2) NOVEMBERFORFATNINGEN 1863

Transkript

1 Kilder til ) DANSK SEJRSFØLELSE OG FORDANSKNINGSPOLITIK I SLESVIG Udfaldet af Treårskrigen oplevedes af den danske offentlighed som en klar sejr og vakte overdreven tillid til Danmarks militære styrke. Krigens udfald byggede dog i nok så høj grad på reaktioner uden for landets grænser. Selv om den danske regering i 1851 genvandt kontrollen med Slesvig, fortonede realiseringen af Ejder-programmets krav om indlemmelse af Slesvig i det danske kongerige sig i det fjerne. For med London-protokollatet i 1852 havde Danmark over for England, Frankrig, Rusland, Sverige-Norge og siden også Preussen og Østrig måttet forpligte sig til at genoprette helstaten i sin fulde udstrækning. I det genvundne Slesvig greb regeringen til en hårdhændet fordanskningspolitik med udrensning af upålidelige embedsmænd, indtil der i maj 1851 blev givet generel amnesti dog ikke til de mest fremtrædende slesvig-holstenere heriblandt den augustenborgske hertug Christian August, der ligesom sin oprørske broder, prins Frederik af Nør, havde anerkendt den provisoriske regering. I Mellemslesvig udstedtes de såkaldte Regenburgske Sprogreskripter, der påbød dansk som skole- og kirkesprog i 48 overvejende tysktalende sogne, hvilket i høj grad provokerede den lokale befolkning. Sprogpolitikken blev videreført til 1860 og bidrog stærkt til at fastholde det danske fjendebillede overalt i Tyskland, samtidig med at den svækkede sympatien for Danmark i resten af Europa. 2) NOVEMBERFORFATNINGEN 1863 I marts 1863 opgav den danske regering bestræbelserne på at finde en forfatningsmæssig løsning for hele monarkiet og planlagde udskillelsen af et selvstændigt Holsten-Lauenborg, der stort set kun skulle have regenten til fælles med den dansk-slesvigske del af monarkiet. Trods forbitrede protester fra den tyske Forbundsdag fremlagdes herefter et forslag til en fælles forfatning for Danmark og Slesvig, der vedtoges den 13. november Med November Forfatningen oprettedes et Rigsråd med to kamre for kongerigets og Slesvigs fælles anliggender. Fra 1864 til 1866 var der derfor et "dobbeltparlament", idet Junigrundlovens Rigsdag med Folketing og Landsting vedblev at fungere for kongerigets indre anliggender ved siden af det nye Rigsråd. Rigsrådets Folketing, der fik 130 medlemmer, valgtes efter Junigrundlovens bestemmelser, mens 65 medlemmer af Rigsrådets Landsting valgtes af en snæver og velhavende vælgerkreds som i forfatningen og derudover suppleredes med 18 kongeligt udpegede medlemmer. Både Helstatsforfatningen fra 1855 og November Forfatningen indebar således begrænsninger i Junigrundlovens demokratiske principper, især med hensyn til valgret og valgbarhed. Den barnløse Frederik 7. døde uventet den 15. november, så det blev hans arvtager, Christian 9. af huset 1

