykkedes det at købe aktier for nominelt , især fra pengeinstitutter, men også endnu et par kommuner og enkelte private. Dermed ejede fonden ved udgangen af 2017 aktier for nominelt eller 24,4 % af aktiekapitalen. 207 Det svarer næsten til de to tilbageværende øvrige storaktionærer, Hedeselskabet og Syd Energi (arvtager til Sydvest), tilsammen. De små aktionærer Med fonden var der skabt en ny storaktionær, som skulle sikre Plantningsselskabet på langt sigt. Den afløste først og fremmest en lang række af de institutionelle aktionærer, så der kun var to andre storaktionærer tilbage. Hertil kom dog mange mindre. Ved de to runder aktietegning havde der været private aktionærer. Af dem var næppe nogen i live i år Som udgangspunkt var aktierne gået i arv, men da selskabet aldrig betalte udbytte, havde folk ikke haft den store interesse i at holde styr på det. Aktieprotokollen var kun ført ajour, når folk selv havde henvendt sig, og det var de færreste. 208 I selskabets bestyrelse var der dog den holdning, at sikringen af selskabets langsigtede eksistens skulle bygge på en dobbeltstrategi: på den ene side en stærk fond, på den anden et antal småaktionærer som folkeligt bagland. Kresten Philipsen foreslog i 2005, at man kunne udvide aktiekapitalen lidt for at give plads til flere småaktionærer. Man nøjedes dog med at fortsætte med at formidle aktier fra folk, der ikke længere var interesserede, til nye interessenter. 209 På det tidspunkt havde man i nogle år søgt at skabe tættere kontakt til de små aktionærer. I mange år var der kun meget beskeden forbindelse mellem selskabet og langt de fleste aktionærer. Generalforsamlingen blev pligtskyldigt annonceret i både sønderjyske og landsdækkende aviser, men kun få aktionærer fandt vej, skønt man i 1930 erne havde flyttet generalforsamlingen til Sønderjylland. I 1974 var der ikke mødt andre end bestyrelsen. Året efter mødte to andre aktionærer, og gennem 1980 erne svingede antallet af fremmødte aktionærer uden for bestyrelsen mellem nul og seks. På et bestyrelsesmøde i oktober 1991 foreslog Lauritzen imidlertid, at man fremover kombinerede generalforsamlingen med en frokost og en plantagetur for både bestyrelsen med ægtefæller og aktionærerne. Det tiltrak 24 aktionærer ved generalforsamlingen i maj De følgende år samlede generalforsamlingerne typisk en personer i alt. 210 Noget stort gennembrud var det vel ikke, men det var dog en begyndende åbning mod de aktionærkredse, der ellers ikke havde andet personligt udbytte af deres aktier. Langsomt bredte det sig. I det første årti af det nye årtusinde samlede generalforsamling og plantagetur typisk et halvt hundrede personer, og tallet vedblev at stige, så man i 2013 var oppe på 70 deltagere, i 2015 på 85. Stigningen de seneste år hænger også sammen med, at selskabet i 2012 tog initiativ til at få bedre styr på, hvem der ejede dets aktier. Selskabets nye sekretær Jørn Steenberg påtog sig opgaven for selskabet. Både gennem pressen og ved direkte kontakt til efterkommere af tidligere aktionærer søgte han at skaffe oplysning om aktier og deres ejere. Det gav gevinst i en del tilfælde. I foråret 2013 kunne han oplyse, at den del af aktiekapitalen, hvis ejerforhold man kendte til, nu var øget fra 71,5% til 74%. Oven i det blev der oprettet et aktionærregister med kontaktoplysninger, så selskabet kunne sende indbydelse til generalforsamling og andre vigtige oplysninger til hver enkelt. I 2013 havde man adresser på 185 aktionærer. 211 Indsatsen er fortsat, og det er år for år lykkedes at finde frem til yderligere aktier og aktionærer, uden at tallet dog er voldsomt stort. 212 Men det er led i at sikre selskabet et stærkt sønderjysk bagland og god forbindelse til det. Det er langtfra altid, at runde år danner naturlige skel, men årene omkring 2000 gør det for Plantningsselskabet Sønderjylland. En orkan væltede en stor del af selskabets skove, få uger før 1900-tallet sluttede. De næste par år gik med at få det væltede træ ryddet, oparbejdet og solgt og arealerne plantet til igen. Økonomisk skete det med hjælp fra staten, som dog satte betingelser, som medførte mærkbare ændringer i plantningsmønstret. Næppe var man færdig med denne store opgave, før selskabet foretog sit største enkelte arealkøb nogensinde. Det finansierede man omvendt ved at sælge en hel række plantager. Dermed skilte selskabet sig for første gang af med plantager, det selv havde skabt. Og midt i det blev en del af ledelsesstafetten givet videre. Orkanen Adam 10: Orkan over Sønderjylland Om eftermiddagen den 3. december 1999 blæste en orkan ind over det sydlige Danmark, og den fortsatte med at rase en stor del af natten. Orkanen, som senere fik navnet Adam, hører til de voldsomste storme, som har ramt Danmark i al den tid, vi har haft meteorologiske målinger ja faktisk nåede vinden ved Rømø op på den højeste hastighed, der er målt i Danmark. Adam tabte dog gradvis pusten, som den kom østpå. For skovene blev orkanen et barsk bekendtskab. Ifølge en opgørelse fra foråret 2000 havde Adam væltet 3 millioner kubikmeter nåletræ og cirka kubikmeter løvtræ. Over tre fjerdedele af det væltede nåletræ og knap to tredjedele af det væltede løvtræ var faldet i Jylland syd for en linje fra Varde til Horsens. 213 Plantningsselskabet Sønderjylland var kommet ret nådigt gennem de storme, der havde ramt Danmark de første firs år af selskabets levetid, men denne gang var det anderledes. De fleste af selskabets plantager lå lige i det spor, hvor orkanen hærgede værst, og desuden var mange af træerne nu i en alder, hvor de var særligt vindfølsomme. Selskabet kom til at tegne sig for et par procent af det samlede danske stormfald. Selskabets formand Lauritz Jørgen Lauritzen havde været i Eggebæk den 3. december og var tæt på at blive fanget i plantagen. Dagen efter beså han skaderne i Nybo Plantage. Indtrykket var temmelig trøstesløst. 214 De næste dage søgte selskabets ledelse at danne sig et overblik, men det var svært overhovedet at komme ind i skovene. Torben Ravn fandt ud af, at en lokal trækunde havde en helikopter stående ved Løgumkloster, og indgik en aftale med ham. Over to dage fløj de over alle selskabets plantager, og Torben Ravn tegnede de stormfaldsramte områder ind på plantagekort. Han nåede frem til, at 325 hektar var ramt af fladefald, hvor stort set alle træer var væltet. Det var godt en fjerdedel af selskabets totale areal, men omkring en tredjedel af nåletræsarealerne. Orkanen havde væltet næsten alt det, der var tilbage af første generations plantninger fra Fromsejers tid, men også Lindskovs plantninger i Nybo og Svinhøj fra midten af 1960 erne var ødelagt. Forholdsvis hårdest ramt var Grev Schacks, Hungerborg, Kjemslund, Hærulf/Ulhøj og Fælled plantager, hvor næsten alt andet end løvkapper var væltet, men det største samlede stormfald ramte Nybo Plantage

45 Stormfaldet her var særligt smertefuldt, da det i høj grad bestod af gran, der var helt eller næsten hugstmodent. Også Skærbæk Kalbye Plantage var hårdt ramt, mens stormfaldene var forholdsvis mindre i plantager som Eggebæk, Løgumkloster, Fårhus og Høyberg, hvor man allerede havde gennemført hovedskovninger i løbet af 1980 erne og 1990 erne, men stormen var også knap så voldsom her længere sydpå. 215 Torben Ravn opgjorde de væltede træmængder til ca m 3 i de områder, hvor hele arealer var væltet, og yderligere i mere spredt fald. Heraf vurderede han, at m 3 kunne sælges som langtømmer, fordi det dels var væltet på roden, dels havde en diameter på over 25 cm. 216 Den mangeårige aftager Holtz Ruser accepterede dog at tage langtømmer helt ned til en diameter på 20 cm., og det øgede den andel, der kunne sælges som tømmer. Resten måtte sælges som korttømmer eller cellulosetræ til lavere priser. 217 Selve oparbejdningen blev klaret ved, at skoventreprenører fra udlandet kom til Danmark og udførte arbejdet. Allerede i juni kunne Torben Ravn oplyse, at man ved hjælp af folk fra Skotland, Tyskland, Sverige og Dagen efter orkanen i 1999 beså Lauritz Jørgen Lauritzen skaderne i Nybo Plantage. Det var et meget deprimerende syn at se så stor en del af det, selskabet møjsommeligt havde fået plantet over mange årtier, ødelagt på en dag. Foto: Lis Eeg Sylvest. Finland havde fået oparbejdet omkring 70 % af stormfaldet. 218 Det skulle vise sig at være af stor betydning, at man fik gjort det hurtigt. En ny storm året efter i Tyskland fik priserne på træ til at falde yderligere. Det var et lyspunkt, men ellers så det hele mørkt nok ud. I foråret år 2000 vurderede Torben Ravn, at stormen havde taget de næste 15 års hugst. I den periode kunne selskabet forvente indtægter fra juletræer, jagtleje og renter af den ret store obligationsbeholdning, men ikke fra plantagerne i øvrigt. 219 Hvad Torben Ravn ikke sagde var, at netop de næste 15 år skulle have været år med stor hugst. Mistede indtægter fremover var endda kun den ene side af problemet. Torben Ravn lavede flere overslag over indtægter og udgifter ved oprydning og genplantning. Fælles var, at de forventede salgsindtægter fra det stormfaldne træ var langt fra at dække omkostningerne. 220 Selskabets ledelse nærede dog håb om hjælp fra politisk hold, for det havde miljøminister Svend Auken stillet i udsigt umiddelbart efter orkanen. Det ville selskabet gerne være med til at holde politikerne fast på, og i øvrigt var det ikke ligegyldigt, hvilken form hjælpen kunne få. I januar tog Lauritzen sammen med Kresten Philipsen til København for at få foretræde for Folketingets miljøudvalg og ministeren. Der var flere ting på spil fra størrelsen på tilskuddet til hjælp til afsætning af det væltede træ men et særligt vigtigt spørgsmål var betingelserne for tilskud. De to sønderjyder blev godt modtaget, og de fik indtryk af, at der blev lyttet. 221 Politikerne vedstod, at man ville støtte skovbruget. Økonomisk løste man det ved at hente pengene i den stormflodsdækning, alle husforsikringer betalte til. Nu kom der tilskud både til oprydning og genplantning, men der kom også modkrav. Ét krav var tegning af en forsikring fremover, men derudover blev tilskuddet delvis gjort afhængigt af, hvordan skovene blev genplantet. I forvejen havde monokulturer af gran været i modvind, både på grund af den ringe biodiversitet og deres ringe stormfasthed. Flere eksperter mente, at rødgran og sitka slet ikke egnede sig til danske forhold. En tid frygtede Plantningsselskabet og store dele af skovbruget, at der slet ikke ville blive tilskud til genplantning, hvori der indgik gran, men ministeriet endte dog med at acceptere, at det ikke var en fornuftig løsning på sandjord. Ud over tilskud til oprydning og for at anlægge nykulturen uden brug af pesticider kunne man opnå tilskud til dels løvtræsplanter og dels såkaldte robuste nåletræer, under forudsætning af, at rødgran, sitka mv. ikke udgjorde for stor en andel. De nåletræsorter, som blev regnet for robuste, var især skovfyr, lærk og douglas, hvis rødder går markant dybere end rødgran og sitka. Douglas er dog først stormstabil i en ret høj alder. 222 Forretningsudvalget var stærkt indstillet på, at der som før især skulle plantes gran, som kunne give en produktiv skov på langt sigt og dermed være med til at sikre selskabets beståen og selvstændighed, og medlemmerne var som udgangspunkt skeptiske over for at plante løvtræ i større omfang. Torben Ravn argumenterede dog for, at det faktisk gav mening med noget mere løv, men at der også var muligheder i tilskudsreglerne, som burde udnyttes. 223 Valget faldt på en strategi, hvor rødgran og sitka kom til at udgøre de 50 %, som var det højest mulige, hvis man ville have tilskud til plantningen, mens resten var de robuste nåletræsorter eller løvtræ, som hver dækkede cirka 25 %. I sin driftsberetning for 2001 forklarede Torben Ravn, at man ville plante efter fire forskellige principper. Virkeliggørelsen af dem illustreres af de fire plantager, hvor genplantningsopgaven var størst. Det første princip var delvis en pro-forma-tilpasning til lovgivningens krav. Her var hovedtræsorterne stadig sitka og rødgran, men man plantede bøg, rødel og birk imellem. Bøgetræerne blev plantet langs rækker af sammenskubbede rødder fra stormfaldet og kom til at danne smalle bælter i bevoksningen, hvorimod birk og rødel nærmest fungerede som ammetræer, der i længden ville blive kvalt af granerne. Torben Ravn planlagde at genplante 40% af stormfaldsarealet efter det 88 89

