Juni årgang NR. 6

Transkript

1 Juni årgang NR. 6

2 Redaktion: Ragnhild Hansen tlf Mail: Indlevering af stof senest den 15. i måneden. T E L E F O N L I S T E B Ø G E B A K K E N 1A lejl A lejl B lejl B lejl Lise Anhøj Leder af plejecentrene afdelingen afdelingen afdelingen afdelingen lejl afdelingen lejl afdelingen lejl afdelingen Kristine Skat Bojsen-Møller Demenskonsulent krbm@lejre.dk Gruppeleder Britt N. Pedersen BRPE@lejre.dk Vagthavende sygepl Træffes døgnet rundt Gruppeleder Dagcenter Ergoterapien Hjemmeside: Impuls Ældre - og plejecentre Bøgebakken

3 1 Juni års dag 25. juni Kristine Rasmussen 1A-1 lej. 15 Hjertelig tillykke 1. Carla Nielsen Hus 3 lej Tage Hansen 1B-4 lej Nanna Gurli Larsen Hus 4 lej Tove Pedersen 1A-2 lej Margaret Gjedde 1B-3 lej Inge Flygenring Hus 4 lej Hilda Christensen Hus 4 lej Magda Jensen 1B-4 lej. 43

4 2 Vi har mistet Ellen Thomsen Hus 2 lej. 6 Æret være hendes minde Velkommen til ny beboer Kaj Lund Jensen 1A-2 lej. 23 Vinder af Månedens X-ord Keld Pihl Olsen 1A-1 lejl. 16 Tiden er den mest demokratiske ressource. Alle har 24 timer til rådighed hvert døgn

5 3 Præstebesøg Juni Onsdag d. 4. juni kl Pinsegudstjeneste Glim kirke Marianne Kristensen O)nsdag d. 18. juni kl Husbesøg 1B-3 + 1B-4 Laura Lundager Jensen Arrangementer i Juni Hver torsdag kl Mandeklubben mødes i Dagcentret Tirsdag d.3. kl Skubbe/gåtur ud i sommeren med Skubberne Efter gåturen hygger vi os i Cafeen med kaffe. (Ellen Jensen) Tirsdag d.17. kl Skubbe/gåtur ud i sommeren med Skubberne Efter turen kaffe i husene (Ellen Jensen) Aktuel aktivitetsliste for 2014 findes på Bøgebakkens hjemmeside

6 4 Loppemarked På en dejlig majmorgen den 5. Maj slog Bøgebakken dørene op til årets loppemarked. Der var pænt besøg fra det øjeblik der blev åbnet og mange besøgende gik målbevidst efter de helt rigtige loppefund. Også Cafeen havde godt besøg, her kunne man få lidt at spise, en kop kaffe og lagkage eller blot hvile benene lidt. Hele omsætningen var på linje med sidste år, så alle var tilfredse med resultatet - ca kr. En stor tak til alle frivillige - alle gjorde et uvurderligt stykke arbejde. Uden jeres hjælp kunne det ikke lade sig gøre. Inga Bøgebakkens Venner. Et nykonfirmeret bud stod på et hjørne og berettede til en kollega om den højtidelige fest. Indledningen til beretningen lød således; Du kan lige tro, at det var en smuk og indholdsrig fest. Ambulancen kom to gange, og salatfadet hentede resten af gæsterne.

7 5 Hyggedage på Bøgebakken: 27. april: Forårskoncert med Tolstrupkoret. 8. Maj. Cirkus Arli giver forestilling.

8 6 Sankt Hans-koen I bondesamfundet havde koen en særlig placering i Sankt Hans festlighederne. "Sankt Hans-koen" var en foreteelse, som særligt fandtes i Vendsyssel. Her blev køerne festligt pyntet med kranse mv. og drevet hjem af drengene, der naturligvis konkurrerede om, hvem der kunne pynte finest. De ældste beskrivelser fra 1700-tallet omtaler, at køerne blev pyntet med kranse af perikum, i senere tider kunne de have en slags "seletøj", som var lavet af bøgeløv og bonderoser. Ko-parade Kransene, som køerne havde haft på ved denne lejlighed, kunne blive gemt til magisk brug. Lagde man en sådan krans op på staldens tag, beskyttede den kvæget imod at blive redet af hekse, mod sygdomme og andre onde anslag. Drengene var også selv festlige i tøjet, med hvide skjorter og røde bånd. Pigerne kunne have stadset sig op med rene forklæder. Hvor "ko-paraden" kom frem, kunne drengene forvente at få en skilling for fremvisningen. Andre steder blev der holdt en form for væddeløb med køerne og drengene. Ved denne lejlighed var det team, der kom i mål i midten af løbet som "vandt" og kunne smykke sig med titlen "konge" eller "kejser". Sankt Hans-ko skikken uddøde i begyndelsen af 1900-tallet, men var i øvrigt ikke nogen specifik dansk skik. Den har også været kendt i andre europæiske lande som fx Tyskland, Frankrig og Holland.