2 Glücksborg, der yderst modvilligt og under pres af en nærmest revolutionær stemning i København underskrev loven den 18. november ) OPTAKT TIL KRIG Med genoptagelsen af Ejder-politikken gennem November Forfatningen eskalerede de dansk-tyske modsætninger, og både samtiden og eftertiden har med rette været hård i bedømmelsen af den danske nationalliberale regerings katastrofepolitik. Den byggede på en fatal overvurdering af Danmarks militære styrke og udenrigspolitiske opbakning. Men det var dog ikke bare udueligt overmod, der lå bag politikken: For det første havde Holsten i tillid til sin opbakning i Det Tyske Forbund konsekvent afvist ethvert kompromis om en fælles forfatning, der ikke gav hvert af hertugdømmerne, selv det lille Lauenborg, fuld beslutningsmæssig ligestilling med kongeriget Danmark. For det andet skete der gennem 1850'erne et skred i den europæiske magtbalance. Rusland blev markant svækket, mens Preussen oprustede militært og under ministerpræsident Otto von Bismarcks målbevidste ledelse var i færd med at etablere sig som kontinentets stærkeste magt. For det tredje gjorde det uforudsete tronskifte i november 1863 fra den klart Ejder-danske Frederik 7. til den helstatssindede og vrangvillige Christian 9. ikke sagen lettere at håndtere for den danske regering. Mange af fejlvurderingerne må forklares i dette lys, men den helt utilstrækkelige forberedelse til den militære konfrontation, der måtte medregnes som en nærliggende risiko ved at provokere de tyske stater, er svær at undskylde. Fra november 1863 spillede Preussens ministerpræsident Bismarck et mesterligt spil, der formelt respekterede alle internationale aftaler og dermed pacificerede Danmarks potentielt venligsindede magter - især England og Sverige-Norge. Han havde fat i den lange ende, for Danmark havde notorisk overtrådt aftalerne af Dermed var en preussisk militær indgriben berettiget. Forudsætningen for denne strategi var dog, at Danmark ikke trak November Forfatningen tilbage inden dens ikrafttræden den 1. januar 1864, og her vurderede han rigtigt. Trods massivt pres fra venligsindede stater, trods svenskernes definitive afvisning af en alliance, trods den tyske besættelse af Holsten og trods den nye konges klare ønske nægtede konseilspræsident Hall at tage skridt til at få November Forfatningen suspenderet. Nytårsaften 1863 dannede Monrad et nyt ministerium, efter at Preussen og Østrig havde truet med at besætte Slesvig som pant. Den 16. januar 1864 stillede de to magter et ultimatum om at ophæve forfatningen inden 48 timer, hvilket naturligvis ikke kunne nås, og den 31. januar stod preussiske og østrigske soldater rede til at overskride Ejderen. 2

3 4) KRIGEN 1864 (2. SLESVIGSKE KRIG) OG FREDEN I WIEN Tilbagetrækningen fra Dannevirke natten mellem 5. og 6. februar Fra Danmarks Riges Historie ( ). Danmark var forbløffende dårligt forberedt til et militært opgør. Hæren var under omorganisering med utilstrækkeligt uddannede befalingsmænd og for få officerer. Dannevirke-stillingen var blevet forbedret, men flankestillingerne i Dybbøl og Fredericia var langtfra færdigudbyggede. Værst var dog næsten den overdrevne tillid til de danske styrkers formåen, der gennemsyrede offentligheden og endog prægede politikerne og den kommanderende general C.J. de Meza. Af nationale og historiske grunde fremstod Dannevirke i befolkningens øjne som det sikre bolværk mod tyskerne, men den danske styrke på mand var reelt for lille til at forsvare den 85 km lange stilling, og det så meget mere, fordi de oversvømmede arealer langs fløjene frøs til is i det hårde vintervejr. De første tyske angreb blev afvist, men situationen var uholdbar. Natten mellem den 5. og 6. februar 1864 gennemførte de Meza ubemærket af fjenden derfor en velordnet tilbagetrækning til Dybbøl og Als og bevarede herved den danske hær intakt. Rømningen af Dannevirke ramte imidlertid befolkningen som et chok og opfattedes af mange som et forræderi fra general de Mezas, konseilspræsident Monrads og kongens side. Det kom til optøjer i København, og Monrad ofrede generalen som syndebuk. Ved Dybbøl arbejdede tropperne intenst på at styrke befæstningsværkerne, men stillingen var åben for beskydning fra Broager, og efterhånden som tyskerne indsatte flere tropper og kraftigere skyts, blev situationen mere og mere håbløs. For at stå stærkere på den forestående London-konference afviste regeringen imidlertid en tilbagetrækning til Als og krævede stillingen holdt, men den 18. april 1864 faldt Dybbøl efter blodig kamp. Tyske styrker havde samtidig besat store dele af Jylland, så selv om den danske flåde blokerede de preussiske Østersøhavne og besejrede en østrigsk flådeeskadre ved Helgoland, stod Danmark svagt ved den to måneder lange London-konference, der omsider åbnede den 25. april 1864 med repræsentanter for England, Frankrig, Rusland, Sverige-Norge, Det Tyske Forbund, Preussen, Østrig og Danmark. Alt hvad der kunne gå galt, gik her galt for Danmark, hvilket i høj grad må tilskrives en række fejlvurderinger fra både regeringens og dens forhandleres side. En hovedårsag var den interne danske uenighed om, hvad der skulle satses på: en helstatsløsning, en personalunion med fælles regent, eller en deling af Slesvig. Dertil kom en helt utilstrækkelig erkendelse af, hvor svagt Danmark faktisk stod, efter at den klassiske internationale magtbalance var gået i opløsning. Medvirkende var også Bismarcks evne til at skubbe både med- og modspillere ud i positioner, der sikrede Preussens 3