46 princip. Et eksempel på det er Grev Schacks Plantage, hvor man i forvejen havde udvidet løvtræskapperne og nu tilplantede hele resten af arealet med en kultur af 47 % sitka, 23 % rødel, 20 % rødgran og 10 % bøg. Både i Nybo og Skærkæk-Kalbye blev en del af arealerne tilplantet på samme måde. Det andet princip, som også skulle omfatte cirka 40 % af tilplantningerne, var granplantninger med en høj andel af douglas. Et eksempel på det er Svinhøj, hvor man også næsten skulle begynde forfra. Her plantede man 50 % rødgran, 43 % douglas og 7 % bøg, der på samme måde som i de andre plantninger skulle danne tynde bælter. Den største del af Nybo og en del af Skærbæk Kalbye plantager blev genplantet på tilsvarende vis. Douglas blev dermed den tredje primære gransort i genplantningerne. Den tredje model, som dog kun skulle omfatte cirka 5% af genplantningerne, var arealer med skovfyr og lærk som hovedtræsorter. Det var et par andre af de såkaldt stabile nåletræsorter, som man her satsede på. Både i Nybo og Skærbæk Kalbye blev der anlagt mindre områder med lærk som hovedtræsort. På den måde var de 85% af genplantningsarealet stadig afsat til at skabe produktive nåletræsbevoksninger, men dog med et islæt af løv. De sidste 15% blev derimod afsat til rene løvtræsbevoksninger. Der blev plantet en vifte af forskellige træsorter, men langsigtet satsede man mest på eg og bøg. Som hovedregel bestod disse løvtræsbevoksninger mest i udvidelse af læbælter, men visse steder blev større partier udlagt til løvskov. Det fik særlig stor udbredelse i Skærbæk Kalbye Plantage, hvor der blev plantet hele 12 hektar med løvtræ. Nogle steder valgte man selvsuccession, så eksisterende løvtræsbælter og hjørner fik lov til at brede sig af sig selv. 224 Genplantningen blev gennemført i 2001 og 2002, og alene i 2001 plantede man over 200 hektar langt den største enkeltplantning i selskabets historie. 225 Det var ikke ideelt at få så skæv en aldersfordeling, men både fredskovslovgivning, tilskudsregler og hensynet til at få arealerne tilplantet, før de groede til med birk og brombær, tilsagde, at det måtte ske hurtigt. I praksis betød det sammen med de forrige tyve års gen- og nyplantninger, at man i 2002 stod med store arealer med helt overvejende unge bevoksninger. Dermed var man næsten i samme situation som omkring Økonomisk kom selskabet pænt gennem stormfaldet. Salget af de store mængder af træ indbragte i alt godt 10,5 million. Oprydningen efter stormen og genplantningen kostede samlet millioner kroner over årene , så umiddelbart manglede der omkring 6 millioner. Det blev dog godt og vel dækket af tilskud fra stormfaldspakken på i alt næsten 7,9 million. 226 På den måde var der et overskud på op mod et par millioner, som man samtidig slap for at betale skat af, da man kunne udnytte et såkaldt merhugstfradrag. 227 Til gengæld var de 300 hektar, der var væltet og genplantet, sat år tilbage i udvikling. Det Oparbejdning af stormfaldet i Nybo Plantage foråret Foto: Niels Hello Andersen. Nybo Plantage blev genplantet 2001 med douglas som hovedtræart. Her ses samme skovvej som på modstående billede 19 år senere, dog set fra modsat ende. Foto: Erik Petersen

47 reducerede dramatisk forventningen til indtægter de næste mange år. Fra Lauritzen til Jefsen Christensen Midt under arbejdet med genplantning fik selskabet ny formand. Lauritz Jørgen Lauritzen havde 17 års engageret formandstid bag sig, da orkanen ramte, og det var hårdt for ham at se så store dele af plantagerne ødelagt. Ved selskabets bestyrelsesmøde 29. september 2000 kunne han dog se noget mere fortrøstningsfuldt på fremtiden. Man var langt med oprydningen, og Torben Ravn havde i sin halvårsberetning vurderet, at man ville komme ud af det hele med et overskud, når man indregnede tilskud. Lauritzen takkede Torben Ravn for hans faste greb om situationen. 228 Det blev det sidste møde, Lauritzen kom til at lede. Hans helbred havde været svækket et stykke tid, og i november døde han. Lauritzen var da kun få måneder fra at passere Grev Schack som den formand, der havde haft den næstlængste periode i stolen. På næste bestyrelsesmøde fremhævede Ebbe Fink-Nielsen, at Lauritzen havde en stor del af æren for, at selskabet var velfungerende med en sund økonomi. Han sagde også, at Lauritzen havde en sjælden evne til at forhandle sig frem til gode og fornuftige løsninger. Ebbe Fink-Nielsen blev nu fungerende formand. Han havde siddet i bestyrelsen i 18 år og været medlem af forretningsudvalget næsten lige så længe. Han var stærkt engageret i selskabets drift og havde i årevis været en myndig leder af de årlige generalforsamlinger. Fink-Nielsen foreslog, at den tomme plads i forretningsudvalget blev overtaget af Kresten Philipsen, der året før var stoppet som amtsborgmester, og det blev gennemført straks. Forretningsudvalget bestod dermed stadig af tre sønderjyske landmænd, der i øvrigt alle var blandt bestyrelsens nu fem veteraner med års bestyrelseserfaring. Ebbe Fink-Nielsen afviste tanken om, at han selv skulle være formand, men pegede i stedet på sin mangeårige kollega i forretningsudvalget, gårdejer Hans Jefsen Christensen, som blev valgt. Hans Jefsen Christensen er bærer af et berømt navn i Sønderjylland, for hans farfar af samme navn hørte til landsdelens politiske og dansk-nationale førerskikkelser i første halvdel af det tyvende århundrede. Sønnesønnen er som Lauritzen en mand uden de store armbevægelser, men vellidt og med et solidt engagement i sagen. Han kunne nu fortsætte et parløb med Ebbe Fink-Nielsen, som lignede det, Lauritzen havde haft. Forretningsudvalgets medlemmer repræsenterede kontinuiteten i selskabet, hvor de alle havde siddet år i bestyrelsen. Ellers var der ret stor udskiftning i årene , hvor selskabet tog afsked med ikke mindre end syv af tolv bestyrelsesmedlemmer, herunder de fire længstsiddende Erik Jessen, Lauritzen, Jens Oksen og Sandahl Skov. Man valgte da fra 2001 foreløbig at reducere bestyrelsen til ti, så der kun kom fem og ikke syv nye ind i løbet af de tre år. Af de fem nye repræsenterede Ove Kloch, Jens Sejer Sørensen og Peter Brodersen Hedeselskabet og elselskaberne, mens Peter Jørgensen Jensen og Kristen D. Fromsejer kom fra sønderjyske landbrugskredse sidstnævnte dog med den tilføjelse, at han var barnebarn af skovrider Kristen Fromsejer, og at familien hele tiden havde bevaret interessen for selskabet. Rens Hedegård Det var således et erfarent forretningsudvalg, men en delvis ny bestyrelse, som bjergede selskabet gennem orkanens virkninger og stod for de næste års oprydning og genplantning. Da det først var på plads, tog man et nyt stort skridt. Udgangspunktet var forandringer i Hedeselskabet, som gav anledning til en omlægning af selskabet, der gjorde det stærkere som skovselskab. I 1919 havde Hedeselskabet overladt både etableringen af de første plantager og planteskolerne til Plantningsselskabet Sønderjylland, så Hedeselskabet i det sønderjyske blev en ren rådgivervirksomhed. Helt sådan blev det dog ikke ved med at være. I 1927 havde dansksindede sønderjyske bønder genoprettet den nationale landbrugsorganisation Landeværnet. Anledningen var en ny jordkamp. I 1929 havde Landeværnet købt den 260 ha. store Rens Hedegård, som lå lige op til grænsen og mest omfattede hede, der allerede var damppløjet. Målet var at finde dansksindede købere, som ville tilplante ejendommen. I 1931 havde Landeværnet afhændet 75 hektar til en anden national organisation, Skibelundforeningen, som gav arealet navnet Kloppenborglund Plantage. I 1932 købte Hedeselskabet 130 hektar, og i 1940 overtog selskabet yderligere 30 hektar fra Landeværnet. 229 Hedeselskabet havde siden købt både Kloppenborglund og en mindre privatejet plantage i tilknytning dertil, så det var endt med en samlet plantage på 275 hektar. Det var en stor og velarronderet plantage. Bevoksningerne bestod dog som i plantningsselskabets egne plantager helt overvejende af unge andengenerationsplantninger, plantet enten i årene før eller lige efter orkanen. I 2002 var Hedeselskabet i gang med at sælge ud af sine plantager for at rejse kapital til udvikling i selskabet. Kresten Philipsen var på det tidspunkt bestyrelsesmedlem i Hedeselskabet og kendte derfor til planerne, men blev beroliget ved, at Rens Hedegård ikke umiddelbart stod på salgslisten. Forretningsudvalget fik imidlertid en fornemmelse af, at andre købere kunne være ude efter denne markante plantage lige ved grænsen, og man besluttede at være udfarende og prøve at købe Rens Hedegård. Selskabet kun- Hans Jefsen Christensen var formand for Plantningsselskabet Her ses han ved uddeling af legater fra Den sønderjyske Plantagefond i Legatmodtagerne er Lisbeth Thorup Hansen fra Det Danske Spejderkorps og seniorforsker Ulrik Bräuner fra Københavns Universitet til henholdsvis anlæggelse af naturstier og opmåling af forsøg på Skærbækarealet. Foto: Erik Petersen

48 ne håbe på at finansiere købet ved i stedet at sælge nogle af Plantningsselskabets mindre plantager, hvad man allerede havde haft overvejelser om før orkanen. Forstligt var ingen tvivl om, at det var langt mere attraktivt at eje én stor plantage end en række mindre. 230 En kontakt til Hedeselskabet og dets ejendomsmægler klargjorde, at Hedeselskabet principielt gerne ville sælge til Plantningsselskabet. På et møde i Odense aftalte man en salgspris på ca. 16,3 millioner. Umiddelbart havde Plantningsselskabet dog kun en mindre del af dette beløb. Hedeselskabet gik da med til en aftale, hvor Plantningsselskabet købte lige knap halvdelen af Rens Hedegård (129,5 hektar) med virkning fra og fik option på resten til januar Med Rens Hedegård halvt i hus og halvt på hånden gjaldt det om at få solgt ud af andre plantager. Der var allerede liebhavere til to af dem. En privat køber ville gerne købe den lille Hungerborg Plantage, og Torben Ravn meldte sig selv som køber til Hærulf/Ulhøj. Begge handler blev afsluttet samtidig med købet af Rens Hedegård, så man stort set havde dækning for købet af første parcel i Rens med salgsprovenuet fra de to plantager, og den opsparing, selskabet havde i forvejen. Samtidig udarbejdede forretningsudvalget en salgsliste, som omfattede næsten alle de mindre plantager og arealet ved Kruså, som knap var egentlig plantage, men også et par af de større: Høyberg og Sølvbæk Hede. 231 Det kom til at gå slag i slag. Tidspunktet var gunstigt, for mange private var interesserede i at købe små skove, dels af jagtmæssige årsager, dels som en langsigtet investering. Allerede i marts kunne bestyrelsen gøre status og konstatere, at man siden sidste bestyrelsesmøde havde fået solgt Torsbjerg, Grev Schacks, Kruså og Sølvbæk Hede og skovfogedboligen i Rens Hedegård. Dermed var man langt i retning af at skaffe det provenu, der var behov for, og bestyrelsen besluttede at tage Høyberg af salgslisten, mens man ville arbejde videre med at få solgt den lille Fælled Plantage. Det lykkedes senere på året. 232 Ved to små plantager nær Løgumkloster var der lidt mere specielle forhold. Den mindste af alle plantager, Krigsfangerskoven, havde man fået som gave af Tønder m.fl. Amters Plantningsforening, da den opløste sig selv. Bestyrelsen vaklede et stykke tid mht. om man så kunne være bekendt at sælge den, men dels var plantagen ikke forstligt attraktiv, dels var der stærke skattemæssige incitamenter til at få den solgt nu. Plantagerne var værdiansat til anskaffelsessum i regnskaberne, og derfor skulle der normalt betales skat af avancen, men det gjaldt ikke, når man kunne modregne købet af Rens Hedegård. Enden blev, at man valgte at sælge også Krigsfangerskoven. Endelig var der den lille Kjemslund Plantage. Den håbede man først at sælge til en god pris til Løgumkloster Kommune, som var interesseret, hvis fredsskovpligten kunne ophæves, så arealet kunne udstykkes. Det kom der dog ikke noget ud af, og Plantningsselskabets bestyrelse havde egentlig indstillet salgsplanerne, men så fik man et tilbud fra en privat, og selskabet slog til. 233 På den måde fik man i alt afhændet ni mindre og mellemstore plantager på 245 hektar og i stedet købt én stor på 275. Forstligt var Rens Hedegård langt bedre end de solgte plantager, som omfattede selskabets syv mindste, den forstligt ret håbløse Kruså-ejendom og så en enkelt større plantage, Sølvbæk Hede, som imidlertid havde en noget uheldig form. Økonomisk gik det næsten lige op. De ni solgte plantager og skovfogedboligen i Rens indbragte samlet 15,6 million. På den måde manglede der kun kroner i at få dækket hele købssummen for Rens Hedegård. 234 For et så historisk bevidst selskab som Plantningsselskabet Sønderjylland var det ikke noget lille skridt at sælge ni skove, hvoraf selskabet selv havde skabt syv og fået én som arv, og hvor to var navngivet efter et par af selskabets pionerer. Omvendt havde det aldrig stået skrevet, at selskabet for altid skulle eje de skove, det havde skabt, og de solgte ejendomme var stadig pålagt fredsskovpligt. Udskiftningen i selskabets plantageliste betød, at den historiske arv mere lå i selskabets generelle rolle i forhold til sønderjysk skovrejsning og skovdrift end i at holde fast på bestemte arealer. Når det er sagt, sad selskabet trods alt stadig inde med de to ældste og største plantager i Eggebæk og Løgumkloster og de to arealer ved Skærbæk, der så længe havde været det reelle kraftcenter. En del af Rens Hedegård Plantage hed oprindelig Kloppenborglund og tilhørte den nationale forening Skibelund Selskabet. I denne del er der en gravhøj, og her havde Skibelund Selskabet i sin tid mødeplads for nationale møder. Plantningsselskabet har ryddet arealet omkring højen og bruger i dag navnet Kloppenborglund om denne plads. Foto: Erik Petersen

