DEN KATOLSKE KIRKES SOCIALLÆRE

Transkript

1 DEN KATOLSKE KIRKES SOCIALLÆRE Efter de politiske ideologier er brudt sammen, har Den katolske Kirke da et bud på veje til den kærlighedens civilisation, som Pave Paul den Sjette talte om?

2 Kirkens sociallære er en lære, som er under udfoldelse. Den blev oprindeligt ikke tænkt som en organisk enhed. Men den har over årene taget form gennem de forskellige rundskrivelser og dokumenter, som Kirken over tid har produceret som svar på specifikke sociale problemstillinger, som Hun blev konfronteret med. Inspireret af lyset fra evangeliet og altid opmærksom på udviklingen i samfundet såvel lokalt som globalt, er Kirkens sociallære karakteriseret ved kontinuitet og fornyelse.

3 Kirkens sociallære er en arbejdsplads, hvor eviggyldige sandheder gennemtrænger og gennemsyrer nye forhold og omstændigheder og viser nye veje til retfærdighed og fred. Tro går ikke ud fra, at foranderlige sociale og politiske realiteter kan holdes og rummes indenfor fastlåste og forud tænkte ideologiske rammer.

4 Som moder og lærer er Kirken ikke lukket omkring sig selv. Hun trækker sig ikke tilbage fra verden. Tværtimod så er hun altid åben for, og rækker ud imod og vender sig imod alle de mennesker, hvis evige frelse er hele grunden til, at hun eksisterer.

5 I sin formulering og udvikling af sin sociallære er Kirken således ikke så meget motiveret af teoretiske overvejelser som af et pastoralt engagement for menneskers materielle og åndelige velbefindende. Kirken føler, at Hun som en god mor må og skal tale, når Hun ser på de også de - negative konsekvenser, som industrialiseringen, globaliseringen, migration og immigration og udnyttelsen af arbejdskraft og naturresurser har for millioner af mennesker og for deres værdighed netop som mennesker.

6 I Biblen og i Kirkens lære giver os en forståelse, hvad der er det enkelte menneskes, ja, hele menneskeslægtens, identitet, kald og ultimative mål. Ethvert menneske er skabt og elsket af Gud. Mennesket er den eneste skabning, der er villet for dens egen skyld. Ethvert menneske har mulighed for at finde frelse i Jesus Kristus og i hans død og opstandelse for os. Mennesket finder mening og fylde igennem et utal af forhold til andre mennesker. Disse forhold er kendetegnet af kærlighed, solidaritet og retfærdighed. Og det gør mennesket, alt imens han eller hun påtager sig de forpligtelser og aktiviteter, der er hans eller hendes.

7 At mennesket er skabt i Guds billede, og at mennesket står i et forhold til Gud, afspejler sig i at mennesket er et rationelt væsen, der ikke blot er underlagt sine instinkter, og det afspejler sig i at mennesket er et socialt væsen. Mennesket er således ikke skabt til at være alene! Med mindre, at det lever i forhold til andre, så kan han eller hun hverken leve eller udvikle alle sine potentialer.

8 Mænd og kvinder har den samme værdighed og værdi. I deres indbyrdes forskellighed er de begge skabt i Guds billede. På grund af den dynamiske gensige udveksling mellem dem, der giver indhold og mening til ordet vi i det menneskelige parforhold, så ser vi i dem et billede af Gud forstået som et kærlighedsfælleskab af personer.

9 RES NOVAE NYE TING RERUM NOVARUM De sociale og politiske strukturer var i slutningen af det 19. århundrede i dramatisk opbrud. Folk flyttede til byerne i stort tal, hvor de ofte boede under de usleste forhold. Lønningerne var lave, arbejdsholdene forfærdende, og selv små børn måtte arbejde. Skellet mellem fabriksarbejdere og fabriksejere blev enormt. Sociale nød og udbytning skreg til himlen.

10 Pave Leo den 13. s rundskrivelse slog i 1891 fast, at jorden er af Skaberen blevet givet til den hele menneskehed. Vel fastholdes retten til at eje. Men de/vi, der ejer, har med dommens dag for øje så meget desto større forpligtelse til at dele med dem, som intet har.

11 Pave Leo anerkendte i Rerum Novarum, at der er et naturligt interessemodsætningsforhold mellem arbejdstager og arbejdsgiver. Arbejdstagerne er i dette modsætningsforhold oftest den svageste part og har derfor også ret til at organisere sig i fagforeninger for at kunne hævde deres rettigheder. I Rerum Novarum forkastedes kommunisme og ukontrolleret kapitalisme. Dog blev ejendomsretten fastholdt.