9 7 Erindringsbilleder Aage Willumsen, Lejre EN AVISDRENGS ERINDRINGER FRA TREDIVERNE. Kap. 5 Vi var som sagt besat af tyskerne fra den 9. april Egentlig startede det nogle dage før på Samsø, idet en tysk Messerschmit bombemaskine fløj ude over Kattegat på rekognoscering formodentlig, i det såkaldte internationale farvand. Den forulykkede imidlertid omtrent ud for Vejrø og besætningen blev bjerget af nogle fiskere fra Samsø, som førte dem med ind til øen. Her gik de og hyggede sig, Der var godt nok tilkaldt nogle danske soldater fra Sjælland for at passe på de internerede, som de jo var. Da vi var neutrale og ikke i krig med Tyskland fik de lov at gå frit omkring i Tranebjerg, hvor de var indlogeret på Flincn s hotel, havde det oven i købet fornøjeligt med deres vogtere. Man fortalte, at de var i familie med greven pa Brattingsborg. Men så kom den mørke dag og nu var de jo frie, så pligten kaldte hjemme i Tyskland. De fik hurtigt en ny Messerschmit og da luftkrigen mod Frankrig og slet ikke blitzen mod London endnu ikke var begyndt, havde de masser af tid til andre fornøjelser. De slog derfor mange sving ind over Samsø, hvor de drønede i ganske lav højde ind over Tranebjerg. Så vidste folk, det var deres gamle gæster. Senere fik de vist andet at tænke på, og vi så dem aldrig siden. Jo besættelsestiden var en mørk tid for Danmark, og naturligvis mærkede vi den også på Samsø omend i mindre grad end på fastlandet. Men vi var jo underlagt tysk censur, så det aviserne nu trykkede, vidste vi, var nok ikke hele sandheden. F.eks. når der i avisen stod, at nu havde luftwaffe skudt

10 8 seks engelske maskiner ned og ingen selv mistet. Så kunne det kun være løgn. Hvad der skete herhjemme af opstand mod tyskerne måtte slet ikke trykkes, så kunne avisen risikere at blive lukket. Heller ikke at de tyske soldater købte varer i butikkerne, som kunne fås derhjemme. Det var danskerne selv, som betalte over clearing kontoen med Tyskland. Derfor blev vareudbuddet snart reduceret ned til et minimum. Alt vi skulle bruge af dagligvarer blev rationeret med rationeringskort. Til alt held havde jeg fået så mange penge i konfirmationsgaver, at jeg kunne købe en af de få cykler "Importøren i Tranbjerg fik hjem, inden det gik helt i stå. Den kostede 130 kr. Det var mange penge dengang, men så var den også med lukket kædekasse, som var meget fint på det tidspunkt. Dækkene var med 30 % celluld i vævningen. Det holdt nu meget godt. Jeg havde stort set cykel under hele krigen uden de trædæk som andre måtte ty til. Så det var med en næsten ny cykel, jeg kunne drage til Jylland den 1.november Den fik jeg megen glæde af, Jeg cyklede altid til Aarhus, når jeg skulle hjem på mine fridage. Senere blev det af trafikale grunde til Horsens, idet der var begyndt at gå en lille færge. Den gik imidlertid kl. syv præcis, så der skulle jeg op kl. 3 om natten for at være til tiden. Om sommeren var det en skøn tur. Om vinteren tilsvarende barsk og hård. Begge veje var der omkring 30km. Nå, men forinden jeg kunne rejse til Jylland, skulle jeg på politikontoret og hente et såkaldt Ausweis", en slags legitimationskort, som tyskerne forlangte man skulle bære, så de kunne se, om vi var eftersøgte frihedskæmpere. Dem var der jo allerede nogle stykker af. På Samsø var vi foreløbig fredede på det område, men når vi forlod øen skulle vi have dem på os, ellers blev man arresteret. En gang glemte jeg det hjemme på Samsø og var temmelig nervøs for at blive antastet ved ankomsten til Aarhus Til Falling skulle jeg. Det er en lille stationsby (var stationsby dengang), som ligger ca. 8. km syd for Odder. Mejeriet hed "Kjærholm og det var