49 Fra 2003 stod Plantningsselskabets barometer på magsvejr efter nogle stormfulde år. Det gav ro, men lagde heller ikke op til de store krumspring. De næste år handlede om at sikre en stabil og rentabel drift og dermed en langsigtet fremtid for selskabet. Det var en udfordring, at den centrale juletræsforretning var præget af stærkt svingende konjunkturer, men selskabet reagerede ved at fastholde en støt linje og håbe på, at den i det lange løb svarede sig. I det hele taget satsede man på kontinuitet, mens selskabet nærmede sig de hundrede år. Det var dog ikke det samme som stilstand. Man fastholdt nemlig også en anden af selskabets sejeste traditioner: at vokse. Traditionens forvaltere 11. Tradition og tilpasning Kontinuitet er det dominerende træk ved Plantningsselskabets bestyrelse, og det er udpræget for tiden efter Der var en jævn og langsom udskiftning, så man typisk fik et nyt bestyrelsesmedlem hvert andet år, og kun ved én lejlighed kom der to nye på én gang. Enkelte bestyrelsesmedlemmer forlod igen posten efter få år, men de fleste blev der længe. Bestyrelsens bagland ændrede sig lidt, idet etableringen af plantagefonden betød, at der kun var to egentlige eksterne storaktionærer tilbage, nemlig Hedeselskabet og Syd Energi (et fusionsselskab, som havde overtaget aktier fra det gamle EASV), som i hele perioden stillede med ét bestyrelsesmedlem hver. De øvrige bestyrelsesmedlemmer blev stort set hentet ved en selvsupplering inden for sønderjyske kredse, der dels var knyttet til selskabet selv, dels til landbruget. Blandt dem repræsenterer især to en meget direkte familieforbindelse tilbage til stiftelsestiden. Nanna Hørlück har i skrivende stund siddet i bestyrelsen i snart 36 år, som lægger sig i forlængelse af hendes bedstefars 32 og hendes fars 17, så de tre generationer tilsammen dækker fem sjettedele af selskabets historie. Skovrider Kristen Fromsejers sønnesøn, gårdejer Kristen D. Fromsejer kom i bestyrelsen i år Bedstefaderen havde haft hele 52 år som enten daglig leder eller bestyrelsesmedlem for selskabet. Sønnesønnen har her i jubilæumsåret siddet 19 år i bestyrelsen. Men også andre bestyrelsesmedlemmer kommer fra familier, der har været knyttet til selskabet som aktionærer fra starten. Niels Jokum Hørlück afløste således i 2004 sin far, der havde været medlem i 22 år, og hans bedstefar havde været blandt de første og største sønderjyske aktionærer. Kontinuitet og traditionsbevidsthed var også tydelig i forretningsudvalget, som i det daglige traf de fleste beslutninger sammen med skovfogeden. Fra 2001 til 2011 bestod det af Hans Jefsen Christensen som formand, Ebbe Fink-Nielsen som næstformand og Kresten Philipsen som tredje medlem. I 2011 valgte Ebbe Fink-Nielsen at trække sig efter 30 år i bestyrelsen og omkring tyve som næstformand. I hele denne periode havde han været en engageret fortaler for selskabets selvstændighed og fortsatte udvikling. Kresten Philipsen rykkede op som næstformand, mens Henrik Frandsen, der var kommet i bestyrelsen året før, blev tredje medlem af forretningsudvalget. Kresten Philipsen døde dog kun en måned senere, så han kom til at mangle et år i at matche Ebbe Fink-Nielsens bestyrelsesperiode. Der var stadig et godt stykke til hans fars, Johan Philipsens 37 år, men til sammen nåede de to generationer Philipsen at sidde i bestyrelsen i næsten to tredjedele af selskabets første hundrede år. Nu rykkede Henrik Frandsen op som næstformand, mens Kristen D. Fromsejer blev tredje medlem af forretningsudvalget. Næste forandring kom i 2016, da Hans Jefsen Christensen valgte at trække sig efter 34 år i bestyrelsen og 15 som for- mand. Som formand havde han arbejdet for at sikre selskabet på langt sigt tro mod traditionen, men herunder også traditionen for at vokse. Han blev efterfulgt som formand af landmand og vurderingsmand Per Bonefeld, der var kommet i bestyrelsen to år før. Bonefelds baggrund i landbruget og i en sønderjysk slægt med en dansk-national tradition ligner mange tidligere bestyrelses- og forretningsudvalgsmedlemmers. Lidt mere usædvanligt er det, at han er fra det frugtbare Østsønderjylland, der oprindelig ikke var me- Siden år 2000 har skovrider Fromsejers sønnesøn Kristen D. Fromsejer været medlem af bestyrelsen og siden 2011 også af forretningsudvalget. Han følger levende med i selskabets liv. Her ses han sammen med Torben Ravn under et besøg i Skærbæk under juletræskampagnen. Foto: Erik Petersen

50 get med i selskabet, men det er dog en vej, som allerede var åbnet af bl.a. Jens G. Poulsen og Ebbe Fink-Nielsen. Dermed var et glidende generationsskifte fuldført. Lauritzen, Ebbe Fink-Nielsen, Hans Jefsen Christensen og Kresten Philipsen, der udfyldte pladserne i forretningsudvalget fra 1990 til 2011 hørte til en generation, der var født under eller lige omkring Anden Verdenskrig og alle kommet i bestyrelsen omkring Kristen D. Fromsejer, Henrik Frandsen og Per Bonefeld er derimod født omkring 1960 og først kommet i bestyrelsen år 2000 eller senere. Flemming Arnum mærker juletræer på Skærbækarealet. Foto: Bent Karlsson Den nye generation lagde ikke op til store ændringer i måden, selskabet blev ledet på. Bestyrelsen mødtes typisk til to bestyrelsesmøder om året ud over generalforsamlingen, mens tingene derimellem blev klaret af forretningsudvalget. I forbindelse med formandsskiftet i 2016 foreslog et bestyrelsesmedlem, Claus Bruun Jørgensen, at man benyttede lejligheden til at nedlægge forretningsudvalget og i stedet gøre bestyrelsen mere aktiv. Helt siden forretningsudvalget var oprettet i 1930 erne, havde det taget sig af de daglige spørgsmål, mens bestyrelsen traditionelt holdt to møder årligt ud over generalforsamlingen. Claus Bruun Jørgensen mente, at det gjorde de fleste bestyrelsesmedlemmer passive. Et stort flertal af bestyrelsen ønskede dog at fastholde den bestående struktur. De mente, at en stor bestyrelse kunne sikre en bredere forankring, men det krævede et forretningsudvalg, som kunne agere i det daglige. Det blev dog besluttet, at skovfoged og formand løbende skulle orientere bestyrelsen ved nyhedsmails. 236 Kontinuitet var ikke bare en praksis, men også et mål. For de toneangivende bestyrelsesmedlemmer var selskabets nu mere end firsårige historie en tradition, som forpligtede. Ved en generalforsamling sagde Hans Jefsen Christensen, at A/S Sønderjylland var et mærkeligt aktieselskab, da det snarere var aktionærerne som var til for selskabet end omvendt. Han har siden udtalt, at det har været vigtigt for ham, at selskabet er forretningsmæssigt sundt, fordi det er et afgørende middel til at sikre, at det kan fortsætte som stærkt og selvstændigt og blive ved med at have egen skovfoged. 237 Også Ebbe Fink-Nielsen fremhæver selskabets lange historie og tradition som noget, det har været værd at arbejde for. 238 Nanna Hørlück lægger vægt på at fastholde traditionen med, at alt overskud geninvesteres: Det, tidligere generationer led afsavn for, skal andre ikke have økonomisk udbytte af i en tid, hvor pengene er meget rigeligere, siger hun. 239 Skovdrift og det lange historiske perspektiv klæder hinanden, og det er derfor ikke mærkeligt, at folk, der har respekt for dette perspektiv, bliver fanget af at arbejde med skov. Skovdrift er ét af meget få erhverv, hvor man næsten kan tage det for givet, at man ikke selv vil få hovedudbyttet af det, man sætter i gang i hvert fald ikke når det er at plante træ til tømmer. Plantningsselskabet Sønderjylland er selv historie, men plantagerne er også i konkret forstand et bindeled mellem den generation, der skaber, og den, der fælder. Når man skover og samtidig genplanter, er man begge steder i kæden. Plantningsselskabets bestyrelse var arvtagere til en lang tradition, som de fleste lagde vægt på at give videre, og det kunne få et konkret udtryk, når en generation af træer blev afløst af en anden. Bestyrelsen, forretningsudvalget og formændene har lagt de store linjer, men i det daglige har det først og fremmest været op til Torben Ravn at forvalte selskabet og dets arv. Her i jubilæumsåret havde han 30-års jubilæum som skovfoged og direktør for Plantningsselskabet. Det er langt fra nogen selvfølgelighed. I den tid har dansk skovbrug oplevet store forandringer, som bl.a. har ført til, at der er blevet væsentlig færre faste folk i skoven. Torben Ravn har haft et stort medansvar for at sikre, at plantningsselskabets økonomi berettiger til at have egen skovfoged, hvad der igen sikrer den selvstændighed, selskabets bestyrelse har ønsket. Han har blandt andet satset på at fjerne mellemled, så han f.eks. sælger juletræer direkte til tyske opkøbere. 240 Med årene er Torben Ravn selv blevet en vigtig del af traditionen. Her i jubilæumsåret er der kun ét bestyrelsesmedlem tilbage, som har oplevet tiden før Torben Ravn, så han er selv én af de centrale bærere af selskabets hukommelse. I de senere år er han også blevet selskabets primære ansigt udadtil, som optræder flittigt i medierne, og han har været med til at gøre selskabet mere åbent mod omverdenen med deltagelse i arrangementer som Skovens dag eller åbning af vandrestier. Men også i forstlige kredse har han gjort selskabet kendt. De sidste seks år har han repræsenteret det som bestyrelsesmedlem for foreningen Danske Juletræer, hvorved han og selskabet har fået en endnu større kontaktflade. Torben Ravn er Plantningsselskabet, siger Per Bonefeld, og han tænker på det døgnet rundt. 241 Driften Driftsmæssigt ønskede man kontinuitet, men en vis tilpasning var nødvendig. Orkanen Adam havde fjernet grundlaget for driftsplanens forventninger om en stor, stabil hugst de næste mange år. Lykkeligvis havde man til gen

51 gæld en stabil produktion af juletræer i Skærbæk. Nu var det den, man måtte sætte sin lid til. 242 Selskabet fortsatte med at plante træer om året, mens udbyttet svingede mellem halvdelen og tre fjerdedele af dette tal. Det var knap så godt som i 1990 erne, men i sig selv ikke meget urovækkende. Det var det derimod, at det økonomiske afkast faldt markant. De gode juletræspriser i 1990 erne havde fået mange til at plante større arealer til med nordmannsgran, og nu gav det et udbud, der lå over efterspørgslen. Dårlige priser på ju- letræer var et fast punkt i Torben Ravns driftsberetning fra årene Salgsprisen svarede i de år stort set til, hvad det kostede at producere træerne. Det fik andre til at give op. I 2001 oplyste Ove Kloch, at Hedeselskabet og PenSam var holdt op med at plante juletræer.243 Det ville Plantningsselskabet dog ikke. I stedet mente Torben Ravn, at man måtte satse på effektivisering, øget udbytteprocent af plantningerne og direkte salg til Tyskland.244 Og så måtte man vente på de bedre priser, der forhåbentlig ville komme, idet arealerne med nyplantede juletræer nu atter gik stærkt ned. Det kunne minde om den periode, hvor planteskolen skrantede, og bestyrelsen alligevel insisterede på, at holde den i gang. Denne gang var der dog anderledes fokus på økonomi og omkostninger, og selskabet kom gennem de magre år uden tab. Håb om bedre priser fra 2005 blev ikke indfriet, men Torben Ravn kunne dog glæde sig over, at det gik lettere med at få solgt også halvdårlige træer. Den længe ventede prisstigning begyndte i 2006 og fortsatte i flere år, til prisen nåede et niveau på mere end det dobbelte af, hvad det havde været i de værste år. Årene blev en gylden tid for selskabets juletræsproduktion, som på de fem år gav et samlet dækningsbidrag på tæt ved ti millioner kroner. 245 I længden fik juletræerne ikke lov til at vokse ind i himlen. Historien gentog sig. De gode priser førte igen til, at der blev plantet store nye arealer til med juletræer, både i Tyskland og Danmark. Plantningsselskabet deltog selv i det. Skærbækarealet blev udvidet og dele af Skærbæk Kalbye Plantage inddraget, så den årlige tilplantning kunne hæves fra træer til træer. Igen steg plant- Når juletræerne er fældet, kommes de i net, der får dem til at fylde mindre. Foto: Erik Petersen. Søren Fromsejer, oldebarn af skovrider Kristen Fromsejer, har i flere år deltaget i den årlige pakning af juletræer. Foto: Erik Petersen