12 Der er uden tvivl mange faktorer, der skal overvejes for at afgøre, om lønningerne er fair og rimelige. Preferential option for the poor De fattiges forrang! Men velhavende arbejdsgivere skal være opmærksomme på, at dette med udøve pres på fattige og de mest forsvarsløse med henblik på at opnå en bedre indtjening og øge profitten, er fordømt af alle love såvel menneskelige som guddommelige.

13 Rerum Novarum var med til fremme tanken om en velfærdsstat, idet den slår fast, at de fattige ikke har noget at falde tilbage på. De er i svære tider derfor helt afhængige af hjælp fra staten. Regeringerne har derfor på en særlig det som sin opgave at tage vare på og beskytte de fattige.

14 VENSKAB OG HARMONI Det er en stor fejl at antage, at der er et naturgivent fjendtligt modsætningsforhold mellem arbejderklassen og arbejdsgivere. Det er en falsk opfattelse, der går imod sandheden. Ligesom inden for den ene og samme krop de enkelte lemmer og dele må arbejde sammen, sådan er det også i det enkelte stat. De to klasser må trods naturlige interessemodsætninger forhandle sig frem til aftaler og leve i harmoni. Kapitalen kan ikke undvære arbejdskraften. Ej heller gives der arbejde uden kapital. Skal velstanden i en stat øges må begge parter være med.

15 Quadragesimo Anno Pave Pius den XI udgav i 1929 Quadragesimo Anno, på fyrreårsdagen for Rerum Novarums udgivelse. Solidaritet og samarbejde er vejen frem, hvis sociale modsætninger skal kunne overvindes. I Quadragesimo Anno advarer paven mod, at man ikke respekterer retten til organisere sig og danne foreninger. Paven forkaster heri liberalisme forstået som ubegrænset og ukontrolleret konkurrence mellem økonomiske kræfter. Paven Pius den XI slår i rundskrivelsen fast, at lønnen bør være så stor, at man kan tage vare på sin familie, sig selv og leve op til sine forpligtelser som samfundsborger.

16 I denne rundskrivelse bekender paven sig til subsidiaritetsprincippet, som går ud på, at beslutninger, og den måde, som vi organiserer os på, skal finde sted på lavest mulige niveau og tættest muligst på borgerne, så alle kan føle ejerskab for det, der vedtages og sker.

17 I Kompendium for Den katolske Kirkes Sociallære siges der: Subsidiaritetsprincippet beskytter mennesker mod overgreb fra højerestående sociale myndigheder. Samtidig er disse myndigheder ifølge princippet forpligtet til at hjælpe (subsidium = hjælp) både enkeltpersoner og forskellige grupper i samfundet med at udføre deres opgaver. Dette princip er bindende, fordi hvert eneste menneske, hver familie og enhver gruppe af mennesker har noget enestående at tilbyde fællesskabet. Erfaringen viser, at fornægtelse af subsidiaritetsprincippet eller dets begrænsning med henvisning til en påstået demokratisering eller til ligheden mellem alle medlemmer af samfundet, fører til en begrænsning eller ligefrem til ødelæggelse af frihed og initiativlyst.

18 JOHANNES DEN XXIII I Pacem in Terris skrev Pave Johannes om fred og den manglende respekt for menneskets værdighed i en tid med frygt for en altødelæggende atomkrig. Det er den første pavelige rundskrivelse, der er adresseret til alle mennesker af god vilje.

19 I Pacem in Terris skrev Pave Johannes : Ethvert menneskes ret til livet modsvares af pligten til at bevare livet, retten til en værdig levestandard modsvares af pligten til en hæderlig levevis, retten til frit at søge sandheden modsvares af pligten til vedvarende fordybelse i sandheden. Når vi har anerkendt dette, må konsekvensen blive, at det ene menneskes ret pålægger andre en forpligtelse: pligten til at anerkende og respektere den pågældendes rettigheder. Enhver fundamental menneskelig rettighed får sin styrke og autoritet fra naturretten, som tildeler os den og samtidigt pålægger os pligter. De personer, der kræver rettigheder for sig selv, men helt glemmer eller ikke med omhu opfylder deres forpligtelser, er som folk, der bygger op med den ene hånd og river ned med den anden.