4 langsigtede interesser. På denne vis fik han slutteligt Danmark til at afvise et engelsk-fransk forslag om en deling af Slesvig, hvorefter konferencen sprængtes. Den 29. juni 1864 erobrede tyskerne Als og besatte Jylland til Skagen. Mistilliden til konseilspræsident Monrad voksede, og i juli dannede C.A. Bluhme ( ) en regering, der efter benhårde fredsforhandlinger måtte acceptere modpartens krav. Danmark måtte afstå de tre hertugdømmer Lauenborg, Holsten og Slesvig til kongen af Preussen og kejseren af Østrig. Freden i Wien blev underskrevet den 30. oktober og ratificeret med stort flertal af Rigsrådets to kamre. Dermed havde det danske monarki mistet 2/5 af såvel sin befolkning som sit landområde og var reduceret til en ubetydelig europæisk småstat på knap kvadratkilometer med 1,7 millioner indbyggere Det ambitiøse modul Fælles: Første slesvigske krig Hvad krævede Slesvig og Holsten i 1848? 2. Hvordan reagerede den danske regering på kravene? 3. Hvad blev resultatet af uenigheden? 4. Hvad blev resultatet af krigen ? Elevoplæg:

5 Grupper: 5. I 1864 kom Danmark igen i krig med Preussen og Østrig hvorfor det? opstil årsager - Gruppe 1 + 5: Bogen s billedet s. 62 ( En amputation ) + vær kildekritisk - Gruppe 2 + 6: Tekst 1 (lektien) - Gruppe 3 + 5: Tekst 2 (lektien) - Gruppe 6 + 8: Tekst 3 (lektien) Årsager: Pause 6. Hvem var skyld i krigen? 7. Læs tekst 4: Hvordan forløb krigen for Danmark og hvad blev dens resultat? Filmklip: Grupper: 1. Forklar figuren 2. Læs jeres anmeldelse og besvar nedenstående skema med brug af ovenstående figur Pia Kjærsgaard Carsten Jensen Sørine Godtfredsen Rune Stubager Gruppe Hovedpointe i anmeldelse 5

6 Hvad er seriens styrke? Hvad er seriens svaghed? Syn på seriens værdi som formidler af historien (stor medium lille) / ikke omtalt På hvilken måde kan vi anvende ovenstående figur i forhold til de fire anmeldelser? 6

7 1864 anmeldelser (beskåret) 1) Pia Kjærsgaard: Jeg er dybt rystet over 1864-serien Dansk Folkepartis værdipolitiske ordfører, Pia Kjærsgaard, siger, at hun er rystet over Ole Bornedals TV-serie Den politiserer uden skam, mener hun. Af Bent Blüdnikow og Kristian Lindberg, Jyllands Posten, torsdag den 9. oktober 2014, 17:55 Ole Bornedals serie om krigen i 1864 starter på søndag. Det er en kæmpe stor satsning for DRs vedkommende, og Folketinget har bevilget 100 millioner kroner specielt til seriens produktion. Serien skulle give seerne og specielt ungdommen en historisk og dramatiseret fortolkning af begivenhederne, der ledte op til 1864 og selve krigen. Men Dansk Folkepartis værdipolitiske ordfører, Pia Kjærsgaard (DF), er dybt skuffet og rystet over seriens ringe kvalitet og instruktør Ole Bornedals politiseren, skriver B.dk.»Jeg har nu set de to første afsnit, og selvfølgelig kan serien blive bedre i de næste afsnit, men foreløbig må jeg sige, at jeg er dybt rystet. Det er synd og skam, for da vi gav alle pengene fra Folketinget, håbede jeg, at vi ville få en seriøs og kompetent fortolkning om 1800-tallets store drama. Jeg har læst Tom Buk-Swientys bøger om 1864 og er begejstret for dem, og jeg kan simpelthen ikke forstå, at han som konsulent har lagt navn til dette - ja makværk,«siger Pia Kjærsgaard. Spørgsmål: Hvad er problemet med serien?»den er tendentiøs, og den politiserer uden skam. Nutidens politik synes at ligge Ole Bornedal mere på sinde end fortiden, og det er gået helt galt. Det er demagogi, og det er helt urimeligt over for os, der håbede på en seriøs, historisk serie, men også over for den forudsætningsløse ungdom, der får en skrupforkert historieversion.«pia Kjærsgaard mener, at DR har et medansvar for serien:»folketinget gav jo 100 millioner kroner, så vi kunne få en seriøs serie, og det er grotesk, at vi nu har fået en useriøs, politiserende serie. DR har ikke taget sit ansvar alvorligt, og når jeg ser næste afsnit, så vil jeg se den blot som en fik underholdning, og det var ikke, hvad vi ønskede og bad om.«socialdemokratiets kulturordfører, Troels Ravn (S), er ikke enig med den hårde kritik af serien, som vil blive vist på DR de kommende otte søndage.»det fungerer fremragende. Det er en stor fortælling, og det er lykkedes. Det bliver aldrig til en kliché, og selvom han bringer alle virkemidler, bliver det ikke for svulstigt. Det er godt fortalt og næsten skræmmende nærværende,«siger Troels Ravn. Venstres kulturpolitiske ordfører, Michael Aastrup Jensen (V), roser også serien - trods historiske fejl:»jeg synes, det er en god serie. Der er brugt mange elementer for at gøre fortællingen moderne og få unge mennesker med, og det, synes jeg, er fint. Det skal ikke være et historisk foredrag, og unge skal føle, at det er spændende, og at de har lyst til at gå videre og få mere at vide,«siger han. 7