52 ningen hurtigere end efterspørgslen, og igen begyndte priserne at falde, da de nye arealer begyndte at give udbytte fra Fra da og til jubilæumsåret har man igen været i en periode med priser, der næsten intet overskud giver. Selskabet har dog fastholdt sin strategi med at have en jævn produktion, og da prisfaldet nu igen har ført til, at arealerne med nyplantede juletræer igen er skrumpet, håber ledelsen, at det atter vil vende. Ser man samlet på de 19 år, der er gået efter orkanen, har juletræerne godt og vel indfriet det mål om et dækningsbidrag på en halv million om året, som Torben Ravn stillede i udsigt i foråret Plantagerne ville derimod kun kunne bidrage med indtægter fra jagtleje og lidt brændesalg de næste mange år, mente han. 246 Det var dog for pessimistisk. I årene lykkedes det hvert år at finde mindre arealer med ældre gran, som kunne skoves til tømmer. Især i de sydlige plantager Eggebæk, Fårhus og Rens var der arealer med større træer, som havde overlevet orkanen, og som nu kunne skoves. Sammenlignet med 1990 rne var omfanget dog meget beskedent, og det ændrede sig ikke efter Derimod De fleste af selskabets juletræer eksporteres til Tyskland. Her læsser Robert Piasecki juletræerne på lastbil. Foto: Erik Petersen. steg udbyttet fra tyndinger mærkbart. Traditionelt var tyndingstræ solgt til cellulose eller spånplader. Det marked var vigende, men til gengæld nød selskabet godt af, at en stor del af landets varmeværker blev omstillet til at fyre med flis for at reducere CO2-udledningerne. I 2009 bemærkede Torben Ravn, at selskabet for første gang nogensinde havde solgt hele årshugsten fra plantagerne til det formål. Flistræ forblev det dominerende træudbytte af plantagerne de næste ti år, og da plantningerne efterhånden var ved at have en anselig højde, var omfanget betydeligt. De senere år er der produceret over m 3 flis årligt. Flis var en kærkommen måde at få noget ud af det mindre værdifulde træ, men langsigtet forblev målet at producere kvalitetstræ, og her gik man ind i en ny produktion. Douglasgran, som selskabet havde begyndt med at plante i Korup i 1990 erne, og som blev en hovedtræsort i genplantningen efter orkanen, kan levere højt værdsæt træ, kendt som oregon pine, hvis det er forholdsvis knastfrit. I 2010 havde Torben Ravn og forretningsudvalget besøgt en dansk skov, hvor man var begyndt at opstamme douglasgran. 247 Plantningsselskabet gik selv i gang fra 2016, og har fra da årligt opstammet douglasgran. Udbytte kan man dog først vente om mange år. En anden satsning, som har knap så lang en tidshorisont, er frøproduktion. Det havde selskabet prøvet før. I 1980 erne var rødgranbevoksninger i Fårhus kåret som frøbevoksninger. Salget havde dog skuffet, og selskabets bestyrelse havde ikke været tilfreds med Hedeselskabets indsats på det punkt. 248 I årene omkring 2010 fik man til gengæld et ganske godt salg af frø fra nordmannsgran fra en bevoksning i Nybo igen gennem Hedeselskabet. Frøsalget fra Fårhus og Nybo havde bestået i at høste frø fra bestående bevoksninger. I indledte selskabet imidlertid et egentligt frøavlsprojekt i samarbejde med Hedeselskabet. Ideen går ud på at udvælge de bedste træer i en bevoksning og pode kviste fra dem på træer i en anden bevoksning. Af de podede træer vælger man igen de træer, der ved forsøg har givet bedst resultat, til videre avl. Udgangspunktet var en nordmannsgranbevoksning i Tversted i Nordjylland, som bygger på frø fra Georgien. Kviste fra de bedste træer her var podet på en bevoksning i Silkeborg Nordskov, der nu var blevet frøbevoksning. Herfra tog man så igen kviste fra de træer, hvor frøforsøg gav de bedste resultater, og podede på en bevoksning i Skærbæk Kalbye, hvor de podede træer kom til at stå med en afstand på seks meter, mens de øvrige træer blev skovet væk. Frøplantagen her blev påbegyndt i , men allerede i efteråret 2014 valgte man at udvide den betydeligt, så den blev Danmarks største frøplantage for nordmannsgran på 13 hektar. 249 Det er håbet, at den vil give udbytte om få år. Rationaliseringer og udbytte Indtægter fra oregon pine og nordmanngranfrø var fremtidsdrømme op gennem 2010 erne, og selvom træflis kunne afsættes til stigende priser, var der grænser for, hvad det gav. Især i år med dårlige priser på juletræer var der et stort pres for at holde omkostningerne nede. Torben Ravn havde hele tiden været eneste direkte ansatte, mens man i princippet købte sig til alt andet arbejde. I praksis havde han dog haft nogle faste kolleger. Helt siden selskabets start havde det manuelle skovarbejde været udført af en blanding af få faste folk knyttet til de enkelte plantager og sæsonarbejdskraft. I 1990 erne var der en enkelt af de faste mænd tilbage. Lauritz Trip nåede at arbejde for selskabet i hele 43 år, de sidste mange år ved juletræsproduktionen i Skærbæk. I september 2000 blev han afløst på denne post af Flemming Arnum, som kom til at varetage posten i 17 år. Men i 2017 var det forbi. Flemming Arnum fratrådte og fik andet arbejde. 250 Lauritz Trip og Flemming Arnum havde formelt været ansat ved Hedeselskabet, som så lejede dem ud til Plantningsselskabet. Med Flemming Arnums fratræden sluttede den form for samarbejde. Det var ikke den eneste. He

53 deselskabet havde længe været den primære entreprenør for Plantningsselskabet, men efter 2000 indstillede Hedeselskabet sin maskinstationsdrift, og Plantningsselskabet måtte gå andre veje. En ny ændring i samarbejdet kom af, at Hedeselskabet i 2018 lukkede sin egen planteskole i Brøndlundgård, som ellers havde været Plantningsselskabets faste leverandør af planter siden lukningen af Skærbæk Planteskole. Herefter leverede Hedeselskabet stadig regnskabsbistand og lidt specialrådgivning, men ikke meget mere. Det var dog ikke så meget markante beslutninger fra Plantningsselskabets side som Hedeselskabets egen tilpasning til nye tider, der betingede ændringerne. Samarbejdet om frøplantagen og salg af flis var så til gengæld nye former for samarbejde. I stedet er det fysiske arbejde de senere år udført af en vifte af andre entreprenører, som både omfatter selskaber med maskiner og folk, som udfører manuelt arbejde mod honorar. En del kommer fra udlandet. I sin beretning for 2016 skrev Torben Ravn: Med de priser der er, er der ikke længere plads til at betale for dansk arbejdskraft. Der er fortsat brug for dygtige danske skoventreprenører og deres maskiner i vore plantager, men manuelt arbejde vil i fremtiden blive udført af østeuropæere. Han nævnte her specielt det omfattende arbejde med pyntegrønt. 251 Ikke længe efter valgte selskabet at bortforpagte udnyttelsen af sine arealer med pyntegrønt, så det ikke selv stod for at skaffe arbejdskraft til den produktion. I det øvrige arbejde betyder dansk arbejdskraft dog stadig mere end udenlandsk. I 2019 har Torben Ravn opgjort selskabets samlede beskæftigelse til fire årsværk. Han tegner sig selv for det ene, mens en række rådgivere og mere administrative støttefunktioner tegner sig for et halvt. Ud over det arbejder seks personer, heraf fem danske, hver i et Flis har de senere år udgjort det meste af hugsten fra Plantningsselskabets plantager. Moderne maskiner håndterer træerne og laver dem til flis. Hans Christiansen fra Brøns har i adskillige år været fast entreprenør på dette arbejde. Foto: Erik Petersen. De senere år har selskabet sammen med Hedeselskabet opbygget en frøplantage på 13 ha. i Skærbæk, som går under betegnelsen PS Elite (FP 670). Her ses hanblomster på en klonet nordmannsgran. Foto: Bent Karlsson

54 omfang, der svarer til et kvart årsværk i det mere manuelle arbejde, mens en række overvejende lokale maskinentreprenører arbejder for selskabet i et omfang svarende til et årsværk i alt. 252 Mønstret er almindeligt i skovbruget, hvor der har været et stærkt pres for effektivisering. For en skovejer som Plantningsselskabet er det gunstigt, fordi man kun betaler for arbejdskraft præcis i de perioder, der er brug for det. Udliciteringerne betyder også, at selskabet kun i meget begrænset omfang behøver at investere i maskiner. Noget tidligere havde man fået en politisk håndsrækning, som havde reduceret en anden omkostning. Selskabet betaler dels selskabsskat af sit udbytte, dels ejendomsskat, der også skal betales i dårlige år. Efter orkanen gik selskabet i gang med at søge om nedsættelse af ejendomsvurderingen i de plantager, der var ramt af stormfald. 253 I sin beretning for 2003 mente Torben Ravn dog stadig, at skovbruget havde en urimelig byrde i ejendomsskatterne. Plantningsselskabet betalte selv kr., og det kunne mærkes i de Plantningsselskabet har ikke andre ansatte end Torben Ravn, men seks personer arbejder fast som skoventreprenører i et omfang, der hver svarer til mindst et par måneder om året. Her er de alle fotograferet 2018 under en rejse til Polen, hvor den eneste udlænding blandt dem, Robert Piasecki kommer fra. Han ses i en grøn polo bagest til venstre. Ved siden af ham følger Jens Peter Bjerrum, Børge Eskildsen og Torben Ravn og for oven til højre Jørgen Nissen og Flemming Arnum (i rødt). Den eneste kvinde blandt de faste entreprenører, Annette Eskildsen, ses som den midterste i forreste række. De øvrige personer er ægtefæller og andre rejsedeltagere. Foto: privat. år, hvor nettoresultatet lå på nogenlunde samme niveau. 254 Han kunne så glæde sig over, at ejendomsskatten på skove blev sat ned til det halve fra Stigende ejendomsvurderinger har senere fået beløbet til at stige igen, men den lavere takst er stadig af stor værdi. Økonomisk har perioden fra 2001 til 2018 været præget af store udsving. Årene var magre for selskabet, og det samlede overskud før finansielle poster var på under en million fra hele den periode eller kun lige godt kroner om året. Selskabet kunne leve med det lave udbytte, fordi det var gældfrit og heller ikke havde en ejer, der krævede egenkapitalen forrentet, men rigtig tilfreds var det svært at være. Til gengæld gav de fem år et samlet overskud på over 12 millioner kr. eller næsten 2,5 million i gennemsnit. Herefter er det atter faldet til kroner om året. 256 Sammenhængen med juletræsafkastet er markant. I sig selv har plantagerne kunnet dække både de direkte omkostninger ved deres drift og selskabets fællesomkostninger, men ikke meget mere. Uden juletræerne havde selskabet kunnet vedligeholde arven i plantagerne, men ikke fortsætte med at vokse. Og vækst er en fast del af selskabets arv, som ingen ledelse nogensinde har fraveget. Det gælder heller ikke de forretningsudvalg og bestyrelser, som har ledet selskabet her i det tredje årtusinde. Hyrup Plantningsselskabet Sønderjylland har aldrig nogensinde udbetalt udbytte til sine aktionærer. Siden 1930 erne, hvor der første gang kom overskud, har hver eneste generalforsamling trolig besluttet, at overskuddet skulle lægges til selskabets egenkapital. 257 Perioder med større overskud har derfor altid ført til ekspansion i form af køb af nye arealer. I de magre år var der ikke meget at købe for, men næppe begyndte pengene at vælte ind fra juletræseventyret i årene omkring 2010, før selskabets bestyrelse igen tænkte på udvidelser. For bestyrelsen blev spørgsmålet ikke, om selskabet skulle ekspandere, men hvordan. Plantningsselskabet Sønderjylland havde altid holdt sig til den landsdel, hvis navn det bar. Efter år 2000 blev en afvigelse fra den linje overvejet, men forkastet. I 2001 tilbød Hedeselskabet, at Plantningsselskabet kunne være med i skovprojekt i Letland. Det afviste bestyrelsen at gå ind i, da man mente, at det lå uden for selskabets formål. Fem år senere overvejede man at købe en plantage lige syd for grænsen, men opgav hurtigt ideen, selv om man strengt taget havde kunnet henvise til, at i hvert fald nogle af stifterne havde forestillet sig, at selskabets virkefelt skulle omfatte Sydslesvig. 258 I stedet købte man jord i Sønderjylland, som man plejede. Selskabet ville gerne rejse skov, som det oprindelige formål havde været, men der var stadig den udfordring, at selskabet ikke kunne få andel i tilskud til skovrejsning på markjord. Eneste mulighed var at indgå en aftale med sælger om, at han skulle stå for skovrejsningen, og at selskabet så først efterfølgende skulle overtage arealet. Det lykkedes med 16 hektar ved Nybo i 2013, som blev tilplantet derefter. 259 Selskabet har siden arbejdet på at finde måder at komme fri af de juridiske barrierer, der har forhindret det i at købe landbrugsjord og få tilskud til at plante på den. I stedet kom det mest til at handle om at købe bestående plantager, som det havde gjort siden 1960 erne. I årene bød selskabet forgæves på et par ejendomme. 260 I 2015 kastede selskabet sig til gengæld ud i sin næststørste handel nogensinde med købet af den ca. 210 hektar store Hyrup Plantager. Ejendommen bestod dels af en mindre ældre plantage, dels store arealer, hvor der var rejst skov i 1995 af firmaet SkovPlan for fem kommanditselskaber. Plantagen trængte til en aktiv indsats, men rummede også betydelige muligheder, da der dels var ret store arealer med pyntegrønt og juletræer, dels forestod tynding, så der kunne ventes indtægter også på kort sigt. Sælger og selskabet kunne dog ikke blive enige om, hvor stor en værdi de ældste juletræer repræsenterede. Enden blev, at