20 I Mater et Magistra skrev Pave Johannes den 23., at Kirken er kaldet til i sandhed, retfærdighed og kærlighed at samarbejde med alle mænd og kvinder i et autentisk fællesskab. Førhen var de store uligheder mellem mennesker kommet til udtryk indenfor de enkelte landes grænser. Nu forstod vi, at ulighederne også var af international karakter især set i lyset af nøden i verdens fattigste lande.

21 II VATIKAN KONCIL Gaudium et Spes: På grund af en dybere bevidsthed om den menneskelige værdighed opstår der i mange dele af verden et ønske om at etablere en politiskjuridisk orden, der bedre kan værne om de personlige rettigheder, og som inkluderer retten til frit at mødes, danne foreninger, udtrykke sine personlige meninger og bekende sin religion både privat og offentligt. Garanti for personens rettigheder er nemlig den nødvendige forudsætning for borgernes aktive deltagelse, både individuelt og kollektivt, i det offentlige liv og dets forvaltning.

22 Dignitatis Humanae: Dette Vatikankoncil erklærer, at den menneskelige person har ret til religionsfrihed. Denne frihed består deri, at alle mennesker bør være fri for tvang fri, således at ingen, når det gælder religionen, tvinges til at handle mod sin samvittighed og heller ikke hindres i at handle i overensstemmelse med sin samvittighed Desuden erklærer Koncilet, at retten til religionsfrihed dybest set har sit grundlag i selve den menneskelige persons værdighed

23 Allerede i 1971 i rundskrivelsen Octogesima Adveniens påpeger Pave Paul VI de politiske ideologiers utilstrækkelighed og kommen til kort. I rundskrivelsen gør Pave Paul VI sig tanker om det postindustrielle samfund og det udfordringer, vi står overfor som Kirke og som menneskehed. Blandt disse udfordringer kan nævnes urbaniseringen, store gruppers migration og emigration, de unge og deres situation, kvindernes situation i en verden i opbrud, udviklingen inden for de sociale medier og de økologiske og forureningsmæssige problemer.

24 I Octogesima Adveniens skriver pave Paul VI: At tage politik alvorligt på de forskellige niveauer det lokale, det regionale, det nationale og på verdensplan - er at anerkende, at det er menneskets pligt at forholde sig den konkrete virkelighed, -og det er at anerkende, at man har fået friheden til at vælge at gøre det gode for det omgivende samfund. Politik er en krævende måde at leve det kristne engagement i tjeneste for ens næste. Kristne, som opfordres til at påtage sig et politisk ansvar, skal søge at udøve dette ansvar på en måde, der er i overensstemmelse med evangeliet. Indenfor de legitime rammer, der er for den politiske pluralitet, skal de bestræbe sig på personligt såvel som kollektivt at være vidner for deres tro i effektiv og uegennyttige tjeneste for deres medmennesker.

25 Pave Johannes Paul II skrev i Laborem excercens og Centesimus Annus: At arbejde er en af menneskets livsbetingelser mennesket udtrykker sig selv og realiserer sig selv gennem sit virke. På samme tid har arbejdet en social dimension, fordi mennesket ikke kun arbejder for sig selv, men også for sin familie og endelig for det fælles gode ( ). Menneskets virke vedrører altså også det store samfund, som det er en del af. Mennesket arbejder, sammen med sine landsmænd, på at forøge det fælles gode, og på den måde er menneskets arbejde med til at øge hele menneskehedens arv, den rigdom, som tilhører ethvert levende menneske på denne jord.

26 I Caritas in Veritate skriver pave Benedikt XVI, at mennesket skal udøve et ansvarligt forvalterskab over naturen for at beskytte den, drage nytte af den og kultivere den også på nye måder og med moderne teknologi ( ). Her på jorden er der plads til alle: Her skal hele den menneskelige familie kunne finde de nødvendige ressourcer til at leve et værdigt liv ved hjælp af naturen selv, hårdt arbejde og vores egen kreativitet. Samtidig må vi erkende vores alvorlige pligt til at give Jorden videre til kommende generationer i sådan en tilstand, at også de kan leve et værdigt liv på Jorden og blive ved med at videreudvikle den.

27 Benedikt XVI skriver i Deus Caritas Est: Kærlighed caritas vil altid være nødvendig, også i det mest retfærdige samfund. Der findes ingen retfærdig samfundsorden, der kan gøre kærlighedens tjeneste overflødig. Den, der vil afskaffe kærligheden, er med til at afskaffe mennesket som menneske. Der vil altid være lidelse, der har brug for trøst og hjælp. Der vil altid være ensomhed. Der vil også altid være situationer af materiel nød, der har behov for hjælp i form af en levet næstekærlighed.

28