11 9 spændende at skulle til noget helt nyt, syntes jeg. Dengang gik der tog til Odder fra Aarhus, en privatbane. Jeg sad og nød solnedgangen i toget og at det ikke var mig, der gik derude i roemarkerne i æltet. Det var et drøjt job om efteråret. I Odder skulle jeg skifte til Horsenstoget, og så en privatbane og ved mørkets frembrud nåede jeg Falling station. Her kom en pæn ældre mand som spurgte om det var Aage Villumsen, den nye elev. Dét kunne jeg jo kun svare ja til. Det var mejeribestyreren, som for øvrigt hed Vilhelm Jeppesen. Hans søn Ove, som var på min alder, kaldte ham altid for Peter Vilhelm. Ove var i lære som tømrersvend i Gylling, som ligger ca. 6 km mod øst. Nå men mejeribestyreren så ud til at være meget flink. Han har vel været omkring de halvtreds år. Det var et hårdt arbejde som mejerielev. Jeg tror ikke man kunne få nogen til at knokle så hårdt nu til dags. Det var nok ikke helt det jeg havde forestillet mig. Men jeg havde jo selv valgt faget, og når de andre havde kunne tåle det, kunne jeg vel også. Så der var ikke andet end at hænge i, og det gjorde jeg så. Det blev da også snart dagligdags. Men alligevel glemmer jeg aldrig den første morgen, jeg boede og spiste på mejeriet. Klokken lidt i halv seks kom førstemejeristen og kaldte på os, d.v.s. smørmejeristen og jeg. Han boede også på mejeriet. Så var det om at komme op af kanen i en vis fart og ned i mejeriet. I smørkammeret, som det hed, var der et flødebassin med syrnet fløde fra dagen i forvejen, der skulle kærnes til smør. For at få det over i kærnen skulle bassinet hæves ved en hydraulisk pumpe. Den blev betjent manuelt, ved at man pumpede ligesom en gammeldags brøndpumpe. Men tro nu ikke, at man bare kunne pumpe sådan en ti femten slag i minuttet, Nej sådan ca.5o-60 slag skulle til, ellers blev bassinet stående uanfægtet på gulvet. Der skulle sådan ca. 400 slag til før bassinet var helt oppe. Så kunne smørmejeristen sætte renden på, så fløden kunne løbe over i kærnen. Jeg var mere død end levende, da jeg vaklede ud af smørkammeret den morgen. Det var en barsk begyndelse, men det kunne jeg naturligvis ikke

12 10 klare den med. Nu kom vores arbejdsmand, som hed Marius og skulle vise mig, hvordan man skulle vende ostene pa lageret og hvordan de skulle tørres over med en saltlageklud, sådan ca. hundrede oste. Men så var det også blevet tid for morgenmad, som var havregrød med mælk på. Det skulle vi over i privaten i køkkenet til pigen og spise. Så smagte det også godt, efter sådan et morgenarbejde. Klokken den var nu blevet syv og de første mælkevogne var pa vej ind. Så nu gik det slag i slag med indvejningen af mælken. Jeg skulle hjælpe førstemejeristen. Hvis spandene var store og fyldte skulle jeg tage hanken i den ene side. De kunne være tunge. De små skulle man selv tage. De skulle tømmes op over en slags gummibom og op i mælkevægten. Så skulle jeg tage en prøve af mælken og komme på en lille flaske, som hørte til den pågældende leverandør. Disse malkeprøver blev så hver uge gerbereret, d.v.s. ved hjælp af nogle kemikalier, så vidt jeg husker svovlsyre og amylalkohol, kunne man i et særligt glas trække fedtprocenten ud og aflæse. Der skulle nu også en speciel centrifuge til at for at fremtvinge fedtprocenten, som mælken så blev afregnet efter. Førstemejeristen stod for indskrivningen af mælkemængden i indvejningsbogen, men samtidig skulle han også passe fyret og dampmaskinen, så han havde rigeligt at se til. Da det var under krigen, havde vi for det meste kun tørv at fyre med, og de brændte hurtigt ud, hvis de da ikke lige var våde. Det kunne ske, og det blev det nu ikke bedre af. Så tabte kedlen trykket og dampmaskinen sagtnede farten. Nede i mejeriet gik mejeribestyreren eller "den gamle" som vi kaldte ham og passede centrifugen og de øvrige behandlings- og pasteuriseringsapparater i skummesalen som den kaldtes. Han var jo chefen og skulle ikke knokle så meget. Så kunne han jo også have det store overblik, mente han. Oppe ved udvejningsvægtene stod så vores arbejdsmand Marius; som også hed Rasmussen til efternavn. Han var bror til en af vore største leverandører, en gårdejer. Men Marius havde nu ikke drevet det til mere end husmand. Han havde nu vistnok haft en gård en gang, men var gået fallit med