55 12: Jagt og andre glæder Luftfoto af en del af Hyrup Plantage, taget ved skovturen i forbindelse med generalforsamlingen i Foto: Bent Karlsson. Plantningsselskabet købte ejendommen for godt 19 millioner kroner, mens sælger beholdt retten til juletræerne på bestemte arealer. På det tidspunkt rådede selskabet over en likvid formue på noget over 11 millioner, så for første gang nogensinde købte Plantningsselskabet jord delvis for lånte penge. Det meget lave renteniveau gjorde den mulighed mere tiltrækkende, end den havde været før. Samtidig gik selskabet omgående i gang med at udnytte de muligheder, der var i Hyrup. Juletræs- og pyntegrøntarealerne blev forpagtet ud, mens selskabet selv gik i gang med at tynde. 261 Med købet af Hyrup befæstede selskabet en rolle, som den der ikke direkte rejste skov, men tvært imod overtog skovrejsningsarealer og varetog deres videre udvikling. Det havde man i forvejen gjort med forskellige tillægsarealer og især ved købet af Korup Plantage, men nu kom det til at fylde meget mere. Valget af den strategi hænger på flere måder sammen med skatte- og tilskudsregler for skovrejsning. Korup og Hyrup plantager var resultater af en proces, hvor en række investorer rejste skov gennem kommanditselskaber, som havde både skattemæssige fordele og muligheder for at få tilskud, som Plantningsselskabet ikke havde. Til gengæld blev resultatet, at det kunne købe anlagt skov billigere, end det selv havde kunnet skabe den. Skov har både produktive og rekreative værdier. For Plantningsselskabet Sønderjylland har de produktive hensyn altid haft førsteret, men plantagerne har også givet en række mennesker forskellige glæder, og én form for rekreativ brug, jagt, har udviklet sig til et vigtigt forretningsområde for Plantningsselskabet. Den glæde er forbeholdt dem, der betaler for den, men alle kan gå eller løbe på stier og veje i selskabets skove. De senere år er der gjort en indsats for at gøre plantagerne rigere for både jægere og andre, der bruger plantagerne rekreativt, og for at give naturen mere plads. Skovens nytte Plantningsselskabet Sønderjylland er født af rationel idealisme. Selskabet er skabt til at fremme skovrejsning og plantning i Sønderjylland, og det har lige siden fungeret som et idealistisk aktieselskab, der har investeret alt overskud i nye skove. Denne idealistiske tilgang var imidlertid fra begyndelsen forbundet med et rationelt syn på selve skoven og dens formål. Selskabet og dets plantager er børn af den form for skovdrift, der slog igennem i 1700-tallet, og som har produktion af tømmer og andre træeffekter som hovedformål. Plantningsselskabet har holdt fast ved dette ideal i hele sit liv. Selskabet har tilpasset sig markedets ønsker og muligheder, så man i dag ud over tømmer især producerer flis, pyntegrønt og juletræer mod tidligere tiders vægt på træ til f.eks. faskiner, raftehegn, brænde eller papir, men stadig handler om det om en rationelt tilrettelagt drift for at producere træprodukter, som der er et marked for. Idealet om den produktive skov har en selskabsøkonomisk logik, fordi den har sikret selskabets egen overlevelse og udvikling, men den var også fra starten forbundet med et mål om at skabe samfundsøkonomisk værdi og fremgang. Plantningssagens oprindelige talsmænd understregede, at plantagerne muligvis ikke var nogen stor forretning privatøkonomisk, men de skabte vækst og beskæftigelse i samfundet og et mildere klima, som igen fremmede landbruget. I de første fyrre år af Plantningsselskabets liv var sådanne idealer dominerende ikke bare for selskabet selv, men også i samfundet i bredere forstand. Det er grunden til, at der var betydelige statstilskud til skovrejsning i den periode. Det har imidlertid ændret sig, efterhånden som land- og skovbrugs rolle for samfundsøkonomien er blevet mindre, og de fleste mennesker bor i byer. De senere årtiers bymennesker ser også positivt på skov, men nu mere som sted for oplevelser eller endda som natur, der har værdi i sig selv. For de offentligt ejede skoves vedkommende har det medført et markant skift i måden, de drives på. Oplevelser for mennesker og urørt natur er prioriteret højere og produktion markant lavere. Plantningsselskabet har derimod fastholdt den produktive skov som sit hovedideal. Trods det har også selskabets skove hele tiden rummet oplevelses- og naturværdier, og de har

56 fået mere plads. Per Bonefeld fremhæver, at han gerne vil vise, at man både kan drive skove rationelt og tage hensyn til naturen. 262 Jagt Jagt er den ældste måde, mennesker har udnyttet skovene på, men det er længe siden, at det først og fremmest var et middel til at skaffe den daglige føde. I århundreder var jagt en højt værdsat fornøjelse for konger og adel. Grundloven af 1849 gjorde jagtretten til en del af ejendomsretten, så enhver bonde kunne gå på jagt. En del vildt, ikke mindst det eftertragtede hjortevildt, var dog især knyttet til skovene, og jagt i skov var stadig mest forbeholdt de ret snævre kredse, der ejede skovene, deres gæster og skovens eget personale. I statens og Hedeselskabets skove disponerede skovfolkene selv over meget af jagtretten, om end de forventedes at invitere naboer, forretningsforbindelser og andre relevante personer. Temmelig langt tilbage har der dog også været lodsejere, som har lejet jagtretten ud til privatpersoner eller jagtforeninger. Det er uvist, hvornår Plantningsselskabet begyndte at leje jagt ud, men alt tyder på, at det først var efter krigen. I 1970 erne var jagten dog fast lejet ud på cirka to tredjedele af arealerne. Indtægten var dog beskeden i 1970 lå lejen i gennemsnit på omkring 15 kroner pr. hektar, i 1977 omkring 25 kroner. Begge beløb svarer i købekraft til omkring 100 kroner i Totalindtægten var lige under kroner i 1970 og knap i De øvrige arealer havde skovrideren jagten på, men i 1979 afstod Hedeselskabet denne jagtret til selskabet. I efteråret 1979 udlejede selskabet derpå jagten i Sølvbæk Hede, Høyberg og Nybo plantager. 264 Året efter foreslog Jens Poulsen, at man generelt hævede jagtlejen til 100 kroner pr. hektar. Skærbæk Kalbye Plantage skulle dog stilles til rådighed for skovfoged og skovrider, og Eggebæk, som var blevet ledig, skulle man vente med at leje ud, til man året efter kunne inddrage et tilkøbt areal. 265 Planen blev fulgt. For 1980 gav jagten en indtægt på kroner. 266 Det var tre gange så meget som året før, og jagt var med ét blevet en indtægtskilde af reel betydning. Året efter besluttede bestyrelsen, at man alligevel ikke ville udleje jagten i Eggebæk, så der kunne holdes jagter for de medarbejdere, der arbejdede for selskabet. 267 Det var et gammelt og højt værdsat privilegium for skovens folk, man valgte at fastholde. Det var dog ikke kun medarbejderne, der fik glæde af, at selskabet selv beholdt jagtretten til sin største plantage. I efteråret 1983 besluttede forretningsud- Rundt om i selskabets plantager er der en række jagthytter, hvor jægerne kan samles til frokost. I Svinhøj Plantage er der et lille hus fra tiden, før arealet blev tilplantet. Det er kendt som Det røde Hus. Foto: Erik Petersen. De årlige bestyrelsesjagter har været en vigtig begivenhed i en årrække. Her ses jægerne ved en jagt i Skærbæk i 2018 med deltagelse af bestyrelsesmedlemmer, medarbejdere og gæster. Udbyttet var to stykker råvildt, en hare og 17 snepper. Foto: Erik Petersen

57 valget at indbyde bestyrelsen til jagt i Eggebæk. 268 Bestyrelsesjagterne blev hurtigt til en fast tradition, og antallet steg fra én til mindst to om året. Fra 1988 var fastsættelse af jagtdatoer et fast punkt på dagsordenen til det ene bestyrelsesmøde hvert år. 269 Mange bestyrelsesmedlemmer var passionerede jægere, og jagterne blev en vigtig social begivenhed. Hans Jefsen Christensen var ikke jæger, da han kom i bestyrelsen, men efter at have været med som klapper et par år valgte han at tage jagttegn, så han kunne rykke over i jægernes rækker og få fuld andel i det fællesskab og de oplevelser, det indebar. 270 De øvrige plantager forblev derimod udlejede, som regel til de samme personer gennem længere tid. Nogle jagtlejere var naboer til plantagerne, og næsten alle kom fra nærområdet. Lejeniveaet steg lidt hurtigere end inflationen gennem 1980 erne og 1990 erne, men var stadig forholdsvis lavt sammenlignet med mange andre steder. Det påpegede Nanna Hørlück, da hun var kommet i bestyrelsen, men hun oplevede, at de mange jægere i bestyrelsen var bestemt imod at forhøje jagtlejen. Selskabet skulle ikke slå urimelig mønt på jagten, mente de, og gode trofaste jagtlejere skulle kunne beholde deres jagt. 271 Efter orkanen var det imidlertid nødvendigt at se på alle indtægtsmuligheder. Selskabets almindelige lejeniveau var da 275 kroner pr. hektar, men Ove Kloch påpegede, at Hedeselskabet tog kroner. 272 I efteråret 2001 besluttede Plantningsselskabet at udbyde jagten i Skærbæk Kalbye Plantage, som hidtil havde været forbeholdt formand og medarbejdere, i licitation. Målet var både at få lejeindtægt fra endnu et areal, og at få testet, hvad markedsprisen var. To af Hedeselskabets medarbejdere bød dog forinden hele 500 kroner pr. hektar, som blev accepteret, så licitationen blev afblæst. 273 Det kunne ikke andet end at give blod på tanden, og det blev begyndelsen på nogle år med stærkt stigende indtægter fra jagtleje. Da jagten i de fleste plantager skulle genudlejes i 2003, besluttede bestyrelsen at gå efter kr. pr. hektar. I de plantager, selskabet beholdt efter sine store handler, valgte de hidtidige lejere at fortsætte trods de forhøjede takster. 274 Endda havde man ikke nået loftet. I 2004 blev jagten i Løgumkloster Plantage ledig, fordi den hidtidige jagtlejer døde. Selskabet udbød da jagten i licitation og fik fire bud, der alle var på over 700 kroner pr. hektar. 275 Det kunne mærkes, at det var økonomiske opgangstider, men det spillede også en rolle, at der var mere vildt end før i plantagerne. De mange unge bevoksninger, som man nu havde, gav gode levevilkår for vildtet. For mange jægere var den helt store tillokkelse dog, at det begyndte at være en fast bestand af kronvildt i flere plantager. De første dyr blev set i Sønderjylland omkring år 1980, men siden er bestanden steget eksplosivt, og især Eggebæk kom til at rumme kronvildt. I de første år af det nye årtusinde var det til glæde for jagtinteresserede bestyrelsesmedlemmer og ansatte, men i foråret 2007, hvor selskabets indtægter havde været små i en årrække, besluttede bestyrelsen at udleje jagten i Eggebæk. Til gengæld ville man lade være med at udleje jagten i den noget mindre Skærbæk Kalbye Plantage, hvor kontrakten udløb. Så kunne bestyrelse og medarbejdere gå på jagt her og på det tilhørende Skærbækareal. 276 Udbuddet af jagten i Eggebæk gav et helt forrygende resultat. Først stod to konsortier lige med ens bud, der begge lå over kroner pr. hektar, og da de to ikke kunne forhandle sig til enighed, tog man en ny budrunde, der endte på over kroner pr. hektar. 277 Det kunne se ud til, at jagtleje var indtægtskilde, der bare blev ved at flyde rigeligere og rigeligere, og i foråret 2008 mente Torben Ravn, at selskabets indtægt fra jagtleje snart ville nå kr. om året. Sådan kom det dog ikke til at gå. Netop ved den tid satte finanskrisen en stopper for jagtlejens himmelflugt, og selskabets jagtlejeniveau har stort set været stabilt de sidste ti år. Hovedprincippet har været omkring 700 kroner pr. hektar for arealer uden kronvildt og 850 for arealer med. Det niveau blev jagtlejen i Eggebæk også justeret ned til, da de hidtidige lejere opsagde kontrakten i Det var dog stadig det tredobbelte af, hvad lejeniveauet havde været omkring 2000, og selvom afgiften pr. hektar har været stabil, har de senere års køb af arealer øget den årlige indtægt af jagt til omkring en million. Det er i dag et meget afgørende bidrag til selskabets økonomi. Indtægten fra jagtleje er dog ikke længere en ren nettoindtægt, for selskabet tager efterhånden også hensyn til jagt og jægere i driften af plantagerne. Selskabet sørger for, at der er åbne arealer i skovene, som vildt og jægere har glæde af, og der er jagthytter i de større plantager, hvor jægerne kan indtage deres frokost. Det medfører forskellige udgifter, som dog ligger markant under indtægten fra jagt. Til gengæld er det af jægerne så højt værdsatte kronvildt en belastning på anden vis, for det skader træerne, især rødgran. I 2008 fortalte Torben Ravn, at omkring 25 hektar med rødgran i Eggebæk måtte anses for tabt som tømmer, og selskabet måtte opgive at anlægge rene rødgranbevoksninger. 279 Natur og oplevelser for alle Til gengæld har jagthensynene været med til at fremme en mangfoldighed i plantagerne, som er til glæde både for andre menneskers naturoplevelser og hensynet til en større biologisk mangfoldighed. I en verden, hvor menneskets evne til at beherske naturen er langt større end nogensinde, og hvor de fleste lever et liv inden døre i byerne, er natur blevet en vigtig værdi både i sig selv og som mulighed for oplevelser. På begge felter er skov generelt højt værdsat, men ensartede granplantager den mindst værdsatte form for skov, da de byder på en ringe biologisk og oplevelsesmæssig variation. Som udgangspunkt scorer Plantningsselskabets plantager derfor ikke højt på denne værdiskala. Alligevel har der hele tiden været både natur- og kulturværdier i plantagerne. Både i Skærbæk Kalbye og Hyrup plantager er der rester af den såkaldte Sikringsstilling Selskabet har i en del år indbudt alle, der har lyst, til Skovens dag med forskellige aktiviteter. Blandt andet har børnene bagt pandekager på finske ovne, dvs. træstammer, der er skåret et kors i, og som tændes fra midten. Foto: Erik Petersen