8 2) Carsten Jensen: TV-ANMELDELSE EKKO, 30. NOV : : afsnit 1-8 Af Carsten Jensen Ole Bornedals stort anlagte tv-serie, 1864, om slaget ved Dybbøl, krigens optakt og efterspil er først og fremmest en undsigelse af krig og nationalisme, et ambitiøst, modigt og kontroversielt opgør med en elsket national myte om dansk uskyld. Bornedal løber storm på en skanse, der har været holdt alt for længe i den danske selvforståelse. Men det er desværre også et stormløb, hvor parallellen mellem de danske tropper dengang og Bornedals kunstneriske vilje 150 år senere er lidt for tydelig. Styrken mangler Der er en massakre inden i massakren. Der er preussernes massakre på de dårligt forberedte, nationalistisk selvforelskede danskere for 150 år siden. Og der er instruktørens helt personlige førstehånds-massakre på sin egen kunst, på figurernes psykologiske troværdighed, på enhver, selv den mest nødtørftige dramaturgi, i en fortælling, der efter en stærk og lovende optakt i de to første afsnit ikke samler sig, men falder fra hinanden er noget så usædvanligt som en bestillingsopgave i 2010 fra et borgerligt domineret Folketing. Her har man åbenbart aldrig læst journalisten Tom Buk-Swientys dengang netop udkomne tobindsværk, Slagtebænk Dybbøl og Slaget ved Als, en sviende afsløring af den monumentale tåbelighed, der i 1864 kulminerede i den nyere Danmarks-histories mest traumatiserende nederlag. I stedet inviterer Folketingets flertal Bornedal til at levere en hørmende fejring af deres egen uoplyste borgerlighed, der som et udbrud af fnat klør i underbukserne på et Danmark, som i disse år takket være en række uigennemtænkte krige genfinder sin tabte nationalistiske mandighed. Men Ole Bornedal har til gengæld læst Tom Buk-Swienty, og Folketingets blindgængere vader direkte ind i en gigantisk selvfinansieret lussing, hvor forløjetheden i deres eget livssyn bliver nådesløst udstillet. Taktisk har Ole Bornedal valgt at distancere sig fra en politisk udlægning af hans serie. I stedet fremhæver han, at det er et eksistentielt drama fokuseret på kærlighed, tab og sorg. Og det er netop det, der gør hele sagen om den omstridte serie så forbandet ærgerlig, for det er her, hvor Bornedal selv mener, at styrken i hans serie ligger, at dens mangler er allermest åbenlyse. udeladt: Kritik af personkarakteristikkerne og deres endimensionelle og utroværdige karakterer her blot et eksempel: Statsministeren og krigsophidseren Monrad starter ud som et menneske, hvis gryende galskab lader sig instrumentalisere i et kynisk, omend fejlslagent magtspil. Så bliver han, som serien skrider frem, reduceret til en række grand guignol-optrin, hvor sammensatheden i figuren går tabt, skønt Bornedal i Nicolas Bro har et formidabelt talent, der kunne have givet sin figur hele den kvalfuldte kompleksitet, man aner bag den hidsige facade. ( ) 8