13 11 den. Det er en anden historie. Marius vejede skummetmælk og syrnet mælk samt kærnemælk ud til leverandørerne efter en liste man havde foran sig på vægtene. Det kom naturligvis i de spande som sødmælken var leveret i. Han behøvede nu ikke at se efter listen, for de fik det samme hver dag, og det kunne han udenad. Den tjans fik jeg for øvrigt efter tre måneders forløb, så var jeg steget så meget i graderne, at jeg blev anset for kompetent til det. Det var mere spændende end at tage prøver og løfte store spande. Det job fik Marius så. NU forstod jeg bedre, at annoncerne i avisen altid forlangte, at den, der søgte elevpladsen, skulle være kraftig bygget og ellers sund og rask. Jo de forlangte noget for pengene, gjorde bønderne. Nå, det var jo heller ingen skade til for en selv, at man var rask og rørig og stærk. Selvom vi gjorde godt rent til daglig, skulle vi hver lørdag gøre ekstra hovedrent. Alt skulle skrubbes af i noget kaustisk soda, som var meget stærkt og som vi kaldte ætsnatron, hvad det også var. Gummihandsker fandtes ikke, så ens fingerspidser var helt tyndslidte og nærmest blodige efter sådan en gang lørdagsrengøring. Og det er ikke engang løgn, som de siger i Jylland. Når vi så bagefter skulle "pudse" vores kobber pasteuriseringsapparater af i oxalsyre, sved det godt nok noget i de tyndslidte fingerspidser; Pudsecreme fandtes ikke under krigen. Men skinne skulle det, ellers blev vi sat til at gøre det om. Der var ingen blødsødenhed hos "den gamle, undtagen når det var ham selv, det kunne gå ud over. Hvis vi en lørdag arbejdede lidt hurtigere for at blive færdige en halv time før, når vi f.eks. skulle til bal om aftenen, kunne han straks se det fra sine vinduer på den anden side af vejen, og kom så farende over i mejeriet og kunne naturligvis altid finde et eller andet at kritisere, som ikke var gjort ordentligt. Jo han var streng. Mange af de andre dage i ugen skulle vi lave leverandørregnskab om eftermiddagen. Ganske vist kunne vi her nå at få en middagslur på en halv times tid, hvis vi ellers skyndte os at blive færdige i mejeriet og blive vasket til ved totiden. Vi måtte ikke bruge badeværelset hver dag, idet vi

14 12 skulle spare på det varme vand, sagde han. Ved tretiden havde pigen kaffe til os i køkkenet. Ja kaffe kaldte vi det godt nok, men jeg tror ikke det havde set skyggen af en kaffebønne. Det var nu ens for alle under krigen, hvor man drak Richs med ristede hvedekærner eller noget i den retning. Vi var jo blevet nøjsomme i den retning - også. Ved ca. halvfiretiden kom så førstemejeristen drønende pa sin cykel hjemmefra igen. Nu skulle vi lave leverandørregnskab og skrive det ud på sedler til leverandørerne. Om vinteren var det meget rart at kunne sidde indendørs i varmen. Men det var også lange arbejdsdage. Sådan var det bare dengang, vist ikke alene for mejerister, men også for kontorfolk og landbrugsmedhjælpere. Først ved sekstiden turde førstemejeristen køre hjem til sin kone og sit hus, og vi kunne gå over i køkkenet til vores smurte smørrebrødsmadder med kærnemælk til. Så kunne vi endelig slappe af. Nej hov, først skulle vi ned i mejeriet og mørklægge vore store vinduer. Det var igen de "grønne græshopper" som forlangte det. Englænderne skulle jo ikke kunne lokalisere sig ved lysene. Da ydermere den gamle havde en mærkværdig vane med at gå nede i mejeriet flere timer hver aften - han kaldte det at se efter om alt var i orden, især om vandhaner og dampventiler var lukket forsvarligt. Så spændte han dem så fast, at de næsten ikke var til at vride op næste morgen. Ja så var det nødvendigt, at vi fik mørkelagt lige efter spisetid, især om vinteren. Om sommeren var det jo længe lyst, så der var det ikke så påkrævet at mørklægge, da vi ydermere havde sommertid d.v.s. tiden skruet en time frem. Det var jo også noget tyskerne havde fundet pa for at udnytte arbejdskraften i industrien bedre uden brug af lys. Jo man kan godt hævde, at man fik lært at bestille noget ved mejeribruget, og det skulle gå stærkt, Der var jo ikke tid til at gå og fundere over tingene, mens maskinerne kørte. Men sjovt nok tiltalte det mig meget, at der var fart over feltet.