58 Nord, som tyskerne anlagde under Første Verdenskrig som beskyttelse mod et evt. allieret angreb fra nord, og der er flotte bronzealderhøje i Rens Hedegård og Hyrup plantager. Fårhus Plantage rummer i det ene hjørne et gammelt egekrat, som formentlig er en rest af de sønderjyske urskove, og efter mange års fredning har dele af det udviklet sig til egentlig egeskov. Både Eggebæk og Løgumkloster plantager rummer højmoser, som dog i høj grad er groet til med birk. Dyrelivet omfatter andet end hjortevildt. Der kan ses traner i Eggebæk og Løgumkloster plantager, den store hornugle yngler i Rens Hedegård Plantage, og i øvrigt kan man opleve både ugler og rovfugle i flere plantager. Både Rens Hedegård, Høyberg og Skærbæk Kalbye er rige på snepper. Ud over disse mere markante steder og arter bidrager plantagerne og ikke mindst de varierede skovbryn til at skabe levesteder for mange dyr og planter. 280 Nogle naturværdier går tilbage til tiden, før plantagerne blev anlagt, mens andre er kommet til senere. Som hovedregel er de kommet eller bevaret ved, at man har givet naturen plads. Rundt om i plantagerne får mindre arealer lov til at passe sig selv. Det gælder højmoserne, en del af egekrattet i Fårhus og en række andre mindre arealer med løvskov og våde områder. Det giver plads til nogle former for biologisk mangfoldighed, men generelt fører det til tæt krat og skov, og det er ikke måden, alle slags natur bedst klarer sig på. Heder, f.eks., klarer sig kun, hvis de slås eller afgræsses. I jubilæumsåret har plantningsselskabet valgt at rydde den såkaldte Armhushede i Løgumkloster Plantage for træer og buske, indhegne den og lade den afgræsse, så den kan fremstå som hede også fremover. Det er selskabets gave til offentligheden i jubilæumsåret. Det har selskabet gjort for egen regning. 281 Andre steder har man fået tilskud til at øge natur- og oplevelsesværdier. I blev Arnåen ført tilbage til et slynget forløb, blandt andet gennem et engareal, som selskabet ejer i tilknytning til Korup Plantage. Det blev gennemført for offentlige midler. 282 De senere år har selskabet med tilskud fra Naturstyrelsen og Jebsens Naturfond anlagt en række småsøer og vandhuller i flere plantager, bl.a. Rens Hedegård, Løgumkloster og Hyrup. 283 Søerne er ligesom en række løvtræslunde eksempler på, at man på én gang tilgodeser jagt, natur og naturoplevelser. Disse naturværdier kan alle opleve gratis, idet der i mange år har været fri adgang til at færdes på veje og stier også i private skove, og selskabet har de senere år gjort en indsats for at invitere flere indenfor fik selskabet støtte af friluftstrådet til at opsætte navneskilte ved alle større veje og pladser, og der blev udarbejdet rutebeskrivelser med forslag til skovture i hver enkelt plantage. 284 Selskabet har de senere år fået skabt en række små søer rundt om i plantagerne til glæde for dyreliv, jægere og andre besøgende. Her er det en sø i Høyberg Plantage. Foto: Erik Petersen. I 2019 fik selskabet ryddet den såkaldte Armhushede i Løgumkloster Plantage for trævækst. Denne rest af egnens gamle heder har sit navn fra, at den i sin tid hørte under det lokale fattighus. For at holde den fri for træer fremover skal den græsses af får. Foto: Erik Petersen

59 Fra plantning til plantager Plantningsselskabet Sønderjylland Hundrede års historie er et stærkt udsagn om kontinuitet. Gennem al den tid har A/S Plantningsselskabet Sønderjylland ikke bare fastholdt sit navn, men også de hovedlinjer i sit virke, som navnet lægger op til. I alle årene har ordene plantning og Sønderjylland sat meget af retningen. Sønderjylland har hele tiden været den geografiske ramme, og selskabet har i alle årene arbejdet med skov eller plantager, der er etableret siden dets stiftelse. Kun driver man i dag ikke kun plantager, selskabet selv har anlagt, men også plantager, plantet af andre. Kun ganske små hjørner af de over hektar plantager, selskabet råder over, var skov i I stedet er de stærke vidnesbyrd om den plantningseller skovrejsningsindsats, selskabet fra begyndelsen så sig som en del af. Den tredje del af selskabets navn er ordet aktieselskab. Det ord er fortolket lidt mere specielt end de andre, men lige så konstant. Gennem alle hundrede år har A/S Plantningsselskabet Sønderjylland haft aktieselskabets form, men lige så længe har det investeret alle de midler, det har fået rådighed over, i plantagerne, og der er aldrig nogen sinde udbetalt udbytte. Overskud er brugt til at fastholde, styrke og udvide selskabet og dets virke for plantning i Sønderjylland. Trods det har der også været forandringer ikke bare i ydre vilkår, men også i måden selskabet har fungeret på og fortolket sin rolle. De væsentligste af dem knytter sig til to forhold, og skift i dem deler Plantningsselskabets hundredårige historie ind i epoker. Det ene er den nærmere karakter af selskabets virksomhed inden for plantningsog skovvirksomhed. Det andet er selskabets placering mellem dets to forældre på den ene side Hedeselskabet, på den anden side et sønderjysk miljø, som var og langt ad vejen stadig er dansk-nationalt, knyttet til landbruget og til sønderjysk politik. Flere af skiftene falder desuden sammen med udskiftning i selskabets daglige forstlige ledelse, uden at det skal gøres til den afgørende grund. Fra begyndelsen var selskabet en del af plantningssagen og dets fornemste mål var at bidrage til skovrejsning og anden plantning i Sønderjylland dels ved at rejse plantager selv, dels ved at drive planteskoler, der leverede planter og i bredere forstand var kraftcentre for plantningen, som selskabets oprindelige hovedarkitekt Christian Dalgas ønskede. Det mål var helt dominerende for selskabet til 1950 erne. Selskabet skabte plantager i to runder en tidlig i 1920 erne og en senere fra slutningen af 1930 erne til begyndelsen af 1950 erne. Til sammen gjorde de selskabet til den tredjestørste skovejer i Sønderjylland og ejer af et par promille af landsdelens jord det dobbelte inden for det område vest for Hærvejen og syd for Gram, hvor selskabet koncentrerede næsten hele sit virke. I de første år var Hedeselskabet den af selskabets forældre, der udøvede mest af forældremyndigheden og var mest aktiv i at hjælpe det på vej, men her kom et skift i løbet af 1930 erne. Selskabet fik en sønderjysk formand, som foreslog en ny ekspansion og en ny aktietegning. Selskabet fik en større bestyrelse, og inden for den kom sønderjyderne til at dominere først ved at udfylde de afgørende poster som formand og forretningsudvalg, og efterhånden også i kraft af at udgøre flertallet. Samtidig blev selskabets første hektar daglige leder Kr. Fromsejer nok ved med at have en dobbeltstilling hos Hedeselskabet og Plantningsselskabet, men han blev mere uafhængig af Hedeselskabets daglige ledelse. Alt det trak i retning af at gøre selskabet mere selvstændigt og mere sønderjysk. Det er det første skift inden for de hundrede år. Næste skift indtraf i 1950 erne, hvor selskabets virke gradvis måtte omstilles. På sin vis havde det altid været en given sag, at den dag måtte komme, men alligevel var det ikke noget, der var særligt velforberedt. Men dels fik plantagerne efterhånden en alder, så de måtte anses for skov og ikke bare nyplantninger, dels blev muligheden for at plante mindre. Det påvirkede også afsætningen af skovplanter fra planteskolen i Skærbæk. Midt i dette vadested gik Fromsejer af. Hans efterfølger Lindskov Christiansen var helt indstillet på i højere grad at være forvalter af bestående skov og i mindre grad skaber af ny skov. Bestyrelsen ønskede dog fortsat aktivitet. Det blev til køb af bestående skove, hvad Lindskov kunne tilslutte sig, og en stærk satsning på planteskolen som havecenter, hvad han var imod. Det sidste endte med en voldsom økonomisk nedtur, så planteskolen måtte lukkes i Det var det tredje markante skift. Nu måtte selskabet igen omstille sit virke. I stedet for planteskolen gik man i gang med at udvikle en juletræsforretning som ny central indtægtskilde. Ud over det fortsatte Udviklingen i de arealer, Plantningsselskabet Sønderjylland har ejet

60 driften af plantagerne, som hen ad vejen blev udvidet både ved nyplantning og køb af bestående skov. Grundlæggende har denne strategi domineret lige siden. Juletræsproduktionen i Skærbæk har været økonomisk central, og plantagearealet er fortsat med at vokse ganske kraftigt. Noget har været tilplantning, men det meste er købt som bestående skov eller etableret plantage. Sammen med de store handler, hvor en række små plantager blev erstattet af én stor, repræsenterer det et nyt hovedmål: at være en betydelig skovejer, som driver en række sønderjyske skove på en måde, der er økonomisk levedygtig og dermed sikrer, at selskabet kan fortsætte denne linje i et længere perspektiv. Ekspansionen i areal har været ganske kraftig, for selskabet råder i dag over næsten dobbelt så store arealer, som da planteskolen lukkede for fyrre år siden. Lukningen af planteskolen skabte krise i forholdet til Hedeselskabet, men i første omgang blev det løst ved udskiftning af skovrideren, så Lindskov forsvandt og Leif Nannestad kom til. I kom der imidlertid en ny krise mellem Hedeselskabet og Plantningsselskabets bestyrelse, som endte med, at Plantningsselskabet tog et nyt stort skrift i retning af selvstændiggørelse og fik sin egen daglige leder, som udelukkende er ansat ved Plantningsselskabet. Det har været grundlaget siden, og lige siden har Torben Ravn været daglig leder. På den måde markerer årene endnu et væsentligt skridt i selskabets historie og det fjerde knæk på linjen. Fra 1989 har forvaltning af bestående skov været hovedvirksomheden sammen med den juletræsproduktion, der har finansieret videre ekspansion af arealerne. Markante begivenheder i årene omkring år 2000, har yderligere påvirket strategien, men nærmest befæstet den vej. Der er derfor ikke samme markante skift efter én målestok, men snarere en række strategiske ændringer, der til sammen berettiger til at se disse år som et femte omdrejningspunkt. Selvstændigheden og den stærke sønderjyske forankring er blevet yderligere befæstet med Plantagefonden, der nu Plantningsselskabets formand siden 2016, Per Bonefeld, under inspektion i Hyrup Plantage. Foto: Bent Karlsson. er selskabets største aktionær. Orkanen i 1999 betød, at store arealer skulle nyplantes, og her skubbede staten i retning af en vis forandring i måden at gøre det det på. Få år senere solgte selskabet en del af de plantager, det selv havde skabt, for at købe en stor plantage, som andre havde skabt, og siden har man tilkøbt endnu en stor plantage, der var anlagt. Samlet har de yderligere tydeliggjort selskabets rolle som en selvstændig sønderjysk skov- og plantagevirksomhed, som driver og forvalter skov, der er resultat af de sidste hundrede års skovrejsning, men efterhånden mest er modne plantager eller skove, om man vil. Grundlæggende er de skove, selskabet ejer og driver, af den type, det selv begyndte at anlægge for snart hundrede år siden. Det er arealer, som inden for de sidste hundrede år er tilplantet ved en bevidst menneskelig indsats, med forskellige former for gran som dominerende træarter og med produktion af træeffekter som hovedformål. Dog kan man de seneste år se en vis bevægelse mod rekreative og naturmæssige værdier, som i dag er blevet det øvrige samfunds væsentligste forventning til skoven, men skridtene er endnu forsigtige. Også på det punkt er kontinuiteten sej

61 Kort over selskabets plantager De sønderjyske skove i dag og lokaliseringen af A/S Plantningsselskabet Sønderjyllands plantager Skærbæk Arealet 65 ha I 2019 ejer Plantningsselskabet Sønderjylland 12 plantager med fredsskovpligt og en juletræsfarm uden. Gennem årene har selskabet ejet yderligere en række plantager og ejendomme. På oversigtskortet s. 121 er markeret de ejendomme, selskabet ejer i dag, og de plantager, selskabet afhændede i årene Før den tid har selskabet kun solgt én egentlig plantage, den lille Løgumgårde Plantage. Derimod har man i perioder ejet utilplantede arealer, som er solgt videre. Ud over oversigtskortet er der på de følgende sider en række kort over de plantager, selskabet ejer i dag. De er alle i målestok 1: og udarbejdet af Orbicon. 2. Skærbæk Kalby Plantage 3. Nybo Plantage 4. Løgumkloster Plantage 5. Høybergs Plantage 6. Svinhøj Plantage 7. Fredstrup Plantage 8. Eggebæk Plantage 9. Fårhus Plantage 69 ha 146 ha 148 ha 60 ha 50 ha 38 ha 193 ha 113 ha 10. Rens Hedegård 275 ha 11. Aagaard Plantage 58 ha Korup Skov 13. Hyrup Plantage Solgte plantager ha 235 ha 1493 ha Sølvbæk Hede Plantage 15. Kjemslund 16. Krigsfanger Plantagen 17. Hungerborg Plantage 18. Fælled Plantage 76 ha 16 ha 8 ha 11 ha 13 ha Grev Schacks Plantage 20. Kruså Plantage 35 ha 50 ha Ulfhøj-Herulf Plantage 22. Torsbjerg Sdr. Plantage 31 ha 17 ha