9 Tilbage bliver en frapperende billedside, holdt i nøje afstemte grå-blå toner. De første krigsscener er stiliserede som et passionsdrama. Slaget ved Mysunde blev vundet af danskerne, men det er de tyske ofre for kanonregnen halvnøgne, skamferede kroppe, der som slagteriaffald køres bort på ladvogne Bornedal fokuserer på. Slaget ved Sankelmark er fotograferet i fugleperspektiv post-festum, en vinternøgen mark, oversået med sårede og døde med en lydside, der udelukkende består af de døendes stønnen. Det er stramt og mesterligt gjort, og det er instruktørens nøgternt-asketiske tilbageholdenhed, som gør indtrykket af overvældende meningsløshed så stærkt. Hovedslaget ved Dybbøl er imponerende orkestreret, men der går blod og bajonetter i det, sikkert for at give et nærbillede af krigens gru, men vi lever i en voldskultur, der har gjort os blinde for synet af smadrede ansigter og blodige indvolde, og det stort anlagte slag falder overraskende ud som den mest konventionelle af seriens krigsscener. ( ) Alle seriens kunstneriske mangler til trods er 1864 båret af en vred humanisme, en indigneret undsigelse af krig og menneskeforagtende nationalisme. Ole Bornedal formår med stort mod at vise, at kunsten stadig har noget at sige i en tid, hvor den politiske opposition for længst har opgivet slaget om værdierne. 3) Sørine Gotfredsen, Kristelig Dagblad 1. december :00 Skuespilpræstationerne har været af høj standard, men det har manuskriptet ikke, skriver anmelderen har skabt værdifuld samtale, men som tv-serie kom den aldrig til at fungere gennem de otte afsnit. Et mangelfuldt manuskript og et klaustrofobisk moralsk symbolsprog stod i vejen for den store oplevelse, skriver sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen i sin anmeldelse af den omdiskuterede tv-serie ( ) Som udgangspunkt må man sige, at Bornedal på det billedmæssige plan kan noget særligt. Kornmarker, vasketøj og ikke mindst krigsscener er blevet fremvist med stor æstetisk indføling, og Bornedal er gået til projektet med en kunstnerisk alvor og ambition, der fortjener respekt. I visse sekvenser har man siddet med følelsen af faktisk bedre end før at forstå, hvor grusom en krig er, og Bornedals hang til det demonstrative har generelt virket bedst i beskrivelsen af krigens rædsler. Ikke mindst, naturligvis, i afsnit syv, hvor den lange beskrivelse af nedslagtningen ved Dybbøl foldes ud. ( ) Det andet store problem udgøres af fortællingens morale, der i mine øjne har ligget som en tung og klistrende dyne hen over hele serien. Dette er selvsagt et punkt for uenighed, men set herfra har en stor del af hensigten med 1864 været at fremstille begreberne nationalfølelse og danskhed som noget farligt og ynkværdigt. Den karikerede fremstilling af Monrads nationalistiske og kristne fanatisme er blevet nuanceret af historisk kyndige, men Bornedals forkyndelse rækker længere end til Monrads figur. Og lad os holde fast i det sidste afsnit, hvor sløjferne bindes, og pointerne gentages i bornedal'sk beton. For eksempel i scenen, hvor Didrich trods en kujonagtig krigsindsats af sine berusede venner hyldes som idealet for Danmarks fremtid, der altså her karakteriseres som værende i høj grad baseret på et fortsat oppustet selvbedrag. Den danske tilstand udstilles også, da Monrads kone opfordrer ægtemanden til at rejse til New Zealand for at omvende de vilde, som hun siger. Hvorpå teologen kaster sig ud i en ukontrolleret krigsdans, der ikke lader nogen i tvivl om, hvem der er den egentligt uciviliserede. 9