15 13 Jeg var jo ung og stærk og meget nysgerrig, så der var også kræfter til fritidsfornøjelser i det jyske. Om vinteren gik jeg til gymnastik på forsamlingshuset der 1å henne i byen ved siden at købmanden i Falling. Her traf jeg sammen med den øvrige ungdom i Falling og omegn. Det var jo mest landboungdom fra gårdene rundt om, som også var med til at levere mælk til mejeriet. To smørmejerister jeg var sammen med gad ikke gå til gymnastik og købmandens kommis havde heller ikke lyst dertil. Der var i øvrigt også to i den tid jeg var i Falling. Købmanden var vist ikke nem at komme ud af det med. Men kommiserne kom altid hen til os i vor samlingsstue om aftenen. Her holdt vi så hyggeaftener hvis højdepunkt var aftenskaffen, der naturligvis ikke havde meget med kaffe at gøre, ikke en gang øl, som for øvrigt var svær at få fat i. Men mælk havde vi da i mejeriet og fløde også. Smørret sørgede smørmejeristen for og osten organiserede jeg. Franskbrødet kom kommisen med, så vi gik aldrig sultne i seng. Om mejeribestyreren vidste eller anede noget om vort aftensmåltid ved jeg ikke. Han kom klogeligt aldrig op til os pa loftet, hvor vi var om aftenen. Vore udskejelser var ikke store. Dels var der jo krig og dels var det en meget hård vinter med frostgrader helt ned til 30 grader og masser af sne. Vi hørte radio med hørespil og hvad de ellers sendte. De tyske nyheder i radioavisen troede vi ikke meget på, men klokken ti skulle vi altid finde radio Beograd for at høre den tyske sender med godnatsangen til de tyske frontsoldater. Det var Lilli Marlene, med sangen om soldaten, som drømte om at komme hjem når krigen var slut. En gang imellem var der noget i forsamlingshuset af festarrangementer vi alle deltog i, f.eks. da malermesteren holdt sølvbryllup. Det var en mærkelig skik man havde, som jeg ikke har oplevet før eller siden. Om eftermiddagen kom der en dreng med en indsamlingsbøsse og spurgte, om vi ville med til maler Jensens sølvbryllup i forsamlingshuset om aftenen, så skulle vi give to kroner i hans indsamlingsbøsse, så var vi hermed indbudt Vi skrev os pa en liste som gæster. Det var en meget fornøjelig fest, for maleren, som i daglig tale hed den

16 14 syngende maler, var meget afholdt i byen og der var mange taler til ham den aften, og musikken spillede til hen på aftenen. Det var før vi fik udgangsforbud af tyskerne. Henne hos Martha på telefoncentralen kom vi også en del. Der boede rottefangeren. Det hed han fordi han tog ud til bønderne og satte rottegift ud. Han fortalte mig, at det var almindelig reven kridt han kaldte for gift. Det var lidt af en gøgler. Han fortalte også, at han tog ud pa skolerne og lavede trylleshows. Jeg lærte en del kortkunster af ham. De sværeste kunne jeg ikke finde ud af. Det var nok heller ikke meningen. Om foråret var der afslutning på gymnastikken og bagefter var der bal med levende musik. Om sommeren fandt vi ud til andre foreningsballer rundt om. Jo vi kom vidt omkring. Nu var det heldigvis heller ikke hver dag i ugen vi skulle lave regnskab. Så havde vi jo eftermiddagen fri og kunne tage f.eks. til Odder og se på butikker m.m. Penge havde jeg ikke mange af så der var ikke så meget at handle for. De tredive kroner jeg tjente om måneden det første læreår rakte ikke til meget, når jeg også skulle spare sammen til billetten hjem til Samsø på mine fridage. Vi havde ikke fri om søndagen som andre. I stedet skulle vi have to månedlige fridage med løn og kost. Det blev til seks dage på tre måneder. Der kunne jeg så rejse hjem en tur, så sparede bestyreren kosten så længe. Jeg fik ganske vist en god madpakke med. Den kunne jeg så nyde pa færgen. Jeg glædede mig nu altid til den tur, som i begyndelsen gik over Aarhus, hvor de store DSB færger endnu gik et stykke tid. Senere blev de afløst af mindre træskibe grundet oliemangel. De vippede noget mere når det blæste, hvad det ofte gjorde. Jeg cyklede altid. Det tog ca. tre timer at cykle de tredive kilometer. Cyklerne var nok noget tungere end i dag, hvor man ret ubesværet cykler 30 kilometer på en time. Om sommeren gik der også en mindre båd fra Hou til Selvig. Det var