62 Skærbæk-Kalby Plantage 69 ha Skærbæk Arealet 65 ha 1 ha 1 : : m

63 Høyberg Plantage 60 ha 1 ha 1: : m

64

65 Fårhus Plantage 113 ha ha 0 1: : m

66

67 Jeg sætter jer i karantæne! Skovrider Kristen Fromsejer, Skærbæk Under tilplantningen af Sølvbæk Hede havde skovrider Fromsejer mistanke om, at plantningen ikke blev udført på ordentlig vis. Der var tale om håndplantning med spade, og hvis det ikke blev gjort grundigt, ville planterne få det svært. Sølvbæk Hede lå meget åbent i landskabet, og Fromsejer vidste godt, at hans bil var kendt af skovarbejderne. Derfor lavede han en aftale med Harald Sandahl, som var bestyrer på avlsstationen Renbæk, om at Sandahl skulle køre ham derud i sin bil. Skovfolkene anede derfor ikke uråd, før Fromsejer sprang ud af bilen. Han var stærkt utilfreds med det arbejde, som han havde observeret fra bilen, og udbrød: Jeg sætter jer i karantæne. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men rart har det nok ikke været. Denne beretning har jeg fra gdr. Harald Sandahl, Torning. Skovfogedens anekdoter Af Torben Ravn som skovrider Fromsejer forstod at sætte pris på. Fromsejer værdsatte Lause, nogle gange næsten for meget! Lause fortalte mig således, at han havde svært ved at holde ferie, fordi Fromejer ikke ville respektere dette moderne fænomen. En ung stærk mand skal ikke holde ferie, sagde han, vi har brug for dig på gården i Gesing. Gården var Fromsejers hjem. Lause turde ikke sige ham imod og tilbragte derfor sin ferie i Gesing, men senere lærte Lause dog at rejse væk, når han skulle holde ferie. Gode dage i Lundbæk Skovfoged Jørgen Schmidt, Skærbæk Skovfoged Jørgen Schmidt blev ansat ved Hedeselskabet i 1944 og virkede til sin død i 1985 i flere af Plantningsselskabets plantager. Jeg blev hans efterfølger. Skovfoged Schmidt fortalte mig gerne om de mange år, hvor han en gang om ugen var cyklet fra Skærbæk til Lundbæk Plantage ved Tinglev. Her boede opsynsmand Magnus Wind med sin hustru og deres to drenge. Han tog sig af både Lundbæk og Eggebæk plantager. De havde så sammen planlagt den kommende uges aktiviteter, og der blev serveret mad og kaffe for Schmidt i løbet af dagen. Det havde altid været gode dage, både for Jørgen Schmidt og Magnus Wind. ikke frygtede træerne og skoven, for jeg er jo deres far. Og rigtigt var det jo, for han havde plantet alle træerne i Lundbæk. Hvem var manden med månen? Skovrider Lindskov Christiansen Skovfoged Schmidt var død den 1.oktober 1985, lige da jagtsæsonen skulle til at begynde. Jeg var blevet udnævnt som hans efterfølger, hvilket medførte, at jeg dette efterår blev inviteret på rigtig mange jagter. En af disse var i Høyberg Plantage ved Visby, hvor ejeren af Jernbanehotellet i Skærbæk, Tage Kudsk, havde inviteret mig. Det blev en Ferie kan man holde, når man bliver gammel! Planteskolemedarbejder Lauritz Trip og skovrider Kristen Fromsejer, Skærbæk Fand`me Lause, som han hed i daglig tale, var bogstaveligt talt vokset op i planteskolen. Hans mor var lugekone hver sommer. Det var hun også frem til det tidspunkt, hvor Lause blev født, og man sagde, at vandet gik derude, medens hun lugede plantebede. Lause kom i lære i planteskolen meget tidligt og blev en dygtig traktorfører. Særligt satte han en stor ære i at køre helt lige, hvad der var noget, Skovfogeden og Magnus Wind i begyndelsen af 1990 erne. Magnus Wind var det meste af sit arbejdsliv ansat ved Hedeselskabet og i en menneskealder opsynsmand ved Lundbæk Plantage under Københavns Plantageselskab, men tog sig også af naboplantagen Eggebæk. Foto: Privateje. Skovens far Opsynsmand Magnus Wind, Lundbæk Magnus Wind ville ikke stoppe som skovarbejder. Da han var 90 år, kørte han stadig på arbejde med sin Ferguson og motorsav i Lundbæk. Han var ansat ved Hedeselskabet, men her havde lønsystemet i Viborg efterhånden svært ved at acceptere, at der var en medarbejder med et så gammelt personnummer. Skovfoged Martin Bösselmann prøvede at fortælle ham, at det ikke længere var sikkerhedsmæssigt forsvarligt at have ham på arbejde i plantagen, for der kunne jo vælte et træ ind over ham. Til det svarede Magnus, at han Lindskov Christiansen vandrende i én af selskabets plantager i Netop sådan oplevede jeg den lille, stilfærdige mand med den skaldede isse på en jagt i 1980 erne. Foto: Harald Skodshøj/Museum Sønderjylland

68 rigtig god dag, hvor jeg fik mulighed for at skyde min første ræv i Sønderjylland. Jagtselskabet var også fornøjeligt. Med på jagten var en ældre meget stille og nobel mand. Han havde mørkt hår med en meget markant måne. Han deltog i jagten på en anden måde end de øvrige jægere. Han så meget på bevoksningerne og de enkelte træer, derimod lod han vildtet passere uden tilsyneladende at forsøge at nedlægge det. Jeg talte ikke med manden, noget jeg senere har fortrudt. Vi sagde blot goddag og farvel til hinanden, sådan som det tit foregår under jagt. Men min nysgerrighed fik mig alligevel til efter jagten at spørge Tage Kudsk om, hvem manden med månen var. Han svarede mig: Det var da den tidligere skovrider Lindskov Christiansen. Han er stadig en god ven af vort konsortium. Hvem vil være skovrider i Sønderjylland? Hedeselskabet og mig selv I var Hedeselskabet inde i en brydningstid. Det gamle stolte selskab skulle omstilles fra at være en statsstøttet konsulentvirksomhed til at være en moderne entreprenørvirksomhed uden offentlig støtte. Det skabte store spændinger, og der var stor udskiftning i virksomheden. Min chef, Leif Nannestad, valgte at skifte job og blive skovrider hos Vejle Amts Skovdyrkerforening - en lokal konkurrent til Hedeselskabet. I tiden derefter fik både jeg og vore kunder præsenteret flere navne som Nannestads efterfølger. En kandidat var udstationeret i Afrika, da han blev udnævnt. Man glemte blot at spørge manden, og da budskabet fra Viborg endelig nåede frem gennem junglen, takkede han nej! Så blev en forstfuldmægtig ved kontoret i Varde udnævnt, men han var heller ikke spurgt. Han sagde også nej tak, og dermed var man på bar bund igen. Midt i det tog min nærmeste kollega Leif Grønbjerg til Skotland. Al den uro havde fået Lauritz Jørgen Lauritzen til at beslutte sig for, at Plantningsselskabet skulle have sin egen skovfoged. Det fik mig til at sige ja tak, da jeg fik tilbuddet. En skovfoged kan ikke drive sig selv Skovrider Christian Als Pr blev jeg ansat som skovfoged og direktør for A/S Plantningsselskabet Sønderjylland. Hedeselskabet havde svært ved at acceptere, at Plantningsselskabet nu ville have sin egen skovfoged. Lauritzen blev kontaktet af skovrider Christian Als fra Viborg, der sagde til ham: Det kommer I snart til at fortryde, for en skovfoged kan ikke drive sig selv. Han skal have en organisation bag sig, ellers går alt i stå. Lauritzen fortalte mig det, og så gik vi ellers sammen i gang med at modbevise den spådom. Hvis jeg nogensinde senere har følt, at jeg var ved at lægge mig til rette på sofaen, har jeg tænkt på Christian Als og skyndt mig ud for at tage et initiativ. Hold dig til Ebbe og Hans Bestyrelsesformand Lauritz Jørgen Lauritzen Lauritzen og jeg fik et meget tæt samarbejde i elleve år. Han var altid en god støtte, når vi skulle træffe beslutninger og i øvrigt også privat, da min kone kom ud for en alvorlig ulykke. I november 2000 blev Lauritzen indlagt på Haderslev sygehus. Jeg blev en aften ringet op af hans søn Flemming, som bad mig komme til Haderslev, da hans far gerne ville tale med mig. Flemming tog imod mig, da jeg kom til afdelingen, og fortalte, at hans far ikke havde lang tid tilbage. Der var intet at gøre, hjertet var slidt op! Da jeg kom ind på stuen til Lauritzen, begyndte jeg at tale om skovene og fremtiden, som om vi begge var en del af den. Lauritzen var mere afklaret. Han følte ansvar for mig og ville gerne sikre sig, at tingene kunne køre videre. Hans vigtigste budskab til mig var: Hold dig til Ebbe og Hans. Det var de to andre i forretningsudvalget. Det gjorde jeg så, og jeg kan kun sige, at Lauritz Jørgen Lauritzen også her fik ret. Lauritz Trip var i en årrække ansvarlig for de elever, der fik deres praktiske uddannelse ved Plantningsselskabet. Her ses han sammen med Jens Ole Wortmann (t.v.) og Leo Luff (i midten). Ud over de to har selskabet af elever haft Claus Jensen, Morten Kudsk, Lars Mortensen, Hans Kristensen, Jesper Bork og Lars Hugo Hinrichsen. Foto: Finn Quist. Spejdertræer. Driftsleder Lauritz Trip, Døstrup Lause var i 1980 blevet omskolet fra planteskolemand til skovarbejder med pasning af juletræer som sit vigtigste område, og i alt kom han til at arbejde i 43 år på Skærbæk Arealet. Han passede godt på juletræerne, men på et tidspunkt skulle han også lære at kassere de dårligste træer, som vi kalder vragtræer. Sådanne saneringer blev udført overalt i Danmark på det tidspunkt. Jeg havde forsøgt at fortælle Lause, hvilke træer der skulle skoves, men da jeg næste dag kom forbi kulturen, havde han ikke kunnet finde et eneste vragtræ. Hans forsvar var, at han syntes, de var for gode. Han mente, at de måske kunne sælges til spejderne! Jeg er normalt på taberholdet, men det gælder ikke i år Skovarbejder Finn Qvist, Paris Finn var en årrække ansat først som skovarbejder i Løgumklosterområdet og senere som opsynsmand i Fårhus Plantage. Her boede han i et lille gult hus, som bar det stolte navn Paris. Denne adresse bekom tydeligvis Finn vel. Skønt huset ikke var noget særligt, så elskede Finn dette sted, midt ude i plantagen, fjernt fra andre mennesker og med rådyr og harer løbende rundt i haven. Finn var altid meget akkurat. Hans motorsav var ren og trimmet, hans bil ligeså, og opsynsmandsboligen Paris blev vedligeholdt til UG. Finn var en lille tæt og noget hjulbenet mand. Han havde været i gang med studiet til forstkandidat på Landbohøjskolen i København, men han havde måttet opgive dette studium, fordi det hele pludseligt blev for meget for ham. Han måtte væk fra København og ud i den rigtige skov. Finn var en enegænger af natur, og så var han meget filosofisk. Det var således altid spændende at aflægge Finn Finn Quist på skovning i Fårhus Plantage. Foto: privat

69 et besøg i skoven. Han var altid klar til at kommentere, hvad der forgik ude i den store verden. I juni 1992 var han særlig glad, da jeg en dag kom ind i hans skurvogn. Finn havde som EU-modstander lige stemt nej til Maastricht, og nogenlunde samtidig var Danmark blevet Europamester i fodbold. Det fik ham til at udbryde; Jeg er normalt på taberholdet, men det gælder ikke i år. Hvorfor stikker du da også din hånd i alting? Skovarbejderne Bertha og Jens Lauritzen, Skast Jens og Bertha var de første skovarbejdere, jeg ansatte. Jens var en ældre mand, som indtil da havde arbejdet med dræning. Han var trods sin alder bomstærk, og skovfoged Schmidt havde anbefalet ham over for mig. I starten var jeg noget skeptisk, fordi Jens ikke havde meget forstand på motorsave. Bedre var det ikke, da Jens også ville have sin kone Bertha med på arbejde. Vi fik dog lavet en aftale om, at alt deres arbejde skulle foregå på akkord, både skovning og plantning. I starten havde de svært ved tilsammen at tjene en dagløn, men senere gik det meget bedre. En dag gik det dog galt. Under skovning af cellulosetræ ville Bertha fjerne en stamme, som Jens ikke var færdig med at afgrene. Resultatet blev, at han skar hende i hånden. I stedet for at trøste hende udbrød han ophidset: Hvorfor stikker du din hånd i alting? Bertha kom på sygehuset, men hun blev heldigvis hurtigt rask igen. På denne måde lærte hun at holde god afstand til Jens, når han var i gang med saven. I skal være gode ved Martin Skoventreprenør Martin Pedersen, Løgumkloster I mange år kørte Martin Petersen træ ud for mig i Løgumklosterområdet. Det var specielt kassetræ til Kirke Hørup Savværk på Als. Dette træ blev læsset med hånden. Martin elskede dette arbejde i skoven. Ofte arbejdede han sammen med Hans Bek og Børge Eskildsen. På et tidspunkt spurgte jeg Martin, om han også kunne tænke sig at hjælpe os i Skærbæk med udkørsel af juletræer, og her sagde han hurtigt ja. Da han havde prøvet dette arbejde nogle dage, aftalte vi en akkord, og Martin knoklede derefter på. Efter nogle dage blev jeg en aften ringet op af Martins kone Ulla. Hun havde bemærket, at Martin i den seneste tid var kommet meget træt hjem fra arbejde og gik i seng lige efter aftensmaden. Hun sagde anklagende: I skal være gode ved Martin. Nu holder jeg fri resten af dagen Skovarbejder Hans Bek, Ndr. Sejerslev Skovarbejder Hans Bek var blevet ansat af skovfoged Schmidt, før jeg kom til Sønderjylland. Han var en dygtig mand, men kom til sidst alligevel ud for en meget alvorlig ulykke med sin motorsav, så han måtte stoppe alt for tidligt. Medens han virkede som skovarbejder, elskede han de dage, hvor jeg kom forbi for at opmåle og afregne træet. Når træet var opmålt, lavede jeg med det samme en afregning, og han fik overdraget en check. Når det var overstået, udbrød han gerne: Nu holder jeg fri resten af dagen, og det gjorde han så, medens hans kollegaer Martin og Børge gerne forsatte deres arbejde. På den måde havde de altid mere træ end Hans, og det kunne Hans ikke altid forstå. Der er altid arbejde nok til dem, som vil arbejde Skoventreprenør Børge Eskildsen Børge Eskildsen blev ansat af skovfoged Jørgen Schmidt i februar Han har gennem årene arbejdet i alle Selskabets plantager, mest dog i plantagerne ved Løgumkloster. Børge lærte sig selv skovarbejdet på trods af, at han er kejthåndet. Han blev hurtigt dygtig til at betjene en motorsav. Siden det store stormfald i 1999 og de deraf følgende tilplantninger, Annette og Børge Eskildsen monterer pinde på juletræer i Skærbækarealet for at forhindre fugleskader. Foto: Bent Karlsson har han sammen med sin kone Annette været Plantningsselskabets vigtigste plantør. De tilplanter hvert år ha i plantagerne. Annette og Børge har altid meget gerne villet arbejde sammen, og det har der i plantagerne heldigvis ofte været mulighed for. Som oftest er det foregået på akkord. Annette og Børge har altid travlt! De planter i Plantningsselskabets plantager, måler langtømmer, skover træ til flis eller hjælper til i juletræerne i Skærbæk. Men ikke nok med det, Annette har gennem årene været gravermedhjælper ved forskellige kirker, og Børge har haft