10 Og skulle man alligevel være gået glip af Bornedals syn på dansk degenerering, får vi slutteligt serveret en skålfuld trist brun institutionssovs, da Severin gør sig klar til at forlade denne verden. Hele serien har været præget af et symbolsprog på kanten til det klaustrofobiske og til tider vulgære, og jeg mener, at man aner et kraftigt strejf af underliggende nedgørelse af dansk identitet. En mistanke, der i øvrigt kun bekræftes gennem den sigøjnerfamilie, der hele vejen igennem forbliver ren af hjertet. Som afslutning udformes Bornedals meddelelse til os gennem den tale, som Peter holder for familien, mens lærken kvidrer. Den prøvede soldat understreger, at vi mennesker skal bekæmpe det onde i os selv, hvilket som udgangspunkt er en klog betragtning. Men derudover meddeler talen blot det helt banale, at vi skal nyde livet og finde glæde i hinanden. Vi bemærker her, at Peter udelukkende forholder sig til det luftigt humane, og som han står der i sit lykkelige etnisk blandede ægteskab har vi Bornedals morale serveret på et fad. Det nationale er tilbagelagt, og mens folkets indadvendte selvforherligelse i en grad lever videre - klart formuleret af Lundbye, da han trøstende siger til Monrad, at danskerne nu må forlige sig med lidenheden og tænke indad - har den enkelte mulighed for at hæve sig op over de givne rammer og bygge en fremtid gennem dyrkelsen af det gode i mennesket selv. Peters tale synes dybt inficeret af de seneste årtiers værdikamp med konflikten mellem det nationalt grundede og det globale, og påfaldende er det, at Bornedal ikke lader Peter bekende sin kærlighed til det fædreland, der nu skal genopbygges. I stedet vælger han udelukkende at lade ham hylde menneskets eget følelsesliv, og en del af budskabet synes så klart at være, at både nationalfølelsen og folkets selvbevidsthed, ja, måske også kristendommen, reelt spillede fallit sammen med de fejlslagne politikere. Og tilbage i 1864 står det velkendte, men også naive billede af et menneske, der gennem sin gode vilje kan skabe en ny virkelighed. Vi takker DR og Ole Bornedal for en tv-serie, der har skabt en stor og værdifuld samtale om historien og dansk identitet. Men vi ærgrer os over, at den hundedyre tv-serie 1864 kom til verden med så mange mangler og med en så ensidig moralsk forkyndelse. kultur@k.dk 4) Uffe Østergaard og Rune Stubager, Kristeligt Dagblad 21/ ( ) Uffe Østergaard, professor i historie ved CBS Handelshøjskolen i København, mener, at megen af den avisdebat, 1864 har affødt, kunne have været ført, uden at nogen behøvede at se tv-serien. På den ene side af fronten står kulturradikale debattører og medier som dagbladet Politiken, som mener, at serien er god, og at politikere og historikere ikke skal blande sig i udformningen af et fiktionsværk. På den anden side står borgerlige, nationalt sindede debattører, medier som Berlingske og Morgenavisen Jyllands-Posten samt politikere fra Dansk Folkeparti. Herunder kulturordfører Alex Ahrendtsen, som vil oprette et panel af historikere, der skal hindre fejl i historiske dramaer. Linjerne har været trukket hårdt op fra første færd hos 'kommentariatet' af debattører. Og alle disse parter har ageret mere forudsigeligt, end jeg havde regnet med, siger Uffe Østergaard. Rune Stubager, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, der har skrevet ph.d.-afhandling om dansk værdipolitik, peger på, at det ikke er latterliggørelsen af Monrad som person, der sætter sindene i kog, men latterliggørelsen af den fædrelandskærlighed, han står for. Og når det bliver ekstra eksplosivt, skyldes det, at fortællingen ikke holder sig i 1864, men også har et nutidsspor med en ung pige, hvis storebror er blevet dræbt i en af Danmarks seneste krige. 10

11 Monrad fremstilles tydeligvis som dels nationalt sindet, dels en psykisk udfordret person. Det efterlader et indtryk af, at det at være nationalt sindet tenderer det sindssyge. Og med det nutidsspor, som er føjet til historien, bliver diskussionen om, hvorvidt nederlaget i 1864 var uundgåeligt eller en følge af nationalistisk drevet overmod, let til en diskussion om, hvorvidt Danmark skal passe på med at involvere sig i militære operationer som den aktuelle indsats imod Islamisk Stat, siger Rune Stubager. Men ud over den strid om fortolkningen af fortiden, som for eksempel også vækkes til live, hver gang et fiktionsværk tager Danmarks besættelse op, så er der en anden klassisk og fortløbende kulturkamp, som 1864 har aktiveret. Nemlig hele diskussionen om, hvorvidt den nationale, massivt statsstøttede public service-station DR er domineret af røde lejesvende, påpeger Rune Stubager: Når der politisk er bevilget midler fra et borgerligt politisk flertal til en historisk fremstilling, er det ikke overraskende, at disse personer føler sig trådt over tæerne og ikke mener, at '1864' var det, de ønskede sig. Traditionelt er der et 'armslængdeprincip', som går ud på, at de bevilgende politikere ikke blander sig i den kunstneriske frihed. Men der er også tradition for, at især Dansk Folkeparti har et andet syn på denne frihed. Tilbagetogtet fra Dannevirke, samtidig tegning. Da de danske tropper blev indhentet af deres østrigske modstandere ved Oversø/Sankelmark den , kom det til et blodigt slag. 11