17 15 skønt. Så var der ikke så langt at cykle fra Falling. Som før fortalt gik der en overgang en mindre paketbåd fra Horsens til Kolby-Kås. Det var en særdeles skøn tur ud gennem Horsens fjord om sommeren, ja også turen hjemme fra Falling. Om vinteren tilsvarende barsk og kold. Jeg skulle for at nå til Horsens kl. syv, som var afgangstidspunktet, op ved tre - halvfiretiden om natten. Der var ingen ventetid. Var man der ikke, blev man agterudsejlet. Færgen hed i øvrigt Agda. Den blev minesprængt et år senere og der omkom vistnok otte personer. Da var jeg rejst til Hadsund. A propos de omtalte kolde vintre. Så var de virkelig kolde i De vintre, som slog Hitlers krigsmaskine i stykker i Rusland, kunne også være hårde ved fingrene. Når de iskolde mælkejunger kom ind og vi tog fat i 1åget, hang fingrene simpelthen fast og vi kunne ikke slippe uden først at have hældt en skvat skoldhed vand på, ellers var hele håndfladen blevet hudløs. Mælkekuskene havde det heller ikke for morsomt, men de var pakket ind i store vamse og havde vanter på. Det var dejligt når vi kunne få lukket portene efter den sidste kusk. Selvom det trak ind alle vegne kunne vi nok holde varmen ved arbejde. Jeg var sammen med en del mejerister. Jeg tror fire i alt af ungmejerister. De kunne ikke holde den gamle ud med al hans diktatoriske arbejdsgivermentalitet og rejste så. De kunne altid fa en ny plads. Førstemejeristen, som hed Ipsen, var en underkuet stakkel, der ikke skulle have noget sagt af frygt for at blive fyret. Han var gift og havde to børn. Så det havde også været en katastrofe for ham og hans familie. Marius var fredet i klasse A, da hans bror var en af de største leverandører. Sådan er livet. Jeg havde nu været igennem det første læreår, som også var prøveår. Efter reglerne skulle jeg nu lære det første af tre hovedfag. Da den anden smørmejerist jeg havde været sammen med, han hed for øvrigt Kaj Svendstrup, nu havde fået nok af den gamle og rejste første november, syntes bestyreren så, at nu kunne jeg så godt begynde i smørkammeret, så kunne den nye anden - mejerist overtage mit hidtidige job.

18 16 Nu var jeg så også blevet 2.den års elev og skulle have den fyrstelige løn af 35 kr. om måneden i henhold til tariffen. Men da jeg nu også havde ansvaret for smørproduktionen, syntes den gamle alligevel, at jeg skulle have lidt ekstra, Så jeg fik en femmer oveni. Det blev til hele 40 kr. om måneden. Jo der var ved at komme velstand til huse. Men som hidtil skulle jeg jo også holde mig selv for med arbejdstøj, ovenikøbet hvidt samt forklæde og træsko, så der var egentlig nok at bruge pengene til. Hvidt arbejdstøj kunne vi kun få i et firma i Svendborg, som hed Wiggers. Hertil kunne man så skrive, og fik allernådigst bevilget et sæt meget dårligt celuldstøj. Så kunne man skrive igen om et halvt år og få bevilget nyt sæt. Min mor havde stadigvæk meget arbejde med mit tøj. Jeg måtte sende det hjem til vask og udbedring af småskader. Jo da, en mor slipper ikke så let fra sine børn. Nå at komme ind på alle ens oplevelser i mine to år i Falling vil nok være for trættende. Set i bakspejlet var der da mange både gode og mindre gode. Forelskelser og skuffelsen i forbindelse hermed har nok de fleste, også jeg. Det skulle være mærkeligt andet. Min bror Peter, som tjente på Sjælland, holdt jeg ellers god forbindelse med gennem breve, hvor vi fortalte hinanden om oplevelser og følelser i forbindelse med vore oplevelser. En gang var der gået temmelig lang tid fra mit sidste brev, til at jeg havde hørt fra ham, og pludselig stod Peter ved mejeriet. Han var på vej til de store brunkulslejre i Søby vest for Herning, sagde han. Han så meget nedtrykt ud, og forklaringen fik jeg da også senere efter arbejdstid, da vi kunne snakke i fred. Hans pige, som han troede det var, havde svigtet ham, og ikke nok med det, Hun havde også narret hans penge fra ham. Penge som han troede hun havde sat i sparekassen for ham, havde hun selv brugt. Hun boede i byen og havde en anden fyr der. Det var Frederikssund.