70 deltidsarbejde ved et slagteri, en murer, en tømrer samt et gulvbelægningsfirma. Derudover har de passet deres landejendom og deres fire piger, som nu også efterhånden har fået sig etableret med familier og dermed børnebørn. Annette og Børge er typiske daglejere, meget fleksible, altid på farten og dermed i arbejde. Børge lever sit liv efter mottoet: Der er altid arbejde nok til dem, som vil arbejde. Den vigtigste arbejdsplads for Børge og Annette er og har dog altid været skoven. Hvis der har været vigtige opgaver her, har jeg altid kunnet regne med dem, og så har de andre arbejdspladser måttet vente! Den lånte jaguar nogle år siden, da en tysker kom kørende ind på pladsen i Skærbæk i en flot mørkerød jaguar. Han kom fra Køln, hvor han handlede med is om sommeren og juletræer om vinteren, umiddelbart en god fordeling syntes Flemming og jeg. Flemming så, at jeg var imponeret over denne mand og særligt hans flotte bil. På et tidspunkt gjorde han sig et ærinde ved bilen og så et skilt i bagruden. Han trak mig derefter lidt til side og sagde: Do ved jo godt, at æn kun ka se dem til æ tænder, æ jaguar er lånt i Flensborg! Jeg tog derpå en kreditoplysning på denne mand. Alle lamper blinkede, og vi slap for at lide tab på denne lykkeridder. Per Arlan Alexius på skovarbejde i Nybo Plantage Foto: Niels Hello Andersen. Skovarbejder Flemming Arnum Det var mig, som i 1984 ansatte Flemming Arnum, først som elev og senere som fast skovarbejder. Da Lauritz Trip efter 43 år i år 2000 gik på pension, tog Flemming over efter ham. Skærbæk Arealet har Flemming altid passet til UG. Hvert år skulle der tågesprøjtes med svovl. Det gøres bedst om natten eller meget tidligt om morgenen. Flemming fandt selv ud af, hvornår tidspunktet var bedst, og så gik han i gang uden at tænke meget på sin nattesøvn. Han holdt senere fri i jagtsæsonen og kunne på denne måde i bogstaveligste forstand afspadsere sit overarbejde med bøssen over nakken. Ud over at passe juletræer var Flemming god til at vurdere og servicere vore kunder. Han vidste altid, hvordan træerne skulle mærkes, for at partiet passede til netop den kunde. Flemming deltog i alle kundeforhandlinger, så han vidste, hvad der var blevet aftalt, og under hvilke betingelser træerne skulle leveres. Flemming satte en ære i, at alt klappede og pengene kom i kassen. Frem til jubilæumsåret 2019 har Selskabet således endnu ikke lidt tab på handel med juletræer og pyntegrønt. Det er helt usædvanligt i en branche fyldt med lykkeriddere. En sådan fik Flemming afklædt for Ka do it nok find now skovfolk som ka snak tysk? Tidligere Skomager Niels Tästensen, Løgumkloster I foråret 2000 kom Per Arlan Alexius med et skovhold fra Jämtland i Sverge til Løgumkloster. Han havde fået til opgave at rydde stormfald i Nybo og Kjemslund plantager. Han bad mig finde et sted, hvor de kunne bo med mulighed for selv at lave mad. Ved siden af Kjemslund plantage boede Niels Tästensen med sin kone Marie. Jeg havde kort tid forinden besøgt dem, og her havde Niels stolt vist mig, hvordan de have fået indrettet en lejlighed og et par værelser i den gamle hestestald. Alt sengetøjet var lyserødt, fordi det var udenlandske brudepar man satsede på. Jeg fik svenskerne indlogeret hos Niels Tästensen, men allerede efter den første nat opstod der problemer. Per Arlan og hans folk var ikke tilfredse med det lyserøde sengetøj; det passede ligesom ikke til skovens folk. Niels Tästensen havde svært ved sproget. Han mente nok, han kunne forstå svensk, men disse folk kom jo fra Jämtland og talte et helt specielt svensk. Niels og Marie tilhørte det tyske mindretal og sagde til mig: Ka do it nok find now skovfolk, som ka snak tysk? Problemerne blev dog hurtigt løst. Sengetøjet blev skiftet, og Niels og Per Arlan lærte at tale sammen. De blev endda venner for livet. Niels og Marie besøgte senere Per Arlan i Jämtland, og de fik gennem mange år besøg af ham og hans kone, når der var Kloster Mærken. For syv år siden døde Niels, men Per Arlan ringer stadig til Marie en gang om året for at ønske hende en glædelig jul. Pibe på afveje Fhv. minister Johan Philipsen, Søgård Under en efterårsjagt i Eggebæk Plantage kørte det mangeårige bestyrelsesmedlem, tidligere folketingsmand og minister Johan Philipsen med mig i min Toyota tjenestevogn. Han røg pibe under kørslen, som han altid gjorde. Da vi passerede et hul i skovvejen, gav det et gevaldigt bump i bilen, hvorved Johan Philipsen tabte piben. Ved fælles hjælp lykkedes det dog at finde den igen under sæ- det, før der gik brand i bilen. Der blev så stille for en tid, hvorefter Phillipsen bemærkede: Torben, i det kommende budget synes jeg, du skal tage højde for nogle forbedringer af skovvejene. I røg og damp Amtsborgmester Kresten Philipsen, Lundtoftbjerg Der var indkaldt til bestyrelsesmøde i Plantningsselskabet på Bov kro. Det meste af bestyrelsen var mødt frem til tiden, heriblandt Kresten Philipsen fra Lundtoftbjerg. Han var det bestyrelsesmedlem. som havde den korteste afstand til kroen. Kresten havde godt gang i piben, da dir. Ove Kloch fra Hedeselskabet i Viborg lidt forsinket kom ind i lokalet. Kresten sagde da drillende: Du kommer sent Ove, vi andre er allerede gået i gang. Hertil svarede Ove Kloch hurtigt: Det kan jeg både se og lugte

71 Billede fra én af Plantningsselskabets bestyrelsesjagter. Selskabet er på vej ud til deres poster. For enden ses Kresten Philipsen med den uundværlige pibe og jagtbøssen. Til højre ses selskabets formand , Lauritz Jørgen Lauritzen. De øvrige er en blanding af bestyrelsesmedlemmer, medarbejdere og naboer. Foto: Privateje. Der røg den hjort Amtsborgmester Kresten Philipsen, Lundtoftbjerg Der var riffeljagt efter kronvildt i Eggebæk Plantage. Kresten fik en god post ved mosen, hvor der var en kraftig veksel ind i højskoven. Jagten gik i gang, og efter kun en halv time lød der riffelskud fra Kresten. Da jeg kom frem til stedet, virkede han noget fortumlet, og han gik og ledte i skovbunden. Han fortalte, at der var kommet en større hjort, formodentlig en 10-ender. Han havde talt i mobiltelefon, da den kom, og derudover havde han røget pibe. For at kunne afgive skud, havde han måttet smide både telefonen og piben fra sig, og nu kunne han ikke finde sin telefon. Han havde ikke ramt hjorten, kunne vi begge fastslå, da vi fandt et beskadiget træ i nærheden. Store og lille Claus Bestyrelsesformænd Lauritz Jørgen Lauritzen, Løgumkloster og Eskild Wind, Kolding De to formænd for henholdsvis A/S Plantningsselskabet Sønderjylland og Københavns Plantageselskab A/S var gode venner også privat. Rent kropsligt var de et noget umage par, idet Eskild Wind var dobbelt så stor som Lauritzen. Da Hedeselskabets direktør Ove Kloch fyldte 50 år, Skovfogeden på jagt i Eggebæk i 1990 erne. Foto: Privateje

72 deltog de begge i receptionen i Viborg og medbragte da et maleri som gave fra de to plantageselskaber. Dagen efter ringede Ove Kloch til mig og sagde tak for gaven. Desuden spurgte han til de to selskaber og ville vide, hvem der kom fra hvilket. På det tidspunkt ejede Københavns Plantageselskab ca. 400 ha og Plantningsselskabet Sønderjylland ca ha. Jeg fortalte ham da, at den store mand kom fra det lille selskab og den lille mand fra det store selskab. Tal ikke om reb i hængt mands hus Direktør Eskild Wind, Kolding Under et bestyrelsesmøde betegnede Lauritzen flere gange Fårhus Plantage som en af Plantningsselskabets bedste. Indtægterne fra skovningerne dér havde muliggjort købet af både Aagaard og Korup Plantage. Eskild Winds kommentar, hertil var: Tal ikke om reb i hængt mands hus. Sagen var den, at Københavns Plantageselskab fra begyndelsen fik Fårhusarealet tilbudt, men valgte at takke nej, da deres såkaldte skovsagkyndige fra København havde frarådet et køb, fordi han vurderede området uegnet til skovrejsning. Senere havde skovrider Fromsejer overbevist A/S Plantningsselskabet Sønderjylland om det modsatte, og nu høstede man så frugterne. Hvem er i grunden jagtlejer her? Bestyrelsesformand Lauritz Jørgen Lauritzen, Løgumkloster Over en årrække var Lauritz Jørgen Lauritzen og Eskild Wind sammen med Karl Toosbuy jagtlejere i Løgumkloster Plantage. De betalte hver 1/3 jagtleje og havde mulighed for at invitere gæster med efter samme forholdstal. Eskild Wind var en farverig og charmerende person, men han var først og fremmest en sand kræmmer. Hans motto var: Hvorfor betale for noget, som man kan få andre til at betale for sig? Det betød blandt andet, at han fik nogle af sine gæster til at betale en del af jagtlejen i Løgumkloster Plantage. Da de under en jagt begyndte at blande sig i jagtens planlægning, udbrød Lauritzen overfor Eskild Wind: Hvem er i grunden jagtlejer her? Eskild Wind havde glemt at fortælle Lauritzen om, hvor hans del af jagtlejen kom fra! Der kommer fedtegreven Jagtlejer tidligere hotelejer Hans Heisel, Ellum Hans Heisel var i mange år jagtlejer i Løgumkloster Plantage. Han var en meget dygtig jæger og forstod at stå helt roligt på sine poster, så det var ofte ham, som skød ræven. Heisel var en frygtelig snob, hvad han havde lært fra sin tid som tjener på hotel Phønix i København. Han underviste i jagtlære og har blandt andet undervist Kronprins Frederik og Prins Joachim. Når der var jagt i Løgumkloster Plantager var der tale om tre klasser af deltagere. De fineste var prins Henriks far, Bitten Clausen og Karl Toosbuy. Derefter fulgte almindelige jægere fra egnen og sluttelig drevet, som tit bestod af unge kommende jægere. Den første gruppe blev bespist med højtbelagt smørrebrød i havestuen, medens restgrupperne fik lov til at spise deres medbragte madpakker i en dagligstue. Det drillede skovfolkene ham med. En gang han kom på jagt i Draved Skov hos Statsskovvæsenet, udbrød de højlydt: Der kommer fedtegreven. Det øgenavn beholdt han til sin død, hvilket han for øvrigt levede fint med. I er nødt til at stå ud af sengen, hvis I vil skyde en buk Jagtkonsortieformand Gert Christiansen, Skærbæk Gert Christiansen var til sin død i 2018 en meget fin jæger. Han startede som helt ung med at gå på jagt med skovfoged Schmidt og skovrider Fromsejer, og senere lejede han jagt hos Plantningsselskabet i både Sølvbæk Hede, Høyberg og Løgumkloster plantager. Han var også i mange år fast mand i drevet, når Plantningsselskabets bestyrelse holdt Indbydelse til én af selskabets jagter for bestyrelse og gæster. Sneppen er valgt som motiv, da Skærbæk Kalbye Plantage er rig på dette højt værdsatte vildt. Privateje. jagt. Så kom han både med hunde og jagthorn. De sidste år var han formand for jagtkonsortiet i Høyberg Plantage. Her skød han som regel hvert år en flot stor buk i maj måned. Det kunne give anledning til en vis misundelse. Men da nogle af hans konsortiemedlemmer på et fællesmøde efter sæsonen var lidt for utilfredse, sagde han bare: I er nødt til at stå ud af sengen, hvis I vil skyde en buk! Hvorfor skød du ikke den fjerde sneppe? Tidligere dyrlæge Rugwald, Hokkerup Ikke ret mange sønderjyske jægere er kommet så meget på jagt i plantagerne som dyrlæge Rugwald. Han var den fødte jagtfiskal, altid munter og altid med blink i øjet. Når der var jagt, var han den første gæst, som kom, og den sidste, som forlod området igen. Der skulle i bilen gøres notater om dagens forløb, inden han kørte hjem i sin gamle Volvo. En gang var Rugwald blevet inviteret til sneppejagt i Rens Hedegård af Hedeselskabet. Til samme jagt var Plantningsselskabets daværende formand Hans Jefsen Christensen også inviteret. Op ad dagen fik Hans en meget fin post, hvor der kom ikke mindre end fire snepper lige hen over ham. Han skød de tre, men den fjerde fløj videre. Enhver jæger ved, at det ikke er nemt at ramme en sneppe, så da Hans efter såten leverede ikke mindre end tre, var han naturligt nok stolt. Det så Rugwald, og så kom drillepinden op i ham. han spurgte undrende: Hvorfor skød du ikke den fjerde sneppe?