19 17 Ak ja det er ikke alene pigerne udi Spanien, der ikke er til at stole på, og som danser let på tå. Stakkels Peter han var helt slået ud og nu ville han altså over og drukne sin sorg i brunkulslejerne. Jeg havde stor medynk med ham, men kunne jo ikke gøre andet end at sige trøstende ord. Men nu skete der noget helt uventet, idet mejeribestyrerens kone, som vi altid havde syntes var en stramtandet madam overfor os, pludselig viste sig som meget menneskelig, idet hun fik pigen til at rede op i et gæsteværelse, vi havde ved siden af kontoret. Her sagde hun, at Peter kunne bo et par dage, hvis han havde lyst og mad kunne han bare få i køkkenet som vi andre. Det livede gevaldigt op på Peter og vi fik da talt tingene igennem de næste par dage. Så det var en lidt anden oplivet gut, der drog videre mod Søby. Og jeg var fru Jeppesen meget taknemlig, Hun har nu nok kunnet se, at han var ude i tovene. Livet i brunkulslejerne var nok ikke lige det, Peter havde tænkt sig og Sjælland var nok alligevel det bedste for ham. Så der gik ikke så lang tid før han var på vej hjem igen. En dag ringende han fra en gård, han havde taget arbejde på i Hundslund på vejen for hjemadgående. Her tog jeg så ud og besøgte ham en sommeraften. En skøn tur på ca.10 km. på cykel, og Peter var blevet næsten den gamle igen. Det blev den 1.ste november 1943 og det var vist egentlig med nogen vemod, jeg tog afsked med dem på "Kjærholm" for at rejse til Hadsund mejeri, hvor jeg nu skulle lave kedelpasning og pasning af dampmaskine plus alt det andet, som hører med det job. På landet som mejeribruget jo stadig hørte med til var det jo ikke sådan, at man den 1.ste nov. kan drage af sted om morgenen til det nye job. Nej man arbejder til klokken tolv. Så først slår frihedens time, og man kan drage af plads. Det gjorde jeg så.

20 18 Danmarkshistoriens Årstal Vi møder personer og begivenheder, som har formet historien og skabt det nutidige samfund i årene Tyskland næsten tredobler smørtolden og det rammer Danmark hårdt idet dansk smør næsten bliver udelukket fra det tyske marked. Valutabeholdningen rasler ned fra 63 til tre mio. kr. Rigsdagen gennemfører en lov om foranstaltninger til at værne om den danske valuta. Loven bliver kaldt valutaloven. Kort efter oprettes valutacentralen, som giver regeringen mulighed for at kontrollere importen Arbejdsløsheden er nu nået op på hele 34 pct. 19. maj DNASP stiftes af Frits Clausen Amtsskatterne halveres. Samtidig får kommunerne ni mio. kr. og landbrug og fiskeri 21 mio. kr. i statstilskud. Ved folketingsvalget i november kommer de to første kommunister Aksel Larsen og Arne Munch-Petersen i folketinget. Ved OL i Los Angeles får Danmark seks medaljer, tre af bronze og tre af sølv.

21 Strejker og lockouter forbydes i et år. Kronen bindes fast til sterlingen i forholdet l:22,5. Svineproduktionen rationaliseres, da man indfører svinekort. Ved en kødordning ydes der et tilskud til destruktion af kreaturer. Denne bliver på langt sigt til stor nytte for landbruget, da der herved rettes et stort slag mod kvægtuberkulosen. Haag-domtolen afsiger kendelse til fordel for Danmark i striden om rettighederne til Østgrønland mellem den danske og norske regering Der vedtages en socialreform. 55 ældre love samles i fire nye sociallove. At være medlem af en sygekasse bliver nu en betingelse for at kunne få alders- og invaliderente. Hjælpekasser og værgeråd afskaffes. Hjælp som en ret er mottoet. Der indgås en handelsaftale med Storbritannien om eksport af svinekød. Danmark skal levere 62 pct. af den bacon, Storbritannien importerer uden om imperiet, mod at engelsk kul og industrivarer får fortrinsret på det danske marked. Århus Universitets første bygning bliver indviet. Den indeholder lokaler til kemi, fysik, anatomi og humaniora.

22 24 Navn bolig Senest. 15.juni i reolen v. opgang 1B lej

23 21 Nye priser pr. 1. juni 2014 Dameklip med vask kr. 195,00 Dameklip uden vask kr. 165,00 Herreklip kr. 125,00 Herreklip og trimning af skæg kr. 175,00 Helfarvning, med klip og vask kr. 345,00 Striber Jeg vil være på Bøgebakken hver tirsdag og onsdag hvor du er velkommen til at komme forbi eller ringe for bestilling af tid. Striber i kort hår med hætte kr. 290,00 Striber i mellemhår med stanniol kr. 365,00 Kamstrejf fra kr. 125,00 Permanent kr. 348,00 Der er klip og vask med i prisen ved alle permanent behandlinger TILBUD Alle herreklip i juni 100.kr. Tidsbestilling hos Eva-Marie på telefon

24 22 Kontaktpersoner til frivillige grupper på Bøgebakken Bøgebakkens Venner: Pauli Olesen Oldvejsparken 108 Gevninge 4000 Roskilde tlf: Kirkens Besøgsvenner: Inger Grønbæk Gammel Byvej 12, Allerslev, 4320 Lejre tlf: Har ikke mailadresse. Husvennerne: Anette Lydolph Larsen Bygaden Lejre telf Skubberne: Ellen Jensen Lejrevej Lejre tlf.:

25 23 Bruger- og Pårørenderåd Bøgebakken 27. februar 2014 Formand: Erik K. Rasmussen, Baunehøj 106, Osted, 4320 Lejre tlf Næstformand: Erling Kristensen Kisserupvej 3, 4320 Lejre tlf / Mail far.erling@hotmail.com Ulla Petersen Tove Svendsen Møllerjorden 10, 4320 Lejre tlf Mail ulla_p@mail.dk Store Stensager Lejre tlf Gitte Engell, Enebærvej Hvalsø tlf Mail engell@enebaervej7.dk Uffe Eskildsen Pilens Kvarter 4 Osted 4320 Lejre tlf Mail uffes@mail.dk Valgt med tæt tilknytning til Bøgebakken Keld Mortensen Vennekredsen: Skovager 19, Gevninge Roskilde / Mail mortensens@mail.dk Inga Jensen Enghusene Jystrup tlf / ingajystrup@hotmail.dk Medarb. Repræsentant: Kirsten Dahm Bøgebakken 1B-3, 4320 Lejre tlf Mail bbhus3@lejre.dk Maria Sørensen, Bøgebakken lejre tlf Mail bbhus6@lejre.dk Leder: Lise Anhøj tlf Mail: isan@lejre.dk Gruppeleder: Britt N. Pedersen tlf Mail: brpe@lejre.dk

26 24 Præster Herslev Gevninge - Kornerup Cecilie Schackinger Tlf Mandag fri Tirsdag Fredag CSCH@km.dk Kl Osted Allerslev Torsten Dam Jensen Tlf Mandag fri Tirsdag Fredag TDJ@KM.DK Kl Rorup Glim Marianne N Kristensen Tlf Mandag fri Tirsdag Fredag MNK@KM.DK Kl Osted Valgmenighed Laura Lundager Jensen Langetoften 1 Osted 4320 Lejre Tlf LUJE@phmetropol.dk

27 Formand Pauli Olesen Oldvejsparken 108 Gevninge 4000 Roskilde Tlf: Næstformand Sekretær Inga Jensen Karen Larsen Enghusene 113 Toftevangen Jystrup 4130 Viby Tlf: Tlf: mobil Ida Andersen Else Jensen Engtoften 31 Rorupvej 6 Osted Rorup 4320 Lejre 4320 Lejre Tlf / Tlf ja@direkte.org Oda Sinding Vivi Jensen Lykkesholmvej 7 Ærøvej 1 Osted 4320 Lejre 4060 Kirke Såby Tlf: Tlf / odarne@vip.cybercity.dk vdahljensen@gmail.com Kasserer: Dagny Olsen, Alfarvejen 19, Osted 4320 Lejre tlf dogvolsen@os.dk

28 Kalenderår til en ung mand som var på studierejse i Europa i Tanken var, at han kunne tage akvarellerne frem, når han fik breve hjemmefra og genopleve de kære stuer og omgivelser han holdt af og havde så mange gode minder fra.